Spøgelseskareten af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.


– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.

Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.

Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.

Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.

Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.

Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.

Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.

Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.

Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.

“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”

Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.

Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.

Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.

Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.

En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.

Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.

En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.

Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”

“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”

Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.

Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.

Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Spanieren af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spanieren”.


– De kender jo den engelske digter Alexander Pope?
– Nå, jeg kan se på Dem, at De hverken har læst den berømte ‘Røvede hårlok’ eller de øvrige poesier, som henrykkede hans landsmænd i det 18. århundrede.
– Om jeg har? Jeg må ærligt tilstå, nej. Men under mit sidste besøg i England, på et herresæde, faldt jeg over hans ‘Levned’ en kedsommelig regnvejrsdag, og deri fandt jeg denne historie.

Denne Mr. Pope var et udpræget forstands-menneske og som følge deraf en erklæret fjende af spøgelsehistorier og overtroiske forestillinger. Det ganske uagtet at the second sight eller synskhed er en udbredt evne i Skotland, og ethvert engelsk hus af nogenlunde respektabel alder har et ‘husspøgelse’ eller flere, som hænger ved skuepladsen for tidligere gerninger. Det skyldes måske også englændernes respekt for traditionen. Men skønt digter og englænder kunne Mr. Pope som sagt ikke udstå spøgelser og havde udtrykkeligt forbudt sit tyende så meget som at omtale emnet for ham, og truet enhver der gjorde det med øjeblikkelig afsked.

Nu var han netop flyttet ind i en ny lejlighed, tilmed i et hus hvis alder og indretning nok kunne tyde på, at skygger lurede i dets mange krinkelkroge. Han havde fulgt anbringelsen af møblerne i sine værelser, og i arbejdsværelset, der også skulle tjene som soveværelse, havde han egenhændig opstillet sin bogsamling og anbragt sine værker i smuk rækkefølge og ret iøjnefaldende.

Nu skulle han tilbringe den første nat i sin nye lejlighed. Døren var låst, lyset brændte i stagen ved sengen, og han havde lagt sig mageligt til rette med en bog for efter sædvane at læse sig i søvn. Hvilken bog omtaler historien ikke, men det har næppe været et af hans egne værker. Da han har ligget lidt, bliver han opmærksom på en lyd henne ved døren ind til værelset. Han ser derhen, og i samme øjeblik går døren op, og ind træder en skikkelse i gammel spansk dragt.

“Hvem er det?” råber Pope til skikkelsen, som har et mørkt og alvorligt udseende. Men spanieren lader som ingenting, går hen til bogreolen, tager Popes skrifter, det ene bind efter det andet, bladrer lidt i dem, og med et nederdrægtigt spottende smil sætter han dem på plads igen. Men, som digteren henne i sengen ærgerligt bemærker, omvendt med titlen nedefter.

Pope brummer og rømmer sig. Spanieren lader sig ikke forstyrre i sin stumme kritik, og da han endelig er færdig med bøgerne, går han hen til skrivebordet, tager et manuskript, som digteren har arbejdet på om aftenen, læser, bladrer i det, ryster af og til smilende på hovedet og bladrer videre.

“Det er dog for galt,” tænker digteren. “Min Herre,” siger han og rejser sig op i sengen, “når De vil besøge folk, skulle De vælge et mere passende tidspunkt.” Spanieren værdiger ham ikke et blik.

“Og når De kommer til fremmede folk, burde De iagttage simpel høflighed og ikke rode i andres papirer.” Spanieren bladrer roligt videre, med sit nedrige, spottende smil.

“I modsat fald,” bruser den krænkede digter ud, “i modsat fald er man i sin gode ret, når man tugter en så påtrængende person…” Og dermed springer han ud af sengen, griber sin kårde og farer hen mod spanieren. Denne sænker roligt hånden, hvori han holder papirerne, og idet han med det samme kolde, spottende smil ser på den iltre lille skrutryggede digter i natkjole og med nathue, åbner han med den anden hånd sin vams og viser Pope sit blottede bryst. Her ser digteren til sin skræk et gabende, blodigt sår. Forfærdet farer han tilbage og ringer på sin tjener. Den korte, skarpe klang af klokken lyder gennem det stille hus; men der kommer ingen. Han ringer igen. Forgæves. Spanieren lader sig ikke forstyrre. Han står ganske rolig ved skrivebordet og bladrer i papirerne.

“Min Herre,” siger Pope til sidst, “nu synes jeg det må være nok; er De ikke så god at gå Deres vej!” Spanieren nikker samtykkende og går langsomt og værdigt ud ad døren.

Helt fortumlet af det natlige eventyr går Pope igen i seng. Så kommer tjeneren endelig og spørger, hvad Herren ønsker?
“Mødte du ikke nogen?” spørger Pope.
“Jo, på trappen,” svarer tjeneren.
“Hvem var det? Hvordan så han ud?”
Tjeneren svarer ikke, men står forlegen.
“Svar, når jeg spørger dig!”

Tjeneren minder om Herrens forbud mod at omtale visse ting, men endelig rykker han ud med, at han har mødt spanieren, og at det er genfærdet af en spanier, som for mange år siden er blevet myrdet der i huset. Ingen har dristet sig til at omtale det på grund af Herrens strenge forbud.

“Det er godt,” siger Pope, “men bliv nu her resten af natten. Du kan ligge henne på sofaen.” Digteren falder i søvn, og da han om morgenen vågner, kalder han på sin tjener. Ingen svarer. Han ser hen på sofaen. Der ligger ingen tjener.

Nu bliver Pope vred. Han trækker i klokkestrengen. Der kommer nogen op ad trappen, banker på og tager i døren. Den er låst. Pope må stå ud af sengen og lukke op. Det er tjeneren.

“Hvorfor er du gået din vej?” spørger Pope.
“Hvad mener Herren. De ringede og her er jeg,” svarer tjeneren forbavset.
“Har du da ikke været her i nat, da du mødte spanieren?”
Tjeneren ryster på hovedet. “Spanieren?” gentager han.
“Ja, spanieren” svarer Pope, “som var herinde.”

Tjeneren ser tvivlende på sin Herre og minder ham om, at døren var låst indvendigt fra. “De må have drømt Herre,” han til sidst. “Drømt!” gentager Pope ærgerlig. “Står bøgerne da ikke omvendt henne i reolen, således som den uhøflige gæst stillede dem i nat?” Begge ser hen på reolen. Bøgerne står i den skønneste orden, præcist som Pope havde stillet dem den foregående dag. “Nu kan du gå,” siger Pope og klapper tjeneren på skulderen. “Jeg ville blot sætte dig på prøve, men du har bestået den til min fulde tilfredshed.”

Pope glemte dog aldrig den mærkelige drøm, der var så levende, at den nær havde fået ham selv til at tro på gengangere.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Abehånden af W. W. Jacobs

W. W. Jacobs
By Elliott & Fry – Munsey’s Magazine: http://babel.hathitrust.org/cgi/pt?id=uc1.b2870634;view=1up;seq=606, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=36965424

I

Udenfor var det en kold og våd nat, men inde i dagligstuen i Laburnum Villa var gardinerne trukket for, og ilden brændte lystigt. Fader og søn sad ved skakbrættet; den første der havde visse ideer om spillet, der indebar radikale ændringer, udsatte sin konge for så store og unødvendige farer, at det endogså fremkaldte bemærkninger fra den hvidhårede gamle dame, der sad og strikkede roligt og stilfærdigt ved ilden.

“Hør vinden,” sagde Mr. White, der havde opdaget et skæbnesvangert fejltræk efter at det var for sent og brændende ønskede at forhindre sønnen i at se det.
“Jeg hører,” sagde den sidste og holdt ubehageligt øje med brættet, mens han rakte hånden frem. “Skak.”
“Jeg ville næppe tro, at han ville komme i aften,” sagde hans fader med hånden svævende over brættet.
“Mat,” svarede sønnen.

“Det er det værste ved at bo så langt ude,” skældte Mr. White med pludselig og uventet voldsomhed. “Af alle modbydelige, sjappede, afsidesbeliggende steder, man kan bo, er dette det værste. Havegangen er en sump, og vejen en rivende strøm. Jeg ved ikke, hvad folk tænker på! De synes vel ikke, det betyder noget, fordi kun to huse på vejen er lejet ud.”

“Bryd dig ikke om det, kæreste,” sagde hans kone trøstende, “måske vinder du næste gang.” Mr. White så op med et skarpt blik, tidsnok til at se et vidende øjekast mellem moder og søn. Ordene døde på hans læber, og han skjulte et skyldbevidst smil i det tynde grå skæg.

“Der er han,” sagde Herbert White, da havelågen smækkede og tunge fodtrin nærmede sig døren. Den gamle mand rejste sig med gæstfri fart, åbnede døren, og man kunne høre ham kondolere den nyankomne. Den nyankomne kondolerede også sig selv, så Mrs. White sagde “Ph!” og lo venligt, idet hendes mand kom ind i stuen igen, fulgt af en høj, svær mand, med små runde øjne og rødmosset ansigt.

“Stabssergent Morris,” præsenterede han. Stabssergenten trykkede i hånden, tog den tilbudte stol foran ilden og så interesseret til, mens hans vært fandt whisky og glas frem og stillede en lille kobberkedel over ilden.

Ved det tredje glas lyste hans øjne noget mere, og han begyndte at tale, mens den lille familiekreds med ivrig interesse betragtede denne gæst fra fjerne lande, der med sine firkantede skuldre bredte sig i stolen og talte om vilde oplevelser og drabelige bedrifter; om krig og pest og fremmede folkeslag.

“21 år fulde af den slags,” sagde Mr. White og nikkede til sin kone og søn. “Den gang, han drog af sted, var han en ganske ung spirrevip inde i varehuset. Og se på ham nu!”
“Han ser ikke ud til at have taget nogen skade,” sagde Mrs. White høfligt.
“Jeg ville gerne selv til Indien,” sagde den gamle mand, “bare for at se mig lidt om, naturligvis.”
“Du har det bedre, hvor du er,” sagde stabssergenten og rystede på hovedet. Han stillede det tomme glas fra sig, og med en let sukken rystede han igen på hovedet.

“Jeg ville gerne se de gamle templer og fakirerne og jonglørene,” sagde den gamle. “Hvad var det, du begyndte at fortælle mig forleden dag om en abehånd eller hvad det nu var, Morris?”
“Ikke noget,” sagde soldaten hastigt. “I hvert fald ikke noget, der er værd at høre på.”
“En abehånd?” sagde Mrs. White nysgerrigt.
“Nå, jo, det er bare sådan en lille smule, hvad man måske kunne kalde trolddom,” sagde stabssergenten affærdigende.

Hans tre tilhørere bøjede sig ivrigt frem. Gæsten førte lidt åndsfraværende sit tomme glas til læberne og stillede det så fra sig igen. Hans vært fyldte det til ham. “At se til,” sagde stabssergenten og rodede i sin lomme. “At se til er det bare en almindelig lille pote, der er tørret ind som en mumie.” Han tog noget op af lommen og rakte det frem. Mrs. White trak sig med en grimasse tilbage, men hendes søn tog poten og undersøgte den nysgerrigt.

“Og hvad særligt er der ved den?” spurgte Mr. White og tog tingesten fra sønnen, undersøgte den og lagde den på bordet.
“Der var en gammel fakir, der forheksede den,” sagde stabssergenten. “En meget hellig mand. Han ville vise, at skæbnen bestemte over folks liv, og at de, der greb ind, gjorde det til deres eget fordærv. Han forheksede den, sådan at tre forskellige personer kunne få tre ønsker opfyldt af den.”

Hans opførsel var så virkningsfuld, at hans tilhørere opdagede, at deres latter skurrede lidt. “Nå, jamen hvorfor ønsker du dig ikke tre ting?” spurgte Herbert White udspekuleret. Soldaten stirrede på ham, som midaldrende folk plejer at se på overmodig ungdom. “Det har jeg gjort,” sagde han stille, og hans rødplettede ansigt blev hvidt.

“Og fik De virkelig de tre ønsker opfyldt?” spurgte Mrs. White.
“Ja, jeg gjorde,” sagde stabssergenten, og glasset rystede mod hans stærke tænder.
“Og er der andre, der har ønsket?” fremturede den gamle dame.
“Den første fik sine tre ønsker opfyldt,” var svaret. “Jeg ved ikke, hvad de to første ønsker drejede sig om, men det tredje angik død. Det var sådan, jeg fik fat i abehånden.” Hans stemme lød så alvorlig, at de andre blev stille.

“Hvis du har fået dine tre ønsker opfyldt, så er den jo ikke noget værd for dig mere, Morris,” sagde den gamle mand til sidst. “Hvorfor beholder du den?” Soldaten rystede på hovedet. “En eller anden grille, formodentlig,” sagde han langsomt. “Jeg havde en tanke om at sælge den, men det tror jeg ikke, jeg vil. Den har allerede lavet ulykker nok. Desuden vil folk ikke købe sådan noget. De tror, det er eventyr, nogle af dem; og de, der tror på den, vil først prøve den og så betale mig bagefter.”

“Ville du beholde den, hvis du kunne få endnu tre ønsker opfyldt?” sagde den gamle mand og så skarpt på ham.
“Jeg ved det ikke,” sagde den anden. “Jeg ved det ikke.” Han tog abehånden, lod den dingle mellem tommelfinger og pegefinger og smed den pludselig ind i ilden. Hvid i ansigtet og med et sagte skrig bøjede den gamle sig ned og rev den ud igen.

“Lad den hellere brænde,” sagde soldaten alvorligt.
“Hvis du ikke vil have den, så giv mig den, Morris,” sagde den anden.
“Nej, jeg vil ikke,” sagde hans ven stædigt. “Jeg smed den på ilden. Hvis du beholder den, så bebrejd ikke mig det, der sker. Vær fornuftig og læg den ind i ilden igen.”

Den anden rystede på hovedet og undersøgte sin nye ejendel omhyggeligt. “Hvordan gør du?” spurgte han.
“Løft den op i højre hånd og fremsig dit ønske,” sagde stabssergenten. “Men jeg advarer dig mod følgerne.”

“Det lyder som 1001 nat,” sagde Mrs. White, idet hun rejste sig og begyndte at dække aftensbordet. “Tror du ikke, du skulle ønske dig fire hænder til mig?” Hendes mand trak talismanen op af lommen, og så brast alle tre i latter, idet stabssergenten med angstfyldte øjne greb ham i armen. “Hvis du absolut vil ønske, så ønsk dog i hvert fald noget fornuftigt,” sagde han barsk. Mr. White stoppede poten ned i lommen igen, stillede stole hen til bordet og anbragte vennen på en af dem. De fik travlt med aftensmaden og glemte næsten talismanen, og bagefter sad de tre og lyttede betaget til en ny portion af soldatens eventyr i Indien.

“Hvis fortællingen om abehånden ikke er mere troværdige end de eventyr, han fortæller os, så får vi ikke meget ud af den,” sagde Herbert, da døren lukkedes efter deres gæst, netop tidsnok til at han kunne nå sidste tog.
“Gav du ham noget for den, far?” spurgte Mrs. White og så undersøgende på sin mand.
“En lille smule,” svarede han og rødmede let. “Han ville ikke have det, men jeg fik ham til at tage imod det. Og han forsøgte igen at overtale mig til at smide den væk.”

“Sikkert,” sagde Herbert med hyklet angst. “Og hvad så? Vi bliver rige og berømte og lykkelige. Ønsk dig at være kejser, far, sådan til en begyndelse; så bliver du i hvert fald ikke tøffelhelt.” Han flygtede rundt om bordet, forfulgt af sin ophidsede moder med et viskestykke.

Mr. White tog abehånden op af lommen og så tvivlende på den. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal ønske mig, og det er en kendsgerning,” sagde han langsomt. “Jeg synes, jeg har fået alt, hvad jeg kan ønske mig.”
“Hvis du bare kunne betale huset ud, ville du være helt lykkelig,” sagde Herbert med hånden på faderens skulder. “Så ønsk dig 200 pund. Det kan klare det.”

Faderen smilte skamfuld over sin egen godtroenhed og løftede talismanen op i hånden, mens sønnen med et højtideligt ansigt, som blev lidt ødelagt af en blinken til moderen, satte sig ved klaveret og anslog et par virkningsfulde akkorder.

“Jeg ønsker mig to hundrede pund,” sagde den gamle mand tydeligt. En knagen i klaveret hilste hans ord, afbrudt af et angstfuld skrig fra den gamle. Sønnen og konen styrtede hen til ham. “Den rørte sig,” råbte han og stirrede med afsky på tingesten, der lå på gulvet. “Idet jeg ønskede, rørte den sig i min hånd som en slange.”

“Nå, men jeg kan ikke se nogen penge,” sagde sønnen, idet han tog den op og lagde den på bordet. “Og jeg tør vædde på, at jeg heller aldrig får dem at se.”
“Det må være indbildning, far,” sagde hans kone og så ængstelig på ham.
Han rystede på hovedet. “Bryd jer ikke om det; der er ikke sket nogen ulykke, men jeg fik alligevel et chok.”

De satte sig igen foran ilden, mens de to mænd røg deres piber færdige. Udenfor blæste vinden stærkere end før, og det rykkede nervøst i den gamle mand, da lyden af en dør, der stod og slog ovenpå, nåede ham. Der lagde sig en uvant og nedtrykkende stilhed over dem alle tre, og det varede lige til de to gamle rejste sig for at trække sig tilbage for natten.

“Du finder nok pengene bundet ind i en stor sæk midt i sengen,” sagde Herbert, da han sagde godnat til dem. “Og så et eller andet skrækkeligt væsen oppe på skabet, der glor på dig, mens du stopper dine uretmæssigt erhvervede penge i lommen.”

Han blev siddende alene i mørket, stirrede på den hendøende ild og så ansigter i den. Det sidste ansigt var så rædselsfuldt og så abelignende, at han forbavset stirrede på det. Det blev så levende, at han med en lille forlegen latter rakte hånden hen på bordet og følte efter et glas med lidt vand, som han kunne smide over det. Hånden fik fat i abepoten, og med en lille gysen tørrede han hånden af i jakken og gik op i seng.

II

I lyset af næste morgens vintersol, der strømmede hen over morgenbordet, lo han af sin angst. Der var en atmosfære af prosaisk sundhed over stuen, som havde manglet aftenen før, og den snavsede, indskrumpne lille pote lå hensmidt på buffeten med en skødesløshed, der ikke vidnede om stor tiltro til dens evner.

“Alle soldater er vel sådan, kan jeg tænke mig,” sagde Mrs. White. “At tænke sig, at vi sad og lyttede til sådan noget sludder! Hvordan skulle ønsker kunne opfyldes i dag? Og hvis de kunne, hvordan skulle 200 pund så kunne gøre dig fortræd, far?”
“De kunne jo falde ned i hovedet på ham fra himlen,” sagde den letfærdige Herbert.
“Morris sagde, at det plejede at ske så naturligt,” sagde faderen, “at man, hvis man ville, kunne tilskrive det tilfældet.”

“Nå, men lad være at tage hul på pengene før jeg er tilbage,” sagde Herbert og rejste sig fra bordet. “Jeg er bange for, at de vil gøre dig til en ond og gerrig mand, og at vi bliver nødt til at fornægte dig.” Moderen lo og fulgte ham til døren, hvor hun blev stående og så ham gå ned ad gaden; og da hun vendte tilbage til morgenbordet, var hun meget opstemt over mandens godtroenhed. Hvilket altsammen hverken forhindrede hende i at styrte hen til døren, da postbudet bankede på, eller i at komme med korte hentydninger til pensionerede stabssergenter drikfældige vaner, da hun opdagede, at der med posten var kommet en skrædderregning.

“Herbert skal nok komme med nogle flere af sine sjove bemærkninger, tænker jeg, når han kommer hjem,” sagde hun, da de sad ved middagsbordet.
“Ja, det tør jeg nok mene,” sagde Mr. White og skænkede sig noget øl. “Men hvad du nu end siger, så rørte tingesten sig i min hånd; det tør jeg sværge på.”
“Du troede, den gjorde,” sagde den gamle dame trøstende.
“Jeg siger, at den gjorde,” svarede den anden. “Det er der ingen tvivl om. Jeg havde lige – Hvad er der i vejen?”

Hans kone svarede ikke. Hun sad og så på nogle mærkelige bevægelser en mand udenfor foretog. Han stod og kikkede ubeslutsomt på huset og så ud, som om han forsøgte at tage sig sammen til at gå indenfor. Med en vag tanke på de 200 pund lagde hun mærke til, at den fremmede var velklædt og havde en skinnende ny silkehat. Tre gange skubbede han til havelågen og gik så igen lidt væk. Fjerde gang stod han med hånden på den, og så åbnede han den pludselig beslutsomt og gik op ad havegangen. Mrs. White skyndte sig i samme øjeblik at binde sine forklædebånd op på ryggen og stoppede dette nyttige klædningsstykke ned under puden i den stol, hun sad på.

Hun førte den fremmede, der så ud til at være utilpas, ind i stuen. Han kikkede hemmelighedsfuldt på hende, og hørte lidt fraværende på hende, mens den gamle dame bad ham undskylde sådan, som stuen så ud, og ægtemandens jakke, et klædningsstykke, som han ellers plejede at bruge i haven. Så ventede hun så tålmodigt, som hendes køn kunne, på at han skulle komme frem med sit ærinde, men han var til at begynde med mærkelig stille.

“Jeg – jeg blev bedt om at gå hertil,” sagde han langt om længe og bøjede sig ned og pillede en stump tråd af sine bukser. “Jeg er fra Maw and Meggins.” Det gav et ryk i den gamle dame. “Er der noget i vejen?” spurgte hun åndeløst. “Er der sket noget med Herbert? Hvad er det? Hvad er det?”

Hendes mand lagde sig imellem. “Så, så, mor,” sagde han hurtigt. “Sæt dig ned og drag ikke forhastede slutninger. De kommer sikkert ikke med dårlige nyheder, Mr.” Og han så forventningsfuldt på den anden.

“Jeg er ked af det – ” begyndte gæsten.
“Er han kommet til skade?” spurgte moderen med skælvende stemme.
Gæsten nikkede bekræftende. “Han er kommet alvorligt til skade,” sagde han roligt. “Men han lider ikke.”
“Åh, Gud ske lov og tak!” sagde den gamle kone, og foldede hænderne. “Gud ske lov og tak for det. Tak – ” Hun afbrød pludselig sig selv, da den uhyggelige mening med hans forsikring gik op for hende, og hun så den frygtelige bekræftelse på sine bange anelser i den andens bortvendte ansigt. Hun holdt vejret, vendte sig til sin langsommere tænkende mand og lagde sin skælvende hånd oven på hans. Der blev en lang pause.

“Han kom ind i maskineriet,” sagde den besøgende langt om længe med lav stemme.
“I maskineriet,” gentog Mr. White halvt fraværende, “nå, sådan.” Han blev siddende og stirrede blindt ud gennem vinduet, tog konens hænder med begge sine og trykkede dem, som han havde været vant til den gang han gjorde kur til hende for næsten 40 år siden. “Han var den eneste, vi havde tilbage,” sagde han og vendte sig sagtmodig om mod den besøgende. “Det er hårdt for os.”

Den anden hostede, rejste sig og gik hen til vinduet. “Firmaet bad mig om at overbringe den dybeste sympati med Dem i Deres store tab,” sagde han uden at se sig tilbage. “Jeg beder Dem om at forstå, at jeg kun er sendt af dem og adlyder deres ordrer.”

Der kom ikke noget svar; den gamle dames ansigt var hvidt med stirrende øjne, og hendes åndedrag uhørligt. På mandens ansigt var der et udtryk, som hans ven sergenten kunne have haft under sin første træfning.

“Jeg skulle sige, at Maw and Meggins fralægger sig ethvert ansvar,” fortsatte den anden. “De anerkender ikke nogen form for erstatningsforpligtelse, men i betragtning af Deres søns dygtighed vil de gerne yde Dem en vis sum som erstatning.”
Mr. White slap konens hånd, rejste sig og så rædselsslagen på sin gæst. Hans tørre læber formede følgende ord: “Hvor meget?”
“200 pund,” var svaret.

Uden at bemærke sin kones skrig smilede den gamle mand svagt, løftede hænderne som en blind og faldt bevidstløs sammen på gulvet.

III

På den vældige nye kirkegård ca. tre kilometer derfra begravede de to gamle deres døde søn og vendte tilbage til huset, fordybet i sorg og tavshed. Det var altsammen så hurtigt forbi, at de næsten ikke kunne fatte det, og de gik omkring i en slags forventning om, at noget andet skulle ske – noget andet, der kunne lette den byrde, der var for tung til at de gamle hjerter kunne bære det.

Men dagene gik, og forventningen gik over til resignation – gamle menneskers resignation, der af nogle forkert kaldes apati. Tit talte de næsten ikke sammen, for nu havde de ikke noget at tale om, og deres dage faldt dem så lange, at det nærmede sig livstræthed.

Det var en uges tid senere, at den gamle mand vågnede midt om natten, strakte hånden ud og opdagede, at han var alene. Der var mørkt i værelset, og lyden af undertrykt gråd kom fra vinduet. Han satte sig op i sengen og lyttede.

“Kom i seng igen,” sagde han kærligt. “Du bliver kold.”
“Det er koldere for min søn,” sagde den gamle kone og begyndte igen at græde. Lyden af hendes hulken døde bort i ørene på ham. Sengen var varm og hans øjne tunge af søvn. Han døsede lidt og faldt så helt i søvn, indtil et pludseligt skrig fra konen vækkede ham.

“Poten!” skreg hun vildt. Han for forskrækket op. “Hvor? Hvor er den? Hvad er der i vejen?” Hun kom snublende hen over gulvet mod ham. “Jeg vil have fat i den,” sagde hun roligt. “Du har ikke ødelagt den, vel?” “Den ligger inde i dagligstuen på kommoden,” svarede han forundret.

Hun græd og lo på én gang og bøjede sig ned og kyssede ham på kinden. “Jeg kom først lige nu til at tænke på det,” sagde hun hysterisk. “Hvorfor har vi ikke tænkt på det før? Hvorfor har du ikke tænkt på det?”
“Tænkt på hvad?” spurgte han.
“De andre to ønsker,” svarede hun rapt. “Vi har kun brugt det ene.”
“Var det ikke nok?” spurgte han barsk.
“Nej,” råbte hun triumferende. “Vi vil bruge ét til. Skynd dig ned efter abehånden og ønsk din dreng levende igen.”

Manden rejste sig i sengen og kastede sengetøjet væk fra sine skælvende lemmer. “Godeste Gud, du er sindssyg!” råbte han rædselsslagen.
“Hent den,” gispede hun. “Skynd dig at hente den – og ønsk. Åh min dreng, min dreng!”

Hendes mand strøg en tændstik og tændte lyset. “Gå i seng,” sagde han usikkert. “Du ved ikke, hvad du siger.”
“Vi fik det første ønske opfyldt,” sagde den gamle kone ophidset. “Hvorfor ikke også det andet?”
“Det var et tilfælde,” stammede den gamle mand.
“Gå ned og hent den og ønsk,” råbte hans kone, der skælvede af ophidselse.

Den gamle mand vendte sig og så på hende, og hans stemme skælvede. “Det er 10 dage, siden han døde, og desuden – jeg ville ikke fortælle dig det ellers, men – jeg kunne kun genkende ham på tøjet. Hvis det var for skrækkeligt for dig at se ham den gang, hvordan så nu?”
“Bring ham tilbage,” råbte den gamle kone og trak ham hen imod døren. “Tror du virkelig, jeg er bange for mit eget barn?”

Han gik ned i mørke og følte sig frem til dagligstuen, og så hen til kommoden. Talismanen lå på sin plads, og en frygtelig angst for, at det uudtalte ønske ville bringe hans lemlæstede søn tilbage til ham, før han kunne slippe ud af stuen, greb ham, og han var lige ved at tabe vejret, da han opdagede, at han ikke kunne finde døren. Med koldsved på panden følte han sig vej rundt om bordet og famlede hen ad væggen, til han nåede ud i den smalle gang med den forbandede tingest i hånden. Selv konens ansigt virkede forandret, da han kom ind i sovekammeret. Det var hvidt og afventende, og til hans rædsel var der et unaturligt udtryk i det. Han var bange for hende.

“Ønsk!” råbte hun med stærk stemme.
“Det er tåbeligt og forkert,” stammede han.
“Ønsk!” gentog hans kone.

Han løftede hånden. “Jeg ønsker min søn i live igen.” Talismanen faldt ned på gulvet og han stirrede angst på den. Så sank han skælvende ned i en stol, mens den gamle kone med brændende øjne gik hen til vinduet og trak gardinerne fra. Han blev siddende, til han var gennemisnet af kulde, og stirrede nu og da hen på skikkelsen af den gamle kone, der stod og kikkede ud ad vinduet. Lysestumpen, der var brændt ned under kanten af porcelænslysestagen, kastede flakkende skygger på loftet og væggene, indtil den med en større flamme blafrede og gik ud. Med en ubeskrivelig fornemmelse af lettelse over talismanens svigtende evne kravlede han tilbage i seng, og et par minutter efter kom den gamle kone stille og sløv ind ved siden af ham.

Ingen af dem sagde noget, de lå blot stille og lyttede til urets tikken. Et trappetrin knagede, og en pibende mus løb støjende bag væggen. Mørket var tyngende, og efter at han i nogen tid havde ligget og mandet sig op, tog han tændstikæsken, tændte en tændstik og gik nedenunder for at finde et lys. Ved foden af trappen gik tændstikken ud og han standsede for at tænde en anden; og i samme øjeblik lød der en banken på indgangsdøren, så stille og forsigtigt, at det næsten ikke var til at høre.

Tændstikkerne faldt ud af hånden på ham og spredtes over gulvet i gangen. Han stod uden at røre sig og holdt vejret, indtil den svage banken igen lød. Så vendte han sig og flygtede hurtigt tilbage til soveværelset og lukkede døren efter sig. En tredje banken på døren lød gennem huset.

“Hvad er det?” råbte den gamle kone og for op.
“En rotte,” sagde den gamle mand med skælvende stemme. “En rotte. Den løb forbi mig på trappen.”

Hans kone satte sig op i sengen og lyttede. En høj banken gav genlyd i huset.

“Det er Herbert!” skreg hun. “Det er Herbert!” Hun styltede hen til døren, men manden var der før hende, greb hende i armen og holdt hende fast. “Hvad gør du?” hviskede han hæst.
“Det er min dreng, det er Herbert!” råbte hun og kæmpede mekanisk for at komme fri. “Jeg glemte, at det var tre kilometer herfra. Hvorfor holder du mig tilbage? Slip mig. Jeg må åbne døren.”
“Slip det for Guds skyld ikke ind,” råbte den gamle mand skælvende.
“Du er bange for din egen søn,” råbte hun kæmpende. “Slip mig. Nu kommer jeg, Herbert, nu kommer jeg!”

Der lød endnu en banken, og endnu én. Med en pludselig vridende bevægelse rev den gamle kone sig løs og løb ud af værelset. Hendes mand fulgte efter hende ud på trappeafsatsen og kaldte bønfaldende på hende, mens hun skyndte sig ned ad trappen. Han hørte sikkerhedskæden raslende blive trukket fra og den nederste slå stift blive skubbet ud af krampen. Så lød den gamle kones stemme anspændt og gispende. “Slåen!” råbte hun. “Kom herned. Jeg kan ikke nå den!”

Men hendes mand lå på knæ og rodede vildt fortvivlet på gulvet efter abehånden. Hvis bare han kunne finde den, før det frygtelige udenfor kom ind. En ren salve af slag på døren gav genlyd gennem huset, og han hørte en stol skrabe langs gulvet, da hans kone stillede den op i gangen foran døren. Han hørte slåen knage, mens den langsomt gled ud, og i samme øjeblik fandt han abehånden og fremhviskede som en afsindig sit tredje og sidste ønske.

Pludselig standsede den voldsomme banken på døren, selvom ekkoet efter den stadig lå i huset. Han hørte stolen blive trukket tilbage og døren blive åbnet. En kold vind blæste op gennem trappen og et langvarigt og højt skrig fyldt af skuffelse og fortvivlelse fra hans kone gav ham mod til at styrte ned til hende. Han så på sin fortvivlede kone og derefter ud af døren bagved. Den blafrende gadelygte overfor lyste ned på en tom og øde vej.

Trykt i Harper’s Monthly Magazine, september 1902
Originaltitel: The Monkey’s Paw

Kort om W. W. Jacobs

Født: den 8. september 1863
Død: den 1. September 1943

Læs mere på online-literature.com

Skridtene af Edward Frederick Benson

Edward F. Benson
By from Harper’s Weekly – The New York Public Library, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=23861754

John Cresswell var en aften på vej hjem fra Britannia Club i Alexandria, hvor han, som han plejede tre, fire gange om ugen, havde spist meget solidt, fået godt med drikkevarer og bagefter spillet bridge, så længe der kunne stilles et hold på benene. Det havde været en temmelig dyr aften, for al hans dygtighed ved kortbordet havde ikke været i stand til at hamle op med den fortsatte række dårlige kort, han havde fået. Men han havde trøstet sig med fornuftige portioner whisky, og nu vandrede han hjemad i meget højt humør, for hans forretninger gik strålende, og et tab på 25-30 pund i aften ville blive rigeligt erstattet næste morgen. Desuden viste hans bridge-regnskab for i år et overskud, der sagde, at kortspil var en meget lønnende fornøjelse.

Det var en varm oktober-aften, og da han var en stor, blodrig mand, slentrede han i meget mageligt tempo hen over pladsen og op ad den lange gade, for hvis ende hans hus lå. Der var ingen taxa på holdepladsen, ellers ville han have taget én og sparet sig selv for en spadseretur på næsten halvanden kilometer; men det generede ham nu ikke, for natteluften med en svag brise fra søen var forfriskende efter det lange ophold i et røgfyldt lokale. Over ham kastede månen, der næsten var fuld, sit meget klare, hvide lys ned over gaden. Der var en smal stribe skarpskåren skygge inde under husene til højre for ham, men resten af gaden og fortovet til venstre for den, hvor han gik, lå strålende belyst.

Først gik hans vej mellem rækker af butikker, for det meste europæiske, og her og der lå der en café, hvor nogle få gæster endnu sad. Behagelige tanker løb gennem hans hoved, mens han gik. Den egyptiske sukkerhøst, som han var meget interesseret i, havde vist sig meget god, og han forudså en god profit. Ikke mindre tilfredsstillende var en forretning af en ganske anden karakter. Han havde for nogle måneder siden, ydet en lille handlende et lån, og nu var den behørige rente af dette udeblevet; som følge heraf var høsten på meget frugtbart areal med sukkerrør Cresswells. Et lignende og endnu mere indbringende heldigt resultat havde han opnået i Alexandria, for han havde for et år siden lånt en levantisk tobakskøbmand penge med sikkerhed i hans private ejendom. Dette havde givet gode renter, men et par dage i forvejen var den uheldige fyr gået fallit, og Cresswell var nu ejer af en absolut attråværdig ejendom. Hele affæren havde været meget smigrende for hans foretagsomhed og klogskab, for han havde rent privat hørt, at kommunen agtede at udlægge naboejendommen, der for øjeblikket var slumkvarter, og hvor hans lagerbygning lå, til huse med lejligheder og gøre det til et privat beboelseskvarter. Hans nyerhvervede ejendom ville således blive meget værdifuld.

I øjeblikket boede tobakshandleren med sin familie i nogle hjørner i lagerbygningen, men de måtte sættes ud næste morgen. John Cresswell havde allerede ordnet dette og sagt til den gamle mand, at han måtte flytte. Han ville gå derhen om formiddagen og overvåge, at de og deres pindebrænde af nogle møbler på tilbørlig måde blev smidt på gaden. Han ville personligt se dette blive gjort og glædede sig til det. De gamle ægtefolk var et par temmelig skrækkelige individer, kvinden fuldkommen som en heks, der gloede på ham og mumlede hen for sig, men der var en datter, der ikke så helt tosset ud, og ét medlem af tiggerfamilien ville blive nødt til at tjene til dens levebrød. Han blev ikke hængende ved den tanke, den flagrede bare gennem hans hjerne.

Han nærmede sig den prægtige romersk-katolske kirke, hvortil hørte et kloster, en stor hvid kasernelignende bygning, hvor tiggermunke eller sådan noget lignende boede, Noget med St. Markus, kunne han vagt huske, der efter overleveringen havde bragt kristendommen til Egypten for næsten 1900 år siden. Han mødte tit et af de mærkelige væsener med sandaler på fødderne og brun kjortel og rosenkrans og kuttedækket hoved, når de gik ud eller ind ad deres port eller arbejdede i haven. Han kunne ikke lide dem; infame fyre, syntes han, det var. Sommetider, når de var ude at tigge, kom de til hans dør og bad om almisser til de trængende koptere. For ikke længe siden havde han fundet én, der faktisk stod og ringede på fordøren, i stedet for ydmygt at gå om til bagdøren, sådan som det passede sig for hans stand, og Cresswell sagde til ham, at han ville slippe sin bulldog løs på den næste af deres slags, der vovede sig indenfor hans havelåge. Hvor havde fyren fået fart på, da han hørte tale om hunden! Han tabte en af sine sandaler i hastværket med at komme af sted, og havde ikke tid til at få den med, så han hoppede og humpede hen over det skarpe ral for at nå ud på gaden. Cresswell havde leet højt over hans hastværk, og det bedste ved spøgen var, at han overhovedet ikke havde en hund. Ved mindet om den sjove hændelse smilede han, da han gik forbi kirkedøren.

Han standsede et øjeblik for at tørre panden og tænde en cigaret og så sig omkring i vældig godt humør. Foran og bag ham var gaden helt tom; der strålede lidt lys ud gennem persiennerne fra de øverste vinduer i nogle af husene, men hele verden var i seng eller på vej til det. Der var endnu 3-400 meter at gå, før han nåede hen til sit eget hus, og idet han vendte ansigtet hjemad igen og gik lidt hurtigere til, hørte han fodtrin bag sig, skarpe og distinkte, ikke så langt bagved ham. Han ænsede det ikke. Én eller anden var sent på vej hjem, ligesom han selv og gik i samme retning, for trinene fulgte ham.

Hans cigaret var dårligt tændt; en lille klump brændende tobak faldt ned på fortovet, og han standsede for at tænde den igen. Muligvis var en del af hans underbevidsthed optaget af de trin, der så pludselig havde lydt bag ham i den tomme gade, for mens han var optaget af at få ild i cigaretten igen, lagde han mærke til, at fodtrinnene var ophørt. Det var knap nok værd at vende sig om (så lidt interesserede sagen ham), men et ligegyldigt blik viste ham, at den gående måtte være drejet ind i et af de huse, han lige var gået forbi, for hele gaden, som var strålende oplyst af månen, var lige så tom, som da han så ud over den et par minutter før. Snart var han henne ved sin egen gadedør og smækkede den i bag sig.

Den levantiske købmands udsmidning fandt sted næste morgen, og Cresswell overvågede, at hans folk bar det billige stads af nogle møbler ud – et par borde, nogle stole, en sofa med laset højrødt plys, et par jernsenge og et bundt snavsede lagner og tæpper. Han var ikke helt sikker på, om de usle sager ikke egentlig retmæssig tilhørte ham, men de duede ikke til andet end at smides på skraldedyngen, og han havde ikke brug for dem. De stod der i det rene, strålende solskin, noget skrald og ikke andet, og blokerede fortovet, og en politibetjent sagde til ejeren, at han hellere måtte se at få det væk straks, hvis han ikke ville have vrøvl. Der var den sædvanlige scene, som han var temmelig vant til. Mandens kone knælede flæbende og sjusket. Hekseagtig og altfor tidligt ældet, kyssede hun hans hånd og tiggede hvæsende om hans medlidenhed. Hun kaldte ham ‘Excellence’, hun lovede at bede for ham, hvilket han brød sig lige så lidt om som om hendes potter og pander. Hun nedbad velsignelser over hans hoved, for hun vidste, at han ud fra sin barmhjertighed ville give dem lidt mere tid. De havde ikke noget sted at tage hen og heller ikke noget tag over hovedet; hendes mand havde nogen der skyldte ham penge, og han ville se at få fat i de penge og betale sin gæld så sikkert som at der var en Gud i himlen. Dette var en anden tone end hendes mumlen dagen før, men naturligvis vendte Cresswell det døve øre til hendes olieglatte veltalenhed, og lidt efter gik han ind i lagerbygningen for at se efter, at alt var blevet flyttet ud.

Der var snavset og ildelugtende; gulvene var rådne og malingen skallede af, men hele herligheden skulle snart brydes ned og han agtede ikke at ofre en krone på det, så længe den grund, det stod på, var hans. Så undersøgte han, at døre og vinduer var ordentlig lukket, og han gav betjenten en pæn drikkeskilling for at han kunne holde øje med stedet og sørge for, at købmandsfamilien ikke tiltvang sig adgang igen. Da han kom ud, så han, at den gamle mand havde fået fat i en trækvogn, og at han og hans søn var ved at læsse tingene op på den; så de havde naturligvis et sted at tage hen; det var alt sammen et bundt løgne, det med at de var hjemløse. Den gamle heks sad sammenkrøbet op mod husvæggen, men nu var der ingen bønner eller velsignelser til ham, og hun var igen begyndt på sin mumlen. Hvad datteren angik, så havde hun, når man så hende i dagslys, et smukt ansigt, men hun var gnaven og snavset og frastødende, så han skænkede hende ikke flere tanker. Han kaldte på en taxa og kørte hen i klubben for at spise frokost.

Skønt Cresswell ansås for at leve godt og forsynede sig af hjertens lyst både med mad, drikke og tobak, så var han også omhyggelig for sin store, solide krop, og det var sjældent, at han når dagens arbejde var overstået, undlod attage sig en rask spadseretur på en times tid eller to ud i retning af Ramleh, eller i den varmere tid at tage sig en god svømmetur i havet og en omgang sol på stranden. Dagen efter købmandsfamiliens udsmidning tog han sig en travetur nede på det faste sand i strandkanten, derefter drejede han ind i landet og krydsede den vej, der ville bringe ham tilbage til hans eget hus. Dette lå lige ved enden af den række selvstændige huse, som han var gået forbi de to foregående aftener; bag dem løb vejen mellem sandklitter og kratbevoksede flader. Her og der i nogle læhuler havde arabiske fårehyrder lavet sig en slags nomadisk teltbeboelse af temmelig primitiv art: en fem, seks stolper var stillet op i sandet og bar et tag af tæpper og laser, der var syet sammen. Hvis de slog sig ned alt for tæt på byens udkant, jog myndighederne dem en gang imellem væk, for de var tilbøjelig til at være langfingrede og stjæle, og deres nærhed var ikke særlig ønskværdig.

Da Cresswell i dag vendte hjemad på sin spadsertur, så han, at et telt af en anden slags for nyligt var blevet stillet op indenfor 20 meter fra hans egen havemur. Det kunne slet ikke gå, det måtte ordnes, og han besluttede at lige så snart han havde fået sit bad og klædt om, ville han ringe til sin meget gode ven, politiinspektøren og forlange, at teltet blev flyttet. Da han kom nærmere hen til det, så han, at det ikke var helt den sædvanlige type. Taget var tydeligt nok et slidt europæisk tæppe, og uden for det på sandet stod en sofa og nogle stole. På en eller anden måde forekom de ham bekendte, skønt han ikke kunne finde den rigtige association. Men så kom den gamle levantiske heks ud af teltet, hun, der dagen før havde kysset hans hånd og knælet for ham, og nedkaldt alle slags velsignelser og velstand over ham, hvis bare han ville have medlidenhed. Hun så ham, for nu var der ikke mere end 30-40 meter mellem dem, og så pegede hun pludselig på ham og brast ud i en række plaprende og og skrigende forbandelser. Det fik ham til at smile.

“Nå, nu er det andre toner, hvad?” tænkte han, “for det lyder ikke meget som gode ønsker. Forband du bare væk, gamle kælling, hvis det kan lette dit sind, det rører ikke mig. Men du bliver nødt til at flytte endnu en gang, for jeg agter ikke at lade dig og dine lige slå jer ned her.”

Cresswell ringede til sin gode ven, politiinspektøren, og fik på den høfligste måde at vide, at den sag ville være i orden næste morgen. Og han så også ganske rigtigt, da han dagen efter begav sig af sted til sit kontor, at sagen virkelig var ved at blive ordnet, for det europæiske tæppe, der havde tjent som tag, var allerede taget ned, og trækvognen blev læsset fuld. Rent tilfældigt lagde han mærke til, at de to kvinder og drengen var i færd med at fylde på den; Levantineren lå på sandet og tog ikke del i arbejdet. To dage senere passerede han tilfældigvis forbi Alexandrias fattig-kirkegård, hvor en af forarmet begravelse foregik. Kisten blev skubbet hen på siden af den runde grav på en trækvogn, og en dreng og to kvinder fulgte den. Han genkendte, hvem det var.

Han spiste den aften til middag i klubben i sjældent godt humør over livets tilskikkelser. Kommunen havde allerede for hans nyligt erhvervede ejendom tilbudt ham en sum, der var dobbelt så stor som den gæld, den var sikkerhed for, og selv om han måske kunne få mere, hvis han var ude efter en højere pris, så havde han accepteret, og pengene var blevet indbetalt i hans bank samme dag. At opnå 100 procent på en uge var meget tilfredsstillende, og hvem vidste, om ikke et eller andet nyt fremskridts-projekt kunne få dem til at ændre planer, så han stod med en faldefærdig bygning, som han overhovedet ikke kunne bruge? Han nød sin middag og vinen, og især nød han den rubber bridge, der fulgte efter. Alle hans knibninger lykkedes; han doblede modspillerne to eller tre gange med de heldigste resultater, de doblede ham og fortrød bittert, at de havde opladt deres mund, og der var et meget behageligt resultat at indføre i kortregnskabet den aften.

Det var senere end sædvanligt, da han forlod klubben. Lige udenfor sad en tiggerkælling krøbet sammen på kanten af fortovet med hånden holdt frem, mens hun klynkende manede velsignelser ned over ham. Godmodigt rodede han i sin lomme efter et par mønter, og velsignelser vældede endnu mere skingrende og ordrigere, mens hun skubbede det sorte slør væk, der halvvejs dækkede hendes ansigt, for at takke ham for hans velgerning mod den trængende enke. I næste øjeblik smed hun hans almisse på fortovet, hun spyttede efter ham, og som et møl forsvandt hun i skyggerne.

Cresswell genkendte hende, ligesom hun havde genkendt ham, og samlede sine mønter op. Det var sjovt at tænke på, at den gamle heks hadede ham så intenst, at selv hans almisse fyldte hende med afsky. “Jeg lægger dem i indsamlingsbøssen udenpå kirken,” tænkte han.

Skønt det var sent, var der i aften mange mennesker på pladsen, for det meste indfødte, der stilfærdigt traskede omkring, og der stod stadig et par taxaer på holdepladsen. Men han foretrak at spadsere hjem, for han havde haft så travlt hele dagen, at han ikke havde givet sin solide, fede krop den mindste motion. Derfor gik han tværs over pladsen og op ad den gade, der førte til hans hus. Her var caféerne allerede lukket, og snart tømtes fortovene for mennesker. Den aftagende måne var stået op, og skønt lysene i gaden blev mere sparsomme, da han kom ind i beboelseskvarteret, lå vejen tydeligt foran ham. I hånden holdt han stadig de to mønter, der var blevet smidt efter ham, parat til kirkebøssen. Han gik hurtigt, for det var koldt, og det gav ingen motion at drive. Ikke et vindpust rørte sig, og den klaprende lyd af de visne palmeblade hørtes ikke.

Han var nu ved at nærme sig den katolske kirke, da der pludselig lød tydelige og distinkte fodtrin bag ham. Så kom han for første gang i tanker om, hvad der var sket for nogle nætter siden, og han standsede og lyttede. Ikke en lyd brød stilheden. Han vendte sig hurtigt rundt, men gaden så ud til at være tom. Han fortsatte med at gå, nu langsommere, og der var de forfølgende fodtrin igen. De halede hverken ind på ham eller sakkede agterud; at dømme efter lyden af dem kunne de ikke være mere end en 10-12 skridt bagved ham. Så kom han i tanker om en meget indlysende forklaring, det var uden tvivl et ekko af hans egne fodtrin. Han gik hurtigere, og trinene bag ham fik mere fart; han standsede, og de standsede. Hele sagen var klar nok, og ikke den mindste skygge af ubehag eller noget, der nærmede sig det, var i hans tanke. Han slap sin ironiske almisse ned i bøssen uden på kirken, og morede sig over at høre, at der ikke lød nogen klirren indefra. “Det var jo et lille held for de brunklædte fyre; nu kan de købe sig endnu en rosenkrans,” sagde han til sig selv, og kort efter gik han med ekkoet af sine egne fodtrin, ind gennem sin egen havelåge. Da han først var derinde, gled han om bag en myrtebusk, der stod ved kanten af grusgangen, for at se, om der skulle gå nogen forbi på gaden udenfor. Men der skete intet og hans teori om ekkoet lod til at være blevet bekræftet, selv om det var sært, at han ikke havde opdaget det tidligere.

Fra den aften og videre fremefter gjorde han sig det til en vane at spadsere hjem, når han spiste til middag i klubben. Somme tider fulgte fodtrinene ham, men ikke altid, og det var i modstrid med hans fornuftige teori om et ekko. Men sagen bekymrede ham overhovedet ikke, bortset fra, at han nogle gange vågnede om natten og opdagede, at hans hjerne, der stadig var døsig og ikke helt under kontrol, spekulerede over sagen med stadig voksende opmærksomhed. Tit forsvandt denne bekymring igen og han faldt atter i en drømmeløs søvn. Somme tider var den foruroligende nok til at gøre ham spilvågen, og når han så var helt sig selv, forsvandt den igen. Men der var den tilstand halvvejs mellem vågen og sovende, da noget i hjernens skumringslys lyttede, noget var bange. Når han var helt vågen, tænkte han ikke mere på det, end han tænkte på den lurvede orientalske købmand, som han havde smidt ud, og hvis begravelse han tilfældigvis havde set.

I begyndelsen af december kom hans fætter og kompagnon i sukker-forretningerne fra Cairo for at tilbringe en uge sammen med ham. Bill Cresswell kan kort beskrives som ‘en skrap fyr’, og tit efterlod han sin fætter i klubben til gamle venner og stilfærdige bridgeglæder, og gik selv ud med en ekstra gadedørsnøgle til livligere private foretagender. En aften, den sidste dag af Bills ophold her, var der ‘ikke noget at lave’, og de to fulgtes ad hjem fra klubben.

“Det er en dejlig aften, lad os gå,” sagde John. “Der er ikke noget som en spadseretur, når der er våde varer ombord. Det klarer hjernen på én, og jeg må have en lille afskedssamtale med dig, hvis du vil rejse hjem i morgen. Der er stadig nogle småting, vi skal gennemgå.”

Bill var enig med ham. Caféerne var allesammen lukket, der var ikke noget at foretage sig, der så lovende ud. “Nattelivet her er ingenting mod det i Cairo,” bemærkede han. “Det lader til, at alle her går i seng omtrent samtidig med at vi starter. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke har været glad for at være sammen med dig. Mægtig flinke fyre i din klub og cognac i samme stil.”

Han standsede og mønstrede sørgmodigt den tomme, stille gade. “Ikke en sjæl,” sagde han. “Gardinerne er nede, alle er gået i seng. Ikke andet at lave end at tale sammen.” De gik videre i stilhed i nogen tid. Så pludselig lød der bag dem, fast og tydeligt for Johns øren, lyden af de fodtrin, som han nu vidste, han ventede på og lyttede efter. Han drejede hurtigt rundt.

“Hvad er der i vejen?” spurgte Bill. “Noget sært noget,” sagde John. “Aften efter aften, når jeg går hjem – dog ikke hver aften – hører jeg fodtrin, der følger efter mig. Jeg hørte dem lige nu.”

Bill udstødte en halvdrukken fnisen. “Så heldig er jeg ikke,” sagde han. “Jeg kunne godt lide at høre fodtrin, der fulgte efter mig omkring klokken et om natten. Der kunne måske komme noget rart ud af det. Jeg ville ønske jeg kunne høre dem.”

De fortsatte med at gå, og igen hørte John, tydeligere end før, det, der var uhørligt for den anden. Han sagde til sig selv, sådan som han så tit gjorde det, at det var et ekko. Men det var mærkeligt, at ekkoet kun gengav den enes fodtrin. Da dette gik op for ham, følte han for første gang, mens han var helt vågen, en pludselig gysen af angst. Det var, som om en kold hånd et øjeblik lukkede sig om hans hjerte og trykkede forsigtigt, næsten kærligt, til. Men de var nu nået tæt hen til hans egen gadedør, og lidt efter smækkede den i efter dem.

Bill vendte næste dag tilbage til det gladere liv i Cairo. John Cresswell fulgte ham på banegården og var ved at gå ud på gaden igen gennem mængden af dagdrivere og bærere og passagerer, da hans øre opfangede lyden af de fodtrin, som han nu kendte så godt. Han havde ingen idé om, hvordan han genkendte dem og adskilte dem fra så mange andre fodtrin. Hans hjerne fortalte ham simpelthen, at de igen fulgte efter ham. Han tog en taxa til sit kontor, og da han gik op ad de hvide stentrapper var de der igen. Atter syntes han at det forsigtige tryk af kolde fingre fortalte ham, at de var der, tæt på ham, skønt usynlige, og nu var det, som om fingrene trykkede på en klokke i hans hjerne, og der lød en skingrende angstfuld kimen.

Så usentimental og fornuftig en mand havde naturligvis kun foragt til overs for alt det forlorne humbug – historier om ånder og genfærd og spøgelser, og han ville have glædet sig over enhver form for spøgeri, hvori fodtrinene manifesterede sig, så han kunne have den fornøjelse at le væsenet lige op i ansigtet. Han ville gerne have set et skelet eller et eller andet tilhyllet væsen stå lige ved siden af sig; han ville slå efter det med sin stok og overbevise sig selv om, at der intet var. Ligegyldigt hvad hans egne øjne lod til at se, så kunne det ikke være så enerverende som disse tegn på usynlige ting.

En stiv drink bragte ham til hægterne igen, og resten af dagen skete det ikke oftere, at han hørte de regelmæssige skridt, der var begyndt at vække hans skræk. I hvert fald var han fast besluttet på at bekæmpe den, for han var klar over, at det mest var hans egen frygt, der bekymrede ham. Han led utvivlsomt af en eller anden nervøs forstyrrelse; han havde arbejdet meget hårdt, og efter jul ville han, hvis sagen blev ved med at forurolige ham, måske konsultere en læge, der ville ordinere ham noget styrkende eller beroligende, som ville sætte fodtrinene hen i den glemmebog, hvorfra de var kommet. Men det var mere sandsynligt, at kuren lå i hans egne hænder; hans egen modstandskraft var al den medicin, han havde brug for.

Det var som følge af denne meget sunde tankegang, at han bestemte sig til at spadsere hjem fra en aften i klubben. Han så det i øjnene, netop fordi han vidste, at en mørk og farlig kilde var ved at grave sig ind i hans sjæl. At indrømme noget, at tage en taxa var at overgive sig, og hvis han gjorde det, hvis han veg bare en tomme, var han klar over, at han snart ville flygte i panik foran en indtrængende og indbildt hær af fantomer. Han regnede ikke med fantomer. De nøgterne tilfredsstillelser, livet gav, var ham nok. Endnu en gang begyndte skridtene at gå bag ham, da han nærmede sig kirken, og nu forsøgte han ikke længere at overbevise sig om, at det var et ekko. I stedet for lod han sine tanker blive ved det og sagde til sig selv: “Der er de igen, og de gør mig ikke noget. Lad dem bare følge efter mig hele døgnet, hvis det passer dem. De er åbenbart vilde med mig.” Så lukkede han havelågen, og med et lettelsens suk vidste han, at han var kommet udenfor skridtenes rækkevidde, for når han først var indenfor, kom de ikke længere.

Han stod et øjeblik på dørtrinet efter at have åbnet døren, tilfreds med sig selv, fordi han havde set det i øjnene. Det strålende lys skinnede lige ned på grusgangen, som han netop var kommet op ad. Den var helt tom, og ingen stod og så ind gennem hans havelåge. Så hørte han lige ved siden af sig gruset knase under en usynlig fodgængers hæle. Nu var tiden kommet, da han igen burde hævde sig, se frygten i øjnene og håne den.

“Kom frem, hvem du så er!” råbte han. “Kom og få en drink, før du går tilbage til helvede. Noget koldt vand, hvad?”

Hans pande var våd af sved, og hånden på håndtaget rystede som af koldfeber, mens han stod og så ud på den oplyste, tomme gangsti. Men han veg ikke en tomme fra den lektion, han var ved at give sig selv. Sekunderne tikkede bort; han kunne tælle dem på pulsen, der hamrede i hans hals. “Jeg vil give den 100 slag,” sagde han til sig selv, “og så vil jeg sige god nat til hr. Ingen.”

Han talte til 100 og tog 10 slag mere, for at de skulle bringe held. “God nat, din gamle svindler,” sagde han og gik ind og låste døren.

I den følgende uge lod det virkelig til, at han havde vurderet den hallucination rigtigt, som havde truet med at tage magten over ham. Ikke en eneste gang, hverken dag eller nat, nåede de skridt, som han frygtede og lyttede efter, hans øren. Ej heller skete det, når han i mørkets døde timer i nogen tid lå midt mellem sovende og vågen, at han rystede af rædsel over en fornemmelse af, at noget usynligt opmærksomt iagttog ham. Lidt mod, en ligefrem benægtelse af at han var bange, havde været tilstrækkeligt ikke bare til at gøre en ende på dem, men også til at kvæle det, der havde forårsaget dem. Han holdt sine tanker vel i tømme, han ville ikke engang gætte på, hvad der havde været grunden til hjemsøgelsen. Sommetider mens skridtene endnu plagede ham, havde han søgt efter, hvad der kunne forårsage dem. Han havde spekuleret på, om den skingrende orientalske heks, der nedkaldte forbandelser over ham, på en eller anden måde havde slået rod i hans sind. Men nu var det forbi og færdigt. I julen ville han tage et par dage fri fra arbejdet, hvis det var overanstrengelse, der havde ligget til grund for det hele, og måske ville det være klogt at være en lille smule tilbageholdende med klubbens cognac.

Juleaften sad han og hans venner ved bridgebordet til lige omkring midnat, så tog de en drink, ønskede hinanden de traditionelle ting og spredtes. Cresswell overvejede, om han skulle tage en taxa hjem eller lade være, for den sag, han havde trasket hjemad med så ofte, var åbenbart overvundet, og han frygtede ikke mere for at skridtene skulle komme igen. Men han syntes, at han lige ville nyde sejrens palmer og gik til fods.

Han kom hen til det sted på sin spadseretur, hvor han første gang havde hørt fodtrinene. I nat var der som sædvanligt ingen, og han standsede et øjeblik og så sig sikkert og og koldblodig omkring. Det var en lys nat. Månen der næsten lige havde været fuld, skinnede klart, og det forbavsede ham at tænke på, at han havde forestillet sig noget rædselsvækkende i den rolige, pæne gade. Ikke langt borte fra lød lyden af kirkeklokkerne, der kimede julemorgen ind. De havde sikkert haft midnatsmesse. Han indåndede tilfreds natteluften, smed cigarstumpen ud på gaden og gik videre.

Pludselig følte han det, som om hjertet for op i halsen på ham, for bag sig hørte han igen de skridt, som han troede, han havde fået gjort tavse for bestandig. Til at begynde med lød de svage, men i nat kom de stadig nærmere i stedet for at holde den faste afstand. De lød stærkere og mere distinkte, lige til de var tæt inde på ham. Nærmere og nærmere kom de og halede stadig ind på ham, og nu fejede noget forbi ham, uden dog helt at røre ved ham. En mandsskikkelse i europæisk tøj med hovdet indhyllet i et shawl.

“Halløj, du der,” råbte Cresswell. “Er du den slyngel, der følger efter mig, og slipper mig af syne igen, hvad? Jeg vil ikke vide mere af dine forbandede heksekunster. Lad mig se, hvordan du ser ud!”

Skikkelsen, der nu var to, tre meter foran ham, standsede brat op ved lyden af hans stemme og vendte sig. Shawlet skjulte hans ansigt, bortset fra en lille revne mellem dets kanter. “Nå, så du forstår engelsk,” sagde Cresswell. “Og nu vil jeg være taknemlig, hvis du vil fjerne det shawl fra ansigtet, så jeg kan se, hvem det er, der har forfulgt mig.”

Manden løftede hænderne op til shawlet og kastede det tilbage fra ansigtet. Månen skinnede på hans ansigt, som slet ikke var et ansigt! Kun et stykke glat, gulligt kød, der strakte sig fra øre til øre, tomt som ydersiden af et æg, uden øjne og næse og mund. Fra den øverste ende af shawlet, der hvor det lå hen over panden, stak et par grå hårtjavser ud.

Cresswell stirrede, og en bølge af panik trængte helt ind i sjælen. Han udstødte et lille, tyndt hvin og begyndte at løbe, mens han hele tiden dødsens angst lyttede, om det navnløse, ansigtsløse væsens fodtrin stadig fulgte efter ham. Han måtte løbe, løbe, for at komme væk fra det væsen fra helvede, der havde manifesteret sig for ham.

Så opdagede han lige foran sig lyset fra kirken, og dér kunne han måske finde tilflugt. Døren var åben, og han løb op ad trappen. Lige indenfor stod der nogle lys og brændte på alteret i et sidekapel, og han kastede sig på knæ. Ikke i mange år havde han forsøgt at bede, og i sin sjælepine kunne han nu kun plaprende hviske: “Åh, min Gud, åh, min Gud!” Om og om igen sagde han det.

Efterhånden kom der en smule selvbeherskelse tilbage. Der hang helgenbilleder, der var et helligt billede over alteret, en lugt af røgelse i luften. Her var sikkert beskyttelse, en magt, der kunne komme mellem ham og det rædselsfulde ansigt. En slags ro overvandt hans panik, og han begyndte at se sig omkring.

Kirken var mørkere, end den havde været, da han kom ind i den, og han så nu, at nogle af de brunklædte ordensbrødre med munkekutter på bevægede sig stilfærdigt omkring og slukkede lysene. Lysene på alteret foran ham brændte stadig klart. Og nu så han, at en af de munkekutteklædte væsener kom tæt hen til ham, som om han ventede på, at han skulle blive færdig med sin andagt. Cresswell var rolig nu, hans rædsel var helt forsvundet, og han rejste sig op.

“Jeg har haft en frygtelig forskrækkelse, Fader,” sagde han til munken. “Jeg så noget lige nu ude på gaden, som må komme fra helvede.” Skikkelsen vendte sig lidt mere om mod ham; kutten skjulte helt hans ansigt, og stemmen lød dæmpet. “Virkelig, min søn,” sagde han. “Fortæl mig, hvad det var, der gjorde dig så bange.”

Cresswell kunne mærke, at noget af hans paniske angst var ved at vende tilbage. “En mand passerede forbi mig, mens jeg var på vej hjem,” sagde han, “og jeg bad ham standse og lade mig kaste et blik på ham. Han havde et shawl omkring hovedet, og det kastede han tilbage fra ansigtet. Åh, min Gud, det ansigt!”

Munken løftede hurtigt hænderne og greb fat i kanten af kutten. Så kastede han den med en rask bevægelse væk fra ansigtet. “Var det sådan et ansigt?” spurgte han.

Trykt i The Windsor Magazine, december 1926
Originaltitel: The Step

Kort om Edward F. Benson

Født den 24. juli 1867
Død den 29. februar 1940

Læs mere på Wikipedia

Den ulåste dør af Marie Belloc Lowndes

Marie Belloc Lowndes“Lad bare den dør være, unge mand; og husk fremover, at den aldrig skal låses, og De skal heller ikke skyde slåen for. Ikke fordi der ville ske større ulykker, hvis den virkelig blev låst, for Herren har altid nøglen hos sig.”

Fru Torquil hørte de dæmpede ord. Cote, deres 70-årige hushovmester, instruerede den nye tjener på den langsomme, indtrængende måde, som nu engang er vedtaget, når hushovmestre henvender sig til deres ærbødige undergivne. Men denne underordnede tilhørte en ny tid, der afveg fra den gamle, så han havde den dristighed at svare igen.

“Det er da en fiks idé.”
“Det kan være, at den forekommer Dem ‘fiks’, Henry, eftersom De er ny her i huset, men set fra mit synspunkt er den kun bedrøvelig.”
“Bedrøvelig – hvordan det, Hr. Cote?”

Anne Torquil var stoppet op ved sin sovekammerdør, og hørte nu den velkendte gamle stemme svare den unge – som det syntes med en let skælven. “Ser De, det gik til på følgende måde. Hr. John – en sjælden tiltalende ung fyr var han ved Gud. Hr. John blev ikke rapporteret som ‘faldet’ af sin oberst, da han ikke vendte tilbage fra, hvad man den gang benævnte ‘et udfald mod de fjendtlige linjer’. Han blev kun anmeldt som ‘savnet’. Grusomt, det var, hvad jeg kaldte det dengang, og grusomt kalder jeg det endnu – for den slags er kun egnet til at vække falske forhåbninger.”

“Det forstår jeg godt, det har gjort, Hr. Cote” – den unge stemme var blevet alvorlig.
“Fru Torquil vidste godt, hvad dette ‘savnet’ betød. Men Herren, han kunne ikke få sig selv til at tro, at hans søn og retmæssige arving var borte for bestandig. Jeg husker tydeligt, hvordan Hr. Torquil nogle få dage efter våbenhvilen dukkede op, lige som jeg var i færd med at lukke og slukke, og så sagde han lige akkurat sådan: “Lad bare døren til den lille hall være, Cote. Master John kom altid ind i huset ad den vej, fordi det var en genvej. Nu for tiden kommer der en mængde soldater tilbage fra Tyskland. Folk, der er blevet rapporteret ‘savnede’, så der er intet til hinder for, at min søn en skønne dag kan komme spadserende ind ad den dør der.”
“Det var, hvad han sagde dengang, stakkels Herre; og denne dør, Henry, har derfor aldrig siden været låst, endsige haft slåen skudt for.”

Mændenes fodtrin døde bort, og der var noget, der rørte sig i Anne Torquils ulykkelige, hensygnende hjerte. Hvor sælsomt, at hun ikke før i aften havde haft kendskab til sin mands ordre! Det var fuldstændig rigtigt, at drengen hele barndommen igennem havde været vant til at brase ind ad denne yderdør, som førte ind til, hvad de i huset kaldte ‘den lille hall’ – og dette gerne med et bestemt udråb som: “Mor! Hvor er du – ovenpå?” Og dog – hvor højt han end elskede hende, hvor meget de end var for hinanden, så havde hun alligevel altid været klar over, at John havde sat sin alt andet end fejlfri far højere end hende.

Hun var så bevæget nu, at noget af den angstfulde sjælekval, hun havde følt for seks år siden, kom tilbage, og hun begyndte at vandre hvileløst frem og tilbage i det prægtige soveværelse, som mange af hendes bekendte misundte hende. Hvor beklageligt, at det for hende kun skulle rumme plagsomme minder.

I den brede seng, hvor hun nu ofte tilbragte sine vågne nætter, var sønnen blevet født, den søn, hvis komme havde syntes skæbnebestemt. Overbevist om at hun i dette kapitel ville være lige så heldig som i alle andre, havde hun leet højt ved den tanke, at hendes baby kunne blive en pige. Hvor ofte havde hun ikke i de sidste seks år ønsket, at hun var død den selv samme strålende dag, da hendes dreng blev født.

Hendes gode ven fra dengang – som for resten stadig var hendes gode ven – Dr. Maynard, den gamle landsbylæge, havde i de lykkelige år, der fulgte efter Johns fødsel, mere end en gang påtaget sig den utaknemmelige opgave at antyde, at det var synd og skam, barnet ikke havde en broder eller søster, med hvem det kunne dele den lykkelige barndomstid. Men hun, Anne Torquil, havde med vilje vendt det døve øre til overfor sådanne hentydninger. Hun havde altid i hele sit unge liv – hvilket hun koketterede med at benævne som ‘spildt’ – kun gjort, hvad hun ønskede at gøre, og dette princip var hun aldrig fraveget en tomme. Hun havde skænket sin Jack en prægtig søn, en arving, som den gode, gamle Cote kaldte ham – og dermed måtte det være nok.

Nu standsede hun pludselig i sin vandring frem og tilbage foran et spejl i en udskåret træramme. Netop her havde hun stået i sit livs sidste lykkelige øjeblik.

Det var i efteråret 1918; hendes mand var hjemme på rekonvalescens efter at være blevet såret. Der var fredsrygter i omløb, og indbyrdes troede de sikkert og vist, at deres dreng ville komme tilbage, så snart han fik orlov første gang.

En smuk oktoberdag, nøjagtig klokken tre, havde der lydt en velkendt banken på hendes dør. Selv da hun var en purung brud på sytten somre, og de mere havde lignet et par lykkelige børn end et ægtepar, havde Jack altid banket på døren, før han trådte ind i sin hustrus værelse. Ganske blidt havde hun råbt: “Kom ind!” Og han var kommet ind med et åbent telegram i hånden.

Det var, ligesom om hun nu i aften, efter seks års forløb, kunne høre lyden af hans hæse stemme, da han sagde hendes navn – for derpå, da hun havde løftet armen med en instinktiv, voldsom bevægelse, som ville hun afværge et slag af skæbnen, at sige: “Gud være lovet, han er ikke faldet, min kære. Kun savnet!”

Kun savnet?!

Og Johns far var fremturet i sin tro på tværs af al fornuft, fast forvisset om, at drengen ville komme tilbage fra dybet af et eller andet tysk fængsel eller fra en eller anden tysk anstalt.

Hun for sin part havde lige fra begyndelsen, i sin tåreløse fortvivlelse, overhovedet ikke følt noget håb. Og hendes mands stædighed – hvad hun mere end en gang ved sig selv kaldte hans idiotiske optimisme – havde pint og plaget hende og sommetider gjort hende desperat.

Nu stirrede hun som hypnotiseret på sig selv inde i det mørke spejlglas. Skønt hun næste gang fyldte fem og fyrre, var det rigtigt, hvad visse trættende mennesker havde sagt hende: At hun undertiden kunne minde om en ganske ung pige. Tiden havde næppe strejfet hendes indtagende ansigt, og dens barske hånd havde ladet hendes smækre skikkelse uantastet. Men Jack Torquil, der endnu ikke var fyldt halvtres, kunne godt se ud til at være ti år ældre.

Med en følelse af ubehag spurgte Anne for første gang i sit liv sig selv, om hendes mand var ligeså ulykkelig, som hun var. I aften havde hun set ham sidde sammenkrøben i en bekvem stol ved siden af ilden med en bog i hånden. Pludselig havde han taget en blyant frem – det var en vane, Jack Torquil havde, og en vane som altid irriterede hans hustru – og så havde han afmærket et sted i bogen, han læste.

Da han så op, havde han tilkastet hende et løjerligt undseligt, bedende blik. Og da han havde rejst sig og forladt biblioteket for at gennemgå det sædvanlige ritual med at trave en lille aftentur med de tre hunde, var hun gået hen for at se, hvad det var, han havde afmærket i bogen. Og så var hun blevet fortrædiget, adspredt og måske en lille smule rørt. Thi det hendes mand havde afmærket, var to linjer, som hun kun delvis kendte:

I instrumentet vil den lille flænge bevirke, at musikken forstummer inden længe.

Og nu, mens hun langsomt klædte sig af, genkaldte hun sig de to linjer, Jack havde sat kryds ved. Det, han uden tvivl stadig forestillede sig som ‘en lille flænge’ imellem dem, var i virkeligheden en kløft, som stadig uddybedes mere og mere. Og så var det, når alt kom til alt, kun en eneste gang i deres snart lange samliv, at hun havde talt bitre ord til ham.

Det var for flere år siden, på et tidspunkt da han stadig var fuld af håb med hensyn til sønnens mulige tilbagekomst, mens hun desværre havde mistet ethvert håb. Kærligheden i ham var blevet vækket, og da hans læber søgte hendes, havde hun afvist ham fjendtligt: “Aldrig, Jack. Aldrig mere.”

Så bogstaveligt havde han opfattet hendes vægring, at han ikke en eneste gang siden da havde banket på døren til det værelse, i hvilket de havde levet så lykkeligt i en og tyve år.

Dagen i dag, dagen før våbenstilstandsdagen, havde været utålelig, og Anne forsikrede sig selv, at næste år ville de have gæster hos sig den første halvdel af november. De var velhavende, gæstfri og begge – hver på sin måde – afholdte. Men den virkelige grund til at de aldrig var alene, bortset fra juledagene og en del af november måned hvert år, var den, at ensomhed bliver utålelig, når den deles af en mand og kvinde, som engang har været brændende forelsket i hinanden.

Da Anne Torquil var kommet til ro i sin store seng, begyndte konsoluret at slå tolv, indvarslende en ny våbenstilstandsdag, og da hun med et smerteligt udtryk lagde sig tilbage i puderne, sprang bekymrede tårer frem i hendes øjne.

Tanken om drengen var overmåde levende hos hende i aften, ja så levende, at ønsket om at se hans billede helt overvældede hende. Hun smuttede ud af sengen og gik hen til en malet sekretær, hvori hun opbevarede visse hellige, hemmelige ting. Blandt disse var hendes mands kærestebreve; hvert enkelt begyndte med et: Min kæreste elskede. De var skrevet under deres korte forlovelsestid. Her lå også alle barndomsbillederne af hendes søn.

Hun havde haft en skitse af ham, der var tegnet af en vis sergent, da han var på Sandhurst. Den hang nu i hans faders soveværelse. Der fandtes intet billede af ham andetsteds i huset – det var, lige som det ikke kendte ham mere. Nogle af deres nyere venner vidste overhovedet ikke, at de nogensinde havde haft et barn.

Da hun havde trukket skuffen ud med alle fotografierne af John, udvalgte hun det sidste, det var blevet taget, lige efter at han havde fået sit nye hverv, og på billedet bar han sin første uniform. Mens hun stirrede på det drengede ansigt, var det, lige som han smilede til hende, på samme tid stolt, fortroligt og opmuntrende.

Da hun lagde det tilbage i skuffen, mindedes hun et kluntet, men meget velment forsøg på at vise sympati, som en af hendes bekendte havde gjort. Han havde mødt hende på en af de lange, ensomme spadsereture, som hun havde foretaget i smertens og afsavnets år. Ture, som hun foretog ind imellem, til trods for sit fremdeles anstrengende arbejde – thi efter våbenstilstandsdagen var Torquil huset lang tid rekonvalescenthjem for sårede soldater.

“Den, man tror er død, lever dog,” havde vedkommende sagt med sagte stemme. Idet hun havde kastet hovedet tilbage, havde hun udbrudt: “De ved, at min mand stadig er fast overbevist om, at John ikke er faldet. Han tror, han kommer tilbage en skønne dag.” Med et forskrækket blik og uden at gøre noget forsøg på at tage til genmæle forsvandt hendes velmenende trøster.

I dag, mærkelig nok omtrent på det samme sted, havde hun haft et lignende møde med den gamle doktor Maynard. Et møde, der ikke havde såret hende så meget, som det havde opbragt hende.

Han havde trukket sig tilbage fra sin praksis i 1919, og nu var det sjældent, hun så ham alene. Men nu ville tilfældet, at hans eneste søn – en søn, krigen havde sparet, på en køretur havde sat faderen af, for at den gamle kunne få sig en lille spadseretur. Den gamle mand havde taget hendes hånd i sin, og følelsesfuldt havde han erklæret: “Jeg ville være glad ved at vide Dem lykkelig, kære Fru Torquil.”

Og da hun havde rystet på hovedet – hun kunne nemlig ikke forstille sig for ham – så havde han fremturet med en antydning af oprigtig beundring i sin svage gammelmandsrøst: “De ser jo pragtfuld ud – tag mig det ikke ilde op, at jeg siger det – men hvor har De holdt Dem ung! Minsandten, i eftermiddag skulle man tro, at De var fem og tyve og ikke …”
“Næsten fem og fyrre. Ja, jeg føler mig desværre stadig ung og ville give ikke så lidt til, at jeg følte mig gammel, Dr. Maynard.”

Og så havde han sagt noget om hendes mand, som havde fået hende til at rødme dybt. Doktoren havde altid været sparsom med sine ord, men hun havde altid lagt vægt på hans udtalelser.

“Kan De ikke formå Dem selv til at være imødekommende overfor ham?” havde han spurgt, idet han så hende lige ind i hendes smukke ansigt. Hun havde straks svaret – og svaret meget køligt: “Nej, – ikke på den måde, De mener.”

Og så havde han rystet bedrøvet på sit hvide hoved og atter taget hendes hånd i sin: “De vil nok tilgive en gammel ven hans dristighed, ikke sandt?” Hun havde nikket kort. Men hun havde følt – og det følte hun også nu – at i sit hjerte kunne hun ikke tilgive dette – nå ja, nærgående spørgsmål.

Urets tolv slag rungede gennem det stille hus, og med et hørte hun det elektriske lys i hallen blive slukket, efterfulgt af lyden af hendes mands fodtrin, idet han gik op ad trappen. En mærkelig uventet følelse kom over hende. Noget i retning af bare lige at gå ud og sige godnat til ham. Men hun nedkæmpede denne følelse. Alligevel gik hun hen til døren, slukkede lyset og lukkede den lydløst på klem.

Jack Torquil gik op ad den magelige trappe med en gammel mands tunge skridt, skønt han – som både hun og Dr. Maynard vidste – stadig var ung af sind, selv om dyb græmmelse og et bestandig opsat håb havde furet hans ansigt.

Og en smule bevæget ved det, som deres gamle hushovmester ubevidst havde åbenbaret, ventede hun at høre disse langsomme skridt fortabe sig ind i det værelse, som ikke mere kaldtes ‘Hr. Torquils påklædningsværelse’. Og så var det, ligesom hendes hjerte stod stille, for håndtaget på den ulåste dør i hallen nedenunder blev drejet ned i mørket, og der kom en opfarende kuldebølge ind i rummet, efterfulgt af hendes mands opskræmte råb: “Hvem der?”

Der var et øjebliks pause, og efter denne pause lød der, lige som uendelig langt borte fra, to ord fra en stemme, som hun aldrig, selv ikke i det andet liv, havde troet at skulle høre igen – thi Anne Torquil troede nu engang ikke på det løfte, hendes bekendte havde fremsat for at trøste hende. Og de ord, der blev ytret med hendes søns stemme, gennemtrængte hendes inderste sjæl, for “stakkels far” var alt, hvad den højtelskede var vendt tilbage for at sige.

Så hørte hun Jack Torquils ivrige, glade “John? Min egen kære dreng!” – og derpå lyden af hans fødder, da han buldrede ned ad trappen.

Da hun skyndte sig ud på det runde galleri, hørte hun igen håndtaget blive drejet ned i mørket. Så blev der tændt fuldt blus dernede, og da hun kiggede over gelænderet, så hun sin mand stå i den tomme hall, forvildet stirrende på den lukkede dør.

Til sidst vendte han sig om, og da han så op, opdagede han hendes blege ansigt med de opspilede, stirrende øjne. “Hørte du ham også, Anne?”

Hun tog sig voldsomt sammen, løb rundt om galleriet og ned. Og dernede tog hun, med noget der mindede om den gamle ømhed, hans hånd. “Naturligvis hørte jeg ham også! Døren åbnedes, og han kom ind med blæsten. Da han havde sagt, hvad der kærligt lå ham på hjerte, gik han bort, tilbage igen – men hvorhen, Jack, hvorhen?”

Senere på natten da Anne lå i hans arme, mumlede Johns far: “Han kom tilbage for din skyld, min elskede. For at trøste dig. Det var helt i sin orden.”
“For min skyld, Jack. Åh nej!”
“Men det gjorde han nu, lille elskede. Du hørte da sikkert, hvad han sagde?” Og hun mærkede overraskelse i hans stemme.

Hun hviskede: “Hvad sagde han da – til dig?”
“Kun, hvad du selv hørte – kun de to ord, Anne: ‘Kære Mor’.” Han tav et øjeblik, og så sagde han ydmygt, for han var en ganske jævn mand: “Blot for at lade dig vide, allerkæreste, og måske også for at lade mig vide, at alt står vel til med drengen.”

Oprindelig trykt i Fortnightly Review, november 1929
Originaltitel: The Unbolted Door

Kort om Marie Belloc Lowndes

Født den 5. august 1868
Død den 14. november 1947

Læs mere på wikipedia