Den sorte kat af Edgar Allan Poe

Edgar Allan Poe
By Unknown; most likely George C. Gilchrest, Samuel P. Howes, James M. Pearson, or Andrew J. Simpson, all of Lowell, MA – http://www.daguerre.org/images/2008sympos/consignor4a-medium.jpg and http://www.getty.edu/art/gettyguide/artObjectDetails?artobj=39406, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31269051

Jeg hverken forventer eller forlanger, at nogen skal tro den helt vanvittige og samtidig ganske jævne fortælling, jeg er i færd med at nedskrive. Jeg ville virkelig være vanvittig, hvis jeg forventede det i et tilfælde, hvor selv mine sanser fornægter deres egne vidnesbyrd. Men gal er jeg ikke – og det er helt sikkert, at jeg ikke drømmer. Men i morgen skal jeg dø, og i dag vil jeg lette mit hjerte. Mit umiddelbare formål er at fremlægge for verden jævnt, koncist og uden kommentarer, en række ganske dagligdags begivenheder.

I deres konsekvens har disse begivenheder skræmt mig – de har pint mig – de har knust mig. Og dog vil jeg ikke forsøge at forklare dem. Mig har de ikke indgydt meget andet end rædsel – mange andre vil de forekomme mindre frygtindgydende end barokke. I fremtiden vil man måske finde et intellekt, der kan reducere mit blændværk til det trivielle – et intellekt, der er roligere, mere logisk og langt mindre letpåvirkeligt end mit, og som i de omstændigheder, jeg beskriver med frygt, ikke vil se andet end en almindelig rækkefølge af ganske naturlige årsager og virkninger.

Fra min tidligste barndom udmærkede jeg mig ved min karakters føjelighed og medfølelse. Mit medfølende hjerte var endog så påfaldende, at det gjorde mig til nar for mine kammerater. Jeg holdt især af dyr, og mine forældre forkælede mig med en lang række husdyr. Dem tilbragte jeg det meste af min tid med, og aldrig var jeg så lykkelig, som når jeg fodrede dem og kælede med dem. Denne ejendommelighed ved min karakter voksede med mig, og som mand fandt jeg heri en af mine største kilder til glæde. For dem, der har følt hengivenhed for en klog og trofast hund, behøver jeg næppe ulejlige mig med at forklare naturen eller graden af den tilfredsstillelse, der kan opnås herved. Der er noget ved dyrets uselviske og selvopofrende kærlighed, der går direkte til hjertet hos den, der hyppigt har haft lejlighed til at prøve det ynkelige venskab og den flygtige trofasthed hos den, der kun er menneske.

Jeg giftede mig tidligt og var lykkelig ved hos min hustru at finde en tilbøjelighed, der ikke var ulig min egen. Da hun bemærkede min glæde ved husdyr, forsømte hun ingen lejlighed til at fremskaffe dyr af den mest indtagende art. Vi havde fugle, guldfisk, en dejlig hund, kaniner, en lille abe – og en kat. Denne sidste var et bemærkelsesværdigt stort og smukt dyr, fuldkommen sort og forbløffende klogt. Når min hustru, hvis hjerte var farvet ikke så lidt af overtro, talte om hans intelligens, kom hun hyppigt med hentydninger til den ældgamle folkelige forestilling om, at alle sorte katte er forklædte hekse. Ikke at hun nogen sinde mente dette alvorligt – og jeg nævner blot sagen uden at have nogen bedre grund, end at jeg tilfældigvis husker den netop nu.

Pluto – det var kattens navn – var mit yndlingskæledyr og min faste legekammerat. Jeg alene fodrede ham, og han fulgte mig, hvor jeg end gik rundt i huset. Jeg havde endda svært ved at forhindre ham i at følge mig gennem gaderne. Vort venskab varede på denne måde i adskillige år, hvor min almindelige holdning og karakter gennemgik (hvad jeg rødmer ved at tilstå) en radikal ændring til det værre – som følge af den djævelske drikfældighed.

Jeg blev for hver dag, der gik, mere humørsyg, mere irritabel, mere hensynsløs over for andres følelser. Jeg tillod mig at bruge et umådeholdent sprog over for min hustru. Til sidst bød jeg hende endog på personlig vold. Mine husdyr kunne naturligvis ikke undgå at føle min ændrede væremåde. Jeg ikke blot forsømte dem, men maltrakterede dem. Men jeg havde stadig tilstrækkelig megen hengivenhed for Pluto til at forhindre mig i at mishandle ham, selv om jeg ingen skrupler havde ved at mishandle kaninerne, aben eller selv hunden, når de ved et tilfælde eller af hengivenhed kom i vejen for mig. Men min sygdom voksede i mig – for hvilken sygdom er som alkohol? – og til sidst begyndte selv Pluto, der nu var ved at blive gammel og som følge heraf noget vranten, selv Pluto begyndte at mærke virkningen af mit dårlige humør.

En nat da jeg stærkt beruset vendte hjem fra en af mine ture rundt i byen, forekom det mig, at katten undgik mig. Jeg greb ham, og i frygt for min voldelige fremfærd satte han sine tænder i min hånd, så jeg fik et lille sår. Et djævelsk raseri greb mig. Jeg kendte ikke længere mig selv. Det var, som om min oprindelige sjæl øjeblikkelig flygtede fra min krop, og en mere end infernalsk ildesindethed løb – næret af gin – gennem hver fiber af min krop. Jeg tog fra min vestelomme en lommekniv, åbnede den, greb det stakkels dyr ved halsen og skar med overlæg et af dets øjne ud af dets hule! Jeg rødmer, jeg brænder, jeg gyser, mens jeg nedskriver denne forbandede uhyrlighed. Da fornuften vendte tilbage med morgenlyset – efter at jeg havde sovet nattens udsvævelsers dampe af mig – blev jeg grebet af en følelse, der var halvt rædsel, halvt anger ved den forbrydelse, jeg havde gjort mig skyldig i; men det var i bedste fald en svag og forblommet følelse, og sjælen forblev uberørt af den. Jeg styrtede mig atter ud i udskejelser og druknede snart enhver erindring om ugerningen i vin.

I mellemtiden kom katten langsomt til sig selv. Hulen efter det mistede øje var sandt at sige et frygteligt skue, men han så ikke længere ud til at lide nogen smerte. Han gik rundt i huset som sædvanligt, men flygtede, som man kunne forvente, i yderste rædsel, når jeg nærmede mig. Jeg havde så meget tilbage af mit gamle hjerte, at jeg til at begynde med følte sorg over, at et væsen, der engang havde elsket mig så højt, nu så tydeligt skulle føle modvilje mod mig. Men denne følelse veg snart for irritation. Og så kom det kontræres ånd til – ligesom for endeligt og uigenkaldeligt at omstyrte mig.

Denne ånd tager filosofien intet hensyn til. Og dog er jeg ikke mere sikker på, at min sjæl lever, end jeg er på, at det kontrære er en af de vigtigste impulser i det menneskelige hjerte – en af de udelelige oprindelige evner og følelser, der giver menneskets karakter sin retning. Hvem har ikke hundrede gange grebet sig selv i at begå noget skændigt eller tåbeligt uden nogen anden grund end den, at man ved, man ikke burde gøre det? Har vi ikke til trods for vor egen bedste dømmekraft en evig tilbøjelighed til at overtræde dét, der er loven, udelukkende fordi vi opfatter den som sådan? Det kontræres ånd, siger jeg, kom til og væltede mig endelig omkuld. Det var denne sjælens uudgrundelige længsel efter at gøre sig selv fortræd – efter at øve vold mod sin egen natur – efter at gøre uret for urettens egen skyld, der drev mig til at fortsætte og endelig fuldføre den skade, jeg havde påført det skyldfri umælende dyr.

En morgen lagde jeg med koldt blod en strikke om dens hals og hængte den fra en gren – hængte den dér med tårerne strømmende fra mine øjne og den bitreste anger i mit hjerte – hængte den, fordi jeg vidste, at den havde elsket mig, og fordi jeg følte, at den ikke havde givet mig noget at tage anstød af – hængte den, fordi jeg vidste, at jeg begik en synd ved at gøre det – en dødssynd, der i den grad ville bringe min udødelige sjæl i fare, at den – om noget sådant var muligt – blev bragt uden for rækkevidde af den barmhjertigste og frygteligste Guds uendelige barmhjertighed.

Natten efter den dag, hvor jeg udførte denne grusomme gerning, blev jeg vækket af min søvn ved råbet: – Brand! Forhænget om min seng stod i lys lue. Hele huset flammede op. Det var med største besvær at min hustru, en tjenestepige og jeg reddede os ud. Ødelæggelsen var total. Hele min verdslige rigdom blev opslugt, og jeg sank derefter ned i fortvivlelse.

Jeg føler mig hævet over den svaghed, det ville være at søge at fastslå en rækkefølge af årsag og virkning mellem katastrofen og uhyrligheden. Men jeg beskriver detaljeret en kæde af kendsgerninger og ønsker ikke at lade blot et tænkeligt led ude. Dagen efter branden besøgte jeg ruinerne. Murene var med én undtagelse styrtet om. Denne undtagelse var en ikke særlig tyk skillevæg, der stod omtrent midt i huset, og som hovedenden af min seng havde hvilet mod. Pudset havde dér i vidt omfang modstået ildens hærgen – hvilket jeg tilskrev, at muren var blevet pudset for ganske nyligt. Omkring denne mur havde en tæt menneskemængde samlet sig, og mange så ud til at betragte en bestemt del af den med meget omhyggelig og ivrig opmærksomhed. Ordene “sært!”, “enestående!” og lignende udtryk vakte min nysgerrighed. Jeg nærmede mig og så, som hugget i relief på den hvide overflade, figuren af en kæmpemæssig kat! Billedet var gengivet med en nøjagtighed, der virkelig var utrolig. Der var et reb om dyrets hals.

Da jeg så dette åndesyn – for jeg kan næppe betragte det som andet – var min undren og rædsel enorm. Men til sidst kom overvejelserne mig til hjælp. Jeg huskede, at katten var blevet hængt i en have ved siden af huset. Da der blev slået alarm, fyldtes denne have øjeblikkeligt af mennesker – og et af disse mennesker måtte have skåret dyret fra træet og kastet det ind i mit kammer gennem et åbent vindue. Det var formodentlig gjort med det formål at vække mig af min søvn. Da de andre mure styrtede, var ofret for min grusomhed blevet mast ind i den nye puds; hvorefter kalken sammen med flammerne og ådslets ammoniak havde tegnet portrættet, så vidt jeg kunne se.

Selv om jeg således snart kunne få min fornuft – omend ikke ganske min samvittighed – til at begribe det forbløffende forhold, der netop er beskrevet, gjorde det ikke desto mindre et dybt indtryk på min fantasi. I måneder derefter kunne jeg ikke befri mig for genfærdssynet af katten, og i denne periode kom en halv følelse, der virkede som men ikke var, anger tilbage i min sjæl. Jeg gik så vidt, at jeg beklagede tabet af dyret og så mig om efter et andet kæledyr af samme art og af nogenlunde samme udseende i de afskyelige knejper, jeg nu vanemæssigt besøgte, så det kunne tage det andets plads.

En aften sad jeg halvt bedøvet i dét, der var værre end lastens hule, da min opmærksomhed pludselig blev tiltrukket af en sort genstand, der hvilede oven på en af de enorme tønder med gin eller rom, der udgjorde lokalets hovedmøblement. Jeg havde set uafladeligt på toppen af dette anker i nogle minutter, og det, der nu vakte min overraskelse var, at jeg ikke før havde bemærket det, der lå oven på det. Jeg nærmede mig det og rørte det med hånden.

Det var en sort kat! – Meget stor – fuldt ud så stor som Pluto, og den lignede ham i enhver henseende, bortset fra én: Pluto havde ikke et hvidt hår noget sted på sin krop; men denne kat havde en stor, omend utydelig hvid plet, der dækkede næsten hele brystområdet. Da jeg rørte ved ham, rejste han sig øjeblikkelig, spandt højlydt, gned sig mod min hånd og virkede henrykt over min opmærksomhed. Her var præcis det væsen, jeg søgte.

Jeg tilbød øjeblikkelig at købe det af værten; men han gjorde intet krav på dyret – vidste intet om det – havde aldrig set det før. Jeg fortsatte med mine kærtegn, og da jeg gjorde mig klar til at gå hjem, viste dyret lyst til at ledsage mig. Det tillod jeg det; undertiden bøjede jeg mig ned og klappede det, mens jeg gik. Da vi var kommet hjem blev det øjeblikkelig husvant og med det samme min hustrus yndling.

For mit eget vedkommende følte jeg snart en modvilje mod det stige op i mig. Dette var præcis det modsatte af, hvad jeg havde forventet; men – jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor det var sådan dyrets åbenbare hengivenhed over for mig indgød mig nærmest væmmelse og irritation. Ganske gradvist voksede disse følelser af væmmelse og irritation til en hadets bitterhed. Jeg undgik væsenet; en vis skamfølelse og erindringen om min tidligere grusomme gerning forhindrede mig i at mishandle det fysisk. I nogle uger hverken slog jeg dyret eller maltrakterede det på anden vis; men gradvis kom jeg til at betragte det med den yderste afsky og flygtede tavs fra dets afskyvækkende nærvær som fra pestens ånde.

Hvad der utvivlsomt bidrog til mit had, var, at jeg morgenen efter at have bragt dyret hjem opdagede, at det ligesom Pluto også var berøvet et af sine øjne. Men denne omstændighed gjorde det kun endnu mere kær for min hustru, der, som jeg allerede har sagt, i høj grad besad de varme menneskelige følelser, der engang havde været mit særtræk og kilden til mange af mine enkleste og reneste glæder.

Men det var som kattens forkærlighed for mig voksede med min aversion imod den. Den fulgte mig i hælene med en ihærdighed, det ville være vanskeligt at få læseren til at forstå. Hver gang jeg satte mig ned, krøb den sammen under min stol eller sprang op på mit skød og overvældede mig med sine væmmelige kærtegn. Hvis jeg rejste mig for at gå, kom den ind mellem fødderne på mig, så jeg var nær ved at snuble eller den satte sine lange og skarpe kløer i mit tøj og klatrede på denne måde op på mit bryst. I sådanne tilfælde længtes jeg efter at knuse den med et slag, men blev holdt tilbage fra at gøre det, dels af en erindring om min tidligere forbrydelse, dels og først og fremmest – lad mig indrømme det med det samme – af min totale angst for dyret.

Denne angst var ikke ligefrem en angst for noget fysisk ondt, og dog ved jeg ikke, hvorledes jeg ellers skal beskrive den. Jeg skammer mig næsten over at indrømme – ja, selv i denne fængselscelle skammer jeg mig næsten over at indrømme, at den skræk og rædsel, dyret fremkaldte i mig, blev skærpet af det flygtigste hjernespind, man kunne forestille sig.

Min hustru havde mere end én gang henledt min opmærksomhed på karakteren af det hvide mærke på brystet, som udgjorde den eneste synlige forskel mellem dette sære dyr og det, jeg havde udslettet. Læseren vil erindre, at dette mærke nok var stort, men oprindeligt havde været meget utydeligt; men ganske langsomt – så langsomt, at det næsten ikke var til at se, og at min fornuft længe kæmpede for at skubbe det fra mig som et fantasifoster – havde det til sidst fået en klar og tydelig kontur. Det viste nu en genstand, som jeg gyser ved at nævne – og på grund af dette frygtede og afskyede jeg frem for alt uhyret og ville have skilt mig af med det, om jeg havde vovet. Det viste nu, siger jeg, billedet af noget afskyeligt – noget frygteligt – af GALGEN! – åh, dette grufulde og sørgelige redskab for rædsel og forbrydelse – for smerte og for død!

Og nu var jeg virkelig styrtet ned i en elendighed dybere end almindelig menneskelig elendighed. At et umælende dyr hvis artsfælle jeg med foragt havde udslettet – et umælende dyr skulle udmåle for mig, et menneske skabt i den højeste Guds billede, så megen ulidelig smerte! Ak! Hverken dag eller nat kendte jeg mere til hvilens velsignelse! Om dagen lod væsenet mig intet øjeblik alene, og om natten for jeg hver time op fra drømme i uudsigelig frygt og følte dyrets hede ånde mod mit ansigt og dets vældige vægt – et legemliggjort mareridt, som jeg ingen kraft havde til at ryste af mig – hvilende på mit hjerte!

Under presset af lidelser som disse brød de svage rester af godt i mig sammen. Onde tanker blev mine eneste nære ledsagere – de mørkeste og ondeste tanker. Mit sædvanlige dystre humør voksede til et had til alle ting og alle mennesker. Og ak! min hustru, der aldrig beklagede sig, var den der oftest og mest tålmodigt led under de hyppige, pludselige og ustyrlige udbrud af raseri, som jeg nu blindt hengav mig til.

En dag ledsagede hun mig ned i kælderen i den bygning, som vor fattigdom tvang os til at bebo. Katten fulgte efter mig ned ad den stejle trappe, og da den næsten væltede mig hovedkulds ned, drev den mig til vanvid. Jeg løftede en økse og glemte i min vrede den barnlige frygt, der hidtil havde holdt min hånd tilbage, og langede ud efter dyret. Det ville naturligvis have været øjeblikkeligt dødbringende, om det var faldet, som jeg havde ønsket. Men slaget blev stoppet af min hustrus hånd. Tirret af indblandingen til et raseri, der var mere end djævelsk, trak jeg min arm ud af hendes greb og begravede øksen i hendes hjerne. Hun faldt død om på stedet, uden en klynken.

Da det grufulde mord var begået, gik jeg straks og helt velovervejet i gang med at skjule liget. Jeg vidste, at jeg ikke kunne fjerne det fra huset, hverken ved dag eller ved nat, uden risiko for at blive iagttaget af naboerne. Mange planer myldrede i min hjerne. På et tidspunkt tænkte jeg på at skære liget i småbitte stumper og lade ilden fortære dem. På et andet tidspunkt besluttede jeg mig til at grave en grav i kældergulvet. Jeg overvejede også at kaste det i brønden i gården – at pakke det i en kasse, som var det en vare, træffe de sædvanlige foranstaltninger og således få en drager til at fjerne det fra huset.

Til sidst kom jeg på dét, jeg betragtede som en langt bedre udvej. Jeg besluttede mig for at mure liget inde i kælderen – således som man siger, middelalderens munke murede deres ofre inde. Kælderen var velegnet til et formål som dette. Dens mure var løseligt bygget og var kort forinden blevet pudset med en ru kalk, som atmosfærens fugtighed havde forhindret i at hærde. Desuden var der i en af disse mure et fremspring, der skyldtes en falsk skorsten eller kamin, og som var fyldt op, så den kom til at ligne resten af kælderen.

Jeg nærede ingen tvivl om, at jeg med lethed kunne fjerne murstenene på dette sted, proppe liget ind og mure det hele op som før, så intet øje kunne ane noget mistænkeligt. Og jeg tog ikke fejl i denne beregning. Jeg vristede murstenene ud med et koben og efter omhyggeligt at have anbragt liget op ad indermuren holdt jeg det oppe i denne stilling og murede igen uden større besvær alle stenene fast, så det hele var, som det oprindelig havde været. Efter at have skaffet mig mørtel, sand og hestehår med alle tænkelige forsigtighedsregler lavede jeg en pudsekalk, der ikke kunne skelnes fra den gamle, og med den pudsede jeg meget omhyggeligt den nye stenmur. Da jeg var færdig, følte jeg mig overbevist om, at alt var i orden. Muren viste ikke det mindste tegn på at have været forstyrret. Affaldet på gulvet blev samlet op med den allerstørste omhu. Jeg så mig triumferende om og sagde til mig selv: Her har mit arbejde i det mindste ikke været forgæves!

Mit næste skridt var at lede efter dyret, der havde været årsag til den megen elendighed, for jeg havde omsider fast besluttet mig til at dræbe det. Hvis jeg havde kunnet møde det i dette øjeblik, kunne der ikke have været nogen tvivl om dets skæbne; men det så ud, som om det snedige dyr var blevet skræmt af mit tidligere voldsomme vredesudbrud og undlod at komme mig nær i min nuværende sindsstemning.

Det er umuligt at beskrive eller forestille sig den dybe, velsignede følelse af lettelse, dette forhadte væsens fravær fremkaldte i mit bryst. Det viste sig ikke natten igennem – og derfor sov jeg sundt og roligt i hvert fald en nat for første gang, siden det var blevet bragt ind i hjemmet; ja, jeg sov selv med mordets byrde på min sjæl!

Den anden og den tredje dag gik, og stadig dukkede min plageånd ikke op. Endnu en gang trak jeg vejret som en fri mand. Uhyret var åbenbart i rædsel flygtet fra huset for evig! Jeg skulle ikke se det mere! Min lykke var uden ridser! Skyldfølelsen over min skumle gerning forstyrrede mig ikke meget. Der var nok foretaget nogle få undersøgelser, men dem havde jeg klaret med lethed. Man havde endda foretaget en gennemsøgning – men der var selvfølgelig ikke noget at opdage. Jeg betragtede min fremtidige lykke som sikker.

Den fjerde dag efter mordet kom en gruppe politmænd helt uventet ind i huset og gik igen i gang med nøje at gennemsøge lokaliteterne. Men da jeg følte mig sikker på, at mit skjulested var umulig at opdage, følte jeg overhovedet ingen forlegenhed. Betjentene bad mig ledsage dem på gennemsøgningen. De forbigik intet hjørne og ingen krog. Til sidst gik de for tredje eller fjerde gang ned i kælderen. Ikke en muskel i min krop dirrede. Mit hjerte slog så roligt, som sov jeg de uskyldiges søvn. Jeg gik kælderen igennem fra den ene ende til den anden. Jeg lagde armene over kors og gik roligt frem og tilbage. Politimændene lod sig stille helt tilfreds og gjorde sig klar til at gå. Fryden i mit hjerte var for stærk til, at jeg kunne holde den tilbage. Jeg brændte efter at sige bare et enkelt ord i triumf og dobbelt erhverve mig deres forsikringer om min uskyld.

– Mine herrer, sagde jeg til sidst, da gruppen var på vej op ad trappen. – Det glæder mig, jeg har skuffet alle deres mistanker. Jeg ønsker Dem alle et godt helbred og lidt mere høflighed. For resten, mine herrer, dette – dette er et meget velbygget hus. (I min sygelige trang til at sige noget beroligende, vidste jeg næppe, hvad jeg overhovedet sagde). – Jeg kan sige et overordentlig velbygget hus. Disse mure – går De, mine herrer? – disse mure er bygget meget solidt. Og her fik en manisk brovten mig til at banke med en stok, jeg holdt i min hånd, på selve den del af murværket, hvor liget af min hustru befandt sig bag.

Men må Gud skærme mig og udfri mig af den Ondes kløer! Ikke så snart var lyden af mine slag døet hen, før den blev besvaret af en stemme fra graven! – af et skrig, først dæmpet og brudt som et barns hulken, hvorefter det hurtigt voksede til et langstrakt, højlydt og vedvarende skrig, der var fuldkommen unormalt og umenneskeligt – et jamrende hyl, halvt af rædsel og halvt af triumf, som kun kunne være opsteget fra helvede i et kor af fordømtes struber i deres pine sammen med de djævle, der fryder sig over fordømmelsen.

Det er tåbeligt at tale om mine egne tanker. Jeg vaklede bedøvet over mod den modsatte mur. Et øjeblik blev gruppen på trappen stående ubevægelig, grebet af frygt og bæven. I næste øjeblik bearbejdede en halv snes kraftige arme muren. Den væltede om. Liget, der allerede var stærkt i forrådnelse og dækket af klatter af levret blod, stod oprejst foran iagttagernes blikke. På dets hoved sad med rødt udspilet gab og et enligt ild-øje det afskyelige dyr, hvis snedighed havde forlokket mig til mord, og hvis stikkerstemme nu havde forskrevet mig til bødlen.

Jeg havde muret uhyret med inde i graven!

Trykt i United States Saturday Post, 19. august 1843
Originaltitel: The Black Cat

Kort om Edgar Allan Poe

Født den 19. januar 1809
Død den 7. oktober 1849

Læs mere på Gyseren.dk

Graveren i Chapelizod af Sheridan Le Fanu

Sheridan Le Fanu
By Unknown – Pinterest, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=42799496

De, der husker Chapelizod som det var for femogtyve år siden eller mere, husker sikkert også graveren. Bob Martin var meget frygtet af drenge, der om søndagen skulkede fra kirkegangen og i stedet for løb rundt på kirkegården og læste indskrifterne på gravstenene eller sprang buk over dem eller kravlede om i vedbenden for at finde flagermus eller fuglereder eller kikkede ind gennem det mystiske hul under østvinduet, hvor man kunne se en række trappetrin, der tabte sig i mørket, i hvilket man skimtede en række støvede og hensmuldrende kister, hvis fløjlsbetrukne låg gabede uhyggeligt og åbenbarede de hvide knogler. Bob var selvfølgelig en skræk og rædsel for sådanne nysgerrige drenge. Men hvor skrækindjagende han end var i sit embede som graver, og hvor fjernt hans ranglede skikkelse i den falmede sorte frakke, hans uvenlige lille ansigt, hans mistænksomme grå øjne og hans falmede brune stumpede paryk end kunne synes at være al gemytlighed, så hændte det dog, at Bobs moral vaklede og at Bacchus ikke altid fristede ham forgæves.

Bobs hukommelse var noget ud over det sædvanlige, for han var fuld af lystige historier og gruopvækkende beretninger. Hans levevej havde gjort ham fortrolig med grave og nisser, og hans egen smag med bryllupper, alle slags gilder og sammenkomster. Og da han kunne huske næsten tre snese år tilbage i landsbyens historie, var hans forråd af stedlige anekdoter stort, nøjagtigt og opbyggeligt. Da hans indkomst som graver på ingen måde var overdådig, var han ikke sjældent henvist til kneb, som selv i bedste tilfælde ikke var de allerfineste, hvis han ville følge sin lyst og trang. Han inviterede ofte sig selv, når hans værter havde glemt at gøre det. Når hans venner og bekendte sad og drak sammen på en kro, kom han ofte tilfældigt derind og underholdt dem med mærkelige eller frygtelige historier fra sit uudtømmelige forråd, og han generede sig aldrig for at modtage deres tak i form af en varm whiskypunch eller hvad det nu var, de drak.

Der var på den tid en kromand ved navn Philip Slaney, som havde en kro næsten lige overfor den gamle bom. Når denne mand var alene, drak han aldrig for meget, men da han af naturen var tungsindig og derfor stadig trængte til lidt stimulans, kom han efterhånden til at sætte overordentlig stor pris på Bob Martins selskab, der i virkeligheden lidt efter lidt blev det eneste lyspunkt i hans tilværelse, og det så ud, som om den snurrige gravers underfundige morsomheder og vidunderlige historier fik hans medfødte melankoli til at lette lidt.

Dette fortrolige forhold bidrog ikke til at forøge de to drikkebrødres velstand eller ry. Bob Martin drak en hel del mere punch end han havde godt af, og mere end hvad der passede til hans stilling i kirkens tjeneste. Philip Slaney lod sig lokke til lignende svagheder, for det faldt ham svært at modstå sin kloge vens elskværdige overtalelser, og da han måtte betale for dem begge, mener man, at det gik endnu værre ud over hans pung end over hans helbred. Det kan nu være som det vil, men Bob Martin fik af de lokale æren af at have gjort ‘sorte Philip Slaney’ – sådan kaldtes han altid – til en drukkenbolt, og Philip Slaney fik æren for at have gjort graveren til en endnu større slubbert, hvis det var muligt.

Under disse omstændighederne blev regnskaberne i forretningen over for bommen noget indviklede. En lummer sommerdag, da vejret var både tungt og skyet, gik Philip Slaney ind i det lille kontor bagved, hvor han førte sine bøger og hvorfra han gennem et meget snavset vinduer kunne se den bare væg på huset overfor. Her lukkede og låste han døren, tog en ladt pistol, stak mundingen i munden og skød den øverste del af hovedet op gennem loftet.

Denne frygtelige ulykke gjorde et meget dybt indtryk på Bob Martin. Dels fordi han flere gange i den sidste tid var blevet fundet om natten på landevejen så åndsfraværende, eller måske snarere bevidstløs af druk, at han var blevet truet med afskedigelse. Og dels, var der nogle der tilføjede, fordi han havde svært ved at finde en anden, der ville spendere så meget på ham som stakkels Philip Slaney plejede. Så Bob Martin forsvor alkohol under enhver form og blev et glimrende eksempel på afholdenhed og nøgternhed. Til sin kones store trøst og til stor opbyggelse for nabolaget holdt Bob fast ved sine gode forsætter med rimelig nøjagtighed. Han var sjælden beruset og aldrig fuld, og den bedre del af nabolaget hilste ham med alle de æresbevisninger, der tilkommer den fortabte søn.

Omtrent et år efter den frygtelige begivenhed, vi har nævnt, skete det, at præsten fik besked om en begravelse, der skulle finde sted på kirkegården i Chapelizod, og samtidig modtog han visse instruktioner om gravens beliggenhed, så han sendte bud efter Bob Martin i den hensigt at meddele samme embedsmand disse officielle detaljer. Det var en trykkende sensommeraften. Store mængder af tunge, uhyggelige tordenskyer havde dynget sig oven på hinanden og dækkede himlen med en højtidelig tronhimmel, der varslede om uvejr. I den tunge, stille luft hørtes den dumpe rullen af torden langt borte, og man havde en fornemmelse af, at naturen lå knuget og tynget af uvejret, der var i anmarch. Klokken var over ni, da Bob iførte sig sin lurvede sorte embedsfrakke og forberedte sig til at møde sin overordnede.

“Bobby, min egen ven,” sagde hans kone, før hun gav ham hatten, “nu vil du godt lade være, Bobby, du ved nok med hvad!”
“Jeg ved ikke, hvad du mener,” svarede han kort og greb efter sin hat.
“Du vil nok lade være med at krumme armen, ikke sandt, Bobby?” sagde hun og holdt hatten udenfor hans rækkevidde.
“Jo, det skal jeg nok, men kom så med hatten!”
“Jamen, Bobby, du skal love mig det – vil du ikke nok love mig det?”
“Jo, vist vil jeg så – hvorfor ikke? Men giv mig nu min hat og lad mig komme af sted.”
“Ja, men du lover jo ikke rigtigt, Bobby, du har jo ikke lovet mig noget endnu.”
“Nå ja, fanden tage mig, om jeg drikker en dråbe, før jeg kommer hjem igen,” sagde graveren vredt. “Er du så tilfreds? Og vil du så give mig hatten?”
“Her er den, min ven. Og Gud sende dig fri og frelst tilbage.”

Med denne afskeds-velsignelse lukkede hun tilfreds og lettet døren efter ham og satte sig ved sit strikketøj for at vente på, at han skulle komme tilbage. Hun syntes, at han i den sidste tid havde været beruset oftere, end det passede sig for hans nye liv, og hun frygtede, at den halve snes værtshuse, som han skulle passere, ville lokke ham så stærkt, at han ikke kunne stå imod.

De var stadig åbne, og der stod en herlig duft af whisky ud af dem, da Bob sneg sig forbi med lange øjne. Men han stak hænderne i lommen, så til den anden side og fløjtede resolut og prøvede kun at tænke på præsten og den betaling, han skulle have. Således førte han sin moral trygt forbi de lurende skær og nåede præstegården i sikkerhed. Præsten var imidlertid pludselig blevet kaldt ud til en syg, og Bob Martin måtte derfor sidde i forstuen og få tiden til at gå, så godt han kunne, til præsten kom hjem. Dette varede, uheldigvis meget længe, og klokken må have været tolv, før Bobby Martin kunne gå hjemad. Nu var uvejret trukket sammen og det var bælgmørkt. Der hørtes tordenbulder fra bjergsiderne og dalene i Dublin-bjergene, og det blege, blå kornmod lyste på husenes hvide facader.

Nu var alle døre lukkede, men da Bob travede hjemad, søgte hans blik ganske af sig selv det værtshus, der engang havde tilhørt Philip Slanye. Der skinnede et svagt skær ud gennem skodderne og gennem det lille vindue over døren, så der stod et svagt, tåget lysskær om hele huset. Da Bobs øjne nu var blevet vant til mørket, var det omtalte lysskær tilstrækkeligt til, at han kunne se en mand i en slags løs ridefrakke sidde på en bænk, som stod uden for vinduet. Hans hat var trukket dybt ned over øjnene og han sad og røg på en lang pibe. Ved siden af ham kunne man svagt skimte omridset af et glas og en flaske, og man kunne også se en opsadlet hest, der roligt stod og ventede på sin herre. Der var utvivlsomt noget mærkeligt ved synet af en rejsende, der sad på gaden på denne tid af natten og indtog forfriskninger. Men graveren antog blot, at den rejsende havde taget sin forfriskning med udenfor for at nyde den i fred og ro, da værtshuset lukkede for den dag.

På ethvert andet tidspunkt ville Bob have hilst den fremmede med et venligt god aften, men han var ikke i humør til noget nu og var lige ved at gå forbi den fremmede uden et ord, da denne, uden at tage piben fra munden, løftede flasken og vinkede til ham med den, idet han samtidigt indbød ham til at dele hans plads og drikke ved en bevægelse med hoved og skuldre og ved at rykke lidt til side på bænken. Der var den herligste duft af whisky i luften og Bob var på nippet til at modtage indbydelsen. Men i det øjeblik, han begyndte at vakle, huskede han sit løfte og sagde: “Nej, mange tak, jeg har ikke tid i aften.” Den fremmede vinkede en indtrængende velkomsthilsen til ham og pegede på den tomme plads ved siden af sig. “Jeg takker Dem meget for Deres venlige tilbud,” sagde Bob, “men jeg er allerede sent på den og har ingen tid tilovers, så jeg ønsker Dem godnat.”

Den fremmede lod glasset klirre mod flaskehalsen, som ville han antyde, at han i det mindste kunne få sig en dram uden at spilde tiden. Bob var af samme mening, men skønt tænderne løb i vand, huskede han sit løfte, rystede på hovedet med urokkelig beslutsomhed og gik videre. Den fremmede rejste sig fra bænken med piben i munden, flasken i den ene hånd og glasset i den anden og holdt sig tæt i hælene på graveren, mens hans hest fulgte bagefter. Der var noget mistænkeligt og noget uforklarligt i denne påtrængenhed. Bob forstærkede sine skridt, og den fremmede fulgte tæt efter ham. Graveren begyndte at føle sig ilde til mode og vendte sig om. Hans forfølger var lige bag ham og opfordrede ham stadig med utålmodige bevægelser til at smage på hans whisky.

“Jeg har jo allerede sagt,” sagde Bob, der nu både var vred og bange, “at jeg ikke vil røre den, og det må være nok. Jeg bryder mig ikke om at have noget at gøre med Dem og Deres flaske, og i Guds navn,” tilføjede han heftigere, da han så, at den anden stadig kom nærmere, “gå væk og lad være med at plage mig på den måde.” Disse ord syntes at ophidse den fremmede, for han løftede truende flasken mod Bob Martin. Trods denne voldsomme bevægelse lod han alligevel afstanden mellem sig og Bob blive noget større. Bob kunne imidlertid stadig se ham følge efter sig i nogen afstand, for der kom en underlig rød glans fra hans pibe, der svagt oplyste hele skikkelsen som med en meteors uhyggelige lys.

“Jeg ville ønske, at Fanden tog sig lidt mere af sine,” mumlede den ophidsede graver, “så ved jeg nok, hvor du ville være.” Næste gang, han så sig tilbage over skulderen, så han til sin skræk den påtrængende fremmede så tæt bag sig som han nogensinde havde været. “Gid pokker havde Dem,” råbte denne gruens og gravens mand, næsten ude af sig selv af raseri og rædsel, “hvad vil De mig?” Den fremmede så nu mere tillidsfuld ud, og blev ved med at nikke. Da han kom endnu lidt nærmere, rakte han flaske og glas frem. Bob Martin hørte hesten pruste i mørket bagved. “Behold det for Dem selv, hvad det så end er, for der er hverken nåde eller held ved Dem,” råbte Bob Martin, kold af skræk, “og lad mig så være i fred!” Han prøvede forgæves at komme i tanker om en bøn eller en besværgelse i sin fuldstændige forvirring. Han gik så hurtigt, at han næsten løb. Nu var han ganske nær sin egen dør.

“Luk mig ind, for Guds skyld! Molly, luk døren op!” råbte han, da han nåede tærskelen og lænede sig mod døren. Hans forfølger stod nu foran ham på vejen. Han havde ikke længere piben i munden, men det røde skær glødede stadig omkring ham. Der kom nogle hule, uartikulerede lyde fra ham, helt ulveagtige og ubeskrivelige, mens han lod til at skænke op i glasset. Graveren sparkede af al sin kraft på døren og råbte samtidigt fortvivlet: “I Gud den Almægtiges navn, forlad mig en gang for alle!”

Forfølgeren kastede rasende flaskens indhold efter Bob Martin, men i stedet for vædske strømmede der flammer ud af den. De bredte sig og hvirvlede uden om dem, og et øjeblik stod de begge indhyllet i et svagt flammeskær. I samme øjeblik kom der et vindstød, som rev den fremmedes hat af, og graveren kunne se, at hans hoved manglede issen. Et øjeblik så han på det sorte, gabende hul, så faldt han sanseløs ind gennem døren, som hans kone lige havde åbnet.

Jeg behøver næppe give læseren nogen forklaring på denne yderst letforståelige og nøjagtige fortælling. Alle var enige om, at den rejsende var genfærdet af ham, der havde begået selvmord, og som nu var kaldt frem af den onde for at friste graveren til at bryde sit løfte, der jo var bekræftet med en ed. Var det lykkedes ham, er der ingen tvivl om, at den mørke ganger, som Bob havde set, var bestemt til at bære en dobbelt byrde tilbage til det sted, hvorfra den kom.

Som en bekræftelse på, hvor virkeligt dette syn havde været, så man den næste morgen, at den gamle tjørn, der stod uden for indgangen, var blevet svedet af den helvedesild, der var strømmet ud af flasken, ganske som om det var et lyn, der havde ramt den.

Trykt i Dublin University Magazine, januar 1851
Originaltitel: The Sexton’s Adventure

Kort om Sheridan Le Fanu

Født den 28. august 1814
Død den 7. februar 1873

Læs mere på Gyseren.dk