Hånden på dørklinken af William Wilthew Fenn

Hånden på dørklinkenHvad det er for en mønt, der hænger ved min urkæde? Det er en spansk dublon, et særdeles nydeligt pengestykke. På den ene side ses hovedet af Filip den 4., mærket år 1640; på bagsiden to knejsende søjler, Herkules-støtterne, med den nedadgående sol imellem sig, og med mottoet non plus ultra nedenunder. Hvordan jeg fik fat i denne mønt? Ja, det gik ganske mærkeligt til. Det var den gamle historie, der gentog sig – som det forekom mig – ad nauseam:

Et gammelt hus, i hvilket det naturligvis spøgte, i hvilket ingen fremmed kunne tilbringe en nat, eller, hvis han gjorde det, ville noget frygteligt uvægerligt hænde. Det er udgangspunktet og begyndelsen. Om morgenen ville han blive fundet død, gal eller stum, ude af stand til at berette, hvad han havde set og vægrende sig ved at  blive udspurgt.

Jeg vidste til at begynde med, ikke hvad historien gik ud på, eller hvad man antog ville hænde i det skæbnesvangre øjeblik. Jeg tog mig ikke af sladderhistorier. Jeg vidste kun, at huset var udpeget for mig som et, hvori det spøgte, og jeg tillod mig at ringeagte denne såkaldte kendsgerning.

Hvor huset lå? Det lå et sted, hvor man slet ikke ville forvente, at sådanne rædsler kunne finde sted, nemlig i udkanten af en almindelig markedsplads i en landsby i nærheden af havet. Et sted, der to gange om ugen helligede sig salg af fede okser, får, svin og fjerkræ.

Og byen? Nej, det kan være lige meget, hvad byen hed. Husk, jeg indvilger kun i at fortælle historien på den betingelse, at der ikke stilles spørgsmål. Jeg skal ikke have noget af at blive krydsforhørt, og jeg nægter at nævne virkelige navne.

Hvorom alting er – det kunne have været hvor som helst på landet. Enhver af den halve snes landlige lokaliteter, der lå ude østpå, ville have svaret til stedet, så yderst almindeligt og uinteressant tog det sig ud.

Selve huset var gammeldags, bygget af røde mursten med et lavthængende tag og smalle vinduer. Det måtte være mindst 150 år gammelt. Skønt det nu var indesluttet af moderne arkitektur, der tårnede sig højt op over det på begge sider, måtte det oprindelig have ligget alene midt i sin egen have, som stadigvæk strakte sig et anseligt stykke bag ejendommen.

Heller ikke hvad, der bragte mig til byen, har nogen interesse for fortællingen. Jeg skulle bo der, det må være tilstrækkeligt. Jeg havde i årevis logeret hos nogle respektable folk, som – da tidens fylde kom, emigrerede – hvorefter jeg måtte søge et nyt lejemål.

Der var værelser til leje, som ville passe mig i det nævnte hus – sådan sagde man til mig – hvis jeg da ikke veg tilbage for historierne om det. Veg tilbage for sladder? Nej tak, ikke mig. Jeg vidste ikke en gang, hvad sladderen egentlig gik ud på. Min hjerne var så fuldstændig blottet for overtro, som nogen dødeligs hjerne kan være. Jeg havde set en hel del til det, man kalder spiritisme, og som dengang havde nyhedens interesse i England. Jeg havde set borde vende og dreje sig og tunge møbler bevæge sig uden nogen synlig foranledning. Men denne erfaring havde kun tjent til at bekræfte min oprindelige mening, at alle ting af denne art kunne sættes i forbindelse med fikse taskenspillerkunster og andet bedrag.

Ånder og spøgelser troede jeg naturligvis ikke på, så jeg lejede altså værelserne – et stort soveværelse og en lille dagligstue.

Huset var beboet af en garveriformand og hans kone. Han havde for sit vedkommende fået det på meget billige lejevilkår, fordi stedet i årevis havde været skyet på grund af dets slette ry. Det var igen den gamle historie. Hr. Tanner havde kun boet i huset nogle få måneder, da jeg lejede mig ind, og vi lo begge ad denne spøgelsessnak, da vi talte om det, for han var lige så stor en skeptiker som jeg. Set noget, hørt noget? Ikke et kuk.

“Hvis der virkelig er en ånd,” sagde denne ærlige sjæl, “så ville han ikke gå igen bare for at genere min kone og mig og heller ikke Dem, Hr._ det tør jeg æde min hat på.” Og jeg var enig med ham.

Uge efter uge gik – og der hændte selvfølgelig ikke det allermindste. Jeg havde i virkeligheden glemt hele postyret efter få dages forløb, og følte mig efterhånden rigtig hjemme i mit nye logi og var fuldkommen tilfreds.

Soveværelset hørte ikke til den slags, som man med en moderne udtryksmåde kalder vanvittig henrivende. Det lå bagtil i huset, på første sal, hvorfra man havde udsigt over en stor del af den gammeldags anlagte have, som, da det blev efterår, duftede overvældende. Når jeg var så glad for dette værelse, skyldes det i grunden en ‘vandalisme’, som en af dets tidligere beboere havde forvoldt. Panelerne, som løb værelset rundt, var malet med en lys cremefarve, og dør og vndueskarme havde delt samme skæbne og ligesådan med tapetet. Tilsammen gav det rummet en lys og luftig tone, hvor det ellers ville have virket trist og mørkt.

Jeg er en hund efter lys. Jeg brænder altid lys om natten, så mine omgivelser passede mig på en prik. De blev holdt så pinligt rene, at man kunne have indtaget et måltid overalt i værelset eller på dets enkle overtræksmøblement. De to vinduer sad til højre for sengen, døren til venstre. Noget fra fodenden og direkte modsat sengen var kaminen. Kort sagt, det ville have været svært at finde noget, der mindede mindre om et spøgelsesværelse end mit soveværelse.

Den 23. oktober 1841 gik jeg som sædvanlig i seng ved elleve-tiden. Som sagt brænder jeg altid en lille natlampe, og af vane plejer jeg altid at låse døren. Jeg har aldrig haft et særlig godt sovehjerte. Den svageste lyd kan vække mig, og den nat vågnede jeg pludselig – måske en halv time efter at jeg var gået til ro.

En eller anden støj havde forstyrret mig, det var jeg sikker på, så snart jeg vågnede helt. Hvad var det? På den tid af natten var hele nabolaget tyst som graven, og det samme gjaldt husets beboere. Lyden var i soveværelset, nej, ikke netop i værelset, men lige udenfor – ved døren. Det lød som om, nogen forsøgte at åbne den! Ja, ganske utvivlsomt. Jeg kunne høre døren knage, da den sagte gav efter for hvad, jeg antog var presset af en skulder udefra. Jeg sad ret op og ned i sengen og stirrede stift mod døren, hvor jeg kunne se den svære, mørke, gammeldags jernklinke ganske tydeligt mod den hvidmalede dør. Den blev løftet, en hånd havde fat i den. Lidt efter faldt dørklinken blidt ned igen for atter at løftes langsomt og stille, mens skulderen vedholdende trykkedes mod døren. Men bolten under klinken var stærk, og da forsøget på at komme ind var gentaget tre-fire gange, blev det endelig opgivet.

Skulle jeg råbe op?

Nej, min nysgerrighed tog overhånd, måske tilsat en vis befippelse. En stykke tid blev jeg ved med at lytte anspændt, men jeg kunne ikke høre nogen derude. Ingen bevægelse, ingen fodtrin, ingen knagen af gulvet eller trappen. Efter at jeg havde spejdet og ventet en rum tid, stod jeg forsigtigt ud af sengen, trak slåen lydløst tilbage, rev døren op og kiggede ud på gangen, for jeg havde stadig ikke hørt fodtrin forsvinde derude. Skønt det klare lys fra mit værelse strømmede ud, var der ingen at se. Jeg havde ventet for længe, eller måske havde den lette støj af sengeklæderne, da jeg stod op, hindret mig i at høre den natlige gæsts tilbagetog.

Mens jeg lyttede og stirrede udover trappegelænderet ned i mørket, kunne jeg stadig ikke fornemme noget tegn på liv udover lyden af min husværts og hans kones tunge åndedræt. De sov i stueetagen, og imellem deres to værelser, mine to og køkkenet, var der et umøbleret værelse. Stilhed herskede overalt, og i løbet af en halv times tid var jeg påny i seng med slåen for døren og lyset klart brændende, som om intet var hændt. Men De kan nok forestille Dem, at jeg ikke sov meget, skønt jeg ikke blev forstyrret mere den nat – bortset af mine tanker.

Jeg havde set på mit ur, før jeg gik i seng igen, og anslået at hele episoden havde fundet sted mellem klokken tolv og et. Men hvad betød den? Jeg vil ikke plage Dem med mine spekulationer i den retning, for jeg kunne ikke finde hoved og hale på, hvad der var sket. Jeg var overrasket. Jeg havde aldrig et øjeblik tvivlet på min husværts ærlighed, men heller ikke, på den anden side, tvivlet på mine egne sanser. Så en eller anden havde forsøgt at komme ind i mit værelse, det var sikker. Hvem var det? Jeg besluttede at holde mund med sagen, i hvert fald til jeg havde set, om forsøget blev gentaget.

Før jeg trak mig tilbage næste aften, undersøgte jeg omhyggeligt låsene på for- og bagdørene. De var begge i orden. Sidstnævnte, der førte ud til haven, syntes i det mindste at være det. Der var kun en svær slå, men den var skudt for. Hr. og Fru Tanner gik tidligere til ro end jeg, og jeg kunne høre, de slumrede lydeligt, da jeg gik ind i mit soveværelse.

Var jeg lidt ilde tilpas? Ja, naturligvis – jeg følte mig lidt ubehagelig til mode. Det ville de fleste mennesker have gjort, om de så var udstyret med nok så meget moralsk mod. Men det var ærlig talt nysgerrighed, der var det fremherskende hos mig. Imidlertid låste jeg døren, tændte lyset og gik til ro som sædvanlig.

En time eller mere lå jeg lysvågen med øjnene fæstet på det mørke dørgreb, men ca. et kvarter før tolv begyndte jeg at føle mig søvnig. Og skønt jeg havde sat mig for ikke at sove, så slappede jeg dog af og faldt hen. Men i næste øjeblik – jeg antager, der kun var gået et par minutter – vågnede jeg pludselig ved en gentagelse af nøjagtig de samme lyde, der havde forstyrret mig den foregående nat. Jeg hørte igen den lette knagen af døren under det samme tryk som før. Ligeledes havde hånden påny fat i klinken udenfor, så at denne løftedes og sænkedes. Så kom der en lille pause, derpå en fornyet anstrengelse for at trænge ind, så en ny pause – og sådan blev det ved i ca. tyve minutter. Derefter var alt stille.

Hvad skulle jeg gøre?

Lidt ubeslutsom og ikke uden knurren stod jeg til sidst op og gloede ud på gangen, men der var stadig ikke noget at se. Hvis der havde været en eller anden, så var vedkommende der i hvert fald ikke nu, og han eller hun måtte være forsvundet på mystisk vis, for jeg havde ikke hørt så meget som antydningen af fodtrin.

Så kom den tredje nat. Jeg var stadig fast besluttet på at holde tand for tunge, indtil jeg havde gennemskuet denne mærkelige sag. Jeg var overbevist om, at jeg ville få alle ammestuehistorierne om spøgelseshuset revet i næsen, hvis jeg ytrede et eneste ord om, hvad der var sket. Jeg må dog tilstå, at jeg var forvirret. Hypotesen om røveri var næppe sandsynlig, alene af den grund at jeg ikke havde noget, der var værd at stjæle – og derudover var der hele dagen fri adgang til mine værelser.

Nå, så kom den tredje nat, og med den en nøjagtig gentagelse af alt, hvad der var sket to gange før og på samme tid, dog med den undtagelse, at jeg, da klinken hævede sig anden gang, råbte med lavmælt, men dog klar og tydelig røst: “Vent et øjeblik, så skal jeg lukke Dem ind”, idet jeg stod op. I samme øjeblik faldt klinken ned med et skarpt klik. “Ha!” tænkte jeg, “vi er ved at komme under vejr med det”. Men før jeg kunne nå hen til døren og få den åbnet, var den mystiske person borte. Han var mig igen for hurtig i vendingen, og endnu engang var alt stille resten af natten.

Den følgende morgen foretog jeg en minutiøs undersøgelse af gang, værelse, dørklinke, gulv, loft og alle kroge. Der var rig lejlighed til at gøre dette, for Hr. Tanner og hans kone var ofte borte fra huset i timevis. Men undersøgelsen førte ikke til noget resultat. Jeg fandt ingen spor, der kunne lede til mysteriets opklaring.

I de to følgende nætter skete der intet som helst. Øjensynlig var min undersøgelse blevet iagttaget, og jeg gjorde bedst i at være på min post. Men den sjette nat begyndte det hele forfra, nøjagtig ligesom tidligere. Nu var det ved at blive trættende. Rent bortset fra ubehaget, som det forårsagede med den bestandige spejden og venten, så havde jeg så godt som ingen søvn fået i en uge. Nu var der kun en udvej tilbage. Jeg måtte lade døren være ulåst og så se, hvad der ville komme. Jeg mente dog, at det ville være bedst at være forberedt på overraskelser, så da jeg gik til ro den syvende nat – det var den 29. oktober – klædte jeg mig ikke af, men lagde mig blot stille ned under sengetæppet med en god, tyk stok ved siden af mig.

Det var kort efter klokken tolv, at denne besynderlige og ubehagelige regeren og rumsteren begyndte igen. Dørklinken løftedes og sænkedes påny, sagte og hemmelighedsfuldt som før. Jeg griber min stok og gør mig klar til at springe løs på den indtrængende. Nu giver døren naturligvis efter for trykket, langsomt, men sikkert åbnes den af … hvem? Af ingen som helst! Dog, vent nu kun – nu sker det lige for mine øjne – der er ingen fejltagelse mulig. Jeg sidder ret op og ned i sengen og følger forbløffet, hvad der sker. Og nu bemærker jeg for første gang, at jeg ikke er alene i værelset. En fornemmelse, der er aldeles uafhængig af syn og hørelse, overbeviser mig om dette. Men døren lukkes igen, under magisk magt af en ukendt og usynlig hånd der løfter dørklinken forsigtigt for ikke at forårsage nogen støj.

Mens jeg stirrer med stigende undren, farer jeg efter omtrent et minuts forløb sammen ved lyden af et sagte, men dog tydeligt klik som fra en fjeder, der er sprunget i vejret. Lyden kommer, så vidt jeg kan forstå, henne fra kaminen eller lige der i nærheden over for fodenden af sengen. Og dér, det ser jeg nu, har en del af panelet ved siden af den svære, hvide kamin-gesims åbnet sig, og indenfor aner man et dybt, mørkt hulrum.

Jeg forholder mig aldeles stille, idet jeg koncentrerer hele mit væsen på at se, hvad der udspiller sig. Lidt efter kommer der fra hulrummets dybder en jernbeslået kiste til syne, omtrent 1 1/2 fod lang. Det ser ud, som om den bliver fremdraget af en menneskelig hånd, kun er denne hånd ikke synlig for mit blik. Og nu hæves den af den samme mystiske kraft et lille stykke ind i værelset, hvorefter den blidt sættes ned på gulvet.

Mens min opmærksomhed er fokuseret på skrinet eller kassen, holder jeg dog stadig øje med panelet, der er blevet lukket med det samme smæld af en fjeder, som da det blev åbnet. Ellers høres der ikke en lyd, intet fodtrin, ingen raslende klædningsstykker. Da kisten er kommet rigtigt ud i lyset, kan jeg se, at den er meget gammel. Klamper og beslag er kunstnerisk udført og synes at udgå fra et mønster i midten, hvor låsen øjensynlig findes. Over denne er der et kraftigt jernhåndtag. Og mens jeg betragter disse detaljer, ser jeg kassen blive løftet og båret som af en stærk, dog usynlig hånd, hen imod døren, der straks efter åbnes. Så forsvinder skrinet, døren lukkes sagte, og jeg mærker, at jeg igen er alene.

Dette her er i sandhed spiritisme med en bitone af hoverende hævngerrighed, men jeg sværger, at jeg vil afsløre tøjeriet – hvis det virkelig er tøjeri og taskenspillerkunster. For hvorfor disse kunster netop skulle udøves over for mig, ja, det må jeg oprigtigt tilstå, jeg ikke ved. Hvorom alting er. Jeg havde nu engang fået den idé i hovedet, at hvis jeg skulle afsløre trolderiet, måtte jeg ikke gøre nogen som helst støj. Derfor listede jeg med yderste forsigtighed efter skrinet ud på gangen tidsnok til at se genstanden for min søgen forsvinde i trappens mørke.

Det var vanskeligt nok for et nøgternt menneske, der i enhver henseende var ved sine fulde fem, at tro sine egne øjne under disse omstændigheder. Men De skal straks få at se, hvordan jeg kan bekræfte kendsgerningerne.

Ved nedgangen til trappen standser jeg og lytter. Slåen på bagdøren er skudt tilbage, og jeg ser et glimt af månelyset dernede, da døren åbnes. Så snart den atter er lukket, lister jeg ned ad trappen, åbner døren og går ud i haven, som ser strålende ud i sin dugkappe, der funkler som sølv i fuldmånens skær i den stille efterårsnat. Og der ser jeg med mine egne øjne skrinet bevæge sig hen ad den slyngede sti, der ender blindt i noget sammenfiltret grønt i en tykning af haven. Lydløst følger jeg efter på den bløde grønsvær. Ikke uden vanskelighed holder jeg øje med skrinet, mens det svæver hid og did mellem buskene, til det omsider når det aller fjerneste område af den gamle, murindhegnede have.

Men det klare månelys hjælper mig. Skrinet bliver sat ned på jorden – og i det samme lyder der en sælsom puslen i den tætte bevoksning under nogle gamle knortede æbletræer. Det vildtvoksende grønne bliver skudt blidt til side, ligesom af usynlige hænder og fødder, og så får jeg pludselig øje på plankerne i et gammelt brønddæksel. Straks efter hæves dækslet med nogen vanskelighed, hvorefter det bliver smidtt ind mellem buskene.

Jeg kan ikke komme så nær til stedet, som jeg gerne vil, for jeg har hele tiden en følelse af, at jeg ikke er alene – ligesom da jeg undersøgte mit værelse. Men jeg kan tydeligt se, hvad der foregår. Skrinet bliver atter løftet og balancerer et øjeblik over et vandhul eller en brønd, som tidligere var skjult af dækslet, der nu er kommet for dagens lys – eller rettere nattens månelys. Så bliver det sænket ved hjælp af et reb eller en kæde, gætter jeg på, men dette er dog ikke mere synligt end hænderne, der udfører arbejdet, eller den person, der på en eller anden måde må være til stede nu, og som lemper skrinet ned i brønden. At det er en brønd, kan jeg høre på plasket og den boblen, der lyder, idet skrinet rammer vandoverfladen.

Et par minutter gik, så blev brønddækslet lukket. Buskene og den øvrige bevoksning bevægede sig lidt, idet de fandt deres gamle gro- og hvilestillinger, og ikke en lyd brød nattens stilhed. Intet fodtrin eller raslende efterårsløv, ingen bevægelse, intet tegn på liv blandt buskene, intet tegn på, at nogen forlod stedet. Men jeg føler endnu engang helt tydeligt, at jeg atter er ene i haven. Og der står jeg da og stirrer en lille tid op mod fuldmånen, bogstavelig talt så kort det end varer, månesyg og mere fortvivlet og forvildet end jeg nogensinde før har været i mine livskabte dage.

Naturligvis spørger jeg mig selv, om jeg er vågen og ved mine fulde fem. Og naturligvis går jeg, da det kommer til stykket, tilbage til mit værelse den vej jeg kom fra og låser døren bag mig. Selvfølgelig undersøger jeg omhyggeligt væggen ved kaminhylden. Og lige så selvfølgeligt kan jeg ikke opdage nogen fjeder, hvorved man kan åbne panelet – nej, for det er naturligvis en skjult fjeder! Og da jeg ikke har set hånden, som udløste den, er jeg heller ikke i stand til at sige, hvor denne fjeder er anbragt.

Derimod lykkes det mig at opdage hulrummet, takket være den hule lyd som langt om længe gensvarer den banken, jeg har trakteret hver enkelt panelbræt efter tur. Her – her er der utvivlsomt et hulrum bag brættet. Det passer også med det sted, hvor åbningen viste sig! Så langt er sagen i det mindste belyst. I morgen vil jeg gøre en kraftanstrengelse for at finde ud af noget mere. Jeg vil efterforske bunden af buskadset for enden af haven, og finde ud af om brønddækslet virkelig er der, eller om det kun er et fantasifoster. Efter lange overvejelser faldt jeg omsider i søvn, og mærkeligt nok sov jeg som et barn resten af natten.

Dagslyset skaber mere tvivl og panikstemning end selve måneskinsmysteriet havde gjort. Havde jeg mon alligevel drømt det hele? Visselig, der kan næppe drages nogen sikker slutning, men hvis det hele er en drøm, har jeg drømt syv dage og syv nætter. Endvidere fandt jeg en hulning bag panelet, som jeg ikke. kendte noget til før. Dette er en kendsgerning, skønt jeg endnu ikke har fundet måde, på hvilken jeg kan komme ind i dette hulrum. Og hvad med brønddækslet i haven? Så snart jeg får tid, vil jeg undersøge det nærmere. Jeg.er nemlig ikke så naragtig, at jeg ønsker at nedkalde latteren over mig ved at røbe noget, før jeg er mere sikker i min sag.

Omsider er øjeblikket inde, og jeg befinder mig endnu en gang nede i buskadset mellem de forvredne træer ved den gamle mur. Jeg har det helt for mig selv og er beskyttet mod nysgerrige øjne ved den store afstand til naboerne. Intet spejdende øje kan få kig på mig fra bagvinduerne i nabolaget. Der er stedet, i det fjerneste hjørne, kærtegnet af det bløde morgenlys lige som i nat af måneskinnet. Det er hurtig genkendt, og i løbet af et par minutter har jeg ryddet mellem buskene, og ved at pirke med min stok opdaget noget der kan være et brønddæksel. Men hvis det viser sig at være det, har det helt sikkert ikke været åbnet sidste nat. Krattet virker til at være betydelig tættere end i nat. Sammenfiltrede snerler, græs, efeu og skimmelsvampe samt et lag af visne blade, som på sine steder er flere tommer tykt, dækker stedet. Og sikkert er det, at uden grundig undersøgelse ville intet menneskeligt øje have opdaget noget usædvanligt i dette vildnis.

Men noget usædvanligt var der nu ikke desto mindre, og straks efter fik jeg et fornyet bevis på, at jeg var på rette spor. Det tager adskillige minutter at få ryddet noget af alt dette stads til side, men omsider får jeg fat i en svær, rusten ring. Ved hjælp af en kraftanstrengelse lykkes mig at løfte det halvrådne dæksel til en gammel murstensbrønd, der viser sig at være otte-ti fod dyb.

Fornyede overvejelser fører til, at jeg får fat i en stige i et værktøjsskur, hvorefter jeg sænker den ned mod bunden i den hensigt at klatre ned i brønden. Da den til sidst har fået fast støtte, kravler jeg ned. Stigen hviler støt på bunden, og jeg konstaterer, da jeg når vandet, at dette næppe er mere end tre fod dybt. Så bøjer jeg mig ned og roder rundt med min stok, som lidt efter støder mod noget, jeg i stigende spænding anslår til at være en kasse eller en kiste.

Nu kommer jeg rigtigt i stødet, og uden at tage hensyn til mine våde fødder, går jeg længere og længere ned ad stigen, indtil jeg – i vand til midt på livet – dykker armen ned lige til skulderen. Efter en del roden rundt i det iskolde vand, får jeg fat i nogle slimede led af en kæde, hvorved jeg er i stand til med den yderste anstrengelse at hale en vandtrukken, ormædt, rusten og jernbeslået gammel kiste op til kanten af brønden. En nøjagtig kopi af den kiste, jeg havde set den foregående nat, bortset fra de virkninger den lange nedsænkning i vandet havde forårsaget. Det var en bekræftelse, der var ligeså uomgængelig som en prøve på den Hellige Skrift!

Jeg havde altså haft ret i mine formodninger, og jeg indrømmer gerne, at de havde overtruffet mine dristigste forventninger. Jeg lukkede brønden til, skjulte den så vidt muligt med buske, satte stigen tilbage og bar, uden nogen så det, den fundne kiste til mit værelse. Hvad indeholdt den mon? Dens store vægt og dens ældede, mærkelige udseende lod formode, at den indeholdt en skat. Råddent som træværket var blevet, var det ikke særlig vanskeligt at få kisten lirket op. Den var propfuld af guldmønter, øjensynlig spanske dublon’er, med årstal varierende fra 1660 til århundredets slutning.

Da Hr. Tanner kom hjem til middag, spurgte jeg, hvem han havde lejet huset af. Han nævnte den førende sagfører i byen. Til ham gik jeg så og bad ham give mig lidt historiske oplysninger om huset. Han var en tør gammel knark med en ansigtsfarve, der svarede til hans egne gulnede dokumenter, men jeg fik da presset så meget ud af ham, at det i nogen grad kunne bestyrke mig i de mystiske erfaringer, jeg havde gjort, selv om det ikke kunne forklare dem.

Sagføreren, som varetog ejendommens interesser på vegne af ejeren, en købmand i London ved navn Gruber, kunne fortælle, at det var en af købmandens forfædre, Michael Gruber, som havde bygget huset i 1690. Han havde samlet sig en formue, og rygtet ville vide, at det ikke var sket ved særlig agtværdige midler. Han var – kort og godt – kendt som en lovløs eventyrer, en af de utallige sørøvere, som gennem størstedelen af det syttende århundrede førte piratkrig mod de spanske kolonister i Sydamerika og Vestindien.

Det blev sagt, at han holdt sin skat skjult forskellige steder i huset, som dengang lå ganske alene i udkanten af byen. Ifølge sagføreren var det Michael Grubers tragiske endeligt, som havde givet næring til historien om, at det spøgte i huset. Gruber var blevet fundet ved daggry den niogtyvende oktober 1723 mere død end levende i sin have, og nær ved ham fandt man liget af en sømand, med hvem man vidste, han havde forretninger.

Der havde åbenbart fundet et blodigt sammenstød sted. Efter hvad Gruber fortalte i sin febervildelse, der var en følge af hans hårdtsårede tilstand, var den fremmede blevet forstyrret under et forsøg på at udplyndre ham, og da han ikke havde været i stand til at undslippe med rovet, havde han skjult det i haven. Men da han vendte tilbage for at hente det, havde Gruber overrasket ham. Mange fakta underbyggede Grubers udtalelser. Gruber, der dengang var en meget gammel mand, var kun halvt påklædt, som om han var stået op i huj og hast og var faret ud af soveværelset efter tyven; og et hemmeligt panel, som blev opdaget i værelset, da den døende mand blev båret tilbage dertil, gav ham anledning til stor ængstelse og bekymring, for han vedblev at hentyde til det og erklærede usammenhængende, at hans skrin var blevet stjålet. Dette syntes sandsynligt nok, for man fandt senere betydelige værdier i det hemmelige vægskab.

“Og her har vi så oprindelsen til legenden om spøgelsesværelset, ikke sandt?” spurgte jeg, idet omtalen af det savnede skrin og tidspunktet for tragedien gav mig en tilskyndelse.

“Ja, sikkert nok,” svarede sagføreren. “Den slags nonsens er altid knyttet til voldsdåd, der har fundet sted i ældre tid.”
“Vær så venlig at sige mig, hvad De sigter til med nonsens i dette specielle tilfælde?”
“Ja, det er ikke så lige til at svare på. Men jeg vil mene, at det går ud på følgende: At enhver, der sover i dette værelse i løbet af oktober måned, vil se en eller anden forsøge at trænge ind i det ved midnatstid. Men om vedkommende trænger ind eller ej, er der ikke en mors sjæl, der ved. De, kære Herre, er antagelig den, der har sovet der sidst, og De har naturligvis ikke set noget. På den anden side kan jeg oplyse Dem om, at adskillige tidligere beboere har forsikret mig om, i hvor høj grad de er blevet forstyrret.”

Jeg undgik spørgsmålet ved at sige: “Blev der nogensinde anstillet efterforskninger efter det skrin, som den gamle Gruber påstod var blevet stjålet?”
“Jeg ved det ikke. Ser De, alle disse ting hændte nemlig lidt før min tid.” Og den gamle knark kluklo ved sig selv.
“Kan De ikke genkalde Dem yderligere enkeltheder?”
“Nej, desværre ikke for øjeblikket – skønt det er muligt, jeg kunne støve dem op, hvis De måtte ønske det. Men vil De nu ikke have den godhed at fortælle mig, hvorfor De stiller disse spørgsmål?”

Så gjorde jeg gengæld ved at fortælle ham, hvad jeg havde fundet, idet jeg dog undgik enhver hentydning til den mærkelige måde, på hvilken jeg var blevet sat på sporet af brønden. Jeg sagde blot, at jeg havde støvet rundt efter nogle ørnebregner i den forsømte del af haven, og da jeg ved et rent tilfælde var stødt på brønddækslet, var jeg kommet på den tanke at undersøge det nærmere. Og dette havde så igen resulteret i opdagelsen af det gamle skrin, der var fuldt af dubloner.

Sagførerens pergamentansigt var lige så godt som en hel farce, mens han lyttede til mig. Han anså mig åbenbart for at være vanvittig. “Ja, sandelig,” sagde han. “Dette er højst forbavsende. Vi aldrig anet det mindste om sådan et gemme.”
“Det er højst forståeligt. Det har ikke været åbnet i årevis, og det var fuldstændig skjult af tykningen. Men hvis De vil have den elskværdighed at gøre mig følgeskab, så skal De med egne øjne få at se, hvad det er lykkedes mig at finde.”

Dette er min beretning. Alt hvad jeg har at tilføje af vigtighed er, at da det lykkedes mig at komme i forbindelse med den dalevende Hr. Gruber, optrådte han på den nydeligste måde. Skattefundet, som i værdi androg noget over tusind pund i guld, var naturligvis hans ejendom, men han insisterede på, at jeg skulle beholde halvdelen af det – hvilket ikke var nogen ringe belønning for min foretagsomhed.

En af dublonerne hænger, som De har set, ved min urkæde. Resten – ja, da jeg ikke er nogen velhaver, realiserede jeg de fleste af dem efter at have givet Hr. Tanner og hans kone et par stykker. De vedblev at bo i huset til udløbet af deres lejemål, ca. to og et halvt år efter, og jeg vedblev at være deres logerende, lige til huset blev revet ned ved periodens ophør.

Skønt jeg tilbragte endnu to oktobermåneder i værelset, hvor det spøgte, var der aldrig mere nogen mystisk ånd, der prøvede at forcere døren. Jeg havde forløst den besværede ånd nøjagtig et hundrede og atten år efter den dag, på hvilken den var blevet dømt til at vandre på jorden og periodisk forstyrre fredelige indehavere af værelset, der havde dannet baggrund for forbrydelsen. Indtil nærværende øjeblik har jeg aldrig lettet sløret for nogen levende mors sjæl, hvad angår den åndelige side af min erfaring. Jeg har aldrig kunnet forsone mig med den tanke, at man skulle le mig ud på grund af min skepsis vedrørende spørgsmålet om spiritisme.

Er jeg da skeptiker nu? Det har kun ringe betydning, om jeg er det eller ej. Jeg er nu så langt fremrykket i alder, at dette, såvel som de andre store mysterier angående set og uset om liv og død, for mit vedkommende vil være opklaret i løbet af få år.

Oprindelig trykt i Woven in Darkness: A Medley of Stories, Essays, and Dreamwork, 1885.

Kort om William Wilthew Fenn

Født i 1827
Død den 19. december 1906

Læs mere på At the Circulating Library

Overkøjen af Francis Marion Crawford

F. Marion CrawfordI

En eller anden bad om cigarerne. Vi havde siddet og snakket længe, og samtalen var så småt ved at ebbe ud. Tobaksrøgen var begyndt at hænge i de tykke gardiner, og det var allerede ganske åbenbart, at med mindre en eller anden gjorde noget, som kunne peppe vores døsige ånder op, ville sammenkomsten snart nå sin naturlige afslutning, og vi, gæsterne, ville ilsomt søge hjem i seng. Ingen havde sagt noget særligt bemærkelsesværdigt; måske var der ingen, der havde noget særligt bemærkelsesværdigt at sige. Jones havde informeret os om samtlige enkeltheder vedrørende hans seneste jagtoplevelser i Yorkshire. Mr. Tompkins fra Boston havde skænket os en endeløs forklaring på de arbejdsprincipper, takket være hvis behørige og omhyggelige overholdelse, Atchinson-, Topeka- og Santa Fe- jernbanen ikke blot udvidede sit domæne, men også i årevis havde formået at lulle passagerne ind i troen på, at førnævnte selskab virkelig var i stand til at transportere menneskeliv uden at tilintetgøre dem.

Det er unødvendigt at gå yderligere i detaljer. Vi havde siddet til bords i flere timer; vi kedede os, vi var trætte, og ingen gjorde mine til at rejse sig.

En eller anden bad om cigarer. Instinktivt så vi alle hen på ham. Brisbane var en mand på femogtredive år og udmærkede sig ved de kvalifikationer, som hovedsageligt vækker mænds opmærksomhed. Han var en stærk mand. Hans skikkelses ydre dimensioner frembød intet usædvanligt for den almindelige beskuer, om end hans format var over gennemsnittet. Han var over 180 centimeter høj og forholdsvis bredskuldret. Han virkede ikke svær men på den anden side bestemt heller spinkel. Hans smalle hoved blev båret af en kraftig, senet hals; hans brede, muskuløse hænder syntes at besidde en besynderlig evne til at knække valnødder uden den normale bistand af en nøddeknækker. Og når man så ham fra siden, kunne man ikke lade være med at bemærke hans ærmers ekstraordinære bredde og hans brystkasses usædvanlige volumen. Han var en af de mænd, om hvem man almindeligvis siger, at deres ydre bedrager; det vil sige, at skønt han så overordentligt stærk ud, så var han i virkeligheden meget stærkere, end han så ud til. Om hans udseende i øvrigt behøver jeg ikke at sige meget. Hans hoved er lille, hans hår er tyndt, hans øjne er blå, hans næse er stor, han har et lille overskæg og en kraftig, firkantet hage. Alle og enhver kender Brisbane, og da han bad om en cigar, så alle på ham.

”Det er en højst egenartet ting,” sagde Brisbane.

Alle holdt op med at tale. Brisbanes røst var ikke høj og lydelig, men den besad en ejendommelig evne til at trænge ind i almindelig konversation og skære igennem den som en kniv. Alle lyttede. Brisbane, som konstaterede, at han havde tiltrukket sig almen opmærksomhed, tændte sin cigar med største sindsro.

”Det er en højst egenartet ting,” gentog han, ”dette her med spøgelser. Folk spørger altid, om nogen har set et spøgelse. Det har jeg.”

”Pladder! De? Hold op, Brisbane. En mand med Deres intelligens!”

Et kor af vantro udbrud hilste Brisbanes sælsomme erklæring. Alle bad om cigarer, og Stubbs, butleren, dukkede pludselig op fra et ukendt intets dybder med en ny flaske tør champagne. Situationen var reddet; Brisbane ville fortælle en historie.

”Jeg er gammel sømand,” sagde Brisbane, ”i hvert fald som passager. Og da jeg ofte må krydse Atlanten, har jeg mine yndlingsbåde. Jeg har en vane med at vente på bestemte skibe, når jeg er nødt til at krydse den andedam. Måske er det en fordom, men jeg er nu aldrig blevet snydt for en god, behagelig overfart undtagen én gang i mit liv. Jeg husker det udmærket. Det var i juni, og ‘Kamtsjatka’ var en af mine yndlingsbåde. Jeg siger var, for det er den aldeles afgjort ikke mere. Jeg kan ikke forestille mig noget som helst, der skulle kunne lokke mig til at tage endnu en rejse med det skib. Det er usandsynligt velformet agter, dets stævn er høj nok til at holde det tørt, og de fleste af underkøjerne er af dobbeltstørrelse. Det har en masse gode egenskaber, men jeg skal aldrig sejle med det mere. Undskyld dette sidespring. Jeg kom om bord. Jeg fik fat i en steward, hvis røde næse og endnu rødere bakkenbarter var mig lige velkendte.

‘Ethundredeogfem, underkøjen,’ sagde jeg i en forretningsmæssig tone.

Stewarden tog min kuffert, min overfrakke og mit rejsetæppe. Jeg skal aldrig glemme hans ansigtsudtryk. Ikke at han blev bleg, men han fik et ansigtsudtryk, så jeg troede, at han enten skulle til at udgyde tårer, til at nyse eller til at tabe min kuffert. Da sidstnævnte indeholdt to flasker ganske særligt udsøgt, fin, gammel sherry, som min gamle ven Snigginson van Pickyns havde foræret mig til rejsen, blev jeg yderst nervøs. Men stewarden gjorde ingen af delene.

‘Fanden ta’ mig,’ sagde han sagte og gik i forvejen.

Jeg formodede, at stewarden, som altså nu førte mig nedenunder, havde fået lidt rigelig whisky, men jeg sagde ikke noget, fulgte bare efter ham. Ethundredeogfem lå om bagbord, vel agterude. Der var ikke noget særligt bemærkelsesværdigt ved kahytten. Underkøjen var, som de fleste af underkøjerne på ‘Kamtsjatka’, dobbeltbredde. Der var masser af plads. Der var det sædvanlige servante-arrangement. Der var den sædvanlige tandstang af brunt træ, hvori det er lettere at anbringe en overdimensioneret paraply end en almindelig tandbørste. På den lidet indbydende madras lå, omhyggeligt sammenfoldet, disse tæpper, som en stor, moderne humorist så træffende har sammenlignet med kolde klattekager. Spørgsmålet om, hvad man gjorde, når man skulle bruge et håndklæde, var fuldstændigt overladt til passagerens fantasi. Glaskaraflerne var fyldt med et gennemsigtigt fluidum, som havde et svagt brunligt anstrøg, og hvorfra en mindre svag men ikke mere behagelig odør nåede ens næsebor som en fjern, kvalmende mindelse om et olietilsølet maskineri. Tristfarvede forhæng var halvvejs trukket for overkøjen. Det disede juni-dagslys kastede et sløvt lys ind over det trøstekløse lille sceneri. Huhh!  Hvor jeg hadede den kahyt!

Stewarden deponerede mit grej og så på mig, som om han kun havde tanke for at komme ud — sandsynligvis for at opsøge flere passagerer og flere drikkepenge. Det er altid en god idé at bringe sig i yndest hos disse tjenende ånder fra starten, og følgelig gav jeg ham nogle mønter lige på stedet.

‘Jeg skal forsøge at gøre det så behageligt for Dem, som jeg kan,’ bemærkede han, idet han stak pengene i lommen. Ikke desto mindre var der en skeptisk klang i hans røst, som undrede mig. Måske havde han sat sine drikkepenge-takster i vejret, så han ikke var tilfreds med det, han havde fået. Alt taget i betragtning var jeg dog mest tilbøjelig til at antage, at han, som han sikkert selv ville udtrykke det, ‘trængte til lige en lille én endnu’. Men jeg tog fejl; jeg gjorde manden uret.

II

Intet særligt nævneværdigt hændte i dagens løb. Vi lagde fra kaj præcist, og det var såre behageligt at være vel undervejs, for vejret var hedt og lummert, og damperens bevægelser fremkaldte en forfriskende luftning.

Alle og enhver ved, hvordan den første dag til vands former sig. Folk trasker frem og tilbage på dækkene og kigger på hinanden og træffer nu og da bekendte, som de ikke vidste var ombord. Der hersker den sædvanlige uvished om, hvorvidt maden vil vise sig at være god, dårlig eller intetsigende, indtil de første to måltider har gjort det af med enhver mulighed for tvivl. Der er den sædvanlige uvished med hensyn til vejret, indtil skibet er et godt stykke hinsides Fire Island. Bordene er tæt besat til at begynde med og så pludselig tyndt besat. Folk med blege åsyn springer op fra deres stole og styrter over hals og hoved mod døren, og enhver gammel sejler ånder mere frit, efterhånden som hans søsyge naboer haster bort fra hans side og efterlader ham mere albuerum og ubegrænset rådighed over sennepen.

Den ene tur over Atlanten ligner meget den anden, og vi, som må tage turen tit, tager den ikke, fordi den har nyhedens interesse. Hvaler og isbjerge er visselig interessante objekter, men når alt kommer til alt, er den ene hval ikke stort forskellig fra den anden, og man ser sjældent et isbjerg på nært hold. For flertallet af os er dagens frydefuldeste stund om bord på en oceandamper det øjeblik, da vi har taget vores sidste tur på dækket, røget aftenens sidste cigar og, efter at det således er lykkedes at gøre os selv trætte, føler os berettiget til at tørne ind med en ren samvittighed. Denne første aften på rejsen følte jeg mig ganske særligt dvask, så jeg gik til køjs i  ethundredefem tidligere, end jeg plejer at gøre. Da jeg kom ned i kahytten, blev jeg klar over, at jeg skulle dele kahyt med en anden. En kuffert, som lignede min egen en hel del, lå i det modsatte hjørne, og i overkøjen lå et nydeligt sammenlagt rejsetæppe samt en stok og en paraply. Jeg havde håbet at få kahytten for mig så jeg ærgrede mig noget, men jeg var naturligvis nysgerrig efter at vide, hvem min værelseskammerat var, så jeg besluttede at vente med at sove, til jeg havde set ham.

Jeg havde ikke ligget ret længe, før han kom ind. Han var, så vidt jeg kunne se, en meget høj mand, meget tynd og meget bleg med sandfarvet hår og bakkenbarter og næsten grå øjne. Der var, forekom det mig, et skær af noget tvivlsomt eller mystisk over ham; han var en type, man godt kunne vente at møde i Wall Street, men man ville ikke være i stand til med sikkerhed at sige, hvad han havde at gøre der. Han var ligesom lovlig velklædt — det virkede lidt mærkeligt. Der er altid en tre-fire af den slags på en oceandamper. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke brød mig om at stifte nærmere bekendtskab med ham, og jeg lagde mig til at sove besluttet på at lægge mærke til hans vaner, gå jeg kunne undgå ham i videst muligt omfang; hvis han havde for vane at stå tidligt op, ville jeg stå sent op; hvis han gik sent til køjs, ville jeg gå tidligt til køjs. Jeg brød mig ikke om at lære ham at kende. Hvis man først kommer i med den slags folk, så hænger de altid efter én. Stakkels fyr! Jeg havde ikke behøvet at ulejlige mig med at tage alle disse beslutninger vedrørende ham, for jeg så ham aldrig siden denne første aften i et hundrede og fem.

Jeg sov trygt, da jeg pludselig blev vækket ved et kraftigt spektakel. Efter lyden at dømme måtte min værelseskammerat være sprunget fra overkøjen ned på dørken i ét spring. Nu hørte jeg ham mase med slåen og håndtaget på kahytsdøren, som gik op næsten med det samme, og så hørte jeg hans fødder klapre, mens han i fuld fart løb hen ad kahytsgangen og lod døren blive stående åben efter sig. Skibet rullede lidt, så jeg ventede faktisk at høre ham snuble eller falde, men han styrtede af sted, som om han løb for livet. Døren svingede på sine hængsler i takt med skibets bevægelser, og lyden irriterede mig. Jeg stod op, gik hen og lukkede den og famlede mig tilbage til min køje i mørket. Jeg faldt atter i søvn, men jeg har ingen anelse om, hvor længe jeg sov.

Da jeg vågnede, var det stadig helt mørkt, men jeg havde en ubehagelig fornemmelse af kulde, og det forekom mig, at luften var så underlig klam. De kender den ejendommelige lugt, der kan være i en kahyt, som har været spulet af havvand. Jeg pakkede mig selv ind, så godt jeg kunne og døsede atter hen, mens jeg udformede den klage, jeg ville indgive næste dag. Jeg kunne høre min værelseskammerat vende og dreje sig i overkøjen. Han var velsagtens kommet tilbage, mens jeg havde sovet. På et vist tidspunkt hørte jeg ham stønne, og jeg gik ud fra, at han var ved at blive søsyg. Det er særligt ubehageligt, når man selv har underkøjen. Ikke desto mindre faldt jeg atter i søvn og sov til tidligt på morgenen.

Skibet rullede kraftigt nu, meget mere end aftenen før, og det grå lys, som kom ind gennem koøjet, skiftede hvert øjeblik, alt eftersom skibssiden vendte ruden i koøjet ned mod vandet eller op mod himlen. Det var meget koldt — ubegribeligt koldt i betragtning af, at vi dog var i juni måned. Jeg drejede hovedet og så hen på koøjet og opdagede til min forbavselse, at det ikke blot var lukket op men også drejet helt tilbage og gjort fast til væggen. Jeg stod op og lukkede det. Da jeg vendte mig om, kastede jeg et blik op mod overkøjen. Forhængene var trukket tæt for; min rejsefælle havde åbenbart frosset lige så meget som jeg. Det faldt mig ind, at jeg faktisk havde sovet tilstrækkeligt. Der var ubehageligt i kahytten, om end jeg, mærkeligt nok, ikke kunne mærke noget til den klamme fugtighed, som havde generet mig om natten. Min værelseskammerat sov stadig — en glimrende lejlighed til at undgå ham, så jeg skyndte mig at klæde mig på og gik op på dækket. Vejret var lummert og skyet, og der lå en olieagtig dunst over vandet. Klokken var syv, da jeg kom ud på dækket — jeg havde ikke forestillet mig, at den var nær så meget. Så traf jeg skibslægen, som var ude at nyde morgenluften. Han var en ung mand fra det vestlige Irland — en vældig kraftkarl med sort hår og blå øjne: han havde allerede en tendens til at blive svær men virkede ellers som en frisk og hyggelig fyr, ganske tiltalende.

‘Dejlig morgen,’ bemærkede jeg for at sige noget.

‘Nja-ah,’ sagde han og betragtede mig med umiskendelig interesse, ‘det er en dejlig morgen, og det er ikke en dejlig morgen. Jeg gir nu ikke meget for den.’

‘Tjah, næh, det kan der måske være noget om,’ sagde jeg.

‘Det er, hvad jeg vil kalde lummert vejr?’ svarede doktoren.

‘I nat var det nu meget koldt — det syntes jeg i hvert fald,’ bemærkede jeg. ‘Men selvfølgelig, da jeg vågnede og så mig om, opdagede jeg, at koøjet stod på vid gab. Det havde jeg ikke lagt mærke til, da jeg gik til køjs. Og hele kahytten var så underligt fugtig, klam.’

‘Klam!’ udbrød han. ‘På hvilket dæk ligger Deres kahyt?’

‘Ethundredeogfem.’ Til min forbløffelse gav det et mærkbart sæt i doktoren, og han begyndte at stirre på mig.

‘Hvad er der i vejen?’ spurgte jeg.

‘Åh ingenting,’ svarede han; ‘det er bare det, at alle har klaget over den kahyt på de sidste tre overfarter.’

‘Ja, jeg har så sandelig også tænkt mig at klage,’ sagde jeg. ‘Den er ikke blevet luftet ordentligt ud. Det er noget svineri!’

‘Jeg tror ikke, der er noget at gøre ved det,’ svarede lægen. ‘Jeg tror, det er noget … nå ja, det er ikke mit job at skræmme passagererne.’

‘De behøver ikke at være bange for at skræmme mig,’ replicerede jeg. ‘Jeg kan tage så megen klam luft, det skal være. Hvis jeg skulle få en virkelig skrap forkølelse, så kommer jeg op til Dem.’

Jeg bød doktoren en cigar, som han modtog og undersøgte meget kritisk. “Det er ikke så meget den klamme luft,’ bemærkede han. ‘Men De skal såmænd nok få det rart. Deler De kahytten?’

‘Ja, en skør fyr, om galopperer ud midt om natten og lader døren stå på vid gab.’

Atter så doktoren så underligt på mig. Så tændte han cigaren og fik et alvorligt udtryk i ansigtet. ‘Kom han tilbage?’ spurgte han pludselig.

‘Ja. Jeg sov ganske vist, men jeg vågnede og hørte ham rumstere. Så kom jeg til at fryse, og så faldt jeg i søvn igen. I morges så jeg, at koøjet stod åbent.’

‘Nu skal jeg sige Dem noget,’ sagde doktoren roligt, ‘jeg ynder ikke dette her skib. Jeg er revnende ligeglad med dets renommé. Nu skal jeg sige Dem, hvad jeg vil gøre. Jeg har en stor, rummelig kahyt heroppe. Jeg vil dele den med Dem, skønt jeg ikke aner , hvem De er.’

Jeg blev højst overrasket over dette forslag. Jeg kunne ikke begribe, hvorfor han pludselig udviste en sådan interesse for mit velfærd. Men det var en besynderlig måde, han talte om skibet på.

‘Det er vældigt pænt af Dem, doktor,’ svarede jeg, ‘men oprigtigt talt, jeg er da sikker på, at kahytten sagtens kan luftes ud eller blive gjort ren eller sådan noget. Hvad har De imod skibet?’

‘Vi er ikke overtroiske i vores profession, min herre,’ sagde lægen, ‘men det har folk det nu med at blive, når de færdes på søen. Jeg ønsker ikke at bilde Dem noget ind, og jeg ønsker ikke at skræmme Dem, men hvis De vil lytte til mit råd, så flytter De op til mig. Jeg ville hellere se Dem ryge over bord,’ tilføjede han, ‘end at vide, at De eller nogen anden skulle sove i ethundredeogfem.’

‘Vorherre bevares! Hvorfor?’ spurgte jeg.

‘Af den simple grund, at på de sidste tre overfarter er de folk, som havde fået den kahyt, røget over bord,’ svarede han dystert.

Det var en chokerende og yderst ubehagelig oplysning, må jeg indrømme. Jeg kiggede skarpt på doktoren for at se, om han gjorde grin med mig, men han virkede fuldstændig alvorlig. Jeg takkede ham for hans tilbud men tilføjede, at jeg agtede at blive undtagelsen til reglen om, at enhver, der sov i den bestemte kahyt, røg over bord. Han sagde ikke meget men vedblev at se meget alvorlig ud og bemærkede, før vi skiltes, at jeg formodentlig nok alligevel ville ændre mit syn på hans forslag. Da tiden var inde, gik vi til morgenbordet, hvor kun et uanseeligt antal passagerer var mødt frem. Jeg lagde mærke til, at et par af skibsofficererne, der spiste ved samme bord som jeg, så alvorligt på mig. Efter morgenmåltidet gik jeg ned i min kahyt for at hente en bog. Forhængene foran overkøjen var stadig trukket tæt til. Der hørtes ikke en lyd deroppe fra. Min kahytskammerat sov velsagtens endnu.

Da jeg kom ud, traf jeg den steward, som havde mig i sin flok. Han hviskede til mig, at kaptajnen gerne ville tale med mig, og strøg så af sted hen ad kahytsgangen, som om han var meget ivrig efter af undgå eventuelle spørgsmål. Jeg gik op til kaptajnens kahyt, hvor han sad og ventede på mig.

‘Sir,’ sagde han, ‘jeg vil gerne have lov til at bede Dem gøre mig en tjeneste.’

Jeg svarede, at det skulle være mig en glæde, om jeg kunne hjælpe ham med noget som helst.

‘Deres kahytkammerat er forsvundet,’ sagde han så. ‘Det vides, at han gik til køjs tidligt i aftes. Lagde De mærke til noget usædvanligt i hans optræden?’

Sådan som spørgsmålet kom, som en nøjagtig bekræftelse på den frygt, lægen havde givet udtryk for kun en halv time før, bevirkede det, at det gippede i mig. ‘De vil ikke fortælle mig, at han er faldet over bord?’ spurgte jeg.

‘Det er jeg bange for, at han er,’ svarede kaptajnen.

‘Det er minsandten det mest besynderlige,’ begyndte jeg.

‘Hvorfor?’ spurgte han.

‘Så er han den fjerde?’ udbrød jeg. Som svar på et nyt spørgsmål fra kaptajnen forklarede jeg, uden at nævne skibslægen, at jeg havde hørt historien om ethundredeogfem. Han lod til at blive meget misfornøjet over at høre, at jeg kendte den. Så fortalte jeg ham, hvad der var sket om natten.

‘Det, De siger,’ svarede han, ‘stemmer så at sige nøjagtigt med, hvad jeg fik fortalt af dem, der delte kahyt med de to af de tre andre. De sprang ud af køjen og fo’r henad kahytsgangen. Udkiggen så de to af dem ryge over bord; vi standsede og satte både ud, men vi fandt dem aldrig. Ingen har imidlertid hørt eller set ham, der forsvandt i nat — hvis han virkelig er forsvundet. Stewarden, som måske er en overtroisk fyr, og som derfor havde ventet, at der ville ske noget, gik ned for at se efter ham i morges og fandt hans køje tom, men hans tøj og hans øvrige grej var der stadig. Stewarden er den eneste mand om bord, der kendte ham af udseende, og han har ledt efter ham overalt. Han er forsvundet! Og nu, sir, vil jeg gerne bede Dem ikke at omtale sagen for nogen som helst af de øvrige passagerer. Jeg vil nødig have, at skibet skal få et dårligt ry, og intet klæber til en oceandamper som historier om selvmord. De kan vælge hvilken af officerskahytterne, De vil, min egen indbefattet, for resten af rejsen, Er det et fair tilbud?’

‘Særdeles fair; svarede jeg, ‘og jeg er Dem meget taknemmelig. Men eftersom jeg er alene og har kahytten for mig selv, vil jeg nu alligevel helst ikke flytte. Hvis stewarden vil fjerne den stakkels mands ting, så vil jeg foretrække at blive, hvor jeg er. Jeg skal ikke nævne et ord om sagen til nogen, og jeg kan love Dem, at jeg ikke vil følge min værelseskammerats eksempel.’

Kaptajnen prøvede på at få mig fra det, men jeg foretrak at have en kahyt for mig selv fremfor at skulle være sovekammerat med en af officererne. Jeg ved ikke, om jeg handlede tåbeligt, men hvis jeg havde fulgt hans råd, ville jeg ikke have haft mere at fortælle. Tilbage ville der have været det ubehaegelige sammentræf af flere selvmord blandt personer, som havde sovet i den samme kahyt, men det ville også have været det hele.

Det blev imidlertid på ingen måde enden på historien. Jeg besluttede stadigt, at jeg ikke ville lade mig gå på af den slags skrøner, og gik endog så vidt som til at diskutere spørgsmålet med kaptajnen. Der var noget galt med den kahyt, sagde jeg. Den var modbydeligt klam. Koøjet var ikke blevet lukket i aftes. Min værelseskammerat havde måske været syg, da han kom om bord, og han kunne have gået i vildelse, efter at han havde lagt sig. Måske holdt han sig nu skjult et eller andet sted på skibet, og måske fandt man ham før eller senere. Kahytten burde luftes ud, og koøjets lukkemekanisme burde gås efter. Hvis kaptajnen ville tillade mig at gå nu, så skulle jeg straks se til, at det jeg anså for påkrævet, blev gjort omgående.

‘Selvfølgelig har De ret til at blive, hvor De er, hvis De absolut vil,’ svarede han temmelig irriteret, ‘men jeg ville nu ønske, at De ville rykke ud og lade mig låse det hul af, og så færdig med det.’

Jeg så lidt anderledes på sagen og forlod kaptajnen efter at have lovet at holde tæt med min kahytskammerats forsvinden. Sidstnævnte havde ingen bekendte om bord, så ingen savnede ham i dagens løb. Hen under aften traf jeg doktoren, og han spurgte mig, om jeg havde ombestemt mig. Jeg svarede, at det havde jeg ikke.

‘Så gør De det inden længe,’ sagde han med alvorligt eftertryk.

III

Vi spillede whist om aftenen, og jeg gik sent til køjs. Jeg kan godt indrømme nu, at jeg fik en ubehagelig fornemmelse, da jeg kom ind i min kahyt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den høje mand, jeg havde set den foregående aften, og som nu var død, druknet, og lå og skvulpede i de lange dønninger en to-trehundrede sømil agterude. Hans ansigt tegnede sig meget tydeligt for mig, mens jeg klædte mig af, og jeg gik så vidt som til at trække forhængene for overkøjen fra — som for ligesom at overbevise mig om, at han virkelig var væk. Jeg låsete også  kahytsdøren omhyggeligt og slog slåen for. Så opdagede jeg pludselig, at koøjet atter var åbnet, slået helt tilbage og gjort fast til væggen. Dét var mere, end jeg kunne tage. Jeg jog i min morgenkåbe og gik ud for at finde Robert, min steward på denne tur. Jeg var godt gal, husker jeg, og da jeg fandt ham, halede jeg ham forbitret med ned til døren til ethundredeogfem og skubbede ham ind i kahytten, hen til koøjet.

‘Hvad i helvede er meningen, De slyngel, at lade det koøje stå åbent hver aften? Er De ikke klar over, at det simpelt hen er forbudt? Ved De ikke, at hvis skibet krænger, og vandet begynder at fosse ind, så vil ikke ti mand kunne lukke det? Jeg skal indberette Dem til kaptajnen, De sjuskehoved, for at have bragt skibet i fare!’

Jeg optrådte overordentligt groft. Manden skælvede og blev bleg men skyndte sig så at lukke den runde glasplade i den svære messingfatning. ‘Hvorfor siger De ikke noget?’ spurgte jeg opbragt.

‘Hvis jeg må have lov at sige det, sir,’ stammede Robert, ‘så er der altså ingen her om bord, som ka’ holde den lem lukket om natten. De ka’ sel’ prøve det, sir. Jeg er altså færdig med at være om bord i dette her fartøj, sir; jeg skal altså ikke nyde mer’. Men hvis at jeg var Dem, sir, så skred jeg altså hernede fra lige med det samme og flyttede op til skibslægen eller sådan noget, ja jeg gjorde. Hvis De vil se her, sir — vil De nu mene, at det er lukket forsvarligt eller ej? De ka’ selv prøve, sir. De ka’ altså ikke rokke det en tomme.’

Jeg prøvede at ruske i koøjet og konstaterede, at det sluttede hermetisk tæt.

‘Nå, sir,’ fortsatte Robert triumferende, ‘jeg vil holde mit renommé som førsteklasses steward på, at om en halv time, så står det altså på vid gab igen, sir. Og ikke bare det — så er det lukket helt tilbage og kroget fast på væggen, sir. Det er det djævelske ved sagen, sir, kroget fast på væggen! Det ka’ det jo ikke gøre af sig selv.’

Jeg kiggede indgående på den store håndskrue og den svære hulmøtrik, som løb på den. ‘Hvis jeg opdager, at det står åbent i nat, Robert, så giver jeg Dem fem pund. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Så kan De godt gå.’

‘En femmer, sagde De, sir. Det er altså pænt af Dem, sir. Mange tak, sir. Godnat, sir. Og sov godt og drøm behageligt.’ Robert strøg ud ad døren, tydeligvis henrykt over at slippe væk. Jeg tænkte selvfølgelig, at han havde prøvet på at dække over sin forsømmelighed med en fjoget historie, som åbenbart skulle skræmme mig. Jeg troede ikke et ord af, hvad han havde sagt.

Jeg gik i seng, og fem minutter efter at jeg havde pakket mig godt ned, slukkede Robert det lys, som skinnede ind gennem glasruden ved siden af døren. Jeg lå ganske stille i mørket og prøvede på at falde i søvn, men jeg blev hurtigt klar over, at det var mig umuligt. Der havde været en vis tilfredsstillelse i at skælde stewarden ud, og denne adspredelse havde gjort det af med den ubehagelige fornemmelse, jeg havde fået til at begynde med, da jeg kom til at tænke på den druknede mand, som havde delt kahyt med mig. Jeg var ikke længere søvnig. Jeg lå vågen et godt stykke tid og kiggede nu og da hen på koøjet, som jeg lige kunne se derfra, hvor jeg lå, og som i mørket lignede en svagt selvlysende suppetallerken, ophængt på en sort baggrund. Jeg antager, jeg må have ligget sådan en times tid eller så, og så vidt jeg husker det, var jeg lige ved at sove ind, da jeg pludselig blev lysvågen, dels fordi der stod en råkold træk ind i kahytten, og dels fordi jeg klart og tydeligt mærkede dråber af havvand sprøjte lige ind i synet på mig. Jeg sprang ud af køjen, og da jeg ikke i mørket havde tænkt på skibets bevægelser, blev jeg omgående med voldsomt kraft slynget over på den ottoman, som stod lige neden under koøjet. Jeg blev imidlertid straks klar over situationen og kom op på knæene. Koøjet stod atter på vid gab og var fæstnet til væggen!

Og dette her er ubestridelige kendsgerninger. Jeg var lysvågen, da jeg sprang ud af køjen, og hvis jeg ikke havde været, ville jeg aldeles afgjort være blevet det ved den lufttur, jeg fik over på ottomanen. Ydermere slog jeg både albuer og knæ ganske eftertrykkeligt. Der var store skrammer på dem næste morgen, som gjorde enhver tvivl om, hvad der var hændt, umulig. Koøjet stod åbent og var slået helt tilbage og fastgjort til væggen — det virkede så ufatteligt, at jeg tydeligt husker, hvordan jeg blev mere forbløffet end skræmt, da jeg konstaterede det. Jeg slog det omgående i igen og skruede hulmøtrikken til så stramt, jeg overhovedet kunne. Der var meget mørkt i kahytten. Jeg tænkte mig om og kom til det resultat, at koøjet måtte være blevet åbnet, inden der var gået en time, efter at Robert havde lukket det i mit påsyn, og jeg beluttede så at holde øje med det for at se, om det ville blive åbnet igen. Disse messingfatninger er meget svære og langtfra lette at bevæge; jeg kunne umuligt tro, at håndskruen var blevet rystet løs af skibsskruens rystelser. Jeg stod og kiggede ud gennem det tykke glas på de skiftevis hvide og grå sprøjt af havvand, om fossede forbi langs skibssiden. Jeg må have stået der sådan noget som et kvarters tid.

Pludselig, som jeg stod dér, hørte jeg ganske tydeligt noget bevæge sig i en af køjerne bag mig, og en brøkdel af et sekund efter, netop idet jeg rent instinktivt vendte mig om for at se hvad det var — selv om jeg naturligvis ikke kunne se noget i mørket — hørte jeg en ganske svag stønnen. Jeg satte i et spring tværs gennem kahytten og flåede forhængene foran overkøjen til side for at se, om der var nogen. Der var nogen.

Jeg husker, at da jeg stak hænderne ind i køjen, føltes det, som om jeg jog dem ind i luften i en klam kælder, og inde fra køjen kom et formeligt vindstød, som stank grufuldt af råddent havvand. Jeg fik fat i noget, der føltes en menneskearm, men som var olieglat og vådt og iskoldt. Og i næste nu, idet jeg begyndte at hale i det, sprang bæstet pludselig med voldsom kraft ud i hovedet på mig — en klam, dyndagtig masse, forekom det mig, tung og våd og alligevel i besiddelse af en helt overnaturlig styrke. Jeg vaklede baglæns tværs gennem kahytten og samtidigt gik kahytsdøren op, og djævelskabet fo’r ud.

Jeg havde ikke haft tid at blive rædselsslagen, og så snart jeg fik hold på mig selv, sprang jeg ud gennem døren og satte efter bæstet så hurtigt, jeg orkede, men det var for sent. En halv snes meter foran mig kunne jeg se — og det er jeg sikker på, at jeg så — en mørk skygge, som jog af sted hen gennem den smalle kahytsgang, så hurtigt som en galophest, der i nattemørket farer hen gennem en dårligt oplyst gade. I næste nu var den imidlertid forsvundet, og jeg stod og klamrede mig til det blankpudsede gelænder, som løb langs kahytsgangen til det hvor den drejede om til trappen op til dækket. Mit hår strittede lige op i luften, og den kolde sved løb mig ned ad ansigtet. Jeg skammer mig ikke det mindste over at sige det: Jeg var skrækslagen.

Alligevel kunne jeg ikke for alvor tro mine sanser, så jeg tog mig sammen. Det var skrupforrykt, tænkte jeg. Jeg havde nok ikke haft så godt af det sidste stykke med gammelost. Det hele måtte have været en slags mareridt. Jeg famlede mig tilbage til kahytten og tvang mig selv til at gå ind i den. Hele hulen stank af råddent havvand, ligesom det havde været tilfældet, da jeg vågnede natten før. Jeg måtte opbyde al min sjælsstyrke for at gå ind og rode i mit tøj efter en æske tændstikker. Da jeg fik tændt en lille rejse-læselygte, som jeg altid har med mig, når jeg er på farten, opdagede jeg, at koøjet igen stod åbent. En slags snigende rædsel begyndte at overmande mig. Jeg havde aldrig følt noget lignende før, og jeg håber heller aldrig at komme til det igen. Men jeg tog da lygten og lyste op i overkøjen med den. Jeg ventede at finde den gennemsivet af havvand.

Deri tog jeg imidlertid fejl. Klart nok havde der ligget nogen i køjen, og den stank også, som jeg havde ventet det, men sengetøjet var knastørt. Jeg tænkte, at Robert rimeligvis ikke havde haft mod til at rede køjen efter det, der var sket den foregående nat — at det hele havde været en led drøm. Jeg trak forhængene så langt tilbage som muligt og undersøgte køjen grundigt. Den var absolut tør over det hele. Men koøjet stod atter åbent. I en blanding af skræk og sløv fortumlethed lukkede jeg det og skruede det til. For en sikkerheds skyld stak jeg min svære stok gennem hullet i møtrikken og vred den om af alle kræfter, til det tykke metal begyndte at give efter under trykket. Så hægtede jeg min læselygte fast i det røde fløjl for hovedenden af ottomanen og satte mig for at prøve på at komme til mig selv igen. Jeg sad der hele natten, ude af stand til bare at drømme om at få lidt søvn i øjnene — dårligt nok i stand til overhovedet at tænke. Men koøjet forblev lukket, og jeg kunne ikke forestille mig, at det atter skulle kunne åbnes uden anvendelse af ganske overordentligt voldsom kraft.

Omsider gryede dagen, og jeg klædte mig langsomt på, mens jeg tænkte på alt det, der var sket i nattens løb. Det var en herlig dag, og jeg gik op på dækket, glad over at komme ud i den dejlige, rene morgensol og lugte brisen fra det blå hav — så helt anderledes end den halvrådne stank nede i min kahyt. Rent instinktivt styrede jeg agterud, i retning mod lægens kahyt. Han stod i døren med piben i munden og nød morgenluften ganske som den dag.

‘Godmorgen,’ sagde han roligt, men samtidigt betragtede han mig med umiskendelig nysgerrighed.

‘Doktor, De havde fuldstændig ret,’ sagde jeg. ‘Der er noget galt med den kahyt.’

‘Jeg tænkte nok, De ville komme på andre tanker,’ svarede han temmelig triumferende. ‘Så De havde en ubehagelig nat? Skal jeg brygge Dem en opstrammer? Jeg har en fortræffelig opskrift.’

‘Nej tak,’ udbrød jeg. ‘Men jeg vil gerne have lov at fortælle Dem, hvad der skete.’ Og så forsøgte jeg så klart som muligt at berette nøjagtigt, hvad der var hændt, og undlod ikke at erkende, at jeg var blevet så hundeangst, som jeg aldrig havde været det nogen sinde før i hele mit liv. Jeg uddybede ganske særligt fænomenet med koøjet, for her var der da en regulær kendsgerning, som jeg kunne garantere for, om så også resten havde været en illusion. Jeg havde lukket det to gange i nattens løb, og anden gang havde jeg direkte bøjet messinget, da jeg vred i det med min stok. Jeg tror nok, jeg understregede dette temmelig eftertrykkeligt.

‘Det virker, som om De venter, at jeg skal betvivle Deres beretning,’ sagde doktoren, idet han smilede lidt over min detaljerede omtale af koøjet. ‘Jeg tvivler ikke på en tøddel af den. Jeg gentager min indbydelse til Dem. Kom herop med Deres grej og overtag halvdelen af min kahyt.’

‘Kom De hellere og overtag halvdelen af min, bare én nat,’ sagde jeg. ‘Hjælp mig med at komme til bunds i dette her.’

‘De kommer til bunds i noget helt andet, hvis De prøver på det, De foreslår,’ svarede doktoren.

‘I hvad?’ spurgte jeg.

‘Til bunds i havet. Jeg for mit vedkommende skal ikke være på dette her skib længere. Her er alt andet end hyggeligt.’

‘Så vil De altså ikke hjælpe mig med at finde ud …?’

‘Nix, min herre,’ afbrød doktoren mig. ‘Mit job er at sørge for, at jeg selv er ved mine fulde fem — ikke at rumstere med spøgelser og den slags ting.’

‘Tror De virkelig, at det er et spøgelse?’ spurgte jeg temmelig hånligt. Men endnu mens jeg spurgte, mindedes jeg tydeligt den grufulde fornemmelse af at stå over for noget overnaturligt, som havde grebet mig i nattens løb. Skibslægen svarede mig i en uventet skarp tone.

‘Kan De komme med nogen som helst fornuftig forklaring på hele historien?’ spurgte han. ‘Nej. Det kan De ikke. Godt. De siger, at De vil finde en forklaring på den. Jeg siger, at det vil aldrig lykkes Dem, sir. Simpelthen fordi der ikke er nogen forklaring.’

‘Jamen, min gode mand,’ protesterede jeg, ‘vil De, som dog er akademiker, fortælle mig, at den slags ting ikke kan forklares?’

‘Ja, jeg vil,’ svarede han brysk, ‘og hvis de kunne det, så ville jeg ikke bryde mig om at være indblandet i forklaringen.’

Jeg følte ingen trang til at tilbringe endnu en nat alene i kahytten, og på den anden side var jeg indædt opsat på at komme til bunds i mysteriet. Jeg tror ikke, der er mange, som ville have sovet alene dernede efter to sådanne nætter, men jeg besluttede at prøve det, hvis jeg blot kunne få en til at dele vagten med mig. Doktoren var tydeligvis ikke indstillet på at være med til noget sådant. Han påpegede, at han var skibets læge, og at han havde pligt til altid at være i beredskab, hvis der skulle ske noget. Han kunne derfor ikke tillade sig at risikere at få nerverne i uorden. Måske havde han fuldkommen ret, men jeg er nu tilbøjelig til at tro, at hans afvisning ikke var uden sammenhæng med angst. På min forespørgsel meddelte han mig, at der efter hans skøn næppe fandtes et eneste menneske om bord, som ville gå med til at prøve det, jeg havde for, og da vi havde sludret lidt mere sammen, forlod jeg ham. Lidt senere traf jeg kaptajnen og fortalte så ham min historie. Jeg sagde, at hvis ingen ville tilbringe natten i kahytten sammen med mig, så ville jeg bede om tilladelse til at have lyset tændt hele natten, og så ville jeg vove forsøget ene mand.

‘Nu skal jeg sige Dem noget,’ sagde han. ‘Jeg vil selv dele natten med Dem, og så skal vi se, hvad der sker. Det er min mening, at vi må kunne finde ud af det i fællesskab. Det kunne da godt tænkes, at vi har en blind pasager om bord, som forsøger at redde sig en behagelig overfart ved at skræmme passagererne. Det kunne vel endelig også tænkes, at der er noget galt med selve køjen eller hele kahytten.’

Jeg foreslog så, at vi skulle tilkalde skibstømreren og bede ham gå hele kahytten grundigt igennem, og for øvrigt var jeg ovenud henrykt over kaptajnens tilbud om at dele nattevagten med mig. Han var straks med på mit forslag, og sendte bud efter tømreren og gav ham besked på at gøre alt, hvad jeg forlangte. Vi gik nedenunder. Vi halede alt sengetøjet ud af overkøjen og undersøgte den grundigt for at se, om der skulle være noget i vejen med den, eller om måske et af panelerne på indersiden af den var en slags hemmelig lem, som kunne skubbes til side. Så gik vi løs på resten af kahytten, undersøgte samtlige planker i dørken, bankede på dækket, skilte hele underkøjen ad — kort sagt: da vi var færdige, var der ikke en kvadrat-centimeter i hele kahytten, som ikke var blevet undersøgt minutiøst. Alt viste sig at være i fuldkomne orden, og vi sørgede for at bringe alt i samme stand igen. Da vi var lige ved at være færdige, kom Robert og kiggede ind ad døren.

‘Nå, sir — har De fundet noget, sir?’ spurgte han med et gyseligt grin.

‘De havde ret, hvad koøjet angår, Robert,’ svarede jeg og gav ham den lovede femmer.

Tømreren gjorde sig færdig uden at sige noget. Han kunne sit kram. Men da der ikke var mere at lave, rettede han sig op, vendte sig mod mig og sagde: ‘Jeg er jo bare en ganske almindelig håndværker, sir, men jeg mener nu altså, at det ville være bedst, om De tog Deres grej og lod mig smække nogle fire-tommers skruer i den dør dér. Der er aldrig kommet noget godt ud af denne her kahyt, og det er altså alt, hvad der at sige om den sag. Fire mennesker har mistet livet her, hvis jeg husker rigtigt, og det på fire ture. Drop det hellere, sir — drop det hellere!’

‘Jeg vil nu prøve det en nat endnu,’ sagde jeg.

‘Drop det hellere, sir, drop det hellere! Det er en rigtig led affære,’ gentog tømreren, idet han stoppede sit værktøj i sin taske og forlod kahytten.

Men jeg havde på ny fået blod på tanden ved tanken om, at kaptajnen ville gøre mig selskab, så jeg besluttede, at intet skulle afholde mig fra at køre dette forunderlige løb til ende. Jeg undlod at spise gammelost om aftenen, ligesom jeg afstod fra at deltage i den sædvanlige aften-whist. Jeg ville være helt sikker på mine nerver, og min forfængelighed gjorde mig opsat på at vise mig over for kaptajnen.

IV

Kaptajnen var et af disse prægtige, seje og hyggelige mennesker, hvis blanding af mod, ukuelighed og evne til at bevare roen i kritiske situationer ganske naturligt fører dem op i høje stillinger, hvor det gælder om at have folk, man kan stole på. Han var ikke en mand, der hoppede på den første den bedste skrøne, og alene det faktum, at han var villig til at gå sammen med mig om undersøgelsen, var i sig selv bevis på, at han mente, der var noget, som for alvor var galt fat. Til en vis grad stod jo også både hans eget og skibets renommé på spil. Det er en alt andet end ligegyldig sag, når pasagerer forsvinder om bord, og det vidste han så godt som nogen.

Ved titiden om aftenen, da jeg sad og røg en sidste cigar, kom han hen til mig og trak mig væk fra den del af dækket, hvor en hel del af passagererne travede en aftentur og nød det lune mørke.

‘Det er en alvorlig sag, dette her, Mr. Brisbane,’ sagde han. ‘Vi må være forberedt på ét af to — enten at få en lang næse eller at komme ud for en skrap oplevelse. De forstår nok, jeg kan ikke tillade mig at le ad affæren, og jeg kommer til at bede Dem til sin tid underskrive min rapport om, hvad der eventuelt måtte ske. Hvis der ikke sker noget i nat, så prøver vi igen i morgen nat og natten efter og så videre. Er De med?’

Vi gik så nedenunder og ind i kahytten. Lige idet vi gik ind, fik jeg øje på stewarden, Robert, som stod lidt længere henne i kahytsgangen og iagttog os med sit sædvanlige dumme grin, som om han var sikker på, at der nu ville ske noget rædselsfuldt. Kaptajnen lukkede døren efter os og slog slåen for.

‘Hvad mener De om, at vi stiller Deres kuffert hen foran døren?’ foreslog han. ‘En af os kan sidde på den. Så kan ingen i hvert fald slippe ud den vej. Er koøjet skruet ordentligt til?’

Jeg konstaterede, at det sad, som jeg havde efterladt det om morgenen. For den sags skyld ville så ganske givet heller ingen have kunnet åbne det uden at bruge en drivstang, sådan som jeg havde gjort det med min stok. Jeg trak forhængene for overkøjen til side, så jeg kunne se ind i den. På kaptajnens forslag tændte jeg min læselygte og anbragte den sådan, at den oplyste overkøjen. Han selv insisterede på at sidde på kufferten, så han kunne sværge på, at han havde siddet og spærret døren.

Så bad han mig undersøge kahytten grundigt, hvilket hurtigt var gjort, eftersom undersøgelsen kun bestod i at kigge ind under underkøjen og ind under ottomanen ved koøjet. Der var helt tomt begge steder.

‘Det vil være umuligt for noget menneskeligt væsen at komme ind,’ sagde jeg, ‘og lige så umuligt for noget menneskeligt væsen at åbne koøjet.’

‘Udmærket,’ sagde kaptajnen roligt. ‘Hvis vi ser noget, må det altså enten være noget, vi bilder os ind, eller noget overnaturligt.’

Jeg satte mig på kanten af underkøjen.

‘Første gang, det skete,’ sagde kaptajnen, idet han lagde benene over kors og lænede sig tilbage mod kahytsdøren, ‘var i marts. Passageren, som havde kahytten, og som sov i overkøjen, viste sig at have været sindssyg — i hvert fald var han kendt for at være temmelig skør, og han var rejst af sted uden sine venners eller pårørendes vidende. Han fo’r ud midt om natten og sprang over bord, inden vagthavende officer kunne nå at standse ham. Vi lagde bi og satte en båd ud. Det var en stille nat, lige før vi fik hårdt vejr, men vi kunne ikke finde ham. Naturligvis blev hans selvmord bagefter tilskrevet hans mentale tilstand.’

‘Jeg formoder, det er noget, der sker forholdsvis tit?’ bemærkede jeg temmelig åndsfraværende.

‘Ikke tit — nej, det kan man ikke sige,’ svarede kaptajnen. ‘Jeg selv har aldrig været ude for det før, men selvfølgelig har jeg nu og da hørt, at det er sket på andre skibe. Nå, men som jeg sagde, dette her skete i marts. Allerede på vores næste overfart … Hvad ser De på?’ spurgte han og afbrød pludselig sin beretning.

Jeg tror ikke, jeg svarede ham. Mit blik var naglet til koøjet. Det forekom mig, at messing-hulmøtrikken begyndte at dreje sig ganske langsomt på bolten — men så langsomt, at jeg alligevel ikke kunne være sikker på, at den bevægede sig. Jeg stirrede stift på den, mærkede mig dens position og prøvede på at blive klar over, om den virkelig drejede sig. Da kaptajnen så, hvad det var, jeg stirrede på, gjorde han ligeså.

‘Den bevæger sig!’ udbrød han i en tone, som gjorde det klart, at han ikke nærede ringeste tvivl. ‘Næh, det gør den alligevel ikke; tilføjede han så efter sådan noget som et minuts forløb.

‘Hvis det var noget, der skyldtes rystelserne fra skibsskruen,’ sagde jeg, ‘så burde den være gået op i dagens løb, men da jeg undersøgte den nu til aften, var den trukket lige så tæt til, som da jeg forlod den i morges.’ Jeg rejste mig og gik hen og prøvede møtrikken. Den var så afgjort blevet løsnet, for jeg kunne uden besvær dreje den med mine hænder.

‘Det besynderlige er,’ sagde kaptajnen, ‘at den anden mand, som forsvandt, menes at være kommet ud netop gennem det koøje. Det var en skrækkelig historie. Det var midt om natten, og himmel og hav stod i ét, og så blev der slået alarm: et af koøjerne stod åbent, og søen væltede ind. Jeg fo’r herned og fandt alting sejlende, vandet fossede ind, hver gang skibet krængede. Nå, vi fik da lukket, men vandet havde anrettet en hel del skade. Lige siden da stinker kahytten fra tid til anden af salt brakvand. Vi formodede, at passageren havde maset sig ud gennem koøjet om end guderne må vide, hvordan han havde båret sig ad med det. Stewarden blev ved med at fortælle mig, at han ikke kunne holde noget lukket hernede. På ære — jeg kan lugte det nu! Kan De ikke?’ spurgte han, idet han snusede mistænksomt.

‘Jo — ganske tydeligt,’ sagde jeg, og det gøs i mig, efterhånden som den velkendte stank af råddent havvand blev stærkere og stærkere. ‘Men se nu her: for at kunne lugte sådan, må kahytten da være gennemvåd,’ fortsatte jeg, ‘og jeg forsikrer Dem, at da skibstømreren og jeg gik den igennem i morges, var der knastørt overalt. Det er da fuldstændig fantas… Hov!’

Min læselygte, som jeg havde anbragt oppe i overkøjen, gik pludselig ud. Der kom stadig en hel del lys fra glasruden ved døren. Skibet rullede voldsomt, og forhængene for overkøjen svingede langt ud i kahytten og tilbage igen, Jeg rejste mig hurtigt fra kanten af min køje, og samtidigt sprang kaptajnen op med et forbløffet udråb. Jeg havde vendt ryggen til ham i den hensigt at tage læselygten ned for at undersøge den, da jeg hørte hans udbrud og i næste nu hans råb om hjælp. Jeg satte i et spring hen til ham. Han kæmpede af alle kræfter med håndskruen i koøjet. Det så ud, som om den drejede sig på trods af alle hans anstrengelser. Jeg greb min stok, et tykt egespir, som jeg næsten altid gik med, jog den gennem ringen og lagde mig over den med al min vægt. Men det solide træ knækkede pludselig, og jeg tumlede om på ottomanen. Da jeg atter kom på benene, stod koøjet på vid gab, og kaptajnen nærmest hang op ad kahytsdøren, dødbleg i ansigtet.

‘Der er noget i den køje!’ skreg han med en mærkelig røst, og det så ud, som om hans øjne var ved at springe ud af hovedet på ham. ‘Hold på døren, mens jeg ser efter — det skal ikke få lov at slippe fra os, hvad det så end er!’

Men i stedet for at overtage hans plads, sprang jeg op på kanten af underkøjen og greb fat i noget, som lå i overkøjen. Det var noget uvirkeligt, spøgelsesagtigt, grufuldt ud over enhver beskrivelse, og det bevægede sig i mit greb. Det føltes nærmest som liget af en mand, der var druknet for længe siden, men alligevel bevægede det sig, og det syntes at have ti mænds styrke. Jeg klamrede mig til det — dette slimede, dyndagtige, lede væsen. De døde, hvide øjne syntes at stirre på mig ud fra halvmørket; den rådne stank af salt brakvand hang ved det, og dets glinsende hår lå i slatne, våde krøller ned over dets døde fjæs. Jeg sloges med den døde tingest. Den kastede sig ud imod mig, tvang mig baglæns og var lige ved at brække mine arme. Den slog sine lig-arme om halsen på mig, dette levende kadaver, og overmandede mig så jeg til sidst udstødte et højt skrig, faldt bagover og gav slip på bæstet.

Idet jeg faldt, sprang det lede væsen tværs over mig og syntes at kaste sig ind over kaptajnen. Da jeg sidst så ham stå op, var hans ansigt kridhvidt og hans læbet sammenknebne. Det forekom mig, at han langede et voldsomt slag ud efter den døde skabning, og så styrtede han også om — faldt forover, lige på næsen, med et uartikuleret rædselsskrig.

Tingesten ligesom pustede et øjeblik, syntes at stå bøjet over skikkelsen på dørken, og jeg kunne have skreget højt igen af ren og skær rædsel, men jeg havde ikke stemme tilbage i livet. Bæstet forsvandt pludselig, og så vidt jeg kunne opfatte det med mine fortumlede sanser, forsvandt det ud gennem koøjet; hvordan det så var muligt i betragtning af åbningens ringe størrelse, er mere end menneskelig forstand kan fatte. Jeg blev liggende et godt stykke tid på dørken, mens kaptajnen lå ved siden af mig. Til sidst kom jeg dog til mig selv, men så snart jeg rørte på mig, blev jeg klar over, at min arm var brækket — albuebenet, nede ved håndleddet.

På en eller anden måde kom jeg på benene, og med min raske hånd prøvede jeg på at få kaptajnen halet op. Han stønnede og rørte på sig og kom omsider til sig selv. Han var ikke kommet noget alvorligt til, men han havde tydeligvis fået en hård behandling.

Nå ja, vil De høre mere? Der er ikke mere, Dette er enden på min historie. Skibstømreren fik sit ønske opfyldt om at få lov til at bolte kahytsdøren eftertrykkeligt til, og hvis De nogen sinde rejser med ‘Kamtsjatka’ og beder om at få kahyt nummer ethundredeogfem, så vil De få at vide, at den allerede er optaget — ja — den er optaget — af det døde gespenst.

Jeg logerede i skibslægens kahyt resten af turen. Han behandlede min brækkede arm og rådede mig til ikke mere at ‘mænge mig med spøgelser og den slags ting’. Kaptajnen var meget fåmælt på resten af overfarten og har aldrig siden ført det skib, skønt det stadig sejler. Jeg skal heller aldrig om bord i det mere. Det var en højst ubehagelig oplevelse, og jeg blev skræmt, til jeg var dødsensangst, hvilket er noget, jeg ikke synes om. Det var historien om, hvordan jeg så et spøgelse — hvis det altså var et spøgelse. Det var i hvert fald noget, der var afgået ved døden.”

Trykt i: The Broken Shaft: Unwin’s Annual for 1886, ed. Sir Henry Norman, 1885.
Originaltitel: The Upper Berth

Kort om F. Marion Crawford

Født: den 2. august 1854
Død: den 9. april 1909

Læs mere på Wikipedia

Men du skal mindes mig af Herman Bang

Herman Bang
Herman Bang. Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=401200

En spøgelseshistorie?

Men jeg har aldrig set et spøgelse. Der er overhovedet ikke spøgelser til. Hvem skulle vel spøge og hvem skulle gå igen? De døde er døde og forbi er forbi. Hamlet så aldrig sin faders genfærd og kun Macbeths egen rædsel bænkede den dræbtes ånd ved gæstebuddet.

Spøgelser, genfærd.
Hvem skulle spøge og hvem skulle gå igen?

En ven tog en gang, en nat i Paris, på et bal, mens alle dansede til valsen af et spansk orkester, et orkester klædt i brandgult og rødt, hvis silke skinnede om kap med alle gæsters – der tog min ven bag sin høje flip et guldhjerte frem, som han bar om sin hals i en kæde. Det var besat med opaler. Under en glasplade lå der lidt hvid aske eller et hvidt pulver, så meget som vi mod en influenza tager i en barneske:

“Se”, sagde han: “det er det, jeg elsker højest.”

En smule hvidt støv, som jeg kunne have hældt ud på min handske og spredt ved et eneste åndepust ud mellem alle de vuggende dansende og ingen, slet ingen ville have så meget som anet det —

“Det er det, jeg elsker højest.”

Nogle støvgran, et par hvide fnug.
Men min ven lukkede det opalbesatte og gyldne hjerte:
– Ingen ved, hviskede han, hvor højt vi elskede hinanden.
Spil, i spanske spillemænd. Spil hedt og spil længe. Jeres vals er dog kun kort og går hastigt til ende …

Hvad er det Hamlet siger, når han regner med den beskedne sandsynlighed? Hvad bliver der da tilbage af Alexander den Store? Lidt støv, Horatio, lidt støv til at stoppe et spundshul.

Hvem skal da spøge og hvem skal gå igen?

Og alligevel – er de døde døde? helt døde? så helt døde, at de ikke for eksempel kan kalde?
Ja, kan de ikke kalde? med et slag, et slag af en hånd på vor dør eller med en kno så nøgen som en gribs, en kno – mod vor rude?

Min stakkels broder, som kun blev 20 år og som er død for så længe siden, han troede dog, der var blevet kaldt på ham og han sygnede hen og han døde og fulgte den, som havde kaldt.

Det var, da moder var død. Vi, min broder og jeg, lå i hver sin stue, men døren stod åben imellem vore kamre. Vi sov ikke i det øde hus. Ungdommens rådløse sorg stirrede over os, mens vi begge lå vågne. En gang imellem hørte jeg min broder sukke – han, der altid talte så sjældent.
Så blev der helt stille.

– Sover du Oluf? spurgte jeg, som var mørkeræd.
– Nej, svarede han. Men sov du.
– Ja.
Og vi lå igen – begge vågne.

Men på én gang fo’r jeg op: ude, på ruden, på min broders rude lød et slag og et endnu og endnu et – tre hårde, bestemte slag, slag som af en kno, en mager kno, en hård, en nøgen klo.
Og igen blev det tyst, mens jeg skælvede over hele mit legeme.
Men jeg talte ikke straks og, da jeg talte, sagde jeg kun – og vidste ikke, hvorfor jeg ikke spurgte om de slag:

– Sover du, Oluf?
Min broder svarede kun som før:
– Nej – – men sov nu du.

Heller ikke han talte om slagene, de tre slag. Havde han da ikke hørt dem? Jo, de havde lydt. Sådan kom de, et og et og et, tre slag – tre slag af en kno, af en klo.
Og Oluf havde hørt dem, og at det var på hans rude.
For den næste morgen sagde han til den gamle pige, den alsiske sjæl, der havde båret ham i armene, da han var lille:

– Marie, i nat kaldte moder på mig …

Og fra den dag sygnede han hen, tavs og med angstfulde øjne – så fjern, så besynderligt fjern fra os andre, som gik han imellem os og var dog slet ikke iblandt os, men langt, langt borte – — helt der ude.

Men seks måneder efter (ja, netop seks måneder efter de slag) fulgte vi ham derop, til kirkegården, derop i jorden, i kisten, ved siden af moder, ved siden af hende, som … havde kaldt på ham.

Men det er overtro, det er en umulighed, det er mod alt, hvad jeg i min inderste tanke tror, og man skal hverken huske sådan noget eller tale om det eller skrive det ned.

Hvortil tjener det? Den, som skriver, skal styrke den menneskelige tanke og ikke forvirre den.

De døde er døde – kun så meget støv, der kan rummes i et gyldent hjerte, så meget støv, som der kan samle sig i en sprække. Død er død øg de døde kan ikke kalde.
Og heller ikke vise sig – vise sig som de gik og stod, vise sig som de, levende, var, vise sig, som om de levede?
Vise sig for at se på os, vise sig for at minde os.

Åh, hvilket vanvid og hvor kan noget menneske tænke det…
Kan støv tage skikkelse? Kan det, som ikke er, være? Al fornuft ler der af. De døde er døde. Og de, som tror at have set dem, har blot set et billede, skabt af deres egen hjerne under sygdom, et vrangbillede, deres skræmte nerver skabte; de har haft en hallucination, de har set nogle af de billeder, som, hvem véd vel hvordan, stiger pludseligt op af vor bevidstheds forgiftede sumpe, stiger op som plettede paddehatte og har ansigter som halvt sammentrukne røde vandmænd …

Ja, hallucinationer, intet andet, ingenting andet end en hallucination.
Men de, som har hallucinationer, bør gå til en læge …

Eller måske, lad dem måske heller lade være. Man skal i tiderne, som løber, behandle sin læge med varsomhed. Der er ting, man hellere bør beholde for sig selv. Den, der ville sige alt, kunne af sin huslæge få det Råd at begive sig på en klinik eller hen,, hvor endnu værre er …

… Men, altså, de døde viser sig ikke. Støvet fra et guldhjerte skulle vise sig?
Og alligevel —

Ja, jeg har naturligvis – og det har jeg allerede sagt – aldrig set noget spøgelse. Det billede, jeg to gange har set, billedet af en død ven, var selvfølgelig en hallucination, intet andet end en hallucination …

Men der er alligevel to omstændigheder, to besynderlige omstændigheder ved den sag. For det første: Da jeg så denne døde ven, nej, billedet af ham, var min hjerne, såvidt et menneske kan kontrollere en hjerne og navnlig sin egen hjerne (hvad der måske er endnu det allerbesværligste), ganske og aldeles sund. Og for det andet: Min ven havde truet mig …
Han havde, hvad skal jeg sige, forberedt mig …

Men det er ikke værd at fortabe sig i betragtninger. Jeg vil kun fortælle, hvad der er sket og som det skete. Ja, akkurat og nøjagtigt således.

Jeg havde kendt min tyske ven fra hans første ungdom. Jeg havde også fulgt den lidenskab, som en dag betog ham, lige fra den allerførste time.
Desværre, jeg havde også kendt den kvinde, som han elskede – og jeg vidste bedre end nogen anden og alt for godt, at hun ikke var hans tanker værd.
Og alligevel tav jeg. Jeg sagde ham intet. Jeg tav – af hensyn til ham, af hensyn til hende – hvad véd jeg? Måske var det kun af hensyn til mig selv. De af vore handlinger, som kunne synes vore ædelmodigste, er undertiden i al hemmelighed vore lumpneste eller de fejeste …

Men den dag, da min ven fik alt at vide, gik han ud og skød sig. Det var en nat, og han skød kuglen lige ind i sit hjerte, gennem hendes billede, som han havde stukket ind på sit bryst.

Den slags resoluthed er sjælden. Men den findes altså.

Da jeg hørte om hans død, var det, som var det mig, der havde dræbt ham, og (det var det frygteligste) jeg skulle erfare, at han virkelig var gået bort herfra med et nag mod mig i sit Hjerte —
Ti inden han døde, havde han skrevet et brev til mig. Der stod:
“Jeg går fordi to har svigtet mig,” stod der, “hun og du. Men du skal mindes mig.”

“Du skal mindes mig.”
Han fik ret. Han fik ret. Hans liv og hans død veg i lange tunge tider ikke fra min tanke … indtil tiden gik og langsomt havde skubbet hans billede bort. Ti de levende må beskæftige sig med de levende.

Vor døde venner, åh, deres skygger sidder kun som tiggere ved kanten af vor vej, (den vej som vi levende endnu går) og hvor ofte kaster vi med en flygtig tanke, en almisse i deres udstrakte hænder?

Det kunne gå uger, og der var gået måneder, hvor jeg ikke skænkede min døde ven en tanke.
Men så … ja, så hændte det. Altså det, at jeg en nat så ham … det vil sige, nej, lad mig fortælle det nøjagtigt.

Ti naturligvis, det er min hjerne, som har fungeret slet og som har været angrebet – just som den syntes sundest. Men der er alligevel en biomstændighed, som måtte forvirre mig den gang, og som, jeg tilstår det, forvirrer mig endnu, endnu mens jeg tvinger mig til at tænke på det.

Jeg havde tilbragt min aften med læsning, og, før jeg gik i seng, havde jeg leget med værtens lille hund. Jeg havde spist til aften og jeg havde været i en fuldkommen uforstyrret ligevægt. Da jeg sov ind brændte den lille lampe, som sædvanlig, ved siden af min seng, på mit bord.
Og jeg havde sovet ganske roligt, uden drømme, meget roligt.

Men pludselig vågnede jeg og havde en fornemmelse af, at nogen var gået med døren, og at der var kommet nogen ind i stuen.
Jeg vendte hovedet og sagde (og var aldeles ubekymret):
– Er det Dem, Andreas?
For Andreas var tjeneren, og jeg troede det var ham.

Men ved døren så jeg ingen, og der var ingen der svarede mig.

Så på en gang – og himlen ved, at blot et sekund før havde jeg ikke så meget som tænkt på at gøre det – vendte jeg mig om i sengen og løftede hovedet og dér, i lænestolen, hvor jeg plejede at sidde og læse, der i krogen, lige overfor mig – sad han, min ven, der havde skudt sig, han som jeg ikke havde tænkt på i mange uger – sad der lyslevende.

I sin grå uniform med sit skægløse, lige, sørgmodige ansigt, ubevægelig – sad han der i lænestolen og stirrede frem på sine egne støvlespidser, sådan som han plejede …
Og jeg sagde, højt ud i luften hen imod ham:
– Er det Dem, Arnold – hvad vil De?

Jeg var ikke angst. Jeg blev slet ikke angst. Jeg så kun, han sad der, og jeg spurgte.
Jeg blev ved at se på ham – uden at føle nogen art af angst – til han forsvandt.
Han forsvandt? han, han –

Vist ikke nej. Det var jo ikke ham. Nej, indtil vrangbilledet forsvandt. For, skønt jeg var i så fuldkommen en ligevægt, må jeg jo dog have været syg … forvirret, ved siden af mig selv; ude, nå, derude i “Sumpen”. Mit bevidsthedsliv har pludselig forskudt sig. Den slags forskydninger går for sig helt inde i vor hjerne, uden at vi selv aner det: De er der – og hans billede, min vens, vrængbilledet var kommet ved en sådan forskydning. Åh, sikkert, sikkert.
De døde er døde. En Smule Støv, så lidt, at det ikke dækker min hule hånd – så lidt, en smule støv kan ikke tage skikkelse og ikke “vise” sig – og heller ikke minde …

Skønt ….
For der var en biomstændighed og denne biomstændighed —

Men, som jeg har sagt, lad mig fortælle nøjagtigt:

Min hjernes pludselige sygdom må have smittet. Det er ganske afgjort: mit ildebefindende i hjernen havde smittet en anden hjerne i huset, så også den forvirredes på samme tid og blev syg på samme tid.
Det er det, som …

Men altså:
Da jeg kom ned om morgenen, sagde husets værtinde, og jeg havde ikke til nogen mælet et ord om mit mærkelige sygdomsanfald om natten (man skal ikke tale om sådanne ting, ikke til ens læge, som sagt, han kunne let misforstå én, og heller ikke til andre, til de ganske almindelige mennesker, de kunne nemt misforstå verdens rette orden):

– Hvorledes har De det? spurgte min værtinde mig om morgenen, mens jeg drak min te: Jeg har været så urolig for Dem. Jeg sad i aftes og ventede på, at de sidste gæster skulle gå; jeg sad inde i det lille spisekammer og læste. Men på én gang blev jeg, jeg véd ikke hvorfor, så uhyggelig til mode, at jeg lagde bogen og jeg tænkte: Du vil hellere sætte dig ind i gæstestuen. Så går de måske også, og du kan komme i seng …

– Da der på én gang gik et stød gennem huset, et stød af blæst gennem huset, så alle døre fløj op.

– Og “Vips”, ja det var uhyggeligt, fløj ud af sin kurv og peb … Hun stod og peb lige foran mig, som var der et lig i huset …

(Et lig i huset, gentog jeg for mig selv, og mine hårrødder blev som ispinde i min hovedhud.)

– Jeg blev virkelig helt kold, sagde min værtinde (og hun så ud, som var hun helt kold endnu), skønt man er jo ikke overtroisk…. Men så tænkte jeg, det var da mærkeligt – og jeg gik ud i gården for at se, om det da blæste så stærkt sådan på én Gang. Men det var ganske stille. Det var blikstille.

– Men lige med ét sagde jeg til mig selv:
– “Gud ved om ikke herren er blevet syg” …
– Og jeg gik op ad trapperne – jeg var blevet, så jeg skælvede i mine knæ, ja det var jeg – og jeg lyttede ved Deres dør. Men da alting var stille der hos Dem, så gik jeg ned igen og glad var jeg …
– Det hele var naturligvis noget snak … (og hun gjorde tilløb til at le) man kan få så mange sådanne idéer sådan om natten … sagde min værtinde.

Men jeg spurgte kun:
– Hvornår var det, De omtrent gik op til min dør?
– Klokken var lige de 20 minutter i ét, sagde hun: For jeg så såmænd på bornholmeruret i spisekammeret, da jeg kom ned.
20 minutter i ét. Det var netop det øjeblik, just det øjeblik, da jeg havde set ham, min ven, den døde – eller nej, nej, billedet af ham … for også jeg havde set på uret: lige 20 minutter før ét …

Det var besynderligt, højest aparte, ikke let at forklare det eller slet ikke til at forklare …

Men selvom man ikke kan forklare en ting, behøver den ikke at forskrække én.
Og desuden, hvad var det hele for en latterlig idé: Hvis han virkelig ville “minde* mig, hvorfor skulle han så minde mig den dag, hvor jeg var så tilfreds og så rolig – med mindre det netop var min ro, han ville forstyrre.
Men det kunne det være. Hvis han virkelig kom, kom han ikke for det gode. Det, han skrev, var en trussel. Jeg forstod det godt, den gang, at han truede mig —

Men, hvis jeg bliver ved med at rode rundt i denne historie, ender det med at jeg tror på den – at jeg tror på genfærd, jeg —

Men sandt er det, jeg har aldrig haft så rolig en tid i hele mit liv som den gang, jeg så ham første gang … og da jeg så ham anden gang.
For jeg har jo set ham – anden gang.
To gange har jeg sét ham. Og det, det er ganske vist … Nej, nej, lad mig ikke forfalde til betragtninger. Lad mig dog for himlens skyld fortælle nøjagtigt.
Men jeg har altså sét ham anden gang.
Hans billede, mener jeg, har jeg sét.

Det var i Paris.

Jeg var kommet hjem fra et stort bal. En bekendt havde kørt mig hjem i sin vogn. Vi var meget muntre, og vi havde talt om de ligegyldigste ting på den grønne jord. Drukket noget, tilføjer jeg, havde vi ikke. Til parisiske baller får man ikke noget at drikke. Det véd forresten alle mennesker. Ved parisiske fester må hvem der gider slås ved buffetterne og under slagsmålet redder man et glas “Mercier”.

Min bekendte var stået ud af sin vogn og vi havde pludret lidt endnu, mens vi begge stod foran mit hus, på fortorvet. Vi snakkede om, nå om hvad ved jeg …
Til sidste ringede jeg på portneren og min gadedør blev lukket op, og jeg gik gennem entréen og nynnede, jeg husker det godt, det var en vals, jeg nynnede. Jeg kom ind i min dagligstue og smed min overfrakke og tænkte endnu på ham, min bekendte, og på hans køreheste — da jeg vender mig og der, i krogen, i lænestolen, med ansigtet lige imod mig, sidder han – han, min tyske ven, min døde ven, han, der skød sig …

I sin uniform, med øjnene frem mod mig … lige frem mod mit ansigt.
Ja, nu havde han løftet dem fra støvlespidserne …
Men uden angst, uden overraskelse — som var synet af ham noget, jeg havde ventet, sagde jeg:
– Er det Dem, Arnold? Hvad vil De?

Han rørte sig ikke, og mens jeg hørte min bekendtes vogn rulle bort, udenfor, på gaden (for den hørte jeg), blev jeg ved med at se på ham — til han forsvandt.
Nej, nej, altså til billedet af ham forsvandt. Skønt de øjne, som havde været borede lige imod mig, lige ind i mit ansigt – jeg ville have svoret på, at de levede, ikke med mit liv, men med et andet liv, med et liv, der var stærkere end mine øjnes er – men at de levede …
Ja, på det ville jeg have givet mit æresord og selv være død.

… Jeg ved ikke, hvor lang tid der var gået eller at tid var gået, da jeg for sammen, fordi det bankede på mine vinuduesskodder.
Hvad var det?

Jeg åbnede – og, det tilstår jeg, mine hænder skælvede, mens jeg gjorde det – og udenfor så jeg min pariserbekendtes ansigt:
De er da ikke syg, råbte han ind gennem vinduet.
– Nej, slet ikke; hvorfor? svarede jeg og talte meget roligt.
(Som allerede sagt tre gange: Man skal ikke åbenbare den slags ting for nogen og heller ikke for sine venner. Sådan en vén ser deltagende ud, mens man fortæller ham det, og når han går ned ad ens trappe, siger han til sig selv: “Så, nu er det altså kommet. Nå, det stakkels skrog – det havde jeg jo længe ventet.”)

– Åh, sagde min bekendte ude foran vinduet: så var det kun en dum idé … Men pludselig som jeg sad der i vognen, sagde jeg til mig selv, at De vist var blevet syg — og lod kusken vende om.
– Men så, gudskelov, godnat …
Og han stod ind i vognen igen og kørte bort …

Min hjernes sygdom havde altså smittet, smittet igen, smittet ligesom den første gang, smittet, også denne forholdsvis fremmede, dette menneske, som sad der, ligeglad, i sin vogn —

Ja, det er det, som unægtelig er det besynderlige.

Men hvorfor skulle ikke også hjernens pludselige sygdom kunne smitte? Det ville jo blot være højst naturligt. Det er en tankeoverføring (en tankeoverføring af en syg tanke), en tankeoverføring næsten som enhver anden –
Sygdom – kun en sygdom, der smitter.

Men alligevel, hvorfor skulle jeg ikke tilstå det, siden jeg har talt om alt det andet: Jo, jeg har sagt det til mig selv: “Minder” han mig tredje gang – mon det da – – mon det da ikke skulle være, fordi han, endelig, ville skaffe mig ro?

Og den tredje gang – – ville blive den sidste gang …

Vil han da, den sidste gang, måske også kalde – vinke med hånden (hans hånd var altid bleg; også, mens han levede, var den bleg) og kalde?

Og jeg vil følge ham og gå med ham, gå bort med ham – gå ligesom min broder gik.

Trykt i: 1885

Kort om Herman Bang:

Født: den 20. april 1857
Død: den 29. januar 1912

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur