Hvorledes nisserne blev til af Vilhelm Bergsøe

Nissen af Vilhelm Bergsøe, illustreret af H. A. BrendekildeDjævelen havde fristet menneskenes børn, og Herrens engel jog dem med sit flammende sværd ud af Paradisets have. Det gik tungt fremad over heder og høje, over dale og svimlende dybder. Under flugten slog Eva sit lange hår over Adams nakke for at skærme ham mod solens stikkende stråler, og Adam støttede Eva og bar hende over åer og moser. Men hver gang de ville hvile sig eller ville stille deres tørst, eller blot standsede for at trække torne ud af deres sårede fødder, så de det blinkende flammesværd bag sig, og blev atter drevet fremad, uden ro og hvile.

På tredjedagen kom de til en bred, palmebevokset dal, hvor en flod snoede sig muntert gennem, og da solen i det samme gik ned, sank Eva sammen, udmattet af sult og træthed. Hun satte sig for Adams fødder og sagde: “Dette smukke sted er en afglans af Paradisets have! Lad mig blot dø her og begrav mig i palmernes skygge. Jeg kan ikke mere.”

Adam bøjede sig bedrøvet over hende; men da han løftede hende op, så han, at flammesværdet bag dem var forsvundet. I stedet blinkede månen ned fra den mørkeblå nattehimmel. Det tog Adam som et tegn og sagde: “Her vil vi bo og bygge! Herren vil måske endnu være os nådig.”

Den næste dag samlede Adam grene og byggede Eva et hus. Det var stort nok til dem – de var jo kun to; men lidt efter lidt måtte Adam bygge huset større, for floden var fuld af børn, og de løb bestandig hen til Eva. Der var jo ingen andre, der kunne tage sig af dem. Det blev til sidst næsten for mange. Eva kunne ikke skaffe tøj til dem alle, og Adam havde det også hårdt. Han sled og slæbte, dyrkede jorden, såede og vandede; men der kom kun torn og tidsel, og det kunne de jo ikke leve af. De blev bestandig fattigere, og til sidst vidste Adam hverken ud eller ind.

I mange, mange tider havde Vor Herre hverken tænkt eller talt til menneskene, fordi han var så vred på dem. Da huskede han dog en dag igen på dem med et mildt sind og besluttede sig for at stige ned til jorden for at se, hvorledes det gik dem. Det var netop en søndag, og Eva havde travlt med at vaske og kæmme sine børn og give dem det nye tøj på, som hun havde syet i løbet af ugen.

Mens hun sad i døren med alle børnene omkring sig, så hun Vor Herre komme vandrende langt nede i dalen. Eva blev flov og ulykkelig; for hun havde kun nået at vaske knap halvdelen af børnene, og resten af dem så snavsede og beskidte ud i deres hverdagstøj. Hun skammede sig over, at Vor Herre skulle se dem se så fæle ud på en søndag. I en fart jog hun alle de snavsede børn ind i huset, og så kaldte hun på Adam og sagde til ham, at han skulle skynde sig at skjule dem så godt han kunne, inden Vor Herre kom.

Så Adam tog børnene og gemte dem, hvor han kunne. De sorteste lukkede han ind i en klippehule ved huset. Nogle gemte han i en høj på marken; men dem i de grå trøjer og med de små røde huer beholdt han i huset, og gemte dem rundt omkring i lo og lade, i stalden og ude i bryggerset, hvor han nu kunne få plads til dem.

Så kom Vor Herre.

“Er det alle dine børn?” spurgte han Eva, da han så den pæne børneflok i deres nye søndagstøj. “Har du ikke flere?”
“Nej,” svarede Eva og slog øjnene ned; for hun vidste jo godt, at hun løj for Vor Herre.
“Så vil jeg tage forbandelsen fra dig og Adam, og give dine børn min velsignelse,” sagde Vor Herre, hvorefter han tog alle børnene i sin favn, velsignede dem og gav dem evne til det, de senere skulle blive på jorden. Men de skjulte børn fik han ikke at se, og Eva bad ham ikke om at velsigne dem.

Fra den dag af ville disse børn ikke mere trives; ja, de ville ikke engang kendes ved Eva mere. De blev ved med at pusle om i klippehulen, i højen, på loftet og i laden, og Eva kunne ingen vegne komme med dem. Skønt de blev gamle og grå, blev de ved med at være små og snavsede. De fik store hoveder og tynde ben. Nogle blev pukkelryggede, andre hjulbenede; og når de kunne komme til det, drillede og forskrækkede de Evas andre børn, og skjulte sig så i en fart, når hun ville skælde dem ud.

Til sidst lod hun dem passe sig selv, men de fulgte de andre børn over hele verden og driller dem endnu i dag. De blev nemlig til bjergtrolde, højfolk og nisser. Af de to sidste slags havde vi engang mange ude på landet, og det er deres gavtyvestreger, vi nu skal fortælle om.

Trykt i Nissen, udgivet på Ernst Bojesens Kunstforlag, 1889. – 142 sider, illustreret af H.A. Brendekilde

Kort om Vilhelm Bergsøe

Født: den 8. februar 1835
Død: den 26. juni 1911

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Den tyske students eventyr af Washington Irving

Washington Irving
By Copy daguerreotype by Mathew Brady, reverse of original by John Plumbe.

En uvejrsnat i den stormfulde tid under den franske revolution gik en ung tysker sent om aftenen tilbage til sit logi gennem den gamle del af Paris. Lynene glimtede, og høje tordenbrag rungede gennem de høje, smalle gader.

Denne unge tysker hed Gottfried Wolfgang og var en ung mand af god familie. Han havde studeret nogen tid i Göttingen, men var i sin ungdoms iver blevet tiltrukket af gale og overdrevne doktriner, der så ofte har forvirret tyske studenter. Hans afsondrede liv, hans glubende flid og hans studiers særlige art øvede deres indvirkning på både legeme og sjæl, så hans helbred svigtede og han udviklede en sygelig fantasi. Han havde kastet sig ud i luftige spekulationer om åndevæsener til han, ligesom Swedenborg, havde sin egen idealverden omkring sig. Han fik en forestilling om, at en ond påvirkning hang over ham, at en ond ånd eller dæmon, forsøgte at lokke ham i en fælde og sikre hans fortabelse. Denne tanke påvirkede ham så voldsomt, at hans melankolske temperament ændrede sig til en ren besættelse. Han blev mat og fortvivlet. Da hans venner opdagede, hvordan de sjælelige kvaler tærede på ham, besluttede de, at den bedste kur var en luftforandring. Han blev derfor sendt til Paris for at fuldføre sine studier i denne bys glans og munterhed.

Wolfgang ankom til Paris, netop som revolutionen brød ud. Til at begynde med blev han grebet af det folkelige oprør, og han blev indfanget af tidens politiske og filosofiske teorier. Men de blodige scener, der fulgte, rystede hans følsomme natur, og fik ham til at væmmes ved samfundet og verden, så han blev mere indesluttet end nogen sinde. Han lukkede sig inde sin ensomme lejlighed i studenter-kvarteret, hvor han fortsatte med sine yndlingsspekulationer i timevis. Undertiden tilbragte han timer i træk på de store biblioteker i Paris, disse katakomber for afdøde forfattere, og rodede rundt i deres forråd af støvede og forældede værker for at finde føde for sin usunde appetit. Han var på en vis måde en litterær ådselæder, der nærede sig ved dét, han fandt i den rådnende litteraturs lighus.

Selv om Wolfgang var indesluttet og eremit-agtig, havde han et glødende temperament, som dog kun gav sig udslag i hans fantasi. Han var for genert og uvidende om verden til at gøre tilnærmelser til det andet køn, men han var en lidenskabelig beundrer af kvindelig skønhed, og på sit ensomme kammer fortabte han sig ofte i drømme om skikkelser og ansigter, han havde set. Og hans fantasi udmalede billeder af yndighed, der langt overgik virkeligheden.

En nat førte denne eksalterede tilstand til en drøm, der fik en forbløffende virkning på ham. I drømmen så han et kvindeansigt af overjordisk skønhed, og så stærkt et indtryk gjorde drømmen, at han genså ansigtet i drømme såvel som vågen gang på gang. Det plagede hans tanker ved dag, hans søvn om natten; kort sagt blev han lidenskabeligt indtaget i denne skygge af en drøm. Dette varede så længe, at det blev til en af de fikse ideer, der plager melankolske menneskers sind og undertiden fejlagtigt tolkes som vanvid.

Sådan var Gottfried Wolfgang, og således var hans situation. Han var på vej hjem en stormfuld nat gennem nogle af de gamle og dystre gyder i Paris, mens de vældige tordenbrag rungede mellem de høje huse i de smalle gader. Da kom han til Place de Greve, den plads, hvor de offentlige henrettelser finder sted. Lynene flimrede om spirene på det ældgamle Hôtel de Ville og sendte flakkende skær over den åbne plads forude. Idet Wolfgang krydsede pladsen, veg han tilbage i rædsel, da han pludselig fandt sig selv tæt på guillotinen. Det var i den værste rædselsperiode, da dette dødens frygtelige redskab altid stod rede og skafottet flød uafladelig af de tapre og retskafnes blod. Guillotinen havde selvsamme dag været i brug til en henrettelse, og nu stod den uhyggeligt opstillet i en tavs og sovende by og ventede på nye ofre.

Wolfgangs hjerte blev tungt i hans bryst, og han vendte sig gysende bort fra det frygtelige instrument. Da så han en skygge, der krøb sammen for foden af den trappe, der førte op til skafottet. En række flammende lynglimt viste den tydeligere. Det var en kvindeskikkelse, klædt i sort. Hun sad på et af de nederste trin og lænede sig frem med ansigtet skjult i skødet, og hendes lange uordentlige lokker hang ned til jorden, dryppende af den regn, der piskede ned. Wolfgang stoppede op. Der var noget ærefrygtindgydende over dette ensomme sorgens monument.

Kvinden så ud til at komme fra de bedre lag. Wolfgang vidste, at tiderne var omskiftelige, og at mangt et smukt hoved, der engang havde hvilet på dunpuder, nu sad på en omvandrende hjemløs. Måske var dette en stakkels sørgende, som den frygtelige økse havde bragt til fortvivlelse, og som sad her med knust hjerte på denne udkant af tilværelsen, hvorfra alt hvad der var hende kært var sendt over i evigheden.

Han nærmede sig og henvendte sig til hende med medfølende ord. Hun løftede hovedet og så på ham med et vildt blik. Forbløffet så han i lynenes klare skær netop det ansigt, der havde hjemsøgt ham i drømme. Det var blegt og fortvivlet, men stadigt blændende smukt. Skælvende af voldsomme og modstridende følelser talte Wolfgang atter til hende. Han sagde noget om at være ude på et sådant tidspunkt af natten og om et sådant uvejrs rasen og tilbød at følge hende til hendes venner. Hun pegede på guillotinen med en gestus af gru, der sagde alt.

“Jeg har ingen venner på jorden!” sagde hun.
“Men De har et hjem,” sagde Wolfgang.
“Ja – i graven!”

Studentens hjerte smeltede ved disse ord. “Hvis jeg som er en fremmed må driste mig til at fremsætte et tilbud uden fare for at blive misforstået,” sagde han “vil jeg tilbyde min ydmyge bolig som tilflugtssted; og mig selv som en hengiven ven. Jeg er selv venneløs i Paris og en fremmed i landet; men hvis mit liv kan være Dem til nytte, står det til Deres tjeneste og vil blive ofret, før De udsættes for skade eller vanære.”

Der var en oprigtig iver over den unge mands fremtræden, og også hans udenlandske accent talte ham til gunst; den viste at han ikke var en forstokket pariser. Den hjemløse fremmede lod sig overbevise af studentens sande begejstring, og gav sig stiltiende ind under hans beskyttelse.

Han støttede hendes vaklende skridt over Pont Neuf og gennem gader raseret af folkemassen. Uvejret havde lagt sig, og tordenen buldrede i det fjerne. Hele Paris var stille; denne vældige vulkan af menneskelige lidenskaber slumrede ind for en stund for at samle ny styrke til næste dags udbrud. Studenten førte den, han havde taget i sin varetægt, gennem de ældgamle gader i Pays Latin og forbi Sorbonnes mørke mure til det store, lurvede hotel, han boede i. Her stirrede den gamle portnerske, der lukkede dem ind, overrasket på det usædvanlige syn af den melankolske Wolfgang med en kvindelig ledsagerske.

Da de kom ind i studentens lejlighed, rødmede han for første gang. Lejligheden var spartansk og skødesløst indrettet med kun et enkelt værelse. En gammeldags salon med en mængde udskåret træværk og besynderligt møbleret med resterne af fordums stråleglans, for det var et af disse hoteller, der engang havde tilhørt adelen. Værelset var oversået med bøger og papirer, og alt hvad man ellers finder hos en student, og hans seng stod uredt i en alkove i den ene ende.

Da lysene blev bragt ind, og Wolfgang fik bedre mulighed for at betragte den fremmede, blev han endnu mere beruset af hendes skønhed. Hendes ansigt var blegt, men blændende skønt og fremhævet af et ravnsort hår, der hang i lange lokker. Hendes øjne var store og strålende, med et ganske særligt udtryk der næsten var vildt. For så vidt som den sorte kjole tillod hendes skikkelse at ses, var den fuldendt symmetrisk. Hele hendes udseende var særdeles iøjnefaldende, selv om hun var klædt på enkleste vis. Det eneste, hun bar, som nærmede sig et smykke, var et bredt sort bånd om halsen med et diamanthæfte.

Studenten blev nu ganske forvirret, da han overvejede, hvor han skulle gøre af det hjælpeløse væsen, der således var overladt til hans beskyttelse. Han tænkte på at overlade sit værelse til hende og selv søge logi andetsteds. Dog var han så fortryllet af hendes ynde, og hans tanker og sanser lammet af en sådan forhekselse, at han ikke kunne løsrive sig fra hende.

Også hendes væremåde var særegen og uforklarlig. Hun talte ikke mere om guillotinen, og hendes sorg havde lagt sig. Studenten havde med sin opmærksomhed vundet først hendes tillid og så tilsyneladende hendes hjerte. Det var åbenlyst, at hun ligesom han var en eksalteret natur, og de eksalterede forstår hurtigt hinanden.

Beruset af øjeblikket tilstod Wolfgang sin lidenskab for hende. Han fortalte hende historien om den mystiske drøm, og hvordan hun havde vundet hans hjerte, før han overhovedet havde set hende. Hans beretning havde en ejendommelig indvirkning på hende, og hun indrømmede, at hun havde fattet en godhed for ham, der var lige så uforklarlig.

Det var en tid med vanvittige teorier og vanvittige gerninger. Gamle fordomme og trossætninger blev skubbet til side; alt stod under ‘Fornuftens gudindes’ herredømme. Den gamle tids værdier var i opbrud, og man var begyndt at betragte ægteskabet med dets former og ceremonier som overflødige bånd for sjæle af ære. ‘Socialpagter’ var på mode, og Wolfgang var for meget af en teoretiker til ikke at lade sig smitte af tidens liberale doktriner.

“Hvorfor skulle vi skilles?” spurgte han. “Vore hjerter er forenede og for fornuftens og ærens øje er vi ét. Hvad behov er der for lurvede ceremonier for at binde to ædle sjæle sammen?”

Kvinden lyttede i stor sindsbevægelse; hun havde også godhed for de nye tiders opbrud med de gamle skikke.

“Du har hverken hjem eller familie,” fortsatte han. “Lad mig være alt for dig, eller rettere, lad os være alt for hinanden. Hvis form er nødvendig, skal formen overholdes – her er min hånd. Jeg forpligter mig til dig for evigt.”
“For evigt?” sagde den fremmede højtideligt.
“For evigt!” gentog Wolfgang.
Den fremmede greb hans fremrakte hånd. “Så er jeg din,” mumlede hun og sank ind mod hans bryst.

Den næste morgen forlod studenten sin brud, mens hun endnu sov, og drog ud for at søge en mere rummelig bolig, der passede til hans ændrede situation. Da han vendte tilbage, fandt han hende liggende med hovedet hængende ud over sengen og en arm strakt hen over det. Han talte til hende, men fik intet svar, så han gik hen for at vække hende af den kejtede stilling. Da han tog hendes hånd, var den kold – der var ingen puls – hendes ansigt var ligblegt. Hun var død!

Vild af rædsel alarmerede han huset. En forvirret scene fulgte. Politiet blev tilkaldt, men da gendarmeren kom ind i værelset, for han tilbage ved synet af liget.

“Du godeste Gud!” råbte han. “Hvordan er denne kvinde kommet her?”
“Ved De da noget om hende?” spurgte Wolfgang ivrigt.
“Om jeg gør?” udbrød politimanden. “Hun blev henrettet i guillotinen i går!”

Han trådte frem og løsnede det sorte bånd om ligets hals – og hovedet trillede ned på gulvet. Ved synet af dette blev studenten grebet af et anfald af vanvid. “Den djævel! Den djævel har fået mig i eje!” skreg han. “Jeg er fortabt for evig!”

De prøvede at bringe ham til ro, men forgæves. Han var besat af den frygtelige tro, at en ond ånd havde genoplivet liget for at lokke ham i en fælde. Han blev vanvittig og døde i et galehus.

Trykt i Tales of a Traveller, 1824
Originaltitel: The Adventure of the German Student

Kort om Washington Irving

Født: 3. april 1783
Død: 28. november 1859

Læs mere om Washington Irving

Spøgelseskareten af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.


– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.

Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.

Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.

Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.

Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.

Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.

Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.

Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.

Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.

“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”

Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.

Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.

Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.

Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.

En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.

Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.

En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.

Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”

“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”

Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.

Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.

Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk