Abehånden af W. W. Jacobs

W. W. Jacobs
By Elliott & Fry – Munsey’s Magazine: http://babel.hathitrust.org/cgi/pt?id=uc1.b2870634;view=1up;seq=606, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=36965424

I

Udenfor var det en kold og våd nat, men inde i dagligstuen i Laburnum Villa var gardinerne trukket for, og ilden brændte lystigt. Fader og søn sad ved skakbrættet; den første der havde visse ideer om spillet, der indebar radikale ændringer, udsatte sin konge for så store og unødvendige farer, at det endogså fremkaldte bemærkninger fra den hvidhårede gamle dame, der sad og strikkede roligt og stilfærdigt ved ilden.

“Hør vinden,” sagde Mr. White, der havde opdaget et skæbnesvangert fejltræk efter at det var for sent og brændende ønskede at forhindre sønnen i at se det.
“Jeg hører,” sagde den sidste og holdt ubehageligt øje med brættet, mens han rakte hånden frem. “Skak.”
“Jeg ville næppe tro, at han ville komme i aften,” sagde hans fader med hånden svævende over brættet.
“Mat,” svarede sønnen.

“Det er det værste ved at bo så langt ude,” skældte Mr. White med pludselig og uventet voldsomhed. “Af alle modbydelige, sjappede, afsidesbeliggende steder, man kan bo, er dette det værste. Havegangen er en sump, og vejen en rivende strøm. Jeg ved ikke, hvad folk tænker på! De synes vel ikke, det betyder noget, fordi kun to huse på vejen er lejet ud.”

“Bryd dig ikke om det, kæreste,” sagde hans kone trøstende, “måske vinder du næste gang.” Mr. White så op med et skarpt blik, tidsnok til at se et vidende øjekast mellem moder og søn. Ordene døde på hans læber, og han skjulte et skyldbevidst smil i det tynde grå skæg.

“Der er han,” sagde Herbert White, da havelågen smækkede og tunge fodtrin nærmede sig døren. Den gamle mand rejste sig med gæstfri fart, åbnede døren, og man kunne høre ham kondolere den nyankomne. Den nyankomne kondolerede også sig selv, så Mrs. White sagde “Ph!” og lo venligt, idet hendes mand kom ind i stuen igen, fulgt af en høj, svær mand, med små runde øjne og rødmosset ansigt.

“Stabssergent Morris,” præsenterede han. Stabssergenten trykkede i hånden, tog den tilbudte stol foran ilden og så interesseret til, mens hans vært fandt whisky og glas frem og stillede en lille kobberkedel over ilden.

Ved det tredje glas lyste hans øjne noget mere, og han begyndte at tale, mens den lille familiekreds med ivrig interesse betragtede denne gæst fra fjerne lande, der med sine firkantede skuldre bredte sig i stolen og talte om vilde oplevelser og drabelige bedrifter; om krig og pest og fremmede folkeslag.

“21 år fulde af den slags,” sagde Mr. White og nikkede til sin kone og søn. “Den gang, han drog af sted, var han en ganske ung spirrevip inde i varehuset. Og se på ham nu!”
“Han ser ikke ud til at have taget nogen skade,” sagde Mrs. White høfligt.
“Jeg ville gerne selv til Indien,” sagde den gamle mand, “bare for at se mig lidt om, naturligvis.”
“Du har det bedre, hvor du er,” sagde stabssergenten og rystede på hovedet. Han stillede det tomme glas fra sig, og med en let sukken rystede han igen på hovedet.

“Jeg ville gerne se de gamle templer og fakirerne og jonglørene,” sagde den gamle. “Hvad var det, du begyndte at fortælle mig forleden dag om en abehånd eller hvad det nu var, Morris?”
“Ikke noget,” sagde soldaten hastigt. “I hvert fald ikke noget, der er værd at høre på.”
“En abehånd?” sagde Mrs. White nysgerrigt.
“Nå, jo, det er bare sådan en lille smule, hvad man måske kunne kalde trolddom,” sagde stabssergenten affærdigende.

Hans tre tilhørere bøjede sig ivrigt frem. Gæsten førte lidt åndsfraværende sit tomme glas til læberne og stillede det så fra sig igen. Hans vært fyldte det til ham. “At se til,” sagde stabssergenten og rodede i sin lomme. “At se til er det bare en almindelig lille pote, der er tørret ind som en mumie.” Han tog noget op af lommen og rakte det frem. Mrs. White trak sig med en grimasse tilbage, men hendes søn tog poten og undersøgte den nysgerrigt.

“Og hvad særligt er der ved den?” spurgte Mr. White og tog tingesten fra sønnen, undersøgte den og lagde den på bordet.
“Der var en gammel fakir, der forheksede den,” sagde stabssergenten. “En meget hellig mand. Han ville vise, at skæbnen bestemte over folks liv, og at de, der greb ind, gjorde det til deres eget fordærv. Han forheksede den, sådan at tre forskellige personer kunne få tre ønsker opfyldt af den.”

Hans opførsel var så virkningsfuld, at hans tilhørere opdagede, at deres latter skurrede lidt. “Nå, jamen hvorfor ønsker du dig ikke tre ting?” spurgte Herbert White udspekuleret. Soldaten stirrede på ham, som midaldrende folk plejer at se på overmodig ungdom. “Det har jeg gjort,” sagde han stille, og hans rødplettede ansigt blev hvidt.

“Og fik De virkelig de tre ønsker opfyldt?” spurgte Mrs. White.
“Ja, jeg gjorde,” sagde stabssergenten, og glasset rystede mod hans stærke tænder.
“Og er der andre, der har ønsket?” fremturede den gamle dame.
“Den første fik sine tre ønsker opfyldt,” var svaret. “Jeg ved ikke, hvad de to første ønsker drejede sig om, men det tredje angik død. Det var sådan, jeg fik fat i abehånden.” Hans stemme lød så alvorlig, at de andre blev stille.

“Hvis du har fået dine tre ønsker opfyldt, så er den jo ikke noget værd for dig mere, Morris,” sagde den gamle mand til sidst. “Hvorfor beholder du den?” Soldaten rystede på hovedet. “En eller anden grille, formodentlig,” sagde han langsomt. “Jeg havde en tanke om at sælge den, men det tror jeg ikke, jeg vil. Den har allerede lavet ulykker nok. Desuden vil folk ikke købe sådan noget. De tror, det er eventyr, nogle af dem; og de, der tror på den, vil først prøve den og så betale mig bagefter.”

“Ville du beholde den, hvis du kunne få endnu tre ønsker opfyldt?” sagde den gamle mand og så skarpt på ham.
“Jeg ved det ikke,” sagde den anden. “Jeg ved det ikke.” Han tog abehånden, lod den dingle mellem tommelfinger og pegefinger og smed den pludselig ind i ilden. Hvid i ansigtet og med et sagte skrig bøjede den gamle sig ned og rev den ud igen.

“Lad den hellere brænde,” sagde soldaten alvorligt.
“Hvis du ikke vil have den, så giv mig den, Morris,” sagde den anden.
“Nej, jeg vil ikke,” sagde hans ven stædigt. “Jeg smed den på ilden. Hvis du beholder den, så bebrejd ikke mig det, der sker. Vær fornuftig og læg den ind i ilden igen.”

Den anden rystede på hovedet og undersøgte sin nye ejendel omhyggeligt. “Hvordan gør du?” spurgte han.
“Løft den op i højre hånd og fremsig dit ønske,” sagde stabssergenten. “Men jeg advarer dig mod følgerne.”

“Det lyder som 1001 nat,” sagde Mrs. White, idet hun rejste sig og begyndte at dække aftensbordet. “Tror du ikke, du skulle ønske dig fire hænder til mig?” Hendes mand trak talismanen op af lommen, og så brast alle tre i latter, idet stabssergenten med angstfyldte øjne greb ham i armen. “Hvis du absolut vil ønske, så ønsk dog i hvert fald noget fornuftigt,” sagde han barsk. Mr. White stoppede poten ned i lommen igen, stillede stole hen til bordet og anbragte vennen på en af dem. De fik travlt med aftensmaden og glemte næsten talismanen, og bagefter sad de tre og lyttede betaget til en ny portion af soldatens eventyr i Indien.

“Hvis fortællingen om abehånden ikke er mere troværdige end de eventyr, han fortæller os, så får vi ikke meget ud af den,” sagde Herbert, da døren lukkedes efter deres gæst, netop tidsnok til at han kunne nå sidste tog.
“Gav du ham noget for den, far?” spurgte Mrs. White og så undersøgende på sin mand.
“En lille smule,” svarede han og rødmede let. “Han ville ikke have det, men jeg fik ham til at tage imod det. Og han forsøgte igen at overtale mig til at smide den væk.”

“Sikkert,” sagde Herbert med hyklet angst. “Og hvad så? Vi bliver rige og berømte og lykkelige. Ønsk dig at være kejser, far, sådan til en begyndelse; så bliver du i hvert fald ikke tøffelhelt.” Han flygtede rundt om bordet, forfulgt af sin ophidsede moder med et viskestykke.

Mr. White tog abehånden op af lommen og så tvivlende på den. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal ønske mig, og det er en kendsgerning,” sagde han langsomt. “Jeg synes, jeg har fået alt, hvad jeg kan ønske mig.”
“Hvis du bare kunne betale huset ud, ville du være helt lykkelig,” sagde Herbert med hånden på faderens skulder. “Så ønsk dig 200 pund. Det kan klare det.”

Faderen smilte skamfuld over sin egen godtroenhed og løftede talismanen op i hånden, mens sønnen med et højtideligt ansigt, som blev lidt ødelagt af en blinken til moderen, satte sig ved klaveret og anslog et par virkningsfulde akkorder.

“Jeg ønsker mig to hundrede pund,” sagde den gamle mand tydeligt. En knagen i klaveret hilste hans ord, afbrudt af et angstfuld skrig fra den gamle. Sønnen og konen styrtede hen til ham. “Den rørte sig,” råbte han og stirrede med afsky på tingesten, der lå på gulvet. “Idet jeg ønskede, rørte den sig i min hånd som en slange.”

“Nå, men jeg kan ikke se nogen penge,” sagde sønnen, idet han tog den op og lagde den på bordet. “Og jeg tør vædde på, at jeg heller aldrig får dem at se.”
“Det må være indbildning, far,” sagde hans kone og så ængstelig på ham.
Han rystede på hovedet. “Bryd jer ikke om det; der er ikke sket nogen ulykke, men jeg fik alligevel et chok.”

De satte sig igen foran ilden, mens de to mænd røg deres piber færdige. Udenfor blæste vinden stærkere end før, og det rykkede nervøst i den gamle mand, da lyden af en dør, der stod og slog ovenpå, nåede ham. Der lagde sig en uvant og nedtrykkende stilhed over dem alle tre, og det varede lige til de to gamle rejste sig for at trække sig tilbage for natten.

“Du finder nok pengene bundet ind i en stor sæk midt i sengen,” sagde Herbert, da han sagde godnat til dem. “Og så et eller andet skrækkeligt væsen oppe på skabet, der glor på dig, mens du stopper dine uretmæssigt erhvervede penge i lommen.”

Han blev siddende alene i mørket, stirrede på den hendøende ild og så ansigter i den. Det sidste ansigt var så rædselsfuldt og så abelignende, at han forbavset stirrede på det. Det blev så levende, at han med en lille forlegen latter rakte hånden hen på bordet og følte efter et glas med lidt vand, som han kunne smide over det. Hånden fik fat i abepoten, og med en lille gysen tørrede han hånden af i jakken og gik op i seng.

II

I lyset af næste morgens vintersol, der strømmede hen over morgenbordet, lo han af sin angst. Der var en atmosfære af prosaisk sundhed over stuen, som havde manglet aftenen før, og den snavsede, indskrumpne lille pote lå hensmidt på buffeten med en skødesløshed, der ikke vidnede om stor tiltro til dens evner.

“Alle soldater er vel sådan, kan jeg tænke mig,” sagde Mrs. White. “At tænke sig, at vi sad og lyttede til sådan noget sludder! Hvordan skulle ønsker kunne opfyldes i dag? Og hvis de kunne, hvordan skulle 200 pund så kunne gøre dig fortræd, far?”
“De kunne jo falde ned i hovedet på ham fra himlen,” sagde den letfærdige Herbert.
“Morris sagde, at det plejede at ske så naturligt,” sagde faderen, “at man, hvis man ville, kunne tilskrive det tilfældet.”

“Nå, men lad være at tage hul på pengene før jeg er tilbage,” sagde Herbert og rejste sig fra bordet. “Jeg er bange for, at de vil gøre dig til en ond og gerrig mand, og at vi bliver nødt til at fornægte dig.” Moderen lo og fulgte ham til døren, hvor hun blev stående og så ham gå ned ad gaden; og da hun vendte tilbage til morgenbordet, var hun meget opstemt over mandens godtroenhed. Hvilket altsammen hverken forhindrede hende i at styrte hen til døren, da postbudet bankede på, eller i at komme med korte hentydninger til pensionerede stabssergenter drikfældige vaner, da hun opdagede, at der med posten var kommet en skrædderregning.

“Herbert skal nok komme med nogle flere af sine sjove bemærkninger, tænker jeg, når han kommer hjem,” sagde hun, da de sad ved middagsbordet.
“Ja, det tør jeg nok mene,” sagde Mr. White og skænkede sig noget øl. “Men hvad du nu end siger, så rørte tingesten sig i min hånd; det tør jeg sværge på.”
“Du troede, den gjorde,” sagde den gamle dame trøstende.
“Jeg siger, at den gjorde,” svarede den anden. “Det er der ingen tvivl om. Jeg havde lige – Hvad er der i vejen?”

Hans kone svarede ikke. Hun sad og så på nogle mærkelige bevægelser en mand udenfor foretog. Han stod og kikkede ubeslutsomt på huset og så ud, som om han forsøgte at tage sig sammen til at gå indenfor. Med en vag tanke på de 200 pund lagde hun mærke til, at den fremmede var velklædt og havde en skinnende ny silkehat. Tre gange skubbede han til havelågen og gik så igen lidt væk. Fjerde gang stod han med hånden på den, og så åbnede han den pludselig beslutsomt og gik op ad havegangen. Mrs. White skyndte sig i samme øjeblik at binde sine forklædebånd op på ryggen og stoppede dette nyttige klædningsstykke ned under puden i den stol, hun sad på.

Hun førte den fremmede, der så ud til at være utilpas, ind i stuen. Han kikkede hemmelighedsfuldt på hende, og hørte lidt fraværende på hende, mens den gamle dame bad ham undskylde sådan, som stuen så ud, og ægtemandens jakke, et klædningsstykke, som han ellers plejede at bruge i haven. Så ventede hun så tålmodigt, som hendes køn kunne, på at han skulle komme frem med sit ærinde, men han var til at begynde med mærkelig stille.

“Jeg – jeg blev bedt om at gå hertil,” sagde han langt om længe og bøjede sig ned og pillede en stump tråd af sine bukser. “Jeg er fra Maw and Meggins.” Det gav et ryk i den gamle dame. “Er der noget i vejen?” spurgte hun åndeløst. “Er der sket noget med Herbert? Hvad er det? Hvad er det?”

Hendes mand lagde sig imellem. “Så, så, mor,” sagde han hurtigt. “Sæt dig ned og drag ikke forhastede slutninger. De kommer sikkert ikke med dårlige nyheder, Mr.” Og han så forventningsfuldt på den anden.

“Jeg er ked af det – ” begyndte gæsten.
“Er han kommet til skade?” spurgte moderen med skælvende stemme.
Gæsten nikkede bekræftende. “Han er kommet alvorligt til skade,” sagde han roligt. “Men han lider ikke.”
“Åh, Gud ske lov og tak!” sagde den gamle kone, og foldede hænderne. “Gud ske lov og tak for det. Tak – ” Hun afbrød pludselig sig selv, da den uhyggelige mening med hans forsikring gik op for hende, og hun så den frygtelige bekræftelse på sine bange anelser i den andens bortvendte ansigt. Hun holdt vejret, vendte sig til sin langsommere tænkende mand og lagde sin skælvende hånd oven på hans. Der blev en lang pause.

“Han kom ind i maskineriet,” sagde den besøgende langt om længe med lav stemme.
“I maskineriet,” gentog Mr. White halvt fraværende, “nå, sådan.” Han blev siddende og stirrede blindt ud gennem vinduet, tog konens hænder med begge sine og trykkede dem, som han havde været vant til den gang han gjorde kur til hende for næsten 40 år siden. “Han var den eneste, vi havde tilbage,” sagde han og vendte sig sagtmodig om mod den besøgende. “Det er hårdt for os.”

Den anden hostede, rejste sig og gik hen til vinduet. “Firmaet bad mig om at overbringe den dybeste sympati med Dem i Deres store tab,” sagde han uden at se sig tilbage. “Jeg beder Dem om at forstå, at jeg kun er sendt af dem og adlyder deres ordrer.”

Der kom ikke noget svar; den gamle dames ansigt var hvidt med stirrende øjne, og hendes åndedrag uhørligt. På mandens ansigt var der et udtryk, som hans ven sergenten kunne have haft under sin første træfning.

“Jeg skulle sige, at Maw and Meggins fralægger sig ethvert ansvar,” fortsatte den anden. “De anerkender ikke nogen form for erstatningsforpligtelse, men i betragtning af Deres søns dygtighed vil de gerne yde Dem en vis sum som erstatning.”
Mr. White slap konens hånd, rejste sig og så rædselsslagen på sin gæst. Hans tørre læber formede følgende ord: “Hvor meget?”
“200 pund,” var svaret.

Uden at bemærke sin kones skrig smilede den gamle mand svagt, løftede hænderne som en blind og faldt bevidstløs sammen på gulvet.

III

På den vældige nye kirkegård ca. tre kilometer derfra begravede de to gamle deres døde søn og vendte tilbage til huset, fordybet i sorg og tavshed. Det var altsammen så hurtigt forbi, at de næsten ikke kunne fatte det, og de gik omkring i en slags forventning om, at noget andet skulle ske – noget andet, der kunne lette den byrde, der var for tung til at de gamle hjerter kunne bære det.

Men dagene gik, og forventningen gik over til resignation – gamle menneskers resignation, der af nogle forkert kaldes apati. Tit talte de næsten ikke sammen, for nu havde de ikke noget at tale om, og deres dage faldt dem så lange, at det nærmede sig livstræthed.

Det var en uges tid senere, at den gamle mand vågnede midt om natten, strakte hånden ud og opdagede, at han var alene. Der var mørkt i værelset, og lyden af undertrykt gråd kom fra vinduet. Han satte sig op i sengen og lyttede.

“Kom i seng igen,” sagde han kærligt. “Du bliver kold.”
“Det er koldere for min søn,” sagde den gamle kone og begyndte igen at græde. Lyden af hendes hulken døde bort i ørene på ham. Sengen var varm og hans øjne tunge af søvn. Han døsede lidt og faldt så helt i søvn, indtil et pludseligt skrig fra konen vækkede ham.

“Poten!” skreg hun vildt. Han for forskrækket op. “Hvor? Hvor er den? Hvad er der i vejen?” Hun kom snublende hen over gulvet mod ham. “Jeg vil have fat i den,” sagde hun roligt. “Du har ikke ødelagt den, vel?” “Den ligger inde i dagligstuen på kommoden,” svarede han forundret.

Hun græd og lo på én gang og bøjede sig ned og kyssede ham på kinden. “Jeg kom først lige nu til at tænke på det,” sagde hun hysterisk. “Hvorfor har vi ikke tænkt på det før? Hvorfor har du ikke tænkt på det?”
“Tænkt på hvad?” spurgte han.
“De andre to ønsker,” svarede hun rapt. “Vi har kun brugt det ene.”
“Var det ikke nok?” spurgte han barsk.
“Nej,” råbte hun triumferende. “Vi vil bruge ét til. Skynd dig ned efter abehånden og ønsk din dreng levende igen.”

Manden rejste sig i sengen og kastede sengetøjet væk fra sine skælvende lemmer. “Godeste Gud, du er sindssyg!” råbte han rædselsslagen.
“Hent den,” gispede hun. “Skynd dig at hente den – og ønsk. Åh min dreng, min dreng!”

Hendes mand strøg en tændstik og tændte lyset. “Gå i seng,” sagde han usikkert. “Du ved ikke, hvad du siger.”
“Vi fik det første ønske opfyldt,” sagde den gamle kone ophidset. “Hvorfor ikke også det andet?”
“Det var et tilfælde,” stammede den gamle mand.
“Gå ned og hent den og ønsk,” råbte hans kone, der skælvede af ophidselse.

Den gamle mand vendte sig og så på hende, og hans stemme skælvede. “Det er 10 dage, siden han døde, og desuden – jeg ville ikke fortælle dig det ellers, men – jeg kunne kun genkende ham på tøjet. Hvis det var for skrækkeligt for dig at se ham den gang, hvordan så nu?”
“Bring ham tilbage,” råbte den gamle kone og trak ham hen imod døren. “Tror du virkelig, jeg er bange for mit eget barn?”

Han gik ned i mørke og følte sig frem til dagligstuen, og så hen til kommoden. Talismanen lå på sin plads, og en frygtelig angst for, at det uudtalte ønske ville bringe hans lemlæstede søn tilbage til ham, før han kunne slippe ud af stuen, greb ham, og han var lige ved at tabe vejret, da han opdagede, at han ikke kunne finde døren. Med koldsved på panden følte han sig vej rundt om bordet og famlede hen ad væggen, til han nåede ud i den smalle gang med den forbandede tingest i hånden. Selv konens ansigt virkede forandret, da han kom ind i sovekammeret. Det var hvidt og afventende, og til hans rædsel var der et unaturligt udtryk i det. Han var bange for hende.

“Ønsk!” råbte hun med stærk stemme.
“Det er tåbeligt og forkert,” stammede han.
“Ønsk!” gentog hans kone.

Han løftede hånden. “Jeg ønsker min søn i live igen.” Talismanen faldt ned på gulvet og han stirrede angst på den. Så sank han skælvende ned i en stol, mens den gamle kone med brændende øjne gik hen til vinduet og trak gardinerne fra. Han blev siddende, til han var gennemisnet af kulde, og stirrede nu og da hen på skikkelsen af den gamle kone, der stod og kikkede ud ad vinduet. Lysestumpen, der var brændt ned under kanten af porcelænslysestagen, kastede flakkende skygger på loftet og væggene, indtil den med en større flamme blafrede og gik ud. Med en ubeskrivelig fornemmelse af lettelse over talismanens svigtende evne kravlede han tilbage i seng, og et par minutter efter kom den gamle kone stille og sløv ind ved siden af ham.

Ingen af dem sagde noget, de lå blot stille og lyttede til urets tikken. Et trappetrin knagede, og en pibende mus løb støjende bag væggen. Mørket var tyngende, og efter at han i nogen tid havde ligget og mandet sig op, tog han tændstikæsken, tændte en tændstik og gik nedenunder for at finde et lys. Ved foden af trappen gik tændstikken ud og han standsede for at tænde en anden; og i samme øjeblik lød der en banken på indgangsdøren, så stille og forsigtigt, at det næsten ikke var til at høre.

Tændstikkerne faldt ud af hånden på ham og spredtes over gulvet i gangen. Han stod uden at røre sig og holdt vejret, indtil den svage banken igen lød. Så vendte han sig og flygtede hurtigt tilbage til soveværelset og lukkede døren efter sig. En tredje banken på døren lød gennem huset.

“Hvad er det?” råbte den gamle kone og for op.
“En rotte,” sagde den gamle mand med skælvende stemme. “En rotte. Den løb forbi mig på trappen.”

Hans kone satte sig op i sengen og lyttede. En høj banken gav genlyd i huset.

“Det er Herbert!” skreg hun. “Det er Herbert!” Hun styltede hen til døren, men manden var der før hende, greb hende i armen og holdt hende fast. “Hvad gør du?” hviskede han hæst.
“Det er min dreng, det er Herbert!” råbte hun og kæmpede mekanisk for at komme fri. “Jeg glemte, at det var tre kilometer herfra. Hvorfor holder du mig tilbage? Slip mig. Jeg må åbne døren.”
“Slip det for Guds skyld ikke ind,” råbte den gamle mand skælvende.
“Du er bange for din egen søn,” råbte hun kæmpende. “Slip mig. Nu kommer jeg, Herbert, nu kommer jeg!”

Der lød endnu en banken, og endnu én. Med en pludselig vridende bevægelse rev den gamle kone sig løs og løb ud af værelset. Hendes mand fulgte efter hende ud på trappeafsatsen og kaldte bønfaldende på hende, mens hun skyndte sig ned ad trappen. Han hørte sikkerhedskæden raslende blive trukket fra og den nederste slå stift blive skubbet ud af krampen. Så lød den gamle kones stemme anspændt og gispende. “Slåen!” råbte hun. “Kom herned. Jeg kan ikke nå den!”

Men hendes mand lå på knæ og rodede vildt fortvivlet på gulvet efter abehånden. Hvis bare han kunne finde den, før det frygtelige udenfor kom ind. En ren salve af slag på døren gav genlyd gennem huset, og han hørte en stol skrabe langs gulvet, da hans kone stillede den op i gangen foran døren. Han hørte slåen knage, mens den langsomt gled ud, og i samme øjeblik fandt han abehånden og fremhviskede som en afsindig sit tredje og sidste ønske.

Pludselig standsede den voldsomme banken på døren, selvom ekkoet efter den stadig lå i huset. Han hørte stolen blive trukket tilbage og døren blive åbnet. En kold vind blæste op gennem trappen og et langvarigt og højt skrig fyldt af skuffelse og fortvivlelse fra hans kone gav ham mod til at styrte ned til hende. Han så på sin fortvivlede kone og derefter ud af døren bagved. Den blafrende gadelygte overfor lyste ned på en tom og øde vej.

Trykt i Harper’s Monthly Magazine, september 1902
Originaltitel: The Monkey’s Paw

Kort om W. W. Jacobs

Født: den 8. september 1863
Død: den 1. September 1943

Læs mere på online-literature.com

Skridtene af Edward Frederick Benson

Edward F. Benson
By from Harper’s Weekly – The New York Public Library, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=23861754

John Cresswell var en aften på vej hjem fra Britannia Club i Alexandria, hvor han, som han plejede tre, fire gange om ugen, havde spist meget solidt, fået godt med drikkevarer og bagefter spillet bridge, så længe der kunne stilles et hold på benene. Det havde været en temmelig dyr aften, for al hans dygtighed ved kortbordet havde ikke været i stand til at hamle op med den fortsatte række dårlige kort, han havde fået. Men han havde trøstet sig med fornuftige portioner whisky, og nu vandrede han hjemad i meget højt humør, for hans forretninger gik strålende, og et tab på 25-30 pund i aften ville blive rigeligt erstattet næste morgen. Desuden viste hans bridge-regnskab for i år et overskud, der sagde, at kortspil var en meget lønnende fornøjelse.

Det var en varm oktober-aften, og da han var en stor, blodrig mand, slentrede han i meget mageligt tempo hen over pladsen og op ad den lange gade, for hvis ende hans hus lå. Der var ingen taxa på holdepladsen, ellers ville han have taget én og sparet sig selv for en spadseretur på næsten halvanden kilometer; men det generede ham nu ikke, for natteluften med en svag brise fra søen var forfriskende efter det lange ophold i et røgfyldt lokale. Over ham kastede månen, der næsten var fuld, sit meget klare, hvide lys ned over gaden. Der var en smal stribe skarpskåren skygge inde under husene til højre for ham, men resten af gaden og fortovet til venstre for den, hvor han gik, lå strålende belyst.

Først gik hans vej mellem rækker af butikker, for det meste europæiske, og her og der lå der en café, hvor nogle få gæster endnu sad. Behagelige tanker løb gennem hans hoved, mens han gik. Den egyptiske sukkerhøst, som han var meget interesseret i, havde vist sig meget god, og han forudså en god profit. Ikke mindre tilfredsstillende var en forretning af en ganske anden karakter. Han havde for nogle måneder siden, ydet en lille handlende et lån, og nu var den behørige rente af dette udeblevet; som følge heraf var høsten på meget frugtbart areal med sukkerrør Cresswells. Et lignende og endnu mere indbringende heldigt resultat havde han opnået i Alexandria, for han havde for et år siden lånt en levantisk tobakskøbmand penge med sikkerhed i hans private ejendom. Dette havde givet gode renter, men et par dage i forvejen var den uheldige fyr gået fallit, og Cresswell var nu ejer af en absolut attråværdig ejendom. Hele affæren havde været meget smigrende for hans foretagsomhed og klogskab, for han havde rent privat hørt, at kommunen agtede at udlægge naboejendommen, der for øjeblikket var slumkvarter, og hvor hans lagerbygning lå, til huse med lejligheder og gøre det til et privat beboelseskvarter. Hans nyerhvervede ejendom ville således blive meget værdifuld.

I øjeblikket boede tobakshandleren med sin familie i nogle hjørner i lagerbygningen, men de måtte sættes ud næste morgen. John Cresswell havde allerede ordnet dette og sagt til den gamle mand, at han måtte flytte. Han ville gå derhen om formiddagen og overvåge, at de og deres pindebrænde af nogle møbler på tilbørlig måde blev smidt på gaden. Han ville personligt se dette blive gjort og glædede sig til det. De gamle ægtefolk var et par temmelig skrækkelige individer, kvinden fuldkommen som en heks, der gloede på ham og mumlede hen for sig, men der var en datter, der ikke så helt tosset ud, og ét medlem af tiggerfamilien ville blive nødt til at tjene til dens levebrød. Han blev ikke hængende ved den tanke, den flagrede bare gennem hans hjerne.

Han nærmede sig den prægtige romersk-katolske kirke, hvortil hørte et kloster, en stor hvid kasernelignende bygning, hvor tiggermunke eller sådan noget lignende boede, Noget med St. Markus, kunne han vagt huske, der efter overleveringen havde bragt kristendommen til Egypten for næsten 1900 år siden. Han mødte tit et af de mærkelige væsener med sandaler på fødderne og brun kjortel og rosenkrans og kuttedækket hoved, når de gik ud eller ind ad deres port eller arbejdede i haven. Han kunne ikke lide dem; infame fyre, syntes han, det var. Sommetider, når de var ude at tigge, kom de til hans dør og bad om almisser til de trængende koptere. For ikke længe siden havde han fundet én, der faktisk stod og ringede på fordøren, i stedet for ydmygt at gå om til bagdøren, sådan som det passede sig for hans stand, og Cresswell sagde til ham, at han ville slippe sin bulldog løs på den næste af deres slags, der vovede sig indenfor hans havelåge. Hvor havde fyren fået fart på, da han hørte tale om hunden! Han tabte en af sine sandaler i hastværket med at komme af sted, og havde ikke tid til at få den med, så han hoppede og humpede hen over det skarpe ral for at nå ud på gaden. Cresswell havde leet højt over hans hastværk, og det bedste ved spøgen var, at han overhovedet ikke havde en hund. Ved mindet om den sjove hændelse smilede han, da han gik forbi kirkedøren.

Han standsede et øjeblik for at tørre panden og tænde en cigaret og så sig omkring i vældig godt humør. Foran og bag ham var gaden helt tom; der strålede lidt lys ud gennem persiennerne fra de øverste vinduer i nogle af husene, men hele verden var i seng eller på vej til det. Der var endnu 3-400 meter at gå, før han nåede hen til sit eget hus, og idet han vendte ansigtet hjemad igen og gik lidt hurtigere til, hørte han fodtrin bag sig, skarpe og distinkte, ikke så langt bagved ham. Han ænsede det ikke. Én eller anden var sent på vej hjem, ligesom han selv og gik i samme retning, for trinene fulgte ham.

Hans cigaret var dårligt tændt; en lille klump brændende tobak faldt ned på fortovet, og han standsede for at tænde den igen. Muligvis var en del af hans underbevidsthed optaget af de trin, der så pludselig havde lydt bag ham i den tomme gade, for mens han var optaget af at få ild i cigaretten igen, lagde han mærke til, at fodtrinnene var ophørt. Det var knap nok værd at vende sig om (så lidt interesserede sagen ham), men et ligegyldigt blik viste ham, at den gående måtte være drejet ind i et af de huse, han lige var gået forbi, for hele gaden, som var strålende oplyst af månen, var lige så tom, som da han så ud over den et par minutter før. Snart var han henne ved sin egen gadedør og smækkede den i bag sig.

Den levantiske købmands udsmidning fandt sted næste morgen, og Cresswell overvågede, at hans folk bar det billige stads af nogle møbler ud – et par borde, nogle stole, en sofa med laset højrødt plys, et par jernsenge og et bundt snavsede lagner og tæpper. Han var ikke helt sikker på, om de usle sager ikke egentlig retmæssig tilhørte ham, men de duede ikke til andet end at smides på skraldedyngen, og han havde ikke brug for dem. De stod der i det rene, strålende solskin, noget skrald og ikke andet, og blokerede fortovet, og en politibetjent sagde til ejeren, at han hellere måtte se at få det væk straks, hvis han ikke ville have vrøvl. Der var den sædvanlige scene, som han var temmelig vant til. Mandens kone knælede flæbende og sjusket. Hekseagtig og altfor tidligt ældet, kyssede hun hans hånd og tiggede hvæsende om hans medlidenhed. Hun kaldte ham ‘Excellence’, hun lovede at bede for ham, hvilket han brød sig lige så lidt om som om hendes potter og pander. Hun nedbad velsignelser over hans hoved, for hun vidste, at han ud fra sin barmhjertighed ville give dem lidt mere tid. De havde ikke noget sted at tage hen og heller ikke noget tag over hovedet; hendes mand havde nogen der skyldte ham penge, og han ville se at få fat i de penge og betale sin gæld så sikkert som at der var en Gud i himlen. Dette var en anden tone end hendes mumlen dagen før, men naturligvis vendte Cresswell det døve øre til hendes olieglatte veltalenhed, og lidt efter gik han ind i lagerbygningen for at se efter, at alt var blevet flyttet ud.

Der var snavset og ildelugtende; gulvene var rådne og malingen skallede af, men hele herligheden skulle snart brydes ned og han agtede ikke at ofre en krone på det, så længe den grund, det stod på, var hans. Så undersøgte han, at døre og vinduer var ordentlig lukket, og han gav betjenten en pæn drikkeskilling for at han kunne holde øje med stedet og sørge for, at købmandsfamilien ikke tiltvang sig adgang igen. Da han kom ud, så han, at den gamle mand havde fået fat i en trækvogn, og at han og hans søn var ved at læsse tingene op på den; så de havde naturligvis et sted at tage hen; det var alt sammen et bundt løgne, det med at de var hjemløse. Den gamle heks sad sammenkrøbet op mod husvæggen, men nu var der ingen bønner eller velsignelser til ham, og hun var igen begyndt på sin mumlen. Hvad datteren angik, så havde hun, når man så hende i dagslys, et smukt ansigt, men hun var gnaven og snavset og frastødende, så han skænkede hende ikke flere tanker. Han kaldte på en taxa og kørte hen i klubben for at spise frokost.

Skønt Cresswell ansås for at leve godt og forsynede sig af hjertens lyst både med mad, drikke og tobak, så var han også omhyggelig for sin store, solide krop, og det var sjældent, at han når dagens arbejde var overstået, undlod attage sig en rask spadseretur på en times tid eller to ud i retning af Ramleh, eller i den varmere tid at tage sig en god svømmetur i havet og en omgang sol på stranden. Dagen efter købmandsfamiliens udsmidning tog han sig en travetur nede på det faste sand i strandkanten, derefter drejede han ind i landet og krydsede den vej, der ville bringe ham tilbage til hans eget hus. Dette lå lige ved enden af den række selvstændige huse, som han var gået forbi de to foregående aftener; bag dem løb vejen mellem sandklitter og kratbevoksede flader. Her og der i nogle læhuler havde arabiske fårehyrder lavet sig en slags nomadisk teltbeboelse af temmelig primitiv art: en fem, seks stolper var stillet op i sandet og bar et tag af tæpper og laser, der var syet sammen. Hvis de slog sig ned alt for tæt på byens udkant, jog myndighederne dem en gang imellem væk, for de var tilbøjelig til at være langfingrede og stjæle, og deres nærhed var ikke særlig ønskværdig.

Da Cresswell i dag vendte hjemad på sin spadsertur, så han, at et telt af en anden slags for nyligt var blevet stillet op indenfor 20 meter fra hans egen havemur. Det kunne slet ikke gå, det måtte ordnes, og han besluttede at lige så snart han havde fået sit bad og klædt om, ville han ringe til sin meget gode ven, politiinspektøren og forlange, at teltet blev flyttet. Da han kom nærmere hen til det, så han, at det ikke var helt den sædvanlige type. Taget var tydeligt nok et slidt europæisk tæppe, og uden for det på sandet stod en sofa og nogle stole. På en eller anden måde forekom de ham bekendte, skønt han ikke kunne finde den rigtige association. Men så kom den gamle levantiske heks ud af teltet, hun, der dagen før havde kysset hans hånd og knælet for ham, og nedkaldt alle slags velsignelser og velstand over ham, hvis bare han ville have medlidenhed. Hun så ham, for nu var der ikke mere end 30-40 meter mellem dem, og så pegede hun pludselig på ham og brast ud i en række plaprende og og skrigende forbandelser. Det fik ham til at smile.

“Nå, nu er det andre toner, hvad?” tænkte han, “for det lyder ikke meget som gode ønsker. Forband du bare væk, gamle kælling, hvis det kan lette dit sind, det rører ikke mig. Men du bliver nødt til at flytte endnu en gang, for jeg agter ikke at lade dig og dine lige slå jer ned her.”

Cresswell ringede til sin gode ven, politiinspektøren, og fik på den høfligste måde at vide, at den sag ville være i orden næste morgen. Og han så også ganske rigtigt, da han dagen efter begav sig af sted til sit kontor, at sagen virkelig var ved at blive ordnet, for det europæiske tæppe, der havde tjent som tag, var allerede taget ned, og trækvognen blev læsset fuld. Rent tilfældigt lagde han mærke til, at de to kvinder og drengen var i færd med at fylde på den; Levantineren lå på sandet og tog ikke del i arbejdet. To dage senere passerede han tilfældigvis forbi Alexandrias fattig-kirkegård, hvor en af forarmet begravelse foregik. Kisten blev skubbet hen på siden af den runde grav på en trækvogn, og en dreng og to kvinder fulgte den. Han genkendte, hvem det var.

Han spiste den aften til middag i klubben i sjældent godt humør over livets tilskikkelser. Kommunen havde allerede for hans nyligt erhvervede ejendom tilbudt ham en sum, der var dobbelt så stor som den gæld, den var sikkerhed for, og selv om han måske kunne få mere, hvis han var ude efter en højere pris, så havde han accepteret, og pengene var blevet indbetalt i hans bank samme dag. At opnå 100 procent på en uge var meget tilfredsstillende, og hvem vidste, om ikke et eller andet nyt fremskridts-projekt kunne få dem til at ændre planer, så han stod med en faldefærdig bygning, som han overhovedet ikke kunne bruge? Han nød sin middag og vinen, og især nød han den rubber bridge, der fulgte efter. Alle hans knibninger lykkedes; han doblede modspillerne to eller tre gange med de heldigste resultater, de doblede ham og fortrød bittert, at de havde opladt deres mund, og der var et meget behageligt resultat at indføre i kortregnskabet den aften.

Det var senere end sædvanligt, da han forlod klubben. Lige udenfor sad en tiggerkælling krøbet sammen på kanten af fortovet med hånden holdt frem, mens hun klynkende manede velsignelser ned over ham. Godmodigt rodede han i sin lomme efter et par mønter, og velsignelser vældede endnu mere skingrende og ordrigere, mens hun skubbede det sorte slør væk, der halvvejs dækkede hendes ansigt, for at takke ham for hans velgerning mod den trængende enke. I næste øjeblik smed hun hans almisse på fortovet, hun spyttede efter ham, og som et møl forsvandt hun i skyggerne.

Cresswell genkendte hende, ligesom hun havde genkendt ham, og samlede sine mønter op. Det var sjovt at tænke på, at den gamle heks hadede ham så intenst, at selv hans almisse fyldte hende med afsky. “Jeg lægger dem i indsamlingsbøssen udenpå kirken,” tænkte han.

Skønt det var sent, var der i aften mange mennesker på pladsen, for det meste indfødte, der stilfærdigt traskede omkring, og der stod stadig et par taxaer på holdepladsen. Men han foretrak at spadsere hjem, for han havde haft så travlt hele dagen, at han ikke havde givet sin solide, fede krop den mindste motion. Derfor gik han tværs over pladsen og op ad den gade, der førte til hans hus. Her var caféerne allerede lukket, og snart tømtes fortovene for mennesker. Den aftagende måne var stået op, og skønt lysene i gaden blev mere sparsomme, da han kom ind i beboelseskvarteret, lå vejen tydeligt foran ham. I hånden holdt han stadig de to mønter, der var blevet smidt efter ham, parat til kirkebøssen. Han gik hurtigt, for det var koldt, og det gav ingen motion at drive. Ikke et vindpust rørte sig, og den klaprende lyd af de visne palmeblade hørtes ikke.

Han var nu ved at nærme sig den katolske kirke, da der pludselig lød tydelige og distinkte fodtrin bag ham. Så kom han for første gang i tanker om, hvad der var sket for nogle nætter siden, og han standsede og lyttede. Ikke en lyd brød stilheden. Han vendte sig hurtigt rundt, men gaden så ud til at være tom. Han fortsatte med at gå, nu langsommere, og der var de forfølgende fodtrin igen. De halede hverken ind på ham eller sakkede agterud; at dømme efter lyden af dem kunne de ikke være mere end en 10-12 skridt bagved ham. Så kom han i tanker om en meget indlysende forklaring, det var uden tvivl et ekko af hans egne fodtrin. Han gik hurtigere, og trinene bag ham fik mere fart; han standsede, og de standsede. Hele sagen var klar nok, og ikke den mindste skygge af ubehag eller noget, der nærmede sig det, var i hans tanke. Han slap sin ironiske almisse ned i bøssen uden på kirken, og morede sig over at høre, at der ikke lød nogen klirren indefra. “Det var jo et lille held for de brunklædte fyre; nu kan de købe sig endnu en rosenkrans,” sagde han til sig selv, og kort efter gik han med ekkoet af sine egne fodtrin, ind gennem sin egen havelåge. Da han først var derinde, gled han om bag en myrtebusk, der stod ved kanten af grusgangen, for at se, om der skulle gå nogen forbi på gaden udenfor. Men der skete intet og hans teori om ekkoet lod til at være blevet bekræftet, selv om det var sært, at han ikke havde opdaget det tidligere.

Fra den aften og videre fremefter gjorde han sig det til en vane at spadsere hjem, når han spiste til middag i klubben. Somme tider fulgte fodtrinene ham, men ikke altid, og det var i modstrid med hans fornuftige teori om et ekko. Men sagen bekymrede ham overhovedet ikke, bortset fra, at han nogle gange vågnede om natten og opdagede, at hans hjerne, der stadig var døsig og ikke helt under kontrol, spekulerede over sagen med stadig voksende opmærksomhed. Tit forsvandt denne bekymring igen og han faldt atter i en drømmeløs søvn. Somme tider var den foruroligende nok til at gøre ham spilvågen, og når han så var helt sig selv, forsvandt den igen. Men der var den tilstand halvvejs mellem vågen og sovende, da noget i hjernens skumringslys lyttede, noget var bange. Når han var helt vågen, tænkte han ikke mere på det, end han tænkte på den lurvede orientalske købmand, som han havde smidt ud, og hvis begravelse han tilfældigvis havde set.

I begyndelsen af december kom hans fætter og kompagnon i sukker-forretningerne fra Cairo for at tilbringe en uge sammen med ham. Bill Cresswell kan kort beskrives som ‘en skrap fyr’, og tit efterlod han sin fætter i klubben til gamle venner og stilfærdige bridgeglæder, og gik selv ud med en ekstra gadedørsnøgle til livligere private foretagender. En aften, den sidste dag af Bills ophold her, var der ‘ikke noget at lave’, og de to fulgtes ad hjem fra klubben.

“Det er en dejlig aften, lad os gå,” sagde John. “Der er ikke noget som en spadseretur, når der er våde varer ombord. Det klarer hjernen på én, og jeg må have en lille afskedssamtale med dig, hvis du vil rejse hjem i morgen. Der er stadig nogle småting, vi skal gennemgå.”

Bill var enig med ham. Caféerne var allesammen lukket, der var ikke noget at foretage sig, der så lovende ud. “Nattelivet her er ingenting mod det i Cairo,” bemærkede han. “Det lader til, at alle her går i seng omtrent samtidig med at vi starter. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke har været glad for at være sammen med dig. Mægtig flinke fyre i din klub og cognac i samme stil.”

Han standsede og mønstrede sørgmodigt den tomme, stille gade. “Ikke en sjæl,” sagde han. “Gardinerne er nede, alle er gået i seng. Ikke andet at lave end at tale sammen.” De gik videre i stilhed i nogen tid. Så pludselig lød der bag dem, fast og tydeligt for Johns øren, lyden af de fodtrin, som han nu vidste, han ventede på og lyttede efter. Han drejede hurtigt rundt.

“Hvad er der i vejen?” spurgte Bill. “Noget sært noget,” sagde John. “Aften efter aften, når jeg går hjem – dog ikke hver aften – hører jeg fodtrin, der følger efter mig. Jeg hørte dem lige nu.”

Bill udstødte en halvdrukken fnisen. “Så heldig er jeg ikke,” sagde han. “Jeg kunne godt lide at høre fodtrin, der fulgte efter mig omkring klokken et om natten. Der kunne måske komme noget rart ud af det. Jeg ville ønske jeg kunne høre dem.”

De fortsatte med at gå, og igen hørte John, tydeligere end før, det, der var uhørligt for den anden. Han sagde til sig selv, sådan som han så tit gjorde det, at det var et ekko. Men det var mærkeligt, at ekkoet kun gengav den enes fodtrin. Da dette gik op for ham, følte han for første gang, mens han var helt vågen, en pludselig gysen af angst. Det var, som om en kold hånd et øjeblik lukkede sig om hans hjerte og trykkede forsigtigt, næsten kærligt, til. Men de var nu nået tæt hen til hans egen gadedør, og lidt efter smækkede den i efter dem.

Bill vendte næste dag tilbage til det gladere liv i Cairo. John Cresswell fulgte ham på banegården og var ved at gå ud på gaden igen gennem mængden af dagdrivere og bærere og passagerer, da hans øre opfangede lyden af de fodtrin, som han nu kendte så godt. Han havde ingen idé om, hvordan han genkendte dem og adskilte dem fra så mange andre fodtrin. Hans hjerne fortalte ham simpelthen, at de igen fulgte efter ham. Han tog en taxa til sit kontor, og da han gik op ad de hvide stentrapper var de der igen. Atter syntes han at det forsigtige tryk af kolde fingre fortalte ham, at de var der, tæt på ham, skønt usynlige, og nu var det, som om fingrene trykkede på en klokke i hans hjerne, og der lød en skingrende angstfuld kimen.

Så usentimental og fornuftig en mand havde naturligvis kun foragt til overs for alt det forlorne humbug – historier om ånder og genfærd og spøgelser, og han ville have glædet sig over enhver form for spøgeri, hvori fodtrinene manifesterede sig, så han kunne have den fornøjelse at le væsenet lige op i ansigtet. Han ville gerne have set et skelet eller et eller andet tilhyllet væsen stå lige ved siden af sig; han ville slå efter det med sin stok og overbevise sig selv om, at der intet var. Ligegyldigt hvad hans egne øjne lod til at se, så kunne det ikke være så enerverende som disse tegn på usynlige ting.

En stiv drink bragte ham til hægterne igen, og resten af dagen skete det ikke oftere, at han hørte de regelmæssige skridt, der var begyndt at vække hans skræk. I hvert fald var han fast besluttet på at bekæmpe den, for han var klar over, at det mest var hans egen frygt, der bekymrede ham. Han led utvivlsomt af en eller anden nervøs forstyrrelse; han havde arbejdet meget hårdt, og efter jul ville han, hvis sagen blev ved med at forurolige ham, måske konsultere en læge, der ville ordinere ham noget styrkende eller beroligende, som ville sætte fodtrinene hen i den glemmebog, hvorfra de var kommet. Men det var mere sandsynligt, at kuren lå i hans egne hænder; hans egen modstandskraft var al den medicin, han havde brug for.

Det var som følge af denne meget sunde tankegang, at han bestemte sig til at spadsere hjem fra en aften i klubben. Han så det i øjnene, netop fordi han vidste, at en mørk og farlig kilde var ved at grave sig ind i hans sjæl. At indrømme noget, at tage en taxa var at overgive sig, og hvis han gjorde det, hvis han veg bare en tomme, var han klar over, at han snart ville flygte i panik foran en indtrængende og indbildt hær af fantomer. Han regnede ikke med fantomer. De nøgterne tilfredsstillelser, livet gav, var ham nok. Endnu en gang begyndte skridtene at gå bag ham, da han nærmede sig kirken, og nu forsøgte han ikke længere at overbevise sig om, at det var et ekko. I stedet for lod han sine tanker blive ved det og sagde til sig selv: “Der er de igen, og de gør mig ikke noget. Lad dem bare følge efter mig hele døgnet, hvis det passer dem. De er åbenbart vilde med mig.” Så lukkede han havelågen, og med et lettelsens suk vidste han, at han var kommet udenfor skridtenes rækkevidde, for når han først var indenfor, kom de ikke længere.

Han stod et øjeblik på dørtrinet efter at have åbnet døren, tilfreds med sig selv, fordi han havde set det i øjnene. Det strålende lys skinnede lige ned på grusgangen, som han netop var kommet op ad. Den var helt tom, og ingen stod og så ind gennem hans havelåge. Så hørte han lige ved siden af sig gruset knase under en usynlig fodgængers hæle. Nu var tiden kommet, da han igen burde hævde sig, se frygten i øjnene og håne den.

“Kom frem, hvem du så er!” råbte han. “Kom og få en drink, før du går tilbage til helvede. Noget koldt vand, hvad?”

Hans pande var våd af sved, og hånden på håndtaget rystede som af koldfeber, mens han stod og så ud på den oplyste, tomme gangsti. Men han veg ikke en tomme fra den lektion, han var ved at give sig selv. Sekunderne tikkede bort; han kunne tælle dem på pulsen, der hamrede i hans hals. “Jeg vil give den 100 slag,” sagde han til sig selv, “og så vil jeg sige god nat til hr. Ingen.”

Han talte til 100 og tog 10 slag mere, for at de skulle bringe held. “God nat, din gamle svindler,” sagde han og gik ind og låste døren.

I den følgende uge lod det virkelig til, at han havde vurderet den hallucination rigtigt, som havde truet med at tage magten over ham. Ikke en eneste gang, hverken dag eller nat, nåede de skridt, som han frygtede og lyttede efter, hans øren. Ej heller skete det, når han i mørkets døde timer i nogen tid lå midt mellem sovende og vågen, at han rystede af rædsel over en fornemmelse af, at noget usynligt opmærksomt iagttog ham. Lidt mod, en ligefrem benægtelse af at han var bange, havde været tilstrækkeligt ikke bare til at gøre en ende på dem, men også til at kvæle det, der havde forårsaget dem. Han holdt sine tanker vel i tømme, han ville ikke engang gætte på, hvad der havde været grunden til hjemsøgelsen. Sommetider mens skridtene endnu plagede ham, havde han søgt efter, hvad der kunne forårsage dem. Han havde spekuleret på, om den skingrende orientalske heks, der nedkaldte forbandelser over ham, på en eller anden måde havde slået rod i hans sind. Men nu var det forbi og færdigt. I julen ville han tage et par dage fri fra arbejdet, hvis det var overanstrengelse, der havde ligget til grund for det hele, og måske ville det være klogt at være en lille smule tilbageholdende med klubbens cognac.

Juleaften sad han og hans venner ved bridgebordet til lige omkring midnat, så tog de en drink, ønskede hinanden de traditionelle ting og spredtes. Cresswell overvejede, om han skulle tage en taxa hjem eller lade være, for den sag, han havde trasket hjemad med så ofte, var åbenbart overvundet, og han frygtede ikke mere for at skridtene skulle komme igen. Men han syntes, at han lige ville nyde sejrens palmer og gik til fods.

Han kom hen til det sted på sin spadseretur, hvor han første gang havde hørt fodtrinene. I nat var der som sædvanligt ingen, og han standsede et øjeblik og så sig sikkert og og koldblodig omkring. Det var en lys nat. Månen der næsten lige havde været fuld, skinnede klart, og det forbavsede ham at tænke på, at han havde forestillet sig noget rædselsvækkende i den rolige, pæne gade. Ikke langt borte fra lød lyden af kirkeklokkerne, der kimede julemorgen ind. De havde sikkert haft midnatsmesse. Han indåndede tilfreds natteluften, smed cigarstumpen ud på gaden og gik videre.

Pludselig følte han det, som om hjertet for op i halsen på ham, for bag sig hørte han igen de skridt, som han troede, han havde fået gjort tavse for bestandig. Til at begynde med lød de svage, men i nat kom de stadig nærmere i stedet for at holde den faste afstand. De lød stærkere og mere distinkte, lige til de var tæt inde på ham. Nærmere og nærmere kom de og halede stadig ind på ham, og nu fejede noget forbi ham, uden dog helt at røre ved ham. En mandsskikkelse i europæisk tøj med hovdet indhyllet i et shawl.

“Halløj, du der,” råbte Cresswell. “Er du den slyngel, der følger efter mig, og slipper mig af syne igen, hvad? Jeg vil ikke vide mere af dine forbandede heksekunster. Lad mig se, hvordan du ser ud!”

Skikkelsen, der nu var to, tre meter foran ham, standsede brat op ved lyden af hans stemme og vendte sig. Shawlet skjulte hans ansigt, bortset fra en lille revne mellem dets kanter. “Nå, så du forstår engelsk,” sagde Cresswell. “Og nu vil jeg være taknemlig, hvis du vil fjerne det shawl fra ansigtet, så jeg kan se, hvem det er, der har forfulgt mig.”

Manden løftede hænderne op til shawlet og kastede det tilbage fra ansigtet. Månen skinnede på hans ansigt, som slet ikke var et ansigt! Kun et stykke glat, gulligt kød, der strakte sig fra øre til øre, tomt som ydersiden af et æg, uden øjne og næse og mund. Fra den øverste ende af shawlet, der hvor det lå hen over panden, stak et par grå hårtjavser ud.

Cresswell stirrede, og en bølge af panik trængte helt ind i sjælen. Han udstødte et lille, tyndt hvin og begyndte at løbe, mens han hele tiden dødsens angst lyttede, om det navnløse, ansigtsløse væsens fodtrin stadig fulgte efter ham. Han måtte løbe, løbe, for at komme væk fra det væsen fra helvede, der havde manifesteret sig for ham.

Så opdagede han lige foran sig lyset fra kirken, og dér kunne han måske finde tilflugt. Døren var åben, og han løb op ad trappen. Lige indenfor stod der nogle lys og brændte på alteret i et sidekapel, og han kastede sig på knæ. Ikke i mange år havde han forsøgt at bede, og i sin sjælepine kunne han nu kun plaprende hviske: “Åh, min Gud, åh, min Gud!” Om og om igen sagde han det.

Efterhånden kom der en smule selvbeherskelse tilbage. Der hang helgenbilleder, der var et helligt billede over alteret, en lugt af røgelse i luften. Her var sikkert beskyttelse, en magt, der kunne komme mellem ham og det rædselsfulde ansigt. En slags ro overvandt hans panik, og han begyndte at se sig omkring.

Kirken var mørkere, end den havde været, da han kom ind i den, og han så nu, at nogle af de brunklædte ordensbrødre med munkekutter på bevægede sig stilfærdigt omkring og slukkede lysene. Lysene på alteret foran ham brændte stadig klart. Og nu så han, at en af de munkekutteklædte væsener kom tæt hen til ham, som om han ventede på, at han skulle blive færdig med sin andagt. Cresswell var rolig nu, hans rædsel var helt forsvundet, og han rejste sig op.

“Jeg har haft en frygtelig forskrækkelse, Fader,” sagde han til munken. “Jeg så noget lige nu ude på gaden, som må komme fra helvede.” Skikkelsen vendte sig lidt mere om mod ham; kutten skjulte helt hans ansigt, og stemmen lød dæmpet. “Virkelig, min søn,” sagde han. “Fortæl mig, hvad det var, der gjorde dig så bange.”

Cresswell kunne mærke, at noget af hans paniske angst var ved at vende tilbage. “En mand passerede forbi mig, mens jeg var på vej hjem,” sagde han, “og jeg bad ham standse og lade mig kaste et blik på ham. Han havde et shawl omkring hovedet, og det kastede han tilbage fra ansigtet. Åh, min Gud, det ansigt!”

Munken løftede hurtigt hænderne og greb fat i kanten af kutten. Så kastede han den med en rask bevægelse væk fra ansigtet. “Var det sådan et ansigt?” spurgte han.

Trykt i The Windsor Magazine, december 1926
Originaltitel: The Step

Kort om Edward F. Benson

Født den 24. juli 1867
Død den 29. februar 1940

Læs mere på Wikipedia

Natravnen af Holger Drachmann

Holger Drachmann
Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=301042

Den vilde fugl, den vilde fugl
Nu bryder den frem af sit mørke skjul
Mens dagen ta’r til at skumre.
Og høre du det, du vilde fugl
Jeg slår med min fægtekårde hjul,
Jeg kan disse finter i alle numre
Så støder jeg dig, så hugger du mig,
Mens dagen ta’r til at skumre.

Er det dig, fugl med de mørke, glansløse, bløde fjer? Er det dig – dig som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke? Er du kommet for at drikke mit hjerteblod? Drik! Det sydede i mit hoved. Valravn og natravn blandede sig i et med de andre gådefulde flyvere, de mørke med de glansløse, bløde fjer. Jeg rejste mig halvt over ende i sengen, hvor jeg lå påklædt under min kappe, søvnløs og dog med så megen længsel efter søvn og hvile.

Jeg havde døset dagen over og daset ind i skumringen, havde været havde vågen, havde drømt og vidste dog at jeg ikke havde lukket et øje, blot ligget sådan og ladet tiden og alt tidens sive gennem mig som gennem en sigte. Inde i sjælen havde jeg følt, hvordan dråbe for dråbe var dryppet som lunken gråd ned i de dybe gemmer, der aldrig afdækkes … det skulle da være i den højeste sorg – eller i den lykkeligste elskov: og begge er uden ord.

Det måtte være nat. Jeg stødte med hånden imod et bord, famlede mig frem til en usselig stump lys, tændte pråsen, og så hvilke frugtesløse anstrengelser den gjorde sig for at sprede mørket. Lysestumpen gispede som efter luft, truede med at slukkes, sendte atter et gisp fra sig – og sådan narrede den og narredes – og jeg selv forekom mig som en bold i flammens magre, skælvende hånd. Og værelset fyldtes med skygger, der fulgte lysets vibrerende bevægelser.

Se, dér henne i fjerneste krog – er det ikke, som om noget – nogen – sidder, svæver, flagrer op, daler ned – og det ser på mig.

Det synes uhyre stort – og kan dog rummes i krogen derhenne. Jeg kan lægge hånden over øjnene så meget, jeg vil; det ser på mig. Så lader jeg hånden synke og gentager sagte: Er det dig, natravn, som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke?

Det svarer ikke. Men jeg hvisker: Mit hjerteblod – det er alt drukket – jeg har selv udgydt det, tidlig og silde, i tide og utide, i sorg og i lyst, i liv og i … Tys! Du har intet mere at fordre. Bort med dig! Vi er kvit!

Og jeg ligger atter døsende hen, med en fornemnmelse af at ordene har beroliget mig.

Jeg husker at jeg som dreng havde en allikeunge. En anden dreng havde plyndret en rede i et højt træ og foræret mig fuglen. Straks jeg fik den, forekom det mig at være en synd, et rov, et hæleri. Men vi byggede den et hus og fodrede den dagen lang – den lange sommerdag igennem. Den var slugvorn, skræppede stadig efter mere fisk, mere kød og brød, flere orme. Jeg gav alle mine lommepenge ud – tiggede sammen til den – stjal fra spisekammeret til den – blev tyv for fuglens skyld. Jo mere jeg gav den, jo mere ville den have, men jo mere den fik, jo mere svandt også hos mig fornemmelsen af at have gjort den uret. Ville den monstro deroppe i reden have fået meget?

Timevis kunne jeg sidde hos den og betragte den, Timevis sad den og så på mig. Eller den netop ikke på mig. Solen gnistrede på dens sodsorte fjer – og dog forekom den mig at skyde lyset fra sig, ligesom and og gås skyder vandet fra sig. Fuglen forekom mig altid at være som i nat – i mulm og nat, uagtet den skinnende dag udgød hele sit sommervæld over den. I et væk blinkede den med øjnene – men der skød stadig som en metallisk hinde over dem; og om end retningen af blikket var imod mig:  på mig, det gjorde den aldrig.

Jeg tænkte da i min drengeforstand: mon den ser indefter? Mon den allikeunge ikke er uhyre klog – har lært alt, hvad du ikke engang selv har lært – kan geografi og verdenshistorie og den svære aritmetik!

Ja den svære aritmetik – med de uendelige rodtegn de andre hieroglyffer – som jeg sagte, gysende tænkte på, at jeg efter ferien skulle tilbage til.

Og mens den, med hovedet skudt ned mellem skuldrene, blinkende vendte de metaliske øjenhinder i solen – så forekom den mig som en blind seer, vismand, en filosof, en profet. Og jeg klappede i hænderne og tænkte ved mig selv: Du er dog en pokkers fyr, du huser en profet!

Kom jeg til den ud på aftenskumringen og satte mig ned udenfor dens hus, så vraltede den frem, skræppende, slog ud med de korte vinger og spærrede det sorte og alt for store næb op på vid gab. Og et blodrødt svælg lyste mig i møde – ligesom et friskt kødsår, der aldrig vil hele, men bestandig råbte: Mere! Mere!

Jeg blev uhyggelig til mode, skyndte mig at lade mit aften smørrebrød – mit eget og mine søstres – forsvinde i svælget. Og atter sad den dér med fast sammenlukket næb, som et menneske, der har en vilje, en ubøjelig vilje; og den gled mere og mere ind i mørket – blev til mulm og nat – og ud fra denne nat så to stirrende, gådefulde øjne på mig.

Jeg drømte om fuglen, vågnede tit og skreg. Den vil baske mig, den vil bide mig; den havde ikke fået nok, den ville drikke mit hjerteblod!

Så tog huskatten den.

Åh! … dér henne i krogen – dér! Se, hvor det er vokset – hvor det breder sig – som om det var selve natten på sine lydløse, glansløse vinger, med sit hoved, der støder imod stjernerne, og sine fødder, der griber med de krumme kløer i jordskorpen. Det er ikke alliken – det er ikke en profet – det er det uundgrundelige, det uafvendelige – det er natravnen, som ser på mig!

Den skal have den kranker lykke, den gode ikke kan få.
Men ravnen flyver om aftenen.

Og jeg beder en sagte bøn – som jeg næppe selv kan forstå – som ingen hører … ingen uden én.
Og alle hjertekilder bløder i mig.

Trykt i Troldtøj – Folkesagn i nutidsliv, illustreret af Joachim Skovgaard, Aug. Jerndorff og Th. Bindesbøll. 1890

Kort om Holger Drachmann

Født: 9. oktober 1846
Død: 14. januar 1908

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Tabte hjerter af M. R. James

M. R. James
By Unknown – http://ebooks.adelaide.edu.au/j/james/mr/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31183496

Det var, så vidt jeg kan få oplyst, i september 1811, at en postvogn kørte op foran døren til Aswarby Hall, som ligger midt i Lincolnshire. Den lille dreng, der var den eneste passager, og som sprang ud, så snart vognen var standset, så sig om med største nysgerrighed i den korte tid, der var mellem, at der blev ringet på døren, til den blev åbnet. Han så et højt, firkantet rødstenshus, bygget i dronning Annes tid; en søjlebåret indgangsportal var blevet tilføjet i den mere klassiske stil, der herskede i 1790; og husets vinduer var mange og høje og smalle med små ruder og brede hvide rammer. En prydgavl med et rundt vindue prydede facaden. Der var sidefløje både til højre og venstre, forbundet med midterfløjen ved ejendommelige glasdækkede søjlegange. Fløjene rummede åbenbart staldene, og hvad der havde med husets drift at gøre. Begge fløje var kronet af en dekorativ kuppel med en forgyldt vindfløj.

Aftensolen skinnede på bygningen, og fik vinduesruderne til at gløde som ild. Foran hovedbygningen strakte en park sig ud over det flade land med spredte egetræer og indrammet af fyrretræer, der stod i silhuet mod himlen. Uret i kirketårnet, som lå så skjult af træer i udkanten af parken, at kun den gyldne vejrhane fangede lyset, slog netop seks, og lyden nåede ham blødt båret af vinden. Alt i alt var indtrykket tiltalende, omend farvet af det anstrøg af melankoli, der kan være over en aften i det tidlige efterår, en melankoli, som forplantede sig til drengen, der stod og ventede på, at døren skulle blive åbnet for ham.

Postvognen havde haft ham med fra Warwickshire, hvor han for et halvt års tid siden var blevet forældreløs. Nu var han efter en generøs invitation fra sin aldrende slægtning, Mr. Abney, ankommet for at blive på Aswarby. Tilbuddet var kommet uventet, for alle der kendte noget som helst til Mr. Abney, betragtede ham som en noget dyster enspændernatur, i hvis rolige husholdning en lille dreng ville være et nyt og forstyrrende element.

I virkeligheden vidste ingen noget videre om Mr. Abneys interesser og sindelag. Professoren i græsk ved Cambridge universitetet skulle efter sigende have udtalt, at ingen vidste mere om de senere hedenske religioner end ejeren af Aswarby. Hans bibliotek indeholdt da også alt, hvad der på det tidspunkt fandtes af litteratur om mysticisme, Bacchus-dyrkelse, Mithras-tilbedelse og neoplatonisme. På marmorgulvet i hallen stod en smuk skulptur af Mithras i færd med at dræbe en tyr; Mr. Abney havde med betydelige omkostninger hjembragt den fra Middelhavet. Han havde bidraget til ‘The Gentlemans Magazine’ med en beskrivelse af den, og han havde i ‘The Critical Museum’ skrevet en serie udmærkede artikler om overtro hos den romerske befolkning i Nedre Egypten. Han blev i det store og hele betragtet som en mand, der var opslugt af sine bøger, og det var en kilde til stor forundring hos hans naboer, at han i det hele taget havde hørt om sin forældreløse slægtning, Stephen Elliott, endsige frivilligt havde tilbudt ham at bo på Aswarby Hall.

Hvad hans naboer end havde tænkt sig, så var det tydeligt, at Mr. Abney – den høje, tynde, dystre mand – var indstillet på at give sin unge slægtning en venlig modtagelse. I samme øjeblik hoveddøren blev åbnet, smuttede han ud af sit studerekammer og gned sig begejstret i hænderne.

“Hvordan har du det, min dreng? Hvordan har du det? Hvor gammel er du?” spurgte han. “Hvad ville jeg sige; du er vel ikke så træt af turen, at du ikke kan spise aftensmad?”
“Nej, det er jeg ikke, mange tak,” sagde den unge Elliott. “Jeg har det udmærket.”
“Det var en flink dreng,” sagde Mr. Abney. “Og hvor gammel er du, min dreng?” Det virkede lidt mærkeligt, at han allerede havde stillet dette spørgsmål to gange inden for de første to minutter af deres bekendtskab.

“Jeg fylder 12 næste gang,” sagde Stephen.
“Og hvornår er det din fødselsdag, min kære dreng? Den 11. september, hm? Det er godt, det er udmærket. Der er næsten et år til. Jeg holder af – ha ha – at få den slags ting noteret i min bog. Er du sikker på, at det er 12, du bliver? Helt sikker?”
“Ja, fuldstændig.”
“Nå, godt. Parkes, vil De tage ham med over til Mrs. Bunch, så han kan få te eller aftensmad, eller hvad han nu skal have.”
“Ja, sir,” svarede den sobre og solide Mr. Parkes og førte Stephen til de nedre regioner.

Mrs. Bunch var den hyggeligste og mest menneskelige person af dem, Stephen endnu havde mødt på Aswarby. Hun fik ham til at føle sig fuldstændig hjemme; i løbet af et kvarter var de pot og pande, og det blev de ved med at være. Mrs. Bunch var født på egnen ca. 55 år før Stephens ankomst, og hun havde resideret på Aswarby i 20 år. Om nogen kendte egnen og huset ud og ind, så var det hende, og hun havde ikke spor imod at lade sin viden gå videre.

Der var også mange ting i huset og haven, som Stephen, der var eventyrlysten og nysgerrig, var ivrig efter at få nærmere forklaret. Hvem har bygget det tempel for enden af laurbærstien? Hvem er den gamle mand, hvis billede hænger på trappen – ham, der sidder ved et bord med hånden på et dødningehoved? Disse punkter og mange tilsvarende blev opklaret ved hjælp af Mrs. Bunchs gode forstand og omfattende viden; men der var andre, hvor de fremsatte forklaringer var mindre tilfredsstillende.

En novemberaften sad Stephen ved kaminen i husbetyrerindens værelse og reflekterede over sine omgivelser. “Er Mr. Abney en god mand, og kommer han i himlen engang?” spurgte han pludselig med den ejendommelige tillid, børn kan have, til at de voksne kan løse problemer, hvis afgørelse, man ellers regner med er henlagt til den endelige domstol.

“God? – Gud bevares dreng!” sagde Mrs. Bunch. “Herren er så rart et menneske som nogen. Har jeg aldrig fortalt dig om den lille dreng, han tog ind lige fra gaden, som man siger, for 7 år siden? Og den lille pige, 2 år efter, at jeg var kommet hertil?”
“Nej. Fortæl mig om dem, Mrs. Bunch – nu med det samme.”

“Nå ja ja,” sagde Mrs. Bunch. “Den lille pige synes jeg ikke, jeg kan huske så meget om. Jeg kan huske, at Herren havde hende med hjem fra en af sine spadsereture og gav besked til Mrs. Ellis, som dengang var husbestyrerinde, om at hun skulle tage sig af hende på alle måder. Det stakkels barn havde slet ingen familie, det har hun selv fortalt mig, og hun boede her hos os en 3 ugers tid. Så ved jeg ikke, om der var lidt af en sigøjner i hende, eller hvad det var; men en skønne morgen var hun ude af sin seng, før nogen af os havde fået øjne, og siden har jeg ikke hørt eller set det mindste til hende. Herren var fuldstændig ude af det, og han lod dem trække vod i alle dammene; men jeg tror nu, det var de her sigøjnere, der tog hende, for der var en syngen rundt om huset i mindst en time den nat, hun forsvandt, og Parkes siger, at han hørte dem kalde og råbe i skoven hele den eftermiddag. Ak, kære venner, ja. Hun var nu et underligt barn, så stilfærdig og tavs; men jeg var forfærdelig glad for hende, så pænt hun opførte sig – mærkeligt nok.”

“Og hvad med den lille dreng?” spurgte Stephen.
“Åh, den stakkels dreng,” sukkede Mrs. Bunch. “Han var udlænding – Djovanni kaldte han sig – og han kom og drejede på sin lirekasse her i indkørslen en vinterdag. Herren fik ham straks ind og spurgte ham ud om, hvor han kom fra, og hvor gammel han var, og hvordan han kunne klare sig, og hvor hans familie var; og han var så flink mod ham, som man kunne ønske sig. Men det gik på samme måde med ham. Man kan ikke rigtig regne med de udlændinge, og en skønne morgen var han væk, akkurat ligesom pigen. Hvorfor han forsvandt, og hvor han tog hen, spekulerede vi på det meste af et år, for han tog ikke sin lirekasse med sig, og den ligger stadig her på hylden.”

Resten af aftenen tilbragte Stephen med skiftevis at krydsforhøre Mrs. Bunch og bestræbe sig på at få lirekassen til at frembringe en tone.

Den nat drømte han en besynderlig drøm. For enden af den gang i øverste etage, hvor hans værelse lå, var der et gammelt badeværelse, som ikke blev brugt mere. Det var aflåst; men i den øverste halvdel af døren var der et glasvindue, og da de musselinsgardiner, som engang havde hængt der, forlængst var borte, kunne man se det blyklædte badekar, der stod langs væggen til højre med hovedenden hen mod vinduet.

I drømmen befandt Stephen Elliott sig uden for glasdøren og stod og kiggede ind. Månen skinnede gennem vinduet, og han stirrede på en skikkelse, der lå i badekarret. Hans beskrivelse af det, han så, minder mig om noget, jeg engang selv har set i den berømte krypt under St. Michans kirke i Dublin, som besidder den uhyggelige egenskab at bevare de døde legemer i århundreder. I badekarret lå en ubeskrivelig tynd og hjertegribende skikkelse, mat blygrå af farve og indhyllet i noget, der mindede om et ligklæde, med de tynde læber fortrukket til et svagt, men skrækindjagende smil, og med hænderne tæt trykket ind mod hjerteregionen. Mens han stod og så på skikkelsen, udgik en fjern, næsten uhørlig stønnen fra dens læber, og armene begyndte at røre på sig. Stephen veg tilbage af rædsel, og han vågnede op og blev klar over, at han virkelig stod på gangens kolde trægulv midt i månelyset. Med et mod, jeg ikke tror, mange drenge i hans alder besidder, gik han hen til badeværelsesdøren for at forvisse sig om, hvorvidt den skikkelse, han havde set i sin drøm, var der i virkeligheden. Det var den ikke, og han gik tilbage til sin seng.

Næste morgen var Mrs. Bunch ret betaget af hans beretning og gik endda så vidt, at hun hængte et nyt gardin op. Også Mr. Abney, som han betroede sin oplevelse ved morgenmåltidet, var stærkt interesseret og gjorde notater i det, han kaldte ‘sin bog’.

Forårsjævndøgn var ved at nærme sig, som Mr. Abney ofte fortalte sin unge slægtning, med den tilføjelse at man i gamle dage altid havde anset dette for en kritisk tid for de unge, så Stephen måtte passe godt på sig selv og lukke sit vindue om natten, og at Censorinus havde nogle udmærkede kommentarer til problemet.

To begivenheder, der gjorde stærkt indtryk på Stephen, indtraf på denne tid. Den første kom, efter at Stephen havde tilbragt en usædvanlig urolig og trykkende nat, uden at han i øvrigt kunne huske, at han havde drømt noget særligt. Om aftenen samme dag sad Mrs. Bunch og reparerede hans natskjorte. “Bevar mig vel, Master Stephen,” udbrød hun noget irriteret. “Hvordan bærer De Dem dog ad med at få Deres natskjorte revet i laser på den måde? Vær så venlig at se her, min herre, hvor megen ulejlighed De gør de stakkels mennesker, der skal stoppe og reparere for Dem.”

Der var virkelig en hel række ødelæggende og tilsyneladende ganske formålsløse rifter og flænger i klædningsstykket, og det ville uden tvivl kræve dygtighed at udbedre skaden. De var begrænset til den venstre side af brystet – lange parallelle flænger på omkring seks tommer og nogle rifter, som ikke gik helt igennem stoffet. Stephen kunne kun bedyre, at han ikke anede, hvor de stammede fra; han var sikker på, at de ikke havde været der om aftenen. “Men Mrs. Bunch,” sagde han, “de er nøjagtig magen til de skrammer udvendigt på min sovekammerdør, og jeg ved bestemt, at det ikke er mig, der lavet dem.”

Mrs. Bunch stirrede på ham med åben mund; så greb hun et tændt lys og forlod i stor hast værelset. Man kunne høre, at hun gik ovenpå, og et par minutter efter kom hun ned igen. “Det må jeg sige, Master Stephen, at det er noget underligt noget med de skrammer,” sagde hun. “Det er for højt oppe til, at det kan være en kat eller hund, for slet ikke at tale om rotter. Det ser fuldstændig ud, som om en kineser har lavet dem med sine lange negle, som min onkel i kinafarten fortalte mig om i mine unge dage. Jeg ville nu ikke sige noget til herren, hvis jeg var Dem, Master Stephen, min dreng; men sørg for at nøglen er drejet ordentlig om, inden De går i seng.”
“Det gør jeg altid, Mrs. Bunch; lige så snart jeg har bedt min aftenbøn.”
“Åh, det var en god dreng; bed altid Deres aftenbøn, så er der ingen, der kan gøre Dem noget.” Hermed gik Mrs. Bunch i gang med at reparere den flåede natskjorte, og iberegnet de mellemrum, hvor hun sad og grublede, tog det hende lige til sengetid. Dette foregik en fredag aften i marts 1812.

Den følgende aften blev Stephens og Mrs. Bunchs sædvanlige samtale på tomandshånd pludselig suppleret ved Mr. Parkes ankomst. Hushovmesteren holdt sig ellers mest for sig selv på sit eget domæne. Han bemærkede ikke Stephens tilstedeværelse; han var ivrig og lidt ophidset og talte noget mindre værdigt, end han plejede.

Det første, han sagde, var: “Herren kan selv hente sin vin op om aftenen, hvis han har lyst. Enten gør jeg det om dagen eller slet ikke, Mrs. Bunch. Jeg ved ikke, hvad det kan være; det kan da godt være, det er rotterne, eller at der er et sted, hvor vinden kan komme ind; men jeg er ikke så ung, som jeg har været, – og jeg kan ikke tage det, som jeg har kunnet før.”

“Nå ja, Mr. Parkes; men De ved da godt, at dette her hus er noget så enestående med rotter.”
“Det vil jeg slet ikke nægte, Mrs. Bunch, og jeg har også mange gange hørt dokarbejderne fortælle om en rotte, der kunne tale; men det har jeg nu aldrig før haft nogen tro til; men nu i aften kunne jeg næsten have hørt, hvad de sagde, hvis jeg ville have nedværdiget mig til at lægge øret til døren til det bageste rum.”

“Nej, hør nu, Mr. Parkes; jeg vil ikke høre på den slags fantasier. Rotter, der taler med hinanden i vinkælderen! Har man hørt mage!”
“Ja ja, Mrs. Bunch, jeg vil ikke diskutere det med Dem; jeg siger bare, at hvis De skulle få lyst til at gå ned til det sidste rum og lægge øret til døren, så ville De komme til at sande mine ord lige på stedet.”

“Hvad er det dog for noget vås, De kommer med, Mr. Parkes – det er ikke noget for børn at høre på. De skræmmer jo Master Stephen her fra vid og sans.”
“Hvad? Master Stephen?” sagde Parkes og blev pludselig klar over drengens tilstedeværelse. “Master Stephen er så udmærket klar over, hvornår jeg driver gæk med Dem, Mrs. Bunch.”

Master Stephen vidste faktisk udmærket, at Parkes ikke havde ment det som en spøg. Parkes beretning gjorde ham både nysgerrig og lidt uhyggelig til mode, men alle hans forsøg på at få hushovmesteren til at give en mere detaljeret beskrivelse af sine oplevelser i vinkælderen var forgæves.

Vi er nu nået frem til den 24. marts 1812. For Stephen var det en dag fuld af besynderlige indtryk, en urolig og stormfuld dag, der fyldte huset og haven med en følelse af rastløshed. Da Stephen stod ved havestakittet og så ud i parken, havde han en fornemmelse af en uendelig procession af usynlige personer, der fejede forbi ham, båret af vinden, uden modstand og uden mål, uden at kunne standse, selv om de ville, uden at kunne gribe fat i noget, der kunne standse deres flugt og bringe dem i fornyet kontakt med den levende verden, som de engang havde haft del i.

Efter frokost den dag sagde Mr. Abney til Stephen: “Min dreng, tror du, at du kan komme af sted med at komme ned til mig i mit studerekammer så sent som klokken 11 i aften? Før den tid har jeg travlt, men jeg vil gerne vise dig noget, der har med din fremtidige tilværelse at gøre, og som det er af største vigtighed, at du skal kende til. Du skal ikke omtale dette til Mrs. Bunch eller til nogen anden her i huset, og du må hellere gå op på dit værelse til den sædvanlige tid.”

Her var igen noget nyt og spændende; Stephen greb ivrigt lejligheden til at sidde oppe til klokken 11. Han kiggede ind gennem døren til biblioteket, da han gik op den aften, og så, at et kulbækken, han tit havde set i det ene hjørne af stuen, var rykket ud fra kaminilden; et gammelt sølvforgyldt bæger fuldt af rødvin stod på bordet, og ved siden af lå nogle ark beskrevet papir. Mr. Abney strøede lidt røgelse på kulbækkenet i det øjeblik, Stephen gik forbi, men lod ikke til at bemærke ham.

Vinden var løjet af, og det blev en stille nat med fuldmåne. Omkring klokken 10 stod Stephen ved sit åbne vindue og så ud. Stille som natten var, var de mystiske væsener, der befolkede de fjerne, månebelyste skove, endnu ikke faldet til ro. Fra tid til anden lød mærkelige skrig over vejlerne som fra vildfarne og fortvivlede vandrere. De kunne skyldes ugler eller vadefugle, men lød ikke rigtig som nogen af delene. Kom de mon ikke nærmere? Nu lød de fra denne side af vandet, og et øjeblik efter virkede det, som om de svævede rundt mellem buskadserne i parken. Så hørte de op, men lige som Stephen ville til at lukke vinduet og igen tage fat på læsningen af Robinson Crusoe, fik han øje på to skikkelser, der stod på grusterrassen, der løb langs husets haveside. Det så ud til at være en dreng og en pige; de stod side om side og så op mod vinduerne. Der var noget ved pigen, som fremkaldte erindringen om skikkelsen i badekarret fra hans drøm, og drengen indgød ham en heftig angst.

Mens pigen stod stille, med et tilløb til et smil og med begge hænder lagt over hjertet, løftede drengen, som var tynd og sorthåret og klædt i laser, armene i en bevægelse, der var truende og udtrykte umættelig hunger og længsel. Månen skinnede på hans næsten gennemsigtige hænder, og Stephen så, at neglene var frygtelig lange, og at lyset skinnede igennem dem. Som han således stod med armene løftet, afslørede han et rystende syn. I venstre side af hans bryst åbnede en mørk og gabende flænge sig, og mere med sin hjerte end med sin hørelse opfattede Stephen et af disse hungrende og fortvivlede skrig, han hele aftenen havde hørt give genlyd over Aswarby. Et øjeblik efter var det frygtelige par gledet lydløst henover det tørre græs, og han kunne ikke mere se dem.

Forskrækket som han var, bestemte han sig til at tage sit lys og gå ned til Mr. Abneys studerekammer, for det var næsten tid for deres aftalte møde. Døren var i den ene side af hallen, og Stephen var, drevet af sin skræk, ikke længe om at nå derned. At komme ind var derimod ikke så let. Døren kunne ikke være låst, for nøglen sad udvendig som sædvanlig. Men han fik ikke noget svar på sin gentagne banken. Mr. Abney var optaget, han talte med nogen. Hvad? Hvorfor prøvede han at råbe? Og hvorfor blev råbet kvalt? Havde han også set de mystiske børn? Men nu var alting stille, og døren gav efter for Stephens desperate og rædselslagne skubben.

På bordet i Mr. Abneys studerekammer blev der fundet visse papirer, som forklarede situationen for Stephen, da han blev gammel nok til at forstå dem. De vigtigste afsnit var følgende:

“Det var en udbredt og fast tro hos vore forfædre – hvis viden om disse ting, jeg efter mine egne erfaringer har fået al mulig tillid til – at ved udøvelsen af visse processer, der for os nulevende har noget barbarisk ved sig, kan mennesket opnå en bemærkelsesværdig udvidelse af sine åndelige evner. For eksempel kan en person, der absorberer nogle af sine medmenneskers personlighed, opnå fuldstændigt herredømme over sådanne elementar-ånder, som styrer kræfterne i vort univers.

Det fortælles om Simon Mager, at han var i stand til at flyve gennem luften, at gøre sig usynlig eller antage en hvilken som helst skikkelse, han ønskede, alt formidlet ved en drengesjæl, hvis ejer han – for at bruge den injurierende vending, som forfatteren af Clementine Recognitions anvender – havde myrdet. Jeg har også fundet det meget detaljeret beskrevet i Hermes Trismegistus afhandlinger, at lignende gunstige resultater kan opnås ved, at man konsumerer hjerterne af mindst 3 mennensker under 21 år.

Jeg har ofret størstedelen af de sidste 20 år på at efterprøve holdbarheden af denne teori, idet jeg til mit eksperiment som corpora vilia har udvalgt sådanne personer, som kunne fjernes uden at efterlade noget mærkbart tomrum i samfundet. Det første trin realiserede jeg ved den 24. marts 1792 at fjerne en vis Phoebe Stanley, en pige af sigøjnerslægt. Det næste ved fjernelsen af en omstrejfende italiensk dreng ved navn Giovanni Paoli natten til den 23. marts 1805. Det sidste ‘offer’ – for at bruge et ord, der i højeste grad støder mine følelser – bliver min slægtning, Stephen Elliott. Hans dag skal komme den 24. marts 1812.

Den bedste metode til at opnå den fornødne sammensmeltning af personligheder er at udtage hjertet af det levende emne, derefter brænde det til aske og blande det i et glas rødvin. Resterne af de to første emner var jeg nødt til at skaffe af vejen, og her benyttede jeg et gammelt, aflåst badeværelse og vinkælderen. Der er dog forekommet visse forstyrrelser fra emnernes psykiske rester – det, som populært kaldes for spøgelser – men for en sand filosof som retvis udfører eksperimentet bør disse illusoriske forsøg på hævn ikke gives nogen opmærksomhed. Tværtimod ser jeg med stor tilfredsstillelse frem til den udvidelse af ånden, som et succesfuldt eksperiment vil medføre, og som ikke blot vil bringe mig udenfor rækkevidden af den såkaldte menneskelige retfærdighed, men også vil fjerne udsigten til døden selv.”

Mr. Abney blev fundet i sin stol. Hovedet var vredet bagover, og hans ansigt forvredet i en blanding af vrede, frygt og smerte. På venstre side af brystet var et grufuldt sår, der blotlagde hans hjerte. Der var ingen blod på hans hænder, og den lange kniv, man fandt på bordet ved siden af stolen, var ren. Vinduet i studerekammeret stod åbent, så et vildt dyr kunne være kommet ind og have påført Mr. Abney det dødelige sår. Det var i hvert fald doktorens konklusion. Stephen Elliott drog efter læsningen af ovennævnte papirer dog en ganske anden.

Trykt i The Pall Mall Magazine, december, 1895
Originaltitel: Lost Hearts

Kort om M. R. James

Født den 1. august 1862
Død den 12 juni 1936

Læs mere på Gyseren.dk

Den ulåste dør af Marie Belloc Lowndes

Marie Belloc Lowndes“Lad bare den dør være, unge mand; og husk fremover, at den aldrig skal låses, og De skal heller ikke skyde slåen for. Ikke fordi der ville ske større ulykker, hvis den virkelig blev låst, for Herren har altid nøglen hos sig.”

Fru Torquil hørte de dæmpede ord. Cote, deres 70-årige hushovmester, instruerede den nye tjener på den langsomme, indtrængende måde, som nu engang er vedtaget, når hushovmestre henvender sig til deres ærbødige undergivne. Men denne underordnede tilhørte en ny tid, der afveg fra den gamle, så han havde den dristighed at svare igen.

“Det er da en fiks idé.”
“Det kan være, at den forekommer Dem ‘fiks’, Henry, eftersom De er ny her i huset, men set fra mit synspunkt er den kun bedrøvelig.”
“Bedrøvelig – hvordan det, Hr. Cote?”

Anne Torquil var stoppet op ved sin sovekammerdør, og hørte nu den velkendte gamle stemme svare den unge – som det syntes med en let skælven. “Ser De, det gik til på følgende måde. Hr. John – en sjælden tiltalende ung fyr var han ved Gud. Hr. John blev ikke rapporteret som ‘faldet’ af sin oberst, da han ikke vendte tilbage fra, hvad man den gang benævnte ‘et udfald mod de fjendtlige linjer’. Han blev kun anmeldt som ‘savnet’. Grusomt, det var, hvad jeg kaldte det dengang, og grusomt kalder jeg det endnu – for den slags er kun egnet til at vække falske forhåbninger.”

“Det forstår jeg godt, det har gjort, Hr. Cote” – den unge stemme var blevet alvorlig.
“Fru Torquil vidste godt, hvad dette ‘savnet’ betød. Men Herren, han kunne ikke få sig selv til at tro, at hans søn og retmæssige arving var borte for bestandig. Jeg husker tydeligt, hvordan Hr. Torquil nogle få dage efter våbenhvilen dukkede op, lige som jeg var i færd med at lukke og slukke, og så sagde han lige akkurat sådan: “Lad bare døren til den lille hall være, Cote. Master John kom altid ind i huset ad den vej, fordi det var en genvej. Nu for tiden kommer der en mængde soldater tilbage fra Tyskland. Folk, der er blevet rapporteret ‘savnede’, så der er intet til hinder for, at min søn en skønne dag kan komme spadserende ind ad den dør der.”
“Det var, hvad han sagde dengang, stakkels Herre; og denne dør, Henry, har derfor aldrig siden været låst, endsige haft slåen skudt for.”

Mændenes fodtrin døde bort, og der var noget, der rørte sig i Anne Torquils ulykkelige, hensygnende hjerte. Hvor sælsomt, at hun ikke før i aften havde haft kendskab til sin mands ordre! Det var fuldstændig rigtigt, at drengen hele barndommen igennem havde været vant til at brase ind ad denne yderdør, som førte ind til, hvad de i huset kaldte ‘den lille hall’ – og dette gerne med et bestemt udråb som: “Mor! Hvor er du – ovenpå?” Og dog – hvor højt han end elskede hende, hvor meget de end var for hinanden, så havde hun alligevel altid været klar over, at John havde sat sin alt andet end fejlfri far højere end hende.

Hun var så bevæget nu, at noget af den angstfulde sjælekval, hun havde følt for seks år siden, kom tilbage, og hun begyndte at vandre hvileløst frem og tilbage i det prægtige soveværelse, som mange af hendes bekendte misundte hende. Hvor beklageligt, at det for hende kun skulle rumme plagsomme minder.

I den brede seng, hvor hun nu ofte tilbragte sine vågne nætter, var sønnen blevet født, den søn, hvis komme havde syntes skæbnebestemt. Overbevist om at hun i dette kapitel ville være lige så heldig som i alle andre, havde hun leet højt ved den tanke, at hendes baby kunne blive en pige. Hvor ofte havde hun ikke i de sidste seks år ønsket, at hun var død den selv samme strålende dag, da hendes dreng blev født.

Hendes gode ven fra dengang – som for resten stadig var hendes gode ven – Dr. Maynard, den gamle landsbylæge, havde i de lykkelige år, der fulgte efter Johns fødsel, mere end en gang påtaget sig den utaknemmelige opgave at antyde, at det var synd og skam, barnet ikke havde en broder eller søster, med hvem det kunne dele den lykkelige barndomstid. Men hun, Anne Torquil, havde med vilje vendt det døve øre til overfor sådanne hentydninger. Hun havde altid i hele sit unge liv – hvilket hun koketterede med at benævne som ‘spildt’ – kun gjort, hvad hun ønskede at gøre, og dette princip var hun aldrig fraveget en tomme. Hun havde skænket sin Jack en prægtig søn, en arving, som den gode, gamle Cote kaldte ham – og dermed måtte det være nok.

Nu standsede hun pludselig i sin vandring frem og tilbage foran et spejl i en udskåret træramme. Netop her havde hun stået i sit livs sidste lykkelige øjeblik.

Det var i efteråret 1918; hendes mand var hjemme på rekonvalescens efter at være blevet såret. Der var fredsrygter i omløb, og indbyrdes troede de sikkert og vist, at deres dreng ville komme tilbage, så snart han fik orlov første gang.

En smuk oktoberdag, nøjagtig klokken tre, havde der lydt en velkendt banken på hendes dør. Selv da hun var en purung brud på sytten somre, og de mere havde lignet et par lykkelige børn end et ægtepar, havde Jack altid banket på døren, før han trådte ind i sin hustrus værelse. Ganske blidt havde hun råbt: “Kom ind!” Og han var kommet ind med et åbent telegram i hånden.

Det var, ligesom om hun nu i aften, efter seks års forløb, kunne høre lyden af hans hæse stemme, da han sagde hendes navn – for derpå, da hun havde løftet armen med en instinktiv, voldsom bevægelse, som ville hun afværge et slag af skæbnen, at sige: “Gud være lovet, han er ikke faldet, min kære. Kun savnet!”

Kun savnet?!

Og Johns far var fremturet i sin tro på tværs af al fornuft, fast forvisset om, at drengen ville komme tilbage fra dybet af et eller andet tysk fængsel eller fra en eller anden tysk anstalt.

Hun for sin part havde lige fra begyndelsen, i sin tåreløse fortvivlelse, overhovedet ikke følt noget håb. Og hendes mands stædighed – hvad hun mere end en gang ved sig selv kaldte hans idiotiske optimisme – havde pint og plaget hende og sommetider gjort hende desperat.

Nu stirrede hun som hypnotiseret på sig selv inde i det mørke spejlglas. Skønt hun næste gang fyldte fem og fyrre, var det rigtigt, hvad visse trættende mennesker havde sagt hende: At hun undertiden kunne minde om en ganske ung pige. Tiden havde næppe strejfet hendes indtagende ansigt, og dens barske hånd havde ladet hendes smækre skikkelse uantastet. Men Jack Torquil, der endnu ikke var fyldt halvtres, kunne godt se ud til at være ti år ældre.

Med en følelse af ubehag spurgte Anne for første gang i sit liv sig selv, om hendes mand var ligeså ulykkelig, som hun var. I aften havde hun set ham sidde sammenkrøben i en bekvem stol ved siden af ilden med en bog i hånden. Pludselig havde han taget en blyant frem – det var en vane, Jack Torquil havde, og en vane som altid irriterede hans hustru – og så havde han afmærket et sted i bogen, han læste.

Da han så op, havde han tilkastet hende et løjerligt undseligt, bedende blik. Og da han havde rejst sig og forladt biblioteket for at gennemgå det sædvanlige ritual med at trave en lille aftentur med de tre hunde, var hun gået hen for at se, hvad det var, han havde afmærket i bogen. Og så var hun blevet fortrædiget, adspredt og måske en lille smule rørt. Thi det hendes mand havde afmærket, var to linjer, som hun kun delvis kendte:

I instrumentet vil den lille flænge bevirke, at musikken forstummer inden længe.

Og nu, mens hun langsomt klædte sig af, genkaldte hun sig de to linjer, Jack havde sat kryds ved. Det, han uden tvivl stadig forestillede sig som ‘en lille flænge’ imellem dem, var i virkeligheden en kløft, som stadig uddybedes mere og mere. Og så var det, når alt kom til alt, kun en eneste gang i deres snart lange samliv, at hun havde talt bitre ord til ham.

Det var for flere år siden, på et tidspunkt da han stadig var fuld af håb med hensyn til sønnens mulige tilbagekomst, mens hun desværre havde mistet ethvert håb. Kærligheden i ham var blevet vækket, og da hans læber søgte hendes, havde hun afvist ham fjendtligt: “Aldrig, Jack. Aldrig mere.”

Så bogstaveligt havde han opfattet hendes vægring, at han ikke en eneste gang siden da havde banket på døren til det værelse, i hvilket de havde levet så lykkeligt i en og tyve år.

Dagen i dag, dagen før våbenstilstandsdagen, havde været utålelig, og Anne forsikrede sig selv, at næste år ville de have gæster hos sig den første halvdel af november. De var velhavende, gæstfri og begge – hver på sin måde – afholdte. Men den virkelige grund til at de aldrig var alene, bortset fra juledagene og en del af november måned hvert år, var den, at ensomhed bliver utålelig, når den deles af en mand og kvinde, som engang har været brændende forelsket i hinanden.

Da Anne Torquil var kommet til ro i sin store seng, begyndte konsoluret at slå tolv, indvarslende en ny våbenstilstandsdag, og da hun med et smerteligt udtryk lagde sig tilbage i puderne, sprang bekymrede tårer frem i hendes øjne.

Tanken om drengen var overmåde levende hos hende i aften, ja så levende, at ønsket om at se hans billede helt overvældede hende. Hun smuttede ud af sengen og gik hen til en malet sekretær, hvori hun opbevarede visse hellige, hemmelige ting. Blandt disse var hendes mands kærestebreve; hvert enkelt begyndte med et: Min kæreste elskede. De var skrevet under deres korte forlovelsestid. Her lå også alle barndomsbillederne af hendes søn.

Hun havde haft en skitse af ham, der var tegnet af en vis sergent, da han var på Sandhurst. Den hang nu i hans faders soveværelse. Der fandtes intet billede af ham andetsteds i huset – det var, lige som det ikke kendte ham mere. Nogle af deres nyere venner vidste overhovedet ikke, at de nogensinde havde haft et barn.

Da hun havde trukket skuffen ud med alle fotografierne af John, udvalgte hun det sidste, det var blevet taget, lige efter at han havde fået sit nye hverv, og på billedet bar han sin første uniform. Mens hun stirrede på det drengede ansigt, var det, lige som han smilede til hende, på samme tid stolt, fortroligt og opmuntrende.

Da hun lagde det tilbage i skuffen, mindedes hun et kluntet, men meget velment forsøg på at vise sympati, som en af hendes bekendte havde gjort. Han havde mødt hende på en af de lange, ensomme spadsereture, som hun havde foretaget i smertens og afsavnets år. Ture, som hun foretog ind imellem, til trods for sit fremdeles anstrengende arbejde – thi efter våbenstilstandsdagen var Torquil huset lang tid rekonvalescenthjem for sårede soldater.

“Den, man tror er død, lever dog,” havde vedkommende sagt med sagte stemme. Idet hun havde kastet hovedet tilbage, havde hun udbrudt: “De ved, at min mand stadig er fast overbevist om, at John ikke er faldet. Han tror, han kommer tilbage en skønne dag.” Med et forskrækket blik og uden at gøre noget forsøg på at tage til genmæle forsvandt hendes velmenende trøster.

I dag, mærkelig nok omtrent på det samme sted, havde hun haft et lignende møde med den gamle doktor Maynard. Et møde, der ikke havde såret hende så meget, som det havde opbragt hende.

Han havde trukket sig tilbage fra sin praksis i 1919, og nu var det sjældent, hun så ham alene. Men nu ville tilfældet, at hans eneste søn – en søn, krigen havde sparet, på en køretur havde sat faderen af, for at den gamle kunne få sig en lille spadseretur. Den gamle mand havde taget hendes hånd i sin, og følelsesfuldt havde han erklæret: “Jeg ville være glad ved at vide Dem lykkelig, kære Fru Torquil.”

Og da hun havde rystet på hovedet – hun kunne nemlig ikke forstille sig for ham – så havde han fremturet med en antydning af oprigtig beundring i sin svage gammelmandsrøst: “De ser jo pragtfuld ud – tag mig det ikke ilde op, at jeg siger det – men hvor har De holdt Dem ung! Minsandten, i eftermiddag skulle man tro, at De var fem og tyve og ikke …”
“Næsten fem og fyrre. Ja, jeg føler mig desværre stadig ung og ville give ikke så lidt til, at jeg følte mig gammel, Dr. Maynard.”

Og så havde han sagt noget om hendes mand, som havde fået hende til at rødme dybt. Doktoren havde altid været sparsom med sine ord, men hun havde altid lagt vægt på hans udtalelser.

“Kan De ikke formå Dem selv til at være imødekommende overfor ham?” havde han spurgt, idet han så hende lige ind i hendes smukke ansigt. Hun havde straks svaret – og svaret meget køligt: “Nej, – ikke på den måde, De mener.”

Og så havde han rystet bedrøvet på sit hvide hoved og atter taget hendes hånd i sin: “De vil nok tilgive en gammel ven hans dristighed, ikke sandt?” Hun havde nikket kort. Men hun havde følt – og det følte hun også nu – at i sit hjerte kunne hun ikke tilgive dette – nå ja, nærgående spørgsmål.

Urets tolv slag rungede gennem det stille hus, og med et hørte hun det elektriske lys i hallen blive slukket, efterfulgt af lyden af hendes mands fodtrin, idet han gik op ad trappen. En mærkelig uventet følelse kom over hende. Noget i retning af bare lige at gå ud og sige godnat til ham. Men hun nedkæmpede denne følelse. Alligevel gik hun hen til døren, slukkede lyset og lukkede den lydløst på klem.

Jack Torquil gik op ad den magelige trappe med en gammel mands tunge skridt, skønt han – som både hun og Dr. Maynard vidste – stadig var ung af sind, selv om dyb græmmelse og et bestandig opsat håb havde furet hans ansigt.

Og en smule bevæget ved det, som deres gamle hushovmester ubevidst havde åbenbaret, ventede hun at høre disse langsomme skridt fortabe sig ind i det værelse, som ikke mere kaldtes ‘Hr. Torquils påklædningsværelse’. Og så var det, ligesom hendes hjerte stod stille, for håndtaget på den ulåste dør i hallen nedenunder blev drejet ned i mørket, og der kom en opfarende kuldebølge ind i rummet, efterfulgt af hendes mands opskræmte råb: “Hvem der?”

Der var et øjebliks pause, og efter denne pause lød der, lige som uendelig langt borte fra, to ord fra en stemme, som hun aldrig, selv ikke i det andet liv, havde troet at skulle høre igen – thi Anne Torquil troede nu engang ikke på det løfte, hendes bekendte havde fremsat for at trøste hende. Og de ord, der blev ytret med hendes søns stemme, gennemtrængte hendes inderste sjæl, for “stakkels far” var alt, hvad den højtelskede var vendt tilbage for at sige.

Så hørte hun Jack Torquils ivrige, glade “John? Min egen kære dreng!” – og derpå lyden af hans fødder, da han buldrede ned ad trappen.

Da hun skyndte sig ud på det runde galleri, hørte hun igen håndtaget blive drejet ned i mørket. Så blev der tændt fuldt blus dernede, og da hun kiggede over gelænderet, så hun sin mand stå i den tomme hall, forvildet stirrende på den lukkede dør.

Til sidst vendte han sig om, og da han så op, opdagede han hendes blege ansigt med de opspilede, stirrende øjne. “Hørte du ham også, Anne?”

Hun tog sig voldsomt sammen, løb rundt om galleriet og ned. Og dernede tog hun, med noget der mindede om den gamle ømhed, hans hånd. “Naturligvis hørte jeg ham også! Døren åbnedes, og han kom ind med blæsten. Da han havde sagt, hvad der kærligt lå ham på hjerte, gik han bort, tilbage igen – men hvorhen, Jack, hvorhen?”

Senere på natten da Anne lå i hans arme, mumlede Johns far: “Han kom tilbage for din skyld, min elskede. For at trøste dig. Det var helt i sin orden.”
“For min skyld, Jack. Åh nej!”
“Men det gjorde han nu, lille elskede. Du hørte da sikkert, hvad han sagde?” Og hun mærkede overraskelse i hans stemme.

Hun hviskede: “Hvad sagde han da – til dig?”
“Kun, hvad du selv hørte – kun de to ord, Anne: ‘Kære Mor’.” Han tav et øjeblik, og så sagde han ydmygt, for han var en ganske jævn mand: “Blot for at lade dig vide, allerkæreste, og måske også for at lade mig vide, at alt står vel til med drengen.”

Oprindelig trykt i Fortnightly Review, november 1929
Originaltitel: The Unbolted Door

Kort om Marie Belloc Lowndes

Født den 5. august 1868
Død den 14. november 1947

Læs mere på wikipedia