Glasskabet af B. S. Ingemann

B. S. IngemannDen rige handelsmand Mr. Seyfert i London var blevet enkemand. Han var en særling og kun lidet yndet, da han gjaldt for en kold egoist og hjerteløs pengemand, der ingen andre menneskelige pligter erkendte, end punktlig opfyldelse af hvad der var lov og ret i landet. Han var kun nogle og tredive år; hans rolige, uforanderlige ansigt var som udhugget af sten. Han var udelukkende forretningsmand og påstod med en slags stolthed, at alt, hvad man kalder fantasi og følelse, var en forskruelse og sygelighed, som var fremmed for hans gode, sunde natur.

Hans ægteskab var ufrugtbart og havde kun været lidet lykkeligt. Den afdøde Fru Seyfert havde været en udmærket smuk brunette, med et heftigt, næsten sydlandsk temperament. Modsætningen mellem hendes lidenskabelighed og hendes ægtemands kulde havde ofte givet anledning til huslige optrin, der dog kun var enetaler, da manden altid ved slige udbrud iagttog med ligegyldig tavshed. Ved sit ægteskab havde grossereren, der tillige var juveler, erhvervet sin store formue; men ved ægteskabskontrakten var det på det nøjagtigste fastsat, at, hvis hans hustru døde uden livsarvinger, skulle hele hendes medbragte formue, med renter og renters renter, udbetales til hendes slægtninge, fra den dag og time, hun var begravet.

Uagtet denne ægteskabskontrakts bestemmelse, forblev dog Mr. Seyfert, til stor ærgrelse for hans afdøde kones familie, i lovgyldig besiddelse af hele formuen. Han erklærede nemlig, at han havde elsket sin ømme ægtefælle så højt, at han aldrig ville afse hendes legeme; – han lod hende ikke begrave, men lod hendes balsamerede og sminkede lig i en glimrende dragt med kostbare prydelser og smykker opstille i et glasskab i sit sovekammer, lige overfor vinduet, hvorfra enhver forbipasserende kunne se det om dagen og undertiden om aftenen i månelys. Det kom til en retssag med den afdødes slægtninge; men ifølge den ordrette lovfortolkning vandt Mr. Seyfert processen. Han beholdt virkelig liget i sit sovekammer.

Hver aften, når han gik i seng, trak han kun et grønt gardin for glasskabet – og sov rolig.

Fra det øjeblik, liget stod i glasskabet, syntes lykken imidlertid at have forladt huset. Det gik tilbage med handlen; flere kostbare forsendelser med amerikanske skibe forliste, og vigtige spekulationer med spanske bankobligationer mislykkedes. Der kom idelig sygdom i huset blandt tjenerskabet, og ingen syntes at kunne leve der, uden Mr. Seyfert selv, der havde et urokkelig helbred; men hans stenhårde ansigt bar nu præg af mørk trods. Processen havde kostet ham meget, og ved en række uheldige spekulationer led han i et eneste år så store tab, at han mistede sin kredit, og alle fordringer på huset strømmede ind på én gang. Det var netop årsdagen efter konens død, at han, efter en afregning med sin bogholder, erfarede hele sin mislige stilling og at han fra en millionær ville være bragt til betlerstaven og til gældsfængslet, hvis han ikke inden næste morgen kunne tilvejebringe en sum af 40,000 Pund Sterling.

Hans ansigt forblev dog uforandret ved denne opdagelse. Med et koldt hoverende nik gik han til sit sovekammer. I sin balsamerede kones ligdragt havde han anbragt diamanter til en værdi af 50,000 Pund. Denne skat, som han, ret imod sine kloge købmands-principper, et helt år havde ladet henstå i glasskabet, som en død kapital, tænkte han nu at gribe til, og – da han denne nat temmelig sent gik til sit sovekammer, trak han ikke, som sædvanlig, gardinet for glasskabet, men satte lampen på bordet og åbnede glasskabet, for at fratage liget de kostbare prydelser, der nu var hans eneste redning.

I ligets øjenhuler havde han ladet indsætte kostbare safirer; i deres sted syntes nu dog, til hans forbavselse, et par matte glasøjne at stirre ud på ham; og diamanterne, som han hver aften i et helt år troede at have set, kunne han ikke opdage. I den skarp belysning fra lampen føltes det, som de døde glasøjne pludselig lo hånligt ad ham – og han trådte tilbage med en uvilkårlig gru.

Tanken om, at en utro betjent, som han samme dag havde jaget af sin tjeneste, kunne have plyndret liget, blandede sig med en pludselig rædsel for den døde – en følelse, som han hidtil syntes at have været aldeles fri for. Forestillingen om det umådelige tab, der nu ville bringe ham i gældsfængslet næste morgen, overvandt dog gruen for den døde. Med en næsten krampagtig kraftanstrengelse rev han liget ud af glasskabet for at undersøge det ved lampen og lede efter sin skat; men jo mere han tumlede med liget, jo mere forvirrede blev hans tanker. – Ethvert sandt og gribende ord, hans ulykkelige kone havde sagt ham, men som han iskold havde ladet fare sig forbi uden at svare, tonede nu bebrejdende for hans sjæl med den afdødes røst; han troede, virkelig at høre hendes stemme, og han syntes, den dødes blå læber bevægede sig. – Formasteligheden i hans hykleriske og svigefulde behandling af liget, hvorved han bedrog hendes frænder og berøvede hende den gravens fred, de fleste mennesker sætter så høj pris på, syntes for første gang at få skikkelse i hans bevidsthed.

“Ja, du har ret” – mumlede han – “jeg var intet menneske – jeg var en stenmand – jeg var et uhyre – jeg elskede intet uden mig selv og dine rigdomme – men hvor er de? hvor er diamanterne, jeg lod dig pynte med i døden? – Den glans og ære ville jeg dog unde dig – der skulle du stå i pant for mig for min lykke – ha, min lykke – den tog du med dig til den fordømte åndeverden, du ville skræmme mig med – og diamanterne tog du med! – nej, dem har en tyv frataget dig – hvorfor skræmte du ikke ham med dine ildøjne? – hvorfor hviskede du ikke til ham, som nu til mig, om den evige fordømmelse? – ha, ti, ti! – slip mig! – du kvæler mig.” – Det var ham, som den døde klemte sine arme om hans hals og lo forfærdeligt.

Han tumlede bevidstløs om på gulvet – liget faldt ovenpå ham. I denne stilling blev han fundet om morgenen, endnu levende, men – vanvittig. Tabet af hans skat og hans rædsel for den døde var i 21 år hans eneste tanke. Nattescenen med liget, som ingen havde været vidne til, gentog han bestandig i sit vanvid. Deraf erfarede man først, hvad der var sket, og hvad han havde troet at høre og se i hans natlige tumlen med liget.

Diamanterne blev aldrig fundet.

Millionæren, Mr. Seyfert, døde som fattiglem i et hospital for vanvittige i London.

Trykt i: 1847

Om B. S. Ingemann:

Født: den 28. maj 1789
Død: den 24. februar 1862

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Et skud i tågen af J. P. Jacobsen

J. P. Jacobsen
J. P. Jacobsen, Wikimedia Commons

Den lille grønne stue på Stavnede var øjensynlig nærmest indrettet på at tjene som gennemgang til den øvrige flugt af værelser. l alt fald indbød de lavryggede stole, der var stillet op langs med det perlemalede panel, ikke til længere ophold. På midten af væggen sad der et hjortegevir og kronede en lys plet, hvis form tydeligt angav, at et ovalt spejl engang havde haft sin plads her. Den ene af takkerne bar en bredskygget damestråhat med lange céladongrønne bånd, i hjørnet til højre stod der en fuglebøsse og en tørstig galla, i det andet en bunke medestænger og i en af snørerne var der indknyttet et par handsker. Midt i stuen fandtes et lille rundt bord med forgyldt fod; en stor buket bregner lå på dets sorte marmorplade.

Det var sent på formiddagen. I en stor og gylden stime strøg sollyset ind gennem en af de øverste ruder og dalede ned midt imellem bregnerne; nogle af dem var frodigt grønne, de fleste var visne, ikke tørre og sammenkrøllede, de havde ganske deres form, men den grønne farve var veget for en uendelighed af gule og brune skatteringer fra det spædeste hvidgule til det kraftigste rødbrunt.

Ved vinduet sad der en mand på en femogtyve år og stirrede hen på de lystige farver. Døren ud til naboværelset stod vidt åben og ved klaveret derinde sad en høj ung dame og spillede. Klaveret stod nær ved det åbne vindue, og karmen var så lav, at hun kunne se ud på græsplænen og vejen, hvor en ung mand i en lidt vel stilfuld ridedragt var beskæftiget med at ride en skimmel til. Rytteren var hendes forlovede, Niels Bryde hed han; hun var husets datter. Skimlen derude var hendes og det var en fætter til hende, der sad inde i forstuen, en søn af hendes farbroder proprietær Lind til Begtrup, der var død arm og forgældet og om hvem der i levende live aldrig var blevet sagt et godt ord, hvad han da heller ikke fortjente. Sønnen Henning havde Lind til Stavnede taget sig af og bekostet opdraget, dog kun så nogenlunde, thi uagtet Henning var godt begavet og havde megen lyst til bogen, blev han dog taget ud af Latinskolen, så snart han vel var konfirmeret og kom så hjem til Stavnede for at lære landvæsenet. Nu var han en slags forvalter på gården, men havde ingen reel myndighed, da den gamle Lind ikke kunne afholde sig fra at tale med allevegne.

Hans stilling var i det hele taget meget ubehagelig. Gården var i dårlig forfatning, og der kunne intet gøres for at for at bedre den, da der manglede kapital. Der kunne slet ikke være tale om at holde skridt, ikke med tiden, men ikke engang med naboerne. Alt måtte gå som det havde gået, Gud ved hvor længe; så meget som muligt for så lidt som muligt. I dårlige år måtte der derfor også sælges jordlodder fra, for at man dog kunne få rede penge at se.

Det var i det hele taget en såre sørgelig drift for en ung mand at sætte sin tid og sine kræfter ind på; hertil kom at gamle Lind var meget hidsig og umedgørlig, og da han havde vist Henning de omtalte Velgerninger, mente han ikke at være ham noget som helst hensyn skyldig. Han undså sig således ikke, når han blev heftig, for at lade denne høre hvad for en forsulten unge han havde været, da han tog ham til sig, og blev han rigtig vred, gik han endog så vidt, at han kom med, ganske vist sandfærdige, men også højst skånselsløse hentydninger til faderens færd.

En ugift onkel nede i det Slesvigske, som drev en udstrakt tømmerhandel, havde flere gange søgt at få Henning ned til sig, og denne var også for lang tid siden løbet bort fra livet på Stavnede, hvis han ikke havde været så forelsket i datteren, at han ikke kunne tænke sig muligheden af at leve noget andet sted end hun. Det var imidlertid ingen lykkelig kærlighed. Agathe kunne godt lide ham, de havde leget sammen som børn, for den sags skyld også som voksne;
men da han en dag, det var nu et år siden, havde erklæret sig for hende, var hun blevet både vred og forbavset og havde sagt ham, at hun anså det for en ubesindig spøg, og at hun ikke håbede, at han ville give hende anledning til at betragte det som en fiks vanvittighed, ved nogensinde oftere at hentyde til noget lignende.

Sagen var nemlig den, at den nedværdigende behandling, hun stadig så ham udsat for, og som han tålte, ganske vist af hensyn til sin kærlighed til hende, virkelig havde nedsat ham i hendes øjne, således at hun anså ham for hørende til en anden og lavere kaste end hendes egen, ikke lavere i rang eller fordi han var fattig, men lavere i følelse, lavere i æresbegreb.

Så kom nogen tid efter forlovelsen med Bryde.

Hvad havde Henning ikke lidt i det fjerdingår, det havde stået på! og dog blev han; han kunne ikke give slip på tanken om at vinde hende, han håbede der skulle ske et eller andet, ja han håbede egentlig næppe, han fantaserede om mærkelige begivenheder, der skulle indtræffe og gøre en ende på forbindelsen, men han ventede ikke hans fantasier skulle blive til virkelighed, han trængte til dem som påskud for at blive.

“Agathe!” kaldte Rytteren derude og holdt sin hest an ved det åbne vindue, “Du ser jo slet ikke på os og nu gør vi dog vore sager så net.”

Agathe drejede hovedet om mod vinduet, nikkede til ham og sagde, idet hun blev ved med at spille: “Vist ser jeg på Jer, I var jo nær faldet derhenne ved snebolletræet;” og hun gjorde nogle hurtige løb højt oppe i diskanten.

“Gå nu! – Hyp!” og hun slog over i en larmende galopade.

Men rytteren blev holdende.

“Nå?”
“Sig mig, vil du blive siddende der ved klaveret hele formiddagen.”
“Ja!”
“Ja, så tror jeg vi vil prøve det – ja, vi kan vel nok ride over til Hagestedgård og komme igen til middag?”
“Ja, når I skynder Jer, farvel, tykke Blis, farvel Niels.”

Så red han, hun lukkede vinduet og spillede videre, men holdt snart op; – det var dog meget morsommere at spille, når han red derude og var utålmodig.

Henning sad og så efter den bortridende. Hvor han hadede dette menneske; havde han blot ikke været …. og de passede slet ikke for hinanden; ville der bare komme en lille kurre på tråden, at de ret kunne komme til at vise sig for hinanden som de virkelig var ….

Agathe kom ind i den grønne stue, nynnende på motivet til den nocturne, hun nys havde spillet, hun gik hen til det lille bord og gav sig til at ordne bregnebuketten. Sollyset faldt lige på hendes hænder; de var store og hvide, dejligt formede. Henning blev altid betaget af disse smukke hænder, og i dag bar hun meget vide ærmer, så den runde Arm sås lige op ti! albuen; de var så yppige, disse hænder, med deres fyldige blødhed, blændende hvidhed og kraftige former; og så det fine skiftende muskelspil, de yndefulde bevægelser – der var sådan en nydelig, bølgende bevægelse, når de strøg henover hendes hår. Hvor tit havde han ikke haft ondt af dem, når de måtte springe og strække sig over de dumme tangenter, det passede de slet ikke til, de skulle ligge stille i skødet af en mørk silkekjole, smykket med store ringe som nøgne haremskvinder.

Som hun stod der og syslede med bregnerne var der i hendes ansigt et udtryk af ligegyldig lykke, der æggede Henning. Hvorfor skulle livet være så lyst og let for hende, der havde ranet hvert glimt af lys fra ham? Om han skræmte hende op af denne lyse ro, om han jog en lille skygge over hendes vej! Hun havde slængt hans kærlighed ned i støvet for sine fødder og var gået hen over den som var den en livløs ting, som var det ikke en menneskesjæl, der længselsfuld og lykkesyg vred og våndede sig i denne kærlighed …..

“Nu kan han snart være i Borreby,” sagde han så og så ud af vinduet.
“Nej, han ville til Hagestedgaard,” svarede hun.
“Nå, ja det andet er jo ikke meget af vejen.”
“Hvad for noget? det er jo slet ikke vejen. ”
“Nej, det er det jo egenlig heller ikke – kommer han der ligemeget endnu?”
“Hvor?”
“i Borreby naturligvis, hos skovfogden.”
“Det ved jeg virkelig ikke, hvad skulle han komme der efter?”
“Åh, det er vel folkesnak, – Du ved de har den kønne datter.”
“Og så?”
“Ja Herregud! alle mandfolk er da ikke munke.”
“Siger man da noget?”
“Åh hvad, man siger jo noget om alle folk, men han kunne jo gerne være noget forsigtigere.”
“Men hvad siger man da? hvad siger man?”
“Åh, stævnemøder og … det sædvanlige.”
“Du lyver Henning! det er der ingen der siger, det er noget du laver alt sammen.”
“Hvorfor spørger du så? – Hvad fornøjelse skulle jeg forresten have af at gå og fortælle folk om den lykke, han gør hos de Borreby piger!”
Hun lod bregnerne ligge og gik hen til ham. “Så lav havde jeg ikke troet du var, Henning,” sagde hun.
“Ja, kæreste, jeg kan så godt forstå du bliver opbragt, det må jo også være kedeligt for dig, at han ikke kan lægge så meget bånd på sig – i alt fald nu.”
“Fy Henning! det er usselt og uværdigt af dig, men jeg tror ikke dine løgne.”
“Ja det er jo ikke mig der siger det,” sagde han og så ned for sig, “jeg har ikke set dem kysse hinanden.”

Agathe bøjede sig hen mod ham og slog ham foragteligt på kinden.

Han blev bleg som et lig og så op på hende med et blik, der halvt var en syg hunds og kun halvt en krænket mands. Agathe skjulte ansigtet i sine hænder og gik hen mod den åbne dør. Der stod hun lidt og støttede sig som om hun var svimmel, så så hun over skuldren hen på ham og sagde koldt og roligt: “Henning, jeg vil sige dig, jeg fortryder ikke hvad jeg har gjort.”

Så gik hun.

Henning sad længe som bedøvet, så vaklede han op på sit værelse og kastede sig på sin seng. Han væmmedes ved sig selv. Nu var alt forbi – det klogeste, han kunne gøre, var at skyde sig en kugle for panden; leve – luske sig livet igennem med et skulende blik som en sparket hund? – Nej!

– Hun havde stemplet ham med trællens mærke ved sit slag, og hun havde ret, der var intet andet at gøre overfor en sådan lavhed. Hvor havde han ikke elsket hende!

– brændende – vanvittigt; men ikke som en mand, som en hund, – i støvet for hendes fødder som for et gudebillede. De stod i haven, hun skar sit navn i et træ, vinden legede med hendes hår, han stjal sig til at kysse en af de flagrende lokker og var lykkelig i dage derefter; nej, hans kærlighed havde aldrig haft mandigt mod eller frejdigt håb, han var træl i alt, i sin kærlighed, sit håb, sit had. – Hvorfor havde hun ikke troet hvad han fortalte, men stolet blindt på Niels? Han havde aldrig løjet for hende, det var den første lave handling han nogensinde havde begået, og hun havde straks set det! Det var fordi hun aldrig havde tiltroet ham andet end hvad lavt og lumpent var. Hun havde aldrig forstået ham, og for hendes skyld havde han udholdt dette lange, kummerlige liv på Stavnede, hvor hver bid brød han havde puttet i sin mund var blevet gjort bitter ved mindelser om at den var en gave. Han kunne blive rasende ved den tanke. Hvor han hadede sig selv for sit vanvittige tålmod, for sin ydmyge håben. Han kunne myrde hende for det hun havde gjort ham til, og han ville hævnes, hun skulle betale ham de lange fornedrelsens år, de tusinde kvalfulde timer. Hævn for hans tabte selvagtelse, hævn for hans slaviske elskov og for slaget på hans kind.

Så vuggede han sig nu i drømme om hævn, som før i drømme om elskov, og han skød sig ikke, han rejste heller ikke.

En formiddag to eller tre dage senere stod Henning nede i gården med bøsse og jagttaske. Som han stod der kom Niels Bryde ridende, ligeledes udrustet til jagt, og ihvorvel de nu begge to syntes grumme lidt om hinanden, talte de dog venligt og lod særdeles henrykte over, at det traf sig så heldigt, at de kunne gøre turen sammen. De fulgtes så ad ned til “Rønnen”, en temmelig stor, lyngklædt, lav og flad holm ude mod fjordmundingen. Rønnen var hen på efteråret meget besøgt af sælhunde, som boltrede sig på de lave sandbanker, der skød ud fra stranden, eller sov på de store rullesten, som lå i landingen. Og det var disse sælhunde jagten gjaldt. Da de havde nået stedet, gik de hver sin vej langs med vandet. Det grålige, disede vejr havde lokket mange sæler ind, og de hørte jævnlig hinanden skyde. Efterhånden tog disen til og ved middagstid lå tågen tyk og tæt over holm og fjord, det var ikke muligt at kende sten og sælhunde fra hinanden i tyve skridts afstand.

Henning satte sig nede ved stranden, og stirrede ind i tågen. Der var ganske stille, kun en blid, skvulpende lyd fra vandet og en enlig strandløbers ængstelige piben dukkede en gang imellem op af den tunge, trykkende tavshed.

Han var træt af alle disse tanker, træt af at håbe, træt af at hade, syg af at drømme. Sidde ganske stille og stirre døsigt ud for sig, forestille sig verden som noget, der lå langt borte i det fjerne, som noget, der var overstået, sidde her ganske stille og lade timerne dø en for en, det var fred, det var næsten salighed. Da lød der en sang gennem tågen, frejdigt og jublende:

Til Majdag fører jeg hjem min Brud,
En Rosensblomme i Liljeskrud,
Spil Spillemænd, spil!
Den Dag skal Skoven ha’ Grønt i sin Hat
Og Engen ha’ Blomster i Barm.
Og fuld saa Maanen skal være den Nat,
Men Solen skal danse sig varm.
Og Gøgen skal kukke og Lykken os spaa
Og Finker skal fløjte og Drosler skal slaa,
Men Sorgen skal holde sig hjemme.

Det var Niels Brydes klare røst. Henning sprang op; som et lyn slog hadet ned i ham, hans øje brændte, han lo hæst, så kastede han bøssen til kinden,

Men Sorgen skal holde sig hjemme,

klang det igen; han sigtede mod lyden ind i tågen, de sidste ord døde i knaldet – så var alt stille som før.

Henning måtte støtte sig til den rygende bøsse, han holdt åndedrættet tilbage for at lytte – nej, gudskelov! der var kun vandets skvulpen og det fjerne skrig af opskræmte måger. – Jo! det jamrede sig derinde i tågen. Han kastede sig ned på jorden, trykkede ansigtet ned i lyngen og holdt sig for ørene. Tydeligt så han det fortrukne ansigt, lemmernes krampetrækninger og det røde blod, der ustandseligt vældede ud af brystet, strøm på strøm, dreven frem ved hvert hjerteslag – falde ned på den brune lyngtop, risle nedad grene og stamme og så sive bort mellem de sorte rødder.

Han løftede hovedet og lyttede: det jamrede sig endnu, men han turde ikke gå derhen, nej, nej! han sled i lyngen med sine tænder, gravede med hænderne i den løse bund, som for at søge skjul, væltede sig som en vanvittig frem og tilbage, men endnu var det ikke forbi derinde, endnu hørte han det klage.

Endelig tav det. Han lå længe og lyttede, så krøb han langsomt på alle fire ind i tågen. Det varede længe inden han kunne se noget, så fandt han ham omsider ved foden af en lille jordbanke. Han var stendød; skuddet havde truffet ham lige i hjertekulen.

Henning tog liget i sine arme og bar det tværs over rønnen ned i den båd, de var kommet derover i, så tog han årerne og roede mod land. Fra det øjeblik, han havde set liget, havde hans bevægelse sat sig, og der var trådt et stilfærdigt, dumpt vemod i stedet. Han tænkte på livets forgængelighed og på hvordan han skånsomt skulle forberede dem derhjemme.

Da han var kommet i land gik han op til en bondegård for at få fat i et køretøj. Manden spurgte hvordan ulykken var sket. Beretningen dannede sig næsten som af sig selv på Hennings læber: Bryde var krøbet over en banke derude på vestsiden med bøssen i hånden, hanen havde sagtens stået på halv, noget havde taget fat i den og bøssen var gået af. Henning kunne af skuddet høre, at de var nær ved hinanden og havde råbt på Bryde, da han intet svar fik, blev han urolig og gik efter knaldet, så fandt han ham ligge lige nedenfor jordbanken, men da var han allerede død.

Han fortalte det hele roligt i en dæmpet, bedrøvet tone, og havde slet ingen fornemmelse af skyld, mens han fortalte det; men da de havde fået liget op i vognen, og det sank ned i halmen, faldt hovedet om på siden og slog med et svagt bump mod vognfaddingen, da var Henning nær besvimet, og han var ganske hjertesyg mens de kørte med liget over Borup til Hagestedgaard.

Hans første tanke, da han havde fået liget afleveret, var at løbe sin vej, og det var kun med den allerstørste selvovervindelse han tvang sig til at blive til begravelsen var forbi. Der var i den ventetid en feberagtig uro over ham i det ydre, og noget sælsomt opskræmt ved hans tanker, der gjorde, at de ikke kunne holde sig fast ved noget bestemt, men flakkede fra det ene til det andet. Denne deres rastløse hvirvlen og kredsen, som han ikke havde magt til at standse, var ved at gøre ham vanvittig, og når han var ene gav han sig til at tælle eller han nynnede og slog takt med foden, for på denne måde ligesom at fængsle tankerne og slippe for at blive hvirvlet ind i deres forfærdelige, udmattende runddans.

Endelig kom da begravelsen.

Dagen efter var Henning på vejen til sin onkel, tømmerhandleren, for at bede ham om at give ham en ansættelse i hans forretning. Han traf onklen i en meget nedtrykt sindsstemning. Hans gamle husholderske var nemlig død for en måneds tid siden, og han havde i disse dage måtte afskedige sin driftsbestyrer på grund af utroskab. Henning var derfor såre velkommen. Han sætter sig nu med iver ind i forretningen, og efter et års tids forløb overtager han ledelsen af den.

Fire år senere er der foregået en del forandringer. Tømmerhandleren er død og Henning indsat til hans hovedarving. Gamle Lind til Stavnede er også gået til sine fædre, men har efterladt gården så gældbetynget, at den har måtte sælges, og der er ved salget så godt som intet blevet til overs til Agathe. Stavnedes nye ejer er Henning, der har opgivet tømmerhandlen og er vendt tilbage til landbruget. På Hagestedgård er Niels Bryde blevet efterfulgt af en Klavsen, der med det første skal have bryllup med Agathe, som nu bor hos sognepræstens. Hun er endnu smukkere end før. Med Henning er det anderledes. Det er ikke til at se på ham, at han har haft lykken med sig. Han ser næsten gammel ud, ansigtstrækkene er skarpe, gangen mat, han går noget kroget, taler lidt og meget sagte, hans øje har fået en underlig tør glans og blikket er blevet uroligt og vildt. Når han tror sig ene, småsnakker han med sig selv og gestikulerer dertil. Folkene der på egnen tror derfor han drikker.

Men det er ikke det. Dag og nat, når som helst, ingensinde ved han sig sikker for tanken om mordet på Niels Bryde. Hans ånd og evner er visnet i denne evige angst, thi når den tanke kommer, er det ikke som anger eller dunkel kummer, men som levende, flammende rædsel, et forfærdeligt delirium, hvor synet forvildes, så alt bevæger sig: strømmende, dryppende, sælsomt rislende, og alt har skiftet farve, det er ligblegt eller dunkelblodigt rødt. Og der er en dragen i al den strømmen som sugede det af alle årer, som diede det af alle nervers fine tråde, og brystet gisper i navnløs angst, men intet forløsende skrig, intet lettet suk kan bane sig vej over de blege Læber.

Sådanne syner er tankens følge, derfor frygter han den, derfor er hans blik uroligt og hans gang så mat. Den frygt er det, der har afkræftet ham, og den kraft, han endnu har tilbage, lever i hans had. Thi han hader Agathe, hader hende fordi hans sjæl er gået til grunde ved hans kærlighed til hende, hans livslykke forspildt ved hende, hans fred ved hende, men mest hader han hende fordi hun intet aner om hele den verden af kval og elendighed, som hun har skabt; og når han nu snakker med sig selv under truende fagter, så er det hævn han tænker på, hævnplaner han går og drøfter. Men han lader sig ikke mærke med noget, han er venligheden selv mod Agathe, han bekoster hendes udstyr, og senere var han hendes fører til alteret, og hans venlighed kølnedes ikke efter brylluppet; han hjalp og rådede Klavsen i alle måder, og de gjorde i fællesskab flere store spekulationshandler, som havde et udmærket udfald. Henning holdt så op, men Klavsen havde lyst til at blive ved, og Henning lovede at støtte ham med råd og dåd. Det gjorde han også. Han forstrakte ham med meget betydelige pengesummer og Klavsen gik fra den ene spekulation til den anden. Han vandt ved nogle, tabte ved flere, men jo mere han spekulerede jo ivrigere blev han. Et meget stort foretagende skulle endelig gøre ham til en rig mand. Det fordrede flere store udbetalinger og Henning hjalp ham stadig; den sidste stod til rest, da trak Henning sig tilbage. Udsigterne syntes Klavsen meget lovende, og drog han sig nu ud af sagen, var han ødelagt, men betale kunne han ikke. Så skrev han Hennings navn efter på et par veksler, der var ingen, der ville fatte mistanke og vindingen ville snart komme. Foretagendet mislykkedes. Klavsen var næsten ruineret. Vekslernes forfaldsdag var nær, det sidste måtte forsøges, så sendte han Agathe op til Stavnede. Henning blev forbavset ved at se hende, thi det var ikke længe siden hun havde gjort barsel og vejret var råt og regnfuldt. Han førte hende ind i den grønne stue og hun fortalte der om den mislykkede spekulation og om vekslerne.

Henning rystede på hovedet og sagde roligt og mildt, at hun måtte, have misforstået sin mand, man skrev ikke andre folks navne på veksler, det var nemlig en forbrydelse, ligefrem en forbrydelse, som loven straffede med forbedringshuset.

Nej, nej, hun havde ikke misforstået sin mand, hun vidste det var en forbrydelse, det var netop derfor han måtte hjælpe; blot han ingen indsigelser ville gøre mod underskriften, så var alt godt igen.

Ja, men så måtte han betale vekslen, og det kunne han ikke, han havde allerede så mange penge i Klavsens foretagende, at han var bebyrdet over evne. Han kunne ikke.

Hun græd og bad.

Men hun måtte virkelig betænke, at han havde tabt uhyre ved Klavsen. Da hun fortalte ham, at foretagendet var mislykket, var det virkelig som om en havde slået ham på øret, så overrasket og fortumlet blev han. Ved at bruge dette udtryk kom han til at tænke på, at hun engang havde slået ham, kunne hun huske det. Nej! … det var den Dag han drillede hende med at Bryde … kunne hun virkelig ikke huske det? jo, hun havde i elskværdig ilterhed slået ham på kinden, på den kind der.

Ja men kunne han ikke hjælpe.

Det var her i denne stue. Ak, det var en anden tid, en mærkværdig tid. Han troede end også, at han havde friet til hende en gang, det kom ham sådan for. Sæt at hun havde taget ham, men det var tåbeligt at tale om, nej Bryde det var en smuk mand, og så skulle han komme så sørgeligt af dage, den smukke fyr.

Ja, ja, men var der virkelig ingen udvej, slet ingen?

Hun skulle ikke tro det med vekslerne, det var noget Klavsen havde bildt hende ind for at lokke ud af ham, om han ikke nok kunne hjælpe ham lidt endnu, det var et Fif, Klavsen var fiffig, meget fin, meget fin.

Nej, det var virkelig som hun sagde. Dersom hun kom tilbage med et afslag, måtte Klavsen flygte til Amerika, vognen, som skulle bringe ham til jernbanestationen i N., var allerede trukket frem, da hun gik herop.

Nej det havde han ikke troet om Klavsen. Det var dog den laveste kæltringstreg! bringe den mand i ulejlighed, der havde hjulpet og hjulpet ham atter og atter. Han måtte være meget slet. Det var oprørende, og så bringe vanære over kone og det uskyldige barn. Hun skulle høre, hvad folk ville sige! Stakkels Agathe, stakkels Agathe!

Hun kastede sig ned for ham og bad: “Henning, Henning, hav medlidenhed med os!”
“Nej, og tusinde gange nej, mit navn skal være uden plet, jeg hjælper ikke en forbryder.”

Så gik hun.

Henning satte sig og skrev til politiet i N. om at anholde Klavsen for vekselfalsk, når han viste sig på jernbanestationen. En stafet blev sendt af sted med brevet.

Om aftenen hørte han, at Klavsen var rejst, næste dag at han var anholdt i N.

Agathe måtte lægge sig til sengs, da hun kom hjem; svækket som hun var af den nys overståede sygdom havde hun ikke kunnet tåle anstrengelsen og de stærke sindsbevægelser. Efterretningen om, at Klavsen var grebet, knækkede hende ganske. Sygdommen antog en heftig, feberagtig karakter, og tre dage efter sendtes der melding til Stavnede om at hun var død.

Dagen før begravelsen gik Henning til Hagestedgård. Vejret var mørkt og tåget, løvet faldt i flokke, der var en ram, muldet lugt i luften.

De førte ham ind i ligstuen, vinduerne var blændet med hvide klæder, der brændte et par lys ved ligets hovedgærde. Luften var tung af blomsterduft fra de mange kranse og af lugten af ligkistens fernis.

Han blev næsten festlig stemt ved at se hende ligge der i den fantastiske, hvide ligdragt. De havde lagt et hvidt lin over hendes ansigt; han lod det ligge. hænderne lå foldede på brystet; de havde givet hende hvide bomuldshandsker på. Han tog hånden, trak handsken af og puttede den ind på sit bryst. Så så han nysgerrigt på hånden, bøjede på fingrene og åndede på dem som for at varme dem. Længe holdt han hendes hånd i sin, det blev mørkere og mørkere i værelset, tågen tog til derude. Så bøjede han sig hen mod ansigtet og hviskede: “Farvel Agathe! jeg vil sige dig noget inden vi skilles, jeg fortryder heller ikke hvad jeg har gjort,” så slap han hånden og gik.

Da han kom udenfor, kunne han næppe se ladebygningen, så tyk var tågen. Han fulgte stranden hjem. – Nu var han hævnet, og så! hvad så i morgen, og i overmorgen hvad så? – Der var så stille, kun en smule lyd fra vandet dernede; – men han kunne ikke høre sit hjerte, jo, det slog dog, men så mat, så mat, – hvad? det lød som et skud! og nok et! Han rystede på hovedet, smilede og mumlede: “nej, ikke to, kun et, kun et.” Han var så træt, men hvile – han havde ingen ro til at hvile. Han standsede et øjeblik og så sig om: der var ikke meget at se, tågen dannede en mur omkring ham, tåge foroven, tåge rundt om, sand forneden; der lå hans fodspor i sandet i en lige linje; midt ind i tågekredsen nåede de, ikke videre; han gik lidt igen, nej, de kom ikke længer end til midten, men bagved ham, der, hvor han havde gået, der var der kredse fulde af hans fjed. – Han var dog meget træt; det var sandet, der var så tungt at gå i – hvert fodspor havde kostet ham nogle af hans kræfter, ja! det var en række af grave for hans svundne kræfter – og til den anden side, der lå sandet jævnt og glat og ventede, – der for en gysen igennem ham: det er én, der går over min grav – der er nogen, der går i mine fodspor, det pusler derinde i tågen bagved som af kvindeklæder, der er noget hvidt derinde i den hvide tåge. Han gik igen så stærkt han kunne. Benene rystede under ham, det sortnede for ham, men fremad måtte han, af sted igennem tågen, for det derinde fulgte ham bestandigt. Det kom nærmere og nærmere, kræfterne var ved at forlade ham, han vaklede fra den ene side til den anden, sære blink for forbi hans øjne, skarpe, skærende lyde klang ham i øret, den kolde sved stod på hans pande, hans læber åbnede sig i rædsel, så sank han om på sandet. Og ud af tågen kom det, formløst og dog genkendeligt, snigende sig over ham tungt og langsomt. Han søgte at rejse sig, så greb det ham i struben med klamme, hvide fingre.

Den næste dag, da Agathe skulle begraves, måtte følget vente en stund, men der kom dog ingen fra Stavnede for at følge hende.

Trykt i: 1882

Kort om J. P. Jacobsen:

Født: den 7. april 1847
Død: den 30. april 1885

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Men du skal mindes mig af Herman Bang

Herman Bang
Herman Bang. Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=401200

En spøgelseshistorie?

Men jeg har aldrig set et spøgelse. Der er overhovedet ikke spøgelser til. Hvem skulle vel spøge og hvem skulle gå igen? De døde er døde og forbi er forbi. Hamlet så aldrig sin faders genfærd og kun Macbeths egen rædsel bænkede den dræbtes ånd ved gæstebuddet.

Spøgelser, genfærd.
Hvem skulle spøge og hvem skulle gå igen?

En ven tog en gang, en nat i Paris, på et bal, mens alle dansede til valsen af et spansk orkester, et orkester klædt i brandgult og rødt, hvis silke skinnede om kap med alle gæsters – der tog min ven bag sin høje flip et guldhjerte frem, som han bar om sin hals i en kæde. Det var besat med opaler. Under en glasplade lå der lidt hvid aske eller et hvidt pulver, så meget som vi mod en influenza tager i en barneske:

“Se”, sagde han: “det er det, jeg elsker højest.”

En smule hvidt støv, som jeg kunne have hældt ud på min handske og spredt ved et eneste åndepust ud mellem alle de vuggende dansende og ingen, slet ingen ville have så meget som anet det —

“Det er det, jeg elsker højest.”

Nogle støvgran, et par hvide fnug.
Men min ven lukkede det opalbesatte og gyldne hjerte:
– Ingen ved, hviskede han, hvor højt vi elskede hinanden.
Spil, i spanske spillemænd. Spil hedt og spil længe. Jeres vals er dog kun kort og går hastigt til ende …

Hvad er det Hamlet siger, når han regner med den beskedne sandsynlighed? Hvad bliver der da tilbage af Alexander den Store? Lidt støv, Horatio, lidt støv til at stoppe et spundshul.

Hvem skal da spøge og hvem skal gå igen?

Og alligevel – er de døde døde? helt døde? så helt døde, at de ikke for eksempel kan kalde?
Ja, kan de ikke kalde? med et slag, et slag af en hånd på vor dør eller med en kno så nøgen som en gribs, en kno – mod vor rude?

Min stakkels broder, som kun blev 20 år og som er død for så længe siden, han troede dog, der var blevet kaldt på ham og han sygnede hen og han døde og fulgte den, som havde kaldt.

Det var, da moder var død. Vi, min broder og jeg, lå i hver sin stue, men døren stod åben imellem vore kamre. Vi sov ikke i det øde hus. Ungdommens rådløse sorg stirrede over os, mens vi begge lå vågne. En gang imellem hørte jeg min broder sukke – han, der altid talte så sjældent.
Så blev der helt stille.

– Sover du Oluf? spurgte jeg, som var mørkeræd.
– Nej, svarede han. Men sov du.
– Ja.
Og vi lå igen – begge vågne.

Men på én gang fo’r jeg op: ude, på ruden, på min broders rude lød et slag og et endnu og endnu et – tre hårde, bestemte slag, slag som af en kno, en mager kno, en hård, en nøgen klo.
Og igen blev det tyst, mens jeg skælvede over hele mit legeme.
Men jeg talte ikke straks og, da jeg talte, sagde jeg kun – og vidste ikke, hvorfor jeg ikke spurgte om de slag:

– Sover du, Oluf?
Min broder svarede kun som før:
– Nej – – men sov nu du.

Heller ikke han talte om slagene, de tre slag. Havde han da ikke hørt dem? Jo, de havde lydt. Sådan kom de, et og et og et, tre slag – tre slag af en kno, af en klo.
Og Oluf havde hørt dem, og at det var på hans rude.
For den næste morgen sagde han til den gamle pige, den alsiske sjæl, der havde båret ham i armene, da han var lille:

– Marie, i nat kaldte moder på mig …

Og fra den dag sygnede han hen, tavs og med angstfulde øjne – så fjern, så besynderligt fjern fra os andre, som gik han imellem os og var dog slet ikke iblandt os, men langt, langt borte – — helt der ude.

Men seks måneder efter (ja, netop seks måneder efter de slag) fulgte vi ham derop, til kirkegården, derop i jorden, i kisten, ved siden af moder, ved siden af hende, som … havde kaldt på ham.

Men det er overtro, det er en umulighed, det er mod alt, hvad jeg i min inderste tanke tror, og man skal hverken huske sådan noget eller tale om det eller skrive det ned.

Hvortil tjener det? Den, som skriver, skal styrke den menneskelige tanke og ikke forvirre den.

De døde er døde – kun så meget støv, der kan rummes i et gyldent hjerte, så meget støv, som der kan samle sig i en sprække. Død er død øg de døde kan ikke kalde.
Og heller ikke vise sig – vise sig som de gik og stod, vise sig som de, levende, var, vise sig, som om de levede?
Vise sig for at se på os, vise sig for at minde os.

Åh, hvilket vanvid og hvor kan noget menneske tænke det…
Kan støv tage skikkelse? Kan det, som ikke er, være? Al fornuft ler der af. De døde er døde. Og de, som tror at have set dem, har blot set et billede, skabt af deres egen hjerne under sygdom, et vrangbillede, deres skræmte nerver skabte; de har haft en hallucination, de har set nogle af de billeder, som, hvem véd vel hvordan, stiger pludseligt op af vor bevidstheds forgiftede sumpe, stiger op som plettede paddehatte og har ansigter som halvt sammentrukne røde vandmænd …

Ja, hallucinationer, intet andet, ingenting andet end en hallucination.
Men de, som har hallucinationer, bør gå til en læge …

Eller måske, lad dem måske heller lade være. Man skal i tiderne, som løber, behandle sin læge med varsomhed. Der er ting, man hellere bør beholde for sig selv. Den, der ville sige alt, kunne af sin huslæge få det Råd at begive sig på en klinik eller hen,, hvor endnu værre er …

… Men, altså, de døde viser sig ikke. Støvet fra et guldhjerte skulle vise sig?
Og alligevel —

Ja, jeg har naturligvis – og det har jeg allerede sagt – aldrig set noget spøgelse. Det billede, jeg to gange har set, billedet af en død ven, var selvfølgelig en hallucination, intet andet end en hallucination …

Men der er alligevel to omstændigheder, to besynderlige omstændigheder ved den sag. For det første: Da jeg så denne døde ven, nej, billedet af ham, var min hjerne, såvidt et menneske kan kontrollere en hjerne og navnlig sin egen hjerne (hvad der måske er endnu det allerbesværligste), ganske og aldeles sund. Og for det andet: Min ven havde truet mig …
Han havde, hvad skal jeg sige, forberedt mig …

Men det er ikke værd at fortabe sig i betragtninger. Jeg vil kun fortælle, hvad der er sket og som det skete. Ja, akkurat og nøjagtigt således.

Jeg havde kendt min tyske ven fra hans første ungdom. Jeg havde også fulgt den lidenskab, som en dag betog ham, lige fra den allerførste time.
Desværre, jeg havde også kendt den kvinde, som han elskede – og jeg vidste bedre end nogen anden og alt for godt, at hun ikke var hans tanker værd.
Og alligevel tav jeg. Jeg sagde ham intet. Jeg tav – af hensyn til ham, af hensyn til hende – hvad véd jeg? Måske var det kun af hensyn til mig selv. De af vore handlinger, som kunne synes vore ædelmodigste, er undertiden i al hemmelighed vore lumpneste eller de fejeste …

Men den dag, da min ven fik alt at vide, gik han ud og skød sig. Det var en nat, og han skød kuglen lige ind i sit hjerte, gennem hendes billede, som han havde stukket ind på sit bryst.

Den slags resoluthed er sjælden. Men den findes altså.

Da jeg hørte om hans død, var det, som var det mig, der havde dræbt ham, og (det var det frygteligste) jeg skulle erfare, at han virkelig var gået bort herfra med et nag mod mig i sit Hjerte —
Ti inden han døde, havde han skrevet et brev til mig. Der stod:
“Jeg går fordi to har svigtet mig,” stod der, “hun og du. Men du skal mindes mig.”

“Du skal mindes mig.”
Han fik ret. Han fik ret. Hans liv og hans død veg i lange tunge tider ikke fra min tanke … indtil tiden gik og langsomt havde skubbet hans billede bort. Ti de levende må beskæftige sig med de levende.

Vor døde venner, åh, deres skygger sidder kun som tiggere ved kanten af vor vej, (den vej som vi levende endnu går) og hvor ofte kaster vi med en flygtig tanke, en almisse i deres udstrakte hænder?

Det kunne gå uger, og der var gået måneder, hvor jeg ikke skænkede min døde ven en tanke.
Men så … ja, så hændte det. Altså det, at jeg en nat så ham … det vil sige, nej, lad mig fortælle det nøjagtigt.

Ti naturligvis, det er min hjerne, som har fungeret slet og som har været angrebet – just som den syntes sundest. Men der er alligevel en biomstændighed, som måtte forvirre mig den gang, og som, jeg tilstår det, forvirrer mig endnu, endnu mens jeg tvinger mig til at tænke på det.

Jeg havde tilbragt min aften med læsning, og, før jeg gik i seng, havde jeg leget med værtens lille hund. Jeg havde spist til aften og jeg havde været i en fuldkommen uforstyrret ligevægt. Da jeg sov ind brændte den lille lampe, som sædvanlig, ved siden af min seng, på mit bord.
Og jeg havde sovet ganske roligt, uden drømme, meget roligt.

Men pludselig vågnede jeg og havde en fornemmelse af, at nogen var gået med døren, og at der var kommet nogen ind i stuen.
Jeg vendte hovedet og sagde (og var aldeles ubekymret):
– Er det Dem, Andreas?
For Andreas var tjeneren, og jeg troede det var ham.

Men ved døren så jeg ingen, og der var ingen der svarede mig.

Så på en gang – og himlen ved, at blot et sekund før havde jeg ikke så meget som tænkt på at gøre det – vendte jeg mig om i sengen og løftede hovedet og dér, i lænestolen, hvor jeg plejede at sidde og læse, der i krogen, lige overfor mig – sad han, min ven, der havde skudt sig, han som jeg ikke havde tænkt på i mange uger – sad der lyslevende.

I sin grå uniform med sit skægløse, lige, sørgmodige ansigt, ubevægelig – sad han der i lænestolen og stirrede frem på sine egne støvlespidser, sådan som han plejede …
Og jeg sagde, højt ud i luften hen imod ham:
– Er det Dem, Arnold – hvad vil De?

Jeg var ikke angst. Jeg blev slet ikke angst. Jeg så kun, han sad der, og jeg spurgte.
Jeg blev ved at se på ham – uden at føle nogen art af angst – til han forsvandt.
Han forsvandt? han, han –

Vist ikke nej. Det var jo ikke ham. Nej, indtil vrangbilledet forsvandt. For, skønt jeg var i så fuldkommen en ligevægt, må jeg jo dog have været syg … forvirret, ved siden af mig selv; ude, nå, derude i “Sumpen”. Mit bevidsthedsliv har pludselig forskudt sig. Den slags forskydninger går for sig helt inde i vor hjerne, uden at vi selv aner det: De er der – og hans billede, min vens, vrængbilledet var kommet ved en sådan forskydning. Åh, sikkert, sikkert.
De døde er døde. En Smule Støv, så lidt, at det ikke dækker min hule hånd – så lidt, en smule støv kan ikke tage skikkelse og ikke “vise” sig – og heller ikke minde …

Skønt ….
For der var en biomstændighed og denne biomstændighed —

Men, som jeg har sagt, lad mig fortælle nøjagtigt:

Min hjernes pludselige sygdom må have smittet. Det er ganske afgjort: mit ildebefindende i hjernen havde smittet en anden hjerne i huset, så også den forvirredes på samme tid og blev syg på samme tid.
Det er det, som …

Men altså:
Da jeg kom ned om morgenen, sagde husets værtinde, og jeg havde ikke til nogen mælet et ord om mit mærkelige sygdomsanfald om natten (man skal ikke tale om sådanne ting, ikke til ens læge, som sagt, han kunne let misforstå én, og heller ikke til andre, til de ganske almindelige mennesker, de kunne nemt misforstå verdens rette orden):

– Hvorledes har De det? spurgte min værtinde mig om morgenen, mens jeg drak min te: Jeg har været så urolig for Dem. Jeg sad i aftes og ventede på, at de sidste gæster skulle gå; jeg sad inde i det lille spisekammer og læste. Men på én gang blev jeg, jeg véd ikke hvorfor, så uhyggelig til mode, at jeg lagde bogen og jeg tænkte: Du vil hellere sætte dig ind i gæstestuen. Så går de måske også, og du kan komme i seng …

– Da der på én gang gik et stød gennem huset, et stød af blæst gennem huset, så alle døre fløj op.

– Og “Vips”, ja det var uhyggeligt, fløj ud af sin kurv og peb … Hun stod og peb lige foran mig, som var der et lig i huset …

(Et lig i huset, gentog jeg for mig selv, og mine hårrødder blev som ispinde i min hovedhud.)

– Jeg blev virkelig helt kold, sagde min værtinde (og hun så ud, som var hun helt kold endnu), skønt man er jo ikke overtroisk…. Men så tænkte jeg, det var da mærkeligt – og jeg gik ud i gården for at se, om det da blæste så stærkt sådan på én Gang. Men det var ganske stille. Det var blikstille.

– Men lige med ét sagde jeg til mig selv:
– “Gud ved om ikke herren er blevet syg” …
– Og jeg gik op ad trapperne – jeg var blevet, så jeg skælvede i mine knæ, ja det var jeg – og jeg lyttede ved Deres dør. Men da alting var stille der hos Dem, så gik jeg ned igen og glad var jeg …
– Det hele var naturligvis noget snak … (og hun gjorde tilløb til at le) man kan få så mange sådanne idéer sådan om natten … sagde min værtinde.

Men jeg spurgte kun:
– Hvornår var det, De omtrent gik op til min dør?
– Klokken var lige de 20 minutter i ét, sagde hun: For jeg så såmænd på bornholmeruret i spisekammeret, da jeg kom ned.
20 minutter i ét. Det var netop det øjeblik, just det øjeblik, da jeg havde set ham, min ven, den døde – eller nej, nej, billedet af ham … for også jeg havde set på uret: lige 20 minutter før ét …

Det var besynderligt, højest aparte, ikke let at forklare det eller slet ikke til at forklare …

Men selvom man ikke kan forklare en ting, behøver den ikke at forskrække én.
Og desuden, hvad var det hele for en latterlig idé: Hvis han virkelig ville “minde* mig, hvorfor skulle han så minde mig den dag, hvor jeg var så tilfreds og så rolig – med mindre det netop var min ro, han ville forstyrre.
Men det kunne det være. Hvis han virkelig kom, kom han ikke for det gode. Det, han skrev, var en trussel. Jeg forstod det godt, den gang, at han truede mig —

Men, hvis jeg bliver ved med at rode rundt i denne historie, ender det med at jeg tror på den – at jeg tror på genfærd, jeg —

Men sandt er det, jeg har aldrig haft så rolig en tid i hele mit liv som den gang, jeg så ham første gang … og da jeg så ham anden gang.
For jeg har jo set ham – anden gang.
To gange har jeg sét ham. Og det, det er ganske vist … Nej, nej, lad mig ikke forfalde til betragtninger. Lad mig dog for himlens skyld fortælle nøjagtigt.
Men jeg har altså sét ham anden gang.
Hans billede, mener jeg, har jeg sét.

Det var i Paris.

Jeg var kommet hjem fra et stort bal. En bekendt havde kørt mig hjem i sin vogn. Vi var meget muntre, og vi havde talt om de ligegyldigste ting på den grønne jord. Drukket noget, tilføjer jeg, havde vi ikke. Til parisiske baller får man ikke noget at drikke. Det véd forresten alle mennesker. Ved parisiske fester må hvem der gider slås ved buffetterne og under slagsmålet redder man et glas “Mercier”.

Min bekendte var stået ud af sin vogn og vi havde pludret lidt endnu, mens vi begge stod foran mit hus, på fortorvet. Vi snakkede om, nå om hvad ved jeg …
Til sidste ringede jeg på portneren og min gadedør blev lukket op, og jeg gik gennem entréen og nynnede, jeg husker det godt, det var en vals, jeg nynnede. Jeg kom ind i min dagligstue og smed min overfrakke og tænkte endnu på ham, min bekendte, og på hans køreheste — da jeg vender mig og der, i krogen, i lænestolen, med ansigtet lige imod mig, sidder han – han, min tyske ven, min døde ven, han, der skød sig …

I sin uniform, med øjnene frem mod mig … lige frem mod mit ansigt.
Ja, nu havde han løftet dem fra støvlespidserne …
Men uden angst, uden overraskelse — som var synet af ham noget, jeg havde ventet, sagde jeg:
– Er det Dem, Arnold? Hvad vil De?

Han rørte sig ikke, og mens jeg hørte min bekendtes vogn rulle bort, udenfor, på gaden (for den hørte jeg), blev jeg ved med at se på ham — til han forsvandt.
Nej, nej, altså til billedet af ham forsvandt. Skønt de øjne, som havde været borede lige imod mig, lige ind i mit ansigt – jeg ville have svoret på, at de levede, ikke med mit liv, men med et andet liv, med et liv, der var stærkere end mine øjnes er – men at de levede …
Ja, på det ville jeg have givet mit æresord og selv være død.

… Jeg ved ikke, hvor lang tid der var gået eller at tid var gået, da jeg for sammen, fordi det bankede på mine vinuduesskodder.
Hvad var det?

Jeg åbnede – og, det tilstår jeg, mine hænder skælvede, mens jeg gjorde det – og udenfor så jeg min pariserbekendtes ansigt:
De er da ikke syg, råbte han ind gennem vinduet.
– Nej, slet ikke; hvorfor? svarede jeg og talte meget roligt.
(Som allerede sagt tre gange: Man skal ikke åbenbare den slags ting for nogen og heller ikke for sine venner. Sådan en vén ser deltagende ud, mens man fortæller ham det, og når han går ned ad ens trappe, siger han til sig selv: “Så, nu er det altså kommet. Nå, det stakkels skrog – det havde jeg jo længe ventet.”)

– Åh, sagde min bekendte ude foran vinduet: så var det kun en dum idé … Men pludselig som jeg sad der i vognen, sagde jeg til mig selv, at De vist var blevet syg — og lod kusken vende om.
– Men så, gudskelov, godnat …
Og han stod ind i vognen igen og kørte bort …

Min hjernes sygdom havde altså smittet, smittet igen, smittet ligesom den første gang, smittet, også denne forholdsvis fremmede, dette menneske, som sad der, ligeglad, i sin vogn —

Ja, det er det, som unægtelig er det besynderlige.

Men hvorfor skulle ikke også hjernens pludselige sygdom kunne smitte? Det ville jo blot være højst naturligt. Det er en tankeoverføring (en tankeoverføring af en syg tanke), en tankeoverføring næsten som enhver anden –
Sygdom – kun en sygdom, der smitter.

Men alligevel, hvorfor skulle jeg ikke tilstå det, siden jeg har talt om alt det andet: Jo, jeg har sagt det til mig selv: “Minder” han mig tredje gang – mon det da – – mon det da ikke skulle være, fordi han, endelig, ville skaffe mig ro?

Og den tredje gang – – ville blive den sidste gang …

Vil han da, den sidste gang, måske også kalde – vinke med hånden (hans hånd var altid bleg; også, mens han levede, var den bleg) og kalde?

Og jeg vil følge ham og gå med ham, gå bort med ham – gå ligesom min broder gik.

Trykt i: 1885

Kort om Herman Bang:

Født: den 20. april 1857
Død: den 29. januar 1912

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur