Det røde værelse af H. G. Wells

H. G. Wells
by George Charles Beresford, black and white glossy print, 1920

“Jeg kan forsikre Dem,” sagde jeg, “at der skal et særdeles håndgribeligt spøgelse til at forskrække mig.” Og jeg rejste mig op foran ildstedet med mit glas i hånden. “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm og tilkastede mig et blik fra siden. “Jeg har levet i 28 år,” sagde jeg, “og jeg har endnu aldrig set et spøgelse.”

Den gamle kvinde sad og stirrede stift ind i ilden, hendes blege øjne var vidt opspilede. “Ja,” indskød hun, “og De har levet i 28 år og aldrig set et hus som dette, tænker jeg. Der er meget, man ikke har set, når man kun er 28.” Hun rystede på hovedet. “Meget, man ikke har set og prøvet.”

Jeg mistænkte halvt de gamle mennesker for med deres gnavne stædighed at prøve på at overdrive de hemmelige rædsler i huset. Jeg satte mit tomme glas på bordet og så mig omkring i værelset og fangede et glimt af min egen forkortede og uhyrlige skikkelse i det løjerlige gamle spejl for enden af værelset.

“Udmærket,” sagde jeg, “hvis jeg ser noget i nat, skal jeg lade mig overbevise, for jeg går ganske fordomsfri til opgaven.” “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm endnu en gang.

Jeg hørte lyden af slæbende og sjokkende trin på fliserne i gangen udenfor, og døren knagede i sine hængsler, da en anden gammel mand trådte ind, endnu mere bøjet, endnu mere rynket og endnu ældre end den første. Han støttede sig til en enkelt krykke, hans øjne var dækket af en skærm og hans underlæbe, der var krænget udefter, hang bleg og lyserød ned fra hans ormstukne, gule tænder. Han gik lige hen til en lænestol på den anden side af bordet, satte sig tungt og begyndte at hoste. Manden med den visne arm tilkastede den nyankomne et hurtigt, direkte fjendtligt blik, den gamle kone tog overhovedet ingen notits af ham, men blev siddende og stirrede stift ind i ilden.

“Som jeg sagde — De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm, da hosten holdt op et øjeblik. Manden med skærmen bemærkede for første gang min nærværelse og drejede hovedet bagud og til siden for at se mig. Jeg fangede et kort glimt af hans små, blege, betændte øjne. Så begyndte han at hoste og harke igen.

“Hvorfor drikker du ikke?” sagde manden med den visne arm og skubbede øllet over til ham. Manden med skærmen skænkede sig et glas, men rystede sådan på hånden, at halvdelen plaskede ud på fyrretræsbordet igen. En kæmpemæssig skygge krøb sammen på væggen og efterabede hans bevægelser, da han skænkede og drak. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde ventet disse groteske opsynsmænd. Der er for mig noget barbarisk i alderdommen, noget lurende og atavistisk, gamle mennesker synes at miste de menneskelige egenskaber umærkeligt dag for dag. Disse tre gjorde mig uhyggelig til mode med deres gnavne tavshed, deres sammenkrøbne holdning og deres åbenbare fjendskab mod mig og mod hinanden.

“Hvis De vil vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” sagde jeg, “vil jeg gerne gøre mig det bekvemt for natten der.” Den gamle mand med hosten kastede hovedet tilbage så pludseligt, at det gav et sæt i mig, og tilkastede mig et blik fra sine røde øjne under skærmen, men der var ingen, der svarede mig. Jeg ventede et øjeblik og så fra den ene til den anden. “Hvis De vil vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” sagde jeg lidt højere, “skal jeg befri Dem for det hverv at underholde mig.”

“Der står et lys på flisen uden for døren,” sagde manden med den visne arm og så på mine fødder, mens han talte til mig. “Men hvis De går op i det røde værelse i nat” (- “Denne nætternes nat!” mumlede den gamle kone -) “så må De gå alene.”

“Udmærket,” svarede jeg. “Og hvad vej skal jeg så?” “De skal et stykke ned ad gangen,” sagde han, “indtil De kommer til en dør, som fører ind til en vindeltrappe, og halvvejs oppe ad den er der en afsats og en anden dør, der er dækket af et forhæng. Den skal De igennem og ned ad den lange korridor til enden, så har De det røde værelse på Deres venstre hånd op ad trinene.”

“Har jeg fået rigtig fat i det?” spurgte jeg og gentog hans forklaring. Han korrigerede mig på et enkelt punkt. “Og det er virkelig Deres alvor, at De går derop?” sagde manden med skærmen og så på mig for tredje gang med denne løjerlige, unaturlige hældning af hovedet. (- “Denne nætternes nat!” mumlede den gamle kone -) “Det er det, jeg er kommet for,” sagde jeg og gik hen imod døren. I det samme rejste den gamle mand med skærmen sig og stavrede rundt om bordet som for at være nærmere ved de andre og ilden. I døren vendte jeg mig og så på dem. Der sad de alle tre tæt ved siden af hinanden, mørke mod den flammende ild, og stirrede på mig over skuldrene med et spændt udtryk i de gamle ansigter.

“God nat,” sagde jeg og åbnede døren. “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm. Jeg lod døren stå på vid gab, indtil jeg havde fået lyset tændt, så lukkede jeg den og gik ned ad den kolde gang, der gav genlyd af mine skridt i stilheden. Jeg må tilstå, at disse tre gamle besynderlige pensionister, i hvis varetægt hendes Nåde havde overladt borgen og de mørke, gammeldags møbler i hushovmesterens værelse, hvor de holdt til, havde påvirket mig til trods for mine anstrengelser for at holde mig fuldstændig nøgtern.

De syntes at tilhøre en anden tidsalder, en længst forsvunden tid, en tid, da tingene var mere uhåndgribelige end nu, mindre afgjorte, en tid, da man troede på varsler og hekse og da genfærd hørte til dagens orden. Selve deres eksistens var underlig uvirkelig, snittet i deres klæder fostret af henfarne ånder. Det var, som om disse mennesker tilhørte en anden verden, som om de kun besøgte denne som genfærd.

Men med en kraftanstrengelse jog jeg disse tanker på flugt. Det trak koldt i den lange underjordiske gang, og mit lys blafrede og fik skyggerne til at krybe sammen og skælve. Ekkoet rungede op og ned ad vindeltrappen og en skygge kom listende op efter mig, en anden fløj foran mig i mørket ovenover. Jeg kom op til afsatsen og standsede der et øjeblik og lyttede efter en raslen, jeg bildte mig ind at have hørt. Beroliget ved den absolutte stilhed skubbede jeg omsider døren bag forhænget op og stod i korridoren.

Virkningen var ikke den, jeg havde ventet, for månelyset, der skinnede ind ad det store vindue for enden af korridoren, skilte alt i sorte skygger eller sølvklart lys. Alting stod på sin plads. Huset kunne for den sags skyld være blevet forladt i går og ikke for halvandet år siden. Der var lys i lysestagerne, og det støv, der havde samlet sig på tæpperne eller på det polerede gulv, lå fordelt så jævnt, at man næppe kunne se det i månelyset.

Jeg skulle til at gå videre, men standsede brat. Der stod en bronzegruppe på afsatsen, som jeg ikke kunne se for den fremspringende væg, men dens skygger faldt så mærkelig tydeligt på den hvide væg og bibragte mig en fornemmelse af, at der var nogen, der lå på lur i krogen for at overfalde mig. Jeg stod stiv af rædsel i et halvt minut måske. Så gik jeg frem med hånden i den lomme, hvor jeg havde min revolver, kun for at opdage Ganymedes og ørnen, der lyste i måneskinnet. Denne lille episode gav mig for en tid min ro tilbage, og en kinesisk porcelænsdukke, der stod på et lille kunstfærdigt bord og nikkede med hovedet, da jeg gik forbi, fik mig næppe nok til at fare sammen.

Døren til det røde værelse og trinene op til det var i en mørk krog. Jeg bevægede lyset frem og tilbage for rigtig at se den niche, jeg stod i, inden jeg åbnede døren. Her var det, tænkte jeg, at min forgænger blev fundet, og ved tanken om den historie blev jeg pludselig grebet af angst.

Jeg stirrede over min skulder hen på Ganymedes i månelyset og åbnede døren til det røde værelse temmelig hurtigt, med ansigtet halvt vendt mod den blege, tavse gruppe på afsatsen. Jeg gik ind, lukkede døren bag mig med det samme, drejede nøglen om i låsen og stod med lyset højt hævet og inspicerede skuepladsen for min nattevagt, det røde værelse i Lorraine Castle, i hvilket den unge hertug var død. Eller snarere, i hvilket han var begyndt at dø, for han havde åbnet døren og var faldet hovedkulds ned ad den trappe, jeg lige var kommet op ad. Det havde været enden på hans nattevagt, på hans modige forsøg på at besejre stedets genfærdstradition, og aldrig, tænkte jeg, havde en hjerneblødning bedre tjent til at bekræfte overtroen.

Og der var andre og ældre historier, der knyttede sig til værelset, helt tilbage til den ikke usandsynlige begyndelse på det hele, beretningen om en frygtsom hustru og det tragiske resultat af ægtemandens spøg med at gøre hende bange. Og når man så på det store mørke værelse med de skumle vinduesfordybninger, dets nicher og alkover, kunne man godt forstå de legender, der havde spiret i dets mørke kroge. Mit lys var kun en lille flammetunge i det vældige rum, og det kunne ikke gennemtrænge den modsatte ende af værelset, men efterlod et hav af mystik og anelser uden for sin lille ø af lys.

Jeg besluttede at foretage en systematisk undersøgelse af stedet med det samme og sprede mørkets indbildte anelser; før de fik magten over mig. Efter at jeg havde overbevist mig om, at jeg havde låst døren, begyndte jeg at gå omkring i værelset, stirrede på hvert eneste møbel og trak sengeforhænget helt til side. Jeg trak også gardinerne til side og undersøgte hasperne på hvert eneste vindue, førend jeg lukkede skodderne, jeg bøjede mig ned og kikkede op i den store skorstens sorte indre og bankede på det mørke egetræspanel for om muligt at opdage et hemmeligt hulrum.

Der var to store spejle i værelset, hver med et par lysestager med lys i, og på kaminhylden stod der også flere lys i kinesiske lysestager. Jeg tændte dem allesammen et efter et. Der var lagt til rette i kaminen – en uventet betænksomhed af den gamle husholderske, og jeg tændte op for at holde enhver tilbøjelighed til kuldegysninger nede. Da det brændte godt, stillede jeg mig med ryggen til ilden og betragtede værelset igen.

Jeg havde trukket en lænestol og et bord hen til kaminen som en slags barrikade foran mig, og på bordet havde jeg lagt min revolver parat. Min nøjagtige undersøgelse havde beroliget mig, men jeg fandt stadig, at mørket, der rugede i værelsets fjerneste kroge, og den fuldkomne stilhed var alt for stimulerende for fantasien. Ekkoet af den knitrende og bragende ild var mig ikke nok. Mørket i alkoven havde det udefinerbare præg af eksistens, der indgav mig denne mærkelige fornemmelse af at være i selskab med et lurende, levende væsen, der kommer så let i stilheden og ensomheden. Til sidst gik jeg for at berolige mig selv hen til alkoven med et af lysene og forvissede mig om, at der ikke var noget derhenne. Jeg stillede lyset på gulvet i alkoven og der lod jeg det blive stående.

På det tidspunkt var jeg temmelig nervøs og ophidset, skønt der, efter hvad min fornuft sagde mig, ikke var nogen rimelig grund til at være det. Jeg tænkte imidlertid fuldstændig klart. Jeg påstod ganske uforbeholdent over for mig selv, at der ikke kunne ske noget overnaturligt, og for at få tiden til at gå gav jeg mig til at rime noget sammen á la Ingoldsbys myter om stedets oprindelige legende. Jeg sagde et par af linjerne højt, men ekkoet var ikke behageligt. Af samme årsag opgav jeg også temmelig hurtigt en samtale med mig selv, om det umulige i at der fandtes spøgelser.

Mine tanker vendte tilbage til de tre gamle, underlige mennesker nedenunder, og jeg prøvede at holde mig til dette emne. Men de dystre røde og sorte farver i værelset gjorde mig urolig, til trods for de 7 lys var der ikke rigtigt lyst. Det ene henne ved alkoven blafrede i trækken, og det flakkende ildskær fik skyggerne til ustandselig at skifte og bevæge sig. Da jeg spekulerede på et middel, kom jeg i tanker om de lys, jeg havde set ude på gangen. Jeg overvandt mig selv til at gå ud i månelyset, men jeg tog et lys med og lod døren stå på vid gab så længe. Lidt efter vendte jeg tilbage med hele 10 lys, som jeg anbragte i forskelligt kinesisk nips, der stod omkring i værelset. Jeg tændte dem og satte dem, hvor skyggerne lå dybest, nogle på gulvet, nogle i vinduesfordybningerne, indtil mine 17 lys til sidst var anbragt sådan, at hver eneste tomme i værelset blev direkte belyst af i det mindste et af dem. Det faldt mig ind, at når spøgelset kom, måtte jeg advare ham om, at han ikke skulle træde på dem. Værelset var nu fuldstændig klart oplyst. Der var noget særdeles trygt og opmuntrende ved alle disse små levende flammer og samtidig fik jeg noget at bestille med at ‘snyde’ dem, hvilket gav mig en beroligende fornemmelse af, at tiden gik. Men selv nu vejede den rugende forventning om nattevagten tungt på mig.

Det var over midnat, da lyset ved alkoven pludselig gik ud, og det dybe mørke sprang tilbage på sin plads. Jeg så ikke lyset gå ud. Jeg vendte mig bare og så, at mørket var der, og studsede som man gør, når man pludselig ser en uventet fremmed. “Det var pokkers!” sagde jeg højt, “det var da en voldsom træk!” Så tog jeg tændstikkerne på bordet og gik tværs igennem værelset i ro og mag for at tænde lyset igen.

Min første ‘tændstik ville ikke brænde, og da jeg havde fået den anden tændt, havde jeg en fornemmelse af, at der var et eller andet, der blinkede på væggen overfor. Jeg vendte mig uvilkårligt og så, at de to lys på det lille bord ved kaminen var gået ud. Jeg rejste mig med det samme. “Det var da mærkeligt!” sagde jeg. “Skulle jeg selv have gjort det i et øjebliks distraktion?”

Jeg gik tilbage til bordet og tændte det ene, og mens jeg gjorde det, så jeg lyset i den højre lysestage på det ene af spejlene blafre og gå ud, det andet fulgte efter næsten samtidig. Flammen forsvandt, som om vægen pludselig var blevet knipset af mellem to fingre, så den hverken glødede eller røg. Mens jeg stod og stirrede, gik lyset ved fodenden af sengen ud, og de mørke skygger syntes at krybe nærmere hen imod mig.

“Det går ikke, dette her!” sagde jeg, da først det ene og så det andet lys på kaminhylden fulgte efter. “Hvad er det dog for noget?” råbte jeg, og min stemme lød så underlig højt. I det samme gik lyset på skabet ud og det, jeg havde tændt i alkoven, fulgte efter. “Holdt! Det er mine lys!” sagde jeg med et halvt hysterisk forsøg på at være morsom og forsøgte at stryge en tændstik til lyset på kaminhylden. Mine hænder rystede sådan, at jeg ikke kunne ramme svovlet på tændstikæsken. Da kaminhylden dukkede frem af mørket igen, slukkedes to lys i den fjerneste ende af værelset. Men med den samme tændstik tændte jeg de store lys foran spejlet og dem på gulvet foran døren. Et øjeblik syntes jeg at vinde terræn igen, men så gik der straks fire lys ud i træk i forskellige hjørner af værelset, og jeg skyndte mig rystende at stryge endnu en tændstik og stod og overvejede, hvor jeg skulle bruge den.

Som jeg stod der uden at kunne bestemme mig, så det ud, som om en usynlig hånd slukkede de to lys på bordet. Med et rædselsskrig for jeg hen til alkoven og ind i krogen og hen til vinduet og tændte tre, mens endnu to lys gik ud henne ved kaminen. Så fandt jeg på en bedre udvej, jeg lagde tændstikkerne på det jernbeslagne dokumentskrin i hjørnet og tog en af lysestagerne. På den måde undgik jeg at sinke mig med at stryge tændstikkerne, men lysene gik stadig ud, og de skygger, som jeg frygtede og kæmpede imod, vendte tilbage og krøb ind på mig, først fra en side og så fra en anden. Det var ligesom en forreven stormsky, der for hen over himlen og slukkede stjernerne. Nu og da dukkede de frem et øjeblik og blev så borte igen.

Jeg var næsten vanvittig af rædsel for det kommende mørke, og min selvbeherskelse svigtede mig. Jeg sprang stønnende og forvildet fra lys til lys i en håbløs kamp mod den usynlige, ubarmhjertige fjende. Jeg slog mit ben på bordet, jeg væltede en stol, jeg snublede og faldt og trak dugen af bordet i faldet. Mit lys trillede fra mig, og jeg greb et andet, da jeg rejste mig. Det blæste ud, da jeg løftede det op fra bordet, og de to sidste lys fulgte øjeblikkelig efter. Men der var stadig lys i værelset, et rødt lys, der holdt skyggerne borte fra mig. Ilden! Naturligvis, jeg kunne stikke mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret og tænde det igen!

Jeg vendte mig mod flammerne, der dansede mellem de glødende kul og kastede røde reflekser på møblerne. Jeg gik et par skridt hen imod gitteret og straks døde flammerne bort og forsvandt, gløderne forsvandt, og da jeg stak mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret, lukkede mørket sig over mig, indhyllede mig i sin kvælende favn, berøvede mig synsevnen og dræbte den sidste rest af fornuft i min hjerne.

Lyset faldt ud af hånden på mig. Jeg slog om mig med armene i et forgæves forsøg på at holde det tunge mørke borte fra mig, og jeg skreg af al min magt igen og igen. Så må jeg have rejst mig og være vaklet hen til døren. Jeg ved, at jeg pludselig kom til at tænke på den månelyse gang, og med hovedet bøjet og med armene for ansigtet fo’r jeg hen mod døren. Men jeg havde glemt, hvor den var, og jeg slog mig på hjørnet af sengen. Jeg vaklede tilbage, vendte mig om og slog mig igen på et eller andet stort møbel. Jeg har en svag erindring om min desperate kamp i mørket, hvor jeg slog om mig i blinde, og om mine vilde skrig, mens jeg fo’r frem og tilbage, og om et tungt slag til sidst, der ramte mig på panden, en frygtelig fornemmelse af et fald, der varede en evighed, og mit sidste vanvittige forsøg på at holde mig på benene. Så husker jeg ikke mere.

Da jeg åbnede mine øjne, var det dag. Jeg havde en klodset forbinding om hovedet, og manden med den visne arm stod og så på mig. Jeg så mig omkring og prøvede at huske, hvad der var sket, men i lang tid kunne jeg intet erindre. Jeg vendte mig om og fik øje på den gamle kone, hun var ikke mere åndsfraværende, men i færd med at hælde nogle dråber medicin fra en lille blå flaske op i et glas. “Hvor er jeg?” spurgte jeg. “Jeg synes, jeg kan huske jer, men jeg kan ikke huske, hvem I er.”

De fortalte mig det hele, de fortalte om det røde værelse, og jeg lyttede som til et eventyr. “Vi fandt Dem ved daggry,” sagde den gamle mand, “og De havde blod på panden og på læberne.” Det varede længe, inden jeg kunne huske noget om, hvad jeg havde oplevet.

“Tror De nu,” sagde den gamle mand, “at det spøger i det røde værelse?” Han talte ikke længere som en, der hilser en ubuden gæst, men som en, der er bekymret for en ven, der har været uheldig. “Ja,” sagde jeg, “det spøger i værelset.”

“Og De har set det. Og vi, som har levet her hele vort liv, vi har aldrig set det. For vi har aldrig turdet – fortæl os, er det rigtigt, at det er den gamle jarl, som …” “Nej,” sagde jeg, “det er det ikke.”

“Det var jo det, jeg sagde,” sagde den gamle kone. “Det er den stakkels unge grevinde, som blev skræmt til …” “Nej,” sagde jeg. “Der er hverken noget genfærd af greven eller af grevinden i det værelse. Der er overhovedet ikke noget genfærd, men noget, der er værre, langt værre …”

“Hvilket?” spurgte de.

“Det værste af alt, der kan hjemsøge et stakkels dødeligt menneske,” svarede jeg, “og det er – i al sin nøgenhed – angsten! Angsten, som hverken vil have lys eller lyde, som ikke vil tage imod fornuft, som overdøver og formørker og overvælder. Den fulgte mig igennem korridoren, den kæmpede imod mig i værelset …” Jeg standsede pludselig. Der blev en pause. Jeg førte hånden op til min bandage.

Så sukkede manden med skærmen og sagde: “Det er rigtigt. Jeg vidste, det var der. Mørkets magt. At lægge en sådan forbandelse på en kvinde! Den lurer der altid. Man kan mærke den selv om dagen, selv på den lyse sommerdag, i forhængene, i gardinerne, den lurer bag ved én, hvorhen man end vender sig. I skumringen kryber den ned gennem korridoren og følger én, så man ikke tør vende sig. Der er angst i hendes værelse — og den vil være der, så længe dette syndens hus består.”

Trykt i The Idler, marts 1896
Originaltitel: The Red Room

Kort om H. G. Wells

Født den 21. september 1866
Død den 13. august 1946

Læs mere på Wikipedia

One Reply to “Det røde værelse af H. G. Wells”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *