Spøgelseskareten af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.


– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.

Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.

Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.

Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.

Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.

Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.

Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.

Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.

Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.

“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”

Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.

Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.

Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.

Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.

En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.

Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.

En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.

Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”

“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”

Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.

Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.

Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Spanieren af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spanieren”.


– De kender jo den engelske digter Alexander Pope?
– Nå, jeg kan se på Dem, at De hverken har læst den berømte ‘Røvede hårlok’ eller de øvrige poesier, som henrykkede hans landsmænd i det 18. århundrede.
– Om jeg har? Jeg må ærligt tilstå, nej. Men under mit sidste besøg i England, på et herresæde, faldt jeg over hans ‘Levned’ en kedsommelig regnvejrsdag, og deri fandt jeg denne historie.

Denne Mr. Pope var et udpræget forstands-menneske og som følge deraf en erklæret fjende af spøgelsehistorier og overtroiske forestillinger. Det ganske uagtet at the second sight eller synskhed er en udbredt evne i Skotland, og ethvert engelsk hus af nogenlunde respektabel alder har et ‘husspøgelse’ eller flere, som hænger ved skuepladsen for tidligere gerninger. Det skyldes måske også englændernes respekt for traditionen. Men skønt digter og englænder kunne Mr. Pope som sagt ikke udstå spøgelser og havde udtrykkeligt forbudt sit tyende så meget som at omtale emnet for ham, og truet enhver der gjorde det med øjeblikkelig afsked.

Nu var han netop flyttet ind i en ny lejlighed, tilmed i et hus hvis alder og indretning nok kunne tyde på, at skygger lurede i dets mange krinkelkroge. Han havde fulgt anbringelsen af møblerne i sine værelser, og i arbejdsværelset, der også skulle tjene som soveværelse, havde han egenhændig opstillet sin bogsamling og anbragt sine værker i smuk rækkefølge og ret iøjnefaldende.

Nu skulle han tilbringe den første nat i sin nye lejlighed. Døren var låst, lyset brændte i stagen ved sengen, og han havde lagt sig mageligt til rette med en bog for efter sædvane at læse sig i søvn. Hvilken bog omtaler historien ikke, men det har næppe været et af hans egne værker. Da han har ligget lidt, bliver han opmærksom på en lyd henne ved døren ind til værelset. Han ser derhen, og i samme øjeblik går døren op, og ind træder en skikkelse i gammel spansk dragt.

“Hvem er det?” råber Pope til skikkelsen, som har et mørkt og alvorligt udseende. Men spanieren lader som ingenting, går hen til bogreolen, tager Popes skrifter, det ene bind efter det andet, bladrer lidt i dem, og med et nederdrægtigt spottende smil sætter han dem på plads igen. Men, som digteren henne i sengen ærgerligt bemærker, omvendt med titlen nedefter.

Pope brummer og rømmer sig. Spanieren lader sig ikke forstyrre i sin stumme kritik, og da han endelig er færdig med bøgerne, går han hen til skrivebordet, tager et manuskript, som digteren har arbejdet på om aftenen, læser, bladrer i det, ryster af og til smilende på hovedet og bladrer videre.

“Det er dog for galt,” tænker digteren. “Min Herre,” siger han og rejser sig op i sengen, “når De vil besøge folk, skulle De vælge et mere passende tidspunkt.” Spanieren værdiger ham ikke et blik.

“Og når De kommer til fremmede folk, burde De iagttage simpel høflighed og ikke rode i andres papirer.” Spanieren bladrer roligt videre, med sit nedrige, spottende smil.

“I modsat fald,” bruser den krænkede digter ud, “i modsat fald er man i sin gode ret, når man tugter en så påtrængende person…” Og dermed springer han ud af sengen, griber sin kårde og farer hen mod spanieren. Denne sænker roligt hånden, hvori han holder papirerne, og idet han med det samme kolde, spottende smil ser på den iltre lille skrutryggede digter i natkjole og med nathue, åbner han med den anden hånd sin vams og viser Pope sit blottede bryst. Her ser digteren til sin skræk et gabende, blodigt sår. Forfærdet farer han tilbage og ringer på sin tjener. Den korte, skarpe klang af klokken lyder gennem det stille hus; men der kommer ingen. Han ringer igen. Forgæves. Spanieren lader sig ikke forstyrre. Han står ganske rolig ved skrivebordet og bladrer i papirerne.

“Min Herre,” siger Pope til sidst, “nu synes jeg det må være nok; er De ikke så god at gå Deres vej!” Spanieren nikker samtykkende og går langsomt og værdigt ud ad døren.

Helt fortumlet af det natlige eventyr går Pope igen i seng. Så kommer tjeneren endelig og spørger, hvad Herren ønsker?
“Mødte du ikke nogen?” spørger Pope.
“Jo, på trappen,” svarer tjeneren.
“Hvem var det? Hvordan så han ud?”
Tjeneren svarer ikke, men står forlegen.
“Svar, når jeg spørger dig!”

Tjeneren minder om Herrens forbud mod at omtale visse ting, men endelig rykker han ud med, at han har mødt spanieren, og at det er genfærdet af en spanier, som for mange år siden er blevet myrdet der i huset. Ingen har dristet sig til at omtale det på grund af Herrens strenge forbud.

“Det er godt,” siger Pope, “men bliv nu her resten af natten. Du kan ligge henne på sofaen.” Digteren falder i søvn, og da han om morgenen vågner, kalder han på sin tjener. Ingen svarer. Han ser hen på sofaen. Der ligger ingen tjener.

Nu bliver Pope vred. Han trækker i klokkestrengen. Der kommer nogen op ad trappen, banker på og tager i døren. Den er låst. Pope må stå ud af sengen og lukke op. Det er tjeneren.

“Hvorfor er du gået din vej?” spørger Pope.
“Hvad mener Herren. De ringede og her er jeg,” svarer tjeneren forbavset.
“Har du da ikke været her i nat, da du mødte spanieren?”
Tjeneren ryster på hovedet. “Spanieren?” gentager han.
“Ja, spanieren” svarer Pope, “som var herinde.”

Tjeneren ser tvivlende på sin Herre og minder ham om, at døren var låst indvendigt fra. “De må have drømt Herre,” han til sidst. “Drømt!” gentager Pope ærgerlig. “Står bøgerne da ikke omvendt henne i reolen, således som den uhøflige gæst stillede dem i nat?” Begge ser hen på reolen. Bøgerne står i den skønneste orden, præcist som Pope havde stillet dem den foregående dag. “Nu kan du gå,” siger Pope og klapper tjeneren på skulderen. “Jeg ville blot sætte dig på prøve, men du har bestået den til min fulde tilfredshed.”

Pope glemte dog aldrig den mærkelige drøm, der var så levende, at den nær havde fået ham selv til at tro på gengangere.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Snedkerens eventyr af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Snedkerens eventyr”.


Jeg boede engang hos en ligkistesnedker og flyttede først, da manden døde og huset, en gammel kasse i en af smågaderne, blev moderniseret. Mit værelse var hyggeligt, skønt udsigten indskrænkede sig til en snæver gård og værkstedet lå lige nedenunder, og mine værtfolk var flinke og gemytlige, skønt manden lavede ligkister.

Mange eftermiddage sad jeg også nede i det lavloftede og skumle værksted, hvor der lugtede af fyrretræ, lim og røg, hos mester, når han med brillerne skubbet op i panden – han lod dem kun glide ned, når han skulle se på folk, og da så han gerne over dem – høvlede løs, så det skreg i spånerne og fløjtede gamle håndværkerviser dertil.

I sine unge dage havde han fægtet, som enhver stræbsom håndværkersvend gjorde dengang, da der endnu var lav, og en kusk ikke kunne blive skrædder og skomageren måtte holde sig til sin læst. Derfor havde han set sig om i verden, arbejdet i fremmede byer, helt nede hos tyrken, og lært mange forskellige mennesker at kende, og skønt det ikke var kanel alt sammen, som han sagde, havde han hentet mange kundskaber og bevaret sit gode, friske humør.

“Havde det ikke været bedre at lave møbler?” spurgte jeg en gang, “både finere og mere indbringende?”

“Ok nej! Solide møbler kan holde i mere end et menneskeliv, men en kiste bruges kun en gang, og skønt der også laves fine egetræs med lister, beslag og englehoveder og andre dikkedarer, er der alligevel ingen der finder på at stille dem op i sin stue, til brug for børn og børnebørn.”

“Men er der ikke noget uhyggeligt ved at lave den slags bohave,” indvendte jeg. “Når De arbejder om aftenen hernede, ganske sent, som jeg har hørt det oppe i mit værelse, er det så ikke hændt, at ‘noget’ har kigget Dem over skulderen og set, hvordan arbejdet skred frem?”

“Nej,” sagde han kort og Io, “det er aldrig sket for mig; ‘de’ ved måske, at jeg leverer propert og solid arbejde.”

“De mangler troen,” sagde jeg, “det er måske grunden?”

“Troen mangler nu ikke,” sagde han, “for jeg har en gang oplevet noget, som fik mig til at tro, men heller aldrig før eller siden.”

“Noget med ligkister?” spurgte jeg.

“Nej, dengang holdt jeg mig til det fine, som De kalder det,” sagde han, strøg med hånden spånerne bort fra brædtet, han arbejdede på, og stillede sig med ryggen op til høvlebænken. Han var altid rede til at fortælle.

“Det hændte mig i min ungdom, dengang jeg rejste på håndværket. Min sidste mester havde ikke mere arbejde, og jeg snørede min rygsæk og søgte hen, hvor andre skorstene røg.

Det var nede i Tyskland, og jeg kom til en af disse løjerlige, gamle byer, med krogede gader og bindingsværkhuse, hvor grumme mange ligkister er blevet ført ud fra. De byer er forresten mere hyggelige end de moderne, hvor alt er så glat og ligefrem, som om det var taget op af en legetøjsæske.

Da jeg kom til byen, skumrede det, i den skumle byport stod en mand, der havde tændt en vældig jernlygte og var ved at hejse den op under hvælvingen i en lang kæde. Han viste mig vej til herberget, og der satte jeg mig, som ene hane, under lavsmærket, for at vise hvilket lav jeg tilhørte. Mens jeg sidder med et glas øl, kommer en ældre mand ind, ser sig om og går hen til mig og spørger, om jeg søgte arbejde. Han trængte til en svend , og jeg til arbejde, så vi blev let enige. Så sagde han, hvor han boede; jeg kunne komme, når jeg ville.

Da han var gået, kom ejeren af herberget hen.

“Nu er det spændende, om du kan blive der,” sagde han , “de forrige er hurtigt blevet rejst derfra; den sidste holdt kun ud et døgn, så var han færdig.”

“Hvad er der da i vejen. Manden virkede ellers flink nok.”

“Der er heller ikke noget at klage på ham.”

Jeg spurgte så, om det var konen eller kammeraterne – der var to ældre svende. Det mente han heller ikke, men jeg forstod snart, at han selv ikke var klogere end jeg. “Ja, krakiler er jeg ikke, og hvad arbejdet angår, skal fejlen ikke ligge hos mig,” sagde jeg, betalte min øl og gik.

Mesters hus lå ved den gamle bymur. De sad just ved aftensuppen, da jeg kom, og bad mig spise med. Det var jo ikke dansk mad, men hvad de spiste selv, og jeg var sulten. De to andre svende sad med til bords; de spildte ikke tiden med snak, og da de var færdige, gav de mester og mutter hånden til tak og
drev af.

Vi blev siddende og snakkede lidt — det var mest mig, der førte ordet, mester og hans kone hørte efter — og da der var gået en stund, og gøgen kukkede fra det gamle Schwarzwalder-ur, sagde mester, at han ville vise mig mit kammer, så kunne jeg selv bestemme om jeg ville gå ud og se byen eller gå i seng.

Kammeret lå i sidehuset. Opgangen var fra gården. Værkstedet Iå nedenunder, og i et kammer op til det lå de to svende. Der var ikke plads til tre. Jeg skulle ligge alene. Det havde jeg ikke noget imod.

Mester formanede mig til at være forsigtig med lyset og ønskede mig en god rolig nat. Og i en fart kom jeg af klæderne og til køjs; man er træt efter en hel dag at have travet ad en støvet landevej. Men inden jeg pustede lyset ud, tog jeg kammeret i øjesyn. Nøgne kalkede vægge, sengen, en stol, et lille bord og en knagerække , det var hele herligheden. Et firkantet vindue med blyindfattede ruder vendte ud mod haven og bymuren og voldens træer bagved — jeg kiggede ud på udsigten. Modsat det var døren; ved siden af den skød skorstenen frem med en jernlåge på forsiden, og skorstenen dannede en niche med tværvæggen, som sengen stod op til — ydervæggen var skrå og i loftet midt over nichen var anbragt en forsvarlig jernkrog. Jeg kiggede på krogen og kunne ikke forstå, hvad nytte den var til, om ikke til at hænge sig der, når man var ked af livet. Den så solid nok ud til at kunne holde til det.

Jeg faldt dog snart i søvn, men vågnede pludselig ved en lyd henne ved døren. Først troede jeg, det var en rotte, der gnavede, men så hørtes det tydeligt som fejen med en hård og strid kost. Skønt månen skinnede klart ind i kammeret, var der ikke noget at se. Og lyden kom nærmere, tæt forbi min seng og i retning af vinduet. Der hørte den op. Jeg lyttede lidt; alt var og blev stille; et kirkeur slog i nærheden; så sov jeg ind igen.

Om morgenen omtalte jeg det på værkstedet. De to svende sagde ingenting, og mester mente. at han nok havde hørt tale om en mærkelig lyd, der skulle høres deroppe hver gang det var fuldmåne. Der hørtes så mange sære lyde i gamle huse , og dette var meget gammelt. Så spurgte han , om jeg ellers havde mærket noget. Det havde jeg ikke. Så blev der ikke talt mere om den sag. Jeg tænkte heller ikke videre over det, da jeg ellers havde det godt, og spøgeriet, eller hvad det nu var, ikke var kommet mig for nær; i de følgende nætter mærkede jeg heller ikke noget til det.

Så blev det næste fuldmåne. Dagen var mørk og skyet, og om aftenen lod månen sig ikke se. Alligevel kunne jeg ikke falde i søvn, men lå vågen og ventede og lyttede. Og det kom, først henne ved døren, så forbi min seng og henimod vinduet, ganske som forrige gang, kun endnu stærkere, mere ivrigt, og skønt det var mørkt i kammeret, syntes jeg at jeg kunne skimte en skygge henne ved vinduet. Så blev der stille. Kort efter brød månen frem, fuld og klar, men belyste kun de nøgne vægge.

Der gik igen en tid. Så en aften havde jeg siddet henne i herberget sammen med en landsmand, og det var blevet sent. Det hændte jo ind i mellem, at jeg ikke gik i seng med hønsene, så mester havde lånt mig nøglen til den lille
dør i bymuren, som førte ind til haven, for at jeg kunne benytte den vej. Det gjorde jeg også den omtalte aften, og mens jeg gik op ad havegangen, så jeg tilfældigt op til vinduet i mit kammer, som måneskinnet netop faldt på. Og deroppe, i karmen bag de små ruder sad noget uformeligt og blakket, noget, der lignede et menneske og dog ikke var det.

Den nat tilbragte jeg i herberget og næste morgen sagde jeg farvel til mester; vi var begge kede af at skilles, men den svend brød jeg mig ikke om at dele kammer med.

 

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk