Spanieren af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spanieren”.


– De kender jo den engelske digter Alexander Pope?
– Nå, jeg kan se på Dem, at De hverken har læst den berømte ‘Røvede hårlok’ eller de øvrige poesier, som henrykkede hans landsmænd i det 18. århundrede.
– Om jeg har? Jeg må ærligt tilstå, nej. Men under mit sidste besøg i England, på et herresæde, faldt jeg over hans ‘Levned’ en kedsommelig regnvejrsdag, og deri fandt jeg denne historie.

Denne Mr. Pope var et udpræget forstands-menneske og som følge deraf en erklæret fjende af spøgelsehistorier og overtroiske forestillinger. Det ganske uagtet at the second sight eller synskhed er en udbredt evne i Skotland, og ethvert engelsk hus af nogenlunde respektabel alder har et ‘husspøgelse’ eller flere, som hænger ved skuepladsen for tidligere gerninger. Det skyldes måske også englændernes respekt for traditionen. Men skønt digter og englænder kunne Mr. Pope som sagt ikke udstå spøgelser og havde udtrykkeligt forbudt sit tyende så meget som at omtale emnet for ham, og truet enhver der gjorde det med øjeblikkelig afsked.

Nu var han netop flyttet ind i en ny lejlighed, tilmed i et hus hvis alder og indretning nok kunne tyde på, at skygger lurede i dets mange krinkelkroge. Han havde fulgt anbringelsen af møblerne i sine værelser, og i arbejdsværelset, der også skulle tjene som soveværelse, havde han egenhændig opstillet sin bogsamling og anbragt sine værker i smuk rækkefølge og ret iøjnefaldende.

Nu skulle han tilbringe den første nat i sin nye lejlighed. Døren var låst, lyset brændte i stagen ved sengen, og han havde lagt sig mageligt til rette med en bog for efter sædvane at læse sig i søvn. Hvilken bog omtaler historien ikke, men det har næppe været et af hans egne værker. Da han har ligget lidt, bliver han opmærksom på en lyd henne ved døren ind til værelset. Han ser derhen, og i samme øjeblik går døren op, og ind træder en skikkelse i gammel spansk dragt.

“Hvem er det?” råber Pope til skikkelsen, som har et mørkt og alvorligt udseende. Men spanieren lader som ingenting, går hen til bogreolen, tager Popes skrifter, det ene bind efter det andet, bladrer lidt i dem, og med et nederdrægtigt spottende smil sætter han dem på plads igen. Men, som digteren henne i sengen ærgerligt bemærker, omvendt med titlen nedefter.

Pope brummer og rømmer sig. Spanieren lader sig ikke forstyrre i sin stumme kritik, og da han endelig er færdig med bøgerne, går han hen til skrivebordet, tager et manuskript, som digteren har arbejdet på om aftenen, læser, bladrer i det, ryster af og til smilende på hovedet og bladrer videre.

“Det er dog for galt,” tænker digteren. “Min Herre,” siger han og rejser sig op i sengen, “når De vil besøge folk, skulle De vælge et mere passende tidspunkt.” Spanieren værdiger ham ikke et blik.

“Og når De kommer til fremmede folk, burde De iagttage simpel høflighed og ikke rode i andres papirer.” Spanieren bladrer roligt videre, med sit nedrige, spottende smil.

“I modsat fald,” bruser den krænkede digter ud, “i modsat fald er man i sin gode ret, når man tugter en så påtrængende person…” Og dermed springer han ud af sengen, griber sin kårde og farer hen mod spanieren. Denne sænker roligt hånden, hvori han holder papirerne, og idet han med det samme kolde, spottende smil ser på den iltre lille skrutryggede digter i natkjole og med nathue, åbner han med den anden hånd sin vams og viser Pope sit blottede bryst. Her ser digteren til sin skræk et gabende, blodigt sår. Forfærdet farer han tilbage og ringer på sin tjener. Den korte, skarpe klang af klokken lyder gennem det stille hus; men der kommer ingen. Han ringer igen. Forgæves. Spanieren lader sig ikke forstyrre. Han står ganske rolig ved skrivebordet og bladrer i papirerne.

“Min Herre,” siger Pope til sidst, “nu synes jeg det må være nok; er De ikke så god at gå Deres vej!” Spanieren nikker samtykkende og går langsomt og værdigt ud ad døren.

Helt fortumlet af det natlige eventyr går Pope igen i seng. Så kommer tjeneren endelig og spørger, hvad Herren ønsker?
“Mødte du ikke nogen?” spørger Pope.
“Jo, på trappen,” svarer tjeneren.
“Hvem var det? Hvordan så han ud?”
Tjeneren svarer ikke, men står forlegen.
“Svar, når jeg spørger dig!”

Tjeneren minder om Herrens forbud mod at omtale visse ting, men endelig rykker han ud med, at han har mødt spanieren, og at det er genfærdet af en spanier, som for mange år siden er blevet myrdet der i huset. Ingen har dristet sig til at omtale det på grund af Herrens strenge forbud.

“Det er godt,” siger Pope, “men bliv nu her resten af natten. Du kan ligge henne på sofaen.” Digteren falder i søvn, og da han om morgenen vågner, kalder han på sin tjener. Ingen svarer. Han ser hen på sofaen. Der ligger ingen tjener.

Nu bliver Pope vred. Han trækker i klokkestrengen. Der kommer nogen op ad trappen, banker på og tager i døren. Den er låst. Pope må stå ud af sengen og lukke op. Det er tjeneren.

“Hvorfor er du gået din vej?” spørger Pope.
“Hvad mener Herren. De ringede og her er jeg,” svarer tjeneren forbavset.
“Har du da ikke været her i nat, da du mødte spanieren?”
Tjeneren ryster på hovedet. “Spanieren?” gentager han.
“Ja, spanieren” svarer Pope, “som var herinde.”

Tjeneren ser tvivlende på sin Herre og minder ham om, at døren var låst indvendigt fra. “De må have drømt Herre,” han til sidst. “Drømt!” gentager Pope ærgerlig. “Står bøgerne da ikke omvendt henne i reolen, således som den uhøflige gæst stillede dem i nat?” Begge ser hen på reolen. Bøgerne står i den skønneste orden, præcist som Pope havde stillet dem den foregående dag. “Nu kan du gå,” siger Pope og klapper tjeneren på skulderen. “Jeg ville blot sætte dig på prøve, men du har bestået den til min fulde tilfredshed.”

Pope glemte dog aldrig den mærkelige drøm, der var så levende, at den nær havde fået ham selv til at tro på gengangere.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Hånden på dørklinken af William Wilthew Fenn

Hånden på dørklinkenHvad det er for en mønt, der hænger ved min urkæde? Det er en spansk dublon, et særdeles nydeligt pengestykke. På den ene side ses hovedet af Filip den 4., mærket år 1640; på bagsiden to knejsende søjler, Herkules-støtterne, med den nedadgående sol imellem sig, og med mottoet non plus ultra nedenunder. Hvordan jeg fik fat i denne mønt? Ja, det gik ganske mærkeligt til. Det var den gamle historie, der gentog sig – som det forekom mig – ad nauseam:

Et gammelt hus, i hvilket det naturligvis spøgte, i hvilket ingen fremmed kunne tilbringe en nat, eller, hvis han gjorde det, ville noget frygteligt uvægerligt hænde. Det er udgangspunktet og begyndelsen. Om morgenen ville han blive fundet død, gal eller stum, ude af stand til at berette, hvad han havde set og vægrende sig ved at  blive udspurgt.

Jeg vidste til at begynde med, ikke hvad historien gik ud på, eller hvad man antog ville hænde i det skæbnesvangre øjeblik. Jeg tog mig ikke af sladderhistorier. Jeg vidste kun, at huset var udpeget for mig som et, hvori det spøgte, og jeg tillod mig at ringeagte denne såkaldte kendsgerning.

Hvor huset lå? Det lå et sted, hvor man slet ikke ville forvente, at sådanne rædsler kunne finde sted, nemlig i udkanten af en almindelig markedsplads i en landsby i nærheden af havet. Et sted, der to gange om ugen helligede sig salg af fede okser, får, svin og fjerkræ.

Og byen? Nej, det kan være lige meget, hvad byen hed. Husk, jeg indvilger kun i at fortælle historien på den betingelse, at der ikke stilles spørgsmål. Jeg skal ikke have noget af at blive krydsforhørt, og jeg nægter at nævne virkelige navne.

Hvorom alting er – det kunne have været hvor som helst på landet. Enhver af den halve snes landlige lokaliteter, der lå ude østpå, ville have svaret til stedet, så yderst almindeligt og uinteressant tog det sig ud.

Selve huset var gammeldags, bygget af røde mursten med et lavthængende tag og smalle vinduer. Det måtte være mindst 150 år gammelt. Skønt det nu var indesluttet af moderne arkitektur, der tårnede sig højt op over det på begge sider, måtte det oprindelig have ligget alene midt i sin egen have, som stadigvæk strakte sig et anseligt stykke bag ejendommen.

Heller ikke hvad, der bragte mig til byen, har nogen interesse for fortællingen. Jeg skulle bo der, det må være tilstrækkeligt. Jeg havde i årevis logeret hos nogle respektable folk, som – da tidens fylde kom, emigrerede – hvorefter jeg måtte søge et nyt lejemål.

Der var værelser til leje, som ville passe mig i det nævnte hus – sådan sagde man til mig – hvis jeg da ikke veg tilbage for historierne om det. Veg tilbage for sladder? Nej tak, ikke mig. Jeg vidste ikke en gang, hvad sladderen egentlig gik ud på. Min hjerne var så fuldstændig blottet for overtro, som nogen dødeligs hjerne kan være. Jeg havde set en hel del til det, man kalder spiritisme, og som dengang havde nyhedens interesse i England. Jeg havde set borde vende og dreje sig og tunge møbler bevæge sig uden nogen synlig foranledning. Men denne erfaring havde kun tjent til at bekræfte min oprindelige mening, at alle ting af denne art kunne sættes i forbindelse med fikse taskenspillerkunster og andet bedrag.

Ånder og spøgelser troede jeg naturligvis ikke på, så jeg lejede altså værelserne – et stort soveværelse og en lille dagligstue.

Huset var beboet af en garveriformand og hans kone. Han havde for sit vedkommende fået det på meget billige lejevilkår, fordi stedet i årevis havde været skyet på grund af dets slette ry. Det var igen den gamle historie. Hr. Tanner havde kun boet i huset nogle få måneder, da jeg lejede mig ind, og vi lo begge ad denne spøgelsessnak, da vi talte om det, for han var lige så stor en skeptiker som jeg. Set noget, hørt noget? Ikke et kuk.

“Hvis der virkelig er en ånd,” sagde denne ærlige sjæl, “så ville han ikke gå igen bare for at genere min kone og mig og heller ikke Dem, Hr._ det tør jeg æde min hat på.” Og jeg var enig med ham.

Uge efter uge gik – og der hændte selvfølgelig ikke det allermindste. Jeg havde i virkeligheden glemt hele postyret efter få dages forløb, og følte mig efterhånden rigtig hjemme i mit nye logi og var fuldkommen tilfreds.

Soveværelset hørte ikke til den slags, som man med en moderne udtryksmåde kalder vanvittig henrivende. Det lå bagtil i huset, på første sal, hvorfra man havde udsigt over en stor del af den gammeldags anlagte have, som, da det blev efterår, duftede overvældende. Når jeg var så glad for dette værelse, skyldes det i grunden en ‘vandalisme’, som en af dets tidligere beboere havde forvoldt. Panelerne, som løb værelset rundt, var malet med en lys cremefarve, og dør og vndueskarme havde delt samme skæbne og ligesådan med tapetet. Tilsammen gav det rummet en lys og luftig tone, hvor det ellers ville have virket trist og mørkt.

Jeg er en hund efter lys. Jeg brænder altid lys om natten, så mine omgivelser passede mig på en prik. De blev holdt så pinligt rene, at man kunne have indtaget et måltid overalt i værelset eller på dets enkle overtræksmøblement. De to vinduer sad til højre for sengen, døren til venstre. Noget fra fodenden og direkte modsat sengen var kaminen. Kort sagt, det ville have været svært at finde noget, der mindede mindre om et spøgelsesværelse end mit soveværelse.

Den 23. oktober 1841 gik jeg som sædvanlig i seng ved elleve-tiden. Som sagt brænder jeg altid en lille natlampe, og af vane plejer jeg altid at låse døren. Jeg har aldrig haft et særlig godt sovehjerte. Den svageste lyd kan vække mig, og den nat vågnede jeg pludselig – måske en halv time efter at jeg var gået til ro.

En eller anden støj havde forstyrret mig, det var jeg sikker på, så snart jeg vågnede helt. Hvad var det? På den tid af natten var hele nabolaget tyst som graven, og det samme gjaldt husets beboere. Lyden var i soveværelset, nej, ikke netop i værelset, men lige udenfor – ved døren. Det lød som om, nogen forsøgte at åbne den! Ja, ganske utvivlsomt. Jeg kunne høre døren knage, da den sagte gav efter for hvad, jeg antog var presset af en skulder udefra. Jeg sad ret op og ned i sengen og stirrede stift mod døren, hvor jeg kunne se den svære, mørke, gammeldags jernklinke ganske tydeligt mod den hvidmalede dør. Den blev løftet, en hånd havde fat i den. Lidt efter faldt dørklinken blidt ned igen for atter at løftes langsomt og stille, mens skulderen vedholdende trykkedes mod døren. Men bolten under klinken var stærk, og da forsøget på at komme ind var gentaget tre-fire gange, blev det endelig opgivet.

Skulle jeg råbe op?

Nej, min nysgerrighed tog overhånd, måske tilsat en vis befippelse. En stykke tid blev jeg ved med at lytte anspændt, men jeg kunne ikke høre nogen derude. Ingen bevægelse, ingen fodtrin, ingen knagen af gulvet eller trappen. Efter at jeg havde spejdet og ventet en rum tid, stod jeg forsigtigt ud af sengen, trak slåen lydløst tilbage, rev døren op og kiggede ud på gangen, for jeg havde stadig ikke hørt fodtrin forsvinde derude. Skønt det klare lys fra mit værelse strømmede ud, var der ingen at se. Jeg havde ventet for længe, eller måske havde den lette støj af sengeklæderne, da jeg stod op, hindret mig i at høre den natlige gæsts tilbagetog.

Mens jeg lyttede og stirrede udover trappegelænderet ned i mørket, kunne jeg stadig ikke fornemme noget tegn på liv udover lyden af min husværts og hans kones tunge åndedræt. De sov i stueetagen, og imellem deres to værelser, mine to og køkkenet, var der et umøbleret værelse. Stilhed herskede overalt, og i løbet af en halv times tid var jeg påny i seng med slåen for døren og lyset klart brændende, som om intet var hændt. Men De kan nok forestille Dem, at jeg ikke sov meget, skønt jeg ikke blev forstyrret mere den nat – bortset af mine tanker.

Jeg havde set på mit ur, før jeg gik i seng igen, og anslået at hele episoden havde fundet sted mellem klokken tolv og et. Men hvad betød den? Jeg vil ikke plage Dem med mine spekulationer i den retning, for jeg kunne ikke finde hoved og hale på, hvad der var sket. Jeg var overrasket. Jeg havde aldrig et øjeblik tvivlet på min husværts ærlighed, men heller ikke, på den anden side, tvivlet på mine egne sanser. Så en eller anden havde forsøgt at komme ind i mit værelse, det var sikker. Hvem var det? Jeg besluttede at holde mund med sagen, i hvert fald til jeg havde set, om forsøget blev gentaget.

Før jeg trak mig tilbage næste aften, undersøgte jeg omhyggeligt låsene på for- og bagdørene. De var begge i orden. Sidstnævnte, der førte ud til haven, syntes i det mindste at være det. Der var kun en svær slå, men den var skudt for. Hr. og Fru Tanner gik tidligere til ro end jeg, og jeg kunne høre, de slumrede lydeligt, da jeg gik ind i mit soveværelse.

Var jeg lidt ilde tilpas? Ja, naturligvis – jeg følte mig lidt ubehagelig til mode. Det ville de fleste mennesker have gjort, om de så var udstyret med nok så meget moralsk mod. Men det var ærlig talt nysgerrighed, der var det fremherskende hos mig. Imidlertid låste jeg døren, tændte lyset og gik til ro som sædvanlig.

En time eller mere lå jeg lysvågen med øjnene fæstet på det mørke dørgreb, men ca. et kvarter før tolv begyndte jeg at føle mig søvnig. Og skønt jeg havde sat mig for ikke at sove, så slappede jeg dog af og faldt hen. Men i næste øjeblik – jeg antager, der kun var gået et par minutter – vågnede jeg pludselig ved en gentagelse af nøjagtig de samme lyde, der havde forstyrret mig den foregående nat. Jeg hørte igen den lette knagen af døren under det samme tryk som før. Ligeledes havde hånden påny fat i klinken udenfor, så at denne løftedes og sænkedes. Så kom der en lille pause, derpå en fornyet anstrengelse for at trænge ind, så en ny pause – og sådan blev det ved i ca. tyve minutter. Derefter var alt stille.

Hvad skulle jeg gøre?

Lidt ubeslutsom og ikke uden knurren stod jeg til sidst op og gloede ud på gangen, men der var stadig ikke noget at se. Hvis der havde været en eller anden, så var vedkommende der i hvert fald ikke nu, og han eller hun måtte være forsvundet på mystisk vis, for jeg havde ikke hørt så meget som antydningen af fodtrin.

Så kom den tredje nat. Jeg var stadig fast besluttet på at holde tand for tunge, indtil jeg havde gennemskuet denne mærkelige sag. Jeg var overbevist om, at jeg ville få alle ammestuehistorierne om spøgelseshuset revet i næsen, hvis jeg ytrede et eneste ord om, hvad der var sket. Jeg må dog tilstå, at jeg var forvirret. Hypotesen om røveri var næppe sandsynlig, alene af den grund at jeg ikke havde noget, der var værd at stjæle – og derudover var der hele dagen fri adgang til mine værelser.

Nå, så kom den tredje nat, og med den en nøjagtig gentagelse af alt, hvad der var sket to gange før og på samme tid, dog med den undtagelse, at jeg, da klinken hævede sig anden gang, råbte med lavmælt, men dog klar og tydelig røst: “Vent et øjeblik, så skal jeg lukke Dem ind”, idet jeg stod op. I samme øjeblik faldt klinken ned med et skarpt klik. “Ha!” tænkte jeg, “vi er ved at komme under vejr med det”. Men før jeg kunne nå hen til døren og få den åbnet, var den mystiske person borte. Han var mig igen for hurtig i vendingen, og endnu engang var alt stille resten af natten.

Den følgende morgen foretog jeg en minutiøs undersøgelse af gang, værelse, dørklinke, gulv, loft og alle kroge. Der var rig lejlighed til at gøre dette, for Hr. Tanner og hans kone var ofte borte fra huset i timevis. Men undersøgelsen førte ikke til noget resultat. Jeg fandt ingen spor, der kunne lede til mysteriets opklaring.

I de to følgende nætter skete der intet som helst. Øjensynlig var min undersøgelse blevet iagttaget, og jeg gjorde bedst i at være på min post. Men den sjette nat begyndte det hele forfra, nøjagtig ligesom tidligere. Nu var det ved at blive trættende. Rent bortset fra ubehaget, som det forårsagede med den bestandige spejden og venten, så havde jeg så godt som ingen søvn fået i en uge. Nu var der kun en udvej tilbage. Jeg måtte lade døren være ulåst og så se, hvad der ville komme. Jeg mente dog, at det ville være bedst at være forberedt på overraskelser, så da jeg gik til ro den syvende nat – det var den 29. oktober – klædte jeg mig ikke af, men lagde mig blot stille ned under sengetæppet med en god, tyk stok ved siden af mig.

Det var kort efter klokken tolv, at denne besynderlige og ubehagelige regeren og rumsteren begyndte igen. Dørklinken løftedes og sænkedes påny, sagte og hemmelighedsfuldt som før. Jeg griber min stok og gør mig klar til at springe løs på den indtrængende. Nu giver døren naturligvis efter for trykket, langsomt, men sikkert åbnes den af … hvem? Af ingen som helst! Dog, vent nu kun – nu sker det lige for mine øjne – der er ingen fejltagelse mulig. Jeg sidder ret op og ned i sengen og følger forbløffet, hvad der sker. Og nu bemærker jeg for første gang, at jeg ikke er alene i værelset. En fornemmelse, der er aldeles uafhængig af syn og hørelse, overbeviser mig om dette. Men døren lukkes igen, under magisk magt af en ukendt og usynlig hånd der løfter dørklinken forsigtigt for ikke at forårsage nogen støj.

Mens jeg stirrer med stigende undren, farer jeg efter omtrent et minuts forløb sammen ved lyden af et sagte, men dog tydeligt klik som fra en fjeder, der er sprunget i vejret. Lyden kommer, så vidt jeg kan forstå, henne fra kaminen eller lige der i nærheden over for fodenden af sengen. Og dér, det ser jeg nu, har en del af panelet ved siden af den svære, hvide kamin-gesims åbnet sig, og indenfor aner man et dybt, mørkt hulrum.

Jeg forholder mig aldeles stille, idet jeg koncentrerer hele mit væsen på at se, hvad der udspiller sig. Lidt efter kommer der fra hulrummets dybder en jernbeslået kiste til syne, omtrent 1 1/2 fod lang. Det ser ud, som om den bliver fremdraget af en menneskelig hånd, kun er denne hånd ikke synlig for mit blik. Og nu hæves den af den samme mystiske kraft et lille stykke ind i værelset, hvorefter den blidt sættes ned på gulvet.

Mens min opmærksomhed er fokuseret på skrinet eller kassen, holder jeg dog stadig øje med panelet, der er blevet lukket med det samme smæld af en fjeder, som da det blev åbnet. Ellers høres der ikke en lyd, intet fodtrin, ingen raslende klædningsstykker. Da kisten er kommet rigtigt ud i lyset, kan jeg se, at den er meget gammel. Klamper og beslag er kunstnerisk udført og synes at udgå fra et mønster i midten, hvor låsen øjensynlig findes. Over denne er der et kraftigt jernhåndtag. Og mens jeg betragter disse detaljer, ser jeg kassen blive løftet og båret som af en stærk, dog usynlig hånd, hen imod døren, der straks efter åbnes. Så forsvinder skrinet, døren lukkes sagte, og jeg mærker, at jeg igen er alene.

Dette her er i sandhed spiritisme med en bitone af hoverende hævngerrighed, men jeg sværger, at jeg vil afsløre tøjeriet – hvis det virkelig er tøjeri og taskenspillerkunster. For hvorfor disse kunster netop skulle udøves over for mig, ja, det må jeg oprigtigt tilstå, jeg ikke ved. Hvorom alting er. Jeg havde nu engang fået den idé i hovedet, at hvis jeg skulle afsløre trolderiet, måtte jeg ikke gøre nogen som helst støj. Derfor listede jeg med yderste forsigtighed efter skrinet ud på gangen tidsnok til at se genstanden for min søgen forsvinde i trappens mørke.

Det var vanskeligt nok for et nøgternt menneske, der i enhver henseende var ved sine fulde fem, at tro sine egne øjne under disse omstændigheder. Men De skal straks få at se, hvordan jeg kan bekræfte kendsgerningerne.

Ved nedgangen til trappen standser jeg og lytter. Slåen på bagdøren er skudt tilbage, og jeg ser et glimt af månelyset dernede, da døren åbnes. Så snart den atter er lukket, lister jeg ned ad trappen, åbner døren og går ud i haven, som ser strålende ud i sin dugkappe, der funkler som sølv i fuldmånens skær i den stille efterårsnat. Og der ser jeg med mine egne øjne skrinet bevæge sig hen ad den slyngede sti, der ender blindt i noget sammenfiltret grønt i en tykning af haven. Lydløst følger jeg efter på den bløde grønsvær. Ikke uden vanskelighed holder jeg øje med skrinet, mens det svæver hid og did mellem buskene, til det omsider når det aller fjerneste område af den gamle, murindhegnede have.

Men det klare månelys hjælper mig. Skrinet bliver sat ned på jorden – og i det samme lyder der en sælsom puslen i den tætte bevoksning under nogle gamle knortede æbletræer. Det vildtvoksende grønne bliver skudt blidt til side, ligesom af usynlige hænder og fødder, og så får jeg pludselig øje på plankerne i et gammelt brønddæksel. Straks efter hæves dækslet med nogen vanskelighed, hvorefter det bliver smidtt ind mellem buskene.

Jeg kan ikke komme så nær til stedet, som jeg gerne vil, for jeg har hele tiden en følelse af, at jeg ikke er alene – ligesom da jeg undersøgte mit værelse. Men jeg kan tydeligt se, hvad der foregår. Skrinet bliver atter løftet og balancerer et øjeblik over et vandhul eller en brønd, som tidligere var skjult af dækslet, der nu er kommet for dagens lys – eller rettere nattens månelys. Så bliver det sænket ved hjælp af et reb eller en kæde, gætter jeg på, men dette er dog ikke mere synligt end hænderne, der udfører arbejdet, eller den person, der på en eller anden måde må være til stede nu, og som lemper skrinet ned i brønden. At det er en brønd, kan jeg høre på plasket og den boblen, der lyder, idet skrinet rammer vandoverfladen.

Et par minutter gik, så blev brønddækslet lukket. Buskene og den øvrige bevoksning bevægede sig lidt, idet de fandt deres gamle gro- og hvilestillinger, og ikke en lyd brød nattens stilhed. Intet fodtrin eller raslende efterårsløv, ingen bevægelse, intet tegn på liv blandt buskene, intet tegn på, at nogen forlod stedet. Men jeg føler endnu engang helt tydeligt, at jeg atter er ene i haven. Og der står jeg da og stirrer en lille tid op mod fuldmånen, bogstavelig talt så kort det end varer, månesyg og mere fortvivlet og forvildet end jeg nogensinde før har været i mine livskabte dage.

Naturligvis spørger jeg mig selv, om jeg er vågen og ved mine fulde fem. Og naturligvis går jeg, da det kommer til stykket, tilbage til mit værelse den vej jeg kom fra og låser døren bag mig. Selvfølgelig undersøger jeg omhyggeligt væggen ved kaminhylden. Og lige så selvfølgeligt kan jeg ikke opdage nogen fjeder, hvorved man kan åbne panelet – nej, for det er naturligvis en skjult fjeder! Og da jeg ikke har set hånden, som udløste den, er jeg heller ikke i stand til at sige, hvor denne fjeder er anbragt.

Derimod lykkes det mig at opdage hulrummet, takket være den hule lyd som langt om længe gensvarer den banken, jeg har trakteret hver enkelt panelbræt efter tur. Her – her er der utvivlsomt et hulrum bag brættet. Det passer også med det sted, hvor åbningen viste sig! Så langt er sagen i det mindste belyst. I morgen vil jeg gøre en kraftanstrengelse for at finde ud af noget mere. Jeg vil efterforske bunden af buskadset for enden af haven, og finde ud af om brønddækslet virkelig er der, eller om det kun er et fantasifoster. Efter lange overvejelser faldt jeg omsider i søvn, og mærkeligt nok sov jeg som et barn resten af natten.

Dagslyset skaber mere tvivl og panikstemning end selve måneskinsmysteriet havde gjort. Havde jeg mon alligevel drømt det hele? Visselig, der kan næppe drages nogen sikker slutning, men hvis det hele er en drøm, har jeg drømt syv dage og syv nætter. Endvidere fandt jeg en hulning bag panelet, som jeg ikke. kendte noget til før. Dette er en kendsgerning, skønt jeg endnu ikke har fundet måde, på hvilken jeg kan komme ind i dette hulrum. Og hvad med brønddækslet i haven? Så snart jeg får tid, vil jeg undersøge det nærmere. Jeg.er nemlig ikke så naragtig, at jeg ønsker at nedkalde latteren over mig ved at røbe noget, før jeg er mere sikker i min sag.

Omsider er øjeblikket inde, og jeg befinder mig endnu en gang nede i buskadset mellem de forvredne træer ved den gamle mur. Jeg har det helt for mig selv og er beskyttet mod nysgerrige øjne ved den store afstand til naboerne. Intet spejdende øje kan få kig på mig fra bagvinduerne i nabolaget. Der er stedet, i det fjerneste hjørne, kærtegnet af det bløde morgenlys lige som i nat af måneskinnet. Det er hurtig genkendt, og i løbet af et par minutter har jeg ryddet mellem buskene, og ved at pirke med min stok opdaget noget der kan være et brønddæksel. Men hvis det viser sig at være det, har det helt sikkert ikke været åbnet sidste nat. Krattet virker til at være betydelig tættere end i nat. Sammenfiltrede snerler, græs, efeu og skimmelsvampe samt et lag af visne blade, som på sine steder er flere tommer tykt, dækker stedet. Og sikkert er det, at uden grundig undersøgelse ville intet menneskeligt øje have opdaget noget usædvanligt i dette vildnis.

Men noget usædvanligt var der nu ikke desto mindre, og straks efter fik jeg et fornyet bevis på, at jeg var på rette spor. Det tager adskillige minutter at få ryddet noget af alt dette stads til side, men omsider får jeg fat i en svær, rusten ring. Ved hjælp af en kraftanstrengelse lykkes mig at løfte det halvrådne dæksel til en gammel murstensbrønd, der viser sig at være otte-ti fod dyb.

Fornyede overvejelser fører til, at jeg får fat i en stige i et værktøjsskur, hvorefter jeg sænker den ned mod bunden i den hensigt at klatre ned i brønden. Da den til sidst har fået fast støtte, kravler jeg ned. Stigen hviler støt på bunden, og jeg konstaterer, da jeg når vandet, at dette næppe er mere end tre fod dybt. Så bøjer jeg mig ned og roder rundt med min stok, som lidt efter støder mod noget, jeg i stigende spænding anslår til at være en kasse eller en kiste.

Nu kommer jeg rigtigt i stødet, og uden at tage hensyn til mine våde fødder, går jeg længere og længere ned ad stigen, indtil jeg – i vand til midt på livet – dykker armen ned lige til skulderen. Efter en del roden rundt i det iskolde vand, får jeg fat i nogle slimede led af en kæde, hvorved jeg er i stand til med den yderste anstrengelse at hale en vandtrukken, ormædt, rusten og jernbeslået gammel kiste op til kanten af brønden. En nøjagtig kopi af den kiste, jeg havde set den foregående nat, bortset fra de virkninger den lange nedsænkning i vandet havde forårsaget. Det var en bekræftelse, der var ligeså uomgængelig som en prøve på den Hellige Skrift!

Jeg havde altså haft ret i mine formodninger, og jeg indrømmer gerne, at de havde overtruffet mine dristigste forventninger. Jeg lukkede brønden til, skjulte den så vidt muligt med buske, satte stigen tilbage og bar, uden nogen så det, den fundne kiste til mit værelse. Hvad indeholdt den mon? Dens store vægt og dens ældede, mærkelige udseende lod formode, at den indeholdt en skat. Råddent som træværket var blevet, var det ikke særlig vanskeligt at få kisten lirket op. Den var propfuld af guldmønter, øjensynlig spanske dublon’er, med årstal varierende fra 1660 til århundredets slutning.

Da Hr. Tanner kom hjem til middag, spurgte jeg, hvem han havde lejet huset af. Han nævnte den førende sagfører i byen. Til ham gik jeg så og bad ham give mig lidt historiske oplysninger om huset. Han var en tør gammel knark med en ansigtsfarve, der svarede til hans egne gulnede dokumenter, men jeg fik da presset så meget ud af ham, at det i nogen grad kunne bestyrke mig i de mystiske erfaringer, jeg havde gjort, selv om det ikke kunne forklare dem.

Sagføreren, som varetog ejendommens interesser på vegne af ejeren, en købmand i London ved navn Gruber, kunne fortælle, at det var en af købmandens forfædre, Michael Gruber, som havde bygget huset i 1690. Han havde samlet sig en formue, og rygtet ville vide, at det ikke var sket ved særlig agtværdige midler. Han var – kort og godt – kendt som en lovløs eventyrer, en af de utallige sørøvere, som gennem størstedelen af det syttende århundrede førte piratkrig mod de spanske kolonister i Sydamerika og Vestindien.

Det blev sagt, at han holdt sin skat skjult forskellige steder i huset, som dengang lå ganske alene i udkanten af byen. Ifølge sagføreren var det Michael Grubers tragiske endeligt, som havde givet næring til historien om, at det spøgte i huset. Gruber var blevet fundet ved daggry den niogtyvende oktober 1723 mere død end levende i sin have, og nær ved ham fandt man liget af en sømand, med hvem man vidste, han havde forretninger.

Der havde åbenbart fundet et blodigt sammenstød sted. Efter hvad Gruber fortalte i sin febervildelse, der var en følge af hans hårdtsårede tilstand, var den fremmede blevet forstyrret under et forsøg på at udplyndre ham, og da han ikke havde været i stand til at undslippe med rovet, havde han skjult det i haven. Men da han vendte tilbage for at hente det, havde Gruber overrasket ham. Mange fakta underbyggede Grubers udtalelser. Gruber, der dengang var en meget gammel mand, var kun halvt påklædt, som om han var stået op i huj og hast og var faret ud af soveværelset efter tyven; og et hemmeligt panel, som blev opdaget i værelset, da den døende mand blev båret tilbage dertil, gav ham anledning til stor ængstelse og bekymring, for han vedblev at hentyde til det og erklærede usammenhængende, at hans skrin var blevet stjålet. Dette syntes sandsynligt nok, for man fandt senere betydelige værdier i det hemmelige vægskab.

“Og her har vi så oprindelsen til legenden om spøgelsesværelset, ikke sandt?” spurgte jeg, idet omtalen af det savnede skrin og tidspunktet for tragedien gav mig en tilskyndelse.

“Ja, sikkert nok,” svarede sagføreren. “Den slags nonsens er altid knyttet til voldsdåd, der har fundet sted i ældre tid.”
“Vær så venlig at sige mig, hvad De sigter til med nonsens i dette specielle tilfælde?”
“Ja, det er ikke så lige til at svare på. Men jeg vil mene, at det går ud på følgende: At enhver, der sover i dette værelse i løbet af oktober måned, vil se en eller anden forsøge at trænge ind i det ved midnatstid. Men om vedkommende trænger ind eller ej, er der ikke en mors sjæl, der ved. De, kære Herre, er antagelig den, der har sovet der sidst, og De har naturligvis ikke set noget. På den anden side kan jeg oplyse Dem om, at adskillige tidligere beboere har forsikret mig om, i hvor høj grad de er blevet forstyrret.”

Jeg undgik spørgsmålet ved at sige: “Blev der nogensinde anstillet efterforskninger efter det skrin, som den gamle Gruber påstod var blevet stjålet?”
“Jeg ved det ikke. Ser De, alle disse ting hændte nemlig lidt før min tid.” Og den gamle knark kluklo ved sig selv.
“Kan De ikke genkalde Dem yderligere enkeltheder?”
“Nej, desværre ikke for øjeblikket – skønt det er muligt, jeg kunne støve dem op, hvis De måtte ønske det. Men vil De nu ikke have den godhed at fortælle mig, hvorfor De stiller disse spørgsmål?”

Så gjorde jeg gengæld ved at fortælle ham, hvad jeg havde fundet, idet jeg dog undgik enhver hentydning til den mærkelige måde, på hvilken jeg var blevet sat på sporet af brønden. Jeg sagde blot, at jeg havde støvet rundt efter nogle ørnebregner i den forsømte del af haven, og da jeg ved et rent tilfælde var stødt på brønddækslet, var jeg kommet på den tanke at undersøge det nærmere. Og dette havde så igen resulteret i opdagelsen af det gamle skrin, der var fuldt af dubloner.

Sagførerens pergamentansigt var lige så godt som en hel farce, mens han lyttede til mig. Han anså mig åbenbart for at være vanvittig. “Ja, sandelig,” sagde han. “Dette er højst forbavsende. Vi aldrig anet det mindste om sådan et gemme.”
“Det er højst forståeligt. Det har ikke været åbnet i årevis, og det var fuldstændig skjult af tykningen. Men hvis De vil have den elskværdighed at gøre mig følgeskab, så skal De med egne øjne få at se, hvad det er lykkedes mig at finde.”

Dette er min beretning. Alt hvad jeg har at tilføje af vigtighed er, at da det lykkedes mig at komme i forbindelse med den dalevende Hr. Gruber, optrådte han på den nydeligste måde. Skattefundet, som i værdi androg noget over tusind pund i guld, var naturligvis hans ejendom, men han insisterede på, at jeg skulle beholde halvdelen af det – hvilket ikke var nogen ringe belønning for min foretagsomhed.

En af dublonerne hænger, som De har set, ved min urkæde. Resten – ja, da jeg ikke er nogen velhaver, realiserede jeg de fleste af dem efter at have givet Hr. Tanner og hans kone et par stykker. De vedblev at bo i huset til udløbet af deres lejemål, ca. to og et halvt år efter, og jeg vedblev at være deres logerende, lige til huset blev revet ned ved periodens ophør.

Skønt jeg tilbragte endnu to oktobermåneder i værelset, hvor det spøgte, var der aldrig mere nogen mystisk ånd, der prøvede at forcere døren. Jeg havde forløst den besværede ånd nøjagtig et hundrede og atten år efter den dag, på hvilken den var blevet dømt til at vandre på jorden og periodisk forstyrre fredelige indehavere af værelset, der havde dannet baggrund for forbrydelsen. Indtil nærværende øjeblik har jeg aldrig lettet sløret for nogen levende mors sjæl, hvad angår den åndelige side af min erfaring. Jeg har aldrig kunnet forsone mig med den tanke, at man skulle le mig ud på grund af min skepsis vedrørende spørgsmålet om spiritisme.

Er jeg da skeptiker nu? Det har kun ringe betydning, om jeg er det eller ej. Jeg er nu så langt fremrykket i alder, at dette, såvel som de andre store mysterier angående set og uset om liv og død, for mit vedkommende vil være opklaret i løbet af få år.

Oprindelig trykt i Woven in Darkness: A Medley of Stories, Essays, and Dreamwork, 1885.

Kort om William Wilthew Fenn

Født i 1827
Død den 19. december 1906

Læs mere på At the Circulating Library

Genfærds-diligencen af Amelia B. Edwards

Amelia B. Edwards
By unbekannt – entweder der Verlag oder eine Zeitung – aus dem Buch von Amelia B Edwards “PHARAOHS, FELLAHS AND EXPLORERS”, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11423945

De begivenheder, som jeg nu vil fortælle Dem, er absolut sande. Det er noget, der er hændt mig, og jeg husker det så tydeligt, som var det sket i går. Og dog er der gået 20 år siden den nat. I de 20 år har jeg kun fortalt historien til ét menneske. Jeg fortæller den nu med en modvilje, jeg har svært ved at overvinde. Det eneste, jeg beder om, er, at De vil lade være med at pådutte mig Deres meninger. Jeg ønsker ikke noget bortforklaret. Jeg har ikke lyst til at indlade mig på nogen diskussion. Jeg ved meget nøje, hvad jeg selv mener om dette emne, og da jeg har mine egne sansers vidnesbyrd at stole på, foretrækker jeg at holde mig til det.

Altså! Det skete for netop 20 år siden, et par dage før rypejagten holdt op. Jeg havde været på jagt hele dagen, men havde knap nok fået noget i tasken. Vinden var stik øst. Det var i december, og det var på en trist vidstrakt hede helt oppe i den nordligste del af England. Og jeg var gået vild. Det var ikke et rart sted at gå vild. De første snefnug fra en snestorm, der var i anmarch, dansede hen over lyngen, og den blygrå himmel blev mørkere og mørkere. Jeg skyggede med hånden over øjnene og stirrede ængstelig ud i skumringen, hvor den dyblilla hede gik over i en lav bjergkæde 15-20 kilometer borte. Ikke den mindste anelse af røg, ikke en smule dyrket jord, ikke så meget som et gærde eller en fåresti mødte blikket i nogen retning. Der var ikke andet at gøre end at gå videre og prøve at finde et eller andet undervejs. Jeg tog geværet på nakken igen og gik træt videre. Jeg havde været på benene siden daggry, og jeg havde ikke spist noget siden morgenmaden.

Imidlertid begyndte sneen af falde uhyggelig tæt, og vinden lagde sig. Så blev det endnu koldere, og mørket sænkede sig hurtigt. Mine udsigter formørkedes samtidig med himlen, og jeg blev tung om hjertet, da jeg tænkte på min unge hustru, der allerede sad og så efter mig ved vinduet i vores lille værelse på kroen, og jeg tænkte på al den lidelse og uvished, der ventede hende den lange nat igennem. Vi havde været gift i 4 måneder, og efter at have tilbragt efteråret i det skotske højland boede vi nu i en lille, afsides landsby i udkanten af en af de store engelske heder. Vi var meget forelskede i hinanden og meget lykkelige. I morges, da vi skiltes, havde hun bedt mig komme hjem, før det blev mørkt, og det havde jeg lovet. Hvad ville jeg ikke have givet for at have holdt mit løfte! Hvor træt jeg end var, følte jeg, at jeg endnu kunne nå at komme hjem før midnat, hvis jeg bare fik et godt måltid, en times hvil og en god fører.

Og hele tiden faldt sneen, og mørket blev tættere. Nu og da standsede jeg og råbte, men mine råb syntes kun at gøre stilheden dybere. Der kom en sær følelse af ubehag over mig, og jeg begyndte at huske historier om vandringsmænd, der var blevet ved at gå og gå i snevejret, indtil de helt udmattede ikke ønskede andet end at lægge sig ned og sove ind i døden. Ville det være muligt, spurgte jeg mig selv, at fortsætte med at gå hele den lange, mørke nat? Ville det tidspunkt komme, hvor mine kræfter svigtede og min vilje slappedes? Hvis det skete, måtte også jeg sove dødens søvn. Døden! Det gøs i mig. Hvor ville det være hårdt at dø nu, da livet lå så lyst foran mig! Hvor ville det være hårdt for min hustru, hvis elskende hjerte – men det kunne jeg ikke holde ud at tænke på! For at skyde tanken til side, begyndte jeg at råbe igen, højere og længere end før. Jeg lyttede anspændt. Blev mit råb besvaret, eller bildte jeg mig blot ind, at jeg hørte et råb langt borte? Jeg kaldte igen, og igen fulgte ekkoet. Så dukkede der pludselig et flakkende lysskær frem af mørket, det blinkede, forsvandt, nærmede sig og blev stærkere.

Jeg løb hen imod det, så hurtigt jeg kunne, og stod til min store glæde pludselig ansigt til ansigt med en gammel mand, som gik og svingede med en lygte. “Gudskelov!” udbrød jeg uvilkårligt. Han glippede med øjnene og rynkede panden. Så løftede han lygten og så på mit ansigt. “For hvad?” brummede han gnavent. “Jo – for Dem. Jeg begyndte at blive bange for, at jeg skulle gå vild i sneen.”
“Nå,ja, folk går vild her en gang imellem, og hvorfor skulle De ikke også, hvis det er Herrens vilje?”
“Hvis det er Herrens vilje, at De og jeg går vild sammen, min ven, så må vi finde os i det,” svarede jeg, “men jeg agter ikke at gå vild uden Dem. Hvor langt er jeg nu fra Dwolding?”
“Mindst 30 kilometer.”
“Og fra den nærmeste landsby?”
“Den nærmeste landsby er Wyke, og det er 20 kilometer i den anden retning.”
“Hvor bor De da?”
“Derude,” sagde han og gjorde et kast med lygten.
“De er vel på hjemvejen?”
“Det er jeg måske.”
“Så går jeg med Dem.”

Den gamle mand rystede på hovedet og gnubbede eftertænksomt næsen med håndtaget på lygten. “Det nytter ikke noget,” brummede han. “Han slipper Dem ikke ind, det gør han ikke.”
“Det skal vi nok ordne,” sagde jeg muntert. “Hvem er han?”
“Herren.”
“Hvem er herren?”
“Det kan jo være Dem lige meget,” lød det uhøflige svar.
“Nå, ja, gå nu i forvejen, så skal jeg nok få herren til at give mig husly og aftensmad i aften.”
“Ja, De kan jo prøve!” mumlede min tvære fører. Han rystede stadig på hovedet, mens han humpede af sted som en trold gennem den faldende sne.

En stor bygning dukkede pludselig frem af mørket, og en vældig hund for ud og gøede rasende. “Er det her huset?” spurgte jeg.
“Ja, det er huset. Læg dig, Bey!” Han famlede i lommen efter en nøgle. Jeg gik tæt hen bag ham, fast besluttet på ikke at miste nogen chance for at komme ind, og i den lille lyscirkel fra lygten så jeg, at døren var tæt beslået med svære jernsøm som en fængselsdør. Et øjeblik efter havde han drejet nøglen om, og jeg trængte forbi ham ind i huset.

Da jeg først var kommet indenfor, så jeg mig nysgerrigt om. Jeg befandt mig i en kæmpemæssig bjælkehal, der åbenbart tjente mange formål. I den ene ende lå der store korndynger, der nåede op til loftet ligesom i en lade. I den anden ende var der stabler af melsække, landbrugsredskaber, tønder og alt muligt ragelse. Ned fra bjælkerne hang der rækker af skinker, flæskesider og bundter af tørrede urter til vinterbrug. Midt på gulvet stod der en mægtig indretning, klodset dækket med en snavset presenning. Da jeg løftede et hjørne af presenningen, så jeg til min forbavselse et meget stort teleskop, monteret på en bevægelig platform med fire små hjul. Røret var lavet af malet træ, holdt sammen af grove metalbånd. Spejlet var, så vidt jeg kunne se i det svage lys, mindst femten tommer i diameter. Mens jeg stod og undersøgte instrumentet og spekulerede på, om det mon var en autodidaktisk optikers værk, ringede en klokke højt.

“Det er Dem,” sagde min fører med et ondskabsfuldt grin. “Hans værelse er derovre.” Han pegede mod en lav, sort dør i den modsatte side af hallen. Jeg gik derover, bankede temmelig hårdt på døren og trådte ind uden at vente på nogen opfordring. En høj, hvidhåret gammel mand rejste sig fra et bord, der var dækket med bøger og papirer, og så strengt på mig.

“Hvem er De?” sagde han. “Hvordan er De kommet her? Hvad ønsker De?”
“James Murray, sagfører. Til fods over heden. Mad, drikke og søvn.”
Hans buskede bryn rynkedes ildevarslende. “Mit hus er ikke noget hotel,” sagde han hovmodigt. “Jacob, hvor vover du at lukke denne fremmede ind?”
“Jeg lukkede ham ikke ind,” brummede den gamle, “han fulgte mig over heden og trængte sig ind foran mig. Jeg kan ikke hamle op med en, der er seks fod og to tommer.”
“Og må jeg spørge Dem, min herre, med hvilken ret trænger De ind i mit hus?”
“Med den ret med hvilken jeg ville have klynget mig til Deres båd, hvis jeg var ved at drukne. Med selvopholdelsesdriftens ret.”
“Selvopholdelsesdriften?”
“Der ligger allerede en tomme sne på jorden nu,” svarede jeg kort, “og før daggry ville der være nok til at dække mit lig.”

Han gik hen til vinduet, trak et tungt, sort gardin til side og så ud. “De har ret,” sagde han. “Hvis De vil, kan De blive til i morgen. Jacob, servér aftensmaden.” Han gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned, tog selv plads og fordybede sig atter i den læsning, jeg havde afbrudt.

Jeg satte mit gevær i hjørnet, trak en stol hen til ilden og så mig om i ro og mag. Værelset var mindre end hallen, og dets indhold ikke så blandet, men det rummede alligevel en hel del, der kunne vække min nysgerrighed. Der var intet tæppe på gulvet. De hvidkalkede vægge var hist og her overkradset med mærkelige diagrammer, og andre steder var de dækket med hylder fulde af fysiske instrumenter, hvis formål jeg ikke altid kendte. På den ene side af kaminen stod der en reol, fyldt med store, lasede bøger, på den anden side et lille orgel, fantastisk dekoreret med malede udskæringer, som forestillede middelalderlige djævle og engle. Gennem lågen til et skab, der stod halvt åbent i den anden ende af stuen, kunne jeg se en lang række geologiske prøver, medicinske præparater, kolber, destillations-apparater og krukker med kemikalier. På hylden ved siden af mig stod der, foruden en mængde andet, også en model af solsystemet, et lille galvanisk batteri og et mikroskop. Hver eneste stol var fuldt belæsset. I hver eneste krog lå der dynger af bøger. Selv på gulvet flød det med kort, afstøbninger, papirer, diagrammer og et lærd roderi af alt muligt.

Jeg så mig om med en forbavselse, der steg for hver ny ting, jeg fik øje på. Et så mærkeligt værelse havde jeg aldrig set. Endnu mærkeligere var det dog at finde et sådant værelse i en ensom gård ude på de vilde, mennesketomme heder! Atter og atter så jeg fra min vært til hans omgivelser og fra omgivelserne tilbage til min vært og spekulerede på, hvem og hvad han kunne være.

Mens jeg sad og betragtede ham, gik døren op, og Jacob bragte aftensmaden ind. Hans herre lukkede bogen, rejste sig og bad mig tage plads ved bordet med større høflighed end han før havde vist. Der blev sat skinke og æg, et brød og en flaske fremragende sherry for mig.

“Jeg har kun tarvelig bondekost at byde Dem,” sagde min vært. “Jeg håber, at Deres appetit vil få Dem til at glemme manglerne ved vort spisekammer.” Jeg var allerede gået i gang med maden og påstod med en sulten jægers begejstring, at jeg aldrig havde smagt noget så vidunderligt.

Han bukkede stift, satte sig og begyndte på sin egen aftensmad, som ganske enkelt bestod af en kande mælk og en tallerken grød. Vi spiste i tavshed, og da vi var færdige, tog Jacob bakken ud. Så trak jeg min stol hen til kaminen igen. Til min forbavselse gjorde min vært det samme. Han vendte sig brat imod mig og sagde: “Min herre, jeg har levet her strengt afsondret fra verden i 23 år. I den tid har jeg ikke haft én gæst om året, og jeg har ikke læst en eneste avis. De er den første fremmede, der kommer over min tærskel i de sidste 4 år. Vil De gøre mig den tjeneste at give mig lidt oplysning om den verden, jeg så længe har været borte fra?”

“Vær så venlig at udspørge mig,” svarede jeg. “Jeg står ganske til Deres disposition.” Han bukkede let til tak og lænede sig frem. Med albuerne på knæene og med hagen støttet i hænderne sad han og stirrede stift ind i ilden. Så begyndte han at udspørge mig.

Hans spørgsmål drejede sig mest om videnskabelige forhold, han var næsten helt ukendt med videnskabens sidste fremskridt og den måde, hvorpå de anvendtes i det daglige. Da jeg ikke selv var videnskabsmand, svarede jeg så godt, som min ringe viden tillod mig, men hvervet var alt andet end let, og jeg blev meget lettet, da han holdt op med at spørge og gik over til at diskutere og begyndte at fremsætte sine egne slutninger om det, jeg havde prøvet at forklare ham. Han talte og jeg lyttede fortryllet. Han talte, til han næsten glemte min tilstedeværelse, tror jeg, og blot sad og tænkte højt. Jeg har aldrig hørt noget lignende, hverken før eller senere. Han var fuldt fortrolig med alle de filosofiske systemer, analyserede sindrigt, generaliserede dristigt, og hans tanker strømmede uhindret frem. Han sad stadig i den samme gnavne stilling med øjnene fæstet på ilden og vandrede fra emne til emne, fra spekulation til spekulation som en inspireret drømmer. Han gik fra praktisk videnskab til filosofi, fra elektricitet i ledningsnet til elektricitet i nerver, fra Watts til Mesmer, fra Mesmer til Reichenbach, fra Reichenbach til Swedenborg, Spinoza, Condillac, Descartes, Berkeley, AristoteIes, Platon og Østens magere og mystikere. Alt sammen overgange, der måske kunne være forvirrende, fordi de spændte så vidt, men som fra hans læber lød så lette og harmoniske som overgange i musik. Efter nogen tids forIøb – jeg husker ikke mere, hvad forbindelsen var, kom han ind på de områder, som endog ligger hinsides den spekulative filosofis grænser. Han talte om sjælen og dens stræben, om ånden og dens magt, om synskhed, om spådom, om de fænomener, som under navn af spøgelser, genfærd og overnaturlige væsner er blevet benægtet af skeptikere og bekræftet af lettroende gennem alle tider.

“Verden,” sagde han, “bliver for hver time, der går, mere og mere skeptisk med hensyn til alt det, der ligger uden for dens eget snævre område. Vore videnskabsmænd støtter denne skæbnesvangre tendens. Alt, hvad der ikke lader sig bekræfte ved eksperimenter, stempler de som opspind. Alt, hvad der ikke kan bevises i et laboratorium eller en dissektionsstue forkaster de som forkert. Hvilken overtro har de kæmpet så længe og så stædigt imod som troen på genfærd? Og hvilken overtro har beholdt sit faste greb i menneskers sind længere? Vis mig en kendsgerning indenfor fysik, historie, arkæologi, der er støttet af så mange og så forskellige vidnesbyrd. Dette fænomen, der er bekræftet af alle racer, af alle tidsaldre og under alle himmelstrøg af oldtidens mest nøgterne lærde, af den mest primitive vilde i nutiden, af kristne, hedninger, panteister og materialister, behandles som en ammestuefortælling af vort århundredes videnskabsmænd. Indicie-beviser er for dem blot en fjer i vægtskålen. Hvor værdifuld sammenligningen af årsag og virkning end er i videnskaben, så skubbes den her til side som værdiløs og upålidelig. Vidners udsagn regnes ikke for noget, lige meget hvor pålidelige vidnerne ellers er. Den, som blot tøver, før han udtaler sin dom, fordømmes som en nar. Den, der tror, er en drømmer eller en tåbe.”

Han havde talt med bitterhed i stemmen og sank hen i tavshed et par minutter. Lidt efter hævede han hovedet fra hænderne og tilføjede i en anden tone: “Jeg standsede ved dette problem, undersøgte det og skammede mig ikke over at fremsætte mine overbevisninger for verden. Jeg blev brændemærket som en synsk, latterliggjort af mine samtidige og med hån jaget bort fra den gren af videnskaben, i hvilken jeg havde arbejdet med ære i alle de bedste år af mit liv. Alt dette skete for 23 år siden. Fra den tid har jeg levet, som De ser, jeg lever nu, og verden har glemt mig, som jeg har glemt verden. Der har De min historie.”

“Den er meget sørgelig,” mumlede jeg, for jeg vidste næppe, hvad jeg skulle svare.
“Den er meget almindelig,” svarede han. “Jeg har kun lidt for sandheden, som så mange bedre og klogere mænd har lidt før mig.” Han rejste sig, som om han ville afslutte samtalen og gik hen til vinduet. “Det sner ikke mere,” bemærkede han, da han lod gardinet falde og gik tilbage til kaminen.
“Sner det ikke mere!” udbrød jeg og rejste mig ivrigt. “Åh, hvis det bare var muligt – men det er håbløst. Selv om jeg kunne finde vej over heden, kunne jeg ikke gå 30 kilometer i aften.”
“Gå 30 kilometer i aften!” udbrød min vært. “Hvad tænker De på?”
“Jeg tænker på min kone,” svarede jeg utålmodigt. “På min unge kone, der ikke ved, jeg er gået vild og som i dette øjeblik er næsten ude af sig selv af ængstelse.”
“Hvor er hun?”
“I Dwolding, 30 kilometer borte.”
“I Dwolding,” gentog han tankefuldt. “Ja, det er rigtigt, afstanden er 30 kilometer. Men – er De så ivrig for at spare de 6-8 timer?”
“Så ivrig er jeg, at jeg i dette øjeblik ville give 10 pund for en fører og en hest.”
“Deres ønske kan opfyldes for mindre end det,” sagde han smilende. “Aftendiligencen nordfra, som skifter heste i Dwolding passerer et vejkryds, der kun ligger 6 kilometer herfra, og den skal være der om ca. fem kvarter. Hvis Jacob går med Dem over heden og viser Dem den gamle postvej, tror De så, De selv kunne finde vej til det sted, hvor den støder ud til den nye vej?”
“Let – gerne!”

Han smilede igen, ringede og gav den gamle tjener besked, så tog han en flaske whisky og et glas frem fra det skab, hvor han gemte sine kemikalier. “Sneen ligger dybt,” sagde han, “og det er tungt at gå over heden i aften. Et glas whisky før De tager af sted?” Jeg ville have sagt nej, men han nødede mig, og jeg drak det. Det brændte mig i halsen som ild og tog næsten vejret fra mig. “Det er stærkt,” sagde han, “men det vil hjælpe Dem med at holde kulden ude. Og nu har De ikke et øjeblik at spilde. God nat!”

Jeg takkede ham for hans gæstfrihed og ville have trykket hans hånd, men han havde vendt sig bort, før jeg havde talt færdig. Et øjeblik efter gik jeg gennem hallen, Jacob lukkede yderdøren bag mig, og vi var ude på den åbne, hvide hede.

Det var bitterlig koldt, selv om vinden havde lagt sig. Ikke en lyd forstyrrede nattens stilhed, undtagen sneens knirken under vore fødder. Jacob, der ikke var særlig tilfreds med sit hverv, traskede foran mig i tvær tavshed med sin lygte i hånden. Jeg fulgte efter ham med geværet over skulderen, lige så lidt oplagt til samtale som han. Mine tanker kredsede om min sælsomme vært. Hans stemme lød endnu i mine øren. Hans veltalenhed holdt min fantasi fanget. Den dag i dag husker jeg med forbavselse, hvordan min stærkt stimulerede hjerne fuldstændig ordret huskede hele sætninger og stumper af sætninger, et væld af strålende billeder og brudstykker af glimrende ræsonnementer.

Mens jeg således tænkte over det, jeg havde hørt og prøvede at komme i tanker om et led hist og her, fulgte jeg i hælene på min fører uden at ænse noget. Efter nogen tids forløb standsede han pludselig og sagde: “Der går Deres vej. Sørg for, at De har stengærdet til højre for Dem, så kan De ikke tage fejl af vejen.”
“Så er det altså den gamle postvej?”
“Ja, det er den gamle postvej.”
“Og hvor langt er der så til korsvejen?”
“Lidt over 4 kilometer.”

Jeg trak min pung frem, og han blev mere meddelsom. “Vejen er såmænd god nok til fodgængere,” sagde han, “men den var for stejl og for snæver til trafikken nordpå. De skal passe på, der hvor gærdet er gået i stykker tæt ved vejviseren. Det er ikke blevet gjort i stand siden ulykken.”
“Hvilken ulykke?”
“Aftendiligencen styrtede ned i dalen nedenunder – mindst 10 meter – lige på det værste sted af vejen på hele egnen.”
“Forfærdeligt! Var der mange, der blev dræbt?”
“Dem alle sammen. De fandt 4 døde, og de sidste 2 døde næste morgen.”
“Hvor længe er det siden, det skete?”
“Det er lige 9 år.”
“I nærheden af vejviseren, siger De? Jeg skal huske det. God nat.”
“God nat, og mange tak.”

Jacob stak pengene i lommen, gjorde en bevægelse i retning af hatten og gik hjem ad den vej, han var kommet. Jeg så efter skæret fra hans lygte til det forsvandt, så vendte jeg mig og fortsatte min vej alene. Der var ikke længere den mindste vanskelighed ved det, for selv om det var meget mørkt, sås stengærdet tydeligt nok mod det svage skær fra sneen. Hvor var der stille nu, da jeg ikke havde andet end mine egne skridt at lytte efter! Hvor stille og ensomt! Jeg fik en mærkelig, ubehagelig følelse af ensomhed. Jeg gik hurtigere. Jeg nynnede en stump af en melodi. Jeg lagde vældige summer sammen i hovedet og beregnede rente og rentes rente af dem. Jeg gjorde kort sagt mit bedste for at glemme de forbløffende betragtninger, jeg lige havde lyttet til, og det lykkedes mig til en vis grad.

Imidlertid syntes natteluften at blive koldere og koldere, og skønt jeg gik rask til, var det umuligt at holde varmen. Mine fødder var som is. Mine hænder blev helt følelsesløse, og jeg holdt rent mekanisk fast på geværet. Jeg åndede også tungt, som om jeg var ved at klatre op ad de højeste tinder på et eller andet mægtigt bjerg og ikke blot gik hen ad en almindelig landevej i Nordengland. Jeg blev til sidst så forpustet, at jeg måtte standse et par minutter og læne mig mod stengærdet. Da jeg gjorde det, kom jeg til at se hen ad vejen, og til min lettelse så jeg i det fjerne en lille lysprik, der lignede en lygte, som nærmede sig. Først mente jeg, at det var Jacob, der var gået tilbage efter mig, men netop som jeg tænkte dette, så jeg et lys til, der tydeligt nok var parallelt med det første. Det nærmede sig også med samme fart. Jeg behøvede ikke spekulere længe for at regne ud, at det var lygterne på en privat vogn, skønt det forekom mig mærkeligt, at en privat vogn kørte ad en vej, der ikke længere var i brug, og om hvilken det oven i købet sagdes, at den var farlig.

Der kunne dog ikke være nogen tvivl om det, for lygterne blev stærkere for hvert øjeblik, og jeg bildte mig allerede ind, at jeg kunne se vognens mørke omrids mellem dem. Den nærmede sig meget hurtigt og fuldstændig lydløst, da sneen lå næsten en fod dyb under hjulene.

Og nu blev selve køretøjet synligt mellem lygterne. Det så mærkelig højt ud. En pludselig mistanke dukkede op i mit sind. Var det muligt, at jeg i mørket var kommet forbi korsvejen uden at se vejviseren, og var det måske den diligence, jeg skulle møde? Jeg behøvede ikke spekulere længe over det, for nu kom den frem fra et sving på vejen med kusk og post, en passager ovenpå og fire dampende skimler, alle omgivet af et svagt lysskær, gennem hvilke lygterne strålede som et par blændende meteorer.

Jeg sprang frem, vinkede med hatten og råbte. Postvognen kom hen mod mig i fuld fart og kørte forbi. Et øjeblik frygtede jeg, at jeg hverken var blevet set eller hørt, men det var kun et øjeblik. Kusken standsede. Posten, der var indhyllet i halstørklæder og frakke helt op til øjnene, sad åbenbart og sov, for han besvarede ikke mit råb og gjorde ikke det mindste forsøg på at stige ned. Passageren, der sad udenpå, drejede end ikke hovedet.

Jeg åbnede selv døren og så ind. Der sad kun 3 rejsende indenfor, så jeg gik ind, lukkede døren, satte mig i et ledigt hjørne og lykønskede mig til mit held. Luften i diligencen forekom mig at være koldere end luften udenfor, hvis det var muligt, og den var gennemtrængt af en mærkelig fugtig og ubehagelig lugt. Jeg så på mine medpassagerer. Det var alle mænd, og de var alle tavse. Det lod ikke til, at de sov, men de sad tilbagelænet i hver sit hjørne af vognen, somom de var optaget af deres egne tanker. Jeg prøvede at indlede en samtale.

“Hvor er det dog koldt i nat,” sagde jeg henvendt til min genbo. Han hævede hovedet og så på mig men svarede ikke. “Det lader til,” fortsatte jeg, “at vinteren er begyndt for alvor.”

Skønt det hjørne, han sad i, var så svagt oplyst, at jeg ikke rigtig kunne se hans træk, så jeg dog, at hans øjne var rettet lige mod mig. Alligevel svarede han ikke et ord. På ethvert andet tidspunkt ville jeg være blevet ærgerlig og rimeligvis have givet udtryk for det, men i øjeblikket følte jeg mig for ilde tilpas til at gøre noget ved det. Natteluftens isnende kulde var trængt ind i kroppen på mig, og den mærkelige lugt inde i vognen havde givet mig en uudholdelig kvalme. Jeg rystede fra hoved til fod, og idet jeg vendte mig imod min nabo på venstre side, spurgte jeg, om han havde noget imod, at jeg åbnede et vindue. Han hverken talte eller rørte sig. Jeg gentog spørgsmålet højere, men med samme resultat. Så mistede jeg tålmodigheden og trak vinduet ned. Da jeg gjorde det, brast læderremmen i hånden på mig, og jeg lagde mærke til, at glasset var fuldstændig jordslået, så meget, at det måtte have siddet der i årevis. Da min opmærksomhed således var henledt på vognens tilstand, undersøgte jeg den nøjere, og ved de udvendige lygters flakkende skær så jeg, at den var overordentlig medtaget. Ikke blot var den ikke repareret, men den var lige ved at falde fra hinanden. Vinduesrammerne gik i stykker ved den blotte berøring. Læderbetrækket var skimlet og rådnede bogstavelig talt bort fra træværket. Gulvet var lige ved at gå i stykker under mine fødder. Hele vognen var fuldstændig ødelagt af fugt og var åbenbart blevet hentet frem fra et eller andet udhus, hvor den havde stået og smuldret i mange år, for at gøre endnu en dags arbejde på landevejen.

Jeg vendte mig mod den tredje passager, som jeg endnu ikke havde tiltalt, og vovede en bemærkning. “Denne vogn er i en meget dårlig tilstand,” sagde jeg. “Den rigtige diligence er vel til reparation?” Han drejede langsomt hovedet og så mig ind i øjnene uden at sige et ord. Jeg vil aldrig glemme det blik, så længe jeg lever. Det gjorde mig kold om hjertet og kan gøre det endnu, når jeg tænker på det. Hans øjne glødede med en feberagtig, unaturlig glans. Hans ansigt var gustent som et ligs. Hans blodløse læber var trukket tilbage som i dødsangst og viste de skinnende tænder.

Mine ord døde bort på mine læber, og der kom en rædsel – en frygtelig rædsel – over mig. Mine øjne havde nu vænnet sig til mørket i vognen, og jeg kunne se nogenlunde tydeligt. Jeg vendte mig mod manden overfor mig. Han sad også og så på mig med samme forfærdende bleghed i ansigtet og med det samme stenhårde glimt i øjnene. Jeg tørrede mig over panden. Jeg vendte mig mod passageren ved siden af mig og så – åh, Himmel, hvordan skal jeg beskrive, hvad jeg så? Jeg så, – at ingen af dem var levende, at han ikke var et levende menneske som jeg selv! Der var et svagt lysskær over deres frygtelige ansigter – forrådnelsens skær – og over deres hår, der drev af gravens fugt, over deres jordslåede tøj, der var ved at falde af dem, og over deres hænder, der var som hænder på lig, der har været længe begravet. Kun deres øjne, deres frygtelige øjne, levede, og de var alle vendt truende imod mig!

Et skrig af rædsel, et vildt, uforståeligt skrig om hjælp og nåde brød frem fra mine læber, da jeg kastede mig mod døren og forgæves prøvede at åbne den. I et eneste øjeblik, der var kort og klart, som når et landskab ses i et lynglimt, så jeg månen skinne gennem en forreven sky – den uhyggelige vejviser, der stod med løftet finger ved vejkanten – det knuste stengærde – hestene, der var ved at falde – det mørke dyb nedenfor. Så gyngede vognen som et skib i storm. Så kom der et vældigt brag – en følelse af knusende smerte – mørke …

Det forekom mig, at der var gået flere år, da jeg en morgen vågnede efter en dyb søvn og fandt min kone ved siden af sengen. Jeg vil forbigå den scene, der fulgte, og ganske kort fortælle Dem den historie, hun fortalte mig med taknemmelige tårer. Jeg var faldet ned i kløften, tæt ved det sted, hvor den gamle vej møder ud til den ny, og var kun blevet frelst fra en sikker død ved at falde i en dyb snedrive, der var føget sammen ved foden af klippen nedenfor, I denne snedrive blev jeg opdaget ved daggry af et par fårehyrder, som bar mig til det nærmeste ly og hentede en læge til mig. Lægen fandt mig i vildelse, med brækket arm og kompliceret kraniebrud. Brevene i min tegnebog viste mit navn og adresse, min kone blev tilkaldt for at pleje mig, og takket være min ungdom og stærke konstitution kom jeg mig til sidst. Jeg behøver næppe at sige, at det sted, hvor jeg faldt, netop var samme sted, som den frygtelige ulykke havde ramt diligencen nordfra 9 år i forvejen.

Jeg fortalte aldrig min kone om den frygtelige oplevelse, jeg lige har berettet for Dem. Jeg fortalte lægen, der tilså mig, om den, men han behandlede hele eventyret som slet og ret en feberfantasi. Vi diskuterede spørgsmålet gang på gang, indtil vi opdagede at vi ikke mere kunne afvinde det interesse, så lod vi emnet falde. Lad andre mene, hvad de vil – jeg ved, at for 20 år siden var jeg den femte passager i genfærds-diligencen.

Trykt i All the Year Round, Christmas, 1864
Originaltitel: The Phantom Coach

Kort om Amelia B. Edwards

Født den 7. juni 1831
Død den 15. april 1892

Læs mere på Wikipedia

Det røde værelse af H. G. Wells

H. G. Wells
by George Charles Beresford, black and white glossy print, 1920

“Jeg kan forsikre Dem,” sagde jeg, “at der skal et særdeles håndgribeligt spøgelse til at forskrække mig.” Og jeg rejste mig op foran ildstedet med mit glas i hånden. “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm og tilkastede mig et blik fra siden. “Jeg har levet i 28 år,” sagde jeg, “og jeg har endnu aldrig set et spøgelse.”

Den gamle kvinde sad og stirrede stift ind i ilden, hendes blege øjne var vidt opspilede. “Ja,” indskød hun, “og De har levet i 28 år og aldrig set et hus som dette, tænker jeg. Der er meget, man ikke har set, når man kun er 28.” Hun rystede på hovedet. “Meget, man ikke har set og prøvet.”

Jeg mistænkte halvt de gamle mennesker for med deres gnavne stædighed at prøve på at overdrive de hemmelige rædsler i huset. Jeg satte mit tomme glas på bordet og så mig omkring i værelset og fangede et glimt af min egen forkortede og uhyrlige skikkelse i det løjerlige gamle spejl for enden af værelset.

“Udmærket,” sagde jeg, “hvis jeg ser noget i nat, skal jeg lade mig overbevise, for jeg går ganske fordomsfri til opgaven.” “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm endnu en gang.

Jeg hørte lyden af slæbende og sjokkende trin på fliserne i gangen udenfor, og døren knagede i sine hængsler, da en anden gammel mand trådte ind, endnu mere bøjet, endnu mere rynket og endnu ældre end den første. Han støttede sig til en enkelt krykke, hans øjne var dækket af en skærm og hans underlæbe, der var krænget udefter, hang bleg og lyserød ned fra hans ormstukne, gule tænder. Han gik lige hen til en lænestol på den anden side af bordet, satte sig tungt og begyndte at hoste. Manden med den visne arm tilkastede den nyankomne et hurtigt, direkte fjendtligt blik, den gamle kone tog overhovedet ingen notits af ham, men blev siddende og stirrede stift ind i ilden.

“Som jeg sagde — De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm, da hosten holdt op et øjeblik. Manden med skærmen bemærkede for første gang min nærværelse og drejede hovedet bagud og til siden for at se mig. Jeg fangede et kort glimt af hans små, blege, betændte øjne. Så begyndte han at hoste og harke igen.

“Hvorfor drikker du ikke?” sagde manden med den visne arm og skubbede øllet over til ham. Manden med skærmen skænkede sig et glas, men rystede sådan på hånden, at halvdelen plaskede ud på fyrretræsbordet igen. En kæmpemæssig skygge krøb sammen på væggen og efterabede hans bevægelser, da han skænkede og drak. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde ventet disse groteske opsynsmænd. Der er for mig noget barbarisk i alderdommen, noget lurende og atavistisk, gamle mennesker synes at miste de menneskelige egenskaber umærkeligt dag for dag. Disse tre gjorde mig uhyggelig til mode med deres gnavne tavshed, deres sammenkrøbne holdning og deres åbenbare fjendskab mod mig og mod hinanden.

“Hvis De vil vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” sagde jeg, “vil jeg gerne gøre mig det bekvemt for natten der.” Den gamle mand med hosten kastede hovedet tilbage så pludseligt, at det gav et sæt i mig, og tilkastede mig et blik fra sine røde øjne under skærmen, men der var ingen, der svarede mig. Jeg ventede et øjeblik og så fra den ene til den anden. “Hvis De vil vise mig Deres meget omtalte spøgelsesværelse,” sagde jeg lidt højere, “skal jeg befri Dem for det hverv at underholde mig.”

“Der står et lys på flisen uden for døren,” sagde manden med den visne arm og så på mine fødder, mens han talte til mig. “Men hvis De går op i det røde værelse i nat” (- “Denne nætternes nat!” mumlede den gamle kone -) “så må De gå alene.”

“Udmærket,” svarede jeg. “Og hvad vej skal jeg så?” “De skal et stykke ned ad gangen,” sagde han, “indtil De kommer til en dør, som fører ind til en vindeltrappe, og halvvejs oppe ad den er der en afsats og en anden dør, der er dækket af et forhæng. Den skal De igennem og ned ad den lange korridor til enden, så har De det røde værelse på Deres venstre hånd op ad trinene.”

“Har jeg fået rigtig fat i det?” spurgte jeg og gentog hans forklaring. Han korrigerede mig på et enkelt punkt. “Og det er virkelig Deres alvor, at De går derop?” sagde manden med skærmen og så på mig for tredje gang med denne løjerlige, unaturlige hældning af hovedet. (- “Denne nætternes nat!” mumlede den gamle kone -) “Det er det, jeg er kommet for,” sagde jeg og gik hen imod døren. I det samme rejste den gamle mand med skærmen sig og stavrede rundt om bordet som for at være nærmere ved de andre og ilden. I døren vendte jeg mig og så på dem. Der sad de alle tre tæt ved siden af hinanden, mørke mod den flammende ild, og stirrede på mig over skuldrene med et spændt udtryk i de gamle ansigter.

“God nat,” sagde jeg og åbnede døren. “De er selv ude om det,” sagde manden med den visne arm. Jeg lod døren stå på vid gab, indtil jeg havde fået lyset tændt, så lukkede jeg den og gik ned ad den kolde gang, der gav genlyd af mine skridt i stilheden. Jeg må tilstå, at disse tre gamle besynderlige pensionister, i hvis varetægt hendes Nåde havde overladt borgen og de mørke, gammeldags møbler i hushovmesterens værelse, hvor de holdt til, havde påvirket mig til trods for mine anstrengelser for at holde mig fuldstændig nøgtern.

De syntes at tilhøre en anden tidsalder, en længst forsvunden tid, en tid, da tingene var mere uhåndgribelige end nu, mindre afgjorte, en tid, da man troede på varsler og hekse og da genfærd hørte til dagens orden. Selve deres eksistens var underlig uvirkelig, snittet i deres klæder fostret af henfarne ånder. Det var, som om disse mennesker tilhørte en anden verden, som om de kun besøgte denne som genfærd.

Men med en kraftanstrengelse jog jeg disse tanker på flugt. Det trak koldt i den lange underjordiske gang, og mit lys blafrede og fik skyggerne til at krybe sammen og skælve. Ekkoet rungede op og ned ad vindeltrappen og en skygge kom listende op efter mig, en anden fløj foran mig i mørket ovenover. Jeg kom op til afsatsen og standsede der et øjeblik og lyttede efter en raslen, jeg bildte mig ind at have hørt. Beroliget ved den absolutte stilhed skubbede jeg omsider døren bag forhænget op og stod i korridoren.

Virkningen var ikke den, jeg havde ventet, for månelyset, der skinnede ind ad det store vindue for enden af korridoren, skilte alt i sorte skygger eller sølvklart lys. Alting stod på sin plads. Huset kunne for den sags skyld være blevet forladt i går og ikke for halvandet år siden. Der var lys i lysestagerne, og det støv, der havde samlet sig på tæpperne eller på det polerede gulv, lå fordelt så jævnt, at man næppe kunne se det i månelyset.

Jeg skulle til at gå videre, men standsede brat. Der stod en bronzegruppe på afsatsen, som jeg ikke kunne se for den fremspringende væg, men dens skygger faldt så mærkelig tydeligt på den hvide væg og bibragte mig en fornemmelse af, at der var nogen, der lå på lur i krogen for at overfalde mig. Jeg stod stiv af rædsel i et halvt minut måske. Så gik jeg frem med hånden i den lomme, hvor jeg havde min revolver, kun for at opdage Ganymedes og ørnen, der lyste i måneskinnet. Denne lille episode gav mig for en tid min ro tilbage, og en kinesisk porcelænsdukke, der stod på et lille kunstfærdigt bord og nikkede med hovedet, da jeg gik forbi, fik mig næppe nok til at fare sammen.

Døren til det røde værelse og trinene op til det var i en mørk krog. Jeg bevægede lyset frem og tilbage for rigtig at se den niche, jeg stod i, inden jeg åbnede døren. Her var det, tænkte jeg, at min forgænger blev fundet, og ved tanken om den historie blev jeg pludselig grebet af angst.

Jeg stirrede over min skulder hen på Ganymedes i månelyset og åbnede døren til det røde værelse temmelig hurtigt, med ansigtet halvt vendt mod den blege, tavse gruppe på afsatsen. Jeg gik ind, lukkede døren bag mig med det samme, drejede nøglen om i låsen og stod med lyset højt hævet og inspicerede skuepladsen for min nattevagt, det røde værelse i Lorraine Castle, i hvilket den unge hertug var død. Eller snarere, i hvilket han var begyndt at dø, for han havde åbnet døren og var faldet hovedkulds ned ad den trappe, jeg lige var kommet op ad. Det havde været enden på hans nattevagt, på hans modige forsøg på at besejre stedets genfærdstradition, og aldrig, tænkte jeg, havde en hjerneblødning bedre tjent til at bekræfte overtroen.

Og der var andre og ældre historier, der knyttede sig til værelset, helt tilbage til den ikke usandsynlige begyndelse på det hele, beretningen om en frygtsom hustru og det tragiske resultat af ægtemandens spøg med at gøre hende bange. Og når man så på det store mørke værelse med de skumle vinduesfordybninger, dets nicher og alkover, kunne man godt forstå de legender, der havde spiret i dets mørke kroge. Mit lys var kun en lille flammetunge i det vældige rum, og det kunne ikke gennemtrænge den modsatte ende af værelset, men efterlod et hav af mystik og anelser uden for sin lille ø af lys.

Jeg besluttede at foretage en systematisk undersøgelse af stedet med det samme og sprede mørkets indbildte anelser; før de fik magten over mig. Efter at jeg havde overbevist mig om, at jeg havde låst døren, begyndte jeg at gå omkring i værelset, stirrede på hvert eneste møbel og trak sengeforhænget helt til side. Jeg trak også gardinerne til side og undersøgte hasperne på hvert eneste vindue, førend jeg lukkede skodderne, jeg bøjede mig ned og kikkede op i den store skorstens sorte indre og bankede på det mørke egetræspanel for om muligt at opdage et hemmeligt hulrum.

Der var to store spejle i værelset, hver med et par lysestager med lys i, og på kaminhylden stod der også flere lys i kinesiske lysestager. Jeg tændte dem allesammen et efter et. Der var lagt til rette i kaminen – en uventet betænksomhed af den gamle husholderske, og jeg tændte op for at holde enhver tilbøjelighed til kuldegysninger nede. Da det brændte godt, stillede jeg mig med ryggen til ilden og betragtede værelset igen.

Jeg havde trukket en lænestol og et bord hen til kaminen som en slags barrikade foran mig, og på bordet havde jeg lagt min revolver parat. Min nøjagtige undersøgelse havde beroliget mig, men jeg fandt stadig, at mørket, der rugede i værelsets fjerneste kroge, og den fuldkomne stilhed var alt for stimulerende for fantasien. Ekkoet af den knitrende og bragende ild var mig ikke nok. Mørket i alkoven havde det udefinerbare præg af eksistens, der indgav mig denne mærkelige fornemmelse af at være i selskab med et lurende, levende væsen, der kommer så let i stilheden og ensomheden. Til sidst gik jeg for at berolige mig selv hen til alkoven med et af lysene og forvissede mig om, at der ikke var noget derhenne. Jeg stillede lyset på gulvet i alkoven og der lod jeg det blive stående.

På det tidspunkt var jeg temmelig nervøs og ophidset, skønt der, efter hvad min fornuft sagde mig, ikke var nogen rimelig grund til at være det. Jeg tænkte imidlertid fuldstændig klart. Jeg påstod ganske uforbeholdent over for mig selv, at der ikke kunne ske noget overnaturligt, og for at få tiden til at gå gav jeg mig til at rime noget sammen á la Ingoldsbys myter om stedets oprindelige legende. Jeg sagde et par af linjerne højt, men ekkoet var ikke behageligt. Af samme årsag opgav jeg også temmelig hurtigt en samtale med mig selv, om det umulige i at der fandtes spøgelser.

Mine tanker vendte tilbage til de tre gamle, underlige mennesker nedenunder, og jeg prøvede at holde mig til dette emne. Men de dystre røde og sorte farver i værelset gjorde mig urolig, til trods for de 7 lys var der ikke rigtigt lyst. Det ene henne ved alkoven blafrede i trækken, og det flakkende ildskær fik skyggerne til ustandselig at skifte og bevæge sig. Da jeg spekulerede på et middel, kom jeg i tanker om de lys, jeg havde set ude på gangen. Jeg overvandt mig selv til at gå ud i månelyset, men jeg tog et lys med og lod døren stå på vid gab så længe. Lidt efter vendte jeg tilbage med hele 10 lys, som jeg anbragte i forskelligt kinesisk nips, der stod omkring i værelset. Jeg tændte dem og satte dem, hvor skyggerne lå dybest, nogle på gulvet, nogle i vinduesfordybningerne, indtil mine 17 lys til sidst var anbragt sådan, at hver eneste tomme i værelset blev direkte belyst af i det mindste et af dem. Det faldt mig ind, at når spøgelset kom, måtte jeg advare ham om, at han ikke skulle træde på dem. Værelset var nu fuldstændig klart oplyst. Der var noget særdeles trygt og opmuntrende ved alle disse små levende flammer og samtidig fik jeg noget at bestille med at ‘snyde’ dem, hvilket gav mig en beroligende fornemmelse af, at tiden gik. Men selv nu vejede den rugende forventning om nattevagten tungt på mig.

Det var over midnat, da lyset ved alkoven pludselig gik ud, og det dybe mørke sprang tilbage på sin plads. Jeg så ikke lyset gå ud. Jeg vendte mig bare og så, at mørket var der, og studsede som man gør, når man pludselig ser en uventet fremmed. “Det var pokkers!” sagde jeg højt, “det var da en voldsom træk!” Så tog jeg tændstikkerne på bordet og gik tværs igennem værelset i ro og mag for at tænde lyset igen.

Min første ‘tændstik ville ikke brænde, og da jeg havde fået den anden tændt, havde jeg en fornemmelse af, at der var et eller andet, der blinkede på væggen overfor. Jeg vendte mig uvilkårligt og så, at de to lys på det lille bord ved kaminen var gået ud. Jeg rejste mig med det samme. “Det var da mærkeligt!” sagde jeg. “Skulle jeg selv have gjort det i et øjebliks distraktion?”

Jeg gik tilbage til bordet og tændte det ene, og mens jeg gjorde det, så jeg lyset i den højre lysestage på det ene af spejlene blafre og gå ud, det andet fulgte efter næsten samtidig. Flammen forsvandt, som om vægen pludselig var blevet knipset af mellem to fingre, så den hverken glødede eller røg. Mens jeg stod og stirrede, gik lyset ved fodenden af sengen ud, og de mørke skygger syntes at krybe nærmere hen imod mig.

“Det går ikke, dette her!” sagde jeg, da først det ene og så det andet lys på kaminhylden fulgte efter. “Hvad er det dog for noget?” råbte jeg, og min stemme lød så underlig højt. I det samme gik lyset på skabet ud og det, jeg havde tændt i alkoven, fulgte efter. “Holdt! Det er mine lys!” sagde jeg med et halvt hysterisk forsøg på at være morsom og forsøgte at stryge en tændstik til lyset på kaminhylden. Mine hænder rystede sådan, at jeg ikke kunne ramme svovlet på tændstikæsken. Da kaminhylden dukkede frem af mørket igen, slukkedes to lys i den fjerneste ende af værelset. Men med den samme tændstik tændte jeg de store lys foran spejlet og dem på gulvet foran døren. Et øjeblik syntes jeg at vinde terræn igen, men så gik der straks fire lys ud i træk i forskellige hjørner af værelset, og jeg skyndte mig rystende at stryge endnu en tændstik og stod og overvejede, hvor jeg skulle bruge den.

Som jeg stod der uden at kunne bestemme mig, så det ud, som om en usynlig hånd slukkede de to lys på bordet. Med et rædselsskrig for jeg hen til alkoven og ind i krogen og hen til vinduet og tændte tre, mens endnu to lys gik ud henne ved kaminen. Så fandt jeg på en bedre udvej, jeg lagde tændstikkerne på det jernbeslagne dokumentskrin i hjørnet og tog en af lysestagerne. På den måde undgik jeg at sinke mig med at stryge tændstikkerne, men lysene gik stadig ud, og de skygger, som jeg frygtede og kæmpede imod, vendte tilbage og krøb ind på mig, først fra en side og så fra en anden. Det var ligesom en forreven stormsky, der for hen over himlen og slukkede stjernerne. Nu og da dukkede de frem et øjeblik og blev så borte igen.

Jeg var næsten vanvittig af rædsel for det kommende mørke, og min selvbeherskelse svigtede mig. Jeg sprang stønnende og forvildet fra lys til lys i en håbløs kamp mod den usynlige, ubarmhjertige fjende. Jeg slog mit ben på bordet, jeg væltede en stol, jeg snublede og faldt og trak dugen af bordet i faldet. Mit lys trillede fra mig, og jeg greb et andet, da jeg rejste mig. Det blæste ud, da jeg løftede det op fra bordet, og de to sidste lys fulgte øjeblikkelig efter. Men der var stadig lys i værelset, et rødt lys, der holdt skyggerne borte fra mig. Ilden! Naturligvis, jeg kunne stikke mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret og tænde det igen!

Jeg vendte mig mod flammerne, der dansede mellem de glødende kul og kastede røde reflekser på møblerne. Jeg gik et par skridt hen imod gitteret og straks døde flammerne bort og forsvandt, gløderne forsvandt, og da jeg stak mit lys ind mellem stængerne i kamingitteret, lukkede mørket sig over mig, indhyllede mig i sin kvælende favn, berøvede mig synsevnen og dræbte den sidste rest af fornuft i min hjerne.

Lyset faldt ud af hånden på mig. Jeg slog om mig med armene i et forgæves forsøg på at holde det tunge mørke borte fra mig, og jeg skreg af al min magt igen og igen. Så må jeg have rejst mig og være vaklet hen til døren. Jeg ved, at jeg pludselig kom til at tænke på den månelyse gang, og med hovedet bøjet og med armene for ansigtet fo’r jeg hen mod døren. Men jeg havde glemt, hvor den var, og jeg slog mig på hjørnet af sengen. Jeg vaklede tilbage, vendte mig om og slog mig igen på et eller andet stort møbel. Jeg har en svag erindring om min desperate kamp i mørket, hvor jeg slog om mig i blinde, og om mine vilde skrig, mens jeg fo’r frem og tilbage, og om et tungt slag til sidst, der ramte mig på panden, en frygtelig fornemmelse af et fald, der varede en evighed, og mit sidste vanvittige forsøg på at holde mig på benene. Så husker jeg ikke mere.

Da jeg åbnede mine øjne, var det dag. Jeg havde en klodset forbinding om hovedet, og manden med den visne arm stod og så på mig. Jeg så mig omkring og prøvede at huske, hvad der var sket, men i lang tid kunne jeg intet erindre. Jeg vendte mig om og fik øje på den gamle kone, hun var ikke mere åndsfraværende, men i færd med at hælde nogle dråber medicin fra en lille blå flaske op i et glas. “Hvor er jeg?” spurgte jeg. “Jeg synes, jeg kan huske jer, men jeg kan ikke huske, hvem I er.”

De fortalte mig det hele, de fortalte om det røde værelse, og jeg lyttede som til et eventyr. “Vi fandt Dem ved daggry,” sagde den gamle mand, “og De havde blod på panden og på læberne.” Det varede længe, inden jeg kunne huske noget om, hvad jeg havde oplevet.

“Tror De nu,” sagde den gamle mand, “at det spøger i det røde værelse?” Han talte ikke længere som en, der hilser en ubuden gæst, men som en, der er bekymret for en ven, der har været uheldig. “Ja,” sagde jeg, “det spøger i værelset.”

“Og De har set det. Og vi, som har levet her hele vort liv, vi har aldrig set det. For vi har aldrig turdet – fortæl os, er det rigtigt, at det er den gamle jarl, som …” “Nej,” sagde jeg, “det er det ikke.”

“Det var jo det, jeg sagde,” sagde den gamle kone. “Det er den stakkels unge grevinde, som blev skræmt til …” “Nej,” sagde jeg. “Der er hverken noget genfærd af greven eller af grevinden i det værelse. Der er overhovedet ikke noget genfærd, men noget, der er værre, langt værre …”

“Hvilket?” spurgte de.

“Det værste af alt, der kan hjemsøge et stakkels dødeligt menneske,” svarede jeg, “og det er – i al sin nøgenhed – angsten! Angsten, som hverken vil have lys eller lyde, som ikke vil tage imod fornuft, som overdøver og formørker og overvælder. Den fulgte mig igennem korridoren, den kæmpede imod mig i værelset …” Jeg standsede pludselig. Der blev en pause. Jeg førte hånden op til min bandage.

Så sukkede manden med skærmen og sagde: “Det er rigtigt. Jeg vidste, det var der. Mørkets magt. At lægge en sådan forbandelse på en kvinde! Den lurer der altid. Man kan mærke den selv om dagen, selv på den lyse sommerdag, i forhængene, i gardinerne, den lurer bag ved én, hvorhen man end vender sig. I skumringen kryber den ned gennem korridoren og følger én, så man ikke tør vende sig. Der er angst i hendes værelse — og den vil være der, så længe dette syndens hus består.”

Trykt i The Idler, marts 1896
Originaltitel: The Red Room

Kort om H. G. Wells

Født den 21. september 1866
Død den 13. august 1946

Læs mere på Wikipedia

Schimmelmanns hest af Vilhelm Bergsøe

Vilhelm Bergsøe
By P. Hansen – Illustreret Dansk Litteraturhistorie, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2908686

For ti til femten år siden lå Hellebæk endnu uberørt. Ingen jernbane bragte københavnerne til Helsingør, intet Marienlyst prangede med sortklædte opvartere. Hamlets grav var endnu ikke opfundet, og når en enkelt fremmed fra Hammermøneskoven forvildede sig ind i Hellebæk eller Aalsgaarde, kunne han være vis på at tiltrække beundrende tilskuere til vinduerne. Den lille fabriksby lå stille og roligt i sommerens solskin med sine hvide huse og klaprende møllehjul. I Aalsgaarde tørrede mændene deres garn, mens kvinderne syslede foran huset med nål og tråd. Det var i denne lykkelige periode, at jeg færdedes i Hellebæk; thi disse dybe, dunkle skovsøer, denne vegetation, der broderligt forbinder bagen og anemonen med birken, enebærret og lyngen, husede en hel verden for sig, travle, rastløse beboere, hvis færd det nok var værd at gøre sig bekendt med.

Min tid var delt mellem skoven og kroen. Man havde endnu en vis skyhed for at leje sine værelser ud. Hvor tydeligt husker jeg endnu kroens store sal med dens blåblomstrede sofa, de forunderlige, gammeldags stole, den rødmalede fyrretræs kommode med de besværlige skuffer, der altid ville ud, men, ligesom i nydelsen af deres frihed, aldrig ind igen. Hvor klart ser jeg ikke den mærkværdige pasteltegning, som jeg endnu svæver i uvished om, hvad enten den betød ‘Maria Himmelfart’ eller ‘Musernes dans på Helikon’, og som var en gave til huset fra en mere naiv end talentfuld kunstnerinde i omegnen.

Alle disse herligheder hørte mig til. Hele kroen stod til min rådighed, med undtagelse af skænkestuen og butikken, hvor man handlede med kaffe, sukker og et cetera, som der stod på skiltet. Dog var der lørdag aften en indskrænkning i min ejendomsret. Da samledes folk fra land og by, ikke til politisk vrøvl over en halvgammel avis, men til en ordentlig, solid dram, til en dans, og somme tider til en tvekamp, hvor man dog hverken anvendte kårder eller pistoler. Her lærte jeg mænd at kende med hårde, barske, vejrbidte ansigter, og dog barnligt naive og godmodige; mænd, som stod lige fast, hvad enten de bandt an med en snapseflaske på land eller en stormvejrsdag til vands. Jeg kunne nævne mange af disse, men jeg dvæler kun ved én, bådsmanden, min Ven, Niels Kei.

Niels Kei og havet havde været uadskillelige, dog til en vis periode. Fra skibsdreng var han blevet matros, fra matros blev han bådsmand. Så havde han fået nok af krigerberømmelsen, som havde kostet ham noget af den højre kind med tilsvarende bakenbart. Han var blevet fisker, både efter egentlige fisk og efter de kaptajner, der for modvind lå stille i sundet, og med hvem han drev en ikke ubetydelig forretning med proviant og andre fornødenheder. En skønne dag solgte han sine garn og net for en snes daler, købte sig en vogn og en hest for halvandet hundrede, og nu var han, hvad der ville krænke ham dybt, hvis han hørte det, en underlig mellemting af vognmand og fisker — efter kaptajner.

Men han var også noget andet. Han var Hellebæks gåde, dens mysterium, dens uløselige sfinks. Hvor havde Niels Kei fået den brune hest og den lille, lette, nymalede vogn fra? — eller for at gå lige til sagen: Hvorfra havde han fået pengene? Havde han levet på Sicilien, ville man have sagt, at han havde fundet ‘den døde mand’. I Hellebæk mumlede man i krogene. rystede på hovedet og skottede hemmeligt efter den brune, når den med vognen, Niels Kei og en fremmed rullede ned ad vejen mod Helsingør.

Niels Kei tog en rigsdaler for denne tjeneste; men jeg, studenten, kørte for tre mark, “thi man skal ikke være ublu,” mente han.

Niels havde en ganske speciel måde at behandle sin hest og sit køretøj på. Når han gjorde linerne fast, var det med et halvstik, som bandt han skødet på et storsejl. Når han sad på bukken, skrævede han ud med benene og stemte dem mod vognkærrens forreste kant, som om han roede med årer i en jolle, og ville han muntre den brune op, havde han nogle ganske mærkelige slag med linerne, slag, der på en påfaldende måde mindede mig om en mand, der pilker torsk. Men den brune forstod ham, og han forstod den, og det var jo hovedsagen.

Således rullede vi en efterårsaften hen ad vejen til Helsingør. Niels Kei med en uvognmandsmæssig sydvest på hovedet, for han mente, at vi snart fik regn fra nordøst; jeg var iført baldragt og hestedækken. Vejen gik gennem Hammermølleskoven, forbi den mørke Bondedam og op imod Kobberdammen under gensidig tavshed. Niels Kei virkede ikke oplagt den aften, og havde ikke sit sædvanlige lune humør med sit smørrede grin.

Pludseligt sagde han: “Ved studenten at, at Ole Hansen er død i nat? Det var min ven!”

“Ole Hansen!” gentog jeg forbavset. “Hvorledes?”

“Af for meget vand; han er druknet,” svarede Niels Kei tørt. “Ja, det kunne man nu have sagt sig selv,” føjede han halvdæmpet til, mens han langede ud efter den brune med en bevægelse, som kastede han en trosse på land.

“Har han da druknet sig?” spurgte jeg.

“Druknet sig?” gentog Niels foragteligt. Der er ingen fisker, der drukner sig. Jollen lå med bunden i vejret lige ud for den sorte sten, og Ole Hansen lå lidt sønder på ind imod stranden — død som en sild.”

“Hvorfor kunne man have sagt sig selv det?” vedblev jeg.

Niels Kei trykkede med den venstre hånd sydvesten fastere på hovedet, pilkede den brune med den højre, og sendte mig et meget sigende blik.

“Skal han ligge her?” spurgte jeg, idet vi kørte forbi den lille skovkirkegård, hvis hvide mure blev farvet gule af den nedgående sol.”

“Nej,” sagde Niels Kei. “Fiskerne går nordpå. Næppe havde han sagt dette, før den brune pludseligt stod stille midt på vejen med et ryk. Derpå skuttede den sig, som om den rystede fluer af hele kroppen, virrede med hovedet og var ikke til at få af stedet.

“Hmpf” sagde Niels Kei med en underlig mine og lod tøjlerne synke.

“Hvad sker der?” spurgte jeg.

“Åh, det er en uting,” brummede han, og i samme øjeblik fo’r vi af sted, som om den brune havde sporerne i siden.

“Har studenten noget imod at køre en lille omvej?” spurgte Niels, hvis mine var blevet endnu mere betænkelig.

“Som De vil,” svarede jeg, og dermed drejede vi op ad en bivej til højre, der førte ind i skoven. Den brune travede flinkt fremad, indtil vi nåede en stendysse til venstre, omringet af mægtige, enestående bøgetræer. Her skuttede den sig igen, virrede med hovedet og lagde ørerne tilbage.

“Tænkte jeg det ikke nok,” sagde Niels Kei med overbevisning i stemmen. Vi skulle aldrig have kørt på en fredag.” Derpå stod han af vognen, samlede en sten op, kastede den hen på dyngen og steg så op i vognen igen. I samme øjeblik fik den brune nyt liv, og vi tullede atter hen ad vejen.

“Hvad var det, De gjorde der, Niels?” spurgte jeg.

“Åh, det er sådan en slags skik,” sagde han kort. “Jeg lagde en sten for Skimmelmands hest.”

“Hvad er det for en?” spurgte jeg.

“Ja, studenten er jo så lærd,” svarede Niels Kei tøvende, “at han vel næppe tror på, hvad vi andre véd er sikkert og vist.”

“Jo vist gør jeg så, Niels,” sagde jeg, “der er mere imellem Himmel og Jord, end de lærde forstår sig på.”

“Ja, det er der, det er sikkert og vist,” sagde han, “og hvis studenten vil lade være med at grine ad mig, skal jeg fortælle ham det hele. Se, denne Skimmelmand, ham som byggede fabrikken, han var tysker, og en stor …” Her holdt Niels Kei pludseligt inde, og betragtede mig med et blik, som om han ville læse min mening.

“Ja vel,” sagde jeg.

“Han havde meget at gøre med Syvårskrigen,” vedblev Niels Kei. “Det kneb dengang stærkt med foder til hestene, og så skulle denne Skimmelmand sørge for havren, for han var ansat som proviantforvalter. Men hvordan det nu gik til, så kunne preusserkongens heste aldrig hamle op, hverken med franskmændenes eller russernes, og så lod preusserkongen Skimmelmand tilkalde. Men han havde lugtet lunten i forvejen, og skønt et helt husarregiment satte efter ham, så var han dog hele tiden foran, for han havde en gråskimmel, som ingen af de andres heste kunne hamle op med. Så kom de til sidst til floden Elben langt nede i Tyskland, og der svømmede Skimmelmands hest over, men husarerne druknede, hver eneste en. Så bar hesten ham helt op i Jylland, og til sidst kom han til København, og der kaldte han sig ‘Skimmelmand’, fordi skimlen havde frelst ham; ellers havde han nok heddet noget andet før. Så fik vores konge, Frederik den femte eller fjerde, fat i ham, og gjorde ham til minister og lod ham bygge fabrikken her, som er et fideikommis, for han var en dygtig mand. Da preusserkongen fik det at vide, lod han tiden gå, til krigen var endt, og de alle troede, at det hele var glemt. Så sendte han en delegation til vores konge, og så skulle Skimmelmand selvfølgelig hilse på sine landsmænd. De lå på et stort fregatskib ud for Trekroner, og kaptajnen havde ordre til, at så snart Skimmelmand satte sin fod på dækket, skulle de stikke til søs med ham. Chaluppen lå nede ved Toldbodtrappen med det preussiske kongeflag, og Skimmelmand var allerede ude på Toldboden. Der stod en livvagtskarl, som hed Schultz, for han var egentlig en holstener og kunne snakke tysk så godt som nogen. Han havde dagen i forvejen siddet inde i Brokkens Bod og drukket sammen med matroserne fra det preussiske skib, og der havde han hørt, at det hele var en fælde for at fange Skimmelmand og bringe ham tilbage til preusserne. Han turde dog ikke sige noget, da ministeren gik forbi med de høje herrer, men så blinkede han til ham og gjorde tegn, som en der får håndjern på. Se, det forstod Skimmelmand straks, for han var en stor Lucifer, og så sagde han, at han havde glemt nogle papirer oppe på slottet. De ville sende en Lakaj efter dem, men Skimmelmand sagde, at han måtte hente dem selv, og så gik han op på slottet, og der blev han. Preusserne ventede og ventede; men til sidst gik det op for dem, at de var blevet narret, og så stak de til havs igen, og Skimmelmand gik fri igen. Men så skrev preusserkongen til vores konge, at han skulle sætte Skimmelmand under jern og lås, og det måtte vores konge love at gøre. Så derfor gav kongen ham det store, forgyldte jernstakit uden for hans gård i Bredgaden; det står der endnu den dag i dag, og kan ses af enhver. Det sidste véd jeg er vist og sandt, for jeg har selv hørt det af den gamle Schultz, ham livvagtskarlen, som blinkede til Skimmelmand, og som derfor blev ansat som inspektør ved fabrikken. Det andet har jeg læst mig til, og det kan derfor gerne være, at det kun er en historie.”

“Men hvad blev der af hesten?” spurgte jeg.

“Ja, hesten,” gentog Niels Kei med et sky blik omkring sig. “Se, det var nu ingen rigtig hest. Det kan enhver nok vide, for den blev begravet her inde i skoven, som et andet kristent menneske, ikke at tale om hvad den havde gjort og endnu gør.” Her var det øjensynligt, at Niels igen kom ind på det mystiske, for han så ud efter nogle optrækkende skyer og tav.

“Nå, hvad gør den?” frittede jeg.

“Ja, det er det, studenten naturligvis ikke vil tro,” mumlede Niels Kei. “Den går omkring og græsser ved kirkegården uden hud og hår, ja, uden at der er så meget som en smule kød på den. Møder den folk, går den straks af vejen; men endnu er det aldrig slået fejl, at den, der har mødt den, er gået i graven tre dage efter. Dyrene kan kende, hvor den har gået; for de har nu langt mere forstand på den slags end vi andre. Så er der ikke andet for, end at korse en sten af og lægge den for Skimmelmands hest, ellers får de dødskuller eller andet skab. Deraf kommer stendyssen derhenne.”

“Så Ole Hansen Schimmelmanns hest, før han døde?” spurgte jeg.

Niels vendte skråen over i den anden side af munden, kastede en ny trosse over den brune, og sagde ligesom i luften: “Først hørte han den en nat i Aalsgaarde; siden mødte han den ved det vestre af kirkegårdsmuren ud imod værket. I aften er den ude igen.”

“Hvordan véd De det, Niels Kei?” spurgte jeg.

“Det har hun aldrig gjort før,” sagde Niels, og jog på den brune med pisken. “Den er ude igen i aften. — Nu får vi regn.”

“Men er det hele ikke den gamle historie om Helhesten?” sagde jeg og hyllede mig i dækkenet.

“Helhesten!” gentog Niels foragteligt. “Ja, studenten kan jo tro, hvad han vil. Helhesten? Den er jo historisk!”


“Nå, fik studenten sig så en kæreste?” spurgte Niels Kei, da jeg fra en af Kronborgs hyggelige, oplyste sale trådte ud i den skumle, nattemørke slotsgård.

“Nej, ikke denne gang, Niels.”

“Nu vel, så kør’ vi uden hende; det er ikke alle folk, der kan have kærester. En vinterjakke havde måske også været bedre,” føjede han til, idet jeg tog plads på sædet ved siden af ham. “Tag begge dækkener, student. Jeg behøver ingen.”

Natteluften var kold og bidende; Nordøstvinden stod lige ind fra Sundet og bragte mod sædvane regn. Klokken slog tolv, da vi rullede hen over den dundrende træbro. Mørket var så tæt, at vi næppe kunne skelne palisaderne, og lygter var en luksus, som Niels Kei endnu ikke kendte. Overgangen fra den livlige, brusende balmusik til Sundets melankolske bølgeslag, fra lyset, duften og samtalen til mørket, kulden og natteensomheden var så stor og pludselig, at jeg i dyb tavshed dampede på min cigar, uden at lægge mærke til den usædvanligt livlige konversation som Niels Kei førte, snart med mig, snart med sig selv og den brune.

Vi var ikke nået ret langt ud på landevejen, før jeg mærkede, at der var noget i vejen både med ham og den. Niels var ikke fuld, og den brune ikke kulret; men Niels havde dog taget temmelig fast på flasken, og den brune havde af og til nykker, der tiltog, jo mere vi nærmede os skoven.

Her aftog Niels Keis lystighed med et, og da vi havde kørt lidt under de dunkle graner, som hænger helt ud over vejen, sagde han pludseligt: “Her er fælt mørkt, Hr. student!”

“Tænd en cigar, Niels, den lyser,” sagde jeg, idet jeg rakte ham mit cigaretui.

“Tak, det er utid at ryge nu,” sagde Niels til min store forbavselse. Lidt efter kom vi forbi den første dam, og der ville han dreje om ad skovvejen til venstre.

“Holdt, Niels!” råbte jeg. “Det går aldrig; vi vælter i den første tørvegrav på vejen.”

“Lad mig om det,” sagde Niels Kei i en tone, jeg ikke havde hørt før. “Jeg har ret til at køre studenten, hvad vej jeg vil, når jeg blot kommer til Hellebæk med ham.”

“Og jeg har ret til at springe af, hvor jeg vil!” råbte jeg noget irriteret over Niels’ mærkelige opførsel. “Nu går jeg til fods resten af vejen så kan De køre i moser og tørvegrave, så meget De lyster.”

Niels betænkte sig et øjeblik; derpå tog han den brune ved bidslet og trak den frem over vejen.

“Nej, det kan jeg aldrig være,” mumlede han mere til sig selv end til mig. “Sid op, Hr. student. Lad os køre i Guds navn, men sker der noget, kommer det over Dem.”

Pludseligt kom jeg i tanke om Niels Keis historie, som jeg ganske havde glemt under ballets tummel, og jeg sagde leende: “De er da ikke bange for Schimmelmanns hest, Niels?”

Det gav et sæt i ham, da jeg udtalte disse ord, og han mumlede noget ved sig selv, som jeg ikke forstod. Lidt efter kom vi op på bakken, hvor der var lidt lysere, og hvor vi havde udsigt til alle sider, også til teglværket og kirkegården lige overfor. Den brune begyndte at trave raskere fremad, men lige med ét strakte den forbenene stift frem for sig, lagde ørerne tilbage, rystede over hele kroppen og udstødte en lyd, der var en mellemting af et hvin og en vrinsken.

“Ser De noget, Hr. student?” sagde Niels Kei med lav stemme. “Se derhenne!”

“Det er kun nogle hvide tåger, der trækker hen over mosen,” svarede jeg, idet jeg med øjnene søgte at fastholde og gennemtrænge de flygtige, i sig selv glidende masser, der af og til antog et ubestemt omrids af et stort, firbenet dyr.

“Hør!” hviskede Niels med hæs stemme.

“Åh snak, det er jo kun uglerne,” svarede jeg noget nervøs over udsigten til at vælte. “Få hesten frem, den er bange for noget.”

“Det er Skimmelmands hest,” sagde Niels Kei og stirrede ind i tågen, “vi ser den ikke, men dyrene forstår det.”

Lige som tågesøjlen blev ført over vejen af vinden, gjorde den brune et spring, der fik os begge til at gå bagover i vognen, og havde Niels Kei ikke fået fat i linerne, tror jeg, at den var galoperet hele vejen til Hellebæk.

Imidlertid fik han dog styr på den, og i nogenlunde regelmæssig fart fortsattes turen imod teglværket. Regnen drev ned, og mørket var så tæt, at den hvide kirkegårdsmur næsten forekom mig grå, idet vi kørte forbi den. Lige som vi var ved svinget til teglværket og næsten havde passeret muren, slog en ugle med et skarpt, skærende skrig hen over vore hoveder, og i samme øjeblik standsede den brune igen så pludseligt, at vi begge var nær ved at ryge ud af vognen.

“Jøsses kors! Hvad er det?” råbte Niels Kei, idet han greb mig fast i armen og med den anden hånd pegede ligefrem. Mit blik fulgte retningen. Det lysnede, glitrede og glimtede i luften; det var som om en enkelt månestråle, eller rettere, som om en stor, klar lyskegle skød frem fra et udhus i nærheden af teglværket. Derpå samlede den sig atter i luften og faldt som en hvid, klar, skinnende plet lige på kirkegårdsmuren. Hurtigere end jeg kan fortælle det, udvidede pletten sig til en bred, tågeagtig, lysende flade, og midt i denne stod usikkert og halvt henflydende med luften skelettet af en hest.

Niels stirrede på synet. Pletten trak sig atter sammen, blev mindre, klarere og mere lysende, og nu var skelettet så tydelig, at vi kunne tælle hvert ribben i den. Pludseligt gjorde den ligesom et hop i luften, lyskeglen forsvandt, og alt var indhyllet i det tykkeste mørke. I samme øjeblik tog den brune fart. Jeg hørte raslen af nedrullende vejskærver, derpå et brag — Niels Kei og jeg lå i grøften med vognen halvt over os.

“Hvad var det?” var mit første spørgsmål, da vi atter stod på vejen, og jeg havde overbevist mig om, at både Niels Kei og jeg var sluppet fra uheldet med nogle få småskrammer.

“Det var den onde skinbarlige selv. Det var Skimmelmands hest, Hr. student!” sagde Niels Kei og spyttede resten af det sand og grus ud, som han havde fået i munden under vores tur i grøften.

“Snak, Niels!” råbte jeg, modig ved ikke at være alene. “Lad os gå ind i udhuset, hvor lyset kom fra! Lad os søge teglværket igennem; der må være en naturlig forklaring.”

“I det udhus dér, Hr. student?” råbte Niels Kei og veg ud på vejen. “Nej, ikke om jeg så fik hundrede blanke dalere! Der hængte forpagterens karl sig i foråret, og der spøger det værre end en ulykke. Hun kom jo også derfra, den forbandede mær. Gud nåde os alle til hobe!”

“Men vognen?” indvendte jeg, da Niels gjorde mine til at gå.

“Ja, den blive her til i morgen,” sagde Niels, uden at bekymre sig om sin kæreste ejendom. “Gud hjælpe mig! Jeg har nok snart hverken brug for hest eller vogn. Det skulle da være en ligvogn,” føjede han sagte til, mens han kig ned ad skovvejen, hvor man endnu hørte galoppen af den brune, der søgte hjem med de sønderbrudte stumper dinglende bagefter sig.


Den næste dag var slud- og regnfuld. Først i skumringen kunne jeg komme ned til Niels Kei for at se, hvordan han havde det, og om den brune var kommet på stald. Jeg gik igennem den lille have, hvor georginerne og stokroserne syntes at fryse i regnen, ind i den snævre gård omkranset af et plankeværk. Der lå Niels Keis stadselige vogn med sønderbrudt fading og knækkede stænger. Den brune stod og vrinskede i spiltovet, som ventede den foder, men den var hverken striglet eller vasket. Fodersækken lå midt i gården, drivende våd af regnen, og døren til huset var imod sædvane lukket. Jeg lettede på klinken og trådte ind i den lille stenlagte forstue – der var ingen. Jeg gik ind i storstuen. Lyset faldt mat og svagt gennem de blyindfattede, solbrændte ruder. Dragkisteskufferne var trukket ud, deres indhold spredt rundt omkring på stole og bænke, og på det rødmalede bord lå en stak penge og en bunke gamle smudsige sedler. Ved siden af dem så jeg et stort ark hvidt papir og en pen tillige med en pomadekrukke, hvori fandtes en blækfyldt svamp, alt tydende på, at Niels Kei havde været i færd med at skrive, en for ham aldeles
usædvanlig beskæftigelse. Uordenen i vidnede om, at der var noget usædvanligt på færde. Jeg bøjede mig over papiret og læste følgende, skrevet med en stor og uøvet hånd:

For det tilfelle, at jæ ved døden skolle omkomme skænger jæ te Helebeg fatikase to hunrede børn, som skolle fordeles af presten…

Videre var han ikke kommet. Ordet ‘børn’ var streget over gentagne gange, og i stedet for var der sat noget, som vist skulle være rigsdalere, men det var løbet ud til en stor klat. Om mangel på færdighed var skyld heri, eller om klatten kunne henføres til den brændevinsflaske, der stod halvt tømt på bordet, skal jeg ikke kunne afgøre. Så meget er vist – jeg blev bange for, at Niels Kei havde eller ville begå selvmord. Jeg blev derfor overordentlig lettet, da jeg, efter at have passeret svinestien og de øvrige baghuse, så ham stå nede ved stranden med armene over kors, ryggen vendt imod mig, og uafladeligt stirrende mod nord ud over havet, som om han derfra ventede en langtfra kommende sejler. Han trykkede min fremrakte hånd, uden at spørge mig, hvorledes jeg havde det, eller blot byde mig så meget som ‘God Aften’, og gik derpå med bøjet hoved og et underligt sløvt udtryk i ansigtet op imod huset. Jeg fulgte efter, og således kom vi omtrent samtidigt ind i storstuen.

“Det var de stænger, Niels,” begyndte jeg, “og så den knækkede vognfading, som jeg ville tale med Dem om.”

“Åh tak, det behøves ikke,” sagde han og lettede på flasken.

“Jovist så, Niels,” sagde jeg, “det var mig, som forlangte, at vi skulle køre den vej.”

“Ja, men det var mig, som gjorde det,” svarede han og skød den lille sum fra sig, som jeg havde lagt på bordet. “Behold han blot sine penge, Hr. student! Han får bedre brug for dem end jeg.”

“Hør, sig mig, Niels,” sagde jeg, idet jeg for at gå lige til sagen tog fat på dokumentet. “De tænker da ikke på at dø? Hvad er det, De der har skrevet?”

“Det er Testemoniet,” sagde han og tog det blidt ud af hånden på mig.

“Testamente,” rettede jeg.

“Ja, det er nu som man siger,” svarede han lidt mut. “Jeg begyndte på testemoniet i morges, men det ville ikke rigtigt gå. Så var jeg ovre hos Ole Hansens enke. Hun fortalte mig, at papiret skulle være stempelret, og at jeg måtte have en prokurator til at gøre det. Der er et bud oppe efter ham.”

“Men Niels!” udbrød jeg igen. “Hvor kan De tro på den dumme snak? Vi så jo begge hesten, eller hvad det var, og betyder det noget, så kan jeg jo lige så godt dø, som De.”

Han så lidt usikkert på mig. derpå skænkede han sig en snaps og sagde: “Nej, De hører ikke til sognet, student; det gælder kun for Hellebæks sognefolk.  Inden to dage er jeg gået nord på.”

Jeg ville atter forsøge på at overbevise ham, da der i døren viste sig en lille, tyk og trivelig person med rødmosset, smilende ansigt og en stor mappe under armen. Det var prokuratoren.

“Nå, så De vil gøre boet op i tide, Niels Kei?” råbte han os i møde med den mest joviale stemme i verden. “Det kan jeg lide! En mand tænker på mere end den dag i morgen, og det er godt at have alting i orden, for livs og døds skyld.”

Her gjorde prokuratoren plads for to unge mennesker, der så ud, som de blot ventede på engang at blive federe. Han lagde mappen på bordet, tog sig en snus og sagde med et blik på mig : “Lad os så tage fat!”

“Jo, lad os det!” sagde Niels Kei med klangløs stemme.  “For livs og døds skyld!”


Den næste dag skulle Ole Hansen begraves. Flagene vajede på halv både hos toldkontrolløren og fra bådene ved kysten. På mange steder hos venner og bekendte, også hos Niels Kei, var der strøet buksbom og gran foran huset. Alt tydede på en sørgehøjtid, undtagen vejret, der var så solklart og glimrende, som en dansk oktoberdag kan være det. Fiskerne stod i klynger uden for sørgehuset, ventende på, at det blev deres tur til at tage sig en dram og en bid brød hos den afdøde, hvis storstue ikke nær var stor nok, til at huse dem alle. Jeg sluttede mig til dem, da jeg aftenen i forvejen havde jeg modtaget flere utvetydige vink om, at en student betydeligt ville forøge den hæder, der vistes den afdøde. Ja, Hellebæk lå endnu i sin uskyldigheds tilstand!

Mens jeg tankefuld stod og betragtede de sorte ligskamler, der var stillet midt på vejen, så jeg Niels Kei komme. Han var usædvanligt pyntet, med blank hat, blå trøje og rød, ulden skjorte, men han var ligbleg, og arret på hans kind brændte. Tavs trykkede han mig og de andre i hånden; derpå gik han ind for at få sig en dram på omgang. Lidt efter ordnedes toget, man havde blot ventet på Niels. Kisten blev båret ud og sat på bukkene. To hvidbårede spillemænd med rene sorgens ansigter gik foran og gned en ligmarch, som i hele sin tragiske naivetet næsten var komisk at høre på. Forrest efter kisten gik Niels Kei, i egenskab af ven og velhaver, sammen med den afdødes familie. Derpå kom jeg som hædersgæst ved siden af skolelæreren, mens de talrige fiskere med enkelte bønder sluttede toget. Stille og langsomt bevægede det sig fremad i det klare, men kolde efterårssolskin, og under de forunderlige, snart skrattende, snart klagende violintoner. Så standsede man, dels for at skifte bærere, men dels, hvad jeg hurtigt blev overbevist om, for endnu en gang at vise den afdøde en sidste hyldest. Når der over vejen var strøet grønt og blomster, betød det, at her havde Ole Hansen haft en ven. Kisten blev sat ned foran døren, spillemændene strøg en slags koral, og så gik man ind i huset for at få sig en dram på omgang. Stemningen begyndte, efterhånden som man rykkede frem, at blive mindre og mindre sørgmodig – for Ole Hansen havde haft mange venner. For hver gang, vi skred frem mod en blomstersmykket plet, strøg spillermændene lystigere løs på violinerne, samtalen klang mere støjende og højrøstet, og snapsene gik flittigere på omgang. Niels Kei, der i begyndelsen havde holdt sig bag ved kisten, tog snart sin gamle plads ved siden af mig, hans ansigt tabte mere og mere morgenens melankolske præg, og hver gang han kom ud efter en omgang, trykkede han mig fast i hånden, slog ud imod kisten og sagde med stigende betoning kun de ord: “Han var min ven. Hr. student!”

Det var med stor lettelse, at jeg så det hvide flyvesand omkring os, og Hornbæksplantagen med sine lyse birke og mørke Fyrtræer i baggrunden; for havde vejen været lige så beboet, som i begyndelsen, tror jeg, at vi alle var komnmet til Hornbæk mere salige end den afdøde.

Der var noget forunderligt Bellmansk ved det hele. Ja, det indtryk forsvandt ikke engang, da vi kom ind på kirkegården, efter at man havde taget den sidste og største ‘omgang’ i Hornbæk Kro. Gravlægningen fik på sømandsvis en noget gyngende gang. Kisten blev firet ned, præsten holdt en temmelig salvelsesfuld tale, og da de tre ufravigelige skuffer sand havde spredt sig over kistelåget, og et fadervor var læst, betragtede jeg handlingen som endt. Under det hele havde jeg i det skjulte iagttaget Niels Kel. Først stod han med foldede hænder og stirrede stift hen for sig. Under talen gav han sig til at svinge med armene og virre med hovedet, som om han af og til misbilligede præstens Ord. Endeligt beholdt han, som i distraktion, hatten på under læsningen af fadervor. Ligesom følget beredte sig til at forlade kirkegården, gjorde han pludseligt en stor svingning uden om det og styrede med ingenlunde sikre skridt hen imod det bræt, der var lagt over graven.

“Væk med den sidste planke!” råbte han og sparkede den til side med foden.

Der blev en almindelig opsigt; men han stillede sig lige på randen af graven og stirrede ned i den med en meget spekulativ mine. Pludseligt rev han hatten af hovedet, slog ud med hånden og sagde: “Ja, nu ligger du der, Ole Hansen. — Du var min ven! Men det har du for, at du holdt fejl kurs og ikke klarede pynten!”

Han holdt et øjeblik inde, som ledte han efter ord. Derpå fortsatte han igen: “Du var min ven, Ole Hansen! Ja, jeg siger det, du var min ven! Men du var en stor synder for Gud og mennesker. Det véd jeg bedre end …”

Niels Keis tale fik her en noget brat slutning. Jorden skred ud under hans fødder, og med et hult brag styrtede han ned i graven, mens følget forfærdet stimlede til for at trække ham op.


Den følgende dag var jeg igen ude for at se til Niels Kei. Han lå i sengen med et tørklæde bundet om hovedet; for da han ramte kistekanten havde han skrabet sin næse betydeligt. Der var en usædvanlig ro og mildhed over ham, måske lige så meget på grund af de dødstanker, der havde grebet ham, som af skam over hans opførsel på Hornbæk Kirkegård. Han talte meget fornuftigt og forstandigt om alting; men ét var det umuligt at få ud af hans hoved: Det, at det var hans sidste dag, og at han ville dø inden midnat.

Forgæves forsøgte jeg at overbevise ham om det indlysende, at sådanne varsler i regelen intet betyder. Forgæves søgte jeg at bortforklare det sære syn ved naturvidenskabelige grunde, noget, som desuden faldt mig vanskeligt, da jeg ikke selv fuldkomment forstod det. Forgæves talte jeg om en tilfældig lysning fra teglværksovnen, om tågespejlinger og lysbrydninger. Han tilbageviste ethvert forsøg med ordene: “Enhver får nu tro, som han vil.”

Om eftermiddagen kom jeg igen. Niels Kei var oppe og påklædt, men det var, som han ikke havde ro på sig noget sted. Han gik fra stalden til stuen og fra stuen den lille strandhave, og selv her flyttede han sig fra den ene af de to bænke over til den anden, som om hans egen skygge forfulgte ham. Til sidst gik han ind i storstuen, hvor han satte sig på slagbænken og begravede ansigtet i sine hænder. Således blev han siddende, medens mørket faldt på, uden at agte på mine velmente råd og formaninger, og ligegyldig for alt, undtagen det grønne bornholmske stueur, hvis viser han af og til sendte et blik. Mørket faldt tættere og tættere, men endnu sad han lige ubevægelig. Da klokken slog syv, rejste han sig pludseligt op og sagde:

“Har studenten noget imod at følge med op til præsten?”

“Ikke det mindste, Niels,” svarede jeg, glad over, at hans tanker tog en anden retning, men dog noget betænkelig ved den lange vej, vi havde at tilbagelægge.

“Lad os så gå da!” sagde han, idet han langede hatten ned fra knagen.

Vi trådte ud på vejen. Jeg ville dreje til højre, men Niels sagde: “Nej, det er nok bedst, at jeg taler med ham i Helsingør.” Det vartydeligt, at hans opførsel på kirkegården lå ham tungt på hjertet.

Vi passerede gaden i Aalsgaarde, gik over Møllebroen, men da vi kom forbi kroen, hvor der stod en del unge fiskere, grinte de af ham. Niels Kei vendte hovedet til den anden side og sagde intet. Langsomt og under gensidig tavshed gennemvandrede vi Hellebæks Storgade, indtil vi kom til det punkt, hvor en skovsti slår af til venstre. Her stod Niels stille, som om han førte en kamp med sig selv, og sagde derpå: “Lad os gå denne vej.” Med disse ord tændte han en lille lygte, som han tog op af sin frakke. Langsomt og forsigtigt vandrede vi frem ad stien, langs dammen, snublede os frem over trærødderne, og for hver gang lygtens flagrende skær faldt på en af de hvide birkestammer, så jeg, at Niels skævede til dem. Endeligt nåede vi kirkegårdsmuren, hvor en lille gang løber op til hovedvejen ved teglværket. Her slukkede Niels Kei lygten, og sagde kort: “Her var det.”

“Ja,” svarede jeg, idet jeg så mig omkring, og på ny lagde mærke til, at der var lys i udhuset.

Netop som jeg udtalte ordet, for et lysglimt, som af et spejl, fra udhuset hen over vejen. En hvid, skinnende, cirkelrund plet viste sig på kirkegårdsmuren, og midt i den stod, ikke Schimmelmanns hest, men – en langbenet stork med en baby i næbbet.

Overraskelsen var så pludselig, og virkningen sp overvældende komisk, at jeg brast i latter, uden at lægge mærke til Niels Kei, som havde tabt lygten af forfærdelse.

“Det er jo en laterna magica!” råbte jeg, idet jeg trak ham hen imod huset. “Kom herind, Niels, så skal De se, at det går naturligt til.”

Det forholdt sig ganske, som jeg havde sagt. Inde i huset morede forpagterens drenge sig med at kaste de magiske spejlbilleder ud på den hvide mur gennem et hul i døren. Et skarpt forhør klarlagde, at de navnlig havde drevet dette uvæsen, når vejfarende kom forbi, og at de fredag aften havde været årsag til vort uheld.

“Skal vi så gå til præsten?” spurgte jeg, da vi atter stod på vejen.

“Nej, nu tror jeg, jeg kan opsætte det lidt,” sagde Niels Kei med sit gamle, smørrede smil. “Men vil studenten med på kroen og smage på en æggepunch, så er jeg med.”

“Nå, så det var en laterna magica,” fortsatte Niels, da vi sad i den lune krostue, og han stødte sit glas mod mit. “Ja , hvem kunne nu vide det? Sådan en må studenten købe til mig i København; men det skal være en med Skimmelmands hest — for i graven kom jeg dog ligegodt,” føjede han til.


Niels Kei kører ikke længere den brune imellem Hellebæk og Helsingør. Han er for længst ‘gået nordpå’ med den store vogn, som henter alle. Om han før sin død så Schimmelmanns hest, har jeg aldrig fået at vide. Derimod fandtes
der efter ham et lovformeligt ‘Testemonium’ på stemplet papir, hvorved der uddeltes to hundrede rigsdaler til fattige børn i Hellebæk. Om årsagen til denne rundhåndethed, gik der i lang tid de forskelligste rygter. Nogle ville vide, at Niels Kei i sin dødsstund havde betroet præsten, at han i forening med Ole Hansen havde fundet en pose mønter skjult i stendyssen over Schimmelmanns hest. Det ville forklare noget af det uforståelige i Niels Keis opførsel i de skæbnesvangre dage.

Trykt i: Nye Digtninger: Fortællinger og Digte af danske Forfattere, 1867

Kort om Vilhelm Bergsøe

Født: den 8. februar 1835
Død: den 26. juni 1911

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur