Den tyske students eventyr af Washington Irving

Washington Irving
By Copy daguerreotype by Mathew Brady, reverse of original by John Plumbe.

En uvejrsnat i den stormfulde tid under den franske revolution gik en ung tysker sent om aftenen tilbage til sit logi gennem den gamle del af Paris. Lynene glimtede, og høje tordenbrag rungede gennem de høje, smalle gader.

Denne unge tysker hed Gottfried Wolfgang og var en ung mand af god familie. Han havde studeret nogen tid i Göttingen, men var i sin ungdoms iver blevet tiltrukket af gale og overdrevne doktriner, der så ofte har forvirret tyske studenter. Hans afsondrede liv, hans glubende flid og hans studiers særlige art øvede deres indvirkning på både legeme og sjæl, så hans helbred svigtede og han udviklede en sygelig fantasi. Han havde kastet sig ud i luftige spekulationer om åndevæsener til han, ligesom Swedenborg, havde sin egen idealverden omkring sig. Han fik en forestilling om, at en ond påvirkning hang over ham, at en ond ånd eller dæmon, forsøgte at lokke ham i en fælde og sikre hans fortabelse. Denne tanke påvirkede ham så voldsomt, at hans melankolske temperament ændrede sig til en ren besættelse. Han blev mat og fortvivlet. Da hans venner opdagede, hvordan de sjælelige kvaler tærede på ham, besluttede de, at den bedste kur var en luftforandring. Han blev derfor sendt til Paris for at fuldføre sine studier i denne bys glans og munterhed.

Wolfgang ankom til Paris, netop som revolutionen brød ud. Til at begynde med blev han grebet af det folkelige oprør, og han blev indfanget af tidens politiske og filosofiske teorier. Men de blodige scener, der fulgte, rystede hans følsomme natur, og fik ham til at væmmes ved samfundet og verden, så han blev mere indesluttet end nogen sinde. Han lukkede sig inde sin ensomme lejlighed i studenter-kvarteret, hvor han fortsatte med sine yndlingsspekulationer i timevis. Undertiden tilbragte han timer i træk på de store biblioteker i Paris, disse katakomber for afdøde forfattere, og rodede rundt i deres forråd af støvede og forældede værker for at finde føde for sin usunde appetit. Han var på en vis måde en litterær ådselæder, der nærede sig ved dét, han fandt i den rådnende litteraturs lighus.

Selv om Wolfgang var indesluttet og eremit-agtig, havde han et glødende temperament, som dog kun gav sig udslag i hans fantasi. Han var for genert og uvidende om verden til at gøre tilnærmelser til det andet køn, men han var en lidenskabelig beundrer af kvindelig skønhed, og på sit ensomme kammer fortabte han sig ofte i drømme om skikkelser og ansigter, han havde set. Og hans fantasi udmalede billeder af yndighed, der langt overgik virkeligheden.

En nat førte denne eksalterede tilstand til en drøm, der fik en forbløffende virkning på ham. I drømmen så han et kvindeansigt af overjordisk skønhed, og så stærkt et indtryk gjorde drømmen, at han genså ansigtet i drømme såvel som vågen gang på gang. Det plagede hans tanker ved dag, hans søvn om natten; kort sagt blev han lidenskabeligt indtaget i denne skygge af en drøm. Dette varede så længe, at det blev til en af de fikse ideer, der plager melankolske menneskers sind og undertiden fejlagtigt tolkes som vanvid.

Sådan var Gottfried Wolfgang, og således var hans situation. Han var på vej hjem en stormfuld nat gennem nogle af de gamle og dystre gyder i Paris, mens de vældige tordenbrag rungede mellem de høje huse i de smalle gader. Da kom han til Place de Greve, den plads, hvor de offentlige henrettelser finder sted. Lynene flimrede om spirene på det ældgamle Hôtel de Ville og sendte flakkende skær over den åbne plads forude. Idet Wolfgang krydsede pladsen, veg han tilbage i rædsel, da han pludselig fandt sig selv tæt på guillotinen. Det var i den værste rædselsperiode, da dette dødens frygtelige redskab altid stod rede og skafottet flød uafladelig af de tapre og retskafnes blod. Guillotinen havde selvsamme dag været i brug til en henrettelse, og nu stod den uhyggeligt opstillet i en tavs og sovende by og ventede på nye ofre.

Wolfgangs hjerte blev tungt i hans bryst, og han vendte sig gysende bort fra det frygtelige instrument. Da så han en skygge, der krøb sammen for foden af den trappe, der førte op til skafottet. En række flammende lynglimt viste den tydeligere. Det var en kvindeskikkelse, klædt i sort. Hun sad på et af de nederste trin og lænede sig frem med ansigtet skjult i skødet, og hendes lange uordentlige lokker hang ned til jorden, dryppende af den regn, der piskede ned. Wolfgang stoppede op. Der var noget ærefrygtindgydende over dette ensomme sorgens monument.

Kvinden så ud til at komme fra de bedre lag. Wolfgang vidste, at tiderne var omskiftelige, og at mangt et smukt hoved, der engang havde hvilet på dunpuder, nu sad på en omvandrende hjemløs. Måske var dette en stakkels sørgende, som den frygtelige økse havde bragt til fortvivlelse, og som sad her med knust hjerte på denne udkant af tilværelsen, hvorfra alt hvad der var hende kært var sendt over i evigheden.

Han nærmede sig og henvendte sig til hende med medfølende ord. Hun løftede hovedet og så på ham med et vildt blik. Forbløffet så han i lynenes klare skær netop det ansigt, der havde hjemsøgt ham i drømme. Det var blegt og fortvivlet, men stadigt blændende smukt. Skælvende af voldsomme og modstridende følelser talte Wolfgang atter til hende. Han sagde noget om at være ude på et sådant tidspunkt af natten og om et sådant uvejrs rasen og tilbød at følge hende til hendes venner. Hun pegede på guillotinen med en gestus af gru, der sagde alt.

“Jeg har ingen venner på jorden!” sagde hun.
“Men De har et hjem,” sagde Wolfgang.
“Ja – i graven!”

Studentens hjerte smeltede ved disse ord. “Hvis jeg som er en fremmed må driste mig til at fremsætte et tilbud uden fare for at blive misforstået,” sagde han “vil jeg tilbyde min ydmyge bolig som tilflugtssted; og mig selv som en hengiven ven. Jeg er selv venneløs i Paris og en fremmed i landet; men hvis mit liv kan være Dem til nytte, står det til Deres tjeneste og vil blive ofret, før De udsættes for skade eller vanære.”

Der var en oprigtig iver over den unge mands fremtræden, og også hans udenlandske accent talte ham til gunst; den viste at han ikke var en forstokket pariser. Den hjemløse fremmede lod sig overbevise af studentens sande begejstring, og gav sig stiltiende ind under hans beskyttelse.

Han støttede hendes vaklende skridt over Pont Neuf og gennem gader raseret af folkemassen. Uvejret havde lagt sig, og tordenen buldrede i det fjerne. Hele Paris var stille; denne vældige vulkan af menneskelige lidenskaber slumrede ind for en stund for at samle ny styrke til næste dags udbrud. Studenten førte den, han havde taget i sin varetægt, gennem de ældgamle gader i Pays Latin og forbi Sorbonnes mørke mure til det store, lurvede hotel, han boede i. Her stirrede den gamle portnerske, der lukkede dem ind, overrasket på det usædvanlige syn af den melankolske Wolfgang med en kvindelig ledsagerske.

Da de kom ind i studentens lejlighed, rødmede han for første gang. Lejligheden var spartansk og skødesløst indrettet med kun et enkelt værelse. En gammeldags salon med en mængde udskåret træværk og besynderligt møbleret med resterne af fordums stråleglans, for det var et af disse hoteller, der engang havde tilhørt adelen. Værelset var oversået med bøger og papirer, og alt hvad man ellers finder hos en student, og hans seng stod uredt i en alkove i den ene ende.

Da lysene blev bragt ind, og Wolfgang fik bedre mulighed for at betragte den fremmede, blev han endnu mere beruset af hendes skønhed. Hendes ansigt var blegt, men blændende skønt og fremhævet af et ravnsort hår, der hang i lange lokker. Hendes øjne var store og strålende, med et ganske særligt udtryk der næsten var vildt. For så vidt som den sorte kjole tillod hendes skikkelse at ses, var den fuldendt symmetrisk. Hele hendes udseende var særdeles iøjnefaldende, selv om hun var klædt på enkleste vis. Det eneste, hun bar, som nærmede sig et smykke, var et bredt sort bånd om halsen med et diamanthæfte.

Studenten blev nu ganske forvirret, da han overvejede, hvor han skulle gøre af det hjælpeløse væsen, der således var overladt til hans beskyttelse. Han tænkte på at overlade sit værelse til hende og selv søge logi andetsteds. Dog var han så fortryllet af hendes ynde, og hans tanker og sanser lammet af en sådan forhekselse, at han ikke kunne løsrive sig fra hende.

Også hendes væremåde var særegen og uforklarlig. Hun talte ikke mere om guillotinen, og hendes sorg havde lagt sig. Studenten havde med sin opmærksomhed vundet først hendes tillid og så tilsyneladende hendes hjerte. Det var åbenlyst, at hun ligesom han var en eksalteret natur, og de eksalterede forstår hurtigt hinanden.

Beruset af øjeblikket tilstod Wolfgang sin lidenskab for hende. Han fortalte hende historien om den mystiske drøm, og hvordan hun havde vundet hans hjerte, før han overhovedet havde set hende. Hans beretning havde en ejendommelig indvirkning på hende, og hun indrømmede, at hun havde fattet en godhed for ham, der var lige så uforklarlig.

Det var en tid med vanvittige teorier og vanvittige gerninger. Gamle fordomme og trossætninger blev skubbet til side; alt stod under ‘Fornuftens gudindes’ herredømme. Den gamle tids værdier var i opbrud, og man var begyndt at betragte ægteskabet med dets former og ceremonier som overflødige bånd for sjæle af ære. ‘Socialpagter’ var på mode, og Wolfgang var for meget af en teoretiker til ikke at lade sig smitte af tidens liberale doktriner.

“Hvorfor skulle vi skilles?” spurgte han. “Vore hjerter er forenede og for fornuftens og ærens øje er vi ét. Hvad behov er der for lurvede ceremonier for at binde to ædle sjæle sammen?”

Kvinden lyttede i stor sindsbevægelse; hun havde også godhed for de nye tiders opbrud med de gamle skikke.

“Du har hverken hjem eller familie,” fortsatte han. “Lad mig være alt for dig, eller rettere, lad os være alt for hinanden. Hvis form er nødvendig, skal formen overholdes – her er min hånd. Jeg forpligter mig til dig for evigt.”
“For evigt?” sagde den fremmede højtideligt.
“For evigt!” gentog Wolfgang.
Den fremmede greb hans fremrakte hånd. “Så er jeg din,” mumlede hun og sank ind mod hans bryst.

Den næste morgen forlod studenten sin brud, mens hun endnu sov, og drog ud for at søge en mere rummelig bolig, der passede til hans ændrede situation. Da han vendte tilbage, fandt han hende liggende med hovedet hængende ud over sengen og en arm strakt hen over det. Han talte til hende, men fik intet svar, så han gik hen for at vække hende af den kejtede stilling. Da han tog hendes hånd, var den kold – der var ingen puls – hendes ansigt var ligblegt. Hun var død!

Vild af rædsel alarmerede han huset. En forvirret scene fulgte. Politiet blev tilkaldt, men da gendarmeren kom ind i værelset, for han tilbage ved synet af liget.

“Du godeste Gud!” råbte han. “Hvordan er denne kvinde kommet her?”
“Ved De da noget om hende?” spurgte Wolfgang ivrigt.
“Om jeg gør?” udbrød politimanden. “Hun blev henrettet i guillotinen i går!”

Han trådte frem og løsnede det sorte bånd om ligets hals – og hovedet trillede ned på gulvet. Ved synet af dette blev studenten grebet af et anfald af vanvid. “Den djævel! Den djævel har fået mig i eje!” skreg han. “Jeg er fortabt for evig!”

De prøvede at bringe ham til ro, men forgæves. Han var besat af den frygtelige tro, at en ond ånd havde genoplivet liget for at lokke ham i en fælde. Han blev vanvittig og døde i et galehus.

Trykt i Tales of a Traveller, 1824
Originaltitel: The Adventure of the German Student

Kort om Washington Irving

Født: 3. april 1783
Død: 28. november 1859

Læs mere om Washington Irving

Jydske Røverhistorier af Steen Steensen Blicher

Steen Steensen Blicher
Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=195215

1.

Mange endnu levende kunne vel erindre sig navnet “Ole Hestegilder,” og den frygtelige person som det tilhørte. Han regerede mange år ganske uindskrænket og temmelig ugenert på den cimbriske halvø: stjal til daglig brug og dræbte engang imellem til en forandring. Jeg ved ikke rettere, end at han jo opnåede en høj alder og døde uden øvrighedens Hjælp. Kun én gang var han nærved på en voldsom måde at befordres ud af verden; og er det denne vigtigste dag i hans liv, som jeg her agter at redde fra forglemmelse.

– I en kro i nærheden af Hobro befandt vor jydske Schinderhannes sig just i selskab med en pranger og en vandrende sadelmagersvend. Prangeren havde ved sidste marked fortjent så meget, at munden løb over af pungens fylde: mange store ord lod han falde om sin velspækkede tegnebog, ej heller faldt de ubemærkede til jorden; men blev med begærlighed opsnappet og alvorligen lagt på hjertet af vores Highwayman. Da han havde udspurgt, hvilken vej prangeren ville tage, listede han sig i forvejen og tog post under en bro; og straks bag efter ham gik sadelmageren, dog ubemærket af røveren. Sært og ubegribeligt forekom det denne, at han steg ned til ham under broen, slængte randselen på Jorden, og lod til at ville gøre ham længere selskab.

“Hvad vil du her?” spurgte han but. “Det samme som du” var svaret, “rive et par blade af prangerens katekismus.”

“Det kunne jeg selv have gjort” sagde Ole, “uden din hjælp.” “Knap nok” svarede den anden, “Karlen ser ikke så frossen ud; og to om en er altid det sikreste.”

“Såmænd” sagde Ole, “Du taler ræsonlig; og vil du hjælpe til, så skal vi dele!” “Så godt jeg kan” svarede han. “Sig mig kun, hvad jeg har at gøre!” “Intet andet end at slå ham for panden med din hammer, så snart du ser, jeg griber hesten ved munden.”

“Det skal ske!” Med disse ord tog sadelmageren en hammer ud af randselen, og i det samme hørte begge travet af prangerens hest. Så snart denne nåede broen, blev den grebet i tøjlen af Ole, og hans kammerat sprang til fra den anden side.

“Slå nu!” råbte Ole til ham. “Ja, hvor skal jeg slå?” spurgte denne begynder i den ottende af de frie kunster.

“I panden, i panden!” skreg røveren utålmodig. “Godt!” sagde han, og dermed huggede han hammeren i panden på – røveren selv, som nu sansesløs tumlede til jorden.

Hvorledes prangeren har takket sin snilde og kække befrier, samt hvad de har talt sammen på vejen til Hobro, derom kan jeg intet berette, eftersom jeg ikke ved det; men så meget ved jeg: at røveren igen kom til live, dog med tabet af et øje, som sadelmagerens hammer var kommet lidt for nær.

2.
I en gård i mellemvandet ikke langt fra Viborg boede engang – jeg ved ikke når – en velhavende bonde. En hellig juleaften, som hans kvinde var i færd med at tillave nadveren, bankede det på døren, og en klagende stemme bad om at vorde indladt. Ude frøs det hårdt, og var ret et Guds vejr med storm og snefog; Husmoderen ynkedes derfor over den stakkels vildfarende vandringsmand. Det var en pjaltet stodder, gammel, svag og ganske forkommen af kulde; hun gav ham noget at vederkvæge sig på, og anviste ham natteleje i den endnu lunkne bagerovn, og slog atter skodden for husdøren.

Men hvad sker? Aldrig så snart havde hun forladt frammerset for at dække aftensbordet, førend stodderen – en ærkerøver – åbnede døren for sine tolv sønner, som nu brød ind i stuen, og da de fandt bordet dækket, bød sig selv til gæst. Hvad var her at gøre? skælvende frembar hun julegrøden for røverne, og skælvende måtte hun med husbond og børn se på, hvorledes disse tømte både grødfadet og saltmadsfadet.

Imidlertid havde tjenestekarlen på et ærinde udenfor huset set disse ubudne gæsters indtog, snappet en hest i stalden, og, så stærkt den kunne rende, ilet op til herregaarden Annsberg. Herren der var ikke sen, væbnede af sine folk dem som væbnes kunne, og nåede mellemvandet endnu før røverne var kommet til desserten – bondens pengekiste.

Men her var nu gode råd dyre: Annsbergmanden var – skønt godt bevæbnet – dog kun selv otte mod tretten; og stormen skulle foretages ind ad den lave stuedør, hvilken en røver var i stand til at forsvare. Under disse betænkeligheder fremtrådte en af tjenerne, en vovehals og stærk som en bjørn.

“Lad mig kun gå ind til dem alene!” – sagde han; “Jeg kan se dem sidde langs med væggen derinde; men når jeg råber, så kommer I og står mig bi!” Han spændte nu kården af, byttede kjortel med gårdskarlen, og stod næsten midt i stuen, før røverne opdagede ham. Som en mand rejste de sig alle, for at gribe denne ny ankomne og uvelkomne gæst; men han tog i samme øjeblik fat på det lange og svære egebord, bag hvilket alle røverne sad, væltede det over på dem, og klemte dem således mod væggen, at de sad som fastnaglede og færdige at kvæles.

Uden at kunne gøre modstand blev de derfor af de indbrydende, en for en, trukket ud fra fælden, bundne, førte til Annsberg, der bevogtede, og efter helligdagene hængt i ét og samme træ uden for gården. Deres hule eller røverstue – som ingen tilforn havde kunnet opdage – blev nu fundet i den store banke vest for Skavngaard, og for det der fundne liggende fæ udsmykkedes Sørslev Kirke.

3.
Ikke så ønskeligt et udfald fik den begivenhed, som jeg nu vil fortælle, og som skal have tildraget sig i nærheden.

På venstre side af landevejen, når man drager fra Aarhus til Viborg, og er kommet forbi Høberg Mølle, ses ved en liden sø spor af den forlængst nedbrudte Faldborg-Kirke. I Faldborg-Sogn lå en ensom gård, hvis daværende beboer mentes at have noget på kistebunden. En søndag var han gået til Faldborg-Kirke med sine to voksne sønner og en tjenestepige. Hustruen med en 9 års datter blev hjemme, for at tage vare på huset.

Kort efter de øvriges bortgang, indtrådte en stor og stærk  kvinde, som, uden nogen videre indledning, drog en kniv frem, og befalede husmoderen, at lukke op for hendes pengekiste. Denne førte hende op i den øverste stue, oplukkede en meget stor, jernbunden kiste, og bad hende nu at tage selv.

I det kvinden bukker sig ned i kisten, for at følge indbydelsen, griber den beslutsomme bondekone hende om begge ben, kaster hende på hovedet derned, og lukker låget i lås over hende. Derpå byder hun sin lille datter at løbe op til kirken efter faderen med besked om det, som nu havde tildraget sig.

Desværre! det løb ulykkeligt af for det arme barn. På en bakke udenfor gården stod røveren selv, for at passe på, når folk gik af kirke. Da han så den lille komme hastig løbende ud i stedet for sin kone, begyndte han at ane uråd. Han skyndte sig at møde hende, og spurgte hende, hvor hun skulle hen?

“Til kirken”, svarede staklen, “at hente min fader; vor moder har lukket røverkonen inde i den store blå kiste.” – “Følg du kun med mig”, sagde røveren, “jeg skal nok hjælpe din moder.” – Pigen græd, men måtte gå ved røverens hånd ind i gården.

Konen så dem komme ind ad porten, men tabte dog endnu ikke sin besindelse; hun låste i en hast begge husets døre, væltede et kar hen for den ene og en øltønde for den anden, og bevæbnede sig selv med køkkenøksen. Røveren, som ikke kunne åbne gårddøren, opfordrede til overgivelse; og da denne blev afslået, truede han med at myrde datteren.

“Vil du ikke lukke op” skreg han, “så kom hen til vinduet!” Som draget eller slæbt af en usynlig og rædselfuld magt gik hun derhen. Røveren holdt det skrigende barn om benene, og svingede det nogle gange rundt omkring sig. “Vil du endnu ikke?” hvinede han. “Nej!” var den bestemte kvindes svar, “kan du dræbe det uskyldige barn nu, så dræber du os begge, i fald jeg lukker op.” Da svingede han det atter over sig og knuste dets hoved mod brostenene.

Nu for han mod vinduet, men Øksen truede hans hånd, hvor som helst den ville gribe fat. “Farvel!” sagde han med indædt raseri, og gik ud ad porten. Den behjertede kvinde lod sig endnu ikke lede vild, hun for allevegne om i Huset, for at møde røveren, hvis indbrud hun stedse ventede. Hun kiggede op i skorstenen, se! da skrævede han allerede over piben. Hurtigt rev hun en ville halm af en seng og kastede på gløderne, og røgen tvang ham snart til at opgive dette forsøg.

Endelig kom folkene fra kirke, så røveren på huset, ilede og fangede ham et stykke fra gården. Hans kone blev nu forløst af sit fængsel, og begge kort efter steilede uden for den kække kvindes gård.

Trykt i: 1824 

Kort om Steen Steensen Blicher:

Født: d. 11. oktober 1782
Død: d. 26. marts 1848

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur