Genfærds-diligencen af Amelia B. Edwards

Amelia B. Edwards
By unbekannt – entweder der Verlag oder eine Zeitung – aus dem Buch von Amelia B Edwards “PHARAOHS, FELLAHS AND EXPLORERS”, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11423945

De begivenheder, som jeg nu vil fortælle Dem, er absolut sande. Det er noget, der er hændt mig, og jeg husker det så tydeligt, som var det sket i går. Og dog er der gået 20 år siden den nat. I de 20 år har jeg kun fortalt historien til ét menneske. Jeg fortæller den nu med en modvilje, jeg har svært ved at overvinde. Det eneste, jeg beder om, er, at De vil lade være med at pådutte mig Deres meninger. Jeg ønsker ikke noget bortforklaret. Jeg har ikke lyst til at indlade mig på nogen diskussion. Jeg ved meget nøje, hvad jeg selv mener om dette emne, og da jeg har mine egne sansers vidnesbyrd at stole på, foretrækker jeg at holde mig til det.

Altså! Det skete for netop 20 år siden, et par dage før rypejagten holdt op. Jeg havde været på jagt hele dagen, men havde knap nok fået noget i tasken. Vinden var stik øst. Det var i december, og det var på en trist vidstrakt hede helt oppe i den nordligste del af England. Og jeg var gået vild. Det var ikke et rart sted at gå vild. De første snefnug fra en snestorm, der var i anmarch, dansede hen over lyngen, og den blygrå himmel blev mørkere og mørkere. Jeg skyggede med hånden over øjnene og stirrede ængstelig ud i skumringen, hvor den dyblilla hede gik over i en lav bjergkæde 15-20 kilometer borte. Ikke den mindste anelse af røg, ikke en smule dyrket jord, ikke så meget som et gærde eller en fåresti mødte blikket i nogen retning. Der var ikke andet at gøre end at gå videre og prøve at finde et eller andet undervejs. Jeg tog geværet på nakken igen og gik træt videre. Jeg havde været på benene siden daggry, og jeg havde ikke spist noget siden morgenmaden.

Imidlertid begyndte sneen af falde uhyggelig tæt, og vinden lagde sig. Så blev det endnu koldere, og mørket sænkede sig hurtigt. Mine udsigter formørkedes samtidig med himlen, og jeg blev tung om hjertet, da jeg tænkte på min unge hustru, der allerede sad og så efter mig ved vinduet i vores lille værelse på kroen, og jeg tænkte på al den lidelse og uvished, der ventede hende den lange nat igennem. Vi havde været gift i 4 måneder, og efter at have tilbragt efteråret i det skotske højland boede vi nu i en lille, afsides landsby i udkanten af en af de store engelske heder. Vi var meget forelskede i hinanden og meget lykkelige. I morges, da vi skiltes, havde hun bedt mig komme hjem, før det blev mørkt, og det havde jeg lovet. Hvad ville jeg ikke have givet for at have holdt mit løfte! Hvor træt jeg end var, følte jeg, at jeg endnu kunne nå at komme hjem før midnat, hvis jeg bare fik et godt måltid, en times hvil og en god fører.

Og hele tiden faldt sneen, og mørket blev tættere. Nu og da standsede jeg og råbte, men mine råb syntes kun at gøre stilheden dybere. Der kom en sær følelse af ubehag over mig, og jeg begyndte at huske historier om vandringsmænd, der var blevet ved at gå og gå i snevejret, indtil de helt udmattede ikke ønskede andet end at lægge sig ned og sove ind i døden. Ville det være muligt, spurgte jeg mig selv, at fortsætte med at gå hele den lange, mørke nat? Ville det tidspunkt komme, hvor mine kræfter svigtede og min vilje slappedes? Hvis det skete, måtte også jeg sove dødens søvn. Døden! Det gøs i mig. Hvor ville det være hårdt at dø nu, da livet lå så lyst foran mig! Hvor ville det være hårdt for min hustru, hvis elskende hjerte – men det kunne jeg ikke holde ud at tænke på! For at skyde tanken til side, begyndte jeg at råbe igen, højere og længere end før. Jeg lyttede anspændt. Blev mit råb besvaret, eller bildte jeg mig blot ind, at jeg hørte et råb langt borte? Jeg kaldte igen, og igen fulgte ekkoet. Så dukkede der pludselig et flakkende lysskær frem af mørket, det blinkede, forsvandt, nærmede sig og blev stærkere.

Jeg løb hen imod det, så hurtigt jeg kunne, og stod til min store glæde pludselig ansigt til ansigt med en gammel mand, som gik og svingede med en lygte. “Gudskelov!” udbrød jeg uvilkårligt. Han glippede med øjnene og rynkede panden. Så løftede han lygten og så på mit ansigt. “For hvad?” brummede han gnavent. “Jo – for Dem. Jeg begyndte at blive bange for, at jeg skulle gå vild i sneen.”
“Nå,ja, folk går vild her en gang imellem, og hvorfor skulle De ikke også, hvis det er Herrens vilje?”
“Hvis det er Herrens vilje, at De og jeg går vild sammen, min ven, så må vi finde os i det,” svarede jeg, “men jeg agter ikke at gå vild uden Dem. Hvor langt er jeg nu fra Dwolding?”
“Mindst 30 kilometer.”
“Og fra den nærmeste landsby?”
“Den nærmeste landsby er Wyke, og det er 20 kilometer i den anden retning.”
“Hvor bor De da?”
“Derude,” sagde han og gjorde et kast med lygten.
“De er vel på hjemvejen?”
“Det er jeg måske.”
“Så går jeg med Dem.”

Den gamle mand rystede på hovedet og gnubbede eftertænksomt næsen med håndtaget på lygten. “Det nytter ikke noget,” brummede han. “Han slipper Dem ikke ind, det gør han ikke.”
“Det skal vi nok ordne,” sagde jeg muntert. “Hvem er han?”
“Herren.”
“Hvem er herren?”
“Det kan jo være Dem lige meget,” lød det uhøflige svar.
“Nå, ja, gå nu i forvejen, så skal jeg nok få herren til at give mig husly og aftensmad i aften.”
“Ja, De kan jo prøve!” mumlede min tvære fører. Han rystede stadig på hovedet, mens han humpede af sted som en trold gennem den faldende sne.

En stor bygning dukkede pludselig frem af mørket, og en vældig hund for ud og gøede rasende. “Er det her huset?” spurgte jeg.
“Ja, det er huset. Læg dig, Bey!” Han famlede i lommen efter en nøgle. Jeg gik tæt hen bag ham, fast besluttet på ikke at miste nogen chance for at komme ind, og i den lille lyscirkel fra lygten så jeg, at døren var tæt beslået med svære jernsøm som en fængselsdør. Et øjeblik efter havde han drejet nøglen om, og jeg trængte forbi ham ind i huset.

Da jeg først var kommet indenfor, så jeg mig nysgerrigt om. Jeg befandt mig i en kæmpemæssig bjælkehal, der åbenbart tjente mange formål. I den ene ende lå der store korndynger, der nåede op til loftet ligesom i en lade. I den anden ende var der stabler af melsække, landbrugsredskaber, tønder og alt muligt ragelse. Ned fra bjælkerne hang der rækker af skinker, flæskesider og bundter af tørrede urter til vinterbrug. Midt på gulvet stod der en mægtig indretning, klodset dækket med en snavset presenning. Da jeg løftede et hjørne af presenningen, så jeg til min forbavselse et meget stort teleskop, monteret på en bevægelig platform med fire små hjul. Røret var lavet af malet træ, holdt sammen af grove metalbånd. Spejlet var, så vidt jeg kunne se i det svage lys, mindst femten tommer i diameter. Mens jeg stod og undersøgte instrumentet og spekulerede på, om det mon var en autodidaktisk optikers værk, ringede en klokke højt.

“Det er Dem,” sagde min fører med et ondskabsfuldt grin. “Hans værelse er derovre.” Han pegede mod en lav, sort dør i den modsatte side af hallen. Jeg gik derover, bankede temmelig hårdt på døren og trådte ind uden at vente på nogen opfordring. En høj, hvidhåret gammel mand rejste sig fra et bord, der var dækket med bøger og papirer, og så strengt på mig.

“Hvem er De?” sagde han. “Hvordan er De kommet her? Hvad ønsker De?”
“James Murray, sagfører. Til fods over heden. Mad, drikke og søvn.”
Hans buskede bryn rynkedes ildevarslende. “Mit hus er ikke noget hotel,” sagde han hovmodigt. “Jacob, hvor vover du at lukke denne fremmede ind?”
“Jeg lukkede ham ikke ind,” brummede den gamle, “han fulgte mig over heden og trængte sig ind foran mig. Jeg kan ikke hamle op med en, der er seks fod og to tommer.”
“Og må jeg spørge Dem, min herre, med hvilken ret trænger De ind i mit hus?”
“Med den ret med hvilken jeg ville have klynget mig til Deres båd, hvis jeg var ved at drukne. Med selvopholdelsesdriftens ret.”
“Selvopholdelsesdriften?”
“Der ligger allerede en tomme sne på jorden nu,” svarede jeg kort, “og før daggry ville der være nok til at dække mit lig.”

Han gik hen til vinduet, trak et tungt, sort gardin til side og så ud. “De har ret,” sagde han. “Hvis De vil, kan De blive til i morgen. Jacob, servér aftensmaden.” Han gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned, tog selv plads og fordybede sig atter i den læsning, jeg havde afbrudt.

Jeg satte mit gevær i hjørnet, trak en stol hen til ilden og så mig om i ro og mag. Værelset var mindre end hallen, og dets indhold ikke så blandet, men det rummede alligevel en hel del, der kunne vække min nysgerrighed. Der var intet tæppe på gulvet. De hvidkalkede vægge var hist og her overkradset med mærkelige diagrammer, og andre steder var de dækket med hylder fulde af fysiske instrumenter, hvis formål jeg ikke altid kendte. På den ene side af kaminen stod der en reol, fyldt med store, lasede bøger, på den anden side et lille orgel, fantastisk dekoreret med malede udskæringer, som forestillede middelalderlige djævle og engle. Gennem lågen til et skab, der stod halvt åbent i den anden ende af stuen, kunne jeg se en lang række geologiske prøver, medicinske præparater, kolber, destillations-apparater og krukker med kemikalier. På hylden ved siden af mig stod der, foruden en mængde andet, også en model af solsystemet, et lille galvanisk batteri og et mikroskop. Hver eneste stol var fuldt belæsset. I hver eneste krog lå der dynger af bøger. Selv på gulvet flød det med kort, afstøbninger, papirer, diagrammer og et lærd roderi af alt muligt.

Jeg så mig om med en forbavselse, der steg for hver ny ting, jeg fik øje på. Et så mærkeligt værelse havde jeg aldrig set. Endnu mærkeligere var det dog at finde et sådant værelse i en ensom gård ude på de vilde, mennesketomme heder! Atter og atter så jeg fra min vært til hans omgivelser og fra omgivelserne tilbage til min vært og spekulerede på, hvem og hvad han kunne være.

Mens jeg sad og betragtede ham, gik døren op, og Jacob bragte aftensmaden ind. Hans herre lukkede bogen, rejste sig og bad mig tage plads ved bordet med større høflighed end han før havde vist. Der blev sat skinke og æg, et brød og en flaske fremragende sherry for mig.

“Jeg har kun tarvelig bondekost at byde Dem,” sagde min vært. “Jeg håber, at Deres appetit vil få Dem til at glemme manglerne ved vort spisekammer.” Jeg var allerede gået i gang med maden og påstod med en sulten jægers begejstring, at jeg aldrig havde smagt noget så vidunderligt.

Han bukkede stift, satte sig og begyndte på sin egen aftensmad, som ganske enkelt bestod af en kande mælk og en tallerken grød. Vi spiste i tavshed, og da vi var færdige, tog Jacob bakken ud. Så trak jeg min stol hen til kaminen igen. Til min forbavselse gjorde min vært det samme. Han vendte sig brat imod mig og sagde: “Min herre, jeg har levet her strengt afsondret fra verden i 23 år. I den tid har jeg ikke haft én gæst om året, og jeg har ikke læst en eneste avis. De er den første fremmede, der kommer over min tærskel i de sidste 4 år. Vil De gøre mig den tjeneste at give mig lidt oplysning om den verden, jeg så længe har været borte fra?”

“Vær så venlig at udspørge mig,” svarede jeg. “Jeg står ganske til Deres disposition.” Han bukkede let til tak og lænede sig frem. Med albuerne på knæene og med hagen støttet i hænderne sad han og stirrede stift ind i ilden. Så begyndte han at udspørge mig.

Hans spørgsmål drejede sig mest om videnskabelige forhold, han var næsten helt ukendt med videnskabens sidste fremskridt og den måde, hvorpå de anvendtes i det daglige. Da jeg ikke selv var videnskabsmand, svarede jeg så godt, som min ringe viden tillod mig, men hvervet var alt andet end let, og jeg blev meget lettet, da han holdt op med at spørge og gik over til at diskutere og begyndte at fremsætte sine egne slutninger om det, jeg havde prøvet at forklare ham. Han talte og jeg lyttede fortryllet. Han talte, til han næsten glemte min tilstedeværelse, tror jeg, og blot sad og tænkte højt. Jeg har aldrig hørt noget lignende, hverken før eller senere. Han var fuldt fortrolig med alle de filosofiske systemer, analyserede sindrigt, generaliserede dristigt, og hans tanker strømmede uhindret frem. Han sad stadig i den samme gnavne stilling med øjnene fæstet på ilden og vandrede fra emne til emne, fra spekulation til spekulation som en inspireret drømmer. Han gik fra praktisk videnskab til filosofi, fra elektricitet i ledningsnet til elektricitet i nerver, fra Watts til Mesmer, fra Mesmer til Reichenbach, fra Reichenbach til Swedenborg, Spinoza, Condillac, Descartes, Berkeley, AristoteIes, Platon og Østens magere og mystikere. Alt sammen overgange, der måske kunne være forvirrende, fordi de spændte så vidt, men som fra hans læber lød så lette og harmoniske som overgange i musik. Efter nogen tids forIøb – jeg husker ikke mere, hvad forbindelsen var, kom han ind på de områder, som endog ligger hinsides den spekulative filosofis grænser. Han talte om sjælen og dens stræben, om ånden og dens magt, om synskhed, om spådom, om de fænomener, som under navn af spøgelser, genfærd og overnaturlige væsner er blevet benægtet af skeptikere og bekræftet af lettroende gennem alle tider.

“Verden,” sagde han, “bliver for hver time, der går, mere og mere skeptisk med hensyn til alt det, der ligger uden for dens eget snævre område. Vore videnskabsmænd støtter denne skæbnesvangre tendens. Alt, hvad der ikke lader sig bekræfte ved eksperimenter, stempler de som opspind. Alt, hvad der ikke kan bevises i et laboratorium eller en dissektionsstue forkaster de som forkert. Hvilken overtro har de kæmpet så længe og så stædigt imod som troen på genfærd? Og hvilken overtro har beholdt sit faste greb i menneskers sind længere? Vis mig en kendsgerning indenfor fysik, historie, arkæologi, der er støttet af så mange og så forskellige vidnesbyrd. Dette fænomen, der er bekræftet af alle racer, af alle tidsaldre og under alle himmelstrøg af oldtidens mest nøgterne lærde, af den mest primitive vilde i nutiden, af kristne, hedninger, panteister og materialister, behandles som en ammestuefortælling af vort århundredes videnskabsmænd. Indicie-beviser er for dem blot en fjer i vægtskålen. Hvor værdifuld sammenligningen af årsag og virkning end er i videnskaben, så skubbes den her til side som værdiløs og upålidelig. Vidners udsagn regnes ikke for noget, lige meget hvor pålidelige vidnerne ellers er. Den, som blot tøver, før han udtaler sin dom, fordømmes som en nar. Den, der tror, er en drømmer eller en tåbe.”

Han havde talt med bitterhed i stemmen og sank hen i tavshed et par minutter. Lidt efter hævede han hovedet fra hænderne og tilføjede i en anden tone: “Jeg standsede ved dette problem, undersøgte det og skammede mig ikke over at fremsætte mine overbevisninger for verden. Jeg blev brændemærket som en synsk, latterliggjort af mine samtidige og med hån jaget bort fra den gren af videnskaben, i hvilken jeg havde arbejdet med ære i alle de bedste år af mit liv. Alt dette skete for 23 år siden. Fra den tid har jeg levet, som De ser, jeg lever nu, og verden har glemt mig, som jeg har glemt verden. Der har De min historie.”

“Den er meget sørgelig,” mumlede jeg, for jeg vidste næppe, hvad jeg skulle svare.
“Den er meget almindelig,” svarede han. “Jeg har kun lidt for sandheden, som så mange bedre og klogere mænd har lidt før mig.” Han rejste sig, som om han ville afslutte samtalen og gik hen til vinduet. “Det sner ikke mere,” bemærkede han, da han lod gardinet falde og gik tilbage til kaminen.
“Sner det ikke mere!” udbrød jeg og rejste mig ivrigt. “Åh, hvis det bare var muligt – men det er håbløst. Selv om jeg kunne finde vej over heden, kunne jeg ikke gå 30 kilometer i aften.”
“Gå 30 kilometer i aften!” udbrød min vært. “Hvad tænker De på?”
“Jeg tænker på min kone,” svarede jeg utålmodigt. “På min unge kone, der ikke ved, jeg er gået vild og som i dette øjeblik er næsten ude af sig selv af ængstelse.”
“Hvor er hun?”
“I Dwolding, 30 kilometer borte.”
“I Dwolding,” gentog han tankefuldt. “Ja, det er rigtigt, afstanden er 30 kilometer. Men – er De så ivrig for at spare de 6-8 timer?”
“Så ivrig er jeg, at jeg i dette øjeblik ville give 10 pund for en fører og en hest.”
“Deres ønske kan opfyldes for mindre end det,” sagde han smilende. “Aftendiligencen nordfra, som skifter heste i Dwolding passerer et vejkryds, der kun ligger 6 kilometer herfra, og den skal være der om ca. fem kvarter. Hvis Jacob går med Dem over heden og viser Dem den gamle postvej, tror De så, De selv kunne finde vej til det sted, hvor den støder ud til den nye vej?”
“Let – gerne!”

Han smilede igen, ringede og gav den gamle tjener besked, så tog han en flaske whisky og et glas frem fra det skab, hvor han gemte sine kemikalier. “Sneen ligger dybt,” sagde han, “og det er tungt at gå over heden i aften. Et glas whisky før De tager af sted?” Jeg ville have sagt nej, men han nødede mig, og jeg drak det. Det brændte mig i halsen som ild og tog næsten vejret fra mig. “Det er stærkt,” sagde han, “men det vil hjælpe Dem med at holde kulden ude. Og nu har De ikke et øjeblik at spilde. God nat!”

Jeg takkede ham for hans gæstfrihed og ville have trykket hans hånd, men han havde vendt sig bort, før jeg havde talt færdig. Et øjeblik efter gik jeg gennem hallen, Jacob lukkede yderdøren bag mig, og vi var ude på den åbne, hvide hede.

Det var bitterlig koldt, selv om vinden havde lagt sig. Ikke en lyd forstyrrede nattens stilhed, undtagen sneens knirken under vore fødder. Jacob, der ikke var særlig tilfreds med sit hverv, traskede foran mig i tvær tavshed med sin lygte i hånden. Jeg fulgte efter ham med geværet over skulderen, lige så lidt oplagt til samtale som han. Mine tanker kredsede om min sælsomme vært. Hans stemme lød endnu i mine øren. Hans veltalenhed holdt min fantasi fanget. Den dag i dag husker jeg med forbavselse, hvordan min stærkt stimulerede hjerne fuldstændig ordret huskede hele sætninger og stumper af sætninger, et væld af strålende billeder og brudstykker af glimrende ræsonnementer.

Mens jeg således tænkte over det, jeg havde hørt og prøvede at komme i tanker om et led hist og her, fulgte jeg i hælene på min fører uden at ænse noget. Efter nogen tids forløb standsede han pludselig og sagde: “Der går Deres vej. Sørg for, at De har stengærdet til højre for Dem, så kan De ikke tage fejl af vejen.”
“Så er det altså den gamle postvej?”
“Ja, det er den gamle postvej.”
“Og hvor langt er der så til korsvejen?”
“Lidt over 4 kilometer.”

Jeg trak min pung frem, og han blev mere meddelsom. “Vejen er såmænd god nok til fodgængere,” sagde han, “men den var for stejl og for snæver til trafikken nordpå. De skal passe på, der hvor gærdet er gået i stykker tæt ved vejviseren. Det er ikke blevet gjort i stand siden ulykken.”
“Hvilken ulykke?”
“Aftendiligencen styrtede ned i dalen nedenunder – mindst 10 meter – lige på det værste sted af vejen på hele egnen.”
“Forfærdeligt! Var der mange, der blev dræbt?”
“Dem alle sammen. De fandt 4 døde, og de sidste 2 døde næste morgen.”
“Hvor længe er det siden, det skete?”
“Det er lige 9 år.”
“I nærheden af vejviseren, siger De? Jeg skal huske det. God nat.”
“God nat, og mange tak.”

Jacob stak pengene i lommen, gjorde en bevægelse i retning af hatten og gik hjem ad den vej, han var kommet. Jeg så efter skæret fra hans lygte til det forsvandt, så vendte jeg mig og fortsatte min vej alene. Der var ikke længere den mindste vanskelighed ved det, for selv om det var meget mørkt, sås stengærdet tydeligt nok mod det svage skær fra sneen. Hvor var der stille nu, da jeg ikke havde andet end mine egne skridt at lytte efter! Hvor stille og ensomt! Jeg fik en mærkelig, ubehagelig følelse af ensomhed. Jeg gik hurtigere. Jeg nynnede en stump af en melodi. Jeg lagde vældige summer sammen i hovedet og beregnede rente og rentes rente af dem. Jeg gjorde kort sagt mit bedste for at glemme de forbløffende betragtninger, jeg lige havde lyttet til, og det lykkedes mig til en vis grad.

Imidlertid syntes natteluften at blive koldere og koldere, og skønt jeg gik rask til, var det umuligt at holde varmen. Mine fødder var som is. Mine hænder blev helt følelsesløse, og jeg holdt rent mekanisk fast på geværet. Jeg åndede også tungt, som om jeg var ved at klatre op ad de højeste tinder på et eller andet mægtigt bjerg og ikke blot gik hen ad en almindelig landevej i Nordengland. Jeg blev til sidst så forpustet, at jeg måtte standse et par minutter og læne mig mod stengærdet. Da jeg gjorde det, kom jeg til at se hen ad vejen, og til min lettelse så jeg i det fjerne en lille lysprik, der lignede en lygte, som nærmede sig. Først mente jeg, at det var Jacob, der var gået tilbage efter mig, men netop som jeg tænkte dette, så jeg et lys til, der tydeligt nok var parallelt med det første. Det nærmede sig også med samme fart. Jeg behøvede ikke spekulere længe for at regne ud, at det var lygterne på en privat vogn, skønt det forekom mig mærkeligt, at en privat vogn kørte ad en vej, der ikke længere var i brug, og om hvilken det oven i købet sagdes, at den var farlig.

Der kunne dog ikke være nogen tvivl om det, for lygterne blev stærkere for hvert øjeblik, og jeg bildte mig allerede ind, at jeg kunne se vognens mørke omrids mellem dem. Den nærmede sig meget hurtigt og fuldstændig lydløst, da sneen lå næsten en fod dyb under hjulene.

Og nu blev selve køretøjet synligt mellem lygterne. Det så mærkelig højt ud. En pludselig mistanke dukkede op i mit sind. Var det muligt, at jeg i mørket var kommet forbi korsvejen uden at se vejviseren, og var det måske den diligence, jeg skulle møde? Jeg behøvede ikke spekulere længe over det, for nu kom den frem fra et sving på vejen med kusk og post, en passager ovenpå og fire dampende skimler, alle omgivet af et svagt lysskær, gennem hvilke lygterne strålede som et par blændende meteorer.

Jeg sprang frem, vinkede med hatten og råbte. Postvognen kom hen mod mig i fuld fart og kørte forbi. Et øjeblik frygtede jeg, at jeg hverken var blevet set eller hørt, men det var kun et øjeblik. Kusken standsede. Posten, der var indhyllet i halstørklæder og frakke helt op til øjnene, sad åbenbart og sov, for han besvarede ikke mit råb og gjorde ikke det mindste forsøg på at stige ned. Passageren, der sad udenpå, drejede end ikke hovedet.

Jeg åbnede selv døren og så ind. Der sad kun 3 rejsende indenfor, så jeg gik ind, lukkede døren, satte mig i et ledigt hjørne og lykønskede mig til mit held. Luften i diligencen forekom mig at være koldere end luften udenfor, hvis det var muligt, og den var gennemtrængt af en mærkelig fugtig og ubehagelig lugt. Jeg så på mine medpassagerer. Det var alle mænd, og de var alle tavse. Det lod ikke til, at de sov, men de sad tilbagelænet i hver sit hjørne af vognen, somom de var optaget af deres egne tanker. Jeg prøvede at indlede en samtale.

“Hvor er det dog koldt i nat,” sagde jeg henvendt til min genbo. Han hævede hovedet og så på mig men svarede ikke. “Det lader til,” fortsatte jeg, “at vinteren er begyndt for alvor.”

Skønt det hjørne, han sad i, var så svagt oplyst, at jeg ikke rigtig kunne se hans træk, så jeg dog, at hans øjne var rettet lige mod mig. Alligevel svarede han ikke et ord. På ethvert andet tidspunkt ville jeg være blevet ærgerlig og rimeligvis have givet udtryk for det, men i øjeblikket følte jeg mig for ilde tilpas til at gøre noget ved det. Natteluftens isnende kulde var trængt ind i kroppen på mig, og den mærkelige lugt inde i vognen havde givet mig en uudholdelig kvalme. Jeg rystede fra hoved til fod, og idet jeg vendte mig imod min nabo på venstre side, spurgte jeg, om han havde noget imod, at jeg åbnede et vindue. Han hverken talte eller rørte sig. Jeg gentog spørgsmålet højere, men med samme resultat. Så mistede jeg tålmodigheden og trak vinduet ned. Da jeg gjorde det, brast læderremmen i hånden på mig, og jeg lagde mærke til, at glasset var fuldstændig jordslået, så meget, at det måtte have siddet der i årevis. Da min opmærksomhed således var henledt på vognens tilstand, undersøgte jeg den nøjere, og ved de udvendige lygters flakkende skær så jeg, at den var overordentlig medtaget. Ikke blot var den ikke repareret, men den var lige ved at falde fra hinanden. Vinduesrammerne gik i stykker ved den blotte berøring. Læderbetrækket var skimlet og rådnede bogstavelig talt bort fra træværket. Gulvet var lige ved at gå i stykker under mine fødder. Hele vognen var fuldstændig ødelagt af fugt og var åbenbart blevet hentet frem fra et eller andet udhus, hvor den havde stået og smuldret i mange år, for at gøre endnu en dags arbejde på landevejen.

Jeg vendte mig mod den tredje passager, som jeg endnu ikke havde tiltalt, og vovede en bemærkning. “Denne vogn er i en meget dårlig tilstand,” sagde jeg. “Den rigtige diligence er vel til reparation?” Han drejede langsomt hovedet og så mig ind i øjnene uden at sige et ord. Jeg vil aldrig glemme det blik, så længe jeg lever. Det gjorde mig kold om hjertet og kan gøre det endnu, når jeg tænker på det. Hans øjne glødede med en feberagtig, unaturlig glans. Hans ansigt var gustent som et ligs. Hans blodløse læber var trukket tilbage som i dødsangst og viste de skinnende tænder.

Mine ord døde bort på mine læber, og der kom en rædsel – en frygtelig rædsel – over mig. Mine øjne havde nu vænnet sig til mørket i vognen, og jeg kunne se nogenlunde tydeligt. Jeg vendte mig mod manden overfor mig. Han sad også og så på mig med samme forfærdende bleghed i ansigtet og med det samme stenhårde glimt i øjnene. Jeg tørrede mig over panden. Jeg vendte mig mod passageren ved siden af mig og så – åh, Himmel, hvordan skal jeg beskrive, hvad jeg så? Jeg så, – at ingen af dem var levende, at han ikke var et levende menneske som jeg selv! Der var et svagt lysskær over deres frygtelige ansigter – forrådnelsens skær – og over deres hår, der drev af gravens fugt, over deres jordslåede tøj, der var ved at falde af dem, og over deres hænder, der var som hænder på lig, der har været længe begravet. Kun deres øjne, deres frygtelige øjne, levede, og de var alle vendt truende imod mig!

Et skrig af rædsel, et vildt, uforståeligt skrig om hjælp og nåde brød frem fra mine læber, da jeg kastede mig mod døren og forgæves prøvede at åbne den. I et eneste øjeblik, der var kort og klart, som når et landskab ses i et lynglimt, så jeg månen skinne gennem en forreven sky – den uhyggelige vejviser, der stod med løftet finger ved vejkanten – det knuste stengærde – hestene, der var ved at falde – det mørke dyb nedenfor. Så gyngede vognen som et skib i storm. Så kom der et vældigt brag – en følelse af knusende smerte – mørke …

Det forekom mig, at der var gået flere år, da jeg en morgen vågnede efter en dyb søvn og fandt min kone ved siden af sengen. Jeg vil forbigå den scene, der fulgte, og ganske kort fortælle Dem den historie, hun fortalte mig med taknemmelige tårer. Jeg var faldet ned i kløften, tæt ved det sted, hvor den gamle vej møder ud til den ny, og var kun blevet frelst fra en sikker død ved at falde i en dyb snedrive, der var føget sammen ved foden af klippen nedenfor, I denne snedrive blev jeg opdaget ved daggry af et par fårehyrder, som bar mig til det nærmeste ly og hentede en læge til mig. Lægen fandt mig i vildelse, med brækket arm og kompliceret kraniebrud. Brevene i min tegnebog viste mit navn og adresse, min kone blev tilkaldt for at pleje mig, og takket være min ungdom og stærke konstitution kom jeg mig til sidst. Jeg behøver næppe at sige, at det sted, hvor jeg faldt, netop var samme sted, som den frygtelige ulykke havde ramt diligencen nordfra 9 år i forvejen.

Jeg fortalte aldrig min kone om den frygtelige oplevelse, jeg lige har berettet for Dem. Jeg fortalte lægen, der tilså mig, om den, men han behandlede hele eventyret som slet og ret en feberfantasi. Vi diskuterede spørgsmålet gang på gang, indtil vi opdagede at vi ikke mere kunne afvinde det interesse, så lod vi emnet falde. Lad andre mene, hvad de vil – jeg ved, at for 20 år siden var jeg den femte passager i genfærds-diligencen.

Trykt i All the Year Round, Christmas, 1864
Originaltitel: The Phantom Coach

Kort om Amelia B. Edwards

Født den 7. juni 1831
Død den 15. april 1892

Læs mere på Wikipedia

Et skud i tågen af J. P. Jacobsen

J. P. Jacobsen
J. P. Jacobsen, Wikimedia Commons

Den lille grønne stue på Stavnede var øjensynlig nærmest indrettet på at tjene som gennemgang til den øvrige flugt af værelser. l alt fald indbød de lavryggede stole, der var stillet op langs med det perlemalede panel, ikke til længere ophold. På midten af væggen sad der et hjortegevir og kronede en lys plet, hvis form tydeligt angav, at et ovalt spejl engang havde haft sin plads her. Den ene af takkerne bar en bredskygget damestråhat med lange céladongrønne bånd, i hjørnet til højre stod der en fuglebøsse og en tørstig galla, i det andet en bunke medestænger og i en af snørerne var der indknyttet et par handsker. Midt i stuen fandtes et lille rundt bord med forgyldt fod; en stor buket bregner lå på dets sorte marmorplade.

Det var sent på formiddagen. I en stor og gylden stime strøg sollyset ind gennem en af de øverste ruder og dalede ned midt imellem bregnerne; nogle af dem var frodigt grønne, de fleste var visne, ikke tørre og sammenkrøllede, de havde ganske deres form, men den grønne farve var veget for en uendelighed af gule og brune skatteringer fra det spædeste hvidgule til det kraftigste rødbrunt.

Ved vinduet sad der en mand på en femogtyve år og stirrede hen på de lystige farver. Døren ud til naboværelset stod vidt åben og ved klaveret derinde sad en høj ung dame og spillede. Klaveret stod nær ved det åbne vindue, og karmen var så lav, at hun kunne se ud på græsplænen og vejen, hvor en ung mand i en lidt vel stilfuld ridedragt var beskæftiget med at ride en skimmel til. Rytteren var hendes forlovede, Niels Bryde hed han; hun var husets datter. Skimlen derude var hendes og det var en fætter til hende, der sad inde i forstuen, en søn af hendes farbroder proprietær Lind til Begtrup, der var død arm og forgældet og om hvem der i levende live aldrig var blevet sagt et godt ord, hvad han da heller ikke fortjente. Sønnen Henning havde Lind til Stavnede taget sig af og bekostet opdraget, dog kun så nogenlunde, thi uagtet Henning var godt begavet og havde megen lyst til bogen, blev han dog taget ud af Latinskolen, så snart han vel var konfirmeret og kom så hjem til Stavnede for at lære landvæsenet. Nu var han en slags forvalter på gården, men havde ingen reel myndighed, da den gamle Lind ikke kunne afholde sig fra at tale med allevegne.

Hans stilling var i det hele taget meget ubehagelig. Gården var i dårlig forfatning, og der kunne intet gøres for at for at bedre den, da der manglede kapital. Der kunne slet ikke være tale om at holde skridt, ikke med tiden, men ikke engang med naboerne. Alt måtte gå som det havde gået, Gud ved hvor længe; så meget som muligt for så lidt som muligt. I dårlige år måtte der derfor også sælges jordlodder fra, for at man dog kunne få rede penge at se.

Det var i det hele taget en såre sørgelig drift for en ung mand at sætte sin tid og sine kræfter ind på; hertil kom at gamle Lind var meget hidsig og umedgørlig, og da han havde vist Henning de omtalte Velgerninger, mente han ikke at være ham noget som helst hensyn skyldig. Han undså sig således ikke, når han blev heftig, for at lade denne høre hvad for en forsulten unge han havde været, da han tog ham til sig, og blev han rigtig vred, gik han endog så vidt, at han kom med, ganske vist sandfærdige, men også højst skånselsløse hentydninger til faderens færd.

En ugift onkel nede i det Slesvigske, som drev en udstrakt tømmerhandel, havde flere gange søgt at få Henning ned til sig, og denne var også for lang tid siden løbet bort fra livet på Stavnede, hvis han ikke havde været så forelsket i datteren, at han ikke kunne tænke sig muligheden af at leve noget andet sted end hun. Det var imidlertid ingen lykkelig kærlighed. Agathe kunne godt lide ham, de havde leget sammen som børn, for den sags skyld også som voksne;
men da han en dag, det var nu et år siden, havde erklæret sig for hende, var hun blevet både vred og forbavset og havde sagt ham, at hun anså det for en ubesindig spøg, og at hun ikke håbede, at han ville give hende anledning til at betragte det som en fiks vanvittighed, ved nogensinde oftere at hentyde til noget lignende.

Sagen var nemlig den, at den nedværdigende behandling, hun stadig så ham udsat for, og som han tålte, ganske vist af hensyn til sin kærlighed til hende, virkelig havde nedsat ham i hendes øjne, således at hun anså ham for hørende til en anden og lavere kaste end hendes egen, ikke lavere i rang eller fordi han var fattig, men lavere i følelse, lavere i æresbegreb.

Så kom nogen tid efter forlovelsen med Bryde.

Hvad havde Henning ikke lidt i det fjerdingår, det havde stået på! og dog blev han; han kunne ikke give slip på tanken om at vinde hende, han håbede der skulle ske et eller andet, ja han håbede egentlig næppe, han fantaserede om mærkelige begivenheder, der skulle indtræffe og gøre en ende på forbindelsen, men han ventede ikke hans fantasier skulle blive til virkelighed, han trængte til dem som påskud for at blive.

“Agathe!” kaldte Rytteren derude og holdt sin hest an ved det åbne vindue, “Du ser jo slet ikke på os og nu gør vi dog vore sager så net.”

Agathe drejede hovedet om mod vinduet, nikkede til ham og sagde, idet hun blev ved med at spille: “Vist ser jeg på Jer, I var jo nær faldet derhenne ved snebolletræet;” og hun gjorde nogle hurtige løb højt oppe i diskanten.

“Gå nu! – Hyp!” og hun slog over i en larmende galopade.

Men rytteren blev holdende.

“Nå?”
“Sig mig, vil du blive siddende der ved klaveret hele formiddagen.”
“Ja!”
“Ja, så tror jeg vi vil prøve det – ja, vi kan vel nok ride over til Hagestedgård og komme igen til middag?”
“Ja, når I skynder Jer, farvel, tykke Blis, farvel Niels.”

Så red han, hun lukkede vinduet og spillede videre, men holdt snart op; – det var dog meget morsommere at spille, når han red derude og var utålmodig.

Henning sad og så efter den bortridende. Hvor han hadede dette menneske; havde han blot ikke været …. og de passede slet ikke for hinanden; ville der bare komme en lille kurre på tråden, at de ret kunne komme til at vise sig for hinanden som de virkelig var ….

Agathe kom ind i den grønne stue, nynnende på motivet til den nocturne, hun nys havde spillet, hun gik hen til det lille bord og gav sig til at ordne bregnebuketten. Sollyset faldt lige på hendes hænder; de var store og hvide, dejligt formede. Henning blev altid betaget af disse smukke hænder, og i dag bar hun meget vide ærmer, så den runde Arm sås lige op ti! albuen; de var så yppige, disse hænder, med deres fyldige blødhed, blændende hvidhed og kraftige former; og så det fine skiftende muskelspil, de yndefulde bevægelser – der var sådan en nydelig, bølgende bevægelse, når de strøg henover hendes hår. Hvor tit havde han ikke haft ondt af dem, når de måtte springe og strække sig over de dumme tangenter, det passede de slet ikke til, de skulle ligge stille i skødet af en mørk silkekjole, smykket med store ringe som nøgne haremskvinder.

Som hun stod der og syslede med bregnerne var der i hendes ansigt et udtryk af ligegyldig lykke, der æggede Henning. Hvorfor skulle livet være så lyst og let for hende, der havde ranet hvert glimt af lys fra ham? Om han skræmte hende op af denne lyse ro, om han jog en lille skygge over hendes vej! Hun havde slængt hans kærlighed ned i støvet for sine fødder og var gået hen over den som var den en livløs ting, som var det ikke en menneskesjæl, der længselsfuld og lykkesyg vred og våndede sig i denne kærlighed …..

“Nu kan han snart være i Borreby,” sagde han så og så ud af vinduet.
“Nej, han ville til Hagestedgaard,” svarede hun.
“Nå, ja det andet er jo ikke meget af vejen.”
“Hvad for noget? det er jo slet ikke vejen. ”
“Nej, det er det jo egenlig heller ikke – kommer han der ligemeget endnu?”
“Hvor?”
“i Borreby naturligvis, hos skovfogden.”
“Det ved jeg virkelig ikke, hvad skulle han komme der efter?”
“Åh, det er vel folkesnak, – Du ved de har den kønne datter.”
“Og så?”
“Ja Herregud! alle mandfolk er da ikke munke.”
“Siger man da noget?”
“Åh hvad, man siger jo noget om alle folk, men han kunne jo gerne være noget forsigtigere.”
“Men hvad siger man da? hvad siger man?”
“Åh, stævnemøder og … det sædvanlige.”
“Du lyver Henning! det er der ingen der siger, det er noget du laver alt sammen.”
“Hvorfor spørger du så? – Hvad fornøjelse skulle jeg forresten have af at gå og fortælle folk om den lykke, han gør hos de Borreby piger!”
Hun lod bregnerne ligge og gik hen til ham. “Så lav havde jeg ikke troet du var, Henning,” sagde hun.
“Ja, kæreste, jeg kan så godt forstå du bliver opbragt, det må jo også være kedeligt for dig, at han ikke kan lægge så meget bånd på sig – i alt fald nu.”
“Fy Henning! det er usselt og uværdigt af dig, men jeg tror ikke dine løgne.”
“Ja det er jo ikke mig der siger det,” sagde han og så ned for sig, “jeg har ikke set dem kysse hinanden.”

Agathe bøjede sig hen mod ham og slog ham foragteligt på kinden.

Han blev bleg som et lig og så op på hende med et blik, der halvt var en syg hunds og kun halvt en krænket mands. Agathe skjulte ansigtet i sine hænder og gik hen mod den åbne dør. Der stod hun lidt og støttede sig som om hun var svimmel, så så hun over skuldren hen på ham og sagde koldt og roligt: “Henning, jeg vil sige dig, jeg fortryder ikke hvad jeg har gjort.”

Så gik hun.

Henning sad længe som bedøvet, så vaklede han op på sit værelse og kastede sig på sin seng. Han væmmedes ved sig selv. Nu var alt forbi – det klogeste, han kunne gøre, var at skyde sig en kugle for panden; leve – luske sig livet igennem med et skulende blik som en sparket hund? – Nej!

– Hun havde stemplet ham med trællens mærke ved sit slag, og hun havde ret, der var intet andet at gøre overfor en sådan lavhed. Hvor havde han ikke elsket hende!

– brændende – vanvittigt; men ikke som en mand, som en hund, – i støvet for hendes fødder som for et gudebillede. De stod i haven, hun skar sit navn i et træ, vinden legede med hendes hår, han stjal sig til at kysse en af de flagrende lokker og var lykkelig i dage derefter; nej, hans kærlighed havde aldrig haft mandigt mod eller frejdigt håb, han var træl i alt, i sin kærlighed, sit håb, sit had. – Hvorfor havde hun ikke troet hvad han fortalte, men stolet blindt på Niels? Han havde aldrig løjet for hende, det var den første lave handling han nogensinde havde begået, og hun havde straks set det! Det var fordi hun aldrig havde tiltroet ham andet end hvad lavt og lumpent var. Hun havde aldrig forstået ham, og for hendes skyld havde han udholdt dette lange, kummerlige liv på Stavnede, hvor hver bid brød han havde puttet i sin mund var blevet gjort bitter ved mindelser om at den var en gave. Han kunne blive rasende ved den tanke. Hvor han hadede sig selv for sit vanvittige tålmod, for sin ydmyge håben. Han kunne myrde hende for det hun havde gjort ham til, og han ville hævnes, hun skulle betale ham de lange fornedrelsens år, de tusinde kvalfulde timer. Hævn for hans tabte selvagtelse, hævn for hans slaviske elskov og for slaget på hans kind.

Så vuggede han sig nu i drømme om hævn, som før i drømme om elskov, og han skød sig ikke, han rejste heller ikke.

En formiddag to eller tre dage senere stod Henning nede i gården med bøsse og jagttaske. Som han stod der kom Niels Bryde ridende, ligeledes udrustet til jagt, og ihvorvel de nu begge to syntes grumme lidt om hinanden, talte de dog venligt og lod særdeles henrykte over, at det traf sig så heldigt, at de kunne gøre turen sammen. De fulgtes så ad ned til “Rønnen”, en temmelig stor, lyngklædt, lav og flad holm ude mod fjordmundingen. Rønnen var hen på efteråret meget besøgt af sælhunde, som boltrede sig på de lave sandbanker, der skød ud fra stranden, eller sov på de store rullesten, som lå i landingen. Og det var disse sælhunde jagten gjaldt. Da de havde nået stedet, gik de hver sin vej langs med vandet. Det grålige, disede vejr havde lokket mange sæler ind, og de hørte jævnlig hinanden skyde. Efterhånden tog disen til og ved middagstid lå tågen tyk og tæt over holm og fjord, det var ikke muligt at kende sten og sælhunde fra hinanden i tyve skridts afstand.

Henning satte sig nede ved stranden, og stirrede ind i tågen. Der var ganske stille, kun en blid, skvulpende lyd fra vandet og en enlig strandløbers ængstelige piben dukkede en gang imellem op af den tunge, trykkende tavshed.

Han var træt af alle disse tanker, træt af at håbe, træt af at hade, syg af at drømme. Sidde ganske stille og stirre døsigt ud for sig, forestille sig verden som noget, der lå langt borte i det fjerne, som noget, der var overstået, sidde her ganske stille og lade timerne dø en for en, det var fred, det var næsten salighed. Da lød der en sang gennem tågen, frejdigt og jublende:

Til Majdag fører jeg hjem min Brud,
En Rosensblomme i Liljeskrud,
Spil Spillemænd, spil!
Den Dag skal Skoven ha’ Grønt i sin Hat
Og Engen ha’ Blomster i Barm.
Og fuld saa Maanen skal være den Nat,
Men Solen skal danse sig varm.
Og Gøgen skal kukke og Lykken os spaa
Og Finker skal fløjte og Drosler skal slaa,
Men Sorgen skal holde sig hjemme.

Det var Niels Brydes klare røst. Henning sprang op; som et lyn slog hadet ned i ham, hans øje brændte, han lo hæst, så kastede han bøssen til kinden,

Men Sorgen skal holde sig hjemme,

klang det igen; han sigtede mod lyden ind i tågen, de sidste ord døde i knaldet – så var alt stille som før.

Henning måtte støtte sig til den rygende bøsse, han holdt åndedrættet tilbage for at lytte – nej, gudskelov! der var kun vandets skvulpen og det fjerne skrig af opskræmte måger. – Jo! det jamrede sig derinde i tågen. Han kastede sig ned på jorden, trykkede ansigtet ned i lyngen og holdt sig for ørene. Tydeligt så han det fortrukne ansigt, lemmernes krampetrækninger og det røde blod, der ustandseligt vældede ud af brystet, strøm på strøm, dreven frem ved hvert hjerteslag – falde ned på den brune lyngtop, risle nedad grene og stamme og så sive bort mellem de sorte rødder.

Han løftede hovedet og lyttede: det jamrede sig endnu, men han turde ikke gå derhen, nej, nej! han sled i lyngen med sine tænder, gravede med hænderne i den løse bund, som for at søge skjul, væltede sig som en vanvittig frem og tilbage, men endnu var det ikke forbi derinde, endnu hørte han det klage.

Endelig tav det. Han lå længe og lyttede, så krøb han langsomt på alle fire ind i tågen. Det varede længe inden han kunne se noget, så fandt han ham omsider ved foden af en lille jordbanke. Han var stendød; skuddet havde truffet ham lige i hjertekulen.

Henning tog liget i sine arme og bar det tværs over rønnen ned i den båd, de var kommet derover i, så tog han årerne og roede mod land. Fra det øjeblik, han havde set liget, havde hans bevægelse sat sig, og der var trådt et stilfærdigt, dumpt vemod i stedet. Han tænkte på livets forgængelighed og på hvordan han skånsomt skulle forberede dem derhjemme.

Da han var kommet i land gik han op til en bondegård for at få fat i et køretøj. Manden spurgte hvordan ulykken var sket. Beretningen dannede sig næsten som af sig selv på Hennings læber: Bryde var krøbet over en banke derude på vestsiden med bøssen i hånden, hanen havde sagtens stået på halv, noget havde taget fat i den og bøssen var gået af. Henning kunne af skuddet høre, at de var nær ved hinanden og havde råbt på Bryde, da han intet svar fik, blev han urolig og gik efter knaldet, så fandt han ham ligge lige nedenfor jordbanken, men da var han allerede død.

Han fortalte det hele roligt i en dæmpet, bedrøvet tone, og havde slet ingen fornemmelse af skyld, mens han fortalte det; men da de havde fået liget op i vognen, og det sank ned i halmen, faldt hovedet om på siden og slog med et svagt bump mod vognfaddingen, da var Henning nær besvimet, og han var ganske hjertesyg mens de kørte med liget over Borup til Hagestedgaard.

Hans første tanke, da han havde fået liget afleveret, var at løbe sin vej, og det var kun med den allerstørste selvovervindelse han tvang sig til at blive til begravelsen var forbi. Der var i den ventetid en feberagtig uro over ham i det ydre, og noget sælsomt opskræmt ved hans tanker, der gjorde, at de ikke kunne holde sig fast ved noget bestemt, men flakkede fra det ene til det andet. Denne deres rastløse hvirvlen og kredsen, som han ikke havde magt til at standse, var ved at gøre ham vanvittig, og når han var ene gav han sig til at tælle eller han nynnede og slog takt med foden, for på denne måde ligesom at fængsle tankerne og slippe for at blive hvirvlet ind i deres forfærdelige, udmattende runddans.

Endelig kom da begravelsen.

Dagen efter var Henning på vejen til sin onkel, tømmerhandleren, for at bede ham om at give ham en ansættelse i hans forretning. Han traf onklen i en meget nedtrykt sindsstemning. Hans gamle husholderske var nemlig død for en måneds tid siden, og han havde i disse dage måtte afskedige sin driftsbestyrer på grund af utroskab. Henning var derfor såre velkommen. Han sætter sig nu med iver ind i forretningen, og efter et års tids forløb overtager han ledelsen af den.

Fire år senere er der foregået en del forandringer. Tømmerhandleren er død og Henning indsat til hans hovedarving. Gamle Lind til Stavnede er også gået til sine fædre, men har efterladt gården så gældbetynget, at den har måtte sælges, og der er ved salget så godt som intet blevet til overs til Agathe. Stavnedes nye ejer er Henning, der har opgivet tømmerhandlen og er vendt tilbage til landbruget. På Hagestedgård er Niels Bryde blevet efterfulgt af en Klavsen, der med det første skal have bryllup med Agathe, som nu bor hos sognepræstens. Hun er endnu smukkere end før. Med Henning er det anderledes. Det er ikke til at se på ham, at han har haft lykken med sig. Han ser næsten gammel ud, ansigtstrækkene er skarpe, gangen mat, han går noget kroget, taler lidt og meget sagte, hans øje har fået en underlig tør glans og blikket er blevet uroligt og vildt. Når han tror sig ene, småsnakker han med sig selv og gestikulerer dertil. Folkene der på egnen tror derfor han drikker.

Men det er ikke det. Dag og nat, når som helst, ingensinde ved han sig sikker for tanken om mordet på Niels Bryde. Hans ånd og evner er visnet i denne evige angst, thi når den tanke kommer, er det ikke som anger eller dunkel kummer, men som levende, flammende rædsel, et forfærdeligt delirium, hvor synet forvildes, så alt bevæger sig: strømmende, dryppende, sælsomt rislende, og alt har skiftet farve, det er ligblegt eller dunkelblodigt rødt. Og der er en dragen i al den strømmen som sugede det af alle årer, som diede det af alle nervers fine tråde, og brystet gisper i navnløs angst, men intet forløsende skrig, intet lettet suk kan bane sig vej over de blege Læber.

Sådanne syner er tankens følge, derfor frygter han den, derfor er hans blik uroligt og hans gang så mat. Den frygt er det, der har afkræftet ham, og den kraft, han endnu har tilbage, lever i hans had. Thi han hader Agathe, hader hende fordi hans sjæl er gået til grunde ved hans kærlighed til hende, hans livslykke forspildt ved hende, hans fred ved hende, men mest hader han hende fordi hun intet aner om hele den verden af kval og elendighed, som hun har skabt; og når han nu snakker med sig selv under truende fagter, så er det hævn han tænker på, hævnplaner han går og drøfter. Men han lader sig ikke mærke med noget, han er venligheden selv mod Agathe, han bekoster hendes udstyr, og senere var han hendes fører til alteret, og hans venlighed kølnedes ikke efter brylluppet; han hjalp og rådede Klavsen i alle måder, og de gjorde i fællesskab flere store spekulationshandler, som havde et udmærket udfald. Henning holdt så op, men Klavsen havde lyst til at blive ved, og Henning lovede at støtte ham med råd og dåd. Det gjorde han også. Han forstrakte ham med meget betydelige pengesummer og Klavsen gik fra den ene spekulation til den anden. Han vandt ved nogle, tabte ved flere, men jo mere han spekulerede jo ivrigere blev han. Et meget stort foretagende skulle endelig gøre ham til en rig mand. Det fordrede flere store udbetalinger og Henning hjalp ham stadig; den sidste stod til rest, da trak Henning sig tilbage. Udsigterne syntes Klavsen meget lovende, og drog han sig nu ud af sagen, var han ødelagt, men betale kunne han ikke. Så skrev han Hennings navn efter på et par veksler, der var ingen, der ville fatte mistanke og vindingen ville snart komme. Foretagendet mislykkedes. Klavsen var næsten ruineret. Vekslernes forfaldsdag var nær, det sidste måtte forsøges, så sendte han Agathe op til Stavnede. Henning blev forbavset ved at se hende, thi det var ikke længe siden hun havde gjort barsel og vejret var råt og regnfuldt. Han førte hende ind i den grønne stue og hun fortalte der om den mislykkede spekulation og om vekslerne.

Henning rystede på hovedet og sagde roligt og mildt, at hun måtte, have misforstået sin mand, man skrev ikke andre folks navne på veksler, det var nemlig en forbrydelse, ligefrem en forbrydelse, som loven straffede med forbedringshuset.

Nej, nej, hun havde ikke misforstået sin mand, hun vidste det var en forbrydelse, det var netop derfor han måtte hjælpe; blot han ingen indsigelser ville gøre mod underskriften, så var alt godt igen.

Ja, men så måtte han betale vekslen, og det kunne han ikke, han havde allerede så mange penge i Klavsens foretagende, at han var bebyrdet over evne. Han kunne ikke.

Hun græd og bad.

Men hun måtte virkelig betænke, at han havde tabt uhyre ved Klavsen. Da hun fortalte ham, at foretagendet var mislykket, var det virkelig som om en havde slået ham på øret, så overrasket og fortumlet blev han. Ved at bruge dette udtryk kom han til at tænke på, at hun engang havde slået ham, kunne hun huske det. Nej! … det var den Dag han drillede hende med at Bryde … kunne hun virkelig ikke huske det? jo, hun havde i elskværdig ilterhed slået ham på kinden, på den kind der.

Ja men kunne han ikke hjælpe.

Det var her i denne stue. Ak, det var en anden tid, en mærkværdig tid. Han troede end også, at han havde friet til hende en gang, det kom ham sådan for. Sæt at hun havde taget ham, men det var tåbeligt at tale om, nej Bryde det var en smuk mand, og så skulle han komme så sørgeligt af dage, den smukke fyr.

Ja, ja, men var der virkelig ingen udvej, slet ingen?

Hun skulle ikke tro det med vekslerne, det var noget Klavsen havde bildt hende ind for at lokke ud af ham, om han ikke nok kunne hjælpe ham lidt endnu, det var et Fif, Klavsen var fiffig, meget fin, meget fin.

Nej, det var virkelig som hun sagde. Dersom hun kom tilbage med et afslag, måtte Klavsen flygte til Amerika, vognen, som skulle bringe ham til jernbanestationen i N., var allerede trukket frem, da hun gik herop.

Nej det havde han ikke troet om Klavsen. Det var dog den laveste kæltringstreg! bringe den mand i ulejlighed, der havde hjulpet og hjulpet ham atter og atter. Han måtte være meget slet. Det var oprørende, og så bringe vanære over kone og det uskyldige barn. Hun skulle høre, hvad folk ville sige! Stakkels Agathe, stakkels Agathe!

Hun kastede sig ned for ham og bad: “Henning, Henning, hav medlidenhed med os!”
“Nej, og tusinde gange nej, mit navn skal være uden plet, jeg hjælper ikke en forbryder.”

Så gik hun.

Henning satte sig og skrev til politiet i N. om at anholde Klavsen for vekselfalsk, når han viste sig på jernbanestationen. En stafet blev sendt af sted med brevet.

Om aftenen hørte han, at Klavsen var rejst, næste dag at han var anholdt i N.

Agathe måtte lægge sig til sengs, da hun kom hjem; svækket som hun var af den nys overståede sygdom havde hun ikke kunnet tåle anstrengelsen og de stærke sindsbevægelser. Efterretningen om, at Klavsen var grebet, knækkede hende ganske. Sygdommen antog en heftig, feberagtig karakter, og tre dage efter sendtes der melding til Stavnede om at hun var død.

Dagen før begravelsen gik Henning til Hagestedgård. Vejret var mørkt og tåget, løvet faldt i flokke, der var en ram, muldet lugt i luften.

De førte ham ind i ligstuen, vinduerne var blændet med hvide klæder, der brændte et par lys ved ligets hovedgærde. Luften var tung af blomsterduft fra de mange kranse og af lugten af ligkistens fernis.

Han blev næsten festlig stemt ved at se hende ligge der i den fantastiske, hvide ligdragt. De havde lagt et hvidt lin over hendes ansigt; han lod det ligge. hænderne lå foldede på brystet; de havde givet hende hvide bomuldshandsker på. Han tog hånden, trak handsken af og puttede den ind på sit bryst. Så så han nysgerrigt på hånden, bøjede på fingrene og åndede på dem som for at varme dem. Længe holdt han hendes hånd i sin, det blev mørkere og mørkere i værelset, tågen tog til derude. Så bøjede han sig hen mod ansigtet og hviskede: “Farvel Agathe! jeg vil sige dig noget inden vi skilles, jeg fortryder heller ikke hvad jeg har gjort,” så slap han hånden og gik.

Da han kom udenfor, kunne han næppe se ladebygningen, så tyk var tågen. Han fulgte stranden hjem. – Nu var han hævnet, og så! hvad så i morgen, og i overmorgen hvad så? – Der var så stille, kun en smule lyd fra vandet dernede; – men han kunne ikke høre sit hjerte, jo, det slog dog, men så mat, så mat, – hvad? det lød som et skud! og nok et! Han rystede på hovedet, smilede og mumlede: “nej, ikke to, kun et, kun et.” Han var så træt, men hvile – han havde ingen ro til at hvile. Han standsede et øjeblik og så sig om: der var ikke meget at se, tågen dannede en mur omkring ham, tåge foroven, tåge rundt om, sand forneden; der lå hans fodspor i sandet i en lige linje; midt ind i tågekredsen nåede de, ikke videre; han gik lidt igen, nej, de kom ikke længer end til midten, men bagved ham, der, hvor han havde gået, der var der kredse fulde af hans fjed. – Han var dog meget træt; det var sandet, der var så tungt at gå i – hvert fodspor havde kostet ham nogle af hans kræfter, ja! det var en række af grave for hans svundne kræfter – og til den anden side, der lå sandet jævnt og glat og ventede, – der for en gysen igennem ham: det er én, der går over min grav – der er nogen, der går i mine fodspor, det pusler derinde i tågen bagved som af kvindeklæder, der er noget hvidt derinde i den hvide tåge. Han gik igen så stærkt han kunne. Benene rystede under ham, det sortnede for ham, men fremad måtte han, af sted igennem tågen, for det derinde fulgte ham bestandigt. Det kom nærmere og nærmere, kræfterne var ved at forlade ham, han vaklede fra den ene side til den anden, sære blink for forbi hans øjne, skarpe, skærende lyde klang ham i øret, den kolde sved stod på hans pande, hans læber åbnede sig i rædsel, så sank han om på sandet. Og ud af tågen kom det, formløst og dog genkendeligt, snigende sig over ham tungt og langsomt. Han søgte at rejse sig, så greb det ham i struben med klamme, hvide fingre.

Den næste dag, da Agathe skulle begraves, måtte følget vente en stund, men der kom dog ingen fra Stavnede for at følge hende.

Trykt i: 1882

Kort om J. P. Jacobsen:

Født: den 7. april 1847
Død: den 30. april 1885

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur