Skridtene af Edward Frederick Benson

Edward F. Benson
By from Harper’s Weekly – The New York Public Library, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=23861754

John Cresswell var en aften på vej hjem fra Britannia Club i Alexandria, hvor han, som han plejede tre, fire gange om ugen, havde spist meget solidt, fået godt med drikkevarer og bagefter spillet bridge, så længe der kunne stilles et hold på benene. Det havde været en temmelig dyr aften, for al hans dygtighed ved kortbordet havde ikke været i stand til at hamle op med den fortsatte række dårlige kort, han havde fået. Men han havde trøstet sig med fornuftige portioner whisky, og nu vandrede han hjemad i meget højt humør, for hans forretninger gik strålende, og et tab på 25-30 pund i aften ville blive rigeligt erstattet næste morgen. Desuden viste hans bridge-regnskab for i år et overskud, der sagde, at kortspil var en meget lønnende fornøjelse.

Det var en varm oktober-aften, og da han var en stor, blodrig mand, slentrede han i meget mageligt tempo hen over pladsen og op ad den lange gade, for hvis ende hans hus lå. Der var ingen taxa på holdepladsen, ellers ville han have taget én og sparet sig selv for en spadseretur på næsten halvanden kilometer; men det generede ham nu ikke, for natteluften med en svag brise fra søen var forfriskende efter det lange ophold i et røgfyldt lokale. Over ham kastede månen, der næsten var fuld, sit meget klare, hvide lys ned over gaden. Der var en smal stribe skarpskåren skygge inde under husene til højre for ham, men resten af gaden og fortovet til venstre for den, hvor han gik, lå strålende belyst.

Først gik hans vej mellem rækker af butikker, for det meste europæiske, og her og der lå der en café, hvor nogle få gæster endnu sad. Behagelige tanker løb gennem hans hoved, mens han gik. Den egyptiske sukkerhøst, som han var meget interesseret i, havde vist sig meget god, og han forudså en god profit. Ikke mindre tilfredsstillende var en forretning af en ganske anden karakter. Han havde for nogle måneder siden, ydet en lille handlende et lån, og nu var den behørige rente af dette udeblevet; som følge heraf var høsten på meget frugtbart areal med sukkerrør Cresswells. Et lignende og endnu mere indbringende heldigt resultat havde han opnået i Alexandria, for han havde for et år siden lånt en levantisk tobakskøbmand penge med sikkerhed i hans private ejendom. Dette havde givet gode renter, men et par dage i forvejen var den uheldige fyr gået fallit, og Cresswell var nu ejer af en absolut attråværdig ejendom. Hele affæren havde været meget smigrende for hans foretagsomhed og klogskab, for han havde rent privat hørt, at kommunen agtede at udlægge naboejendommen, der for øjeblikket var slumkvarter, og hvor hans lagerbygning lå, til huse med lejligheder og gøre det til et privat beboelseskvarter. Hans nyerhvervede ejendom ville således blive meget værdifuld.

I øjeblikket boede tobakshandleren med sin familie i nogle hjørner i lagerbygningen, men de måtte sættes ud næste morgen. John Cresswell havde allerede ordnet dette og sagt til den gamle mand, at han måtte flytte. Han ville gå derhen om formiddagen og overvåge, at de og deres pindebrænde af nogle møbler på tilbørlig måde blev smidt på gaden. Han ville personligt se dette blive gjort og glædede sig til det. De gamle ægtefolk var et par temmelig skrækkelige individer, kvinden fuldkommen som en heks, der gloede på ham og mumlede hen for sig, men der var en datter, der ikke så helt tosset ud, og ét medlem af tiggerfamilien ville blive nødt til at tjene til dens levebrød. Han blev ikke hængende ved den tanke, den flagrede bare gennem hans hjerne.

Han nærmede sig den prægtige romersk-katolske kirke, hvortil hørte et kloster, en stor hvid kasernelignende bygning, hvor tiggermunke eller sådan noget lignende boede, Noget med St. Markus, kunne han vagt huske, der efter overleveringen havde bragt kristendommen til Egypten for næsten 1900 år siden. Han mødte tit et af de mærkelige væsener med sandaler på fødderne og brun kjortel og rosenkrans og kuttedækket hoved, når de gik ud eller ind ad deres port eller arbejdede i haven. Han kunne ikke lide dem; infame fyre, syntes han, det var. Sommetider, når de var ude at tigge, kom de til hans dør og bad om almisser til de trængende koptere. For ikke længe siden havde han fundet én, der faktisk stod og ringede på fordøren, i stedet for ydmygt at gå om til bagdøren, sådan som det passede sig for hans stand, og Cresswell sagde til ham, at han ville slippe sin bulldog løs på den næste af deres slags, der vovede sig indenfor hans havelåge. Hvor havde fyren fået fart på, da han hørte tale om hunden! Han tabte en af sine sandaler i hastværket med at komme af sted, og havde ikke tid til at få den med, så han hoppede og humpede hen over det skarpe ral for at nå ud på gaden. Cresswell havde leet højt over hans hastværk, og det bedste ved spøgen var, at han overhovedet ikke havde en hund. Ved mindet om den sjove hændelse smilede han, da han gik forbi kirkedøren.

Han standsede et øjeblik for at tørre panden og tænde en cigaret og så sig omkring i vældig godt humør. Foran og bag ham var gaden helt tom; der strålede lidt lys ud gennem persiennerne fra de øverste vinduer i nogle af husene, men hele verden var i seng eller på vej til det. Der var endnu 3-400 meter at gå, før han nåede hen til sit eget hus, og idet han vendte ansigtet hjemad igen og gik lidt hurtigere til, hørte han fodtrin bag sig, skarpe og distinkte, ikke så langt bagved ham. Han ænsede det ikke. Én eller anden var sent på vej hjem, ligesom han selv og gik i samme retning, for trinene fulgte ham.

Hans cigaret var dårligt tændt; en lille klump brændende tobak faldt ned på fortovet, og han standsede for at tænde den igen. Muligvis var en del af hans underbevidsthed optaget af de trin, der så pludselig havde lydt bag ham i den tomme gade, for mens han var optaget af at få ild i cigaretten igen, lagde han mærke til, at fodtrinnene var ophørt. Det var knap nok værd at vende sig om (så lidt interesserede sagen ham), men et ligegyldigt blik viste ham, at den gående måtte være drejet ind i et af de huse, han lige var gået forbi, for hele gaden, som var strålende oplyst af månen, var lige så tom, som da han så ud over den et par minutter før. Snart var han henne ved sin egen gadedør og smækkede den i bag sig.

Den levantiske købmands udsmidning fandt sted næste morgen, og Cresswell overvågede, at hans folk bar det billige stads af nogle møbler ud – et par borde, nogle stole, en sofa med laset højrødt plys, et par jernsenge og et bundt snavsede lagner og tæpper. Han var ikke helt sikker på, om de usle sager ikke egentlig retmæssig tilhørte ham, men de duede ikke til andet end at smides på skraldedyngen, og han havde ikke brug for dem. De stod der i det rene, strålende solskin, noget skrald og ikke andet, og blokerede fortovet, og en politibetjent sagde til ejeren, at han hellere måtte se at få det væk straks, hvis han ikke ville have vrøvl. Der var den sædvanlige scene, som han var temmelig vant til. Mandens kone knælede flæbende og sjusket. Hekseagtig og altfor tidligt ældet, kyssede hun hans hånd og tiggede hvæsende om hans medlidenhed. Hun kaldte ham ‘Excellence’, hun lovede at bede for ham, hvilket han brød sig lige så lidt om som om hendes potter og pander. Hun nedbad velsignelser over hans hoved, for hun vidste, at han ud fra sin barmhjertighed ville give dem lidt mere tid. De havde ikke noget sted at tage hen og heller ikke noget tag over hovedet; hendes mand havde nogen der skyldte ham penge, og han ville se at få fat i de penge og betale sin gæld så sikkert som at der var en Gud i himlen. Dette var en anden tone end hendes mumlen dagen før, men naturligvis vendte Cresswell det døve øre til hendes olieglatte veltalenhed, og lidt efter gik han ind i lagerbygningen for at se efter, at alt var blevet flyttet ud.

Der var snavset og ildelugtende; gulvene var rådne og malingen skallede af, men hele herligheden skulle snart brydes ned og han agtede ikke at ofre en krone på det, så længe den grund, det stod på, var hans. Så undersøgte han, at døre og vinduer var ordentlig lukket, og han gav betjenten en pæn drikkeskilling for at han kunne holde øje med stedet og sørge for, at købmandsfamilien ikke tiltvang sig adgang igen. Da han kom ud, så han, at den gamle mand havde fået fat i en trækvogn, og at han og hans søn var ved at læsse tingene op på den; så de havde naturligvis et sted at tage hen; det var alt sammen et bundt løgne, det med at de var hjemløse. Den gamle heks sad sammenkrøbet op mod husvæggen, men nu var der ingen bønner eller velsignelser til ham, og hun var igen begyndt på sin mumlen. Hvad datteren angik, så havde hun, når man så hende i dagslys, et smukt ansigt, men hun var gnaven og snavset og frastødende, så han skænkede hende ikke flere tanker. Han kaldte på en taxa og kørte hen i klubben for at spise frokost.

Skønt Cresswell ansås for at leve godt og forsynede sig af hjertens lyst både med mad, drikke og tobak, så var han også omhyggelig for sin store, solide krop, og det var sjældent, at han når dagens arbejde var overstået, undlod attage sig en rask spadseretur på en times tid eller to ud i retning af Ramleh, eller i den varmere tid at tage sig en god svømmetur i havet og en omgang sol på stranden. Dagen efter købmandsfamiliens udsmidning tog han sig en travetur nede på det faste sand i strandkanten, derefter drejede han ind i landet og krydsede den vej, der ville bringe ham tilbage til hans eget hus. Dette lå lige ved enden af den række selvstændige huse, som han var gået forbi de to foregående aftener; bag dem løb vejen mellem sandklitter og kratbevoksede flader. Her og der i nogle læhuler havde arabiske fårehyrder lavet sig en slags nomadisk teltbeboelse af temmelig primitiv art: en fem, seks stolper var stillet op i sandet og bar et tag af tæpper og laser, der var syet sammen. Hvis de slog sig ned alt for tæt på byens udkant, jog myndighederne dem en gang imellem væk, for de var tilbøjelig til at være langfingrede og stjæle, og deres nærhed var ikke særlig ønskværdig.

Da Cresswell i dag vendte hjemad på sin spadsertur, så han, at et telt af en anden slags for nyligt var blevet stillet op indenfor 20 meter fra hans egen havemur. Det kunne slet ikke gå, det måtte ordnes, og han besluttede at lige så snart han havde fået sit bad og klædt om, ville han ringe til sin meget gode ven, politiinspektøren og forlange, at teltet blev flyttet. Da han kom nærmere hen til det, så han, at det ikke var helt den sædvanlige type. Taget var tydeligt nok et slidt europæisk tæppe, og uden for det på sandet stod en sofa og nogle stole. På en eller anden måde forekom de ham bekendte, skønt han ikke kunne finde den rigtige association. Men så kom den gamle levantiske heks ud af teltet, hun, der dagen før havde kysset hans hånd og knælet for ham, og nedkaldt alle slags velsignelser og velstand over ham, hvis bare han ville have medlidenhed. Hun så ham, for nu var der ikke mere end 30-40 meter mellem dem, og så pegede hun pludselig på ham og brast ud i en række plaprende og og skrigende forbandelser. Det fik ham til at smile.

“Nå, nu er det andre toner, hvad?” tænkte han, “for det lyder ikke meget som gode ønsker. Forband du bare væk, gamle kælling, hvis det kan lette dit sind, det rører ikke mig. Men du bliver nødt til at flytte endnu en gang, for jeg agter ikke at lade dig og dine lige slå jer ned her.”

Cresswell ringede til sin gode ven, politiinspektøren, og fik på den høfligste måde at vide, at den sag ville være i orden næste morgen. Og han så også ganske rigtigt, da han dagen efter begav sig af sted til sit kontor, at sagen virkelig var ved at blive ordnet, for det europæiske tæppe, der havde tjent som tag, var allerede taget ned, og trækvognen blev læsset fuld. Rent tilfældigt lagde han mærke til, at de to kvinder og drengen var i færd med at fylde på den; Levantineren lå på sandet og tog ikke del i arbejdet. To dage senere passerede han tilfældigvis forbi Alexandrias fattig-kirkegård, hvor en af forarmet begravelse foregik. Kisten blev skubbet hen på siden af den runde grav på en trækvogn, og en dreng og to kvinder fulgte den. Han genkendte, hvem det var.

Han spiste den aften til middag i klubben i sjældent godt humør over livets tilskikkelser. Kommunen havde allerede for hans nyligt erhvervede ejendom tilbudt ham en sum, der var dobbelt så stor som den gæld, den var sikkerhed for, og selv om han måske kunne få mere, hvis han var ude efter en højere pris, så havde han accepteret, og pengene var blevet indbetalt i hans bank samme dag. At opnå 100 procent på en uge var meget tilfredsstillende, og hvem vidste, om ikke et eller andet nyt fremskridts-projekt kunne få dem til at ændre planer, så han stod med en faldefærdig bygning, som han overhovedet ikke kunne bruge? Han nød sin middag og vinen, og især nød han den rubber bridge, der fulgte efter. Alle hans knibninger lykkedes; han doblede modspillerne to eller tre gange med de heldigste resultater, de doblede ham og fortrød bittert, at de havde opladt deres mund, og der var et meget behageligt resultat at indføre i kortregnskabet den aften.

Det var senere end sædvanligt, da han forlod klubben. Lige udenfor sad en tiggerkælling krøbet sammen på kanten af fortovet med hånden holdt frem, mens hun klynkende manede velsignelser ned over ham. Godmodigt rodede han i sin lomme efter et par mønter, og velsignelser vældede endnu mere skingrende og ordrigere, mens hun skubbede det sorte slør væk, der halvvejs dækkede hendes ansigt, for at takke ham for hans velgerning mod den trængende enke. I næste øjeblik smed hun hans almisse på fortovet, hun spyttede efter ham, og som et møl forsvandt hun i skyggerne.

Cresswell genkendte hende, ligesom hun havde genkendt ham, og samlede sine mønter op. Det var sjovt at tænke på, at den gamle heks hadede ham så intenst, at selv hans almisse fyldte hende med afsky. “Jeg lægger dem i indsamlingsbøssen udenpå kirken,” tænkte han.

Skønt det var sent, var der i aften mange mennesker på pladsen, for det meste indfødte, der stilfærdigt traskede omkring, og der stod stadig et par taxaer på holdepladsen. Men han foretrak at spadsere hjem, for han havde haft så travlt hele dagen, at han ikke havde givet sin solide, fede krop den mindste motion. Derfor gik han tværs over pladsen og op ad den gade, der førte til hans hus. Her var caféerne allerede lukket, og snart tømtes fortovene for mennesker. Den aftagende måne var stået op, og skønt lysene i gaden blev mere sparsomme, da han kom ind i beboelseskvarteret, lå vejen tydeligt foran ham. I hånden holdt han stadig de to mønter, der var blevet smidt efter ham, parat til kirkebøssen. Han gik hurtigt, for det var koldt, og det gav ingen motion at drive. Ikke et vindpust rørte sig, og den klaprende lyd af de visne palmeblade hørtes ikke.

Han var nu ved at nærme sig den katolske kirke, da der pludselig lød tydelige og distinkte fodtrin bag ham. Så kom han for første gang i tanker om, hvad der var sket for nogle nætter siden, og han standsede og lyttede. Ikke en lyd brød stilheden. Han vendte sig hurtigt rundt, men gaden så ud til at være tom. Han fortsatte med at gå, nu langsommere, og der var de forfølgende fodtrin igen. De halede hverken ind på ham eller sakkede agterud; at dømme efter lyden af dem kunne de ikke være mere end en 10-12 skridt bagved ham. Så kom han i tanker om en meget indlysende forklaring, det var uden tvivl et ekko af hans egne fodtrin. Han gik hurtigere, og trinene bag ham fik mere fart; han standsede, og de standsede. Hele sagen var klar nok, og ikke den mindste skygge af ubehag eller noget, der nærmede sig det, var i hans tanke. Han slap sin ironiske almisse ned i bøssen uden på kirken, og morede sig over at høre, at der ikke lød nogen klirren indefra. “Det var jo et lille held for de brunklædte fyre; nu kan de købe sig endnu en rosenkrans,” sagde han til sig selv, og kort efter gik han med ekkoet af sine egne fodtrin, ind gennem sin egen havelåge. Da han først var derinde, gled han om bag en myrtebusk, der stod ved kanten af grusgangen, for at se, om der skulle gå nogen forbi på gaden udenfor. Men der skete intet og hans teori om ekkoet lod til at være blevet bekræftet, selv om det var sært, at han ikke havde opdaget det tidligere.

Fra den aften og videre fremefter gjorde han sig det til en vane at spadsere hjem, når han spiste til middag i klubben. Somme tider fulgte fodtrinene ham, men ikke altid, og det var i modstrid med hans fornuftige teori om et ekko. Men sagen bekymrede ham overhovedet ikke, bortset fra, at han nogle gange vågnede om natten og opdagede, at hans hjerne, der stadig var døsig og ikke helt under kontrol, spekulerede over sagen med stadig voksende opmærksomhed. Tit forsvandt denne bekymring igen og han faldt atter i en drømmeløs søvn. Somme tider var den foruroligende nok til at gøre ham spilvågen, og når han så var helt sig selv, forsvandt den igen. Men der var den tilstand halvvejs mellem vågen og sovende, da noget i hjernens skumringslys lyttede, noget var bange. Når han var helt vågen, tænkte han ikke mere på det, end han tænkte på den lurvede orientalske købmand, som han havde smidt ud, og hvis begravelse han tilfældigvis havde set.

I begyndelsen af december kom hans fætter og kompagnon i sukker-forretningerne fra Cairo for at tilbringe en uge sammen med ham. Bill Cresswell kan kort beskrives som ‘en skrap fyr’, og tit efterlod han sin fætter i klubben til gamle venner og stilfærdige bridgeglæder, og gik selv ud med en ekstra gadedørsnøgle til livligere private foretagender. En aften, den sidste dag af Bills ophold her, var der ‘ikke noget at lave’, og de to fulgtes ad hjem fra klubben.

“Det er en dejlig aften, lad os gå,” sagde John. “Der er ikke noget som en spadseretur, når der er våde varer ombord. Det klarer hjernen på én, og jeg må have en lille afskedssamtale med dig, hvis du vil rejse hjem i morgen. Der er stadig nogle småting, vi skal gennemgå.”

Bill var enig med ham. Caféerne var allesammen lukket, der var ikke noget at foretage sig, der så lovende ud. “Nattelivet her er ingenting mod det i Cairo,” bemærkede han. “Det lader til, at alle her går i seng omtrent samtidig med at vi starter. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke har været glad for at være sammen med dig. Mægtig flinke fyre i din klub og cognac i samme stil.”

Han standsede og mønstrede sørgmodigt den tomme, stille gade. “Ikke en sjæl,” sagde han. “Gardinerne er nede, alle er gået i seng. Ikke andet at lave end at tale sammen.” De gik videre i stilhed i nogen tid. Så pludselig lød der bag dem, fast og tydeligt for Johns øren, lyden af de fodtrin, som han nu vidste, han ventede på og lyttede efter. Han drejede hurtigt rundt.

“Hvad er der i vejen?” spurgte Bill. “Noget sært noget,” sagde John. “Aften efter aften, når jeg går hjem – dog ikke hver aften – hører jeg fodtrin, der følger efter mig. Jeg hørte dem lige nu.”

Bill udstødte en halvdrukken fnisen. “Så heldig er jeg ikke,” sagde han. “Jeg kunne godt lide at høre fodtrin, der fulgte efter mig omkring klokken et om natten. Der kunne måske komme noget rart ud af det. Jeg ville ønske jeg kunne høre dem.”

De fortsatte med at gå, og igen hørte John, tydeligere end før, det, der var uhørligt for den anden. Han sagde til sig selv, sådan som han så tit gjorde det, at det var et ekko. Men det var mærkeligt, at ekkoet kun gengav den enes fodtrin. Da dette gik op for ham, følte han for første gang, mens han var helt vågen, en pludselig gysen af angst. Det var, som om en kold hånd et øjeblik lukkede sig om hans hjerte og trykkede forsigtigt, næsten kærligt, til. Men de var nu nået tæt hen til hans egen gadedør, og lidt efter smækkede den i efter dem.

Bill vendte næste dag tilbage til det gladere liv i Cairo. John Cresswell fulgte ham på banegården og var ved at gå ud på gaden igen gennem mængden af dagdrivere og bærere og passagerer, da hans øre opfangede lyden af de fodtrin, som han nu kendte så godt. Han havde ingen idé om, hvordan han genkendte dem og adskilte dem fra så mange andre fodtrin. Hans hjerne fortalte ham simpelthen, at de igen fulgte efter ham. Han tog en taxa til sit kontor, og da han gik op ad de hvide stentrapper var de der igen. Atter syntes han at det forsigtige tryk af kolde fingre fortalte ham, at de var der, tæt på ham, skønt usynlige, og nu var det, som om fingrene trykkede på en klokke i hans hjerne, og der lød en skingrende angstfuld kimen.

Så usentimental og fornuftig en mand havde naturligvis kun foragt til overs for alt det forlorne humbug – historier om ånder og genfærd og spøgelser, og han ville have glædet sig over enhver form for spøgeri, hvori fodtrinene manifesterede sig, så han kunne have den fornøjelse at le væsenet lige op i ansigtet. Han ville gerne have set et skelet eller et eller andet tilhyllet væsen stå lige ved siden af sig; han ville slå efter det med sin stok og overbevise sig selv om, at der intet var. Ligegyldigt hvad hans egne øjne lod til at se, så kunne det ikke være så enerverende som disse tegn på usynlige ting.

En stiv drink bragte ham til hægterne igen, og resten af dagen skete det ikke oftere, at han hørte de regelmæssige skridt, der var begyndt at vække hans skræk. I hvert fald var han fast besluttet på at bekæmpe den, for han var klar over, at det mest var hans egen frygt, der bekymrede ham. Han led utvivlsomt af en eller anden nervøs forstyrrelse; han havde arbejdet meget hårdt, og efter jul ville han, hvis sagen blev ved med at forurolige ham, måske konsultere en læge, der ville ordinere ham noget styrkende eller beroligende, som ville sætte fodtrinene hen i den glemmebog, hvorfra de var kommet. Men det var mere sandsynligt, at kuren lå i hans egne hænder; hans egen modstandskraft var al den medicin, han havde brug for.

Det var som følge af denne meget sunde tankegang, at han bestemte sig til at spadsere hjem fra en aften i klubben. Han så det i øjnene, netop fordi han vidste, at en mørk og farlig kilde var ved at grave sig ind i hans sjæl. At indrømme noget, at tage en taxa var at overgive sig, og hvis han gjorde det, hvis han veg bare en tomme, var han klar over, at han snart ville flygte i panik foran en indtrængende og indbildt hær af fantomer. Han regnede ikke med fantomer. De nøgterne tilfredsstillelser, livet gav, var ham nok. Endnu en gang begyndte skridtene at gå bag ham, da han nærmede sig kirken, og nu forsøgte han ikke længere at overbevise sig om, at det var et ekko. I stedet for lod han sine tanker blive ved det og sagde til sig selv: “Der er de igen, og de gør mig ikke noget. Lad dem bare følge efter mig hele døgnet, hvis det passer dem. De er åbenbart vilde med mig.” Så lukkede han havelågen, og med et lettelsens suk vidste han, at han var kommet udenfor skridtenes rækkevidde, for når han først var indenfor, kom de ikke længere.

Han stod et øjeblik på dørtrinet efter at have åbnet døren, tilfreds med sig selv, fordi han havde set det i øjnene. Det strålende lys skinnede lige ned på grusgangen, som han netop var kommet op ad. Den var helt tom, og ingen stod og så ind gennem hans havelåge. Så hørte han lige ved siden af sig gruset knase under en usynlig fodgængers hæle. Nu var tiden kommet, da han igen burde hævde sig, se frygten i øjnene og håne den.

“Kom frem, hvem du så er!” råbte han. “Kom og få en drink, før du går tilbage til helvede. Noget koldt vand, hvad?”

Hans pande var våd af sved, og hånden på håndtaget rystede som af koldfeber, mens han stod og så ud på den oplyste, tomme gangsti. Men han veg ikke en tomme fra den lektion, han var ved at give sig selv. Sekunderne tikkede bort; han kunne tælle dem på pulsen, der hamrede i hans hals. “Jeg vil give den 100 slag,” sagde han til sig selv, “og så vil jeg sige god nat til hr. Ingen.”

Han talte til 100 og tog 10 slag mere, for at de skulle bringe held. “God nat, din gamle svindler,” sagde han og gik ind og låste døren.

I den følgende uge lod det virkelig til, at han havde vurderet den hallucination rigtigt, som havde truet med at tage magten over ham. Ikke en eneste gang, hverken dag eller nat, nåede de skridt, som han frygtede og lyttede efter, hans øren. Ej heller skete det, når han i mørkets døde timer i nogen tid lå midt mellem sovende og vågen, at han rystede af rædsel over en fornemmelse af, at noget usynligt opmærksomt iagttog ham. Lidt mod, en ligefrem benægtelse af at han var bange, havde været tilstrækkeligt ikke bare til at gøre en ende på dem, men også til at kvæle det, der havde forårsaget dem. Han holdt sine tanker vel i tømme, han ville ikke engang gætte på, hvad der havde været grunden til hjemsøgelsen. Sommetider mens skridtene endnu plagede ham, havde han søgt efter, hvad der kunne forårsage dem. Han havde spekuleret på, om den skingrende orientalske heks, der nedkaldte forbandelser over ham, på en eller anden måde havde slået rod i hans sind. Men nu var det forbi og færdigt. I julen ville han tage et par dage fri fra arbejdet, hvis det var overanstrengelse, der havde ligget til grund for det hele, og måske ville det være klogt at være en lille smule tilbageholdende med klubbens cognac.

Juleaften sad han og hans venner ved bridgebordet til lige omkring midnat, så tog de en drink, ønskede hinanden de traditionelle ting og spredtes. Cresswell overvejede, om han skulle tage en taxa hjem eller lade være, for den sag, han havde trasket hjemad med så ofte, var åbenbart overvundet, og han frygtede ikke mere for at skridtene skulle komme igen. Men han syntes, at han lige ville nyde sejrens palmer og gik til fods.

Han kom hen til det sted på sin spadseretur, hvor han første gang havde hørt fodtrinene. I nat var der som sædvanligt ingen, og han standsede et øjeblik og så sig sikkert og og koldblodig omkring. Det var en lys nat. Månen der næsten lige havde været fuld, skinnede klart, og det forbavsede ham at tænke på, at han havde forestillet sig noget rædselsvækkende i den rolige, pæne gade. Ikke langt borte fra lød lyden af kirkeklokkerne, der kimede julemorgen ind. De havde sikkert haft midnatsmesse. Han indåndede tilfreds natteluften, smed cigarstumpen ud på gaden og gik videre.

Pludselig følte han det, som om hjertet for op i halsen på ham, for bag sig hørte han igen de skridt, som han troede, han havde fået gjort tavse for bestandig. Til at begynde med lød de svage, men i nat kom de stadig nærmere i stedet for at holde den faste afstand. De lød stærkere og mere distinkte, lige til de var tæt inde på ham. Nærmere og nærmere kom de og halede stadig ind på ham, og nu fejede noget forbi ham, uden dog helt at røre ved ham. En mandsskikkelse i europæisk tøj med hovdet indhyllet i et shawl.

“Halløj, du der,” råbte Cresswell. “Er du den slyngel, der følger efter mig, og slipper mig af syne igen, hvad? Jeg vil ikke vide mere af dine forbandede heksekunster. Lad mig se, hvordan du ser ud!”

Skikkelsen, der nu var to, tre meter foran ham, standsede brat op ved lyden af hans stemme og vendte sig. Shawlet skjulte hans ansigt, bortset fra en lille revne mellem dets kanter. “Nå, så du forstår engelsk,” sagde Cresswell. “Og nu vil jeg være taknemlig, hvis du vil fjerne det shawl fra ansigtet, så jeg kan se, hvem det er, der har forfulgt mig.”

Manden løftede hænderne op til shawlet og kastede det tilbage fra ansigtet. Månen skinnede på hans ansigt, som slet ikke var et ansigt! Kun et stykke glat, gulligt kød, der strakte sig fra øre til øre, tomt som ydersiden af et æg, uden øjne og næse og mund. Fra den øverste ende af shawlet, der hvor det lå hen over panden, stak et par grå hårtjavser ud.

Cresswell stirrede, og en bølge af panik trængte helt ind i sjælen. Han udstødte et lille, tyndt hvin og begyndte at løbe, mens han hele tiden dødsens angst lyttede, om det navnløse, ansigtsløse væsens fodtrin stadig fulgte efter ham. Han måtte løbe, løbe, for at komme væk fra det væsen fra helvede, der havde manifesteret sig for ham.

Så opdagede han lige foran sig lyset fra kirken, og dér kunne han måske finde tilflugt. Døren var åben, og han løb op ad trappen. Lige indenfor stod der nogle lys og brændte på alteret i et sidekapel, og han kastede sig på knæ. Ikke i mange år havde han forsøgt at bede, og i sin sjælepine kunne han nu kun plaprende hviske: “Åh, min Gud, åh, min Gud!” Om og om igen sagde han det.

Efterhånden kom der en smule selvbeherskelse tilbage. Der hang helgenbilleder, der var et helligt billede over alteret, en lugt af røgelse i luften. Her var sikkert beskyttelse, en magt, der kunne komme mellem ham og det rædselsfulde ansigt. En slags ro overvandt hans panik, og han begyndte at se sig omkring.

Kirken var mørkere, end den havde været, da han kom ind i den, og han så nu, at nogle af de brunklædte ordensbrødre med munkekutter på bevægede sig stilfærdigt omkring og slukkede lysene. Lysene på alteret foran ham brændte stadig klart. Og nu så han, at en af de munkekutteklædte væsener kom tæt hen til ham, som om han ventede på, at han skulle blive færdig med sin andagt. Cresswell var rolig nu, hans rædsel var helt forsvundet, og han rejste sig op.

“Jeg har haft en frygtelig forskrækkelse, Fader,” sagde han til munken. “Jeg så noget lige nu ude på gaden, som må komme fra helvede.” Skikkelsen vendte sig lidt mere om mod ham; kutten skjulte helt hans ansigt, og stemmen lød dæmpet. “Virkelig, min søn,” sagde han. “Fortæl mig, hvad det var, der gjorde dig så bange.”

Cresswell kunne mærke, at noget af hans paniske angst var ved at vende tilbage. “En mand passerede forbi mig, mens jeg var på vej hjem,” sagde han, “og jeg bad ham standse og lade mig kaste et blik på ham. Han havde et shawl omkring hovedet, og det kastede han tilbage fra ansigtet. Åh, min Gud, det ansigt!”

Munken løftede hurtigt hænderne og greb fat i kanten af kutten. Så kastede han den med en rask bevægelse væk fra ansigtet. “Var det sådan et ansigt?” spurgte han.

Trykt i The Windsor Magazine, december 1926
Originaltitel: The Step

Kort om Edward F. Benson

Født den 24. juli 1867
Død den 29. februar 1940

Læs mere på Wikipedia

Den hængte af Edward Frederick Benson

Edward F. Benson
By from Harper’s Weekly – The New York Public Library, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=23861754

Jeg havde fortalt fader Denys Hanbury om en meget mærkelig seance, som jeg havde overværet nogle dage i forvejen. Mediet havde nævnt en hel række ting, der ikke var kendt af andre end mig og en af mine venner, som nylig var død og som, efter hvad mediet sagde, var til stede og talte til mig igennem hende. Naturligvis var en sådan oplysning – set fra et strengt videnskabeligt synspunkt, der bør være det eneste gældende, når talen er om sådanne fænomener – ikke noget bevis for, at hun stod i forbindelse med min vens ånd, for alt det hun sagde kendte jeg i forvejen, og det kunne måske ved en eller anden telepatisk proces være blevet meddelt mediet fra min hjerne og ikke gennem den dødes medvirken. Hun talte ganske vist ikke med sin sædvanlige stemme, men med en stemme, der lignede hans meget. Imidlertid kendte jeg jo også hans stemme, den var i min erindring såvel som de ting, hun havde sagt. Alt dette måtte derfor, som jeg bemærkede til fader Denys, udelukkes som positivt bevis for, at der var kommet meddelelser fra den anden side af graven.

“En telepatisk forklaring kunne nok tænkes,” sagde jeg, “og vi må acceptere enhver forklaring, der dækker kendsgerningerne, før vi slutter, at den døde påny er kommet i forbindelse med den materielle verden.”

Der var varmt i stuen, men jeg så, at han gyste let, og idet han trak sin stol lidt nærmere hen til ilden, holdt han sine hænder hen foran flammerne. De var værd at lægge mærke til, de hænder. De var smukke og udtryksfulde og de lignede Albrecht Dürers bedende hænder, flammerne skinnede igennem dem som rosenrødt alabaster. Han rystede på hovedet. “Det er noget meget farligt at prøve på at komme i forbindelse med de døde,” sagde han. “Når man tilsyneladende kommer i berøring med dem, risikerer man i stedet at komme i forbindelse med frygtelige og farlige magter. Studer bare telepati, for det er en af de sindets gåder, som vi har lov til at udforske ligesom enhver anden af naturens vidunderlige hemmeligheder. Men jeg afbrød Dem. De sagde, at der skete noget mere. Fortæl mig om det.”

Nu kendte jeg fader Denys’s mening om disse ting og beklagede den. Han mener, som hans kirke byder ham, at det er umuligt at etablere en forbindelse med de dødes ånder. Når det alligevel af og til hænder, hvad det jo vitterligt gør, så er man i virkeligheden i forbindelse med en slags dramatisk dæmon, der optræder som den dødes ånd. Denne opfattelse har altid forekommet mig uhyrlig, uden grundlag som den er, og der er, så vidt jeg kan se, ikke noget i den kristne lære, som berettiger et sådant synspunkt.

“Ja! Nu kommer det mærkelige,” sagde jeg. “For mediet, der stadig talte med min vens stemme, fortalte mig noget, som jeg øjeblikkelig anså for usandt. Det kunne altså ikke være blevet overført ad telepatisk vej fra mig. Da seancen var forbi, slog jeg op i min vens dagbog, som var blevet overladt mig efter hans død og som netop var blevet sendt til mig af hans eksekutorer og stadig lå uåbnet. Der fandt jeg en optegnelse, som viste, at det, mediet havde sagt, var fuldstændig korrekt. En vis begivenhed – som jeg ikke behøver at komme nærmere ind på – havde fundet sted nøjagtigt som hun havde meddelt, skønt jeg ville have svoret på det modsatte. Mediet kan altså ikke have det fra mig, og der er, så vidt jeg kan se, ikke andre kilder, hun kunne have det fra – undtagen min ven. Hvad siger De til det?”

Han rystede på hovedet. “Det ændrer på ingen måde min opfattelse,” sagde han. “Den oplysning kom fra et eller andet ulegemligt væsen, forudsat at den ikke kom fra Deres egen tankeverden. Men den kom ikke fra Deres vens ånd. Den kom fra en ond og frygtelig magt.”

“Hvorfor nu antage det?” spurgte jeg. “Det er da meget enklere at sige, at den døde under visse omstændigheder kan komme i forbindelse med os. Hvorfor blande djævelen ind i det?”

Han så på uret. “Det er ikke så sent endnu,” sagde han. “Hvis De har lyst til at høre på mig en halv times tid, skal jeg forsøge at forklare Dem hvorfor.”

Resten af min historie er, hvad fader Denys fortalte mig, og hvad der skete umiddelbart efter.

“Selv om De ikke er katolik,” sagde han, “tænker jeg, at De er enig med mig, hvad angår helligheden og ukrænkeligheden af skriftemålet, som spiller en meget stor rolle inden for vor kirke. En sjæl, der er tynget af sin synd, kommer til sin skriftefader i bevidstheden om, at han taler med én, som har magt til at skænke eller nægte tilgivelse, men som aldrig af nogen tænkelig grund vil hentyde til eller tale om det, der er blevet fortalt ham. Hvis der var den ringeste risiko for, at andre skulle få noget at vide om den angrendes skriftemål, når han da ikke selv bestemte sig til at gentage det for at sone sin brøde, ville ingen overhovedet komme for at skrifte. Kirken ville miste sin stærkeste magt over menneskers sjæle, og mennesker selv ville miste den trøst, det er at vide, at deres synder bliver tilgivet dem. Naturligvis kan præsten nægte syndsforladelsen, hvis han ikke er overbevist om, at han har at gøre med en virkelig angrende. Og før han giver syndsforladelsen, kan han kræve, at den angrende, så vidt det er ham muligt, gør det onde godt igen. Hvis han har profiteret af sin uærlighed, må han erstatte det. Hvilken forbrydelse han end har begået, må han bevise, at hans anger er ægte. Men jeg tror, De er enig med mig i, at en præst ikke i noget tilfælde, hvad end resultatet af hans tavshed må blive, kan gentage, hvad der er blevet fortalt ham. Ved at gøre det forhindrer han måske en eller anden oprørende uret, men det er umuligt for ham at gøre det. Skriftemålets tavshedsløfte er ukrænkelig, og lader sig ikke på nogen tænkelig måde diskutere.”

“Det vil i visse tilfælde kunne få de frygteligste konsekvenser,” sagde jeg. “Men jeg giver Dem ret.”

“Det har tidligere haft de frygteligste konsekvenser,” sagde han “men det angår ikke princippet. Og nu skal jeg fortælle Dem om et skriftemål, som jeg engang blev betroet.”

“Hvor kan De det?” sagde jeg. “Det er da umuligt?”

“Af visse grunde, som jeg senere skal komme tilbage til,” sagde han, “påhviler der mig ikke mere nogen tavshedspligt. Men det er ikke det væsentlige i min historie. Det er at advare Dem mod at prøve at etablere forbindelse med de døde. Tegn og varsler, stemmer og genfærd synes at komme til os fra dem, men hvem sender dem? De skal få at se, hvad jeg mener.”

Jeg satte mig til rette for at lytte.

“De husker sikkert kun utydeligt, hvis De overhovedet husker det, et mord, der blev begået for et år siden, da en mand ved navn Gerald Selfe mødte døden. Der var ikke nogen spændende mystik ved det, ikke noget romantisk tilbehør, og det vakte ingen opsigt.

Selfe var en mand med udsvævende vaner, men han indtog en betydningsfuld stilling i samfundet og det ville have været katastrofalt for ham, hvis hans private uregelmæssigheder var kommet for dagen. Han havde i nogen tid før sin død modtaget pengeafpresningsbreve, der omhandlede hans forhold til en gift kvinde, og han havde meget fornuftigt overgivet sagen til politiet. De havde forfulgt visse spor, og dagen før Selfes død havde en af embedsmændene i kriminalpolitiet skrevet til ham, at alting tydede på, at det var hans egen tjener, der var den skyldige.

Tjeneren var en ung mand ved navn Alfred Wadham. Han var først for nylig trådt i tjeneste hos Selfe og hans fortid var temmelig blakket. Politiet havde lagt en fælde for ham og angav nu detaljerne i planen, idet det foreslog, at Selfe selv skulle bringe den til udførelse, hvilket han havde held til allerede en time efter. Denne oplysning samt den detaljerede instruktion blev sendt i et brev, som efter Selfes død blev fundet i en af hans skrivebordsskuffer, der bar tydelige mærker af at være blevet brudt op. Kun Wadham og hans herre sov i lejligheden, og hver morgen kom der en kone, som lavede morgenmad og gjorde rent. Selfe spiste frokost og middag i sin klub eller i restauranten i stueetagen, og her spiste han den pågældende aften.

Da konen kom den næste morgen, stod døren til lejligheden på vid gab, og Selfe lå død på gulvet i dagligstuen med halsen skåret over. Wadham var forsvundet, men der var vand i hans toiletspand, og det var farvet af blod. Han blev fanget to dage senere og omgående taget i forhør. Han havde haft en fornemmelse af, fortalte han, at han var gået i en fælde, og mens Mr. Selfe spiste til middag, havde han gennemrodet hans skrivebord og fundet brevet fra politiet, der bekræftede hans mistanke. Han foretrak derfor at stikke af, og han forlod lejligheden den samme aften, før hans herre kom tilbage fra middagen. I vidneskranken blev han naturligvis underkastet et indgående krydsforhør og modsagde sig selv på adskillige punkter. Endelig var der jo det fældende indicium på hans værelse, og motivet til forbrydelsen var tydeligt nok. Efter lange overvejelser erklærede nævningene ham for skyldig, og han blev dømt til døden. Han appellerede omgående, men hans appel blev ikke taget til følge.

Wadham var katolik, og eftersom det er mit hverv at tilse de katolske fanger i det fængsel, hvor han sad som dødsdømt, talte jeg ofte med ham og bønfaldt ham om for hans saligheds skyld at tilstå sin brøde. Men skønt han var ivrig efter at tilstå sine andre misgerninger – af hvilke nogle unddrager sig omtale, så frygtelige var de – fastholdt han dog sin uskyld med hensyn til mordet. Intet kunne rokke ham, og skønt han, så vidt jeg kunne dømme for alvor angrede sine andre misgerninger, svor han over for mig, at det, han havde fortalt i retten – til trods for de selvmodsigelser, han havde viklet sig ind i – i alt det væsentlige var sandt, og hvis han blev hængt, ville det være justitsmord.

Lige til den sidste eftermiddag, han levede, da jeg sad hos ham i to timer og prøvede at overtale ham, hævdede han sin uskyld. Hvorfor skulle han gøre det, med mindre han virkelig var uskyldig, når han ellers var så ivrig for at skrifte sine andre synder? Jo mere jeg grundede over det, des mere uforklarligt fandt jeg det, og den eftermiddag begyndte jeg at tvivle på, at han var den skyldige. Det var en frygtelig tanke, for han havde levet i synd og brøde, og i morgen skulle han dø.

Jeg skulle være i fængslet igen den næste morgen før klokken seks, og jeg havde endnu ikke besluttet, om jeg skulle give ham sakramentet. Hvis han gik i døden som morder men nægtede at skrifte, havde jeg ingen ret til at give ham det. Men det var lige så forfærdeligt at nægte ham det, hvis han var uskyldig.

På vejen ud talte jeg med en af fangevogterne, og det, han sagde, nærede min tvivl. “Hvad mener De om Wadham?” spurgte jeg. Han gik lidt til side for at lade en mand, som nikkede til ham, komme forbi. På en eller anden måde vidste jeg, at det var bøddelen. “Jeg holder ikke af at tænke på det,” sagde han. “Jeg ved godt, at han blev erklæret for skyldig, og at hans appel blev afvist, men hvis De spørger mig, om jeg tror, at han er morder, så – nej, det tror jeg altså ikke.”

Jeg tilbragte aftenen alene. Da klokken var henved ti, skulle jeg netop til at gå i seng, da jeg fik besked om, at en mand ved navn Horace Kennion var nedenunder og gerne ville tale med mig. Han var katolik og havde engang været min ven, men visse ting var kommet til min kundskab, som gjorde det umuligt for mig at have mere med ham at gøre, og det havde jeg fortalt ham.

Han var ond – åh, misforstå mig ikke, vi gør allesammen onde ting til stadighed. Vort liv er en kæde af misgerninger, men han er den eneste, jeg nogensinde har mødt, der synes at elske ondskaben for dens egen skyld. Jeg gav besked om, at jeg ikke ville tale med ham, men han svarede tilbage, at hans ærinde var meget vigtigt, og så kom han op. Han ville gerne skrifte, sagde han, ikke i morgen, men nu, og hans skriftefader var bortrejst.

Som præst kunne jeg ikke afvise denne henvendelse. Og han skriftede for mig, at han havde dræbt Gerald Selfe. Et øjeblik troede jeg, at det var en grov spøg, men han svor på, at han talte sandt, og stadig under skriftemålets tavshedsløfte gav han mig en beskrivelse. Han havde spist middag sammen med Selfe den pågældende aften og bagefter var de gået op i hans lejlighed for at spille piquet. Selfe fortalte ham med et grin, at han var i færd med at få sin tjener i spjældet for pengeafpresning.

“I dag er han nok så kry,” havde Selfe sagt. “I morgen ved denne tid er han sikkert lidt bleg om næsen.” Han ringede på ham for at give ham besked om at sætte spillebordet frem, men så at det allerede stod parat, og han glemte, at hans ringen ikke blev besvaret.

Selfe og Kennion spillede højt, og de havde drukket en hel del begge to. Selfe tabte det ene spil efter det andet og beskyldte til sidst Kennion for at snyde. Så skændtes de drabeligt, indtil de gik løs på hinanden og Kennion i kampens hede tog en kniv, der lå på bordet, og stak den i halsen på Selfe. Kniven gik igennem halsåren og den store pulsåre, og i løbet af få minutter forblødte han. Så kom Kennion i tanker om den ubesvarede ringen og listede på tåspidserne hen til Wadhams værelse. Det var tomt, og de andre værelser i lejligheden var også tomme. Hvis der havde været nogen, ville han have sagt, at Selfe havde inviteret ham op, og at han havde fundet ham død. Men dette her var endnu bedre. Kennion havde kun nogle få blodpletter på sig, som han vaskede af i Wadhams værelse, hvorefter han hældte vandet i toiletspanden. Så forlod han lejligheden, idet han lod døren stå åben. Alt dette fortalte han mig i lige så få sætninger, som jeg nu har fortalt Dem det, og så så han på mig med et smilende ansigt.

“Og hvad skal jeg nu gøre, ærværdige fader?” spurgte han muntert. “Åh, Gud ske lov, at du har skriftet!” sagde jeg. “Vi kan endnu nå at redde en uskyldig mand. Du må melde dig til politiet med det samme.” Men allerede mens jeg talte, fyldtes jeg med bange anelser.

Han rejste sig smilende. “Det var en pudsig bemærkning!” sagde han. “Men det kunne aldrig falde mig ind.”

Jeg sprang op. “Så går jeg selv.”

Det lo han hånligt af. “Det tror jeg bestemt ikke,” sagde han. “Hvad med skriftemålets tavshedsløfte? Jeg bilder mig ind at krænke det, er så omtrent den alvorligste synd, en præst kan begå. Jeg skammer mig virkelig over dig, min kære Denys. Slemme dreng! Men det var måske kun din spøg, du mente det sikkert ikke.”

“Jeg mener det,” sagde jeg. “Du skal få at se, at jeg mener det.” Men jeg vidste godt, at jeg ikke mente det. “Alt er tilladt, når det gælder at frelse en uskyldig mand fra døden.”

Han lo igen. “Undskyld mig, men du ved jo meget godt, at det ikke passer,” sagde han. “I følge vor tro er der én ting, der er langt værre end døden, og det er sjælens fordømmelse. Du agter ikke at fordømme din. Jeg løb ingen risiko, da jeg skriftede for dig.”

“Men det er mord, hvis du ikke frelser denne mand,” sagde jeg.

“Ganske vist, men jeg har allerede ét mord på samvittigheden,” sagde han. “Man vænner sig hurtigt til det, og når man først er blevet vant til det, gør et mord fra eller til ikke så meget. Stakkels unge Wadham! Det er i morgen, ikke sandt? Nå, han får kun, hvad han har godt af. Pengeafpresning er noget modbydeligt noget.”

Jeg gik hen til telefonen og tog røret af.

“Det er virkelig meget interessant, dette her,” sagde han. “Walton Street er den nærmeste politistation. Du behøver ikke at forlange noget nummer, bare du siger: – Walton Street politistation. Men det kan du ikke gøre. Du kan ikke sige: – Jeg har en mand hos mig i øjeblikket, Horace Kennion, som har skriftet for mig, at han har myrdet Selfe. Så hvorfor bluffe! Hvis du virkelig gjorde det, ville jeg bare sige, at det ikke passede. Hvad gælder dit ord som præst, når du har brudt det hellige tavshedsløfte! Dit ord imod mit — latterligt!”

“Kennion,” sagde jeg, “for Guds kærligheds skyld og for den evige pines skyld, som selv du må frygte, meld dig selv! Hvad betyder det, om du eller jeg lever nogle år mere eller mindre, hvis vi går ind i evigheden med vore synders forladelse? Dag og nat vil jeg bede for dig.”

“Det er pænt af dig,” sagde han. “Men jeg tvivler ikke på, at du vil give Wadham syndsforladelse nu. Og hvad betyder det så, om han går ind i evigheden allerede klokken otte i morgen tidlig?”

“Hvorfor skriftede du så for mig,” spurgte jeg, “hvis du ikke havde i sinde at frelse ham og sone din brøde?”

“Det skal jeg såmænd gerne fortælle dig,” sagde han. “For ikke så længe siden var du temmelig modbydelig imod mig. Du sagde til mig, at ingen ordentlige mennesker ville omgås mig. Så slog det mig pludselig i dag, at det ville være morsomt at se dig i en rigtig knibe. Jeg har lidt sadistiske tilbøjeligheder, skal jeg sige dig, og jeg har moret mig dejligt i dag. Du er rigtig i klemme nu. Du ville hellere underkaste dig en hvilken som helst fysisk lidelse end denne sjælelige tortur. Det er vidunderligt, jeg – elsker det! Du skal have tak, kære Denys.”

Han rejste sig. “Jeg lod min taxa vente dernede,” sagde han. “Du får sikkert travlt i nat. Kan jeg hjælpe dig med noget?”

Der er visse sjælelige lidelser og nydelser, som ikke kan beskrives med ord, og jeg kan kun fortælle Dem, at jeg ikke kender noget helvede af skrupler, der kan sammenlignes med det helvede, som jeg befandt mig i. For selv igennem de bistreste skrupler kan vi se, at lidelsen er en nødvendig og gavnlig erfaring: kun gennem den kan vi renses for synd. Men denne kval var uden mål og uden mening.

Og så begyndte min hjerne langsomt at arbejde, og jeg gav mig til at spekulere på, om jeg ikke kunne gøre noget alligevel. Fra mit vindue så jeg, at lyset brændte i klokketårnet på Westminster. Underhuset havde altså møde endnu, og jeg kunne sikkert tillade mig at henvende mig til indenrigsministeren og fortælle ham, at jeg igennem et skriftemål havde erfaret, at Wadham var uskyldig. Han ville spørge mig om alle enkeltheder, og jeg kunne fortælle ham – og så forstod jeg, at jeg ikke kunne fortælle ham noget. Jeg kunne ikke sige, at morderen var gået med Selfe op i hans lejlighed, for derved kunne man måske finde ud af, at Kennison havde spist middag sammen med Selfe.

Men før jeg foretog mig noget, måtte jeg have råd og vejledning, og jeg gik hen til kardinalen, der havde sit hjem ved siden af kirken. Han var gået til ro, for det var over midnat, men da han erfarede, hvor presserende mit ærinde var, kom han ned og talte med mig. Jeg fortalte ham, hvad der var sket, uden at røbe det væsentligste, og hans svar var det, jeg havde ventet. Ganske vist kunne jeg måske nok tale med indenrigsministeren og fortælle ham om skriftemålet, men jeg måtte ikke med det mindste ord eller den ringeste antydning røbe noget, som kunne lede til en identificering. Personlig havde han ikke megen tiltro til, at henrettelsen kunne udsættes på grundlag af de oplysninger, jeg kunne give.

“Og hvad du end må lide, min søn,” sagde han, “vær sikker på, at du ikke lider, fordi du har handlet forkert, men fordi du har handlet rigtigt. Du fristes til at frelse en uskyldig mand, men det er djævelen, der frister dig, og hvad du end må tåle, fordi du ikke giver efter, så vid, at også dét er djævelens værk.”

Jeg opsøgte indenrigsministeren i parlamentet, men han erklærede, at han var ude af stand til at gøre noget, med mindre jeg fortalte ham det hele, hvilket han godt forstod, jeg ikke kunne.

“Han blev erklæret skyldig af nævningene og hans appel blev afvist,” sagde han. “Uden beviser kan jeg intet stille op.” Han sad og grundede et øjeblik, så sprang han op. “Du gode Gud, det er forfærdeligt!” sagde han. “Jeg tror Dem – det behøver jeg vist næppe at fortælle Dem – når De siger, at De har hørt dette skriftemål, men det beviser ikke, at det er sandt. Kan De ikke få fat i manden igen? Kan De ikke skræmme ham? Hvis De bare kan gøre et eller andet, som på nogen måde berettiger mig til at handle, lige til det øjeblik, da faldlemmen går, skal jeg udstede en benådning med det samme. Her er mit telefonnummer, ring mig op her eller i mit hjem når som helst.”

Jeg gik hen i fængslet før klokken seks om morgenen. Jeg fortalte Wadham, at jeg troede på hans uskyld, og jeg gav ham syndsforladelse. Han modtog den hellige nadver sammen med mig og gik uden at blinke i døden.”

Fader Denys tav.

“Jeg har været længe om at komme til det punkt i min fortælling,” sagde han,”som angår den seance, De talte om. Men De må kende alle disse ting for at forstå det, som jeg nu skal fortælle Dem. Jeg sagde, at disse budskaber og meddelelser fra de døde ikke kom fra de døde selv, men fra en ond og frygtelig magt, der agerer dem. De spurgte, ‘hvorfor blande djævelen ind i det?’ Det skal jeg sige Dem.

Da det var forbi, da faldlemmen kun var et gabende hul og rebet knagede og svingede, gik jeg hjem. Det var en mørk vintermorgen og til trods for den tragiske scene, jeg lige havde overværet, følte jeg mig rolig og fredfyldt. Jeg tænkte slet ikke på Kennion, kun på drengen – han var ikke stort andet – der måtte lide døden for en andens skyld. Jeg følte, han havde sonet sin egen brøde ved denne martyrdød. Og jeg var opfyldt af ydmyg taknemmelighed, fordi jeg havde fået styrke til at handle rigtigt. Havde Kennion nu ved min indgriben været i politiets hænder og Wadham i live, ville jeg have været brændemærket af den frygteligste forbrydelse en præst kan begå.

Jeg havde været oppe hele natten, og da jeg havde holdt min andagt, lagde jeg mig på min sofa for at få en smule søvn. Jeg drømte, at jeg sad i cellen hos Wadham og at han vidste, at jeg havde beviser for hans uskyld. Det var nogle få minutter, før han skulle dø, og udenfor på den flisebelagte gang lød der trin, som nærmede sig. Han hørte dem og rejste sig og pegede på mig. “De lader en uskyldig dø, selv om De kunne frelse ham,” sagde han, “det kan De ikke gøre, Fader Denys! Fader Denys!” skreg han, og skriget kvaltes i et gisp, da døren åbnede sig.

Jeg vågnede og vidste, at det var lyden af mit eget navn, der havde vækket mig, skriget lød endnu i mine ører, og jeg vidste, hvis stemme det var. Men jeg var ganske alene i mit stille tomme værelse, hvor daggryets blege lys nu nåede ind. Jeg havde kun sovet i få minutter, så jeg, men nu var enhver tanke om søvn blevet jaget på flugt, for et eller andet sted i nærheden af mig, usynlig, men frygtelig nærværende, stod den mand, jeg havde ladet gå til grunde. Og han kaldte på mig.

Lidt efter overbeviste jeg mig selv om, at jeg kun havde hørt hans stemme i drømme, hvilket var naturligt nok under de omstændigheder, og der gik nogle dage i fred og ro. Så en dag da jeg spadserede ad en solfyldt, befærdet gade, følte jeg en tydelig og frygtelig forandring i, hvad jeg vil kalde den psykiske atmosfære, der omgiver os alle, og jeg fyldtes med angst og onde forestilfinger. Og der kom Wadham gående imod mig på fortovet, munter og smilende. Han så på mig, og hans ansigt blev en maske af had. “Vi mødes forhåbentlig tit, fader Denys,” sagde han, da han gik forbi. En anden dag gik jeg hjem i skumringen, og da jeg trådte ind i mit værelse, hørte jeg pludselig lyden af et reb, der knagede og strammedes, og i vinduet hang hans legeme med dødshætten over hovedet og svingede i solnedgangen. Og undertiden når jeg sad med mine bøger, gik døren sagte op, og så vidste jeg, han var der.

Genfærdet eller dets symbol viste sig ikke ofte, ellers var min modstandskraft måske være vågnet, for jeg vidste, at det var djævelens værk. Men det viste sig med lange mellemrum, når jeg ikke var på vagt og troede, at jeg havde besejret det, og så følte jeg undertiden min tro vakle. Men forud for dets komme havde jeg altid denne følelse af, at onde magter omgav mig, og så sent som sidste søndag …”

Han brød af og skjulte ansigtet i sine hænder, som ville han værge sig mod et frygteligt syn.

“Jeg havde prædiket,” begyndte han påny, “og kirken var fuld. Jeg er mig ikke bevidst, at jeg tænkte på andet end at fremme den hellige sag, jeg talte for. Det var en morgengudstjeneste, og solen strømmede ind gennem de malede ruder og lyset brødes i brogede farver. Men midt under min prædiken formørkedes himlen af en vældig sky og samtidig kom denne frygtelige følelse af, at et uvejr nærmede sig. Det blev så mørkt, da jeg nærmede mig slutningen af min prædiken, at lyset i kirken måtte tændes. Der var en lampe på prædikestolen, hvor jeg havde anbragt mine papirer, og da den blev tændt, skinnede den lige ned på kirkestolen nedenunder. Og dér sad Wadham – det purpurrøde ansigt med de fremstående øjne vendte op imod mig, og rundt om halsen lå det kvælende reb. Min stemme svigtede mig et øjeblik, og jeg greb fat i pulten, da han stirrede på mig og jeg på ham. En rædsel, der var mørk som de fortabtes evige nat, lukkede sig om mig, for jeg havde ladet ham gå uskyldig i døden, og min straf var retfærdig.

Men som en stjerne, der strålede gennem en rift i dette sjælens uvejr, kom atter den lysende overbevisning, at jeg som præst ikke kunne have handlet anderledes. Og med den kom den sikre forvisning, at denne åbenbaring ikke kom fra Gud, men var djævelens værk og måtte bekæmpes og trodses, således som vi med foragt bekæmper en lumsk og indsmigrende fristelse. Det kunne derfor ikke være Wadhams ånd, jeg stirrede på, men djævelens blændværk. Så jeg tog øjnene fra ham og så igen på mine papirer og fortsatte med min prædiken, for det alene var mit kald.

Pausen havde forekommet mig at vare en evighed – jeg følte det, som om den lå udenfor tiden, men jeg erfarede bagefter, at man næppe havde mærket den. Og af mit eget hjerte lærte jeg, at det var ikke nogen straf, jeg led, men at det var min tro, der havde svigtet.”

Pludselig brød han af. Der kom et mærkeligt udtryk i hans øjne, da han fæstnede dem på døren, de lyste – ikke af frygt, men af vild, ubøjelig modstand.

“Nu kommer det,” sagde han til mig, “og hvis De ser eller hører noget, så vis Deres foragt, for det er det onde.” Døren gik langsomt op og blev lukket igen, og skønt intet synligt kom ind, følte jeg dog, at der nu var et væsen i værelset foruden fader Denys og mig. Det virkede på mig lige som en frygtelig lugt af forrådnelse virker på én fysisk. Jeg blev syg om hjertet ved det. Så bemærkede jeg, skønt jeg stadig intet kunne se, at værelset, der havde været varmt og hyggeligt med en flammende kulild i kaminen, blev koldt og at en underlig formørkelse slørede lyset. Tæt ved mig på bordet stod en elektrisk lampe, dens skygge flakkede i den iskolde træk, og dens lysende tråd var ikke længere hvidglødende, men rød og mat som gløderne i kaminen.

Fader Denys sad ret op i sin stol med øjnene rettet mod noget, som var usynligt for mig. Hans læber bevægede sig mumlende, og hans hænder knugede om krusefikset. Og nu så jeg det, som jeg vidste, han også så. Et ansigt trådte frem af mørket foran ham. Et ansigt, der var opsvulmet og purpurrødt og med tungen hængende ud af munden, og som den hang der, svingede den frem og tilbage. Det blev tydeligere og tydeligere, som det hang der i rebet, der nu også blev synligt for mig, og skønt det var et genfærd af en forekom det ikke dødt, men mærkeligt levende, og den ånd, der på en så forfærdelig måde gav det liv, var ikke et menneskes, men en djævels.

Pludselig rejste fader Denys sig, og hans ansigt var ikke en tomme fra den hængtes. Han løftede sine hænder med det hellige tegn. “Vig bort til din pine,” råbte han, “indtil den barmhjertige Gud udfrir dig og skænker dig dødens evige ro.”

Der lød en jamren i luften, et vindstød fik væggene i stuen til at skælve, og så vendte lyset og varmen atter tilbage, og vi var igen alene. Fader Denys’s ansigt var hærget og mærket af den kamp, han havde udstået, men det udstrålede et lys, som jeg aldrig har set hos noget menneske før.

“Det er forbi,” sagde han. “Jeg så det svinde og visne for den almægtiges magt, og Deres øjne fortæller mig, at De også så det. Nu ved De, at det, der viste sig i menneskeform, var det onde.”

Vi talte lidt sammen endnu, så rejste han sig for at gå. “Åh, det er sandt!” sagde han, “De ville gerne vide, hvordan jeg kunne betro Dem, hvad der var blevet fortalt mig under et skriftemål. Horace Kennion døde i morges for egen hånd. Han havde overladt sin sagfører en pakke, der skulle åbnes efter hans død, med instruktioner om at indholdet skulle offentliggøres i aviserne. Jeg så det i en aftenavis, og det var en detaljeret beskrivelse af, hvordan han dræbte Gerald Selfe. Han ønskede, at så mange som muligt skulle vide det.

“Men hvorfor dog det?” spurgte jeg.

Fader Denys tøvede. “Han var vel stolt af sin ondskab,” sagde han. “Han elskede den, som jeg har fortalt Dem, for dens egen skyld, og han ønskede, at alle skulle kende den, så snart han selv var vel af vejen.”

Trykt i Britannia, december 1928
Originaltitel: The Hanging of Alfred Wadham

Kort om Edward F. Benson

Født den 24. juli 1867
Død den 29. februar 1940

Læs mere på Wikipedia