Den ulåste dør af Marie Belloc Lowndes

Marie Belloc Lowndes“Lad bare den dør være, unge mand; og husk fremover, at den aldrig skal låses, og De skal heller ikke skyde slåen for. Ikke fordi der ville ske større ulykker, hvis den virkelig blev låst, for Herren har altid nøglen hos sig.”

Fru Torquil hørte de dæmpede ord. Cote, deres 70-årige hushovmester, instruerede den nye tjener på den langsomme, indtrængende måde, som nu engang er vedtaget, når hushovmestre henvender sig til deres ærbødige undergivne. Men denne underordnede tilhørte en ny tid, der afveg fra den gamle, så han havde den dristighed at svare igen.

“Det er da en fiks idé.”
“Det kan være, at den forekommer Dem ‘fiks’, Henry, eftersom De er ny her i huset, men set fra mit synspunkt er den kun bedrøvelig.”
“Bedrøvelig – hvordan det, Hr. Cote?”

Anne Torquil var stoppet op ved sin sovekammerdør, og hørte nu den velkendte gamle stemme svare den unge – som det syntes med en let skælven. “Ser De, det gik til på følgende måde. Hr. John – en sjælden tiltalende ung fyr var han ved Gud. Hr. John blev ikke rapporteret som ‘faldet’ af sin oberst, da han ikke vendte tilbage fra, hvad man den gang benævnte ‘et udfald mod de fjendtlige linjer’. Han blev kun anmeldt som ‘savnet’. Grusomt, det var, hvad jeg kaldte det dengang, og grusomt kalder jeg det endnu – for den slags er kun egnet til at vække falske forhåbninger.”

“Det forstår jeg godt, det har gjort, Hr. Cote” – den unge stemme var blevet alvorlig.
“Fru Torquil vidste godt, hvad dette ‘savnet’ betød. Men Herren, han kunne ikke få sig selv til at tro, at hans søn og retmæssige arving var borte for bestandig. Jeg husker tydeligt, hvordan Hr. Torquil nogle få dage efter våbenhvilen dukkede op, lige som jeg var i færd med at lukke og slukke, og så sagde han lige akkurat sådan: “Lad bare døren til den lille hall være, Cote. Master John kom altid ind i huset ad den vej, fordi det var en genvej. Nu for tiden kommer der en mængde soldater tilbage fra Tyskland. Folk, der er blevet rapporteret ‘savnede’, så der er intet til hinder for, at min søn en skønne dag kan komme spadserende ind ad den dør der.”
“Det var, hvad han sagde dengang, stakkels Herre; og denne dør, Henry, har derfor aldrig siden været låst, endsige haft slåen skudt for.”

Mændenes fodtrin døde bort, og der var noget, der rørte sig i Anne Torquils ulykkelige, hensygnende hjerte. Hvor sælsomt, at hun ikke før i aften havde haft kendskab til sin mands ordre! Det var fuldstændig rigtigt, at drengen hele barndommen igennem havde været vant til at brase ind ad denne yderdør, som førte ind til, hvad de i huset kaldte ‘den lille hall’ – og dette gerne med et bestemt udråb som: “Mor! Hvor er du – ovenpå?” Og dog – hvor højt han end elskede hende, hvor meget de end var for hinanden, så havde hun alligevel altid været klar over, at John havde sat sin alt andet end fejlfri far højere end hende.

Hun var så bevæget nu, at noget af den angstfulde sjælekval, hun havde følt for seks år siden, kom tilbage, og hun begyndte at vandre hvileløst frem og tilbage i det prægtige soveværelse, som mange af hendes bekendte misundte hende. Hvor beklageligt, at det for hende kun skulle rumme plagsomme minder.

I den brede seng, hvor hun nu ofte tilbragte sine vågne nætter, var sønnen blevet født, den søn, hvis komme havde syntes skæbnebestemt. Overbevist om at hun i dette kapitel ville være lige så heldig som i alle andre, havde hun leet højt ved den tanke, at hendes baby kunne blive en pige. Hvor ofte havde hun ikke i de sidste seks år ønsket, at hun var død den selv samme strålende dag, da hendes dreng blev født.

Hendes gode ven fra dengang – som for resten stadig var hendes gode ven – Dr. Maynard, den gamle landsbylæge, havde i de lykkelige år, der fulgte efter Johns fødsel, mere end en gang påtaget sig den utaknemmelige opgave at antyde, at det var synd og skam, barnet ikke havde en broder eller søster, med hvem det kunne dele den lykkelige barndomstid. Men hun, Anne Torquil, havde med vilje vendt det døve øre til overfor sådanne hentydninger. Hun havde altid i hele sit unge liv – hvilket hun koketterede med at benævne som ‘spildt’ – kun gjort, hvad hun ønskede at gøre, og dette princip var hun aldrig fraveget en tomme. Hun havde skænket sin Jack en prægtig søn, en arving, som den gode, gamle Cote kaldte ham – og dermed måtte det være nok.

Nu standsede hun pludselig i sin vandring frem og tilbage foran et spejl i en udskåret træramme. Netop her havde hun stået i sit livs sidste lykkelige øjeblik.

Det var i efteråret 1918; hendes mand var hjemme på rekonvalescens efter at være blevet såret. Der var fredsrygter i omløb, og indbyrdes troede de sikkert og vist, at deres dreng ville komme tilbage, så snart han fik orlov første gang.

En smuk oktoberdag, nøjagtig klokken tre, havde der lydt en velkendt banken på hendes dør. Selv da hun var en purung brud på sytten somre, og de mere havde lignet et par lykkelige børn end et ægtepar, havde Jack altid banket på døren, før han trådte ind i sin hustrus værelse. Ganske blidt havde hun råbt: “Kom ind!” Og han var kommet ind med et åbent telegram i hånden.

Det var, ligesom om hun nu i aften, efter seks års forløb, kunne høre lyden af hans hæse stemme, da han sagde hendes navn – for derpå, da hun havde løftet armen med en instinktiv, voldsom bevægelse, som ville hun afværge et slag af skæbnen, at sige: “Gud være lovet, han er ikke faldet, min kære. Kun savnet!”

Kun savnet?!

Og Johns far var fremturet i sin tro på tværs af al fornuft, fast forvisset om, at drengen ville komme tilbage fra dybet af et eller andet tysk fængsel eller fra en eller anden tysk anstalt.

Hun for sin part havde lige fra begyndelsen, i sin tåreløse fortvivlelse, overhovedet ikke følt noget håb. Og hendes mands stædighed – hvad hun mere end en gang ved sig selv kaldte hans idiotiske optimisme – havde pint og plaget hende og sommetider gjort hende desperat.

Nu stirrede hun som hypnotiseret på sig selv inde i det mørke spejlglas. Skønt hun næste gang fyldte fem og fyrre, var det rigtigt, hvad visse trættende mennesker havde sagt hende: At hun undertiden kunne minde om en ganske ung pige. Tiden havde næppe strejfet hendes indtagende ansigt, og dens barske hånd havde ladet hendes smækre skikkelse uantastet. Men Jack Torquil, der endnu ikke var fyldt halvtres, kunne godt se ud til at være ti år ældre.

Med en følelse af ubehag spurgte Anne for første gang i sit liv sig selv, om hendes mand var ligeså ulykkelig, som hun var. I aften havde hun set ham sidde sammenkrøben i en bekvem stol ved siden af ilden med en bog i hånden. Pludselig havde han taget en blyant frem – det var en vane, Jack Torquil havde, og en vane som altid irriterede hans hustru – og så havde han afmærket et sted i bogen, han læste.

Da han så op, havde han tilkastet hende et løjerligt undseligt, bedende blik. Og da han havde rejst sig og forladt biblioteket for at gennemgå det sædvanlige ritual med at trave en lille aftentur med de tre hunde, var hun gået hen for at se, hvad det var, han havde afmærket i bogen. Og så var hun blevet fortrædiget, adspredt og måske en lille smule rørt. Thi det hendes mand havde afmærket, var to linjer, som hun kun delvis kendte:

I instrumentet vil den lille flænge bevirke, at musikken forstummer inden længe.

Og nu, mens hun langsomt klædte sig af, genkaldte hun sig de to linjer, Jack havde sat kryds ved. Det, han uden tvivl stadig forestillede sig som ‘en lille flænge’ imellem dem, var i virkeligheden en kløft, som stadig uddybedes mere og mere. Og så var det, når alt kom til alt, kun en eneste gang i deres snart lange samliv, at hun havde talt bitre ord til ham.

Det var for flere år siden, på et tidspunkt da han stadig var fuld af håb med hensyn til sønnens mulige tilbagekomst, mens hun desværre havde mistet ethvert håb. Kærligheden i ham var blevet vækket, og da hans læber søgte hendes, havde hun afvist ham fjendtligt: “Aldrig, Jack. Aldrig mere.”

Så bogstaveligt havde han opfattet hendes vægring, at han ikke en eneste gang siden da havde banket på døren til det værelse, i hvilket de havde levet så lykkeligt i en og tyve år.

Dagen i dag, dagen før våbenstilstandsdagen, havde været utålelig, og Anne forsikrede sig selv, at næste år ville de have gæster hos sig den første halvdel af november. De var velhavende, gæstfri og begge – hver på sin måde – afholdte. Men den virkelige grund til at de aldrig var alene, bortset fra juledagene og en del af november måned hvert år, var den, at ensomhed bliver utålelig, når den deles af en mand og kvinde, som engang har været brændende forelsket i hinanden.

Da Anne Torquil var kommet til ro i sin store seng, begyndte konsoluret at slå tolv, indvarslende en ny våbenstilstandsdag, og da hun med et smerteligt udtryk lagde sig tilbage i puderne, sprang bekymrede tårer frem i hendes øjne.

Tanken om drengen var overmåde levende hos hende i aften, ja så levende, at ønsket om at se hans billede helt overvældede hende. Hun smuttede ud af sengen og gik hen til en malet sekretær, hvori hun opbevarede visse hellige, hemmelige ting. Blandt disse var hendes mands kærestebreve; hvert enkelt begyndte med et: Min kæreste elskede. De var skrevet under deres korte forlovelsestid. Her lå også alle barndomsbillederne af hendes søn.

Hun havde haft en skitse af ham, der var tegnet af en vis sergent, da han var på Sandhurst. Den hang nu i hans faders soveværelse. Der fandtes intet billede af ham andetsteds i huset – det var, lige som det ikke kendte ham mere. Nogle af deres nyere venner vidste overhovedet ikke, at de nogensinde havde haft et barn.

Da hun havde trukket skuffen ud med alle fotografierne af John, udvalgte hun det sidste, det var blevet taget, lige efter at han havde fået sit nye hverv, og på billedet bar han sin første uniform. Mens hun stirrede på det drengede ansigt, var det, lige som han smilede til hende, på samme tid stolt, fortroligt og opmuntrende.

Da hun lagde det tilbage i skuffen, mindedes hun et kluntet, men meget velment forsøg på at vise sympati, som en af hendes bekendte havde gjort. Han havde mødt hende på en af de lange, ensomme spadsereture, som hun havde foretaget i smertens og afsavnets år. Ture, som hun foretog ind imellem, til trods for sit fremdeles anstrengende arbejde – thi efter våbenstilstandsdagen var Torquil huset lang tid rekonvalescenthjem for sårede soldater.

“Den, man tror er død, lever dog,” havde vedkommende sagt med sagte stemme. Idet hun havde kastet hovedet tilbage, havde hun udbrudt: “De ved, at min mand stadig er fast overbevist om, at John ikke er faldet. Han tror, han kommer tilbage en skønne dag.” Med et forskrækket blik og uden at gøre noget forsøg på at tage til genmæle forsvandt hendes velmenende trøster.

I dag, mærkelig nok omtrent på det samme sted, havde hun haft et lignende møde med den gamle doktor Maynard. Et møde, der ikke havde såret hende så meget, som det havde opbragt hende.

Han havde trukket sig tilbage fra sin praksis i 1919, og nu var det sjældent, hun så ham alene. Men nu ville tilfældet, at hans eneste søn – en søn, krigen havde sparet, på en køretur havde sat faderen af, for at den gamle kunne få sig en lille spadseretur. Den gamle mand havde taget hendes hånd i sin, og følelsesfuldt havde han erklæret: “Jeg ville være glad ved at vide Dem lykkelig, kære Fru Torquil.”

Og da hun havde rystet på hovedet – hun kunne nemlig ikke forstille sig for ham – så havde han fremturet med en antydning af oprigtig beundring i sin svage gammelmandsrøst: “De ser jo pragtfuld ud – tag mig det ikke ilde op, at jeg siger det – men hvor har De holdt Dem ung! Minsandten, i eftermiddag skulle man tro, at De var fem og tyve og ikke …”
“Næsten fem og fyrre. Ja, jeg føler mig desværre stadig ung og ville give ikke så lidt til, at jeg følte mig gammel, Dr. Maynard.”

Og så havde han sagt noget om hendes mand, som havde fået hende til at rødme dybt. Doktoren havde altid været sparsom med sine ord, men hun havde altid lagt vægt på hans udtalelser.

“Kan De ikke formå Dem selv til at være imødekommende overfor ham?” havde han spurgt, idet han så hende lige ind i hendes smukke ansigt. Hun havde straks svaret – og svaret meget køligt: “Nej, – ikke på den måde, De mener.”

Og så havde han rystet bedrøvet på sit hvide hoved og atter taget hendes hånd i sin: “De vil nok tilgive en gammel ven hans dristighed, ikke sandt?” Hun havde nikket kort. Men hun havde følt – og det følte hun også nu – at i sit hjerte kunne hun ikke tilgive dette – nå ja, nærgående spørgsmål.

Urets tolv slag rungede gennem det stille hus, og med et hørte hun det elektriske lys i hallen blive slukket, efterfulgt af lyden af hendes mands fodtrin, idet han gik op ad trappen. En mærkelig uventet følelse kom over hende. Noget i retning af bare lige at gå ud og sige godnat til ham. Men hun nedkæmpede denne følelse. Alligevel gik hun hen til døren, slukkede lyset og lukkede den lydløst på klem.

Jack Torquil gik op ad den magelige trappe med en gammel mands tunge skridt, skønt han – som både hun og Dr. Maynard vidste – stadig var ung af sind, selv om dyb græmmelse og et bestandig opsat håb havde furet hans ansigt.

Og en smule bevæget ved det, som deres gamle hushovmester ubevidst havde åbenbaret, ventede hun at høre disse langsomme skridt fortabe sig ind i det værelse, som ikke mere kaldtes ‘Hr. Torquils påklædningsværelse’. Og så var det, ligesom hendes hjerte stod stille, for håndtaget på den ulåste dør i hallen nedenunder blev drejet ned i mørket, og der kom en opfarende kuldebølge ind i rummet, efterfulgt af hendes mands opskræmte råb: “Hvem der?”

Der var et øjebliks pause, og efter denne pause lød der, lige som uendelig langt borte fra, to ord fra en stemme, som hun aldrig, selv ikke i det andet liv, havde troet at skulle høre igen – thi Anne Torquil troede nu engang ikke på det løfte, hendes bekendte havde fremsat for at trøste hende. Og de ord, der blev ytret med hendes søns stemme, gennemtrængte hendes inderste sjæl, for “stakkels far” var alt, hvad den højtelskede var vendt tilbage for at sige.

Så hørte hun Jack Torquils ivrige, glade “John? Min egen kære dreng!” – og derpå lyden af hans fødder, da han buldrede ned ad trappen.

Da hun skyndte sig ud på det runde galleri, hørte hun igen håndtaget blive drejet ned i mørket. Så blev der tændt fuldt blus dernede, og da hun kiggede over gelænderet, så hun sin mand stå i den tomme hall, forvildet stirrende på den lukkede dør.

Til sidst vendte han sig om, og da han så op, opdagede han hendes blege ansigt med de opspilede, stirrende øjne. “Hørte du ham også, Anne?”

Hun tog sig voldsomt sammen, løb rundt om galleriet og ned. Og dernede tog hun, med noget der mindede om den gamle ømhed, hans hånd. “Naturligvis hørte jeg ham også! Døren åbnedes, og han kom ind med blæsten. Da han havde sagt, hvad der kærligt lå ham på hjerte, gik han bort, tilbage igen – men hvorhen, Jack, hvorhen?”

Senere på natten da Anne lå i hans arme, mumlede Johns far: “Han kom tilbage for din skyld, min elskede. For at trøste dig. Det var helt i sin orden.”
“For min skyld, Jack. Åh nej!”
“Men det gjorde han nu, lille elskede. Du hørte da sikkert, hvad han sagde?” Og hun mærkede overraskelse i hans stemme.

Hun hviskede: “Hvad sagde han da – til dig?”
“Kun, hvad du selv hørte – kun de to ord, Anne: ‘Kære Mor’.” Han tav et øjeblik, og så sagde han ydmygt, for han var en ganske jævn mand: “Blot for at lade dig vide, allerkæreste, og måske også for at lade mig vide, at alt står vel til med drengen.”

Oprindelig trykt i Fortnightly Review, november 1929
Originaltitel: The Unbolted Door

Kort om Marie Belloc Lowndes

Født den 5. august 1868
Død den 14. november 1947

Læs mere på wikipedia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *