Det røde værelse af H. G. Wells

H. G. Wells
by George Charles Beresford, black and white glossy print, 1920

“Jeg kan forsikre Dem,” sagde jeg, “at der skal et særdeles håndgribeligt spøgelse til at forskrække mig.” Og jeg rejste mig op foran kaminen med mit glas i hånden.

“De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm og gav mig et blik fra siden.

“Jeg har levet i 28 år,” sagde jeg, “og jeg har endnu aldrig set et spøgelse.”

Den gamle kvinde sad og stirrede stift ind i ilden. Hendes blege øjne var vidt opspilede. “Ja,” indskød hun, “og De har levet i 28 år og aldrig set et hus som dette, tænker jeg. Der er meget, man ikke har set, når man kun er 28.” Hun rystede på hovedet. “Meget, man ikke har set og prøvet.”

Jeg mistænkte halvt om halvt de gamle mennesker for at overdrive de hemmelige rædsler i huset. Jeg satte mit tomme glas på bordet, så mig omkring i værelset og fangede et glimt af min egen forvrængede skikkelse i det pudsige gamle spejl for enden af værelset.

“Udmærket,” sagde jeg, “hvis jeg ser noget i nat, lader jeg mig overbevise, for jeg går ganske fordomsfri til opgaven.”

“De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm endnu en gang.

Jeg hørte lyden af sjokkende trin på fliserne i gangen udenfor, og døren knagede i sine hængsler, da en anden gammel mand trådte ind. Endnu mere bøjet og rynket og endnu ældre end den første. Han støttede sig til en enkelt krykke. Hans øjne var dækket af en skærm, og hans underlæbe var krænget udad og hang bleg og lyserød ned fra hans ormstukne, gule tænder. Han gik lige hen til en lænestol på den anden side af bordet, satte sig tungt og begyndte at hoste. Manden med den visne arm sendte den nyankomne et hurtigt, direkte fjendtligt blik. Den gamle kone tog overhovedet ingen notits af ham, men blev siddende og stirrede stift ind i ilden.

“Som jeg sagde, De er selv ude om det,” gentog manden med den visne arm, da hosten holdt op et øjeblik. Manden med skærmen bemærkede for første gang min nærværelse og drejede hovedet bagud og til siden for at se på mig. Jeg fangede et kort glimt af hans små, blege, betændte øjne. Så begyndte han at hoste og harke igen.

“Hvorfor drikker du ikke?” sagde manden med den visne arm og skubbede øllet over til ham. Manden med skærmen skænkede sig et glas, men rystede sådan på hånden, at halvdelen ramte fyrretræsbordet. En kæmpemæssig skygge krøb sammen på væggen og efterabede hans bevægelser, da han skænkede og drak. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet disse groteske opsynsmænd. Der er for mig noget barbarisk i alderdommen, noget lurende og atavistisk. Gamle mennesker synes at miste deres menneskelige egenskaber umærkeligt dag for dag. Disse tre gjorde mig uhyggelig til mode med deres gnavne tavshed, deres sammenkrøbne holdning og deres åbenbare fjendskab både mod mig og mod hinanden.

“Hvis De vil vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” sagde jeg, “vil jeg gerne gøre mig det bekvemt for natten der.” Den gamle mand med hosten kastede hovedet tilbage så pludseligt, at det gav et sæt i mig, og sendte mig et blik fra sine røde øjne under skærmen, men ingen svarede mig. Jeg ventede et øjeblik og så fra den ene til den anden.

“Hvis De vil vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” sagde jeg lidt højere, “skal jeg befri Dem for hvervet med at underholde mig.”

“Der står et lys på flisen uden for døren,” sagde manden med den visne arm og så på mine fødder, mens han talte til mig. “Men hvis De går op i det røde værelse i nat” (“Denne nat af alle nætter!” mumlede den gamle kone), “så må De gå alene.”

“Udmærket,” svarede jeg. “Og hvad vej skal jeg så gå?”

“De skal et stykke ned ad gangen,” sagde han, “indtil De kommer til en dør, som fører ind til en vindeltrappe. Halvvejs oppe ad den er der en afsats, og en anden dør der er dækket af et forhæng. Den skal De igennem og ned ad den lange korridor til enden, så har De det røde værelse på Deres venstre hånd op ad trinene.”

“Har jeg fået rigtig fat i det?” spurgte jeg og gentog hans forklaring. Han korrigerede mig på et enkelt punkt.

“Og det er virkelig Deres alvor, at De går derop?” sagde manden med skærmen og så på mig for tredje gang med denne løjerlige, unaturlige hældning af hovedet. (“Denne nat af alle nætter!” mumlede den gamle kone atter).

“Det er det, jeg er kommet for,” sagde jeg og gik hen imod døren. I det samme rejste den gamle mand med skærmen sig og stavrede rundt om bordet som for at være nærmere ved de andre og ilden. I døren vendte jeg mig og så på dem. De sad alle tre tæt ved siden af hinanden, mørke mod den flammende ild, og stirrede på mig over skuldrene med et spændt udtryk i de gamle ansigter.

“God nat,” sagde jeg og åbnede døren.

“De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm.

Jeg lod døren stå på vid gab, indtil jeg havde fået lyset tændt, så lukkede jeg den og gik ned ad den kolde gang, mens mine skridt gav genlyd i stilheden. Jeg må tilstå, at disse tre gamle besynderlige oldinge, i hvis varetægt hendes Nåde havde overladt borgen, og de mørke, gammeldags møbler i hushovmesterens værelse hvor de holdt til, havde påvirket mig, til trods for mine anstrengelser for at holde mig fuldstændig nøgtern.

De syntes at tilhøre en anden tidsalder. En længst forsvunden tid hvor tingene var mere uhåndgribelige end nu, mindre afgjorte- En tid hvor man troede på varsler og hekse, og hvor spøgelser hørte til dagens orden. Selve deres eksistens var underlig uvirkelig, snittet i deres klæder skabt af henfarne ånder. Det var, som om disse mennesker tilhørte en anden verden, som om de kun besøgte denne som genfærd.

Med en kraftanstrengelse jog jeg disse tanker på flugt. Det trak koldt i den lange gang, og mit lys blafrede og fik skyggerne til at krybe sammen og skælve. Ekkoet rungede op og ned ad vindeltrappen, og en skygge kom listende op efter mig, mens en anden fløj foran mig i mørket ovenover. Jeg kom op til afsatsen og standsede et øjeblik for at lytte efter en raslen, jeg bildte mig ind at have hørt. Beroliget ved den absolutte stilhed skubbede jeg omsider døren bag forhænget op og stod i korridoren.

Virkningen var ikke den, jeg havde ventet, for månelyset, der skinnede ind ad det store vindue for enden af korridoren, skilte alt i sorte skygger eller sølvklart lys. Alting stod på sin plads. Huset kunne for den sags skyld være blevet forladt i går og ikke for halvandet år siden. Der var lys i lysestagerne, og det støv, der havde samlet sig på tæpperne og det polerede gulv, lå fordelt så jævnt, at man næppe kunne se det i månelyset.

Jeg skulle til at gå videre, men standsede brat. Der stod en bronzefigur på afsatsen, som jeg ikke kunne se for den fremspringende væg, men dens skygger faldt så tydeligt på den hvide væg, at jeg fik en fornemmelse af, at der lå nogen på lur i krogen, klar til at overfalde mig. Jeg stod stiv af rædsel i et halvt minut måske. Så gik jeg frem med hånden i den lomme, hvor jeg havde min revolver, kun for at opdage figuren af Ganymedes og ørnen, der lyste i måneskinnet. Denne lille episode gav mig for en tid min ro tilbage, og en kinesisk porcelænsdukke, der stod på et lille kunstfærdigt bord og nikkede med hovedet, da jeg gik forbi, fik mig knap nok til at fare sammen.

Døren til det røde værelse og trinene op til det var i en mørk krog. Jeg bevægede lyset frem og tilbage for rigtig at se den niche, jeg stod i, inden jeg åbnede døren. Her var det, tænkte jeg, at min forgænger var blevet fundet, og ved tanken om den historie blev jeg pludselig grebet af angst.

Jeg stirrede over min skulder hen på Ganymedes i månelyset og åbnede døren til det røde værelse temmelig hurtigt, med ansigtet halvt vendt mod den blege, tavse figur på afsatsen. Jeg gik ind og lukkede døren bag mig med det samme, drejede nøglen om i låsen og stod med lyset højt hævet og inspicerede skuepladsen for min nattevagt: det røde værelse i Lorraine Castle, i hvilket den unge hertug var død. Eller rettere, i hvilket han var begyndt at dø, for han havde åbnet døren og var faldet hovedkulds ned ad den trappe, jeg lige var kommet op ad. Det havde været enden på hans modige forsøg på at besejre stedets spøgelses-tradition, og aldrig, tænkte jeg, havde en hjerneblødning bedre tjent til at bekræfte overtroen.

Der var andre og ældre historier, der knyttede sig til værelset, helt tilbage til den ikke usandsynlige begyndelse på det hele, beretningen om en frygtsom hustru og det tragiske resultat af ægtemandens spøg med at gøre hende bange. Og når man så på det store mørke værelse med de skumle vinduesfordybninger, dets nicher og alkover, kunne man godt forstå de legender, der havde spiret i dets mørke kroge. Mit lys var kun en lille flamme i det vældige rum og kunne ikke trænge igennem til den modsatte ende af værelset, men efterlod et hav af mystik og anelser uden for sin lille ø af lys.

Jeg besluttede at foretage en systematisk undersøgelse af stedet med det samme og sprede mørkets indbildte farer, før de fik magten over mig. Efter at jeg havde tjekket, at jeg havde låst døren, begyndte jeg at gå omkring i værelset, mens jeg stirrede på hvert eneste møbel og trak sengeforhænget helt til side. Jeg trak også gardinerne til side og undersøgte hasperne på hvert eneste vindue, før jeg lukkede skodderne. Og jeg bøjede mig ned og kikkede op i den store skorstens sorte indre og bankede på det mørke egetræspanel for at opdage eventuelle hemmelige hulrum.

Der var to store spejle i værelset, hver med et par lysestager med lys i, og på kaminhylden stod der også flere lys i kinesiske lysestager. Jeg tændte dem allesammen et efter et. Der var lagt til rette i kaminen. En uventet betænksomhed af den gamle husholderske, og jeg tændte op for at holde enhver tilbøjelighed til kuldegysninger nede. Da det brændte godt, stillede jeg mig med ryggen til ilden og betragtede værelset igen.

Jeg havde trukket en lænestol og et bord hen til kaminen som en slags barrikade foran mig, og på bordet havde jeg lagt min revolver parat. Min nøjagtige undersøgelse havde beroliget mig, men jeg følte stadig, at mørket, der rugede i værelsets fjerneste kroge sammen med den fuldkomne stilhed, stimulerede min fantasi på uheldig vis. Ekkoet af den knitrende og bragende ild var ikke nok. Mørket i alkoven havde en udflydende fysisk følelse, der indgav mig denne mærkelige fornemmelse af at være i selskab med et lurende, levende væsen, der kommer så let i stilheden og ensomheden. Til sidst gik jeg, for at berolige mig selv, hen til alkoven med et af lysene og forvissede mig om, at der ikke var noget derhenne. Jeg stillede lyset på gulvet i alkoven, og der lod jeg det blive stående.

På det tidspunkt var jeg temmelig nervøs og ophidset, skønt der efter hvad min fornuft sagde mig ikke var nogen rimelig grund til at være det. Jeg tænkte imidlertid fuldstændig klart, mens jeg gentog for mig selv, at der ikke kunne ske noget overnaturligt, og for at få tiden til at gå gav jeg mig til at rime noget sammen á la Ingoldsbys myter om stedets oprindelige legende. Jeg sagde et par af linjerne højt, men ekkoet var ikke behageligt. Af samme årsag opgav jeg også temmelig hurtigt en samtale med mig selv, om det umulige i at der fandtes spøgelser.

Mine tanker vendte tilbage til de tre gamle, underlige mennesker nedenunder, og jeg prøvede at holde mig til dette emne. Men de dystre røde og sorte farver i værelset gjorde mig urolig. Til trods for de 7 lys var der ikke rigtigt lyst. Det ene lys henne ved alkoven blafrede i trækken, og det flakkende ildskær fik skyggerne til ustandselig at skifte og bevæge sig. Jeg kom i tanker om de lys, jeg havde set ude på gangen, og overvandt mig selv til at gå ud i månelyset, men jeg tog et lys med og lod døren stå på vid gab imens. Lidt efter vendte jeg tilbage med hele 10 lys, som jeg anbragte i forskelligt kinesisk nips, der stod omkring i værelset. Jeg tændte dem og satte dem, hvor skyggerne lå dybest. Nogle på gulvet, nogle i vinduesfordybningerne, indtil mine 17 lys til sidst var anbragt sådan, at hver eneste tomme i værelset blev direkte belyst af mindst et af dem. Det faldt mig ind, at når spøgelset kom, måtte jeg advare ham om, at han ikke skulle træde på dem. Værelset var nu fuldstændig klart oplyst. Der var noget særdeles trygt og opmuntrende ved alle disse små levende flammer, og samtidig fik jeg noget at bestille med at ‘snyde’ dem, hvilket gav mig en beroligende fornemmelse af, at tiden gik. Men selv nu vejede den rugende forventning om nattevagten tungt på mig.

Det var over midnat, da lyset ved alkoven pludselig gik ud, og det dybe mørke sprang tilbage på sin plads. Jeg så ikke lyset gå ud. Jeg vendte mig bare, og så at mørket var der, og studsede som man gør, når man pludselig ser en uventet fremmed.

“Det var pokkers!” sagde jeg højt, “det var da en voldsom træk!” Så tog jeg tændstikkerne på bordet og gik tværs igennem værelset i ro og mag for at tænde lyset igen.

Min første tændstik ville ikke brænde, og da jeg havde fået den anden tændt, havde jeg en fornemmelse af, at der var et eller andet, der blinkede på væggen overfor. Jeg vendte mig automatisk om, og så at de to lys på det lille bord ved kaminen var gået ud. Jeg rejste mig med det samme.

“Det var da mærkeligt!” sagde jeg. “Skulle jeg selv have gjort det i et øjebliks uopmærksomhed?”

Jeg gik tilbage til bordet og tændte det ene, og mens jeg gjorde det, så jeg lyset i den højre lysestage på det ene af spejlene blafre og gå ud. Det andet fulgte efter næsten samtidig. Flammen forsvandt, som om vægen pludselig var blevet knipset af mellem to fingre, så den hverken glødede eller røg. Mens jeg stod og stirrede, gik lyset ved fodenden af sengen ud, og de mørke skygger syntes at krybe nærmere hen imod mig.

“Det går ikke, dette her!” sagde jeg, da først det ene og så det andet lys på kaminhylden fulgte efter. “Hvad er det dog for noget?” råbte jeg, og min stemme lød så underlig højt. I det samme gik lyset på skabet ud, og det jeg havde tændt i alkoven fulgte efter.

“Stop det! Det er mine lys!” sagde jeg med et halvt hysterisk forsøg på at være morsom og forsøgte at stryge en tændstik til lyset på kaminhylden. Mine hænder rystede, så jeg ikke kunne ramme svovlet på tændstikæsken. Da kaminhylden dukkede frem af mørket igen, slukkedes to lys i den fjerneste ende af værelset. Men med den samme tændstik tændte jeg de store lys foran spejlet og dem på gulvet foran døren. Et øjeblik syntes jeg at vinde terræn igen, men så gik der fire lys ud i træk i forskellige hjørner af værelset, og jeg skyndte mig rystende at stryge endnu en tændstik,  og overvejede hvor jeg skulle bruge den.

Som jeg stod der uden at kunne bestemme mig, så det ud som om en usynlig hånd slukkede de to lys på bordet. Med et rædselsskrig for jeg hen til alkoven og ind i krogen og hen til vinduet og tændte tre, mens endnu to lys gik ud henne ved kaminen. Så fandt jeg på en bedre udvej, jeg lagde tændstikkerne på det jernbeslagne dokumentskrin i hjørnet og tog en af lysestagerne. På den måde undgik jeg forsinkelsen med at stryge tændstikkerne. Men lysene gik stadig ud, og de skygger, som jeg frygtede og kæmpede imod, vendte tilbage og krøb ind på mig, først fra en side og så fra en anden. Det var ligesom en sort stormsky, der for hen over himlen og slukkede stjernerne. Nu og da dukkede de frem et øjeblik, og så blev de borte igen.

Jeg var næsten vanvittig af rædsel for det kommende mørke, og min selvbeherskelse svigtede mig. Jeg sprang stønnende og forvildet fra lys til lys i en håbløs kamp mod den usynlige, ubarmhjertige fjende. Jeg slog mit ben på bordet. Jeg væltede en stol. Jeg snublede og faldt og trak dugen af bordet i faldet. Mit lys trillede fra mig, og jeg greb et andet, da jeg rejste mig. Det blæste ud, da jeg løftede det op fra bordet, og de to sidste lys fulgte øjeblikkelig efter. Men der var stadig lys i værelset. Et rødt lys holdt skyggerne borte fra mig. Ilden! Naturligvis, jeg kunne stikke mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret og tænde det igen!

Jeg vendte mig mod flammerne, der dansede mellem de glødende kul og kastede røde reflekser på møblerne. Jeg gik et par skridt hen imod gitteret, og straks døde flammerne bort og forsvandt. Gløderne forsvandt, og da jeg stak mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret, lukkede mørket sig over mig. Indhyllede mig i sin kvælende favn, berøvede mig synsevnen og dræbte den sidste rest af fornuft i min hjerne.

Lyset faldt ud af hånden på mig. Jeg slog om mig med armene i et forgæves forsøg på at holde det tunge mørke borte fra mig, og jeg skreg af al min magt igen og igen. Så må jeg have rejst mig og være vaklet hen til døren. Jeg ved, at jeg pludselig kom til at tænke på den månelyse gang, og med hovedet bøjet og med armene for ansigtet for jeg hen mod døren. Men jeg havde glemt, hvor den var, og jeg slog mig på hjørnet af sengen. Jeg vaklede tilbage, vendte mig om og slog mig igen på et eller andet stort møbel. Jeg har en svag erindring om min desperate kamp i mørket, hvor jeg slog om mig i blinde, og om mine vilde skrig, mens jeg for frem og tilbage, og om et tungt slag til sidst, der ramte mig på panden, en frygtelig fornemmelse af et fald, der varede en evighed, og mit sidste vanvittige forsøg på at holde mig på benene. Så husker jeg ikke mere.

Da jeg åbnede mine øjne, var det dag. Jeg havde en klodset forbinding om hovedet, og manden med den visne arm stod og så på mig. Jeg så mig omkring og prøvede at huske, hvad der var sket, men i lang tid kunne jeg intet erindre. Jeg vendte mig om og fik øje på den gamle kone. Hun var ikke mere åndsfraværende, men i færd med at hælde nogle dråber medicin fra en lille blå flaske op i et glas.

“Hvor er jeg?” spurgte jeg. “Jeg synes, jeg kan huske jer, men jeg kan ikke huske, hvem I er.”

De fortalte mig det hele. De fortalte om det røde værelse, og jeg lyttede som til et eventyr.

“Vi fandt Dem ved daggry,” sagde den gamle mand, “og De havde blod på panden og på læberne.” Det varede længe, inden jeg kunne huske noget om, hvad jeg havde oplevet.

“Tror De nu,” sagde den gamle mand, “at det spøger i det røde værelse?” Han talte ikke længere som en, der hilser en ubuden gæst, men som en der er bekymret for en ven, der har været uheldig.

“Ja,” sagde jeg, “det spøger i værelset.”

“Og De har set det. Og vi, som har levet her hele vort liv, vi har aldrig set det, for vi har aldrig turdet. Fortæl os, er det rigtigt, at det er den gamle jarl, som …”

“Nej,” sagde jeg, “det er det ikke.”

“Det var jo det, jeg sagde,” sagde den gamle kone. “Det er den stakkels unge grevinde, som blev skræmt til …”

“Nej,” sagde jeg. “Der er hverken noget genfærd af greven eller af grevinden i det værelse. Der er overhovedet ikke noget genfærd, men noget, der er værre, langt værre …”

“Hvilket?” spurgte de.

“Det værste af alt, der kan hjemsøge et stakkels dødeligt menneske,” svarede jeg, “og det er – i al sin enkelthed – angsten! Angsten, som hverken vil have lys eller lyde, som ikke vil tage imod fornuft, som overdøver og formørker og overvælder. Den fulgte mig igennem korridoren, den kæmpede imod mig i værelset …” Jeg standsede pludselig. Der blev en pause. Jeg førte hånden op til min bandage.

Så sukkede manden med skærmen og sagde: “Det er rigtigt. Jeg vidste, det var der. Mørkets magt. At lægge en sådan forbandelse på en kvinde! Den lurer der altid. Man kan mærke den selv om dagen, selv på lyse sommerdage, i forhængene, i gardinerne, den lurer bag ved én, hvorhen man end vender sig. I skumringen kryber den ned gennem korridoren og følger én, så man ikke tør vende sig. Der er angst i hendes værelse – og den vil være der, så længe dette syndens hus består.”

Trykt i The Idler, marts 1896
Originaltitel: The Red Room

Kort om H. G. Wells

Født den 21. september 1866
Død den 13. august 1946

Læs mere på Wikipedia

Sølvspejlet af Arthur Conan Doyle

Sir Arthur Conan Doyle3. januar
Denne sag med White & Wotherspoons regnskaber viser sig at  være en kæmpeopgave. Der er 20 tykke hovedbøger, som skal undersøges og gennemgås. Hvem var det, der så gerne ville være yngste kompagnon? Det er imidlertid den første store forretningsopgave, der helt og holdent er blevet lagt i mine hænder. Jeg må vise mig opgaven voksen. Men det hele skal være færdigt i så god tid, at sagførerne kan få resultatet udleveret, inden retssagen tager sin begyndelse. Johnson sagde nu til morgen, at jeg måtte sørge for at have de sidste tal parat inden den 20. i denne måned. Du Almægtige! Nå, der er ikke andet at gøre, end at gå i gang, og hvis min hjerne og mine nerver ellers kan stå for presset, skal jeg nok klare det. Det vil være ensbetydende med kontorarbejde fra klokken 10 til 17 og derpå endnu en arbejdsperiode fra klokken 20 aften til klokken et nat. Der er dramatik i en revisors tilværelse. Når jeg sidder der i de sene nattetimer, mens hele verden sover, og gennemgår den ene række tal efter den anden for at finde de manglende beløb, forstår jeg, at min profession slet ikke er så kedelig endda, når det kommer til stykket.

I mandags kom jeg på sporet af de første tegn på underslæb. Ingen storvildtjæger kan have følt større spænding ved at opdage de første spor af sit bytte. Men jeg kigger på de 20 hovedbøger og tænker på den jungle, jeg må følge mit bytte igennem for at få ram på det. Det bliver hårdt arbejde, men også spændende sport på en måde! Jeg så engang den fede fyr ved en middag på rådhuset, hans røde ansigt over den hvide serviet. Han så på den lille blege mand, der sad for bordenden. Han ville også selv have været bleg, hvis han havde kunnet se den opgave, jeg ville få overdraget.


6. januar
Hvor er det dog tåbeligt af læger at pålægge en patient hvile, når hvile er helt udelukket! Fjolser! De kunne lige så godt råbe til en mand, der har en flok ulve i hælene, at det, han trænger til, er absolut ro og hvile. Mit arbejde skal være færdig til en bestemt dato, ellers vil jeg have forspildt mit livs store chance. Så hvordan i alverden skulle jeg have tid til at hvile mig? Jeg kan tage en uges ferie efter retssagen.

Måske var det fjollet af mig, at jeg i det hele taget gik til lægen. Men jeg bliver let nervøs og utilpas, når jeg sidder alene og arbejder om natten. Der er ikke tale om smerter – kun en slags trykken for panden og nu og da ligesom en tåge for øjnene. Jeg tænkte, at lægen måske havde noget, der kunne afhjælpe symptomerne. Men holde op med at arbejde? Det er absurd at forlange den slags. Det kan sammenlignes med et marathon. I begyndelsen føler man sig utilpas. Hjertet hamrer, og man snapper efter vejret. Men hvis man bare har viljestyrke nok til at fortsætte, får man pusten igen. Jeg vil fortsætte med mit arbejde og vente på at få pusten igen. Og får jeg ikke det – nå ja, så vil jeg fortsætte med mit arbejde alligevel. Jeg er blevet færdig med to hovedbøger og er godt i gang med den tredje. Slynglen har dækket sine spor godt, men jeg er ikke desto mindre i stand til at finde og følge dem.


9. januar
Det var ikke min mening at gå til lægen igen, men jeg blev nødt til det. “Jeg overbelaster mine nerver, udsætter mig for at få et fuldstændigt sammenbrud og risikerer endda, at min hjerne tager skade.” Det er en noget af en mundfuld at måtte sluge. Nå, men jeg har i sinde at affinde mig med arbejdspresset og løbe risikoen. Så længe jeg er i stand til at sidde på min stol med min kuglepen, vil jeg følge den gamle slyngels spor.

For øvrigt må jeg nok hellere her fortælle om den besynderlige oplevelse, som fik mig til at gå til lægen for anden gang. Jeg har besluttet mig for at føre nøjagtig kontrol over mine symptomer og følelser, fordi de i sig selv er interessante – “et mærkeligt psykologisk studie,” siger lægen. Men også fordi jeg er helt overbevist om, at så snart jeg er færdig med dem, vil det hele forekomme mig uvirkeligt, som en mystisk drøm på grænsen mellem søvn og vågen tilstand. Så mens indtrykkene er friske, skriver jeg dem nu ned. Om ikke for andet så for at få tankerne lidt væk fra de endeløse talkolonner.

Der er et gammelt sølvindrammet spejl i min stue. Det er en gave fra en af mine venner, som holder af antikviteter. Han fandt det tilfældigt på en auktion, men har ingen anelse om, hvor det stammer fra. Det er et stort spejl – en meter bredt og 60 centimter højt – og det står på en skænk til venstre for mig, når jeg sidder og skriver. Rammen er flad, cirka  10 centimeter bred og meget gammel: Den er så gammel, at der hverken er mærker eller stempler til bestemmelse af alderen. Glasset, der har facetkanter, rager lidt ud over rammen og har den pragtfulde reflekskraft, som åbenbart kun findes i meget gamle spejle. Når man kigger ind i det, er der en perspektivvirkning, som moderne spejle overhovedet ikke kan opvise magen til.

Spejlet er placeret således, at jeg normalt ikke kan se andet i det end gengivelsen af de røde gardiner, når jeg sidder ved bordet. Men i går nat skete der noget besynderligt. Jeg havde arbejdet i flere timer end jeg orkede, og havde haft adskillige af de generende anfald med tåge for øjnene. Gang på gang havde jeg været nødt til at holde inde med arbejdet for at gnide øjnene. Under et af anfaldene kastede jeg tilfældigt et blik på spejlet, som havde det besynderligste udseende. De røde gardiner, som det skulle have gengivet, var der ikke. I stedet så glasset tåget og sløret u -, ikke på overfladen, men dybt inde i selve kernen. Denne uklarhed syntes at rotere langsomt rundt derinde, indtil den blev en tæt, hvid sky, der hvirvlede omkring i tunge spiraler. Så virkelighedstro var genspejlingen, at jeg vendte mig om i den tro, at der var gået ild i gardinerne, og at det var røgen herfra, jeg så. Men alt var stille i stuen. Ikke en lyd hørtes udover urets tikken, og intet rørte sig bortset fra den mærkelige ‘skys’ langsomme omdrejninger dybt inde i kernen af det gamle spejl.

Men mens jeg fascineret så til, begyndte skyen eller tågen eller røgmassen, eller hvad man nu skal kalde den, at trække sig sammen og blive fast på to punkter ganske nær hinanden, og jeg så med en pirrende gysen, at det var to øjne, der stirrede ud i stuen. Jeg kunne også se det svage omrids af et hoved – en kvindes efter håret at dømme – men det var meget dunkelt. Kun øjnene var ganske tydelige. Og sikke øjne! De var mørke, strålende og fyldt med en voldsom lidenskab. Om det var raseri eller frygt, kunne jeg ikke sige. Aldrig har jeg set øjne, der var så fulde af intensitet og liv. De var ikke rettet mod mig, men stirrede ud i stuen. Jeg sad ganske stille et stykke tid, så lod jeg hånden glide hen over min pande i et forsøg på at tage mig sammen, og lidt efter gled det uskarpe omrids af hovedet over i den almindelige dunkelhed. Spejlet antog langsomt sin normale klarhed, og de røde gardiner tonede igen frem i spejlbilledet.

En skeptiker ville uden tvivl sige, at jeg var faldet i søvn over mine tal og at oplevelsen kun var en drøm. Men sandheden er, at jeg aldrig i mit liv har været så lysvågen. Jeg var i stand til at være kritisk over for fænomenet, imens jeg så på det, og sige til mig selv, at det var et hjernespind avlet af bekymringer, spekulationer og mangel på søvn. Men hvorfor netop denne form? Hvem er kvinden? Og hvad var den lidenskab, jeg læste i de vidunderlige brune øjne? De øjne der nu griber forstyrrende ind i mit arbejde. For første gang har jeg ikke nået den daglige kvota, jeg har sat mig som mål. Det er måske grunden til, at jeg ikke har haft nogen unormale fornemmelser i nat. I morgen må jeg vågne op, komme hvad der komme vil.


11. januar
Alt er vel, og jeg gør gode fremskridt med mit arbejde. Jeg vikler nettet strammere og strammere rundt om fyrens fede krop. Men han kan endnu nå at le sidst, hvis mine nerver bryder sammen. Spejlet kan næsten siges at være en slags barometer, der registrerer presset mod min hjerne. Jeg har lagt mærke til, at det hver nat er blevet sløret og tåget, før jeg har afsluttet mit arbejde.

Dr. Sinclair (som åbenbart er lidt af en psykolog) blev så interesseret i min beretning, at han kom på besøg her til aften for at kigge på spejlet. Jeg havde bemærket, at der med snørklede gamle bogstaver var indridset et eller andet på bagsiden af metalrammen. Han undersøgte det i sin lup, men kunne ikke få noget ud af det. Sane X. pal. var det endelige resultat, han kom frem til, men det bragte os jo ikke videre. Han rådede mig til at sætte spejlet ind i en anden stue, men når det kommer til stykket, kan det vel være ligegyldigt, for han har selv sagt, at uanset hvad jeg ser inde i det, så er det kun et symptom. Årsagen er de 20 hovedbøger, og det er dem og ikke spejlet, der burde stuves af vejen. Hvis det blot var muligt. Jeg er ved den 8., så jeg gør da fremskridt.


18. januar
Måske ville det alligevel have været klogere af mig at flytte spejlet bort. Jeg havde en usædvanlig oplevelse med det i nat. Og dog finder jeg det så interessant, så fascinerende, at jeg selv nu vil lade det blive stående, hvor det står. Hvad i alverden kan det mon betyde alt sammen?

Det var lige ved et-tiden om morgenen, og jeg var i færd med at lukke bøgerne for at vakle i seng, da jeg så hende foran mig. Hele stadiet med dunkelheden og uskarpheden må være undgået min opmærksomhed, for der var hun i al sin skønhed og lidenskab og sorg – så klart aftegnet som stod hun virkelig i stuen. Skikkelsen var lille, men meget tydelig. Så tydelig at hvert træk og hver fold i hendes kjole står mejslet i min hukommelse.

Hun sidder yderst til venstre i spejlet. En uskarp skikkelse kryber sammen ved siden af hende. Jeg kan lige akkurat skelne, at det er en mand. Bag dem er der en sky, i hvilken jeg kan se andre skikkelser. Skikkelser der bevæger sig! Det er ikke bare et billede, jeg ser på. Det er en scene fra livet, en virkelig hændelse. Kvinden kryber sammen og skælver. Manden ved siden af hende dukker sig. De skyggeagtige skikkelser gør vilde fagter og bevæger sig i små ryk. Jeg var så fascineret, at jeg helt glemte at være bange. Det var vanvittig irriterende at se så meget og så ikke se mere.

Men jeg kan i det mindste beskrive kvinden til mindste detalje. Hun er meget smuk og ganske ung, ikke en dag over 25, vil jeg tro. Hendes hår er  varmt kastanjebrunt med gyldne strejf, og hun bærer en lille hue, der går ned i en trekantet spids fortil og er af kniplinger kantet med perler. Hendes pande er høj, måske lidt for høj til at give fuldkommen skønhed, men den giver et anstrøg af kraft og styrke til et ansigt, der ellers kun have været blidt og feminint. Øjenbrynene er fint svungne over tunge øjenlåg, og så disse vidunderlige øjne. Så store, så mørke, så fulde af voldsom lidenskab, enten vrede eller frygt, der kappes med stolt selvbeherskelse. Hendes kinder er blege, læberne hvide af smerte, hagen og halsen fornemt rundet. Hun sidder let foroverbøjet i stolen, men hendes holdning er stiv og anspændt. Hendes kjole er af sort fløjl. En juvel funkler på hendes bryst, og et guldkrucifiks gløder i skyggen af en fold. Det er kvinden, hvis billede stadig bor i det gamle sølvspejl. Hvilken uhyggelig gerning kan have efterladt sit spor her, og i en anden tidsalder viser sig for et menneske, som på grund af overanstrengelse og hårdt nervepres befinder sig i en særlig sindstilstand?

Endnu en detalje: På venstre side af den sorte fløjlskjoles nederdel var der en klump hvide bånd, troede jeg først. Men da jeg billedsynet blev skarpere, opdagede jeg, at det var en mands hånd, knyttet og knudret af smerte, som krampagtigt holdt fast i kjolens fold. Resten af den sammenkrøbne mand var kun et uskarpt omrids, men den knyttede hånd sås tydeligt på den sorte baggrund og fik mig til at tænke på en tragedie af en eller anden art. Manden var bange, frygtelig bange. Det var ikke svært at se. Men hvad var det, der gjorde ham bange? Hvorfor knugede han så hårdt om hendes kjole? Svaret skulle søges hos de urolige skikkelser i baggrunden. De havde bragt fare med sig, både for ham og hende. Det interessante ved situationen fascinerede mig. Jeg tænkte ikke mere på den i relation til mine nerver. Jeg stirrede og stirrede, som om jeg var i teatret. Men jeg kunne ikke få mere ud af det. Tågen blev tyndere. Der var voldsomme bevægelser, som tilsyneladende havde noget at gøre med alle skikkelserne. Så blev spejlet atter klart.

Lægen siger, at jeg skal tage en fridag, og det kan jeg tillade mig, fordi jeg har gjort gode fremskridt i den seneste tid. Det er ganske tydeligt, at synerne helt og holdent beror på mine nervers tilstand, for jeg sad en time foran spejlet uden at der skete noget. Min hviledag har skræmt dem bort. Jeg gad nok vide, om jeg nogensinde finder ud af, hvad det alt sammen betyder. Her til aften undersøgte jeg spejlet ved stærkt lys, og foruden den mystiske inskription Sanc. X. pal. var jeg i stand til at skelne nogle spor af heraldiske mærker, der lige akkurat kunne anes på sølvet. De må være meget gamle, for de er næsten helt udviskede. Så vidt jeg kunne se, var der tale om tre spydhoveder, to ved siden af hinanden og en lige under dem. Jeg vil vise lægen dem i morgen, når han kommer på besøg.


14. januar
Føler mig atter i god form og er fast besluttet på, at intet nu skal standse mig, før mit arbejde er afsluttet. Lægen fik forevist mærkerne på spejlet, og han var enig med mig i, at de er heraldiske. Han er dybt interesseret i alt, hvad jeg har fortalt ham, og han krydsforhørte mig om samtlige detaljer. Det morer mig at se, hvorledes han er et bytte for to modstridende ønsker. På den ene side ønsker han, at hans patient skal blive symptomerne kvit, og på den anden side håber han, at det lykkes mig at opklare dette mysterium fra fortiden. Han rådede mig til fortsat hvile, men protesterede ikke særlig voldsomt, da jeg erklærede, at der ikke kunne være tale om yderligere hvile, før jeg var blevet færdig med de resterende 10 hovedbøger.


17. januar
I tre nætter har jeg ikke oplevet noget usædvanligt, min hviledag har båret frugt. Der er kun en fjerdedel af mit arbejde tilbage, men jeg bliver nødt til at sætte tempoet op, for sagførerne råber og skriger på deres materiale. De skal nok få, hvad de har brug for, og mere til. Jeg har fyren i saksen! Når de opdager, hvilken åleglat og durkdreven fyr han er, vil jeg uden tvivl få anerkendelse for mit arbejde. Falske handelskonti, falske statusopgørelser, dividender hentet fra kapitalen, tab opført som fortjeneste, udeladelse af arbejdsomkostninger, manipulationer med kontantbeholdningen – det er en ‘køn’ journal!


18. januar
Hovedpine, nervøse trækninger, tåge for øjnene, trykken for tindingerne, alt sammen forvarsler om alvorlige ubehageligheder, og de har heller ikke ladet vente på sig. Men jeg er nu ikke nær så ked af, at billedsynet har vist sig igen, som jeg blev skuffet over, at det forsvandt, før alt var åbenbaret og opklaret.

Men jeg så mere i nat. Den sammenkrøbne mand var lige så klart aftegnet som kvinden, hvis kjole han klamrer sig til. Han er en lille mørkhudet fyr med spidst, sort hageskæg. Han bærer en hvid kappe af damask kantet med pelsværk. Den fremherskende farve i hans øvrige klædedragt er rød. Men hvor er han dog bange. Han kryber sammen og ryster som et espeløv og ser sig hele tiden tilbage over skulderen. Han har en lille kniv i den anden hånd, men han er alt for underkuet til at turde bruge den. Nu begynder jeg også så småt at kunne skelne skikkelserne i baggrunden. Barske, skæggede, mørke ansigter dukker frem af tågen. Især én af disse mænd virker frastødende. Han er et rent skelet at se på med hule kinder og indsunkne øjne. Også han har en kniv i hånden. Til højre for kvinden står en høj ung mand med hørfarvet hår og en mut og trodsig mine. Den smukke kvinde ser bønfaldende op på ham. Det samme gør manden, der kryber sammen på gulvet. Den høje unge mand synes således at være herre over deres skæbne. Den bange mand på gulvet rykker nærmere og kryber i skjul bag kvindens skørter. Den høje unge mand bøjer sig ned og forsøger at hale hende bort fra ham. Alt dette så jeg i nat, inden spejlet atter blev klart. Vil jeg mon aldrig få at vide, hvad det ender med, og hvad det hele drejer sig om? Det er ikke bare et fantasidrama, det er jeg overbevist om. Engang, på et eller andet tidspunkt, har scenen udspillet sig, og det gamle spejl har frigivet den. Men hvornår – og hvor?


20. januar
Mit arbejde er ved at være færdigt, og det er på høje tid. Jeg føler en anspændthed i hjernen, et ulideligt pres, der advarer mig om, at et eller andet snart vil slå klik. Jeg har arbejdet til den yderste grænse af, hvad jeg formår. Men i nat skal det lykkes mig at blive færdig. Med en sidste voldsom kraftanspændelse vil jeg afslutte den 20. hovedbog, inden jeg rejser mig fra stolen. Jeg vil nå at blive færdig. Jeg vil.


7. februar
Det lykkedes også. Men åh Gud, hvilken oplevelse! Jeg ved ikke, om jeg har kræfter nok til at skrive det hele ned.

Lad mig først og fremmest forklare, at jeg skriver dette på dr. Sinclairs privatklinik cirka tre uger efter at have indført det sidste notat i min dagbog. Natten til den 21. januar slog det omsider klik for mit nervesystem, og jeg huskede intet, før jeg tre dage senere opdagede, at jeg befandt mig på dette hvilehjem. Men jeg kan hvile ud med god samvittighed. Mit arbejde var blevet færdigt, inden jeg brød sammen, og mine tal er overgivet til sagførerne. Jagten er forbi.

Og nu må jeg beskrive den sidste nat. Jeg havde svoret på, at arbejdet skulle gøres færdigt. Til trods for at det føltes som om mit hoved skulle sprænges, koncentrerede jeg mig så intenst om mit arbejde, at jeg ikke så op en eneste gang, før den sidste række tal var lagt sammen. Men det krævede en kolossal selvbeherskelse, fordi jeg vidste, at der hele tiden foregik vidunderlige ting i spejlet. Det fortalte hver eneste nerve i min krop mig. Hvis jeg blot havde set op en eneste gang i utide, ville det have været sket med mit arbejde. Altså så jeg ikke op, før de sidste tal var lagt sammen. Men da jeg omsider med værkende tindinger lagde pennen fra mig og så op – hvilket syn mødte da ikke mine øjne!

Spejlet med den brede sølvramme var som en strålende oplyst scene, hvorpå der opførtes et drama. Der var ikke længere den mindste antydning af tåge. Den hårde belastning af mine nerver havde fremkaldt denne forbløffende klarhed. Hvert ansigtstræk, hver bevægelse trådte frem med fuldkommen livagtig tydelighed. At tænke sig at jeg, en udkørt, jordbunden revisor med en bedragerisk svindlers regnskabsbøger liggende foran mig, blandt alle mennesker var blevet udvalgt til at overvære et sådant optrin!

Det var det samme sceneri og de samme personer, men dramaet var skredet videre frem. Den høje unge mand holdt kvinden i sine arme. Hun bøjede sig væk fra ham og så op på ham med alle tegn på afsky. De andre havde revet den sammenkrøbne mand bort fra hende. En halv snes stykker af dem stod i en kreds omkring ham – vilde, skæggede mænd. De stak efter ham med deres knive. Det så ud, som om de allesammen stak i ham på samme tid. Deres arme steg og faldt. Blodet strømmede ikke ud af ham, det sprøjtede! Hans røde dragt blev overstænket med det. Han vred og vendte sig, og det røde blod flød ud over den purpurfarvede dragt. De fortsatte med at hakke løs på ham, og blodet vedblev at sprøjte fra ham. Det var et grufuldt syn, grufuldt! De slæbte ham hen mod døren, mens han sparkede vildt omkring sig. Kvinden så på ham over skulderen, og hendes mund åbnede sig. Jeg hørte ikke en lyd, men jeg vidste, at hun skreg. Og så – hvad enten det nu skyldtes det nervepirrende syn foran mig, eller det slet og ret var reaktionen efter de sidste ugers opslidende arbejde – begyndte stuen at danse for mig. Gulvet gled bort under mine fødder, og jeg sansede ikke mere. Tidligt om morgenen fandt min værtinde mig liggende bevidstløs foran sølvspejlet, men selv havde jeg ingen erindring om noget, før jeg tre dage senere vågnede op i de stille og rolige omgivelser på dr. Sinclairs klinik.


9. februar
Først i dag har jeg givet dr. Sinclair en detaljeret beretning om min oplevelse. Han havde ikke tilladt mig at tale om den før. Han hørte efter med levende interesse. “Identificerer De ikke dette med en velkendt begivenhed fra historien?” spurgte han med et mistænksomt blik i øjnene. Jeg forsikrede ham, at jeg ikke var særlig velbevandret i historie. “Har De virkelig ingen anelse om, hvor det spejl stammer fra, og hvem det engang har tilhørt?” fortsatte han. “Har De måske?” spurgte jeg, for han talte på en mærkelig betydningsfuld måde. “Det er utroligt,” sagde han. “Og dog, hvordan skal det ellers kunne forklares? De scenerier, De tidligere skildrede, gav antydning om det, men nu kan der ikke længere være tale om tilfældige sammentræf. Jeg vil vise Dem nogle notater i aften.”

Senere
Han er lige gået. Jeg vil prøve at nedskrive hans ord så nøjagtigt, som jeg kan genkalde mig dem. Han begyndte med at lægge nogle støvede bøger på min seng.

“Dem kan De læse, når De får tid og lyst,” sagde han. “Jeg har nogle notater her, som De kan verificere. Der er ingen tvivl om, at det, De har set, er de skotske adelmænds mord på Rizzio i marts 1566 under overværelse af Maria Stuart. Deres beskrivelse af kvinden er nøjagtig og korrekt. Den høje pande og de tunge øjenlåg i forening med stor skønhed, den beskrivelse kan næppe passe på to kvinder. Den høje unge mand var hendes gemal, Darnley. Rizzio, hedder det i krøniken, ‘var iført en folderig kappe af pelskantet damask samt rødbrune fløjlsbenklæder.’ Med den ene hånd klamrede han sig til Marias kjole, i den anden hånd havde han en dolk. Den barske, huløjede mand var Ruthven, som lige havde rejst sig fra et længere sygeleje. Hver eneste detalje er korrekt.”

“Jamen hvorfor netop mig?” spurgte jeg forvirret. “Hvorfor er det mig, der kom til at overvære dette?”

“Fordi De var i den rette sindsstemning til at modtage indtrykket. Fordi De tilfældigvis ejede det spejl, der gengav indtrykket.”

“Spejlet! De tror altså, det var Marias spejl. At det i sin tid stod i den stue, i hvilken ugerningen blev begået?”

“Jeg er overbevist om, at det var Marias spejl. Hun havde været dronning af Frankrig. Hendes personlige ejendele var stemplet med det kongelige våben. Det, De antog for at være tre spydspidser, var i virkeligheden de franske liljer.”

“Og indskriften?”

Sanc. X. Pal. Det kan De udvide til Sanctæ Crucis Palatium. En eller anden har gjort et notat om, hvor spejlet stammede fra. Det var Det Hellige Kors’ Palads.”

“Holyrood!” udbrød jeg.

“Akkurat. Deres spejl stammer fra Holyrood. De har været ude for en højst besynderlig oplevelse og er sluppet godt fra den. Jeg er sikker på, at De aldrig mere vil udsætte Dem for at komme i en lignende situation.”

Trykt i: The Strand Magazine, august 1908.
Originaltitel: The Silver Mirror

Kort om Arthur Conan Doyle

Født: den 22. maj 1859
Død: den 7. juli 1930

Læs mere i The Arthur Conan Doyle Encyclopedia