Spøgelseskareten af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.


– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.

Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.

Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.

Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.

Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.

Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.

Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.

Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.

Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.

“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”

Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.

Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.

Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.

Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.

En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.

Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.

En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.

Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”

“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”

Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.

Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.

Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Den ulåste dør af Marie Belloc Lowndes

Marie Belloc Lowndes“Lad bare den dør være, unge mand; og husk fremover, at den aldrig skal låses, og De skal heller ikke skyde slåen for. Ikke fordi der ville ske større ulykker, hvis den virkelig blev låst, for Herren har altid nøglen hos sig.”

Fru Torquil hørte de dæmpede ord. Cote, deres 70-årige hushovmester, instruerede den nye tjener på den langsomme, indtrængende måde, som nu engang er vedtaget, når hushovmestre henvender sig til deres ærbødige undergivne. Men denne underordnede tilhørte en ny tid, der afveg fra den gamle, så han havde den dristighed at svare igen.

“Det er da en fiks idé.”
“Det kan være, at den forekommer Dem ‘fiks’, Henry, eftersom De er ny her i huset, men set fra mit synspunkt er den kun bedrøvelig.”
“Bedrøvelig – hvordan det, Hr. Cote?”

Anne Torquil var stoppet op ved sin sovekammerdør, og hørte nu den velkendte gamle stemme svare den unge – som det syntes med en let skælven. “Ser De, det gik til på følgende måde. Hr. John – en sjælden tiltalende ung fyr var han ved Gud. Hr. John blev ikke rapporteret som ‘faldet’ af sin oberst, da han ikke vendte tilbage fra, hvad man den gang benævnte ‘et udfald mod de fjendtlige linjer’. Han blev kun anmeldt som ‘savnet’. Grusomt, det var, hvad jeg kaldte det dengang, og grusomt kalder jeg det endnu – for den slags er kun egnet til at vække falske forhåbninger.”

“Det forstår jeg godt, det har gjort, Hr. Cote” – den unge stemme var blevet alvorlig.
“Fru Torquil vidste godt, hvad dette ‘savnet’ betød. Men Herren, han kunne ikke få sig selv til at tro, at hans søn og retmæssige arving var borte for bestandig. Jeg husker tydeligt, hvordan Hr. Torquil nogle få dage efter våbenhvilen dukkede op, lige som jeg var i færd med at lukke og slukke, og så sagde han lige akkurat sådan: “Lad bare døren til den lille hall være, Cote. Master John kom altid ind i huset ad den vej, fordi det var en genvej. Nu for tiden kommer der en mængde soldater tilbage fra Tyskland. Folk, der er blevet rapporteret ‘savnede’, så der er intet til hinder for, at min søn en skønne dag kan komme spadserende ind ad den dør der.”
“Det var, hvad han sagde dengang, stakkels Herre; og denne dør, Henry, har derfor aldrig siden været låst, endsige haft slåen skudt for.”

Mændenes fodtrin døde bort, og der var noget, der rørte sig i Anne Torquils ulykkelige, hensygnende hjerte. Hvor sælsomt, at hun ikke før i aften havde haft kendskab til sin mands ordre! Det var fuldstændig rigtigt, at drengen hele barndommen igennem havde været vant til at brase ind ad denne yderdør, som førte ind til, hvad de i huset kaldte ‘den lille hall’ – og dette gerne med et bestemt udråb som: “Mor! Hvor er du – ovenpå?” Og dog – hvor højt han end elskede hende, hvor meget de end var for hinanden, så havde hun alligevel altid været klar over, at John havde sat sin alt andet end fejlfri far højere end hende.

Hun var så bevæget nu, at noget af den angstfulde sjælekval, hun havde følt for seks år siden, kom tilbage, og hun begyndte at vandre hvileløst frem og tilbage i det prægtige soveværelse, som mange af hendes bekendte misundte hende. Hvor beklageligt, at det for hende kun skulle rumme plagsomme minder.

I den brede seng, hvor hun nu ofte tilbragte sine vågne nætter, var sønnen blevet født, den søn, hvis komme havde syntes skæbnebestemt. Overbevist om at hun i dette kapitel ville være lige så heldig som i alle andre, havde hun leet højt ved den tanke, at hendes baby kunne blive en pige. Hvor ofte havde hun ikke i de sidste seks år ønsket, at hun var død den selv samme strålende dag, da hendes dreng blev født.

Hendes gode ven fra dengang – som for resten stadig var hendes gode ven – Dr. Maynard, den gamle landsbylæge, havde i de lykkelige år, der fulgte efter Johns fødsel, mere end en gang påtaget sig den utaknemmelige opgave at antyde, at det var synd og skam, barnet ikke havde en broder eller søster, med hvem det kunne dele den lykkelige barndomstid. Men hun, Anne Torquil, havde med vilje vendt det døve øre til overfor sådanne hentydninger. Hun havde altid i hele sit unge liv – hvilket hun koketterede med at benævne som ‘spildt’ – kun gjort, hvad hun ønskede at gøre, og dette princip var hun aldrig fraveget en tomme. Hun havde skænket sin Jack en prægtig søn, en arving, som den gode, gamle Cote kaldte ham – og dermed måtte det være nok.

Nu standsede hun pludselig i sin vandring frem og tilbage foran et spejl i en udskåret træramme. Netop her havde hun stået i sit livs sidste lykkelige øjeblik.

Det var i efteråret 1918; hendes mand var hjemme på rekonvalescens efter at være blevet såret. Der var fredsrygter i omløb, og indbyrdes troede de sikkert og vist, at deres dreng ville komme tilbage, så snart han fik orlov første gang.

En smuk oktoberdag, nøjagtig klokken tre, havde der lydt en velkendt banken på hendes dør. Selv da hun var en purung brud på sytten somre, og de mere havde lignet et par lykkelige børn end et ægtepar, havde Jack altid banket på døren, før han trådte ind i sin hustrus værelse. Ganske blidt havde hun råbt: “Kom ind!” Og han var kommet ind med et åbent telegram i hånden.

Det var, ligesom om hun nu i aften, efter seks års forløb, kunne høre lyden af hans hæse stemme, da han sagde hendes navn – for derpå, da hun havde løftet armen med en instinktiv, voldsom bevægelse, som ville hun afværge et slag af skæbnen, at sige: “Gud være lovet, han er ikke faldet, min kære. Kun savnet!”

Kun savnet?!

Og Johns far var fremturet i sin tro på tværs af al fornuft, fast forvisset om, at drengen ville komme tilbage fra dybet af et eller andet tysk fængsel eller fra en eller anden tysk anstalt.

Hun for sin part havde lige fra begyndelsen, i sin tåreløse fortvivlelse, overhovedet ikke følt noget håb. Og hendes mands stædighed – hvad hun mere end en gang ved sig selv kaldte hans idiotiske optimisme – havde pint og plaget hende og sommetider gjort hende desperat.

Nu stirrede hun som hypnotiseret på sig selv inde i det mørke spejlglas. Skønt hun næste gang fyldte fem og fyrre, var det rigtigt, hvad visse trættende mennesker havde sagt hende: At hun undertiden kunne minde om en ganske ung pige. Tiden havde næppe strejfet hendes indtagende ansigt, og dens barske hånd havde ladet hendes smækre skikkelse uantastet. Men Jack Torquil, der endnu ikke var fyldt halvtres, kunne godt se ud til at være ti år ældre.

Med en følelse af ubehag spurgte Anne for første gang i sit liv sig selv, om hendes mand var ligeså ulykkelig, som hun var. I aften havde hun set ham sidde sammenkrøben i en bekvem stol ved siden af ilden med en bog i hånden. Pludselig havde han taget en blyant frem – det var en vane, Jack Torquil havde, og en vane som altid irriterede hans hustru – og så havde han afmærket et sted i bogen, han læste.

Da han så op, havde han tilkastet hende et løjerligt undseligt, bedende blik. Og da han havde rejst sig og forladt biblioteket for at gennemgå det sædvanlige ritual med at trave en lille aftentur med de tre hunde, var hun gået hen for at se, hvad det var, han havde afmærket i bogen. Og så var hun blevet fortrædiget, adspredt og måske en lille smule rørt. Thi det hendes mand havde afmærket, var to linjer, som hun kun delvis kendte:

I instrumentet vil den lille flænge bevirke, at musikken forstummer inden længe.

Og nu, mens hun langsomt klædte sig af, genkaldte hun sig de to linjer, Jack havde sat kryds ved. Det, han uden tvivl stadig forestillede sig som ‘en lille flænge’ imellem dem, var i virkeligheden en kløft, som stadig uddybedes mere og mere. Og så var det, når alt kom til alt, kun en eneste gang i deres snart lange samliv, at hun havde talt bitre ord til ham.

Det var for flere år siden, på et tidspunkt da han stadig var fuld af håb med hensyn til sønnens mulige tilbagekomst, mens hun desværre havde mistet ethvert håb. Kærligheden i ham var blevet vækket, og da hans læber søgte hendes, havde hun afvist ham fjendtligt: “Aldrig, Jack. Aldrig mere.”

Så bogstaveligt havde han opfattet hendes vægring, at han ikke en eneste gang siden da havde banket på døren til det værelse, i hvilket de havde levet så lykkeligt i en og tyve år.

Dagen i dag, dagen før våbenstilstandsdagen, havde været utålelig, og Anne forsikrede sig selv, at næste år ville de have gæster hos sig den første halvdel af november. De var velhavende, gæstfri og begge – hver på sin måde – afholdte. Men den virkelige grund til at de aldrig var alene, bortset fra juledagene og en del af november måned hvert år, var den, at ensomhed bliver utålelig, når den deles af en mand og kvinde, som engang har været brændende forelsket i hinanden.

Da Anne Torquil var kommet til ro i sin store seng, begyndte konsoluret at slå tolv, indvarslende en ny våbenstilstandsdag, og da hun med et smerteligt udtryk lagde sig tilbage i puderne, sprang bekymrede tårer frem i hendes øjne.

Tanken om drengen var overmåde levende hos hende i aften, ja så levende, at ønsket om at se hans billede helt overvældede hende. Hun smuttede ud af sengen og gik hen til en malet sekretær, hvori hun opbevarede visse hellige, hemmelige ting. Blandt disse var hendes mands kærestebreve; hvert enkelt begyndte med et: Min kæreste elskede. De var skrevet under deres korte forlovelsestid. Her lå også alle barndomsbillederne af hendes søn.

Hun havde haft en skitse af ham, der var tegnet af en vis sergent, da han var på Sandhurst. Den hang nu i hans faders soveværelse. Der fandtes intet billede af ham andetsteds i huset – det var, lige som det ikke kendte ham mere. Nogle af deres nyere venner vidste overhovedet ikke, at de nogensinde havde haft et barn.

Da hun havde trukket skuffen ud med alle fotografierne af John, udvalgte hun det sidste, det var blevet taget, lige efter at han havde fået sit nye hverv, og på billedet bar han sin første uniform. Mens hun stirrede på det drengede ansigt, var det, lige som han smilede til hende, på samme tid stolt, fortroligt og opmuntrende.

Da hun lagde det tilbage i skuffen, mindedes hun et kluntet, men meget velment forsøg på at vise sympati, som en af hendes bekendte havde gjort. Han havde mødt hende på en af de lange, ensomme spadsereture, som hun havde foretaget i smertens og afsavnets år. Ture, som hun foretog ind imellem, til trods for sit fremdeles anstrengende arbejde – thi efter våbenstilstandsdagen var Torquil huset lang tid rekonvalescenthjem for sårede soldater.

“Den, man tror er død, lever dog,” havde vedkommende sagt med sagte stemme. Idet hun havde kastet hovedet tilbage, havde hun udbrudt: “De ved, at min mand stadig er fast overbevist om, at John ikke er faldet. Han tror, han kommer tilbage en skønne dag.” Med et forskrækket blik og uden at gøre noget forsøg på at tage til genmæle forsvandt hendes velmenende trøster.

I dag, mærkelig nok omtrent på det samme sted, havde hun haft et lignende møde med den gamle doktor Maynard. Et møde, der ikke havde såret hende så meget, som det havde opbragt hende.

Han havde trukket sig tilbage fra sin praksis i 1919, og nu var det sjældent, hun så ham alene. Men nu ville tilfældet, at hans eneste søn – en søn, krigen havde sparet, på en køretur havde sat faderen af, for at den gamle kunne få sig en lille spadseretur. Den gamle mand havde taget hendes hånd i sin, og følelsesfuldt havde han erklæret: “Jeg ville være glad ved at vide Dem lykkelig, kære Fru Torquil.”

Og da hun havde rystet på hovedet – hun kunne nemlig ikke forstille sig for ham – så havde han fremturet med en antydning af oprigtig beundring i sin svage gammelmandsrøst: “De ser jo pragtfuld ud – tag mig det ikke ilde op, at jeg siger det – men hvor har De holdt Dem ung! Minsandten, i eftermiddag skulle man tro, at De var fem og tyve og ikke …”
“Næsten fem og fyrre. Ja, jeg føler mig desværre stadig ung og ville give ikke så lidt til, at jeg følte mig gammel, Dr. Maynard.”

Og så havde han sagt noget om hendes mand, som havde fået hende til at rødme dybt. Doktoren havde altid været sparsom med sine ord, men hun havde altid lagt vægt på hans udtalelser.

“Kan De ikke formå Dem selv til at være imødekommende overfor ham?” havde han spurgt, idet han så hende lige ind i hendes smukke ansigt. Hun havde straks svaret – og svaret meget køligt: “Nej, – ikke på den måde, De mener.”

Og så havde han rystet bedrøvet på sit hvide hoved og atter taget hendes hånd i sin: “De vil nok tilgive en gammel ven hans dristighed, ikke sandt?” Hun havde nikket kort. Men hun havde følt – og det følte hun også nu – at i sit hjerte kunne hun ikke tilgive dette – nå ja, nærgående spørgsmål.

Urets tolv slag rungede gennem det stille hus, og med et hørte hun det elektriske lys i hallen blive slukket, efterfulgt af lyden af hendes mands fodtrin, idet han gik op ad trappen. En mærkelig uventet følelse kom over hende. Noget i retning af bare lige at gå ud og sige godnat til ham. Men hun nedkæmpede denne følelse. Alligevel gik hun hen til døren, slukkede lyset og lukkede den lydløst på klem.

Jack Torquil gik op ad den magelige trappe med en gammel mands tunge skridt, skønt han – som både hun og Dr. Maynard vidste – stadig var ung af sind, selv om dyb græmmelse og et bestandig opsat håb havde furet hans ansigt.

Og en smule bevæget ved det, som deres gamle hushovmester ubevidst havde åbenbaret, ventede hun at høre disse langsomme skridt fortabe sig ind i det værelse, som ikke mere kaldtes ‘Hr. Torquils påklædningsværelse’. Og så var det, ligesom hendes hjerte stod stille, for håndtaget på den ulåste dør i hallen nedenunder blev drejet ned i mørket, og der kom en opfarende kuldebølge ind i rummet, efterfulgt af hendes mands opskræmte råb: “Hvem der?”

Der var et øjebliks pause, og efter denne pause lød der, lige som uendelig langt borte fra, to ord fra en stemme, som hun aldrig, selv ikke i det andet liv, havde troet at skulle høre igen – thi Anne Torquil troede nu engang ikke på det løfte, hendes bekendte havde fremsat for at trøste hende. Og de ord, der blev ytret med hendes søns stemme, gennemtrængte hendes inderste sjæl, for “stakkels far” var alt, hvad den højtelskede var vendt tilbage for at sige.

Så hørte hun Jack Torquils ivrige, glade “John? Min egen kære dreng!” – og derpå lyden af hans fødder, da han buldrede ned ad trappen.

Da hun skyndte sig ud på det runde galleri, hørte hun igen håndtaget blive drejet ned i mørket. Så blev der tændt fuldt blus dernede, og da hun kiggede over gelænderet, så hun sin mand stå i den tomme hall, forvildet stirrende på den lukkede dør.

Til sidst vendte han sig om, og da han så op, opdagede han hendes blege ansigt med de opspilede, stirrende øjne. “Hørte du ham også, Anne?”

Hun tog sig voldsomt sammen, løb rundt om galleriet og ned. Og dernede tog hun, med noget der mindede om den gamle ømhed, hans hånd. “Naturligvis hørte jeg ham også! Døren åbnedes, og han kom ind med blæsten. Da han havde sagt, hvad der kærligt lå ham på hjerte, gik han bort, tilbage igen – men hvorhen, Jack, hvorhen?”

Senere på natten da Anne lå i hans arme, mumlede Johns far: “Han kom tilbage for din skyld, min elskede. For at trøste dig. Det var helt i sin orden.”
“For min skyld, Jack. Åh nej!”
“Men det gjorde han nu, lille elskede. Du hørte da sikkert, hvad han sagde?” Og hun mærkede overraskelse i hans stemme.

Hun hviskede: “Hvad sagde han da – til dig?”
“Kun, hvad du selv hørte – kun de to ord, Anne: ‘Kære Mor’.” Han tav et øjeblik, og så sagde han ydmygt, for han var en ganske jævn mand: “Blot for at lade dig vide, allerkæreste, og måske også for at lade mig vide, at alt står vel til med drengen.”

Oprindelig trykt i Fortnightly Review, november 1929
Originaltitel: The Unbolted Door

Kort om Marie Belloc Lowndes

Født den 5. august 1868
Død den 14. november 1947

Læs mere på wikipedia

Varulven af Frederick Marryat

Frederick Marryat
Malet af John Simpson

Før middag var Krantz og Philip gået om bord og havde sat sejl i pirogue’en. De havde ikke svært ved at holde deres kurs. Om dagen var øerne deres kompas, om natten de klare stjerner. Ganske vist fulgte de ikke den direkte vej, men en mere sikker kurs gennem smult vand, og derfor kom de længere mod nord end mod vest. Mange gange blev de jaget af malajernes prawer, som farvandet vrimlede med, men deres sikkerhed lå i den lille pirogues fart. Jagten blev som regel opgivet, så snart sørøverne så, hvor lille båden var, og forstod at der ikke var noget bytte at hente.

En morgen da de sejlede mellem øerne, og der var mindre vind end sædvanligt, bemærkede Philip: “Krantz, du sagde, at der var begivenheder i dit liv, som kan bekræfte den mystiske oplevelse, jeg betroede dig. Vil du ikke fortælle mig, hvad du hentydede til?”

“Jo, gerne,” svarede Krantz. “Jeg har ofte tænkt på at gøre det, men snart var der det ene i vejen og snart det andet. Nu er der en passende lejlighed. Du må være forberedt på at høre en mærkelig historie. Måske fuldt ud så mærkelig som din egen. – Jeg går ud fra, at du har hørt om Harzen?”

“Jeg har aldrig været der, så vidt jeg husker,” svarede Philip, “men jeg har læst om de bjerge i en eller anden bog og om de mærkelige ting, der skete der.”

“Ja, det er en vild egn,” sagde Krantz, “og der fortælles mange mærkelige historier derfra. Men hvor mærkelige de end er, har jeg grund til at tro på dem.”

Min fader var ikke født i Harzen og boede der heller ikke oprindelig, han var livegen hos en ungarsk adelsmand, der ejede store godser i Transsylvanien, men skønt han var livegen, var han på ingen måde fattig eller uvidende. Han var rig, og hans intelligens og dygtighed var så stor, at hans herre havde gjort ham til sin forvalter. Men den, der er født som livegen, må forblive livegen, selv om han bliver velstående, og således også med min fader.

Han havde været gift i fem år, og i sit ægteskab havde han tre børn — min ældste broder Cæsar, mig (Hermann) og min søster, som hed Marcella. Min moder var en meget smuk kvinde, men uheldigvis mere smuk end dydig. Godsejeren så hende og beundrede hende. Min fader blev sendt bort i et eller andet ærinde, og mens han var borte, blev min moder smigret af denne adelsmands opmærksomhed, vundet af hans ihærdighed og gav efter for hans ønsker.

Men så kom min fader hjem ganske uventet og opdagede det hele. Beviset for min mors skyld var fældende: min far overraskede hende sammen med hendes forfører! Han blev revet med af sine følelser og myrdede både sin hustru og hendes forfører.

Da han vidste, at han som livegen var sikker på døden, hvis han blev fanget, samlede han hurtigt de penge, han kunne få fat i, og da det var midt om vinteren, spændte han hestene for slæden, tog sine børn med sig, rejste hjemmefra om natten og var langt borte, før den sørgelige begivenhed rygtedes. Uden mulighed for at gemme sig i sit eget land (hvor myndighederne kunne få fat på ham), fortsatte han sin flugt uden ophør, indtil han forsvandt i Harzens vildsomme og øde bjerge.

Alt det, jeg her har fortalt dig, fik jeg naturligvis først at vide langt senere. Mine tidligste erindringer knytter sig til en rå, men bekvem hytte, hvor jeg boede sammen med min fader, min broder og søster. Det var på grænsen til en af de store skove, der dækker den nordlige del af Tyskland. Uden om hytten var der et par tønder land, som min far dyrkede om sommeren, der var lige nok til vort forbrug, selv om høsten var højst usikker. Om vinteren var vi meget indendørs, for når fader gik på jagt, var vi alene, og ulvene strejfede om alle vegne.

Min fader havde købt hytten og jorden af en af de gamle skovmænd. Hytten lå tre kilometer fra de nærmeste naboer. Jeg kan huske landskabet endnu. De høje fyrretræer på bjerget over os, og skoven der strakte sig langt bort nedenunder os. Vi kunne se de øverste grene og trætoppe fra hytten, og under os sænkede bjerget sig brat ned mod dalen. Om sommeren var udsigten meget smuk. Men i den lange, strenge vinter kunne man næppe tænke sig noget mere trist.

Som sagt gik min fader på jagt om vinteren. Hver dag forlod han os, og ofte låste han døren, så vi ikke kunne komme ud af hytten. Der var ingen til at hjælpe ham med at tage sig af os. Det var heller ikke let at finde en pige, der ville bo på et så ensomt sted, men selvom fader kunne have fundet en, ville han ikke have antaget hende, da han havde fået den største afsky for alle kvinder. Den forskel, der var i hans opførsel mod os, hans to drenge, og min stakkels søster Marcella, viste det tydeligt. Af frygt for, at der skulle ske os noget, ville fader ikke give os brænde, når han gik hjemmefra. Vi var derfor nødt til at krybe ned under bjørneskindene for at holde varmen, indtil han kom hjem om aftenen, hvor vi så kunne glæde os over det flammende bål.

Det vil måske forekomme dig mærkeligt, at min fader valgte dette liv, men sagen var den, at han ikke kunne holde sig i ro. Enten det nu skyldtes anger over de mord, han havde begået, eller sorg over forandringen i hans liv eller begge dele i forening, så var han aldrig lykkelig, når han ikke havde travlt med et eller andet. Men børn, som er så meget overladt til sig selv, bliver mere eftertænksomme end andre børn i deres alder. Sådan var det også med os. De korte, kolde vinterdage sad vi stille og længtes efter de lykkelige dage, når sneen smeltede, knopperne sprang ud, fuglene begyndte at at synge, og vi igen ville blive sat i frihed.

Dette mærkelige, vilde liv førte vi, indtil min broder Cæsar var ni, jeg syv og min søster fem år gammel. Så indtraf de mærkværdige hændelser, som jeg nu skal berette om.

En iskold vinteraften kom min fader hjem noget senere, end han plejede. Han havde ikke haft heldet med sig og var gennemkold og i dårligt humør. Han havde taget brænde med ind, og vi hjalp alle villigt med at puste til gløderne for at få bålet til at brænde. Men pludselig greb han stakkels lille Marcella i armen og kastede hende til side. Barnet faldt og slog munden og blødte stærkt. Min broder løb hen for at hjælpe hende op. Da hun var vant til at blive mishandlet og var bange for vores fader, turde hun ikke græde, men så ynkeligt hen på ham. Han trak sin stol hen til ildstedet, mumlede noget nedsættende om kvinder og tog sig af ilden, som min broder og jeg havde forladt, da min søster blev så brutalt behandlet. Snart flammede ilden i et muntert bål, men vi samledes ikke om det, som vi plejede. Marcella, der stadig blødte, trak sig tilbage i en krog, og min broder og jeg satte os ved siden af hende, mens fader sad dyster og ensom ved ilden.

Sådan havde vi siddet henved en halv time, da vi hørte en ulv hyle tæt under hyttens vindue. Fader sprang op og greb sin bøsse. Hylet lød igen. Han undersøgte fængkrudtet og skyndte sig så ud af hytten, idet han lukkede døren efter sig. Vi ventede og lyttede spændt, for vi håbede, at han ville komme tilbage i bedre humør, hvis det lykkedes ham at nedlægge ulven. Skønt han var hård mod os alle, og særlig mod min lille søster, elskede vi ham alligevel og holdt meget af at se ham munter og lykkelig, for hvad andet havde vi at glæde os over? Jeg kan her tilføje, at der aldrig har været tre børn, der holdt mere af hinanden. Vi sloges og skændtes ikke indbyrdes som andre børn, og hvis det var den mindste uenighed mellem min storebror og mig, kom lille Marcella løbende hen til os, kyssede os og fik os til at slutte fred. Marcella var et yndigt, elskeligt barn. Jeg kan endnu huske hendes smukke træk. Ak, stakkels lille Marcella!”

“Så er hun død?” spurgte Philip.

“Død! Ja, og hvilken død fik hun ikke! — Men lad mig ikke foregribe begivenhedernes gang, Philip. Lad mig fortælle min historie.”

“Vi ventede i nogen tid, men vi hørte intet skud. Så sagde min storebror: “Fader er fulgt efter ulven, og det varer længe, før han kommer tilbage. Marcella, lad os vaske blodet af din mund, og så går vi hen og varmer os ved ilden.” Det gjorde vi, og vi blev siddende næsten til midnat. Jo længere tid der gik, desto mere spekulerede vi på, hvorfor fader ikke kom hjem. Vi tænkte ikke på, at han var i fare, men syntes at han havde jaget ulven meget længe. Til sidst gik Cæsar hen til døren for at kigge ud efter ham. “Pas på,” sagde Marcella. “Ulvene er ude nu, og vi kan ikke slå dem ihjel.”

Min bror åbnede forsigtigt døren nogle få tommer og kikkede ud, men fader var ikke at se, så efter nogen tids forløb og kom Cæsar igen hen til os ved ilden. Her sad vi og maverne knurrede, for vi havde ikke nået at få aftensmad. “Når fader kommer hjem fra denne jagt,” sagde Marcella, “vil han være glad for at få noget aftensmad, lad os lave mad til ham og til os selv.” Cæsar klatrede op på en stol og hentede noget kød ned, og vi skar så meget af, som vi plejede og begyndte at gøre det i stand, ganske som vi var vant til under faders opsyn. Vi havde meget travlt med at sætte det frem på tallerkener og gøre alt rede, da vi hørte lyden af et horn. Vi lyttede — der lød støj udenfor, og et øjeblik efter kom fader ind med en ung kvinde og en høj, mørk mand, der var klædt som jæger.

Mange år senere fik jeg at vide, hvad der var sket, mens fader var borte. Da han havde forladt hytten, så han en stor, hvid ulv omtrent 30 meter fra sig. Så snart dyret så ham, trak det sig knurrende bort. Fader fulgte efter. Dyret løb ikke bort, men holdt sig på sikker afstand. Fader ville ikke skyde, før han var helt sikker på at ramme, og således fortsatte de i nogen tid. Nu og da løb ulven fra fader, så standsede den og snerrede trodsigt ad ham, og når han så nærmede sig, løb den hurtigt bort.

Min fader var ivrig efter at skyde dyret, for den hvide ulv er meget sjælden, så han fortsatte derfor jagten i flere timer, hele tiden op ad bjerget. Nu må du vide, Philip, at der er særlige steder i de bjerge, hvor man mener — og med rette, det vil min historie vise — at onde magter holder til. Jægerne kender godt stederne og undgår dem altid. Jeg ved ikke, om fader ikke troede på disse fortællinger eller i jagtens iver havde glemt dem, givet er det, at den hvide ulv lokkede ham hen til en lysning i granskoven, som tidligere var blevet udpeget for fader som et farligt sted, og her begyndte den at sagtne farten. Fader nærmede sig, kom tæt ind på den, lagde bøssen til skulderen og skulle lige til at skyde, da ulven pludselig forsvandt. Han mente, at han måtte være blevet blændet af sneen på jorden og sænkede bøssen for at se efter dyret. Hvordan den kunne være smuttet over lysningen, uden at han havde set det, gik over hans forstand.

ÆrgerIig over uheldet med jagten skulle han lige til at gå hjem, da han hørte et jagthorn i det fjerne. Han blev så forbavset over denne lyd — på dette tidspunkt — ude i den vilde skov, at han glemte sin skuffelse og stod som naglet til jorden. Et øjeblik efter hørte han hornet igen, ikke så langt borte. Fader stod stille og lyttede, og så hørte han det tredje gang. Denne gang genkendte han signalet som betød, at nogen var faret vild i skoven. Et par minutter senere så han en rytter med en kvinde bag sig på hesten ride ind over lysningen og komme hen imod ham. Nu kom fader til at tænke på alle de mærkelige historier om overnaturlige væsner, som skulle holde til i disse bjerge, men da de to fremmede kom nærmere, talte rytteren til ham, og det overbeviste ham om, at de var almindelige dødelige som han selv. “Mein herr, I er sent ude, men det er et held for os. Vi har redet langt, og vi er i livsfare, for vi bliver forfulgt. Bjergene her har gjort det muligt for os at undslippe vore forfølgere, men hvis vi ikke finder husly og mad, må vi omkomme af sult og kulde i natten. Min datter, der sidder bag mig, er mere død end levende — kan I hjælpe os i vor nød?”

“Min hytte er et stykke vej herfra,” svarede fader, ” I er velkomne, men jeg har ikke stort andet at byde jer end husly. Må jeg spørge, hvorfra I kommer?” “Ja, mein herr, det er ingen hemmelighed nu. Vi er flygtet fra Transsylvanien, hvor min datters ære og mit liv var i fare.” Denne oplysning var nok til at gøre min far interesseret. Han huskede sin egen flugt, han huskede, hvordan hans hustru havde mistet sin ære, og den tragedie, der var fulgt derpå. Han tilbød dem straks hjerteligt al den hjælp, han kunne yde. “Så er der ingen tid at spilde,” sagde rytteren,”min datter er stiv af kulde, og kan ikke udholde det barske vejr ret meget Iængere.”

Fader bød dem følge ham, og på vejen tilbage til hytten fortalte han om, hvordan han var blevet lokket bort af den store, hvide ulv. “Dyret kom forbi os, netop da vi kom ud af skoven,” sagde kvinden med sølvklar stemme. “Jeg var lige ved at skyde den,” sagde jægeren. “Men siden den har gjort os så god en tjeneste, er jeg glad for, at jeg Iod den slippe.”

De gik hurtigt til, og efter omtrent halvanden times forløb nåede de hytten og trådte ind, som jeg har fortalt. “Vi kommer åbenbart i rette tid,” bemærkede den mørke jæger, da han kunne lugte det stegte kød. Han gik hen til ilden og så på min bror, min søster og mig. “I har unge kokke, mein herr.”

“Det glæder mig, at vi ikke behøver at vente,” sagde fader. “Kom, frøken, og sæt jer ved ilden, I trænger til varme efter Eders kolde ridetur.” Herefter gik han ud for at tage sig af jægerens hest.

Kvinden må jeg give en nærmere beskrivelse af. Hun var ung, omkring tyve år, klædt i en rejsedragt med brede skindkanter og på hovedet havde hun en hue af hvid hermelin. Hendes træk var meget smukke, og hendes hår var gult, blankt og skinnende. Hendes mund var temmelig stor, men hun havde de mest strålende tænder, jeg nogensinde har set. Dogr var noget ved hendes klare øjne, der gjorde os børn bange. De var så rastløse, så flakkende, og gav os en følelse af en skjult grusomhed. Da hun vinkede til os, at vi skulle komme hen til hende, nærmede vi os med skræk og skælven. Men hun var smuk og talte venligt til min bror og mig og klappede os på hovedet. Men Marcella ville ikke komme i nærheden af hende. Hun sneg sig bort og gemte sig i sengen og ville ikke vente på aftensmaden, som hun havde Iængtes så meget efter en halv time før.

Da fader kom tilbage, blev maden sat på bordet. Efter måltidet bad fader den unge dame Iægge sig i sengen, så ville han sidde ved ilden sammen med jægeren. Efter nogen tøven fra hendes side blev man enige om dette arrangement, og min bror og jeg krøb ned i den anden seng til Marcella, for vi sov altid sammen. Men vi kunne ikke sove. Det hele var så usædvanligt, ikke blot at se fremmede mennesker, men også ved at have dem boende hos os. Vi var helt forvirrede. Stakkels lille Marcella Iå stille, men jeg kunne mærke, at hun Iå og rystede hele natten, og en gang imellem troede jeg, at hun holdt en hulken tilbage.

Imens havde fader taget vin frem — noget, han sjældent gjorde — og han og den fremmede jæger sad og snakkede og drak ved ilden. Vi lå helt stille i mørket og lyttede nysgerrigt til deres samtale. Det viste sig, at den fremmede jægers historie mindede meget om faders. Også han var livegen under et fornemt hus, hvor hans herre krævede at få udleveret hans smukke datter. I stedet gav jægeren sin herre et par tommer af sin jagtkniv, og så stak han og datteren af. “Vi er landsmænd og brødre i ulykken,” sagde fader og trykkede den fremmedes hånd. “Jaså! Er I også fra dette land? Hvad er Eders navn?” spurgte jægeren, og da fader svarede Krantz, udbrød den fremmede “Hvad! Krantz fra … ? Jeg har hørt Eders historie, I behøver ikke forny Eders sorg ved at fortælle den igen. Jeg er meget glad for at træffe Eder, værdige frænde, for jeg er Eders halvfætter, Wilfred fra Barnsdorf!” Og så rejste han sig og omfavnede fader. De fyldte deres drikkehorn til randen og skålede med hinanden på tysk maner. Samtalen blev så fortsat meget sagte, alt, hvad vi kunne forstå, var, at vor nye slægtning og hans datter ville slå sig ned i vor hytte, i det mindste i nogen tid. Omtrent en time efter lænede de sig begge tilbage i stolen og faldt i søvn.

“Marcella, hørte du det?” hviskede min bror ganske sagte. “Ja,” svarede Marcella også hviskende, “jeg hørte det hele. Åh, jeg kan ikke holde ud at se på den kvinde — jeg er så bange.” Min bror svarede ikke, og kort efter sov vi alle tre.

Da vi vågnede næste morgen, var jægerens datter stået op. Jeg syntes, hun så endnu smukkere ud end aftenen før. Hun kom hen til Marcella og klappede hende, men barnet brast i gråd og hulkede som om hendes lille hjerte skulle briste. Men for ikke at spilde din tid med en lang historie, jægeren og hans datter blev indlogeret i hytten. Han og fader gik daglig ud på jagt og Iod os blive hjemme med Christina. Hun gjorde alt det huslige arbejde, og lidt efter lidt forsvandt selv Marcellas modvilje mod hende. Men fader forandrede sig meget. Han lod til at have overvundet sin afsky for kvindekønnet og var meget opmærksom mod Christina. Han sad ofte oppe og talte sagte med hende, når vi andre var gået i seng.

Gæsterne havde været tre uger i hytten, da der blev holdt en rådslagning en aften, efter at vi børn var blevet sendt i seng. Fader var blevet så glad for Christina, at han ønskede at ægte hende. “I må tage mit barn, mein herr Krantz, og få min velsignelse med hende, ” sagde jægeren, “men så vil jeg forlade jer og finde husly et andet sted — ligemeget hvor.” Fader forstod ikke hvorfor, men gik med til det. Så fortsatte jægeren “Der er ingen præst her i denne vilde egn. Der er heller ingen lov til at binde og tvinge. Og alligevel må der finde en slags ceremoni sted mellem jer for at tilfredsstille en fader. Vil I gå ind på at ægte hende på min måde? Så kan jeg gifte jer her på stedet?” “Det vil jeg,” svarede fader. “Så tag hendes hånd, og sværg så ved alle ånder i Harzen…” “Nej, hvorfor ikke ved himlen?” afbrød min far. “Fordi det ikke passer mig,” svarede Wilfred. “Hvis jeg foretrækker denne ed, der ikke er så stærk, frem for en anden, så kan I da ikke have noget imod det?” “Nå, lad det så blive sådan. I kan få Jeres vilje. Men vil I have mig til at sværge ved noget, jeg ikke tror på?” sagde fader. “Det gør dog mange, som foregiver at være kristne,” svarede Wilfred. “Vil I giftes med min datter, eller skal jeg tage hende med mig igen?” “Gå videre,” sagde fader utålmodigt. “Jeg sværger ved alle ånder i Harzen, al deres magt til godt og ondt, at jeg tager. Christina til ægte. At jeg altid vil elske hende og beskytte hende. At jeg aldrig skal Iøfte hånden mod hende for at gøre hende fortræd. Og hvis jeg svigter denne ed, så lad alle åndernes hævn ramme mig og mine børn. Lad dem blive dræbt af grib, ulv eller andre af skovens dyr. Lad kødet blive revet fra deres lemmer og lad deres ben bleges i ødemarken. Alt dette sværger jeg.” Fader tøvede, da han gentog de sidste ord. Men lille Marcella kunne ikke beherske sig, og da min far gentog den sidste sætning, brast hun i gråd. Denne pludselige afbrydelse syntes at virke pinligt på dem alle, især på fader. Han talte barskt til barnet, som beherskede sin hulken og gemte hovedet under sengeklæderne.

Sådan var min fars andet ægteskab. Næste morgen red jægeren Wilfred bort. Min far sov igen i sin egen seng, der var i samme værelse som vor, og alting fortsatte omtrent på samme måde som før brylluppet, bortset fra, at vor nye stedmor ikke viste os nogen venlighed mere. Når min far var borte, slog hun os ofte, især lille Marcella, og hendes øjne skød ild, når hun så begærligt på det lyse, smukke barn.

En nat vækkede min søster mig og min bror. “Hvad er der i vejen?” spurgte Cæsar. “Hun er gået ud,” hviskede Marcella. “Gået ud!” “Ja, hun gik ud ad døren i nattøj,” svarede barnet. “Jeg så hende stå ud af sengen, se på far for at se, om han sov, og så gik hun ud ad døren.” Det var os uforståeligt, hvad der kunne få hende til at stå ud af sengen og gå upåklædt ud i den bitre vinterkulde og den dybe sne. Vi Iå vågne, og omtrent en time efter hørte vi en ulv knurre under vinduet. “Der er en ulv,” sagde Cæsar. “Hun bliver revet i stykker.”

Men et par minutter kom vor stedmor tilbage. Hun var i nattøj, som Marcella havde sagt. Christina lagde klinken lydIøst på døren, gik hen til en spand vand, vaskede ansigt og hænder og smuttede så ned i sengen, hvor fader sov. Vi skælvede alle tre — vi vidste ikke hvorfor, men vi besluttede at holde vagt næste nat. Det gjorde vi. Og ikke blot den følgende nat, men mange andre nætter, altid på omtrent samme tid, stod vor stedmor op fra sin seng og forlod hytten. Når hun var gået, hørte vi altid en ulv knurre under vinduet, og når hun kom tilbage, så vi hende altid vaske sig, før hun gik i seng igen. Vi lagde mærke til, at hun sjældent var med til måltiderne, og når hun var det, så det ud, som om hun spiste med modvilje. Men når kødet blev taget ned for at blive lavet til til middag, puttede hun ofte et stykke råt kød i munden.

Min bror Cæsar var en modig dreng. Han ville ikke sige noget til min far, før vi vidste noget mere. Han besluttede at følge efter Christina og finde ud af, hvad hun foretog sig om natten. Marcella og jeg prøvede at tale ham fra det, men forgæves. Den samme aften gik han i seng med tøjet på, og så snart vor stedmor havde forladt hytten, sprang han op, tog faders bøsse ned fra væggen og fulgte efter hende. Du kan tænke dig, hvor anspændte Marcella og jeg var, mens han var borte. Efter et par minutters forløb hørte vi knaldet fra en bøsse. Det vækkede ikke min far, og vi lå og skælvede af skræk. Et øjeblik efter så vi vor stedmor komme ind i hytten — med blodigt tøj. Jeg lagde hånden over Marcellas mund for at forhindre hende i at skrige, skønt jeg også selv var meget bange. Vor stedmor nærmede sig fars seng for at se, om han stadig sov, så gik hun hen til ildstedet og fik ilden til at flamme op.

“Hvem er det?” spurgte fader, som vågnede. “Bliv kun liggende, min ven,” svarede Christina, “det er bare mig. Jeg har tændt op for at varme lidt vand. Jeg har det ikke så godt.” Fader vendte sig om i sengen og faldt straks i søvn igen. Men vi holdt øje med vor stedmor. Hun skiftede tøj og kastede de klædningsstykker, hun havde haft på, ind i ilden. Så så vi, at blodet flød fra hendes højre ben, det så ud, som om det var et skudsår. Hun forbandt det, klædte sig på og blev siddende ved ilden til daggry. Stakkels lille Marcella — hendes hjerte hamrede i brystet på hende, mens hun lå der, trykket op ad mig, mit bankede også stærkt. Hvor var Cæsar? Hvor havde vor stedmor fået det sår fra, hvis det ikke var fra hans bøsse?

Til sidst stod min far op, så talte jeg for første gang og sagde: “Fader, hvor er Cæsar?” “Din bror?” udbrød han, “ja, hvor er han?” “Nådige himmel,” udbrød vor stedmor, “da jeg Iå halvvågen i nat, hørte jeg nogen tage klinken af døren. Og hvad er der blevet af din bøsse, kære mand?” Min far kastede blikket op over kaminen og så, at hans bøsse ikke var der. Et øjeblik så han forvirret ud. Så greb han en bred økse og gik ud af hytten uden at sige et ord.

Han blev ikke borte længe. Et par minutter efter kom han ind igen med min stakkels brors sønderrevne legeme i armene. Han lagde det ned og dækkede ansigtet til. Min stedmor rejste sig og så på liget, mens Marcella og jeg kastede os ned ved siden af Cæsars krop og græd bittert. “Gå i seng, børn,” sagde hun skarpt. “Min kære mand, din dreng må have taget bøssen ned for at skyde en ulv, men dyret har været for stærkt for ham. Stakkels dreng! Han har bødet dyrt for sin dristighed.” Min far svarede ikke. Jeg ville have talt, fortalt det hele, men Marcella, som forstod min hensigt, holdt mig i armen og så så bedende på mig, at jeg Iod være. Min far blev derfor ikke revet ud af sin vildfarelse. Marcella og jeg vidste, at vor stedmor på en eller anden måde havde noget at gøre med min brors død, selv om vi ikke kunne forstå på hvilken måde. Den samme dag gik far ud og gravede en grav. Da han havde lagt liget i den, dyngede han sten ovenpå graven, så ulvene ikke skulle grave den op igen. Denne ulykke rystede min far dybt. I flere dage gik han ikke på jagt, selvom han en gang imellem forbandede ulvene og lovede hævn. Men mens han sørgede, fortsatte min stedmors nattevandringer med samme regelmæssighed som før.

Til sidst tog min far sin bøsse ned for at drage til skovs. Han vendte dog hurtigt tilbage og syntes meget ophidset. “Vil du tro det, Christina, ulvene — forbandet være de allesammen — har gravet min drengs grav op, og der er ikke andet tilbage af ham end knoglerne.” “Det er da ikke sandt,” sagde min stedmor. Marcella så på mig, og i hendes kloge øjne så jeg alt, hvad hun ville have sagt. “Der er en ulv, der knurrer uden for vort vindue hver nat, fader,” sagde jeg. “Hvorfor har du ikke fortalt mig det før, dreng? Væk mig næste gang, du hører den,” sagde fader. Jeg så min stedmor vende sig bort, hendes øjne skød lyn, og hun skar tænder. Fader gik ud igen og dækkede de rester af min stakkels bror, som ulvene havde skånet, med endnu større sten. Det var tragediens første akt.

Det blev forår. Sneen smeltede, og vi fik lov til at forlade hytten. Men aldrig et eneste øjeblik forlod jeg min lille søster, som jeg nu følte mig endnu stærkere knyttet til end før min brors død. Jeg var også bange for at lade hende være alene med min stedmor, som lod til at føle en særlig glæde ved at mishandle barnet.

Min far havde travlt med sit lille stykke jord, og jeg kunne hjælpe ham lidt. Marcella plejede at sidde hos os, når vi arbejdede, så min stedmor var alene hjemme i hytten. Efterhånden som vi nærmede os sommeren, blev min stedmors natlige udflugter sjældnere og sjældnere, og vi hørte aldrig mere nogen ulv knurre under vinduet, efter at jeg havde fortalt min far om det.

En dag, da fader og jeg var i marken og Marcella sad hos os, kom min stedmor ud til os. Hun ville gå ind i skoven og finde nogle urter, som min far gerne ville have, så Marcella måtte gå tilbage til hytten og passe på maden. Marcella gik, og min stedmor forsvandt snart i skoven i den anden retning, så fader og jeg var så at sige mellem hende og Marcella. Omtrent en time efter blev vi opskræmt af skrig fra hytten — det var tydeligvis Marcella, der skreg.

“Marcella har brændt sig,” råbte jeg og kastede min spade. Far kastede også sin spade fra sig og vi løb begge to hen til hytten. Før vi nåede den, for en hvid ulv ud af døren. Fader havde intet våben, så han styrtede ind i hytten og der lå stakkels Marcella døende. Hendes legeme var frygtelig tilredt og blodet, der strømmede fra hendes sår, havde dannet en stor pøl på gulvet. Faders første tanke havde været at gribe bøssen og forfølge dyret, men det frygtelige syn holdt ham tilbage. Han knælede ved sit døende barn og brast i gråd. Marcella kunne kun se kærligt på os et øjeblik, så lukkedes hendes øjne i døden.

Fader og jeg stod stadig bøjet over min søsters lig, da min stedmor kom ind. Hun gav udtryk for stor deltagelse ved det frygtelige syn, men det lod ikke til, at hun veg tilbage for synet af blod, som de fleste kvinder gør. “Stakkels barn,” sagde hun, “det må have været den store hvide ulv, der lige løb forbi mig og gjorde mig så bange. Lille Marcella er død, kære husbond.” Jeg troede aldrig at fader var blevet sig selv igen efter denne anden grufulde tragedie. Han sørgede dybt ved liget af sin lille datter, og i flere dage ville han ikke begrave det, selv om min stedmor ofte sagde til ham, at han burde gøre det. Til sidst gav han efter og gravede en grav tæt ved siden af min brors. Han gjorde alt, for at ulvene ikke skulle krænke liget. Også jeg var ulykkelig, når jeg lå alene i den seng, hvor jeg før havde ligget sammen med min bror og søster. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at min stedmor havde noget at gøre med deres død, selv om jeg ikke kunne forklare hvordan. Jeg var ikke længere bange for hende, men mit hjerte var fuldt af had og hævnlyst.

Natten efter min søsters begravelse, jeg lå vågen, og da så jeg min stedmor stå op og gå ud af hytten. Jeg ventede nogen tid, så klædte jeg mig på og så ud ad døren, som jeg åbnede på klem. Månen skinnede klart, og jeg kunne se det sted, hvor mine to søskende var blevet begravet. Hvor stor var min rædsel ikke, da jeg så min stedmor travlt beskæftiget med at rydde stenene væk fra Marcellas grav! Hun var iført sit hvide nattøj og månen skinnede klart på hende. Hun gravede med hænderne og kastede stenene om bag sig med et vildt dyrs styrke. Det varede nogen tid, før jeg kunne tage mig sammen og bestemme, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte vække fader! “Klæd dig på og få fat i din bøsse!” råbte jeg. “Hvad, er ulvene på færde?” udbrød han. Han sprang ud af sengen, trak hurtigt noget tøj på, og i sit hastværk lagde han ikke mærke til, at Christina ikke var i sengen. Så løb han ud, og jeg fulgte ham.

Tænk dig hans rædsel, da han så — ikke en ulv, men sin hustru i nattøj ligge på alle fire ved min søsters lig i færd med at flå store lunser kød af og æde dem begærligt som en ulv. Hun havde for travlt til at lægge mærke til, at vi nærmede os. Min far tabte sin bøsse, hårene rejste sig på hovedet af ham, og han blev bleg som et lig. Han åndede tungt, og så stod han en tid uden at trække vejret. Jeg tog bøssen op og stak den i hånden på ham. Pludselig så det ud, som om vreden fordoblede hans kræfter. Han lagde bøssen til kinden og skød, og med et højt skrig segnede det uhyggelige væsen, som han havde taget sig så kærligt af. “Gud i himlen!” udbrød min far og sank til jorden, da han havde affyret bøssen. Jeg sad ved hans side, og det varede nogen tid, før han kom til sig selv. “Hvor er jeg?” sagde han, “hvad er der sket? Åh, ja nu husker jeg det. Himlen tilgive mig!” Han rejste sig og gik hen til graven. Men til vor store forbavselse og rædsel fandt vi ikke min stedmors lig, som vi ventede, i stedet lå der en stor, hvid hunulv. “Den hvide ulv!” udbrød min far, “den hvide ulv, der lokkede mig ind i skoven — nu forstår jeg det hele — Harzens onde ånder!” I nogen tid stod fader tavs i dybe tanker. Så løftede han min søsters lig, Iagde det ned i graven igen, og dækkede den som før. Han sparkede til det døde dyrs hoved og rasede som en afsindig. Så gik han tilbage til hytten, Iukkede døren og kastede sig på sengen. Jeg gjorde det samme, for jeg var helt ude af mig selv af forfærdelse og forbløffelse.

Tidligt om morgenen blev vi vækket af en stærk banken på døren, og jægeren Wilfred kom farende ind. “Min datter, mein herr — min datter, hvor er min datter?” råbte han rasende. “Hvor sådan en djævel rettelig skal være, håber jeg,” svarede fader, som rejste sig og viste en vrede, der var lige så stærk som den fremmedes. “I helvede! Forlad hytten straks, eller det kan gå dig værre!” Men jægeren lod sig ikke kyse. “Ha, hvad tror du vel, du evner mod en af Harzens mægtige ånder? Du stakkels dødelige, som absolut ville gifte dig med en varulv! Husk din ed — din højtidelige ed — at du aldrig ville Iøfte din hånd imod hende for at gøre hende fortræd. Du har svigtet dit løfte, og skal møde åndernes hævn. Dine børn skal omkomme ved gribben, ulven, og deres ben skal bleges i ødemarken. Ha-ha!” Fader var ude af sig selv af raseri. Han greb en økse og hævede den over Wilfreds hoved for at hugge til. Øksen faldt — men den gik tværs gennem jægeren, og fader mistede ligevægten og faldt tungt om på gulvet.

“Dødelige!” sagde jægeren og skrævede over faders faldne krop,” vi har kun magt over dem, der har begået mord. Du har begået et dobbeltmord. Du vil nu lide den straf, der nævntes i dit ægteskabsløfte. To af dine børn er døde, det tredje vil følge efter — det er så sikkert som noget, for din ed blev hørt. Gå bort — det ville være en velgerning mod dig at dræbe dig — din straf skal være, at du lever!” Med disse ord forsvandt ånden. Fader rejste sig fra gulvet, omfavnede mig kærligt og knælede i bøn. Næste morgen forlod vi hytten for stedse, og vandrede til Holland. Men vi havde ikke været mange dage i Amsterdam, før han fik hjernebetændelse og døde i vanvid. Jeg kom på et børnehjem og blev senere sendt til søs som skibsdreng. Nu kender du hele min historie. Spørgsmålet er, om jeg også skal bøde for faders ed. Selv er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg kommer til det på en eller anden måde.”

På den 22. dag fik de Sumatras høje sydkyst i sigte. Da der ikke var andre skibe at se, besluttede de at holde deres kurs gennem strædet og løbe ind til Pulo Penang, som de ventede at nå på 7-8 dage. Da Philip og Krantz så længe havde været udsat for solen, var de nu så brune, at de let kunne tages for indfødte. De havde siddet ved roret de lange dage i brændende sol, de havde sovet i båden i natteduggen, men deres helbred havde ikke taget skade. Siden Krantz havde betroet Philip sin familiehistorie, havde han dog været tavs og melankolsk . Hans sædvanlige gode humør var borte, og Philip havde flere gange spurgt ham om grunden.

Da de kom ind i strædet, begyndte Philip at tale om alt det, de skulle gøre, når de kom til Goa, men Krantz svarede alvorligt: “I nogen tid har jeg haft en forudfølelse af, at jeg aldrig kommer til at se den by.” Philip prøvede at slå det hen, men Krantz insisterede. “Jeg har prøvet at gøre mig fri for den følelse, men jeg kan ikke. Der er en advarende stemme inden i mig, der siger mig, at jeg ikke skal være sammen med dig længe endnu. Philip, vil du gøre mig en tjeneste? Jeg har noget guld på mig, det kan måske komme dig til nytte. Vil du love mig at tage det og gemme det sammen med dit eget?” “Sikke noget snak, Krantz.” “Det er ikke noget snak. Har du ikke selv fået dine advarsler? Hvorfor skulle jeg så ikke få mine? Du ved, at jeg ikke er særlig bange af mig og at jeg heller ikke frygter døden, men den forudfølelse, jeg talte om, bliver stærkere i mig for hver time, der går.” “Det er en syg hjernes indbildning, Krantz. Hvorfor skulle du, som er så ung og rask og stærk, ikke leve dit liv i fred, og blive gammel? Du er nok raskere i morgen.” “Måske,” sagde Krantz med et svagt smil, “men du må alligevel give efter for mit indfald og tage guldet. Hvis jeg tager fejl og vi ankommer i god behold, så kan du jo altid lade mig få det tilbage.” Og så skiftede han emne: “Men du glemmer, at vi næsten ikke har mere vand, vi må se efter en bæk inde på kysten og få en ny forsyning.”

Da denne samtale fandt sted, lå de i den østlige side af strædet, cirka 60 kilometer inde. Landet inde bag kysten var klippefuldt og bjergrigt, men det sænkede sig langsomt ned mod lavere land med skov og jungle, der strakte sig helt ned til stranden. Landet så helt ubeboet ud. De styrede langs kysten og efter to timers sejlads så de en frisk kilde, der styrtede ned ad klipperne som et vandfald og snoede sig gennem junglen, til den nåede havet. De løb tæt ind til kildens munding, sænkede sejlet og roede pirogue’en op mod strømmen, indtil de var kommet så langt, at de var helt sikre på, at vandet var fersk. Krukkerne blev hurtigt fyldt, og de skulle til at tænke på at komme af sted igen, da stedets skønhed, det friske, kølige vand og deres stive lemmer lokkede dem til at tage et bad — en luksus, som de, der ikke har været i en lignende situation, næppe påskønner. De trak deres tøj af og sprang ud i vandet, hvor de blev længe.

Krantz var den første, der gik op. Han klagede over, at han frøs, og gik hen til bredden, hvor deres tøj lå. Philip nærmede sig også bredden for at følge ham. “Og nu er der jo en udmærket lejlighed til at give dig pengene, Philip,” sagde Krantz. “Jeg vil åbne mit bælte og hælde dem ud, så kan du putte dem i dit eget, før du tager det på.” Philip stod i vandet, der nåede ham til omtrent midt på livet. “Ja, ja Krantz,” sagde han, “siden du absolut vil have det, så kan vi jo godt gøre det. Jeg synes, det er fuldstændig latterligt — men du kan jo godt få din vilje.” Philip kom op af vandet og satte sig ned ved siden af Krantz, der allerede var ved at ryste guldstykkerne ud af sit bælte. Til sidst sagde Krantz: “Nu tror jeg, du har fået dem allesammen? Nu er jeg rolig.” “Jeg kan ikke tænke mig, hvilken fare du er udsat for, som jeg ikke også er udsat for,” svarede Philip, “men …”

Han havde næppe udtalt disse ord, før der lød et vældigt brøl — et sus som et stærkt vindstød gennem luften — et slag, som væltede ham — et højt skrig — og en kamp. Philip rejste sig og så Krantz’s nøgne legeme blive ført af sted gennem junglen af en mægtig tiger. Han stirrede med opspilede øjne, men på et par sekunder var dyret og Krantz forsvundet. “Gud i himlen, jeg ville ønske, du havde forskånet mig for dette!” udbrød Philip og kastede sig fortvivlet ned. “Åh, Krantz, min ven — min bror — din forudfølelse var kun alt for rigtig! Nådige Gud. Hav medlidenhed — men Din vilje ske!” Og Philip brast i en strøm af tårer. I mere end en time sad han på det samme sted uden at ænse de farer, der omgav ham. Til sidst, da han var faldet lidt til ro, rejste han sig, klædte sig på og satte sig så ned igen med øjnene fæstet på Krantz’s tøj og guldet, der stadig lå i sandet.

“Han ville give mig det guld. Han forudsagde sin egen skæbne. Ja, det var hans skæbne, og nu er den blevet opfyldt. Hans ben vil bleges i ødemarken, og jægeren og hans ulvedatter er hævnet.”

Trykt i The New Monthly Magazine, 1839 som en del af The Phantom Ship
Originaltitel: The White Wolf of the Hartz Mountains

Kort om Frederick Marryat

Født den 10. juli 1792
Død den 9. august 1848

Læs mere på Wikipedia