Graveren i Chapelizod af Sheridan Le Fanu

Sheridan Le Fanu
By Unknown – Pinterest, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=42799496

De, der husker Chapelizod som det var for femogtyve år siden eller mere, husker sikkert også graveren. Bob Martin var meget frygtet af drenge, der om søndagen skulkede fra kirkegangen og i stedet for løb rundt på kirkegården og læste indskrifterne på gravstenene eller sprang buk over dem eller kravlede om i vedbenden for at finde flagermus eller fuglereder eller kikkede ind gennem det mystiske hul under østvinduet, hvor man kunne se en række trappetrin, der tabte sig i mørket, i hvilket man skimtede en række støvede og hensmuldrende kister, hvis fløjlsbetrukne låg gabede uhyggeligt og åbenbarede de hvide knogler. Bob var selvfølgelig en skræk og rædsel for sådanne nysgerrige drenge. Men hvor skrækindjagende han end var i sit embede som graver, og hvor fjernt hans ranglede skikkelse i den falmede sorte frakke, hans uvenlige lille ansigt, hans mistænksomme grå øjne og hans falmede brune stumpede paryk end kunne synes at være al gemytlighed, så hændte det dog, at Bobs moral vaklede og at Bacchus ikke altid fristede ham forgæves.

Bobs hukommelse var noget ud over det sædvanlige, for han var fuld af lystige historier og gruopvækkende beretninger. Hans levevej havde gjort ham fortrolig med grave og nisser, og hans egen smag med bryllupper, alle slags gilder og sammenkomster. Og da han kunne huske næsten tre snese år tilbage i landsbyens historie, var hans forråd af stedlige anekdoter stort, nøjagtigt og opbyggeligt. Da hans indkomst som graver på ingen måde var overdådig, var han ikke sjældent henvist til kneb, som selv i bedste tilfælde ikke var de allerfineste, hvis han ville følge sin lyst og trang. Han inviterede ofte sig selv, når hans værter havde glemt at gøre det. Når hans venner og bekendte sad og drak sammen på en kro, kom han ofte tilfældigt derind og underholdt dem med mærkelige eller frygtelige historier fra sit uudtømmelige forråd, og han generede sig aldrig for at modtage deres tak i form af en varm whiskypunch eller hvad det nu var, de drak.

Der var på den tid en kromand ved navn Philip Slaney, som havde en kro næsten lige overfor den gamle bom. Når denne mand var alene, drak han aldrig for meget, men da han af naturen var tungsindig og derfor stadig trængte til lidt stimulans, kom han efterhånden til at sætte overordentlig stor pris på Bob Martins selskab, der i virkeligheden lidt efter lidt blev det eneste lyspunkt i hans tilværelse, og det så ud, som om den snurrige gravers underfundige morsomheder og vidunderlige historier fik hans medfødte melankoli til at lette lidt.

Dette fortrolige forhold bidrog ikke til at forøge de to drikkebrødres velstand eller ry. Bob Martin drak en hel del mere punch end han havde godt af, og mere end hvad der passede til hans stilling i kirkens tjeneste. Philip Slaney lod sig lokke til lignende svagheder, for det faldt ham svært at modstå sin kloge vens elskværdige overtalelser, og da han måtte betale for dem begge, mener man, at det gik endnu værre ud over hans pung end over hans helbred. Det kan nu være som det vil, men Bob Martin fik af de lokale æren af at have gjort ‘sorte Philip Slaney’ – sådan kaldtes han altid – til en drukkenbolt, og Philip Slaney fik æren for at have gjort graveren til en endnu større slubbert, hvis det var muligt.

Under disse omstændighederne blev regnskaberne i forretningen over for bommen noget indviklede. En lummer sommerdag, da vejret var både tungt og skyet, gik Philip Slaney ind i det lille kontor bagved, hvor han førte sine bøger og hvorfra han gennem et meget snavset vinduer kunne se den bare væg på huset overfor. Her lukkede og låste han døren, tog en ladt pistol, stak mundingen i munden og skød den øverste del af hovedet op gennem loftet.

Denne frygtelige ulykke gjorde et meget dybt indtryk på Bob Martin. Dels fordi han flere gange i den sidste tid var blevet fundet om natten på landevejen så åndsfraværende, eller måske snarere bevidstløs af druk, at han var blevet truet med afskedigelse. Og dels, var der nogle der tilføjede, fordi han havde svært ved at finde en anden, der ville spendere så meget på ham som stakkels Philip Slaney plejede. Så Bob Martin forsvor alkohol under enhver form og blev et glimrende eksempel på afholdenhed og nøgternhed. Til sin kones store trøst og til stor opbyggelse for nabolaget holdt Bob fast ved sine gode forsætter med rimelig nøjagtighed. Han var sjælden beruset og aldrig fuld, og den bedre del af nabolaget hilste ham med alle de æresbevisninger, der tilkommer den fortabte søn.

Omtrent et år efter den frygtelige begivenhed, vi har nævnt, skete det, at præsten fik besked om en begravelse, der skulle finde sted på kirkegården i Chapelizod, og samtidig modtog han visse instruktioner om gravens beliggenhed, så han sendte bud efter Bob Martin i den hensigt at meddele samme embedsmand disse officielle detaljer. Det var en trykkende sensommeraften. Store mængder af tunge, uhyggelige tordenskyer havde dynget sig oven på hinanden og dækkede himlen med en højtidelig tronhimmel, der varslede om uvejr. I den tunge, stille luft hørtes den dumpe rullen af torden langt borte, og man havde en fornemmelse af, at naturen lå knuget og tynget af uvejret, der var i anmarch. Klokken var over ni, da Bob iførte sig sin lurvede sorte embedsfrakke og forberedte sig til at møde sin overordnede.

“Bobby, min egen ven,” sagde hans kone, før hun gav ham hatten, “nu vil du godt lade være, Bobby, du ved nok med hvad!”
“Jeg ved ikke, hvad du mener,” svarede han kort og greb efter sin hat.
“Du vil nok lade være med at krumme armen, ikke sandt, Bobby?” sagde hun og holdt hatten udenfor hans rækkevidde.
“Jo, det skal jeg nok, men kom så med hatten!”
“Jamen, Bobby, du skal love mig det – vil du ikke nok love mig det?”
“Jo, vist vil jeg så – hvorfor ikke? Men giv mig nu min hat og lad mig komme af sted.”
“Ja, men du lover jo ikke rigtigt, Bobby, du har jo ikke lovet mig noget endnu.”
“Nå ja, fanden tage mig, om jeg drikker en dråbe, før jeg kommer hjem igen,” sagde graveren vredt. “Er du så tilfreds? Og vil du så give mig hatten?”
“Her er den, min ven. Og Gud sende dig fri og frelst tilbage.”

Med denne afskeds-velsignelse lukkede hun tilfreds og lettet døren efter ham og satte sig ved sit strikketøj for at vente på, at han skulle komme tilbage. Hun syntes, at han i den sidste tid havde været beruset oftere, end det passede sig for hans nye liv, og hun frygtede, at den halve snes værtshuse, som han skulle passere, ville lokke ham så stærkt, at han ikke kunne stå imod.

De var stadig åbne, og der stod en herlig duft af whisky ud af dem, da Bob sneg sig forbi med lange øjne. Men han stak hænderne i lommen, så til den anden side og fløjtede resolut og prøvede kun at tænke på præsten og den betaling, han skulle have. Således førte han sin moral trygt forbi de lurende skær og nåede præstegården i sikkerhed. Præsten var imidlertid pludselig blevet kaldt ud til en syg, og Bob Martin måtte derfor sidde i forstuen og få tiden til at gå, så godt han kunne, til præsten kom hjem. Dette varede, uheldigvis meget længe, og klokken må have været tolv, før Bobby Martin kunne gå hjemad. Nu var uvejret trukket sammen og det var bælgmørkt. Der hørtes tordenbulder fra bjergsiderne og dalene i Dublin-bjergene, og det blege, blå kornmod lyste på husenes hvide facader.

Nu var alle døre lukkede, men da Bob travede hjemad, søgte hans blik ganske af sig selv det værtshus, der engang havde tilhørt Philip Slanye. Der skinnede et svagt skær ud gennem skodderne og gennem det lille vindue over døren, så der stod et svagt, tåget lysskær om hele huset. Da Bobs øjne nu var blevet vant til mørket, var det omtalte lysskær tilstrækkeligt til, at han kunne se en mand i en slags løs ridefrakke sidde på en bænk, som stod uden for vinduet. Hans hat var trukket dybt ned over øjnene og han sad og røg på en lang pibe. Ved siden af ham kunne man svagt skimte omridset af et glas og en flaske, og man kunne også se en opsadlet hest, der roligt stod og ventede på sin herre. Der var utvivlsomt noget mærkeligt ved synet af en rejsende, der sad på gaden på denne tid af natten og indtog forfriskninger. Men graveren antog blot, at den rejsende havde taget sin forfriskning med udenfor for at nyde den i fred og ro, da værtshuset lukkede for den dag.

På ethvert andet tidspunkt ville Bob have hilst den fremmede med et venligt god aften, men han var ikke i humør til noget nu og var lige ved at gå forbi den fremmede uden et ord, da denne, uden at tage piben fra munden, løftede flasken og vinkede til ham med den, idet han samtidigt indbød ham til at dele hans plads og drikke ved en bevægelse med hoved og skuldre og ved at rykke lidt til side på bænken. Der var den herligste duft af whisky i luften og Bob var på nippet til at modtage indbydelsen. Men i det øjeblik, han begyndte at vakle, huskede han sit løfte og sagde: “Nej, mange tak, jeg har ikke tid i aften.” Den fremmede vinkede en indtrængende velkomsthilsen til ham og pegede på den tomme plads ved siden af sig. “Jeg takker Dem meget for Deres venlige tilbud,” sagde Bob, “men jeg er allerede sent på den og har ingen tid tilovers, så jeg ønsker Dem godnat.”

Den fremmede lod glasset klirre mod flaskehalsen, som ville han antyde, at han i det mindste kunne få sig en dram uden at spilde tiden. Bob var af samme mening, men skønt tænderne løb i vand, huskede han sit løfte, rystede på hovedet med urokkelig beslutsomhed og gik videre. Den fremmede rejste sig fra bænken med piben i munden, flasken i den ene hånd og glasset i den anden og holdt sig tæt i hælene på graveren, mens hans hest fulgte bagefter. Der var noget mistænkeligt og noget uforklarligt i denne påtrængenhed. Bob forstærkede sine skridt, og den fremmede fulgte tæt efter ham. Graveren begyndte at føle sig ilde til mode og vendte sig om. Hans forfølger var lige bag ham og opfordrede ham stadig med utålmodige bevægelser til at smage på hans whisky.

“Jeg har jo allerede sagt,” sagde Bob, der nu både var vred og bange, “at jeg ikke vil røre den, og det må være nok. Jeg bryder mig ikke om at have noget at gøre med Dem og Deres flaske, og i Guds navn,” tilføjede han heftigere, da han så, at den anden stadig kom nærmere, “gå væk og lad være med at plage mig på den måde.” Disse ord syntes at ophidse den fremmede, for han løftede truende flasken mod Bob Martin. Trods denne voldsomme bevægelse lod han alligevel afstanden mellem sig og Bob blive noget større. Bob kunne imidlertid stadig se ham følge efter sig i nogen afstand, for der kom en underlig rød glans fra hans pibe, der svagt oplyste hele skikkelsen som med en meteors uhyggelige lys.

“Jeg ville ønske, at Fanden tog sig lidt mere af sine,” mumlede den ophidsede graver, “så ved jeg nok, hvor du ville være.” Næste gang, han så sig tilbage over skulderen, så han til sin skræk den påtrængende fremmede så tæt bag sig som han nogensinde havde været. “Gid pokker havde Dem,” råbte denne gruens og gravens mand, næsten ude af sig selv af raseri og rædsel, “hvad vil De mig?” Den fremmede så nu mere tillidsfuld ud, og blev ved med at nikke. Da han kom endnu lidt nærmere, rakte han flaske og glas frem. Bob Martin hørte hesten pruste i mørket bagved. “Behold det for Dem selv, hvad det så end er, for der er hverken nåde eller held ved Dem,” råbte Bob Martin, kold af skræk, “og lad mig så være i fred!” Han prøvede forgæves at komme i tanker om en bøn eller en besværgelse i sin fuldstændige forvirring. Han gik så hurtigt, at han næsten løb. Nu var han ganske nær sin egen dør.

“Luk mig ind, for Guds skyld! Molly, luk døren op!” råbte han, da han nåede tærskelen og lænede sig mod døren. Hans forfølger stod nu foran ham på vejen. Han havde ikke længere piben i munden, men det røde skær glødede stadig omkring ham. Der kom nogle hule, uartikulerede lyde fra ham, helt ulveagtige og ubeskrivelige, mens han lod til at skænke op i glasset. Graveren sparkede af al sin kraft på døren og råbte samtidigt fortvivlet: “I Gud den Almægtiges navn, forlad mig en gang for alle!”

Forfølgeren kastede rasende flaskens indhold efter Bob Martin, men i stedet for vædske strømmede der flammer ud af den. De bredte sig og hvirvlede uden om dem, og et øjeblik stod de begge indhyllet i et svagt flammeskær. I samme øjeblik kom der et vindstød, som rev den fremmedes hat af, og graveren kunne se, at hans hoved manglede issen. Et øjeblik så han på det sorte, gabende hul, så faldt han sanseløs ind gennem døren, som hans kone lige havde åbnet.

Jeg behøver næppe give læseren nogen forklaring på denne yderst letforståelige og nøjagtige fortælling. Alle var enige om, at den rejsende var genfærdet af ham, der havde begået selvmord, og som nu var kaldt frem af den onde for at friste graveren til at bryde sit løfte, der jo var bekræftet med en ed. Var det lykkedes ham, er der ingen tvivl om, at den mørke ganger, som Bob havde set, var bestemt til at bære en dobbelt byrde tilbage til det sted, hvorfra den kom.

Som en bekræftelse på, hvor virkeligt dette syn havde været, så man den næste morgen, at den gamle tjørn, der stod uden for indgangen, var blevet svedet af den helvedesild, der var strømmet ud af flasken, ganske som om det var et lyn, der havde ramt den.

Trykt i Dublin University Magazine, januar 1851
Originaltitel: The Sexton’s Adventure

Kort om Sheridan Le Fanu

Født den 28. august 1814
Død den 7. februar 1873

Læs mere på Gyseren.dk