Spanieren af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spanieren”.


– De kender jo den engelske digter Alexander Pope?
– Nå, jeg kan se på Dem, at De hverken har læst den berømte ‘Røvede hårlok’ eller de øvrige poesier, som henrykkede hans landsmænd i det 18. århundrede.
– Om jeg har? Jeg må ærligt tilstå, nej. Men under mit sidste besøg i England, på et herresæde, faldt jeg over hans ‘Levned’ en kedsommelig regnvejrsdag, og deri fandt jeg denne historie.

Denne Mr. Pope var et udpræget forstands-menneske og som følge deraf en erklæret fjende af spøgelsehistorier og overtroiske forestillinger. Det ganske uagtet at the second sight eller synskhed er en udbredt evne i Skotland, og ethvert engelsk hus af nogenlunde respektabel alder har et ‘husspøgelse’ eller flere, som hænger ved skuepladsen for tidligere gerninger. Det skyldes måske også englændernes respekt for traditionen. Men skønt digter og englænder kunne Mr. Pope som sagt ikke udstå spøgelser og havde udtrykkeligt forbudt sit tyende så meget som at omtale emnet for ham, og truet enhver der gjorde det med øjeblikkelig afsked.

Nu var han netop flyttet ind i en ny lejlighed, tilmed i et hus hvis alder og indretning nok kunne tyde på, at skygger lurede i dets mange krinkelkroge. Han havde fulgt anbringelsen af møblerne i sine værelser, og i arbejdsværelset, der også skulle tjene som soveværelse, havde han egenhændig opstillet sin bogsamling og anbragt sine værker i smuk rækkefølge og ret iøjnefaldende.

Nu skulle han tilbringe den første nat i sin nye lejlighed. Døren var låst, lyset brændte i stagen ved sengen, og han havde lagt sig mageligt til rette med en bog for efter sædvane at læse sig i søvn. Hvilken bog omtaler historien ikke, men det har næppe været et af hans egne værker. Da han har ligget lidt, bliver han opmærksom på en lyd henne ved døren ind til værelset. Han ser derhen, og i samme øjeblik går døren op, og ind træder en skikkelse i gammel spansk dragt.

“Hvem er det?” råber Pope til skikkelsen, som har et mørkt og alvorligt udseende. Men spanieren lader som ingenting, går hen til bogreolen, tager Popes skrifter, det ene bind efter det andet, bladrer lidt i dem, og med et nederdrægtigt spottende smil sætter han dem på plads igen. Men, som digteren henne i sengen ærgerligt bemærker, omvendt med titlen nedefter.

Pope brummer og rømmer sig. Spanieren lader sig ikke forstyrre i sin stumme kritik, og da han endelig er færdig med bøgerne, går han hen til skrivebordet, tager et manuskript, som digteren har arbejdet på om aftenen, læser, bladrer i det, ryster af og til smilende på hovedet og bladrer videre.

“Det er dog for galt,” tænker digteren. “Min Herre,” siger han og rejser sig op i sengen, “når De vil besøge folk, skulle De vælge et mere passende tidspunkt.” Spanieren værdiger ham ikke et blik.

“Og når De kommer til fremmede folk, burde De iagttage simpel høflighed og ikke rode i andres papirer.” Spanieren bladrer roligt videre, med sit nedrige, spottende smil.

“I modsat fald,” bruser den krænkede digter ud, “i modsat fald er man i sin gode ret, når man tugter en så påtrængende person…” Og dermed springer han ud af sengen, griber sin kårde og farer hen mod spanieren. Denne sænker roligt hånden, hvori han holder papirerne, og idet han med det samme kolde, spottende smil ser på den iltre lille skrutryggede digter i natkjole og med nathue, åbner han med den anden hånd sin vams og viser Pope sit blottede bryst. Her ser digteren til sin skræk et gabende, blodigt sår. Forfærdet farer han tilbage og ringer på sin tjener. Den korte, skarpe klang af klokken lyder gennem det stille hus; men der kommer ingen. Han ringer igen. Forgæves. Spanieren lader sig ikke forstyrre. Han står ganske rolig ved skrivebordet og bladrer i papirerne.

“Min Herre,” siger Pope til sidst, “nu synes jeg det må være nok; er De ikke så god at gå Deres vej!” Spanieren nikker samtykkende og går langsomt og værdigt ud ad døren.

Helt fortumlet af det natlige eventyr går Pope igen i seng. Så kommer tjeneren endelig og spørger, hvad Herren ønsker?
“Mødte du ikke nogen?” spørger Pope.
“Jo, på trappen,” svarer tjeneren.
“Hvem var det? Hvordan så han ud?”
Tjeneren svarer ikke, men står forlegen.
“Svar, når jeg spørger dig!”

Tjeneren minder om Herrens forbud mod at omtale visse ting, men endelig rykker han ud med, at han har mødt spanieren, og at det er genfærdet af en spanier, som for mange år siden er blevet myrdet der i huset. Ingen har dristet sig til at omtale det på grund af Herrens strenge forbud.

“Det er godt,” siger Pope, “men bliv nu her resten af natten. Du kan ligge henne på sofaen.” Digteren falder i søvn, og da han om morgenen vågner, kalder han på sin tjener. Ingen svarer. Han ser hen på sofaen. Der ligger ingen tjener.

Nu bliver Pope vred. Han trækker i klokkestrengen. Der kommer nogen op ad trappen, banker på og tager i døren. Den er låst. Pope må stå ud af sengen og lukke op. Det er tjeneren.

“Hvorfor er du gået din vej?” spørger Pope.
“Hvad mener Herren. De ringede og her er jeg,” svarer tjeneren forbavset.
“Har du da ikke været her i nat, da du mødte spanieren?”
Tjeneren ryster på hovedet. “Spanieren?” gentager han.
“Ja, spanieren” svarer Pope, “som var herinde.”

Tjeneren ser tvivlende på sin Herre og minder ham om, at døren var låst indvendigt fra. “De må have drømt Herre,” han til sidst. “Drømt!” gentager Pope ærgerlig. “Står bøgerne da ikke omvendt henne i reolen, således som den uhøflige gæst stillede dem i nat?” Begge ser hen på reolen. Bøgerne står i den skønneste orden, præcist som Pope havde stillet dem den foregående dag. “Nu kan du gå,” siger Pope og klapper tjeneren på skulderen. “Jeg ville blot sætte dig på prøve, men du har bestået den til min fulde tilfredshed.”

Pope glemte dog aldrig den mærkelige drøm, der var så levende, at den nær havde fået ham selv til at tro på gengangere.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Natravnen af Holger Drachmann

Holger Drachmann
Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=301042

Den vilde fugl, den vilde fugl
Nu bryder den frem af sit mørke skjul
Mens dagen ta’r til at skumre.
Og høre du det, du vilde fugl
Jeg slår med min fægtekårde hjul,
Jeg kan disse finter i alle numre
Så støder jeg dig, så hugger du mig,
Mens dagen ta’r til at skumre.

Er det dig, fugl med de mørke, glansløse, bløde fjer? Er det dig – dig som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke? Er du kommet for at drikke mit hjerteblod? Drik! Det sydede i mit hoved. Valravn og natravn blandede sig i et med de andre gådefulde flyvere, de mørke med de glansløse, bløde fjer. Jeg rejste mig halvt over ende i sengen, hvor jeg lå påklædt under min kappe, søvnløs og dog med så megen længsel efter søvn og hvile.

Jeg havde døset dagen over og daset ind i skumringen, havde været havde vågen, havde drømt og vidste dog at jeg ikke havde lukket et øje, blot ligget sådan og ladet tiden og alt tidens sive gennem mig som gennem en sigte. Inde i sjælen havde jeg følt, hvordan dråbe for dråbe var dryppet som lunken gråd ned i de dybe gemmer, der aldrig afdækkes … det skulle da være i den højeste sorg – eller i den lykkeligste elskov: og begge er uden ord.

Det måtte være nat. Jeg stødte med hånden imod et bord, famlede mig frem til en usselig stump lys, tændte pråsen, og så hvilke frugtesløse anstrengelser den gjorde sig for at sprede mørket. Lysestumpen gispede som efter luft, truede med at slukkes, sendte atter et gisp fra sig – og sådan narrede den og narredes – og jeg selv forekom mig som en bold i flammens magre, skælvende hånd. Og værelset fyldtes med skygger, der fulgte lysets vibrerende bevægelser.

Se, dér henne i fjerneste krog – er det ikke, som om noget – nogen – sidder, svæver, flagrer op, daler ned – og det ser på mig.

Det synes uhyre stort – og kan dog rummes i krogen derhenne. Jeg kan lægge hånden over øjnene så meget, jeg vil; det ser på mig. Så lader jeg hånden synke og gentager sagte: Er det dig, natravn, som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke?

Det svarer ikke. Men jeg hvisker: Mit hjerteblod – det er alt drukket – jeg har selv udgydt det, tidlig og silde, i tide og utide, i sorg og i lyst, i liv og i … Tys! Du har intet mere at fordre. Bort med dig! Vi er kvit!

Og jeg ligger atter døsende hen, med en fornemnmelse af at ordene har beroliget mig.

Jeg husker at jeg som dreng havde en allikeunge. En anden dreng havde plyndret en rede i et højt træ og foræret mig fuglen. Straks jeg fik den, forekom det mig at være en synd, et rov, et hæleri. Men vi byggede den et hus og fodrede den dagen lang – den lange sommerdag igennem. Den var slugvorn, skræppede stadig efter mere fisk, mere kød og brød, flere orme. Jeg gav alle mine lommepenge ud – tiggede sammen til den – stjal fra spisekammeret til den – blev tyv for fuglens skyld. Jo mere jeg gav den, jo mere ville den have, men jo mere den fik, jo mere svandt også hos mig fornemmelsen af at have gjort den uret. Ville den monstro deroppe i reden have fået meget?

Timevis kunne jeg sidde hos den og betragte den, Timevis sad den og så på mig. Eller den netop ikke på mig. Solen gnistrede på dens sodsorte fjer – og dog forekom den mig at skyde lyset fra sig, ligesom and og gås skyder vandet fra sig. Fuglen forekom mig altid at være som i nat – i mulm og nat, uagtet den skinnende dag udgød hele sit sommervæld over den. I et væk blinkede den med øjnene – men der skød stadig som en metallisk hinde over dem; og om end retningen af blikket var imod mig:  på mig, det gjorde den aldrig.

Jeg tænkte da i min drengeforstand: mon den ser indefter? Mon den allikeunge ikke er uhyre klog – har lært alt, hvad du ikke engang selv har lært – kan geografi og verdenshistorie og den svære aritmetik!

Ja den svære aritmetik – med de uendelige rodtegn de andre hieroglyffer – som jeg sagte, gysende tænkte på, at jeg efter ferien skulle tilbage til.

Og mens den, med hovedet skudt ned mellem skuldrene, blinkende vendte de metaliske øjenhinder i solen – så forekom den mig som en blind seer, vismand, en filosof, en profet. Og jeg klappede i hænderne og tænkte ved mig selv: Du er dog en pokkers fyr, du huser en profet!

Kom jeg til den ud på aftenskumringen og satte mig ned udenfor dens hus, så vraltede den frem, skræppende, slog ud med de korte vinger og spærrede det sorte og alt for store næb op på vid gab. Og et blodrødt svælg lyste mig i møde – ligesom et friskt kødsår, der aldrig vil hele, men bestandig råbte: Mere! Mere!

Jeg blev uhyggelig til mode, skyndte mig at lade mit aften smørrebrød – mit eget og mine søstres – forsvinde i svælget. Og atter sad den dér med fast sammenlukket næb, som et menneske, der har en vilje, en ubøjelig vilje; og den gled mere og mere ind i mørket – blev til mulm og nat – og ud fra denne nat så to stirrende, gådefulde øjne på mig.

Jeg drømte om fuglen, vågnede tit og skreg. Den vil baske mig, den vil bide mig; den havde ikke fået nok, den ville drikke mit hjerteblod!

Så tog huskatten den.

Åh! … dér henne i krogen – dér! Se, hvor det er vokset – hvor det breder sig – som om det var selve natten på sine lydløse, glansløse vinger, med sit hoved, der støder imod stjernerne, og sine fødder, der griber med de krumme kløer i jordskorpen. Det er ikke alliken – det er ikke en profet – det er det uundgrundelige, det uafvendelige – det er natravnen, som ser på mig!

Den skal have den kranker lykke, den gode ikke kan få.
Men ravnen flyver om aftenen.

Og jeg beder en sagte bøn – som jeg næppe selv kan forstå – som ingen hører … ingen uden én.
Og alle hjertekilder bløder i mig.

Trykt i Troldtøj – Folkesagn i nutidsliv, illustreret af Joachim Skovgaard, Aug. Jerndorff og Th. Bindesbøll. 1890

Kort om Holger Drachmann

Født: 9. oktober 1846
Død: 14. januar 1908

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur