Genfærds-diligencen af Amelia B. Edwards

Amelia B. Edwards
By unbekannt – entweder der Verlag oder eine Zeitung – aus dem Buch von Amelia B Edwards “PHARAOHS, FELLAHS AND EXPLORERS”, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11423945

De begivenheder, som jeg nu vil fortælle Dem, er absolut sande. Det er noget, der er hændt mig, og jeg husker det så tydeligt, som var det sket i går. Og dog er der gået 20 år siden den nat. I de 20 år har jeg kun fortalt historien til ét menneske. Jeg fortæller den nu med en modvilje, jeg har svært ved at overvinde. Det eneste, jeg beder om, er, at De vil lade være med at pådutte mig Deres meninger. Jeg ønsker ikke noget bortforklaret. Jeg har ikke lyst til at indlade mig på nogen diskussion. Jeg ved meget nøje, hvad jeg selv mener om dette emne, og da jeg har mine egne sansers vidnesbyrd at stole på, foretrækker jeg at holde mig til det.

Altså! Det skete for netop 20 år siden, et par dage før rypejagten holdt op. Jeg havde været på jagt hele dagen, men havde knap nok fået noget i tasken. Vinden var stik øst. Det var i december, og det var på en trist vidstrakt hede helt oppe i den nordligste del af England. Og jeg var gået vild. Det var ikke et rart sted at gå vild. De første snefnug fra en snestorm, der var i anmarch, dansede hen over lyngen, og den blygrå himmel blev mørkere og mørkere. Jeg skyggede med hånden over øjnene og stirrede ængstelig ud i skumringen, hvor den dyblilla hede gik over i en lav bjergkæde 15-20 kilometer borte. Ikke den mindste anelse af røg, ikke en smule dyrket jord, ikke så meget som et gærde eller en fåresti mødte blikket i nogen retning. Der var ikke andet at gøre end at gå videre og prøve at finde et eller andet undervejs. Jeg tog geværet på nakken igen og gik træt videre. Jeg havde været på benene siden daggry, og jeg havde ikke spist noget siden morgenmaden.

Imidlertid begyndte sneen af falde uhyggelig tæt, og vinden lagde sig. Så blev det endnu koldere, og mørket sænkede sig hurtigt. Mine udsigter formørkedes samtidig med himlen, og jeg blev tung om hjertet, da jeg tænkte på min unge hustru, der allerede sad og så efter mig ved vinduet i vores lille værelse på kroen, og jeg tænkte på al den lidelse og uvished, der ventede hende den lange nat igennem. Vi havde været gift i 4 måneder, og efter at have tilbragt efteråret i det skotske højland boede vi nu i en lille, afsides landsby i udkanten af en af de store engelske heder. Vi var meget forelskede i hinanden og meget lykkelige. I morges, da vi skiltes, havde hun bedt mig komme hjem, før det blev mørkt, og det havde jeg lovet. Hvad ville jeg ikke have givet for at have holdt mit løfte! Hvor træt jeg end var, følte jeg, at jeg endnu kunne nå at komme hjem før midnat, hvis jeg bare fik et godt måltid, en times hvil og en god fører.

Og hele tiden faldt sneen, og mørket blev tættere. Nu og da standsede jeg og råbte, men mine råb syntes kun at gøre stilheden dybere. Der kom en sær følelse af ubehag over mig, og jeg begyndte at huske historier om vandringsmænd, der var blevet ved at gå og gå i snevejret, indtil de helt udmattede ikke ønskede andet end at lægge sig ned og sove ind i døden. Ville det være muligt, spurgte jeg mig selv, at fortsætte med at gå hele den lange, mørke nat? Ville det tidspunkt komme, hvor mine kræfter svigtede og min vilje slappedes? Hvis det skete, måtte også jeg sove dødens søvn. Døden! Det gøs i mig. Hvor ville det være hårdt at dø nu, da livet lå så lyst foran mig! Hvor ville det være hårdt for min hustru, hvis elskende hjerte – men det kunne jeg ikke holde ud at tænke på! For at skyde tanken til side, begyndte jeg at råbe igen, højere og længere end før. Jeg lyttede anspændt. Blev mit råb besvaret, eller bildte jeg mig blot ind, at jeg hørte et råb langt borte? Jeg kaldte igen, og igen fulgte ekkoet. Så dukkede der pludselig et flakkende lysskær frem af mørket, det blinkede, forsvandt, nærmede sig og blev stærkere.

Jeg løb hen imod det, så hurtigt jeg kunne, og stod til min store glæde pludselig ansigt til ansigt med en gammel mand, som gik og svingede med en lygte. “Gudskelov!” udbrød jeg uvilkårligt. Han glippede med øjnene og rynkede panden. Så løftede han lygten og så på mit ansigt. “For hvad?” brummede han gnavent. “Jo – for Dem. Jeg begyndte at blive bange for, at jeg skulle gå vild i sneen.”
“Nå,ja, folk går vild her en gang imellem, og hvorfor skulle De ikke også, hvis det er Herrens vilje?”
“Hvis det er Herrens vilje, at De og jeg går vild sammen, min ven, så må vi finde os i det,” svarede jeg, “men jeg agter ikke at gå vild uden Dem. Hvor langt er jeg nu fra Dwolding?”
“Mindst 30 kilometer.”
“Og fra den nærmeste landsby?”
“Den nærmeste landsby er Wyke, og det er 20 kilometer i den anden retning.”
“Hvor bor De da?”
“Derude,” sagde han og gjorde et kast med lygten.
“De er vel på hjemvejen?”
“Det er jeg måske.”
“Så går jeg med Dem.”

Den gamle mand rystede på hovedet og gnubbede eftertænksomt næsen med håndtaget på lygten. “Det nytter ikke noget,” brummede han. “Han slipper Dem ikke ind, det gør han ikke.”
“Det skal vi nok ordne,” sagde jeg muntert. “Hvem er han?”
“Herren.”
“Hvem er herren?”
“Det kan jo være Dem lige meget,” lød det uhøflige svar.
“Nå, ja, gå nu i forvejen, så skal jeg nok få herren til at give mig husly og aftensmad i aften.”
“Ja, De kan jo prøve!” mumlede min tvære fører. Han rystede stadig på hovedet, mens han humpede af sted som en trold gennem den faldende sne.

En stor bygning dukkede pludselig frem af mørket, og en vældig hund for ud og gøede rasende. “Er det her huset?” spurgte jeg.
“Ja, det er huset. Læg dig, Bey!” Han famlede i lommen efter en nøgle. Jeg gik tæt hen bag ham, fast besluttet på ikke at miste nogen chance for at komme ind, og i den lille lyscirkel fra lygten så jeg, at døren var tæt beslået med svære jernsøm som en fængselsdør. Et øjeblik efter havde han drejet nøglen om, og jeg trængte forbi ham ind i huset.

Da jeg først var kommet indenfor, så jeg mig nysgerrigt om. Jeg befandt mig i en kæmpemæssig bjælkehal, der åbenbart tjente mange formål. I den ene ende lå der store korndynger, der nåede op til loftet ligesom i en lade. I den anden ende var der stabler af melsække, landbrugsredskaber, tønder og alt muligt ragelse. Ned fra bjælkerne hang der rækker af skinker, flæskesider og bundter af tørrede urter til vinterbrug. Midt på gulvet stod der en mægtig indretning, klodset dækket med en snavset presenning. Da jeg løftede et hjørne af presenningen, så jeg til min forbavselse et meget stort teleskop, monteret på en bevægelig platform med fire små hjul. Røret var lavet af malet træ, holdt sammen af grove metalbånd. Spejlet var, så vidt jeg kunne se i det svage lys, mindst femten tommer i diameter. Mens jeg stod og undersøgte instrumentet og spekulerede på, om det mon var en autodidaktisk optikers værk, ringede en klokke højt.

“Det er Dem,” sagde min fører med et ondskabsfuldt grin. “Hans værelse er derovre.” Han pegede mod en lav, sort dør i den modsatte side af hallen. Jeg gik derover, bankede temmelig hårdt på døren og trådte ind uden at vente på nogen opfordring. En høj, hvidhåret gammel mand rejste sig fra et bord, der var dækket med bøger og papirer, og så strengt på mig.

“Hvem er De?” sagde han. “Hvordan er De kommet her? Hvad ønsker De?”
“James Murray, sagfører. Til fods over heden. Mad, drikke og søvn.”
Hans buskede bryn rynkedes ildevarslende. “Mit hus er ikke noget hotel,” sagde han hovmodigt. “Jacob, hvor vover du at lukke denne fremmede ind?”
“Jeg lukkede ham ikke ind,” brummede den gamle, “han fulgte mig over heden og trængte sig ind foran mig. Jeg kan ikke hamle op med en, der er seks fod og to tommer.”
“Og må jeg spørge Dem, min herre, med hvilken ret trænger De ind i mit hus?”
“Med den ret med hvilken jeg ville have klynget mig til Deres båd, hvis jeg var ved at drukne. Med selvopholdelsesdriftens ret.”
“Selvopholdelsesdriften?”
“Der ligger allerede en tomme sne på jorden nu,” svarede jeg kort, “og før daggry ville der være nok til at dække mit lig.”

Han gik hen til vinduet, trak et tungt, sort gardin til side og så ud. “De har ret,” sagde han. “Hvis De vil, kan De blive til i morgen. Jacob, servér aftensmaden.” Han gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned, tog selv plads og fordybede sig atter i den læsning, jeg havde afbrudt.

Jeg satte mit gevær i hjørnet, trak en stol hen til ilden og så mig om i ro og mag. Værelset var mindre end hallen, og dets indhold ikke så blandet, men det rummede alligevel en hel del, der kunne vække min nysgerrighed. Der var intet tæppe på gulvet. De hvidkalkede vægge var hist og her overkradset med mærkelige diagrammer, og andre steder var de dækket med hylder fulde af fysiske instrumenter, hvis formål jeg ikke altid kendte. På den ene side af kaminen stod der en reol, fyldt med store, lasede bøger, på den anden side et lille orgel, fantastisk dekoreret med malede udskæringer, som forestillede middelalderlige djævle og engle. Gennem lågen til et skab, der stod halvt åbent i den anden ende af stuen, kunne jeg se en lang række geologiske prøver, medicinske præparater, kolber, destillations-apparater og krukker med kemikalier. På hylden ved siden af mig stod der, foruden en mængde andet, også en model af solsystemet, et lille galvanisk batteri og et mikroskop. Hver eneste stol var fuldt belæsset. I hver eneste krog lå der dynger af bøger. Selv på gulvet flød det med kort, afstøbninger, papirer, diagrammer og et lærd roderi af alt muligt.

Jeg så mig om med en forbavselse, der steg for hver ny ting, jeg fik øje på. Et så mærkeligt værelse havde jeg aldrig set. Endnu mærkeligere var det dog at finde et sådant værelse i en ensom gård ude på de vilde, mennesketomme heder! Atter og atter så jeg fra min vært til hans omgivelser og fra omgivelserne tilbage til min vært og spekulerede på, hvem og hvad han kunne være.

Mens jeg sad og betragtede ham, gik døren op, og Jacob bragte aftensmaden ind. Hans herre lukkede bogen, rejste sig og bad mig tage plads ved bordet med større høflighed end han før havde vist. Der blev sat skinke og æg, et brød og en flaske fremragende sherry for mig.

“Jeg har kun tarvelig bondekost at byde Dem,” sagde min vært. “Jeg håber, at Deres appetit vil få Dem til at glemme manglerne ved vort spisekammer.” Jeg var allerede gået i gang med maden og påstod med en sulten jægers begejstring, at jeg aldrig havde smagt noget så vidunderligt.

Han bukkede stift, satte sig og begyndte på sin egen aftensmad, som ganske enkelt bestod af en kande mælk og en tallerken grød. Vi spiste i tavshed, og da vi var færdige, tog Jacob bakken ud. Så trak jeg min stol hen til kaminen igen. Til min forbavselse gjorde min vært det samme. Han vendte sig brat imod mig og sagde: “Min herre, jeg har levet her strengt afsondret fra verden i 23 år. I den tid har jeg ikke haft én gæst om året, og jeg har ikke læst en eneste avis. De er den første fremmede, der kommer over min tærskel i de sidste 4 år. Vil De gøre mig den tjeneste at give mig lidt oplysning om den verden, jeg så længe har været borte fra?”

“Vær så venlig at udspørge mig,” svarede jeg. “Jeg står ganske til Deres disposition.” Han bukkede let til tak og lænede sig frem. Med albuerne på knæene og med hagen støttet i hænderne sad han og stirrede stift ind i ilden. Så begyndte han at udspørge mig.

Hans spørgsmål drejede sig mest om videnskabelige forhold, han var næsten helt ukendt med videnskabens sidste fremskridt og den måde, hvorpå de anvendtes i det daglige. Da jeg ikke selv var videnskabsmand, svarede jeg så godt, som min ringe viden tillod mig, men hvervet var alt andet end let, og jeg blev meget lettet, da han holdt op med at spørge og gik over til at diskutere og begyndte at fremsætte sine egne slutninger om det, jeg havde prøvet at forklare ham. Han talte og jeg lyttede fortryllet. Han talte, til han næsten glemte min tilstedeværelse, tror jeg, og blot sad og tænkte højt. Jeg har aldrig hørt noget lignende, hverken før eller senere. Han var fuldt fortrolig med alle de filosofiske systemer, analyserede sindrigt, generaliserede dristigt, og hans tanker strømmede uhindret frem. Han sad stadig i den samme gnavne stilling med øjnene fæstet på ilden og vandrede fra emne til emne, fra spekulation til spekulation som en inspireret drømmer. Han gik fra praktisk videnskab til filosofi, fra elektricitet i ledningsnet til elektricitet i nerver, fra Watts til Mesmer, fra Mesmer til Reichenbach, fra Reichenbach til Swedenborg, Spinoza, Condillac, Descartes, Berkeley, AristoteIes, Platon og Østens magere og mystikere. Alt sammen overgange, der måske kunne være forvirrende, fordi de spændte så vidt, men som fra hans læber lød så lette og harmoniske som overgange i musik. Efter nogen tids forIøb – jeg husker ikke mere, hvad forbindelsen var, kom han ind på de områder, som endog ligger hinsides den spekulative filosofis grænser. Han talte om sjælen og dens stræben, om ånden og dens magt, om synskhed, om spådom, om de fænomener, som under navn af spøgelser, genfærd og overnaturlige væsner er blevet benægtet af skeptikere og bekræftet af lettroende gennem alle tider.

“Verden,” sagde han, “bliver for hver time, der går, mere og mere skeptisk med hensyn til alt det, der ligger uden for dens eget snævre område. Vore videnskabsmænd støtter denne skæbnesvangre tendens. Alt, hvad der ikke lader sig bekræfte ved eksperimenter, stempler de som opspind. Alt, hvad der ikke kan bevises i et laboratorium eller en dissektionsstue forkaster de som forkert. Hvilken overtro har de kæmpet så længe og så stædigt imod som troen på genfærd? Og hvilken overtro har beholdt sit faste greb i menneskers sind længere? Vis mig en kendsgerning indenfor fysik, historie, arkæologi, der er støttet af så mange og så forskellige vidnesbyrd. Dette fænomen, der er bekræftet af alle racer, af alle tidsaldre og under alle himmelstrøg af oldtidens mest nøgterne lærde, af den mest primitive vilde i nutiden, af kristne, hedninger, panteister og materialister, behandles som en ammestuefortælling af vort århundredes videnskabsmænd. Indicie-beviser er for dem blot en fjer i vægtskålen. Hvor værdifuld sammenligningen af årsag og virkning end er i videnskaben, så skubbes den her til side som værdiløs og upålidelig. Vidners udsagn regnes ikke for noget, lige meget hvor pålidelige vidnerne ellers er. Den, som blot tøver, før han udtaler sin dom, fordømmes som en nar. Den, der tror, er en drømmer eller en tåbe.”

Han havde talt med bitterhed i stemmen og sank hen i tavshed et par minutter. Lidt efter hævede han hovedet fra hænderne og tilføjede i en anden tone: “Jeg standsede ved dette problem, undersøgte det og skammede mig ikke over at fremsætte mine overbevisninger for verden. Jeg blev brændemærket som en synsk, latterliggjort af mine samtidige og med hån jaget bort fra den gren af videnskaben, i hvilken jeg havde arbejdet med ære i alle de bedste år af mit liv. Alt dette skete for 23 år siden. Fra den tid har jeg levet, som De ser, jeg lever nu, og verden har glemt mig, som jeg har glemt verden. Der har De min historie.”

“Den er meget sørgelig,” mumlede jeg, for jeg vidste næppe, hvad jeg skulle svare.
“Den er meget almindelig,” svarede han. “Jeg har kun lidt for sandheden, som så mange bedre og klogere mænd har lidt før mig.” Han rejste sig, som om han ville afslutte samtalen og gik hen til vinduet. “Det sner ikke mere,” bemærkede han, da han lod gardinet falde og gik tilbage til kaminen.
“Sner det ikke mere!” udbrød jeg og rejste mig ivrigt. “Åh, hvis det bare var muligt – men det er håbløst. Selv om jeg kunne finde vej over heden, kunne jeg ikke gå 30 kilometer i aften.”
“Gå 30 kilometer i aften!” udbrød min vært. “Hvad tænker De på?”
“Jeg tænker på min kone,” svarede jeg utålmodigt. “På min unge kone, der ikke ved, jeg er gået vild og som i dette øjeblik er næsten ude af sig selv af ængstelse.”
“Hvor er hun?”
“I Dwolding, 30 kilometer borte.”
“I Dwolding,” gentog han tankefuldt. “Ja, det er rigtigt, afstanden er 30 kilometer. Men – er De så ivrig for at spare de 6-8 timer?”
“Så ivrig er jeg, at jeg i dette øjeblik ville give 10 pund for en fører og en hest.”
“Deres ønske kan opfyldes for mindre end det,” sagde han smilende. “Aftendiligencen nordfra, som skifter heste i Dwolding passerer et vejkryds, der kun ligger 6 kilometer herfra, og den skal være der om ca. fem kvarter. Hvis Jacob går med Dem over heden og viser Dem den gamle postvej, tror De så, De selv kunne finde vej til det sted, hvor den støder ud til den nye vej?”
“Let – gerne!”

Han smilede igen, ringede og gav den gamle tjener besked, så tog han en flaske whisky og et glas frem fra det skab, hvor han gemte sine kemikalier. “Sneen ligger dybt,” sagde han, “og det er tungt at gå over heden i aften. Et glas whisky før De tager af sted?” Jeg ville have sagt nej, men han nødede mig, og jeg drak det. Det brændte mig i halsen som ild og tog næsten vejret fra mig. “Det er stærkt,” sagde han, “men det vil hjælpe Dem med at holde kulden ude. Og nu har De ikke et øjeblik at spilde. God nat!”

Jeg takkede ham for hans gæstfrihed og ville have trykket hans hånd, men han havde vendt sig bort, før jeg havde talt færdig. Et øjeblik efter gik jeg gennem hallen, Jacob lukkede yderdøren bag mig, og vi var ude på den åbne, hvide hede.

Det var bitterlig koldt, selv om vinden havde lagt sig. Ikke en lyd forstyrrede nattens stilhed, undtagen sneens knirken under vore fødder. Jacob, der ikke var særlig tilfreds med sit hverv, traskede foran mig i tvær tavshed med sin lygte i hånden. Jeg fulgte efter ham med geværet over skulderen, lige så lidt oplagt til samtale som han. Mine tanker kredsede om min sælsomme vært. Hans stemme lød endnu i mine øren. Hans veltalenhed holdt min fantasi fanget. Den dag i dag husker jeg med forbavselse, hvordan min stærkt stimulerede hjerne fuldstændig ordret huskede hele sætninger og stumper af sætninger, et væld af strålende billeder og brudstykker af glimrende ræsonnementer.

Mens jeg således tænkte over det, jeg havde hørt og prøvede at komme i tanker om et led hist og her, fulgte jeg i hælene på min fører uden at ænse noget. Efter nogen tids forløb standsede han pludselig og sagde: “Der går Deres vej. Sørg for, at De har stengærdet til højre for Dem, så kan De ikke tage fejl af vejen.”
“Så er det altså den gamle postvej?”
“Ja, det er den gamle postvej.”
“Og hvor langt er der så til korsvejen?”
“Lidt over 4 kilometer.”

Jeg trak min pung frem, og han blev mere meddelsom. “Vejen er såmænd god nok til fodgængere,” sagde han, “men den var for stejl og for snæver til trafikken nordpå. De skal passe på, der hvor gærdet er gået i stykker tæt ved vejviseren. Det er ikke blevet gjort i stand siden ulykken.”
“Hvilken ulykke?”
“Aftendiligencen styrtede ned i dalen nedenunder – mindst 10 meter – lige på det værste sted af vejen på hele egnen.”
“Forfærdeligt! Var der mange, der blev dræbt?”
“Dem alle sammen. De fandt 4 døde, og de sidste 2 døde næste morgen.”
“Hvor længe er det siden, det skete?”
“Det er lige 9 år.”
“I nærheden af vejviseren, siger De? Jeg skal huske det. God nat.”
“God nat, og mange tak.”

Jacob stak pengene i lommen, gjorde en bevægelse i retning af hatten og gik hjem ad den vej, han var kommet. Jeg så efter skæret fra hans lygte til det forsvandt, så vendte jeg mig og fortsatte min vej alene. Der var ikke længere den mindste vanskelighed ved det, for selv om det var meget mørkt, sås stengærdet tydeligt nok mod det svage skær fra sneen. Hvor var der stille nu, da jeg ikke havde andet end mine egne skridt at lytte efter! Hvor stille og ensomt! Jeg fik en mærkelig, ubehagelig følelse af ensomhed. Jeg gik hurtigere. Jeg nynnede en stump af en melodi. Jeg lagde vældige summer sammen i hovedet og beregnede rente og rentes rente af dem. Jeg gjorde kort sagt mit bedste for at glemme de forbløffende betragtninger, jeg lige havde lyttet til, og det lykkedes mig til en vis grad.

Imidlertid syntes natteluften at blive koldere og koldere, og skønt jeg gik rask til, var det umuligt at holde varmen. Mine fødder var som is. Mine hænder blev helt følelsesløse, og jeg holdt rent mekanisk fast på geværet. Jeg åndede også tungt, som om jeg var ved at klatre op ad de højeste tinder på et eller andet mægtigt bjerg og ikke blot gik hen ad en almindelig landevej i Nordengland. Jeg blev til sidst så forpustet, at jeg måtte standse et par minutter og læne mig mod stengærdet. Da jeg gjorde det, kom jeg til at se hen ad vejen, og til min lettelse så jeg i det fjerne en lille lysprik, der lignede en lygte, som nærmede sig. Først mente jeg, at det var Jacob, der var gået tilbage efter mig, men netop som jeg tænkte dette, så jeg et lys til, der tydeligt nok var parallelt med det første. Det nærmede sig også med samme fart. Jeg behøvede ikke spekulere længe for at regne ud, at det var lygterne på en privat vogn, skønt det forekom mig mærkeligt, at en privat vogn kørte ad en vej, der ikke længere var i brug, og om hvilken det oven i købet sagdes, at den var farlig.

Der kunne dog ikke være nogen tvivl om det, for lygterne blev stærkere for hvert øjeblik, og jeg bildte mig allerede ind, at jeg kunne se vognens mørke omrids mellem dem. Den nærmede sig meget hurtigt og fuldstændig lydløst, da sneen lå næsten en fod dyb under hjulene.

Og nu blev selve køretøjet synligt mellem lygterne. Det så mærkelig højt ud. En pludselig mistanke dukkede op i mit sind. Var det muligt, at jeg i mørket var kommet forbi korsvejen uden at se vejviseren, og var det måske den diligence, jeg skulle møde? Jeg behøvede ikke spekulere længe over det, for nu kom den frem fra et sving på vejen med kusk og post, en passager ovenpå og fire dampende skimler, alle omgivet af et svagt lysskær, gennem hvilke lygterne strålede som et par blændende meteorer.

Jeg sprang frem, vinkede med hatten og råbte. Postvognen kom hen mod mig i fuld fart og kørte forbi. Et øjeblik frygtede jeg, at jeg hverken var blevet set eller hørt, men det var kun et øjeblik. Kusken standsede. Posten, der var indhyllet i halstørklæder og frakke helt op til øjnene, sad åbenbart og sov, for han besvarede ikke mit råb og gjorde ikke det mindste forsøg på at stige ned. Passageren, der sad udenpå, drejede end ikke hovedet.

Jeg åbnede selv døren og så ind. Der sad kun 3 rejsende indenfor, så jeg gik ind, lukkede døren, satte mig i et ledigt hjørne og lykønskede mig til mit held. Luften i diligencen forekom mig at være koldere end luften udenfor, hvis det var muligt, og den var gennemtrængt af en mærkelig fugtig og ubehagelig lugt. Jeg så på mine medpassagerer. Det var alle mænd, og de var alle tavse. Det lod ikke til, at de sov, men de sad tilbagelænet i hver sit hjørne af vognen, somom de var optaget af deres egne tanker. Jeg prøvede at indlede en samtale.

“Hvor er det dog koldt i nat,” sagde jeg henvendt til min genbo. Han hævede hovedet og så på mig men svarede ikke. “Det lader til,” fortsatte jeg, “at vinteren er begyndt for alvor.”

Skønt det hjørne, han sad i, var så svagt oplyst, at jeg ikke rigtig kunne se hans træk, så jeg dog, at hans øjne var rettet lige mod mig. Alligevel svarede han ikke et ord. På ethvert andet tidspunkt ville jeg være blevet ærgerlig og rimeligvis have givet udtryk for det, men i øjeblikket følte jeg mig for ilde tilpas til at gøre noget ved det. Natteluftens isnende kulde var trængt ind i kroppen på mig, og den mærkelige lugt inde i vognen havde givet mig en uudholdelig kvalme. Jeg rystede fra hoved til fod, og idet jeg vendte mig imod min nabo på venstre side, spurgte jeg, om han havde noget imod, at jeg åbnede et vindue. Han hverken talte eller rørte sig. Jeg gentog spørgsmålet højere, men med samme resultat. Så mistede jeg tålmodigheden og trak vinduet ned. Da jeg gjorde det, brast læderremmen i hånden på mig, og jeg lagde mærke til, at glasset var fuldstændig jordslået, så meget, at det måtte have siddet der i årevis. Da min opmærksomhed således var henledt på vognens tilstand, undersøgte jeg den nøjere, og ved de udvendige lygters flakkende skær så jeg, at den var overordentlig medtaget. Ikke blot var den ikke repareret, men den var lige ved at falde fra hinanden. Vinduesrammerne gik i stykker ved den blotte berøring. Læderbetrækket var skimlet og rådnede bogstavelig talt bort fra træværket. Gulvet var lige ved at gå i stykker under mine fødder. Hele vognen var fuldstændig ødelagt af fugt og var åbenbart blevet hentet frem fra et eller andet udhus, hvor den havde stået og smuldret i mange år, for at gøre endnu en dags arbejde på landevejen.

Jeg vendte mig mod den tredje passager, som jeg endnu ikke havde tiltalt, og vovede en bemærkning. “Denne vogn er i en meget dårlig tilstand,” sagde jeg. “Den rigtige diligence er vel til reparation?” Han drejede langsomt hovedet og så mig ind i øjnene uden at sige et ord. Jeg vil aldrig glemme det blik, så længe jeg lever. Det gjorde mig kold om hjertet og kan gøre det endnu, når jeg tænker på det. Hans øjne glødede med en feberagtig, unaturlig glans. Hans ansigt var gustent som et ligs. Hans blodløse læber var trukket tilbage som i dødsangst og viste de skinnende tænder.

Mine ord døde bort på mine læber, og der kom en rædsel – en frygtelig rædsel – over mig. Mine øjne havde nu vænnet sig til mørket i vognen, og jeg kunne se nogenlunde tydeligt. Jeg vendte mig mod manden overfor mig. Han sad også og så på mig med samme forfærdende bleghed i ansigtet og med det samme stenhårde glimt i øjnene. Jeg tørrede mig over panden. Jeg vendte mig mod passageren ved siden af mig og så – åh, Himmel, hvordan skal jeg beskrive, hvad jeg så? Jeg så, – at ingen af dem var levende, at han ikke var et levende menneske som jeg selv! Der var et svagt lysskær over deres frygtelige ansigter – forrådnelsens skær – og over deres hår, der drev af gravens fugt, over deres jordslåede tøj, der var ved at falde af dem, og over deres hænder, der var som hænder på lig, der har været længe begravet. Kun deres øjne, deres frygtelige øjne, levede, og de var alle vendt truende imod mig!

Et skrig af rædsel, et vildt, uforståeligt skrig om hjælp og nåde brød frem fra mine læber, da jeg kastede mig mod døren og forgæves prøvede at åbne den. I et eneste øjeblik, der var kort og klart, som når et landskab ses i et lynglimt, så jeg månen skinne gennem en forreven sky – den uhyggelige vejviser, der stod med løftet finger ved vejkanten – det knuste stengærde – hestene, der var ved at falde – det mørke dyb nedenfor. Så gyngede vognen som et skib i storm. Så kom der et vældigt brag – en følelse af knusende smerte – mørke …

Det forekom mig, at der var gået flere år, da jeg en morgen vågnede efter en dyb søvn og fandt min kone ved siden af sengen. Jeg vil forbigå den scene, der fulgte, og ganske kort fortælle Dem den historie, hun fortalte mig med taknemmelige tårer. Jeg var faldet ned i kløften, tæt ved det sted, hvor den gamle vej møder ud til den ny, og var kun blevet frelst fra en sikker død ved at falde i en dyb snedrive, der var føget sammen ved foden af klippen nedenfor, I denne snedrive blev jeg opdaget ved daggry af et par fårehyrder, som bar mig til det nærmeste ly og hentede en læge til mig. Lægen fandt mig i vildelse, med brækket arm og kompliceret kraniebrud. Brevene i min tegnebog viste mit navn og adresse, min kone blev tilkaldt for at pleje mig, og takket være min ungdom og stærke konstitution kom jeg mig til sidst. Jeg behøver næppe at sige, at det sted, hvor jeg faldt, netop var samme sted, som den frygtelige ulykke havde ramt diligencen nordfra 9 år i forvejen.

Jeg fortalte aldrig min kone om den frygtelige oplevelse, jeg lige har berettet for Dem. Jeg fortalte lægen, der tilså mig, om den, men han behandlede hele eventyret som slet og ret en feberfantasi. Vi diskuterede spørgsmålet gang på gang, indtil vi opdagede at vi ikke mere kunne afvinde det interesse, så lod vi emnet falde. Lad andre mene, hvad de vil – jeg ved, at for 20 år siden var jeg den femte passager i genfærds-diligencen.

Trykt i All the Year Round, Christmas, 1864
Originaltitel: The Phantom Coach

Kort om Amelia B. Edwards

Født den 7. juni 1831
Død den 15. april 1892

Læs mere på Wikipedia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *