En god gammeldags spøgelseshistorie af Stephen Leacock

Stephen Leacock
By The Arts & Letters Club of Toronto – (1913) The Year Book of Canadian Art, J. M. Dent & Sons, Limited, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=3371911

Aftenen var allerede ved at falde på, da det køretøj, jeg sad i, drejede op ad den lange, triste allé, der fører til Buggam Grange.

Et højt skrig gav genlyd inde i skoven, idet vi drejede om ad alléen. Dengang hæftede jeg mig ikke særligt ved det, fordi jeg tænkte, at det var et af disse høje skrig, man kunne vente at høre på et sådant sted og et sådant tidspunkt. Men mens vi kørte videre, gav jeg mig alligevel til at spekulere over, hvorfor dette skrig netop havde lydt nu, da vi nærmede os huset.

Jeg er ingenlunde nervøst anlagt, absolut ikke, og dog var der temmelig meget ved mine omgivelser, der kunne berettige mig til at føle en vis ængstelse. Buggam Grange ligger i den mest isolerede del af England, marskområdet, hvortil civilisationen endnu næppe er nået frem. Indbyggerne, hvoraf der kun findes en pr. kvadratkilometer, bor hist og her mellem mosehullerne og frister en ussel tilværelse ved at fiske efter frøer og fange fluer. De taler en dialekt, der er så afsnuppet, at den praktisk talt er umulig at forstå, men regnen, der uafbrudt skyller ned over dem, gør næsten al tale overflødig.

Hvor terrænet hist og her hæver sig en anelse over den sumpede overflade, er der tætte skove med slyngplanter og masser af ugler. Sværme af flagermus flyver fra skov til skov. Luften over de laveste områder er gennemsyret af giftige gasarter, der stammer fra marsken, mens luften inde i skovene er tung af dunster fra diverse giftblomster.

Det havde regnet om eftermiddagen, og da jeg kørte op ad alléen, bidrog den melankolske dryppen fra de mørke træer yderligere til at understrege omgivelsernes dysterhed. Det køretøj, i hvilket jeg befandt mig, var en droske på tre hjul — det fjerde var øjensynlig gået i stykker og var blevet fjernet. Denne skavank bevirkede, at køretøjet hældede meget til den ene side og slæbte akslen hen over den mudrede jordbund og derfor bevægede sig med en langsomhed, der passede til den triste stemning. Kusken, der sad på bukken foran mig, var så indpakket i tøj, at det var umuligt at få øje på ham selv, mens hesten var så indhyldet i tågedamp, at den praktisk talt var usynlig. Jeg må sige, at jeg sjældent har været på en så trist køretur.

Omsider holdt alléen op og gav plads for en stor græsplæne med vildtvoksende buskadser, og foran mig i halvmørket kunne jeg skimte omridset af selve Buggam Grange, en uregelmæssig, forfalden bygning. Et svagt lys gjorde forsøg på at trænge ud fra et kældervindue i tårnet. Bortset fra en række uglers melankolske tuden fra taget og frøernes kvækken fra voldgraven, der strakte sig rundt om ejendommen, herskede der stilhed overalt. Min kusk lod sin hest gøre holdt foran voldgraven. Jeg søgte forgæves ved tegn og fagter at få ham til at fortsætte. Jeg kunne se på fyrens ansigt, at han var skrækslagen, og det var faktisk kun de seks pence, jeg havde givet ham ekstra, der havde formået at få ham til at køre ad alléen. Ikke så snart var jeg steget ned fra køretøjet, før han vendte rundt og forsvandt.

Mens jeg lo hjerteligt ad fyrens angst (jeg har en særlig måde at le hjerteligt på i mørke), gik jeg frem til døren og trak i klokkestrengen. Jeg kunne høre klokken give dæmpet genlyd langt inde i huset. Så blev alt stille. Jeg lagde øret mod døren for at lytte, men kunne ikke høre andet end en svag stønnen som af et menneske i smerte eller sjælelig kvide. Da jeg imidlertid på grund af det, min ven sir Jeremy Buggam havde fortalt mig, var overbevist om, at huset ikke var tomt, slog jeg et hårdt slag på døren med den tunge dørhammer.

Men her må jeg nok lige forklare mine læsere (før de bliver for rædselagne til at høre mig), hvorledes det var gået til, at jeg stod og bankede på døren til Buggam Grange ved mørkets frembrud en novemberaften.

Et år forinden havde jeg siddet sammen med sir Jeremy, den nuværende baronet, på verandaen til hans ranch i Californien.

»Du tror altså ikke på overnaturlige fænomener?« sagde han.

»Overhovedet ikke« svarede jeg og tændte mig en cigar. Når jeg ønsker at udtale mig med virkelig vægt, tænder jeg altid en cigar.

»Nå, men det spøger i hvert fald på Buggam Grange, Digby,« sagde sir Jeremy. »Hvis du ønsker at få vished for det, kan du når som helst tage ud og tilbringe en nat på stedet og selv få syn for sagen.«

»Min kære ven,« svarede jeg, »intet vil glæde mig mere. Jeg rejser tilbage til England om tre uger, og så skal det være mig en fornøjelse at efterkomme din opfordring. Men sig mig lige,« tilføjede jeg noget kynisk, »er der nogen bestemt årstid eller dato, hvor spøgeriet på Buggam Grange anses for at være særlig skrækkeligt?«

Sir Jeremy sendte mig et besynderligt blik. »Hvorfor spørger du om det?« sagde han. »Kender du måske husets historie?«

»Jeg har aldrig så meget som hørt om stedet før,« svarede jeg muntert. »Indtil du omtalte det nu her i aften, kære ven, har jeg ikke haft den fjerneste anelse om, at du ejede et gods i England«

»Buggam Grange er lukket og har været det i tyve år,« sagde sir Jeremy. »Men jeg har en mand ved navn Horrod boende der — han var hushovmester hos min far og før hans tid. Hvis du har lyst til at tage derud, skal jeg skrive til ham, at du kommer. Og siden du åbenbart vil tage skæbnen i din egen hånd, så er den 15. november datoen.«

Netop i det øjeblik kom lady Buggam og Clara og de andre unge piger ud på verandaen, og jeg glemte hele historien. Jeg skænkede den heller ikke mere en eneste tanke, før jeg var tilbage i London. Men ved et af disse tilfældige sammentræf eller varsler — kald det, hvad De vil — gik det en morgen pludselig op for mig, at det var den 15. november. Hvorvidt sir Jeremy havde skrevet eller ej, anede jeg ikke. I hvert fald tog jeg derud og stod som før nævnt ved aftenstid og bankede på døren til Buggam Grange.

Lyden af dørhammeren var knap nok forstummet, da jeg hørte slæbende fodtrin indenfor samt lyden af kæder og slåer, der blev trukket fra. Døren gik op. Foran mig stod en mand med et tændt vokslys, som han skærmede for med hånden. Hans falmede sorte tøj — der øjensynlig engang havde været en hushovmestens antræk — hans hvide hår og høje alder lod ingen tvivl tilbage om, at det måtte være Horrod, som sir Jeremy havde talt om.

Uden et ord gjorde han tegn til mig om at komme ind, hjalp mig af med mit våde overtøj og viste mig — stadig uden at sige et ord — ind i et stort værelse, øjensynlig spisestuen på Buggam Grange.

Jeg er ingenlunde nervøst anlagt, hvilket jeg vist allerede tidligere har bemærket, og dog var der noget ved dette kæmpestore, panelbeklædte rum, der kun blev oplyst af et enkelt vokslys, og ved stilheden i det store tomme hus og ikke mindst ved min tavse ledsagers udseende, som gav mig en umiskendelig følelse af uro. Mens Horrod bevægede sig frem og tilbage, fik jeg lejlighed til at betragte hans ansigt nøjere. Jeg har sjældent set et ansigt, hvis træk var bedre egnet til at indgyde én nervøs angst. Hans gustne hud og snehvide hår (han var mindst halvfjerds) og frem for alt det sært hemmelighedsfulde blik syntes at stemple ham som en mand, der levede i konstant rædsel. Han bevægede sig lydløst omkring og drejede nu og da hovedet for at stirre ind i de mørke kroge.

»Sir Jeremy fortalte mig,« sagde jeg og talte så højt og hjerteligt, som det var mig muligt, »at han ville underrette Dem om mit komme.«

Jeg så ham lige ind i ansigtet, mens jeg talte.

Som svar lagde Horrod en finger på sine læber, og jeg forstod, at han var døvstum. Jeg er ikke nervøst anlagt (det har jeg vist sagt før), men bevidstheden om, at det eneste væsen foruden mig selv i det tomme hus var en døv stakkel, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Horrod stillede en kold kødpostej, en kold gås, en ost og en flaske æblevin foran mig. Men min appetit var forsvundet. Jeg spiste gåsen, men efter at have sat postejen til livs havde jeg ikke særlig lyst til osten, som jeg spiste uden glæde. Æblevinen smagte surt, og efter at jeg havde tilladt Horrod at skænke to flasker til mig, fandt jeg, at den gjorde mig melankolsk, hvorfor jeg besluttede, at jeg ikke ville drikke mere.

Da jeg var færdig med at spise, tog hushovmesteren sit vokslys og gjorde tegn til mig om at følge med. Vi gik gennem de tomme gange. En lang række Buggam’er stirrede ned på os fra væggene I det flakkende skær fra vokslyset virkede portrætterne mærkværdigt levende — det så ud, som om de lænede sig frem fra rammerne for at betragte den fremmede gæst.

Horrod førte mig ovenpå, og jeg blev klar over, at han ville have mig med til tårnet i østfløjen, hvor jeg ved min ankomst havde set lys i et af vinduerne.

De værelser, hushovmesteren anviste mig, bestod af en dagligstue og et tilstødende soveværelse, begge med paneler og antikke, falmede gobeliner. Der stod et tændt stearinlys på bordet i dagligstuen, men det svage lys, det udsendte, fik blot omgivelserne til at tage sig endnu mere trøstesløse ud. Horrod bøjede sig ned over kaminen, og det lykkedes ham også at få ilden til at brænde, men træet var øjensynlig vådt, hvorfor flammerne kun var små og svage.

Så trak hushovmesteren sig tilbage, og jeg hørte hans slæbende skridt give ekko ned ad den lange gang. Måske var det blot noget, jeg bildte mig ind, men det forekom mig, at hans forsvinden var signal til, at en svag stemme begyndte inde bag panelet. Der var en smal dør i panelet på den ene væg, og jeg spekulerede på, om den stønnende lyd måske kom inde fra dette panelskab. Jeg fattes som regel ikke mod (det håber jeg, mine læsere vil være flinke nok til at tro), og dog følte jeg mig absolut uvillig til at åbne døren til skabet og kigge derind. I stedet for satte jeg mig i en lænestol foran den svagt blussende kamin. Jeg havde siddet der et godt stykke tid, da jeg tilfældigt så op mod kaminhylden og dér fik øje på et brev adresseret til mig selv. Jeg genkendte straks sir Jeremy Buggams håndskrift.

Jeg åbnede konvolutten, foldede brevet ud under det svage lys fra stagen og læste følgende :

»Min kære Digby.
Under vor samtale, som du måske erindrer, fik jeg ikke lejlighed til at slutte min beretning om Buggam Grange. Jeg anser det imidlertid for givet, at du tager derud og at Horrod vil anbringe dig i tårnværelset, som er det eneste, der kan siges at være beboeligt. Jeg har derfor sendt ham dette brev, som skal afleveres til dig på selve Buggam Grange.

Historien er som følger :
Natten til den 15. november, for halvtreds år siden, blev min bedstefar myrdet i det værelse, du nu befinder dig i, af sin fætter sir Duggam Grange. Han blev stukket ned bagfra, mens han sad ved det lille bord, ved hvilket du uden tvivl i dette øjeblik sidder og læser dette brev. De havde siddet ved bordet og spillet kort, og min bedstefars lig blev fundet liggende midt i en dynge spillekort og guldmønter på gulvet. Sir Duggam, der var fuldkommen sanseløs af druk, lå ved siden af ham med den skæbnesvangre kniv i hånden og med blodige fingre. Skønt min bedstefar tilhørte slægtens yngste linje, ejede han dog en del af godset, som ved hans død ville tilfalde sir Duggam. Sir Duggam Buggam kendtes skyldig i mordet og blev hængt. Den dag, han skulle henrettes, fik han på grund af sin ædle byrd tilladelse af myndighederne til at bære maske på skafottet. De klæder, han blev henrettet i, hænger tillige med masken i det lille skab på din højre side. Det siges, at døren til dette skab går op hvert år den 15. november ved midnatstid, og at sir Duggam Buggam træder ud i værelset. Det har vist sig umuligt at få tjenestefolk til at blive på Buggam Grange, og med undtagelse af Horrod har ingen boet der i en hel generation. Da mordet blev begået, var Horrod en ung mand på toogtyve år og var lige trådt i familiens tjeneste Det var ham, der trådte ind i værelset og opdagede forbrydelsen. Den dag, henrettelsen fandt sted, blev han ramt af et slagtilfælde og har ikke talt siden. Lige fra den tid har han nægtet at forlade Buggam Grange, hvor han lever ganske afsondret.

Idet jeg ønsker dig en behagelig nat efter den trættende rejse, forbliver jeg din trofaste ven, Jeremy Buggam

Jeg vil overlade det til læserne at sætte sig ind i min sindsstemning efter læsningen af dette brev.

Jeg tror lige så lidt som enhver anden på det overnaturlige, og dog må jeg tilstå, at der var noget ved de omgivelser, jeg nu befandt mig i, som i hvert fald gav mig en følelse af ubehag. Mine læsere må gerne smile, hvis de har lyst til det, men jeg kan forsikre dem, at det var med en udpræget følelse af uro, at jeg rejste mig, greb stearinlyset og gik baglæns hen mod soveværelset. Idet jeg trådte over tærskelen, lød der atter noget i retning af en stønnen inde fra panelskabet, og jeg fremskyndede hastigt mit tilbagetog. Jeg skyndte mig at puste lyset ud, smed mig på sengen og trak dynen helt op over hovedet, idet jeg dog holdt det ene øje og det ene øre parat.

Hvor længe jeg lå således og lyttede til den mindste lyd, skal jeg ikke kunne sige. Der herskede fuldstændig stilhed i huset. Fra tid til anden kunne jeg høre en ugle tude i det fjerne, og en enkelt gang hørte jeg fra den anden ende af huset en lyd, som om nogen slæbte en lænke hen over gulvet. Mere end én gang følte jeg mig overbevist om, at jeg hørte stønnen inde fra panelskabet. Imidlertid blev jeg klar over, at den skæbnesvangre midnatstime nærmede sig. På grund af mørket kunne jeg ikke se på mit ur, hvad klokken var, men jeg skønnede, at det måtte være lige ved midnat. Så opfangede mit øre, der var skærpet til det yderste, den fjerne lyd af kirkeklokkerne fra landsbyen ovre på den anden side af mosen.

På slaget tolv åbnedes paneldøren i værelset inde ved siden af. Det er unødvendigt at spørge mig om, hvordan jeg kunne vide det. Jeg kunne naturligvis ikke se det, men jeg kunne høre eller på en eller anden måde sanse lyden. Jeg følte, at håret — alt håret — rejste sig på mit hoved. Jeg var klar over, at der var et væsen til stede i værelset inde ved siden af. Jeg siger med vilje ikke en person eller en levende sjæl, men et væsen. Enhver, der har befundet sig dør om dør med et væsen, vil kunne sætte sig ind i min sindstilstand. Jeg hørte en lyd, som om nogen famlede hen over gulvet samt en svag raslen af mønter.

Mit hår stod nu lodret i vejret. Læserne vil måske bebrejde det i den anledning, men det gjorde det altså.

I samme øjeblik lød der fra et værelse neden under et langt, gennemtrængende skrig som af en sjæl i vånde. Det står læserne frit at laste mig, hvis de har lyst, men i det øjeblik besluttede jeg at stikke af. Om jeg burde være blevet for at se, hvad der skete, er et spørgsmål, som jeg ikke diskuterer. Min eneste tanke var at komme væk — og det så hurtigt som muligt. Der var cirka femogtyve fod ned til jorden fra mit vindue i tårnet. Jeg sprang ud ad vinduet og landede i græsset nedenunder. Jeg satte over buskadset i ét spring og over voldgraven i et andet. Jeg fór gennem alléen i seks skridt og løb de otte kilometer ad landevejen gennem mosen på tre minutter. Dette er i hvert fald en nøjagtig beskrivelse af, hvordan jeg følte det. Det er muligt, at det tog lidt længere tid. Jeg standsede ikke, før jeg befandt mig på dørtrinet til kroen »Buggam Arms« i Little Buggam, hvor jeg bankede på, til værten lukkede mig ind.

Den næste dags formiddag vendte jeg i klart solskin og frost tilbage til Buggam Grange i et syvcylindret automobil sammen med seks lokale politibetjente og en læge. Det gør en stor forskel. Vi medbragte revolvere, spader, hakker, haglbøsser og en ouija-tavle.

Hvad vi fandt dér, opklarede mysteriet på Buggam Grange for tid og evighed. Vi fandt hushovmesteren Horrod liggende død på gulvet i spisestuen. Lægen sagde, at han var død af et hjerteslag. Af fodspor i støvet fremgik det, at han om natten havde været oppe i tårnværelset. På bordet havde han efterladt et ark papir, der indeholdt en fuldstændig tilståelse af, at det var ham, der for halvtreds år siden havde myrdet Jeremy Buggam. Omstændighederne ved mordet havde gjort det let for ham at kaste skylden for forbrydelsen over på sir Duggam, som var sanseløs af druk.

Min ven, den nuværende sir Jeremy, har rehabiliteret Buggam Grange. Det er bygget om. Voldgraven er tørlagt. Hele huset er oplyst ved elektricitet. Man kan foretage de skønneste bilture gennem skovene i alle retninger. Han har ladet flagermusene skyde og uglerne udstoppe. Hans datter, Clara Buggam, er blevet min hustru. Hun kigger over min skulder, mens jeg skriver dette.

Hvad kan De forlange mere?

Trykt i: Winsome Winnie and Other New Nonsense Novels, 1920.

Originaltitel: Buggam Grange: A Good Old Ghost Story

Kort om Stephen Leacock

Født: den 30. december 1869
Død: den 28. marts 1944

Læs mere  på The Literature Network