Spøgelseskareten af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.


– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.

Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.

Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.

Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.

Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.

Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.

Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.

Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.

Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.

“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”

Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.

Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.

Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.

Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.

En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.

Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.

En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.

Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”

“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”

Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.

Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.

Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Berenice af Edgar Allan Poe

Edgar Allan Poe
By Unknown; most likely George C. Gilchrest, Samuel P. Howes, James M. Pearson, or Andrew J. Simpson, all of Lowell, MA – http://www.daguerre.org/images/2008sympos/consignor4a-medium.jpg and http://www.getty.edu/art/gettyguide/artObjectDetails?artobj=39406, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31269051

Dicebant mihi sodales, si sepulchrum amicæ visitarem, curas meas aliquantulum fore levetas. (Mine ledsagere sagde til mig, at hvis jeg ville besøge min vens grav, kunne det måske mildne mine bekymringer)
Ebn Zaiat

Ulykken er mangfoldig, denne verdens jammer er mangesidig. Den når fra himmelrand til himmelrand som regnbuen, og dens farver er forskellige som denne bues – så tydelige hver især og dog så inderligt forenede. Den når fra himmelrand til himmelrand som regnbuen! Hvorfor har jeg forvandlet skønhed til et billede på hæslighed? Et fredens tegn til sorgens lidelse? Etikken lærer os jo, at det onde opstår af det gode, og derfor avler glæde i virkeligheden sorg. Mindet om en lykke, der for længst er forbi, kan nage os i dette nu! Den smerte, som vi føler, har måske sit udspring i en fryd, der kunne være blevet vor.

Mit døbenavn er Egæus, mit familienavn vil jeg ikke nævne, og dog er der ingen slægt i landet, der er mere ærværdig og mere berømt end min. Man har kaldt os en slægt af fantaster, og der er vitterligt også mange karakteristiske træk, der bekræfter denne opfattelse: familiegodsets særpræg, riddersalens freskomalerier, soveværelsernes gobeliner, ornamenterne på våbensalens piller, ikke mindst den gamle malerisamling, bibliotekets indretning og endelig selve bogsamlingens meget ejendommelige sammensætning.

Mine tidligste erindringer knytter sig til dette værelse og dets bøger. Her døde min mor. Her blev jeg selv født. Men det ville være tåbeligt at påstå, at jeg ikke havde levet før, at sjælen ikke havde nogen tidligere tilværelse. De benægter det? — lad os ikke diskutere det spørgsmål. Jeg er selv overbevist om det, men jeg søger ikke at overbevise andre. Jeg har i hvert fald en erindring om æteriske skikkelser, åndeagtige og varslende øjne, lyde, der på en gang var harmoniske og sært vemodige — en erindring, som ikke lader sig fortrænge, den er som en skygge, vag, omskiftelig, ubestemmelig, ustadig, og også deri ligner den en skygge, at jeg ikke kan blive fri for den, så længe min forstands sollys skinner.

I det værelse blev jeg født. Der vågnede jeg op af den lange nat, der synes som et intet, men ikke er det, op i selve eventyrets land, i fantasiens rige, i klosterlærdommens vildsomme tankeverden. Var det underligt, at jeg stirrede med bestyrtede og brændende blikke, at jeg dryssede min barndom bort mellem bøger og ødte min ungdom til drømmerier? Men det var underligt, at som årene gik og den modne manddom fandt mig i min faders hus, hvor jeg stadig boede, var det, som om livets kilder blev tørre for mig og der skete en fuldstændig omvæltning i min tankeverden. De virkelige ting opfattede jeg som drømmebilleder og intet andet, mens de vilde ideer fra drømmenes land til gengæld blev – ikke et virke for mit daglige liv, men simpelthen livet i ét og alt.

Berenice og jeg var søskendebørn og vi voksede op sammen i mine fædres borg. Men vi var vidt forskellige under vor opvækst. Jeg var sygelig og tungsindig, hun var livlig, yndefuld og strømmede over af livsmod. Hun strejfede om på højene, jeg lukkede mig inde i studereværelset. Jeg søgte til bunds i mit eget hjerte og hengav mig med legeme og sjæl til de mest indgående og pinefulde grublerier, og hun vandrede sorgløs gennem livet uden at bekymre sig om de skygger, der faldt på hendes vej, uden at ænse de ravnevingede timers tavse flugt. Berenice! – Jeg kalder på dig – Berenice! – og fra mindets grå ruiner rejser sig tusinde urolige erindringer opskræmte af lyden.

Levende står dit billede for mig nu, som i de lykkelige dage hvor du var glad og let om hjertet. Hvor var du strålende og smuk! Du var en fe i Arnheims dunkle skove, de klare kilders dejlige nymfe! Og så kom den hemmelige rædsel! Sygdommen – den skæbnesvangre sygdom, der hærgede det unge legeme som ørkenens hede vind, og forvandlede hende for mine øjne! Forvandlingen gennemtrængte hendes sind, hendes vaner og hendes karakter og den udslettede endog selve hendes identitet på den mest uhyggelige og ufattelige måde. Ak, ødelæggelsen kom og gik, og offeret — hvor var hun? Jeg kendte hende ikke – eller genkendte hende ikke længere som Berenice.

Den skæbnesvangre sygdom, der fremkaldte så grufuld en forandring hos min kusine både i legemlig og sjælelig henseende, efterfulgtes af en lang række sygelige tilstande, af hvilke én især bør nævnes som den farligste og mest konstante i sin art: en slags epilepsi, der ikke sjældent gik over i en trance, som uhyggeligt lignede døden selv og som hun i reglen vågnede brat og uventet af.

Imidlertid fik min egen sygdom – man har fortalt mig, at min tilstand kun kan betegnes sådan – min egen sygdom, altså, fik større og større magt over mig og antog til sidst karakter af monomani, en ny og højst mærkværdig form for monomani, der time for time blev stærkere og som omsider helt tog magten fra mig. Den ytrede sig som en sygelig irritabilitet i de åndsevner, man i psykologien kalder de attentive. Det er mere end sandsynligt, at man ikke forstår mig, men jeg savner ord til at give den almindelige læser en fyldestgørende forestilling om den intensitet, hvormed mine tanker fordybede sig i betragtninger over selv de mest almindelige ting.

Jeg kunne sidde og gruble i timevis uden at trættes med opmærksomheden rettet på typografien i en bog eller på en tilfældig skitse i dens margin. Jeg kunne det meste af en sommerdag fortabe mig i beskuelsen af en ejendommelig skygge, der faldt skråt henover tapetet eller på døren. Jeg kunne glemme mig selv en hel nat, når jeg sad og stirrede på lampens rolige flamme eller kaminens flakkende gløder. Jeg kunne drømme hele dage bort over duften af en blomst. Jeg kunne blive ved at gentage et eller andet almindeligt ord i det uendelige, indtil lyden på grund af den stadige gentagelse ikke fremkaldte nogen forestilling i bevidstheden mere. Jeg kunne frigøre mig for for enhver fornemmelse af bevægelse eller legemlig eksistens, når jeg tvang mig selv til at overholde en langvarig og absolut uvirksomhed. Det var et par af de mest almindelige og mindst skadelige indfald, som havde sit udspring i en sjælelig tilstand, der ganske vist ikke er fuldstændig uden sidestykke, men som dog byder enhver analyse eller forklaring trods.

Misforstå mig nu ikke. Den upassende, alvorlige og sygelige interesse, der blev vakt i mig af genstande, som i sig selv var ligegyldige, må ikke forveksles med den tilbøjelighed til grublen, der er fælles for alle og som især dyrkes af mennesker med en brændende fantasi. Det var heller ikke, som man måske kunne tro, nogen yderliggående form for eller overdrivelse af en sådan tilbøjelighed, men tværtimod en tilstand, der i alt det væsentlige adskilte sig fra den almindeligt kendte. I det tilfælde fængsles drømmeren eller fantasten af en genstand, der i reglen ikke er ligegyldig, hvorefter han umærkeligt taber denne genstand af syne i et vildnis af tanker og forestillinger, som har sit udspring i den, indtil han ved slutningen af sin dagdrøm, der ofte har været overordentlig behagelig, opdager, at incitamentet, den oprindelige årsag til hans grublerier, er fuldstændig forsvundet og glemt.

For mig derimod, var den oprindelige genstand ufravigelig ligegyldig, selv om den ganske vist nok på grund af min unaturlige betragtningsmåde fik en forvrænget og uvirkelig betydning. Den fremkaldte kun få tanker, om overhovedet nogen, og disse få kredsede hårdnakket omkring den oprindelige genstand som centrum. Mine grublerier var aldrig behagelige, og når jeg var færdig med dem, var den første årsag ikke svundet mig af syne, tværtimod havde den tiltrukket sig hele den unaturligt overdrevne interesse, som var det mest fremtrædende træk i min sygdom. Kort sagt, de åndsevner, der især blev anvendt hos mig, var, som jeg allerede har sagt, de attentive. Hos dagdrømmeren er det de spekulative.

Selv om de bøger, jeg læste i denne periode, ikke direkte tjente til at forværre min sygdom, var valget af dem dog tydeligt nok et karakteristisk symptom på sygdommen selv. Jeg husker blandt andre den hellige Augustinus’ store værk Guds Stad og Tertullians De Carne Christi, hvori denne paradoksale sætning står: “Mortuus est Dei filius, credibile est quia ineptum est, et sepultus resurrexit, certum est quia impossibile est.” (Guds søn er død, det er troligt, fordi det er usandsynligt, og han er opstået fra de døde, det er vist og sikkert, fordi det er umuligt.) Dette paradoks optog mig uafbrudt i ugevis, men al min belastende gransken var ganske frugtesløs.

Det fremgår heraf, at min forstand, der kun lod sig bringe ud af ligevægt af ubetydeligheder, frembød lighed med klippen i havet, om hvilken Ptolemæus Hephestion fortæller, at den urokkelig modstod al menneskelig vold og elementernes rasen, men skælvede, når den berørtes af en pinselilje. Og skønt det måske vil forekomme den overfladiske tænker hævet over enhver tvivl, at den forandring, som Berenices ulykkelige sygdom fremkaldte hos hende i sjælelig henseende, måtte give mig rig lejlighed til at udfolde den intensive og abnorme tankevirksomhed, hvis beskaffenhed jeg har haft min møje med at forklare, var det dog på ingen måde tilfældet. I mine klare øjeblikke gjorde hendes ulykke mig virkelig ondt, men samtidig med at jeg tog den fuldstændige ødelæggelse af hendes skønne og blide liv inderligt nær, kunne jeg ikke lade være med i bitterhed at grunde over de mirakuløse kræfter, som så pludseligt havde fremkaldt denne mærkelige forandring. Men disse overvejelser havde intet med min egen sygdom at gøre. Tro mod sin egen karakter svælgede min sygdom i de mindre betydende, men mere iøjnefaldende forandringer, der skete med Berenice i legemlig henseende – den sælsomme og forfærdelige ændring af hendes fremtoning.

Dengang da hendes uforlignelige skønhed strålede stærkest, elskede jeg hende ganske sikkert ikke. Abnorm som jeg var, havde jeg aldrig huset følelser i hjertet. Mine lidenskaber havde altid kun hjemme i tanken. Ved daggryets blege lys, ved middagstid mellem skovens fletværk af skygger, ved nattetid, når jeg sad i mit stille bibliotek, svævede hun forbi mine øjne, og jeg så hende – ikke som den levende og åndende Berenice, men som en drømmens Berenice. Ikke jordisk som en jordens skabning, men som en sådan skabnings abstraktion. Ikke som et væsen skabt til at beundres, men til at undres over. Ikke som en genstand for min kærlighed, men som et emne for den vanskeligste om end spredte grublen. Og nu gyste jeg i hendes nærhed og jeg blev bleg ved hendes komme. Og mens jeg begræd hendes trøsteløse stilling, erindrede jeg, at hun havde elsket mig længe, og i en ond time talte jeg til hende om ægteskab.

Omsider nærmede tiden for vort bryllup sig, da jeg en – en af disse usædvanlig varme, stille, tågede vintereftermiddage – sad i den inderste afdeling af biblioteket. Jeg troede, jeg var alene, men da jeg så op, så jeg, at Berenice stod foran mig. Var det min egen opkørte fantasi eller påvirkningen fra den tågede luft eller det usikre tusmørke i stuen eller den grå løstsiddende klædedragt, der gjorde, at hendes omrids var så vage og ubestemte? Jeg ved det ikke. Hun sagde ikke et ord, og jeg kunne ikke have ytret en stavelse, om det så skulle have kostet mit liv. En isnende kulde gennemstrømmede min krop, en følelse af uudholdelig angst knugede mig, en fortærende nysgerrighed gennemtrængte min sjæl. Jeg sank tilbage i stolen og blev siddende længe uden at ånde, uden at røre mig og med blikket stift rettet mod Berenice. Hun var fuldstændig afmagret og ikke et eneste spor af hendes tidligere jeg gemte sig i hendes træk. Til sidst faldt mit brændende blik på hendes ansigt.

Panden var høj og meget bleg og mærkeligt lysende. Håret, der engang havde været skinnende sort, faldt ned over panden og de hule tindinger i talløse viltre, gullige krøller, der stak grelt af mod ansigtets vemodige udtryk. Øjnene var uden liv og uden glans og tilsyneladende uden pupiller. Jeg gyste uvilkårligt over deres stive, glasagtige stirren og fæstnede blikket på de tynde, indskrumpede læber. De skiltes, og hendes tænder blottede sig langsomt for mig i et sælsomt varslende smil. Gud give, at jeg aldrig havde set dem, eller at jeg var død, da jeg så dem!

Lyden af en dør, der blev lukket, vækkede mig, jeg så op og opdagede, at min kusine havde forladt stuen. Men ak, det spøgelseshvide billede af tænderne havde ikke forladt mig og ville ikke forlade min forvirrede hjernes kammer. Ikke en plet på overfladen, ikke en skygge på emaljen, ikke en ridse i kanten. Hendes flygtige smil havde været tilstrækkeligt til at brænde synet ind i min erindring. Nu så jeg dem endog tydeligere end før. Tænderne! Tænderne! De var her og der og alle vegne, synlige og følelige foran mig, lange, smalle og blændende hvide med de blege, blodløse læber trukket til side som i selve det forfærdelige øjeblik, da de blottede sig for mig.

Så meldte min monomani sig med hele sin rasende styrke, og jeg kæmpede forgæves mod dens mærkelige og uimodståelige magt. I hele den ydre verdens brogede mangfoldighed havde jeg ikke tanke for andet end tænderne. Jeg længtes vanvittigt efter dem. Alle andre evner og alle andre interesser blev fuldstændig opslugt af denne ene idé. Tænderne! Tænderne alene viste sig for mit indre øje, og de blev alt hvad mine tanker beskæftigede sig med. Jeg betragtede dem i enhver belysning. Jeg anbragte dem i alle tænkelige stillinger. Jeg mærkede mig deres særpræg. Jeg dvælede ved deres ejendommeligheder. Jeg grundede over deres opbygning. Jeg tænkte på foranderligheden i deres natur. Jeg gyste, da jeg i tankerne tilskrev dem en følsom og sansende evne, ja endogså evnen til at udtrykke sig uden læbernes hjælp.

Om Mademoiselle Sallé har man træffende sagt, “que tous ses pas étaient des sentiments” (alle hendes trin var følelser), og hvad Berenice angår, troede jeg fuldt og fast, “que toutes ses dents étaient des idées” (alle hendes tænder var ideer). Des idées! Ja det var den afsindige tanke, der tilintetgjorde mig! Des idées! ja, det var derfor, jeg begærede dem så vildt! Jeg følte, at kun besiddelsen af dem kunne give mig fred igen, fordi den ville give mig min forstand tilbage.

Således sad jeg endnu, da det blev aften, og det blev nat og mørket kom og svandt igen, og dagen gryede påny, og det blev atter nat og mørket hyllede sig om mig, og stadig sad jeg ubevægelig i stuens ensomhed, begravet i min grublen, og stadig udøvede det levende og uhyggeligt tydelige fantasibillede af tænderne sin frygtelige magt over mig, som det svævede omkring imellem stuens skiftende lys og skygger. Til sidst brød et fortvivlet rædselsskrig ind i min drøm, så blev der et øjebliks stilhed og derpå fulgte lyden af bekymrede stemmer blandet med en sagte jamren.

Jeg rejste mig fra min stol, rev den ene af bibliotekets døre op og så en tjenestepige stå ude i forstuen fuldstændig opløst i tårer. Hun fortalte mig, at Berenice – ikke var mere. Hun havde fået et epileptisk anfald tidligt om morgenen og nu, da natten nærmede sig, var graven allerede parat til at modtage sin beboer, og alle forberedelser til begravelsen var truffet.

Jeg fandt mig påny siddende alene i biblioteket. Det forekom mig, at jeg nylig var vågnet op af en forvirret og ophidsende drøm. Jeg vidste, at det var midnat, og jeg var klar over, at Berenice var blevet begravet ved solnedgang, men om det uhyggelige tidsrum, der lå imellem, havde jeg ingen, i hvert fald ingen bestemt forestilling. Og dog var erindringen om det opfyldt af rædsel, en rædsel, der var så meget mere rædselsfuld, fordi den var vag, en gru, der var så meget mere grufuld, fordi den var fuld af anelser. Det var et frygteligt blad i min tilværelses bog, helt overskrevet med dunkle, afskyelige og uforståelige erindringer. Jeg prøvede at tyde tegnene, men forgæves. Og hele tiden lød for mit øre som genfærdet af en hendøet lyd: en kvindestemmes skarpe og gennemtrængende skrig. Jeg havde udøvet en dåd – men hvilken? Jeg rettede spørgsmålet højt til mig selv, og stuens hviskende ekko svarede mig: hvilken?

På bordet ved siden af mig brændte en lampe, og i nærheden af den lå der en lille æske. Den var på ingen måde mærkelig og jeg havde ofte set den før, for den tilhørte vor familielæge, men hvordan var den kommet her, på mit bord, og hvorfor gyste jeg ved synet af den? Det forstod jeg ikke og mit blik faldt til sidst på de opslåede sider i en bog og på en indstreget sætning. Det var digteren Ebn Zaiats sære og enfoldige ord: “Dicebant mihi sodales, si sepulchrum amicæ visitarem, curas meas aliquantulum fore Ievatas”. (Mine ledsagere sagde til mig, at hvis jeg ville besøge min vens grav, kunne det måske mildne mine bekymringer). Hvorfor rejste hårene sig på mit hoved, når jeg læste dem, og hvorfor stivnede mit blod til is i mine årer?

Det bankede let på døren til biblioteket og en tjener trådte sagte ind. Han var bleg som et lig og hans øjne var vilde af rædsel. Han talte til mig med skælvende stemme, hæst og meget sagte. Hvad talte han om? Det lød for mig som brudte ord og sætninger. Han talte om et vildt skrig, der sønderflængede nattens stilhed, om tjenerskabet, der stimlede sammen, om eftersøgning i retning af lyden, og så blev hans stemme gennemtrængende skarp, da han hviskede til mig om en krænket grav, om et mishandlet, ligklædt legeme, der endnu åndede, hvis hjerte endnu bankende, som endnu levede!

Han pegede på mine klæder. De var tilsølede af jord og plettede af levret blod. Jeg sagde intet og han tog varsomt min hånd – den bar mærker af et menneskes negle. Han henledte min opmærksomhed på et redskab, der stod op ad væggen. Jeg stirrede på det i nogle minutter. Det var en spade. Med et skrig sprang jeg hen til bordet og greb den lille æske. Men jeg kunne ikke få den op. Jeg rystede på hænderne, og æsken faldt på gulvet. Den faldt tungt og gik i stykker, og ud af den rullede med en raslende lyd nogle tandlæge-instrumenter – og 32 små, hvide elfenbensglinsende tingester, som spredtes over hele gulvet.

Trykt i Southern Literary Messenger, 1835

Kort om Edgar Allan Poe

Født den 19. januar 1809
Død den 7. oktober 1849

Læs mere på Gyseren.dk

Véra af Villiers De L’Isle-Adam

Auguste Villiers De L'Isle-Adam
By Unknown – [1], Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2418269
(Til madame la comtesse d’Osmoy)

Legemets form er mere væsentlig for ham end dets substans.
La Physiologie Moderne

Kærlighed er stærkere end døden, sagde Salomon. Og i sandhed, dens magt kender ingen grænser.

Det var en tidlig efterårsaften i Paris for ikke så mange år siden. Vogne, der allerede havde tændt lygterne og som var lidt forsinkede efter dagens køretur i Boulogneskoven, var på vej i retning mod den triste Faubourg Saint-Germain. En af disse vogne svingede op foran porten til et stort herskabeligt palæ, der var omgivet af en ældgammel have. Portbuen var kronet af et våbenskjold ; våbnet, der tilhørte den gamle grevelige slægt d’Athol, så således ud: en mulle i sølv på blå bund, og mottoet Pallida Victrix under grevekronen med hermelinskanten. De tunge vogndøre blev åbnet, og ud steg en sørgeklædt dødbleg mand på tredive-femogtredive år. På trappen stod tavse lakajer med hævede fakler, men uden at skænke dem et blik steg han op ad trappen og gik ind. Det var grev d’Athol.

Med usikre skridt gik han op ad de hvide trin, der førte til det værelse, hvor han samme morgen havde lagt sine øjnes fryd, sin blegnende brud, sin fortvivlelse, Véra, hyllet i bølgende lin i en kiste foret med fløjl og dækket med violer.

Oven for trappen svingede døren tyst hen over tæppet. Han løftede forhænget.

Alle genstande i værelset befandt sig nøjagtigt, hvor grevinden den  foregående aften havde efterladt dem. Døden var kommet så pludseligt som en tordenkile. Den aften var hans elskede faldet i afmagt af fryd, havde givet sig så fuldstændigt hen i hans favntag, at hendes hjerte, udmattet af ekstasen, havde svigtet. Pludselig var hendes læber blevet dækket af en strøm af uhyggeligt rødt, og hun havde kun lige nået at give sin ægtemand et farvelkys, smilende og uden et ord; så havde hendes lange vipper sænket sig som sørgeslør over hendes øjnes yndige lys.

Denne dag uden navn var svundet.

Ved middagstid, da den uhyggelige ceremoni i familiens gravhvælving var afsluttet, tog greven afsked med det mørke, triste følge på kirkegården. Han lukkede sig inde bag de fire marmorvægge — alene med hende, han havde begravet — og han lukkede jerndøren til mausolæet bag sig. Røgelsen brændte på trefoden foran kisten, som blev belyst af en skinnende række lamper over den pude, hvorpå den døde unge kvindes hoved hvilede.

Han stod der fortabt i sine tanker, grebet af en eneste følelse: en håbløs længsel, og han blev i gravhvælvingen hele dagen. Klokken seks, da det var blevet tusmørke, kom han ud fra det hellige rum. Han låste gravkælderen, rev sølvnøglen ud af låsen, strakte sig på det øverste trin af tærskelen og kastede nøglen ind i hvælvingen. Gennem den kløverbladsformede åbning over døren kastede han den ind på stengulvet. Hvorfor gjorde han det? Sandsynligvis ud fra en mystisk beslutning om aldrig at ville vende tilbage.

Og nu stod han atter i sin elskedes kammer.

Vinduerne stod åbne bag de tunge, guldbroderede kashmirportierer; en sidste solstråle faldt på den afdødes portræt i den gamle træramme. Greven så sig om; kjolen lå over en stol, hvor hun havde slængt den fra sig aftenen før; på kaminhylden lå smykkerne, perlehalskæden, den halvt åbnede vifte, de tunge flakoner med parfume, som hun nu ikke længere indåndede. På ibenholtssengen — der endnu ikke var blevet redt — ved siden af puden, hvor han stadig kunne se aftrykket af sin elskedes hoved blandt kniplingerne, faldt hans blik på det blodplettede lommetørklæde, hvorpå hendes unge åndedrag et kort øjeblik havde dvælet med skælvende vinger. Han så på det åbne klaver, på hvilket der stod noder til en melodi, som aldrig ville blive spillet færdig; hans blik gled videre til de eksotiske blomster, som hun med egne hænder havde plukket i drivhuset og som nu stod og visnede i vaser af gammelt saksisk porcelæn; og dér, ved foden af sengen, de bittesmå morgensko af orientalsk fløjl, på hvilket ordspillet over hendes navn glitrede muntert i perlebroderi : Qui verra Véra l’aimera. Og så sent som i går morges havde hans elskedes små nøgne fødder puttet sig dér, kysset af svanedunskanten ved hvert eneste skridt! — Og der — der i skyggen — var det ur, hvis fjeder han havde ødelagt, så det aldrig mere kunne tælle timerne.

Hun var altså forsvundet! Men hvorhen Og at leve nu? Til hvad nytte …? Det var umuligt, det var absurd!

Og greven sank hen i mørke, uransagelige grublerier.

Han tænkte på den svundne tid. I seks måneder havde de været gift. Var det ikke i udlandet, ved et ambassadebal, at han havde set hende første gang? Øjeblikket stod for hans blik med knivskarp tydelighed. Han havde pludselig fået øje på hende, en strålende skabning. Den aften mødtes deres blikke, og de havde begge inderst inde følt deres samhørighed, deres forpligtelse til at elske hinanden for evigt.

Falsk tale, meget sigende smil, insinuationer — alle de vanskeligheder, verden stiller i vejen for at udskyde den uundgåelige lykke for dem, der er bestemt for hinanden — alt svandt bort over for den rolige vished, som de i det øjeblik havde givet hinanden.

Træt af sin kreds’ åndløse svulstigheder var Véra gået hen til ham, da den første hindring viste sig, og havde således på dronningevis skåret lige igennem de kedelige forberedelser, hvormed så mange af livets kostbare dage spildes.

Allerede efter deres første ord til hinanden var de udenforståendes tomme bemærkninger ikke andet for dem end en flok trækfugle, der susede forbi i mørket. Hvilke smil de havde skænket hinanden! Hvilke ubeskrivelige omfavnelser!

Og dog var begges natur mærkelig, i aller højeste grad mærkelig! De var to skabninger, som var blevet begavet med vidunderlige, men udelukkende jordiske, sanser. Følelser hos dem varede længere og var af en foruroligende intensitet, og når de gav efter for dem, glemte de helt bevidstheden om at være til. På den anden side var der visse tanker og ideer — for eksempel vedrørende sjælen, eller uendeligheden, eller Gud — der ligefrem var uigennemtrængelige for deres forståelse. Den tro, som mange nærer til overnaturlige ting, var for dem kun en kilde til svag, udefinerlig undren — en forseglet bog, som ikke vedkom dem, eftersom de hverken var berettigede til at forsvare eller dømme. Og da de således fuldt ud havde gjort sig klart, at verden var dem fremmed, havde de straks efter deres forening isoleret sig i dette gamle, dystre palæ, hvor larmen fra verden udenfor blev dæmpet af havens tætte løv.

Her begav de to elskende sig så ud på det ocean af nydelser, både smægtende og fordærvede, hvor ånden smelter sammen med kødets mysterier. De opbrugte al attråens kraft, al deres ømheds vanvittige længsel og skælven. De blev hver især selve den andens hjerteslag. I dem forenedes ånden så fuldstændigt med legemet, at deres kroppe forekom dem at være et middel forståelse, og at den flammende kæde af kys lænkede dem til den ideelle enhed. En uendelig ekstase! Og pludselig – pludselig var trolddommen brudt! Den frygtelige ulykke rev dem fra hinanden. De havde omslynget hinanden. Hvilken skygge havde revet den døde elskede bort fra hans arme? Døden? Nej: forsvinder violoncellens sjæl måske i skriget fra dens søndrede strenge?

Timerne gik.

Gennem vinduet så han himlen blive mørkere, efterhånden som natten nærmede sig; og natten blev som et levende væsen for ham — den var som en dronning, der vandrede i udlændighed med melankoli tegnet i sit åsyn, mens Venus som diamantspændet på hendes sørgedragt glimtede deroppe over træerne, alene på himlens dybblå hvælv.

“Det er Véra,” tænkte han.

Han sagde navnet halvhøjt, og ved lyden af det skælvede han som en, der er ved at vågne af en drøm; han rankede ryggen og så sig om.

Tingene i værelset blev oplyst af et skær, som hidtil havde været ubestemt, skæret fra en bedelampe, der gjorde mørket dybblåt, og nu fik natten, der helt havde overtaget magten, den til at ligne en ekstra stjerne inde i værelset. Det var den røgelsesduftende lampe foran en ikon, en familierelikvie, der tilhørte Véra. Den lille triptykon af gammelt kostbart træ hang i sin flettede russiske snor mellem spejlet og billedet. Et genskær fra guldet i midterfeltet skælvede i halskæden, der lå sammen med de andre smykker på kaminhylden.

Madonna i den himmelblå kjortel havde om hovedet en glorie, der var delt af det byzantinske kors, hvis spinkle, røde omrids gav genskæret en mørk, blodrød tone, der glimtede i de strålende perler. Lige fra barndommen havde Véra haft for vane at lade sine store, følelsesfulde øjne hvile på denne arvede madonnas rene, moderlige træk; men ak, hendes natur tillod hende kun at skænke madonnafiguren en overtroisk kærlighed, som hun nu og da gav udtryk for — naivt og eftertænksomt — når hun gik forbi den brændende lampe.

Dette syn rørte greven dybt i sjælen. Han rettede ryggen og blæste hastigt den hellige flamme ud. Derpå famlede han sig i mørket frem til klokkestrengen og ringede.

En tjener kom til syne, en gammel mand, klædt i sort. I hånden havde han en lampe; han stillede den foran grevindens portræt. En gysen af overtroisk rædsel for igennem ham, da han vendte sig og så sin herre stå der, rank og smilende, som om intet var hændt.

“Raymond,” sagde greven roligt, “vi er fuldstændig udmattede i aften, både grevinden og jeg. Du kan servere aftensmaden klokken ti. Og forresten har vi bestemt, at vi fra i morgen isolerer os endnu mere end tidligere. Ingen af tjenestefolkene, undtagen du selv, må tilbringe natten under husets tag. Du kan give dem tre måneders løn og så lade dem gå. Derpå kan du sætte slå for porten og tænde faklerne nede i spisesalen; du kan nok alene klare vore fornødenheder. For fremtiden modtager vi ikke besøg af nogen.”

Den gamle mand skælvede og betragtede ham opmærksomt.

Greven tændte en cigar og gik ned i haven.

I begyndelsen mente tjeneren, at en sorg, der var alt for knugende, alt for utrøstelig, havde gjort hans herre vanvittig. Han havde kendt ham fra barn og forstod straks, at chokket ved en for pludselig opvågnen let kunne blive skæbnesvangert for denne søvngænger. Hans pligt bestod først og fremmest i at respektere en sådan hemmelighed.

Han bøjede hovedet. En loyal medvirken i denne religiøse fantasi? At adlyde? Fortsat at tjene dem uden at ænse dødens tilstedeværelse? Hvilken mærkelig grille! Ville den kun vare denne ene nat? I morgen ville han måske — ak! Hvem kunne vide…? Måske…? Men når alt kom til alt, var det dog en hellig plan! Hvad ret havde han til at tænke, som han gjorde…?

Han forlod værelset, udførte ordrerne til punkt og prikke, samme aften begyndte den usædvanlige tilværelse.

En frygtelig illusion — det var, hvad der skulle skabes!

De første dages sorg smerte svandt hurtigt. Raymond havde — først med bestyrtelse, men senere med en slags ærbødighed og hengivenhed — med dygtighed tillagt sig en så naturlig optræden, at han, før der var forløbet tre uger, til tider følte, at han selv blev narret af sin gode vilje. De undertrykte tanker forsvandt! Undertiden følte han sig helt fortumlet og måtte forvisse sig om, at grevinden ikke var mere, at hun virkelig var død. Han blev en mester i melankolsk forstillelse, og som tiden gik, glemte han virkeligheden mere og mere. Inden længe blev det nødvendigt for ham at tænke sig om mere end en gang for at overbevise sig selv og tage sig sammen. Han indså tydeligt, at han til sidst ville give fuldstændig efter for den forfærdende magnetisme, hvormed greven lidt efter lidt inficerede hele atmosfæren omkring dem. Han blev grebet af frygt — en stille, udefinerlig frygt.

D’Athol levede sig faktisk ind i en fuldstændig benægtelse af, at hans elskede var død. Så tæt var den unge kvindes skikkelse sammensmeltet med hans egen, at han altid fandt hende hos sig. Snart sad han en solskinsdag på en bænk i haven og læste højt af de digte, hun holdt af. Snart sad han om aftenen foran kaminen, med to kopper te på det lille runde bord, og snakkede med det fantasifoster, som han så sidde og smile i lænestolen over for hans egen.

Dage, nætter, uger gik. Ingen af dem vidste, hvad de var ved at sætte i gang. Mærkelige ting begyndte at ske, og det blev snart vanskeligt at skelne imellem det virkelige og det indbildte. Et væsen af en eller anden art svævede omkring i luften. En skikkelse kæmpede for at gøre sig synlig, at skabe sig en kontur i det værelse, der ikke længere var en bestanddel af dens verden.

D’Athol levede en dobbelttilværelse, som en drømmer. Et blidt og blegt ansigt, opfanget i et kort glimt; en svag akkord slået an på klaveret, pludselig og uventet; et kys som lukkede hans læber i det øjeblik, han skulle til at sige noget; en fordobling af hans eget jeg, der gav ham fornemmelsen af at befinde sig i en slags flydende tåge; duften, den søde duft af den elskede ved hans side; og om natten — på søvnens tærskel — ord, han hørte fremsagt med dæmpet røst — alt dette tydede på én ting: at benægtelse af døden omsider var blevet sublimeret til en ukendt faktor!

Engang følte og så han hende så tydeligt ved sin side, at han tog hende i sine arme. Men ved denne bevægelse forsvandt hun.

“Stakkels barn!” mumlede han smilende og faldt i søvn igen — som en elsker, der er blevet afvist af en smilende, søvnig veninde.

På hendes fødselsdag anbragte han for spøg nogle evighedsblomster i den buket, han lagde på hendes hovedpude.

“Fordi hun bilder sig ind, at hun er død,” sagde han.

D’Athols stærke og altbetvingende vilje, der gav hans kærlighed styrke til at genskabe hustruens liv og tilstedeværelse i det gamle palæ, bevirkede til sidst, at tilværelsen fik en næsten magisk karakter. Selv Raymond følte ikke længere nogen skræk — han havde gradvis vænnet sig til disse fænomener.

Et glimt af en sort fløjlskjole ved krumningen af en havegang; lyden af en leende stemme inde fra dagligstuen; en klokke der ringede om morgenen, når han vågnede, ganske som før i tiden — alt dette havde han vænnet sig til. Man skulle tro, at den døde kvinde legede med det usynlige på samme måde, som et barn ville have gjort det. Så højt følte hun sig elsket! Det var fuldstændig naturligt alt sammen.

Der var gået et år.

Om aftenen på selve årsdagen sad greven foran kaminen i Véras værelse. Han var netop blevet færdig med at læse de sidste vers af en florentinsk fortælling, Callimachus, højt for hende og nu lukkede han bogen.

“Douschka,” sagde han, idet han skænkede sig en kop te, “kan du huske Vallée-des-Roses og Lahnflodens bredder og Quatre-Tours? Kan du? Får denne historie dig ikke til at tænke på alt det?”

Han rejste sig, og i det blålige spejl så han, at han var blegere end sædvanligt. Han tog et perlearmbånd op af en skål og betragtede det opmærksomt. Véra havde taget armbåndet af for lidt siden (havde hun ikke?), før hun klædte sig af, og perlerne var endnu varme og skinnende, med en mild glans efter berøringen med hendes hud. Og her var opalen i den siberiske halskæde; så højt elskede den Véras smukke barm, at den blegnede i sin gyldne indfatning, hvis hun glemte den for længe, som den vansmægtede og var syg. (Netop af den grund havde grevinden elsket dette smykke højt!). Og nu i aften glitrede opalen, som om den lige var blevet taget af, som om den stadig besad lidt af den døde skønheds magnetisme. Idet greven lagde halskæden med den kostbare sten fra sig, kom han tilfældigt til at røre ved det lille lommetørklæde. Bloddråberne på det var våde og røde som nelliker i sne! Og dér — på klaveret — hvem havde vendt det sidste nodeblad til denne melodi fra fortiden? Og den hellige lampe havde tændt sig selv foran madonnabilledet! Dens gyldne flamme kastede et mystisk skær over madonnas ansigt og på hendes lukkede øjne! Og alle disse eksotiske blomster, nyplukkede og nyudsprungne i de gamle saksiske vaser — hvis hånd havde anbragt dem der? Hele værelset virkede lykkeligt og syntes at være forlenet med et liv, der af en eller anden grund virkede mere betydningsfuldt og mere intenst end sædvanligt. Men intet kunne forundre greven! Det hele forekom ham så normalt, at han end ikke bemærkede, at uret slog — det ur, som i et helt år ikke havde gået.

Man kan sige, at grevinde Véra den aften kæmpede (og hvor vidunderligt kæmpede hun ikke!) for at vende tilbage til dette værelse, som i bund og grund var gennemsyret af hendes personlighed! Hun havde ladet så meget af sig selv blive tilbage ! Alt det, der havde udgjort hendes eksistens, drog hende tilbage dertil. Hendes charme dvælede mærkbart i luften. Den vedvarende kraft fra hendes mands lidenskabelige vilje måtte have løsnet usynlighedens flygtige bånd omkring hende…!

Det var givet, at hun var til stede. Alt det, hun elskede, var der.

Hun måtte have længtes efter at smile til sit spejlbillede i det mystiske spejl, hvori hun så ofte havde beundret sine liljehvide træk. Ja, dernede mellem violerne — under de kolde og slukkede lamper i gravhvælvingen — var hun vågnet, den skønne døde; hun havde skælvet, den guddommelige, skælvet, da hun så sølvnøglen, der lå på stenfliserne. Hun havde længtes efter at være hos ham, at finde ham! Døden er kun endelig for den, der nærer håb om himlens lyksalighed, men var dødens favntag og livets lyksalighed måske ikke den endelige afslutning for hende? Og der i mørket kaldte hendes mands kys hendes egne læber frem. Og den forsvundne lyd af melodierne, de ord fra svundne dage, de stoffer som havde dækket hendes legeme og endnu duftede af hendes parfume, disse magiske smykker som endnu med dunkel sympati længtes efter hende, og frem for alt den overvældende fornemmelse af hendes nærhed, en følelse som selv tingene i værelset nærede — alt dette havde kaldt på hende, havde draget hende så længe og så heftigt, at der nu, efter at dødssøvnen var brudt, kun manglede ét: hendes egen person.

Åh, tanker er levende væsener! Greven havde udhulet den elskedes skikkelse i luften, og dette tomrum måtte nødvendigvis fyldes af den eneste skabning, som passede til det, for ellers ville universet styrte sammen i kaos. Og i det øjeblik kom den absolut sikre følelse af, at hun måtte være til stede der i dette værelse! Han var lige så sikker på det som på sin egen eksistens, genstandene omkring ham var mættede med den samme overbevisning. Man kunne ligefrem se det! Og nu, da der kun manglede Véra selv — synlig og håndgribelig — var det uundgåeligt forordnet, at hun skulle være der, og at den store drøm om liv og død et øjeblik skulle åbne sine uendelige porte! Ved troen var genopstandelsens sti blevet ført direkte til hende. Et muntert klingende latterudbrud lød henne fra ægtesengen. Greven vendte sig om. Og der, lige for hans øjne, skabt af hans vilje og erindring, overjordisk, støttende sig med
en albue på kniplingspuden og med den ene hånd begravet i de sorte lokker, med læberne skilt i et smil der rummede løfter om paradis og fryd, så skøn at det kunne knuse éns hjerte, dér lå grevinde Véra og så op på ham med øjne, der endnu rummede spor af søvnen.

“Roger!” sagde den sagte, fjerne stemme.

Han gik hen til hende. I fryd — i himmelsk, altforglemmende, udødelig fryd — mødtes deres læber!

Og da mærkede de omsider, at de virkelig kun var én skabning. Timerne fløj deres mærkelige flugt og strejfede med deres vingespidser denne ekstase, hvor himmel og jord for første gang forenedes.

Men pludselig sprang greven op, som var en skæbnesvanger tanke med ét faldet ham ind.

“Åh, jeg husker,” råbte han. “Nu husker jeg! Hvad er det, jeg gør? — Du — du er jo død!”

Og i samme øjeblik som ordene var udtalt, slukkedes den mystiske lampe foran ikonen. Det blege morgenlys — en trist, grå regnvejrsmorgen — sivede gennem en sprække i gardinerne ind i værelset. Lysenes flammer blegnede og gik ud, og der var kun den skarpe røg fra de glødende væger tilbage; ilden forsvandt under et lag af kold kvælende aske; og gradvis sagtnede urets pendul sin fart, til det igen hang stille. De forskellige genstandes vished og overbevisning forsvandt. Opalen blev død og glitrede ikke længere; blodpletterne på linet ved hendes side falmede ligeledes; og skikkelsen, i al dens blændende hvidhed, forsvandt mellem den fortvivlede greves arme, som forgæves forsøgte at fastholde den, og vendte tilbage til den usynlige luft. Hun var borte. Et fjernt farvelsuk, fjernt men tydeligt, nåede grevens sjæl. Han rejste sig. Han opfattede lige akkurat, at han var alene. Hans drøm var smeltet bort ved en enkelt berøring. Med et eneste ord havde han sønderrevet den magnetiske tråd i det glitrende spind. Atmosfæren var nu fuld af død.

Som de tåreformede glasdråber, så tilfældigt dannede og dog så solide, at et hammerslag på den tykkeste del ikke vil knuse dem, og dog så skøre, at de øjeblikkelig vil smuldre til ulegemligt støv, hvis den tynde spids, der er tyndere end en nålespids, knækkes således var alt forsvundet.

“Åh!” mumlede han, “så er alt forbi! — Hun er tabt og helt alene! — Hvilken sti kan nu føre mig til dig? Vis mig vejen, som kan føre mig til dig!”

Pludselig — som til svar — faldt en skinnende genstand med en svagt klingende lyd fra ægtesengen ned på det sorte skindtæppe; en lysstråle fra den forhadte jordiske dag fik den til at glimte. Den forladte bøjede sig ned og samlede den op, og da han så, hvad det var, oplystes hans ansigt af et lykkeligt, ophøjet smil. Det var nøglen til gravhvælvingen.

Trykt i: La Semaine Parisienne, 7. maj, 1874

Originaltitel: Véra: Histoire mystérieuse

Kort om Villiers De L’Isle-Adam

Født: den 7. november 1838
Død: den 18. August 1889

Læs mere på Wikipedia