Evelines gæst af Mary Elizabeth Braddon

Mary Elizabeth Braddon
By William Powell Frith, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=6362987

Det var ved maskeballet på Palais Royal, at min skæbnesvangre strid med min fætter André de Brissac begyndte. Stridens genstand var en kvinde. De kvinder, som fulgte i Philip af Orleans fodspor, var årsagen til mange sådanne stridigheder, og der var næppe et yndigt hoved i hele denne brogede, glimrende mængde, som ikke ville have forekommet en mand, der var velbevandret i de historiske intriger, besudlet med blod. Jeg vil undlade at nævne navnet på hende, for hvis skyld André de Brissac og jeg gik over en af broerne i den disede augustmorgen på vej til de øde marker bag Saint-Germain des Prés kirken. Der var mange smukke giftslanger på den tid, og hun var en af dem.

Jeg kan endnu mærke augustmorgenens kolde luft blæse mig i ansigtet som jeg sidder her i mit triste kammer på mit slot i Puy Verdun, alene i nattens stilhed, og skriver min mærkelige livshistorie. Jeg kan se den hvide tåge stige op fra floden, det uhyggelige omrids af Notre Dame kirkens firkantede tårne, som tegnede sig sorte mod den bleggrå himmel. Endnu tydeligere husker jeg Andrés unge smukke ansigt, som han stod over for mig sammen med sine to venner – slyngler begge to – og mig sammen med sine to venner, lige ivrige for den unaturlige kamp.

Vi dannede en besynderlig gruppe den tidlige sommermorgen, alle sammen lige kommet fra maskebal i de kongelige saloner. André i en mærkelig gammeldags jægerdragt kopieret efter et familieportræt i Puy Verdun, jeg klædt ud som en af Laws Mississippi indianere, og de andre mænd var iført noget lignende pralende stads og pyntet med kniplinger og juveler, som så matte ud i daggryets blege lys.

Vor strid havde været heftig – en strid, som kun kunne ende på én måde, den endelige. Jeg havde slået ham, og mærket efter slaget var højrødt på hans smukke, næsten kvindelige ansigt. Morgensolen skinnede på det røde mærke og farvede det endnu rødere, men smerten efter min egen forurettelse var frisk, og jeg havde endnu ikke lært at foragte mig selv for den brutale voldshandling.

For André de Brissac var en sådan fornærmelse utilgivelig. Han var lykkens yndling, damernes yndling, og jeg var ingenting – en rå soldat, som havde gjort mit land gode tjenester, men i hans øjne blot en ubehøvlet bondetamp.

Vi kæmpede, og jeg sårede ham dødeligt. Livet havde været en dans på roser for ham, og jeg tror, han blev fortvivlet, da han følte livet ebbe ud. Han bad mig komme hen til sig, som han lå der på jorden, og jeg gik hen til ham og knælede ned ved siden af ham. “Tilgiv mig, André,” mumlede jeg. Han tog ikke mere notits af min indtrængende bøn end af flodens intetsigende skvulpen.

“Hør på mig, Hector de Brissac,” sagde han. “Jeg er ikke af dem, der tror, at en mand er færdig med jorden, fordi hans øjne bliver brustne og hans lemmer bliver stive. De vil begrave mig i den gamle hvælving under Puy Verdun, og du vil blive herre på slottet. Åh, jeg ved kun alt for godt, hvor let de tager tingene nu om dage. Hvor Dubois vil le, når han hører, at Ca er blevet dræbt i en duel. De vil begrave mig og synge messer for min sjæl, men du og jeg har ikke gjort op endnu, kære fætter. Jeg vil være hos dig, når du mindst venter at se mig – med dette grimme ar på mit ansigt, det ansigt, som kvinder har prist og elsket. Jeg vil komme til dig, når dit liv er lykkeligst. Jeg vil komme mellem dig og alt det, som du finder smukkest, alt det, som du elsker højest. Min hånd skal dryppe giften i din glædes bæger. Min skygge skal lukke sollyset ude fra dit liv. Mænd med en jernvilje som min kan gøre, hvad de vil, Hector de Brissac. Og jeg vil hjemsøge dig, når jeg er død.”

Alt dette hviskede han mig ind i øret i korte, afbrudte sætninger. Jeg måtte bøje mig helt ned til ham for at opfange ordene, men André de Brissacs jernvilje var stærk nok til at kæmpe med døden, og jeg tror, han fik sagt alt, hvad han ønskede at sige, før han faldt tilbage på jorden for aldrig at rejse sig mere. Som han lå der, kunne man have antaget ham for en skrøbelig yngling, der var alt for smuk og alt for sart til den brutale kamp, som kaldes livet, men der er stadig mange, som kan huske André de Brissac, og som kan vidne om hans ubøjelige vilje og stolte natur.

Jeg stod og så på det unge ansigt med det grimme ar, og Gud skal vide, at jeg fortrød, hvad jeg havde gjort. Jeg tog ingen notits af de blasfemiske trusler, han havde hvisket mig i øret. Jeg var soldat, og jeg var troende. For mig var der slet ikke noget frygteligt i den tanke, at jeg havde dræbt denne mand. Jeg havde dræbt så mange mænd på slagmarken, og han, som lå der, havde krænket mig dybt. Mine venner ville have, at jeg skulle rejse ud af landet for at undgå konsekvenserne af min handling, men jeg var rede til at møde disse konsekvenser og jeg blev i Frankrig. Jeg holdt mig borte fra hoffet og fik et vink om, at jeg gjorde klogest i at blive i min egen provins.

Der blev sunget mange messer i det lille kapel på Puy Verdun for min døde fætters sjæl og hans kiste kom til at stå i en niche i vore forfædres gravhvælving. Hans død havde gjort mig til en rig mand, men tanken om, hvordan jeg havde erhvervet min rigdom, fik mig til at hade den. Jeg førte en ensom tilværelse på det gamle slot, hvor jeg sjældent talte med andre end mine tjenere, som allesammen havde tjent min fætter. Ingen af dem kunne lide mig. Det var et hårdt og bittert liv. Det pinte mig at se børnene flygte for mig, når jeg red gennem landsbyen. Jeg har set gamle koner korse sig i smug, når jeg kom forbi. Der verserede de mærkeligste rygter om mig. Der blev hvisket, at jeg havde solgt min sjæl til den onde for min fætters arv.

Lige fra min barndom har jeg set mørk og streng ud, og det var vel derfor, at ingen kvinde nogensinde havde elsket mig. Jeg husker min moders ansigt i alle dets forskellige udtryk, men jeg kan ikke huske, at hun nogensinde har set kærligt på mig. Den anden kvinde, for hvis fødder jeg lagde mit hjerte, var tilfreds med at modtage min hyldest, men hun kom aldrig til at elske mig, og hun svigtede mig til sidst.

Jeg var begyndt at hade mig selv og mine medmennesker, da jeg blev grebet af en feberagtig længsel efter endnu engang at være med i den travle verdens liv og larm. Jeg rejste til Paris, hvor jeg holdt mig borte fra hoffet, og hvor en engel forbarmede sig over mig. Hun var datter af en af mine gamle kammerater. En mand, hvis fortjeneste var blevet glemt, hvis bedrifter man ikke længere huskede, og som nu sad og surmulede på sit usle hummer som en rotte i sit hul, mens hele Paris stod på den anden ende i anledning af den skotske finansmands besøg, og adelsmænd og lakajer var ved at trampe hinanden ihjel i Rue Quincampoix. Denne gamle, sære dragon-kaptajns eneste barn var et himmelsk væsen, hvis jordiske navn var Eveline Duchalet. Hun elskede mig.

De rigeste glæder i livet er ikke altid dem, som vi betaler dyrest. Jeg spildte de bedste år af min ungdom på en slet og overfladisk kvinde, som holdt mig for nar og bedrog mig til sidst. Og denne lille, blide engel gav jeg kun et venligt ord, en broders ømhed – og se, hun elskede mig. Det liv, som hidtil havde været mørkt og trist, blev nu lyst og lykkeligt sammen med hende, og jeg rejste tilbage til Puy Verdun med en smuk ung brud.

Åh, hvilken vidunderlig forandring i mit liv og i mit hjem! Landsbybørnene flygtede ikke længere i rædsel for den sorte rytter og de gamle kællinger korsede sig ikke mere, for der red en kvinde ved hans side. En kvinde hvis blide væsen havde vundet disse jævne mennesker, og som ved sin blotte nærværelse havde forvandlet den barske slotsherre til en kærlig ægtemand og en mild herre. Det gamle tjenerskab glemte min fætters alt for tidlige død og tjente mig villigt og gerne af kærlighed til deres unge herskerinde.

Ord kan ikke skildre vor rene og fuldkomne lykke. Jeg følte mig som en rejsende, der havde gennemkrydset de arktiske egne, fjernt fra menneskers kærlighed og selskab, og som nu pludselig finder sig selv i en frodig dal, i hjemmets blide atmosfære. Forandringen forekom mig alt for vidunderlig til at være sand, og jeg prøvede forgæves at undertrykke den vage mistanke, at min nye liv kun var en fantastisk drøm. Så kort var denne stille, lykkelige tid, at jeg endnu i dag er tilbøjelig til at forestille mig, at de første dage i mit ægteskab kun har været en drøm.

Hverken i min ensomme, triste tid eller i mine lykkelige dage havde erindringen om Andrés blasfemiske løfte plaget mig. De ord, som han i sin sidste stund havde hvisket mig i øret, forekom mig stadig meningsløse. Han havde fået afløb for sit raseri i disse tomme trusler, som han kunne have fået det i ørkesløse forbandelser. Den eneste hævn, en døende mand kan love sig selv, er, at han vil hjemsøge sin fjende efter sin død, og hvis mennesker således havde magt til at hævne sig efter døden, ville jorden være befolket af gengangere. Jeg havde boet på Puy Verdun i tre år. Ved midnatstid når alt var stille, sad jeg ved kaminen, hvor han havde siddet. Om dagen, gik jeg gennem de gange, hvor ekkoet af hans fodtrin havde lydt. Og i al den tid havde min fantasi aldrig narret mig så meget, at den havde fostret skyggen af den døde. Er det underligt, at jeg havde glemt Andrés frygtelige løfte?

Der var ikke noget billede af min fætter på Puy Verdun. Det var i Boudoir-kunstens tidsalder, og det var finere med en miniature i låget på en guld-bonbonniére eller kunstfærdigt gemt i et massivt armbånd end et klodset, legemes stort portræt, der kun egnede sig til at hænge på de triste vægge i et provinsslot, som ejeren sjældent besøgte. Min fætters smukke ansigt havde prydet mere end én bonbonniére og havde skjult sig i mere end ét armbånd, men det var ikke mellem de ansigter, som skuede ned fra de mørke paneler i Puy Verdun. I biblioteket fandt jeg et billede, som vakte pinlige erindringer. Det var et portræt af en de Brissac, som havde haft sin storhedstid i Franz den førstes dage, og det var efter dette billede, min fætter André havde kopieret den ejendommelige gammeldags jægerdragt, han havde på ved maskeballet. Jeg tilbragte ikke så få timer af mit liv i biblioteket, og derfor gav jeg ordre til, at der skulle hænges et gardin for dette billede.

Vi havde været gift i tre måneder, da Eveline en dag spurgte: “Hvem er herre til naboslottet?” Jeg så forbavset på hende. “Jamen, kæreste,” svarede jeg, “ved du ikke, at Puy Verdun er det eneste slot i fyrre miles omkreds?” “Virkelig!” sagde hun. “Det er mærkeligt.” Jeg spurgte hende, hvorfor hun syntes, det var så mærkeligt, og på min indtrængende bøn fortalte hun mig grunden til sin forbavselse. På sine spadsereture i parken og skoven havde hun gennem den sidste måned mødt en mand, som efter sin dragt og sit væsen at dømme måtte være adelsmand. Hun havde tænkt sig, at han ejede et slot i nærheden og at hans ejendom grænsede op til vor. Jeg kunne ikke regne ud, hvem denne fremmede kunne være, for mit slot lå midt i en øde egn, og bortset fra, at en eller anden diligence undertiden kunne komme skramlende og raslende gennem landsbyen, havde man ikke støre større chance for at træffe en fremmed her end for at møde en halvgud.

“Har du set den mand ofte, Eveline?” spurgte jeg.
Hun svarede i en næsten bedrøvet tone: “Jeg ser ham hver dag.”
“Hvor, min elskede?”
“Somme tider i parken, somme tider i skoven. Du ved det lille vandfald, Hector, hvor der er en gammel forfalden stenhøj, der danner ligesom en hule – det sted er jeg kommet til at holde af, og jeg har tilbragt mange morgener der med en bog. I den sidste tid har jeg set den fremmede der hver morgen.”
“Har han aldrig sagt noget til dig?”
“Aldrig. Jeg kikkede gerne op fra mig bog og så ham stå et lille stykke borte og betragte mig i tavshed. Jeg fortsatte med at læse, og når jeg så op igen, opdagede jeg, at han var gået. Han må liste, når han kommer og går, for jeg hører ham aldrig. Somme tider kunne jeg næsten ønske, at han ville tale til mig. Det er så frygteligt at se ham stå der uden at sige noget.”
“Det er en eller anden uforskammet bonde, der prøver at gøre dig bange.”
Min hustru rystede på hovedet. “Det er ingen bonde,” svarede hun. “Det er ikke bare hans klædedragt, jeg dømmer efter, for den er mig fremmed. Men der er et præg af noget adelig over ham, som ikke er til at tage fejl af.”
“Er han ung eller gammel?”
“Han er ung og smuk.”

Tanken om den fremmede, der forstyrrede min hustrus ensomhed, gjorde mig meget urolig, og jeg gik med det samme ned til landsbyen for at høre, om man der havde set noget til nogen fremmed. Det var der ingen, der havde. Jeg forhørte tjenestefolkene nøje, men uden resultat. Så besluttede jeg at ledsage min hustru på hendes spadsereture for selv at dømme om den fremmedes rang og stand. En uge igennem spadserede jeg hver morgen med Eveline i parken og skoven, og i al den tid så vi kun en enkelt gang en bonde eller en af vore egne tjenere, der vendte hjem fra en gård i nærheden.

Jeg var en mand med fastgroede vaner og disse spadsereture forstyrrede mig i den daglige gænge. Min hustru lagde mærke til det og bønfaldt mig om ikke yderligere at lade mig forstyrre. “Jeg vil tilbringe mine morgener i Rosengården, Hector,” sagde hun, “der kan den fremmede ikke komme ind.”
“Jeg var lige ved at tro, at den fremmede kun var et foster af din romantiske fantasi,” svarede jeg og smilede til det alvorlige ansigt, der var vendt imod mig. “En ung slotsfrue, som altid læser fantastiske romaner, kan udmærket møde smukke kavalerer i skovene. Det er formodentlig mademoiselle Scuderi, jeg kan takke for den fornemme fremmede, som sikkert kun er Le grand Cyrus i moderne kostumer.”
“Det er netop det, der er det underlige, Hector,” sagde hun. “Den fremmedes kostume er ikke moderne. Han ligner et gammelt maleri, der er steget ud af sin ramme.” Hendes ord pinte mig, for de mindede mig om det skjulte billede i biblioteket, og det mærkelige, gammeldags jægerkostume i orange og purpur som André de Brissac havde haft på ved maskeballet.

Siden den tid begrænsede min hustru sine spadsereture til Rosengården, og i mange uger hørte jeg ikke mere til den navnløse fremmede. Jeg glemte ham fuldstændig for en anden og alvorligere bekymring. Min hustru begyndte at skrante. Forandringen skete gradvis og så langsomt, at de, der så hende hver dag, næppe bemærkede den, men når hun tog en aftenkjole på, som hun ikke havde båret i lang tid, kunne jeg se, hvor hærget den skikkelse måtte være, som kjolen hang så løst omkring, og hvor sløve og matte de øjne var, som engang havde strålet om kap med de juveler, hun bar i sit hår. Jeg sendte bud til Paris efter en af hoffets læger, men jeg vidste, at mange dage ville gå tabt, før han kunne komme til Puy Verdun.

Det var ikke bare hendes helbred, der svigtede. Hendes lyse solskinshumør forsvandt, og i stedet for min unge glade brud så jeg nu en kvinde, der tyngedes af dyb melankoli. Forgæves søgte jeg at forestille mig grunden til min elskedes sørgmodighed. Hun forsikrede mig, at hun ikke havde nogen grund til at være bedrøvet eller utilfreds, og hun sagde, at jeg måtte tilgive hende, hvis hun så mismodig ud uden at kunne sige hvorfor. Jeg sagde til hende, at hoflægen hurtigt ville finde et middel mod hendes nedtrykthed, som sikkert måtte have fysiske årsager, når hun ikke havde nogen virkelig grund til at være bedrøvet. Men skønt hun ingenting sagde, kunne jeg se, at hun ikke havde nogen tro til medicinens helbredende magt.

En dag, da jeg ville prøve at opmuntre hende og rive hende ud af den tavse grublen, hun sad hensunken i i timevis, sagde jeg leende til hende, at hun åbenbart havde glemt sin gådefulde kavaler fra skoven og at han øjensynlig også havde glemt hende. Til min forundring blev hun pludselig blodrød i sit blege ansigt og derpå bleg igen med det samme.

“Har du aldrig set ham, siden du måtte forlade din grotte i skoven?” spurgte jeg.
Hun vendte sig mod mig og så fortvivlet på mig. “Hector!” skreg hun, “jeg ser ham hver dag, og det er det, der piner livet af mig.” Hun brast i tårer og græd som et barn. Jeg tog hende i mine arme og prøvede at trøste hende.
“Det er jo vanvid, min elskede!” sagde jeg. “Du ved jo, at der ikke kan komme nogen fremmed ind til dig i Rosengården. Voldgraven er ti fod bred og altid fuld af vand, og gamle Massou holder portene lukket dag og nat. Slotsfruen på en middelalderlig borg behøver ikke at frygte, at nogen skal trænge ind i hendes have.”
Min hustru rystede bedrøvet på hovedet. “Jeg ser ham hver dag,” sagde hun.

I dette øjeblik troede jeg virkelig, at min hustru var blevet sindssyg. Jeg turde ikke udspørge hende nærmere om hendes gådefulde gæst. Det ville være tåbeligt, tænkte jeg, at give den skygge, som plagede hende, liv og form ved at spørge alt for nøje ud om dens udseende og væsen, dens kommen og gåen. Jeg sørgede for at sikre mig, at ingen fremmed på nogen mulig måde kunne komme ind i Rosengården. Da jeg havde gjort det, kunne jeg kun vente på, at lægen skulle komme.

Han kom omsider. Jeg betroede ham mine bange anelser. Jeg fortalte ham, at jeg troede, min hustru var blevet sindssyg. Han hilste på hende, tilbragte en time sammen med hende alene og kom bagefter ind til mig. Til min usigelige lettelse forsikrede han mig, at hun ikke var åndeligt syg. “Det er muligt, at hun er ude for et eller andet selvbedrag,” sagde han, “men hun er så fornuftig på alle andre områder, at jeg vanskeligt kan få mig selv til at tro, at hun skulle lide af monomani. Jeg er snarere tilbøjelig til at mene, at hun virkelig ser den person, hun taler om. Hun beskrev ham fuldstændig minutiøst for mig. De beskrivelser, der gives af patienten, som lider af monomani, er altid mere eller mindre usammenhængende, men Deres hustru talte lige så klart og roligt, som jeg nu taler til Dem. Er De sikker på, at der ikke kan komme nogen ind til hende i den have, hun spadserer i?”
“Det er jeg ganske sikker på.”
“Er der ikke en slægtning eller pårørende af Deres husstand – en ung mand med et smukt, kvindeligt ansigt, meget bleg og let kendelig på et blodrødt ar, der ser ud som mærket efter et slag?”
“Barmhjertige Gud!” udbrød jeg, da jeg pludselig forstod. “Og dragten – den mærkelige, gammeldags dragt?”
“Manden bærer et jægerkostume i purpur og orange,” svarede doktoren. Da vidste jeg, at André de Brissac havde holdt sit ord. Hans skygge var kommet mellem mig og min elskede, i den time da mit liv var lykkeligst.

Jeg viste min hustru billedet i biblioteket. Hun rystede som et espeløb, da hun så det, og klyngede sig krampagtigt til mig. “Det er trolddom, Hector,” sagde hun. “Dragten på det billede er den samme, som han har på, men ansigtet er ikke det samme.” Så beskrev hun den fremmedes ansigt for mig, og det var min fætters ansigt træk for træk. André de Brissac, som hun aldrig havde set. Mest levende beskrev hun det frygtelige mærke på hans ansigt, mærket efter det vilde slag af en åben hånd.

Jeg rejste fra Puy Verdun med min hustru. Vi rejste langt bort – gennem de sydlige provinser og dybt ind i Schweiz. Jeg troede, vi kunne rejse fra det uhyggelige syn, og jeg håbede naivt, at de nye omgivelser ville bringe min hustru fred. Men nej! Hvorhen vi rejste, fulgte André de Brissacs genfærd os. Den skæbnesvangre skygge åbenbarede sig aldrig for mine øjne. Det ville have været for fattig en hævn. Det var min uskyldige hustru, André forfulgte med sin gengældelse. Han ødelagde hendes liv, og skønt jeg stadig var hos hende, kunne jeg ikke værne hende mod den frygtelige ubudne gæst. Jeg prøvede forgæves at våge over hende, jeg søgte forgæves at trøste hende. “Han vil ikke lade mig være i fred,” sagde hun. “Han kommer mellem os, Hector. Han står imellem os nu! Jeg kan se hans ansigt med det røde mærke tydeligere, end jeg ser dit.”

En dejlig måneklar nat, da vi sad sammen i en bjerglandsby i Tyrol, kastede min hustru sig for mine fødder og sagde til mig, at hun var den værste og sletteste af alle kvinder. “Jeg har skriftet alt for min Gud,” sagde hun, “jeg har ikke skjult min synd for himlen. Men jeg føler, at døden er nær, og før jeg dør, må jeg skrifte min synd for dig.” “Hvilken synd, min egen elskede?” “Da den fremmede første gang kom til mig i skoven, gjorde hans nærværelse mig forvirret og bange, og jeg veg tilbage fra ham som fra noget mærkeligt og frygteligt. Han blev ved med at komme, og efterhånden opdagede jeg, at jeg tænkte på ham og ventede på, at han skulle komme. Hans billede forfulgte mig ustandselig. Jeg prøvede forgæves at lukke hans ansigt ude af mine tanker. Så fulgte der en tid, hvor jeg ikke så ham, og til min skam og fortvivlelse syntes jeg, at livet var trist og tomt uden ham. Så kom den tid, da jeg så ham igen i Rosengården, og – åh, Hector, dræb mig, om du vil, jeg fortjener ingen barmhjertighed af dig! – det gik så vidt, at jeg talte timerne, til han skulle komme. Jeg glædede mig til at se det blege ansigt med det røde mærke! Han rev alle andre glæder ud af hjertet på mig og efterlod kun én uhyggelig, ugudelig glæde – glæden ved hans nærværelse. I et år har jeg kun levet for at se ham. Og forband mig nu, Hector, for det er min synd. Om den kommer fra mit eget hjertes dyb, eller det er trolddoms værk, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har kæmpet imod denne ondskab forgæves.”

Jeg omfavnede min hustru og tilgav hende. Hvad havde jeg i sandhed at tilgive hende? Var hun ansvarlig for den mørke skæbne, der kom over os? Den næste nat døde hun med sin hånd i min, og i sin sidste stund fortalte hun mig grædende og bange, at han var ved hendes side.

Trykt i Belgravia, januar 1867.
Originaltitel: Eveline’s Visitant

Kort om Mary Elizabeth Braddon

Født den 4. oktober 1835
Død den 4. februar 1915

Læs mere på Wikipedia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *