Mr. Tallent går igen af Mary Webb

Mary Webb
By Unknown – http://www.library.unt.edu/rarebooks/finding-aids/the-mary-webb-collection/the-mary-webb-collection/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=5639171

Jeg mødte Mr. Tallent første gang i eftersommeren 1906 på en lille ensom kro højt oppe i bjergene. For de indfødte i disse egne adskiller regnvejrsdage sig ikke meget fra andre dage, eftersom hver dag er optaget af arbejde, enten det er smukt vejr eller regnvejr. Men for turisterne er regnvejrsdage kedelige. Jeg havde kedet mig i næsten en uge og tænkte stærkt på at vende tilbage til London, da Mr. Tallent dukkede op. Og fordi jeg ikke kunne placere Mr. Tallent eller definere ham til min tilfredshed, vakte han min nysgerrighed, for en sagfører skulle gerne kunne bedømme folk i løbet af et par minutter.

Jeg så ikke Mr. Tallent ankomme, og jeg lagde heller ikke mærke til ham, da han trådte ind i stuen. Jeg kikkede op, og så stod han der, i den lille varme skænkestue, hvor ilden flammede i kaminen. Han stod og læste i et manuskript og bevægede samtidig læberne let. Han så på en gang distingveret og ubetydelig ud. Han var meget mager og over 180 cm høj. Hans hår og øjne var af ubestemmelig farve, hans tøj fortalte ikke noget, hans hænder så slappe ud og hans fødder vendte en smule opefter. Det mest bemærkelsesværdige ved ham var et udtryk af passiv og ubøjelig stædighed.

Jeg hilste på ham og spurgte, om han havde en avis, da han så ud til at komme fra civilisationen.

“Nej,” svarede han stilfærdigt, “nej, jeg har kun dette manuskript.”

Nu er jeg i reglen lige så bange for et manuskript som en hare for en hund. Eftersom jeg engang har været kritiker, er jeg altid udsat for at modtage pakker med manuskripter, som jeg skal udtale mig om. Jeg kunne altså have skånet mig selv og en halv snes andre mennesker for noget, som skulle vise sig at blive en frygtelig, en grufuld mare. Men dagen havde været så kedelig, og da jeg allerede havde pløjet mig gennem ‘Landmandens Almanak’ og ‘Zions klagesange’, havde jeg ikke andet at læse. Altså spurgte jeg “Er det Deres eget?”

“Ja, det er det,” svarede Mr. Tallent beskedent.
“Må jeg have lov?” spurgte jeg, vel vidende at han kun ønskede, at jeg skulle læse det.
“Hvor er det venligt af Dem!” udbrød han. “De er en fremmed, og De kender intet til mine håb og ønsker, og dog er De villig til at påtage Dem et så byrdefuldt hverv.”
“Det er ikke noget at tale om,” svarede jeg med en nervøs latter.
“Jeg tror nok,” mumlede han, idet han trådte nærmere og så at sige tog mig i besiddelse, da hans høje skikkelse ragede op over mig, “jeg tror nok, det er bedst, hvis jeg læser det op for Dem. Jeg har ord for at være en temmelig god oplæser.”

Jeg sagde, at det ville glæde mig, idet jeg samtidig trøstede mig med, at vi i hvert fald skulle spise til aften senest kl. 21. Jeg vidste på forhånd, at jeg ikke ville synes om hans oplæsning.

Han stillede sig foran kaminhylden.

“Dette,” sagde han, “skal være min scene.” Så begyndte han at læse.

Jeg ville ønske, at jeg kunne beskrive Dem denne langsomme, udtryksløse stemme, der blev ved og ved. Det var en stemme, som jeg dengang, ikke kunne finde nogen sammenligning til. Nu ved jeg, at den lød som en kedelig foredragsstemme i højtaleren. I begyndelsen lyttede man og opfattede endog ordenes betydning. Jeg opfattede de første seks kapitler, som var dræbende kedsommelige. Jeg fik fat i hele sceneriet, personerne, de udramatiske begivenheder, og jeg regnede med, at der efterhånden måtte ske noget. Jeg troede, at personerne ville udfolde sig, gøre frygtelige ting eller udføre store og ædle gerninger. Men de foretog sig intet.

Der skete ingenting! Bogen var triviel, formløs, ikke engang så levedygtig at den kunne begynde. Den var kun et forvredet udtryk for en negativ personlighed med et utal af banale, lånte forslidte idéer. Han sagde altid, hvad man ventede, at han ville sige. Man vidste nøjagtig, hvad alle hans personer ville gøre. Man ventede på de uundgåelige pinligheder som på det stadigt tilbagevendende jag af smerte, når man har tandpine. Jeg troede, at han ville holde op, når der var gået et stykke tid, for det plejer selv de mest anmassende personer at gøre, idet de undskylder sig og samtidig tydeligt nok forventer, at man skal sige “Fortsæt endeligt!”

Det var ikke nødvendigt i dette tilfælde. Det var simpelthen umuligt. Den langsomme, monotone stemme fortsatte uden en eneste pause med en grammofons ulidelige utrættelighed. Jeg sad og længtes efter, at han skulle hviske eller råbe – bare et eller andet, der kunne bryde denne kedsomhed. Jeg prøvede at tænke på andre ting, men dertil læste han for tydeligt. Jeg kunne ikke holde ud at høre på ham mere, men jeg kunne heller ikke blive fri. Jeg har aldrig oplevet en aften som den. Og som om skæbnen ville det, kaldte pigen os ikke til bords, før klokken nærmede sig 22! Timerne sneglede sig af sted.

Til sidst sagde jeg “Kunne vi ikke holde en lille pause, bare et par minutter?”
“Hvorfor?” spurgte han.
“Så kunne vi … så kunne vi drøfte Deres manuskript,” mumlede jeg udmattet.
“Da ikke nu på det mest spændende sted,” svarede han. “Kan De ikke se, at jeg har bygget min handling sådan op, at den når sit dramatiske højdepunkt netop nu? Alle personerne venter spændt på tragediens kulmination.”

Han fortsatte sin oplæsning. Jeg fortsatte med at vente på tragediens kulmination. Men der var ingen tragedie. Jeg havde en bragende hovedpine. Stemmen strømmede ustoppeligt – ud over mig, ud over stuen, ud over hele verden. Jeg følte det, som om den ville skylle mig ind i evigheden. Jeg opdagede, at jeg sad og tænkte “Hvis hun ikke snart kommer med aftensmaden, slår jeg ham ihjel!”

Jeg tænkte det på samme instinktive måde, som man tænker på at slå en ørentvist eller en myg ihjel. Jeg søgte tilflugt i tankerne om, hvordan jeg skulle gøre det. Det opslugte mig helt. Det satte mig i stand til at frigøre mig fuldstændigt for meningen i det, han læste op. Jeg overvejede alle de muligheder, der stod mig åbne: Kvælning, brødkniven på bufféten, hængning. Jeg svælgede i dem. Jeg begyndte næsten at føle mig lykkelig, da oplæsningen pludselig standsede.

“Nu kommer hun med aftensmaden,” sagde han. “Så kan vi drøfte manuskriptet. Bagefter skal jeg læse det færdigt.”

Det gjorde han. Og bagefter fortalte han mig alt om sit testamente. Han sagde, at han ville efterlade alle sine penge til en posthum udgivelse af sit manuskript. Han sagde også, at han gerne ville have mig til at sætte testamentet op for sig og i øvrigt være værge for manuskriptet.

Jeg svarede, at jeg ikke havde tid. Han svarede, at jeg kunne sætte testamentet op i morgen.

“Jeg skal rejse i morgen,” indskød jeg ærgerligt.
“De kan ikke komme af sted før om eftermiddagen,” sagde han triumferende. “I mellemtiden kan de sætte testamentet op. Og så behøver De ikke at gøre mere. De kan betale en kritiker for at læse manuskripterne. De kan betale en forlægger for at offentliggøre dem. Og derigennem bliver jeg husket.”

Han tilføjede, at hvis jeg stadig var i tvivl om deres litterære værdi, ville han læse et andet for mig.

Jeg gav efter. Ville enhver anden ikke have gjort det samme i mit sted? Jeg satte testamentet op, og efterlod en adresse, hvortil han kunne sende sit materiale, og forlod kroen.

“Gud ske lov!” sukkede jeg lettet, da en drejning af vejen skjulte ham for mine øjne. Han stod på dørtrinnet og læste noget, han kaldte et hyrdedigt, for en stor, kraftig hestehandler, som havde forlangt en morgenbitter. Jeg måtte smile ved tanken om, at han sikkert fik adskillige flere, end han havde bestilt.

Derefter glemte jeg Mr. Tallent. Jeg hørte intet til ham i nogle år. Jeg kikkede af og til bogkatalogerne igennem for at se, om der var nogen, der havde befriet mig for mit hverv med at udgive Mr. Tallent. Men det var der ikke.

Først ca. 10 år senere, da jeg lå på hospitalet, hjemsendt fra fronten som såret, mødte jeg Mr. Tallent igen. Jeg var rekonvalescent og sad i solen sammen med nogle andre gutter, da døren stille gik op og Mr. Tallent listede ind. Han læste for os i to timer. Han huskede mig og havde ikke så lidt at meddele os om sammentræf. Da han var gået, sagde jeg til sygeplejersken: “Hvis De lukker den fyr ind igen, mens jeg er her, slår jeg ham ihjel!”

Hun lo hjerteligt, men kammeraterne var alle sammen enige med mig, og han kom i hvert fald aldrig mere. Ikke længe efter så jeg hans dødsannonce i avisen.

“Stakkels fyr,” tænkte jeg, “det har han for sin oplæsning. Der er åbenbart en eller anden, der har tabt tålmodigheden. Nå, nu kommer han i hvert fald aldrig til at læse for mig mere.”

Så kom jeg i tanke om manuskripterne, og det slog mig, at hvis han havde holdt sit ord, var mine trængsler først lige begyndt. Det var kun alt for sandt.

Først kom det obligatoriske brev fra en sagfører i den by, hvor han havde boet. Dernæst fik jeg besøg af den omtalte sagførers fuldmægtige, som medbragte en stor blikkasse.

“Den afdødes slægtninge er meget fortørnede,” sagde han, “der er ikke efterladt noget til dem. De siger, at manuskripterne er værdiløse, og at de efterlevende har krav på …”

Jeg spurgte, hvordan de kunne vide, at manuskripterne var værdiløse?
“Mr. Tallent har fra tid til anden læst dem højt.”
Det lykkedes mig at skjule et smil.

“Og de forlanger at dele ligeligt med – æh – manuskripterne. De truer med at anlægge sag og de har skaffet sig en responsa angående det tilrådelige i at forlange det materiale undersøgt, der er i Deres besiddelse.”

Jeg kiggede på kassen. Der var en atmosfære af Joanna Southcott omkring den. Jeg spurgte, om den var fuld?

“Fuldstændig! Maskinskrevne manuskripter. Det er nydeligt gjort.” Han tog nøglen frem, en kopi af testamentet og et forseglet brev.

Jeg tog kassen med mig hjem den samme aften. Styrket ved en middag, en god cigar og et glas portvin betragtede jeg den nærmere. Der er en egen skæbnesvanger atmosfære omkring sådan en kasse. Hvad enten den rummer ulykke eller velsignelse, øver den altid sin fortryllelse over mennesker. En tryllekunstners kuffert, et juvelskrin, en alabastkrukke med kostelig nardussalve, en kiste med brudelinned, en stensarkofag – hvilken sælsom mystik hviler der ikke over dem alle! Så da jeg lukkede Mr. Tallents kasse op, følte jeg det, som om jeg åbnede for en ånd. Og det gjorde jeg i virkeligheden også. Jeg havde allerede læst testamentet og brevet igennem og set, at formuen var temmelig stor. Brevet gentog blot, hvad Mr. Tallent havde fortalt mig. Jeg kiggede i nogle af manuskripterne. Øjeblikkeligt var det, som om Mr. Tallent selv var til stede og fyldte værelset med sin stemme. Jeg stirrede hen mod stuens mørke kroge og ventede næsten at se ham dukke frem derhenne. Efterhånden som jeg løb flere manuskripter igennem, blev jeg klar over, at det, Mr. Tallent havde valgt at læse for mig, var det bedste. Jeg ringede til Johnson og bad ham komme hen til mig. Han er et af den slags mennesker, som aldrig tjener penge. Han er freelance journalist, men har bevaret sin samvittighed, hvilket er uheldigt for ham. Jeg vidste, han ville blive glad for jobbet.

Han kom omgående. Han så henrykt på manuskripterne. For i sit hjerte er han kritiker, og det er hans store håb engang at støde på et mesterværk og bringe det for dagens lys.

“Du må hellere tage en halv snes stykker ad gangen og gå dem igennem,” sagde jeg. “Så kan du afgive din kendelse, når du er færdig.”
“Kommer det til at afhænge af mig, om det bliver udgivet!
Hvilke der bliver udgivet,” sagde jeg. “Nogle skal i hvert fald ud – ifølge testamentet.”
“Men hvis jeg nu finder dem værdiløse allesammen, ville de stakkels fyre så ikke få mere ud af pengene? Det er forbandet ubehageligt ikke at have penge.”
“Jeg skal se nærmere på det. Jeg er ikke sikker på, det er lovligt. Hvad med bedømmelsen f.eks.?”
“Den skal jeg nok tage mig af,” sagde Johnson temmeligt overlegen. “Og hvis jeg finder et mesterværk …”
“Hvis du finder et mesterværk, gamle dreng,” sagde jeg, “betaler jeg dig 100 pund.”

Han spurgte, om jeg havde tænkt på en forlægger. Jeg sagde, at jeg havde bestemt mig for Jukes, eftersom selv den mest umulige bog ikke kunne gøre hans ry værre end det var, og fordi pengene måske kunne redde hans kredit.

“Er det nu også fair overfor stakkels Mr. Tallent?” spurgte han. Tallent havde allerede fået tag i ham.
“Hvis du skulle komme til at ønske,” sagde jeg til afsked, “at du aldrig havde fået noget med det at gøre, må du huske, at han i det mindste aldrig har læst højt for dig, og det skal du være taknemmelig for.”

Der skete intet i en uge. Så begyndte der at komme breve fra Mr. Tallents slægtninge. Det var en frugtbar familie. De var allesammen fattige, meget vrede og inderligt uinteresserede i litteratur. De skrev ud fra alle mulige synspunkter, i alle mulige stilarter. Brevene lignede imidlertid allesammen hinanden i to ting – den fuldkomne mangel på litterær kvalitet og juridisk præsision.

Det tog en time dagligt at læse og besvare disse breve. Hvis jeg gav dem det mindste håb, følte jeg det straks, som om Mr. Tallent kredsede om mig, tavs og ængstelig og såret. Hvis jeg ikke gav dem noget håb, fik jeg omgående brev fra en eller anden sagfører. Jeg var åbenbart den eneste, der følte lidenskaben i Mr. Tallents ærrighed og drømme. Jeg blev bekendtgjort med, at sagførerfirmaer overalt i England ville anlægge sag. Der blev ødslet penge ud på at berøve Mr. Tallent hans udødelighed, men det viste sig senere, at Mr. Tallent kunne tage vare på sig selv.

Da Johnson kom efter mere af kassens indhold, sagde han, at der ikke var noget tegn på noget mesterværk endnu, og at manuskripterne var så dårlige, som de overhovedet kunne være.

“En rørende fyr, denne Tallent,” sagde han.
“Lad ham for Guds skyld ikke få krammet på dig, kære ven,” bønfaldt jeg ham. “Du må ikke give tabt. Han vil hjemsøge dig, som han hjemsøger mig, med sin utålelige lidenskab. Jeg tænker på ham og hans kasse ustandselig, akkurat som man tænker på et forsvar, der gælder liv og død. Når jeg sidder hjemme i min egen stue, kan jeg høre ham læse. Når jeg er lige ved at falde i søvn, drømmer jeg, at han svæver over mig som en uhyre flagermus. Hvis det lykkes mig at glemme ham et lille øjeblik, kommer der straks et brev fra en af hans elendige slægtninge og kalder mig tilbage til virkeligheden. Tag dig i agt for Mr. Tallent!”

Det er sikkert overflødigt at fortælle Dem, at han ikke fulgte mit råd. Da han var færdig med kassen, var han lige så underkuet af Mr. Tallent som jeg. Skønt han var bittert skuffet over, at der ikke var noget mesterværk, var han dog stadig loyal mod forfatteren, omend han følte sig pinlig berørt af de medlidenhedsvækkende breve, slægtningene nu var begyndt at sende ind til alle bladene.

“Jeg drømte,” sagde han en dag til mig (Johnson siger altid ‘drømte’ for han er kritiker og anser det for det fineste udtryk), “jeg drømte, at stakkels Mr. Tallent viste sig for mig i de sene nattetimer og indgående fortalte mig, hvordan enhver af hans ting kom til ham. Han sagde, de kom ligesom Kubla Khan.”
“Det må have taget hele natten,” sagde jeg.
“Det gjorde det også,” svarede han. “Og det har fået mig til at føle lede ved et mesterværk.”

Jeg spurgte ham, om han agtede at komme til generalforsamlingen.

“Generalforsamlingen?”
“Ja. Sagerne har udviklet sig sådan, at vi har været nødt til at indkalde til en generalforsamling. Der kommer ca. 100 mennesker. Jeg må invitere dem på middag bagefter. Jeg kan ikke så godt skrive det på den afdødes regning.”
“Gud fri mig vel! Det bliver dyrt.”
“Det gør det. Men forhåbentlig bliver vi enige om et og andet. Det skulle glæde mig.”

“Du ser ikke rask ud, gamle dreng,” sagde han. “Du er vist temmelig udkørt.”
“De er jeg,” sagde jeg. “Tallent plager mig ustandselig. Kommer du så?”
“Gerne. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”
“Sandheden, hele sandheden …”
“Men det er så trist at tænke på, at den stakkels fyr har ofret sit liv på de fordømte … og så at de aldrig skal se dagens lys.”
“Det var værre hvis de skulle. Meget værre.”

“Det er en forbistret situation, min gamle ven!”
“Hvis jeg havde kunnet forudse, hvor forbistret,” sagde jeg, “havde jeg kvalt fyren deroppe i bjergene. Jeg har måtte ansætte to kontorister udelukkende til at tage sig af korrespondancen. Jeg har aldrig ro. Hele natten drømmer jeg om Mr. Tallent. Og nu hører jeg, at en af hans tuberkuløse slægtninge er død af skuffelse, fordi han ikke fik nogen af pengene, og hans kone har skrevet til mig, et vildt brev med trusler om at anklage mig for mord. Naturligvis er det noget sludder, men det viser, hvor hysteriske de allesammen er. Jeg føler mig temmelig ødelagt.”

“Du ville føle dig endnu mere ødelagt, hvis du havde læst den kassefuld.”
Det indrømmede jeg.

Vi havde et stormende møde. Det var ganske øjensynligt, at de mennesker virkelig trængte til pengene. Det var den slags kæmpende, forfordelte mennesker, som altid trænger til dem. Der var børn, som ventede på en chance i livet, gamle mennesker, som ventede på at blive skånet for døden en lille stund endnu, midaldrende, som ventede på at komme i gang med en eller anden forretning eller købe hyggelige små huse. Og udenfor det hele Mr. Tallent, som i sin immatrielle tilværelse formente dem de livets goder, han ikke selv behøvede mere.

Mens jeg sad og tænkte dette, så jeg tydeligt Mr. Tallent gå forbi vinduet til det lokale, jeg havde lejet til anledningen. Jeg rejste mig, jeg pegede, jeg råbte til dem om at følge efter ham. Manden selv i egen person.

Johnson kom hen til mig. “Tag den med ro, gamle dreng,” sagde han. “Du er overanstrengt.”
“Men jeg så ham virkelig,” sagde jeg. “Manden i egen person. Årsagen til hele miseren. Hvis jeg bare kunne få fat i ham!”

En af Tallents mange svogre, en læge, bemærkede at disse hallucinationer var meget almindelige, og at jeg øjensynligt ikke var særligt kvalificeret til at have ansvaret for pengene. Det gav mig et lille håb, indtil det fjols til Johnson begyndte at modsige ham og køre frem med tåbeligheder om min karriere. Han blev afbrudt af en gammel ryste-tante, der råbte:

“Kirken! Kirken!  Lad os spørge kirken! Der står noget i biblen om det, jeg kan bare ikke huske det i øjeblikket. Er der ikke nogen, der har en bibel?”
En gejstlig nevø tog et lommetestamente frem, og det opklaredes, at det hun havde ment var ‘Tag ti talenter’.

“Hvis jeg bare kunne tage én, frue,” sagde jeg, “det ville være nok.”
“Det står der også noget om,” svarede hun triumferende.
“Hør her! … Hvis nogen har én talent … Åh, der står alt i biblen.”

“Lad os komme til sagen,” bemærkede en af de tretten sagførere. “Om det står i bibelen eller ikke, om Mr. Tallent gik forbi vinduet eller ikke, det vedkommer alt sammen ikke det lovlige eller ulovlige i det, vi foreslår. Kendsgerninger er kendsgerninger. Den afdøde er død. De har pengene. Vi vil gerne have dem.”
“Jeg ville inderligt ønske, at De havde fået dem,” sagde jeg, “og at Mr. Tallent hjemsøgte Dem i stedet for mig.”

Mødet varede fire timer. Der blev fremsat de vildeste idéer. Et par sportsgale fætre til den afdøde foreslog at afgøre sagen ved en fodboldkamp – repræsentanter for de vordende arvinger på det ene hold og repræsentanter for manuskriptet på det andet. Det var dem umuligt at forstå, at denne fremgangsmåde ikke kunne få nogen indflydelse på det juridiske synspunkt. Johnson blev spurgt om sin mening. Han mente, at fra en kritikers synspunkt var manuskripterne det rene bavl. De så venligt på ham allesammen. Men just som han solede sig i denne atmosfære af velvilje og prøvede på at glemme Mr. Tallent, rykkede en kolosssal dame af Boadicea-typen ind på ham og tårnede sig over ham på en særdeles truende måde.

“Jeg har ikke læst de bøger, og jeg agter heller ikke at gøre det,” sagde hun, “men jeg ønsker at påtale ordet bavl, og jeg betragter det som en injurie. Jeg skal sige Dem, min gode mand, det er mig, der har bragt Mr. Tallent til verden!”

Jeg så på hende med ærefrygt og undren. Havde hun bragt det vidunder til verden! Men hvad så … hvem havde hun overbevist? … Jeg tog et tag i mig selv. Og netop som jeg afbrød mine betragtninger over Boadicea, så jeg Mr. Tallent gå forbi vinduet igen.

Jeg fór hen og prøvede at skubbe vinduet op. Men bygningen var beregnet til møder og ikke til mennesker. Vinduet lod sig ikke åbne. Jeg greb ilddrageren for at smadre glasset. Jeg har formodentlig set temmelig vanvittig ud, og eftersom alle de andre havde været alt for optaget af deres forretninger til at kikke ud af vinduet, var der ingen, der ville tro på, at jeg havde set noget.

“De må hellere gå hen på det nærmeste apotek og få noget bromid,” sagde lægen til Johnson. “Han er overanstrengt.”
Johnson, som var taknemmelig for at undslippe Boadicea, forsvandt allegro allegrissimo.

Omsider var mødet imidlertid forbi. Der blev vedtaget en resolution gående ud på, at vi skulle prøve at ordne tingene uden om domstolene. Vi skulle bøje os for seks fremtrædende jurister, fortrinsvis dommeres, kendelse. Vi skulle også underkaste os en fremragende kritikers bedømmelse af den historie, som Johnson anså for bedst egnet. I overensstemmelse med disse afgørelser skulle vi så dele pengene, eller lade tingene være som de var.

Jeg var meget modløs, da jeg gik hjem. Alle disse udtalelser og bedømmelser ville betyde endnu mere arbejde, endnu flere udgifter. Der var åbenbart ingen ende på det.

“Pokker stå i manden,” mumlede jeg, da jeg drejede om hjørnet til den gade, hvor jeg bor. Og der, lige på den anden side af gaden, gik manden selv. Jeg kunne næsten have grædt. Hvad havde jeg gjort, at guderne således skulle lege med mig?

Jeg skyndte mig efter ham, men han gik hurtigt, og et øjeblik efter drejede han ned ad en sidegade. Da jeg kom hen til hjørnet, var gaden tom. Siden gik der næppe en dag, uden at jeg så Mr. Tallent. Det gjorde mig frygtelig nervøs og urolig, og angsten for at blive vanvittig begyndte at slide på mig. Imidlertid fortsatte forhandlingerne. Det blev endelig bestemt, at halvdelen af pengene skulle deles mellem slægtningene. Nu troede jeg, der ville blive fred. Og det var der også i nogen tid – sådan da.

Men kun en måned efter denne dato hørte jeg fra en af sagførerne, at det var sket noget mærkeligt og foruroligende – to af arvingerne blev i den grad hjemsøgt af Mr. Tallent, at de var ved at miste forstanden. Jeg skrev og spurgte, under hvilken form spøgeriet fandt sted.

Han skrev tilbage, at de ustandseligt hørte Mr. Tallent læse højt af sine værker. Hvor end de var i huset, hørte de ham stadig. Jeg tænkte på, om han mon snart ville begynde at læse for mig. Hidtil havde han kun vist sig for mig. Hvis han nu begyndte at læse …

Få måneder efter hørte jeg, at de slægtninge, som det spøgte hos, var kommet på en sindssygeanstalt. Mens de var der, hørte de ingenting. Men nogen tid efter, da de var blevet udskrevet som raske, hørte de oplæsningen igen og måtte indlægges påny. På samme måde gik det efterhånden også de andre, men kun én eller to ad gangen.

I løbet af vinteren, to år efter hans død, begyndte det hos mig.

Jeg gik øjeblikkeligt til en nervespecialist, som konstaterede et akut nervesammenbrud og anbefalede mig at tage på et ‘hjem’. Men det afslog jeg. Jeg ville kæmpe med Mr. Tallent til den bitre ende. Seks af arvingerne lå nu på ‘hvilehjem’, og de penge, de havde haft, var brugt.

Jeg overvejede tingene. Han skulle øjensynlig manes i jorden. Men hvordan, hvornår og hvor skulle jeg finde ham? Jeg rådspurgte en spiritist, en præst og en kvinde, som havde en finere intuition end nogen anden, jeg kender. På grundlag af deres råd lagde jeg mine planer. Men det var Lesbia, der reddede mig.

“Få en mand, der løber godt, til at følges med Dem,” sagde hun. “I samme øjeblik Han viser sig, skal De lade Deres ledsager fare ned ad en sidegade og afskære ham vejen.”
“Men hvordan kan det …?”
“Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har min egen mening.” Hun sendte mig et klogt, lille smil.

Jeg gjorde, som hun havde rådet mig til, men min tålmodighed var nær sluppet op, inden jeg så Mr. Tallent igen. Oplæsningen fortsatte, men kun om aftenen når jeg var alene og om natten. Jeg inviterede gæster aften efter aften. Men når jeg var alene begyndte det.

Johnson foreslog, at jeg skulle gifte mig.

“Hvad mener De?” sagde jeg. “Skulle jeg tilbyde en kvinde et nervevrag, et hjem hvor vi aldrig kan føle os sikre, og måske et endeligt på et sindssygehospital?”
“Jeg ved i hvert fald én, som ville tage imod tilbuddet med kyshånd.”
“Vær nu ikke dum,” sagde jeg. Jeg var ikke oplagt til spøg. Det eneste, der interesserede mig, var at få sagen opklaret.

Tre år efter Mr. Tallents død så vi ham en aften på gaden. Min ledsager og jeg var gået tidligere ud, end vi plejede. Pludselig så vi ham haste ned gennem en lang gade, hvorfra der ikke førte nogen sidevej. Ved et skæbenens tilfælde kørte der netop en tom taxi forbi os. Vi råbte den an og steg ind. Vi standsede lige foran Mr. Tallents genfærd, sprang ud og kastede os over ham.

“Du gode Gud!” råbte jeg. “Han er massiv!”
Han var fuldkommen massiv og ikke så lidt forskrækket.

Vi satte ham ind i taxien og kørte ham hjem til mig.
“Og nu, Mr. Tallent!” sagde jeg, “nu skal De stå til regnskab for, hvad De har gjort.”
Han så forskræmt på mig, men hans blik var drømmende.

“Hvorfor er De ikke død?” var mit næste spørgsmål.
Han så ud, som om han følte sig såret. “Jeg har aldrig været død,” svarede han blidt.
“Det stod i aviserne!”
“Jeg satte det selv i. Jeg var i Amerika dengang. Det var meget let.”

“Og denne ustandselige forfølgelse af mig og den ondskabsfulde jagt på Deres ulykkelige slægtninge, som endte på sindssygeanstalten?” Jeg var ved at arbejde mig op i et sandt raseri. “Ved De, hvor mange af dem der er der nu?”
“Ja, det ved jeg. Meget interessant.”
“Interessant!”

“Ja, for sagens skyld,” sagde han. “De var måske ikke klar over, at jeg var passioneret psykoanalytiker, og at jeg ikke tog mine egne romaner højtideligt. De var faktisk kun et led i et eksperiment.”
“I himlens navn, hvilket eksperiment?”

“Hvilke, må De hellere sige,” sagde han, “for der var i virkeligheden mange eksperimenter.”
“Men hvad til, De fordømte gamle slyngel?” råbte jeg.
“Til min magnum opus,” sagde han beskedent.
“Og hvad er så Deres elendige magnum opus for noget, De gamle ondskabsfulde djævel?”

“Det vil blive berømt over hele verden,” sagde han tilfreds. “Alt dette har givet mig usædvanlig gunstige arbejdsvilkår. Det var så let at komme ind i husene hos mine slægtninge og eksperimentere med dem. Men det var beklageligt, at jeg ikke kun følge dem på sindssygeanstalten.”
Det bekymrede ham øjensynlig langt mere end den ulykke, han havde forvoldt.

“Så det var altså Dem, der læste hver gang?”
“Det var det.”
“Og det var Dem, der gik forbi vinduet, den dag vi diskuterede Deres testamente?”
“Ja. En overordentlig fornøjelig forestilling!”

“Og nu, gamle slyngel, før jeg afgør, hvad jeg skal gøre ved Dem, hvad er så dette magnum opus?

“Det er en afhandling,” sagde han med det tilfredse udtryk, der gjorde mig så rasende. “En afhandling, der vil overskygge alle tidligere værker på det felt, og dens titel er: En omfattende undersøgelse – med talrige eksperimenter – af den menneskelige tålmodigheds magt.”

Trykt i: The Ghost Book: Sixteen New Stories of the Uncanny, 1926
Originaltitel: Mr. Tallent’s Ghost

Kort om Mary Webb

Født: den 25. marts 1881
Død: den 8. oktober 1927

Læs mere på The Mary Webb Society

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *