Snedkerens eventyr af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Snedkerens eventyr”.


Jeg boede engang hos en ligkistesnedker og flyttede først, da manden døde og huset, en gammel kasse i en af smågaderne, blev moderniseret. Mit værelse var hyggeligt, skønt udsigten indskrænkede sig til en snæver gård og værkstedet lå lige nedenunder, og mine værtfolk var flinke og gemytlige, skønt manden lavede ligkister.

Mange eftermiddage sad jeg også nede i det lavloftede og skumle værksted, hvor der lugtede af fyrretræ, lim og røg, hos mester, når han med brillerne skubbet op i panden – han lod dem kun glide ned, når han skulle se på folk, og da så han gerne over dem – høvlede løs, så det skreg i spånerne og fløjtede gamle håndværkerviser dertil.

I sine unge dage havde han fægtet, som enhver stræbsom håndværkersvend gjorde dengang, da der endnu var lav, og en kusk ikke kunne blive skrædder og skomageren måtte holde sig til sin læst. Derfor havde han set sig om i verden, arbejdet i fremmede byer, helt nede hos tyrken, og lært mange forskellige mennesker at kende, og skønt det ikke var kanel alt sammen, som han sagde, havde han hentet mange kundskaber og bevaret sit gode, friske humør.

“Havde det ikke været bedre at lave møbler?” spurgte jeg en gang, “både finere og mere indbringende?”

“Ok nej! Solide møbler kan holde i mere end et menneskeliv, men en kiste bruges kun en gang, og skønt der også laves fine egetræs med lister, beslag og englehoveder og andre dikkedarer, er der alligevel ingen der finder på at stille dem op i sin stue, til brug for børn og børnebørn.”

“Men er der ikke noget uhyggeligt ved at lave den slags bohave,” indvendte jeg. “Når De arbejder om aftenen hernede, ganske sent, som jeg har hørt det oppe i mit værelse, er det så ikke hændt, at ‘noget’ har kigget Dem over skulderen og set, hvordan arbejdet skred frem?”

“Nej,” sagde han kort og Io, “det er aldrig sket for mig; ‘de’ ved måske, at jeg leverer propert og solid arbejde.”

“De mangler troen,” sagde jeg, “det er måske grunden?”

“Troen mangler nu ikke,” sagde han, “for jeg har en gang oplevet noget, som fik mig til at tro, men heller aldrig før eller siden.”

“Noget med ligkister?” spurgte jeg.

“Nej, dengang holdt jeg mig til det fine, som De kalder det,” sagde han, strøg med hånden spånerne bort fra brædtet, han arbejdede på, og stillede sig med ryggen op til høvlebænken. Han var altid rede til at fortælle.

“Det hændte mig i min ungdom, dengang jeg rejste på håndværket. Min sidste mester havde ikke mere arbejde, og jeg snørede min rygsæk og søgte hen, hvor andre skorstene røg.

Det var nede i Tyskland, og jeg kom til en af disse løjerlige, gamle byer, med krogede gader og bindingsværkhuse, hvor grumme mange ligkister er blevet ført ud fra. De byer er forresten mere hyggelige end de moderne, hvor alt er så glat og ligefrem, som om det var taget op af en legetøjsæske.

Da jeg kom til byen, skumrede det, i den skumle byport stod en mand, der havde tændt en vældig jernlygte og var ved at hejse den op under hvælvingen i en lang kæde. Han viste mig vej til herberget, og der satte jeg mig, som ene hane, under lavsmærket, for at vise hvilket lav jeg tilhørte. Mens jeg sidder med et glas øl, kommer en ældre mand ind, ser sig om og går hen til mig og spørger, om jeg søgte arbejde. Han trængte til en svend , og jeg til arbejde, så vi blev let enige. Så sagde han, hvor han boede; jeg kunne komme, når jeg ville.

Da han var gået, kom ejeren af herberget hen.

“Nu er det spændende, om du kan blive der,” sagde han , “de forrige er hurtigt blevet rejst derfra; den sidste holdt kun ud et døgn, så var han færdig.”

“Hvad er der da i vejen. Manden virkede ellers flink nok.”

“Der er heller ikke noget at klage på ham.”

Jeg spurgte så, om det var konen eller kammeraterne – der var to ældre svende. Det mente han heller ikke, men jeg forstod snart, at han selv ikke var klogere end jeg. “Ja, krakiler er jeg ikke, og hvad arbejdet angår, skal fejlen ikke ligge hos mig,” sagde jeg, betalte min øl og gik.

Mesters hus lå ved den gamle bymur. De sad just ved aftensuppen, da jeg kom, og bad mig spise med. Det var jo ikke dansk mad, men hvad de spiste selv, og jeg var sulten. De to andre svende sad med til bords; de spildte ikke tiden med snak, og da de var færdige, gav de mester og mutter hånden til tak og
drev af.

Vi blev siddende og snakkede lidt — det var mest mig, der førte ordet, mester og hans kone hørte efter — og da der var gået en stund, og gøgen kukkede fra det gamle Schwarzwalder-ur, sagde mester, at han ville vise mig mit kammer, så kunne jeg selv bestemme om jeg ville gå ud og se byen eller gå i seng.

Kammeret lå i sidehuset. Opgangen var fra gården. Værkstedet Iå nedenunder, og i et kammer op til det lå de to svende. Der var ikke plads til tre. Jeg skulle ligge alene. Det havde jeg ikke noget imod.

Mester formanede mig til at være forsigtig med lyset og ønskede mig en god rolig nat. Og i en fart kom jeg af klæderne og til køjs; man er træt efter en hel dag at have travet ad en støvet landevej. Men inden jeg pustede lyset ud, tog jeg kammeret i øjesyn. Nøgne kalkede vægge, sengen, en stol, et lille bord og en knagerække , det var hele herligheden. Et firkantet vindue med blyindfattede ruder vendte ud mod haven og bymuren og voldens træer bagved — jeg kiggede ud på udsigten. Modsat det var døren; ved siden af den skød skorstenen frem med en jernlåge på forsiden, og skorstenen dannede en niche med tværvæggen, som sengen stod op til — ydervæggen var skrå og i loftet midt over nichen var anbragt en forsvarlig jernkrog. Jeg kiggede på krogen og kunne ikke forstå, hvad nytte den var til, om ikke til at hænge sig der, når man var ked af livet. Den så solid nok ud til at kunne holde til det.

Jeg faldt dog snart i søvn, men vågnede pludselig ved en lyd henne ved døren. Først troede jeg, det var en rotte, der gnavede, men så hørtes det tydeligt som fejen med en hård og strid kost. Skønt månen skinnede klart ind i kammeret, var der ikke noget at se. Og lyden kom nærmere, tæt forbi min seng og i retning af vinduet. Der hørte den op. Jeg lyttede lidt; alt var og blev stille; et kirkeur slog i nærheden; så sov jeg ind igen.

Om morgenen omtalte jeg det på værkstedet. De to svende sagde ingenting, og mester mente. at han nok havde hørt tale om en mærkelig lyd, der skulle høres deroppe hver gang det var fuldmåne. Der hørtes så mange sære lyde i gamle huse , og dette var meget gammelt. Så spurgte han , om jeg ellers havde mærket noget. Det havde jeg ikke. Så blev der ikke talt mere om den sag. Jeg tænkte heller ikke videre over det, da jeg ellers havde det godt, og spøgeriet, eller hvad det nu var, ikke var kommet mig for nær; i de følgende nætter mærkede jeg heller ikke noget til det.

Så blev det næste fuldmåne. Dagen var mørk og skyet, og om aftenen lod månen sig ikke se. Alligevel kunne jeg ikke falde i søvn, men lå vågen og ventede og lyttede. Og det kom, først henne ved døren, så forbi min seng og henimod vinduet, ganske som forrige gang, kun endnu stærkere, mere ivrigt, og skønt det var mørkt i kammeret, syntes jeg at jeg kunne skimte en skygge henne ved vinduet. Så blev der stille. Kort efter brød månen frem, fuld og klar, men belyste kun de nøgne vægge.

Der gik igen en tid. Så en aften havde jeg siddet henne i herberget sammen med en landsmand, og det var blevet sent. Det hændte jo ind i mellem, at jeg ikke gik i seng med hønsene, så mester havde lånt mig nøglen til den lille
dør i bymuren, som førte ind til haven, for at jeg kunne benytte den vej. Det gjorde jeg også den omtalte aften, og mens jeg gik op ad havegangen, så jeg tilfældigt op til vinduet i mit kammer, som måneskinnet netop faldt på. Og deroppe, i karmen bag de små ruder sad noget uformeligt og blakket, noget, der lignede et menneske og dog ikke var det.

Den nat tilbragte jeg i herberget og næste morgen sagde jeg farvel til mester; vi var begge kede af at skilles, men den svend brød jeg mig ikke om at dele kammer med.

 

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk