Spøgelseskareten af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.


– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.

Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.

Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.

Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.

Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.

Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.

Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.

Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.

Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.

“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”

Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.

Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.

Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.

Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.

En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.

Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.

En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.

Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”

“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”

Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.

Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.

Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Spanieren af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spanieren”.


– De kender jo den engelske digter Alexander Pope?
– Nå, jeg kan se på Dem, at De hverken har læst den berømte ‘Røvede hårlok’ eller de øvrige poesier, som henrykkede hans landsmænd i det 18. århundrede.
– Om jeg har? Jeg må ærligt tilstå, nej. Men under mit sidste besøg i England, på et herresæde, faldt jeg over hans ‘Levned’ en kedsommelig regnvejrsdag, og deri fandt jeg denne historie.

Denne Mr. Pope var et udpræget forstands-menneske og som følge deraf en erklæret fjende af spøgelsehistorier og overtroiske forestillinger. Det ganske uagtet at the second sight eller synskhed er en udbredt evne i Skotland, og ethvert engelsk hus af nogenlunde respektabel alder har et ‘husspøgelse’ eller flere, som hænger ved skuepladsen for tidligere gerninger. Det skyldes måske også englændernes respekt for traditionen. Men skønt digter og englænder kunne Mr. Pope som sagt ikke udstå spøgelser og havde udtrykkeligt forbudt sit tyende så meget som at omtale emnet for ham, og truet enhver der gjorde det med øjeblikkelig afsked.

Nu var han netop flyttet ind i en ny lejlighed, tilmed i et hus hvis alder og indretning nok kunne tyde på, at skygger lurede i dets mange krinkelkroge. Han havde fulgt anbringelsen af møblerne i sine værelser, og i arbejdsværelset, der også skulle tjene som soveværelse, havde han egenhændig opstillet sin bogsamling og anbragt sine værker i smuk rækkefølge og ret iøjnefaldende.

Nu skulle han tilbringe den første nat i sin nye lejlighed. Døren var låst, lyset brændte i stagen ved sengen, og han havde lagt sig mageligt til rette med en bog for efter sædvane at læse sig i søvn. Hvilken bog omtaler historien ikke, men det har næppe været et af hans egne værker. Da han har ligget lidt, bliver han opmærksom på en lyd henne ved døren ind til værelset. Han ser derhen, og i samme øjeblik går døren op, og ind træder en skikkelse i gammel spansk dragt.

“Hvem er det?” råber Pope til skikkelsen, som har et mørkt og alvorligt udseende. Men spanieren lader som ingenting, går hen til bogreolen, tager Popes skrifter, det ene bind efter det andet, bladrer lidt i dem, og med et nederdrægtigt spottende smil sætter han dem på plads igen. Men, som digteren henne i sengen ærgerligt bemærker, omvendt med titlen nedefter.

Pope brummer og rømmer sig. Spanieren lader sig ikke forstyrre i sin stumme kritik, og da han endelig er færdig med bøgerne, går han hen til skrivebordet, tager et manuskript, som digteren har arbejdet på om aftenen, læser, bladrer i det, ryster af og til smilende på hovedet og bladrer videre.

“Det er dog for galt,” tænker digteren. “Min Herre,” siger han og rejser sig op i sengen, “når De vil besøge folk, skulle De vælge et mere passende tidspunkt.” Spanieren værdiger ham ikke et blik.

“Og når De kommer til fremmede folk, burde De iagttage simpel høflighed og ikke rode i andres papirer.” Spanieren bladrer roligt videre, med sit nedrige, spottende smil.

“I modsat fald,” bruser den krænkede digter ud, “i modsat fald er man i sin gode ret, når man tugter en så påtrængende person…” Og dermed springer han ud af sengen, griber sin kårde og farer hen mod spanieren. Denne sænker roligt hånden, hvori han holder papirerne, og idet han med det samme kolde, spottende smil ser på den iltre lille skrutryggede digter i natkjole og med nathue, åbner han med den anden hånd sin vams og viser Pope sit blottede bryst. Her ser digteren til sin skræk et gabende, blodigt sår. Forfærdet farer han tilbage og ringer på sin tjener. Den korte, skarpe klang af klokken lyder gennem det stille hus; men der kommer ingen. Han ringer igen. Forgæves. Spanieren lader sig ikke forstyrre. Han står ganske rolig ved skrivebordet og bladrer i papirerne.

“Min Herre,” siger Pope til sidst, “nu synes jeg det må være nok; er De ikke så god at gå Deres vej!” Spanieren nikker samtykkende og går langsomt og værdigt ud ad døren.

Helt fortumlet af det natlige eventyr går Pope igen i seng. Så kommer tjeneren endelig og spørger, hvad Herren ønsker?
“Mødte du ikke nogen?” spørger Pope.
“Jo, på trappen,” svarer tjeneren.
“Hvem var det? Hvordan så han ud?”
Tjeneren svarer ikke, men står forlegen.
“Svar, når jeg spørger dig!”

Tjeneren minder om Herrens forbud mod at omtale visse ting, men endelig rykker han ud med, at han har mødt spanieren, og at det er genfærdet af en spanier, som for mange år siden er blevet myrdet der i huset. Ingen har dristet sig til at omtale det på grund af Herrens strenge forbud.

“Det er godt,” siger Pope, “men bliv nu her resten af natten. Du kan ligge henne på sofaen.” Digteren falder i søvn, og da han om morgenen vågner, kalder han på sin tjener. Ingen svarer. Han ser hen på sofaen. Der ligger ingen tjener.

Nu bliver Pope vred. Han trækker i klokkestrengen. Der kommer nogen op ad trappen, banker på og tager i døren. Den er låst. Pope må stå ud af sengen og lukke op. Det er tjeneren.

“Hvorfor er du gået din vej?” spørger Pope.
“Hvad mener Herren. De ringede og her er jeg,” svarer tjeneren forbavset.
“Har du da ikke været her i nat, da du mødte spanieren?”
Tjeneren ryster på hovedet. “Spanieren?” gentager han.
“Ja, spanieren” svarer Pope, “som var herinde.”

Tjeneren ser tvivlende på sin Herre og minder ham om, at døren var låst indvendigt fra. “De må have drømt Herre,” han til sidst. “Drømt!” gentager Pope ærgerlig. “Står bøgerne da ikke omvendt henne i reolen, således som den uhøflige gæst stillede dem i nat?” Begge ser hen på reolen. Bøgerne står i den skønneste orden, præcist som Pope havde stillet dem den foregående dag. “Nu kan du gå,” siger Pope og klapper tjeneren på skulderen. “Jeg ville blot sætte dig på prøve, men du har bestået den til min fulde tilfredshed.”

Pope glemte dog aldrig den mærkelige drøm, der var så levende, at den nær havde fået ham selv til at tro på gengangere.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Det tabte ansigt af Otto Rung

Otto RungRegissøren viste den besøgende vej til Holmans garderobe. Gennem den hede em, der slørede det lave rum, skimtedes den store skuespiller på sin taburet foran spejlet.

Den mægtige krop var nøgen til hofterne, skarlagenrød, blank af sved, det glatbarberede Nero-ansigt viste sig trefordoblet i spejlets fløje, to ganske uens profiler, en skygget og en belyst, og i midtspejlet den brede ansigtsfront svulmende af kraft, hovmod og genialitet. Musklerne lå som seje olieglatte tove om nakke og ryg; fra øret krøb ned mod halsens sener en åre, grenet som en koral, en sælsom levende vej mellem hjerne og hjerte — den tynde snor, der styrede denne vældige marionet, holdt den kold eller hed, lod den larme og rase, brød den i smerte, bandt den i ligevægt, ledede dette mægtige legeme og underordnede alle organer lydhørt under kunstens kommando. —

Holman holdt endnu kulstangen i højre hånd. Sminken klæbede fed og perlende på panden med en skarp strime mod huden, hvor parykken lige var revet løs og slængt hen.

Holman i højt humør. Aftenen var forløbet heldigt, og han vendte sig oprømt mod sin gæst, hvis opgave var rent professionelt blot den ene, at høre den berømte kunstner tale og fortælle.

“Javel!” råbte Holman. “Se Dem blot om! Kig blot på mig, nøgen som en gorilla som jeg er! Der har De leret, hvoraf jeg former, mulden, hvoraf jeg skaber. En skuespiller er en stavnsbunden, en fæstebonde, han kan ikke forlade sin jordlod, slæber nogen på sin krop, er det os! De ved ikke, hvor man kan komme til at hade sit eget korpus! Hør en gang, hvor dumpt det drøner, når jeg slår mig for brystet. Og ens hoved deroppe, — det er som et lille pansret kastel, hvor jeg bor og ofte føler mig afmægtig, altid ensom! Ser De: Ud af dette dyriske stof må jeg skabe, dette kadaver må jeg behænge med brogede klude, snart som et brudekammer, snart som et sørgehus, og aften efter aften må jeg udstille det for den hob af kannibaler, hvis sanser hungrer efter mig. Jeg har ikke ret til at forholde dem min krop, jeg har intet privatliv. Hver aften slynger jeg med et spark mit Jeg uden blusel ud i det grelle rampelys. Og just derfor har hoben foragtet os gøglere, gennem århundreder åbenlyst, og den dag i dag endnu hemmeligt bag smil eller smiger!”

Han havde på ny sat sig foran det trefløjede spejl. Kulstangen skrev runer hen over de sminkeklæbede bryn.

“Se her en gang!” vedblev han. “Her på min pande opstår nu en fjerde akt — stykkets sidste akt, som jeg om lidt skal spille derinde. Min dødsakt! Min tragiske udgang af dette drama for i aften. Jeg stempler mig selv, som man stempler et lam til slagtebænken! Se her. Alle mærkerne af, hvad jeg som stykkets helt gennem tre akter har lidt eller syndet, og som jeg nu skal sone. Disse furer langs næseroden betyder samvittighedskval, disse striber om munden betyder lede ved mig selv, disse pletter over kindbenene betyder forfald, undergang, død. Tredje akt ruller derinde på scenen nu, og jeg kan sidde her og snakke tørt med Dem. Men i denne akt udvikles min skæbne usynligt, mit fald besluttes og her sidder jeg nu og destruerer mig selv med sminke til tragediens sidste akt.

Og der sidder hoben velbeholdent og i læ i parket og loger med god appetit til at nyde mig råt! De hytter deres eget skind, mens vi tager synden og dens soning på os, indestår for verdensretfærdigheden, med os selv og med vor kunst.

Åh, man kan hade dem til tider, disse uansvarlige kujoner, der gemmer deres laster og gemenhed i ly af mørket og begloer os. Publikum! En enhed, der flyder ud til et nul, udslettes af mulmet om dem, en art mimicry, der gør hvert usselt individ farveløst som massen omkring ham.

Men nu og da kan det lykkes og at række en arm ud over rampen, gribe en af de fordækte tåber derude og holde ham op i offentlighedens fulde lys!

Ja, hør nu på mig: Jeg vil fortælle Dem om en sådan bedrift. Og De skal se på mig, mens jeg fortæller. Jeg vil skildre hver detalje med denne kulstang på mit ansigt. Hør nu efter og følg samtidig min mimik.

Den paryk, De ser her, er en skalp. Ja, en skalp, som jeg har trukket af en mand! Jeg har slået ham til jorden med min tomahawk og flået håret af ham! Se, den hænger der som trofæ i min wigwam. Forestil Dem, at den røde sminke, der ligger som en rem om min pande, nu når jeg krænger parykken på, er en stribe blod: Sådan!

De husker sikkert min Daniel Goron! Ja, naturligvis! Se på mig nu, De kender masken igen. Parykken er Daniel Gorons, strøgene her om panden og mund Daniel Goron! Jeg har skabt denne rolle herhjemme, en hel ny type, efter at den gennem tre år var trådt flad på alle fastlandets og Amerikas teatre.

Med parykken her, med denne blodige skalp kronede jeg Daniel Goron. Pas på, blot disse lette strøg med kulstangen her: Nu kender De ham igen! Ikke sandt! Daniel Gorons næse, som et jernnæb rynket ved roden, disse lodrette linjer ved pandens rod. Se mig i øjnene: Mine øjenhuler er kridhvide, for at brodden af mit blik kan såre des bedre! Dette skæg dækker kun ufuldkomment mine hajfisketænder, som man skal hæfte sig ved, når det rustrøde skæg har æklet en længe nok! Og halsen skal være synlig under skægget, en trekant af hvid skamløs hud over den nedfaldende krave. Og nu skal De se mig gå, på hælene, roende med armene, og De må betragte mine hænder, lådne, svampede og med fingrene krumme som kløer. Jeg er ingen kat, jeg er en ulv, jeg bærer mine kløer synligt!

Se nu på mig! Nu er jeg Daniel Goron, finanskongen, ågerkarlen,  børsspekulanten, udsugeren, massemorderen: Daniel Goron! Jeg holder alle dramaets personer som dukker i min hånd. De må danse for mig, før jeg kvæler dem. For publikums åsyn lader jeg mine ofre spille deres triste komedie og æder til sidst hele personalet til aftensmad. Sådan er Daniel Goron, skabt af mig, malet, som De ser her på mit ansigt, æltet af mit legemes ler. Mine ben bærer som et staffeli dette kunstværk. Se blot! Således. Her står jeg!

Men lad os nu sætte os. Vi har endnu tid, før jeg må på scenen. Og hør nu i ro og mag på mig.

Jeg havde oprindelig ingen lyst til at give mig af med denne Daniel Goron. Rollen tiltrak mig ikke. Stykket er slet, alt for litterært, l’art pour l’art — ganske uden moral, kort sagt upopulært. Men alligevel er der kerne i Daniel Goron. Franske og tyske kolleger har bidt tænderne itu på denne pansrede nød, og endda fået de nøjsomme hundredetusinder til at juble derude i Europa. Og det overbeviste mig: Denne hårde bombe ville jeg få til at springe!  Jeg fornemmede to eller tre replikker i mig, fra det første sekund havde jeg dem i kroppen og siden slap de mig ikke. Jeg måtte have tag i Daniel Goron, føle ham i mig, forvandle mig til ham, og give ham af min vælde, til han fyldte scenen med sin mægtige eksistens.

Der gik uger, prøverne skred frem. Sceneinstruktøren kom hver dag og trykkede min hånd stum af beundring. Men han er også på samme tid blind, døv og idiot! Han så ikke, begreb ikke, at jeg var hvinende falsk, udenfor rollen, at jeg løj og svindlede som en – som en vis kollega, vi begge to kender! — Jeg var desperat, jeg løb panden mod muren, jeg var ikke en gang indenfor rollens skal. Jeg så ikke, anede ikke, hvad for en art menneske Daniel Goron var!

Men en morgen — jeg var netop vågnet, nedtrykt endnu af sidste aftens dumpe indtryk, — med et var jeg klar, i en pludselig vision, skallen var brudt, og fra dette sekund var jeg Daniel Goron!

Jeg forberedte mig til prøven den dag ved straks at anlægge maske — den maske, som De nu ser. Den faldt mig ind som noget, der ikke kunne være anderledes, jeg så den for mig og trak den på som en frakke, der hænger parat. Og hvor herligt passede den mig ikke! Jeg spillede løs, jeg forvandlede mig. Jeg fødtes på ny!

De ved, at jeg har spillet Daniel Goron over to hundrede gange og hver gang bedre; dybere og dybere trængte jeg ind i rollen, jeg voksede under masken, til hele scenen var min, og de andre krøb for mine fødder som slaver. Ingen så dem, teatret var mit, mit alene!

Det var en ti dages rus. Jeg vandrede som i en drøm til om aftenen, hvor min forvandling, min befrielse skete. Gennem to og en halv time forløste jeg mig selv i denne bestialske og grandiose figur, væltede mig i Daniel Gorons laster, raste i hans vanvittige lidenskab, fornedrede mig i hans usle gemenhed, størknede i hans jernhårde ondskab. Ja, det var en rus, en feber! Jeg følte, at jeg havde gjort et fund, et lykkeligt greb, skabt af intet ud af det tomme rum, — et levende menneske: Daniel Goron, der for første gang blev til!

Men en dag blev der på teatret overbragt mig et kort: en besøgende ønskede foretræde. Hundreder søger mig, og dette navn sagde mig intet: Edmund  Worm stod der kun. Men jeg, der er overrendt af interviewere og andre parasitter, har endnu aldrig afvist et besøg. Jeg havde ikke spist frokost, sent var jeg gået til ro sidste nat. Men jeg bad vedkommende træde ind.

Jeg sad ved spejlet, som nu i dag. Jeg var lige kommet ud af badet, var nøgen til bæltet, ufriseret — kort sagt i dybeste civil.

Da jeg hørte døren gå, drejede jeg blikket en grad til siden for mit eget spejlbillede, og der så jeg til venstre for mit eget fjæs Daniel Gorons maske. Det gav et sæt i mig. Jeg tænkte, at man prøvede en dårlig spøg, — en vis  kollega vi begge kender! Men det var ikke skuespillerens sminke og paryk jeg så, det var et levende ansigt: Daniel Goron selv! Jeg kendte det stærkt krusede skæg, der lod en skamløs trekant hud blottet over flippen, den knudrede pande, næsens stålnæb. Og nu så jeg hele manden, med armene roende i gangen, samtidig snigende og springende, med det enorme legeme spændt ind i en sort frakke som en ligvognshest i Skaberak, og løftende i højre hånd en cylinder blank som skosværte. Jeg så blikket nålespidst under de buskede bryn, de svulstrøde læber: Daniel Goron!

Jeg følte det, som faldt jeg midt ind i en replik gennem teatrets gulvlem. Dette sekund var sandelig ikke nogen spøg!

Men nu så jeg den kommende klart eftersom hans omrids fortættedes i spejlet. Han var ikke mere noget fantom, endnu mindre et digterværk som min Daniel Goron. Han var reel nok, en levende mand af gennemsnitstype, og hvad mere er, en mand som jeg kendte og i dette Nu genkendte.

Ja! Nu kendte jeg ham, nu havde jeg ham! Jeg slog min hånd fladt mod bordet og Io højt. Nu var jeg tilfreds! Det var, som så jeg slutstenen lagt til min bygning. Min præstation var komplet, og jeg bad ham roligt tage plads!

Tungt sank den falske Daniel Goron ned på stolen, som jeg anviste ham, sad der og pustede. De små pupiller rullede anstrengt, til øjnenes hvide trådte frem. Han æklede mig, men jeg holdt mig i ro og ventede, overlod godmodigt ordet til ham. Ja, sandelig! Dette var Daniel Goron — ikke af krølhår og sminke,  nej en kopi — af kød og blod, af hud og gift, — af min Daniel Goron!

Endelig talte han:

“Mit navn er Edmund Worm. Jeg er sagfører. Jeg har i dag søgt Dem i en bestemt anledning …” Han standsede, hans fade hudfarve blev bleggul, en strøm af vrede, frygt og galde for op i hans fede kinder.

Jeg besluttede mig til at tage ordet.

“Hr. Worm,” sagde jeg. “Vi kender hinanden. Det vil sige: De har længe kendt mig, da jeg jo er et kendt ansigt, men jeg har også kendt Dem i lang tid, selvom jeg først i dag er blevet fuldt opmærksom på Dem. Jeg har gennem to år så at sige indsuget Dem dråbevis. For omtrent en måned siden var jeg færdig med Dem, havde endelig Deres portræt komplet. Men først i dag ved jeg, hvorfra jeg har Dem, hvorledes jeg del for del, atom for atom har samlet Dem sammen dybt i mit indre, føjet led til led ubevidst i min sjæl, til jeg havde min Daniel Goron færdig! Nu først ved jeg med vished, at jeg i to år daglig mellem ni og ti har mødt Dem på min morgentur, ufravigeligt på samme sted ved indgangen til parken. Når jeg gik ind, gik De ud. De var så præcis som et ur, ligesom jeg selv!”

Ja, nu hører De det altså, hr. Worm. I to år har jeg hver morgen mødt Deres ærede ansigt, har set Dem igen og igen, uden at vide eller ane det selv. De har bundfældet Dem i mig, deponeret Dem selv i en eller anden skuffe her i værkstedet her bag min hjerneskal – og nu i dag er jeg i stand til at påklæbe etiketten: materiale leveret af hr. sagfører E – Elias? – Worm! Jeg forstår Deres interesse og Deres besøg. Deres taknemmelighed rører  mig og jeg forstår den. Jeg har løftet Dem af deres ubemærkethed op i kunstens hellige lys. Jeg vil mærke mig Deres navn og gerne være Dem til tjeneste. Hvad pressen angår, må De selv tage Dem af den, jeg skylder den ikke andet end et spark!”

Han havde rejst sig. Til min forbavselse forstod han mig ikke. Ja, han tillod sig endogså protest, han stangede med panden efter mig, fra hans tænder sprøjtede først spyt, dernæst ukvemsord.

“Det er en forbrydelse, De har begået imod mig! Loven har en paragraf mod den art overgreb. Det er et overfald, tyveri, indbrud i mit privatliv. De har VANÆRET mig. De har besudlet mig!” Og lignende nonsens.

Jeg betragtede ham måbende. Men, som De ved, er jeg ikke ganske uden fantasi. Og jeg kunne særdeles godt forestille mig den stakkels idiot henne på teaterets tilskuerplads en aften sidde hinsides rampen, der jo for den store hob stedse betyder tærsklen til et sælsomt og mystisk land – en ny dimension af livet.

Uden tvivl har det fyldt ham med undren, med ubehag, ja med rædsel, at gense sig selv i dette så uvirkelige og dog højest reelle hinsides. Formodentlig har en eller anden skinhellig fyr blandt hans venner aftenen før nydt mig, og af lutter ondskab anbefalet ham at se min Daniel Goron  som en seværdighed. Og jeg forestillede mig Edmund Worm i første mellemakt promenerende ude i foyeren, uden for alvor at have fundet ud af ligheden med sit rustrøde krølskæg, sin høgenæse og sin løjerlige sålegængergang – og så pludselig føle sig iagttaget, overbegloet fra alle kanter, som en kryben af myrer over huden, en summen af hviskende stemmer, stjålet pegende fingre: se! Der er han! Daniel Goron! Den rigtige Daniel Goron! Eller hvem? Eller er det skuespilleren, er det Holman selv, der i maske og det hele promenerer her blandt publikum af et eller andet malplaceret lune? Åh, jeg så det for mig, og det kogte i mig. Manden havde rent ud sagt kompromitteret mig ved at vise sig i foyeren og ladet mit publikum tro, at jeg begik den taktløshed at overskride rampen iført maske. Jeg kunne se deres fingre krible efter at rykke i det røde skæg for at mærke, om det sad fast. Og fra alle trappegange og gallerier har de hvisket og fnist: Se, Daniel Goron!

Og så endelig er det gået op for staklen, at det er ham, der er brændpunktet for alles blikke. Han er ikke længere privatmand, han er udstillet! Og måske har han i dette øjeblik truffet sig eget billede i foyerens spejle og set en person, som han ved første øjekast tager for scenens Daniel Goron, svinderen, ågerkarlen – og han er tumlet tilbage, ramt, rystet! Og hans publikum har straks forstået hans mimik og har applauderet – følger ham nu med håndklap og bravo til dørs! Aviserne fortæller måske i dag – jeg ser dem aldrig! – om en lystig eller måske tarvelig caprice af Holman. De idioter!

Men jeg fik dog efterhånden lidt  medynk med min gæst. Det har utvivlsomt været et slag for ham, selv for et øjeblik, at se sit spejlbillede som Daniel Goron. Men ved nærmere eftertanke forsvandt al medynk. Der sad dette hæslige og usympatiske menneske i stolen foran mig og begyndte at protestere, ja at føre klagemål. Han var ingen Daniel Goron! Han var en hæderlig mand, der retskaffent og redeligt udøvede sit kald. Men jeg havde hængt hans maske på en skurk, en svindler, en bandit! Til latter for hans venner, til ødelæggelse for ham selv. Ham, hvis forretning beroede på hans klienters tillid! Han var ruineret, hans praksis lammet, hans rygte æreskændet!

Godt! Jeg rejste mig stolt og sagde min mening lige ud. Jeg stillede mig foran ham i Daniel Gorons berømte positur med den ene hånd knyttet på ryggen, den anden med en lang og nederdrægtig pegefinger udstrakt. Nøjagtig som han selv stod foran mig.

“Ha! De skulle ikke være en Daniel Goron? De skulle være anderledes end Daniel Goron? Tror De, jeg havde udset mig Dem, valgt mig Dem mellem tusind andre, som jeg daglig roligt lader spadserer forbi mig, – hvis ikke De, ja netop De, var svindleren og skurken Daniel Goron! Jeg læser det ud af Deres træk, af hver linje i Deres ansigt, Deres blik, Deres læber, Deres tænder. At tvivle på den ting er at tvivle på  min kunst, og den vover De at tvivle på! Men livet lyver ikke, drag for drag har Deres historie modelleret sig på Deres ansigt. De bærer Deres vidnesbyrd, Deres vandelsattest fuldt synlig i Deres fysiognomi! Enhver kan læse der, at De er en Daniel Goron!

Lad være, at De ikke har udført Daniel Gorons bedrifter, at De ikke som han har svindlet og myrdet. Det siger intet! Det er ikke handlingen, men anlægget der afgør tingen. De har manglet lejlighed eller anledning til at begå Daniel Gorons forbrydelser. Dertil er De for lille i format. I vort snævre lille land er der ikke albuerum til så vældige ting. Men tror De, at De af den grund er mindre Daniel Goron? – selvom De kun er en almindelig lille sagfører og ikke en fransk børskonge! Alle kim er dog fra fødslen nedlagt i Deres sjæl! De er befængt med Daniel Goron som med en pest! Revider Dem selv! Jeg vil sværge på, at De selv i Deres små ubetydelige handlinger vil finde den type, jeg ved min kunst har draget frem af tidernes mørke!”

Han havde løftet hænderne i protest og jeg kunne se, at han ville til at tale, rimeligvis for at sige ganske utilbørlige ting, han blot senere ville komme til at angre. Jeg var derfor nødt til at overdøve ham og lod min stemme tone af fuldeste bryst.

“De truer mig  med voldsmidler, med retsforfølgning, med dom – blot for at vinde Deres smule privatliv tilbage! Ja! Det ville være en handlemåde ganske passende for en Daniel Goron! Brutal, lavsindet, rå materialisme! I stedet for den eneste vej, der sømmer sig for Dem, nu da vi andre, takket være min kunst har opdaget, hvilken type De er – Deres eneste udvej: at revidere Dem selv, granske Deres sind og erkende Dem selv som den Daniel Goron, De er! Og så beskikke Deres hus og omvende Dem, om De kan!

Tror De måske, at kunsten er til for andet end at ætse og lutre menneskers sind? Men vi gøglere, vi er nådige, vi dræber ikke den usselryg, hvis maske vi låner, vi viser blot igen som et spejl! Godt! Se Dem selv i spejlet! Gå Deres vej og ophold mig ikke mere. De spilder min tid! Gå hjem og gransk Dem selv. Hver linje i Deres træk, hvert hår, der vokser af Deres hud er Daniel Gorons, groet af hans instinkter, formet af hans moral, næret af hans blod og af hans safter. De er manden! Jeg siger Dem sandheden brutalt! Det er en kunstners ubarmhjertige og hårde pligt. Jeg har skalperet Dem til Deres eget bedste. Jeg er en ærlig indianer! Jeg har trukket bælgen af Dem, ikke for at prale med et trofæ, men for at give Dem lejlighed til at skifte hud. Mere har jeg ikke at sige Dem. Og så sandt min kunst er suveræn. Mere har De ikke at sige mig!”

Han sad nu og stirrede på mig, hans øjne blev blegere og blegere, han skrumpede ind og blev ganske lille i min lænestol. Hans læber bevægede sig mimrende, men det var overflødigt, jeg havde hørt nok fra hans mund. Hans mægtige krop var som en slunken sæk, da jeg med mit blik stemte ham imod døren. Fra hans strube kom en halvkvalt hulken: “Det er ikke sandt, det er ikke sandt!” Og han stammede endnu i min dør. “Hvad skal jeg gøre nu? De har ranet mit gode rygte, De har stjålet mit ansigt! Hvad har jeg tilbage nu?”

Nå, jeg havde andet at gøre end at høre på hans klynk, og jeg lod portierens folder skylle ham ud af mit telt som en bølge .

Ja, hvad er der mere at fortælle om dette usle individ. Stjålet hans ansigt! Forældlet det, havde jeg, ophøjet det i kunstens evige form! Og der stod han og hylede som en kineser, der har ‘tabt ansigt’, lost his face, som det hedder, når de gule skurke mener sig bragt i vanry!

Jeg mødte ham siden regelmæssigt som før på min morgentur i parken. Han besøgte også hyppigt teatret for at spejle sig i min maske. Jeg har grund til at tro det, for vi var som jæger og vildt. Jeg jog ham og han var som fortryllet af denne jagt, han blev draget derhen, hvor han kunne nås af mig.

Jeg mødte ham allerede morgenen efter hans besøg. Han havde taget sit hageskæg af. Aha, tænkte jeg, du vil modarbejde min maske, du vil knibe ud lumpent og fejt i stedet for at gå i dig selv! Den aften spillede jeg Daniel Goron uden hageskæg. Virkningen var større end nogensinde før. Min hage stod firkantet og hård, brutal og gemen, omspændt af moustachen som af en hestesko. Og han har været i teatret og se mig, for næste dag var også overskægget over hans svulstrøde mund raget bort. Hans blik mødte mit i forvoven trods. Men jeg slap ham ikke! Jeg spillede den aften Daniel Goron skægløs, en bleg og ondsindet type, glatraget til nøgenhed, blottet helt ind til sin gemene sjæl. Publikum sad åndeløst, fastholdt af min kunst, mere lydhør end nogensinde før. Bladene skrev dumme notitser om at jeg havde forandret min maske og indsendere drøftede om det var til gavn for rollen eller ej, de tåber!

Dag for dag på turen gennem parken studerede jeg min mand. Jeg fandt i det glatragede ansigt et ganske lille smertedrag fra mundvigen nedad. Aha, tænkte jeg, en ny side af Daniel Goron; jeg må have den med. Og en kritiker skrev, at jeg for første gang havde afsløret det dybeste og allermest intime menneskelige selv i en gemen ågerkarl og skurk. Hver dag mødtes vi. Hver dag så jeg nye træk. Hans ansigt falmede, blev gustent, og jeg spillede Daniel Goron som en dødssyg forbryder, fortæret af sin egen gift. Jeg holdt ham fast, jeg skrællede ham hver gang vi mødtes, jeg tog hans hud! Flåede ham som Daniel Goron selv har flået sine ofre. Han var min – indtil døden, tænkte jeg allerede den gang, eller i hvert fald så længe stykket gik, og det gik tohundrede gange. –

Jeg hørte, at han havde opgivet sin forretning. Den var gået tilbage, hed det, og han var i gæld. Bladene havde bragt dobbeltbilleder: hans portræt side om side med mit i Daniel Gorons maske, man havde indbudt til præmiegætning om hvem der var hvem. Jeg forstår godt, at hans klienter skyede ham fra den dag.

Jeg fulgte hans fysiognomi i daglige lynskud, nyt hver gang, det var næsten som en rullende film; det blev hårdt at følge med. Til min uro og ængstelse så jeg, at han gled ned rapidt. Brutaliteten i hans træk afløstes af en grædefærdig slaphed, pupillernes sylespids blev sløv. Det blev næsten umuligt at følge med uden helt at forflygtige den oprindelige Daniel Goron. Bladene skrev, at jeg lagde en tragik ind i skikkelsen, der var mod stykkets ånd, at jeg skildrede en synders desperate dødskamp og ikke en børskonges rå despotisme. Jeg indså, at de køtere for en gang skyld havde ret, selvom de ikke fuldt ud forstod, hvor menneskeligt dybt jeg formede skikkelsen nu. Og ingen af dem anede min sande og store bedrift: Jeg ofrede min første inspiration for at rense dette menneske for ham selv. Jeg havde krænget huden af ham med børster og pigge, jeg havde ribbet ham for al hans ondskab, og et lille ydmygt hudløst og lidende kreatur var tilbage. En angrende synder! Det var min bedrift! Men det havde kostet mig min kunsts kraftigste udtryk, min første vældige Daniel Goron. Slunken og bleg måtte jeg nu selv krybe over scenen, hviskende de voldsomme replikker hæst som en døendes rallen. Ganske vist: en helt ny type var skabt. Og mange – jeg selv med dem – har ment at først nu stod skikkelsen for alvor menneskeligt sandt og dyb: syndens gru og angst var udtrykt i denne krybende og ynkelige orm. –

Når jeg nu mødte Daniel Goron var det, som så jeg blot hans skygge. Han luskede i en bue uden om dem, han mødte. Hans blik var skælvende, hans fod fandt ikke  hvile på jorden. Han førte tit en latterlig lille hund i snor. Ofte stod han stille og så på det lille stridige dyr, tungt og tålmodigt. Jeg optrådte fra den dag på scenen med en sådan hund, lådden og bidsk som en lille luskende djævel, til hvem jeg var bundet ved en snor.

Men sidste gang jeg så ham, kom han krumbøjet, pakket ind i tørklæder, støttet til en stok, gulsottig, en lød som galde, radmager, et vissent skelet, hostende, døende.

Nogle uger efter så jeg da også hans død averteret. Boets eksekutor havde underskrevet, altså havde han ingen slægtninge, han var død isoleret, udslettet sporløst, som han havde fortjent.

Netop nu var Daniel Goron udspillet, jeg var i hvert fald træt; på min ordre tog man stykket af plakaten.

Og måske vil en og anden tåbe  mene, at masken her har dræbt sin model, suget hans kraft som en edderkop suger en flues! Godt, anderledes øves kunst nu engang ikke i verden. Den tager sit stof fra det levede liv, den skabes af andres kød og blod, af deres tårer og sved, af deres ømhed eller had, som den vil. Den er suveræn som Gud selv, den tager fra en enkelt og giver tusindfold igen! Ingen tør kalde den, der skaber for evigheden, sjælemorder eller tyv, fordi en usling blev brændemærket, indtil jernet sved hver ondskabs fiber fra hans knogler, lutrede ham til han var død!

Og endda mener De måske, jeg skal ynke denne usle lille sagfører Edmund Worm. Godt! Se nu her. Her tegner jeg en kulstreg under hvert af mine øjne, et par andre fra mundvigen ned. Ikke sandt: nu ser jeg bedrøvet ud. Kan man forlange mere af en gøgler? –

Men nu ringer regissørklokken sit første signal, jeg må sminke mig færdig til sidste akt. Det er min dødscene nu!”

Trykt i: Noveller, 3 – Livet er farligt. 1927

Kort om Otto Rung

Født: den 16. juni 1874
Død: den 19. oktober 1945

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon

Jerndøren af Palle Rosenkrantz

Palle Rosenkrantz
By Ukendt – Illustreret Tidende, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=10315956

“Jeg bryder mig ikke om at fortælle dig, hvad det var, Georg. Det er desuden komplet latterligt at dvæle ved en hallucination, ligeså dumt som at fortælle drømme, men det var satans ubehageligt, og to nætter i træk har jeg ikke lukket et øje.”

“Kære Kurt, som vært må jeg beklage, at du den første gang, du besøger mig efter at skæbnen har gjort mig til herre på Osthausen, skal blive forulempet af husspøgelser, der absolut ikke står under min kommando og hvis optræden er mig særdeles ubehagelig, ikke mindst fordi deres uvæsen går ud over en kær ven og trofast regimentskammerat, som du. Men hvad skal jeg gøre?”

Grev Georg V. Stollberg til Osthausen lænede sig betænkeligt tilbage i den lette pürschvogn, der førte ham og hans ungdomsven oberst Kurt v. Koscielski på inspektionstur rundt på ejendommen Osthausens frugtbare og vidtstrakte enemærker.

Georg V. Stollberg var oprindelig en fattig officers søn, som i sit halvtredsindstyvende år helt uventet ved en fjern slægtnings død arvede godset Osthausen i Østprøjsen, som han straks tiltrådte, og hvor han og hans hustru besluttede sig for at henleve resten af deres dage i landlig ro.

Koscielski, grev Georgs ungdomsven, havde nu i to dage været gæst på Osthausen. Som en kær ven var han blevet indlogeret i slottets fineste gæsteværelse, og i to nætter havde han ikke lukket et øje på grund af et ganske usædvanlig nederdrægtigt spøgeri.

Der er naturligvis ingen dannede og oplyste mennesker i vore dage, der tror på spøgelser, man kan tro på verdensfreden, på den gule fare, på spiritisme og pavens ufejlbarlighed, men på spøgelser tror man ikke – punktum!

Hverken grev Stollberg eller oberst Koscielski troede på spøgelser, og obersten skammede sig ved at tilstå, at han havde været uhyggeligt til mode. Hvad han havde set, ville han ikke fortælle.

“Jeg ønsker ikke, ser du” sagde han, “at Gud og hvermand skal løbe rundt og fortælle om mig og spøgelserne, jeg ønsker ikke, at min hallucination skal fæstne sig og blive tradition. Den skyldes rimeligvis din fortræffelige Asmanhäuser og den Strassburger gåseleverpostej en Croute som din elskværdige hustru beværtede mig med til middag første dag, jeg var her. Anden nat er hallucinationen allerede blevet stationær i min hjerne, og jeg er overbevist om, at den kommer igen i aften.”

Grev Stollberg rystede på hovedet. “Et sted må den jo komme fra. Erindrer du ikke, at du har hørt noget lignende?”

“Hvor skulle jeg vide det. I mit lange liv har jeg naturligvis hørt et utal af røverhistorier, der kommer igen, nu da min pligtopfyldende mave desværre ikke mere fungerer programmæssigt, og jeg, som alle stakler der har passeret de halvthundrede, må købe livets glæde med opofrelse af fred og ro for min konstitution. Det er ørkenløst at diskutere dette. Der står desuden en råbuk ude på engen. Den skal skydes.”

Så kørte de ud til bukken, og obersten skød den lige på bladet. “Skyde kan man da endnu,” lo han kort. Så kørte de hjem med bukken.

Obersten tog forsigtigt til maden: en aldeles fortrindelig ret, bækforeller i Bellevue fristede ham dog over evne, og den Asmanhäuser der lå i Osthausens kælder var mere, end en kommandør kunne stå for.

Han lukkede ikke et øje hele natten. Spøgeriet var om muligt værre end de to foregående nætter.

Ved frokost næste dag blev det bestemt, at han skulle have et andet værelse. Det fik han, men snakken gik i krogene på slottet, en stuepige sagde op og den gamle portvogter fortalte historier så hårene rejste sig på personalets hoveder.

Oberst Koscielski ærgrede sig og grev Stollberg ville absolut ligge i Det Røde Værelse, men fik ikke lov til det af sin kone. Så måtte han naturligvis opgive det. Uindskrænket herre i sit hus var selv ikke greven af Stollberg-Osthausen. Men han ærgrede sig med Koscielski over det fordømte spøgeri, der gjorde ham latterlig og hans tjenestefolk kulrede.

Og så kunne han ikke engang få at vide, hvad det var. For det ville Koscielski ikke ud med.

Den fjerde nat sov obersten som en sten i et værelse i hovedfløjen og betragtede det som en personlig fornærmelse, når nogen talte til ham om spøgeriet.

Men grev Stollberg ville have rede på det. “Det kan jo ikke nytte noget at kommandere nogen derop;” sagde han, “når du, Kurt, som jeg uden blinken turde have ladet sove i værelse sammen med min salige svigermor, må give op, så er ævret jo opgivet.”

Obersten grundede. “Jeg har en idé. Jeg har en sagfører i Berlin, hr. West, en djævel af en jurist, der er mig dyrbar, fordi han altid snyder min kontrapart så  meget, at jeg kan stå ved det, selvom han flår mig til skindet. Lad os skrive efter ham. Han er født berliner, har aldrig været udenfor byen, aner formentlig ikke hvad et spøgelse er. Han er 34 år, kan spise granatstumper og drikke nitroglycerin til, sådan en mave har karlen, og han tror hverken på Vorherre eller Fanden. Lad os skrive efter ham. Du kan stole på, at han skal konfirmere spøgelserne, så de aldrig viser sig mere.”

“Er der flere end et?” spurgte Stollberg med et smil. Obersten tav.

De skrev efter overretssagfører Hans West, Dr. Juris., Mittelstrasse 4, Parterre. Og sagføreren kom. Det hed sig, at det gjaldt en grænseregulering, og for en fed proces rejste Dr. West gerne til Honolulu. Altså kom han.

“Donnervetter, det kalder jeg et anstændigt lokale,” sagde Dr. West, da han efter et solidt aftenmåltid blev ført op i Det Røde Værelse af kammertjeneren, der stod lidt bleg og skælvende med en sølvlysestage i sin hånd. “Et anstændigt lokale.”

Kammertjeneren skævede til krogene, men sagde ikke noget. Det var forbudt at sige et ord om spøgelser til Dr. West. Og skønt det kneb tav tjeneren ganske stille.

Han gik, og West blev alene i det store værelse. Han underkastede det en meget indgående undersøgelse, hvoraf det foreløbige resultat blev, at han, der oprindeligt havde bestemt at tage et salær på 300 Mark for konsultationen i det ikke særligt indviklede skel-spørgsmål, besluttede sig på forhånd for at sætte salæret op til 500 Mark. Så hertugeligt var lokalet.

Det Røde Værelse lå i den sydlige sidefløj af slottet Osthausen, en gammel trefløjet bygning, der stammede fra ridderordenens første dage, opført af sandsten og granit med to etager og et spidst tegltækket tag. Værelset var beliggende på første etage, med et stort, bredt vindue mod syd, seks alen til loft, med bjælkelag i loftet og parketgulv af pommersk eg. Det havde sin største længde indefter i dybden, og på endevæggen stod en stor himmelseng med et dybtrødt silkedamask forhæng.

Møblerne var beklædt med silkedamask, og værelset dannede fløjens yderste rum, dog uden vindue mod vest. Langs den ene væg løb korridoren, og med en dør stod værelset i forbindelse med et stort rummeligt billiardværelse.

Yderst herskabeligt var det hele, og det behagede Dr. West ganske overmåde. Han var sin klient, oberst Koscielski overmåde taknemmelig for den nye forretning, og lovede sig en del af fremtiden.

Det var rare mennesker, disse Stollbergs, et fortræffeligt køkken og en kælder, der var hævet over enhver kritik. Dr. West var berliner, købmandssøn og ganske bevandret i køkkenet og kælderens mysterier, en materialist af reneste vand med en gane, som fakultetet ærede og hans kollegaer med ærefrygt bøjede sig for.

Dr. West klædte sig af og gik i seng. Det var en dejlig seng. Dr. West lå og legede himmelspjæt med sig selv, indtil han blev betænkelig ved legen ved mindet om en farseret kalkun, der var bragt til hvile med en Macon, som Adlon Dressler ikke kunne have præsteret for betaling.

Herregård er nu alligevel herregård. At ligge i denne store, dejlige himmelseng, hvor generationer af tapre Stollberg’ere har hvilet deres trætte lemmer, eller – dejlige Stollberg’inder har udstrakt deres slanke legemer.

Dr. West drømte – stærke Stollberg’ere, slanke Stollberg’inder. Susen i de store egekroner udenfor vinduet, månens romantiske stråleskær ind ad det store buede vindue – 600 Mark mindst for konsultationen, farseret kalkun og en Macon, der gled hen over hans tunge. Alt imens sengen vippede let under ham. –

Herligt!

Men hvad mon det kunne være – en kat? Der kunne naturligvis godt være katte på en herregård, der var overvejende sandsynlighed for, at der var katte, eftersom der sikkert var rotter og mus i hobetal. Men dette var en ganske nederdrægtig udholdende, generende og nervepågående kat.

Og så mjavede den ikke. Den græd ganske svagt, pibende, som et lille barn i nød. Den blev ved, klagende, klynkende, pibende, lige som om dens hale var i klemme. Satans til kat.

Dr. West slog øjnene op og så sig om i stuen. Tårnuret sang tolv med dump brummende bas – midnatstimen.

Det var Dr. West knusende ligegyldigt, han gik sjældent til ro før kl. to hjemme i Berlin, men denne forbandede kat. Så hjerteskærende den græd. Han kom til at tænke på sin først aktionssag, hvor det lykkedes ham at overbevise en hotelstuepige om et barnemord. Forhørsdommeren troede på hendes uskyld, lægerne vidste hverken ud eller ind, mordet var halvandet år gammelt, inden de fandt barnets lig. Han havde bevist det hele så klart, så upåklageligt sikkert, at pigen blev dømt fra sin hals. Hun havde også et lille barn, et lille et der var oppe hos hende i arresten, indtil de fandt et plejested. Det barn havde grædt, pebet ligeså ynkeligt som denne forbandede kat.

Dr. West lod blikket svæve rundt i det store værelse. Hvad fanden var dog dette her. Hvordan var det den stue så ud. Skulle han virkelig have drukket for meget Macon. Umuligt, han var indvendigt glaseret.

Men ligemeget, væggen for enden af værelset lige ud for hans seng, var før beklædt med et rødt mønstret tapet som sengomhæng og møbler. Nu var tapetet borte og for enden af hans seng gabte en stor stærk jernbeslået dør i spidsbuestil ham i møde.

Dr. West hadede uklarhed. Katten peb bag døren. Døren gloede ham i ansigtet, altså op og løs derpå.

Med et sæt var han oppe, månens stråler faldt klart og skarpt gennem vinduet, men månelyset er bedragerisk, altså kunstigt lys til hjælp. Han strøg en tændstik og tændte et af lysene i stagen. Således væbnet gik han hen over gulvet mod endevæggen.

Katten peb ikke mere, døren var borte, det damaskmønstrede tapet lod sig roligt beføle, det lød ikke engang hult, når West dunkede på væggen. Han noterede Macon farligt for nattero og lod honoraret vokse til 700 Mark. Desuden frøs han om benene og listede i seng, denne gang med mindre følelse af velvære. Sengen knirkede og værelset var alligevel for stort for en mand.

Han pustede lyset ud. Katten peb igen – det var en barnerøst, hjælpeløs, fortvivlet, ynkværdig, forbistret, væmmelig, irriterende …

Og der var jerndøren igen.

West satte sig op og begyndte at tænke på spøgelser. Det vil for et moderne kultiveret menneske sige på hallucinationer. Han var hallucineret – det havde han ikke prøvet før; altså løs og se hvorvidt det ville gå.

Det gik temmelig vidt.

Den stærke, jernbeslåede dør åbnede sig knirkende på sine hængsler, og på tærsklen stod en hvidklædt kvinde og viftede med et luftigt slør, ganske langsomt, usigelig vemodigt, men dog indtrængende.

“Det var en nydelig historie,” tænkte West. “Godaften, Deres Nåde” sagde han højt, “tør jeg spørge, hvad jeg kan være til tjeneste med?”

Den hvide skikkelse rørte sig ikke, men den nikkede og viftede en to – en to – en to – ligesom på maskine.

“De må undskylde Deres Nåde,” sagde West, “men jeg har ikke lært døvstummesproget.” Nu syntes han, det var frygteligt morsomt med den hallucination, men det kildrede ham ligegodt lidt langs rygraden.

Barnet peb og jamrede sig – det måtte være inde bag moderen – for det var moder og barn naturligvis. Barnet sørgede for den vokale afdeling af underholdningen, mens moderen tog sig af det mimisk-koreografiske.

“Tror Deres Nåde ikke, De kunne få den lille til at tie,” sagde West. Et forfærdeligt blegt ansigt med et blik, der skar dybt ind i hans, stirrede mod ham,  mens skikkelsen nikkede en to – en to.

Det måtte være moderen fra barnemordssagen, Martha Hubert. “Er det Martha?” spurgte West. Skikkelsen rystede på hovedet. Hun lod sig altså konversere. –

“Deres Nåde må undskylde at jeg viser mig i nattøj,” sagde West. “Nu står jeg op – jeg har ingen bukser på, men generer det Deres Nåde kan De jo vende ryggen til så længe. Mine pantelons hænger henne på stolen.”

West stod op – han trak i benklæderne med ryggen vendt mod jerndøren, dog følte han hvorledes skikkelsens blik brændte i hans ryg og hvorledes den bevægede sløret en to – en to. Og barnet jamrede sig ustandseligt.

Så tændte han lyset og gik hen ad gulvet halvt påklædt.

Bums –  muren med damaskbrokade, ikke spor af jerndør, barn, nåde, slør eller noget som helst.

Dette er en hallucination, tænkte West og tændte en cigar. Et ualmindeligt mærkværdigt tilfælde, der vel nok direkte kunne føres tilbage til farseret kalkun, Macon kl. 10 om aftenen, en jernbanerejse, måneskin, en kat, en barnemordsproces og et gammelt slotsværelse. Men det var ligegodt mærkværdigt.

Han borede blikket i muren – lyset viftede i hans hånd. Han pustede det ud, og i det samme drejede han sig skarpt med front mod væggen. Ganske rigtigt, der var jerndøren igen.

Han koncentrerede alle sine tanker på skikkelsen fra før, på barnets jamren og trådte fast i gulvet med begge fødder. Ganske rigtigt døren gik op, skikkelsen stod der, barnet jamrede, hele historien forfra igen. Han gik fremad mod døren. Det var ligesom om de veg og veg. Så rendte han på muren og det hele var forbi. Klokken slog et.

“Det skal nok passe,” sagde West. “Programmæssigt spøgeri fra kl. 12 til 1, værså artig, træd nærmere mine herskaber. Uigenkaldeligt sidste forestilling. Slutter på slaget et.”

Barnet jamrede sig endnu bag muren. Den forelskede kat var den eneste realitet i optrinet.

Det bankede på døren.

“Så, det manglede sgu bare,” sagde West. “Nu begynder de fra den anden side. Gener Dem ikke, træd nærmere.” Det var formodentlig afdelingen for herrer. Nu stod konsultationen i 800 mark, ikke en skilling mindre.

Døren gik op, og ind trådte en høj skikkelse iført slåbrok med et lys i hånden. Det var oberst Koscielski. “Så de det?” spurgte han.

West lo. “Ja Deres højvelbårenhed. De kan bande på, jeg så det.”
“Jerndøren. Den hvidklædte kvinde?”
“Ja og barnet – det vil sige, det hørte jeg kun – men ellers forløb det hele programmæssigt.”

Obersten rystede på hovedet. “Skal vi drikke en whisky og en apollinaris til en let cigar? – Dette er besynderligt – højest besynderligt.”

De røg og de drak, og klokken blev halv tre, den blev halv fire. Whiskyflasken blev tom, obersten blev fuld, og Dr. West stod først op kl. 10 den næste morgen med frygtelige tømmermænd.

Efter frokost holdt grev Stollberg krigsråd. Dr. West aflagde rapport om nattens begivenheder, og oberst Koscielski sad ved siden af og rystede på hovedet.

“Ja, hr. doktor,” sagde grev Stollberg – “Jeg kan lige så godt tilstå det. Det var den egentlige hensigt med at tilkalde Dem, at undersøge denne mærkelige sag.”

Dr. West rømmede sig og tænkte aha – salæret voksede til 1000 Mark. Men han sagde ikke noget.

Greven fortsatte: “De har altså oplevet ganske det samme som min ven oberst Koscielski; tror De på spøgeri?”
“Det falder mig ikke ind,” sagde Dr. West med et halvfornærmet udtryk. “Det er jo tåbeligt.”
“Godt,” fortsatte greven – “De anede ikke noget om dette?”
“Ikke det fjerneste,” sagde West.
“Og dog har De oplevet alt dette. Det er besynderligt. Hvad vil De foreslå?”

West smilede. “Mindre farseret kalkun, og mindre Macon i aften. Så prøver jeg det endnu en gang.”

Obersten rystede på hovedet. “Det er der naturligvis ikke det mindste i vejen for; men det vil gå Dem, som det gik mig. De vil blive hallucineret uden – jeg blev det. Det var den fordømte kat, vi talte om i nat, og en hm – Martha Huberts barn. Som vi ikke skal tale om. Det er en sag mellem Dr. West og mig, og du ser, kære Georg, at en gammel ungkarl har visse hemmeligheder, også for en ungdomskammerat.”

“Gudbevares!” faldt greven ind.

“Det er nok at fortælle, at Dr. West og jeg har hørt et barn græde. Kort sagt, som den kat græd. Jeg har ikke gjort for det barn, hvad jeg kunne, og hvad der er min pligt. For moderen kunne jeg intet gøre Dr. West.”

“Absolut intet,” sagde Dr. West med en hovedrysten. “Obersten opførte sig som en hædersmand.”

Greven afbrød. “Det vil altså sige, at katten har hallucineret begge de to herrer ved mindet om en sag – ”

“Der har ført os sammen,” afbrød Koscielski – “rigtig. Men det er ikke nok. – Jerndøren! En spidsbuet gotisk, stærk jernbelagt dør i endevæggen i Det Røde Værelse.”

“Det er der ikke,” afbrød greven. “Der er absolut kun en endevæg. Nedgang har der aldrig været. Det er umuligt, der er ingen dør, har aldrig været nogen. Kan den jerndør ikke også have været et fælles minde fra affæren Martha Hubert?”

“Nej,” sagde West – “den udspillede sig i et moderne berlinsk fængsel. Dette er en rigtig herregårds-jerndør og desuden spurgte jeg damen, om hun var Martha Hubert. Hun svarede klart nej – det vil sige, hun rystede på hovedet. Jeg burde have prøvet at fotografere hende, men hun havde næppet stået for magniumslyset.”

“Det var forresten en idé, – skal vi ikke fotografere hende. Jeg har kamera, magniumsapparat og det hele i orden for at tage interiører af slotsværelser, jeg er nemlig ganske begejstret over sådan noget. Kunne jeg så fotografere et rigtigt spøgelse, ville det jo være at sætte en fotografisk rekord der sagde spar to, til alt til alt der tidligere er præsteret i fotografiets historie.”

Det blev vedtaget. Grevinden glædede sig som et barn, men gøs alligevel i hemmelighed. Oberst Koscielskis tømmermænd blev ondartede, Wests forsvandt helt, og grev Stollberg gik rundt og tyggede på sit overskæg. Grænsestridighederne blev slet ikke berørt mere. Middagen var betydelig mere afdæmpet, og man drak Zeltinger Mosel. Det kunne da ikke gøre noget.

Herskaberne spillede whist og gik til ro kl. 11. Klokken 12 skulle spøgelset fotograferes.

Det udeblev; det var, som om det anede, at man havde noget for med det. Klokken halv et gik West i seng. Apparaterne stod på et bord ved sengen. – Vejret var klart måneskin.

Klokken 12.35 begyndte katten. Klokken 12.40 blev jerndøren synlig, og klokken 12.45 brændte West magniumslyset af på damen, der vinkede en to – en to –

“Vil Deres Nåde ikke se rigtig venlig ud,” sagde han og trykkede til.

Værelset stod fuldt af magniumsrøg, og hele personalet ilede til i den tro, at det nu var ude med dem alle. Grevinden fik et let nervetilfælde. Greven, obersten og West tømte atter en flaske whisky og et utalt antal flasker apollinaris.  –

Billedet blev fremkaldt. Dette er sandhed, absolut, nøjagtig, ubestridelig sandhed. Billedet var lykkes!

Jerndøren var der, det vil sige konturen af den. Damen selv havde ikke stået roligt, hun havde som sædvanligt viftet med sløret og var blevet til en klat. Men døren var der, helt livagtigt. Ikke til at tage fejl af.

Grev Stollberg lod optage en protokol over det passerede, der blev underskrevet af oberst Koscielski og Dr. West. Så sendte han bud efter en murer og lod endevæggen i Det Røde Værelse rive ned.

Nu kommer det! Bag tapet, bag sten og kalkpuds stod en svær jernbeslået dør, og bag denne, da den åbnedes og hvinede på rustne hængsler, var en flisebelagt forstue, og på gulvet lå skelettet af et ganske lillebitte barn svøbt i nogle halvt fortærede klude, der syntes at have været fint linned. En hvælving i muren antydede, at der fra den lille forstue havde ført en trappe ned i et udvendigt tårn, og i grunden fandtes fundamentet til dette tårn.

Hvadbehager!

Alt dette er ubestridelig godtgjort ved vidner under en retslig undersøgelse. Barneliget blev begravet. Osthausens krønike vidste ikke alt om historien, men der har været en historie, en tragisk historie vel hundreder af år gammel. Om en fornem dame af det Stollbergske hus, der slog sit barn ihjel, da hun ikke kunne gifte sig med faderen.

Hallucinationen lod sig dog heller ikke konstatere, da traditionen om spøgelseshistorien var uklar og svag, og obersten og West henførte den til Macon, Asmanhäuser, Croute og farseret kalkun.

West beregnede sig 1500 Mark for historien, og ret til at mangfoldiggøre fotografiet, der endnu er at få i boghandlen, men naturligvis ikke imponerer de kloge, som i konturen af jerndøren ser et yderst letfatteligt fænomen, takket være det skarpe magniumslys.

Hallucinationerne er ret pudsige, ikke overbevisende – ingenlunde. Spøgelser er jo ikke til. –

Så er den historie ikke længere, men der er dog dem, der synes den er mærkelig. Det mærkeligste ved den er, at den er sandhed, hver eneste ord. Det påstår Dr. West.

Trykt i: Privatdetektiven og flere kriminalnoveller, 1905

Kort om Palle Rosenkrantz

Født: den 22. april 1867
Død: den 1. oktober 1941

Læs mere om Palle Rosenkrantz

 

 

Et radio-eventyr af Otto Rung

Otto RungDenne historie burde egentlig fortælles i futurum, eftersom den vil foregå i året 1987, men da tanken evner at glide i enhver retning – også ud over målet  skal den fortælles i fortid

Den unge frøken Concreta B. Damnitson vågnede en majmorgen af nævnte 1987 i sin tempererede porcelænsseng, hvor hun sov utildækket. Hun desinficerede sin hud og tog plads i den cardansk ophængte gynge, der ved sine vilkårlige omdrejninger aftvang brugeren så voldsomme svømmetag som ved en drukningsproces midt i Atlanterhavet. Denne motion (Magnus Söderbloms System) var i høj grad påkrævet nu, da man takket være radioen (herom nærmere senere) sjældent forlod hjemmet.

Concreta Damnitson iførte sig derefter en ventileret morgendragt af spindelsvævsfint asbest, der spillede i de lyse ultraviolette farver, som fem år tilbage, takket være den store japanske oftalmolog Fuksjima, var gjort synlige for menneskeøjet ved inddrypning i pupillen af en mild og sød eliksir: Neuro-Chrom Essens. Disse ultraviolette, vidunderlige farver bar navne efter de fjerne tiders første opdagere af usynlige stråler. Concretas morgendragt var en Khiton i bleget Røgten-farve med mørkere Nils Finsen-farvet krave og ligesom de vide benklæder broderet  med skønne Becquerelle og Madame Curie-ornamenter.

Frøken Concreta fandt på en taburet sit morgenmåltid serveret: Seks tabletter med smag som æblemos og tre flødetabeletter, alle fra Liebigs verdensberømte kemiske fødemiddels-fabrik. Allerede i 1950 havde afholds-progressionisterne gennemført verdensforbud mod kødæderi (ligesom fyrretyve år tidligere imod spiritusnydelse). De såkaldte ‘hjemmekogere’ jagedes som de dyr, de var, af sanitærpolitiets radioopsyns-apparater, som i sin tid ‘hjemmebrænderne’, og interneredes skånselsløst i gummiceller side om side  med de sidste luftforpestere, tobaksrygerne. Men endnu rasede kampen mod barberiets sidste horde: Vegetarerne, som slagtede de forsvarsløse planter, der end ikke som dyrene kunne skrige deres smerte ud. Concretas moder var en ivrig forkæmper for den nye kemiske ernæring ved tabletter, opbygget syntetisk af kullets atomer. Fattigdommen var ved dette system allerede aldeles afskaffet, idet enhver borger gratis på kommunens central kunne få udleveret tyve tabletter dagligt, dog – for at modarbejde dovenskab – uden smagstilsætning.

Concreta anvendte som tilsætning et udvalg af fru Baltimores berømte ‘smags-molekyler på ti tusind måder’ og drak til måltidet et glas vand, hvori hun opløste en blanding af 70% vitaminer og 30% statsanerkendte bakterier, gavnlige for fordøjelsen (der reguleredes automatisk hver uge).

Til måltidet nød hun en symfonikoncert, der blev udført af det verdensberømte eskimo-orkester under ledelse af kapelmester og komponist Osarkrark.

Frøken Concreta Damnitson havde i tre måneder været forlovet med en ung videnskabsmand, Boris Koniscky, der var professor ved Polyteknikum i Yokohama. De var blevet introduceret for hinanden ved en radio-menuet aften hos den russiske gesandt i Washington, hvorhen Concreta, der var bosat i New York (med sine forældres tilladelse) havde radio-oversendt sig selv. De to unge var mødtes i sværmerisk passion for den unge rhapsodi-digtning, der nu var blevet moderne, og Boris indfandt sig næsten daglig (med fru Damnitsons tilladelse) i det Damnitsonske samtalekabinet. Der tilstod han hende sin kærlighed, og hendes billede på Boris Konisckys laboratorievæg i Yokohama rødmede af lykke.

Hjemmet var som i middelalderen familiernes faste borg. Al fryd og hvert synsindtryk bragtes jo nu udefra ind i huset som andre varer. Der var intet som helst påskud mere for de unge til at knibe udenfor hjemmets fire vægge, hvor i øvrigt den årvågne moder kunne følge datterens vej på væggens hvide lærred skridt for skridt, takket være den allerede i 1950 komplette og universelt indførte Radio-Television.

Allerede i 1925 var man inde på at løse problemet: at overføre lysbølger ad elektrisk vej. Omkring 1930 var den nye Televisions-Radio fremstillet (gennem koordinationssystemet og ved selencelle-modtagere), og man kunne nu fra sit kabinets hvide lærredsvæg (eller fra sit lommeapparat i visitkortformat) følge enhver begivenhed ude i verden (for så vidt det var tilladt af politiet). Thi de første tider af komplet verdenskaos var afløst af en håndfast regulering, da de såkaldte aflukkede eller isolerede bølgelængder i 1960 blev opfundet af en norsk ingeniør. Der var således på ny skabt værn for privatlivets fred, der efter det ældre system havde været truet af påtrængende blikke tværs gennem husenes vægge: tusinder af belurende øjne, usete selv. Pengeafpressere, politiske spioner, forsmåede elskere og nærgående og perfide arkitekter, der havde anbragt  skjulte radio-kameraer i lofterne. Nu havde alene kriminalpolitiet nøglen til samtlige verdens bølgelængder og kunne fra Centralen overvåge alle samfundsfjender og andre umoralske personer.

Selv senator Damnitson forlod aldrig hjemmet, men fik de andre senatorer bredkastet til sit arbejdskabinet, når der var berammet møde hos ham.

Hver dag klokken tolv viste Boris Koniscky sig på den hvide flade i Concreta Damnitsons salon, og Concreta viste sig på modtagerfladen i Boris Konisckys laboratorium, og også denne dag var et møde aftalt. Moderens væg var på denne dag optaget af damebesøg, idet fru Damnitson i sit boudoir havde sine morgenfremmede efter den nu så moderne franske stil, den såkaldte petit lever. Nu kom damerne til syne efterhånden, hver indrammet i et udsnit af sit eget private boudoir, alle i pragtfulde morgendragter i alle ultraviolets nuancer og med de moderne lysstrålekniplinger: fru Hotkins, der boede i Philadelphia, damerne Tocelli fra Napoli, fru Mungo, den kvindelige moral-kontrollant på Honolulu, og den berømte radiosangerinde fru Anna Petersen i København (der havde lovet ‘at tage noder med’, som det endnu hed). Concreta forbandt sin væg med moderens og sagde godmorgen til de ankomne damer. Derefter trak hun sig tilbage. Hun havde husfred nu, navnlig da broderen Edison var låst inde i sit loftskammer fuld af aritmetik, bredkastet af hans matematiklærer.

Der var et kvarters ventetid, og Concreta søgte glemsel for sine længsler efter Boris i en række billeder fra det store liv ude i verden. Hun forbandt sig således med Maison Paquin i Paris, og på den hvide lærredsflade i Concretas lille salon viste sig over hundrede mannequiner på rad i dragter, der alle så ud som en drøm! Derefter fremkaldte hun fra museerne i Firenze, Rom og Michaiowgrad (det tidligere Petrograd og dernæst Leningrad) de berømteste kunstværker, de dystre og tunge farver af den gamle tid: Rembrandt, Botticelli og til sidst Tizians Venus, liljehvid på sit leje. Men hendes sind længtes efter varme her i New Yorks verden af stål, cement og andre konkreter, og hun hentede et vue fra det gyldne horn i Stambul (fredet af det Internationale Museumsnævn), en palmekyst på Tahiti med indfødte ridende over brændingen på deres planker (alle statsansatte svømmere som sorterede under Marineministeriet), og i sin higen mod mere varme, en ørkenstrækning ved Timbuktu! Men her indtraf et uheld med en af de af Cooks Radiobureau engagerede arabere, der efter tur førte en kamel frem og tilbage foran ruinen, idet han pludselig fik solstik og måtte afhentes af en rednings-automobil. Det var til skandale verden over, forstod Concreta. Kamelen stak af. Der var nu ikke mere tid til at se en scene af den berømte svenske ballet i Stockholm Teateret, thi nu slog uret på Greenwich Laboratorium tydeligt tolv. Og på Concretas væg viste sig i de glødende japanske solfarver en kirsebærgang i Yokohama, hvor Boris stod, slank og sorthåret i sin gule kimono, (der var obligatorisk selv for de udenlandske professorer ved universitetet i Yokohama). Uvilkårligt strakte hun sine hænder ud imod den elskede, thi så levende syntes han hende i det fremkastede billede, at hun syntes, hun kunne gribe om ham. Hvor selv hans ædelt formede næse fik perspektiv! Men ak!

“Goddag min egen Concreta,” sagde Boris glad, og nu vidste hun, at hjemme hos ham i Yokohama stod hendes eget billede på den i kirsebærhaven opstillede vægflade.

Som det var mode dansede de derefter sammen en lille halv times tid til det berømte Radio-Menuet Orkester i Berlin. De berørte (som jo var den eneste mulighed og ansås for det mest anstændige mellem dansende) kun hinanden med fingerspidserne. Moralen havde nået betydelige højder takket være televisionen. Der blev kun danset menuet verden over.

“Hvor er du dejlig, Concreta,” sagde Boris, “i din nye formiddagsdragt. Har I køligt vejr hos jer? Her skinner solen dejligt, som du ser. Gid jeg kunne sende dig en thermoliter japansk sommervarme.”

“Send hellere dig selv,” lo Concreta omend med et suk, “så var det sommer  med det samme her hos mig i mit triste New York.”

Boris rystede på hovedet. “Søde Concreta. Jeg kommer jo hver eneste dag og ser til dig!”

“Jamen ikke selv! Ikke selv Boris! Forstår du da ikke?”

Boris smilede: “Selv! Ser du mig da ikke, hører du ikke min stemme? Kan vi ikke danse til de samme toner? Hvad vil du mere, Concreta?”

“Mere?” Hun strakte hænderne ud mod ham. “Mere? Dig selv? Ikke blot dit spejlbillede, Boris! Ikke blot din stemme fra en svingende metalmembran. Virkeligheden, Boris, virkeligheden for dig og for mig!”

“Du er en lille romantiker!” lo Boris muntert, “der drømmer om at få virkeligheden. Er verden da ikke god nok for jer, I stakkels små kvinder?”

“Verden!” Hun knyttede hænderne. “Verden er skrækkelig, – den verden, som vore forældre har testamenteret til os unge – denne jord, der blot er mekanisme og spejlreflekser, forbundne ved atomkraft og elektroner! Hvad er det vore hænder griber, når vi famler efter lykken? Blot en kontakt! Hvad er det vi møder, når vi kalder på den vi elsker? Blot et fantom. Således er den verden, I har skabt for os. Hvor er den frihed og den lykke, I lovede menneskene gennem den moderne teknik. Sig mig det, Boris!”

Boris rynkede brynene. “Concreta! Glem ikke, at jeg er ingeniør og altså en af dem, der har bygget denne verden således op, at den kan blive komfortabel og eksemplarisk for menneskeheden, og ikke som i vore bedsteforældres tid, ikke bedre end en kostald! Forfald ikke til de længsler, som de uoverkommelige afstande dengang fremtvang hos de mørkerædde mennesker. Nu kan vi jo nå hinanden, ingen afstande eksisterer mere! Mørket er forjaget, frygten er død, al længsel er altså tåbelig og – som du godt ved, Concreta – forbudt ved den nye morallov af 25. september 1982 (nr. 4633) §212. Jeg må gå i rette med dig, Concreta. Eller finder du mangler ved den verden, vi mænd (navnlig vi ingeniører har skabt? (I kvinder opgav jo allerede omkring 1940 alle jeres planer om at deltage i mandens kulturkamp – og klogeligt) Så sig frit frem, hvad I mangler! Vi skal opfinde det til dig. Hvad er det så, Concreta?”

Hun skjulte ansigtet i sine hænder. “Jeg ved det ikke, Boris. Noget, jeg føler!”

Hans udtryk (så hun ud gennem fingrene) skiftede og fik et eget spil af underfundigt lune. I dette øjeblik elskede hun ham over alt i verden. “Vel, Concreta, ” smilede han, “jeg  må vel se at gøre din verden komplet. Netop for tiden,” han sænkede stemmen hemmelighedsfuldt, “sysler jeg med en opfindelse, som – men derom senere. Problemet er løst, og den første  model næsten fuldført. Og så, Concreta, så kommer jeg selv og holder dig i mine arme. Hav tålmodighed en lille smule endnu – to uger allerhøjest, Concreta!”

I dette øjeblik blev han afbrudt, da en mand med vildtvoksende skæg og stirrende øjne viste sig på lærredet midt imellem dem og gjorde græsselige grimasser. Det var en sindssyg mand (Radio Avisen havde advaret imod ham), der på en eller anden mystisk måde havde bemægtiget sig nøglen til de aflukkede bølgelængder og kastede sig selv ind overalt, hvor to elskende mødtes. Nu stod han og vrængede ansigt af Boris og Concretas lykke. Kriminalpolitiet havde længe jaget ham med deres kontrolradio, men endnu vidste opdagerne ikke, hvor på kloden han befandt sig. Boris forbandt sig straks med politiets central i London, og straks efter viste en opdager fra Scotland Yard sig på lærredet og optog rapport.

Dagen for Boris Konisckys ankomst var sat til den 3. juni. Der var sendt indbydelse til de nærmeste venner af familien Damnitson, der dog ikke personligt, men kun i billedoverførelse skulle være tilstede. Men senator Damnitson og frue tog personligt ud på flyvebådens ankomststation. Concreta ventede i salonen, iført en ny robe med fosforescerende slæb. Hendes hjerte hamrede. Hun havde påtænkt sin radio at følge flyvebådens fart fra Yokohama; men var det ikke en langt større jubel blot at vente og at længes – og dog vide!

Senator Damnitson trådte ind i salonen. Hans ansigt havde det samme fortrædelige udtryk, der efter sagnet havde skaffet hans stamfader (der oprindelig var kulmine formand, siden mange millionær) familienavnet ‘Damn it‘, som senere blev til Damnitson. Senatoren rømmede sig.

“Ja, Concreta, hr. Boris Koniscky var desværre ikke med flyvebåden!” I dørsprækken stod moderen og pudrede bekymret næsen. Concreta sad skælvende hvid i sin pragt. Faderen hostede beroligende: “Men der var et budskab fra Boris med flyvebåden,” sagde han og tog et brev frem (et ganske gammeldags brev i kuvert). Han tilføjede – “og en kasse!” Han satte en lille, sort kasse, omtrent som et kamera, på bordet. “Efter udskriften på brevet,” sagde han, “skal du læse det i enerum.” Han så spørgende på sin hustru, der alvorsfuld nikkede sit samtykke, hvorpå forældrene sammen forlod Concretas salon.

Concreta brød brevet med skælvende fingre. “Min kære Concreta,” lød det. “Jeg kommer ikke selv, jeg holdes tilbage af mit arbejde, men lad denne hermed følgende kasse bringe dig mit bud. Jeg forstår til fulde, hvad du måtte føle ved vores sidste møde. Tilgiv mig. Alt er godt nu. Læs anvisningen på indersiden af låget, vær forsigtig når du åbner kassen. Så snart dette er udført, kommer jeg til stede på væggen. Din trofaste Boris.”

Concreta hentede en hammer og brød egenhændig kassen op. Den indeholdt et lille ebonitsort apparat med mange spoler, detektorer og lamper. Brugsanvisningen lød blot: “Forbind ledningen, mærket X, med kontakten på din radiomodtager.” Concreta adlød, og i det samme viste Boris sig på hendes salons vægflade, nydelig i sin elegante og velpressede kimono. Bag ved ham var hans laboratorium og ved hans side et lille, ebonitsort apparat, nøje magen til det tilsendte.

“Concreta!” sagde han. “Tro ikke, at jeg har miskendt en kvindes følelser. De korresponderer endogså nøje med følelser i mit eget bryst. Den teknik, som du så tankeløst har hånet, skal også denne gang føre menneskene frem til sejr og afhjælpe vort dybtfølte – og jeg skal villigt indrømme – fælles savn af at være hinanden nær. I tre år har jeg arbejdet på mit nye radioproblem. Nu er det løst. Og er ikke allerede den sejr for mit talent også dig en glæde, Concreta!”

“Ser du,” forklarede han, da hun blot utålmodigt løftede sine hænder. “Hidtil har vi kunne erstatte manglende nærhed mellem mennesker ved at overføre syns- og lydindtryk. Nu er jeg nået til også at kunne overføre følelsen på tusindvis af kilometers afstand. Følelsen forstår du! Hvad er den andet end visse elektriske svingninger i nervesystemet. Jeg har konstrueret en afsender og en modtager, der gør det muligt via radioen at overføre disse svingninger. Intet skiller mere menneskene. Al afstand er ryddet bort.”

“Concreta,” sagde han. “Ser du den lille ebonitskive med en pude af gummi, som ved en ledningssnor er forbundet med det apparat, der nu er i din varetægt? En tilsvarende findes, som du ser, på min afsender her i Yokohama. Denne!” Han pegede. “Gennem den vil jeg kunne sende ethvert følelsesindtryk fra mig selv til dig. Du bedes løfte omtalte ebonitskive. Således.”

Concreta adlød. Hun fandt, at den sorte, lille pude nærmest lignede en blæksuger.

“Concreta,” sagde Boris. “Nu nærmer jeg mine læber til afsenderpladen her i Yokohama – og du dine til den tilsvarende i New York. Følgen vil blive, at du vil fornemme mine læbers pres mod dine, både følelses- og smagsmæssigt nøjagtig, som om jeg stod i din stue i New York. Hver lille svingning af mine læbers molekyler vil nå dine korresponderende ditto. Og således, Concreta, giver jeg dig mit første kys.”

Concretas kinder flammede. Hun løftede hammeren, som hun endnu holdt i sin hånd, og slog til. Apparatets ebonitplader, krystaller og spoler sprang som slagger fra en ambolt, de små lamper eksploderede som en rad knaldperler.

“Hvad gør du?” stønnede Boris fra sit lærred.

“Hvad jeg gør!” Concretas øjne funklede. “Jeg slår fra mig, som du ser! Jeg har fået nok af din teknik. Og hvis du ikke inden i morgen klokken tolv – med den første flyvebåd via Nordpolen – er her i min stue – og personlig! – her – forstår du! – og kysser mig – rigtigt! – så er alt mellem os forbi! Jeg kaster dig ud af min bølgelængde. Og for evigt!”

Trykt i: Noveller, 3 – Livet er farligt. 1927

Kort om Otto Rung:

Født: Den 16. juni 1874
Død: Den 19. oktober 1945

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon