Den tyske students eventyr af Washington Irving

Washington Irving
By Copy daguerreotype by Mathew Brady, reverse of original by John Plumbe.

En uvejrsnat i den stormfulde tid under den franske revolution gik en ung tysker sent om aftenen tilbage til sit logi gennem den gamle del af Paris. Lynene glimtede, og høje tordenbrag rungede gennem de høje, smalle gader.

Denne unge tysker hed Gottfried Wolfgang og var en ung mand af god familie. Han havde studeret nogen tid i Göttingen, men var i sin ungdoms iver blevet tiltrukket af gale og overdrevne doktriner, der så ofte har forvirret tyske studenter. Hans afsondrede liv, hans glubende flid og hans studiers særlige art øvede deres indvirkning på både legeme og sjæl, så hans helbred svigtede og han udviklede en sygelig fantasi. Han havde kastet sig ud i luftige spekulationer om åndevæsener til han, ligesom Swedenborg, havde sin egen idealverden omkring sig. Han fik en forestilling om, at en ond påvirkning hang over ham, at en ond ånd eller dæmon, forsøgte at lokke ham i en fælde og sikre hans fortabelse. Denne tanke påvirkede ham så voldsomt, at hans melankolske temperament ændrede sig til en ren besættelse. Han blev mat og fortvivlet. Da hans venner opdagede, hvordan de sjælelige kvaler tærede på ham, besluttede de, at den bedste kur var en luftforandring. Han blev derfor sendt til Paris for at fuldføre sine studier i denne bys glans og munterhed.

Wolfgang ankom til Paris, netop som revolutionen brød ud. Til at begynde med blev han grebet af det folkelige oprør, og han blev indfanget af tidens politiske og filosofiske teorier. Men de blodige scener, der fulgte, rystede hans følsomme natur, og fik ham til at væmmes ved samfundet og verden, så han blev mere indesluttet end nogen sinde. Han lukkede sig inde sin ensomme lejlighed i studenter-kvarteret, hvor han fortsatte med sine yndlingsspekulationer i timevis. Undertiden tilbragte han timer i træk på de store biblioteker i Paris, disse katakomber for afdøde forfattere, og rodede rundt i deres forråd af støvede og forældede værker for at finde føde for sin usunde appetit. Han var på en vis måde en litterær ådselæder, der nærede sig ved dét, han fandt i den rådnende litteraturs lighus.

Selv om Wolfgang var indesluttet og eremit-agtig, havde han et glødende temperament, som dog kun gav sig udslag i hans fantasi. Han var for genert og uvidende om verden til at gøre tilnærmelser til det andet køn, men han var en lidenskabelig beundrer af kvindelig skønhed, og på sit ensomme kammer fortabte han sig ofte i drømme om skikkelser og ansigter, han havde set. Og hans fantasi udmalede billeder af yndighed, der langt overgik virkeligheden.

En nat førte denne eksalterede tilstand til en drøm, der fik en forbløffende virkning på ham. I drømmen så han et kvindeansigt af overjordisk skønhed, og så stærkt et indtryk gjorde drømmen, at han genså ansigtet i drømme såvel som vågen gang på gang. Det plagede hans tanker ved dag, hans søvn om natten; kort sagt blev han lidenskabeligt indtaget i denne skygge af en drøm. Dette varede så længe, at det blev til en af de fikse ideer, der plager melankolske menneskers sind og undertiden fejlagtigt tolkes som vanvid.

Sådan var Gottfried Wolfgang, og således var hans situation. Han var på vej hjem en stormfuld nat gennem nogle af de gamle og dystre gyder i Paris, mens de vældige tordenbrag rungede mellem de høje huse i de smalle gader. Da kom han til Place de Greve, den plads, hvor de offentlige henrettelser finder sted. Lynene flimrede om spirene på det ældgamle Hôtel de Ville og sendte flakkende skær over den åbne plads forude. Idet Wolfgang krydsede pladsen, veg han tilbage i rædsel, da han pludselig fandt sig selv tæt på guillotinen. Det var i den værste rædselsperiode, da dette dødens frygtelige redskab altid stod rede og skafottet flød uafladelig af de tapre og retskafnes blod. Guillotinen havde selvsamme dag været i brug til en henrettelse, og nu stod den uhyggeligt opstillet i en tavs og sovende by og ventede på nye ofre.

Wolfgangs hjerte blev tungt i hans bryst, og han vendte sig gysende bort fra det frygtelige instrument. Da så han en skygge, der krøb sammen for foden af den trappe, der førte op til skafottet. En række flammende lynglimt viste den tydeligere. Det var en kvindeskikkelse, klædt i sort. Hun sad på et af de nederste trin og lænede sig frem med ansigtet skjult i skødet, og hendes lange uordentlige lokker hang ned til jorden, dryppende af den regn, der piskede ned. Wolfgang stoppede op. Der var noget ærefrygtindgydende over dette ensomme sorgens monument.

Kvinden så ud til at komme fra de bedre lag. Wolfgang vidste, at tiderne var omskiftelige, og at mangt et smukt hoved, der engang havde hvilet på dunpuder, nu sad på en omvandrende hjemløs. Måske var dette en stakkels sørgende, som den frygtelige økse havde bragt til fortvivlelse, og som sad her med knust hjerte på denne udkant af tilværelsen, hvorfra alt hvad der var hende kært var sendt over i evigheden.

Han nærmede sig og henvendte sig til hende med medfølende ord. Hun løftede hovedet og så på ham med et vildt blik. Forbløffet så han i lynenes klare skær netop det ansigt, der havde hjemsøgt ham i drømme. Det var blegt og fortvivlet, men stadigt blændende smukt. Skælvende af voldsomme og modstridende følelser talte Wolfgang atter til hende. Han sagde noget om at være ude på et sådant tidspunkt af natten og om et sådant uvejrs rasen og tilbød at følge hende til hendes venner. Hun pegede på guillotinen med en gestus af gru, der sagde alt.

“Jeg har ingen venner på jorden!” sagde hun.
“Men De har et hjem,” sagde Wolfgang.
“Ja – i graven!”

Studentens hjerte smeltede ved disse ord. “Hvis jeg som er en fremmed må driste mig til at fremsætte et tilbud uden fare for at blive misforstået,” sagde han “vil jeg tilbyde min ydmyge bolig som tilflugtssted; og mig selv som en hengiven ven. Jeg er selv venneløs i Paris og en fremmed i landet; men hvis mit liv kan være Dem til nytte, står det til Deres tjeneste og vil blive ofret, før De udsættes for skade eller vanære.”

Der var en oprigtig iver over den unge mands fremtræden, og også hans udenlandske accent talte ham til gunst; den viste at han ikke var en forstokket pariser. Den hjemløse fremmede lod sig overbevise af studentens sande begejstring, og gav sig stiltiende ind under hans beskyttelse.

Han støttede hendes vaklende skridt over Pont Neuf og gennem gader raseret af folkemassen. Uvejret havde lagt sig, og tordenen buldrede i det fjerne. Hele Paris var stille; denne vældige vulkan af menneskelige lidenskaber slumrede ind for en stund for at samle ny styrke til næste dags udbrud. Studenten førte den, han havde taget i sin varetægt, gennem de ældgamle gader i Pays Latin og forbi Sorbonnes mørke mure til det store, lurvede hotel, han boede i. Her stirrede den gamle portnerske, der lukkede dem ind, overrasket på det usædvanlige syn af den melankolske Wolfgang med en kvindelig ledsagerske.

Da de kom ind i studentens lejlighed, rødmede han for første gang. Lejligheden var spartansk og skødesløst indrettet med kun et enkelt værelse. En gammeldags salon med en mængde udskåret træværk og besynderligt møbleret med resterne af fordums stråleglans, for det var et af disse hoteller, der engang havde tilhørt adelen. Værelset var oversået med bøger og papirer, og alt hvad man ellers finder hos en student, og hans seng stod uredt i en alkove i den ene ende.

Da lysene blev bragt ind, og Wolfgang fik bedre mulighed for at betragte den fremmede, blev han endnu mere beruset af hendes skønhed. Hendes ansigt var blegt, men blændende skønt og fremhævet af et ravnsort hår, der hang i lange lokker. Hendes øjne var store og strålende, med et ganske særligt udtryk der næsten var vildt. For så vidt som den sorte kjole tillod hendes skikkelse at ses, var den fuldendt symmetrisk. Hele hendes udseende var særdeles iøjnefaldende, selv om hun var klædt på enkleste vis. Det eneste, hun bar, som nærmede sig et smykke, var et bredt sort bånd om halsen med et diamanthæfte.

Studenten blev nu ganske forvirret, da han overvejede, hvor han skulle gøre af det hjælpeløse væsen, der således var overladt til hans beskyttelse. Han tænkte på at overlade sit værelse til hende og selv søge logi andetsteds. Dog var han så fortryllet af hendes ynde, og hans tanker og sanser lammet af en sådan forhekselse, at han ikke kunne løsrive sig fra hende.

Også hendes væremåde var særegen og uforklarlig. Hun talte ikke mere om guillotinen, og hendes sorg havde lagt sig. Studenten havde med sin opmærksomhed vundet først hendes tillid og så tilsyneladende hendes hjerte. Det var åbenlyst, at hun ligesom han var en eksalteret natur, og de eksalterede forstår hurtigt hinanden.

Beruset af øjeblikket tilstod Wolfgang sin lidenskab for hende. Han fortalte hende historien om den mystiske drøm, og hvordan hun havde vundet hans hjerte, før han overhovedet havde set hende. Hans beretning havde en ejendommelig indvirkning på hende, og hun indrømmede, at hun havde fattet en godhed for ham, der var lige så uforklarlig.

Det var en tid med vanvittige teorier og vanvittige gerninger. Gamle fordomme og trossætninger blev skubbet til side; alt stod under ‘Fornuftens gudindes’ herredømme. Den gamle tids værdier var i opbrud, og man var begyndt at betragte ægteskabet med dets former og ceremonier som overflødige bånd for sjæle af ære. ‘Socialpagter’ var på mode, og Wolfgang var for meget af en teoretiker til ikke at lade sig smitte af tidens liberale doktriner.

“Hvorfor skulle vi skilles?” spurgte han. “Vore hjerter er forenede og for fornuftens og ærens øje er vi ét. Hvad behov er der for lurvede ceremonier for at binde to ædle sjæle sammen?”

Kvinden lyttede i stor sindsbevægelse; hun havde også godhed for de nye tiders opbrud med de gamle skikke.

“Du har hverken hjem eller familie,” fortsatte han. “Lad mig være alt for dig, eller rettere, lad os være alt for hinanden. Hvis form er nødvendig, skal formen overholdes – her er min hånd. Jeg forpligter mig til dig for evigt.”
“For evigt?” sagde den fremmede højtideligt.
“For evigt!” gentog Wolfgang.
Den fremmede greb hans fremrakte hånd. “Så er jeg din,” mumlede hun og sank ind mod hans bryst.

Den næste morgen forlod studenten sin brud, mens hun endnu sov, og drog ud for at søge en mere rummelig bolig, der passede til hans ændrede situation. Da han vendte tilbage, fandt han hende liggende med hovedet hængende ud over sengen og en arm strakt hen over det. Han talte til hende, men fik intet svar, så han gik hen for at vække hende af den kejtede stilling. Da han tog hendes hånd, var den kold – der var ingen puls – hendes ansigt var ligblegt. Hun var død!

Vild af rædsel alarmerede han huset. En forvirret scene fulgte. Politiet blev tilkaldt, men da gendarmeren kom ind i værelset, for han tilbage ved synet af liget.

“Du godeste Gud!” råbte han. “Hvordan er denne kvinde kommet her?”
“Ved De da noget om hende?” spurgte Wolfgang ivrigt.
“Om jeg gør?” udbrød politimanden. “Hun blev henrettet i guillotinen i går!”

Han trådte frem og løsnede det sorte bånd om ligets hals – og hovedet trillede ned på gulvet. Ved synet af dette blev studenten grebet af et anfald af vanvid. “Den djævel! Den djævel har fået mig i eje!” skreg han. “Jeg er fortabt for evig!”

De prøvede at bringe ham til ro, men forgæves. Han var besat af den frygtelige tro, at en ond ånd havde genoplivet liget for at lokke ham i en fælde. Han blev vanvittig og døde i et galehus.

Trykt i Tales of a Traveller, 1824
Originaltitel: The Adventure of the German Student

Kort om Washington Irving

Født: 3. april 1783
Død: 28. november 1859

Læs mere om Washington Irving

Berenice af Edgar Allan Poe

Edgar Allan Poe
By Unknown; most likely George C. Gilchrest, Samuel P. Howes, James M. Pearson, or Andrew J. Simpson, all of Lowell, MA – http://www.daguerre.org/images/2008sympos/consignor4a-medium.jpg and http://www.getty.edu/art/gettyguide/artObjectDetails?artobj=39406, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31269051

Dicebant mihi sodales, si sepulchrum amicæ visitarem, curas meas aliquantulum fore levetas. (Mine ledsagere sagde til mig, at hvis jeg ville besøge min vens grav, kunne det måske mildne mine bekymringer)
Ebn Zaiat

Ulykken er mangfoldig, denne verdens jammer er mangesidig. Den når fra himmelrand til himmelrand som regnbuen, og dens farver er forskellige som denne bues – så tydelige hver især og dog så inderligt forenede. Den når fra himmelrand til himmelrand som regnbuen! Hvorfor har jeg forvandlet skønhed til et billede på hæslighed? Et fredens tegn til sorgens lidelse? Etikken lærer os jo, at det onde opstår af det gode, og derfor avler glæde i virkeligheden sorg. Mindet om en lykke, der for længst er forbi, kan nage os i dette nu! Den smerte, som vi føler, har måske sit udspring i en fryd, der kunne være blevet vor.

Mit døbenavn er Egæus, mit familienavn vil jeg ikke nævne, og dog er der ingen slægt i landet, der er mere ærværdig og mere berømt end min. Man har kaldt os en slægt af fantaster, og der er vitterligt også mange karakteristiske træk, der bekræfter denne opfattelse: familiegodsets særpræg, riddersalens freskomalerier, soveværelsernes gobeliner, ornamenterne på våbensalens piller, ikke mindst den gamle malerisamling, bibliotekets indretning og endelig selve bogsamlingens meget ejendommelige sammensætning.

Mine tidligste erindringer knytter sig til dette værelse og dets bøger. Her døde min mor. Her blev jeg selv født. Men det ville være tåbeligt at påstå, at jeg ikke havde levet før, at sjælen ikke havde nogen tidligere tilværelse. De benægter det? — lad os ikke diskutere det spørgsmål. Jeg er selv overbevist om det, men jeg søger ikke at overbevise andre. Jeg har i hvert fald en erindring om æteriske skikkelser, åndeagtige og varslende øjne, lyde, der på en gang var harmoniske og sært vemodige — en erindring, som ikke lader sig fortrænge, den er som en skygge, vag, omskiftelig, ubestemmelig, ustadig, og også deri ligner den en skygge, at jeg ikke kan blive fri for den, så længe min forstands sollys skinner.

I det værelse blev jeg født. Der vågnede jeg op af den lange nat, der synes som et intet, men ikke er det, op i selve eventyrets land, i fantasiens rige, i klosterlærdommens vildsomme tankeverden. Var det underligt, at jeg stirrede med bestyrtede og brændende blikke, at jeg dryssede min barndom bort mellem bøger og ødte min ungdom til drømmerier? Men det var underligt, at som årene gik og den modne manddom fandt mig i min faders hus, hvor jeg stadig boede, var det, som om livets kilder blev tørre for mig og der skete en fuldstændig omvæltning i min tankeverden. De virkelige ting opfattede jeg som drømmebilleder og intet andet, mens de vilde ideer fra drømmenes land til gengæld blev – ikke et virke for mit daglige liv, men simpelthen livet i ét og alt.

Berenice og jeg var søskendebørn og vi voksede op sammen i mine fædres borg. Men vi var vidt forskellige under vor opvækst. Jeg var sygelig og tungsindig, hun var livlig, yndefuld og strømmede over af livsmod. Hun strejfede om på højene, jeg lukkede mig inde i studereværelset. Jeg søgte til bunds i mit eget hjerte og hengav mig med legeme og sjæl til de mest indgående og pinefulde grublerier, og hun vandrede sorgløs gennem livet uden at bekymre sig om de skygger, der faldt på hendes vej, uden at ænse de ravnevingede timers tavse flugt. Berenice! – Jeg kalder på dig – Berenice! – og fra mindets grå ruiner rejser sig tusinde urolige erindringer opskræmte af lyden.

Levende står dit billede for mig nu, som i de lykkelige dage hvor du var glad og let om hjertet. Hvor var du strålende og smuk! Du var en fe i Arnheims dunkle skove, de klare kilders dejlige nymfe! Og så kom den hemmelige rædsel! Sygdommen – den skæbnesvangre sygdom, der hærgede det unge legeme som ørkenens hede vind, og forvandlede hende for mine øjne! Forvandlingen gennemtrængte hendes sind, hendes vaner og hendes karakter og den udslettede endog selve hendes identitet på den mest uhyggelige og ufattelige måde. Ak, ødelæggelsen kom og gik, og offeret — hvor var hun? Jeg kendte hende ikke – eller genkendte hende ikke længere som Berenice.

Den skæbnesvangre sygdom, der fremkaldte så grufuld en forandring hos min kusine både i legemlig og sjælelig henseende, efterfulgtes af en lang række sygelige tilstande, af hvilke én især bør nævnes som den farligste og mest konstante i sin art: en slags epilepsi, der ikke sjældent gik over i en trance, som uhyggeligt lignede døden selv og som hun i reglen vågnede brat og uventet af.

Imidlertid fik min egen sygdom – man har fortalt mig, at min tilstand kun kan betegnes sådan – min egen sygdom, altså, fik større og større magt over mig og antog til sidst karakter af monomani, en ny og højst mærkværdig form for monomani, der time for time blev stærkere og som omsider helt tog magten fra mig. Den ytrede sig som en sygelig irritabilitet i de åndsevner, man i psykologien kalder de attentive. Det er mere end sandsynligt, at man ikke forstår mig, men jeg savner ord til at give den almindelige læser en fyldestgørende forestilling om den intensitet, hvormed mine tanker fordybede sig i betragtninger over selv de mest almindelige ting.

Jeg kunne sidde og gruble i timevis uden at trættes med opmærksomheden rettet på typografien i en bog eller på en tilfældig skitse i dens margin. Jeg kunne det meste af en sommerdag fortabe mig i beskuelsen af en ejendommelig skygge, der faldt skråt henover tapetet eller på døren. Jeg kunne glemme mig selv en hel nat, når jeg sad og stirrede på lampens rolige flamme eller kaminens flakkende gløder. Jeg kunne drømme hele dage bort over duften af en blomst. Jeg kunne blive ved at gentage et eller andet almindeligt ord i det uendelige, indtil lyden på grund af den stadige gentagelse ikke fremkaldte nogen forestilling i bevidstheden mere. Jeg kunne frigøre mig for for enhver fornemmelse af bevægelse eller legemlig eksistens, når jeg tvang mig selv til at overholde en langvarig og absolut uvirksomhed. Det var et par af de mest almindelige og mindst skadelige indfald, som havde sit udspring i en sjælelig tilstand, der ganske vist ikke er fuldstændig uden sidestykke, men som dog byder enhver analyse eller forklaring trods.

Misforstå mig nu ikke. Den upassende, alvorlige og sygelige interesse, der blev vakt i mig af genstande, som i sig selv var ligegyldige, må ikke forveksles med den tilbøjelighed til grublen, der er fælles for alle og som især dyrkes af mennesker med en brændende fantasi. Det var heller ikke, som man måske kunne tro, nogen yderliggående form for eller overdrivelse af en sådan tilbøjelighed, men tværtimod en tilstand, der i alt det væsentlige adskilte sig fra den almindeligt kendte. I det tilfælde fængsles drømmeren eller fantasten af en genstand, der i reglen ikke er ligegyldig, hvorefter han umærkeligt taber denne genstand af syne i et vildnis af tanker og forestillinger, som har sit udspring i den, indtil han ved slutningen af sin dagdrøm, der ofte har været overordentlig behagelig, opdager, at incitamentet, den oprindelige årsag til hans grublerier, er fuldstændig forsvundet og glemt.

For mig derimod, var den oprindelige genstand ufravigelig ligegyldig, selv om den ganske vist nok på grund af min unaturlige betragtningsmåde fik en forvrænget og uvirkelig betydning. Den fremkaldte kun få tanker, om overhovedet nogen, og disse få kredsede hårdnakket omkring den oprindelige genstand som centrum. Mine grublerier var aldrig behagelige, og når jeg var færdig med dem, var den første årsag ikke svundet mig af syne, tværtimod havde den tiltrukket sig hele den unaturligt overdrevne interesse, som var det mest fremtrædende træk i min sygdom. Kort sagt, de åndsevner, der især blev anvendt hos mig, var, som jeg allerede har sagt, de attentive. Hos dagdrømmeren er det de spekulative.

Selv om de bøger, jeg læste i denne periode, ikke direkte tjente til at forværre min sygdom, var valget af dem dog tydeligt nok et karakteristisk symptom på sygdommen selv. Jeg husker blandt andre den hellige Augustinus’ store værk Guds Stad og Tertullians De Carne Christi, hvori denne paradoksale sætning står: “Mortuus est Dei filius, credibile est quia ineptum est, et sepultus resurrexit, certum est quia impossibile est.” (Guds søn er død, det er troligt, fordi det er usandsynligt, og han er opstået fra de døde, det er vist og sikkert, fordi det er umuligt.) Dette paradoks optog mig uafbrudt i ugevis, men al min belastende gransken var ganske frugtesløs.

Det fremgår heraf, at min forstand, der kun lod sig bringe ud af ligevægt af ubetydeligheder, frembød lighed med klippen i havet, om hvilken Ptolemæus Hephestion fortæller, at den urokkelig modstod al menneskelig vold og elementernes rasen, men skælvede, når den berørtes af en pinselilje. Og skønt det måske vil forekomme den overfladiske tænker hævet over enhver tvivl, at den forandring, som Berenices ulykkelige sygdom fremkaldte hos hende i sjælelig henseende, måtte give mig rig lejlighed til at udfolde den intensive og abnorme tankevirksomhed, hvis beskaffenhed jeg har haft min møje med at forklare, var det dog på ingen måde tilfældet. I mine klare øjeblikke gjorde hendes ulykke mig virkelig ondt, men samtidig med at jeg tog den fuldstændige ødelæggelse af hendes skønne og blide liv inderligt nær, kunne jeg ikke lade være med i bitterhed at grunde over de mirakuløse kræfter, som så pludseligt havde fremkaldt denne mærkelige forandring. Men disse overvejelser havde intet med min egen sygdom at gøre. Tro mod sin egen karakter svælgede min sygdom i de mindre betydende, men mere iøjnefaldende forandringer, der skete med Berenice i legemlig henseende – den sælsomme og forfærdelige ændring af hendes fremtoning.

Dengang da hendes uforlignelige skønhed strålede stærkest, elskede jeg hende ganske sikkert ikke. Abnorm som jeg var, havde jeg aldrig huset følelser i hjertet. Mine lidenskaber havde altid kun hjemme i tanken. Ved daggryets blege lys, ved middagstid mellem skovens fletværk af skygger, ved nattetid, når jeg sad i mit stille bibliotek, svævede hun forbi mine øjne, og jeg så hende – ikke som den levende og åndende Berenice, men som en drømmens Berenice. Ikke jordisk som en jordens skabning, men som en sådan skabnings abstraktion. Ikke som et væsen skabt til at beundres, men til at undres over. Ikke som en genstand for min kærlighed, men som et emne for den vanskeligste om end spredte grublen. Og nu gyste jeg i hendes nærhed og jeg blev bleg ved hendes komme. Og mens jeg begræd hendes trøsteløse stilling, erindrede jeg, at hun havde elsket mig længe, og i en ond time talte jeg til hende om ægteskab.

Omsider nærmede tiden for vort bryllup sig, da jeg en – en af disse usædvanlig varme, stille, tågede vintereftermiddage – sad i den inderste afdeling af biblioteket. Jeg troede, jeg var alene, men da jeg så op, så jeg, at Berenice stod foran mig. Var det min egen opkørte fantasi eller påvirkningen fra den tågede luft eller det usikre tusmørke i stuen eller den grå løstsiddende klædedragt, der gjorde, at hendes omrids var så vage og ubestemte? Jeg ved det ikke. Hun sagde ikke et ord, og jeg kunne ikke have ytret en stavelse, om det så skulle have kostet mit liv. En isnende kulde gennemstrømmede min krop, en følelse af uudholdelig angst knugede mig, en fortærende nysgerrighed gennemtrængte min sjæl. Jeg sank tilbage i stolen og blev siddende længe uden at ånde, uden at røre mig og med blikket stift rettet mod Berenice. Hun var fuldstændig afmagret og ikke et eneste spor af hendes tidligere jeg gemte sig i hendes træk. Til sidst faldt mit brændende blik på hendes ansigt.

Panden var høj og meget bleg og mærkeligt lysende. Håret, der engang havde været skinnende sort, faldt ned over panden og de hule tindinger i talløse viltre, gullige krøller, der stak grelt af mod ansigtets vemodige udtryk. Øjnene var uden liv og uden glans og tilsyneladende uden pupiller. Jeg gyste uvilkårligt over deres stive, glasagtige stirren og fæstnede blikket på de tynde, indskrumpede læber. De skiltes, og hendes tænder blottede sig langsomt for mig i et sælsomt varslende smil. Gud give, at jeg aldrig havde set dem, eller at jeg var død, da jeg så dem!

Lyden af en dør, der blev lukket, vækkede mig, jeg så op og opdagede, at min kusine havde forladt stuen. Men ak, det spøgelseshvide billede af tænderne havde ikke forladt mig og ville ikke forlade min forvirrede hjernes kammer. Ikke en plet på overfladen, ikke en skygge på emaljen, ikke en ridse i kanten. Hendes flygtige smil havde været tilstrækkeligt til at brænde synet ind i min erindring. Nu så jeg dem endog tydeligere end før. Tænderne! Tænderne! De var her og der og alle vegne, synlige og følelige foran mig, lange, smalle og blændende hvide med de blege, blodløse læber trukket til side som i selve det forfærdelige øjeblik, da de blottede sig for mig.

Så meldte min monomani sig med hele sin rasende styrke, og jeg kæmpede forgæves mod dens mærkelige og uimodståelige magt. I hele den ydre verdens brogede mangfoldighed havde jeg ikke tanke for andet end tænderne. Jeg længtes vanvittigt efter dem. Alle andre evner og alle andre interesser blev fuldstændig opslugt af denne ene idé. Tænderne! Tænderne alene viste sig for mit indre øje, og de blev alt hvad mine tanker beskæftigede sig med. Jeg betragtede dem i enhver belysning. Jeg anbragte dem i alle tænkelige stillinger. Jeg mærkede mig deres særpræg. Jeg dvælede ved deres ejendommeligheder. Jeg grundede over deres opbygning. Jeg tænkte på foranderligheden i deres natur. Jeg gyste, da jeg i tankerne tilskrev dem en følsom og sansende evne, ja endogså evnen til at udtrykke sig uden læbernes hjælp.

Om Mademoiselle Sallé har man træffende sagt, “que tous ses pas étaient des sentiments” (alle hendes trin var følelser), og hvad Berenice angår, troede jeg fuldt og fast, “que toutes ses dents étaient des idées” (alle hendes tænder var ideer). Des idées! Ja det var den afsindige tanke, der tilintetgjorde mig! Des idées! ja, det var derfor, jeg begærede dem så vildt! Jeg følte, at kun besiddelsen af dem kunne give mig fred igen, fordi den ville give mig min forstand tilbage.

Således sad jeg endnu, da det blev aften, og det blev nat og mørket kom og svandt igen, og dagen gryede påny, og det blev atter nat og mørket hyllede sig om mig, og stadig sad jeg ubevægelig i stuens ensomhed, begravet i min grublen, og stadig udøvede det levende og uhyggeligt tydelige fantasibillede af tænderne sin frygtelige magt over mig, som det svævede omkring imellem stuens skiftende lys og skygger. Til sidst brød et fortvivlet rædselsskrig ind i min drøm, så blev der et øjebliks stilhed og derpå fulgte lyden af bekymrede stemmer blandet med en sagte jamren.

Jeg rejste mig fra min stol, rev den ene af bibliotekets døre op og så en tjenestepige stå ude i forstuen fuldstændig opløst i tårer. Hun fortalte mig, at Berenice – ikke var mere. Hun havde fået et epileptisk anfald tidligt om morgenen og nu, da natten nærmede sig, var graven allerede parat til at modtage sin beboer, og alle forberedelser til begravelsen var truffet.

Jeg fandt mig påny siddende alene i biblioteket. Det forekom mig, at jeg nylig var vågnet op af en forvirret og ophidsende drøm. Jeg vidste, at det var midnat, og jeg var klar over, at Berenice var blevet begravet ved solnedgang, men om det uhyggelige tidsrum, der lå imellem, havde jeg ingen, i hvert fald ingen bestemt forestilling. Og dog var erindringen om det opfyldt af rædsel, en rædsel, der var så meget mere rædselsfuld, fordi den var vag, en gru, der var så meget mere grufuld, fordi den var fuld af anelser. Det var et frygteligt blad i min tilværelses bog, helt overskrevet med dunkle, afskyelige og uforståelige erindringer. Jeg prøvede at tyde tegnene, men forgæves. Og hele tiden lød for mit øre som genfærdet af en hendøet lyd: en kvindestemmes skarpe og gennemtrængende skrig. Jeg havde udøvet en dåd – men hvilken? Jeg rettede spørgsmålet højt til mig selv, og stuens hviskende ekko svarede mig: hvilken?

På bordet ved siden af mig brændte en lampe, og i nærheden af den lå der en lille æske. Den var på ingen måde mærkelig og jeg havde ofte set den før, for den tilhørte vor familielæge, men hvordan var den kommet her, på mit bord, og hvorfor gyste jeg ved synet af den? Det forstod jeg ikke og mit blik faldt til sidst på de opslåede sider i en bog og på en indstreget sætning. Det var digteren Ebn Zaiats sære og enfoldige ord: “Dicebant mihi sodales, si sepulchrum amicæ visitarem, curas meas aliquantulum fore Ievatas”. (Mine ledsagere sagde til mig, at hvis jeg ville besøge min vens grav, kunne det måske mildne mine bekymringer). Hvorfor rejste hårene sig på mit hoved, når jeg læste dem, og hvorfor stivnede mit blod til is i mine årer?

Det bankede let på døren til biblioteket og en tjener trådte sagte ind. Han var bleg som et lig og hans øjne var vilde af rædsel. Han talte til mig med skælvende stemme, hæst og meget sagte. Hvad talte han om? Det lød for mig som brudte ord og sætninger. Han talte om et vildt skrig, der sønderflængede nattens stilhed, om tjenerskabet, der stimlede sammen, om eftersøgning i retning af lyden, og så blev hans stemme gennemtrængende skarp, da han hviskede til mig om en krænket grav, om et mishandlet, ligklædt legeme, der endnu åndede, hvis hjerte endnu bankende, som endnu levede!

Han pegede på mine klæder. De var tilsølede af jord og plettede af levret blod. Jeg sagde intet og han tog varsomt min hånd – den bar mærker af et menneskes negle. Han henledte min opmærksomhed på et redskab, der stod op ad væggen. Jeg stirrede på det i nogle minutter. Det var en spade. Med et skrig sprang jeg hen til bordet og greb den lille æske. Men jeg kunne ikke få den op. Jeg rystede på hænderne, og æsken faldt på gulvet. Den faldt tungt og gik i stykker, og ud af den rullede med en raslende lyd nogle tandlæge-instrumenter – og 32 små, hvide elfenbensglinsende tingester, som spredtes over hele gulvet.

Trykt i Southern Literary Messenger, 1835

Kort om Edgar Allan Poe

Født den 19. januar 1809
Død den 7. oktober 1849

Læs mere på Gyseren.dk

Overkøjen af Francis Marion Crawford

F. Marion CrawfordI

En eller anden bad om cigarerne. Vi havde siddet og snakket længe, og samtalen var så småt ved at ebbe ud. Tobaksrøgen var begyndt at hænge i de tykke gardiner, og det var allerede ganske åbenbart, at med mindre en eller anden gjorde noget, som kunne peppe vores døsige ånder op, ville sammenkomsten snart nå sin naturlige afslutning, og vi, gæsterne, ville ilsomt søge hjem i seng. Ingen havde sagt noget særligt bemærkelsesværdigt; måske var der ingen, der havde noget særligt bemærkelsesværdigt at sige. Jones havde informeret os om samtlige enkeltheder vedrørende hans seneste jagtoplevelser i Yorkshire. Mr. Tompkins fra Boston havde skænket os en endeløs forklaring på de arbejdsprincipper, takket være hvis behørige og omhyggelige overholdelse, Atchinson-, Topeka- og Santa Fe- jernbanen ikke blot udvidede sit domæne, men også i årevis havde formået at lulle passagerne ind i troen på, at førnævnte selskab virkelig var i stand til at transportere menneskeliv uden at tilintetgøre dem.

Det er unødvendigt at gå yderligere i detaljer. Vi havde siddet til bords i flere timer; vi kedede os, vi var trætte, og ingen gjorde mine til at rejse sig.

En eller anden bad om cigarer. Instinktivt så vi alle hen på ham. Brisbane var en mand på femogtredive år og udmærkede sig ved de kvalifikationer, som hovedsageligt vækker mænds opmærksomhed. Han var en stærk mand. Hans skikkelses ydre dimensioner frembød intet usædvanligt for den almindelige beskuer, om end hans format var over gennemsnittet. Han var over 180 centimeter høj og forholdsvis bredskuldret. Han virkede ikke svær men på den anden side bestemt heller spinkel. Hans smalle hoved blev båret af en kraftig, senet hals; hans brede, muskuløse hænder syntes at besidde en besynderlig evne til at knække valnødder uden den normale bistand af en nøddeknækker. Og når man så ham fra siden, kunne man ikke lade være med at bemærke hans ærmers ekstraordinære bredde og hans brystkasses usædvanlige volumen. Han var en af de mænd, om hvem man almindeligvis siger, at deres ydre bedrager; det vil sige, at skønt han så overordentligt stærk ud, så var han i virkeligheden meget stærkere, end han så ud til. Om hans udseende i øvrigt behøver jeg ikke at sige meget. Hans hoved er lille, hans hår er tyndt, hans øjne er blå, hans næse er stor, han har et lille overskæg og en kraftig, firkantet hage. Alle og enhver kender Brisbane, og da han bad om en cigar, så alle på ham.

”Det er en højst egenartet ting,” sagde Brisbane.

Alle holdt op med at tale. Brisbanes røst var ikke høj og lydelig, men den besad en ejendommelig evne til at trænge ind i almindelig konversation og skære igennem den som en kniv. Alle lyttede. Brisbane, som konstaterede, at han havde tiltrukket sig almen opmærksomhed, tændte sin cigar med største sindsro.

”Det er en højst egenartet ting,” gentog han, ”dette her med spøgelser. Folk spørger altid, om nogen har set et spøgelse. Det har jeg.”

”Pladder! De? Hold op, Brisbane. En mand med Deres intelligens!”

Et kor af vantro udbrud hilste Brisbanes sælsomme erklæring. Alle bad om cigarer, og Stubbs, butleren, dukkede pludselig op fra et ukendt intets dybder med en ny flaske tør champagne. Situationen var reddet; Brisbane ville fortælle en historie.

”Jeg er gammel sømand,” sagde Brisbane, ”i hvert fald som passager. Og da jeg ofte må krydse Atlanten, har jeg mine yndlingsbåde. Jeg har en vane med at vente på bestemte skibe, når jeg er nødt til at krydse den andedam. Måske er det en fordom, men jeg er nu aldrig blevet snydt for en god, behagelig overfart undtagen én gang i mit liv. Jeg husker det udmærket. Det var i juni, og ‘Kamtsjatka’ var en af mine yndlingsbåde. Jeg siger var, for det er den aldeles afgjort ikke mere. Jeg kan ikke forestille mig noget som helst, der skulle kunne lokke mig til at tage endnu en rejse med det skib. Det er usandsynligt velformet agter, dets stævn er høj nok til at holde det tørt, og de fleste af underkøjerne er af dobbeltstørrelse. Det har en masse gode egenskaber, men jeg skal aldrig sejle med det mere. Undskyld dette sidespring. Jeg kom om bord. Jeg fik fat i en steward, hvis røde næse og endnu rødere bakkenbarter var mig lige velkendte.

‘Ethundredeogfem, underkøjen,’ sagde jeg i en forretningsmæssig tone.

Stewarden tog min kuffert, min overfrakke og mit rejsetæppe. Jeg skal aldrig glemme hans ansigtsudtryk. Ikke at han blev bleg, men han fik et ansigtsudtryk, så jeg troede, at han enten skulle til at udgyde tårer, til at nyse eller til at tabe min kuffert. Da sidstnævnte indeholdt to flasker ganske særligt udsøgt, fin, gammel sherry, som min gamle ven Snigginson van Pickyns havde foræret mig til rejsen, blev jeg yderst nervøs. Men stewarden gjorde ingen af delene.

‘Fanden ta’ mig,’ sagde han sagte og gik i forvejen.

Jeg formodede, at stewarden, som altså nu førte mig nedenunder, havde fået lidt rigelig whisky, men jeg sagde ikke noget, fulgte bare efter ham. Ethundredeogfem lå om bagbord, vel agterude. Der var ikke noget særligt bemærkelsesværdigt ved kahytten. Underkøjen var, som de fleste af underkøjerne på ‘Kamtsjatka’, dobbeltbredde. Der var masser af plads. Der var det sædvanlige servante-arrangement. Der var den sædvanlige tandstang af brunt træ, hvori det er lettere at anbringe en overdimensioneret paraply end en almindelig tandbørste. På den lidet indbydende madras lå, omhyggeligt sammenfoldet, disse tæpper, som en stor, moderne humorist så træffende har sammenlignet med kolde klattekager. Spørgsmålet om, hvad man gjorde, når man skulle bruge et håndklæde, var fuldstændigt overladt til passagerens fantasi. Glaskaraflerne var fyldt med et gennemsigtigt fluidum, som havde et svagt brunligt anstrøg, og hvorfra en mindre svag men ikke mere behagelig odør nåede ens næsebor som en fjern, kvalmende mindelse om et olietilsølet maskineri. Tristfarvede forhæng var halvvejs trukket for overkøjen. Det disede juni-dagslys kastede et sløvt lys ind over det trøstekløse lille sceneri. Huhh!  Hvor jeg hadede den kahyt!

Stewarden deponerede mit grej og så på mig, som om han kun havde tanke for at komme ud — sandsynligvis for at opsøge flere passagerer og flere drikkepenge. Det er altid en god idé at bringe sig i yndest hos disse tjenende ånder fra starten, og følgelig gav jeg ham nogle mønter lige på stedet.

‘Jeg skal forsøge at gøre det så behageligt for Dem, som jeg kan,’ bemærkede han, idet han stak pengene i lommen. Ikke desto mindre var der en skeptisk klang i hans røst, som undrede mig. Måske havde han sat sine drikkepenge-takster i vejret, så han ikke var tilfreds med det, han havde fået. Alt taget i betragtning var jeg dog mest tilbøjelig til at antage, at han, som han sikkert selv ville udtrykke det, ‘trængte til lige en lille én endnu’. Men jeg tog fejl; jeg gjorde manden uret.

II

Intet særligt nævneværdigt hændte i dagens løb. Vi lagde fra kaj præcist, og det var såre behageligt at være vel undervejs, for vejret var hedt og lummert, og damperens bevægelser fremkaldte en forfriskende luftning.

Alle og enhver ved, hvordan den første dag til vands former sig. Folk trasker frem og tilbage på dækkene og kigger på hinanden og træffer nu og da bekendte, som de ikke vidste var ombord. Der hersker den sædvanlige uvished om, hvorvidt maden vil vise sig at være god, dårlig eller intetsigende, indtil de første to måltider har gjort det af med enhver mulighed for tvivl. Der er den sædvanlige uvished med hensyn til vejret, indtil skibet er et godt stykke hinsides Fire Island. Bordene er tæt besat til at begynde med og så pludselig tyndt besat. Folk med blege åsyn springer op fra deres stole og styrter over hals og hoved mod døren, og enhver gammel sejler ånder mere frit, efterhånden som hans søsyge naboer haster bort fra hans side og efterlader ham mere albuerum og ubegrænset rådighed over sennepen.

Den ene tur over Atlanten ligner meget den anden, og vi, som må tage turen tit, tager den ikke, fordi den har nyhedens interesse. Hvaler og isbjerge er visselig interessante objekter, men når alt kommer til alt, er den ene hval ikke stort forskellig fra den anden, og man ser sjældent et isbjerg på nært hold. For flertallet af os er dagens frydefuldeste stund om bord på en oceandamper det øjeblik, da vi har taget vores sidste tur på dækket, røget aftenens sidste cigar og, efter at det således er lykkedes at gøre os selv trætte, føler os berettiget til at tørne ind med en ren samvittighed. Denne første aften på rejsen følte jeg mig ganske særligt dvask, så jeg gik til køjs i  ethundredefem tidligere, end jeg plejer at gøre. Da jeg kom ned i kahytten, blev jeg klar over, at jeg skulle dele kahyt med en anden. En kuffert, som lignede min egen en hel del, lå i det modsatte hjørne, og i overkøjen lå et nydeligt sammenlagt rejsetæppe samt en stok og en paraply. Jeg havde håbet at få kahytten for mig så jeg ærgrede mig noget, men jeg var naturligvis nysgerrig efter at vide, hvem min værelseskammerat var, så jeg besluttede at vente med at sove, til jeg havde set ham.

Jeg havde ikke ligget ret længe, før han kom ind. Han var, så vidt jeg kunne se, en meget høj mand, meget tynd og meget bleg med sandfarvet hår og bakkenbarter og næsten grå øjne. Der var, forekom det mig, et skær af noget tvivlsomt eller mystisk over ham; han var en type, man godt kunne vente at møde i Wall Street, men man ville ikke være i stand til med sikkerhed at sige, hvad han havde at gøre der. Han var ligesom lovlig velklædt — det virkede lidt mærkeligt. Der er altid en tre-fire af den slags på en oceandamper. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke brød mig om at stifte nærmere bekendtskab med ham, og jeg lagde mig til at sove besluttet på at lægge mærke til hans vaner, gå jeg kunne undgå ham i videst muligt omfang; hvis han havde for vane at stå tidligt op, ville jeg stå sent op; hvis han gik sent til køjs, ville jeg gå tidligt til køjs. Jeg brød mig ikke om at lære ham at kende. Hvis man først kommer i med den slags folk, så hænger de altid efter én. Stakkels fyr! Jeg havde ikke behøvet at ulejlige mig med at tage alle disse beslutninger vedrørende ham, for jeg så ham aldrig siden denne første aften i et hundrede og fem.

Jeg sov trygt, da jeg pludselig blev vækket ved et kraftigt spektakel. Efter lyden at dømme måtte min værelseskammerat være sprunget fra overkøjen ned på dørken i ét spring. Nu hørte jeg ham mase med slåen og håndtaget på kahytsdøren, som gik op næsten med det samme, og så hørte jeg hans fødder klapre, mens han i fuld fart løb hen ad kahytsgangen og lod døren blive stående åben efter sig. Skibet rullede lidt, så jeg ventede faktisk at høre ham snuble eller falde, men han styrtede af sted, som om han løb for livet. Døren svingede på sine hængsler i takt med skibets bevægelser, og lyden irriterede mig. Jeg stod op, gik hen og lukkede den og famlede mig tilbage til min køje i mørket. Jeg faldt atter i søvn, men jeg har ingen anelse om, hvor længe jeg sov.

Da jeg vågnede, var det stadig helt mørkt, men jeg havde en ubehagelig fornemmelse af kulde, og det forekom mig, at luften var så underlig klam. De kender den ejendommelige lugt, der kan være i en kahyt, som har været spulet af havvand. Jeg pakkede mig selv ind, så godt jeg kunne og døsede atter hen, mens jeg udformede den klage, jeg ville indgive næste dag. Jeg kunne høre min værelseskammerat vende og dreje sig i overkøjen. Han var velsagtens kommet tilbage, mens jeg havde sovet. På et vist tidspunkt hørte jeg ham stønne, og jeg gik ud fra, at han var ved at blive søsyg. Det er særligt ubehageligt, når man selv har underkøjen. Ikke desto mindre faldt jeg atter i søvn og sov til tidligt på morgenen.

Skibet rullede kraftigt nu, meget mere end aftenen før, og det grå lys, som kom ind gennem koøjet, skiftede hvert øjeblik, alt eftersom skibssiden vendte ruden i koøjet ned mod vandet eller op mod himlen. Det var meget koldt — ubegribeligt koldt i betragtning af, at vi dog var i juni måned. Jeg drejede hovedet og så hen på koøjet og opdagede til min forbavselse, at det ikke blot var lukket op men også drejet helt tilbage og gjort fast til væggen. Jeg stod op og lukkede det. Da jeg vendte mig om, kastede jeg et blik op mod overkøjen. Forhængene var trukket tæt for; min rejsefælle havde åbenbart frosset lige så meget som jeg. Det faldt mig ind, at jeg faktisk havde sovet tilstrækkeligt. Der var ubehageligt i kahytten, om end jeg, mærkeligt nok, ikke kunne mærke noget til den klamme fugtighed, som havde generet mig om natten. Min værelseskammerat sov stadig — en glimrende lejlighed til at undgå ham, så jeg skyndte mig at klæde mig på og gik op på dækket. Vejret var lummert og skyet, og der lå en olieagtig dunst over vandet. Klokken var syv, da jeg kom ud på dækket — jeg havde ikke forestillet mig, at den var nær så meget. Så traf jeg skibslægen, som var ude at nyde morgenluften. Han var en ung mand fra det vestlige Irland — en vældig kraftkarl med sort hår og blå øjne: han havde allerede en tendens til at blive svær men virkede ellers som en frisk og hyggelig fyr, ganske tiltalende.

‘Dejlig morgen,’ bemærkede jeg for at sige noget.

‘Nja-ah,’ sagde han og betragtede mig med umiskendelig interesse, ‘det er en dejlig morgen, og det er ikke en dejlig morgen. Jeg gir nu ikke meget for den.’

‘Tjah, næh, det kan der måske være noget om,’ sagde jeg.

‘Det er, hvad jeg vil kalde lummert vejr?’ svarede doktoren.

‘I nat var det nu meget koldt — det syntes jeg i hvert fald,’ bemærkede jeg. ‘Men selvfølgelig, da jeg vågnede og så mig om, opdagede jeg, at koøjet stod på vid gab. Det havde jeg ikke lagt mærke til, da jeg gik til køjs. Og hele kahytten var så underligt fugtig, klam.’

‘Klam!’ udbrød han. ‘På hvilket dæk ligger Deres kahyt?’

‘Ethundredeogfem.’ Til min forbløffelse gav det et mærkbart sæt i doktoren, og han begyndte at stirre på mig.

‘Hvad er der i vejen?’ spurgte jeg.

‘Åh ingenting,’ svarede han; ‘det er bare det, at alle har klaget over den kahyt på de sidste tre overfarter.’

‘Ja, jeg har så sandelig også tænkt mig at klage,’ sagde jeg. ‘Den er ikke blevet luftet ordentligt ud. Det er noget svineri!’

‘Jeg tror ikke, der er noget at gøre ved det,’ svarede lægen. ‘Jeg tror, det er noget … nå ja, det er ikke mit job at skræmme passagererne.’

‘De behøver ikke at være bange for at skræmme mig,’ replicerede jeg. ‘Jeg kan tage så megen klam luft, det skal være. Hvis jeg skulle få en virkelig skrap forkølelse, så kommer jeg op til Dem.’

Jeg bød doktoren en cigar, som han modtog og undersøgte meget kritisk. “Det er ikke så meget den klamme luft,’ bemærkede han. ‘Men De skal såmænd nok få det rart. Deler De kahytten?’

‘Ja, en skør fyr, om galopperer ud midt om natten og lader døren stå på vid gab.’

Atter så doktoren så underligt på mig. Så tændte han cigaren og fik et alvorligt udtryk i ansigtet. ‘Kom han tilbage?’ spurgte han pludselig.

‘Ja. Jeg sov ganske vist, men jeg vågnede og hørte ham rumstere. Så kom jeg til at fryse, og så faldt jeg i søvn igen. I morges så jeg, at koøjet stod åbent.’

‘Nu skal jeg sige Dem noget,’ sagde doktoren roligt, ‘jeg ynder ikke dette her skib. Jeg er revnende ligeglad med dets renommé. Nu skal jeg sige Dem, hvad jeg vil gøre. Jeg har en stor, rummelig kahyt heroppe. Jeg vil dele den med Dem, skønt jeg ikke aner , hvem De er.’

Jeg blev højst overrasket over dette forslag. Jeg kunne ikke begribe, hvorfor han pludselig udviste en sådan interesse for mit velfærd. Men det var en besynderlig måde, han talte om skibet på.

‘Det er vældigt pænt af Dem, doktor,’ svarede jeg, ‘men oprigtigt talt, jeg er da sikker på, at kahytten sagtens kan luftes ud eller blive gjort ren eller sådan noget. Hvad har De imod skibet?’

‘Vi er ikke overtroiske i vores profession, min herre,’ sagde lægen, ‘men det har folk det nu med at blive, når de færdes på søen. Jeg ønsker ikke at bilde Dem noget ind, og jeg ønsker ikke at skræmme Dem, men hvis De vil lytte til mit råd, så flytter De op til mig. Jeg ville hellere se Dem ryge over bord,’ tilføjede han, ‘end at vide, at De eller nogen anden skulle sove i ethundredeogfem.’

‘Vorherre bevares! Hvorfor?’ spurgte jeg.

‘Af den simple grund, at på de sidste tre overfarter er de folk, som havde fået den kahyt, røget over bord,’ svarede han dystert.

Det var en chokerende og yderst ubehagelig oplysning, må jeg indrømme. Jeg kiggede skarpt på doktoren for at se, om han gjorde grin med mig, men han virkede fuldstændig alvorlig. Jeg takkede ham for hans tilbud men tilføjede, at jeg agtede at blive undtagelsen til reglen om, at enhver, der sov i den bestemte kahyt, røg over bord. Han sagde ikke meget men vedblev at se meget alvorlig ud og bemærkede, før vi skiltes, at jeg formodentlig nok alligevel ville ændre mit syn på hans forslag. Da tiden var inde, gik vi til morgenbordet, hvor kun et uanseeligt antal passagerer var mødt frem. Jeg lagde mærke til, at et par af skibsofficererne, der spiste ved samme bord som jeg, så alvorligt på mig. Efter morgenmåltidet gik jeg ned i min kahyt for at hente en bog. Forhængene foran overkøjen var stadig trukket tæt til. Der hørtes ikke en lyd deroppe fra. Min kahytskammerat sov velsagtens endnu.

Da jeg kom ud, traf jeg den steward, som havde mig i sin flok. Han hviskede til mig, at kaptajnen gerne ville tale med mig, og strøg så af sted hen ad kahytsgangen, som om han var meget ivrig efter af undgå eventuelle spørgsmål. Jeg gik op til kaptajnens kahyt, hvor han sad og ventede på mig.

‘Sir,’ sagde han, ‘jeg vil gerne have lov til at bede Dem gøre mig en tjeneste.’

Jeg svarede, at det skulle være mig en glæde, om jeg kunne hjælpe ham med noget som helst.

‘Deres kahytkammerat er forsvundet,’ sagde han så. ‘Det vides, at han gik til køjs tidligt i aftes. Lagde De mærke til noget usædvanligt i hans optræden?’

Sådan som spørgsmålet kom, som en nøjagtig bekræftelse på den frygt, lægen havde givet udtryk for kun en halv time før, bevirkede det, at det gippede i mig. ‘De vil ikke fortælle mig, at han er faldet over bord?’ spurgte jeg.

‘Det er jeg bange for, at han er,’ svarede kaptajnen.

‘Det er minsandten det mest besynderlige,’ begyndte jeg.

‘Hvorfor?’ spurgte han.

‘Så er han den fjerde?’ udbrød jeg. Som svar på et nyt spørgsmål fra kaptajnen forklarede jeg, uden at nævne skibslægen, at jeg havde hørt historien om ethundredeogfem. Han lod til at blive meget misfornøjet over at høre, at jeg kendte den. Så fortalte jeg ham, hvad der var sket om natten.

‘Det, De siger,’ svarede han, ‘stemmer så at sige nøjagtigt med, hvad jeg fik fortalt af dem, der delte kahyt med de to af de tre andre. De sprang ud af køjen og fo’r henad kahytsgangen. Udkiggen så de to af dem ryge over bord; vi standsede og satte både ud, men vi fandt dem aldrig. Ingen har imidlertid hørt eller set ham, der forsvandt i nat — hvis han virkelig er forsvundet. Stewarden, som måske er en overtroisk fyr, og som derfor havde ventet, at der ville ske noget, gik ned for at se efter ham i morges og fandt hans køje tom, men hans tøj og hans øvrige grej var der stadig. Stewarden er den eneste mand om bord, der kendte ham af udseende, og han har ledt efter ham overalt. Han er forsvundet! Og nu, sir, vil jeg gerne bede Dem ikke at omtale sagen for nogen som helst af de øvrige passagerer. Jeg vil nødig have, at skibet skal få et dårligt ry, og intet klæber til en oceandamper som historier om selvmord. De kan vælge hvilken af officerskahytterne, De vil, min egen indbefattet, for resten af rejsen, Er det et fair tilbud?’

‘Særdeles fair; svarede jeg, ‘og jeg er Dem meget taknemmelig. Men eftersom jeg er alene og har kahytten for mig selv, vil jeg nu alligevel helst ikke flytte. Hvis stewarden vil fjerne den stakkels mands ting, så vil jeg foretrække at blive, hvor jeg er. Jeg skal ikke nævne et ord om sagen til nogen, og jeg kan love Dem, at jeg ikke vil følge min værelseskammerats eksempel.’

Kaptajnen prøvede på at få mig fra det, men jeg foretrak at have en kahyt for mig selv fremfor at skulle være sovekammerat med en af officererne. Jeg ved ikke, om jeg handlede tåbeligt, men hvis jeg havde fulgt hans råd, ville jeg ikke have haft mere at fortælle. Tilbage ville der have været det ubehaegelige sammentræf af flere selvmord blandt personer, som havde sovet i den samme kahyt, men det ville også have været det hele.

Det blev imidlertid på ingen måde enden på historien. Jeg besluttede stadigt, at jeg ikke ville lade mig gå på af den slags skrøner, og gik endog så vidt som til at diskutere spørgsmålet med kaptajnen. Der var noget galt med den kahyt, sagde jeg. Den var modbydeligt klam. Koøjet var ikke blevet lukket i aftes. Min værelseskammerat havde måske været syg, da han kom om bord, og han kunne have gået i vildelse, efter at han havde lagt sig. Måske holdt han sig nu skjult et eller andet sted på skibet, og måske fandt man ham før eller senere. Kahytten burde luftes ud, og koøjets lukkemekanisme burde gås efter. Hvis kaptajnen ville tillade mig at gå nu, så skulle jeg straks se til, at det jeg anså for påkrævet, blev gjort omgående.

‘Selvfølgelig har De ret til at blive, hvor De er, hvis De absolut vil,’ svarede han temmelig irriteret, ‘men jeg ville nu ønske, at De ville rykke ud og lade mig låse det hul af, og så færdig med det.’

Jeg så lidt anderledes på sagen og forlod kaptajnen efter at have lovet at holde tæt med min kahytskammerats forsvinden. Sidstnævnte havde ingen bekendte om bord, så ingen savnede ham i dagens løb. Hen under aften traf jeg doktoren, og han spurgte mig, om jeg havde ombestemt mig. Jeg svarede, at det havde jeg ikke.

‘Så gør De det inden længe,’ sagde han med alvorligt eftertryk.

III

Vi spillede whist om aftenen, og jeg gik sent til køjs. Jeg kan godt indrømme nu, at jeg fik en ubehagelig fornemmelse, da jeg kom ind i min kahyt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den høje mand, jeg havde set den foregående aften, og som nu var død, druknet, og lå og skvulpede i de lange dønninger en to-trehundrede sømil agterude. Hans ansigt tegnede sig meget tydeligt for mig, mens jeg klædte mig af, og jeg gik så vidt som til at trække forhængene for overkøjen fra — som for ligesom at overbevise mig om, at han virkelig var væk. Jeg låsete også  kahytsdøren omhyggeligt og slog slåen for. Så opdagede jeg pludselig, at koøjet atter var åbnet, slået helt tilbage og gjort fast til væggen. Dét var mere, end jeg kunne tage. Jeg jog i min morgenkåbe og gik ud for at finde Robert, min steward på denne tur. Jeg var godt gal, husker jeg, og da jeg fandt ham, halede jeg ham forbitret med ned til døren til ethundredeogfem og skubbede ham ind i kahytten, hen til koøjet.

‘Hvad i helvede er meningen, De slyngel, at lade det koøje stå åbent hver aften? Er De ikke klar over, at det simpelt hen er forbudt? Ved De ikke, at hvis skibet krænger, og vandet begynder at fosse ind, så vil ikke ti mand kunne lukke det? Jeg skal indberette Dem til kaptajnen, De sjuskehoved, for at have bragt skibet i fare!’

Jeg optrådte overordentligt groft. Manden skælvede og blev bleg men skyndte sig så at lukke den runde glasplade i den svære messingfatning. ‘Hvorfor siger De ikke noget?’ spurgte jeg opbragt.

‘Hvis jeg må have lov at sige det, sir,’ stammede Robert, ‘så er der altså ingen her om bord, som ka’ holde den lem lukket om natten. De ka’ sel’ prøve det, sir. Jeg er altså færdig med at være om bord i dette her fartøj, sir; jeg skal altså ikke nyde mer’. Men hvis at jeg var Dem, sir, så skred jeg altså hernede fra lige med det samme og flyttede op til skibslægen eller sådan noget, ja jeg gjorde. Hvis De vil se her, sir — vil De nu mene, at det er lukket forsvarligt eller ej? De ka’ selv prøve, sir. De ka’ altså ikke rokke det en tomme.’

Jeg prøvede at ruske i koøjet og konstaterede, at det sluttede hermetisk tæt.

‘Nå, sir,’ fortsatte Robert triumferende, ‘jeg vil holde mit renommé som førsteklasses steward på, at om en halv time, så står det altså på vid gab igen, sir. Og ikke bare det — så er det lukket helt tilbage og kroget fast på væggen, sir. Det er det djævelske ved sagen, sir, kroget fast på væggen! Det ka’ det jo ikke gøre af sig selv.’

Jeg kiggede indgående på den store håndskrue og den svære hulmøtrik, som løb på den. ‘Hvis jeg opdager, at det står åbent i nat, Robert, så giver jeg Dem fem pund. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Så kan De godt gå.’

‘En femmer, sagde De, sir. Det er altså pænt af Dem, sir. Mange tak, sir. Godnat, sir. Og sov godt og drøm behageligt.’ Robert strøg ud ad døren, tydeligvis henrykt over at slippe væk. Jeg tænkte selvfølgelig, at han havde prøvet på at dække over sin forsømmelighed med en fjoget historie, som åbenbart skulle skræmme mig. Jeg troede ikke et ord af, hvad han havde sagt.

Jeg gik i seng, og fem minutter efter at jeg havde pakket mig godt ned, slukkede Robert det lys, som skinnede ind gennem glasruden ved siden af døren. Jeg lå ganske stille i mørket og prøvede på at falde i søvn, men jeg blev hurtigt klar over, at det var mig umuligt. Der havde været en vis tilfredsstillelse i at skælde stewarden ud, og denne adspredelse havde gjort det af med den ubehagelige fornemmelse, jeg havde fået til at begynde med, da jeg kom til at tænke på den druknede mand, som havde delt kahyt med mig. Jeg var ikke længere søvnig. Jeg lå vågen et godt stykke tid og kiggede nu og da hen på koøjet, som jeg lige kunne se derfra, hvor jeg lå, og som i mørket lignede en svagt selvlysende suppetallerken, ophængt på en sort baggrund. Jeg antager, jeg må have ligget sådan en times tid eller så, og så vidt jeg husker det, var jeg lige ved at sove ind, da jeg pludselig blev lysvågen, dels fordi der stod en råkold træk ind i kahytten, og dels fordi jeg klart og tydeligt mærkede dråber af havvand sprøjte lige ind i synet på mig. Jeg sprang ud af køjen, og da jeg ikke i mørket havde tænkt på skibets bevægelser, blev jeg omgående med voldsomt kraft slynget over på den ottoman, som stod lige neden under koøjet. Jeg blev imidlertid straks klar over situationen og kom op på knæene. Koøjet stod atter på vid gab og var fæstnet til væggen!

Og dette her er ubestridelige kendsgerninger. Jeg var lysvågen, da jeg sprang ud af køjen, og hvis jeg ikke havde været, ville jeg aldeles afgjort være blevet det ved den lufttur, jeg fik over på ottomanen. Ydermere slog jeg både albuer og knæ ganske eftertrykkeligt. Der var store skrammer på dem næste morgen, som gjorde enhver tvivl om, hvad der var hændt, umulig. Koøjet stod åbent og var slået helt tilbage og fastgjort til væggen — det virkede så ufatteligt, at jeg tydeligt husker, hvordan jeg blev mere forbløffet end skræmt, da jeg konstaterede det. Jeg slog det omgående i igen og skruede hulmøtrikken til så stramt, jeg overhovedet kunne. Der var meget mørkt i kahytten. Jeg tænkte mig om og kom til det resultat, at koøjet måtte være blevet åbnet, inden der var gået en time, efter at Robert havde lukket det i mit påsyn, og jeg beluttede så at holde øje med det for at se, om det ville blive åbnet igen. Disse messingfatninger er meget svære og langtfra lette at bevæge; jeg kunne umuligt tro, at håndskruen var blevet rystet løs af skibsskruens rystelser. Jeg stod og kiggede ud gennem det tykke glas på de skiftevis hvide og grå sprøjt af havvand, om fossede forbi langs skibssiden. Jeg må have stået der sådan noget som et kvarters tid.

Pludselig, som jeg stod dér, hørte jeg ganske tydeligt noget bevæge sig i en af køjerne bag mig, og en brøkdel af et sekund efter, netop idet jeg rent instinktivt vendte mig om for at se hvad det var — selv om jeg naturligvis ikke kunne se noget i mørket — hørte jeg en ganske svag stønnen. Jeg satte i et spring tværs gennem kahytten og flåede forhængene foran overkøjen til side for at se, om der var nogen. Der var nogen.

Jeg husker, at da jeg stak hænderne ind i køjen, føltes det, som om jeg jog dem ind i luften i en klam kælder, og inde fra køjen kom et formeligt vindstød, som stank grufuldt af råddent havvand. Jeg fik fat i noget, der føltes en menneskearm, men som var olieglat og vådt og iskoldt. Og i næste nu, idet jeg begyndte at hale i det, sprang bæstet pludselig med voldsom kraft ud i hovedet på mig — en klam, dyndagtig masse, forekom det mig, tung og våd og alligevel i besiddelse af en helt overnaturlig styrke. Jeg vaklede baglæns tværs gennem kahytten og samtidigt gik kahytsdøren op, og djævelskabet fo’r ud.

Jeg havde ikke haft tid at blive rædselsslagen, og så snart jeg fik hold på mig selv, sprang jeg ud gennem døren og satte efter bæstet så hurtigt, jeg orkede, men det var for sent. En halv snes meter foran mig kunne jeg se — og det er jeg sikker på, at jeg så — en mørk skygge, som jog af sted hen gennem den smalle kahytsgang, så hurtigt som en galophest, der i nattemørket farer hen gennem en dårligt oplyst gade. I næste nu var den imidlertid forsvundet, og jeg stod og klamrede mig til det blankpudsede gelænder, som løb langs kahytsgangen til det hvor den drejede om til trappen op til dækket. Mit hår strittede lige op i luften, og den kolde sved løb mig ned ad ansigtet. Jeg skammer mig ikke det mindste over at sige det: Jeg var skrækslagen.

Alligevel kunne jeg ikke for alvor tro mine sanser, så jeg tog mig sammen. Det var skrupforrykt, tænkte jeg. Jeg havde nok ikke haft så godt af det sidste stykke med gammelost. Det hele måtte have været en slags mareridt. Jeg famlede mig tilbage til kahytten og tvang mig selv til at gå ind i den. Hele hulen stank af råddent havvand, ligesom det havde været tilfældet, da jeg vågnede natten før. Jeg måtte opbyde al min sjælsstyrke for at gå ind og rode i mit tøj efter en æske tændstikker. Da jeg fik tændt en lille rejse-læselygte, som jeg altid har med mig, når jeg er på farten, opdagede jeg, at koøjet igen stod åbent. En slags snigende rædsel begyndte at overmande mig. Jeg havde aldrig følt noget lignende før, og jeg håber heller aldrig at komme til det igen. Men jeg tog da lygten og lyste op i overkøjen med den. Jeg ventede at finde den gennemsivet af havvand.

Deri tog jeg imidlertid fejl. Klart nok havde der ligget nogen i køjen, og den stank også, som jeg havde ventet det, men sengetøjet var knastørt. Jeg tænkte, at Robert rimeligvis ikke havde haft mod til at rede køjen efter det, der var sket den foregående nat — at det hele havde været en led drøm. Jeg trak forhængene så langt tilbage som muligt og undersøgte køjen grundigt. Den var absolut tør over det hele. Men koøjet stod atter åbent. I en blanding af skræk og sløv fortumlethed lukkede jeg det og skruede det til. For en sikkerheds skyld stak jeg min svære stok gennem hullet i møtrikken og vred den om af alle kræfter, til det tykke metal begyndte at give efter under trykket. Så hægtede jeg min læselygte fast i det røde fløjl for hovedenden af ottomanen og satte mig for at prøve på at komme til mig selv igen. Jeg sad der hele natten, ude af stand til bare at drømme om at få lidt søvn i øjnene — dårligt nok i stand til overhovedet at tænke. Men koøjet forblev lukket, og jeg kunne ikke forestille mig, at det atter skulle kunne åbnes uden anvendelse af ganske overordentligt voldsom kraft.

Omsider gryede dagen, og jeg klædte mig langsomt på, mens jeg tænkte på alt det, der var sket i nattens løb. Det var en herlig dag, og jeg gik op på dækket, glad over at komme ud i den dejlige, rene morgensol og lugte brisen fra det blå hav — så helt anderledes end den halvrådne stank nede i min kahyt. Rent instinktivt styrede jeg agterud, i retning mod lægens kahyt. Han stod i døren med piben i munden og nød morgenluften ganske som den dag.

‘Godmorgen,’ sagde han roligt, men samtidigt betragtede han mig med umiskendelig nysgerrighed.

‘Doktor, De havde fuldstændig ret,’ sagde jeg. ‘Der er noget galt med den kahyt.’

‘Jeg tænkte nok, De ville komme på andre tanker,’ svarede han temmelig triumferende. ‘Så De havde en ubehagelig nat? Skal jeg brygge Dem en opstrammer? Jeg har en fortræffelig opskrift.’

‘Nej tak,’ udbrød jeg. ‘Men jeg vil gerne have lov at fortælle Dem, hvad der skete.’ Og så forsøgte jeg så klart som muligt at berette nøjagtigt, hvad der var hændt, og undlod ikke at erkende, at jeg var blevet så hundeangst, som jeg aldrig havde været det nogen sinde før i hele mit liv. Jeg uddybede ganske særligt fænomenet med koøjet, for her var der da en regulær kendsgerning, som jeg kunne garantere for, om så også resten havde været en illusion. Jeg havde lukket det to gange i nattens løb, og anden gang havde jeg direkte bøjet messinget, da jeg vred i det med min stok. Jeg tror nok, jeg understregede dette temmelig eftertrykkeligt.

‘Det virker, som om De venter, at jeg skal betvivle Deres beretning,’ sagde doktoren, idet han smilede lidt over min detaljerede omtale af koøjet. ‘Jeg tvivler ikke på en tøddel af den. Jeg gentager min indbydelse til Dem. Kom herop med Deres grej og overtag halvdelen af min kahyt.’

‘Kom De hellere og overtag halvdelen af min, bare én nat,’ sagde jeg. ‘Hjælp mig med at komme til bunds i dette her.’

‘De kommer til bunds i noget helt andet, hvis De prøver på det, De foreslår,’ svarede doktoren.

‘I hvad?’ spurgte jeg.

‘Til bunds i havet. Jeg for mit vedkommende skal ikke være på dette her skib længere. Her er alt andet end hyggeligt.’

‘Så vil De altså ikke hjælpe mig med at finde ud …?’

‘Nix, min herre,’ afbrød doktoren mig. ‘Mit job er at sørge for, at jeg selv er ved mine fulde fem — ikke at rumstere med spøgelser og den slags ting.’

‘Tror De virkelig, at det er et spøgelse?’ spurgte jeg temmelig hånligt. Men endnu mens jeg spurgte, mindedes jeg tydeligt den grufulde fornemmelse af at stå over for noget overnaturligt, som havde grebet mig i nattens løb. Skibslægen svarede mig i en uventet skarp tone.

‘Kan De komme med nogen som helst fornuftig forklaring på hele historien?’ spurgte han. ‘Nej. Det kan De ikke. Godt. De siger, at De vil finde en forklaring på den. Jeg siger, at det vil aldrig lykkes Dem, sir. Simpelthen fordi der ikke er nogen forklaring.’

‘Jamen, min gode mand,’ protesterede jeg, ‘vil De, som dog er akademiker, fortælle mig, at den slags ting ikke kan forklares?’

‘Ja, jeg vil,’ svarede han brysk, ‘og hvis de kunne det, så ville jeg ikke bryde mig om at være indblandet i forklaringen.’

Jeg følte ingen trang til at tilbringe endnu en nat alene i kahytten, og på den anden side var jeg indædt opsat på at komme til bunds i mysteriet. Jeg tror ikke, der er mange, som ville have sovet alene dernede efter to sådanne nætter, men jeg besluttede at prøve det, hvis jeg blot kunne få en til at dele vagten med mig. Doktoren var tydeligvis ikke indstillet på at være med til noget sådant. Han påpegede, at han var skibets læge, og at han havde pligt til altid at være i beredskab, hvis der skulle ske noget. Han kunne derfor ikke tillade sig at risikere at få nerverne i uorden. Måske havde han fuldkommen ret, men jeg er nu tilbøjelig til at tro, at hans afvisning ikke var uden sammenhæng med angst. På min forespørgsel meddelte han mig, at der efter hans skøn næppe fandtes et eneste menneske om bord, som ville gå med til at prøve det, jeg havde for, og da vi havde sludret lidt mere sammen, forlod jeg ham. Lidt senere traf jeg kaptajnen og fortalte så ham min historie. Jeg sagde, at hvis ingen ville tilbringe natten i kahytten sammen med mig, så ville jeg bede om tilladelse til at have lyset tændt hele natten, og så ville jeg vove forsøget ene mand.

‘Nu skal jeg sige Dem noget,’ sagde han. ‘Jeg vil selv dele natten med Dem, og så skal vi se, hvad der sker. Det er min mening, at vi må kunne finde ud af det i fællesskab. Det kunne da godt tænkes, at vi har en blind pasager om bord, som forsøger at redde sig en behagelig overfart ved at skræmme passagererne. Det kunne vel endelig også tænkes, at der er noget galt med selve køjen eller hele kahytten.’

Jeg foreslog så, at vi skulle tilkalde skibstømreren og bede ham gå hele kahytten grundigt igennem, og for øvrigt var jeg ovenud henrykt over kaptajnens tilbud om at dele nattevagten med mig. Han var straks med på mit forslag, og sendte bud efter tømreren og gav ham besked på at gøre alt, hvad jeg forlangte. Vi gik nedenunder. Vi halede alt sengetøjet ud af overkøjen og undersøgte den grundigt for at se, om der skulle være noget i vejen med den, eller om måske et af panelerne på indersiden af den var en slags hemmelig lem, som kunne skubbes til side. Så gik vi løs på resten af kahytten, undersøgte samtlige planker i dørken, bankede på dækket, skilte hele underkøjen ad — kort sagt: da vi var færdige, var der ikke en kvadrat-centimeter i hele kahytten, som ikke var blevet undersøgt minutiøst. Alt viste sig at være i fuldkomne orden, og vi sørgede for at bringe alt i samme stand igen. Da vi var lige ved at være færdige, kom Robert og kiggede ind ad døren.

‘Nå, sir — har De fundet noget, sir?’ spurgte han med et gyseligt grin.

‘De havde ret, hvad koøjet angår, Robert,’ svarede jeg og gav ham den lovede femmer.

Tømreren gjorde sig færdig uden at sige noget. Han kunne sit kram. Men da der ikke var mere at lave, rettede han sig op, vendte sig mod mig og sagde: ‘Jeg er jo bare en ganske almindelig håndværker, sir, men jeg mener nu altså, at det ville være bedst, om De tog Deres grej og lod mig smække nogle fire-tommers skruer i den dør dér. Der er aldrig kommet noget godt ud af denne her kahyt, og det er altså alt, hvad der at sige om den sag. Fire mennesker har mistet livet her, hvis jeg husker rigtigt, og det på fire ture. Drop det hellere, sir — drop det hellere!’

‘Jeg vil nu prøve det en nat endnu,’ sagde jeg.

‘Drop det hellere, sir, drop det hellere! Det er en rigtig led affære,’ gentog tømreren, idet han stoppede sit værktøj i sin taske og forlod kahytten.

Men jeg havde på ny fået blod på tanden ved tanken om, at kaptajnen ville gøre mig selskab, så jeg besluttede, at intet skulle afholde mig fra at køre dette forunderlige løb til ende. Jeg undlod at spise gammelost om aftenen, ligesom jeg afstod fra at deltage i den sædvanlige aften-whist. Jeg ville være helt sikker på mine nerver, og min forfængelighed gjorde mig opsat på at vise mig over for kaptajnen.

IV

Kaptajnen var et af disse prægtige, seje og hyggelige mennesker, hvis blanding af mod, ukuelighed og evne til at bevare roen i kritiske situationer ganske naturligt fører dem op i høje stillinger, hvor det gælder om at have folk, man kan stole på. Han var ikke en mand, der hoppede på den første den bedste skrøne, og alene det faktum, at han var villig til at gå sammen med mig om undersøgelsen, var i sig selv bevis på, at han mente, der var noget, som for alvor var galt fat. Til en vis grad stod jo også både hans eget og skibets renommé på spil. Det er en alt andet end ligegyldig sag, når pasagerer forsvinder om bord, og det vidste han så godt som nogen.

Ved titiden om aftenen, da jeg sad og røg en sidste cigar, kom han hen til mig og trak mig væk fra den del af dækket, hvor en hel del af passagererne travede en aftentur og nød det lune mørke.

‘Det er en alvorlig sag, dette her, Mr. Brisbane,’ sagde han. ‘Vi må være forberedt på ét af to — enten at få en lang næse eller at komme ud for en skrap oplevelse. De forstår nok, jeg kan ikke tillade mig at le ad affæren, og jeg kommer til at bede Dem til sin tid underskrive min rapport om, hvad der eventuelt måtte ske. Hvis der ikke sker noget i nat, så prøver vi igen i morgen nat og natten efter og så videre. Er De med?’

Vi gik så nedenunder og ind i kahytten. Lige idet vi gik ind, fik jeg øje på stewarden, Robert, som stod lidt længere henne i kahytsgangen og iagttog os med sit sædvanlige dumme grin, som om han var sikker på, at der nu ville ske noget rædselsfuldt. Kaptajnen lukkede døren efter os og slog slåen for.

‘Hvad mener De om, at vi stiller Deres kuffert hen foran døren?’ foreslog han. ‘En af os kan sidde på den. Så kan ingen i hvert fald slippe ud den vej. Er koøjet skruet ordentligt til?’

Jeg konstaterede, at det sad, som jeg havde efterladt det om morgenen. For den sags skyld ville så ganske givet heller ingen have kunnet åbne det uden at bruge en drivstang, sådan som jeg havde gjort det med min stok. Jeg trak forhængene for overkøjen til side, så jeg kunne se ind i den. På kaptajnens forslag tændte jeg min læselygte og anbragte den sådan, at den oplyste overkøjen. Han selv insisterede på at sidde på kufferten, så han kunne sværge på, at han havde siddet og spærret døren.

Så bad han mig undersøge kahytten grundigt, hvilket hurtigt var gjort, eftersom undersøgelsen kun bestod i at kigge ind under underkøjen og ind under ottomanen ved koøjet. Der var helt tomt begge steder.

‘Det vil være umuligt for noget menneskeligt væsen at komme ind,’ sagde jeg, ‘og lige så umuligt for noget menneskeligt væsen at åbne koøjet.’

‘Udmærket,’ sagde kaptajnen roligt. ‘Hvis vi ser noget, må det altså enten være noget, vi bilder os ind, eller noget overnaturligt.’

Jeg satte mig på kanten af underkøjen.

‘Første gang, det skete,’ sagde kaptajnen, idet han lagde benene over kors og lænede sig tilbage mod kahytsdøren, ‘var i marts. Passageren, som havde kahytten, og som sov i overkøjen, viste sig at have været sindssyg — i hvert fald var han kendt for at være temmelig skør, og han var rejst af sted uden sine venners eller pårørendes vidende. Han fo’r ud midt om natten og sprang over bord, inden vagthavende officer kunne nå at standse ham. Vi lagde bi og satte en båd ud. Det var en stille nat, lige før vi fik hårdt vejr, men vi kunne ikke finde ham. Naturligvis blev hans selvmord bagefter tilskrevet hans mentale tilstand.’

‘Jeg formoder, det er noget, der sker forholdsvis tit?’ bemærkede jeg temmelig åndsfraværende.

‘Ikke tit — nej, det kan man ikke sige,’ svarede kaptajnen. ‘Jeg selv har aldrig været ude for det før, men selvfølgelig har jeg nu og da hørt, at det er sket på andre skibe. Nå, men som jeg sagde, dette her skete i marts. Allerede på vores næste overfart … Hvad ser De på?’ spurgte han og afbrød pludselig sin beretning.

Jeg tror ikke, jeg svarede ham. Mit blik var naglet til koøjet. Det forekom mig, at messing-hulmøtrikken begyndte at dreje sig ganske langsomt på bolten — men så langsomt, at jeg alligevel ikke kunne være sikker på, at den bevægede sig. Jeg stirrede stift på den, mærkede mig dens position og prøvede på at blive klar over, om den virkelig drejede sig. Da kaptajnen så, hvad det var, jeg stirrede på, gjorde han ligeså.

‘Den bevæger sig!’ udbrød han i en tone, som gjorde det klart, at han ikke nærede ringeste tvivl. ‘Næh, det gør den alligevel ikke; tilføjede han så efter sådan noget som et minuts forløb.

‘Hvis det var noget, der skyldtes rystelserne fra skibsskruen,’ sagde jeg, ‘så burde den være gået op i dagens løb, men da jeg undersøgte den nu til aften, var den trukket lige så tæt til, som da jeg forlod den i morges.’ Jeg rejste mig og gik hen og prøvede møtrikken. Den var så afgjort blevet løsnet, for jeg kunne uden besvær dreje den med mine hænder.

‘Det besynderlige er,’ sagde kaptajnen, ‘at den anden mand, som forsvandt, menes at være kommet ud netop gennem det koøje. Det var en skrækkelig historie. Det var midt om natten, og himmel og hav stod i ét, og så blev der slået alarm: et af koøjerne stod åbent, og søen væltede ind. Jeg fo’r herned og fandt alting sejlende, vandet fossede ind, hver gang skibet krængede. Nå, vi fik da lukket, men vandet havde anrettet en hel del skade. Lige siden da stinker kahytten fra tid til anden af salt brakvand. Vi formodede, at passageren havde maset sig ud gennem koøjet om end guderne må vide, hvordan han havde båret sig ad med det. Stewarden blev ved med at fortælle mig, at han ikke kunne holde noget lukket hernede. På ære — jeg kan lugte det nu! Kan De ikke?’ spurgte han, idet han snusede mistænksomt.

‘Jo — ganske tydeligt,’ sagde jeg, og det gøs i mig, efterhånden som den velkendte stank af råddent havvand blev stærkere og stærkere. ‘Men se nu her: for at kunne lugte sådan, må kahytten da være gennemvåd,’ fortsatte jeg, ‘og jeg forsikrer Dem, at da skibstømreren og jeg gik den igennem i morges, var der knastørt overalt. Det er da fuldstændig fantas… Hov!’

Min læselygte, som jeg havde anbragt oppe i overkøjen, gik pludselig ud. Der kom stadig en hel del lys fra glasruden ved døren. Skibet rullede voldsomt, og forhængene for overkøjen svingede langt ud i kahytten og tilbage igen, Jeg rejste mig hurtigt fra kanten af min køje, og samtidigt sprang kaptajnen op med et forbløffet udråb. Jeg havde vendt ryggen til ham i den hensigt at tage læselygten ned for at undersøge den, da jeg hørte hans udbrud og i næste nu hans råb om hjælp. Jeg satte i et spring hen til ham. Han kæmpede af alle kræfter med håndskruen i koøjet. Det så ud, som om den drejede sig på trods af alle hans anstrengelser. Jeg greb min stok, et tykt egespir, som jeg næsten altid gik med, jog den gennem ringen og lagde mig over den med al min vægt. Men det solide træ knækkede pludselig, og jeg tumlede om på ottomanen. Da jeg atter kom på benene, stod koøjet på vid gab, og kaptajnen nærmest hang op ad kahytsdøren, dødbleg i ansigtet.

‘Der er noget i den køje!’ skreg han med en mærkelig røst, og det så ud, som om hans øjne var ved at springe ud af hovedet på ham. ‘Hold på døren, mens jeg ser efter — det skal ikke få lov at slippe fra os, hvad det så end er!’

Men i stedet for at overtage hans plads, sprang jeg op på kanten af underkøjen og greb fat i noget, som lå i overkøjen. Det var noget uvirkeligt, spøgelsesagtigt, grufuldt ud over enhver beskrivelse, og det bevægede sig i mit greb. Det føltes nærmest som liget af en mand, der var druknet for længe siden, men alligevel bevægede det sig, og det syntes at have ti mænds styrke. Jeg klamrede mig til det — dette slimede, dyndagtige, lede væsen. De døde, hvide øjne syntes at stirre på mig ud fra halvmørket; den rådne stank af salt brakvand hang ved det, og dets glinsende hår lå i slatne, våde krøller ned over dets døde fjæs. Jeg sloges med den døde tingest. Den kastede sig ud imod mig, tvang mig baglæns og var lige ved at brække mine arme. Den slog sine lig-arme om halsen på mig, dette levende kadaver, og overmandede mig så jeg til sidst udstødte et højt skrig, faldt bagover og gav slip på bæstet.

Idet jeg faldt, sprang det lede væsen tværs over mig og syntes at kaste sig ind over kaptajnen. Da jeg sidst så ham stå op, var hans ansigt kridhvidt og hans læbet sammenknebne. Det forekom mig, at han langede et voldsomt slag ud efter den døde skabning, og så styrtede han også om — faldt forover, lige på næsen, med et uartikuleret rædselsskrig.

Tingesten ligesom pustede et øjeblik, syntes at stå bøjet over skikkelsen på dørken, og jeg kunne have skreget højt igen af ren og skær rædsel, men jeg havde ikke stemme tilbage i livet. Bæstet forsvandt pludselig, og så vidt jeg kunne opfatte det med mine fortumlede sanser, forsvandt det ud gennem koøjet; hvordan det så var muligt i betragtning af åbningens ringe størrelse, er mere end menneskelig forstand kan fatte. Jeg blev liggende et godt stykke tid på dørken, mens kaptajnen lå ved siden af mig. Til sidst kom jeg dog til mig selv, men så snart jeg rørte på mig, blev jeg klar over, at min arm var brækket — albuebenet, nede ved håndleddet.

På en eller anden måde kom jeg på benene, og med min raske hånd prøvede jeg på at få kaptajnen halet op. Han stønnede og rørte på sig og kom omsider til sig selv. Han var ikke kommet noget alvorligt til, men han havde tydeligvis fået en hård behandling.

Nå ja, vil De høre mere? Der er ikke mere, Dette er enden på min historie. Skibstømreren fik sit ønske opfyldt om at få lov til at bolte kahytsdøren eftertrykkeligt til, og hvis De nogen sinde rejser med ‘Kamtsjatka’ og beder om at få kahyt nummer ethundredeogfem, så vil De få at vide, at den allerede er optaget — ja — den er optaget — af det døde gespenst.

Jeg logerede i skibslægens kahyt resten af turen. Han behandlede min brækkede arm og rådede mig til ikke mere at ‘mænge mig med spøgelser og den slags ting’. Kaptajnen var meget fåmælt på resten af overfarten og har aldrig siden ført det skib, skønt det stadig sejler. Jeg skal heller aldrig om bord i det mere. Det var en højst ubehagelig oplevelse, og jeg blev skræmt, til jeg var dødsensangst, hvilket er noget, jeg ikke synes om. Det var historien om, hvordan jeg så et spøgelse — hvis det altså var et spøgelse. Det var i hvert fald noget, der var afgået ved døden.”

Trykt i: The Broken Shaft: Unwin’s Annual for 1886, ed. Sir Henry Norman, 1885.
Originaltitel: The Upper Berth

Kort om F. Marion Crawford

Født: den 2. august 1854
Død: den 9. april 1909

Læs mere på Wikipedia

Øjnene af Edith Wharton

Edith Newbold Wharton
By Unknown – Beinecke Rare Book & Manuscript Library, Yale University [1], Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=10720587
I

Efter en udmærket middag hos vor gamle ven Culwin var vi blevet sat i spøgelsesstemning af Fred Murchards beretning — en beretning om en mærkelig selvoplevet hjemsøgelse.

Set gennem røgen fra vore cigarer og i det døsige skær fra kaminilden var Culwins bibliotek med dets egetræspaneler og mørke bogbind en god baggrund for overnaturlige historier, og da førstehånds oplevelser med spøgelser efter Murchards indledning var af den eneste slags, vi ville acceptere, begyndte vi at gennemgå selskabet og forlange et bidrag fra hver af de tilstedeværende. Vi var otte, og det lykkedes de syv — med større eller mindre held — at opfylde de stillede betingelser. Det forbavsede os alle at opdage, at vi kunne byde på et sådant udvalg af overnaturlige oplevelser, for ingen af med undtagelse af Murchard selv og unge Phil Frenham — hvis historie var den svageste af dem alle — havde for vane at sende vore sjæle på vandring i den usynlige verden. Stort set havde vi altså al mulig grund til at være stolte af vore syv bidrag, og ingen af ville have drømt om at vente et ottende fra vor vært.

Vor gamle ven, mr. Andrew Culwin, havde siddet tilbagelænet i sin lænestol og lyttet og misset med øjnene gennem røgskyerne som en velvillig, tolerant og klog gammel afgud. Han var en mand, ingen ville mistænke for at have overnaturlige kontakter, men på den anden side havde han fantasi nok til — uden misundelse — at nyde sine gæsters interessante oplevelser. Af alder og opdragelse var han hårdnakket positivist, og hans tænkemåde stammede fra dengang, kampen stod mellem det fysiske og det metafysiske. Men han var og havde altid først og fremmest været tilskuer, en humoristisk, objektiv iagttager af tilværelsens imponerende, forvirrede skuespil; engang imellem lettede han sig dog fra sit sæde for at tage kortvarig del i lystighederne bag kulisserne, men han havde aldrig — så vidt man vidste — vist ringeste ønske om at springe op på scenen og give et nummer.

Blandt hans jævnaldrende var der bevaret en ubestemt tradition om, at han i en fjern fortid under mere romantiske himmelstrøg var blevet såret i en duel; men dette frasagn svarede ikke bedre til det, vi yngre mænd kendte til hans karakter, end min moders påstand om, at han engang havde været “en charmerende lille mand med kønne øjne” svarede til, hvad man nu kunne genfinde i hans udseende.

“Han kan aldrig have lignet andet end et bundt pinde,” havde Murchard engang sagt om ham. “Eller måske snarere en selvlysende brændeknude” — og i denne beskrivelse genkendte vi med henrykkelse hans lille tætte krop, det røde glimt i øjnene i et ansigt, der lignede spættet bark. Han havde altid haft god tid og besiddet en ro, som han havde plejet og beskyttet i stedet for at ødsle bort på tomme, ligegyldige foretagender. Hans omhyggeligt værnede timer var blevet anvendt til højnelse af en i forvejen god forstand og til dyrkelse af nogle få skønsomt udvalgte interesser, og ingen af de forstyrrelser, der er almindelige i den menneskelige tilværelse, syntes at have formørket hans himmel. Men hans lidenskabsløse syn på universet havde ikke givet ham en højere mening om dette kostbare eksperiment, og hans studium af menneskene havde tilsyneladende resulteret i den opfattelse, at alle mænd var overflødige og kvinder kun nødvendige, fordi nogen jo skulle lave maden. Om vigtigheden af dette punkt var hans meninger bestemte, og gastronomi var den eneste videnskab han respekterede som et dogme. Det må indrømmes, at hans små middage var et stærkt argument til fordel for dette synspunkt, og desuden var de en af grundene — skønt ikke den vigtigste — til hans venners troskab.

Åndeligt udviste han en gæstfrihed, der var mindre umiddelbart besnærende, men ikke mindre stimulerende. Hans sind var som et forum, en åben mødeplads for vekslende ideer, noget kølig og fuld af træk, men lys, rummelig og ordentlig — en slags akademisk lund, hvor alle bladene er faldet af. I dette privilegerede område var vi godt en halv snes stykker, som jævnligt strakte vore muskler og udvidede vore lunger, og som for at bevare en tradition, som vi følte var svindende, blev der nu og da indført et par novicer i kredsen.

Unge Phil Frenham var den sidste og mest interessante af disse rekrutter og tillige et godt eksempel på Murchards noget morbide påstand om, at vor gamle ven “ku’ li’ dem friske”. Det var ganske vist en kendsgerning, at Culwin, trods sin tørhed, specielt havde smag for de lyriske egenskaber hos ungdommen. Da han var en alt for fin livsnyder til at knibe de sjæleblomster af, som han samlede til sin have, havde hans venskab ikke nogen ødelæggende virkning; tværtimod tvang han de unge tanker til stærkere blomstring. Og i Phil Frenham havde han et godt forsøgsobjekt. Knægten var virkelig intelligent, hans sunde natur lå som den rene skærv under den fine glasur. Culwin havde fisket ham væk fra familiesløvhedens tåge og trukket ham op på olympens højder; den oplevelse havde ikke skadet ham det fjerneste. Ja, den dygtighed, hvormed det var lykkedes for Culwin at stimulere hans nysgerrighed og interesse uden at kvæle ærefrygten, forekom mig at være tilstrækkeligt svar på Murchards skrækindjagende metafor. Der var intet hektisk ved Frenhams udfoldelse, og hans gamle ven havde ikke berørt de ukrænkelige dumheder med så meget som en fingerspids. Man kunne ikke ønske noget bedre bevis derpå end den kendsgerning, at Frenham stadig ærede dem hos Culwin.

“Der er en side af ham, som I slet ikke ser. Jeg tror på den historie med duellen!” erklærede han; og det var selve kernen i denne tro, at den kunne tilskynde ham — netop som vort lille selskab var ved at spredes — til at vende sig mod vor vært med den spøgende bemærkning: “Og nu må De fortælle os om Deres spøgelse!”

Yderdøren havde lukket sig efter Murchard og de andre; kun Frenham og jeg var tilbage; og den trofaste tjener, som sørgede for Culwins fornødenheder, havde hentet en ny forsyning sodavand og var lakonisk blevet beordret i seng.

Culwins lyst til selskabelighed blomstrede om natten, og vi vidste, at han ventede, at kredsens faste kerne skulle samle sig om ham efter midnat. Men Frenhams anmodning lod til at forurolige ham på næsten komisk vis; han rejste sig fra sin stol, hvor han netop havde anbragt sig igen efter at have sagt farvel ude i hall’ en.

Mit spøgelse? Tror du, jeg er dum nok til at bekoste et selv, når der er så mange henrivende udgaver i mine venners husholdning? — Tag en cigar til,” sluttede han og vendte sig leende om mod mig.

Frenham lo også, lænede sin høje, slanke krop mod kaminhylden og så på sin lille, tætte, hidsige ven.

“Åh,” sagde han, “De ville aldrig være tilfreds med at dele, hvis De mødte et, De virkelig kunne lide.”

Culwin havde ladet sig falde tilbage i lænestolen, hans hoved begravedes i hulningen i det slidte læder, og hans små øjne glimtede over en nytændt cigar.

“Kunne lide — lide? Du milde himmel!” brummede han.

“Aha, De har altså et!” Frenham var over ham omgående og tilkastede samtidig mig et sejrrigt blik; men Culwin krøb sammen om en gnom blandt sine puder og skjulte sig i en beskyttende røgsky.

“Hvad nytter det at benægte det? De har set alt, så selvfølgelig har De også set et spøgelse!” fastholdt hans unge ven, idet han talte uforfærdet ind i røgskyen. “Eller hvis De ikke har set et, så er det kun, fordi De har set to!”

Udfordringens form syntes at være for meget for vor vært. Han stak hovedet frem af røgskyen med en mærkelig skildpaddeagtig bevægelse, som var karakteristisk for ham, og blinkede bifaldende til Frenham.

“Ja netop,” slyngede han imod os med en kort, skarp latter. “Det er kun, fordi jeg har set to!”

Ordene var så uventede, at de faldt til jorden og udløste en dyb tavshed, mens vi stirrede på hinanden over Culwins hoved, og Culwin stirrede på sine spøgelser. Omsider smed Frenham sig — stadig uden at sige et ord — i en stol på den anden side af kaminen og bøjede sig frem med sit forventningsfulde, lyttende smil …

II

“Naturligvis er det ikke ligefrem udstillingsspøgelser — en samler ville ikke regne dem for noget … lad mig ikke opvække falske forhåbninger … deres eneste fortjeneste er deres antal — det usædvanlige faktum, at de er to. Men på den anden side må jeg indrømme, at jeg sikkert når som helst kunne mane dem bort begge to ved at bede min læge om en recept eller min øjenlæge om et par briller. Jeg har bare aldrig kunnet bestemme mig til, om det skulle være lægen eller øjenlægen — om jeg led af syns- eller maveforstyrrelser — og derfor har jeg ladet dem leve deres interessante dobbelttilværelse, skønt de til tider gør min tilværelse overordentlig ubehagelig …

Ja — ubehagelig; og som I ved, hader jeg ubehageligheder! Men det var en del af min dumme stolthed, at jeg, dengang det begyndte, ikke ville indrømme, at jeg kunne foruroliges af noget så ubetydeligt som to …

Jeg havde dengang heller ikke nogen grund til at tro, at jeg var syg. Jeg kedede mig simpelthen — kedede mig skrækkeligt. Men det var en del af min kedsomhed — husker jeg tydeligt — at jeg følte mig så ualmindelig rask og veloplagt, og at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle få afløb for mit overskud af energi. Jeg var kommet tilbage fra en lang rejse til Mexico og Sydamerika — og havde slået mig ned for vinteren i nærheden af New York hos en gammel tante, som havde kendt Washington Irving og korresponderet med N. P. Willis. Hun boede ikke langt fra Irvington, i en gammel, fugtig, uhyggelig villa, omgivet af rødgraner. Den lignede på en prik en af de gamle mindebrocher, man i sin tid lavede af hår. Tantes personlige udseende svarede til dette billede, og hendes eget hår — hvoraf der kun var lidt tilbage — kunne have været brugt til fremstilling af brochen.

Jeg havde tilbragt et meget spændende og ophidsende år og var i betydelig restance både med penge og følelser, så teoretisk så det ud til, at min tantes blide gæstfrihed ville være lige velgørende for mine nerver som for min pengepung. Men det pokkers ved det var, at så snart jeg følte mig tryg og sikker, begyndte min energi at vågne; og hvordan skulle jeg få afløb for den inde i en mindebroche? Jeg nærede på det tidspunkt den illusion, at vedvarende intellektuel anstrengelse kunne opbruge al en mands aktivitet; og jeg bestemte mig til at skrive en stor bog — jeg har glemt om hvad. Min tante, som var imponeret af min plan, overlod mig sit bibliotek, der var fyldt med klassikere, indbundet i sort lærred, og billeder af falmede berømtheder; og jeg satte mig ved skrivebordet for at vinde mig en plads iblandt dem. For at lette mit arbejde lånte hun mig en kusine til at renskrive mit manuskript.

Kusinen var en sød pige, og jeg havde den idé, at en sød pige netop var, hvad jeg behøvede for at få genoprettet min tro på den menneskelige natur — og først og fremmest på mig selv. Hun var hverken smuk eller intelligent — stakkels Alice Nowell! — men det interesserede mig at se en kvinde, der var så tilfreds med at være uinteressant, og jeg ønskede at finde ud af hemmeligheden bag hendes tilfredshed. Jeg gik nok lidt overilet til værks og forkludrede det — åh, men kun for en kort tid! Der er ikke noget tåbeligt i at fortælle jer det, for den arme pige havde aldrig set andre end sine kusiner …

Nå, jeg var selvfølgelig ked af, hvad jeg havde gjort, og spekulerede som en gal på, hvordan jeg skulle gøre det godt igen. Hun boede i huset ligesom os andre, og en aften — efter at min tante var gået i seng — kom hun ned i biblioteket for at hente en bog, hun havde forlagt, akkurat som en af de naive heltinder på hylderne bag ved os. Hun var rødnæset og forfjamsket, og jeg kom pludselig til at tænke på, at hendes hår, der nu var tykt og ganske kønt, ville blive nøjagtigt som min tantes, når hun blev ældre. Jeg blev glad over, at jeg havde bemærket dette, for det gjorde det lettere for mig at beslutte mig til at gøre, hvad der var ret, og da jeg havde fundet den bog, hun ikke havde forlagt, fortalte jeg hende, at jeg endnu samme uge skulle rejse til Europa.

Europa lå forfærdelig langt borte dengang, og Alice forstod straks, hvad jeg mente. Hun tog det slet ikke, som jeg havde ventet — det ville have været lettere, hvis det havde været tilfældet. Hun knugede bogen ind til sig og vendte sig om et øjeblik for at skrue lampen på skrivebordet op — den havde en mat glaskuppel med vinløv og glasdråber langs kanten, kan jeg huske. Så kom hun hen til mig, rakte hånden frem og sagde “Farvel”. Og idet hun sagde det, så hun direkte på mig, og så kyssede hun mig. Jeg har aldrig følt noget så friskt, undseligt og tappert som det kys. Det var værre end en hvilken som helst bebrejdelse, og det gjorde mig skamfuld over, at jeg fortjente bebrejdelser fra hende. Jeg sagde til mig selv: “Jeg vil gifte mig med hende, og når tante dør, vil hun testamentere mig huset her, og så kan jeg sidde her ved skrivebordet og skrive videre på min bog; og Alice vil sidde derovre med sit håndarbejde og se på mig, som hun gør nu. Og livet vil fortsætte på den måde i masser af år.” Den udsigt skræmte mig lidt, men på det tidspunkt skræmte den mig dog ikke så meget som muligheden for at gøre hende ondt; ti minutter efter havde hun min signetring på fingeren og mit løfte om, at når jeg rejste til udlandet, skulle hun følge med.

I undrer jer sikkert over, at jeg udbreder mig sådan om denne begivenhed. Grunden er, at det netop den aften, da dette fandt sted, var første gang, jeg så det føromtalte mærkelige syn. Dengang troede jeg fuldt og fast på en naturlig forbindelse mellem årsag og virkning, og derfor prøvede jeg naturligvis på at finde et forbindelsesled mellem det, der lige var sket i min tantes bibliotek, og det, der skulle ske nogle få timer senere samme aften; derfor bliver de to begivenheder ved med at høre sammen i min erindring.

Jeg gik op i seng med temmelig tungt hjerte, for jeg var tynget af vægten af den første gode gerning, jeg bevidst havde gjort, og ung som jeg var, kunne jeg dog ikke undgå at se min stillings alvor. Man må ikke ud fra dette forestille sig, at jeg indtil da kun havde været en ødelægger. Jeg havde været en ganske almindelig, uskadelig ung mand, der fulgte sine tilbøjeligheder og nægtede at samarbejde med forsynet. Nu havde jeg pludselig påtaget mig at ophjælpe den moralske tilstand i verden, og jeg følte mig omtrent som den tillidsfulde tilskuer, som har overrakt tryllekunstneren sit guldur og ikke ved, i hvilken tilstand han får det tilbage, når nummeret er forbi … Men en lunende fornemmelse af selvretfærdighed dæmpede dog min ængstelse, og mens jeg klædte mig af, beroligede jeg mig selv med, at når jeg havde vænnet mig til at være god, så ville det sandsynligvis ikke gøre mig så nervøs, som det gjorde i begyndelsen. Da jeg var nået så vidt, at jeg var kommet i seng og havde pustet lyset ud, følte jeg, at jeg nu var ved at vænne mig til det, og at det egentlig ikke var meget anderledes end at synke ned i en af min tantes allerblødeste madresser.

Jeg lukkede øjnene under disse tanker, og da jeg åbnede dem igen, måtte det være langt senere, for der var blevet koldt i værelset, og der var absolut stille. Jeg blev vækket af den underlige følelse, vi alle kender — følelsen af, at der var noget i værelset, som ikke havde været der, da jeg lagde mig til at sove. Jeg satte mig over ende og anspændte øjnene i mørket. Der var bælgmørkt i værelset, og til at begynde med kunne jeg ingenting se; men gradvis blev en ubestemt, svag flimren ved fodenden af sengen til to øjne, der stirrede på mig. Jeg kunne ikke skelne trækkene, som hørte til øjnene, men øjnene selv blev mere og mere tydelige; de udstrålede selv lys.

Følelsen af således at blive nedstirret var langtfra behagelig, Og I vil sikkert mene, at min første impuls var at springe ud af sengen og kaste mig over den usynlige skikkelse, der hørte til øjnene. Men det var ikke tilfældet — jeg følte simpelthen trang til at ligge stille … jeg kan ikke sige, om dette skyldtes en øjeblikkelig fornemmelse af fremtoningens overnaturlige karakter — at jeg, hvis jeg sprang, ville kaste mig over intet — eller om det var selve øjnenes lammende virkning. Det var de uhyggeligste øjne, jeg nogen sinde har set! En mands øjne — men hvilken mand! Min første tanke var, at han måtte være frygtelig gammel. Øjeæblerne var indsunkne, og de tykke, rødrandede låg hang ned over dem som rullegardiner, hvis træksnor er gået i stykker. Det ene låg hang lidt længere ned end det andet, hvilket gav indtryk af en lumsk skulen; og mellem disse kødfolder med de korte vipper sad øjnene selv, små glasagtige skiver med en agatlignende kant; de lignede strandsten i armene på en søstjerne.

Men øjnenes alder var ikke det mest ubehagelige ved dem. Det, der gjorde mig helt syg, var deres udtryk af ondskabsfuld vished. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det faktum, at de så ud til at tilhøre en mand, som i tidens løb havde gjort en masse ondt, men altid havde holdt sig lige inden for faregrænsen. Det var ikke en krysters øjne — de tilhørte en, der var alt for klog til at løbe en risiko; jeg væmmedes ved deres udtryk af lav listighed. Men selv det var ikke det værste; mens vi vedblev at mønstre hinanden, så jeg i dem et anstrøg af spot, og jeg følte, at jeg var genstand for denne spot.

Herover blev jeg gebet af et raseri, som fik mig på benene med et sæt og fik mig til at styrte mig direkte mod den usynlige skikkelse. Men naturligvis var der ikke nogen skikkelse, og min knytnæve ramte den tomme luft. Skamfuld og kold famlede jeg efter en tændstik og tændte lyset. Værelset så ud som sædvanligt — det havde jeg på forhånd været klar over, at det ville gøre; jeg kravlede i seng igen og pustede lyset ud.

Så snart der atter var blevet mørkt i værelset, kom øjnene til syne igen, men nu forsøgte jeg at forklare deres tilstedeværelse på videnskabeligt grundlag. Først tænkte jeg, at illusionen kunne være forårsaget af de sidste gløder, der ulmede i kaminen; men kaminen var på den anden side af min seng og placeret således, at ilden ikke kunne genspejles i toiletspejlet, der var det eneste spejl i værelset. Så slog det mig, at jeg måske kunne være blevet narret af glødernes spejling i noget poleret træ eller metal, og selv om jeg ikke kunne opdage nogen genstand af den art i synslinjen, stod jeg atter op, famlede mig frem til kaminen og dækkede af gløderne til. Men så snart jeg var kommet tilbage i min seng, var øjnene på deres plads ved fodenden.

De var altså en hallucination; det var tydeligt. Men det faktum, at de ikke skyldtes nogen ydre form for bedrageri, gjorde dem ikke en smule mere behagelige. For hvis de var fremstået af min underbevidsthed, hvad pokker var der så i vejen med den? Jeg havde studeret mysteriet vedrørende sygeligt patologiske tilstande grundigt nok til at kunne forestille mig de forhold, der kunne gøre en videbegærlig hjerne modtagelig for en sådan natlig advarsel; men jeg kunne ikke få det til at passe ind i mit nuværende tilfælde. Jeg havde aldrig følt mig mere normal, hverken psykisk eller fysisk, og det eneste usædvanlige i min situation — det, at jeg havde sikret en ung piges lykke — skulle ikke være af en sådan beskaffenhed, at det kunne få urene ånder til at samles om min hovedpude. Men dér var øjnene, og de så stadig på mig …

Jeg lukkede mine egne og forsøgte at fremkalde billedet af Alice Nowells. Hendes øjne var ikke bemærkelsesværdige, men de var rene og sunde som frisk vand, og hvis hun havde haft mere fantasi — eller længere vipper — kunne udtrykket i dem have været interessant. Som det var, havde de ikke megen virkning, og efter få øjeblikkes forløb opdagede jeg, at de på mystisk vis var blevet til øjnene ved fodenden af sengen. Det gjorde mig mere ophidset at føle deres stirren gennem mine lukkede låg end at se dem, derfor åbnede jeg atter mine øjne og så lige ind i det forhadte blik.

Således gik hele natten. Jeg kan ikke sige, hvordan den nat var, eller hvor længe den varede. Har I nogen sinde ligget i jeres seng, lysvågen, og prøvet på at holde øjnene lukket, vel vidende at hvis I lukkede dem op, ville I se noget, I frygtede og afskyede? Det lyder let, men er forbandet svært. De øjne hang dér frit i luften og trak i mig. Jeg havde vertige de l’abiss, og de røde øjenlåg var randen af min afgrund … Jeg har haft mine nervøse stunder; stunder hvor jeg følte farens kolde pust i min nakke; men aldrig denne form for pres. Det var ikke, at øjnene var frygtindgydende; de rummede ikke mørkets magters majestæt. Men de havde — hvordan skal jeg udtrykke det — en fysisk virkning, der svarede til en ubehagelig lugt; deres blik efterlod et slimet spor som efter en snegl. Og jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvad de havde med mig at gøre — og jeg stirrede og stirrede og prøvede på at finde ud af det …

Jeg ved ikke, hvilken virkning de gjorde forsøg på at fremkalde, men den virkning, de fremkaldte, fik mig til tidligt næste morgen at pakke min kuffert og stikke af til byen. Jeg efterlod et brev til min tante, hvori jeg forklarede, at jeg var blevet syg og var taget ind for at tale med min læge; faktisk følte jeg mig ualmindelig sløj — det var, som om natten havde tappet mig for alt blod. Men da jeg nåede ind til byen, gik jeg ikke til nogen læge. Jeg opsøgte en ven, smed mig på en seng i hans lejlighed og sov i ti vidunderlige timer. Da jeg vågnede, var det midt om natten, og jeg blev kold ved tanken om, hvad der muligvis ventede mig. Jeg satte mig rystende over ende og stirrede ind i mørket; men der var intet brud på dets ensartede overflade, og da jeg så, at øjnene ikke var der, faldt jeg i søvn igen og sov længe.

Jeg havde ikke efterladt nogen besked til Alice, da jeg flygtede, eftersom jeg havde i sinde at tage tilbage næste morgen. Men næste morgen var jeg alt for udmattet til at røre mig. Som dagen gik, blev min udmattelse værre i stedet for at tage af som en normal træthed efter en søvnløs nat; øjnenes virkning lod til at være stigende, og tanken om at se dem igen blev uudholdelig. I to dage kæmpede jeg med min gru; den tredje aften tog jeg mig sammen og besluttede at rejse tilbage næste morgen. Jeg følte mig en hel del bedre tilpas, så snart jeg havde bestemt mig, for jeg vidste, at min bratte forsvinden og det mærkelige i, at jeg ikke skrev, måtte være meget foruroligende for stakkels Alice. Jeg gik i seng med let hjerte og faldt i søvn med det samme; men midt om natten vågnede jeg, og dér var øjnene …

Jeg kunne simpelthen ikke udholde dem, og i stedet for at tage tilbage til min tante stoppede jeg lidt tøj i en kuffert og sprang om bord i den første damper, der sejlede til England. Jeg var så dødtræt, da jeg kom ombord, at jeg straks krøb i køjen, og jeg sov under det meste af overfarten; jeg kan ikke sige jer, hvor velsignet det var at vågne af en lang, drømmeløs søvn og kigge ud i mørket uden ængstelse, i forvisning om at jeg ikke skulle se de øjne …

Jeg blev i udlandet et år, og så blev jeg der ét til; og i al den tid så jeg ikke så meget som et glimt af øjnene. Det var grund nok til at forlænge mit ophold, om det så havde været på en øde ø. En anden grund var, at jeg på rejsen over havet havde indset umuligheden af at gifte mig med Alice Nowell. At jeg havde været så længe om at opdage det, ærgrede mig, og fik mig til at ønske at undgå forklaringer. Den lykke, det var, på én gang at slippe for øjnene og disse andre besværligheder, gav min frihed ekstra krydderi; og jo længere jeg smagte den, desto bedre kunne jeg lide smagen.

Øjnene havde brændt et sådant hul i min bevidsthed, at jeg i lang tid blev ved med at spekulere over genfærdets natur og undre mig over, om det nogen sinde ville vise sig igen. Men som tiden gik, glemte jeg min skræk og beholdt kun et billede af fremtoningen. Efterhånden svandt også det bort.

Det andet år fandt mig bosat i Rom, hvor jeg planlagde at skrive en anden stor bog — et grundigt værk om etruskisk indflydelse på italiensk kunst. I hvert fald fandt jeg et påskud til at leje en solrig lejlighed på Piazza di Spagna og snuse rundt i Forum Romanum, og dér kom en indtagende ung mand en dag hen til mig. Som han stod dér i det varme sollys, slank, glat og rank som en hyacint, kunne han være steget ned fra et ødelagt alter — et af dem for Antonius for eksempel; men i stedet var han kommet fra New York med et brev fra — så utroligt det end lyder — Alice Nowell. Brevet — det første jeg havde modtaget fra hende efter bruddet mellem os — var kun et par linjer til introduktion af hendes unge slægtning, Gilbert Noyes, samt en anmodning om at vise ham venlighed. Det lod til, at den stakkels fyr ‘havde talent’ og ‘ønskede at skrive’, og at en stædig og hård familie forlangte, at hans skriverier skulle tage form af dobbelt kolonner. Alice havde grebet ind og skaffet ham seks måneders frist, som han skulle tilbringe i udlandet med et særdeles magert tilskud, hvilket han selv skulle forøge ved hjælp af sin pen og derved bevise sine evner som skribent. Det, der først slog mig, var prøvens ejendommelige betingelser; de var næsten lige så afgørende som en middelalderlig ‘prøvelse’. Dernæst blev jeg rørt over, at hun havde sendt ham til mig. Jeg havde altid ønsket at gøre hende en tjeneste, at retfærdiggøre mig — egentlig mere i mine egne øjne end i hendes — og her tilbød der sig en glimrende lejlighed.

Jeg tror, man i almindelighed kan gå ud fra, at præ-destinerede genier som regel ikke dukker op foran én i forårssolskinnet på Forum lig en af antikkens forjagede guder. Stakkels Gilbert var i hvert fald ikke forudbestemt til at være geni. Men han var smuk — og charmerende som kammerat. Det var først, da han begyndte at snakke litteratur, at jeg tabte modet. Jeg kendte alle symptomerne så godt — de ting, han havde ‘i sig’, og de ydre ting, der kolliderede med dem! Dér kommer den virkelige prøve. Det var altid — punktligt og uundgåeligt, ubønhørligt som en naturlov — det var altid det forkerte, han hæftede sig ved. Jeg fandt efterhånden en vis spænding ved på forhånd at gisne om, hvilken forkert ting han ville kaste sig over, og jeg blev forbavsende dygtig til den leg …

Det værste ved det var, at hans bommerter ikke var af den mest iøjnefaldende art. Damer, der traf ham under udflugter, syntes, at han var intellektuel, og selv ved middage gik han for at være begavet. Jeg, der havde ham under mikroskopet, bildte mig nu og da ind, at han muligvis kunne udvikle et eller andet spinkelt talent — noget, som han kunne gøre brug af og være tilfreds med. Og var det i grunden ikke det, der angik mig? Han var så charmerende — han vedblev at være charmerende — at han påkaldte sig al min medlidenhed til støtte for dette argument; de første måneder troede jeg virkelig, at der var en chance for ham …

Disse måneder var interessante og fornøjelige. Noyes var konstant sammen med mig, og jo mere jeg så til ham, desto bedre kunne jeg lide ham. Hans dumhed var af en indtagende naturlighed – den var faktisk lige så smuk som hans øjenvipper. Han var så munter, så hengiven og så glad under samværet med mig, at det at fortælle ham sandheden ville have været omtrent lige så behageligt som at skære halsen over på et uskyldigt dyr. I begyndelsen undrede jeg mig over, hvordan dette smukke hoved var blevet fyldt med den afskyelige vrangforestilling, at det rummede en hjerne. Så begyndte jeg at forstå, at det simpelthen var en beskyttelsesforanstaltning — en instinktiv list for at slippe fra familie og kontorstol. Ikke at Gilbert, den kære dreng, ikke troede på sig selv! Der var ikke antydning af hykleri i ham. Han var overbevist om, at hans ‘kald’ var uimodståeligt, mens det for mig var den eneste formildende omstændighed, at det ikke var det, og at lidt penge, lidt fritid, lidt fornøjelser ville have gjort ham til en harmløs lediggænger. Men uheldigvis var der intet håb om penge, og med kontorstolen som alternativ foran sig kunne han udsætte sit forsøg inden for litteraturen. Det, han frembragte, var elendigt, og jeg ved nu, at jeg var klar over det lige fra starten. Men det absurde ved at afgøre en mands hele fremtid på grundlag af hans første forsøg syntes at retfærdiggøre mig i at tilbageholde min dom — og måske endog opmuntre ham lidt med den begrundelse, at den menneskelige plante som regel trænger til varme for at kunne blomstre.

I hvert fald fortsatte jeg ud fra det princip og gik endda så vidt, at jeg opnåede, at hans prøvetid blev forlænget. Da jeg forlod Rom, tog han med mig, og vi dasede en vidunderlig sommer på Capri og i Venedig. Jeg sagde til mig selv: “Hvis han har noget i sig, må det komme frem nu” — og det gjorde det. Aldrig har han været så henrykt og så fortryllende. Der var øjeblikke under vor pilgrimsfærd, hvor skønhed — født af den svageste mumlen — syntes at strømme over i hans ansigt, men kun for at vælde frem i en kaskade af det blegeste blæk …

Nå, den tid kom, da der måtte drejes om for hanen; jeg vidste, at ingen anden hånd end min kunne gøre det. Vi var atter i Rom, og han boede nu hos mig, da jeg ikke brød mig om, at han skulle være alene i sit pensionat, når han stod over for at skulle give afkald på sine ambitioner. Jeg havde selvfølgelig ikke stolet udelukkende på min egen bedømmelse, da jeg bestemte mig til at råde ham til at droppe litteraturen. Jeg havde sendt hans skriverier til diverse forlæggere og kritikere, og de havde alle som én sendt dem tilbage med samme isnende mangel på kommentarer. Der var faktisk intet at sige …

Jeg tilstår, at jeg aldrig har følt mig så gemen som den dag, da jeg besluttede at sige sandheden til Gilbert. Det var meget godt at sige til mig selv, at det var min pligt at slå den arme knægts håb i stumper og stykker — men hvor mange demonstrationer af unødig grusomhed er ikke blevet retfærdiggjort med den undskyldning? Jeg er altid veget tilbage for at blande mig i forsynets virksomhed, og når jeg absolut skal gøre det, foretrækker jeg så afgjort, at det ikke sker i nogen ødelæggende hensigt. Og i sidste instans, tilkom det så mig — selv efter et års prøvetid — at afgøre, hvorvidt stakkels Gilbert havde det i sig eller ej?

Jo mere jeg betragtede den rolle, jeg havde besluttet at spille, desto mindre syntes jeg om den, og jeg syntes endnu mindre om den, når Gilbert sad over for mig, med hovedet lænet tilbage i lampelyset — akkurat som Phil sidder nu Jeg havde gennemlæst hans sidste manuskript, og han vidste det og vidste, at hans fremtid afhang af min dom — det var vi stiltiende blevet enige om. Manuskriptet lå imellem os på mit bord — en roman, oven i købet hans første roman! — og han lagde sin hånd på det og så op på mig med hele sit liv i blikket.

Jeg rejste mig, rømmede mig og forsøgte at holde blikket borte fra hans ansigt og fæstne det på manuskriptet.

“Faktum er, kære Gilbert” begyndte jeg. Jeg så ham blive bleg, men han sprang straks op og kom hen til mig.

“Åh, tag det dog ikke så tungt, kære ven! Så slemt er det da heller ikke for mig!” Han havde lagt hænderne på mine skuldre, og han smilede ned til mig fra sin fulde højde med en slags dødsmærket munterhed, der var som en kniv i mit hjerte.

Han var alt for smuk og tapper til, at jeg kunne fastholde det sludder om min pligt. Og pludselig slog det mig, hvordan jeg ville såre andre, når jeg sårede ham; først mig selv — for at sende ham hjem var ensbetydende med at miste ham; men mere specielt stakkels Alice Nowell, hvem jeg så gerne ville have vist min gode vilje og mit ønske om at gøre hende en tjeneste. Det var som at svigte hende dobbelt, hvis jeg svigtede Gilbert …

Men min intuition var som et af de lynglimt, der oplyser hele horisonten, og i samme øjeblik var jeg klar over, hvad jeg eventuelt kunne risikere, hvis jeg ikke sagde sandheden. Jeg sagde til mig selv: “Så har jeg ham for livstid” — og jeg har endnu aldrig truffet nogen, hverken mand eller kvinde, som jeg ønskede at beholde på sådanne betingelser. Dette anfald af egoisme fik mig til at bestemme mig. Jeg skammede mig, og for at slippe for det sprang jeg til og landede lige i Gilberts arme.

“Bogen er god nok, og du tager helt fejl!” råbte jeg til ham; han omfavnede mig, og jeg lo og rystede i hans greb, og et øjeblik følte jeg den selvtilfredshed, der siges at følge i de retfærdiges fodspor. Pokker tage det hele, men det har nu sin charme at gøre andre mennesker glade …

Gilbert ville selvfølgelig straks fejre sin frigørelse på imponerende vis; men jeg sendte ham af sted alene, for at han kunne få afløb for sine følelser, og så gik jeg i seng for at sove mig fra mine. Mens jeg klædte mig af, begyndte jeg at spekulere på, hvordan eftersmagen ville blive — så mange af de bedste og ædleste holder ikke! Men jeg var dog ikke bekymret, og jeg havde i sinde at tømme bægeret til bunds, selv om også smagen skulle blive en smule flov.

Jeg lå, længe efter at jeg var gået i seng, og smilede ved tanken om hans øjne — hans lyksalige øjne … Så faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede, var der isnende koldt i værelset; jeg satte mig over ende med et sæt — og dér var de andre øjne

Det var tre år siden, jeg havde set dem, men jeg havde tænkt på dem så ofte, at jeg troede, de aldrig skulle tage mig uforvarende mere. Nu, da jeg så deres røde, ondskabsfulde blik rettet mod mig, blev jeg klar over, at jeg aldrig havde regnet med at få dem at se igen, og at jeg var så forsvarsløs som nogen sinde over for dem … Som tidligere var det den helt vanvittige irrelevans, der gjorde deres komme så forfærdelig. Hvad pokker ville de mig, siden de dukkede op på dette tidspunkt. Jeg havde levet mere eller mindre sorgløst i de år, jeg ikke havde set dem, men mine værste indiskretioner var dog ikke slemme nok til at berettige deres forbandede gennemborende stirren; dette specielle øjeblik var jeg virkelig forsvarsløs, og jeg kan ikke sige, hvor meget det forhøjede rædslen …

Men det er ikke nok at sige, at de var lige så slemme som før; de var værre. Nøjagtig så meget værre, som jeg havde lært af livet i mellemtiden; netop så meget værre, som min større erfaring kunne gøre dem ved at lægge underforståede meninger i deres blik. Jeg så nu, hvad jeg ikke før havde set: at det var øjne, der gradvis var blevet hæslige, der havde opbygget lavhed som et koralrev, stump for stump, af en række nedrigheder, der var samlet sammen gennem travle år. Ja — det gik op for mig, at det, der gjorde dem så modbydelige og skræmmende, var, at de var blevet det så langsomt …

Der hang de i mørket; de opsvulmede låg var sænket over små vandede øjeæbler, der rullede løst rundt i øjenhulerne, de posede folder lavede mørke skygger nedenunder — og mens deres stirren fulgte mine bevægelser, fik jeg en fornemmelse af deres stiltiende medskyldighed, af en dyb, skjult forståelse mellem os, som var endnu værre end det første chok ved at se dem. Ikke at jeg forstod dem; men det, at de gjorde det klart for mig, at jeg en dag ville forstå … Ja, det var det værste ved dem, så ganske afgjort; og det var den følelse, der
blev stærkere for hver gang, de kom tilbage …

For de fik den forbandede vane at komme igen. De mindede mig om vampyrer med smag for ungt kød; de syntes at gotte sig over smagen af en god samvittighed. Hver eneste nat i en måned kom de for at kræve en mundfuld af min; efter at jeg havde gjort Gilbert lykkelig, ville de simpelthen ikke slippe deres tag i mig. Dette sammentræf fik mig næsten til at hade ham, den arme fyr, skønt jeg følte mig overbevist om, at det var tilfældigt. Jeg  spekulerede en del over det, men kunne ikke finde nogen antydning af forklaring undtagen i forbindelse med Alice Nowell. Men dengang havde øjnene sluppet mig i samme øjeblik, jeg svigtede hende, så de kunne næppe være udsendinge fra en krænket kvinde, hvis man da ellers kunne forestille sig, at den stakkels Alice ville være i stand til at få den slags ånder til at hævne sig. Det fik mig til at tænke, og jeg begyndte at spekulere på, om de ville slippe mig, hvis jeg opgav Gilbert. Fristelsen var lumsk, og jeg måtte gøre mig hård for at stå imod; men den kære dreng var virkelig for charmerende til at blive ofret til slige dæmoner. Og derfor fandt jeg faktisk aldrig ud af, hvad de egentlig ville …”

III

Ilden i kaminen sank sammen og blusede op igen i et glimt, der klart oplyste fortællerens knudrede ansigt under de gråsorte skægstubbe. Trykket ind mod hulningen i stoleryggen stod det et øjeblik skarpt tegnet som en gemme af gullig, rødåret sten med prikker af emalje som øjne, så sank ilden atter sammen, og billedet blev igen en utydelig rembrandtsk radering.

Phil Frenham sad i en lav stol på den anden side af kaminen. Hans ene hånd hvilede på bordet bagved, den anden støttede hans tilbagekastede hoved, og hans øjne var rettet mod vennens ansigt; han havde ikke rørt sig, siden beretningen begyndte, og han fastholdt sin tavse ubevægelighed, efter at Culwin var hørt op med at tale. Det blev mig, som med en svag følelse af skuffelse over den bratte slutning på historien spurgte: “Men hvor længe blev De ved med at se dem?”

Culwin sad så sammensunket i sin stol, at han lignede en dynge af sit eget tøj; nu rørte han lidt på sig, som om han blev forbavset over mit spørgsmål. Han lod til at have glemt, hvad han havde fortalt os.

“Hvor længe? Åh, så godt som hele den vinter. Det var djævelsk. Jeg vænnede mig aldrig til dem. Jeg blev rigtig syg.”

Frenham skiftede stilling, og idet han gjorde det, ramte hans albue et lille spejl i bronzeramme, der stod på bordet bag ham. Han vendte sig om og flyttede det en anelse; så genindtog han sin tidligere stilling, med det mørke hoved støttet mod håndfladen og med blikket anspændt rettet mod Culwins ansigt. Noget i hans tavse blik forvirrede mig, og som for at aflede opmærksomheden fra det stillede jeg et andet spørgsmål.

“Og De prøvede aldrig på at ofre Noyes?”

“Nej, nej. Det behøvede jeg faktisk ikke. Han gjorde det for mig, den stakkels knægt!”

“Gjorde det for Dem? Hvordan mener De?”

“Han udmattede mig — han udmattede alle. Han fortsatte med at udøse sit jammerlige vrøvl og gjorde forsøg på at sælge det overalt, indtil han til sidst blev en sand skræk for alle. Jeg forsøgte at vænne ham af med at skrive — åh, så blidt, så blidt naturligvis — ved at invitere ham sammen med behagelige mennesker og derved give ham chancen for at udfolde sig, så han kunne blive klar over, hvad han virkelig havde at give. Jeg havde forudset denne løsning lige fra begyndelsen — havde følt mig sikker på, at når den første brændende skrivetrang var kølnet, ville han falde til som en charmerende snylter, en slags Cherubino, der altid kan få en plads ved bordet og et skjul bag damernes skørter. Jeg kunne se ham indtage sin plads som ‘digteren’ — den ikke skrivende digter. Man kender typen fra enhver salon. Det koster ikke meget at leve på den måde — jeg havde regnet det hele ud og følte mig sikker på, at han med lidt hjælp kunne holde den gående i nogle år; og i mellemtiden ville han sikkert finde sig en kone. Jeg så ham i tankerne gift med en enke, ikke helt ung, med en dygtig kokkepige og et velordnet hjem. Jeg havde i virkeligheden fundet enken … I mellemtiden gjorde jeg alt for at lette overgangen — lånte ham penge for at lette hans samvittighed, præsenterede ham for smukke kvinder for at få ham til at glemme sine løfter. Men intet kunne omvende ham; han havde kun én idé i sit smukke, stædige hoved. Han ville have laurbærkransen og ikke rosen, og han blev ved med at gentage Gautiers grundsætning og hamrede og filede på sin kraftesløse prosa, til han fik den bredt ud over, guderne må vide hvor mange hundrede sider. Nu og da sendte han en portion til en forlægger, men selvfølgelig kom den altid tilbage.

I begyndelsen gjorde det ikke noget — han mente, han var ‘misforstået’. Han opfattede sig selv som et geni, og hver gang et opus kom retur, skrev han et nyt til at holde det med selskab. Så fulgte en reaktion, fuld af fortvivlelse, og han beskyldte mig for at have ført ham bag lyset og alverdens andre ting. Det blev jeg vred over, og jeg sagde, at han havde ført sig selv bag lyset. Han var kommet til mig, fast besluttet på at skrive, og jeg havde gjort mit bedste for at hjælpe ham. Det var omfanget af min forbrydelse, og jeg havde gjort det for hans slægtnings skyld, ikke for hans.

Det lod til at gøre indtryk, for han svarede ikke lige med det samme. Så sagde han: ‘Min tid er gået, og mine penge er brugt op. Hvad synes du, jeg skal gøre?’

‘Jeg synes, du skal lade være med at være et fjols,’ sagde jeg.

‘Hvad mener du med at være et fjols?’ spurgte han.

Jeg tog et brev, der lå på mit skrivebord, og rakte det frem mod ham.

‘Jeg mener at afslå dette tilbud fra mrs. Ellinger om at blive hendes sekretær med en løn på fem tusind dollars. Der kan muligvis gemme sig andet bag det tilbud.

Han gjorde en voldsom håndbevægelse, der slog brevet ud af hånden på mig. ‘Åh, jeg ved så udmærket, hvad der gemmer sig bag det tilbud!’ sagde han og rødmede helt op til hårrødderne.

‘Og hvad er svaret, siden du ved det?’ spurgte jeg.

Han svarede ikke straks, men vendte sig langsomt om mod døren. Dér standsede han med foden på tærskelen og sagde næsten med en hvisken: ‘Du mener altså virkelig, at mit arbejde ikke dur?’

Jeg var træt og irriteret, og jeg brast i latter. Jeg vil ikke forsvare min latter — det var tarveligt gjort. Men jeg må sige til min undskyldning, at knægten var en tåbe, og at jeg havde gjort mit bedste for ham — det havde jeg virkelig.

Han forlod værelset og lukkede stille døren efter sig. Samme eftermiddag rejste jeg til Frascati, hvor jeg havde lovet at tilbringe søndagen sammen med nogle venner. Jeg var glad for at slippe for Gilbert, og til og med opdagede jeg samme nat, at jeg også var sluppet fri for øjnene. Jeg faldt i den samme dvalelignende søvn, som havde overmandet mig, da de første gang holdt op med at hjemsøge mig; og da jeg vågnede næste morgen i mit fredelige værelse oven over stenegene, følte jeg den fuldstændige udmattelse og dybe lettelse, der altid fulgte efter en sådan søvn. Jeg tilbragte to velsignet fredelige nætter i Frascati, og da jeg kom tilbage til Rom, opdagede jeg, at Gilbert var væk … Åh nej, der var ikke sket noget tragisk — så vidt kom det dog ikke. Han havde simpelthen pakket sine manuskripter og var taget af sted til Amerika — til sin familie og sin kontorstol i Wall Street. Han efterlod et meget nydeligt brev, hvori han fortalte mig om sin beslutning, og opførte sig i det hele taget ved den lejlighed så lidt tåbeligt, som det er muligt for en tåbe at gøre det …”

IV

Culwin tav igen, og Frenham sad stadig urørlig, mens det slørede omrids af hans unge hoved aftegnedes i spejlet bag ham.

“Og hvad blev der af Noyes bagefter?” spurgte jeg til sidst, stadig plaget af en følelse af noget ufuldstændigt, fordi der manglede en forbindende tråd mellem beretningens parallelle linjer.

Culwin trak på skuldrene. “Åh, der blev ikke noget af ham — for han blev ikke til noget. Det var ganske udelukket. Han vegeterede på et kontor, tror jeg, og endte vist med at blive ansat ved et konsulat og indgik et trist og kedsommeligt ægteskab i Kina. Jeg så ham engang i Hong Kong, det var mange år senere. Han var fed og ubarberet. Der blev sagt, at han drak. Han genkendte mig ikke.”

“Og øjnene?” spurgte jeg efter endnu en pause, som Frenhams stadige tavshed gjorde trykkende.

Culwin strøg sig om hagen og blinkede spekulativt til mig gennem halvmørket. “Jeg har ikke set dem siden min sidste samtale med Gilbert. Læg to og to sammen, hvis du kan. Jeg har ikke selv været i stand til at finde bindeleddet.”

Han rejste sig med hænderne i lommen og gik stift hen til det bord, hvor de forfriskende og opstrammende drikke var anbragt.

“l må være ved at dø af tørst efter at have hørt på den tørre historie. Sørg for dig selv, kære ven. Her, Phil —” han vendte sig om mod kaminen.

Frenham svarede ikke på værtens gæstfri tilbud. Han sad stadig i den lave stol uden at røre sig, men idet Culwin gik hen imod ham, mødtes deres øjne i et langt blik, hvorefter den unge mand brat vendte sig om, smed sig ind over det lille bord og skjulte ansigtet i armene.

Culwin standsede op ved denne uventede bevægelse, og rødmen steg op i hans ansigt.

“Phil — hvad pokker? Har øjnene skræmt dig? Min kære dreng — min kære ven — Jeg har aldrig før modtaget en sådan anerkendelse af mine litterære evner, nej aldrig!”

Han brast i en kluklatter ved tanken, stod stille på kamintæppet, og kiggede, stadig med hænderne i lommen, på den unge mands bøjede hoved. Men da Frenham stadig ikke svarede, gik han et skridt eller to nærmere.

“Op med humøret, kære Phil! Det er år siden, jeg har set dem — åbenbart har jeg ikke i den senere tid gjort noget, der var slemt nok til at kalde dem frem fra kaos. Med mindre min nylige fremmanelse af dem har fået dig til at se dem; det ville være det værste, de endnu har gjort!”

Hans spøgende opfordring døde hen i en usikker latter; han gik endnu nærmere, bøjede sig ned over Frenham og lagde sin gigtkrogede hånd på den unge mands skulder.

“Phil, min kære dreng, hør nu — hvad er der i vejen? Hvorfor svarer du ikke? Har du måske set øjnene?”

Frenhams ansigt var fremdeles skjult; jeg stod bag Culwin og så, at han langsomt trak sig tilbage fra vennen, som om dennes ejendommelige reaktion virkede som en afvisning. Idet han bevægede sig, faldt lyset fra lampen på bordet direkte på hans røde ansigt, og jeg fik øje på dets billede i spejlet bag Frenhams hoved.

Culwin så også selv spejlbilledet. Han standsede med ansigtet ud for spejlet, som om han ikke genkendte trækkene derinde som sine egne. Men mens han stirrede, ændredes hans udtryk gradvist, og i lang tid stirrede han og billedet i spejlet på hinanden med et blik af langsomt voksende had. Så slap Culwin Frenhams skulder og trådte et skridt tilbage …

Frenham holdt stadig ansigtet skjult og rørte sig ikke.

Trykt i: Tales of Men and Ghosts, 1910
Originaltitel: The Eyes

Kort om Edith Wharton

Født: den 24. januar 1862
Død: den 11. august 1937

Læs mere på Wikipedia