Men du skal mindes mig af Herman Bang

Herman Bang
Herman Bang. Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=401200

En spøgelseshistorie?

Men jeg har aldrig set et spøgelse. Der er overhovedet ikke spøgelser til. Hvem skulle vel spøge og hvem skulle gå igen? De døde er døde og forbi er forbi. Hamlet så aldrig sin faders genfærd og kun Macbeths egen rædsel bænkede den dræbtes ånd ved gæstebuddet.

Spøgelser, genfærd.
Hvem skulle spøge og hvem skulle gå igen?

En ven tog en gang, en nat i Paris, på et bal, mens alle dansede til valsen af et spansk orkester, et orkester klædt i brandgult og rødt, hvis silke skinnede om kap med alle gæsters – der tog min ven bag sin høje flip et guldhjerte frem, som han bar om sin hals i en kæde. Det var besat med opaler. Under en glasplade lå der lidt hvid aske eller et hvidt pulver, så meget som vi mod en influenza tager i en barneske:

“Se”, sagde han: “det er det, jeg elsker højest.”

En smule hvidt støv, som jeg kunne have hældt ud på min handske og spredt ved et eneste åndepust ud mellem alle de vuggende dansende og ingen, slet ingen ville have så meget som anet det —

“Det er det, jeg elsker højest.”

Nogle støvgran, et par hvide fnug.
Men min ven lukkede det opalbesatte og gyldne hjerte:
– Ingen ved, hviskede han, hvor højt vi elskede hinanden.
Spil, i spanske spillemænd. Spil hedt og spil længe. Jeres vals er dog kun kort og går hastigt til ende …

Hvad er det Hamlet siger, når han regner med den beskedne sandsynlighed? Hvad bliver der da tilbage af Alexander den Store? Lidt støv, Horatio, lidt støv til at stoppe et spundshul.

Hvem skal da spøge og hvem skal gå igen?

Og alligevel – er de døde døde? helt døde? så helt døde, at de ikke for eksempel kan kalde?
Ja, kan de ikke kalde? med et slag, et slag af en hånd på vor dør eller med en kno så nøgen som en gribs, en kno – mod vor rude?

Min stakkels broder, som kun blev 20 år og som er død for så længe siden, han troede dog, der var blevet kaldt på ham og han sygnede hen og han døde og fulgte den, som havde kaldt.

Det var, da moder var død. Vi, min broder og jeg, lå i hver sin stue, men døren stod åben imellem vore kamre. Vi sov ikke i det øde hus. Ungdommens rådløse sorg stirrede over os, mens vi begge lå vågne. En gang imellem hørte jeg min broder sukke – han, der altid talte så sjældent.
Så blev der helt stille.

– Sover du Oluf? spurgte jeg, som var mørkeræd.
– Nej, svarede han. Men sov du.
– Ja.
Og vi lå igen – begge vågne.

Men på én gang fo’r jeg op: ude, på ruden, på min broders rude lød et slag og et endnu og endnu et – tre hårde, bestemte slag, slag som af en kno, en mager kno, en hård, en nøgen klo.
Og igen blev det tyst, mens jeg skælvede over hele mit legeme.
Men jeg talte ikke straks og, da jeg talte, sagde jeg kun – og vidste ikke, hvorfor jeg ikke spurgte om de slag:

– Sover du, Oluf?
Min broder svarede kun som før:
– Nej – – men sov nu du.

Heller ikke han talte om slagene, de tre slag. Havde han da ikke hørt dem? Jo, de havde lydt. Sådan kom de, et og et og et, tre slag – tre slag af en kno, af en klo.
Og Oluf havde hørt dem, og at det var på hans rude.
For den næste morgen sagde han til den gamle pige, den alsiske sjæl, der havde båret ham i armene, da han var lille:

– Marie, i nat kaldte moder på mig …

Og fra den dag sygnede han hen, tavs og med angstfulde øjne – så fjern, så besynderligt fjern fra os andre, som gik han imellem os og var dog slet ikke iblandt os, men langt, langt borte – — helt der ude.

Men seks måneder efter (ja, netop seks måneder efter de slag) fulgte vi ham derop, til kirkegården, derop i jorden, i kisten, ved siden af moder, ved siden af hende, som … havde kaldt på ham.

Men det er overtro, det er en umulighed, det er mod alt, hvad jeg i min inderste tanke tror, og man skal hverken huske sådan noget eller tale om det eller skrive det ned.

Hvortil tjener det? Den, som skriver, skal styrke den menneskelige tanke og ikke forvirre den.

De døde er døde – kun så meget støv, der kan rummes i et gyldent hjerte, så meget støv, som der kan samle sig i en sprække. Død er død øg de døde kan ikke kalde.
Og heller ikke vise sig – vise sig som de gik og stod, vise sig som de, levende, var, vise sig, som om de levede?
Vise sig for at se på os, vise sig for at minde os.

Åh, hvilket vanvid og hvor kan noget menneske tænke det…
Kan støv tage skikkelse? Kan det, som ikke er, være? Al fornuft ler der af. De døde er døde. Og de, som tror at have set dem, har blot set et billede, skabt af deres egen hjerne under sygdom, et vrangbillede, deres skræmte nerver skabte; de har haft en hallucination, de har set nogle af de billeder, som, hvem véd vel hvordan, stiger pludseligt op af vor bevidstheds forgiftede sumpe, stiger op som plettede paddehatte og har ansigter som halvt sammentrukne røde vandmænd …

Ja, hallucinationer, intet andet, ingenting andet end en hallucination.
Men de, som har hallucinationer, bør gå til en læge …

Eller måske, lad dem måske heller lade være. Man skal i tiderne, som løber, behandle sin læge med varsomhed. Der er ting, man hellere bør beholde for sig selv. Den, der ville sige alt, kunne af sin huslæge få det Råd at begive sig på en klinik eller hen,, hvor endnu værre er …

… Men, altså, de døde viser sig ikke. Støvet fra et guldhjerte skulle vise sig?
Og alligevel —

Ja, jeg har naturligvis – og det har jeg allerede sagt – aldrig set noget spøgelse. Det billede, jeg to gange har set, billedet af en død ven, var selvfølgelig en hallucination, intet andet end en hallucination …

Men der er alligevel to omstændigheder, to besynderlige omstændigheder ved den sag. For det første: Da jeg så denne døde ven, nej, billedet af ham, var min hjerne, såvidt et menneske kan kontrollere en hjerne og navnlig sin egen hjerne (hvad der måske er endnu det allerbesværligste), ganske og aldeles sund. Og for det andet: Min ven havde truet mig …
Han havde, hvad skal jeg sige, forberedt mig …

Men det er ikke værd at fortabe sig i betragtninger. Jeg vil kun fortælle, hvad der er sket og som det skete. Ja, akkurat og nøjagtigt således.

Jeg havde kendt min tyske ven fra hans første ungdom. Jeg havde også fulgt den lidenskab, som en dag betog ham, lige fra den allerførste time.
Desværre, jeg havde også kendt den kvinde, som han elskede – og jeg vidste bedre end nogen anden og alt for godt, at hun ikke var hans tanker værd.
Og alligevel tav jeg. Jeg sagde ham intet. Jeg tav – af hensyn til ham, af hensyn til hende – hvad véd jeg? Måske var det kun af hensyn til mig selv. De af vore handlinger, som kunne synes vore ædelmodigste, er undertiden i al hemmelighed vore lumpneste eller de fejeste …

Men den dag, da min ven fik alt at vide, gik han ud og skød sig. Det var en nat, og han skød kuglen lige ind i sit hjerte, gennem hendes billede, som han havde stukket ind på sit bryst.

Den slags resoluthed er sjælden. Men den findes altså.

Da jeg hørte om hans død, var det, som var det mig, der havde dræbt ham, og (det var det frygteligste) jeg skulle erfare, at han virkelig var gået bort herfra med et nag mod mig i sit Hjerte —
Ti inden han døde, havde han skrevet et brev til mig. Der stod:
“Jeg går fordi to har svigtet mig,” stod der, “hun og du. Men du skal mindes mig.”

“Du skal mindes mig.”
Han fik ret. Han fik ret. Hans liv og hans død veg i lange tunge tider ikke fra min tanke … indtil tiden gik og langsomt havde skubbet hans billede bort. Ti de levende må beskæftige sig med de levende.

Vor døde venner, åh, deres skygger sidder kun som tiggere ved kanten af vor vej, (den vej som vi levende endnu går) og hvor ofte kaster vi med en flygtig tanke, en almisse i deres udstrakte hænder?

Det kunne gå uger, og der var gået måneder, hvor jeg ikke skænkede min døde ven en tanke.
Men så … ja, så hændte det. Altså det, at jeg en nat så ham … det vil sige, nej, lad mig fortælle det nøjagtigt.

Ti naturligvis, det er min hjerne, som har fungeret slet og som har været angrebet – just som den syntes sundest. Men der er alligevel en biomstændighed, som måtte forvirre mig den gang, og som, jeg tilstår det, forvirrer mig endnu, endnu mens jeg tvinger mig til at tænke på det.

Jeg havde tilbragt min aften med læsning, og, før jeg gik i seng, havde jeg leget med værtens lille hund. Jeg havde spist til aften og jeg havde været i en fuldkommen uforstyrret ligevægt. Da jeg sov ind brændte den lille lampe, som sædvanlig, ved siden af min seng, på mit bord.
Og jeg havde sovet ganske roligt, uden drømme, meget roligt.

Men pludselig vågnede jeg og havde en fornemmelse af, at nogen var gået med døren, og at der var kommet nogen ind i stuen.
Jeg vendte hovedet og sagde (og var aldeles ubekymret):
– Er det Dem, Andreas?
For Andreas var tjeneren, og jeg troede det var ham.

Men ved døren så jeg ingen, og der var ingen der svarede mig.

Så på en gang – og himlen ved, at blot et sekund før havde jeg ikke så meget som tænkt på at gøre det – vendte jeg mig om i sengen og løftede hovedet og dér, i lænestolen, hvor jeg plejede at sidde og læse, der i krogen, lige overfor mig – sad han, min ven, der havde skudt sig, han som jeg ikke havde tænkt på i mange uger – sad der lyslevende.

I sin grå uniform med sit skægløse, lige, sørgmodige ansigt, ubevægelig – sad han der i lænestolen og stirrede frem på sine egne støvlespidser, sådan som han plejede …
Og jeg sagde, højt ud i luften hen imod ham:
– Er det Dem, Arnold – hvad vil De?

Jeg var ikke angst. Jeg blev slet ikke angst. Jeg så kun, han sad der, og jeg spurgte.
Jeg blev ved at se på ham – uden at føle nogen art af angst – til han forsvandt.
Han forsvandt? han, han –

Vist ikke nej. Det var jo ikke ham. Nej, indtil vrangbilledet forsvandt. For, skønt jeg var i så fuldkommen en ligevægt, må jeg jo dog have været syg … forvirret, ved siden af mig selv; ude, nå, derude i “Sumpen”. Mit bevidsthedsliv har pludselig forskudt sig. Den slags forskydninger går for sig helt inde i vor hjerne, uden at vi selv aner det: De er der – og hans billede, min vens, vrængbilledet var kommet ved en sådan forskydning. Åh, sikkert, sikkert.
De døde er døde. En Smule Støv, så lidt, at det ikke dækker min hule hånd – så lidt, en smule støv kan ikke tage skikkelse og ikke “vise” sig – og heller ikke minde …

Skønt ….
For der var en biomstændighed og denne biomstændighed —

Men, som jeg har sagt, lad mig fortælle nøjagtigt:

Min hjernes pludselige sygdom må have smittet. Det er ganske afgjort: mit ildebefindende i hjernen havde smittet en anden hjerne i huset, så også den forvirredes på samme tid og blev syg på samme tid.
Det er det, som …

Men altså:
Da jeg kom ned om morgenen, sagde husets værtinde, og jeg havde ikke til nogen mælet et ord om mit mærkelige sygdomsanfald om natten (man skal ikke tale om sådanne ting, ikke til ens læge, som sagt, han kunne let misforstå én, og heller ikke til andre, til de ganske almindelige mennesker, de kunne nemt misforstå verdens rette orden):

– Hvorledes har De det? spurgte min værtinde mig om morgenen, mens jeg drak min te: Jeg har været så urolig for Dem. Jeg sad i aftes og ventede på, at de sidste gæster skulle gå; jeg sad inde i det lille spisekammer og læste. Men på én gang blev jeg, jeg véd ikke hvorfor, så uhyggelig til mode, at jeg lagde bogen og jeg tænkte: Du vil hellere sætte dig ind i gæstestuen. Så går de måske også, og du kan komme i seng …

– Da der på én gang gik et stød gennem huset, et stød af blæst gennem huset, så alle døre fløj op.

– Og “Vips”, ja det var uhyggeligt, fløj ud af sin kurv og peb … Hun stod og peb lige foran mig, som var der et lig i huset …

(Et lig i huset, gentog jeg for mig selv, og mine hårrødder blev som ispinde i min hovedhud.)

– Jeg blev virkelig helt kold, sagde min værtinde (og hun så ud, som var hun helt kold endnu), skønt man er jo ikke overtroisk…. Men så tænkte jeg, det var da mærkeligt – og jeg gik ud i gården for at se, om det da blæste så stærkt sådan på én Gang. Men det var ganske stille. Det var blikstille.

– Men lige med ét sagde jeg til mig selv:
– “Gud ved om ikke herren er blevet syg” …
– Og jeg gik op ad trapperne – jeg var blevet, så jeg skælvede i mine knæ, ja det var jeg – og jeg lyttede ved Deres dør. Men da alting var stille der hos Dem, så gik jeg ned igen og glad var jeg …
– Det hele var naturligvis noget snak … (og hun gjorde tilløb til at le) man kan få så mange sådanne idéer sådan om natten … sagde min værtinde.

Men jeg spurgte kun:
– Hvornår var det, De omtrent gik op til min dør?
– Klokken var lige de 20 minutter i ét, sagde hun: For jeg så såmænd på bornholmeruret i spisekammeret, da jeg kom ned.
20 minutter i ét. Det var netop det øjeblik, just det øjeblik, da jeg havde set ham, min ven, den døde – eller nej, nej, billedet af ham … for også jeg havde set på uret: lige 20 minutter før ét …

Det var besynderligt, højest aparte, ikke let at forklare det eller slet ikke til at forklare …

Men selvom man ikke kan forklare en ting, behøver den ikke at forskrække én.
Og desuden, hvad var det hele for en latterlig idé: Hvis han virkelig ville “minde* mig, hvorfor skulle han så minde mig den dag, hvor jeg var så tilfreds og så rolig – med mindre det netop var min ro, han ville forstyrre.
Men det kunne det være. Hvis han virkelig kom, kom han ikke for det gode. Det, han skrev, var en trussel. Jeg forstod det godt, den gang, at han truede mig —

Men, hvis jeg bliver ved med at rode rundt i denne historie, ender det med at jeg tror på den – at jeg tror på genfærd, jeg —

Men sandt er det, jeg har aldrig haft så rolig en tid i hele mit liv som den gang, jeg så ham første gang … og da jeg så ham anden gang.
For jeg har jo set ham – anden gang.
To gange har jeg sét ham. Og det, det er ganske vist … Nej, nej, lad mig ikke forfalde til betragtninger. Lad mig dog for himlens skyld fortælle nøjagtigt.
Men jeg har altså sét ham anden gang.
Hans billede, mener jeg, har jeg sét.

Det var i Paris.

Jeg var kommet hjem fra et stort bal. En bekendt havde kørt mig hjem i sin vogn. Vi var meget muntre, og vi havde talt om de ligegyldigste ting på den grønne jord. Drukket noget, tilføjer jeg, havde vi ikke. Til parisiske baller får man ikke noget at drikke. Det véd forresten alle mennesker. Ved parisiske fester må hvem der gider slås ved buffetterne og under slagsmålet redder man et glas “Mercier”.

Min bekendte var stået ud af sin vogn og vi havde pludret lidt endnu, mens vi begge stod foran mit hus, på fortorvet. Vi snakkede om, nå om hvad ved jeg …
Til sidste ringede jeg på portneren og min gadedør blev lukket op, og jeg gik gennem entréen og nynnede, jeg husker det godt, det var en vals, jeg nynnede. Jeg kom ind i min dagligstue og smed min overfrakke og tænkte endnu på ham, min bekendte, og på hans køreheste — da jeg vender mig og der, i krogen, i lænestolen, med ansigtet lige imod mig, sidder han – han, min tyske ven, min døde ven, han, der skød sig …

I sin uniform, med øjnene frem mod mig … lige frem mod mit ansigt.
Ja, nu havde han løftet dem fra støvlespidserne …
Men uden angst, uden overraskelse — som var synet af ham noget, jeg havde ventet, sagde jeg:
– Er det Dem, Arnold? Hvad vil De?

Han rørte sig ikke, og mens jeg hørte min bekendtes vogn rulle bort, udenfor, på gaden (for den hørte jeg), blev jeg ved med at se på ham — til han forsvandt.
Nej, nej, altså til billedet af ham forsvandt. Skønt de øjne, som havde været borede lige imod mig, lige ind i mit ansigt – jeg ville have svoret på, at de levede, ikke med mit liv, men med et andet liv, med et liv, der var stærkere end mine øjnes er – men at de levede …
Ja, på det ville jeg have givet mit æresord og selv være død.

… Jeg ved ikke, hvor lang tid der var gået eller at tid var gået, da jeg for sammen, fordi det bankede på mine vinuduesskodder.
Hvad var det?

Jeg åbnede – og, det tilstår jeg, mine hænder skælvede, mens jeg gjorde det – og udenfor så jeg min pariserbekendtes ansigt:
De er da ikke syg, råbte han ind gennem vinduet.
– Nej, slet ikke; hvorfor? svarede jeg og talte meget roligt.
(Som allerede sagt tre gange: Man skal ikke åbenbare den slags ting for nogen og heller ikke for sine venner. Sådan en vén ser deltagende ud, mens man fortæller ham det, og når han går ned ad ens trappe, siger han til sig selv: “Så, nu er det altså kommet. Nå, det stakkels skrog – det havde jeg jo længe ventet.”)

– Åh, sagde min bekendte ude foran vinduet: så var det kun en dum idé … Men pludselig som jeg sad der i vognen, sagde jeg til mig selv, at De vist var blevet syg — og lod kusken vende om.
– Men så, gudskelov, godnat …
Og han stod ind i vognen igen og kørte bort …

Min hjernes sygdom havde altså smittet, smittet igen, smittet ligesom den første gang, smittet, også denne forholdsvis fremmede, dette menneske, som sad der, ligeglad, i sin vogn —

Ja, det er det, som unægtelig er det besynderlige.

Men hvorfor skulle ikke også hjernens pludselige sygdom kunne smitte? Det ville jo blot være højst naturligt. Det er en tankeoverføring (en tankeoverføring af en syg tanke), en tankeoverføring næsten som enhver anden –
Sygdom – kun en sygdom, der smitter.

Men alligevel, hvorfor skulle jeg ikke tilstå det, siden jeg har talt om alt det andet: Jo, jeg har sagt det til mig selv: “Minder” han mig tredje gang – mon det da – – mon det da ikke skulle være, fordi han, endelig, ville skaffe mig ro?

Og den tredje gang – – ville blive den sidste gang …

Vil han da, den sidste gang, måske også kalde – vinke med hånden (hans hånd var altid bleg; også, mens han levede, var den bleg) og kalde?

Og jeg vil følge ham og gå med ham, gå bort med ham – gå ligesom min broder gik.

Trykt i: 1885

Kort om Herman Bang:

Født: den 20. april 1857
Død: den 29. januar 1912

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur