Det forbandede hus af B. S. Ingemann

B. S. Ingemann
Wilhelm_Marstrand_-_Portræt_af_B.S._Ingemann_-_1860

»Se, nu står det igen til salg, huset ved Christianshavns Kanal – din salig farbroders hus, Johanne! og det på endnu billigere vilkår« – sagde den unge snedkermester Frants en morgen til sin smukke kone, idet han lagde adresse-avisen på vuggen og så på den lille dreng, som endnu slumrede rolig og syntes at lege med Guds engle i drømme.

»Lad os slå det kære gamle hus rent af hovedet, bedste mand! – svarede den unge kone og lagde avisen på bordet uden at se på den – Tag over hovedet har vi jo dog, så længe Hr. Stork vil have tålmodighed med lejen. Havde vi kun brød til os selv og den lille velsignede Gudsengel der, når han nu snart vil begynde at kræve det, så måtte vi vel lade os nøje. Med al vor armod er vi måske dog endnu det lykkeligste ægtepar i byen – føjede hun mild og kærlig til – og vi må ret takke vor Gud, at han ikke lod den vide verden adskille os, men bragte dig sund og glad tilbage fra rejsen, og gav os kærlighed og styrke til at bære vort lille kors med tålmodighed.«

»Du er mig dog altid den samme fromme velsignede Johanne – sagde Frants og omfavnede den unge blomstrende moder, som mindede ham om et herligt Madonnabillede, han engang havde set på sine rejser – mig har du også gjort langt frommere og tålmodigere, end det ellers var min natur og sædvane. Men på dette elendige loftkammer kan jeg ikke længere udholde det. Her har jeg hverken lyst eller plads til at arbejde; skal jeg drive det til noget, må jeg have et ordentligt værksted og plads til at ånde og røre mig. Din salig farbroders hus ved kanalen var ret et hus for mig; der har jeg og den gamle mester sunget så mange lystige sange ved vor høvlebænk, og der ville jeg ret være så hjemlig og trøstig til mode. Det var jo også der, jeg så dig første gang. Der sad jeg siden hver aften hos dig i den lille dagligstue med det grønne panel, når jeg kom fra værkstedet med gamle mester Flok. Hver helligaften tog han så sølvbægeret frem af skabet i alkoven, og drak med mig på en glædelig fest. Og da mit svendestykke var færdigt, og den store smukke ligkiste stod til skue i værkstedet, husker du da hvor den gamle var glad, og hvor lyksalig du sank i mine arme, da han lagde din hånd i min over kisten og sagde: tag hende, Frants, og vær brav! Her skal du bo og bygge med hende engang, når jeg ligger i denne kiste og venter på en salig opstandelse.«

»Ak, det skete dog ikke – sukkede Johanne – Kisten står vist endnu der på loftet og forskrækker pigerne i mørke. Nu er det gamle kære hus jo endogså i vanrygte, og ingen vil mere leje eller købe det, siden de mange ulykkelige dødsfald.«

»Just det kan være vor lykke, Johanne! Derfor vil Hr. Stork nu sælge det så billigt og give et halvt års henstand på det hele. Inden et halvt år må det langvarige skifte jo være afsluttet, og vi får dog i det mindste så meget, at vi kan betale hvad vi skylder, så er huset vores, og med det skal du se er der lykke og velsignelse. At tre børn kan dø der i løbet af et halvt år af mæslinger og et par gamle folk af alderdom, deri er vist huset uskyldigt. At gadedrengene har hittet på at ridse ‘et forbandet hus’ på muren, det forskrækker kun de gamle koner i Vartov. For mig er og bliver det et velsignet hus, og vil Hr. Stork modtage mit bevis for købesummen, uden anden sikkerhed, end mit ærlige ansigt, så er huset mit idag, og vi kan flytte derind den dag imorgen.«

»Ak, kære mand, jeg vil så nødig, vi skulle komme i mere gæld til denne Hr. Stork; det er ingen god mand, må du tro, hvor venlig og høflig han endogså synes. Selv farbroder kunne jo aldrig ret lide ham, selvom han ikke kunne hade nogen Guds skabning på jorden. Men hver gang Hr. Stork kom og talte om handel og pengeudlån, blev han mørk og stille og gav mig vink om at gå ind på mit kammer.«

»Hr. Stork havde dengang et godt øje til dig, ved jeg nok – sagde Frants og smilede selvtilfreds – Men jeg var ham for heldig en medbejler. Det var en dårlighed af den gamle pebersvend; det er nu glemt, og den godhed, han havde for dig, er nu endogså gået over til mig. Han kræver mig jo aldrig for huslejen, gav mig endogså et nyt lån til barnedåben og viser mig mere artighed, end nogen anden.«

»Men den måde, hvorpå han ser på mig, Frants, er mig altid modbydelig, og jeg har ingen god tro til hans venlighed og bestandige tale om hans redelighed. Selv huset, han nu vil sælge, kom han næppe så ærlig til, som han siger, og de store fordringer, han har på min farbroders bo, har jeg aldrig hørt farbroder tale om. Gud ved hvad der bliver tilovers, når nu hver får sit; og alle holdt dog farbroder for en rig mand.«

»Det må skifteretten stå for – svarede Frants – Men jeg ved kun, at jeg er en tosse, om jeg ikke køber huset nu.«

»Sandt at sige, kære Frants! – sagde Johanne nu bønlig – Jeg er næsten lidt ængstelig for at flytte ind i det hus igen, hvor kær også hver krog der må være mig fra min barndom. Farbroders ulykkelige dødsmåde kan jeg dog aldrig ret forsone mig med, og hver gang jeg går over Langebro og ser de druknedes Dødningehus med de lave vinduer, føler jeg det altid, som om jeg er nødt til at gå hen og se derind, om han ligger der endnu og ikke kan komme i jorden, førend han kommer i sin rette kiste.«

»Spøger endnu de gamle ammestuehistorier i dit hoved, min Johanne! For din gode kære farbroder behøver vi vist ikke at frygte. Han ville dog kun bringe os lykke og velsignelse, hvis han endnu skulle være hos os på jorden. Men det er jeg nu ikke bange for; han var from og gudfrygtig, og der var vist intet i hans liv, som kunne forstyrre hans ro efter døden. At han forsætlig skulle have styrtet sig i vandet, som rygtet går, tror jeg ikke det mindste på. Havde jeg blot ikke været på min svenderejse og du hos din døende moster, så havde vi måske haft ham endnu. Hvor ofte har jeg ikke advaret ham mod at sejle alene på Kalleboe Strand! Men det ville han nu engang hver søndag. Så længe jeg var i hans lære, fulgte jeg jo altid med, og da jeg rejste, lovede han mig, at tage en sømand med sig for fremtiden.«

»Ak, det var en ulyksalig jul – sukkede Johanne – Først da man havde efterlyst ham i avisen og Hr. Stork havde genkendt ham i de druknedes hus og sørget for at begrave ham i stilhed som en selvmorder, først da fik jeg ulykken at vide, og han kom ikke engang i sin rette kiste og kun med nød og næppe i kristen jord.«

»Lad os nu ikke sørge længere, kære kone, over hvad der dog ikke stod i vor magt at forhindre! Men lad os til min fromme mesters erindring nu holde hans gamle hus i agt og ære, og befri det fra det tåbelige rygte, ved ubekymret at bo og bygge, hvor han har levet og arbejdet for os. Alt hvad han samlede og arbejdede for, var dog kun vor lykke og velstand.«

»Som du vil da, kære mand! sagde Johanne eftergivende, og tog den lille, som nu vågnede og strakte de små hænder op efter moderen, ud af vuggen. Gud vil nok bevare os og det uskyldige barn.«

Frants kyssede moder og barn, og tog nu sit blå arbejdsforklæde af og den gamle grønne rejsefrakke på, som ved Johannes flid var blevet ny og hel igen. Hun strøg de brune lokker tilbage fra hans pande og pillede omhyggelig et par dun af hans krave. »Gud være med dig!« sagde hun så og rakte ham barnet endnu engang til afsked. Nu greb han hastig den grønne kasket fra sømmet og gik ud for at afgøre huskøbet.

Tilfreds og glad kom han hjem, og næste dag flyttede den lille snedkerfamilie ind i mester Floks forrige hus ved Christianshavns Kanal. Det glædede Frants at se sin mesters gamle bohave, som han havde købt på auktionen, komme tilbage til sit gamle hjem, og det var ham ligesom lænestolen og dragkisten måtte glæde sig med ham.

Men brødkonen på hjørnet trak på skuldrene og beklagede det unge smukke ægtepar, som hun mente snart ville blive hjemsøgt af sygdom og ulykke, fordi fem lig på et halvt år var båret ud af huset, og hvor ofte man end havde overkalket den i muren indridsede skrift, kom den dog snart igen til syne. ‘Et forbandet hus’ stod der, som med rødkridt, og alle de gamle koner ved kanalen kaldte det en blodskrift. »Se kun til – sagde brødkonen på hjørnet til sin datter – inden året er ude, kommer der endnu et lig ud af huset.«

Snedker Frants havde nu travlt med at indrette sit værksted, og Johanne med at ordne alt i huset og give det den gamle kære skikkelse igen. Den lille dagligstue til gaden, med det grønne panel og med den gammeldags alkove, fik nu stole, bord og dragkiste på samme sted som i gamle dage. Farbroders lænestol blev også sat i kakkelovnskrogen ligesom før og syntes kun at vente på den gamle mesters tilbagekomst. Når de unge folk sad der om aftenen i tusmørket, mens ilden knitrede muntert i kakkelovnen og lyste gennem lågen ud på gulvet, savnede de ofte den gamle og talte om ham med vemod og kærlighed. Men Johanne så dog imellem lidt ængstelig hen på den ledige stol i krogen, og når månen skinnede ind på den gennem de små vinduesruder, var det hende undertiden ligesom han sad der endnu, men bleg og blodig og med dryppende våde lokker.

»Lad os tænde lys – sagde hun da – Barnet er uroligt, jeg må se, om der er noget, som trykker det«

En aften var der intet lys nede; det måtte hentes i kammeret på loftet. Hun tændte stumpen i lygten og gik ud, mens Frants vuggede barnet og ville lulle det til ro. Da hørte han et bulder på loftet, som af et faldende menneske, og han syntes Johanne havde skreget; han lod vuggen stå og for op ad loftstrappen efter hende. Der lå hun, med den slukkede lygte i hånden, bleg og afmægtig, ved ligkisten. Forfærdet bar han hende ned, fik tændt lys og bragt hende til live, mens han bekymret spurgte om hvad der var hændt hende.

»Ak, jeg er dog et stakkels frygtsomt barn – sagde Johanne og fattede sig – vær ikke bekymret for mig! Det var kun farbroders kiste, som forskrækkede mig. Jeg ville have bedt dig hente lysene; men jeg skammede mig, og da trækvinden blæste lyset ud i lygten deroppe, var det som en dødnings kolde åndepust rørte mig, jeg stødte i mørke på ligkisten og synes kistelåget hævede sig – og så tabte jeg sans og samling i min barnagtige forfærdelse.«

»Den kiste skal ikke forskrække dig oftere – sagde Frants – jeg sætter den til salg i morgen i avisen.« Den blev nu også udbudt; men når en køber meldte sig, var den enten altid for stor eller for lille.

En dag kom Hr. Stork med skødet på huset og købekontrakten. Han var en høj og svær mand, med et ansigt, som ingen velvilje indgød, skønt det næsten bestandig smilede, hvilket dog, når man så nøje efter, snarere lignede en slags krampe. Han gik gerne med en ildrød vest og klædte sig i det hele taget som en pebersvend, der går på frierfødder og gerne vil skjule sin alder. Han var den dag endnu mere venlig og forekommende, end sædvanlig, roste barnets skønhed og dets lighed med den smukke moder, og tilbød Frants et lån til at udbedre og forskønne sin nye bolig med, hvilket Frants dog ikke modtog, da huset netop var ham kærest i sin gamle skikkelse. Kun værkstedet ønskede han at udvide med det gamle pulterkammer ved enden af huset, hvortil døren var spærret, og som Hr. Stork for det første havde forbeholdt sig, da han brugte det til brændekammer og havde indgang dertil fra nabohuset, som han selv ejede og boede i.

Også heri var Hr. Stork meget føjelig; han lovede så snart muligt at lade kammeret rydde og indgangen til nabohuset mure til. »Hvis alle havde så ærlige og hæderlige naboer som jeg – føjede han høflig til – behøvedes der slet intet skillerum mellem husene.«

»Hvad har du dog mod den gode Hr. Stork? Johanne! – sagde Frants, da han var gået – Han er jo artigheden selv. Hvad kan han gøre ved, at han har den smule krampe i ansigtet?«

»Jeg ville dog hellere, vi havde en anden mand til nabo og intet med ham at gøre,« sagde Johanne og slog skodden for døren efter ham.

Frants arbejdede nu med lyst og med flid og stod til sent ud på aftenen i værkstedet, når der var et stykke arbejde, det hastede med, eller som han med særlig lyst og kærlighed ville gøre færdigt. Han ville gerne hæve sit håndværk til kunst, og arbejdede helst i de finere træsorter, hvoraf han kunne lave bohave med smukke former og kunstige prydelser. Dette var især siden hans svenderejse blevet hans kæreste lyst. Men hans armod tvang ham til at se på det nødvendige, og da han var kendt for at gøre smukke og gode ligkister, var dette hans sædvanligste syssel. Han gjorde undertiden i lang tid intet andet, for siden at have fred, når han fik i sinde at gøre et stykke til sin fornøjelse. Når han nu om aftenen stod og høvlede på træet til en ligkiste, faldt det ham ofte ind at tænke på al den sorg og bedrøvelse, hans arbejde ville bringe i det hus, hvorhen kisten skulle bæres, og det var ham en underlig tanke, at han måske kunne møde det menneske sundt og frisk imorgen på gaden, som han nu allerede hamrede ligkisten sammen til. Hvad om den måske var til dig selv eller din kone eller en af dine bedste venner, tænkte han videre. Han blev da beklemt og underlig til mode over sine egne tanker og over sin bedrøvelige gerning, og ønskede kun, han var så velhavende, at han ikke behøvede at lave ligkister mere.

En aften var intet sådan faldet ham ind, men han havde været så ivrig i sit arbejde, at han først mærkede, det var sent, da vægteren havde råbt tolv. Han ville endnu kun slå et søm i den store kiste, han stod med ved høvlebænken; da  han syntes, nogen hviskede bag ved ham: »Hamrer og høvler du endnu? Til hvem er den kiste?«

Han tabte hammeren ud af hånden og så sig forfærdet om; men der var ingen. Det er de gamle dumme tanker, som spøger i mit hoved og nu får røst i den underlige midnat, tænkte han, men lod nu høvl og hammer hvile, og tog lyset for at gå til sit sovekammer; men lyset var nedbrændt og gik ud, før han kom til døren. I mørket forvildede han sig nu således i værkstedet, at han på enhver anden tid ville have leet over sig selv; thi hvorledes han så end vendte sig, kom han altid tilbage til den spærrede pulterkammerdør. Da det var sket tre gange, blev han stående og syntes noget rørte sig i pulterkammeret; gennem en sprække i døren syntes han at skimte glimtet af et lys, og han troede at høre en lyd som pjasken i vand med en karklud. Det er en underlig tid at vaske gulv på, tænkte han, idet han bankede stærkt på døren og spurgte højt: Hvem der var inde, og hvad man gjorde der så sent. Men i det samme forsvandt lyset, og der blev dødsstille.

Jeg må dog have taget fejl, sagde Frants ved sig selv og søgte at besinde sig og finde døren til sovekammeret; men nu faldt tanken ham ind om hans gamle mester, som jo var druknet, og som så ofte havde stået her og arbejdet med ham sent ud på natten; og det var ham ligesom høvlen skulle røre sig igen, hvor den gamle havde stået, og som om de endnu havde et arbejde at gøre sammen i denne verden.

Forvirret af disse underlige tanker, fandt han endelig døren og gik til sengs.

Kone og barn sov allerede sødelig, men Frants havde ingen ro for de besynderlige drømme. Han syntes den gamle mester Flok stod for ham og sagde: »Hvorfor kom jeg ikke i min kiste? Hvorfor kom jeg ikke i kristen jord? Søg og du skal finde! – Udslet forbandelsen, så den ikke skal ramme dig!«

Da han om morgenen vågnede, så han syg og bleg ud, og Johanne spurgte bekymret, om der var noget galt. Men han ville ikke ængste hende med sine drømmer og skammede sig selv derover. Jeg er med alle mine gode tanker om min styrke og min sunde forstand dog i grunden lidt nervesvag og overtroisk, sagde han til sig selv og glædede sig over Johannes og barnets sundhed og blomstrende udseende.

Han gik til sit arbejde og søgte at slå drømmen af hovedet, som en følge af hans nattevågen og ophidsede fantasi. Men nu ville intet arbejde lykkes for ham, og hans sædvanlige munterhed var borte. Tiden nærmede sig nu også, da huset skulle betales; men skiftet var endnu ikke sluttet, og han plagede sig med sorg for det daglige udkomme og frygt for den truende fremtid. Søg og du skal finde! tænkte han da tit og lod høvlen hvile. Bank og dig skal oplades! Men hos hvem skal jeg søge? På hvilken dør skal jeg banke? Hvorledes skal jeg udslette forbandelsen? Og hvilken forbandelse? Min gamle mester blev jo virkelig begravet i kristen jord; Johanne har jo besøgt hans grav og bragt blomster til den; at han ikke fik den kiste, der var ham bestemt, kan jeg jo ikke gøre ved eller ændre; men at der ingen velsignelse er ved hans hus, begynder jeg nu næsten at mærke.

Når han således var mismodig, gik han ofte ud for ikke at bedrøve den fromme Johanne med sin forstemthed. Men hun vidste jo, at han sørgede for at tjene penge, og at han ofte lod høvlen ligge af mismodighed. Hun så derfor gerne, han gik ud og adspredte sig; thi hun frygtede for hans noget aftagende sundhed. Selv søgte hun imidlertid ved syning og den smule, hun derved kunne tjene, at skjule de mangler, som mest måtte falde i øjnene i det daglige liv.

Gik Frants ene ud om aftenen, var hans gang som oftest over Langebro og forbi de druknedes Dødningehus. Hver gang han kom dertil, gik han langsommere og huskede på Johannes ord, og han syntes nu også, at det var ligesom han måtte se ind gennem de lave vinduer, om ikke den gamle mester lå der endnu og ventede på sin kiste. Men han gik dog altid forbi og gruede for at se derind. Når han så siden gik tilbage over broen, og månen skinnede venligt på skibene i bugten og på de hvide gavle og pakhuse ved bredderne, fik han gerne friskt mod igen, og det var ligesom om han kom hjem fra en lang rejse og nu skulle genfinde kone og barn, hus og hjem og alt, hvad hans hjerte glædede sig over, på den anden side af broen. Men når han så kom til sit hus og læste skriften på muren: ‘et forbandet hus’, tog han ofte en sten, og gned på det til han ikke længere kunne læse hvad der stod. Slet forbandelsen ud, hvis den ikke skal ramme dig! tænkte han; men næste dag stod den afskyelige indskrift der igen og syntes ligesom opfrisket og rødere.

Nu blev også barnet syg, og Johanne begyndte at græmme sig og frygte både for mandens og barnets liv; thi Frants blev for hver dag mere mismodig og bleg, som barnets sygdom tiltog og terminen tillige nærmede sig, da huset skulle betales.

En aften kom han hjem fra sin sædvanlige vandring. Johanne sad grædende ved barnets vugge, og der var en uro og ængstelighed over hende, som hun forgæves søgte at skjule.

Frants sad længe tavs i den gamle farbroders stol og stirrede på den bekymrede moder.

»Ja du havde ret – sagde han endelig og for op – det var dog bedre på vort loftkammer, end i dette ulyksalige hus. Sig mig kun hvad du tænker på, Johanne! Har doktoren været her? Hvad siger han om barnet?«

»Bliver det værre til natten – sukkede Johanne og pegede på bordet – så ligger der det sidste redningsmiddel.«

Frants tog recepten fra bordet og stirrede på de uforståelige latinske ord, som skulle han deri læse sin skæbne. Men bogstaverne svømmede forvildet for hans øjne i de bitre frembrudte tårer.

»Og imorgen – vedblev Johanne – imorgen er det en ulykkesdag. Ved du endnu ingen udvej til at betale Hr. Stork?«

»Nei, kone! Men det er kun en lille sorg imod denne,« sagde Frants og pegede på det hede stønnende barn. »Har du været i værkstedet? vedblev han efter et smerteligt ophold – Jeg har været flittigere, end du tror; men måske er det for os selv, jeg har arbejdet. Vores sidste ophold har jeg måske sørget for. Den store nye kiste er vel i stand til at rumme os alle.«

»O, var det blot så vel! – udbrød Johanne og omfavnede ham med hede tårer – Kunne vi alle tre blot følges ad til en bedre verden, hvad havde vi da at sørge over mere? Men adskille os vil man; imorgen bliver du kastet i fængsel, hvis du ikke kan betale Hr. Stork, og jeg sidder ene her med det døende barn.«

»Hvad siger du? I fængsel? Hvor ved du det fra? Har han været her og talt til dig derom? Til mig har han jo ikke sagt et ord, og dig vil han skræmme til døde med sådanne trusler?«

Nu fortalte Johanne hvorledes Hr. Stork i den senere tid ofte var kommet for at tale med Frants, som det hed, men altid når han var fraværende. Han havde da nogle gange slået sig til ro og sagt den unge kone plumpe smigrerier, beklaget hendes mands slette omstændigheder og lovet at hjælpe ham ud af al forlegenhed, når han hos den smukke kone kunne vente taknemlighed. Hun havde tiet dermed for Frants’ skyld og vidste endnu heller ikke ret hvad hun skulle tro om disse ytringer. Hun vovede heller ikke at fornærme den mægtige mand, skønt hun hver gang stod som på gløder i hans nærvær, og bestandig  havde syslet med barnet for ikke at se på det modbydelige krampesmil i hans afskyelige ansigt. Men hver dag var han blevet dristigere og mere påtrængende, og da Johanne endelig med afsky forstod hvad hendes rene sjæl var for uskyldig til at se i dets hele afskyelighed, havde hendes oprørte følelse givet hende modet til at se ham rolig og kold i det smilende skurkeansigt med al en fornærmet hustrus værdighed. Hun havde behandlet ham med al den foragt, han fortjente, og han var gået bort med den trussel, at hvis hun talte et eneste ord om denne samtale til Frants, og ikke var kommet på andre tanker imorgen, da skulle Frants inden næste sol gik ned være hans gældsfange, og kunne da glæde sig over sin smukke kones troskab i fængslet.

»Nu vel! – sagde Frants rolig – Han har mig i sit garn; undgå ham kan jeg ikke, men nederdrægtigheden er for ussel til at bøje mig. Blind har jeg været, at jeg ikke så hvilket helvede der lå bag dette smil, og uforsigtig, at jeg indlod mig med den stemplede nidding. Men vil Gud kun bevare dig og barnet, skal jeg ikke tabe modet. Vær kun rolig, min Johanne!«

Det var blevet sent ud på natten. Barnet vågnede op i heftige feberrystelser, og Frants gik med recepten til apoteket

»Det sidste redningsmiddel – sukkede han – og hvis det nu slog fejl – hvem skal da trøste den arme Johanne, når jeg imorgen nat sidder i det mørke fængsel, og hun måske står ene og klæder barnet i ligskjorten. Og skal vi miste dig, lille venlige engel! Hvem skal da smile sorgløst til os i sorgen? Det var da den lyksalighed jeg drømte om i det gamle kære familiehus; ja man har ret, det er – forbandet.«

Apoteket var lukket; han havde givet recepten ind gennem den lille låge i døren og sad nu på stentrappen udenfor og ventede på de lægemidler, man tilberedte. Det var en skøn stjerneklar decembernat; men kulden gennemisnede den sørgende fader; så han hverken så måne eller stjerner, men stirrede mørkt og håbløs på de frosne brosten. Da gik vægteren forbi, hilste venlig og sagde: »god morgen!«

»Gud hjælpe mig for morgen er det – mumlede Frants – i min sjæl bliver det aldrig mere morgen, og denne iskolde vinternat knuger mig til graven.«

Fra tårnet slog klokken nu et, og vægteren sang med ren og klar stemme i de simple dybe toner:

Hjælp os, o Jesu kære,
vort kors i verden her
tålmodig at bære!
Der er ej frelser fler.

Frants hørte de fromme ord, og hans smerte opløste sig i vemod. En brændende tåre trillede over hans kind, han løftede sit hoved mod himlen, så den evige stjernepragt og uendelige ro foroven, og han foldede sine hænder og bad de sidste ord med i vægterens sang:

Ræk os din hånd, o frelsermand!
Så bliver byrden let.

Nu gik lågen op på apotekdøren. Frants modtog en lille flaske med dråber, gav sin sidste skærv derfor og ilede håbefuld og styrket til sit hjem; thi det var ligesom en overmenneskelig magt havde hævet hans sjæl og lettet byrden, som kuede ham til jorden.

»Har du også hørt hvad vægteren sang, Johanne! – spurgte Frants, da han trådte ind i den lille grønne stue og så moderen sidde smilende ved vuggen – eller var det dig selv, som sang for mig i natten om hånden fra oven, som skulle lette vor byrde?«

»Tys, han er faldet i en mild og rolig søvn – hviskede Johanne og pegede på barnet – du skal se, det bliver alt sammen godt endnu. Sæt kun den flaske hen! Gud kan nok hjælpe foruden.«

»Hvad er hændt dig, Johanne! dit øje glinser jo så mildt og roligt, som en engel fra himlen havde været hos dig og forkyndet dig et saligt evangelium.«

»Ja, et saligt evangelium er ligesom nedfaldet til mig fra himlen – svarede Johanne og pegede hen på en gammel bibel, som lå opslået på bordet – Se! Det er salig farbroders gamle familiebibel, den har jeg ikke set siden han døde, og – Gud forlade mig det! Jeg har i lang tid ikke tænkt på, at den kunne trøste mig. Den lå i lønskabet i alkoven og faldt just i min hånd, da jeg greb efter et klæde, for at tørre mine tårer. Og se, den har trøstet og beroliget min sjæl. Hvad der så end sker, Frants, om døden og menneskene også tager al glæden fra os i verden, så er Herren dog med os alle dage indtil verdens ende, og vi skal være hos ham engang og ingen skal mere tage vor glæde fra os.«

Frants foldede sine hænder og læste, hvor Johanne havde slået op.

I den gamle sølvbeslagne spænde-bibel lå nogle løse papirer og skrevne blade, som han lagde til side uden at læse dem, da han så, det var kun regninger og kvitteringer. Men med begærlighed gennemså han nu de første skrevne blade i den gamle familiebog, som indeholdt den ærlige mester Floks hele slægtsregister, med indstrøede fromme tanker og ønsker for fremtiden, og endelig en slags dagbog over det sidste år af hans liv. Jo længere han læste, jo opmærksommere blev han, og Johanne så urolig på de sælsomme bevægelser i hans ansigt. Til sidst for han op og råbte: »Det er skrækkeligt, Johanne! Det er skrækkeligt! Man har stræbt din farbroder efter livet, se, her står det. Det er skrevet med hans egen skælvende hånd, men dunkelt og gådefuldt, hør hvad her står!« Og nu satte han sig og læste:

»Gud gøre mine fjenders onde anslag til intet! – Hvorfor gav jeg mit guld i den uretfærdiges hånd, og mit liv i rovdyrets kløer? – Mit gods har han ranet med list – min tunge har han bundet med ed – og mit liv har han truet i løndom. Men forbandet være mit gods i den uretfærdiges hånd, og forbandet det hus, hvori han sætter sin fod! – Vel er der en tid, hvori et menneske hersker over et andet, sig selv til ulykke; – men et menneske har ikke magt over ånden, at forhindre ånden, og ingen magt på dødens dag.«

»Hvad er dette – sagde Frants og stod forfærdet op – Hvem er den dødsfjende, han taler om og ikke tør nævne? I hvis hånd kom hans gods og hans hus? – Den samme er det, som har bundet hans tunge med ed og truet hans liv i løndom. Hvem har vidnet for os og verden, at han er druknet og fundet i Dødningehuset? Hvem har derfra begravet ham i stilhed som en selvmorder? – Hvor mange ulykkelige bares ikke did, som ingen ven kendte mere på det forknuste opsvulmede ansigt? – Og hvis vidnesbyrd har vi for at det var ham? – Hans ben ligger os måske nærmere, end vi tror. Søg og du skal finde – var det ikke sådan du sagde gamle mester! – Hvorfor kom jeg ikke i min kiste? – Hvorfor kom jeg ikke i kristen jord? – Ti stille, gamle! du kan komme det endnu. – Hvad siger du om pulterkammeret? Johanne! Hvem vasker gulv ved midnat, når vi andre sover? Før solen står op, skal jeg have gennemrodet den lukkede morderhule som en muldvarp.«

»Ak, bedste kæreste mand, hvilken skrækkelig mistanke! Jeg forstår ikke det halve af hvad du siger; men hvad jeg aner og tænker er grueligt.«

»Se vort barn, Johanne! Det sover roligt og smiler til os i drømme. Jeg er på vej til at udslette forbandelsen, og velsignelsen kommer os allerede i møde.«

»Jeg vil våge ved barnets vugge; gør du i Guds navn hvad du kan og må,« sagde Johanne; og Frants tændte tavs lygten og gik til værkstedet. Der tog han økse og brækkejern og gik til pulterkammerdøren. Kammeret er mit eget – sagde han ved sig selv – Hvem vil forbyde mig at bryde det op? Han satte brækkejernet til, og det var sket. Lidt ængstelig åbnede han døren; men da han trådte ind, blev han rolig og begyndte trøstig sin natlige gerning. Han lyste med lygten på hver en plet på mur og på gulv; men der var intet som nærede hans mistanke. Nogle sække med brænde stod i en krog; dem rystede han, og hver pind syntes ham mistænkelig som et dødningeben; men han fandt intet spor af hvad han søgte. Kammeret var ryddet og nylig vasket og rengjort. Nu begyndte han på at brække gulvet op. Da syntes det ham, en hånd greb i døren til naboens hus. Han tog forsigtig lygten i den venstre hånd og holdt fast om økseskaftet med den højre. »Har nogen lyst til at hjælpe mig« – sagde han halvhøjt – men der kom ingen. Frants satte lygten fra sig igen og begyndte på ny at hamre og håndtere med brædderne; uden selv ret at vide hvorfor begyndte han nu tillige at fløjte en sang, som hans gamle mester altid plejede at nynne, når han arbejdede. Men Frants havde ikke hamret og fløjtet ret længe, førend det greb i døren igen. Nu tog han lygten og øksen og rejste sig – i det samme gik døren op og en høj hvid skikkelse trådte ham langsomt i møde, med et åsyn som fra fordømmelsens bolig.

»Har du ikke hamret af endnu? Gamle mester, vil du da høvle og hamre her til dommedag? – Får den vise ej i evighed ende?« – sagde en hul velkendt stemme, og Frants genkendte med forfærdelse den blege forvildede søvngænger, som med stift opspilede øjne og forvildet hår kom afklædt og nøgen fra sit sovekammer.

»Hvor lagde du mine ben? – sagde Frants, som grebet af vanvid – Hvorfor kom jeg ikke i min kiste? Hvorfor kom jeg ikke i kristen jord?«

»Dine ben er vel forvarede – svarede den blege frygtelige drømmer – Under mit pæretræ skal ingen forstyrre dem.«

»Men hvem begravede du i mit navn, som selvmorder, da du stjal min ære i døden?« – spurgte Frants videre og forfærdedes selv ved at høre sin stemme; thi det var som om hans gamle mester talte ud af ham.

»Det var jo tiggeren – svarede den blege synder og fordrejede ansigtet krampagtigt – Det var jo den fremmede tigger, som du gav din gamle grå kappe – men jeg jog ham fra min trappe julenat.«

»Hvor han lå, skal du rådne; ved hans side skal du møde mig på dommedag« – sagde Frants, og vidste ikke selv hvad han sagde; thi han var ikke længere sig selv bevidst, men hørte ligesom den afdødes stemme tale igennem sig.

Da hørte han et rædselskrig og stod alene med lygten og den hævede økse i hånden; men den hylende skikkelse var forsvundet tilbage, hvor den kom fra.

»Var det en drøm? – sagde Frants – eller var jeg afsindig? – Er der blod på min Økse? – Nej, endnu er den ren; men bort, bort fra denne morderhule – nu ved jeg hvor jeg skal finde, hvad jeg søger.«

Han gik tilbage til Johanne, som sad stille hos det slumrende barn og læste i den hellige skrift.

Frants tav med hvad der var hændt, og hun gruede for at spørge ham derom. Han bad hende kun hvile sig til det blev dag, mens han vågede ved barnets vugge. »Endnu har jeg kun dunkle formodninger – sagde han – men imorgen vil meget måske blive klart.«

Han gennemlæste nu nøjere de skrevne bibelblade og den gamle mesters efterladte papirer, som han næste dag bragte til retten, hvor han bad om at få alting lovligt undersøgt.

»Sagde jeg det ikke nok, at der ville komme lig ud af huset inden året var omme« – sagde den gamle brødkone på hjørnet til sin datter, da, tre dage efter, en smuk sort kiste, med passer og vinkelmål over kors på låget, blev båret ud af snedker Frants’ hus. Den var ledsaget af Frants og hele det hæderlige snedkerlaug, alle i sorte klæder og med deres kårder ved siden.

»Det skal jo være den gamle snedkermester Flok, som nu først bliver virkelig begravet – sagde brødkonens datter – Så var det dog virkelig hans knogler, man fandt under træet i naboens have?«

»Ja, det har jo den unge mester Frants bevist for retten« – tog en fiskerkone ordet, idet hun satte sin kurv ned på fortorvet og satte sig på hanken, for i magelighed at betragte ligfølget – »Se, der går han den unge smukke mester – vedblev hun – nu kan man dog for fremtiden tjene en skillingspenge hos ham, siden hus og gods er hans, og den gamle gerrige Stork får en lang næse.«

»Og måske en lang hals med – sagde kældermanden – hvis det ellers er sandt hvad man siger, at han hemmelig har taget den ærlige mester Flok af dage.«

»Det har jeg længe tænkt, at den karl blev hængt engang – sagde brødkonen – han købte jo aldrig for to skilling brød hos mig uden han ville have for den tredie i tilgift.«

»Havde man kun fat på ham – sagde kældermanden – i tre dage har ingen set ham i byen.«

Juleaften sad en lille lykkelig familie i snedkermester Floks forrige hus ved kanalen. Barnet sad sundt og friskt på den skønne moders skød, og den unge mester Frants fyldte glad og stille det gamle familiebæger med vin. »En lyksalig jul, min Johanne! – sagde han rørt – det så det ikke ud til for fjorten dage siden. Nu sidder vi som velhavende unge folk her i vort eget lille hus, ligesom din gode salig farbroder havde tiltænkt os det. Nu behøver jeg ikke mere at hamre ligkister sammen ved midnat, men kan lave smukke stole og kommoder til lykkelige nygifte folk, kan holde svende og drenge i værkstedet og have en glad aften ved hver højtid. Og nu har du fred, gamle mester! – føjede han højtidelig til og så hen på stolen i kakkelovnskrogen, som om han sad der endnu – Du har taget forbandelsen fra huset og givet os din velsignelse; derfor skal dit minde være velsignet iblandt os. Gud give dig en salig opstandelse!«

Pulterkammerdøren havde Frants ladet tilmure og han lod værkstedet blive som det var i den gamle mesters tid. Den indridsede skrift på muren havde han ladet overhvidte og den var ikke kommet til syne igen.

Da han nu næste gang gik over Langebro og kom forbi de druknedes Dødningehus, gik han rolig hen til vinduet og sagde ved sig selv: nu kan du gerne se derind; gamle mester Flok ligger der ikke og venter på sin kiste. Men forfærdet for han tilbage; thi et blåt opsvulmet dødningeansigt stirrede på ham med opspilede øjne, og han genkendte i de afskyelige fordrejede træk den forsvundne Storks skrækkelige morderansigt.

»Så har du da givet dig selv det endeligt, som du løj min myrdede uskyldige mester til – sagde Frants – Intet menneske savner dig i verden uden bøddelen, hvis økse du undveg. Dog begravet skal du blive. Din kiste har jeg høvlet på, da du lagde planer for at lægge mig i graven. Gud være din syndige sjæl nådig!«

Frants lod ham i stilhed begrave og gav ham den kiste, han havde troet var til ham selv, da han for få uger siden stod modløs i sit værksted og ingen redning så i sin store nød og jammer.

Lykke og velsignelse syntes nu at have hjemme i hans hus og være med ham i al hans gerning. Den gamle mesters bibel kom ofte ned fra hylden og svalede det stille fromme ægtepar med de evige forjættelser, mens den tillige mindede dem om, at al denne verdens lykke og glæde dog var forgængelig. Kom en prøvestund da imellem de gode dage, og blev det stundom også de lykkeliges lod at sørge ved en kær vens bortgang eller våge en kummerfuld nat ved et elsket barns sygeleje, så forsagede de dog ikke, men rakte kærligt hinanden hånden over bibelen og håbede. Når da vægteren sang:

Hjælp os, o Jesu kære,
vort kors i verden her
tålmodig at bære!
Der er ej frelser fler.

da tænkte Frants på den nat, hvor han sad håbløs og fortvivlet på apotektrappen og ventede på det sidste redningsmiddel, som dog Gud gjorde overflødigt. Han måtte da altid istemme de sidste ord af sangen:

Ræk os din hånd, o frelsermand!
Så bliver byrden let.

Trykt i: Samlede Eventyr og Fortællinger,  1853

Kort om B. S. Ingemann:

Født: den 28. maj 1789
Død: den 24. februar 1862

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Skyggen af H. C. Andersen

H. C. Andersen - foto: Thora Hallager
By Thora Hallager (1821-1884) – http://museum.odense.dk/viden-om/hc-andersen/publikationer/jeg-sad-i-dag-for-photographen.aspx, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11819411

I de hede lande, der kan solen rigtignok brænde! Folk bliver ganske mahognibrune; ja i de aller varmeste lande brændes de til negre, men det var nu kun til de hede lande, en lærd mand var kommet fra de kolde; der troede han nu at han kunne løbe om, ligesom der hjemme, men det blev han snart vænnet fra. Han og alle fornuftige folk måtte blive inde, vinduesskodder og døre var lukkede hele dagen; det så ud som hele huset sov og at ingen var hjemme. Den smalle gade med de høje huse, hvor han boede, var bygget således at solskinnet fra morgen til aften måtte ligge der, det var virkeligt ikke til at holde ud! – Den lærde mand fra de kolde lande, det var en ung mand, en klog mand, han syntes, han sad i en gloende ovn; det tog på ham, han blev ganske mager, selv hans skygge krøb ind, den blev meget mindre end hjemme, solen tog også på den. – De livede først op om aftenen, når solen var gået ned.

Det var en fornøjelse at se på; så snart lyset blev bragt ind i stuen, strakte skyggen sig helt op ad væggen, ja endda hen ad loftet, så lang gjorde den sig, den måtte strække sig for at komme til kræfter. Den lærde gik ud på altanen, for at strække sig der, og mens stjernerne kom frem i den dejlige klare luft, følte han det, som om han kom til live igen.

På alle altaner i gaden, og i de varme lande har hvert vindue en altan, kom folk frem, for luft må man have, selvom man er vant til at være mahogni! Der blev så levende oppe og nede. Skomagere og skræddere, alle folk flyttede ud på gaden, der kom bord og stol, og lyset brændte, ja over tusind lys brændte, og den ene talte og den anden sang, og folk spadserede, vognene kørte, æslerne gik: klingelingeling! de har klokker på;  døde blev begravede med salmesang, gadedrengene skød med troldkællinger, og kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtig nok levende nede i gaden.

Kun i det hus, som lå lige overfor hvor den fremmede lærde mand boede, var der ganske stille; og dog boede der nogen, for på altanen stod der blomster, de groede så dejligt i solen, og det kunne de ikke, uden at de blev vandet, og nogen måtte jo vande dem; folk måtte der være. Døren derovre blev også åbnet halvt ud på aftenen, men der var mørkt derinde, i det mindste i det forreste værelse, dybere inde fra lød musik. Den fremmede lærde mand syntes, den var ganske mageløs, men det kunne nu også være at han kun bildte sig det ind, for han fandt alting mageløst derude i de varme lande, når bare der ingen sol havde været. Den fremmedes vært sagde at han ikke vidste, hvem der havde lejet genboens hus, man så jo ingen folk og hvad musikken angik, syntes han, at den var gruelig kedelig. “Det lyder som om der sidder én og øver sig på et stykke, han ikke kan komme ud af, altid det samme stykke.” “Jeg får det dog ud!” siger han nok, men han får det ikke ud, ligegyldigt hvor længe han spiller.”

En nat vågnede den fremmede, han sov for åben altandør, gardinet foran den løftede sig i vinden, og han syntes at der kom en forunderlig glans fra genboens altan, alle blomsterne skinnede som flammer, i de dejligste farver, og midt imellem blomsterne stod en slank, yndig jomfru, det var som om hun også lyste; det skar ham i øjnene, som han vågnede af søvnen; i et spring var han på gulvet, ganske sagte så han ud bag gardinet, men jomfruen var borte, glansen var borte; blomsterne skinnede slet ikke, men stod smukt, som altid; døren var på klem, og dybt inde klang musikken så blød og dejlig, så man faldt hen i søde tanker derved. Det var ligesom trolddom og hvem boede der? Hvor var den egentlig, indgangen? Hele stueetagen var butik ved siden af butik, og der kunne folk jo ikke altid løbe igennem.

En aften sad den fremmede ude på sin altan, inde i stuen bag ved ham brændte lyset, og så var det jo ganske naturligt at skyggen af ham gik over på genboens væg; ja der sad den lige over for mellem blomsterne på altanen; og når den fremmede rørte på sig, så rørte skyggen sig også, for det gør den. –

“Jeg tror min skygge er det eneste levende, man ser derovre!” sagde den lærde mand. “Se hvor net den sidder mellem blomsterne, døren står på klem, nu skulle skyggen være så snild at gå indenfor, og se sig om, og så komme og fortælle mig hvad den havde set! Ja, du skulle gøre gavn!” sagde han i spøg! “Vær så god at træde indenfor! Nå, går du!” og så nikkede han til skyggen og skyggen nikkede igen. “Ja så gå, men bliv ikke borte!” Og den fremmede rejste sig og hans skygge ovre på genboens altan rejste sig også; og den fremmede drejede sig og skyggen drejede sig også; ja hvis nogen havde lagt mærke dertil, da havde de tydeligt kunnet se, at skyggen gik ind af den halvåbne altandør hos genboen, lige idet den fremmede gik ind i sin stue og lod det lange gardin falde ned efter sig.

Næste morgen gik den lærde mand ud for at drikke kaffe og læse aviser. “Hvad er det?” sagde han, da han kom ud i solskinnet, “jeg har jo ingen skygge! Så er den virkelig gået i aftes og ikke kommet igen; det er noget kedeligt noget!”

Og det ærgrede ham, men ikke så meget fordi skyggen var borte, som fordi han vidste, at der var en historie til om en mand uden skygge, den kendte alle folk hjemme i de kolde lande, og kom nu den lærde mand der og fortalte sin, så ville de sige, at han efterlignede, og det behøvede han ikke. Han ville derfor slet ikke tale derom, og det var fornuftigt tænkt.

Om aftenen gik han ud på sin altan igen, lyset havde han meget rigtig sat bag ved sig, for han vidste at skyggen vil have sin herre til lampeskærmen, men han kunne ikke lokke den; han gjorde sig lille, han gjorde sig stor, men der var ingen skygge, der kom ingen! Han sagde: hm! hm! men det hjalp ikke.

Ærgerligt var det, men i de varme lande vokser alting hurtigt, og efter otte dages forløb mærkede han, til sin store fornøjelse, at der voksede en ny skygge ud fra benene, når han kom ud i solen, roden måtte været blevet siddende. Efter tre uger havde han en ganske tålelig skygge, der, da han begav sig hjem til de nordlige lande, voksede mere og mere på rejsen, så den til sidst var så lang og så stor at det halve var nok.

Så kom den lærde mand hjem og han skrev bøger om hvad der var sandt i verden, og om hvad der var godt og hvad der var smukt, og der gik dage og der gik år; der gik mange år.

Da sidder han en aften i sin stue og så banker det ganske sagte på døren.

“Kom ind!” siger han, men der kom ingen; så lukker han op og foran ham stod et overordentligt magert menneske, så han blev ganske underlig. Forresten var mennesket særdeles fint klædt på, så det måtte være en fornem mand.

“Hvem har jeg den ære at tale med?” spurgte den lærde.

“Ja det tænkte jeg nok!” sagde den fine mand, “at De ikke genkender mig! Jeg er blevet så meget legeme, og jeg har ordentlig fået kød og klæder. De har nok aldrig tænkt at se mig i sådan en velmagt. Kender De ikke deres gamle skygge? Ja De har vist ikke troet at jeg kom igen. Mig er det gået særdeles vel siden jeg sidst var hos Dem, jeg er i alle henseender blevet meget formuende! Skal jeg købe mig fri fra tjenesten, så kan jeg!” og så raslede han med et helt bundt kostbare signeter, som hang ved uret, og han stak sin hånd ind i den tykke guldkæde, han bar om halsen; nej hvor alle fingrene glimtede med diamantringe! Og det var alt sammen virkeligt.

“Nej, jeg kan ikke komme til mig selv!” sagde den lærde mand, “hvad er dog alt det!”

“Ja noget almindeligt er det ikke!” sagde skyggen , “men De selv hører jo heller ikke til de almindelige, og jeg, det ved De nok, har fra barnsben trådt i Deres fodspor. Så snart De fandt, at jeg var moden til at gå alene ud i verden, gik jeg min egen vej; jeg er i de aller brillanteste omstændigheder, men der kom en slags længsel over mig efter at se Dem endnu en gang, før De dør, De skal jo dø! Jeg ville også gerne gense disse lande, for man holder dog altid af fædrelandet! – Jeg ved, De har fået en anden skygge, har jeg noget at betale til den eller Dem? De må endelig være så god at sige det.”

“Nej, er det virkelig dig!” sagde den lærde mand, “det er dog højst mærkværdig! Aldrig havde jeg troet at ens gamle skygge kunne komme igen som menneske!”

“Sig mig hvad jeg har at betale!” sagde skyggen, “for jeg vil nødig stå i gæld!”

“Hvor kan du tale således!” sagde den lærde mand. “Hvad gæld er her at snakke om! Vær så fri, som nogen! Jeg glæder mig overordentlig ved din lykke! Sid ned, gamle ven og fortæl mig bare lidt om hvorledes det er gået til, og hvad du så ovre hos genboen, der i de varme lande!” –

“Ja, det skal jeg fortælle Dem,” sagde skyggen og satte sig ned, “men så må De også love mig, at De aldrig fortæller til nogen, hvor De end træffer mig, at jeg har været deres skygge! Jeg har i sinde at forlove mig; jeg kan forsørge mere end en familie!” –

“Vær ganske rolig!” sagde den lærde mand, “jeg skal ikke sige til nogen hvem du er! Her er min hånd! Jeg lover det og en mand et ord!”

“Et ord en skygge!” sagde skyggen, og således måtte den jo tale.

Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt hvor meget menneske den var; ganske sortklædt var den og i det allerfineste sorte klæde, lakerede støvler, og hat der kunne smække sammen, så at den blev bar pul og skygge, ikke at tale om hvad vi allerede ved her var, signeter, guldhalskæde og diamantringe; jo, skyggen var overordentlig godt klædt på, og det var just det, som gjorde at den var et menneske.

“Nu skal jeg fortælle!” sagde skyggen , og så satte den sine ben med de lakerede støvler så hårdt, den kunne, ned på ærmet af den lærde mands nye skygge, der lå som en puddelhund ved hans fødder, og det var nu enten af hovmod eller måske for at få den til at hænge ved; og den liggende skygge, holdt sig så stille og rolig, for ret at høre efter; den ville nok vide hvorledes man således kunne komme løs og tjene sig op til sin egen herre.

“Ved De, hvem der boede i genboens hus?” sagde skyggen, “det var den dejligste af alle, det var Poesien! Jeg var der i tre uger og det havde samme virkning, som om man levede i tre tusind år og læste alt hvad der var digtet og skrevet, for det siger jeg og det er rigtigt. Jeg har set alt og jeg ved alt!”

“Poesien!” råbte den lærde mand! “Ja, ja – hun er tit eremit i de store byer! Poesien! Ja, jeg har set hende et eneste kort øjeblik, men søvnen sad mig i øjnene! Hun stod på altanen og skinnede som nordlyset skinner! Fortæl, fortæl! Du var på altanen, du gik ind ad døren og så – -!”

“Så var jeg i forgemakket!” sagde skyggen. “De har altid siddet og set over til forgemakket. Der var slet intet lys, der var en slags tusmørke, men den ene dør stod åben lige overfor den anden i en lang række stuer og sale; og der var lyst op, jeg var sikkert blevet slået ihjel af alt det lys, hvis var jeg kommet helt ind til jomfruen; men jeg var besindig, jeg gav mig tid og det skal man gøre!”

“Og hvad så du så?” spurgte den lærde mand.

“Jeg så alting, og jeg skal fortælle Dem det, men, – jeg vil ikke være storsnudet, men – som fri og med de kundskaber jeg har, for ikke at tale om min gode stilling og mine fortræffelige omstændigheder, – så ville jeg ønske at De sagde De til mig!”

“Om forladelse!” sagde den lærde mand, “det er gammel vane, som sidder fast! – De har fuldkommen ret, og jeg skal huske det! Men nu fortæller De mig alt hvad De så!”

“Alting!” sagde skyggen, “for jeg så alt og jeg ved alt!”

“Hvorledes så der ud i de inderste sale?” spurgte den lærde mand. “Var der som i den friske skov? Var der som i en hellig kirke? Var salene som den stjerneklare himmel, når man står på de høje bjerge?”

“Alting var der!” sagde skyggen. “Jeg gik godt nok ikke helt ind, jeg blev i det forreste værelse i tusmørket, men der stod jeg særdeles godt, jeg så alting og jeg ved alting! Jeg har været ved Poesiens hof, i forgemakket.”

“Men hvad så De? Gik oldtidens guder gennem de store sale? Kæmpede de gamle helte der? Legede der søde børn som fortalte deres drømme?”

“Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg så alt, hvad der var at se! Havde De kommet derover, var De ikke blevet menneske, men det blev jeg! Og tillige lærte jeg at kende min inderste natur, mit medfødte, det familieskab, jeg havde med Poesien. Ja dengang jeg var hos Dem, tænkte jeg ikke over det, men altid når solen stod op og solen gik ned, blev jeg så underlig stor; i måneskin var jeg næsten ved at være tydeligere end De selv; jeg forstod ikke den gang min natur, i forgemakket gik det op for mig! Jeg blev menneske! – Moden kom jeg ud, men De var ikke længere i de varme lande; jeg skammede mig som menneske ved at gå som jeg gik, jeg trængte til støvler, til klæder, til hele denne menneske-fernis, som gør et menneske genkendeligt. – Jeg skjulte mig, ja, Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke i nogen bog, jeg skjulte mig i kagekonens skørt, under det skjulte jeg mig; konen tænkte ikke på hvor meget hun gemte; først om aftenen gik jeg ud; jeg løb om i måneskinnet på gaden; jeg gjorde mig lang op ad muren, det kildrer så dejligt i ryggen! Jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind af de højeste vinduer, ind i salen og på taget, jeg kiggede hvor ingen kunne kigge og jeg så hvad ingen andre så, hvad ingen skulle se! Det er i grunden en nedrig verden! Jeg ville ikke være menneske, dersom det nu ikke engang var antaget at det var noget at være det! Jeg så det utænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde mageløse børn; – jeg så”, sagde skyggen, “hvad ingen mennesker må vide, men hvad de allesammen så gerne vil vide, ondt hos naboen. – Havde jeg skrevet en avis, var den blevet læst! Men jeg skrev til personen selv, og der blev en forfærdelse i alle byer hvor jeg kom. De blev så bange for mig, og de holdt så overordentlig af mig. Professorerne gjorde mig til professor, skrædderne gav mig ny klæder, jeg er godt forsynet; møntmesteren slog mønt for mig, og konerne sagde, jeg var så køn! – Og så blev jeg den mand jeg er, og nu siger jeg farvel; her er mit kort, jeg bor på solsiden og er altid hjemme i regnvejr!” Og så gik skyggen .

“Det var dog mærkeligt!” sagde den lærde mand.

År og dag gik, så kom skyggen igen.

“Hvorledes går det?” spurgte den.

“Ak!” sagde den lærde mand, “jeg skriver om det sande og det gode og det skønne, men ingen bryder sig om at høre det, jeg er ganske fortvivlet, for jeg tager mig det så nær!”

“Men det gør jeg ikke!” sagde skyggen, “jeg bliver fed, og det er det man skal se at blive! Ja, De forstår dem ikke på verden. De bliver dårlig af det. De må rejse! Jeg rejser til sommer; vil De med? Jeg gad nok have en rejsekammerat! Vil De rejse med, som skygge? Det skal være mig en stor fornøjelse at have Dem med, jeg betaler rejsen!”

“Det går vist for vidt” sagde den lærde mand.

“Det er ligesom man tager det!” sagde skyggen. “De vil have grumme godt af at rejse! Vil De være min skygge så skal De få alting frit på rejsen!”

“Det er for galt!” sagde den lærde mand.

“Men sådan er verden nu!” sagde skyggen, “og således bliver den!” Og så gik skyggen .

Den lærde mand havde det slet ikke godt, sorg og plage fulgte ham, og når han talte om det sande og det gode og det skønne, var det som at give roser til en ko! – Han blev ganske syg til sidst.

“De ser virkelig ud ligesom en skygge!” sagde folk til ham, og det gøs i den lærde mand, når han tænkte på det.

“De skal tage til et kurbad!” sagde skyggen, som kom og besøgte ham, “der er ikke andet for! Jeg vil tage Dem med for gammelt bekendtskabs skyld, jeg betaler rejsen og De underholder mig på vejen! Jeg vil til et kurbad, mit skæg gror ikke ud som det skulle, det er også en sygdom, og skæg må man have! Vær De nu fornuftig og tag imod tilbuddet, vi rejser jo som kammerater!”

Og så rejste de; skyggen var da herre og herren var da skygge; de kørte med hinanden, de red og gik sammen, side ved side, forud og bagefter, således som solen stod; skyggen vidste altid at holde sig på herrepladsen; og det tænkte den lærde mand ikke over; han havde et godt hjerte, og var særdeles mild og venlig, og en dag sagde han til skyggen: “Da vi nu er blevet rejsekammerater, og vi tillige er vokset op fra barndommen sammen, skulle vi så ikke drikke dus, det er dog mere fortroligt!”

“De siger noget!” sagde skyggen, som jo nu var den egentlige herre. “Det er meget ligefremt og velment sagt, jeg vil være ligeså velmenende og ligefrem. De, som en lærd mand, ved jo nok hvor underlig naturen er. Nogle mennesker kan ikke tåle at røre ved gråt papir, så får de ondt; andre går der som et stød igennem, når man gnider et søm mod en Glasrude; jeg får samme følelse ved at høre Dem sige du til mig, jeg føler mig ligesom trykket til jorden i min første stilling hos Dem. De ser at det er en følelse, det er ikke stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige du til mig, men jeg skal gerne sige du til Dem, så er det halve gjort!”

Og så sagde skyggen du til sin forrige herre.

“Det er dog for galt,” tænkte han, “at jeg må sige De og han siger du,” men nu måtte han holde ud.

Så kom de til et kurbad, hvor der var mange fremmede og imellem disse en dejlig kongedatter, som havde den sygdom at hun så for godt og derfor var så ængstelig.

Straks mærkede hun at han, der var kommet, var en ganske anden person end alle de andre; “han er her for at få sit skæg til at vokse, siger man, men jeg ser den rette årsag, han kan ikke kaste skygge.”

Nysgerrig var hun blevet; og så gav hun sig straks til at tale med den fremmede herre under en spadseretur. Som kongedatter behøvede hun ikke at bruge mange høflighedsfraser, så hun sagde, »Deres sygdom er at De ikke kan kaste skygge.”

“Deres kongelige højhed må være betydelig i bedring!” sagde skyggen, “jeg ved, at Deres sygdom er at De ser alt for godt, men det har ændret sig, De er helbredt, jeg har just en ganske usædvanlig skygge! Ser De ikke den person, som altid går med mig! Andre mennesker har en almindelig skygge, men jeg holder ikke af det almindelige. Man giver tit sin tjener finere klæder i liberiet end man selv bruger, og således har jeg ladet min skygge pudse op til menneske. Ja, De ser, at jeg endogså har givet ham en skygge. Det er meget kostbart, men jeg holder af have noget for mig selv!” –

“Hvad?” tænkte prinsessen, “skulle jeg virkelig være kommet mig! Dette kurbad er det bedste der er til! Vandet har i vor tid ganske forunderlige kræfter. Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; den fremmede synes jeg overordenligt om. Bare hans skæg ikke vokser, for så rejser han!”

Om aftenen i den store balsal dansede kongedatteren og skyggen. Hun var let, men han var endnu lettere, sådan en danser havde hun aldrig mødt. Hun fortalte ham fra hvor hun var fra, og han kendte landet, han havde været der, men da var hun ikke hjemme, han havde kigget ind af vinduerne foroven og forneden, han havde set både det ene og det andet, så han kunne svare kongedatteren og gøre antydninger, så hun blev ganske forundret; han måtte være den viseste mand på hele jorden! Hun blev så forundret over alt det han vidste, og da de dansede igen, blev hun forelsket, og det kunne skyggen godt mærke, for hun så ikke mere lige igennem ham. Så dansede de nok engang og hun var lige ved at sige det, men hun var besindig, hun tænkte på sit land og rige og på de mange mennesker, hun skulle regere over. “En vis mand er han,” sagde hun til sig selv, “det er godt! Og dejligt danser han, det er også godt, men mon han har gode kundskaber, det er ligeså vigtigt! Han må eksamineres.” Og så begyndte hun så småt at spørge ham om noget af det allervanskeligste, som hun ikke selv kunne have svaret på; og skyggen gjorde et ganske underligt ansigt.

“Det kan De ikke svare på!” sagde kongedatteren.

“Det hører til min børnelærdom,” sagde skyggen, “jeg tror sågar min skygge derhenne ved døren kan svare på det!”

“Deres skygge!” sagde kongedatteren, “det ville være højst mærkeligt!”

“Ja, jeg siger ikke helt sikkert, at han kan!” sagde skyggen, “men jeg tror det, han har nu i så mange år fulgt mig, og hørt efter, – så jeg tror det! Men hvis deres kongelige højhed tillader, at jeg gør Dem opmærksom på, at han er så stolt af at gå for et menneske, at når han skal være i rigtig humør, og det må han være for at svare godt, så må han behandles ganske som et menneske.”

“Det kan jeg godt lide!” sagde kongedatteren.

Og så gik hun hen til den lærde mand ved døren, og hun talte med ham om sol og måne, og om menneskene både udenpå og indeni og han svarede så klogt og godt.

“Hvilken stor mand det må være, der har så vis en skygge!” tænkte hun, “det vil være en ren velsignelse for mit folk og rige om jeg valgte ham til min gemal; – jeg gør det!”

Og de var snart enige, både kongedatteren og skyggen, men ingen skulle vide det før hun kom hjem til sit eget rige.

“Ingen, ikke engang min skygge!” sagde skyggen , og det havde han sine grunde til! –

Så kom de til landet hvor kongedatteren regerede når hun var hjemme.

“Hør min gode ven!” sagde skyggen til den lærde mand, “nu er jeg blevet så lykkelig og mægtig, som nogen kan blive, nu vil jeg også gøre noget for dig! Du skal bo hos mig her på slottet, køre med mig i min kongelige vogn og have hundrede tusinde rigsdaler om året; men så må du lade dig kalde skygge af alle og enhver; du må ikke sige at du har været menneske og en gang om året, når jeg sidder på altanen i solskin og lader mig hylde, må du ligge ved mine fødder, som en skygge skal! Jeg skal sige dig, jeg gifter mig med kongedatteren, og i aften skal brylluppet holdes.”

“Nej, det er dog alt for galt!” sagde den lærde mand, “det vil jeg ikke, det gør jeg ikke! Det er at bedrage hele landet og kongedatteren med! Jeg siger alting! At jeg er mennesket, og at du er skyggen, du er bare klædt på!”

“Det er der ingen som vil tro på!” sagde skyggen, “vær fornuftig, eller jeg kalder på vagten!” –

“Jeg går lige til kongedatteren!” sagde den lærde mand. “Men jeg går først!” sagde skyggen, “og du går lige i fængsel!” – Og det gjorde han, for skildvagterne lystrede ham, som de vidste kongedatteren ville have.

“Du ryster!” sagde kongedatteren, da skyggen kom ind til hende, “er der sket noget? Du må ikke blive syg til i aften, nu vi skal have bryllup.”

“Jeg har oplevet det mest forfærdelige!” sagde skyggen, “tænk dig – ja, sådan en stakkels skyggehjerne kan ikke holde meget ud! – Tænk dig, min skygge er blevet gal, han tror at han er mennesket og at jeg – tænk dig bare, – at jeg er hans skygge!”

“Det er frygteligt!” sagde prinsessen, “er han spærret inde?”

“Det er han! Jeg er bange for, at han aldrig kommer sig.”

“Stakkels skygge!” sagde prinsessen, “han er meget ulykkelig; det er en sand velgerning at befri ham fra den smule liv han har, og når jeg tænker over det, så tror jeg det bliver nødvendigt at det bliver gjort i al stilhed!”

“Det er rigtig nok hårdt!” sagde skyggen, “for det var en tro tjener!” og så gav han ligesom et suk.

“De har en ædel karakter!” sagde kongedatteren.

Om aftenen var hele byen oplyst, og kanonerne gik af: bum! Og soldaterne præsenterede gevær. Det var et bryllup! Kongedatteren og skyggen gik ud på altanen for at lade sig se og hylde!

Den lærde mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af. –

Trykt i: 1847

Kort om H. C. Andersen

Født: den 2. april 1805
Død: den 4. august 1875

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Bjergtagen II af M. A. Goldschmidt

Meir Aron Goldschmidt
By unknown for the image – Danske Stormænd fra de seneste aarhundreder af L F La Cour og Knud Fabricius, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2155140

Bjergtagen
II

Enhver skov ser ud, som om den skjuler en hemmelighed, og den der går alene ind i skovens inderste, kan føle at hemmeligheden er tæt ved ham og omkring ham, uden at han dog ved, hvad den er.

Der siges, at det skal være farligt at se det hemmelige; men der fortælles også, at ridderens søn på borgen, som lå i nærheden af, hvor Aunsbjerg nu ligger, fik det at se.

Dengang var skoven meget større end nu. Nærved borgen var den udhugget, med gange, og lignede en lund; mellem ask, elle og røn hævede sig i afstand fra hinanden de hvide bøgestammer og syntes med deres alvorlige, stille fred at tilkendegive, at de havde vænnet sig til menneskene, som færdedes imellem dem. Men så kom en å, og ovre på den anden side stod skoven med sine mørke, svulmende kroner, med dybt nedhængende grene og med buskads, der nåede vandet, i stor, sær tavshed, levende sit eget liv, så at den forekom riddersønnen, der legede ene ved åbredden, snart som en gammel, vred kæmpe fra fortiden, snart, når den nedgående sol kastede sit farvede lys gennem enkelte åbninger, som et forunderligt land, hvor andre børn legede.

Engang ville han derover og lavede sig en flåde af gamle brædder; men netop som han ville vove sig ud på sit skrøbelige fartøj, kom hans moder til og forbød ham strengt alle sådanne forsøg og tog brædderne fra ham. – “Der er trolde derovre!” sagde hun for at afskrække ham, og det skræmte ham også. Men efter nogen tids forløb var hendes ord, når han lyttede til stilheden og så farverne, kun en bekræftelse på, at der virkelig var nogen derovre, og det kunne ikke være troldfolk; thi hvorledes kunne det da se så dejligt ud? Men alligevel, trods den store magt, hvormed det drog ham, søgte han ikke igen at komme derover, og det var mindre moderens forbud, der virkede, end en følelse, han ikke selv forstod: kærlighed til selve længselen.

Han voksede op, og hans fader tog ham med sig og overgav ham til en anden borgherre, for at han sammen med jævnbyrdige skulle lære ridderlig idræt og hofsæder, og i al den tid var skoven i hans erindring som hyllet i et slør eller i tåge; men så snart han skulle hjemad, mindedes han den igen tydelig, først med et smil, som over en barndomsdrøm, men så med stigende længsel, som om barndomsdrømmen var sand.

Så indtraf det en forårsmorgen, da han efter et uvejr kom ned til åen, at han så et væltet træ på den anden bred. Det var revet op med rode og lå ligesom et menneske, der havde lidt stor overlast og efter at være blevet dræbt var kastet på hovedet ud i åen. Han blev ganske beklemt ved at se den vildskab, som de hemmelighedsfulde, tavse træer om natten havde udøvet imod hinanden, indtil han opdagede, at det fældede træ lidt efter lidt gled nedad, og at grenene kom nærmere over til ham, så der dannedes en bro. Så blev det mere end en bro: en besynderlig venlig indbydelse; de derovre havde ofret en af deres egen slægt for at lade ham komme til dem.

Han gik over broen og ind i skoven, og med følelsen af at være hemmelighedsfuldt ventet kunne han ikke forstå, hvorfor de store, mørke egetræer blev tavse, når han nærmede sig dem. Det begyndte at forekomme ham, at han måske alligevel ikke var velkommen, som om de kun for hans skyld tog skikkelse af træer og faldt hen i en stilhed, der voksede og voksede, så at han kunne høre sit eget åndedræt og følte sig så ene, at han syntes at ikke blot han men også hele verden var ved at forsvinde.

Så raslede det i nogen afstand, og det var, som om der for et venligt smil gennem stilheden, og noget hvidt gled hen mellem træerne, og da han fulgte retningen, kom han til et sted, der lignede mange andre åbne pletter i en skov, men dog var underfuldt forskellig fra dem alle. Det var en rund, grøn plads, omgivet af høje, ranke, hvide bøge, hvis kroner nåede sammen og dannede en kuppel, og gennem kuppelen faldt sollyset ned på stammerne og på grønsværet i utallige tindrende pletter. Det forunderlige var ikke blot stammernes hvidhed og grønsværets friskhed og solpletternes glans, men især, at hele synet var så hjemligt, det syntes ikke muligt, at her kunne være ensomt; det var, som om alt med sagte åndedræt ventede på nogen. Men der var stille igen, det flagrende hvide var forsvundet. Forventningen om dem, der skulle komme, steg i hans sind med en sådan magt, at han følte at han måtte dø, hvis han blev skuffet, og pludselig rakte et træ sine blade ned over ham og berørte hans øjne, så at de atter kunne se, og han så, at det hvide, der var gledet hen foran ham, var en pige, der stod i afstand mellem træerne, og alt, hvad der lyste, levede, det var blide øjne, der så på ham.

Han var så betaget af forundring og glæde, at han hverken kunne røre sig eller tale; men alle de små, lysende væsner nærmede sig ham i kreds, og den unge pige kom også nærmere og så på ham. Så snart han rørte på sig, veg det hele tilbage. “Du må ikke røre os”, sagde de små, “hvis ikke du vil blive hos os, og du kan ikke blive hos os, medmindre du i år og dag ikke har noget stærkere ønske.” Så forsvandt de alle for hans blik, og til sidst gled den unge pige som noget svindende hvidt tilbage i skoven.

Atter en dag kom han over og så synet, og atter talte de lyse væsner til ham i et sprog, der ikke var ord, men hvoraf han dog forstod meningen. De sagde: “Alle de, der har følt stor længsel og er forblevet den tro, må komme og bo hos os i vort gennemsigtige slot, der kan svæve for den sagteste vind. Der er altid lunt i skoven, hvor slottet står, selv om vinteren, og græsset visner ikke, og vi flytter aldrig, undtagen når en er os utro med sin længsel. Så falmer græsset, og vi må skjule os et andet sted.”

Og atter en dag sagde de til ham: “Et menneskes troskab er os endnu mere end solen; thi troskaben lyser både ved dag og ved nat. Hvis én blot et øjeblik har glemt os, men husker os igen med troskab, så tænder han igen solen for os og bringer os tilbage til det sted, hvor vi har leget.”

Hjemme på borgen sagde han intet om, hvad der var hændt ham; men, som det altid går dem, der er opslugt af en stor, men hemmelighedsfuld lykke, fik han udseende af at være nedslået og bedrøvet, og mens han kun længtes efter et eneste selskab, efter de lysende småvæsners ord eller sang og den tavse unge piges øjne, forsøgte hans slægtninge at muntre ham op, ved at råde ham til at ride til Karup og den hellige kilde sammesteds – thi dette sted, som nu ligger så fattigt i lyngheden, var dengang et navnkundigt møde- og valfartsted.

Han gav modvilligt efter for deres råd og opmuntringer. Men da han red ud i det åbne land, der lyste i soldagens glans, kom han for første gang til hel, glad bevidsthed om den store, underfulde gunst, der var vist ham. Det var for ham, som om han førte hele underet med sig, og at det udvidede sig. Himlen selv syntes ham kuppelen, der hvælvede sig om den indviede plads; jorden forekom ham at ånde og løfte sig med sagte længsel, og alle steder var der et skjult liv, øjne, der så på ham og fulgte med, agtpågivende og kærlige, sikre på, at han kun drog ud for at vende tilbage.

Da han kom til Karup, var der et stort optog, som, anført af præster i messehagel, af hvide og sorte munke og af kordrenge, der svang røgelsekar, drog rundt om den indhegnede kilde og derfra op i den store kirke på højen, som var indviet til Guds Moder, og han fulgte optoget, omend med nogen frygt; thi de ord, hans moder nogle år tilbage havde sagt ham: “Der er trolde derovre!” var endnu ikke ganske ude af hans sind, og selvom han ikke ville opgive skoven, følte han en sagte, sælsom ængstelighed for, at hans rigdom ikke var af den art, der kunne bæres med ind i en kirke, og at han skulle blive fristet til en anden og stærkere længsel.

Og der var også et øjeblik, idet sangen brød frem og fyldte kirkens hvælvinger, og idet en sky af virak bølgede hen over ham, da det var, som om noget tog fat i ham og ville rive ham med til et sted, langt fjernere end skoven, langt højere end dens kuppel, endnu mere frydefuld, skønt smertefuldt til døden; men straks efter, da billedet af Vor Frue blev båret tæt forbi ham og hendes skønne øjnes blik syntes at falde på ham, mindede de ham om hende i skoven og var dog ikke så skønne som hendes, og igen lidt efter, da de troendes menighed sank på knæ for det allerhelligste, mindede de mange hvide kvindelige hovedtøjer ham om solpletterne på grønsværet, og hvad disse skjulte, og med åndedrættet så tungt, som om han var i landflygtighed og aldrig kunne komme tilbage, gik han ud og red hjemad, og da han atter fuldt inddrak den frie luft, syntes det ham i hans sindsbevægelse, at han takkede Gud, fordi han ikke var blevet grebet af en anden og stærkere længsel.

Han red hjemad langs Åresvad Å, og da han kom til det sted vest for åen, hvor et lavt bjergland skyder ud i grene og danner små, grønne dale, så han i den synkende sols lys noget hvidt, hvidtlysende pletter, bevæge sig i den nærmeste dal, og han troede et øjeblik med pludselig lyksalighed, at det var dem fra skoven, der var kommet ud for at møde ham. Men så snart han red nærmere, skiftede synet, og han så, at det var mennesker, folk, der enten skulle til eller kom fra valfartstedet og havde slået lejr her; det hvide var legende børn, og imellem dem stod en ung pige, og hun som alle de andre så i dette øjeblik opmærksomt på riddersønnen, der kom ridende. Endnu mere end øjnene på den hellige jomfrues billede syntes den unge piges øjne at ligne hendes i skoven, ja, måden, hvorpå hun så, opmærksomt, ubevægelig og på afstand, syntes ham så ganske at være hendes, at han var fristet til at springe ned og knæle for hende og holde hende fast. Men i dette øjeblik slog den tanke ham, at det hele kun var et syn, hvormed man stillede ham på prøve for at se, om han var trofast med sin længsel, og efter at have hilst god aften og guds fred tog han øjnene til sig og red modvilligt videre.

Da han igen gik over til skoven, var han sikker på, at når han nåede det dejlige sted, ville noget nyt underfuldt ske, han ville blive belønnet for sin troskab og finde hende fra dalen derovre. Og så snart han genså grønsværen under kuppelen, viste det dejlige syn sig også på ny for ham, men svagere eller mattere, og da han utålmodig sprang frem og greb efter det, forsvandt det hastigere end nogensinde før, og det syntes ham da med uovervindelig magt, at det alt sammen havde skyndt sig hid fra dalen ved Åresvad Å og nu drillende drog tilbage dertil.

Så steg han til hest og red tilbage til dalen. Men der var imidlertid kommet andre vejfarende til, som havde slået lejr, og ingen kunne sige ham, hvor familien med den skønne unge pige var draget hen. Men efter de utydelige vink, han fik, drog han afsted og søgte, og endelig traf han dem igen.

Han hilste høvisk den unge pige og sagde til hende, at siden han havde set hende, havde han ikke haft ro for længsel; hun mindede ham om nogen, han altid havde søgt, og han bad hende sige, om det var rigtigt, og om hun følte det samme, så ville han blive lykkelig alle sine dage.

Hun så på ham med et hurtigt blik og svarede derpå med nedslagne øjne: “Ak, hvorfor sagde I ikke det, første gang vi sås!”

Forundret og forskrækket, skønt over noget, han ikke ret forstod, vendte han om. Han så, at han havde taget fejl, at den rette dog var i den store, hemmelighedsfulde, friske skov, og så snart han kom hjem til borgen, gik han igen derover. Men hele tiden lød ordene på ny for ham: “Hvorfor sagde I det ikke, første gang vi sås?” Hvad var der i de ord? Havde hendes nærmeste givet hende væk? Eller havde i mellemtiden hendes blik dvælet med forkærlighed på en anden? Eller hvad var sket?

Næsten uden at give agt på skoven havde han nået pladsen mellem de hvide bøge. Nu stod stedet der igen, lige skønt, lige ventende, som et hus på sit herskab, men på et herskab, der ikke kom. Det var den samme stilhed; men han lyttede til den med en anden angst, han kunne ikke få sit eget hjerte til at banke og kalde med samme magt som første gang. Så stillede han sig hen under et af træerne, i håb om, at dets grene skulle sænke sig og åbne hans øjne; men træet stod tavst og rørte sig ikke.

Mere og mere tung følte han stilheden og forladtheden, og den tanke slog ham, at han nu var ganske ude af verden, at han ikke var i stand til at vogte på, hvad der skete andet steds, at al den lyksalighed, han skulle vente på et år, var borte, at den skjulte begivenhed, som havde bragt hende til at sige: “Ak, hvorfor sagde I det ikke første gang!” fik mere og mere magt, og han skyndte sig af sted for at frelse hende som fra en virkelig fare.

Atter mødtes han med hende, og han spurgte hende om meningen af de ord, hun sidst havde sagt. Da svarede hun med et smil, der forårsagede ham et underligt behag og en utydelig smerte: “Det skulle jeg vistnok ikke have sagt.”
Men da hun på sådan måde gjorde ordene til intet, syntes de ham netop at være meget, og i stedet for at lade dem forsvinde ville han have deres hele mening og betydning. Men han forstod ikke at spørge, og hver gang han ville samle sig til et spørgsmål, kom der noget dobbelt over ham: Angst for det besynderlig dejlige, men dulgte, som havde været i hendes smil, og længsel efter at kaste sig for hendes fødder uden at spørge. Han vaklede sådan mellem dette dobbelte, at det ligesom var en tredie, ham ubekendt magt inden i ham, der rev ham løs og førte ham hjemad, tilbage til skoven, med den beslutning, nu fuldt og uden forbehold at søge den skjulte lykke.

Men noget gjorde ondt indeni ham, og da han igen gik over den sælsomme bro, var han sådan til mode, at han ønskede han kunne bede til de store, alvorsfulde træer om hjælp eller trøst, og da han så ret så på dem med al sit sinds uro, syntes de ham at sige: “Os finder du altid uforandrede; vi har intet dulgt smil, vi skjuler ingen hemmelighed. ……… Men var det sandt? Bar ikke skoven på noget hemmelighedsfuldt ligeså vel som den unge piges smil, og bar han ikke selv på en hemmelighed, når han stod overfor hende? …….. Det faldt ham pludselig ind, at ordet: “Hvorfor sagde I det ikke før?” også kunne indeholde en bebrejdelse mod ham, at hun kunne have haft en anelse eller endog viden om, at han før hende havde set denne i skoven, og i den pludselige sorg og angst for, muligvis at skulle have mistet hende på den måde, blandede sig et ønske om, at han aldrig havde set synet i skoven.

I næste øjeblik var han ved stedet, men kendte det knap igen. Det var det samme sted, samme græs, samme kreds af bøgetræer; men alligevel var den forskel forsvundet, som havde adskilt stedet fra andre åbne, runde pletter i en skov, og skønt det var ham umuligt at finde nogen enkelt ting, der ikke var i den gamle orden, fornemmede han dog, at der var ligeså meget borte som af et menneske, der havde udåndet.

“Så er alt forbi her!” sagde han med en blanding af smerte og glæde og vendte om for at ride til hende. Men netop som han nærmede sig, steg angsten for hint dulgte op, og på samme tid rejste sig i hans sjæl en fortvivlet sorg over at for bestandig have tabt det skønne og store syn og at skulle have jaget de elskelige væsner i landflygtighed. Det syntes ham den højeste pligt, med ny længsel og troskab at vende om og kalde dem tilbage, og så vendte han om, i én stærk heftig higen – indtil hans erindring med et for tilbage til hende, genså hendes billede og hendes smil med et sådan stigende vemod, at det forekom ham, som om den lyksalighed, han nu vendte ryggen til, måtte forbarme sig over ham og møde ham undervejs til skoven og sige ham, at hun og skoven var et.

Men hun mødte ham ikke, og på skovens rand kunne han ikke længere udholde skuffelsen og længselen og red tilbage igen – for påny, da han nærmede sig hende, at mindes skoven og dens under – så red han atter tilbage – og igen – og igen – og sådan rider han endnu.

Trykt i: Smaa Fortællinger, 1868

Kort om M. A. Goldschmidt

Født: den 26. oktober 1819
Død: den 15. august 1887

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Glasskabet af B. S. Ingemann

B. S. IngemannDen rige handelsmand Mr. Seyfert i London var blevet enkemand. Han var en særling og kun lidet yndet, da han gjaldt for en kold egoist og hjerteløs pengemand, der ingen andre menneskelige pligter erkendte, end punktlig opfyldelse af hvad der var lov og ret i landet. Han var kun nogle og tredive år; hans rolige, uforanderlige ansigt var som udhugget af sten. Han var udelukkende forretningsmand og påstod med en slags stolthed, at alt, hvad man kalder fantasi og følelse, var en forskruelse og sygelighed, som var fremmed for hans gode, sunde natur.

Hans ægteskab var ufrugtbart og havde kun været lidet lykkeligt. Den afdøde Fru Seyfert havde været en udmærket smuk brunette, med et heftigt, næsten sydlandsk temperament. Modsætningen mellem hendes lidenskabelighed og hendes ægtemands kulde havde ofte givet anledning til huslige optrin, der dog kun var enetaler, da manden altid ved slige udbrud iagttog med ligegyldig tavshed. Ved sit ægteskab havde grossereren, der tillige var juveler, erhvervet sin store formue; men ved ægteskabskontrakten var det på det nøjagtigste fastsat, at, hvis hans hustru døde uden livsarvinger, skulle hele hendes medbragte formue, med renter og renters renter, udbetales til hendes slægtninge, fra den dag og time, hun var begravet.

Uagtet denne ægteskabskontrakts bestemmelse, forblev dog Mr. Seyfert, til stor ærgrelse for hans afdøde kones familie, i lovgyldig besiddelse af hele formuen. Han erklærede nemlig, at han havde elsket sin ømme ægtefælle så højt, at han aldrig ville afse hendes legeme; – han lod hende ikke begrave, men lod hendes balsamerede og sminkede lig i en glimrende dragt med kostbare prydelser og smykker opstille i et glasskab i sit sovekammer, lige overfor vinduet, hvorfra enhver forbipasserende kunne se det om dagen og undertiden om aftenen i månelys. Det kom til en retssag med den afdødes slægtninge; men ifølge den ordrette lovfortolkning vandt Mr. Seyfert processen. Han beholdt virkelig liget i sit sovekammer.

Hver aften, når han gik i seng, trak han kun et grønt gardin for glasskabet – og sov rolig.

Fra det øjeblik, liget stod i glasskabet, syntes lykken imidlertid at have forladt huset. Det gik tilbage med handlen; flere kostbare forsendelser med amerikanske skibe forliste, og vigtige spekulationer med spanske bankobligationer mislykkedes. Der kom idelig sygdom i huset blandt tjenerskabet, og ingen syntes at kunne leve der, uden Mr. Seyfert selv, der havde et urokkelig helbred; men hans stenhårde ansigt bar nu præg af mørk trods. Processen havde kostet ham meget, og ved en række uheldige spekulationer led han i et eneste år så store tab, at han mistede sin kredit, og alle fordringer på huset strømmede ind på én gang. Det var netop årsdagen efter konens død, at han, efter en afregning med sin bogholder, erfarede hele sin mislige stilling og at han fra en millionær ville være bragt til betlerstaven og til gældsfængslet, hvis han ikke inden næste morgen kunne tilvejebringe en sum af 40,000 Pund Sterling.

Hans ansigt forblev dog uforandret ved denne opdagelse. Med et koldt hoverende nik gik han til sit sovekammer. I sin balsamerede kones ligdragt havde han anbragt diamanter til en værdi af 50,000 Pund. Denne skat, som han, ret imod sine kloge købmands-principper, et helt år havde ladet henstå i glasskabet, som en død kapital, tænkte han nu at gribe til, og – da han denne nat temmelig sent gik til sit sovekammer, trak han ikke, som sædvanlig, gardinet for glasskabet, men satte lampen på bordet og åbnede glasskabet, for at fratage liget de kostbare prydelser, der nu var hans eneste redning.

I ligets øjenhuler havde han ladet indsætte kostbare safirer; i deres sted syntes nu dog, til hans forbavselse, et par matte glasøjne at stirre ud på ham; og diamanterne, som han hver aften i et helt år troede at have set, kunne han ikke opdage. I den skarp belysning fra lampen føltes det, som de døde glasøjne pludselig lo hånligt ad ham – og han trådte tilbage med en uvilkårlig gru.

Tanken om, at en utro betjent, som han samme dag havde jaget af sin tjeneste, kunne have plyndret liget, blandede sig med en pludselig rædsel for den døde – en følelse, som han hidtil syntes at have været aldeles fri for. Forestillingen om det umådelige tab, der nu ville bringe ham i gældsfængslet næste morgen, overvandt dog gruen for den døde. Med en næsten krampagtig kraftanstrengelse rev han liget ud af glasskabet for at undersøge det ved lampen og lede efter sin skat; men jo mere han tumlede med liget, jo mere forvirrede blev hans tanker. – Ethvert sandt og gribende ord, hans ulykkelige kone havde sagt ham, men som han iskold havde ladet fare sig forbi uden at svare, tonede nu bebrejdende for hans sjæl med den afdødes røst; han troede, virkelig at høre hendes stemme, og han syntes, den dødes blå læber bevægede sig. – Formasteligheden i hans hykleriske og svigefulde behandling af liget, hvorved han bedrog hendes frænder og berøvede hende den gravens fred, de fleste mennesker sætter så høj pris på, syntes for første gang at få skikkelse i hans bevidsthed.

“Ja, du har ret” – mumlede han – “jeg var intet menneske – jeg var en stenmand – jeg var et uhyre – jeg elskede intet uden mig selv og dine rigdomme – men hvor er de? hvor er diamanterne, jeg lod dig pynte med i døden? – Den glans og ære ville jeg dog unde dig – der skulle du stå i pant for mig for min lykke – ha, min lykke – den tog du med dig til den fordømte åndeverden, du ville skræmme mig med – og diamanterne tog du med! – nej, dem har en tyv frataget dig – hvorfor skræmte du ikke ham med dine ildøjne? – hvorfor hviskede du ikke til ham, som nu til mig, om den evige fordømmelse? – ha, ti, ti! – slip mig! – du kvæler mig.” – Det var ham, som den døde klemte sine arme om hans hals og lo forfærdeligt.

Han tumlede bevidstløs om på gulvet – liget faldt ovenpå ham. I denne stilling blev han fundet om morgenen, endnu levende, men – vanvittig. Tabet af hans skat og hans rædsel for den døde var i 21 år hans eneste tanke. Nattescenen med liget, som ingen havde været vidne til, gentog han bestandig i sit vanvid. Deraf erfarede man først, hvad der var sket, og hvad han havde troet at høre og se i hans natlige tumlen med liget.

Diamanterne blev aldrig fundet.

Millionæren, Mr. Seyfert, døde som fattiglem i et hospital for vanvittige i London.

Trykt i: 1847

Om B. S. Ingemann:

Født: den 28. maj 1789
Død: den 24. februar 1862

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Jydske Røverhistorier af Steen Steensen Blicher

Steen Steensen Blicher
Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=195215

1.

Mange endnu levende kunne vel erindre sig navnet “Ole Hestegilder,” og den frygtelige person som det tilhørte. Han regerede mange år ganske uindskrænket og temmelig ugenert på den cimbriske halvø: stjal til daglig brug og dræbte engang imellem til en forandring. Jeg ved ikke rettere, end at han jo opnåede en høj alder og døde uden øvrighedens Hjælp. Kun én gang var han nærved på en voldsom måde at befordres ud af verden; og er det denne vigtigste dag i hans liv, som jeg her agter at redde fra forglemmelse.

– I en kro i nærheden af Hobro befandt vor jydske Schinderhannes sig just i selskab med en pranger og en vandrende sadelmagersvend. Prangeren havde ved sidste marked fortjent så meget, at munden løb over af pungens fylde: mange store ord lod han falde om sin velspækkede tegnebog, ej heller faldt de ubemærkede til jorden; men blev med begærlighed opsnappet og alvorligen lagt på hjertet af vores Highwayman. Da han havde udspurgt, hvilken vej prangeren ville tage, listede han sig i forvejen og tog post under en bro; og straks bag efter ham gik sadelmageren, dog ubemærket af røveren. Sært og ubegribeligt forekom det denne, at han steg ned til ham under broen, slængte randselen på Jorden, og lod til at ville gøre ham længere selskab.

“Hvad vil du her?” spurgte han but. “Det samme som du” var svaret, “rive et par blade af prangerens katekismus.”

“Det kunne jeg selv have gjort” sagde Ole, “uden din hjælp.” “Knap nok” svarede den anden, “Karlen ser ikke så frossen ud; og to om en er altid det sikreste.”

“Såmænd” sagde Ole, “Du taler ræsonlig; og vil du hjælpe til, så skal vi dele!” “Så godt jeg kan” svarede han. “Sig mig kun, hvad jeg har at gøre!” “Intet andet end at slå ham for panden med din hammer, så snart du ser, jeg griber hesten ved munden.”

“Det skal ske!” Med disse ord tog sadelmageren en hammer ud af randselen, og i det samme hørte begge travet af prangerens hest. Så snart denne nåede broen, blev den grebet i tøjlen af Ole, og hans kammerat sprang til fra den anden side.

“Slå nu!” råbte Ole til ham. “Ja, hvor skal jeg slå?” spurgte denne begynder i den ottende af de frie kunster.

“I panden, i panden!” skreg røveren utålmodig. “Godt!” sagde han, og dermed huggede han hammeren i panden på – røveren selv, som nu sansesløs tumlede til jorden.

Hvorledes prangeren har takket sin snilde og kække befrier, samt hvad de har talt sammen på vejen til Hobro, derom kan jeg intet berette, eftersom jeg ikke ved det; men så meget ved jeg: at røveren igen kom til live, dog med tabet af et øje, som sadelmagerens hammer var kommet lidt for nær.

2.
I en gård i mellemvandet ikke langt fra Viborg boede engang – jeg ved ikke når – en velhavende bonde. En hellig juleaften, som hans kvinde var i færd med at tillave nadveren, bankede det på døren, og en klagende stemme bad om at vorde indladt. Ude frøs det hårdt, og var ret et Guds vejr med storm og snefog; Husmoderen ynkedes derfor over den stakkels vildfarende vandringsmand. Det var en pjaltet stodder, gammel, svag og ganske forkommen af kulde; hun gav ham noget at vederkvæge sig på, og anviste ham natteleje i den endnu lunkne bagerovn, og slog atter skodden for husdøren.

Men hvad sker? Aldrig så snart havde hun forladt frammerset for at dække aftensbordet, førend stodderen – en ærkerøver – åbnede døren for sine tolv sønner, som nu brød ind i stuen, og da de fandt bordet dækket, bød sig selv til gæst. Hvad var her at gøre? skælvende frembar hun julegrøden for røverne, og skælvende måtte hun med husbond og børn se på, hvorledes disse tømte både grødfadet og saltmadsfadet.

Imidlertid havde tjenestekarlen på et ærinde udenfor huset set disse ubudne gæsters indtog, snappet en hest i stalden, og, så stærkt den kunne rende, ilet op til herregaarden Annsberg. Herren der var ikke sen, væbnede af sine folk dem som væbnes kunne, og nåede mellemvandet endnu før røverne var kommet til desserten – bondens pengekiste.

Men her var nu gode råd dyre: Annsbergmanden var – skønt godt bevæbnet – dog kun selv otte mod tretten; og stormen skulle foretages ind ad den lave stuedør, hvilken en røver var i stand til at forsvare. Under disse betænkeligheder fremtrådte en af tjenerne, en vovehals og stærk som en bjørn.

“Lad mig kun gå ind til dem alene!” – sagde han; “Jeg kan se dem sidde langs med væggen derinde; men når jeg råber, så kommer I og står mig bi!” Han spændte nu kården af, byttede kjortel med gårdskarlen, og stod næsten midt i stuen, før røverne opdagede ham. Som en mand rejste de sig alle, for at gribe denne ny ankomne og uvelkomne gæst; men han tog i samme øjeblik fat på det lange og svære egebord, bag hvilket alle røverne sad, væltede det over på dem, og klemte dem således mod væggen, at de sad som fastnaglede og færdige at kvæles.

Uden at kunne gøre modstand blev de derfor af de indbrydende, en for en, trukket ud fra fælden, bundne, førte til Annsberg, der bevogtede, og efter helligdagene hængt i ét og samme træ uden for gården. Deres hule eller røverstue – som ingen tilforn havde kunnet opdage – blev nu fundet i den store banke vest for Skavngaard, og for det der fundne liggende fæ udsmykkedes Sørslev Kirke.

3.
Ikke så ønskeligt et udfald fik den begivenhed, som jeg nu vil fortælle, og som skal have tildraget sig i nærheden.

På venstre side af landevejen, når man drager fra Aarhus til Viborg, og er kommet forbi Høberg Mølle, ses ved en liden sø spor af den forlængst nedbrudte Faldborg-Kirke. I Faldborg-Sogn lå en ensom gård, hvis daværende beboer mentes at have noget på kistebunden. En søndag var han gået til Faldborg-Kirke med sine to voksne sønner og en tjenestepige. Hustruen med en 9 års datter blev hjemme, for at tage vare på huset.

Kort efter de øvriges bortgang, indtrådte en stor og stærk  kvinde, som, uden nogen videre indledning, drog en kniv frem, og befalede husmoderen, at lukke op for hendes pengekiste. Denne førte hende op i den øverste stue, oplukkede en meget stor, jernbunden kiste, og bad hende nu at tage selv.

I det kvinden bukker sig ned i kisten, for at følge indbydelsen, griber den beslutsomme bondekone hende om begge ben, kaster hende på hovedet derned, og lukker låget i lås over hende. Derpå byder hun sin lille datter at løbe op til kirken efter faderen med besked om det, som nu havde tildraget sig.

Desværre! det løb ulykkeligt af for det arme barn. På en bakke udenfor gården stod røveren selv, for at passe på, når folk gik af kirke. Da han så den lille komme hastig løbende ud i stedet for sin kone, begyndte han at ane uråd. Han skyndte sig at møde hende, og spurgte hende, hvor hun skulle hen?

“Til kirken”, svarede staklen, “at hente min fader; vor moder har lukket røverkonen inde i den store blå kiste.” – “Følg du kun med mig”, sagde røveren, “jeg skal nok hjælpe din moder.” – Pigen græd, men måtte gå ved røverens hånd ind i gården.

Konen så dem komme ind ad porten, men tabte dog endnu ikke sin besindelse; hun låste i en hast begge husets døre, væltede et kar hen for den ene og en øltønde for den anden, og bevæbnede sig selv med køkkenøksen. Røveren, som ikke kunne åbne gårddøren, opfordrede til overgivelse; og da denne blev afslået, truede han med at myrde datteren.

“Vil du ikke lukke op” skreg han, “så kom hen til vinduet!” Som draget eller slæbt af en usynlig og rædselfuld magt gik hun derhen. Røveren holdt det skrigende barn om benene, og svingede det nogle gange rundt omkring sig. “Vil du endnu ikke?” hvinede han. “Nej!” var den bestemte kvindes svar, “kan du dræbe det uskyldige barn nu, så dræber du os begge, i fald jeg lukker op.” Da svingede han det atter over sig og knuste dets hoved mod brostenene.

Nu for han mod vinduet, men Øksen truede hans hånd, hvor som helst den ville gribe fat. “Farvel!” sagde han med indædt raseri, og gik ud ad porten. Den behjertede kvinde lod sig endnu ikke lede vild, hun for allevegne om i Huset, for at møde røveren, hvis indbrud hun stedse ventede. Hun kiggede op i skorstenen, se! da skrævede han allerede over piben. Hurtigt rev hun en ville halm af en seng og kastede på gløderne, og røgen tvang ham snart til at opgive dette forsøg.

Endelig kom folkene fra kirke, så røveren på huset, ilede og fangede ham et stykke fra gården. Hans kone blev nu forløst af sit fængsel, og begge kort efter steilede uden for den kække kvindes gård.

Trykt i: 1824 

Kort om Steen Steensen Blicher:

Født: d. 11. oktober 1782
Død: d. 26. marts 1848

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur