Hånden på dørklinken af William Wilthew Fenn

Hånden på dørklinkenHvad det er for en mønt, der hænger ved min urkæde? Det er en spansk dublon, et særdeles nydeligt pengestykke. På den ene side ses hovedet af Filip den 4., mærket år 1640; på bagsiden to knejsende søjler, Herkules-støtterne, med den nedadgående sol imellem sig, og med mottoet non plus ultra nedenunder. Hvordan jeg fik fat i denne mønt? Ja, det gik ganske mærkeligt til. Det var den gamle historie, der gentog sig – som det forekom mig – ad nauseam:

Et gammelt hus, i hvilket det naturligvis spøgte, i hvilket ingen fremmed kunne tilbringe en nat, eller, hvis han gjorde det, ville noget frygteligt uvægerligt hænde. Det er udgangspunktet og begyndelsen. Om morgenen ville han blive fundet død, gal eller stum, ude af stand til at berette, hvad han havde set og vægrende sig ved at  blive udspurgt.

Jeg vidste til at begynde med, ikke hvad historien gik ud på, eller hvad man antog ville hænde i det skæbnesvangre øjeblik. Jeg tog mig ikke af sladderhistorier. Jeg vidste kun, at huset var udpeget for mig som et, hvori det spøgte, og jeg tillod mig at ringeagte denne såkaldte kendsgerning.

Hvor huset lå? Det lå et sted, hvor man slet ikke ville forvente, at sådanne rædsler kunne finde sted, nemlig i udkanten af en almindelig markedsplads i en landsby i nærheden af havet. Et sted, der to gange om ugen helligede sig salg af fede okser, får, svin og fjerkræ.

Og byen? Nej, det kan være lige meget, hvad byen hed. Husk, jeg indvilger kun i at fortælle historien på den betingelse, at der ikke stilles spørgsmål. Jeg skal ikke have noget af at blive krydsforhørt, og jeg nægter at nævne virkelige navne.

Hvorom alting er – det kunne have været hvor som helst på landet. Enhver af den halve snes landlige lokaliteter, der lå ude østpå, ville have svaret til stedet, så yderst almindeligt og uinteressant tog det sig ud.

Selve huset var gammeldags, bygget af røde mursten med et lavthængende tag og smalle vinduer. Det måtte være mindst 150 år gammelt. Skønt det nu var indesluttet af moderne arkitektur, der tårnede sig højt op over det på begge sider, måtte det oprindelig have ligget alene midt i sin egen have, som stadigvæk strakte sig et anseligt stykke bag ejendommen.

Heller ikke hvad, der bragte mig til byen, har nogen interesse for fortællingen. Jeg skulle bo der, det må være tilstrækkeligt. Jeg havde i årevis logeret hos nogle respektable folk, som – da tidens fylde kom, emigrerede – hvorefter jeg måtte søge et nyt lejemål.

Der var værelser til leje, som ville passe mig i det nævnte hus – sådan sagde man til mig – hvis jeg da ikke veg tilbage for historierne om det. Veg tilbage for sladder? Nej tak, ikke mig. Jeg vidste ikke en gang, hvad sladderen egentlig gik ud på. Min hjerne var så fuldstændig blottet for overtro, som nogen dødeligs hjerne kan være. Jeg havde set en hel del til det, man kalder spiritisme, og som dengang havde nyhedens interesse i England. Jeg havde set borde vende og dreje sig og tunge møbler bevæge sig uden nogen synlig foranledning. Men denne erfaring havde kun tjent til at bekræfte min oprindelige mening, at alle ting af denne art kunne sættes i forbindelse med fikse taskenspillerkunster og andet bedrag.

Ånder og spøgelser troede jeg naturligvis ikke på, så jeg lejede altså værelserne – et stort soveværelse og en lille dagligstue.

Huset var beboet af en garveriformand og hans kone. Han havde for sit vedkommende fået det på meget billige lejevilkår, fordi stedet i årevis havde været skyet på grund af dets slette ry. Det var igen den gamle historie. Hr. Tanner havde kun boet i huset nogle få måneder, da jeg lejede mig ind, og vi lo begge ad denne spøgelsessnak, da vi talte om det, for han var lige så stor en skeptiker som jeg. Set noget, hørt noget? Ikke et kuk.

“Hvis der virkelig er en ånd,” sagde denne ærlige sjæl, “så ville han ikke gå igen bare for at genere min kone og mig og heller ikke Dem, Hr._ det tør jeg æde min hat på.” Og jeg var enig med ham.

Uge efter uge gik – og der hændte selvfølgelig ikke det allermindste. Jeg havde i virkeligheden glemt hele postyret efter få dages forløb, og følte mig efterhånden rigtig hjemme i mit nye logi og var fuldkommen tilfreds.

Soveværelset hørte ikke til den slags, som man med en moderne udtryksmåde kalder vanvittig henrivende. Det lå bagtil i huset, på første sal, hvorfra man havde udsigt over en stor del af den gammeldags anlagte have, som, da det blev efterår, duftede overvældende. Når jeg var så glad for dette værelse, skyldes det i grunden en ‘vandalisme’, som en af dets tidligere beboere havde forvoldt. Panelerne, som løb værelset rundt, var malet med en lys cremefarve, og dør og vndueskarme havde delt samme skæbne og ligesådan med tapetet. Tilsammen gav det rummet en lys og luftig tone, hvor det ellers ville have virket trist og mørkt.

Jeg er en hund efter lys. Jeg brænder altid lys om natten, så mine omgivelser passede mig på en prik. De blev holdt så pinligt rene, at man kunne have indtaget et måltid overalt i værelset eller på dets enkle overtræksmøblement. De to vinduer sad til højre for sengen, døren til venstre. Noget fra fodenden og direkte modsat sengen var kaminen. Kort sagt, det ville have været svært at finde noget, der mindede mindre om et spøgelsesværelse end mit soveværelse.

Den 23. oktober 1841 gik jeg som sædvanlig i seng ved elleve-tiden. Som sagt brænder jeg altid en lille natlampe, og af vane plejer jeg altid at låse døren. Jeg har aldrig haft et særlig godt sovehjerte. Den svageste lyd kan vække mig, og den nat vågnede jeg pludselig – måske en halv time efter at jeg var gået til ro.

En eller anden støj havde forstyrret mig, det var jeg sikker på, så snart jeg vågnede helt. Hvad var det? På den tid af natten var hele nabolaget tyst som graven, og det samme gjaldt husets beboere. Lyden var i soveværelset, nej, ikke netop i værelset, men lige udenfor – ved døren. Det lød som om, nogen forsøgte at åbne den! Ja, ganske utvivlsomt. Jeg kunne høre døren knage, da den sagte gav efter for hvad, jeg antog var presset af en skulder udefra. Jeg sad ret op og ned i sengen og stirrede stift mod døren, hvor jeg kunne se den svære, mørke, gammeldags jernklinke ganske tydeligt mod den hvidmalede dør. Den blev løftet, en hånd havde fat i den. Lidt efter faldt dørklinken blidt ned igen for atter at løftes langsomt og stille, mens skulderen vedholdende trykkedes mod døren. Men bolten under klinken var stærk, og da forsøget på at komme ind var gentaget tre-fire gange, blev det endelig opgivet.

Skulle jeg råbe op?

Nej, min nysgerrighed tog overhånd, måske tilsat en vis befippelse. En stykke tid blev jeg ved med at lytte anspændt, men jeg kunne ikke høre nogen derude. Ingen bevægelse, ingen fodtrin, ingen knagen af gulvet eller trappen. Efter at jeg havde spejdet og ventet en rum tid, stod jeg forsigtigt ud af sengen, trak slåen lydløst tilbage, rev døren op og kiggede ud på gangen, for jeg havde stadig ikke hørt fodtrin forsvinde derude. Skønt det klare lys fra mit værelse strømmede ud, var der ingen at se. Jeg havde ventet for længe, eller måske havde den lette støj af sengeklæderne, da jeg stod op, hindret mig i at høre den natlige gæsts tilbagetog.

Mens jeg lyttede og stirrede udover trappegelænderet ned i mørket, kunne jeg stadig ikke fornemme noget tegn på liv udover lyden af min husværts og hans kones tunge åndedræt. De sov i stueetagen, og imellem deres to værelser, mine to og køkkenet, var der et umøbleret værelse. Stilhed herskede overalt, og i løbet af en halv times tid var jeg påny i seng med slåen for døren og lyset klart brændende, som om intet var hændt. Men De kan nok forestille Dem, at jeg ikke sov meget, skønt jeg ikke blev forstyrret mere den nat – bortset af mine tanker.

Jeg havde set på mit ur, før jeg gik i seng igen, og anslået at hele episoden havde fundet sted mellem klokken tolv og et. Men hvad betød den? Jeg vil ikke plage Dem med mine spekulationer i den retning, for jeg kunne ikke finde hoved og hale på, hvad der var sket. Jeg var overrasket. Jeg havde aldrig et øjeblik tvivlet på min husværts ærlighed, men heller ikke, på den anden side, tvivlet på mine egne sanser. Så en eller anden havde forsøgt at komme ind i mit værelse, det var sikker. Hvem var det? Jeg besluttede at holde mund med sagen, i hvert fald til jeg havde set, om forsøget blev gentaget.

Før jeg trak mig tilbage næste aften, undersøgte jeg omhyggeligt låsene på for- og bagdørene. De var begge i orden. Sidstnævnte, der førte ud til haven, syntes i det mindste at være det. Der var kun en svær slå, men den var skudt for. Hr. og Fru Tanner gik tidligere til ro end jeg, og jeg kunne høre, de slumrede lydeligt, da jeg gik ind i mit soveværelse.

Var jeg lidt ilde tilpas? Ja, naturligvis – jeg følte mig lidt ubehagelig til mode. Det ville de fleste mennesker have gjort, om de så var udstyret med nok så meget moralsk mod. Men det var ærlig talt nysgerrighed, der var det fremherskende hos mig. Imidlertid låste jeg døren, tændte lyset og gik til ro som sædvanlig.

En time eller mere lå jeg lysvågen med øjnene fæstet på det mørke dørgreb, men ca. et kvarter før tolv begyndte jeg at føle mig søvnig. Og skønt jeg havde sat mig for ikke at sove, så slappede jeg dog af og faldt hen. Men i næste øjeblik – jeg antager, der kun var gået et par minutter – vågnede jeg pludselig ved en gentagelse af nøjagtig de samme lyde, der havde forstyrret mig den foregående nat. Jeg hørte igen den lette knagen af døren under det samme tryk som før. Ligeledes havde hånden påny fat i klinken udenfor, så at denne løftedes og sænkedes. Så kom der en lille pause, derpå en fornyet anstrengelse for at trænge ind, så en ny pause – og sådan blev det ved i ca. tyve minutter. Derefter var alt stille.

Hvad skulle jeg gøre?

Lidt ubeslutsom og ikke uden knurren stod jeg til sidst op og gloede ud på gangen, men der var stadig ikke noget at se. Hvis der havde været en eller anden, så var vedkommende der i hvert fald ikke nu, og han eller hun måtte være forsvundet på mystisk vis, for jeg havde ikke hørt så meget som antydningen af fodtrin.

Så kom den tredje nat. Jeg var stadig fast besluttet på at holde tand for tunge, indtil jeg havde gennemskuet denne mærkelige sag. Jeg var overbevist om, at jeg ville få alle ammestuehistorierne om spøgelseshuset revet i næsen, hvis jeg ytrede et eneste ord om, hvad der var sket. Jeg må dog tilstå, at jeg var forvirret. Hypotesen om røveri var næppe sandsynlig, alene af den grund at jeg ikke havde noget, der var værd at stjæle – og derudover var der hele dagen fri adgang til mine værelser.

Nå, så kom den tredje nat, og med den en nøjagtig gentagelse af alt, hvad der var sket to gange før og på samme tid, dog med den undtagelse, at jeg, da klinken hævede sig anden gang, råbte med lavmælt, men dog klar og tydelig røst: “Vent et øjeblik, så skal jeg lukke Dem ind”, idet jeg stod op. I samme øjeblik faldt klinken ned med et skarpt klik. “Ha!” tænkte jeg, “vi er ved at komme under vejr med det”. Men før jeg kunne nå hen til døren og få den åbnet, var den mystiske person borte. Han var mig igen for hurtig i vendingen, og endnu engang var alt stille resten af natten.

Den følgende morgen foretog jeg en minutiøs undersøgelse af gang, værelse, dørklinke, gulv, loft og alle kroge. Der var rig lejlighed til at gøre dette, for Hr. Tanner og hans kone var ofte borte fra huset i timevis. Men undersøgelsen førte ikke til noget resultat. Jeg fandt ingen spor, der kunne lede til mysteriets opklaring.

I de to følgende nætter skete der intet som helst. Øjensynlig var min undersøgelse blevet iagttaget, og jeg gjorde bedst i at være på min post. Men den sjette nat begyndte det hele forfra, nøjagtig ligesom tidligere. Nu var det ved at blive trættende. Rent bortset fra ubehaget, som det forårsagede med den bestandige spejden og venten, så havde jeg så godt som ingen søvn fået i en uge. Nu var der kun en udvej tilbage. Jeg måtte lade døren være ulåst og så se, hvad der ville komme. Jeg mente dog, at det ville være bedst at være forberedt på overraskelser, så da jeg gik til ro den syvende nat – det var den 29. oktober – klædte jeg mig ikke af, men lagde mig blot stille ned under sengetæppet med en god, tyk stok ved siden af mig.

Det var kort efter klokken tolv, at denne besynderlige og ubehagelige regeren og rumsteren begyndte igen. Dørklinken løftedes og sænkedes påny, sagte og hemmelighedsfuldt som før. Jeg griber min stok og gør mig klar til at springe løs på den indtrængende. Nu giver døren naturligvis efter for trykket, langsomt, men sikkert åbnes den af … hvem? Af ingen som helst! Dog, vent nu kun – nu sker det lige for mine øjne – der er ingen fejltagelse mulig. Jeg sidder ret op og ned i sengen og følger forbløffet, hvad der sker. Og nu bemærker jeg for første gang, at jeg ikke er alene i værelset. En fornemmelse, der er aldeles uafhængig af syn og hørelse, overbeviser mig om dette. Men døren lukkes igen, under magisk magt af en ukendt og usynlig hånd der løfter dørklinken forsigtigt for ikke at forårsage nogen støj.

Mens jeg stirrer med stigende undren, farer jeg efter omtrent et minuts forløb sammen ved lyden af et sagte, men dog tydeligt klik som fra en fjeder, der er sprunget i vejret. Lyden kommer, så vidt jeg kan forstå, henne fra kaminen eller lige der i nærheden over for fodenden af sengen. Og dér, det ser jeg nu, har en del af panelet ved siden af den svære, hvide kamin-gesims åbnet sig, og indenfor aner man et dybt, mørkt hulrum.

Jeg forholder mig aldeles stille, idet jeg koncentrerer hele mit væsen på at se, hvad der udspiller sig. Lidt efter kommer der fra hulrummets dybder en jernbeslået kiste til syne, omtrent 1 1/2 fod lang. Det ser ud, som om den bliver fremdraget af en menneskelig hånd, kun er denne hånd ikke synlig for mit blik. Og nu hæves den af den samme mystiske kraft et lille stykke ind i værelset, hvorefter den blidt sættes ned på gulvet.

Mens min opmærksomhed er fokuseret på skrinet eller kassen, holder jeg dog stadig øje med panelet, der er blevet lukket med det samme smæld af en fjeder, som da det blev åbnet. Ellers høres der ikke en lyd, intet fodtrin, ingen raslende klædningsstykker. Da kisten er kommet rigtigt ud i lyset, kan jeg se, at den er meget gammel. Klamper og beslag er kunstnerisk udført og synes at udgå fra et mønster i midten, hvor låsen øjensynlig findes. Over denne er der et kraftigt jernhåndtag. Og mens jeg betragter disse detaljer, ser jeg kassen blive løftet og båret som af en stærk, dog usynlig hånd, hen imod døren, der straks efter åbnes. Så forsvinder skrinet, døren lukkes sagte, og jeg mærker, at jeg igen er alene.

Dette her er i sandhed spiritisme med en bitone af hoverende hævngerrighed, men jeg sværger, at jeg vil afsløre tøjeriet – hvis det virkelig er tøjeri og taskenspillerkunster. For hvorfor disse kunster netop skulle udøves over for mig, ja, det må jeg oprigtigt tilstå, jeg ikke ved. Hvorom alting er. Jeg havde nu engang fået den idé i hovedet, at hvis jeg skulle afsløre trolderiet, måtte jeg ikke gøre nogen som helst støj. Derfor listede jeg med yderste forsigtighed efter skrinet ud på gangen tidsnok til at se genstanden for min søgen forsvinde i trappens mørke.

Det var vanskeligt nok for et nøgternt menneske, der i enhver henseende var ved sine fulde fem, at tro sine egne øjne under disse omstændigheder. Men De skal straks få at se, hvordan jeg kan bekræfte kendsgerningerne.

Ved nedgangen til trappen standser jeg og lytter. Slåen på bagdøren er skudt tilbage, og jeg ser et glimt af månelyset dernede, da døren åbnes. Så snart den atter er lukket, lister jeg ned ad trappen, åbner døren og går ud i haven, som ser strålende ud i sin dugkappe, der funkler som sølv i fuldmånens skær i den stille efterårsnat. Og der ser jeg med mine egne øjne skrinet bevæge sig hen ad den slyngede sti, der ender blindt i noget sammenfiltret grønt i en tykning af haven. Lydløst følger jeg efter på den bløde grønsvær. Ikke uden vanskelighed holder jeg øje med skrinet, mens det svæver hid og did mellem buskene, til det omsider når det aller fjerneste område af den gamle, murindhegnede have.

Men det klare månelys hjælper mig. Skrinet bliver sat ned på jorden – og i det samme lyder der en sælsom puslen i den tætte bevoksning under nogle gamle knortede æbletræer. Det vildtvoksende grønne bliver skudt blidt til side, ligesom af usynlige hænder og fødder, og så får jeg pludselig øje på plankerne i et gammelt brønddæksel. Straks efter hæves dækslet med nogen vanskelighed, hvorefter det bliver smidtt ind mellem buskene.

Jeg kan ikke komme så nær til stedet, som jeg gerne vil, for jeg har hele tiden en følelse af, at jeg ikke er alene – ligesom da jeg undersøgte mit værelse. Men jeg kan tydeligt se, hvad der foregår. Skrinet bliver atter løftet og balancerer et øjeblik over et vandhul eller en brønd, som tidligere var skjult af dækslet, der nu er kommet for dagens lys – eller rettere nattens månelys. Så bliver det sænket ved hjælp af et reb eller en kæde, gætter jeg på, men dette er dog ikke mere synligt end hænderne, der udfører arbejdet, eller den person, der på en eller anden måde må være til stede nu, og som lemper skrinet ned i brønden. At det er en brønd, kan jeg høre på plasket og den boblen, der lyder, idet skrinet rammer vandoverfladen.

Et par minutter gik, så blev brønddækslet lukket. Buskene og den øvrige bevoksning bevægede sig lidt, idet de fandt deres gamle gro- og hvilestillinger, og ikke en lyd brød nattens stilhed. Intet fodtrin eller raslende efterårsløv, ingen bevægelse, intet tegn på liv blandt buskene, intet tegn på, at nogen forlod stedet. Men jeg føler endnu engang helt tydeligt, at jeg atter er ene i haven. Og der står jeg da og stirrer en lille tid op mod fuldmånen, bogstavelig talt så kort det end varer, månesyg og mere fortvivlet og forvildet end jeg nogensinde før har været i mine livskabte dage.

Naturligvis spørger jeg mig selv, om jeg er vågen og ved mine fulde fem. Og naturligvis går jeg, da det kommer til stykket, tilbage til mit værelse den vej jeg kom fra og låser døren bag mig. Selvfølgelig undersøger jeg omhyggeligt væggen ved kaminhylden. Og lige så selvfølgeligt kan jeg ikke opdage nogen fjeder, hvorved man kan åbne panelet – nej, for det er naturligvis en skjult fjeder! Og da jeg ikke har set hånden, som udløste den, er jeg heller ikke i stand til at sige, hvor denne fjeder er anbragt.

Derimod lykkes det mig at opdage hulrummet, takket være den hule lyd som langt om længe gensvarer den banken, jeg har trakteret hver enkelt panelbræt efter tur. Her – her er der utvivlsomt et hulrum bag brættet. Det passer også med det sted, hvor åbningen viste sig! Så langt er sagen i det mindste belyst. I morgen vil jeg gøre en kraftanstrengelse for at finde ud af noget mere. Jeg vil efterforske bunden af buskadset for enden af haven, og finde ud af om brønddækslet virkelig er der, eller om det kun er et fantasifoster. Efter lange overvejelser faldt jeg omsider i søvn, og mærkeligt nok sov jeg som et barn resten af natten.

Dagslyset skaber mere tvivl og panikstemning end selve måneskinsmysteriet havde gjort. Havde jeg mon alligevel drømt det hele? Visselig, der kan næppe drages nogen sikker slutning, men hvis det hele er en drøm, har jeg drømt syv dage og syv nætter. Endvidere fandt jeg en hulning bag panelet, som jeg ikke. kendte noget til før. Dette er en kendsgerning, skønt jeg endnu ikke har fundet måde, på hvilken jeg kan komme ind i dette hulrum. Og hvad med brønddækslet i haven? Så snart jeg får tid, vil jeg undersøge det nærmere. Jeg.er nemlig ikke så naragtig, at jeg ønsker at nedkalde latteren over mig ved at røbe noget, før jeg er mere sikker i min sag.

Omsider er øjeblikket inde, og jeg befinder mig endnu en gang nede i buskadset mellem de forvredne træer ved den gamle mur. Jeg har det helt for mig selv og er beskyttet mod nysgerrige øjne ved den store afstand til naboerne. Intet spejdende øje kan få kig på mig fra bagvinduerne i nabolaget. Der er stedet, i det fjerneste hjørne, kærtegnet af det bløde morgenlys lige som i nat af måneskinnet. Det er hurtig genkendt, og i løbet af et par minutter har jeg ryddet mellem buskene, og ved at pirke med min stok opdaget noget der kan være et brønddæksel. Men hvis det viser sig at være det, har det helt sikkert ikke været åbnet sidste nat. Krattet virker til at være betydelig tættere end i nat. Sammenfiltrede snerler, græs, efeu og skimmelsvampe samt et lag af visne blade, som på sine steder er flere tommer tykt, dækker stedet. Og sikkert er det, at uden grundig undersøgelse ville intet menneskeligt øje have opdaget noget usædvanligt i dette vildnis.

Men noget usædvanligt var der nu ikke desto mindre, og straks efter fik jeg et fornyet bevis på, at jeg var på rette spor. Det tager adskillige minutter at få ryddet noget af alt dette stads til side, men omsider får jeg fat i en svær, rusten ring. Ved hjælp af en kraftanstrengelse lykkes mig at løfte det halvrådne dæksel til en gammel murstensbrønd, der viser sig at være otte-ti fod dyb.

Fornyede overvejelser fører til, at jeg får fat i en stige i et værktøjsskur, hvorefter jeg sænker den ned mod bunden i den hensigt at klatre ned i brønden. Da den til sidst har fået fast støtte, kravler jeg ned. Stigen hviler støt på bunden, og jeg konstaterer, da jeg når vandet, at dette næppe er mere end tre fod dybt. Så bøjer jeg mig ned og roder rundt med min stok, som lidt efter støder mod noget, jeg i stigende spænding anslår til at være en kasse eller en kiste.

Nu kommer jeg rigtigt i stødet, og uden at tage hensyn til mine våde fødder, går jeg længere og længere ned ad stigen, indtil jeg – i vand til midt på livet – dykker armen ned lige til skulderen. Efter en del roden rundt i det iskolde vand, får jeg fat i nogle slimede led af en kæde, hvorved jeg er i stand til med den yderste anstrengelse at hale en vandtrukken, ormædt, rusten og jernbeslået gammel kiste op til kanten af brønden. En nøjagtig kopi af den kiste, jeg havde set den foregående nat, bortset fra de virkninger den lange nedsænkning i vandet havde forårsaget. Det var en bekræftelse, der var ligeså uomgængelig som en prøve på den Hellige Skrift!

Jeg havde altså haft ret i mine formodninger, og jeg indrømmer gerne, at de havde overtruffet mine dristigste forventninger. Jeg lukkede brønden til, skjulte den så vidt muligt med buske, satte stigen tilbage og bar, uden nogen så det, den fundne kiste til mit værelse. Hvad indeholdt den mon? Dens store vægt og dens ældede, mærkelige udseende lod formode, at den indeholdt en skat. Råddent som træværket var blevet, var det ikke særlig vanskeligt at få kisten lirket op. Den var propfuld af guldmønter, øjensynlig spanske dublon’er, med årstal varierende fra 1660 til århundredets slutning.

Da Hr. Tanner kom hjem til middag, spurgte jeg, hvem han havde lejet huset af. Han nævnte den førende sagfører i byen. Til ham gik jeg så og bad ham give mig lidt historiske oplysninger om huset. Han var en tør gammel knark med en ansigtsfarve, der svarede til hans egne gulnede dokumenter, men jeg fik da presset så meget ud af ham, at det i nogen grad kunne bestyrke mig i de mystiske erfaringer, jeg havde gjort, selv om det ikke kunne forklare dem.

Sagføreren, som varetog ejendommens interesser på vegne af ejeren, en købmand i London ved navn Gruber, kunne fortælle, at det var en af købmandens forfædre, Michael Gruber, som havde bygget huset i 1690. Han havde samlet sig en formue, og rygtet ville vide, at det ikke var sket ved særlig agtværdige midler. Han var – kort og godt – kendt som en lovløs eventyrer, en af de utallige sørøvere, som gennem størstedelen af det syttende århundrede førte piratkrig mod de spanske kolonister i Sydamerika og Vestindien.

Det blev sagt, at han holdt sin skat skjult forskellige steder i huset, som dengang lå ganske alene i udkanten af byen. Ifølge sagføreren var det Michael Grubers tragiske endeligt, som havde givet næring til historien om, at det spøgte i huset. Gruber var blevet fundet ved daggry den niogtyvende oktober 1723 mere død end levende i sin have, og nær ved ham fandt man liget af en sømand, med hvem man vidste, han havde forretninger.

Der havde åbenbart fundet et blodigt sammenstød sted. Efter hvad Gruber fortalte i sin febervildelse, der var en følge af hans hårdtsårede tilstand, var den fremmede blevet forstyrret under et forsøg på at udplyndre ham, og da han ikke havde været i stand til at undslippe med rovet, havde han skjult det i haven. Men da han vendte tilbage for at hente det, havde Gruber overrasket ham. Mange fakta underbyggede Grubers udtalelser. Gruber, der dengang var en meget gammel mand, var kun halvt påklædt, som om han var stået op i huj og hast og var faret ud af soveværelset efter tyven; og et hemmeligt panel, som blev opdaget i værelset, da den døende mand blev båret tilbage dertil, gav ham anledning til stor ængstelse og bekymring, for han vedblev at hentyde til det og erklærede usammenhængende, at hans skrin var blevet stjålet. Dette syntes sandsynligt nok, for man fandt senere betydelige værdier i det hemmelige vægskab.

“Og her har vi så oprindelsen til legenden om spøgelsesværelset, ikke sandt?” spurgte jeg, idet omtalen af det savnede skrin og tidspunktet for tragedien gav mig en tilskyndelse.

“Ja, sikkert nok,” svarede sagføreren. “Den slags nonsens er altid knyttet til voldsdåd, der har fundet sted i ældre tid.”
“Vær så venlig at sige mig, hvad De sigter til med nonsens i dette specielle tilfælde?”
“Ja, det er ikke så lige til at svare på. Men jeg vil mene, at det går ud på følgende: At enhver, der sover i dette værelse i løbet af oktober måned, vil se en eller anden forsøge at trænge ind i det ved midnatstid. Men om vedkommende trænger ind eller ej, er der ikke en mors sjæl, der ved. De, kære Herre, er antagelig den, der har sovet der sidst, og De har naturligvis ikke set noget. På den anden side kan jeg oplyse Dem om, at adskillige tidligere beboere har forsikret mig om, i hvor høj grad de er blevet forstyrret.”

Jeg undgik spørgsmålet ved at sige: “Blev der nogensinde anstillet efterforskninger efter det skrin, som den gamle Gruber påstod var blevet stjålet?”
“Jeg ved det ikke. Ser De, alle disse ting hændte nemlig lidt før min tid.” Og den gamle knark kluklo ved sig selv.
“Kan De ikke genkalde Dem yderligere enkeltheder?”
“Nej, desværre ikke for øjeblikket – skønt det er muligt, jeg kunne støve dem op, hvis De måtte ønske det. Men vil De nu ikke have den godhed at fortælle mig, hvorfor De stiller disse spørgsmål?”

Så gjorde jeg gengæld ved at fortælle ham, hvad jeg havde fundet, idet jeg dog undgik enhver hentydning til den mærkelige måde, på hvilken jeg var blevet sat på sporet af brønden. Jeg sagde blot, at jeg havde støvet rundt efter nogle ørnebregner i den forsømte del af haven, og da jeg ved et rent tilfælde var stødt på brønddækslet, var jeg kommet på den tanke at undersøge det nærmere. Og dette havde så igen resulteret i opdagelsen af det gamle skrin, der var fuldt af dubloner.

Sagførerens pergamentansigt var lige så godt som en hel farce, mens han lyttede til mig. Han anså mig åbenbart for at være vanvittig. “Ja, sandelig,” sagde han. “Dette er højst forbavsende. Vi aldrig anet det mindste om sådan et gemme.”
“Det er højst forståeligt. Det har ikke været åbnet i årevis, og det var fuldstændig skjult af tykningen. Men hvis De vil have den elskværdighed at gøre mig følgeskab, så skal De med egne øjne få at se, hvad det er lykkedes mig at finde.”

Dette er min beretning. Alt hvad jeg har at tilføje af vigtighed er, at da det lykkedes mig at komme i forbindelse med den dalevende Hr. Gruber, optrådte han på den nydeligste måde. Skattefundet, som i værdi androg noget over tusind pund i guld, var naturligvis hans ejendom, men han insisterede på, at jeg skulle beholde halvdelen af det – hvilket ikke var nogen ringe belønning for min foretagsomhed.

En af dublonerne hænger, som De har set, ved min urkæde. Resten – ja, da jeg ikke er nogen velhaver, realiserede jeg de fleste af dem efter at have givet Hr. Tanner og hans kone et par stykker. De vedblev at bo i huset til udløbet af deres lejemål, ca. to og et halvt år efter, og jeg vedblev at være deres logerende, lige til huset blev revet ned ved periodens ophør.

Skønt jeg tilbragte endnu to oktobermåneder i værelset, hvor det spøgte, var der aldrig mere nogen mystisk ånd, der prøvede at forcere døren. Jeg havde forløst den besværede ånd nøjagtig et hundrede og atten år efter den dag, på hvilken den var blevet dømt til at vandre på jorden og periodisk forstyrre fredelige indehavere af værelset, der havde dannet baggrund for forbrydelsen. Indtil nærværende øjeblik har jeg aldrig lettet sløret for nogen levende mors sjæl, hvad angår den åndelige side af min erfaring. Jeg har aldrig kunnet forsone mig med den tanke, at man skulle le mig ud på grund af min skepsis vedrørende spørgsmålet om spiritisme.

Er jeg da skeptiker nu? Det har kun ringe betydning, om jeg er det eller ej. Jeg er nu så langt fremrykket i alder, at dette, såvel som de andre store mysterier angående set og uset om liv og død, for mit vedkommende vil være opklaret i løbet af få år.

Oprindelig trykt i Woven in Darkness: A Medley of Stories, Essays, and Dreamwork, 1885.

Kort om William Wilthew Fenn

Født i 1827
Død den 19. december 1906

Læs mere på At the Circulating Library

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *