Den tyske students eventyr af Washington Irving

Washington Irving
By Copy daguerreotype by Mathew Brady, reverse of original by John Plumbe.

En uvejrsnat i den stormfulde tid under den franske revolution gik en ung tysker sent om aftenen tilbage til sit logi gennem den gamle del af Paris. Lynene glimtede, og høje tordenbrag rungede gennem de høje, smalle gader.

Denne unge tysker hed Gottfried Wolfgang og var en ung mand af god familie. Han havde studeret nogen tid i Göttingen, men var i sin ungdoms iver blevet tiltrukket af gale og overdrevne doktriner, der så ofte har forvirret tyske studenter. Hans afsondrede liv, hans glubende flid og hans studiers særlige art øvede deres indvirkning på både legeme og sjæl, så hans helbred svigtede og han udviklede en sygelig fantasi. Han havde kastet sig ud i luftige spekulationer om åndevæsener til han, ligesom Swedenborg, havde sin egen idealverden omkring sig. Han fik en forestilling om, at en ond påvirkning hang over ham, at en ond ånd eller dæmon, forsøgte at lokke ham i en fælde og sikre hans fortabelse. Denne tanke påvirkede ham så voldsomt, at hans melankolske temperament ændrede sig til en ren besættelse. Han blev mat og fortvivlet. Da hans venner opdagede, hvordan de sjælelige kvaler tærede på ham, besluttede de, at den bedste kur var en luftforandring. Han blev derfor sendt til Paris for at fuldføre sine studier i denne bys glans og munterhed.

Wolfgang ankom til Paris, netop som revolutionen brød ud. Til at begynde med blev han grebet af det folkelige oprør, og han blev indfanget af tidens politiske og filosofiske teorier. Men de blodige scener, der fulgte, rystede hans følsomme natur, og fik ham til at væmmes ved samfundet og verden, så han blev mere indesluttet end nogen sinde. Han lukkede sig inde sin ensomme lejlighed i studenter-kvarteret, hvor han fortsatte med sine yndlingsspekulationer i timevis. Undertiden tilbragte han timer i træk på de store biblioteker i Paris, disse katakomber for afdøde forfattere, og rodede rundt i deres forråd af støvede og forældede værker for at finde føde for sin usunde appetit. Han var på en vis måde en litterær ådselæder, der nærede sig ved dét, han fandt i den rådnende litteraturs lighus.

Selv om Wolfgang var indesluttet og eremit-agtig, havde han et glødende temperament, som dog kun gav sig udslag i hans fantasi. Han var for genert og uvidende om verden til at gøre tilnærmelser til det andet køn, men han var en lidenskabelig beundrer af kvindelig skønhed, og på sit ensomme kammer fortabte han sig ofte i drømme om skikkelser og ansigter, han havde set. Og hans fantasi udmalede billeder af yndighed, der langt overgik virkeligheden.

En nat førte denne eksalterede tilstand til en drøm, der fik en forbløffende virkning på ham. I drømmen så han et kvindeansigt af overjordisk skønhed, og så stærkt et indtryk gjorde drømmen, at han genså ansigtet i drømme såvel som vågen gang på gang. Det plagede hans tanker ved dag, hans søvn om natten; kort sagt blev han lidenskabeligt indtaget i denne skygge af en drøm. Dette varede så længe, at det blev til en af de fikse ideer, der plager melankolske menneskers sind og undertiden fejlagtigt tolkes som vanvid.

Sådan var Gottfried Wolfgang, og således var hans situation. Han var på vej hjem en stormfuld nat gennem nogle af de gamle og dystre gyder i Paris, mens de vældige tordenbrag rungede mellem de høje huse i de smalle gader. Da kom han til Place de Greve, den plads, hvor de offentlige henrettelser finder sted. Lynene flimrede om spirene på det ældgamle Hôtel de Ville og sendte flakkende skær over den åbne plads forude. Idet Wolfgang krydsede pladsen, veg han tilbage i rædsel, da han pludselig fandt sig selv tæt på guillotinen. Det var i den værste rædselsperiode, da dette dødens frygtelige redskab altid stod rede og skafottet flød uafladelig af de tapre og retskafnes blod. Guillotinen havde selvsamme dag været i brug til en henrettelse, og nu stod den uhyggeligt opstillet i en tavs og sovende by og ventede på nye ofre.

Wolfgangs hjerte blev tungt i hans bryst, og han vendte sig gysende bort fra det frygtelige instrument. Da så han en skygge, der krøb sammen for foden af den trappe, der førte op til skafottet. En række flammende lynglimt viste den tydeligere. Det var en kvindeskikkelse, klædt i sort. Hun sad på et af de nederste trin og lænede sig frem med ansigtet skjult i skødet, og hendes lange uordentlige lokker hang ned til jorden, dryppende af den regn, der piskede ned. Wolfgang stoppede op. Der var noget ærefrygtindgydende over dette ensomme sorgens monument.

Kvinden så ud til at komme fra de bedre lag. Wolfgang vidste, at tiderne var omskiftelige, og at mangt et smukt hoved, der engang havde hvilet på dunpuder, nu sad på en omvandrende hjemløs. Måske var dette en stakkels sørgende, som den frygtelige økse havde bragt til fortvivlelse, og som sad her med knust hjerte på denne udkant af tilværelsen, hvorfra alt hvad der var hende kært var sendt over i evigheden.

Han nærmede sig og henvendte sig til hende med medfølende ord. Hun løftede hovedet og så på ham med et vildt blik. Forbløffet så han i lynenes klare skær netop det ansigt, der havde hjemsøgt ham i drømme. Det var blegt og fortvivlet, men stadigt blændende smukt. Skælvende af voldsomme og modstridende følelser talte Wolfgang atter til hende. Han sagde noget om at være ude på et sådant tidspunkt af natten og om et sådant uvejrs rasen og tilbød at følge hende til hendes venner. Hun pegede på guillotinen med en gestus af gru, der sagde alt.

“Jeg har ingen venner på jorden!” sagde hun.
“Men De har et hjem,” sagde Wolfgang.
“Ja – i graven!”

Studentens hjerte smeltede ved disse ord. “Hvis jeg som er en fremmed må driste mig til at fremsætte et tilbud uden fare for at blive misforstået,” sagde han “vil jeg tilbyde min ydmyge bolig som tilflugtssted; og mig selv som en hengiven ven. Jeg er selv venneløs i Paris og en fremmed i landet; men hvis mit liv kan være Dem til nytte, står det til Deres tjeneste og vil blive ofret, før De udsættes for skade eller vanære.”

Der var en oprigtig iver over den unge mands fremtræden, og også hans udenlandske accent talte ham til gunst; den viste at han ikke var en forstokket pariser. Den hjemløse fremmede lod sig overbevise af studentens sande begejstring, og gav sig stiltiende ind under hans beskyttelse.

Han støttede hendes vaklende skridt over Pont Neuf og gennem gader raseret af folkemassen. Uvejret havde lagt sig, og tordenen buldrede i det fjerne. Hele Paris var stille; denne vældige vulkan af menneskelige lidenskaber slumrede ind for en stund for at samle ny styrke til næste dags udbrud. Studenten førte den, han havde taget i sin varetægt, gennem de ældgamle gader i Pays Latin og forbi Sorbonnes mørke mure til det store, lurvede hotel, han boede i. Her stirrede den gamle portnerske, der lukkede dem ind, overrasket på det usædvanlige syn af den melankolske Wolfgang med en kvindelig ledsagerske.

Da de kom ind i studentens lejlighed, rødmede han for første gang. Lejligheden var spartansk og skødesløst indrettet med kun et enkelt værelse. En gammeldags salon med en mængde udskåret træværk og besynderligt møbleret med resterne af fordums stråleglans, for det var et af disse hoteller, der engang havde tilhørt adelen. Værelset var oversået med bøger og papirer, og alt hvad man ellers finder hos en student, og hans seng stod uredt i en alkove i den ene ende.

Da lysene blev bragt ind, og Wolfgang fik bedre mulighed for at betragte den fremmede, blev han endnu mere beruset af hendes skønhed. Hendes ansigt var blegt, men blændende skønt og fremhævet af et ravnsort hår, der hang i lange lokker. Hendes øjne var store og strålende, med et ganske særligt udtryk der næsten var vildt. For så vidt som den sorte kjole tillod hendes skikkelse at ses, var den fuldendt symmetrisk. Hele hendes udseende var særdeles iøjnefaldende, selv om hun var klædt på enkleste vis. Det eneste, hun bar, som nærmede sig et smykke, var et bredt sort bånd om halsen med et diamanthæfte.

Studenten blev nu ganske forvirret, da han overvejede, hvor han skulle gøre af det hjælpeløse væsen, der således var overladt til hans beskyttelse. Han tænkte på at overlade sit værelse til hende og selv søge logi andetsteds. Dog var han så fortryllet af hendes ynde, og hans tanker og sanser lammet af en sådan forhekselse, at han ikke kunne løsrive sig fra hende.

Også hendes væremåde var særegen og uforklarlig. Hun talte ikke mere om guillotinen, og hendes sorg havde lagt sig. Studenten havde med sin opmærksomhed vundet først hendes tillid og så tilsyneladende hendes hjerte. Det var åbenlyst, at hun ligesom han var en eksalteret natur, og de eksalterede forstår hurtigt hinanden.

Beruset af øjeblikket tilstod Wolfgang sin lidenskab for hende. Han fortalte hende historien om den mystiske drøm, og hvordan hun havde vundet hans hjerte, før han overhovedet havde set hende. Hans beretning havde en ejendommelig indvirkning på hende, og hun indrømmede, at hun havde fattet en godhed for ham, der var lige så uforklarlig.

Det var en tid med vanvittige teorier og vanvittige gerninger. Gamle fordomme og trossætninger blev skubbet til side; alt stod under ‘Fornuftens gudindes’ herredømme. Den gamle tids værdier var i opbrud, og man var begyndt at betragte ægteskabet med dets former og ceremonier som overflødige bånd for sjæle af ære. ‘Socialpagter’ var på mode, og Wolfgang var for meget af en teoretiker til ikke at lade sig smitte af tidens liberale doktriner.

“Hvorfor skulle vi skilles?” spurgte han. “Vore hjerter er forenede og for fornuftens og ærens øje er vi ét. Hvad behov er der for lurvede ceremonier for at binde to ædle sjæle sammen?”

Kvinden lyttede i stor sindsbevægelse; hun havde også godhed for de nye tiders opbrud med de gamle skikke.

“Du har hverken hjem eller familie,” fortsatte han. “Lad mig være alt for dig, eller rettere, lad os være alt for hinanden. Hvis form er nødvendig, skal formen overholdes – her er min hånd. Jeg forpligter mig til dig for evigt.”
“For evigt?” sagde den fremmede højtideligt.
“For evigt!” gentog Wolfgang.
Den fremmede greb hans fremrakte hånd. “Så er jeg din,” mumlede hun og sank ind mod hans bryst.

Den næste morgen forlod studenten sin brud, mens hun endnu sov, og drog ud for at søge en mere rummelig bolig, der passede til hans ændrede situation. Da han vendte tilbage, fandt han hende liggende med hovedet hængende ud over sengen og en arm strakt hen over det. Han talte til hende, men fik intet svar, så han gik hen for at vække hende af den kejtede stilling. Da han tog hendes hånd, var den kold – der var ingen puls – hendes ansigt var ligblegt. Hun var død!

Vild af rædsel alarmerede han huset. En forvirret scene fulgte. Politiet blev tilkaldt, men da gendarmeren kom ind i værelset, for han tilbage ved synet af liget.

“Du godeste Gud!” råbte han. “Hvordan er denne kvinde kommet her?”
“Ved De da noget om hende?” spurgte Wolfgang ivrigt.
“Om jeg gør?” udbrød politimanden. “Hun blev henrettet i guillotinen i går!”

Han trådte frem og løsnede det sorte bånd om ligets hals – og hovedet trillede ned på gulvet. Ved synet af dette blev studenten grebet af et anfald af vanvid. “Den djævel! Den djævel har fået mig i eje!” skreg han. “Jeg er fortabt for evig!”

De prøvede at bringe ham til ro, men forgæves. Han var besat af den frygtelige tro, at en ond ånd havde genoplivet liget for at lokke ham i en fælde. Han blev vanvittig og døde i et galehus.

Trykt i Tales of a Traveller, 1824
Originaltitel: The Adventure of the German Student

Kort om Washington Irving

Født: 3. april 1783
Død: 28. november 1859

Læs mere om Washington Irving

Spøgelseskareten af Alex. Schumacher

Spøgelseshistorier - fortællinger i ramme af Alex. Schumacher“Spøgelseshistorier: Fortællinger i ramme” består af en række korte fortællinger indlagt i en rammefortælling, hvor en gruppe mænd sidder og fortæller historier. Denne her kaldes for “Spøgelseskareten”.


– I gangen, som fra Riddersalen fører til nogle mindre værelser i vestre fløj, hænger blandt et par portrætter et maleri af en adelsmand fra Christian den Fjerdes tid. Skønt det forestiller en mand i trediverne, er det mærkeligt derved, at hans hår er aldeles hvidt og danner en sær kontrast til det mørkebrune skæg. Maleren har ingen mester været, men han har dog formået at give de ungdommelige træk et præg af dyb sørgmodighed, og de har intet af den bevidste selvfølelse, som ellers præger portrætter af datidens adelsmænd.

Jeg havde tit set på det omtalte maleri og søgt i slægtens historie efter en forklaring, men jeg havde intet fundet, udover at portrættet var af Hr. Preben Skinkel. Hr. Preben var medejer af gården her; hans ældre, gifte broder styrede bedriften, mens han selv i sin første ungdom rejste i fremmede lande, og senere opholdt sig ved kongens hof. Han tog også siden del i den tyske krig og holdt sig mandigt ved kongens side i det ulykkelige slag ved Lutter am Barenberg.

Disse få og tørre oplysninger havde jeg fra den ligprædiken, Hr. Søfren Staby holdt ved Hr. Prebens begravelse. Andre oplysninger fandtes ikke i prædikenens skal af vidtløftige ord og udførlige citater. At han døde ugift, kunne dog tyde på, at en eller anden kærlighedstragedie havde kastet en skygge over hans liv.

Så fandt jeg tilfældigt et håndskrift, hvori en gammel adelsmand sysler med livets og dødens problemer, og illustrerer sine betragtninger med tildragelser, han enten har hørt eller selv erfaret i et virksomt og bevæget liv. Da adelmandens slægt ved giftemål var knyttet til Hr. Prebens, er dette formodentlig grunden til, ikke blot at en afskrift af originalen er havnet i arkivet, men at håndskriftet tillige indeholdt svaret på det spørgsmål, der havde beskæftiget mig så længe. Og her er, hvad jeg læste.

Efter nederlaget ved Lutter am Barenberg og de umiddelbare følger deraf havde Hr. Preben afsluttet sin krigstjeneste og var vendt tilbage til Jylland for på sin gård at afvente den frygtede invasion af den kejserlige hær. Undervejs hjem tog han ind til Lerbæk ved Vejle, som dengang tilhørte Johan Brockenhus, der havde været hans ledsager på udenlandsrejsen og siden var forblevet hans gode ven. Hr. Johan havde netop hentet sin brud, Helvig Bille, fra Kjærsgaard på Fyn, og ægteparret nød hvedebrødsdagene på Lerbæk, da Hr. Preben meldte sin ankomst. Han blev hilst velkommen som gæst, skønt hans nyheder om krigen bragte forstyrrelse i hvedebrødsdagenes fredelige tilstand.

Hr. Preben havde nok at fortælle de opmærksomme tilhørere. Om slaget, hvor kongen på et hængende hår var blevet taget til fange af en flok kejserlige ryttere, og de tyske lejetropper spillede en så forargelig rolle; om arbejdet med at samle de splittede afdelinger af den danske hær og den brydsomme march gennem egne, der var hærgede som af onde ånder, og hvor luften var forpestet af ubegravede lig og røg fra afbrændte landsbyer. Men den værste nyhed var dog den, at Wallensteins tropper gjorde sig rede til et angreb på Jylland for at erobre hele halvøen. De samme Wallensteinere, om hvilke rygtet sagde, at der, hvor de trådte, groede intet græs. Og som en flok ravne drog den danske konges tyske lejetropper foran dem.

Udover Hr. Preben besøgte også en ung adelsjomfru Lerbæk som gæst, Jomfru Ingeborg Kaas. Hun var medtaget af Fru Helvig til selskab på Lerbæk. Hr. Preben var nok sluppet uskadt fra krigen, men kun for nu at blive hjerteramt af den lille, listige bueskytte, som aldrig fejler sit mål. Hr. Preben og Jomfru Ingeborg fandt stort behag i hinanden, så muligvis inspireret af Hr. Johan og Fru Helvig lykkelige eksempel, endte det med at det fælles besøg på Lerbæk gjorde dem til gode venner og modnede deres beslutning om, at de ville tilhøre hinanden for livet.

Hr. Preben betroede sig til vennen, som lovede at tale hans sag for sin svigerfar, der var den unge, forældreløse jomfrus værge. Og Jomfru Ingeborg betroede sig til veninden, og efter almindelig rådslagning blev det bestemt, at de skulle giftes, når Hr. Preben efter sin hjemkomst havde gjort alt rede til hendes modtagelse. Der var ingen grund til at vente, og tiden var for usikker til udsættelse. Med henblik på den truende krigsfare agtede Hr. Johan desuden at forlade Jylland og drage til Havrelykke på Lolland, og når han forlod Lerbæk skulle Jomfru Ingeborg med pålideligt følgeskab rejse til Hr. Prebens gård for der at fejre brylluppet.

Da Hr. Preben ved borgporten tog afsked med sin forlovede, var hun sært vemodig; men han så det kun som et tegn på jomfruens oprigtige kærlighed.

“Vær glad, mit hjerte,” sagde han. “Det er kun et kort farvel; snart mødes vi igen for aldrig mere at skilles.”
“Ak nej,” sukkede Jomfru Ingeborg. “Jeg har en følelse af, at jeg aldrig mere skal få Jer at se.”
“Det ligger alene i Guds hånd,” svarede han, smittet af hendes alvor. “Men hvorfor skulle Han have bragt os sammen efter at have ført mig uskadt gennem så mange farer, for at skille os ad nu?” Og han tilføjede som i et øjebliks overmod: “Selv død vil jeg dog komme og bringe Jer bud derom, og det samme må I gøre.”

Derpå red han bort. Oppe ved skoven vendte han sig om og svingede sin hat. Hun stod endnu på samme sted. Så skjulte træerne dem for hinanden.

Der blev glæde i gården ved Hr. Prebens hjemkomst. Rygterne om den danske hær og dens hårde skæbne var også nået til denne afsides egn, og de var ikke blevet mindre grumme på deres lange og bugtede vej. Men nu var han, der stod dem nær, hel og uskadt hos dem, så tænkte man ikke på de tusindvis, som var blevet tilbage og havde fundet en ukendt grav i det fremmede.

Den sidste nyhed han havde at berette, bragte dog en smule malurt i glæden. To kvinder i ét hus er sjældent en lykke, og skønt hans svigerinde, Fru Malfred, var en rolig og forstandig kvinde, mærkede Hr. Preben dog en vis misstemning mod Jomfru Ingeborg, som pludselig skulle føres ind i deres kreds. Han skildrede hende imidlertid med så stor varme og levende farver, at Fru Malfred med sit rolige smil erklærede, at selvom Jomfru Ingeborg kun besad halvdelen af de fortrin og dyder, Hr. Preben så i hende, så var hun stadig en pryd for sit køn.

Misstemningen hos Hr. Prebens broder skyldtes en anden årsag. Hr. Anders havde aldrig forestillet sig, at broderen ville gifte sig, skønt der ikke var nogen grund til at antage det modsatte. Men han havde levet sig ind i den forestilling, at broderen ville forblive ugift og gården således helt og ubeskåret ville tilfalde Hr. Anders og dennes arvinger. Nu gjorde en fremmed indgreb i det, han havde vænnet sig til at betragte som sin gode ret, og det bragte forstyrrelser. Fru Malfred var dog nysgerrig efter at lære den nye husfælle at kende, og Hr. Anders fik andet at tænke på end sine skuffede forhåbninger.

En del af den danske hær drog op gennem Jylland til værn mod de fremrykkende kejserlige tropper, men syntes at have sat sig for at gøre rent bord, inden disse kom. De havde stormet Koldinghus, hvor kong Christian og Kristine Munk opholdt sig og kun med møje undslap. Mens deres fører sendte røvet bytte bort i hele skibsladninger, gjorde folkene deres bedste efter ringere mål. Egnen her lå afsides langt fra deres vej og var som følge deraf forskånet for deres besøg, men rygterne om deres fremfærd nåede dog hertil, og adelen holdt møder for at rådslå om, hvad der burde gøres, da kongen var for optaget af Fru Kirsten og hendes meritter til at vide råd og holde sine egne tropper i kort snor.

Imidlertid blev alt gjort rede til Jomfru Ingeborgs modtagelse, og da der fra Lerbæk var sendt bud om, at herskabet havde forladt gården for fra Horsens at drage over til Fyn, red Hr. Preben dagligt ned til landevejen og spejdede efter den vogn, der skulle bringe hans kommende brud. Men hver dag vendte han skuffet tilbage, og for hver dag voksede hans utålmodighed og uro. Han bebrejdede sig, at han ikke selv havde hentet hende fra Lerbæk, men nu kunne han intet gøre, for han vidste ikke, hvilken vej vognen ville komme.

En sen aften hvor alle på gården var gået til ro, sad Hr. Preben på sit kammer, ene med sine tanker og pint af sin tvungne uvirksomhed. Pludselig hørte han en vogn komme kørende ind ad borgporten og rasle hen over den toppede stenbro. Han lyttede. Nu standsede den. Det måtte være den længeventede! Men alt var stille; ingen rørte sig på gården. Han skulle netop til at ile ud, da døren åbnedes, og hendes velkendte skikkelse langsomt trådte ham imøde.

Han strakte armene ud imod hende. “Ingeborg!” udbrød han. “Gud være lovet, at I endelig kom, jeg har været så bange for, at der skulle være sket Jer noget, og bittert fortrudt at jeg ikke blev og tog Jer med mig.”

“Min tid er knap. Jeg kommer kun for at sige farvel,” lød svaret.
“Men hvad er der sket?” Han greb begge hendes hænder; de var kolde som is. Hendes ansigt var så blegt, og øjnene så dybe og mørke, som om der ingen bund var i dem.
Hun rystede vemodigt på hovedet. “Der er sket det, som skiller os her i livet. Vi mødes først igen i Evigheden.”

Grebet af en usigelig angst havde han sluppet hendes hænder og stirrede nu på hende som på et drømmesyn. Så bøjede hun tavs hovedet, vendte sig bort og skred ud ad døren. Der mærkedes et isnende vindpust, da den åbnedes og lukkedes efter hende. Straks efter kørte en vogn bort.

Hr. Preben stod som stivnet uden at sanse eller forstå. Så sank han ned i stolen, hvor han før havde siddet, og her fandt broderen ham den følgende morgen. Hans hår var blevet hvidt, og han smilede aldrig mere, men gik resten af sine dage gennem livet uden fuldt at være til stede.

Det vides ikke, hvor eller hvordan Jomfru Ingeborg havde fundet døden. Men historien fortæller, at den tredie nat efter Hr. Prebens død hørte de, der vågede ved hans kiste, en vogn køre ind i gården og lidt efter køre bort igen. Men der var intet at se.

Trykt i: Spøgelseshistorier fortællinger i ramme, 1914
Illustration: Louis Moe

Kort om Alex. Schumacher:

Født: Den 17. september 1853
Død: Den 18. marts 1932

Læs mere på Litteraturpriser.dk

Véra af Villiers De L’Isle-Adam

Auguste Villiers De L'Isle-Adam
By Unknown – [1], Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2418269
(Til madame la comtesse d’Osmoy)

Legemets form er mere væsentlig for ham end dets substans.
La Physiologie Moderne

Kærlighed er stærkere end døden, sagde Salomon. Og i sandhed, dens magt kender ingen grænser.

Det var en tidlig efterårsaften i Paris for ikke så mange år siden. Vogne, der allerede havde tændt lygterne og som var lidt forsinkede efter dagens køretur i Boulogneskoven, var på vej i retning mod den triste Faubourg Saint-Germain. En af disse vogne svingede op foran porten til et stort herskabeligt palæ, der var omgivet af en ældgammel have. Portbuen var kronet af et våbenskjold ; våbnet, der tilhørte den gamle grevelige slægt d’Athol, så således ud: en mulle i sølv på blå bund, og mottoet Pallida Victrix under grevekronen med hermelinskanten. De tunge vogndøre blev åbnet, og ud steg en sørgeklædt dødbleg mand på tredive-femogtredive år. På trappen stod tavse lakajer med hævede fakler, men uden at skænke dem et blik steg han op ad trappen og gik ind. Det var grev d’Athol.

Med usikre skridt gik han op ad de hvide trin, der førte til det værelse, hvor han samme morgen havde lagt sine øjnes fryd, sin blegnende brud, sin fortvivlelse, Véra, hyllet i bølgende lin i en kiste foret med fløjl og dækket med violer.

Oven for trappen svingede døren tyst hen over tæppet. Han løftede forhænget.

Alle genstande i værelset befandt sig nøjagtigt, hvor grevinden den  foregående aften havde efterladt dem. Døden var kommet så pludseligt som en tordenkile. Den aften var hans elskede faldet i afmagt af fryd, havde givet sig så fuldstændigt hen i hans favntag, at hendes hjerte, udmattet af ekstasen, havde svigtet. Pludselig var hendes læber blevet dækket af en strøm af uhyggeligt rødt, og hun havde kun lige nået at give sin ægtemand et farvelkys, smilende og uden et ord; så havde hendes lange vipper sænket sig som sørgeslør over hendes øjnes yndige lys.

Denne dag uden navn var svundet.

Ved middagstid, da den uhyggelige ceremoni i familiens gravhvælving var afsluttet, tog greven afsked med det mørke, triste følge på kirkegården. Han lukkede sig inde bag de fire marmorvægge — alene med hende, han havde begravet — og han lukkede jerndøren til mausolæet bag sig. Røgelsen brændte på trefoden foran kisten, som blev belyst af en skinnende række lamper over den pude, hvorpå den døde unge kvindes hoved hvilede.

Han stod der fortabt i sine tanker, grebet af en eneste følelse: en håbløs længsel, og han blev i gravhvælvingen hele dagen. Klokken seks, da det var blevet tusmørke, kom han ud fra det hellige rum. Han låste gravkælderen, rev sølvnøglen ud af låsen, strakte sig på det øverste trin af tærskelen og kastede nøglen ind i hvælvingen. Gennem den kløverbladsformede åbning over døren kastede han den ind på stengulvet. Hvorfor gjorde han det? Sandsynligvis ud fra en mystisk beslutning om aldrig at ville vende tilbage.

Og nu stod han atter i sin elskedes kammer.

Vinduerne stod åbne bag de tunge, guldbroderede kashmirportierer; en sidste solstråle faldt på den afdødes portræt i den gamle træramme. Greven så sig om; kjolen lå over en stol, hvor hun havde slængt den fra sig aftenen før; på kaminhylden lå smykkerne, perlehalskæden, den halvt åbnede vifte, de tunge flakoner med parfume, som hun nu ikke længere indåndede. På ibenholtssengen — der endnu ikke var blevet redt — ved siden af puden, hvor han stadig kunne se aftrykket af sin elskedes hoved blandt kniplingerne, faldt hans blik på det blodplettede lommetørklæde, hvorpå hendes unge åndedrag et kort øjeblik havde dvælet med skælvende vinger. Han så på det åbne klaver, på hvilket der stod noder til en melodi, som aldrig ville blive spillet færdig; hans blik gled videre til de eksotiske blomster, som hun med egne hænder havde plukket i drivhuset og som nu stod og visnede i vaser af gammelt saksisk porcelæn; og dér, ved foden af sengen, de bittesmå morgensko af orientalsk fløjl, på hvilket ordspillet over hendes navn glitrede muntert i perlebroderi : Qui verra Véra l’aimera. Og så sent som i går morges havde hans elskedes små nøgne fødder puttet sig dér, kysset af svanedunskanten ved hvert eneste skridt! — Og der — der i skyggen — var det ur, hvis fjeder han havde ødelagt, så det aldrig mere kunne tælle timerne.

Hun var altså forsvundet! Men hvorhen Og at leve nu? Til hvad nytte …? Det var umuligt, det var absurd!

Og greven sank hen i mørke, uransagelige grublerier.

Han tænkte på den svundne tid. I seks måneder havde de været gift. Var det ikke i udlandet, ved et ambassadebal, at han havde set hende første gang? Øjeblikket stod for hans blik med knivskarp tydelighed. Han havde pludselig fået øje på hende, en strålende skabning. Den aften mødtes deres blikke, og de havde begge inderst inde følt deres samhørighed, deres forpligtelse til at elske hinanden for evigt.

Falsk tale, meget sigende smil, insinuationer — alle de vanskeligheder, verden stiller i vejen for at udskyde den uundgåelige lykke for dem, der er bestemt for hinanden — alt svandt bort over for den rolige vished, som de i det øjeblik havde givet hinanden.

Træt af sin kreds’ åndløse svulstigheder var Véra gået hen til ham, da den første hindring viste sig, og havde således på dronningevis skåret lige igennem de kedelige forberedelser, hvormed så mange af livets kostbare dage spildes.

Allerede efter deres første ord til hinanden var de udenforståendes tomme bemærkninger ikke andet for dem end en flok trækfugle, der susede forbi i mørket. Hvilke smil de havde skænket hinanden! Hvilke ubeskrivelige omfavnelser!

Og dog var begges natur mærkelig, i aller højeste grad mærkelig! De var to skabninger, som var blevet begavet med vidunderlige, men udelukkende jordiske, sanser. Følelser hos dem varede længere og var af en foruroligende intensitet, og når de gav efter for dem, glemte de helt bevidstheden om at være til. På den anden side var der visse tanker og ideer — for eksempel vedrørende sjælen, eller uendeligheden, eller Gud — der ligefrem var uigennemtrængelige for deres forståelse. Den tro, som mange nærer til overnaturlige ting, var for dem kun en kilde til svag, udefinerlig undren — en forseglet bog, som ikke vedkom dem, eftersom de hverken var berettigede til at forsvare eller dømme. Og da de således fuldt ud havde gjort sig klart, at verden var dem fremmed, havde de straks efter deres forening isoleret sig i dette gamle, dystre palæ, hvor larmen fra verden udenfor blev dæmpet af havens tætte løv.

Her begav de to elskende sig så ud på det ocean af nydelser, både smægtende og fordærvede, hvor ånden smelter sammen med kødets mysterier. De opbrugte al attråens kraft, al deres ømheds vanvittige længsel og skælven. De blev hver især selve den andens hjerteslag. I dem forenedes ånden så fuldstændigt med legemet, at deres kroppe forekom dem at være et middel forståelse, og at den flammende kæde af kys lænkede dem til den ideelle enhed. En uendelig ekstase! Og pludselig – pludselig var trolddommen brudt! Den frygtelige ulykke rev dem fra hinanden. De havde omslynget hinanden. Hvilken skygge havde revet den døde elskede bort fra hans arme? Døden? Nej: forsvinder violoncellens sjæl måske i skriget fra dens søndrede strenge?

Timerne gik.

Gennem vinduet så han himlen blive mørkere, efterhånden som natten nærmede sig; og natten blev som et levende væsen for ham — den var som en dronning, der vandrede i udlændighed med melankoli tegnet i sit åsyn, mens Venus som diamantspændet på hendes sørgedragt glimtede deroppe over træerne, alene på himlens dybblå hvælv.

“Det er Véra,” tænkte han.

Han sagde navnet halvhøjt, og ved lyden af det skælvede han som en, der er ved at vågne af en drøm; han rankede ryggen og så sig om.

Tingene i værelset blev oplyst af et skær, som hidtil havde været ubestemt, skæret fra en bedelampe, der gjorde mørket dybblåt, og nu fik natten, der helt havde overtaget magten, den til at ligne en ekstra stjerne inde i værelset. Det var den røgelsesduftende lampe foran en ikon, en familierelikvie, der tilhørte Véra. Den lille triptykon af gammelt kostbart træ hang i sin flettede russiske snor mellem spejlet og billedet. Et genskær fra guldet i midterfeltet skælvede i halskæden, der lå sammen med de andre smykker på kaminhylden.

Madonna i den himmelblå kjortel havde om hovedet en glorie, der var delt af det byzantinske kors, hvis spinkle, røde omrids gav genskæret en mørk, blodrød tone, der glimtede i de strålende perler. Lige fra barndommen havde Véra haft for vane at lade sine store, følelsesfulde øjne hvile på denne arvede madonnas rene, moderlige træk; men ak, hendes natur tillod hende kun at skænke madonnafiguren en overtroisk kærlighed, som hun nu og da gav udtryk for — naivt og eftertænksomt — når hun gik forbi den brændende lampe.

Dette syn rørte greven dybt i sjælen. Han rettede ryggen og blæste hastigt den hellige flamme ud. Derpå famlede han sig i mørket frem til klokkestrengen og ringede.

En tjener kom til syne, en gammel mand, klædt i sort. I hånden havde han en lampe; han stillede den foran grevindens portræt. En gysen af overtroisk rædsel for igennem ham, da han vendte sig og så sin herre stå der, rank og smilende, som om intet var hændt.

“Raymond,” sagde greven roligt, “vi er fuldstændig udmattede i aften, både grevinden og jeg. Du kan servere aftensmaden klokken ti. Og forresten har vi bestemt, at vi fra i morgen isolerer os endnu mere end tidligere. Ingen af tjenestefolkene, undtagen du selv, må tilbringe natten under husets tag. Du kan give dem tre måneders løn og så lade dem gå. Derpå kan du sætte slå for porten og tænde faklerne nede i spisesalen; du kan nok alene klare vore fornødenheder. For fremtiden modtager vi ikke besøg af nogen.”

Den gamle mand skælvede og betragtede ham opmærksomt.

Greven tændte en cigar og gik ned i haven.

I begyndelsen mente tjeneren, at en sorg, der var alt for knugende, alt for utrøstelig, havde gjort hans herre vanvittig. Han havde kendt ham fra barn og forstod straks, at chokket ved en for pludselig opvågnen let kunne blive skæbnesvangert for denne søvngænger. Hans pligt bestod først og fremmest i at respektere en sådan hemmelighed.

Han bøjede hovedet. En loyal medvirken i denne religiøse fantasi? At adlyde? Fortsat at tjene dem uden at ænse dødens tilstedeværelse? Hvilken mærkelig grille! Ville den kun vare denne ene nat? I morgen ville han måske — ak! Hvem kunne vide…? Måske…? Men når alt kom til alt, var det dog en hellig plan! Hvad ret havde han til at tænke, som han gjorde…?

Han forlod værelset, udførte ordrerne til punkt og prikke, samme aften begyndte den usædvanlige tilværelse.

En frygtelig illusion — det var, hvad der skulle skabes!

De første dages sorg smerte svandt hurtigt. Raymond havde — først med bestyrtelse, men senere med en slags ærbødighed og hengivenhed — med dygtighed tillagt sig en så naturlig optræden, at han, før der var forløbet tre uger, til tider følte, at han selv blev narret af sin gode vilje. De undertrykte tanker forsvandt! Undertiden følte han sig helt fortumlet og måtte forvisse sig om, at grevinden ikke var mere, at hun virkelig var død. Han blev en mester i melankolsk forstillelse, og som tiden gik, glemte han virkeligheden mere og mere. Inden længe blev det nødvendigt for ham at tænke sig om mere end en gang for at overbevise sig selv og tage sig sammen. Han indså tydeligt, at han til sidst ville give fuldstændig efter for den forfærdende magnetisme, hvormed greven lidt efter lidt inficerede hele atmosfæren omkring dem. Han blev grebet af frygt — en stille, udefinerlig frygt.

D’Athol levede sig faktisk ind i en fuldstændig benægtelse af, at hans elskede var død. Så tæt var den unge kvindes skikkelse sammensmeltet med hans egen, at han altid fandt hende hos sig. Snart sad han en solskinsdag på en bænk i haven og læste højt af de digte, hun holdt af. Snart sad han om aftenen foran kaminen, med to kopper te på det lille runde bord, og snakkede med det fantasifoster, som han så sidde og smile i lænestolen over for hans egen.

Dage, nætter, uger gik. Ingen af dem vidste, hvad de var ved at sætte i gang. Mærkelige ting begyndte at ske, og det blev snart vanskeligt at skelne imellem det virkelige og det indbildte. Et væsen af en eller anden art svævede omkring i luften. En skikkelse kæmpede for at gøre sig synlig, at skabe sig en kontur i det værelse, der ikke længere var en bestanddel af dens verden.

D’Athol levede en dobbelttilværelse, som en drømmer. Et blidt og blegt ansigt, opfanget i et kort glimt; en svag akkord slået an på klaveret, pludselig og uventet; et kys som lukkede hans læber i det øjeblik, han skulle til at sige noget; en fordobling af hans eget jeg, der gav ham fornemmelsen af at befinde sig i en slags flydende tåge; duften, den søde duft af den elskede ved hans side; og om natten — på søvnens tærskel — ord, han hørte fremsagt med dæmpet røst — alt dette tydede på én ting: at benægtelse af døden omsider var blevet sublimeret til en ukendt faktor!

Engang følte og så han hende så tydeligt ved sin side, at han tog hende i sine arme. Men ved denne bevægelse forsvandt hun.

“Stakkels barn!” mumlede han smilende og faldt i søvn igen — som en elsker, der er blevet afvist af en smilende, søvnig veninde.

På hendes fødselsdag anbragte han for spøg nogle evighedsblomster i den buket, han lagde på hendes hovedpude.

“Fordi hun bilder sig ind, at hun er død,” sagde han.

D’Athols stærke og altbetvingende vilje, der gav hans kærlighed styrke til at genskabe hustruens liv og tilstedeværelse i det gamle palæ, bevirkede til sidst, at tilværelsen fik en næsten magisk karakter. Selv Raymond følte ikke længere nogen skræk — han havde gradvis vænnet sig til disse fænomener.

Et glimt af en sort fløjlskjole ved krumningen af en havegang; lyden af en leende stemme inde fra dagligstuen; en klokke der ringede om morgenen, når han vågnede, ganske som før i tiden — alt dette havde han vænnet sig til. Man skulle tro, at den døde kvinde legede med det usynlige på samme måde, som et barn ville have gjort det. Så højt følte hun sig elsket! Det var fuldstændig naturligt alt sammen.

Der var gået et år.

Om aftenen på selve årsdagen sad greven foran kaminen i Véras værelse. Han var netop blevet færdig med at læse de sidste vers af en florentinsk fortælling, Callimachus, højt for hende og nu lukkede han bogen.

“Douschka,” sagde han, idet han skænkede sig en kop te, “kan du huske Vallée-des-Roses og Lahnflodens bredder og Quatre-Tours? Kan du? Får denne historie dig ikke til at tænke på alt det?”

Han rejste sig, og i det blålige spejl så han, at han var blegere end sædvanligt. Han tog et perlearmbånd op af en skål og betragtede det opmærksomt. Véra havde taget armbåndet af for lidt siden (havde hun ikke?), før hun klædte sig af, og perlerne var endnu varme og skinnende, med en mild glans efter berøringen med hendes hud. Og her var opalen i den siberiske halskæde; så højt elskede den Véras smukke barm, at den blegnede i sin gyldne indfatning, hvis hun glemte den for længe, som den vansmægtede og var syg. (Netop af den grund havde grevinden elsket dette smykke højt!). Og nu i aften glitrede opalen, som om den lige var blevet taget af, som om den stadig besad lidt af den døde skønheds magnetisme. Idet greven lagde halskæden med den kostbare sten fra sig, kom han tilfældigt til at røre ved det lille lommetørklæde. Bloddråberne på det var våde og røde som nelliker i sne! Og dér — på klaveret — hvem havde vendt det sidste nodeblad til denne melodi fra fortiden? Og den hellige lampe havde tændt sig selv foran madonnabilledet! Dens gyldne flamme kastede et mystisk skær over madonnas ansigt og på hendes lukkede øjne! Og alle disse eksotiske blomster, nyplukkede og nyudsprungne i de gamle saksiske vaser — hvis hånd havde anbragt dem der? Hele værelset virkede lykkeligt og syntes at være forlenet med et liv, der af en eller anden grund virkede mere betydningsfuldt og mere intenst end sædvanligt. Men intet kunne forundre greven! Det hele forekom ham så normalt, at han end ikke bemærkede, at uret slog — det ur, som i et helt år ikke havde gået.

Man kan sige, at grevinde Véra den aften kæmpede (og hvor vidunderligt kæmpede hun ikke!) for at vende tilbage til dette værelse, som i bund og grund var gennemsyret af hendes personlighed! Hun havde ladet så meget af sig selv blive tilbage ! Alt det, der havde udgjort hendes eksistens, drog hende tilbage dertil. Hendes charme dvælede mærkbart i luften. Den vedvarende kraft fra hendes mands lidenskabelige vilje måtte have løsnet usynlighedens flygtige bånd omkring hende…!

Det var givet, at hun var til stede. Alt det, hun elskede, var der.

Hun måtte have længtes efter at smile til sit spejlbillede i det mystiske spejl, hvori hun så ofte havde beundret sine liljehvide træk. Ja, dernede mellem violerne — under de kolde og slukkede lamper i gravhvælvingen — var hun vågnet, den skønne døde; hun havde skælvet, den guddommelige, skælvet, da hun så sølvnøglen, der lå på stenfliserne. Hun havde længtes efter at være hos ham, at finde ham! Døden er kun endelig for den, der nærer håb om himlens lyksalighed, men var dødens favntag og livets lyksalighed måske ikke den endelige afslutning for hende? Og der i mørket kaldte hendes mands kys hendes egne læber frem. Og den forsvundne lyd af melodierne, de ord fra svundne dage, de stoffer som havde dækket hendes legeme og endnu duftede af hendes parfume, disse magiske smykker som endnu med dunkel sympati længtes efter hende, og frem for alt den overvældende fornemmelse af hendes nærhed, en følelse som selv tingene i værelset nærede — alt dette havde kaldt på hende, havde draget hende så længe og så heftigt, at der nu, efter at dødssøvnen var brudt, kun manglede ét: hendes egen person.

Åh, tanker er levende væsener! Greven havde udhulet den elskedes skikkelse i luften, og dette tomrum måtte nødvendigvis fyldes af den eneste skabning, som passede til det, for ellers ville universet styrte sammen i kaos. Og i det øjeblik kom den absolut sikre følelse af, at hun måtte være til stede der i dette værelse! Han var lige så sikker på det som på sin egen eksistens, genstandene omkring ham var mættede med den samme overbevisning. Man kunne ligefrem se det! Og nu, da der kun manglede Véra selv — synlig og håndgribelig — var det uundgåeligt forordnet, at hun skulle være der, og at den store drøm om liv og død et øjeblik skulle åbne sine uendelige porte! Ved troen var genopstandelsens sti blevet ført direkte til hende. Et muntert klingende latterudbrud lød henne fra ægtesengen. Greven vendte sig om. Og der, lige for hans øjne, skabt af hans vilje og erindring, overjordisk, støttende sig med
en albue på kniplingspuden og med den ene hånd begravet i de sorte lokker, med læberne skilt i et smil der rummede løfter om paradis og fryd, så skøn at det kunne knuse éns hjerte, dér lå grevinde Véra og så op på ham med øjne, der endnu rummede spor af søvnen.

“Roger!” sagde den sagte, fjerne stemme.

Han gik hen til hende. I fryd — i himmelsk, altforglemmende, udødelig fryd — mødtes deres læber!

Og da mærkede de omsider, at de virkelig kun var én skabning. Timerne fløj deres mærkelige flugt og strejfede med deres vingespidser denne ekstase, hvor himmel og jord for første gang forenedes.

Men pludselig sprang greven op, som var en skæbnesvanger tanke med ét faldet ham ind.

“Åh, jeg husker,” råbte han. “Nu husker jeg! Hvad er det, jeg gør? — Du — du er jo død!”

Og i samme øjeblik som ordene var udtalt, slukkedes den mystiske lampe foran ikonen. Det blege morgenlys — en trist, grå regnvejrsmorgen — sivede gennem en sprække i gardinerne ind i værelset. Lysenes flammer blegnede og gik ud, og der var kun den skarpe røg fra de glødende væger tilbage; ilden forsvandt under et lag af kold kvælende aske; og gradvis sagtnede urets pendul sin fart, til det igen hang stille. De forskellige genstandes vished og overbevisning forsvandt. Opalen blev død og glitrede ikke længere; blodpletterne på linet ved hendes side falmede ligeledes; og skikkelsen, i al dens blændende hvidhed, forsvandt mellem den fortvivlede greves arme, som forgæves forsøgte at fastholde den, og vendte tilbage til den usynlige luft. Hun var borte. Et fjernt farvelsuk, fjernt men tydeligt, nåede grevens sjæl. Han rejste sig. Han opfattede lige akkurat, at han var alene. Hans drøm var smeltet bort ved en enkelt berøring. Med et eneste ord havde han sønderrevet den magnetiske tråd i det glitrende spind. Atmosfæren var nu fuld af død.

Som de tåreformede glasdråber, så tilfældigt dannede og dog så solide, at et hammerslag på den tykkeste del ikke vil knuse dem, og dog så skøre, at de øjeblikkelig vil smuldre til ulegemligt støv, hvis den tynde spids, der er tyndere end en nålespids, knækkes således var alt forsvundet.

“Åh!” mumlede han, “så er alt forbi! — Hun er tabt og helt alene! — Hvilken sti kan nu føre mig til dig? Vis mig vejen, som kan føre mig til dig!”

Pludselig — som til svar — faldt en skinnende genstand med en svagt klingende lyd fra ægtesengen ned på det sorte skindtæppe; en lysstråle fra den forhadte jordiske dag fik den til at glimte. Den forladte bøjede sig ned og samlede den op, og da han så, hvad det var, oplystes hans ansigt af et lykkeligt, ophøjet smil. Det var nøglen til gravhvælvingen.

Trykt i: La Semaine Parisienne, 7. maj, 1874

Originaltitel: Véra: Histoire mystérieuse

Kort om Villiers De L’Isle-Adam

Født: den 7. november 1838
Død: den 18. August 1889

Læs mere på Wikipedia

Et radio-eventyr af Otto Rung

Otto RungDenne historie burde egentlig fortælles i futurum, eftersom den vil foregå i året 1987, men da tanken evner at glide i enhver retning – også ud over målet  skal den fortælles i fortid

Den unge frøken Concreta B. Damnitson vågnede en majmorgen af nævnte 1987 i sin tempererede porcelænsseng, hvor hun sov utildækket. Hun desinficerede sin hud og tog plads i den cardansk ophængte gynge, der ved sine vilkårlige omdrejninger aftvang brugeren så voldsomme svømmetag som ved en drukningsproces midt i Atlanterhavet. Denne motion (Magnus Söderbloms System) var i høj grad påkrævet nu, da man takket være radioen (herom nærmere senere) sjældent forlod hjemmet.

Concreta Damnitson iførte sig derefter en ventileret morgendragt af spindelsvævsfint asbest, der spillede i de lyse ultraviolette farver, som fem år tilbage, takket være den store japanske oftalmolog Fuksjima, var gjort synlige for menneskeøjet ved inddrypning i pupillen af en mild og sød eliksir: Neuro-Chrom Essens. Disse ultraviolette, vidunderlige farver bar navne efter de fjerne tiders første opdagere af usynlige stråler. Concretas morgendragt var en Khiton i bleget Røgten-farve med mørkere Nils Finsen-farvet krave og ligesom de vide benklæder broderet  med skønne Becquerelle og Madame Curie-ornamenter.

Frøken Concreta fandt på en taburet sit morgenmåltid serveret: Seks tabletter med smag som æblemos og tre flødetabeletter, alle fra Liebigs verdensberømte kemiske fødemiddels-fabrik. Allerede i 1950 havde afholds-progressionisterne gennemført verdensforbud mod kødæderi (ligesom fyrretyve år tidligere imod spiritusnydelse). De såkaldte ‘hjemmekogere’ jagedes som de dyr, de var, af sanitærpolitiets radioopsyns-apparater, som i sin tid ‘hjemmebrænderne’, og interneredes skånselsløst i gummiceller side om side  med de sidste luftforpestere, tobaksrygerne. Men endnu rasede kampen mod barberiets sidste horde: Vegetarerne, som slagtede de forsvarsløse planter, der end ikke som dyrene kunne skrige deres smerte ud. Concretas moder var en ivrig forkæmper for den nye kemiske ernæring ved tabletter, opbygget syntetisk af kullets atomer. Fattigdommen var ved dette system allerede aldeles afskaffet, idet enhver borger gratis på kommunens central kunne få udleveret tyve tabletter dagligt, dog – for at modarbejde dovenskab – uden smagstilsætning.

Concreta anvendte som tilsætning et udvalg af fru Baltimores berømte ‘smags-molekyler på ti tusind måder’ og drak til måltidet et glas vand, hvori hun opløste en blanding af 70% vitaminer og 30% statsanerkendte bakterier, gavnlige for fordøjelsen (der reguleredes automatisk hver uge).

Til måltidet nød hun en symfonikoncert, der blev udført af det verdensberømte eskimo-orkester under ledelse af kapelmester og komponist Osarkrark.

Frøken Concreta Damnitson havde i tre måneder været forlovet med en ung videnskabsmand, Boris Koniscky, der var professor ved Polyteknikum i Yokohama. De var blevet introduceret for hinanden ved en radio-menuet aften hos den russiske gesandt i Washington, hvorhen Concreta, der var bosat i New York (med sine forældres tilladelse) havde radio-oversendt sig selv. De to unge var mødtes i sværmerisk passion for den unge rhapsodi-digtning, der nu var blevet moderne, og Boris indfandt sig næsten daglig (med fru Damnitsons tilladelse) i det Damnitsonske samtalekabinet. Der tilstod han hende sin kærlighed, og hendes billede på Boris Konisckys laboratorievæg i Yokohama rødmede af lykke.

Hjemmet var som i middelalderen familiernes faste borg. Al fryd og hvert synsindtryk bragtes jo nu udefra ind i huset som andre varer. Der var intet som helst påskud mere for de unge til at knibe udenfor hjemmets fire vægge, hvor i øvrigt den årvågne moder kunne følge datterens vej på væggens hvide lærred skridt for skridt, takket være den allerede i 1950 komplette og universelt indførte Radio-Television.

Allerede i 1925 var man inde på at løse problemet: at overføre lysbølger ad elektrisk vej. Omkring 1930 var den nye Televisions-Radio fremstillet (gennem koordinationssystemet og ved selencelle-modtagere), og man kunne nu fra sit kabinets hvide lærredsvæg (eller fra sit lommeapparat i visitkortformat) følge enhver begivenhed ude i verden (for så vidt det var tilladt af politiet). Thi de første tider af komplet verdenskaos var afløst af en håndfast regulering, da de såkaldte aflukkede eller isolerede bølgelængder i 1960 blev opfundet af en norsk ingeniør. Der var således på ny skabt værn for privatlivets fred, der efter det ældre system havde været truet af påtrængende blikke tværs gennem husenes vægge: tusinder af belurende øjne, usete selv. Pengeafpressere, politiske spioner, forsmåede elskere og nærgående og perfide arkitekter, der havde anbragt  skjulte radio-kameraer i lofterne. Nu havde alene kriminalpolitiet nøglen til samtlige verdens bølgelængder og kunne fra Centralen overvåge alle samfundsfjender og andre umoralske personer.

Selv senator Damnitson forlod aldrig hjemmet, men fik de andre senatorer bredkastet til sit arbejdskabinet, når der var berammet møde hos ham.

Hver dag klokken tolv viste Boris Koniscky sig på den hvide flade i Concreta Damnitsons salon, og Concreta viste sig på modtagerfladen i Boris Konisckys laboratorium, og også denne dag var et møde aftalt. Moderens væg var på denne dag optaget af damebesøg, idet fru Damnitson i sit boudoir havde sine morgenfremmede efter den nu så moderne franske stil, den såkaldte petit lever. Nu kom damerne til syne efterhånden, hver indrammet i et udsnit af sit eget private boudoir, alle i pragtfulde morgendragter i alle ultraviolets nuancer og med de moderne lysstrålekniplinger: fru Hotkins, der boede i Philadelphia, damerne Tocelli fra Napoli, fru Mungo, den kvindelige moral-kontrollant på Honolulu, og den berømte radiosangerinde fru Anna Petersen i København (der havde lovet ‘at tage noder med’, som det endnu hed). Concreta forbandt sin væg med moderens og sagde godmorgen til de ankomne damer. Derefter trak hun sig tilbage. Hun havde husfred nu, navnlig da broderen Edison var låst inde i sit loftskammer fuld af aritmetik, bredkastet af hans matematiklærer.

Der var et kvarters ventetid, og Concreta søgte glemsel for sine længsler efter Boris i en række billeder fra det store liv ude i verden. Hun forbandt sig således med Maison Paquin i Paris, og på den hvide lærredsflade i Concretas lille salon viste sig over hundrede mannequiner på rad i dragter, der alle så ud som en drøm! Derefter fremkaldte hun fra museerne i Firenze, Rom og Michaiowgrad (det tidligere Petrograd og dernæst Leningrad) de berømteste kunstværker, de dystre og tunge farver af den gamle tid: Rembrandt, Botticelli og til sidst Tizians Venus, liljehvid på sit leje. Men hendes sind længtes efter varme her i New Yorks verden af stål, cement og andre konkreter, og hun hentede et vue fra det gyldne horn i Stambul (fredet af det Internationale Museumsnævn), en palmekyst på Tahiti med indfødte ridende over brændingen på deres planker (alle statsansatte svømmere som sorterede under Marineministeriet), og i sin higen mod mere varme, en ørkenstrækning ved Timbuktu! Men her indtraf et uheld med en af de af Cooks Radiobureau engagerede arabere, der efter tur førte en kamel frem og tilbage foran ruinen, idet han pludselig fik solstik og måtte afhentes af en rednings-automobil. Det var til skandale verden over, forstod Concreta. Kamelen stak af. Der var nu ikke mere tid til at se en scene af den berømte svenske ballet i Stockholm Teateret, thi nu slog uret på Greenwich Laboratorium tydeligt tolv. Og på Concretas væg viste sig i de glødende japanske solfarver en kirsebærgang i Yokohama, hvor Boris stod, slank og sorthåret i sin gule kimono, (der var obligatorisk selv for de udenlandske professorer ved universitetet i Yokohama). Uvilkårligt strakte hun sine hænder ud imod den elskede, thi så levende syntes han hende i det fremkastede billede, at hun syntes, hun kunne gribe om ham. Hvor selv hans ædelt formede næse fik perspektiv! Men ak!

“Goddag min egen Concreta,” sagde Boris glad, og nu vidste hun, at hjemme hos ham i Yokohama stod hendes eget billede på den i kirsebærhaven opstillede vægflade.

Som det var mode dansede de derefter sammen en lille halv times tid til det berømte Radio-Menuet Orkester i Berlin. De berørte (som jo var den eneste mulighed og ansås for det mest anstændige mellem dansende) kun hinanden med fingerspidserne. Moralen havde nået betydelige højder takket være televisionen. Der blev kun danset menuet verden over.

“Hvor er du dejlig, Concreta,” sagde Boris, “i din nye formiddagsdragt. Har I køligt vejr hos jer? Her skinner solen dejligt, som du ser. Gid jeg kunne sende dig en thermoliter japansk sommervarme.”

“Send hellere dig selv,” lo Concreta omend med et suk, “så var det sommer  med det samme her hos mig i mit triste New York.”

Boris rystede på hovedet. “Søde Concreta. Jeg kommer jo hver eneste dag og ser til dig!”

“Jamen ikke selv! Ikke selv Boris! Forstår du da ikke?”

Boris smilede: “Selv! Ser du mig da ikke, hører du ikke min stemme? Kan vi ikke danse til de samme toner? Hvad vil du mere, Concreta?”

“Mere?” Hun strakte hænderne ud mod ham. “Mere? Dig selv? Ikke blot dit spejlbillede, Boris! Ikke blot din stemme fra en svingende metalmembran. Virkeligheden, Boris, virkeligheden for dig og for mig!”

“Du er en lille romantiker!” lo Boris muntert, “der drømmer om at få virkeligheden. Er verden da ikke god nok for jer, I stakkels små kvinder?”

“Verden!” Hun knyttede hænderne. “Verden er skrækkelig, – den verden, som vore forældre har testamenteret til os unge – denne jord, der blot er mekanisme og spejlreflekser, forbundne ved atomkraft og elektroner! Hvad er det vore hænder griber, når vi famler efter lykken? Blot en kontakt! Hvad er det vi møder, når vi kalder på den vi elsker? Blot et fantom. Således er den verden, I har skabt for os. Hvor er den frihed og den lykke, I lovede menneskene gennem den moderne teknik. Sig mig det, Boris!”

Boris rynkede brynene. “Concreta! Glem ikke, at jeg er ingeniør og altså en af dem, der har bygget denne verden således op, at den kan blive komfortabel og eksemplarisk for menneskeheden, og ikke som i vore bedsteforældres tid, ikke bedre end en kostald! Forfald ikke til de længsler, som de uoverkommelige afstande dengang fremtvang hos de mørkerædde mennesker. Nu kan vi jo nå hinanden, ingen afstande eksisterer mere! Mørket er forjaget, frygten er død, al længsel er altså tåbelig og – som du godt ved, Concreta – forbudt ved den nye morallov af 25. september 1982 (nr. 4633) §212. Jeg må gå i rette med dig, Concreta. Eller finder du mangler ved den verden, vi mænd (navnlig vi ingeniører har skabt? (I kvinder opgav jo allerede omkring 1940 alle jeres planer om at deltage i mandens kulturkamp – og klogeligt) Så sig frit frem, hvad I mangler! Vi skal opfinde det til dig. Hvad er det så, Concreta?”

Hun skjulte ansigtet i sine hænder. “Jeg ved det ikke, Boris. Noget, jeg føler!”

Hans udtryk (så hun ud gennem fingrene) skiftede og fik et eget spil af underfundigt lune. I dette øjeblik elskede hun ham over alt i verden. “Vel, Concreta, ” smilede han, “jeg  må vel se at gøre din verden komplet. Netop for tiden,” han sænkede stemmen hemmelighedsfuldt, “sysler jeg med en opfindelse, som – men derom senere. Problemet er løst, og den første  model næsten fuldført. Og så, Concreta, så kommer jeg selv og holder dig i mine arme. Hav tålmodighed en lille smule endnu – to uger allerhøjest, Concreta!”

I dette øjeblik blev han afbrudt, da en mand med vildtvoksende skæg og stirrende øjne viste sig på lærredet midt imellem dem og gjorde græsselige grimasser. Det var en sindssyg mand (Radio Avisen havde advaret imod ham), der på en eller anden mystisk måde havde bemægtiget sig nøglen til de aflukkede bølgelængder og kastede sig selv ind overalt, hvor to elskende mødtes. Nu stod han og vrængede ansigt af Boris og Concretas lykke. Kriminalpolitiet havde længe jaget ham med deres kontrolradio, men endnu vidste opdagerne ikke, hvor på kloden han befandt sig. Boris forbandt sig straks med politiets central i London, og straks efter viste en opdager fra Scotland Yard sig på lærredet og optog rapport.

Dagen for Boris Konisckys ankomst var sat til den 3. juni. Der var sendt indbydelse til de nærmeste venner af familien Damnitson, der dog ikke personligt, men kun i billedoverførelse skulle være tilstede. Men senator Damnitson og frue tog personligt ud på flyvebådens ankomststation. Concreta ventede i salonen, iført en ny robe med fosforescerende slæb. Hendes hjerte hamrede. Hun havde påtænkt sin radio at følge flyvebådens fart fra Yokohama; men var det ikke en langt større jubel blot at vente og at længes – og dog vide!

Senator Damnitson trådte ind i salonen. Hans ansigt havde det samme fortrædelige udtryk, der efter sagnet havde skaffet hans stamfader (der oprindelig var kulmine formand, siden mange millionær) familienavnet ‘Damn it‘, som senere blev til Damnitson. Senatoren rømmede sig.

“Ja, Concreta, hr. Boris Koniscky var desværre ikke med flyvebåden!” I dørsprækken stod moderen og pudrede bekymret næsen. Concreta sad skælvende hvid i sin pragt. Faderen hostede beroligende: “Men der var et budskab fra Boris med flyvebåden,” sagde han og tog et brev frem (et ganske gammeldags brev i kuvert). Han tilføjede – “og en kasse!” Han satte en lille, sort kasse, omtrent som et kamera, på bordet. “Efter udskriften på brevet,” sagde han, “skal du læse det i enerum.” Han så spørgende på sin hustru, der alvorsfuld nikkede sit samtykke, hvorpå forældrene sammen forlod Concretas salon.

Concreta brød brevet med skælvende fingre. “Min kære Concreta,” lød det. “Jeg kommer ikke selv, jeg holdes tilbage af mit arbejde, men lad denne hermed følgende kasse bringe dig mit bud. Jeg forstår til fulde, hvad du måtte føle ved vores sidste møde. Tilgiv mig. Alt er godt nu. Læs anvisningen på indersiden af låget, vær forsigtig når du åbner kassen. Så snart dette er udført, kommer jeg til stede på væggen. Din trofaste Boris.”

Concreta hentede en hammer og brød egenhændig kassen op. Den indeholdt et lille ebonitsort apparat med mange spoler, detektorer og lamper. Brugsanvisningen lød blot: “Forbind ledningen, mærket X, med kontakten på din radiomodtager.” Concreta adlød, og i det samme viste Boris sig på hendes salons vægflade, nydelig i sin elegante og velpressede kimono. Bag ved ham var hans laboratorium og ved hans side et lille, ebonitsort apparat, nøje magen til det tilsendte.

“Concreta!” sagde han. “Tro ikke, at jeg har miskendt en kvindes følelser. De korresponderer endogså nøje med følelser i mit eget bryst. Den teknik, som du så tankeløst har hånet, skal også denne gang føre menneskene frem til sejr og afhjælpe vort dybtfølte – og jeg skal villigt indrømme – fælles savn af at være hinanden nær. I tre år har jeg arbejdet på mit nye radioproblem. Nu er det løst. Og er ikke allerede den sejr for mit talent også dig en glæde, Concreta!”

“Ser du,” forklarede han, da hun blot utålmodigt løftede sine hænder. “Hidtil har vi kunne erstatte manglende nærhed mellem mennesker ved at overføre syns- og lydindtryk. Nu er jeg nået til også at kunne overføre følelsen på tusindvis af kilometers afstand. Følelsen forstår du! Hvad er den andet end visse elektriske svingninger i nervesystemet. Jeg har konstrueret en afsender og en modtager, der gør det muligt via radioen at overføre disse svingninger. Intet skiller mere menneskene. Al afstand er ryddet bort.”

“Concreta,” sagde han. “Ser du den lille ebonitskive med en pude af gummi, som ved en ledningssnor er forbundet med det apparat, der nu er i din varetægt? En tilsvarende findes, som du ser, på min afsender her i Yokohama. Denne!” Han pegede. “Gennem den vil jeg kunne sende ethvert følelsesindtryk fra mig selv til dig. Du bedes løfte omtalte ebonitskive. Således.”

Concreta adlød. Hun fandt, at den sorte, lille pude nærmest lignede en blæksuger.

“Concreta,” sagde Boris. “Nu nærmer jeg mine læber til afsenderpladen her i Yokohama – og du dine til den tilsvarende i New York. Følgen vil blive, at du vil fornemme mine læbers pres mod dine, både følelses- og smagsmæssigt nøjagtig, som om jeg stod i din stue i New York. Hver lille svingning af mine læbers molekyler vil nå dine korresponderende ditto. Og således, Concreta, giver jeg dig mit første kys.”

Concretas kinder flammede. Hun løftede hammeren, som hun endnu holdt i sin hånd, og slog til. Apparatets ebonitplader, krystaller og spoler sprang som slagger fra en ambolt, de små lamper eksploderede som en rad knaldperler.

“Hvad gør du?” stønnede Boris fra sit lærred.

“Hvad jeg gør!” Concretas øjne funklede. “Jeg slår fra mig, som du ser! Jeg har fået nok af din teknik. Og hvis du ikke inden i morgen klokken tolv – med den første flyvebåd via Nordpolen – er her i min stue – og personlig! – her – forstår du! – og kysser mig – rigtigt! – så er alt mellem os forbi! Jeg kaster dig ud af min bølgelængde. Og for evigt!”

Trykt i: Noveller, 3 – Livet er farligt. 1927

Kort om Otto Rung:

Født: Den 16. juni 1874
Død: Den 19. oktober 1945

Læs mere i Dansk Biografisk Leksikon