Hedebølge af W. F. Harvey

William Fryer Harvey
By Source, Fair use, https://en.wikipedia.org/w/index.php?curid=52837123

Jeg har oplevet, hvad jeg tror, er den mærkeligste dag i mit liv, og jeg ønsker at skrive begivenhederne ned på papiret, mens de endnu står frisk i min erindring. Jeg er 40 år gammel, ved godt helbred og har aldrig været syg en eneste dag. Af profession er jeg tegner, ikke særlig kendt, men jeg kan da tjene til det allernødvendigste på mine grafiske arbejder. Min eneste nære slægtning, en søster, døde for 5 år siden, så jeg er ganske alene i verden.

Den dag, jeg taler om, spiste jeg morgenmad klokken 9, og efter at have kikket avisen igennem tændte jeg min pibe og lod mine tanker gå på vandring efter et motiv for min blyant. Skønt dør og vinduer stod åbne, var der trykkende varmt i stuen, og jeg havde lige fundet ud af, at det køligste og behageligste sted i nabolaget ville være den dybe ende af svømmebassinet, da idéen kom. Jeg begyndte at tegne, og blev så opslugt af mit arbejde, at jeg lod min frokost stå urørt og først sluttede da uret på St. Jude slog 4.

Den færdige tegning, som kun kunne kaldes en skitse, var den bedste, jeg havde lavet. Den viste en forbryder på anklagebænken umiddelbart efter at dommeren havde afsagt sin kendelse. Manden var fed – uhyre fed. Fedtet hang i poser under hans hage og lå i folder om hans brede, korte hals. Han var glatbarberet (måske skulle jeg sige, at han havde været glatbarberet et par dage i forvejen) og næsten skaldet. Han stod i skranken og klamrede sig med sine tykke fingre til gelænderet, mens han stirrede tomt ud i luften. Man fik det indtryk, at han ikke så meget følte sig forfærdet som fuldstændig sønderknust. Manden syntes ude af stand til at understøtte sit eget bjerg af fedt.

Jeg rullede skitsen sammen og stak den uden at vide hvorfor i lommen. Så forlod jeg huset med en sjælden og lykkelig følelse af at have udført et godt stykke arbejde.

Jeg tror nok, at jeg begav mig af sted i den hensigt at besøge Trenton, for jeg husker, at jeg gik ned ad Lytton Street og drejede til højre ad Gilchrist Road ved foden af bakken, hvor der bygges på en ny sporvognslinie. Så erindrer jeg ikke tydeligt, hvilken vej jeg gik, men jeg glemmer aldrig den frygtelige hede, der slog op imod mig fra det støvede, asfalterede fortov som en næsten håndgribelig bølge. Jeg længtes efter den torden der blev varslet af de store kobberfarvede skybanker, som hang lavt på himlen i vest.

Jeg må have gået en halv snes kilometer, da en lille dreng vækkede mig af mine drømmerier ved at spørge mig, hvad klokken var. Den var 20 minutter i 7. Da han var forsvundet, begyndte jeg at orientere mig. Jeg befandt mig foran en åben port, som førte ind til en gårdsplads omgivet af en stribe tørstig jord, hvor der var blomster: blåviolette levkøjer og røde geranier. Over indgangen hang et skilt med indskriften:

CHS. ATKINSON
STENHUGGER
GRAVMONUMENTER I
ENGELSK OG ITALIENSK
MARMOR

Inde fra gårdspladsen hørtes en munter fløjten, støjen af hammerslag og den hårde lyd af stål, der mødte sten. En pludselig indskydelse fik mig til at gå derind.

En mand sad med ryggen til mig, travlt optaget af arbejdet med en plade mærkeligt året marmor. Han vendte sig, da han hørte mine skridt, og jeg stod stille. Det var den mand, jeg havde tegnet, hvis portræt lå i min lomme. Der sad han, fed og kolossal, med sveden dryppende fra panden, som han tørrede med et rødt silkelommetørklæde. Men selv om ansigtet var det samme, havde det dog et helt andet udtryk. Han hilste mig smilende og gav mig hånden, som var vi gamle venner.

Jeg undskyldte min påtrængenhed.

“Det er så hedt, og varmen er så kvælende derude,” sagde jeg. “Dette er som en oase i ørkenen.”
“Jeg har ikke mærket noget til den oase,” svarede han, “men De har sandelig ret i, at det er varmt – varmt som i helvede. Vil De ikke tage plads, Sir!” Han pegede på kanten af den gravsten, han arbejdede på, og jeg satte mig.

“Det er en meget smuk sten, De har der,” sagde jeg.
Han rystede på hovedet. “Ja, på en måde,” svarede han. “Overfladen her er så fin, som man kan ønske sig, men der er en dyb revne i bagsiden, skønt jeg ikke tror, De vil lægge mærke til det. Jeg kunne aldrig få noget virkelig godt ud af dette stykke marmor. Det ville være udmærket en sommer, som den vi har nu. Den forbandede hede ville ingen skade gøre. Men vent til vinteren kommer. Der er intet som frost, når det gælder om at finde det svage punkt i en sten.”

“Hvem er den da til?” spurgte jeg.
Manden brast i latter. “De vil sikkert ikke tro mig, når jeg fortæller Dem, at den bare er beregnet til udstilling, men det er sandt. Kunstnere har udstillinger, det samme har købmænd og slagtere, så hvorfor skulle vi stenhuggere ikke også have dem. Alle de sidste nyheder i gravsten, forstår De.”

Han talte videre om marmor, hvilken slags bedst kunne modstå vind og regn, og hvilke der var lettest at hugge i. Så fortalte han om sin have og om en ny sort nelliker, han havde købt. Hvert andet minut lagde han værktøjet fra sig, tørrede sit glinsende hoved og forbandede heden. Jeg sagde ikke ret meget, for jeg følte mig urolig. Der var noget unaturligt, noget ildevarslende ved at træffe denne mand.

Jeg forsøgte først at overbevise mig selv om, at jeg havde set ham tidligere, at hans ansigt, uden at jeg vidste det, havde fundet en afsides krog i min hukommelse, men jeg var klar over, at jeg indlod mig på et urimeligt selvbedrag. Mr. Atkinson gjorde sit arbejde færdigt, spyttede på jorden og rejste sig med et lettelsens suk.

“Nå, hvad synes De så om det?” spurgte han med åbenlys stolthed. Inskriptionen, som jeg læste for første gang, lød således:

TIL MINDE OM
JAMES CLARENCE WITHENCROFT
Født 18. jan. 1860
HAN DØDE GANSKE PLUDSELIG
den 20. august 190—
“Midt udi livet, der er vor død”

Jeg sad tavs i nogen tid. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg spurgte ham, hvor han havde set navnet.
“Åh, det har jeg såmænd ikke set nogen steder,” svarede mr. Atkinson. “Jeg skulle bruge et eller andet navn, og så tog jeg det første det bedste, der faldt mig ind. Hvorfor vil De vide det?”
“Det er et meget mærkeligt tilfælde, men navnet er mit.”
Han fløjtede sagte. “Og datoerne?”
“Jeg kan kun svare for den ene, og den er korrekt.”
“Det er noget underligt noget,” sagde han.

Men han vidste mindre end jeg. Jeg fortalte ham om mit formiddagsarbejde. Jeg tog skitsen op af lommen og viste ham den, og mens han betragtede den, skiftede hans ansigtsudtryk mere og mere, indtil det kom til at ligne den mands, jeg havde tegnet. “Og det er ikke længere siden end i forgårs.” sagde han, “at jeg fortalte Maria, at der ikke var spøgelser til!” Ingen af os havde set et spøgelse, men jeg vidste, hvad han mente.

“De har naturligvis hørt mit navn,” sagde jeg.
“Og De må have set mig et eller andet sted og glemt det igen. Var De i Clacton-on-Sea sidste juli?”
Jeg havde aldrig været i Clacton. Vi tav i nogen tid. Vi så begge på det samme: de to datoer på gravstenen, og den ene var rigtig.

“Kom med ind og spis middag med os,” sagde mr. Atkinson. Hans kone var lille og jovial med røde kinder som en bondepige. Hendes mand præsenterede mig som en af hans venner, der var tegner. Resultatet var uheldigt, for efter at sardinerne og brøndkarsen var taget af bordet, hentede hun en Doré-bibel, og jeg måtte sidde i næsten en halv time for at udtrykke min beundring.

Jeg gik udenfor og fandt Atkinson siddende på gravstenen. Vi genoptog samtalen, hvor vi havde sluttet.
“De må undskylde, jeg spøger,” sagde jeg, “men ved De af noget, De har gjort, som De kunne blive arresteret for?”
Han rystede på hovedet. “Jeg er ikke gået fallit, forretningen er god nok. For 3 år siden gav jeg jule-kalkuner til nogle af opsynsmændene på kirkegården, men det er det eneste, jeg kan tænke mig. Og de var ikke ret store, de kalkuner,” tilføjede han eftertænksomt.

Han rejste sig, tog en vandkande fra verandaen og begyndte at vande blomsterne. “De skal have vand 2 gange om dagen, når det er varmt,” sagde han; “og så kan heden endda få bugt med de sarteste. Og bregnerne, se hvor de er kommet til at hænge. Hvor bor De?”

Jeg sagde ham min adresse. Det ville blive en god times rask spadseretur hjem. “Hør nu her,” sagde han. “Vi må hellere se sagen lige i øjnene. Hvis De går hjem i aften, kunne De nemt komme ud for et ulykkestilfælde. De kunne blive kørt over af en bil, og der er altid bananskaller og den slags – eller De kunne få en stige i hovedet.”

Han talte om det urimelige med en intens alvor, som ville have været helt latterlig seks timer tidligere. Men jeg lo ikke. “Det eneste vi kan gøre,” fortsatte han, “er, at De bliver her til midnat. Vi kan gå ovenpå og ryge en cigar; det er vist køligere inde.” Til min forbavselse samtykkede jeg.

Vi sidder nu i et lavloftet kvistkammer. Atkinson har sendt sin kone i seng. Han selv er optaget af at skærpe noget værktøj på en lille slibesten, mens han ryger en af mine cigarer. Der er vist torden i luften.

Jeg skriver dette ved et vakkelvornt bord foran det åbne vindue. Et af bordbenene er knækket, og Atkinson, som vist er fiks på fingrene, vil reparere det, så snart han er færdig med at slibe sin mejsel.

Klokken er over 11 nu. Om mindre end en time er jeg på vej hjem.
Men heden er kvælende.
Man er ved at blive vanvittig.

Trykt i Midnight House and Other Tales, 1910
Originaltitel: August Heat

Kort om William Fryer Harvey

Født: den 14. april 1885
Død: den 4. juni 1937

Læs mere på Wikipedia

Øjnene af Edith Wharton

Edith Newbold Wharton
By Unknown – Beinecke Rare Book & Manuscript Library, Yale University [1], Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=10720587
I

Efter en udmærket middag hos vor gamle ven Culwin var vi blevet sat i spøgelsesstemning af Fred Murchards beretning — en beretning om en mærkelig selvoplevet hjemsøgelse.

Set gennem røgen fra vore cigarer og i det døsige skær fra kaminilden var Culwins bibliotek med dets egetræspaneler og mørke bogbind en god baggrund for overnaturlige historier, og da førstehånds oplevelser med spøgelser efter Murchards indledning var af den eneste slags, vi ville acceptere, begyndte vi at gennemgå selskabet og forlange et bidrag fra hver af de tilstedeværende. Vi var otte, og det lykkedes de syv — med større eller mindre held — at opfylde de stillede betingelser. Det forbavsede os alle at opdage, at vi kunne byde på et sådant udvalg af overnaturlige oplevelser, for ingen af med undtagelse af Murchard selv og unge Phil Frenham — hvis historie var den svageste af dem alle — havde for vane at sende vore sjæle på vandring i den usynlige verden. Stort set havde vi altså al mulig grund til at være stolte af vore syv bidrag, og ingen af ville have drømt om at vente et ottende fra vor vært.

Vor gamle ven, mr. Andrew Culwin, havde siddet tilbagelænet i sin lænestol og lyttet og misset med øjnene gennem røgskyerne som en velvillig, tolerant og klog gammel afgud. Han var en mand, ingen ville mistænke for at have overnaturlige kontakter, men på den anden side havde han fantasi nok til — uden misundelse — at nyde sine gæsters interessante oplevelser. Af alder og opdragelse var han hårdnakket positivist, og hans tænkemåde stammede fra dengang, kampen stod mellem det fysiske og det metafysiske. Men han var og havde altid først og fremmest været tilskuer, en humoristisk, objektiv iagttager af tilværelsens imponerende, forvirrede skuespil; engang imellem lettede han sig dog fra sit sæde for at tage kortvarig del i lystighederne bag kulisserne, men han havde aldrig — så vidt man vidste — vist ringeste ønske om at springe op på scenen og give et nummer.

Blandt hans jævnaldrende var der bevaret en ubestemt tradition om, at han i en fjern fortid under mere romantiske himmelstrøg var blevet såret i en duel; men dette frasagn svarede ikke bedre til det, vi yngre mænd kendte til hans karakter, end min moders påstand om, at han engang havde været “en charmerende lille mand med kønne øjne” svarede til, hvad man nu kunne genfinde i hans udseende.

“Han kan aldrig have lignet andet end et bundt pinde,” havde Murchard engang sagt om ham. “Eller måske snarere en selvlysende brændeknude” — og i denne beskrivelse genkendte vi med henrykkelse hans lille tætte krop, det røde glimt i øjnene i et ansigt, der lignede spættet bark. Han havde altid haft god tid og besiddet en ro, som han havde plejet og beskyttet i stedet for at ødsle bort på tomme, ligegyldige foretagender. Hans omhyggeligt værnede timer var blevet anvendt til højnelse af en i forvejen god forstand og til dyrkelse af nogle få skønsomt udvalgte interesser, og ingen af de forstyrrelser, der er almindelige i den menneskelige tilværelse, syntes at have formørket hans himmel. Men hans lidenskabsløse syn på universet havde ikke givet ham en højere mening om dette kostbare eksperiment, og hans studium af menneskene havde tilsyneladende resulteret i den opfattelse, at alle mænd var overflødige og kvinder kun nødvendige, fordi nogen jo skulle lave maden. Om vigtigheden af dette punkt var hans meninger bestemte, og gastronomi var den eneste videnskab han respekterede som et dogme. Det må indrømmes, at hans små middage var et stærkt argument til fordel for dette synspunkt, og desuden var de en af grundene — skønt ikke den vigtigste — til hans venners troskab.

Åndeligt udviste han en gæstfrihed, der var mindre umiddelbart besnærende, men ikke mindre stimulerende. Hans sind var som et forum, en åben mødeplads for vekslende ideer, noget kølig og fuld af træk, men lys, rummelig og ordentlig — en slags akademisk lund, hvor alle bladene er faldet af. I dette privilegerede område var vi godt en halv snes stykker, som jævnligt strakte vore muskler og udvidede vore lunger, og som for at bevare en tradition, som vi følte var svindende, blev der nu og da indført et par novicer i kredsen.

Unge Phil Frenham var den sidste og mest interessante af disse rekrutter og tillige et godt eksempel på Murchards noget morbide påstand om, at vor gamle ven “ku’ li’ dem friske”. Det var ganske vist en kendsgerning, at Culwin, trods sin tørhed, specielt havde smag for de lyriske egenskaber hos ungdommen. Da han var en alt for fin livsnyder til at knibe de sjæleblomster af, som han samlede til sin have, havde hans venskab ikke nogen ødelæggende virkning; tværtimod tvang han de unge tanker til stærkere blomstring. Og i Phil Frenham havde han et godt forsøgsobjekt. Knægten var virkelig intelligent, hans sunde natur lå som den rene skærv under den fine glasur. Culwin havde fisket ham væk fra familiesløvhedens tåge og trukket ham op på olympens højder; den oplevelse havde ikke skadet ham det fjerneste. Ja, den dygtighed, hvormed det var lykkedes for Culwin at stimulere hans nysgerrighed og interesse uden at kvæle ærefrygten, forekom mig at være tilstrækkeligt svar på Murchards skrækindjagende metafor. Der var intet hektisk ved Frenhams udfoldelse, og hans gamle ven havde ikke berørt de ukrænkelige dumheder med så meget som en fingerspids. Man kunne ikke ønske noget bedre bevis derpå end den kendsgerning, at Frenham stadig ærede dem hos Culwin.

“Der er en side af ham, som I slet ikke ser. Jeg tror på den historie med duellen!” erklærede han; og det var selve kernen i denne tro, at den kunne tilskynde ham — netop som vort lille selskab var ved at spredes — til at vende sig mod vor vært med den spøgende bemærkning: “Og nu må De fortælle os om Deres spøgelse!”

Yderdøren havde lukket sig efter Murchard og de andre; kun Frenham og jeg var tilbage; og den trofaste tjener, som sørgede for Culwins fornødenheder, havde hentet en ny forsyning sodavand og var lakonisk blevet beordret i seng.

Culwins lyst til selskabelighed blomstrede om natten, og vi vidste, at han ventede, at kredsens faste kerne skulle samle sig om ham efter midnat. Men Frenhams anmodning lod til at forurolige ham på næsten komisk vis; han rejste sig fra sin stol, hvor han netop havde anbragt sig igen efter at have sagt farvel ude i hall’ en.

Mit spøgelse? Tror du, jeg er dum nok til at bekoste et selv, når der er så mange henrivende udgaver i mine venners husholdning? — Tag en cigar til,” sluttede han og vendte sig leende om mod mig.

Frenham lo også, lænede sin høje, slanke krop mod kaminhylden og så på sin lille, tætte, hidsige ven.

“Åh,” sagde han, “De ville aldrig være tilfreds med at dele, hvis De mødte et, De virkelig kunne lide.”

Culwin havde ladet sig falde tilbage i lænestolen, hans hoved begravedes i hulningen i det slidte læder, og hans små øjne glimtede over en nytændt cigar.

“Kunne lide — lide? Du milde himmel!” brummede han.

“Aha, De har altså et!” Frenham var over ham omgående og tilkastede samtidig mig et sejrrigt blik; men Culwin krøb sammen om en gnom blandt sine puder og skjulte sig i en beskyttende røgsky.

“Hvad nytter det at benægte det? De har set alt, så selvfølgelig har De også set et spøgelse!” fastholdt hans unge ven, idet han talte uforfærdet ind i røgskyen. “Eller hvis De ikke har set et, så er det kun, fordi De har set to!”

Udfordringens form syntes at være for meget for vor vært. Han stak hovedet frem af røgskyen med en mærkelig skildpaddeagtig bevægelse, som var karakteristisk for ham, og blinkede bifaldende til Frenham.

“Ja netop,” slyngede han imod os med en kort, skarp latter. “Det er kun, fordi jeg har set to!”

Ordene var så uventede, at de faldt til jorden og udløste en dyb tavshed, mens vi stirrede på hinanden over Culwins hoved, og Culwin stirrede på sine spøgelser. Omsider smed Frenham sig — stadig uden at sige et ord — i en stol på den anden side af kaminen og bøjede sig frem med sit forventningsfulde, lyttende smil …

II

“Naturligvis er det ikke ligefrem udstillingsspøgelser — en samler ville ikke regne dem for noget … lad mig ikke opvække falske forhåbninger … deres eneste fortjeneste er deres antal — det usædvanlige faktum, at de er to. Men på den anden side må jeg indrømme, at jeg sikkert når som helst kunne mane dem bort begge to ved at bede min læge om en recept eller min øjenlæge om et par briller. Jeg har bare aldrig kunnet bestemme mig til, om det skulle være lægen eller øjenlægen — om jeg led af syns- eller maveforstyrrelser — og derfor har jeg ladet dem leve deres interessante dobbelttilværelse, skønt de til tider gør min tilværelse overordentlig ubehagelig …

Ja — ubehagelig; og som I ved, hader jeg ubehageligheder! Men det var en del af min dumme stolthed, at jeg, dengang det begyndte, ikke ville indrømme, at jeg kunne foruroliges af noget så ubetydeligt som to …

Jeg havde dengang heller ikke nogen grund til at tro, at jeg var syg. Jeg kedede mig simpelthen — kedede mig skrækkeligt. Men det var en del af min kedsomhed — husker jeg tydeligt — at jeg følte mig så ualmindelig rask og veloplagt, og at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle få afløb for mit overskud af energi. Jeg var kommet tilbage fra en lang rejse til Mexico og Sydamerika — og havde slået mig ned for vinteren i nærheden af New York hos en gammel tante, som havde kendt Washington Irving og korresponderet med N. P. Willis. Hun boede ikke langt fra Irvington, i en gammel, fugtig, uhyggelig villa, omgivet af rødgraner. Den lignede på en prik en af de gamle mindebrocher, man i sin tid lavede af hår. Tantes personlige udseende svarede til dette billede, og hendes eget hår — hvoraf der kun var lidt tilbage — kunne have været brugt til fremstilling af brochen.

Jeg havde tilbragt et meget spændende og ophidsende år og var i betydelig restance både med penge og følelser, så teoretisk så det ud til, at min tantes blide gæstfrihed ville være lige velgørende for mine nerver som for min pengepung. Men det pokkers ved det var, at så snart jeg følte mig tryg og sikker, begyndte min energi at vågne; og hvordan skulle jeg få afløb for den inde i en mindebroche? Jeg nærede på det tidspunkt den illusion, at vedvarende intellektuel anstrengelse kunne opbruge al en mands aktivitet; og jeg bestemte mig til at skrive en stor bog — jeg har glemt om hvad. Min tante, som var imponeret af min plan, overlod mig sit bibliotek, der var fyldt med klassikere, indbundet i sort lærred, og billeder af falmede berømtheder; og jeg satte mig ved skrivebordet for at vinde mig en plads iblandt dem. For at lette mit arbejde lånte hun mig en kusine til at renskrive mit manuskript.

Kusinen var en sød pige, og jeg havde den idé, at en sød pige netop var, hvad jeg behøvede for at få genoprettet min tro på den menneskelige natur — og først og fremmest på mig selv. Hun var hverken smuk eller intelligent — stakkels Alice Nowell! — men det interesserede mig at se en kvinde, der var så tilfreds med at være uinteressant, og jeg ønskede at finde ud af hemmeligheden bag hendes tilfredshed. Jeg gik nok lidt overilet til værks og forkludrede det — åh, men kun for en kort tid! Der er ikke noget tåbeligt i at fortælle jer det, for den arme pige havde aldrig set andre end sine kusiner …

Nå, jeg var selvfølgelig ked af, hvad jeg havde gjort, og spekulerede som en gal på, hvordan jeg skulle gøre det godt igen. Hun boede i huset ligesom os andre, og en aften — efter at min tante var gået i seng — kom hun ned i biblioteket for at hente en bog, hun havde forlagt, akkurat som en af de naive heltinder på hylderne bag ved os. Hun var rødnæset og forfjamsket, og jeg kom pludselig til at tænke på, at hendes hår, der nu var tykt og ganske kønt, ville blive nøjagtigt som min tantes, når hun blev ældre. Jeg blev glad over, at jeg havde bemærket dette, for det gjorde det lettere for mig at beslutte mig til at gøre, hvad der var ret, og da jeg havde fundet den bog, hun ikke havde forlagt, fortalte jeg hende, at jeg endnu samme uge skulle rejse til Europa.

Europa lå forfærdelig langt borte dengang, og Alice forstod straks, hvad jeg mente. Hun tog det slet ikke, som jeg havde ventet — det ville have været lettere, hvis det havde været tilfældet. Hun knugede bogen ind til sig og vendte sig om et øjeblik for at skrue lampen på skrivebordet op — den havde en mat glaskuppel med vinløv og glasdråber langs kanten, kan jeg huske. Så kom hun hen til mig, rakte hånden frem og sagde “Farvel”. Og idet hun sagde det, så hun direkte på mig, og så kyssede hun mig. Jeg har aldrig følt noget så friskt, undseligt og tappert som det kys. Det var værre end en hvilken som helst bebrejdelse, og det gjorde mig skamfuld over, at jeg fortjente bebrejdelser fra hende. Jeg sagde til mig selv: “Jeg vil gifte mig med hende, og når tante dør, vil hun testamentere mig huset her, og så kan jeg sidde her ved skrivebordet og skrive videre på min bog; og Alice vil sidde derovre med sit håndarbejde og se på mig, som hun gør nu. Og livet vil fortsætte på den måde i masser af år.” Den udsigt skræmte mig lidt, men på det tidspunkt skræmte den mig dog ikke så meget som muligheden for at gøre hende ondt; ti minutter efter havde hun min signetring på fingeren og mit løfte om, at når jeg rejste til udlandet, skulle hun følge med.

I undrer jer sikkert over, at jeg udbreder mig sådan om denne begivenhed. Grunden er, at det netop den aften, da dette fandt sted, var første gang, jeg så det føromtalte mærkelige syn. Dengang troede jeg fuldt og fast på en naturlig forbindelse mellem årsag og virkning, og derfor prøvede jeg naturligvis på at finde et forbindelsesled mellem det, der lige var sket i min tantes bibliotek, og det, der skulle ske nogle få timer senere samme aften; derfor bliver de to begivenheder ved med at høre sammen i min erindring.

Jeg gik op i seng med temmelig tungt hjerte, for jeg var tynget af vægten af den første gode gerning, jeg bevidst havde gjort, og ung som jeg var, kunne jeg dog ikke undgå at se min stillings alvor. Man må ikke ud fra dette forestille sig, at jeg indtil da kun havde været en ødelægger. Jeg havde været en ganske almindelig, uskadelig ung mand, der fulgte sine tilbøjeligheder og nægtede at samarbejde med forsynet. Nu havde jeg pludselig påtaget mig at ophjælpe den moralske tilstand i verden, og jeg følte mig omtrent som den tillidsfulde tilskuer, som har overrakt tryllekunstneren sit guldur og ikke ved, i hvilken tilstand han får det tilbage, når nummeret er forbi … Men en lunende fornemmelse af selvretfærdighed dæmpede dog min ængstelse, og mens jeg klædte mig af, beroligede jeg mig selv med, at når jeg havde vænnet mig til at være god, så ville det sandsynligvis ikke gøre mig så nervøs, som det gjorde i begyndelsen. Da jeg var nået så vidt, at jeg var kommet i seng og havde pustet lyset ud, følte jeg, at jeg nu var ved at vænne mig til det, og at det egentlig ikke var meget anderledes end at synke ned i en af min tantes allerblødeste madresser.

Jeg lukkede øjnene under disse tanker, og da jeg åbnede dem igen, måtte det være langt senere, for der var blevet koldt i værelset, og der var absolut stille. Jeg blev vækket af den underlige følelse, vi alle kender — følelsen af, at der var noget i værelset, som ikke havde været der, da jeg lagde mig til at sove. Jeg satte mig over ende og anspændte øjnene i mørket. Der var bælgmørkt i værelset, og til at begynde med kunne jeg ingenting se; men gradvis blev en ubestemt, svag flimren ved fodenden af sengen til to øjne, der stirrede på mig. Jeg kunne ikke skelne trækkene, som hørte til øjnene, men øjnene selv blev mere og mere tydelige; de udstrålede selv lys.

Følelsen af således at blive nedstirret var langtfra behagelig, Og I vil sikkert mene, at min første impuls var at springe ud af sengen og kaste mig over den usynlige skikkelse, der hørte til øjnene. Men det var ikke tilfældet — jeg følte simpelthen trang til at ligge stille … jeg kan ikke sige, om dette skyldtes en øjeblikkelig fornemmelse af fremtoningens overnaturlige karakter — at jeg, hvis jeg sprang, ville kaste mig over intet — eller om det var selve øjnenes lammende virkning. Det var de uhyggeligste øjne, jeg nogen sinde har set! En mands øjne — men hvilken mand! Min første tanke var, at han måtte være frygtelig gammel. Øjeæblerne var indsunkne, og de tykke, rødrandede låg hang ned over dem som rullegardiner, hvis træksnor er gået i stykker. Det ene låg hang lidt længere ned end det andet, hvilket gav indtryk af en lumsk skulen; og mellem disse kødfolder med de korte vipper sad øjnene selv, små glasagtige skiver med en agatlignende kant; de lignede strandsten i armene på en søstjerne.

Men øjnenes alder var ikke det mest ubehagelige ved dem. Det, der gjorde mig helt syg, var deres udtryk af ondskabsfuld vished. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det faktum, at de så ud til at tilhøre en mand, som i tidens løb havde gjort en masse ondt, men altid havde holdt sig lige inden for faregrænsen. Det var ikke en krysters øjne — de tilhørte en, der var alt for klog til at løbe en risiko; jeg væmmedes ved deres udtryk af lav listighed. Men selv det var ikke det værste; mens vi vedblev at mønstre hinanden, så jeg i dem et anstrøg af spot, og jeg følte, at jeg var genstand for denne spot.

Herover blev jeg gebet af et raseri, som fik mig på benene med et sæt og fik mig til at styrte mig direkte mod den usynlige skikkelse. Men naturligvis var der ikke nogen skikkelse, og min knytnæve ramte den tomme luft. Skamfuld og kold famlede jeg efter en tændstik og tændte lyset. Værelset så ud som sædvanligt — det havde jeg på forhånd været klar over, at det ville gøre; jeg kravlede i seng igen og pustede lyset ud.

Så snart der atter var blevet mørkt i værelset, kom øjnene til syne igen, men nu forsøgte jeg at forklare deres tilstedeværelse på videnskabeligt grundlag. Først tænkte jeg, at illusionen kunne være forårsaget af de sidste gløder, der ulmede i kaminen; men kaminen var på den anden side af min seng og placeret således, at ilden ikke kunne genspejles i toiletspejlet, der var det eneste spejl i værelset. Så slog det mig, at jeg måske kunne være blevet narret af glødernes spejling i noget poleret træ eller metal, og selv om jeg ikke kunne opdage nogen genstand af den art i synslinjen, stod jeg atter op, famlede mig frem til kaminen og dækkede af gløderne til. Men så snart jeg var kommet tilbage i min seng, var øjnene på deres plads ved fodenden.

De var altså en hallucination; det var tydeligt. Men det faktum, at de ikke skyldtes nogen ydre form for bedrageri, gjorde dem ikke en smule mere behagelige. For hvis de var fremstået af min underbevidsthed, hvad pokker var der så i vejen med den? Jeg havde studeret mysteriet vedrørende sygeligt patologiske tilstande grundigt nok til at kunne forestille mig de forhold, der kunne gøre en videbegærlig hjerne modtagelig for en sådan natlig advarsel; men jeg kunne ikke få det til at passe ind i mit nuværende tilfælde. Jeg havde aldrig følt mig mere normal, hverken psykisk eller fysisk, og det eneste usædvanlige i min situation — det, at jeg havde sikret en ung piges lykke — skulle ikke være af en sådan beskaffenhed, at det kunne få urene ånder til at samles om min hovedpude. Men dér var øjnene, og de så stadig på mig …

Jeg lukkede mine egne og forsøgte at fremkalde billedet af Alice Nowells. Hendes øjne var ikke bemærkelsesværdige, men de var rene og sunde som frisk vand, og hvis hun havde haft mere fantasi — eller længere vipper — kunne udtrykket i dem have været interessant. Som det var, havde de ikke megen virkning, og efter få øjeblikkes forløb opdagede jeg, at de på mystisk vis var blevet til øjnene ved fodenden af sengen. Det gjorde mig mere ophidset at føle deres stirren gennem mine lukkede låg end at se dem, derfor åbnede jeg atter mine øjne og så lige ind i det forhadte blik.

Således gik hele natten. Jeg kan ikke sige, hvordan den nat var, eller hvor længe den varede. Har I nogen sinde ligget i jeres seng, lysvågen, og prøvet på at holde øjnene lukket, vel vidende at hvis I lukkede dem op, ville I se noget, I frygtede og afskyede? Det lyder let, men er forbandet svært. De øjne hang dér frit i luften og trak i mig. Jeg havde vertige de l’abiss, og de røde øjenlåg var randen af min afgrund … Jeg har haft mine nervøse stunder; stunder hvor jeg følte farens kolde pust i min nakke; men aldrig denne form for pres. Det var ikke, at øjnene var frygtindgydende; de rummede ikke mørkets magters majestæt. Men de havde — hvordan skal jeg udtrykke det — en fysisk virkning, der svarede til en ubehagelig lugt; deres blik efterlod et slimet spor som efter en snegl. Og jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvad de havde med mig at gøre — og jeg stirrede og stirrede og prøvede på at finde ud af det …

Jeg ved ikke, hvilken virkning de gjorde forsøg på at fremkalde, men den virkning, de fremkaldte, fik mig til tidligt næste morgen at pakke min kuffert og stikke af til byen. Jeg efterlod et brev til min tante, hvori jeg forklarede, at jeg var blevet syg og var taget ind for at tale med min læge; faktisk følte jeg mig ualmindelig sløj — det var, som om natten havde tappet mig for alt blod. Men da jeg nåede ind til byen, gik jeg ikke til nogen læge. Jeg opsøgte en ven, smed mig på en seng i hans lejlighed og sov i ti vidunderlige timer. Da jeg vågnede, var det midt om natten, og jeg blev kold ved tanken om, hvad der muligvis ventede mig. Jeg satte mig rystende over ende og stirrede ind i mørket; men der var intet brud på dets ensartede overflade, og da jeg så, at øjnene ikke var der, faldt jeg i søvn igen og sov længe.

Jeg havde ikke efterladt nogen besked til Alice, da jeg flygtede, eftersom jeg havde i sinde at tage tilbage næste morgen. Men næste morgen var jeg alt for udmattet til at røre mig. Som dagen gik, blev min udmattelse værre i stedet for at tage af som en normal træthed efter en søvnløs nat; øjnenes virkning lod til at være stigende, og tanken om at se dem igen blev uudholdelig. I to dage kæmpede jeg med min gru; den tredje aften tog jeg mig sammen og besluttede at rejse tilbage næste morgen. Jeg følte mig en hel del bedre tilpas, så snart jeg havde bestemt mig, for jeg vidste, at min bratte forsvinden og det mærkelige i, at jeg ikke skrev, måtte være meget foruroligende for stakkels Alice. Jeg gik i seng med let hjerte og faldt i søvn med det samme; men midt om natten vågnede jeg, og dér var øjnene …

Jeg kunne simpelthen ikke udholde dem, og i stedet for at tage tilbage til min tante stoppede jeg lidt tøj i en kuffert og sprang om bord i den første damper, der sejlede til England. Jeg var så dødtræt, da jeg kom ombord, at jeg straks krøb i køjen, og jeg sov under det meste af overfarten; jeg kan ikke sige jer, hvor velsignet det var at vågne af en lang, drømmeløs søvn og kigge ud i mørket uden ængstelse, i forvisning om at jeg ikke skulle se de øjne …

Jeg blev i udlandet et år, og så blev jeg der ét til; og i al den tid så jeg ikke så meget som et glimt af øjnene. Det var grund nok til at forlænge mit ophold, om det så havde været på en øde ø. En anden grund var, at jeg på rejsen over havet havde indset umuligheden af at gifte mig med Alice Nowell. At jeg havde været så længe om at opdage det, ærgrede mig, og fik mig til at ønske at undgå forklaringer. Den lykke, det var, på én gang at slippe for øjnene og disse andre besværligheder, gav min frihed ekstra krydderi; og jo længere jeg smagte den, desto bedre kunne jeg lide smagen.

Øjnene havde brændt et sådant hul i min bevidsthed, at jeg i lang tid blev ved med at spekulere over genfærdets natur og undre mig over, om det nogen sinde ville vise sig igen. Men som tiden gik, glemte jeg min skræk og beholdt kun et billede af fremtoningen. Efterhånden svandt også det bort.

Det andet år fandt mig bosat i Rom, hvor jeg planlagde at skrive en anden stor bog — et grundigt værk om etruskisk indflydelse på italiensk kunst. I hvert fald fandt jeg et påskud til at leje en solrig lejlighed på Piazza di Spagna og snuse rundt i Forum Romanum, og dér kom en indtagende ung mand en dag hen til mig. Som han stod dér i det varme sollys, slank, glat og rank som en hyacint, kunne han være steget ned fra et ødelagt alter — et af dem for Antonius for eksempel; men i stedet var han kommet fra New York med et brev fra — så utroligt det end lyder — Alice Nowell. Brevet — det første jeg havde modtaget fra hende efter bruddet mellem os — var kun et par linjer til introduktion af hendes unge slægtning, Gilbert Noyes, samt en anmodning om at vise ham venlighed. Det lod til, at den stakkels fyr ‘havde talent’ og ‘ønskede at skrive’, og at en stædig og hård familie forlangte, at hans skriverier skulle tage form af dobbelt kolonner. Alice havde grebet ind og skaffet ham seks måneders frist, som han skulle tilbringe i udlandet med et særdeles magert tilskud, hvilket han selv skulle forøge ved hjælp af sin pen og derved bevise sine evner som skribent. Det, der først slog mig, var prøvens ejendommelige betingelser; de var næsten lige så afgørende som en middelalderlig ‘prøvelse’. Dernæst blev jeg rørt over, at hun havde sendt ham til mig. Jeg havde altid ønsket at gøre hende en tjeneste, at retfærdiggøre mig — egentlig mere i mine egne øjne end i hendes — og her tilbød der sig en glimrende lejlighed.

Jeg tror, man i almindelighed kan gå ud fra, at præ-destinerede genier som regel ikke dukker op foran én i forårssolskinnet på Forum lig en af antikkens forjagede guder. Stakkels Gilbert var i hvert fald ikke forudbestemt til at være geni. Men han var smuk — og charmerende som kammerat. Det var først, da han begyndte at snakke litteratur, at jeg tabte modet. Jeg kendte alle symptomerne så godt — de ting, han havde ‘i sig’, og de ydre ting, der kolliderede med dem! Dér kommer den virkelige prøve. Det var altid — punktligt og uundgåeligt, ubønhørligt som en naturlov — det var altid det forkerte, han hæftede sig ved. Jeg fandt efterhånden en vis spænding ved på forhånd at gisne om, hvilken forkert ting han ville kaste sig over, og jeg blev forbavsende dygtig til den leg …

Det værste ved det var, at hans bommerter ikke var af den mest iøjnefaldende art. Damer, der traf ham under udflugter, syntes, at han var intellektuel, og selv ved middage gik han for at være begavet. Jeg, der havde ham under mikroskopet, bildte mig nu og da ind, at han muligvis kunne udvikle et eller andet spinkelt talent — noget, som han kunne gøre brug af og være tilfreds med. Og var det i grunden ikke det, der angik mig? Han var så charmerende — han vedblev at være charmerende — at han påkaldte sig al min medlidenhed til støtte for dette argument; de første måneder troede jeg virkelig, at der var en chance for ham …

Disse måneder var interessante og fornøjelige. Noyes var konstant sammen med mig, og jo mere jeg så til ham, desto bedre kunne jeg lide ham. Hans dumhed var af en indtagende naturlighed – den var faktisk lige så smuk som hans øjenvipper. Han var så munter, så hengiven og så glad under samværet med mig, at det at fortælle ham sandheden ville have været omtrent lige så behageligt som at skære halsen over på et uskyldigt dyr. I begyndelsen undrede jeg mig over, hvordan dette smukke hoved var blevet fyldt med den afskyelige vrangforestilling, at det rummede en hjerne. Så begyndte jeg at forstå, at det simpelthen var en beskyttelsesforanstaltning — en instinktiv list for at slippe fra familie og kontorstol. Ikke at Gilbert, den kære dreng, ikke troede på sig selv! Der var ikke antydning af hykleri i ham. Han var overbevist om, at hans ‘kald’ var uimodståeligt, mens det for mig var den eneste formildende omstændighed, at det ikke var det, og at lidt penge, lidt fritid, lidt fornøjelser ville have gjort ham til en harmløs lediggænger. Men uheldigvis var der intet håb om penge, og med kontorstolen som alternativ foran sig kunne han udsætte sit forsøg inden for litteraturen. Det, han frembragte, var elendigt, og jeg ved nu, at jeg var klar over det lige fra starten. Men det absurde ved at afgøre en mands hele fremtid på grundlag af hans første forsøg syntes at retfærdiggøre mig i at tilbageholde min dom — og måske endog opmuntre ham lidt med den begrundelse, at den menneskelige plante som regel trænger til varme for at kunne blomstre.

I hvert fald fortsatte jeg ud fra det princip og gik endda så vidt, at jeg opnåede, at hans prøvetid blev forlænget. Da jeg forlod Rom, tog han med mig, og vi dasede en vidunderlig sommer på Capri og i Venedig. Jeg sagde til mig selv: “Hvis han har noget i sig, må det komme frem nu” — og det gjorde det. Aldrig har han været så henrykt og så fortryllende. Der var øjeblikke under vor pilgrimsfærd, hvor skønhed — født af den svageste mumlen — syntes at strømme over i hans ansigt, men kun for at vælde frem i en kaskade af det blegeste blæk …

Nå, den tid kom, da der måtte drejes om for hanen; jeg vidste, at ingen anden hånd end min kunne gøre det. Vi var atter i Rom, og han boede nu hos mig, da jeg ikke brød mig om, at han skulle være alene i sit pensionat, når han stod over for at skulle give afkald på sine ambitioner. Jeg havde selvfølgelig ikke stolet udelukkende på min egen bedømmelse, da jeg bestemte mig til at råde ham til at droppe litteraturen. Jeg havde sendt hans skriverier til diverse forlæggere og kritikere, og de havde alle som én sendt dem tilbage med samme isnende mangel på kommentarer. Der var faktisk intet at sige …

Jeg tilstår, at jeg aldrig har følt mig så gemen som den dag, da jeg besluttede at sige sandheden til Gilbert. Det var meget godt at sige til mig selv, at det var min pligt at slå den arme knægts håb i stumper og stykker — men hvor mange demonstrationer af unødig grusomhed er ikke blevet retfærdiggjort med den undskyldning? Jeg er altid veget tilbage for at blande mig i forsynets virksomhed, og når jeg absolut skal gøre det, foretrækker jeg så afgjort, at det ikke sker i nogen ødelæggende hensigt. Og i sidste instans, tilkom det så mig — selv efter et års prøvetid — at afgøre, hvorvidt stakkels Gilbert havde det i sig eller ej?

Jo mere jeg betragtede den rolle, jeg havde besluttet at spille, desto mindre syntes jeg om den, og jeg syntes endnu mindre om den, når Gilbert sad over for mig, med hovedet lænet tilbage i lampelyset — akkurat som Phil sidder nu Jeg havde gennemlæst hans sidste manuskript, og han vidste det og vidste, at hans fremtid afhang af min dom — det var vi stiltiende blevet enige om. Manuskriptet lå imellem os på mit bord — en roman, oven i købet hans første roman! — og han lagde sin hånd på det og så op på mig med hele sit liv i blikket.

Jeg rejste mig, rømmede mig og forsøgte at holde blikket borte fra hans ansigt og fæstne det på manuskriptet.

“Faktum er, kære Gilbert” begyndte jeg. Jeg så ham blive bleg, men han sprang straks op og kom hen til mig.

“Åh, tag det dog ikke så tungt, kære ven! Så slemt er det da heller ikke for mig!” Han havde lagt hænderne på mine skuldre, og han smilede ned til mig fra sin fulde højde med en slags dødsmærket munterhed, der var som en kniv i mit hjerte.

Han var alt for smuk og tapper til, at jeg kunne fastholde det sludder om min pligt. Og pludselig slog det mig, hvordan jeg ville såre andre, når jeg sårede ham; først mig selv — for at sende ham hjem var ensbetydende med at miste ham; men mere specielt stakkels Alice Nowell, hvem jeg så gerne ville have vist min gode vilje og mit ønske om at gøre hende en tjeneste. Det var som at svigte hende dobbelt, hvis jeg svigtede Gilbert …

Men min intuition var som et af de lynglimt, der oplyser hele horisonten, og i samme øjeblik var jeg klar over, hvad jeg eventuelt kunne risikere, hvis jeg ikke sagde sandheden. Jeg sagde til mig selv: “Så har jeg ham for livstid” — og jeg har endnu aldrig truffet nogen, hverken mand eller kvinde, som jeg ønskede at beholde på sådanne betingelser. Dette anfald af egoisme fik mig til at bestemme mig. Jeg skammede mig, og for at slippe for det sprang jeg til og landede lige i Gilberts arme.

“Bogen er god nok, og du tager helt fejl!” råbte jeg til ham; han omfavnede mig, og jeg lo og rystede i hans greb, og et øjeblik følte jeg den selvtilfredshed, der siges at følge i de retfærdiges fodspor. Pokker tage det hele, men det har nu sin charme at gøre andre mennesker glade …

Gilbert ville selvfølgelig straks fejre sin frigørelse på imponerende vis; men jeg sendte ham af sted alene, for at han kunne få afløb for sine følelser, og så gik jeg i seng for at sove mig fra mine. Mens jeg klædte mig af, begyndte jeg at spekulere på, hvordan eftersmagen ville blive — så mange af de bedste og ædleste holder ikke! Men jeg var dog ikke bekymret, og jeg havde i sinde at tømme bægeret til bunds, selv om også smagen skulle blive en smule flov.

Jeg lå, længe efter at jeg var gået i seng, og smilede ved tanken om hans øjne — hans lyksalige øjne … Så faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede, var der isnende koldt i værelset; jeg satte mig over ende med et sæt — og dér var de andre øjne

Det var tre år siden, jeg havde set dem, men jeg havde tænkt på dem så ofte, at jeg troede, de aldrig skulle tage mig uforvarende mere. Nu, da jeg så deres røde, ondskabsfulde blik rettet mod mig, blev jeg klar over, at jeg aldrig havde regnet med at få dem at se igen, og at jeg var så forsvarsløs som nogen sinde over for dem … Som tidligere var det den helt vanvittige irrelevans, der gjorde deres komme så forfærdelig. Hvad pokker ville de mig, siden de dukkede op på dette tidspunkt. Jeg havde levet mere eller mindre sorgløst i de år, jeg ikke havde set dem, men mine værste indiskretioner var dog ikke slemme nok til at berettige deres forbandede gennemborende stirren; dette specielle øjeblik var jeg virkelig forsvarsløs, og jeg kan ikke sige, hvor meget det forhøjede rædslen …

Men det er ikke nok at sige, at de var lige så slemme som før; de var værre. Nøjagtig så meget værre, som jeg havde lært af livet i mellemtiden; netop så meget værre, som min større erfaring kunne gøre dem ved at lægge underforståede meninger i deres blik. Jeg så nu, hvad jeg ikke før havde set: at det var øjne, der gradvis var blevet hæslige, der havde opbygget lavhed som et koralrev, stump for stump, af en række nedrigheder, der var samlet sammen gennem travle år. Ja — det gik op for mig, at det, der gjorde dem så modbydelige og skræmmende, var, at de var blevet det så langsomt …

Der hang de i mørket; de opsvulmede låg var sænket over små vandede øjeæbler, der rullede løst rundt i øjenhulerne, de posede folder lavede mørke skygger nedenunder — og mens deres stirren fulgte mine bevægelser, fik jeg en fornemmelse af deres stiltiende medskyldighed, af en dyb, skjult forståelse mellem os, som var endnu værre end det første chok ved at se dem. Ikke at jeg forstod dem; men det, at de gjorde det klart for mig, at jeg en dag ville forstå … Ja, det var det værste ved dem, så ganske afgjort; og det var den følelse, der
blev stærkere for hver gang, de kom tilbage …

For de fik den forbandede vane at komme igen. De mindede mig om vampyrer med smag for ungt kød; de syntes at gotte sig over smagen af en god samvittighed. Hver eneste nat i en måned kom de for at kræve en mundfuld af min; efter at jeg havde gjort Gilbert lykkelig, ville de simpelthen ikke slippe deres tag i mig. Dette sammentræf fik mig næsten til at hade ham, den arme fyr, skønt jeg følte mig overbevist om, at det var tilfældigt. Jeg  spekulerede en del over det, men kunne ikke finde nogen antydning af forklaring undtagen i forbindelse med Alice Nowell. Men dengang havde øjnene sluppet mig i samme øjeblik, jeg svigtede hende, så de kunne næppe være udsendinge fra en krænket kvinde, hvis man da ellers kunne forestille sig, at den stakkels Alice ville være i stand til at få den slags ånder til at hævne sig. Det fik mig til at tænke, og jeg begyndte at spekulere på, om de ville slippe mig, hvis jeg opgav Gilbert. Fristelsen var lumsk, og jeg måtte gøre mig hård for at stå imod; men den kære dreng var virkelig for charmerende til at blive ofret til slige dæmoner. Og derfor fandt jeg faktisk aldrig ud af, hvad de egentlig ville …”

III

Ilden i kaminen sank sammen og blusede op igen i et glimt, der klart oplyste fortællerens knudrede ansigt under de gråsorte skægstubbe. Trykket ind mod hulningen i stoleryggen stod det et øjeblik skarpt tegnet som en gemme af gullig, rødåret sten med prikker af emalje som øjne, så sank ilden atter sammen, og billedet blev igen en utydelig rembrandtsk radering.

Phil Frenham sad i en lav stol på den anden side af kaminen. Hans ene hånd hvilede på bordet bagved, den anden støttede hans tilbagekastede hoved, og hans øjne var rettet mod vennens ansigt; han havde ikke rørt sig, siden beretningen begyndte, og han fastholdt sin tavse ubevægelighed, efter at Culwin var hørt op med at tale. Det blev mig, som med en svag følelse af skuffelse over den bratte slutning på historien spurgte: “Men hvor længe blev De ved med at se dem?”

Culwin sad så sammensunket i sin stol, at han lignede en dynge af sit eget tøj; nu rørte han lidt på sig, som om han blev forbavset over mit spørgsmål. Han lod til at have glemt, hvad han havde fortalt os.

“Hvor længe? Åh, så godt som hele den vinter. Det var djævelsk. Jeg vænnede mig aldrig til dem. Jeg blev rigtig syg.”

Frenham skiftede stilling, og idet han gjorde det, ramte hans albue et lille spejl i bronzeramme, der stod på bordet bag ham. Han vendte sig om og flyttede det en anelse; så genindtog han sin tidligere stilling, med det mørke hoved støttet mod håndfladen og med blikket anspændt rettet mod Culwins ansigt. Noget i hans tavse blik forvirrede mig, og som for at aflede opmærksomheden fra det stillede jeg et andet spørgsmål.

“Og De prøvede aldrig på at ofre Noyes?”

“Nej, nej. Det behøvede jeg faktisk ikke. Han gjorde det for mig, den stakkels knægt!”

“Gjorde det for Dem? Hvordan mener De?”

“Han udmattede mig — han udmattede alle. Han fortsatte med at udøse sit jammerlige vrøvl og gjorde forsøg på at sælge det overalt, indtil han til sidst blev en sand skræk for alle. Jeg forsøgte at vænne ham af med at skrive — åh, så blidt, så blidt naturligvis — ved at invitere ham sammen med behagelige mennesker og derved give ham chancen for at udfolde sig, så han kunne blive klar over, hvad han virkelig havde at give. Jeg havde forudset denne løsning lige fra begyndelsen — havde følt mig sikker på, at når den første brændende skrivetrang var kølnet, ville han falde til som en charmerende snylter, en slags Cherubino, der altid kan få en plads ved bordet og et skjul bag damernes skørter. Jeg kunne se ham indtage sin plads som ‘digteren’ — den ikke skrivende digter. Man kender typen fra enhver salon. Det koster ikke meget at leve på den måde — jeg havde regnet det hele ud og følte mig sikker på, at han med lidt hjælp kunne holde den gående i nogle år; og i mellemtiden ville han sikkert finde sig en kone. Jeg så ham i tankerne gift med en enke, ikke helt ung, med en dygtig kokkepige og et velordnet hjem. Jeg havde i virkeligheden fundet enken … I mellemtiden gjorde jeg alt for at lette overgangen — lånte ham penge for at lette hans samvittighed, præsenterede ham for smukke kvinder for at få ham til at glemme sine løfter. Men intet kunne omvende ham; han havde kun én idé i sit smukke, stædige hoved. Han ville have laurbærkransen og ikke rosen, og han blev ved med at gentage Gautiers grundsætning og hamrede og filede på sin kraftesløse prosa, til han fik den bredt ud over, guderne må vide hvor mange hundrede sider. Nu og da sendte han en portion til en forlægger, men selvfølgelig kom den altid tilbage.

I begyndelsen gjorde det ikke noget — han mente, han var ‘misforstået’. Han opfattede sig selv som et geni, og hver gang et opus kom retur, skrev han et nyt til at holde det med selskab. Så fulgte en reaktion, fuld af fortvivlelse, og han beskyldte mig for at have ført ham bag lyset og alverdens andre ting. Det blev jeg vred over, og jeg sagde, at han havde ført sig selv bag lyset. Han var kommet til mig, fast besluttet på at skrive, og jeg havde gjort mit bedste for at hjælpe ham. Det var omfanget af min forbrydelse, og jeg havde gjort det for hans slægtnings skyld, ikke for hans.

Det lod til at gøre indtryk, for han svarede ikke lige med det samme. Så sagde han: ‘Min tid er gået, og mine penge er brugt op. Hvad synes du, jeg skal gøre?’

‘Jeg synes, du skal lade være med at være et fjols,’ sagde jeg.

‘Hvad mener du med at være et fjols?’ spurgte han.

Jeg tog et brev, der lå på mit skrivebord, og rakte det frem mod ham.

‘Jeg mener at afslå dette tilbud fra mrs. Ellinger om at blive hendes sekretær med en løn på fem tusind dollars. Der kan muligvis gemme sig andet bag det tilbud.

Han gjorde en voldsom håndbevægelse, der slog brevet ud af hånden på mig. ‘Åh, jeg ved så udmærket, hvad der gemmer sig bag det tilbud!’ sagde han og rødmede helt op til hårrødderne.

‘Og hvad er svaret, siden du ved det?’ spurgte jeg.

Han svarede ikke straks, men vendte sig langsomt om mod døren. Dér standsede han med foden på tærskelen og sagde næsten med en hvisken: ‘Du mener altså virkelig, at mit arbejde ikke dur?’

Jeg var træt og irriteret, og jeg brast i latter. Jeg vil ikke forsvare min latter — det var tarveligt gjort. Men jeg må sige til min undskyldning, at knægten var en tåbe, og at jeg havde gjort mit bedste for ham — det havde jeg virkelig.

Han forlod værelset og lukkede stille døren efter sig. Samme eftermiddag rejste jeg til Frascati, hvor jeg havde lovet at tilbringe søndagen sammen med nogle venner. Jeg var glad for at slippe for Gilbert, og til og med opdagede jeg samme nat, at jeg også var sluppet fri for øjnene. Jeg faldt i den samme dvalelignende søvn, som havde overmandet mig, da de første gang holdt op med at hjemsøge mig; og da jeg vågnede næste morgen i mit fredelige værelse oven over stenegene, følte jeg den fuldstændige udmattelse og dybe lettelse, der altid fulgte efter en sådan søvn. Jeg tilbragte to velsignet fredelige nætter i Frascati, og da jeg kom tilbage til Rom, opdagede jeg, at Gilbert var væk … Åh nej, der var ikke sket noget tragisk — så vidt kom det dog ikke. Han havde simpelthen pakket sine manuskripter og var taget af sted til Amerika — til sin familie og sin kontorstol i Wall Street. Han efterlod et meget nydeligt brev, hvori han fortalte mig om sin beslutning, og opførte sig i det hele taget ved den lejlighed så lidt tåbeligt, som det er muligt for en tåbe at gøre det …”

IV

Culwin tav igen, og Frenham sad stadig urørlig, mens det slørede omrids af hans unge hoved aftegnedes i spejlet bag ham.

“Og hvad blev der af Noyes bagefter?” spurgte jeg til sidst, stadig plaget af en følelse af noget ufuldstændigt, fordi der manglede en forbindende tråd mellem beretningens parallelle linjer.

Culwin trak på skuldrene. “Åh, der blev ikke noget af ham — for han blev ikke til noget. Det var ganske udelukket. Han vegeterede på et kontor, tror jeg, og endte vist med at blive ansat ved et konsulat og indgik et trist og kedsommeligt ægteskab i Kina. Jeg så ham engang i Hong Kong, det var mange år senere. Han var fed og ubarberet. Der blev sagt, at han drak. Han genkendte mig ikke.”

“Og øjnene?” spurgte jeg efter endnu en pause, som Frenhams stadige tavshed gjorde trykkende.

Culwin strøg sig om hagen og blinkede spekulativt til mig gennem halvmørket. “Jeg har ikke set dem siden min sidste samtale med Gilbert. Læg to og to sammen, hvis du kan. Jeg har ikke selv været i stand til at finde bindeleddet.”

Han rejste sig med hænderne i lommen og gik stift hen til det bord, hvor de forfriskende og opstrammende drikke var anbragt.

“l må være ved at dø af tørst efter at have hørt på den tørre historie. Sørg for dig selv, kære ven. Her, Phil —” han vendte sig om mod kaminen.

Frenham svarede ikke på værtens gæstfri tilbud. Han sad stadig i den lave stol uden at røre sig, men idet Culwin gik hen imod ham, mødtes deres øjne i et langt blik, hvorefter den unge mand brat vendte sig om, smed sig ind over det lille bord og skjulte ansigtet i armene.

Culwin standsede op ved denne uventede bevægelse, og rødmen steg op i hans ansigt.

“Phil — hvad pokker? Har øjnene skræmt dig? Min kære dreng — min kære ven — Jeg har aldrig før modtaget en sådan anerkendelse af mine litterære evner, nej aldrig!”

Han brast i en kluklatter ved tanken, stod stille på kamintæppet, og kiggede, stadig med hænderne i lommen, på den unge mands bøjede hoved. Men da Frenham stadig ikke svarede, gik han et skridt eller to nærmere.

“Op med humøret, kære Phil! Det er år siden, jeg har set dem — åbenbart har jeg ikke i den senere tid gjort noget, der var slemt nok til at kalde dem frem fra kaos. Med mindre min nylige fremmanelse af dem har fået dig til at se dem; det ville være det værste, de endnu har gjort!”

Hans spøgende opfordring døde hen i en usikker latter; han gik endnu nærmere, bøjede sig ned over Frenham og lagde sin gigtkrogede hånd på den unge mands skulder.

“Phil, min kære dreng, hør nu — hvad er der i vejen? Hvorfor svarer du ikke? Har du måske set øjnene?”

Frenhams ansigt var fremdeles skjult; jeg stod bag Culwin og så, at han langsomt trak sig tilbage fra vennen, som om dennes ejendommelige reaktion virkede som en afvisning. Idet han bevægede sig, faldt lyset fra lampen på bordet direkte på hans røde ansigt, og jeg fik øje på dets billede i spejlet bag Frenhams hoved.

Culwin så også selv spejlbilledet. Han standsede med ansigtet ud for spejlet, som om han ikke genkendte trækkene derinde som sine egne. Men mens han stirrede, ændredes hans udtryk gradvist, og i lang tid stirrede han og billedet i spejlet på hinanden med et blik af langsomt voksende had. Så slap Culwin Frenhams skulder og trådte et skridt tilbage …

Frenham holdt stadig ansigtet skjult og rørte sig ikke.

Trykt i: Tales of Men and Ghosts, 1910
Originaltitel: The Eyes

Kort om Edith Wharton

Født: den 24. januar 1862
Død: den 11. august 1937

Læs mere på Wikipedia