Hedebølge af W. F. Harvey

William Fryer Harvey
By Source, Fair use, https://en.wikipedia.org/w/index.php?curid=52837123

Jeg har oplevet, hvad jeg tror, er den mærkeligste dag i mit liv, og jeg ønsker at skrive begivenhederne ned på papiret, mens de endnu står frisk i min erindring. Jeg er 40 år gammel, ved godt helbred og har aldrig været syg en eneste dag. Af profession er jeg tegner, ikke særlig kendt, men jeg kan da tjene til det allernødvendigste på mine grafiske arbejder. Min eneste nære slægtning, en søster, døde for 5 år siden, så jeg er ganske alene i verden.

Den dag, jeg taler om, spiste jeg morgenmad klokken 9, og efter at have kikket avisen igennem tændte jeg min pibe og lod mine tanker gå på vandring efter et motiv for min blyant. Skønt dør og vinduer stod åbne, var der trykkende varmt i stuen, og jeg havde lige fundet ud af, at det køligste og behageligste sted i nabolaget ville være den dybe ende af svømmebassinet, da idéen kom. Jeg begyndte at tegne, og blev så opslugt af mit arbejde, at jeg lod min frokost stå urørt og først sluttede da uret på St. Jude slog 4.

Den færdige tegning, som kun kunne kaldes en skitse, var den bedste, jeg havde lavet. Den viste en forbryder på anklagebænken umiddelbart efter at dommeren havde afsagt sin kendelse. Manden var fed – uhyre fed. Fedtet hang i poser under hans hage og lå i folder om hans brede, korte hals. Han var glatbarberet (måske skulle jeg sige, at han havde været glatbarberet et par dage i forvejen) og næsten skaldet. Han stod i skranken og klamrede sig med sine tykke fingre til gelænderet, mens han stirrede tomt ud i luften. Man fik det indtryk, at han ikke så meget følte sig forfærdet som fuldstændig sønderknust. Manden syntes ude af stand til at understøtte sit eget bjerg af fedt.

Jeg rullede skitsen sammen og stak den uden at vide hvorfor i lommen. Så forlod jeg huset med en sjælden og lykkelig følelse af at have udført et godt stykke arbejde.

Jeg tror nok, at jeg begav mig af sted i den hensigt at besøge Trenton, for jeg husker, at jeg gik ned ad Lytton Street og drejede til højre ad Gilchrist Road ved foden af bakken, hvor der bygges på en ny sporvognslinie. Så erindrer jeg ikke tydeligt, hvilken vej jeg gik, men jeg glemmer aldrig den frygtelige hede, der slog op imod mig fra det støvede, asfalterede fortov som en næsten håndgribelig bølge. Jeg længtes efter den torden der blev varslet af de store kobberfarvede skybanker, som hang lavt på himlen i vest.

Jeg må have gået en halv snes kilometer, da en lille dreng vækkede mig af mine drømmerier ved at spørge mig, hvad klokken var. Den var 20 minutter i 7. Da han var forsvundet, begyndte jeg at orientere mig. Jeg befandt mig foran en åben port, som førte ind til en gårdsplads omgivet af en stribe tørstig jord, hvor der var blomster: blåviolette levkøjer og røde geranier. Over indgangen hang et skilt med indskriften:

CHS. ATKINSON
STENHUGGER
GRAVMONUMENTER I
ENGELSK OG ITALIENSK
MARMOR

Inde fra gårdspladsen hørtes en munter fløjten, støjen af hammerslag og den hårde lyd af stål, der mødte sten. En pludselig indskydelse fik mig til at gå derind.

En mand sad med ryggen til mig, travlt optaget af arbejdet med en plade mærkeligt året marmor. Han vendte sig, da han hørte mine skridt, og jeg stod stille. Det var den mand, jeg havde tegnet, hvis portræt lå i min lomme. Der sad han, fed og kolossal, med sveden dryppende fra panden, som han tørrede med et rødt silkelommetørklæde. Men selv om ansigtet var det samme, havde det dog et helt andet udtryk. Han hilste mig smilende og gav mig hånden, som var vi gamle venner.

Jeg undskyldte min påtrængenhed.

“Det er så hedt, og varmen er så kvælende derude,” sagde jeg. “Dette er som en oase i ørkenen.”
“Jeg har ikke mærket noget til den oase,” svarede han, “men De har sandelig ret i, at det er varmt – varmt som i helvede. Vil De ikke tage plads, Sir!” Han pegede på kanten af den gravsten, han arbejdede på, og jeg satte mig.

“Det er en meget smuk sten, De har der,” sagde jeg.
Han rystede på hovedet. “Ja, på en måde,” svarede han. “Overfladen her er så fin, som man kan ønske sig, men der er en dyb revne i bagsiden, skønt jeg ikke tror, De vil lægge mærke til det. Jeg kunne aldrig få noget virkelig godt ud af dette stykke marmor. Det ville være udmærket en sommer, som den vi har nu. Den forbandede hede ville ingen skade gøre. Men vent til vinteren kommer. Der er intet som frost, når det gælder om at finde det svage punkt i en sten.”

“Hvem er den da til?” spurgte jeg.
Manden brast i latter. “De vil sikkert ikke tro mig, når jeg fortæller Dem, at den bare er beregnet til udstilling, men det er sandt. Kunstnere har udstillinger, det samme har købmænd og slagtere, så hvorfor skulle vi stenhuggere ikke også have dem. Alle de sidste nyheder i gravsten, forstår De.”

