Den tyske students eventyr af Washington Irving

Washington Irving
By Copy daguerreotype by Mathew Brady, reverse of original by John Plumbe.

En uvejrsnat i den stormfulde tid under den franske revolution gik en ung tysker sent om aftenen tilbage til sit logi gennem den gamle del af Paris. Lynene glimtede, og høje tordenbrag rungede gennem de høje, smalle gader.

Denne unge tysker hed Gottfried Wolfgang og var en ung mand af god familie. Han havde studeret nogen tid i Göttingen, men var i sin ungdoms iver blevet tiltrukket af gale og overdrevne doktriner, der så ofte har forvirret tyske studenter. Hans afsondrede liv, hans glubende flid og hans studiers særlige art øvede deres indvirkning på både legeme og sjæl, så hans helbred svigtede og han udviklede en sygelig fantasi. Han havde kastet sig ud i luftige spekulationer om åndevæsener til han, ligesom Swedenborg, havde sin egen idealverden omkring sig. Han fik en forestilling om, at en ond påvirkning hang over ham, at en ond ånd eller dæmon, forsøgte at lokke ham i en fælde og sikre hans fortabelse. Denne tanke påvirkede ham så voldsomt, at hans melankolske temperament ændrede sig til en ren besættelse. Han blev mat og fortvivlet. Da hans venner opdagede, hvordan de sjælelige kvaler tærede på ham, besluttede de, at den bedste kur var en luftforandring. Han blev derfor sendt til Paris for at fuldføre sine studier i denne bys glans og munterhed.

Wolfgang ankom til Paris, netop som revolutionen brød ud. Til at begynde med blev han grebet af det folkelige oprør, og han blev indfanget af tidens politiske og filosofiske teorier. Men de blodige scener, der fulgte, rystede hans følsomme natur, og fik ham til at væmmes ved samfundet og verden, så han blev mere indesluttet end nogen sinde. Han lukkede sig inde sin ensomme lejlighed i studenter-kvarteret, hvor han fortsatte med sine yndlingsspekulationer i timevis. Undertiden tilbragte han timer i træk på de store biblioteker i Paris, disse katakomber for afdøde forfattere, og rodede rundt i deres forråd af støvede og forældede værker for at finde føde for sin usunde appetit. Han var på en vis måde en litterær ådselæder, der nærede sig ved dét, han fandt i den rådnende litteraturs lighus.

Selv om Wolfgang var indesluttet og eremit-agtig, havde han et glødende temperament, som dog kun gav sig udslag i hans fantasi. Han var for genert og uvidende om verden til at gøre tilnærmelser til det andet køn, men han var en lidenskabelig beundrer af kvindelig skønhed, og på sit ensomme kammer fortabte han sig ofte i drømme om skikkelser og ansigter, han havde set. Og hans fantasi udmalede billeder af yndighed, der langt overgik virkeligheden.

En nat førte denne eksalterede tilstand til en drøm, der fik en forbløffende virkning på ham. I drømmen så han et kvindeansigt af overjordisk skønhed, og så stærkt et indtryk gjorde drømmen, at han genså ansigtet i drømme såvel som vågen gang på gang. Det plagede hans tanker ved dag, hans søvn om natten; kort sagt blev han lidenskabeligt indtaget i denne skygge af en drøm. Dette varede så længe, at det blev til en af de fikse ideer, der plager melankolske menneskers sind og undertiden fejlagtigt tolkes som vanvid.

Sådan var Gottfried Wolfgang, og således var hans situation. Han var på vej hjem en stormfuld nat gennem nogle af de gamle og dystre gyder i Paris, mens de vældige tordenbrag rungede mellem de høje huse i de smalle gader. Da kom han til Place de Greve, den plads, hvor de offentlige henrettelser finder sted. Lynene flimrede om spirene på det ældgamle Hôtel de Ville og sendte flakkende skær over den åbne plads forude. Idet Wolfgang krydsede pladsen, veg han tilbage i rædsel, da han pludselig fandt sig selv tæt på guillotinen. Det var i den værste rædselsperiode, da dette dødens frygtelige redskab altid stod rede og skafottet flød uafladelig af de tapre og retskafnes blod. Guillotinen havde selvsamme dag været i brug til en henrettelse, og nu stod den uhyggeligt opstillet i en tavs og sovende by og ventede på nye ofre.

Wolfgangs hjerte blev tungt i hans bryst, og han vendte sig gysende bort fra det frygtelige instrument. Da så han en skygge, der krøb sammen for foden af den trappe, der førte op til skafottet. En række flammende lynglimt viste den tydeligere. Det var en kvindeskikkelse, klædt i sort. Hun sad på et af de nederste trin og lænede sig frem med ansigtet skjult i skødet, og hendes lange uordentlige lokker hang ned til jorden, dryppende af den regn, der piskede ned. Wolfgang stoppede op. Der var noget ærefrygtindgydende over dette ensomme sorgens monument.

Kvinden så ud til at komme fra de bedre lag. Wolfgang vidste, at tiderne var omskiftelige, og at mangt et smukt hoved, der engang havde hvilet på dunpuder, nu sad på en omvandrende hjemløs. Måske var dette en stakkels sørgende, som den frygtelige økse havde bragt til fortvivlelse, og som sad her med knust hjerte på denne udkant af tilværelsen, hvorfra alt hvad der var hende kært var sendt over i evigheden.

Han nærmede sig og henvendte sig til hende med medfølende ord. Hun løftede hovedet og så på ham med et vildt blik. Forbløffet så han i lynenes klare skær netop det ansigt, der havde hjemsøgt ham i drømme. Det var blegt og fortvivlet, men stadigt blændende smukt. Skælvende af voldsomme og modstridende følelser talte Wolfgang atter til hende. Han sagde noget om at være ude på et sådant tidspunkt af natten og om et sådant uvejrs rasen og tilbød at følge hende til hendes venner. Hun pegede på guillotinen med en gestus af gru, der sagde alt.

“Jeg har ingen venner på jorden!” sagde hun.
“Men De har et hjem,” sagde Wolfgang.
“Ja – i graven!”

Studentens hjerte smeltede ved disse ord. “Hvis jeg som er en fremmed må driste mig til at fremsætte et tilbud uden fare for at blive misforstået,” sagde han “vil jeg tilbyde min ydmyge bolig som tilflugtssted; og mig selv som en hengiven ven. Jeg er selv venneløs i Paris og en fremmed i landet; men hvis mit liv kan være Dem til nytte, står det til Deres tjeneste og vil blive ofret, før De udsættes for skade eller vanære.”

Der var en oprigtig iver over den unge mands fremtræden, og også hans udenlandske accent talte ham til gunst; den viste at han ikke var en forstokket pariser. Den hjemløse fremmede lod sig overbevise af studentens sande begejstring, og gav sig stiltiende ind under hans beskyttelse.

Han støttede hendes vaklende skridt over Pont Neuf og gennem gader raseret af folkemassen. Uvejret havde lagt sig, og tordenen buldrede i det fjerne. Hele Paris var stille; denne vældige vulkan af menneskelige lidenskaber slumrede ind for en stund for at samle ny styrke til næste dags udbrud. Studenten førte den, han havde taget i sin varetægt, gennem de ældgamle gader i Pays Latin og forbi Sorbonnes mørke mure til det store, lurvede hotel, han boede i. Her stirrede den gamle portnerske, der lukkede dem ind, overrasket på det usædvanlige syn af den melankolske Wolfgang med en kvindelig ledsagerske.

Da de kom ind i studentens lejlighed, rødmede han for første gang. Lejligheden var spartansk og skødesløst indrettet med kun et enkelt værelse. En gammeldags salon med en mængde udskåret træværk og besynderligt møbleret med resterne af fordums stråleglans, for det var et af disse hoteller, der engang havde tilhørt adelen. Værelset var oversået med bøger og papirer, og alt hvad man ellers finder hos en student, og hans seng stod uredt i en alkove i den ene ende.

Da lysene blev bragt ind, og Wolfgang fik bedre mulighed for at betragte den fremmede, blev han endnu mere beruset af hendes skønhed. Hendes ansigt var blegt, men blændende skønt og fremhævet af et ravnsort hår, der hang i lange lokker. Hendes øjne var store og strålende, med et ganske særligt udtryk der næsten var vildt. For så vidt som den sorte kjole tillod hendes skikkelse at ses, var den fuldendt symmetrisk. Hele hendes udseende var særdeles iøjnefaldende, selv om hun var klædt på enkleste vis. Det eneste, hun bar, som nærmede sig et smykke, var et bredt sort bånd om halsen med et diamanthæfte.

Studenten blev nu ganske forvirret, da han overvejede, hvor han skulle gøre af det hjælpeløse væsen, der således var overladt til hans beskyttelse. Han tænkte på at overlade sit værelse til hende og selv søge logi andetsteds. Dog var han så fortryllet af hendes ynde, og hans tanker og sanser lammet af en sådan forhekselse, at han ikke kunne løsrive sig fra hende.

Også hendes væremåde var særegen og uforklarlig. Hun talte ikke mere om guillotinen, og hendes sorg havde lagt sig. Studenten havde med sin opmærksomhed vundet først hendes tillid og så tilsyneladende hendes hjerte. Det var åbenlyst, at hun ligesom han var en eksalteret natur, og de eksalterede forstår hurtigt hinanden.

Beruset af øjeblikket tilstod Wolfgang sin lidenskab for hende. Han fortalte hende historien om den mystiske drøm, og hvordan hun havde vundet hans hjerte, før han overhovedet havde set hende. Hans beretning havde en ejendommelig indvirkning på hende, og hun indrømmede, at hun havde fattet en godhed for ham, der var lige så uforklarlig.

Det var en tid med vanvittige teorier og vanvittige gerninger. Gamle fordomme og trossætninger blev skubbet til side; alt stod under ‘Fornuftens gudindes’ herredømme. Den gamle tids værdier var i opbrud, og man var begyndt at betragte ægteskabet med dets former og ceremonier som overflødige bånd for sjæle af ære. ‘Socialpagter’ var på mode, og Wolfgang var for meget af en teoretiker til ikke at lade sig smitte af tidens liberale doktriner.

“Hvorfor skulle vi skilles?” spurgte han. “Vore hjerter er forenede og for fornuftens og ærens øje er vi ét. Hvad behov er der for lurvede ceremonier for at binde to ædle sjæle sammen?”

Kvinden lyttede i stor sindsbevægelse; hun havde også godhed for de nye tiders opbrud med de gamle skikke.

“Du har hverken hjem eller familie,” fortsatte han. “Lad mig være alt for dig, eller rettere, lad os være alt for hinanden. Hvis form er nødvendig, skal formen overholdes – her er min hånd. Jeg forpligter mig til dig for evigt.”
“For evigt?” sagde den fremmede højtideligt.
“For evigt!” gentog Wolfgang.
Den fremmede greb hans fremrakte hånd. “Så er jeg din,” mumlede hun og sank ind mod hans bryst.

Den næste morgen forlod studenten sin brud, mens hun endnu sov, og drog ud for at søge en mere rummelig bolig, der passede til hans ændrede situation. Da han vendte tilbage, fandt han hende liggende med hovedet hængende ud over sengen og en arm strakt hen over det. Han talte til hende, men fik intet svar, så han gik hen for at vække hende af den kejtede stilling. Da han tog hendes hånd, var den kold – der var ingen puls – hendes ansigt var ligblegt. Hun var død!

Vild af rædsel alarmerede han huset. En forvirret scene fulgte. Politiet blev tilkaldt, men da gendarmeren kom ind i værelset, for han tilbage ved synet af liget.

“Du godeste Gud!” råbte han. “Hvordan er denne kvinde kommet her?”
“Ved De da noget om hende?” spurgte Wolfgang ivrigt.
“Om jeg gør?” udbrød politimanden. “Hun blev henrettet i guillotinen i går!”

Han trådte frem og løsnede det sorte bånd om ligets hals – og hovedet trillede ned på gulvet. Ved synet af dette blev studenten grebet af et anfald af vanvid. “Den djævel! Den djævel har fået mig i eje!” skreg han. “Jeg er fortabt for evig!”

De prøvede at bringe ham til ro, men forgæves. Han var besat af den frygtelige tro, at en ond ånd havde genoplivet liget for at lokke ham i en fælde. Han blev vanvittig og døde i et galehus.

Trykt i Tales of a Traveller, 1824
Originaltitel: The Adventure of the German Student

Kort om Washington Irving

Født: 3. april 1783
Død: 28. november 1859

Læs mere om Washington Irving

Berenice af Edgar Allan Poe

Edgar Allan Poe
By Unknown; most likely George C. Gilchrest, Samuel P. Howes, James M. Pearson, or Andrew J. Simpson, all of Lowell, MA – http://www.daguerre.org/images/2008sympos/consignor4a-medium.jpg and http://www.getty.edu/art/gettyguide/artObjectDetails?artobj=39406, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31269051

Dicebant mihi sodales, si sepulchrum amicæ visitarem, curas meas aliquantulum fore levetas. (Mine ledsagere sagde til mig, at hvis jeg ville besøge min vens grav, kunne det måske mildne mine bekymringer)
Ebn Zaiat

Ulykken er mangfoldig, denne verdens jammer er mangesidig. Den når fra himmelrand til himmelrand som regnbuen, og dens farver er forskellige som denne bues – så tydelige hver især og dog så inderligt forenede. Den når fra himmelrand til himmelrand som regnbuen! Hvorfor har jeg forvandlet skønhed til et billede på hæslighed? Et fredens tegn til sorgens lidelse? Etikken lærer os jo, at det onde opstår af det gode, og derfor avler glæde i virkeligheden sorg. Mindet om en lykke, der for længst er forbi, kan nage os i dette nu! Den smerte, som vi føler, har måske sit udspring i en fryd, der kunne være blevet vor.

Mit døbenavn er Egæus, mit familienavn vil jeg ikke nævne, og dog er der ingen slægt i landet, der er mere ærværdig og mere berømt end min. Man har kaldt os en slægt af fantaster, og der er vitterligt også mange karakteristiske træk, der bekræfter denne opfattelse: familiegodsets særpræg, riddersalens freskomalerier, soveværelsernes gobeliner, ornamenterne på våbensalens piller, ikke mindst den gamle malerisamling, bibliotekets indretning og endelig selve bogsamlingens meget ejendommelige sammensætning.

Mine tidligste erindringer knytter sig til dette værelse og dets bøger. Her døde min mor. Her blev jeg selv født. Men det ville være tåbeligt at påstå, at jeg ikke havde levet før, at sjælen ikke havde nogen tidligere tilværelse. De benægter det? — lad os ikke diskutere det spørgsmål. Jeg er selv overbevist om det, men jeg søger ikke at overbevise andre. Jeg har i hvert fald en erindring om æteriske skikkelser, åndeagtige og varslende øjne, lyde, der på en gang var harmoniske og sært vemodige — en erindring, som ikke lader sig fortrænge, den er som en skygge, vag, omskiftelig, ubestemmelig, ustadig, og også deri ligner den en skygge, at jeg ikke kan blive fri for den, så længe min forstands sollys skinner.

I det værelse blev jeg født. Der vågnede jeg op af den lange nat, der synes som et intet, men ikke er det, op i selve eventyrets land, i fantasiens rige, i klosterlærdommens vildsomme tankeverden. Var det underligt, at jeg stirrede med bestyrtede og brændende blikke, at jeg dryssede min barndom bort mellem bøger og ødte min ungdom til drømmerier? Men det var underligt, at som årene gik og den modne manddom fandt mig i min faders hus, hvor jeg stadig boede, var det, som om livets kilder blev tørre for mig og der skete en fuldstændig omvæltning i min tankeverden. De virkelige ting opfattede jeg som drømmebilleder og intet andet, mens de vilde ideer fra drømmenes land til gengæld blev – ikke et virke for mit daglige liv, men simpelthen livet i ét og alt.

Berenice og jeg var søskendebørn og vi voksede op sammen i mine fædres borg. Men vi var vidt forskellige under vor opvækst. Jeg var sygelig og tungsindig, hun var livlig, yndefuld og strømmede over af livsmod. Hun strejfede om på højene, jeg lukkede mig inde i studereværelset. Jeg søgte til bunds i mit eget hjerte og hengav mig med legeme og sjæl til de mest indgående og pinefulde grublerier, og hun vandrede sorgløs gennem livet uden at bekymre sig om de skygger, der faldt på hendes vej, uden at ænse de ravnevingede timers tavse flugt. Berenice! – Jeg kalder på dig – Berenice! – og fra mindets grå ruiner rejser sig tusinde urolige erindringer opskræmte af lyden.

Levende står dit billede for mig nu, som i de lykkelige dage hvor du var glad og let om hjertet. Hvor var du strålende og smuk! Du var en fe i Arnheims dunkle skove, de klare kilders dejlige nymfe! Og så kom den hemmelige rædsel! Sygdommen – den skæbnesvangre sygdom, der hærgede det unge legeme som ørkenens hede vind, og forvandlede hende for mine øjne! Forvandlingen gennemtrængte hendes sind, hendes vaner og hendes karakter og den udslettede endog selve hendes identitet på den mest uhyggelige og ufattelige måde. Ak, ødelæggelsen kom og gik, og offeret — hvor var hun? Jeg kendte hende ikke – eller genkendte hende ikke længere som Berenice.

Den skæbnesvangre sygdom, der fremkaldte så grufuld en forandring hos min kusine både i legemlig og sjælelig henseende, efterfulgtes af en lang række sygelige tilstande, af hvilke én især bør nævnes som den farligste og mest konstante i sin art: en slags epilepsi, der ikke sjældent gik over i en trance, som uhyggeligt lignede døden selv og som hun i reglen vågnede brat og uventet af.

Imidlertid fik min egen sygdom – man har fortalt mig, at min tilstand kun kan betegnes sådan – min egen sygdom, altså, fik større og større magt over mig og antog til sidst karakter af monomani, en ny og højst mærkværdig form for monomani, der time for time blev stærkere og som omsider helt tog magten fra mig. Den ytrede sig som en sygelig irritabilitet i de åndsevner, man i psykologien kalder de attentive. Det er mere end sandsynligt, at man ikke forstår mig, men jeg savner ord til at give den almindelige læser en fyldestgørende forestilling om den intensitet, hvormed mine tanker fordybede sig i betragtninger over selv de mest almindelige ting.

Jeg kunne sidde og gruble i timevis uden at trættes med opmærksomheden rettet på typografien i en bog eller på en tilfældig skitse i dens margin. Jeg kunne det meste af en sommerdag fortabe mig i beskuelsen af en ejendommelig skygge, der faldt skråt henover tapetet eller på døren. Jeg kunne glemme mig selv en hel nat, når jeg sad og stirrede på lampens rolige flamme eller kaminens flakkende gløder. Jeg kunne drømme hele dage bort over duften af en blomst. Jeg kunne blive ved at gentage et eller andet almindeligt ord i det uendelige, indtil lyden på grund af den stadige gentagelse ikke fremkaldte nogen forestilling i bevidstheden mere. Jeg kunne frigøre mig for for enhver fornemmelse af bevægelse eller legemlig eksistens, når jeg tvang mig selv til at overholde en langvarig og absolut uvirksomhed. Det var et par af de mest almindelige og mindst skadelige indfald, som havde sit udspring i en sjælelig tilstand, der ganske vist ikke er fuldstændig uden sidestykke, men som dog byder enhver analyse eller forklaring trods.

Misforstå mig nu ikke. Den upassende, alvorlige og sygelige interesse, der blev vakt i mig af genstande, som i sig selv var ligegyldige, må ikke forveksles med den tilbøjelighed til grublen, der er fælles for alle og som især dyrkes af mennesker med en brændende fantasi. Det var heller ikke, som man måske kunne tro, nogen yderliggående form for eller overdrivelse af en sådan tilbøjelighed, men tværtimod en tilstand, der i alt det væsentlige adskilte sig fra den almindeligt kendte. I det tilfælde fængsles drømmeren eller fantasten af en genstand, der i reglen ikke er ligegyldig, hvorefter han umærkeligt taber denne genstand af syne i et vildnis af tanker og forestillinger, som har sit udspring i den, indtil han ved slutningen af sin dagdrøm, der ofte har været overordentlig behagelig, opdager, at incitamentet, den oprindelige årsag til hans grublerier, er fuldstændig forsvundet og glemt.

For mig derimod, var den oprindelige genstand ufravigelig ligegyldig, selv om den ganske vist nok på grund af min unaturlige betragtningsmåde fik en forvrænget og uvirkelig betydning. Den fremkaldte kun få tanker, om overhovedet nogen, og disse få kredsede hårdnakket omkring den oprindelige genstand som centrum. Mine grublerier var aldrig behagelige, og når jeg var færdig med dem, var den første årsag ikke svundet mig af syne, tværtimod havde den tiltrukket sig hele den unaturligt overdrevne interesse, som var det mest fremtrædende træk i min sygdom. Kort sagt, de åndsevner, der især blev anvendt hos mig, var, som jeg allerede har sagt, de attentive. Hos dagdrømmeren er det de spekulative.

Selv om de bøger, jeg læste i denne periode, ikke direkte tjente til at forværre min sygdom, var valget af dem dog tydeligt nok et karakteristisk symptom på sygdommen selv. Jeg husker blandt andre den hellige Augustinus’ store værk Guds Stad og Tertullians De Carne Christi, hvori denne paradoksale sætning står: “Mortuus est Dei filius, credibile est quia ineptum est, et sepultus resurrexit, certum est quia impossibile est.” (Guds søn er død, det er troligt, fordi det er usandsynligt, og han er opstået fra de døde, det er vist og sikkert, fordi det er umuligt.) Dette paradoks optog mig uafbrudt i ugevis, men al min belastende gransken var ganske frugtesløs.

Det fremgår heraf, at min forstand, der kun lod sig bringe ud af ligevægt af ubetydeligheder, frembød lighed med klippen i havet, om hvilken Ptolemæus Hephestion fortæller, at den urokkelig modstod al menneskelig vold og elementernes rasen, men skælvede, når den berørtes af en pinselilje. Og skønt det måske vil forekomme den overfladiske tænker hævet over enhver tvivl, at den forandring, som Berenices ulykkelige sygdom fremkaldte hos hende i sjælelig henseende, måtte give mig rig lejlighed til at udfolde den intensive og abnorme tankevirksomhed, hvis beskaffenhed jeg har haft min møje med at forklare, var det dog på ingen måde tilfældet. I mine klare øjeblikke gjorde hendes ulykke mig virkelig ondt, men samtidig med at jeg tog den fuldstændige ødelæggelse af hendes skønne og blide liv inderligt nær, kunne jeg ikke lade være med i bitterhed at grunde over de mirakuløse kræfter, som så pludseligt havde fremkaldt denne mærkelige forandring. Men disse overvejelser havde intet med min egen sygdom at gøre. Tro mod sin egen karakter svælgede min sygdom i de mindre betydende, men mere iøjnefaldende forandringer, der skete med Berenice i legemlig henseende – den sælsomme og forfærdelige ændring af hendes fremtoning.

Dengang da hendes uforlignelige skønhed strålede stærkest, elskede jeg hende ganske sikkert ikke. Abnorm som jeg var, havde jeg aldrig huset følelser i hjertet. Mine lidenskaber havde altid kun hjemme i tanken. Ved daggryets blege lys, ved middagstid mellem skovens fletværk af skygger, ved nattetid, når jeg sad i mit stille bibliotek, svævede hun forbi mine øjne, og jeg så hende – ikke som den levende og åndende Berenice, men som en drømmens Berenice. Ikke jordisk som en jordens skabning, men som en sådan skabnings abstraktion. Ikke som et væsen skabt til at beundres, men til at undres over. Ikke som en genstand for min kærlighed, men som et emne for den vanskeligste om end spredte grublen. Og nu gyste jeg i hendes nærhed og jeg blev bleg ved hendes komme. Og mens jeg begræd hendes trøsteløse stilling, erindrede jeg, at hun havde elsket mig længe, og i en ond time talte jeg til hende om ægteskab.

Omsider nærmede tiden for vort bryllup sig, da jeg en – en af disse usædvanlig varme, stille, tågede vintereftermiddage – sad i den inderste afdeling af biblioteket. Jeg troede, jeg var alene, men da jeg så op, så jeg, at Berenice stod foran mig. Var det min egen opkørte fantasi eller påvirkningen fra den tågede luft eller det usikre tusmørke i stuen eller den grå løstsiddende klædedragt, der gjorde, at hendes omrids var så vage og ubestemte? Jeg ved det ikke. Hun sagde ikke et ord, og jeg kunne ikke have ytret en stavelse, om det så skulle have kostet mit liv. En isnende kulde gennemstrømmede min krop, en følelse af uudholdelig angst knugede mig, en fortærende nysgerrighed gennemtrængte min sjæl. Jeg sank tilbage i stolen og blev siddende længe uden at ånde, uden at røre mig og med blikket stift rettet mod Berenice. Hun var fuldstændig afmagret og ikke et eneste spor af hendes tidligere jeg gemte sig i hendes træk. Til sidst faldt mit brændende blik på hendes ansigt.

Panden var høj og meget bleg og mærkeligt lysende. Håret, der engang havde været skinnende sort, faldt ned over panden og de hule tindinger i talløse viltre, gullige krøller, der stak grelt af mod ansigtets vemodige udtryk. Øjnene var uden liv og uden glans og tilsyneladende uden pupiller. Jeg gyste uvilkårligt over deres stive, glasagtige stirren og fæstnede blikket på de tynde, indskrumpede læber. De skiltes, og hendes tænder blottede sig langsomt for mig i et sælsomt varslende smil. Gud give, at jeg aldrig havde set dem, eller at jeg var død, da jeg så dem!

Lyden af en dør, der blev lukket, vækkede mig, jeg så op og opdagede, at min kusine havde forladt stuen. Men ak, det spøgelseshvide billede af tænderne havde ikke forladt mig og ville ikke forlade min forvirrede hjernes kammer. Ikke en plet på overfladen, ikke en skygge på emaljen, ikke en ridse i kanten. Hendes flygtige smil havde været tilstrækkeligt til at brænde synet ind i min erindring. Nu så jeg dem endog tydeligere end før. Tænderne! Tænderne! De var her og der og alle vegne, synlige og følelige foran mig, lange, smalle og blændende hvide med de blege, blodløse læber trukket til side som i selve det forfærdelige øjeblik, da de blottede sig for mig.

Så meldte min monomani sig med hele sin rasende styrke, og jeg kæmpede forgæves mod dens mærkelige og uimodståelige magt. I hele den ydre verdens brogede mangfoldighed havde jeg ikke tanke for andet end tænderne. Jeg længtes vanvittigt efter dem. Alle andre evner og alle andre interesser blev fuldstændig opslugt af denne ene idé. Tænderne! Tænderne alene viste sig for mit indre øje, og de blev alt hvad mine tanker beskæftigede sig med. Jeg betragtede dem i enhver belysning. Jeg anbragte dem i alle tænkelige stillinger. Jeg mærkede mig deres særpræg. Jeg dvælede ved deres ejendommeligheder. Jeg grundede over deres opbygning. Jeg tænkte på foranderligheden i deres natur. Jeg gyste, da jeg i tankerne tilskrev dem en følsom og sansende evne, ja endogså evnen til at udtrykke sig uden læbernes hjælp.

Om Mademoiselle Sallé har man træffende sagt, “que tous ses pas étaient des sentiments” (alle hendes trin var følelser), og hvad Berenice angår, troede jeg fuldt og fast, “que toutes ses dents étaient des idées” (alle hendes tænder var ideer). Des idées! Ja det var den afsindige tanke, der tilintetgjorde mig! Des idées! ja, det var derfor, jeg begærede dem så vildt! Jeg følte, at kun besiddelsen af dem kunne give mig fred igen, fordi den ville give mig min forstand tilbage.

Således sad jeg endnu, da det blev aften, og det blev nat og mørket kom og svandt igen, og dagen gryede påny, og det blev atter nat og mørket hyllede sig om mig, og stadig sad jeg ubevægelig i stuens ensomhed, begravet i min grublen, og stadig udøvede det levende og uhyggeligt tydelige fantasibillede af tænderne sin frygtelige magt over mig, som det svævede omkring imellem stuens skiftende lys og skygger. Til sidst brød et fortvivlet rædselsskrig ind i min drøm, så blev der et øjebliks stilhed og derpå fulgte lyden af bekymrede stemmer blandet med en sagte jamren.

Jeg rejste mig fra min stol, rev den ene af bibliotekets døre op og så en tjenestepige stå ude i forstuen fuldstændig opløst i tårer. Hun fortalte mig, at Berenice – ikke var mere. Hun havde fået et epileptisk anfald tidligt om morgenen og nu, da natten nærmede sig, var graven allerede parat til at modtage sin beboer, og alle forberedelser til begravelsen var truffet.

Jeg fandt mig påny siddende alene i biblioteket. Det forekom mig, at jeg nylig var vågnet op af en forvirret og ophidsende drøm. Jeg vidste, at det var midnat, og jeg var klar over, at Berenice var blevet begravet ved solnedgang, men om det uhyggelige tidsrum, der lå imellem, havde jeg ingen, i hvert fald ingen bestemt forestilling. Og dog var erindringen om det opfyldt af rædsel, en rædsel, der var så meget mere rædselsfuld, fordi den var vag, en gru, der var så meget mere grufuld, fordi den var fuld af anelser. Det var et frygteligt blad i min tilværelses bog, helt overskrevet med dunkle, afskyelige og uforståelige erindringer. Jeg prøvede at tyde tegnene, men forgæves. Og hele tiden lød for mit øre som genfærdet af en hendøet lyd: en kvindestemmes skarpe og gennemtrængende skrig. Jeg havde udøvet en dåd – men hvilken? Jeg rettede spørgsmålet højt til mig selv, og stuens hviskende ekko svarede mig: hvilken?

På bordet ved siden af mig brændte en lampe, og i nærheden af den lå der en lille æske. Den var på ingen måde mærkelig og jeg havde ofte set den før, for den tilhørte vor familielæge, men hvordan var den kommet her, på mit bord, og hvorfor gyste jeg ved synet af den? Det forstod jeg ikke og mit blik faldt til sidst på de opslåede sider i en bog og på en indstreget sætning. Det var digteren Ebn Zaiats sære og enfoldige ord: “Dicebant mihi sodales, si sepulchrum amicæ visitarem, curas meas aliquantulum fore Ievatas”. (Mine ledsagere sagde til mig, at hvis jeg ville besøge min vens grav, kunne det måske mildne mine bekymringer). Hvorfor rejste hårene sig på mit hoved, når jeg læste dem, og hvorfor stivnede mit blod til is i mine årer?

Det bankede let på døren til biblioteket og en tjener trådte sagte ind. Han var bleg som et lig og hans øjne var vilde af rædsel. Han talte til mig med skælvende stemme, hæst og meget sagte. Hvad talte han om? Det lød for mig som brudte ord og sætninger. Han talte om et vildt skrig, der sønderflængede nattens stilhed, om tjenerskabet, der stimlede sammen, om eftersøgning i retning af lyden, og så blev hans stemme gennemtrængende skarp, da han hviskede til mig om en krænket grav, om et mishandlet, ligklædt legeme, der endnu åndede, hvis hjerte endnu bankende, som endnu levede!

Han pegede på mine klæder. De var tilsølede af jord og plettede af levret blod. Jeg sagde intet og han tog varsomt min hånd – den bar mærker af et menneskes negle. Han henledte min opmærksomhed på et redskab, der stod op ad væggen. Jeg stirrede på det i nogle minutter. Det var en spade. Med et skrig sprang jeg hen til bordet og greb den lille æske. Men jeg kunne ikke få den op. Jeg rystede på hænderne, og æsken faldt på gulvet. Den faldt tungt og gik i stykker, og ud af den rullede med en raslende lyd nogle tandlæge-instrumenter – og 32 små, hvide elfenbensglinsende tingester, som spredtes over hele gulvet.

Trykt i Southern Literary Messenger, 1835

Kort om Edgar Allan Poe

Født den 19. januar 1809
Død den 7. oktober 1849

Læs mere på Gyseren.dk

Varulven af Frederick Marryat

Frederick Marryat
Malet af John Simpson

Før middag var Krantz og Philip gået om bord og havde sat sejl i pirogue’en. De havde ikke svært ved at holde deres kurs. Om dagen var øerne deres kompas, om natten de klare stjerner. Ganske vist fulgte de ikke den direkte vej, men en mere sikker kurs gennem smult vand, og derfor kom de længere mod nord end mod vest. Mange gange blev de jaget af malajernes prawer, som farvandet vrimlede med, men deres sikkerhed lå i den lille pirogues fart. Jagten blev som regel opgivet, så snart sørøverne så, hvor lille båden var, og forstod at der ikke var noget bytte at hente.

En morgen da de sejlede mellem øerne, og der var mindre vind end sædvanligt, bemærkede Philip: “Krantz, du sagde, at der var begivenheder i dit liv, som kan bekræfte den mystiske oplevelse, jeg betroede dig. Vil du ikke fortælle mig, hvad du hentydede til?”

“Jo, gerne,” svarede Krantz. “Jeg har ofte tænkt på at gøre det, men snart var der det ene i vejen og snart det andet. Nu er der en passende lejlighed. Du må være forberedt på at høre en mærkelig historie. Måske fuldt ud så mærkelig som din egen. – Jeg går ud fra, at du har hørt om Harzen?”

“Jeg har aldrig været der, så vidt jeg husker,” svarede Philip, “men jeg har læst om de bjerge i en eller anden bog og om de mærkelige ting, der skete der.”

“Ja, det er en vild egn,” sagde Krantz, “og der fortælles mange mærkelige historier derfra. Men hvor mærkelige de end er, har jeg grund til at tro på dem.”

Min fader var ikke født i Harzen og boede der heller ikke oprindelig, han var livegen hos en ungarsk adelsmand, der ejede store godser i Transsylvanien, men skønt han var livegen, var han på ingen måde fattig eller uvidende. Han var rig, og hans intelligens og dygtighed var så stor, at hans herre havde gjort ham til sin forvalter. Men den, der er født som livegen, må forblive livegen, selv om han bliver velstående, og således også med min fader.

Han havde været gift i fem år, og i sit ægteskab havde han tre børn — min ældste broder Cæsar, mig (Hermann) og min søster, som hed Marcella. Min moder var en meget smuk kvinde, men uheldigvis mere smuk end dydig. Godsejeren så hende og beundrede hende. Min fader blev sendt bort i et eller andet ærinde, og mens han var borte, blev min moder smigret af denne adelsmands opmærksomhed, vundet af hans ihærdighed og gav efter for hans ønsker.

Men så kom min fader hjem ganske uventet og opdagede det hele. Beviset for min mors skyld var fældende: min far overraskede hende sammen med hendes forfører! Han blev revet med af sine følelser og myrdede både sin hustru og hendes forfører.

Da han vidste, at han som livegen var sikker på døden, hvis han blev fanget, samlede han hurtigt de penge, han kunne få fat i, og da det var midt om vinteren, spændte han hestene for slæden, tog sine børn med sig, rejste hjemmefra om natten og var langt borte, før den sørgelige begivenhed rygtedes. Uden mulighed for at gemme sig i sit eget land (hvor myndighederne kunne få fat på ham), fortsatte han sin flugt uden ophør, indtil han forsvandt i Harzens vildsomme og øde bjerge.

Alt det, jeg her har fortalt dig, fik jeg naturligvis først at vide langt senere. Mine tidligste erindringer knytter sig til en rå, men bekvem hytte, hvor jeg boede sammen med min fader, min broder og søster. Det var på grænsen til en af de store skove, der dækker den nordlige del af Tyskland. Uden om hytten var der et par tønder land, som min far dyrkede om sommeren, der var lige nok til vort forbrug, selv om høsten var højst usikker. Om vinteren var vi meget indendørs, for når fader gik på jagt, var vi alene, og ulvene strejfede om alle vegne.

Min fader havde købt hytten og jorden af en af de gamle skovmænd. Hytten lå tre kilometer fra de nærmeste naboer. Jeg kan huske landskabet endnu. De høje fyrretræer på bjerget over os, og skoven der strakte sig langt bort nedenunder os. Vi kunne se de øverste grene og trætoppe fra hytten, og under os sænkede bjerget sig brat ned mod dalen. Om sommeren var udsigten meget smuk. Men i den lange, strenge vinter kunne man næppe tænke sig noget mere trist.

Som sagt gik min fader på jagt om vinteren. Hver dag forlod han os, og ofte låste han døren, så vi ikke kunne komme ud af hytten. Der var ingen til at hjælpe ham med at tage sig af os. Det var heller ikke let at finde en pige, der ville bo på et så ensomt sted, men selvom fader kunne have fundet en, ville han ikke have antaget hende, da han havde fået den største afsky for alle kvinder. Den forskel, der var i hans opførsel mod os, hans to drenge, og min stakkels søster Marcella, viste det tydeligt. Af frygt for, at der skulle ske os noget, ville fader ikke give os brænde, når han gik hjemmefra. Vi var derfor nødt til at krybe ned under bjørneskindene for at holde varmen, indtil han kom hjem om aftenen, hvor vi så kunne glæde os over det flammende bål.

Det vil måske forekomme dig mærkeligt, at min fader valgte dette liv, men sagen var den, at han ikke kunne holde sig i ro. Enten det nu skyldtes anger over de mord, han havde begået, eller sorg over forandringen i hans liv eller begge dele i forening, så var han aldrig lykkelig, når han ikke havde travlt med et eller andet. Men børn, som er så meget overladt til sig selv, bliver mere eftertænksomme end andre børn i deres alder. Sådan var det også med os. De korte, kolde vinterdage sad vi stille og længtes efter de lykkelige dage, når sneen smeltede, knopperne sprang ud, fuglene begyndte at at synge, og vi igen ville blive sat i frihed.

Dette mærkelige, vilde liv førte vi, indtil min broder Cæsar var ni, jeg syv og min søster fem år gammel. Så indtraf de mærkværdige hændelser, som jeg nu skal berette om.

En iskold vinteraften kom min fader hjem noget senere, end han plejede. Han havde ikke haft heldet med sig og var gennemkold og i dårligt humør. Han havde taget brænde med ind, og vi hjalp alle villigt med at puste til gløderne for at få bålet til at brænde. Men pludselig greb han stakkels lille Marcella i armen og kastede hende til side. Barnet faldt og slog munden og blødte stærkt. Min broder løb hen for at hjælpe hende op. Da hun var vant til at blive mishandlet og var bange for vores fader, turde hun ikke græde, men så ynkeligt hen på ham. Han trak sin stol hen til ildstedet, mumlede noget nedsættende om kvinder og tog sig af ilden, som min broder og jeg havde forladt, da min søster blev så brutalt behandlet. Snart flammede ilden i et muntert bål, men vi samledes ikke om det, som vi plejede. Marcella, der stadig blødte, trak sig tilbage i en krog, og min broder og jeg satte os ved siden af hende, mens fader sad dyster og ensom ved ilden.

Sådan havde vi siddet henved en halv time, da vi hørte en ulv hyle tæt under hyttens vindue. Fader sprang op og greb sin bøsse. Hylet lød igen. Han undersøgte fængkrudtet og skyndte sig så ud af hytten, idet han lukkede døren efter sig. Vi ventede og lyttede spændt, for vi håbede, at han ville komme tilbage i bedre humør, hvis det lykkedes ham at nedlægge ulven. Skønt han var hård mod os alle, og særlig mod min lille søster, elskede vi ham alligevel og holdt meget af at se ham munter og lykkelig, for hvad andet havde vi at glæde os over? Jeg kan her tilføje, at der aldrig har været tre børn, der holdt mere af hinanden. Vi sloges og skændtes ikke indbyrdes som andre børn, og hvis det var den mindste uenighed mellem min storebror og mig, kom lille Marcella løbende hen til os, kyssede os og fik os til at slutte fred. Marcella var et yndigt, elskeligt barn. Jeg kan endnu huske hendes smukke træk. Ak, stakkels lille Marcella!”

“Så er hun død?” spurgte Philip.

“Død! Ja, og hvilken død fik hun ikke! — Men lad mig ikke foregribe begivenhedernes gang, Philip. Lad mig fortælle min historie.”

“Vi ventede i nogen tid, men vi hørte intet skud. Så sagde min storebror: “Fader er fulgt efter ulven, og det varer længe, før han kommer tilbage. Marcella, lad os vaske blodet af din mund, og så går vi hen og varmer os ved ilden.” Det gjorde vi, og vi blev siddende næsten til midnat. Jo længere tid der gik, desto mere spekulerede vi på, hvorfor fader ikke kom hjem. Vi tænkte ikke på, at han var i fare, men syntes at han havde jaget ulven meget længe. Til sidst gik Cæsar hen til døren for at kigge ud efter ham. “Pas på,” sagde Marcella. “Ulvene er ude nu, og vi kan ikke slå dem ihjel.”

Min bror åbnede forsigtigt døren nogle få tommer og kikkede ud, men fader var ikke at se, så efter nogen tids forløb og kom Cæsar igen hen til os ved ilden. Her sad vi og maverne knurrede, for vi havde ikke nået at få aftensmad. “Når fader kommer hjem fra denne jagt,” sagde Marcella, “vil han være glad for at få noget aftensmad, lad os lave mad til ham og til os selv.” Cæsar klatrede op på en stol og hentede noget kød ned, og vi skar så meget af, som vi plejede og begyndte at gøre det i stand, ganske som vi var vant til under faders opsyn. Vi havde meget travlt med at sætte det frem på tallerkener og gøre alt rede, da vi hørte lyden af et horn. Vi lyttede — der lød støj udenfor, og et øjeblik efter kom fader ind med en ung kvinde og en høj, mørk mand, der var klædt som jæger.

Mange år senere fik jeg at vide, hvad der var sket, mens fader var borte. Da han havde forladt hytten, så han en stor, hvid ulv omtrent 30 meter fra sig. Så snart dyret så ham, trak det sig knurrende bort. Fader fulgte efter. Dyret løb ikke bort, men holdt sig på sikker afstand. Fader ville ikke skyde, før han var helt sikker på at ramme, og således fortsatte de i nogen tid. Nu og da løb ulven fra fader, så standsede den og snerrede trodsigt ad ham, og når han så nærmede sig, løb den hurtigt bort.

Min fader var ivrig efter at skyde dyret, for den hvide ulv er meget sjælden, så han fortsatte derfor jagten i flere timer, hele tiden op ad bjerget. Nu må du vide, Philip, at der er særlige steder i de bjerge, hvor man mener — og med rette, det vil min historie vise — at onde magter holder til. Jægerne kender godt stederne og undgår dem altid. Jeg ved ikke, om fader ikke troede på disse fortællinger eller i jagtens iver havde glemt dem, givet er det, at den hvide ulv lokkede ham hen til en lysning i granskoven, som tidligere var blevet udpeget for fader som et farligt sted, og her begyndte den at sagtne farten. Fader nærmede sig, kom tæt ind på den, lagde bøssen til skulderen og skulle lige til at skyde, da ulven pludselig forsvandt. Han mente, at han måtte være blevet blændet af sneen på jorden og sænkede bøssen for at se efter dyret. Hvordan den kunne være smuttet over lysningen, uden at han havde set det, gik over hans forstand.

ÆrgerIig over uheldet med jagten skulle han lige til at gå hjem, da han hørte et jagthorn i det fjerne. Han blev så forbavset over denne lyd — på dette tidspunkt — ude i den vilde skov, at han glemte sin skuffelse og stod som naglet til jorden. Et øjeblik efter hørte han hornet igen, ikke så langt borte. Fader stod stille og lyttede, og så hørte han det tredje gang. Denne gang genkendte han signalet som betød, at nogen var faret vild i skoven. Et par minutter senere så han en rytter med en kvinde bag sig på hesten ride ind over lysningen og komme hen imod ham. Nu kom fader til at tænke på alle de mærkelige historier om overnaturlige væsner, som skulle holde til i disse bjerge, men da de to fremmede kom nærmere, talte rytteren til ham, og det overbeviste ham om, at de var almindelige dødelige som han selv. “Mein herr, I er sent ude, men det er et held for os. Vi har redet langt, og vi er i livsfare, for vi bliver forfulgt. Bjergene her har gjort det muligt for os at undslippe vore forfølgere, men hvis vi ikke finder husly og mad, må vi omkomme af sult og kulde i natten. Min datter, der sidder bag mig, er mere død end levende — kan I hjælpe os i vor nød?”

“Min hytte er et stykke vej herfra,” svarede fader, ” I er velkomne, men jeg har ikke stort andet at byde jer end husly. Må jeg spørge, hvorfra I kommer?” “Ja, mein herr, det er ingen hemmelighed nu. Vi er flygtet fra Transsylvanien, hvor min datters ære og mit liv var i fare.” Denne oplysning var nok til at gøre min far interesseret. Han huskede sin egen flugt, han huskede, hvordan hans hustru havde mistet sin ære, og den tragedie, der var fulgt derpå. Han tilbød dem straks hjerteligt al den hjælp, han kunne yde. “Så er der ingen tid at spilde,” sagde rytteren,”min datter er stiv af kulde, og kan ikke udholde det barske vejr ret meget Iængere.”

Fader bød dem følge ham, og på vejen tilbage til hytten fortalte han om, hvordan han var blevet lokket bort af den store, hvide ulv. “Dyret kom forbi os, netop da vi kom ud af skoven,” sagde kvinden med sølvklar stemme. “Jeg var lige ved at skyde den,” sagde jægeren. “Men siden den har gjort os så god en tjeneste, er jeg glad for, at jeg Iod den slippe.”

De gik hurtigt til, og efter omtrent halvanden times forløb nåede de hytten og trådte ind, som jeg har fortalt. “Vi kommer åbenbart i rette tid,” bemærkede den mørke jæger, da han kunne lugte det stegte kød. Han gik hen til ilden og så på min bror, min søster og mig. “I har unge kokke, mein herr.”

“Det glæder mig, at vi ikke behøver at vente,” sagde fader. “Kom, frøken, og sæt jer ved ilden, I trænger til varme efter Eders kolde ridetur.” Herefter gik han ud for at tage sig af jægerens hest.

Kvinden må jeg give en nærmere beskrivelse af. Hun var ung, omkring tyve år, klædt i en rejsedragt med brede skindkanter og på hovedet havde hun en hue af hvid hermelin. Hendes træk var meget smukke, og hendes hår var gult, blankt og skinnende. Hendes mund var temmelig stor, men hun havde de mest strålende tænder, jeg nogensinde har set. Dogr var noget ved hendes klare øjne, der gjorde os børn bange. De var så rastløse, så flakkende, og gav os en følelse af en skjult grusomhed. Da hun vinkede til os, at vi skulle komme hen til hende, nærmede vi os med skræk og skælven. Men hun var smuk og talte venligt til min bror og mig og klappede os på hovedet. Men Marcella ville ikke komme i nærheden af hende. Hun sneg sig bort og gemte sig i sengen og ville ikke vente på aftensmaden, som hun havde Iængtes så meget efter en halv time før.

Da fader kom tilbage, blev maden sat på bordet. Efter måltidet bad fader den unge dame Iægge sig i sengen, så ville han sidde ved ilden sammen med jægeren. Efter nogen tøven fra hendes side blev man enige om dette arrangement, og min bror og jeg krøb ned i den anden seng til Marcella, for vi sov altid sammen. Men vi kunne ikke sove. Det hele var så usædvanligt, ikke blot at se fremmede mennesker, men også ved at have dem boende hos os. Vi var helt forvirrede. Stakkels lille Marcella Iå stille, men jeg kunne mærke, at hun Iå og rystede hele natten, og en gang imellem troede jeg, at hun holdt en hulken tilbage.

Imens havde fader taget vin frem — noget, han sjældent gjorde — og han og den fremmede jæger sad og snakkede og drak ved ilden. Vi lå helt stille i mørket og lyttede nysgerrigt til deres samtale. Det viste sig, at den fremmede jægers historie mindede meget om faders. Også han var livegen under et fornemt hus, hvor hans herre krævede at få udleveret hans smukke datter. I stedet gav jægeren sin herre et par tommer af sin jagtkniv, og så stak han og datteren af. “Vi er landsmænd og brødre i ulykken,” sagde fader og trykkede den fremmedes hånd. “Jaså! Er I også fra dette land? Hvad er Eders navn?” spurgte jægeren, og da fader svarede Krantz, udbrød den fremmede “Hvad! Krantz fra … ? Jeg har hørt Eders historie, I behøver ikke forny Eders sorg ved at fortælle den igen. Jeg er meget glad for at træffe Eder, værdige frænde, for jeg er Eders halvfætter, Wilfred fra Barnsdorf!” Og så rejste han sig og omfavnede fader. De fyldte deres drikkehorn til randen og skålede med hinanden på tysk maner. Samtalen blev så fortsat meget sagte, alt, hvad vi kunne forstå, var, at vor nye slægtning og hans datter ville slå sig ned i vor hytte, i det mindste i nogen tid. Omtrent en time efter lænede de sig begge tilbage i stolen og faldt i søvn.

“Marcella, hørte du det?” hviskede min bror ganske sagte. “Ja,” svarede Marcella også hviskende, “jeg hørte det hele. Åh, jeg kan ikke holde ud at se på den kvinde — jeg er så bange.” Min bror svarede ikke, og kort efter sov vi alle tre.

Da vi vågnede næste morgen, var jægerens datter stået op. Jeg syntes, hun så endnu smukkere ud end aftenen før. Hun kom hen til Marcella og klappede hende, men barnet brast i gråd og hulkede som om hendes lille hjerte skulle briste. Men for ikke at spilde din tid med en lang historie, jægeren og hans datter blev indlogeret i hytten. Han og fader gik daglig ud på jagt og Iod os blive hjemme med Christina. Hun gjorde alt det huslige arbejde, og lidt efter lidt forsvandt selv Marcellas modvilje mod hende. Men fader forandrede sig meget. Han lod til at have overvundet sin afsky for kvindekønnet og var meget opmærksom mod Christina. Han sad ofte oppe og talte sagte med hende, når vi andre var gået i seng.

Gæsterne havde været tre uger i hytten, da der blev holdt en rådslagning en aften, efter at vi børn var blevet sendt i seng. Fader var blevet så glad for Christina, at han ønskede at ægte hende. “I må tage mit barn, mein herr Krantz, og få min velsignelse med hende, ” sagde jægeren, “men så vil jeg forlade jer og finde husly et andet sted — ligemeget hvor.” Fader forstod ikke hvorfor, men gik med til det. Så fortsatte jægeren “Der er ingen præst her i denne vilde egn. Der er heller ingen lov til at binde og tvinge. Og alligevel må der finde en slags ceremoni sted mellem jer for at tilfredsstille en fader. Vil I gå ind på at ægte hende på min måde? Så kan jeg gifte jer her på stedet?” “Det vil jeg,” svarede fader. “Så tag hendes hånd, og sværg så ved alle ånder i Harzen…” “Nej, hvorfor ikke ved himlen?” afbrød min far. “Fordi det ikke passer mig,” svarede Wilfred. “Hvis jeg foretrækker denne ed, der ikke er så stærk, frem for en anden, så kan I da ikke have noget imod det?” “Nå, lad det så blive sådan. I kan få Jeres vilje. Men vil I have mig til at sværge ved noget, jeg ikke tror på?” sagde fader. “Det gør dog mange, som foregiver at være kristne,” svarede Wilfred. “Vil I giftes med min datter, eller skal jeg tage hende med mig igen?” “Gå videre,” sagde fader utålmodigt. “Jeg sværger ved alle ånder i Harzen, al deres magt til godt og ondt, at jeg tager. Christina til ægte. At jeg altid vil elske hende og beskytte hende. At jeg aldrig skal Iøfte hånden mod hende for at gøre hende fortræd. Og hvis jeg svigter denne ed, så lad alle åndernes hævn ramme mig og mine børn. Lad dem blive dræbt af grib, ulv eller andre af skovens dyr. Lad kødet blive revet fra deres lemmer og lad deres ben bleges i ødemarken. Alt dette sværger jeg.” Fader tøvede, da han gentog de sidste ord. Men lille Marcella kunne ikke beherske sig, og da min far gentog den sidste sætning, brast hun i gråd. Denne pludselige afbrydelse syntes at virke pinligt på dem alle, især på fader. Han talte barskt til barnet, som beherskede sin hulken og gemte hovedet under sengeklæderne.

Sådan var min fars andet ægteskab. Næste morgen red jægeren Wilfred bort. Min far sov igen i sin egen seng, der var i samme værelse som vor, og alting fortsatte omtrent på samme måde som før brylluppet, bortset fra, at vor nye stedmor ikke viste os nogen venlighed mere. Når min far var borte, slog hun os ofte, især lille Marcella, og hendes øjne skød ild, når hun så begærligt på det lyse, smukke barn.

En nat vækkede min søster mig og min bror. “Hvad er der i vejen?” spurgte Cæsar. “Hun er gået ud,” hviskede Marcella. “Gået ud!” “Ja, hun gik ud ad døren i nattøj,” svarede barnet. “Jeg så hende stå ud af sengen, se på far for at se, om han sov, og så gik hun ud ad døren.” Det var os uforståeligt, hvad der kunne få hende til at stå ud af sengen og gå upåklædt ud i den bitre vinterkulde og den dybe sne. Vi Iå vågne, og omtrent en time efter hørte vi en ulv knurre under vinduet. “Der er en ulv,” sagde Cæsar. “Hun bliver revet i stykker.”

Men et par minutter kom vor stedmor tilbage. Hun var i nattøj, som Marcella havde sagt. Christina lagde klinken lydIøst på døren, gik hen til en spand vand, vaskede ansigt og hænder og smuttede så ned i sengen, hvor fader sov. Vi skælvede alle tre — vi vidste ikke hvorfor, men vi besluttede at holde vagt næste nat. Det gjorde vi. Og ikke blot den følgende nat, men mange andre nætter, altid på omtrent samme tid, stod vor stedmor op fra sin seng og forlod hytten. Når hun var gået, hørte vi altid en ulv knurre under vinduet, og når hun kom tilbage, så vi hende altid vaske sig, før hun gik i seng igen. Vi lagde mærke til, at hun sjældent var med til måltiderne, og når hun var det, så det ud, som om hun spiste med modvilje. Men når kødet blev taget ned for at blive lavet til til middag, puttede hun ofte et stykke råt kød i munden.

Min bror Cæsar var en modig dreng. Han ville ikke sige noget til min far, før vi vidste noget mere. Han besluttede at følge efter Christina og finde ud af, hvad hun foretog sig om natten. Marcella og jeg prøvede at tale ham fra det, men forgæves. Den samme aften gik han i seng med tøjet på, og så snart vor stedmor havde forladt hytten, sprang han op, tog faders bøsse ned fra væggen og fulgte efter hende. Du kan tænke dig, hvor anspændte Marcella og jeg var, mens han var borte. Efter et par minutters forløb hørte vi knaldet fra en bøsse. Det vækkede ikke min far, og vi lå og skælvede af skræk. Et øjeblik efter så vi vor stedmor komme ind i hytten — med blodigt tøj. Jeg lagde hånden over Marcellas mund for at forhindre hende i at skrige, skønt jeg også selv var meget bange. Vor stedmor nærmede sig fars seng for at se, om han stadig sov, så gik hun hen til ildstedet og fik ilden til at flamme op.

“Hvem er det?” spurgte fader, som vågnede. “Bliv kun liggende, min ven,” svarede Christina, “det er bare mig. Jeg har tændt op for at varme lidt vand. Jeg har det ikke så godt.” Fader vendte sig om i sengen og faldt straks i søvn igen. Men vi holdt øje med vor stedmor. Hun skiftede tøj og kastede de klædningsstykker, hun havde haft på, ind i ilden. Så så vi, at blodet flød fra hendes højre ben, det så ud, som om det var et skudsår. Hun forbandt det, klædte sig på og blev siddende ved ilden til daggry. Stakkels lille Marcella — hendes hjerte hamrede i brystet på hende, mens hun lå der, trykket op ad mig, mit bankede også stærkt. Hvor var Cæsar? Hvor havde vor stedmor fået det sår fra, hvis det ikke var fra hans bøsse?

Til sidst stod min far op, så talte jeg for første gang og sagde: “Fader, hvor er Cæsar?” “Din bror?” udbrød han, “ja, hvor er han?” “Nådige himmel,” udbrød vor stedmor, “da jeg Iå halvvågen i nat, hørte jeg nogen tage klinken af døren. Og hvad er der blevet af din bøsse, kære mand?” Min far kastede blikket op over kaminen og så, at hans bøsse ikke var der. Et øjeblik så han forvirret ud. Så greb han en bred økse og gik ud af hytten uden at sige et ord.

Han blev ikke borte længe. Et par minutter efter kom han ind igen med min stakkels brors sønderrevne legeme i armene. Han lagde det ned og dækkede ansigtet til. Min stedmor rejste sig og så på liget, mens Marcella og jeg kastede os ned ved siden af Cæsars krop og græd bittert. “Gå i seng, børn,” sagde hun skarpt. “Min kære mand, din dreng må have taget bøssen ned for at skyde en ulv, men dyret har været for stærkt for ham. Stakkels dreng! Han har bødet dyrt for sin dristighed.” Min far svarede ikke. Jeg ville have talt, fortalt det hele, men Marcella, som forstod min hensigt, holdt mig i armen og så så bedende på mig, at jeg Iod være. Min far blev derfor ikke revet ud af sin vildfarelse. Marcella og jeg vidste, at vor stedmor på en eller anden måde havde noget at gøre med min brors død, selv om vi ikke kunne forstå på hvilken måde. Den samme dag gik far ud og gravede en grav. Da han havde lagt liget i den, dyngede han sten ovenpå graven, så ulvene ikke skulle grave den op igen. Denne ulykke rystede min far dybt. I flere dage gik han ikke på jagt, selvom han en gang imellem forbandede ulvene og lovede hævn. Men mens han sørgede, fortsatte min stedmors nattevandringer med samme regelmæssighed som før.

Til sidst tog min far sin bøsse ned for at drage til skovs. Han vendte dog hurtigt tilbage og syntes meget ophidset. “Vil du tro det, Christina, ulvene — forbandet være de allesammen — har gravet min drengs grav op, og der er ikke andet tilbage af ham end knoglerne.” “Det er da ikke sandt,” sagde min stedmor. Marcella så på mig, og i hendes kloge øjne så jeg alt, hvad hun ville have sagt. “Der er en ulv, der knurrer uden for vort vindue hver nat, fader,” sagde jeg. “Hvorfor har du ikke fortalt mig det før, dreng? Væk mig næste gang, du hører den,” sagde fader. Jeg så min stedmor vende sig bort, hendes øjne skød lyn, og hun skar tænder. Fader gik ud igen og dækkede de rester af min stakkels bror, som ulvene havde skånet, med endnu større sten. Det var tragediens første akt.

Det blev forår. Sneen smeltede, og vi fik lov til at forlade hytten. Men aldrig et eneste øjeblik forlod jeg min lille søster, som jeg nu følte mig endnu stærkere knyttet til end før min brors død. Jeg var også bange for at lade hende være alene med min stedmor, som lod til at føle en særlig glæde ved at mishandle barnet.

Min far havde travlt med sit lille stykke jord, og jeg kunne hjælpe ham lidt. Marcella plejede at sidde hos os, når vi arbejdede, så min stedmor var alene hjemme i hytten. Efterhånden som vi nærmede os sommeren, blev min stedmors natlige udflugter sjældnere og sjældnere, og vi hørte aldrig mere nogen ulv knurre under vinduet, efter at jeg havde fortalt min far om det.

En dag, da fader og jeg var i marken og Marcella sad hos os, kom min stedmor ud til os. Hun ville gå ind i skoven og finde nogle urter, som min far gerne ville have, så Marcella måtte gå tilbage til hytten og passe på maden. Marcella gik, og min stedmor forsvandt snart i skoven i den anden retning, så fader og jeg var så at sige mellem hende og Marcella. Omtrent en time efter blev vi opskræmt af skrig fra hytten — det var tydeligvis Marcella, der skreg.

“Marcella har brændt sig,” råbte jeg og kastede min spade. Far kastede også sin spade fra sig og vi løb begge to hen til hytten. Før vi nåede den, for en hvid ulv ud af døren. Fader havde intet våben, så han styrtede ind i hytten og der lå stakkels Marcella døende. Hendes legeme var frygtelig tilredt og blodet, der strømmede fra hendes sår, havde dannet en stor pøl på gulvet. Faders første tanke havde været at gribe bøssen og forfølge dyret, men det frygtelige syn holdt ham tilbage. Han knælede ved sit døende barn og brast i gråd. Marcella kunne kun se kærligt på os et øjeblik, så lukkedes hendes øjne i døden.

Fader og jeg stod stadig bøjet over min søsters lig, da min stedmor kom ind. Hun gav udtryk for stor deltagelse ved det frygtelige syn, men det lod ikke til, at hun veg tilbage for synet af blod, som de fleste kvinder gør. “Stakkels barn,” sagde hun, “det må have været den store hvide ulv, der lige løb forbi mig og gjorde mig så bange. Lille Marcella er død, kære husbond.” Jeg troede aldrig at fader var blevet sig selv igen efter denne anden grufulde tragedie. Han sørgede dybt ved liget af sin lille datter, og i flere dage ville han ikke begrave det, selv om min stedmor ofte sagde til ham, at han burde gøre det. Til sidst gav han efter og gravede en grav tæt ved siden af min brors. Han gjorde alt, for at ulvene ikke skulle krænke liget. Også jeg var ulykkelig, når jeg lå alene i den seng, hvor jeg før havde ligget sammen med min bror og søster. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at min stedmor havde noget at gøre med deres død, selv om jeg ikke kunne forklare hvordan. Jeg var ikke længere bange for hende, men mit hjerte var fuldt af had og hævnlyst.

Natten efter min søsters begravelse, jeg lå vågen, og da så jeg min stedmor stå op og gå ud af hytten. Jeg ventede nogen tid, så klædte jeg mig på og så ud ad døren, som jeg åbnede på klem. Månen skinnede klart, og jeg kunne se det sted, hvor mine to søskende var blevet begravet. Hvor stor var min rædsel ikke, da jeg så min stedmor travlt beskæftiget med at rydde stenene væk fra Marcellas grav! Hun var iført sit hvide nattøj og månen skinnede klart på hende. Hun gravede med hænderne og kastede stenene om bag sig med et vildt dyrs styrke. Det varede nogen tid, før jeg kunne tage mig sammen og bestemme, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte vække fader! “Klæd dig på og få fat i din bøsse!” råbte jeg. “Hvad, er ulvene på færde?” udbrød han. Han sprang ud af sengen, trak hurtigt noget tøj på, og i sit hastværk lagde han ikke mærke til, at Christina ikke var i sengen. Så løb han ud, og jeg fulgte ham.

Tænk dig hans rædsel, da han så — ikke en ulv, men sin hustru i nattøj ligge på alle fire ved min søsters lig i færd med at flå store lunser kød af og æde dem begærligt som en ulv. Hun havde for travlt til at lægge mærke til, at vi nærmede os. Min far tabte sin bøsse, hårene rejste sig på hovedet af ham, og han blev bleg som et lig. Han åndede tungt, og så stod han en tid uden at trække vejret. Jeg tog bøssen op og stak den i hånden på ham. Pludselig så det ud, som om vreden fordoblede hans kræfter. Han lagde bøssen til kinden og skød, og med et højt skrig segnede det uhyggelige væsen, som han havde taget sig så kærligt af. “Gud i himlen!” udbrød min far og sank til jorden, da han havde affyret bøssen. Jeg sad ved hans side, og det varede nogen tid, før han kom til sig selv. “Hvor er jeg?” sagde han, “hvad er der sket? Åh, ja nu husker jeg det. Himlen tilgive mig!” Han rejste sig og gik hen til graven. Men til vor store forbavselse og rædsel fandt vi ikke min stedmors lig, som vi ventede, i stedet lå der en stor, hvid hunulv. “Den hvide ulv!” udbrød min far, “den hvide ulv, der lokkede mig ind i skoven — nu forstår jeg det hele — Harzens onde ånder!” I nogen tid stod fader tavs i dybe tanker. Så løftede han min søsters lig, Iagde det ned i graven igen, og dækkede den som før. Han sparkede til det døde dyrs hoved og rasede som en afsindig. Så gik han tilbage til hytten, Iukkede døren og kastede sig på sengen. Jeg gjorde det samme, for jeg var helt ude af mig selv af forfærdelse og forbløffelse.

Tidligt om morgenen blev vi vækket af en stærk banken på døren, og jægeren Wilfred kom farende ind. “Min datter, mein herr — min datter, hvor er min datter?” råbte han rasende. “Hvor sådan en djævel rettelig skal være, håber jeg,” svarede fader, som rejste sig og viste en vrede, der var lige så stærk som den fremmedes. “I helvede! Forlad hytten straks, eller det kan gå dig værre!” Men jægeren lod sig ikke kyse. “Ha, hvad tror du vel, du evner mod en af Harzens mægtige ånder? Du stakkels dødelige, som absolut ville gifte dig med en varulv! Husk din ed — din højtidelige ed — at du aldrig ville Iøfte din hånd imod hende for at gøre hende fortræd. Du har svigtet dit løfte, og skal møde åndernes hævn. Dine børn skal omkomme ved gribben, ulven, og deres ben skal bleges i ødemarken. Ha-ha!” Fader var ude af sig selv af raseri. Han greb en økse og hævede den over Wilfreds hoved for at hugge til. Øksen faldt — men den gik tværs gennem jægeren, og fader mistede ligevægten og faldt tungt om på gulvet.

“Dødelige!” sagde jægeren og skrævede over faders faldne krop,” vi har kun magt over dem, der har begået mord. Du har begået et dobbeltmord. Du vil nu lide den straf, der nævntes i dit ægteskabsløfte. To af dine børn er døde, det tredje vil følge efter — det er så sikkert som noget, for din ed blev hørt. Gå bort — det ville være en velgerning mod dig at dræbe dig — din straf skal være, at du lever!” Med disse ord forsvandt ånden. Fader rejste sig fra gulvet, omfavnede mig kærligt og knælede i bøn. Næste morgen forlod vi hytten for stedse, og vandrede til Holland. Men vi havde ikke været mange dage i Amsterdam, før han fik hjernebetændelse og døde i vanvid. Jeg kom på et børnehjem og blev senere sendt til søs som skibsdreng. Nu kender du hele min historie. Spørgsmålet er, om jeg også skal bøde for faders ed. Selv er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg kommer til det på en eller anden måde.”

På den 22. dag fik de Sumatras høje sydkyst i sigte. Da der ikke var andre skibe at se, besluttede de at holde deres kurs gennem strædet og løbe ind til Pulo Penang, som de ventede at nå på 7-8 dage. Da Philip og Krantz så længe havde været udsat for solen, var de nu så brune, at de let kunne tages for indfødte. De havde siddet ved roret de lange dage i brændende sol, de havde sovet i båden i natteduggen, men deres helbred havde ikke taget skade. Siden Krantz havde betroet Philip sin familiehistorie, havde han dog været tavs og melankolsk . Hans sædvanlige gode humør var borte, og Philip havde flere gange spurgt ham om grunden.

Da de kom ind i strædet, begyndte Philip at tale om alt det, de skulle gøre, når de kom til Goa, men Krantz svarede alvorligt: “I nogen tid har jeg haft en forudfølelse af, at jeg aldrig kommer til at se den by.” Philip prøvede at slå det hen, men Krantz insisterede. “Jeg har prøvet at gøre mig fri for den følelse, men jeg kan ikke. Der er en advarende stemme inden i mig, der siger mig, at jeg ikke skal være sammen med dig længe endnu. Philip, vil du gøre mig en tjeneste? Jeg har noget guld på mig, det kan måske komme dig til nytte. Vil du love mig at tage det og gemme det sammen med dit eget?” “Sikke noget snak, Krantz.” “Det er ikke noget snak. Har du ikke selv fået dine advarsler? Hvorfor skulle jeg så ikke få mine? Du ved, at jeg ikke er særlig bange af mig og at jeg heller ikke frygter døden, men den forudfølelse, jeg talte om, bliver stærkere i mig for hver time, der går.” “Det er en syg hjernes indbildning, Krantz. Hvorfor skulle du, som er så ung og rask og stærk, ikke leve dit liv i fred, og blive gammel? Du er nok raskere i morgen.” “Måske,” sagde Krantz med et svagt smil, “men du må alligevel give efter for mit indfald og tage guldet. Hvis jeg tager fejl og vi ankommer i god behold, så kan du jo altid lade mig få det tilbage.” Og så skiftede han emne: “Men du glemmer, at vi næsten ikke har mere vand, vi må se efter en bæk inde på kysten og få en ny forsyning.”

Da denne samtale fandt sted, lå de i den østlige side af strædet, cirka 60 kilometer inde. Landet inde bag kysten var klippefuldt og bjergrigt, men det sænkede sig langsomt ned mod lavere land med skov og jungle, der strakte sig helt ned til stranden. Landet så helt ubeboet ud. De styrede langs kysten og efter to timers sejlads så de en frisk kilde, der styrtede ned ad klipperne som et vandfald og snoede sig gennem junglen, til den nåede havet. De løb tæt ind til kildens munding, sænkede sejlet og roede pirogue’en op mod strømmen, indtil de var kommet så langt, at de var helt sikre på, at vandet var fersk. Krukkerne blev hurtigt fyldt, og de skulle til at tænke på at komme af sted igen, da stedets skønhed, det friske, kølige vand og deres stive lemmer lokkede dem til at tage et bad — en luksus, som de, der ikke har været i en lignende situation, næppe påskønner. De trak deres tøj af og sprang ud i vandet, hvor de blev længe.

Krantz var den første, der gik op. Han klagede over, at han frøs, og gik hen til bredden, hvor deres tøj lå. Philip nærmede sig også bredden for at følge ham. “Og nu er der jo en udmærket lejlighed til at give dig pengene, Philip,” sagde Krantz. “Jeg vil åbne mit bælte og hælde dem ud, så kan du putte dem i dit eget, før du tager det på.” Philip stod i vandet, der nåede ham til omtrent midt på livet. “Ja, ja Krantz,” sagde han, “siden du absolut vil have det, så kan vi jo godt gøre det. Jeg synes, det er fuldstændig latterligt — men du kan jo godt få din vilje.” Philip kom op af vandet og satte sig ned ved siden af Krantz, der allerede var ved at ryste guldstykkerne ud af sit bælte. Til sidst sagde Krantz: “Nu tror jeg, du har fået dem allesammen? Nu er jeg rolig.” “Jeg kan ikke tænke mig, hvilken fare du er udsat for, som jeg ikke også er udsat for,” svarede Philip, “men …”

Han havde næppe udtalt disse ord, før der lød et vældigt brøl — et sus som et stærkt vindstød gennem luften — et slag, som væltede ham — et højt skrig — og en kamp. Philip rejste sig og så Krantz’s nøgne legeme blive ført af sted gennem junglen af en mægtig tiger. Han stirrede med opspilede øjne, men på et par sekunder var dyret og Krantz forsvundet. “Gud i himlen, jeg ville ønske, du havde forskånet mig for dette!” udbrød Philip og kastede sig fortvivlet ned. “Åh, Krantz, min ven — min bror — din forudfølelse var kun alt for rigtig! Nådige Gud. Hav medlidenhed — men Din vilje ske!” Og Philip brast i en strøm af tårer. I mere end en time sad han på det samme sted uden at ænse de farer, der omgav ham. Til sidst, da han var faldet lidt til ro, rejste han sig, klædte sig på og satte sig så ned igen med øjnene fæstet på Krantz’s tøj og guldet, der stadig lå i sandet.

“Han ville give mig det guld. Han forudsagde sin egen skæbne. Ja, det var hans skæbne, og nu er den blevet opfyldt. Hans ben vil bleges i ødemarken, og jægeren og hans ulvedatter er hævnet.”

Trykt i The New Monthly Magazine, 1839 som en del af The Phantom Ship
Originaltitel: The White Wolf of the Hartz Mountains

Kort om Frederick Marryat

Født den 10. juli 1792
Død den 9. august 1848

Læs mere på Wikipedia

Det forbandede hus af B. S. Ingemann

B. S. Ingemann
Wilhelm_Marstrand_-_Portræt_af_B.S._Ingemann_-_1860

»Se, nu står det igen til salg, huset ved Christianshavns Kanal – din salig farbroders hus, Johanne! og det på endnu billigere vilkår« – sagde den unge snedkermester Frants en morgen til sin smukke kone, idet han lagde adresse-avisen på vuggen og så på den lille dreng, som endnu slumrede rolig og syntes at lege med Guds engle i drømme.

»Lad os slå det kære gamle hus rent af hovedet, bedste mand! – svarede den unge kone og lagde avisen på bordet uden at se på den – Tag over hovedet har vi jo dog, så længe Hr. Stork vil have tålmodighed med lejen. Havde vi kun brød til os selv og den lille velsignede Gudsengel der, når han nu snart vil begynde at kræve det, så måtte vi vel lade os nøje. Med al vor armod er vi måske dog endnu det lykkeligste ægtepar i byen – føjede hun mild og kærlig til – og vi må ret takke vor Gud, at han ikke lod den vide verden adskille os, men bragte dig sund og glad tilbage fra rejsen, og gav os kærlighed og styrke til at bære vort lille kors med tålmodighed.«

»Du er mig dog altid den samme fromme velsignede Johanne – sagde Frants og omfavnede den unge blomstrende moder, som mindede ham om et herligt Madonnabillede, han engang havde set på sine rejser – mig har du også gjort langt frommere og tålmodigere, end det ellers var min natur og sædvane. Men på dette elendige loftkammer kan jeg ikke længere udholde det. Her har jeg hverken lyst eller plads til at arbejde; skal jeg drive det til noget, må jeg have et ordentligt værksted og plads til at ånde og røre mig. Din salig farbroders hus ved kanalen var ret et hus for mig; der har jeg og den gamle mester sunget så mange lystige sange ved vor høvlebænk, og der ville jeg ret være så hjemlig og trøstig til mode. Det var jo også der, jeg så dig første gang. Der sad jeg siden hver aften hos dig i den lille dagligstue med det grønne panel, når jeg kom fra værkstedet med gamle mester Flok. Hver helligaften tog han så sølvbægeret frem af skabet i alkoven, og drak med mig på en glædelig fest. Og da mit svendestykke var færdigt, og den store smukke ligkiste stod til skue i værkstedet, husker du da hvor den gamle var glad, og hvor lyksalig du sank i mine arme, da han lagde din hånd i min over kisten og sagde: tag hende, Frants, og vær brav! Her skal du bo og bygge med hende engang, når jeg ligger i denne kiste og venter på en salig opstandelse.«

»Ak, det skete dog ikke – sukkede Johanne – Kisten står vist endnu der på loftet og forskrækker pigerne i mørke. Nu er det gamle kære hus jo endogså i vanrygte, og ingen vil mere leje eller købe det, siden de mange ulykkelige dødsfald.«

»Just det kan være vor lykke, Johanne! Derfor vil Hr. Stork nu sælge det så billigt og give et halvt års henstand på det hele. Inden et halvt år må det langvarige skifte jo være afsluttet, og vi får dog i det mindste så meget, at vi kan betale hvad vi skylder, så er huset vores, og med det skal du se er der lykke og velsignelse. At tre børn kan dø der i løbet af et halvt år af mæslinger og et par gamle folk af alderdom, deri er vist huset uskyldigt. At gadedrengene har hittet på at ridse ‘et forbandet hus’ på muren, det forskrækker kun de gamle koner i Vartov. For mig er og bliver det et velsignet hus, og vil Hr. Stork modtage mit bevis for købesummen, uden anden sikkerhed, end mit ærlige ansigt, så er huset mit idag, og vi kan flytte derind den dag imorgen.«

»Ak, kære mand, jeg vil så nødig, vi skulle komme i mere gæld til denne Hr. Stork; det er ingen god mand, må du tro, hvor venlig og høflig han endogså synes. Selv farbroder kunne jo aldrig ret lide ham, selvom han ikke kunne hade nogen Guds skabning på jorden. Men hver gang Hr. Stork kom og talte om handel og pengeudlån, blev han mørk og stille og gav mig vink om at gå ind på mit kammer.«

»Hr. Stork havde dengang et godt øje til dig, ved jeg nok – sagde Frants og smilede selvtilfreds – Men jeg var ham for heldig en medbejler. Det var en dårlighed af den gamle pebersvend; det er nu glemt, og den godhed, han havde for dig, er nu endogså gået over til mig. Han kræver mig jo aldrig for huslejen, gav mig endogså et nyt lån til barnedåben og viser mig mere artighed, end nogen anden.«

»Men den måde, hvorpå han ser på mig, Frants, er mig altid modbydelig, og jeg har ingen god tro til hans venlighed og bestandige tale om hans redelighed. Selv huset, han nu vil sælge, kom han næppe så ærlig til, som han siger, og de store fordringer, han har på min farbroders bo, har jeg aldrig hørt farbroder tale om. Gud ved hvad der bliver tilovers, når nu hver får sit; og alle holdt dog farbroder for en rig mand.«

»Det må skifteretten stå for – svarede Frants – Men jeg ved kun, at jeg er en tosse, om jeg ikke køber huset nu.«

»Sandt at sige, kære Frants! – sagde Johanne nu bønlig – Jeg er næsten lidt ængstelig for at flytte ind i det hus igen, hvor kær også hver krog der må være mig fra min barndom. Farbroders ulykkelige dødsmåde kan jeg dog aldrig ret forsone mig med, og hver gang jeg går over Langebro og ser de druknedes Dødningehus med de lave vinduer, føler jeg det altid, som om jeg er nødt til at gå hen og se derind, om han ligger der endnu og ikke kan komme i jorden, førend han kommer i sin rette kiste.«

»Spøger endnu de gamle ammestuehistorier i dit hoved, min Johanne! For din gode kære farbroder behøver vi vist ikke at frygte. Han ville dog kun bringe os lykke og velsignelse, hvis han endnu skulle være hos os på jorden. Men det er jeg nu ikke bange for; han var from og gudfrygtig, og der var vist intet i hans liv, som kunne forstyrre hans ro efter døden. At han forsætlig skulle have styrtet sig i vandet, som rygtet går, tror jeg ikke det mindste på. Havde jeg blot ikke været på min svenderejse og du hos din døende moster, så havde vi måske haft ham endnu. Hvor ofte har jeg ikke advaret ham mod at sejle alene på Kalleboe Strand! Men det ville han nu engang hver søndag. Så længe jeg var i hans lære, fulgte jeg jo altid med, og da jeg rejste, lovede han mig, at tage en sømand med sig for fremtiden.«

»Ak, det var en ulyksalig jul – sukkede Johanne – Først da man havde efterlyst ham i avisen og Hr. Stork havde genkendt ham i de druknedes hus og sørget for at begrave ham i stilhed som en selvmorder, først da fik jeg ulykken at vide, og han kom ikke engang i sin rette kiste og kun med nød og næppe i kristen jord.«

»Lad os nu ikke sørge længere, kære kone, over hvad der dog ikke stod i vor magt at forhindre! Men lad os til min fromme mesters erindring nu holde hans gamle hus i agt og ære, og befri det fra det tåbelige rygte, ved ubekymret at bo og bygge, hvor han har levet og arbejdet for os. Alt hvad han samlede og arbejdede for, var dog kun vor lykke og velstand.«

»Som du vil da, kære mand! sagde Johanne eftergivende, og tog den lille, som nu vågnede og strakte de små hænder op efter moderen, ud af vuggen. Gud vil nok bevare os og det uskyldige barn.«

Frants kyssede moder og barn, og tog nu sit blå arbejdsforklæde af og den gamle grønne rejsefrakke på, som ved Johannes flid var blevet ny og hel igen. Hun strøg de brune lokker tilbage fra hans pande og pillede omhyggelig et par dun af hans krave. »Gud være med dig!« sagde hun så og rakte ham barnet endnu engang til afsked. Nu greb han hastig den grønne kasket fra sømmet og gik ud for at afgøre huskøbet.

Tilfreds og glad kom han hjem, og næste dag flyttede den lille snedkerfamilie ind i mester Floks forrige hus ved Christianshavns Kanal. Det glædede Frants at se sin mesters gamle bohave, som han havde købt på auktionen, komme tilbage til sit gamle hjem, og det var ham ligesom lænestolen og dragkisten måtte glæde sig med ham.

Men brødkonen på hjørnet trak på skuldrene og beklagede det unge smukke ægtepar, som hun mente snart ville blive hjemsøgt af sygdom og ulykke, fordi fem lig på et halvt år var båret ud af huset, og hvor ofte man end havde overkalket den i muren indridsede skrift, kom den dog snart igen til syne. ‘Et forbandet hus’ stod der, som med rødkridt, og alle de gamle koner ved kanalen kaldte det en blodskrift. »Se kun til – sagde brødkonen på hjørnet til sin datter – inden året er ude, kommer der endnu et lig ud af huset.«

Snedker Frants havde nu travlt med at indrette sit værksted, og Johanne med at ordne alt i huset og give det den gamle kære skikkelse igen. Den lille dagligstue til gaden, med det grønne panel og med den gammeldags alkove, fik nu stole, bord og dragkiste på samme sted som i gamle dage. Farbroders lænestol blev også sat i kakkelovnskrogen ligesom før og syntes kun at vente på den gamle mesters tilbagekomst. Når de unge folk sad der om aftenen i tusmørket, mens ilden knitrede muntert i kakkelovnen og lyste gennem lågen ud på gulvet, savnede de ofte den gamle og talte om ham med vemod og kærlighed. Men Johanne så dog imellem lidt ængstelig hen på den ledige stol i krogen, og når månen skinnede ind på den gennem de små vinduesruder, var det hende undertiden ligesom han sad der endnu, men bleg og blodig og med dryppende våde lokker.

»Lad os tænde lys – sagde hun da – Barnet er uroligt, jeg må se, om der er noget, som trykker det«

En aften var der intet lys nede; det måtte hentes i kammeret på loftet. Hun tændte stumpen i lygten og gik ud, mens Frants vuggede barnet og ville lulle det til ro. Da hørte han et bulder på loftet, som af et faldende menneske, og han syntes Johanne havde skreget; han lod vuggen stå og for op ad loftstrappen efter hende. Der lå hun, med den slukkede lygte i hånden, bleg og afmægtig, ved ligkisten. Forfærdet bar han hende ned, fik tændt lys og bragt hende til live, mens han bekymret spurgte om hvad der var hændt hende.

»Ak, jeg er dog et stakkels frygtsomt barn – sagde Johanne og fattede sig – vær ikke bekymret for mig! Det var kun farbroders kiste, som forskrækkede mig. Jeg ville have bedt dig hente lysene; men jeg skammede mig, og da trækvinden blæste lyset ud i lygten deroppe, var det som en dødnings kolde åndepust rørte mig, jeg stødte i mørke på ligkisten og synes kistelåget hævede sig – og så tabte jeg sans og samling i min barnagtige forfærdelse.«

»Den kiste skal ikke forskrække dig oftere – sagde Frants – jeg sætter den til salg i morgen i avisen.« Den blev nu også udbudt; men når en køber meldte sig, var den enten altid for stor eller for lille.

En dag kom Hr. Stork med skødet på huset og købekontrakten. Han var en høj og svær mand, med et ansigt, som ingen velvilje indgød, skønt det næsten bestandig smilede, hvilket dog, når man så nøje efter, snarere lignede en slags krampe. Han gik gerne med en ildrød vest og klædte sig i det hele taget som en pebersvend, der går på frierfødder og gerne vil skjule sin alder. Han var den dag endnu mere venlig og forekommende, end sædvanlig, roste barnets skønhed og dets lighed med den smukke moder, og tilbød Frants et lån til at udbedre og forskønne sin nye bolig med, hvilket Frants dog ikke modtog, da huset netop var ham kærest i sin gamle skikkelse. Kun værkstedet ønskede han at udvide med det gamle pulterkammer ved enden af huset, hvortil døren var spærret, og som Hr. Stork for det første havde forbeholdt sig, da han brugte det til brændekammer og havde indgang dertil fra nabohuset, som han selv ejede og boede i.

Også heri var Hr. Stork meget føjelig; han lovede så snart muligt at lade kammeret rydde og indgangen til nabohuset mure til. »Hvis alle havde så ærlige og hæderlige naboer som jeg – føjede han høflig til – behøvedes der slet intet skillerum mellem husene.«

»Hvad har du dog mod den gode Hr. Stork? Johanne! – sagde Frants, da han var gået – Han er jo artigheden selv. Hvad kan han gøre ved, at han har den smule krampe i ansigtet?«

»Jeg ville dog hellere, vi havde en anden mand til nabo og intet med ham at gøre,« sagde Johanne og slog skodden for døren efter ham.

Frants arbejdede nu med lyst og med flid og stod til sent ud på aftenen i værkstedet, når der var et stykke arbejde, det hastede med, eller som han med særlig lyst og kærlighed ville gøre færdigt. Han ville gerne hæve sit håndværk til kunst, og arbejdede helst i de finere træsorter, hvoraf han kunne lave bohave med smukke former og kunstige prydelser. Dette var især siden hans svenderejse blevet hans kæreste lyst. Men hans armod tvang ham til at se på det nødvendige, og da han var kendt for at gøre smukke og gode ligkister, var dette hans sædvanligste syssel. Han gjorde undertiden i lang tid intet andet, for siden at have fred, når han fik i sinde at gøre et stykke til sin fornøjelse. Når han nu om aftenen stod og høvlede på træet til en ligkiste, faldt det ham ofte ind at tænke på al den sorg og bedrøvelse, hans arbejde ville bringe i det hus, hvorhen kisten skulle bæres, og det var ham en underlig tanke, at han måske kunne møde det menneske sundt og frisk imorgen på gaden, som han nu allerede hamrede ligkisten sammen til. Hvad om den måske var til dig selv eller din kone eller en af dine bedste venner, tænkte han videre. Han blev da beklemt og underlig til mode over sine egne tanker og over sin bedrøvelige gerning, og ønskede kun, han var så velhavende, at han ikke behøvede at lave ligkister mere.

En aften var intet sådan faldet ham ind, men han havde været så ivrig i sit arbejde, at han først mærkede, det var sent, da vægteren havde råbt tolv. Han ville endnu kun slå et søm i den store kiste, han stod med ved høvlebænken; da  han syntes, nogen hviskede bag ved ham: »Hamrer og høvler du endnu? Til hvem er den kiste?«

Han tabte hammeren ud af hånden og så sig forfærdet om; men der var ingen. Det er de gamle dumme tanker, som spøger i mit hoved og nu får røst i den underlige midnat, tænkte han, men lod nu høvl og hammer hvile, og tog lyset for at gå til sit sovekammer; men lyset var nedbrændt og gik ud, før han kom til døren. I mørket forvildede han sig nu således i værkstedet, at han på enhver anden tid ville have leet over sig selv; thi hvorledes han så end vendte sig, kom han altid tilbage til den spærrede pulterkammerdør. Da det var sket tre gange, blev han stående og syntes noget rørte sig i pulterkammeret; gennem en sprække i døren syntes han at skimte glimtet af et lys, og han troede at høre en lyd som pjasken i vand med en karklud. Det er en underlig tid at vaske gulv på, tænkte han, idet han bankede stærkt på døren og spurgte højt: Hvem der var inde, og hvad man gjorde der så sent. Men i det samme forsvandt lyset, og der blev dødsstille.

Jeg må dog have taget fejl, sagde Frants ved sig selv og søgte at besinde sig og finde døren til sovekammeret; men nu faldt tanken ham ind om hans gamle mester, som jo var druknet, og som så ofte havde stået her og arbejdet med ham sent ud på natten; og det var ham ligesom høvlen skulle røre sig igen, hvor den gamle havde stået, og som om de endnu havde et arbejde at gøre sammen i denne verden.

Forvirret af disse underlige tanker, fandt han endelig døren og gik til sengs.

Kone og barn sov allerede sødelig, men Frants havde ingen ro for de besynderlige drømme. Han syntes den gamle mester Flok stod for ham og sagde: »Hvorfor kom jeg ikke i min kiste? Hvorfor kom jeg ikke i kristen jord? Søg og du skal finde! – Udslet forbandelsen, så den ikke skal ramme dig!«

Da han om morgenen vågnede, så han syg og bleg ud, og Johanne spurgte bekymret, om der var noget galt. Men han ville ikke ængste hende med sine drømmer og skammede sig selv derover. Jeg er med alle mine gode tanker om min styrke og min sunde forstand dog i grunden lidt nervesvag og overtroisk, sagde han til sig selv og glædede sig over Johannes og barnets sundhed og blomstrende udseende.

Han gik til sit arbejde og søgte at slå drømmen af hovedet, som en følge af hans nattevågen og ophidsede fantasi. Men nu ville intet arbejde lykkes for ham, og hans sædvanlige munterhed var borte. Tiden nærmede sig nu også, da huset skulle betales; men skiftet var endnu ikke sluttet, og han plagede sig med sorg for det daglige udkomme og frygt for den truende fremtid. Søg og du skal finde! tænkte han da tit og lod høvlen hvile. Bank og dig skal oplades! Men hos hvem skal jeg søge? På hvilken dør skal jeg banke? Hvorledes skal jeg udslette forbandelsen? Og hvilken forbandelse? Min gamle mester blev jo virkelig begravet i kristen jord; Johanne har jo besøgt hans grav og bragt blomster til den; at han ikke fik den kiste, der var ham bestemt, kan jeg jo ikke gøre ved eller ændre; men at der ingen velsignelse er ved hans hus, begynder jeg nu næsten at mærke.

Når han således var mismodig, gik han ofte ud for ikke at bedrøve den fromme Johanne med sin forstemthed. Men hun vidste jo, at han sørgede for at tjene penge, og at han ofte lod høvlen ligge af mismodighed. Hun så derfor gerne, han gik ud og adspredte sig; thi hun frygtede for hans noget aftagende sundhed. Selv søgte hun imidlertid ved syning og den smule, hun derved kunne tjene, at skjule de mangler, som mest måtte falde i øjnene i det daglige liv.

Gik Frants ene ud om aftenen, var hans gang som oftest over Langebro og forbi de druknedes Dødningehus. Hver gang han kom dertil, gik han langsommere og huskede på Johannes ord, og han syntes nu også, at det var ligesom han måtte se ind gennem de lave vinduer, om ikke den gamle mester lå der endnu og ventede på sin kiste. Men han gik dog altid forbi og gruede for at se derind. Når han så siden gik tilbage over broen, og månen skinnede venligt på skibene i bugten og på de hvide gavle og pakhuse ved bredderne, fik han gerne friskt mod igen, og det var ligesom om han kom hjem fra en lang rejse og nu skulle genfinde kone og barn, hus og hjem og alt, hvad hans hjerte glædede sig over, på den anden side af broen. Men når han så kom til sit hus og læste skriften på muren: ‘et forbandet hus’, tog han ofte en sten, og gned på det til han ikke længere kunne læse hvad der stod. Slet forbandelsen ud, hvis den ikke skal ramme dig! tænkte han; men næste dag stod den afskyelige indskrift der igen og syntes ligesom opfrisket og rødere.

Nu blev også barnet syg, og Johanne begyndte at græmme sig og frygte både for mandens og barnets liv; thi Frants blev for hver dag mere mismodig og bleg, som barnets sygdom tiltog og terminen tillige nærmede sig, da huset skulle betales.

En aften kom han hjem fra sin sædvanlige vandring. Johanne sad grædende ved barnets vugge, og der var en uro og ængstelighed over hende, som hun forgæves søgte at skjule.

Frants sad længe tavs i den gamle farbroders stol og stirrede på den bekymrede moder.

»Ja du havde ret – sagde han endelig og for op – det var dog bedre på vort loftkammer, end i dette ulyksalige hus. Sig mig kun hvad du tænker på, Johanne! Har doktoren været her? Hvad siger han om barnet?«

»Bliver det værre til natten – sukkede Johanne og pegede på bordet – så ligger der det sidste redningsmiddel.«

Frants tog recepten fra bordet og stirrede på de uforståelige latinske ord, som skulle han deri læse sin skæbne. Men bogstaverne svømmede forvildet for hans øjne i de bitre frembrudte tårer.

»Og imorgen – vedblev Johanne – imorgen er det en ulykkesdag. Ved du endnu ingen udvej til at betale Hr. Stork?«

»Nei, kone! Men det er kun en lille sorg imod denne,« sagde Frants og pegede på det hede stønnende barn. »Har du været i værkstedet? vedblev han efter et smerteligt ophold – Jeg har været flittigere, end du tror; men måske er det for os selv, jeg har arbejdet. Vores sidste ophold har jeg måske sørget for. Den store nye kiste er vel i stand til at rumme os alle.«

»O, var det blot så vel! – udbrød Johanne og omfavnede ham med hede tårer – Kunne vi alle tre blot følges ad til en bedre verden, hvad havde vi da at sørge over mere? Men adskille os vil man; imorgen bliver du kastet i fængsel, hvis du ikke kan betale Hr. Stork, og jeg sidder ene her med det døende barn.«

»Hvad siger du? I fængsel? Hvor ved du det fra? Har han været her og talt til dig derom? Til mig har han jo ikke sagt et ord, og dig vil han skræmme til døde med sådanne trusler?«

Nu fortalte Johanne hvorledes Hr. Stork i den senere tid ofte var kommet for at tale med Frants, som det hed, men altid når han var fraværende. Han havde da nogle gange slået sig til ro og sagt den unge kone plumpe smigrerier, beklaget hendes mands slette omstændigheder og lovet at hjælpe ham ud af al forlegenhed, når han hos den smukke kone kunne vente taknemlighed. Hun havde tiet dermed for Frants’ skyld og vidste endnu heller ikke ret hvad hun skulle tro om disse ytringer. Hun vovede heller ikke at fornærme den mægtige mand, skønt hun hver gang stod som på gløder i hans nærvær, og bestandig  havde syslet med barnet for ikke at se på det modbydelige krampesmil i hans afskyelige ansigt. Men hver dag var han blevet dristigere og mere påtrængende, og da Johanne endelig med afsky forstod hvad hendes rene sjæl var for uskyldig til at se i dets hele afskyelighed, havde hendes oprørte følelse givet hende modet til at se ham rolig og kold i det smilende skurkeansigt med al en fornærmet hustrus værdighed. Hun havde behandlet ham med al den foragt, han fortjente, og han var gået bort med den trussel, at hvis hun talte et eneste ord om denne samtale til Frants, og ikke var kommet på andre tanker imorgen, da skulle Frants inden næste sol gik ned være hans gældsfange, og kunne da glæde sig over sin smukke kones troskab i fængslet.

»Nu vel! – sagde Frants rolig – Han har mig i sit garn; undgå ham kan jeg ikke, men nederdrægtigheden er for ussel til at bøje mig. Blind har jeg været, at jeg ikke så hvilket helvede der lå bag dette smil, og uforsigtig, at jeg indlod mig med den stemplede nidding. Men vil Gud kun bevare dig og barnet, skal jeg ikke tabe modet. Vær kun rolig, min Johanne!«

Det var blevet sent ud på natten. Barnet vågnede op i heftige feberrystelser, og Frants gik med recepten til apoteket

»Det sidste redningsmiddel – sukkede han – og hvis det nu slog fejl – hvem skal da trøste den arme Johanne, når jeg imorgen nat sidder i det mørke fængsel, og hun måske står ene og klæder barnet i ligskjorten. Og skal vi miste dig, lille venlige engel! Hvem skal da smile sorgløst til os i sorgen? Det var da den lyksalighed jeg drømte om i det gamle kære familiehus; ja man har ret, det er – forbandet.«

Apoteket var lukket; han havde givet recepten ind gennem den lille låge i døren og sad nu på stentrappen udenfor og ventede på de lægemidler, man tilberedte. Det var en skøn stjerneklar decembernat; men kulden gennemisnede den sørgende fader; så han hverken så måne eller stjerner, men stirrede mørkt og håbløs på de frosne brosten. Da gik vægteren forbi, hilste venlig og sagde: »god morgen!«

»Gud hjælpe mig for morgen er det – mumlede Frants – i min sjæl bliver det aldrig mere morgen, og denne iskolde vinternat knuger mig til graven.«

Fra tårnet slog klokken nu et, og vægteren sang med ren og klar stemme i de simple dybe toner:

Hjælp os, o Jesu kære,
vort kors i verden her
tålmodig at bære!
Der er ej frelser fler.

Frants hørte de fromme ord, og hans smerte opløste sig i vemod. En brændende tåre trillede over hans kind, han løftede sit hoved mod himlen, så den evige stjernepragt og uendelige ro foroven, og han foldede sine hænder og bad de sidste ord med i vægterens sang:

Ræk os din hånd, o frelsermand!
Så bliver byrden let.

Nu gik lågen op på apotekdøren. Frants modtog en lille flaske med dråber, gav sin sidste skærv derfor og ilede håbefuld og styrket til sit hjem; thi det var ligesom en overmenneskelig magt havde hævet hans sjæl og lettet byrden, som kuede ham til jorden.

»Har du også hørt hvad vægteren sang, Johanne! – spurgte Frants, da han trådte ind i den lille grønne stue og så moderen sidde smilende ved vuggen – eller var det dig selv, som sang for mig i natten om hånden fra oven, som skulle lette vor byrde?«

»Tys, han er faldet i en mild og rolig søvn – hviskede Johanne og pegede på barnet – du skal se, det bliver alt sammen godt endnu. Sæt kun den flaske hen! Gud kan nok hjælpe foruden.«

»Hvad er hændt dig, Johanne! dit øje glinser jo så mildt og roligt, som en engel fra himlen havde været hos dig og forkyndet dig et saligt evangelium.«

»Ja, et saligt evangelium er ligesom nedfaldet til mig fra himlen – svarede Johanne og pegede hen på en gammel bibel, som lå opslået på bordet – Se! Det er salig farbroders gamle familiebibel, den har jeg ikke set siden han døde, og – Gud forlade mig det! Jeg har i lang tid ikke tænkt på, at den kunne trøste mig. Den lå i lønskabet i alkoven og faldt just i min hånd, da jeg greb efter et klæde, for at tørre mine tårer. Og se, den har trøstet og beroliget min sjæl. Hvad der så end sker, Frants, om døden og menneskene også tager al glæden fra os i verden, så er Herren dog med os alle dage indtil verdens ende, og vi skal være hos ham engang og ingen skal mere tage vor glæde fra os.«

Frants foldede sine hænder og læste, hvor Johanne havde slået op.

I den gamle sølvbeslagne spænde-bibel lå nogle løse papirer og skrevne blade, som han lagde til side uden at læse dem, da han så, det var kun regninger og kvitteringer. Men med begærlighed gennemså han nu de første skrevne blade i den gamle familiebog, som indeholdt den ærlige mester Floks hele slægtsregister, med indstrøede fromme tanker og ønsker for fremtiden, og endelig en slags dagbog over det sidste år af hans liv. Jo længere han læste, jo opmærksommere blev han, og Johanne så urolig på de sælsomme bevægelser i hans ansigt. Til sidst for han op og råbte: »Det er skrækkeligt, Johanne! Det er skrækkeligt! Man har stræbt din farbroder efter livet, se, her står det. Det er skrevet med hans egen skælvende hånd, men dunkelt og gådefuldt, hør hvad her står!« Og nu satte han sig og læste:

»Gud gøre mine fjenders onde anslag til intet! – Hvorfor gav jeg mit guld i den uretfærdiges hånd, og mit liv i rovdyrets kløer? – Mit gods har han ranet med list – min tunge har han bundet med ed – og mit liv har han truet i løndom. Men forbandet være mit gods i den uretfærdiges hånd, og forbandet det hus, hvori han sætter sin fod! – Vel er der en tid, hvori et menneske hersker over et andet, sig selv til ulykke; – men et menneske har ikke magt over ånden, at forhindre ånden, og ingen magt på dødens dag.«

»Hvad er dette – sagde Frants og stod forfærdet op – Hvem er den dødsfjende, han taler om og ikke tør nævne? I hvis hånd kom hans gods og hans hus? – Den samme er det, som har bundet hans tunge med ed og truet hans liv i løndom. Hvem har vidnet for os og verden, at han er druknet og fundet i Dødningehuset? Hvem har derfra begravet ham i stilhed som en selvmorder? – Hvor mange ulykkelige bares ikke did, som ingen ven kendte mere på det forknuste opsvulmede ansigt? – Og hvis vidnesbyrd har vi for at det var ham? – Hans ben ligger os måske nærmere, end vi tror. Søg og du skal finde – var det ikke sådan du sagde gamle mester! – Hvorfor kom jeg ikke i min kiste? – Hvorfor kom jeg ikke i kristen jord? – Ti stille, gamle! du kan komme det endnu. – Hvad siger du om pulterkammeret? Johanne! Hvem vasker gulv ved midnat, når vi andre sover? Før solen står op, skal jeg have gennemrodet den lukkede morderhule som en muldvarp.«

»Ak, bedste kæreste mand, hvilken skrækkelig mistanke! Jeg forstår ikke det halve af hvad du siger; men hvad jeg aner og tænker er grueligt.«

»Se vort barn, Johanne! Det sover roligt og smiler til os i drømme. Jeg er på vej til at udslette forbandelsen, og velsignelsen kommer os allerede i møde.«

»Jeg vil våge ved barnets vugge; gør du i Guds navn hvad du kan og må,« sagde Johanne; og Frants tændte tavs lygten og gik til værkstedet. Der tog han økse og brækkejern og gik til pulterkammerdøren. Kammeret er mit eget – sagde han ved sig selv – Hvem vil forbyde mig at bryde det op? Han satte brækkejernet til, og det var sket. Lidt ængstelig åbnede han døren; men da han trådte ind, blev han rolig og begyndte trøstig sin natlige gerning. Han lyste med lygten på hver en plet på mur og på gulv; men der var intet som nærede hans mistanke. Nogle sække med brænde stod i en krog; dem rystede han, og hver pind syntes ham mistænkelig som et dødningeben; men han fandt intet spor af hvad han søgte. Kammeret var ryddet og nylig vasket og rengjort. Nu begyndte han på at brække gulvet op. Da syntes det ham, en hånd greb i døren til naboens hus. Han tog forsigtig lygten i den venstre hånd og holdt fast om økseskaftet med den højre. »Har nogen lyst til at hjælpe mig« – sagde han halvhøjt – men der kom ingen. Frants satte lygten fra sig igen og begyndte på ny at hamre og håndtere med brædderne; uden selv ret at vide hvorfor begyndte han nu tillige at fløjte en sang, som hans gamle mester altid plejede at nynne, når han arbejdede. Men Frants havde ikke hamret og fløjtet ret længe, førend det greb i døren igen. Nu tog han lygten og øksen og rejste sig – i det samme gik døren op og en høj hvid skikkelse trådte ham langsomt i møde, med et åsyn som fra fordømmelsens bolig.

»Har du ikke hamret af endnu? Gamle mester, vil du da høvle og hamre her til dommedag? – Får den vise ej i evighed ende?« – sagde en hul velkendt stemme, og Frants genkendte med forfærdelse den blege forvildede søvngænger, som med stift opspilede øjne og forvildet hår kom afklædt og nøgen fra sit sovekammer.

»Hvor lagde du mine ben? – sagde Frants, som grebet af vanvid – Hvorfor kom jeg ikke i min kiste? Hvorfor kom jeg ikke i kristen jord?«

»Dine ben er vel forvarede – svarede den blege frygtelige drømmer – Under mit pæretræ skal ingen forstyrre dem.«

»Men hvem begravede du i mit navn, som selvmorder, da du stjal min ære i døden?« – spurgte Frants videre og forfærdedes selv ved at høre sin stemme; thi det var som om hans gamle mester talte ud af ham.

»Det var jo tiggeren – svarede den blege synder og fordrejede ansigtet krampagtigt – Det var jo den fremmede tigger, som du gav din gamle grå kappe – men jeg jog ham fra min trappe julenat.«

»Hvor han lå, skal du rådne; ved hans side skal du møde mig på dommedag« – sagde Frants, og vidste ikke selv hvad han sagde; thi han var ikke længere sig selv bevidst, men hørte ligesom den afdødes stemme tale igennem sig.

Da hørte han et rædselskrig og stod alene med lygten og den hævede økse i hånden; men den hylende skikkelse var forsvundet tilbage, hvor den kom fra.

»Var det en drøm? – sagde Frants – eller var jeg afsindig? – Er der blod på min Økse? – Nej, endnu er den ren; men bort, bort fra denne morderhule – nu ved jeg hvor jeg skal finde, hvad jeg søger.«

Han gik tilbage til Johanne, som sad stille hos det slumrende barn og læste i den hellige skrift.

Frants tav med hvad der var hændt, og hun gruede for at spørge ham derom. Han bad hende kun hvile sig til det blev dag, mens han vågede ved barnets vugge. »Endnu har jeg kun dunkle formodninger – sagde han – men imorgen vil meget måske blive klart.«

Han gennemlæste nu nøjere de skrevne bibelblade og den gamle mesters efterladte papirer, som han næste dag bragte til retten, hvor han bad om at få alting lovligt undersøgt.

»Sagde jeg det ikke nok, at der ville komme lig ud af huset inden året var omme« – sagde den gamle brødkone på hjørnet til sin datter, da, tre dage efter, en smuk sort kiste, med passer og vinkelmål over kors på låget, blev båret ud af snedker Frants’ hus. Den var ledsaget af Frants og hele det hæderlige snedkerlaug, alle i sorte klæder og med deres kårder ved siden.

»Det skal jo være den gamle snedkermester Flok, som nu først bliver virkelig begravet – sagde brødkonens datter – Så var det dog virkelig hans knogler, man fandt under træet i naboens have?«

»Ja, det har jo den unge mester Frants bevist for retten« – tog en fiskerkone ordet, idet hun satte sin kurv ned på fortorvet og satte sig på hanken, for i magelighed at betragte ligfølget – »Se, der går han den unge smukke mester – vedblev hun – nu kan man dog for fremtiden tjene en skillingspenge hos ham, siden hus og gods er hans, og den gamle gerrige Stork får en lang næse.«

»Og måske en lang hals med – sagde kældermanden – hvis det ellers er sandt hvad man siger, at han hemmelig har taget den ærlige mester Flok af dage.«

»Det har jeg længe tænkt, at den karl blev hængt engang – sagde brødkonen – han købte jo aldrig for to skilling brød hos mig uden han ville have for den tredie i tilgift.«

»Havde man kun fat på ham – sagde kældermanden – i tre dage har ingen set ham i byen.«

Juleaften sad en lille lykkelig familie i snedkermester Floks forrige hus ved kanalen. Barnet sad sundt og friskt på den skønne moders skød, og den unge mester Frants fyldte glad og stille det gamle familiebæger med vin. »En lyksalig jul, min Johanne! – sagde han rørt – det så det ikke ud til for fjorten dage siden. Nu sidder vi som velhavende unge folk her i vort eget lille hus, ligesom din gode salig farbroder havde tiltænkt os det. Nu behøver jeg ikke mere at hamre ligkister sammen ved midnat, men kan lave smukke stole og kommoder til lykkelige nygifte folk, kan holde svende og drenge i værkstedet og have en glad aften ved hver højtid. Og nu har du fred, gamle mester! – føjede han højtidelig til og så hen på stolen i kakkelovnskrogen, som om han sad der endnu – Du har taget forbandelsen fra huset og givet os din velsignelse; derfor skal dit minde være velsignet iblandt os. Gud give dig en salig opstandelse!«

Pulterkammerdøren havde Frants ladet tilmure og han lod værkstedet blive som det var i den gamle mesters tid. Den indridsede skrift på muren havde han ladet overhvidte og den var ikke kommet til syne igen.

Da han nu næste gang gik over Langebro og kom forbi de druknedes Dødningehus, gik han rolig hen til vinduet og sagde ved sig selv: nu kan du gerne se derind; gamle mester Flok ligger der ikke og venter på sin kiste. Men forfærdet for han tilbage; thi et blåt opsvulmet dødningeansigt stirrede på ham med opspilede øjne, og han genkendte i de afskyelige fordrejede træk den forsvundne Storks skrækkelige morderansigt.

»Så har du da givet dig selv det endeligt, som du løj min myrdede uskyldige mester til – sagde Frants – Intet menneske savner dig i verden uden bøddelen, hvis økse du undveg. Dog begravet skal du blive. Din kiste har jeg høvlet på, da du lagde planer for at lægge mig i graven. Gud være din syndige sjæl nådig!«

Frants lod ham i stilhed begrave og gav ham den kiste, han havde troet var til ham selv, da han for få uger siden stod modløs i sit værksted og ingen redning så i sin store nød og jammer.

Lykke og velsignelse syntes nu at have hjemme i hans hus og være med ham i al hans gerning. Den gamle mesters bibel kom ofte ned fra hylden og svalede det stille fromme ægtepar med de evige forjættelser, mens den tillige mindede dem om, at al denne verdens lykke og glæde dog var forgængelig. Kom en prøvestund da imellem de gode dage, og blev det stundom også de lykkeliges lod at sørge ved en kær vens bortgang eller våge en kummerfuld nat ved et elsket barns sygeleje, så forsagede de dog ikke, men rakte kærligt hinanden hånden over bibelen og håbede. Når da vægteren sang:

Hjælp os, o Jesu kære,
vort kors i verden her
tålmodig at bære!
Der er ej frelser fler.

da tænkte Frants på den nat, hvor han sad håbløs og fortvivlet på apotektrappen og ventede på det sidste redningsmiddel, som dog Gud gjorde overflødigt. Han måtte da altid istemme de sidste ord af sangen:

Ræk os din hånd, o frelsermand!
Så bliver byrden let.

Trykt i: Samlede Eventyr og Fortællinger,  1853

Kort om B. S. Ingemann:

Født: den 28. maj 1789
Død: den 24. februar 1862

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Skyggen af H. C. Andersen

H. C. Andersen - foto: Thora Hallager
By Thora Hallager (1821-1884) – http://museum.odense.dk/viden-om/hc-andersen/publikationer/jeg-sad-i-dag-for-photographen.aspx, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11819411

I de hede lande, der kan solen rigtignok brænde! Folk bliver ganske mahognibrune; ja i de aller varmeste lande brændes de til negre, men det var nu kun til de hede lande, en lærd mand var kommet fra de kolde; der troede han nu at han kunne løbe om, ligesom der hjemme, men det blev han snart vænnet fra. Han og alle fornuftige folk måtte blive inde, vinduesskodder og døre var lukkede hele dagen; det så ud som hele huset sov og at ingen var hjemme. Den smalle gade med de høje huse, hvor han boede, var bygget således at solskinnet fra morgen til aften måtte ligge der, det var virkeligt ikke til at holde ud! – Den lærde mand fra de kolde lande, det var en ung mand, en klog mand, han syntes, han sad i en gloende ovn; det tog på ham, han blev ganske mager, selv hans skygge krøb ind, den blev meget mindre end hjemme, solen tog også på den. – De livede først op om aftenen, når solen var gået ned.

Det var en fornøjelse at se på; så snart lyset blev bragt ind i stuen, strakte skyggen sig helt op ad væggen, ja endda hen ad loftet, så lang gjorde den sig, den måtte strække sig for at komme til kræfter. Den lærde gik ud på altanen, for at strække sig der, og mens stjernerne kom frem i den dejlige klare luft, følte han det, som om han kom til live igen.

På alle altaner i gaden, og i de varme lande har hvert vindue en altan, kom folk frem, for luft må man have, selvom man er vant til at være mahogni! Der blev så levende oppe og nede. Skomagere og skræddere, alle folk flyttede ud på gaden, der kom bord og stol, og lyset brændte, ja over tusind lys brændte, og den ene talte og den anden sang, og folk spadserede, vognene kørte, æslerne gik: klingelingeling! de har klokker på;  døde blev begravede med salmesang, gadedrengene skød med troldkællinger, og kirkeklokkerne ringede, jo der var rigtig nok levende nede i gaden.

Kun i det hus, som lå lige overfor hvor den fremmede lærde mand boede, var der ganske stille; og dog boede der nogen, for på altanen stod der blomster, de groede så dejligt i solen, og det kunne de ikke, uden at de blev vandet, og nogen måtte jo vande dem; folk måtte der være. Døren derovre blev også åbnet halvt ud på aftenen, men der var mørkt derinde, i det mindste i det forreste værelse, dybere inde fra lød musik. Den fremmede lærde mand syntes, den var ganske mageløs, men det kunne nu også være at han kun bildte sig det ind, for han fandt alting mageløst derude i de varme lande, når bare der ingen sol havde været. Den fremmedes vært sagde at han ikke vidste, hvem der havde lejet genboens hus, man så jo ingen folk og hvad musikken angik, syntes han, at den var gruelig kedelig. “Det lyder som om der sidder én og øver sig på et stykke, han ikke kan komme ud af, altid det samme stykke.” “Jeg får det dog ud!” siger han nok, men han får det ikke ud, ligegyldigt hvor længe han spiller.”

En nat vågnede den fremmede, han sov for åben altandør, gardinet foran den løftede sig i vinden, og han syntes at der kom en forunderlig glans fra genboens altan, alle blomsterne skinnede som flammer, i de dejligste farver, og midt imellem blomsterne stod en slank, yndig jomfru, det var som om hun også lyste; det skar ham i øjnene, som han vågnede af søvnen; i et spring var han på gulvet, ganske sagte så han ud bag gardinet, men jomfruen var borte, glansen var borte; blomsterne skinnede slet ikke, men stod smukt, som altid; døren var på klem, og dybt inde klang musikken så blød og dejlig, så man faldt hen i søde tanker derved. Det var ligesom trolddom og hvem boede der? Hvor var den egentlig, indgangen? Hele stueetagen var butik ved siden af butik, og der kunne folk jo ikke altid løbe igennem.

En aften sad den fremmede ude på sin altan, inde i stuen bag ved ham brændte lyset, og så var det jo ganske naturligt at skyggen af ham gik over på genboens væg; ja der sad den lige over for mellem blomsterne på altanen; og når den fremmede rørte på sig, så rørte skyggen sig også, for det gør den. –

“Jeg tror min skygge er det eneste levende, man ser derovre!” sagde den lærde mand. “Se hvor net den sidder mellem blomsterne, døren står på klem, nu skulle skyggen være så snild at gå indenfor, og se sig om, og så komme og fortælle mig hvad den havde set! Ja, du skulle gøre gavn!” sagde han i spøg! “Vær så god at træde indenfor! Nå, går du!” og så nikkede han til skyggen og skyggen nikkede igen. “Ja så gå, men bliv ikke borte!” Og den fremmede rejste sig og hans skygge ovre på genboens altan rejste sig også; og den fremmede drejede sig og skyggen drejede sig også; ja hvis nogen havde lagt mærke dertil, da havde de tydeligt kunnet se, at skyggen gik ind af den halvåbne altandør hos genboen, lige idet den fremmede gik ind i sin stue og lod det lange gardin falde ned efter sig.

Næste morgen gik den lærde mand ud for at drikke kaffe og læse aviser. “Hvad er det?” sagde han, da han kom ud i solskinnet, “jeg har jo ingen skygge! Så er den virkelig gået i aftes og ikke kommet igen; det er noget kedeligt noget!”

Og det ærgrede ham, men ikke så meget fordi skyggen var borte, som fordi han vidste, at der var en historie til om en mand uden skygge, den kendte alle folk hjemme i de kolde lande, og kom nu den lærde mand der og fortalte sin, så ville de sige, at han efterlignede, og det behøvede han ikke. Han ville derfor slet ikke tale derom, og det var fornuftigt tænkt.

Om aftenen gik han ud på sin altan igen, lyset havde han meget rigtig sat bag ved sig, for han vidste at skyggen vil have sin herre til lampeskærmen, men han kunne ikke lokke den; han gjorde sig lille, han gjorde sig stor, men der var ingen skygge, der kom ingen! Han sagde: hm! hm! men det hjalp ikke.

Ærgerligt var det, men i de varme lande vokser alting hurtigt, og efter otte dages forløb mærkede han, til sin store fornøjelse, at der voksede en ny skygge ud fra benene, når han kom ud i solen, roden måtte været blevet siddende. Efter tre uger havde han en ganske tålelig skygge, der, da han begav sig hjem til de nordlige lande, voksede mere og mere på rejsen, så den til sidst var så lang og så stor at det halve var nok.

Så kom den lærde mand hjem og han skrev bøger om hvad der var sandt i verden, og om hvad der var godt og hvad der var smukt, og der gik dage og der gik år; der gik mange år.

Da sidder han en aften i sin stue og så banker det ganske sagte på døren.

“Kom ind!” siger han, men der kom ingen; så lukker han op og foran ham stod et overordentligt magert menneske, så han blev ganske underlig. Forresten var mennesket særdeles fint klædt på, så det måtte være en fornem mand.

“Hvem har jeg den ære at tale med?” spurgte den lærde.

“Ja det tænkte jeg nok!” sagde den fine mand, “at De ikke genkender mig! Jeg er blevet så meget legeme, og jeg har ordentlig fået kød og klæder. De har nok aldrig tænkt at se mig i sådan en velmagt. Kender De ikke deres gamle skygge? Ja De har vist ikke troet at jeg kom igen. Mig er det gået særdeles vel siden jeg sidst var hos Dem, jeg er i alle henseender blevet meget formuende! Skal jeg købe mig fri fra tjenesten, så kan jeg!” og så raslede han med et helt bundt kostbare signeter, som hang ved uret, og han stak sin hånd ind i den tykke guldkæde, han bar om halsen; nej hvor alle fingrene glimtede med diamantringe! Og det var alt sammen virkeligt.

“Nej, jeg kan ikke komme til mig selv!” sagde den lærde mand, “hvad er dog alt det!”

“Ja noget almindeligt er det ikke!” sagde skyggen , “men De selv hører jo heller ikke til de almindelige, og jeg, det ved De nok, har fra barnsben trådt i Deres fodspor. Så snart De fandt, at jeg var moden til at gå alene ud i verden, gik jeg min egen vej; jeg er i de aller brillanteste omstændigheder, men der kom en slags længsel over mig efter at se Dem endnu en gang, før De dør, De skal jo dø! Jeg ville også gerne gense disse lande, for man holder dog altid af fædrelandet! – Jeg ved, De har fået en anden skygge, har jeg noget at betale til den eller Dem? De må endelig være så god at sige det.”

“Nej, er det virkelig dig!” sagde den lærde mand, “det er dog højst mærkværdig! Aldrig havde jeg troet at ens gamle skygge kunne komme igen som menneske!”

“Sig mig hvad jeg har at betale!” sagde skyggen, “for jeg vil nødig stå i gæld!”

“Hvor kan du tale således!” sagde den lærde mand. “Hvad gæld er her at snakke om! Vær så fri, som nogen! Jeg glæder mig overordentlig ved din lykke! Sid ned, gamle ven og fortæl mig bare lidt om hvorledes det er gået til, og hvad du så ovre hos genboen, der i de varme lande!” –

“Ja, det skal jeg fortælle Dem,” sagde skyggen og satte sig ned, “men så må De også love mig, at De aldrig fortæller til nogen, hvor De end træffer mig, at jeg har været deres skygge! Jeg har i sinde at forlove mig; jeg kan forsørge mere end en familie!” –

“Vær ganske rolig!” sagde den lærde mand, “jeg skal ikke sige til nogen hvem du er! Her er min hånd! Jeg lover det og en mand et ord!”

“Et ord en skygge!” sagde skyggen, og således måtte den jo tale.

Det var ellers virkelig ganske mærkværdigt hvor meget menneske den var; ganske sortklædt var den og i det allerfineste sorte klæde, lakerede støvler, og hat der kunne smække sammen, så at den blev bar pul og skygge, ikke at tale om hvad vi allerede ved her var, signeter, guldhalskæde og diamantringe; jo, skyggen var overordentlig godt klædt på, og det var just det, som gjorde at den var et menneske.

“Nu skal jeg fortælle!” sagde skyggen , og så satte den sine ben med de lakerede støvler så hårdt, den kunne, ned på ærmet af den lærde mands nye skygge, der lå som en puddelhund ved hans fødder, og det var nu enten af hovmod eller måske for at få den til at hænge ved; og den liggende skygge, holdt sig så stille og rolig, for ret at høre efter; den ville nok vide hvorledes man således kunne komme løs og tjene sig op til sin egen herre.

“Ved De, hvem der boede i genboens hus?” sagde skyggen, “det var den dejligste af alle, det var Poesien! Jeg var der i tre uger og det havde samme virkning, som om man levede i tre tusind år og læste alt hvad der var digtet og skrevet, for det siger jeg og det er rigtigt. Jeg har set alt og jeg ved alt!”

“Poesien!” råbte den lærde mand! “Ja, ja – hun er tit eremit i de store byer! Poesien! Ja, jeg har set hende et eneste kort øjeblik, men søvnen sad mig i øjnene! Hun stod på altanen og skinnede som nordlyset skinner! Fortæl, fortæl! Du var på altanen, du gik ind ad døren og så – -!”

“Så var jeg i forgemakket!” sagde skyggen. “De har altid siddet og set over til forgemakket. Der var slet intet lys, der var en slags tusmørke, men den ene dør stod åben lige overfor den anden i en lang række stuer og sale; og der var lyst op, jeg var sikkert blevet slået ihjel af alt det lys, hvis var jeg kommet helt ind til jomfruen; men jeg var besindig, jeg gav mig tid og det skal man gøre!”

“Og hvad så du så?” spurgte den lærde mand.

“Jeg så alting, og jeg skal fortælle Dem det, men, – jeg vil ikke være storsnudet, men – som fri og med de kundskaber jeg har, for ikke at tale om min gode stilling og mine fortræffelige omstændigheder, – så ville jeg ønske at De sagde De til mig!”

“Om forladelse!” sagde den lærde mand, “det er gammel vane, som sidder fast! – De har fuldkommen ret, og jeg skal huske det! Men nu fortæller De mig alt hvad De så!”

“Alting!” sagde skyggen, “for jeg så alt og jeg ved alt!”

“Hvorledes så der ud i de inderste sale?” spurgte den lærde mand. “Var der som i den friske skov? Var der som i en hellig kirke? Var salene som den stjerneklare himmel, når man står på de høje bjerge?”

“Alting var der!” sagde skyggen. “Jeg gik godt nok ikke helt ind, jeg blev i det forreste værelse i tusmørket, men der stod jeg særdeles godt, jeg så alting og jeg ved alting! Jeg har været ved Poesiens hof, i forgemakket.”

“Men hvad så De? Gik oldtidens guder gennem de store sale? Kæmpede de gamle helte der? Legede der søde børn som fortalte deres drømme?”

“Jeg siger Dem, jeg var der og De begriber, jeg så alt, hvad der var at se! Havde De kommet derover, var De ikke blevet menneske, men det blev jeg! Og tillige lærte jeg at kende min inderste natur, mit medfødte, det familieskab, jeg havde med Poesien. Ja dengang jeg var hos Dem, tænkte jeg ikke over det, men altid når solen stod op og solen gik ned, blev jeg så underlig stor; i måneskin var jeg næsten ved at være tydeligere end De selv; jeg forstod ikke den gang min natur, i forgemakket gik det op for mig! Jeg blev menneske! – Moden kom jeg ud, men De var ikke længere i de varme lande; jeg skammede mig som menneske ved at gå som jeg gik, jeg trængte til støvler, til klæder, til hele denne menneske-fernis, som gør et menneske genkendeligt. – Jeg skjulte mig, ja, Dem siger jeg det, De sætter det jo ikke i nogen bog, jeg skjulte mig i kagekonens skørt, under det skjulte jeg mig; konen tænkte ikke på hvor meget hun gemte; først om aftenen gik jeg ud; jeg løb om i måneskinnet på gaden; jeg gjorde mig lang op ad muren, det kildrer så dejligt i ryggen! Jeg løb op og jeg løb ned, kiggede ind af de højeste vinduer, ind i salen og på taget, jeg kiggede hvor ingen kunne kigge og jeg så hvad ingen andre så, hvad ingen skulle se! Det er i grunden en nedrig verden! Jeg ville ikke være menneske, dersom det nu ikke engang var antaget at det var noget at være det! Jeg så det utænkeligste hos konerne, hos mændene, hos forældrene og hos de søde mageløse børn; – jeg så”, sagde skyggen, “hvad ingen mennesker må vide, men hvad de allesammen så gerne vil vide, ondt hos naboen. – Havde jeg skrevet en avis, var den blevet læst! Men jeg skrev til personen selv, og der blev en forfærdelse i alle byer hvor jeg kom. De blev så bange for mig, og de holdt så overordentlig af mig. Professorerne gjorde mig til professor, skrædderne gav mig ny klæder, jeg er godt forsynet; møntmesteren slog mønt for mig, og konerne sagde, jeg var så køn! – Og så blev jeg den mand jeg er, og nu siger jeg farvel; her er mit kort, jeg bor på solsiden og er altid hjemme i regnvejr!” Og så gik skyggen .

“Det var dog mærkeligt!” sagde den lærde mand.

År og dag gik, så kom skyggen igen.

“Hvorledes går det?” spurgte den.

“Ak!” sagde den lærde mand, “jeg skriver om det sande og det gode og det skønne, men ingen bryder sig om at høre det, jeg er ganske fortvivlet, for jeg tager mig det så nær!”

“Men det gør jeg ikke!” sagde skyggen, “jeg bliver fed, og det er det man skal se at blive! Ja, De forstår dem ikke på verden. De bliver dårlig af det. De må rejse! Jeg rejser til sommer; vil De med? Jeg gad nok have en rejsekammerat! Vil De rejse med, som skygge? Det skal være mig en stor fornøjelse at have Dem med, jeg betaler rejsen!”

“Det går vist for vidt” sagde den lærde mand.

“Det er ligesom man tager det!” sagde skyggen. “De vil have grumme godt af at rejse! Vil De være min skygge så skal De få alting frit på rejsen!”

“Det er for galt!” sagde den lærde mand.

“Men sådan er verden nu!” sagde skyggen, “og således bliver den!” Og så gik skyggen .

Den lærde mand havde det slet ikke godt, sorg og plage fulgte ham, og når han talte om det sande og det gode og det skønne, var det som at give roser til en ko! – Han blev ganske syg til sidst.

“De ser virkelig ud ligesom en skygge!” sagde folk til ham, og det gøs i den lærde mand, når han tænkte på det.

“De skal tage til et kurbad!” sagde skyggen, som kom og besøgte ham, “der er ikke andet for! Jeg vil tage Dem med for gammelt bekendtskabs skyld, jeg betaler rejsen og De underholder mig på vejen! Jeg vil til et kurbad, mit skæg gror ikke ud som det skulle, det er også en sygdom, og skæg må man have! Vær De nu fornuftig og tag imod tilbuddet, vi rejser jo som kammerater!”

Og så rejste de; skyggen var da herre og herren var da skygge; de kørte med hinanden, de red og gik sammen, side ved side, forud og bagefter, således som solen stod; skyggen vidste altid at holde sig på herrepladsen; og det tænkte den lærde mand ikke over; han havde et godt hjerte, og var særdeles mild og venlig, og en dag sagde han til skyggen: “Da vi nu er blevet rejsekammerater, og vi tillige er vokset op fra barndommen sammen, skulle vi så ikke drikke dus, det er dog mere fortroligt!”

“De siger noget!” sagde skyggen, som jo nu var den egentlige herre. “Det er meget ligefremt og velment sagt, jeg vil være ligeså velmenende og ligefrem. De, som en lærd mand, ved jo nok hvor underlig naturen er. Nogle mennesker kan ikke tåle at røre ved gråt papir, så får de ondt; andre går der som et stød igennem, når man gnider et søm mod en Glasrude; jeg får samme følelse ved at høre Dem sige du til mig, jeg føler mig ligesom trykket til jorden i min første stilling hos Dem. De ser at det er en følelse, det er ikke stolthed; jeg kan ikke lade Dem sige du til mig, men jeg skal gerne sige du til Dem, så er det halve gjort!”

Og så sagde skyggen du til sin forrige herre.

“Det er dog for galt,” tænkte han, “at jeg må sige De og han siger du,” men nu måtte han holde ud.

Så kom de til et kurbad, hvor der var mange fremmede og imellem disse en dejlig kongedatter, som havde den sygdom at hun så for godt og derfor var så ængstelig.

Straks mærkede hun at han, der var kommet, var en ganske anden person end alle de andre; “han er her for at få sit skæg til at vokse, siger man, men jeg ser den rette årsag, han kan ikke kaste skygge.”

Nysgerrig var hun blevet; og så gav hun sig straks til at tale med den fremmede herre under en spadseretur. Som kongedatter behøvede hun ikke at bruge mange høflighedsfraser, så hun sagde, »Deres sygdom er at De ikke kan kaste skygge.”

“Deres kongelige højhed må være betydelig i bedring!” sagde skyggen, “jeg ved, at Deres sygdom er at De ser alt for godt, men det har ændret sig, De er helbredt, jeg har just en ganske usædvanlig skygge! Ser De ikke den person, som altid går med mig! Andre mennesker har en almindelig skygge, men jeg holder ikke af det almindelige. Man giver tit sin tjener finere klæder i liberiet end man selv bruger, og således har jeg ladet min skygge pudse op til menneske. Ja, De ser, at jeg endogså har givet ham en skygge. Det er meget kostbart, men jeg holder af have noget for mig selv!” –

“Hvad?” tænkte prinsessen, “skulle jeg virkelig være kommet mig! Dette kurbad er det bedste der er til! Vandet har i vor tid ganske forunderlige kræfter. Men jeg tager ikke bort, for nu bliver her morsomt; den fremmede synes jeg overordenligt om. Bare hans skæg ikke vokser, for så rejser han!”

Om aftenen i den store balsal dansede kongedatteren og skyggen. Hun var let, men han var endnu lettere, sådan en danser havde hun aldrig mødt. Hun fortalte ham fra hvor hun var fra, og han kendte landet, han havde været der, men da var hun ikke hjemme, han havde kigget ind af vinduerne foroven og forneden, han havde set både det ene og det andet, så han kunne svare kongedatteren og gøre antydninger, så hun blev ganske forundret; han måtte være den viseste mand på hele jorden! Hun blev så forundret over alt det han vidste, og da de dansede igen, blev hun forelsket, og det kunne skyggen godt mærke, for hun så ikke mere lige igennem ham. Så dansede de nok engang og hun var lige ved at sige det, men hun var besindig, hun tænkte på sit land og rige og på de mange mennesker, hun skulle regere over. “En vis mand er han,” sagde hun til sig selv, “det er godt! Og dejligt danser han, det er også godt, men mon han har gode kundskaber, det er ligeså vigtigt! Han må eksamineres.” Og så begyndte hun så småt at spørge ham om noget af det allervanskeligste, som hun ikke selv kunne have svaret på; og skyggen gjorde et ganske underligt ansigt.

“Det kan De ikke svare på!” sagde kongedatteren.

“Det hører til min børnelærdom,” sagde skyggen, “jeg tror sågar min skygge derhenne ved døren kan svare på det!”

“Deres skygge!” sagde kongedatteren, “det ville være højst mærkeligt!”

“Ja, jeg siger ikke helt sikkert, at han kan!” sagde skyggen, “men jeg tror det, han har nu i så mange år fulgt mig, og hørt efter, – så jeg tror det! Men hvis deres kongelige højhed tillader, at jeg gør Dem opmærksom på, at han er så stolt af at gå for et menneske, at når han skal være i rigtig humør, og det må han være for at svare godt, så må han behandles ganske som et menneske.”

“Det kan jeg godt lide!” sagde kongedatteren.

Og så gik hun hen til den lærde mand ved døren, og hun talte med ham om sol og måne, og om menneskene både udenpå og indeni og han svarede så klogt og godt.

“Hvilken stor mand det må være, der har så vis en skygge!” tænkte hun, “det vil være en ren velsignelse for mit folk og rige om jeg valgte ham til min gemal; – jeg gør det!”

Og de var snart enige, både kongedatteren og skyggen, men ingen skulle vide det før hun kom hjem til sit eget rige.

“Ingen, ikke engang min skygge!” sagde skyggen , og det havde han sine grunde til! –

Så kom de til landet hvor kongedatteren regerede når hun var hjemme.

“Hør min gode ven!” sagde skyggen til den lærde mand, “nu er jeg blevet så lykkelig og mægtig, som nogen kan blive, nu vil jeg også gøre noget for dig! Du skal bo hos mig her på slottet, køre med mig i min kongelige vogn og have hundrede tusinde rigsdaler om året; men så må du lade dig kalde skygge af alle og enhver; du må ikke sige at du har været menneske og en gang om året, når jeg sidder på altanen i solskin og lader mig hylde, må du ligge ved mine fødder, som en skygge skal! Jeg skal sige dig, jeg gifter mig med kongedatteren, og i aften skal brylluppet holdes.”

“Nej, det er dog alt for galt!” sagde den lærde mand, “det vil jeg ikke, det gør jeg ikke! Det er at bedrage hele landet og kongedatteren med! Jeg siger alting! At jeg er mennesket, og at du er skyggen, du er bare klædt på!”

“Det er der ingen som vil tro på!” sagde skyggen, “vær fornuftig, eller jeg kalder på vagten!” –

“Jeg går lige til kongedatteren!” sagde den lærde mand. “Men jeg går først!” sagde skyggen, “og du går lige i fængsel!” – Og det gjorde han, for skildvagterne lystrede ham, som de vidste kongedatteren ville have.

“Du ryster!” sagde kongedatteren, da skyggen kom ind til hende, “er der sket noget? Du må ikke blive syg til i aften, nu vi skal have bryllup.”

“Jeg har oplevet det mest forfærdelige!” sagde skyggen, “tænk dig – ja, sådan en stakkels skyggehjerne kan ikke holde meget ud! – Tænk dig, min skygge er blevet gal, han tror at han er mennesket og at jeg – tænk dig bare, – at jeg er hans skygge!”

“Det er frygteligt!” sagde prinsessen, “er han spærret inde?”

“Det er han! Jeg er bange for, at han aldrig kommer sig.”

“Stakkels skygge!” sagde prinsessen, “han er meget ulykkelig; det er en sand velgerning at befri ham fra den smule liv han har, og når jeg tænker over det, så tror jeg det bliver nødvendigt at det bliver gjort i al stilhed!”

“Det er rigtig nok hårdt!” sagde skyggen, “for det var en tro tjener!” og så gav han ligesom et suk.

“De har en ædel karakter!” sagde kongedatteren.

Om aftenen var hele byen oplyst, og kanonerne gik af: bum! Og soldaterne præsenterede gevær. Det var et bryllup! Kongedatteren og skyggen gik ud på altanen for at lade sig se og hylde!

Den lærde mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget livet af. –

Trykt i: 1847

Kort om H. C. Andersen

Født: den 2. april 1805
Død: den 4. august 1875

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur