Jydske Røverhistorier af Steen Steensen Blicher

Steen Steensen Blicher
Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=195215

1.

Mange endnu levende kunne vel erindre sig navnet “Ole Hestegilder,” og den frygtelige person som det tilhørte. Han regerede mange år ganske uindskrænket og temmelig ugenert på den cimbriske halvø: stjal til daglig brug og dræbte engang imellem til en forandring. Jeg ved ikke rettere, end at han jo opnåede en høj alder og døde uden øvrighedens Hjælp. Kun én gang var han nærved på en voldsom måde at befordres ud af verden; og er det denne vigtigste dag i hans liv, som jeg her agter at redde fra forglemmelse.

– I en kro i nærheden af Hobro befandt vor jydske Schinderhannes sig just i selskab med en pranger og en vandrende sadelmagersvend. Prangeren havde ved sidste marked fortjent så meget, at munden løb over af pungens fylde: mange store ord lod han falde om sin velspækkede tegnebog, ej heller faldt de ubemærkede til jorden; men blev med begærlighed opsnappet og alvorligen lagt på hjertet af vores Highwayman. Da han havde udspurgt, hvilken vej prangeren ville tage, listede han sig i forvejen og tog post under en bro; og straks bag efter ham gik sadelmageren, dog ubemærket af røveren. Sært og ubegribeligt forekom det denne, at han steg ned til ham under broen, slængte randselen på Jorden, og lod til at ville gøre ham længere selskab.

“Hvad vil du her?” spurgte han but. “Det samme som du” var svaret, “rive et par blade af prangerens katekismus.”

“Det kunne jeg selv have gjort” sagde Ole, “uden din hjælp.” “Knap nok” svarede den anden, “Karlen ser ikke så frossen ud; og to om en er altid det sikreste.”

“Såmænd” sagde Ole, “Du taler ræsonlig; og vil du hjælpe til, så skal vi dele!” “Så godt jeg kan” svarede han. “Sig mig kun, hvad jeg har at gøre!” “Intet andet end at slå ham for panden med din hammer, så snart du ser, jeg griber hesten ved munden.”

“Det skal ske!” Med disse ord tog sadelmageren en hammer ud af randselen, og i det samme hørte begge travet af prangerens hest. Så snart denne nåede broen, blev den grebet i tøjlen af Ole, og hans kammerat sprang til fra den anden side.

“Slå nu!” råbte Ole til ham. “Ja, hvor skal jeg slå?” spurgte denne begynder i den ottende af de frie kunster.

“I panden, i panden!” skreg røveren utålmodig. “Godt!” sagde han, og dermed huggede han hammeren i panden på – røveren selv, som nu sansesløs tumlede til jorden.

Hvorledes prangeren har takket sin snilde og kække befrier, samt hvad de har talt sammen på vejen til Hobro, derom kan jeg intet berette, eftersom jeg ikke ved det; men så meget ved jeg: at røveren igen kom til live, dog med tabet af et øje, som sadelmagerens hammer var kommet lidt for nær.

2.
I en gård i mellemvandet ikke langt fra Viborg boede engang – jeg ved ikke når – en velhavende bonde. En hellig juleaften, som hans kvinde var i færd med at tillave nadveren, bankede det på døren, og en klagende stemme bad om at vorde indladt. Ude frøs det hårdt, og var ret et Guds vejr med storm og snefog; Husmoderen ynkedes derfor over den stakkels vildfarende vandringsmand. Det var en pjaltet stodder, gammel, svag og ganske forkommen af kulde; hun gav ham noget at vederkvæge sig på, og anviste ham natteleje i den endnu lunkne bagerovn, og slog atter skodden for husdøren.

Men hvad sker? Aldrig så snart havde hun forladt frammerset for at dække aftensbordet, førend stodderen – en ærkerøver – åbnede døren for sine tolv sønner, som nu brød ind i stuen, og da de fandt bordet dækket, bød sig selv til gæst. Hvad var her at gøre? skælvende frembar hun julegrøden for røverne, og skælvende måtte hun med husbond og børn se på, hvorledes disse tømte både grødfadet og saltmadsfadet.

Imidlertid havde tjenestekarlen på et ærinde udenfor huset set disse ubudne gæsters indtog, snappet en hest i stalden, og, så stærkt den kunne rende, ilet op til herregaarden Annsberg. Herren der var ikke sen, væbnede af sine folk dem som væbnes kunne, og nåede mellemvandet endnu før røverne var kommet til desserten – bondens pengekiste.

Men her var nu gode råd dyre: Annsbergmanden var – skønt godt bevæbnet – dog kun selv otte mod tretten; og stormen skulle foretages ind ad den lave stuedør, hvilken en røver var i stand til at forsvare. Under disse betænkeligheder fremtrådte en af tjenerne, en vovehals og stærk som en bjørn.

“Lad mig kun gå ind til dem alene!” – sagde han; “Jeg kan se dem sidde langs med væggen derinde; men når jeg råber, så kommer I og står mig bi!” Han spændte nu kården af, byttede kjortel med gårdskarlen, og stod næsten midt i stuen, før røverne opdagede ham. Som en mand rejste de sig alle, for at gribe denne ny ankomne og uvelkomne gæst; men han tog i samme øjeblik fat på det lange og svære egebord, bag hvilket alle røverne sad, væltede det over på dem, og klemte dem således mod væggen, at de sad som fastnaglede og færdige at kvæles.

Uden at kunne gøre modstand blev de derfor af de indbrydende, en for en, trukket ud fra fælden, bundne, førte til Annsberg, der bevogtede, og efter helligdagene hængt i ét og samme træ uden for gården. Deres hule eller røverstue – som ingen tilforn havde kunnet opdage – blev nu fundet i den store banke vest for Skavngaard, og for det der fundne liggende fæ udsmykkedes Sørslev Kirke.

3.
Ikke så ønskeligt et udfald fik den begivenhed, som jeg nu vil fortælle, og som skal have tildraget sig i nærheden.

På venstre side af landevejen, når man drager fra Aarhus til Viborg, og er kommet forbi Høberg Mølle, ses ved en liden sø spor af den forlængst nedbrudte Faldborg-Kirke. I Faldborg-Sogn lå en ensom gård, hvis daværende beboer mentes at have noget på kistebunden. En søndag var han gået til Faldborg-Kirke med sine to voksne sønner og en tjenestepige. Hustruen med en 9 års datter blev hjemme, for at tage vare på huset.

Kort efter de øvriges bortgang, indtrådte en stor og stærk  kvinde, som, uden nogen videre indledning, drog en kniv frem, og befalede husmoderen, at lukke op for hendes pengekiste. Denne førte hende op i den øverste stue, oplukkede en meget stor, jernbunden kiste, og bad hende nu at tage selv.

I det kvinden bukker sig ned i kisten, for at følge indbydelsen, griber den beslutsomme bondekone hende om begge ben, kaster hende på hovedet derned, og lukker låget i lås over hende. Derpå byder hun sin lille datter at løbe op til kirken efter faderen med besked om det, som nu havde tildraget sig.

Desværre! det løb ulykkeligt af for det arme barn. På en bakke udenfor gården stod røveren selv, for at passe på, når folk gik af kirke. Da han så den lille komme hastig løbende ud i stedet for sin kone, begyndte han at ane uråd. Han skyndte sig at møde hende, og spurgte hende, hvor hun skulle hen?

“Til kirken”, svarede staklen, “at hente min fader; vor moder har lukket røverkonen inde i den store blå kiste.” – “Følg du kun med mig”, sagde røveren, “jeg skal nok hjælpe din moder.” – Pigen græd, men måtte gå ved røverens hånd ind i gården.

Konen så dem komme ind ad porten, men tabte dog endnu ikke sin besindelse; hun låste i en hast begge husets døre, væltede et kar hen for den ene og en øltønde for den anden, og bevæbnede sig selv med køkkenøksen. Røveren, som ikke kunne åbne gårddøren, opfordrede til overgivelse; og da denne blev afslået, truede han med at myrde datteren.

“Vil du ikke lukke op” skreg han, “så kom hen til vinduet!” Som draget eller slæbt af en usynlig og rædselfuld magt gik hun derhen. Røveren holdt det skrigende barn om benene, og svingede det nogle gange rundt omkring sig. “Vil du endnu ikke?” hvinede han. “Nej!” var den bestemte kvindes svar, “kan du dræbe det uskyldige barn nu, så dræber du os begge, i fald jeg lukker op.” Da svingede han det atter over sig og knuste dets hoved mod brostenene.

Nu for han mod vinduet, men Øksen truede hans hånd, hvor som helst den ville gribe fat. “Farvel!” sagde han med indædt raseri, og gik ud ad porten. Den behjertede kvinde lod sig endnu ikke lede vild, hun for allevegne om i Huset, for at møde røveren, hvis indbrud hun stedse ventede. Hun kiggede op i skorstenen, se! da skrævede han allerede over piben. Hurtigt rev hun en ville halm af en seng og kastede på gløderne, og røgen tvang ham snart til at opgive dette forsøg.

Endelig kom folkene fra kirke, så røveren på huset, ilede og fangede ham et stykke fra gården. Hans kone blev nu forløst af sit fængsel, og begge kort efter steilede uden for den kække kvindes gård.

Trykt i: 1824 

Kort om Steen Steensen Blicher:

Født: d. 11. oktober 1782
Død: d. 26. marts 1848

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Men du skal mindes mig af Herman Bang

Herman Bang
Herman Bang. Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=401200

En spøgelseshistorie?

Men jeg har aldrig set et spøgelse. Der er overhovedet ikke spøgelser til. Hvem skulle vel spøge og hvem skulle gå igen? De døde er døde og forbi er forbi. Hamlet så aldrig sin faders genfærd og kun Macbeths egen rædsel bænkede den dræbtes ånd ved gæstebuddet.

Spøgelser, genfærd.
Hvem skulle spøge og hvem skulle gå igen?

En ven tog en gang, en nat i Paris, på et bal, mens alle dansede til valsen af et spansk orkester, et orkester klædt i brandgult og rødt, hvis silke skinnede om kap med alle gæsters – der tog min ven bag sin høje flip et guldhjerte frem, som han bar om sin hals i en kæde. Det var besat med opaler. Under en glasplade lå der lidt hvid aske eller et hvidt pulver, så meget som vi mod en influenza tager i en barneske:

“Se”, sagde han: “det er det, jeg elsker højest.”

En smule hvidt støv, som jeg kunne have hældt ud på min handske og spredt ved et eneste åndepust ud mellem alle de vuggende dansende og ingen, slet ingen ville have så meget som anet det —

“Det er det, jeg elsker højest.”

Nogle støvgran, et par hvide fnug.
Men min ven lukkede det opalbesatte og gyldne hjerte:
– Ingen ved, hviskede han, hvor højt vi elskede hinanden.
Spil, i spanske spillemænd. Spil hedt og spil længe. Jeres vals er dog kun kort og går hastigt til ende …

Hvad er det Hamlet siger, når han regner med den beskedne sandsynlighed? Hvad bliver der da tilbage af Alexander den Store? Lidt støv, Horatio, lidt støv til at stoppe et spundshul.

Hvem skal da spøge og hvem skal gå igen?

Og alligevel – er de døde døde? helt døde? så helt døde, at de ikke for eksempel kan kalde?
Ja, kan de ikke kalde? med et slag, et slag af en hånd på vor dør eller med en kno så nøgen som en gribs, en kno – mod vor rude?

Min stakkels broder, som kun blev 20 år og som er død for så længe siden, han troede dog, der var blevet kaldt på ham og han sygnede hen og han døde og fulgte den, som havde kaldt.

Det var, da moder var død. Vi, min broder og jeg, lå i hver sin stue, men døren stod åben imellem vore kamre. Vi sov ikke i det øde hus. Ungdommens rådløse sorg stirrede over os, mens vi begge lå vågne. En gang imellem hørte jeg min broder sukke – han, der altid talte så sjældent.
Så blev der helt stille.

– Sover du Oluf? spurgte jeg, som var mørkeræd.
– Nej, svarede han. Men sov du.
– Ja.
Og vi lå igen – begge vågne.

Men på én gang fo’r jeg op: ude, på ruden, på min broders rude lød et slag og et endnu og endnu et – tre hårde, bestemte slag, slag som af en kno, en mager kno, en hård, en nøgen klo.
Og igen blev det tyst, mens jeg skælvede over hele mit legeme.
Men jeg talte ikke straks og, da jeg talte, sagde jeg kun – og vidste ikke, hvorfor jeg ikke spurgte om de slag:

– Sover du, Oluf?
Min broder svarede kun som før:
– Nej – – men sov nu du.

Heller ikke han talte om slagene, de tre slag. Havde han da ikke hørt dem? Jo, de havde lydt. Sådan kom de, et og et og et, tre slag – tre slag af en kno, af en klo.
Og Oluf havde hørt dem, og at det var på hans rude.
For den næste morgen sagde han til den gamle pige, den alsiske sjæl, der havde båret ham i armene, da han var lille:

– Marie, i nat kaldte moder på mig …

Og fra den dag sygnede han hen, tavs og med angstfulde øjne – så fjern, så besynderligt fjern fra os andre, som gik han imellem os og var dog slet ikke iblandt os, men langt, langt borte – — helt der ude.

Men seks måneder efter (ja, netop seks måneder efter de slag) fulgte vi ham derop, til kirkegården, derop i jorden, i kisten, ved siden af moder, ved siden af hende, som … havde kaldt på ham.

Men det er overtro, det er en umulighed, det er mod alt, hvad jeg i min inderste tanke tror, og man skal hverken huske sådan noget eller tale om det eller skrive det ned.

Hvortil tjener det? Den, som skriver, skal styrke den menneskelige tanke og ikke forvirre den.

De døde er døde – kun så meget støv, der kan rummes i et gyldent hjerte, så meget støv, som der kan samle sig i en sprække. Død er død øg de døde kan ikke kalde.
Og heller ikke vise sig – vise sig som de gik og stod, vise sig som de, levende, var, vise sig, som om de levede?
Vise sig for at se på os, vise sig for at minde os.

Åh, hvilket vanvid og hvor kan noget menneske tænke det…
Kan støv tage skikkelse? Kan det, som ikke er, være? Al fornuft ler der af. De døde er døde. Og de, som tror at have set dem, har blot set et billede, skabt af deres egen hjerne under sygdom, et vrangbillede, deres skræmte nerver skabte; de har haft en hallucination, de har set nogle af de billeder, som, hvem véd vel hvordan, stiger pludseligt op af vor bevidstheds forgiftede sumpe, stiger op som plettede paddehatte og har ansigter som halvt sammentrukne røde vandmænd …

Ja, hallucinationer, intet andet, ingenting andet end en hallucination.
Men de, som har hallucinationer, bør gå til en læge …

Eller måske, lad dem måske heller lade være. Man skal i tiderne, som løber, behandle sin læge med varsomhed. Der er ting, man hellere bør beholde for sig selv. Den, der ville sige alt, kunne af sin huslæge få det Råd at begive sig på en klinik eller hen,, hvor endnu værre er …

… Men, altså, de døde viser sig ikke. Støvet fra et guldhjerte skulle vise sig?
Og alligevel —

Ja, jeg har naturligvis – og det har jeg allerede sagt – aldrig set noget spøgelse. Det billede, jeg to gange har set, billedet af en død ven, var selvfølgelig en hallucination, intet andet end en hallucination …

Men der er alligevel to omstændigheder, to besynderlige omstændigheder ved den sag. For det første: Da jeg så denne døde ven, nej, billedet af ham, var min hjerne, såvidt et menneske kan kontrollere en hjerne og navnlig sin egen hjerne (hvad der måske er endnu det allerbesværligste), ganske og aldeles sund. Og for det andet: Min ven havde truet mig …
Han havde, hvad skal jeg sige, forberedt mig …

Men det er ikke værd at fortabe sig i betragtninger. Jeg vil kun fortælle, hvad der er sket og som det skete. Ja, akkurat og nøjagtigt således.

Jeg havde kendt min tyske ven fra hans første ungdom. Jeg havde også fulgt den lidenskab, som en dag betog ham, lige fra den allerførste time.
Desværre, jeg havde også kendt den kvinde, som han elskede – og jeg vidste bedre end nogen anden og alt for godt, at hun ikke var hans tanker værd.
Og alligevel tav jeg. Jeg sagde ham intet. Jeg tav – af hensyn til ham, af hensyn til hende – hvad véd jeg? Måske var det kun af hensyn til mig selv. De af vore handlinger, som kunne synes vore ædelmodigste, er undertiden i al hemmelighed vore lumpneste eller de fejeste …

Men den dag, da min ven fik alt at vide, gik han ud og skød sig. Det var en nat, og han skød kuglen lige ind i sit hjerte, gennem hendes billede, som han havde stukket ind på sit bryst.

Den slags resoluthed er sjælden. Men den findes altså.

Da jeg hørte om hans død, var det, som var det mig, der havde dræbt ham, og (det var det frygteligste) jeg skulle erfare, at han virkelig var gået bort herfra med et nag mod mig i sit Hjerte —
Ti inden han døde, havde han skrevet et brev til mig. Der stod:
“Jeg går fordi to har svigtet mig,” stod der, “hun og du. Men du skal mindes mig.”

“Du skal mindes mig.”
Han fik ret. Han fik ret. Hans liv og hans død veg i lange tunge tider ikke fra min tanke … indtil tiden gik og langsomt havde skubbet hans billede bort. Ti de levende må beskæftige sig med de levende.

Vor døde venner, åh, deres skygger sidder kun som tiggere ved kanten af vor vej, (den vej som vi levende endnu går) og hvor ofte kaster vi med en flygtig tanke, en almisse i deres udstrakte hænder?

Det kunne gå uger, og der var gået måneder, hvor jeg ikke skænkede min døde ven en tanke.
Men så … ja, så hændte det. Altså det, at jeg en nat så ham … det vil sige, nej, lad mig fortælle det nøjagtigt.

Ti naturligvis, det er min hjerne, som har fungeret slet og som har været angrebet – just som den syntes sundest. Men der er alligevel en biomstændighed, som måtte forvirre mig den gang, og som, jeg tilstår det, forvirrer mig endnu, endnu mens jeg tvinger mig til at tænke på det.

Jeg havde tilbragt min aften med læsning, og, før jeg gik i seng, havde jeg leget med værtens lille hund. Jeg havde spist til aften og jeg havde været i en fuldkommen uforstyrret ligevægt. Da jeg sov ind brændte den lille lampe, som sædvanlig, ved siden af min seng, på mit bord.
Og jeg havde sovet ganske roligt, uden drømme, meget roligt.

Men pludselig vågnede jeg og havde en fornemmelse af, at nogen var gået med døren, og at der var kommet nogen ind i stuen.
Jeg vendte hovedet og sagde (og var aldeles ubekymret):
– Er det Dem, Andreas?
For Andreas var tjeneren, og jeg troede det var ham.

Men ved døren så jeg ingen, og der var ingen der svarede mig.

Så på en gang – og himlen ved, at blot et sekund før havde jeg ikke så meget som tænkt på at gøre det – vendte jeg mig om i sengen og løftede hovedet og dér, i lænestolen, hvor jeg plejede at sidde og læse, der i krogen, lige overfor mig – sad han, min ven, der havde skudt sig, han som jeg ikke havde tænkt på i mange uger – sad der lyslevende.

I sin grå uniform med sit skægløse, lige, sørgmodige ansigt, ubevægelig – sad han der i lænestolen og stirrede frem på sine egne støvlespidser, sådan som han plejede …
Og jeg sagde, højt ud i luften hen imod ham:
– Er det Dem, Arnold – hvad vil De?

Jeg var ikke angst. Jeg blev slet ikke angst. Jeg så kun, han sad der, og jeg spurgte.
Jeg blev ved at se på ham – uden at føle nogen art af angst – til han forsvandt.
Han forsvandt? han, han –

Vist ikke nej. Det var jo ikke ham. Nej, indtil vrangbilledet forsvandt. For, skønt jeg var i så fuldkommen en ligevægt, må jeg jo dog have været syg … forvirret, ved siden af mig selv; ude, nå, derude i “Sumpen”. Mit bevidsthedsliv har pludselig forskudt sig. Den slags forskydninger går for sig helt inde i vor hjerne, uden at vi selv aner det: De er der – og hans billede, min vens, vrængbilledet var kommet ved en sådan forskydning. Åh, sikkert, sikkert.
De døde er døde. En Smule Støv, så lidt, at det ikke dækker min hule hånd – så lidt, en smule støv kan ikke tage skikkelse og ikke “vise” sig – og heller ikke minde …

Skønt ….
For der var en biomstændighed og denne biomstændighed —

Men, som jeg har sagt, lad mig fortælle nøjagtigt:

Min hjernes pludselige sygdom må have smittet. Det er ganske afgjort: mit ildebefindende i hjernen havde smittet en anden hjerne i huset, så også den forvirredes på samme tid og blev syg på samme tid.
Det er det, som …

Men altså:
Da jeg kom ned om morgenen, sagde husets værtinde, og jeg havde ikke til nogen mælet et ord om mit mærkelige sygdomsanfald om natten (man skal ikke tale om sådanne ting, ikke til ens læge, som sagt, han kunne let misforstå én, og heller ikke til andre, til de ganske almindelige mennesker, de kunne nemt misforstå verdens rette orden):

– Hvorledes har De det? spurgte min værtinde mig om morgenen, mens jeg drak min te: Jeg har været så urolig for Dem. Jeg sad i aftes og ventede på, at de sidste gæster skulle gå; jeg sad inde i det lille spisekammer og læste. Men på én gang blev jeg, jeg véd ikke hvorfor, så uhyggelig til mode, at jeg lagde bogen og jeg tænkte: Du vil hellere sætte dig ind i gæstestuen. Så går de måske også, og du kan komme i seng …

– Da der på én gang gik et stød gennem huset, et stød af blæst gennem huset, så alle døre fløj op.

– Og “Vips”, ja det var uhyggeligt, fløj ud af sin kurv og peb … Hun stod og peb lige foran mig, som var der et lig i huset …

(Et lig i huset, gentog jeg for mig selv, og mine hårrødder blev som ispinde i min hovedhud.)

– Jeg blev virkelig helt kold, sagde min værtinde (og hun så ud, som var hun helt kold endnu), skønt man er jo ikke overtroisk…. Men så tænkte jeg, det var da mærkeligt – og jeg gik ud i gården for at se, om det da blæste så stærkt sådan på én Gang. Men det var ganske stille. Det var blikstille.

– Men lige med ét sagde jeg til mig selv:
– “Gud ved om ikke herren er blevet syg” …
– Og jeg gik op ad trapperne – jeg var blevet, så jeg skælvede i mine knæ, ja det var jeg – og jeg lyttede ved Deres dør. Men da alting var stille der hos Dem, så gik jeg ned igen og glad var jeg …
– Det hele var naturligvis noget snak … (og hun gjorde tilløb til at le) man kan få så mange sådanne idéer sådan om natten … sagde min værtinde.

Men jeg spurgte kun:
– Hvornår var det, De omtrent gik op til min dør?
– Klokken var lige de 20 minutter i ét, sagde hun: For jeg så såmænd på bornholmeruret i spisekammeret, da jeg kom ned.
20 minutter i ét. Det var netop det øjeblik, just det øjeblik, da jeg havde set ham, min ven, den døde – eller nej, nej, billedet af ham … for også jeg havde set på uret: lige 20 minutter før ét …

Det var besynderligt, højest aparte, ikke let at forklare det eller slet ikke til at forklare …

Men selvom man ikke kan forklare en ting, behøver den ikke at forskrække én.
Og desuden, hvad var det hele for en latterlig idé: Hvis han virkelig ville “minde* mig, hvorfor skulle han så minde mig den dag, hvor jeg var så tilfreds og så rolig – med mindre det netop var min ro, han ville forstyrre.
Men det kunne det være. Hvis han virkelig kom, kom han ikke for det gode. Det, han skrev, var en trussel. Jeg forstod det godt, den gang, at han truede mig —

Men, hvis jeg bliver ved med at rode rundt i denne historie, ender det med at jeg tror på den – at jeg tror på genfærd, jeg —

Men sandt er det, jeg har aldrig haft så rolig en tid i hele mit liv som den gang, jeg så ham første gang … og da jeg så ham anden gang.
For jeg har jo set ham – anden gang.
To gange har jeg sét ham. Og det, det er ganske vist … Nej, nej, lad mig ikke forfalde til betragtninger. Lad mig dog for himlens skyld fortælle nøjagtigt.
Men jeg har altså sét ham anden gang.
Hans billede, mener jeg, har jeg sét.

Det var i Paris.

Jeg var kommet hjem fra et stort bal. En bekendt havde kørt mig hjem i sin vogn. Vi var meget muntre, og vi havde talt om de ligegyldigste ting på den grønne jord. Drukket noget, tilføjer jeg, havde vi ikke. Til parisiske baller får man ikke noget at drikke. Det véd forresten alle mennesker. Ved parisiske fester må hvem der gider slås ved buffetterne og under slagsmålet redder man et glas “Mercier”.

Min bekendte var stået ud af sin vogn og vi havde pludret lidt endnu, mens vi begge stod foran mit hus, på fortorvet. Vi snakkede om, nå om hvad ved jeg …
Til sidste ringede jeg på portneren og min gadedør blev lukket op, og jeg gik gennem entréen og nynnede, jeg husker det godt, det var en vals, jeg nynnede. Jeg kom ind i min dagligstue og smed min overfrakke og tænkte endnu på ham, min bekendte, og på hans køreheste — da jeg vender mig og der, i krogen, i lænestolen, med ansigtet lige imod mig, sidder han – han, min tyske ven, min døde ven, han, der skød sig …

I sin uniform, med øjnene frem mod mig … lige frem mod mit ansigt.
Ja, nu havde han løftet dem fra støvlespidserne …
Men uden angst, uden overraskelse — som var synet af ham noget, jeg havde ventet, sagde jeg:
– Er det Dem, Arnold? Hvad vil De?

Han rørte sig ikke, og mens jeg hørte min bekendtes vogn rulle bort, udenfor, på gaden (for den hørte jeg), blev jeg ved med at se på ham — til han forsvandt.
Nej, nej, altså til billedet af ham forsvandt. Skønt de øjne, som havde været borede lige imod mig, lige ind i mit ansigt – jeg ville have svoret på, at de levede, ikke med mit liv, men med et andet liv, med et liv, der var stærkere end mine øjnes er – men at de levede …
Ja, på det ville jeg have givet mit æresord og selv være død.

… Jeg ved ikke, hvor lang tid der var gået eller at tid var gået, da jeg for sammen, fordi det bankede på mine vinuduesskodder.
Hvad var det?

Jeg åbnede – og, det tilstår jeg, mine hænder skælvede, mens jeg gjorde det – og udenfor så jeg min pariserbekendtes ansigt:
De er da ikke syg, råbte han ind gennem vinduet.
– Nej, slet ikke; hvorfor? svarede jeg og talte meget roligt.
(Som allerede sagt tre gange: Man skal ikke åbenbare den slags ting for nogen og heller ikke for sine venner. Sådan en vén ser deltagende ud, mens man fortæller ham det, og når han går ned ad ens trappe, siger han til sig selv: “Så, nu er det altså kommet. Nå, det stakkels skrog – det havde jeg jo længe ventet.”)

– Åh, sagde min bekendte ude foran vinduet: så var det kun en dum idé … Men pludselig som jeg sad der i vognen, sagde jeg til mig selv, at De vist var blevet syg — og lod kusken vende om.
– Men så, gudskelov, godnat …
Og han stod ind i vognen igen og kørte bort …

Min hjernes sygdom havde altså smittet, smittet igen, smittet ligesom den første gang, smittet, også denne forholdsvis fremmede, dette menneske, som sad der, ligeglad, i sin vogn —

Ja, det er det, som unægtelig er det besynderlige.

Men hvorfor skulle ikke også hjernens pludselige sygdom kunne smitte? Det ville jo blot være højst naturligt. Det er en tankeoverføring (en tankeoverføring af en syg tanke), en tankeoverføring næsten som enhver anden –
Sygdom – kun en sygdom, der smitter.

Men alligevel, hvorfor skulle jeg ikke tilstå det, siden jeg har talt om alt det andet: Jo, jeg har sagt det til mig selv: “Minder” han mig tredje gang – mon det da – – mon det da ikke skulle være, fordi han, endelig, ville skaffe mig ro?

Og den tredje gang – – ville blive den sidste gang …

Vil han da, den sidste gang, måske også kalde – vinke med hånden (hans hånd var altid bleg; også, mens han levede, var den bleg) og kalde?

Og jeg vil følge ham og gå med ham, gå bort med ham – gå ligesom min broder gik.

Trykt i: 1885

Kort om Herman Bang:

Født: den 20. april 1857
Død: den 29. januar 1912

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur