Spøgelsessekretæren af Henning Berger

Henning Berger
Av Okänd – http://libris.kb.se/bib/471560, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=17940168

Hos den, der i en længere periode af sit liv regelmæssigt rejser til udlandet tre-fire gange om året, udvikles der til sidst en slags automatisk omtanke vedrørende alt, hvad der har forbindelse med rejsen. Den fungerer helt planmæssig, men trætter ikke og bruger kun en brøkdel af den tid, der tidligere spildtes i samme anledning. — Som følge deraf modtager man
også med et resigneret smil de hverv, hvormed familie og venner beærer den bortrejsende — afskyelige, frække og idiotiske ‘kommissioner’, som selv velopdragne mennesker ikke skåner en voyageur for. Og — hvad mærkeligere er — man efterkommer eller opfylder dem virkelig !

Jeg har fået overdraget at skulle købe smykker, porcelæn, vin, delikatesser, kakler, korsetter og silkeunderkjoler (og, burde jeg måske tilføje, fotografier, ‘lekture’ og visse andre artikler til mine gifte venner), men møbler var der endnu ingen, der havde besværet mig med. Det faldt i min gamle forretningsven Abels lod at forbavse mig en smule på det punkt.

Jeg har altid respekteret Abels dygtighed og duelighed som forretningsmand og hans nedarvede arbejdsenergi. Men hans til det utroligt grænsende nærighed, hans smålighed hans totale mangel på gavmildhed, endog som vært, har altid forekommet mig højst usympatisk og har også fjernet både mig selv og andre fra ham. Man turde ikke engang tage imod hans halvårlige middagsinvitation af frygt for at få maven ødelagt af den billige og eddikesure vin, der serveredes til det sparsomme måltid. — Nej, det træk hos ham har jeg aldrig sat pris på! Men det vil hans kone og børn velsagtens gøre, når han engang er død …

Nuvel, da jeg forrige vinter havde den ulykke at opholde mig en hel måned i Paris (ulykken hentyder til årstiden: i ingen anden by i hele verden fryser man så meget i januar som i Paris), fik jeg et langt brev fra Abel. Når jeg siger langt, mener jeg på grund af skriften, som er mikroskopisk lille — at bruge mere end et halvt ark papir til et brev kunne aldrig falde Abel ind. I distraktion havde han også glemt at frankere med mere end et ti-øres frimærke, således at jeg blev nødt til at indløse hans brev!

Jeg stavede mig igennem Abels epistel ved hjælp af en lup. Guderne måtte vide, hvad der havde inspireret den gamle gnier — han ønskede, at jeg i Paris og for hans regning skulle købe en sekretær! En rigtig antik fransk empiresecretaire af gammel mahogny med ‘søjler’ , bronzebeslag, marmorplade og dobbelte chiffonnieredøre. Han nævnte oven i købet firmaet, hvor jeg skulle købe den: Durand i rue Bonaparte. Firmaet skulle sende den, vel emballeret og forsikret, direkte til ham “at betales i uskadt stand ved toldeftersynet” (men for Guds skyld pr. skib, ikke med tog, og til laveste akkordpris!) ; endvidere burde der gives garanti for, at møblet var autentisk og ikke nogen efterligning. “Alt dette,” skrev gamle Abel, “besværer jeg dig med i mine børns navn (jeg troede, han var begyndt at gå i barndom!) og påminder dig om, at ligesom Mischnah og Gemara tilsammen udgør Talmud, således udgør også du og jeg, i kraft af denne tjeneste, en enhed, der betyder mere end tolv foliobind — hvoraf dog du, kære broder, er den største del eller Gemara.”

Denne sidste mening overbeviste mig om, at den gode Abel ‘war fertig’. Lige så sikker som jeg er på, at jeg aldrig har viet to aftener om ugen til studiet af Talmud (det gør selv den spanske finansminister ikke længere — gamle Amschel Rotschild var sandsynligvis det sidste store forbillede), lige så sikker var jeg på, at Abel ikke havde det fjerneste kendskab til hebræisk eller rabbinsk kaldæisk — for slet ikke at tale om latin, græsk og persisk. Hvis jeg ikke havde kendt Abels håndskrift særdeles godt — og frem for alt hans underskrift — ville jeg sikkert have troet, at det hele drejede sig om en dårlig antisemitisk spøg.

Men allerede dagen efter kom der et telegram, denne gang fra den unge konsul L. Det lød som følger:

“Opfyld om muligt svigerfars ønske ifølge brev. Vi takker dig alle.”

Telegrammet var som sagt afsendt af svigersønnen. Og nu kendte jeg atter den gamle Abel — et underfrankeret brev kunne han sende mig, men et telegram ! Det var der i så fald en anden, der måtte betale. — Jeg er sikker på, at Abel i hele sit liv ikke har sendt et eneste telegram, medmindre det har været i besvarelse af en andens telegram med svar betalt!

Men mærkeligt var det hele unægteligt, og der måtte ligge vægtige årsager til grund for denne excentricitet. — Det er sandt, jeg har glemt at sige, at brevet sluttede med en slags forklaring, der skulle forestille at være smigrende: jeg var jo blandt mine venner kendt for at være »fransk« og skulle derfor nok kunne klare tingene med den lokale befolkning. — Det var nu en lille hentydning til min mission dengang: det desværre mislykkede mineaktieforetagende med franske penge.

Jeg kunne kun le og havde ikke andet at gøre end at opsøge monsieur Durand.

Det var forbistret koldt den morgen, da jeg begav mig over til den venstre Seinebred. Der var naturligvis ikke antydning af sne i luften, men alt var gråt — og så denne pariserkulde, der går gennem pels og tøj, hud og kød og som sætter sig i selve rygmarven. Kajerne lignede snavsede isbarrierer, og bogsælgerne havde lukket deres sorte kasser. I de små vinstuer brændte gassen bag frostdækkede ruder.

Af og til lo jeg stadig for mig selv af Abels frække Talmud-lignelser. — Hvad var der gået af ham? Hvorfor denne iver efter at erhverve et ægte møbel — han, der aldrig havde tænkt sig et hjem med andet end det gyseligste valnøddetræsbras fra firserne? Og dertil støbejernsudsmykkede lamper og lysestager. Samt tapeter i brunt og gult med et mønster af roser i kvadrater, trekanter og ‘stjerner’!

Med et blik på papa Voltaire, der så ud til at fryse på sin piedestal, drejede jeg om ad rue Bonaparte. Her ligger den ene butik efter den anden med alskens antikviteter. Helgenbilleder og skønne rokokokvinden vellystigt formede senge, urner af metal og fade af porcelæn. Statuer i gips og bronze, nipsgenstande af enhver tænkelig art, kakler, krystalglas, klude og gammelt jern. Silkebrokade og sækkelærred — i en lugt af støv, snus, fugt og mug. Jeg ledte længe efter Durand og fandt ham til sidst næsten helt oppe ved St. Germain des prés, inde i en gård og i et lokale, der var halvt kælder og halvt stueetage.

Jeg fremførte mit ærinde, og det viste sig, at monsieur Durand udelukkende var specialist i sekretærer.

“Og konsolspejle,” tilføjede han tøvende.

Han var en venlig og munter lille mand med hvidt hår og røde kinder, et lille fipskæg á la Napoléon Ill (tonet en anelse mørkt) og med skildpaddeindfattede lorgnetter, hvis brede silkebånd bugtede sig hen over en hvid pikévest. — Og på frakkeopslaget ikke — Hélas! — det røde, men det lilla bånd.

“Oui, monsieur,” pludrede han, “vi har alt inden for det område. Og de mest facile priser! 800 — 900 — 1.400 — (han pegede på en lang række skabe) — 2.100 — og, monsieur, en lækkebisken! — 3.000 — og dette her — 8.500 francs!”

“For Guds skyld hold op — Jeg er kommet her, fordi De blev mig anbefalet som billig …”
“Ce n’est pas cher!”
Højst tusind francs!”
“Oh, monsieur!”
“Helt bestemt.”
“Nå, godt— se så her!”

Monsieur Durand snurrede omkring og pegede på en smuk mahognitingest, noget smal, men med to mørkegrå marmorplade og smukke bronzebeslag. Han slog klappen ned og fremhævede, at der indvendig fandtes yderligere et par miniaturesøjler med beslag — i alt var der tolv bronzebeslag. Det var et helt igennem udmærket og smukt møbel, og prisen var 1000 — han ville sige 985 francs!

Jeg var inderst inde overrasket, thi sekretæren virkede faktisk smukkere end de langt dyrere kammerater. Uden at vise tegn på godkendelse fortsatte jeg med at kaste ligegyldige blikke på den lange række af sekretærer.

Men monsieur Durand fulgte mig med høflig beklagelse. Det var tydeligt, at han ville have den bestemte sekretær solgt. — “Gud bevares — her findes dem, der er endnu bedre — 1.500 francs — 2.000 francs — ja, og den store dér (har tilhørt Marie-Antoinette, monsieur!) til 18.000 francs — c’est n’est pas trop!”

Og så kom vi tilbage til med de tolv beslag. Efter en halv times elskværdig tingen aftalte vi en pris på 975 francs. — Det var virkelig billigt, og jeg angrede så småt at have presset prisen for den gamle Abels skyld. — Men — jeg kan ikke handle på anden måde, når jeg ved, at sælgeren trods alt får dobbelt indkøbsprofit !

“C’est bon marché !” forsikrede den smilende monsieur Durand mig.

Her troede jeg så, at mine besværligheder var endt. Jeg havde skrevet et brev på fjorten sider til Abel (for at glæde ham skrev jeg kun på én side af arket og kun nogle få ord på hver side! ). Jeg havde fået møblet forsikret og sendt til Rouen, hvorfra det var muligt at få det med skib. Jeg havde fået en ‘attest’ (som jeg selv havde dikteret!) fra monsieur Durand på, at sekretæren oprindelig havde tilhørt markise Ninon de Belville — hofdame hos Joséphine — samt at prisen egentlig havde været sat til 1875 francs, men at dårlige konjunkturer o. s.v.

Tilfreds og fornøjet frøs jeg videre i mine kolde værelser i rue St. Augustin, arbejdede på det umulige minekonsortiums vegne og varmede mig ind imellem efter velkendt parisisk recept, idet jeg dog inderst inde alligevel længtes hjem efter dobbel tvinduer og kakkelovnsvarme. Det eneste, jeg ventede på, var en lille papirlap fra Abel med et par ord til tak og en eventuel oplysning om, hvad sekretæren skulle bruges til. — Det sidste fik jeg også at vide, men af svogeren, som skrev på den gamles vegne. Kabinetskabet var en gave i anledning af den ældste datter, Rebeckas, lysning. Hun havde selv ønsket sig dette møbel, som var det eneste, der manglede i et ellers perfekt stuearrangement, som ægtemanden (bankdirektør H.) medførte. — Og gamle Abel havde intet andet valg. — Han havde forlængst opgivet tanken om at få Rebecka bortgift, og hændelsen havde — ifølge familiens mening — forekommet Abel at være på højde med et af miraklerne fra det gamle testamente. Han havde lagt sig efter at bruge højst mærkværdige ord og vendinger, der var hentet fra gamle religionsbøger. Nu takkede man mig for al min ulejlighed .

Jeg lo, når jeg tænkte på Abels dobbelte ængstelse: at sekretæren ikke kunne skaffes og derved måske give anledning til hævelse af forlovelsen, og dels at møblet skulle blive meget dyrt — — — Nu kunne han være rolig igen.

Forestil Dem derfor min forbløffelse, da jeg en eftermiddag kom hjem fra en konference i selveste Crédit Lyonnais for at klæde mig om og i mit arbejdsværelse fandt den sekretær, jeg havde købt hos monsieur Durand!

“Hvad i alverdens riger og lande — — — ?! Qu’est-ce que c’est que ca?”
Jo, det var min.
“Jamen, den skulle jo være afsendt til Rouen?”
Med mange armbevægelser og skuldertrækninger forklarede min værtinde, at det havde den vist også været, men den var kommet tilbage igen — revenu en chemin de fer.
“Pourquoi, pourquoi, i alle helgeners navn?”
Madame rystede på hovedet og viftede med sine små buttede og hvide hænder. “Je ne sais pas.”

Jeg havde ikke tid til at løbe over til monsieur Durand, men lod møblet blive stående til den følgende dag.

Da jeg temmelig sent på natten kom hjem efter en dum karnevalsfest ovre i Moulin de la Galette, havde jeg glemt sekretæren og blev derfor helt forbløffet over at finde den opstillet mellem vinduerne i den forreste stue. Min værtinde havde åbenbart pakket den ud og smidt emballagen væk, for at jeg skulle have det hyggeligt. Det gamle møbel stod dér og så ud, som om det ikke var blevet flyttet et halvt århundrede. I det øverste nøglehul — d.v.s. i chiffonniéreklappen — sad møblets eneste nøgle, en temmelig stor og smuk tingest. På marmorpladen havde madame pyntet op med to gyselige porcelænsvaser og et pendul, der ikke svingede.

Jeg klædte mig af, gik i seng og pustede lyset ud.

Hvor længe jeg sov, ved jeg ikke. Men jeg vågnede med et sæt. Det var den gamle, sædvanlige følelse, som alle kender: Man har en fornemmelse af at falde — et svimlende fald — og så, bums, rammer man jorden — og vågner! Man ligger og ryster og synes stadig, man kan mærke, hvor man faldt og slog sig. Hjertet hamrer i livet på én, og det suser for éns øren.

Jeg vågnede altså, som om jeg havde fået et pludseligt stød. Jeg blev liggende vågen nogle sekunder, så lukkede jeg øjnene igen for at blunde videre.

Da opfangede mine øren en lyd, som straks skærpede alle sanser. Det var fodtrin, og de hørtes tydeligt i nattens fuldkomne stilhed. Nu var de uden for min dør. — Ja — og nu var der nogen, der tog i dørhåndtaget, og døren — den til entreen — gik op.

Jeg skal love for, at jeg blev lysvågen. I et nu satte jeg mig over ende og famlede efter tændstikkerne. Jeg strøg en og tændte lyset.

“Hvem er det? Hvem er det?” råbte jeg bydende.

Intet svar.

Jeg stod beslutsomt op, tændte lampen, som i mit soveværelse havde sin plads på kaminhylden, tog lyset i hånden og
gik ud i forstuen. Jo, ganske rigtigt, daren til entreen var sprunget op, men der var ikke en levende sjæl at se nogen steder.

Jeg lyste ud i entreen, men den var tom, og der var tyst og stille overalt. Overtøjet hang urørt på knagerne, og jeg hørte uret tikke inde fra dagligstuen.

“Dumheder,” mumlede jeg. »Det er følgen af at drikke champagne …”

Jeg låste døren forsvarligt med nøgle indvendig fra og kravlede i seng igen — det var for koldt til at anstille nærmere undersøgelser efter indbildte lyde. Rystende af kulde krøb jeg sammen under det dejlige duntæppe og pustede for anden gang lyset på natbordet ud. — Så opdagede jeg, at jeg havde glemt at slukke lampen foran kaminspejlet.

Pokkers også! Man skulle aldrig bo andre steder end dér, hvor der var elektrisk lys.

Med denne tanke forsøgte jeg at ryste sengevarmens magelighed af mig og stå op. Men det ene minut gik efter det andet — ja, De ved sikkert selv, hvordan det er, ikke sandt? — uden at jeg fik samlet mig sammen til at overvinde den forræderiske ladhed. — Så hørte jeg atter fodtrinene, men denne gang i forstuen.

Jeg lyttede: jo, det var ganske tydeligt, at en eller anden gik omkring derude. Jeg hørte ham standse og derpå bevæge sig tøvende. Så genoptog han vandringen, der syntes at foregå langs med stuens fire vægge. Nu og da snublede han over et eller andet, et bordben og lignende, og til sidst hørte jeg ganske tydeligt en stol blive flyttet.

Hvordan skal jeg beskrive den følelse, der greb mig? Det var ikke almindelig rædsel og heller ikke overtroisk frygt; det var den lammende forbløffelse over noget uforklarligt. Et minut spekulerede jeg på, om nogen kunne have gemt sig i værelset — men der fandtes ingen skjulesteder. Der var ganske vist et garderobeskab, men det var blevet indrettet til linnedskab med hylder fra gulv til loft, og intet menneske kunne skjule sig dér. Klædeskabet var inde i soveværelset — og var forøvrigt fyldt til bristepunktet med tøj. Den eneste mulighed var under skrivebordet, men den forekom mig faktisk usandsynlig. Nej — det, der gjorde et uhyggeligt indtryk på mig, var den omstændighed, at vedkommende, som spadserede omkring derude, — ikke gjorde sig mindste umage for at skjule det — og det til trods for, at døren stod åben til soveværelset, hvor en stor lampe lyste i stærkt spejlrefleks.

Jeg begyndte at mærke en kriblende fornemmelse i hovedbunden, og jeg fik gåsehud på arme og ben.

Hvad var det?

Men så blev jeg herre over min fantasi, der truede med at gå på farlige afveje. Fra vinduet kunne jeg se gadelygterne skinne på Avenue de l’Opera i verdens hovedstad i det tyvende århundrede. — Hvad nu?

Jeg sparkede det varme tæppe af, tændte roligt lyset, stod op, satte lyset på kaminhylden og tog i stedet den tunge lampe med den matslebne kuppel — og gik ind i arbejdsværelset.

Jeg blev stående lige inden for døren og løftede lampen.

Der var intet usædvanligt at se.

Jeg gik rundt i værelset og lyste i hver eneste krog. Nej, der var end ikke en kat at se. — Og døren ud til entreen var stadig låst.

Mens jeg stod dér og spekulerede, hørte jeg en lyd, der fik blodet til at fryse til is i mine årer. En eller anden rørte ved tingene på mit skrivebord i fuld belysning og ikke to meter fra mig selv.

Jeg samlede alt mit mod og sprang hen til bordet, og med den frie hånd slog jeg et hårdt slag på trækpapiret, så det gav genlyd i soveværelset og entreen.

Da hørte jeg hastige skridt og lyden af en stol, der blev skubbet til side.

Derpå stilhed.

Jeg mærkede sveden bryde frem på pande, hals og hænder. Hvad ville der nu ske?

Der skete noget, som jeg endnu den dag i dag har svært ved at fortælle, og som det stadig kræver al min sjælsstyrke at tro på og ikke sige: du var syg dengang!

Der skete det — — —

Men nej, jeg vil hellere fortsætte beretningen i sammenhæng.

Fodtrinene hørtes igen, men denne gang i retning mod sekretæren. Og dernæst så jeg klappen blive åbnet og sænket ned — læg vel mærke til dette: ikke falde pludseligt, som om nogen havde sluppet sit tag i den — nej, sænket ned, som om en hånd havde støttet den. Derpå blev den øverste chiffonnièreskuffe trukket ud — først langsomt et stykke og så hurtigt det sidste stykke; den vippede et øjeblik på kanten — så faldt den på gulvet med et brag.

Så mærkede jeg, at min venstre arm begyndte at sove, og jeg nåede knap nok at sætte lampen fra mig på skrivebordet — jeg kunne høre, hvordan glas og kuppel klirrede mod hinanden. Straks efter mærkede jeg noget iskoldt gribe mig om skulderen og skubbe mig til side; så lød der skridt ude i forstuen — i entreen — ude på trappen …

Jeg er ikke moralsk fej — det beviser min karriere. Jeg mangler ikke fysisk mod — det ved alle, som kender mig. Men nu sortnede det for mine øjne, og jeg var nær ved at besvime. Jeg vaklede ind til min seng, og uden at tænke på lys, lampe eller ringeklokke puttede jeg mig ned under tæppet og lukkede øjnene som et barn. — Jeg tror, jeg ventede at dø eller blive vanvittig.

Jeg blev vækket af en tung, drømmeløs ved at rengøringskonen udbrød: “Min Gud, hvor monsieur S. dog ser ud!”

Jeg mumlede: “Hvordan ser jeg ud?”

Hun tog mit barberspejl fra toiletbordet og rakte mig det. Da hun rørte ved min hånd, udbrød hun: “Vous avez la fiévre.”

I det forstørrende spejlglas så jeg et ansigt, som jeg havde svært ved at genkende. Man benytter udtrykket: ‘Han var blevet ti år ældre’ — og det passede i mit tilfælde. Mine læber var blodløse, huden var grå, og øjnene var omgivet af sorte monokelrande. — Det var ikke udelukkende Moulin de la Galettes champagne, som havde maskeret mig.

“Sekretæren,” sagde jeg, “sekretæren …”

Da brast rengøringskonen i latter. “Oh, monsieur — jeg har sat skuffen på plads, bunden var revnet. — Monsieur har nok moret sig i går, hvad?”

“Durand,” tænkte jeg. “Til Durand! Om jeg så bagefter skal på hospitalet!”

Og jeg stod op og tog bad.

Da jeg kom op til rue Bonaparte (takket være en taxi), følte jeg mig atter i nogenlunde god form. Bilens rystelser havde virket som nervemassage. Ved synet af den lille smilende forretningsmand var jeg selv tilbøjelig til at le ad nattens spøgeri og anse det for at være et udslag af dårlig fordøjelse. — Som Dickens lader gamle Scrooge sige til sin kompagnons spøgelse i en af julefortællingerne: “Du er ikke andet end et stykke ost, jeg spiste til middag!”

Men monsieur Durands mine ændrede stemningen! Allerede ved de første ord om sekretæren udbrød han ubehersket:

Har De set noget?
“Nej, men hørt noget — du gode Gud! Min kære Durand, hvad er det dog for en helvedsmaskine, De har solgt mig?”
“Vær alvorlig, monsieur! Fortæl mig sandheden.”

Jeg fortalte, hvad jeg ovenfor har gengivet. Da jeg var færdig, tørrede den lille franskmand sit ansigt med et batistlommetørklæde, hvorved lidt skægfarve blev aflejret på næsetippen, og sagde:

“Så sandt jeg lever og er en god katolik, monsieur le consul, troede jeg, at jeg var den eneste, som havde oplevet just dette! Der er sket en misforståelse i speditionen i Rouen, og møblet blev sendt tilbage — jeg har modtaget en forklaring fra rederiet i dag. Men ellers — hvis jeg havde troet, at De skulle bruge sekretæren her i byen, ville jeg have fortalt Dem det hele … Men jeg tænkte, at sørejsen og det fremmede land ville jage alt det uforklarlige bort. Nu skal De høre — asseyez vous, monsieur, s’il vous plait.”

Og nu hørte jeg en historie, der til punkt og prikke lignede min egen — blot var den en anelse værre. Det var sket den første nat, da monsieur Durand havde fået møblet hjem fra auktionen og gik og ryddede op i lagerlokalet. Men dengang var alle skufferne hevet ud, og han havde oven i købet fået en ordentlig ørefigen, da han stod i vejen. — Siden da havde han aldrig opholdt sig alene i spøgelsessekretærens nærhed efter mørkets frembrud.

“Forlanger De, at jeg skal tage den tilbage?” spurgte han ængsteligt.

Det virkede ærligt. — Jeg brast i latter, for jeg var pludselig kommet til at tænke på, hvordan gamle Abel ville té sig under en natlig seance.

“Nej , nej — det er der slet ikke tale om.”

Monsieur Durand åndede lettet op. Så fik jeg pludselig en idé. “Har De aldrig undersøgt sekretæren nærmere?”

“Nej. Jeg har godt nok tænkt på det, men jeg har ikke villet gøre det alene. Guderne må vide, hvad man kunne blive udsat for! Og jeg har heller ikke kunnet få mig selv til at omtale historien — De forstår, man ville ganske givet tro, at jeg var lidt — hm, hm…”

“Naturellement! Men nu er vi to. Jeg har en bil holdende udenfor — kom med! Vi kører hjem og ser faren i øjnene.”

Monsieur Durand tøvede, men nysgerrigheden sejrede. Endelig var det jo også midt på dagen. Ja, alt tager sig anderledes ud i dagslys. — Som Heine siger det:

“Doch kommt die Morgensonne,
zerfliesst’ wie eitel Schaum.”

Da vi stod i mit arbejdsværelse — der nu var gjort pænt og ordentligt i stand — og hørte den liflige buldren fra Paris’ hjerte, virkede det smukke gamle møbel ene og alene attråværdigt. Jeg åbnede klappen og trak den øverste skuffe ud.

Der var intet at se — kun en smule støv i krogene. Vi tog alle skufferne ud, vi bankede, vendte og drejede alt, lyste med lys, trykkede på knapper og beslag, men forgæves. Vi var ikke i stand til at finde mindste spor af et hemmeligt rum.

Monusieur Durand var naturligvis ekspert på det område, og han rystede på hovedet. “Ingen dobbelte bunde. Alt er massivt. Hist og her er klangen ganske vist tyndere, men det skyldes den påsatte finér.”

“Hvad med marmorpladen?” foreslog jeg.

“Ak nej, aldrig. Den er forresten løs — er kun fastgjort med kiler. — Nej – ” Her afbrød han sig selv. “Hvad er det?” udbrød han.

Det gav uvilkårligt et lille sæt i mig. Den venstre miniaturesøjle havde drejet sig en halv omgang, hvorved en lille sort åbning var kommet til syne.

“Vent lidt,” sagde han. “Forsigtig!”

Han løsnede varsomt det øverste lille bronzeornament, og derved faldt mahognikolonnen bort. Vi så en sprække, der lige akkurat var bred nok til, at man kunne få en flad hånd ind.

“Lys,” sagde jeg.

Flammen blafrede ind i et tomt rum, på bunden af hvilket der lå en håndfuld gult støv. Jeg tog forsigtigt det askelignende pulver ud og lagde det på et ark brevpapir. Monsieur Durand stirrede på det gennem sine skildpaddeindfattede lorgnetter.

“Gud ved, hvad det har været,” sagde han, “tyndt papir eller rosenblade.”

Jeg snusede til det. — Det lugtede ikke af noget som helst. I dette øjeblik rev tjenestepigen døren op.

“Et telegram,” råbte hun.

Men i samme sekund fløj pulveret fra spøgelsesekretærens hemmelige rum vidt omkring, spredtes og blev usynligt. — Vinduet i soveværelset stod åbent for at lufte ud derinde, og en kraftig gennemtræk havde spredt resterne af en  hemmelighed for alle vinde.

Vi så på hinanden.

“Jeg lader straks sekretæren afhente,” sagde monsieur Durand, som om han havde læst mine tanker. — “Og,” tilføjede han, “jeg skal omgående sørge for at få den sendt til Rouen igen!”

Således blev det. Og jeg sov roligt alle de følgende nætter.

Et par dage før jeg skulle rejse, fik jeg et brev fra gamle Abel. Det var skrevet på et helt ark og var korrekt frankeret.

“Tak, kære gamle ven,” skrev Abel, “for alt det besvær, du har haft for min skyld! Min datter, som nu til min store sorg skal forlade barndomshjemmet, hvis sol hun har været, for at begive sig ud i livets alvor, sender dig sine varme velsignelser! Den smukke sekretær, som jeg havde håbet at kunne beholde i mit snart så ensomme hjem (jeg havde besluttet at gøre den til arbejdspult om aftenerne), har jeg dog nu bestemt mig for at give Rebecka som særskilt bryllupsgave. Jeg tror, hun ønsker sig den. Og selv må jeg gamle og ensomme mand vel så nøjes med som før at bruge det gamle skrivebord af valnøddetræ.

Kære Josef Simonsen, mens vi taler om sekretæren, er der en ting, jeg gerne vil sige dig. Tro ikke, at jeg vil gøre mig skyldig i utaknemmelighedens svære synd! Men jeg fandt prisen lige lovlig dyr! Jeg har hørt sige, at man i Frankrig kan finde et sådant møbel til 300 eller 400 francs. Dog skal vi ikke tale mere om den ting. Når det gælder om at gøre min elskede Rebecka og min højt agtede svigersøn lykkelige, er intet offer for stolt. — Du ved, at Talmud lærer os at lempe os efter omstændighederne!

Hermed vil jeg også meddele dig, at Rebeckas bryllup er fastsat til den 17. i næste måned — til hvilket tidspunkt du forhåbentlig er hjemme igen. Sekretærens pris vil vi som sagt ikke tale mere om. Men fra rederiet har jeg modtaget en ekstra regning på 12.50 kr. for særlig transport ved omladning. — Hvad skal det betyde? Har jeg måske forlangt særlig transport? Nej. Derfor agter jeg heller ikke at betale den regning. Det må hr. Durand gøre. Jeg betaler ikke. — Sig til hr. Durand, at jeg altid vil anbefale hans etablissement.

Jeg hilser dig hjertelig og i største fred!
Din
L. M. Abel.”

Hvad skal jeg tilføje? Måske at det nygifte par aldrig har beklaget sig over spøgelsesmøblet, men tværtimod sætter stor pris på det. Og at jeg klogeligt sørgede for ikke at være hjemme den 17.

Jeg nøjedes med i stedet at sende gamle Abel et telegram. Men for så vidt muligt at holde mig til hans egen stil tænkte jeg først på at indflette nogle vise ord fra Talmud i lykønskningen. Så slog det mig imidlertid, at jeg kunne ramme ham i hjertet på en endnu bedre måde. — Foruden adressen telegraferede jeg kun et eneste ord.

Og det var

“Mazel tov.”

Trykt i: Spöksekretären och andra noveller, 1919
Originaltitel: Spöksekretären

Kort om Henning Berger

Født: den 22. april 1872
Død: den 30. marts 1924

Læs mere på Wikipedia

Sølvspejlet af Arthur Conan Doyle

Sir Arthur Conan Doyle3. januar
— Denne sag med White & Wotherspoons regnskaber viser sig at  være en kæmpeopgave. Der er tyve tykke hovedbøger, som skal undersøges og gennemgås. Hvem var det, der så gerne ville være yngste kompagnon? Det er imidlertid den første store forretningsopgave, der helt og holdent er blevet lagt i mine hænder. Jeg må vise mig opgaven voksen. Men det hele skal være færdigt i så god tid, at sagførerne kan få resultatet udleveret, inden retssagen tager sin begyndelse. Johnson sagde nu til morgen, at jeg måtte sørge for at have de sidste tal parat inden den tyvende i denne måned. Du Almægtige! Nå, der er ikke andet at gøre, end at gå i gang, og hvis min hjerne og mine nerver ellers kan stå for presset, skal jeg nok klare det i sidste instans. Det vil være ensbetydende med kontorarbejde fra klokken ti til fem og derpå endnu en arbejdsperiode fra klokken otte aften til klokken et nat. Der er dramatik i en revisors tilværelse. Når jeg sidder der i de sene nattetimer, mens hele verden sover, og gennemgår den ene række tal efter den anden for at finde de manglende beløb, forstår jeg, at min profession slet ikke er så prosaisk endda, når det kommer til stykket.

I mandags kom jeg på sporet af de første tegn på underslæb. Ingen storvildtjæger kan have følt større spænding ved at opdage de første spor af sit bytte. Men jeg kigger på de tyve hovedbøger og tænker på den jungle, gennem hvilken jeg må følge mit bytte for at få ram på det og stoppe det i jagttasken. Hårdt arbejde — men også spændende sport, på en måde! Jeg så engang den fede fyr ved en middag på rådhuset, hans røde ansigt over den hvide serviet. Han så på den lille blege mand, der sad for bordenden. Han ville også selv have været bleg, hvis han havde kunnet se den opgave, jeg ville få overdraget.


6. januar
— Hvor er det dog tåbeligt af læger at foreskrive hvile, når hvile er helt udelukket! Fjolser! De kunne lige så godt råbe til en mand, der har en flok ulve i hælene, at det, han trænger til, er absolut ro og hvile. Mine tal skal være fremskaffet til en bestemt dato; er de ikke det, vil jeg have forspildt mit livs store chance, så hvordan i alverden skal jeg kunne hvile mig? Jeg kan tage en uges ferie efter retssagen.

Måske var det fjollet af mig, at jeg i det hele taget gik til lægen. Men jeg bliver nervøs og kommer let i affekt, når jeg sidder alene ved mit arbejde om natten. Der er ikke tale om smerter — kun en slags trykken for panden og nu og da ligesom en tåge for øjnene. Jeg tænkte, at noget bromid eller kloral eller noget i den retning kunne hjælpe. Men holde op med at arbejde? Det er absurd at forlange den slags. Det kan sammenlignes med et langdistance-løb. I begyndelsen føler man sig utilpas, ens hjerte hamrer, og man snapper efter vejret, men hvis man bare har viljestyrke nok til at fortsætte, får man pusten igen. Jeg vil fortsætte med mit arbejde og vente på at få pusten igen. Og får jeg ikke det — nå ja, så vil jeg fortsætte med mit arbejde alligevel. Jeg er blevet færdig med to hovedbøger og er godt i gang med den tredje. Slynglen har dækket sine spor godt, men jeg er ikke desto mindre i stand til at finde og følge dem.


9. januar
— Det var ikke min mening at gå til lægen igen, men jeg blev nødt til det. “Jeg overbelaster mine nerver, udsætter mig for at få et fuldstændigt sammenbrud og risikerer endog, at min hjerne tager skade.” Det er en hyggelig mundfuld at måtte sluge. Nå, men jeg har i sinde at affinde mig med presset og løbe risikoen, og så længe jeg er i stand til at sidde på en stol og føre en pen, vil jeg følge den gamle slyngels spor.

For øvrigt må jeg nok hellere her gøre rede for den besynderlige oplevelse, som for anden gang fik mig til at gå til lægen. Jeg vil føre nøjagtig kontrol over mine symptomer og følelser, fordi de i sig selv er interessante — “et mærkeligt psykologisk studie,” siger lægen — og også fordi jeg er helt overbevist om, at så snart jeg er færdig med dem, vil de allesammen forekomme mig tågede og uvirkelige, som en sælsom drøm på grænsen mellem søvn og vågen tilstand. Så nu, mens indtrykkene er friske, skriver jeg dem ned — om ikke for andet så for at få tankerne lidt væk fra de endeløse talkolonner.

Der er et gammelt sølvindrammet spejl i min stue. Det er en gave fra en af mine venner, som holder af antikviteter, og han fandt det tilfældigt på en auktion, men har ingen anelse om, hvor det stammer fra. Det er en stor tingest — tre fod bredt og to fod højt — og det står opstillet på en buffet til venstre for mig, når jeg sidder og skriver. Rammen er flad, cirka tre tommer bred og meget gammel; den er så gammel, at der hverken er mærker eller stempler til bestemmelse af dens alder. Glasset, der har facetkanter, rager lidt ud over rammen og har den pragtfulde reflekskraft, som åbenbart kun findes i meget gamle spejle. Når man kigger ind i det, er der en perspektivvirkning, som moderne spejle overhovedet ikke kan opvise magen til.

Spejlet er placeret således, at jeg, når jeg sidder ved bordet, normalt ikke kan se andet i det end gengivelsen af de røde gardiner. Men i går nat skete der noget besynderligt. Jeg havde arbejdet i flere timer, absolut uden lyst, og havde haft adskillige af disse tidligere omtalte anfald med tåge for øjnene. Atter og atter havde jeg været nødt til at holde inde med arbejdet for at gnide øjnene. Under en af anfald kom jeg tilfældigt til at kaste et blik på spejlet. Det havde det besynderligste udseende. De røde gardiner, som det skulle have gengivet, var der ikke længere, men glasset så tåget og sløret ud, ikke på overfladen, men dybt inde i selve kernen. Denne uklarhed syntes at rotere langsomt rundt derinde, indtil den blev en tæt, hvid sky, der hvirvlede omkring i tunge spiraler. Så virkelighedstro og solid var den — og så fornuftig var jeg — at jeg uvilkårligt vendte mig om i den tro, at der var gået ild i gardinerne. Men alt var tyst og stille i stuen — der hørtes ikke en lyd bortset fra urets tikken, og intet rørte sig bortset fra den mærkelige ‘lådne’ skys langsomme omdrejninger dybt inde i kernen af det gamle spejl.

Men så — mens jeg fascineret så til — syntes denne sky eller tåge eller røgmasse, eller hvad man nu skal kalde den, at trække sig sammen og blive fast på to punkter ganske nær hinanden, og jeg så med en lille gysen — af interesse snarere end af frygt — at det var to øjne, der stirrede ud i stuen. Jeg kunne også se det svage omrids af et hoved — en kvindes efter håret at dømme — men det var meget dunkelt. Kun øjnene var ganske tydelige; og hvilke øjne — de var mørke, strålende og fyldt med en voldsom lidenskab; om det var raseri eller angst, kunne jeg ikke sige. Aldrig har jeg set øjne, der var så fulde af intensitet og vitalt liv. De var ikke rettet mod mig, men stirrede ud i stuen. Jeg sad ganske stille et stykke tid; så lod jeg hånden glide hen over min pande og gjorde et stærkt, målbevidst forsøg på at tage mig sammen, og lidt efter gled det uskarpe omrids af hovedet over i den almindelige dunkelhed, spejlet antog langsomt sin normale klarhed, og de røde gardiner tonede frem igen.

En skeptiker ville uden tvivl sige, at jeg var faldet i søvn over mine tal og at oplevelsen kun var en drøm. I virkeligheden har jeg aldrig i mit liv været så lysvågen. Jeg var i stand til at være kritisk over for fænomenet, endnu mens jeg sad og så på det, og sige til mig selv, at det var et subjektivt indtryk — et hjernespind — avlet af bekymringer, spekulationer og mangel på søvn. Men hvorfor netop denne form? Og hvem er kvinden, og af hvilken art er den lidenskab, jeg læste i de vidunderlige brune øjne? De griber forstyrrende ind i mit arbejde. For første gang har jeg ikke nået den daglige kvota, jeg har sat mig som mål. Det er måske grunden til, at jeg ikke har haft nogen unormale fornemmelser i nat. I morgen må jeg vågne op, komme hvad der komme vil.


11. januar
— Alt vel, og gode fremskridt med mit arbejde. Jeg vikler nettet strammere og strammere rundt om fyrens fede krop. Men han kan endnu nå at le sidst, dersom mine nerver skulle bryde sammen. Spejlet kan næsten siges at være en slags barometer, der registrerer presset mod min hjerne. Jeg har lagt mærke til, at det hver nat er blevet sløret og tåget, før jeg har afsluttet mit arbejde.

Dr. Sinclair (som åbenbart er lidt af en psykolog) blev så interesseret i min beretning, at han kom på besøg nu til aften for at kigge på spejlet. Jeg havde bemærket, at der med snørklede gamle bogstaver var indridset et eller andet på bagsiden af metalrammen. Han undersøgte det i sin lup, men kunne ikke få noget ud af det. Sane X. pal. var det endelige resultat, han kom frem til, men det bragte os jo ikke videre. Han rådede mig til at sætte spejlet ind i en anden stue, men når det kommer til stykket, kan det vel være ligegyldigt, for han har selv sagt, at uanset hvad jeg ser inde i det, så er det kun et symptom. Det er i selve årsagen, at faren ligger. De tyve hovedbøger — ikke spejlet — burde stuves af vejen, hvis det blot var muligt. Jeg er ved den ottende, så jeg gør fremskridt.


18. januar
— Måske ville det alligevel have været klogere af mig at flytte spejlet bort. Jeg havde en usædvanlig oplevelse med det i nat. Og dog finder jeg det så interessant, så fascinerende, at jeg selv nu vil lade det blive stående, hvor det står. Hvad i alverden kan det mon betyde alt sammen?

Det var lige ved ettiden om morgenen, og jeg var i færd med at lukke bøgerne for at vakle i seng, da jeg så hende foran mig. Hele stadiet med dunkelheden og uskarpheden må være undgået min opmærksomhed, for der var hun i al sin skønhed og lidenskab og kvide — så skarpt og klart aftegnet, som havde hun virkelig været til stede i stuen. Skikkelsen var lille, men meget tydelig — så tydelig, at hvert træk og hver fold i hendes kjole står mejslet i min hukommelse.

Hun sidder yderst til venstre i spejlet. En uskarp skikkelse kryber sammen ved siden af hende jeg kan lige akkurat skelne, at det er en mand — og bag dem er der en sky, i hvilken jeg kan se andre skikkelser — skikkelser der bevæger sig. Det er ikke bare et billede, jeg ser på. Det er en scene fra livet, en virkelig hændelse. Hun kryber sammen og skælver. Manden ved siden af hende dukker sig. De skyggeagtige skikkelser gør vilde fagter og bevæger sig rykvis. Jeg var så interesseret, at jeg helt glemte at blive bange. Det var vanvittig irriterende at se så meget og så ikke se mere.

Men jeg kan i det mindste beskrive kvinden til mindste detalje. Hun er meget smuk og ganske ung — ikke en dag over femogtyve, vil jeg tro. Hendes hår har den varme, kastanjebrune farve, der hist og her slår over i det gyldne. En lille fladpuldet hue går ned i en trekantet spids fortil og er af kniplinger kantet med perler. Hendes pande er høj — måske lidt for høj til at give fuldkommen skønhed; men man ønsker den ikke anderledes, idet den giver et anstrøg af kraft og styrke til et ansigt, der ellers kun have været blidt og feminint. Øjenbrynene er fint svungne over tunge øjenlåg, og så kommer disse vidunderlige øjne — så store, så mørke, så fulde af voldsom lidenskab, enten vrede eller angst, der kappes med stolt selvbeherskelse. Hendes kinder er blege, læberne hvide af smerte, hagen og halsen fornemt rundet. Hun sidder let foroverbøjet i stolen, men hendes holdning er stiv og anspændt. Hendes kjole er af sort fløjl, en juvel stråler og funkler på hendes bryst, og et guldkrucifiks gløder i skyggen af en fold. Det er den kvinde, hvis billede stadig bor i det gamle sølvspejl. Hvilken uhyggelig gerning kan det have været, som har efterladt sit spor her og nu, i en anden tidsalder, viser sig for et menneske, som på grund af overanstrengelse og hårdt nervepres befinder sig i en særlig sindstilstand?

Endnu en detalje: På venstre side af den sorte fløjlskjoles nederdel var der, troede jeg først, en klump hvide bånd. Men da jeg så nærmere efter, eller billedsynet blev skarpere, opdagede jeg, hvad det var. Det var en mands hånd, knyttet og knudret af smerte, som med et knugende og krampagtigt greb holdt fast i kjolens fold. Resten af den sammenkrøbne mand var kun et uskarpt omrids, men den knyttede hånd sås tydeligt på den sorte baggrund og førte tanken hen på tragedie af en eller anden art. Manden var bange — frygtelig bange. Det var ikke svært at se. Men hvad var det, der gjorde ham bange? Hvorfor knugede han så hårdt om hendes kjole? Svaret skulle søges hos de urolige skikkelser i baggrunden. De havde bragt fare med sig, både for ham og hende. Det interessante ved situationen fascinerede mig. Jeg tænkte ikke mere på den i relation til mine nerver. Jeg stirrede og stirrede, som om jeg var i teatret. Men jeg kunne ikke få mere ud af det. Tågen blev tyndere. Der var voldsomme bevægelser, som tilsyneladende havde noget at gøre med alle skikkelserne. Så blev spejlet atter klart.

Lægen siger, at jeg skal tage en fridag, og det kan jeg tillade mig, fordi jeg har gjort gode fremskridt i den seneste tid. Det er ganske tydeligt, at synerne helt og holdent beror på mine nervers tilstand, for jeg sad en time foran spejlet uden at der skete noget. Min hviledag har skræmt dem bort. Jeg gad nok vide, om jeg nogensinde finder ud af, hvad det alt sammen betyder. Her til aften undersøgte jeg spejlet ved stærkt lys, og foruden den mystiske inskription Sanc. X. pal. var jeg i stand til at skelne nogle spor af heraldiske mærker, der lige akkurat kunne anes på sølvet. De må være meget gamle, for de er næsten helt udviskede. Så vidt jeg kunne se, var der tale om tre spydhoveder, to ved siden af hinanden og en lige under dem. Jeg vil vise lægen dem i morgen, når han kommer på besøg.


14. januar
— Føler mig atter i god form og er fast besluttet på, at intet nu skal standse mig, før mit arbejde er afsluttet. Lægen fik forevist mærkerne på spejlet, og han var enig med mig i, at de er heraldiske. Han er dybt interesseret i alt, hvad jeg har fortalt ham, og han krydsforhørte mig om samtlige detaljer. Det morer mig at se, hvorledes han er et bytte for to modstridende ønsker — det ene: at hans patient skal blive symptomerne kvit, og det andet: at det vil lykkes mediet — for det anser han mig for at være — at opklare dette mysterium fra fortiden. Han rådede mig til fortsat hvile, men protesterede ikke særlig voldsomt, da jeg erklærede, at der ikke kunne være tale om yderligere hvile, før jeg var blevet færdig med de resterende ti hovedbøger.


17. januar
— I tre nætter har jeg ikke oplevet noget usædvanligt — min hviledag har altså båret frugt. Der er kun en fjerdedel af mit arbejde tilbage, men jeg bliver nødt til at sætte tempoet op, for sagførerne råber og skriger på deres materiale. De skal nok få, hvad de har brug for, og mere til. Jeg har fyren i saksen! Når de opdager, hvilken åleglat og durkdreven fyr han er, vil jeg uden tvivl høste ære af sagen. Falske handelskonti, falske statusopgørelser, dividender hentet fra kapitalen, tab opført som fortjeneste, udeladelse af arbejdsomkostninger, manipulationer med kontantbeholdningen — det er en fin journal!


18. januar
— Hovedpine, nervøse trækninger, tåge for øjnene, trykken for tindingerne — alt sammen forvarsler om alvorlige ubehageligheder, og de har heller ikke ladet vente på sig. Dog er jeg ikke nær så ked af, at billedsynet har vist sig igen, som jeg er skuffet over, at det forsvandt, før alt var åbenbaret og opklaret.

Men jeg så mere i nat. Den sammenkrøbne mand var lige så klart aftegnet som den kvinde, hvis kjole han klamrer sig til. Han er en lille mørkhudet fyr med spidst, sort hageskæg. Han bærer en vid kappe af damask kantet med pelsværk. Den fremherskende farve i hans øvrige klædedragt er rød. Men som fyren dog er bange Han kryber sammen og ryster som et espeløv og ser sig hele tiden tilbage over skulderen. Han har en lille kniv i den anden hånd, men han er alt for bange og kuet til at turde bruge den. Nu begynder jeg også så småt at kunne skelne skikkelserne i baggrunden. Barske ansigter – skæggede og mørke — dukker frem af tågen. Der er især en af disse mænd, som virker frastødende; han er et rent skelet at se på, med hule kinder og indsunkne øjne. Også han har en kniv i hånden. Til højre for kvinden står en høj ung mand med hørfarvet hår og med en mut og trodsig mine. Den smukke kvinde ser bønfaldende op på ham. Det samme gør manden, der kryber sammen på gulvet. Den høje unge mand synes således at være herre over deres skæbne. Den skræmte mand på gulvet rykker nærmere og kryber i skjul bag kvindens skørter. Den høje unge mand bøjer sig ned og forsøger at hale hende bort fra ham. Så meget så jeg i nat, inden spejlet atter blev klart. Vil jeg mon aldrig få at vide, hvad det ender med, og hvad det hele drejer sig om? Det er ikke bare et fantasidrama, det er jeg overbevist om. Engang på et eller andet tidspunkt er den scene blevet udspillet, og det gamle spejl har frigivet den. Men hvornår — og hvor?


20. januar
— Mit arbejde er ved at være færdigt, og det er på høje tid. Jeg føler en anspændthed i hjernen, et ulideligt pres, der advarer mig om, at et eller andet snart vil slå klik. Jeg har arbejdet lige til den yderste grænse af, hvad jeg formår. Men i nat skulle det gerne lykkes mig at blive færdig. Med en sidste voldsom kraftanspændelse vil jeg afslutte den sidste hovedbog, inden jeg rejser mig fra stolen. Jeg vil nå at blive færdig. Jeg vil.


7. februar
— Det lykkedes også. Men åh Gud, hvilken oplevelse! Jeg ved ikke, om jeg endnu har kræfter nok til at skrive det hele ned.

Lad mig først og fremmest forklare, at jeg skriver dette på dr. Sinclairs privatklinik cirka tre uger efter at have indført det sidste notat i min dagbog. Natten til den 21. januar slog det omsider klik for mit nervesystem, og jeg huskede intet, før jeg tre dage senere opdagede, at jeg befandt mig på dette hvilehjem. Og jeg kan hvile ud med god samvittighed. Mit arbejde var blevet færdigt, inden jeg brød sammen. Mine tal er overgivet til sagførerne. Jagten er forbi.

Og nu må jeg beskrive den sidste nat. Jeg havde svoret på, at arbejdet skulle gøres færdigt, og så intenst koncentrerede jeg mig om det — til trods for at mit hoved truede med at skulle sprænges — at jeg ikke så op en eneste gang, før den sidste række tal var lagt sammen. Men det krævede en kolossal selvbeherskelse, fordi jeg vidste, at der hele tiden foregik vidunderlige ting i spejlet. Det fortalte hver eneste nerve i min krop mig. Hvis jeg blot havde set op en eneste gang i utide, ville det have været sket med mit arbejde. Altså så jeg ikke op, før de sidste tal var lagt sammen. Men da jeg omsider med værkende tindinger lagde pennen fra mig og så op, hvilket syn mødte da ikke mine øjne!

Spejlet med den brede sølvramme var som en strålende oplyst teaterscene, på hvilken der opførtes et drama. Der var ikke længere den mindste antydning af tåge. Den hårde belastning af mine nerver havde fremkaldt denne forbløffende klarhed. Hvert ansigtstræk, hver bevægelse trådte frem med fuldkommen livagtig tydelighed. At tænke sig at jeg — en udkørt, jordbunden revisor med en bedragerisk fallents regnskabsbøger liggende foran mig — blandt alle mennesker er blevet udvalgt til at overvære et sådant optrin!

Det var det samme sceneri og de samme personer, men dramaet var skredet videre frem. Den høje unge mand holdt kvinden i sine arme. Hun bøjede sig væk fra ham og så op på ham med alle tegn på afsky. De andre havde revet den sammenkrøbne mand bort fra hende. En halv snes stykker af dem stod i en kreds omkring ham — vilde, skæggede mænd. De hakkede efter ham med deres knive. Det så ud, som om de allesammen stak i ham på samme tid. Deres arme steg og faldt. Blodet strømmede ikke ud af ham — det sprøjtede. Hans røde dragt blev overstænket med det. Han vred og vendte sig, og det røde blod flød ud over den purpurfarvede dragt. De fortsatte med at hakke løs på ham, og blodet vedblev at sprøjte fra ham. Det var et grufuldt syn — grufuldt! De slæbte ham hen mod døren, alt imens han sparkede vildt omkring sig. Kvinden så på ham over skulderen, og hendes mund åbnede sig. Jeg hørte ikke en lyd, men jeg vidste, at hun skreg. Og så — hvad enten det nu skyldtes det nervepirrende syn foran mig, eller det slet og ret var reaktionen efter de sidste ugers opslidende arbejde — begyndte stuen at danse for mig, gulvet gled bort under mine fødder, og jeg sansede ikke mere. Tidligt om morgenen fandt min værtinde mig liggende bevidstløs foran sølvspejlet, men selv havde jeg ingen erindring om noget, før jeg tre dage senere vågnede op i de stille og rolige omgivelser på dr. Sinclairs klinik.


9. februar
— Først i dag har jeg givet dr. Sinclair en detaljeret beretning om min oplevelse. Han havde ikke tilladt mig at tale om den før. Han hørte efter med levende interesse. “Identificerer De ikke dette med en velkendt begivenhed fra historien?” spurgte han med et mistænksomt glimt i øjnene. Jeg forsikrede ham, at jeg ikke var særlig velbevandret i historie. “Har De virkelig ingen anelse om, hvor det spejl stammer fra og hvem det engang har tilhørt?” vedblev han. “Har De måske?” spurgte jeg, for han talte på en mærkelig betydningsfuld måde. “Det er utroligt,” sagde han. “Og dog, hvordan skal det ellers kunne forklares? De scenerier, De tidligere skildrede, gav antydning om det, men nu kan der ikke længere være tale om tilfældige sammentræf. Jeg vil vise Dem nogle notater i aften.”

Senere
— Han er lige gået. Jeg vil prøve at nedskrive hans ord så nøjagtigt, som jeg er i stand til at genkalde mig dem. Han begyndte med at lægge nogle støvede bøger på min seng.

“Dem kan De læse, når De får tid og lyst,” sagde han. “Jeg har nogle notater her, som De kan verificere. Der er ingen tvivl om, at det, De har set, er de skotske adelmænds mord på Rizzio i overværelse af Maria Stuart, hvilket fandt sted i marts 1566. Deres beskrivelse af kvinden er nøjagtig og korrekt. Den høje pande og de tunge øjenlåg i forening med stor skønhed — den beskrivelse kan næppe passe på to kvinder. Den høje unge mand var hendes gemal, Darnley. Rizzio, hedder det i krøniken, ‘var iført en folderig kappe af pelskantet damask samt rødbrune fløjlsbenklæder.’ Med den ene hånd klamrede han sig til Marias kjole, i den anden hånd havde han en dolk. Den barske, huløjede mand var Ruthven, som lige havde rejst sig fra et længere sygeleje. Hver eneste detalje er korrekt.”

“Jamen hvorfor netop mig?” spurgte jeg forvirret. “Hvorfor er det mig, der kom til at overvære dette?”

“Fordi De var i den rette sindsstemning til at modtage indtrykket. Fordi De tilfældigvis ejede det spejl, der gengav indtrykket.”

“Spejlet! De tror altså, det var Marias spejl — at det i sin tid stod i den stue, i hvilken ugerningen blev begået?”

“Jeg er overbevist om, at det var Marias spejl. Hun havde været dronning af Frankrig. Hendes personlige ejendele var stemplet med det kongelige våben. Det, De antog for at være tre spydspidser, var i virkeligheden de franske liljer.”

“Og indskriften?”

Sanc. X. Pal. Det kan De udvide til Sanctæ Crucis Palatium. En eller anden har gjort et notat om, hvor spejlet stammede fra. Det var Det Hellige Kors’ Palads.”

“Holyrood!” udbrød jeg.

“Akkurat. Deres spejl stammer fra Holyrood. De har været ude for en højst besynderlig oplevelse og er sluppet godt fra den. Jeg er sikker på, at De aldrig mere vil udsætte Dem for at komme i en lignende situation.”

Trykt i: The Strand Magazine, august 1908.
Originaltitel: The Silver Mirror

Kort om Arthur Conan Doyle

Født: den 22. maj 1859
Død: den 7. juli 1930

Læs mere i The Arthur Conan Doyle Encyclopedia

Glasskabet af B. S. Ingemann

B. S. IngemannDen rige handelsmand Mr. Seyfert i London var blevet enkemand. Han var en særling og kun lidet yndet, da han gjaldt for en kold egoist og hjerteløs pengemand, der ingen andre menneskelige pligter erkendte, end punktlig opfyldelse af hvad der var lov og ret i landet. Han var kun nogle og tredive år; hans rolige, uforanderlige ansigt var som udhugget af sten. Han var udelukkende forretningsmand og påstod med en slags stolthed, at alt, hvad man kalder fantasi og følelse, var en forskruelse og sygelighed, som var fremmed for hans gode, sunde natur.

Hans ægteskab var ufrugtbart og havde kun været lidet lykkeligt. Den afdøde Fru Seyfert havde været en udmærket smuk brunette, med et heftigt, næsten sydlandsk temperament. Modsætningen mellem hendes lidenskabelighed og hendes ægtemands kulde havde ofte givet anledning til huslige optrin, der dog kun var enetaler, da manden altid ved slige udbrud iagttog med ligegyldig tavshed. Ved sit ægteskab havde grossereren, der tillige var juveler, erhvervet sin store formue; men ved ægteskabskontrakten var det på det nøjagtigste fastsat, at, hvis hans hustru døde uden livsarvinger, skulle hele hendes medbragte formue, med renter og renters renter, udbetales til hendes slægtninge, fra den dag og time, hun var begravet.

Uagtet denne ægteskabskontrakts bestemmelse, forblev dog Mr. Seyfert, til stor ærgrelse for hans afdøde kones familie, i lovgyldig besiddelse af hele formuen. Han erklærede nemlig, at han havde elsket sin ømme ægtefælle så højt, at han aldrig ville afse hendes legeme; – han lod hende ikke begrave, men lod hendes balsamerede og sminkede lig i en glimrende dragt med kostbare prydelser og smykker opstille i et glasskab i sit sovekammer, lige overfor vinduet, hvorfra enhver forbipasserende kunne se det om dagen og undertiden om aftenen i månelys. Det kom til en retssag med den afdødes slægtninge; men ifølge den ordrette lovfortolkning vandt Mr. Seyfert processen. Han beholdt virkelig liget i sit sovekammer.

Hver aften, når han gik i seng, trak han kun et grønt gardin for glasskabet – og sov rolig.

Fra det øjeblik, liget stod i glasskabet, syntes lykken imidlertid at have forladt huset. Det gik tilbage med handlen; flere kostbare forsendelser med amerikanske skibe forliste, og vigtige spekulationer med spanske bankobligationer mislykkedes. Der kom idelig sygdom i huset blandt tjenerskabet, og ingen syntes at kunne leve der, uden Mr. Seyfert selv, der havde et urokkelig helbred; men hans stenhårde ansigt bar nu præg af mørk trods. Processen havde kostet ham meget, og ved en række uheldige spekulationer led han i et eneste år så store tab, at han mistede sin kredit, og alle fordringer på huset strømmede ind på én gang. Det var netop årsdagen efter konens død, at han, efter en afregning med sin bogholder, erfarede hele sin mislige stilling og at han fra en millionær ville være bragt til betlerstaven og til gældsfængslet, hvis han ikke inden næste morgen kunne tilvejebringe en sum af 40,000 Pund Sterling.

Hans ansigt forblev dog uforandret ved denne opdagelse. Med et koldt hoverende nik gik han til sit sovekammer. I sin balsamerede kones ligdragt havde han anbragt diamanter til en værdi af 50,000 Pund. Denne skat, som han, ret imod sine kloge købmands-principper, et helt år havde ladet henstå i glasskabet, som en død kapital, tænkte han nu at gribe til, og – da han denne nat temmelig sent gik til sit sovekammer, trak han ikke, som sædvanlig, gardinet for glasskabet, men satte lampen på bordet og åbnede glasskabet, for at fratage liget de kostbare prydelser, der nu var hans eneste redning.

I ligets øjenhuler havde han ladet indsætte kostbare safirer; i deres sted syntes nu dog, til hans forbavselse, et par matte glasøjne at stirre ud på ham; og diamanterne, som han hver aften i et helt år troede at have set, kunne han ikke opdage. I den skarp belysning fra lampen føltes det, som de døde glasøjne pludselig lo hånligt ad ham – og han trådte tilbage med en uvilkårlig gru.

Tanken om, at en utro betjent, som han samme dag havde jaget af sin tjeneste, kunne have plyndret liget, blandede sig med en pludselig rædsel for den døde – en følelse, som han hidtil syntes at have været aldeles fri for. Forestillingen om det umådelige tab, der nu ville bringe ham i gældsfængslet næste morgen, overvandt dog gruen for den døde. Med en næsten krampagtig kraftanstrengelse rev han liget ud af glasskabet for at undersøge det ved lampen og lede efter sin skat; men jo mere han tumlede med liget, jo mere forvirrede blev hans tanker. – Ethvert sandt og gribende ord, hans ulykkelige kone havde sagt ham, men som han iskold havde ladet fare sig forbi uden at svare, tonede nu bebrejdende for hans sjæl med den afdødes røst; han troede, virkelig at høre hendes stemme, og han syntes, den dødes blå læber bevægede sig. – Formasteligheden i hans hykleriske og svigefulde behandling af liget, hvorved han bedrog hendes frænder og berøvede hende den gravens fred, de fleste mennesker sætter så høj pris på, syntes for første gang at få skikkelse i hans bevidsthed.

“Ja, du har ret” – mumlede han – “jeg var intet menneske – jeg var en stenmand – jeg var et uhyre – jeg elskede intet uden mig selv og dine rigdomme – men hvor er de? hvor er diamanterne, jeg lod dig pynte med i døden? – Den glans og ære ville jeg dog unde dig – der skulle du stå i pant for mig for min lykke – ha, min lykke – den tog du med dig til den fordømte åndeverden, du ville skræmme mig med – og diamanterne tog du med! – nej, dem har en tyv frataget dig – hvorfor skræmte du ikke ham med dine ildøjne? – hvorfor hviskede du ikke til ham, som nu til mig, om den evige fordømmelse? – ha, ti, ti! – slip mig! – du kvæler mig.” – Det var ham, som den døde klemte sine arme om hans hals og lo forfærdeligt.

Han tumlede bevidstløs om på gulvet – liget faldt ovenpå ham. I denne stilling blev han fundet om morgenen, endnu levende, men – vanvittig. Tabet af hans skat og hans rædsel for den døde var i 21 år hans eneste tanke. Nattescenen med liget, som ingen havde været vidne til, gentog han bestandig i sit vanvid. Deraf erfarede man først, hvad der var sket, og hvad han havde troet at høre og se i hans natlige tumlen med liget.

Diamanterne blev aldrig fundet.

Millionæren, Mr. Seyfert, døde som fattiglem i et hospital for vanvittige i London.

Trykt i: 1847

Om B. S. Ingemann:

Født: den 28. maj 1789
Død: den 24. februar 1862

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur