Den sorte kat af Edgar Allan Poe

Edgar Allan Poe
By Unknown; most likely George C. Gilchrest, Samuel P. Howes, James M. Pearson, or Andrew J. Simpson, all of Lowell, MA – http://www.daguerre.org/images/2008sympos/consignor4a-medium.jpg and http://www.getty.edu/art/gettyguide/artObjectDetails?artobj=39406, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31269051

Jeg hverken forventer eller forlanger, at nogen skal tro den helt vanvittige og samtidig ganske jævne fortælling, jeg er i færd med at nedskrive. Jeg ville virkelig være vanvittig, hvis jeg forventede det i et tilfælde, hvor selv mine sanser fornægter deres egne vidnesbyrd. Men gal er jeg ikke – og det er helt sikkert, at jeg ikke drømmer. Men i morgen skal jeg dø, og i dag vil jeg lette mit hjerte. Mit umiddelbare formål er at fremlægge for verden jævnt, koncist og uden kommentarer, en række ganske dagligdags begivenheder.

I deres konsekvens har disse begivenheder skræmt mig – de har pint mig – de har knust mig. Og dog vil jeg ikke forsøge at forklare dem. Mig har de ikke indgydt meget andet end rædsel – mange andre vil de forekomme mindre frygtindgydende end barokke. I fremtiden vil man måske finde et intellekt, der kan reducere mit blændværk til det trivielle – et intellekt, der er roligere, mere logisk og langt mindre letpåvirkeligt end mit, og som i de omstændigheder, jeg beskriver med frygt, ikke vil se andet end en almindelig rækkefølge af ganske naturlige årsager og virkninger.

Fra min tidligste barndom udmærkede jeg mig ved min karakters føjelighed og medfølelse. Mit medfølende hjerte var endog så påfaldende, at det gjorde mig til nar for mine kammerater. Jeg holdt især af dyr, og mine forældre forkælede mig med en lang række husdyr. Dem tilbragte jeg det meste af min tid med, og aldrig var jeg så lykkelig, som når jeg fodrede dem og kælede med dem. Denne ejendommelighed ved min karakter voksede med mig, og som mand fandt jeg heri en af mine største kilder til glæde. For dem, der har følt hengivenhed for en klog og trofast hund, behøver jeg næppe ulejlige mig med at forklare naturen eller graden af den tilfredsstillelse, der kan opnås herved. Der er noget ved dyrets uselviske og selvopofrende kærlighed, der går direkte til hjertet hos den, der hyppigt har haft lejlighed til at prøve det ynkelige venskab og den flygtige trofasthed hos den, der kun er menneske.

Jeg giftede mig tidligt og var lykkelig ved hos min hustru at finde en tilbøjelighed, der ikke var ulig min egen. Da hun bemærkede min glæde ved husdyr, forsømte hun ingen lejlighed til at fremskaffe dyr af den mest indtagende art. Vi havde fugle, guldfisk, en dejlig hund, kaniner, en lille abe – og en kat. Denne sidste var et bemærkelsesværdigt stort og smukt dyr, fuldkommen sort og forbløffende klogt. Når min hustru, hvis hjerte var farvet ikke så lidt af overtro, talte om hans intelligens, kom hun hyppigt med hentydninger til den ældgamle folkelige forestilling om, at alle sorte katte er forklædte hekse. Ikke at hun nogen sinde mente dette alvorligt – og jeg nævner blot sagen uden at have nogen bedre grund, end at jeg tilfældigvis husker den netop nu.

Pluto – det var kattens navn – var mit yndlingskæledyr og min faste legekammerat. Jeg alene fodrede ham, og han fulgte mig, hvor jeg end gik rundt i huset. Jeg havde endda svært ved at forhindre ham i at følge mig gennem gaderne. Vort venskab varede på denne måde i adskillige år, hvor min almindelige holdning og karakter gennemgik (hvad jeg rødmer ved at tilstå) en radikal ændring til det værre – som følge af den djævelske drikfældighed.

Jeg blev for hver dag, der gik, mere humørsyg, mere irritabel, mere hensynsløs over for andres følelser. Jeg tillod mig at bruge et umådeholdent sprog over for min hustru. Til sidst bød jeg hende endog på personlig vold. Mine husdyr kunne naturligvis ikke undgå at føle min ændrede væremåde. Jeg ikke blot forsømte dem, men maltrakterede dem. Men jeg havde stadig tilstrækkelig megen hengivenhed for Pluto til at forhindre mig i at mishandle ham, selv om jeg ingen skrupler havde ved at mishandle kaninerne, aben eller selv hunden, når de ved et tilfælde eller af hengivenhed kom i vejen for mig. Men min sygdom voksede i mig – for hvilken sygdom er som alkohol? – og til sidst begyndte selv Pluto, der nu var ved at blive gammel og som følge heraf noget vranten, selv Pluto begyndte at mærke virkningen af mit dårlige humør.

En nat da jeg stærkt beruset vendte hjem fra en af mine ture rundt i byen, forekom det mig, at katten undgik mig. Jeg greb ham, og i frygt for min voldelige fremfærd satte han sine tænder i min hånd, så jeg fik et lille sår. Et djævelsk raseri greb mig. Jeg kendte ikke længere mig selv. Det var, som om min oprindelige sjæl øjeblikkelig flygtede fra min krop, og en mere end infernalsk ildesindethed løb – næret af gin – gennem hver fiber af min krop. Jeg tog fra min vestelomme en lommekniv, åbnede den, greb det stakkels dyr ved halsen og skar med overlæg et af dets øjne ud af dets hule! Jeg rødmer, jeg brænder, jeg gyser, mens jeg nedskriver denne forbandede uhyrlighed. Da fornuften vendte tilbage med morgenlyset – efter at jeg havde sovet nattens udsvævelsers dampe af mig – blev jeg grebet af en følelse, der var halvt rædsel, halvt anger ved den forbrydelse, jeg havde gjort mig skyldig i; men det var i bedste fald en svag og forblommet følelse, og sjælen forblev uberørt af den. Jeg styrtede mig atter ud i udskejelser og druknede snart enhver erindring om ugerningen i vin.

I mellemtiden kom katten langsomt til sig selv. Hulen efter det mistede øje var sandt at sige et frygteligt skue, men han så ikke længere ud til at lide nogen smerte. Han gik rundt i huset som sædvanligt, men flygtede, som man kunne forvente, i yderste rædsel, når jeg nærmede mig. Jeg havde så meget tilbage af mit gamle hjerte, at jeg til at begynde med følte sorg over, at et væsen, der engang havde elsket mig så højt, nu så tydeligt skulle føle modvilje mod mig. Men denne følelse veg snart for irritation. Og så kom det kontræres ånd til – ligesom for endeligt og uigenkaldeligt at omstyrte mig.

Denne ånd tager filosofien intet hensyn til. Og dog er jeg ikke mere sikker på, at min sjæl lever, end jeg er på, at det kontrære er en af de vigtigste impulser i det menneskelige hjerte – en af de udelelige oprindelige evner og følelser, der giver menneskets karakter sin retning. Hvem har ikke hundrede gange grebet sig selv i at begå noget skændigt eller tåbeligt uden nogen anden grund end den, at man ved, man ikke burde gøre det? Har vi ikke til trods for vor egen bedste dømmekraft en evig tilbøjelighed til at overtræde dét, der er loven, udelukkende fordi vi opfatter den som sådan? Det kontræres ånd, siger jeg, kom til og væltede mig endelig omkuld. Det var denne sjælens uudgrundelige længsel efter at gøre sig selv fortræd – efter at øve vold mod sin egen natur – efter at gøre uret for urettens egen skyld, der drev mig til at fortsætte og endelig fuldføre den skade, jeg havde påført det skyldfri umælende dyr.

En morgen lagde jeg med koldt blod en strikke om dens hals og hængte den fra en gren – hængte den dér med tårerne strømmende fra mine øjne og den bitreste anger i mit hjerte – hængte den, fordi jeg vidste, at den havde elsket mig, og fordi jeg følte, at den ikke havde givet mig noget at tage anstød af – hængte den, fordi jeg vidste, at jeg begik en synd ved at gøre det – en dødssynd, der i den grad ville bringe min udødelige sjæl i fare, at den – om noget sådant var muligt – blev bragt uden for rækkevidde af den barmhjertigste og frygteligste Guds uendelige barmhjertighed.

Natten efter den dag, hvor jeg udførte denne grusomme gerning, blev jeg vækket af min søvn ved råbet: – Brand! Forhænget om min seng stod i lys lue. Hele huset flammede op. Det var med største besvær at min hustru, en tjenestepige og jeg reddede os ud. Ødelæggelsen var total. Hele min verdslige rigdom blev opslugt, og jeg sank derefter ned i fortvivlelse.

Jeg føler mig hævet over den svaghed, det ville være at søge at fastslå en rækkefølge af årsag og virkning mellem katastrofen og uhyrligheden. Men jeg beskriver detaljeret en kæde af kendsgerninger og ønsker ikke at lade blot et tænkeligt led ude. Dagen efter branden besøgte jeg ruinerne. Murene var med én undtagelse styrtet om. Denne undtagelse var en ikke særlig tyk skillevæg, der stod omtrent midt i huset, og som hovedenden af min seng havde hvilet mod. Pudset havde dér i vidt omfang modstået ildens hærgen – hvilket jeg tilskrev, at muren var blevet pudset for ganske nyligt. Omkring denne mur havde en tæt menneskemængde samlet sig, og mange så ud til at betragte en bestemt del af den med meget omhyggelig og ivrig opmærksomhed. Ordene “sært!”, “enestående!” og lignende udtryk vakte min nysgerrighed. Jeg nærmede mig og så, som hugget i relief på den hvide overflade, figuren af en kæmpemæssig kat! Billedet var gengivet med en nøjagtighed, der virkelig var utrolig. Der var et reb om dyrets hals.

Da jeg så dette åndesyn – for jeg kan næppe betragte det som andet – var min undren og rædsel enorm. Men til sidst kom overvejelserne mig til hjælp. Jeg huskede, at katten var blevet hængt i en have ved siden af huset. Da der blev slået alarm, fyldtes denne have øjeblikkeligt af mennesker – og et af disse mennesker måtte have skåret dyret fra træet og kastet det ind i mit kammer gennem et åbent vindue. Det var formodentlig gjort med det formål at vække mig af min søvn. Da de andre mure styrtede, var ofret for min grusomhed blevet mast ind i den nye puds; hvorefter kalken sammen med flammerne og ådslets ammoniak havde tegnet portrættet, så vidt jeg kunne se.

Selv om jeg således snart kunne få min fornuft – omend ikke ganske min samvittighed – til at begribe det forbløffende forhold, der netop er beskrevet, gjorde det ikke desto mindre et dybt indtryk på min fantasi. I måneder derefter kunne jeg ikke befri mig for genfærdssynet af katten, og i denne periode kom en halv følelse, der virkede som men ikke var, anger tilbage i min sjæl. Jeg gik så vidt, at jeg beklagede tabet af dyret og så mig om efter et andet kæledyr af samme art og af nogenlunde samme udseende i de afskyelige knejper, jeg nu vanemæssigt besøgte, så det kunne tage det andets plads.

En aften sad jeg halvt bedøvet i dét, der var værre end lastens hule, da min opmærksomhed pludselig blev tiltrukket af en sort genstand, der hvilede oven på en af de enorme tønder med gin eller rom, der udgjorde lokalets hovedmøblement. Jeg havde set uafladeligt på toppen af dette anker i nogle minutter, og det, der nu vakte min overraskelse var, at jeg ikke før havde bemærket det, der lå oven på det. Jeg nærmede mig det og rørte det med hånden.

Det var en sort kat! – Meget stor – fuldt ud så stor som Pluto, og den lignede ham i enhver henseende, bortset fra én: Pluto havde ikke et hvidt hår noget sted på sin krop; men denne kat havde en stor, omend utydelig hvid plet, der dækkede næsten hele brystområdet. Da jeg rørte ved ham, rejste han sig øjeblikkelig, spandt højlydt, gned sig mod min hånd og virkede henrykt over min opmærksomhed. Her var præcis det væsen, jeg søgte.

Jeg tilbød øjeblikkelig at købe det af værten; men han gjorde intet krav på dyret – vidste intet om det – havde aldrig set det før. Jeg fortsatte med mine kærtegn, og da jeg gjorde mig klar til at gå hjem, viste dyret lyst til at ledsage mig. Det tillod jeg det; undertiden bøjede jeg mig ned og klappede det, mens jeg gik. Da vi var kommet hjem blev det øjeblikkelig husvant og med det samme min hustrus yndling.

For mit eget vedkommende følte jeg snart en modvilje mod det stige op i mig. Dette var præcis det modsatte af, hvad jeg havde forventet; men – jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor det var sådan dyrets åbenbare hengivenhed over for mig indgød mig nærmest væmmelse og irritation. Ganske gradvist voksede disse følelser af væmmelse og irritation til en hadets bitterhed. Jeg undgik væsenet; en vis skamfølelse og erindringen om min tidligere grusomme gerning forhindrede mig i at mishandle det fysisk. I nogle uger hverken slog jeg dyret eller maltrakterede det på anden vis; men gradvis kom jeg til at betragte det med den yderste afsky og flygtede tavs fra dets afskyvækkende nærvær som fra pestens ånde.

Hvad der utvivlsomt bidrog til mit had, var, at jeg morgenen efter at have bragt dyret hjem opdagede, at det ligesom Pluto også var berøvet et af sine øjne. Men denne omstændighed gjorde det kun endnu mere kær for min hustru, der, som jeg allerede har sagt, i høj grad besad de varme menneskelige følelser, der engang havde været mit særtræk og kilden til mange af mine enkleste og reneste glæder.

Men det var som kattens forkærlighed for mig voksede med min aversion imod den. Den fulgte mig i hælene med en ihærdighed, det ville være vanskeligt at få læseren til at forstå. Hver gang jeg satte mig ned, krøb den sammen under min stol eller sprang op på mit skød og overvældede mig med sine væmmelige kærtegn. Hvis jeg rejste mig for at gå, kom den ind mellem fødderne på mig, så jeg var nær ved at snuble eller den satte sine lange og skarpe kløer i mit tøj og klatrede på denne måde op på mit bryst. I sådanne tilfælde længtes jeg efter at knuse den med et slag, men blev holdt tilbage fra at gøre det, dels af en erindring om min tidligere forbrydelse, dels og først og fremmest – lad mig indrømme det med det samme – af min totale angst for dyret.

Denne angst var ikke ligefrem en angst for noget fysisk ondt, og dog ved jeg ikke, hvorledes jeg ellers skal beskrive den. Jeg skammer mig næsten over at indrømme – ja, selv i denne fængselscelle skammer jeg mig næsten over at indrømme, at den skræk og rædsel, dyret fremkaldte i mig, blev skærpet af det flygtigste hjernespind, man kunne forestille sig.

Min hustru havde mere end én gang henledt min opmærksomhed på karakteren af det hvide mærke på brystet, som udgjorde den eneste synlige forskel mellem dette sære dyr og det, jeg havde udslettet. Læseren vil erindre, at dette mærke nok var stort, men oprindeligt havde været meget utydeligt; men ganske langsomt – så langsomt, at det næsten ikke var til at se, og at min fornuft længe kæmpede for at skubbe det fra mig som et fantasifoster – havde det til sidst fået en klar og tydelig kontur. Det viste nu en genstand, som jeg gyser ved at nævne – og på grund af dette frygtede og afskyede jeg frem for alt uhyret og ville have skilt mig af med det, om jeg havde vovet. Det viste nu, siger jeg, billedet af noget afskyeligt – noget frygteligt – af GALGEN! – åh, dette grufulde og sørgelige redskab for rædsel og forbrydelse – for smerte og for død!

Og nu var jeg virkelig styrtet ned i en elendighed dybere end almindelig menneskelig elendighed. At et umælende dyr hvis artsfælle jeg med foragt havde udslettet – et umælende dyr skulle udmåle for mig, et menneske skabt i den højeste Guds billede, så megen ulidelig smerte! Ak! Hverken dag eller nat kendte jeg mere til hvilens velsignelse! Om dagen lod væsenet mig intet øjeblik alene, og om natten for jeg hver time op fra drømme i uudsigelig frygt og følte dyrets hede ånde mod mit ansigt og dets vældige vægt – et legemliggjort mareridt, som jeg ingen kraft havde til at ryste af mig – hvilende på mit hjerte!

Under presset af lidelser som disse brød de svage rester af godt i mig sammen. Onde tanker blev mine eneste nære ledsagere – de mørkeste og ondeste tanker. Mit sædvanlige dystre humør voksede til et had til alle ting og alle mennesker. Og ak! min hustru, der aldrig beklagede sig, var den der oftest og mest tålmodigt led under de hyppige, pludselige og ustyrlige udbrud af raseri, som jeg nu blindt hengav mig til.

En dag ledsagede hun mig ned i kælderen i den bygning, som vor fattigdom tvang os til at bebo. Katten fulgte efter mig ned ad den stejle trappe, og da den næsten væltede mig hovedkulds ned, drev den mig til vanvid. Jeg løftede en økse og glemte i min vrede den barnlige frygt, der hidtil havde holdt min hånd tilbage, og langede ud efter dyret. Det ville naturligvis have været øjeblikkeligt dødbringende, om det var faldet, som jeg havde ønsket. Men slaget blev stoppet af min hustrus hånd. Tirret af indblandingen til et raseri, der var mere end djævelsk, trak jeg min arm ud af hendes greb og begravede øksen i hendes hjerne. Hun faldt død om på stedet, uden en klynken.

Da det grufulde mord var begået, gik jeg straks og helt velovervejet i gang med at skjule liget. Jeg vidste, at jeg ikke kunne fjerne det fra huset, hverken ved dag eller ved nat, uden risiko for at blive iagttaget af naboerne. Mange planer myldrede i min hjerne. På et tidspunkt tænkte jeg på at skære liget i småbitte stumper og lade ilden fortære dem. På et andet tidspunkt besluttede jeg mig til at grave en grav i kældergulvet. Jeg overvejede også at kaste det i brønden i gården – at pakke det i en kasse, som var det en vare, træffe de sædvanlige foranstaltninger og således få en drager til at fjerne det fra huset.

Til sidst kom jeg på dét, jeg betragtede som en langt bedre udvej. Jeg besluttede mig for at mure liget inde i kælderen – således som man siger, middelalderens munke murede deres ofre inde. Kælderen var velegnet til et formål som dette. Dens mure var løseligt bygget og var kort forinden blevet pudset med en ru kalk, som atmosfærens fugtighed havde forhindret i at hærde. Desuden var der i en af disse mure et fremspring, der skyldtes en falsk skorsten eller kamin, og som var fyldt op, så den kom til at ligne resten af kælderen.

Jeg nærede ingen tvivl om, at jeg med lethed kunne fjerne murstenene på dette sted, proppe liget ind og mure det hele op som før, så intet øje kunne ane noget mistænkeligt. Og jeg tog ikke fejl i denne beregning. Jeg vristede murstenene ud med et koben og efter omhyggeligt at have anbragt liget op ad indermuren holdt jeg det oppe i denne stilling og murede igen uden større besvær alle stenene fast, så det hele var, som det oprindelig havde været. Efter at have skaffet mig mørtel, sand og hestehår med alle tænkelige forsigtighedsregler lavede jeg en pudsekalk, der ikke kunne skelnes fra den gamle, og med den pudsede jeg meget omhyggeligt den nye stenmur. Da jeg var færdig, følte jeg mig overbevist om, at alt var i orden. Muren viste ikke det mindste tegn på at have været forstyrret. Affaldet på gulvet blev samlet op med den allerstørste omhu. Jeg så mig triumferende om og sagde til mig selv: Her har mit arbejde i det mindste ikke været forgæves!

Mit næste skridt var at lede efter dyret, der havde været årsag til den megen elendighed, for jeg havde omsider fast besluttet mig til at dræbe det. Hvis jeg havde kunnet møde det i dette øjeblik, kunne der ikke have været nogen tvivl om dets skæbne; men det så ud, som om det snedige dyr var blevet skræmt af mit tidligere voldsomme vredesudbrud og undlod at komme mig nær i min nuværende sindsstemning.

Det er umuligt at beskrive eller forestille sig den dybe, velsignede følelse af lettelse, dette forhadte væsens fravær fremkaldte i mit bryst. Det viste sig ikke natten igennem – og derfor sov jeg sundt og roligt i hvert fald en nat for første gang, siden det var blevet bragt ind i hjemmet; ja, jeg sov selv med mordets byrde på min sjæl!

Den anden og den tredje dag gik, og stadig dukkede min plageånd ikke op. Endnu en gang trak jeg vejret som en fri mand. Uhyret var åbenbart i rædsel flygtet fra huset for evig! Jeg skulle ikke se det mere! Min lykke var uden ridser! Skyldfølelsen over min skumle gerning forstyrrede mig ikke meget. Der var nok foretaget nogle få undersøgelser, men dem havde jeg klaret med lethed. Man havde endda foretaget en gennemsøgning – men der var selvfølgelig ikke noget at opdage. Jeg betragtede min fremtidige lykke som sikker.

Den fjerde dag efter mordet kom en gruppe politmænd helt uventet ind i huset og gik igen i gang med nøje at gennemsøge lokaliteterne. Men da jeg følte mig sikker på, at mit skjulested var umulig at opdage, følte jeg overhovedet ingen forlegenhed. Betjentene bad mig ledsage dem på gennemsøgningen. De forbigik intet hjørne og ingen krog. Til sidst gik de for tredje eller fjerde gang ned i kælderen. Ikke en muskel i min krop dirrede. Mit hjerte slog så roligt, som sov jeg de uskyldiges søvn. Jeg gik kælderen igennem fra den ene ende til den anden. Jeg lagde armene over kors og gik roligt frem og tilbage. Politimændene lod sig stille helt tilfreds og gjorde sig klar til at gå. Fryden i mit hjerte var for stærk til, at jeg kunne holde den tilbage. Jeg brændte efter at sige bare et enkelt ord i triumf og dobbelt erhverve mig deres forsikringer om min uskyld.

– Mine herrer, sagde jeg til sidst, da gruppen var på vej op ad trappen. – Det glæder mig, jeg har skuffet alle deres mistanker. Jeg ønsker Dem alle et godt helbred og lidt mere høflighed. For resten, mine herrer, dette – dette er et meget velbygget hus. (I min sygelige trang til at sige noget beroligende, vidste jeg næppe, hvad jeg overhovedet sagde). – Jeg kan sige et overordentlig velbygget hus. Disse mure – går De, mine herrer? – disse mure er bygget meget solidt. Og her fik en manisk brovten mig til at banke med en stok, jeg holdt i min hånd, på selve den del af murværket, hvor liget af min hustru befandt sig bag.

Men må Gud skærme mig og udfri mig af den Ondes kløer! Ikke så snart var lyden af mine slag døet hen, før den blev besvaret af en stemme fra graven! – af et skrig, først dæmpet og brudt som et barns hulken, hvorefter det hurtigt voksede til et langstrakt, højlydt og vedvarende skrig, der var fuldkommen unormalt og umenneskeligt – et jamrende hyl, halvt af rædsel og halvt af triumf, som kun kunne være opsteget fra helvede i et kor af fordømtes struber i deres pine sammen med de djævle, der fryder sig over fordømmelsen.

Det er tåbeligt at tale om mine egne tanker. Jeg vaklede bedøvet over mod den modsatte mur. Et øjeblik blev gruppen på trappen stående ubevægelig, grebet af frygt og bæven. I næste øjeblik bearbejdede en halv snes kraftige arme muren. Den væltede om. Liget, der allerede var stærkt i forrådnelse og dækket af klatter af levret blod, stod oprejst foran iagttagernes blikke. På dets hoved sad med rødt udspilet gab og et enligt ild-øje det afskyelige dyr, hvis snedighed havde forlokket mig til mord, og hvis stikkerstemme nu havde forskrevet mig til bødlen.

Jeg havde muret uhyret med inde i graven!

Trykt i United States Saturday Post, 19. august 1843
Originaltitel: The Black Cat

Kort om Edgar Allan Poe

Født den 19. januar 1809
Død den 7. oktober 1849

Læs mere på Gyseren.dk

Hvorledes nisserne blev til af Vilhelm Bergsøe

Nissen af Vilhelm Bergsøe, illustreret af H. A. BrendekildeDjævelen havde fristet menneskenes børn, og Herrens engel jog dem med sit flammende sværd ud af Paradisets have. Det gik tungt fremad over heder og høje, over dale og svimlende dybder. Under flugten slog Eva sit lange hår over Adams nakke for at skærme ham mod solens stikkende stråler, og Adam støttede Eva og bar hende over åer og moser. Men hver gang de ville hvile sig eller ville stille deres tørst, eller blot standsede for at trække torne ud af deres sårede fødder, så de det blinkende flammesværd bag sig, og blev atter drevet fremad, uden ro og hvile.

På tredjedagen kom de til en bred, palmebevokset dal, hvor en flod snoede sig muntert gennem, og da solen i det samme gik ned, sank Eva sammen, udmattet af sult og træthed. Hun satte sig for Adams fødder og sagde: “Dette smukke sted er en afglans af Paradisets have! Lad mig blot dø her og begrav mig i palmernes skygge. Jeg kan ikke mere.”

Adam bøjede sig bedrøvet over hende; men da han løftede hende op, så han, at flammesværdet bag dem var forsvundet. I stedet blinkede månen ned fra den mørkeblå nattehimmel. Det tog Adam som et tegn og sagde: “Her vil vi bo og bygge! Herren vil måske endnu være os nådig.”

Den næste dag samlede Adam grene og byggede Eva et hus. Det var stort nok til dem – de var jo kun to; men lidt efter lidt måtte Adam bygge huset større, for floden var fuld af børn, og de løb bestandig hen til Eva. Der var jo ingen andre, der kunne tage sig af dem. Det blev til sidst næsten for mange. Eva kunne ikke skaffe tøj til dem alle, og Adam havde det også hårdt. Han sled og slæbte, dyrkede jorden, såede og vandede; men der kom kun torn og tidsel, og det kunne de jo ikke leve af. De blev bestandig fattigere, og til sidst vidste Adam hverken ud eller ind.

I mange, mange tider havde Vor Herre hverken tænkt eller talt til menneskene, fordi han var så vred på dem. Da huskede han dog en dag igen på dem med et mildt sind og besluttede sig for at stige ned til jorden for at se, hvorledes det gik dem. Det var netop en søndag, og Eva havde travlt med at vaske og kæmme sine børn og give dem det nye tøj på, som hun havde syet i løbet af ugen.

Mens hun sad i døren med alle børnene omkring sig, så hun Vor Herre komme vandrende langt nede i dalen. Eva blev flov og ulykkelig; for hun havde kun nået at vaske knap halvdelen af børnene, og resten af dem så snavsede og beskidte ud i deres hverdagstøj. Hun skammede sig over, at Vor Herre skulle se dem se så fæle ud på en søndag. I en fart jog hun alle de snavsede børn ind i huset, og så kaldte hun på Adam og sagde til ham, at han skulle skynde sig at skjule dem så godt han kunne, inden Vor Herre kom.

Så Adam tog børnene og gemte dem, hvor han kunne. De sorteste lukkede han ind i en klippehule ved huset. Nogle gemte han i en høj på marken; men dem i de grå trøjer og med de små røde huer beholdt han i huset, og gemte dem rundt omkring i lo og lade, i stalden og ude i bryggerset, hvor han nu kunne få plads til dem.

Så kom Vor Herre.

“Er det alle dine børn?” spurgte han Eva, da han så den pæne børneflok i deres nye søndagstøj. “Har du ikke flere?”
“Nej,” svarede Eva og slog øjnene ned; for hun vidste jo godt, at hun løj for Vor Herre.
“Så vil jeg tage forbandelsen fra dig og Adam, og give dine børn min velsignelse,” sagde Vor Herre, hvorefter han tog alle børnene i sin favn, velsignede dem og gav dem evne til det, de senere skulle blive på jorden. Men de skjulte børn fik han ikke at se, og Eva bad ham ikke om at velsigne dem.

Fra den dag af ville disse børn ikke mere trives; ja, de ville ikke engang kendes ved Eva mere. De blev ved med at pusle om i klippehulen, i højen, på loftet og i laden, og Eva kunne ingen vegne komme med dem. Skønt de blev gamle og grå, blev de ved med at være små og snavsede. De fik store hoveder og tynde ben. Nogle blev pukkelryggede, andre hjulbenede; og når de kunne komme til det, drillede og forskrækkede de Evas andre børn, og skjulte sig så i en fart, når hun ville skælde dem ud.

Til sidst lod hun dem passe sig selv, men de fulgte de andre børn over hele verden og driller dem endnu i dag. De blev nemlig til bjergtrolde, højfolk og nisser. Af de to sidste slags havde vi engang mange ude på landet, og det er deres gavtyvestreger, vi nu skal fortælle om.

Trykt i Nissen, udgivet på Ernst Bojesens Kunstforlag, 1889. – 142 sider, illustreret af H.A. Brendekilde

Kort om Vilhelm Bergsøe

Født: den 8. februar 1835
Død: den 26. juni 1911

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Den tyske students eventyr af Washington Irving

Washington Irving
By Copy daguerreotype by Mathew Brady, reverse of original by John Plumbe.

En uvejrsnat i den stormfulde tid under den franske revolution gik en ung tysker sent om aftenen tilbage til sit logi gennem den gamle del af Paris. Lynene glimtede, og høje tordenbrag rungede gennem de høje, smalle gader.

Denne unge tysker hed Gottfried Wolfgang og var en ung mand af god familie. Han havde studeret nogen tid i Göttingen, men var i sin ungdoms iver blevet tiltrukket af gale og overdrevne doktriner, der så ofte har forvirret tyske studenter. Hans afsondrede liv, hans glubende flid og hans studiers særlige art øvede deres indvirkning på både legeme og sjæl, så hans helbred svigtede og han udviklede en sygelig fantasi. Han havde kastet sig ud i luftige spekulationer om åndevæsener til han, ligesom Swedenborg, havde sin egen idealverden omkring sig. Han fik en forestilling om, at en ond påvirkning hang over ham, at en ond ånd eller dæmon, forsøgte at lokke ham i en fælde og sikre hans fortabelse. Denne tanke påvirkede ham så voldsomt, at hans melankolske temperament ændrede sig til en ren besættelse. Han blev mat og fortvivlet. Da hans venner opdagede, hvordan de sjælelige kvaler tærede på ham, besluttede de, at den bedste kur var en luftforandring. Han blev derfor sendt til Paris for at fuldføre sine studier i denne bys glans og munterhed.

Wolfgang ankom til Paris, netop som revolutionen brød ud. Til at begynde med blev han grebet af det folkelige oprør, og han blev indfanget af tidens politiske og filosofiske teorier. Men de blodige scener, der fulgte, rystede hans følsomme natur, og fik ham til at væmmes ved samfundet og verden, så han blev mere indesluttet end nogen sinde. Han lukkede sig inde sin ensomme lejlighed i studenter-kvarteret, hvor han fortsatte med sine yndlingsspekulationer i timevis. Undertiden tilbragte han timer i træk på de store biblioteker i Paris, disse katakomber for afdøde forfattere, og rodede rundt i deres forråd af støvede og forældede værker for at finde føde for sin usunde appetit. Han var på en vis måde en litterær ådselæder, der nærede sig ved dét, han fandt i den rådnende litteraturs lighus.

Selv om Wolfgang var indesluttet og eremit-agtig, havde han et glødende temperament, som dog kun gav sig udslag i hans fantasi. Han var for genert og uvidende om verden til at gøre tilnærmelser til det andet køn, men han var en lidenskabelig beundrer af kvindelig skønhed, og på sit ensomme kammer fortabte han sig ofte i drømme om skikkelser og ansigter, han havde set. Og hans fantasi udmalede billeder af yndighed, der langt overgik virkeligheden.

En nat førte denne eksalterede tilstand til en drøm, der fik en forbløffende virkning på ham. I drømmen så han et kvindeansigt af overjordisk skønhed, og så stærkt et indtryk gjorde drømmen, at han genså ansigtet i drømme såvel som vågen gang på gang. Det plagede hans tanker ved dag, hans søvn om natten; kort sagt blev han lidenskabeligt indtaget i denne skygge af en drøm. Dette varede så længe, at det blev til en af de fikse ideer, der plager melankolske menneskers sind og undertiden fejlagtigt tolkes som vanvid.

Sådan var Gottfried Wolfgang, og således var hans situation. Han var på vej hjem en stormfuld nat gennem nogle af de gamle og dystre gyder i Paris, mens de vældige tordenbrag rungede mellem de høje huse i de smalle gader. Da kom han til Place de Greve, den plads, hvor de offentlige henrettelser finder sted. Lynene flimrede om spirene på det ældgamle Hôtel de Ville og sendte flakkende skær over den åbne plads forude. Idet Wolfgang krydsede pladsen, veg han tilbage i rædsel, da han pludselig fandt sig selv tæt på guillotinen. Det var i den værste rædselsperiode, da dette dødens frygtelige redskab altid stod rede og skafottet flød uafladelig af de tapre og retskafnes blod. Guillotinen havde selvsamme dag været i brug til en henrettelse, og nu stod den uhyggeligt opstillet i en tavs og sovende by og ventede på nye ofre.

Wolfgangs hjerte blev tungt i hans bryst, og han vendte sig gysende bort fra det frygtelige instrument. Da så han en skygge, der krøb sammen for foden af den trappe, der førte op til skafottet. En række flammende lynglimt viste den tydeligere. Det var en kvindeskikkelse, klædt i sort. Hun sad på et af de nederste trin og lænede sig frem med ansigtet skjult i skødet, og hendes lange uordentlige lokker hang ned til jorden, dryppende af den regn, der piskede ned. Wolfgang stoppede op. Der var noget ærefrygtindgydende over dette ensomme sorgens monument.

Kvinden så ud til at komme fra de bedre lag. Wolfgang vidste, at tiderne var omskiftelige, og at mangt et smukt hoved, der engang havde hvilet på dunpuder, nu sad på en omvandrende hjemløs. Måske var dette en stakkels sørgende, som den frygtelige økse havde bragt til fortvivlelse, og som sad her med knust hjerte på denne udkant af tilværelsen, hvorfra alt hvad der var hende kært var sendt over i evigheden.

Han nærmede sig og henvendte sig til hende med medfølende ord. Hun løftede hovedet og så på ham med et vildt blik. Forbløffet så han i lynenes klare skær netop det ansigt, der havde hjemsøgt ham i drømme. Det var blegt og fortvivlet, men stadigt blændende smukt. Skælvende af voldsomme og modstridende følelser talte Wolfgang atter til hende. Han sagde noget om at være ude på et sådant tidspunkt af natten og om et sådant uvejrs rasen og tilbød at følge hende til hendes venner. Hun pegede på guillotinen med en gestus af gru, der sagde alt.

“Jeg har ingen venner på jorden!” sagde hun.
“Men De har et hjem,” sagde Wolfgang.
“Ja – i graven!”

Studentens hjerte smeltede ved disse ord. “Hvis jeg som er en fremmed må driste mig til at fremsætte et tilbud uden fare for at blive misforstået,” sagde han “vil jeg tilbyde min ydmyge bolig som tilflugtssted; og mig selv som en hengiven ven. Jeg er selv venneløs i Paris og en fremmed i landet; men hvis mit liv kan være Dem til nytte, står det til Deres tjeneste og vil blive ofret, før De udsættes for skade eller vanære.”

Der var en oprigtig iver over den unge mands fremtræden, og også hans udenlandske accent talte ham til gunst; den viste at han ikke var en forstokket pariser. Den hjemløse fremmede lod sig overbevise af studentens sande begejstring, og gav sig stiltiende ind under hans beskyttelse.

Han støttede hendes vaklende skridt over Pont Neuf og gennem gader raseret af folkemassen. Uvejret havde lagt sig, og tordenen buldrede i det fjerne. Hele Paris var stille; denne vældige vulkan af menneskelige lidenskaber slumrede ind for en stund for at samle ny styrke til næste dags udbrud. Studenten førte den, han havde taget i sin varetægt, gennem de ældgamle gader i Pays Latin og forbi Sorbonnes mørke mure til det store, lurvede hotel, han boede i. Her stirrede den gamle portnerske, der lukkede dem ind, overrasket på det usædvanlige syn af den melankolske Wolfgang med en kvindelig ledsagerske.

Da de kom ind i studentens lejlighed, rødmede han for første gang. Lejligheden var spartansk og skødesløst indrettet med kun et enkelt værelse. En gammeldags salon med en mængde udskåret træværk og besynderligt møbleret med resterne af fordums stråleglans, for det var et af disse hoteller, der engang havde tilhørt adelen. Værelset var oversået med bøger og papirer, og alt hvad man ellers finder hos en student, og hans seng stod uredt i en alkove i den ene ende.

Da lysene blev bragt ind, og Wolfgang fik bedre mulighed for at betragte den fremmede, blev han endnu mere beruset af hendes skønhed. Hendes ansigt var blegt, men blændende skønt og fremhævet af et ravnsort hår, der hang i lange lokker. Hendes øjne var store og strålende, med et ganske særligt udtryk der næsten var vildt. For så vidt som den sorte kjole tillod hendes skikkelse at ses, var den fuldendt symmetrisk. Hele hendes udseende var særdeles iøjnefaldende, selv om hun var klædt på enkleste vis. Det eneste, hun bar, som nærmede sig et smykke, var et bredt sort bånd om halsen med et diamanthæfte.

Studenten blev nu ganske forvirret, da han overvejede, hvor han skulle gøre af det hjælpeløse væsen, der således var overladt til hans beskyttelse. Han tænkte på at overlade sit værelse til hende og selv søge logi andetsteds. Dog var han så fortryllet af hendes ynde, og hans tanker og sanser lammet af en sådan forhekselse, at han ikke kunne løsrive sig fra hende.

Også hendes væremåde var særegen og uforklarlig. Hun talte ikke mere om guillotinen, og hendes sorg havde lagt sig. Studenten havde med sin opmærksomhed vundet først hendes tillid og så tilsyneladende hendes hjerte. Det var åbenlyst, at hun ligesom han var en eksalteret natur, og de eksalterede forstår hurtigt hinanden.

Beruset af øjeblikket tilstod Wolfgang sin lidenskab for hende. Han fortalte hende historien om den mystiske drøm, og hvordan hun havde vundet hans hjerte, før han overhovedet havde set hende. Hans beretning havde en ejendommelig indvirkning på hende, og hun indrømmede, at hun havde fattet en godhed for ham, der var lige så uforklarlig.

Det var en tid med vanvittige teorier og vanvittige gerninger. Gamle fordomme og trossætninger blev skubbet til side; alt stod under ‘Fornuftens gudindes’ herredømme. Den gamle tids værdier var i opbrud, og man var begyndt at betragte ægteskabet med dets former og ceremonier som overflødige bånd for sjæle af ære. ‘Socialpagter’ var på mode, og Wolfgang var for meget af en teoretiker til ikke at lade sig smitte af tidens liberale doktriner.

“Hvorfor skulle vi skilles?” spurgte han. “Vore hjerter er forenede og for fornuftens og ærens øje er vi ét. Hvad behov er der for lurvede ceremonier for at binde to ædle sjæle sammen?”

Kvinden lyttede i stor sindsbevægelse; hun havde også godhed for de nye tiders opbrud med de gamle skikke.

“Du har hverken hjem eller familie,” fortsatte han. “Lad mig være alt for dig, eller rettere, lad os være alt for hinanden. Hvis form er nødvendig, skal formen overholdes – her er min hånd. Jeg forpligter mig til dig for evigt.”
“For evigt?” sagde den fremmede højtideligt.
“For evigt!” gentog Wolfgang.
Den fremmede greb hans fremrakte hånd. “Så er jeg din,” mumlede hun og sank ind mod hans bryst.

Den næste morgen forlod studenten sin brud, mens hun endnu sov, og drog ud for at søge en mere rummelig bolig, der passede til hans ændrede situation. Da han vendte tilbage, fandt han hende liggende med hovedet hængende ud over sengen og en arm strakt hen over det. Han talte til hende, men fik intet svar, så han gik hen for at vække hende af den kejtede stilling. Da han tog hendes hånd, var den kold – der var ingen puls – hendes ansigt var ligblegt. Hun var død!

Vild af rædsel alarmerede han huset. En forvirret scene fulgte. Politiet blev tilkaldt, men da gendarmeren kom ind i værelset, for han tilbage ved synet af liget.

“Du godeste Gud!” råbte han. “Hvordan er denne kvinde kommet her?”
“Ved De da noget om hende?” spurgte Wolfgang ivrigt.
“Om jeg gør?” udbrød politimanden. “Hun blev henrettet i guillotinen i går!”

Han trådte frem og løsnede det sorte bånd om ligets hals – og hovedet trillede ned på gulvet. Ved synet af dette blev studenten grebet af et anfald af vanvid. “Den djævel! Den djævel har fået mig i eje!” skreg han. “Jeg er fortabt for evig!”

De prøvede at bringe ham til ro, men forgæves. Han var besat af den frygtelige tro, at en ond ånd havde genoplivet liget for at lokke ham i en fælde. Han blev vanvittig og døde i et galehus.

Trykt i Tales of a Traveller, 1824
Originaltitel: The Adventure of the German Student

Kort om Washington Irving

Født: 3. april 1783
Død: 28. november 1859

Læs mere om Washington Irving

Spøgelseskareten af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.


– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.

Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.

Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.

Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.

Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.

Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.

Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.

Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.

Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.

“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”

Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.

Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.

Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.

Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.

En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.

Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.

En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.

Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”

“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”

Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.

Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.

Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Spanieren af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spanieren”.


– De kender jo den engelske digter Alexander Pope?
– Nå, jeg kan se på Dem, at De hverken har læst den berømte ‘Røvede hårlok’ eller de øvrige poesier, som henrykkede hans landsmænd i det 18. århundrede.
– Om jeg har? Jeg må ærligt tilstå, nej. Men under mit sidste besøg i England, på et herresæde, faldt jeg over hans ‘Levned’ en kedsommelig regnvejrsdag, og deri fandt jeg denne historie.

Denne Mr. Pope var et udpræget forstands-menneske og som følge deraf en erklæret fjende af spøgelsehistorier og overtroiske forestillinger. Det ganske uagtet at the second sight eller synskhed er en udbredt evne i Skotland, og ethvert engelsk hus af nogenlunde respektabel alder har et ‘husspøgelse’ eller flere, som hænger ved skuepladsen for tidligere gerninger. Det skyldes måske også englændernes respekt for traditionen. Men skønt digter og englænder kunne Mr. Pope som sagt ikke udstå spøgelser og havde udtrykkeligt forbudt sit tyende så meget som at omtale emnet for ham, og truet enhver der gjorde det med øjeblikkelig afsked.

Nu var han netop flyttet ind i en ny lejlighed, tilmed i et hus hvis alder og indretning nok kunne tyde på, at skygger lurede i dets mange krinkelkroge. Han havde fulgt anbringelsen af møblerne i sine værelser, og i arbejdsværelset, der også skulle tjene som soveværelse, havde han egenhændig opstillet sin bogsamling og anbragt sine værker i smuk rækkefølge og ret iøjnefaldende.

Nu skulle han tilbringe den første nat i sin nye lejlighed. Døren var låst, lyset brændte i stagen ved sengen, og han havde lagt sig mageligt til rette med en bog for efter sædvane at læse sig i søvn. Hvilken bog omtaler historien ikke, men det har næppe været et af hans egne værker. Da han har ligget lidt, bliver han opmærksom på en lyd henne ved døren ind til værelset. Han ser derhen, og i samme øjeblik går døren op, og ind træder en skikkelse i gammel spansk dragt.

“Hvem er det?” råber Pope til skikkelsen, som har et mørkt og alvorligt udseende. Men spanieren lader som ingenting, går hen til bogreolen, tager Popes skrifter, det ene bind efter det andet, bladrer lidt i dem, og med et nederdrægtigt spottende smil sætter han dem på plads igen. Men, som digteren henne i sengen ærgerligt bemærker, omvendt med titlen nedefter.

Pope brummer og rømmer sig. Spanieren lader sig ikke forstyrre i sin stumme kritik, og da han endelig er færdig med bøgerne, går han hen til skrivebordet, tager et manuskript, som digteren har arbejdet på om aftenen, læser, bladrer i det, ryster af og til smilende på hovedet og bladrer videre.

“Det er dog for galt,” tænker digteren. “Min Herre,” siger han og rejser sig op i sengen, “når De vil besøge folk, skulle De vælge et mere passende tidspunkt.” Spanieren værdiger ham ikke et blik.

“Og når De kommer til fremmede folk, burde De iagttage simpel høflighed og ikke rode i andres papirer.” Spanieren bladrer roligt videre, med sit nedrige, spottende smil.

“I modsat fald,” bruser den krænkede digter ud, “i modsat fald er man i sin gode ret, når man tugter en så påtrængende person…” Og dermed springer han ud af sengen, griber sin kårde og farer hen mod spanieren. Denne sænker roligt hånden, hvori han holder papirerne, og idet han med det samme kolde, spottende smil ser på den iltre lille skrutryggede digter i natkjole og med nathue, åbner han med den anden hånd sin vams og viser Pope sit blottede bryst. Her ser digteren til sin skræk et gabende, blodigt sår. Forfærdet farer han tilbage og ringer på sin tjener. Den korte, skarpe klang af klokken lyder gennem det stille hus; men der kommer ingen. Han ringer igen. Forgæves. Spanieren lader sig ikke forstyrre. Han står ganske rolig ved skrivebordet og bladrer i papirerne.

“Min Herre,” siger Pope til sidst, “nu synes jeg det må være nok; er De ikke så god at gå Deres vej!” Spanieren nikker samtykkende og går langsomt og værdigt ud ad døren.

Helt fortumlet af det natlige eventyr går Pope igen i seng. Så kommer tjeneren endelig og spørger, hvad Herren ønsker?
“Mødte du ikke nogen?” spørger Pope.
“Jo, på trappen,” svarer tjeneren.
“Hvem var det? Hvordan så han ud?”
Tjeneren svarer ikke, men står forlegen.
“Svar, når jeg spørger dig!”

Tjeneren minder om Herrens forbud mod at omtale visse ting, men endelig rykker han ud med, at han har mødt spanieren, og at det er genfærdet af en spanier, som for mange år siden er blevet myrdet der i huset. Ingen har dristet sig til at omtale det på grund af Herrens strenge forbud.

“Det er godt,” siger Pope, “men bliv nu her resten af natten. Du kan ligge henne på sofaen.” Digteren falder i søvn, og da han om morgenen vågner, kalder han på sin tjener. Ingen svarer. Han ser hen på sofaen. Der ligger ingen tjener.

Nu bliver Pope vred. Han trækker i klokkestrengen. Der kommer nogen op ad trappen, banker på og tager i døren. Den er låst. Pope må stå ud af sengen og lukke op. Det er tjeneren.

“Hvorfor er du gået din vej?” spørger Pope.
“Hvad mener Herren. De ringede og her er jeg,” svarer tjeneren forbavset.
“Har du da ikke været her i nat, da du mødte spanieren?”
Tjeneren ryster på hovedet. “Spanieren?” gentager han.
“Ja, spanieren” svarer Pope, “som var herinde.”

Tjeneren ser tvivlende på sin Herre og minder ham om, at døren var låst indvendigt fra. “De må have drømt Herre,” han til sidst. “Drømt!” gentager Pope ærgerlig. “Står bøgerne da ikke omvendt henne i reolen, således som den uhøflige gæst stillede dem i nat?” Begge ser hen på reolen. Bøgerne står i den skønneste orden, præcist som Pope havde stillet dem den foregående dag. “Nu kan du gå,” siger Pope og klapper tjeneren på skulderen. “Jeg ville blot sætte dig på prøve, men du har bestået den til min fulde tilfredshed.”

Pope glemte dog aldrig den mærkelige drøm, der var så levende, at den nær havde fået ham selv til at tro på gengangere.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk