Den sorte kat af Edgar Allan Poe

Edgar Allan Poe
By Unknown; most likely George C. Gilchrest, Samuel P. Howes, James M. Pearson, or Andrew J. Simpson, all of Lowell, MA – http://www.daguerre.org/images/2008sympos/consignor4a-medium.jpg and http://www.getty.edu/art/gettyguide/artObjectDetails?artobj=39406, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31269051

Jeg hverken forventer eller forlanger, at nogen skal tro den helt vanvittige og samtidig ganske jævne fortælling, jeg er i færd med at nedskrive. Jeg ville virkelig være vanvittig, hvis jeg forventede det i et tilfælde, hvor selv mine sanser fornægter deres egne vidnesbyrd. Men gal er jeg ikke – og det er helt sikkert, at jeg ikke drømmer. Men i morgen skal jeg dø, og i dag vil jeg lette mit hjerte. Mit umiddelbare formål er at fremlægge for verden jævnt, koncist og uden kommentarer, en række ganske dagligdags begivenheder.

I deres konsekvens har disse begivenheder skræmt mig – de har pint mig – de har knust mig. Og dog vil jeg ikke forsøge at forklare dem. Mig har de ikke indgydt meget andet end rædsel – mange andre vil de forekomme mindre frygtindgydende end barokke. I fremtiden vil man måske finde et intellekt, der kan reducere mit blændværk til det trivielle – et intellekt, der er roligere, mere logisk og langt mindre letpåvirkeligt end mit, og som i de omstændigheder, jeg beskriver med frygt, ikke vil se andet end en almindelig rækkefølge af ganske naturlige årsager og virkninger.

Fra min tidligste barndom udmærkede jeg mig ved min karakters føjelighed og medfølelse. Mit medfølende hjerte var endog så påfaldende, at det gjorde mig til nar for mine kammerater. Jeg holdt især af dyr, og mine forældre forkælede mig med en lang række husdyr. Dem tilbragte jeg det meste af min tid med, og aldrig var jeg så lykkelig, som når jeg fodrede dem og kælede med dem. Denne ejendommelighed ved min karakter voksede med mig, og som mand fandt jeg heri en af mine største kilder til glæde. For dem, der har følt hengivenhed for en klog og trofast hund, behøver jeg næppe ulejlige mig med at forklare naturen eller graden af den tilfredsstillelse, der kan opnås herved. Der er noget ved dyrets uselviske og selvopofrende kærlighed, der går direkte til hjertet hos den, der hyppigt har haft lejlighed til at prøve det ynkelige venskab og den flygtige trofasthed hos den, der kun er menneske.

Jeg giftede mig tidligt og var lykkelig ved hos min hustru at finde en tilbøjelighed, der ikke var ulig min egen. Da hun bemærkede min glæde ved husdyr, forsømte hun ingen lejlighed til at fremskaffe dyr af den mest indtagende art. Vi havde fugle, guldfisk, en dejlig hund, kaniner, en lille abe – og en kat. Denne sidste var et bemærkelsesværdigt stort og smukt dyr, fuldkommen sort og forbløffende klogt. Når min hustru, hvis hjerte var farvet ikke så lidt af overtro, talte om hans intelligens, kom hun hyppigt med hentydninger til den ældgamle folkelige forestilling om, at alle sorte katte er forklædte hekse. Ikke at hun nogen sinde mente dette alvorligt – og jeg nævner blot sagen uden at have nogen bedre grund, end at jeg tilfældigvis husker den netop nu.

Pluto – det var kattens navn – var mit yndlingskæledyr og min faste legekammerat. Jeg alene fodrede ham, og han fulgte mig, hvor jeg end gik rundt i huset. Jeg havde endda svært ved at forhindre ham i at følge mig gennem gaderne. Vort venskab varede på denne måde i adskillige år, hvor min almindelige holdning og karakter gennemgik (hvad jeg rødmer ved at tilstå) en radikal ændring til det værre – som følge af den djævelske drikfældighed.

Jeg blev for hver dag, der gik, mere humørsyg, mere irritabel, mere hensynsløs over for andres følelser. Jeg tillod mig at bruge et umådeholdent sprog over for min hustru. Til sidst bød jeg hende endog på personlig vold. Mine husdyr kunne naturligvis ikke undgå at føle min ændrede væremåde. Jeg ikke blot forsømte dem, men maltrakterede dem. Men jeg havde stadig tilstrækkelig megen hengivenhed for Pluto til at forhindre mig i at mishandle ham, selv om jeg ingen skrupler havde ved at mishandle kaninerne, aben eller selv hunden, når de ved et tilfælde eller af hengivenhed kom i vejen for mig. Men min sygdom voksede i mig – for hvilken sygdom er som alkohol? – og til sidst begyndte selv Pluto, der nu var ved at blive gammel og som følge heraf noget vranten, selv Pluto begyndte at mærke virkningen af mit dårlige humør.

En nat da jeg stærkt beruset vendte hjem fra en af mine ture rundt i byen, forekom det mig, at katten undgik mig. Jeg greb ham, og i frygt for min voldelige fremfærd satte han sine tænder i min hånd, så jeg fik et lille sår. Et djævelsk raseri greb mig. Jeg kendte ikke længere mig selv. Det var, som om min oprindelige sjæl øjeblikkelig flygtede fra min krop, og en mere end infernalsk ildesindethed løb – næret af gin – gennem hver fiber af min krop. Jeg tog fra min vestelomme en lommekniv, åbnede den, greb det stakkels dyr ved halsen og skar med overlæg et af dets øjne ud af dets hule! Jeg rødmer, jeg brænder, jeg gyser, mens jeg nedskriver denne forbandede uhyrlighed. Da fornuften vendte tilbage med morgenlyset – efter at jeg havde sovet nattens udsvævelsers dampe af mig – blev jeg grebet af en følelse, der var halvt rædsel, halvt anger ved den forbrydelse, jeg havde gjort mig skyldig i; men det var i bedste fald en svag og forblommet følelse, og sjælen forblev uberørt af den. Jeg styrtede mig atter ud i udskejelser og druknede snart enhver erindring om ugerningen i vin.

I mellemtiden kom katten langsomt til sig selv. Hulen efter det mistede øje var sandt at sige et frygteligt skue, men han så ikke længere ud til at lide nogen smerte. Han gik rundt i huset som sædvanligt, men flygtede, som man kunne forvente, i yderste rædsel, når jeg nærmede mig. Jeg havde så meget tilbage af mit gamle hjerte, at jeg til at begynde med følte sorg over, at et væsen, der engang havde elsket mig så højt, nu så tydeligt skulle føle modvilje mod mig. Men denne følelse veg snart for irritation. Og så kom det kontræres ånd til – ligesom for endeligt og uigenkaldeligt at omstyrte mig.

Denne ånd tager filosofien intet hensyn til. Og dog er jeg ikke mere sikker på, at min sjæl lever, end jeg er på, at det kontrære er en af de vigtigste impulser i det menneskelige hjerte – en af de udelelige oprindelige evner og følelser, der giver menneskets karakter sin retning. Hvem har ikke hundrede gange grebet sig selv i at begå noget skændigt eller tåbeligt uden nogen anden grund end den, at man ved, man ikke burde gøre det? Har vi ikke til trods for vor egen bedste dømmekraft en evig tilbøjelighed til at overtræde dét, der er loven, udelukkende fordi vi opfatter den som sådan? Det kontræres ånd, siger jeg, kom til og væltede mig endelig omkuld. Det var denne sjælens uudgrundelige længsel efter at gøre sig selv fortræd – efter at øve vold mod sin egen natur – efter at gøre uret for urettens egen skyld, der drev mig til at fortsætte og endelig fuldføre den skade, jeg havde påført det skyldfri umælende dyr.

En morgen lagde jeg med koldt blod en strikke om dens hals og hængte den fra en gren – hængte den dér med tårerne strømmende fra mine øjne og den bitreste anger i mit hjerte – hængte den, fordi jeg vidste, at den havde elsket mig, og fordi jeg følte, at den ikke havde givet mig noget at tage anstød af – hængte den, fordi jeg vidste, at jeg begik en synd ved at gøre det – en dødssynd, der i den grad ville bringe min udødelige sjæl i fare, at den – om noget sådant var muligt – blev bragt uden for rækkevidde af den barmhjertigste og frygteligste Guds uendelige barmhjertighed.

Natten efter den dag, hvor jeg udførte denne grusomme gerning, blev jeg vækket af min søvn ved råbet: – Brand! Forhænget om min seng stod i lys lue. Hele huset flammede op. Det var med største besvær at min hustru, en tjenestepige og jeg reddede os ud. Ødelæggelsen var total. Hele min verdslige rigdom blev opslugt, og jeg sank derefter ned i fortvivlelse.

Jeg føler mig hævet over den svaghed, det ville være at søge at fastslå en rækkefølge af årsag og virkning mellem katastrofen og uhyrligheden. Men jeg beskriver detaljeret en kæde af kendsgerninger og ønsker ikke at lade blot et tænkeligt led ude. Dagen efter branden besøgte jeg ruinerne. Murene var med én undtagelse styrtet om. Denne undtagelse var en ikke særlig tyk skillevæg, der stod omtrent midt i huset, og som hovedenden af min seng havde hvilet mod. Pudset havde dér i vidt omfang modstået ildens hærgen – hvilket jeg tilskrev, at muren var blevet pudset for ganske nyligt. Omkring denne mur havde en tæt menneskemængde samlet sig, og mange så ud til at betragte en bestemt del af den med meget omhyggelig og ivrig opmærksomhed. Ordene “sært!”, “enestående!” og lignende udtryk vakte min nysgerrighed. Jeg nærmede mig og så, som hugget i relief på den hvide overflade, figuren af en kæmpemæssig kat! Billedet var gengivet med en nøjagtighed, der virkelig var utrolig. Der var et reb om dyrets hals.

Da jeg så dette åndesyn – for jeg kan næppe betragte det som andet – var min undren og rædsel enorm. Men til sidst kom overvejelserne mig til hjælp. Jeg huskede, at katten var blevet hængt i en have ved siden af huset. Da der blev slået alarm, fyldtes denne have øjeblikkeligt af mennesker – og et af disse mennesker måtte have skåret dyret fra træet og kastet det ind i mit kammer gennem et åbent vindue. Det var formodentlig gjort med det formål at vække mig af min søvn. Da de andre mure styrtede, var ofret for min grusomhed blevet mast ind i den nye puds; hvorefter kalken sammen med flammerne og ådslets ammoniak havde tegnet portrættet, så vidt jeg kunne se.

Selv om jeg således snart kunne få min fornuft – omend ikke ganske min samvittighed – til at begribe det forbløffende forhold, der netop er beskrevet, gjorde det ikke desto mindre et dybt indtryk på min fantasi. I måneder derefter kunne jeg ikke befri mig for genfærdssynet af katten, og i denne periode kom en halv følelse, der virkede som men ikke var, anger tilbage i min sjæl. Jeg gik så vidt, at jeg beklagede tabet af dyret og så mig om efter et andet kæledyr af samme art og af nogenlunde samme udseende i de afskyelige knejper, jeg nu vanemæssigt besøgte, så det kunne tage det andets plads.

En aften sad jeg halvt bedøvet i dét, der var værre end lastens hule, da min opmærksomhed pludselig blev tiltrukket af en sort genstand, der hvilede oven på en af de enorme tønder med gin eller rom, der udgjorde lokalets hovedmøblement. Jeg havde set uafladeligt på toppen af dette anker i nogle minutter, og det, der nu vakte min overraskelse var, at jeg ikke før havde bemærket det, der lå oven på det. Jeg nærmede mig det og rørte det med hånden.

Det var en sort kat! – Meget stor – fuldt ud så stor som Pluto, og den lignede ham i enhver henseende, bortset fra én: Pluto havde ikke et hvidt hår noget sted på sin krop; men denne kat havde en stor, omend utydelig hvid plet, der dækkede næsten hele brystområdet. Da jeg rørte ved ham, rejste han sig øjeblikkelig, spandt højlydt, gned sig mod min hånd og virkede henrykt over min opmærksomhed. Her var præcis det væsen, jeg søgte.

Jeg tilbød øjeblikkelig at købe det af værten; men han gjorde intet krav på dyret – vidste intet om det – havde aldrig set det før. Jeg fortsatte med mine kærtegn, og da jeg gjorde mig klar til at gå hjem, viste dyret lyst til at ledsage mig. Det tillod jeg det; undertiden bøjede jeg mig ned og klappede det, mens jeg gik. Da vi var kommet hjem blev det øjeblikkelig husvant og med det samme min hustrus yndling.

For mit eget vedkommende følte jeg snart en modvilje mod det stige op i mig. Dette var præcis det modsatte af, hvad jeg havde forventet; men – jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor det var sådan dyrets åbenbare hengivenhed over for mig indgød mig nærmest væmmelse og irritation. Ganske gradvist voksede disse følelser af væmmelse og irritation til en hadets bitterhed. Jeg undgik væsenet; en vis skamfølelse og erindringen om min tidligere grusomme gerning forhindrede mig i at mishandle det fysisk. I nogle uger hverken slog jeg dyret eller maltrakterede det på anden vis; men gradvis kom jeg til at betragte det med den yderste afsky og flygtede tavs fra dets afskyvækkende nærvær som fra pestens ånde.

Hvad der utvivlsomt bidrog til mit had, var, at jeg morgenen efter at have bragt dyret hjem opdagede, at det ligesom Pluto også var berøvet et af sine øjne. Men denne omstændighed gjorde det kun endnu mere kær for min hustru, der, som jeg allerede har sagt, i høj grad besad de varme menneskelige følelser, der engang havde været mit særtræk og kilden til mange af mine enkleste og reneste glæder.

Men det var som kattens forkærlighed for mig voksede med min aversion imod den. Den fulgte mig i hælene med en ihærdighed, det ville være vanskeligt at få læseren til at forstå. Hver gang jeg satte mig ned, krøb den sammen under min stol eller sprang op på mit skød og overvældede mig med sine væmmelige kærtegn. Hvis jeg rejste mig for at gå, kom den ind mellem fødderne på mig, så jeg var nær ved at snuble eller den satte sine lange og skarpe kløer i mit tøj og klatrede på denne måde op på mit bryst. I sådanne tilfælde længtes jeg efter at knuse den med et slag, men blev holdt tilbage fra at gøre det, dels af en erindring om min tidligere forbrydelse, dels og først og fremmest – lad mig indrømme det med det samme – af min totale angst for dyret.

Denne angst var ikke ligefrem en angst for noget fysisk ondt, og dog ved jeg ikke, hvorledes jeg ellers skal beskrive den. Jeg skammer mig næsten over at indrømme – ja, selv i denne fængselscelle skammer jeg mig næsten over at indrømme, at den skræk og rædsel, dyret fremkaldte i mig, blev skærpet af det flygtigste hjernespind, man kunne forestille sig.

Min hustru havde mere end én gang henledt min opmærksomhed på karakteren af det hvide mærke på brystet, som udgjorde den eneste synlige forskel mellem dette sære dyr og det, jeg havde udslettet. Læseren vil erindre, at dette mærke nok var stort, men oprindeligt havde været meget utydeligt; men ganske langsomt – så langsomt, at det næsten ikke var til at se, og at min fornuft længe kæmpede for at skubbe det fra mig som et fantasifoster – havde det til sidst fået en klar og tydelig kontur. Det viste nu en genstand, som jeg gyser ved at nævne – og på grund af dette frygtede og afskyede jeg frem for alt uhyret og ville have skilt mig af med det, om jeg havde vovet. Det viste nu, siger jeg, billedet af noget afskyeligt – noget frygteligt – af GALGEN! – åh, dette grufulde og sørgelige redskab for rædsel og forbrydelse – for smerte og for død!

Og nu var jeg virkelig styrtet ned i en elendighed dybere end almindelig menneskelig elendighed. At et umælende dyr hvis artsfælle jeg med foragt havde udslettet – et umælende dyr skulle udmåle for mig, et menneske skabt i den højeste Guds billede, så megen ulidelig smerte! Ak! Hverken dag eller nat kendte jeg mere til hvilens velsignelse! Om dagen lod væsenet mig intet øjeblik alene, og om natten for jeg hver time op fra drømme i uudsigelig frygt og følte dyrets hede ånde mod mit ansigt og dets vældige vægt – et legemliggjort mareridt, som jeg ingen kraft havde til at ryste af mig – hvilende på mit hjerte!

Under presset af lidelser som disse brød de svage rester af godt i mig sammen. Onde tanker blev mine eneste nære ledsagere – de mørkeste og ondeste tanker. Mit sædvanlige dystre humør voksede til et had til alle ting og alle mennesker. Og ak! min hustru, der aldrig beklagede sig, var den der oftest og mest tålmodigt led under de hyppige, pludselige og ustyrlige udbrud af raseri, som jeg nu blindt hengav mig til.

En dag ledsagede hun mig ned i kælderen i den bygning, som vor fattigdom tvang os til at bebo. Katten fulgte efter mig ned ad den stejle trappe, og da den næsten væltede mig hovedkulds ned, drev den mig til vanvid. Jeg løftede en økse og glemte i min vrede den barnlige frygt, der hidtil havde holdt min hånd tilbage, og langede ud efter dyret. Det ville naturligvis have været øjeblikkeligt dødbringende, om det var faldet, som jeg havde ønsket. Men slaget blev stoppet af min hustrus hånd. Tirret af indblandingen til et raseri, der var mere end djævelsk, trak jeg min arm ud af hendes greb og begravede øksen i hendes hjerne. Hun faldt død om på stedet, uden en klynken.

Da det grufulde mord var begået, gik jeg straks og helt velovervejet i gang med at skjule liget. Jeg vidste, at jeg ikke kunne fjerne det fra huset, hverken ved dag eller ved nat, uden risiko for at blive iagttaget af naboerne. Mange planer myldrede i min hjerne. På et tidspunkt tænkte jeg på at skære liget i småbitte stumper og lade ilden fortære dem. På et andet tidspunkt besluttede jeg mig til at grave en grav i kældergulvet. Jeg overvejede også at kaste det i brønden i gården – at pakke det i en kasse, som var det en vare, træffe de sædvanlige foranstaltninger og således få en drager til at fjerne det fra huset.

Til sidst kom jeg på dét, jeg betragtede som en langt bedre udvej. Jeg besluttede mig for at mure liget inde i kælderen – således som man siger, middelalderens munke murede deres ofre inde. Kælderen var velegnet til et formål som dette. Dens mure var løseligt bygget og var kort forinden blevet pudset med en ru kalk, som atmosfærens fugtighed havde forhindret i at hærde. Desuden var der i en af disse mure et fremspring, der skyldtes en falsk skorsten eller kamin, og som var fyldt op, så den kom til at ligne resten af kælderen.

Jeg nærede ingen tvivl om, at jeg med lethed kunne fjerne murstenene på dette sted, proppe liget ind og mure det hele op som før, så intet øje kunne ane noget mistænkeligt. Og jeg tog ikke fejl i denne beregning. Jeg vristede murstenene ud med et koben og efter omhyggeligt at have anbragt liget op ad indermuren holdt jeg det oppe i denne stilling og murede igen uden større besvær alle stenene fast, så det hele var, som det oprindelig havde været. Efter at have skaffet mig mørtel, sand og hestehår med alle tænkelige forsigtighedsregler lavede jeg en pudsekalk, der ikke kunne skelnes fra den gamle, og med den pudsede jeg meget omhyggeligt den nye stenmur. Da jeg var færdig, følte jeg mig overbevist om, at alt var i orden. Muren viste ikke det mindste tegn på at have været forstyrret. Affaldet på gulvet blev samlet op med den allerstørste omhu. Jeg så mig triumferende om og sagde til mig selv: Her har mit arbejde i det mindste ikke været forgæves!

Mit næste skridt var at lede efter dyret, der havde været årsag til den megen elendighed, for jeg havde omsider fast besluttet mig til at dræbe det. Hvis jeg havde kunnet møde det i dette øjeblik, kunne der ikke have været nogen tvivl om dets skæbne; men det så ud, som om det snedige dyr var blevet skræmt af mit tidligere voldsomme vredesudbrud og undlod at komme mig nær i min nuværende sindsstemning.

Det er umuligt at beskrive eller forestille sig den dybe, velsignede følelse af lettelse, dette forhadte væsens fravær fremkaldte i mit bryst. Det viste sig ikke natten igennem – og derfor sov jeg sundt og roligt i hvert fald en nat for første gang, siden det var blevet bragt ind i hjemmet; ja, jeg sov selv med mordets byrde på min sjæl!

Den anden og den tredje dag gik, og stadig dukkede min plageånd ikke op. Endnu en gang trak jeg vejret som en fri mand. Uhyret var åbenbart i rædsel flygtet fra huset for evig! Jeg skulle ikke se det mere! Min lykke var uden ridser! Skyldfølelsen over min skumle gerning forstyrrede mig ikke meget. Der var nok foretaget nogle få undersøgelser, men dem havde jeg klaret med lethed. Man havde endda foretaget en gennemsøgning – men der var selvfølgelig ikke noget at opdage. Jeg betragtede min fremtidige lykke som sikker.

Den fjerde dag efter mordet kom en gruppe politmænd helt uventet ind i huset og gik igen i gang med nøje at gennemsøge lokaliteterne. Men da jeg følte mig sikker på, at mit skjulested var umulig at opdage, følte jeg overhovedet ingen forlegenhed. Betjentene bad mig ledsage dem på gennemsøgningen. De forbigik intet hjørne og ingen krog. Til sidst gik de for tredje eller fjerde gang ned i kælderen. Ikke en muskel i min krop dirrede. Mit hjerte slog så roligt, som sov jeg de uskyldiges søvn. Jeg gik kælderen igennem fra den ene ende til den anden. Jeg lagde armene over kors og gik roligt frem og tilbage. Politimændene lod sig stille helt tilfreds og gjorde sig klar til at gå. Fryden i mit hjerte var for stærk til, at jeg kunne holde den tilbage. Jeg brændte efter at sige bare et enkelt ord i triumf og dobbelt erhverve mig deres forsikringer om min uskyld.

– Mine herrer, sagde jeg til sidst, da gruppen var på vej op ad trappen. – Det glæder mig, jeg har skuffet alle deres mistanker. Jeg ønsker Dem alle et godt helbred og lidt mere høflighed. For resten, mine herrer, dette – dette er et meget velbygget hus. (I min sygelige trang til at sige noget beroligende, vidste jeg næppe, hvad jeg overhovedet sagde). – Jeg kan sige et overordentlig velbygget hus. Disse mure – går De, mine herrer? – disse mure er bygget meget solidt. Og her fik en manisk brovten mig til at banke med en stok, jeg holdt i min hånd, på selve den del af murværket, hvor liget af min hustru befandt sig bag.

Men må Gud skærme mig og udfri mig af den Ondes kløer! Ikke så snart var lyden af mine slag døet hen, før den blev besvaret af en stemme fra graven! – af et skrig, først dæmpet og brudt som et barns hulken, hvorefter det hurtigt voksede til et langstrakt, højlydt og vedvarende skrig, der var fuldkommen unormalt og umenneskeligt – et jamrende hyl, halvt af rædsel og halvt af triumf, som kun kunne være opsteget fra helvede i et kor af fordømtes struber i deres pine sammen med de djævle, der fryder sig over fordømmelsen.

Det er tåbeligt at tale om mine egne tanker. Jeg vaklede bedøvet over mod den modsatte mur. Et øjeblik blev gruppen på trappen stående ubevægelig, grebet af frygt og bæven. I næste øjeblik bearbejdede en halv snes kraftige arme muren. Den væltede om. Liget, der allerede var stærkt i forrådnelse og dækket af klatter af levret blod, stod oprejst foran iagttagernes blikke. På dets hoved sad med rødt udspilet gab og et enligt ild-øje det afskyelige dyr, hvis snedighed havde forlokket mig til mord, og hvis stikkerstemme nu havde forskrevet mig til bødlen.

Jeg havde muret uhyret med inde i graven!

Trykt i United States Saturday Post, 19. august 1843
Originaltitel: The Black Cat

Kort om Edgar Allan Poe

Født den 19. januar 1809
Død den 7. oktober 1849

Læs mere på Gyseren.dk

Berenice af Edgar Allan Poe

Edgar Allan Poe
By Unknown; most likely George C. Gilchrest, Samuel P. Howes, James M. Pearson, or Andrew J. Simpson, all of Lowell, MA – http://www.daguerre.org/images/2008sympos/consignor4a-medium.jpg and http://www.getty.edu/art/gettyguide/artObjectDetails?artobj=39406, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31269051

Dicebant mihi sodales, si sepulchrum amicæ visitarem, curas meas aliquantulum fore levetas. (Mine ledsagere sagde til mig, at hvis jeg ville besøge min vens grav, kunne det måske mildne mine bekymringer)
Ebn Zaiat

Ulykken er mangfoldig, denne verdens jammer er mangesidig. Den når fra himmelrand til himmelrand som regnbuen, og dens farver er forskellige som denne bues – så tydelige hver især og dog så inderligt forenede. Den når fra himmelrand til himmelrand som regnbuen! Hvorfor har jeg forvandlet skønhed til et billede på hæslighed? Et fredens tegn til sorgens lidelse? Etikken lærer os jo, at det onde opstår af det gode, og derfor avler glæde i virkeligheden sorg. Mindet om en lykke, der for længst er forbi, kan nage os i dette nu! Den smerte, som vi føler, har måske sit udspring i en fryd, der kunne være blevet vor.

Mit døbenavn er Egæus, mit familienavn vil jeg ikke nævne, og dog er der ingen slægt i landet, der er mere ærværdig og mere berømt end min. Man har kaldt os en slægt af fantaster, og der er vitterligt også mange karakteristiske træk, der bekræfter denne opfattelse: familiegodsets særpræg, riddersalens freskomalerier, soveværelsernes gobeliner, ornamenterne på våbensalens piller, ikke mindst den gamle malerisamling, bibliotekets indretning og endelig selve bogsamlingens meget ejendommelige sammensætning.

Mine tidligste erindringer knytter sig til dette værelse og dets bøger. Her døde min mor. Her blev jeg selv født. Men det ville være tåbeligt at påstå, at jeg ikke havde levet før, at sjælen ikke havde nogen tidligere tilværelse. De benægter det? — lad os ikke diskutere det spørgsmål. Jeg er selv overbevist om det, men jeg søger ikke at overbevise andre. Jeg har i hvert fald en erindring om æteriske skikkelser, åndeagtige og varslende øjne, lyde, der på en gang var harmoniske og sært vemodige — en erindring, som ikke lader sig fortrænge, den er som en skygge, vag, omskiftelig, ubestemmelig, ustadig, og også deri ligner den en skygge, at jeg ikke kan blive fri for den, så længe min forstands sollys skinner.

I det værelse blev jeg født. Der vågnede jeg op af den lange nat, der synes som et intet, men ikke er det, op i selve eventyrets land, i fantasiens rige, i klosterlærdommens vildsomme tankeverden. Var det underligt, at jeg stirrede med bestyrtede og brændende blikke, at jeg dryssede min barndom bort mellem bøger og ødte min ungdom til drømmerier? Men det var underligt, at som årene gik og den modne manddom fandt mig i min faders hus, hvor jeg stadig boede, var det, som om livets kilder blev tørre for mig og der skete en fuldstændig omvæltning i min tankeverden. De virkelige ting opfattede jeg som drømmebilleder og intet andet, mens de vilde ideer fra drømmenes land til gengæld blev – ikke et virke for mit daglige liv, men simpelthen livet i ét og alt.

Berenice og jeg var søskendebørn og vi voksede op sammen i mine fædres borg. Men vi var vidt forskellige under vor opvækst. Jeg var sygelig og tungsindig, hun var livlig, yndefuld og strømmede over af livsmod. Hun strejfede om på højene, jeg lukkede mig inde i studereværelset. Jeg søgte til bunds i mit eget hjerte og hengav mig med legeme og sjæl til de mest indgående og pinefulde grublerier, og hun vandrede sorgløs gennem livet uden at bekymre sig om de skygger, der faldt på hendes vej, uden at ænse de ravnevingede timers tavse flugt. Berenice! – Jeg kalder på dig – Berenice! – og fra mindets grå ruiner rejser sig tusinde urolige erindringer opskræmte af lyden.

Levende står dit billede for mig nu, som i de lykkelige dage hvor du var glad og let om hjertet. Hvor var du strålende og smuk! Du var en fe i Arnheims dunkle skove, de klare kilders dejlige nymfe! Og så kom den hemmelige rædsel! Sygdommen – den skæbnesvangre sygdom, der hærgede det unge legeme som ørkenens hede vind, og forvandlede hende for mine øjne! Forvandlingen gennemtrængte hendes sind, hendes vaner og hendes karakter og den udslettede endog selve hendes identitet på den mest uhyggelige og ufattelige måde. Ak, ødelæggelsen kom og gik, og offeret — hvor var hun? Jeg kendte hende ikke – eller genkendte hende ikke længere som Berenice.

Den skæbnesvangre sygdom, der fremkaldte så grufuld en forandring hos min kusine både i legemlig og sjælelig henseende, efterfulgtes af en lang række sygelige tilstande, af hvilke én især bør nævnes som den farligste og mest konstante i sin art: en slags epilepsi, der ikke sjældent gik over i en trance, som uhyggeligt lignede døden selv og som hun i reglen vågnede brat og uventet af.

Imidlertid fik min egen sygdom – man har fortalt mig, at min tilstand kun kan betegnes sådan – min egen sygdom, altså, fik større og større magt over mig og antog til sidst karakter af monomani, en ny og højst mærkværdig form for monomani, der time for time blev stærkere og som omsider helt tog magten fra mig. Den ytrede sig som en sygelig irritabilitet i de åndsevner, man i psykologien kalder de attentive. Det er mere end sandsynligt, at man ikke forstår mig, men jeg savner ord til at give den almindelige læser en fyldestgørende forestilling om den intensitet, hvormed mine tanker fordybede sig i betragtninger over selv de mest almindelige ting.

Jeg kunne sidde og gruble i timevis uden at trættes med opmærksomheden rettet på typografien i en bog eller på en tilfældig skitse i dens margin. Jeg kunne det meste af en sommerdag fortabe mig i beskuelsen af en ejendommelig skygge, der faldt skråt henover tapetet eller på døren. Jeg kunne glemme mig selv en hel nat, når jeg sad og stirrede på lampens rolige flamme eller kaminens flakkende gløder. Jeg kunne drømme hele dage bort over duften af en blomst. Jeg kunne blive ved at gentage et eller andet almindeligt ord i det uendelige, indtil lyden på grund af den stadige gentagelse ikke fremkaldte nogen forestilling i bevidstheden mere. Jeg kunne frigøre mig for for enhver fornemmelse af bevægelse eller legemlig eksistens, når jeg tvang mig selv til at overholde en langvarig og absolut uvirksomhed. Det var et par af de mest almindelige og mindst skadelige indfald, som havde sit udspring i en sjælelig tilstand, der ganske vist ikke er fuldstændig uden sidestykke, men som dog byder enhver analyse eller forklaring trods.

Misforstå mig nu ikke. Den upassende, alvorlige og sygelige interesse, der blev vakt i mig af genstande, som i sig selv var ligegyldige, må ikke forveksles med den tilbøjelighed til grublen, der er fælles for alle og som især dyrkes af mennesker med en brændende fantasi. Det var heller ikke, som man måske kunne tro, nogen yderliggående form for eller overdrivelse af en sådan tilbøjelighed, men tværtimod en tilstand, der i alt det væsentlige adskilte sig fra den almindeligt kendte. I det tilfælde fængsles drømmeren eller fantasten af en genstand, der i reglen ikke er ligegyldig, hvorefter han umærkeligt taber denne genstand af syne i et vildnis af tanker og forestillinger, som har sit udspring i den, indtil han ved slutningen af sin dagdrøm, der ofte har været overordentlig behagelig, opdager, at incitamentet, den oprindelige årsag til hans grublerier, er fuldstændig forsvundet og glemt.

For mig derimod, var den oprindelige genstand ufravigelig ligegyldig, selv om den ganske vist nok på grund af min unaturlige betragtningsmåde fik en forvrænget og uvirkelig betydning. Den fremkaldte kun få tanker, om overhovedet nogen, og disse få kredsede hårdnakket omkring den oprindelige genstand som centrum. Mine grublerier var aldrig behagelige, og når jeg var færdig med dem, var den første årsag ikke svundet mig af syne, tværtimod havde den tiltrukket sig hele den unaturligt overdrevne interesse, som var det mest fremtrædende træk i min sygdom. Kort sagt, de åndsevner, der især blev anvendt hos mig, var, som jeg allerede har sagt, de attentive. Hos dagdrømmeren er det de spekulative.

Selv om de bøger, jeg læste i denne periode, ikke direkte tjente til at forværre min sygdom, var valget af dem dog tydeligt nok et karakteristisk symptom på sygdommen selv. Jeg husker blandt andre den hellige Augustinus’ store værk Guds Stad og Tertullians De Carne Christi, hvori denne paradoksale sætning står: “Mortuus est Dei filius, credibile est quia ineptum est, et sepultus resurrexit, certum est quia impossibile est.” (Guds søn er død, det er troligt, fordi det er usandsynligt, og han er opstået fra de døde, det er vist og sikkert, fordi det er umuligt.) Dette paradoks optog mig uafbrudt i ugevis, men al min belastende gransken var ganske frugtesløs.

Det fremgår heraf, at min forstand, der kun lod sig bringe ud af ligevægt af ubetydeligheder, frembød lighed med klippen i havet, om hvilken Ptolemæus Hephestion fortæller, at den urokkelig modstod al menneskelig vold og elementernes rasen, men skælvede, når den berørtes af en pinselilje. Og skønt det måske vil forekomme den overfladiske tænker hævet over enhver tvivl, at den forandring, som Berenices ulykkelige sygdom fremkaldte hos hende i sjælelig henseende, måtte give mig rig lejlighed til at udfolde den intensive og abnorme tankevirksomhed, hvis beskaffenhed jeg har haft min møje med at forklare, var det dog på ingen måde tilfældet. I mine klare øjeblikke gjorde hendes ulykke mig virkelig ondt, men samtidig med at jeg tog den fuldstændige ødelæggelse af hendes skønne og blide liv inderligt nær, kunne jeg ikke lade være med i bitterhed at grunde over de mirakuløse kræfter, som så pludseligt havde fremkaldt denne mærkelige forandring. Men disse overvejelser havde intet med min egen sygdom at gøre. Tro mod sin egen karakter svælgede min sygdom i de mindre betydende, men mere iøjnefaldende forandringer, der skete med Berenice i legemlig henseende – den sælsomme og forfærdelige ændring af hendes fremtoning.

Dengang da hendes uforlignelige skønhed strålede stærkest, elskede jeg hende ganske sikkert ikke. Abnorm som jeg var, havde jeg aldrig huset følelser i hjertet. Mine lidenskaber havde altid kun hjemme i tanken. Ved daggryets blege lys, ved middagstid mellem skovens fletværk af skygger, ved nattetid, når jeg sad i mit stille bibliotek, svævede hun forbi mine øjne, og jeg så hende – ikke som den levende og åndende Berenice, men som en drømmens Berenice. Ikke jordisk som en jordens skabning, men som en sådan skabnings abstraktion. Ikke som et væsen skabt til at beundres, men til at undres over. Ikke som en genstand for min kærlighed, men som et emne for den vanskeligste om end spredte grublen. Og nu gyste jeg i hendes nærhed og jeg blev bleg ved hendes komme. Og mens jeg begræd hendes trøsteløse stilling, erindrede jeg, at hun havde elsket mig længe, og i en ond time talte jeg til hende om ægteskab.

Omsider nærmede tiden for vort bryllup sig, da jeg en – en af disse usædvanlig varme, stille, tågede vintereftermiddage – sad i den inderste afdeling af biblioteket. Jeg troede, jeg var alene, men da jeg så op, så jeg, at Berenice stod foran mig. Var det min egen opkørte fantasi eller påvirkningen fra den tågede luft eller det usikre tusmørke i stuen eller den grå løstsiddende klædedragt, der gjorde, at hendes omrids var så vage og ubestemte? Jeg ved det ikke. Hun sagde ikke et ord, og jeg kunne ikke have ytret en stavelse, om det så skulle have kostet mit liv. En isnende kulde gennemstrømmede min krop, en følelse af uudholdelig angst knugede mig, en fortærende nysgerrighed gennemtrængte min sjæl. Jeg sank tilbage i stolen og blev siddende længe uden at ånde, uden at røre mig og med blikket stift rettet mod Berenice. Hun var fuldstændig afmagret og ikke et eneste spor af hendes tidligere jeg gemte sig i hendes træk. Til sidst faldt mit brændende blik på hendes ansigt.

Panden var høj og meget bleg og mærkeligt lysende. Håret, der engang havde været skinnende sort, faldt ned over panden og de hule tindinger i talløse viltre, gullige krøller, der stak grelt af mod ansigtets vemodige udtryk. Øjnene var uden liv og uden glans og tilsyneladende uden pupiller. Jeg gyste uvilkårligt over deres stive, glasagtige stirren og fæstnede blikket på de tynde, indskrumpede læber. De skiltes, og hendes tænder blottede sig langsomt for mig i et sælsomt varslende smil. Gud give, at jeg aldrig havde set dem, eller at jeg var død, da jeg så dem!

Lyden af en dør, der blev lukket, vækkede mig, jeg så op og opdagede, at min kusine havde forladt stuen. Men ak, det spøgelseshvide billede af tænderne havde ikke forladt mig og ville ikke forlade min forvirrede hjernes kammer. Ikke en plet på overfladen, ikke en skygge på emaljen, ikke en ridse i kanten. Hendes flygtige smil havde været tilstrækkeligt til at brænde synet ind i min erindring. Nu så jeg dem endog tydeligere end før. Tænderne! Tænderne! De var her og der og alle vegne, synlige og følelige foran mig, lange, smalle og blændende hvide med de blege, blodløse læber trukket til side som i selve det forfærdelige øjeblik, da de blottede sig for mig.

Så meldte min monomani sig med hele sin rasende styrke, og jeg kæmpede forgæves mod dens mærkelige og uimodståelige magt. I hele den ydre verdens brogede mangfoldighed havde jeg ikke tanke for andet end tænderne. Jeg længtes vanvittigt efter dem. Alle andre evner og alle andre interesser blev fuldstændig opslugt af denne ene idé. Tænderne! Tænderne alene viste sig for mit indre øje, og de blev alt hvad mine tanker beskæftigede sig med. Jeg betragtede dem i enhver belysning. Jeg anbragte dem i alle tænkelige stillinger. Jeg mærkede mig deres særpræg. Jeg dvælede ved deres ejendommeligheder. Jeg grundede over deres opbygning. Jeg tænkte på foranderligheden i deres natur. Jeg gyste, da jeg i tankerne tilskrev dem en følsom og sansende evne, ja endogså evnen til at udtrykke sig uden læbernes hjælp.

Om Mademoiselle Sallé har man træffende sagt, “que tous ses pas étaient des sentiments” (alle hendes trin var følelser), og hvad Berenice angår, troede jeg fuldt og fast, “que toutes ses dents étaient des idées” (alle hendes tænder var ideer). Des idées! Ja det var den afsindige tanke, der tilintetgjorde mig! Des idées! ja, det var derfor, jeg begærede dem så vildt! Jeg følte, at kun besiddelsen af dem kunne give mig fred igen, fordi den ville give mig min forstand tilbage.

Således sad jeg endnu, da det blev aften, og det blev nat og mørket kom og svandt igen, og dagen gryede påny, og det blev atter nat og mørket hyllede sig om mig, og stadig sad jeg ubevægelig i stuens ensomhed, begravet i min grublen, og stadig udøvede det levende og uhyggeligt tydelige fantasibillede af tænderne sin frygtelige magt over mig, som det svævede omkring imellem stuens skiftende lys og skygger. Til sidst brød et fortvivlet rædselsskrig ind i min drøm, så blev der et øjebliks stilhed og derpå fulgte lyden af bekymrede stemmer blandet med en sagte jamren.

Jeg rejste mig fra min stol, rev den ene af bibliotekets døre op og så en tjenestepige stå ude i forstuen fuldstændig opløst i tårer. Hun fortalte mig, at Berenice – ikke var mere. Hun havde fået et epileptisk anfald tidligt om morgenen og nu, da natten nærmede sig, var graven allerede parat til at modtage sin beboer, og alle forberedelser til begravelsen var truffet.

Jeg fandt mig påny siddende alene i biblioteket. Det forekom mig, at jeg nylig var vågnet op af en forvirret og ophidsende drøm. Jeg vidste, at det var midnat, og jeg var klar over, at Berenice var blevet begravet ved solnedgang, men om det uhyggelige tidsrum, der lå imellem, havde jeg ingen, i hvert fald ingen bestemt forestilling. Og dog var erindringen om det opfyldt af rædsel, en rædsel, der var så meget mere rædselsfuld, fordi den var vag, en gru, der var så meget mere grufuld, fordi den var fuld af anelser. Det var et frygteligt blad i min tilværelses bog, helt overskrevet med dunkle, afskyelige og uforståelige erindringer. Jeg prøvede at tyde tegnene, men forgæves. Og hele tiden lød for mit øre som genfærdet af en hendøet lyd: en kvindestemmes skarpe og gennemtrængende skrig. Jeg havde udøvet en dåd – men hvilken? Jeg rettede spørgsmålet højt til mig selv, og stuens hviskende ekko svarede mig: hvilken?

På bordet ved siden af mig brændte en lampe, og i nærheden af den lå der en lille æske. Den var på ingen måde mærkelig og jeg havde ofte set den før, for den tilhørte vor familielæge, men hvordan var den kommet her, på mit bord, og hvorfor gyste jeg ved synet af den? Det forstod jeg ikke og mit blik faldt til sidst på de opslåede sider i en bog og på en indstreget sætning. Det var digteren Ebn Zaiats sære og enfoldige ord: “Dicebant mihi sodales, si sepulchrum amicæ visitarem, curas meas aliquantulum fore Ievatas”. (Mine ledsagere sagde til mig, at hvis jeg ville besøge min vens grav, kunne det måske mildne mine bekymringer). Hvorfor rejste hårene sig på mit hoved, når jeg læste dem, og hvorfor stivnede mit blod til is i mine årer?

Det bankede let på døren til biblioteket og en tjener trådte sagte ind. Han var bleg som et lig og hans øjne var vilde af rædsel. Han talte til mig med skælvende stemme, hæst og meget sagte. Hvad talte han om? Det lød for mig som brudte ord og sætninger. Han talte om et vildt skrig, der sønderflængede nattens stilhed, om tjenerskabet, der stimlede sammen, om eftersøgning i retning af lyden, og så blev hans stemme gennemtrængende skarp, da han hviskede til mig om en krænket grav, om et mishandlet, ligklædt legeme, der endnu åndede, hvis hjerte endnu bankende, som endnu levede!

Han pegede på mine klæder. De var tilsølede af jord og plettede af levret blod. Jeg sagde intet og han tog varsomt min hånd – den bar mærker af et menneskes negle. Han henledte min opmærksomhed på et redskab, der stod op ad væggen. Jeg stirrede på det i nogle minutter. Det var en spade. Med et skrig sprang jeg hen til bordet og greb den lille æske. Men jeg kunne ikke få den op. Jeg rystede på hænderne, og æsken faldt på gulvet. Den faldt tungt og gik i stykker, og ud af den rullede med en raslende lyd nogle tandlæge-instrumenter – og 32 små, hvide elfenbensglinsende tingester, som spredtes over hele gulvet.

Trykt i Southern Literary Messenger, 1835

Kort om Edgar Allan Poe

Født den 19. januar 1809
Død den 7. oktober 1849

Læs mere på Gyseren.dk