Skridtene af Edward Frederick Benson

Edward F. Benson
By from Harper’s Weekly – The New York Public Library, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=23861754

John Cresswell var en aften på vej hjem fra Britannia Club i Alexandria, hvor han, som han plejede tre, fire gange om ugen, havde spist meget solidt, fået godt med drikkevarer og bagefter spillet bridge, så længe der kunne stilles et hold på benene. Det havde været en temmelig dyr aften, for al hans dygtighed ved kortbordet havde ikke været i stand til at hamle op med den fortsatte række dårlige kort, han havde fået. Men han havde trøstet sig med fornuftige portioner whisky, og nu vandrede han hjemad i meget højt humør, for hans forretninger gik strålende, og et tab på 25-30 pund i aften ville blive rigeligt erstattet næste morgen. Desuden viste hans bridge-regnskab for i år et overskud, der sagde, at kortspil var en meget lønnende fornøjelse.

Det var en varm oktober-aften, og da han var en stor, blodrig mand, slentrede han i meget mageligt tempo hen over pladsen og op ad den lange gade, for hvis ende hans hus lå. Der var ingen taxa på holdepladsen, ellers ville han have taget én og sparet sig selv for en spadseretur på næsten halvanden kilometer; men det generede ham nu ikke, for natteluften med en svag brise fra søen var forfriskende efter det lange ophold i et røgfyldt lokale. Over ham kastede månen, der næsten var fuld, sit meget klare, hvide lys ned over gaden. Der var en smal stribe skarpskåren skygge inde under husene til højre for ham, men resten af gaden og fortovet til venstre for den, hvor han gik, lå strålende belyst.

Først gik hans vej mellem rækker af butikker, for det meste europæiske, og her og der lå der en café, hvor nogle få gæster endnu sad. Behagelige tanker løb gennem hans hoved, mens han gik. Den egyptiske sukkerhøst, som han var meget interesseret i, havde vist sig meget god, og han forudså en god profit. Ikke mindre tilfredsstillende var en forretning af en ganske anden karakter. Han havde for nogle måneder siden, ydet en lille handlende et lån, og nu var den behørige rente af dette udeblevet; som følge heraf var høsten på meget frugtbart areal med sukkerrør Cresswells. Et lignende og endnu mere indbringende heldigt resultat havde han opnået i Alexandria, for han havde for et år siden lånt en levantisk tobakskøbmand penge med sikkerhed i hans private ejendom. Dette havde givet gode renter, men et par dage i forvejen var den uheldige fyr gået fallit, og Cresswell var nu ejer af en absolut attråværdig ejendom. Hele affæren havde været meget smigrende for hans foretagsomhed og klogskab, for han havde rent privat hørt, at kommunen agtede at udlægge naboejendommen, der for øjeblikket var slumkvarter, og hvor hans lagerbygning lå, til huse med lejligheder og gøre det til et privat beboelseskvarter. Hans nyerhvervede ejendom ville således blive meget værdifuld.

I øjeblikket boede tobakshandleren med sin familie i nogle hjørner i lagerbygningen, men de måtte sættes ud næste morgen. John Cresswell havde allerede ordnet dette og sagt til den gamle mand, at han måtte flytte. Han ville gå derhen om formiddagen og overvåge, at de og deres pindebrænde af nogle møbler på tilbørlig måde blev smidt på gaden. Han ville personligt se dette blive gjort og glædede sig til det. De gamle ægtefolk var et par temmelig skrækkelige individer, kvinden fuldkommen som en heks, der gloede på ham og mumlede hen for sig, men der var en datter, der ikke så helt tosset ud, og ét medlem af tiggerfamilien ville blive nødt til at tjene til dens levebrød. Han blev ikke hængende ved den tanke, den flagrede bare gennem hans hjerne.

Han nærmede sig den prægtige romersk-katolske kirke, hvortil hørte et kloster, en stor hvid kasernelignende bygning, hvor tiggermunke eller sådan noget lignende boede, Noget med St. Markus, kunne han vagt huske, der efter overleveringen havde bragt kristendommen til Egypten for næsten 1900 år siden. Han mødte tit et af de mærkelige væsener med sandaler på fødderne og brun kjortel og rosenkrans og kuttedækket hoved, når de gik ud eller ind ad deres port eller arbejdede i haven. Han kunne ikke lide dem; infame fyre, syntes han, det var. Sommetider, når de var ude at tigge, kom de til hans dør og bad om almisser til de trængende koptere. For ikke længe siden havde han fundet én, der faktisk stod og ringede på fordøren, i stedet for ydmygt at gå om til bagdøren, sådan som det passede sig for hans stand, og Cresswell sagde til ham, at han ville slippe sin bulldog løs på den næste af deres slags, der vovede sig indenfor hans havelåge. Hvor havde fyren fået fart på, da han hørte tale om hunden! Han tabte en af sine sandaler i hastværket med at komme af sted, og havde ikke tid til at få den med, så han hoppede og humpede hen over det skarpe ral for at nå ud på gaden. Cresswell havde leet højt over hans hastværk, og det bedste ved spøgen var, at han overhovedet ikke havde en hund. Ved mindet om den sjove hændelse smilede han, da han gik forbi kirkedøren.

Han standsede et øjeblik for at tørre panden og tænde en cigaret og så sig omkring i vældig godt humør. Foran og bag ham var gaden helt tom; der strålede lidt lys ud gennem persiennerne fra de øverste vinduer i nogle af husene, men hele verden var i seng eller på vej til det. Der var endnu 3-400 meter at gå, før han nåede hen til sit eget hus, og idet han vendte ansigtet hjemad igen og gik lidt hurtigere til, hørte han fodtrin bag sig, skarpe og distinkte, ikke så langt bagved ham. Han ænsede det ikke. Én eller anden var sent på vej hjem, ligesom han selv og gik i samme retning, for trinene fulgte ham.

Hans cigaret var dårligt tændt; en lille klump brændende tobak faldt ned på fortovet, og han standsede for at tænde den igen. Muligvis var en del af hans underbevidsthed optaget af de trin, der så pludselig havde lydt bag ham i den tomme gade, for mens han var optaget af at få ild i cigaretten igen, lagde han mærke til, at fodtrinnene var ophørt. Det var knap nok værd at vende sig om (så lidt interesserede sagen ham), men et ligegyldigt blik viste ham, at den gående måtte være drejet ind i et af de huse, han lige var gået forbi, for hele gaden, som var strålende oplyst af månen, var lige så tom, som da han så ud over den et par minutter før. Snart var han henne ved sin egen gadedør og smækkede den i bag sig.

Den levantiske købmands udsmidning fandt sted næste morgen, og Cresswell overvågede, at hans folk bar det billige stads af nogle møbler ud – et par borde, nogle stole, en sofa med laset højrødt plys, et par jernsenge og et bundt snavsede lagner og tæpper. Han var ikke helt sikker på, om de usle sager ikke egentlig retmæssig tilhørte ham, men de duede ikke til andet end at smides på skraldedyngen, og han havde ikke brug for dem. De stod der i det rene, strålende solskin, noget skrald og ikke andet, og blokerede fortovet, og en politibetjent sagde til ejeren, at han hellere måtte se at få det væk straks, hvis han ikke ville have vrøvl. Der var den sædvanlige scene, som han var temmelig vant til. Mandens kone knælede flæbende og sjusket. Hekseagtig og altfor tidligt ældet, kyssede hun hans hånd og tiggede hvæsende om hans medlidenhed. Hun kaldte ham ‘Excellence’, hun lovede at bede for ham, hvilket han brød sig lige så lidt om som om hendes potter og pander. Hun nedbad velsignelser over hans hoved, for hun vidste, at han ud fra sin barmhjertighed ville give dem lidt mere tid. De havde ikke noget sted at tage hen og heller ikke noget tag over hovedet; hendes mand havde nogen der skyldte ham penge, og han ville se at få fat i de penge og betale sin gæld så sikkert som at der var en Gud i himlen. Dette var en anden tone end hendes mumlen dagen før, men naturligvis vendte Cresswell det døve øre til hendes olieglatte veltalenhed, og lidt efter gik han ind i lagerbygningen for at se efter, at alt var blevet flyttet ud.

Der var snavset og ildelugtende; gulvene var rådne og malingen skallede af, men hele herligheden skulle snart brydes ned og han agtede ikke at ofre en krone på det, så længe den grund, det stod på, var hans. Så undersøgte han, at døre og vinduer var ordentlig lukket, og han gav betjenten en pæn drikkeskilling for at han kunne holde øje med stedet og sørge for, at købmandsfamilien ikke tiltvang sig adgang igen. Da han kom ud, så han, at den gamle mand havde fået fat i en trækvogn, og at han og hans søn var ved at læsse tingene op på den; så de havde naturligvis et sted at tage hen; det var alt sammen et bundt løgne, det med at de var hjemløse. Den gamle heks sad sammenkrøbet op mod husvæggen, men nu var der ingen bønner eller velsignelser til ham, og hun var igen begyndt på sin mumlen. Hvad datteren angik, så havde hun, når man så hende i dagslys, et smukt ansigt, men hun var gnaven og snavset og frastødende, så han skænkede hende ikke flere tanker. Han kaldte på en taxa og kørte hen i klubben for at spise frokost.

Skønt Cresswell ansås for at leve godt og forsynede sig af hjertens lyst både med mad, drikke og tobak, så var han også omhyggelig for sin store, solide krop, og det var sjældent, at han når dagens arbejde var overstået, undlod attage sig en rask spadseretur på en times tid eller to ud i retning af Ramleh, eller i den varmere tid at tage sig en god svømmetur i havet og en omgang sol på stranden. Dagen efter købmandsfamiliens udsmidning tog han sig en travetur nede på det faste sand i strandkanten, derefter drejede han ind i landet og krydsede den vej, der ville bringe ham tilbage til hans eget hus. Dette lå lige ved enden af den række selvstændige huse, som han var gået forbi de to foregående aftener; bag dem løb vejen mellem sandklitter og kratbevoksede flader. Her og der i nogle læhuler havde arabiske fårehyrder lavet sig en slags nomadisk teltbeboelse af temmelig primitiv art: en fem, seks stolper var stillet op i sandet og bar et tag af tæpper og laser, der var syet sammen. Hvis de slog sig ned alt for tæt på byens udkant, jog myndighederne dem en gang imellem væk, for de var tilbøjelig til at være langfingrede og stjæle, og deres nærhed var ikke særlig ønskværdig.

Da Cresswell i dag vendte hjemad på sin spadsertur, så han, at et telt af en anden slags for nyligt var blevet stillet op indenfor 20 meter fra hans egen havemur. Det kunne slet ikke gå, det måtte ordnes, og han besluttede at lige så snart han havde fået sit bad og klædt om, ville han ringe til sin meget gode ven, politiinspektøren og forlange, at teltet blev flyttet. Da han kom nærmere hen til det, så han, at det ikke var helt den sædvanlige type. Taget var tydeligt nok et slidt europæisk tæppe, og uden for det på sandet stod en sofa og nogle stole. På en eller anden måde forekom de ham bekendte, skønt han ikke kunne finde den rigtige association. Men så kom den gamle levantiske heks ud af teltet, hun, der dagen før havde kysset hans hånd og knælet for ham, og nedkaldt alle slags velsignelser og velstand over ham, hvis bare han ville have medlidenhed. Hun så ham, for nu var der ikke mere end 30-40 meter mellem dem, og så pegede hun pludselig på ham og brast ud i en række plaprende og og skrigende forbandelser. Det fik ham til at smile.

“Nå, nu er det andre toner, hvad?” tænkte han, “for det lyder ikke meget som gode ønsker. Forband du bare væk, gamle kælling, hvis det kan lette dit sind, det rører ikke mig. Men du bliver nødt til at flytte endnu en gang, for jeg agter ikke at lade dig og dine lige slå jer ned her.”

Cresswell ringede til sin gode ven, politiinspektøren, og fik på den høfligste måde at vide, at den sag ville være i orden næste morgen. Og han så også ganske rigtigt, da han dagen efter begav sig af sted til sit kontor, at sagen virkelig var ved at blive ordnet, for det europæiske tæppe, der havde tjent som tag, var allerede taget ned, og trækvognen blev læsset fuld. Rent tilfældigt lagde han mærke til, at de to kvinder og drengen var i færd med at fylde på den; Levantineren lå på sandet og tog ikke del i arbejdet. To dage senere passerede han tilfældigvis forbi Alexandrias fattig-kirkegård, hvor en af forarmet begravelse foregik. Kisten blev skubbet hen på siden af den runde grav på en trækvogn, og en dreng og to kvinder fulgte den. Han genkendte, hvem det var.

Han spiste den aften til middag i klubben i sjældent godt humør over livets tilskikkelser. Kommunen havde allerede for hans nyligt erhvervede ejendom tilbudt ham en sum, der var dobbelt så stor som den gæld, den var sikkerhed for, og selv om han måske kunne få mere, hvis han var ude efter en højere pris, så havde han accepteret, og pengene var blevet indbetalt i hans bank samme dag. At opnå 100 procent på en uge var meget tilfredsstillende, og hvem vidste, om ikke et eller andet nyt fremskridts-projekt kunne få dem til at ændre planer, så han stod med en faldefærdig bygning, som han overhovedet ikke kunne bruge? Han nød sin middag og vinen, og især nød han den rubber bridge, der fulgte efter. Alle hans knibninger lykkedes; han doblede modspillerne to eller tre gange med de heldigste resultater, de doblede ham og fortrød bittert, at de havde opladt deres mund, og der var et meget behageligt resultat at indføre i kortregnskabet den aften.

Det var senere end sædvanligt, da han forlod klubben. Lige udenfor sad en tiggerkælling krøbet sammen på kanten af fortovet med hånden holdt frem, mens hun klynkende manede velsignelser ned over ham. Godmodigt rodede han i sin lomme efter et par mønter, og velsignelser vældede endnu mere skingrende og ordrigere, mens hun skubbede det sorte slør væk, der halvvejs dækkede hendes ansigt, for at takke ham for hans velgerning mod den trængende enke. I næste øjeblik smed hun hans almisse på fortovet, hun spyttede efter ham, og som et møl forsvandt hun i skyggerne.

Cresswell genkendte hende, ligesom hun havde genkendt ham, og samlede sine mønter op. Det var sjovt at tænke på, at den gamle heks hadede ham så intenst, at selv hans almisse fyldte hende med afsky. “Jeg lægger dem i indsamlingsbøssen udenpå kirken,” tænkte han.

Skønt det var sent, var der i aften mange mennesker på pladsen, for det meste indfødte, der stilfærdigt traskede omkring, og der stod stadig et par taxaer på holdepladsen. Men han foretrak at spadsere hjem, for han havde haft så travlt hele dagen, at han ikke havde givet sin solide, fede krop den mindste motion. Derfor gik han tværs over pladsen og op ad den gade, der førte til hans hus. Her var caféerne allerede lukket, og snart tømtes fortovene for mennesker. Den aftagende måne var stået op, og skønt lysene i gaden blev mere sparsomme, da han kom ind i beboelseskvarteret, lå vejen tydeligt foran ham. I hånden holdt han stadig de to mønter, der var blevet smidt efter ham, parat til kirkebøssen. Han gik hurtigt, for det var koldt, og det gav ingen motion at drive. Ikke et vindpust rørte sig, og den klaprende lyd af de visne palmeblade hørtes ikke.

Han var nu ved at nærme sig den katolske kirke, da der pludselig lød tydelige og distinkte fodtrin bag ham. Så kom han for første gang i tanker om, hvad der var sket for nogle nætter siden, og han standsede og lyttede. Ikke en lyd brød stilheden. Han vendte sig hurtigt rundt, men gaden så ud til at være tom. Han fortsatte med at gå, nu langsommere, og der var de forfølgende fodtrin igen. De halede hverken ind på ham eller sakkede agterud; at dømme efter lyden af dem kunne de ikke være mere end en 10-12 skridt bagved ham. Så kom han i tanker om en meget indlysende forklaring, det var uden tvivl et ekko af hans egne fodtrin. Han gik hurtigere, og trinene bag ham fik mere fart; han standsede, og de standsede. Hele sagen var klar nok, og ikke den mindste skygge af ubehag eller noget, der nærmede sig det, var i hans tanke. Han slap sin ironiske almisse ned i bøssen uden på kirken, og morede sig over at høre, at der ikke lød nogen klirren indefra. “Det var jo et lille held for de brunklædte fyre; nu kan de købe sig endnu en rosenkrans,” sagde han til sig selv, og kort efter gik han med ekkoet af sine egne fodtrin, ind gennem sin egen havelåge. Da han først var derinde, gled han om bag en myrtebusk, der stod ved kanten af grusgangen, for at se, om der skulle gå nogen forbi på gaden udenfor. Men der skete intet og hans teori om ekkoet lod til at være blevet bekræftet, selv om det var sært, at han ikke havde opdaget det tidligere.

Fra den aften og videre fremefter gjorde han sig det til en vane at spadsere hjem, når han spiste til middag i klubben. Somme tider fulgte fodtrinene ham, men ikke altid, og det var i modstrid med hans fornuftige teori om et ekko. Men sagen bekymrede ham overhovedet ikke, bortset fra, at han nogle gange vågnede om natten og opdagede, at hans hjerne, der stadig var døsig og ikke helt under kontrol, spekulerede over sagen med stadig voksende opmærksomhed. Tit forsvandt denne bekymring igen og han faldt atter i en drømmeløs søvn. Somme tider var den foruroligende nok til at gøre ham spilvågen, og når han så var helt sig selv, forsvandt den igen. Men der var den tilstand halvvejs mellem vågen og sovende, da noget i hjernens skumringslys lyttede, noget var bange. Når han var helt vågen, tænkte han ikke mere på det, end han tænkte på den lurvede orientalske købmand, som han havde smidt ud, og hvis begravelse han tilfældigvis havde set.

I begyndelsen af december kom hans fætter og kompagnon i sukker-forretningerne fra Cairo for at tilbringe en uge sammen med ham. Bill Cresswell kan kort beskrives som ‘en skrap fyr’, og tit efterlod han sin fætter i klubben til gamle venner og stilfærdige bridgeglæder, og gik selv ud med en ekstra gadedørsnøgle til livligere private foretagender. En aften, den sidste dag af Bills ophold her, var der ‘ikke noget at lave’, og de to fulgtes ad hjem fra klubben.

“Det er en dejlig aften, lad os gå,” sagde John. “Der er ikke noget som en spadseretur, når der er våde varer ombord. Det klarer hjernen på én, og jeg må have en lille afskedssamtale med dig, hvis du vil rejse hjem i morgen. Der er stadig nogle småting, vi skal gennemgå.”

Bill var enig med ham. Caféerne var allesammen lukket, der var ikke noget at foretage sig, der så lovende ud. “Nattelivet her er ingenting mod det i Cairo,” bemærkede han. “Det lader til, at alle her går i seng omtrent samtidig med at vi starter. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke har været glad for at være sammen med dig. Mægtig flinke fyre i din klub og cognac i samme stil.”

Han standsede og mønstrede sørgmodigt den tomme, stille gade. “Ikke en sjæl,” sagde han. “Gardinerne er nede, alle er gået i seng. Ikke andet at lave end at tale sammen.” De gik videre i stilhed i nogen tid. Så pludselig lød der bag dem, fast og tydeligt for Johns øren, lyden af de fodtrin, som han nu vidste, han ventede på og lyttede efter. Han drejede hurtigt rundt.

“Hvad er der i vejen?” spurgte Bill. “Noget sært noget,” sagde John. “Aften efter aften, når jeg går hjem – dog ikke hver aften – hører jeg fodtrin, der følger efter mig. Jeg hørte dem lige nu.”

Bill udstødte en halvdrukken fnisen. “Så heldig er jeg ikke,” sagde han. “Jeg kunne godt lide at høre fodtrin, der fulgte efter mig omkring klokken et om natten. Der kunne måske komme noget rart ud af det. Jeg ville ønske jeg kunne høre dem.”

De fortsatte med at gå, og igen hørte John, tydeligere end før, det, der var uhørligt for den anden. Han sagde til sig selv, sådan som han så tit gjorde det, at det var et ekko. Men det var mærkeligt, at ekkoet kun gengav den enes fodtrin. Da dette gik op for ham, følte han for første gang, mens han var helt vågen, en pludselig gysen af angst. Det var, som om en kold hånd et øjeblik lukkede sig om hans hjerte og trykkede forsigtigt, næsten kærligt, til. Men de var nu nået tæt hen til hans egen gadedør, og lidt efter smækkede den i efter dem.

Bill vendte næste dag tilbage til det gladere liv i Cairo. John Cresswell fulgte ham på banegården og var ved at gå ud på gaden igen gennem mængden af dagdrivere og bærere og passagerer, da hans øre opfangede lyden af de fodtrin, som han nu kendte så godt. Han havde ingen idé om, hvordan han genkendte dem og adskilte dem fra så mange andre fodtrin. Hans hjerne fortalte ham simpelthen, at de igen fulgte efter ham. Han tog en taxa til sit kontor, og da han gik op ad de hvide stentrapper var de der igen. Atter syntes han at det forsigtige tryk af kolde fingre fortalte ham, at de var der, tæt på ham, skønt usynlige, og nu var det, som om fingrene trykkede på en klokke i hans hjerne, og der lød en skingrende angstfuld kimen.

Så usentimental og fornuftig en mand havde naturligvis kun foragt til overs for alt det forlorne humbug – historier om ånder og genfærd og spøgelser, og han ville have glædet sig over enhver form for spøgeri, hvori fodtrinene manifesterede sig, så han kunne have den fornøjelse at le væsenet lige op i ansigtet. Han ville gerne have set et skelet eller et eller andet tilhyllet væsen stå lige ved siden af sig; han ville slå efter det med sin stok og overbevise sig selv om, at der intet var. Ligegyldigt hvad hans egne øjne lod til at se, så kunne det ikke være så enerverende som disse tegn på usynlige ting.

En stiv drink bragte ham til hægterne igen, og resten af dagen skete det ikke oftere, at han hørte de regelmæssige skridt, der var begyndt at vække hans skræk. I hvert fald var han fast besluttet på at bekæmpe den, for han var klar over, at det mest var hans egen frygt, der bekymrede ham. Han led utvivlsomt af en eller anden nervøs forstyrrelse; han havde arbejdet meget hårdt, og efter jul ville han, hvis sagen blev ved med at forurolige ham, måske konsultere en læge, der ville ordinere ham noget styrkende eller beroligende, som ville sætte fodtrinene hen i den glemmebog, hvorfra de var kommet. Men det var mere sandsynligt, at kuren lå i hans egne hænder; hans egen modstandskraft var al den medicin, han havde brug for.

Det var som følge af denne meget sunde tankegang, at han bestemte sig til at spadsere hjem fra en aften i klubben. Han så det i øjnene, netop fordi han vidste, at en mørk og farlig kilde var ved at grave sig ind i hans sjæl. At indrømme noget, at tage en taxa var at overgive sig, og hvis han gjorde det, hvis han veg bare en tomme, var han klar over, at han snart ville flygte i panik foran en indtrængende og indbildt hær af fantomer. Han regnede ikke med fantomer. De nøgterne tilfredsstillelser, livet gav, var ham nok. Endnu en gang begyndte skridtene at gå bag ham, da han nærmede sig kirken, og nu forsøgte han ikke længere at overbevise sig om, at det var et ekko. I stedet for lod han sine tanker blive ved det og sagde til sig selv: “Der er de igen, og de gør mig ikke noget. Lad dem bare følge efter mig hele døgnet, hvis det passer dem. De er åbenbart vilde med mig.” Så lukkede han havelågen, og med et lettelsens suk vidste han, at han var kommet udenfor skridtenes rækkevidde, for når han først var indenfor, kom de ikke længere.

Han stod et øjeblik på dørtrinet efter at have åbnet døren, tilfreds med sig selv, fordi han havde set det i øjnene. Det strålende lys skinnede lige ned på grusgangen, som han netop var kommet op ad. Den var helt tom, og ingen stod og så ind gennem hans havelåge. Så hørte han lige ved siden af sig gruset knase under en usynlig fodgængers hæle. Nu var tiden kommet, da han igen burde hævde sig, se frygten i øjnene og håne den.

“Kom frem, hvem du så er!” råbte han. “Kom og få en drink, før du går tilbage til helvede. Noget koldt vand, hvad?”

Hans pande var våd af sved, og hånden på håndtaget rystede som af koldfeber, mens han stod og så ud på den oplyste, tomme gangsti. Men han veg ikke en tomme fra den lektion, han var ved at give sig selv. Sekunderne tikkede bort; han kunne tælle dem på pulsen, der hamrede i hans hals. “Jeg vil give den 100 slag,” sagde han til sig selv, “og så vil jeg sige god nat til hr. Ingen.”

Han talte til 100 og tog 10 slag mere, for at de skulle bringe held. “God nat, din gamle svindler,” sagde han og gik ind og låste døren.

I den følgende uge lod det virkelig til, at han havde vurderet den hallucination rigtigt, som havde truet med at tage magten over ham. Ikke en eneste gang, hverken dag eller nat, nåede de skridt, som han frygtede og lyttede efter, hans øren. Ej heller skete det, når han i mørkets døde timer i nogen tid lå midt mellem sovende og vågen, at han rystede af rædsel over en fornemmelse af, at noget usynligt opmærksomt iagttog ham. Lidt mod, en ligefrem benægtelse af at han var bange, havde været tilstrækkeligt ikke bare til at gøre en ende på dem, men også til at kvæle det, der havde forårsaget dem. Han holdt sine tanker vel i tømme, han ville ikke engang gætte på, hvad der havde været grunden til hjemsøgelsen. Sommetider mens skridtene endnu plagede ham, havde han søgt efter, hvad der kunne forårsage dem. Han havde spekuleret på, om den skingrende orientalske heks, der nedkaldte forbandelser over ham, på en eller anden måde havde slået rod i hans sind. Men nu var det forbi og færdigt. I julen ville han tage et par dage fri fra arbejdet, hvis det var overanstrengelse, der havde ligget til grund for det hele, og måske ville det være klogt at være en lille smule tilbageholdende med klubbens cognac.

Juleaften sad han og hans venner ved bridgebordet til lige omkring midnat, så tog de en drink, ønskede hinanden de traditionelle ting og spredtes. Cresswell overvejede, om han skulle tage en taxa hjem eller lade være, for den sag, han havde trasket hjemad med så ofte, var åbenbart overvundet, og han frygtede ikke mere for at skridtene skulle komme igen. Men han syntes, at han lige ville nyde sejrens palmer og gik til fods.

Han kom hen til det sted på sin spadseretur, hvor han første gang havde hørt fodtrinene. I nat var der som sædvanligt ingen, og han standsede et øjeblik og så sig sikkert og og koldblodig omkring. Det var en lys nat. Månen der næsten lige havde været fuld, skinnede klart, og det forbavsede ham at tænke på, at han havde forestillet sig noget rædselsvækkende i den rolige, pæne gade. Ikke langt borte fra lød lyden af kirkeklokkerne, der kimede julemorgen ind. De havde sikkert haft midnatsmesse. Han indåndede tilfreds natteluften, smed cigarstumpen ud på gaden og gik videre.

Pludselig følte han det, som om hjertet for op i halsen på ham, for bag sig hørte han igen de skridt, som han troede, han havde fået gjort tavse for bestandig. Til at begynde med lød de svage, men i nat kom de stadig nærmere i stedet for at holde den faste afstand. De lød stærkere og mere distinkte, lige til de var tæt inde på ham. Nærmere og nærmere kom de og halede stadig ind på ham, og nu fejede noget forbi ham, uden dog helt at røre ved ham. En mandsskikkelse i europæisk tøj med hovdet indhyllet i et shawl.

“Halløj, du der,” råbte Cresswell. “Er du den slyngel, der følger efter mig, og slipper mig af syne igen, hvad? Jeg vil ikke vide mere af dine forbandede heksekunster. Lad mig se, hvordan du ser ud!”

Skikkelsen, der nu var to, tre meter foran ham, standsede brat op ved lyden af hans stemme og vendte sig. Shawlet skjulte hans ansigt, bortset fra en lille revne mellem dets kanter. “Nå, så du forstår engelsk,” sagde Cresswell. “Og nu vil jeg være taknemlig, hvis du vil fjerne det shawl fra ansigtet, så jeg kan se, hvem det er, der har forfulgt mig.”

Manden løftede hænderne op til shawlet og kastede det tilbage fra ansigtet. Månen skinnede på hans ansigt, som slet ikke var et ansigt! Kun et stykke glat, gulligt kød, der strakte sig fra øre til øre, tomt som ydersiden af et æg, uden øjne og næse og mund. Fra den øverste ende af shawlet, der hvor det lå hen over panden, stak et par grå hårtjavser ud.

Cresswell stirrede, og en bølge af panik trængte helt ind i sjælen. Han udstødte et lille, tyndt hvin og begyndte at løbe, mens han hele tiden dødsens angst lyttede, om det navnløse, ansigtsløse væsens fodtrin stadig fulgte efter ham. Han måtte løbe, løbe, for at komme væk fra det væsen fra helvede, der havde manifesteret sig for ham.

Så opdagede han lige foran sig lyset fra kirken, og dér kunne han måske finde tilflugt. Døren var åben, og han løb op ad trappen. Lige indenfor stod der nogle lys og brændte på alteret i et sidekapel, og han kastede sig på knæ. Ikke i mange år havde han forsøgt at bede, og i sin sjælepine kunne han nu kun plaprende hviske: “Åh, min Gud, åh, min Gud!” Om og om igen sagde han det.

Efterhånden kom der en smule selvbeherskelse tilbage. Der hang helgenbilleder, der var et helligt billede over alteret, en lugt af røgelse i luften. Her var sikkert beskyttelse, en magt, der kunne komme mellem ham og det rædselsfulde ansigt. En slags ro overvandt hans panik, og han begyndte at se sig omkring.

Kirken var mørkere, end den havde været, da han kom ind i den, og han så nu, at nogle af de brunklædte ordensbrødre med munkekutter på bevægede sig stilfærdigt omkring og slukkede lysene. Lysene på alteret foran ham brændte stadig klart. Og nu så han, at en af de munkekutteklædte væsener kom tæt hen til ham, som om han ventede på, at han skulle blive færdig med sin andagt. Cresswell var rolig nu, hans rædsel var helt forsvundet, og han rejste sig op.

“Jeg har haft en frygtelig forskrækkelse, Fader,” sagde han til munken. “Jeg så noget lige nu ude på gaden, som må komme fra helvede.” Skikkelsen vendte sig lidt mere om mod ham; kutten skjulte helt hans ansigt, og stemmen lød dæmpet. “Virkelig, min søn,” sagde han. “Fortæl mig, hvad det var, der gjorde dig så bange.”

Cresswell kunne mærke, at noget af hans paniske angst var ved at vende tilbage. “En mand passerede forbi mig, mens jeg var på vej hjem,” sagde han, “og jeg bad ham standse og lade mig kaste et blik på ham. Han havde et shawl omkring hovedet, og det kastede han tilbage fra ansigtet. Åh, min Gud, det ansigt!”

Munken løftede hurtigt hænderne og greb fat i kanten af kutten. Så kastede han den med en rask bevægelse væk fra ansigtet. “Var det sådan et ansigt?” spurgte han.

Trykt i The Windsor Magazine, december 1926
Originaltitel: The Step

Kort om Edward F. Benson

Født den 24. juli 1867
Død den 29. februar 1940

Læs mere på Wikipedia

Den hængte af Edward Frederick Benson

Edward F. Benson
By from Harper’s Weekly – The New York Public Library, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=23861754

Jeg havde fortalt fader Denys Hanbury om en meget mærkelig seance, som jeg havde overværet nogle dage i forvejen. Mediet havde nævnt en hel række ting, der ikke var kendt af andre end mig og en af mine venner, som nylig var død og som, efter hvad mediet sagde, var til stede og talte til mig igennem hende. Naturligvis var en sådan oplysning – set fra et strengt videnskabeligt synspunkt, der bør være det eneste gældende, når talen er om sådanne fænomener – ikke noget bevis for, at hun stod i forbindelse med min vens ånd, for alt det hun sagde kendte jeg i forvejen, og det kunne måske ved en eller anden telepatisk proces være blevet meddelt mediet fra min hjerne og ikke gennem den dødes medvirken. Hun talte ganske vist ikke med sin sædvanlige stemme, men med en stemme, der lignede hans meget. Imidlertid kendte jeg jo også hans stemme, den var i min erindring såvel som de ting, hun havde sagt. Alt dette måtte derfor, som jeg bemærkede til fader Denys, udelukkes som positivt bevis for, at der var kommet meddelelser fra den anden side af graven.

“En telepatisk forklaring kunne nok tænkes,” sagde jeg, “og vi må acceptere enhver forklaring, der dækker kendsgerningerne, før vi slutter, at den døde påny er kommet i forbindelse med den materielle verden.”

Der var varmt i stuen, men jeg så, at han gyste let, og idet han trak sin stol lidt nærmere hen til ilden, holdt han sine hænder hen foran flammerne. De var værd at lægge mærke til, de hænder. De var smukke og udtryksfulde og de lignede Albrecht Dürers bedende hænder, flammerne skinnede igennem dem som rosenrødt alabaster. Han rystede på hovedet. “Det er noget meget farligt at prøve på at komme i forbindelse med de døde,” sagde han. “Når man tilsyneladende kommer i berøring med dem, risikerer man i stedet at komme i forbindelse med frygtelige og farlige magter. Studer bare telepati, for det er en af de sindets gåder, som vi har lov til at udforske ligesom enhver anden af naturens vidunderlige hemmeligheder. Men jeg afbrød Dem. De sagde, at der skete noget mere. Fortæl mig om det.”

Nu kendte jeg fader Denys’s mening om disse ting og beklagede den. Han mener, som hans kirke byder ham, at det er umuligt at etablere en forbindelse med de dødes ånder. Når det alligevel af og til hænder, hvad det jo vitterligt gør, så er man i virkeligheden i forbindelse med en slags dramatisk dæmon, der optræder som den dødes ånd. Denne opfattelse har altid forekommet mig uhyrlig, uden grundlag som den er, og der er, så vidt jeg kan se, ikke noget i den kristne lære, som berettiger et sådant synspunkt.

“Ja! Nu kommer det mærkelige,” sagde jeg. “For mediet, der stadig talte med min vens stemme, fortalte mig noget, som jeg øjeblikkelig anså for usandt. Det kunne altså ikke være blevet overført ad telepatisk vej fra mig. Da seancen var forbi, slog jeg op i min vens dagbog, som var blevet overladt mig efter hans død og som netop var blevet sendt til mig af hans eksekutorer og stadig lå uåbnet. Der fandt jeg en optegnelse, som viste, at det, mediet havde sagt, var fuldstændig korrekt. En vis begivenhed – som jeg ikke behøver at komme nærmere ind på – havde fundet sted nøjagtigt som hun havde meddelt, skønt jeg ville have svoret på det modsatte. Mediet kan altså ikke have det fra mig, og der er, så vidt jeg kan se, ikke andre kilder, hun kunne have det fra – undtagen min ven. Hvad siger De til det?”

Han rystede på hovedet. “Det ændrer på ingen måde min opfattelse,” sagde han. “Den oplysning kom fra et eller andet ulegemligt væsen, forudsat at den ikke kom fra Deres egen tankeverden. Men den kom ikke fra Deres vens ånd. Den kom fra en ond og frygtelig magt.”

“Hvorfor nu antage det?” spurgte jeg. “Det er da meget enklere at sige, at den døde under visse omstændigheder kan komme i forbindelse med os. Hvorfor blande djævelen ind i det?”

Han så på uret. “Det er ikke så sent endnu,” sagde han. “Hvis De har lyst til at høre på mig en halv times tid, skal jeg forsøge at forklare Dem hvorfor.”

Resten af min historie er, hvad fader Denys fortalte mig, og hvad der skete umiddelbart efter.

“Selv om De ikke er katolik,” sagde han, “tænker jeg, at De er enig med mig, hvad angår helligheden og ukrænkeligheden af skriftemålet, som spiller en meget stor rolle inden for vor kirke. En sjæl, der er tynget af sin synd, kommer til sin skriftefader i bevidstheden om, at han taler med én, som har magt til at skænke eller nægte tilgivelse, men som aldrig af nogen tænkelig grund vil hentyde til eller tale om det, der er blevet fortalt ham. Hvis der var den ringeste risiko for, at andre skulle få noget at vide om den angrendes skriftemål, når han da ikke selv bestemte sig til at gentage det for at sone sin brøde, ville ingen overhovedet komme for at skrifte. Kirken ville miste sin stærkeste magt over menneskers sjæle, og mennesker selv ville miste den trøst, det er at vide, at deres synder bliver tilgivet dem. Naturligvis kan præsten nægte syndsforladelsen, hvis han ikke er overbevist om, at han har at gøre med en virkelig angrende. Og før han giver syndsforladelsen, kan han kræve, at den angrende, så vidt det er ham muligt, gør det onde godt igen. Hvis han har profiteret af sin uærlighed, må han erstatte det. Hvilken forbrydelse han end har begået, må han bevise, at hans anger er ægte. Men jeg tror, De er enig med mig i, at en præst ikke i noget tilfælde, hvad end resultatet af hans tavshed må blive, kan gentage, hvad der er blevet fortalt ham. Ved at gøre det forhindrer han måske en eller anden oprørende uret, men det er umuligt for ham at gøre det. Skriftemålets tavshedsløfte er ukrænkelig, og lader sig ikke på nogen tænkelig måde diskutere.”

“Det vil i visse tilfælde kunne få de frygteligste konsekvenser,” sagde jeg. “Men jeg giver Dem ret.”

“Det har tidligere haft de frygteligste konsekvenser,” sagde han “men det angår ikke princippet. Og nu skal jeg fortælle Dem om et skriftemål, som jeg engang blev betroet.”

“Hvor kan De det?” sagde jeg. “Det er da umuligt?”

“Af visse grunde, som jeg senere skal komme tilbage til,” sagde han, “påhviler der mig ikke mere nogen tavshedspligt. Men det er ikke det væsentlige i min historie. Det er at advare Dem mod at prøve at etablere forbindelse med de døde. Tegn og varsler, stemmer og genfærd synes at komme til os fra dem, men hvem sender dem? De skal få at se, hvad jeg mener.”

Jeg satte mig til rette for at lytte.

“De husker sikkert kun utydeligt, hvis De overhovedet husker det, et mord, der blev begået for et år siden, da en mand ved navn Gerald Selfe mødte døden. Der var ikke nogen spændende mystik ved det, ikke noget romantisk tilbehør, og det vakte ingen opsigt.

Selfe var en mand med udsvævende vaner, men han indtog en betydningsfuld stilling i samfundet og det ville have været katastrofalt for ham, hvis hans private uregelmæssigheder var kommet for dagen. Han havde i nogen tid før sin død modtaget pengeafpresningsbreve, der omhandlede hans forhold til en gift kvinde, og han havde meget fornuftigt overgivet sagen til politiet. De havde forfulgt visse spor, og dagen før Selfes død havde en af embedsmændene i kriminalpolitiet skrevet til ham, at alting tydede på, at det var hans egen tjener, der var den skyldige.

Tjeneren var en ung mand ved navn Alfred Wadham. Han var først for nylig trådt i tjeneste hos Selfe og hans fortid var temmelig blakket. Politiet havde lagt en fælde for ham og angav nu detaljerne i planen, idet det foreslog, at Selfe selv skulle bringe den til udførelse, hvilket han havde held til allerede en time efter. Denne oplysning samt den detaljerede instruktion blev sendt i et brev, som efter Selfes død blev fundet i en af hans skrivebordsskuffer, der bar tydelige mærker af at være blevet brudt op. Kun Wadham og hans herre sov i lejligheden, og hver morgen kom der en kone, som lavede morgenmad og gjorde rent. Selfe spiste frokost og middag i sin klub eller i restauranten i stueetagen, og her spiste han den pågældende aften.

Da konen kom den næste morgen, stod døren til lejligheden på vid gab, og Selfe lå død på gulvet i dagligstuen med halsen skåret over. Wadham var forsvundet, men der var vand i hans toiletspand, og det var farvet af blod. Han blev fanget to dage senere og omgående taget i forhør. Han havde haft en fornemmelse af, fortalte han, at han var gået i en fælde, og mens Mr. Selfe spiste til middag, havde han gennemrodet hans skrivebord og fundet brevet fra politiet, der bekræftede hans mistanke. Han foretrak derfor at stikke af, og han forlod lejligheden den samme aften, før hans herre kom tilbage fra middagen. I vidneskranken blev han naturligvis underkastet et indgående krydsforhør og modsagde sig selv på adskillige punkter. Endelig var der jo det fældende indicium på hans værelse, og motivet til forbrydelsen var tydeligt nok. Efter lange overvejelser erklærede nævningene ham for skyldig, og han blev dømt til døden. Han appellerede omgående, men hans appel blev ikke taget til følge.

Wadham var katolik, og eftersom det er mit hverv at tilse de katolske fanger i det fængsel, hvor han sad som dødsdømt, talte jeg ofte med ham og bønfaldt ham om for hans saligheds skyld at tilstå sin brøde. Men skønt han var ivrig efter at tilstå sine andre misgerninger – af hvilke nogle unddrager sig omtale, så frygtelige var de – fastholdt han dog sin uskyld med hensyn til mordet. Intet kunne rokke ham, og skønt han, så vidt jeg kunne dømme for alvor angrede sine andre misgerninger, svor han over for mig, at det, han havde fortalt i retten – til trods for de selvmodsigelser, han havde viklet sig ind i – i alt det væsentlige var sandt, og hvis han blev hængt, ville det være justitsmord.

Lige til den sidste eftermiddag, han levede, da jeg sad hos ham i to timer og prøvede at overtale ham, hævdede han sin uskyld. Hvorfor skulle han gøre det, med mindre han virkelig var uskyldig, når han ellers var så ivrig for at skrifte sine andre synder? Jo mere jeg grundede over det, des mere uforklarligt fandt jeg det, og den eftermiddag begyndte jeg at tvivle på, at han var den skyldige. Det var en frygtelig tanke, for han havde levet i synd og brøde, og i morgen skulle han dø.

Jeg skulle være i fængslet igen den næste morgen før klokken seks, og jeg havde endnu ikke besluttet, om jeg skulle give ham sakramentet. Hvis han gik i døden som morder men nægtede at skrifte, havde jeg ingen ret til at give ham det. Men det var lige så forfærdeligt at nægte ham det, hvis han var uskyldig.

På vejen ud talte jeg med en af fangevogterne, og det, han sagde, nærede min tvivl. “Hvad mener De om Wadham?” spurgte jeg. Han gik lidt til side for at lade en mand, som nikkede til ham, komme forbi. På en eller anden måde vidste jeg, at det var bøddelen. “Jeg holder ikke af at tænke på det,” sagde han. “Jeg ved godt, at han blev erklæret for skyldig, og at hans appel blev afvist, men hvis De spørger mig, om jeg tror, at han er morder, så – nej, det tror jeg altså ikke.”

Jeg tilbragte aftenen alene. Da klokken var henved ti, skulle jeg netop til at gå i seng, da jeg fik besked om, at en mand ved navn Horace Kennion var nedenunder og gerne ville tale med mig. Han var katolik og havde engang været min ven, men visse ting var kommet til min kundskab, som gjorde det umuligt for mig at have mere med ham at gøre, og det havde jeg fortalt ham.

Han var ond – åh, misforstå mig ikke, vi gør allesammen onde ting til stadighed. Vort liv er en kæde af misgerninger, men han er den eneste, jeg nogensinde har mødt, der synes at elske ondskaben for dens egen skyld. Jeg gav besked om, at jeg ikke ville tale med ham, men han svarede tilbage, at hans ærinde var meget vigtigt, og så kom han op. Han ville gerne skrifte, sagde han, ikke i morgen, men nu, og hans skriftefader var bortrejst.

Som præst kunne jeg ikke afvise denne henvendelse. Og han skriftede for mig, at han havde dræbt Gerald Selfe. Et øjeblik troede jeg, at det var en grov spøg, men han svor på, at han talte sandt, og stadig under skriftemålets tavshedsløfte gav han mig en beskrivelse. Han havde spist middag sammen med Selfe den pågældende aften og bagefter var de gået op i hans lejlighed for at spille piquet. Selfe fortalte ham med et grin, at han var i færd med at få sin tjener i spjældet for pengeafpresning.

“I dag er han nok så kry,” havde Selfe sagt. “I morgen ved denne tid er han sikkert lidt bleg om næsen.” Han ringede på ham for at give ham besked om at sætte spillebordet frem, men så at det allerede stod parat, og han glemte, at hans ringen ikke blev besvaret.

Selfe og Kennion spillede højt, og de havde drukket en hel del begge to. Selfe tabte det ene spil efter det andet og beskyldte til sidst Kennion for at snyde. Så skændtes de drabeligt, indtil de gik løs på hinanden og Kennion i kampens hede tog en kniv, der lå på bordet, og stak den i halsen på Selfe. Kniven gik igennem halsåren og den store pulsåre, og i løbet af få minutter forblødte han. Så kom Kennion i tanker om den ubesvarede ringen og listede på tåspidserne hen til Wadhams værelse. Det var tomt, og de andre værelser i lejligheden var også tomme. Hvis der havde været nogen, ville han have sagt, at Selfe havde inviteret ham op, og at han havde fundet ham død. Men dette her var endnu bedre. Kennion havde kun nogle få blodpletter på sig, som han vaskede af i Wadhams værelse, hvorefter han hældte vandet i toiletspanden. Så forlod han lejligheden, idet han lod døren stå åben. Alt dette fortalte han mig i lige så få sætninger, som jeg nu har fortalt Dem det, og så så han på mig med et smilende ansigt.

“Og hvad skal jeg nu gøre, ærværdige fader?” spurgte han muntert. “Åh, Gud ske lov, at du har skriftet!” sagde jeg. “Vi kan endnu nå at redde en uskyldig mand. Du må melde dig til politiet med det samme.” Men allerede mens jeg talte, fyldtes jeg med bange anelser.

Han rejste sig smilende. “Det var en pudsig bemærkning!” sagde han. “Men det kunne aldrig falde mig ind.”

Jeg sprang op. “Så går jeg selv.”

Det lo han hånligt af. “Det tror jeg bestemt ikke,” sagde han. “Hvad med skriftemålets tavshedsløfte? Jeg bilder mig ind at krænke det, er så omtrent den alvorligste synd, en præst kan begå. Jeg skammer mig virkelig over dig, min kære Denys. Slemme dreng! Men det var måske kun din spøg, du mente det sikkert ikke.”

“Jeg mener det,” sagde jeg. “Du skal få at se, at jeg mener det.” Men jeg vidste godt, at jeg ikke mente det. “Alt er tilladt, når det gælder at frelse en uskyldig mand fra døden.”

Han lo igen. “Undskyld mig, men du ved jo meget godt, at det ikke passer,” sagde han. “I følge vor tro er der én ting, der er langt værre end døden, og det er sjælens fordømmelse. Du agter ikke at fordømme din. Jeg løb ingen risiko, da jeg skriftede for dig.”

“Men det er mord, hvis du ikke frelser denne mand,” sagde jeg.

“Ganske vist, men jeg har allerede ét mord på samvittigheden,” sagde han. “Man vænner sig hurtigt til det, og når man først er blevet vant til det, gør et mord fra eller til ikke så meget. Stakkels unge Wadham! Det er i morgen, ikke sandt? Nå, han får kun, hvad han har godt af. Pengeafpresning er noget modbydeligt noget.”

Jeg gik hen til telefonen og tog røret af.

“Det er virkelig meget interessant, dette her,” sagde han. “Walton Street er den nærmeste politistation. Du behøver ikke at forlange noget nummer, bare du siger: – Walton Street politistation. Men det kan du ikke gøre. Du kan ikke sige: – Jeg har en mand hos mig i øjeblikket, Horace Kennion, som har skriftet for mig, at han har myrdet Selfe. Så hvorfor bluffe! Hvis du virkelig gjorde det, ville jeg bare sige, at det ikke passede. Hvad gælder dit ord som præst, når du har brudt det hellige tavshedsløfte! Dit ord imod mit — latterligt!”

“Kennion,” sagde jeg, “for Guds kærligheds skyld og for den evige pines skyld, som selv du må frygte, meld dig selv! Hvad betyder det, om du eller jeg lever nogle år mere eller mindre, hvis vi går ind i evigheden med vore synders forladelse? Dag og nat vil jeg bede for dig.”

“Det er pænt af dig,” sagde han. “Men jeg tvivler ikke på, at du vil give Wadham syndsforladelse nu. Og hvad betyder det så, om han går ind i evigheden allerede klokken otte i morgen tidlig?”

“Hvorfor skriftede du så for mig,” spurgte jeg, “hvis du ikke havde i sinde at frelse ham og sone din brøde?”

“Det skal jeg såmænd gerne fortælle dig,” sagde han. “For ikke så længe siden var du temmelig modbydelig imod mig. Du sagde til mig, at ingen ordentlige mennesker ville omgås mig. Så slog det mig pludselig i dag, at det ville være morsomt at se dig i en rigtig knibe. Jeg har lidt sadistiske tilbøjeligheder, skal jeg sige dig, og jeg har moret mig dejligt i dag. Du er rigtig i klemme nu. Du ville hellere underkaste dig en hvilken som helst fysisk lidelse end denne sjælelige tortur. Det er vidunderligt, jeg – elsker det! Du skal have tak, kære Denys.”

Han rejste sig. “Jeg lod min taxa vente dernede,” sagde han. “Du får sikkert travlt i nat. Kan jeg hjælpe dig med noget?”

Der er visse sjælelige lidelser og nydelser, som ikke kan beskrives med ord, og jeg kan kun fortælle Dem, at jeg ikke kender noget helvede af skrupler, der kan sammenlignes med det helvede, som jeg befandt mig i. For selv igennem de bistreste skrupler kan vi se, at lidelsen er en nødvendig og gavnlig erfaring: kun gennem den kan vi renses for synd. Men denne kval var uden mål og uden mening.

Og så begyndte min hjerne langsomt at arbejde, og jeg gav mig til at spekulere på, om jeg ikke kunne gøre noget alligevel. Fra mit vindue så jeg, at lyset brændte i klokketårnet på Westminster. Underhuset havde altså møde endnu, og jeg kunne sikkert tillade mig at henvende mig til indenrigsministeren og fortælle ham, at jeg igennem et skriftemål havde erfaret, at Wadham var uskyldig. Han ville spørge mig om alle enkeltheder, og jeg kunne fortælle ham – og så forstod jeg, at jeg ikke kunne fortælle ham noget. Jeg kunne ikke sige, at morderen var gået med Selfe op i hans lejlighed, for derved kunne man måske finde ud af, at Kennison havde spist middag sammen med Selfe.

Men før jeg foretog mig noget, måtte jeg have råd og vejledning, og jeg gik hen til kardinalen, der havde sit hjem ved siden af kirken. Han var gået til ro, for det var over midnat, men da han erfarede, hvor presserende mit ærinde var, kom han ned og talte med mig. Jeg fortalte ham, hvad der var sket, uden at røbe det væsentligste, og hans svar var det, jeg havde ventet. Ganske vist kunne jeg måske nok tale med indenrigsministeren og fortælle ham om skriftemålet, men jeg måtte ikke med det mindste ord eller den ringeste antydning røbe noget, som kunne lede til en identificering. Personlig havde han ikke megen tiltro til, at henrettelsen kunne udsættes på grundlag af de oplysninger, jeg kunne give.

“Og hvad du end må lide, min søn,” sagde han, “vær sikker på, at du ikke lider, fordi du har handlet forkert, men fordi du har handlet rigtigt. Du fristes til at frelse en uskyldig mand, men det er djævelen, der frister dig, og hvad du end må tåle, fordi du ikke giver efter, så vid, at også dét er djævelens værk.”

Jeg opsøgte indenrigsministeren i parlamentet, men han erklærede, at han var ude af stand til at gøre noget, med mindre jeg fortalte ham det hele, hvilket han godt forstod, jeg ikke kunne.

“Han blev erklæret skyldig af nævningene og hans appel blev afvist,” sagde han. “Uden beviser kan jeg intet stille op.” Han sad og grundede et øjeblik, så sprang han op. “Du gode Gud, det er forfærdeligt!” sagde han. “Jeg tror Dem – det behøver jeg vist næppe at fortælle Dem – når De siger, at De har hørt dette skriftemål, men det beviser ikke, at det er sandt. Kan De ikke få fat i manden igen? Kan De ikke skræmme ham? Hvis De bare kan gøre et eller andet, som på nogen måde berettiger mig til at handle, lige til det øjeblik, da faldlemmen går, skal jeg udstede en benådning med det samme. Her er mit telefonnummer, ring mig op her eller i mit hjem når som helst.”

Jeg gik hen i fængslet før klokken seks om morgenen. Jeg fortalte Wadham, at jeg troede på hans uskyld, og jeg gav ham syndsforladelse. Han modtog den hellige nadver sammen med mig og gik uden at blinke i døden.”

Fader Denys tav.

“Jeg har været længe om at komme til det punkt i min fortælling,” sagde han,”som angår den seance, De talte om. Men De må kende alle disse ting for at forstå det, som jeg nu skal fortælle Dem. Jeg sagde, at disse budskaber og meddelelser fra de døde ikke kom fra de døde selv, men fra en ond og frygtelig magt, der agerer dem. De spurgte, ‘hvorfor blande djævelen ind i det?’ Det skal jeg sige Dem.

Da det var forbi, da faldlemmen kun var et gabende hul og rebet knagede og svingede, gik jeg hjem. Det var en mørk vintermorgen og til trods for den tragiske scene, jeg lige havde overværet, følte jeg mig rolig og fredfyldt. Jeg tænkte slet ikke på Kennion, kun på drengen – han var ikke stort andet – der måtte lide døden for en andens skyld. Jeg følte, han havde sonet sin egen brøde ved denne martyrdød. Og jeg var opfyldt af ydmyg taknemmelighed, fordi jeg havde fået styrke til at handle rigtigt. Havde Kennion nu ved min indgriben været i politiets hænder og Wadham i live, ville jeg have været brændemærket af den frygteligste forbrydelse en præst kan begå.

Jeg havde været oppe hele natten, og da jeg havde holdt min andagt, lagde jeg mig på min sofa for at få en smule søvn. Jeg drømte, at jeg sad i cellen hos Wadham og at han vidste, at jeg havde beviser for hans uskyld. Det var nogle få minutter, før han skulle dø, og udenfor på den flisebelagte gang lød der trin, som nærmede sig. Han hørte dem og rejste sig og pegede på mig. “De lader en uskyldig dø, selv om De kunne frelse ham,” sagde han, “det kan De ikke gøre, Fader Denys! Fader Denys!” skreg han, og skriget kvaltes i et gisp, da døren åbnede sig.

Jeg vågnede og vidste, at det var lyden af mit eget navn, der havde vækket mig, skriget lød endnu i mine ører, og jeg vidste, hvis stemme det var. Men jeg var ganske alene i mit stille tomme værelse, hvor daggryets blege lys nu nåede ind. Jeg havde kun sovet i få minutter, så jeg, men nu var enhver tanke om søvn blevet jaget på flugt, for et eller andet sted i nærheden af mig, usynlig, men frygtelig nærværende, stod den mand, jeg havde ladet gå til grunde. Og han kaldte på mig.

Lidt efter overbeviste jeg mig selv om, at jeg kun havde hørt hans stemme i drømme, hvilket var naturligt nok under de omstændigheder, og der gik nogle dage i fred og ro. Så en dag da jeg spadserede ad en solfyldt, befærdet gade, følte jeg en tydelig og frygtelig forandring i, hvad jeg vil kalde den psykiske atmosfære, der omgiver os alle, og jeg fyldtes med angst og onde forestilfinger. Og der kom Wadham gående imod mig på fortovet, munter og smilende. Han så på mig, og hans ansigt blev en maske af had. “Vi mødes forhåbentlig tit, fader Denys,” sagde han, da han gik forbi. En anden dag gik jeg hjem i skumringen, og da jeg trådte ind i mit værelse, hørte jeg pludselig lyden af et reb, der knagede og strammedes, og i vinduet hang hans legeme med dødshætten over hovedet og svingede i solnedgangen. Og undertiden når jeg sad med mine bøger, gik døren sagte op, og så vidste jeg, han var der.

Genfærdet eller dets symbol viste sig ikke ofte, ellers var min modstandskraft måske være vågnet, for jeg vidste, at det var djævelens værk. Men det viste sig med lange mellemrum, når jeg ikke var på vagt og troede, at jeg havde besejret det, og så følte jeg undertiden min tro vakle. Men forud for dets komme havde jeg altid denne følelse af, at onde magter omgav mig, og så sent som sidste søndag …”

Han brød af og skjulte ansigtet i sine hænder, som ville han værge sig mod et frygteligt syn.

“Jeg havde prædiket,” begyndte han påny, “og kirken var fuld. Jeg er mig ikke bevidst, at jeg tænkte på andet end at fremme den hellige sag, jeg talte for. Det var en morgengudstjeneste, og solen strømmede ind gennem de malede ruder og lyset brødes i brogede farver. Men midt under min prædiken formørkedes himlen af en vældig sky og samtidig kom denne frygtelige følelse af, at et uvejr nærmede sig. Det blev så mørkt, da jeg nærmede mig slutningen af min prædiken, at lyset i kirken måtte tændes. Der var en lampe på prædikestolen, hvor jeg havde anbragt mine papirer, og da den blev tændt, skinnede den lige ned på kirkestolen nedenunder. Og dér sad Wadham – det purpurrøde ansigt med de fremstående øjne vendte op imod mig, og rundt om halsen lå det kvælende reb. Min stemme svigtede mig et øjeblik, og jeg greb fat i pulten, da han stirrede på mig og jeg på ham. En rædsel, der var mørk som de fortabtes evige nat, lukkede sig om mig, for jeg havde ladet ham gå uskyldig i døden, og min straf var retfærdig.

Men som en stjerne, der strålede gennem en rift i dette sjælens uvejr, kom atter den lysende overbevisning, at jeg som præst ikke kunne have handlet anderledes. Og med den kom den sikre forvisning, at denne åbenbaring ikke kom fra Gud, men var djævelens værk og måtte bekæmpes og trodses, således som vi med foragt bekæmper en lumsk og indsmigrende fristelse. Det kunne derfor ikke være Wadhams ånd, jeg stirrede på, men djævelens blændværk. Så jeg tog øjnene fra ham og så igen på mine papirer og fortsatte med min prædiken, for det alene var mit kald.

Pausen havde forekommet mig at vare en evighed – jeg følte det, som om den lå udenfor tiden, men jeg erfarede bagefter, at man næppe havde mærket den. Og af mit eget hjerte lærte jeg, at det var ikke nogen straf, jeg led, men at det var min tro, der havde svigtet.”

Pludselig brød han af. Der kom et mærkeligt udtryk i hans øjne, da han fæstnede dem på døren, de lyste – ikke af frygt, men af vild, ubøjelig modstand.

“Nu kommer det,” sagde han til mig, “og hvis De ser eller hører noget, så vis Deres foragt, for det er det onde.” Døren gik langsomt op og blev lukket igen, og skønt intet synligt kom ind, følte jeg dog, at der nu var et væsen i værelset foruden fader Denys og mig. Det virkede på mig lige som en frygtelig lugt af forrådnelse virker på én fysisk. Jeg blev syg om hjertet ved det. Så bemærkede jeg, skønt jeg stadig intet kunne se, at værelset, der havde været varmt og hyggeligt med en flammende kulild i kaminen, blev koldt og at en underlig formørkelse slørede lyset. Tæt ved mig på bordet stod en elektrisk lampe, dens skygge flakkede i den iskolde træk, og dens lysende tråd var ikke længere hvidglødende, men rød og mat som gløderne i kaminen.

Fader Denys sad ret op i sin stol med øjnene rettet mod noget, som var usynligt for mig. Hans læber bevægede sig mumlende, og hans hænder knugede om krusefikset. Og nu så jeg det, som jeg vidste, han også så. Et ansigt trådte frem af mørket foran ham. Et ansigt, der var opsvulmet og purpurrødt og med tungen hængende ud af munden, og som den hang der, svingede den frem og tilbage. Det blev tydeligere og tydeligere, som det hang der i rebet, der nu også blev synligt for mig, og skønt det var et genfærd af en forekom det ikke dødt, men mærkeligt levende, og den ånd, der på en så forfærdelig måde gav det liv, var ikke et menneskes, men en djævels.

Pludselig rejste fader Denys sig, og hans ansigt var ikke en tomme fra den hængtes. Han løftede sine hænder med det hellige tegn. “Vig bort til din pine,” råbte han, “indtil den barmhjertige Gud udfrir dig og skænker dig dødens evige ro.”

Der lød en jamren i luften, et vindstød fik væggene i stuen til at skælve, og så vendte lyset og varmen atter tilbage, og vi var igen alene. Fader Denys’s ansigt var hærget og mærket af den kamp, han havde udstået, men det udstrålede et lys, som jeg aldrig har set hos noget menneske før.

“Det er forbi,” sagde han. “Jeg så det svinde og visne for den almægtiges magt, og Deres øjne fortæller mig, at De også så det. Nu ved De, at det, der viste sig i menneskeform, var det onde.”

Vi talte lidt sammen endnu, så rejste han sig for at gå. “Åh, det er sandt!” sagde han, “De ville gerne vide, hvordan jeg kunne betro Dem, hvad der var blevet fortalt mig under et skriftemål. Horace Kennion døde i morges for egen hånd. Han havde overladt sin sagfører en pakke, der skulle åbnes efter hans død, med instruktioner om at indholdet skulle offentliggøres i aviserne. Jeg så det i en aftenavis, og det var en detaljeret beskrivelse af, hvordan han dræbte Gerald Selfe. Han ønskede, at så mange som muligt skulle vide det.

“Men hvorfor dog det?” spurgte jeg.

Fader Denys tøvede. “Han var vel stolt af sin ondskab,” sagde han. “Han elskede den, som jeg har fortalt Dem, for dens egen skyld, og han ønskede, at alle skulle kende den, så snart han selv var vel af vejen.”

Trykt i Britannia, december 1928
Originaltitel: The Hanging of Alfred Wadham

Kort om Edward F. Benson

Født den 24. juli 1867
Død den 29. februar 1940

Læs mere på Wikipedia

Mr. Tallent går igen af Mary Webb

Mary Webb
By Unknown – http://www.library.unt.edu/rarebooks/finding-aids/the-mary-webb-collection/the-mary-webb-collection/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=5639171

Jeg mødte Mr. Tallent første gang i eftersommeren 1906 på en lille ensom kro højt oppe i bjergene. For de indfødte i disse egne adskiller regnvejrsdage sig ikke meget fra andre dage, eftersom hver dag er optaget af arbejde, enten det er smukt vejr eller regnvejr. Men for turisterne er regnvejrsdage kedelige. Jeg havde kedet mig i næsten en uge og tænkte stærkt på at vende tilbage til London, da Mr. Tallent dukkede op. Og fordi jeg ikke kunne placere Mr. Tallent eller definere ham til min tilfredshed, vakte han min nysgerrighed, for en sagfører skulle gerne kunne bedømme folk i løbet af et par minutter.

Jeg så ikke Mr. Tallent ankomme, og jeg lagde heller ikke mærke til ham, da han trådte ind i stuen. Jeg kikkede op, og så stod han der, i den lille varme skænkestue, hvor ilden flammede i kaminen. Han stod og læste i et manuskript og bevægede samtidig læberne let. Han så på en gang distingveret og ubetydelig ud. Han var meget mager og over 180 cm høj. Hans hår og øjne var af ubestemmelig farve, hans tøj fortalte ikke noget, hans hænder så slappe ud og hans fødder vendte en smule opefter. Det mest bemærkelsesværdige ved ham var et udtryk af passiv og ubøjelig stædighed.

Jeg hilste på ham og spurgte, om han havde en avis, da han så ud til at komme fra civilisationen.

“Nej,” svarede han stilfærdigt, “nej, jeg har kun dette manuskript.”

Nu er jeg i reglen lige så bange for et manuskript som en hare for en hund. Eftersom jeg engang har været kritiker, er jeg altid udsat for at modtage pakker med manuskripter, som jeg skal udtale mig om. Jeg kunne altså have skånet mig selv og en halv snes andre mennesker for noget, som skulle vise sig at blive en frygtelig, en grufuld mare. Men dagen havde været så kedelig, og da jeg allerede havde pløjet mig gennem ‘Landmandens Almanak’ og ‘Zions klagesange’, havde jeg ikke andet at læse. Altså spurgte jeg “Er det Deres eget?”

“Ja, det er det,” svarede Mr. Tallent beskedent.
“Må jeg have lov?” spurgte jeg, vel vidende at han kun ønskede, at jeg skulle læse det.
“Hvor er det venligt af Dem!” udbrød han. “De er en fremmed, og De kender intet til mine håb og ønsker, og dog er De villig til at påtage Dem et så byrdefuldt hverv.”
“Det er ikke noget at tale om,” svarede jeg med en nervøs latter.
“Jeg tror nok,” mumlede han, idet han trådte nærmere og så at sige tog mig i besiddelse, da hans høje skikkelse ragede op over mig, “jeg tror nok, det er bedst, hvis jeg læser det op for Dem. Jeg har ord for at være en temmelig god oplæser.”

Jeg sagde, at det ville glæde mig, idet jeg samtidig trøstede mig med, at vi i hvert fald skulle spise til aften senest kl. 21. Jeg vidste på forhånd, at jeg ikke ville synes om hans oplæsning.

Han stillede sig foran kaminhylden.

“Dette,” sagde han, “skal være min scene.” Så begyndte han at læse.

Jeg ville ønske, at jeg kunne beskrive Dem denne langsomme, udtryksløse stemme, der blev ved og ved. Det var en stemme, som jeg dengang, ikke kunne finde nogen sammenligning til. Nu ved jeg, at den lød som en kedelig foredragsstemme i højtaleren. I begyndelsen lyttede man og opfattede endog ordenes betydning. Jeg opfattede de første seks kapitler, som var dræbende kedsommelige. Jeg fik fat i hele sceneriet, personerne, de udramatiske begivenheder, og jeg regnede med, at der efterhånden måtte ske noget. Jeg troede, at personerne ville udfolde sig, gøre frygtelige ting eller udføre store og ædle gerninger. Men de foretog sig intet.

Der skete ingenting! Bogen var triviel, formløs, ikke engang så levedygtig at den kunne begynde. Den var kun et forvredet udtryk for en negativ personlighed med et utal af banale, lånte forslidte idéer. Han sagde altid, hvad man ventede, at han ville sige. Man vidste nøjagtig, hvad alle hans personer ville gøre. Man ventede på de uundgåelige pinligheder som på det stadigt tilbagevendende jag af smerte, når man har tandpine. Jeg troede, at han ville holde op, når der var gået et stykke tid, for det plejer selv de mest anmassende personer at gøre, idet de undskylder sig og samtidig tydeligt nok forventer, at man skal sige “Fortsæt endeligt!”

Det var ikke nødvendigt i dette tilfælde. Det var simpelthen umuligt. Den langsomme, monotone stemme fortsatte uden en eneste pause med en grammofons ulidelige utrættelighed. Jeg sad og længtes efter, at han skulle hviske eller råbe – bare et eller andet, der kunne bryde denne kedsomhed. Jeg prøvede at tænke på andre ting, men dertil læste han for tydeligt. Jeg kunne ikke holde ud at høre på ham mere, men jeg kunne heller ikke blive fri. Jeg har aldrig oplevet en aften som den. Og som om skæbnen ville det, kaldte pigen os ikke til bords, før klokken nærmede sig 22! Timerne sneglede sig af sted.

Til sidst sagde jeg “Kunne vi ikke holde en lille pause, bare et par minutter?”
“Hvorfor?” spurgte han.
“Så kunne vi … så kunne vi drøfte Deres manuskript,” mumlede jeg udmattet.
“Da ikke nu på det mest spændende sted,” svarede han. “Kan De ikke se, at jeg har bygget min handling sådan op, at den når sit dramatiske højdepunkt netop nu? Alle personerne venter spændt på tragediens kulmination.”

Han fortsatte sin oplæsning. Jeg fortsatte med at vente på tragediens kulmination. Men der var ingen tragedie. Jeg havde en bragende hovedpine. Stemmen strømmede ustoppeligt – ud over mig, ud over stuen, ud over hele verden. Jeg følte det, som om den ville skylle mig ind i evigheden. Jeg opdagede, at jeg sad og tænkte “Hvis hun ikke snart kommer med aftensmaden, slår jeg ham ihjel!”

Jeg tænkte det på samme instinktive måde, som man tænker på at slå en ørentvist eller en myg ihjel. Jeg søgte tilflugt i tankerne om, hvordan jeg skulle gøre det. Det opslugte mig helt. Det satte mig i stand til at frigøre mig fuldstændigt for meningen i det, han læste op. Jeg overvejede alle de muligheder, der stod mig åbne: Kvælning, brødkniven på bufféten, hængning. Jeg svælgede i dem. Jeg begyndte næsten at føle mig lykkelig, da oplæsningen pludselig standsede.

“Nu kommer hun med aftensmaden,” sagde han. “Så kan vi drøfte manuskriptet. Bagefter skal jeg læse det færdigt.”

Det gjorde han. Og bagefter fortalte han mig alt om sit testamente. Han sagde, at han ville efterlade alle sine penge til en posthum udgivelse af sit manuskript. Han sagde også, at han gerne ville have mig til at sætte testamentet op for sig og i øvrigt være værge for manuskriptet.

Jeg svarede, at jeg ikke havde tid. Han svarede, at jeg kunne sætte testamentet op i morgen.

“Jeg skal rejse i morgen,” indskød jeg ærgerligt.
“De kan ikke komme af sted før om eftermiddagen,” sagde han triumferende. “I mellemtiden kan de sætte testamentet op. Og så behøver De ikke at gøre mere. De kan betale en kritiker for at læse manuskripterne. De kan betale en forlægger for at offentliggøre dem. Og derigennem bliver jeg husket.”

Han tilføjede, at hvis jeg stadig var i tvivl om deres litterære værdi, ville han læse et andet for mig.

Jeg gav efter. Ville enhver anden ikke have gjort det samme i mit sted? Jeg satte testamentet op, og efterlod en adresse, hvortil han kunne sende sit materiale, og forlod kroen.

“Gud ske lov!” sukkede jeg lettet, da en drejning af vejen skjulte ham for mine øjne. Han stod på dørtrinnet og læste noget, han kaldte et hyrdedigt, for en stor, kraftig hestehandler, som havde forlangt en morgenbitter. Jeg måtte smile ved tanken om, at han sikkert fik adskillige flere, end han havde bestilt.

Derefter glemte jeg Mr. Tallent. Jeg hørte intet til ham i nogle år. Jeg kikkede af og til bogkatalogerne igennem for at se, om der var nogen, der havde befriet mig for mit hverv med at udgive Mr. Tallent. Men det var der ikke.

Først ca. 10 år senere, da jeg lå på hospitalet, hjemsendt fra fronten som såret, mødte jeg Mr. Tallent igen. Jeg var rekonvalescent og sad i solen sammen med nogle andre gutter, da døren stille gik op og Mr. Tallent listede ind. Han læste for os i to timer. Han huskede mig og havde ikke så lidt at meddele os om sammentræf. Da han var gået, sagde jeg til sygeplejersken: “Hvis De lukker den fyr ind igen, mens jeg er her, slår jeg ham ihjel!”

Hun lo hjerteligt, men kammeraterne var alle sammen enige med mig, og han kom i hvert fald aldrig mere. Ikke længe efter så jeg hans dødsannonce i avisen.

“Stakkels fyr,” tænkte jeg, “det har han for sin oplæsning. Der er åbenbart en eller anden, der har tabt tålmodigheden. Nå, nu kommer han i hvert fald aldrig til at læse for mig mere.”

Så kom jeg i tanke om manuskripterne, og det slog mig, at hvis han havde holdt sit ord, var mine trængsler først lige begyndt. Det var kun alt for sandt.

Først kom det obligatoriske brev fra en sagfører i den by, hvor han havde boet. Dernæst fik jeg besøg af den omtalte sagførers fuldmægtige, som medbragte en stor blikkasse.

“Den afdødes slægtninge er meget fortørnede,” sagde han, “der er ikke efterladt noget til dem. De siger, at manuskripterne er værdiløse, og at de efterlevende har krav på …”

Jeg spurgte, hvordan de kunne vide, at manuskripterne var værdiløse?
“Mr. Tallent har fra tid til anden læst dem højt.”
Det lykkedes mig at skjule et smil.

“Og de forlanger at dele ligeligt med – æh – manuskripterne. De truer med at anlægge sag og de har skaffet sig en responsa angående det tilrådelige i at forlange det materiale undersøgt, der er i Deres besiddelse.”

Jeg kiggede på kassen. Der var en atmosfære af Joanna Southcott omkring den. Jeg spurgte, om den var fuld?

“Fuldstændig! Maskinskrevne manuskripter. Det er nydeligt gjort.” Han tog nøglen frem, en kopi af testamentet og et forseglet brev.

Jeg tog kassen med mig hjem den samme aften. Styrket ved en middag, en god cigar og et glas portvin betragtede jeg den nærmere. Der er en egen skæbnesvanger atmosfære omkring sådan en kasse. Hvad enten den rummer ulykke eller velsignelse, øver den altid sin fortryllelse over mennesker. En tryllekunstners kuffert, et juvelskrin, en alabastkrukke med kostelig nardussalve, en kiste med brudelinned, en stensarkofag – hvilken sælsom mystik hviler der ikke over dem alle! Så da jeg lukkede Mr. Tallents kasse op, følte jeg det, som om jeg åbnede for en ånd. Og det gjorde jeg i virkeligheden også. Jeg havde allerede læst testamentet og brevet igennem og set, at formuen var temmelig stor. Brevet gentog blot, hvad Mr. Tallent havde fortalt mig. Jeg kiggede i nogle af manuskripterne. Øjeblikkeligt var det, som om Mr. Tallent selv var til stede og fyldte værelset med sin stemme. Jeg stirrede hen mod stuens mørke kroge og ventede næsten at se ham dukke frem derhenne. Efterhånden som jeg løb flere manuskripter igennem, blev jeg klar over, at det, Mr. Tallent havde valgt at læse for mig, var det bedste. Jeg ringede til Johnson og bad ham komme hen til mig. Han er et af den slags mennesker, som aldrig tjener penge. Han er freelance journalist, men har bevaret sin samvittighed, hvilket er uheldigt for ham. Jeg vidste, han ville blive glad for jobbet.

Han kom omgående. Han så henrykt på manuskripterne. For i sit hjerte er han kritiker, og det er hans store håb engang at støde på et mesterværk og bringe det for dagens lys.

“Du må hellere tage en halv snes stykker ad gangen og gå dem igennem,” sagde jeg. “Så kan du afgive din kendelse, når du er færdig.”
“Kommer det til at afhænge af mig, om det bliver udgivet!
Hvilke der bliver udgivet,” sagde jeg. “Nogle skal i hvert fald ud – ifølge testamentet.”
“Men hvis jeg nu finder dem værdiløse allesammen, ville de stakkels fyre så ikke få mere ud af pengene? Det er forbandet ubehageligt ikke at have penge.”
“Jeg skal se nærmere på det. Jeg er ikke sikker på, det er lovligt. Hvad med bedømmelsen f.eks.?”
“Den skal jeg nok tage mig af,” sagde Johnson temmeligt overlegen. “Og hvis jeg finder et mesterværk …”
“Hvis du finder et mesterværk, gamle dreng,” sagde jeg, “betaler jeg dig 100 pund.”

Han spurgte, om jeg havde tænkt på en forlægger. Jeg sagde, at jeg havde bestemt mig for Jukes, eftersom selv den mest umulige bog ikke kunne gøre hans ry værre end det var, og fordi pengene måske kunne redde hans kredit.

“Er det nu også fair overfor stakkels Mr. Tallent?” spurgte han. Tallent havde allerede fået tag i ham.
“Hvis du skulle komme til at ønske,” sagde jeg til afsked, “at du aldrig havde fået noget med det at gøre, må du huske, at han i det mindste aldrig har læst højt for dig, og det skal du være taknemmelig for.”

Der skete intet i en uge. Så begyndte der at komme breve fra Mr. Tallents slægtninge. Det var en frugtbar familie. De var allesammen fattige, meget vrede og inderligt uinteresserede i litteratur. De skrev ud fra alle mulige synspunkter, i alle mulige stilarter. Brevene lignede imidlertid allesammen hinanden i to ting – den fuldkomne mangel på litterær kvalitet og juridisk præsision.

Det tog en time dagligt at læse og besvare disse breve. Hvis jeg gav dem det mindste håb, følte jeg det straks, som om Mr. Tallent kredsede om mig, tavs og ængstelig og såret. Hvis jeg ikke gav dem noget håb, fik jeg omgående brev fra en eller anden sagfører. Jeg var åbenbart den eneste, der følte lidenskaben i Mr. Tallents ærrighed og drømme. Jeg blev bekendtgjort med, at sagførerfirmaer overalt i England ville anlægge sag. Der blev ødslet penge ud på at berøve Mr. Tallent hans udødelighed, men det viste sig senere, at Mr. Tallent kunne tage vare på sig selv.

Da Johnson kom efter mere af kassens indhold, sagde han, at der ikke var noget tegn på noget mesterværk endnu, og at manuskripterne var så dårlige, som de overhovedet kunne være.

“En rørende fyr, denne Tallent,” sagde han.
“Lad ham for Guds skyld ikke få krammet på dig, kære ven,” bønfaldt jeg ham. “Du må ikke give tabt. Han vil hjemsøge dig, som han hjemsøger mig, med sin utålelige lidenskab. Jeg tænker på ham og hans kasse ustandselig, akkurat som man tænker på et forsvar, der gælder liv og død. Når jeg sidder hjemme i min egen stue, kan jeg høre ham læse. Når jeg er lige ved at falde i søvn, drømmer jeg, at han svæver over mig som en uhyre flagermus. Hvis det lykkes mig at glemme ham et lille øjeblik, kommer der straks et brev fra en af hans elendige slægtninge og kalder mig tilbage til virkeligheden. Tag dig i agt for Mr. Tallent!”

Det er sikkert overflødigt at fortælle Dem, at han ikke fulgte mit råd. Da han var færdig med kassen, var han lige så underkuet af Mr. Tallent som jeg. Skønt han var bittert skuffet over, at der ikke var noget mesterværk, var han dog stadig loyal mod forfatteren, omend han følte sig pinlig berørt af de medlidenhedsvækkende breve, slægtningene nu var begyndt at sende ind til alle bladene.

“Jeg drømte,” sagde han en dag til mig (Johnson siger altid ‘drømte’ for han er kritiker og anser det for det fineste udtryk), “jeg drømte, at stakkels Mr. Tallent viste sig for mig i de sene nattetimer og indgående fortalte mig, hvordan enhver af hans ting kom til ham. Han sagde, de kom ligesom Kubla Khan.”
“Det må have taget hele natten,” sagde jeg.
“Det gjorde det også,” svarede han. “Og det har fået mig til at føle lede ved et mesterværk.”

Jeg spurgte ham, om han agtede at komme til generalforsamlingen.

“Generalforsamlingen?”
“Ja. Sagerne har udviklet sig sådan, at vi har været nødt til at indkalde til en generalforsamling. Der kommer ca. 100 mennesker. Jeg må invitere dem på middag bagefter. Jeg kan ikke så godt skrive det på den afdødes regning.”
“Gud fri mig vel! Det bliver dyrt.”
“Det gør det. Men forhåbentlig bliver vi enige om et og andet. Det skulle glæde mig.”

“Du ser ikke rask ud, gamle dreng,” sagde han. “Du er vist temmelig udkørt.”
“De er jeg,” sagde jeg. “Tallent plager mig ustandselig. Kommer du så?”
“Gerne. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”
“Sandheden, hele sandheden …”
“Men det er så trist at tænke på, at den stakkels fyr har ofret sit liv på de fordømte … og så at de aldrig skal se dagens lys.”
“Det var værre hvis de skulle. Meget værre.”

“Det er en forbistret situation, min gamle ven!”
“Hvis jeg havde kunnet forudse, hvor forbistret,” sagde jeg, “havde jeg kvalt fyren deroppe i bjergene. Jeg har måtte ansætte to kontorister udelukkende til at tage sig af korrespondancen. Jeg har aldrig ro. Hele natten drømmer jeg om Mr. Tallent. Og nu hører jeg, at en af hans tuberkuløse slægtninge er død af skuffelse, fordi han ikke fik nogen af pengene, og hans kone har skrevet til mig, et vildt brev med trusler om at anklage mig for mord. Naturligvis er det noget sludder, men det viser, hvor hysteriske de allesammen er. Jeg føler mig temmelig ødelagt.”

“Du ville føle dig endnu mere ødelagt, hvis du havde læst den kassefuld.”
Det indrømmede jeg.

Vi havde et stormende møde. Det var ganske øjensynligt, at de mennesker virkelig trængte til pengene. Det var den slags kæmpende, forfordelte mennesker, som altid trænger til dem. Der var børn, som ventede på en chance i livet, gamle mennesker, som ventede på at blive skånet for døden en lille stund endnu, midaldrende, som ventede på at komme i gang med en eller anden forretning eller købe hyggelige små huse. Og udenfor det hele Mr. Tallent, som i sin immatrielle tilværelse formente dem de livets goder, han ikke selv behøvede mere.

Mens jeg sad og tænkte dette, så jeg tydeligt Mr. Tallent gå forbi vinduet til det lokale, jeg havde lejet til anledningen. Jeg rejste mig, jeg pegede, jeg råbte til dem om at følge efter ham. Manden selv i egen person.

Johnson kom hen til mig. “Tag den med ro, gamle dreng,” sagde han. “Du er overanstrengt.”
“Men jeg så ham virkelig,” sagde jeg. “Manden i egen person. Årsagen til hele miseren. Hvis jeg bare kunne få fat i ham!”

En af Tallents mange svogre, en læge, bemærkede at disse hallucinationer var meget almindelige, og at jeg øjensynligt ikke var særligt kvalificeret til at have ansvaret for pengene. Det gav mig et lille håb, indtil det fjols til Johnson begyndte at modsige ham og køre frem med tåbeligheder om min karriere. Han blev afbrudt af en gammel ryste-tante, der råbte:

“Kirken! Kirken!  Lad os spørge kirken! Der står noget i biblen om det, jeg kan bare ikke huske det i øjeblikket. Er der ikke nogen, der har en bibel?”
En gejstlig nevø tog et lommetestamente frem, og det opklaredes, at det hun havde ment var ‘Tag ti talenter’.

“Hvis jeg bare kunne tage én, frue,” sagde jeg, “det ville være nok.”
“Det står der også noget om,” svarede hun triumferende.
“Hør her! … Hvis nogen har én talent … Åh, der står alt i biblen.”

“Lad os komme til sagen,” bemærkede en af de tretten sagførere. “Om det står i bibelen eller ikke, om Mr. Tallent gik forbi vinduet eller ikke, det vedkommer alt sammen ikke det lovlige eller ulovlige i det, vi foreslår. Kendsgerninger er kendsgerninger. Den afdøde er død. De har pengene. Vi vil gerne have dem.”
“Jeg ville inderligt ønske, at De havde fået dem,” sagde jeg, “og at Mr. Tallent hjemsøgte Dem i stedet for mig.”

Mødet varede fire timer. Der blev fremsat de vildeste idéer. Et par sportsgale fætre til den afdøde foreslog at afgøre sagen ved en fodboldkamp – repræsentanter for de vordende arvinger på det ene hold og repræsentanter for manuskriptet på det andet. Det var dem umuligt at forstå, at denne fremgangsmåde ikke kunne få nogen indflydelse på det juridiske synspunkt. Johnson blev spurgt om sin mening. Han mente, at fra en kritikers synspunkt var manuskripterne det rene bavl. De så venligt på ham allesammen. Men just som han solede sig i denne atmosfære af velvilje og prøvede på at glemme Mr. Tallent, rykkede en kolosssal dame af Boadicea-typen ind på ham og tårnede sig over ham på en særdeles truende måde.

“Jeg har ikke læst de bøger, og jeg agter heller ikke at gøre det,” sagde hun, “men jeg ønsker at påtale ordet bavl, og jeg betragter det som en injurie. Jeg skal sige Dem, min gode mand, det er mig, der har bragt Mr. Tallent til verden!”

Jeg så på hende med ærefrygt og undren. Havde hun bragt det vidunder til verden! Men hvad så … hvem havde hun overbevist? … Jeg tog et tag i mig selv. Og netop som jeg afbrød mine betragtninger over Boadicea, så jeg Mr. Tallent gå forbi vinduet igen.

Jeg fór hen og prøvede at skubbe vinduet op. Men bygningen var beregnet til møder og ikke til mennesker. Vinduet lod sig ikke åbne. Jeg greb ilddrageren for at smadre glasset. Jeg har formodentlig set temmelig vanvittig ud, og eftersom alle de andre havde været alt for optaget af deres forretninger til at kikke ud af vinduet, var der ingen, der ville tro på, at jeg havde set noget.

“De må hellere gå hen på det nærmeste apotek og få noget bromid,” sagde lægen til Johnson. “Han er overanstrengt.”
Johnson, som var taknemmelig for at undslippe Boadicea, forsvandt allegro allegrissimo.

Omsider var mødet imidlertid forbi. Der blev vedtaget en resolution gående ud på, at vi skulle prøve at ordne tingene uden om domstolene. Vi skulle bøje os for seks fremtrædende jurister, fortrinsvis dommeres, kendelse. Vi skulle også underkaste os en fremragende kritikers bedømmelse af den historie, som Johnson anså for bedst egnet. I overensstemmelse med disse afgørelser skulle vi så dele pengene, eller lade tingene være som de var.

Jeg var meget modløs, da jeg gik hjem. Alle disse udtalelser og bedømmelser ville betyde endnu mere arbejde, endnu flere udgifter. Der var åbenbart ingen ende på det.

“Pokker stå i manden,” mumlede jeg, da jeg drejede om hjørnet til den gade, hvor jeg bor. Og der, lige på den anden side af gaden, gik manden selv. Jeg kunne næsten have grædt. Hvad havde jeg gjort, at guderne således skulle lege med mig?

Jeg skyndte mig efter ham, men han gik hurtigt, og et øjeblik efter drejede han ned ad en sidegade. Da jeg kom hen til hjørnet, var gaden tom. Siden gik der næppe en dag, uden at jeg så Mr. Tallent. Det gjorde mig frygtelig nervøs og urolig, og angsten for at blive vanvittig begyndte at slide på mig. Imidlertid fortsatte forhandlingerne. Det blev endelig bestemt, at halvdelen af pengene skulle deles mellem slægtningene. Nu troede jeg, der ville blive fred. Og det var der også i nogen tid – sådan da.

Men kun en måned efter denne dato hørte jeg fra en af sagførerne, at det var sket noget mærkeligt og foruroligende – to af arvingerne blev i den grad hjemsøgt af Mr. Tallent, at de var ved at miste forstanden. Jeg skrev og spurgte, under hvilken form spøgeriet fandt sted.

Han skrev tilbage, at de ustandseligt hørte Mr. Tallent læse højt af sine værker. Hvor end de var i huset, hørte de ham stadig. Jeg tænkte på, om han mon snart ville begynde at læse for mig. Hidtil havde han kun vist sig for mig. Hvis han nu begyndte at læse …

Få måneder efter hørte jeg, at de slægtninge, som det spøgte hos, var kommet på en sindssygeanstalt. Mens de var der, hørte de ingenting. Men nogen tid efter, da de var blevet udskrevet som raske, hørte de oplæsningen igen og måtte indlægges påny. På samme måde gik det efterhånden også de andre, men kun én eller to ad gangen.

I løbet af vinteren, to år efter hans død, begyndte det hos mig.

Jeg gik øjeblikkeligt til en nervespecialist, som konstaterede et akut nervesammenbrud og anbefalede mig at tage på et ‘hjem’. Men det afslog jeg. Jeg ville kæmpe med Mr. Tallent til den bitre ende. Seks af arvingerne lå nu på ‘hvilehjem’, og de penge, de havde haft, var brugt.

Jeg overvejede tingene. Han skulle øjensynlig manes i jorden. Men hvordan, hvornår og hvor skulle jeg finde ham? Jeg rådspurgte en spiritist, en præst og en kvinde, som havde en finere intuition end nogen anden, jeg kender. På grundlag af deres råd lagde jeg mine planer. Men det var Lesbia, der reddede mig.

“Få en mand, der løber godt, til at følges med Dem,” sagde hun. “I samme øjeblik Han viser sig, skal De lade Deres ledsager fare ned ad en sidegade og afskære ham vejen.”
“Men hvordan kan det …?”
“Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har min egen mening.” Hun sendte mig et klogt, lille smil.

Jeg gjorde, som hun havde rådet mig til, men min tålmodighed var nær sluppet op, inden jeg så Mr. Tallent igen. Oplæsningen fortsatte, men kun om aftenen når jeg var alene og om natten. Jeg inviterede gæster aften efter aften. Men når jeg var alene begyndte det.

Johnson foreslog, at jeg skulle gifte mig.

“Hvad mener De?” sagde jeg. “Skulle jeg tilbyde en kvinde et nervevrag, et hjem hvor vi aldrig kan føle os sikre, og måske et endeligt på et sindssygehospital?”
“Jeg ved i hvert fald én, som ville tage imod tilbuddet med kyshånd.”
“Vær nu ikke dum,” sagde jeg. Jeg var ikke oplagt til spøg. Det eneste, der interesserede mig, var at få sagen opklaret.

Tre år efter Mr. Tallents død så vi ham en aften på gaden. Min ledsager og jeg var gået tidligere ud, end vi plejede. Pludselig så vi ham haste ned gennem en lang gade, hvorfra der ikke førte nogen sidevej. Ved et skæbenens tilfælde kørte der netop en tom taxi forbi os. Vi råbte den an og steg ind. Vi standsede lige foran Mr. Tallents genfærd, sprang ud og kastede os over ham.

“Du gode Gud!” råbte jeg. “Han er massiv!”
Han var fuldkommen massiv og ikke så lidt forskrækket.

Vi satte ham ind i taxien og kørte ham hjem til mig.
“Og nu, Mr. Tallent!” sagde jeg, “nu skal De stå til regnskab for, hvad De har gjort.”
Han så forskræmt på mig, men hans blik var drømmende.

“Hvorfor er De ikke død?” var mit næste spørgsmål.
Han så ud, som om han følte sig såret. “Jeg har aldrig været død,” svarede han blidt.
“Det stod i aviserne!”
“Jeg satte det selv i. Jeg var i Amerika dengang. Det var meget let.”

“Og denne ustandselige forfølgelse af mig og den ondskabsfulde jagt på Deres ulykkelige slægtninge, som endte på sindssygeanstalten?” Jeg var ved at arbejde mig op i et sandt raseri. “Ved De, hvor mange af dem der er der nu?”
“Ja, det ved jeg. Meget interessant.”
“Interessant!”

“Ja, for sagens skyld,” sagde han. “De var måske ikke klar over, at jeg var passioneret psykoanalytiker, og at jeg ikke tog mine egne romaner højtideligt. De var faktisk kun et led i et eksperiment.”
“I himlens navn, hvilket eksperiment?”

“Hvilke, må De hellere sige,” sagde han, “for der var i virkeligheden mange eksperimenter.”
“Men hvad til, De fordømte gamle slyngel?” råbte jeg.
“Til min magnum opus,” sagde han beskedent.
“Og hvad er så Deres elendige magnum opus for noget, De gamle ondskabsfulde djævel?”

“Det vil blive berømt over hele verden,” sagde han tilfreds. “Alt dette har givet mig usædvanlig gunstige arbejdsvilkår. Det var så let at komme ind i husene hos mine slægtninge og eksperimentere med dem. Men det var beklageligt, at jeg ikke kun følge dem på sindssygeanstalten.”
Det bekymrede ham øjensynlig langt mere end den ulykke, han havde forvoldt.

“Så det var altså Dem, der læste hver gang?”
“Det var det.”
“Og det var Dem, der gik forbi vinduet, den dag vi diskuterede Deres testamente?”
“Ja. En overordentlig fornøjelig forestilling!”

“Og nu, gamle slyngel, før jeg afgør, hvad jeg skal gøre ved Dem, hvad er så dette magnum opus?

“Det er en afhandling,” sagde han med det tilfredse udtryk, der gjorde mig så rasende. “En afhandling, der vil overskygge alle tidligere værker på det felt, og dens titel er: En omfattende undersøgelse – med talrige eksperimenter – af den menneskelige tålmodigheds magt.”

Trykt i: The Ghost Book: Sixteen New Stories of the Uncanny, 1926
Originaltitel: Mr. Tallent’s Ghost

Kort om Mary Webb

Født: den 25. marts 1881
Død: den 8. oktober 1927

Læs mere på The Mary Webb Society

Øjnene af Edith Wharton

Edith Newbold Wharton
By Unknown – Beinecke Rare Book & Manuscript Library, Yale University [1], Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=10720587
I

Efter en udmærket middag hos vor gamle ven Culwin var vi blevet sat i spøgelsesstemning af Fred Murchards beretning — en beretning om en mærkelig selvoplevet hjemsøgelse.

Set gennem røgen fra vore cigarer og i det døsige skær fra kaminilden var Culwins bibliotek med dets egetræspaneler og mørke bogbind en god baggrund for overnaturlige historier, og da førstehånds oplevelser med spøgelser efter Murchards indledning var af den eneste slags, vi ville acceptere, begyndte vi at gennemgå selskabet og forlange et bidrag fra hver af de tilstedeværende. Vi var otte, og det lykkedes de syv — med større eller mindre held — at opfylde de stillede betingelser. Det forbavsede os alle at opdage, at vi kunne byde på et sådant udvalg af overnaturlige oplevelser, for ingen af med undtagelse af Murchard selv og unge Phil Frenham — hvis historie var den svageste af dem alle — havde for vane at sende vore sjæle på vandring i den usynlige verden. Stort set havde vi altså al mulig grund til at være stolte af vore syv bidrag, og ingen af ville have drømt om at vente et ottende fra vor vært.

Vor gamle ven, mr. Andrew Culwin, havde siddet tilbagelænet i sin lænestol og lyttet og misset med øjnene gennem røgskyerne som en velvillig, tolerant og klog gammel afgud. Han var en mand, ingen ville mistænke for at have overnaturlige kontakter, men på den anden side havde han fantasi nok til — uden misundelse — at nyde sine gæsters interessante oplevelser. Af alder og opdragelse var han hårdnakket positivist, og hans tænkemåde stammede fra dengang, kampen stod mellem det fysiske og det metafysiske. Men han var og havde altid først og fremmest været tilskuer, en humoristisk, objektiv iagttager af tilværelsens imponerende, forvirrede skuespil; engang imellem lettede han sig dog fra sit sæde for at tage kortvarig del i lystighederne bag kulisserne, men han havde aldrig — så vidt man vidste — vist ringeste ønske om at springe op på scenen og give et nummer.

Blandt hans jævnaldrende var der bevaret en ubestemt tradition om, at han i en fjern fortid under mere romantiske himmelstrøg var blevet såret i en duel; men dette frasagn svarede ikke bedre til det, vi yngre mænd kendte til hans karakter, end min moders påstand om, at han engang havde været “en charmerende lille mand med kønne øjne” svarede til, hvad man nu kunne genfinde i hans udseende.

“Han kan aldrig have lignet andet end et bundt pinde,” havde Murchard engang sagt om ham. “Eller måske snarere en selvlysende brændeknude” — og i denne beskrivelse genkendte vi med henrykkelse hans lille tætte krop, det røde glimt i øjnene i et ansigt, der lignede spættet bark. Han havde altid haft god tid og besiddet en ro, som han havde plejet og beskyttet i stedet for at ødsle bort på tomme, ligegyldige foretagender. Hans omhyggeligt værnede timer var blevet anvendt til højnelse af en i forvejen god forstand og til dyrkelse af nogle få skønsomt udvalgte interesser, og ingen af de forstyrrelser, der er almindelige i den menneskelige tilværelse, syntes at have formørket hans himmel. Men hans lidenskabsløse syn på universet havde ikke givet ham en højere mening om dette kostbare eksperiment, og hans studium af menneskene havde tilsyneladende resulteret i den opfattelse, at alle mænd var overflødige og kvinder kun nødvendige, fordi nogen jo skulle lave maden. Om vigtigheden af dette punkt var hans meninger bestemte, og gastronomi var den eneste videnskab han respekterede som et dogme. Det må indrømmes, at hans små middage var et stærkt argument til fordel for dette synspunkt, og desuden var de en af grundene — skønt ikke den vigtigste — til hans venners troskab.

Åndeligt udviste han en gæstfrihed, der var mindre umiddelbart besnærende, men ikke mindre stimulerende. Hans sind var som et forum, en åben mødeplads for vekslende ideer, noget kølig og fuld af træk, men lys, rummelig og ordentlig — en slags akademisk lund, hvor alle bladene er faldet af. I dette privilegerede område var vi godt en halv snes stykker, som jævnligt strakte vore muskler og udvidede vore lunger, og som for at bevare en tradition, som vi følte var svindende, blev der nu og da indført et par novicer i kredsen.

Unge Phil Frenham var den sidste og mest interessante af disse rekrutter og tillige et godt eksempel på Murchards noget morbide påstand om, at vor gamle ven “ku’ li’ dem friske”. Det var ganske vist en kendsgerning, at Culwin, trods sin tørhed, specielt havde smag for de lyriske egenskaber hos ungdommen. Da han var en alt for fin livsnyder til at knibe de sjæleblomster af, som han samlede til sin have, havde hans venskab ikke nogen ødelæggende virkning; tværtimod tvang han de unge tanker til stærkere blomstring. Og i Phil Frenham havde han et godt forsøgsobjekt. Knægten var virkelig intelligent, hans sunde natur lå som den rene skærv under den fine glasur. Culwin havde fisket ham væk fra familiesløvhedens tåge og trukket ham op på olympens højder; den oplevelse havde ikke skadet ham det fjerneste. Ja, den dygtighed, hvormed det var lykkedes for Culwin at stimulere hans nysgerrighed og interesse uden at kvæle ærefrygten, forekom mig at være tilstrækkeligt svar på Murchards skrækindjagende metafor. Der var intet hektisk ved Frenhams udfoldelse, og hans gamle ven havde ikke berørt de ukrænkelige dumheder med så meget som en fingerspids. Man kunne ikke ønske noget bedre bevis derpå end den kendsgerning, at Frenham stadig ærede dem hos Culwin.

“Der er en side af ham, som I slet ikke ser. Jeg tror på den historie med duellen!” erklærede han; og det var selve kernen i denne tro, at den kunne tilskynde ham — netop som vort lille selskab var ved at spredes — til at vende sig mod vor vært med den spøgende bemærkning: “Og nu må De fortælle os om Deres spøgelse!”

Yderdøren havde lukket sig efter Murchard og de andre; kun Frenham og jeg var tilbage; og den trofaste tjener, som sørgede for Culwins fornødenheder, havde hentet en ny forsyning sodavand og var lakonisk blevet beordret i seng.

Culwins lyst til selskabelighed blomstrede om natten, og vi vidste, at han ventede, at kredsens faste kerne skulle samle sig om ham efter midnat. Men Frenhams anmodning lod til at forurolige ham på næsten komisk vis; han rejste sig fra sin stol, hvor han netop havde anbragt sig igen efter at have sagt farvel ude i hall’ en.

Mit spøgelse? Tror du, jeg er dum nok til at bekoste et selv, når der er så mange henrivende udgaver i mine venners husholdning? — Tag en cigar til,” sluttede han og vendte sig leende om mod mig.

Frenham lo også, lænede sin høje, slanke krop mod kaminhylden og så på sin lille, tætte, hidsige ven.

“Åh,” sagde han, “De ville aldrig være tilfreds med at dele, hvis De mødte et, De virkelig kunne lide.”

Culwin havde ladet sig falde tilbage i lænestolen, hans hoved begravedes i hulningen i det slidte læder, og hans små øjne glimtede over en nytændt cigar.

“Kunne lide — lide? Du milde himmel!” brummede han.

“Aha, De har altså et!” Frenham var over ham omgående og tilkastede samtidig mig et sejrrigt blik; men Culwin krøb sammen om en gnom blandt sine puder og skjulte sig i en beskyttende røgsky.

“Hvad nytter det at benægte det? De har set alt, så selvfølgelig har De også set et spøgelse!” fastholdt hans unge ven, idet han talte uforfærdet ind i røgskyen. “Eller hvis De ikke har set et, så er det kun, fordi De har set to!”

Udfordringens form syntes at være for meget for vor vært. Han stak hovedet frem af røgskyen med en mærkelig skildpaddeagtig bevægelse, som var karakteristisk for ham, og blinkede bifaldende til Frenham.

“Ja netop,” slyngede han imod os med en kort, skarp latter. “Det er kun, fordi jeg har set to!”

Ordene var så uventede, at de faldt til jorden og udløste en dyb tavshed, mens vi stirrede på hinanden over Culwins hoved, og Culwin stirrede på sine spøgelser. Omsider smed Frenham sig — stadig uden at sige et ord — i en stol på den anden side af kaminen og bøjede sig frem med sit forventningsfulde, lyttende smil …

II

“Naturligvis er det ikke ligefrem udstillingsspøgelser — en samler ville ikke regne dem for noget … lad mig ikke opvække falske forhåbninger … deres eneste fortjeneste er deres antal — det usædvanlige faktum, at de er to. Men på den anden side må jeg indrømme, at jeg sikkert når som helst kunne mane dem bort begge to ved at bede min læge om en recept eller min øjenlæge om et par briller. Jeg har bare aldrig kunnet bestemme mig til, om det skulle være lægen eller øjenlægen — om jeg led af syns- eller maveforstyrrelser — og derfor har jeg ladet dem leve deres interessante dobbelttilværelse, skønt de til tider gør min tilværelse overordentlig ubehagelig …

Ja — ubehagelig; og som I ved, hader jeg ubehageligheder! Men det var en del af min dumme stolthed, at jeg, dengang det begyndte, ikke ville indrømme, at jeg kunne foruroliges af noget så ubetydeligt som to …

Jeg havde dengang heller ikke nogen grund til at tro, at jeg var syg. Jeg kedede mig simpelthen — kedede mig skrækkeligt. Men det var en del af min kedsomhed — husker jeg tydeligt — at jeg følte mig så ualmindelig rask og veloplagt, og at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle få afløb for mit overskud af energi. Jeg var kommet tilbage fra en lang rejse til Mexico og Sydamerika — og havde slået mig ned for vinteren i nærheden af New York hos en gammel tante, som havde kendt Washington Irving og korresponderet med N. P. Willis. Hun boede ikke langt fra Irvington, i en gammel, fugtig, uhyggelig villa, omgivet af rødgraner. Den lignede på en prik en af de gamle mindebrocher, man i sin tid lavede af hår. Tantes personlige udseende svarede til dette billede, og hendes eget hår — hvoraf der kun var lidt tilbage — kunne have været brugt til fremstilling af brochen.

Jeg havde tilbragt et meget spændende og ophidsende år og var i betydelig restance både med penge og følelser, så teoretisk så det ud til, at min tantes blide gæstfrihed ville være lige velgørende for mine nerver som for min pengepung. Men det pokkers ved det var, at så snart jeg følte mig tryg og sikker, begyndte min energi at vågne; og hvordan skulle jeg få afløb for den inde i en mindebroche? Jeg nærede på det tidspunkt den illusion, at vedvarende intellektuel anstrengelse kunne opbruge al en mands aktivitet; og jeg bestemte mig til at skrive en stor bog — jeg har glemt om hvad. Min tante, som var imponeret af min plan, overlod mig sit bibliotek, der var fyldt med klassikere, indbundet i sort lærred, og billeder af falmede berømtheder; og jeg satte mig ved skrivebordet for at vinde mig en plads iblandt dem. For at lette mit arbejde lånte hun mig en kusine til at renskrive mit manuskript.

Kusinen var en sød pige, og jeg havde den idé, at en sød pige netop var, hvad jeg behøvede for at få genoprettet min tro på den menneskelige natur — og først og fremmest på mig selv. Hun var hverken smuk eller intelligent — stakkels Alice Nowell! — men det interesserede mig at se en kvinde, der var så tilfreds med at være uinteressant, og jeg ønskede at finde ud af hemmeligheden bag hendes tilfredshed. Jeg gik nok lidt overilet til værks og forkludrede det — åh, men kun for en kort tid! Der er ikke noget tåbeligt i at fortælle jer det, for den arme pige havde aldrig set andre end sine kusiner …

Nå, jeg var selvfølgelig ked af, hvad jeg havde gjort, og spekulerede som en gal på, hvordan jeg skulle gøre det godt igen. Hun boede i huset ligesom os andre, og en aften — efter at min tante var gået i seng — kom hun ned i biblioteket for at hente en bog, hun havde forlagt, akkurat som en af de naive heltinder på hylderne bag ved os. Hun var rødnæset og forfjamsket, og jeg kom pludselig til at tænke på, at hendes hår, der nu var tykt og ganske kønt, ville blive nøjagtigt som min tantes, når hun blev ældre. Jeg blev glad over, at jeg havde bemærket dette, for det gjorde det lettere for mig at beslutte mig til at gøre, hvad der var ret, og da jeg havde fundet den bog, hun ikke havde forlagt, fortalte jeg hende, at jeg endnu samme uge skulle rejse til Europa.

Europa lå forfærdelig langt borte dengang, og Alice forstod straks, hvad jeg mente. Hun tog det slet ikke, som jeg havde ventet — det ville have været lettere, hvis det havde været tilfældet. Hun knugede bogen ind til sig og vendte sig om et øjeblik for at skrue lampen på skrivebordet op — den havde en mat glaskuppel med vinløv og glasdråber langs kanten, kan jeg huske. Så kom hun hen til mig, rakte hånden frem og sagde “Farvel”. Og idet hun sagde det, så hun direkte på mig, og så kyssede hun mig. Jeg har aldrig følt noget så friskt, undseligt og tappert som det kys. Det var værre end en hvilken som helst bebrejdelse, og det gjorde mig skamfuld over, at jeg fortjente bebrejdelser fra hende. Jeg sagde til mig selv: “Jeg vil gifte mig med hende, og når tante dør, vil hun testamentere mig huset her, og så kan jeg sidde her ved skrivebordet og skrive videre på min bog; og Alice vil sidde derovre med sit håndarbejde og se på mig, som hun gør nu. Og livet vil fortsætte på den måde i masser af år.” Den udsigt skræmte mig lidt, men på det tidspunkt skræmte den mig dog ikke så meget som muligheden for at gøre hende ondt; ti minutter efter havde hun min signetring på fingeren og mit løfte om, at når jeg rejste til udlandet, skulle hun følge med.

I undrer jer sikkert over, at jeg udbreder mig sådan om denne begivenhed. Grunden er, at det netop den aften, da dette fandt sted, var første gang, jeg så det føromtalte mærkelige syn. Dengang troede jeg fuldt og fast på en naturlig forbindelse mellem årsag og virkning, og derfor prøvede jeg naturligvis på at finde et forbindelsesled mellem det, der lige var sket i min tantes bibliotek, og det, der skulle ske nogle få timer senere samme aften; derfor bliver de to begivenheder ved med at høre sammen i min erindring.

Jeg gik op i seng med temmelig tungt hjerte, for jeg var tynget af vægten af den første gode gerning, jeg bevidst havde gjort, og ung som jeg var, kunne jeg dog ikke undgå at se min stillings alvor. Man må ikke ud fra dette forestille sig, at jeg indtil da kun havde været en ødelægger. Jeg havde været en ganske almindelig, uskadelig ung mand, der fulgte sine tilbøjeligheder og nægtede at samarbejde med forsynet. Nu havde jeg pludselig påtaget mig at ophjælpe den moralske tilstand i verden, og jeg følte mig omtrent som den tillidsfulde tilskuer, som har overrakt tryllekunstneren sit guldur og ikke ved, i hvilken tilstand han får det tilbage, når nummeret er forbi … Men en lunende fornemmelse af selvretfærdighed dæmpede dog min ængstelse, og mens jeg klædte mig af, beroligede jeg mig selv med, at når jeg havde vænnet mig til at være god, så ville det sandsynligvis ikke gøre mig så nervøs, som det gjorde i begyndelsen. Da jeg var nået så vidt, at jeg var kommet i seng og havde pustet lyset ud, følte jeg, at jeg nu var ved at vænne mig til det, og at det egentlig ikke var meget anderledes end at synke ned i en af min tantes allerblødeste madresser.

Jeg lukkede øjnene under disse tanker, og da jeg åbnede dem igen, måtte det være langt senere, for der var blevet koldt i værelset, og der var absolut stille. Jeg blev vækket af den underlige følelse, vi alle kender — følelsen af, at der var noget i værelset, som ikke havde været der, da jeg lagde mig til at sove. Jeg satte mig over ende og anspændte øjnene i mørket. Der var bælgmørkt i værelset, og til at begynde med kunne jeg ingenting se; men gradvis blev en ubestemt, svag flimren ved fodenden af sengen til to øjne, der stirrede på mig. Jeg kunne ikke skelne trækkene, som hørte til øjnene, men øjnene selv blev mere og mere tydelige; de udstrålede selv lys.

Følelsen af således at blive nedstirret var langtfra behagelig, Og I vil sikkert mene, at min første impuls var at springe ud af sengen og kaste mig over den usynlige skikkelse, der hørte til øjnene. Men det var ikke tilfældet — jeg følte simpelthen trang til at ligge stille … jeg kan ikke sige, om dette skyldtes en øjeblikkelig fornemmelse af fremtoningens overnaturlige karakter — at jeg, hvis jeg sprang, ville kaste mig over intet — eller om det var selve øjnenes lammende virkning. Det var de uhyggeligste øjne, jeg nogen sinde har set! En mands øjne — men hvilken mand! Min første tanke var, at han måtte være frygtelig gammel. Øjeæblerne var indsunkne, og de tykke, rødrandede låg hang ned over dem som rullegardiner, hvis træksnor er gået i stykker. Det ene låg hang lidt længere ned end det andet, hvilket gav indtryk af en lumsk skulen; og mellem disse kødfolder med de korte vipper sad øjnene selv, små glasagtige skiver med en agatlignende kant; de lignede strandsten i armene på en søstjerne.

Men øjnenes alder var ikke det mest ubehagelige ved dem. Det, der gjorde mig helt syg, var deres udtryk af ondskabsfuld vished. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det faktum, at de så ud til at tilhøre en mand, som i tidens løb havde gjort en masse ondt, men altid havde holdt sig lige inden for faregrænsen. Det var ikke en krysters øjne — de tilhørte en, der var alt for klog til at løbe en risiko; jeg væmmedes ved deres udtryk af lav listighed. Men selv det var ikke det værste; mens vi vedblev at mønstre hinanden, så jeg i dem et anstrøg af spot, og jeg følte, at jeg var genstand for denne spot.

Herover blev jeg gebet af et raseri, som fik mig på benene med et sæt og fik mig til at styrte mig direkte mod den usynlige skikkelse. Men naturligvis var der ikke nogen skikkelse, og min knytnæve ramte den tomme luft. Skamfuld og kold famlede jeg efter en tændstik og tændte lyset. Værelset så ud som sædvanligt — det havde jeg på forhånd været klar over, at det ville gøre; jeg kravlede i seng igen og pustede lyset ud.

Så snart der atter var blevet mørkt i værelset, kom øjnene til syne igen, men nu forsøgte jeg at forklare deres tilstedeværelse på videnskabeligt grundlag. Først tænkte jeg, at illusionen kunne være forårsaget af de sidste gløder, der ulmede i kaminen; men kaminen var på den anden side af min seng og placeret således, at ilden ikke kunne genspejles i toiletspejlet, der var det eneste spejl i værelset. Så slog det mig, at jeg måske kunne være blevet narret af glødernes spejling i noget poleret træ eller metal, og selv om jeg ikke kunne opdage nogen genstand af den art i synslinjen, stod jeg atter op, famlede mig frem til kaminen og dækkede af gløderne til. Men så snart jeg var kommet tilbage i min seng, var øjnene på deres plads ved fodenden.

De var altså en hallucination; det var tydeligt. Men det faktum, at de ikke skyldtes nogen ydre form for bedrageri, gjorde dem ikke en smule mere behagelige. For hvis de var fremstået af min underbevidsthed, hvad pokker var der så i vejen med den? Jeg havde studeret mysteriet vedrørende sygeligt patologiske tilstande grundigt nok til at kunne forestille mig de forhold, der kunne gøre en videbegærlig hjerne modtagelig for en sådan natlig advarsel; men jeg kunne ikke få det til at passe ind i mit nuværende tilfælde. Jeg havde aldrig følt mig mere normal, hverken psykisk eller fysisk, og det eneste usædvanlige i min situation — det, at jeg havde sikret en ung piges lykke — skulle ikke være af en sådan beskaffenhed, at det kunne få urene ånder til at samles om min hovedpude. Men dér var øjnene, og de så stadig på mig …

Jeg lukkede mine egne og forsøgte at fremkalde billedet af Alice Nowells. Hendes øjne var ikke bemærkelsesværdige, men de var rene og sunde som frisk vand, og hvis hun havde haft mere fantasi — eller længere vipper — kunne udtrykket i dem have været interessant. Som det var, havde de ikke megen virkning, og efter få øjeblikkes forløb opdagede jeg, at de på mystisk vis var blevet til øjnene ved fodenden af sengen. Det gjorde mig mere ophidset at føle deres stirren gennem mine lukkede låg end at se dem, derfor åbnede jeg atter mine øjne og så lige ind i det forhadte blik.

Således gik hele natten. Jeg kan ikke sige, hvordan den nat var, eller hvor længe den varede. Har I nogen sinde ligget i jeres seng, lysvågen, og prøvet på at holde øjnene lukket, vel vidende at hvis I lukkede dem op, ville I se noget, I frygtede og afskyede? Det lyder let, men er forbandet svært. De øjne hang dér frit i luften og trak i mig. Jeg havde vertige de l’abiss, og de røde øjenlåg var randen af min afgrund … Jeg har haft mine nervøse stunder; stunder hvor jeg følte farens kolde pust i min nakke; men aldrig denne form for pres. Det var ikke, at øjnene var frygtindgydende; de rummede ikke mørkets magters majestæt. Men de havde — hvordan skal jeg udtrykke det — en fysisk virkning, der svarede til en ubehagelig lugt; deres blik efterlod et slimet spor som efter en snegl. Og jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvad de havde med mig at gøre — og jeg stirrede og stirrede og prøvede på at finde ud af det …

Jeg ved ikke, hvilken virkning de gjorde forsøg på at fremkalde, men den virkning, de fremkaldte, fik mig til tidligt næste morgen at pakke min kuffert og stikke af til byen. Jeg efterlod et brev til min tante, hvori jeg forklarede, at jeg var blevet syg og var taget ind for at tale med min læge; faktisk følte jeg mig ualmindelig sløj — det var, som om natten havde tappet mig for alt blod. Men da jeg nåede ind til byen, gik jeg ikke til nogen læge. Jeg opsøgte en ven, smed mig på en seng i hans lejlighed og sov i ti vidunderlige timer. Da jeg vågnede, var det midt om natten, og jeg blev kold ved tanken om, hvad der muligvis ventede mig. Jeg satte mig rystende over ende og stirrede ind i mørket; men der var intet brud på dets ensartede overflade, og da jeg så, at øjnene ikke var der, faldt jeg i søvn igen og sov længe.

Jeg havde ikke efterladt nogen besked til Alice, da jeg flygtede, eftersom jeg havde i sinde at tage tilbage næste morgen. Men næste morgen var jeg alt for udmattet til at røre mig. Som dagen gik, blev min udmattelse værre i stedet for at tage af som en normal træthed efter en søvnløs nat; øjnenes virkning lod til at være stigende, og tanken om at se dem igen blev uudholdelig. I to dage kæmpede jeg med min gru; den tredje aften tog jeg mig sammen og besluttede at rejse tilbage næste morgen. Jeg følte mig en hel del bedre tilpas, så snart jeg havde bestemt mig, for jeg vidste, at min bratte forsvinden og det mærkelige i, at jeg ikke skrev, måtte være meget foruroligende for stakkels Alice. Jeg gik i seng med let hjerte og faldt i søvn med det samme; men midt om natten vågnede jeg, og dér var øjnene …

Jeg kunne simpelthen ikke udholde dem, og i stedet for at tage tilbage til min tante stoppede jeg lidt tøj i en kuffert og sprang om bord i den første damper, der sejlede til England. Jeg var så dødtræt, da jeg kom ombord, at jeg straks krøb i køjen, og jeg sov under det meste af overfarten; jeg kan ikke sige jer, hvor velsignet det var at vågne af en lang, drømmeløs søvn og kigge ud i mørket uden ængstelse, i forvisning om at jeg ikke skulle se de øjne …

Jeg blev i udlandet et år, og så blev jeg der ét til; og i al den tid så jeg ikke så meget som et glimt af øjnene. Det var grund nok til at forlænge mit ophold, om det så havde været på en øde ø. En anden grund var, at jeg på rejsen over havet havde indset umuligheden af at gifte mig med Alice Nowell. At jeg havde været så længe om at opdage det, ærgrede mig, og fik mig til at ønske at undgå forklaringer. Den lykke, det var, på én gang at slippe for øjnene og disse andre besværligheder, gav min frihed ekstra krydderi; og jo længere jeg smagte den, desto bedre kunne jeg lide smagen.

Øjnene havde brændt et sådant hul i min bevidsthed, at jeg i lang tid blev ved med at spekulere over genfærdets natur og undre mig over, om det nogen sinde ville vise sig igen. Men som tiden gik, glemte jeg min skræk og beholdt kun et billede af fremtoningen. Efterhånden svandt også det bort.

Det andet år fandt mig bosat i Rom, hvor jeg planlagde at skrive en anden stor bog — et grundigt værk om etruskisk indflydelse på italiensk kunst. I hvert fald fandt jeg et påskud til at leje en solrig lejlighed på Piazza di Spagna og snuse rundt i Forum Romanum, og dér kom en indtagende ung mand en dag hen til mig. Som han stod dér i det varme sollys, slank, glat og rank som en hyacint, kunne han være steget ned fra et ødelagt alter — et af dem for Antonius for eksempel; men i stedet var han kommet fra New York med et brev fra — så utroligt det end lyder — Alice Nowell. Brevet — det første jeg havde modtaget fra hende efter bruddet mellem os — var kun et par linjer til introduktion af hendes unge slægtning, Gilbert Noyes, samt en anmodning om at vise ham venlighed. Det lod til, at den stakkels fyr ‘havde talent’ og ‘ønskede at skrive’, og at en stædig og hård familie forlangte, at hans skriverier skulle tage form af dobbelt kolonner. Alice havde grebet ind og skaffet ham seks måneders frist, som han skulle tilbringe i udlandet med et særdeles magert tilskud, hvilket han selv skulle forøge ved hjælp af sin pen og derved bevise sine evner som skribent. Det, der først slog mig, var prøvens ejendommelige betingelser; de var næsten lige så afgørende som en middelalderlig ‘prøvelse’. Dernæst blev jeg rørt over, at hun havde sendt ham til mig. Jeg havde altid ønsket at gøre hende en tjeneste, at retfærdiggøre mig — egentlig mere i mine egne øjne end i hendes — og her tilbød der sig en glimrende lejlighed.

Jeg tror, man i almindelighed kan gå ud fra, at præ-destinerede genier som regel ikke dukker op foran én i forårssolskinnet på Forum lig en af antikkens forjagede guder. Stakkels Gilbert var i hvert fald ikke forudbestemt til at være geni. Men han var smuk — og charmerende som kammerat. Det var først, da han begyndte at snakke litteratur, at jeg tabte modet. Jeg kendte alle symptomerne så godt — de ting, han havde ‘i sig’, og de ydre ting, der kolliderede med dem! Dér kommer den virkelige prøve. Det var altid — punktligt og uundgåeligt, ubønhørligt som en naturlov — det var altid det forkerte, han hæftede sig ved. Jeg fandt efterhånden en vis spænding ved på forhånd at gisne om, hvilken forkert ting han ville kaste sig over, og jeg blev forbavsende dygtig til den leg …

Det værste ved det var, at hans bommerter ikke var af den mest iøjnefaldende art. Damer, der traf ham under udflugter, syntes, at han var intellektuel, og selv ved middage gik han for at være begavet. Jeg, der havde ham under mikroskopet, bildte mig nu og da ind, at han muligvis kunne udvikle et eller andet spinkelt talent — noget, som han kunne gøre brug af og være tilfreds med. Og var det i grunden ikke det, der angik mig? Han var så charmerende — han vedblev at være charmerende — at han påkaldte sig al min medlidenhed til støtte for dette argument; de første måneder troede jeg virkelig, at der var en chance for ham …

Disse måneder var interessante og fornøjelige. Noyes var konstant sammen med mig, og jo mere jeg så til ham, desto bedre kunne jeg lide ham. Hans dumhed var af en indtagende naturlighed – den var faktisk lige så smuk som hans øjenvipper. Han var så munter, så hengiven og så glad under samværet med mig, at det at fortælle ham sandheden ville have været omtrent lige så behageligt som at skære halsen over på et uskyldigt dyr. I begyndelsen undrede jeg mig over, hvordan dette smukke hoved var blevet fyldt med den afskyelige vrangforestilling, at det rummede en hjerne. Så begyndte jeg at forstå, at det simpelthen var en beskyttelsesforanstaltning — en instinktiv list for at slippe fra familie og kontorstol. Ikke at Gilbert, den kære dreng, ikke troede på sig selv! Der var ikke antydning af hykleri i ham. Han var overbevist om, at hans ‘kald’ var uimodståeligt, mens det for mig var den eneste formildende omstændighed, at det ikke var det, og at lidt penge, lidt fritid, lidt fornøjelser ville have gjort ham til en harmløs lediggænger. Men uheldigvis var der intet håb om penge, og med kontorstolen som alternativ foran sig kunne han udsætte sit forsøg inden for litteraturen. Det, han frembragte, var elendigt, og jeg ved nu, at jeg var klar over det lige fra starten. Men det absurde ved at afgøre en mands hele fremtid på grundlag af hans første forsøg syntes at retfærdiggøre mig i at tilbageholde min dom — og måske endog opmuntre ham lidt med den begrundelse, at den menneskelige plante som regel trænger til varme for at kunne blomstre.

I hvert fald fortsatte jeg ud fra det princip og gik endda så vidt, at jeg opnåede, at hans prøvetid blev forlænget. Da jeg forlod Rom, tog han med mig, og vi dasede en vidunderlig sommer på Capri og i Venedig. Jeg sagde til mig selv: “Hvis han har noget i sig, må det komme frem nu” — og det gjorde det. Aldrig har han været så henrykt og så fortryllende. Der var øjeblikke under vor pilgrimsfærd, hvor skønhed — født af den svageste mumlen — syntes at strømme over i hans ansigt, men kun for at vælde frem i en kaskade af det blegeste blæk …

Nå, den tid kom, da der måtte drejes om for hanen; jeg vidste, at ingen anden hånd end min kunne gøre det. Vi var atter i Rom, og han boede nu hos mig, da jeg ikke brød mig om, at han skulle være alene i sit pensionat, når han stod over for at skulle give afkald på sine ambitioner. Jeg havde selvfølgelig ikke stolet udelukkende på min egen bedømmelse, da jeg bestemte mig til at råde ham til at droppe litteraturen. Jeg havde sendt hans skriverier til diverse forlæggere og kritikere, og de havde alle som én sendt dem tilbage med samme isnende mangel på kommentarer. Der var faktisk intet at sige …

Jeg tilstår, at jeg aldrig har følt mig så gemen som den dag, da jeg besluttede at sige sandheden til Gilbert. Det var meget godt at sige til mig selv, at det var min pligt at slå den arme knægts håb i stumper og stykker — men hvor mange demonstrationer af unødig grusomhed er ikke blevet retfærdiggjort med den undskyldning? Jeg er altid veget tilbage for at blande mig i forsynets virksomhed, og når jeg absolut skal gøre det, foretrækker jeg så afgjort, at det ikke sker i nogen ødelæggende hensigt. Og i sidste instans, tilkom det så mig — selv efter et års prøvetid — at afgøre, hvorvidt stakkels Gilbert havde det i sig eller ej?

Jo mere jeg betragtede den rolle, jeg havde besluttet at spille, desto mindre syntes jeg om den, og jeg syntes endnu mindre om den, når Gilbert sad over for mig, med hovedet lænet tilbage i lampelyset — akkurat som Phil sidder nu Jeg havde gennemlæst hans sidste manuskript, og han vidste det og vidste, at hans fremtid afhang af min dom — det var vi stiltiende blevet enige om. Manuskriptet lå imellem os på mit bord — en roman, oven i købet hans første roman! — og han lagde sin hånd på det og så op på mig med hele sit liv i blikket.

Jeg rejste mig, rømmede mig og forsøgte at holde blikket borte fra hans ansigt og fæstne det på manuskriptet.

“Faktum er, kære Gilbert” begyndte jeg. Jeg så ham blive bleg, men han sprang straks op og kom hen til mig.

“Åh, tag det dog ikke så tungt, kære ven! Så slemt er det da heller ikke for mig!” Han havde lagt hænderne på mine skuldre, og han smilede ned til mig fra sin fulde højde med en slags dødsmærket munterhed, der var som en kniv i mit hjerte.

Han var alt for smuk og tapper til, at jeg kunne fastholde det sludder om min pligt. Og pludselig slog det mig, hvordan jeg ville såre andre, når jeg sårede ham; først mig selv — for at sende ham hjem var ensbetydende med at miste ham; men mere specielt stakkels Alice Nowell, hvem jeg så gerne ville have vist min gode vilje og mit ønske om at gøre hende en tjeneste. Det var som at svigte hende dobbelt, hvis jeg svigtede Gilbert …

Men min intuition var som et af de lynglimt, der oplyser hele horisonten, og i samme øjeblik var jeg klar over, hvad jeg eventuelt kunne risikere, hvis jeg ikke sagde sandheden. Jeg sagde til mig selv: “Så har jeg ham for livstid” — og jeg har endnu aldrig truffet nogen, hverken mand eller kvinde, som jeg ønskede at beholde på sådanne betingelser. Dette anfald af egoisme fik mig til at bestemme mig. Jeg skammede mig, og for at slippe for det sprang jeg til og landede lige i Gilberts arme.

“Bogen er god nok, og du tager helt fejl!” råbte jeg til ham; han omfavnede mig, og jeg lo og rystede i hans greb, og et øjeblik følte jeg den selvtilfredshed, der siges at følge i de retfærdiges fodspor. Pokker tage det hele, men det har nu sin charme at gøre andre mennesker glade …

Gilbert ville selvfølgelig straks fejre sin frigørelse på imponerende vis; men jeg sendte ham af sted alene, for at han kunne få afløb for sine følelser, og så gik jeg i seng for at sove mig fra mine. Mens jeg klædte mig af, begyndte jeg at spekulere på, hvordan eftersmagen ville blive — så mange af de bedste og ædleste holder ikke! Men jeg var dog ikke bekymret, og jeg havde i sinde at tømme bægeret til bunds, selv om også smagen skulle blive en smule flov.

Jeg lå, længe efter at jeg var gået i seng, og smilede ved tanken om hans øjne — hans lyksalige øjne … Så faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede, var der isnende koldt i værelset; jeg satte mig over ende med et sæt — og dér var de andre øjne

Det var tre år siden, jeg havde set dem, men jeg havde tænkt på dem så ofte, at jeg troede, de aldrig skulle tage mig uforvarende mere. Nu, da jeg så deres røde, ondskabsfulde blik rettet mod mig, blev jeg klar over, at jeg aldrig havde regnet med at få dem at se igen, og at jeg var så forsvarsløs som nogen sinde over for dem … Som tidligere var det den helt vanvittige irrelevans, der gjorde deres komme så forfærdelig. Hvad pokker ville de mig, siden de dukkede op på dette tidspunkt. Jeg havde levet mere eller mindre sorgløst i de år, jeg ikke havde set dem, men mine værste indiskretioner var dog ikke slemme nok til at berettige deres forbandede gennemborende stirren; dette specielle øjeblik var jeg virkelig forsvarsløs, og jeg kan ikke sige, hvor meget det forhøjede rædslen …

Men det er ikke nok at sige, at de var lige så slemme som før; de var værre. Nøjagtig så meget værre, som jeg havde lært af livet i mellemtiden; netop så meget værre, som min større erfaring kunne gøre dem ved at lægge underforståede meninger i deres blik. Jeg så nu, hvad jeg ikke før havde set: at det var øjne, der gradvis var blevet hæslige, der havde opbygget lavhed som et koralrev, stump for stump, af en række nedrigheder, der var samlet sammen gennem travle år. Ja — det gik op for mig, at det, der gjorde dem så modbydelige og skræmmende, var, at de var blevet det så langsomt …

Der hang de i mørket; de opsvulmede låg var sænket over små vandede øjeæbler, der rullede løst rundt i øjenhulerne, de posede folder lavede mørke skygger nedenunder — og mens deres stirren fulgte mine bevægelser, fik jeg en fornemmelse af deres stiltiende medskyldighed, af en dyb, skjult forståelse mellem os, som var endnu værre end det første chok ved at se dem. Ikke at jeg forstod dem; men det, at de gjorde det klart for mig, at jeg en dag ville forstå … Ja, det var det værste ved dem, så ganske afgjort; og det var den følelse, der
blev stærkere for hver gang, de kom tilbage …

For de fik den forbandede vane at komme igen. De mindede mig om vampyrer med smag for ungt kød; de syntes at gotte sig over smagen af en god samvittighed. Hver eneste nat i en måned kom de for at kræve en mundfuld af min; efter at jeg havde gjort Gilbert lykkelig, ville de simpelthen ikke slippe deres tag i mig. Dette sammentræf fik mig næsten til at hade ham, den arme fyr, skønt jeg følte mig overbevist om, at det var tilfældigt. Jeg  spekulerede en del over det, men kunne ikke finde nogen antydning af forklaring undtagen i forbindelse med Alice Nowell. Men dengang havde øjnene sluppet mig i samme øjeblik, jeg svigtede hende, så de kunne næppe være udsendinge fra en krænket kvinde, hvis man da ellers kunne forestille sig, at den stakkels Alice ville være i stand til at få den slags ånder til at hævne sig. Det fik mig til at tænke, og jeg begyndte at spekulere på, om de ville slippe mig, hvis jeg opgav Gilbert. Fristelsen var lumsk, og jeg måtte gøre mig hård for at stå imod; men den kære dreng var virkelig for charmerende til at blive ofret til slige dæmoner. Og derfor fandt jeg faktisk aldrig ud af, hvad de egentlig ville …”

III

Ilden i kaminen sank sammen og blusede op igen i et glimt, der klart oplyste fortællerens knudrede ansigt under de gråsorte skægstubbe. Trykket ind mod hulningen i stoleryggen stod det et øjeblik skarpt tegnet som en gemme af gullig, rødåret sten med prikker af emalje som øjne, så sank ilden atter sammen, og billedet blev igen en utydelig rembrandtsk radering.

Phil Frenham sad i en lav stol på den anden side af kaminen. Hans ene hånd hvilede på bordet bagved, den anden støttede hans tilbagekastede hoved, og hans øjne var rettet mod vennens ansigt; han havde ikke rørt sig, siden beretningen begyndte, og han fastholdt sin tavse ubevægelighed, efter at Culwin var hørt op med at tale. Det blev mig, som med en svag følelse af skuffelse over den bratte slutning på historien spurgte: “Men hvor længe blev De ved med at se dem?”

Culwin sad så sammensunket i sin stol, at han lignede en dynge af sit eget tøj; nu rørte han lidt på sig, som om han blev forbavset over mit spørgsmål. Han lod til at have glemt, hvad han havde fortalt os.

“Hvor længe? Åh, så godt som hele den vinter. Det var djævelsk. Jeg vænnede mig aldrig til dem. Jeg blev rigtig syg.”

Frenham skiftede stilling, og idet han gjorde det, ramte hans albue et lille spejl i bronzeramme, der stod på bordet bag ham. Han vendte sig om og flyttede det en anelse; så genindtog han sin tidligere stilling, med det mørke hoved støttet mod håndfladen og med blikket anspændt rettet mod Culwins ansigt. Noget i hans tavse blik forvirrede mig, og som for at aflede opmærksomheden fra det stillede jeg et andet spørgsmål.

“Og De prøvede aldrig på at ofre Noyes?”

“Nej, nej. Det behøvede jeg faktisk ikke. Han gjorde det for mig, den stakkels knægt!”

“Gjorde det for Dem? Hvordan mener De?”

“Han udmattede mig — han udmattede alle. Han fortsatte med at udøse sit jammerlige vrøvl og gjorde forsøg på at sælge det overalt, indtil han til sidst blev en sand skræk for alle. Jeg forsøgte at vænne ham af med at skrive — åh, så blidt, så blidt naturligvis — ved at invitere ham sammen med behagelige mennesker og derved give ham chancen for at udfolde sig, så han kunne blive klar over, hvad han virkelig havde at give. Jeg havde forudset denne løsning lige fra begyndelsen — havde følt mig sikker på, at når den første brændende skrivetrang var kølnet, ville han falde til som en charmerende snylter, en slags Cherubino, der altid kan få en plads ved bordet og et skjul bag damernes skørter. Jeg kunne se ham indtage sin plads som ‘digteren’ — den ikke skrivende digter. Man kender typen fra enhver salon. Det koster ikke meget at leve på den måde — jeg havde regnet det hele ud og følte mig sikker på, at han med lidt hjælp kunne holde den gående i nogle år; og i mellemtiden ville han sikkert finde sig en kone. Jeg så ham i tankerne gift med en enke, ikke helt ung, med en dygtig kokkepige og et velordnet hjem. Jeg havde i virkeligheden fundet enken … I mellemtiden gjorde jeg alt for at lette overgangen — lånte ham penge for at lette hans samvittighed, præsenterede ham for smukke kvinder for at få ham til at glemme sine løfter. Men intet kunne omvende ham; han havde kun én idé i sit smukke, stædige hoved. Han ville have laurbærkransen og ikke rosen, og han blev ved med at gentage Gautiers grundsætning og hamrede og filede på sin kraftesløse prosa, til han fik den bredt ud over, guderne må vide hvor mange hundrede sider. Nu og da sendte han en portion til en forlægger, men selvfølgelig kom den altid tilbage.

I begyndelsen gjorde det ikke noget — han mente, han var ‘misforstået’. Han opfattede sig selv som et geni, og hver gang et opus kom retur, skrev han et nyt til at holde det med selskab. Så fulgte en reaktion, fuld af fortvivlelse, og han beskyldte mig for at have ført ham bag lyset og alverdens andre ting. Det blev jeg vred over, og jeg sagde, at han havde ført sig selv bag lyset. Han var kommet til mig, fast besluttet på at skrive, og jeg havde gjort mit bedste for at hjælpe ham. Det var omfanget af min forbrydelse, og jeg havde gjort det for hans slægtnings skyld, ikke for hans.

Det lod til at gøre indtryk, for han svarede ikke lige med det samme. Så sagde han: ‘Min tid er gået, og mine penge er brugt op. Hvad synes du, jeg skal gøre?’

‘Jeg synes, du skal lade være med at være et fjols,’ sagde jeg.

‘Hvad mener du med at være et fjols?’ spurgte han.

Jeg tog et brev, der lå på mit skrivebord, og rakte det frem mod ham.

‘Jeg mener at afslå dette tilbud fra mrs. Ellinger om at blive hendes sekretær med en løn på fem tusind dollars. Der kan muligvis gemme sig andet bag det tilbud.

Han gjorde en voldsom håndbevægelse, der slog brevet ud af hånden på mig. ‘Åh, jeg ved så udmærket, hvad der gemmer sig bag det tilbud!’ sagde han og rødmede helt op til hårrødderne.

‘Og hvad er svaret, siden du ved det?’ spurgte jeg.

Han svarede ikke straks, men vendte sig langsomt om mod døren. Dér standsede han med foden på tærskelen og sagde næsten med en hvisken: ‘Du mener altså virkelig, at mit arbejde ikke dur?’

Jeg var træt og irriteret, og jeg brast i latter. Jeg vil ikke forsvare min latter — det var tarveligt gjort. Men jeg må sige til min undskyldning, at knægten var en tåbe, og at jeg havde gjort mit bedste for ham — det havde jeg virkelig.

Han forlod værelset og lukkede stille døren efter sig. Samme eftermiddag rejste jeg til Frascati, hvor jeg havde lovet at tilbringe søndagen sammen med nogle venner. Jeg var glad for at slippe for Gilbert, og til og med opdagede jeg samme nat, at jeg også var sluppet fri for øjnene. Jeg faldt i den samme dvalelignende søvn, som havde overmandet mig, da de første gang holdt op med at hjemsøge mig; og da jeg vågnede næste morgen i mit fredelige værelse oven over stenegene, følte jeg den fuldstændige udmattelse og dybe lettelse, der altid fulgte efter en sådan søvn. Jeg tilbragte to velsignet fredelige nætter i Frascati, og da jeg kom tilbage til Rom, opdagede jeg, at Gilbert var væk … Åh nej, der var ikke sket noget tragisk — så vidt kom det dog ikke. Han havde simpelthen pakket sine manuskripter og var taget af sted til Amerika — til sin familie og sin kontorstol i Wall Street. Han efterlod et meget nydeligt brev, hvori han fortalte mig om sin beslutning, og opførte sig i det hele taget ved den lejlighed så lidt tåbeligt, som det er muligt for en tåbe at gøre det …”

IV

Culwin tav igen, og Frenham sad stadig urørlig, mens det slørede omrids af hans unge hoved aftegnedes i spejlet bag ham.

“Og hvad blev der af Noyes bagefter?” spurgte jeg til sidst, stadig plaget af en følelse af noget ufuldstændigt, fordi der manglede en forbindende tråd mellem beretningens parallelle linjer.

Culwin trak på skuldrene. “Åh, der blev ikke noget af ham — for han blev ikke til noget. Det var ganske udelukket. Han vegeterede på et kontor, tror jeg, og endte vist med at blive ansat ved et konsulat og indgik et trist og kedsommeligt ægteskab i Kina. Jeg så ham engang i Hong Kong, det var mange år senere. Han var fed og ubarberet. Der blev sagt, at han drak. Han genkendte mig ikke.”

“Og øjnene?” spurgte jeg efter endnu en pause, som Frenhams stadige tavshed gjorde trykkende.

Culwin strøg sig om hagen og blinkede spekulativt til mig gennem halvmørket. “Jeg har ikke set dem siden min sidste samtale med Gilbert. Læg to og to sammen, hvis du kan. Jeg har ikke selv været i stand til at finde bindeleddet.”

Han rejste sig med hænderne i lommen og gik stift hen til det bord, hvor de forfriskende og opstrammende drikke var anbragt.

“l må være ved at dø af tørst efter at have hørt på den tørre historie. Sørg for dig selv, kære ven. Her, Phil —” han vendte sig om mod kaminen.

Frenham svarede ikke på værtens gæstfri tilbud. Han sad stadig i den lave stol uden at røre sig, men idet Culwin gik hen imod ham, mødtes deres øjne i et langt blik, hvorefter den unge mand brat vendte sig om, smed sig ind over det lille bord og skjulte ansigtet i armene.

Culwin standsede op ved denne uventede bevægelse, og rødmen steg op i hans ansigt.

“Phil — hvad pokker? Har øjnene skræmt dig? Min kære dreng — min kære ven — Jeg har aldrig før modtaget en sådan anerkendelse af mine litterære evner, nej aldrig!”

Han brast i en kluklatter ved tanken, stod stille på kamintæppet, og kiggede, stadig med hænderne i lommen, på den unge mands bøjede hoved. Men da Frenham stadig ikke svarede, gik han et skridt eller to nærmere.

“Op med humøret, kære Phil! Det er år siden, jeg har set dem — åbenbart har jeg ikke i den senere tid gjort noget, der var slemt nok til at kalde dem frem fra kaos. Med mindre min nylige fremmanelse af dem har fået dig til at se dem; det ville være det værste, de endnu har gjort!”

Hans spøgende opfordring døde hen i en usikker latter; han gik endnu nærmere, bøjede sig ned over Frenham og lagde sin gigtkrogede hånd på den unge mands skulder.

“Phil, min kære dreng, hør nu — hvad er der i vejen? Hvorfor svarer du ikke? Har du måske set øjnene?”

Frenhams ansigt var fremdeles skjult; jeg stod bag Culwin og så, at han langsomt trak sig tilbage fra vennen, som om dennes ejendommelige reaktion virkede som en afvisning. Idet han bevægede sig, faldt lyset fra lampen på bordet direkte på hans røde ansigt, og jeg fik øje på dets billede i spejlet bag Frenhams hoved.

Culwin så også selv spejlbilledet. Han standsede med ansigtet ud for spejlet, som om han ikke genkendte trækkene derinde som sine egne. Men mens han stirrede, ændredes hans udtryk gradvist, og i lang tid stirrede han og billedet i spejlet på hinanden med et blik af langsomt voksende had. Så slap Culwin Frenhams skulder og trådte et skridt tilbage …

Frenham holdt stadig ansigtet skjult og rørte sig ikke.

Trykt i: Tales of Men and Ghosts, 1910
Originaltitel: The Eyes

Kort om Edith Wharton

Født: den 24. januar 1862
Død: den 11. august 1937

Læs mere på Wikipedia