Øjnene af Edith Wharton

Edith Newbold Wharton
By Unknown – Beinecke Rare Book & Manuscript Library, Yale University [1], Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=10720587
I

Efter en udmærket middag hos vor gamle ven Culwin var vi blevet sat i spøgelsesstemning af Fred Murchards beretning — en beretning om en mærkelig selvoplevet hjemsøgelse.

Set gennem røgen fra vore cigarer og i det døsige skær fra kaminilden var Culwins bibliotek med dets egetræspaneler og mørke bogbind en god baggrund for overnaturlige historier, og da førstehånds oplevelser med spøgelser efter Murchards indledning var af den eneste slags, vi ville acceptere, begyndte vi at gennemgå selskabet og forlange et bidrag fra hver af de tilstedeværende. Vi var otte, og det lykkedes de syv — med større eller mindre held — at opfylde de stillede betingelser. Det forbavsede os alle at opdage, at vi kunne byde på et sådant udvalg af overnaturlige oplevelser, for ingen af med undtagelse af Murchard selv og unge Phil Frenham — hvis historie var den svageste af dem alle — havde for vane at sende vore sjæle på vandring i den usynlige verden. Stort set havde vi altså al mulig grund til at være stolte af vore syv bidrag, og ingen af ville have drømt om at vente et ottende fra vor vært.

Vor gamle ven, mr. Andrew Culwin, havde siddet tilbagelænet i sin lænestol og lyttet og misset med øjnene gennem røgskyerne som en velvillig, tolerant og klog gammel afgud. Han var en mand, ingen ville mistænke for at have overnaturlige kontakter, men på den anden side havde han fantasi nok til — uden misundelse — at nyde sine gæsters interessante oplevelser. Af alder og opdragelse var han hårdnakket positivist, og hans tænkemåde stammede fra dengang, kampen stod mellem det fysiske og det metafysiske. Men han var og havde altid først og fremmest været tilskuer, en humoristisk, objektiv iagttager af tilværelsens imponerende, forvirrede skuespil; engang imellem lettede han sig dog fra sit sæde for at tage kortvarig del i lystighederne bag kulisserne, men han havde aldrig — så vidt man vidste — vist ringeste ønske om at springe op på scenen og give et nummer.

Blandt hans jævnaldrende var der bevaret en ubestemt tradition om, at han i en fjern fortid under mere romantiske himmelstrøg var blevet såret i en duel; men dette frasagn svarede ikke bedre til det, vi yngre mænd kendte til hans karakter, end min moders påstand om, at han engang havde været “en charmerende lille mand med kønne øjne” svarede til, hvad man nu kunne genfinde i hans udseende.

“Han kan aldrig have lignet andet end et bundt pinde,” havde Murchard engang sagt om ham. “Eller måske snarere en selvlysende brændeknude” — og i denne beskrivelse genkendte vi med henrykkelse hans lille tætte krop, det røde glimt i øjnene i et ansigt, der lignede spættet bark. Han havde altid haft god tid og besiddet en ro, som han havde plejet og beskyttet i stedet for at ødsle bort på tomme, ligegyldige foretagender. Hans omhyggeligt værnede timer var blevet anvendt til højnelse af en i forvejen god forstand og til dyrkelse af nogle få skønsomt udvalgte interesser, og ingen af de forstyrrelser, der er almindelige i den menneskelige tilværelse, syntes at have formørket hans himmel. Men hans lidenskabsløse syn på universet havde ikke givet ham en højere mening om dette kostbare eksperiment, og hans studium af menneskene havde tilsyneladende resulteret i den opfattelse, at alle mænd var overflødige og kvinder kun nødvendige, fordi nogen jo skulle lave maden. Om vigtigheden af dette punkt var hans meninger bestemte, og gastronomi var den eneste videnskab han respekterede som et dogme. Det må indrømmes, at hans små middage var et stærkt argument til fordel for dette synspunkt, og desuden var de en af grundene — skønt ikke den vigtigste — til hans venners troskab.

Åndeligt udviste han en gæstfrihed, der var mindre umiddelbart besnærende, men ikke mindre stimulerende. Hans sind var som et forum, en åben mødeplads for vekslende ideer, noget kølig og fuld af træk, men lys, rummelig og ordentlig — en slags akademisk lund, hvor alle bladene er faldet af. I dette privilegerede område var vi godt en halv snes stykker, som jævnligt strakte vore muskler og udvidede vore lunger, og som for at bevare en tradition, som vi følte var svindende, blev der nu og da indført et par novicer i kredsen.

Unge Phil Frenham var den sidste og mest interessante af disse rekrutter og tillige et godt eksempel på Murchards noget morbide påstand om, at vor gamle ven “ku’ li’ dem friske”. Det var ganske vist en kendsgerning, at Culwin, trods sin tørhed, specielt havde smag for de lyriske egenskaber hos ungdommen. Da han var en alt for fin livsnyder til at knibe de sjæleblomster af, som han samlede til sin have, havde hans venskab ikke nogen ødelæggende virkning; tværtimod tvang han de unge tanker til stærkere blomstring. Og i Phil Frenham havde han et godt forsøgsobjekt. Knægten var virkelig intelligent, hans sunde natur lå som den rene skærv under den fine glasur. Culwin havde fisket ham væk fra familiesløvhedens tåge og trukket ham op på olympens højder; den oplevelse havde ikke skadet ham det fjerneste. Ja, den dygtighed, hvormed det var lykkedes for Culwin at stimulere hans nysgerrighed og interesse uden at kvæle ærefrygten, forekom mig at være tilstrækkeligt svar på Murchards skrækindjagende metafor. Der var intet hektisk ved Frenhams udfoldelse, og hans gamle ven havde ikke berørt de ukrænkelige dumheder med så meget som en fingerspids. Man kunne ikke ønske noget bedre bevis derpå end den kendsgerning, at Frenham stadig ærede dem hos Culwin.

“Der er en side af ham, som I slet ikke ser. Jeg tror på den historie med duellen!” erklærede han; og det var selve kernen i denne tro, at den kunne tilskynde ham — netop som vort lille selskab var ved at spredes — til at vende sig mod vor vært med den spøgende bemærkning: “Og nu må De fortælle os om Deres spøgelse!”

Yderdøren havde lukket sig efter Murchard og de andre; kun Frenham og jeg var tilbage; og den trofaste tjener, som sørgede for Culwins fornødenheder, havde hentet en ny forsyning sodavand og var lakonisk blevet beordret i seng.

Culwins lyst til selskabelighed blomstrede om natten, og vi vidste, at han ventede, at kredsens faste kerne skulle samle sig om ham efter midnat. Men Frenhams anmodning lod til at forurolige ham på næsten komisk vis; han rejste sig fra sin stol, hvor han netop havde anbragt sig igen efter at have sagt farvel ude i hall’ en.

Mit spøgelse? Tror du, jeg er dum nok til at bekoste et selv, når der er så mange henrivende udgaver i mine venners husholdning? — Tag en cigar til,” sluttede han og vendte sig leende om mod mig.

Frenham lo også, lænede sin høje, slanke krop mod kaminhylden og så på sin lille, tætte, hidsige ven.

“Åh,” sagde han, “De ville aldrig være tilfreds med at dele, hvis De mødte et, De virkelig kunne lide.”

Culwin havde ladet sig falde tilbage i lænestolen, hans hoved begravedes i hulningen i det slidte læder, og hans små øjne glimtede over en nytændt cigar.

“Kunne lide — lide? Du milde himmel!” brummede han.

“Aha, De har altså et!” Frenham var over ham omgående og tilkastede samtidig mig et sejrrigt blik; men Culwin krøb sammen om en gnom blandt sine puder og skjulte sig i en beskyttende røgsky.

“Hvad nytter det at benægte det? De har set alt, så selvfølgelig har De også set et spøgelse!” fastholdt hans unge ven, idet han talte uforfærdet ind i røgskyen. “Eller hvis De ikke har set et, så er det kun, fordi De har set to!”

Udfordringens form syntes at være for meget for vor vært. Han stak hovedet frem af røgskyen med en mærkelig skildpaddeagtig bevægelse, som var karakteristisk for ham, og blinkede bifaldende til Frenham.

“Ja netop,” slyngede han imod os med en kort, skarp latter. “Det er kun, fordi jeg har set to!”

Ordene var så uventede, at de faldt til jorden og udløste en dyb tavshed, mens vi stirrede på hinanden over Culwins hoved, og Culwin stirrede på sine spøgelser. Omsider smed Frenham sig — stadig uden at sige et ord — i en stol på den anden side af kaminen og bøjede sig frem med sit forventningsfulde, lyttende smil …

II

“Naturligvis er det ikke ligefrem udstillingsspøgelser — en samler ville ikke regne dem for noget … lad mig ikke opvække falske forhåbninger … deres eneste fortjeneste er deres antal — det usædvanlige faktum, at de er to. Men på den anden side må jeg indrømme, at jeg sikkert når som helst kunne mane dem bort begge to ved at bede min læge om en recept eller min øjenlæge om et par briller. Jeg har bare aldrig kunnet bestemme mig til, om det skulle være lægen eller øjenlægen — om jeg led af syns- eller maveforstyrrelser — og derfor har jeg ladet dem leve deres interessante dobbelttilværelse, skønt de til tider gør min tilværelse overordentlig ubehagelig …

Ja — ubehagelig; og som I ved, hader jeg ubehageligheder! Men det var en del af min dumme stolthed, at jeg, dengang det begyndte, ikke ville indrømme, at jeg kunne foruroliges af noget så ubetydeligt som to …

Jeg havde dengang heller ikke nogen grund til at tro, at jeg var syg. Jeg kedede mig simpelthen — kedede mig skrækkeligt. Men det var en del af min kedsomhed — husker jeg tydeligt — at jeg følte mig så ualmindelig rask og veloplagt, og at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle få afløb for mit overskud af energi. Jeg var kommet tilbage fra en lang rejse til Mexico og Sydamerika — og havde slået mig ned for vinteren i nærheden af New York hos en gammel tante, som havde kendt Washington Irving og korresponderet med N. P. Willis. Hun boede ikke langt fra Irvington, i en gammel, fugtig, uhyggelig villa, omgivet af rødgraner. Den lignede på en prik en af de gamle mindebrocher, man i sin tid lavede af hår. Tantes personlige udseende svarede til dette billede, og hendes eget hår — hvoraf der kun var lidt tilbage — kunne have været brugt til fremstilling af brochen.

Jeg havde tilbragt et meget spændende og ophidsende år og var i betydelig restance både med penge og følelser, så teoretisk så det ud til, at min tantes blide gæstfrihed ville være lige velgørende for mine nerver som for min pengepung. Men det pokkers ved det var, at så snart jeg følte mig tryg og sikker, begyndte min energi at vågne; og hvordan skulle jeg få afløb for den inde i en mindebroche? Jeg nærede på det tidspunkt den illusion, at vedvarende intellektuel anstrengelse kunne opbruge al en mands aktivitet; og jeg bestemte mig til at skrive en stor bog — jeg har glemt om hvad. Min tante, som var imponeret af min plan, overlod mig sit bibliotek, der var fyldt med klassikere, indbundet i sort lærred, og billeder af falmede berømtheder; og jeg satte mig ved skrivebordet for at vinde mig en plads iblandt dem. For at lette mit arbejde lånte hun mig en kusine til at renskrive mit manuskript.

Kusinen var en sød pige, og jeg havde den idé, at en sød pige netop var, hvad jeg behøvede for at få genoprettet min tro på den menneskelige natur — og først og fremmest på mig selv. Hun var hverken smuk eller intelligent — stakkels Alice Nowell! — men det interesserede mig at se en kvinde, der var så tilfreds med at være uinteressant, og jeg ønskede at finde ud af hemmeligheden bag hendes tilfredshed. Jeg gik nok lidt overilet til værks og forkludrede det — åh, men kun for en kort tid! Der er ikke noget tåbeligt i at fortælle jer det, for den arme pige havde aldrig set andre end sine kusiner …

Nå, jeg var selvfølgelig ked af, hvad jeg havde gjort, og spekulerede som en gal på, hvordan jeg skulle gøre det godt igen. Hun boede i huset ligesom os andre, og en aften — efter at min tante var gået i seng — kom hun ned i biblioteket for at hente en bog, hun havde forlagt, akkurat som en af de naive heltinder på hylderne bag ved os. Hun var rødnæset og forfjamsket, og jeg kom pludselig til at tænke på, at hendes hår, der nu var tykt og ganske kønt, ville blive nøjagtigt som min tantes, når hun blev ældre. Jeg blev glad over, at jeg havde bemærket dette, for det gjorde det lettere for mig at beslutte mig til at gøre, hvad der var ret, og da jeg havde fundet den bog, hun ikke havde forlagt, fortalte jeg hende, at jeg endnu samme uge skulle rejse til Europa.

Europa lå forfærdelig langt borte dengang, og Alice forstod straks, hvad jeg mente. Hun tog det slet ikke, som jeg havde ventet — det ville have været lettere, hvis det havde været tilfældet. Hun knugede bogen ind til sig og vendte sig om et øjeblik for at skrue lampen på skrivebordet op — den havde en mat glaskuppel med vinløv og glasdråber langs kanten, kan jeg huske. Så kom hun hen til mig, rakte hånden frem og sagde “Farvel”. Og idet hun sagde det, så hun direkte på mig, og så kyssede hun mig. Jeg har aldrig følt noget så friskt, undseligt og tappert som det kys. Det var værre end en hvilken som helst bebrejdelse, og det gjorde mig skamfuld over, at jeg fortjente bebrejdelser fra hende. Jeg sagde til mig selv: “Jeg vil gifte mig med hende, og når tante dør, vil hun testamentere mig huset her, og så kan jeg sidde her ved skrivebordet og skrive videre på min bog; og Alice vil sidde derovre med sit håndarbejde og se på mig, som hun gør nu. Og livet vil fortsætte på den måde i masser af år.” Den udsigt skræmte mig lidt, men på det tidspunkt skræmte den mig dog ikke så meget som muligheden for at gøre hende ondt; ti minutter efter havde hun min signetring på fingeren og mit løfte om, at når jeg rejste til udlandet, skulle hun følge med.

I undrer jer sikkert over, at jeg udbreder mig sådan om denne begivenhed. Grunden er, at det netop den aften, da dette fandt sted, var første gang, jeg så det føromtalte mærkelige syn. Dengang troede jeg fuldt og fast på en naturlig forbindelse mellem årsag og virkning, og derfor prøvede jeg naturligvis på at finde et forbindelsesled mellem det, der lige var sket i min tantes bibliotek, og det, der skulle ske nogle få timer senere samme aften; derfor bliver de to begivenheder ved med at høre sammen i min erindring.

Jeg gik op i seng med temmelig tungt hjerte, for jeg var tynget af vægten af den første gode gerning, jeg bevidst havde gjort, og ung som jeg var, kunne jeg dog ikke undgå at se min stillings alvor. Man må ikke ud fra dette forestille sig, at jeg indtil da kun havde været en ødelægger. Jeg havde været en ganske almindelig, uskadelig ung mand, der fulgte sine tilbøjeligheder og nægtede at samarbejde med forsynet. Nu havde jeg pludselig påtaget mig at ophjælpe den moralske tilstand i verden, og jeg følte mig omtrent som den tillidsfulde tilskuer, som har overrakt tryllekunstneren sit guldur og ikke ved, i hvilken tilstand han får det tilbage, når nummeret er forbi … Men en lunende fornemmelse af selvretfærdighed dæmpede dog min ængstelse, og mens jeg klædte mig af, beroligede jeg mig selv med, at når jeg havde vænnet mig til at være god, så ville det sandsynligvis ikke gøre mig så nervøs, som det gjorde i begyndelsen. Da jeg var nået så vidt, at jeg var kommet i seng og havde pustet lyset ud, følte jeg, at jeg nu var ved at vænne mig til det, og at det egentlig ikke var meget anderledes end at synke ned i en af min tantes allerblødeste madresser.

Jeg lukkede øjnene under disse tanker, og da jeg åbnede dem igen, måtte det være langt senere, for der var blevet koldt i værelset, og der var absolut stille. Jeg blev vækket af den underlige følelse, vi alle kender — følelsen af, at der var noget i værelset, som ikke havde været der, da jeg lagde mig til at sove. Jeg satte mig over ende og anspændte øjnene i mørket. Der var bælgmørkt i værelset, og til at begynde med kunne jeg ingenting se; men gradvis blev en ubestemt, svag flimren ved fodenden af sengen til to øjne, der stirrede på mig. Jeg kunne ikke skelne trækkene, som hørte til øjnene, men øjnene selv blev mere og mere tydelige; de udstrålede selv lys.

Følelsen af således at blive nedstirret var langtfra behagelig, Og I vil sikkert mene, at min første impuls var at springe ud af sengen og kaste mig over den usynlige skikkelse, der hørte til øjnene. Men det var ikke tilfældet — jeg følte simpelthen trang til at ligge stille … jeg kan ikke sige, om dette skyldtes en øjeblikkelig fornemmelse af fremtoningens overnaturlige karakter — at jeg, hvis jeg sprang, ville kaste mig over intet — eller om det var selve øjnenes lammende virkning. Det var de uhyggeligste øjne, jeg nogen sinde har set! En mands øjne — men hvilken mand! Min første tanke var, at han måtte være frygtelig gammel. Øjeæblerne var indsunkne, og de tykke, rødrandede låg hang ned over dem som rullegardiner, hvis træksnor er gået i stykker. Det ene låg hang lidt længere ned end det andet, hvilket gav indtryk af en lumsk skulen; og mellem disse kødfolder med de korte vipper sad øjnene selv, små glasagtige skiver med en agatlignende kant; de lignede strandsten i armene på en søstjerne.

Men øjnenes alder var ikke det mest ubehagelige ved dem. Det, der gjorde mig helt syg, var deres udtryk af ondskabsfuld vished. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det faktum, at de så ud til at tilhøre en mand, som i tidens løb havde gjort en masse ondt, men altid havde holdt sig lige inden for faregrænsen. Det var ikke en krysters øjne — de tilhørte en, der var alt for klog til at løbe en risiko; jeg væmmedes ved deres udtryk af lav listighed. Men selv det var ikke det værste; mens vi vedblev at mønstre hinanden, så jeg i dem et anstrøg af spot, og jeg følte, at jeg var genstand for denne spot.

Herover blev jeg gebet af et raseri, som fik mig på benene med et sæt og fik mig til at styrte mig direkte mod den usynlige skikkelse. Men naturligvis var der ikke nogen skikkelse, og min knytnæve ramte den tomme luft. Skamfuld og kold famlede jeg efter en tændstik og tændte lyset. Værelset så ud som sædvanligt — det havde jeg på forhånd været klar over, at det ville gøre; jeg kravlede i seng igen og pustede lyset ud.

Så snart der atter var blevet mørkt i værelset, kom øjnene til syne igen, men nu forsøgte jeg at forklare deres tilstedeværelse på videnskabeligt grundlag. Først tænkte jeg, at illusionen kunne være forårsaget af de sidste gløder, der ulmede i kaminen; men kaminen var på den anden side af min seng og placeret således, at ilden ikke kunne genspejles i toiletspejlet, der var det eneste spejl i værelset. Så slog det mig, at jeg måske kunne være blevet narret af glødernes spejling i noget poleret træ eller metal, og selv om jeg ikke kunne opdage nogen genstand af den art i synslinjen, stod jeg atter op, famlede mig frem til kaminen og dækkede af gløderne til. Men så snart jeg var kommet tilbage i min seng, var øjnene på deres plads ved fodenden.

De var altså en hallucination; det var tydeligt. Men det faktum, at de ikke skyldtes nogen ydre form for bedrageri, gjorde dem ikke en smule mere behagelige. For hvis de var fremstået af min underbevidsthed, hvad pokker var der så i vejen med den? Jeg havde studeret mysteriet vedrørende sygeligt patologiske tilstande grundigt nok til at kunne forestille mig de forhold, der kunne gøre en videbegærlig hjerne modtagelig for en sådan natlig advarsel; men jeg kunne ikke få det til at passe ind i mit nuværende tilfælde. Jeg havde aldrig følt mig mere normal, hverken psykisk eller fysisk, og det eneste usædvanlige i min situation — det, at jeg havde sikret en ung piges lykke — skulle ikke være af en sådan beskaffenhed, at det kunne få urene ånder til at samles om min hovedpude. Men dér var øjnene, og de så stadig på mig …

Jeg lukkede mine egne og forsøgte at fremkalde billedet af Alice Nowells. Hendes øjne var ikke bemærkelsesværdige, men de var rene og sunde som frisk vand, og hvis hun havde haft mere fantasi — eller længere vipper — kunne udtrykket i dem have været interessant. Som det var, havde de ikke megen virkning, og efter få øjeblikkes forløb opdagede jeg, at de på mystisk vis var blevet til øjnene ved fodenden af sengen. Det gjorde mig mere ophidset at føle deres stirren gennem mine lukkede låg end at se dem, derfor åbnede jeg atter mine øjne og så lige ind i det forhadte blik.

Således gik hele natten. Jeg kan ikke sige, hvordan den nat var, eller hvor længe den varede. Har I nogen sinde ligget i jeres seng, lysvågen, og prøvet på at holde øjnene lukket, vel vidende at hvis I lukkede dem op, ville I se noget, I frygtede og afskyede? Det lyder let, men er forbandet svært. De øjne hang dér frit i luften og trak i mig. Jeg havde vertige de l’abiss, og de røde øjenlåg var randen af min afgrund … Jeg har haft mine nervøse stunder; stunder hvor jeg følte farens kolde pust i min nakke; men aldrig denne form for pres. Det var ikke, at øjnene var frygtindgydende; de rummede ikke mørkets magters majestæt. Men de havde — hvordan skal jeg udtrykke det — en fysisk virkning, der svarede til en ubehagelig lugt; deres blik efterlod et slimet spor som efter en snegl. Og jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvad de havde med mig at gøre — og jeg stirrede og stirrede og prøvede på at finde ud af det …

Jeg ved ikke, hvilken virkning de gjorde forsøg på at fremkalde, men den virkning, de fremkaldte, fik mig til tidligt næste morgen at pakke min kuffert og stikke af til byen. Jeg efterlod et brev til min tante, hvori jeg forklarede, at jeg var blevet syg og var taget ind for at tale med min læge; faktisk følte jeg mig ualmindelig sløj — det var, som om natten havde tappet mig for alt blod. Men da jeg nåede ind til byen, gik jeg ikke til nogen læge. Jeg opsøgte en ven, smed mig på en seng i hans lejlighed og sov i ti vidunderlige timer. Da jeg vågnede, var det midt om natten, og jeg blev kold ved tanken om, hvad der muligvis ventede mig. Jeg satte mig rystende over ende og stirrede ind i mørket; men der var intet brud på dets ensartede overflade, og da jeg så, at øjnene ikke var der, faldt jeg i søvn igen og sov længe.

Jeg havde ikke efterladt nogen besked til Alice, da jeg flygtede, eftersom jeg havde i sinde at tage tilbage næste morgen. Men næste morgen var jeg alt for udmattet til at røre mig. Som dagen gik, blev min udmattelse værre i stedet for at tage af som en normal træthed efter en søvnløs nat; øjnenes virkning lod til at være stigende, og tanken om at se dem igen blev uudholdelig. I to dage kæmpede jeg med min gru; den tredje aften tog jeg mig sammen og besluttede at rejse tilbage næste morgen. Jeg følte mig en hel del bedre tilpas, så snart jeg havde bestemt mig, for jeg vidste, at min bratte forsvinden og det mærkelige i, at jeg ikke skrev, måtte være meget foruroligende for stakkels Alice. Jeg gik i seng med let hjerte og faldt i søvn med det samme; men midt om natten vågnede jeg, og dér var øjnene …

Jeg kunne simpelthen ikke udholde dem, og i stedet for at tage tilbage til min tante stoppede jeg lidt tøj i en kuffert og sprang om bord i den første damper, der sejlede til England. Jeg var så dødtræt, da jeg kom ombord, at jeg straks krøb i køjen, og jeg sov under det meste af overfarten; jeg kan ikke sige jer, hvor velsignet det var at vågne af en lang, drømmeløs søvn og kigge ud i mørket uden ængstelse, i forvisning om at jeg ikke skulle se de øjne …

Jeg blev i udlandet et år, og så blev jeg der ét til; og i al den tid så jeg ikke så meget som et glimt af øjnene. Det var grund nok til at forlænge mit ophold, om det så havde været på en øde ø. En anden grund var, at jeg på rejsen over havet havde indset umuligheden af at gifte mig med Alice Nowell. At jeg havde været så længe om at opdage det, ærgrede mig, og fik mig til at ønske at undgå forklaringer. Den lykke, det var, på én gang at slippe for øjnene og disse andre besværligheder, gav min frihed ekstra krydderi; og jo længere jeg smagte den, desto bedre kunne jeg lide smagen.

Øjnene havde brændt et sådant hul i min bevidsthed, at jeg i lang tid blev ved med at spekulere over genfærdets natur og undre mig over, om det nogen sinde ville vise sig igen. Men som tiden gik, glemte jeg min skræk og beholdt kun et billede af fremtoningen. Efterhånden svandt også det bort.

Det andet år fandt mig bosat i Rom, hvor jeg planlagde at skrive en anden stor bog — et grundigt værk om etruskisk indflydelse på italiensk kunst. I hvert fald fandt jeg et påskud til at leje en solrig lejlighed på Piazza di Spagna og snuse rundt i Forum Romanum, og dér kom en indtagende ung mand en dag hen til mig. Som han stod dér i det varme sollys, slank, glat og rank som en hyacint, kunne han være steget ned fra et ødelagt alter — et af dem for Antonius for eksempel; men i stedet var han kommet fra New York med et brev fra — så utroligt det end lyder — Alice Nowell. Brevet — det første jeg havde modtaget fra hende efter bruddet mellem os — var kun et par linjer til introduktion af hendes unge slægtning, Gilbert Noyes, samt en anmodning om at vise ham venlighed. Det lod til, at den stakkels fyr ‘havde talent’ og ‘ønskede at skrive’, og at en stædig og hård familie forlangte, at hans skriverier skulle tage form af dobbelt kolonner. Alice havde grebet ind og skaffet ham seks måneders frist, som han skulle tilbringe i udlandet med et særdeles magert tilskud, hvilket han selv skulle forøge ved hjælp af sin pen og derved bevise sine evner som skribent. Det, der først slog mig, var prøvens ejendommelige betingelser; de var næsten lige så afgørende som en middelalderlig ‘prøvelse’. Dernæst blev jeg rørt over, at hun havde sendt ham til mig. Jeg havde altid ønsket at gøre hende en tjeneste, at retfærdiggøre mig — egentlig mere i mine egne øjne end i hendes — og her tilbød der sig en glimrende lejlighed.

Jeg tror, man i almindelighed kan gå ud fra, at præ-destinerede genier som regel ikke dukker op foran én i forårssolskinnet på Forum lig en af antikkens forjagede guder. Stakkels Gilbert var i hvert fald ikke forudbestemt til at være geni. Men han var smuk — og charmerende som kammerat. Det var først, da han begyndte at snakke litteratur, at jeg tabte modet. Jeg kendte alle symptomerne så godt — de ting, han havde ‘i sig’, og de ydre ting, der kolliderede med dem! Dér kommer den virkelige prøve. Det var altid — punktligt og uundgåeligt, ubønhørligt som en naturlov — det var altid det forkerte, han hæftede sig ved. Jeg fandt efterhånden en vis spænding ved på forhånd at gisne om, hvilken forkert ting han ville kaste sig over, og jeg blev forbavsende dygtig til den leg …

Det værste ved det var, at hans bommerter ikke var af den mest iøjnefaldende art. Damer, der traf ham under udflugter, syntes, at han var intellektuel, og selv ved middage gik han for at være begavet. Jeg, der havde ham under mikroskopet, bildte mig nu og da ind, at han muligvis kunne udvikle et eller andet spinkelt talent — noget, som han kunne gøre brug af og være tilfreds med. Og var det i grunden ikke det, der angik mig? Han var så charmerende — han vedblev at være charmerende — at han påkaldte sig al min medlidenhed til støtte for dette argument; de første måneder troede jeg virkelig, at der var en chance for ham …

Disse måneder var interessante og fornøjelige. Noyes var konstant sammen med mig, og jo mere jeg så til ham, desto bedre kunne jeg lide ham. Hans dumhed var af en indtagende naturlighed – den var faktisk lige så smuk som hans øjenvipper. Han var så munter, så hengiven og så glad under samværet med mig, at det at fortælle ham sandheden ville have været omtrent lige så behageligt som at skære halsen over på et uskyldigt dyr. I begyndelsen undrede jeg mig over, hvordan dette smukke hoved var blevet fyldt med den afskyelige vrangforestilling, at det rummede en hjerne. Så begyndte jeg at forstå, at det simpelthen var en beskyttelsesforanstaltning — en instinktiv list for at slippe fra familie og kontorstol. Ikke at Gilbert, den kære dreng, ikke troede på sig selv! Der var ikke antydning af hykleri i ham. Han var overbevist om, at hans ‘kald’ var uimodståeligt, mens det for mig var den eneste formildende omstændighed, at det ikke var det, og at lidt penge, lidt fritid, lidt fornøjelser ville have gjort ham til en harmløs lediggænger. Men uheldigvis var der intet håb om penge, og med kontorstolen som alternativ foran sig kunne han udsætte sit forsøg inden for litteraturen. Det, han frembragte, var elendigt, og jeg ved nu, at jeg var klar over det lige fra starten. Men det absurde ved at afgøre en mands hele fremtid på grundlag af hans første forsøg syntes at retfærdiggøre mig i at tilbageholde min dom — og måske endog opmuntre ham lidt med den begrundelse, at den menneskelige plante som regel trænger til varme for at kunne blomstre.

I hvert fald fortsatte jeg ud fra det princip og gik endda så vidt, at jeg opnåede, at hans prøvetid blev forlænget. Da jeg forlod Rom, tog han med mig, og vi dasede en vidunderlig sommer på Capri og i Venedig. Jeg sagde til mig selv: “Hvis han har noget i sig, må det komme frem nu” — og det gjorde det. Aldrig har han været så henrykt og så fortryllende. Der var øjeblikke under vor pilgrimsfærd, hvor skønhed — født af den svageste mumlen — syntes at strømme over i hans ansigt, men kun for at vælde frem i en kaskade af det blegeste blæk …

Nå, den tid kom, da der måtte drejes om for hanen; jeg vidste, at ingen anden hånd end min kunne gøre det. Vi var atter i Rom, og han boede nu hos mig, da jeg ikke brød mig om, at han skulle være alene i sit pensionat, når han stod over for at skulle give afkald på sine ambitioner. Jeg havde selvfølgelig ikke stolet udelukkende på min egen bedømmelse, da jeg bestemte mig til at råde ham til at droppe litteraturen. Jeg havde sendt hans skriverier til diverse forlæggere og kritikere, og de havde alle som én sendt dem tilbage med samme isnende mangel på kommentarer. Der var faktisk intet at sige …

Jeg tilstår, at jeg aldrig har følt mig så gemen som den dag, da jeg besluttede at sige sandheden til Gilbert. Det var meget godt at sige til mig selv, at det var min pligt at slå den arme knægts håb i stumper og stykker — men hvor mange demonstrationer af unødig grusomhed er ikke blevet retfærdiggjort med den undskyldning? Jeg er altid veget tilbage for at blande mig i forsynets virksomhed, og når jeg absolut skal gøre det, foretrækker jeg så afgjort, at det ikke sker i nogen ødelæggende hensigt. Og i sidste instans, tilkom det så mig — selv efter et års prøvetid — at afgøre, hvorvidt stakkels Gilbert havde det i sig eller ej?

Jo mere jeg betragtede den rolle, jeg havde besluttet at spille, desto mindre syntes jeg om den, og jeg syntes endnu mindre om den, når Gilbert sad over for mig, med hovedet lænet tilbage i lampelyset — akkurat som Phil sidder nu Jeg havde gennemlæst hans sidste manuskript, og han vidste det og vidste, at hans fremtid afhang af min dom — det var vi stiltiende blevet enige om. Manuskriptet lå imellem os på mit bord — en roman, oven i købet hans første roman! — og han lagde sin hånd på det og så op på mig med hele sit liv i blikket.

Jeg rejste mig, rømmede mig og forsøgte at holde blikket borte fra hans ansigt og fæstne det på manuskriptet.

“Faktum er, kære Gilbert” begyndte jeg. Jeg så ham blive bleg, men han sprang straks op og kom hen til mig.

“Åh, tag det dog ikke så tungt, kære ven! Så slemt er det da heller ikke for mig!” Han havde lagt hænderne på mine skuldre, og han smilede ned til mig fra sin fulde højde med en slags dødsmærket munterhed, der var som en kniv i mit hjerte.

Han var alt for smuk og tapper til, at jeg kunne fastholde det sludder om min pligt. Og pludselig slog det mig, hvordan jeg ville såre andre, når jeg sårede ham; først mig selv — for at sende ham hjem var ensbetydende med at miste ham; men mere specielt stakkels Alice Nowell, hvem jeg så gerne ville have vist min gode vilje og mit ønske om at gøre hende en tjeneste. Det var som at svigte hende dobbelt, hvis jeg svigtede Gilbert …

Men min intuition var som et af de lynglimt, der oplyser hele horisonten, og i samme øjeblik var jeg klar over, hvad jeg eventuelt kunne risikere, hvis jeg ikke sagde sandheden. Jeg sagde til mig selv: “Så har jeg ham for livstid” — og jeg har endnu aldrig truffet nogen, hverken mand eller kvinde, som jeg ønskede at beholde på sådanne betingelser. Dette anfald af egoisme fik mig til at bestemme mig. Jeg skammede mig, og for at slippe for det sprang jeg til og landede lige i Gilberts arme.

“Bogen er god nok, og du tager helt fejl!” råbte jeg til ham; han omfavnede mig, og jeg lo og rystede i hans greb, og et øjeblik følte jeg den selvtilfredshed, der siges at følge i de retfærdiges fodspor. Pokker tage det hele, men det har nu sin charme at gøre andre mennesker glade …

Gilbert ville selvfølgelig straks fejre sin frigørelse på imponerende vis; men jeg sendte ham af sted alene, for at han kunne få afløb for sine følelser, og så gik jeg i seng for at sove mig fra mine. Mens jeg klædte mig af, begyndte jeg at spekulere på, hvordan eftersmagen ville blive — så mange af de bedste og ædleste holder ikke! Men jeg var dog ikke bekymret, og jeg havde i sinde at tømme bægeret til bunds, selv om også smagen skulle blive en smule flov.

Jeg lå, længe efter at jeg var gået i seng, og smilede ved tanken om hans øjne — hans lyksalige øjne … Så faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede, var der isnende koldt i værelset; jeg satte mig over ende med et sæt — og dér var de andre øjne

Det var tre år siden, jeg havde set dem, men jeg havde tænkt på dem så ofte, at jeg troede, de aldrig skulle tage mig uforvarende mere. Nu, da jeg så deres røde, ondskabsfulde blik rettet mod mig, blev jeg klar over, at jeg aldrig havde regnet med at få dem at se igen, og at jeg var så forsvarsløs som nogen sinde over for dem … Som tidligere var det den helt vanvittige irrelevans, der gjorde deres komme så forfærdelig. Hvad pokker ville de mig, siden de dukkede op på dette tidspunkt. Jeg havde levet mere eller mindre sorgløst i de år, jeg ikke havde set dem, men mine værste indiskretioner var dog ikke slemme nok til at berettige deres forbandede gennemborende stirren; dette specielle øjeblik var jeg virkelig forsvarsløs, og jeg kan ikke sige, hvor meget det forhøjede rædslen …

Men det er ikke nok at sige, at de var lige så slemme som før; de var værre. Nøjagtig så meget værre, som jeg havde lært af livet i mellemtiden; netop så meget værre, som min større erfaring kunne gøre dem ved at lægge underforståede meninger i deres blik. Jeg så nu, hvad jeg ikke før havde set: at det var øjne, der gradvis var blevet hæslige, der havde opbygget lavhed som et koralrev, stump for stump, af en række nedrigheder, der var samlet sammen gennem travle år. Ja — det gik op for mig, at det, der gjorde dem så modbydelige og skræmmende, var, at de var blevet det så langsomt …

Der hang de i mørket; de opsvulmede låg var sænket over små vandede øjeæbler, der rullede løst rundt i øjenhulerne, de posede folder lavede mørke skygger nedenunder — og mens deres stirren fulgte mine bevægelser, fik jeg en fornemmelse af deres stiltiende medskyldighed, af en dyb, skjult forståelse mellem os, som var endnu værre end det første chok ved at se dem. Ikke at jeg forstod dem; men det, at de gjorde det klart for mig, at jeg en dag ville forstå … Ja, det var det værste ved dem, så ganske afgjort; og det var den følelse, der
blev stærkere for hver gang, de kom tilbage …

For de fik den forbandede vane at komme igen. De mindede mig om vampyrer med smag for ungt kød; de syntes at gotte sig over smagen af en god samvittighed. Hver eneste nat i en måned kom de for at kræve en mundfuld af min; efter at jeg havde gjort Gilbert lykkelig, ville de simpelthen ikke slippe deres tag i mig. Dette sammentræf fik mig næsten til at hade ham, den arme fyr, skønt jeg følte mig overbevist om, at det var tilfældigt. Jeg  spekulerede en del over det, men kunne ikke finde nogen antydning af forklaring undtagen i forbindelse med Alice Nowell. Men dengang havde øjnene sluppet mig i samme øjeblik, jeg svigtede hende, så de kunne næppe være udsendinge fra en krænket kvinde, hvis man da ellers kunne forestille sig, at den stakkels Alice ville være i stand til at få den slags ånder til at hævne sig. Det fik mig til at tænke, og jeg begyndte at spekulere på, om de ville slippe mig, hvis jeg opgav Gilbert. Fristelsen var lumsk, og jeg måtte gøre mig hård for at stå imod; men den kære dreng var virkelig for charmerende til at blive ofret til slige dæmoner. Og derfor fandt jeg faktisk aldrig ud af, hvad de egentlig ville …”

III

Ilden i kaminen sank sammen og blusede op igen i et glimt, der klart oplyste fortællerens knudrede ansigt under de gråsorte skægstubbe. Trykket ind mod hulningen i stoleryggen stod det et øjeblik skarpt tegnet som en gemme af gullig, rødåret sten med prikker af emalje som øjne, så sank ilden atter sammen, og billedet blev igen en utydelig rembrandtsk radering.

Phil Frenham sad i en lav stol på den anden side af kaminen. Hans ene hånd hvilede på bordet bagved, den anden støttede hans tilbagekastede hoved, og hans øjne var rettet mod vennens ansigt; han havde ikke rørt sig, siden beretningen begyndte, og han fastholdt sin tavse ubevægelighed, efter at Culwin var hørt op med at tale. Det blev mig, som med en svag følelse af skuffelse over den bratte slutning på historien spurgte: “Men hvor længe blev De ved med at se dem?”

Culwin sad så sammensunket i sin stol, at han lignede en dynge af sit eget tøj; nu rørte han lidt på sig, som om han blev forbavset over mit spørgsmål. Han lod til at have glemt, hvad han havde fortalt os.

“Hvor længe? Åh, så godt som hele den vinter. Det var djævelsk. Jeg vænnede mig aldrig til dem. Jeg blev rigtig syg.”

Frenham skiftede stilling, og idet han gjorde det, ramte hans albue et lille spejl i bronzeramme, der stod på bordet bag ham. Han vendte sig om og flyttede det en anelse; så genindtog han sin tidligere stilling, med det mørke hoved støttet mod håndfladen og med blikket anspændt rettet mod Culwins ansigt. Noget i hans tavse blik forvirrede mig, og som for at aflede opmærksomheden fra det stillede jeg et andet spørgsmål.

“Og De prøvede aldrig på at ofre Noyes?”

“Nej, nej. Det behøvede jeg faktisk ikke. Han gjorde det for mig, den stakkels knægt!”

“Gjorde det for Dem? Hvordan mener De?”

“Han udmattede mig — han udmattede alle. Han fortsatte med at udøse sit jammerlige vrøvl og gjorde forsøg på at sælge det overalt, indtil han til sidst blev en sand skræk for alle. Jeg forsøgte at vænne ham af med at skrive — åh, så blidt, så blidt naturligvis — ved at invitere ham sammen med behagelige mennesker og derved give ham chancen for at udfolde sig, så han kunne blive klar over, hvad han virkelig havde at give. Jeg havde forudset denne løsning lige fra begyndelsen — havde følt mig sikker på, at når den første brændende skrivetrang var kølnet, ville han falde til som en charmerende snylter, en slags Cherubino, der altid kan få en plads ved bordet og et skjul bag damernes skørter. Jeg kunne se ham indtage sin plads som ‘digteren’ — den ikke skrivende digter. Man kender typen fra enhver salon. Det koster ikke meget at leve på den måde — jeg havde regnet det hele ud og følte mig sikker på, at han med lidt hjælp kunne holde den gående i nogle år; og i mellemtiden ville han sikkert finde sig en kone. Jeg så ham i tankerne gift med en enke, ikke helt ung, med en dygtig kokkepige og et velordnet hjem. Jeg havde i virkeligheden fundet enken … I mellemtiden gjorde jeg alt for at lette overgangen — lånte ham penge for at lette hans samvittighed, præsenterede ham for smukke kvinder for at få ham til at glemme sine løfter. Men intet kunne omvende ham; han havde kun én idé i sit smukke, stædige hoved. Han ville have laurbærkransen og ikke rosen, og han blev ved med at gentage Gautiers grundsætning og hamrede og filede på sin kraftesløse prosa, til han fik den bredt ud over, guderne må vide hvor mange hundrede sider. Nu og da sendte han en portion til en forlægger, men selvfølgelig kom den altid tilbage.

I begyndelsen gjorde det ikke noget — han mente, han var ‘misforstået’. Han opfattede sig selv som et geni, og hver gang et opus kom retur, skrev han et nyt til at holde det med selskab. Så fulgte en reaktion, fuld af fortvivlelse, og han beskyldte mig for at have ført ham bag lyset og alverdens andre ting. Det blev jeg vred over, og jeg sagde, at han havde ført sig selv bag lyset. Han var kommet til mig, fast besluttet på at skrive, og jeg havde gjort mit bedste for at hjælpe ham. Det var omfanget af min forbrydelse, og jeg havde gjort det for hans slægtnings skyld, ikke for hans.

Det lod til at gøre indtryk, for han svarede ikke lige med det samme. Så sagde han: ‘Min tid er gået, og mine penge er brugt op. Hvad synes du, jeg skal gøre?’

‘Jeg synes, du skal lade være med at være et fjols,’ sagde jeg.

‘Hvad mener du med at være et fjols?’ spurgte han.

Jeg tog et brev, der lå på mit skrivebord, og rakte det frem mod ham.

‘Jeg mener at afslå dette tilbud fra mrs. Ellinger om at blive hendes sekretær med en løn på fem tusind dollars. Der kan muligvis gemme sig andet bag det tilbud.

Han gjorde en voldsom håndbevægelse, der slog brevet ud af hånden på mig. ‘Åh, jeg ved så udmærket, hvad der gemmer sig bag det tilbud!’ sagde han og rødmede helt op til hårrødderne.

‘Og hvad er svaret, siden du ved det?’ spurgte jeg.

Han svarede ikke straks, men vendte sig langsomt om mod døren. Dér standsede han med foden på tærskelen og sagde næsten med en hvisken: ‘Du mener altså virkelig, at mit arbejde ikke dur?’

Jeg var træt og irriteret, og jeg brast i latter. Jeg vil ikke forsvare min latter — det var tarveligt gjort. Men jeg må sige til min undskyldning, at knægten var en tåbe, og at jeg havde gjort mit bedste for ham — det havde jeg virkelig.

Han forlod værelset og lukkede stille døren efter sig. Samme eftermiddag rejste jeg til Frascati, hvor jeg havde lovet at tilbringe søndagen sammen med nogle venner. Jeg var glad for at slippe for Gilbert, og til og med opdagede jeg samme nat, at jeg også var sluppet fri for øjnene. Jeg faldt i den samme dvalelignende søvn, som havde overmandet mig, da de første gang holdt op med at hjemsøge mig; og da jeg vågnede næste morgen i mit fredelige værelse oven over stenegene, følte jeg den fuldstændige udmattelse og dybe lettelse, der altid fulgte efter en sådan søvn. Jeg tilbragte to velsignet fredelige nætter i Frascati, og da jeg kom tilbage til Rom, opdagede jeg, at Gilbert var væk … Åh nej, der var ikke sket noget tragisk — så vidt kom det dog ikke. Han havde simpelthen pakket sine manuskripter og var taget af sted til Amerika — til sin familie og sin kontorstol i Wall Street. Han efterlod et meget nydeligt brev, hvori han fortalte mig om sin beslutning, og opførte sig i det hele taget ved den lejlighed så lidt tåbeligt, som det er muligt for en tåbe at gøre det …”

IV

Culwin tav igen, og Frenham sad stadig urørlig, mens det slørede omrids af hans unge hoved aftegnedes i spejlet bag ham.

“Og hvad blev der af Noyes bagefter?” spurgte jeg til sidst, stadig plaget af en følelse af noget ufuldstændigt, fordi der manglede en forbindende tråd mellem beretningens parallelle linjer.

Culwin trak på skuldrene. “Åh, der blev ikke noget af ham — for han blev ikke til noget. Det var ganske udelukket. Han vegeterede på et kontor, tror jeg, og endte vist med at blive ansat ved et konsulat og indgik et trist og kedsommeligt ægteskab i Kina. Jeg så ham engang i Hong Kong, det var mange år senere. Han var fed og ubarberet. Der blev sagt, at han drak. Han genkendte mig ikke.”

“Og øjnene?” spurgte jeg efter endnu en pause, som Frenhams stadige tavshed gjorde trykkende.

Culwin strøg sig om hagen og blinkede spekulativt til mig gennem halvmørket. “Jeg har ikke set dem siden min sidste samtale med Gilbert. Læg to og to sammen, hvis du kan. Jeg har ikke selv været i stand til at finde bindeleddet.”

Han rejste sig med hænderne i lommen og gik stift hen til det bord, hvor de forfriskende og opstrammende drikke var anbragt.

“l må være ved at dø af tørst efter at have hørt på den tørre historie. Sørg for dig selv, kære ven. Her, Phil —” han vendte sig om mod kaminen.

Frenham svarede ikke på værtens gæstfri tilbud. Han sad stadig i den lave stol uden at røre sig, men idet Culwin gik hen imod ham, mødtes deres øjne i et langt blik, hvorefter den unge mand brat vendte sig om, smed sig ind over det lille bord og skjulte ansigtet i armene.

Culwin standsede op ved denne uventede bevægelse, og rødmen steg op i hans ansigt.

“Phil — hvad pokker? Har øjnene skræmt dig? Min kære dreng — min kære ven — Jeg har aldrig før modtaget en sådan anerkendelse af mine litterære evner, nej aldrig!”

Han brast i en kluklatter ved tanken, stod stille på kamintæppet, og kiggede, stadig med hænderne i lommen, på den unge mands bøjede hoved. Men da Frenham stadig ikke svarede, gik han et skridt eller to nærmere.

“Op med humøret, kære Phil! Det er år siden, jeg har set dem — åbenbart har jeg ikke i den senere tid gjort noget, der var slemt nok til at kalde dem frem fra kaos. Med mindre min nylige fremmanelse af dem har fået dig til at se dem; det ville være det værste, de endnu har gjort!”

Hans spøgende opfordring døde hen i en usikker latter; han gik endnu nærmere, bøjede sig ned over Frenham og lagde sin gigtkrogede hånd på den unge mands skulder.

“Phil, min kære dreng, hør nu — hvad er der i vejen? Hvorfor svarer du ikke? Har du måske set øjnene?”

Frenhams ansigt var fremdeles skjult; jeg stod bag Culwin og så, at han langsomt trak sig tilbage fra vennen, som om dennes ejendommelige reaktion virkede som en afvisning. Idet han bevægede sig, faldt lyset fra lampen på bordet direkte på hans røde ansigt, og jeg fik øje på dets billede i spejlet bag Frenhams hoved.

Culwin så også selv spejlbilledet. Han standsede med ansigtet ud for spejlet, som om han ikke genkendte trækkene derinde som sine egne. Men mens han stirrede, ændredes hans udtryk gradvist, og i lang tid stirrede han og billedet i spejlet på hinanden med et blik af langsomt voksende had. Så slap Culwin Frenhams skulder og trådte et skridt tilbage …

Frenham holdt stadig ansigtet skjult og rørte sig ikke.

Trykt i: Tales of Men and Ghosts, 1910
Originaltitel: The Eyes

Kort om Edith Wharton

Født: den 24. januar 1862
Død: den 11. august 1937

Læs mere på Wikipedia

Spøgelsessekretæren af Henning Berger

Henning Berger
Av Okänd – http://libris.kb.se/bib/471560, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=17940168

Hos den, der i en længere periode af sit liv regelmæssigt rejser til udlandet tre-fire gange om året, udvikles der til sidst en slags automatisk omtanke vedrørende alt, hvad der har forbindelse med rejsen. Den fungerer helt planmæssig, men trætter ikke og bruger kun en brøkdel af den tid, der tidligere spildtes i samme anledning. — Som følge deraf modtager man
også med et resigneret smil de hverv, hvormed familie og venner beærer den bortrejsende — afskyelige, frække og idiotiske ‘kommissioner’, som selv velopdragne mennesker ikke skåner en voyageur for. Og — hvad mærkeligere er — man efterkommer eller opfylder dem virkelig !

Jeg har fået overdraget at skulle købe smykker, porcelæn, vin, delikatesser, kakler, korsetter og silkeunderkjoler (og, burde jeg måske tilføje, fotografier, ‘lekture’ og visse andre artikler til mine gifte venner), men møbler var der endnu ingen, der havde besværet mig med. Det faldt i min gamle forretningsven Abels lod at forbavse mig en smule på det punkt.

Jeg har altid respekteret Abels dygtighed og duelighed som forretningsmand og hans nedarvede arbejdsenergi. Men hans til det utroligt grænsende nærighed, hans smålighed hans totale mangel på gavmildhed, endog som vært, har altid forekommet mig højst usympatisk og har også fjernet både mig selv og andre fra ham. Man turde ikke engang tage imod hans halvårlige middagsinvitation af frygt for at få maven ødelagt af den billige og eddikesure vin, der serveredes til det sparsomme måltid. — Nej, det træk hos ham har jeg aldrig sat pris på! Men det vil hans kone og børn velsagtens gøre, når han engang er død …

Nuvel, da jeg forrige vinter havde den ulykke at opholde mig en hel måned i Paris (ulykken hentyder til årstiden: i ingen anden by i hele verden fryser man så meget i januar som i Paris), fik jeg et langt brev fra Abel. Når jeg siger langt, mener jeg på grund af skriften, som er mikroskopisk lille — at bruge mere end et halvt ark papir til et brev kunne aldrig falde Abel ind. I distraktion havde han også glemt at frankere med mere end et ti-øres frimærke, således at jeg blev nødt til at indløse hans brev!

Jeg stavede mig igennem Abels epistel ved hjælp af en lup. Guderne måtte vide, hvad der havde inspireret den gamle gnier — han ønskede, at jeg i Paris og for hans regning skulle købe en sekretær! En rigtig antik fransk empiresecretaire af gammel mahogny med ‘søjler’ , bronzebeslag, marmorplade og dobbelte chiffonnieredøre. Han nævnte oven i købet firmaet, hvor jeg skulle købe den: Durand i rue Bonaparte. Firmaet skulle sende den, vel emballeret og forsikret, direkte til ham “at betales i uskadt stand ved toldeftersynet” (men for Guds skyld pr. skib, ikke med tog, og til laveste akkordpris!) ; endvidere burde der gives garanti for, at møblet var autentisk og ikke nogen efterligning. “Alt dette,” skrev gamle Abel, “besværer jeg dig med i mine børns navn (jeg troede, han var begyndt at gå i barndom!) og påminder dig om, at ligesom Mischnah og Gemara tilsammen udgør Talmud, således udgør også du og jeg, i kraft af denne tjeneste, en enhed, der betyder mere end tolv foliobind — hvoraf dog du, kære broder, er den største del eller Gemara.”

Denne sidste mening overbeviste mig om, at den gode Abel ‘war fertig’. Lige så sikker som jeg er på, at jeg aldrig har viet to aftener om ugen til studiet af Talmud (det gør selv den spanske finansminister ikke længere — gamle Amschel Rotschild var sandsynligvis det sidste store forbillede), lige så sikker var jeg på, at Abel ikke havde det fjerneste kendskab til hebræisk eller rabbinsk kaldæisk — for slet ikke at tale om latin, græsk og persisk. Hvis jeg ikke havde kendt Abels håndskrift særdeles godt — og frem for alt hans underskrift — ville jeg sikkert have troet, at det hele drejede sig om en dårlig antisemitisk spøg.

Men allerede dagen efter kom der et telegram, denne gang fra den unge konsul L. Det lød som følger:

“Opfyld om muligt svigerfars ønske ifølge brev. Vi takker dig alle.”

Telegrammet var som sagt afsendt af svigersønnen. Og nu kendte jeg atter den gamle Abel — et underfrankeret brev kunne han sende mig, men et telegram ! Det var der i så fald en anden, der måtte betale. — Jeg er sikker på, at Abel i hele sit liv ikke har sendt et eneste telegram, medmindre det har været i besvarelse af en andens telegram med svar betalt!

Men mærkeligt var det hele unægteligt, og der måtte ligge vægtige årsager til grund for denne excentricitet. — Det er sandt, jeg har glemt at sige, at brevet sluttede med en slags forklaring, der skulle forestille at være smigrende: jeg var jo blandt mine venner kendt for at være »fransk« og skulle derfor nok kunne klare tingene med den lokale befolkning. — Det var nu en lille hentydning til min mission dengang: det desværre mislykkede mineaktieforetagende med franske penge.

Jeg kunne kun le og havde ikke andet at gøre end at opsøge monsieur Durand.

Det var forbistret koldt den morgen, da jeg begav mig over til den venstre Seinebred. Der var naturligvis ikke antydning af sne i luften, men alt var gråt — og så denne pariserkulde, der går gennem pels og tøj, hud og kød og som sætter sig i selve rygmarven. Kajerne lignede snavsede isbarrierer, og bogsælgerne havde lukket deres sorte kasser. I de små vinstuer brændte gassen bag frostdækkede ruder.

Af og til lo jeg stadig for mig selv af Abels frække Talmud-lignelser. — Hvad var der gået af ham? Hvorfor denne iver efter at erhverve et ægte møbel — han, der aldrig havde tænkt sig et hjem med andet end det gyseligste valnøddetræsbras fra firserne? Og dertil støbejernsudsmykkede lamper og lysestager. Samt tapeter i brunt og gult med et mønster af roser i kvadrater, trekanter og ‘stjerner’!

Med et blik på papa Voltaire, der så ud til at fryse på sin piedestal, drejede jeg om ad rue Bonaparte. Her ligger den ene butik efter den anden med alskens antikviteter. Helgenbilleder og skønne rokokokvinden vellystigt formede senge, urner af metal og fade af porcelæn. Statuer i gips og bronze, nipsgenstande af enhver tænkelig art, kakler, krystalglas, klude og gammelt jern. Silkebrokade og sækkelærred — i en lugt af støv, snus, fugt og mug. Jeg ledte længe efter Durand og fandt ham til sidst næsten helt oppe ved St. Germain des prés, inde i en gård og i et lokale, der var halvt kælder og halvt stueetage.

Jeg fremførte mit ærinde, og det viste sig, at monsieur Durand udelukkende var specialist i sekretærer.

“Og konsolspejle,” tilføjede han tøvende.

Han var en venlig og munter lille mand med hvidt hår og røde kinder, et lille fipskæg á la Napoléon Ill (tonet en anelse mørkt) og med skildpaddeindfattede lorgnetter, hvis brede silkebånd bugtede sig hen over en hvid pikévest. — Og på frakkeopslaget ikke — Hélas! — det røde, men det lilla bånd.

“Oui, monsieur,” pludrede han, “vi har alt inden for det område. Og de mest facile priser! 800 — 900 — 1.400 — (han pegede på en lang række skabe) — 2.100 — og, monsieur, en lækkebisken! — 3.000 — og dette her — 8.500 francs!”

“For Guds skyld hold op — Jeg er kommet her, fordi De blev mig anbefalet som billig …”
“Ce n’est pas cher!”
Højst tusind francs!”
“Oh, monsieur!”
“Helt bestemt.”
“Nå, godt— se så her!”

Monsieur Durand snurrede omkring og pegede på en smuk mahognitingest, noget smal, men med to mørkegrå marmorplade og smukke bronzebeslag. Han slog klappen ned og fremhævede, at der indvendig fandtes yderligere et par miniaturesøjler med beslag — i alt var der tolv bronzebeslag. Det var et helt igennem udmærket og smukt møbel, og prisen var 1000 — han ville sige 985 francs!

Jeg var inderst inde overrasket, thi sekretæren virkede faktisk smukkere end de langt dyrere kammerater. Uden at vise tegn på godkendelse fortsatte jeg med at kaste ligegyldige blikke på den lange række af sekretærer.

Men monsieur Durand fulgte mig med høflig beklagelse. Det var tydeligt, at han ville have den bestemte sekretær solgt. — “Gud bevares — her findes dem, der er endnu bedre — 1.500 francs — 2.000 francs — ja, og den store dér (har tilhørt Marie-Antoinette, monsieur!) til 18.000 francs — c’est n’est pas trop!”

Og så kom vi tilbage til med de tolv beslag. Efter en halv times elskværdig tingen aftalte vi en pris på 975 francs. — Det var virkelig billigt, og jeg angrede så småt at have presset prisen for den gamle Abels skyld. — Men — jeg kan ikke handle på anden måde, når jeg ved, at sælgeren trods alt får dobbelt indkøbsprofit !

“C’est bon marché !” forsikrede den smilende monsieur Durand mig.

Her troede jeg så, at mine besværligheder var endt. Jeg havde skrevet et brev på fjorten sider til Abel (for at glæde ham skrev jeg kun på én side af arket og kun nogle få ord på hver side! ). Jeg havde fået møblet forsikret og sendt til Rouen, hvorfra det var muligt at få det med skib. Jeg havde fået en ‘attest’ (som jeg selv havde dikteret!) fra monsieur Durand på, at sekretæren oprindelig havde tilhørt markise Ninon de Belville — hofdame hos Joséphine — samt at prisen egentlig havde været sat til 1875 francs, men at dårlige konjunkturer o. s.v.

Tilfreds og fornøjet frøs jeg videre i mine kolde værelser i rue St. Augustin, arbejdede på det umulige minekonsortiums vegne og varmede mig ind imellem efter velkendt parisisk recept, idet jeg dog inderst inde alligevel længtes hjem efter dobbel tvinduer og kakkelovnsvarme. Det eneste, jeg ventede på, var en lille papirlap fra Abel med et par ord til tak og en eventuel oplysning om, hvad sekretæren skulle bruges til. — Det sidste fik jeg også at vide, men af svogeren, som skrev på den gamles vegne. Kabinetskabet var en gave i anledning af den ældste datter, Rebeckas, lysning. Hun havde selv ønsket sig dette møbel, som var det eneste, der manglede i et ellers perfekt stuearrangement, som ægtemanden (bankdirektør H.) medførte. — Og gamle Abel havde intet andet valg. — Han havde forlængst opgivet tanken om at få Rebecka bortgift, og hændelsen havde — ifølge familiens mening — forekommet Abel at være på højde med et af miraklerne fra det gamle testamente. Han havde lagt sig efter at bruge højst mærkværdige ord og vendinger, der var hentet fra gamle religionsbøger. Nu takkede man mig for al min ulejlighed .

Jeg lo, når jeg tænkte på Abels dobbelte ængstelse: at sekretæren ikke kunne skaffes og derved måske give anledning til hævelse af forlovelsen, og dels at møblet skulle blive meget dyrt — — — Nu kunne han være rolig igen.

Forestil Dem derfor min forbløffelse, da jeg en eftermiddag kom hjem fra en konference i selveste Crédit Lyonnais for at klæde mig om og i mit arbejdsværelse fandt den sekretær, jeg havde købt hos monsieur Durand!

“Hvad i alverdens riger og lande — — — ?! Qu’est-ce que c’est que ca?”
Jo, det var min.
“Jamen, den skulle jo være afsendt til Rouen?”
Med mange armbevægelser og skuldertrækninger forklarede min værtinde, at det havde den vist også været, men den var kommet tilbage igen — revenu en chemin de fer.
“Pourquoi, pourquoi, i alle helgeners navn?”
Madame rystede på hovedet og viftede med sine små buttede og hvide hænder. “Je ne sais pas.”

Jeg havde ikke tid til at løbe over til monsieur Durand, men lod møblet blive stående til den følgende dag.

Da jeg temmelig sent på natten kom hjem efter en dum karnevalsfest ovre i Moulin de la Galette, havde jeg glemt sekretæren og blev derfor helt forbløffet over at finde den opstillet mellem vinduerne i den forreste stue. Min værtinde havde åbenbart pakket den ud og smidt emballagen væk, for at jeg skulle have det hyggeligt. Det gamle møbel stod dér og så ud, som om det ikke var blevet flyttet et halvt århundrede. I det øverste nøglehul — d.v.s. i chiffonniéreklappen — sad møblets eneste nøgle, en temmelig stor og smuk tingest. På marmorpladen havde madame pyntet op med to gyselige porcelænsvaser og et pendul, der ikke svingede.

Jeg klædte mig af, gik i seng og pustede lyset ud.

Hvor længe jeg sov, ved jeg ikke. Men jeg vågnede med et sæt. Det var den gamle, sædvanlige følelse, som alle kender: Man har en fornemmelse af at falde — et svimlende fald — og så, bums, rammer man jorden — og vågner! Man ligger og ryster og synes stadig, man kan mærke, hvor man faldt og slog sig. Hjertet hamrer i livet på én, og det suser for éns øren.

Jeg vågnede altså, som om jeg havde fået et pludseligt stød. Jeg blev liggende vågen nogle sekunder, så lukkede jeg øjnene igen for at blunde videre.

Da opfangede mine øren en lyd, som straks skærpede alle sanser. Det var fodtrin, og de hørtes tydeligt i nattens fuldkomne stilhed. Nu var de uden for min dør. — Ja — og nu var der nogen, der tog i dørhåndtaget, og døren — den til entreen — gik op.

Jeg skal love for, at jeg blev lysvågen. I et nu satte jeg mig over ende og famlede efter tændstikkerne. Jeg strøg en og tændte lyset.

“Hvem er det? Hvem er det?” råbte jeg bydende.

Intet svar.

Jeg stod beslutsomt op, tændte lampen, som i mit soveværelse havde sin plads på kaminhylden, tog lyset i hånden og
gik ud i forstuen. Jo, ganske rigtigt, daren til entreen var sprunget op, men der var ikke en levende sjæl at se nogen steder.

Jeg lyste ud i entreen, men den var tom, og der var tyst og stille overalt. Overtøjet hang urørt på knagerne, og jeg hørte uret tikke inde fra dagligstuen.

“Dumheder,” mumlede jeg. »Det er følgen af at drikke champagne …”

Jeg låste døren forsvarligt med nøgle indvendig fra og kravlede i seng igen — det var for koldt til at anstille nærmere undersøgelser efter indbildte lyde. Rystende af kulde krøb jeg sammen under det dejlige duntæppe og pustede for anden gang lyset på natbordet ud. — Så opdagede jeg, at jeg havde glemt at slukke lampen foran kaminspejlet.

Pokkers også! Man skulle aldrig bo andre steder end dér, hvor der var elektrisk lys.

Med denne tanke forsøgte jeg at ryste sengevarmens magelighed af mig og stå op. Men det ene minut gik efter det andet — ja, De ved sikkert selv, hvordan det er, ikke sandt? — uden at jeg fik samlet mig sammen til at overvinde den forræderiske ladhed. — Så hørte jeg atter fodtrinene, men denne gang i forstuen.

Jeg lyttede: jo, det var ganske tydeligt, at en eller anden gik omkring derude. Jeg hørte ham standse og derpå bevæge sig tøvende. Så genoptog han vandringen, der syntes at foregå langs med stuens fire vægge. Nu og da snublede han over et eller andet, et bordben og lignende, og til sidst hørte jeg ganske tydeligt en stol blive flyttet.

Hvordan skal jeg beskrive den følelse, der greb mig? Det var ikke almindelig rædsel og heller ikke overtroisk frygt; det var den lammende forbløffelse over noget uforklarligt. Et minut spekulerede jeg på, om nogen kunne have gemt sig i værelset — men der fandtes ingen skjulesteder. Der var ganske vist et garderobeskab, men det var blevet indrettet til linnedskab med hylder fra gulv til loft, og intet menneske kunne skjule sig dér. Klædeskabet var inde i soveværelset — og var forøvrigt fyldt til bristepunktet med tøj. Den eneste mulighed var under skrivebordet, men den forekom mig faktisk usandsynlig. Nej — det, der gjorde et uhyggeligt indtryk på mig, var den omstændighed, at vedkommende, som spadserede omkring derude, — ikke gjorde sig mindste umage for at skjule det — og det til trods for, at døren stod åben til soveværelset, hvor en stor lampe lyste i stærkt spejlrefleks.

Jeg begyndte at mærke en kriblende fornemmelse i hovedbunden, og jeg fik gåsehud på arme og ben.

Hvad var det?

Men så blev jeg herre over min fantasi, der truede med at gå på farlige afveje. Fra vinduet kunne jeg se gadelygterne skinne på Avenue de l’Opera i verdens hovedstad i det tyvende århundrede. — Hvad nu?

Jeg sparkede det varme tæppe af, tændte roligt lyset, stod op, satte lyset på kaminhylden og tog i stedet den tunge lampe med den matslebne kuppel — og gik ind i arbejdsværelset.

Jeg blev stående lige inden for døren og løftede lampen.

Der var intet usædvanligt at se.

Jeg gik rundt i værelset og lyste i hver eneste krog. Nej, der var end ikke en kat at se. — Og døren ud til entreen var stadig låst.

Mens jeg stod dér og spekulerede, hørte jeg en lyd, der fik blodet til at fryse til is i mine årer. En eller anden rørte ved tingene på mit skrivebord i fuld belysning og ikke to meter fra mig selv.

Jeg samlede alt mit mod og sprang hen til bordet, og med den frie hånd slog jeg et hårdt slag på trækpapiret, så det gav genlyd i soveværelset og entreen.

Da hørte jeg hastige skridt og lyden af en stol, der blev skubbet til side.

Derpå stilhed.

Jeg mærkede sveden bryde frem på pande, hals og hænder. Hvad ville der nu ske?

Der skete noget, som jeg endnu den dag i dag har svært ved at fortælle, og som det stadig kræver al min sjælsstyrke at tro på og ikke sige: du var syg dengang!

Der skete det — — —

Men nej, jeg vil hellere fortsætte beretningen i sammenhæng.

Fodtrinene hørtes igen, men denne gang i retning mod sekretæren. Og dernæst så jeg klappen blive åbnet og sænket ned — læg vel mærke til dette: ikke falde pludseligt, som om nogen havde sluppet sit tag i den — nej, sænket ned, som om en hånd havde støttet den. Derpå blev den øverste chiffonnièreskuffe trukket ud — først langsomt et stykke og så hurtigt det sidste stykke; den vippede et øjeblik på kanten — så faldt den på gulvet med et brag.

Så mærkede jeg, at min venstre arm begyndte at sove, og jeg nåede knap nok at sætte lampen fra mig på skrivebordet — jeg kunne høre, hvordan glas og kuppel klirrede mod hinanden. Straks efter mærkede jeg noget iskoldt gribe mig om skulderen og skubbe mig til side; så lød der skridt ude i forstuen — i entreen — ude på trappen …

Jeg er ikke moralsk fej — det beviser min karriere. Jeg mangler ikke fysisk mod — det ved alle, som kender mig. Men nu sortnede det for mine øjne, og jeg var nær ved at besvime. Jeg vaklede ind til min seng, og uden at tænke på lys, lampe eller ringeklokke puttede jeg mig ned under tæppet og lukkede øjnene som et barn. — Jeg tror, jeg ventede at dø eller blive vanvittig.

Jeg blev vækket af en tung, drømmeløs ved at rengøringskonen udbrød: “Min Gud, hvor monsieur S. dog ser ud!”

Jeg mumlede: “Hvordan ser jeg ud?”

Hun tog mit barberspejl fra toiletbordet og rakte mig det. Da hun rørte ved min hånd, udbrød hun: “Vous avez la fiévre.”

I det forstørrende spejlglas så jeg et ansigt, som jeg havde svært ved at genkende. Man benytter udtrykket: ‘Han var blevet ti år ældre’ — og det passede i mit tilfælde. Mine læber var blodløse, huden var grå, og øjnene var omgivet af sorte monokelrande. — Det var ikke udelukkende Moulin de la Galettes champagne, som havde maskeret mig.

“Sekretæren,” sagde jeg, “sekretæren …”

Da brast rengøringskonen i latter. “Oh, monsieur — jeg har sat skuffen på plads, bunden var revnet. — Monsieur har nok moret sig i går, hvad?”

“Durand,” tænkte jeg. “Til Durand! Om jeg så bagefter skal på hospitalet!”

Og jeg stod op og tog bad.

Da jeg kom op til rue Bonaparte (takket være en taxi), følte jeg mig atter i nogenlunde god form. Bilens rystelser havde virket som nervemassage. Ved synet af den lille smilende forretningsmand var jeg selv tilbøjelig til at le ad nattens spøgeri og anse det for at være et udslag af dårlig fordøjelse. — Som Dickens lader gamle Scrooge sige til sin kompagnons spøgelse i en af julefortællingerne: “Du er ikke andet end et stykke ost, jeg spiste til middag!”

Men monsieur Durands mine ændrede stemningen! Allerede ved de første ord om sekretæren udbrød han ubehersket:

Har De set noget?
“Nej, men hørt noget — du gode Gud! Min kære Durand, hvad er det dog for en helvedsmaskine, De har solgt mig?”
“Vær alvorlig, monsieur! Fortæl mig sandheden.”

Jeg fortalte, hvad jeg ovenfor har gengivet. Da jeg var færdig, tørrede den lille franskmand sit ansigt med et batistlommetørklæde, hvorved lidt skægfarve blev aflejret på næsetippen, og sagde:

“Så sandt jeg lever og er en god katolik, monsieur le consul, troede jeg, at jeg var den eneste, som havde oplevet just dette! Der er sket en misforståelse i speditionen i Rouen, og møblet blev sendt tilbage — jeg har modtaget en forklaring fra rederiet i dag. Men ellers — hvis jeg havde troet, at De skulle bruge sekretæren her i byen, ville jeg have fortalt Dem det hele … Men jeg tænkte, at sørejsen og det fremmede land ville jage alt det uforklarlige bort. Nu skal De høre — asseyez vous, monsieur, s’il vous plait.”

Og nu hørte jeg en historie, der til punkt og prikke lignede min egen — blot var den en anelse værre. Det var sket den første nat, da monsieur Durand havde fået møblet hjem fra auktionen og gik og ryddede op i lagerlokalet. Men dengang var alle skufferne hevet ud, og han havde oven i købet fået en ordentlig ørefigen, da han stod i vejen. — Siden da havde han aldrig opholdt sig alene i spøgelsessekretærens nærhed efter mørkets frembrud.

“Forlanger De, at jeg skal tage den tilbage?” spurgte han ængsteligt.

Det virkede ærligt. — Jeg brast i latter, for jeg var pludselig kommet til at tænke på, hvordan gamle Abel ville té sig under en natlig seance.

“Nej , nej — det er der slet ikke tale om.”

Monsieur Durand åndede lettet op. Så fik jeg pludselig en idé. “Har De aldrig undersøgt sekretæren nærmere?”

“Nej. Jeg har godt nok tænkt på det, men jeg har ikke villet gøre det alene. Guderne må vide, hvad man kunne blive udsat for! Og jeg har heller ikke kunnet få mig selv til at omtale historien — De forstår, man ville ganske givet tro, at jeg var lidt — hm, hm…”

“Naturellement! Men nu er vi to. Jeg har en bil holdende udenfor — kom med! Vi kører hjem og ser faren i øjnene.”

Monsieur Durand tøvede, men nysgerrigheden sejrede. Endelig var det jo også midt på dagen. Ja, alt tager sig anderledes ud i dagslys. — Som Heine siger det:

“Doch kommt die Morgensonne,
zerfliesst’ wie eitel Schaum.”

Da vi stod i mit arbejdsværelse — der nu var gjort pænt og ordentligt i stand — og hørte den liflige buldren fra Paris’ hjerte, virkede det smukke gamle møbel ene og alene attråværdigt. Jeg åbnede klappen og trak den øverste skuffe ud.

Der var intet at se — kun en smule støv i krogene. Vi tog alle skufferne ud, vi bankede, vendte og drejede alt, lyste med lys, trykkede på knapper og beslag, men forgæves. Vi var ikke i stand til at finde mindste spor af et hemmeligt rum.

Monusieur Durand var naturligvis ekspert på det område, og han rystede på hovedet. “Ingen dobbelte bunde. Alt er massivt. Hist og her er klangen ganske vist tyndere, men det skyldes den påsatte finér.”

“Hvad med marmorpladen?” foreslog jeg.

“Ak nej, aldrig. Den er forresten løs — er kun fastgjort med kiler. — Nej – ” Her afbrød han sig selv. “Hvad er det?” udbrød han.

Det gav uvilkårligt et lille sæt i mig. Den venstre miniaturesøjle havde drejet sig en halv omgang, hvorved en lille sort åbning var kommet til syne.

“Vent lidt,” sagde han. “Forsigtig!”

Han løsnede varsomt det øverste lille bronzeornament, og derved faldt mahognikolonnen bort. Vi så en sprække, der lige akkurat var bred nok til, at man kunne få en flad hånd ind.

“Lys,” sagde jeg.

Flammen blafrede ind i et tomt rum, på bunden af hvilket der lå en håndfuld gult støv. Jeg tog forsigtigt det askelignende pulver ud og lagde det på et ark brevpapir. Monsieur Durand stirrede på det gennem sine skildpaddeindfattede lorgnetter.

“Gud ved, hvad det har været,” sagde han, “tyndt papir eller rosenblade.”

Jeg snusede til det. — Det lugtede ikke af noget som helst. I dette øjeblik rev tjenestepigen døren op.

“Et telegram,” råbte hun.

Men i samme sekund fløj pulveret fra spøgelsesekretærens hemmelige rum vidt omkring, spredtes og blev usynligt. — Vinduet i soveværelset stod åbent for at lufte ud derinde, og en kraftig gennemtræk havde spredt resterne af en  hemmelighed for alle vinde.

Vi så på hinanden.

“Jeg lader straks sekretæren afhente,” sagde monsieur Durand, som om han havde læst mine tanker. — “Og,” tilføjede han, “jeg skal omgående sørge for at få den sendt til Rouen igen!”

Således blev det. Og jeg sov roligt alle de følgende nætter.

Et par dage før jeg skulle rejse, fik jeg et brev fra gamle Abel. Det var skrevet på et helt ark og var korrekt frankeret.

“Tak, kære gamle ven,” skrev Abel, “for alt det besvær, du har haft for min skyld! Min datter, som nu til min store sorg skal forlade barndomshjemmet, hvis sol hun har været, for at begive sig ud i livets alvor, sender dig sine varme velsignelser! Den smukke sekretær, som jeg havde håbet at kunne beholde i mit snart så ensomme hjem (jeg havde besluttet at gøre den til arbejdspult om aftenerne), har jeg dog nu bestemt mig for at give Rebecka som særskilt bryllupsgave. Jeg tror, hun ønsker sig den. Og selv må jeg gamle og ensomme mand vel så nøjes med som før at bruge det gamle skrivebord af valnøddetræ.

Kære Josef Simonsen, mens vi taler om sekretæren, er der en ting, jeg gerne vil sige dig. Tro ikke, at jeg vil gøre mig skyldig i utaknemmelighedens svære synd! Men jeg fandt prisen lige lovlig dyr! Jeg har hørt sige, at man i Frankrig kan finde et sådant møbel til 300 eller 400 francs. Dog skal vi ikke tale mere om den ting. Når det gælder om at gøre min elskede Rebecka og min højt agtede svigersøn lykkelige, er intet offer for stolt. — Du ved, at Talmud lærer os at lempe os efter omstændighederne!

Hermed vil jeg også meddele dig, at Rebeckas bryllup er fastsat til den 17. i næste måned — til hvilket tidspunkt du forhåbentlig er hjemme igen. Sekretærens pris vil vi som sagt ikke tale mere om. Men fra rederiet har jeg modtaget en ekstra regning på 12.50 kr. for særlig transport ved omladning. — Hvad skal det betyde? Har jeg måske forlangt særlig transport? Nej. Derfor agter jeg heller ikke at betale den regning. Det må hr. Durand gøre. Jeg betaler ikke. — Sig til hr. Durand, at jeg altid vil anbefale hans etablissement.

Jeg hilser dig hjertelig og i største fred!
Din
L. M. Abel.”

Hvad skal jeg tilføje? Måske at det nygifte par aldrig har beklaget sig over spøgelsesmøblet, men tværtimod sætter stor pris på det. Og at jeg klogeligt sørgede for ikke at være hjemme den 17.

Jeg nøjedes med i stedet at sende gamle Abel et telegram. Men for så vidt muligt at holde mig til hans egen stil tænkte jeg først på at indflette nogle vise ord fra Talmud i lykønskningen. Så slog det mig imidlertid, at jeg kunne ramme ham i hjertet på en endnu bedre måde. — Foruden adressen telegraferede jeg kun et eneste ord.

Og det var

“Mazel tov.”

Trykt i: Spöksekretären och andra noveller, 1919
Originaltitel: Spöksekretären

Kort om Henning Berger

Født: den 22. april 1872
Død: den 30. marts 1924

Læs mere på Wikipedia

Véra af Villiers De L’Isle-Adam

Auguste Villiers De L'Isle-Adam
By Unknown – [1], Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2418269
(Til madame la comtesse d’Osmoy)

Legemets form er mere væsentlig for ham end dets substans.
La Physiologie Moderne

Kærlighed er stærkere end døden, sagde Salomon. Og i sandhed, dens magt kender ingen grænser.

Det var en tidlig efterårsaften i Paris for ikke så mange år siden. Vogne, der allerede havde tændt lygterne og som var lidt forsinkede efter dagens køretur i Boulogneskoven, var på vej i retning mod den triste Faubourg Saint-Germain. En af disse vogne svingede op foran porten til et stort herskabeligt palæ, der var omgivet af en ældgammel have. Portbuen var kronet af et våbenskjold ; våbnet, der tilhørte den gamle grevelige slægt d’Athol, så således ud: en mulle i sølv på blå bund, og mottoet Pallida Victrix under grevekronen med hermelinskanten. De tunge vogndøre blev åbnet, og ud steg en sørgeklædt dødbleg mand på tredive-femogtredive år. På trappen stod tavse lakajer med hævede fakler, men uden at skænke dem et blik steg han op ad trappen og gik ind. Det var grev d’Athol.

Med usikre skridt gik han op ad de hvide trin, der førte til det værelse, hvor han samme morgen havde lagt sine øjnes fryd, sin blegnende brud, sin fortvivlelse, Véra, hyllet i bølgende lin i en kiste foret med fløjl og dækket med violer.

Oven for trappen svingede døren tyst hen over tæppet. Han løftede forhænget.

Alle genstande i værelset befandt sig nøjagtigt, hvor grevinden den  foregående aften havde efterladt dem. Døden var kommet så pludseligt som en tordenkile. Den aften var hans elskede faldet i afmagt af fryd, havde givet sig så fuldstændigt hen i hans favntag, at hendes hjerte, udmattet af ekstasen, havde svigtet. Pludselig var hendes læber blevet dækket af en strøm af uhyggeligt rødt, og hun havde kun lige nået at give sin ægtemand et farvelkys, smilende og uden et ord; så havde hendes lange vipper sænket sig som sørgeslør over hendes øjnes yndige lys.

Denne dag uden navn var svundet.

Ved middagstid, da den uhyggelige ceremoni i familiens gravhvælving var afsluttet, tog greven afsked med det mørke, triste følge på kirkegården. Han lukkede sig inde bag de fire marmorvægge — alene med hende, han havde begravet — og han lukkede jerndøren til mausolæet bag sig. Røgelsen brændte på trefoden foran kisten, som blev belyst af en skinnende række lamper over den pude, hvorpå den døde unge kvindes hoved hvilede.

Han stod der fortabt i sine tanker, grebet af en eneste følelse: en håbløs længsel, og han blev i gravhvælvingen hele dagen. Klokken seks, da det var blevet tusmørke, kom han ud fra det hellige rum. Han låste gravkælderen, rev sølvnøglen ud af låsen, strakte sig på det øverste trin af tærskelen og kastede nøglen ind i hvælvingen. Gennem den kløverbladsformede åbning over døren kastede han den ind på stengulvet. Hvorfor gjorde han det? Sandsynligvis ud fra en mystisk beslutning om aldrig at ville vende tilbage.

Og nu stod han atter i sin elskedes kammer.

Vinduerne stod åbne bag de tunge, guldbroderede kashmirportierer; en sidste solstråle faldt på den afdødes portræt i den gamle træramme. Greven så sig om; kjolen lå over en stol, hvor hun havde slængt den fra sig aftenen før; på kaminhylden lå smykkerne, perlehalskæden, den halvt åbnede vifte, de tunge flakoner med parfume, som hun nu ikke længere indåndede. På ibenholtssengen — der endnu ikke var blevet redt — ved siden af puden, hvor han stadig kunne se aftrykket af sin elskedes hoved blandt kniplingerne, faldt hans blik på det blodplettede lommetørklæde, hvorpå hendes unge åndedrag et kort øjeblik havde dvælet med skælvende vinger. Han så på det åbne klaver, på hvilket der stod noder til en melodi, som aldrig ville blive spillet færdig; hans blik gled videre til de eksotiske blomster, som hun med egne hænder havde plukket i drivhuset og som nu stod og visnede i vaser af gammelt saksisk porcelæn; og dér, ved foden af sengen, de bittesmå morgensko af orientalsk fløjl, på hvilket ordspillet over hendes navn glitrede muntert i perlebroderi : Qui verra Véra l’aimera. Og så sent som i går morges havde hans elskedes små nøgne fødder puttet sig dér, kysset af svanedunskanten ved hvert eneste skridt! — Og der — der i skyggen — var det ur, hvis fjeder han havde ødelagt, så det aldrig mere kunne tælle timerne.

Hun var altså forsvundet! Men hvorhen Og at leve nu? Til hvad nytte …? Det var umuligt, det var absurd!

Og greven sank hen i mørke, uransagelige grublerier.

Han tænkte på den svundne tid. I seks måneder havde de været gift. Var det ikke i udlandet, ved et ambassadebal, at han havde set hende første gang? Øjeblikket stod for hans blik med knivskarp tydelighed. Han havde pludselig fået øje på hende, en strålende skabning. Den aften mødtes deres blikke, og de havde begge inderst inde følt deres samhørighed, deres forpligtelse til at elske hinanden for evigt.

Falsk tale, meget sigende smil, insinuationer — alle de vanskeligheder, verden stiller i vejen for at udskyde den uundgåelige lykke for dem, der er bestemt for hinanden — alt svandt bort over for den rolige vished, som de i det øjeblik havde givet hinanden.

Træt af sin kreds’ åndløse svulstigheder var Véra gået hen til ham, da den første hindring viste sig, og havde således på dronningevis skåret lige igennem de kedelige forberedelser, hvormed så mange af livets kostbare dage spildes.

Allerede efter deres første ord til hinanden var de udenforståendes tomme bemærkninger ikke andet for dem end en flok trækfugle, der susede forbi i mørket. Hvilke smil de havde skænket hinanden! Hvilke ubeskrivelige omfavnelser!

Og dog var begges natur mærkelig, i aller højeste grad mærkelig! De var to skabninger, som var blevet begavet med vidunderlige, men udelukkende jordiske, sanser. Følelser hos dem varede længere og var af en foruroligende intensitet, og når de gav efter for dem, glemte de helt bevidstheden om at være til. På den anden side var der visse tanker og ideer — for eksempel vedrørende sjælen, eller uendeligheden, eller Gud — der ligefrem var uigennemtrængelige for deres forståelse. Den tro, som mange nærer til overnaturlige ting, var for dem kun en kilde til svag, udefinerlig undren — en forseglet bog, som ikke vedkom dem, eftersom de hverken var berettigede til at forsvare eller dømme. Og da de således fuldt ud havde gjort sig klart, at verden var dem fremmed, havde de straks efter deres forening isoleret sig i dette gamle, dystre palæ, hvor larmen fra verden udenfor blev dæmpet af havens tætte løv.

Her begav de to elskende sig så ud på det ocean af nydelser, både smægtende og fordærvede, hvor ånden smelter sammen med kødets mysterier. De opbrugte al attråens kraft, al deres ømheds vanvittige længsel og skælven. De blev hver især selve den andens hjerteslag. I dem forenedes ånden så fuldstændigt med legemet, at deres kroppe forekom dem at være et middel forståelse, og at den flammende kæde af kys lænkede dem til den ideelle enhed. En uendelig ekstase! Og pludselig – pludselig var trolddommen brudt! Den frygtelige ulykke rev dem fra hinanden. De havde omslynget hinanden. Hvilken skygge havde revet den døde elskede bort fra hans arme? Døden? Nej: forsvinder violoncellens sjæl måske i skriget fra dens søndrede strenge?

Timerne gik.

Gennem vinduet så han himlen blive mørkere, efterhånden som natten nærmede sig; og natten blev som et levende væsen for ham — den var som en dronning, der vandrede i udlændighed med melankoli tegnet i sit åsyn, mens Venus som diamantspændet på hendes sørgedragt glimtede deroppe over træerne, alene på himlens dybblå hvælv.

“Det er Véra,” tænkte han.

Han sagde navnet halvhøjt, og ved lyden af det skælvede han som en, der er ved at vågne af en drøm; han rankede ryggen og så sig om.

Tingene i værelset blev oplyst af et skær, som hidtil havde været ubestemt, skæret fra en bedelampe, der gjorde mørket dybblåt, og nu fik natten, der helt havde overtaget magten, den til at ligne en ekstra stjerne inde i værelset. Det var den røgelsesduftende lampe foran en ikon, en familierelikvie, der tilhørte Véra. Den lille triptykon af gammelt kostbart træ hang i sin flettede russiske snor mellem spejlet og billedet. Et genskær fra guldet i midterfeltet skælvede i halskæden, der lå sammen med de andre smykker på kaminhylden.

Madonna i den himmelblå kjortel havde om hovedet en glorie, der var delt af det byzantinske kors, hvis spinkle, røde omrids gav genskæret en mørk, blodrød tone, der glimtede i de strålende perler. Lige fra barndommen havde Véra haft for vane at lade sine store, følelsesfulde øjne hvile på denne arvede madonnas rene, moderlige træk; men ak, hendes natur tillod hende kun at skænke madonnafiguren en overtroisk kærlighed, som hun nu og da gav udtryk for — naivt og eftertænksomt — når hun gik forbi den brændende lampe.

Dette syn rørte greven dybt i sjælen. Han rettede ryggen og blæste hastigt den hellige flamme ud. Derpå famlede han sig i mørket frem til klokkestrengen og ringede.

En tjener kom til syne, en gammel mand, klædt i sort. I hånden havde han en lampe; han stillede den foran grevindens portræt. En gysen af overtroisk rædsel for igennem ham, da han vendte sig og så sin herre stå der, rank og smilende, som om intet var hændt.

“Raymond,” sagde greven roligt, “vi er fuldstændig udmattede i aften, både grevinden og jeg. Du kan servere aftensmaden klokken ti. Og forresten har vi bestemt, at vi fra i morgen isolerer os endnu mere end tidligere. Ingen af tjenestefolkene, undtagen du selv, må tilbringe natten under husets tag. Du kan give dem tre måneders løn og så lade dem gå. Derpå kan du sætte slå for porten og tænde faklerne nede i spisesalen; du kan nok alene klare vore fornødenheder. For fremtiden modtager vi ikke besøg af nogen.”

Den gamle mand skælvede og betragtede ham opmærksomt.

Greven tændte en cigar og gik ned i haven.

I begyndelsen mente tjeneren, at en sorg, der var alt for knugende, alt for utrøstelig, havde gjort hans herre vanvittig. Han havde kendt ham fra barn og forstod straks, at chokket ved en for pludselig opvågnen let kunne blive skæbnesvangert for denne søvngænger. Hans pligt bestod først og fremmest i at respektere en sådan hemmelighed.

Han bøjede hovedet. En loyal medvirken i denne religiøse fantasi? At adlyde? Fortsat at tjene dem uden at ænse dødens tilstedeværelse? Hvilken mærkelig grille! Ville den kun vare denne ene nat? I morgen ville han måske — ak! Hvem kunne vide…? Måske…? Men når alt kom til alt, var det dog en hellig plan! Hvad ret havde han til at tænke, som han gjorde…?

Han forlod værelset, udførte ordrerne til punkt og prikke, samme aften begyndte den usædvanlige tilværelse.

En frygtelig illusion — det var, hvad der skulle skabes!

De første dages sorg smerte svandt hurtigt. Raymond havde — først med bestyrtelse, men senere med en slags ærbødighed og hengivenhed — med dygtighed tillagt sig en så naturlig optræden, at han, før der var forløbet tre uger, til tider følte, at han selv blev narret af sin gode vilje. De undertrykte tanker forsvandt! Undertiden følte han sig helt fortumlet og måtte forvisse sig om, at grevinden ikke var mere, at hun virkelig var død. Han blev en mester i melankolsk forstillelse, og som tiden gik, glemte han virkeligheden mere og mere. Inden længe blev det nødvendigt for ham at tænke sig om mere end en gang for at overbevise sig selv og tage sig sammen. Han indså tydeligt, at han til sidst ville give fuldstændig efter for den forfærdende magnetisme, hvormed greven lidt efter lidt inficerede hele atmosfæren omkring dem. Han blev grebet af frygt — en stille, udefinerlig frygt.

D’Athol levede sig faktisk ind i en fuldstændig benægtelse af, at hans elskede var død. Så tæt var den unge kvindes skikkelse sammensmeltet med hans egen, at han altid fandt hende hos sig. Snart sad han en solskinsdag på en bænk i haven og læste højt af de digte, hun holdt af. Snart sad han om aftenen foran kaminen, med to kopper te på det lille runde bord, og snakkede med det fantasifoster, som han så sidde og smile i lænestolen over for hans egen.

Dage, nætter, uger gik. Ingen af dem vidste, hvad de var ved at sætte i gang. Mærkelige ting begyndte at ske, og det blev snart vanskeligt at skelne imellem det virkelige og det indbildte. Et væsen af en eller anden art svævede omkring i luften. En skikkelse kæmpede for at gøre sig synlig, at skabe sig en kontur i det værelse, der ikke længere var en bestanddel af dens verden.

D’Athol levede en dobbelttilværelse, som en drømmer. Et blidt og blegt ansigt, opfanget i et kort glimt; en svag akkord slået an på klaveret, pludselig og uventet; et kys som lukkede hans læber i det øjeblik, han skulle til at sige noget; en fordobling af hans eget jeg, der gav ham fornemmelsen af at befinde sig i en slags flydende tåge; duften, den søde duft af den elskede ved hans side; og om natten — på søvnens tærskel — ord, han hørte fremsagt med dæmpet røst — alt dette tydede på én ting: at benægtelse af døden omsider var blevet sublimeret til en ukendt faktor!

Engang følte og så han hende så tydeligt ved sin side, at han tog hende i sine arme. Men ved denne bevægelse forsvandt hun.

“Stakkels barn!” mumlede han smilende og faldt i søvn igen — som en elsker, der er blevet afvist af en smilende, søvnig veninde.

På hendes fødselsdag anbragte han for spøg nogle evighedsblomster i den buket, han lagde på hendes hovedpude.

“Fordi hun bilder sig ind, at hun er død,” sagde han.

D’Athols stærke og altbetvingende vilje, der gav hans kærlighed styrke til at genskabe hustruens liv og tilstedeværelse i det gamle palæ, bevirkede til sidst, at tilværelsen fik en næsten magisk karakter. Selv Raymond følte ikke længere nogen skræk — han havde gradvis vænnet sig til disse fænomener.

Et glimt af en sort fløjlskjole ved krumningen af en havegang; lyden af en leende stemme inde fra dagligstuen; en klokke der ringede om morgenen, når han vågnede, ganske som før i tiden — alt dette havde han vænnet sig til. Man skulle tro, at den døde kvinde legede med det usynlige på samme måde, som et barn ville have gjort det. Så højt følte hun sig elsket! Det var fuldstændig naturligt alt sammen.

Der var gået et år.

Om aftenen på selve årsdagen sad greven foran kaminen i Véras værelse. Han var netop blevet færdig med at læse de sidste vers af en florentinsk fortælling, Callimachus, højt for hende og nu lukkede han bogen.

“Douschka,” sagde han, idet han skænkede sig en kop te, “kan du huske Vallée-des-Roses og Lahnflodens bredder og Quatre-Tours? Kan du? Får denne historie dig ikke til at tænke på alt det?”

Han rejste sig, og i det blålige spejl så han, at han var blegere end sædvanligt. Han tog et perlearmbånd op af en skål og betragtede det opmærksomt. Véra havde taget armbåndet af for lidt siden (havde hun ikke?), før hun klædte sig af, og perlerne var endnu varme og skinnende, med en mild glans efter berøringen med hendes hud. Og her var opalen i den siberiske halskæde; så højt elskede den Véras smukke barm, at den blegnede i sin gyldne indfatning, hvis hun glemte den for længe, som den vansmægtede og var syg. (Netop af den grund havde grevinden elsket dette smykke højt!). Og nu i aften glitrede opalen, som om den lige var blevet taget af, som om den stadig besad lidt af den døde skønheds magnetisme. Idet greven lagde halskæden med den kostbare sten fra sig, kom han tilfældigt til at røre ved det lille lommetørklæde. Bloddråberne på det var våde og røde som nelliker i sne! Og dér — på klaveret — hvem havde vendt det sidste nodeblad til denne melodi fra fortiden? Og den hellige lampe havde tændt sig selv foran madonnabilledet! Dens gyldne flamme kastede et mystisk skær over madonnas ansigt og på hendes lukkede øjne! Og alle disse eksotiske blomster, nyplukkede og nyudsprungne i de gamle saksiske vaser — hvis hånd havde anbragt dem der? Hele værelset virkede lykkeligt og syntes at være forlenet med et liv, der af en eller anden grund virkede mere betydningsfuldt og mere intenst end sædvanligt. Men intet kunne forundre greven! Det hele forekom ham så normalt, at han end ikke bemærkede, at uret slog — det ur, som i et helt år ikke havde gået.

Man kan sige, at grevinde Véra den aften kæmpede (og hvor vidunderligt kæmpede hun ikke!) for at vende tilbage til dette værelse, som i bund og grund var gennemsyret af hendes personlighed! Hun havde ladet så meget af sig selv blive tilbage ! Alt det, der havde udgjort hendes eksistens, drog hende tilbage dertil. Hendes charme dvælede mærkbart i luften. Den vedvarende kraft fra hendes mands lidenskabelige vilje måtte have løsnet usynlighedens flygtige bånd omkring hende…!

Det var givet, at hun var til stede. Alt det, hun elskede, var der.

Hun måtte have længtes efter at smile til sit spejlbillede i det mystiske spejl, hvori hun så ofte havde beundret sine liljehvide træk. Ja, dernede mellem violerne — under de kolde og slukkede lamper i gravhvælvingen — var hun vågnet, den skønne døde; hun havde skælvet, den guddommelige, skælvet, da hun så sølvnøglen, der lå på stenfliserne. Hun havde længtes efter at være hos ham, at finde ham! Døden er kun endelig for den, der nærer håb om himlens lyksalighed, men var dødens favntag og livets lyksalighed måske ikke den endelige afslutning for hende? Og der i mørket kaldte hendes mands kys hendes egne læber frem. Og den forsvundne lyd af melodierne, de ord fra svundne dage, de stoffer som havde dækket hendes legeme og endnu duftede af hendes parfume, disse magiske smykker som endnu med dunkel sympati længtes efter hende, og frem for alt den overvældende fornemmelse af hendes nærhed, en følelse som selv tingene i værelset nærede — alt dette havde kaldt på hende, havde draget hende så længe og så heftigt, at der nu, efter at dødssøvnen var brudt, kun manglede ét: hendes egen person.

Åh, tanker er levende væsener! Greven havde udhulet den elskedes skikkelse i luften, og dette tomrum måtte nødvendigvis fyldes af den eneste skabning, som passede til det, for ellers ville universet styrte sammen i kaos. Og i det øjeblik kom den absolut sikre følelse af, at hun måtte være til stede der i dette værelse! Han var lige så sikker på det som på sin egen eksistens, genstandene omkring ham var mættede med den samme overbevisning. Man kunne ligefrem se det! Og nu, da der kun manglede Véra selv — synlig og håndgribelig — var det uundgåeligt forordnet, at hun skulle være der, og at den store drøm om liv og død et øjeblik skulle åbne sine uendelige porte! Ved troen var genopstandelsens sti blevet ført direkte til hende. Et muntert klingende latterudbrud lød henne fra ægtesengen. Greven vendte sig om. Og der, lige for hans øjne, skabt af hans vilje og erindring, overjordisk, støttende sig med
en albue på kniplingspuden og med den ene hånd begravet i de sorte lokker, med læberne skilt i et smil der rummede løfter om paradis og fryd, så skøn at det kunne knuse éns hjerte, dér lå grevinde Véra og så op på ham med øjne, der endnu rummede spor af søvnen.

“Roger!” sagde den sagte, fjerne stemme.

Han gik hen til hende. I fryd — i himmelsk, altforglemmende, udødelig fryd — mødtes deres læber!

Og da mærkede de omsider, at de virkelig kun var én skabning. Timerne fløj deres mærkelige flugt og strejfede med deres vingespidser denne ekstase, hvor himmel og jord for første gang forenedes.

Men pludselig sprang greven op, som var en skæbnesvanger tanke med ét faldet ham ind.

“Åh, jeg husker,” råbte han. “Nu husker jeg! Hvad er det, jeg gør? — Du — du er jo død!”

Og i samme øjeblik som ordene var udtalt, slukkedes den mystiske lampe foran ikonen. Det blege morgenlys — en trist, grå regnvejrsmorgen — sivede gennem en sprække i gardinerne ind i værelset. Lysenes flammer blegnede og gik ud, og der var kun den skarpe røg fra de glødende væger tilbage; ilden forsvandt under et lag af kold kvælende aske; og gradvis sagtnede urets pendul sin fart, til det igen hang stille. De forskellige genstandes vished og overbevisning forsvandt. Opalen blev død og glitrede ikke længere; blodpletterne på linet ved hendes side falmede ligeledes; og skikkelsen, i al dens blændende hvidhed, forsvandt mellem den fortvivlede greves arme, som forgæves forsøgte at fastholde den, og vendte tilbage til den usynlige luft. Hun var borte. Et fjernt farvelsuk, fjernt men tydeligt, nåede grevens sjæl. Han rejste sig. Han opfattede lige akkurat, at han var alene. Hans drøm var smeltet bort ved en enkelt berøring. Med et eneste ord havde han sønderrevet den magnetiske tråd i det glitrende spind. Atmosfæren var nu fuld af død.

Som de tåreformede glasdråber, så tilfældigt dannede og dog så solide, at et hammerslag på den tykkeste del ikke vil knuse dem, og dog så skøre, at de øjeblikkelig vil smuldre til ulegemligt støv, hvis den tynde spids, der er tyndere end en nålespids, knækkes således var alt forsvundet.

“Åh!” mumlede han, “så er alt forbi! — Hun er tabt og helt alene! — Hvilken sti kan nu føre mig til dig? Vis mig vejen, som kan føre mig til dig!”

Pludselig — som til svar — faldt en skinnende genstand med en svagt klingende lyd fra ægtesengen ned på det sorte skindtæppe; en lysstråle fra den forhadte jordiske dag fik den til at glimte. Den forladte bøjede sig ned og samlede den op, og da han så, hvad det var, oplystes hans ansigt af et lykkeligt, ophøjet smil. Det var nøglen til gravhvælvingen.

Trykt i: La Semaine Parisienne, 7. maj, 1874

Originaltitel: Véra: Histoire mystérieuse

Kort om Villiers De L’Isle-Adam

Født: den 7. november 1838
Død: den 18. August 1889

Læs mere på Wikipedia

Det tabte ansigt af Otto Rung

Otto RungRegissøren viste den besøgende vej til Holmans garderobe. Gennem den hede em, der slørede det lave rum, skimtedes den store skuespiller på sin taburet foran spejlet.

Den mægtige krop var nøgen til hofterne, skarlagenrød, blank af sved, det glatbarberede Nero-ansigt viste sig trefordoblet i spejlets fløje, to ganske uens profiler, en skygget og en belyst, og i midtspejlet den brede ansigtsfront svulmende af kraft, hovmod og genialitet. Musklerne lå som seje olieglatte tove om nakke og ryg; fra øret krøb ned mod halsens sener en åre, grenet som en koral, en sælsom levende vej mellem hjerne og hjerte — den tynde snor, der styrede denne vældige marionet, holdt den kold eller hed, lod den larme og rase, brød den i smerte, bandt den i ligevægt, ledede dette mægtige legeme og underordnede alle organer lydhørt under kunstens kommando. —

Holman holdt endnu kulstangen i højre hånd. Sminken klæbede fed og perlende på panden med en skarp strime mod huden, hvor parykken lige var revet løs og slængt hen.

Holman i højt humør. Aftenen var forløbet heldigt, og han vendte sig oprømt mod sin gæst, hvis opgave var rent professionelt blot den ene, at høre den berømte kunstner tale og fortælle.

“Javel!” råbte Holman. “Se Dem blot om! Kig blot på mig, nøgen som en gorilla som jeg er! Der har De leret, hvoraf jeg former, mulden, hvoraf jeg skaber. En skuespiller er en stavnsbunden, en fæstebonde, han kan ikke forlade sin jordlod, slæber nogen på sin krop, er det os! De ved ikke, hvor man kan komme til at hade sit eget korpus! Hør en gang, hvor dumpt det drøner, når jeg slår mig for brystet. Og ens hoved deroppe, — det er som et lille pansret kastel, hvor jeg bor og ofte føler mig afmægtig, altid ensom! Ser De: Ud af dette dyriske stof må jeg skabe, dette kadaver må jeg behænge med brogede klude, snart som et brudekammer, snart som et sørgehus, og aften efter aften må jeg udstille det for den hob af kannibaler, hvis sanser hungrer efter mig. Jeg har ikke ret til at forholde dem min krop, jeg har intet privatliv. Hver aften slynger jeg med et spark mit Jeg uden blusel ud i det grelle rampelys. Og just derfor har hoben foragtet os gøglere, gennem århundreder åbenlyst, og den dag i dag endnu hemmeligt bag smil eller smiger!”

Han havde på ny sat sig foran det trefløjede spejl. Kulstangen skrev runer hen over de sminkeklæbede bryn.

“Se her en gang!” vedblev han. “Her på min pande opstår nu en fjerde akt — stykkets sidste akt, som jeg om lidt skal spille derinde. Min dødsakt! Min tragiske udgang af dette drama for i aften. Jeg stempler mig selv, som man stempler et lam til slagtebænken! Se her. Alle mærkerne af, hvad jeg som stykkets helt gennem tre akter har lidt eller syndet, og som jeg nu skal sone. Disse furer langs næseroden betyder samvittighedskval, disse striber om munden betyder lede ved mig selv, disse pletter over kindbenene betyder forfald, undergang, død. Tredje akt ruller derinde på scenen nu, og jeg kan sidde her og snakke tørt med Dem. Men i denne akt udvikles min skæbne usynligt, mit fald besluttes og her sidder jeg nu og destruerer mig selv med sminke til tragediens sidste akt.

Og der sidder hoben velbeholdent og i læ i parket og loger med god appetit til at nyde mig råt! De hytter deres eget skind, mens vi tager synden og dens soning på os, indestår for verdensretfærdigheden, med os selv og med vor kunst.

Åh, man kan hade dem til tider, disse uansvarlige kujoner, der gemmer deres laster og gemenhed i ly af mørket og begloer os. Publikum! En enhed, der flyder ud til et nul, udslettes af mulmet om dem, en art mimicry, der gør hvert usselt individ farveløst som massen omkring ham.

Men nu og da kan det lykkes og at række en arm ud over rampen, gribe en af de fordækte tåber derude og holde ham op i offentlighedens fulde lys!

Ja, hør nu på mig: Jeg vil fortælle Dem om en sådan bedrift. Og De skal se på mig, mens jeg fortæller. Jeg vil skildre hver detalje med denne kulstang på mit ansigt. Hør nu efter og følg samtidig min mimik.

Den paryk, De ser her, er en skalp. Ja, en skalp, som jeg har trukket af en mand! Jeg har slået ham til jorden med min tomahawk og flået håret af ham! Se, den hænger der som trofæ i min wigwam. Forestil Dem, at den røde sminke, der ligger som en rem om min pande, nu når jeg krænger parykken på, er en stribe blod: Sådan!

De husker sikkert min Daniel Goron! Ja, naturligvis! Se på mig nu, De kender masken igen. Parykken er Daniel Gorons, strøgene her om panden og mund Daniel Goron! Jeg har skabt denne rolle herhjemme, en hel ny type, efter at den gennem tre år var trådt flad på alle fastlandets og Amerikas teatre.

Med parykken her, med denne blodige skalp kronede jeg Daniel Goron. Pas på, blot disse lette strøg med kulstangen her: Nu kender De ham igen! Ikke sandt! Daniel Gorons næse, som et jernnæb rynket ved roden, disse lodrette linjer ved pandens rod. Se mig i øjnene: Mine øjenhuler er kridhvide, for at brodden af mit blik kan såre des bedre! Dette skæg dækker kun ufuldkomment mine hajfisketænder, som man skal hæfte sig ved, når det rustrøde skæg har æklet en længe nok! Og halsen skal være synlig under skægget, en trekant af hvid skamløs hud over den nedfaldende krave. Og nu skal De se mig gå, på hælene, roende med armene, og De må betragte mine hænder, lådne, svampede og med fingrene krumme som kløer. Jeg er ingen kat, jeg er en ulv, jeg bærer mine kløer synligt!

Se nu på mig! Nu er jeg Daniel Goron, finanskongen, ågerkarlen,  børsspekulanten, udsugeren, massemorderen: Daniel Goron! Jeg holder alle dramaets personer som dukker i min hånd. De må danse for mig, før jeg kvæler dem. For publikums åsyn lader jeg mine ofre spille deres triste komedie og æder til sidst hele personalet til aftensmad. Sådan er Daniel Goron, skabt af mig, malet, som De ser her på mit ansigt, æltet af mit legemes ler. Mine ben bærer som et staffeli dette kunstværk. Se blot! Således. Her står jeg!

Men lad os nu sætte os. Vi har endnu tid, før jeg må på scenen. Og hør nu i ro og mag på mig.

Jeg havde oprindelig ingen lyst til at give mig af med denne Daniel Goron. Rollen tiltrak mig ikke. Stykket er slet, alt for litterært, l’art pour l’art — ganske uden moral, kort sagt upopulært. Men alligevel er der kerne i Daniel Goron. Franske og tyske kolleger har bidt tænderne itu på denne pansrede nød, og endda fået de nøjsomme hundredetusinder til at juble derude i Europa. Og det overbeviste mig: Denne hårde bombe ville jeg få til at springe!  Jeg fornemmede to eller tre replikker i mig, fra det første sekund havde jeg dem i kroppen og siden slap de mig ikke. Jeg måtte have tag i Daniel Goron, føle ham i mig, forvandle mig til ham, og give ham af min vælde, til han fyldte scenen med sin mægtige eksistens.

Der gik uger, prøverne skred frem. Sceneinstruktøren kom hver dag og trykkede min hånd stum af beundring. Men han er også på samme tid blind, døv og idiot! Han så ikke, begreb ikke, at jeg var hvinende falsk, udenfor rollen, at jeg løj og svindlede som en – som en vis kollega, vi begge to kender! — Jeg var desperat, jeg løb panden mod muren, jeg var ikke en gang indenfor rollens skal. Jeg så ikke, anede ikke, hvad for en art menneske Daniel Goron var!

Men en morgen — jeg var netop vågnet, nedtrykt endnu af sidste aftens dumpe indtryk, — med et var jeg klar, i en pludselig vision, skallen var brudt, og fra dette sekund var jeg Daniel Goron!

Jeg forberedte mig til prøven den dag ved straks at anlægge maske — den maske, som De nu ser. Den faldt mig ind som noget, der ikke kunne være anderledes, jeg så den for mig og trak den på som en frakke, der hænger parat. Og hvor herligt passede den mig ikke! Jeg spillede løs, jeg forvandlede mig. Jeg fødtes på ny!

De ved, at jeg har spillet Daniel Goron over to hundrede gange og hver gang bedre; dybere og dybere trængte jeg ind i rollen, jeg voksede under masken, til hele scenen var min, og de andre krøb for mine fødder som slaver. Ingen så dem, teatret var mit, mit alene!

Det var en ti dages rus. Jeg vandrede som i en drøm til om aftenen, hvor min forvandling, min befrielse skete. Gennem to og en halv time forløste jeg mig selv i denne bestialske og grandiose figur, væltede mig i Daniel Gorons laster, raste i hans vanvittige lidenskab, fornedrede mig i hans usle gemenhed, størknede i hans jernhårde ondskab. Ja, det var en rus, en feber! Jeg følte, at jeg havde gjort et fund, et lykkeligt greb, skabt af intet ud af det tomme rum, — et levende menneske: Daniel Goron, der for første gang blev til!

Men en dag blev der på teatret overbragt mig et kort: en besøgende ønskede foretræde. Hundreder søger mig, og dette navn sagde mig intet: Edmund  Worm stod der kun. Men jeg, der er overrendt af interviewere og andre parasitter, har endnu aldrig afvist et besøg. Jeg havde ikke spist frokost, sent var jeg gået til ro sidste nat. Men jeg bad vedkommende træde ind.

Jeg sad ved spejlet, som nu i dag. Jeg var lige kommet ud af badet, var nøgen til bæltet, ufriseret — kort sagt i dybeste civil.

Da jeg hørte døren gå, drejede jeg blikket en grad til siden for mit eget spejlbillede, og der så jeg til venstre for mit eget fjæs Daniel Gorons maske. Det gav et sæt i mig. Jeg tænkte, at man prøvede en dårlig spøg, — en vis  kollega vi begge kender! Men det var ikke skuespillerens sminke og paryk jeg så, det var et levende ansigt: Daniel Goron selv! Jeg kendte det stærkt krusede skæg, der lod en skamløs trekant hud blottet over flippen, den knudrede pande, næsens stålnæb. Og nu så jeg hele manden, med armene roende i gangen, samtidig snigende og springende, med det enorme legeme spændt ind i en sort frakke som en ligvognshest i Skaberak, og løftende i højre hånd en cylinder blank som skosværte. Jeg så blikket nålespidst under de buskede bryn, de svulstrøde læber: Daniel Goron!

Jeg følte det, som faldt jeg midt ind i en replik gennem teatrets gulvlem. Dette sekund var sandelig ikke nogen spøg!

Men nu så jeg den kommende klart eftersom hans omrids fortættedes i spejlet. Han var ikke mere noget fantom, endnu mindre et digterværk som min Daniel Goron. Han var reel nok, en levende mand af gennemsnitstype, og hvad mere er, en mand som jeg kendte og i dette Nu genkendte.

Ja! Nu kendte jeg ham, nu havde jeg ham! Jeg slog min hånd fladt mod bordet og Io højt. Nu var jeg tilfreds! Det var, som så jeg slutstenen lagt til min bygning. Min præstation var komplet, og jeg bad ham roligt tage plads!

Tungt sank den falske Daniel Goron ned på stolen, som jeg anviste ham, sad der og pustede. De små pupiller rullede anstrengt, til øjnenes hvide trådte frem. Han æklede mig, men jeg holdt mig i ro og ventede, overlod godmodigt ordet til ham. Ja, sandelig! Dette var Daniel Goron — ikke af krølhår og sminke,  nej en kopi — af kød og blod, af hud og gift, — af min Daniel Goron!

Endelig talte han:

“Mit navn er Edmund Worm. Jeg er sagfører. Jeg har i dag søgt Dem i en bestemt anledning …” Han standsede, hans fade hudfarve blev bleggul, en strøm af vrede, frygt og galde for op i hans fede kinder.

Jeg besluttede mig til at tage ordet.

“Hr. Worm,” sagde jeg. “Vi kender hinanden. Det vil sige: De har længe kendt mig, da jeg jo er et kendt ansigt, men jeg har også kendt Dem i lang tid, selvom jeg først i dag er blevet fuldt opmærksom på Dem. Jeg har gennem to år så at sige indsuget Dem dråbevis. For omtrent en måned siden var jeg færdig med Dem, havde endelig Deres portræt komplet. Men først i dag ved jeg, hvorfra jeg har Dem, hvorledes jeg del for del, atom for atom har samlet Dem sammen dybt i mit indre, føjet led til led ubevidst i min sjæl, til jeg havde min Daniel Goron færdig! Nu først ved jeg med vished, at jeg i to år daglig mellem ni og ti har mødt Dem på min morgentur, ufravigeligt på samme sted ved indgangen til parken. Når jeg gik ind, gik De ud. De var så præcis som et ur, ligesom jeg selv!”

Ja, nu hører De det altså, hr. Worm. I to år har jeg hver morgen mødt Deres ærede ansigt, har set Dem igen og igen, uden at vide eller ane det selv. De har bundfældet Dem i mig, deponeret Dem selv i en eller anden skuffe her i værkstedet her bag min hjerneskal – og nu i dag er jeg i stand til at påklæbe etiketten: materiale leveret af hr. sagfører E – Elias? – Worm! Jeg forstår Deres interesse og Deres besøg. Deres taknemmelighed rører  mig og jeg forstår den. Jeg har løftet Dem af deres ubemærkethed op i kunstens hellige lys. Jeg vil mærke mig Deres navn og gerne være Dem til tjeneste. Hvad pressen angår, må De selv tage Dem af den, jeg skylder den ikke andet end et spark!”

Han havde rejst sig. Til min forbavselse forstod han mig ikke. Ja, han tillod sig endogså protest, han stangede med panden efter mig, fra hans tænder sprøjtede først spyt, dernæst ukvemsord.

“Det er en forbrydelse, De har begået imod mig! Loven har en paragraf mod den art overgreb. Det er et overfald, tyveri, indbrud i mit privatliv. De har VANÆRET mig. De har besudlet mig!” Og lignende nonsens.

Jeg betragtede ham måbende. Men, som De ved, er jeg ikke ganske uden fantasi. Og jeg kunne særdeles godt forestille mig den stakkels idiot henne på teaterets tilskuerplads en aften sidde hinsides rampen, der jo for den store hob stedse betyder tærsklen til et sælsomt og mystisk land – en ny dimension af livet.

Uden tvivl har det fyldt ham med undren, med ubehag, ja med rædsel, at gense sig selv i dette så uvirkelige og dog højest reelle hinsides. Formodentlig har en eller anden skinhellig fyr blandt hans venner aftenen før nydt mig, og af lutter ondskab anbefalet ham at se min Daniel Goron  som en seværdighed. Og jeg forestillede mig Edmund Worm i første mellemakt promenerende ude i foyeren, uden for alvor at have fundet ud af ligheden med sit rustrøde krølskæg, sin høgenæse og sin løjerlige sålegængergang – og så pludselig føle sig iagttaget, overbegloet fra alle kanter, som en kryben af myrer over huden, en summen af hviskende stemmer, stjålet pegende fingre: se! Der er han! Daniel Goron! Den rigtige Daniel Goron! Eller hvem? Eller er det skuespilleren, er det Holman selv, der i maske og det hele promenerer her blandt publikum af et eller andet malplaceret lune? Åh, jeg så det for mig, og det kogte i mig. Manden havde rent ud sagt kompromitteret mig ved at vise sig i foyeren og ladet mit publikum tro, at jeg begik den taktløshed at overskride rampen iført maske. Jeg kunne se deres fingre krible efter at rykke i det røde skæg for at mærke, om det sad fast. Og fra alle trappegange og gallerier har de hvisket og fnist: Se, Daniel Goron!

Og så endelig er det gået op for staklen, at det er ham, der er brændpunktet for alles blikke. Han er ikke længere privatmand, han er udstillet! Og måske har han i dette øjeblik truffet sig eget billede i foyerens spejle og set en person, som han ved første øjekast tager for scenens Daniel Goron, svinderen, ågerkarlen – og han er tumlet tilbage, ramt, rystet! Og hans publikum har straks forstået hans mimik og har applauderet – følger ham nu med håndklap og bravo til dørs! Aviserne fortæller måske i dag – jeg ser dem aldrig! – om en lystig eller måske tarvelig caprice af Holman. De idioter!

Men jeg fik dog efterhånden lidt  medynk med min gæst. Det har utvivlsomt været et slag for ham, selv for et øjeblik, at se sit spejlbillede som Daniel Goron. Men ved nærmere eftertanke forsvandt al medynk. Der sad dette hæslige og usympatiske menneske i stolen foran mig og begyndte at protestere, ja at føre klagemål. Han var ingen Daniel Goron! Han var en hæderlig mand, der retskaffent og redeligt udøvede sit kald. Men jeg havde hængt hans maske på en skurk, en svindler, en bandit! Til latter for hans venner, til ødelæggelse for ham selv. Ham, hvis forretning beroede på hans klienters tillid! Han var ruineret, hans praksis lammet, hans rygte æreskændet!

Godt! Jeg rejste mig stolt og sagde min mening lige ud. Jeg stillede mig foran ham i Daniel Gorons berømte positur med den ene hånd knyttet på ryggen, den anden med en lang og nederdrægtig pegefinger udstrakt. Nøjagtig som han selv stod foran mig.

“Ha! De skulle ikke være en Daniel Goron? De skulle være anderledes end Daniel Goron? Tror De, jeg havde udset mig Dem, valgt mig Dem mellem tusind andre, som jeg daglig roligt lader spadserer forbi mig, – hvis ikke De, ja netop De, var svindleren og skurken Daniel Goron! Jeg læser det ud af Deres træk, af hver linje i Deres ansigt, Deres blik, Deres læber, Deres tænder. At tvivle på den ting er at tvivle på  min kunst, og den vover De at tvivle på! Men livet lyver ikke, drag for drag har Deres historie modelleret sig på Deres ansigt. De bærer Deres vidnesbyrd, Deres vandelsattest fuldt synlig i Deres fysiognomi! Enhver kan læse der, at De er en Daniel Goron!

Lad være, at De ikke har udført Daniel Gorons bedrifter, at De ikke som han har svindlet og myrdet. Det siger intet! Det er ikke handlingen, men anlægget der afgør tingen. De har manglet lejlighed eller anledning til at begå Daniel Gorons forbrydelser. Dertil er De for lille i format. I vort snævre lille land er der ikke albuerum til så vældige ting. Men tror De, at De af den grund er mindre Daniel Goron? – selvom De kun er en almindelig lille sagfører og ikke en fransk børskonge! Alle kim er dog fra fødslen nedlagt i Deres sjæl! De er befængt med Daniel Goron som med en pest! Revider Dem selv! Jeg vil sværge på, at De selv i Deres små ubetydelige handlinger vil finde den type, jeg ved min kunst har draget frem af tidernes mørke!”

Han havde løftet hænderne i protest og jeg kunne se, at han ville til at tale, rimeligvis for at sige ganske utilbørlige ting, han blot senere ville komme til at angre. Jeg var derfor nødt til at overdøve ham og lod min stemme tone af fuldeste bryst.

“De truer mig  med voldsmidler, med retsforfølgning, med dom – blot for at vinde Deres smule privatliv tilbage! Ja! Det ville være en handlemåde ganske passende for en Daniel Goron! Brutal, lavsindet, rå materialisme! I stedet for den eneste vej, der sømmer sig for Dem, nu da vi andre, takket være min kunst har opdaget, hvilken type De er – Deres eneste udvej: at revidere Dem selv, granske Deres sind og erkende Dem selv som den Daniel Goron, De er! Og så beskikke Deres hus og omvende Dem, om De kan!

Tror De måske, at kunsten er til for andet end at ætse og lutre menneskers sind? Men vi gøglere, vi er nådige, vi dræber ikke den usselryg, hvis maske vi låner, vi viser blot igen som et spejl! Godt! Se Dem selv i spejlet! Gå Deres vej og ophold mig ikke mere. De spilder min tid! Gå hjem og gransk Dem selv. Hver linje i Deres træk, hvert hår, der vokser af Deres hud er Daniel Gorons, groet af hans instinkter, formet af hans moral, næret af hans blod og af hans safter. De er manden! Jeg siger Dem sandheden brutalt! Det er en kunstners ubarmhjertige og hårde pligt. Jeg har skalperet Dem til Deres eget bedste. Jeg er en ærlig indianer! Jeg har trukket bælgen af Dem, ikke for at prale med et trofæ, men for at give Dem lejlighed til at skifte hud. Mere har jeg ikke at sige Dem. Og så sandt min kunst er suveræn. Mere har De ikke at sige mig!”

Han sad nu og stirrede på mig, hans øjne blev blegere og blegere, han skrumpede ind og blev ganske lille i min lænestol. Hans læber bevægede sig mimrende, men det var overflødigt, jeg havde hørt nok fra hans mund. Hans mægtige krop var som en slunken sæk, da jeg med mit blik stemte ham imod døren. Fra hans strube kom en halvkvalt hulken: “Det er ikke sandt, det er ikke sandt!” Og han stammede endnu i min dør. “Hvad skal jeg gøre nu? De har ranet mit gode rygte, De har stjålet mit ansigt! Hvad har jeg tilbage nu?”

Nå, jeg havde andet at gøre end at høre på hans klynk, og jeg lod portierens folder skylle ham ud af mit telt som en bølge .

Ja, hvad er der mere at fortælle om dette usle individ. Stjålet hans ansigt! Forældlet det, havde jeg, ophøjet det i kunstens evige form! Og der stod han og hylede som en kineser, der har ‘tabt ansigt’, lost his face, som det hedder, når de gule skurke mener sig bragt i vanry!

Jeg mødte ham siden regelmæssigt som før på min morgentur i parken. Han besøgte også hyppigt teatret for at spejle sig i min maske. Jeg har grund til at tro det, for vi var som jæger og vildt. Jeg jog ham og han var som fortryllet af denne jagt, han blev draget derhen, hvor han kunne nås af mig.

Jeg mødte ham allerede morgenen efter hans besøg. Han havde taget sit hageskæg af. Aha, tænkte jeg, du vil modarbejde min maske, du vil knibe ud lumpent og fejt i stedet for at gå i dig selv! Den aften spillede jeg Daniel Goron uden hageskæg. Virkningen var større end nogensinde før. Min hage stod firkantet og hård, brutal og gemen, omspændt af moustachen som af en hestesko. Og han har været i teatret og se mig, for næste dag var også overskægget over hans svulstrøde mund raget bort. Hans blik mødte mit i forvoven trods. Men jeg slap ham ikke! Jeg spillede den aften Daniel Goron skægløs, en bleg og ondsindet type, glatraget til nøgenhed, blottet helt ind til sin gemene sjæl. Publikum sad åndeløst, fastholdt af min kunst, mere lydhør end nogensinde før. Bladene skrev dumme notitser om at jeg havde forandret min maske og indsendere drøftede om det var til gavn for rollen eller ej, de tåber!

Dag for dag på turen gennem parken studerede jeg min mand. Jeg fandt i det glatragede ansigt et ganske lille smertedrag fra mundvigen nedad. Aha, tænkte jeg, en ny side af Daniel Goron; jeg må have den med. Og en kritiker skrev, at jeg for første gang havde afsløret det dybeste og allermest intime menneskelige selv i en gemen ågerkarl og skurk. Hver dag mødtes vi. Hver dag så jeg nye træk. Hans ansigt falmede, blev gustent, og jeg spillede Daniel Goron som en dødssyg forbryder, fortæret af sin egen gift. Jeg holdt ham fast, jeg skrællede ham hver gang vi mødtes, jeg tog hans hud! Flåede ham som Daniel Goron selv har flået sine ofre. Han var min – indtil døden, tænkte jeg allerede den gang, eller i hvert fald så længe stykket gik, og det gik tohundrede gange. –

Jeg hørte, at han havde opgivet sin forretning. Den var gået tilbage, hed det, og han var i gæld. Bladene havde bragt dobbeltbilleder: hans portræt side om side med mit i Daniel Gorons maske, man havde indbudt til præmiegætning om hvem der var hvem. Jeg forstår godt, at hans klienter skyede ham fra den dag.

Jeg fulgte hans fysiognomi i daglige lynskud, nyt hver gang, det var næsten som en rullende film; det blev hårdt at følge med. Til min uro og ængstelse så jeg, at han gled ned rapidt. Brutaliteten i hans træk afløstes af en grædefærdig slaphed, pupillernes sylespids blev sløv. Det blev næsten umuligt at følge med uden helt at forflygtige den oprindelige Daniel Goron. Bladene skrev, at jeg lagde en tragik ind i skikkelsen, der var mod stykkets ånd, at jeg skildrede en synders desperate dødskamp og ikke en børskonges rå despotisme. Jeg indså, at de køtere for en gang skyld havde ret, selvom de ikke fuldt ud forstod, hvor menneskeligt dybt jeg formede skikkelsen nu. Og ingen af dem anede min sande og store bedrift: Jeg ofrede min første inspiration for at rense dette menneske for ham selv. Jeg havde krænget huden af ham med børster og pigge, jeg havde ribbet ham for al hans ondskab, og et lille ydmygt hudløst og lidende kreatur var tilbage. En angrende synder! Det var min bedrift! Men det havde kostet mig min kunsts kraftigste udtryk, min første vældige Daniel Goron. Slunken og bleg måtte jeg nu selv krybe over scenen, hviskende de voldsomme replikker hæst som en døendes rallen. Ganske vist: en helt ny type var skabt. Og mange – jeg selv med dem – har ment at først nu stod skikkelsen for alvor menneskeligt sandt og dyb: syndens gru og angst var udtrykt i denne krybende og ynkelige orm. –

Når jeg nu mødte Daniel Goron var det, som så jeg blot hans skygge. Han luskede i en bue uden om dem, han mødte. Hans blik var skælvende, hans fod fandt ikke  hvile på jorden. Han førte tit en latterlig lille hund i snor. Ofte stod han stille og så på det lille stridige dyr, tungt og tålmodigt. Jeg optrådte fra den dag på scenen med en sådan hund, lådden og bidsk som en lille luskende djævel, til hvem jeg var bundet ved en snor.

Men sidste gang jeg så ham, kom han krumbøjet, pakket ind i tørklæder, støttet til en stok, gulsottig, en lød som galde, radmager, et vissent skelet, hostende, døende.

Nogle uger efter så jeg da også hans død averteret. Boets eksekutor havde underskrevet, altså havde han ingen slægtninge, han var død isoleret, udslettet sporløst, som han havde fortjent.

Netop nu var Daniel Goron udspillet, jeg var i hvert fald træt; på min ordre tog man stykket af plakaten.

Og måske vil en og anden tåbe  mene, at masken her har dræbt sin model, suget hans kraft som en edderkop suger en flues! Godt, anderledes øves kunst nu engang ikke i verden. Den tager sit stof fra det levede liv, den skabes af andres kød og blod, af deres tårer og sved, af deres ømhed eller had, som den vil. Den er suveræn som Gud selv, den tager fra en enkelt og giver tusindfold igen! Ingen tør kalde den, der skaber for evigheden, sjælemorder eller tyv, fordi en usling blev brændemærket, indtil jernet sved hver ondskabs fiber fra hans knogler, lutrede ham til han var død!

Og endda mener De måske, jeg skal ynke denne usle lille sagfører Edmund Worm. Godt! Se nu her. Her tegner jeg en kulstreg under hvert af mine øjne, et par andre fra mundvigen ned. Ikke sandt: nu ser jeg bedrøvet ud. Kan man forlange mere af en gøgler? –

Men nu ringer regissørklokken sit første signal, jeg må sminke mig færdig til sidste akt. Det er min dødscene nu!”

Trykt i: Noveller, 3 – Livet er farligt. 1927

Kort om Otto Rung

Født: den 16. juni 1874
Død: den 19. oktober 1945

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

En god gammeldags spøgelseshistorie af Stephen Leacock

Stephen Leacock
By The Arts & Letters Club of Toronto – (1913) The Year Book of Canadian Art, J. M. Dent & Sons, Limited, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=3371911

Aftenen var allerede ved at falde på, da det køretøj, jeg sad i, drejede op ad den lange, triste allé, der fører til Buggam Grange.

Et højt skrig gav genlyd inde i skoven, idet vi drejede om ad alléen. Dengang hæftede jeg mig ikke særligt ved det, fordi jeg tænkte, at det var et af disse høje skrig, man kunne vente at høre på et sådant sted og et sådant tidspunkt. Men mens vi kørte videre, gav jeg mig alligevel til at spekulere over, hvorfor dette skrig netop havde lydt nu, da vi nærmede os huset.

Jeg er ingenlunde nervøst anlagt, absolut ikke, og dog var der temmelig meget ved mine omgivelser, der kunne berettige mig til at føle en vis ængstelse. Buggam Grange ligger i den mest isolerede del af England, marskområdet, hvortil civilisationen endnu næppe er nået frem. Indbyggerne, hvoraf der kun findes en pr. kvadratkilometer, bor hist og her mellem mosehullerne og frister en ussel tilværelse ved at fiske efter frøer og fange fluer. De taler en dialekt, der er så afsnuppet, at den praktisk talt er umulig at forstå, men regnen, der uafbrudt skyller ned over dem, gør næsten al tale overflødig.

Hvor terrænet hist og her hæver sig en anelse over den sumpede overflade, er der tætte skove med slyngplanter og masser af ugler. Sværme af flagermus flyver fra skov til skov. Luften over de laveste områder er gennemsyret af giftige gasarter, der stammer fra marsken, mens luften inde i skovene er tung af dunster fra diverse giftblomster.

Det havde regnet om eftermiddagen, og da jeg kørte op ad alléen, bidrog den melankolske dryppen fra de mørke træer yderligere til at understrege omgivelsernes dysterhed. Det køretøj, i hvilket jeg befandt mig, var en droske på tre hjul — det fjerde var øjensynlig gået i stykker og var blevet fjernet. Denne skavank bevirkede, at køretøjet hældede meget til den ene side og slæbte akslen hen over den mudrede jordbund og derfor bevægede sig med en langsomhed, der passede til den triste stemning. Kusken, der sad på bukken foran mig, var så indpakket i tøj, at det var umuligt at få øje på ham selv, mens hesten var så indhyldet i tågedamp, at den praktisk talt var usynlig. Jeg må sige, at jeg sjældent har været på en så trist køretur.

Omsider holdt alléen op og gav plads for en stor græsplæne med vildtvoksende buskadser, og foran mig i halvmørket kunne jeg skimte omridset af selve Buggam Grange, en uregelmæssig, forfalden bygning. Et svagt lys gjorde forsøg på at trænge ud fra et kældervindue i tårnet. Bortset fra en række uglers melankolske tuden fra taget og frøernes kvækken fra voldgraven, der strakte sig rundt om ejendommen, herskede der stilhed overalt. Min kusk lod sin hest gøre holdt foran voldgraven. Jeg søgte forgæves ved tegn og fagter at få ham til at fortsætte. Jeg kunne se på fyrens ansigt, at han var skrækslagen, og det var faktisk kun de seks pence, jeg havde givet ham ekstra, der havde formået at få ham til at køre ad alléen. Ikke så snart var jeg steget ned fra køretøjet, før han vendte rundt og forsvandt.

Mens jeg lo hjerteligt ad fyrens angst (jeg har en særlig måde at le hjerteligt på i mørke), gik jeg frem til døren og trak i klokkestrengen. Jeg kunne høre klokken give dæmpet genlyd langt inde i huset. Så blev alt stille. Jeg lagde øret mod døren for at lytte, men kunne ikke høre andet end en svag stønnen som af et menneske i smerte eller sjælelig kvide. Da jeg imidlertid på grund af det, min ven sir Jeremy Buggam havde fortalt mig, var overbevist om, at huset ikke var tomt, slog jeg et hårdt slag på døren med den tunge dørhammer.

Men her må jeg nok lige forklare mine læsere (før de bliver for rædselagne til at høre mig), hvorledes det var gået til, at jeg stod og bankede på døren til Buggam Grange ved mørkets frembrud en novemberaften.

Et år forinden havde jeg siddet sammen med sir Jeremy, den nuværende baronet, på verandaen til hans ranch i Californien.

»Du tror altså ikke på overnaturlige fænomener?« sagde han.

»Overhovedet ikke« svarede jeg og tændte mig en cigar. Når jeg ønsker at udtale mig med virkelig vægt, tænder jeg altid en cigar.

»Nå, men det spøger i hvert fald på Buggam Grange, Digby,« sagde sir Jeremy. »Hvis du ønsker at få vished for det, kan du når som helst tage ud og tilbringe en nat på stedet og selv få syn for sagen.«

»Min kære ven,« svarede jeg, »intet vil glæde mig mere. Jeg rejser tilbage til England om tre uger, og så skal det være mig en fornøjelse at efterkomme din opfordring. Men sig mig lige,« tilføjede jeg noget kynisk, »er der nogen bestemt årstid eller dato, hvor spøgeriet på Buggam Grange anses for at være særlig skrækkeligt?«

Sir Jeremy sendte mig et besynderligt blik. »Hvorfor spørger du om det?« sagde han. »Kender du måske husets historie?«

»Jeg har aldrig så meget som hørt om stedet før,« svarede jeg muntert. »Indtil du omtalte det nu her i aften, kære ven, har jeg ikke haft den fjerneste anelse om, at du ejede et gods i England«

»Buggam Grange er lukket og har været det i tyve år,« sagde sir Jeremy. »Men jeg har en mand ved navn Horrod boende der — han var hushovmester hos min far og før hans tid. Hvis du har lyst til at tage derud, skal jeg skrive til ham, at du kommer. Og siden du åbenbart vil tage skæbnen i din egen hånd, så er den 15. november datoen.«

Netop i det øjeblik kom lady Buggam og Clara og de andre unge piger ud på verandaen, og jeg glemte hele historien. Jeg skænkede den heller ikke mere en eneste tanke, før jeg var tilbage i London. Men ved et af disse tilfældige sammentræf eller varsler — kald det, hvad De vil — gik det en morgen pludselig op for mig, at det var den 15. november. Hvorvidt sir Jeremy havde skrevet eller ej, anede jeg ikke. I hvert fald tog jeg derud og stod som før nævnt ved aftenstid og bankede på døren til Buggam Grange.

Lyden af dørhammeren var knap nok forstummet, da jeg hørte slæbende fodtrin indenfor samt lyden af kæder og slåer, der blev trukket fra. Døren gik op. Foran mig stod en mand med et tændt vokslys, som han skærmede for med hånden. Hans falmede sorte tøj — der øjensynlig engang havde været en hushovmestens antræk — hans hvide hår og høje alder lod ingen tvivl tilbage om, at det måtte være Horrod, som sir Jeremy havde talt om.

Uden et ord gjorde han tegn til mig om at komme ind, hjalp mig af med mit våde overtøj og viste mig — stadig uden at sige et ord — ind i et stort værelse, øjensynlig spisestuen på Buggam Grange.

Jeg er ingenlunde nervøst anlagt, hvilket jeg vist allerede tidligere har bemærket, og dog var der noget ved dette kæmpestore, panelbeklædte rum, der kun blev oplyst af et enkelt vokslys, og ved stilheden i det store tomme hus og ikke mindst ved min tavse ledsagers udseende, som gav mig en umiskendelig følelse af uro. Mens Horrod bevægede sig frem og tilbage, fik jeg lejlighed til at betragte hans ansigt nøjere. Jeg har sjældent set et ansigt, hvis træk var bedre egnet til at indgyde én nervøs angst. Hans gustne hud og snehvide hår (han var mindst halvfjerds) og frem for alt det sært hemmelighedsfulde blik syntes at stemple ham som en mand, der levede i konstant rædsel. Han bevægede sig lydløst omkring og drejede nu og da hovedet for at stirre ind i de mørke kroge.

»Sir Jeremy fortalte mig,« sagde jeg og talte så højt og hjerteligt, som det var mig muligt, »at han ville underrette Dem om mit komme.«

Jeg så ham lige ind i ansigtet, mens jeg talte.

Som svar lagde Horrod en finger på sine læber, og jeg forstod, at han var døvstum. Jeg er ikke nervøst anlagt (det har jeg vist sagt før), men bevidstheden om, at det eneste væsen foruden mig selv i det tomme hus var en døv stakkel, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Horrod stillede en kold kødpostej, en kold gås, en ost og en flaske æblevin foran mig. Men min appetit var forsvundet. Jeg spiste gåsen, men efter at have sat postejen til livs havde jeg ikke særlig lyst til osten, som jeg spiste uden glæde. Æblevinen smagte surt, og efter at jeg havde tilladt Horrod at skænke to flasker til mig, fandt jeg, at den gjorde mig melankolsk, hvorfor jeg besluttede, at jeg ikke ville drikke mere.

Da jeg var færdig med at spise, tog hushovmesteren sit vokslys og gjorde tegn til mig om at følge med. Vi gik gennem de tomme gange. En lang række Buggam’er stirrede ned på os fra væggene I det flakkende skær fra vokslyset virkede portrætterne mærkværdigt levende — det så ud, som om de lænede sig frem fra rammerne for at betragte den fremmede gæst.

Horrod førte mig ovenpå, og jeg blev klar over, at han ville have mig med til tårnet i østfløjen, hvor jeg ved min ankomst havde set lys i et af vinduerne.

De værelser, hushovmesteren anviste mig, bestod af en dagligstue og et tilstødende soveværelse, begge med paneler og antikke, falmede gobeliner. Der stod et tændt stearinlys på bordet i dagligstuen, men det svage lys, det udsendte, fik blot omgivelserne til at tage sig endnu mere trøstesløse ud. Horrod bøjede sig ned over kaminen, og det lykkedes ham også at få ilden til at brænde, men træet var øjensynlig vådt, hvorfor flammerne kun var små og svage.

Så trak hushovmesteren sig tilbage, og jeg hørte hans slæbende skridt give ekko ned ad den lange gang. Måske var det blot noget, jeg bildte mig ind, men det forekom mig, at hans forsvinden var signal til, at en svag stemme begyndte inde bag panelet. Der var en smal dør i panelet på den ene væg, og jeg spekulerede på, om den stønnende lyd måske kom inde fra dette panelskab. Jeg fattes som regel ikke mod (det håber jeg, mine læsere vil være flinke nok til at tro), og dog følte jeg mig absolut uvillig til at åbne døren til skabet og kigge derind. I stedet for satte jeg mig i en lænestol foran den svagt blussende kamin. Jeg havde siddet der et godt stykke tid, da jeg tilfældigt så op mod kaminhylden og dér fik øje på et brev adresseret til mig selv. Jeg genkendte straks sir Jeremy Buggams håndskrift.

Jeg åbnede konvolutten, foldede brevet ud under det svage lys fra stagen og læste følgende :

»Min kære Digby.
Under vor samtale, som du måske erindrer, fik jeg ikke lejlighed til at slutte min beretning om Buggam Grange. Jeg anser det imidlertid for givet, at du tager derud og at Horrod vil anbringe dig i tårnværelset, som er det eneste, der kan siges at være beboeligt. Jeg har derfor sendt ham dette brev, som skal afleveres til dig på selve Buggam Grange.

Historien er som følger :
Natten til den 15. november, for halvtreds år siden, blev min bedstefar myrdet i det værelse, du nu befinder dig i, af sin fætter sir Duggam Grange. Han blev stukket ned bagfra, mens han sad ved det lille bord, ved hvilket du uden tvivl i dette øjeblik sidder og læser dette brev. De havde siddet ved bordet og spillet kort, og min bedstefars lig blev fundet liggende midt i en dynge spillekort og guldmønter på gulvet. Sir Duggam, der var fuldkommen sanseløs af druk, lå ved siden af ham med den skæbnesvangre kniv i hånden og med blodige fingre. Skønt min bedstefar tilhørte slægtens yngste linje, ejede han dog en del af godset, som ved hans død ville tilfalde sir Duggam. Sir Duggam Buggam kendtes skyldig i mordet og blev hængt. Den dag, han skulle henrettes, fik han på grund af sin ædle byrd tilladelse af myndighederne til at bære maske på skafottet. De klæder, han blev henrettet i, hænger tillige med masken i det lille skab på din højre side. Det siges, at døren til dette skab går op hvert år den 15. november ved midnatstid, og at sir Duggam Buggam træder ud i værelset. Det har vist sig umuligt at få tjenestefolk til at blive på Buggam Grange, og med undtagelse af Horrod har ingen boet der i en hel generation. Da mordet blev begået, var Horrod en ung mand på toogtyve år og var lige trådt i familiens tjeneste Det var ham, der trådte ind i værelset og opdagede forbrydelsen. Den dag, henrettelsen fandt sted, blev han ramt af et slagtilfælde og har ikke talt siden. Lige fra den tid har han nægtet at forlade Buggam Grange, hvor han lever ganske afsondret.

Idet jeg ønsker dig en behagelig nat efter den trættende rejse, forbliver jeg din trofaste ven, Jeremy Buggam

Jeg vil overlade det til læserne at sætte sig ind i min sindsstemning efter læsningen af dette brev.

Jeg tror lige så lidt som enhver anden på det overnaturlige, og dog må jeg tilstå, at der var noget ved de omgivelser, jeg nu befandt mig i, som i hvert fald gav mig en følelse af ubehag. Mine læsere må gerne smile, hvis de har lyst til det, men jeg kan forsikre dem, at det var med en udpræget følelse af uro, at jeg rejste mig, greb stearinlyset og gik baglæns hen mod soveværelset. Idet jeg trådte over tærskelen, lød der atter noget i retning af en stønnen inde fra panelskabet, og jeg fremskyndede hastigt mit tilbagetog. Jeg skyndte mig at puste lyset ud, smed mig på sengen og trak dynen helt op over hovedet, idet jeg dog holdt det ene øje og det ene øre parat.

Hvor længe jeg lå således og lyttede til den mindste lyd, skal jeg ikke kunne sige. Der herskede fuldstændig stilhed i huset. Fra tid til anden kunne jeg høre en ugle tude i det fjerne, og en enkelt gang hørte jeg fra den anden ende af huset en lyd, som om nogen slæbte en lænke hen over gulvet. Mere end én gang følte jeg mig overbevist om, at jeg hørte stønnen inde fra panelskabet. Imidlertid blev jeg klar over, at den skæbnesvangre midnatstime nærmede sig. På grund af mørket kunne jeg ikke se på mit ur, hvad klokken var, men jeg skønnede, at det måtte være lige ved midnat. Så opfangede mit øre, der var skærpet til det yderste, den fjerne lyd af kirkeklokkerne fra landsbyen ovre på den anden side af mosen.

På slaget tolv åbnedes paneldøren i værelset inde ved siden af. Det er unødvendigt at spørge mig om, hvordan jeg kunne vide det. Jeg kunne naturligvis ikke se det, men jeg kunne høre eller på en eller anden måde sanse lyden. Jeg følte, at håret — alt håret — rejste sig på mit hoved. Jeg var klar over, at der var et væsen til stede i værelset inde ved siden af. Jeg siger med vilje ikke en person eller en levende sjæl, men et væsen. Enhver, der har befundet sig dør om dør med et væsen, vil kunne sætte sig ind i min sindstilstand. Jeg hørte en lyd, som om nogen famlede hen over gulvet samt en svag raslen af mønter.

Mit hår stod nu lodret i vejret. Læserne vil måske bebrejde det i den anledning, men det gjorde det altså.

I samme øjeblik lød der fra et værelse neden under et langt, gennemtrængende skrig som af en sjæl i vånde. Det står læserne frit at laste mig, hvis de har lyst, men i det øjeblik besluttede jeg at stikke af. Om jeg burde være blevet for at se, hvad der skete, er et spørgsmål, som jeg ikke diskuterer. Min eneste tanke var at komme væk — og det så hurtigt som muligt. Der var cirka femogtyve fod ned til jorden fra mit vindue i tårnet. Jeg sprang ud ad vinduet og landede i græsset nedenunder. Jeg satte over buskadset i ét spring og over voldgraven i et andet. Jeg fór gennem alléen i seks skridt og løb de otte kilometer ad landevejen gennem mosen på tre minutter. Dette er i hvert fald en nøjagtig beskrivelse af, hvordan jeg følte det. Det er muligt, at det tog lidt længere tid. Jeg standsede ikke, før jeg befandt mig på dørtrinet til kroen »Buggam Arms« i Little Buggam, hvor jeg bankede på, til værten lukkede mig ind.

Den næste dags formiddag vendte jeg i klart solskin og frost tilbage til Buggam Grange i et syvcylindret automobil sammen med seks lokale politibetjente og en læge. Det gør en stor forskel. Vi medbragte revolvere, spader, hakker, haglbøsser og en ouija-tavle.

Hvad vi fandt dér, opklarede mysteriet på Buggam Grange for tid og evighed. Vi fandt hushovmesteren Horrod liggende død på gulvet i spisestuen. Lægen sagde, at han var død af et hjerteslag. Af fodspor i støvet fremgik det, at han om natten havde været oppe i tårnværelset. På bordet havde han efterladt et ark papir, der indeholdt en fuldstændig tilståelse af, at det var ham, der for halvtreds år siden havde myrdet Jeremy Buggam. Omstændighederne ved mordet havde gjort det let for ham at kaste skylden for forbrydelsen over på sir Duggam, som var sanseløs af druk.

Min ven, den nuværende sir Jeremy, har rehabiliteret Buggam Grange. Det er bygget om. Voldgraven er tørlagt. Hele huset er oplyst ved elektricitet. Man kan foretage de skønneste bilture gennem skovene i alle retninger. Han har ladet flagermusene skyde og uglerne udstoppe. Hans datter, Clara Buggam, er blevet min hustru. Hun kigger over min skulder, mens jeg skriver dette.

Hvad kan De forlange mere?

Trykt i: Winsome Winnie and Other New Nonsense Novels, 1920.

Originaltitel: Buggam Grange: A Good Old Ghost Story

Kort om Stephen Leacock

Født: den 30. december 1869
Død: den 28. marts 1944

Læs mere  på The Literature Network