På landevejen af Richard Middleton

Richard Middleton
By anon – http://callumjames.blogspot.com/2013/04/richard-middleton-too-late-decadent.html, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=30447682

Solen var langsomt kommet op bag de faste, hvide bakkedrag og strålede nu på en glitrende verden af sne. Det havde frosset hårdt om natten, og fuglene, der hoppede omkring på de sølvhvide veje, efterlod ingen spor i sneen. Her og der brød hækkenes sorte rækker ensformigheden i al denne hvidhed, der dækkede jorden, og ovenover skiftede himlen fra orange til dybblå og fra dybblå til en tone så blegblå, at den snarere fremkaldte forestillingen om en tynd papirskærm end om et uendeligt rum. Hen over de flade marker kom der et koldt vindpust, som blæste de fine snefnug ned fra træerne, men som næppe bevægede de sorte hegn med de hvide kalotter. Efterhånden som solen gled højere op på himlen, blandede dens varme stråler sig med de kolde vindpust.

Det var måske denne mærkelige skiften mellem varme og kulde, der forstyrrede vagabonden i hans drømme, for han kæmpede et øjeblik med sneen, der dækkede ham – som en mand, der er blevet viklet ind i sit sengetøj – og satte sig så op med stirrende øjne. “Du gode Gud! Jeg troede, jeg lå i en seng,” sagde han til sig selv, mens han så ud over det øde landskab, “og så har jeg ligget her.” Han strakte sine lemmer, rejste sig op og rystede sneen af sig. Som han stod der i den skarpe vind, kom han til at ryste af kulde, og nu vidste han, at hans seng havde været varm.

“Jeg må vist være lykkelig over, at jeg i det hele taget er vågnet. Eller ulykkelig — der er ikke meget at vågne til.” Han så sig tilbage. Bakkerne lyste mod himlen som Alperne på et postkort. “Så skal man altså til det igen,” brummede han. “Gud ved, hvad jeg bestilte i går. Gik, til jeg var træt, og alligevel er jeg ikke nået længere end tyve kilometer fra Brighton. Gid Fanden havde den sne, gid Fanden havde Brighton, gik Fanden havde det hele!” Solen gled højere og højere op på himlen, og han begyndte tålmodigt at traske ud ad landevejen — bort fra de lysende bakker.

“Var det godt eller trist, at det kun var søvnen, der tog mig, godt eller trist, godt eller trist?” Tankerne formede sig af sig selv som et rytmisk akkompagnement til den dumpe lyd af hans fodtrin, og han prøvede egentlig ikke at finde noget svar på sit spørgsmål. Det var godt bare at gå.

Da han havde gået en fem-seks kilometer, indhentede han en dreng, der stod og tændte sig en cigaret. Han havde ingen overfrakke på, og spinkel og skrøbelig var han at se til. “Er du på farten, Mester?” spurgte drengen hæst, da han gik forbi.

“Det kan siges,” sagde vagabonden.

“Så følges jeg med dig et stykke, hvis du ikke går for hurtigt. Det er lidt ensomt at gå på landevejen på denne tid af døgnet.” Vagabonden nikkede, og drengen travede af sted ved siden af ham.

“Jeg er atten år,” sagde han pludselig. “Du troede vist, at jeg var yngre.”
“Jeg ville have gættet på femten.”
“Så havde du gættet forkert. Jeg blev atten i august, og jeg har gået på landevejen i seks år. Jeg løb hjemmefra fem gange, da jeg var lille, og politiet hentede mig hjem hver gang. De var ellers flinke nok, panserne. Nu har jeg ikke noget hjem at løbe væk fra.”
“Det har jeg heller ikke,” sagde vagabonden roligt.
“Du har vist kendt bedre dage, hva’?” sagde drengen og snappede forpustet efter vejret. “Det er værre for dig end for mig.”

Vagabonden så på den lille, spinkle skikkelse, der småløb ved siden af ham, og sagtnede sine skridt. “Jeg har ikke været på den så længe, som du har,” indrømmede han.
“Nej, det kan jeg se på den måde, du går på. Du er ikke blevet træt endnu. Du håber måske stadig på noget, når du kommer til vejs ende?”

Det varede lidt, inden vagabonden svarede. “Jeg ved såmænd ikke,” sagde han tøvende. “Jeg håber altid på noget.”
“Du bli’r nok klogere,” sagde drengen. “Der er varmere i London, men det er vanskeligere at få noget at spise. Der er såmænd ikke meget ved at komme derind.”
“Der er dog altid en chance for at møde nogen, der vil forstå …”
“Folk på landet er bedre,” afbrød drengen. “Sidste nat fik jeg lov at sove i en kostald sammen med køerne, og i morges gav manden på gården mig te og et stykke brød, fordi jeg var så lille. Men i London kan man få lov at sove under broerne om natten, og resten af døgnet jager panserne rundt med en.”

“Jeg segnede om i vejgrøften sidste nat og faldt i søvn på stedet,” sagde vagabonden. “Det var et under, at jeg ikke døde.”

Drengen så skarpt på ham. “Hvordan kan du vide, at du ikke er død?” sagde han.

“Jeg forstår ikke, hvad du mener,” sagde vagabonden efter en pause.

“Jeg skal sige dig,« sagde drengen hæst, “folk som os kan ikke slippe ud af trædemøllen, selv om vi ville. Vi er altid sultne og tørstige og hundetrætte og på farten hele tiden. Men hvis nogen tilbyder mig arbejde og et hyggeligt hjem, bliver jeg helt syg. Ser jeg stærk ud? Jeg ved godt, jeg er lille af min alder, men jeg har strejfet om på den her facon i seks år, og tror du ikke, jeg er død? Jeg druknede ved Margate, og senere blev jeg slået ihjel af en sigøjner. Han hamrede hjernen ind på mig med sin stok, og jeg er to gange frosset ihjel ligesom dig sidste nat, og jeg er blevet kørt ned af en bil her på landevejen, og nu traver jeg her igen, på vej til London, men jeg bliver der ikke. Jeg må ud på landevejen igen. Død! Vi kan ikke slippe herfra, siger jeg, selv om vi ville.”

Han blev afbrudt af et hosteanfald, og vagabonden ventede, til han var kommet til hægterne igen.

“Du må vist hellere få min frakke på,” sagde han. “Det er en slem hoste, du har.”
“Gå ad Helvede til!” sagde drengen hidsigt og dampede på sin cigaret. “Jeg har det godt nok. Jeg var ved at fortælle dig om landevejen. Du har ikke vænnet dig til den endnu, men det kommer nok. Vi er allesammen døde, alle os der går på landevejen, og vi er trætte allesammen, og alligevel kan vi ikke undvære den. Det er den duft om sommeren — nyslået hø og landevejsstøv på de varme dage; og det er det våde græs i grøftekanten en tidlig morgen. Jeg ved ikke, jeg …” Han faldt pludselig forover, og vagabonden greb ham i sine arme.

“Jeg er syg,” hviskede drengen, “syg.”

Vagabonden så sig om, men der var ingen mennesker at se og ingen huse. Mens han stod der midt på vejen med drengen i sine arme og uden at vide, hvad han skulle gøre, dukkede der pludselig en bil op et stykke borte. Den kom langsomt nærmere og bremsede op ud for dem.

“Hvad er der i vejen?” spurgte bilisten roligt. “Jeg er læge.” Han så skarpt på drengen og lyttede til hans
besværede åndedrag. “Lungebetændelse,” sagde han. “Jeg kører ham til hospitalet. Vil De med?”

Vagabonden tænkte på Arbejdsanstalten og rystede på hovedet. “Jeg vil hellere gå,” sagde han.

Drengen åbnede øjnene lidt, da de løftede ham ind i bilen. “Vi ses igen uden for Reigate,” hviskede han til vagabonden. “Vent bare!” Og bilen forsvandt ud ad den hvide landevej.

Hele formiddagen traskede vagabonden ud ad vejen gennem sneen, der var begyndt at tø; men ved middagstid tiggede han noget brød hos en husmand og krøb ind i en lade for at spise det. Der var varmt derinde, og han faldt i søvn i høet, da han havde spist. Det var mørkt, da han vågnede og igen gav sig til at traske ud ad den opblødte landevej.

Tre kilometer uden for Reigate dukkede en skikkelse, en lille, spinkel skikkelse, ud af mørket og kom hen imod ham.

“Er du på farten, Mester?” spurgte en hæs stemme. “Så følges jeg med dig et stykke, hvis du ikke går for hurtigt. Det er lidt ensomt at gå på landevejen på denne tid af døgnet.”

“Jamen, lungebetændelsen!” udbrød vagabonden forfærdet.

“Jeg døde på hospitalet i morges,” sagde drengen.

Trykt i: The Ghost Ship & Other Stories, 1912
Originaltitel: On the Brighton Road

Kort om Richard Barham Middleton

Født den 28. oktober 1882
Død den 1. december 1911

Læs mere på Wikipedia

One Reply to “På landevejen af Richard Middleton”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *