Hvorledes nisserne blev til af Vilhelm Bergsøe

Nissen af Vilhelm Bergsøe, illustreret af H. A. BrendekildeDjævelen havde fristet menneskenes børn, og Herrens engel jog dem med sit flammende sværd ud af Paradisets have. Det gik tungt fremad over heder og høje, over dale og svimlende dybder. Under flugten slog Eva sit lange hår over Adams nakke for at skærme ham mod solens stikkende stråler, og Adam støttede Eva og bar hende over åer og moser. Men hver gang de ville hvile sig eller ville stille deres tørst, eller blot standsede for at trække torne ud af deres sårede fødder, så de det blinkende flammesværd bag sig, og blev atter drevet fremad, uden ro og hvile.

På tredjedagen kom de til en bred, palmebevokset dal, hvor en flod snoede sig muntert gennem, og da solen i det samme gik ned, sank Eva sammen, udmattet af sult og træthed. Hun satte sig for Adams fødder og sagde: “Dette smukke sted er en afglans af Paradisets have! Lad mig blot dø her og begrav mig i palmernes skygge. Jeg kan ikke mere.”

Adam bøjede sig bedrøvet over hende; men da han løftede hende op, så han, at flammesværdet bag dem var forsvundet. I stedet blinkede månen ned fra den mørkeblå nattehimmel. Det tog Adam som et tegn og sagde: “Her vil vi bo og bygge! Herren vil måske endnu være os nådig.”

Den næste dag samlede Adam grene og byggede Eva et hus. Det var stort nok til dem – de var jo kun to; men lidt efter lidt måtte Adam bygge huset større, for floden var fuld af børn, og de løb bestandig hen til Eva. Der var jo ingen andre, der kunne tage sig af dem. Det blev til sidst næsten for mange. Eva kunne ikke skaffe tøj til dem alle, og Adam havde det også hårdt. Han sled og slæbte, dyrkede jorden, såede og vandede; men der kom kun torn og tidsel, og det kunne de jo ikke leve af. De blev bestandig fattigere, og til sidst vidste Adam hverken ud eller ind.

I mange, mange tider havde Vor Herre hverken tænkt eller talt til menneskene, fordi han var så vred på dem. Da huskede han dog en dag igen på dem med et mildt sind og besluttede sig for at stige ned til jorden for at se, hvorledes det gik dem. Det var netop en søndag, og Eva havde travlt med at vaske og kæmme sine børn og give dem det nye tøj på, som hun havde syet i løbet af ugen.

Mens hun sad i døren med alle børnene omkring sig, så hun Vor Herre komme vandrende langt nede i dalen. Eva blev flov og ulykkelig; for hun havde kun nået at vaske knap halvdelen af børnene, og resten af dem så snavsede og beskidte ud i deres hverdagstøj. Hun skammede sig over, at Vor Herre skulle se dem se så fæle ud på en søndag. I en fart jog hun alle de snavsede børn ind i huset, og så kaldte hun på Adam og sagde til ham, at han skulle skynde sig at skjule dem så godt han kunne, inden Vor Herre kom.

Så Adam tog børnene og gemte dem, hvor han kunne. De sorteste lukkede han ind i en klippehule ved huset. Nogle gemte han i en høj på marken; men dem i de grå trøjer og med de små røde huer beholdt han i huset, og gemte dem rundt omkring i lo og lade, i stalden og ude i bryggerset, hvor han nu kunne få plads til dem.

Så kom Vor Herre.

“Er det alle dine børn?” spurgte han Eva, da han så den pæne børneflok i deres nye søndagstøj. “Har du ikke flere?”
“Nej,” svarede Eva og slog øjnene ned; for hun vidste jo godt, at hun løj for Vor Herre.
“Så vil jeg tage forbandelsen fra dig og Adam, og give dine børn min velsignelse,” sagde Vor Herre, hvorefter han tog alle børnene i sin favn, velsignede dem og gav dem evne til det, de senere skulle blive på jorden. Men de skjulte børn fik han ikke at se, og Eva bad ham ikke om at velsigne dem.

Fra den dag af ville disse børn ikke mere trives; ja, de ville ikke engang kendes ved Eva mere. De blev ved med at pusle om i klippehulen, i højen, på loftet og i laden, og Eva kunne ingen vegne komme med dem. Skønt de blev gamle og grå, blev de ved med at være små og snavsede. De fik store hoveder og tynde ben. Nogle blev pukkelryggede, andre hjulbenede; og når de kunne komme til det, drillede og forskrækkede de Evas andre børn, og skjulte sig så i en fart, når hun ville skælde dem ud.

Til sidst lod hun dem passe sig selv, men de fulgte de andre børn over hele verden og driller dem endnu i dag. De blev nemlig til bjergtrolde, højfolk og nisser. Af de to sidste slags havde vi engang mange ude på landet, og det er deres gavtyvestreger, vi nu skal fortælle om.

Trykt i Nissen, udgivet på Ernst Bojesens Kunstforlag, 1889. – 142 sider, illustreret af H.A. Brendekilde

Kort om Vilhelm Bergsøe

Født: den 8. februar 1835
Død: den 26. juni 1911

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Skæve Janet af Robert Louis Stevenson

Robert Louis Stevenson
Af A. G. Dew-Smith – Robert Louis Stevenson, No restrictions, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=6887532

Pastor Murdoch Soulis havde længe været præst i det lyngklædte hedesogn Balweary i Dule-dalen. Han var en alvorligt udseende og gråbleg gammel mand, der spredte rædsel hos sine tilhørere, og han boede i de sidste år af sit liv i den lille, ensomt beliggende præstegård inde under The Hanging Shaw uden selskab af familie, tjenestefolk eller andre mennesker. Som en modsætning til hans hårde ansigtstræk var blikket forvildet, angst og usikkert, og når han under fortrolige samtaler dvælede ved den forstokkedes fremtid, syntes det, som om hans blik borede sig igennem tidens storm og ind i evighedens rædsler. Mange unge mennesker, der kom for at forberede sig til Den Hellige Nadvers højtid, blev hårdt ramt af hans tale. Han havde en prædiken over Peter: “Djævelen er en brølende løve!” hver søndag efter den 17. august, hvor han plejede at overgå sig selv både med tekstens rystende indhold og den frygtindgydende opførsel, han viste på prædikestolen. Børnene blev skræmt halvt bevidstløse, og de ældre så endnu mere profetiske ud end sædvanligt.

Som selve præstegården lå der ved Dule-floden i en tæt lille stump skov med The Shaw hængende ud over sig til den ene side, og kolde, høje hedebakker ragende op mod himlen til den anden, var der allerede i hr. Soulis’ tidlige år som præst, selv hos folk, der ellers regnede sig for fornuftige mennesker, opstået en angst for at passere forbi præstegården i tusmørke. Selv i landsbykroens ølstue sad gode mænd og rystede på hovederne ved tanken om at gå forbi det uhyggelige sted på et sent tidspunkt af dagen.

For at være helt nøjagtig var der især ét sted, der blev betragtet med ærefrygt. Præstegården lå mellem landevejen og Dule-floden med en gavl ud mod hver. Bagsiden vendte mod Balweary Kirkeby, der lå ca. en halv mil borte; foran var der en nøgen have, indhegnet af en tjørnehæk på stykket mellem floden og vejen. Huset var i to etager med to store værelser i hver. Hoveddøren vendte ikke lige ud til haven, men til en sti eller passage over en slags dæmning, der løb langs vejen på den ene side og på den anden var lukket af de høje piletræer og hyldebuske, der voksede langs flodbredden. Det var dette lille stykke sti, der blandt de unge landsbyfolk i Balweary havde så dårligt et ry.

Præsten selv spadserede der tit efter mørkets frembrud. Sommetider stønnede han højt i sine tavse anråbelser. Men når han ikke var hjemme, og præstegårdens dør var låst, vovede de mere dristige skoledrenge med bankende hjerter at lege røvere og soldater på det sagnomspundne sted.

Denne atmosfære af rædsel, der omgav en rettroende Guds mand med pletfri karakter, var til almindelig forbavselse og undren hos de få fremmede, der af tilfældet eller forretninger blev ført til det ukendte, afsidesliggende stykke land. Men selv blandt sognets egen befolkning var mange uvidende om de begivenheder, der havde fundet sted i hr. Soulis’s første embedsår; og af dem, der vidste besked, var nogle tavse og andre tilbageholdende angående netop dét emne. Kun en sjælden gang kunne en af de ældre efter det tredje glas øl få så meget mod, at han turde fortælle hvad grunden til præstens mærkelige udseende og ensomme liv var.

For 50 år siden da hr. Soulis kom til Balweary, var han endnu ganske ung – en flot fyr, sagde folk – fyldt med boglig lærdom og en glimrende prædikant. De unge var imponerede over hans evner og talegaver; mens gamle, bekymrede og alvorlige mænd og kvinder blev hidset op til at bede for den unge mand, som de anså for en selvbedrager, samt for sognet som nu så ud til at skulle blive så dårligt betjent. Men dårlige ting er ligesom gode – de kommer begge dele stykkevis, en smule ad gangen; og der var selv dengang, folk der sagde, at Vorherre havde ladet professorerne sejle deres egen sø, og at unge mænd der studerede hos dem, havde gjort bedre i at blive siddende i tørvemosen ligesom deres forfædre under forfølgelserne, med en bibel under armen og en trang til at bede bønner i deres hjerter.

Der var imidlertid ingen tvivl om, at hr. Soulis havde været mere end længe nok på universitetet. Han bekymrede sig om mange ting. Han havde en bunke bøger med sig – flere end man nogen sinde før havde set i den præstegård. Det var et grueligt slæb for flyttefolkene, og de var lige ved at blive kvalt i The Devils Hag mellem her og Kilmackerlie. Det var bøger om Vorherre og religion naturligvis. Det sagde de i hvert fald, men alvorligere folk var af den mening, at der ikke var brug for så mange ord, når alle Guds ord kunne være på en side. Så plejede han oven i købet at sidde hele dagen og den halve nat – og det var ikke sømmeligt – og skrive. Først var de bange for, at han arbejdede med sine prædikener, og siden viste det sig, at han skrev på en bog, hvilket sandelig ikke passede sig for en mand i hans alder og med hans ringe erfaring.

I hvert fald trængte han til at få en gammel, anstændig kone, der kunne holde hus for ham og passe på hans penge. Han fik anbefalet en gammel kone – Janet M’Clour kaldte de hende – og derefter blev det overladt til ham selv at bestemme sig. Der var mange, der frarådede ham det, for Janet var ilde anset af de bedste folk i Balweary. Længe før den her omtalte begivenhed fik hun en ‘bette’ med en dragon. Hun havde ikke været til alters i måske 30 år; og nogle børn havde set hende gå og mumle med sig selv oppe på Key’s Loan i skumringen, hvilket var et upassende tidspunkt og sted for en gudfrygtig kvinde. Da folk fortalte ham, at Janet var fortrolig med djævelen, mente han, det var overtro; og da de fremlagde Bibelen for ham og historien om Endors heks, påstod han, at de dage var forbi og djævelen heldigvis overvundet. For det var herremanden selv, der først fortalte præsten om Janet, og i de dage ville hr. Soulis gøre meget for at stille herremanden tilpas.

Da det rygtedes i kirkebyen, at Janet M’Clour skulle være tjenestepige i præstegården, blev folk temmelig vrede på hende og også på ham. Nogle gode koner gik til hendes dør og fortalte hende, hvad der blev sagt om hende lige fra soldatens barn til John Tamsons to køer. Janet var ikke meget talende af sig, og folk lod hende i almindelighed gå sine egne veje, ligesom hun lod dem gå deres. Men når hun endelig tog fat, havde hun en stemme, der kunne gøre en møller døv. Og da konerne blev ved, tog hun fat. Der var ikke den gamle historie i Balweary, som hun ikke fik en eller anden hængt op på den dag. De kunne ikke sige noget, uden at hun gav dobbelt igen; så til sidst greb de gode koner fat i hende, rev tøjet af hende og slæbte hende gennem landsbyen til Dule-floden for at se om hun var en heks eller ikke, om hun flød ovenpå eller druknede.

Kællingen hvinede, så vi kunne høre hende ved The Hanging Shaw, og hun sloges som 10. Der var mangen en god kone, der var mærket af hendes slag næste dag og længe efter; og midt under det hedeste slagsmål, hvem skulle så (for sine synders skyld) dukke op, andre end den nye præst.

“Kvinder,” sagde han (og han havde en vældig stemme), “jeg befaler jer i Guds navn at lade hende gå.” Janet styrtede hen til ham – hun var nærmest vanvittig af angst – og klamrede sig til ham og bønfaldt ham om, for Jesu Kristi skyld, at frelse hende fra kvinderne; mens de for deres del fortalte ham alt, hvad man vidste om hende og måske lidt mere.

“Kvinde,” siger han så til Janet, “er dette sandt?”
“Som Gud selv ser mig,” siger hun, “som Gud selv skabte mig, så er ikke et ord sandt. Bortset fra barnet,” siger hun, “har jeg alle mine dage været en sømmelig og sædelig kvinde.”
“Vil du,” siger hr. Soulis, “i Guds navn, og foran mig, hans uværdige præst, afsværge djævelen, og alle hans gerninger?”

Nå, men så skete der det, at da han bad hende om det, så kom der en stønnen fra hende, der forskrækkede alle dem, der så til, og så hørte de hende hakke tænder af angst. Men der var ikke noget at stille op, der var kun de to muligheder; og Janet løftede den ene hånd og afsvor djævelen lige for ansigterne af dem alle.

“Og nu,” siger hr. Soulis så til de gode koner, “se så at komme hjem alle sammen og bed Gud tilgive jer.” Så bød han Janet sin arm, skønt hun ikke havde ret meget mere på end sin særk, og tog hende med gennem landsbyen hen til hendes egen dør, som om hun var en dame; og hendes råben op og latter var en hel skandale at høre på.

Der var mange alvorlige folk, der den aften bad deres bønner længere, end de plejede; men da morgenen kom, faldt der en angst over hele Balweary. Børnene gemte sig, og selv mandfolkene stod og kikkede fra deres døre. Der kom Janet ned gennem landsbyen – hun selv eller hendes udtrykte billede, det kunne ingen sige – med halsen bøjet og hovedet til den ene side, ligesom én der er blevet hængt, og et grin i ansigtet som et ikke-nedskåret lig. Lidt efter lidt blev de vant til det og spurgte til hende for at få at vide, hvad der var galt; men fra den dag af kunne hun ikke tale som en kristen kvinde, men savlede og hakkede tænder, og fra den dag af kom Guds navn aldrig mere over hendes læber. Somme tider forsøgte hun at sige det, men kunne ikke. De, der vidste bedst, sagde mindst; men de kaldte aldrig det væsen ved Janet M’Clours navn; for den gamle Janet var, mente de, i det sorteste helvede den dag. Kun præsten var hverken til at hugge eller stikke i, han prædikede kun om folks grusomhed, der havde givet hende et slag. Han skældte ud på de børn, der plagede hende; og han bragte hende samme nat op til præstegården og beholdt hende hos sig der under The Hanging Shaw

Nå, men tiden gik, og de mere dovne folk begyndte at tage hele den sorte affære mere let. Man tænkte godt om præsten; som stadig var optaget af sine skriverier, så folk så hans lys nede ved Dule-floden efter midnat. Han lod til at være tilfreds med sig selv og rank som i begyndelsen, skønt enhver kunne se, at han tæredes hen. Hvad angår Janet, så kom og gik hun. Hvis hun ikke havde sagt ret meget før, kunne hun af gode grunde sige endnu mindre nu. Hun plagede ikke nogen med noget, men hun var et spøgelsesagtigt væsen at se til, og ingen misundte Balweary præstegård hende.

Henimod slutningen af juli måned blev det et helt forhekset vejr, som der aldrig før var set mage til i den del af landet. Det var tungt og hedt og ufølsomt. Dyrene kunne ikke kravle op ad The Black Hill. Børnene var for trætte til at lege, og alligevel var der en del blæst. Pludselige hede vindstød, der buldrede i dalene, og korte regnskyl der ikke læskede nogen eller noget. Først troede vi bare, at det ville blive tordenvejr næste morgen; men morgenerne kom og gik, og det var stadig det samme ækle vejr, lige ubehageligt for både mennesker og dyr.

Af alle, der havde det ondt, var der ingen, der led som pastor Soulis. Han kunne hverken sove eller spise, sagde han til menighedens ældste; og når han ikke sad og skrev på sin besværlige bog, travede han omkring i bakkerne som en besat, selv når et menneske langt hellere burde søge ly i et hus.

Ovenover The Hanging Shaw, i læ af The Black Hill, er der et stykke aflukket grund med en jernport. De siger, at det i gamle dage var Balwearys kirkegård og indviet af papisterne, før det velsignede lys skinnede på kongedømmet. Det var i hvert fald et meget yndet opholdssted for hr. Soulis. Han plejede at sidde der og tænke over sine prædikener, og det er virkelig et beskyttet sted.

Nå, men da han en dag kom gående hen over det fjernest liggende stykke af The Black Hill, så han først to, og derefter fire, og derefter syv ravne flyve rundt om og over den gamle kirkegård. De fløj lavt og tungt og skreg til hinanden, mens de fløj; og det var klart for hr. Soulis, at et eller andet havde revet dem ud af deres vanlige færden. Han var ikke let at forskrække og gik lige hen til kirkegårdsmuren, og hvad fandt han der andet end en mand, eller noget der så ud som en mand, der sad indenfor på en grav. Han var stor og kraftig af skikkelse og så sort som helvede, og hans øjne var sære at se på. Hr. Soulis havde hørt tale om sorte mænd mange gange; men der var noget underligt ved denne sorte mand, der skræmte ham. Varm, som han var, følte han alligevel en slags kold gysen langs rygraden, men han talte alligevel: “Min ven, er De fremmed her på stedet?”

Den sorte svarede ikke et ord. Han rejste sig op og begyndte at hinke hen imod muren længst væk, men han så hele tiden på præsten; og præsten stod og gengældte hans blik; lige til den sorte mand et minut efter satte over muren og styrtede afsted for at komme i læ af træerne. Hr. Soulis vidste ikke rigtig hvorfor, men løb efter ham. Men han var vældig træt efter sin spadseretur og det varme, ubehagelige vejr; og skønt han løb, hvad han kunne, fik han blot et glimt af manden mellem birketræerne, før han nåede ned til foden af bakken. Der så han ham endnu en gang høj og knoglet skridte ud og hoppe og springe over Dule-floden og hen til præstegården.

Hr. Soulis var ikke begejstret over, at det gruelige væsen satte kursen mod Balweary præstegård, og han løb endnu hurtigere, fik våde fødder over åen, og op ad stien, men der var ingen djævel af en sort mand at se. Han gik ud på vejen, men der var ingen. Han stirrede ud over hele haven, men nej, der var ingen sort mand. Til sidst – og en smule bange var det ganske naturligt at han var – løftede han krogen og gik ind i præstegården; og der stod Janet M’Clour foran ham med sin skæve hals og var noget så glad for at se ham. Og han følte igen den samme kulde og dødsens gru.

“Janet,” siger han så, “har du set en sort mand?”
“En sort mand?” gentager hun. “Bevare os vel! Du er ikke rigtig klog, præst. Der er ingen sort mand i Balweary.” Men hun talte ikke rent, forstår De; men vrinskede som en pony med bidslet i munden.
“Nå,” siger han, “Janet, hvis der ikke findes nogen sort mand, så har jeg talt med Fornægteren.” Og han satte sig ligesom én, der har feber, og tænderne klaprede i hans mund.
“Fy,” siger hun, “du skulle skamme dig, præst,” og så gav hun ham en dråbe brændevin, som hun altid havde hos sig.

Derefter gik hr. Soulis ind i sit studerekammer til alle sine bøger. Det er et langt, lavt, mørkt kammer. Gennemtrængende koldt om vinteren og ikke engang særlig tørt selv midt på sommeren, for præstegården ligger lige ved åen. Her satte han sig og tænkte på alt, hvad der var sket, siden han kom til Balweary, og på sit hjem og på den tid, da han var barn og løb og legede i bakkerne. Men den sorte mand løb hele tiden inde i hans hoved som en strofe af en sang. Jo mere han tænkte, desto mere tænkte han på den sorte mand. Han forsøgte at bede, men ordene ville ikke komme til ham; og han forsøgte at skrive på sin bog, men han kunne ikke få noget ud af det. Til tider troede han, at den sorte mand tog ham i armen, og sveden stod ham ud af panden så kold som kildevand, og så kom han igen til sig selv som et kristent Guds barn og var ligeglad.

Til sidst gik han hen til vinduet og stod og stirrede på Dule-floden. Træerne er usædvanlig tykke, og vandet glider dybt og mørkt forbi nedenfor præstegården; og der stod Janet og vaskede tøj med skørterne kiltet op. Hun stod med ryggen til præsten, og han for sin part vidste næppe, hvad han stod og så på. Så vendte hun sig og viste ham sit ansigt. Hr. Soulis følte den samme kolde gru som to gange før den dag, og det slog ned i ham, hvad folk sagde. At Janet var død for længe siden, og at dette var et genfærd iklædt hendes kød og blod. Han trak sig en smule tilbage og holdt godt øje med hende. Hun trampede rundt på tøjet, mens hun nynnede for sig selv. Sommetider sang hun højere, men der fandtes ikke den mand, født af en kvinde, der kunne sige, hvilke ord hun sang. Sommetider så hun skråt nedad, men der var ikke noget at se på for hende der. Der gik en gysen gennem hans kød og ben, og det var en advarsel fra himlen. Men hr. Soulis anklagede bare sig selv, at han tænkte så ilde om en stakkels, gammel kone, der ikke havde en ven, bortset fra ham selv. Så bad han en bøn for sig selv og for hende og drak lidt koldt vand og gik op til sin ensomme seng i skumringen.

Natten til den 17. august, 1712 blev en nat, man aldrig har glemt i Balweary. Det havde, som jeg før har fortalt, været varmt, men den nat blev det varmere end nogen sinde. Solen gik ned mellem mærkeligt udseende skyer, og det blev så mørkt som i en brønd. Ikke en bevægelse, ikke et vindpust mærkede man, og selv gamle folk smed tæpperne af sig i sengen og lå og gispede efter vejret. Med alt, hvad hr. Soulis havde at spekulere på, var det temmelig usandsynlig, at han fik ret megen søvn. Han lå og kastede sig frem og tilbage. Den gode, kolde seng, han lagde sig i, brændte ham lige ind til marven; sommetider sov han lidt, sommetider lå han vågen; sommetider hørte han timeslagene i natten, og sommetider en køter, der stod og hylede ude på heden, som om nogen var død; sommetider syntes han, han hørte genfærd tale ind i øret på ham, og sommetider så han ildsluer inde i værelset. Han måtte brække sig, troede han; og brække sig gjorde han.

Langt om længe blev hans sind klart. Han satte sig op i sin skjorte på sengekanten og begyndte endnu en gang at tænke på den sorte mand og Janet. Pludselig kom det til ham som en regnskylle, at der var en forbindelse mellem de to, og at en af dem eller begge to var genfærd. I samme øjeblik lød der inde i Janets værelse, der lå ved siden af hans, en trampen af fødder, som om nogle mænd kæmpede, og så et højt bang; og så stormede vinden rundt om husets fire hjørner, og der blev igen så stille som i graven.

Hr. Soulis var hverken bange for mand eller djævel. Han fik fat i sit fyrtøj og tændte et lys og tog tre skridt hen imod Janets dør. Den var lukket, og han skubbede den op og kikkede tappert derind. Det var et stort værelse, lige så stort som præstens eget, og fyldt med store, gamle solide møbler, for han havde ikke andet. Der stod en seng med fire stolper og gamle vævede tæpper; og et smukt skab af egetræ, der var fuldt af præstens religiøse bøger, stillet derop for at være af vejen; og lidt af Janets tøj lå og flød på gulvet. Men Janet kunne hr. Soulis ikke se, og der var heller ikke noget tegn på kamp. Ind gik han (og der er få, der ville have fulgt ham) og så sig omkring, og lyttede. Men der var intet at høre, hverken inde i selve præstegården eller i Balweary sogn, og intet andet at se end skyggerne, der drejede omkring lyset.

Pludselig var præstens hjerte lige ved at sprænges og stod så helt stille! En kold vind blæste gennem hårene på hans hoved. Hvilket frygteligt syn for den stakkels mands øjne! Der hang Janet ned fra et søm på siden af egetræsskabet; hovedet lå stadigvæk ned mod hendes skulder, øjnene bulede ud, og tungen hang ud af munden, mens fødderne befandt sig to fod over gulvet. “Gud tilgive os alle!” tænkte hr. Soulis. “Stakkels Janet er død.” Han gik et skridt nærmere hen til liget, og så stod hans hjerte næsten stille igen. For som ved trolddom hang hun fra et enkelt søm og i en enkelt ulden tråd til at stoppe strømper med.

Det er frygteligt at være alene om natten med sådanne mørkets gerninger; men hr. Soulis var stærk i Herren. Han vendte sig og gik ud af værelset og lukkede døren bag sig; gik trin for trin ned ad trappen, så tung som bly, og stillede lyset nedenfor trappen. Han kunne ikke bede, han kunne ikke tænke, den kolde sved løb af ham og han kunne ikke høre andet end sit eget hjertes dunk-dunk-dunk. Han stod der en time, eller måske to. Han var rystet i sit inderste. Så hørte han pludselig en bevægelse ovenpå, som skridt der gik frem og tilbage i det værelse, hvor liget hang. Døren blev åbnet, skønt han vidste, at han havde lukket den; der lød skridt oppe på trappeafsatsen, og det forekom ham, at liget så ud over gelænderet og ned på ham dér, hvor han stod.

Han tog lyset igen (for han kunne ikke klare sig uden det) og gik så sagte, han overhovedet kunne ud af præstegården og hen til den anden ende af dæmningen. Det var stadig bælgmørkt. Da han stillede lyset ned på jorden, brændte flammen roligt og klart som inde i værelset. Intet andet bevægede sig end Dule-floden, der rislede og raslede ned gennem dalen – bortset fra ujævne fodtrin, der kom besværligt gående ned ad trappen inde i præstegården. Hr. Soulis kendte de fodtrin alt for godt! Det var Janets fodtrin, og for hvert skridt, der kom en lille smule nærmere, trængte kulden dybere ind i ham. Han befalede sin sjæl Gud i vold, og udbrød: “Oh, Gud. Giv mig styrke i denne nat til at kæmpe mod de onde magter.”

På dette tidspunkt var fodtrinene ved at komme ud gennem døråbningen. Han kunne høre en hånd glide langs væggen, som om det gruelige væsen følte sig frem. Piletræerne svajede for vinden og filtrede sig ind i hinanden. Så lød et langt, dybt suk lød hen over bakkerne, og lyset blev blæst ud. Dér stod Skæve Janets lig med hovedet som altid på skulderen, og det samme grin i ansigtet – levende, ville man have sagt – død, som hr. Soulis vel vidste – på dørtrinnet til præstegården.

Det er forunderligt, at et menneskes sjæl sådan skulle blive boret ind i det forgængelige legeme; men præsten så det, og hans hjerte brast ikke. Hun blev ikke stående der længe; hun begyndte igen at bevæge sig og kom langsomt hen imod hr. Soulis under piletræerne. Alt liv i hans krop, al hans åndsstyrke glødede ud af hans øjne. Det så ud, som om hun ville til at tale, men manglede ord og gjorde et tegn med venstre hånd. Der kom et lille vindpust, omtrent som en kats spinden. Ud gik lyset, piletræerne skreg, som var de mennesker, og hr. Soulis følte, at det gjaldt liv eller død.

“Heks, troldkvinde, djævel!” skreg han. “Jeg befaler dig, ved Guds magt, forsvind – hvis du er død, så til din grav – hvis du er forbandet, så til helvede.” Og i samme øjeblik ramte Herrens hånd fra himlen det rædselsfulde væsen der, hvor det stod. Det gamle, døde, vanhelligede lig af heksekællingen, der så længe var holdt borte fra graven og jaget omkring af djævle, flammede op som en svovlpøl og faldt som aske på jorden. Så bragede en voldsom torden løs, det ene skrald højere end det andet, og oven i det øsende regn. Hr. Soulis slap ud gennem hækken og løb, alt hvad remmer og tøj kunne holde ned til landsbyen.

Samme morgen så John Christie den sorte mand gå forbi The Muckle Cairn, da klokken var omtrent seks. Lidt før otte passerede han poststationen i Knockdow, og ikke længe efter så Sandy M’Lellan ham skynde sig ned ad bakkerne fra Kilmackerlie. Der er ikke meget tvivl om, at det var ham, der opholdt sig så længe i Janets krop. Men nu var han endelig borte, og siden den gang har djævelen aldrig mere hjemsøgt os i Balweary.

Men det var en underlig tilskikkelse for pastoren. I lang, lang tid lå han til sengs i febervildelse, og fra det tidspunkt og indtil nu var han den mand, man kender i dag.

Trykt i Cornhill Magazine, oktober 1881
Originaltitel: Thrawn Janet

Kort om Robert Louis Stevenson

Født den 13. november 1850
Død den 3. december 1894

Læs mere på Gyseren.dk

Natravnen af Holger Drachmann

Holger Drachmann
Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=301042

Den vilde fugl, den vilde fugl
Nu bryder den frem af sit mørke skjul
Mens dagen ta’r til at skumre.
Og høre du det, du vilde fugl
Jeg slår med min fægtekårde hjul,
Jeg kan disse finter i alle numre
Så støder jeg dig, så hugger du mig,
Mens dagen ta’r til at skumre.

Er det dig, fugl med de mørke, glansløse, bløde fjer? Er det dig – dig som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke? Er du kommet for at drikke mit hjerteblod? Drik! Det sydede i mit hoved. Valravn og natravn blandede sig i et med de andre gådefulde flyvere, de mørke med de glansløse, bløde fjer. Jeg rejste mig halvt over ende i sengen, hvor jeg lå påklædt under min kappe, søvnløs og dog med så megen længsel efter søvn og hvile.

Jeg havde døset dagen over og daset ind i skumringen, havde været havde vågen, havde drømt og vidste dog at jeg ikke havde lukket et øje, blot ligget sådan og ladet tiden og alt tidens sive gennem mig som gennem en sigte. Inde i sjælen havde jeg følt, hvordan dråbe for dråbe var dryppet som lunken gråd ned i de dybe gemmer, der aldrig afdækkes … det skulle da være i den højeste sorg – eller i den lykkeligste elskov: og begge er uden ord.

Det måtte være nat. Jeg stødte med hånden imod et bord, famlede mig frem til en usselig stump lys, tændte pråsen, og så hvilke frugtesløse anstrengelser den gjorde sig for at sprede mørket. Lysestumpen gispede som efter luft, truede med at slukkes, sendte atter et gisp fra sig – og sådan narrede den og narredes – og jeg selv forekom mig som en bold i flammens magre, skælvende hånd. Og værelset fyldtes med skygger, der fulgte lysets vibrerende bevægelser.

Se, dér henne i fjerneste krog – er det ikke, som om noget – nogen – sidder, svæver, flagrer op, daler ned – og det ser på mig.

Det synes uhyre stort – og kan dog rummes i krogen derhenne. Jeg kan lægge hånden over øjnene så meget, jeg vil; det ser på mig. Så lader jeg hånden synke og gentager sagte: Er det dig, natravn, som flyver om aftenen – for om dagen må du ikke?

Det svarer ikke. Men jeg hvisker: Mit hjerteblod – det er alt drukket – jeg har selv udgydt det, tidlig og silde, i tide og utide, i sorg og i lyst, i liv og i … Tys! Du har intet mere at fordre. Bort med dig! Vi er kvit!

Og jeg ligger atter døsende hen, med en fornemnmelse af at ordene har beroliget mig.

Jeg husker at jeg som dreng havde en allikeunge. En anden dreng havde plyndret en rede i et højt træ og foræret mig fuglen. Straks jeg fik den, forekom det mig at være en synd, et rov, et hæleri. Men vi byggede den et hus og fodrede den dagen lang – den lange sommerdag igennem. Den var slugvorn, skræppede stadig efter mere fisk, mere kød og brød, flere orme. Jeg gav alle mine lommepenge ud – tiggede sammen til den – stjal fra spisekammeret til den – blev tyv for fuglens skyld. Jo mere jeg gav den, jo mere ville den have, men jo mere den fik, jo mere svandt også hos mig fornemmelsen af at have gjort den uret. Ville den monstro deroppe i reden have fået meget?

Timevis kunne jeg sidde hos den og betragte den, Timevis sad den og så på mig. Eller den netop ikke på mig. Solen gnistrede på dens sodsorte fjer – og dog forekom den mig at skyde lyset fra sig, ligesom and og gås skyder vandet fra sig. Fuglen forekom mig altid at være som i nat – i mulm og nat, uagtet den skinnende dag udgød hele sit sommervæld over den. I et væk blinkede den med øjnene – men der skød stadig som en metallisk hinde over dem; og om end retningen af blikket var imod mig:  på mig, det gjorde den aldrig.

Jeg tænkte da i min drengeforstand: mon den ser indefter? Mon den allikeunge ikke er uhyre klog – har lært alt, hvad du ikke engang selv har lært – kan geografi og verdenshistorie og den svære aritmetik!

Ja den svære aritmetik – med de uendelige rodtegn de andre hieroglyffer – som jeg sagte, gysende tænkte på, at jeg efter ferien skulle tilbage til.

Og mens den, med hovedet skudt ned mellem skuldrene, blinkende vendte de metaliske øjenhinder i solen – så forekom den mig som en blind seer, vismand, en filosof, en profet. Og jeg klappede i hænderne og tænkte ved mig selv: Du er dog en pokkers fyr, du huser en profet!

Kom jeg til den ud på aftenskumringen og satte mig ned udenfor dens hus, så vraltede den frem, skræppende, slog ud med de korte vinger og spærrede det sorte og alt for store næb op på vid gab. Og et blodrødt svælg lyste mig i møde – ligesom et friskt kødsår, der aldrig vil hele, men bestandig råbte: Mere! Mere!

Jeg blev uhyggelig til mode, skyndte mig at lade mit aften smørrebrød – mit eget og mine søstres – forsvinde i svælget. Og atter sad den dér med fast sammenlukket næb, som et menneske, der har en vilje, en ubøjelig vilje; og den gled mere og mere ind i mørket – blev til mulm og nat – og ud fra denne nat så to stirrende, gådefulde øjne på mig.

Jeg drømte om fuglen, vågnede tit og skreg. Den vil baske mig, den vil bide mig; den havde ikke fået nok, den ville drikke mit hjerteblod!

Så tog huskatten den.

Åh! … dér henne i krogen – dér! Se, hvor det er vokset – hvor det breder sig – som om det var selve natten på sine lydløse, glansløse vinger, med sit hoved, der støder imod stjernerne, og sine fødder, der griber med de krumme kløer i jordskorpen. Det er ikke alliken – det er ikke en profet – det er det uundgrundelige, det uafvendelige – det er natravnen, som ser på mig!

Den skal have den kranker lykke, den gode ikke kan få.
Men ravnen flyver om aftenen.

Og jeg beder en sagte bøn – som jeg næppe selv kan forstå – som ingen hører … ingen uden én.
Og alle hjertekilder bløder i mig.

Trykt i Troldtøj – Folkesagn i nutidsliv, illustreret af Joachim Skovgaard, Aug. Jerndorff og Th. Bindesbøll. 1890

Kort om Holger Drachmann

Født: 9. oktober 1846
Død: 14. januar 1908

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Tabte hjerter af M. R. James

M. R. James
By Unknown – http://ebooks.adelaide.edu.au/j/james/mr/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31183496

Det var, så vidt jeg kan få oplyst, i september 1811, at en postvogn kørte op foran døren til Aswarby Hall, som ligger midt i Lincolnshire. Den lille dreng, der var den eneste passager, og som sprang ud, så snart vognen var standset, så sig om med største nysgerrighed i den korte tid, der var mellem, at der blev ringet på døren, til den blev åbnet. Han så et højt, firkantet rødstenshus, bygget i dronning Annes tid; en søjlebåret indgangsportal var blevet tilføjet i den mere klassiske stil, der herskede i 1790; og husets vinduer var mange og høje og smalle med små ruder og brede hvide rammer. En prydgavl med et rundt vindue prydede facaden. Der var sidefløje både til højre og venstre, forbundet med midterfløjen ved ejendommelige glasdækkede søjlegange. Fløjene rummede åbenbart staldene, og hvad der havde med husets drift at gøre. Begge fløje var kronet af en dekorativ kuppel med en forgyldt vindfløj.

Aftensolen skinnede på bygningen, og fik vinduesruderne til at gløde som ild. Foran hovedbygningen strakte en park sig ud over det flade land med spredte egetræer og indrammet af fyrretræer, der stod i silhuet mod himlen. Uret i kirketårnet, som lå så skjult af træer i udkanten af parken, at kun den gyldne vejrhane fangede lyset, slog netop seks, og lyden nåede ham blødt båret af vinden. Alt i alt var indtrykket tiltalende, omend farvet af det anstrøg af melankoli, der kan være over en aften i det tidlige efterår, en melankoli, som forplantede sig til drengen, der stod og ventede på, at døren skulle blive åbnet for ham.

Postvognen havde haft ham med fra Warwickshire, hvor han for et halvt års tid siden var blevet forældreløs. Nu var han efter en generøs invitation fra sin aldrende slægtning, Mr. Abney, ankommet for at blive på Aswarby. Tilbuddet var kommet uventet, for alle der kendte noget som helst til Mr. Abney, betragtede ham som en noget dyster enspændernatur, i hvis rolige husholdning en lille dreng ville være et nyt og forstyrrende element.

I virkeligheden vidste ingen noget videre om Mr. Abneys interesser og sindelag. Professoren i græsk ved Cambridge universitetet skulle efter sigende have udtalt, at ingen vidste mere om de senere hedenske religioner end ejeren af Aswarby. Hans bibliotek indeholdt da også alt, hvad der på det tidspunkt fandtes af litteratur om mysticisme, Bacchus-dyrkelse, Mithras-tilbedelse og neoplatonisme. På marmorgulvet i hallen stod en smuk skulptur af Mithras i færd med at dræbe en tyr; Mr. Abney havde med betydelige omkostninger hjembragt den fra Middelhavet. Han havde bidraget til ‘The Gentlemans Magazine’ med en beskrivelse af den, og han havde i ‘The Critical Museum’ skrevet en serie udmærkede artikler om overtro hos den romerske befolkning i Nedre Egypten. Han blev i det store og hele betragtet som en mand, der var opslugt af sine bøger, og det var en kilde til stor forundring hos hans naboer, at han i det hele taget havde hørt om sin forældreløse slægtning, Stephen Elliott, endsige frivilligt havde tilbudt ham at bo på Aswarby Hall.

Hvad hans naboer end havde tænkt sig, så var det tydeligt, at Mr. Abney – den høje, tynde, dystre mand – var indstillet på at give sin unge slægtning en venlig modtagelse. I samme øjeblik hoveddøren blev åbnet, smuttede han ud af sit studerekammer og gned sig begejstret i hænderne.

“Hvordan har du det, min dreng? Hvordan har du det? Hvor gammel er du?” spurgte han. “Hvad ville jeg sige; du er vel ikke så træt af turen, at du ikke kan spise aftensmad?”
“Nej, det er jeg ikke, mange tak,” sagde den unge Elliott. “Jeg har det udmærket.”
“Det var en flink dreng,” sagde Mr. Abney. “Og hvor gammel er du, min dreng?” Det virkede lidt mærkeligt, at han allerede havde stillet dette spørgsmål to gange inden for de første to minutter af deres bekendtskab.

“Jeg fylder 12 næste gang,” sagde Stephen.
“Og hvornår er det din fødselsdag, min kære dreng? Den 11. september, hm? Det er godt, det er udmærket. Der er næsten et år til. Jeg holder af – ha ha – at få den slags ting noteret i min bog. Er du sikker på, at det er 12, du bliver? Helt sikker?”
“Ja, fuldstændig.”
“Nå, godt. Parkes, vil De tage ham med over til Mrs. Bunch, så han kan få te eller aftensmad, eller hvad han nu skal have.”
“Ja, sir,” svarede den sobre og solide Mr. Parkes og førte Stephen til de nedre regioner.

Mrs. Bunch var den hyggeligste og mest menneskelige person af dem, Stephen endnu havde mødt på Aswarby. Hun fik ham til at føle sig fuldstændig hjemme; i løbet af et kvarter var de pot og pande, og det blev de ved med at være. Mrs. Bunch var født på egnen ca. 55 år før Stephens ankomst, og hun havde resideret på Aswarby i 20 år. Om nogen kendte egnen og huset ud og ind, så var det hende, og hun havde ikke spor imod at lade sin viden gå videre.

Der var også mange ting i huset og haven, som Stephen, der var eventyrlysten og nysgerrig, var ivrig efter at få nærmere forklaret. Hvem har bygget det tempel for enden af laurbærstien? Hvem er den gamle mand, hvis billede hænger på trappen – ham, der sidder ved et bord med hånden på et dødningehoved? Disse punkter og mange tilsvarende blev opklaret ved hjælp af Mrs. Bunchs gode forstand og omfattende viden; men der var andre, hvor de fremsatte forklaringer var mindre tilfredsstillende.

En novemberaften sad Stephen ved kaminen i husbetyrerindens værelse og reflekterede over sine omgivelser. “Er Mr. Abney en god mand, og kommer han i himlen engang?” spurgte han pludselig med den ejendommelige tillid, børn kan have, til at de voksne kan løse problemer, hvis afgørelse, man ellers regner med er henlagt til den endelige domstol.

“God? – Gud bevares dreng!” sagde Mrs. Bunch. “Herren er så rart et menneske som nogen. Har jeg aldrig fortalt dig om den lille dreng, han tog ind lige fra gaden, som man siger, for 7 år siden? Og den lille pige, 2 år efter, at jeg var kommet hertil?”
“Nej. Fortæl mig om dem, Mrs. Bunch – nu med det samme.”

“Nå ja ja,” sagde Mrs. Bunch. “Den lille pige synes jeg ikke, jeg kan huske så meget om. Jeg kan huske, at Herren havde hende med hjem fra en af sine spadsereture og gav besked til Mrs. Ellis, som dengang var husbestyrerinde, om at hun skulle tage sig af hende på alle måder. Det stakkels barn havde slet ingen familie, det har hun selv fortalt mig, og hun boede her hos os en 3 ugers tid. Så ved jeg ikke, om der var lidt af en sigøjner i hende, eller hvad det var; men en skønne morgen var hun ude af sin seng, før nogen af os havde fået øjne, og siden har jeg ikke hørt eller set det mindste til hende. Herren var fuldstændig ude af det, og han lod dem trække vod i alle dammene; men jeg tror nu, det var de her sigøjnere, der tog hende, for der var en syngen rundt om huset i mindst en time den nat, hun forsvandt, og Parkes siger, at han hørte dem kalde og råbe i skoven hele den eftermiddag. Ak, kære venner, ja. Hun var nu et underligt barn, så stilfærdig og tavs; men jeg var forfærdelig glad for hende, så pænt hun opførte sig – mærkeligt nok.”

“Og hvad med den lille dreng?” spurgte Stephen.
“Åh, den stakkels dreng,” sukkede Mrs. Bunch. “Han var udlænding – Djovanni kaldte han sig – og han kom og drejede på sin lirekasse her i indkørslen en vinterdag. Herren fik ham straks ind og spurgte ham ud om, hvor han kom fra, og hvor gammel han var, og hvordan han kunne klare sig, og hvor hans familie var; og han var så flink mod ham, som man kunne ønske sig. Men det gik på samme måde med ham. Man kan ikke rigtig regne med de udlændinge, og en skønne morgen var han væk, akkurat ligesom pigen. Hvorfor han forsvandt, og hvor han tog hen, spekulerede vi på det meste af et år, for han tog ikke sin lirekasse med sig, og den ligger stadig her på hylden.”

Resten af aftenen tilbragte Stephen med skiftevis at krydsforhøre Mrs. Bunch og bestræbe sig på at få lirekassen til at frembringe en tone.

Den nat drømte han en besynderlig drøm. For enden af den gang i øverste etage, hvor hans værelse lå, var der et gammelt badeværelse, som ikke blev brugt mere. Det var aflåst; men i den øverste halvdel af døren var der et glasvindue, og da de musselinsgardiner, som engang havde hængt der, forlængst var borte, kunne man se det blyklædte badekar, der stod langs væggen til højre med hovedenden hen mod vinduet.

I drømmen befandt Stephen Elliott sig uden for glasdøren og stod og kiggede ind. Månen skinnede gennem vinduet, og han stirrede på en skikkelse, der lå i badekarret. Hans beskrivelse af det, han så, minder mig om noget, jeg engang selv har set i den berømte krypt under St. Michans kirke i Dublin, som besidder den uhyggelige egenskab at bevare de døde legemer i århundreder. I badekarret lå en ubeskrivelig tynd og hjertegribende skikkelse, mat blygrå af farve og indhyllet i noget, der mindede om et ligklæde, med de tynde læber fortrukket til et svagt, men skrækindjagende smil, og med hænderne tæt trykket ind mod hjerteregionen. Mens han stod og så på skikkelsen, udgik en fjern, næsten uhørlig stønnen fra dens læber, og armene begyndte at røre på sig. Stephen veg tilbage af rædsel, og han vågnede op og blev klar over, at han virkelig stod på gangens kolde trægulv midt i månelyset. Med et mod, jeg ikke tror, mange drenge i hans alder besidder, gik han hen til badeværelsesdøren for at forvisse sig om, hvorvidt den skikkelse, han havde set i sin drøm, var der i virkeligheden. Det var den ikke, og han gik tilbage til sin seng.

Næste morgen var Mrs. Bunch ret betaget af hans beretning og gik endda så vidt, at hun hængte et nyt gardin op. Også Mr. Abney, som han betroede sin oplevelse ved morgenmåltidet, var stærkt interesseret og gjorde notater i det, han kaldte ‘sin bog’.

Forårsjævndøgn var ved at nærme sig, som Mr. Abney ofte fortalte sin unge slægtning, med den tilføjelse at man i gamle dage altid havde anset dette for en kritisk tid for de unge, så Stephen måtte passe godt på sig selv og lukke sit vindue om natten, og at Censorinus havde nogle udmærkede kommentarer til problemet.

To begivenheder, der gjorde stærkt indtryk på Stephen, indtraf på denne tid. Den første kom, efter at Stephen havde tilbragt en usædvanlig urolig og trykkende nat, uden at han i øvrigt kunne huske, at han havde drømt noget særligt. Om aftenen samme dag sad Mrs. Bunch og reparerede hans natskjorte. “Bevar mig vel, Master Stephen,” udbrød hun noget irriteret. “Hvordan bærer De Dem dog ad med at få Deres natskjorte revet i laser på den måde? Vær så venlig at se her, min herre, hvor megen ulejlighed De gør de stakkels mennesker, der skal stoppe og reparere for Dem.”

Der var virkelig en hel række ødelæggende og tilsyneladende ganske formålsløse rifter og flænger i klædningsstykket, og det ville uden tvivl kræve dygtighed at udbedre skaden. De var begrænset til den venstre side af brystet – lange parallelle flænger på omkring seks tommer og nogle rifter, som ikke gik helt igennem stoffet. Stephen kunne kun bedyre, at han ikke anede, hvor de stammede fra; han var sikker på, at de ikke havde været der om aftenen. “Men Mrs. Bunch,” sagde han, “de er nøjagtig magen til de skrammer udvendigt på min sovekammerdør, og jeg ved bestemt, at det ikke er mig, der lavet dem.”

Mrs. Bunch stirrede på ham med åben mund; så greb hun et tændt lys og forlod i stor hast værelset. Man kunne høre, at hun gik ovenpå, og et par minutter efter kom hun ned igen. “Det må jeg sige, Master Stephen, at det er noget underligt noget med de skrammer,” sagde hun. “Det er for højt oppe til, at det kan være en kat eller hund, for slet ikke at tale om rotter. Det ser fuldstændig ud, som om en kineser har lavet dem med sine lange negle, som min onkel i kinafarten fortalte mig om i mine unge dage. Jeg ville nu ikke sige noget til herren, hvis jeg var Dem, Master Stephen, min dreng; men sørg for at nøglen er drejet ordentlig om, inden De går i seng.”
“Det gør jeg altid, Mrs. Bunch; lige så snart jeg har bedt min aftenbøn.”
“Åh, det var en god dreng; bed altid Deres aftenbøn, så er der ingen, der kan gøre Dem noget.” Hermed gik Mrs. Bunch i gang med at reparere den flåede natskjorte, og iberegnet de mellemrum, hvor hun sad og grublede, tog det hende lige til sengetid. Dette foregik en fredag aften i marts 1812.

Den følgende aften blev Stephens og Mrs. Bunchs sædvanlige samtale på tomandshånd pludselig suppleret ved Mr. Parkes ankomst. Hushovmesteren holdt sig ellers mest for sig selv på sit eget domæne. Han bemærkede ikke Stephens tilstedeværelse; han var ivrig og lidt ophidset og talte noget mindre værdigt, end han plejede.

Det første, han sagde, var: “Herren kan selv hente sin vin op om aftenen, hvis han har lyst. Enten gør jeg det om dagen eller slet ikke, Mrs. Bunch. Jeg ved ikke, hvad det kan være; det kan da godt være, det er rotterne, eller at der er et sted, hvor vinden kan komme ind; men jeg er ikke så ung, som jeg har været, – og jeg kan ikke tage det, som jeg har kunnet før.”

“Nå ja, Mr. Parkes; men De ved da godt, at dette her hus er noget så enestående med rotter.”
“Det vil jeg slet ikke nægte, Mrs. Bunch, og jeg har også mange gange hørt dokarbejderne fortælle om en rotte, der kunne tale; men det har jeg nu aldrig før haft nogen tro til; men nu i aften kunne jeg næsten have hørt, hvad de sagde, hvis jeg ville have nedværdiget mig til at lægge øret til døren til det bageste rum.”

“Nej, hør nu, Mr. Parkes; jeg vil ikke høre på den slags fantasier. Rotter, der taler med hinanden i vinkælderen! Har man hørt mage!”
“Ja ja, Mrs. Bunch, jeg vil ikke diskutere det med Dem; jeg siger bare, at hvis De skulle få lyst til at gå ned til det sidste rum og lægge øret til døren, så ville De komme til at sande mine ord lige på stedet.”

“Hvad er det dog for noget vås, De kommer med, Mr. Parkes – det er ikke noget for børn at høre på. De skræmmer jo Master Stephen her fra vid og sans.”
“Hvad? Master Stephen?” sagde Parkes og blev pludselig klar over drengens tilstedeværelse. “Master Stephen er så udmærket klar over, hvornår jeg driver gæk med Dem, Mrs. Bunch.”

Master Stephen vidste faktisk udmærket, at Parkes ikke havde ment det som en spøg. Parkes beretning gjorde ham både nysgerrig og lidt uhyggelig til mode, men alle hans forsøg på at få hushovmesteren til at give en mere detaljeret beskrivelse af sine oplevelser i vinkælderen var forgæves.

Vi er nu nået frem til den 24. marts 1812. For Stephen var det en dag fuld af besynderlige indtryk, en urolig og stormfuld dag, der fyldte huset og haven med en følelse af rastløshed. Da Stephen stod ved havestakittet og så ud i parken, havde han en fornemmelse af en uendelig procession af usynlige personer, der fejede forbi ham, båret af vinden, uden modstand og uden mål, uden at kunne standse, selv om de ville, uden at kunne gribe fat i noget, der kunne standse deres flugt og bringe dem i fornyet kontakt med den levende verden, som de engang havde haft del i.

Efter frokost den dag sagde Mr. Abney til Stephen: “Min dreng, tror du, at du kan komme af sted med at komme ned til mig i mit studerekammer så sent som klokken 11 i aften? Før den tid har jeg travlt, men jeg vil gerne vise dig noget, der har med din fremtidige tilværelse at gøre, og som det er af største vigtighed, at du skal kende til. Du skal ikke omtale dette til Mrs. Bunch eller til nogen anden her i huset, og du må hellere gå op på dit værelse til den sædvanlige tid.”

Her var igen noget nyt og spændende; Stephen greb ivrigt lejligheden til at sidde oppe til klokken 11. Han kiggede ind gennem døren til biblioteket, da han gik op den aften, og så, at et kulbækken, han tit havde set i det ene hjørne af stuen, var rykket ud fra kaminilden; et gammelt sølvforgyldt bæger fuldt af rødvin stod på bordet, og ved siden af lå nogle ark beskrevet papir. Mr. Abney strøede lidt røgelse på kulbækkenet i det øjeblik, Stephen gik forbi, men lod ikke til at bemærke ham.

Vinden var løjet af, og det blev en stille nat med fuldmåne. Omkring klokken 10 stod Stephen ved sit åbne vindue og så ud. Stille som natten var, var de mystiske væsener, der befolkede de fjerne, månebelyste skove, endnu ikke faldet til ro. Fra tid til anden lød mærkelige skrig over vejlerne som fra vildfarne og fortvivlede vandrere. De kunne skyldes ugler eller vadefugle, men lød ikke rigtig som nogen af delene. Kom de mon ikke nærmere? Nu lød de fra denne side af vandet, og et øjeblik efter virkede det, som om de svævede rundt mellem buskadserne i parken. Så hørte de op, men lige som Stephen ville til at lukke vinduet og igen tage fat på læsningen af Robinson Crusoe, fik han øje på to skikkelser, der stod på grusterrassen, der løb langs husets haveside. Det så ud til at være en dreng og en pige; de stod side om side og så op mod vinduerne. Der var noget ved pigen, som fremkaldte erindringen om skikkelsen i badekarret fra hans drøm, og drengen indgød ham en heftig angst.

Mens pigen stod stille, med et tilløb til et smil og med begge hænder lagt over hjertet, løftede drengen, som var tynd og sorthåret og klædt i laser, armene i en bevægelse, der var truende og udtrykte umættelig hunger og længsel. Månen skinnede på hans næsten gennemsigtige hænder, og Stephen så, at neglene var frygtelig lange, og at lyset skinnede igennem dem. Som han således stod med armene løftet, afslørede han et rystende syn. I venstre side af hans bryst åbnede en mørk og gabende flænge sig, og mere med sin hjerte end med sin hørelse opfattede Stephen et af disse hungrende og fortvivlede skrig, han hele aftenen havde hørt give genlyd over Aswarby. Et øjeblik efter var det frygtelige par gledet lydløst henover det tørre græs, og han kunne ikke mere se dem.

Forskrækket som han var, bestemte han sig til at tage sit lys og gå ned til Mr. Abneys studerekammer, for det var næsten tid for deres aftalte møde. Døren var i den ene side af hallen, og Stephen var, drevet af sin skræk, ikke længe om at nå derned. At komme ind var derimod ikke så let. Døren kunne ikke være låst, for nøglen sad udvendig som sædvanlig. Men han fik ikke noget svar på sin gentagne banken. Mr. Abney var optaget, han talte med nogen. Hvad? Hvorfor prøvede han at råbe? Og hvorfor blev råbet kvalt? Havde han også set de mystiske børn? Men nu var alting stille, og døren gav efter for Stephens desperate og rædselslagne skubben.

På bordet i Mr. Abneys studerekammer blev der fundet visse papirer, som forklarede situationen for Stephen, da han blev gammel nok til at forstå dem. De vigtigste afsnit var følgende:

“Det var en udbredt og fast tro hos vore forfædre – hvis viden om disse ting, jeg efter mine egne erfaringer har fået al mulig tillid til – at ved udøvelsen af visse processer, der for os nulevende har noget barbarisk ved sig, kan mennesket opnå en bemærkelsesværdig udvidelse af sine åndelige evner. For eksempel kan en person, der absorberer nogle af sine medmenneskers personlighed, opnå fuldstændigt herredømme over sådanne elementar-ånder, som styrer kræfterne i vort univers.

Det fortælles om Simon Mager, at han var i stand til at flyve gennem luften, at gøre sig usynlig eller antage en hvilken som helst skikkelse, han ønskede, alt formidlet ved en drengesjæl, hvis ejer han – for at bruge den injurierende vending, som forfatteren af Clementine Recognitions anvender – havde myrdet. Jeg har også fundet det meget detaljeret beskrevet i Hermes Trismegistus afhandlinger, at lignende gunstige resultater kan opnås ved, at man konsumerer hjerterne af mindst 3 mennensker under 21 år.

Jeg har ofret størstedelen af de sidste 20 år på at efterprøve holdbarheden af denne teori, idet jeg til mit eksperiment som corpora vilia har udvalgt sådanne personer, som kunne fjernes uden at efterlade noget mærkbart tomrum i samfundet. Det første trin realiserede jeg ved den 24. marts 1792 at fjerne en vis Phoebe Stanley, en pige af sigøjnerslægt. Det næste ved fjernelsen af en omstrejfende italiensk dreng ved navn Giovanni Paoli natten til den 23. marts 1805. Det sidste ‘offer’ – for at bruge et ord, der i højeste grad støder mine følelser – bliver min slægtning, Stephen Elliott. Hans dag skal komme den 24. marts 1812.

Den bedste metode til at opnå den fornødne sammensmeltning af personligheder er at udtage hjertet af det levende emne, derefter brænde det til aske og blande det i et glas rødvin. Resterne af de to første emner var jeg nødt til at skaffe af vejen, og her benyttede jeg et gammelt, aflåst badeværelse og vinkælderen. Der er dog forekommet visse forstyrrelser fra emnernes psykiske rester – det, som populært kaldes for spøgelser – men for en sand filosof som retvis udfører eksperimentet bør disse illusoriske forsøg på hævn ikke gives nogen opmærksomhed. Tværtimod ser jeg med stor tilfredsstillelse frem til den udvidelse af ånden, som et succesfuldt eksperiment vil medføre, og som ikke blot vil bringe mig udenfor rækkevidden af den såkaldte menneskelige retfærdighed, men også vil fjerne udsigten til døden selv.”

Mr. Abney blev fundet i sin stol. Hovedet var vredet bagover, og hans ansigt forvredet i en blanding af vrede, frygt og smerte. På venstre side af brystet var et grufuldt sår, der blotlagde hans hjerte. Der var ingen blod på hans hænder, og den lange kniv, man fandt på bordet ved siden af stolen, var ren. Vinduet i studerekammeret stod åbent, så et vildt dyr kunne være kommet ind og have påført Mr. Abney det dødelige sår. Det var i hvert fald doktorens konklusion. Stephen Elliott drog efter læsningen af ovennævnte papirer dog en ganske anden.

Trykt i The Pall Mall Magazine, december, 1895
Originaltitel: Lost Hearts

Kort om M. R. James

Født den 1. august 1862
Død den 12 juni 1936

Læs mere på Gyseren.dk

Hånden på dørklinken af William Wilthew Fenn

Hånden på dørklinkenHvad det er for en mønt, der hænger ved min urkæde? Det er en spansk dublon, et særdeles nydeligt pengestykke. På den ene side ses hovedet af Filip den 4., mærket år 1640; på bagsiden to knejsende søjler, Herkules-støtterne, med den nedadgående sol imellem sig, og med mottoet non plus ultra nedenunder. Hvordan jeg fik fat i denne mønt? Ja, det gik ganske mærkeligt til. Det var den gamle historie, der gentog sig – som det forekom mig – ad nauseam:

Et gammelt hus, i hvilket det naturligvis spøgte, i hvilket ingen fremmed kunne tilbringe en nat, eller, hvis han gjorde det, ville noget frygteligt uvægerligt hænde. Det er udgangspunktet og begyndelsen. Om morgenen ville han blive fundet død, gal eller stum, ude af stand til at berette, hvad han havde set og vægrende sig ved at  blive udspurgt.

Jeg vidste til at begynde med, ikke hvad historien gik ud på, eller hvad man antog ville hænde i det skæbnesvangre øjeblik. Jeg tog mig ikke af sladderhistorier. Jeg vidste kun, at huset var udpeget for mig som et, hvori det spøgte, og jeg tillod mig at ringeagte denne såkaldte kendsgerning.

Hvor huset lå? Det lå et sted, hvor man slet ikke ville forvente, at sådanne rædsler kunne finde sted, nemlig i udkanten af en almindelig markedsplads i en landsby i nærheden af havet. Et sted, der to gange om ugen helligede sig salg af fede okser, får, svin og fjerkræ.

Og byen? Nej, det kan være lige meget, hvad byen hed. Husk, jeg indvilger kun i at fortælle historien på den betingelse, at der ikke stilles spørgsmål. Jeg skal ikke have noget af at blive krydsforhørt, og jeg nægter at nævne virkelige navne.

Hvorom alting er – det kunne have været hvor som helst på landet. Enhver af den halve snes landlige lokaliteter, der lå ude østpå, ville have svaret til stedet, så yderst almindeligt og uinteressant tog det sig ud.

Selve huset var gammeldags, bygget af røde mursten med et lavthængende tag og smalle vinduer. Det måtte være mindst 150 år gammelt. Skønt det nu var indesluttet af moderne arkitektur, der tårnede sig højt op over det på begge sider, måtte det oprindelig have ligget alene midt i sin egen have, som stadigvæk strakte sig et anseligt stykke bag ejendommen.

Heller ikke hvad, der bragte mig til byen, har nogen interesse for fortællingen. Jeg skulle bo der, det må være tilstrækkeligt. Jeg havde i årevis logeret hos nogle respektable folk, som – da tidens fylde kom, emigrerede – hvorefter jeg måtte søge et nyt lejemål.

Der var værelser til leje, som ville passe mig i det nævnte hus – sådan sagde man til mig – hvis jeg da ikke veg tilbage for historierne om det. Veg tilbage for sladder? Nej tak, ikke mig. Jeg vidste ikke en gang, hvad sladderen egentlig gik ud på. Min hjerne var så fuldstændig blottet for overtro, som nogen dødeligs hjerne kan være. Jeg havde set en hel del til det, man kalder spiritisme, og som dengang havde nyhedens interesse i England. Jeg havde set borde vende og dreje sig og tunge møbler bevæge sig uden nogen synlig foranledning. Men denne erfaring havde kun tjent til at bekræfte min oprindelige mening, at alle ting af denne art kunne sættes i forbindelse med fikse taskenspillerkunster og andet bedrag.

Ånder og spøgelser troede jeg naturligvis ikke på, så jeg lejede altså værelserne – et stort soveværelse og en lille dagligstue.

Huset var beboet af en garveriformand og hans kone. Han havde for sit vedkommende fået det på meget billige lejevilkår, fordi stedet i årevis havde været skyet på grund af dets slette ry. Det var igen den gamle historie. Hr. Tanner havde kun boet i huset nogle få måneder, da jeg lejede mig ind, og vi lo begge ad denne spøgelsessnak, da vi talte om det, for han var lige så stor en skeptiker som jeg. Set noget, hørt noget? Ikke et kuk.

“Hvis der virkelig er en ånd,” sagde denne ærlige sjæl, “så ville han ikke gå igen bare for at genere min kone og mig og heller ikke Dem, Hr._ det tør jeg æde min hat på.” Og jeg var enig med ham.

Uge efter uge gik – og der hændte selvfølgelig ikke det allermindste. Jeg havde i virkeligheden glemt hele postyret efter få dages forløb, og følte mig efterhånden rigtig hjemme i mit nye logi og var fuldkommen tilfreds.

Soveværelset hørte ikke til den slags, som man med en moderne udtryksmåde kalder vanvittig henrivende. Det lå bagtil i huset, på første sal, hvorfra man havde udsigt over en stor del af den gammeldags anlagte have, som, da det blev efterår, duftede overvældende. Når jeg var så glad for dette værelse, skyldes det i grunden en ‘vandalisme’, som en af dets tidligere beboere havde forvoldt. Panelerne, som løb værelset rundt, var malet med en lys cremefarve, og dør og vndueskarme havde delt samme skæbne og ligesådan med tapetet. Tilsammen gav det rummet en lys og luftig tone, hvor det ellers ville have virket trist og mørkt.

Jeg er en hund efter lys. Jeg brænder altid lys om natten, så mine omgivelser passede mig på en prik. De blev holdt så pinligt rene, at man kunne have indtaget et måltid overalt i værelset eller på dets enkle overtræksmøblement. De to vinduer sad til højre for sengen, døren til venstre. Noget fra fodenden og direkte modsat sengen var kaminen. Kort sagt, det ville have været svært at finde noget, der mindede mindre om et spøgelsesværelse end mit soveværelse.

Den 23. oktober 1841 gik jeg som sædvanlig i seng ved elleve-tiden. Som sagt brænder jeg altid en lille natlampe, og af vane plejer jeg altid at låse døren. Jeg har aldrig haft et særlig godt sovehjerte. Den svageste lyd kan vække mig, og den nat vågnede jeg pludselig – måske en halv time efter at jeg var gået til ro.

En eller anden støj havde forstyrret mig, det var jeg sikker på, så snart jeg vågnede helt. Hvad var det? På den tid af natten var hele nabolaget tyst som graven, og det samme gjaldt husets beboere. Lyden var i soveværelset, nej, ikke netop i værelset, men lige udenfor – ved døren. Det lød som om, nogen forsøgte at åbne den! Ja, ganske utvivlsomt. Jeg kunne høre døren knage, da den sagte gav efter for hvad, jeg antog var presset af en skulder udefra. Jeg sad ret op og ned i sengen og stirrede stift mod døren, hvor jeg kunne se den svære, mørke, gammeldags jernklinke ganske tydeligt mod den hvidmalede dør. Den blev løftet, en hånd havde fat i den. Lidt efter faldt dørklinken blidt ned igen for atter at løftes langsomt og stille, mens skulderen vedholdende trykkedes mod døren. Men bolten under klinken var stærk, og da forsøget på at komme ind var gentaget tre-fire gange, blev det endelig opgivet.

Skulle jeg råbe op?

Nej, min nysgerrighed tog overhånd, måske tilsat en vis befippelse. En stykke tid blev jeg ved med at lytte anspændt, men jeg kunne ikke høre nogen derude. Ingen bevægelse, ingen fodtrin, ingen knagen af gulvet eller trappen. Efter at jeg havde spejdet og ventet en rum tid, stod jeg forsigtigt ud af sengen, trak slåen lydløst tilbage, rev døren op og kiggede ud på gangen, for jeg havde stadig ikke hørt fodtrin forsvinde derude. Skønt det klare lys fra mit værelse strømmede ud, var der ingen at se. Jeg havde ventet for længe, eller måske havde den lette støj af sengeklæderne, da jeg stod op, hindret mig i at høre den natlige gæsts tilbagetog.

Mens jeg lyttede og stirrede udover trappegelænderet ned i mørket, kunne jeg stadig ikke fornemme noget tegn på liv udover lyden af min husværts og hans kones tunge åndedræt. De sov i stueetagen, og imellem deres to værelser, mine to og køkkenet, var der et umøbleret værelse. Stilhed herskede overalt, og i løbet af en halv times tid var jeg påny i seng med slåen for døren og lyset klart brændende, som om intet var hændt. Men De kan nok forestille Dem, at jeg ikke sov meget, skønt jeg ikke blev forstyrret mere den nat – bortset af mine tanker.

Jeg havde set på mit ur, før jeg gik i seng igen, og anslået at hele episoden havde fundet sted mellem klokken tolv og et. Men hvad betød den? Jeg vil ikke plage Dem med mine spekulationer i den retning, for jeg kunne ikke finde hoved og hale på, hvad der var sket. Jeg var overrasket. Jeg havde aldrig et øjeblik tvivlet på min husværts ærlighed, men heller ikke, på den anden side, tvivlet på mine egne sanser. Så en eller anden havde forsøgt at komme ind i mit værelse, det var sikker. Hvem var det? Jeg besluttede at holde mund med sagen, i hvert fald til jeg havde set, om forsøget blev gentaget.

Før jeg trak mig tilbage næste aften, undersøgte jeg omhyggeligt låsene på for- og bagdørene. De var begge i orden. Sidstnævnte, der førte ud til haven, syntes i det mindste at være det. Der var kun en svær slå, men den var skudt for. Hr. og Fru Tanner gik tidligere til ro end jeg, og jeg kunne høre, de slumrede lydeligt, da jeg gik ind i mit soveværelse.

Var jeg lidt ilde tilpas? Ja, naturligvis – jeg følte mig lidt ubehagelig til mode. Det ville de fleste mennesker have gjort, om de så var udstyret med nok så meget moralsk mod. Men det var ærlig talt nysgerrighed, der var det fremherskende hos mig. Imidlertid låste jeg døren, tændte lyset og gik til ro som sædvanlig.

En time eller mere lå jeg lysvågen med øjnene fæstet på det mørke dørgreb, men ca. et kvarter før tolv begyndte jeg at føle mig søvnig. Og skønt jeg havde sat mig for ikke at sove, så slappede jeg dog af og faldt hen. Men i næste øjeblik – jeg antager, der kun var gået et par minutter – vågnede jeg pludselig ved en gentagelse af nøjagtig de samme lyde, der havde forstyrret mig den foregående nat. Jeg hørte igen den lette knagen af døren under det samme tryk som før. Ligeledes havde hånden påny fat i klinken udenfor, så at denne løftedes og sænkedes. Så kom der en lille pause, derpå en fornyet anstrengelse for at trænge ind, så en ny pause – og sådan blev det ved i ca. tyve minutter. Derefter var alt stille.

Hvad skulle jeg gøre?

Lidt ubeslutsom og ikke uden knurren stod jeg til sidst op og gloede ud på gangen, men der var stadig ikke noget at se. Hvis der havde været en eller anden, så var vedkommende der i hvert fald ikke nu, og han eller hun måtte være forsvundet på mystisk vis, for jeg havde ikke hørt så meget som antydningen af fodtrin.

Så kom den tredje nat. Jeg var stadig fast besluttet på at holde tand for tunge, indtil jeg havde gennemskuet denne mærkelige sag. Jeg var overbevist om, at jeg ville få alle ammestuehistorierne om spøgelseshuset revet i næsen, hvis jeg ytrede et eneste ord om, hvad der var sket. Jeg må dog tilstå, at jeg var forvirret. Hypotesen om røveri var næppe sandsynlig, alene af den grund at jeg ikke havde noget, der var værd at stjæle – og derudover var der hele dagen fri adgang til mine værelser.

Nå, så kom den tredje nat, og med den en nøjagtig gentagelse af alt, hvad der var sket to gange før og på samme tid, dog med den undtagelse, at jeg, da klinken hævede sig anden gang, råbte med lavmælt, men dog klar og tydelig røst: “Vent et øjeblik, så skal jeg lukke Dem ind”, idet jeg stod op. I samme øjeblik faldt klinken ned med et skarpt klik. “Ha!” tænkte jeg, “vi er ved at komme under vejr med det”. Men før jeg kunne nå hen til døren og få den åbnet, var den mystiske person borte. Han var mig igen for hurtig i vendingen, og endnu engang var alt stille resten af natten.

Den følgende morgen foretog jeg en minutiøs undersøgelse af gang, værelse, dørklinke, gulv, loft og alle kroge. Der var rig lejlighed til at gøre dette, for Hr. Tanner og hans kone var ofte borte fra huset i timevis. Men undersøgelsen førte ikke til noget resultat. Jeg fandt ingen spor, der kunne lede til mysteriets opklaring.

I de to følgende nætter skete der intet som helst. Øjensynlig var min undersøgelse blevet iagttaget, og jeg gjorde bedst i at være på min post. Men den sjette nat begyndte det hele forfra, nøjagtig ligesom tidligere. Nu var det ved at blive trættende. Rent bortset fra ubehaget, som det forårsagede med den bestandige spejden og venten, så havde jeg så godt som ingen søvn fået i en uge. Nu var der kun en udvej tilbage. Jeg måtte lade døren være ulåst og så se, hvad der ville komme. Jeg mente dog, at det ville være bedst at være forberedt på overraskelser, så da jeg gik til ro den syvende nat – det var den 29. oktober – klædte jeg mig ikke af, men lagde mig blot stille ned under sengetæppet med en god, tyk stok ved siden af mig.

Det var kort efter klokken tolv, at denne besynderlige og ubehagelige regeren og rumsteren begyndte igen. Dørklinken løftedes og sænkedes påny, sagte og hemmelighedsfuldt som før. Jeg griber min stok og gør mig klar til at springe løs på den indtrængende. Nu giver døren naturligvis efter for trykket, langsomt, men sikkert åbnes den af … hvem? Af ingen som helst! Dog, vent nu kun – nu sker det lige for mine øjne – der er ingen fejltagelse mulig. Jeg sidder ret op og ned i sengen og følger forbløffet, hvad der sker. Og nu bemærker jeg for første gang, at jeg ikke er alene i værelset. En fornemmelse, der er aldeles uafhængig af syn og hørelse, overbeviser mig om dette. Men døren lukkes igen, under magisk magt af en ukendt og usynlig hånd der løfter dørklinken forsigtigt for ikke at forårsage nogen støj.

Mens jeg stirrer med stigende undren, farer jeg efter omtrent et minuts forløb sammen ved lyden af et sagte, men dog tydeligt klik som fra en fjeder, der er sprunget i vejret. Lyden kommer, så vidt jeg kan forstå, henne fra kaminen eller lige der i nærheden over for fodenden af sengen. Og dér, det ser jeg nu, har en del af panelet ved siden af den svære, hvide kamin-gesims åbnet sig, og indenfor aner man et dybt, mørkt hulrum.

Jeg forholder mig aldeles stille, idet jeg koncentrerer hele mit væsen på at se, hvad der udspiller sig. Lidt efter kommer der fra hulrummets dybder en jernbeslået kiste til syne, omtrent 1 1/2 fod lang. Det ser ud, som om den bliver fremdraget af en menneskelig hånd, kun er denne hånd ikke synlig for mit blik. Og nu hæves den af den samme mystiske kraft et lille stykke ind i værelset, hvorefter den blidt sættes ned på gulvet.

Mens min opmærksomhed er fokuseret på skrinet eller kassen, holder jeg dog stadig øje med panelet, der er blevet lukket med det samme smæld af en fjeder, som da det blev åbnet. Ellers høres der ikke en lyd, intet fodtrin, ingen raslende klædningsstykker. Da kisten er kommet rigtigt ud i lyset, kan jeg se, at den er meget gammel. Klamper og beslag er kunstnerisk udført og synes at udgå fra et mønster i midten, hvor låsen øjensynlig findes. Over denne er der et kraftigt jernhåndtag. Og mens jeg betragter disse detaljer, ser jeg kassen blive løftet og båret som af en stærk, dog usynlig hånd, hen imod døren, der straks efter åbnes. Så forsvinder skrinet, døren lukkes sagte, og jeg mærker, at jeg igen er alene.

Dette her er i sandhed spiritisme med en bitone af hoverende hævngerrighed, men jeg sværger, at jeg vil afsløre tøjeriet – hvis det virkelig er tøjeri og taskenspillerkunster. For hvorfor disse kunster netop skulle udøves over for mig, ja, det må jeg oprigtigt tilstå, jeg ikke ved. Hvorom alting er. Jeg havde nu engang fået den idé i hovedet, at hvis jeg skulle afsløre trolderiet, måtte jeg ikke gøre nogen som helst støj. Derfor listede jeg med yderste forsigtighed efter skrinet ud på gangen tidsnok til at se genstanden for min søgen forsvinde i trappens mørke.

Det var vanskeligt nok for et nøgternt menneske, der i enhver henseende var ved sine fulde fem, at tro sine egne øjne under disse omstændigheder. Men De skal straks få at se, hvordan jeg kan bekræfte kendsgerningerne.

Ved nedgangen til trappen standser jeg og lytter. Slåen på bagdøren er skudt tilbage, og jeg ser et glimt af månelyset dernede, da døren åbnes. Så snart den atter er lukket, lister jeg ned ad trappen, åbner døren og går ud i haven, som ser strålende ud i sin dugkappe, der funkler som sølv i fuldmånens skær i den stille efterårsnat. Og der ser jeg med mine egne øjne skrinet bevæge sig hen ad den slyngede sti, der ender blindt i noget sammenfiltret grønt i en tykning af haven. Lydløst følger jeg efter på den bløde grønsvær. Ikke uden vanskelighed holder jeg øje med skrinet, mens det svæver hid og did mellem buskene, til det omsider når det aller fjerneste område af den gamle, murindhegnede have.

Men det klare månelys hjælper mig. Skrinet bliver sat ned på jorden – og i det samme lyder der en sælsom puslen i den tætte bevoksning under nogle gamle knortede æbletræer. Det vildtvoksende grønne bliver skudt blidt til side, ligesom af usynlige hænder og fødder, og så får jeg pludselig øje på plankerne i et gammelt brønddæksel. Straks efter hæves dækslet med nogen vanskelighed, hvorefter det bliver smidtt ind mellem buskene.

Jeg kan ikke komme så nær til stedet, som jeg gerne vil, for jeg har hele tiden en følelse af, at jeg ikke er alene – ligesom da jeg undersøgte mit værelse. Men jeg kan tydeligt se, hvad der foregår. Skrinet bliver atter løftet og balancerer et øjeblik over et vandhul eller en brønd, som tidligere var skjult af dækslet, der nu er kommet for dagens lys – eller rettere nattens månelys. Så bliver det sænket ved hjælp af et reb eller en kæde, gætter jeg på, men dette er dog ikke mere synligt end hænderne, der udfører arbejdet, eller den person, der på en eller anden måde må være til stede nu, og som lemper skrinet ned i brønden. At det er en brønd, kan jeg høre på plasket og den boblen, der lyder, idet skrinet rammer vandoverfladen.

Et par minutter gik, så blev brønddækslet lukket. Buskene og den øvrige bevoksning bevægede sig lidt, idet de fandt deres gamle gro- og hvilestillinger, og ikke en lyd brød nattens stilhed. Intet fodtrin eller raslende efterårsløv, ingen bevægelse, intet tegn på liv blandt buskene, intet tegn på, at nogen forlod stedet. Men jeg føler endnu engang helt tydeligt, at jeg atter er ene i haven. Og der står jeg da og stirrer en lille tid op mod fuldmånen, bogstavelig talt så kort det end varer, månesyg og mere fortvivlet og forvildet end jeg nogensinde før har været i mine livskabte dage.

Naturligvis spørger jeg mig selv, om jeg er vågen og ved mine fulde fem. Og naturligvis går jeg, da det kommer til stykket, tilbage til mit værelse den vej jeg kom fra og låser døren bag mig. Selvfølgelig undersøger jeg omhyggeligt væggen ved kaminhylden. Og lige så selvfølgeligt kan jeg ikke opdage nogen fjeder, hvorved man kan åbne panelet – nej, for det er naturligvis en skjult fjeder! Og da jeg ikke har set hånden, som udløste den, er jeg heller ikke i stand til at sige, hvor denne fjeder er anbragt.

Derimod lykkes det mig at opdage hulrummet, takket være den hule lyd som langt om længe gensvarer den banken, jeg har trakteret hver enkelt panelbræt efter tur. Her – her er der utvivlsomt et hulrum bag brættet. Det passer også med det sted, hvor åbningen viste sig! Så langt er sagen i det mindste belyst. I morgen vil jeg gøre en kraftanstrengelse for at finde ud af noget mere. Jeg vil efterforske bunden af buskadset for enden af haven, og finde ud af om brønddækslet virkelig er der, eller om det kun er et fantasifoster. Efter lange overvejelser faldt jeg omsider i søvn, og mærkeligt nok sov jeg som et barn resten af natten.

Dagslyset skaber mere tvivl og panikstemning end selve måneskinsmysteriet havde gjort. Havde jeg mon alligevel drømt det hele? Visselig, der kan næppe drages nogen sikker slutning, men hvis det hele er en drøm, har jeg drømt syv dage og syv nætter. Endvidere fandt jeg en hulning bag panelet, som jeg ikke. kendte noget til før. Dette er en kendsgerning, skønt jeg endnu ikke har fundet måde, på hvilken jeg kan komme ind i dette hulrum. Og hvad med brønddækslet i haven? Så snart jeg får tid, vil jeg undersøge det nærmere. Jeg.er nemlig ikke så naragtig, at jeg ønsker at nedkalde latteren over mig ved at røbe noget, før jeg er mere sikker i min sag.

Omsider er øjeblikket inde, og jeg befinder mig endnu en gang nede i buskadset mellem de forvredne træer ved den gamle mur. Jeg har det helt for mig selv og er beskyttet mod nysgerrige øjne ved den store afstand til naboerne. Intet spejdende øje kan få kig på mig fra bagvinduerne i nabolaget. Der er stedet, i det fjerneste hjørne, kærtegnet af det bløde morgenlys lige som i nat af måneskinnet. Det er hurtig genkendt, og i løbet af et par minutter har jeg ryddet mellem buskene, og ved at pirke med min stok opdaget noget der kan være et brønddæksel. Men hvis det viser sig at være det, har det helt sikkert ikke været åbnet sidste nat. Krattet virker til at være betydelig tættere end i nat. Sammenfiltrede snerler, græs, efeu og skimmelsvampe samt et lag af visne blade, som på sine steder er flere tommer tykt, dækker stedet. Og sikkert er det, at uden grundig undersøgelse ville intet menneskeligt øje have opdaget noget usædvanligt i dette vildnis.

Men noget usædvanligt var der nu ikke desto mindre, og straks efter fik jeg et fornyet bevis på, at jeg var på rette spor. Det tager adskillige minutter at få ryddet noget af alt dette stads til side, men omsider får jeg fat i en svær, rusten ring. Ved hjælp af en kraftanstrengelse lykkes mig at løfte det halvrådne dæksel til en gammel murstensbrønd, der viser sig at være otte-ti fod dyb.

Fornyede overvejelser fører til, at jeg får fat i en stige i et værktøjsskur, hvorefter jeg sænker den ned mod bunden i den hensigt at klatre ned i brønden. Da den til sidst har fået fast støtte, kravler jeg ned. Stigen hviler støt på bunden, og jeg konstaterer, da jeg når vandet, at dette næppe er mere end tre fod dybt. Så bøjer jeg mig ned og roder rundt med min stok, som lidt efter støder mod noget, jeg i stigende spænding anslår til at være en kasse eller en kiste.

Nu kommer jeg rigtigt i stødet, og uden at tage hensyn til mine våde fødder, går jeg længere og længere ned ad stigen, indtil jeg – i vand til midt på livet – dykker armen ned lige til skulderen. Efter en del roden rundt i det iskolde vand, får jeg fat i nogle slimede led af en kæde, hvorved jeg er i stand til med den yderste anstrengelse at hale en vandtrukken, ormædt, rusten og jernbeslået gammel kiste op til kanten af brønden. En nøjagtig kopi af den kiste, jeg havde set den foregående nat, bortset fra de virkninger den lange nedsænkning i vandet havde forårsaget. Det var en bekræftelse, der var ligeså uomgængelig som en prøve på den Hellige Skrift!

Jeg havde altså haft ret i mine formodninger, og jeg indrømmer gerne, at de havde overtruffet mine dristigste forventninger. Jeg lukkede brønden til, skjulte den så vidt muligt med buske, satte stigen tilbage og bar, uden nogen så det, den fundne kiste til mit værelse. Hvad indeholdt den mon? Dens store vægt og dens ældede, mærkelige udseende lod formode, at den indeholdt en skat. Råddent som træværket var blevet, var det ikke særlig vanskeligt at få kisten lirket op. Den var propfuld af guldmønter, øjensynlig spanske dublon’er, med årstal varierende fra 1660 til århundredets slutning.

Da Hr. Tanner kom hjem til middag, spurgte jeg, hvem han havde lejet huset af. Han nævnte den førende sagfører i byen. Til ham gik jeg så og bad ham give mig lidt historiske oplysninger om huset. Han var en tør gammel knark med en ansigtsfarve, der svarede til hans egne gulnede dokumenter, men jeg fik da presset så meget ud af ham, at det i nogen grad kunne bestyrke mig i de mystiske erfaringer, jeg havde gjort, selv om det ikke kunne forklare dem.

Sagføreren, som varetog ejendommens interesser på vegne af ejeren, en købmand i London ved navn Gruber, kunne fortælle, at det var en af købmandens forfædre, Michael Gruber, som havde bygget huset i 1690. Han havde samlet sig en formue, og rygtet ville vide, at det ikke var sket ved særlig agtværdige midler. Han var – kort og godt – kendt som en lovløs eventyrer, en af de utallige sørøvere, som gennem størstedelen af det syttende århundrede førte piratkrig mod de spanske kolonister i Sydamerika og Vestindien.

Det blev sagt, at han holdt sin skat skjult forskellige steder i huset, som dengang lå ganske alene i udkanten af byen. Ifølge sagføreren var det Michael Grubers tragiske endeligt, som havde givet næring til historien om, at det spøgte i huset. Gruber var blevet fundet ved daggry den niogtyvende oktober 1723 mere død end levende i sin have, og nær ved ham fandt man liget af en sømand, med hvem man vidste, han havde forretninger.

Der havde åbenbart fundet et blodigt sammenstød sted. Efter hvad Gruber fortalte i sin febervildelse, der var en følge af hans hårdtsårede tilstand, var den fremmede blevet forstyrret under et forsøg på at udplyndre ham, og da han ikke havde været i stand til at undslippe med rovet, havde han skjult det i haven. Men da han vendte tilbage for at hente det, havde Gruber overrasket ham. Mange fakta underbyggede Grubers udtalelser. Gruber, der dengang var en meget gammel mand, var kun halvt påklædt, som om han var stået op i huj og hast og var faret ud af soveværelset efter tyven; og et hemmeligt panel, som blev opdaget i værelset, da den døende mand blev båret tilbage dertil, gav ham anledning til stor ængstelse og bekymring, for han vedblev at hentyde til det og erklærede usammenhængende, at hans skrin var blevet stjålet. Dette syntes sandsynligt nok, for man fandt senere betydelige værdier i det hemmelige vægskab.

“Og her har vi så oprindelsen til legenden om spøgelsesværelset, ikke sandt?” spurgte jeg, idet omtalen af det savnede skrin og tidspunktet for tragedien gav mig en tilskyndelse.

“Ja, sikkert nok,” svarede sagføreren. “Den slags nonsens er altid knyttet til voldsdåd, der har fundet sted i ældre tid.”
“Vær så venlig at sige mig, hvad De sigter til med nonsens i dette specielle tilfælde?”
“Ja, det er ikke så lige til at svare på. Men jeg vil mene, at det går ud på følgende: At enhver, der sover i dette værelse i løbet af oktober måned, vil se en eller anden forsøge at trænge ind i det ved midnatstid. Men om vedkommende trænger ind eller ej, er der ikke en mors sjæl, der ved. De, kære Herre, er antagelig den, der har sovet der sidst, og De har naturligvis ikke set noget. På den anden side kan jeg oplyse Dem om, at adskillige tidligere beboere har forsikret mig om, i hvor høj grad de er blevet forstyrret.”

Jeg undgik spørgsmålet ved at sige: “Blev der nogensinde anstillet efterforskninger efter det skrin, som den gamle Gruber påstod var blevet stjålet?”
“Jeg ved det ikke. Ser De, alle disse ting hændte nemlig lidt før min tid.” Og den gamle knark kluklo ved sig selv.
“Kan De ikke genkalde Dem yderligere enkeltheder?”
“Nej, desværre ikke for øjeblikket – skønt det er muligt, jeg kunne støve dem op, hvis De måtte ønske det. Men vil De nu ikke have den godhed at fortælle mig, hvorfor De stiller disse spørgsmål?”

Så gjorde jeg gengæld ved at fortælle ham, hvad jeg havde fundet, idet jeg dog undgik enhver hentydning til den mærkelige måde, på hvilken jeg var blevet sat på sporet af brønden. Jeg sagde blot, at jeg havde støvet rundt efter nogle ørnebregner i den forsømte del af haven, og da jeg ved et rent tilfælde var stødt på brønddækslet, var jeg kommet på den tanke at undersøge det nærmere. Og dette havde så igen resulteret i opdagelsen af det gamle skrin, der var fuldt af dubloner.

Sagførerens pergamentansigt var lige så godt som en hel farce, mens han lyttede til mig. Han anså mig åbenbart for at være vanvittig. “Ja, sandelig,” sagde han. “Dette er højst forbavsende. Vi aldrig anet det mindste om sådan et gemme.”
“Det er højst forståeligt. Det har ikke været åbnet i årevis, og det var fuldstændig skjult af tykningen. Men hvis De vil have den elskværdighed at gøre mig følgeskab, så skal De med egne øjne få at se, hvad det er lykkedes mig at finde.”

Dette er min beretning. Alt hvad jeg har at tilføje af vigtighed er, at da det lykkedes mig at komme i forbindelse med den dalevende Hr. Gruber, optrådte han på den nydeligste måde. Skattefundet, som i værdi androg noget over tusind pund i guld, var naturligvis hans ejendom, men han insisterede på, at jeg skulle beholde halvdelen af det – hvilket ikke var nogen ringe belønning for min foretagsomhed.

En af dublonerne hænger, som De har set, ved min urkæde. Resten – ja, da jeg ikke er nogen velhaver, realiserede jeg de fleste af dem efter at have givet Hr. Tanner og hans kone et par stykker. De vedblev at bo i huset til udløbet af deres lejemål, ca. to og et halvt år efter, og jeg vedblev at være deres logerende, lige til huset blev revet ned ved periodens ophør.

Skønt jeg tilbragte endnu to oktobermåneder i værelset, hvor det spøgte, var der aldrig mere nogen mystisk ånd, der prøvede at forcere døren. Jeg havde forløst den besværede ånd nøjagtig et hundrede og atten år efter den dag, på hvilken den var blevet dømt til at vandre på jorden og periodisk forstyrre fredelige indehavere af værelset, der havde dannet baggrund for forbrydelsen. Indtil nærværende øjeblik har jeg aldrig lettet sløret for nogen levende mors sjæl, hvad angår den åndelige side af min erfaring. Jeg har aldrig kunnet forsone mig med den tanke, at man skulle le mig ud på grund af min skepsis vedrørende spørgsmålet om spiritisme.

Er jeg da skeptiker nu? Det har kun ringe betydning, om jeg er det eller ej. Jeg er nu så langt fremrykket i alder, at dette, såvel som de andre store mysterier angående set og uset om liv og død, for mit vedkommende vil være opklaret i løbet af få år.

Oprindelig trykt i Woven in Darkness: A Medley of Stories, Essays, and Dreamwork, 1885.

Kort om William Wilthew Fenn

Født i 1827
Død den 19. december 1906

Læs mere på At the Circulating Library