Véra af Villiers De L’Isle-Adam

Auguste Villiers De L'Isle-Adam
By Unknown – [1], Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2418269
(Til madame la comtesse d’Osmoy)

Legemets form er mere væsentlig for ham end dets substans.
La Physiologie Moderne

Kærlighed er stærkere end døden, sagde Salomon. Og i sandhed, dens magt kender ingen grænser.

Det var en tidlig efterårsaften i Paris for ikke så mange år siden. Vogne, der allerede havde tændt lygterne og som var lidt forsinkede efter dagens køretur i Boulogneskoven, var på vej i retning mod den triste Faubourg Saint-Germain. En af disse vogne svingede op foran porten til et stort herskabeligt palæ, der var omgivet af en ældgammel have. Portbuen var kronet af et våbenskjold ; våbnet, der tilhørte den gamle grevelige slægt d’Athol, så således ud: en mulle i sølv på blå bund, og mottoet Pallida Victrix under grevekronen med hermelinskanten. De tunge vogndøre blev åbnet, og ud steg en sørgeklædt dødbleg mand på tredive-femogtredive år. På trappen stod tavse lakajer med hævede fakler, men uden at skænke dem et blik steg han op ad trappen og gik ind. Det var grev d’Athol.

Med usikre skridt gik han op ad de hvide trin, der førte til det værelse, hvor han samme morgen havde lagt sine øjnes fryd, sin blegnende brud, sin fortvivlelse, Véra, hyllet i bølgende lin i en kiste foret med fløjl og dækket med violer.

Oven for trappen svingede døren tyst hen over tæppet. Han løftede forhænget.

Alle genstande i værelset befandt sig nøjagtigt, hvor grevinden den  foregående aften havde efterladt dem. Døden var kommet så pludseligt som en tordenkile. Den aften var hans elskede faldet i afmagt af fryd, havde givet sig så fuldstændigt hen i hans favntag, at hendes hjerte, udmattet af ekstasen, havde svigtet. Pludselig var hendes læber blevet dækket af en strøm af uhyggeligt rødt, og hun havde kun lige nået at give sin ægtemand et farvelkys, smilende og uden et ord; så havde hendes lange vipper sænket sig som sørgeslør over hendes øjnes yndige lys.

Denne dag uden navn var svundet.

Ved middagstid, da den uhyggelige ceremoni i familiens gravhvælving var afsluttet, tog greven afsked med det mørke, triste følge på kirkegården. Han lukkede sig inde bag de fire marmorvægge — alene med hende, han havde begravet — og han lukkede jerndøren til mausolæet bag sig. Røgelsen brændte på trefoden foran kisten, som blev belyst af en skinnende række lamper over den pude, hvorpå den døde unge kvindes hoved hvilede.

Han stod der fortabt i sine tanker, grebet af en eneste følelse: en håbløs længsel, og han blev i gravhvælvingen hele dagen. Klokken seks, da det var blevet tusmørke, kom han ud fra det hellige rum. Han låste gravkælderen, rev sølvnøglen ud af låsen, strakte sig på det øverste trin af tærskelen og kastede nøglen ind i hvælvingen. Gennem den kløverbladsformede åbning over døren kastede han den ind på stengulvet. Hvorfor gjorde han det? Sandsynligvis ud fra en mystisk beslutning om aldrig at ville vende tilbage.

Og nu stod han atter i sin elskedes kammer.

Vinduerne stod åbne bag de tunge, guldbroderede kashmirportierer; en sidste solstråle faldt på den afdødes portræt i den gamle træramme. Greven så sig om; kjolen lå over en stol, hvor hun havde slængt den fra sig aftenen før; på kaminhylden lå smykkerne, perlehalskæden, den halvt åbnede vifte, de tunge flakoner med parfume, som hun nu ikke længere indåndede. På ibenholtssengen — der endnu ikke var blevet redt — ved siden af puden, hvor han stadig kunne se aftrykket af sin elskedes hoved blandt kniplingerne, faldt hans blik på det blodplettede lommetørklæde, hvorpå hendes unge åndedrag et kort øjeblik havde dvælet med skælvende vinger. Han så på det åbne klaver, på hvilket der stod noder til en melodi, som aldrig ville blive spillet færdig; hans blik gled videre til de eksotiske blomster, som hun med egne hænder havde plukket i drivhuset og som nu stod og visnede i vaser af gammelt saksisk porcelæn; og dér, ved foden af sengen, de bittesmå morgensko af orientalsk fløjl, på hvilket ordspillet over hendes navn glitrede muntert i perlebroderi : Qui verra Véra l’aimera. Og så sent som i går morges havde hans elskedes små nøgne fødder puttet sig dér, kysset af svanedunskanten ved hvert eneste skridt! — Og der — der i skyggen — var det ur, hvis fjeder han havde ødelagt, så det aldrig mere kunne tælle timerne.

Hun var altså forsvundet! Men hvorhen Og at leve nu? Til hvad nytte …? Det var umuligt, det var absurd!

Og greven sank hen i mørke, uransagelige grublerier.

Han tænkte på den svundne tid. I seks måneder havde de været gift. Var det ikke i udlandet, ved et ambassadebal, at han havde set hende første gang? Øjeblikket stod for hans blik med knivskarp tydelighed. Han havde pludselig fået øje på hende, en strålende skabning. Den aften mødtes deres blikke, og de havde begge inderst inde følt deres samhørighed, deres forpligtelse til at elske hinanden for evigt.

Falsk tale, meget sigende smil, insinuationer — alle de vanskeligheder, verden stiller i vejen for at udskyde den uundgåelige lykke for dem, der er bestemt for hinanden — alt svandt bort over for den rolige vished, som de i det øjeblik havde givet hinanden.

Træt af sin kreds’ åndløse svulstigheder var Véra gået hen til ham, da den første hindring viste sig, og havde således på dronningevis skåret lige igennem de kedelige forberedelser, hvormed så mange af livets kostbare dage spildes.

Allerede efter deres første ord til hinanden var de udenforståendes tomme bemærkninger ikke andet for dem end en flok trækfugle, der susede forbi i mørket. Hvilke smil de havde skænket hinanden! Hvilke ubeskrivelige omfavnelser!

Og dog var begges natur mærkelig, i aller højeste grad mærkelig! De var to skabninger, som var blevet begavet med vidunderlige, men udelukkende jordiske, sanser. Følelser hos dem varede længere og var af en foruroligende intensitet, og når de gav efter for dem, glemte de helt bevidstheden om at være til. På den anden side var der visse tanker og ideer — for eksempel vedrørende sjælen, eller uendeligheden, eller Gud — der ligefrem var uigennemtrængelige for deres forståelse. Den tro, som mange nærer til overnaturlige ting, var for dem kun en kilde til svag, udefinerlig undren — en forseglet bog, som ikke vedkom dem, eftersom de hverken var berettigede til at forsvare eller dømme. Og da de således fuldt ud havde gjort sig klart, at verden var dem fremmed, havde de straks efter deres forening isoleret sig i dette gamle, dystre palæ, hvor larmen fra verden udenfor blev dæmpet af havens tætte løv.

Her begav de to elskende sig så ud på det ocean af nydelser, både smægtende og fordærvede, hvor ånden smelter sammen med kødets mysterier. De opbrugte al attråens kraft, al deres ømheds vanvittige længsel og skælven. De blev hver især selve den andens hjerteslag. I dem forenedes ånden så fuldstændigt med legemet, at deres kroppe forekom dem at være et middel forståelse, og at den flammende kæde af kys lænkede dem til den ideelle enhed. En uendelig ekstase! Og pludselig – pludselig var trolddommen brudt! Den frygtelige ulykke rev dem fra hinanden. De havde omslynget hinanden. Hvilken skygge havde revet den døde elskede bort fra hans arme? Døden? Nej: forsvinder violoncellens sjæl måske i skriget fra dens søndrede strenge?

Timerne gik.

Gennem vinduet så han himlen blive mørkere, efterhånden som natten nærmede sig; og natten blev som et levende væsen for ham — den var som en dronning, der vandrede i udlændighed med melankoli tegnet i sit åsyn, mens Venus som diamantspændet på hendes sørgedragt glimtede deroppe over træerne, alene på himlens dybblå hvælv.

“Det er Véra,” tænkte han.

Han sagde navnet halvhøjt, og ved lyden af det skælvede han som en, der er ved at vågne af en drøm; han rankede ryggen og så sig om.

Tingene i værelset blev oplyst af et skær, som hidtil havde været ubestemt, skæret fra en bedelampe, der gjorde mørket dybblåt, og nu fik natten, der helt havde overtaget magten, den til at ligne en ekstra stjerne inde i værelset. Det var den røgelsesduftende lampe foran en ikon, en familierelikvie, der tilhørte Véra. Den lille triptykon af gammelt kostbart træ hang i sin flettede russiske snor mellem spejlet og billedet. Et genskær fra guldet i midterfeltet skælvede i halskæden, der lå sammen med de andre smykker på kaminhylden.

Madonna i den himmelblå kjortel havde om hovedet en glorie, der var delt af det byzantinske kors, hvis spinkle, røde omrids gav genskæret en mørk, blodrød tone, der glimtede i de strålende perler. Lige fra barndommen havde Véra haft for vane at lade sine store, følelsesfulde øjne hvile på denne arvede madonnas rene, moderlige træk; men ak, hendes natur tillod hende kun at skænke madonnafiguren en overtroisk kærlighed, som hun nu og da gav udtryk for — naivt og eftertænksomt — når hun gik forbi den brændende lampe.

Dette syn rørte greven dybt i sjælen. Han rettede ryggen og blæste hastigt den hellige flamme ud. Derpå famlede han sig i mørket frem til klokkestrengen og ringede.

En tjener kom til syne, en gammel mand, klædt i sort. I hånden havde han en lampe; han stillede den foran grevindens portræt. En gysen af overtroisk rædsel for igennem ham, da han vendte sig og så sin herre stå der, rank og smilende, som om intet var hændt.

“Raymond,” sagde greven roligt, “vi er fuldstændig udmattede i aften, både grevinden og jeg. Du kan servere aftensmaden klokken ti. Og forresten har vi bestemt, at vi fra i morgen isolerer os endnu mere end tidligere. Ingen af tjenestefolkene, undtagen du selv, må tilbringe natten under husets tag. Du kan give dem tre måneders løn og så lade dem gå. Derpå kan du sætte slå for porten og tænde faklerne nede i spisesalen; du kan nok alene klare vore fornødenheder. For fremtiden modtager vi ikke besøg af nogen.”

Den gamle mand skælvede og betragtede ham opmærksomt.

Greven tændte en cigar og gik ned i haven.

I begyndelsen mente tjeneren, at en sorg, der var alt for knugende, alt for utrøstelig, havde gjort hans herre vanvittig. Han havde kendt ham fra barn og forstod straks, at chokket ved en for pludselig opvågnen let kunne blive skæbnesvangert for denne søvngænger. Hans pligt bestod først og fremmest i at respektere en sådan hemmelighed.

Han bøjede hovedet. En loyal medvirken i denne religiøse fantasi? At adlyde? Fortsat at tjene dem uden at ænse dødens tilstedeværelse? Hvilken mærkelig grille! Ville den kun vare denne ene nat? I morgen ville han måske — ak! Hvem kunne vide…? Måske…? Men når alt kom til alt, var det dog en hellig plan! Hvad ret havde han til at tænke, som han gjorde…?

Han forlod værelset, udførte ordrerne til punkt og prikke, samme aften begyndte den usædvanlige tilværelse.

En frygtelig illusion — det var, hvad der skulle skabes!

De første dages sorg smerte svandt hurtigt. Raymond havde — først med bestyrtelse, men senere med en slags ærbødighed og hengivenhed — med dygtighed tillagt sig en så naturlig optræden, at han, før der var forløbet tre uger, til tider følte, at han selv blev narret af sin gode vilje. De undertrykte tanker forsvandt! Undertiden følte han sig helt fortumlet og måtte forvisse sig om, at grevinden ikke var mere, at hun virkelig var død. Han blev en mester i melankolsk forstillelse, og som tiden gik, glemte han virkeligheden mere og mere. Inden længe blev det nødvendigt for ham at tænke sig om mere end en gang for at overbevise sig selv og tage sig sammen. Han indså tydeligt, at han til sidst ville give fuldstændig efter for den forfærdende magnetisme, hvormed greven lidt efter lidt inficerede hele atmosfæren omkring dem. Han blev grebet af frygt — en stille, udefinerlig frygt.

D’Athol levede sig faktisk ind i en fuldstændig benægtelse af, at hans elskede var død. Så tæt var den unge kvindes skikkelse sammensmeltet med hans egen, at han altid fandt hende hos sig. Snart sad han en solskinsdag på en bænk i haven og læste højt af de digte, hun holdt af. Snart sad han om aftenen foran kaminen, med to kopper te på det lille runde bord, og snakkede med det fantasifoster, som han så sidde og smile i lænestolen over for hans egen.

Dage, nætter, uger gik. Ingen af dem vidste, hvad de var ved at sætte i gang. Mærkelige ting begyndte at ske, og det blev snart vanskeligt at skelne imellem det virkelige og det indbildte. Et væsen af en eller anden art svævede omkring i luften. En skikkelse kæmpede for at gøre sig synlig, at skabe sig en kontur i det værelse, der ikke længere var en bestanddel af dens verden.

D’Athol levede en dobbelttilværelse, som en drømmer. Et blidt og blegt ansigt, opfanget i et kort glimt; en svag akkord slået an på klaveret, pludselig og uventet; et kys som lukkede hans læber i det øjeblik, han skulle til at sige noget; en fordobling af hans eget jeg, der gav ham fornemmelsen af at befinde sig i en slags flydende tåge; duften, den søde duft af den elskede ved hans side; og om natten — på søvnens tærskel — ord, han hørte fremsagt med dæmpet røst — alt dette tydede på én ting: at benægtelse af døden omsider var blevet sublimeret til en ukendt faktor!

Engang følte og så han hende så tydeligt ved sin side, at han tog hende i sine arme. Men ved denne bevægelse forsvandt hun.

“Stakkels barn!” mumlede han smilende og faldt i søvn igen — som en elsker, der er blevet afvist af en smilende, søvnig veninde.

På hendes fødselsdag anbragte han for spøg nogle evighedsblomster i den buket, han lagde på hendes hovedpude.

“Fordi hun bilder sig ind, at hun er død,” sagde han.

D’Athols stærke og altbetvingende vilje, der gav hans kærlighed styrke til at genskabe hustruens liv og tilstedeværelse i det gamle palæ, bevirkede til sidst, at tilværelsen fik en næsten magisk karakter. Selv Raymond følte ikke længere nogen skræk — han havde gradvis vænnet sig til disse fænomener.

Et glimt af en sort fløjlskjole ved krumningen af en havegang; lyden af en leende stemme inde fra dagligstuen; en klokke der ringede om morgenen, når han vågnede, ganske som før i tiden — alt dette havde han vænnet sig til. Man skulle tro, at den døde kvinde legede med det usynlige på samme måde, som et barn ville have gjort det. Så højt følte hun sig elsket! Det var fuldstændig naturligt alt sammen.

Der var gået et år.

Om aftenen på selve årsdagen sad greven foran kaminen i Véras værelse. Han var netop blevet færdig med at læse de sidste vers af en florentinsk fortælling, Callimachus, højt for hende og nu lukkede han bogen.

“Douschka,” sagde han, idet han skænkede sig en kop te, “kan du huske Vallée-des-Roses og Lahnflodens bredder og Quatre-Tours? Kan du? Får denne historie dig ikke til at tænke på alt det?”

Han rejste sig, og i det blålige spejl så han, at han var blegere end sædvanligt. Han tog et perlearmbånd op af en skål og betragtede det opmærksomt. Véra havde taget armbåndet af for lidt siden (havde hun ikke?), før hun klædte sig af, og perlerne var endnu varme og skinnende, med en mild glans efter berøringen med hendes hud. Og her var opalen i den siberiske halskæde; så højt elskede den Véras smukke barm, at den blegnede i sin gyldne indfatning, hvis hun glemte den for længe, som den vansmægtede og var syg. (Netop af den grund havde grevinden elsket dette smykke højt!). Og nu i aften glitrede opalen, som om den lige var blevet taget af, som om den stadig besad lidt af den døde skønheds magnetisme. Idet greven lagde halskæden med den kostbare sten fra sig, kom han tilfældigt til at røre ved det lille lommetørklæde. Bloddråberne på det var våde og røde som nelliker i sne! Og dér — på klaveret — hvem havde vendt det sidste nodeblad til denne melodi fra fortiden? Og den hellige lampe havde tændt sig selv foran madonnabilledet! Dens gyldne flamme kastede et mystisk skær over madonnas ansigt og på hendes lukkede øjne! Og alle disse eksotiske blomster, nyplukkede og nyudsprungne i de gamle saksiske vaser — hvis hånd havde anbragt dem der? Hele værelset virkede lykkeligt og syntes at være forlenet med et liv, der af en eller anden grund virkede mere betydningsfuldt og mere intenst end sædvanligt. Men intet kunne forundre greven! Det hele forekom ham så normalt, at han end ikke bemærkede, at uret slog — det ur, som i et helt år ikke havde gået.

Man kan sige, at grevinde Véra den aften kæmpede (og hvor vidunderligt kæmpede hun ikke!) for at vende tilbage til dette værelse, som i bund og grund var gennemsyret af hendes personlighed! Hun havde ladet så meget af sig selv blive tilbage ! Alt det, der havde udgjort hendes eksistens, drog hende tilbage dertil. Hendes charme dvælede mærkbart i luften. Den vedvarende kraft fra hendes mands lidenskabelige vilje måtte have løsnet usynlighedens flygtige bånd omkring hende…!

Det var givet, at hun var til stede. Alt det, hun elskede, var der.

Hun måtte have længtes efter at smile til sit spejlbillede i det mystiske spejl, hvori hun så ofte havde beundret sine liljehvide træk. Ja, dernede mellem violerne — under de kolde og slukkede lamper i gravhvælvingen — var hun vågnet, den skønne døde; hun havde skælvet, den guddommelige, skælvet, da hun så sølvnøglen, der lå på stenfliserne. Hun havde længtes efter at være hos ham, at finde ham! Døden er kun endelig for den, der nærer håb om himlens lyksalighed, men var dødens favntag og livets lyksalighed måske ikke den endelige afslutning for hende? Og der i mørket kaldte hendes mands kys hendes egne læber frem. Og den forsvundne lyd af melodierne, de ord fra svundne dage, de stoffer som havde dækket hendes legeme og endnu duftede af hendes parfume, disse magiske smykker som endnu med dunkel sympati længtes efter hende, og frem for alt den overvældende fornemmelse af hendes nærhed, en følelse som selv tingene i værelset nærede — alt dette havde kaldt på hende, havde draget hende så længe og så heftigt, at der nu, efter at dødssøvnen var brudt, kun manglede ét: hendes egen person.

Åh, tanker er levende væsener! Greven havde udhulet den elskedes skikkelse i luften, og dette tomrum måtte nødvendigvis fyldes af den eneste skabning, som passede til det, for ellers ville universet styrte sammen i kaos. Og i det øjeblik kom den absolut sikre følelse af, at hun måtte være til stede der i dette værelse! Han var lige så sikker på det som på sin egen eksistens, genstandene omkring ham var mættede med den samme overbevisning. Man kunne ligefrem se det! Og nu, da der kun manglede Véra selv — synlig og håndgribelig — var det uundgåeligt forordnet, at hun skulle være der, og at den store drøm om liv og død et øjeblik skulle åbne sine uendelige porte! Ved troen var genopstandelsens sti blevet ført direkte til hende. Et muntert klingende latterudbrud lød henne fra ægtesengen. Greven vendte sig om. Og der, lige for hans øjne, skabt af hans vilje og erindring, overjordisk, støttende sig med
en albue på kniplingspuden og med den ene hånd begravet i de sorte lokker, med læberne skilt i et smil der rummede løfter om paradis og fryd, så skøn at det kunne knuse éns hjerte, dér lå grevinde Véra og så op på ham med øjne, der endnu rummede spor af søvnen.

“Roger!” sagde den sagte, fjerne stemme.

Han gik hen til hende. I fryd — i himmelsk, altforglemmende, udødelig fryd — mødtes deres læber!

Og da mærkede de omsider, at de virkelig kun var én skabning. Timerne fløj deres mærkelige flugt og strejfede med deres vingespidser denne ekstase, hvor himmel og jord for første gang forenedes.

Men pludselig sprang greven op, som var en skæbnesvanger tanke med ét faldet ham ind.

“Åh, jeg husker,” råbte han. “Nu husker jeg! Hvad er det, jeg gør? — Du — du er jo død!”

Og i samme øjeblik som ordene var udtalt, slukkedes den mystiske lampe foran ikonen. Det blege morgenlys — en trist, grå regnvejrsmorgen — sivede gennem en sprække i gardinerne ind i værelset. Lysenes flammer blegnede og gik ud, og der var kun den skarpe røg fra de glødende væger tilbage; ilden forsvandt under et lag af kold kvælende aske; og gradvis sagtnede urets pendul sin fart, til det igen hang stille. De forskellige genstandes vished og overbevisning forsvandt. Opalen blev død og glitrede ikke længere; blodpletterne på linet ved hendes side falmede ligeledes; og skikkelsen, i al dens blændende hvidhed, forsvandt mellem den fortvivlede greves arme, som forgæves forsøgte at fastholde den, og vendte tilbage til den usynlige luft. Hun var borte. Et fjernt farvelsuk, fjernt men tydeligt, nåede grevens sjæl. Han rejste sig. Han opfattede lige akkurat, at han var alene. Hans drøm var smeltet bort ved en enkelt berøring. Med et eneste ord havde han sønderrevet den magnetiske tråd i det glitrende spind. Atmosfæren var nu fuld af død.

Som de tåreformede glasdråber, så tilfældigt dannede og dog så solide, at et hammerslag på den tykkeste del ikke vil knuse dem, og dog så skøre, at de øjeblikkelig vil smuldre til ulegemligt støv, hvis den tynde spids, der er tyndere end en nålespids, knækkes således var alt forsvundet.

“Åh!” mumlede han, “så er alt forbi! — Hun er tabt og helt alene! — Hvilken sti kan nu føre mig til dig? Vis mig vejen, som kan føre mig til dig!”

Pludselig — som til svar — faldt en skinnende genstand med en svagt klingende lyd fra ægtesengen ned på det sorte skindtæppe; en lysstråle fra den forhadte jordiske dag fik den til at glimte. Den forladte bøjede sig ned og samlede den op, og da han så, hvad det var, oplystes hans ansigt af et lykkeligt, ophøjet smil. Det var nøglen til gravhvælvingen.

Trykt i: La Semaine Parisienne, 7. maj, 1874

Originaltitel: Véra: Histoire mystérieuse

Kort om Villiers De L’Isle-Adam

Født: den 7. november 1838
Død: den 18. August 1889

Læs mere på Wikipedia