Han talte videre om marmor, hvilken slags bedst kunne modstå vind og regn, og hvilke der var lettest at hugge i. Så fortalte han om sin have og om en ny sort nelliker, han havde købt. Hvert andet minut lagde han værktøjet fra sig, tørrede sit glinsende hoved og forbandede heden. Jeg sagde ikke ret meget, for jeg følte mig urolig. Der var noget unaturligt, noget ildevarslende ved at træffe denne mand.

Jeg forsøgte først at overbevise mig selv om, at jeg havde set ham tidligere, at hans ansigt, uden at jeg vidste det, havde fundet en afsides krog i min hukommelse, men jeg var klar over, at jeg indlod mig på et urimeligt selvbedrag. Mr. Atkinson gjorde sit arbejde færdigt, spyttede på jorden og rejste sig med et lettelsens suk.

“Nå, hvad synes De så om det?” spurgte han med åbenlys stolthed. Inskriptionen, som jeg læste for første gang, lød således:

TIL MINDE OM
JAMES CLARENCE WITHENCROFT
Født 18. jan. 1860
HAN DØDE GANSKE PLUDSELIG
den 20. august 190—
“Midt udi livet, der er vor død”

Jeg sad tavs i nogen tid. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg spurgte ham, hvor han havde set navnet.
“Åh, det har jeg såmænd ikke set nogen steder,” svarede mr. Atkinson. “Jeg skulle bruge et eller andet navn, og så tog jeg det første det bedste, der faldt mig ind. Hvorfor vil De vide det?”
“Det er et meget mærkeligt tilfælde, men navnet er mit.”
Han fløjtede sagte. “Og datoerne?”
“Jeg kan kun svare for den ene, og den er korrekt.”
“Det er noget underligt noget,” sagde han.

Men han vidste mindre end jeg. Jeg fortalte ham om mit formiddagsarbejde. Jeg tog skitsen op af lommen og viste ham den, og mens han betragtede den, skiftede hans ansigtsudtryk mere og mere, indtil det kom til at ligne den mands, jeg havde tegnet. “Og det er ikke længere siden end i forgårs.” sagde han, “at jeg fortalte Maria, at der ikke var spøgelser til!” Ingen af os havde set et spøgelse, men jeg vidste, hvad han mente.

“De har naturligvis hørt mit navn,” sagde jeg.
“Og De må have set mig et eller andet sted og glemt det igen. Var De i Clacton-on-Sea sidste juli?”
Jeg havde aldrig været i Clacton. Vi tav i nogen tid. Vi så begge på det samme: de to datoer på gravstenen, og den ene var rigtig.

“Kom med ind og spis middag med os,” sagde mr. Atkinson. Hans kone var lille og jovial med røde kinder som en bondepige. Hendes mand præsenterede mig som en af hans venner, der var tegner. Resultatet var uheldigt, for efter at sardinerne og brøndkarsen var taget af bordet, hentede hun en Doré-bibel, og jeg måtte sidde i næsten en halv time for at udtrykke min beundring.

Jeg gik udenfor og fandt Atkinson siddende på gravstenen. Vi genoptog samtalen, hvor vi havde sluttet.
“De må undskylde, jeg spøger,” sagde jeg, “men ved De af noget, De har gjort, som De kunne blive arresteret for?”
Han rystede på hovedet. “Jeg er ikke gået fallit, forretningen er god nok. For 3 år siden gav jeg jule-kalkuner til nogle af opsynsmændene på kirkegården, men det er det eneste, jeg kan tænke mig. Og de var ikke ret store, de kalkuner,” tilføjede han eftertænksomt.

Han rejste sig, tog en vandkande fra verandaen og begyndte at vande blomsterne. “De skal have vand 2 gange om dagen, når det er varmt,” sagde han; “og så kan heden endda få bugt med de sarteste. Og bregnerne, se hvor de er kommet til at hænge. Hvor bor De?”

Jeg sagde ham min adresse. Det ville blive en god times rask spadseretur hjem. “Hør nu her,” sagde han. “Vi må hellere se sagen lige i øjnene. Hvis De går hjem i aften, kunne De nemt komme ud for et ulykkestilfælde. De kunne blive kørt over af en bil, og der er altid bananskaller og den slags – eller De kunne få en stige i hovedet.”

Han talte om det urimelige med en intens alvor, som ville have været helt latterlig seks timer tidligere. Men jeg lo ikke. “Det eneste vi kan gøre,” fortsatte han, “er, at De bliver her til midnat. Vi kan gå ovenpå og ryge en cigar; det er vist køligere inde.” Til min forbavselse samtykkede jeg.

Vi sidder nu i et lavloftet kvistkammer. Atkinson har sendt sin kone i seng. Han selv er optaget af at skærpe noget værktøj på en lille slibesten, mens han ryger en af mine cigarer. Der er vist torden i luften.

Jeg skriver dette ved et vakkelvornt bord foran det åbne vindue. Et af bordbenene er knækket, og Atkinson, som vist er fiks på fingrene, vil reparere det, så snart han er færdig med at slibe sin mejsel.

Klokken er over 11 nu. Om mindre end en time er jeg på vej hjem.
Men heden er kvælende.
Man er ved at blive vanvittig.

Trykt i Midnight House and Other Tales, 1910
Originaltitel: August Heat

Kort om William Fryer Harvey

Født: den 14. april 1885
Død: den 4. juni 1937

Læs mere på Wikipedia

3 Replies to “Hedebølge af W. F. Harvey”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *