Skridtene af Edward Frederick Benson

Edward F. Benson
By from Harper’s Weekly – The New York Public Library, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=23861754

John Cresswell var en aften på vej hjem fra Britannia Club i Alexandria, hvor han, som han plejede tre, fire gange om ugen, havde spist meget solidt, fået godt med drikkevarer og bagefter spillet bridge, så længe der kunne stilles et hold på benene. Det havde været en temmelig dyr aften, for al hans dygtighed ved kortbordet havde ikke været i stand til at hamle op med den fortsatte række dårlige kort, han havde fået. Men han havde trøstet sig med fornuftige portioner whisky, og nu vandrede han hjemad i meget højt humør, for hans forretninger gik strålende, og et tab på 25-30 pund i aften ville blive rigeligt erstattet næste morgen. Desuden viste hans bridge-regnskab for i år et overskud, der sagde, at kortspil var en meget lønnende fornøjelse.

Det var en varm oktober-aften, og da han var en stor, blodrig mand, slentrede han i meget mageligt tempo hen over pladsen og op ad den lange gade, for hvis ende hans hus lå. Der var ingen taxa på holdepladsen, ellers ville han have taget én og sparet sig selv for en spadseretur på næsten halvanden kilometer; men det generede ham nu ikke, for natteluften med en svag brise fra søen var forfriskende efter det lange ophold i et røgfyldt lokale. Over ham kastede månen, der næsten var fuld, sit meget klare, hvide lys ned over gaden. Der var en smal stribe skarpskåren skygge inde under husene til højre for ham, men resten af gaden og fortovet til venstre for den, hvor han gik, lå strålende belyst.

Først gik hans vej mellem rækker af butikker, for det meste europæiske, og her og der lå der en café, hvor nogle få gæster endnu sad. Behagelige tanker løb gennem hans hoved, mens han gik. Den egyptiske sukkerhøst, som han var meget interesseret i, havde vist sig meget god, og han forudså en god profit. Ikke mindre tilfredsstillende var en forretning af en ganske anden karakter. Han havde for nogle måneder siden, ydet en lille handlende et lån, og nu var den behørige rente af dette udeblevet; som følge heraf var høsten på meget frugtbart areal med sukkerrør Cresswells. Et lignende og endnu mere indbringende heldigt resultat havde han opnået i Alexandria, for han havde for et år siden lånt en levantisk tobakskøbmand penge med sikkerhed i hans private ejendom. Dette havde givet gode renter, men et par dage i forvejen var den uheldige fyr gået fallit, og Cresswell var nu ejer af en absolut attråværdig ejendom. Hele affæren havde været meget smigrende for hans foretagsomhed og klogskab, for han havde rent privat hørt, at kommunen agtede at udlægge naboejendommen, der for øjeblikket var slumkvarter, og hvor hans lagerbygning lå, til huse med lejligheder og gøre det til et privat beboelseskvarter. Hans nyerhvervede ejendom ville således blive meget værdifuld.

I øjeblikket boede tobakshandleren med sin familie i nogle hjørner i lagerbygningen, men de måtte sættes ud næste morgen. John Cresswell havde allerede ordnet dette og sagt til den gamle mand, at han måtte flytte. Han ville gå derhen om formiddagen og overvåge, at de og deres pindebrænde af nogle møbler på tilbørlig måde blev smidt på gaden. Han ville personligt se dette blive gjort og glædede sig til det. De gamle ægtefolk var et par temmelig skrækkelige individer, kvinden fuldkommen som en heks, der gloede på ham og mumlede hen for sig, men der var en datter, der ikke så helt tosset ud, og ét medlem af tiggerfamilien ville blive nødt til at tjene til dens levebrød. Han blev ikke hængende ved den tanke, den flagrede bare gennem hans hjerne.

Han nærmede sig den prægtige romersk-katolske kirke, hvortil hørte et kloster, en stor hvid kasernelignende bygning, hvor tiggermunke eller sådan noget lignende boede, Noget med St. Markus, kunne han vagt huske, der efter overleveringen havde bragt kristendommen til Egypten for næsten 1900 år siden. Han mødte tit et af de mærkelige væsener med sandaler på fødderne og brun kjortel og rosenkrans og kuttedækket hoved, når de gik ud eller ind ad deres port eller arbejdede i haven. Han kunne ikke lide dem; infame fyre, syntes han, det var. Sommetider, når de var ude at tigge, kom de til hans dør og bad om almisser til de trængende koptere. For ikke længe siden havde han fundet én, der faktisk stod og ringede på fordøren, i stedet for ydmygt at gå om til bagdøren, sådan som det passede sig for hans stand, og Cresswell sagde til ham, at han ville slippe sin bulldog løs på den næste af deres slags, der vovede sig indenfor hans havelåge. Hvor havde fyren fået fart på, da han hørte tale om hunden! Han tabte en af sine sandaler i hastværket med at komme af sted, og havde ikke tid til at få den med, så han hoppede og humpede hen over det skarpe ral for at nå ud på gaden. Cresswell havde leet højt over hans hastværk, og det bedste ved spøgen var, at han overhovedet ikke havde en hund. Ved mindet om den sjove hændelse smilede han, da han gik forbi kirkedøren.

Han standsede et øjeblik for at tørre panden og tænde en cigaret og så sig omkring i vældig godt humør. Foran og bag ham var gaden helt tom; der strålede lidt lys ud gennem persiennerne fra de øverste vinduer i nogle af husene, men hele verden var i seng eller på vej til det. Der var endnu 3-400 meter at gå, før han nåede hen til sit eget hus, og idet han vendte ansigtet hjemad igen og gik lidt hurtigere til, hørte han fodtrin bag sig, skarpe og distinkte, ikke så langt bagved ham. Han ænsede det ikke. Én eller anden var sent på vej hjem, ligesom han selv og gik i samme retning, for trinene fulgte ham.

Hans cigaret var dårligt tændt; en lille klump brændende tobak faldt ned på fortovet, og han standsede for at tænde den igen. Muligvis var en del af hans underbevidsthed optaget af de trin, der så pludselig havde lydt bag ham i den tomme gade, for mens han var optaget af at få ild i cigaretten igen, lagde han mærke til, at fodtrinnene var ophørt. Det var knap nok værd at vende sig om (så lidt interesserede sagen ham), men et ligegyldigt blik viste ham, at den gående måtte være drejet ind i et af de huse, han lige var gået forbi, for hele gaden, som var strålende oplyst af månen, var lige så tom, som da han så ud over den et par minutter før. Snart var han henne ved sin egen gadedør og smækkede den i bag sig.

Den levantiske købmands udsmidning fandt sted næste morgen, og Cresswell overvågede, at hans folk bar det billige stads af nogle møbler ud – et par borde, nogle stole, en sofa med laset højrødt plys, et par jernsenge og et bundt snavsede lagner og tæpper. Han var ikke helt sikker på, om de usle sager ikke egentlig retmæssig tilhørte ham, men de duede ikke til andet end at smides på skraldedyngen, og han havde ikke brug for dem. De stod der i det rene, strålende solskin, noget skrald og ikke andet, og blokerede fortovet, og en politibetjent sagde til ejeren, at han hellere måtte se at få det væk straks, hvis han ikke ville have vrøvl. Der var den sædvanlige scene, som han var temmelig vant til. Mandens kone knælede flæbende og sjusket. Hekseagtig og altfor tidligt ældet, kyssede hun hans hånd og tiggede hvæsende om hans medlidenhed. Hun kaldte ham ‘Excellence’, hun lovede at bede for ham, hvilket han brød sig lige så lidt om som om hendes potter og pander. Hun nedbad velsignelser over hans hoved, for hun vidste, at han ud fra sin barmhjertighed ville give dem lidt mere tid. De havde ikke noget sted at tage hen og heller ikke noget tag over hovedet; hendes mand havde nogen der skyldte ham penge, og han ville se at få fat i de penge og betale sin gæld så sikkert som at der var en Gud i himlen. Dette var en anden tone end hendes mumlen dagen før, men naturligvis vendte Cresswell det døve øre til hendes olieglatte veltalenhed, og lidt efter gik han ind i lagerbygningen for at se efter, at alt var blevet flyttet ud.

Der var snavset og ildelugtende; gulvene var rådne og malingen skallede af, men hele herligheden skulle snart brydes ned og han agtede ikke at ofre en krone på det, så længe den grund, det stod på, var hans. Så undersøgte han, at døre og vinduer var ordentlig lukket, og han gav betjenten en pæn drikkeskilling for at han kunne holde øje med stedet og sørge for, at købmandsfamilien ikke tiltvang sig adgang igen. Da han kom ud, så han, at den gamle mand havde fået fat i en trækvogn, og at han og hans søn var ved at læsse tingene op på den; så de havde naturligvis et sted at tage hen; det var alt sammen et bundt løgne, det med at de var hjemløse. Den gamle heks sad sammenkrøbet op mod husvæggen, men nu var der ingen bønner eller velsignelser til ham, og hun var igen begyndt på sin mumlen. Hvad datteren angik, så havde hun, når man så hende i dagslys, et smukt ansigt, men hun var gnaven og snavset og frastødende, så han skænkede hende ikke flere tanker. Han kaldte på en taxa og kørte hen i klubben for at spise frokost.

Skønt Cresswell ansås for at leve godt og forsynede sig af hjertens lyst både med mad, drikke og tobak, så var han også omhyggelig for sin store, solide krop, og det var sjældent, at han når dagens arbejde var overstået, undlod attage sig en rask spadseretur på en times tid eller to ud i retning af Ramleh, eller i den varmere tid at tage sig en god svømmetur i havet og en omgang sol på stranden. Dagen efter købmandsfamiliens udsmidning tog han sig en travetur nede på det faste sand i strandkanten, derefter drejede han ind i landet og krydsede den vej, der ville bringe ham tilbage til hans eget hus. Dette lå lige ved enden af den række selvstændige huse, som han var gået forbi de to foregående aftener; bag dem løb vejen mellem sandklitter og kratbevoksede flader. Her og der i nogle læhuler havde arabiske fårehyrder lavet sig en slags nomadisk teltbeboelse af temmelig primitiv art: en fem, seks stolper var stillet op i sandet og bar et tag af tæpper og laser, der var syet sammen. Hvis de slog sig ned alt for tæt på byens udkant, jog myndighederne dem en gang imellem væk, for de var tilbøjelig til at være langfingrede og stjæle, og deres nærhed var ikke særlig ønskværdig.

Da Cresswell i dag vendte hjemad på sin spadsertur, så han, at et telt af en anden slags for nyligt var blevet stillet op indenfor 20 meter fra hans egen havemur. Det kunne slet ikke gå, det måtte ordnes, og han besluttede at lige så snart han havde fået sit bad og klædt om, ville han ringe til sin meget gode ven, politiinspektøren og forlange, at teltet blev flyttet. Da han kom nærmere hen til det, så han, at det ikke var helt den sædvanlige type. Taget var tydeligt nok et slidt europæisk tæppe, og uden for det på sandet stod en sofa og nogle stole. På en eller anden måde forekom de ham bekendte, skønt han ikke kunne finde den rigtige association. Men så kom den gamle levantiske heks ud af teltet, hun, der dagen før havde kysset hans hånd og knælet for ham, og nedkaldt alle slags velsignelser og velstand over ham, hvis bare han ville have medlidenhed. Hun så ham, for nu var der ikke mere end 30-40 meter mellem dem, og så pegede hun pludselig på ham og brast ud i en række plaprende og og skrigende forbandelser. Det fik ham til at smile.

“Nå, nu er det andre toner, hvad?” tænkte han, “for det lyder ikke meget som gode ønsker. Forband du bare væk, gamle kælling, hvis det kan lette dit sind, det rører ikke mig. Men du bliver nødt til at flytte endnu en gang, for jeg agter ikke at lade dig og dine lige slå jer ned her.”

Cresswell ringede til sin gode ven, politiinspektøren, og fik på den høfligste måde at vide, at den sag ville være i orden næste morgen. Og han så også ganske rigtigt, da han dagen efter begav sig af sted til sit kontor, at sagen virkelig var ved at blive ordnet, for det europæiske tæppe, der havde tjent som tag, var allerede taget ned, og trækvognen blev læsset fuld. Rent tilfældigt lagde han mærke til, at de to kvinder og drengen var i færd med at fylde på den; Levantineren lå på sandet og tog ikke del i arbejdet. To dage senere passerede han tilfældigvis forbi Alexandrias fattig-kirkegård, hvor en af forarmet begravelse foregik. Kisten blev skubbet hen på siden af den runde grav på en trækvogn, og en dreng og to kvinder fulgte den. Han genkendte, hvem det var.

Han spiste den aften til middag i klubben i sjældent godt humør over livets tilskikkelser. Kommunen havde allerede for hans nyligt erhvervede ejendom tilbudt ham en sum, der var dobbelt så stor som den gæld, den var sikkerhed for, og selv om han måske kunne få mere, hvis han var ude efter en højere pris, så havde han accepteret, og pengene var blevet indbetalt i hans bank samme dag. At opnå 100 procent på en uge var meget tilfredsstillende, og hvem vidste, om ikke et eller andet nyt fremskridts-projekt kunne få dem til at ændre planer, så han stod med en faldefærdig bygning, som han overhovedet ikke kunne bruge? Han nød sin middag og vinen, og især nød han den rubber bridge, der fulgte efter. Alle hans knibninger lykkedes; han doblede modspillerne to eller tre gange med de heldigste resultater, de doblede ham og fortrød bittert, at de havde opladt deres mund, og der var et meget behageligt resultat at indføre i kortregnskabet den aften.

Det var senere end sædvanligt, da han forlod klubben. Lige udenfor sad en tiggerkælling krøbet sammen på kanten af fortovet med hånden holdt frem, mens hun klynkende manede velsignelser ned over ham. Godmodigt rodede han i sin lomme efter et par mønter, og velsignelser vældede endnu mere skingrende og ordrigere, mens hun skubbede det sorte slør væk, der halvvejs dækkede hendes ansigt, for at takke ham for hans velgerning mod den trængende enke. I næste øjeblik smed hun hans almisse på fortovet, hun spyttede efter ham, og som et møl forsvandt hun i skyggerne.

Cresswell genkendte hende, ligesom hun havde genkendt ham, og samlede sine mønter op. Det var sjovt at tænke på, at den gamle heks hadede ham så intenst, at selv hans almisse fyldte hende med afsky. “Jeg lægger dem i indsamlingsbøssen udenpå kirken,” tænkte han.

Skønt det var sent, var der i aften mange mennesker på pladsen, for det meste indfødte, der stilfærdigt traskede omkring, og der stod stadig et par taxaer på holdepladsen. Men han foretrak at spadsere hjem, for han havde haft så travlt hele dagen, at han ikke havde givet sin solide, fede krop den mindste motion. Derfor gik han tværs over pladsen og op ad den gade, der førte til hans hus. Her var caféerne allerede lukket, og snart tømtes fortovene for mennesker. Den aftagende måne var stået op, og skønt lysene i gaden blev mere sparsomme, da han kom ind i beboelseskvarteret, lå vejen tydeligt foran ham. I hånden holdt han stadig de to mønter, der var blevet smidt efter ham, parat til kirkebøssen. Han gik hurtigt, for det var koldt, og det gav ingen motion at drive. Ikke et vindpust rørte sig, og den klaprende lyd af de visne palmeblade hørtes ikke.

Han var nu ved at nærme sig den katolske kirke, da der pludselig lød tydelige og distinkte fodtrin bag ham. Så kom han for første gang i tanker om, hvad der var sket for nogle nætter siden, og han standsede og lyttede. Ikke en lyd brød stilheden. Han vendte sig hurtigt rundt, men gaden så ud til at være tom. Han fortsatte med at gå, nu langsommere, og der var de forfølgende fodtrin igen. De halede hverken ind på ham eller sakkede agterud; at dømme efter lyden af dem kunne de ikke være mere end en 10-12 skridt bagved ham. Så kom han i tanker om en meget indlysende forklaring, det var uden tvivl et ekko af hans egne fodtrin. Han gik hurtigere, og trinene bag ham fik mere fart; han standsede, og de standsede. Hele sagen var klar nok, og ikke den mindste skygge af ubehag eller noget, der nærmede sig det, var i hans tanke. Han slap sin ironiske almisse ned i bøssen uden på kirken, og morede sig over at høre, at der ikke lød nogen klirren indefra. “Det var jo et lille held for de brunklædte fyre; nu kan de købe sig endnu en rosenkrans,” sagde han til sig selv, og kort efter gik han med ekkoet af sine egne fodtrin, ind gennem sin egen havelåge. Da han først var derinde, gled han om bag en myrtebusk, der stod ved kanten af grusgangen, for at se, om der skulle gå nogen forbi på gaden udenfor. Men der skete intet og hans teori om ekkoet lod til at være blevet bekræftet, selv om det var sært, at han ikke havde opdaget det tidligere.

Fra den aften og videre fremefter gjorde han sig det til en vane at spadsere hjem, når han spiste til middag i klubben. Somme tider fulgte fodtrinene ham, men ikke altid, og det var i modstrid med hans fornuftige teori om et ekko. Men sagen bekymrede ham overhovedet ikke, bortset fra, at han nogle gange vågnede om natten og opdagede, at hans hjerne, der stadig var døsig og ikke helt under kontrol, spekulerede over sagen med stadig voksende opmærksomhed. Tit forsvandt denne bekymring igen og han faldt atter i en drømmeløs søvn. Somme tider var den foruroligende nok til at gøre ham spilvågen, og når han så var helt sig selv, forsvandt den igen. Men der var den tilstand halvvejs mellem vågen og sovende, da noget i hjernens skumringslys lyttede, noget var bange. Når han var helt vågen, tænkte han ikke mere på det, end han tænkte på den lurvede orientalske købmand, som han havde smidt ud, og hvis begravelse han tilfældigvis havde set.

I begyndelsen af december kom hans fætter og kompagnon i sukker-forretningerne fra Cairo for at tilbringe en uge sammen med ham. Bill Cresswell kan kort beskrives som ‘en skrap fyr’, og tit efterlod han sin fætter i klubben til gamle venner og stilfærdige bridgeglæder, og gik selv ud med en ekstra gadedørsnøgle til livligere private foretagender. En aften, den sidste dag af Bills ophold her, var der ‘ikke noget at lave’, og de to fulgtes ad hjem fra klubben.

“Det er en dejlig aften, lad os gå,” sagde John. “Der er ikke noget som en spadseretur, når der er våde varer ombord. Det klarer hjernen på én, og jeg må have en lille afskedssamtale med dig, hvis du vil rejse hjem i morgen. Der er stadig nogle småting, vi skal gennemgå.”

Bill var enig med ham. Caféerne var allesammen lukket, der var ikke noget at foretage sig, der så lovende ud. “Nattelivet her er ingenting mod det i Cairo,” bemærkede han. “Det lader til, at alle her går i seng omtrent samtidig med at vi starter. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke har været glad for at være sammen med dig. Mægtig flinke fyre i din klub og cognac i samme stil.”

Han standsede og mønstrede sørgmodigt den tomme, stille gade. “Ikke en sjæl,” sagde han. “Gardinerne er nede, alle er gået i seng. Ikke andet at lave end at tale sammen.” De gik videre i stilhed i nogen tid. Så pludselig lød der bag dem, fast og tydeligt for Johns øren, lyden af de fodtrin, som han nu vidste, han ventede på og lyttede efter. Han drejede hurtigt rundt.

“Hvad er der i vejen?” spurgte Bill. “Noget sært noget,” sagde John. “Aften efter aften, når jeg går hjem – dog ikke hver aften – hører jeg fodtrin, der følger efter mig. Jeg hørte dem lige nu.”

Bill udstødte en halvdrukken fnisen. “Så heldig er jeg ikke,” sagde han. “Jeg kunne godt lide at høre fodtrin, der fulgte efter mig omkring klokken et om natten. Der kunne måske komme noget rart ud af det. Jeg ville ønske jeg kunne høre dem.”

De fortsatte med at gå, og igen hørte John, tydeligere end før, det, der var uhørligt for den anden. Han sagde til sig selv, sådan som han så tit gjorde det, at det var et ekko. Men det var mærkeligt, at ekkoet kun gengav den enes fodtrin. Da dette gik op for ham, følte han for første gang, mens han var helt vågen, en pludselig gysen af angst. Det var, som om en kold hånd et øjeblik lukkede sig om hans hjerte og trykkede forsigtigt, næsten kærligt, til. Men de var nu nået tæt hen til hans egen gadedør, og lidt efter smækkede den i efter dem.

Bill vendte næste dag tilbage til det gladere liv i Cairo. John Cresswell fulgte ham på banegården og var ved at gå ud på gaden igen gennem mængden af dagdrivere og bærere og passagerer, da hans øre opfangede lyden af de fodtrin, som han nu kendte så godt. Han havde ingen idé om, hvordan han genkendte dem og adskilte dem fra så mange andre fodtrin. Hans hjerne fortalte ham simpelthen, at de igen fulgte efter ham. Han tog en taxa til sit kontor, og da han gik op ad de hvide stentrapper var de der igen. Atter syntes han at det forsigtige tryk af kolde fingre fortalte ham, at de var der, tæt på ham, skønt usynlige, og nu var det, som om fingrene trykkede på en klokke i hans hjerne, og der lød en skingrende angstfuld kimen.

Så usentimental og fornuftig en mand havde naturligvis kun foragt til overs for alt det forlorne humbug – historier om ånder og genfærd og spøgelser, og han ville have glædet sig over enhver form for spøgeri, hvori fodtrinene manifesterede sig, så han kunne have den fornøjelse at le væsenet lige op i ansigtet. Han ville gerne have set et skelet eller et eller andet tilhyllet væsen stå lige ved siden af sig; han ville slå efter det med sin stok og overbevise sig selv om, at der intet var. Ligegyldigt hvad hans egne øjne lod til at se, så kunne det ikke være så enerverende som disse tegn på usynlige ting.

En stiv drink bragte ham til hægterne igen, og resten af dagen skete det ikke oftere, at han hørte de regelmæssige skridt, der var begyndt at vække hans skræk. I hvert fald var han fast besluttet på at bekæmpe den, for han var klar over, at det mest var hans egen frygt, der bekymrede ham. Han led utvivlsomt af en eller anden nervøs forstyrrelse; han havde arbejdet meget hårdt, og efter jul ville han, hvis sagen blev ved med at forurolige ham, måske konsultere en læge, der ville ordinere ham noget styrkende eller beroligende, som ville sætte fodtrinene hen i den glemmebog, hvorfra de var kommet. Men det var mere sandsynligt, at kuren lå i hans egne hænder; hans egen modstandskraft var al den medicin, han havde brug for.

Det var som følge af denne meget sunde tankegang, at han bestemte sig til at spadsere hjem fra en aften i klubben. Han så det i øjnene, netop fordi han vidste, at en mørk og farlig kilde var ved at grave sig ind i hans sjæl. At indrømme noget, at tage en taxa var at overgive sig, og hvis han gjorde det, hvis han veg bare en tomme, var han klar over, at han snart ville flygte i panik foran en indtrængende og indbildt hær af fantomer. Han regnede ikke med fantomer. De nøgterne tilfredsstillelser, livet gav, var ham nok. Endnu en gang begyndte skridtene at gå bag ham, da han nærmede sig kirken, og nu forsøgte han ikke længere at overbevise sig om, at det var et ekko. I stedet for lod han sine tanker blive ved det og sagde til sig selv: “Der er de igen, og de gør mig ikke noget. Lad dem bare følge efter mig hele døgnet, hvis det passer dem. De er åbenbart vilde med mig.” Så lukkede han havelågen, og med et lettelsens suk vidste han, at han var kommet udenfor skridtenes rækkevidde, for når han først var indenfor, kom de ikke længere.

Han stod et øjeblik på dørtrinet efter at have åbnet døren, tilfreds med sig selv, fordi han havde set det i øjnene. Det strålende lys skinnede lige ned på grusgangen, som han netop var kommet op ad. Den var helt tom, og ingen stod og så ind gennem hans havelåge. Så hørte han lige ved siden af sig gruset knase under en usynlig fodgængers hæle. Nu var tiden kommet, da han igen burde hævde sig, se frygten i øjnene og håne den.

“Kom frem, hvem du så er!” råbte han. “Kom og få en drink, før du går tilbage til helvede. Noget koldt vand, hvad?”

Hans pande var våd af sved, og hånden på håndtaget rystede som af koldfeber, mens han stod og så ud på den oplyste, tomme gangsti. Men han veg ikke en tomme fra den lektion, han var ved at give sig selv. Sekunderne tikkede bort; han kunne tælle dem på pulsen, der hamrede i hans hals. “Jeg vil give den 100 slag,” sagde han til sig selv, “og så vil jeg sige god nat til hr. Ingen.”

Han talte til 100 og tog 10 slag mere, for at de skulle bringe held. “God nat, din gamle svindler,” sagde han og gik ind og låste døren.

I den følgende uge lod det virkelig til, at han havde vurderet den hallucination rigtigt, som havde truet med at tage magten over ham. Ikke en eneste gang, hverken dag eller nat, nåede de skridt, som han frygtede og lyttede efter, hans øren. Ej heller skete det, når han i mørkets døde timer i nogen tid lå midt mellem sovende og vågen, at han rystede af rædsel over en fornemmelse af, at noget usynligt opmærksomt iagttog ham. Lidt mod, en ligefrem benægtelse af at han var bange, havde været tilstrækkeligt ikke bare til at gøre en ende på dem, men også til at kvæle det, der havde forårsaget dem. Han holdt sine tanker vel i tømme, han ville ikke engang gætte på, hvad der havde været grunden til hjemsøgelsen. Sommetider mens skridtene endnu plagede ham, havde han søgt efter, hvad der kunne forårsage dem. Han havde spekuleret på, om den skingrende orientalske heks, der nedkaldte forbandelser over ham, på en eller anden måde havde slået rod i hans sind. Men nu var det forbi og færdigt. I julen ville han tage et par dage fri fra arbejdet, hvis det var overanstrengelse, der havde ligget til grund for det hele, og måske ville det være klogt at være en lille smule tilbageholdende med klubbens cognac.

Juleaften sad han og hans venner ved bridgebordet til lige omkring midnat, så tog de en drink, ønskede hinanden de traditionelle ting og spredtes. Cresswell overvejede, om han skulle tage en taxa hjem eller lade være, for den sag, han havde trasket hjemad med så ofte, var åbenbart overvundet, og han frygtede ikke mere for at skridtene skulle komme igen. Men han syntes, at han lige ville nyde sejrens palmer og gik til fods.

Han kom hen til det sted på sin spadseretur, hvor han første gang havde hørt fodtrinene. I nat var der som sædvanligt ingen, og han standsede et øjeblik og så sig sikkert og og koldblodig omkring. Det var en lys nat. Månen der næsten lige havde været fuld, skinnede klart, og det forbavsede ham at tænke på, at han havde forestillet sig noget rædselsvækkende i den rolige, pæne gade. Ikke langt borte fra lød lyden af kirkeklokkerne, der kimede julemorgen ind. De havde sikkert haft midnatsmesse. Han indåndede tilfreds natteluften, smed cigarstumpen ud på gaden og gik videre.

Pludselig følte han det, som om hjertet for op i halsen på ham, for bag sig hørte han igen de skridt, som han troede, han havde fået gjort tavse for bestandig. Til at begynde med lød de svage, men i nat kom de stadig nærmere i stedet for at holde den faste afstand. De lød stærkere og mere distinkte, lige til de var tæt inde på ham. Nærmere og nærmere kom de og halede stadig ind på ham, og nu fejede noget forbi ham, uden dog helt at røre ved ham. En mandsskikkelse i europæisk tøj med hovdet indhyllet i et shawl.

“Halløj, du der,” råbte Cresswell. “Er du den slyngel, der følger efter mig, og slipper mig af syne igen, hvad? Jeg vil ikke vide mere af dine forbandede heksekunster. Lad mig se, hvordan du ser ud!”

Skikkelsen, der nu var to, tre meter foran ham, standsede brat op ved lyden af hans stemme og vendte sig. Shawlet skjulte hans ansigt, bortset fra en lille revne mellem dets kanter. “Nå, så du forstår engelsk,” sagde Cresswell. “Og nu vil jeg være taknemlig, hvis du vil fjerne det shawl fra ansigtet, så jeg kan se, hvem det er, der har forfulgt mig.”

Manden løftede hænderne op til shawlet og kastede det tilbage fra ansigtet. Månen skinnede på hans ansigt, som slet ikke var et ansigt! Kun et stykke glat, gulligt kød, der strakte sig fra øre til øre, tomt som ydersiden af et æg, uden øjne og næse og mund. Fra den øverste ende af shawlet, der hvor det lå hen over panden, stak et par grå hårtjavser ud.

Cresswell stirrede, og en bølge af panik trængte helt ind i sjælen. Han udstødte et lille, tyndt hvin og begyndte at løbe, mens han hele tiden dødsens angst lyttede, om det navnløse, ansigtsløse væsens fodtrin stadig fulgte efter ham. Han måtte løbe, løbe, for at komme væk fra det væsen fra helvede, der havde manifesteret sig for ham.

Så opdagede han lige foran sig lyset fra kirken, og dér kunne han måske finde tilflugt. Døren var åben, og han løb op ad trappen. Lige indenfor stod der nogle lys og brændte på alteret i et sidekapel, og han kastede sig på knæ. Ikke i mange år havde han forsøgt at bede, og i sin sjælepine kunne han nu kun plaprende hviske: “Åh, min Gud, åh, min Gud!” Om og om igen sagde han det.

Efterhånden kom der en smule selvbeherskelse tilbage. Der hang helgenbilleder, der var et helligt billede over alteret, en lugt af røgelse i luften. Her var sikkert beskyttelse, en magt, der kunne komme mellem ham og det rædselsfulde ansigt. En slags ro overvandt hans panik, og han begyndte at se sig omkring.

Kirken var mørkere, end den havde været, da han kom ind i den, og han så nu, at nogle af de brunklædte ordensbrødre med munkekutter på bevægede sig stilfærdigt omkring og slukkede lysene. Lysene på alteret foran ham brændte stadig klart. Og nu så han, at en af de munkekutteklædte væsener kom tæt hen til ham, som om han ventede på, at han skulle blive færdig med sin andagt. Cresswell var rolig nu, hans rædsel var helt forsvundet, og han rejste sig op.

“Jeg har haft en frygtelig forskrækkelse, Fader,” sagde han til munken. “Jeg så noget lige nu ude på gaden, som må komme fra helvede.” Skikkelsen vendte sig lidt mere om mod ham; kutten skjulte helt hans ansigt, og stemmen lød dæmpet. “Virkelig, min søn,” sagde han. “Fortæl mig, hvad det var, der gjorde dig så bange.”

Cresswell kunne mærke, at noget af hans paniske angst var ved at vende tilbage. “En mand passerede forbi mig, mens jeg var på vej hjem,” sagde han, “og jeg bad ham standse og lade mig kaste et blik på ham. Han havde et shawl omkring hovedet, og det kastede han tilbage fra ansigtet. Åh, min Gud, det ansigt!”

Munken løftede hurtigt hænderne og greb fat i kanten af kutten. Så kastede han den med en rask bevægelse væk fra ansigtet. “Var det sådan et ansigt?” spurgte han.

Trykt i The Windsor Magazine, december 1926
Originaltitel: The Step

Kort om Edward F. Benson

Født den 24. juli 1867
Død den 29. februar 1940

Læs mere på Wikipedia

Mr. Tallent går igen af Mary Webb

Mary Webb
By Unknown – http://www.library.unt.edu/rarebooks/finding-aids/the-mary-webb-collection/the-mary-webb-collection/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=5639171

Jeg mødte Mr. Tallent første gang i eftersommeren 1906 på en lille ensom kro højt oppe i bjergene. For de indfødte i disse egne adskiller regnvejrsdage sig ikke meget fra andre dage, eftersom hver dag er optaget af arbejde, enten det er smukt vejr eller regnvejr. Men for turisterne er regnvejrsdage kedelige. Jeg havde kedet mig i næsten en uge og tænkte stærkt på at vende tilbage til London, da Mr. Tallent dukkede op. Og fordi jeg ikke kunne placere Mr. Tallent eller definere ham til min tilfredshed, vakte han min nysgerrighed, for en sagfører skulle gerne kunne bedømme folk i løbet af et par minutter.

Jeg så ikke Mr. Tallent ankomme, og jeg lagde heller ikke mærke til ham, da han trådte ind i stuen. Jeg kikkede op, og så stod han der, i den lille varme skænkestue, hvor ilden flammede i kaminen. Han stod og læste i et manuskript og bevægede samtidig læberne let. Han så på en gang distingveret og ubetydelig ud. Han var meget mager og over 180 cm høj. Hans hår og øjne var af ubestemmelig farve, hans tøj fortalte ikke noget, hans hænder så slappe ud og hans fødder vendte en smule opefter. Det mest bemærkelsesværdige ved ham var et udtryk af passiv og ubøjelig stædighed.

Jeg hilste på ham og spurgte, om han havde en avis, da han så ud til at komme fra civilisationen.

“Nej,” svarede han stilfærdigt, “nej, jeg har kun dette manuskript.”

Nu er jeg i reglen lige så bange for et manuskript som en hare for en hund. Eftersom jeg engang har været kritiker, er jeg altid udsat for at modtage pakker med manuskripter, som jeg skal udtale mig om. Jeg kunne altså have skånet mig selv og en halv snes andre mennesker for noget, som skulle vise sig at blive en frygtelig, en grufuld mare. Men dagen havde været så kedelig, og da jeg allerede havde pløjet mig gennem ‘Landmandens Almanak’ og ‘Zions klagesange’, havde jeg ikke andet at læse. Altså spurgte jeg “Er det Deres eget?”

“Ja, det er det,” svarede Mr. Tallent beskedent.
“Må jeg have lov?” spurgte jeg, vel vidende at han kun ønskede, at jeg skulle læse det.
“Hvor er det venligt af Dem!” udbrød han. “De er en fremmed, og De kender intet til mine håb og ønsker, og dog er De villig til at påtage Dem et så byrdefuldt hverv.”
“Det er ikke noget at tale om,” svarede jeg med en nervøs latter.
“Jeg tror nok,” mumlede han, idet han trådte nærmere og så at sige tog mig i besiddelse, da hans høje skikkelse ragede op over mig, “jeg tror nok, det er bedst, hvis jeg læser det op for Dem. Jeg har ord for at være en temmelig god oplæser.”

Jeg sagde, at det ville glæde mig, idet jeg samtidig trøstede mig med, at vi i hvert fald skulle spise til aften senest kl. 21. Jeg vidste på forhånd, at jeg ikke ville synes om hans oplæsning.

Han stillede sig foran kaminhylden.

“Dette,” sagde han, “skal være min scene.” Så begyndte han at læse.

Jeg ville ønske, at jeg kunne beskrive Dem denne langsomme, udtryksløse stemme, der blev ved og ved. Det var en stemme, som jeg dengang, ikke kunne finde nogen sammenligning til. Nu ved jeg, at den lød som en kedelig foredragsstemme i højtaleren. I begyndelsen lyttede man og opfattede endog ordenes betydning. Jeg opfattede de første seks kapitler, som var dræbende kedsommelige. Jeg fik fat i hele sceneriet, personerne, de udramatiske begivenheder, og jeg regnede med, at der efterhånden måtte ske noget. Jeg troede, at personerne ville udfolde sig, gøre frygtelige ting eller udføre store og ædle gerninger. Men de foretog sig intet.

Der skete ingenting! Bogen var triviel, formløs, ikke engang så levedygtig at den kunne begynde. Den var kun et forvredet udtryk for en negativ personlighed med et utal af banale, lånte forslidte idéer. Han sagde altid, hvad man ventede, at han ville sige. Man vidste nøjagtig, hvad alle hans personer ville gøre. Man ventede på de uundgåelige pinligheder som på det stadigt tilbagevendende jag af smerte, når man har tandpine. Jeg troede, at han ville holde op, når der var gået et stykke tid, for det plejer selv de mest anmassende personer at gøre, idet de undskylder sig og samtidig tydeligt nok forventer, at man skal sige “Fortsæt endeligt!”

Det var ikke nødvendigt i dette tilfælde. Det var simpelthen umuligt. Den langsomme, monotone stemme fortsatte uden en eneste pause med en grammofons ulidelige utrættelighed. Jeg sad og længtes efter, at han skulle hviske eller råbe – bare et eller andet, der kunne bryde denne kedsomhed. Jeg prøvede at tænke på andre ting, men dertil læste han for tydeligt. Jeg kunne ikke holde ud at høre på ham mere, men jeg kunne heller ikke blive fri. Jeg har aldrig oplevet en aften som den. Og som om skæbnen ville det, kaldte pigen os ikke til bords, før klokken nærmede sig 22! Timerne sneglede sig af sted.

Til sidst sagde jeg “Kunne vi ikke holde en lille pause, bare et par minutter?”
“Hvorfor?” spurgte han.
“Så kunne vi … så kunne vi drøfte Deres manuskript,” mumlede jeg udmattet.
“Da ikke nu på det mest spændende sted,” svarede han. “Kan De ikke se, at jeg har bygget min handling sådan op, at den når sit dramatiske højdepunkt netop nu? Alle personerne venter spændt på tragediens kulmination.”

Han fortsatte sin oplæsning. Jeg fortsatte med at vente på tragediens kulmination. Men der var ingen tragedie. Jeg havde en bragende hovedpine. Stemmen strømmede ustoppeligt – ud over mig, ud over stuen, ud over hele verden. Jeg følte det, som om den ville skylle mig ind i evigheden. Jeg opdagede, at jeg sad og tænkte “Hvis hun ikke snart kommer med aftensmaden, slår jeg ham ihjel!”

Jeg tænkte det på samme instinktive måde, som man tænker på at slå en ørentvist eller en myg ihjel. Jeg søgte tilflugt i tankerne om, hvordan jeg skulle gøre det. Det opslugte mig helt. Det satte mig i stand til at frigøre mig fuldstændigt for meningen i det, han læste op. Jeg overvejede alle de muligheder, der stod mig åbne: Kvælning, brødkniven på bufféten, hængning. Jeg svælgede i dem. Jeg begyndte næsten at føle mig lykkelig, da oplæsningen pludselig standsede.

“Nu kommer hun med aftensmaden,” sagde han. “Så kan vi drøfte manuskriptet. Bagefter skal jeg læse det færdigt.”

Det gjorde han. Og bagefter fortalte han mig alt om sit testamente. Han sagde, at han ville efterlade alle sine penge til en posthum udgivelse af sit manuskript. Han sagde også, at han gerne ville have mig til at sætte testamentet op for sig og i øvrigt være værge for manuskriptet.

Jeg svarede, at jeg ikke havde tid. Han svarede, at jeg kunne sætte testamentet op i morgen.

“Jeg skal rejse i morgen,” indskød jeg ærgerligt.
“De kan ikke komme af sted før om eftermiddagen,” sagde han triumferende. “I mellemtiden kan de sætte testamentet op. Og så behøver De ikke at gøre mere. De kan betale en kritiker for at læse manuskripterne. De kan betale en forlægger for at offentliggøre dem. Og derigennem bliver jeg husket.”

Han tilføjede, at hvis jeg stadig var i tvivl om deres litterære værdi, ville han læse et andet for mig.

Jeg gav efter. Ville enhver anden ikke have gjort det samme i mit sted? Jeg satte testamentet op, og efterlod en adresse, hvortil han kunne sende sit materiale, og forlod kroen.

“Gud ske lov!” sukkede jeg lettet, da en drejning af vejen skjulte ham for mine øjne. Han stod på dørtrinnet og læste noget, han kaldte et hyrdedigt, for en stor, kraftig hestehandler, som havde forlangt en morgenbitter. Jeg måtte smile ved tanken om, at han sikkert fik adskillige flere, end han havde bestilt.

Derefter glemte jeg Mr. Tallent. Jeg hørte intet til ham i nogle år. Jeg kikkede af og til bogkatalogerne igennem for at se, om der var nogen, der havde befriet mig for mit hverv med at udgive Mr. Tallent. Men det var der ikke.

Først ca. 10 år senere, da jeg lå på hospitalet, hjemsendt fra fronten som såret, mødte jeg Mr. Tallent igen. Jeg var rekonvalescent og sad i solen sammen med nogle andre gutter, da døren stille gik op og Mr. Tallent listede ind. Han læste for os i to timer. Han huskede mig og havde ikke så lidt at meddele os om sammentræf. Da han var gået, sagde jeg til sygeplejersken: “Hvis De lukker den fyr ind igen, mens jeg er her, slår jeg ham ihjel!”

Hun lo hjerteligt, men kammeraterne var alle sammen enige med mig, og han kom i hvert fald aldrig mere. Ikke længe efter så jeg hans dødsannonce i avisen.

“Stakkels fyr,” tænkte jeg, “det har han for sin oplæsning. Der er åbenbart en eller anden, der har tabt tålmodigheden. Nå, nu kommer han i hvert fald aldrig til at læse for mig mere.”

Så kom jeg i tanke om manuskripterne, og det slog mig, at hvis han havde holdt sit ord, var mine trængsler først lige begyndt. Det var kun alt for sandt.

Først kom det obligatoriske brev fra en sagfører i den by, hvor han havde boet. Dernæst fik jeg besøg af den omtalte sagførers fuldmægtige, som medbragte en stor blikkasse.

“Den afdødes slægtninge er meget fortørnede,” sagde han, “der er ikke efterladt noget til dem. De siger, at manuskripterne er værdiløse, og at de efterlevende har krav på …”

Jeg spurgte, hvordan de kunne vide, at manuskripterne var værdiløse?
“Mr. Tallent har fra tid til anden læst dem højt.”
Det lykkedes mig at skjule et smil.

“Og de forlanger at dele ligeligt med – æh – manuskripterne. De truer med at anlægge sag og de har skaffet sig en responsa angående det tilrådelige i at forlange det materiale undersøgt, der er i Deres besiddelse.”

Jeg kiggede på kassen. Der var en atmosfære af Joanna Southcott omkring den. Jeg spurgte, om den var fuld?

“Fuldstændig! Maskinskrevne manuskripter. Det er nydeligt gjort.” Han tog nøglen frem, en kopi af testamentet og et forseglet brev.

Jeg tog kassen med mig hjem den samme aften. Styrket ved en middag, en god cigar og et glas portvin betragtede jeg den nærmere. Der er en egen skæbnesvanger atmosfære omkring sådan en kasse. Hvad enten den rummer ulykke eller velsignelse, øver den altid sin fortryllelse over mennesker. En tryllekunstners kuffert, et juvelskrin, en alabastkrukke med kostelig nardussalve, en kiste med brudelinned, en stensarkofag – hvilken sælsom mystik hviler der ikke over dem alle! Så da jeg lukkede Mr. Tallents kasse op, følte jeg det, som om jeg åbnede for en ånd. Og det gjorde jeg i virkeligheden også. Jeg havde allerede læst testamentet og brevet igennem og set, at formuen var temmelig stor. Brevet gentog blot, hvad Mr. Tallent havde fortalt mig. Jeg kiggede i nogle af manuskripterne. Øjeblikkeligt var det, som om Mr. Tallent selv var til stede og fyldte værelset med sin stemme. Jeg stirrede hen mod stuens mørke kroge og ventede næsten at se ham dukke frem derhenne. Efterhånden som jeg løb flere manuskripter igennem, blev jeg klar over, at det, Mr. Tallent havde valgt at læse for mig, var det bedste. Jeg ringede til Johnson og bad ham komme hen til mig. Han er et af den slags mennesker, som aldrig tjener penge. Han er freelance journalist, men har bevaret sin samvittighed, hvilket er uheldigt for ham. Jeg vidste, han ville blive glad for jobbet.

Han kom omgående. Han så henrykt på manuskripterne. For i sit hjerte er han kritiker, og det er hans store håb engang at støde på et mesterværk og bringe det for dagens lys.

“Du må hellere tage en halv snes stykker ad gangen og gå dem igennem,” sagde jeg. “Så kan du afgive din kendelse, når du er færdig.”
“Kommer det til at afhænge af mig, om det bliver udgivet!
Hvilke der bliver udgivet,” sagde jeg. “Nogle skal i hvert fald ud – ifølge testamentet.”
“Men hvis jeg nu finder dem værdiløse allesammen, ville de stakkels fyre så ikke få mere ud af pengene? Det er forbandet ubehageligt ikke at have penge.”
“Jeg skal se nærmere på det. Jeg er ikke sikker på, det er lovligt. Hvad med bedømmelsen f.eks.?”
“Den skal jeg nok tage mig af,” sagde Johnson temmeligt overlegen. “Og hvis jeg finder et mesterværk …”
“Hvis du finder et mesterværk, gamle dreng,” sagde jeg, “betaler jeg dig 100 pund.”

Han spurgte, om jeg havde tænkt på en forlægger. Jeg sagde, at jeg havde bestemt mig for Jukes, eftersom selv den mest umulige bog ikke kunne gøre hans ry værre end det var, og fordi pengene måske kunne redde hans kredit.

“Er det nu også fair overfor stakkels Mr. Tallent?” spurgte han. Tallent havde allerede fået tag i ham.
“Hvis du skulle komme til at ønske,” sagde jeg til afsked, “at du aldrig havde fået noget med det at gøre, må du huske, at han i det mindste aldrig har læst højt for dig, og det skal du være taknemmelig for.”

Der skete intet i en uge. Så begyndte der at komme breve fra Mr. Tallents slægtninge. Det var en frugtbar familie. De var allesammen fattige, meget vrede og inderligt uinteresserede i litteratur. De skrev ud fra alle mulige synspunkter, i alle mulige stilarter. Brevene lignede imidlertid allesammen hinanden i to ting – den fuldkomne mangel på litterær kvalitet og juridisk præsision.

Det tog en time dagligt at læse og besvare disse breve. Hvis jeg gav dem det mindste håb, følte jeg det straks, som om Mr. Tallent kredsede om mig, tavs og ængstelig og såret. Hvis jeg ikke gav dem noget håb, fik jeg omgående brev fra en eller anden sagfører. Jeg var åbenbart den eneste, der følte lidenskaben i Mr. Tallents ærrighed og drømme. Jeg blev bekendtgjort med, at sagførerfirmaer overalt i England ville anlægge sag. Der blev ødslet penge ud på at berøve Mr. Tallent hans udødelighed, men det viste sig senere, at Mr. Tallent kunne tage vare på sig selv.

Da Johnson kom efter mere af kassens indhold, sagde han, at der ikke var noget tegn på noget mesterværk endnu, og at manuskripterne var så dårlige, som de overhovedet kunne være.

“En rørende fyr, denne Tallent,” sagde han.
“Lad ham for Guds skyld ikke få krammet på dig, kære ven,” bønfaldt jeg ham. “Du må ikke give tabt. Han vil hjemsøge dig, som han hjemsøger mig, med sin utålelige lidenskab. Jeg tænker på ham og hans kasse ustandselig, akkurat som man tænker på et forsvar, der gælder liv og død. Når jeg sidder hjemme i min egen stue, kan jeg høre ham læse. Når jeg er lige ved at falde i søvn, drømmer jeg, at han svæver over mig som en uhyre flagermus. Hvis det lykkes mig at glemme ham et lille øjeblik, kommer der straks et brev fra en af hans elendige slægtninge og kalder mig tilbage til virkeligheden. Tag dig i agt for Mr. Tallent!”

Det er sikkert overflødigt at fortælle Dem, at han ikke fulgte mit råd. Da han var færdig med kassen, var han lige så underkuet af Mr. Tallent som jeg. Skønt han var bittert skuffet over, at der ikke var noget mesterværk, var han dog stadig loyal mod forfatteren, omend han følte sig pinlig berørt af de medlidenhedsvækkende breve, slægtningene nu var begyndt at sende ind til alle bladene.

“Jeg drømte,” sagde han en dag til mig (Johnson siger altid ‘drømte’ for han er kritiker og anser det for det fineste udtryk), “jeg drømte, at stakkels Mr. Tallent viste sig for mig i de sene nattetimer og indgående fortalte mig, hvordan enhver af hans ting kom til ham. Han sagde, de kom ligesom Kubla Khan.”
“Det må have taget hele natten,” sagde jeg.
“Det gjorde det også,” svarede han. “Og det har fået mig til at føle lede ved et mesterværk.”

Jeg spurgte ham, om han agtede at komme til generalforsamlingen.

“Generalforsamlingen?”
“Ja. Sagerne har udviklet sig sådan, at vi har været nødt til at indkalde til en generalforsamling. Der kommer ca. 100 mennesker. Jeg må invitere dem på middag bagefter. Jeg kan ikke så godt skrive det på den afdødes regning.”
“Gud fri mig vel! Det bliver dyrt.”
“Det gør det. Men forhåbentlig bliver vi enige om et og andet. Det skulle glæde mig.”

“Du ser ikke rask ud, gamle dreng,” sagde han. “Du er vist temmelig udkørt.”
“De er jeg,” sagde jeg. “Tallent plager mig ustandselig. Kommer du så?”
“Gerne. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”
“Sandheden, hele sandheden …”
“Men det er så trist at tænke på, at den stakkels fyr har ofret sit liv på de fordømte … og så at de aldrig skal se dagens lys.”
“Det var værre hvis de skulle. Meget værre.”

“Det er en forbistret situation, min gamle ven!”
“Hvis jeg havde kunnet forudse, hvor forbistret,” sagde jeg, “havde jeg kvalt fyren deroppe i bjergene. Jeg har måtte ansætte to kontorister udelukkende til at tage sig af korrespondancen. Jeg har aldrig ro. Hele natten drømmer jeg om Mr. Tallent. Og nu hører jeg, at en af hans tuberkuløse slægtninge er død af skuffelse, fordi han ikke fik nogen af pengene, og hans kone har skrevet til mig, et vildt brev med trusler om at anklage mig for mord. Naturligvis er det noget sludder, men det viser, hvor hysteriske de allesammen er. Jeg føler mig temmelig ødelagt.”

“Du ville føle dig endnu mere ødelagt, hvis du havde læst den kassefuld.”
Det indrømmede jeg.

Vi havde et stormende møde. Det var ganske øjensynligt, at de mennesker virkelig trængte til pengene. Det var den slags kæmpende, forfordelte mennesker, som altid trænger til dem. Der var børn, som ventede på en chance i livet, gamle mennesker, som ventede på at blive skånet for døden en lille stund endnu, midaldrende, som ventede på at komme i gang med en eller anden forretning eller købe hyggelige små huse. Og udenfor det hele Mr. Tallent, som i sin immatrielle tilværelse formente dem de livets goder, han ikke selv behøvede mere.

Mens jeg sad og tænkte dette, så jeg tydeligt Mr. Tallent gå forbi vinduet til det lokale, jeg havde lejet til anledningen. Jeg rejste mig, jeg pegede, jeg råbte til dem om at følge efter ham. Manden selv i egen person.

Johnson kom hen til mig. “Tag den med ro, gamle dreng,” sagde han. “Du er overanstrengt.”
“Men jeg så ham virkelig,” sagde jeg. “Manden i egen person. Årsagen til hele miseren. Hvis jeg bare kunne få fat i ham!”

En af Tallents mange svogre, en læge, bemærkede at disse hallucinationer var meget almindelige, og at jeg øjensynligt ikke var særligt kvalificeret til at have ansvaret for pengene. Det gav mig et lille håb, indtil det fjols til Johnson begyndte at modsige ham og køre frem med tåbeligheder om min karriere. Han blev afbrudt af en gammel ryste-tante, der råbte:

“Kirken! Kirken!  Lad os spørge kirken! Der står noget i biblen om det, jeg kan bare ikke huske det i øjeblikket. Er der ikke nogen, der har en bibel?”
En gejstlig nevø tog et lommetestamente frem, og det opklaredes, at det hun havde ment var ‘Tag ti talenter’.

“Hvis jeg bare kunne tage én, frue,” sagde jeg, “det ville være nok.”
“Det står der også noget om,” svarede hun triumferende.
“Hør her! … Hvis nogen har én talent … Åh, der står alt i biblen.”

“Lad os komme til sagen,” bemærkede en af de tretten sagførere. “Om det står i bibelen eller ikke, om Mr. Tallent gik forbi vinduet eller ikke, det vedkommer alt sammen ikke det lovlige eller ulovlige i det, vi foreslår. Kendsgerninger er kendsgerninger. Den afdøde er død. De har pengene. Vi vil gerne have dem.”
“Jeg ville inderligt ønske, at De havde fået dem,” sagde jeg, “og at Mr. Tallent hjemsøgte Dem i stedet for mig.”

Mødet varede fire timer. Der blev fremsat de vildeste idéer. Et par sportsgale fætre til den afdøde foreslog at afgøre sagen ved en fodboldkamp – repræsentanter for de vordende arvinger på det ene hold og repræsentanter for manuskriptet på det andet. Det var dem umuligt at forstå, at denne fremgangsmåde ikke kunne få nogen indflydelse på det juridiske synspunkt. Johnson blev spurgt om sin mening. Han mente, at fra en kritikers synspunkt var manuskripterne det rene bavl. De så venligt på ham allesammen. Men just som han solede sig i denne atmosfære af velvilje og prøvede på at glemme Mr. Tallent, rykkede en kolosssal dame af Boadicea-typen ind på ham og tårnede sig over ham på en særdeles truende måde.

“Jeg har ikke læst de bøger, og jeg agter heller ikke at gøre det,” sagde hun, “men jeg ønsker at påtale ordet bavl, og jeg betragter det som en injurie. Jeg skal sige Dem, min gode mand, det er mig, der har bragt Mr. Tallent til verden!”

Jeg så på hende med ærefrygt og undren. Havde hun bragt det vidunder til verden! Men hvad så … hvem havde hun overbevist? … Jeg tog et tag i mig selv. Og netop som jeg afbrød mine betragtninger over Boadicea, så jeg Mr. Tallent gå forbi vinduet igen.

Jeg fór hen og prøvede at skubbe vinduet op. Men bygningen var beregnet til møder og ikke til mennesker. Vinduet lod sig ikke åbne. Jeg greb ilddrageren for at smadre glasset. Jeg har formodentlig set temmelig vanvittig ud, og eftersom alle de andre havde været alt for optaget af deres forretninger til at kikke ud af vinduet, var der ingen, der ville tro på, at jeg havde set noget.

“De må hellere gå hen på det nærmeste apotek og få noget bromid,” sagde lægen til Johnson. “Han er overanstrengt.”
Johnson, som var taknemmelig for at undslippe Boadicea, forsvandt allegro allegrissimo.

Omsider var mødet imidlertid forbi. Der blev vedtaget en resolution gående ud på, at vi skulle prøve at ordne tingene uden om domstolene. Vi skulle bøje os for seks fremtrædende jurister, fortrinsvis dommeres, kendelse. Vi skulle også underkaste os en fremragende kritikers bedømmelse af den historie, som Johnson anså for bedst egnet. I overensstemmelse med disse afgørelser skulle vi så dele pengene, eller lade tingene være som de var.

Jeg var meget modløs, da jeg gik hjem. Alle disse udtalelser og bedømmelser ville betyde endnu mere arbejde, endnu flere udgifter. Der var åbenbart ingen ende på det.

“Pokker stå i manden,” mumlede jeg, da jeg drejede om hjørnet til den gade, hvor jeg bor. Og der, lige på den anden side af gaden, gik manden selv. Jeg kunne næsten have grædt. Hvad havde jeg gjort, at guderne således skulle lege med mig?

Jeg skyndte mig efter ham, men han gik hurtigt, og et øjeblik efter drejede han ned ad en sidegade. Da jeg kom hen til hjørnet, var gaden tom. Siden gik der næppe en dag, uden at jeg så Mr. Tallent. Det gjorde mig frygtelig nervøs og urolig, og angsten for at blive vanvittig begyndte at slide på mig. Imidlertid fortsatte forhandlingerne. Det blev endelig bestemt, at halvdelen af pengene skulle deles mellem slægtningene. Nu troede jeg, der ville blive fred. Og det var der også i nogen tid – sådan da.

Men kun en måned efter denne dato hørte jeg fra en af sagførerne, at det var sket noget mærkeligt og foruroligende – to af arvingerne blev i den grad hjemsøgt af Mr. Tallent, at de var ved at miste forstanden. Jeg skrev og spurgte, under hvilken form spøgeriet fandt sted.

Han skrev tilbage, at de ustandseligt hørte Mr. Tallent læse højt af sine værker. Hvor end de var i huset, hørte de ham stadig. Jeg tænkte på, om han mon snart ville begynde at læse for mig. Hidtil havde han kun vist sig for mig. Hvis han nu begyndte at læse …

Få måneder efter hørte jeg, at de slægtninge, som det spøgte hos, var kommet på en sindssygeanstalt. Mens de var der, hørte de ingenting. Men nogen tid efter, da de var blevet udskrevet som raske, hørte de oplæsningen igen og måtte indlægges påny. På samme måde gik det efterhånden også de andre, men kun én eller to ad gangen.

I løbet af vinteren, to år efter hans død, begyndte det hos mig.

Jeg gik øjeblikkeligt til en nervespecialist, som konstaterede et akut nervesammenbrud og anbefalede mig at tage på et ‘hjem’. Men det afslog jeg. Jeg ville kæmpe med Mr. Tallent til den bitre ende. Seks af arvingerne lå nu på ‘hvilehjem’, og de penge, de havde haft, var brugt.

Jeg overvejede tingene. Han skulle øjensynlig manes i jorden. Men hvordan, hvornår og hvor skulle jeg finde ham? Jeg rådspurgte en spiritist, en præst og en kvinde, som havde en finere intuition end nogen anden, jeg kender. På grundlag af deres råd lagde jeg mine planer. Men det var Lesbia, der reddede mig.

“Få en mand, der løber godt, til at følges med Dem,” sagde hun. “I samme øjeblik Han viser sig, skal De lade Deres ledsager fare ned ad en sidegade og afskære ham vejen.”
“Men hvordan kan det …?”
“Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har min egen mening.” Hun sendte mig et klogt, lille smil.

Jeg gjorde, som hun havde rådet mig til, men min tålmodighed var nær sluppet op, inden jeg så Mr. Tallent igen. Oplæsningen fortsatte, men kun om aftenen når jeg var alene og om natten. Jeg inviterede gæster aften efter aften. Men når jeg var alene begyndte det.

Johnson foreslog, at jeg skulle gifte mig.

“Hvad mener De?” sagde jeg. “Skulle jeg tilbyde en kvinde et nervevrag, et hjem hvor vi aldrig kan føle os sikre, og måske et endeligt på et sindssygehospital?”
“Jeg ved i hvert fald én, som ville tage imod tilbuddet med kyshånd.”
“Vær nu ikke dum,” sagde jeg. Jeg var ikke oplagt til spøg. Det eneste, der interesserede mig, var at få sagen opklaret.

Tre år efter Mr. Tallents død så vi ham en aften på gaden. Min ledsager og jeg var gået tidligere ud, end vi plejede. Pludselig så vi ham haste ned gennem en lang gade, hvorfra der ikke førte nogen sidevej. Ved et skæbenens tilfælde kørte der netop en tom taxi forbi os. Vi råbte den an og steg ind. Vi standsede lige foran Mr. Tallents genfærd, sprang ud og kastede os over ham.

“Du gode Gud!” råbte jeg. “Han er massiv!”
Han var fuldkommen massiv og ikke så lidt forskrækket.

Vi satte ham ind i taxien og kørte ham hjem til mig.
“Og nu, Mr. Tallent!” sagde jeg, “nu skal De stå til regnskab for, hvad De har gjort.”
Han så forskræmt på mig, men hans blik var drømmende.

“Hvorfor er De ikke død?” var mit næste spørgsmål.
Han så ud, som om han følte sig såret. “Jeg har aldrig været død,” svarede han blidt.
“Det stod i aviserne!”
“Jeg satte det selv i. Jeg var i Amerika dengang. Det var meget let.”

“Og denne ustandselige forfølgelse af mig og den ondskabsfulde jagt på Deres ulykkelige slægtninge, som endte på sindssygeanstalten?” Jeg var ved at arbejde mig op i et sandt raseri. “Ved De, hvor mange af dem der er der nu?”
“Ja, det ved jeg. Meget interessant.”
“Interessant!”

“Ja, for sagens skyld,” sagde han. “De var måske ikke klar over, at jeg var passioneret psykoanalytiker, og at jeg ikke tog mine egne romaner højtideligt. De var faktisk kun et led i et eksperiment.”
“I himlens navn, hvilket eksperiment?”

“Hvilke, må De hellere sige,” sagde han, “for der var i virkeligheden mange eksperimenter.”
“Men hvad til, De fordømte gamle slyngel?” råbte jeg.
“Til min magnum opus,” sagde han beskedent.
“Og hvad er så Deres elendige magnum opus for noget, De gamle ondskabsfulde djævel?”

“Det vil blive berømt over hele verden,” sagde han tilfreds. “Alt dette har givet mig usædvanlig gunstige arbejdsvilkår. Det var så let at komme ind i husene hos mine slægtninge og eksperimentere med dem. Men det var beklageligt, at jeg ikke kun følge dem på sindssygeanstalten.”
Det bekymrede ham øjensynlig langt mere end den ulykke, han havde forvoldt.

“Så det var altså Dem, der læste hver gang?”
“Det var det.”
“Og det var Dem, der gik forbi vinduet, den dag vi diskuterede Deres testamente?”
“Ja. En overordentlig fornøjelig forestilling!”

“Og nu, gamle slyngel, før jeg afgør, hvad jeg skal gøre ved Dem, hvad er så dette magnum opus?

“Det er en afhandling,” sagde han med det tilfredse udtryk, der gjorde mig så rasende. “En afhandling, der vil overskygge alle tidligere værker på det felt, og dens titel er: En omfattende undersøgelse – med talrige eksperimenter – af den menneskelige tålmodigheds magt.”

Trykt i: The Ghost Book: Sixteen New Stories of the Uncanny, 1926
Originaltitel: Mr. Tallent’s Ghost

Kort om Mary Webb

Født: den 25. marts 1881
Død: den 8. oktober 1927

Læs mere på The Mary Webb Society