Hvorledes nisserne blev til af Vilhelm Bergsøe

Nissen af Vilhelm Bergsøe, illustreret af H. A. BrendekildeDjævelen havde fristet menneskenes børn, og Herrens engel jog dem med sit flammende sværd ud af Paradisets have. Det gik tungt fremad over heder og høje, over dale og svimlende dybder. Under flugten slog Eva sit lange hår over Adams nakke for at skærme ham mod solens stikkende stråler, og Adam støttede Eva og bar hende over åer og moser. Men hver gang de ville hvile sig eller ville stille deres tørst, eller blot standsede for at trække torne ud af deres sårede fødder, så de det blinkende flammesværd bag sig, og blev atter drevet fremad, uden ro og hvile.

På tredjedagen kom de til en bred, palmebevokset dal, hvor en flod snoede sig muntert gennem, og da solen i det samme gik ned, sank Eva sammen, udmattet af sult og træthed. Hun satte sig for Adams fødder og sagde: “Dette smukke sted er en afglans af Paradisets have! Lad mig blot dø her og begrav mig i palmernes skygge. Jeg kan ikke mere.”

Adam bøjede sig bedrøvet over hende; men da han løftede hende op, så han, at flammesværdet bag dem var forsvundet. I stedet blinkede månen ned fra den mørkeblå nattehimmel. Det tog Adam som et tegn og sagde: “Her vil vi bo og bygge! Herren vil måske endnu være os nådig.”

Den næste dag samlede Adam grene og byggede Eva et hus. Det var stort nok til dem – de var jo kun to; men lidt efter lidt måtte Adam bygge huset større, for floden var fuld af børn, og de løb bestandig hen til Eva. Der var jo ingen andre, der kunne tage sig af dem. Det blev til sidst næsten for mange. Eva kunne ikke skaffe tøj til dem alle, og Adam havde det også hårdt. Han sled og slæbte, dyrkede jorden, såede og vandede; men der kom kun torn og tidsel, og det kunne de jo ikke leve af. De blev bestandig fattigere, og til sidst vidste Adam hverken ud eller ind.

I mange, mange tider havde Vor Herre hverken tænkt eller talt til menneskene, fordi han var så vred på dem. Da huskede han dog en dag igen på dem med et mildt sind og besluttede sig for at stige ned til jorden for at se, hvorledes det gik dem. Det var netop en søndag, og Eva havde travlt med at vaske og kæmme sine børn og give dem det nye tøj på, som hun havde syet i løbet af ugen.

Mens hun sad i døren med alle børnene omkring sig, så hun Vor Herre komme vandrende langt nede i dalen. Eva blev flov og ulykkelig; for hun havde kun nået at vaske knap halvdelen af børnene, og resten af dem så snavsede og beskidte ud i deres hverdagstøj. Hun skammede sig over, at Vor Herre skulle se dem se så fæle ud på en søndag. I en fart jog hun alle de snavsede børn ind i huset, og så kaldte hun på Adam og sagde til ham, at han skulle skynde sig at skjule dem så godt han kunne, inden Vor Herre kom.

Så Adam tog børnene og gemte dem, hvor han kunne. De sorteste lukkede han ind i en klippehule ved huset. Nogle gemte han i en høj på marken; men dem i de grå trøjer og med de små røde huer beholdt han i huset, og gemte dem rundt omkring i lo og lade, i stalden og ude i bryggerset, hvor han nu kunne få plads til dem.

Så kom Vor Herre.

“Er det alle dine børn?” spurgte han Eva, da han så den pæne børneflok i deres nye søndagstøj. “Har du ikke flere?”
“Nej,” svarede Eva og slog øjnene ned; for hun vidste jo godt, at hun løj for Vor Herre.
“Så vil jeg tage forbandelsen fra dig og Adam, og give dine børn min velsignelse,” sagde Vor Herre, hvorefter han tog alle børnene i sin favn, velsignede dem og gav dem evne til det, de senere skulle blive på jorden. Men de skjulte børn fik han ikke at se, og Eva bad ham ikke om at velsigne dem.

Fra den dag af ville disse børn ikke mere trives; ja, de ville ikke engang kendes ved Eva mere. De blev ved med at pusle om i klippehulen, i højen, på loftet og i laden, og Eva kunne ingen vegne komme med dem. Skønt de blev gamle og grå, blev de ved med at være små og snavsede. De fik store hoveder og tynde ben. Nogle blev pukkelryggede, andre hjulbenede; og når de kunne komme til det, drillede og forskrækkede de Evas andre børn, og skjulte sig så i en fart, når hun ville skælde dem ud.

Til sidst lod hun dem passe sig selv, men de fulgte de andre børn over hele verden og driller dem endnu i dag. De blev nemlig til bjergtrolde, højfolk og nisser. Af de to sidste slags havde vi engang mange ude på landet, og det er deres gavtyvestreger, vi nu skal fortælle om.

Trykt i Nissen, udgivet på Ernst Bojesens Kunstforlag, 1889. – 142 sider, illustreret af H.A. Brendekilde

Kort om Vilhelm Bergsøe

Født: den 8. februar 1835
Død: den 26. juni 1911

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe

Vilhelm Bergsøe
By P. Hansen – Illustreret Dansk Litteraturhistorie, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2908686

For ti til femten år siden lå Hellebæk endnu uberørt. Ingen jernbane bragte københavnerne til Helsingør, intet Marienlyst prangede med sortklædte opvartere. Hamlets grav var endnu ikke opfundet, og når en enkelt fremmed fra Hammermøneskoven forvildede sig ind i Hellebæk eller Aalsgaarde, kunne han være vis på at tiltrække beundrende tilskuere til vinduerne. Den lille fabriksby lå stille og roligt i sommerens solskin med sine hvide huse og klaprende møllehjul. I Aalsgaarde tørrede mændene deres garn, mens kvinderne syslede foran huset med nål og tråd. Det var i denne lykkelige periode, at jeg færdedes i Hellebæk; thi disse dybe, dunkle skovsøer, denne vegetation, der broderligt forbinder bagen og anemonen med birken, enebærret og lyngen, husede en hel verden for sig, travle, rastløse beboere, hvis færd det nok var værd at gøre sig bekendt med.

Min tid var delt mellem skoven og kroen. Man havde endnu en vis skyhed for at leje sine værelser ud. Hvor tydeligt husker jeg endnu kroens store sal med dens blåblomstrede sofa, de forunderlige, gammeldags stole, den rødmalede fyrretræs kommode med de besværlige skuffer, der altid ville ud, men, ligesom i nydelsen af deres frihed, aldrig ind igen. Hvor klart ser jeg ikke den mærkværdige pasteltegning, som jeg endnu svæver i uvished om, hvad enten den betød ‘Maria Himmelfart’ eller ‘Musernes dans på Helikon’, og som var en gave til huset fra en mere naiv end talentfuld kunstnerinde i omegnen.

Alle disse herligheder hørte mig til. Hele kroen stod til min rådighed, med undtagelse af skænkestuen og butikken, hvor man handlede med kaffe, sukker og et cetera, som der stod på skiltet. Dog var der lørdag aften en indskrænkning i min ejendomsret. Da samledes folk fra land og by, ikke til politisk vrøvl over en halvgammel avis, men til en ordentlig, solid dram, til en dans, og somme tider til en tvekamp, hvor man dog hverken anvendte kårder eller pistoler. Her lærte jeg mænd at kende med hårde, barske, vejrbidte ansigter, og dog barnligt naive og godmodige; mænd, som stod lige fast, hvad enten de bandt an med en snapseflaske på land eller en stormvejrsdag til vands. Jeg kunne nævne mange af disse, men jeg dvæler kun ved én, bådsmanden, min Ven, Niels Kei.

Niels Kei og havet havde været uadskillelige, dog til en vis periode. Fra skibsdreng var han blevet matros, fra matros blev han bådsmand. Så havde han fået nok af krigerberømmelsen, som havde kostet ham noget af den højre kind med tilsvarende bakenbart. Han var blevet fisker, både efter egentlige fisk og efter de kaptajner, der for modvind lå stille i sundet, og med hvem han drev en ikke ubetydelig forretning med proviant og andre fornødenheder. En skønne dag solgte han sine garn og net for en snes daler, købte sig en vogn og en hest for halvandet hundrede, og nu var han, hvad der ville krænke ham dybt, hvis han hørte det, en underlig mellemting af vognmand og fisker — efter kaptajner.

Men han var også noget andet. Han var Hellebæks gåde, dens mysterium, dens uløselige sfinks. Hvor havde Niels Kei fået den brune hest og den lille, lette, nymalede vogn fra? — eller for at gå lige til sagen: Hvorfra havde han fået pengene? Havde han levet på Sicilien, ville man have sagt, at han havde fundet ‘den døde mand’. I Hellebæk mumlede man i krogene. rystede på hovedet og skottede hemmeligt efter den brune, når den med vognen, Niels Kei og en fremmed rullede ned ad vejen mod Helsingør.

Niels Kei tog en rigsdaler for denne tjeneste; men jeg, studenten, kørte for tre mark, “thi man skal ikke være ublu,” mente han.

Niels havde en ganske speciel måde at behandle sin hest og sit køretøj på. Når han gjorde linerne fast, var det med et halvstik, som bandt han skødet på et storsejl. Når han sad på bukken, skrævede han ud med benene og stemte dem mod vognkærrens forreste kant, som om han roede med årer i en jolle, og ville han muntre den brune op, havde han nogle ganske mærkelige slag med linerne, slag, der på en påfaldende måde mindede mig om en mand, der pilker torsk. Men den brune forstod ham, og han forstod den, og det var jo hovedsagen.

Således rullede vi en efterårsaften hen ad vejen til Helsingør. Niels Kei med en uvognmandsmæssig sydvest på hovedet, for han mente, at vi snart fik regn fra nordøst; jeg var iført baldragt og hestedækken. Vejen gik gennem Hammermølleskoven, forbi den mørke Bondedam og op imod Kobberdammen under gensidig tavshed. Niels Kei virkede ikke oplagt den aften, og havde ikke sit sædvanlige lune humør med sit smørrede grin.

Pludseligt sagde han: “Ved studenten at, at Ole Hansen er død i nat? Det var min ven!”

“Ole Hansen!” gentog jeg forbavset. “Hvorledes?”

“Af for meget vand; han er druknet,” svarede Niels Kei tørt. “Ja, det kunne man nu have sagt sig selv,” føjede han halvdæmpet til, mens han langede ud efter den brune med en bevægelse, som kastede han en trosse på land.

“Har han da druknet sig?” spurgte jeg.

“Druknet sig?” gentog Niels foragteligt. Der er ingen fisker, der drukner sig. Jollen lå med bunden i vejret lige ud for den sorte sten, og Ole Hansen lå lidt sønder på ind imod stranden — død som en sild.”

“Hvorfor kunne man have sagt sig selv det?” vedblev jeg.

Niels Kei trykkede med den venstre hånd sydvesten fastere på hovedet, pilkede den brune med den højre, og sendte mig et meget sigende blik.

“Skal han ligge her?” spurgte jeg, idet vi kørte forbi den lille skovkirkegård, hvis hvide mure blev farvet gule af den nedgående sol.”

“Nej,” sagde Niels Kei. “Fiskerne går nordpå. Næppe havde han sagt dette, før den brune pludseligt stod stille midt på vejen med et ryk. Derpå skuttede den sig, som om den rystede fluer af hele kroppen, virrede med hovedet og var ikke til at få af stedet.

“Hmpf” sagde Niels Kei med en underlig mine og lod tøjlerne synke.

“Hvad sker der?” spurgte jeg.

“Åh, det er en uting,” brummede han, og i samme øjeblik fo’r vi af sted, som om den brune havde sporerne i siden.

“Har studenten noget imod at køre en lille omvej?” spurgte Niels, hvis mine var blevet endnu mere betænkelig.

“Som De vil,” svarede jeg, og dermed drejede vi op ad en bivej til højre, der førte ind i skoven. Den brune travede flinkt fremad, indtil vi nåede en stendysse til venstre, omringet af mægtige, enestående bøgetræer. Her skuttede den sig igen, virrede med hovedet og lagde ørerne tilbage.

“Tænkte jeg det ikke nok,” sagde Niels Kei med overbevisning i stemmen. Vi skulle aldrig have kørt på en fredag.” Derpå stod han af vognen, samlede en sten op, kastede den hen på dyngen og steg så op i vognen igen. I samme øjeblik fik den brune nyt liv, og vi tullede atter hen ad vejen.

“Hvad var det, De gjorde der, Niels?” spurgte jeg.

“Åh, det er sådan en slags skik,” sagde han kort. “Jeg lagde en sten for Skimmelmands hest.”

“Hvad er det for en?” spurgte jeg.

“Ja, studenten er jo så lærd,” svarede Niels Kei tøvende, “at han vel næppe tror på, hvad vi andre véd er sikkert og vist.”

“Jo vist gør jeg så, Niels,” sagde jeg, “der er mere imellem Himmel og Jord, end de lærde forstår sig på.”

“Ja, det er der, det er sikkert og vist,” sagde han, “og hvis studenten vil lade være med at grine ad mig, skal jeg fortælle ham det hele. Se, denne Skimmelmand, ham som byggede fabrikken, han var tysker, og en stor …” Her holdt Niels Kei pludseligt inde, og betragtede mig med et blik, som om han ville læse min mening.

“Ja vel,” sagde jeg.

“Han havde meget at gøre med Syvårskrigen,” vedblev Niels Kei. “Det kneb dengang stærkt med foder til hestene, og så skulle denne Skimmelmand sørge for havren, for han var ansat som proviantforvalter. Men hvordan det nu gik til, så kunne preusserkongens heste aldrig hamle op, hverken med franskmændenes eller russernes, og så lod preusserkongen Skimmelmand tilkalde. Men han havde lugtet lunten i forvejen, og skønt et helt husarregiment satte efter ham, så var han dog hele tiden foran, for han havde en gråskimmel, som ingen af de andres heste kunne hamle op med. Så kom de til sidst til floden Elben langt nede i Tyskland, og der svømmede Skimmelmands hest over, men husarerne druknede, hver eneste en. Så bar hesten ham helt op i Jylland, og til sidst kom han til København, og der kaldte han sig ‘Skimmelmand’, fordi skimlen havde frelst ham; ellers havde han nok heddet noget andet før. Så fik vores konge, Frederik den femte eller fjerde, fat i ham, og gjorde ham til minister og lod ham bygge fabrikken her, som er et fideikommis, for han var en dygtig mand. Da preusserkongen fik det at vide, lod han tiden gå, til krigen var endt, og de alle troede, at det hele var glemt. Så sendte han en delegation til vores konge, og så skulle Skimmelmand selvfølgelig hilse på sine landsmænd. De lå på et stort fregatskib ud for Trekroner, og kaptajnen havde ordre til, at så snart Skimmelmand satte sin fod på dækket, skulle de stikke til søs med ham. Chaluppen lå nede ved Toldbodtrappen med det preussiske kongeflag, og Skimmelmand var allerede ude på Toldboden. Der stod en livvagtskarl, som hed Schultz, for han var egentlig en holstener og kunne snakke tysk så godt som nogen. Han havde dagen i forvejen siddet inde i Brokkens Bod og drukket sammen med matroserne fra det preussiske skib, og der havde han hørt, at det hele var en fælde for at fange Skimmelmand og bringe ham tilbage til preusserne. Han turde dog ikke sige noget, da ministeren gik forbi med de høje herrer, men så blinkede han til ham og gjorde tegn, som en der får håndjern på. Se, det forstod Skimmelmand straks, for han var en stor Lucifer, og så sagde han, at han havde glemt nogle papirer oppe på slottet. De ville sende en Lakaj efter dem, men Skimmelmand sagde, at han måtte hente dem selv, og så gik han op på slottet, og der blev han. Preusserne ventede og ventede; men til sidst gik det op for dem, at de var blevet narret, og så stak de til havs igen, og Skimmelmand gik fri igen. Men så skrev preusserkongen til vores konge, at han skulle sætte Skimmelmand under jern og lås, og det måtte vores konge love at gøre. Så derfor gav kongen ham det store, forgyldte jernstakit uden for hans gård i Bredgaden; det står der endnu den dag i dag, og kan ses af enhver. Det sidste véd jeg er vist og sandt, for jeg har selv hørt det af den gamle Schultz, ham livvagtskarlen, som blinkede til Skimmelmand, og som derfor blev ansat som inspektør ved fabrikken. Det andet har jeg læst mig til, og det kan derfor gerne være, at det kun er en historie.”

“Men hvad blev der af hesten?” spurgte jeg.

“Ja, hesten,” gentog Niels Kei med et sky blik omkring sig. “Se, det var nu ingen rigtig hest. Det kan enhver nok vide, for den blev begravet her inde i skoven, som et andet kristent menneske, ikke at tale om hvad den havde gjort og endnu gør.” Her var det øjensynligt, at Niels igen kom ind på det mystiske, for han så ud efter nogle optrækkende skyer og tav.

“Nå, hvad gør den?” frittede jeg.

“Ja, det er det, studenten naturligvis ikke vil tro,” mumlede Niels Kei. “Den går omkring og græsser ved kirkegården uden hud og hår, ja, uden at der er så meget som en smule kød på den. Møder den folk, går den straks af vejen; men endnu er det aldrig slået fejl, at den, der har mødt den, er gået i graven tre dage efter. Dyrene kan kende, hvor den har gået; for de har nu langt mere forstand på den slags end vi andre. Så er der ikke andet for, end at korse en sten af og lægge den for Skimmelmands hest, ellers får de dødskuller eller andet skab. Deraf kommer stendyssen derhenne.”

“Så Ole Hansen Schimmelmanns hest, før han døde?” spurgte jeg.

Niels vendte skråen over i den anden side af munden, kastede en ny trosse over den brune, og sagde ligesom i luften: “Først hørte han den en nat i Aalsgaarde; siden mødte han den ved det vestre af kirkegårdsmuren ud imod værket. I aften er den ude igen.”

“Hvordan véd De det, Niels Kei?” spurgte jeg.

“Det har hun aldrig gjort før,” sagde Niels, og jog på den brune med pisken. “Den er ude igen i aften. — Nu får vi regn.”

“Men er det hele ikke den gamle historie om Helhesten?” sagde jeg og hyllede mig i dækkenet.

“Helhesten!” gentog Niels foragteligt. “Ja, studenten kan jo tro, hvad han vil. Helhesten? Den er jo historisk!”


“Nå, fik studenten sig så en kæreste?” spurgte Niels Kei, da jeg fra en af Kronborgs hyggelige, oplyste sale trådte ud i den skumle, nattemørke slotsgård.

“Nej, ikke denne gang, Niels.”

“Nu vel, så kør’ vi uden hende; det er ikke alle folk, der kan have kærester. En vinterjakke havde måske også været bedre,” føjede han til, idet jeg tog plads på sædet ved siden af ham. “Tag begge dækkener, student. Jeg behøver ingen.”

Natteluften var kold og bidende; Nordøstvinden stod lige ind fra Sundet og bragte mod sædvane regn. Klokken slog tolv, da vi rullede hen over den dundrende træbro. Mørket var så tæt, at vi næppe kunne skelne palisaderne, og lygter var en luksus, som Niels Kei endnu ikke kendte. Overgangen fra den livlige, brusende balmusik til Sundets melankolske bølgeslag, fra lyset, duften og samtalen til mørket, kulden og natteensomheden var så stor og pludselig, at jeg i dyb tavshed dampede på min cigar, uden at lægge mærke til den usædvanligt livlige konversation som Niels Kei førte, snart med mig, snart med sig selv og den brune.

Vi var ikke nået ret langt ud på landevejen, før jeg mærkede, at der var noget i vejen både med ham og den. Niels var ikke fuld, og den brune ikke kulret; men Niels havde dog taget temmelig fast på flasken, og den brune havde af og til nykker, der tiltog, jo mere vi nærmede os skoven.

Her aftog Niels Keis lystighed med et, og da vi havde kørt lidt under de dunkle graner, som hænger helt ud over vejen, sagde han pludseligt: “Her er fælt mørkt, Hr. student!”

“Tænd en cigar, Niels, den lyser,” sagde jeg, idet jeg rakte ham mit cigaretui.

“Tak, det er utid at ryge nu,” sagde Niels til min store forbavselse. Lidt efter kom vi forbi den første dam, og der ville han dreje om ad skovvejen til venstre.

“Holdt, Niels!” råbte jeg. “Det går aldrig; vi vælter i den første tørvegrav på vejen.”

“Lad mig om det,” sagde Niels Kei i en tone, jeg ikke havde hørt før. “Jeg har ret til at køre studenten, hvad vej jeg vil, når jeg blot kommer til Hellebæk med ham.”

“Og jeg har ret til at springe af, hvor jeg vil!” råbte jeg noget irriteret over Niels’ mærkelige opførsel. “Nu går jeg til fods resten af vejen så kan De køre i moser og tørvegrave, så meget De lyster.”

Niels betænkte sig et øjeblik; derpå tog han den brune ved bidslet og trak den frem over vejen.

“Nej, det kan jeg aldrig være,” mumlede han mere til sig selv end til mig. “Sid op, Hr. student. Lad os køre i Guds navn, men sker der noget, kommer det over Dem.”

Pludseligt kom jeg i tanke om Niels Keis historie, som jeg ganske havde glemt under ballets tummel, og jeg sagde leende: “De er da ikke bange for Schimmelmanns hest, Niels?”

Det gav et sæt i ham, da jeg udtalte disse ord, og han mumlede noget ved sig selv, som jeg ikke forstod. Lidt efter kom vi op på bakken, hvor der var lidt lysere, og hvor vi havde udsigt til alle sider, også til teglværket og kirkegården lige overfor. Den brune begyndte at trave raskere fremad, men lige med ét strakte den forbenene stift frem for sig, lagde ørerne tilbage, rystede over hele kroppen og udstødte en lyd, der var en mellemting af et hvin og en vrinsken.

“Ser De noget, Hr. student?” sagde Niels Kei med lav stemme. “Se derhenne!”

“Det er kun nogle hvide tåger, der trækker hen over mosen,” svarede jeg, idet jeg med øjnene søgte at fastholde og gennemtrænge de flygtige, i sig selv glidende masser, der af og til antog et ubestemt omrids af et stort, firbenet dyr.

“Hør!” hviskede Niels med hæs stemme.

“Åh snak, det er jo kun uglerne,” svarede jeg noget nervøs over udsigten til at vælte. “Få hesten frem, den er bange for noget.”

“Det er Skimmelmands hest,” sagde Niels Kei og stirrede ind i tågen, “vi ser den ikke, men dyrene forstår det.”

Lige som tågesøjlen blev ført over vejen af vinden, gjorde den brune et spring, der fik os begge til at gå bagover i vognen, og havde Niels Kei ikke fået fat i linerne, tror jeg, at den var galoperet hele vejen til Hellebæk.

Imidlertid fik han dog styr på den, og i nogenlunde regelmæssig fart fortsattes turen imod teglværket. Regnen drev ned, og mørket var så tæt, at den hvide kirkegårdsmur næsten forekom mig grå, idet vi kørte forbi den. Lige som vi var ved svinget til teglværket og næsten havde passeret muren, slog en ugle med et skarpt, skærende skrig hen over vore hoveder, og i samme øjeblik standsede den brune igen så pludseligt, at vi begge var nær ved at ryge ud af vognen.

“Jøsses kors! Hvad er det?” råbte Niels Kei, idet han greb mig fast i armen og med den anden hånd pegede ligefrem. Mit blik fulgte retningen. Det lysnede, glitrede og glimtede i luften; det var som om en enkelt månestråle, eller rettere, som om en stor, klar lyskegle skød frem fra et udhus i nærheden af teglværket. Derpå samlede den sig atter i luften og faldt som en hvid, klar, skinnende plet lige på kirkegårdsmuren. Hurtigere end jeg kan fortælle det, udvidede pletten sig til en bred, tågeagtig, lysende flade, og midt i denne stod usikkert og halvt henflydende med luften skelettet af en hest.

Niels stirrede på synet. Pletten trak sig atter sammen, blev mindre, klarere og mere lysende, og nu var skelettet så tydelig, at vi kunne tælle hvert ribben i den. Pludseligt gjorde den ligesom et hop i luften, lyskeglen forsvandt, og alt var indhyllet i det tykkeste mørke. I samme øjeblik tog den brune fart. Jeg hørte raslen af nedrullende vejskærver, derpå et brag — Niels Kei og jeg lå i grøften med vognen halvt over os.

“Hvad var det?” var mit første spørgsmål, da vi atter stod på vejen, og jeg havde overbevist mig om, at både Niels Kei og jeg var sluppet fra uheldet med nogle få småskrammer.

“Det var den onde skinbarlige selv. Det var Skimmelmands hest, Hr. student!” sagde Niels Kei og spyttede resten af det sand og grus ud, som han havde fået i munden under vores tur i grøften.

“Snak, Niels!” råbte jeg, modig ved ikke at være alene. “Lad os gå ind i udhuset, hvor lyset kom fra! Lad os søge teglværket igennem; der må være en naturlig forklaring.”

“I det udhus dér, Hr. student?” råbte Niels Kei og veg ud på vejen. “Nej, ikke om jeg så fik hundrede blanke dalere! Der hængte forpagterens karl sig i foråret, og der spøger det værre end en ulykke. Hun kom jo også derfra, den forbandede mær. Gud nåde os alle til hobe!”

“Men vognen?” indvendte jeg, da Niels gjorde mine til at gå.

“Ja, den blive her til i morgen,” sagde Niels, uden at bekymre sig om sin kæreste ejendom. “Gud hjælpe mig! Jeg har nok snart hverken brug for hest eller vogn. Det skulle da være en ligvogn,” føjede han sagte til, mens han kig ned ad skovvejen, hvor man endnu hørte galoppen af den brune, der søgte hjem med de sønderbrudte stumper dinglende bagefter sig.


Den næste dag var slud- og regnfuld. Først i skumringen kunne jeg komme ned til Niels Kei for at se, hvordan han havde det, og om den brune var kommet på stald. Jeg gik igennem den lille have, hvor georginerne og stokroserne syntes at fryse i regnen, ind i den snævre gård omkranset af et plankeværk. Der lå Niels Keis stadselige vogn med sønderbrudt fading og knækkede stænger. Den brune stod og vrinskede i spiltovet, som ventede den foder, men den var hverken striglet eller vasket. Fodersækken lå midt i gården, drivende våd af regnen, og døren til huset var imod sædvane lukket. Jeg lettede på klinken og trådte ind i den lille stenlagte forstue – der var ingen. Jeg gik ind i storstuen. Lyset faldt mat og svagt gennem de blyindfattede, solbrændte ruder. Dragkisteskufferne var trukket ud, deres indhold spredt rundt omkring på stole og bænke, og på det rødmalede bord lå en stak penge og en bunke gamle smudsige sedler. Ved siden af dem så jeg et stort ark hvidt papir og en pen tillige med en pomadekrukke, hvori fandtes en blækfyldt svamp, alt tydende på, at Niels Kei havde været i færd med at skrive, en for ham aldeles
usædvanlig beskæftigelse. Uordenen i vidnede om, at der var noget usædvanligt på færde. Jeg bøjede mig over papiret og læste følgende, skrevet med en stor og uøvet hånd:

For det tilfelle, at jæ ved døden skolle omkomme skænger jæ te Helebeg fatikase to hunrede børn, som skolle fordeles af presten…

Videre var han ikke kommet. Ordet ‘børn’ var streget over gentagne gange, og i stedet for var der sat noget, som vist skulle være rigsdalere, men det var løbet ud til en stor klat. Om mangel på færdighed var skyld heri, eller om klatten kunne henføres til den brændevinsflaske, der stod halvt tømt på bordet, skal jeg ikke kunne afgøre. Så meget er vist – jeg blev bange for, at Niels Kei havde eller ville begå selvmord. Jeg blev derfor overordentlig lettet, da jeg, efter at have passeret svinestien og de øvrige baghuse, så ham stå nede ved stranden med armene over kors, ryggen vendt imod mig, og uafladeligt stirrende mod nord ud over havet, som om han derfra ventede en langtfra kommende sejler. Han trykkede min fremrakte hånd, uden at spørge mig, hvorledes jeg havde det, eller blot byde mig så meget som ‘God Aften’, og gik derpå med bøjet hoved og et underligt sløvt udtryk i ansigtet op imod huset. Jeg fulgte efter, og således kom vi omtrent samtidigt ind i storstuen.

“Det var de stænger, Niels,” begyndte jeg, “og så den knækkede vognfading, som jeg ville tale med Dem om.”

“Åh tak, det behøves ikke,” sagde han og lettede på flasken.

“Jovist så, Niels,” sagde jeg, “det var mig, som forlangte, at vi skulle køre den vej.”

“Ja, men det var mig, som gjorde det,” svarede han og skød den lille sum fra sig, som jeg havde lagt på bordet. “Behold han blot sine penge, Hr. student! Han får bedre brug for dem end jeg.”

“Hør, sig mig, Niels,” sagde jeg, idet jeg for at gå lige til sagen tog fat på dokumentet. “De tænker da ikke på at dø? Hvad er det, De der har skrevet?”

“Det er Testemoniet,” sagde han og tog det blidt ud af hånden på mig.

“Testamente,” rettede jeg.

“Ja, det er nu som man siger,” svarede han lidt mut. “Jeg begyndte på testemoniet i morges, men det ville ikke rigtigt gå. Så var jeg ovre hos Ole Hansens enke. Hun fortalte mig, at papiret skulle være stempelret, og at jeg måtte have en prokurator til at gøre det. Der er et bud oppe efter ham.”

“Men Niels!” udbrød jeg igen. “Hvor kan De tro på den dumme snak? Vi så jo begge hesten, eller hvad det var, og betyder det noget, så kan jeg jo lige så godt dø, som De.”

Han så lidt usikkert på mig. derpå skænkede han sig en snaps og sagde: “Nej, De hører ikke til sognet, student; det gælder kun for Hellebæks sognefolk.  Inden to dage er jeg gået nord på.”

Jeg ville atter forsøge på at overbevise ham, da der i døren viste sig en lille, tyk og trivelig person med rødmosset, smilende ansigt og en stor mappe under armen. Det var prokuratoren.

“Nå, så De vil gøre boet op i tide, Niels Kei?” råbte han os i møde med den mest joviale stemme i verden. “Det kan jeg lide! En mand tænker på mere end den dag i morgen, og det er godt at have alting i orden, for livs og døds skyld.”

Her gjorde prokuratoren plads for to unge mennesker, der så ud, som de blot ventede på engang at blive federe. Han lagde mappen på bordet, tog sig en snus og sagde med et blik på mig : “Lad os så tage fat!”

“Jo, lad os det!” sagde Niels Kei med klangløs stemme.  “For livs og døds skyld!”


Den næste dag skulle Ole Hansen begraves. Flagene vajede på halv både hos toldkontrolløren og fra bådene ved kysten. På mange steder hos venner og bekendte, også hos Niels Kei, var der strøet buksbom og gran foran huset. Alt tydede på en sørgehøjtid, undtagen vejret, der var så solklart og glimrende, som en dansk oktoberdag kan være det. Fiskerne stod i klynger uden for sørgehuset, ventende på, at det blev deres tur til at tage sig en dram og en bid brød hos den afdøde, hvis storstue ikke nær var stor nok, til at huse dem alle. Jeg sluttede mig til dem, da jeg aftenen i forvejen havde jeg modtaget flere utvetydige vink om, at en student betydeligt ville forøge den hæder, der vistes den afdøde. Ja, Hellebæk lå endnu i sin uskyldigheds tilstand!

Mens jeg tankefuld stod og betragtede de sorte ligskamler, der var stillet midt på vejen, så jeg Niels Kei komme. Han var usædvanligt pyntet, med blank hat, blå trøje og rød, ulden skjorte, men han var ligbleg, og arret på hans kind brændte. Tavs trykkede han mig og de andre i hånden; derpå gik han ind for at få sig en dram på omgang. Lidt efter ordnedes toget, man havde blot ventet på Niels. Kisten blev båret ud og sat på bukkene. To hvidbårede spillemænd med rene sorgens ansigter gik foran og gned en ligmarch, som i hele sin tragiske naivetet næsten var komisk at høre på. Forrest efter kisten gik Niels Kei, i egenskab af ven og velhaver, sammen med den afdødes familie. Derpå kom jeg som hædersgæst ved siden af skolelæreren, mens de talrige fiskere med enkelte bønder sluttede toget. Stille og langsomt bevægede det sig fremad i det klare, men kolde efterårssolskin, og under de forunderlige, snart skrattende, snart klagende violintoner. Så standsede man, dels for at skifte bærere, men dels, hvad jeg hurtigt blev overbevist om, for endnu en gang at vise den afdøde en sidste hyldest. Når der over vejen var strøet grønt og blomster, betød det, at her havde Ole Hansen haft en ven. Kisten blev sat ned foran døren, spillemændene strøg en slags koral, og så gik man ind i huset for at få sig en dram på omgang. Stemningen begyndte, efterhånden som man rykkede frem, at blive mindre og mindre sørgmodig – for Ole Hansen havde haft mange venner. For hver gang, vi skred frem mod en blomstersmykket plet, strøg spillermændene lystigere løs på violinerne, samtalen klang mere støjende og højrøstet, og snapsene gik flittigere på omgang. Niels Kei, der i begyndelsen havde holdt sig bag ved kisten, tog snart sin gamle plads ved siden af mig, hans ansigt tabte mere og mere morgenens melankolske præg, og hver gang han kom ud efter en omgang, trykkede han mig fast i hånden, slog ud imod kisten og sagde med stigende betoning kun de ord: “Han var min ven. Hr. student!”

Det var med stor lettelse, at jeg så det hvide flyvesand omkring os, og Hornbæksplantagen med sine lyse birke og mørke Fyrtræer i baggrunden; for havde vejen været lige så beboet, som i begyndelsen, tror jeg, at vi alle var komnmet til Hornbæk mere salige end den afdøde.

Der var noget forunderligt Bellmansk ved det hele. Ja, det indtryk forsvandt ikke engang, da vi kom ind på kirkegården, efter at man havde taget den sidste og største ‘omgang’ i Hornbæk Kro. Gravlægningen fik på sømandsvis en noget gyngende gang. Kisten blev firet ned, præsten holdt en temmelig salvelsesfuld tale, og da de tre ufravigelige skuffer sand havde spredt sig over kistelåget, og et fadervor var læst, betragtede jeg handlingen som endt. Under det hele havde jeg i det skjulte iagttaget Niels Kel. Først stod han med foldede hænder og stirrede stift hen for sig. Under talen gav han sig til at svinge med armene og virre med hovedet, som om han af og til misbilligede præstens Ord. Endeligt beholdt han, som i distraktion, hatten på under læsningen af fadervor. Ligesom følget beredte sig til at forlade kirkegården, gjorde han pludseligt en stor svingning uden om det og styrede med ingenlunde sikre skridt hen imod det bræt, der var lagt over graven.

“Væk med den sidste planke!” råbte han og sparkede den til side med foden.

Der blev en almindelig opsigt; men han stillede sig lige på randen af graven og stirrede ned i den med en meget spekulativ mine. Pludseligt rev han hatten af hovedet, slog ud med hånden og sagde: “Ja, nu ligger du der, Ole Hansen. — Du var min ven! Men det har du for, at du holdt fejl kurs og ikke klarede pynten!”

Han holdt et øjeblik inde, som ledte han efter ord. Derpå fortsatte han igen: “Du var min ven, Ole Hansen! Ja, jeg siger det, du var min ven! Men du var en stor synder for Gud og mennesker. Det véd jeg bedre end …”

Niels Keis tale fik her en noget brat slutning. Jorden skred ud under hans fødder, og med et hult brag styrtede han ned i graven, mens følget forfærdet stimlede til for at trække ham op.


Den følgende dag var jeg igen ude for at se til Niels Kei. Han lå i sengen med et tørklæde bundet om hovedet; for da han ramte kistekanten havde han skrabet sin næse betydeligt. Der var en usædvanlig ro og mildhed over ham, måske lige så meget på grund af de dødstanker, der havde grebet ham, som af skam over hans opførsel på Hornbæk Kirkegård. Han talte meget fornuftigt og forstandigt om alting; men ét var det umuligt at få ud af hans hoved: Det, at det var hans sidste dag, og at han ville dø inden midnat.

Forgæves forsøgte jeg at overbevise ham om det indlysende, at sådanne varsler i regelen intet betyder. Forgæves søgte jeg at bortforklare det sære syn ved naturvidenskabelige grunde, noget, som desuden faldt mig vanskeligt, da jeg ikke selv fuldkomment forstod det. Forgæves talte jeg om en tilfældig lysning fra teglværksovnen, om tågespejlinger og lysbrydninger. Han tilbageviste ethvert forsøg med ordene: “Enhver får nu tro, som han vil.”

Om eftermiddagen kom jeg igen. Niels Kei var oppe og påklædt, men det var, som han ikke havde ro på sig noget sted. Han gik fra stalden til stuen og fra stuen den lille strandhave, og selv her flyttede han sig fra den ene af de to bænke over til den anden, som om hans egen skygge forfulgte ham. Til sidst gik han ind i storstuen, hvor han satte sig på slagbænken og begravede ansigtet i sine hænder. Således blev han siddende, medens mørket faldt på, uden at agte på mine velmente råd og formaninger, og ligegyldig for alt, undtagen det grønne bornholmske stueur, hvis viser han af og til sendte et blik. Mørket faldt tættere og tættere, men endnu sad han lige ubevægelig. Da klokken slog syv, rejste han sig pludseligt op og sagde:

“Har studenten noget imod at følge med op til præsten?”

“Ikke det mindste, Niels,” svarede jeg, glad over, at hans tanker tog en anden retning, men dog noget betænkelig ved den lange vej, vi havde at tilbagelægge.

“Lad os så gå da!” sagde han, idet han langede hatten ned fra knagen.

Vi trådte ud på vejen. Jeg ville dreje til højre, men Niels sagde: “Nej, det er nok bedst, at jeg taler med ham i Helsingør.” Det vartydeligt, at hans opførsel på kirkegården lå ham tungt på hjertet.

Vi passerede gaden i Aalsgaarde, gik over Møllebroen, men da vi kom forbi kroen, hvor der stod en del unge fiskere, grinte de af ham. Niels Kei vendte hovedet til den anden side og sagde intet. Langsomt og under gensidig tavshed gennemvandrede vi Hellebæks Storgade, indtil vi kom til det punkt, hvor en skovsti slår af til venstre. Her stod Niels stille, som om han førte en kamp med sig selv, og sagde derpå: “Lad os gå denne vej.” Med disse ord tændte han en lille lygte, som han tog op af sin frakke. Langsomt og forsigtigt vandrede vi frem ad stien, langs dammen, snublede os frem over trærødderne, og for hver gang lygtens flagrende skær faldt på en af de hvide birkestammer, så jeg, at Niels skævede til dem. Endeligt nåede vi kirkegårdsmuren, hvor en lille gang løber op til hovedvejen ved teglværket. Her slukkede Niels Kei lygten, og sagde kort: “Her var det.”

“Ja,” svarede jeg, idet jeg så mig omkring, og på ny lagde mærke til, at der var lys i udhuset.

Netop som jeg udtalte ordet, for et lysglimt, som af et spejl, fra udhuset hen over vejen. En hvid, skinnende, cirkelrund plet viste sig på kirkegårdsmuren, og midt i den stod, ikke Schimmelmanns hest, men – en langbenet stork med en baby i næbbet.

Overraskelsen var så pludselig, og virkningen sp overvældende komisk, at jeg brast i latter, uden at lægge mærke til Niels Kei, som havde tabt lygten af forfærdelse.

“Det er jo en laterna magica!” råbte jeg, idet jeg trak ham hen imod huset. “Kom herind, Niels, så skal De se, at det går naturligt til.”

Det forholdt sig ganske, som jeg havde sagt. Inde i huset morede forpagterens drenge sig med at kaste de magiske spejlbilleder ud på den hvide mur gennem et hul i døren. Et skarpt forhør klarlagde, at de navnlig havde drevet dette uvæsen, når vejfarende kom forbi, og at de fredag aften havde været årsag til vort uheld.

“Skal vi så gå til præsten?” spurgte jeg, da vi atter stod på vejen.

“Nej, nu tror jeg, jeg kan opsætte det lidt,” sagde Niels Kei med sit gamle, smørrede smil. “Men vil studenten med på kroen og smage på en æggepunch, så er jeg med.”

“Nå, så det var en laterna magica,” fortsatte Niels, da vi sad i den lune krostue, og han stødte sit glas mod mit. “Ja , hvem kunne nu vide det? Sådan en må studenten købe til mig i København; men det skal være en med Skimmelmands hest — for i graven kom jeg dog ligegodt,” føjede han til.


Niels Kei kører ikke længere den brune imellem Hellebæk og Helsingør. Han er for længst ‘gået nordpå’ med den store vogn, som henter alle. Om han før sin død så Schimmelmanns hest, har jeg aldrig fået at vide. Derimod fandtes
der efter ham et lovformeligt ‘Testemonium’ på stemplet papir, hvorved der uddeltes to hundrede rigsdaler til fattige børn i Hellebæk. Om årsagen til denne rundhåndethed, gik der i lang tid de forskelligste rygter. Nogle ville vide, at Niels Kei i sin dødsstund havde betroet præsten, at han i forening med Ole Hansen havde fundet en pose mønter skjult i stendyssen over Schimmelmanns hest. Det ville forklare noget af det uforståelige i Niels Keis opførsel i de skæbnesvangre dage.

Trykt i: Nye Digtninger: Fortællinger og Digte af danske Forfattere, 1867

Kort om Vilhelm Bergsøe

Født: den 8. februar 1835
Død: den 26. juni 1911

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

I skovens dybe stille ro af H. H. Munro

H. H. Munro
By E.O. Hoppé – LIFE images, PD-US, https://en.wikipedia.org/w/index.php?curid=44422416

Sylvia Seltoun spiste sin morgenmad i dagligstuen på Yessney med en behagelig følelse af at have vundet en endelig sejr – omtrent som en nidkær Ironside må have følt det morgenen efter slaget ved Worcester. Hun var ikke stridbar af natur, men tilhørte den mere heldige gruppe kombattanter, som alene er stridbare på grund af forholdene. Skæbnen havde villet, at hendes tilværelse blev optaget af en lang række småkampe – som oftest med chancerne en anelse i hendes disfavør — og det var som regel lige akkurat lykkedes hende at vinde dem. Og nu følte hun, at hun havde sejret i den hårdeste og så afgjort mest betydningsfulde af sine kampe. At have giftet sig med Mortimer Seltoun – ‘Døde Mortimer’ som hans mest intime fjender kaldte ham til trods for hans families kolde fjendtlighed og til trods for hans uforstilte ligegyldighed over for kvinder var en absolut bedrift, og den havde krævet både beslutsomhed og en hel del behændighed. Og i går havde hun så gjort sejren fuldkommen ved at rive sin mand bort fra London og dens diverse oaser og ‘plante’ ham — for at bruge hendes egen terminologi i denne afsides, skovomkransede bondegård , der var hans landsted. »Du får aldrig Mortimer til at tage af sted,« havde hans mor sagt, »men hvis han først er kommet derud, bliver han der. Yessney udøver næsten den samme fortryllelse på ham som London. Man kan forstå, hvorfor han føler sig bundet til London, men Yessney –« og den rige enke havde trukket på skuldrene.

Der var en dyster, næsten vild barskhed ved Yessney, som bymennesker havde svært ved at forlige sig med, og Sylvia var ikke vant til at se andre træer end dem, det løvrige Kensington’ havde at byde på. Hun betragtede landet som et udmærket og sundt sted omend i stand til at forskaffe en visse bryderier, hvis man gjorde for meget væsen ud af det. Hendes mistillid til bylivet var af ny dato, affødt af ægteskabet med Mortimer, og hun havde med tilfredshed set, hvordan ‘Jermyn Street-udtrykket’, som hun kaldte det, gradvis var forsvundet fra hans øjne, efterhånden som Yessneys skove og
hedestrækninger tonede frem. Hendes viljestyrke og strategi havde sejret. Mortimer ville blive.

Uden for dagligstuevinduet sås en trekantet, græsklædt skråning, som med lidt god vilje kunne kaldes en græsplæne, og hinsides dennes lave hæk af forsømte fuchsiabuske faldt en stejlere skråning med lyng og bregner ned mod dybe dale, der var bevokset med tuja og egetræer. I denne åbne, vilde barskhed syntes en hemmelighedsfuld livsglæde at være kædet sammen med rædselen for det usete. Sylvia smilede selvtilfreds, mens hun med et vurderende blik kiggede ud på landskabet, men så var det pludselig, som om en gysen for gennem hende.

»Her er meget vildt,« sagde hun til Mortimer, der var kommet ind til hende. »Man kunne næsten fristes til at tro, at Pan-dyrkelsen aldrig helt var afgået ved døden på et sted som dette.«

»Pan-dyrkelsen er aldrig afgået ved døden,« sagde Mortimer. »Andre og nyere guder har fra tid til anden skubbet hans tilbedere til side, men han er selve naturens gud, hvem alle til sidst må vende tilbage til. Han er blevet kaldt samtlige guders fader, men de fleste af hans børn har været dødfødte.«

Syvia var religiøs på en oprigtig omend forvirret måde, og hun brød sig ikke om at høre sin tro blive omtalt som blot en slags efterslæt, men det var i det mindste nyt og lovende at høre Døde Mortimer tale med en sådan energi og overbevisning om et emne overhovedet.

»Du tror da ikke for alvor på Pan, vel?« spurgte hun forbløffet.

»Jeg har været en tåbe i mange henseender; « sagde Mortimer roligt, »men jeg er ikke så tåbelig, at jeg ikke tror på Pan, når jeg er her ude. Og hvis du er klog, fornægter du ham ikke alt for skrydende, mens du befinder dig i hans land.”

Det var først en uge senere – da Sylvia var blevet træt af at spadsere rundt i skovene omkring Yessney – at hun foretog en inspektionsrunde i selve gården. En bondegård havde altid for hendes indre øje stået som et sceneri med munter travlhed, kværne og tærskemaskiner og smilende malkepiger samt heste, der – omgivet af hele flokke af ænder – stod i vand til knæene og drak af en dam.

Da hun gik omkring mellem Yessneys strenge, grå bygninger, var hendes første indtryk en knugende stilhed og forladthed, som om hun tilfældigt var kommet til en ødegård, der i lange tider havde været overladt til ugler og spindelvæv; så fik hun en fornemmelse af at blive iagttaget i det skjulte med årvågen fjendtlighed. Der var tale om den samme usete skygge, som syntes at lure i de skovbevoksede dale og i krattene. Bag tunge døre og tilskoddede vinduer hørtes urolig stampen af hove og raslen af tøjrkæder samt nu og da et dæmpet brøl fra et dyr i bås. Fra en fjern krog iagttog en tjavset hund hende med årvågne, fjendtlige øjne; da hun nærmede sig, smuttede den ind i sit hus og listede lige så lydløst ud igen, da hun var gået forbi. Nogle få høns, der gik og søgte føde omkring en høstak, forsvandt under en låge, da de så hende komme. Sylvia følte, at hvis hun var stødt på et væsen i dette vildnis af lader og stalde, ville vedkommende være svævet bort som et spøgelse lige for øjnene af hende. Til sidst, da hun hurtigt drejede om et hjørne, stødte hun på et levende væsen, der ikke stak af ved synet af hende. Udstrakt i en mudderpøl lå en kæmpestor so, hvis størrelse overgik enhver bykvindes vildeste forestillinger om svinekød, og den var årvågen og rede til, om nødvendigt, at modsætte sig denne uønskede indtrængen på sine enemærker. Denne gang var det Sylvias tur til at foretage et stilfærdigt tilbagetog. Mens hun forsigtigt trippede forbi høstakke, kostalde og lange, nøgne mure, fór hun pludselig sammen ved at høre en mærkelig lyd — ekkoet af en drengs latter, perlende og nærmest uanstændig. Jan, den eneste dreng, som var på gården – en lyshåret bondeknægt med et magert, indtørret ansigt – arbejdede fuldt synlig i en kartoffelmark halvvejs oppe på den nærmeste bakkeskråning, og da hun siden spurgte Mortimer, kunne han ikke forestille sig nogen anden ophavsmand til den drillende lystighed, der i så høj grad havde overrumplet Sylvia på tilbagevejen. Mindet om dette usporlige ekko blev føjet til hendes andre indtryk af dette hemmelighedsfulde og dystre ‘noget’, der hvilede over Yessney.

For øvrigt så hun ikke meget til Mortimer; gården og skovene og ørredbækkene lod til at opsluge ham fra morgen til aften. Engang, da hun begav sig af sted i den retning, hun havde set ham vælge om morgenen, kom hun til en lysning i en lille hasellund, der var lukket yderligere inde af høje takstræer og i hvis midte var anbragt en stensokkel, på hvilken der stod en lille bronze statue af en ung Pan. Det var et smukt stykke kunsthåndværk, men hendes opmærksomhed var hovedsagelig koncentreret om en nylig afskåret klase vindruer, der som en offergave var lagt ved statuens fod. Vindruer var en sjælden delikatesse på gården, og hun fjernede vredt klasen fra soklen. Foragt og vrede var fremherskende i hendes tanker, da hun langsomt slentrede hjemad, men disse følelser afløstes af noget nær angst, da hun over kanten af et tæt krat pludselig fik øje på et drengeansigt, brunlødet og smukt, der stirrede på hende med et ubeskrivelig ondskabsfuldt udtryk i øjnene. Det var en øde sti – alle stierne omkring Yessney var for den sags skyld øde – og hun styrtede af sted uden at give sig tid til at tage denne pludselige åbenbaring i nærmere øjesyn. Det var først, da hun nåede hjem til hovedbygningen, hun opdagede, at hun under flugten havde tabt vindrueklasen.

»Jeg så en dreng ude i skoven i dag,« sagde hun til Mortimer samme aften. »Han var brun og ganske køn, men så ud til at være en rigtig lille slyngel. Det har formodentlig været en sigøjnerdreng. «

»En rimelig teori,« sagde Mortimer. »Der er bare ingen sigøjnere her på egnen for øjeblikket.«

»Jamen, hvem kan han så have været?« spurgte Sylvia, og da Mortimer ikke lod til at have nogen teori herom, fortsatte hun selv med en beretning om sit fund af den formodede offergave.

»Du har sikkert haft en finger med i spillet,« bemærkede hun. »Det er en harmløs tossetreg, men folk ville anse dig for at være frygtelig dum, hvis de vidste det.«

»Pillede du ved noget?« spurgte Mortimer.

»Jeg — jeg smed druerne væk. Det hele forekom mig så tåbeligt,« sagde Sylvia og spejdede efter eventuelle tegn på vrede i Mortimers ubevægelige ansigt.

»Jeg tror ikke, det var klogt gjort af dig,« sagde han eftertænksomt. »Jeg har hørt sige, at skovguderne er temmelig grusomme mod enhver, der krænker dem.«

»Måske grusomme mod dem, der tror på dem, men det gør jeg ikke, at du ved det,« svarede Sylvia.

»Ikke desto mindre ville jeg undgå skovene og frugthaverne, hvis jeg var dig,« sagde Mortimer med sin rolige, lidenskabsløse stemme, »og jeg ville også gå i en stor bue uden om alle dyr med horn her på Yessney.«

Det var naturligvis noget vrøvl alt sammen, men på dette afsides, skovomkransede sted syntes selv vrøvl at kunne avle en vis form for uro.

»Mortimer,« sagde Sylvia pludselig, »jeg synes, vi snart skal tage tilbage til byen igen.«

Hendes sejr havde alligevel ikke været så fuldkommen, som hun troede; den havde ført hende ud på terræn, som hun nu var ivrig efter at komme bort fra igen.

»Jeg tror ikke, du nogen sinde vil tage tilbage til byen,« sagde Mortimer. Det var, som om han omskrev sin mors forudsigelse om ham selv.

Sylvia bemærkede med utilfredshed og en vis selvforagt, at hun instinktivt undgik de store skove, da hun den følgende eftermiddag tog ud på sin spadseretur. Med hensyn til hornkvæg havde Mortimers advarsel ikke været nødvendig, for hun havde altid været skeptisk over for disse dyrs neutralitet; i fantasien så hun helt bort fra de skikkeligste malkekøers køn og forvandlede dem til farlige tyre, der når som helst kunne finde på ‘at se rødt’. Vædderen, der gik og græssede i den smalle indhegning bag frugthaven, havde hun — efter mange forsigtige tilnærmelser – bedømt til at være fredsommelig, men i dag besluttede hun at afstå fra at sætte dens fredsommelighed på prøve, for det ellers så satte dyr vandrede rundt i sin indhegning og viste alle tegn på uro. En dæmpet, ujævn fløjten, der syntes at stamme fra en tynd rørfløjte, hørtes inde fra dybet af en lund i nærheden, og der var tilsyneladende en slags underfundig forbindelse mellem vædderens rastløse traven omkring og den vilde musik inde fra skoven. Sylvia forandrede retning og begyndte at stige op ad de lyngklædte skrænter, der som runde skuldre strakte sig højt oppe over Yessney. Hun var kommet uden for hørevidde af de fløjtende toner, men tværs over de skovbevoksede dale førte vinden nu en anden slags musik med sig: et kobbel jagthundes ivrige halsen og gøen. Yessney lå lige i udkanten af grevskaberne Devon og Somerset, og det skete undertiden, at hjorte, der blev gjort jagt på, kom her forbi. Snart efter så Sylvia en skikkelse runde den ene bakketop efter den anden og forsvinde ud af syne igen i dalene, og hun blev helt anspændt af den ivrige medfølelse, man får for et hvilket som helst jaget væsen, i hvis fangst man ikke selv er direkte impliceret. Langt om længe brød dyret frem fra bregnerne og egekrattet og stod gispende ude i det fri, en stor, kraftig kronhjort med et pragtfuldt gevir. Dens logiske kurs ville være at trænge ned til Undercombes brune mudderpøle og derfra fortsætte videre til alle hjortes foretrukne tilflugtssted — havet. Til Sylvias overraskelse gjorde den imidlertid front mod de høje skrænter og kom målbevidst luntende hen over den åbne hedestrækning.

»Det bliver frygteligt,« tænkte hun. »Hundene vil rive ham omkuld lige for øjnene af mig.« Men hundenes gøen syntes midlertidigt at være stilnet af, og i stedet hørte hun nu atter den vilde fløjten, der lød, som om den kom snart fra den ene og snart fra den anden side; det var, som om den ville anspore den udmattede hjort til en sidste kraftanstrengelse. Sylvia stod et godt stykke fra stien, næsten skjult i et tæt krat af blåbærbuske, og iagttog dyret, hvis flanker var mørke af sved og hvis stride hårvækst på bringen tog sig helt lys ud i sammenligning. Fløjtetonerne skingrede nu lige omkring hende, som om de kom fra selve det krat, hun stod i, og i samme øjeblik svingede den store kronhjort omkring og satte kurs direkte ned mod hende. Øjeblikkelig forvandledes hendes medlidenhed med det jagede dyr til vild rædsel over den fare, hun selv svævede i; den filtrede lyng spottede hendes stavrende forsøg på at flygte, og hun kastede et fortvivlet blik ned i dalen for at se, om hundene ikke skulle være på vej. Takkerne på hjortens kæmpestore gevir var kun nogle få meter fra hende, og i et lynglimt mindedes hun Mortimers advarsel om, at hun skulle tage sig i agt for alle dyr med horn. Så opdagede hun pludselig til sin glæde, at hun ikke var alene; en menneskelig skikkelse stod nogle ganske få skridt fra hende inde mellem blåbærbuskene.

»Jag dyret væk!« skreg hun. Men skikkelsen gjorde ikke mine til at ville gribe ind.

Geviret stødte lige mod hendes bryst, og det jagede dyrs syrlige lugt ramte hendes næsebor, men hendes øjne fyldtes med skræk over noget andet end selve døden. Og i hendes øren genlød en drengs latter, perlende og skadefro.

(Originaltitel: The Music on the Hill)

Trykt i: The Chronicles of Clovis, 1911

Kort om H. H. Munro

Født: den 18. december 1870
Død: den 14. november 1916
Skrev også under pseudonymet Saki

Læs mere på Gyseren.dk

Bjergtagen I af M. A. Goldschmidt

Meir Aron Goldschmidt
By unknown for the image – Danske Stormænd fra de seneste aarhundreder af L F La Cour og Knud Fabricius, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2155140

Efter et sagn

Dengang borgen eller herregården Debelsborg på Furland stod på det sted, hvor nu kun svage jordforhøjninger viser, at der har været bebygget, var der også i nærheden af borgen en lille sø. Hinsides søen var der  kornmarker, som strakte sig lige til den meget omtalte Smedehøj, der skyder ud som et forbjerg fra højlandet og danner grænsen mellem det dyrkede og det udyrkede eller vilde land.

Ved søen gik en vinterformiddag et ungt ægtepar, borgherren og hans hustru. Det havde kun frosset lidt; selve den lille sø var uden is; men de små bølger havde om natten vædet græsset ved søkanten, og de efterladte dråber var blevet til is, som derpå var blevet forøget med nye dråber, så hvert græsstrå på en lang strækning nu bar en slags klokke af is, og når da den lette vind for hen over søbredden, slog disse små klokker lempelig imod hinanden og frembragte en besynderlig musik. Hver gang vinden kom på ny og græsstråene svajede og klang med deres klokker, bøjede den unge borgfrue lyttende hovedet, og endelig sagde hun: “Det er dog forunderligt!”

“Hvad er forunderligt?” spurgte hendes ægtemand.
“Den melodi”, svarede hun.
“Melodi?” sagde han; “hvor er den?”
“Jeg ved ikke; det er, ligesom hele søen sang, og jorden og luften med, og melodien er så dejlig, så dejlig …. sådan -”

Hun gjorde et forsøg på at nynne den, men holdt straks inde ligesom skamfuld eller misfornøjet med sin egen stemme, der, skønt smuk, gjorde et magtesløst forsøg på at gengive, hvad der klang enten udenfor eller indeni hende.

“Nå, det er melodien!” sagde hendes ægtefælle leende og råbte straks efter til sin hund: “Hector! Hallo!”

For hende syntes hans stemme at gå ud i luften mellem tonerne ligesom en stærk hånd, der kvalte en uendelig mængde små væsner; men snart var ægteparret så langt fra søen, at intet kunne høres, og hun glemte eller bestræbte sig for at glemme den lille, såre lille begivenhed.

Vinteren kom stærkere og gik igen og gjorde plads for det livsalige forår og den blide, varme sommer.

Det var en juni eller juli aften. Borgherren og hans hustru sad udenfor deres havestue. Der rørte sig i den milde, lyse aften ikke en vind, undtagen engang imellem når bladene i bæveraspen, som stod tætved huset, rørte sig ganske svagt. Mens alt var så stille, og mens de hvide blomsterblade fra æble- og pæretræerne lå på jorden, var det, som om de sølvagtig skinnende, sagte bævende aspeblade så eller følte noget, som andre ikke kunne mærke, og dette ubekendte meddelte sindet en let, ikke ubehagelig angst, en anelse om et sagte, hemmelighedsfuldt naturens åndedræt. Og skønt alt var stille, kunne man dog ved at hengive sig og lytte høre lyd i stilheden. Det summede i luften og svirrede i græsset, det var en lyd ingensteds og allesteds fra, en lyd uden mening og dog en lyd af leg eller af glæde, der snart snurrede rundt, snart gjorde et hop, snart piblede frem som forunderlige fine kildevæld, derpå med et syntes at standse og se på sig selv for så at begynde forfra. Nu slog tårnuret, og mens slagene langsomt døde hen i rummet, var de som en stemme, på engang forstandig og højtidelig, der bød alt det skjulte og hemmelighedsfulde at tie, og det tav også, indtil det havde mærket, at nu kunne eller ville klokken ikke mere. Så lød et fugleskrig fra et ensomt træ, og så begyndte det igen overalt, dansende, svirrende, hoppende, summende, piblende, og vinden, der hævede sig lidt, bragte aspens blade til at bæve stærkere og slå med let, metalagtig raslen imod hinanden og de andre træers kroner til at bølge.

“Det er dog besynderligt!” sagde den unge borgfrue.
“Hvad er besynderligt?” spurgte borgherren.
“Ingenting …. Du vil le af mig.”
“Nej, hvad er det? Lad mig høre. Hvad er så besynderligt?”
“Ja, men du må ikke le, og du må ikke skælde ud. Det forekom mig med et, ligesom der var en overordenlig mængde lyse, engleagtige væsner, alt for små til at kaldes børn, og de stillede sig op i en kreds, og kredsen blev større og større, og så skulle de til at danse, og så blev æbletræet derhenne en kone, der gav sig til at synge for dem – og det var den samme melodi, den samme forunderlige, dejlige melodi, som klokkerne spillede i vinters ved søen.”

Hendes ægtefælle følte et uforklarligt had til den melodi, han aldrig havde hørt, og han sagde mismodig: “Det er jo ikke noget at skælde ud for; men du skulle dog tage dig i agt med de indbildninger, at det ikke skal gå dig som smedens tossede Ane.”

“Hvad var da det med smedens tossede Ane?”
“Åh, jeg ved ikke engang rigtig. Det var noget, der blev fortalt mig som barn, og andet sandt er der naturligvis ikke der i end, at hun ikke kunne tåle sine egne indbildninger og drømme.”
“Ja, men hvad bildte hun sig da ind? Hvad drømte hun om?”
“Det er da ikke godt for mig at vide! Men hun havde vel fået hovedet fuldt af eventyr, som folk går og snakker om, og her på egnen er det jo Smedehøjen, de har travlt med, og de har vel også allerede fortalt dig om stenen, der laver musik?”
“Nej! Er der sådan en sten? Hørte en vanvittig pige den sten synge?”
“Nej, hun var ikke tosset dengang; tværtimod, hun var en køn pige og havde mange bejlere, men mistede alting og forstanden oven i købet, fordi hun ville høre musikken fra stenen. Hun gik hen i kornmarken nedenfor højen og lyttede; men rimeligvis kunne hun ikke tåle sindsbevægelsen, og så fandt de hende sansesløs, og og hun kom aldrig til sanserne igen.”

“Kunne hun da aldrig tale? Sagde hun ikke, at hun havde hørt noget?”
»Hvor du spørger! Hun havde jo ligget besvimet.”
“Ja, men hvad havde bragt hende til at besvime?”
“Hendes indbildninger og angst naturligvis. Det, hun sagde, at hun havde set, var ellers ikke så slemt endda; men det var jo ydmygende, det forståer sig, for en køn pige.”
“Så? Hvad var det da?”
“Hun havde i højen set en gammel mand, der sagde til hende: Det er ikke dig.”
“Hvornår var det? Hvor mange år er det siden?” spurgte husfruen med store øjne.
“Men, Herregud, barn, du spørger jo, som om det var sandt!” svarede hendes ægtemand; “det var jo kun xmedens tossede Ane, der drømte det!”

Den følgende morgen havde borgherren et ærinde på gården eller borgen Voiel, og mens han drog dertil, mod sydøst, gik hun ud mod nordøst, forbi søen, gennem kornmarken, og da hun kom til markens rand, var hun overfor Smedehøjen. Der var to høje tæt ved hinanden; men hun kunne kende den rette ved, at der midt i den var en stor, rød sten, og med blikket fæstet på den satte hun sig på en tue for at lytte.

I samme øjeblik bevægede stenen sig, højen åbnedes, og i åbningen stod en ung mand. Sådan som sangen havde lydt fra de små isklokker om vinteren og fra æbletræet om sommeren, sådan så han ud, han var sangen i menneskelig skikkelse, og hun rejste sig og gik til ham som til en, hun førhen havde set med lukkede øjne, båret som billede i sit indre, ventet på at se udenfor sig selv for at sige til ham: Du er mig, og jeg er dig.

Der var ingen hule eller fordybning i højen. Så snart hun kom gennem åbningen, var der straks vidtstrakt land med himmel ovenover ligesom alt andet land. Det forekom hende, at dette land, idet hun uden at se på det dog opfangede et billede deraf på afstand, var stenet og lyngklædt hede; men uden at hun undredes derved, viste denne opfattelse sig straks forkert; thi ved hvert skridt, hun tog, kom hun imellem græs og blomster; hvad der kort forinden  havde forekommet hende blegt, stod i farvepragt, hvad hun havde anset for stilke, blev til store, fyldige træer, og da hun var kommet helt indenfor og stod ved hans side, var det hele et uendeligt, rigt landskab.

Han sagde ikke andet til hende end: “Du har tøvet længe”, og tog hende ved hånden, og i samme øjeblik, som hendes hånd berørte hans, stod der et slot, ganske tyst og stille, og der var intet tjenerskab, men alting syntes at se på hende med så blide, hengivende øjne, som hun aldrig førhen havde mødt.

Selve tystheden og stilheden var, når hun lyttede efter, musik, en sagte genklang fra isklokkerne og fra æbletræet, og landskabets uendelighed var ligeledes musik, en bestandig voksende, gyngende kreds af de lysende småskikkelser, og tiden, der gled hen, bar hende som en bølgende sø af toner, og kun ind i mellem lød den dybe røst fra tårnuret, og så standsede alt et kort øjeblik, og hun kunne spørge.

Hun spurgte ham engang, af hvad slægt han var, og han svarede: “Jeg nedstammer på mødrene side fra den Fugl Phønix, som, når den får en så stor sorg, at den ikke kan overkommes, brænder sig selv op og fødes igen; men ingen ved, hvor det er, at den genfødes.”

Så sælsomt ordet end var, syntes hende dog, at det var klar tale, og hun forstod den.

Hver gang så igen landet klang og stilheden sang og den bølgende sø af toner bar hende, syntes det hende, at hun selv talte. I hendes forrige tilværelse, forekom det hende, såvidt hun nu kunne erindre eller forstå den, var hvert ord kommet fra en skal, der lå om hendes sjæl; nu var det sjælen, som blev til ord, men dog ikke strømmede ganske med; thi på samme tid fornemmede den med stor tilfredsstillelse sig selv i behold og ligesom indhyllet i et fint slør. På lignende måde var det, når hun hørte, hvad han sagde. Førhen var ord kommet til hende som usikre, vaklende tegn på noget, der famlede efter sig selv; nu hørte hun ordene, som de fødtes i hjertets dyb og blev til et med stemme og blik.

Når den dybe røst fra tårnuret da igen lød og stilheden sænkede sig, var der intet, de kunne tale med hinanden om, end ikke den mørke baggrund for deres gyldne lykke. Hun spurgte ham, om det ikke var sandt, at alt havde hun for sig, undtagen loven, og han svarede sørgmodig, at således var det: Alt kunne de modstå; men hvis man fra den anden side af stenen kaldte på hende i lovens navn, så var de begge magtesløse, og ved denne bekræftelse påkom hende en følelse af en truende, stor, hellig, sonoffring, som hun stod i gæld for, og hvortil hun var indviet, og hun fornam det med en bæven, der lignede tårnurets hendøende klang.

Når det så sang og klang igen, i luften, i landet og i havet, syntes det hende, at de var fyrste og fyrstinde i et rige, og at meget blev udført, at både hans og hendes liv var en virksomhed, en bedrift, hvoraf andre havde gavn, og hvoraf de selv voksede; men hun kunne ikke gribe fat i og komme til vished om, hvad enten dette var eller blot syntes hende at være; thi endog når hun troede det allervirkeligst, forekom det hende dog ikke at have betydning i sig selv, men var blot en følelse i hendes hjerte, der gik ud og tog skikkelse af handling og vendte tilbage til hjertet igen. Dette forklarede han med de ord: Al bedrift er kærligheds tanke –

Solen, som stolt over himlen går,
Saften i gyldne ranke,
Mandens dåd, som til stjernerne når,
Alt er kærligheds tanke.

Men hvergang og hvor fjernt de end drog ud, kom altid et øjebliks standsning fra tårnuret, og han sagde med sorg til hende: Vi er dog tæt ved stenen og kan høre, hvis der kaldes –

Altid, end i den fjerneste vrå,
Hvor vi så monne vanke,
Er vi nær, og høre vi må
Loven på stenen banke.

– Imidlertid havde borgherren naturligvis straks savnet hende, og da han på alle efterspørgsler fik det svar, at hun var blevet set gå ind i kornmarken under højen, og alle var af den overbevisning, at hun var taget derind, så måtte han til sidst tro på det og forespurgte hos gamle, erfarne folk om, hvad der nu var at gøre. De rådede enstemmig til, at der skulle ringes foran højen med kirkeklokken, og når hun så kom ud, pålagde de ham, måtte hun aldrig mindes om, at hun havde været derinde.

Kirkeklokken blev da taget ned og bragt hen til højen, og man ringede med den i tre dage og nætter; men det hjalp ikke.

Da huskede borgherren, at hans hustru havde talt om en klang, en melodi, der havde lydt fra isklokkerne og fra æbletræet, og som hun havde fundet så skøn, og han tænkte, at når man kunne opdage og gribe den melodi og synge den ved højen, så ville hun komme ud. Derfor udlovede han en stor belønning til den, som kunne opfange og synge melodien, og flere kom også og sagde, de havde den, og deres sang blev prøvet udenfor højen; men det hjalp ikke.

Meget mere prøvede borgherren; hver dag gik han til højen og forsøgte et eller andet, som måske kunne have magt, men altid frugtesløst, indtil han en dag, kummerfuld og mismodig, idet han ville gå bort, uden at tænke videre derover, løftede hånden truende mod højen og sagde: “Hun er dog min lovlige hustru.”

Da hørte han en lyd, som om stenen blev løs i højen og smækkede til igen; men han så intet, før han vendte sig for at gå hjem, da så han sin hustru ligge sovende i kornmarken.

Han ilede til hende og løftede hende op i sine arme for at bære hende hjem. Hendes ansigt var vådt som af dug og hendes læber kolde, da han kyssede dem. Hun vågnede, så sig om med et blik, der var ham besynderlig fremmed, og spurgte: “Har jeg været længe borte?”

“Nej”, svarede han og vidste ikke selv, om han svarede sandt eller ej.

Han bragte hende hjem, og han indbød sin slægt og egnens fruer til at komme og holde hende med selskab. Han fortalte dem nøjagtig, hvorledes alt var foregået, hvad han med sine egne øjne havde set, hvorledes han havde fundet hende i kornmarken, så at hun egentlig ikke kunne siges at have været borte; men det uforklarlige, som var i, at hun dog syntes at have været borte, pålagde han dem, i henhold til de erfarne folks råd, ikke at nævne for hende, ej heller bringe noget på bane, som kunne minde derom. Hvad fruerne tænkte eller troede, berettes ikke; men de lovede at opfylde hans anmodning.

Da de så alle var samlede, fandt de sagen vanskelig; den af dem, som tiltroede sig mest sikkerhed, begyndte dog en samtale, idet hun fortalte, at et barn om morgenen var blevet kastet omkuld på vejen af en ko, der bissede. En anden frue spurgte, hvis ko det var, der havde gjort denne fortræd, og der blev svaret, at det var degnens blakkede – – men degnens blakkede var kommet til verden, mens hun var borte, og da de ikke turde berøre dette, skyndte de sig bort.

“Vi har også bedre af at være ene”, sagde hendes ægtemand.

De sad igen om aftenen i haven. Det var september, men en mild aften. Alt var tyst, træernes løv hang fyldigt, men ubevægeligt; intet svirrede i græsset, og intet summede i luften. Naturen var så stille sammenbøjet over sig selv, at den end ikke syntes at lytte eller at ane noget at lytte efter.

Pludselig sagde hun: “Det banker!”
“Hvor?” spurgte han, næsten angst.
“I æbletræet.”
“Det må have været en fugl, der pikkede på en gren; jeg hørte intet.”
“Jo, det bankede …. det var heller ikke en fugl …. det var heller ikke i æbletræet …”
“Hvor var det da?”
“Jeg ved det ikke …. i alle træerne ….”

Næste dag, da han var ude på egnen, befalede hun samtlige gårdens mænd ned i haven, og lod dem omhugge alle træerne og buskene og nedpløje blomsterbedene, for at der kunne blive kålhave.

Da han kom hjem, sagde hun til ham: “Nu vil der ikke blive banket mere.”

Han fandt det underligt, men var glad for, at hun var kommet af med sin forestilling – da udbrød hun: “Jo, det banker!”

“Hvor?” spurgte han.
“Inde i huset! Inde i vort kammer!”
“Hvordan kan du høre det? …. Men lad os gå derind!”

Da de kom derind, var der ingen lyd, og han sagde: “Kan du se! Her er ikke det ringeste!”

Hun lagde begge hænder på brystet og sagde: “Det banker på begge sider af stenen – på begge sider!”

Det kunne han aldeles ikke forstå; men han bar nag til stenen og besluttede nu at skaffe sig af med den, så han sendte sine karle til højen for at grave den ud.

Den sad dybere, end man havde formodet, og hele dagen gik med arbejdet.

Det var begyndt at mørkne; men pludselig lyste det i stuen med et stærkt skin udefra. Borgherren og hans hustru gik begge hastigt hen til vinduet.

“Åh”, sagde han, “det er hedebrand. Det er vist kommet af uforsigtighed, karlene have tændt ild derovre.”
“Hvor ovre?” spurgte hun.
“Ved højen. Jeg har befalet dem at tage stenen ud af højen.”
“Og det har tændt ild i højen!” sagde hun.
“Ikke i højen, men i lyngen, tænker jeg; det er lyngbrand.”
“Ja, det er lyngbrand!” sagde hun med en underlig tone og blev stående og stirrede ufravendt på den store lue.

Stedse højere hævede ilden sig og blev til et flammehav, funklende, flagrende, snart som mægtige tunger, snart som store vinger af en fugl, der ville bort, men ikke kunne, hævede sig og sank og hævede sig igen, alt sammen ombølget af røde, lette skyer og tindrende gnister og undertiden umådelig højt, som om det var store bygninger, der brændte nedenfor.

Med et fløj flammen stærkt op og sank derpå dybt, og hun udbrød: »Nu faldt slottets vinduer – nu fløj fuglen!”

Han blev ikke synderlig forbavset over dette udbrud; thi skønt det ikke var faldet ham selv ind, at det så ud som et brændende slot eller som en fugls vinger, stod synet levende for ham ved hendes ord.

Hele natten sås ilden; men den sank mere og mere sammen, og da solen stod op, var der i stedet for de lyse flammer kun en trist røg synlig.

Husherren kaldte på sin hund og gik ud for at bese brandstedet og tillige jage, hvis der bød sig vildt.

Da han var på vej hjem, opdagede han med et, at det lyste stærkt på den kant, hvor hans gård lå, og urolig og angst skyndte han sig videre. Snart så han, at hans frygt ikke havde været ubegrundet; det var hans gård, der brændte, og da han kom ind i borggården, så han til sin endnu større gru, at hans hustru stod oppe i det øverste stokværk, som ilden var tæt på at nå, mens husfolkene stod ubevægelige i gården og stirrede op.

“En stige! En stige!” råbte husherren.
“Det kan ikke nås!” råbte hun og forsvandt i ilden.

Senere sagde folk i Debel og på hele egnen, at ‘den gale frue’ havde stukket ild på Debelsborg.

Trykt i: Smaa Fortællinger, 1868

Kort om Meir Aron Goldschmidt

Født: den 26. oktober 1819
Død: den 15. august 1887

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Bjergtagen II af M. A. Goldschmidt

Meir Aron Goldschmidt
By unknown for the image – Danske Stormænd fra de seneste aarhundreder af L F La Cour og Knud Fabricius, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2155140

Bjergtagen
II

Enhver skov ser ud, som om den skjuler en hemmelighed, og den der går alene ind i skovens inderste, kan føle at hemmeligheden er tæt ved ham og omkring ham, uden at han dog ved, hvad den er.

Der siges, at det skal være farligt at se det hemmelige; men der fortælles også, at ridderens søn på borgen, som lå i nærheden af, hvor Aunsbjerg nu ligger, fik det at se.

Dengang var skoven meget større end nu. Nærved borgen var den udhugget, med gange, og lignede en lund; mellem ask, elle og røn hævede sig i afstand fra hinanden de hvide bøgestammer og syntes med deres alvorlige, stille fred at tilkendegive, at de havde vænnet sig til menneskene, som færdedes imellem dem. Men så kom en å, og ovre på den anden side stod skoven med sine mørke, svulmende kroner, med dybt nedhængende grene og med buskads, der nåede vandet, i stor, sær tavshed, levende sit eget liv, så at den forekom riddersønnen, der legede ene ved åbredden, snart som en gammel, vred kæmpe fra fortiden, snart, når den nedgående sol kastede sit farvede lys gennem enkelte åbninger, som et forunderligt land, hvor andre børn legede.

Engang ville han derover og lavede sig en flåde af gamle brædder; men netop som han ville vove sig ud på sit skrøbelige fartøj, kom hans moder til og forbød ham strengt alle sådanne forsøg og tog brædderne fra ham. – “Der er trolde derovre!” sagde hun for at afskrække ham, og det skræmte ham også. Men efter nogen tids forløb var hendes ord, når han lyttede til stilheden og så farverne, kun en bekræftelse på, at der virkelig var nogen derovre, og det kunne ikke være troldfolk; thi hvorledes kunne det da se så dejligt ud? Men alligevel, trods den store magt, hvormed det drog ham, søgte han ikke igen at komme derover, og det var mindre moderens forbud, der virkede, end en følelse, han ikke selv forstod: kærlighed til selve længselen.

Han voksede op, og hans fader tog ham med sig og overgav ham til en anden borgherre, for at han sammen med jævnbyrdige skulle lære ridderlig idræt og hofsæder, og i al den tid var skoven i hans erindring som hyllet i et slør eller i tåge; men så snart han skulle hjemad, mindedes han den igen tydelig, først med et smil, som over en barndomsdrøm, men så med stigende længsel, som om barndomsdrømmen var sand.

Så indtraf det en forårsmorgen, da han efter et uvejr kom ned til åen, at han så et væltet træ på den anden bred. Det var revet op med rode og lå ligesom et menneske, der havde lidt stor overlast og efter at være blevet dræbt var kastet på hovedet ud i åen. Han blev ganske beklemt ved at se den vildskab, som de hemmelighedsfulde, tavse træer om natten havde udøvet imod hinanden, indtil han opdagede, at det fældede træ lidt efter lidt gled nedad, og at grenene kom nærmere over til ham, så der dannedes en bro. Så blev det mere end en bro: en besynderlig venlig indbydelse; de derovre havde ofret en af deres egen slægt for at lade ham komme til dem.

Han gik over broen og ind i skoven, og med følelsen af at være hemmelighedsfuldt ventet kunne han ikke forstå, hvorfor de store, mørke egetræer blev tavse, når han nærmede sig dem. Det begyndte at forekomme ham, at han måske alligevel ikke var velkommen, som om de kun for hans skyld tog skikkelse af træer og faldt hen i en stilhed, der voksede og voksede, så at han kunne høre sit eget åndedræt og følte sig så ene, at han syntes at ikke blot han men også hele verden var ved at forsvinde.

Så raslede det i nogen afstand, og det var, som om der for et venligt smil gennem stilheden, og noget hvidt gled hen mellem træerne, og da han fulgte retningen, kom han til et sted, der lignede mange andre åbne pletter i en skov, men dog var underfuldt forskellig fra dem alle. Det var en rund, grøn plads, omgivet af høje, ranke, hvide bøge, hvis kroner nåede sammen og dannede en kuppel, og gennem kuppelen faldt sollyset ned på stammerne og på grønsværet i utallige tindrende pletter. Det forunderlige var ikke blot stammernes hvidhed og grønsværets friskhed og solpletternes glans, men især, at hele synet var så hjemligt, det syntes ikke muligt, at her kunne være ensomt; det var, som om alt med sagte åndedræt ventede på nogen. Men der var stille igen, det flagrende hvide var forsvundet. Forventningen om dem, der skulle komme, steg i hans sind med en sådan magt, at han følte at han måtte dø, hvis han blev skuffet, og pludselig rakte et træ sine blade ned over ham og berørte hans øjne, så at de atter kunne se, og han så, at det hvide, der var gledet hen foran ham, var en pige, der stod i afstand mellem træerne, og alt, hvad der lyste, levede, det var blide øjne, der så på ham.

Han var så betaget af forundring og glæde, at han hverken kunne røre sig eller tale; men alle de små, lysende væsner nærmede sig ham i kreds, og den unge pige kom også nærmere og så på ham. Så snart han rørte på sig, veg det hele tilbage. “Du må ikke røre os”, sagde de små, “hvis ikke du vil blive hos os, og du kan ikke blive hos os, medmindre du i år og dag ikke har noget stærkere ønske.” Så forsvandt de alle for hans blik, og til sidst gled den unge pige som noget svindende hvidt tilbage i skoven.

Atter en dag kom han over og så synet, og atter talte de lyse væsner til ham i et sprog, der ikke var ord, men hvoraf han dog forstod meningen. De sagde: “Alle de, der har følt stor længsel og er forblevet den tro, må komme og bo hos os i vort gennemsigtige slot, der kan svæve for den sagteste vind. Der er altid lunt i skoven, hvor slottet står, selv om vinteren, og græsset visner ikke, og vi flytter aldrig, undtagen når en er os utro med sin længsel. Så falmer græsset, og vi må skjule os et andet sted.”

Og atter en dag sagde de til ham: “Et menneskes troskab er os endnu mere end solen; thi troskaben lyser både ved dag og ved nat. Hvis én blot et øjeblik har glemt os, men husker os igen med troskab, så tænder han igen solen for os og bringer os tilbage til det sted, hvor vi har leget.”

Hjemme på borgen sagde han intet om, hvad der var hændt ham; men, som det altid går dem, der er opslugt af en stor, men hemmelighedsfuld lykke, fik han udseende af at være nedslået og bedrøvet, og mens han kun længtes efter et eneste selskab, efter de lysende småvæsners ord eller sang og den tavse unge piges øjne, forsøgte hans slægtninge at muntre ham op, ved at råde ham til at ride til Karup og den hellige kilde sammesteds – thi dette sted, som nu ligger så fattigt i lyngheden, var dengang et navnkundigt møde- og valfartsted.

Han gav modvilligt efter for deres råd og opmuntringer. Men da han red ud i det åbne land, der lyste i soldagens glans, kom han for første gang til hel, glad bevidsthed om den store, underfulde gunst, der var vist ham. Det var for ham, som om han førte hele underet med sig, og at det udvidede sig. Himlen selv syntes ham kuppelen, der hvælvede sig om den indviede plads; jorden forekom ham at ånde og løfte sig med sagte længsel, og alle steder var der et skjult liv, øjne, der så på ham og fulgte med, agtpågivende og kærlige, sikre på, at han kun drog ud for at vende tilbage.

Da han kom til Karup, var der et stort optog, som, anført af præster i messehagel, af hvide og sorte munke og af kordrenge, der svang røgelsekar, drog rundt om den indhegnede kilde og derfra op i den store kirke på højen, som var indviet til Guds Moder, og han fulgte optoget, omend med nogen frygt; thi de ord, hans moder nogle år tilbage havde sagt ham: “Der er trolde derovre!” var endnu ikke ganske ude af hans sind, og selvom han ikke ville opgive skoven, følte han en sagte, sælsom ængstelighed for, at hans rigdom ikke var af den art, der kunne bæres med ind i en kirke, og at han skulle blive fristet til en anden og stærkere længsel.

Og der var også et øjeblik, idet sangen brød frem og fyldte kirkens hvælvinger, og idet en sky af virak bølgede hen over ham, da det var, som om noget tog fat i ham og ville rive ham med til et sted, langt fjernere end skoven, langt højere end dens kuppel, endnu mere frydefuld, skønt smertefuldt til døden; men straks efter, da billedet af Vor Frue blev båret tæt forbi ham og hendes skønne øjnes blik syntes at falde på ham, mindede de ham om hende i skoven og var dog ikke så skønne som hendes, og igen lidt efter, da de troendes menighed sank på knæ for det allerhelligste, mindede de mange hvide kvindelige hovedtøjer ham om solpletterne på grønsværet, og hvad disse skjulte, og med åndedrættet så tungt, som om han var i landflygtighed og aldrig kunne komme tilbage, gik han ud og red hjemad, og da han atter fuldt inddrak den frie luft, syntes det ham i hans sindsbevægelse, at han takkede Gud, fordi han ikke var blevet grebet af en anden og stærkere længsel.

Han red hjemad langs Åresvad Å, og da han kom til det sted vest for åen, hvor et lavt bjergland skyder ud i grene og danner små, grønne dale, så han i den synkende sols lys noget hvidt, hvidtlysende pletter, bevæge sig i den nærmeste dal, og han troede et øjeblik med pludselig lyksalighed, at det var dem fra skoven, der var kommet ud for at møde ham. Men så snart han red nærmere, skiftede synet, og han så, at det var mennesker, folk, der enten skulle til eller kom fra valfartstedet og havde slået lejr her; det hvide var legende børn, og imellem dem stod en ung pige, og hun som alle de andre så i dette øjeblik opmærksomt på riddersønnen, der kom ridende. Endnu mere end øjnene på den hellige jomfrues billede syntes den unge piges øjne at ligne hendes i skoven, ja, måden, hvorpå hun så, opmærksomt, ubevægelig og på afstand, syntes ham så ganske at være hendes, at han var fristet til at springe ned og knæle for hende og holde hende fast. Men i dette øjeblik slog den tanke ham, at det hele kun var et syn, hvormed man stillede ham på prøve for at se, om han var trofast med sin længsel, og efter at have hilst god aften og guds fred tog han øjnene til sig og red modvilligt videre.

Da han igen gik over til skoven, var han sikker på, at når han nåede det dejlige sted, ville noget nyt underfuldt ske, han ville blive belønnet for sin troskab og finde hende fra dalen derovre. Og så snart han genså grønsværen under kuppelen, viste det dejlige syn sig også på ny for ham, men svagere eller mattere, og da han utålmodig sprang frem og greb efter det, forsvandt det hastigere end nogensinde før, og det syntes ham da med uovervindelig magt, at det alt sammen havde skyndt sig hid fra dalen ved Åresvad Å og nu drillende drog tilbage dertil.

Så steg han til hest og red tilbage til dalen. Men der var imidlertid kommet andre vejfarende til, som havde slået lejr, og ingen kunne sige ham, hvor familien med den skønne unge pige var draget hen. Men efter de utydelige vink, han fik, drog han afsted og søgte, og endelig traf han dem igen.

Han hilste høvisk den unge pige og sagde til hende, at siden han havde set hende, havde han ikke haft ro for længsel; hun mindede ham om nogen, han altid havde søgt, og han bad hende sige, om det var rigtigt, og om hun følte det samme, så ville han blive lykkelig alle sine dage.

Hun så på ham med et hurtigt blik og svarede derpå med nedslagne øjne: “Ak, hvorfor sagde I ikke det, første gang vi sås!”

Forundret og forskrækket, skønt over noget, han ikke ret forstod, vendte han om. Han så, at han havde taget fejl, at den rette dog var i den store, hemmelighedsfulde, friske skov, og så snart han kom hjem til borgen, gik han igen derover. Men hele tiden lød ordene på ny for ham: “Hvorfor sagde I det ikke, første gang vi sås?” Hvad var der i de ord? Havde hendes nærmeste givet hende væk? Eller havde i mellemtiden hendes blik dvælet med forkærlighed på en anden? Eller hvad var sket?

Næsten uden at give agt på skoven havde han nået pladsen mellem de hvide bøge. Nu stod stedet der igen, lige skønt, lige ventende, som et hus på sit herskab, men på et herskab, der ikke kom. Det var den samme stilhed; men han lyttede til den med en anden angst, han kunne ikke få sit eget hjerte til at banke og kalde med samme magt som første gang. Så stillede han sig hen under et af træerne, i håb om, at dets grene skulle sænke sig og åbne hans øjne; men træet stod tavst og rørte sig ikke.

Mere og mere tung følte han stilheden og forladtheden, og den tanke slog ham, at han nu var ganske ude af verden, at han ikke var i stand til at vogte på, hvad der skete andet steds, at al den lyksalighed, han skulle vente på et år, var borte, at den skjulte begivenhed, som havde bragt hende til at sige: “Ak, hvorfor sagde I det ikke første gang!” fik mere og mere magt, og han skyndte sig af sted for at frelse hende som fra en virkelig fare.

Atter mødtes han med hende, og han spurgte hende om meningen af de ord, hun sidst havde sagt. Da svarede hun med et smil, der forårsagede ham et underligt behag og en utydelig smerte: “Det skulle jeg vistnok ikke have sagt.”
Men da hun på sådan måde gjorde ordene til intet, syntes de ham netop at være meget, og i stedet for at lade dem forsvinde ville han have deres hele mening og betydning. Men han forstod ikke at spørge, og hver gang han ville samle sig til et spørgsmål, kom der noget dobbelt over ham: Angst for det besynderlig dejlige, men dulgte, som havde været i hendes smil, og længsel efter at kaste sig for hendes fødder uden at spørge. Han vaklede sådan mellem dette dobbelte, at det ligesom var en tredie, ham ubekendt magt inden i ham, der rev ham løs og førte ham hjemad, tilbage til skoven, med den beslutning, nu fuldt og uden forbehold at søge den skjulte lykke.

Men noget gjorde ondt indeni ham, og da han igen gik over den sælsomme bro, var han sådan til mode, at han ønskede han kunne bede til de store, alvorsfulde træer om hjælp eller trøst, og da han så ret så på dem med al sit sinds uro, syntes de ham at sige: “Os finder du altid uforandrede; vi har intet dulgt smil, vi skjuler ingen hemmelighed. ……… Men var det sandt? Bar ikke skoven på noget hemmelighedsfuldt ligeså vel som den unge piges smil, og bar han ikke selv på en hemmelighed, når han stod overfor hende? …….. Det faldt ham pludselig ind, at ordet: “Hvorfor sagde I det ikke før?” også kunne indeholde en bebrejdelse mod ham, at hun kunne have haft en anelse eller endog viden om, at han før hende havde set denne i skoven, og i den pludselige sorg og angst for, muligvis at skulle have mistet hende på den måde, blandede sig et ønske om, at han aldrig havde set synet i skoven.

I næste øjeblik var han ved stedet, men kendte det knap igen. Det var det samme sted, samme græs, samme kreds af bøgetræer; men alligevel var den forskel forsvundet, som havde adskilt stedet fra andre åbne, runde pletter i en skov, og skønt det var ham umuligt at finde nogen enkelt ting, der ikke var i den gamle orden, fornemmede han dog, at der var ligeså meget borte som af et menneske, der havde udåndet.

“Så er alt forbi her!” sagde han med en blanding af smerte og glæde og vendte om for at ride til hende. Men netop som han nærmede sig, steg angsten for hint dulgte op, og på samme tid rejste sig i hans sjæl en fortvivlet sorg over at for bestandig have tabt det skønne og store syn og at skulle have jaget de elskelige væsner i landflygtighed. Det syntes ham den højeste pligt, med ny længsel og troskab at vende om og kalde dem tilbage, og så vendte han om, i én stærk heftig higen – indtil hans erindring med et for tilbage til hende, genså hendes billede og hendes smil med et sådan stigende vemod, at det forekom ham, som om den lyksalighed, han nu vendte ryggen til, måtte forbarme sig over ham og møde ham undervejs til skoven og sige ham, at hun og skoven var et.

Men hun mødte ham ikke, og på skovens rand kunne han ikke længere udholde skuffelsen og længselen og red tilbage igen – for påny, da han nærmede sig hende, at mindes skoven og dens under – så red han atter tilbage – og igen – og igen – og sådan rider han endnu.

Trykt i: Smaa Fortællinger, 1868

Kort om M. A. Goldschmidt

Født: den 26. oktober 1819
Død: den 15. august 1887

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur