Spøgelseskareten af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.


– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.

Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.

Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.

Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.

Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.

Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.

Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.

Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.

Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.

“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”

Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.

Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.

Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.

Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.

En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.

Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.

En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.

Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”

“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”

Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.

Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.

Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Et radio-eventyr af Otto Rung

Otto RungDenne historie burde egentlig fortælles i futurum, eftersom den vil foregå i året 1987, men da tanken evner at glide i enhver retning – også ud over målet  skal den fortælles i fortid

Den unge frøken Concreta B. Damnitson vågnede en majmorgen af nævnte 1987 i sin tempererede porcelænsseng, hvor hun sov utildækket. Hun desinficerede sin hud og tog plads i den cardansk ophængte gynge, der ved sine vilkårlige omdrejninger aftvang brugeren så voldsomme svømmetag som ved en drukningsproces midt i Atlanterhavet. Denne motion (Magnus Söderbloms System) var i høj grad påkrævet nu, da man takket være radioen (herom nærmere senere) sjældent forlod hjemmet.

Concreta Damnitson iførte sig derefter en ventileret morgendragt af spindelsvævsfint asbest, der spillede i de lyse ultraviolette farver, som fem år tilbage, takket være den store japanske oftalmolog Fuksjima, var gjort synlige for menneskeøjet ved inddrypning i pupillen af en mild og sød eliksir: Neuro-Chrom Essens. Disse ultraviolette, vidunderlige farver bar navne efter de fjerne tiders første opdagere af usynlige stråler. Concretas morgendragt var en Khiton i bleget Røgten-farve med mørkere Nils Finsen-farvet krave og ligesom de vide benklæder broderet  med skønne Becquerelle og Madame Curie-ornamenter.

Frøken Concreta fandt på en taburet sit morgenmåltid serveret: Seks tabletter med smag som æblemos og tre flødetabeletter, alle fra Liebigs verdensberømte kemiske fødemiddels-fabrik. Allerede i 1950 havde afholds-progressionisterne gennemført verdensforbud mod kødæderi (ligesom fyrretyve år tidligere imod spiritusnydelse). De såkaldte ‘hjemmekogere’ jagedes som de dyr, de var, af sanitærpolitiets radioopsyns-apparater, som i sin tid ‘hjemmebrænderne’, og interneredes skånselsløst i gummiceller side om side  med de sidste luftforpestere, tobaksrygerne. Men endnu rasede kampen mod barberiets sidste horde: Vegetarerne, som slagtede de forsvarsløse planter, der end ikke som dyrene kunne skrige deres smerte ud. Concretas moder var en ivrig forkæmper for den nye kemiske ernæring ved tabletter, opbygget syntetisk af kullets atomer. Fattigdommen var ved dette system allerede aldeles afskaffet, idet enhver borger gratis på kommunens central kunne få udleveret tyve tabletter dagligt, dog – for at modarbejde dovenskab – uden smagstilsætning.

Concreta anvendte som tilsætning et udvalg af fru Baltimores berømte ‘smags-molekyler på ti tusind måder’ og drak til måltidet et glas vand, hvori hun opløste en blanding af 70% vitaminer og 30% statsanerkendte bakterier, gavnlige for fordøjelsen (der reguleredes automatisk hver uge).

Til måltidet nød hun en symfonikoncert, der blev udført af det verdensberømte eskimo-orkester under ledelse af kapelmester og komponist Osarkrark.

Frøken Concreta Damnitson havde i tre måneder været forlovet med en ung videnskabsmand, Boris Koniscky, der var professor ved Polyteknikum i Yokohama. De var blevet introduceret for hinanden ved en radio-menuet aften hos den russiske gesandt i Washington, hvorhen Concreta, der var bosat i New York (med sine forældres tilladelse) havde radio-oversendt sig selv. De to unge var mødtes i sværmerisk passion for den unge rhapsodi-digtning, der nu var blevet moderne, og Boris indfandt sig næsten daglig (med fru Damnitsons tilladelse) i det Damnitsonske samtalekabinet. Der tilstod han hende sin kærlighed, og hendes billede på Boris Konisckys laboratorievæg i Yokohama rødmede af lykke.

Hjemmet var som i middelalderen familiernes faste borg. Al fryd og hvert synsindtryk bragtes jo nu udefra ind i huset som andre varer. Der var intet som helst påskud mere for de unge til at knibe udenfor hjemmets fire vægge, hvor i øvrigt den årvågne moder kunne følge datterens vej på væggens hvide lærred skridt for skridt, takket være den allerede i 1950 komplette og universelt indførte Radio-Television.

Allerede i 1925 var man inde på at løse problemet: at overføre lysbølger ad elektrisk vej. Omkring 1930 var den nye Televisions-Radio fremstillet (gennem koordinationssystemet og ved selencelle-modtagere), og man kunne nu fra sit kabinets hvide lærredsvæg (eller fra sit lommeapparat i visitkortformat) følge enhver begivenhed ude i verden (for så vidt det var tilladt af politiet). Thi de første tider af komplet verdenskaos var afløst af en håndfast regulering, da de såkaldte aflukkede eller isolerede bølgelængder i 1960 blev opfundet af en norsk ingeniør. Der var således på ny skabt værn for privatlivets fred, der efter det ældre system havde været truet af påtrængende blikke tværs gennem husenes vægge: tusinder af belurende øjne, usete selv. Pengeafpressere, politiske spioner, forsmåede elskere og nærgående og perfide arkitekter, der havde anbragt  skjulte radio-kameraer i lofterne. Nu havde alene kriminalpolitiet nøglen til samtlige verdens bølgelængder og kunne fra Centralen overvåge alle samfundsfjender og andre umoralske personer.

Selv senator Damnitson forlod aldrig hjemmet, men fik de andre senatorer bredkastet til sit arbejdskabinet, når der var berammet møde hos ham.

Hver dag klokken tolv viste Boris Koniscky sig på den hvide flade i Concreta Damnitsons salon, og Concreta viste sig på modtagerfladen i Boris Konisckys laboratorium, og også denne dag var et møde aftalt. Moderens væg var på denne dag optaget af damebesøg, idet fru Damnitson i sit boudoir havde sine morgenfremmede efter den nu så moderne franske stil, den såkaldte petit lever. Nu kom damerne til syne efterhånden, hver indrammet i et udsnit af sit eget private boudoir, alle i pragtfulde morgendragter i alle ultraviolets nuancer og med de moderne lysstrålekniplinger: fru Hotkins, der boede i Philadelphia, damerne Tocelli fra Napoli, fru Mungo, den kvindelige moral-kontrollant på Honolulu, og den berømte radiosangerinde fru Anna Petersen i København (der havde lovet ‘at tage noder med’, som det endnu hed). Concreta forbandt sin væg med moderens og sagde godmorgen til de ankomne damer. Derefter trak hun sig tilbage. Hun havde husfred nu, navnlig da broderen Edison var låst inde i sit loftskammer fuld af aritmetik, bredkastet af hans matematiklærer.

Der var et kvarters ventetid, og Concreta søgte glemsel for sine længsler efter Boris i en række billeder fra det store liv ude i verden. Hun forbandt sig således med Maison Paquin i Paris, og på den hvide lærredsflade i Concretas lille salon viste sig over hundrede mannequiner på rad i dragter, der alle så ud som en drøm! Derefter fremkaldte hun fra museerne i Firenze, Rom og Michaiowgrad (det tidligere Petrograd og dernæst Leningrad) de berømteste kunstværker, de dystre og tunge farver af den gamle tid: Rembrandt, Botticelli og til sidst Tizians Venus, liljehvid på sit leje. Men hendes sind længtes efter varme her i New Yorks verden af stål, cement og andre konkreter, og hun hentede et vue fra det gyldne horn i Stambul (fredet af det Internationale Museumsnævn), en palmekyst på Tahiti med indfødte ridende over brændingen på deres planker (alle statsansatte svømmere som sorterede under Marineministeriet), og i sin higen mod mere varme, en ørkenstrækning ved Timbuktu! Men her indtraf et uheld med en af de af Cooks Radiobureau engagerede arabere, der efter tur førte en kamel frem og tilbage foran ruinen, idet han pludselig fik solstik og måtte afhentes af en rednings-automobil. Det var til skandale verden over, forstod Concreta. Kamelen stak af. Der var nu ikke mere tid til at se en scene af den berømte svenske ballet i Stockholm Teateret, thi nu slog uret på Greenwich Laboratorium tydeligt tolv. Og på Concretas væg viste sig i de glødende japanske solfarver en kirsebærgang i Yokohama, hvor Boris stod, slank og sorthåret i sin gule kimono, (der var obligatorisk selv for de udenlandske professorer ved universitetet i Yokohama). Uvilkårligt strakte hun sine hænder ud imod den elskede, thi så levende syntes han hende i det fremkastede billede, at hun syntes, hun kunne gribe om ham. Hvor selv hans ædelt formede næse fik perspektiv! Men ak!

“Goddag min egen Concreta,” sagde Boris glad, og nu vidste hun, at hjemme hos ham i Yokohama stod hendes eget billede på den i kirsebærhaven opstillede vægflade.

Som det var mode dansede de derefter sammen en lille halv times tid til det berømte Radio-Menuet Orkester i Berlin. De berørte (som jo var den eneste mulighed og ansås for det mest anstændige mellem dansende) kun hinanden med fingerspidserne. Moralen havde nået betydelige højder takket være televisionen. Der blev kun danset menuet verden over.

“Hvor er du dejlig, Concreta,” sagde Boris, “i din nye formiddagsdragt. Har I køligt vejr hos jer? Her skinner solen dejligt, som du ser. Gid jeg kunne sende dig en thermoliter japansk sommervarme.”

“Send hellere dig selv,” lo Concreta omend med et suk, “så var det sommer  med det samme her hos mig i mit triste New York.”

Boris rystede på hovedet. “Søde Concreta. Jeg kommer jo hver eneste dag og ser til dig!”

“Jamen ikke selv! Ikke selv Boris! Forstår du da ikke?”

Boris smilede: “Selv! Ser du mig da ikke, hører du ikke min stemme? Kan vi ikke danse til de samme toner? Hvad vil du mere, Concreta?”

“Mere?” Hun strakte hænderne ud mod ham. “Mere? Dig selv? Ikke blot dit spejlbillede, Boris! Ikke blot din stemme fra en svingende metalmembran. Virkeligheden, Boris, virkeligheden for dig og for mig!”

“Du er en lille romantiker!” lo Boris muntert, “der drømmer om at få virkeligheden. Er verden da ikke god nok for jer, I stakkels små kvinder?”

“Verden!” Hun knyttede hænderne. “Verden er skrækkelig, – den verden, som vore forældre har testamenteret til os unge – denne jord, der blot er mekanisme og spejlreflekser, forbundne ved atomkraft og elektroner! Hvad er det vore hænder griber, når vi famler efter lykken? Blot en kontakt! Hvad er det vi møder, når vi kalder på den vi elsker? Blot et fantom. Således er den verden, I har skabt for os. Hvor er den frihed og den lykke, I lovede menneskene gennem den moderne teknik. Sig mig det, Boris!”

Boris rynkede brynene. “Concreta! Glem ikke, at jeg er ingeniør og altså en af dem, der har bygget denne verden således op, at den kan blive komfortabel og eksemplarisk for menneskeheden, og ikke som i vore bedsteforældres tid, ikke bedre end en kostald! Forfald ikke til de længsler, som de uoverkommelige afstande dengang fremtvang hos de mørkerædde mennesker. Nu kan vi jo nå hinanden, ingen afstande eksisterer mere! Mørket er forjaget, frygten er død, al længsel er altså tåbelig og – som du godt ved, Concreta – forbudt ved den nye morallov af 25. september 1982 (nr. 4633) §212. Jeg må gå i rette med dig, Concreta. Eller finder du mangler ved den verden, vi mænd (navnlig vi ingeniører har skabt? (I kvinder opgav jo allerede omkring 1940 alle jeres planer om at deltage i mandens kulturkamp – og klogeligt) Så sig frit frem, hvad I mangler! Vi skal opfinde det til dig. Hvad er det så, Concreta?”

Hun skjulte ansigtet i sine hænder. “Jeg ved det ikke, Boris. Noget, jeg føler!”

Hans udtryk (så hun ud gennem fingrene) skiftede og fik et eget spil af underfundigt lune. I dette øjeblik elskede hun ham over alt i verden. “Vel, Concreta, ” smilede han, “jeg  må vel se at gøre din verden komplet. Netop for tiden,” han sænkede stemmen hemmelighedsfuldt, “sysler jeg med en opfindelse, som – men derom senere. Problemet er løst, og den første  model næsten fuldført. Og så, Concreta, så kommer jeg selv og holder dig i mine arme. Hav tålmodighed en lille smule endnu – to uger allerhøjest, Concreta!”

I dette øjeblik blev han afbrudt, da en mand med vildtvoksende skæg og stirrende øjne viste sig på lærredet midt imellem dem og gjorde græsselige grimasser. Det var en sindssyg mand (Radio Avisen havde advaret imod ham), der på en eller anden mystisk måde havde bemægtiget sig nøglen til de aflukkede bølgelængder og kastede sig selv ind overalt, hvor to elskende mødtes. Nu stod han og vrængede ansigt af Boris og Concretas lykke. Kriminalpolitiet havde længe jaget ham med deres kontrolradio, men endnu vidste opdagerne ikke, hvor på kloden han befandt sig. Boris forbandt sig straks med politiets central i London, og straks efter viste en opdager fra Scotland Yard sig på lærredet og optog rapport.

Dagen for Boris Konisckys ankomst var sat til den 3. juni. Der var sendt indbydelse til de nærmeste venner af familien Damnitson, der dog ikke personligt, men kun i billedoverførelse skulle være tilstede. Men senator Damnitson og frue tog personligt ud på flyvebådens ankomststation. Concreta ventede i salonen, iført en ny robe med fosforescerende slæb. Hendes hjerte hamrede. Hun havde påtænkt sin radio at følge flyvebådens fart fra Yokohama; men var det ikke en langt større jubel blot at vente og at længes – og dog vide!

Senator Damnitson trådte ind i salonen. Hans ansigt havde det samme fortrædelige udtryk, der efter sagnet havde skaffet hans stamfader (der oprindelig var kulmine formand, siden mange millionær) familienavnet ‘Damn it‘, som senere blev til Damnitson. Senatoren rømmede sig.

“Ja, Concreta, hr. Boris Koniscky var desværre ikke med flyvebåden!” I dørsprækken stod moderen og pudrede bekymret næsen. Concreta sad skælvende hvid i sin pragt. Faderen hostede beroligende: “Men der var et budskab fra Boris med flyvebåden,” sagde han og tog et brev frem (et ganske gammeldags brev i kuvert). Han tilføjede – “og en kasse!” Han satte en lille, sort kasse, omtrent som et kamera, på bordet. “Efter udskriften på brevet,” sagde han, “skal du læse det i enerum.” Han så spørgende på sin hustru, der alvorsfuld nikkede sit samtykke, hvorpå forældrene sammen forlod Concretas salon.

Concreta brød brevet med skælvende fingre. “Min kære Concreta,” lød det. “Jeg kommer ikke selv, jeg holdes tilbage af mit arbejde, men lad denne hermed følgende kasse bringe dig mit bud. Jeg forstår til fulde, hvad du måtte føle ved vores sidste møde. Tilgiv mig. Alt er godt nu. Læs anvisningen på indersiden af låget, vær forsigtig når du åbner kassen. Så snart dette er udført, kommer jeg til stede på væggen. Din trofaste Boris.”

Concreta hentede en hammer og brød egenhændig kassen op. Den indeholdt et lille ebonitsort apparat med mange spoler, detektorer og lamper. Brugsanvisningen lød blot: “Forbind ledningen, mærket X, med kontakten på din radiomodtager.” Concreta adlød, og i det samme viste Boris sig på hendes salons vægflade, nydelig i sin elegante og velpressede kimono. Bag ved ham var hans laboratorium og ved hans side et lille, ebonitsort apparat, nøje magen til det tilsendte.

“Concreta!” sagde han. “Tro ikke, at jeg har miskendt en kvindes følelser. De korresponderer endogså nøje med følelser i mit eget bryst. Den teknik, som du så tankeløst har hånet, skal også denne gang føre menneskene frem til sejr og afhjælpe vort dybtfølte – og jeg skal villigt indrømme – fælles savn af at være hinanden nær. I tre år har jeg arbejdet på mit nye radioproblem. Nu er det løst. Og er ikke allerede den sejr for mit talent også dig en glæde, Concreta!”

“Ser du,” forklarede han, da hun blot utålmodigt løftede sine hænder. “Hidtil har vi kunne erstatte manglende nærhed mellem mennesker ved at overføre syns- og lydindtryk. Nu er jeg nået til også at kunne overføre følelsen på tusindvis af kilometers afstand. Følelsen forstår du! Hvad er den andet end visse elektriske svingninger i nervesystemet. Jeg har konstrueret en afsender og en modtager, der gør det muligt via radioen at overføre disse svingninger. Intet skiller mere menneskene. Al afstand er ryddet bort.”

“Concreta,” sagde han. “Ser du den lille ebonitskive med en pude af gummi, som ved en ledningssnor er forbundet med det apparat, der nu er i din varetægt? En tilsvarende findes, som du ser, på min afsender her i Yokohama. Denne!” Han pegede. “Gennem den vil jeg kunne sende ethvert følelsesindtryk fra mig selv til dig. Du bedes løfte omtalte ebonitskive. Således.”

Concreta adlød. Hun fandt, at den sorte, lille pude nærmest lignede en blæksuger.

“Concreta,” sagde Boris. “Nu nærmer jeg mine læber til afsenderpladen her i Yokohama – og du dine til den tilsvarende i New York. Følgen vil blive, at du vil fornemme mine læbers pres mod dine, både følelses- og smagsmæssigt nøjagtig, som om jeg stod i din stue i New York. Hver lille svingning af mine læbers molekyler vil nå dine korresponderende ditto. Og således, Concreta, giver jeg dig mit første kys.”

Concretas kinder flammede. Hun løftede hammeren, som hun endnu holdt i sin hånd, og slog til. Apparatets ebonitplader, krystaller og spoler sprang som slagger fra en ambolt, de små lamper eksploderede som en rad knaldperler.

“Hvad gør du?” stønnede Boris fra sit lærred.

“Hvad jeg gør!” Concretas øjne funklede. “Jeg slår fra mig, som du ser! Jeg har fået nok af din teknik. Og hvis du ikke inden i morgen klokken tolv – med den første flyvebåd via Nordpolen – er her i min stue – og personlig! – her – forstår du! – og kysser mig – rigtigt! – så er alt mellem os forbi! Jeg kaster dig ud af min bølgelængde. Og for evigt!”

Trykt i: Noveller, 3 – Livet er farligt. 1927

Kort om Otto Rung:

Født: Den 16. juni 1874
Død: Den 19. oktober 1945

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon