Tabte hjerter af M. R. James

M. R. James
By Unknown – http://ebooks.adelaide.edu.au/j/james/mr/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31183496

Det var, så vidt jeg kan få oplyst, i september 1811, at en postvogn kørte op foran døren til Aswarby Hall, som ligger midt i Lincolnshire. Den lille dreng, der var den eneste passager, og som sprang ud, så snart vognen var standset, så sig om med største nysgerrighed i den korte tid, der var mellem, at der blev ringet på døren, til den blev åbnet. Han så et højt, firkantet rødstenshus, bygget i dronning Annes tid; en søjlebåret indgangsportal var blevet tilføjet i den mere klassiske stil, der herskede i 1790; og husets vinduer var mange og høje og smalle med små ruder og brede hvide rammer. En prydgavl med et rundt vindue prydede facaden. Der var sidefløje både til højre og venstre, forbundet med midterfløjen ved ejendommelige glasdækkede søjlegange. Fløjene rummede åbenbart staldene, og hvad der havde med husets drift at gøre. Begge fløje var kronet af en dekorativ kuppel med en forgyldt vindfløj.

Aftensolen skinnede på bygningen, og fik vinduesruderne til at gløde som ild. Foran hovedbygningen strakte en park sig ud over det flade land med spredte egetræer og indrammet af fyrretræer, der stod i silhuet mod himlen. Uret i kirketårnet, som lå så skjult af træer i udkanten af parken, at kun den gyldne vejrhane fangede lyset, slog netop seks, og lyden nåede ham blødt båret af vinden. Alt i alt var indtrykket tiltalende, omend farvet af det anstrøg af melankoli, der kan være over en aften i det tidlige efterår, en melankoli, som forplantede sig til drengen, der stod og ventede på, at døren skulle blive åbnet for ham.

Postvognen havde haft ham med fra Warwickshire, hvor han for et halvt års tid siden var blevet forældreløs. Nu var han efter en generøs invitation fra sin aldrende slægtning, Mr. Abney, ankommet for at blive på Aswarby. Tilbuddet var kommet uventet, for alle der kendte noget som helst til Mr. Abney, betragtede ham som en noget dyster enspændernatur, i hvis rolige husholdning en lille dreng ville være et nyt og forstyrrende element.

I virkeligheden vidste ingen noget videre om Mr. Abneys interesser og sindelag. Professoren i græsk ved Cambridge universitetet skulle efter sigende have udtalt, at ingen vidste mere om de senere hedenske religioner end ejeren af Aswarby. Hans bibliotek indeholdt da også alt, hvad der på det tidspunkt fandtes af litteratur om mysticisme, Bacchus-dyrkelse, Mithras-tilbedelse og neoplatonisme. På marmorgulvet i hallen stod en smuk skulptur af Mithras i færd med at dræbe en tyr; Mr. Abney havde med betydelige omkostninger hjembragt den fra Middelhavet. Han havde bidraget til ‘The Gentlemans Magazine’ med en beskrivelse af den, og han havde i ‘The Critical Museum’ skrevet en serie udmærkede artikler om overtro hos den romerske befolkning i Nedre Egypten. Han blev i det store og hele betragtet som en mand, der var opslugt af sine bøger, og det var en kilde til stor forundring hos hans naboer, at han i det hele taget havde hørt om sin forældreløse slægtning, Stephen Elliott, endsige frivilligt havde tilbudt ham at bo på Aswarby Hall.

Hvad hans naboer end havde tænkt sig, så var det tydeligt, at Mr. Abney – den høje, tynde, dystre mand – var indstillet på at give sin unge slægtning en venlig modtagelse. I samme øjeblik hoveddøren blev åbnet, smuttede han ud af sit studerekammer og gned sig begejstret i hænderne.

“Hvordan har du det, min dreng? Hvordan har du det? Hvor gammel er du?” spurgte han. “Hvad ville jeg sige; du er vel ikke så træt af turen, at du ikke kan spise aftensmad?”
“Nej, det er jeg ikke, mange tak,” sagde den unge Elliott. “Jeg har det udmærket.”
“Det var en flink dreng,” sagde Mr. Abney. “Og hvor gammel er du, min dreng?” Det virkede lidt mærkeligt, at han allerede havde stillet dette spørgsmål to gange inden for de første to minutter af deres bekendtskab.

“Jeg fylder 12 næste gang,” sagde Stephen.
“Og hvornår er det din fødselsdag, min kære dreng? Den 11. september, hm? Det er godt, det er udmærket. Der er næsten et år til. Jeg holder af – ha ha – at få den slags ting noteret i min bog. Er du sikker på, at det er 12, du bliver? Helt sikker?”
“Ja, fuldstændig.”
“Nå, godt. Parkes, vil De tage ham med over til Mrs. Bunch, så han kan få te eller aftensmad, eller hvad han nu skal have.”
“Ja, sir,” svarede den sobre og solide Mr. Parkes og førte Stephen til de nedre regioner.

Mrs. Bunch var den hyggeligste og mest menneskelige person af dem, Stephen endnu havde mødt på Aswarby. Hun fik ham til at føle sig fuldstændig hjemme; i løbet af et kvarter var de pot og pande, og det blev de ved med at være. Mrs. Bunch var født på egnen ca. 55 år før Stephens ankomst, og hun havde resideret på Aswarby i 20 år. Om nogen kendte egnen og huset ud og ind, så var det hende, og hun havde ikke spor imod at lade sin viden gå videre.

Der var også mange ting i huset og haven, som Stephen, der var eventyrlysten og nysgerrig, var ivrig efter at få nærmere forklaret. Hvem har bygget det tempel for enden af laurbærstien? Hvem er den gamle mand, hvis billede hænger på trappen – ham, der sidder ved et bord med hånden på et dødningehoved? Disse punkter og mange tilsvarende blev opklaret ved hjælp af Mrs. Bunchs gode forstand og omfattende viden; men der var andre, hvor de fremsatte forklaringer var mindre tilfredsstillende.

En novemberaften sad Stephen ved kaminen i husbetyrerindens værelse og reflekterede over sine omgivelser. “Er Mr. Abney en god mand, og kommer han i himlen engang?” spurgte han pludselig med den ejendommelige tillid, børn kan have, til at de voksne kan løse problemer, hvis afgørelse, man ellers regner med er henlagt til den endelige domstol.

“God? – Gud bevares dreng!” sagde Mrs. Bunch. “Herren er så rart et menneske som nogen. Har jeg aldrig fortalt dig om den lille dreng, han tog ind lige fra gaden, som man siger, for 7 år siden? Og den lille pige, 2 år efter, at jeg var kommet hertil?”
“Nej. Fortæl mig om dem, Mrs. Bunch – nu med det samme.”

“Nå ja ja,” sagde Mrs. Bunch. “Den lille pige synes jeg ikke, jeg kan huske så meget om. Jeg kan huske, at Herren havde hende med hjem fra en af sine spadsereture og gav besked til Mrs. Ellis, som dengang var husbestyrerinde, om at hun skulle tage sig af hende på alle måder. Det stakkels barn havde slet ingen familie, det har hun selv fortalt mig, og hun boede her hos os en 3 ugers tid. Så ved jeg ikke, om der var lidt af en sigøjner i hende, eller hvad det var; men en skønne morgen var hun ude af sin seng, før nogen af os havde fået øjne, og siden har jeg ikke hørt eller set det mindste til hende. Herren var fuldstændig ude af det, og han lod dem trække vod i alle dammene; men jeg tror nu, det var de her sigøjnere, der tog hende, for der var en syngen rundt om huset i mindst en time den nat, hun forsvandt, og Parkes siger, at han hørte dem kalde og råbe i skoven hele den eftermiddag. Ak, kære venner, ja. Hun var nu et underligt barn, så stilfærdig og tavs; men jeg var forfærdelig glad for hende, så pænt hun opførte sig – mærkeligt nok.”

“Og hvad med den lille dreng?” spurgte Stephen.
“Åh, den stakkels dreng,” sukkede Mrs. Bunch. “Han var udlænding – Djovanni kaldte han sig – og han kom og drejede på sin lirekasse her i indkørslen en vinterdag. Herren fik ham straks ind og spurgte ham ud om, hvor han kom fra, og hvor gammel han var, og hvordan han kunne klare sig, og hvor hans familie var; og han var så flink mod ham, som man kunne ønske sig. Men det gik på samme måde med ham. Man kan ikke rigtig regne med de udlændinge, og en skønne morgen var han væk, akkurat ligesom pigen. Hvorfor han forsvandt, og hvor han tog hen, spekulerede vi på det meste af et år, for han tog ikke sin lirekasse med sig, og den ligger stadig her på hylden.”

Resten af aftenen tilbragte Stephen med skiftevis at krydsforhøre Mrs. Bunch og bestræbe sig på at få lirekassen til at frembringe en tone.

Den nat drømte han en besynderlig drøm. For enden af den gang i øverste etage, hvor hans værelse lå, var der et gammelt badeværelse, som ikke blev brugt mere. Det var aflåst; men i den øverste halvdel af døren var der et glasvindue, og da de musselinsgardiner, som engang havde hængt der, forlængst var borte, kunne man se det blyklædte badekar, der stod langs væggen til højre med hovedenden hen mod vinduet.

I drømmen befandt Stephen Elliott sig uden for glasdøren og stod og kiggede ind. Månen skinnede gennem vinduet, og han stirrede på en skikkelse, der lå i badekarret. Hans beskrivelse af det, han så, minder mig om noget, jeg engang selv har set i den berømte krypt under St. Michans kirke i Dublin, som besidder den uhyggelige egenskab at bevare de døde legemer i århundreder. I badekarret lå en ubeskrivelig tynd og hjertegribende skikkelse, mat blygrå af farve og indhyllet i noget, der mindede om et ligklæde, med de tynde læber fortrukket til et svagt, men skrækindjagende smil, og med hænderne tæt trykket ind mod hjerteregionen. Mens han stod og så på skikkelsen, udgik en fjern, næsten uhørlig stønnen fra dens læber, og armene begyndte at røre på sig. Stephen veg tilbage af rædsel, og han vågnede op og blev klar over, at han virkelig stod på gangens kolde trægulv midt i månelyset. Med et mod, jeg ikke tror, mange drenge i hans alder besidder, gik han hen til badeværelsesdøren for at forvisse sig om, hvorvidt den skikkelse, han havde set i sin drøm, var der i virkeligheden. Det var den ikke, og han gik tilbage til sin seng.

Næste morgen var Mrs. Bunch ret betaget af hans beretning og gik endda så vidt, at hun hængte et nyt gardin op. Også Mr. Abney, som han betroede sin oplevelse ved morgenmåltidet, var stærkt interesseret og gjorde notater i det, han kaldte ‘sin bog’.

Forårsjævndøgn var ved at nærme sig, som Mr. Abney ofte fortalte sin unge slægtning, med den tilføjelse at man i gamle dage altid havde anset dette for en kritisk tid for de unge, så Stephen måtte passe godt på sig selv og lukke sit vindue om natten, og at Censorinus havde nogle udmærkede kommentarer til problemet.

To begivenheder, der gjorde stærkt indtryk på Stephen, indtraf på denne tid. Den første kom, efter at Stephen havde tilbragt en usædvanlig urolig og trykkende nat, uden at han i øvrigt kunne huske, at han havde drømt noget særligt. Om aftenen samme dag sad Mrs. Bunch og reparerede hans natskjorte. “Bevar mig vel, Master Stephen,” udbrød hun noget irriteret. “Hvordan bærer De Dem dog ad med at få Deres natskjorte revet i laser på den måde? Vær så venlig at se her, min herre, hvor megen ulejlighed De gør de stakkels mennesker, der skal stoppe og reparere for Dem.”

Der var virkelig en hel række ødelæggende og tilsyneladende ganske formålsløse rifter og flænger i klædningsstykket, og det ville uden tvivl kræve dygtighed at udbedre skaden. De var begrænset til den venstre side af brystet – lange parallelle flænger på omkring seks tommer og nogle rifter, som ikke gik helt igennem stoffet. Stephen kunne kun bedyre, at han ikke anede, hvor de stammede fra; han var sikker på, at de ikke havde været der om aftenen. “Men Mrs. Bunch,” sagde han, “de er nøjagtig magen til de skrammer udvendigt på min sovekammerdør, og jeg ved bestemt, at det ikke er mig, der lavet dem.”

Mrs. Bunch stirrede på ham med åben mund; så greb hun et tændt lys og forlod i stor hast værelset. Man kunne høre, at hun gik ovenpå, og et par minutter efter kom hun ned igen. “Det må jeg sige, Master Stephen, at det er noget underligt noget med de skrammer,” sagde hun. “Det er for højt oppe til, at det kan være en kat eller hund, for slet ikke at tale om rotter. Det ser fuldstændig ud, som om en kineser har lavet dem med sine lange negle, som min onkel i kinafarten fortalte mig om i mine unge dage. Jeg ville nu ikke sige noget til herren, hvis jeg var Dem, Master Stephen, min dreng; men sørg for at nøglen er drejet ordentlig om, inden De går i seng.”
“Det gør jeg altid, Mrs. Bunch; lige så snart jeg har bedt min aftenbøn.”
“Åh, det var en god dreng; bed altid Deres aftenbøn, så er der ingen, der kan gøre Dem noget.” Hermed gik Mrs. Bunch i gang med at reparere den flåede natskjorte, og iberegnet de mellemrum, hvor hun sad og grublede, tog det hende lige til sengetid. Dette foregik en fredag aften i marts 1812.

Den følgende aften blev Stephens og Mrs. Bunchs sædvanlige samtale på tomandshånd pludselig suppleret ved Mr. Parkes ankomst. Hushovmesteren holdt sig ellers mest for sig selv på sit eget domæne. Han bemærkede ikke Stephens tilstedeværelse; han var ivrig og lidt ophidset og talte noget mindre værdigt, end han plejede.

Det første, han sagde, var: “Herren kan selv hente sin vin op om aftenen, hvis han har lyst. Enten gør jeg det om dagen eller slet ikke, Mrs. Bunch. Jeg ved ikke, hvad det kan være; det kan da godt være, det er rotterne, eller at der er et sted, hvor vinden kan komme ind; men jeg er ikke så ung, som jeg har været, – og jeg kan ikke tage det, som jeg har kunnet før.”

“Nå ja, Mr. Parkes; men De ved da godt, at dette her hus er noget så enestående med rotter.”
“Det vil jeg slet ikke nægte, Mrs. Bunch, og jeg har også mange gange hørt dokarbejderne fortælle om en rotte, der kunne tale; men det har jeg nu aldrig før haft nogen tro til; men nu i aften kunne jeg næsten have hørt, hvad de sagde, hvis jeg ville have nedværdiget mig til at lægge øret til døren til det bageste rum.”

“Nej, hør nu, Mr. Parkes; jeg vil ikke høre på den slags fantasier. Rotter, der taler med hinanden i vinkælderen! Har man hørt mage!”
“Ja ja, Mrs. Bunch, jeg vil ikke diskutere det med Dem; jeg siger bare, at hvis De skulle få lyst til at gå ned til det sidste rum og lægge øret til døren, så ville De komme til at sande mine ord lige på stedet.”

“Hvad er det dog for noget vås, De kommer med, Mr. Parkes – det er ikke noget for børn at høre på. De skræmmer jo Master Stephen her fra vid og sans.”
“Hvad? Master Stephen?” sagde Parkes og blev pludselig klar over drengens tilstedeværelse. “Master Stephen er så udmærket klar over, hvornår jeg driver gæk med Dem, Mrs. Bunch.”

Master Stephen vidste faktisk udmærket, at Parkes ikke havde ment det som en spøg. Parkes beretning gjorde ham både nysgerrig og lidt uhyggelig til mode, men alle hans forsøg på at få hushovmesteren til at give en mere detaljeret beskrivelse af sine oplevelser i vinkælderen var forgæves.

Vi er nu nået frem til den 24. marts 1812. For Stephen var det en dag fuld af besynderlige indtryk, en urolig og stormfuld dag, der fyldte huset og haven med en følelse af rastløshed. Da Stephen stod ved havestakittet og så ud i parken, havde han en fornemmelse af en uendelig procession af usynlige personer, der fejede forbi ham, båret af vinden, uden modstand og uden mål, uden at kunne standse, selv om de ville, uden at kunne gribe fat i noget, der kunne standse deres flugt og bringe dem i fornyet kontakt med den levende verden, som de engang havde haft del i.

Efter frokost den dag sagde Mr. Abney til Stephen: “Min dreng, tror du, at du kan komme af sted med at komme ned til mig i mit studerekammer så sent som klokken 11 i aften? Før den tid har jeg travlt, men jeg vil gerne vise dig noget, der har med din fremtidige tilværelse at gøre, og som det er af største vigtighed, at du skal kende til. Du skal ikke omtale dette til Mrs. Bunch eller til nogen anden her i huset, og du må hellere gå op på dit værelse til den sædvanlige tid.”

Her var igen noget nyt og spændende; Stephen greb ivrigt lejligheden til at sidde oppe til klokken 11. Han kiggede ind gennem døren til biblioteket, da han gik op den aften, og så, at et kulbækken, han tit havde set i det ene hjørne af stuen, var rykket ud fra kaminilden; et gammelt sølvforgyldt bæger fuldt af rødvin stod på bordet, og ved siden af lå nogle ark beskrevet papir. Mr. Abney strøede lidt røgelse på kulbækkenet i det øjeblik, Stephen gik forbi, men lod ikke til at bemærke ham.

Vinden var løjet af, og det blev en stille nat med fuldmåne. Omkring klokken 10 stod Stephen ved sit åbne vindue og så ud. Stille som natten var, var de mystiske væsener, der befolkede de fjerne, månebelyste skove, endnu ikke faldet til ro. Fra tid til anden lød mærkelige skrig over vejlerne som fra vildfarne og fortvivlede vandrere. De kunne skyldes ugler eller vadefugle, men lød ikke rigtig som nogen af delene. Kom de mon ikke nærmere? Nu lød de fra denne side af vandet, og et øjeblik efter virkede det, som om de svævede rundt mellem buskadserne i parken. Så hørte de op, men lige som Stephen ville til at lukke vinduet og igen tage fat på læsningen af Robinson Crusoe, fik han øje på to skikkelser, der stod på grusterrassen, der løb langs husets haveside. Det så ud til at være en dreng og en pige; de stod side om side og så op mod vinduerne. Der var noget ved pigen, som fremkaldte erindringen om skikkelsen i badekarret fra hans drøm, og drengen indgød ham en heftig angst.

Mens pigen stod stille, med et tilløb til et smil og med begge hænder lagt over hjertet, løftede drengen, som var tynd og sorthåret og klædt i laser, armene i en bevægelse, der var truende og udtrykte umættelig hunger og længsel. Månen skinnede på hans næsten gennemsigtige hænder, og Stephen så, at neglene var frygtelig lange, og at lyset skinnede igennem dem. Som han således stod med armene løftet, afslørede han et rystende syn. I venstre side af hans bryst åbnede en mørk og gabende flænge sig, og mere med sin hjerte end med sin hørelse opfattede Stephen et af disse hungrende og fortvivlede skrig, han hele aftenen havde hørt give genlyd over Aswarby. Et øjeblik efter var det frygtelige par gledet lydløst henover det tørre græs, og han kunne ikke mere se dem.

Forskrækket som han var, bestemte han sig til at tage sit lys og gå ned til Mr. Abneys studerekammer, for det var næsten tid for deres aftalte møde. Døren var i den ene side af hallen, og Stephen var, drevet af sin skræk, ikke længe om at nå derned. At komme ind var derimod ikke så let. Døren kunne ikke være låst, for nøglen sad udvendig som sædvanlig. Men han fik ikke noget svar på sin gentagne banken. Mr. Abney var optaget, han talte med nogen. Hvad? Hvorfor prøvede han at råbe? Og hvorfor blev råbet kvalt? Havde han også set de mystiske børn? Men nu var alting stille, og døren gav efter for Stephens desperate og rædselslagne skubben.

På bordet i Mr. Abneys studerekammer blev der fundet visse papirer, som forklarede situationen for Stephen, da han blev gammel nok til at forstå dem. De vigtigste afsnit var følgende:

“Det var en udbredt og fast tro hos vore forfædre – hvis viden om disse ting, jeg efter mine egne erfaringer har fået al mulig tillid til – at ved udøvelsen af visse processer, der for os nulevende har noget barbarisk ved sig, kan mennesket opnå en bemærkelsesværdig udvidelse af sine åndelige evner. For eksempel kan en person, der absorberer nogle af sine medmenneskers personlighed, opnå fuldstændigt herredømme over sådanne elementar-ånder, som styrer kræfterne i vort univers.

Det fortælles om Simon Mager, at han var i stand til at flyve gennem luften, at gøre sig usynlig eller antage en hvilken som helst skikkelse, han ønskede, alt formidlet ved en drengesjæl, hvis ejer han – for at bruge den injurierende vending, som forfatteren af Clementine Recognitions anvender – havde myrdet. Jeg har også fundet det meget detaljeret beskrevet i Hermes Trismegistus afhandlinger, at lignende gunstige resultater kan opnås ved, at man konsumerer hjerterne af mindst 3 mennensker under 21 år.

Jeg har ofret størstedelen af de sidste 20 år på at efterprøve holdbarheden af denne teori, idet jeg til mit eksperiment som corpora vilia har udvalgt sådanne personer, som kunne fjernes uden at efterlade noget mærkbart tomrum i samfundet. Det første trin realiserede jeg ved den 24. marts 1792 at fjerne en vis Phoebe Stanley, en pige af sigøjnerslægt. Det næste ved fjernelsen af en omstrejfende italiensk dreng ved navn Giovanni Paoli natten til den 23. marts 1805. Det sidste ‘offer’ – for at bruge et ord, der i højeste grad støder mine følelser – bliver min slægtning, Stephen Elliott. Hans dag skal komme den 24. marts 1812.

Den bedste metode til at opnå den fornødne sammensmeltning af personligheder er at udtage hjertet af det levende emne, derefter brænde det til aske og blande det i et glas rødvin. Resterne af de to første emner var jeg nødt til at skaffe af vejen, og her benyttede jeg et gammelt, aflåst badeværelse og vinkælderen. Der er dog forekommet visse forstyrrelser fra emnernes psykiske rester – det, som populært kaldes for spøgelser – men for en sand filosof som retvis udfører eksperimentet bør disse illusoriske forsøg på hævn ikke gives nogen opmærksomhed. Tværtimod ser jeg med stor tilfredsstillelse frem til den udvidelse af ånden, som et succesfuldt eksperiment vil medføre, og som ikke blot vil bringe mig udenfor rækkevidden af den såkaldte menneskelige retfærdighed, men også vil fjerne udsigten til døden selv.”

Mr. Abney blev fundet i sin stol. Hovedet var vredet bagover, og hans ansigt forvredet i en blanding af vrede, frygt og smerte. På venstre side af brystet var et grufuldt sår, der blotlagde hans hjerte. Der var ingen blod på hans hænder, og den lange kniv, man fandt på bordet ved siden af stolen, var ren. Vinduet i studerekammeret stod åbent, så et vildt dyr kunne være kommet ind og have påført Mr. Abney det dødelige sår. Det var i hvert fald doktorens konklusion. Stephen Elliott drog efter læsningen af ovennævnte papirer dog en ganske anden.

Trykt i The Pall Mall Magazine, december, 1895
Originaltitel: Lost Hearts

Kort om M. R. James

Født den 1. august 1862
Død den 12 juni 1936

Læs mere på Gyseren.dk

One Reply to “Tabte hjerter af M. R. James”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *