Tabte hjerter af M. R. James

M. R. James
By Unknown – http://ebooks.adelaide.edu.au/j/james/mr/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=31183496

Det var, så vidt jeg kan få oplyst, i september 1811, at en postvogn kørte op foran døren til Aswarby Hall, som ligger midt i Lincolnshire. Den lille dreng, der var den eneste passager, og som sprang ud, så snart vognen var standset, så sig om med største nysgerrighed i den korte tid, der var mellem, at der blev ringet på døren, til den blev åbnet. Han så et højt, firkantet rødstenshus, bygget i dronning Annes tid; en søjlebåret indgangsportal var blevet tilføjet i den mere klassiske stil, der herskede i 1790; og husets vinduer var mange og høje og smalle med små ruder og brede hvide rammer. En prydgavl med et rundt vindue prydede facaden. Der var sidefløje både til højre og venstre, forbundet med midterfløjen ved ejendommelige glasdækkede søjlegange. Fløjene rummede åbenbart staldene, og hvad der havde med husets drift at gøre. Begge fløje var kronet af en dekorativ kuppel med en forgyldt vindfløj.

Aftensolen skinnede på bygningen, og fik vinduesruderne til at gløde som ild. Foran hovedbygningen strakte en park sig ud over det flade land med spredte egetræer og indrammet af fyrretræer, der stod i silhuet mod himlen. Uret i kirketårnet, som lå så skjult af træer i udkanten af parken, at kun den gyldne vejrhane fangede lyset, slog netop seks, og lyden nåede ham blødt båret af vinden. Alt i alt var indtrykket tiltalende, omend farvet af det anstrøg af melankoli, der kan være over en aften i det tidlige efterår, en melankoli, som forplantede sig til drengen, der stod og ventede på, at døren skulle blive åbnet for ham.

Postvognen havde haft ham med fra Warwickshire, hvor han for et halvt års tid siden var blevet forældreløs. Nu var han efter en generøs invitation fra sin aldrende slægtning, Mr. Abney, ankommet for at blive på Aswarby. Tilbuddet var kommet uventet, for alle der kendte noget som helst til Mr. Abney, betragtede ham som en noget dyster enspændernatur, i hvis rolige husholdning en lille dreng ville være et nyt og forstyrrende element.

I virkeligheden vidste ingen noget videre om Mr. Abneys interesser og sindelag. Professoren i græsk ved Cambridge universitetet skulle efter sigende have udtalt, at ingen vidste mere om de senere hedenske religioner end ejeren af Aswarby. Hans bibliotek indeholdt da også alt, hvad der på det tidspunkt fandtes af litteratur om mysticisme, Bacchus-dyrkelse, Mithras-tilbedelse og neoplatonisme. På marmorgulvet i hallen stod en smuk skulptur af Mithras i færd med at dræbe en tyr; Mr. Abney havde med betydelige omkostninger hjembragt den fra Middelhavet. Han havde bidraget til ‘The Gentlemans Magazine’ med en beskrivelse af den, og han havde i ‘The Critical Museum’ skrevet en serie udmærkede artikler om overtro hos den romerske befolkning i Nedre Egypten. Han blev i det store og hele betragtet som en mand, der var opslugt af sine bøger, og det var en kilde til stor forundring hos hans naboer, at han i det hele taget havde hørt om sin forældreløse slægtning, Stephen Elliott, endsige frivilligt havde tilbudt ham at bo på Aswarby Hall.

Hvad hans naboer end havde tænkt sig, så var det tydeligt, at Mr. Abney – den høje, tynde, dystre mand – var indstillet på at give sin unge slægtning en venlig modtagelse. I samme øjeblik hoveddøren blev åbnet, smuttede han ud af sit studerekammer og gned sig begejstret i hænderne.

“Hvordan har du det, min dreng? Hvordan har du det? Hvor gammel er du?” spurgte han. “Hvad ville jeg sige; du er vel ikke så træt af turen, at du ikke kan spise aftensmad?”
“Nej, det er jeg ikke, mange tak,” sagde den unge Elliott. “Jeg har det udmærket.”
“Det var en flink dreng,” sagde Mr. Abney. “Og hvor gammel er du, min dreng?” Det virkede lidt mærkeligt, at han allerede havde stillet dette spørgsmål to gange inden for de første to minutter af deres bekendtskab.

“Jeg fylder 12 næste gang,” sagde Stephen.
“Og hvornår er det din fødselsdag, min kære dreng? Den 11. september, hm? Det er godt, det er udmærket. Der er næsten et år til. Jeg holder af – ha ha – at få den slags ting noteret i min bog. Er du sikker på, at det er 12, du bliver? Helt sikker?”
“Ja, fuldstændig.”
“Nå, godt. Parkes, vil De tage ham med over til Mrs. Bunch, så han kan få te eller aftensmad, eller hvad han nu skal have.”
“Ja, sir,” svarede den sobre og solide Mr. Parkes og førte Stephen til de nedre regioner.

Mrs. Bunch var den hyggeligste og mest menneskelige person af dem, Stephen endnu havde mødt på Aswarby. Hun fik ham til at føle sig fuldstændig hjemme; i løbet af et kvarter var de pot og pande, og det blev de ved med at være. Mrs. Bunch var født på egnen ca. 55 år før Stephens ankomst, og hun havde resideret på Aswarby i 20 år. Om nogen kendte egnen og huset ud og ind, så var det hende, og hun havde ikke spor imod at lade sin viden gå videre.

Der var også mange ting i huset og haven, som Stephen, der var eventyrlysten og nysgerrig, var ivrig efter at få nærmere forklaret. Hvem har bygget det tempel for enden af laurbærstien? Hvem er den gamle mand, hvis billede hænger på trappen – ham, der sidder ved et bord med hånden på et dødningehoved? Disse punkter og mange tilsvarende blev opklaret ved hjælp af Mrs. Bunchs gode forstand og omfattende viden; men der var andre, hvor de fremsatte forklaringer var mindre tilfredsstillende.

En novemberaften sad Stephen ved kaminen i husbetyrerindens værelse og reflekterede over sine omgivelser. “Er Mr. Abney en god mand, og kommer han i himlen engang?” spurgte han pludselig med den ejendommelige tillid, børn kan have, til at de voksne kan løse problemer, hvis afgørelse, man ellers regner med er henlagt til den endelige domstol.

“God? – Gud bevares dreng!” sagde Mrs. Bunch. “Herren er så rart et menneske som nogen. Har jeg aldrig fortalt dig om den lille dreng, han tog ind lige fra gaden, som man siger, for 7 år siden? Og den lille pige, 2 år efter, at jeg var kommet hertil?”
“Nej. Fortæl mig om dem, Mrs. Bunch – nu med det samme.”

“Nå ja ja,” sagde Mrs. Bunch. “Den lille pige synes jeg ikke, jeg kan huske så meget om. Jeg kan huske, at Herren havde hende med hjem fra en af sine spadsereture og gav besked til Mrs. Ellis, som dengang var husbestyrerinde, om at hun skulle tage sig af hende på alle måder. Det stakkels barn havde slet ingen familie, det har hun selv fortalt mig, og hun boede her hos os en 3 ugers tid. Så ved jeg ikke, om der var lidt af en sigøjner i hende, eller hvad det var; men en skønne morgen var hun ude af sin seng, før nogen af os havde fået øjne, og siden har jeg ikke hørt eller set det mindste til hende. Herren var fuldstændig ude af det, og han lod dem trække vod i alle dammene; men jeg tror nu, det var de her sigøjnere, der tog hende, for der var en syngen rundt om huset i mindst en time den nat, hun forsvandt, og Parkes siger, at han hørte dem kalde og råbe i skoven hele den eftermiddag. Ak, kære venner, ja. Hun var nu et underligt barn, så stilfærdig og tavs; men jeg var forfærdelig glad for hende, så pænt hun opførte sig – mærkeligt nok.”

“Og hvad med den lille dreng?” spurgte Stephen.
“Åh, den stakkels dreng,” sukkede Mrs. Bunch. “Han var udlænding – Djovanni kaldte han sig – og han kom og drejede på sin lirekasse her i indkørslen en vinterdag. Herren fik ham straks ind og spurgte ham ud om, hvor han kom fra, og hvor gammel han var, og hvordan han kunne klare sig, og hvor hans familie var; og han var så flink mod ham, som man kunne ønske sig. Men det gik på samme måde med ham. Man kan ikke rigtig regne med de udlændinge, og en skønne morgen var han væk, akkurat ligesom pigen. Hvorfor han forsvandt, og hvor han tog hen, spekulerede vi på det meste af et år, for han tog ikke sin lirekasse med sig, og den ligger stadig her på hylden.”

Resten af aftenen tilbragte Stephen med skiftevis at krydsforhøre Mrs. Bunch og bestræbe sig på at få lirekassen til at frembringe en tone.

Den nat drømte han en besynderlig drøm. For enden af den gang i øverste etage, hvor hans værelse lå, var der et gammelt badeværelse, som ikke blev brugt mere. Det var aflåst; men i den øverste halvdel af døren var der et glasvindue, og da de musselinsgardiner, som engang havde hængt der, forlængst var borte, kunne man se det blyklædte badekar, der stod langs væggen til højre med hovedenden hen mod vinduet.

I drømmen befandt Stephen Elliott sig uden for glasdøren og stod og kiggede ind. Månen skinnede gennem vinduet, og han stirrede på en skikkelse, der lå i badekarret. Hans beskrivelse af det, han så, minder mig om noget, jeg engang selv har set i den berømte krypt under St. Michans kirke i Dublin, som besidder den uhyggelige egenskab at bevare de døde legemer i århundreder. I badekarret lå en ubeskrivelig tynd og hjertegribende skikkelse, mat blygrå af farve og indhyllet i noget, der mindede om et ligklæde, med de tynde læber fortrukket til et svagt, men skrækindjagende smil, og med hænderne tæt trykket ind mod hjerteregionen. Mens han stod og så på skikkelsen, udgik en fjern, næsten uhørlig stønnen fra dens læber, og armene begyndte at røre på sig. Stephen veg tilbage af rædsel, og han vågnede op og blev klar over, at han virkelig stod på gangens kolde trægulv midt i månelyset. Med et mod, jeg ikke tror, mange drenge i hans alder besidder, gik han hen til badeværelsesdøren for at forvisse sig om, hvorvidt den skikkelse, han havde set i sin drøm, var der i virkeligheden. Det var den ikke, og han gik tilbage til sin seng.

Næste morgen var Mrs. Bunch ret betaget af hans beretning og gik endda så vidt, at hun hængte et nyt gardin op. Også Mr. Abney, som han betroede sin oplevelse ved morgenmåltidet, var stærkt interesseret og gjorde notater i det, han kaldte ‘sin bog’.

Forårsjævndøgn var ved at nærme sig, som Mr. Abney ofte fortalte sin unge slægtning, med den tilføjelse at man i gamle dage altid havde anset dette for en kritisk tid for de unge, så Stephen måtte passe godt på sig selv og lukke sit vindue om natten, og at Censorinus havde nogle udmærkede kommentarer til problemet.

To begivenheder, der gjorde stærkt indtryk på Stephen, indtraf på denne tid. Den første kom, efter at Stephen havde tilbragt en usædvanlig urolig og trykkende nat, uden at han i øvrigt kunne huske, at han havde drømt noget særligt. Om aftenen samme dag sad Mrs. Bunch og reparerede hans natskjorte. “Bevar mig vel, Master Stephen,” udbrød hun noget irriteret. “Hvordan bærer De Dem dog ad med at få Deres natskjorte revet i laser på den måde? Vær så venlig at se her, min herre, hvor megen ulejlighed De gør de stakkels mennesker, der skal stoppe og reparere for Dem.”

Der var virkelig en hel række ødelæggende og tilsyneladende ganske formålsløse rifter og flænger i klædningsstykket, og det ville uden tvivl kræve dygtighed at udbedre skaden. De var begrænset til den venstre side af brystet – lange parallelle flænger på omkring seks tommer og nogle rifter, som ikke gik helt igennem stoffet. Stephen kunne kun bedyre, at han ikke anede, hvor de stammede fra; han var sikker på, at de ikke havde været der om aftenen. “Men Mrs. Bunch,” sagde han, “de er nøjagtig magen til de skrammer udvendigt på min sovekammerdør, og jeg ved bestemt, at det ikke er mig, der lavet dem.”

Mrs. Bunch stirrede på ham med åben mund; så greb hun et tændt lys og forlod i stor hast værelset. Man kunne høre, at hun gik ovenpå, og et par minutter efter kom hun ned igen. “Det må jeg sige, Master Stephen, at det er noget underligt noget med de skrammer,” sagde hun. “Det er for højt oppe til, at det kan være en kat eller hund, for slet ikke at tale om rotter. Det ser fuldstændig ud, som om en kineser har lavet dem med sine lange negle, som min onkel i kinafarten fortalte mig om i mine unge dage. Jeg ville nu ikke sige noget til herren, hvis jeg var Dem, Master Stephen, min dreng; men sørg for at nøglen er drejet ordentlig om, inden De går i seng.”
“Det gør jeg altid, Mrs. Bunch; lige så snart jeg har bedt min aftenbøn.”
“Åh, det var en god dreng; bed altid Deres aftenbøn, så er der ingen, der kan gøre Dem noget.” Hermed gik Mrs. Bunch i gang med at reparere den flåede natskjorte, og iberegnet de mellemrum, hvor hun sad og grublede, tog det hende lige til sengetid. Dette foregik en fredag aften i marts 1812.

Den følgende aften blev Stephens og Mrs. Bunchs sædvanlige samtale på tomandshånd pludselig suppleret ved Mr. Parkes ankomst. Hushovmesteren holdt sig ellers mest for sig selv på sit eget domæne. Han bemærkede ikke Stephens tilstedeværelse; han var ivrig og lidt ophidset og talte noget mindre værdigt, end han plejede.

Det første, han sagde, var: “Herren kan selv hente sin vin op om aftenen, hvis han har lyst. Enten gør jeg det om dagen eller slet ikke, Mrs. Bunch. Jeg ved ikke, hvad det kan være; det kan da godt være, det er rotterne, eller at der er et sted, hvor vinden kan komme ind; men jeg er ikke så ung, som jeg har været, – og jeg kan ikke tage det, som jeg har kunnet før.”

“Nå ja, Mr. Parkes; men De ved da godt, at dette her hus er noget så enestående med rotter.”
“Det vil jeg slet ikke nægte, Mrs. Bunch, og jeg har også mange gange hørt dokarbejderne fortælle om en rotte, der kunne tale; men det har jeg nu aldrig før haft nogen tro til; men nu i aften kunne jeg næsten have hørt, hvad de sagde, hvis jeg ville have nedværdiget mig til at lægge øret til døren til det bageste rum.”

“Nej, hør nu, Mr. Parkes; jeg vil ikke høre på den slags fantasier. Rotter, der taler med hinanden i vinkælderen! Har man hørt mage!”
“Ja ja, Mrs. Bunch, jeg vil ikke diskutere det med Dem; jeg siger bare, at hvis De skulle få lyst til at gå ned til det sidste rum og lægge øret til døren, så ville De komme til at sande mine ord lige på stedet.”

“Hvad er det dog for noget vås, De kommer med, Mr. Parkes – det er ikke noget for børn at høre på. De skræmmer jo Master Stephen her fra vid og sans.”
“Hvad? Master Stephen?” sagde Parkes og blev pludselig klar over drengens tilstedeværelse. “Master Stephen er så udmærket klar over, hvornår jeg driver gæk med Dem, Mrs. Bunch.”

Master Stephen vidste faktisk udmærket, at Parkes ikke havde ment det som en spøg. Parkes beretning gjorde ham både nysgerrig og lidt uhyggelig til mode, men alle hans forsøg på at få hushovmesteren til at give en mere detaljeret beskrivelse af sine oplevelser i vinkælderen var forgæves.

Vi er nu nået frem til den 24. marts 1812. For Stephen var det en dag fuld af besynderlige indtryk, en urolig og stormfuld dag, der fyldte huset og haven med en følelse af rastløshed. Da Stephen stod ved havestakittet og så ud i parken, havde han en fornemmelse af en uendelig procession af usynlige personer, der fejede forbi ham, båret af vinden, uden modstand og uden mål, uden at kunne standse, selv om de ville, uden at kunne gribe fat i noget, der kunne standse deres flugt og bringe dem i fornyet kontakt med den levende verden, som de engang havde haft del i.

Efter frokost den dag sagde Mr. Abney til Stephen: “Min dreng, tror du, at du kan komme af sted med at komme ned til mig i mit studerekammer så sent som klokken 11 i aften? Før den tid har jeg travlt, men jeg vil gerne vise dig noget, der har med din fremtidige tilværelse at gøre, og som det er af største vigtighed, at du skal kende til. Du skal ikke omtale dette til Mrs. Bunch eller til nogen anden her i huset, og du må hellere gå op på dit værelse til den sædvanlige tid.”

Her var igen noget nyt og spændende; Stephen greb ivrigt lejligheden til at sidde oppe til klokken 11. Han kiggede ind gennem døren til biblioteket, da han gik op den aften, og så, at et kulbækken, han tit havde set i det ene hjørne af stuen, var rykket ud fra kaminilden; et gammelt sølvforgyldt bæger fuldt af rødvin stod på bordet, og ved siden af lå nogle ark beskrevet papir. Mr. Abney strøede lidt røgelse på kulbækkenet i det øjeblik, Stephen gik forbi, men lod ikke til at bemærke ham.

Vinden var løjet af, og det blev en stille nat med fuldmåne. Omkring klokken 10 stod Stephen ved sit åbne vindue og så ud. Stille som natten var, var de mystiske væsener, der befolkede de fjerne, månebelyste skove, endnu ikke faldet til ro. Fra tid til anden lød mærkelige skrig over vejlerne som fra vildfarne og fortvivlede vandrere. De kunne skyldes ugler eller vadefugle, men lød ikke rigtig som nogen af delene. Kom de mon ikke nærmere? Nu lød de fra denne side af vandet, og et øjeblik efter virkede det, som om de svævede rundt mellem buskadserne i parken. Så hørte de op, men lige som Stephen ville til at lukke vinduet og igen tage fat på læsningen af Robinson Crusoe, fik han øje på to skikkelser, der stod på grusterrassen, der løb langs husets haveside. Det så ud til at være en dreng og en pige; de stod side om side og så op mod vinduerne. Der var noget ved pigen, som fremkaldte erindringen om skikkelsen i badekarret fra hans drøm, og drengen indgød ham en heftig angst.

Mens pigen stod stille, med et tilløb til et smil og med begge hænder lagt over hjertet, løftede drengen, som var tynd og sorthåret og klædt i laser, armene i en bevægelse, der var truende og udtrykte umættelig hunger og længsel. Månen skinnede på hans næsten gennemsigtige hænder, og Stephen så, at neglene var frygtelig lange, og at lyset skinnede igennem dem. Som han således stod med armene løftet, afslørede han et rystende syn. I venstre side af hans bryst åbnede en mørk og gabende flænge sig, og mere med sin hjerte end med sin hørelse opfattede Stephen et af disse hungrende og fortvivlede skrig, han hele aftenen havde hørt give genlyd over Aswarby. Et øjeblik efter var det frygtelige par gledet lydløst henover det tørre græs, og han kunne ikke mere se dem.

Forskrækket som han var, bestemte han sig til at tage sit lys og gå ned til Mr. Abneys studerekammer, for det var næsten tid for deres aftalte møde. Døren var i den ene side af hallen, og Stephen var, drevet af sin skræk, ikke længe om at nå derned. At komme ind var derimod ikke så let. Døren kunne ikke være låst, for nøglen sad udvendig som sædvanlig. Men han fik ikke noget svar på sin gentagne banken. Mr. Abney var optaget, han talte med nogen. Hvad? Hvorfor prøvede han at råbe? Og hvorfor blev råbet kvalt? Havde han også set de mystiske børn? Men nu var alting stille, og døren gav efter for Stephens desperate og rædselslagne skubben.

På bordet i Mr. Abneys studerekammer blev der fundet visse papirer, som forklarede situationen for Stephen, da han blev gammel nok til at forstå dem. De vigtigste afsnit var følgende:

“Det var en udbredt og fast tro hos vore forfædre – hvis viden om disse ting, jeg efter mine egne erfaringer har fået al mulig tillid til – at ved udøvelsen af visse processer, der for os nulevende har noget barbarisk ved sig, kan mennesket opnå en bemærkelsesværdig udvidelse af sine åndelige evner. For eksempel kan en person, der absorberer nogle af sine medmenneskers personlighed, opnå fuldstændigt herredømme over sådanne elementar-ånder, som styrer kræfterne i vort univers.

Det fortælles om Simon Mager, at han var i stand til at flyve gennem luften, at gøre sig usynlig eller antage en hvilken som helst skikkelse, han ønskede, alt formidlet ved en drengesjæl, hvis ejer han – for at bruge den injurierende vending, som forfatteren af Clementine Recognitions anvender – havde myrdet. Jeg har også fundet det meget detaljeret beskrevet i Hermes Trismegistus afhandlinger, at lignende gunstige resultater kan opnås ved, at man konsumerer hjerterne af mindst 3 mennensker under 21 år.

Jeg har ofret størstedelen af de sidste 20 år på at efterprøve holdbarheden af denne teori, idet jeg til mit eksperiment som corpora vilia har udvalgt sådanne personer, som kunne fjernes uden at efterlade noget mærkbart tomrum i samfundet. Det første trin realiserede jeg ved den 24. marts 1792 at fjerne en vis Phoebe Stanley, en pige af sigøjnerslægt. Det næste ved fjernelsen af en omstrejfende italiensk dreng ved navn Giovanni Paoli natten til den 23. marts 1805. Det sidste ‘offer’ – for at bruge et ord, der i højeste grad støder mine følelser – bliver min slægtning, Stephen Elliott. Hans dag skal komme den 24. marts 1812.

Den bedste metode til at opnå den fornødne sammensmeltning af personligheder er at udtage hjertet af det levende emne, derefter brænde det til aske og blande det i et glas rødvin. Resterne af de to første emner var jeg nødt til at skaffe af vejen, og her benyttede jeg et gammelt, aflåst badeværelse og vinkælderen. Der er dog forekommet visse forstyrrelser fra emnernes psykiske rester – det, som populært kaldes for spøgelser – men for en sand filosof som retvis udfører eksperimentet bør disse illusoriske forsøg på hævn ikke gives nogen opmærksomhed. Tværtimod ser jeg med stor tilfredsstillelse frem til den udvidelse af ånden, som et succesfuldt eksperiment vil medføre, og som ikke blot vil bringe mig udenfor rækkevidden af den såkaldte menneskelige retfærdighed, men også vil fjerne udsigten til døden selv.”

Mr. Abney blev fundet i sin stol. Hovedet var vredet bagover, og hans ansigt forvredet i en blanding af vrede, frygt og smerte. På venstre side af brystet var et grufuldt sår, der blotlagde hans hjerte. Der var ingen blod på hans hænder, og den lange kniv, man fandt på bordet ved siden af stolen, var ren. Vinduet i studerekammeret stod åbent, så et vildt dyr kunne være kommet ind og have påført Mr. Abney det dødelige sår. Det var i hvert fald doktorens konklusion. Stephen Elliott drog efter læsningen af ovennævnte papirer dog en ganske anden.

Trykt i The Pall Mall Magazine, december, 1895
Originaltitel: Lost Hearts

Kort om M. R. James

Født den 1. august 1862
Død den 12 juni 1936

Læs mere på Gyseren.dk

Graveren i Chapelizod af Sheridan Le Fanu

Sheridan Le Fanu
By Unknown – Pinterest, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=42799496

De, der husker Chapelizod som det var for femogtyve år siden eller mere, husker sikkert også graveren. Bob Martin var meget frygtet af drenge, der om søndagen skulkede fra kirkegangen og i stedet for løb rundt på kirkegården og læste indskrifterne på gravstenene eller sprang buk over dem eller kravlede om i vedbenden for at finde flagermus eller fuglereder eller kikkede ind gennem det mystiske hul under østvinduet, hvor man kunne se en række trappetrin, der tabte sig i mørket, i hvilket man skimtede en række støvede og hensmuldrende kister, hvis fløjlsbetrukne låg gabede uhyggeligt og åbenbarede de hvide knogler. Bob var selvfølgelig en skræk og rædsel for sådanne nysgerrige drenge. Men hvor skrækindjagende han end var i sit embede som graver, og hvor fjernt hans ranglede skikkelse i den falmede sorte frakke, hans uvenlige lille ansigt, hans mistænksomme grå øjne og hans falmede brune stumpede paryk end kunne synes at være al gemytlighed, så hændte det dog, at Bobs moral vaklede og at Bacchus ikke altid fristede ham forgæves.

Bobs hukommelse var noget ud over det sædvanlige, for han var fuld af lystige historier og gruopvækkende beretninger. Hans levevej havde gjort ham fortrolig med grave og nisser, og hans egen smag med bryllupper, alle slags gilder og sammenkomster. Og da han kunne huske næsten tre snese år tilbage i landsbyens historie, var hans forråd af stedlige anekdoter stort, nøjagtigt og opbyggeligt. Da hans indkomst som graver på ingen måde var overdådig, var han ikke sjældent henvist til kneb, som selv i bedste tilfælde ikke var de allerfineste, hvis han ville følge sin lyst og trang. Han inviterede ofte sig selv, når hans værter havde glemt at gøre det. Når hans venner og bekendte sad og drak sammen på en kro, kom han ofte tilfældigt derind og underholdt dem med mærkelige eller frygtelige historier fra sit uudtømmelige forråd, og han generede sig aldrig for at modtage deres tak i form af en varm whiskypunch eller hvad det nu var, de drak.

Der var på den tid en kromand ved navn Philip Slaney, som havde en kro næsten lige overfor den gamle bom. Når denne mand var alene, drak han aldrig for meget, men da han af naturen var tungsindig og derfor stadig trængte til lidt stimulans, kom han efterhånden til at sætte overordentlig stor pris på Bob Martins selskab, der i virkeligheden lidt efter lidt blev det eneste lyspunkt i hans tilværelse, og det så ud, som om den snurrige gravers underfundige morsomheder og vidunderlige historier fik hans medfødte melankoli til at lette lidt.

Dette fortrolige forhold bidrog ikke til at forøge de to drikkebrødres velstand eller ry. Bob Martin drak en hel del mere punch end han havde godt af, og mere end hvad der passede til hans stilling i kirkens tjeneste. Philip Slaney lod sig lokke til lignende svagheder, for det faldt ham svært at modstå sin kloge vens elskværdige overtalelser, og da han måtte betale for dem begge, mener man, at det gik endnu værre ud over hans pung end over hans helbred. Det kan nu være som det vil, men Bob Martin fik af de lokale æren af at have gjort ‘sorte Philip Slaney’ – sådan kaldtes han altid – til en drukkenbolt, og Philip Slaney fik æren for at have gjort graveren til en endnu større slubbert, hvis det var muligt.

Under disse omstændighederne blev regnskaberne i forretningen over for bommen noget indviklede. En lummer sommerdag, da vejret var både tungt og skyet, gik Philip Slaney ind i det lille kontor bagved, hvor han førte sine bøger og hvorfra han gennem et meget snavset vinduer kunne se den bare væg på huset overfor. Her lukkede og låste han døren, tog en ladt pistol, stak mundingen i munden og skød den øverste del af hovedet op gennem loftet.

Denne frygtelige ulykke gjorde et meget dybt indtryk på Bob Martin. Dels fordi han flere gange i den sidste tid var blevet fundet om natten på landevejen så åndsfraværende, eller måske snarere bevidstløs af druk, at han var blevet truet med afskedigelse. Og dels, var der nogle der tilføjede, fordi han havde svært ved at finde en anden, der ville spendere så meget på ham som stakkels Philip Slaney plejede. Så Bob Martin forsvor alkohol under enhver form og blev et glimrende eksempel på afholdenhed og nøgternhed. Til sin kones store trøst og til stor opbyggelse for nabolaget holdt Bob fast ved sine gode forsætter med rimelig nøjagtighed. Han var sjælden beruset og aldrig fuld, og den bedre del af nabolaget hilste ham med alle de æresbevisninger, der tilkommer den fortabte søn.

Omtrent et år efter den frygtelige begivenhed, vi har nævnt, skete det, at præsten fik besked om en begravelse, der skulle finde sted på kirkegården i Chapelizod, og samtidig modtog han visse instruktioner om gravens beliggenhed, så han sendte bud efter Bob Martin i den hensigt at meddele samme embedsmand disse officielle detaljer. Det var en trykkende sensommeraften. Store mængder af tunge, uhyggelige tordenskyer havde dynget sig oven på hinanden og dækkede himlen med en højtidelig tronhimmel, der varslede om uvejr. I den tunge, stille luft hørtes den dumpe rullen af torden langt borte, og man havde en fornemmelse af, at naturen lå knuget og tynget af uvejret, der var i anmarch. Klokken var over ni, da Bob iførte sig sin lurvede sorte embedsfrakke og forberedte sig til at møde sin overordnede.

“Bobby, min egen ven,” sagde hans kone, før hun gav ham hatten, “nu vil du godt lade være, Bobby, du ved nok med hvad!”
“Jeg ved ikke, hvad du mener,” svarede han kort og greb efter sin hat.
“Du vil nok lade være med at krumme armen, ikke sandt, Bobby?” sagde hun og holdt hatten udenfor hans rækkevidde.
“Jo, det skal jeg nok, men kom så med hatten!”
“Jamen, Bobby, du skal love mig det – vil du ikke nok love mig det?”
“Jo, vist vil jeg så – hvorfor ikke? Men giv mig nu min hat og lad mig komme af sted.”
“Ja, men du lover jo ikke rigtigt, Bobby, du har jo ikke lovet mig noget endnu.”
“Nå ja, fanden tage mig, om jeg drikker en dråbe, før jeg kommer hjem igen,” sagde graveren vredt. “Er du så tilfreds? Og vil du så give mig hatten?”
“Her er den, min ven. Og Gud sende dig fri og frelst tilbage.”

Med denne afskeds-velsignelse lukkede hun tilfreds og lettet døren efter ham og satte sig ved sit strikketøj for at vente på, at han skulle komme tilbage. Hun syntes, at han i den sidste tid havde været beruset oftere, end det passede sig for hans nye liv, og hun frygtede, at den halve snes værtshuse, som han skulle passere, ville lokke ham så stærkt, at han ikke kunne stå imod.

De var stadig åbne, og der stod en herlig duft af whisky ud af dem, da Bob sneg sig forbi med lange øjne. Men han stak hænderne i lommen, så til den anden side og fløjtede resolut og prøvede kun at tænke på præsten og den betaling, han skulle have. Således førte han sin moral trygt forbi de lurende skær og nåede præstegården i sikkerhed. Præsten var imidlertid pludselig blevet kaldt ud til en syg, og Bob Martin måtte derfor sidde i forstuen og få tiden til at gå, så godt han kunne, til præsten kom hjem. Dette varede, uheldigvis meget længe, og klokken må have været tolv, før Bobby Martin kunne gå hjemad. Nu var uvejret trukket sammen og det var bælgmørkt. Der hørtes tordenbulder fra bjergsiderne og dalene i Dublin-bjergene, og det blege, blå kornmod lyste på husenes hvide facader.

Nu var alle døre lukkede, men da Bob travede hjemad, søgte hans blik ganske af sig selv det værtshus, der engang havde tilhørt Philip Slanye. Der skinnede et svagt skær ud gennem skodderne og gennem det lille vindue over døren, så der stod et svagt, tåget lysskær om hele huset. Da Bobs øjne nu var blevet vant til mørket, var det omtalte lysskær tilstrækkeligt til, at han kunne se en mand i en slags løs ridefrakke sidde på en bænk, som stod uden for vinduet. Hans hat var trukket dybt ned over øjnene og han sad og røg på en lang pibe. Ved siden af ham kunne man svagt skimte omridset af et glas og en flaske, og man kunne også se en opsadlet hest, der roligt stod og ventede på sin herre. Der var utvivlsomt noget mærkeligt ved synet af en rejsende, der sad på gaden på denne tid af natten og indtog forfriskninger. Men graveren antog blot, at den rejsende havde taget sin forfriskning med udenfor for at nyde den i fred og ro, da værtshuset lukkede for den dag.

På ethvert andet tidspunkt ville Bob have hilst den fremmede med et venligt god aften, men han var ikke i humør til noget nu og var lige ved at gå forbi den fremmede uden et ord, da denne, uden at tage piben fra munden, løftede flasken og vinkede til ham med den, idet han samtidigt indbød ham til at dele hans plads og drikke ved en bevægelse med hoved og skuldre og ved at rykke lidt til side på bænken. Der var den herligste duft af whisky i luften og Bob var på nippet til at modtage indbydelsen. Men i det øjeblik, han begyndte at vakle, huskede han sit løfte og sagde: “Nej, mange tak, jeg har ikke tid i aften.” Den fremmede vinkede en indtrængende velkomsthilsen til ham og pegede på den tomme plads ved siden af sig. “Jeg takker Dem meget for Deres venlige tilbud,” sagde Bob, “men jeg er allerede sent på den og har ingen tid tilovers, så jeg ønsker Dem godnat.”

Den fremmede lod glasset klirre mod flaskehalsen, som ville han antyde, at han i det mindste kunne få sig en dram uden at spilde tiden. Bob var af samme mening, men skønt tænderne løb i vand, huskede han sit løfte, rystede på hovedet med urokkelig beslutsomhed og gik videre. Den fremmede rejste sig fra bænken med piben i munden, flasken i den ene hånd og glasset i den anden og holdt sig tæt i hælene på graveren, mens hans hest fulgte bagefter. Der var noget mistænkeligt og noget uforklarligt i denne påtrængenhed. Bob forstærkede sine skridt, og den fremmede fulgte tæt efter ham. Graveren begyndte at føle sig ilde til mode og vendte sig om. Hans forfølger var lige bag ham og opfordrede ham stadig med utålmodige bevægelser til at smage på hans whisky.

“Jeg har jo allerede sagt,” sagde Bob, der nu både var vred og bange, “at jeg ikke vil røre den, og det må være nok. Jeg bryder mig ikke om at have noget at gøre med Dem og Deres flaske, og i Guds navn,” tilføjede han heftigere, da han så, at den anden stadig kom nærmere, “gå væk og lad være med at plage mig på den måde.” Disse ord syntes at ophidse den fremmede, for han løftede truende flasken mod Bob Martin. Trods denne voldsomme bevægelse lod han alligevel afstanden mellem sig og Bob blive noget større. Bob kunne imidlertid stadig se ham følge efter sig i nogen afstand, for der kom en underlig rød glans fra hans pibe, der svagt oplyste hele skikkelsen som med en meteors uhyggelige lys.

“Jeg ville ønske, at Fanden tog sig lidt mere af sine,” mumlede den ophidsede graver, “så ved jeg nok, hvor du ville være.” Næste gang, han så sig tilbage over skulderen, så han til sin skræk den påtrængende fremmede så tæt bag sig som han nogensinde havde været. “Gid pokker havde Dem,” råbte denne gruens og gravens mand, næsten ude af sig selv af raseri og rædsel, “hvad vil De mig?” Den fremmede så nu mere tillidsfuld ud, og blev ved med at nikke. Da han kom endnu lidt nærmere, rakte han flaske og glas frem. Bob Martin hørte hesten pruste i mørket bagved. “Behold det for Dem selv, hvad det så end er, for der er hverken nåde eller held ved Dem,” råbte Bob Martin, kold af skræk, “og lad mig så være i fred!” Han prøvede forgæves at komme i tanker om en bøn eller en besværgelse i sin fuldstændige forvirring. Han gik så hurtigt, at han næsten løb. Nu var han ganske nær sin egen dør.

“Luk mig ind, for Guds skyld! Molly, luk døren op!” råbte han, da han nåede tærskelen og lænede sig mod døren. Hans forfølger stod nu foran ham på vejen. Han havde ikke længere piben i munden, men det røde skær glødede stadig omkring ham. Der kom nogle hule, uartikulerede lyde fra ham, helt ulveagtige og ubeskrivelige, mens han lod til at skænke op i glasset. Graveren sparkede af al sin kraft på døren og råbte samtidigt fortvivlet: “I Gud den Almægtiges navn, forlad mig en gang for alle!”

Forfølgeren kastede rasende flaskens indhold efter Bob Martin, men i stedet for vædske strømmede der flammer ud af den. De bredte sig og hvirvlede uden om dem, og et øjeblik stod de begge indhyllet i et svagt flammeskær. I samme øjeblik kom der et vindstød, som rev den fremmedes hat af, og graveren kunne se, at hans hoved manglede issen. Et øjeblik så han på det sorte, gabende hul, så faldt han sanseløs ind gennem døren, som hans kone lige havde åbnet.

Jeg behøver næppe give læseren nogen forklaring på denne yderst letforståelige og nøjagtige fortælling. Alle var enige om, at den rejsende var genfærdet af ham, der havde begået selvmord, og som nu var kaldt frem af den onde for at friste graveren til at bryde sit løfte, der jo var bekræftet med en ed. Var det lykkedes ham, er der ingen tvivl om, at den mørke ganger, som Bob havde set, var bestemt til at bære en dobbelt byrde tilbage til det sted, hvorfra den kom.

Som en bekræftelse på, hvor virkeligt dette syn havde været, så man den næste morgen, at den gamle tjørn, der stod uden for indgangen, var blevet svedet af den helvedesild, der var strømmet ud af flasken, ganske som om det var et lyn, der havde ramt den.

Trykt i Dublin University Magazine, januar 1851
Originaltitel: The Sexton’s Adventure

Kort om Sheridan Le Fanu

Født den 28. august 1814
Død den 7. februar 1873

Læs mere på Gyseren.dk

Evelines gæst af Mary Elizabeth Braddon

Mary Elizabeth Braddon
By William Powell Frith, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=6362987

Det var ved maskeballet på Palais Royal, at min skæbnesvangre strid med min fætter André de Brissac begyndte. Stridens genstand var en kvinde. De kvinder, som fulgte i Philip af Orleans fodspor, var årsagen til mange sådanne stridigheder, og der var næppe et yndigt hoved i hele denne brogede, glimrende mængde, som ikke ville have forekommet en mand, der var velbevandret i de historiske intriger, besudlet med blod. Jeg vil undlade at nævne navnet på hende, for hvis skyld André de Brissac og jeg gik over en af broerne i den disede augustmorgen på vej til de øde marker bag Saint-Germain des Prés kirken. Der var mange smukke giftslanger på den tid, og hun var en af dem.

Jeg kan endnu mærke augustmorgenens kolde luft blæse mig i ansigtet som jeg sidder her i mit triste kammer på mit slot i Puy Verdun, alene i nattens stilhed, og skriver min mærkelige livshistorie. Jeg kan se den hvide tåge stige op fra floden, det uhyggelige omrids af Notre Dame kirkens firkantede tårne, som tegnede sig sorte mod den bleggrå himmel. Endnu tydeligere husker jeg Andrés unge smukke ansigt, som han stod over for mig sammen med sine to venner – slyngler begge to – og mig sammen med sine to venner, lige ivrige for den unaturlige kamp.

Vi dannede en besynderlig gruppe den tidlige sommermorgen, alle sammen lige kommet fra maskebal i de kongelige saloner. André i en mærkelig gammeldags jægerdragt kopieret efter et familieportræt i Puy Verdun, jeg klædt ud som en af Laws Mississippi indianere, og de andre mænd var iført noget lignende pralende stads og pyntet med kniplinger og juveler, som så matte ud i daggryets blege lys.

Vor strid havde været heftig – en strid, som kun kunne ende på én måde, den endelige. Jeg havde slået ham, og mærket efter slaget var højrødt på hans smukke, næsten kvindelige ansigt. Morgensolen skinnede på det røde mærke og farvede det endnu rødere, men smerten efter min egen forurettelse var frisk, og jeg havde endnu ikke lært at foragte mig selv for den brutale voldshandling.

For André de Brissac var en sådan fornærmelse utilgivelig. Han var lykkens yndling, damernes yndling, og jeg var ingenting – en rå soldat, som havde gjort mit land gode tjenester, men i hans øjne blot en ubehøvlet bondetamp.

Vi kæmpede, og jeg sårede ham dødeligt. Livet havde været en dans på roser for ham, og jeg tror, han blev fortvivlet, da han følte livet ebbe ud. Han bad mig komme hen til sig, som han lå der på jorden, og jeg gik hen til ham og knælede ned ved siden af ham. “Tilgiv mig, André,” mumlede jeg. Han tog ikke mere notits af min indtrængende bøn end af flodens intetsigende skvulpen.

“Hør på mig, Hector de Brissac,” sagde han. “Jeg er ikke af dem, der tror, at en mand er færdig med jorden, fordi hans øjne bliver brustne og hans lemmer bliver stive. De vil begrave mig i den gamle hvælving under Puy Verdun, og du vil blive herre på slottet. Åh, jeg ved kun alt for godt, hvor let de tager tingene nu om dage. Hvor Dubois vil le, når han hører, at Ca er blevet dræbt i en duel. De vil begrave mig og synge messer for min sjæl, men du og jeg har ikke gjort op endnu, kære fætter. Jeg vil være hos dig, når du mindst venter at se mig – med dette grimme ar på mit ansigt, det ansigt, som kvinder har prist og elsket. Jeg vil komme til dig, når dit liv er lykkeligst. Jeg vil komme mellem dig og alt det, som du finder smukkest, alt det, som du elsker højest. Min hånd skal dryppe giften i din glædes bæger. Min skygge skal lukke sollyset ude fra dit liv. Mænd med en jernvilje som min kan gøre, hvad de vil, Hector de Brissac. Og jeg vil hjemsøge dig, når jeg er død.”

Alt dette hviskede han mig ind i øret i korte, afbrudte sætninger. Jeg måtte bøje mig helt ned til ham for at opfange ordene, men André de Brissacs jernvilje var stærk nok til at kæmpe med døden, og jeg tror, han fik sagt alt, hvad han ønskede at sige, før han faldt tilbage på jorden for aldrig at rejse sig mere. Som han lå der, kunne man have antaget ham for en skrøbelig yngling, der var alt for smuk og alt for sart til den brutale kamp, som kaldes livet, men der er stadig mange, som kan huske André de Brissac, og som kan vidne om hans ubøjelige vilje og stolte natur.

Jeg stod og så på det unge ansigt med det grimme ar, og Gud skal vide, at jeg fortrød, hvad jeg havde gjort. Jeg tog ingen notits af de blasfemiske trusler, han havde hvisket mig i øret. Jeg var soldat, og jeg var troende. For mig var der slet ikke noget frygteligt i den tanke, at jeg havde dræbt denne mand. Jeg havde dræbt så mange mænd på slagmarken, og han, som lå der, havde krænket mig dybt. Mine venner ville have, at jeg skulle rejse ud af landet for at undgå konsekvenserne af min handling, men jeg var rede til at møde disse konsekvenser og jeg blev i Frankrig. Jeg holdt mig borte fra hoffet og fik et vink om, at jeg gjorde klogest i at blive i min egen provins.

Der blev sunget mange messer i det lille kapel på Puy Verdun for min døde fætters sjæl og hans kiste kom til at stå i en niche i vore forfædres gravhvælving. Hans død havde gjort mig til en rig mand, men tanken om, hvordan jeg havde erhvervet min rigdom, fik mig til at hade den. Jeg førte en ensom tilværelse på det gamle slot, hvor jeg sjældent talte med andre end mine tjenere, som allesammen havde tjent min fætter. Ingen af dem kunne lide mig. Det var et hårdt og bittert liv. Det pinte mig at se børnene flygte for mig, når jeg red gennem landsbyen. Jeg har set gamle koner korse sig i smug, når jeg kom forbi. Der verserede de mærkeligste rygter om mig. Der blev hvisket, at jeg havde solgt min sjæl til den onde for min fætters arv.

Lige fra min barndom har jeg set mørk og streng ud, og det var vel derfor, at ingen kvinde nogensinde havde elsket mig. Jeg husker min moders ansigt i alle dets forskellige udtryk, men jeg kan ikke huske, at hun nogensinde har set kærligt på mig. Den anden kvinde, for hvis fødder jeg lagde mit hjerte, var tilfreds med at modtage min hyldest, men hun kom aldrig til at elske mig, og hun svigtede mig til sidst.

Jeg var begyndt at hade mig selv og mine medmennesker, da jeg blev grebet af en feberagtig længsel efter endnu engang at være med i den travle verdens liv og larm. Jeg rejste til Paris, hvor jeg holdt mig borte fra hoffet, og hvor en engel forbarmede sig over mig. Hun var datter af en af mine gamle kammerater. En mand, hvis fortjeneste var blevet glemt, hvis bedrifter man ikke længere huskede, og som nu sad og surmulede på sit usle hummer som en rotte i sit hul, mens hele Paris stod på den anden ende i anledning af den skotske finansmands besøg, og adelsmænd og lakajer var ved at trampe hinanden ihjel i Rue Quincampoix. Denne gamle, sære dragon-kaptajns eneste barn var et himmelsk væsen, hvis jordiske navn var Eveline Duchalet. Hun elskede mig.

De rigeste glæder i livet er ikke altid dem, som vi betaler dyrest. Jeg spildte de bedste år af min ungdom på en slet og overfladisk kvinde, som holdt mig for nar og bedrog mig til sidst. Og denne lille, blide engel gav jeg kun et venligt ord, en broders ømhed – og se, hun elskede mig. Det liv, som hidtil havde været mørkt og trist, blev nu lyst og lykkeligt sammen med hende, og jeg rejste tilbage til Puy Verdun med en smuk ung brud.

Åh, hvilken vidunderlig forandring i mit liv og i mit hjem! Landsbybørnene flygtede ikke længere i rædsel for den sorte rytter og de gamle kællinger korsede sig ikke mere, for der red en kvinde ved hans side. En kvinde hvis blide væsen havde vundet disse jævne mennesker, og som ved sin blotte nærværelse havde forvandlet den barske slotsherre til en kærlig ægtemand og en mild herre. Det gamle tjenerskab glemte min fætters alt for tidlige død og tjente mig villigt og gerne af kærlighed til deres unge herskerinde.

Ord kan ikke skildre vor rene og fuldkomne lykke. Jeg følte mig som en rejsende, der havde gennemkrydset de arktiske egne, fjernt fra menneskers kærlighed og selskab, og som nu pludselig finder sig selv i en frodig dal, i hjemmets blide atmosfære. Forandringen forekom mig alt for vidunderlig til at være sand, og jeg prøvede forgæves at undertrykke den vage mistanke, at min nye liv kun var en fantastisk drøm. Så kort var denne stille, lykkelige tid, at jeg endnu i dag er tilbøjelig til at forestille mig, at de første dage i mit ægteskab kun har været en drøm.

Hverken i min ensomme, triste tid eller i mine lykkelige dage havde erindringen om Andrés blasfemiske løfte plaget mig. De ord, som han i sin sidste stund havde hvisket mig i øret, forekom mig stadig meningsløse. Han havde fået afløb for sit raseri i disse tomme trusler, som han kunne have fået det i ørkesløse forbandelser. Den eneste hævn, en døende mand kan love sig selv, er, at han vil hjemsøge sin fjende efter sin død, og hvis mennesker således havde magt til at hævne sig efter døden, ville jorden være befolket af gengangere. Jeg havde boet på Puy Verdun i tre år. Ved midnatstid når alt var stille, sad jeg ved kaminen, hvor han havde siddet. Om dagen, gik jeg gennem de gange, hvor ekkoet af hans fodtrin havde lydt. Og i al den tid havde min fantasi aldrig narret mig så meget, at den havde fostret skyggen af den døde. Er det underligt, at jeg havde glemt Andrés frygtelige løfte?

Der var ikke noget billede af min fætter på Puy Verdun. Det var i Boudoir-kunstens tidsalder, og det var finere med en miniature i låget på en guld-bonbonniére eller kunstfærdigt gemt i et massivt armbånd end et klodset, legemes stort portræt, der kun egnede sig til at hænge på de triste vægge i et provinsslot, som ejeren sjældent besøgte. Min fætters smukke ansigt havde prydet mere end én bonbonniére og havde skjult sig i mere end ét armbånd, men det var ikke mellem de ansigter, som skuede ned fra de mørke paneler i Puy Verdun. I biblioteket fandt jeg et billede, som vakte pinlige erindringer. Det var et portræt af en de Brissac, som havde haft sin storhedstid i Franz den førstes dage, og det var efter dette billede, min fætter André havde kopieret den ejendommelige gammeldags jægerdragt, han havde på ved maskeballet. Jeg tilbragte ikke så få timer af mit liv i biblioteket, og derfor gav jeg ordre til, at der skulle hænges et gardin for dette billede.

Vi havde været gift i tre måneder, da Eveline en dag spurgte: “Hvem er herre til naboslottet?” Jeg så forbavset på hende. “Jamen, kæreste,” svarede jeg, “ved du ikke, at Puy Verdun er det eneste slot i fyrre miles omkreds?” “Virkelig!” sagde hun. “Det er mærkeligt.” Jeg spurgte hende, hvorfor hun syntes, det var så mærkeligt, og på min indtrængende bøn fortalte hun mig grunden til sin forbavselse. På sine spadsereture i parken og skoven havde hun gennem den sidste måned mødt en mand, som efter sin dragt og sit væsen at dømme måtte være adelsmand. Hun havde tænkt sig, at han ejede et slot i nærheden og at hans ejendom grænsede op til vor. Jeg kunne ikke regne ud, hvem denne fremmede kunne være, for mit slot lå midt i en øde egn, og bortset fra, at en eller anden diligence undertiden kunne komme skramlende og raslende gennem landsbyen, havde man ikke støre større chance for at træffe en fremmed her end for at møde en halvgud.

“Har du set den mand ofte, Eveline?” spurgte jeg.
Hun svarede i en næsten bedrøvet tone: “Jeg ser ham hver dag.”
“Hvor, min elskede?”
“Somme tider i parken, somme tider i skoven. Du ved det lille vandfald, Hector, hvor der er en gammel forfalden stenhøj, der danner ligesom en hule – det sted er jeg kommet til at holde af, og jeg har tilbragt mange morgener der med en bog. I den sidste tid har jeg set den fremmede der hver morgen.”
“Har han aldrig sagt noget til dig?”
“Aldrig. Jeg kikkede gerne op fra mig bog og så ham stå et lille stykke borte og betragte mig i tavshed. Jeg fortsatte med at læse, og når jeg så op igen, opdagede jeg, at han var gået. Han må liste, når han kommer og går, for jeg hører ham aldrig. Somme tider kunne jeg næsten ønske, at han ville tale til mig. Det er så frygteligt at se ham stå der uden at sige noget.”
“Det er en eller anden uforskammet bonde, der prøver at gøre dig bange.”
Min hustru rystede på hovedet. “Det er ingen bonde,” svarede hun. “Det er ikke bare hans klædedragt, jeg dømmer efter, for den er mig fremmed. Men der er et præg af noget adelig over ham, som ikke er til at tage fejl af.”
“Er han ung eller gammel?”
“Han er ung og smuk.”

Tanken om den fremmede, der forstyrrede min hustrus ensomhed, gjorde mig meget urolig, og jeg gik med det samme ned til landsbyen for at høre, om man der havde set noget til nogen fremmed. Det var der ingen, der havde. Jeg forhørte tjenestefolkene nøje, men uden resultat. Så besluttede jeg at ledsage min hustru på hendes spadsereture for selv at dømme om den fremmedes rang og stand. En uge igennem spadserede jeg hver morgen med Eveline i parken og skoven, og i al den tid så vi kun en enkelt gang en bonde eller en af vore egne tjenere, der vendte hjem fra en gård i nærheden.

Jeg var en mand med fastgroede vaner og disse spadsereture forstyrrede mig i den daglige gænge. Min hustru lagde mærke til det og bønfaldt mig om ikke yderligere at lade mig forstyrre. “Jeg vil tilbringe mine morgener i Rosengården, Hector,” sagde hun, “der kan den fremmede ikke komme ind.”
“Jeg var lige ved at tro, at den fremmede kun var et foster af din romantiske fantasi,” svarede jeg og smilede til det alvorlige ansigt, der var vendt imod mig. “En ung slotsfrue, som altid læser fantastiske romaner, kan udmærket møde smukke kavalerer i skovene. Det er formodentlig mademoiselle Scuderi, jeg kan takke for den fornemme fremmede, som sikkert kun er Le grand Cyrus i moderne kostumer.”
“Det er netop det, der er det underlige, Hector,” sagde hun. “Den fremmedes kostume er ikke moderne. Han ligner et gammelt maleri, der er steget ud af sin ramme.” Hendes ord pinte mig, for de mindede mig om det skjulte billede i biblioteket, og det mærkelige, gammeldags jægerkostume i orange og purpur som André de Brissac havde haft på ved maskeballet.

Siden den tid begrænsede min hustru sine spadsereture til Rosengården, og i mange uger hørte jeg ikke mere til den navnløse fremmede. Jeg glemte ham fuldstændig for en anden og alvorligere bekymring. Min hustru begyndte at skrante. Forandringen skete gradvis og så langsomt, at de, der så hende hver dag, næppe bemærkede den, men når hun tog en aftenkjole på, som hun ikke havde båret i lang tid, kunne jeg se, hvor hærget den skikkelse måtte være, som kjolen hang så løst omkring, og hvor sløve og matte de øjne var, som engang havde strålet om kap med de juveler, hun bar i sit hår. Jeg sendte bud til Paris efter en af hoffets læger, men jeg vidste, at mange dage ville gå tabt, før han kunne komme til Puy Verdun.

Det var ikke bare hendes helbred, der svigtede. Hendes lyse solskinshumør forsvandt, og i stedet for min unge glade brud så jeg nu en kvinde, der tyngedes af dyb melankoli. Forgæves søgte jeg at forestille mig grunden til min elskedes sørgmodighed. Hun forsikrede mig, at hun ikke havde nogen grund til at være bedrøvet eller utilfreds, og hun sagde, at jeg måtte tilgive hende, hvis hun så mismodig ud uden at kunne sige hvorfor. Jeg sagde til hende, at hoflægen hurtigt ville finde et middel mod hendes nedtrykthed, som sikkert måtte have fysiske årsager, når hun ikke havde nogen virkelig grund til at være bedrøvet. Men skønt hun ingenting sagde, kunne jeg se, at hun ikke havde nogen tro til medicinens helbredende magt.

En dag, da jeg ville prøve at opmuntre hende og rive hende ud af den tavse grublen, hun sad hensunken i i timevis, sagde jeg leende til hende, at hun åbenbart havde glemt sin gådefulde kavaler fra skoven og at han øjensynlig også havde glemt hende. Til min forundring blev hun pludselig blodrød i sit blege ansigt og derpå bleg igen med det samme.

“Har du aldrig set ham, siden du måtte forlade din grotte i skoven?” spurgte jeg.
Hun vendte sig mod mig og så fortvivlet på mig. “Hector!” skreg hun, “jeg ser ham hver dag, og det er det, der piner livet af mig.” Hun brast i tårer og græd som et barn. Jeg tog hende i mine arme og prøvede at trøste hende.
“Det er jo vanvid, min elskede!” sagde jeg. “Du ved jo, at der ikke kan komme nogen fremmed ind til dig i Rosengården. Voldgraven er ti fod bred og altid fuld af vand, og gamle Massou holder portene lukket dag og nat. Slotsfruen på en middelalderlig borg behøver ikke at frygte, at nogen skal trænge ind i hendes have.”
Min hustru rystede bedrøvet på hovedet. “Jeg ser ham hver dag,” sagde hun.

I dette øjeblik troede jeg virkelig, at min hustru var blevet sindssyg. Jeg turde ikke udspørge hende nærmere om hendes gådefulde gæst. Det ville være tåbeligt, tænkte jeg, at give den skygge, som plagede hende, liv og form ved at spørge alt for nøje ud om dens udseende og væsen, dens kommen og gåen. Jeg sørgede for at sikre mig, at ingen fremmed på nogen mulig måde kunne komme ind i Rosengården. Da jeg havde gjort det, kunne jeg kun vente på, at lægen skulle komme.

Han kom omsider. Jeg betroede ham mine bange anelser. Jeg fortalte ham, at jeg troede, min hustru var blevet sindssyg. Han hilste på hende, tilbragte en time sammen med hende alene og kom bagefter ind til mig. Til min usigelige lettelse forsikrede han mig, at hun ikke var åndeligt syg. “Det er muligt, at hun er ude for et eller andet selvbedrag,” sagde han, “men hun er så fornuftig på alle andre områder, at jeg vanskeligt kan få mig selv til at tro, at hun skulle lide af monomani. Jeg er snarere tilbøjelig til at mene, at hun virkelig ser den person, hun taler om. Hun beskrev ham fuldstændig minutiøst for mig. De beskrivelser, der gives af patienten, som lider af monomani, er altid mere eller mindre usammenhængende, men Deres hustru talte lige så klart og roligt, som jeg nu taler til Dem. Er De sikker på, at der ikke kan komme nogen ind til hende i den have, hun spadserer i?”
“Det er jeg ganske sikker på.”
“Er der ikke en slægtning eller pårørende af Deres husstand – en ung mand med et smukt, kvindeligt ansigt, meget bleg og let kendelig på et blodrødt ar, der ser ud som mærket efter et slag?”
“Barmhjertige Gud!” udbrød jeg, da jeg pludselig forstod. “Og dragten – den mærkelige, gammeldags dragt?”
“Manden bærer et jægerkostume i purpur og orange,” svarede doktoren. Da vidste jeg, at André de Brissac havde holdt sit ord. Hans skygge var kommet mellem mig og min elskede, i den time da mit liv var lykkeligst.

Jeg viste min hustru billedet i biblioteket. Hun rystede som et espeløb, da hun så det, og klyngede sig krampagtigt til mig. “Det er trolddom, Hector,” sagde hun. “Dragten på det billede er den samme, som han har på, men ansigtet er ikke det samme.” Så beskrev hun den fremmedes ansigt for mig, og det var min fætters ansigt træk for træk. André de Brissac, som hun aldrig havde set. Mest levende beskrev hun det frygtelige mærke på hans ansigt, mærket efter det vilde slag af en åben hånd.

Jeg rejste fra Puy Verdun med min hustru. Vi rejste langt bort – gennem de sydlige provinser og dybt ind i Schweiz. Jeg troede, vi kunne rejse fra det uhyggelige syn, og jeg håbede naivt, at de nye omgivelser ville bringe min hustru fred. Men nej! Hvorhen vi rejste, fulgte André de Brissacs genfærd os. Den skæbnesvangre skygge åbenbarede sig aldrig for mine øjne. Det ville have været for fattig en hævn. Det var min uskyldige hustru, André forfulgte med sin gengældelse. Han ødelagde hendes liv, og skønt jeg stadig var hos hende, kunne jeg ikke værne hende mod den frygtelige ubudne gæst. Jeg prøvede forgæves at våge over hende, jeg søgte forgæves at trøste hende. “Han vil ikke lade mig være i fred,” sagde hun. “Han kommer mellem os, Hector. Han står imellem os nu! Jeg kan se hans ansigt med det røde mærke tydeligere, end jeg ser dit.”

En dejlig måneklar nat, da vi sad sammen i en bjerglandsby i Tyrol, kastede min hustru sig for mine fødder og sagde til mig, at hun var den værste og sletteste af alle kvinder. “Jeg har skriftet alt for min Gud,” sagde hun, “jeg har ikke skjult min synd for himlen. Men jeg føler, at døden er nær, og før jeg dør, må jeg skrifte min synd for dig.” “Hvilken synd, min egen elskede?” “Da den fremmede første gang kom til mig i skoven, gjorde hans nærværelse mig forvirret og bange, og jeg veg tilbage fra ham som fra noget mærkeligt og frygteligt. Han blev ved med at komme, og efterhånden opdagede jeg, at jeg tænkte på ham og ventede på, at han skulle komme. Hans billede forfulgte mig ustandselig. Jeg prøvede forgæves at lukke hans ansigt ude af mine tanker. Så fulgte der en tid, hvor jeg ikke så ham, og til min skam og fortvivlelse syntes jeg, at livet var trist og tomt uden ham. Så kom den tid, da jeg så ham igen i Rosengården, og – åh, Hector, dræb mig, om du vil, jeg fortjener ingen barmhjertighed af dig! – det gik så vidt, at jeg talte timerne, til han skulle komme. Jeg glædede mig til at se det blege ansigt med det røde mærke! Han rev alle andre glæder ud af hjertet på mig og efterlod kun én uhyggelig, ugudelig glæde – glæden ved hans nærværelse. I et år har jeg kun levet for at se ham. Og forband mig nu, Hector, for det er min synd. Om den kommer fra mit eget hjertes dyb, eller det er trolddoms værk, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg har kæmpet imod denne ondskab forgæves.”

Jeg omfavnede min hustru og tilgav hende. Hvad havde jeg i sandhed at tilgive hende? Var hun ansvarlig for den mørke skæbne, der kom over os? Den næste nat døde hun med sin hånd i min, og i sin sidste stund fortalte hun mig grædende og bange, at han var ved hendes side.

Trykt i Belgravia, januar 1867.
Originaltitel: Eveline’s Visitant

Kort om Mary Elizabeth Braddon

Født den 4. oktober 1835
Død den 4. februar 1915

Læs mere på Wikipedia

Glasskabet af B. S. Ingemann

B. S. IngemannDen rige handelsmand Mr. Seyfert i London var blevet enkemand. Han var en særling og kun lidet yndet, da han gjaldt for en kold egoist og hjerteløs pengemand, der ingen andre menneskelige pligter erkendte, end punktlig opfyldelse af hvad der var lov og ret i landet. Han var kun nogle og tredive år; hans rolige, uforanderlige ansigt var som udhugget af sten. Han var udelukkende forretningsmand og påstod med en slags stolthed, at alt, hvad man kalder fantasi og følelse, var en forskruelse og sygelighed, som var fremmed for hans gode, sunde natur.

Hans ægteskab var ufrugtbart og havde kun været lidet lykkeligt. Den afdøde Fru Seyfert havde været en udmærket smuk brunette, med et heftigt, næsten sydlandsk temperament. Modsætningen mellem hendes lidenskabelighed og hendes ægtemands kulde havde ofte givet anledning til huslige optrin, der dog kun var enetaler, da manden altid ved slige udbrud iagttog med ligegyldig tavshed. Ved sit ægteskab havde grossereren, der tillige var juveler, erhvervet sin store formue; men ved ægteskabskontrakten var det på det nøjagtigste fastsat, at, hvis hans hustru døde uden livsarvinger, skulle hele hendes medbragte formue, med renter og renters renter, udbetales til hendes slægtninge, fra den dag og time, hun var begravet.

Uagtet denne ægteskabskontrakts bestemmelse, forblev dog Mr. Seyfert, til stor ærgrelse for hans afdøde kones familie, i lovgyldig besiddelse af hele formuen. Han erklærede nemlig, at han havde elsket sin ømme ægtefælle så højt, at han aldrig ville afse hendes legeme; – han lod hende ikke begrave, men lod hendes balsamerede og sminkede lig i en glimrende dragt med kostbare prydelser og smykker opstille i et glasskab i sit sovekammer, lige overfor vinduet, hvorfra enhver forbipasserende kunne se det om dagen og undertiden om aftenen i månelys. Det kom til en retssag med den afdødes slægtninge; men ifølge den ordrette lovfortolkning vandt Mr. Seyfert processen. Han beholdt virkelig liget i sit sovekammer.

Hver aften, når han gik i seng, trak han kun et grønt gardin for glasskabet – og sov rolig.

Fra det øjeblik, liget stod i glasskabet, syntes lykken imidlertid at have forladt huset. Det gik tilbage med handlen; flere kostbare forsendelser med amerikanske skibe forliste, og vigtige spekulationer med spanske bankobligationer mislykkedes. Der kom idelig sygdom i huset blandt tjenerskabet, og ingen syntes at kunne leve der, uden Mr. Seyfert selv, der havde et urokkelig helbred; men hans stenhårde ansigt bar nu præg af mørk trods. Processen havde kostet ham meget, og ved en række uheldige spekulationer led han i et eneste år så store tab, at han mistede sin kredit, og alle fordringer på huset strømmede ind på én gang. Det var netop årsdagen efter konens død, at han, efter en afregning med sin bogholder, erfarede hele sin mislige stilling og at han fra en millionær ville være bragt til betlerstaven og til gældsfængslet, hvis han ikke inden næste morgen kunne tilvejebringe en sum af 40,000 Pund Sterling.

Hans ansigt forblev dog uforandret ved denne opdagelse. Med et koldt hoverende nik gik han til sit sovekammer. I sin balsamerede kones ligdragt havde han anbragt diamanter til en værdi af 50,000 Pund. Denne skat, som han, ret imod sine kloge købmands-principper, et helt år havde ladet henstå i glasskabet, som en død kapital, tænkte han nu at gribe til, og – da han denne nat temmelig sent gik til sit sovekammer, trak han ikke, som sædvanlig, gardinet for glasskabet, men satte lampen på bordet og åbnede glasskabet, for at fratage liget de kostbare prydelser, der nu var hans eneste redning.

I ligets øjenhuler havde han ladet indsætte kostbare safirer; i deres sted syntes nu dog, til hans forbavselse, et par matte glasøjne at stirre ud på ham; og diamanterne, som han hver aften i et helt år troede at have set, kunne han ikke opdage. I den skarp belysning fra lampen føltes det, som de døde glasøjne pludselig lo hånligt ad ham – og han trådte tilbage med en uvilkårlig gru.

Tanken om, at en utro betjent, som han samme dag havde jaget af sin tjeneste, kunne have plyndret liget, blandede sig med en pludselig rædsel for den døde – en følelse, som han hidtil syntes at have været aldeles fri for. Forestillingen om det umådelige tab, der nu ville bringe ham i gældsfængslet næste morgen, overvandt dog gruen for den døde. Med en næsten krampagtig kraftanstrengelse rev han liget ud af glasskabet for at undersøge det ved lampen og lede efter sin skat; men jo mere han tumlede med liget, jo mere forvirrede blev hans tanker. – Ethvert sandt og gribende ord, hans ulykkelige kone havde sagt ham, men som han iskold havde ladet fare sig forbi uden at svare, tonede nu bebrejdende for hans sjæl med den afdødes røst; han troede, virkelig at høre hendes stemme, og han syntes, den dødes blå læber bevægede sig. – Formasteligheden i hans hykleriske og svigefulde behandling af liget, hvorved han bedrog hendes frænder og berøvede hende den gravens fred, de fleste mennesker sætter så høj pris på, syntes for første gang at få skikkelse i hans bevidsthed.

“Ja, du har ret” – mumlede han – “jeg var intet menneske – jeg var en stenmand – jeg var et uhyre – jeg elskede intet uden mig selv og dine rigdomme – men hvor er de? hvor er diamanterne, jeg lod dig pynte med i døden? – Den glans og ære ville jeg dog unde dig – der skulle du stå i pant for mig for min lykke – ha, min lykke – den tog du med dig til den fordømte åndeverden, du ville skræmme mig med – og diamanterne tog du med! – nej, dem har en tyv frataget dig – hvorfor skræmte du ikke ham med dine ildøjne? – hvorfor hviskede du ikke til ham, som nu til mig, om den evige fordømmelse? – ha, ti, ti! – slip mig! – du kvæler mig.” – Det var ham, som den døde klemte sine arme om hans hals og lo forfærdeligt.

Han tumlede bevidstløs om på gulvet – liget faldt ovenpå ham. I denne stilling blev han fundet om morgenen, endnu levende, men – vanvittig. Tabet af hans skat og hans rædsel for den døde var i 21 år hans eneste tanke. Nattescenen med liget, som ingen havde været vidne til, gentog han bestandig i sit vanvid. Deraf erfarede man først, hvad der var sket, og hvad han havde troet at høre og se i hans natlige tumlen med liget.

Diamanterne blev aldrig fundet.

Millionæren, Mr. Seyfert, døde som fattiglem i et hospital for vanvittige i London.

Trykt i: 1847

Om B. S. Ingemann:

Født: den 28. maj 1789
Død: den 24. februar 1862

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur

Et skud i tågen af J. P. Jacobsen

J. P. Jacobsen
J. P. Jacobsen, Wikimedia Commons

Den lille grønne stue på Stavnede var øjensynlig nærmest indrettet på at tjene som gennemgang til den øvrige flugt af værelser. l alt fald indbød de lavryggede stole, der var stillet op langs med det perlemalede panel, ikke til længere ophold. På midten af væggen sad der et hjortegevir og kronede en lys plet, hvis form tydeligt angav, at et ovalt spejl engang havde haft sin plads her. Den ene af takkerne bar en bredskygget damestråhat med lange céladongrønne bånd, i hjørnet til højre stod der en fuglebøsse og en tørstig galla, i det andet en bunke medestænger og i en af snørerne var der indknyttet et par handsker. Midt i stuen fandtes et lille rundt bord med forgyldt fod; en stor buket bregner lå på dets sorte marmorplade.

Det var sent på formiddagen. I en stor og gylden stime strøg sollyset ind gennem en af de øverste ruder og dalede ned midt imellem bregnerne; nogle af dem var frodigt grønne, de fleste var visne, ikke tørre og sammenkrøllede, de havde ganske deres form, men den grønne farve var veget for en uendelighed af gule og brune skatteringer fra det spædeste hvidgule til det kraftigste rødbrunt.

Ved vinduet sad der en mand på en femogtyve år og stirrede hen på de lystige farver. Døren ud til naboværelset stod vidt åben og ved klaveret derinde sad en høj ung dame og spillede. Klaveret stod nær ved det åbne vindue, og karmen var så lav, at hun kunne se ud på græsplænen og vejen, hvor en ung mand i en lidt vel stilfuld ridedragt var beskæftiget med at ride en skimmel til. Rytteren var hendes forlovede, Niels Bryde hed han; hun var husets datter. Skimlen derude var hendes og det var en fætter til hende, der sad inde i forstuen, en søn af hendes farbroder proprietær Lind til Begtrup, der var død arm og forgældet og om hvem der i levende live aldrig var blevet sagt et godt ord, hvad han da heller ikke fortjente. Sønnen Henning havde Lind til Stavnede taget sig af og bekostet opdraget, dog kun så nogenlunde, thi uagtet Henning var godt begavet og havde megen lyst til bogen, blev han dog taget ud af Latinskolen, så snart han vel var konfirmeret og kom så hjem til Stavnede for at lære landvæsenet. Nu var han en slags forvalter på gården, men havde ingen reel myndighed, da den gamle Lind ikke kunne afholde sig fra at tale med allevegne.

Hans stilling var i det hele taget meget ubehagelig. Gården var i dårlig forfatning, og der kunne intet gøres for at for at bedre den, da der manglede kapital. Der kunne slet ikke være tale om at holde skridt, ikke med tiden, men ikke engang med naboerne. Alt måtte gå som det havde gået, Gud ved hvor længe; så meget som muligt for så lidt som muligt. I dårlige år måtte der derfor også sælges jordlodder fra, for at man dog kunne få rede penge at se.

Det var i det hele taget en såre sørgelig drift for en ung mand at sætte sin tid og sine kræfter ind på; hertil kom at gamle Lind var meget hidsig og umedgørlig, og da han havde vist Henning de omtalte Velgerninger, mente han ikke at være ham noget som helst hensyn skyldig. Han undså sig således ikke, når han blev heftig, for at lade denne høre hvad for en forsulten unge han havde været, da han tog ham til sig, og blev han rigtig vred, gik han endog så vidt, at han kom med, ganske vist sandfærdige, men også højst skånselsløse hentydninger til faderens færd.

En ugift onkel nede i det Slesvigske, som drev en udstrakt tømmerhandel, havde flere gange søgt at få Henning ned til sig, og denne var også for lang tid siden løbet bort fra livet på Stavnede, hvis han ikke havde været så forelsket i datteren, at han ikke kunne tænke sig muligheden af at leve noget andet sted end hun. Det var imidlertid ingen lykkelig kærlighed. Agathe kunne godt lide ham, de havde leget sammen som børn, for den sags skyld også som voksne;
men da han en dag, det var nu et år siden, havde erklæret sig for hende, var hun blevet både vred og forbavset og havde sagt ham, at hun anså det for en ubesindig spøg, og at hun ikke håbede, at han ville give hende anledning til at betragte det som en fiks vanvittighed, ved nogensinde oftere at hentyde til noget lignende.

Sagen var nemlig den, at den nedværdigende behandling, hun stadig så ham udsat for, og som han tålte, ganske vist af hensyn til sin kærlighed til hende, virkelig havde nedsat ham i hendes øjne, således at hun anså ham for hørende til en anden og lavere kaste end hendes egen, ikke lavere i rang eller fordi han var fattig, men lavere i følelse, lavere i æresbegreb.

Så kom nogen tid efter forlovelsen med Bryde.

Hvad havde Henning ikke lidt i det fjerdingår, det havde stået på! og dog blev han; han kunne ikke give slip på tanken om at vinde hende, han håbede der skulle ske et eller andet, ja han håbede egentlig næppe, han fantaserede om mærkelige begivenheder, der skulle indtræffe og gøre en ende på forbindelsen, men han ventede ikke hans fantasier skulle blive til virkelighed, han trængte til dem som påskud for at blive.

“Agathe!” kaldte Rytteren derude og holdt sin hest an ved det åbne vindue, “Du ser jo slet ikke på os og nu gør vi dog vore sager så net.”

Agathe drejede hovedet om mod vinduet, nikkede til ham og sagde, idet hun blev ved med at spille: “Vist ser jeg på Jer, I var jo nær faldet derhenne ved snebolletræet;” og hun gjorde nogle hurtige løb højt oppe i diskanten.

“Gå nu! – Hyp!” og hun slog over i en larmende galopade.

Men rytteren blev holdende.

“Nå?”
“Sig mig, vil du blive siddende der ved klaveret hele formiddagen.”
“Ja!”
“Ja, så tror jeg vi vil prøve det – ja, vi kan vel nok ride over til Hagestedgård og komme igen til middag?”
“Ja, når I skynder Jer, farvel, tykke Blis, farvel Niels.”

Så red han, hun lukkede vinduet og spillede videre, men holdt snart op; – det var dog meget morsommere at spille, når han red derude og var utålmodig.

Henning sad og så efter den bortridende. Hvor han hadede dette menneske; havde han blot ikke været …. og de passede slet ikke for hinanden; ville der bare komme en lille kurre på tråden, at de ret kunne komme til at vise sig for hinanden som de virkelig var ….

Agathe kom ind i den grønne stue, nynnende på motivet til den nocturne, hun nys havde spillet, hun gik hen til det lille bord og gav sig til at ordne bregnebuketten. Sollyset faldt lige på hendes hænder; de var store og hvide, dejligt formede. Henning blev altid betaget af disse smukke hænder, og i dag bar hun meget vide ærmer, så den runde Arm sås lige op ti! albuen; de var så yppige, disse hænder, med deres fyldige blødhed, blændende hvidhed og kraftige former; og så det fine skiftende muskelspil, de yndefulde bevægelser – der var sådan en nydelig, bølgende bevægelse, når de strøg henover hendes hår. Hvor tit havde han ikke haft ondt af dem, når de måtte springe og strække sig over de dumme tangenter, det passede de slet ikke til, de skulle ligge stille i skødet af en mørk silkekjole, smykket med store ringe som nøgne haremskvinder.

Som hun stod der og syslede med bregnerne var der i hendes ansigt et udtryk af ligegyldig lykke, der æggede Henning. Hvorfor skulle livet være så lyst og let for hende, der havde ranet hvert glimt af lys fra ham? Om han skræmte hende op af denne lyse ro, om han jog en lille skygge over hendes vej! Hun havde slængt hans kærlighed ned i støvet for sine fødder og var gået hen over den som var den en livløs ting, som var det ikke en menneskesjæl, der længselsfuld og lykkesyg vred og våndede sig i denne kærlighed …..

“Nu kan han snart være i Borreby,” sagde han så og så ud af vinduet.
“Nej, han ville til Hagestedgaard,” svarede hun.
“Nå, ja det andet er jo ikke meget af vejen.”
“Hvad for noget? det er jo slet ikke vejen. ”
“Nej, det er det jo egenlig heller ikke – kommer han der ligemeget endnu?”
“Hvor?”
“i Borreby naturligvis, hos skovfogden.”
“Det ved jeg virkelig ikke, hvad skulle han komme der efter?”
“Åh, det er vel folkesnak, – Du ved de har den kønne datter.”
“Og så?”
“Ja Herregud! alle mandfolk er da ikke munke.”
“Siger man da noget?”
“Åh hvad, man siger jo noget om alle folk, men han kunne jo gerne være noget forsigtigere.”
“Men hvad siger man da? hvad siger man?”
“Åh, stævnemøder og … det sædvanlige.”
“Du lyver Henning! det er der ingen der siger, det er noget du laver alt sammen.”
“Hvorfor spørger du så? – Hvad fornøjelse skulle jeg forresten have af at gå og fortælle folk om den lykke, han gør hos de Borreby piger!”
Hun lod bregnerne ligge og gik hen til ham. “Så lav havde jeg ikke troet du var, Henning,” sagde hun.
“Ja, kæreste, jeg kan så godt forstå du bliver opbragt, det må jo også være kedeligt for dig, at han ikke kan lægge så meget bånd på sig – i alt fald nu.”
“Fy Henning! det er usselt og uværdigt af dig, men jeg tror ikke dine løgne.”
“Ja det er jo ikke mig der siger det,” sagde han og så ned for sig, “jeg har ikke set dem kysse hinanden.”

Agathe bøjede sig hen mod ham og slog ham foragteligt på kinden.

Han blev bleg som et lig og så op på hende med et blik, der halvt var en syg hunds og kun halvt en krænket mands. Agathe skjulte ansigtet i sine hænder og gik hen mod den åbne dør. Der stod hun lidt og støttede sig som om hun var svimmel, så så hun over skuldren hen på ham og sagde koldt og roligt: “Henning, jeg vil sige dig, jeg fortryder ikke hvad jeg har gjort.”

Så gik hun.

Henning sad længe som bedøvet, så vaklede han op på sit værelse og kastede sig på sin seng. Han væmmedes ved sig selv. Nu var alt forbi – det klogeste, han kunne gøre, var at skyde sig en kugle for panden; leve – luske sig livet igennem med et skulende blik som en sparket hund? – Nej!

– Hun havde stemplet ham med trællens mærke ved sit slag, og hun havde ret, der var intet andet at gøre overfor en sådan lavhed. Hvor havde han ikke elsket hende!

– brændende – vanvittigt; men ikke som en mand, som en hund, – i støvet for hendes fødder som for et gudebillede. De stod i haven, hun skar sit navn i et træ, vinden legede med hendes hår, han stjal sig til at kysse en af de flagrende lokker og var lykkelig i dage derefter; nej, hans kærlighed havde aldrig haft mandigt mod eller frejdigt håb, han var træl i alt, i sin kærlighed, sit håb, sit had. – Hvorfor havde hun ikke troet hvad han fortalte, men stolet blindt på Niels? Han havde aldrig løjet for hende, det var den første lave handling han nogensinde havde begået, og hun havde straks set det! Det var fordi hun aldrig havde tiltroet ham andet end hvad lavt og lumpent var. Hun havde aldrig forstået ham, og for hendes skyld havde han udholdt dette lange, kummerlige liv på Stavnede, hvor hver bid brød han havde puttet i sin mund var blevet gjort bitter ved mindelser om at den var en gave. Han kunne blive rasende ved den tanke. Hvor han hadede sig selv for sit vanvittige tålmod, for sin ydmyge håben. Han kunne myrde hende for det hun havde gjort ham til, og han ville hævnes, hun skulle betale ham de lange fornedrelsens år, de tusinde kvalfulde timer. Hævn for hans tabte selvagtelse, hævn for hans slaviske elskov og for slaget på hans kind.

Så vuggede han sig nu i drømme om hævn, som før i drømme om elskov, og han skød sig ikke, han rejste heller ikke.

En formiddag to eller tre dage senere stod Henning nede i gården med bøsse og jagttaske. Som han stod der kom Niels Bryde ridende, ligeledes udrustet til jagt, og ihvorvel de nu begge to syntes grumme lidt om hinanden, talte de dog venligt og lod særdeles henrykte over, at det traf sig så heldigt, at de kunne gøre turen sammen. De fulgtes så ad ned til “Rønnen”, en temmelig stor, lyngklædt, lav og flad holm ude mod fjordmundingen. Rønnen var hen på efteråret meget besøgt af sælhunde, som boltrede sig på de lave sandbanker, der skød ud fra stranden, eller sov på de store rullesten, som lå i landingen. Og det var disse sælhunde jagten gjaldt. Da de havde nået stedet, gik de hver sin vej langs med vandet. Det grålige, disede vejr havde lokket mange sæler ind, og de hørte jævnlig hinanden skyde. Efterhånden tog disen til og ved middagstid lå tågen tyk og tæt over holm og fjord, det var ikke muligt at kende sten og sælhunde fra hinanden i tyve skridts afstand.

Henning satte sig nede ved stranden, og stirrede ind i tågen. Der var ganske stille, kun en blid, skvulpende lyd fra vandet og en enlig strandløbers ængstelige piben dukkede en gang imellem op af den tunge, trykkende tavshed.

Han var træt af alle disse tanker, træt af at håbe, træt af at hade, syg af at drømme. Sidde ganske stille og stirre døsigt ud for sig, forestille sig verden som noget, der lå langt borte i det fjerne, som noget, der var overstået, sidde her ganske stille og lade timerne dø en for en, det var fred, det var næsten salighed. Da lød der en sang gennem tågen, frejdigt og jublende:

Til Majdag fører jeg hjem min Brud,
En Rosensblomme i Liljeskrud,
Spil Spillemænd, spil!
Den Dag skal Skoven ha’ Grønt i sin Hat
Og Engen ha’ Blomster i Barm.
Og fuld saa Maanen skal være den Nat,
Men Solen skal danse sig varm.
Og Gøgen skal kukke og Lykken os spaa
Og Finker skal fløjte og Drosler skal slaa,
Men Sorgen skal holde sig hjemme.

Det var Niels Brydes klare røst. Henning sprang op; som et lyn slog hadet ned i ham, hans øje brændte, han lo hæst, så kastede han bøssen til kinden,

Men Sorgen skal holde sig hjemme,

klang det igen; han sigtede mod lyden ind i tågen, de sidste ord døde i knaldet – så var alt stille som før.

Henning måtte støtte sig til den rygende bøsse, han holdt åndedrættet tilbage for at lytte – nej, gudskelov! der var kun vandets skvulpen og det fjerne skrig af opskræmte måger. – Jo! det jamrede sig derinde i tågen. Han kastede sig ned på jorden, trykkede ansigtet ned i lyngen og holdt sig for ørene. Tydeligt så han det fortrukne ansigt, lemmernes krampetrækninger og det røde blod, der ustandseligt vældede ud af brystet, strøm på strøm, dreven frem ved hvert hjerteslag – falde ned på den brune lyngtop, risle nedad grene og stamme og så sive bort mellem de sorte rødder.

Han løftede hovedet og lyttede: det jamrede sig endnu, men han turde ikke gå derhen, nej, nej! han sled i lyngen med sine tænder, gravede med hænderne i den løse bund, som for at søge skjul, væltede sig som en vanvittig frem og tilbage, men endnu var det ikke forbi derinde, endnu hørte han det klage.

Endelig tav det. Han lå længe og lyttede, så krøb han langsomt på alle fire ind i tågen. Det varede længe inden han kunne se noget, så fandt han ham omsider ved foden af en lille jordbanke. Han var stendød; skuddet havde truffet ham lige i hjertekulen.

Henning tog liget i sine arme og bar det tværs over rønnen ned i den båd, de var kommet derover i, så tog han årerne og roede mod land. Fra det øjeblik, han havde set liget, havde hans bevægelse sat sig, og der var trådt et stilfærdigt, dumpt vemod i stedet. Han tænkte på livets forgængelighed og på hvordan han skånsomt skulle forberede dem derhjemme.

Da han var kommet i land gik han op til en bondegård for at få fat i et køretøj. Manden spurgte hvordan ulykken var sket. Beretningen dannede sig næsten som af sig selv på Hennings læber: Bryde var krøbet over en banke derude på vestsiden med bøssen i hånden, hanen havde sagtens stået på halv, noget havde taget fat i den og bøssen var gået af. Henning kunne af skuddet høre, at de var nær ved hinanden og havde råbt på Bryde, da han intet svar fik, blev han urolig og gik efter knaldet, så fandt han ham ligge lige nedenfor jordbanken, men da var han allerede død.

Han fortalte det hele roligt i en dæmpet, bedrøvet tone, og havde slet ingen fornemmelse af skyld, mens han fortalte det; men da de havde fået liget op i vognen, og det sank ned i halmen, faldt hovedet om på siden og slog med et svagt bump mod vognfaddingen, da var Henning nær besvimet, og han var ganske hjertesyg mens de kørte med liget over Borup til Hagestedgaard.

Hans første tanke, da han havde fået liget afleveret, var at løbe sin vej, og det var kun med den allerstørste selvovervindelse han tvang sig til at blive til begravelsen var forbi. Der var i den ventetid en feberagtig uro over ham i det ydre, og noget sælsomt opskræmt ved hans tanker, der gjorde, at de ikke kunne holde sig fast ved noget bestemt, men flakkede fra det ene til det andet. Denne deres rastløse hvirvlen og kredsen, som han ikke havde magt til at standse, var ved at gøre ham vanvittig, og når han var ene gav han sig til at tælle eller han nynnede og slog takt med foden, for på denne måde ligesom at fængsle tankerne og slippe for at blive hvirvlet ind i deres forfærdelige, udmattende runddans.

Endelig kom da begravelsen.

Dagen efter var Henning på vejen til sin onkel, tømmerhandleren, for at bede ham om at give ham en ansættelse i hans forretning. Han traf onklen i en meget nedtrykt sindsstemning. Hans gamle husholderske var nemlig død for en måneds tid siden, og han havde i disse dage måtte afskedige sin driftsbestyrer på grund af utroskab. Henning var derfor såre velkommen. Han sætter sig nu med iver ind i forretningen, og efter et års tids forløb overtager han ledelsen af den.

Fire år senere er der foregået en del forandringer. Tømmerhandleren er død og Henning indsat til hans hovedarving. Gamle Lind til Stavnede er også gået til sine fædre, men har efterladt gården så gældbetynget, at den har måtte sælges, og der er ved salget så godt som intet blevet til overs til Agathe. Stavnedes nye ejer er Henning, der har opgivet tømmerhandlen og er vendt tilbage til landbruget. På Hagestedgård er Niels Bryde blevet efterfulgt af en Klavsen, der med det første skal have bryllup med Agathe, som nu bor hos sognepræstens. Hun er endnu smukkere end før. Med Henning er det anderledes. Det er ikke til at se på ham, at han har haft lykken med sig. Han ser næsten gammel ud, ansigtstrækkene er skarpe, gangen mat, han går noget kroget, taler lidt og meget sagte, hans øje har fået en underlig tør glans og blikket er blevet uroligt og vildt. Når han tror sig ene, småsnakker han med sig selv og gestikulerer dertil. Folkene der på egnen tror derfor han drikker.

Men det er ikke det. Dag og nat, når som helst, ingensinde ved han sig sikker for tanken om mordet på Niels Bryde. Hans ånd og evner er visnet i denne evige angst, thi når den tanke kommer, er det ikke som anger eller dunkel kummer, men som levende, flammende rædsel, et forfærdeligt delirium, hvor synet forvildes, så alt bevæger sig: strømmende, dryppende, sælsomt rislende, og alt har skiftet farve, det er ligblegt eller dunkelblodigt rødt. Og der er en dragen i al den strømmen som sugede det af alle årer, som diede det af alle nervers fine tråde, og brystet gisper i navnløs angst, men intet forløsende skrig, intet lettet suk kan bane sig vej over de blege Læber.

Sådanne syner er tankens følge, derfor frygter han den, derfor er hans blik uroligt og hans gang så mat. Den frygt er det, der har afkræftet ham, og den kraft, han endnu har tilbage, lever i hans had. Thi han hader Agathe, hader hende fordi hans sjæl er gået til grunde ved hans kærlighed til hende, hans livslykke forspildt ved hende, hans fred ved hende, men mest hader han hende fordi hun intet aner om hele den verden af kval og elendighed, som hun har skabt; og når han nu snakker med sig selv under truende fagter, så er det hævn han tænker på, hævnplaner han går og drøfter. Men han lader sig ikke mærke med noget, han er venligheden selv mod Agathe, han bekoster hendes udstyr, og senere var han hendes fører til alteret, og hans venlighed kølnedes ikke efter brylluppet; han hjalp og rådede Klavsen i alle måder, og de gjorde i fællesskab flere store spekulationshandler, som havde et udmærket udfald. Henning holdt så op, men Klavsen havde lyst til at blive ved, og Henning lovede at støtte ham med råd og dåd. Det gjorde han også. Han forstrakte ham med meget betydelige pengesummer og Klavsen gik fra den ene spekulation til den anden. Han vandt ved nogle, tabte ved flere, men jo mere han spekulerede jo ivrigere blev han. Et meget stort foretagende skulle endelig gøre ham til en rig mand. Det fordrede flere store udbetalinger og Henning hjalp ham stadig; den sidste stod til rest, da trak Henning sig tilbage. Udsigterne syntes Klavsen meget lovende, og drog han sig nu ud af sagen, var han ødelagt, men betale kunne han ikke. Så skrev han Hennings navn efter på et par veksler, der var ingen, der ville fatte mistanke og vindingen ville snart komme. Foretagendet mislykkedes. Klavsen var næsten ruineret. Vekslernes forfaldsdag var nær, det sidste måtte forsøges, så sendte han Agathe op til Stavnede. Henning blev forbavset ved at se hende, thi det var ikke længe siden hun havde gjort barsel og vejret var råt og regnfuldt. Han førte hende ind i den grønne stue og hun fortalte der om den mislykkede spekulation og om vekslerne.

Henning rystede på hovedet og sagde roligt og mildt, at hun måtte, have misforstået sin mand, man skrev ikke andre folks navne på veksler, det var nemlig en forbrydelse, ligefrem en forbrydelse, som loven straffede med forbedringshuset.

Nej, nej, hun havde ikke misforstået sin mand, hun vidste det var en forbrydelse, det var netop derfor han måtte hjælpe; blot han ingen indsigelser ville gøre mod underskriften, så var alt godt igen.

Ja, men så måtte han betale vekslen, og det kunne han ikke, han havde allerede så mange penge i Klavsens foretagende, at han var bebyrdet over evne. Han kunne ikke.

Hun græd og bad.

Men hun måtte virkelig betænke, at han havde tabt uhyre ved Klavsen. Da hun fortalte ham, at foretagendet var mislykket, var det virkelig som om en havde slået ham på øret, så overrasket og fortumlet blev han. Ved at bruge dette udtryk kom han til at tænke på, at hun engang havde slået ham, kunne hun huske det. Nej! … det var den Dag han drillede hende med at Bryde … kunne hun virkelig ikke huske det? jo, hun havde i elskværdig ilterhed slået ham på kinden, på den kind der.

Ja men kunne han ikke hjælpe.

Det var her i denne stue. Ak, det var en anden tid, en mærkværdig tid. Han troede end også, at han havde friet til hende en gang, det kom ham sådan for. Sæt at hun havde taget ham, men det var tåbeligt at tale om, nej Bryde det var en smuk mand, og så skulle han komme så sørgeligt af dage, den smukke fyr.

Ja, ja, men var der virkelig ingen udvej, slet ingen?

Hun skulle ikke tro det med vekslerne, det var noget Klavsen havde bildt hende ind for at lokke ud af ham, om han ikke nok kunne hjælpe ham lidt endnu, det var et Fif, Klavsen var fiffig, meget fin, meget fin.

Nej, det var virkelig som hun sagde. Dersom hun kom tilbage med et afslag, måtte Klavsen flygte til Amerika, vognen, som skulle bringe ham til jernbanestationen i N., var allerede trukket frem, da hun gik herop.

Nej det havde han ikke troet om Klavsen. Det var dog den laveste kæltringstreg! bringe den mand i ulejlighed, der havde hjulpet og hjulpet ham atter og atter. Han måtte være meget slet. Det var oprørende, og så bringe vanære over kone og det uskyldige barn. Hun skulle høre, hvad folk ville sige! Stakkels Agathe, stakkels Agathe!

Hun kastede sig ned for ham og bad: “Henning, Henning, hav medlidenhed med os!”
“Nej, og tusinde gange nej, mit navn skal være uden plet, jeg hjælper ikke en forbryder.”

Så gik hun.

Henning satte sig og skrev til politiet i N. om at anholde Klavsen for vekselfalsk, når han viste sig på jernbanestationen. En stafet blev sendt af sted med brevet.

Om aftenen hørte han, at Klavsen var rejst, næste dag at han var anholdt i N.

Agathe måtte lægge sig til sengs, da hun kom hjem; svækket som hun var af den nys overståede sygdom havde hun ikke kunnet tåle anstrengelsen og de stærke sindsbevægelser. Efterretningen om, at Klavsen var grebet, knækkede hende ganske. Sygdommen antog en heftig, feberagtig karakter, og tre dage efter sendtes der melding til Stavnede om at hun var død.

Dagen før begravelsen gik Henning til Hagestedgård. Vejret var mørkt og tåget, løvet faldt i flokke, der var en ram, muldet lugt i luften.

De førte ham ind i ligstuen, vinduerne var blændet med hvide klæder, der brændte et par lys ved ligets hovedgærde. Luften var tung af blomsterduft fra de mange kranse og af lugten af ligkistens fernis.

Han blev næsten festlig stemt ved at se hende ligge der i den fantastiske, hvide ligdragt. De havde lagt et hvidt lin over hendes ansigt; han lod det ligge. hænderne lå foldede på brystet; de havde givet hende hvide bomuldshandsker på. Han tog hånden, trak handsken af og puttede den ind på sit bryst. Så så han nysgerrigt på hånden, bøjede på fingrene og åndede på dem som for at varme dem. Længe holdt han hendes hånd i sin, det blev mørkere og mørkere i værelset, tågen tog til derude. Så bøjede han sig hen mod ansigtet og hviskede: “Farvel Agathe! jeg vil sige dig noget inden vi skilles, jeg fortryder heller ikke hvad jeg har gjort,” så slap han hånden og gik.

Da han kom udenfor, kunne han næppe se ladebygningen, så tyk var tågen. Han fulgte stranden hjem. – Nu var han hævnet, og så! hvad så i morgen, og i overmorgen hvad så? – Der var så stille, kun en smule lyd fra vandet dernede; – men han kunne ikke høre sit hjerte, jo, det slog dog, men så mat, så mat, – hvad? det lød som et skud! og nok et! Han rystede på hovedet, smilede og mumlede: “nej, ikke to, kun et, kun et.” Han var så træt, men hvile – han havde ingen ro til at hvile. Han standsede et øjeblik og så sig om: der var ikke meget at se, tågen dannede en mur omkring ham, tåge foroven, tåge rundt om, sand forneden; der lå hans fodspor i sandet i en lige linje; midt ind i tågekredsen nåede de, ikke videre; han gik lidt igen, nej, de kom ikke længer end til midten, men bagved ham, der, hvor han havde gået, der var der kredse fulde af hans fjed. – Han var dog meget træt; det var sandet, der var så tungt at gå i – hvert fodspor havde kostet ham nogle af hans kræfter, ja! det var en række af grave for hans svundne kræfter – og til den anden side, der lå sandet jævnt og glat og ventede, – der for en gysen igennem ham: det er én, der går over min grav – der er nogen, der går i mine fodspor, det pusler derinde i tågen bagved som af kvindeklæder, der er noget hvidt derinde i den hvide tåge. Han gik igen så stærkt han kunne. Benene rystede under ham, det sortnede for ham, men fremad måtte han, af sted igennem tågen, for det derinde fulgte ham bestandigt. Det kom nærmere og nærmere, kræfterne var ved at forlade ham, han vaklede fra den ene side til den anden, sære blink for forbi hans øjne, skarpe, skærende lyde klang ham i øret, den kolde sved stod på hans pande, hans læber åbnede sig i rædsel, så sank han om på sandet. Og ud af tågen kom det, formløst og dog genkendeligt, snigende sig over ham tungt og langsomt. Han søgte at rejse sig, så greb det ham i struben med klamme, hvide fingre.

Den næste dag, da Agathe skulle begraves, måtte følget vente en stund, men der kom dog ingen fra Stavnede for at følge hende.

Trykt i: 1882

Kort om J. P. Jacobsen:

Født: den 7. april 1847
Død: den 30. april 1885

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur