Berenice af Edgar Allan Poe

Edgar Allan Poe
By Unknown; most likely George C. Gilchrest, Samuel P. Howes, James M. Pearson, or Andrew J. Simpson, all of Lowell, MA – http://www.daguerre.org/images/2008sympos/consignor4a-medium.jpg and http://www.getty.edu/art/gettyguide/artObjectDetails?artobj=39406, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31269051

Dicebant mihi sodales, si sepulchrum amicæ visitarem, curas meas aliquantulum fore levetas. (Mine ledsagere sagde til mig, at hvis jeg ville besøge min vens grav, kunne det måske mildne mine bekymringer)
Ebn Zaiat

Ulykken er mangfoldig, denne verdens jammer er mangesidig. Den når fra himmelrand til himmelrand som regnbuen, og dens farver er forskellige som denne bues – så tydelige hver især og dog så inderligt forenede. Den når fra himmelrand til himmelrand som regnbuen! Hvorfor har jeg forvandlet skønhed til et billede på hæslighed? Et fredens tegn til sorgens lidelse? Etikken lærer os jo, at det onde opstår af det gode, og derfor avler glæde i virkeligheden sorg. Mindet om en lykke, der for længst er forbi, kan nage os i dette nu! Den smerte, som vi føler, har måske sit udspring i en fryd, der kunne være blevet vor.

Mit døbenavn er Egæus, mit familienavn vil jeg ikke nævne, og dog er der ingen slægt i landet, der er mere ærværdig og mere berømt end min. Man har kaldt os en slægt af fantaster, og der er vitterligt også mange karakteristiske træk, der bekræfter denne opfattelse: familiegodsets særpræg, riddersalens freskomalerier, soveværelsernes gobeliner, ornamenterne på våbensalens piller, ikke mindst den gamle malerisamling, bibliotekets indretning og endelig selve bogsamlingens meget ejendommelige sammensætning.

Mine tidligste erindringer knytter sig til dette værelse og dets bøger. Her døde min mor. Her blev jeg selv født. Men det ville være tåbeligt at påstå, at jeg ikke havde levet før, at sjælen ikke havde nogen tidligere tilværelse. De benægter det? — lad os ikke diskutere det spørgsmål. Jeg er selv overbevist om det, men jeg søger ikke at overbevise andre. Jeg har i hvert fald en erindring om æteriske skikkelser, åndeagtige og varslende øjne, lyde, der på en gang var harmoniske og sært vemodige — en erindring, som ikke lader sig fortrænge, den er som en skygge, vag, omskiftelig, ubestemmelig, ustadig, og også deri ligner den en skygge, at jeg ikke kan blive fri for den, så længe min forstands sollys skinner.

I det værelse blev jeg født. Der vågnede jeg op af den lange nat, der synes som et intet, men ikke er det, op i selve eventyrets land, i fantasiens rige, i klosterlærdommens vildsomme tankeverden. Var det underligt, at jeg stirrede med bestyrtede og brændende blikke, at jeg dryssede min barndom bort mellem bøger og ødte min ungdom til drømmerier? Men det var underligt, at som årene gik og den modne manddom fandt mig i min faders hus, hvor jeg stadig boede, var det, som om livets kilder blev tørre for mig og der skete en fuldstændig omvæltning i min tankeverden. De virkelige ting opfattede jeg som drømmebilleder og intet andet, mens de vilde ideer fra drømmenes land til gengæld blev – ikke et virke for mit daglige liv, men simpelthen livet i ét og alt.

Berenice og jeg var søskendebørn og vi voksede op sammen i mine fædres borg. Men vi var vidt forskellige under vor opvækst. Jeg var sygelig og tungsindig, hun var livlig, yndefuld og strømmede over af livsmod. Hun strejfede om på højene, jeg lukkede mig inde i studereværelset. Jeg søgte til bunds i mit eget hjerte og hengav mig med legeme og sjæl til de mest indgående og pinefulde grublerier, og hun vandrede sorgløs gennem livet uden at bekymre sig om de skygger, der faldt på hendes vej, uden at ænse de ravnevingede timers tavse flugt. Berenice! – Jeg kalder på dig – Berenice! – og fra mindets grå ruiner rejser sig tusinde urolige erindringer opskræmte af lyden.

Levende står dit billede for mig nu, som i de lykkelige dage hvor du var glad og let om hjertet. Hvor var du strålende og smuk! Du var en fe i Arnheims dunkle skove, de klare kilders dejlige nymfe! Og så kom den hemmelige rædsel! Sygdommen – den skæbnesvangre sygdom, der hærgede det unge legeme som ørkenens hede vind, og forvandlede hende for mine øjne! Forvandlingen gennemtrængte hendes sind, hendes vaner og hendes karakter og den udslettede endog selve hendes identitet på den mest uhyggelige og ufattelige måde. Ak, ødelæggelsen kom og gik, og offeret — hvor var hun? Jeg kendte hende ikke – eller genkendte hende ikke længere som Berenice.

Den skæbnesvangre sygdom, der fremkaldte så grufuld en forandring hos min kusine både i legemlig og sjælelig henseende, efterfulgtes af en lang række sygelige tilstande, af hvilke én især bør nævnes som den farligste og mest konstante i sin art: en slags epilepsi, der ikke sjældent gik over i en trance, som uhyggeligt lignede døden selv og som hun i reglen vågnede brat og uventet af.

Imidlertid fik min egen sygdom – man har fortalt mig, at min tilstand kun kan betegnes sådan – min egen sygdom, altså, fik større og større magt over mig og antog til sidst karakter af monomani, en ny og højst mærkværdig form for monomani, der time for time blev stærkere og som omsider helt tog magten fra mig. Den ytrede sig som en sygelig irritabilitet i de åndsevner, man i psykologien kalder de attentive. Det er mere end sandsynligt, at man ikke forstår mig, men jeg savner ord til at give den almindelige læser en fyldestgørende forestilling om den intensitet, hvormed mine tanker fordybede sig i betragtninger over selv de mest almindelige ting.

Jeg kunne sidde og gruble i timevis uden at trættes med opmærksomheden rettet på typografien i en bog eller på en tilfældig skitse i dens margin. Jeg kunne det meste af en sommerdag fortabe mig i beskuelsen af en ejendommelig skygge, der faldt skråt henover tapetet eller på døren. Jeg kunne glemme mig selv en hel nat, når jeg sad og stirrede på lampens rolige flamme eller kaminens flakkende gløder. Jeg kunne drømme hele dage bort over duften af en blomst. Jeg kunne blive ved at gentage et eller andet almindeligt ord i det uendelige, indtil lyden på grund af den stadige gentagelse ikke fremkaldte nogen forestilling i bevidstheden mere. Jeg kunne frigøre mig for for enhver fornemmelse af bevægelse eller legemlig eksistens, når jeg tvang mig selv til at overholde en langvarig og absolut uvirksomhed. Det var et par af de mest almindelige og mindst skadelige indfald, som havde sit udspring i en sjælelig tilstand, der ganske vist ikke er fuldstændig uden sidestykke, men som dog byder enhver analyse eller forklaring trods.

Misforstå mig nu ikke. Den upassende, alvorlige og sygelige interesse, der blev vakt i mig af genstande, som i sig selv var ligegyldige, må ikke forveksles med den tilbøjelighed til grublen, der er fælles for alle og som især dyrkes af mennesker med en brændende fantasi. Det var heller ikke, som man måske kunne tro, nogen yderliggående form for eller overdrivelse af en sådan tilbøjelighed, men tværtimod en tilstand, der i alt det væsentlige adskilte sig fra den almindeligt kendte. I det tilfælde fængsles drømmeren eller fantasten af en genstand, der i reglen ikke er ligegyldig, hvorefter han umærkeligt taber denne genstand af syne i et vildnis af tanker og forestillinger, som har sit udspring i den, indtil han ved slutningen af sin dagdrøm, der ofte har været overordentlig behagelig, opdager, at incitamentet, den oprindelige årsag til hans grublerier, er fuldstændig forsvundet og glemt.

For mig derimod, var den oprindelige genstand ufravigelig ligegyldig, selv om den ganske vist nok på grund af min unaturlige betragtningsmåde fik en forvrænget og uvirkelig betydning. Den fremkaldte kun få tanker, om overhovedet nogen, og disse få kredsede hårdnakket omkring den oprindelige genstand som centrum. Mine grublerier var aldrig behagelige, og når jeg var færdig med dem, var den første årsag ikke svundet mig af syne, tværtimod havde den tiltrukket sig hele den unaturligt overdrevne interesse, som var det mest fremtrædende træk i min sygdom. Kort sagt, de åndsevner, der især blev anvendt hos mig, var, som jeg allerede har sagt, de attentive. Hos dagdrømmeren er det de spekulative.

Selv om de bøger, jeg læste i denne periode, ikke direkte tjente til at forværre min sygdom, var valget af dem dog tydeligt nok et karakteristisk symptom på sygdommen selv. Jeg husker blandt andre den hellige Augustinus’ store værk Guds Stad og Tertullians De Carne Christi, hvori denne paradoksale sætning står: “Mortuus est Dei filius, credibile est quia ineptum est, et sepultus resurrexit, certum est quia impossibile est.” (Guds søn er død, det er troligt, fordi det er usandsynligt, og han er opstået fra de døde, det er vist og sikkert, fordi det er umuligt.) Dette paradoks optog mig uafbrudt i ugevis, men al min belastende gransken var ganske frugtesløs.

Det fremgår heraf, at min forstand, der kun lod sig bringe ud af ligevægt af ubetydeligheder, frembød lighed med klippen i havet, om hvilken Ptolemæus Hephestion fortæller, at den urokkelig modstod al menneskelig vold og elementernes rasen, men skælvede, når den berørtes af en pinselilje. Og skønt det måske vil forekomme den overfladiske tænker hævet over enhver tvivl, at den forandring, som Berenices ulykkelige sygdom fremkaldte hos hende i sjælelig henseende, måtte give mig rig lejlighed til at udfolde den intensive og abnorme tankevirksomhed, hvis beskaffenhed jeg har haft min møje med at forklare, var det dog på ingen måde tilfældet. I mine klare øjeblikke gjorde hendes ulykke mig virkelig ondt, men samtidig med at jeg tog den fuldstændige ødelæggelse af hendes skønne og blide liv inderligt nær, kunne jeg ikke lade være med i bitterhed at grunde over de mirakuløse kræfter, som så pludseligt havde fremkaldt denne mærkelige forandring. Men disse overvejelser havde intet med min egen sygdom at gøre. Tro mod sin egen karakter svælgede min sygdom i de mindre betydende, men mere iøjnefaldende forandringer, der skete med Berenice i legemlig henseende – den sælsomme og forfærdelige ændring af hendes fremtoning.

Dengang da hendes uforlignelige skønhed strålede stærkest, elskede jeg hende ganske sikkert ikke. Abnorm som jeg var, havde jeg aldrig huset følelser i hjertet. Mine lidenskaber havde altid kun hjemme i tanken. Ved daggryets blege lys, ved middagstid mellem skovens fletværk af skygger, ved nattetid, når jeg sad i mit stille bibliotek, svævede hun forbi mine øjne, og jeg så hende – ikke som den levende og åndende Berenice, men som en drømmens Berenice. Ikke jordisk som en jordens skabning, men som en sådan skabnings abstraktion. Ikke som et væsen skabt til at beundres, men til at undres over. Ikke som en genstand for min kærlighed, men som et emne for den vanskeligste om end spredte grublen. Og nu gyste jeg i hendes nærhed og jeg blev bleg ved hendes komme. Og mens jeg begræd hendes trøsteløse stilling, erindrede jeg, at hun havde elsket mig længe, og i en ond time talte jeg til hende om ægteskab.

Omsider nærmede tiden for vort bryllup sig, da jeg en – en af disse usædvanlig varme, stille, tågede vintereftermiddage – sad i den inderste afdeling af biblioteket. Jeg troede, jeg var alene, men da jeg så op, så jeg, at Berenice stod foran mig. Var det min egen opkørte fantasi eller påvirkningen fra den tågede luft eller det usikre tusmørke i stuen eller den grå løstsiddende klædedragt, der gjorde, at hendes omrids var så vage og ubestemte? Jeg ved det ikke. Hun sagde ikke et ord, og jeg kunne ikke have ytret en stavelse, om det så skulle have kostet mit liv. En isnende kulde gennemstrømmede min krop, en følelse af uudholdelig angst knugede mig, en fortærende nysgerrighed gennemtrængte min sjæl. Jeg sank tilbage i stolen og blev siddende længe uden at ånde, uden at røre mig og med blikket stift rettet mod Berenice. Hun var fuldstændig afmagret og ikke et eneste spor af hendes tidligere jeg gemte sig i hendes træk. Til sidst faldt mit brændende blik på hendes ansigt.

Panden var høj og meget bleg og mærkeligt lysende. Håret, der engang havde været skinnende sort, faldt ned over panden og de hule tindinger i talløse viltre, gullige krøller, der stak grelt af mod ansigtets vemodige udtryk. Øjnene var uden liv og uden glans og tilsyneladende uden pupiller. Jeg gyste uvilkårligt over deres stive, glasagtige stirren og fæstnede blikket på de tynde, indskrumpede læber. De skiltes, og hendes tænder blottede sig langsomt for mig i et sælsomt varslende smil. Gud give, at jeg aldrig havde set dem, eller at jeg var død, da jeg så dem!

Lyden af en dør, der blev lukket, vækkede mig, jeg så op og opdagede, at min kusine havde forladt stuen. Men ak, det spøgelseshvide billede af tænderne havde ikke forladt mig og ville ikke forlade min forvirrede hjernes kammer. Ikke en plet på overfladen, ikke en skygge på emaljen, ikke en ridse i kanten. Hendes flygtige smil havde været tilstrækkeligt til at brænde synet ind i min erindring. Nu så jeg dem endog tydeligere end før. Tænderne! Tænderne! De var her og der og alle vegne, synlige og følelige foran mig, lange, smalle og blændende hvide med de blege, blodløse læber trukket til side som i selve det forfærdelige øjeblik, da de blottede sig for mig.

Så meldte min monomani sig med hele sin rasende styrke, og jeg kæmpede forgæves mod dens mærkelige og uimodståelige magt. I hele den ydre verdens brogede mangfoldighed havde jeg ikke tanke for andet end tænderne. Jeg længtes vanvittigt efter dem. Alle andre evner og alle andre interesser blev fuldstændig opslugt af denne ene idé. Tænderne! Tænderne alene viste sig for mit indre øje, og de blev alt hvad mine tanker beskæftigede sig med. Jeg betragtede dem i enhver belysning. Jeg anbragte dem i alle tænkelige stillinger. Jeg mærkede mig deres særpræg. Jeg dvælede ved deres ejendommeligheder. Jeg grundede over deres opbygning. Jeg tænkte på foranderligheden i deres natur. Jeg gyste, da jeg i tankerne tilskrev dem en følsom og sansende evne, ja endogså evnen til at udtrykke sig uden læbernes hjælp.

Om Mademoiselle Sallé har man træffende sagt, “que tous ses pas étaient des sentiments” (alle hendes trin var følelser), og hvad Berenice angår, troede jeg fuldt og fast, “que toutes ses dents étaient des idées” (alle hendes tænder var ideer). Des idées! Ja det var den afsindige tanke, der tilintetgjorde mig! Des idées! ja, det var derfor, jeg begærede dem så vildt! Jeg følte, at kun besiddelsen af dem kunne give mig fred igen, fordi den ville give mig min forstand tilbage.

Således sad jeg endnu, da det blev aften, og det blev nat og mørket kom og svandt igen, og dagen gryede påny, og det blev atter nat og mørket hyllede sig om mig, og stadig sad jeg ubevægelig i stuens ensomhed, begravet i min grublen, og stadig udøvede det levende og uhyggeligt tydelige fantasibillede af tænderne sin frygtelige magt over mig, som det svævede omkring imellem stuens skiftende lys og skygger. Til sidst brød et fortvivlet rædselsskrig ind i min drøm, så blev der et øjebliks stilhed og derpå fulgte lyden af bekymrede stemmer blandet med en sagte jamren.

Jeg rejste mig fra min stol, rev den ene af bibliotekets døre op og så en tjenestepige stå ude i forstuen fuldstændig opløst i tårer. Hun fortalte mig, at Berenice – ikke var mere. Hun havde fået et epileptisk anfald tidligt om morgenen og nu, da natten nærmede sig, var graven allerede parat til at modtage sin beboer, og alle forberedelser til begravelsen var truffet.

Jeg fandt mig påny siddende alene i biblioteket. Det forekom mig, at jeg nylig var vågnet op af en forvirret og ophidsende drøm. Jeg vidste, at det var midnat, og jeg var klar over, at Berenice var blevet begravet ved solnedgang, men om det uhyggelige tidsrum, der lå imellem, havde jeg ingen, i hvert fald ingen bestemt forestilling. Og dog var erindringen om det opfyldt af rædsel, en rædsel, der var så meget mere rædselsfuld, fordi den var vag, en gru, der var så meget mere grufuld, fordi den var fuld af anelser. Det var et frygteligt blad i min tilværelses bog, helt overskrevet med dunkle, afskyelige og uforståelige erindringer. Jeg prøvede at tyde tegnene, men forgæves. Og hele tiden lød for mit øre som genfærdet af en hendøet lyd: en kvindestemmes skarpe og gennemtrængende skrig. Jeg havde udøvet en dåd – men hvilken? Jeg rettede spørgsmålet højt til mig selv, og stuens hviskende ekko svarede mig: hvilken?

På bordet ved siden af mig brændte en lampe, og i nærheden af den lå der en lille æske. Den var på ingen måde mærkelig og jeg havde ofte set den før, for den tilhørte vor familielæge, men hvordan var den kommet her, på mit bord, og hvorfor gyste jeg ved synet af den? Det forstod jeg ikke og mit blik faldt til sidst på de opslåede sider i en bog og på en indstreget sætning. Det var digteren Ebn Zaiats sære og enfoldige ord: “Dicebant mihi sodales, si sepulchrum amicæ visitarem, curas meas aliquantulum fore Ievatas”. (Mine ledsagere sagde til mig, at hvis jeg ville besøge min vens grav, kunne det måske mildne mine bekymringer). Hvorfor rejste hårene sig på mit hoved, når jeg læste dem, og hvorfor stivnede mit blod til is i mine årer?

Det bankede let på døren til biblioteket og en tjener trådte sagte ind. Han var bleg som et lig og hans øjne var vilde af rædsel. Han talte til mig med skælvende stemme, hæst og meget sagte. Hvad talte han om? Det lød for mig som brudte ord og sætninger. Han talte om et vildt skrig, der sønderflængede nattens stilhed, om tjenerskabet, der stimlede sammen, om eftersøgning i retning af lyden, og så blev hans stemme gennemtrængende skarp, da han hviskede til mig om en krænket grav, om et mishandlet, ligklædt legeme, der endnu åndede, hvis hjerte endnu bankende, som endnu levede!

Han pegede på mine klæder. De var tilsølede af jord og plettede af levret blod. Jeg sagde intet og han tog varsomt min hånd – den bar mærker af et menneskes negle. Han henledte min opmærksomhed på et redskab, der stod op ad væggen. Jeg stirrede på det i nogle minutter. Det var en spade. Med et skrig sprang jeg hen til bordet og greb den lille æske. Men jeg kunne ikke få den op. Jeg rystede på hænderne, og æsken faldt på gulvet. Den faldt tungt og gik i stykker, og ud af den rullede med en raslende lyd nogle tandlæge-instrumenter – og 32 små, hvide elfenbensglinsende tingester, som spredtes over hele gulvet.

Trykt i Southern Literary Messenger, 1835

Kort om Edgar Allan Poe

Født den 19. januar 1809
Død den 7. oktober 1849

Læs mere på Gyseren.dk

Det røde værelse af H. G. Wells

H. G. Wells
by George Charles Beresford, black and white glossy print, 1920

“Jeg kan forsikre Dem,” sagde jeg, “at der skal et særdeles håndgribeligt spøgelse til at forskrække mig.” Og jeg rejste mig op foran ildstedet med mit glas i hånden. “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm og tilkastede mig et blik fra siden. “Jeg har levet i 28 år,” sagde jeg, “og jeg har endnu aldrig set et spøgelse.”

Den gamle kvinde sad og stirrede stift ind i ilden, hendes blege øjne var vidt opspilede. “Ja,” indskød hun, “og De har levet i 28 år og aldrig set et hus som dette, tænker jeg. Der er meget, man ikke har set, når man kun er 28.” Hun rystede på hovedet. “Meget, man ikke har set og prøvet.”

Jeg mistænkte halvt de gamle mennesker for med deres gnavne stædighed at prøve på at overdrive de hemmelige rædsler i huset. Jeg satte mit tomme glas på bordet og så mig omkring i værelset og fangede et glimt af min egen forkortede og uhyrlige skikkelse i det løjerlige gamle spejl for enden af værelset.

“Udmærket,” sagde jeg, “hvis jeg ser noget i nat, skal jeg lade mig overbevise, for jeg går ganske fordomsfri til opgaven.” “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm endnu en gang.

Jeg hørte lyden af slæbende og sjokkende trin på fliserne i gangen udenfor, og døren knagede i sine hængsler, da en anden gammel mand trådte ind, endnu mere bøjet, endnu mere rynket og endnu ældre end den første. Han støttede sig til en enkelt krykke, hans øjne var dækket af en skærm og hans underlæbe, der var krænget udefter, hang bleg og lyserød ned fra hans ormstukne, gule tænder. Han gik lige hen til en lænestol på den anden side af bordet, satte sig tungt og begyndte at hoste. Manden med den visne arm tilkastede den nyankomne et hurtigt, direkte fjendtligt blik, den gamle kone tog overhovedet ingen notits af ham, men blev siddende og stirrede stift ind i ilden.

“Som jeg sagde — De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm, da hosten holdt op et øjeblik. Manden med skærmen bemærkede for første gang min nærværelse og drejede hovedet bagud og til siden for at se mig. Jeg fangede et kort glimt af hans små, blege, betændte øjne. Så begyndte han at hoste og harke igen.

“Hvorfor drikker du ikke?” sagde manden med den visne arm og skubbede øllet over til ham. Manden med skærmen skænkede sig et glas, men rystede sådan på hånden, at halvdelen plaskede ud på fyrretræsbordet igen. En kæmpemæssig skygge krøb sammen på væggen og efterabede hans bevægelser, da han skænkede og drak. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde ventet disse groteske opsynsmænd. Der er for mig noget barbarisk i alderdommen, noget lurende og atavistisk, gamle mennesker synes at miste de menneskelige egenskaber umærkeligt dag for dag. Disse tre gjorde mig uhyggelig til mode med deres gnavne tavshed, deres sammenkrøbne holdning og deres åbenbare fjendskab mod mig og mod hinanden.

“Hvis De vil vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” sagde jeg, “vil jeg gerne gøre mig det bekvemt for natten der.” Den gamle mand med hosten kastede hovedet tilbage så pludseligt, at det gav et sæt i mig, og tilkastede mig et blik fra sine røde øjne under skærmen, men der var ingen, der svarede mig. Jeg ventede et øjeblik og så fra den ene til den anden. “Hvis De vil vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” sagde jeg lidt højere, “skal jeg befri Dem for det hverv at underholde mig.”

“Der står et lys på flisen uden for døren,” sagde manden med den visne arm og så på mine fødder, mens han talte til mig. “Men hvis De går op i det røde værelse i nat” (- “Denne nætternes nat!” mumlede den gamle kone -) “så må De gå alene.”

“Udmærket,” svarede jeg. “Og hvad vej skal jeg så?” “De skal et stykke ned ad gangen,” sagde han, “indtil De kommer til en dør, som fører ind til en vindeltrappe, og halvvejs oppe ad den er der en afsats og en anden dør, der er dækket af et forhæng. Den skal De igennem og ned ad den lange korridor til enden, så har De det røde værelse på Deres venstre hånd op ad trinene.”

“Har jeg fået rigtig fat i det?” spurgte jeg og gentog hans forklaring. Han korrigerede mig på et enkelt punkt. “Og det er virkelig Deres alvor, at De går derop?” sagde manden med skærmen og så på mig for tredje gang med denne løjerlige, unaturlige hældning af hovedet. (- “Denne nætternes nat!” mumlede den gamle kone -) “Det er det, jeg er kommet for,” sagde jeg og gik hen imod døren. I det samme rejste den gamle mand med skærmen sig og stavrede rundt om bordet som for at være nærmere ved de andre og ilden. I døren vendte jeg mig og så på dem. Der sad de alle tre tæt ved siden af hinanden, mørke mod den flammende ild, og stirrede på mig over skuldrene med et spændt udtryk i de gamle ansigter.

“God nat,” sagde jeg og åbnede døren. “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm. Jeg lod døren stå på vid gab, indtil jeg havde fået lyset tændt, så lukkede jeg den og gik ned ad den kolde gang, der gav genlyd af mine skridt i stilheden. Jeg må tilstå, at disse tre gamle besynderlige pensionister, i hvis varetægt hendes Nåde havde overladt borgen og de mørke, gammeldags møbler i hushovmesterens værelse, hvor de holdt til, havde påvirket mig til trods for mine anstrengelser for at holde mig fuldstændig nøgtern.

De syntes at tilhøre en anden tidsalder, en længst forsvunden tid, en tid, da tingene var mere uhåndgribelige end nu, mindre afgjorte, en tid, da man troede på varsler og hekse og da genfærd hørte til dagens orden. Selve deres eksistens var underlig uvirkelig, snittet i deres klæder fostret af henfarne ånder. Det var, som om disse mennesker tilhørte en anden verden, som om de kun besøgte denne som genfærd.

Men med en kraftanstrengelse jog jeg disse tanker på flugt. Det trak koldt i den lange underjordiske gang, og mit lys blafrede og fik skyggerne til at krybe sammen og skælve. Ekkoet rungede op og ned ad vindeltrappen og en skygge kom listende op efter mig, en anden fløj foran mig i mørket ovenover. Jeg kom op til afsatsen og standsede der et øjeblik og lyttede efter en raslen, jeg bildte mig ind at have hørt. Beroliget ved den absolutte stilhed skubbede jeg omsider døren bag forhænget op og stod i korridoren.

Virkningen var ikke den, jeg havde ventet, for månelyset, der skinnede ind ad det store vindue for enden af korridoren, skilte alt i sorte skygger eller sølvklart lys. Alting stod på sin plads. Huset kunne for den sags skyld være blevet forladt i går og ikke for halvandet år siden. Der var lys i lysestagerne, og det støv, der havde samlet sig på tæpperne eller på det polerede gulv, lå fordelt så jævnt, at man næppe kunne se det i månelyset.

Jeg skulle til at gå videre, men standsede brat. Der stod en bronzegruppe på afsatsen, som jeg ikke kunne se for den fremspringende væg, men dens skygger faldt så mærkelig tydeligt på den hvide væg og bibragte mig en fornemmelse af, at der var nogen, der lå på lur i krogen for at overfalde mig. Jeg stod stiv af rædsel i et halvt minut måske. Så gik jeg frem med hånden i den lomme, hvor jeg havde min revolver, kun for at opdage Ganymedes og ørnen, der lyste i måneskinnet. Denne lille episode gav mig for en tid min ro tilbage, og en kinesisk porcelænsdukke, der stod på et lille kunstfærdigt bord og nikkede med hovedet, da jeg gik forbi, fik mig næppe nok til at fare sammen.

Døren til det røde værelse og trinene op til det var i en mørk krog. Jeg bevægede lyset frem og tilbage for rigtig at se den niche, jeg stod i, inden jeg åbnede døren. Her var det, tænkte jeg, at min forgænger blev fundet, og ved tanken om den historie blev jeg pludselig grebet af angst.

Jeg stirrede over min skulder hen på Ganymedes i månelyset og åbnede døren til det røde værelse temmelig hurtigt, med ansigtet halvt vendt mod den blege, tavse gruppe på afsatsen. Jeg gik ind, lukkede døren bag mig med det samme, drejede nøglen om i låsen og stod med lyset højt hævet og inspicerede skuepladsen for min nattevagt, det røde værelse i Lorraine Castle, i hvilket den unge hertug var død. Eller snarere, i hvilket han var begyndt at dø, for han havde åbnet døren og var faldet hovedkulds ned ad den trappe, jeg lige var kommet op ad. Det havde været enden på hans nattevagt, på hans modige forsøg på at besejre stedets genfærdstradition, og aldrig, tænkte jeg, havde en hjerneblødning bedre tjent til at bekræfte overtroen.

Og der var andre og ældre historier, der knyttede sig til værelset, helt tilbage til den ikke usandsynlige begyndelse på det hele, beretningen om en frygtsom hustru og det tragiske resultat af ægtemandens spøg med at gøre hende bange. Og når man så på det store mørke værelse med de skumle vinduesfordybninger, dets nicher og alkover, kunne man godt forstå de legender, der havde spiret i dets mørke kroge. Mit lys var kun en lille flammetunge i det vældige rum, og det kunne ikke gennemtrænge den modsatte ende af værelset, men efterlod et hav af mystik og anelser uden for sin lille ø af lys.

Jeg besluttede at foretage en systematisk undersøgelse af stedet med det samme og sprede mørkets indbildte anelser; før de fik magten over mig. Efter at jeg havde overbevist mig om, at jeg havde låst døren, begyndte jeg at gå omkring i værelset, stirrede på hvert eneste møbel og trak sengeforhænget helt til side. Jeg trak også gardinerne til side og undersøgte hasperne på hvert eneste vindue, førend jeg lukkede skodderne, jeg bøjede mig ned og kikkede op i den store skorstens sorte indre og bankede på det mørke egetræspanel for om muligt at opdage et hemmeligt hulrum.

Der var to store spejle i værelset, hver med et par lysestager med lys i, og på kaminhylden stod der også flere lys i kinesiske lysestager. Jeg tændte dem allesammen et efter et. Der var lagt til rette i kaminen – en uventet betænksomhed af den gamle husholderske, og jeg tændte op for at holde enhver tilbøjelighed til kuldegysninger nede. Da det brændte godt, stillede jeg mig med ryggen til ilden og betragtede værelset igen.

Jeg havde trukket en lænestol og et bord hen til kaminen som en slags barrikade foran mig, og på bordet havde jeg lagt min revolver parat. Min nøjagtige undersøgelse havde beroliget mig, men jeg fandt stadig, at mørket, der rugede i værelsets fjerneste kroge, og den fuldkomne stilhed var alt for stimulerende for fantasien. Ekkoet af den knitrende og bragende ild var mig ikke nok. Mørket i alkoven havde det udefinerbare præg af eksistens, der indgav mig denne mærkelige fornemmelse af at være i selskab med et lurende, levende væsen, der kommer så let i stilheden og ensomheden. Til sidst gik jeg for at berolige mig selv hen til alkoven med et af lysene og forvissede mig om, at der ikke var noget derhenne. Jeg stillede lyset på gulvet i alkoven og der lod jeg det blive stående.

På det tidspunkt var jeg temmelig nervøs og ophidset, skønt der, efter hvad min fornuft sagde mig, ikke var nogen rimelig grund til at være det. Jeg tænkte imidlertid fuldstændig klart. Jeg påstod ganske uforbeholdent over for mig selv, at der ikke kunne ske noget overnaturligt, og for at få tiden til at gå gav jeg mig til at rime noget sammen á la Ingoldsbys myter om stedets oprindelige legende. Jeg sagde et par af linjerne højt, men ekkoet var ikke behageligt. Af samme årsag opgav jeg også temmelig hurtigt en samtale med mig selv, om det umulige i at der fandtes spøgelser.

Mine tanker vendte tilbage til de tre gamle, underlige mennesker nedenunder, og jeg prøvede at holde mig til dette emne. Men de dystre røde og sorte farver i værelset gjorde mig urolig, til trods for de 7 lys var der ikke rigtigt lyst. Det ene henne ved alkoven blafrede i trækken, og det flakkende ildskær fik skyggerne til ustandselig at skifte og bevæge sig. Da jeg spekulerede på et middel, kom jeg i tanker om de lys, jeg havde set ude på gangen. Jeg overvandt mig selv til at gå ud i månelyset, men jeg tog et lys med og lod døren stå på vid gab så længe. Lidt efter vendte jeg tilbage med hele 10 lys, som jeg anbragte i forskelligt kinesisk nips, der stod omkring i værelset. Jeg tændte dem og satte dem, hvor skyggerne lå dybest, nogle på gulvet, nogle i vinduesfordybningerne, indtil mine 17 lys til sidst var anbragt sådan, at hver eneste tomme i værelset blev direkte belyst af i det mindste et af dem. Det faldt mig ind, at når spøgelset kom, måtte jeg advare ham om, at han ikke skulle træde på dem. Værelset var nu fuldstændig klart oplyst. Der var noget særdeles trygt og opmuntrende ved alle disse små levende flammer og samtidig fik jeg noget at bestille med at ‘snyde’ dem, hvilket gav mig en beroligende fornemmelse af, at tiden gik. Men selv nu vejede den rugende forventning om nattevagten tungt på mig.

Det var over midnat, da lyset ved alkoven pludselig gik ud, og det dybe mørke sprang tilbage på sin plads. Jeg så ikke lyset gå ud. Jeg vendte mig bare og så, at mørket var der, og studsede som man gør, når man pludselig ser en uventet fremmed. “Det var pokkers!” sagde jeg højt, “det var da en voldsom træk!” Så tog jeg tændstikkerne på bordet og gik tværs igennem værelset i ro og mag for at tænde lyset igen.

Min første ‘tændstik ville ikke brænde, og da jeg havde fået den anden tændt, havde jeg en fornemmelse af, at der var et eller andet, der blinkede på væggen overfor. Jeg vendte mig uvilkårligt og så, at de to lys på det lille bord ved kaminen var gået ud. Jeg rejste mig med det samme. “Det var da mærkeligt!” sagde jeg. “Skulle jeg selv have gjort det i et øjebliks distraktion?”

Jeg gik tilbage til bordet og tændte det ene, og mens jeg gjorde det, så jeg lyset i den højre lysestage på det ene af spejlene blafre og gå ud, det andet fulgte efter næsten samtidig. Flammen forsvandt, som om vægen pludselig var blevet knipset af mellem to fingre, så den hverken glødede eller røg. Mens jeg stod og stirrede, gik lyset ved fodenden af sengen ud, og de mørke skygger syntes at krybe nærmere hen imod mig.

“Det går ikke, dette her!” sagde jeg, da først det ene og så det andet lys på kaminhylden fulgte efter. “Hvad er det dog for noget?” råbte jeg, og min stemme lød så underlig højt. I det samme gik lyset på skabet ud og det, jeg havde tændt i alkoven, fulgte efter. “Holdt! Det er mine lys!” sagde jeg med et halvt hysterisk forsøg på at være morsom og forsøgte at stryge en tændstik til lyset på kaminhylden. Mine hænder rystede sådan, at jeg ikke kunne ramme svovlet på tændstikæsken. Da kaminhylden dukkede frem af mørket igen, slukkedes to lys i den fjerneste ende af værelset. Men med den samme tændstik tændte jeg de store lys foran spejlet og dem på gulvet foran døren. Et øjeblik syntes jeg at vinde terræn igen, men så gik der straks fire lys ud i træk i forskellige hjørner af værelset, og jeg skyndte mig rystende at stryge endnu en tændstik og stod og overvejede, hvor jeg skulle bruge den.

Som jeg stod der uden at kunne bestemme mig, så det ud, som om en usynlig hånd slukkede de to lys på bordet. Med et rædselsskrig for jeg hen til alkoven og ind i krogen og hen til vinduet og tændte tre, mens endnu to lys gik ud henne ved kaminen. Så fandt jeg på en bedre udvej, jeg lagde tændstikkerne på det jernbeslagne dokumentskrin i hjørnet og tog en af lysestagerne. På den måde undgik jeg at sinke mig med at stryge tændstikkerne, men lysene gik stadig ud, og de skygger, som jeg frygtede og kæmpede imod, vendte tilbage og krøb ind på mig, først fra en side og så fra en anden. Det var ligesom en forreven stormsky, der for hen over himlen og slukkede stjernerne. Nu og da dukkede de frem et øjeblik og blev så borte igen.

Jeg var næsten vanvittig af rædsel for det kommende mørke, og min selvbeherskelse svigtede mig. Jeg sprang stønnende og forvildet fra lys til lys i en håbløs kamp mod den usynlige, ubarmhjertige fjende. Jeg slog mit ben på bordet, jeg væltede en stol, jeg snublede og faldt og trak dugen af bordet i faldet. Mit lys trillede fra mig, og jeg greb et andet, da jeg rejste mig. Det blæste ud, da jeg løftede det op fra bordet, og de to sidste lys fulgte øjeblikkelig efter. Men der var stadig lys i værelset, et rødt lys, der holdt skyggerne borte fra mig. Ilden! Naturligvis, jeg kunne stikke mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret og tænde det igen!

Jeg vendte mig mod flammerne, der dansede mellem de glødende kul og kastede røde reflekser på møblerne. Jeg gik et par skridt hen imod gitteret og straks døde flammerne bort og forsvandt, gløderne forsvandt, og da jeg stak mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret, lukkede mørket sig over mig, indhyllede mig i sin kvælende favn, berøvede mig synsevnen og dræbte den sidste rest af fornuft i min hjerne.

Lyset faldt ud af hånden på mig. Jeg slog om mig med armene i et forgæves forsøg på at holde det tunge mørke borte fra mig, og jeg skreg af al min magt igen og igen. Så må jeg have rejst mig og være vaklet hen til døren. Jeg ved, at jeg pludselig kom til at tænke på den månelyse gang, og med hovedet bøjet og med armene for ansigtet fo’r jeg hen mod døren. Men jeg havde glemt, hvor den var, og jeg slog mig på hjørnet af sengen. Jeg vaklede tilbage, vendte mig om og slog mig igen på et eller andet stort møbel. Jeg har en svag erindring om min desperate kamp i mørket, hvor jeg slog om mig i blinde, og om mine vilde skrig, mens jeg fo’r frem og tilbage, og om et tungt slag til sidst, der ramte mig på panden, en frygtelig fornemmelse af et fald, der varede en evighed, og mit sidste vanvittige forsøg på at holde mig på benene. Så husker jeg ikke mere.

Da jeg åbnede mine øjne, var det dag. Jeg havde en klodset forbinding om hovedet, og manden med den visne arm stod og så på mig. Jeg så mig omkring og prøvede at huske, hvad der var sket, men i lang tid kunne jeg intet erindre. Jeg vendte mig om og fik øje på den gamle kone, hun var ikke mere åndsfraværende, men i færd med at hælde nogle dråber medicin fra en lille blå flaske op i et glas. “Hvor er jeg?” spurgte jeg. “Jeg synes, jeg kan huske jer, men jeg kan ikke huske, hvem I er.”

De fortalte mig det hele, de fortalte om det røde værelse, og jeg lyttede som til et eventyr. “Vi fandt Dem ved daggry,” sagde den gamle mand, “og De havde blod på panden og på læberne.” Det varede længe, inden jeg kunne huske noget om, hvad jeg havde oplevet.

“Tror De nu,” sagde den gamle mand, “at det spøger i det røde værelse?” Han talte ikke længere som en, der hilser en ubuden gæst, men som en, der er bekymret for en ven, der har været uheldig. “Ja,” sagde jeg, “det spøger i værelset.”

“Og De har set det. Og vi, som har levet her hele vort liv, vi har aldrig set det. For vi har aldrig turdet – fortæl os, er det rigtigt, at det er den gamle jarl, som …” “Nej,” sagde jeg, “det er det ikke.”

“Det var jo det, jeg sagde,” sagde den gamle kone. “Det er den stakkels unge grevinde, som blev skræmt til …” “Nej,” sagde jeg. “Der er hverken noget genfærd af greven eller af grevinden i det værelse. Der er overhovedet ikke noget genfærd, men noget, der er værre, langt værre …”

“Hvilket?” spurgte de.

“Det værste af alt, der kan hjemsøge et stakkels dødeligt menneske,” svarede jeg, “og det er – i al sin nøgenhed – angsten! Angsten, som hverken vil have lys eller lyde, som ikke vil tage imod fornuft, som overdøver og formørker og overvælder. Den fulgte mig igennem korridoren, den kæmpede imod mig i værelset …” Jeg standsede pludselig. Der blev en pause. Jeg førte hånden op til min bandage.

Så sukkede manden med skærmen og sagde: “Det er rigtigt. Jeg vidste, det var der. Mørkets magt. At lægge en sådan forbandelse på en kvinde! Den lurer der altid. Man kan mærke den selv om dagen, selv på den lyse sommerdag, i forhængene, i gardinerne, den lurer bag ved én, hvorhen man end vender sig. I skumringen kryber den ned gennem korridoren og følger én, så man ikke tør vende sig. Der er angst i hendes værelse — og den vil være der, så længe dette syndens hus består.”

Trykt i The Idler, marts 1896
Originaltitel: The Red Room

Kort om H. G. Wells

Født den 21. september 1866
Død den 13. august 1946

Læs mere på Wikipedia

Varulven af Frederick Marryat

Frederick Marryat
Malet af John Simpson

Før middag var Krantz og Philip gået om bord og havde sat sejl i pirogue’en. De havde ikke svært ved at holde deres kurs. Om dagen var øerne deres kompas, om natten de klare stjerner. Ganske vist fulgte de ikke den direkte vej, men en mere sikker kurs gennem smult vand, og derfor kom de længere mod nord end mod vest. Mange gange blev de jaget af malajernes prawer, som farvandet vrimlede med, men deres sikkerhed lå i den lille pirogues fart. Jagten blev som regel opgivet, så snart sørøverne så, hvor lille båden var, og forstod at der ikke var noget bytte at hente.

En morgen da de sejlede mellem øerne, og der var mindre vind end sædvanligt, bemærkede Philip: “Krantz, du sagde, at der var begivenheder i dit liv, som kan bekræfte den mystiske oplevelse, jeg betroede dig. Vil du ikke fortælle mig, hvad du hentydede til?”

“Jo, gerne,” svarede Krantz. “Jeg har ofte tænkt på at gøre det, men snart var der det ene i vejen og snart det andet. Nu er der en passende lejlighed. Du må være forberedt på at høre en mærkelig historie. Måske fuldt ud så mærkelig som din egen. – Jeg går ud fra, at du har hørt om Harzen?”

“Jeg har aldrig været der, så vidt jeg husker,” svarede Philip, “men jeg har læst om de bjerge i en eller anden bog og om de mærkelige ting, der skete der.”

“Ja, det er en vild egn,” sagde Krantz, “og der fortælles mange mærkelige historier derfra. Men hvor mærkelige de end er, har jeg grund til at tro på dem.”

Min fader var ikke født i Harzen og boede der heller ikke oprindelig, han var livegen hos en ungarsk adelsmand, der ejede store godser i Transsylvanien, men skønt han var livegen, var han på ingen måde fattig eller uvidende. Han var rig, og hans intelligens og dygtighed var så stor, at hans herre havde gjort ham til sin forvalter. Men den, der er født som livegen, må forblive livegen, selv om han bliver velstående, og således også med min fader.

Han havde været gift i fem år, og i sit ægteskab havde han tre børn — min ældste broder Cæsar, mig (Hermann) og min søster, som hed Marcella. Min moder var en meget smuk kvinde, men uheldigvis mere smuk end dydig. Godsejeren så hende og beundrede hende. Min fader blev sendt bort i et eller andet ærinde, og mens han var borte, blev min moder smigret af denne adelsmands opmærksomhed, vundet af hans ihærdighed og gav efter for hans ønsker.

Men så kom min fader hjem ganske uventet og opdagede det hele. Beviset for min mors skyld var fældende: min far overraskede hende sammen med hendes forfører! Han blev revet med af sine følelser og myrdede både sin hustru og hendes forfører.

Da han vidste, at han som livegen var sikker på døden, hvis han blev fanget, samlede han hurtigt de penge, han kunne få fat i, og da det var midt om vinteren, spændte han hestene for slæden, tog sine børn med sig, rejste hjemmefra om natten og var langt borte, før den sørgelige begivenhed rygtedes. Uden mulighed for at gemme sig i sit eget land (hvor myndighederne kunne få fat på ham), fortsatte han sin flugt uden ophør, indtil han forsvandt i Harzens vildsomme og øde bjerge.

Alt det, jeg her har fortalt dig, fik jeg naturligvis først at vide langt senere. Mine tidligste erindringer knytter sig til en rå, men bekvem hytte, hvor jeg boede sammen med min fader, min broder og søster. Det var på grænsen til en af de store skove, der dækker den nordlige del af Tyskland. Uden om hytten var der et par tønder land, som min far dyrkede om sommeren, der var lige nok til vort forbrug, selv om høsten var højst usikker. Om vinteren var vi meget indendørs, for når fader gik på jagt, var vi alene, og ulvene strejfede om alle vegne.

Min fader havde købt hytten og jorden af en af de gamle skovmænd. Hytten lå tre kilometer fra de nærmeste naboer. Jeg kan huske landskabet endnu. De høje fyrretræer på bjerget over os, og skoven der strakte sig langt bort nedenunder os. Vi kunne se de øverste grene og trætoppe fra hytten, og under os sænkede bjerget sig brat ned mod dalen. Om sommeren var udsigten meget smuk. Men i den lange, strenge vinter kunne man næppe tænke sig noget mere trist.

Som sagt gik min fader på jagt om vinteren. Hver dag forlod han os, og ofte låste han døren, så vi ikke kunne komme ud af hytten. Der var ingen til at hjælpe ham med at tage sig af os. Det var heller ikke let at finde en pige, der ville bo på et så ensomt sted, men selvom fader kunne have fundet en, ville han ikke have antaget hende, da han havde fået den største afsky for alle kvinder. Den forskel, der var i hans opførsel mod os, hans to drenge, og min stakkels søster Marcella, viste det tydeligt. Af frygt for, at der skulle ske os noget, ville fader ikke give os brænde, når han gik hjemmefra. Vi var derfor nødt til at krybe ned under bjørneskindene for at holde varmen, indtil han kom hjem om aftenen, hvor vi så kunne glæde os over det flammende bål.

Det vil måske forekomme dig mærkeligt, at min fader valgte dette liv, men sagen var den, at han ikke kunne holde sig i ro. Enten det nu skyldtes anger over de mord, han havde begået, eller sorg over forandringen i hans liv eller begge dele i forening, så var han aldrig lykkelig, når han ikke havde travlt med et eller andet. Men børn, som er så meget overladt til sig selv, bliver mere eftertænksomme end andre børn i deres alder. Sådan var det også med os. De korte, kolde vinterdage sad vi stille og længtes efter de lykkelige dage, når sneen smeltede, knopperne sprang ud, fuglene begyndte at at synge, og vi igen ville blive sat i frihed.

Dette mærkelige, vilde liv førte vi, indtil min broder Cæsar var ni, jeg syv og min søster fem år gammel. Så indtraf de mærkværdige hændelser, som jeg nu skal berette om.

En iskold vinteraften kom min fader hjem noget senere, end han plejede. Han havde ikke haft heldet med sig og var gennemkold og i dårligt humør. Han havde taget brænde med ind, og vi hjalp alle villigt med at puste til gløderne for at få bålet til at brænde. Men pludselig greb han stakkels lille Marcella i armen og kastede hende til side. Barnet faldt og slog munden og blødte stærkt. Min broder løb hen for at hjælpe hende op. Da hun var vant til at blive mishandlet og var bange for vores fader, turde hun ikke græde, men så ynkeligt hen på ham. Han trak sin stol hen til ildstedet, mumlede noget nedsættende om kvinder og tog sig af ilden, som min broder og jeg havde forladt, da min søster blev så brutalt behandlet. Snart flammede ilden i et muntert bål, men vi samledes ikke om det, som vi plejede. Marcella, der stadig blødte, trak sig tilbage i en krog, og min broder og jeg satte os ved siden af hende, mens fader sad dyster og ensom ved ilden.

Sådan havde vi siddet henved en halv time, da vi hørte en ulv hyle tæt under hyttens vindue. Fader sprang op og greb sin bøsse. Hylet lød igen. Han undersøgte fængkrudtet og skyndte sig så ud af hytten, idet han lukkede døren efter sig. Vi ventede og lyttede spændt, for vi håbede, at han ville komme tilbage i bedre humør, hvis det lykkedes ham at nedlægge ulven. Skønt han var hård mod os alle, og særlig mod min lille søster, elskede vi ham alligevel og holdt meget af at se ham munter og lykkelig, for hvad andet havde vi at glæde os over? Jeg kan her tilføje, at der aldrig har været tre børn, der holdt mere af hinanden. Vi sloges og skændtes ikke indbyrdes som andre børn, og hvis det var den mindste uenighed mellem min storebror og mig, kom lille Marcella løbende hen til os, kyssede os og fik os til at slutte fred. Marcella var et yndigt, elskeligt barn. Jeg kan endnu huske hendes smukke træk. Ak, stakkels lille Marcella!”

“Så er hun død?” spurgte Philip.

“Død! Ja, og hvilken død fik hun ikke! — Men lad mig ikke foregribe begivenhedernes gang, Philip. Lad mig fortælle min historie.”

“Vi ventede i nogen tid, men vi hørte intet skud. Så sagde min storebror: “Fader er fulgt efter ulven, og det varer længe, før han kommer tilbage. Marcella, lad os vaske blodet af din mund, og så går vi hen og varmer os ved ilden.” Det gjorde vi, og vi blev siddende næsten til midnat. Jo længere tid der gik, desto mere spekulerede vi på, hvorfor fader ikke kom hjem. Vi tænkte ikke på, at han var i fare, men syntes at han havde jaget ulven meget længe. Til sidst gik Cæsar hen til døren for at kigge ud efter ham. “Pas på,” sagde Marcella. “Ulvene er ude nu, og vi kan ikke slå dem ihjel.”

Min bror åbnede forsigtigt døren nogle få tommer og kikkede ud, men fader var ikke at se, så efter nogen tids forløb og kom Cæsar igen hen til os ved ilden. Her sad vi og maverne knurrede, for vi havde ikke nået at få aftensmad. “Når fader kommer hjem fra denne jagt,” sagde Marcella, “vil han være glad for at få noget aftensmad, lad os lave mad til ham og til os selv.” Cæsar klatrede op på en stol og hentede noget kød ned, og vi skar så meget af, som vi plejede og begyndte at gøre det i stand, ganske som vi var vant til under faders opsyn. Vi havde meget travlt med at sætte det frem på tallerkener og gøre alt rede, da vi hørte lyden af et horn. Vi lyttede — der lød støj udenfor, og et øjeblik efter kom fader ind med en ung kvinde og en høj, mørk mand, der var klædt som jæger.

Mange år senere fik jeg at vide, hvad der var sket, mens fader var borte. Da han havde forladt hytten, så han en stor, hvid ulv omtrent 30 meter fra sig. Så snart dyret så ham, trak det sig knurrende bort. Fader fulgte efter. Dyret løb ikke bort, men holdt sig på sikker afstand. Fader ville ikke skyde, før han var helt sikker på at ramme, og således fortsatte de i nogen tid. Nu og da løb ulven fra fader, så standsede den og snerrede trodsigt ad ham, og når han så nærmede sig, løb den hurtigt bort.

Min fader var ivrig efter at skyde dyret, for den hvide ulv er meget sjælden, så han fortsatte derfor jagten i flere timer, hele tiden op ad bjerget. Nu må du vide, Philip, at der er særlige steder i de bjerge, hvor man mener — og med rette, det vil min historie vise — at onde magter holder til. Jægerne kender godt stederne og undgår dem altid. Jeg ved ikke, om fader ikke troede på disse fortællinger eller i jagtens iver havde glemt dem, givet er det, at den hvide ulv lokkede ham hen til en lysning i granskoven, som tidligere var blevet udpeget for fader som et farligt sted, og her begyndte den at sagtne farten. Fader nærmede sig, kom tæt ind på den, lagde bøssen til skulderen og skulle lige til at skyde, da ulven pludselig forsvandt. Han mente, at han måtte være blevet blændet af sneen på jorden og sænkede bøssen for at se efter dyret. Hvordan den kunne være smuttet over lysningen, uden at han havde set det, gik over hans forstand.

ÆrgerIig over uheldet med jagten skulle han lige til at gå hjem, da han hørte et jagthorn i det fjerne. Han blev så forbavset over denne lyd — på dette tidspunkt — ude i den vilde skov, at han glemte sin skuffelse og stod som naglet til jorden. Et øjeblik efter hørte han hornet igen, ikke så langt borte. Fader stod stille og lyttede, og så hørte han det tredje gang. Denne gang genkendte han signalet som betød, at nogen var faret vild i skoven. Et par minutter senere så han en rytter med en kvinde bag sig på hesten ride ind over lysningen og komme hen imod ham. Nu kom fader til at tænke på alle de mærkelige historier om overnaturlige væsner, som skulle holde til i disse bjerge, men da de to fremmede kom nærmere, talte rytteren til ham, og det overbeviste ham om, at de var almindelige dødelige som han selv. “Mein herr, I er sent ude, men det er et held for os. Vi har redet langt, og vi er i livsfare, for vi bliver forfulgt. Bjergene her har gjort det muligt for os at undslippe vore forfølgere, men hvis vi ikke finder husly og mad, må vi omkomme af sult og kulde i natten. Min datter, der sidder bag mig, er mere død end levende — kan I hjælpe os i vor nød?”

“Min hytte er et stykke vej herfra,” svarede fader, ” I er velkomne, men jeg har ikke stort andet at byde jer end husly. Må jeg spørge, hvorfra I kommer?” “Ja, mein herr, det er ingen hemmelighed nu. Vi er flygtet fra Transsylvanien, hvor min datters ære og mit liv var i fare.” Denne oplysning var nok til at gøre min far interesseret. Han huskede sin egen flugt, han huskede, hvordan hans hustru havde mistet sin ære, og den tragedie, der var fulgt derpå. Han tilbød dem straks hjerteligt al den hjælp, han kunne yde. “Så er der ingen tid at spilde,” sagde rytteren,”min datter er stiv af kulde, og kan ikke udholde det barske vejr ret meget Iængere.”

Fader bød dem følge ham, og på vejen tilbage til hytten fortalte han om, hvordan han var blevet lokket bort af den store, hvide ulv. “Dyret kom forbi os, netop da vi kom ud af skoven,” sagde kvinden med sølvklar stemme. “Jeg var lige ved at skyde den,” sagde jægeren. “Men siden den har gjort os så god en tjeneste, er jeg glad for, at jeg Iod den slippe.”

De gik hurtigt til, og efter omtrent halvanden times forløb nåede de hytten og trådte ind, som jeg har fortalt. “Vi kommer åbenbart i rette tid,” bemærkede den mørke jæger, da han kunne lugte det stegte kød. Han gik hen til ilden og så på min bror, min søster og mig. “I har unge kokke, mein herr.”

“Det glæder mig, at vi ikke behøver at vente,” sagde fader. “Kom, frøken, og sæt jer ved ilden, I trænger til varme efter Eders kolde ridetur.” Herefter gik han ud for at tage sig af jægerens hest.

Kvinden må jeg give en nærmere beskrivelse af. Hun var ung, omkring tyve år, klædt i en rejsedragt med brede skindkanter og på hovedet havde hun en hue af hvid hermelin. Hendes træk var meget smukke, og hendes hår var gult, blankt og skinnende. Hendes mund var temmelig stor, men hun havde de mest strålende tænder, jeg nogensinde har set. Dogr var noget ved hendes klare øjne, der gjorde os børn bange. De var så rastløse, så flakkende, og gav os en følelse af en skjult grusomhed. Da hun vinkede til os, at vi skulle komme hen til hende, nærmede vi os med skræk og skælven. Men hun var smuk og talte venligt til min bror og mig og klappede os på hovedet. Men Marcella ville ikke komme i nærheden af hende. Hun sneg sig bort og gemte sig i sengen og ville ikke vente på aftensmaden, som hun havde Iængtes så meget efter en halv time før.

Da fader kom tilbage, blev maden sat på bordet. Efter måltidet bad fader den unge dame Iægge sig i sengen, så ville han sidde ved ilden sammen med jægeren. Efter nogen tøven fra hendes side blev man enige om dette arrangement, og min bror og jeg krøb ned i den anden seng til Marcella, for vi sov altid sammen. Men vi kunne ikke sove. Det hele var så usædvanligt, ikke blot at se fremmede mennesker, men også ved at have dem boende hos os. Vi var helt forvirrede. Stakkels lille Marcella Iå stille, men jeg kunne mærke, at hun Iå og rystede hele natten, og en gang imellem troede jeg, at hun holdt en hulken tilbage.

Imens havde fader taget vin frem — noget, han sjældent gjorde — og han og den fremmede jæger sad og snakkede og drak ved ilden. Vi lå helt stille i mørket og lyttede nysgerrigt til deres samtale. Det viste sig, at den fremmede jægers historie mindede meget om faders. Også han var livegen under et fornemt hus, hvor hans herre krævede at få udleveret hans smukke datter. I stedet gav jægeren sin herre et par tommer af sin jagtkniv, og så stak han og datteren af. “Vi er landsmænd og brødre i ulykken,” sagde fader og trykkede den fremmedes hånd. “Jaså! Er I også fra dette land? Hvad er Eders navn?” spurgte jægeren, og da fader svarede Krantz, udbrød den fremmede “Hvad! Krantz fra … ? Jeg har hørt Eders historie, I behøver ikke forny Eders sorg ved at fortælle den igen. Jeg er meget glad for at træffe Eder, værdige frænde, for jeg er Eders halvfætter, Wilfred fra Barnsdorf!” Og så rejste han sig og omfavnede fader. De fyldte deres drikkehorn til randen og skålede med hinanden på tysk maner. Samtalen blev så fortsat meget sagte, alt, hvad vi kunne forstå, var, at vor nye slægtning og hans datter ville slå sig ned i vor hytte, i det mindste i nogen tid. Omtrent en time efter lænede de sig begge tilbage i stolen og faldt i søvn.

“Marcella, hørte du det?” hviskede min bror ganske sagte. “Ja,” svarede Marcella også hviskende, “jeg hørte det hele. Åh, jeg kan ikke holde ud at se på den kvinde — jeg er så bange.” Min bror svarede ikke, og kort efter sov vi alle tre.

Da vi vågnede næste morgen, var jægerens datter stået op. Jeg syntes, hun så endnu smukkere ud end aftenen før. Hun kom hen til Marcella og klappede hende, men barnet brast i gråd og hulkede som om hendes lille hjerte skulle briste. Men for ikke at spilde din tid med en lang historie, jægeren og hans datter blev indlogeret i hytten. Han og fader gik daglig ud på jagt og Iod os blive hjemme med Christina. Hun gjorde alt det huslige arbejde, og lidt efter lidt forsvandt selv Marcellas modvilje mod hende. Men fader forandrede sig meget. Han lod til at have overvundet sin afsky for kvindekønnet og var meget opmærksom mod Christina. Han sad ofte oppe og talte sagte med hende, når vi andre var gået i seng.

Gæsterne havde været tre uger i hytten, da der blev holdt en rådslagning en aften, efter at vi børn var blevet sendt i seng. Fader var blevet så glad for Christina, at han ønskede at ægte hende. “I må tage mit barn, mein herr Krantz, og få min velsignelse med hende, ” sagde jægeren, “men så vil jeg forlade jer og finde husly et andet sted — ligemeget hvor.” Fader forstod ikke hvorfor, men gik med til det. Så fortsatte jægeren “Der er ingen præst her i denne vilde egn. Der er heller ingen lov til at binde og tvinge. Og alligevel må der finde en slags ceremoni sted mellem jer for at tilfredsstille en fader. Vil I gå ind på at ægte hende på min måde? Så kan jeg gifte jer her på stedet?” “Det vil jeg,” svarede fader. “Så tag hendes hånd, og sværg så ved alle ånder i Harzen…” “Nej, hvorfor ikke ved himlen?” afbrød min far. “Fordi det ikke passer mig,” svarede Wilfred. “Hvis jeg foretrækker denne ed, der ikke er så stærk, frem for en anden, så kan I da ikke have noget imod det?” “Nå, lad det så blive sådan. I kan få Jeres vilje. Men vil I have mig til at sværge ved noget, jeg ikke tror på?” sagde fader. “Det gør dog mange, som foregiver at være kristne,” svarede Wilfred. “Vil I giftes med min datter, eller skal jeg tage hende med mig igen?” “Gå videre,” sagde fader utålmodigt. “Jeg sværger ved alle ånder i Harzen, al deres magt til godt og ondt, at jeg tager. Christina til ægte. At jeg altid vil elske hende og beskytte hende. At jeg aldrig skal Iøfte hånden mod hende for at gøre hende fortræd. Og hvis jeg svigter denne ed, så lad alle åndernes hævn ramme mig og mine børn. Lad dem blive dræbt af grib, ulv eller andre af skovens dyr. Lad kødet blive revet fra deres lemmer og lad deres ben bleges i ødemarken. Alt dette sværger jeg.” Fader tøvede, da han gentog de sidste ord. Men lille Marcella kunne ikke beherske sig, og da min far gentog den sidste sætning, brast hun i gråd. Denne pludselige afbrydelse syntes at virke pinligt på dem alle, især på fader. Han talte barskt til barnet, som beherskede sin hulken og gemte hovedet under sengeklæderne.

Sådan var min fars andet ægteskab. Næste morgen red jægeren Wilfred bort. Min far sov igen i sin egen seng, der var i samme værelse som vor, og alting fortsatte omtrent på samme måde som før brylluppet, bortset fra, at vor nye stedmor ikke viste os nogen venlighed mere. Når min far var borte, slog hun os ofte, især lille Marcella, og hendes øjne skød ild, når hun så begærligt på det lyse, smukke barn.

En nat vækkede min søster mig og min bror. “Hvad er der i vejen?” spurgte Cæsar. “Hun er gået ud,” hviskede Marcella. “Gået ud!” “Ja, hun gik ud ad døren i nattøj,” svarede barnet. “Jeg så hende stå ud af sengen, se på far for at se, om han sov, og så gik hun ud ad døren.” Det var os uforståeligt, hvad der kunne få hende til at stå ud af sengen og gå upåklædt ud i den bitre vinterkulde og den dybe sne. Vi Iå vågne, og omtrent en time efter hørte vi en ulv knurre under vinduet. “Der er en ulv,” sagde Cæsar. “Hun bliver revet i stykker.”

Men et par minutter kom vor stedmor tilbage. Hun var i nattøj, som Marcella havde sagt. Christina lagde klinken lydIøst på døren, gik hen til en spand vand, vaskede ansigt og hænder og smuttede så ned i sengen, hvor fader sov. Vi skælvede alle tre — vi vidste ikke hvorfor, men vi besluttede at holde vagt næste nat. Det gjorde vi. Og ikke blot den følgende nat, men mange andre nætter, altid på omtrent samme tid, stod vor stedmor op fra sin seng og forlod hytten. Når hun var gået, hørte vi altid en ulv knurre under vinduet, og når hun kom tilbage, så vi hende altid vaske sig, før hun gik i seng igen. Vi lagde mærke til, at hun sjældent var med til måltiderne, og når hun var det, så det ud, som om hun spiste med modvilje. Men når kødet blev taget ned for at blive lavet til til middag, puttede hun ofte et stykke råt kød i munden.

Min bror Cæsar var en modig dreng. Han ville ikke sige noget til min far, før vi vidste noget mere. Han besluttede at følge efter Christina og finde ud af, hvad hun foretog sig om natten. Marcella og jeg prøvede at tale ham fra det, men forgæves. Den samme aften gik han i seng med tøjet på, og så snart vor stedmor havde forladt hytten, sprang han op, tog faders bøsse ned fra væggen og fulgte efter hende. Du kan tænke dig, hvor anspændte Marcella og jeg var, mens han var borte. Efter et par minutters forløb hørte vi knaldet fra en bøsse. Det vækkede ikke min far, og vi lå og skælvede af skræk. Et øjeblik efter så vi vor stedmor komme ind i hytten — med blodigt tøj. Jeg lagde hånden over Marcellas mund for at forhindre hende i at skrige, skønt jeg også selv var meget bange. Vor stedmor nærmede sig fars seng for at se, om han stadig sov, så gik hun hen til ildstedet og fik ilden til at flamme op.

“Hvem er det?” spurgte fader, som vågnede. “Bliv kun liggende, min ven,” svarede Christina, “det er bare mig. Jeg har tændt op for at varme lidt vand. Jeg har det ikke så godt.” Fader vendte sig om i sengen og faldt straks i søvn igen. Men vi holdt øje med vor stedmor. Hun skiftede tøj og kastede de klædningsstykker, hun havde haft på, ind i ilden. Så så vi, at blodet flød fra hendes højre ben, det så ud, som om det var et skudsår. Hun forbandt det, klædte sig på og blev siddende ved ilden til daggry. Stakkels lille Marcella — hendes hjerte hamrede i brystet på hende, mens hun lå der, trykket op ad mig, mit bankede også stærkt. Hvor var Cæsar? Hvor havde vor stedmor fået det sår fra, hvis det ikke var fra hans bøsse?

Til sidst stod min far op, så talte jeg for første gang og sagde: “Fader, hvor er Cæsar?” “Din bror?” udbrød han, “ja, hvor er han?” “Nådige himmel,” udbrød vor stedmor, “da jeg Iå halvvågen i nat, hørte jeg nogen tage klinken af døren. Og hvad er der blevet af din bøsse, kære mand?” Min far kastede blikket op over kaminen og så, at hans bøsse ikke var der. Et øjeblik så han forvirret ud. Så greb han en bred økse og gik ud af hytten uden at sige et ord.

Han blev ikke borte længe. Et par minutter efter kom han ind igen med min stakkels brors sønderrevne legeme i armene. Han lagde det ned og dækkede ansigtet til. Min stedmor rejste sig og så på liget, mens Marcella og jeg kastede os ned ved siden af Cæsars krop og græd bittert. “Gå i seng, børn,” sagde hun skarpt. “Min kære mand, din dreng må have taget bøssen ned for at skyde en ulv, men dyret har været for stærkt for ham. Stakkels dreng! Han har bødet dyrt for sin dristighed.” Min far svarede ikke. Jeg ville have talt, fortalt det hele, men Marcella, som forstod min hensigt, holdt mig i armen og så så bedende på mig, at jeg Iod være. Min far blev derfor ikke revet ud af sin vildfarelse. Marcella og jeg vidste, at vor stedmor på en eller anden måde havde noget at gøre med min brors død, selv om vi ikke kunne forstå på hvilken måde. Den samme dag gik far ud og gravede en grav. Da han havde lagt liget i den, dyngede han sten ovenpå graven, så ulvene ikke skulle grave den op igen. Denne ulykke rystede min far dybt. I flere dage gik han ikke på jagt, selvom han en gang imellem forbandede ulvene og lovede hævn. Men mens han sørgede, fortsatte min stedmors nattevandringer med samme regelmæssighed som før.

Til sidst tog min far sin bøsse ned for at drage til skovs. Han vendte dog hurtigt tilbage og syntes meget ophidset. “Vil du tro det, Christina, ulvene — forbandet være de allesammen — har gravet min drengs grav op, og der er ikke andet tilbage af ham end knoglerne.” “Det er da ikke sandt,” sagde min stedmor. Marcella så på mig, og i hendes kloge øjne så jeg alt, hvad hun ville have sagt. “Der er en ulv, der knurrer uden for vort vindue hver nat, fader,” sagde jeg. “Hvorfor har du ikke fortalt mig det før, dreng? Væk mig næste gang, du hører den,” sagde fader. Jeg så min stedmor vende sig bort, hendes øjne skød lyn, og hun skar tænder. Fader gik ud igen og dækkede de rester af min stakkels bror, som ulvene havde skånet, med endnu større sten. Det var tragediens første akt.

Det blev forår. Sneen smeltede, og vi fik lov til at forlade hytten. Men aldrig et eneste øjeblik forlod jeg min lille søster, som jeg nu følte mig endnu stærkere knyttet til end før min brors død. Jeg var også bange for at lade hende være alene med min stedmor, som lod til at føle en særlig glæde ved at mishandle barnet.

Min far havde travlt med sit lille stykke jord, og jeg kunne hjælpe ham lidt. Marcella plejede at sidde hos os, når vi arbejdede, så min stedmor var alene hjemme i hytten. Efterhånden som vi nærmede os sommeren, blev min stedmors natlige udflugter sjældnere og sjældnere, og vi hørte aldrig mere nogen ulv knurre under vinduet, efter at jeg havde fortalt min far om det.

En dag, da fader og jeg var i marken og Marcella sad hos os, kom min stedmor ud til os. Hun ville gå ind i skoven og finde nogle urter, som min far gerne ville have, så Marcella måtte gå tilbage til hytten og passe på maden. Marcella gik, og min stedmor forsvandt snart i skoven i den anden retning, så fader og jeg var så at sige mellem hende og Marcella. Omtrent en time efter blev vi opskræmt af skrig fra hytten — det var tydeligvis Marcella, der skreg.

“Marcella har brændt sig,” råbte jeg og kastede min spade. Far kastede også sin spade fra sig og vi løb begge to hen til hytten. Før vi nåede den, for en hvid ulv ud af døren. Fader havde intet våben, så han styrtede ind i hytten og der lå stakkels Marcella døende. Hendes legeme var frygtelig tilredt og blodet, der strømmede fra hendes sår, havde dannet en stor pøl på gulvet. Faders første tanke havde været at gribe bøssen og forfølge dyret, men det frygtelige syn holdt ham tilbage. Han knælede ved sit døende barn og brast i gråd. Marcella kunne kun se kærligt på os et øjeblik, så lukkedes hendes øjne i døden.

Fader og jeg stod stadig bøjet over min søsters lig, da min stedmor kom ind. Hun gav udtryk for stor deltagelse ved det frygtelige syn, men det lod ikke til, at hun veg tilbage for synet af blod, som de fleste kvinder gør. “Stakkels barn,” sagde hun, “det må have været den store hvide ulv, der lige løb forbi mig og gjorde mig så bange. Lille Marcella er død, kære husbond.” Jeg troede aldrig at fader var blevet sig selv igen efter denne anden grufulde tragedie. Han sørgede dybt ved liget af sin lille datter, og i flere dage ville han ikke begrave det, selv om min stedmor ofte sagde til ham, at han burde gøre det. Til sidst gav han efter og gravede en grav tæt ved siden af min brors. Han gjorde alt, for at ulvene ikke skulle krænke liget. Også jeg var ulykkelig, når jeg lå alene i den seng, hvor jeg før havde ligget sammen med min bror og søster. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at min stedmor havde noget at gøre med deres død, selv om jeg ikke kunne forklare hvordan. Jeg var ikke længere bange for hende, men mit hjerte var fuldt af had og hævnlyst.

Natten efter min søsters begravelse, jeg lå vågen, og da så jeg min stedmor stå op og gå ud af hytten. Jeg ventede nogen tid, så klædte jeg mig på og så ud ad døren, som jeg åbnede på klem. Månen skinnede klart, og jeg kunne se det sted, hvor mine to søskende var blevet begravet. Hvor stor var min rædsel ikke, da jeg så min stedmor travlt beskæftiget med at rydde stenene væk fra Marcellas grav! Hun var iført sit hvide nattøj og månen skinnede klart på hende. Hun gravede med hænderne og kastede stenene om bag sig med et vildt dyrs styrke. Det varede nogen tid, før jeg kunne tage mig sammen og bestemme, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte vække fader! “Klæd dig på og få fat i din bøsse!” råbte jeg. “Hvad, er ulvene på færde?” udbrød han. Han sprang ud af sengen, trak hurtigt noget tøj på, og i sit hastværk lagde han ikke mærke til, at Christina ikke var i sengen. Så løb han ud, og jeg fulgte ham.

Tænk dig hans rædsel, da han så — ikke en ulv, men sin hustru i nattøj ligge på alle fire ved min søsters lig i færd med at flå store lunser kød af og æde dem begærligt som en ulv. Hun havde for travlt til at lægge mærke til, at vi nærmede os. Min far tabte sin bøsse, hårene rejste sig på hovedet af ham, og han blev bleg som et lig. Han åndede tungt, og så stod han en tid uden at trække vejret. Jeg tog bøssen op og stak den i hånden på ham. Pludselig så det ud, som om vreden fordoblede hans kræfter. Han lagde bøssen til kinden og skød, og med et højt skrig segnede det uhyggelige væsen, som han havde taget sig så kærligt af. “Gud i himlen!” udbrød min far og sank til jorden, da han havde affyret bøssen. Jeg sad ved hans side, og det varede nogen tid, før han kom til sig selv. “Hvor er jeg?” sagde han, “hvad er der sket? Åh, ja nu husker jeg det. Himlen tilgive mig!” Han rejste sig og gik hen til graven. Men til vor store forbavselse og rædsel fandt vi ikke min stedmors lig, som vi ventede, i stedet lå der en stor, hvid hunulv. “Den hvide ulv!” udbrød min far, “den hvide ulv, der lokkede mig ind i skoven — nu forstår jeg det hele — Harzens onde ånder!” I nogen tid stod fader tavs i dybe tanker. Så løftede han min søsters lig, Iagde det ned i graven igen, og dækkede den som før. Han sparkede til det døde dyrs hoved og rasede som en afsindig. Så gik han tilbage til hytten, Iukkede døren og kastede sig på sengen. Jeg gjorde det samme, for jeg var helt ude af mig selv af forfærdelse og forbløffelse.

Tidligt om morgenen blev vi vækket af en stærk banken på døren, og jægeren Wilfred kom farende ind. “Min datter, mein herr — min datter, hvor er min datter?” råbte han rasende. “Hvor sådan en djævel rettelig skal være, håber jeg,” svarede fader, som rejste sig og viste en vrede, der var lige så stærk som den fremmedes. “I helvede! Forlad hytten straks, eller det kan gå dig værre!” Men jægeren lod sig ikke kyse. “Ha, hvad tror du vel, du evner mod en af Harzens mægtige ånder? Du stakkels dødelige, som absolut ville gifte dig med en varulv! Husk din ed — din højtidelige ed — at du aldrig ville Iøfte din hånd imod hende for at gøre hende fortræd. Du har svigtet dit løfte, og skal møde åndernes hævn. Dine børn skal omkomme ved gribben, ulven, og deres ben skal bleges i ødemarken. Ha-ha!” Fader var ude af sig selv af raseri. Han greb en økse og hævede den over Wilfreds hoved for at hugge til. Øksen faldt — men den gik tværs gennem jægeren, og fader mistede ligevægten og faldt tungt om på gulvet.

“Dødelige!” sagde jægeren og skrævede over faders faldne krop,” vi har kun magt over dem, der har begået mord. Du har begået et dobbeltmord. Du vil nu lide den straf, der nævntes i dit ægteskabsløfte. To af dine børn er døde, det tredje vil følge efter — det er så sikkert som noget, for din ed blev hørt. Gå bort — det ville være en velgerning mod dig at dræbe dig — din straf skal være, at du lever!” Med disse ord forsvandt ånden. Fader rejste sig fra gulvet, omfavnede mig kærligt og knælede i bøn. Næste morgen forlod vi hytten for stedse, og vandrede til Holland. Men vi havde ikke været mange dage i Amsterdam, før han fik hjernebetændelse og døde i vanvid. Jeg kom på et børnehjem og blev senere sendt til søs som skibsdreng. Nu kender du hele min historie. Spørgsmålet er, om jeg også skal bøde for faders ed. Selv er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg kommer til det på en eller anden måde.”

På den 22. dag fik de Sumatras høje sydkyst i sigte. Da der ikke var andre skibe at se, besluttede de at holde deres kurs gennem strædet og løbe ind til Pulo Penang, som de ventede at nå på 7-8 dage. Da Philip og Krantz så længe havde været udsat for solen, var de nu så brune, at de let kunne tages for indfødte. De havde siddet ved roret de lange dage i brændende sol, de havde sovet i båden i natteduggen, men deres helbred havde ikke taget skade. Siden Krantz havde betroet Philip sin familiehistorie, havde han dog været tavs og melankolsk . Hans sædvanlige gode humør var borte, og Philip havde flere gange spurgt ham om grunden.

Da de kom ind i strædet, begyndte Philip at tale om alt det, de skulle gøre, når de kom til Goa, men Krantz svarede alvorligt: “I nogen tid har jeg haft en forudfølelse af, at jeg aldrig kommer til at se den by.” Philip prøvede at slå det hen, men Krantz insisterede. “Jeg har prøvet at gøre mig fri for den følelse, men jeg kan ikke. Der er en advarende stemme inden i mig, der siger mig, at jeg ikke skal være sammen med dig længe endnu. Philip, vil du gøre mig en tjeneste? Jeg har noget guld på mig, det kan måske komme dig til nytte. Vil du love mig at tage det og gemme det sammen med dit eget?” “Sikke noget snak, Krantz.” “Det er ikke noget snak. Har du ikke selv fået dine advarsler? Hvorfor skulle jeg så ikke få mine? Du ved, at jeg ikke er særlig bange af mig og at jeg heller ikke frygter døden, men den forudfølelse, jeg talte om, bliver stærkere i mig for hver time, der går.” “Det er en syg hjernes indbildning, Krantz. Hvorfor skulle du, som er så ung og rask og stærk, ikke leve dit liv i fred, og blive gammel? Du er nok raskere i morgen.” “Måske,” sagde Krantz med et svagt smil, “men du må alligevel give efter for mit indfald og tage guldet. Hvis jeg tager fejl og vi ankommer i god behold, så kan du jo altid lade mig få det tilbage.” Og så skiftede han emne: “Men du glemmer, at vi næsten ikke har mere vand, vi må se efter en bæk inde på kysten og få en ny forsyning.”

Da denne samtale fandt sted, lå de i den østlige side af strædet, cirka 60 kilometer inde. Landet inde bag kysten var klippefuldt og bjergrigt, men det sænkede sig langsomt ned mod lavere land med skov og jungle, der strakte sig helt ned til stranden. Landet så helt ubeboet ud. De styrede langs kysten og efter to timers sejlads så de en frisk kilde, der styrtede ned ad klipperne som et vandfald og snoede sig gennem junglen, til den nåede havet. De løb tæt ind til kildens munding, sænkede sejlet og roede pirogue’en op mod strømmen, indtil de var kommet så langt, at de var helt sikre på, at vandet var fersk. Krukkerne blev hurtigt fyldt, og de skulle til at tænke på at komme af sted igen, da stedets skønhed, det friske, kølige vand og deres stive lemmer lokkede dem til at tage et bad — en luksus, som de, der ikke har været i en lignende situation, næppe påskønner. De trak deres tøj af og sprang ud i vandet, hvor de blev længe.

Krantz var den første, der gik op. Han klagede over, at han frøs, og gik hen til bredden, hvor deres tøj lå. Philip nærmede sig også bredden for at følge ham. “Og nu er der jo en udmærket lejlighed til at give dig pengene, Philip,” sagde Krantz. “Jeg vil åbne mit bælte og hælde dem ud, så kan du putte dem i dit eget, før du tager det på.” Philip stod i vandet, der nåede ham til omtrent midt på livet. “Ja, ja Krantz,” sagde han, “siden du absolut vil have det, så kan vi jo godt gøre det. Jeg synes, det er fuldstændig latterligt — men du kan jo godt få din vilje.” Philip kom op af vandet og satte sig ned ved siden af Krantz, der allerede var ved at ryste guldstykkerne ud af sit bælte. Til sidst sagde Krantz: “Nu tror jeg, du har fået dem allesammen? Nu er jeg rolig.” “Jeg kan ikke tænke mig, hvilken fare du er udsat for, som jeg ikke også er udsat for,” svarede Philip, “men …”

Han havde næppe udtalt disse ord, før der lød et vældigt brøl — et sus som et stærkt vindstød gennem luften — et slag, som væltede ham — et højt skrig — og en kamp. Philip rejste sig og så Krantz’s nøgne legeme blive ført af sted gennem junglen af en mægtig tiger. Han stirrede med opspilede øjne, men på et par sekunder var dyret og Krantz forsvundet. “Gud i himlen, jeg ville ønske, du havde forskånet mig for dette!” udbrød Philip og kastede sig fortvivlet ned. “Åh, Krantz, min ven — min bror — din forudfølelse var kun alt for rigtig! Nådige Gud. Hav medlidenhed — men Din vilje ske!” Og Philip brast i en strøm af tårer. I mere end en time sad han på det samme sted uden at ænse de farer, der omgav ham. Til sidst, da han var faldet lidt til ro, rejste han sig, klædte sig på og satte sig så ned igen med øjnene fæstet på Krantz’s tøj og guldet, der stadig lå i sandet.

“Han ville give mig det guld. Han forudsagde sin egen skæbne. Ja, det var hans skæbne, og nu er den blevet opfyldt. Hans ben vil bleges i ødemarken, og jægeren og hans ulvedatter er hævnet.”

Trykt i The New Monthly Magazine, 1839 som en del af The Phantom Ship
Originaltitel: The White Wolf of the Hartz Mountains

Kort om Frederick Marryat

Født den 10. juli 1792
Død den 9. august 1848

Læs mere på Wikipedia

Evelines gæst af Mary Elizabeth Braddon

Mary Elizabeth Braddon
By William Powell Frith, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=6362987

Det var ved maskeballet på Palais Royal, at min skæbnesvangre strid med min fætter André de Brissac begyndte. Stridens genstand var en kvinde. De kvinder, som fulgte i Philip af Orleans fodspor, var årsagen til mange sådanne stridigheder, og der var næppe et yndigt hoved i hele denne brogede, glimrende mængde, som ikke ville have forekommet en mand, der var velbevandret i de historiske intriger, besudlet med blod. Jeg vil undlade at nævne navnet på hende, for hvis skyld André de Brissac og jeg gik over en af broerne i den disede augustmorgen på vej til de øde marker bag Saint-Germain des Prés kirken. Der var mange smukke giftslanger på den tid, og hun var en af dem.

Jeg kan endnu mærke augustmorgenens kolde luft blæse mig i ansigtet som jeg sidder her i mit triste kammer på mit slot i Puy Verdun, alene i nattens stilhed, og skriver min mærkelige livshistorie. Jeg kan se den hvide tåge stige op fra floden, det uhyggelige omrids af Notre Dame kirkens firkantede tårne, som tegnede sig sorte mod den bleggrå himmel. Endnu tydeligere husker jeg Andrés unge smukke ansigt, som han stod over for mig sammen med sine to venner – slyngler begge to – og mig sammen med sine to venner, lige ivrige for den unaturlige kamp.

Vi dannede en besynderlig gruppe den tidlige sommermorgen, alle sammen lige kommet fra maskebal i de kongelige saloner. André i en mærkelig gammeldags jægerdragt kopieret efter et familieportræt i Puy Verdun, jeg klædt ud som en af Laws Mississippi indianere, og de andre mænd var iført noget lignende pralende stads og pyntet med kniplinger og juveler, som så matte ud i daggryets blege lys.

Vor strid havde været heftig – en strid, som kun kunne ende på én måde, den endelige. Jeg havde slået ham, og mærket efter slaget var højrødt på hans smukke, næsten kvindelige ansigt. Morgensolen skinnede på det røde mærke og farvede det endnu rødere, men smerten efter min egen forurettelse var frisk, og jeg havde endnu ikke lært at foragte mig selv for den brutale voldshandling.

For André de Brissac var en sådan fornærmelse utilgivelig. Han var lykkens yndling, damernes yndling, og jeg var ingenting – en rå soldat, som havde gjort mit land gode tjenester, men i hans øjne blot en ubehøvlet bondetamp.

Vi kæmpede, og jeg sårede ham dødeligt. Livet havde været en dans på roser for ham, og jeg tror, han blev fortvivlet, da han følte livet ebbe ud. Han bad mig komme hen til sig, som han lå der på jorden, og jeg gik hen til ham og knælede ned ved siden af ham. “Tilgiv mig, André,” mumlede jeg. Han tog ikke mere notits af min indtrængende bøn end af flodens intetsigende skvulpen.

“Hør på mig, Hector de Brissac,” sagde han. “Jeg er ikke af dem, der tror, at en mand er færdig med jorden, fordi hans øjne bliver brustne og hans lemmer bliver stive. De vil begrave mig i den gamle hvælving under Puy Verdun, og du vil blive herre på slottet. Åh, jeg ved kun alt for godt, hvor let de tager tingene nu om dage. Hvor Dubois vil le, når han hører, at Ca er blevet dræbt i en duel. De vil begrave mig og synge messer for min sjæl, men du og jeg har ikke gjort op endnu, kære fætter. Jeg vil være hos dig, når du mindst venter at se mig – med dette grimme ar på mit ansigt, det ansigt, som kvinder har prist og elsket. Jeg vil komme til dig, når dit liv er lykkeligst. Jeg vil komme mellem dig og alt det, som du finder smukkest, alt det, som du elsker højest. Min hånd skal dryppe giften i din glædes bæger. Min skygge skal lukke sollyset ude fra dit liv. Mænd med en jernvilje som min kan gøre, hvad de vil, Hector de Brissac. Og jeg vil hjemsøge dig, når jeg er død.”

Alt dette hviskede han mig ind i øret i korte, afbrudte sætninger. Jeg måtte bøje mig helt ned til ham for at opfange ordene, men André de Brissacs jernvilje var stærk nok til at kæmpe med døden, og jeg tror, han fik sagt alt, hvad han ønskede at sige, før han faldt tilbage på jorden for aldrig at rejse sig mere. Som han lå der, kunne man have antaget ham for en skrøbelig yngling, der var alt for smuk og alt for sart til den brutale kamp, som kaldes livet, men der er stadig mange, som kan huske André de Brissac, og som kan vidne om hans ubøjelige vilje og stolte natur.

Jeg stod og så på det unge ansigt med det grimme ar, og Gud skal vide, at jeg fortrød, hvad jeg havde gjort. Jeg tog ingen notits af de blasfemiske trusler, han havde hvisket mig i øret. Jeg var soldat, og jeg var troende. For mig var der slet ikke noget frygteligt i den tanke, at jeg havde dræbt denne mand. Jeg havde dræbt så mange mænd på slagmarken, og han, som lå der, havde krænket mig dybt. Mine venner ville have, at jeg skulle rejse ud af landet for at undgå konsekvenserne af min handling, men jeg var rede til at møde disse konsekvenser og jeg blev i Frankrig. Jeg holdt mig borte fra hoffet og fik et vink om, at jeg gjorde klogest i at blive i min egen provins.

Der blev sunget mange messer i det lille kapel på Puy Verdun for min døde fætters sjæl og hans kiste kom til at stå i en niche i vore forfædres gravhvælving. Hans død havde gjort mig til en rig mand, men tanken om, hvordan jeg havde erhvervet min rigdom, fik mig til at hade den. Jeg førte en ensom tilværelse på det gamle slot, hvor jeg sjældent talte med andre end mine tjenere, som allesammen havde tjent min fætter. Ingen af dem kunne lide mig. Det var et hårdt og bittert liv. Det pinte mig at se børnene flygte for mig, når jeg red gennem landsbyen. Jeg har set gamle koner korse sig i smug, når jeg kom forbi. Der verserede de mærkeligste rygter om mig. Der blev hvisket, at jeg havde solgt min sjæl til den onde for min fætters arv.

Lige fra min barndom har jeg set mørk og streng ud, og det var vel derfor, at ingen kvinde nogensinde havde elsket mig. Jeg husker min moders ansigt i alle dets forskellige udtryk, men jeg kan ikke huske, at hun nogensinde har set kærligt på mig. Den anden kvinde, for hvis fødder jeg lagde mit hjerte, var tilfreds med at modtage min hyldest, men hun kom aldrig til at elske mig, og hun svigtede mig til sidst.

Jeg var begyndt at hade mig selv og mine medmennesker, da jeg blev grebet af en feberagtig længsel efter endnu engang at være med i den travle verdens liv og larm. Jeg rejste til Paris, hvor jeg holdt mig borte fra hoffet, og hvor en engel forbarmede sig over mig. Hun var datter af en af mine gamle kammerater. En mand, hvis fortjeneste var blevet glemt, hvis bedrifter man ikke længere huskede, og som nu sad og surmulede på sit usle hummer som en rotte i sit hul, mens hele Paris stod på den anden ende i anledning af den skotske finansmands besøg, og adelsmænd og lakajer var ved at trampe hinanden ihjel i Rue Quincampoix. Denne gamle, sære dragon-kaptajns eneste barn var et himmelsk væsen, hvis jordiske navn var Eveline Duchalet. Hun elskede mig.

De rigeste glæder i livet er ikke altid dem, som vi betaler dyrest. Jeg spildte de bedste år af min ungdom på en slet og overfladisk kvinde, som holdt mig for nar og bedrog mig til sidst. Og denne lille, blide engel gav jeg kun et venligt ord, en broders ømhed – og se, hun elskede mig. Det liv, som hidtil havde været mørkt og trist, blev nu lyst og lykkeligt sammen med hende, og jeg rejste tilbage til Puy Verdun med en smuk ung brud.

Åh, hvilken vidunderlig forandring i mit liv og i mit hjem! Landsbybørnene flygtede ikke længere i rædsel for den sorte rytter og de gamle kællinger korsede sig ikke mere, for der red en kvinde ved hans side. En kvinde hvis blide væsen havde vundet disse jævne mennesker, og som ved sin blotte nærværelse havde forvandlet den barske slotsherre til en kærlig ægtemand og en mild herre. Det gamle tjenerskab glemte min fætters alt for tidlige død og tjente mig villigt og gerne af kærlighed til deres unge herskerinde.

Ord kan ikke skildre vor rene og fuldkomne lykke. Jeg følte mig som en rejsende, der havde gennemkrydset de arktiske egne, fjernt fra menneskers kærlighed og selskab, og som nu pludselig finder sig selv i en frodig dal, i hjemmets blide atmosfære. Forandringen forekom mig alt for vidunderlig til at være sand, og jeg prøvede forgæves at undertrykke den vage mistanke, at min nye liv kun var en fantastisk drøm. Så kort var denne stille, lykkelige tid, at jeg endnu i dag er tilbøjelig til at forestille mig, at de første dage i mit ægteskab kun har været en drøm.

Hverken i min ensomme, triste tid eller i mine lykkelige dage havde erindringen om Andrés blasfemiske løfte plaget mig. De ord, som han i sin sidste stund havde hvisket mig i øret, forekom mig stadig meningsløse. Han havde fået afløb for sit raseri i disse tomme trusler, som han kunne have fået det i ørkesløse forbandelser. Den eneste hævn, en døende mand kan love sig selv, er, at han vil hjemsøge sin fjende efter sin død, og hvis mennesker således havde magt til at hævne sig efter døden, ville jorden være befolket af gengangere. Jeg havde boet på Puy Verdun i tre år. Ved midnatstid når alt var stille, sad jeg ved kaminen, hvor han havde siddet. Om dagen, gik jeg gennem de gange, hvor ekkoet af hans fodtrin havde lydt. Og i al den tid havde min fantasi aldrig narret mig så meget, at den havde fostret skyggen af den døde. Er det underligt, at jeg havde glemt Andrés frygtelige løfte?

Der var ikke noget billede af min fætter på Puy Verdun. Det var i Boudoir-kunstens tidsalder, og det var finere med en miniature i låget på en guld-bonbonniére eller kunstfærdigt gemt i et massivt armbånd end et klodset, legemes stort portræt, der kun egnede sig til at hænge på de triste vægge i et provinsslot, som ejeren sjældent besøgte. Min fætters smukke ansigt havde prydet mere end én bonbonniére og havde skjult sig i mere end ét armbånd, men det var ikke mellem de ansigter, som skuede ned fra de mørke paneler i Puy Verdun. I biblioteket fandt jeg et billede, som vakte pinlige erindringer. Det var et portræt af en de Brissac, som havde haft sin storhedstid i Franz den førstes dage, og det var efter dette billede, min fætter André havde kopieret den ejendommelige gammeldags jægerdragt, han havde på ved maskeballet. Jeg tilbragte ikke så få timer af mit liv i biblioteket, og derfor gav jeg ordre til, at der skulle hænges et gardin for dette billede.

Vi havde været gift i tre måneder, da Eveline en dag spurgte: “Hvem er herre til naboslottet?” Jeg så forbavset på hende. “Jamen, kæreste,” svarede jeg, “ved du ikke, at Puy Verdun er det eneste slot i fyrre miles omkreds?” “Virkelig!” sagde hun. “Det er mærkeligt.” Jeg spurgte hende, hvorfor hun syntes, det var så mærkeligt, og på min indtrængende bøn fortalte hun mig grunden til sin forbavselse. På sine spadsereture i parken og skoven havde hun gennem den sidste måned mødt en mand, som efter sin dragt og sit væsen at dømme måtte være adelsmand. Hun havde tænkt sig, at han ejede et slot i nærheden og at hans ejendom grænsede op til vor. Jeg kunne ikke regne ud, hvem denne fremmede kunne være, for mit slot lå midt i en øde egn, og bortset fra, at en eller anden diligence undertiden kunne komme skramlende og raslende gennem landsbyen, havde man ikke støre større chance for at træffe en fremmed her end for at møde en halvgud.

“Har du set den mand ofte, Eveline?” spurgte jeg.
Hun svarede i en næsten bedrøvet tone: “Jeg ser ham hver dag.”
“Hvor, min elskede?”
“Somme tider i parken, somme tider i skoven. Du ved det lille vandfald, Hector, hvor der er en gammel forfalden stenhøj, der danner ligesom en hule – det sted er jeg kommet til at holde af, og jeg har tilbragt mange morgener der med en bog. I den sidste tid har jeg set den fremmede der hver morgen.”
“Har han aldrig sagt noget til dig?”
“Aldrig. Jeg kikkede gerne op fra mig bog og så ham stå et lille stykke borte og betragte mig i tavshed. Jeg fortsatte med at læse, og når jeg så op igen, opdagede jeg, at han var gået. Han må liste, når han kommer og går, for jeg hører ham aldrig. Somme tider kunne jeg næsten ønske, at han ville tale til mig. Det er så frygteligt at se ham stå der uden at sige noget.”
“Det er en eller anden uforskammet bonde, der prøver at gøre dig bange.”
Min hustru rystede på hovedet. “Det er ingen bonde,” svarede hun. “Det er ikke bare hans klædedragt, jeg dømmer efter, for den er mig fremmed. Men der er et præg af noget adelig over ham, som ikke er til at tage fejl af.”
“Er han ung eller gammel?”
“Han er ung og smuk.”

Tanken om den fremmede, der forstyrrede min hustrus ensomhed, gjorde mig meget urolig, og jeg gik med det samme ned til landsbyen for at høre, om man der havde set noget til nogen fremmed. Det var der ingen, der havde. Jeg forhørte tjenestefolkene nøje, men uden resultat. Så besluttede jeg at ledsage min hustru på hendes spadsereture for selv at dømme om den fremmedes rang og stand. En uge igennem spadserede jeg hver morgen med Eveline i parken og skoven, og i al den tid så vi kun en enkelt gang en bonde eller en af vore egne tjenere, der vendte hjem fra en gård i nærheden.

Jeg var en mand med fastgroede vaner og disse spadsereture forstyrrede mig i den daglige gænge. Min hustru lagde mærke til det og bønfaldt mig om ikke yderligere at lade mig forstyrre. “Jeg vil tilbringe mine morgener i Rosengården, Hector,” sagde hun, “der kan den fremmede ikke komme ind.”
“Jeg var lige ved at tro, at den fremmede kun var et foster af din romantiske fantasi,” svarede jeg og smilede til det alvorlige ansigt, der var vendt imod mig. “En ung slotsfrue, som altid læser fantastiske romaner, kan udmærket møde smukke kavalerer i skovene. Det er formodentlig mademoiselle Scuderi, jeg kan takke for den fornemme fremmede, som sikkert kun er Le grand Cyrus i moderne kostumer.”
“Det er netop det, der er det underlige, Hector,” sagde hun. “Den fremmedes kostume er ikke moderne. Han ligner et gammelt maleri, der er steget ud af sin ramme.” Hendes ord pinte mig, for de mindede mig om det skjulte billede i biblioteket, og det mærkelige, gammeldags jægerkostume i orange og purpur som André de Brissac havde haft på ved maskeballet.

Siden den tid begrænsede min hustru sine spadsereture til Rosengården, og i mange uger hørte jeg ikke mere til den navnløse fremmede. Jeg glemte ham fuldstændig for en anden og alvorligere bekymring. Min hustru begyndte at skrante. Forandringen skete gradvis og så langsomt, at de, der så hende hver dag, næppe bemærkede den, men når hun tog en aftenkjole på, som hun ikke havde båret i lang tid, kunne jeg se, hvor hærget den skikkelse måtte være, som kjolen hang så løst omkring, og hvor sløve og matte de øjne var, som engang havde strålet om kap med de juveler, hun bar i sit hår. Jeg sendte bud til Paris efter en af hoffets læger, men jeg vidste, at mange dage ville gå tabt, før han kunne komme til Puy Verdun.

Det var ikke bare hendes helbred, der svigtede. Hendes lyse solskinshumør forsvandt, og i stedet for min unge glade brud så jeg nu en kvinde, der tyngedes af dyb melankoli. Forgæves søgte jeg at forestille mig grunden til min elskedes sørgmodighed. Hun forsikrede mig, at hun ikke havde nogen grund til at være bedrøvet eller utilfreds, og hun sagde, at jeg måtte tilgive hende, hvis hun så mismodig ud uden at kunne sige hvorfor. Jeg sagde til hende, at hoflægen hurtigt ville finde et middel mod hendes nedtrykthed, som sikkert måtte have fysiske årsager, når hun ikke havde nogen virkelig grund til at være bedrøvet. Men skønt hun ingenting sagde, kunne jeg se, at hun ikke havde nogen tro til medicinens helbredende magt.

En dag, da jeg ville prøve at opmuntre hende og rive hende ud af den tavse grublen, hun sad hensunken i i timevis, sagde jeg leende til hende, at hun åbenbart havde glemt sin gådefulde kavaler fra skoven og at han øjensynlig også havde glemt hende. Til min forundring blev hun pludselig blodrød i sit blege ansigt og derpå bleg igen med det samme.

“Har du aldrig set ham, siden du måtte forlade din grotte i skoven?” spurgte jeg.
Hun vendte sig mod mig og så fortvivlet på mig. “Hector!” skreg hun, “jeg ser ham hver dag, og det er det, der piner livet af mig.” Hun brast i tårer og græd som et barn. Jeg tog hende i mine arme og prøvede at trøste hende.
“Det er jo vanvid, min elskede!” sagde jeg. “Du ved jo, at der ikke kan komme nogen fremmed ind til dig i Rosengården. Voldgraven er ti fod bred og altid fuld af vand, og gamle Massou holder portene lukket dag og nat. Slotsfruen på en middelalderlig borg behøver ikke at frygte, at nogen skal trænge ind i hendes have.”
Min hustru rystede bedrøvet på hovedet. “Jeg ser ham hver dag,” sagde hun.

I dette øjeblik troede jeg virkelig, at min hustru var blevet sindssyg. Jeg turde ikke udspørge hende nærmere om hendes gådefulde gæst. Det ville være tåbeligt, tænkte jeg, at give den skygge, som plagede hende, liv og form ved at spørge alt for nøje ud om dens udseende og væsen, dens kommen og gåen. Jeg sørgede for at sikre mig, at ingen fremmed på nogen mulig måde kunne komme ind i Rosengården. Da jeg havde gjort det, kunne jeg kun vente på, at lægen skulle komme.

Han kom omsider. Jeg betroede ham mine bange anelser. Jeg fortalte ham, at jeg troede, min hustru var blevet sindssyg. Han hilste på hende, tilbragte en time sammen med hende alene og kom bagefter ind til mig. Til min usigelige lettelse forsikrede han mig, at hun ikke var åndeligt syg. “Det er muligt, at hun er ude for et eller andet selvbedrag,” sagde han, “men hun er så fornuftig på alle andre områder, at jeg vanskeligt kan få mig selv til at tro, at hun skulle lide af monomani. Jeg er snarere tilbøjelig til at mene, at hun virkelig ser den person, hun taler om. Hun beskrev ham fuldstændig minutiøst for mig. De beskrivelser, der gives af patienten, som lider af monomani, er altid mere eller mindre usammenhængende, men Deres hustru talte lige så klart og roligt, som jeg nu taler til Dem. Er De sikker på, at der ikke kan komme nogen ind til hende i den have, hun spadserer i?”
“Det er jeg ganske sikker på.”
“Er der ikke en slægtning eller pårørende af Deres husstand – en ung mand med et smukt, kvindeligt ansigt, meget bleg og let kendelig på et blodrødt ar, der ser ud som mærket efter et slag?”
“Barmhjertige Gud!” udbrød jeg, da jeg pludselig forstod. “Og dragten – den mærkelige, gammeldags dragt?”
“Manden bærer et jægerkostume i purpur og orange,” svarede doktoren. Da vidste jeg, at André de Brissac havde holdt sit ord. Hans skygge var kommet mellem mig og min elskede, i den time da mit liv var lykkeligst.

Jeg viste min hustru billedet i biblioteket. Hun rystede som et espeløb, da hun så det, og klyngede sig krampagtigt til mig. “Det er trolddom, Hector,” sagde hun. “Dragten på det billede er den samme, som han har på, men ansigtet er ikke det samme.” Så beskrev hun den fremmedes ansigt for mig, og det var min fætters ansigt træk for træk. André de Brissac, som hun aldrig havde set. Mest levende beskrev hun det frygtelige mærke på hans ansigt, mærket efter det vilde slag af en åben hånd.

Jeg rejste fra Puy Verdun med min hustru. Vi rejste langt bort – gennem de sydlige provinser og dybt ind i Schweiz. Jeg troede, vi kunne rejse fra det uhyggelige syn, og jeg håbede naivt, at de nye omgivelser ville bringe min hustru fred. Men nej! Hvorhen vi rejste, fulgte André de Brissacs genfærd os. Den skæbnesvangre skygge åbenbarede sig aldrig for mine øjne. Det ville have været for fattig en hævn. Det var min uskyldige hustru, André forfulgte med sin gengældelse. Han ødelagde hendes liv, og skønt jeg stadig var hos hende, kunne jeg ikke værne hende mod den frygtelige ubudne gæst. Jeg prøvede forgæves at våge over hende, jeg søgte forgæves at trøste hende. “Han vil ikke lade mig være i fred,” sagde hun. “Han kommer mellem os, Hector. Han står imellem os nu! Jeg kan se hans ansigt med det røde mærke tydeligere, end jeg ser dit.”

En dejlig måneklar nat, da vi sad sammen i en bjerglandsby i Tyrol, kastede min hustru sig for mine fødder og sagde til mig, at hun var den værste og sletteste af alle kvinder. “Jeg har skriftet alt for min Gud,” sagde hun, “jeg har ikke skjult min synd for himlen. Men jeg føler, at døden er nær, og før jeg dør, må jeg skrifte min synd for dig.” “Hvilken synd, min egen elskede?” “Da den fremmede første gang kom til mig i skoven, gjorde hans nærværelse mig forvirret og bange, og jeg veg tilbage fra ham som fra noget mærkeligt og frygteligt. Han blev ved med at komme, og efterhånden opdagede jeg, at jeg tænkte på ham og ventede på, at han skulle komme. Hans billede forfulgte mig ustandselig. Jeg prøvede forgæves at lukke hans ansigt ude af mine tanker. Så fulgte der en tid, hvor jeg ikke så ham, og til min skam og fortvivlelse syntes jeg, at livet var trist og tomt uden ham. Så kom den tid, da jeg så ham igen i Rosengården, og – åh, Hector, dræb mig, om du vil, jeg fortjener ingen barmhjertighed af dig! – det gik så vidt, at jeg talte timerne, til han skulle komme. Jeg glædede mig til at se det blege ansigt med det røde mærke! Han rev alle andre glæder ud af hjertet på mig og efterlod kun én uhyggelig, ugudelig glæde – glæden ved hans nærværelse. I et år har jeg kun levet for at se ham. Og forband mig nu, Hector, for det er min synd. Om den kommer fra mit eget hjertes dyb, eller det er trolddoms værk, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har kæmpet imod denne ondskab forgæves.”

Jeg omfavnede min hustru og tilgav hende. Hvad havde jeg i sandhed at tilgive hende? Var hun ansvarlig for den mørke skæbne, der kom over os? Den næste nat døde hun med sin hånd i min, og i sin sidste stund fortalte hun mig grædende og bange, at han var ved hendes side.

Trykt i Belgravia, januar 1867.
Originaltitel: Eveline’s Visitant

Kort om Mary Elizabeth Braddon

Født den 4. oktober 1835
Død den 4. februar 1915

Læs mere på Wikipedia

På landevejen af Richard Middleton

Richard Middleton
By anon – http://callumjames.blogspot.com/2013/04/richard-middleton-too-late-decadent.html, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=30447682

Solen var langsomt kommet op bag de faste, hvide bakkedrag og strålede nu på en glitrende verden af sne. Det havde frosset hårdt om natten, og fuglene, der hoppede omkring på de sølvhvide veje, efterlod ingen spor i sneen. Her og der brød hækkenes sorte rækker ensformigheden i al denne hvidhed, der dækkede jorden, og ovenover skiftede himlen fra orange til dybblå og fra dybblå til en tone så blegblå, at den snarere fremkaldte forestillingen om en tynd papirskærm end om et uendeligt rum. Hen over de flade marker kom der et koldt vindpust, som blæste de fine snefnug ned fra træerne, men som næppe bevægede de sorte hegn med de hvide kalotter. Efterhånden som solen gled højere op på himlen, blandede dens varme stråler sig med de kolde vindpust.

Det var måske denne mærkelige skiften mellem varme og kulde, der forstyrrede vagabonden i hans drømme, for han kæmpede et øjeblik med sneen, der dækkede ham – som en mand, der er blevet viklet ind i sit sengetøj – og satte sig så op med stirrende øjne. “Du gode Gud! Jeg troede, jeg lå i en seng,” sagde han til sig selv, mens han så ud over det øde landskab, “og så har jeg ligget her.” Han strakte sine lemmer, rejste sig op og rystede sneen af sig. Som han stod der i den skarpe vind, kom han til at ryste af kulde, og nu vidste han, at hans seng havde været varm.

“Jeg må vist være lykkelig over, at jeg i det hele taget er vågnet. Eller ulykkelig — der er ikke meget at vågne til.” Han så sig tilbage. Bakkerne lyste mod himlen som Alperne på et postkort. “Så skal man altså til det igen,” brummede han. “Gud ved, hvad jeg bestilte i går. Gik, til jeg var træt, og alligevel er jeg ikke nået længere end tyve kilometer fra Brighton. Gid Fanden havde den sne, gid Fanden havde Brighton, gik Fanden havde det hele!” Solen gled højere og højere op på himlen, og han begyndte tålmodigt at traske ud ad landevejen — bort fra de lysende bakker.

“Var det godt eller trist, at det kun var søvnen, der tog mig, godt eller trist, godt eller trist?” Tankerne formede sig af sig selv som et rytmisk akkompagnement til den dumpe lyd af hans fodtrin, og han prøvede egentlig ikke at finde noget svar på sit spørgsmål. Det var godt bare at gå.

Da han havde gået en fem-seks kilometer, indhentede han en dreng, der stod og tændte sig en cigaret. Han havde ingen overfrakke på, og spinkel og skrøbelig var han at se til. “Er du på farten, Mester?” spurgte drengen hæst, da han gik forbi.

“Det kan siges,” sagde vagabonden.

“Så følges jeg med dig et stykke, hvis du ikke går for hurtigt. Det er lidt ensomt at gå på landevejen på denne tid af døgnet.” Vagabonden nikkede, og drengen travede af sted ved siden af ham.

“Jeg er atten år,” sagde han pludselig. “Du troede vist, at jeg var yngre.”
“Jeg ville have gættet på femten.”
“Så havde du gættet forkert. Jeg blev atten i august, og jeg har gået på landevejen i seks år. Jeg løb hjemmefra fem gange, da jeg var lille, og politiet hentede mig hjem hver gang. De var ellers flinke nok, panserne. Nu har jeg ikke noget hjem at løbe væk fra.”
“Det har jeg heller ikke,” sagde vagabonden roligt.
“Du har vist kendt bedre dage, hva’?” sagde drengen og snappede forpustet efter vejret. “Det er værre for dig end for mig.”

Vagabonden så på den lille, spinkle skikkelse, der småløb ved siden af ham, og sagtnede sine skridt. “Jeg har ikke været på den så længe, som du har,” indrømmede han.
“Nej, det kan jeg se på den måde, du går på. Du er ikke blevet træt endnu. Du håber måske stadig på noget, når du kommer til vejs ende?”

Det varede lidt, inden vagabonden svarede. “Jeg ved såmænd ikke,” sagde han tøvende. “Jeg håber altid på noget.”
“Du bli’r nok klogere,” sagde drengen. “Der er varmere i London, men det er vanskeligere at få noget at spise. Der er såmænd ikke meget ved at komme derind.”
“Der er dog altid en chance for at møde nogen, der vil forstå …”
“Folk på landet er bedre,” afbrød drengen. “Sidste nat fik jeg lov at sove i en kostald sammen med køerne, og i morges gav manden på gården mig te og et stykke brød, fordi jeg var så lille. Men i London kan man få lov at sove under broerne om natten, og resten af døgnet jager panserne rundt med en.”

“Jeg segnede om i vejgrøften sidste nat og faldt i søvn på stedet,” sagde vagabonden. “Det var et under, at jeg ikke døde.”

Drengen så skarpt på ham. “Hvordan kan du vide, at du ikke er død?” sagde han.

“Jeg forstår ikke, hvad du mener,” sagde vagabonden efter en pause.

“Jeg skal sige dig,« sagde drengen hæst, “folk som os kan ikke slippe ud af trædemøllen, selv om vi ville. Vi er altid sultne og tørstige og hundetrætte og på farten hele tiden. Men hvis nogen tilbyder mig arbejde og et hyggeligt hjem, bliver jeg helt syg. Ser jeg stærk ud? Jeg ved godt, jeg er lille af min alder, men jeg har strejfet om på den her facon i seks år, og tror du ikke, jeg er død? Jeg druknede ved Margate, og senere blev jeg slået ihjel af en sigøjner. Han hamrede hjernen ind på mig med sin stok, og jeg er to gange frosset ihjel ligesom dig sidste nat, og jeg er blevet kørt ned af en bil her på landevejen, og nu traver jeg her igen, på vej til London, men jeg bliver der ikke. Jeg må ud på landevejen igen. Død! Vi kan ikke slippe herfra, siger jeg, selv om vi ville.”

Han blev afbrudt af et hosteanfald, og vagabonden ventede, til han var kommet til hægterne igen.

“Du må vist hellere få min frakke på,” sagde han. “Det er en slem hoste, du har.”
“Gå ad Helvede til!” sagde drengen hidsigt og dampede på sin cigaret. “Jeg har det godt nok. Jeg var ved at fortælle dig om landevejen. Du har ikke vænnet dig til den endnu, men det kommer nok. Vi er allesammen døde, alle os der går på landevejen, og vi er trætte allesammen, og alligevel kan vi ikke undvære den. Det er den duft om sommeren — nyslået hø og landevejsstøv på de varme dage; og det er det våde græs i grøftekanten en tidlig morgen. Jeg ved ikke, jeg …” Han faldt pludselig forover, og vagabonden greb ham i sine arme.

“Jeg er syg,” hviskede drengen, “syg.”

Vagabonden så sig om, men der var ingen mennesker at se og ingen huse. Mens han stod der midt på vejen med drengen i sine arme og uden at vide, hvad han skulle gøre, dukkede der pludselig en bil op et stykke borte. Den kom langsomt nærmere og bremsede op ud for dem.

“Hvad er der i vejen?” spurgte bilisten roligt. “Jeg er læge.” Han så skarpt på drengen og lyttede til hans
besværede åndedrag. “Lungebetændelse,” sagde han. “Jeg kører ham til hospitalet. Vil De med?”

Vagabonden tænkte på Arbejdsanstalten og rystede på hovedet. “Jeg vil hellere gå,” sagde han.

Drengen åbnede øjnene lidt, da de løftede ham ind i bilen. “Vi ses igen uden for Reigate,” hviskede han til vagabonden. “Vent bare!” Og bilen forsvandt ud ad den hvide landevej.

Hele formiddagen traskede vagabonden ud ad vejen gennem sneen, der var begyndt at tø; men ved middagstid tiggede han noget brød hos en husmand og krøb ind i en lade for at spise det. Der var varmt derinde, og han faldt i søvn i høet, da han havde spist. Det var mørkt, da han vågnede og igen gav sig til at traske ud ad den opblødte landevej.

Tre kilometer uden for Reigate dukkede en skikkelse, en lille, spinkel skikkelse, ud af mørket og kom hen imod ham.

“Er du på farten, Mester?” spurgte en hæs stemme. “Så følges jeg med dig et stykke, hvis du ikke går for hurtigt. Det er lidt ensomt at gå på landevejen på denne tid af døgnet.”

“Jamen, lungebetændelsen!” udbrød vagabonden forfærdet.

“Jeg døde på hospitalet i morges,” sagde drengen.

Trykt i: The Ghost Ship & Other Stories, 1912
Originaltitel: On the Brighton Road

Kort om Richard Barham Middleton

Født den 28. oktober 1882
Død den 1. december 1911

Læs mere på Wikipedia