Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe

Vilhelm Bergsøe
By P. Hansen – Illustreret Dansk Litteraturhistorie, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2908686

For ti til femten år siden lå Hellebæk endnu uberørt. Ingen jernbane bragte københavnerne til Helsingør, intet Marienlyst prangede med sortklædte opvartere. Hamlets grav var endnu ikke opfundet, og når en enkelt fremmed fra Hammermøneskoven forvildede sig ind i Hellebæk eller Aalsgaarde, kunne han være vis på at tiltrække beundrende tilskuere til vinduerne. Den lille fabriksby lå stille og roligt i sommerens solskin med sine hvide huse og klaprende møllehjul. I Aalsgaarde tørrede mændene deres garn, mens kvinderne syslede foran huset med nål og tråd. Det var i denne lykkelige periode, at jeg færdedes i Hellebæk; thi disse dybe, dunkle skovsøer, denne vegetation, der broderligt forbinder bagen og anemonen med birken, enebærret og lyngen, husede en hel verden for sig, travle, rastløse beboere, hvis færd det nok var værd at gøre sig bekendt med.

Min tid var delt mellem skoven og kroen. Man havde endnu en vis skyhed for at leje sine værelser ud. Hvor tydeligt husker jeg endnu kroens store sal med dens blåblomstrede sofa, de forunderlige, gammeldags stole, den rødmalede fyrretræs kommode med de besværlige skuffer, der altid ville ud, men, ligesom i nydelsen af deres frihed, aldrig ind igen. Hvor klart ser jeg ikke den mærkværdige pasteltegning, som jeg endnu svæver i uvished om, hvad enten den betød ‘Maria Himmelfart’ eller ‘Musernes dans på Helikon’, og som var en gave til huset fra en mere naiv end talentfuld kunstnerinde i omegnen.

Alle disse herligheder hørte mig til. Hele kroen stod til min rådighed, med undtagelse af skænkestuen og butikken, hvor man handlede med kaffe, sukker og et cetera, som der stod på skiltet. Dog var der lørdag aften en indskrænkning i min ejendomsret. Da samledes folk fra land og by, ikke til politisk vrøvl over en halvgammel avis, men til en ordentlig, solid dram, til en dans, og somme tider til en tvekamp, hvor man dog hverken anvendte kårder eller pistoler. Her lærte jeg mænd at kende med hårde, barske, vejrbidte ansigter, og dog barnligt naive og godmodige; mænd, som stod lige fast, hvad enten de bandt an med en snapseflaske på land eller en stormvejrsdag til vands. Jeg kunne nævne mange af disse, men jeg dvæler kun ved én, bådsmanden, min Ven, Niels Kei.

Niels Kei og havet havde været uadskillelige, dog til en vis periode. Fra skibsdreng var han blevet matros, fra matros blev han bådsmand. Så havde han fået nok af krigerberømmelsen, som havde kostet ham noget af den højre kind med tilsvarende bakenbart. Han var blevet fisker, både efter egentlige fisk og efter de kaptajner, der for modvind lå stille i sundet, og med hvem han drev en ikke ubetydelig forretning med proviant og andre fornødenheder. En skønne dag solgte han sine garn og net for en snes daler, købte sig en vogn og en hest for halvandet hundrede, og nu var han, hvad der ville krænke ham dybt, hvis han hørte det, en underlig mellemting af vognmand og fisker — efter kaptajner.

Men han var også noget andet. Han var Hellebæks gåde, dens mysterium, dens uløselige sfinks. Hvor havde Niels Kei fået den brune hest og den lille, lette, nymalede vogn fra? — eller for at gå lige til sagen: Hvorfra havde han fået pengene? Havde han levet på Sicilien, ville man have sagt, at han havde fundet ‘den døde mand’. I Hellebæk mumlede man i krogene. rystede på hovedet og skottede hemmeligt efter den brune, når den med vognen, Niels Kei og en fremmed rullede ned ad vejen mod Helsingør.

Niels Kei tog en rigsdaler for denne tjeneste; men jeg, studenten, kørte for tre mark, “thi man skal ikke være ublu,” mente han.

Niels havde en ganske speciel måde at behandle sin hest og sit køretøj på. Når han gjorde linerne fast, var det med et halvstik, som bandt han skødet på et storsejl. Når han sad på bukken, skrævede han ud med benene og stemte dem mod vognkærrens forreste kant, som om han roede med årer i en jolle, og ville han muntre den brune op, havde han nogle ganske mærkelige slag med linerne, slag, der på en påfaldende måde mindede mig om en mand, der pilker torsk. Men den brune forstod ham, og han forstod den, og det var jo hovedsagen.

Således rullede vi en efterårsaften hen ad vejen til Helsingør. Niels Kei med en uvognmandsmæssig sydvest på hovedet, for han mente, at vi snart fik regn fra nordøst; jeg var iført baldragt og hestedækken. Vejen gik gennem Hammermølleskoven, forbi den mørke Bondedam og op imod Kobberdammen under gensidig tavshed. Niels Kei virkede ikke oplagt den aften, og havde ikke sit sædvanlige lune humør med sit smørrede grin.

Pludseligt sagde han: “Ved studenten at, at Ole Hansen er død i nat? Det var min ven!”

“Ole Hansen!” gentog jeg forbavset. “Hvorledes?”

“Af for meget vand; han er druknet,” svarede Niels Kei tørt. “Ja, det kunne man nu have sagt sig selv,” føjede han halvdæmpet til, mens han langede ud efter den brune med en bevægelse, som kastede han en trosse på land.

“Har han da druknet sig?” spurgte jeg.

“Druknet sig?” gentog Niels foragteligt. Der er ingen fisker, der drukner sig. Jollen lå med bunden i vejret lige ud for den sorte sten, og Ole Hansen lå lidt sønder på ind imod stranden — død som en sild.”

“Hvorfor kunne man have sagt sig selv det?” vedblev jeg.

Niels Kei trykkede med den venstre hånd sydvesten fastere på hovedet, pilkede den brune med den højre, og sendte mig et meget sigende blik.

“Skal han ligge her?” spurgte jeg, idet vi kørte forbi den lille skovkirkegård, hvis hvide mure blev farvet gule af den nedgående sol.”

“Nej,” sagde Niels Kei. “Fiskerne går nordpå. Næppe havde han sagt dette, før den brune pludseligt stod stille midt på vejen med et ryk. Derpå skuttede den sig, som om den rystede fluer af hele kroppen, virrede med hovedet og var ikke til at få af stedet.

“Hmpf” sagde Niels Kei med en underlig mine og lod tøjlerne synke.

“Hvad sker der?” spurgte jeg.

“Åh, det er en uting,” brummede han, og i samme øjeblik fo’r vi af sted, som om den brune havde sporerne i siden.

“Har studenten noget imod at køre en lille omvej?” spurgte Niels, hvis mine var blevet endnu mere betænkelig.

“Som De vil,” svarede jeg, og dermed drejede vi op ad en bivej til højre, der førte ind i skoven. Den brune travede flinkt fremad, indtil vi nåede en stendysse til venstre, omringet af mægtige, enestående bøgetræer. Her skuttede den sig igen, virrede med hovedet og lagde ørerne tilbage.

“Tænkte jeg det ikke nok,” sagde Niels Kei med overbevisning i stemmen. Vi skulle aldrig have kørt på en fredag.” Derpå stod han af vognen, samlede en sten op, kastede den hen på dyngen og steg så op i vognen igen. I samme øjeblik fik den brune nyt liv, og vi tullede atter hen ad vejen.

“Hvad var det, De gjorde der, Niels?” spurgte jeg.

“Åh, det er sådan en slags skik,” sagde han kort. “Jeg lagde en sten for Skimmelmands hest.”

“Hvad er det for en?” spurgte jeg.

“Ja, studenten er jo så lærd,” svarede Niels Kei tøvende, “at han vel næppe tror på, hvad vi andre véd er sikkert og vist.”

“Jo vist gør jeg så, Niels,” sagde jeg, “der er mere imellem Himmel og Jord, end de lærde forstår sig på.”

“Ja, det er der, det er sikkert og vist,” sagde han, “og hvis studenten vil lade være med at grine ad mig, skal jeg fortælle ham det hele. Se, denne Skimmelmand, ham som byggede fabrikken, han var tysker, og en stor …” Her holdt Niels Kei pludseligt inde, og betragtede mig med et blik, som om han ville læse min mening.

“Ja vel,” sagde jeg.

“Han havde meget at gøre med Syvårskrigen,” vedblev Niels Kei. “Det kneb dengang stærkt med foder til hestene, og så skulle denne Skimmelmand sørge for havren, for han var ansat som proviantforvalter. Men hvordan det nu gik til, så kunne preusserkongens heste aldrig hamle op, hverken med franskmændenes eller russernes, og så lod preusserkongen Skimmelmand tilkalde. Men han havde lugtet lunten i forvejen, og skønt et helt husarregiment satte efter ham, så var han dog hele tiden foran, for han havde en gråskimmel, som ingen af de andres heste kunne hamle op med. Så kom de til sidst til floden Elben langt nede i Tyskland, og der svømmede Skimmelmands hest over, men husarerne druknede, hver eneste en. Så bar hesten ham helt op i Jylland, og til sidst kom han til København, og der kaldte han sig ‘Skimmelmand’, fordi skimlen havde frelst ham; ellers havde han nok heddet noget andet før. Så fik vores konge, Frederik den femte eller fjerde, fat i ham, og gjorde ham til minister og lod ham bygge fabrikken her, som er et fideikommis, for han var en dygtig mand. Da preusserkongen fik det at vide, lod han tiden gå, til krigen var endt, og de alle troede, at det hele var glemt. Så sendte han en delegation til vores konge, og så skulle Skimmelmand selvfølgelig hilse på sine landsmænd. De lå på et stort fregatskib ud for Trekroner, og kaptajnen havde ordre til, at så snart Skimmelmand satte sin fod på dækket, skulle de stikke til søs med ham. Chaluppen lå nede ved Toldbodtrappen med det preussiske kongeflag, og Skimmelmand var allerede ude på Toldboden. Der stod en livvagtskarl, som hed Schultz, for han var egentlig en holstener og kunne snakke tysk så godt som nogen. Han havde dagen i forvejen siddet inde i Brokkens Bod og drukket sammen med matroserne fra det preussiske skib, og der havde han hørt, at det hele var en fælde for at fange Skimmelmand og bringe ham tilbage til preusserne. Han turde dog ikke sige noget, da ministeren gik forbi med de høje herrer, men så blinkede han til ham og gjorde tegn, som en der får håndjern på. Se, det forstod Skimmelmand straks, for han var en stor Lucifer, og så sagde han, at han havde glemt nogle papirer oppe på slottet. De ville sende en Lakaj efter dem, men Skimmelmand sagde, at han måtte hente dem selv, og så gik han op på slottet, og der blev han. Preusserne ventede og ventede; men til sidst gik det op for dem, at de var blevet narret, og så stak de til havs igen, og Skimmelmand gik fri igen. Men så skrev preusserkongen til vores konge, at han skulle sætte Skimmelmand under jern og lås, og det måtte vores konge love at gøre. Så derfor gav kongen ham det store, forgyldte jernstakit uden for hans gård i Bredgaden; det står der endnu den dag i dag, og kan ses af enhver. Det sidste véd jeg er vist og sandt, for jeg har selv hørt det af den gamle Schultz, ham livvagtskarlen, som blinkede til Skimmelmand, og som derfor blev ansat som inspektør ved fabrikken. Det andet har jeg læst mig til, og det kan derfor gerne være, at det kun er en historie.”

“Men hvad blev der af hesten?” spurgte jeg.

“Ja, hesten,” gentog Niels Kei med et sky blik omkring sig. “Se, det var nu ingen rigtig hest. Det kan enhver nok vide, for den blev begravet her inde i skoven, som et andet kristent menneske, ikke at tale om hvad den havde gjort og endnu gør.” Her var det øjensynligt, at Niels igen kom ind på det mystiske, for han så ud efter nogle optrækkende skyer og tav.

“Nå, hvad gør den?” frittede jeg.

“Ja, det er det, studenten naturligvis ikke vil tro,” mumlede Niels Kei. “Den går omkring og græsser ved kirkegården uden hud og hår, ja, uden at der er så meget som en smule kød på den. Møder den folk, går den straks af vejen; men endnu er det aldrig slået fejl, at den, der har mødt den, er gået i graven tre dage efter. Dyrene kan kende, hvor den har gået; for de har nu langt mere forstand på den slags end vi andre. Så er der ikke andet for, end at korse en sten af og lægge den for Skimmelmands hest, ellers får de dødskuller eller andet skab. Deraf kommer stendyssen derhenne.”

“Så Ole Hansen Schimmelmanns hest, før han døde?” spurgte jeg.

Niels vendte skråen over i den anden side af munden, kastede en ny trosse over den brune, og sagde ligesom i luften: “Først hørte han den en nat i Aalsgaarde; siden mødte han den ved det vestre af kirkegårdsmuren ud imod værket. I aften er den ude igen.”

“Hvordan véd De det, Niels Kei?” spurgte jeg.

“Det har hun aldrig gjort før,” sagde Niels, og jog på den brune med pisken. “Den er ude igen i aften. — Nu får vi regn.”

“Men er det hele ikke den gamle historie om Helhesten?” sagde jeg og hyllede mig i dækkenet.

“Helhesten!” gentog Niels foragteligt. “Ja, studenten kan jo tro, hvad han vil. Helhesten? Den er jo historisk!”


“Nå, fik studenten sig så en kæreste?” spurgte Niels Kei, da jeg fra en af Kronborgs hyggelige, oplyste sale trådte ud i den skumle, nattemørke slotsgård.

“Nej, ikke denne gang, Niels.”

“Nu vel, så kør’ vi uden hende; det er ikke alle folk, der kan have kærester. En vinterjakke havde måske også været bedre,” føjede han til, idet jeg tog plads på sædet ved siden af ham. “Tag begge dækkener, student. Jeg behøver ingen.”

Natteluften var kold og bidende; Nordøstvinden stod lige ind fra Sundet og bragte mod sædvane regn. Klokken slog tolv, da vi rullede hen over den dundrende træbro. Mørket var så tæt, at vi næppe kunne skelne palisaderne, og lygter var en luksus, som Niels Kei endnu ikke kendte. Overgangen fra den livlige, brusende balmusik til Sundets melankolske bølgeslag, fra lyset, duften og samtalen til mørket, kulden og natteensomheden var så stor og pludselig, at jeg i dyb tavshed dampede på min cigar, uden at lægge mærke til den usædvanligt livlige konversation som Niels Kei førte, snart med mig, snart med sig selv og den brune.

Vi var ikke nået ret langt ud på landevejen, før jeg mærkede, at der var noget i vejen både med ham og den. Niels var ikke fuld, og den brune ikke kulret; men Niels havde dog taget temmelig fast på flasken, og den brune havde af og til nykker, der tiltog, jo mere vi nærmede os skoven.

Her aftog Niels Keis lystighed med et, og da vi havde kørt lidt under de dunkle graner, som hænger helt ud over vejen, sagde han pludseligt: “Her er fælt mørkt, Hr. student!”

“Tænd en cigar, Niels, den lyser,” sagde jeg, idet jeg rakte ham mit cigaretui.

“Tak, det er utid at ryge nu,” sagde Niels til min store forbavselse. Lidt efter kom vi forbi den første dam, og der ville han dreje om ad skovvejen til venstre.

“Holdt, Niels!” råbte jeg. “Det går aldrig; vi vælter i den første tørvegrav på vejen.”

“Lad mig om det,” sagde Niels Kei i en tone, jeg ikke havde hørt før. “Jeg har ret til at køre studenten, hvad vej jeg vil, når jeg blot kommer til Hellebæk med ham.”

“Og jeg har ret til at springe af, hvor jeg vil!” råbte jeg noget irriteret over Niels’ mærkelige opførsel. “Nu går jeg til fods resten af vejen så kan De køre i moser og tørvegrave, så meget De lyster.”

Niels betænkte sig et øjeblik; derpå tog han den brune ved bidslet og trak den frem over vejen.

“Nej, det kan jeg aldrig være,” mumlede han mere til sig selv end til mig. “Sid op, Hr. student. Lad os køre i Guds navn, men sker der noget, kommer det over Dem.”

Pludseligt kom jeg i tanke om Niels Keis historie, som jeg ganske havde glemt under ballets tummel, og jeg sagde leende: “De er da ikke bange for Schimmelmanns hest, Niels?”

Det gav et sæt i ham, da jeg udtalte disse ord, og han mumlede noget ved sig selv, som jeg ikke forstod. Lidt efter kom vi op på bakken, hvor der var lidt lysere, og hvor vi havde udsigt til alle sider, også til teglværket og kirkegården lige overfor. Den brune begyndte at trave raskere fremad, men lige med ét strakte den forbenene stift frem for sig, lagde ørerne tilbage, rystede over hele kroppen og udstødte en lyd, der var en mellemting af et hvin og en vrinsken.

“Ser De noget, Hr. student?” sagde Niels Kei med lav stemme. “Se derhenne!”

“Det er kun nogle hvide tåger, der trækker hen over mosen,” svarede jeg, idet jeg med øjnene søgte at fastholde og gennemtrænge de flygtige, i sig selv glidende masser, der af og til antog et ubestemt omrids af et stort, firbenet dyr.

“Hør!” hviskede Niels med hæs stemme.

“Åh snak, det er jo kun uglerne,” svarede jeg noget nervøs over udsigten til at vælte. “Få hesten frem, den er bange for noget.”

“Det er Skimmelmands hest,” sagde Niels Kei og stirrede ind i tågen, “vi ser den ikke, men dyrene forstår det.”

Lige som tågesøjlen blev ført over vejen af vinden, gjorde den brune et spring, der fik os begge til at gå bagover i vognen, og havde Niels Kei ikke fået fat i linerne, tror jeg, at den var galoperet hele vejen til Hellebæk.

Imidlertid fik han dog styr på den, og i nogenlunde regelmæssig fart fortsattes turen imod teglværket. Regnen drev ned, og mørket var så tæt, at den hvide kirkegårdsmur næsten forekom mig grå, idet vi kørte forbi den. Lige som vi var ved svinget til teglværket og næsten havde passeret muren, slog en ugle med et skarpt, skærende skrig hen over vore hoveder, og i samme øjeblik standsede den brune igen så pludseligt, at vi begge var nær ved at ryge ud af vognen.

“Jøsses kors! Hvad er det?” råbte Niels Kei, idet han greb mig fast i armen og med den anden hånd pegede ligefrem. Mit blik fulgte retningen. Det lysnede, glitrede og glimtede i luften; det var som om en enkelt månestråle, eller rettere, som om en stor, klar lyskegle skød frem fra et udhus i nærheden af teglværket. Derpå samlede den sig atter i luften og faldt som en hvid, klar, skinnende plet lige på kirkegårdsmuren. Hurtigere end jeg kan fortælle det, udvidede pletten sig til en bred, tågeagtig, lysende flade, og midt i denne stod usikkert og halvt henflydende med luften skelettet af en hest.

Niels stirrede på synet. Pletten trak sig atter sammen, blev mindre, klarere og mere lysende, og nu var skelettet så tydelig, at vi kunne tælle hvert ribben i den. Pludseligt gjorde den ligesom et hop i luften, lyskeglen forsvandt, og alt var indhyllet i det tykkeste mørke. I samme øjeblik tog den brune fart. Jeg hørte raslen af nedrullende vejskærver, derpå et brag — Niels Kei og jeg lå i grøften med vognen halvt over os.

“Hvad var det?” var mit første spørgsmål, da vi atter stod på vejen, og jeg havde overbevist mig om, at både Niels Kei og jeg var sluppet fra uheldet med nogle få småskrammer.

“Det var den onde skinbarlige selv. Det var Skimmelmands hest, Hr. student!” sagde Niels Kei og spyttede resten af det sand og grus ud, som han havde fået i munden under vores tur i grøften.

“Snak, Niels!” råbte jeg, modig ved ikke at være alene. “Lad os gå ind i udhuset, hvor lyset kom fra! Lad os søge teglværket igennem; der må være en naturlig forklaring.”

“I det udhus dér, Hr. student?” råbte Niels Kei og veg ud på vejen. “Nej, ikke om jeg så fik hundrede blanke dalere! Der hængte forpagterens karl sig i foråret, og der spøger det værre end en ulykke. Hun kom jo også derfra, den forbandede mær. Gud nåde os alle til hobe!”

“Men vognen?” indvendte jeg, da Niels gjorde mine til at gå.

“Ja, den blive her til i morgen,” sagde Niels, uden at bekymre sig om sin kæreste ejendom. “Gud hjælpe mig! Jeg har nok snart hverken brug for hest eller vogn. Det skulle da være en ligvogn,” føjede han sagte til, mens han kig ned ad skovvejen, hvor man endnu hørte galoppen af den brune, der søgte hjem med de sønderbrudte stumper dinglende bagefter sig.


Den næste dag var slud- og regnfuld. Først i skumringen kunne jeg komme ned til Niels Kei for at se, hvordan han havde det, og om den brune var kommet på stald. Jeg gik igennem den lille have, hvor georginerne og stokroserne syntes at fryse i regnen, ind i den snævre gård omkranset af et plankeværk. Der lå Niels Keis stadselige vogn med sønderbrudt fading og knækkede stænger. Den brune stod og vrinskede i spiltovet, som ventede den foder, men den var hverken striglet eller vasket. Fodersækken lå midt i gården, drivende våd af regnen, og døren til huset var imod sædvane lukket. Jeg lettede på klinken og trådte ind i den lille stenlagte forstue – der var ingen. Jeg gik ind i storstuen. Lyset faldt mat og svagt gennem de blyindfattede, solbrændte ruder. Dragkisteskufferne var trukket ud, deres indhold spredt rundt omkring på stole og bænke, og på det rødmalede bord lå en stak penge og en bunke gamle smudsige sedler. Ved siden af dem så jeg et stort ark hvidt papir og en pen tillige med en pomadekrukke, hvori fandtes en blækfyldt svamp, alt tydende på, at Niels Kei havde været i færd med at skrive, en for ham aldeles
usædvanlig beskæftigelse. Uordenen i vidnede om, at der var noget usædvanligt på færde. Jeg bøjede mig over papiret og læste følgende, skrevet med en stor og uøvet hånd:

For det tilfelle, at jæ ved døden skolle omkomme skænger jæ te Helebeg fatikase to hunrede børn, som skolle fordeles af presten…

Videre var han ikke kommet. Ordet ‘børn’ var streget over gentagne gange, og i stedet for var der sat noget, som vist skulle være rigsdalere, men det var løbet ud til en stor klat. Om mangel på færdighed var skyld heri, eller om klatten kunne henføres til den brændevinsflaske, der stod halvt tømt på bordet, skal jeg ikke kunne afgøre. Så meget er vist – jeg blev bange for, at Niels Kei havde eller ville begå selvmord. Jeg blev derfor overordentlig lettet, da jeg, efter at have passeret svinestien og de øvrige baghuse, så ham stå nede ved stranden med armene over kors, ryggen vendt imod mig, og uafladeligt stirrende mod nord ud over havet, som om han derfra ventede en langtfra kommende sejler. Han trykkede min fremrakte hånd, uden at spørge mig, hvorledes jeg havde det, eller blot byde mig så meget som ‘God Aften’, og gik derpå med bøjet hoved og et underligt sløvt udtryk i ansigtet op imod huset. Jeg fulgte efter, og således kom vi omtrent samtidigt ind i storstuen.

“Det var de stænger, Niels,” begyndte jeg, “og så den knækkede vognfading, som jeg ville tale med Dem om.”

“Åh tak, det behøves ikke,” sagde han og lettede på flasken.

“Jovist så, Niels,” sagde jeg, “det var mig, som forlangte, at vi skulle køre den vej.”

“Ja, men det var mig, som gjorde det,” svarede han og skød den lille sum fra sig, som jeg havde lagt på bordet. “Behold han blot sine penge, Hr. student! Han får bedre brug for dem end jeg.”

“Hør, sig mig, Niels,” sagde jeg, idet jeg for at gå lige til sagen tog fat på dokumentet. “De tænker da ikke på at dø? Hvad er det, De der har skrevet?”

“Det er Testemoniet,” sagde han og tog det blidt ud af hånden på mig.

“Testamente,” rettede jeg.

“Ja, det er nu som man siger,” svarede han lidt mut. “Jeg begyndte på testemoniet i morges, men det ville ikke rigtigt gå. Så var jeg ovre hos Ole Hansens enke. Hun fortalte mig, at papiret skulle være stempelret, og at jeg måtte have en prokurator til at gøre det. Der er et bud oppe efter ham.”

“Men Niels!” udbrød jeg igen. “Hvor kan De tro på den dumme snak? Vi så jo begge hesten, eller hvad det var, og betyder det noget, så kan jeg jo lige så godt dø, som De.”

Han så lidt usikkert på mig. derpå skænkede han sig en snaps og sagde: “Nej, De hører ikke til sognet, student; det gælder kun for Hellebæks sognefolk.  Inden to dage er jeg gået nord på.”

Jeg ville atter forsøge på at overbevise ham, da der i døren viste sig en lille, tyk og trivelig person med rødmosset, smilende ansigt og en stor mappe under armen. Det var prokuratoren.

“Nå, så De vil gøre boet op i tide, Niels Kei?” råbte han os i møde med den mest joviale stemme i verden. “Det kan jeg lide! En mand tænker på mere end den dag i morgen, og det er godt at have alting i orden, for livs og døds skyld.”

Her gjorde prokuratoren plads for to unge mennesker, der så ud, som de blot ventede på engang at blive federe. Han lagde mappen på bordet, tog sig en snus og sagde med et blik på mig : “Lad os så tage fat!”

“Jo, lad os det!” sagde Niels Kei med klangløs stemme.  “For livs og døds skyld!”


Den næste dag skulle Ole Hansen begraves. Flagene vajede på halv både hos toldkontrolløren og fra bådene ved kysten. På mange steder hos venner og bekendte, også hos Niels Kei, var der strøet buksbom og gran foran huset. Alt tydede på en sørgehøjtid, undtagen vejret, der var så solklart og glimrende, som en dansk oktoberdag kan være det. Fiskerne stod i klynger uden for sørgehuset, ventende på, at det blev deres tur til at tage sig en dram og en bid brød hos den afdøde, hvis storstue ikke nær var stor nok, til at huse dem alle. Jeg sluttede mig til dem, da jeg aftenen i forvejen havde jeg modtaget flere utvetydige vink om, at en student betydeligt ville forøge den hæder, der vistes den afdøde. Ja, Hellebæk lå endnu i sin uskyldigheds tilstand!

Mens jeg tankefuld stod og betragtede de sorte ligskamler, der var stillet midt på vejen, så jeg Niels Kei komme. Han var usædvanligt pyntet, med blank hat, blå trøje og rød, ulden skjorte, men han var ligbleg, og arret på hans kind brændte. Tavs trykkede han mig og de andre i hånden; derpå gik han ind for at få sig en dram på omgang. Lidt efter ordnedes toget, man havde blot ventet på Niels. Kisten blev båret ud og sat på bukkene. To hvidbårede spillemænd med rene sorgens ansigter gik foran og gned en ligmarch, som i hele sin tragiske naivetet næsten var komisk at høre på. Forrest efter kisten gik Niels Kei, i egenskab af ven og velhaver, sammen med den afdødes familie. Derpå kom jeg som hædersgæst ved siden af skolelæreren, mens de talrige fiskere med enkelte bønder sluttede toget. Stille og langsomt bevægede det sig fremad i det klare, men kolde efterårssolskin, og under de forunderlige, snart skrattende, snart klagende violintoner. Så standsede man, dels for at skifte bærere, men dels, hvad jeg hurtigt blev overbevist om, for endnu en gang at vise den afdøde en sidste hyldest. Når der over vejen var strøet grønt og blomster, betød det, at her havde Ole Hansen haft en ven. Kisten blev sat ned foran døren, spillemændene strøg en slags koral, og så gik man ind i huset for at få sig en dram på omgang. Stemningen begyndte, efterhånden som man rykkede frem, at blive mindre og mindre sørgmodig – for Ole Hansen havde haft mange venner. For hver gang, vi skred frem mod en blomstersmykket plet, strøg spillermændene lystigere løs på violinerne, samtalen klang mere støjende og højrøstet, og snapsene gik flittigere på omgang. Niels Kei, der i begyndelsen havde holdt sig bag ved kisten, tog snart sin gamle plads ved siden af mig, hans ansigt tabte mere og mere morgenens melankolske præg, og hver gang han kom ud efter en omgang, trykkede han mig fast i hånden, slog ud imod kisten og sagde med stigende betoning kun de ord: “Han var min ven. Hr. student!”

Det var med stor lettelse, at jeg så det hvide flyvesand omkring os, og Hornbæksplantagen med sine lyse birke og mørke Fyrtræer i baggrunden; for havde vejen været lige så beboet, som i begyndelsen, tror jeg, at vi alle var komnmet til Hornbæk mere salige end den afdøde.

Der var noget forunderligt Bellmansk ved det hele. Ja, det indtryk forsvandt ikke engang, da vi kom ind på kirkegården, efter at man havde taget den sidste og største ‘omgang’ i Hornbæk Kro. Gravlægningen fik på sømandsvis en noget gyngende gang. Kisten blev firet ned, præsten holdt en temmelig salvelsesfuld tale, og da de tre ufravigelige skuffer sand havde spredt sig over kistelåget, og et fadervor var læst, betragtede jeg handlingen som endt. Under det hele havde jeg i det skjulte iagttaget Niels Kel. Først stod han med foldede hænder og stirrede stift hen for sig. Under talen gav han sig til at svinge med armene og virre med hovedet, som om han af og til misbilligede præstens Ord. Endeligt beholdt han, som i distraktion, hatten på under læsningen af fadervor. Ligesom følget beredte sig til at forlade kirkegården, gjorde han pludseligt en stor svingning uden om det og styrede med ingenlunde sikre skridt hen imod det bræt, der var lagt over graven.

“Væk med den sidste planke!” råbte han og sparkede den til side med foden.

Der blev en almindelig opsigt; men han stillede sig lige på randen af graven og stirrede ned i den med en meget spekulativ mine. Pludseligt rev han hatten af hovedet, slog ud med hånden og sagde: “Ja, nu ligger du der, Ole Hansen. — Du var min ven! Men det har du for, at du holdt fejl kurs og ikke klarede pynten!”

Han holdt et øjeblik inde, som ledte han efter ord. Derpå fortsatte han igen: “Du var min ven, Ole Hansen! Ja, jeg siger det, du var min ven! Men du var en stor synder for Gud og mennesker. Det véd jeg bedre end …”

Niels Keis tale fik her en noget brat slutning. Jorden skred ud under hans fødder, og med et hult brag styrtede han ned i graven, mens følget forfærdet stimlede til for at trække ham op.


Den følgende dag var jeg igen ude for at se til Niels Kei. Han lå i sengen med et tørklæde bundet om hovedet; for da han ramte kistekanten havde han skrabet sin næse betydeligt. Der var en usædvanlig ro og mildhed over ham, måske lige så meget på grund af de dødstanker, der havde grebet ham, som af skam over hans opførsel på Hornbæk Kirkegård. Han talte meget fornuftigt og forstandigt om alting; men ét var det umuligt at få ud af hans hoved: Det, at det var hans sidste dag, og at han ville dø inden midnat.

Forgæves forsøgte jeg at overbevise ham om det indlysende, at sådanne varsler i regelen intet betyder. Forgæves søgte jeg at bortforklare det sære syn ved naturvidenskabelige grunde, noget, som desuden faldt mig vanskeligt, da jeg ikke selv fuldkomment forstod det. Forgæves talte jeg om en tilfældig lysning fra teglværksovnen, om tågespejlinger og lysbrydninger. Han tilbageviste ethvert forsøg med ordene: “Enhver får nu tro, som han vil.”

Om eftermiddagen kom jeg igen. Niels Kei var oppe og påklædt, men det var, som han ikke havde ro på sig noget sted. Han gik fra stalden til stuen og fra stuen den lille strandhave, og selv her flyttede han sig fra den ene af de to bænke over til den anden, som om hans egen skygge forfulgte ham. Til sidst gik han ind i storstuen, hvor han satte sig på slagbænken og begravede ansigtet i sine hænder. Således blev han siddende, medens mørket faldt på, uden at agte på mine velmente råd og formaninger, og ligegyldig for alt, undtagen det grønne bornholmske stueur, hvis viser han af og til sendte et blik. Mørket faldt tættere og tættere, men endnu sad han lige ubevægelig. Da klokken slog syv, rejste han sig pludseligt op og sagde:

“Har studenten noget imod at følge med op til præsten?”

“Ikke det mindste, Niels,” svarede jeg, glad over, at hans tanker tog en anden retning, men dog noget betænkelig ved den lange vej, vi havde at tilbagelægge.

“Lad os så gå da!” sagde han, idet han langede hatten ned fra knagen.

Vi trådte ud på vejen. Jeg ville dreje til højre, men Niels sagde: “Nej, det er nok bedst, at jeg taler med ham i Helsingør.” Det vartydeligt, at hans opførsel på kirkegården lå ham tungt på hjertet.

Vi passerede gaden i Aalsgaarde, gik over Møllebroen, men da vi kom forbi kroen, hvor der stod en del unge fiskere, grinte de af ham. Niels Kei vendte hovedet til den anden side og sagde intet. Langsomt og under gensidig tavshed gennemvandrede vi Hellebæks Storgade, indtil vi kom til det punkt, hvor en skovsti slår af til venstre. Her stod Niels stille, som om han førte en kamp med sig selv, og sagde derpå: “Lad os gå denne vej.” Med disse ord tændte han en lille lygte, som han tog op af sin frakke. Langsomt og forsigtigt vandrede vi frem ad stien, langs dammen, snublede os frem over trærødderne, og for hver gang lygtens flagrende skær faldt på en af de hvide birkestammer, så jeg, at Niels skævede til dem. Endeligt nåede vi kirkegårdsmuren, hvor en lille gang løber op til hovedvejen ved teglværket. Her slukkede Niels Kei lygten, og sagde kort: “Her var det.”

“Ja,” svarede jeg, idet jeg så mig omkring, og på ny lagde mærke til, at der var lys i udhuset.

Netop som jeg udtalte ordet, for et lysglimt, som af et spejl, fra udhuset hen over vejen. En hvid, skinnende, cirkelrund plet viste sig på kirkegårdsmuren, og midt i den stod, ikke Schimmelmanns hest, men – en langbenet stork med en baby i næbbet.

Overraskelsen var så pludselig, og virkningen sp overvældende komisk, at jeg brast i latter, uden at lægge mærke til Niels Kei, som havde tabt lygten af forfærdelse.

“Det er jo en laterna magica!” råbte jeg, idet jeg trak ham hen imod huset. “Kom herind, Niels, så skal De se, at det går naturligt til.”

Det forholdt sig ganske, som jeg havde sagt. Inde i huset morede forpagterens drenge sig med at kaste de magiske spejlbilleder ud på den hvide mur gennem et hul i døren. Et skarpt forhør klarlagde, at de navnlig havde drevet dette uvæsen, når vejfarende kom forbi, og at de fredag aften havde været årsag til vort uheld.

“Skal vi så gå til præsten?” spurgte jeg, da vi atter stod på vejen.

“Nej, nu tror jeg, jeg kan opsætte det lidt,” sagde Niels Kei med sit gamle, smørrede smil. “Men vil studenten med på kroen og smage på en æggepunch, så er jeg med.”

“Nå, så det var en laterna magica,” fortsatte Niels, da vi sad i den lune krostue, og han stødte sit glas mod mit. “Ja , hvem kunne nu vide det? Sådan en må studenten købe til mig i København; men det skal være en med Skimmelmands hest — for i graven kom jeg dog ligegodt,” føjede han til.


Niels Kei kører ikke længere den brune imellem Hellebæk og Helsingør. Han er for længst ‘gået nordpå’ med den store vogn, som henter alle. Om han før sin død så Schimmelmanns hest, har jeg aldrig fået at vide. Derimod fandtes
der efter ham et lovformeligt ‘Testemonium’ på stemplet papir, hvorved der uddeltes to hundrede rigsdaler til fattige børn i Hellebæk. Om årsagen til denne rundhåndethed, gik der i lang tid de forskelligste rygter. Nogle ville vide, at Niels Kei i sin dødsstund havde betroet præsten, at han i forening med Ole Hansen havde fundet en pose mønter skjult i stendyssen over Schimmelmanns hest. Det ville forklare noget af det uforståelige i Niels Keis opførsel i de skæbnesvangre dage.

Trykt i: Nye Digtninger: Fortællinger og Digte af danske Forfattere, 1867

Kort om Vilhelm Bergsøe

Født: den 8. februar 1835
Død: den 26. juni 1911

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Overkøjen af Francis Marion Crawford

F. Marion CrawfordI

En eller anden bad om cigarerne. Vi havde siddet og snakket længe, og samtalen var så småt ved at ebbe ud. Tobaksrøgen var begyndt at hænge i de tykke gardiner, og det var allerede ganske åbenbart, at med mindre en eller anden gjorde noget, som kunne peppe vores døsige ånder op, ville sammenkomsten snart nå sin naturlige afslutning, og vi, gæsterne, ville ilsomt søge hjem i seng. Ingen havde sagt noget særligt bemærkelsesværdigt; måske var der ingen, der havde noget særligt bemærkelsesværdigt at sige. Jones havde informeret os om samtlige enkeltheder vedrørende hans seneste jagtoplevelser i Yorkshire. Mr. Tompkins fra Boston havde skænket os en endeløs forklaring på de arbejdsprincipper, takket være hvis behørige og omhyggelige overholdelse, Atchinson-, Topeka- og Santa Fe- jernbanen ikke blot udvidede sit domæne, men også i årevis havde formået at lulle passagerne ind i troen på, at førnævnte selskab virkelig var i stand til at transportere menneskeliv uden at tilintetgøre dem.

Det er unødvendigt at gå yderligere i detaljer. Vi havde siddet til bords i flere timer; vi kedede os, vi var trætte, og ingen gjorde mine til at rejse sig.

En eller anden bad om cigarer. Instinktivt så vi alle hen på ham. Brisbane var en mand på femogtredive år og udmærkede sig ved de kvalifikationer, som hovedsageligt vækker mænds opmærksomhed. Han var en stærk mand. Hans skikkelses ydre dimensioner frembød intet usædvanligt for den almindelige beskuer, om end hans format var over gennemsnittet. Han var over 180 centimeter høj og forholdsvis bredskuldret. Han virkede ikke svær men på den anden side bestemt heller spinkel. Hans smalle hoved blev båret af en kraftig, senet hals; hans brede, muskuløse hænder syntes at besidde en besynderlig evne til at knække valnødder uden den normale bistand af en nøddeknækker. Og når man så ham fra siden, kunne man ikke lade være med at bemærke hans ærmers ekstraordinære bredde og hans brystkasses usædvanlige volumen. Han var en af de mænd, om hvem man almindeligvis siger, at deres ydre bedrager; det vil sige, at skønt han så overordentligt stærk ud, så var han i virkeligheden meget stærkere, end han så ud til. Om hans udseende i øvrigt behøver jeg ikke at sige meget. Hans hoved er lille, hans hår er tyndt, hans øjne er blå, hans næse er stor, han har et lille overskæg og en kraftig, firkantet hage. Alle og enhver kender Brisbane, og da han bad om en cigar, så alle på ham.

”Det er en højst egenartet ting,” sagde Brisbane.

Alle holdt op med at tale. Brisbanes røst var ikke høj og lydelig, men den besad en ejendommelig evne til at trænge ind i almindelig konversation og skære igennem den som en kniv. Alle lyttede. Brisbane, som konstaterede, at han havde tiltrukket sig almen opmærksomhed, tændte sin cigar med største sindsro.

”Det er en højst egenartet ting,” gentog han, ”dette her med spøgelser. Folk spørger altid, om nogen har set et spøgelse. Det har jeg.”

”Pladder! De? Hold op, Brisbane. En mand med Deres intelligens!”

Et kor af vantro udbrud hilste Brisbanes sælsomme erklæring. Alle bad om cigarer, og Stubbs, butleren, dukkede pludselig op fra et ukendt intets dybder med en ny flaske tør champagne. Situationen var reddet; Brisbane ville fortælle en historie.

”Jeg er gammel sømand,” sagde Brisbane, ”i hvert fald som passager. Og da jeg ofte må krydse Atlanten, har jeg mine yndlingsbåde. Jeg har en vane med at vente på bestemte skibe, når jeg er nødt til at krydse den andedam. Måske er det en fordom, men jeg er nu aldrig blevet snydt for en god, behagelig overfart undtagen én gang i mit liv. Jeg husker det udmærket. Det var i juni, og ‘Kamtsjatka’ var en af mine yndlingsbåde. Jeg siger var, for det er den aldeles afgjort ikke mere. Jeg kan ikke forestille mig noget som helst, der skulle kunne lokke mig til at tage endnu en rejse med det skib. Det er usandsynligt velformet agter, dets stævn er høj nok til at holde det tørt, og de fleste af underkøjerne er af dobbeltstørrelse. Det har en masse gode egenskaber, men jeg skal aldrig sejle med det mere. Undskyld dette sidespring. Jeg kom om bord. Jeg fik fat i en steward, hvis røde næse og endnu rødere bakkenbarter var mig lige velkendte.

‘Ethundredeogfem, underkøjen,’ sagde jeg i en forretningsmæssig tone.

Stewarden tog min kuffert, min overfrakke og mit rejsetæppe. Jeg skal aldrig glemme hans ansigtsudtryk. Ikke at han blev bleg, men han fik et ansigtsudtryk, så jeg troede, at han enten skulle til at udgyde tårer, til at nyse eller til at tabe min kuffert. Da sidstnævnte indeholdt to flasker ganske særligt udsøgt, fin, gammel sherry, som min gamle ven Snigginson van Pickyns havde foræret mig til rejsen, blev jeg yderst nervøs. Men stewarden gjorde ingen af delene.

‘Fanden ta’ mig,’ sagde han sagte og gik i forvejen.

Jeg formodede, at stewarden, som altså nu førte mig nedenunder, havde fået lidt rigelig whisky, men jeg sagde ikke noget, fulgte bare efter ham. Ethundredeogfem lå om bagbord, vel agterude. Der var ikke noget særligt bemærkelsesværdigt ved kahytten. Underkøjen var, som de fleste af underkøjerne på ‘Kamtsjatka’, dobbeltbredde. Der var masser af plads. Der var det sædvanlige servante-arrangement. Der var den sædvanlige tandstang af brunt træ, hvori det er lettere at anbringe en overdimensioneret paraply end en almindelig tandbørste. På den lidet indbydende madras lå, omhyggeligt sammenfoldet, disse tæpper, som en stor, moderne humorist så træffende har sammenlignet med kolde klattekager. Spørgsmålet om, hvad man gjorde, når man skulle bruge et håndklæde, var fuldstændigt overladt til passagerens fantasi. Glaskaraflerne var fyldt med et gennemsigtigt fluidum, som havde et svagt brunligt anstrøg, og hvorfra en mindre svag men ikke mere behagelig odør nåede ens næsebor som en fjern, kvalmende mindelse om et olietilsølet maskineri. Tristfarvede forhæng var halvvejs trukket for overkøjen. Det disede juni-dagslys kastede et sløvt lys ind over det trøstekløse lille sceneri. Huhh!  Hvor jeg hadede den kahyt!

Stewarden deponerede mit grej og så på mig, som om han kun havde tanke for at komme ud — sandsynligvis for at opsøge flere passagerer og flere drikkepenge. Det er altid en god idé at bringe sig i yndest hos disse tjenende ånder fra starten, og følgelig gav jeg ham nogle mønter lige på stedet.

‘Jeg skal forsøge at gøre det så behageligt for Dem, som jeg kan,’ bemærkede han, idet han stak pengene i lommen. Ikke desto mindre var der en skeptisk klang i hans røst, som undrede mig. Måske havde han sat sine drikkepenge-takster i vejret, så han ikke var tilfreds med det, han havde fået. Alt taget i betragtning var jeg dog mest tilbøjelig til at antage, at han, som han sikkert selv ville udtrykke det, ‘trængte til lige en lille én endnu’. Men jeg tog fejl; jeg gjorde manden uret.

II

Intet særligt nævneværdigt hændte i dagens løb. Vi lagde fra kaj præcist, og det var såre behageligt at være vel undervejs, for vejret var hedt og lummert, og damperens bevægelser fremkaldte en forfriskende luftning.

Alle og enhver ved, hvordan den første dag til vands former sig. Folk trasker frem og tilbage på dækkene og kigger på hinanden og træffer nu og da bekendte, som de ikke vidste var ombord. Der hersker den sædvanlige uvished om, hvorvidt maden vil vise sig at være god, dårlig eller intetsigende, indtil de første to måltider har gjort det af med enhver mulighed for tvivl. Der er den sædvanlige uvished med hensyn til vejret, indtil skibet er et godt stykke hinsides Fire Island. Bordene er tæt besat til at begynde med og så pludselig tyndt besat. Folk med blege åsyn springer op fra deres stole og styrter over hals og hoved mod døren, og enhver gammel sejler ånder mere frit, efterhånden som hans søsyge naboer haster bort fra hans side og efterlader ham mere albuerum og ubegrænset rådighed over sennepen.

Den ene tur over Atlanten ligner meget den anden, og vi, som må tage turen tit, tager den ikke, fordi den har nyhedens interesse. Hvaler og isbjerge er visselig interessante objekter, men når alt kommer til alt, er den ene hval ikke stort forskellig fra den anden, og man ser sjældent et isbjerg på nært hold. For flertallet af os er dagens frydefuldeste stund om bord på en oceandamper det øjeblik, da vi har taget vores sidste tur på dækket, røget aftenens sidste cigar og, efter at det således er lykkedes at gøre os selv trætte, føler os berettiget til at tørne ind med en ren samvittighed. Denne første aften på rejsen følte jeg mig ganske særligt dvask, så jeg gik til køjs i  ethundredefem tidligere, end jeg plejer at gøre. Da jeg kom ned i kahytten, blev jeg klar over, at jeg skulle dele kahyt med en anden. En kuffert, som lignede min egen en hel del, lå i det modsatte hjørne, og i overkøjen lå et nydeligt sammenlagt rejsetæppe samt en stok og en paraply. Jeg havde håbet at få kahytten for mig så jeg ærgrede mig noget, men jeg var naturligvis nysgerrig efter at vide, hvem min værelseskammerat var, så jeg besluttede at vente med at sove, til jeg havde set ham.

Jeg havde ikke ligget ret længe, før han kom ind. Han var, så vidt jeg kunne se, en meget høj mand, meget tynd og meget bleg med sandfarvet hår og bakkenbarter og næsten grå øjne. Der var, forekom det mig, et skær af noget tvivlsomt eller mystisk over ham; han var en type, man godt kunne vente at møde i Wall Street, men man ville ikke være i stand til med sikkerhed at sige, hvad han havde at gøre der. Han var ligesom lovlig velklædt — det virkede lidt mærkeligt. Der er altid en tre-fire af den slags på en oceandamper. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke brød mig om at stifte nærmere bekendtskab med ham, og jeg lagde mig til at sove besluttet på at lægge mærke til hans vaner, gå jeg kunne undgå ham i videst muligt omfang; hvis han havde for vane at stå tidligt op, ville jeg stå sent op; hvis han gik sent til køjs, ville jeg gå tidligt til køjs. Jeg brød mig ikke om at lære ham at kende. Hvis man først kommer i med den slags folk, så hænger de altid efter én. Stakkels fyr! Jeg havde ikke behøvet at ulejlige mig med at tage alle disse beslutninger vedrørende ham, for jeg så ham aldrig siden denne første aften i et hundrede og fem.

Jeg sov trygt, da jeg pludselig blev vækket ved et kraftigt spektakel. Efter lyden at dømme måtte min værelseskammerat være sprunget fra overkøjen ned på dørken i ét spring. Nu hørte jeg ham mase med slåen og håndtaget på kahytsdøren, som gik op næsten med det samme, og så hørte jeg hans fødder klapre, mens han i fuld fart løb hen ad kahytsgangen og lod døren blive stående åben efter sig. Skibet rullede lidt, så jeg ventede faktisk at høre ham snuble eller falde, men han styrtede af sted, som om han løb for livet. Døren svingede på sine hængsler i takt med skibets bevægelser, og lyden irriterede mig. Jeg stod op, gik hen og lukkede den og famlede mig tilbage til min køje i mørket. Jeg faldt atter i søvn, men jeg har ingen anelse om, hvor længe jeg sov.

Da jeg vågnede, var det stadig helt mørkt, men jeg havde en ubehagelig fornemmelse af kulde, og det forekom mig, at luften var så underlig klam. De kender den ejendommelige lugt, der kan være i en kahyt, som har været spulet af havvand. Jeg pakkede mig selv ind, så godt jeg kunne og døsede atter hen, mens jeg udformede den klage, jeg ville indgive næste dag. Jeg kunne høre min værelseskammerat vende og dreje sig i overkøjen. Han var velsagtens kommet tilbage, mens jeg havde sovet. På et vist tidspunkt hørte jeg ham stønne, og jeg gik ud fra, at han var ved at blive søsyg. Det er særligt ubehageligt, når man selv har underkøjen. Ikke desto mindre faldt jeg atter i søvn og sov til tidligt på morgenen.

Skibet rullede kraftigt nu, meget mere end aftenen før, og det grå lys, som kom ind gennem koøjet, skiftede hvert øjeblik, alt eftersom skibssiden vendte ruden i koøjet ned mod vandet eller op mod himlen. Det var meget koldt — ubegribeligt koldt i betragtning af, at vi dog var i juni måned. Jeg drejede hovedet og så hen på koøjet og opdagede til min forbavselse, at det ikke blot var lukket op men også drejet helt tilbage og gjort fast til væggen. Jeg stod op og lukkede det. Da jeg vendte mig om, kastede jeg et blik op mod overkøjen. Forhængene var trukket tæt for; min rejsefælle havde åbenbart frosset lige så meget som jeg. Det faldt mig ind, at jeg faktisk havde sovet tilstrækkeligt. Der var ubehageligt i kahytten, om end jeg, mærkeligt nok, ikke kunne mærke noget til den klamme fugtighed, som havde generet mig om natten. Min værelseskammerat sov stadig — en glimrende lejlighed til at undgå ham, så jeg skyndte mig at klæde mig på og gik op på dækket. Vejret var lummert og skyet, og der lå en olieagtig dunst over vandet. Klokken var syv, da jeg kom ud på dækket — jeg havde ikke forestillet mig, at den var nær så meget. Så traf jeg skibslægen, som var ude at nyde morgenluften. Han var en ung mand fra det vestlige Irland — en vældig kraftkarl med sort hår og blå øjne: han havde allerede en tendens til at blive svær men virkede ellers som en frisk og hyggelig fyr, ganske tiltalende.

‘Dejlig morgen,’ bemærkede jeg for at sige noget.

‘Nja-ah,’ sagde han og betragtede mig med umiskendelig interesse, ‘det er en dejlig morgen, og det er ikke en dejlig morgen. Jeg gir nu ikke meget for den.’

‘Tjah, næh, det kan der måske være noget om,’ sagde jeg.

‘Det er, hvad jeg vil kalde lummert vejr?’ svarede doktoren.

‘I nat var det nu meget koldt — det syntes jeg i hvert fald,’ bemærkede jeg. ‘Men selvfølgelig, da jeg vågnede og så mig om, opdagede jeg, at koøjet stod på vid gab. Det havde jeg ikke lagt mærke til, da jeg gik til køjs. Og hele kahytten var så underligt fugtig, klam.’

‘Klam!’ udbrød han. ‘På hvilket dæk ligger Deres kahyt?’

‘Ethundredeogfem.’ Til min forbløffelse gav det et mærkbart sæt i doktoren, og han begyndte at stirre på mig.

‘Hvad er der i vejen?’ spurgte jeg.

‘Åh ingenting,’ svarede han; ‘det er bare det, at alle har klaget over den kahyt på de sidste tre overfarter.’

‘Ja, jeg har så sandelig også tænkt mig at klage,’ sagde jeg. ‘Den er ikke blevet luftet ordentligt ud. Det er noget svineri!’

‘Jeg tror ikke, der er noget at gøre ved det,’ svarede lægen. ‘Jeg tror, det er noget … nå ja, det er ikke mit job at skræmme passagererne.’

‘De behøver ikke at være bange for at skræmme mig,’ replicerede jeg. ‘Jeg kan tage så megen klam luft, det skal være. Hvis jeg skulle få en virkelig skrap forkølelse, så kommer jeg op til Dem.’

Jeg bød doktoren en cigar, som han modtog og undersøgte meget kritisk. “Det er ikke så meget den klamme luft,’ bemærkede han. ‘Men De skal såmænd nok få det rart. Deler De kahytten?’

‘Ja, en skør fyr, om galopperer ud midt om natten og lader døren stå på vid gab.’

Atter så doktoren så underligt på mig. Så tændte han cigaren og fik et alvorligt udtryk i ansigtet. ‘Kom han tilbage?’ spurgte han pludselig.

‘Ja. Jeg sov ganske vist, men jeg vågnede og hørte ham rumstere. Så kom jeg til at fryse, og så faldt jeg i søvn igen. I morges så jeg, at koøjet stod åbent.’

‘Nu skal jeg sige Dem noget,’ sagde doktoren roligt, ‘jeg ynder ikke dette her skib. Jeg er revnende ligeglad med dets renommé. Nu skal jeg sige Dem, hvad jeg vil gøre. Jeg har en stor, rummelig kahyt heroppe. Jeg vil dele den med Dem, skønt jeg ikke aner , hvem De er.’

Jeg blev højst overrasket over dette forslag. Jeg kunne ikke begribe, hvorfor han pludselig udviste en sådan interesse for mit velfærd. Men det var en besynderlig måde, han talte om skibet på.

‘Det er vældigt pænt af Dem, doktor,’ svarede jeg, ‘men oprigtigt talt, jeg er da sikker på, at kahytten sagtens kan luftes ud eller blive gjort ren eller sådan noget. Hvad har De imod skibet?’

‘Vi er ikke overtroiske i vores profession, min herre,’ sagde lægen, ‘men det har folk det nu med at blive, når de færdes på søen. Jeg ønsker ikke at bilde Dem noget ind, og jeg ønsker ikke at skræmme Dem, men hvis De vil lytte til mit råd, så flytter De op til mig. Jeg ville hellere se Dem ryge over bord,’ tilføjede han, ‘end at vide, at De eller nogen anden skulle sove i ethundredeogfem.’

‘Vorherre bevares! Hvorfor?’ spurgte jeg.

‘Af den simple grund, at på de sidste tre overfarter er de folk, som havde fået den kahyt, røget over bord,’ svarede han dystert.

Det var en chokerende og yderst ubehagelig oplysning, må jeg indrømme. Jeg kiggede skarpt på doktoren for at se, om han gjorde grin med mig, men han virkede fuldstændig alvorlig. Jeg takkede ham for hans tilbud men tilføjede, at jeg agtede at blive undtagelsen til reglen om, at enhver, der sov i den bestemte kahyt, røg over bord. Han sagde ikke meget men vedblev at se meget alvorlig ud og bemærkede, før vi skiltes, at jeg formodentlig nok alligevel ville ændre mit syn på hans forslag. Da tiden var inde, gik vi til morgenbordet, hvor kun et uanseeligt antal passagerer var mødt frem. Jeg lagde mærke til, at et par af skibsofficererne, der spiste ved samme bord som jeg, så alvorligt på mig. Efter morgenmåltidet gik jeg ned i min kahyt for at hente en bog. Forhængene foran overkøjen var stadig trukket tæt til. Der hørtes ikke en lyd deroppe fra. Min kahytskammerat sov velsagtens endnu.

Da jeg kom ud, traf jeg den steward, som havde mig i sin flok. Han hviskede til mig, at kaptajnen gerne ville tale med mig, og strøg så af sted hen ad kahytsgangen, som om han var meget ivrig efter af undgå eventuelle spørgsmål. Jeg gik op til kaptajnens kahyt, hvor han sad og ventede på mig.

‘Sir,’ sagde han, ‘jeg vil gerne have lov til at bede Dem gøre mig en tjeneste.’

Jeg svarede, at det skulle være mig en glæde, om jeg kunne hjælpe ham med noget som helst.

‘Deres kahytkammerat er forsvundet,’ sagde han så. ‘Det vides, at han gik til køjs tidligt i aftes. Lagde De mærke til noget usædvanligt i hans optræden?’

Sådan som spørgsmålet kom, som en nøjagtig bekræftelse på den frygt, lægen havde givet udtryk for kun en halv time før, bevirkede det, at det gippede i mig. ‘De vil ikke fortælle mig, at han er faldet over bord?’ spurgte jeg.

‘Det er jeg bange for, at han er,’ svarede kaptajnen.

‘Det er minsandten det mest besynderlige,’ begyndte jeg.

‘Hvorfor?’ spurgte han.

‘Så er han den fjerde?’ udbrød jeg. Som svar på et nyt spørgsmål fra kaptajnen forklarede jeg, uden at nævne skibslægen, at jeg havde hørt historien om ethundredeogfem. Han lod til at blive meget misfornøjet over at høre, at jeg kendte den. Så fortalte jeg ham, hvad der var sket om natten.

‘Det, De siger,’ svarede han, ‘stemmer så at sige nøjagtigt med, hvad jeg fik fortalt af dem, der delte kahyt med de to af de tre andre. De sprang ud af køjen og fo’r henad kahytsgangen. Udkiggen så de to af dem ryge over bord; vi standsede og satte både ud, men vi fandt dem aldrig. Ingen har imidlertid hørt eller set ham, der forsvandt i nat — hvis han virkelig er forsvundet. Stewarden, som måske er en overtroisk fyr, og som derfor havde ventet, at der ville ske noget, gik ned for at se efter ham i morges og fandt hans køje tom, men hans tøj og hans øvrige grej var der stadig. Stewarden er den eneste mand om bord, der kendte ham af udseende, og han har ledt efter ham overalt. Han er forsvundet! Og nu, sir, vil jeg gerne bede Dem ikke at omtale sagen for nogen som helst af de øvrige passagerer. Jeg vil nødig have, at skibet skal få et dårligt ry, og intet klæber til en oceandamper som historier om selvmord. De kan vælge hvilken af officerskahytterne, De vil, min egen indbefattet, for resten af rejsen, Er det et fair tilbud?’

‘Særdeles fair; svarede jeg, ‘og jeg er Dem meget taknemmelig. Men eftersom jeg er alene og har kahytten for mig selv, vil jeg nu alligevel helst ikke flytte. Hvis stewarden vil fjerne den stakkels mands ting, så vil jeg foretrække at blive, hvor jeg er. Jeg skal ikke nævne et ord om sagen til nogen, og jeg kan love Dem, at jeg ikke vil følge min værelseskammerats eksempel.’

Kaptajnen prøvede på at få mig fra det, men jeg foretrak at have en kahyt for mig selv fremfor at skulle være sovekammerat med en af officererne. Jeg ved ikke, om jeg handlede tåbeligt, men hvis jeg havde fulgt hans råd, ville jeg ikke have haft mere at fortælle. Tilbage ville der have været det ubehaegelige sammentræf af flere selvmord blandt personer, som havde sovet i den samme kahyt, men det ville også have været det hele.

Det blev imidlertid på ingen måde enden på historien. Jeg besluttede stadigt, at jeg ikke ville lade mig gå på af den slags skrøner, og gik endog så vidt som til at diskutere spørgsmålet med kaptajnen. Der var noget galt med den kahyt, sagde jeg. Den var modbydeligt klam. Koøjet var ikke blevet lukket i aftes. Min værelseskammerat havde måske været syg, da han kom om bord, og han kunne have gået i vildelse, efter at han havde lagt sig. Måske holdt han sig nu skjult et eller andet sted på skibet, og måske fandt man ham før eller senere. Kahytten burde luftes ud, og koøjets lukkemekanisme burde gås efter. Hvis kaptajnen ville tillade mig at gå nu, så skulle jeg straks se til, at det jeg anså for påkrævet, blev gjort omgående.

‘Selvfølgelig har De ret til at blive, hvor De er, hvis De absolut vil,’ svarede han temmelig irriteret, ‘men jeg ville nu ønske, at De ville rykke ud og lade mig låse det hul af, og så færdig med det.’

Jeg så lidt anderledes på sagen og forlod kaptajnen efter at have lovet at holde tæt med min kahytskammerats forsvinden. Sidstnævnte havde ingen bekendte om bord, så ingen savnede ham i dagens løb. Hen under aften traf jeg doktoren, og han spurgte mig, om jeg havde ombestemt mig. Jeg svarede, at det havde jeg ikke.

‘Så gør De det inden længe,’ sagde han med alvorligt eftertryk.

III

Vi spillede whist om aftenen, og jeg gik sent til køjs. Jeg kan godt indrømme nu, at jeg fik en ubehagelig fornemmelse, da jeg kom ind i min kahyt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den høje mand, jeg havde set den foregående aften, og som nu var død, druknet, og lå og skvulpede i de lange dønninger en to-trehundrede sømil agterude. Hans ansigt tegnede sig meget tydeligt for mig, mens jeg klædte mig af, og jeg gik så vidt som til at trække forhængene for overkøjen fra — som for ligesom at overbevise mig om, at han virkelig var væk. Jeg låsete også  kahytsdøren omhyggeligt og slog slåen for. Så opdagede jeg pludselig, at koøjet atter var åbnet, slået helt tilbage og gjort fast til væggen. Dét var mere, end jeg kunne tage. Jeg jog i min morgenkåbe og gik ud for at finde Robert, min steward på denne tur. Jeg var godt gal, husker jeg, og da jeg fandt ham, halede jeg ham forbitret med ned til døren til ethundredeogfem og skubbede ham ind i kahytten, hen til koøjet.

‘Hvad i helvede er meningen, De slyngel, at lade det koøje stå åbent hver aften? Er De ikke klar over, at det simpelt hen er forbudt? Ved De ikke, at hvis skibet krænger, og vandet begynder at fosse ind, så vil ikke ti mand kunne lukke det? Jeg skal indberette Dem til kaptajnen, De sjuskehoved, for at have bragt skibet i fare!’

Jeg optrådte overordentligt groft. Manden skælvede og blev bleg men skyndte sig så at lukke den runde glasplade i den svære messingfatning. ‘Hvorfor siger De ikke noget?’ spurgte jeg opbragt.

‘Hvis jeg må have lov at sige det, sir,’ stammede Robert, ‘så er der altså ingen her om bord, som ka’ holde den lem lukket om natten. De ka’ sel’ prøve det, sir. Jeg er altså færdig med at være om bord i dette her fartøj, sir; jeg skal altså ikke nyde mer’. Men hvis at jeg var Dem, sir, så skred jeg altså hernede fra lige med det samme og flyttede op til skibslægen eller sådan noget, ja jeg gjorde. Hvis De vil se her, sir — vil De nu mene, at det er lukket forsvarligt eller ej? De ka’ selv prøve, sir. De ka’ altså ikke rokke det en tomme.’

Jeg prøvede at ruske i koøjet og konstaterede, at det sluttede hermetisk tæt.

‘Nå, sir,’ fortsatte Robert triumferende, ‘jeg vil holde mit renommé som førsteklasses steward på, at om en halv time, så står det altså på vid gab igen, sir. Og ikke bare det — så er det lukket helt tilbage og kroget fast på væggen, sir. Det er det djævelske ved sagen, sir, kroget fast på væggen! Det ka’ det jo ikke gøre af sig selv.’

Jeg kiggede indgående på den store håndskrue og den svære hulmøtrik, som løb på den. ‘Hvis jeg opdager, at det står åbent i nat, Robert, så giver jeg Dem fem pund. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Så kan De godt gå.’

‘En femmer, sagde De, sir. Det er altså pænt af Dem, sir. Mange tak, sir. Godnat, sir. Og sov godt og drøm behageligt.’ Robert strøg ud ad døren, tydeligvis henrykt over at slippe væk. Jeg tænkte selvfølgelig, at han havde prøvet på at dække over sin forsømmelighed med en fjoget historie, som åbenbart skulle skræmme mig. Jeg troede ikke et ord af, hvad han havde sagt.

Jeg gik i seng, og fem minutter efter at jeg havde pakket mig godt ned, slukkede Robert det lys, som skinnede ind gennem glasruden ved siden af døren. Jeg lå ganske stille i mørket og prøvede på at falde i søvn, men jeg blev hurtigt klar over, at det var mig umuligt. Der havde været en vis tilfredsstillelse i at skælde stewarden ud, og denne adspredelse havde gjort det af med den ubehagelige fornemmelse, jeg havde fået til at begynde med, da jeg kom til at tænke på den druknede mand, som havde delt kahyt med mig. Jeg var ikke længere søvnig. Jeg lå vågen et godt stykke tid og kiggede nu og da hen på koøjet, som jeg lige kunne se derfra, hvor jeg lå, og som i mørket lignede en svagt selvlysende suppetallerken, ophængt på en sort baggrund. Jeg antager, jeg må have ligget sådan en times tid eller så, og så vidt jeg husker det, var jeg lige ved at sove ind, da jeg pludselig blev lysvågen, dels fordi der stod en råkold træk ind i kahytten, og dels fordi jeg klart og tydeligt mærkede dråber af havvand sprøjte lige ind i synet på mig. Jeg sprang ud af køjen, og da jeg ikke i mørket havde tænkt på skibets bevægelser, blev jeg omgående med voldsomt kraft slynget over på den ottoman, som stod lige neden under koøjet. Jeg blev imidlertid straks klar over situationen og kom op på knæene. Koøjet stod atter på vid gab og var fæstnet til væggen!

Og dette her er ubestridelige kendsgerninger. Jeg var lysvågen, da jeg sprang ud af køjen, og hvis jeg ikke havde været, ville jeg aldeles afgjort være blevet det ved den lufttur, jeg fik over på ottomanen. Ydermere slog jeg både albuer og knæ ganske eftertrykkeligt. Der var store skrammer på dem næste morgen, som gjorde enhver tvivl om, hvad der var hændt, umulig. Koøjet stod åbent og var slået helt tilbage og fastgjort til væggen — det virkede så ufatteligt, at jeg tydeligt husker, hvordan jeg blev mere forbløffet end skræmt, da jeg konstaterede det. Jeg slog det omgående i igen og skruede hulmøtrikken til så stramt, jeg overhovedet kunne. Der var meget mørkt i kahytten. Jeg tænkte mig om og kom til det resultat, at koøjet måtte være blevet åbnet, inden der var gået en time, efter at Robert havde lukket det i mit påsyn, og jeg beluttede så at holde øje med det for at se, om det ville blive åbnet igen. Disse messingfatninger er meget svære og langtfra lette at bevæge; jeg kunne umuligt tro, at håndskruen var blevet rystet løs af skibsskruens rystelser. Jeg stod og kiggede ud gennem det tykke glas på de skiftevis hvide og grå sprøjt af havvand, om fossede forbi langs skibssiden. Jeg må have stået der sådan noget som et kvarters tid.

Pludselig, som jeg stod dér, hørte jeg ganske tydeligt noget bevæge sig i en af køjerne bag mig, og en brøkdel af et sekund efter, netop idet jeg rent instinktivt vendte mig om for at se hvad det var — selv om jeg naturligvis ikke kunne se noget i mørket — hørte jeg en ganske svag stønnen. Jeg satte i et spring tværs gennem kahytten og flåede forhængene foran overkøjen til side for at se, om der var nogen. Der var nogen.

Jeg husker, at da jeg stak hænderne ind i køjen, føltes det, som om jeg jog dem ind i luften i en klam kælder, og inde fra køjen kom et formeligt vindstød, som stank grufuldt af råddent havvand. Jeg fik fat i noget, der føltes en menneskearm, men som var olieglat og vådt og iskoldt. Og i næste nu, idet jeg begyndte at hale i det, sprang bæstet pludselig med voldsom kraft ud i hovedet på mig — en klam, dyndagtig masse, forekom det mig, tung og våd og alligevel i besiddelse af en helt overnaturlig styrke. Jeg vaklede baglæns tværs gennem kahytten og samtidigt gik kahytsdøren op, og djævelskabet fo’r ud.

Jeg havde ikke haft tid at blive rædselsslagen, og så snart jeg fik hold på mig selv, sprang jeg ud gennem døren og satte efter bæstet så hurtigt, jeg orkede, men det var for sent. En halv snes meter foran mig kunne jeg se — og det er jeg sikker på, at jeg så — en mørk skygge, som jog af sted hen gennem den smalle kahytsgang, så hurtigt som en galophest, der i nattemørket farer hen gennem en dårligt oplyst gade. I næste nu var den imidlertid forsvundet, og jeg stod og klamrede mig til det blankpudsede gelænder, som løb langs kahytsgangen til det hvor den drejede om til trappen op til dækket. Mit hår strittede lige op i luften, og den kolde sved løb mig ned ad ansigtet. Jeg skammer mig ikke det mindste over at sige det: Jeg var skrækslagen.

Alligevel kunne jeg ikke for alvor tro mine sanser, så jeg tog mig sammen. Det var skrupforrykt, tænkte jeg. Jeg havde nok ikke haft så godt af det sidste stykke med gammelost. Det hele måtte have været en slags mareridt. Jeg famlede mig tilbage til kahytten og tvang mig selv til at gå ind i den. Hele hulen stank af råddent havvand, ligesom det havde været tilfældet, da jeg vågnede natten før. Jeg måtte opbyde al min sjælsstyrke for at gå ind og rode i mit tøj efter en æske tændstikker. Da jeg fik tændt en lille rejse-læselygte, som jeg altid har med mig, når jeg er på farten, opdagede jeg, at koøjet igen stod åbent. En slags snigende rædsel begyndte at overmande mig. Jeg havde aldrig følt noget lignende før, og jeg håber heller aldrig at komme til det igen. Men jeg tog da lygten og lyste op i overkøjen med den. Jeg ventede at finde den gennemsivet af havvand.

Deri tog jeg imidlertid fejl. Klart nok havde der ligget nogen i køjen, og den stank også, som jeg havde ventet det, men sengetøjet var knastørt. Jeg tænkte, at Robert rimeligvis ikke havde haft mod til at rede køjen efter det, der var sket den foregående nat — at det hele havde været en led drøm. Jeg trak forhængene så langt tilbage som muligt og undersøgte køjen grundigt. Den var absolut tør over det hele. Men koøjet stod atter åbent. I en blanding af skræk og sløv fortumlethed lukkede jeg det og skruede det til. For en sikkerheds skyld stak jeg min svære stok gennem hullet i møtrikken og vred den om af alle kræfter, til det tykke metal begyndte at give efter under trykket. Så hægtede jeg min læselygte fast i det røde fløjl for hovedenden af ottomanen og satte mig for at prøve på at komme til mig selv igen. Jeg sad der hele natten, ude af stand til bare at drømme om at få lidt søvn i øjnene — dårligt nok i stand til overhovedet at tænke. Men koøjet forblev lukket, og jeg kunne ikke forestille mig, at det atter skulle kunne åbnes uden anvendelse af ganske overordentligt voldsom kraft.

Omsider gryede dagen, og jeg klædte mig langsomt på, mens jeg tænkte på alt det, der var sket i nattens løb. Det var en herlig dag, og jeg gik op på dækket, glad over at komme ud i den dejlige, rene morgensol og lugte brisen fra det blå hav — så helt anderledes end den halvrådne stank nede i min kahyt. Rent instinktivt styrede jeg agterud, i retning mod lægens kahyt. Han stod i døren med piben i munden og nød morgenluften ganske som den dag.

‘Godmorgen,’ sagde han roligt, men samtidigt betragtede han mig med umiskendelig nysgerrighed.

‘Doktor, De havde fuldstændig ret,’ sagde jeg. ‘Der er noget galt med den kahyt.’

‘Jeg tænkte nok, De ville komme på andre tanker,’ svarede han temmelig triumferende. ‘Så De havde en ubehagelig nat? Skal jeg brygge Dem en opstrammer? Jeg har en fortræffelig opskrift.’

‘Nej tak,’ udbrød jeg. ‘Men jeg vil gerne have lov at fortælle Dem, hvad der skete.’ Og så forsøgte jeg så klart som muligt at berette nøjagtigt, hvad der var hændt, og undlod ikke at erkende, at jeg var blevet så hundeangst, som jeg aldrig havde været det nogen sinde før i hele mit liv. Jeg uddybede ganske særligt fænomenet med koøjet, for her var der da en regulær kendsgerning, som jeg kunne garantere for, om så også resten havde været en illusion. Jeg havde lukket det to gange i nattens løb, og anden gang havde jeg direkte bøjet messinget, da jeg vred i det med min stok. Jeg tror nok, jeg understregede dette temmelig eftertrykkeligt.

‘Det virker, som om De venter, at jeg skal betvivle Deres beretning,’ sagde doktoren, idet han smilede lidt over min detaljerede omtale af koøjet. ‘Jeg tvivler ikke på en tøddel af den. Jeg gentager min indbydelse til Dem. Kom herop med Deres grej og overtag halvdelen af min kahyt.’

‘Kom De hellere og overtag halvdelen af min, bare én nat,’ sagde jeg. ‘Hjælp mig med at komme til bunds i dette her.’

‘De kommer til bunds i noget helt andet, hvis De prøver på det, De foreslår,’ svarede doktoren.

‘I hvad?’ spurgte jeg.

‘Til bunds i havet. Jeg for mit vedkommende skal ikke være på dette her skib længere. Her er alt andet end hyggeligt.’

‘Så vil De altså ikke hjælpe mig med at finde ud …?’

‘Nix, min herre,’ afbrød doktoren mig. ‘Mit job er at sørge for, at jeg selv er ved mine fulde fem — ikke at rumstere med spøgelser og den slags ting.’

‘Tror De virkelig, at det er et spøgelse?’ spurgte jeg temmelig hånligt. Men endnu mens jeg spurgte, mindedes jeg tydeligt den grufulde fornemmelse af at stå over for noget overnaturligt, som havde grebet mig i nattens løb. Skibslægen svarede mig i en uventet skarp tone.

‘Kan De komme med nogen som helst fornuftig forklaring på hele historien?’ spurgte han. ‘Nej. Det kan De ikke. Godt. De siger, at De vil finde en forklaring på den. Jeg siger, at det vil aldrig lykkes Dem, sir. Simpelthen fordi der ikke er nogen forklaring.’

‘Jamen, min gode mand,’ protesterede jeg, ‘vil De, som dog er akademiker, fortælle mig, at den slags ting ikke kan forklares?’

‘Ja, jeg vil,’ svarede han brysk, ‘og hvis de kunne det, så ville jeg ikke bryde mig om at være indblandet i forklaringen.’

Jeg følte ingen trang til at tilbringe endnu en nat alene i kahytten, og på den anden side var jeg indædt opsat på at komme til bunds i mysteriet. Jeg tror ikke, der er mange, som ville have sovet alene dernede efter to sådanne nætter, men jeg besluttede at prøve det, hvis jeg blot kunne få en til at dele vagten med mig. Doktoren var tydeligvis ikke indstillet på at være med til noget sådant. Han påpegede, at han var skibets læge, og at han havde pligt til altid at være i beredskab, hvis der skulle ske noget. Han kunne derfor ikke tillade sig at risikere at få nerverne i uorden. Måske havde han fuldkommen ret, men jeg er nu tilbøjelig til at tro, at hans afvisning ikke var uden sammenhæng med angst. På min forespørgsel meddelte han mig, at der efter hans skøn næppe fandtes et eneste menneske om bord, som ville gå med til at prøve det, jeg havde for, og da vi havde sludret lidt mere sammen, forlod jeg ham. Lidt senere traf jeg kaptajnen og fortalte så ham min historie. Jeg sagde, at hvis ingen ville tilbringe natten i kahytten sammen med mig, så ville jeg bede om tilladelse til at have lyset tændt hele natten, og så ville jeg vove forsøget ene mand.

‘Nu skal jeg sige Dem noget,’ sagde han. ‘Jeg vil selv dele natten med Dem, og så skal vi se, hvad der sker. Det er min mening, at vi må kunne finde ud af det i fællesskab. Det kunne da godt tænkes, at vi har en blind pasager om bord, som forsøger at redde sig en behagelig overfart ved at skræmme passagererne. Det kunne vel endelig også tænkes, at der er noget galt med selve køjen eller hele kahytten.’

Jeg foreslog så, at vi skulle tilkalde skibstømreren og bede ham gå hele kahytten grundigt igennem, og for øvrigt var jeg ovenud henrykt over kaptajnens tilbud om at dele nattevagten med mig. Han var straks med på mit forslag, og sendte bud efter tømreren og gav ham besked på at gøre alt, hvad jeg forlangte. Vi gik nedenunder. Vi halede alt sengetøjet ud af overkøjen og undersøgte den grundigt for at se, om der skulle være noget i vejen med den, eller om måske et af panelerne på indersiden af den var en slags hemmelig lem, som kunne skubbes til side. Så gik vi løs på resten af kahytten, undersøgte samtlige planker i dørken, bankede på dækket, skilte hele underkøjen ad — kort sagt: da vi var færdige, var der ikke en kvadrat-centimeter i hele kahytten, som ikke var blevet undersøgt minutiøst. Alt viste sig at være i fuldkomne orden, og vi sørgede for at bringe alt i samme stand igen. Da vi var lige ved at være færdige, kom Robert og kiggede ind ad døren.

‘Nå, sir — har De fundet noget, sir?’ spurgte han med et gyseligt grin.

‘De havde ret, hvad koøjet angår, Robert,’ svarede jeg og gav ham den lovede femmer.

Tømreren gjorde sig færdig uden at sige noget. Han kunne sit kram. Men da der ikke var mere at lave, rettede han sig op, vendte sig mod mig og sagde: ‘Jeg er jo bare en ganske almindelig håndværker, sir, men jeg mener nu altså, at det ville være bedst, om De tog Deres grej og lod mig smække nogle fire-tommers skruer i den dør dér. Der er aldrig kommet noget godt ud af denne her kahyt, og det er altså alt, hvad der at sige om den sag. Fire mennesker har mistet livet her, hvis jeg husker rigtigt, og det på fire ture. Drop det hellere, sir — drop det hellere!’

‘Jeg vil nu prøve det en nat endnu,’ sagde jeg.

‘Drop det hellere, sir, drop det hellere! Det er en rigtig led affære,’ gentog tømreren, idet han stoppede sit værktøj i sin taske og forlod kahytten.

Men jeg havde på ny fået blod på tanden ved tanken om, at kaptajnen ville gøre mig selskab, så jeg besluttede, at intet skulle afholde mig fra at køre dette forunderlige løb til ende. Jeg undlod at spise gammelost om aftenen, ligesom jeg afstod fra at deltage i den sædvanlige aften-whist. Jeg ville være helt sikker på mine nerver, og min forfængelighed gjorde mig opsat på at vise mig over for kaptajnen.

IV

Kaptajnen var et af disse prægtige, seje og hyggelige mennesker, hvis blanding af mod, ukuelighed og evne til at bevare roen i kritiske situationer ganske naturligt fører dem op i høje stillinger, hvor det gælder om at have folk, man kan stole på. Han var ikke en mand, der hoppede på den første den bedste skrøne, og alene det faktum, at han var villig til at gå sammen med mig om undersøgelsen, var i sig selv bevis på, at han mente, der var noget, som for alvor var galt fat. Til en vis grad stod jo også både hans eget og skibets renommé på spil. Det er en alt andet end ligegyldig sag, når pasagerer forsvinder om bord, og det vidste han så godt som nogen.

Ved titiden om aftenen, da jeg sad og røg en sidste cigar, kom han hen til mig og trak mig væk fra den del af dækket, hvor en hel del af passagererne travede en aftentur og nød det lune mørke.

‘Det er en alvorlig sag, dette her, Mr. Brisbane,’ sagde han. ‘Vi må være forberedt på ét af to — enten at få en lang næse eller at komme ud for en skrap oplevelse. De forstår nok, jeg kan ikke tillade mig at le ad affæren, og jeg kommer til at bede Dem til sin tid underskrive min rapport om, hvad der eventuelt måtte ske. Hvis der ikke sker noget i nat, så prøver vi igen i morgen nat og natten efter og så videre. Er De med?’

Vi gik så nedenunder og ind i kahytten. Lige idet vi gik ind, fik jeg øje på stewarden, Robert, som stod lidt længere henne i kahytsgangen og iagttog os med sit sædvanlige dumme grin, som om han var sikker på, at der nu ville ske noget rædselsfuldt. Kaptajnen lukkede døren efter os og slog slåen for.

‘Hvad mener De om, at vi stiller Deres kuffert hen foran døren?’ foreslog han. ‘En af os kan sidde på den. Så kan ingen i hvert fald slippe ud den vej. Er koøjet skruet ordentligt til?’

Jeg konstaterede, at det sad, som jeg havde efterladt det om morgenen. For den sags skyld ville så ganske givet heller ingen have kunnet åbne det uden at bruge en drivstang, sådan som jeg havde gjort det med min stok. Jeg trak forhængene for overkøjen til side, så jeg kunne se ind i den. På kaptajnens forslag tændte jeg min læselygte og anbragte den sådan, at den oplyste overkøjen. Han selv insisterede på at sidde på kufferten, så han kunne sværge på, at han havde siddet og spærret døren.

Så bad han mig undersøge kahytten grundigt, hvilket hurtigt var gjort, eftersom undersøgelsen kun bestod i at kigge ind under underkøjen og ind under ottomanen ved koøjet. Der var helt tomt begge steder.

‘Det vil være umuligt for noget menneskeligt væsen at komme ind,’ sagde jeg, ‘og lige så umuligt for noget menneskeligt væsen at åbne koøjet.’

‘Udmærket,’ sagde kaptajnen roligt. ‘Hvis vi ser noget, må det altså enten være noget, vi bilder os ind, eller noget overnaturligt.’

Jeg satte mig på kanten af underkøjen.

‘Første gang, det skete,’ sagde kaptajnen, idet han lagde benene over kors og lænede sig tilbage mod kahytsdøren, ‘var i marts. Passageren, som havde kahytten, og som sov i overkøjen, viste sig at have været sindssyg — i hvert fald var han kendt for at være temmelig skør, og han var rejst af sted uden sine venners eller pårørendes vidende. Han fo’r ud midt om natten og sprang over bord, inden vagthavende officer kunne nå at standse ham. Vi lagde bi og satte en båd ud. Det var en stille nat, lige før vi fik hårdt vejr, men vi kunne ikke finde ham. Naturligvis blev hans selvmord bagefter tilskrevet hans mentale tilstand.’

‘Jeg formoder, det er noget, der sker forholdsvis tit?’ bemærkede jeg temmelig åndsfraværende.

‘Ikke tit — nej, det kan man ikke sige,’ svarede kaptajnen. ‘Jeg selv har aldrig været ude for det før, men selvfølgelig har jeg nu og da hørt, at det er sket på andre skibe. Nå, men som jeg sagde, dette her skete i marts. Allerede på vores næste overfart … Hvad ser De på?’ spurgte han og afbrød pludselig sin beretning.

Jeg tror ikke, jeg svarede ham. Mit blik var naglet til koøjet. Det forekom mig, at messing-hulmøtrikken begyndte at dreje sig ganske langsomt på bolten — men så langsomt, at jeg alligevel ikke kunne være sikker på, at den bevægede sig. Jeg stirrede stift på den, mærkede mig dens position og prøvede på at blive klar over, om den virkelig drejede sig. Da kaptajnen så, hvad det var, jeg stirrede på, gjorde han ligeså.

‘Den bevæger sig!’ udbrød han i en tone, som gjorde det klart, at han ikke nærede ringeste tvivl. ‘Næh, det gør den alligevel ikke; tilføjede han så efter sådan noget som et minuts forløb.

‘Hvis det var noget, der skyldtes rystelserne fra skibsskruen,’ sagde jeg, ‘så burde den være gået op i dagens løb, men da jeg undersøgte den nu til aften, var den trukket lige så tæt til, som da jeg forlod den i morges.’ Jeg rejste mig og gik hen og prøvede møtrikken. Den var så afgjort blevet løsnet, for jeg kunne uden besvær dreje den med mine hænder.

‘Det besynderlige er,’ sagde kaptajnen, ‘at den anden mand, som forsvandt, menes at være kommet ud netop gennem det koøje. Det var en skrækkelig historie. Det var midt om natten, og himmel og hav stod i ét, og så blev der slået alarm: et af koøjerne stod åbent, og søen væltede ind. Jeg fo’r herned og fandt alting sejlende, vandet fossede ind, hver gang skibet krængede. Nå, vi fik da lukket, men vandet havde anrettet en hel del skade. Lige siden da stinker kahytten fra tid til anden af salt brakvand. Vi formodede, at passageren havde maset sig ud gennem koøjet om end guderne må vide, hvordan han havde båret sig ad med det. Stewarden blev ved med at fortælle mig, at han ikke kunne holde noget lukket hernede. På ære — jeg kan lugte det nu! Kan De ikke?’ spurgte han, idet han snusede mistænksomt.

‘Jo — ganske tydeligt,’ sagde jeg, og det gøs i mig, efterhånden som den velkendte stank af råddent havvand blev stærkere og stærkere. ‘Men se nu her: for at kunne lugte sådan, må kahytten da være gennemvåd,’ fortsatte jeg, ‘og jeg forsikrer Dem, at da skibstømreren og jeg gik den igennem i morges, var der knastørt overalt. Det er da fuldstændig fantas… Hov!’

Min læselygte, som jeg havde anbragt oppe i overkøjen, gik pludselig ud. Der kom stadig en hel del lys fra glasruden ved døren. Skibet rullede voldsomt, og forhængene for overkøjen svingede langt ud i kahytten og tilbage igen, Jeg rejste mig hurtigt fra kanten af min køje, og samtidigt sprang kaptajnen op med et forbløffet udråb. Jeg havde vendt ryggen til ham i den hensigt at tage læselygten ned for at undersøge den, da jeg hørte hans udbrud og i næste nu hans råb om hjælp. Jeg satte i et spring hen til ham. Han kæmpede af alle kræfter med håndskruen i koøjet. Det så ud, som om den drejede sig på trods af alle hans anstrengelser. Jeg greb min stok, et tykt egespir, som jeg næsten altid gik med, jog den gennem ringen og lagde mig over den med al min vægt. Men det solide træ knækkede pludselig, og jeg tumlede om på ottomanen. Da jeg atter kom på benene, stod koøjet på vid gab, og kaptajnen nærmest hang op ad kahytsdøren, dødbleg i ansigtet.

‘Der er noget i den køje!’ skreg han med en mærkelig røst, og det så ud, som om hans øjne var ved at springe ud af hovedet på ham. ‘Hold på døren, mens jeg ser efter — det skal ikke få lov at slippe fra os, hvad det så end er!’

Men i stedet for at overtage hans plads, sprang jeg op på kanten af underkøjen og greb fat i noget, som lå i overkøjen. Det var noget uvirkeligt, spøgelsesagtigt, grufuldt ud over enhver beskrivelse, og det bevægede sig i mit greb. Det føltes nærmest som liget af en mand, der var druknet for længe siden, men alligevel bevægede det sig, og det syntes at have ti mænds styrke. Jeg klamrede mig til det — dette slimede, dyndagtige, lede væsen. De døde, hvide øjne syntes at stirre på mig ud fra halvmørket; den rådne stank af salt brakvand hang ved det, og dets glinsende hår lå i slatne, våde krøller ned over dets døde fjæs. Jeg sloges med den døde tingest. Den kastede sig ud imod mig, tvang mig baglæns og var lige ved at brække mine arme. Den slog sine lig-arme om halsen på mig, dette levende kadaver, og overmandede mig så jeg til sidst udstødte et højt skrig, faldt bagover og gav slip på bæstet.

Idet jeg faldt, sprang det lede væsen tværs over mig og syntes at kaste sig ind over kaptajnen. Da jeg sidst så ham stå op, var hans ansigt kridhvidt og hans læbet sammenknebne. Det forekom mig, at han langede et voldsomt slag ud efter den døde skabning, og så styrtede han også om — faldt forover, lige på næsen, med et uartikuleret rædselsskrig.

Tingesten ligesom pustede et øjeblik, syntes at stå bøjet over skikkelsen på dørken, og jeg kunne have skreget højt igen af ren og skær rædsel, men jeg havde ikke stemme tilbage i livet. Bæstet forsvandt pludselig, og så vidt jeg kunne opfatte det med mine fortumlede sanser, forsvandt det ud gennem koøjet; hvordan det så var muligt i betragtning af åbningens ringe størrelse, er mere end menneskelig forstand kan fatte. Jeg blev liggende et godt stykke tid på dørken, mens kaptajnen lå ved siden af mig. Til sidst kom jeg dog til mig selv, men så snart jeg rørte på mig, blev jeg klar over, at min arm var brækket — albuebenet, nede ved håndleddet.

På en eller anden måde kom jeg på benene, og med min raske hånd prøvede jeg på at få kaptajnen halet op. Han stønnede og rørte på sig og kom omsider til sig selv. Han var ikke kommet noget alvorligt til, men han havde tydeligvis fået en hård behandling.

Nå ja, vil De høre mere? Der er ikke mere, Dette er enden på min historie. Skibstømreren fik sit ønske opfyldt om at få lov til at bolte kahytsdøren eftertrykkeligt til, og hvis De nogen sinde rejser med ‘Kamtsjatka’ og beder om at få kahyt nummer ethundredeogfem, så vil De få at vide, at den allerede er optaget — ja — den er optaget — af det døde gespenst.

Jeg logerede i skibslægens kahyt resten af turen. Han behandlede min brækkede arm og rådede mig til ikke mere at ‘mænge mig med spøgelser og den slags ting’. Kaptajnen var meget fåmælt på resten af overfarten og har aldrig siden ført det skib, skønt det stadig sejler. Jeg skal heller aldrig om bord i det mere. Det var en højst ubehagelig oplevelse, og jeg blev skræmt, til jeg var dødsensangst, hvilket er noget, jeg ikke synes om. Det var historien om, hvordan jeg så et spøgelse — hvis det altså var et spøgelse. Det var i hvert fald noget, der var afgået ved døden.”

Trykt i: The Broken Shaft: Unwin’s Annual for 1886, ed. Sir Henry Norman, 1885.
Originaltitel: The Upper Berth

Kort om F. Marion Crawford

Født: den 2. august 1854
Død: den 9. april 1909

Læs mere på Wikipedia

Mr. Tallent går igen af Mary Webb

Mary Webb
By Unknown – http://www.library.unt.edu/rarebooks/finding-aids/the-mary-webb-collection/the-mary-webb-collection/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=5639171

Jeg mødte Mr. Tallent første gang i eftersommeren 1906 på en lille ensom kro højt oppe i bjergene. For de indfødte i disse egne adskiller regnvejrsdage sig ikke meget fra andre dage, eftersom hver dag er optaget af arbejde, enten det er smukt vejr eller regnvejr. Men for turisterne er regnvejrsdage kedelige. Jeg havde kedet mig i næsten en uge og tænkte stærkt på at vende tilbage til London, da Mr. Tallent dukkede op. Og fordi jeg ikke kunne placere Mr. Tallent eller definere ham til min tilfredshed, vakte han min nysgerrighed, for en sagfører skulle gerne kunne bedømme folk i løbet af et par minutter.

Jeg så ikke Mr. Tallent ankomme, og jeg lagde heller ikke mærke til ham, da han trådte ind i stuen. Jeg kikkede op, og så stod han der, i den lille varme skænkestue, hvor ilden flammede i kaminen. Han stod og læste i et manuskript og bevægede samtidig læberne let. Han så på en gang distingveret og ubetydelig ud. Han var meget mager og over 180 cm høj. Hans hår og øjne var af ubestemmelig farve, hans tøj fortalte ikke noget, hans hænder så slappe ud og hans fødder vendte en smule opefter. Det mest bemærkelsesværdige ved ham var et udtryk af passiv og ubøjelig stædighed.

Jeg hilste på ham og spurgte, om han havde en avis, da han så ud til at komme fra civilisationen.

“Nej,” svarede han stilfærdigt, “nej, jeg har kun dette manuskript.”

Nu er jeg i reglen lige så bange for et manuskript som en hare for en hund. Eftersom jeg engang har været kritiker, er jeg altid udsat for at modtage pakker med manuskripter, som jeg skal udtale mig om. Jeg kunne altså have skånet mig selv og en halv snes andre mennesker for noget, som skulle vise sig at blive en frygtelig, en grufuld mare. Men dagen havde været så kedelig, og da jeg allerede havde pløjet mig gennem ‘Landmandens Almanak’ og ‘Zions klagesange’, havde jeg ikke andet at læse. Altså spurgte jeg “Er det Deres eget?”

“Ja, det er det,” svarede Mr. Tallent beskedent.
“Må jeg have lov?” spurgte jeg, vel vidende at han kun ønskede, at jeg skulle læse det.
“Hvor er det venligt af Dem!” udbrød han. “De er en fremmed, og De kender intet til mine håb og ønsker, og dog er De villig til at påtage Dem et så byrdefuldt hverv.”
“Det er ikke noget at tale om,” svarede jeg med en nervøs latter.
“Jeg tror nok,” mumlede han, idet han trådte nærmere og så at sige tog mig i besiddelse, da hans høje skikkelse ragede op over mig, “jeg tror nok, det er bedst, hvis jeg læser det op for Dem. Jeg har ord for at være en temmelig god oplæser.”

Jeg sagde, at det ville glæde mig, idet jeg samtidig trøstede mig med, at vi i hvert fald skulle spise til aften senest kl. 21. Jeg vidste på forhånd, at jeg ikke ville synes om hans oplæsning.

Han stillede sig foran kaminhylden.

“Dette,” sagde han, “skal være min scene.” Så begyndte han at læse.

Jeg ville ønske, at jeg kunne beskrive Dem denne langsomme, udtryksløse stemme, der blev ved og ved. Det var en stemme, som jeg dengang, ikke kunne finde nogen sammenligning til. Nu ved jeg, at den lød som en kedelig foredragsstemme i højtaleren. I begyndelsen lyttede man og opfattede endog ordenes betydning. Jeg opfattede de første seks kapitler, som var dræbende kedsommelige. Jeg fik fat i hele sceneriet, personerne, de udramatiske begivenheder, og jeg regnede med, at der efterhånden måtte ske noget. Jeg troede, at personerne ville udfolde sig, gøre frygtelige ting eller udføre store og ædle gerninger. Men de foretog sig intet.

Der skete ingenting! Bogen var triviel, formløs, ikke engang så levedygtig at den kunne begynde. Den var kun et forvredet udtryk for en negativ personlighed med et utal af banale, lånte forslidte idéer. Han sagde altid, hvad man ventede, at han ville sige. Man vidste nøjagtig, hvad alle hans personer ville gøre. Man ventede på de uundgåelige pinligheder som på det stadigt tilbagevendende jag af smerte, når man har tandpine. Jeg troede, at han ville holde op, når der var gået et stykke tid, for det plejer selv de mest anmassende personer at gøre, idet de undskylder sig og samtidig tydeligt nok forventer, at man skal sige “Fortsæt endeligt!”

Det var ikke nødvendigt i dette tilfælde. Det var simpelthen umuligt. Den langsomme, monotone stemme fortsatte uden en eneste pause med en grammofons ulidelige utrættelighed. Jeg sad og længtes efter, at han skulle hviske eller råbe – bare et eller andet, der kunne bryde denne kedsomhed. Jeg prøvede at tænke på andre ting, men dertil læste han for tydeligt. Jeg kunne ikke holde ud at høre på ham mere, men jeg kunne heller ikke blive fri. Jeg har aldrig oplevet en aften som den. Og som om skæbnen ville det, kaldte pigen os ikke til bords, før klokken nærmede sig 22! Timerne sneglede sig af sted.

Til sidst sagde jeg “Kunne vi ikke holde en lille pause, bare et par minutter?”
“Hvorfor?” spurgte han.
“Så kunne vi … så kunne vi drøfte Deres manuskript,” mumlede jeg udmattet.
“Da ikke nu på det mest spændende sted,” svarede han. “Kan De ikke se, at jeg har bygget min handling sådan op, at den når sit dramatiske højdepunkt netop nu? Alle personerne venter spændt på tragediens kulmination.”

Han fortsatte sin oplæsning. Jeg fortsatte med at vente på tragediens kulmination. Men der var ingen tragedie. Jeg havde en bragende hovedpine. Stemmen strømmede ustoppeligt – ud over mig, ud over stuen, ud over hele verden. Jeg følte det, som om den ville skylle mig ind i evigheden. Jeg opdagede, at jeg sad og tænkte “Hvis hun ikke snart kommer med aftensmaden, slår jeg ham ihjel!”

Jeg tænkte det på samme instinktive måde, som man tænker på at slå en ørentvist eller en myg ihjel. Jeg søgte tilflugt i tankerne om, hvordan jeg skulle gøre det. Det opslugte mig helt. Det satte mig i stand til at frigøre mig fuldstændigt for meningen i det, han læste op. Jeg overvejede alle de muligheder, der stod mig åbne: Kvælning, brødkniven på bufféten, hængning. Jeg svælgede i dem. Jeg begyndte næsten at føle mig lykkelig, da oplæsningen pludselig standsede.

“Nu kommer hun med aftensmaden,” sagde han. “Så kan vi drøfte manuskriptet. Bagefter skal jeg læse det færdigt.”

Det gjorde han. Og bagefter fortalte han mig alt om sit testamente. Han sagde, at han ville efterlade alle sine penge til en posthum udgivelse af sit manuskript. Han sagde også, at han gerne ville have mig til at sætte testamentet op for sig og i øvrigt være værge for manuskriptet.

Jeg svarede, at jeg ikke havde tid. Han svarede, at jeg kunne sætte testamentet op i morgen.

“Jeg skal rejse i morgen,” indskød jeg ærgerligt.
“De kan ikke komme af sted før om eftermiddagen,” sagde han triumferende. “I mellemtiden kan de sætte testamentet op. Og så behøver De ikke at gøre mere. De kan betale en kritiker for at læse manuskripterne. De kan betale en forlægger for at offentliggøre dem. Og derigennem bliver jeg husket.”

Han tilføjede, at hvis jeg stadig var i tvivl om deres litterære værdi, ville han læse et andet for mig.

Jeg gav efter. Ville enhver anden ikke have gjort det samme i mit sted? Jeg satte testamentet op, og efterlod en adresse, hvortil han kunne sende sit materiale, og forlod kroen.

“Gud ske lov!” sukkede jeg lettet, da en drejning af vejen skjulte ham for mine øjne. Han stod på dørtrinnet og læste noget, han kaldte et hyrdedigt, for en stor, kraftig hestehandler, som havde forlangt en morgenbitter. Jeg måtte smile ved tanken om, at han sikkert fik adskillige flere, end han havde bestilt.

Derefter glemte jeg Mr. Tallent. Jeg hørte intet til ham i nogle år. Jeg kikkede af og til bogkatalogerne igennem for at se, om der var nogen, der havde befriet mig for mit hverv med at udgive Mr. Tallent. Men det var der ikke.

Først ca. 10 år senere, da jeg lå på hospitalet, hjemsendt fra fronten som såret, mødte jeg Mr. Tallent igen. Jeg var rekonvalescent og sad i solen sammen med nogle andre gutter, da døren stille gik op og Mr. Tallent listede ind. Han læste for os i to timer. Han huskede mig og havde ikke så lidt at meddele os om sammentræf. Da han var gået, sagde jeg til sygeplejersken: “Hvis De lukker den fyr ind igen, mens jeg er her, slår jeg ham ihjel!”

Hun lo hjerteligt, men kammeraterne var alle sammen enige med mig, og han kom i hvert fald aldrig mere. Ikke længe efter så jeg hans dødsannonce i avisen.

“Stakkels fyr,” tænkte jeg, “det har han for sin oplæsning. Der er åbenbart en eller anden, der har tabt tålmodigheden. Nå, nu kommer han i hvert fald aldrig til at læse for mig mere.”

Så kom jeg i tanke om manuskripterne, og det slog mig, at hvis han havde holdt sit ord, var mine trængsler først lige begyndt. Det var kun alt for sandt.

Først kom det obligatoriske brev fra en sagfører i den by, hvor han havde boet. Dernæst fik jeg besøg af den omtalte sagførers fuldmægtige, som medbragte en stor blikkasse.

“Den afdødes slægtninge er meget fortørnede,” sagde han, “der er ikke efterladt noget til dem. De siger, at manuskripterne er værdiløse, og at de efterlevende har krav på …”

Jeg spurgte, hvordan de kunne vide, at manuskripterne var værdiløse?
“Mr. Tallent har fra tid til anden læst dem højt.”
Det lykkedes mig at skjule et smil.

“Og de forlanger at dele ligeligt med – æh – manuskripterne. De truer med at anlægge sag og de har skaffet sig en responsa angående det tilrådelige i at forlange det materiale undersøgt, der er i Deres besiddelse.”

Jeg kiggede på kassen. Der var en atmosfære af Joanna Southcott omkring den. Jeg spurgte, om den var fuld?

“Fuldstændig! Maskinskrevne manuskripter. Det er nydeligt gjort.” Han tog nøglen frem, en kopi af testamentet og et forseglet brev.

Jeg tog kassen med mig hjem den samme aften. Styrket ved en middag, en god cigar og et glas portvin betragtede jeg den nærmere. Der er en egen skæbnesvanger atmosfære omkring sådan en kasse. Hvad enten den rummer ulykke eller velsignelse, øver den altid sin fortryllelse over mennesker. En tryllekunstners kuffert, et juvelskrin, en alabastkrukke med kostelig nardussalve, en kiste med brudelinned, en stensarkofag – hvilken sælsom mystik hviler der ikke over dem alle! Så da jeg lukkede Mr. Tallents kasse op, følte jeg det, som om jeg åbnede for en ånd. Og det gjorde jeg i virkeligheden også. Jeg havde allerede læst testamentet og brevet igennem og set, at formuen var temmelig stor. Brevet gentog blot, hvad Mr. Tallent havde fortalt mig. Jeg kiggede i nogle af manuskripterne. Øjeblikkeligt var det, som om Mr. Tallent selv var til stede og fyldte værelset med sin stemme. Jeg stirrede hen mod stuens mørke kroge og ventede næsten at se ham dukke frem derhenne. Efterhånden som jeg løb flere manuskripter igennem, blev jeg klar over, at det, Mr. Tallent havde valgt at læse for mig, var det bedste. Jeg ringede til Johnson og bad ham komme hen til mig. Han er et af den slags mennesker, som aldrig tjener penge. Han er freelance journalist, men har bevaret sin samvittighed, hvilket er uheldigt for ham. Jeg vidste, han ville blive glad for jobbet.

Han kom omgående. Han så henrykt på manuskripterne. For i sit hjerte er han kritiker, og det er hans store håb engang at støde på et mesterværk og bringe det for dagens lys.

“Du må hellere tage en halv snes stykker ad gangen og gå dem igennem,” sagde jeg. “Så kan du afgive din kendelse, når du er færdig.”
“Kommer det til at afhænge af mig, om det bliver udgivet!
Hvilke der bliver udgivet,” sagde jeg. “Nogle skal i hvert fald ud – ifølge testamentet.”
“Men hvis jeg nu finder dem værdiløse allesammen, ville de stakkels fyre så ikke få mere ud af pengene? Det er forbandet ubehageligt ikke at have penge.”
“Jeg skal se nærmere på det. Jeg er ikke sikker på, det er lovligt. Hvad med bedømmelsen f.eks.?”
“Den skal jeg nok tage mig af,” sagde Johnson temmeligt overlegen. “Og hvis jeg finder et mesterværk …”
“Hvis du finder et mesterværk, gamle dreng,” sagde jeg, “betaler jeg dig 100 pund.”

Han spurgte, om jeg havde tænkt på en forlægger. Jeg sagde, at jeg havde bestemt mig for Jukes, eftersom selv den mest umulige bog ikke kunne gøre hans ry værre end det var, og fordi pengene måske kunne redde hans kredit.

“Er det nu også fair overfor stakkels Mr. Tallent?” spurgte han. Tallent havde allerede fået tag i ham.
“Hvis du skulle komme til at ønske,” sagde jeg til afsked, “at du aldrig havde fået noget med det at gøre, må du huske, at han i det mindste aldrig har læst højt for dig, og det skal du være taknemmelig for.”

Der skete intet i en uge. Så begyndte der at komme breve fra Mr. Tallents slægtninge. Det var en frugtbar familie. De var allesammen fattige, meget vrede og inderligt uinteresserede i litteratur. De skrev ud fra alle mulige synspunkter, i alle mulige stilarter. Brevene lignede imidlertid allesammen hinanden i to ting – den fuldkomne mangel på litterær kvalitet og juridisk præsision.

Det tog en time dagligt at læse og besvare disse breve. Hvis jeg gav dem det mindste håb, følte jeg det straks, som om Mr. Tallent kredsede om mig, tavs og ængstelig og såret. Hvis jeg ikke gav dem noget håb, fik jeg omgående brev fra en eller anden sagfører. Jeg var åbenbart den eneste, der følte lidenskaben i Mr. Tallents ærrighed og drømme. Jeg blev bekendtgjort med, at sagførerfirmaer overalt i England ville anlægge sag. Der blev ødslet penge ud på at berøve Mr. Tallent hans udødelighed, men det viste sig senere, at Mr. Tallent kunne tage vare på sig selv.

Da Johnson kom efter mere af kassens indhold, sagde han, at der ikke var noget tegn på noget mesterværk endnu, og at manuskripterne var så dårlige, som de overhovedet kunne være.

“En rørende fyr, denne Tallent,” sagde han.
“Lad ham for Guds skyld ikke få krammet på dig, kære ven,” bønfaldt jeg ham. “Du må ikke give tabt. Han vil hjemsøge dig, som han hjemsøger mig, med sin utålelige lidenskab. Jeg tænker på ham og hans kasse ustandselig, akkurat som man tænker på et forsvar, der gælder liv og død. Når jeg sidder hjemme i min egen stue, kan jeg høre ham læse. Når jeg er lige ved at falde i søvn, drømmer jeg, at han svæver over mig som en uhyre flagermus. Hvis det lykkes mig at glemme ham et lille øjeblik, kommer der straks et brev fra en af hans elendige slægtninge og kalder mig tilbage til virkeligheden. Tag dig i agt for Mr. Tallent!”

Det er sikkert overflødigt at fortælle Dem, at han ikke fulgte mit råd. Da han var færdig med kassen, var han lige så underkuet af Mr. Tallent som jeg. Skønt han var bittert skuffet over, at der ikke var noget mesterværk, var han dog stadig loyal mod forfatteren, omend han følte sig pinlig berørt af de medlidenhedsvækkende breve, slægtningene nu var begyndt at sende ind til alle bladene.

“Jeg drømte,” sagde han en dag til mig (Johnson siger altid ‘drømte’ for han er kritiker og anser det for det fineste udtryk), “jeg drømte, at stakkels Mr. Tallent viste sig for mig i de sene nattetimer og indgående fortalte mig, hvordan enhver af hans ting kom til ham. Han sagde, de kom ligesom Kubla Khan.”
“Det må have taget hele natten,” sagde jeg.
“Det gjorde det også,” svarede han. “Og det har fået mig til at føle lede ved et mesterværk.”

Jeg spurgte ham, om han agtede at komme til generalforsamlingen.

“Generalforsamlingen?”
“Ja. Sagerne har udviklet sig sådan, at vi har været nødt til at indkalde til en generalforsamling. Der kommer ca. 100 mennesker. Jeg må invitere dem på middag bagefter. Jeg kan ikke så godt skrive det på den afdødes regning.”
“Gud fri mig vel! Det bliver dyrt.”
“Det gør det. Men forhåbentlig bliver vi enige om et og andet. Det skulle glæde mig.”

“Du ser ikke rask ud, gamle dreng,” sagde han. “Du er vist temmelig udkørt.”
“De er jeg,” sagde jeg. “Tallent plager mig ustandselig. Kommer du så?”
“Gerne. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”
“Sandheden, hele sandheden …”
“Men det er så trist at tænke på, at den stakkels fyr har ofret sit liv på de fordømte … og så at de aldrig skal se dagens lys.”
“Det var værre hvis de skulle. Meget værre.”

“Det er en forbistret situation, min gamle ven!”
“Hvis jeg havde kunnet forudse, hvor forbistret,” sagde jeg, “havde jeg kvalt fyren deroppe i bjergene. Jeg har måtte ansætte to kontorister udelukkende til at tage sig af korrespondancen. Jeg har aldrig ro. Hele natten drømmer jeg om Mr. Tallent. Og nu hører jeg, at en af hans tuberkuløse slægtninge er død af skuffelse, fordi han ikke fik nogen af pengene, og hans kone har skrevet til mig, et vildt brev med trusler om at anklage mig for mord. Naturligvis er det noget sludder, men det viser, hvor hysteriske de allesammen er. Jeg føler mig temmelig ødelagt.”

“Du ville føle dig endnu mere ødelagt, hvis du havde læst den kassefuld.”
Det indrømmede jeg.

Vi havde et stormende møde. Det var ganske øjensynligt, at de mennesker virkelig trængte til pengene. Det var den slags kæmpende, forfordelte mennesker, som altid trænger til dem. Der var børn, som ventede på en chance i livet, gamle mennesker, som ventede på at blive skånet for døden en lille stund endnu, midaldrende, som ventede på at komme i gang med en eller anden forretning eller købe hyggelige små huse. Og udenfor det hele Mr. Tallent, som i sin immatrielle tilværelse formente dem de livets goder, han ikke selv behøvede mere.

Mens jeg sad og tænkte dette, så jeg tydeligt Mr. Tallent gå forbi vinduet til det lokale, jeg havde lejet til anledningen. Jeg rejste mig, jeg pegede, jeg råbte til dem om at følge efter ham. Manden selv i egen person.

Johnson kom hen til mig. “Tag den med ro, gamle dreng,” sagde han. “Du er overanstrengt.”
“Men jeg så ham virkelig,” sagde jeg. “Manden i egen person. Årsagen til hele miseren. Hvis jeg bare kunne få fat i ham!”

En af Tallents mange svogre, en læge, bemærkede at disse hallucinationer var meget almindelige, og at jeg øjensynligt ikke var særligt kvalificeret til at have ansvaret for pengene. Det gav mig et lille håb, indtil det fjols til Johnson begyndte at modsige ham og køre frem med tåbeligheder om min karriere. Han blev afbrudt af en gammel ryste-tante, der råbte:

“Kirken! Kirken!  Lad os spørge kirken! Der står noget i biblen om det, jeg kan bare ikke huske det i øjeblikket. Er der ikke nogen, der har en bibel?”
En gejstlig nevø tog et lommetestamente frem, og det opklaredes, at det hun havde ment var ‘Tag ti talenter’.

“Hvis jeg bare kunne tage én, frue,” sagde jeg, “det ville være nok.”
“Det står der også noget om,” svarede hun triumferende.
“Hør her! … Hvis nogen har én talent … Åh, der står alt i biblen.”

“Lad os komme til sagen,” bemærkede en af de tretten sagførere. “Om det står i bibelen eller ikke, om Mr. Tallent gik forbi vinduet eller ikke, det vedkommer alt sammen ikke det lovlige eller ulovlige i det, vi foreslår. Kendsgerninger er kendsgerninger. Den afdøde er død. De har pengene. Vi vil gerne have dem.”
“Jeg ville inderligt ønske, at De havde fået dem,” sagde jeg, “og at Mr. Tallent hjemsøgte Dem i stedet for mig.”

Mødet varede fire timer. Der blev fremsat de vildeste idéer. Et par sportsgale fætre til den afdøde foreslog at afgøre sagen ved en fodboldkamp – repræsentanter for de vordende arvinger på det ene hold og repræsentanter for manuskriptet på det andet. Det var dem umuligt at forstå, at denne fremgangsmåde ikke kunne få nogen indflydelse på det juridiske synspunkt. Johnson blev spurgt om sin mening. Han mente, at fra en kritikers synspunkt var manuskripterne det rene bavl. De så venligt på ham allesammen. Men just som han solede sig i denne atmosfære af velvilje og prøvede på at glemme Mr. Tallent, rykkede en kolosssal dame af Boadicea-typen ind på ham og tårnede sig over ham på en særdeles truende måde.

“Jeg har ikke læst de bøger, og jeg agter heller ikke at gøre det,” sagde hun, “men jeg ønsker at påtale ordet bavl, og jeg betragter det som en injurie. Jeg skal sige Dem, min gode mand, det er mig, der har bragt Mr. Tallent til verden!”

Jeg så på hende med ærefrygt og undren. Havde hun bragt det vidunder til verden! Men hvad så … hvem havde hun overbevist? … Jeg tog et tag i mig selv. Og netop som jeg afbrød mine betragtninger over Boadicea, så jeg Mr. Tallent gå forbi vinduet igen.

Jeg fór hen og prøvede at skubbe vinduet op. Men bygningen var beregnet til møder og ikke til mennesker. Vinduet lod sig ikke åbne. Jeg greb ilddrageren for at smadre glasset. Jeg har formodentlig set temmelig vanvittig ud, og eftersom alle de andre havde været alt for optaget af deres forretninger til at kikke ud af vinduet, var der ingen, der ville tro på, at jeg havde set noget.

“De må hellere gå hen på det nærmeste apotek og få noget bromid,” sagde lægen til Johnson. “Han er overanstrengt.”
Johnson, som var taknemmelig for at undslippe Boadicea, forsvandt allegro allegrissimo.

Omsider var mødet imidlertid forbi. Der blev vedtaget en resolution gående ud på, at vi skulle prøve at ordne tingene uden om domstolene. Vi skulle bøje os for seks fremtrædende jurister, fortrinsvis dommeres, kendelse. Vi skulle også underkaste os en fremragende kritikers bedømmelse af den historie, som Johnson anså for bedst egnet. I overensstemmelse med disse afgørelser skulle vi så dele pengene, eller lade tingene være som de var.

Jeg var meget modløs, da jeg gik hjem. Alle disse udtalelser og bedømmelser ville betyde endnu mere arbejde, endnu flere udgifter. Der var åbenbart ingen ende på det.

“Pokker stå i manden,” mumlede jeg, da jeg drejede om hjørnet til den gade, hvor jeg bor. Og der, lige på den anden side af gaden, gik manden selv. Jeg kunne næsten have grædt. Hvad havde jeg gjort, at guderne således skulle lege med mig?

Jeg skyndte mig efter ham, men han gik hurtigt, og et øjeblik efter drejede han ned ad en sidegade. Da jeg kom hen til hjørnet, var gaden tom. Siden gik der næppe en dag, uden at jeg så Mr. Tallent. Det gjorde mig frygtelig nervøs og urolig, og angsten for at blive vanvittig begyndte at slide på mig. Imidlertid fortsatte forhandlingerne. Det blev endelig bestemt, at halvdelen af pengene skulle deles mellem slægtningene. Nu troede jeg, der ville blive fred. Og det var der også i nogen tid – sådan da.

Men kun en måned efter denne dato hørte jeg fra en af sagførerne, at det var sket noget mærkeligt og foruroligende – to af arvingerne blev i den grad hjemsøgt af Mr. Tallent, at de var ved at miste forstanden. Jeg skrev og spurgte, under hvilken form spøgeriet fandt sted.

Han skrev tilbage, at de ustandseligt hørte Mr. Tallent læse højt af sine værker. Hvor end de var i huset, hørte de ham stadig. Jeg tænkte på, om han mon snart ville begynde at læse for mig. Hidtil havde han kun vist sig for mig. Hvis han nu begyndte at læse …

Få måneder efter hørte jeg, at de slægtninge, som det spøgte hos, var kommet på en sindssygeanstalt. Mens de var der, hørte de ingenting. Men nogen tid efter, da de var blevet udskrevet som raske, hørte de oplæsningen igen og måtte indlægges påny. På samme måde gik det efterhånden også de andre, men kun én eller to ad gangen.

I løbet af vinteren, to år efter hans død, begyndte det hos mig.

Jeg gik øjeblikkeligt til en nervespecialist, som konstaterede et akut nervesammenbrud og anbefalede mig at tage på et ‘hjem’. Men det afslog jeg. Jeg ville kæmpe med Mr. Tallent til den bitre ende. Seks af arvingerne lå nu på ‘hvilehjem’, og de penge, de havde haft, var brugt.

Jeg overvejede tingene. Han skulle øjensynlig manes i jorden. Men hvordan, hvornår og hvor skulle jeg finde ham? Jeg rådspurgte en spiritist, en præst og en kvinde, som havde en finere intuition end nogen anden, jeg kender. På grundlag af deres råd lagde jeg mine planer. Men det var Lesbia, der reddede mig.

“Få en mand, der løber godt, til at følges med Dem,” sagde hun. “I samme øjeblik Han viser sig, skal De lade Deres ledsager fare ned ad en sidegade og afskære ham vejen.”
“Men hvordan kan det …?”
“Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har min egen mening.” Hun sendte mig et klogt, lille smil.

Jeg gjorde, som hun havde rådet mig til, men min tålmodighed var nær sluppet op, inden jeg så Mr. Tallent igen. Oplæsningen fortsatte, men kun om aftenen når jeg var alene og om natten. Jeg inviterede gæster aften efter aften. Men når jeg var alene begyndte det.

Johnson foreslog, at jeg skulle gifte mig.

“Hvad mener De?” sagde jeg. “Skulle jeg tilbyde en kvinde et nervevrag, et hjem hvor vi aldrig kan føle os sikre, og måske et endeligt på et sindssygehospital?”
“Jeg ved i hvert fald én, som ville tage imod tilbuddet med kyshånd.”
“Vær nu ikke dum,” sagde jeg. Jeg var ikke oplagt til spøg. Det eneste, der interesserede mig, var at få sagen opklaret.

Tre år efter Mr. Tallents død så vi ham en aften på gaden. Min ledsager og jeg var gået tidligere ud, end vi plejede. Pludselig så vi ham haste ned gennem en lang gade, hvorfra der ikke førte nogen sidevej. Ved et skæbenens tilfælde kørte der netop en tom taxi forbi os. Vi råbte den an og steg ind. Vi standsede lige foran Mr. Tallents genfærd, sprang ud og kastede os over ham.

“Du gode Gud!” råbte jeg. “Han er massiv!”
Han var fuldkommen massiv og ikke så lidt forskrækket.

Vi satte ham ind i taxien og kørte ham hjem til mig.
“Og nu, Mr. Tallent!” sagde jeg, “nu skal De stå til regnskab for, hvad De har gjort.”
Han så forskræmt på mig, men hans blik var drømmende.

“Hvorfor er De ikke død?” var mit næste spørgsmål.
Han så ud, som om han følte sig såret. “Jeg har aldrig været død,” svarede han blidt.
“Det stod i aviserne!”
“Jeg satte det selv i. Jeg var i Amerika dengang. Det var meget let.”

“Og denne ustandselige forfølgelse af mig og den ondskabsfulde jagt på Deres ulykkelige slægtninge, som endte på sindssygeanstalten?” Jeg var ved at arbejde mig op i et sandt raseri. “Ved De, hvor mange af dem der er der nu?”
“Ja, det ved jeg. Meget interessant.”
“Interessant!”

“Ja, for sagens skyld,” sagde han. “De var måske ikke klar over, at jeg var passioneret psykoanalytiker, og at jeg ikke tog mine egne romaner højtideligt. De var faktisk kun et led i et eksperiment.”
“I himlens navn, hvilket eksperiment?”

“Hvilke, må De hellere sige,” sagde han, “for der var i virkeligheden mange eksperimenter.”
“Men hvad til, De fordømte gamle slyngel?” råbte jeg.
“Til min magnum opus,” sagde han beskedent.
“Og hvad er så Deres elendige magnum opus for noget, De gamle ondskabsfulde djævel?”

“Det vil blive berømt over hele verden,” sagde han tilfreds. “Alt dette har givet mig usædvanlig gunstige arbejdsvilkår. Det var så let at komme ind i husene hos mine slægtninge og eksperimentere med dem. Men det var beklageligt, at jeg ikke kun følge dem på sindssygeanstalten.”
Det bekymrede ham øjensynlig langt mere end den ulykke, han havde forvoldt.

“Så det var altså Dem, der læste hver gang?”
“Det var det.”
“Og det var Dem, der gik forbi vinduet, den dag vi diskuterede Deres testamente?”
“Ja. En overordentlig fornøjelig forestilling!”

“Og nu, gamle slyngel, før jeg afgør, hvad jeg skal gøre ved Dem, hvad er så dette magnum opus?

“Det er en afhandling,” sagde han med det tilfredse udtryk, der gjorde mig så rasende. “En afhandling, der vil overskygge alle tidligere værker på det felt, og dens titel er: En omfattende undersøgelse – med talrige eksperimenter – af den menneskelige tålmodigheds magt.”

Trykt i: The Ghost Book: Sixteen New Stories of the Uncanny, 1926
Originaltitel: Mr. Tallent’s Ghost

Kort om Mary Webb

Født: den 25. marts 1881
Død: den 8. oktober 1927

Læs mere på The Mary Webb Society