Hvorledes nisserne blev til af Vilhelm Bergsøe

Nissen af Vilhelm Bergsøe, illustreret af H. A. BrendekildeDjævelen havde fristet menneskenes børn, og Herrens engel jog dem med sit flammende sværd ud af Paradisets have. Det gik tungt fremad over heder og høje, over dale og svimlende dybder. Under flugten slog Eva sit lange hår over Adams nakke for at skærme ham mod solens stikkende stråler, og Adam støttede Eva og bar hende over åer og moser. Men hver gang de ville hvile sig eller ville stille deres tørst, eller blot standsede for at trække torne ud af deres sårede fødder, så de det blinkende flammesværd bag sig, og blev atter drevet fremad, uden ro og hvile.

På tredjedagen kom de til en bred, palmebevokset dal, hvor en flod snoede sig muntert gennem, og da solen i det samme gik ned, sank Eva sammen, udmattet af sult og træthed. Hun satte sig for Adams fødder og sagde: “Dette smukke sted er en afglans af Paradisets have! Lad mig blot dø her og begrav mig i palmernes skygge. Jeg kan ikke mere.”

Adam bøjede sig bedrøvet over hende; men da han løftede hende op, så han, at flammesværdet bag dem var forsvundet. I stedet blinkede månen ned fra den mørkeblå nattehimmel. Det tog Adam som et tegn og sagde: “Her vil vi bo og bygge! Herren vil måske endnu være os nådig.”

Den næste dag samlede Adam grene og byggede Eva et hus. Det var stort nok til dem – de var jo kun to; men lidt efter lidt måtte Adam bygge huset større, for floden var fuld af børn, og de løb bestandig hen til Eva. Der var jo ingen andre, der kunne tage sig af dem. Det blev til sidst næsten for mange. Eva kunne ikke skaffe tøj til dem alle, og Adam havde det også hårdt. Han sled og slæbte, dyrkede jorden, såede og vandede; men der kom kun torn og tidsel, og det kunne de jo ikke leve af. De blev bestandig fattigere, og til sidst vidste Adam hverken ud eller ind.

I mange, mange tider havde Vor Herre hverken tænkt eller talt til menneskene, fordi han var så vred på dem. Da huskede han dog en dag igen på dem med et mildt sind og besluttede sig for at stige ned til jorden for at se, hvorledes det gik dem. Det var netop en søndag, og Eva havde travlt med at vaske og kæmme sine børn og give dem det nye tøj på, som hun havde syet i løbet af ugen.

Mens hun sad i døren med alle børnene omkring sig, så hun Vor Herre komme vandrende langt nede i dalen. Eva blev flov og ulykkelig; for hun havde kun nået at vaske knap halvdelen af børnene, og resten af dem så snavsede og beskidte ud i deres hverdagstøj. Hun skammede sig over, at Vor Herre skulle se dem se så fæle ud på en søndag. I en fart jog hun alle de snavsede børn ind i huset, og så kaldte hun på Adam og sagde til ham, at han skulle skynde sig at skjule dem så godt han kunne, inden Vor Herre kom.

Så Adam tog børnene og gemte dem, hvor han kunne. De sorteste lukkede han ind i en klippehule ved huset. Nogle gemte han i en høj på marken; men dem i de grå trøjer og med de små røde huer beholdt han i huset, og gemte dem rundt omkring i lo og lade, i stalden og ude i bryggerset, hvor han nu kunne få plads til dem.

Så kom Vor Herre.

“Er det alle dine børn?” spurgte han Eva, da han så den pæne børneflok i deres nye søndagstøj. “Har du ikke flere?”
“Nej,” svarede Eva og slog øjnene ned; for hun vidste jo godt, at hun løj for Vor Herre.
“Så vil jeg tage forbandelsen fra dig og Adam, og give dine børn min velsignelse,” sagde Vor Herre, hvorefter han tog alle børnene i sin favn, velsignede dem og gav dem evne til det, de senere skulle blive på jorden. Men de skjulte børn fik han ikke at se, og Eva bad ham ikke om at velsigne dem.

Fra den dag af ville disse børn ikke mere trives; ja, de ville ikke engang kendes ved Eva mere. De blev ved med at pusle om i klippehulen, i højen, på loftet og i laden, og Eva kunne ingen vegne komme med dem. Skønt de blev gamle og grå, blev de ved med at være små og snavsede. De fik store hoveder og tynde ben. Nogle blev pukkelryggede, andre hjulbenede; og når de kunne komme til det, drillede og forskrækkede de Evas andre børn, og skjulte sig så i en fart, når hun ville skælde dem ud.

Til sidst lod hun dem passe sig selv, men de fulgte de andre børn over hele verden og driller dem endnu i dag. De blev nemlig til bjergtrolde, højfolk og nisser. Af de to sidste slags havde vi engang mange ude på landet, og det er deres gavtyvestreger, vi nu skal fortælle om.

Trykt i Nissen, udgivet på Ernst Bojesens Kunstforlag, 1889. – 142 sider, illustreret af H.A. Brendekilde

Kort om Vilhelm Bergsøe

Født: den 8. februar 1835
Død: den 26. juni 1911

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Spøgelseskareten af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.


– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.

Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.

Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.

Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.

Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.

Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.

Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.

Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.

Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.

“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”

Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.

Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.

Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.

Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.

En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.

Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.

En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.

Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”

“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”

Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.

Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.

Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Spanieren af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spanieren”.


– De kender jo den engelske digter Alexander Pope?
– Nå, jeg kan se på Dem, at De hverken har læst den berømte ‘Røvede hårlok’ eller de øvrige poesier, som henrykkede hans landsmænd i det 18. århundrede.
– Om jeg har? Jeg må ærligt tilstå, nej. Men under mit sidste besøg i England, på et herresæde, faldt jeg over hans ‘Levned’ en kedsommelig regnvejrsdag, og deri fandt jeg denne historie.

Denne Mr. Pope var et udpræget forstands-menneske og som følge deraf en erklæret fjende af spøgelsehistorier og overtroiske forestillinger. Det ganske uagtet at the second sight eller synskhed er en udbredt evne i Skotland, og ethvert engelsk hus af nogenlunde respektabel alder har et ‘husspøgelse’ eller flere, som hænger ved skuepladsen for tidligere gerninger. Det skyldes måske også englændernes respekt for traditionen. Men skønt digter og englænder kunne Mr. Pope som sagt ikke udstå spøgelser og havde udtrykkeligt forbudt sit tyende så meget som at omtale emnet for ham, og truet enhver der gjorde det med øjeblikkelig afsked.

Nu var han netop flyttet ind i en ny lejlighed, tilmed i et hus hvis alder og indretning nok kunne tyde på, at skygger lurede i dets mange krinkelkroge. Han havde fulgt anbringelsen af møblerne i sine værelser, og i arbejdsværelset, der også skulle tjene som soveværelse, havde han egenhændig opstillet sin bogsamling og anbragt sine værker i smuk rækkefølge og ret iøjnefaldende.

Nu skulle han tilbringe den første nat i sin nye lejlighed. Døren var låst, lyset brændte i stagen ved sengen, og han havde lagt sig mageligt til rette med en bog for efter sædvane at læse sig i søvn. Hvilken bog omtaler historien ikke, men det har næppe været et af hans egne værker. Da han har ligget lidt, bliver han opmærksom på en lyd henne ved døren ind til værelset. Han ser derhen, og i samme øjeblik går døren op, og ind træder en skikkelse i gammel spansk dragt.

“Hvem er det?” råber Pope til skikkelsen, som har et mørkt og alvorligt udseende. Men spanieren lader som ingenting, går hen til bogreolen, tager Popes skrifter, det ene bind efter det andet, bladrer lidt i dem, og med et nederdrægtigt spottende smil sætter han dem på plads igen. Men, som digteren henne i sengen ærgerligt bemærker, omvendt med titlen nedefter.

Pope brummer og rømmer sig. Spanieren lader sig ikke forstyrre i sin stumme kritik, og da han endelig er færdig med bøgerne, går han hen til skrivebordet, tager et manuskript, som digteren har arbejdet på om aftenen, læser, bladrer i det, ryster af og til smilende på hovedet og bladrer videre.

“Det er dog for galt,” tænker digteren. “Min Herre,” siger han og rejser sig op i sengen, “når De vil besøge folk, skulle De vælge et mere passende tidspunkt.” Spanieren værdiger ham ikke et blik.

“Og når De kommer til fremmede folk, burde De iagttage simpel høflighed og ikke rode i andres papirer.” Spanieren bladrer roligt videre, med sit nedrige, spottende smil.

“I modsat fald,” bruser den krænkede digter ud, “i modsat fald er man i sin gode ret, når man tugter en så påtrængende person…” Og dermed springer han ud af sengen, griber sin kårde og farer hen mod spanieren. Denne sænker roligt hånden, hvori han holder papirerne, og idet han med det samme kolde, spottende smil ser på den iltre lille skrutryggede digter i natkjole og med nathue, åbner han med den anden hånd sin vams og viser Pope sit blottede bryst. Her ser digteren til sin skræk et gabende, blodigt sår. Forfærdet farer han tilbage og ringer på sin tjener. Den korte, skarpe klang af klokken lyder gennem det stille hus; men der kommer ingen. Han ringer igen. Forgæves. Spanieren lader sig ikke forstyrre. Han står ganske rolig ved skrivebordet og bladrer i papirerne.

“Min Herre,” siger Pope til sidst, “nu synes jeg det må være nok; er De ikke så god at gå Deres vej!” Spanieren nikker samtykkende og går langsomt og værdigt ud ad døren.

Helt fortumlet af det natlige eventyr går Pope igen i seng. Så kommer tjeneren endelig og spørger, hvad Herren ønsker?
“Mødte du ikke nogen?” spørger Pope.
“Jo, på trappen,” svarer tjeneren.
“Hvem var det? Hvordan så han ud?”
Tjeneren svarer ikke, men står forlegen.
“Svar, når jeg spørger dig!”

Tjeneren minder om Herrens forbud mod at omtale visse ting, men endelig rykker han ud med, at han har mødt spanieren, og at det er genfærdet af en spanier, som for mange år siden er blevet myrdet der i huset. Ingen har dristet sig til at omtale det på grund af Herrens strenge forbud.

“Det er godt,” siger Pope, “men bliv nu her resten af natten. Du kan ligge henne på sofaen.” Digteren falder i søvn, og da han om morgenen vågner, kalder han på sin tjener. Ingen svarer. Han ser hen på sofaen. Der ligger ingen tjener.

Nu bliver Pope vred. Han trækker i klokkestrengen. Der kommer nogen op ad trappen, banker på og tager i døren. Den er låst. Pope må stå ud af sengen og lukke op. Det er tjeneren.

“Hvorfor er du gået din vej?” spørger Pope.
“Hvad mener Herren. De ringede og her er jeg,” svarer tjeneren forbavset.
“Har du da ikke været her i nat, da du mødte spanieren?”
Tjeneren ryster på hovedet. “Spanieren?” gentager han.
“Ja, spanieren” svarer Pope, “som var herinde.”

Tjeneren ser tvivlende på sin Herre og minder ham om, at døren var låst indvendigt fra. “De må have drømt Herre,” han til sidst. “Drømt!” gentager Pope ærgerlig. “Står bøgerne da ikke omvendt henne i reolen, således som den uhøflige gæst stillede dem i nat?” Begge ser hen på reolen. Bøgerne står i den skønneste orden, præcist som Pope havde stillet dem den foregående dag. “Nu kan du gå,” siger Pope og klapper tjeneren på skulderen. “Jeg ville blot sætte dig på prøve, men du har bestået den til min fulde tilfredshed.”

Pope glemte dog aldrig den mærkelige drøm, der var så levende, at den nær havde fået ham selv til at tro på gengangere.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Natravnen af Holger Drachmann

Holger Drachmann
Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=301042

Den vilde fugl, den vilde fugl
Nu bryder den frem af sit mørke skjul
Mens dagen ta’r til at skumre.
Og høre du det, du vilde fugl
Jeg slår med min fægtekårde hjul,
Jeg kan disse finter i alle numre
Så støder jeg dig, så hugger du mig,
Mens dagen ta’r til at skumre.

Er det dig, fugl med de mørke, glansløse, bløde fjer? Er det dig – dig som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke? Er du kommet for at drikke mit hjerteblod? Drik! Det sydede i mit hoved. Valravn og natravn blandede sig i et med de andre gådefulde flyvere, de mørke med de glansløse, bløde fjer. Jeg rejste mig halvt over ende i sengen, hvor jeg lå påklædt under min kappe, søvnløs og dog med så megen længsel efter søvn og hvile.

Jeg havde døset dagen over og daset ind i skumringen, havde været havde vågen, havde drømt og vidste dog at jeg ikke havde lukket et øje, blot ligget sådan og ladet tiden og alt tidens sive gennem mig som gennem en sigte. Inde i sjælen havde jeg følt, hvordan dråbe for dråbe var dryppet som lunken gråd ned i de dybe gemmer, der aldrig afdækkes … det skulle da være i den højeste sorg – eller i den lykkeligste elskov: og begge er uden ord.

Det måtte være nat. Jeg stødte med hånden imod et bord, famlede mig frem til en usselig stump lys, tændte pråsen, og så hvilke frugtesløse anstrengelser den gjorde sig for at sprede mørket. Lysestumpen gispede som efter luft, truede med at slukkes, sendte atter et gisp fra sig – og sådan narrede den og narredes – og jeg selv forekom mig som en bold i flammens magre, skælvende hånd. Og værelset fyldtes med skygger, der fulgte lysets vibrerende bevægelser.

Se, dér henne i fjerneste krog – er det ikke, som om noget – nogen – sidder, svæver, flagrer op, daler ned – og det ser på mig.

Det synes uhyre stort – og kan dog rummes i krogen derhenne. Jeg kan lægge hånden over øjnene så meget, jeg vil; det ser på mig. Så lader jeg hånden synke og gentager sagte: Er det dig, natravn, som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke?

Det svarer ikke. Men jeg hvisker: Mit hjerteblod – det er alt drukket – jeg har selv udgydt det, tidlig og silde, i tide og utide, i sorg og i lyst, i liv og i … Tys! Du har intet mere at fordre. Bort med dig! Vi er kvit!

Og jeg ligger atter døsende hen, med en fornemnmelse af at ordene har beroliget mig.

Jeg husker at jeg som dreng havde en allikeunge. En anden dreng havde plyndret en rede i et højt træ og foræret mig fuglen. Straks jeg fik den, forekom det mig at være en synd, et rov, et hæleri. Men vi byggede den et hus og fodrede den dagen lang – den lange sommerdag igennem. Den var slugvorn, skræppede stadig efter mere fisk, mere kød og brød, flere orme. Jeg gav alle mine lommepenge ud – tiggede sammen til den – stjal fra spisekammeret til den – blev tyv for fuglens skyld. Jo mere jeg gav den, jo mere ville den have, men jo mere den fik, jo mere svandt også hos mig fornemmelsen af at have gjort den uret. Ville den monstro deroppe i reden have fået meget?

Timevis kunne jeg sidde hos den og betragte den, Timevis sad den og så på mig. Eller den netop ikke på mig. Solen gnistrede på dens sodsorte fjer – og dog forekom den mig at skyde lyset fra sig, ligesom and og gås skyder vandet fra sig. Fuglen forekom mig altid at være som i nat – i mulm og nat, uagtet den skinnende dag udgød hele sit sommervæld over den. I et væk blinkede den med øjnene – men der skød stadig som en metallisk hinde over dem; og om end retningen af blikket var imod mig:  på mig, det gjorde den aldrig.

Jeg tænkte da i min drengeforstand: mon den ser indefter? Mon den allikeunge ikke er uhyre klog – har lært alt, hvad du ikke engang selv har lært – kan geografi og verdenshistorie og den svære aritmetik!

Ja den svære aritmetik – med de uendelige rodtegn de andre hieroglyffer – som jeg sagte, gysende tænkte på, at jeg efter ferien skulle tilbage til.

Og mens den, med hovedet skudt ned mellem skuldrene, blinkende vendte de metaliske øjenhinder i solen – så forekom den mig som en blind seer, vismand, en filosof, en profet. Og jeg klappede i hænderne og tænkte ved mig selv: Du er dog en pokkers fyr, du huser en profet!

Kom jeg til den ud på aftenskumringen og satte mig ned udenfor dens hus, så vraltede den frem, skræppende, slog ud med de korte vinger og spærrede det sorte og alt for store næb op på vid gab. Og et blodrødt svælg lyste mig i møde – ligesom et friskt kødsår, der aldrig vil hele, men bestandig råbte: Mere! Mere!

Jeg blev uhyggelig til mode, skyndte mig at lade mit aften smørrebrød – mit eget og mine søstres – forsvinde i svælget. Og atter sad den dér med fast sammenlukket næb, som et menneske, der har en vilje, en ubøjelig vilje; og den gled mere og mere ind i mørket – blev til mulm og nat – og ud fra denne nat så to stirrende, gådefulde øjne på mig.

Jeg drømte om fuglen, vågnede tit og skreg. Den vil baske mig, den vil bide mig; den havde ikke fået nok, den ville drikke mit hjerteblod!

Så tog huskatten den.

Åh! … dér henne i krogen – dér! Se, hvor det er vokset – hvor det breder sig – som om det var selve natten på sine lydløse, glansløse vinger, med sit hoved, der støder imod stjernerne, og sine fødder, der griber med de krumme kløer i jordskorpen. Det er ikke alliken – det er ikke en profet – det er det uundgrundelige, det uafvendelige – det er natravnen, som ser på mig!

Den skal have den kranker lykke, den gode ikke kan få.
Men ravnen flyver om aftenen.

Og jeg beder en sagte bøn – som jeg næppe selv kan forstå – som ingen hører … ingen uden én.
Og alle hjertekilder bløder i mig.

Trykt i Troldtøj – Folkesagn i nutidsliv, illustreret af Joachim Skovgaard, Aug. Jerndorff og Th. Bindesbøll. 1890

Kort om Holger Drachmann

Født: 9. oktober 1846
Død: 14. januar 1908

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Det røde værelse af H. G. Wells

H. G. Wells
by George Charles Beresford, black and white glossy print, 1920

“Jeg kan forsikre Dem,” sagde jeg, “at der skal et særdeles håndgribeligt spøgelse til at forskrække mig.” Og jeg rejste mig op foran kaminen med mit glas i hånden.

“De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm og gav mig et blik fra siden.

“Jeg har levet i 28 år,” sagde jeg, “og jeg har endnu aldrig set et spøgelse.”

Den gamle kvinde sad og stirrede stift ind i ilden. Hendes blege øjne var vidt opspilede. “Ja,” indskød hun, “og De har levet i 28 år og aldrig set et hus som dette, tænker jeg. Der er meget, man ikke har set, når man kun er 28.” Hun rystede på hovedet. “Meget, man ikke har set og prøvet.”

Jeg mistænkte halvt om halvt de gamle mennesker for at overdrive de hemmelige rædsler i huset. Jeg satte mit tomme glas på bordet, så mig omkring i værelset og fangede et glimt af min egen forvrængede skikkelse i det pudsige gamle spejl for enden af værelset.

“Udmærket,” sagde jeg, “hvis jeg ser noget i nat, lader jeg mig overbevise, for jeg går ganske fordomsfri til opgaven.”

“De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm endnu en gang.

Jeg hørte lyden af sjokkende trin på fliserne i gangen udenfor, og døren knagede i sine hængsler, da en anden gammel mand trådte ind. Endnu mere bøjet og rynket og endnu ældre end den første. Han støttede sig til en enkelt krykke. Hans øjne var dækket af en skærm, og hans underlæbe var krænget udad og hang bleg og lyserød ned fra hans ormstukne, gule tænder. Han gik lige hen til en lænestol på den anden side af bordet, satte sig tungt og begyndte at hoste. Manden med den visne arm sendte den nyankomne et hurtigt, direkte fjendtligt blik. Den gamle kone tog overhovedet ingen notits af ham, men blev siddende og stirrede stift ind i ilden.

“Som jeg sagde, De er selv ude om det,” gentog manden med den visne arm, da hosten holdt op et øjeblik. Manden med skærmen bemærkede for første gang min nærværelse og drejede hovedet bagud og til siden for at se på mig. Jeg fangede et kort glimt af hans små, blege, betændte øjne. Så begyndte han at hoste og harke igen.

“Hvorfor drikker du ikke?” sagde manden med den visne arm og skubbede øllet over til ham. Manden med skærmen skænkede sig et glas, men rystede sådan på hånden, at halvdelen ramte fyrretræsbordet. En kæmpemæssig skygge krøb sammen på væggen og efterabede hans bevægelser, da han skænkede og drak. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet disse groteske opsynsmænd. Der er for mig noget barbarisk i alderdommen, noget lurende og atavistisk. Gamle mennesker synes at miste deres menneskelige egenskaber umærkeligt dag for dag. Disse tre gjorde mig uhyggelig til mode med deres gnavne tavshed, deres sammenkrøbne holdning og deres åbenbare fjendskab både mod mig og mod hinanden.

“Hvis De vil vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” sagde jeg, “vil jeg gerne gøre mig det bekvemt for natten der.” Den gamle mand med hosten kastede hovedet tilbage så pludseligt, at det gav et sæt i mig, og sendte mig et blik fra sine røde øjne under skærmen, men ingen svarede mig. Jeg ventede et øjeblik og så fra den ene til den anden.

“Hvis De vil vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” sagde jeg lidt højere, “skal jeg befri Dem for hvervet med at underholde mig.”

“Der står et lys på flisen uden for døren,” sagde manden med den visne arm og så på mine fødder, mens han talte til mig. “Men hvis De går op i det røde værelse i nat” (“Denne nat af alle nætter!” mumlede den gamle kone), “så må De gå alene.”

“Udmærket,” svarede jeg. “Og hvad vej skal jeg så gå?”

“De skal et stykke ned ad gangen,” sagde han, “indtil De kommer til en dør, som fører ind til en vindeltrappe. Halvvejs oppe ad den er der en afsats, og en anden dør der er dækket af et forhæng. Den skal De igennem og ned ad den lange korridor til enden, så har De det røde værelse på Deres venstre hånd op ad trinene.”

“Har jeg fået rigtig fat i det?” spurgte jeg og gentog hans forklaring. Han korrigerede mig på et enkelt punkt.

“Og det er virkelig Deres alvor, at De går derop?” sagde manden med skærmen og så på mig for tredje gang med denne løjerlige, unaturlige hældning af hovedet. (“Denne nat af alle nætter!” mumlede den gamle kone atter).

“Det er det, jeg er kommet for,” sagde jeg og gik hen imod døren. I det samme rejste den gamle mand med skærmen sig og stavrede rundt om bordet som for at være nærmere ved de andre og ilden. I døren vendte jeg mig og så på dem. De sad alle tre tæt ved siden af hinanden, mørke mod den flammende ild, og stirrede på mig over skuldrene med et spændt udtryk i de gamle ansigter.

“God nat,” sagde jeg og åbnede døren.

“De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm.

Jeg lod døren stå på vid gab, indtil jeg havde fået lyset tændt, så lukkede jeg den og gik ned ad den kolde gang, mens mine skridt gav genlyd i stilheden. Jeg må tilstå, at disse tre gamle besynderlige oldinge, i hvis varetægt hendes Nåde havde overladt borgen, og de mørke, gammeldags møbler i hushovmesterens værelse hvor de holdt til, havde påvirket mig, til trods for mine anstrengelser for at holde mig fuldstændig nøgtern.

De syntes at tilhøre en anden tidsalder. En længst forsvunden tid hvor tingene var mere uhåndgribelige end nu, mindre afgjorte- En tid hvor man troede på varsler og hekse, og hvor spøgelser hørte til dagens orden. Selve deres eksistens var underlig uvirkelig, snittet i deres klæder skabt af henfarne ånder. Det var, som om disse mennesker tilhørte en anden verden, som om de kun besøgte denne som genfærd.

Med en kraftanstrengelse jog jeg disse tanker på flugt. Det trak koldt i den lange gang, og mit lys blafrede og fik skyggerne til at krybe sammen og skælve. Ekkoet rungede op og ned ad vindeltrappen, og en skygge kom listende op efter mig, mens en anden fløj foran mig i mørket ovenover. Jeg kom op til afsatsen og standsede et øjeblik for at lytte efter en raslen, jeg bildte mig ind at have hørt. Beroliget ved den absolutte stilhed skubbede jeg omsider døren bag forhænget op og stod i korridoren.

Virkningen var ikke den, jeg havde ventet, for månelyset, der skinnede ind ad det store vindue for enden af korridoren, skilte alt i sorte skygger eller sølvklart lys. Alting stod på sin plads. Huset kunne for den sags skyld være blevet forladt i går og ikke for halvandet år siden. Der var lys i lysestagerne, og det støv, der havde samlet sig på tæpperne og det polerede gulv, lå fordelt så jævnt, at man næppe kunne se det i månelyset.

Jeg skulle til at gå videre, men standsede brat. Der stod en bronzefigur på afsatsen, som jeg ikke kunne se for den fremspringende væg, men dens skygger faldt så tydeligt på den hvide væg, at jeg fik en fornemmelse af, at der lå nogen på lur i krogen, klar til at overfalde mig. Jeg stod stiv af rædsel i et halvt minut måske. Så gik jeg frem med hånden i den lomme, hvor jeg havde min revolver, kun for at opdage figuren af Ganymedes og ørnen, der lyste i måneskinnet. Denne lille episode gav mig for en tid min ro tilbage, og en kinesisk porcelænsdukke, der stod på et lille kunstfærdigt bord og nikkede med hovedet, da jeg gik forbi, fik mig knap nok til at fare sammen.

Døren til det røde værelse og trinene op til det var i en mørk krog. Jeg bevægede lyset frem og tilbage for rigtig at se den niche, jeg stod i, inden jeg åbnede døren. Her var det, tænkte jeg, at min forgænger var blevet fundet, og ved tanken om den historie blev jeg pludselig grebet af angst.

Jeg stirrede over min skulder hen på Ganymedes i månelyset og åbnede døren til det røde værelse temmelig hurtigt, med ansigtet halvt vendt mod den blege, tavse figur på afsatsen. Jeg gik ind og lukkede døren bag mig med det samme, drejede nøglen om i låsen og stod med lyset højt hævet og inspicerede skuepladsen for min nattevagt: det røde værelse i Lorraine Castle, i hvilket den unge hertug var død. Eller rettere, i hvilket han var begyndt at dø, for han havde åbnet døren og var faldet hovedkulds ned ad den trappe, jeg lige var kommet op ad. Det havde været enden på hans modige forsøg på at besejre stedets spøgelses-tradition, og aldrig, tænkte jeg, havde en hjerneblødning bedre tjent til at bekræfte overtroen.

Der var andre og ældre historier, der knyttede sig til værelset, helt tilbage til den ikke usandsynlige begyndelse på det hele, beretningen om en frygtsom hustru og det tragiske resultat af ægtemandens spøg med at gøre hende bange. Og når man så på det store mørke værelse med de skumle vinduesfordybninger, dets nicher og alkover, kunne man godt forstå de legender, der havde spiret i dets mørke kroge. Mit lys var kun en lille flamme i det vældige rum og kunne ikke trænge igennem til den modsatte ende af værelset, men efterlod et hav af mystik og anelser uden for sin lille ø af lys.

Jeg besluttede at foretage en systematisk undersøgelse af stedet med det samme og sprede mørkets indbildte farer, før de fik magten over mig. Efter at jeg havde tjekket, at jeg havde låst døren, begyndte jeg at gå omkring i værelset, mens jeg stirrede på hvert eneste møbel og trak sengeforhænget helt til side. Jeg trak også gardinerne til side og undersøgte hasperne på hvert eneste vindue, før jeg lukkede skodderne. Og jeg bøjede mig ned og kikkede op i den store skorstens sorte indre og bankede på det mørke egetræspanel for at opdage eventuelle hemmelige hulrum.

Der var to store spejle i værelset, hver med et par lysestager med lys i, og på kaminhylden stod der også flere lys i kinesiske lysestager. Jeg tændte dem allesammen et efter et. Der var lagt til rette i kaminen. En uventet betænksomhed af den gamle husholderske, og jeg tændte op for at holde enhver tilbøjelighed til kuldegysninger nede. Da det brændte godt, stillede jeg mig med ryggen til ilden og betragtede værelset igen.

Jeg havde trukket en lænestol og et bord hen til kaminen som en slags barrikade foran mig, og på bordet havde jeg lagt min revolver parat. Min nøjagtige undersøgelse havde beroliget mig, men jeg følte stadig, at mørket, der rugede i værelsets fjerneste kroge sammen med den fuldkomne stilhed, stimulerede min fantasi på uheldig vis. Ekkoet af den knitrende og bragende ild var ikke nok. Mørket i alkoven havde en udflydende fysisk følelse, der indgav mig denne mærkelige fornemmelse af at være i selskab med et lurende, levende væsen, der kommer så let i stilheden og ensomheden. Til sidst gik jeg, for at berolige mig selv, hen til alkoven med et af lysene og forvissede mig om, at der ikke var noget derhenne. Jeg stillede lyset på gulvet i alkoven, og der lod jeg det blive stående.

På det tidspunkt var jeg temmelig nervøs og ophidset, skønt der efter hvad min fornuft sagde mig ikke var nogen rimelig grund til at være det. Jeg tænkte imidlertid fuldstændig klart, mens jeg gentog for mig selv, at der ikke kunne ske noget overnaturligt, og for at få tiden til at gå gav jeg mig til at rime noget sammen á la Ingoldsbys myter om stedets oprindelige legende. Jeg sagde et par af linjerne højt, men ekkoet var ikke behageligt. Af samme årsag opgav jeg også temmelig hurtigt en samtale med mig selv, om det umulige i at der fandtes spøgelser.

Mine tanker vendte tilbage til de tre gamle, underlige mennesker nedenunder, og jeg prøvede at holde mig til dette emne. Men de dystre røde og sorte farver i værelset gjorde mig urolig. Til trods for de 7 lys var der ikke rigtigt lyst. Det ene lys henne ved alkoven blafrede i trækken, og det flakkende ildskær fik skyggerne til ustandselig at skifte og bevæge sig. Jeg kom i tanker om de lys, jeg havde set ude på gangen, og overvandt mig selv til at gå ud i månelyset, men jeg tog et lys med og lod døren stå på vid gab imens. Lidt efter vendte jeg tilbage med hele 10 lys, som jeg anbragte i forskelligt kinesisk nips, der stod omkring i værelset. Jeg tændte dem og satte dem, hvor skyggerne lå dybest. Nogle på gulvet, nogle i vinduesfordybningerne, indtil mine 17 lys til sidst var anbragt sådan, at hver eneste tomme i værelset blev direkte belyst af mindst et af dem. Det faldt mig ind, at når spøgelset kom, måtte jeg advare ham om, at han ikke skulle træde på dem. Værelset var nu fuldstændig klart oplyst. Der var noget særdeles trygt og opmuntrende ved alle disse små levende flammer, og samtidig fik jeg noget at bestille med at ‘snyde’ dem, hvilket gav mig en beroligende fornemmelse af, at tiden gik. Men selv nu vejede den rugende forventning om nattevagten tungt på mig.

Det var over midnat, da lyset ved alkoven pludselig gik ud, og det dybe mørke sprang tilbage på sin plads. Jeg så ikke lyset gå ud. Jeg vendte mig bare, og så at mørket var der, og studsede som man gør, når man pludselig ser en uventet fremmed.

“Det var pokkers!” sagde jeg højt, “det var da en voldsom træk!” Så tog jeg tændstikkerne på bordet og gik tværs igennem værelset i ro og mag for at tænde lyset igen.

Min første tændstik ville ikke brænde, og da jeg havde fået den anden tændt, havde jeg en fornemmelse af, at der var et eller andet, der blinkede på væggen overfor. Jeg vendte mig automatisk om, og så at de to lys på det lille bord ved kaminen var gået ud. Jeg rejste mig med det samme.

“Det var da mærkeligt!” sagde jeg. “Skulle jeg selv have gjort det i et øjebliks uopmærksomhed?”

Jeg gik tilbage til bordet og tændte det ene, og mens jeg gjorde det, så jeg lyset i den højre lysestage på det ene af spejlene blafre og gå ud. Det andet fulgte efter næsten samtidig. Flammen forsvandt, som om vægen pludselig var blevet knipset af mellem to fingre, så den hverken glødede eller røg. Mens jeg stod og stirrede, gik lyset ved fodenden af sengen ud, og de mørke skygger syntes at krybe nærmere hen imod mig.

“Det går ikke, dette her!” sagde jeg, da først det ene og så det andet lys på kaminhylden fulgte efter. “Hvad er det dog for noget?” råbte jeg, og min stemme lød så underlig højt. I det samme gik lyset på skabet ud, og det jeg havde tændt i alkoven fulgte efter.

“Stop det! Det er mine lys!” sagde jeg med et halvt hysterisk forsøg på at være morsom og forsøgte at stryge en tændstik til lyset på kaminhylden. Mine hænder rystede, så jeg ikke kunne ramme svovlet på tændstikæsken. Da kaminhylden dukkede frem af mørket igen, slukkedes to lys i den fjerneste ende af værelset. Men med den samme tændstik tændte jeg de store lys foran spejlet og dem på gulvet foran døren. Et øjeblik syntes jeg at vinde terræn igen, men så gik der fire lys ud i træk i forskellige hjørner af værelset, og jeg skyndte mig rystende at stryge endnu en tændstik,  og overvejede hvor jeg skulle bruge den.

Som jeg stod der uden at kunne bestemme mig, så det ud som om en usynlig hånd slukkede de to lys på bordet. Med et rædselsskrig for jeg hen til alkoven og ind i krogen og hen til vinduet og tændte tre, mens endnu to lys gik ud henne ved kaminen. Så fandt jeg på en bedre udvej, jeg lagde tændstikkerne på det jernbeslagne dokumentskrin i hjørnet og tog en af lysestagerne. På den måde undgik jeg forsinkelsen med at stryge tændstikkerne. Men lysene gik stadig ud, og de skygger, som jeg frygtede og kæmpede imod, vendte tilbage og krøb ind på mig, først fra en side og så fra en anden. Det var ligesom en sort stormsky, der for hen over himlen og slukkede stjernerne. Nu og da dukkede de frem et øjeblik, og så blev de borte igen.

Jeg var næsten vanvittig af rædsel for det kommende mørke, og min selvbeherskelse svigtede mig. Jeg sprang stønnende og forvildet fra lys til lys i en håbløs kamp mod den usynlige, ubarmhjertige fjende. Jeg slog mit ben på bordet. Jeg væltede en stol. Jeg snublede og faldt og trak dugen af bordet i faldet. Mit lys trillede fra mig, og jeg greb et andet, da jeg rejste mig. Det blæste ud, da jeg løftede det op fra bordet, og de to sidste lys fulgte øjeblikkelig efter. Men der var stadig lys i værelset. Et rødt lys holdt skyggerne borte fra mig. Ilden! Naturligvis, jeg kunne stikke mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret og tænde det igen!

Jeg vendte mig mod flammerne, der dansede mellem de glødende kul og kastede røde reflekser på møblerne. Jeg gik et par skridt hen imod gitteret, og straks døde flammerne bort og forsvandt. Gløderne forsvandt, og da jeg stak mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret, lukkede mørket sig over mig. Indhyllede mig i sin kvælende favn, berøvede mig synsevnen og dræbte den sidste rest af fornuft i min hjerne.

Lyset faldt ud af hånden på mig. Jeg slog om mig med armene i et forgæves forsøg på at holde det tunge mørke borte fra mig, og jeg skreg af al min magt igen og igen. Så må jeg have rejst mig og være vaklet hen til døren. Jeg ved, at jeg pludselig kom til at tænke på den månelyse gang, og med hovedet bøjet og med armene for ansigtet for jeg hen mod døren. Men jeg havde glemt, hvor den var, og jeg slog mig på hjørnet af sengen. Jeg vaklede tilbage, vendte mig om og slog mig igen på et eller andet stort møbel. Jeg har en svag erindring om min desperate kamp i mørket, hvor jeg slog om mig i blinde, og om mine vilde skrig, mens jeg for frem og tilbage, og om et tungt slag til sidst, der ramte mig på panden, en frygtelig fornemmelse af et fald, der varede en evighed, og mit sidste vanvittige forsøg på at holde mig på benene. Så husker jeg ikke mere.

Da jeg åbnede mine øjne, var det dag. Jeg havde en klodset forbinding om hovedet, og manden med den visne arm stod og så på mig. Jeg så mig omkring og prøvede at huske, hvad der var sket, men i lang tid kunne jeg intet erindre. Jeg vendte mig om og fik øje på den gamle kone. Hun var ikke mere åndsfraværende, men i færd med at hælde nogle dråber medicin fra en lille blå flaske op i et glas.

“Hvor er jeg?” spurgte jeg. “Jeg synes, jeg kan huske jer, men jeg kan ikke huske, hvem I er.”

De fortalte mig det hele. De fortalte om det røde værelse, og jeg lyttede som til et eventyr.

“Vi fandt Dem ved daggry,” sagde den gamle mand, “og De havde blod på panden og på læberne.” Det varede længe, inden jeg kunne huske noget om, hvad jeg havde oplevet.

“Tror De nu,” sagde den gamle mand, “at det spøger i det røde værelse?” Han talte ikke længere som en, der hilser en ubuden gæst, men som en der er bekymret for en ven, der har været uheldig.

“Ja,” sagde jeg, “det spøger i værelset.”

“Og De har set det. Og vi, som har levet her hele vort liv, vi har aldrig set det, for vi har aldrig turdet. Fortæl os, er det rigtigt, at det er den gamle jarl, som …”

“Nej,” sagde jeg, “det er det ikke.”

“Det var jo det, jeg sagde,” sagde den gamle kone. “Det er den stakkels unge grevinde, som blev skræmt til …”

“Nej,” sagde jeg. “Der er hverken noget genfærd af greven eller af grevinden i det værelse. Der er overhovedet ikke noget genfærd, men noget, der er værre, langt værre …”

“Hvilket?” spurgte de.

“Det værste af alt, der kan hjemsøge et stakkels dødeligt menneske,” svarede jeg, “og det er – i al sin enkelthed – angsten! Angsten, som hverken vil have lys eller lyde, som ikke vil tage imod fornuft, som overdøver og formørker og overvælder. Den fulgte mig igennem korridoren, den kæmpede imod mig i værelset …” Jeg standsede pludselig. Der blev en pause. Jeg førte hånden op til min bandage.

Så sukkede manden med skærmen og sagde: “Det er rigtigt. Jeg vidste, det var der. Mørkets magt. At lægge en sådan forbandelse på en kvinde! Den lurer der altid. Man kan mærke den selv om dagen, selv på lyse sommerdage, i forhængene, i gardinerne, den lurer bag ved én, hvorhen man end vender sig. I skumringen kryber den ned gennem korridoren og følger én, så man ikke tør vende sig. Der er angst i hendes værelse – og den vil være der, så længe dette syndens hus består.”

Trykt i The Idler, marts 1896
Originaltitel: The Red Room

Kort om H. G. Wells

Født den 21. september 1866
Død den 13. august 1946

Læs mere på Wikipedia