Abehånden af W. W. Jacobs

W. W. Jacobs
By Elliott & Fry – Munsey’s Magazine: http://babel.hathitrust.org/cgi/pt?id=uc1.b2870634;view=1up;seq=606, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=36965424

I

Udenfor var det en kold og våd nat, men inde i dagligstuen i Laburnum Villa var gardinerne trukket for, og ilden brændte lystigt. Fader og søn sad ved skakbrættet; den første der havde visse ideer om spillet, der indebar radikale ændringer, udsatte sin konge for så store og unødvendige farer, at det endogså fremkaldte bemærkninger fra den hvidhårede gamle dame, der sad og strikkede roligt og stilfærdigt ved ilden.

“Hør vinden,” sagde Mr. White, der havde opdaget et skæbnesvangert fejltræk efter at det var for sent og brændende ønskede at forhindre sønnen i at se det.
“Jeg hører,” sagde den sidste og holdt ubehageligt øje med brættet, mens han rakte hånden frem. “Skak.”
“Jeg ville næppe tro, at han ville komme i aften,” sagde hans fader med hånden svævende over brættet.
“Mat,” svarede sønnen.

“Det er det værste ved at bo så langt ude,” skældte Mr. White med pludselig og uventet voldsomhed. “Af alle modbydelige, sjappede, afsidesbeliggende steder, man kan bo, er dette det værste. Havegangen er en sump, og vejen en rivende strøm. Jeg ved ikke, hvad folk tænker på! De synes vel ikke, det betyder noget, fordi kun to huse på vejen er lejet ud.”

“Bryd dig ikke om det, kæreste,” sagde hans kone trøstende, “måske vinder du næste gang.” Mr. White så op med et skarpt blik, tidsnok til at se et vidende øjekast mellem moder og søn. Ordene døde på hans læber, og han skjulte et skyldbevidst smil i det tynde grå skæg.

“Der er han,” sagde Herbert White, da havelågen smækkede og tunge fodtrin nærmede sig døren. Den gamle mand rejste sig med gæstfri fart, åbnede døren, og man kunne høre ham kondolere den nyankomne. Den nyankomne kondolerede også sig selv, så Mrs. White sagde “Ph!” og lo venligt, idet hendes mand kom ind i stuen igen, fulgt af en høj, svær mand, med små runde øjne og rødmosset ansigt.

“Stabssergent Morris,” præsenterede han. Stabssergenten trykkede i hånden, tog den tilbudte stol foran ilden og så interesseret til, mens hans vært fandt whisky og glas frem og stillede en lille kobberkedel over ilden.

Ved det tredje glas lyste hans øjne noget mere, og han begyndte at tale, mens den lille familiekreds med ivrig interesse betragtede denne gæst fra fjerne lande, der med sine firkantede skuldre bredte sig i stolen og talte om vilde oplevelser og drabelige bedrifter; om krig og pest og fremmede folkeslag.

“21 år fulde af den slags,” sagde Mr. White og nikkede til sin kone og søn. “Den gang, han drog af sted, var han en ganske ung spirrevip inde i varehuset. Og se på ham nu!”
“Han ser ikke ud til at have taget nogen skade,” sagde Mrs. White høfligt.
“Jeg ville gerne selv til Indien,” sagde den gamle mand, “bare for at se mig lidt om, naturligvis.”
“Du har det bedre, hvor du er,” sagde stabssergenten og rystede på hovedet. Han stillede det tomme glas fra sig, og med en let sukken rystede han igen på hovedet.

“Jeg ville gerne se de gamle templer og fakirerne og jonglørene,” sagde den gamle. “Hvad var det, du begyndte at fortælle mig forleden dag om en abehånd eller hvad det nu var, Morris?”
“Ikke noget,” sagde soldaten hastigt. “I hvert fald ikke noget, der er værd at høre på.”
“En abehånd?” sagde Mrs. White nysgerrigt.
“Nå, jo, det er bare sådan en lille smule, hvad man måske kunne kalde trolddom,” sagde stabssergenten affærdigende.

Hans tre tilhørere bøjede sig ivrigt frem. Gæsten førte lidt åndsfraværende sit tomme glas til læberne og stillede det så fra sig igen. Hans vært fyldte det til ham. “At se til,” sagde stabssergenten og rodede i sin lomme. “At se til er det bare en almindelig lille pote, der er tørret ind som en mumie.” Han tog noget op af lommen og rakte det frem. Mrs. White trak sig med en grimasse tilbage, men hendes søn tog poten og undersøgte den nysgerrigt.

“Og hvad særligt er der ved den?” spurgte Mr. White og tog tingesten fra sønnen, undersøgte den og lagde den på bordet.
“Der var en gammel fakir, der forheksede den,” sagde stabssergenten. “En meget hellig mand. Han ville vise, at skæbnen bestemte over folks liv, og at de, der greb ind, gjorde det til deres eget fordærv. Han forheksede den, sådan at tre forskellige personer kunne få tre ønsker opfyldt af den.”

Hans opførsel var så virkningsfuld, at hans tilhørere opdagede, at deres latter skurrede lidt. “Nå, jamen hvorfor ønsker du dig ikke tre ting?” spurgte Herbert White udspekuleret. Soldaten stirrede på ham, som midaldrende folk plejer at se på overmodig ungdom. “Det har jeg gjort,” sagde han stille, og hans rødplettede ansigt blev hvidt.

“Og fik De virkelig de tre ønsker opfyldt?” spurgte Mrs. White.
“Ja, jeg gjorde,” sagde stabssergenten, og glasset rystede mod hans stærke tænder.
“Og er der andre, der har ønsket?” fremturede den gamle dame.
“Den første fik sine tre ønsker opfyldt,” var svaret. “Jeg ved ikke, hvad de to første ønsker drejede sig om, men det tredje angik død. Det var sådan, jeg fik fat i abehånden.” Hans stemme lød så alvorlig, at de andre blev stille.

“Hvis du har fået dine tre ønsker opfyldt, så er den jo ikke noget værd for dig mere, Morris,” sagde den gamle mand til sidst. “Hvorfor beholder du den?” Soldaten rystede på hovedet. “En eller anden grille, formodentlig,” sagde han langsomt. “Jeg havde en tanke om at sælge den, men det tror jeg ikke, jeg vil. Den har allerede lavet ulykker nok. Desuden vil folk ikke købe sådan noget. De tror, det er eventyr, nogle af dem; og de, der tror på den, vil først prøve den og så betale mig bagefter.”

“Ville du beholde den, hvis du kunne få endnu tre ønsker opfyldt?” sagde den gamle mand og så skarpt på ham.
“Jeg ved det ikke,” sagde den anden. “Jeg ved det ikke.” Han tog abehånden, lod den dingle mellem tommelfinger og pegefinger og smed den pludselig ind i ilden. Hvid i ansigtet og med et sagte skrig bøjede den gamle sig ned og rev den ud igen.

“Lad den hellere brænde,” sagde soldaten alvorligt.
“Hvis du ikke vil have den, så giv mig den, Morris,” sagde den anden.
“Nej, jeg vil ikke,” sagde hans ven stædigt. “Jeg smed den på ilden. Hvis du beholder den, så bebrejd ikke mig det, der sker. Vær fornuftig og læg den ind i ilden igen.”

Den anden rystede på hovedet og undersøgte sin nye ejendel omhyggeligt. “Hvordan gør du?” spurgte han.
“Løft den op i højre hånd og fremsig dit ønske,” sagde stabssergenten. “Men jeg advarer dig mod følgerne.”

“Det lyder som 1001 nat,” sagde Mrs. White, idet hun rejste sig og begyndte at dække aftensbordet. “Tror du ikke, du skulle ønske dig fire hænder til mig?” Hendes mand trak talismanen op af lommen, og så brast alle tre i latter, idet stabssergenten med angstfyldte øjne greb ham i armen. “Hvis du absolut vil ønske, så ønsk dog i hvert fald noget fornuftigt,” sagde han barsk. Mr. White stoppede poten ned i lommen igen, stillede stole hen til bordet og anbragte vennen på en af dem. De fik travlt med aftensmaden og glemte næsten talismanen, og bagefter sad de tre og lyttede betaget til en ny portion af soldatens eventyr i Indien.

“Hvis fortællingen om abehånden ikke er mere troværdige end de eventyr, han fortæller os, så får vi ikke meget ud af den,” sagde Herbert, da døren lukkedes efter deres gæst, netop tidsnok til at han kunne nå sidste tog.
“Gav du ham noget for den, far?” spurgte Mrs. White og så undersøgende på sin mand.
“En lille smule,” svarede han og rødmede let. “Han ville ikke have det, men jeg fik ham til at tage imod det. Og han forsøgte igen at overtale mig til at smide den væk.”

“Sikkert,” sagde Herbert med hyklet angst. “Og hvad så? Vi bliver rige og berømte og lykkelige. Ønsk dig at være kejser, far, sådan til en begyndelse; så bliver du i hvert fald ikke tøffelhelt.” Han flygtede rundt om bordet, forfulgt af sin ophidsede moder med et viskestykke.

Mr. White tog abehånden op af lommen og så tvivlende på den. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal ønske mig, og det er en kendsgerning,” sagde han langsomt. “Jeg synes, jeg har fået alt, hvad jeg kan ønske mig.”
“Hvis du bare kunne betale huset ud, ville du være helt lykkelig,” sagde Herbert med hånden på faderens skulder. “Så ønsk dig 200 pund. Det kan klare det.”

Faderen smilte skamfuld over sin egen godtroenhed og løftede talismanen op i hånden, mens sønnen med et højtideligt ansigt, som blev lidt ødelagt af en blinken til moderen, satte sig ved klaveret og anslog et par virkningsfulde akkorder.

“Jeg ønsker mig to hundrede pund,” sagde den gamle mand tydeligt. En knagen i klaveret hilste hans ord, afbrudt af et angstfuld skrig fra den gamle. Sønnen og konen styrtede hen til ham. “Den rørte sig,” råbte han og stirrede med afsky på tingesten, der lå på gulvet. “Idet jeg ønskede, rørte den sig i min hånd som en slange.”

“Nå, men jeg kan ikke se nogen penge,” sagde sønnen, idet han tog den op og lagde den på bordet. “Og jeg tør vædde på, at jeg heller aldrig får dem at se.”
“Det må være indbildning, far,” sagde hans kone og så ængstelig på ham.
Han rystede på hovedet. “Bryd jer ikke om det; der er ikke sket nogen ulykke, men jeg fik alligevel et chok.”

De satte sig igen foran ilden, mens de to mænd røg deres piber færdige. Udenfor blæste vinden stærkere end før, og det rykkede nervøst i den gamle mand, da lyden af en dør, der stod og slog ovenpå, nåede ham. Der lagde sig en uvant og nedtrykkende stilhed over dem alle tre, og det varede lige til de to gamle rejste sig for at trække sig tilbage for natten.

“Du finder nok pengene bundet ind i en stor sæk midt i sengen,” sagde Herbert, da han sagde godnat til dem. “Og så et eller andet skrækkeligt væsen oppe på skabet, der glor på dig, mens du stopper dine uretmæssigt erhvervede penge i lommen.”

Han blev siddende alene i mørket, stirrede på den hendøende ild og så ansigter i den. Det sidste ansigt var så rædselsfuldt og så abelignende, at han forbavset stirrede på det. Det blev så levende, at han med en lille forlegen latter rakte hånden hen på bordet og følte efter et glas med lidt vand, som han kunne smide over det. Hånden fik fat i abepoten, og med en lille gysen tørrede han hånden af i jakken og gik op i seng.

II

I lyset af næste morgens vintersol, der strømmede hen over morgenbordet, lo han af sin angst. Der var en atmosfære af prosaisk sundhed over stuen, som havde manglet aftenen før, og den snavsede, indskrumpne lille pote lå hensmidt på buffeten med en skødesløshed, der ikke vidnede om stor tiltro til dens evner.

“Alle soldater er vel sådan, kan jeg tænke mig,” sagde Mrs. White. “At tænke sig, at vi sad og lyttede til sådan noget sludder! Hvordan skulle ønsker kunne opfyldes i dag? Og hvis de kunne, hvordan skulle 200 pund så kunne gøre dig fortræd, far?”
“De kunne jo falde ned i hovedet på ham fra himlen,” sagde den letfærdige Herbert.
“Morris sagde, at det plejede at ske så naturligt,” sagde faderen, “at man, hvis man ville, kunne tilskrive det tilfældet.”

“Nå, men lad være at tage hul på pengene før jeg er tilbage,” sagde Herbert og rejste sig fra bordet. “Jeg er bange for, at de vil gøre dig til en ond og gerrig mand, og at vi bliver nødt til at fornægte dig.” Moderen lo og fulgte ham til døren, hvor hun blev stående og så ham gå ned ad gaden; og da hun vendte tilbage til morgenbordet, var hun meget opstemt over mandens godtroenhed. Hvilket altsammen hverken forhindrede hende i at styrte hen til døren, da postbudet bankede på, eller i at komme med korte hentydninger til pensionerede stabssergenter drikfældige vaner, da hun opdagede, at der med posten var kommet en skrædderregning.

“Herbert skal nok komme med nogle flere af sine sjove bemærkninger, tænker jeg, når han kommer hjem,” sagde hun, da de sad ved middagsbordet.
“Ja, det tør jeg nok mene,” sagde Mr. White og skænkede sig noget øl. “Men hvad du nu end siger, så rørte tingesten sig i min hånd; det tør jeg sværge på.”
“Du troede, den gjorde,” sagde den gamle dame trøstende.
“Jeg siger, at den gjorde,” svarede den anden. “Det er der ingen tvivl om. Jeg havde lige – Hvad er der i vejen?”

Hans kone svarede ikke. Hun sad og så på nogle mærkelige bevægelser en mand udenfor foretog. Han stod og kikkede ubeslutsomt på huset og så ud, som om han forsøgte at tage sig sammen til at gå indenfor. Med en vag tanke på de 200 pund lagde hun mærke til, at den fremmede var velklædt og havde en skinnende ny silkehat. Tre gange skubbede han til havelågen og gik så igen lidt væk. Fjerde gang stod han med hånden på den, og så åbnede han den pludselig beslutsomt og gik op ad havegangen. Mrs. White skyndte sig i samme øjeblik at binde sine forklædebånd op på ryggen og stoppede dette nyttige klædningsstykke ned under puden i den stol, hun sad på.

Hun førte den fremmede, der så ud til at være utilpas, ind i stuen. Han kikkede hemmelighedsfuldt på hende, og hørte lidt fraværende på hende, mens den gamle dame bad ham undskylde sådan, som stuen så ud, og ægtemandens jakke, et klædningsstykke, som han ellers plejede at bruge i haven. Så ventede hun så tålmodigt, som hendes køn kunne, på at han skulle komme frem med sit ærinde, men han var til at begynde med mærkelig stille.

“Jeg – jeg blev bedt om at gå hertil,” sagde han langt om længe og bøjede sig ned og pillede en stump tråd af sine bukser. “Jeg er fra Maw and Meggins.” Det gav et ryk i den gamle dame. “Er der noget i vejen?” spurgte hun åndeløst. “Er der sket noget med Herbert? Hvad er det? Hvad er det?”

Hendes mand lagde sig imellem. “Så, så, mor,” sagde han hurtigt. “Sæt dig ned og drag ikke forhastede slutninger. De kommer sikkert ikke med dårlige nyheder, Mr.” Og han så forventningsfuldt på den anden.

“Jeg er ked af det – ” begyndte gæsten.
“Er han kommet til skade?” spurgte moderen med skælvende stemme.
Gæsten nikkede bekræftende. “Han er kommet alvorligt til skade,” sagde han roligt. “Men han lider ikke.”
“Åh, Gud ske lov og tak!” sagde den gamle kone, og foldede hænderne. “Gud ske lov og tak for det. Tak – ” Hun afbrød pludselig sig selv, da den uhyggelige mening med hans forsikring gik op for hende, og hun så den frygtelige bekræftelse på sine bange anelser i den andens bortvendte ansigt. Hun holdt vejret, vendte sig til sin langsommere tænkende mand og lagde sin skælvende hånd oven på hans. Der blev en lang pause.

“Han kom ind i maskineriet,” sagde den besøgende langt om længe med lav stemme.
“I maskineriet,” gentog Mr. White halvt fraværende, “nå, sådan.” Han blev siddende og stirrede blindt ud gennem vinduet, tog konens hænder med begge sine og trykkede dem, som han havde været vant til den gang han gjorde kur til hende for næsten 40 år siden. “Han var den eneste, vi havde tilbage,” sagde han og vendte sig sagtmodig om mod den besøgende. “Det er hårdt for os.”

Den anden hostede, rejste sig og gik hen til vinduet. “Firmaet bad mig om at overbringe den dybeste sympati med Dem i Deres store tab,” sagde han uden at se sig tilbage. “Jeg beder Dem om at forstå, at jeg kun er sendt af dem og adlyder deres ordrer.”

Der kom ikke noget svar; den gamle dames ansigt var hvidt med stirrende øjne, og hendes åndedrag uhørligt. På mandens ansigt var der et udtryk, som hans ven sergenten kunne have haft under sin første træfning.

“Jeg skulle sige, at Maw and Meggins fralægger sig ethvert ansvar,” fortsatte den anden. “De anerkender ikke nogen form for erstatningsforpligtelse, men i betragtning af Deres søns dygtighed vil de gerne yde Dem en vis sum som erstatning.”
Mr. White slap konens hånd, rejste sig og så rædselsslagen på sin gæst. Hans tørre læber formede følgende ord: “Hvor meget?”
“200 pund,” var svaret.

Uden at bemærke sin kones skrig smilede den gamle mand svagt, løftede hænderne som en blind og faldt bevidstløs sammen på gulvet.

III

På den vældige nye kirkegård ca. tre kilometer derfra begravede de to gamle deres døde søn og vendte tilbage til huset, fordybet i sorg og tavshed. Det var altsammen så hurtigt forbi, at de næsten ikke kunne fatte det, og de gik omkring i en slags forventning om, at noget andet skulle ske – noget andet, der kunne lette den byrde, der var for tung til at de gamle hjerter kunne bære det.

Men dagene gik, og forventningen gik over til resignation – gamle menneskers resignation, der af nogle forkert kaldes apati. Tit talte de næsten ikke sammen, for nu havde de ikke noget at tale om, og deres dage faldt dem så lange, at det nærmede sig livstræthed.

Det var en uges tid senere, at den gamle mand vågnede midt om natten, strakte hånden ud og opdagede, at han var alene. Der var mørkt i værelset, og lyden af undertrykt gråd kom fra vinduet. Han satte sig op i sengen og lyttede.

“Kom i seng igen,” sagde han kærligt. “Du bliver kold.”
“Det er koldere for min søn,” sagde den gamle kone og begyndte igen at græde. Lyden af hendes hulken døde bort i ørene på ham. Sengen var varm og hans øjne tunge af søvn. Han døsede lidt og faldt så helt i søvn, indtil et pludseligt skrig fra konen vækkede ham.

“Poten!” skreg hun vildt. Han for forskrækket op. “Hvor? Hvor er den? Hvad er der i vejen?” Hun kom snublende hen over gulvet mod ham. “Jeg vil have fat i den,” sagde hun roligt. “Du har ikke ødelagt den, vel?” “Den ligger inde i dagligstuen på kommoden,” svarede han forundret.

Hun græd og lo på én gang og bøjede sig ned og kyssede ham på kinden. “Jeg kom først lige nu til at tænke på det,” sagde hun hysterisk. “Hvorfor har vi ikke tænkt på det før? Hvorfor har du ikke tænkt på det?”
“Tænkt på hvad?” spurgte han.
“De andre to ønsker,” svarede hun rapt. “Vi har kun brugt det ene.”
“Var det ikke nok?” spurgte han barsk.
“Nej,” råbte hun triumferende. “Vi vil bruge ét til. Skynd dig ned efter abehånden og ønsk din dreng levende igen.”

Manden rejste sig i sengen og kastede sengetøjet væk fra sine skælvende lemmer. “Godeste Gud, du er sindssyg!” råbte han rædselsslagen.
“Hent den,” gispede hun. “Skynd dig at hente den – og ønsk. Åh min dreng, min dreng!”

Hendes mand strøg en tændstik og tændte lyset. “Gå i seng,” sagde han usikkert. “Du ved ikke, hvad du siger.”
“Vi fik det første ønske opfyldt,” sagde den gamle kone ophidset. “Hvorfor ikke også det andet?”
“Det var et tilfælde,” stammede den gamle mand.
“Gå ned og hent den og ønsk,” råbte hans kone, der skælvede af ophidselse.

Den gamle mand vendte sig og så på hende, og hans stemme skælvede. “Det er 10 dage, siden han døde, og desuden – jeg ville ikke fortælle dig det ellers, men – jeg kunne kun genkende ham på tøjet. Hvis det var for skrækkeligt for dig at se ham den gang, hvordan så nu?”
“Bring ham tilbage,” råbte den gamle kone og trak ham hen imod døren. “Tror du virkelig, jeg er bange for mit eget barn?”

Han gik ned i mørke og følte sig frem til dagligstuen, og så hen til kommoden. Talismanen lå på sin plads, og en frygtelig angst for, at det uudtalte ønske ville bringe hans lemlæstede søn tilbage til ham, før han kunne slippe ud af stuen, greb ham, og han var lige ved at tabe vejret, da han opdagede, at han ikke kunne finde døren. Med koldsved på panden følte han sig vej rundt om bordet og famlede hen ad væggen, til han nåede ud i den smalle gang med den forbandede tingest i hånden. Selv konens ansigt virkede forandret, da han kom ind i sovekammeret. Det var hvidt og afventende, og til hans rædsel var der et unaturligt udtryk i det. Han var bange for hende.

“Ønsk!” råbte hun med stærk stemme.
“Det er tåbeligt og forkert,” stammede han.
“Ønsk!” gentog hans kone.

Han løftede hånden. “Jeg ønsker min søn i live igen.” Talismanen faldt ned på gulvet og han stirrede angst på den. Så sank han skælvende ned i en stol, mens den gamle kone med brændende øjne gik hen til vinduet og trak gardinerne fra. Han blev siddende, til han var gennemisnet af kulde, og stirrede nu og da hen på skikkelsen af den gamle kone, der stod og kikkede ud ad vinduet. Lysestumpen, der var brændt ned under kanten af porcelænslysestagen, kastede flakkende skygger på loftet og væggene, indtil den med en større flamme blafrede og gik ud. Med en ubeskrivelig fornemmelse af lettelse over talismanens svigtende evne kravlede han tilbage i seng, og et par minutter efter kom den gamle kone stille og sløv ind ved siden af ham.

Ingen af dem sagde noget, de lå blot stille og lyttede til urets tikken. Et trappetrin knagede, og en pibende mus løb støjende bag væggen. Mørket var tyngende, og efter at han i nogen tid havde ligget og mandet sig op, tog han tændstikæsken, tændte en tændstik og gik nedenunder for at finde et lys. Ved foden af trappen gik tændstikken ud og han standsede for at tænde en anden; og i samme øjeblik lød der en banken på indgangsdøren, så stille og forsigtigt, at det næsten ikke var til at høre.

Tændstikkerne faldt ud af hånden på ham og spredtes over gulvet i gangen. Han stod uden at røre sig og holdt vejret, indtil den svage banken igen lød. Så vendte han sig og flygtede hurtigt tilbage til soveværelset og lukkede døren efter sig. En tredje banken på døren lød gennem huset.

“Hvad er det?” råbte den gamle kone og for op.
“En rotte,” sagde den gamle mand med skælvende stemme. “En rotte. Den løb forbi mig på trappen.”

Hans kone satte sig op i sengen og lyttede. En høj banken gav genlyd i huset.

“Det er Herbert!” skreg hun. “Det er Herbert!” Hun styltede hen til døren, men manden var der før hende, greb hende i armen og holdt hende fast. “Hvad gør du?” hviskede han hæst.
“Det er min dreng, det er Herbert!” råbte hun og kæmpede mekanisk for at komme fri. “Jeg glemte, at det var tre kilometer herfra. Hvorfor holder du mig tilbage? Slip mig. Jeg må åbne døren.”
“Slip det for Guds skyld ikke ind,” råbte den gamle mand skælvende.
“Du er bange for din egen søn,” råbte hun kæmpende. “Slip mig. Nu kommer jeg, Herbert, nu kommer jeg!”

Der lød endnu en banken, og endnu én. Med en pludselig vridende bevægelse rev den gamle kone sig løs og løb ud af værelset. Hendes mand fulgte efter hende ud på trappeafsatsen og kaldte bønfaldende på hende, mens hun skyndte sig ned ad trappen. Han hørte sikkerhedskæden raslende blive trukket fra og den nederste slå stift blive skubbet ud af krampen. Så lød den gamle kones stemme anspændt og gispende. “Slåen!” råbte hun. “Kom herned. Jeg kan ikke nå den!”

Men hendes mand lå på knæ og rodede vildt fortvivlet på gulvet efter abehånden. Hvis bare han kunne finde den, før det frygtelige udenfor kom ind. En ren salve af slag på døren gav genlyd gennem huset, og han hørte en stol skrabe langs gulvet, da hans kone stillede den op i gangen foran døren. Han hørte slåen knage, mens den langsomt gled ud, og i samme øjeblik fandt han abehånden og fremhviskede som en afsindig sit tredje og sidste ønske.

Pludselig standsede den voldsomme banken på døren, selvom ekkoet efter den stadig lå i huset. Han hørte stolen blive trukket tilbage og døren blive åbnet. En kold vind blæste op gennem trappen og et langvarigt og højt skrig fyldt af skuffelse og fortvivlelse fra hans kone gav ham mod til at styrte ned til hende. Han så på sin fortvivlede kone og derefter ud af døren bagved. Den blafrende gadelygte overfor lyste ned på en tom og øde vej.

Trykt i Harper’s Monthly Magazine, september 1902
Originaltitel: The Monkey’s Paw

Kort om W. W. Jacobs

Født: den 8. september 1863
Død: den 1. September 1943

Læs mere på online-literature.com

9 Replies to “Abehånden af W. W. Jacobs”

  1. Pingback: Gys ved juletid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *