Hånden på dørklinken af William Wilthew Fenn

Hånden på dørklinkenHvad det er for en mønt, der hænger ved min urkæde? Det er en spansk dublon, et særdeles nydeligt pengestykke. På den ene side ses hovedet af Filip den 4., mærket år 1640; på bagsiden to knejsende søjler, Herkules-støtterne, med den nedadgående sol imellem sig, og med mottoet non plus ultra nedenunder. Hvordan jeg fik fat i denne mønt? Ja, det gik ganske mærkeligt til. Det var den gamle historie, der gentog sig – som det forekom mig – ad nauseam:

Et gammelt hus, i hvilket det naturligvis spøgte, i hvilket ingen fremmed kunne tilbringe en nat, eller, hvis han gjorde det, ville noget frygteligt uvægerligt hænde. Det er udgangspunktet og begyndelsen. Om morgenen ville han blive fundet død, gal eller stum, ude af stand til at berette, hvad han havde set og vægrende sig ved at  blive udspurgt.

Jeg vidste til at begynde med, ikke hvad historien gik ud på, eller hvad man antog ville hænde i det skæbnesvangre øjeblik. Jeg tog mig ikke af sladderhistorier. Jeg vidste kun, at huset var udpeget for mig som et, hvori det spøgte, og jeg tillod mig at ringeagte denne såkaldte kendsgerning.

Hvor huset lå? Det lå et sted, hvor man slet ikke ville forvente, at sådanne rædsler kunne finde sted, nemlig i udkanten af en almindelig markedsplads i en landsby i nærheden af havet. Et sted, der to gange om ugen helligede sig salg af fede okser, får, svin og fjerkræ.

Og byen? Nej, det kan være lige meget, hvad byen hed. Husk, jeg indvilger kun i at fortælle historien på den betingelse, at der ikke stilles spørgsmål. Jeg skal ikke have noget af at blive krydsforhørt, og jeg nægter at nævne virkelige navne.

Hvorom alting er – det kunne have været hvor som helst på landet. Enhver af den halve snes landlige lokaliteter, der lå ude østpå, ville have svaret til stedet, så yderst almindeligt og uinteressant tog det sig ud.

Selve huset var gammeldags, bygget af røde mursten med et lavthængende tag og smalle vinduer. Det måtte være mindst 150 år gammelt. Skønt det nu var indesluttet af moderne arkitektur, der tårnede sig højt op over det på begge sider, måtte det oprindelig have ligget alene midt i sin egen have, som stadigvæk strakte sig et anseligt stykke bag ejendommen.

Heller ikke hvad, der bragte mig til byen, har nogen interesse for fortællingen. Jeg skulle bo der, det må være tilstrækkeligt. Jeg havde i årevis logeret hos nogle respektable folk, som – da tidens fylde kom, emigrerede – hvorefter jeg måtte søge et nyt lejemål.

Der var værelser til leje, som ville passe mig i det nævnte hus – sådan sagde man til mig – hvis jeg da ikke veg tilbage for historierne om det. Veg tilbage for sladder? Nej tak, ikke mig. Jeg vidste ikke en gang, hvad sladderen egentlig gik ud på. Min hjerne var så fuldstændig blottet for overtro, som nogen dødeligs hjerne kan være. Jeg havde set en hel del til det, man kalder spiritisme, og som dengang havde nyhedens interesse i England. Jeg havde set borde vende og dreje sig og tunge møbler bevæge sig uden nogen synlig foranledning. Men denne erfaring havde kun tjent til at bekræfte min oprindelige mening, at alle ting af denne art kunne sættes i forbindelse med fikse taskenspillerkunster og andet bedrag.

Ånder og spøgelser troede jeg naturligvis ikke på, så jeg lejede altså værelserne – et stort soveværelse og en lille dagligstue.

Huset var beboet af en garveriformand og hans kone. Han havde for sit vedkommende fået det på meget billige lejevilkår, fordi stedet i årevis havde været skyet på grund af dets slette ry. Det var igen den gamle historie. Hr. Tanner havde kun boet i huset nogle få måneder, da jeg lejede mig ind, og vi lo begge ad denne spøgelsessnak, da vi talte om det, for han var lige så stor en skeptiker som jeg. Set noget, hørt noget? Ikke et kuk.

“Hvis der virkelig er en ånd,” sagde denne ærlige sjæl, “så ville han ikke gå igen bare for at genere min kone og mig og heller ikke Dem, Hr._ det tør jeg æde min hat på.” Og jeg var enig med ham.

Uge efter uge gik – og der hændte selvfølgelig ikke det allermindste. Jeg havde i virkeligheden glemt hele postyret efter få dages forløb, og følte mig efterhånden rigtig hjemme i mit nye logi og var fuldkommen tilfreds.

Soveværelset hørte ikke til den slags, som man med en moderne udtryksmåde kalder vanvittig henrivende. Det lå bagtil i huset, på første sal, hvorfra man havde udsigt over en stor del af den gammeldags anlagte have, som, da det blev efterår, duftede overvældende. Når jeg var så glad for dette værelse, skyldes det i grunden en ‘vandalisme’, som en af dets tidligere beboere havde forvoldt. Panelerne, som løb værelset rundt, var malet med en lys cremefarve, og dør og vndueskarme havde delt samme skæbne og ligesådan med tapetet. Tilsammen gav det rummet en lys og luftig tone, hvor det ellers ville have virket trist og mørkt.

Jeg er en hund efter lys. Jeg brænder altid lys om natten, så mine omgivelser passede mig på en prik. De blev holdt så pinligt rene, at man kunne have indtaget et måltid overalt i værelset eller på dets enkle overtræksmøblement. De to vinduer sad til højre for sengen, døren til venstre. Noget fra fodenden og direkte modsat sengen var kaminen. Kort sagt, det ville have været svært at finde noget, der mindede mindre om et spøgelsesværelse end mit soveværelse.

Den 23. oktober 1841 gik jeg som sædvanlig i seng ved elleve-tiden. Som sagt brænder jeg altid en lille natlampe, og af vane plejer jeg altid at låse døren. Jeg har aldrig haft et særlig godt sovehjerte. Den svageste lyd kan vække mig, og den nat vågnede jeg pludselig – måske en halv time efter at jeg var gået til ro.

En eller anden støj havde forstyrret mig, det var jeg sikker på, så snart jeg vågnede helt. Hvad var det? På den tid af natten var hele nabolaget tyst som graven, og det samme gjaldt husets beboere. Lyden var i soveværelset, nej, ikke netop i værelset, men lige udenfor – ved døren. Det lød som om, nogen forsøgte at åbne den! Ja, ganske utvivlsomt. Jeg kunne høre døren knage, da den sagte gav efter for hvad, jeg antog var presset af en skulder udefra. Jeg sad ret op og ned i sengen og stirrede stift mod døren, hvor jeg kunne se den svære, mørke, gammeldags jernklinke ganske tydeligt mod den hvidmalede dør. Den blev løftet, en hånd havde fat i den. Lidt efter faldt dørklinken blidt ned igen for atter at løftes langsomt og stille, mens skulderen vedholdende trykkedes mod døren. Men bolten under klinken var stærk, og da forsøget på at komme ind var gentaget tre-fire gange, blev det endelig opgivet.

Skulle jeg råbe op?

Nej, min nysgerrighed tog overhånd, måske tilsat en vis befippelse. En stykke tid blev jeg ved med at lytte anspændt, men jeg kunne ikke høre nogen derude. Ingen bevægelse, ingen fodtrin, ingen knagen af gulvet eller trappen. Efter at jeg havde spejdet og ventet en rum tid, stod jeg forsigtigt ud af sengen, trak slåen lydløst tilbage, rev døren op og kiggede ud på gangen, for jeg havde stadig ikke hørt fodtrin forsvinde derude. Skønt det klare lys fra mit værelse strømmede ud, var der ingen at se. Jeg havde ventet for længe, eller måske havde den lette støj af sengeklæderne, da jeg stod op, hindret mig i at høre den natlige gæsts tilbagetog.

Mens jeg lyttede og stirrede udover trappegelænderet ned i mørket, kunne jeg stadig ikke fornemme noget tegn på liv udover lyden af min husværts og hans kones tunge åndedræt. De sov i stueetagen, og imellem deres to værelser, mine to og køkkenet, var der et umøbleret værelse. Stilhed herskede overalt, og i løbet af en halv times tid var jeg påny i seng med slåen for døren og lyset klart brændende, som om intet var hændt. Men De kan nok forestille Dem, at jeg ikke sov meget, skønt jeg ikke blev forstyrret mere den nat – bortset af mine tanker.

Jeg havde set på mit ur, før jeg gik i seng igen, og anslået at hele episoden havde fundet sted mellem klokken tolv og et. Men hvad betød den? Jeg vil ikke plage Dem med mine spekulationer i den retning, for jeg kunne ikke finde hoved og hale på, hvad der var sket. Jeg var overrasket. Jeg havde aldrig et øjeblik tvivlet på min husværts ærlighed, men heller ikke, på den anden side, tvivlet på mine egne sanser. Så en eller anden havde forsøgt at komme ind i mit værelse, det var sikker. Hvem var det? Jeg besluttede at holde mund med sagen, i hvert fald til jeg havde set, om forsøget blev gentaget.

Før jeg trak mig tilbage næste aften, undersøgte jeg omhyggeligt låsene på for- og bagdørene. De var begge i orden. Sidstnævnte, der førte ud til haven, syntes i det mindste at være det. Der var kun en svær slå, men den var skudt for. Hr. og Fru Tanner gik tidligere til ro end jeg, og jeg kunne høre, de slumrede lydeligt, da jeg gik ind i mit soveværelse.

Var jeg lidt ilde tilpas? Ja, naturligvis – jeg følte mig lidt ubehagelig til mode. Det ville de fleste mennesker have gjort, om de så var udstyret med nok så meget moralsk mod. Men det var ærlig talt nysgerrighed, der var det fremherskende hos mig. Imidlertid låste jeg døren, tændte lyset og gik til ro som sædvanlig.

En time eller mere lå jeg lysvågen med øjnene fæstet på det mørke dørgreb, men ca. et kvarter før tolv begyndte jeg at føle mig søvnig. Og skønt jeg havde sat mig for ikke at sove, så slappede jeg dog af og faldt hen. Men i næste øjeblik – jeg antager, der kun var gået et par minutter – vågnede jeg pludselig ved en gentagelse af nøjagtig de samme lyde, der havde forstyrret mig den foregående nat. Jeg hørte igen den lette knagen af døren under det samme tryk som før. Ligeledes havde hånden påny fat i klinken udenfor, så at denne løftedes og sænkedes. Så kom der en lille pause, derpå en fornyet anstrengelse for at trænge ind, så en ny pause – og sådan blev det ved i ca. tyve minutter. Derefter var alt stille.

Hvad skulle jeg gøre?

Lidt ubeslutsom og ikke uden knurren stod jeg til sidst op og gloede ud på gangen, men der var stadig ikke noget at se. Hvis der havde været en eller anden, så var vedkommende der i hvert fald ikke nu, og han eller hun måtte være forsvundet på mystisk vis, for jeg havde ikke hørt så meget som antydningen af fodtrin.

Så kom den tredje nat. Jeg var stadig fast besluttet på at holde tand for tunge, indtil jeg havde gennemskuet denne mærkelige sag. Jeg var overbevist om, at jeg ville få alle ammestuehistorierne om spøgelseshuset revet i næsen, hvis jeg ytrede et eneste ord om, hvad der var sket. Jeg må dog tilstå, at jeg var forvirret. Hypotesen om røveri var næppe sandsynlig, alene af den grund at jeg ikke havde noget, der var værd at stjæle – og derudover var der hele dagen fri adgang til mine værelser.

Nå, så kom den tredje nat, og med den en nøjagtig gentagelse af alt, hvad der var sket to gange før og på samme tid, dog med den undtagelse, at jeg, da klinken hævede sig anden gang, råbte med lavmælt, men dog klar og tydelig røst: “Vent et øjeblik, så skal jeg lukke Dem ind”, idet jeg stod op. I samme øjeblik faldt klinken ned med et skarpt klik. “Ha!” tænkte jeg, “vi er ved at komme under vejr med det”. Men før jeg kunne nå hen til døren og få den åbnet, var den mystiske person borte. Han var mig igen for hurtig i vendingen, og endnu engang var alt stille resten af natten.

Den følgende morgen foretog jeg en minutiøs undersøgelse af gang, værelse, dørklinke, gulv, loft og alle kroge. Der var rig lejlighed til at gøre dette, for Hr. Tanner og hans kone var ofte borte fra huset i timevis. Men undersøgelsen førte ikke til noget resultat. Jeg fandt ingen spor, der kunne lede til mysteriets opklaring.

I de to følgende nætter skete der intet som helst. Øjensynlig var min undersøgelse blevet iagttaget, og jeg gjorde bedst i at være på min post. Men den sjette nat begyndte det hele forfra, nøjagtig ligesom tidligere. Nu var det ved at blive trættende. Rent bortset fra ubehaget, som det forårsagede med den bestandige spejden og venten, så havde jeg så godt som ingen søvn fået i en uge. Nu var der kun en udvej tilbage. Jeg måtte lade døren være ulåst og så se, hvad der ville komme. Jeg mente dog, at det ville være bedst at være forberedt på overraskelser, så da jeg gik til ro den syvende nat – det var den 29. oktober – klædte jeg mig ikke af, men lagde mig blot stille ned under sengetæppet med en god, tyk stok ved siden af mig.

Det var kort efter klokken tolv, at denne besynderlige og ubehagelige regeren og rumsteren begyndte igen. Dørklinken løftedes og sænkedes påny, sagte og hemmelighedsfuldt som før. Jeg griber min stok og gør mig klar til at springe løs på den indtrængende. Nu giver døren naturligvis efter for trykket, langsomt, men sikkert åbnes den af … hvem? Af ingen som helst! Dog, vent nu kun – nu sker det lige for mine øjne – der er ingen fejltagelse mulig. Jeg sidder ret op og ned i sengen og følger forbløffet, hvad der sker. Og nu bemærker jeg for første gang, at jeg ikke er alene i værelset. En fornemmelse, der er aldeles uafhængig af syn og hørelse, overbeviser mig om dette. Men døren lukkes igen, under magisk magt af en ukendt og usynlig hånd der løfter dørklinken forsigtigt for ikke at forårsage nogen støj.

Mens jeg stirrer med stigende undren, farer jeg efter omtrent et minuts forløb sammen ved lyden af et sagte, men dog tydeligt klik som fra en fjeder, der er sprunget i vejret. Lyden kommer, så vidt jeg kan forstå, henne fra kaminen eller lige der i nærheden over for fodenden af sengen. Og dér, det ser jeg nu, har en del af panelet ved siden af den svære, hvide kamin-gesims åbnet sig, og indenfor aner man et dybt, mørkt hulrum.

Jeg forholder mig aldeles stille, idet jeg koncentrerer hele mit væsen på at se, hvad der udspiller sig. Lidt efter kommer der fra hulrummets dybder en jernbeslået kiste til syne, omtrent 1 1/2 fod lang. Det ser ud, som om den bliver fremdraget af en menneskelig hånd, kun er denne hånd ikke synlig for mit blik. Og nu hæves den af den samme mystiske kraft et lille stykke ind i værelset, hvorefter den blidt sættes ned på gulvet.

Mens min opmærksomhed er fokuseret på skrinet eller kassen, holder jeg dog stadig øje med panelet, der er blevet lukket med det samme smæld af en fjeder, som da det blev åbnet. Ellers høres der ikke en lyd, intet fodtrin, ingen raslende klædningsstykker. Da kisten er kommet rigtigt ud i lyset, kan jeg se, at den er meget gammel. Klamper og beslag er kunstnerisk udført og synes at udgå fra et mønster i midten, hvor låsen øjensynlig findes. Over denne er der et kraftigt jernhåndtag. Og mens jeg betragter disse detaljer, ser jeg kassen blive løftet og båret som af en stærk, dog usynlig hånd, hen imod døren, der straks efter åbnes. Så forsvinder skrinet, døren lukkes sagte, og jeg mærker, at jeg igen er alene.

Dette her er i sandhed spiritisme med en bitone af hoverende hævngerrighed, men jeg sværger, at jeg vil afsløre tøjeriet – hvis det virkelig er tøjeri og taskenspillerkunster. For hvorfor disse kunster netop skulle udøves over for mig, ja, det må jeg oprigtigt tilstå, jeg ikke ved. Hvorom alting er. Jeg havde nu engang fået den idé i hovedet, at hvis jeg skulle afsløre trolderiet, måtte jeg ikke gøre nogen som helst støj. Derfor listede jeg med yderste forsigtighed efter skrinet ud på gangen tidsnok til at se genstanden for min søgen forsvinde i trappens mørke.

Det var vanskeligt nok for et nøgternt menneske, der i enhver henseende var ved sine fulde fem, at tro sine egne øjne under disse omstændigheder. Men De skal straks få at se, hvordan jeg kan bekræfte kendsgerningerne.

Ved nedgangen til trappen standser jeg og lytter. Slåen på bagdøren er skudt tilbage, og jeg ser et glimt af månelyset dernede, da døren åbnes. Så snart den atter er lukket, lister jeg ned ad trappen, åbner døren og går ud i haven, som ser strålende ud i sin dugkappe, der funkler som sølv i fuldmånens skær i den stille efterårsnat. Og der ser jeg med mine egne øjne skrinet bevæge sig hen ad den slyngede sti, der ender blindt i noget sammenfiltret grønt i en tykning af haven. Lydløst følger jeg efter på den bløde grønsvær. Ikke uden vanskelighed holder jeg øje med skrinet, mens det svæver hid og did mellem buskene, til det omsider når det aller fjerneste område af den gamle, murindhegnede have.

Men det klare månelys hjælper mig. Skrinet bliver sat ned på jorden – og i det samme lyder der en sælsom puslen i den tætte bevoksning under nogle gamle knortede æbletræer. Det vildtvoksende grønne bliver skudt blidt til side, ligesom af usynlige hænder og fødder, og så får jeg pludselig øje på plankerne i et gammelt brønddæksel. Straks efter hæves dækslet med nogen vanskelighed, hvorefter det bliver smidtt ind mellem buskene.

Jeg kan ikke komme så nær til stedet, som jeg gerne vil, for jeg har hele tiden en følelse af, at jeg ikke er alene – ligesom da jeg undersøgte mit værelse. Men jeg kan tydeligt se, hvad der foregår. Skrinet bliver atter løftet og balancerer et øjeblik over et vandhul eller en brønd, som tidligere var skjult af dækslet, der nu er kommet for dagens lys – eller rettere nattens månelys. Så bliver det sænket ved hjælp af et reb eller en kæde, gætter jeg på, men dette er dog ikke mere synligt end hænderne, der udfører arbejdet, eller den person, der på en eller anden måde må være til stede nu, og som lemper skrinet ned i brønden. At det er en brønd, kan jeg høre på plasket og den boblen, der lyder, idet skrinet rammer vandoverfladen.

Et par minutter gik, så blev brønddækslet lukket. Buskene og den øvrige bevoksning bevægede sig lidt, idet de fandt deres gamle gro- og hvilestillinger, og ikke en lyd brød nattens stilhed. Intet fodtrin eller raslende efterårsløv, ingen bevægelse, intet tegn på liv blandt buskene, intet tegn på, at nogen forlod stedet. Men jeg føler endnu engang helt tydeligt, at jeg atter er ene i haven. Og der står jeg da og stirrer en lille tid op mod fuldmånen, bogstavelig talt så kort det end varer, månesyg og mere fortvivlet og forvildet end jeg nogensinde før har været i mine livskabte dage.

Naturligvis spørger jeg mig selv, om jeg er vågen og ved mine fulde fem. Og naturligvis går jeg, da det kommer til stykket, tilbage til mit værelse den vej jeg kom fra og låser døren bag mig. Selvfølgelig undersøger jeg omhyggeligt væggen ved kaminhylden. Og lige så selvfølgeligt kan jeg ikke opdage nogen fjeder, hvorved man kan åbne panelet – nej, for det er naturligvis en skjult fjeder! Og da jeg ikke har set hånden, som udløste den, er jeg heller ikke i stand til at sige, hvor denne fjeder er anbragt.

Derimod lykkes det mig at opdage hulrummet, takket være den hule lyd som langt om længe gensvarer den banken, jeg har trakteret hver enkelt panelbræt efter tur. Her – her er der utvivlsomt et hulrum bag brættet. Det passer også med det sted, hvor åbningen viste sig! Så langt er sagen i det mindste belyst. I morgen vil jeg gøre en kraftanstrengelse for at finde ud af noget mere. Jeg vil efterforske bunden af buskadset for enden af haven, og finde ud af om brønddækslet virkelig er der, eller om det kun er et fantasifoster. Efter lange overvejelser faldt jeg omsider i søvn, og mærkeligt nok sov jeg som et barn resten af natten.

Dagslyset skaber mere tvivl og panikstemning end selve måneskinsmysteriet havde gjort. Havde jeg mon alligevel drømt det hele? Visselig, der kan næppe drages nogen sikker slutning, men hvis det hele er en drøm, har jeg drømt syv dage og syv nætter. Endvidere fandt jeg en hulning bag panelet, som jeg ikke. kendte noget til før. Dette er en kendsgerning, skønt jeg endnu ikke har fundet måde, på hvilken jeg kan komme ind i dette hulrum. Og hvad med brønddækslet i haven? Så snart jeg får tid, vil jeg undersøge det nærmere. Jeg.er nemlig ikke så naragtig, at jeg ønsker at nedkalde latteren over mig ved at røbe noget, før jeg er mere sikker i min sag.

Omsider er øjeblikket inde, og jeg befinder mig endnu en gang nede i buskadset mellem de forvredne træer ved den gamle mur. Jeg har det helt for mig selv og er beskyttet mod nysgerrige øjne ved den store afstand til naboerne. Intet spejdende øje kan få kig på mig fra bagvinduerne i nabolaget. Der er stedet, i det fjerneste hjørne, kærtegnet af det bløde morgenlys lige som i nat af måneskinnet. Det er hurtig genkendt, og i løbet af et par minutter har jeg ryddet mellem buskene, og ved at pirke med min stok opdaget noget der kan være et brønddæksel. Men hvis det viser sig at være det, har det helt sikkert ikke været åbnet sidste nat. Krattet virker til at være betydelig tættere end i nat. Sammenfiltrede snerler, græs, efeu og skimmelsvampe samt et lag af visne blade, som på sine steder er flere tommer tykt, dækker stedet. Og sikkert er det, at uden grundig undersøgelse ville intet menneskeligt øje have opdaget noget usædvanligt i dette vildnis.

Men noget usædvanligt var der nu ikke desto mindre, og straks efter fik jeg et fornyet bevis på, at jeg var på rette spor. Det tager adskillige minutter at få ryddet noget af alt dette stads til side, men omsider får jeg fat i en svær, rusten ring. Ved hjælp af en kraftanstrengelse lykkes mig at løfte det halvrådne dæksel til en gammel murstensbrønd, der viser sig at være otte-ti fod dyb.

Fornyede overvejelser fører til, at jeg får fat i en stige i et værktøjsskur, hvorefter jeg sænker den ned mod bunden i den hensigt at klatre ned i brønden. Da den til sidst har fået fast støtte, kravler jeg ned. Stigen hviler støt på bunden, og jeg konstaterer, da jeg når vandet, at dette næppe er mere end tre fod dybt. Så bøjer jeg mig ned og roder rundt med min stok, som lidt efter støder mod noget, jeg i stigende spænding anslår til at være en kasse eller en kiste.

Nu kommer jeg rigtigt i stødet, og uden at tage hensyn til mine våde fødder, går jeg længere og længere ned ad stigen, indtil jeg – i vand til midt på livet – dykker armen ned lige til skulderen. Efter en del roden rundt i det iskolde vand, får jeg fat i nogle slimede led af en kæde, hvorved jeg er i stand til med den yderste anstrengelse at hale en vandtrukken, ormædt, rusten og jernbeslået gammel kiste op til kanten af brønden. En nøjagtig kopi af den kiste, jeg havde set den foregående nat, bortset fra de virkninger den lange nedsænkning i vandet havde forårsaget. Det var en bekræftelse, der var ligeså uomgængelig som en prøve på den Hellige Skrift!

Jeg havde altså haft ret i mine formodninger, og jeg indrømmer gerne, at de havde overtruffet mine dristigste forventninger. Jeg lukkede brønden til, skjulte den så vidt muligt med buske, satte stigen tilbage og bar, uden nogen så det, den fundne kiste til mit værelse. Hvad indeholdt den mon? Dens store vægt og dens ældede, mærkelige udseende lod formode, at den indeholdt en skat. Råddent som træværket var blevet, var det ikke særlig vanskeligt at få kisten lirket op. Den var propfuld af guldmønter, øjensynlig spanske dublon’er, med årstal varierende fra 1660 til århundredets slutning.

Da Hr. Tanner kom hjem til middag, spurgte jeg, hvem han havde lejet huset af. Han nævnte den førende sagfører i byen. Til ham gik jeg så og bad ham give mig lidt historiske oplysninger om huset. Han var en tør gammel knark med en ansigtsfarve, der svarede til hans egne gulnede dokumenter, men jeg fik da presset så meget ud af ham, at det i nogen grad kunne bestyrke mig i de mystiske erfaringer, jeg havde gjort, selv om det ikke kunne forklare dem.

Sagføreren, som varetog ejendommens interesser på vegne af ejeren, en købmand i London ved navn Gruber, kunne fortælle, at det var en af købmandens forfædre, Michael Gruber, som havde bygget huset i 1690. Han havde samlet sig en formue, og rygtet ville vide, at det ikke var sket ved særlig agtværdige midler. Han var – kort og godt – kendt som en lovløs eventyrer, en af de utallige sørøvere, som gennem størstedelen af det syttende århundrede førte piratkrig mod de spanske kolonister i Sydamerika og Vestindien.

Det blev sagt, at han holdt sin skat skjult forskellige steder i huset, som dengang lå ganske alene i udkanten af byen. Ifølge sagføreren var det Michael Grubers tragiske endeligt, som havde givet næring til historien om, at det spøgte i huset. Gruber var blevet fundet ved daggry den niogtyvende oktober 1723 mere død end levende i sin have, og nær ved ham fandt man liget af en sømand, med hvem man vidste, han havde forretninger.

Der havde åbenbart fundet et blodigt sammenstød sted. Efter hvad Gruber fortalte i sin febervildelse, der var en følge af hans hårdtsårede tilstand, var den fremmede blevet forstyrret under et forsøg på at udplyndre ham, og da han ikke havde været i stand til at undslippe med rovet, havde han skjult det i haven. Men da han vendte tilbage for at hente det, havde Gruber overrasket ham. Mange fakta underbyggede Grubers udtalelser. Gruber, der dengang var en meget gammel mand, var kun halvt påklædt, som om han var stået op i huj og hast og var faret ud af soveværelset efter tyven; og et hemmeligt panel, som blev opdaget i værelset, da den døende mand blev båret tilbage dertil, gav ham anledning til stor ængstelse og bekymring, for han vedblev at hentyde til det og erklærede usammenhængende, at hans skrin var blevet stjålet. Dette syntes sandsynligt nok, for man fandt senere betydelige værdier i det hemmelige vægskab.

“Og her har vi så oprindelsen til legenden om spøgelsesværelset, ikke sandt?” spurgte jeg, idet omtalen af det savnede skrin og tidspunktet for tragedien gav mig en tilskyndelse.

“Ja, sikkert nok,” svarede sagføreren. “Den slags nonsens er altid knyttet til voldsdåd, der har fundet sted i ældre tid.”
“Vær så venlig at sige mig, hvad De sigter til med nonsens i dette specielle tilfælde?”
“Ja, det er ikke så lige til at svare på. Men jeg vil mene, at det går ud på følgende: At enhver, der sover i dette værelse i løbet af oktober måned, vil se en eller anden forsøge at trænge ind i det ved midnatstid. Men om vedkommende trænger ind eller ej, er der ikke en mors sjæl, der ved. De, kære Herre, er antagelig den, der har sovet der sidst, og De har naturligvis ikke set noget. På den anden side kan jeg oplyse Dem om, at adskillige tidligere beboere har forsikret mig om, i hvor høj grad de er blevet forstyrret.”

Jeg undgik spørgsmålet ved at sige: “Blev der nogensinde anstillet efterforskninger efter det skrin, som den gamle Gruber påstod var blevet stjålet?”
“Jeg ved det ikke. Ser De, alle disse ting hændte nemlig lidt før min tid.” Og den gamle knark kluklo ved sig selv.
“Kan De ikke genkalde Dem yderligere enkeltheder?”
“Nej, desværre ikke for øjeblikket – skønt det er muligt, jeg kunne støve dem op, hvis De måtte ønske det. Men vil De nu ikke have den godhed at fortælle mig, hvorfor De stiller disse spørgsmål?”

Så gjorde jeg gengæld ved at fortælle ham, hvad jeg havde fundet, idet jeg dog undgik enhver hentydning til den mærkelige måde, på hvilken jeg var blevet sat på sporet af brønden. Jeg sagde blot, at jeg havde støvet rundt efter nogle ørnebregner i den forsømte del af haven, og da jeg ved et rent tilfælde var stødt på brønddækslet, var jeg kommet på den tanke at undersøge det nærmere. Og dette havde så igen resulteret i opdagelsen af det gamle skrin, der var fuldt af dubloner.

Sagførerens pergamentansigt var lige så godt som en hel farce, mens han lyttede til mig. Han anså mig åbenbart for at være vanvittig. “Ja, sandelig,” sagde han. “Dette er højst forbavsende. Vi aldrig anet det mindste om sådan et gemme.”
“Det er højst forståeligt. Det har ikke været åbnet i årevis, og det var fuldstændig skjult af tykningen. Men hvis De vil have den elskværdighed at gøre mig følgeskab, så skal De med egne øjne få at se, hvad det er lykkedes mig at finde.”

Dette er min beretning. Alt hvad jeg har at tilføje af vigtighed er, at da det lykkedes mig at komme i forbindelse med den dalevende Hr. Gruber, optrådte han på den nydeligste måde. Skattefundet, som i værdi androg noget over tusind pund i guld, var naturligvis hans ejendom, men han insisterede på, at jeg skulle beholde halvdelen af det – hvilket ikke var nogen ringe belønning for min foretagsomhed.

En af dublonerne hænger, som De har set, ved min urkæde. Resten – ja, da jeg ikke er nogen velhaver, realiserede jeg de fleste af dem efter at have givet Hr. Tanner og hans kone et par stykker. De vedblev at bo i huset til udløbet af deres lejemål, ca. to og et halvt år efter, og jeg vedblev at være deres logerende, lige til huset blev revet ned ved periodens ophør.

Skønt jeg tilbragte endnu to oktobermåneder i værelset, hvor det spøgte, var der aldrig mere nogen mystisk ånd, der prøvede at forcere døren. Jeg havde forløst den besværede ånd nøjagtig et hundrede og atten år efter den dag, på hvilken den var blevet dømt til at vandre på jorden og periodisk forstyrre fredelige indehavere af værelset, der havde dannet baggrund for forbrydelsen. Indtil nærværende øjeblik har jeg aldrig lettet sløret for nogen levende mors sjæl, hvad angår den åndelige side af min erfaring. Jeg har aldrig kunnet forsone mig med den tanke, at man skulle le mig ud på grund af min skepsis vedrørende spørgsmålet om spiritisme.

Er jeg da skeptiker nu? Det har kun ringe betydning, om jeg er det eller ej. Jeg er nu så langt fremrykket i alder, at dette, såvel som de andre store mysterier angående set og uset om liv og død, for mit vedkommende vil være opklaret i løbet af få år.

Oprindelig trykt i Woven in Darkness: A Medley of Stories, Essays, and Dreamwork, 1885.

Kort om William Wilthew Fenn

Født i 1827
Død den 19. december 1906

Læs mere på At the Circulating Library

Den hængte af Edward Frederick Benson

Edward F. Benson
By from Harper’s Weekly – The New York Public Library, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=23861754

Jeg havde fortalt fader Denys Hanbury om en meget mærkelig seance, som jeg havde overværet nogle dage i forvejen. Mediet havde nævnt en hel række ting, der ikke var kendt af andre end mig og en af mine venner, som nylig var død og som, efter hvad mediet sagde, var til stede og talte til mig igennem hende. Naturligvis var en sådan oplysning – set fra et strengt videnskabeligt synspunkt, der bør være det eneste gældende, når talen er om sådanne fænomener – ikke noget bevis for, at hun stod i forbindelse med min vens ånd, for alt det hun sagde kendte jeg i forvejen, og det kunne måske ved en eller anden telepatisk proces være blevet meddelt mediet fra min hjerne og ikke gennem den dødes medvirken. Hun talte ganske vist ikke med sin sædvanlige stemme, men med en stemme, der lignede hans meget. Imidlertid kendte jeg jo også hans stemme, den var i min erindring såvel som de ting, hun havde sagt. Alt dette måtte derfor, som jeg bemærkede til fader Denys, udelukkes som positivt bevis for, at der var kommet meddelelser fra den anden side af graven.

“En telepatisk forklaring kunne nok tænkes,” sagde jeg, “og vi må acceptere enhver forklaring, der dækker kendsgerningerne, før vi slutter, at den døde påny er kommet i forbindelse med den materielle verden.”

Der var varmt i stuen, men jeg så, at han gyste let, og idet han trak sin stol lidt nærmere hen til ilden, holdt han sine hænder hen foran flammerne. De var værd at lægge mærke til, de hænder. De var smukke og udtryksfulde og de lignede Albrecht Dürers bedende hænder, flammerne skinnede igennem dem som rosenrødt alabaster. Han rystede på hovedet. “Det er noget meget farligt at prøve på at komme i forbindelse med de døde,” sagde han. “Når man tilsyneladende kommer i berøring med dem, risikerer man i stedet at komme i forbindelse med frygtelige og farlige magter. Studer bare telepati, for det er en af de sindets gåder, som vi har lov til at udforske ligesom enhver anden af naturens vidunderlige hemmeligheder. Men jeg afbrød Dem. De sagde, at der skete noget mere. Fortæl mig om det.”

Nu kendte jeg fader Denys’s mening om disse ting og beklagede den. Han mener, som hans kirke byder ham, at det er umuligt at etablere en forbindelse med de dødes ånder. Når det alligevel af og til hænder, hvad det jo vitterligt gør, så er man i virkeligheden i forbindelse med en slags dramatisk dæmon, der optræder som den dødes ånd. Denne opfattelse har altid forekommet mig uhyrlig, uden grundlag som den er, og der er, så vidt jeg kan se, ikke noget i den kristne lære, som berettiger et sådant synspunkt.

“Ja! Nu kommer det mærkelige,” sagde jeg. “For mediet, der stadig talte med min vens stemme, fortalte mig noget, som jeg øjeblikkelig anså for usandt. Det kunne altså ikke være blevet overført ad telepatisk vej fra mig. Da seancen var forbi, slog jeg op i min vens dagbog, som var blevet overladt mig efter hans død og som netop var blevet sendt til mig af hans eksekutorer og stadig lå uåbnet. Der fandt jeg en optegnelse, som viste, at det, mediet havde sagt, var fuldstændig korrekt. En vis begivenhed – som jeg ikke behøver at komme nærmere ind på – havde fundet sted nøjagtigt som hun havde meddelt, skønt jeg ville have svoret på det modsatte. Mediet kan altså ikke have det fra mig, og der er, så vidt jeg kan se, ikke andre kilder, hun kunne have det fra – undtagen min ven. Hvad siger De til det?”

Han rystede på hovedet. “Det ændrer på ingen måde min opfattelse,” sagde han. “Den oplysning kom fra et eller andet ulegemligt væsen, forudsat at den ikke kom fra Deres egen tankeverden. Men den kom ikke fra Deres vens ånd. Den kom fra en ond og frygtelig magt.”

“Hvorfor nu antage det?” spurgte jeg. “Det er da meget enklere at sige, at den døde under visse omstændigheder kan komme i forbindelse med os. Hvorfor blande djævelen ind i det?”

Han så på uret. “Det er ikke så sent endnu,” sagde han. “Hvis De har lyst til at høre på mig en halv times tid, skal jeg forsøge at forklare Dem hvorfor.”

Resten af min historie er, hvad fader Denys fortalte mig, og hvad der skete umiddelbart efter.

“Selv om De ikke er katolik,” sagde han, “tænker jeg, at De er enig med mig, hvad angår helligheden og ukrænkeligheden af skriftemålet, som spiller en meget stor rolle inden for vor kirke. En sjæl, der er tynget af sin synd, kommer til sin skriftefader i bevidstheden om, at han taler med én, som har magt til at skænke eller nægte tilgivelse, men som aldrig af nogen tænkelig grund vil hentyde til eller tale om det, der er blevet fortalt ham. Hvis der var den ringeste risiko for, at andre skulle få noget at vide om den angrendes skriftemål, når han da ikke selv bestemte sig til at gentage det for at sone sin brøde, ville ingen overhovedet komme for at skrifte. Kirken ville miste sin stærkeste magt over menneskers sjæle, og mennesker selv ville miste den trøst, det er at vide, at deres synder bliver tilgivet dem. Naturligvis kan præsten nægte syndsforladelsen, hvis han ikke er overbevist om, at han har at gøre med en virkelig angrende. Og før han giver syndsforladelsen, kan han kræve, at den angrende, så vidt det er ham muligt, gør det onde godt igen. Hvis han har profiteret af sin uærlighed, må han erstatte det. Hvilken forbrydelse han end har begået, må han bevise, at hans anger er ægte. Men jeg tror, De er enig med mig i, at en præst ikke i noget tilfælde, hvad end resultatet af hans tavshed må blive, kan gentage, hvad der er blevet fortalt ham. Ved at gøre det forhindrer han måske en eller anden oprørende uret, men det er umuligt for ham at gøre det. Skriftemålets tavshedsløfte er ukrænkelig, og lader sig ikke på nogen tænkelig måde diskutere.”

“Det vil i visse tilfælde kunne få de frygteligste konsekvenser,” sagde jeg. “Men jeg giver Dem ret.”

“Det har tidligere haft de frygteligste konsekvenser,” sagde han “men det angår ikke princippet. Og nu skal jeg fortælle Dem om et skriftemål, som jeg engang blev betroet.”

“Hvor kan De det?” sagde jeg. “Det er da umuligt?”

“Af visse grunde, som jeg senere skal komme tilbage til,” sagde han, “påhviler der mig ikke mere nogen tavshedspligt. Men det er ikke det væsentlige i min historie. Det er at advare Dem mod at prøve at etablere forbindelse med de døde. Tegn og varsler, stemmer og genfærd synes at komme til os fra dem, men hvem sender dem? De skal få at se, hvad jeg mener.”

Jeg satte mig til rette for at lytte.

“De husker sikkert kun utydeligt, hvis De overhovedet husker det, et mord, der blev begået for et år siden, da en mand ved navn Gerald Selfe mødte døden. Der var ikke nogen spændende mystik ved det, ikke noget romantisk tilbehør, og det vakte ingen opsigt.

Selfe var en mand med udsvævende vaner, men han indtog en betydningsfuld stilling i samfundet og det ville have været katastrofalt for ham, hvis hans private uregelmæssigheder var kommet for dagen. Han havde i nogen tid før sin død modtaget pengeafpresningsbreve, der omhandlede hans forhold til en gift kvinde, og han havde meget fornuftigt overgivet sagen til politiet. De havde forfulgt visse spor, og dagen før Selfes død havde en af embedsmændene i kriminalpolitiet skrevet til ham, at alting tydede på, at det var hans egen tjener, der var den skyldige.

Tjeneren var en ung mand ved navn Alfred Wadham. Han var først for nylig trådt i tjeneste hos Selfe og hans fortid var temmelig blakket. Politiet havde lagt en fælde for ham og angav nu detaljerne i planen, idet det foreslog, at Selfe selv skulle bringe den til udførelse, hvilket han havde held til allerede en time efter. Denne oplysning samt den detaljerede instruktion blev sendt i et brev, som efter Selfes død blev fundet i en af hans skrivebordsskuffer, der bar tydelige mærker af at være blevet brudt op. Kun Wadham og hans herre sov i lejligheden, og hver morgen kom der en kone, som lavede morgenmad og gjorde rent. Selfe spiste frokost og middag i sin klub eller i restauranten i stueetagen, og her spiste han den pågældende aften.

Da konen kom den næste morgen, stod døren til lejligheden på vid gab, og Selfe lå død på gulvet i dagligstuen med halsen skåret over. Wadham var forsvundet, men der var vand i hans toiletspand, og det var farvet af blod. Han blev fanget to dage senere og omgående taget i forhør. Han havde haft en fornemmelse af, fortalte han, at han var gået i en fælde, og mens Mr. Selfe spiste til middag, havde han gennemrodet hans skrivebord og fundet brevet fra politiet, der bekræftede hans mistanke. Han foretrak derfor at stikke af, og han forlod lejligheden den samme aften, før hans herre kom tilbage fra middagen. I vidneskranken blev han naturligvis underkastet et indgående krydsforhør og modsagde sig selv på adskillige punkter. Endelig var der jo det fældende indicium på hans værelse, og motivet til forbrydelsen var tydeligt nok. Efter lange overvejelser erklærede nævningene ham for skyldig, og han blev dømt til døden. Han appellerede omgående, men hans appel blev ikke taget til følge.

Wadham var katolik, og eftersom det er mit hverv at tilse de katolske fanger i det fængsel, hvor han sad som dødsdømt, talte jeg ofte med ham og bønfaldt ham om for hans saligheds skyld at tilstå sin brøde. Men skønt han var ivrig efter at tilstå sine andre misgerninger – af hvilke nogle unddrager sig omtale, så frygtelige var de – fastholdt han dog sin uskyld med hensyn til mordet. Intet kunne rokke ham, og skønt han, så vidt jeg kunne dømme for alvor angrede sine andre misgerninger, svor han over for mig, at det, han havde fortalt i retten – til trods for de selvmodsigelser, han havde viklet sig ind i – i alt det væsentlige var sandt, og hvis han blev hængt, ville det være justitsmord.

Lige til den sidste eftermiddag, han levede, da jeg sad hos ham i to timer og prøvede at overtale ham, hævdede han sin uskyld. Hvorfor skulle han gøre det, med mindre han virkelig var uskyldig, når han ellers var så ivrig for at skrifte sine andre synder? Jo mere jeg grundede over det, des mere uforklarligt fandt jeg det, og den eftermiddag begyndte jeg at tvivle på, at han var den skyldige. Det var en frygtelig tanke, for han havde levet i synd og brøde, og i morgen skulle han dø.

Jeg skulle være i fængslet igen den næste morgen før klokken seks, og jeg havde endnu ikke besluttet, om jeg skulle give ham sakramentet. Hvis han gik i døden som morder men nægtede at skrifte, havde jeg ingen ret til at give ham det. Men det var lige så forfærdeligt at nægte ham det, hvis han var uskyldig.

På vejen ud talte jeg med en af fangevogterne, og det, han sagde, nærede min tvivl. “Hvad mener De om Wadham?” spurgte jeg. Han gik lidt til side for at lade en mand, som nikkede til ham, komme forbi. På en eller anden måde vidste jeg, at det var bøddelen. “Jeg holder ikke af at tænke på det,” sagde han. “Jeg ved godt, at han blev erklæret for skyldig, og at hans appel blev afvist, men hvis De spørger mig, om jeg tror, at han er morder, så – nej, det tror jeg altså ikke.”

Jeg tilbragte aftenen alene. Da klokken var henved ti, skulle jeg netop til at gå i seng, da jeg fik besked om, at en mand ved navn Horace Kennion var nedenunder og gerne ville tale med mig. Han var katolik og havde engang været min ven, men visse ting var kommet til min kundskab, som gjorde det umuligt for mig at have mere med ham at gøre, og det havde jeg fortalt ham.

Han var ond – åh, misforstå mig ikke, vi gør allesammen onde ting til stadighed. Vort liv er en kæde af misgerninger, men han er den eneste, jeg nogensinde har mødt, der synes at elske ondskaben for dens egen skyld. Jeg gav besked om, at jeg ikke ville tale med ham, men han svarede tilbage, at hans ærinde var meget vigtigt, og så kom han op. Han ville gerne skrifte, sagde han, ikke i morgen, men nu, og hans skriftefader var bortrejst.

Som præst kunne jeg ikke afvise denne henvendelse. Og han skriftede for mig, at han havde dræbt Gerald Selfe. Et øjeblik troede jeg, at det var en grov spøg, men han svor på, at han talte sandt, og stadig under skriftemålets tavshedsløfte gav han mig en beskrivelse. Han havde spist middag sammen med Selfe den pågældende aften og bagefter var de gået op i hans lejlighed for at spille piquet. Selfe fortalte ham med et grin, at han var i færd med at få sin tjener i spjældet for pengeafpresning.

“I dag er han nok så kry,” havde Selfe sagt. “I morgen ved denne tid er han sikkert lidt bleg om næsen.” Han ringede på ham for at give ham besked om at sætte spillebordet frem, men så at det allerede stod parat, og han glemte, at hans ringen ikke blev besvaret.

Selfe og Kennion spillede højt, og de havde drukket en hel del begge to. Selfe tabte det ene spil efter det andet og beskyldte til sidst Kennion for at snyde. Så skændtes de drabeligt, indtil de gik løs på hinanden og Kennion i kampens hede tog en kniv, der lå på bordet, og stak den i halsen på Selfe. Kniven gik igennem halsåren og den store pulsåre, og i løbet af få minutter forblødte han. Så kom Kennion i tanker om den ubesvarede ringen og listede på tåspidserne hen til Wadhams værelse. Det var tomt, og de andre værelser i lejligheden var også tomme. Hvis der havde været nogen, ville han have sagt, at Selfe havde inviteret ham op, og at han havde fundet ham død. Men dette her var endnu bedre. Kennion havde kun nogle få blodpletter på sig, som han vaskede af i Wadhams værelse, hvorefter han hældte vandet i toiletspanden. Så forlod han lejligheden, idet han lod døren stå åben. Alt dette fortalte han mig i lige så få sætninger, som jeg nu har fortalt Dem det, og så så han på mig med et smilende ansigt.

“Og hvad skal jeg nu gøre, ærværdige fader?” spurgte han muntert. “Åh, Gud ske lov, at du har skriftet!” sagde jeg. “Vi kan endnu nå at redde en uskyldig mand. Du må melde dig til politiet med det samme.” Men allerede mens jeg talte, fyldtes jeg med bange anelser.

Han rejste sig smilende. “Det var en pudsig bemærkning!” sagde han. “Men det kunne aldrig falde mig ind.”

Jeg sprang op. “Så går jeg selv.”

Det lo han hånligt af. “Det tror jeg bestemt ikke,” sagde han. “Hvad med skriftemålets tavshedsløfte? Jeg bilder mig ind at krænke det, er så omtrent den alvorligste synd, en præst kan begå. Jeg skammer mig virkelig over dig, min kære Denys. Slemme dreng! Men det var måske kun din spøg, du mente det sikkert ikke.”

“Jeg mener det,” sagde jeg. “Du skal få at se, at jeg mener det.” Men jeg vidste godt, at jeg ikke mente det. “Alt er tilladt, når det gælder at frelse en uskyldig mand fra døden.”

Han lo igen. “Undskyld mig, men du ved jo meget godt, at det ikke passer,” sagde han. “I følge vor tro er der én ting, der er langt værre end døden, og det er sjælens fordømmelse. Du agter ikke at fordømme din. Jeg løb ingen risiko, da jeg skriftede for dig.”

“Men det er mord, hvis du ikke frelser denne mand,” sagde jeg.

“Ganske vist, men jeg har allerede ét mord på samvittigheden,” sagde han. “Man vænner sig hurtigt til det, og når man først er blevet vant til det, gør et mord fra eller til ikke så meget. Stakkels unge Wadham! Det er i morgen, ikke sandt? Nå, han får kun, hvad han har godt af. Pengeafpresning er noget modbydeligt noget.”

Jeg gik hen til telefonen og tog røret af.

“Det er virkelig meget interessant, dette her,” sagde han. “Walton Street er den nærmeste politistation. Du behøver ikke at forlange noget nummer, bare du siger: – Walton Street politistation. Men det kan du ikke gøre. Du kan ikke sige: – Jeg har en mand hos mig i øjeblikket, Horace Kennion, som har skriftet for mig, at han har myrdet Selfe. Så hvorfor bluffe! Hvis du virkelig gjorde det, ville jeg bare sige, at det ikke passede. Hvad gælder dit ord som præst, når du har brudt det hellige tavshedsløfte! Dit ord imod mit — latterligt!”

“Kennion,” sagde jeg, “for Guds kærligheds skyld og for den evige pines skyld, som selv du må frygte, meld dig selv! Hvad betyder det, om du eller jeg lever nogle år mere eller mindre, hvis vi går ind i evigheden med vore synders forladelse? Dag og nat vil jeg bede for dig.”

“Det er pænt af dig,” sagde han. “Men jeg tvivler ikke på, at du vil give Wadham syndsforladelse nu. Og hvad betyder det så, om han går ind i evigheden allerede klokken otte i morgen tidlig?”

“Hvorfor skriftede du så for mig,” spurgte jeg, “hvis du ikke havde i sinde at frelse ham og sone din brøde?”

“Det skal jeg såmænd gerne fortælle dig,” sagde han. “For ikke så længe siden var du temmelig modbydelig imod mig. Du sagde til mig, at ingen ordentlige mennesker ville omgås mig. Så slog det mig pludselig i dag, at det ville være morsomt at se dig i en rigtig knibe. Jeg har lidt sadistiske tilbøjeligheder, skal jeg sige dig, og jeg har moret mig dejligt i dag. Du er rigtig i klemme nu. Du ville hellere underkaste dig en hvilken som helst fysisk lidelse end denne sjælelige tortur. Det er vidunderligt, jeg – elsker det! Du skal have tak, kære Denys.”

Han rejste sig. “Jeg lod min taxa vente dernede,” sagde han. “Du får sikkert travlt i nat. Kan jeg hjælpe dig med noget?”

Der er visse sjælelige lidelser og nydelser, som ikke kan beskrives med ord, og jeg kan kun fortælle Dem, at jeg ikke kender noget helvede af skrupler, der kan sammenlignes med det helvede, som jeg befandt mig i. For selv igennem de bistreste skrupler kan vi se, at lidelsen er en nødvendig og gavnlig erfaring: kun gennem den kan vi renses for synd. Men denne kval var uden mål og uden mening.

Og så begyndte min hjerne langsomt at arbejde, og jeg gav mig til at spekulere på, om jeg ikke kunne gøre noget alligevel. Fra mit vindue så jeg, at lyset brændte i klokketårnet på Westminster. Underhuset havde altså møde endnu, og jeg kunne sikkert tillade mig at henvende mig til indenrigsministeren og fortælle ham, at jeg igennem et skriftemål havde erfaret, at Wadham var uskyldig. Han ville spørge mig om alle enkeltheder, og jeg kunne fortælle ham – og så forstod jeg, at jeg ikke kunne fortælle ham noget. Jeg kunne ikke sige, at morderen var gået med Selfe op i hans lejlighed, for derved kunne man måske finde ud af, at Kennison havde spist middag sammen med Selfe.

Men før jeg foretog mig noget, måtte jeg have råd og vejledning, og jeg gik hen til kardinalen, der havde sit hjem ved siden af kirken. Han var gået til ro, for det var over midnat, men da han erfarede, hvor presserende mit ærinde var, kom han ned og talte med mig. Jeg fortalte ham, hvad der var sket, uden at røbe det væsentligste, og hans svar var det, jeg havde ventet. Ganske vist kunne jeg måske nok tale med indenrigsministeren og fortælle ham om skriftemålet, men jeg måtte ikke med det mindste ord eller den ringeste antydning røbe noget, som kunne lede til en identificering. Personlig havde han ikke megen tiltro til, at henrettelsen kunne udsættes på grundlag af de oplysninger, jeg kunne give.

“Og hvad du end må lide, min søn,” sagde han, “vær sikker på, at du ikke lider, fordi du har handlet forkert, men fordi du har handlet rigtigt. Du fristes til at frelse en uskyldig mand, men det er djævelen, der frister dig, og hvad du end må tåle, fordi du ikke giver efter, så vid, at også dét er djævelens værk.”

Jeg opsøgte indenrigsministeren i parlamentet, men han erklærede, at han var ude af stand til at gøre noget, med mindre jeg fortalte ham det hele, hvilket han godt forstod, jeg ikke kunne.

“Han blev erklæret skyldig af nævningene og hans appel blev afvist,” sagde han. “Uden beviser kan jeg intet stille op.” Han sad og grundede et øjeblik, så sprang han op. “Du gode Gud, det er forfærdeligt!” sagde han. “Jeg tror Dem – det behøver jeg vist næppe at fortælle Dem – når De siger, at De har hørt dette skriftemål, men det beviser ikke, at det er sandt. Kan De ikke få fat i manden igen? Kan De ikke skræmme ham? Hvis De bare kan gøre et eller andet, som på nogen måde berettiger mig til at handle, lige til det øjeblik, da faldlemmen går, skal jeg udstede en benådning med det samme. Her er mit telefonnummer, ring mig op her eller i mit hjem når som helst.”

Jeg gik hen i fængslet før klokken seks om morgenen. Jeg fortalte Wadham, at jeg troede på hans uskyld, og jeg gav ham syndsforladelse. Han modtog den hellige nadver sammen med mig og gik uden at blinke i døden.”

Fader Denys tav.

“Jeg har været længe om at komme til det punkt i min fortælling,” sagde han,”som angår den seance, De talte om. Men De må kende alle disse ting for at forstå det, som jeg nu skal fortælle Dem. Jeg sagde, at disse budskaber og meddelelser fra de døde ikke kom fra de døde selv, men fra en ond og frygtelig magt, der agerer dem. De spurgte, ‘hvorfor blande djævelen ind i det?’ Det skal jeg sige Dem.

Da det var forbi, da faldlemmen kun var et gabende hul og rebet knagede og svingede, gik jeg hjem. Det var en mørk vintermorgen og til trods for den tragiske scene, jeg lige havde overværet, følte jeg mig rolig og fredfyldt. Jeg tænkte slet ikke på Kennion, kun på drengen – han var ikke stort andet – der måtte lide døden for en andens skyld. Jeg følte, han havde sonet sin egen brøde ved denne martyrdød. Og jeg var opfyldt af ydmyg taknemmelighed, fordi jeg havde fået styrke til at handle rigtigt. Havde Kennion nu ved min indgriben været i politiets hænder og Wadham i live, ville jeg have været brændemærket af den frygteligste forbrydelse en præst kan begå.

Jeg havde været oppe hele natten, og da jeg havde holdt min andagt, lagde jeg mig på min sofa for at få en smule søvn. Jeg drømte, at jeg sad i cellen hos Wadham og at han vidste, at jeg havde beviser for hans uskyld. Det var nogle få minutter, før han skulle dø, og udenfor på den flisebelagte gang lød der trin, som nærmede sig. Han hørte dem og rejste sig og pegede på mig. “De lader en uskyldig dø, selv om De kunne frelse ham,” sagde han, “det kan De ikke gøre, Fader Denys! Fader Denys!” skreg han, og skriget kvaltes i et gisp, da døren åbnede sig.

Jeg vågnede og vidste, at det var lyden af mit eget navn, der havde vækket mig, skriget lød endnu i mine ører, og jeg vidste, hvis stemme det var. Men jeg var ganske alene i mit stille tomme værelse, hvor daggryets blege lys nu nåede ind. Jeg havde kun sovet i få minutter, så jeg, men nu var enhver tanke om søvn blevet jaget på flugt, for et eller andet sted i nærheden af mig, usynlig, men frygtelig nærværende, stod den mand, jeg havde ladet gå til grunde. Og han kaldte på mig.

Lidt efter overbeviste jeg mig selv om, at jeg kun havde hørt hans stemme i drømme, hvilket var naturligt nok under de omstændigheder, og der gik nogle dage i fred og ro. Så en dag da jeg spadserede ad en solfyldt, befærdet gade, følte jeg en tydelig og frygtelig forandring i, hvad jeg vil kalde den psykiske atmosfære, der omgiver os alle, og jeg fyldtes med angst og onde forestilfinger. Og der kom Wadham gående imod mig på fortovet, munter og smilende. Han så på mig, og hans ansigt blev en maske af had. “Vi mødes forhåbentlig tit, fader Denys,” sagde han, da han gik forbi. En anden dag gik jeg hjem i skumringen, og da jeg trådte ind i mit værelse, hørte jeg pludselig lyden af et reb, der knagede og strammedes, og i vinduet hang hans legeme med dødshætten over hovedet og svingede i solnedgangen. Og undertiden når jeg sad med mine bøger, gik døren sagte op, og så vidste jeg, han var der.

Genfærdet eller dets symbol viste sig ikke ofte, ellers var min modstandskraft måske være vågnet, for jeg vidste, at det var djævelens værk. Men det viste sig med lange mellemrum, når jeg ikke var på vagt og troede, at jeg havde besejret det, og så følte jeg undertiden min tro vakle. Men forud for dets komme havde jeg altid denne følelse af, at onde magter omgav mig, og så sent som sidste søndag …”

Han brød af og skjulte ansigtet i sine hænder, som ville han værge sig mod et frygteligt syn.

“Jeg havde prædiket,” begyndte han påny, “og kirken var fuld. Jeg er mig ikke bevidst, at jeg tænkte på andet end at fremme den hellige sag, jeg talte for. Det var en morgengudstjeneste, og solen strømmede ind gennem de malede ruder og lyset brødes i brogede farver. Men midt under min prædiken formørkedes himlen af en vældig sky og samtidig kom denne frygtelige følelse af, at et uvejr nærmede sig. Det blev så mørkt, da jeg nærmede mig slutningen af min prædiken, at lyset i kirken måtte tændes. Der var en lampe på prædikestolen, hvor jeg havde anbragt mine papirer, og da den blev tændt, skinnede den lige ned på kirkestolen nedenunder. Og dér sad Wadham – det purpurrøde ansigt med de fremstående øjne vendte op imod mig, og rundt om halsen lå det kvælende reb. Min stemme svigtede mig et øjeblik, og jeg greb fat i pulten, da han stirrede på mig og jeg på ham. En rædsel, der var mørk som de fortabtes evige nat, lukkede sig om mig, for jeg havde ladet ham gå uskyldig i døden, og min straf var retfærdig.

Men som en stjerne, der strålede gennem en rift i dette sjælens uvejr, kom atter den lysende overbevisning, at jeg som præst ikke kunne have handlet anderledes. Og med den kom den sikre forvisning, at denne åbenbaring ikke kom fra Gud, men var djævelens værk og måtte bekæmpes og trodses, således som vi med foragt bekæmper en lumsk og indsmigrende fristelse. Det kunne derfor ikke være Wadhams ånd, jeg stirrede på, men djævelens blændværk. Så jeg tog øjnene fra ham og så igen på mine papirer og fortsatte med min prædiken, for det alene var mit kald.

Pausen havde forekommet mig at vare en evighed – jeg følte det, som om den lå udenfor tiden, men jeg erfarede bagefter, at man næppe havde mærket den. Og af mit eget hjerte lærte jeg, at det var ikke nogen straf, jeg led, men at det var min tro, der havde svigtet.”

Pludselig brød han af. Der kom et mærkeligt udtryk i hans øjne, da han fæstnede dem på døren, de lyste – ikke af frygt, men af vild, ubøjelig modstand.

“Nu kommer det,” sagde han til mig, “og hvis De ser eller hører noget, så vis Deres foragt, for det er det onde.” Døren gik langsomt op og blev lukket igen, og skønt intet synligt kom ind, følte jeg dog, at der nu var et væsen i værelset foruden fader Denys og mig. Det virkede på mig lige som en frygtelig lugt af forrådnelse virker på én fysisk. Jeg blev syg om hjertet ved det. Så bemærkede jeg, skønt jeg stadig intet kunne se, at værelset, der havde været varmt og hyggeligt med en flammende kulild i kaminen, blev koldt og at en underlig formørkelse slørede lyset. Tæt ved mig på bordet stod en elektrisk lampe, dens skygge flakkede i den iskolde træk, og dens lysende tråd var ikke længere hvidglødende, men rød og mat som gløderne i kaminen.

Fader Denys sad ret op i sin stol med øjnene rettet mod noget, som var usynligt for mig. Hans læber bevægede sig mumlende, og hans hænder knugede om krusefikset. Og nu så jeg det, som jeg vidste, han også så. Et ansigt trådte frem af mørket foran ham. Et ansigt, der var opsvulmet og purpurrødt og med tungen hængende ud af munden, og som den hang der, svingede den frem og tilbage. Det blev tydeligere og tydeligere, som det hang der i rebet, der nu også blev synligt for mig, og skønt det var et genfærd af en forekom det ikke dødt, men mærkeligt levende, og den ånd, der på en så forfærdelig måde gav det liv, var ikke et menneskes, men en djævels.

Pludselig rejste fader Denys sig, og hans ansigt var ikke en tomme fra den hængtes. Han løftede sine hænder med det hellige tegn. “Vig bort til din pine,” råbte han, “indtil den barmhjertige Gud udfrir dig og skænker dig dødens evige ro.”

Der lød en jamren i luften, et vindstød fik væggene i stuen til at skælve, og så vendte lyset og varmen atter tilbage, og vi var igen alene. Fader Denys’s ansigt var hærget og mærket af den kamp, han havde udstået, men det udstrålede et lys, som jeg aldrig har set hos noget menneske før.

“Det er forbi,” sagde han. “Jeg så det svinde og visne for den almægtiges magt, og Deres øjne fortæller mig, at De også så det. Nu ved De, at det, der viste sig i menneskeform, var det onde.”

Vi talte lidt sammen endnu, så rejste han sig for at gå. “Åh, det er sandt!” sagde han, “De ville gerne vide, hvordan jeg kunne betro Dem, hvad der var blevet fortalt mig under et skriftemål. Horace Kennion døde i morges for egen hånd. Han havde overladt sin sagfører en pakke, der skulle åbnes efter hans død, med instruktioner om at indholdet skulle offentliggøres i aviserne. Jeg så det i en aftenavis, og det var en detaljeret beskrivelse af, hvordan han dræbte Gerald Selfe. Han ønskede, at så mange som muligt skulle vide det.

“Men hvorfor dog det?” spurgte jeg.

Fader Denys tøvede. “Han var vel stolt af sin ondskab,” sagde han. “Han elskede den, som jeg har fortalt Dem, for dens egen skyld, og han ønskede, at alle skulle kende den, så snart han selv var vel af vejen.”

Trykt i Britannia, december 1928
Originaltitel: The Hanging of Alfred Wadham

Kort om Edward F. Benson

Født den 24. juli 1867
Død den 29. februar 1940

Læs mere på Wikipedia

Varulven af Frederick Marryat

Frederick Marryat
Malet af John Simpson

Før middag var Krantz og Philip gået om bord og havde sat sejl i pirogue’en. De havde ikke svært ved at holde deres kurs. Om dagen var øerne deres kompas, om natten de klare stjerner. Ganske vist fulgte de ikke den direkte vej, men en mere sikker kurs gennem smult vand, og derfor kom de længere mod nord end mod vest. Mange gange blev de jaget af malajernes prawer, som farvandet vrimlede med, men deres sikkerhed lå i den lille pirogues fart. Jagten blev som regel opgivet, så snart sørøverne så, hvor lille båden var, og forstod at der ikke var noget bytte at hente.

En morgen da de sejlede mellem øerne, og der var mindre vind end sædvanligt, bemærkede Philip: “Krantz, du sagde, at der var begivenheder i dit liv, som kan bekræfte den mystiske oplevelse, jeg betroede dig. Vil du ikke fortælle mig, hvad du hentydede til?”

“Jo, gerne,” svarede Krantz. “Jeg har ofte tænkt på at gøre det, men snart var der det ene i vejen og snart det andet. Nu er der en passende lejlighed. Du må være forberedt på at høre en mærkelig historie. Måske fuldt ud så mærkelig som din egen. – Jeg går ud fra, at du har hørt om Harzen?”

“Jeg har aldrig været der, så vidt jeg husker,” svarede Philip, “men jeg har læst om de bjerge i en eller anden bog og om de mærkelige ting, der skete der.”

“Ja, det er en vild egn,” sagde Krantz, “og der fortælles mange mærkelige historier derfra. Men hvor mærkelige de end er, har jeg grund til at tro på dem.”

Min fader var ikke født i Harzen og boede der heller ikke oprindelig, han var livegen hos en ungarsk adelsmand, der ejede store godser i Transsylvanien, men skønt han var livegen, var han på ingen måde fattig eller uvidende. Han var rig, og hans intelligens og dygtighed var så stor, at hans herre havde gjort ham til sin forvalter. Men den, der er født som livegen, må forblive livegen, selv om han bliver velstående, og således også med min fader.

Han havde været gift i fem år, og i sit ægteskab havde han tre børn — min ældste broder Cæsar, mig (Hermann) og min søster, som hed Marcella. Min moder var en meget smuk kvinde, men uheldigvis mere smuk end dydig. Godsejeren så hende og beundrede hende. Min fader blev sendt bort i et eller andet ærinde, og mens han var borte, blev min moder smigret af denne adelsmands opmærksomhed, vundet af hans ihærdighed og gav efter for hans ønsker.

Men så kom min fader hjem ganske uventet og opdagede det hele. Beviset for min mors skyld var fældende: min far overraskede hende sammen med hendes forfører! Han blev revet med af sine følelser og myrdede både sin hustru og hendes forfører.

Da han vidste, at han som livegen var sikker på døden, hvis han blev fanget, samlede han hurtigt de penge, han kunne få fat i, og da det var midt om vinteren, spændte han hestene for slæden, tog sine børn med sig, rejste hjemmefra om natten og var langt borte, før den sørgelige begivenhed rygtedes. Uden mulighed for at gemme sig i sit eget land (hvor myndighederne kunne få fat på ham), fortsatte han sin flugt uden ophør, indtil han forsvandt i Harzens vildsomme og øde bjerge.

Alt det, jeg her har fortalt dig, fik jeg naturligvis først at vide langt senere. Mine tidligste erindringer knytter sig til en rå, men bekvem hytte, hvor jeg boede sammen med min fader, min broder og søster. Det var på grænsen til en af de store skove, der dækker den nordlige del af Tyskland. Uden om hytten var der et par tønder land, som min far dyrkede om sommeren, der var lige nok til vort forbrug, selv om høsten var højst usikker. Om vinteren var vi meget indendørs, for når fader gik på jagt, var vi alene, og ulvene strejfede om alle vegne.

Min fader havde købt hytten og jorden af en af de gamle skovmænd. Hytten lå tre kilometer fra de nærmeste naboer. Jeg kan huske landskabet endnu. De høje fyrretræer på bjerget over os, og skoven der strakte sig langt bort nedenunder os. Vi kunne se de øverste grene og trætoppe fra hytten, og under os sænkede bjerget sig brat ned mod dalen. Om sommeren var udsigten meget smuk. Men i den lange, strenge vinter kunne man næppe tænke sig noget mere trist.

Som sagt gik min fader på jagt om vinteren. Hver dag forlod han os, og ofte låste han døren, så vi ikke kunne komme ud af hytten. Der var ingen til at hjælpe ham med at tage sig af os. Det var heller ikke let at finde en pige, der ville bo på et så ensomt sted, men selvom fader kunne have fundet en, ville han ikke have antaget hende, da han havde fået den største afsky for alle kvinder. Den forskel, der var i hans opførsel mod os, hans to drenge, og min stakkels søster Marcella, viste det tydeligt. Af frygt for, at der skulle ske os noget, ville fader ikke give os brænde, når han gik hjemmefra. Vi var derfor nødt til at krybe ned under bjørneskindene for at holde varmen, indtil han kom hjem om aftenen, hvor vi så kunne glæde os over det flammende bål.

Det vil måske forekomme dig mærkeligt, at min fader valgte dette liv, men sagen var den, at han ikke kunne holde sig i ro. Enten det nu skyldtes anger over de mord, han havde begået, eller sorg over forandringen i hans liv eller begge dele i forening, så var han aldrig lykkelig, når han ikke havde travlt med et eller andet. Men børn, som er så meget overladt til sig selv, bliver mere eftertænksomme end andre børn i deres alder. Sådan var det også med os. De korte, kolde vinterdage sad vi stille og længtes efter de lykkelige dage, når sneen smeltede, knopperne sprang ud, fuglene begyndte at at synge, og vi igen ville blive sat i frihed.

Dette mærkelige, vilde liv førte vi, indtil min broder Cæsar var ni, jeg syv og min søster fem år gammel. Så indtraf de mærkværdige hændelser, som jeg nu skal berette om.

En iskold vinteraften kom min fader hjem noget senere, end han plejede. Han havde ikke haft heldet med sig og var gennemkold og i dårligt humør. Han havde taget brænde med ind, og vi hjalp alle villigt med at puste til gløderne for at få bålet til at brænde. Men pludselig greb han stakkels lille Marcella i armen og kastede hende til side. Barnet faldt og slog munden og blødte stærkt. Min broder løb hen for at hjælpe hende op. Da hun var vant til at blive mishandlet og var bange for vores fader, turde hun ikke græde, men så ynkeligt hen på ham. Han trak sin stol hen til ildstedet, mumlede noget nedsættende om kvinder og tog sig af ilden, som min broder og jeg havde forladt, da min søster blev så brutalt behandlet. Snart flammede ilden i et muntert bål, men vi samledes ikke om det, som vi plejede. Marcella, der stadig blødte, trak sig tilbage i en krog, og min broder og jeg satte os ved siden af hende, mens fader sad dyster og ensom ved ilden.

Sådan havde vi siddet henved en halv time, da vi hørte en ulv hyle tæt under hyttens vindue. Fader sprang op og greb sin bøsse. Hylet lød igen. Han undersøgte fængkrudtet og skyndte sig så ud af hytten, idet han lukkede døren efter sig. Vi ventede og lyttede spændt, for vi håbede, at han ville komme tilbage i bedre humør, hvis det lykkedes ham at nedlægge ulven. Skønt han var hård mod os alle, og særlig mod min lille søster, elskede vi ham alligevel og holdt meget af at se ham munter og lykkelig, for hvad andet havde vi at glæde os over? Jeg kan her tilføje, at der aldrig har været tre børn, der holdt mere af hinanden. Vi sloges og skændtes ikke indbyrdes som andre børn, og hvis det var den mindste uenighed mellem min storebror og mig, kom lille Marcella løbende hen til os, kyssede os og fik os til at slutte fred. Marcella var et yndigt, elskeligt barn. Jeg kan endnu huske hendes smukke træk. Ak, stakkels lille Marcella!”

“Så er hun død?” spurgte Philip.

“Død! Ja, og hvilken død fik hun ikke! — Men lad mig ikke foregribe begivenhedernes gang, Philip. Lad mig fortælle min historie.”

“Vi ventede i nogen tid, men vi hørte intet skud. Så sagde min storebror: “Fader er fulgt efter ulven, og det varer længe, før han kommer tilbage. Marcella, lad os vaske blodet af din mund, og så går vi hen og varmer os ved ilden.” Det gjorde vi, og vi blev siddende næsten til midnat. Jo længere tid der gik, desto mere spekulerede vi på, hvorfor fader ikke kom hjem. Vi tænkte ikke på, at han var i fare, men syntes at han havde jaget ulven meget længe. Til sidst gik Cæsar hen til døren for at kigge ud efter ham. “Pas på,” sagde Marcella. “Ulvene er ude nu, og vi kan ikke slå dem ihjel.”

Min bror åbnede forsigtigt døren nogle få tommer og kikkede ud, men fader var ikke at se, så efter nogen tids forløb og kom Cæsar igen hen til os ved ilden. Her sad vi og maverne knurrede, for vi havde ikke nået at få aftensmad. “Når fader kommer hjem fra denne jagt,” sagde Marcella, “vil han være glad for at få noget aftensmad, lad os lave mad til ham og til os selv.” Cæsar klatrede op på en stol og hentede noget kød ned, og vi skar så meget af, som vi plejede og begyndte at gøre det i stand, ganske som vi var vant til under faders opsyn. Vi havde meget travlt med at sætte det frem på tallerkener og gøre alt rede, da vi hørte lyden af et horn. Vi lyttede — der lød støj udenfor, og et øjeblik efter kom fader ind med en ung kvinde og en høj, mørk mand, der var klædt som jæger.

Mange år senere fik jeg at vide, hvad der var sket, mens fader var borte. Da han havde forladt hytten, så han en stor, hvid ulv omtrent 30 meter fra sig. Så snart dyret så ham, trak det sig knurrende bort. Fader fulgte efter. Dyret løb ikke bort, men holdt sig på sikker afstand. Fader ville ikke skyde, før han var helt sikker på at ramme, og således fortsatte de i nogen tid. Nu og da løb ulven fra fader, så standsede den og snerrede trodsigt ad ham, og når han så nærmede sig, løb den hurtigt bort.

Min fader var ivrig efter at skyde dyret, for den hvide ulv er meget sjælden, så han fortsatte derfor jagten i flere timer, hele tiden op ad bjerget. Nu må du vide, Philip, at der er særlige steder i de bjerge, hvor man mener — og med rette, det vil min historie vise — at onde magter holder til. Jægerne kender godt stederne og undgår dem altid. Jeg ved ikke, om fader ikke troede på disse fortællinger eller i jagtens iver havde glemt dem, givet er det, at den hvide ulv lokkede ham hen til en lysning i granskoven, som tidligere var blevet udpeget for fader som et farligt sted, og her begyndte den at sagtne farten. Fader nærmede sig, kom tæt ind på den, lagde bøssen til skulderen og skulle lige til at skyde, da ulven pludselig forsvandt. Han mente, at han måtte være blevet blændet af sneen på jorden og sænkede bøssen for at se efter dyret. Hvordan den kunne være smuttet over lysningen, uden at han havde set det, gik over hans forstand.

ÆrgerIig over uheldet med jagten skulle han lige til at gå hjem, da han hørte et jagthorn i det fjerne. Han blev så forbavset over denne lyd — på dette tidspunkt — ude i den vilde skov, at han glemte sin skuffelse og stod som naglet til jorden. Et øjeblik efter hørte han hornet igen, ikke så langt borte. Fader stod stille og lyttede, og så hørte han det tredje gang. Denne gang genkendte han signalet som betød, at nogen var faret vild i skoven. Et par minutter senere så han en rytter med en kvinde bag sig på hesten ride ind over lysningen og komme hen imod ham. Nu kom fader til at tænke på alle de mærkelige historier om overnaturlige væsner, som skulle holde til i disse bjerge, men da de to fremmede kom nærmere, talte rytteren til ham, og det overbeviste ham om, at de var almindelige dødelige som han selv. “Mein herr, I er sent ude, men det er et held for os. Vi har redet langt, og vi er i livsfare, for vi bliver forfulgt. Bjergene her har gjort det muligt for os at undslippe vore forfølgere, men hvis vi ikke finder husly og mad, må vi omkomme af sult og kulde i natten. Min datter, der sidder bag mig, er mere død end levende — kan I hjælpe os i vor nød?”

“Min hytte er et stykke vej herfra,” svarede fader, ” I er velkomne, men jeg har ikke stort andet at byde jer end husly. Må jeg spørge, hvorfra I kommer?” “Ja, mein herr, det er ingen hemmelighed nu. Vi er flygtet fra Transsylvanien, hvor min datters ære og mit liv var i fare.” Denne oplysning var nok til at gøre min far interesseret. Han huskede sin egen flugt, han huskede, hvordan hans hustru havde mistet sin ære, og den tragedie, der var fulgt derpå. Han tilbød dem straks hjerteligt al den hjælp, han kunne yde. “Så er der ingen tid at spilde,” sagde rytteren,”min datter er stiv af kulde, og kan ikke udholde det barske vejr ret meget Iængere.”

Fader bød dem følge ham, og på vejen tilbage til hytten fortalte han om, hvordan han var blevet lokket bort af den store, hvide ulv. “Dyret kom forbi os, netop da vi kom ud af skoven,” sagde kvinden med sølvklar stemme. “Jeg var lige ved at skyde den,” sagde jægeren. “Men siden den har gjort os så god en tjeneste, er jeg glad for, at jeg Iod den slippe.”

De gik hurtigt til, og efter omtrent halvanden times forløb nåede de hytten og trådte ind, som jeg har fortalt. “Vi kommer åbenbart i rette tid,” bemærkede den mørke jæger, da han kunne lugte det stegte kød. Han gik hen til ilden og så på min bror, min søster og mig. “I har unge kokke, mein herr.”

“Det glæder mig, at vi ikke behøver at vente,” sagde fader. “Kom, frøken, og sæt jer ved ilden, I trænger til varme efter Eders kolde ridetur.” Herefter gik han ud for at tage sig af jægerens hest.

Kvinden må jeg give en nærmere beskrivelse af. Hun var ung, omkring tyve år, klædt i en rejsedragt med brede skindkanter og på hovedet havde hun en hue af hvid hermelin. Hendes træk var meget smukke, og hendes hår var gult, blankt og skinnende. Hendes mund var temmelig stor, men hun havde de mest strålende tænder, jeg nogensinde har set. Dogr var noget ved hendes klare øjne, der gjorde os børn bange. De var så rastløse, så flakkende, og gav os en følelse af en skjult grusomhed. Da hun vinkede til os, at vi skulle komme hen til hende, nærmede vi os med skræk og skælven. Men hun var smuk og talte venligt til min bror og mig og klappede os på hovedet. Men Marcella ville ikke komme i nærheden af hende. Hun sneg sig bort og gemte sig i sengen og ville ikke vente på aftensmaden, som hun havde Iængtes så meget efter en halv time før.

Da fader kom tilbage, blev maden sat på bordet. Efter måltidet bad fader den unge dame Iægge sig i sengen, så ville han sidde ved ilden sammen med jægeren. Efter nogen tøven fra hendes side blev man enige om dette arrangement, og min bror og jeg krøb ned i den anden seng til Marcella, for vi sov altid sammen. Men vi kunne ikke sove. Det hele var så usædvanligt, ikke blot at se fremmede mennesker, men også ved at have dem boende hos os. Vi var helt forvirrede. Stakkels lille Marcella Iå stille, men jeg kunne mærke, at hun Iå og rystede hele natten, og en gang imellem troede jeg, at hun holdt en hulken tilbage.

Imens havde fader taget vin frem — noget, han sjældent gjorde — og han og den fremmede jæger sad og snakkede og drak ved ilden. Vi lå helt stille i mørket og lyttede nysgerrigt til deres samtale. Det viste sig, at den fremmede jægers historie mindede meget om faders. Også han var livegen under et fornemt hus, hvor hans herre krævede at få udleveret hans smukke datter. I stedet gav jægeren sin herre et par tommer af sin jagtkniv, og så stak han og datteren af. “Vi er landsmænd og brødre i ulykken,” sagde fader og trykkede den fremmedes hånd. “Jaså! Er I også fra dette land? Hvad er Eders navn?” spurgte jægeren, og da fader svarede Krantz, udbrød den fremmede “Hvad! Krantz fra … ? Jeg har hørt Eders historie, I behøver ikke forny Eders sorg ved at fortælle den igen. Jeg er meget glad for at træffe Eder, værdige frænde, for jeg er Eders halvfætter, Wilfred fra Barnsdorf!” Og så rejste han sig og omfavnede fader. De fyldte deres drikkehorn til randen og skålede med hinanden på tysk maner. Samtalen blev så fortsat meget sagte, alt, hvad vi kunne forstå, var, at vor nye slægtning og hans datter ville slå sig ned i vor hytte, i det mindste i nogen tid. Omtrent en time efter lænede de sig begge tilbage i stolen og faldt i søvn.

“Marcella, hørte du det?” hviskede min bror ganske sagte. “Ja,” svarede Marcella også hviskende, “jeg hørte det hele. Åh, jeg kan ikke holde ud at se på den kvinde — jeg er så bange.” Min bror svarede ikke, og kort efter sov vi alle tre.

Da vi vågnede næste morgen, var jægerens datter stået op. Jeg syntes, hun så endnu smukkere ud end aftenen før. Hun kom hen til Marcella og klappede hende, men barnet brast i gråd og hulkede som om hendes lille hjerte skulle briste. Men for ikke at spilde din tid med en lang historie, jægeren og hans datter blev indlogeret i hytten. Han og fader gik daglig ud på jagt og Iod os blive hjemme med Christina. Hun gjorde alt det huslige arbejde, og lidt efter lidt forsvandt selv Marcellas modvilje mod hende. Men fader forandrede sig meget. Han lod til at have overvundet sin afsky for kvindekønnet og var meget opmærksom mod Christina. Han sad ofte oppe og talte sagte med hende, når vi andre var gået i seng.

Gæsterne havde været tre uger i hytten, da der blev holdt en rådslagning en aften, efter at vi børn var blevet sendt i seng. Fader var blevet så glad for Christina, at han ønskede at ægte hende. “I må tage mit barn, mein herr Krantz, og få min velsignelse med hende, ” sagde jægeren, “men så vil jeg forlade jer og finde husly et andet sted — ligemeget hvor.” Fader forstod ikke hvorfor, men gik med til det. Så fortsatte jægeren “Der er ingen præst her i denne vilde egn. Der er heller ingen lov til at binde og tvinge. Og alligevel må der finde en slags ceremoni sted mellem jer for at tilfredsstille en fader. Vil I gå ind på at ægte hende på min måde? Så kan jeg gifte jer her på stedet?” “Det vil jeg,” svarede fader. “Så tag hendes hånd, og sværg så ved alle ånder i Harzen…” “Nej, hvorfor ikke ved himlen?” afbrød min far. “Fordi det ikke passer mig,” svarede Wilfred. “Hvis jeg foretrækker denne ed, der ikke er så stærk, frem for en anden, så kan I da ikke have noget imod det?” “Nå, lad det så blive sådan. I kan få Jeres vilje. Men vil I have mig til at sværge ved noget, jeg ikke tror på?” sagde fader. “Det gør dog mange, som foregiver at være kristne,” svarede Wilfred. “Vil I giftes med min datter, eller skal jeg tage hende med mig igen?” “Gå videre,” sagde fader utålmodigt. “Jeg sværger ved alle ånder i Harzen, al deres magt til godt og ondt, at jeg tager. Christina til ægte. At jeg altid vil elske hende og beskytte hende. At jeg aldrig skal Iøfte hånden mod hende for at gøre hende fortræd. Og hvis jeg svigter denne ed, så lad alle åndernes hævn ramme mig og mine børn. Lad dem blive dræbt af grib, ulv eller andre af skovens dyr. Lad kødet blive revet fra deres lemmer og lad deres ben bleges i ødemarken. Alt dette sværger jeg.” Fader tøvede, da han gentog de sidste ord. Men lille Marcella kunne ikke beherske sig, og da min far gentog den sidste sætning, brast hun i gråd. Denne pludselige afbrydelse syntes at virke pinligt på dem alle, især på fader. Han talte barskt til barnet, som beherskede sin hulken og gemte hovedet under sengeklæderne.

Sådan var min fars andet ægteskab. Næste morgen red jægeren Wilfred bort. Min far sov igen i sin egen seng, der var i samme værelse som vor, og alting fortsatte omtrent på samme måde som før brylluppet, bortset fra, at vor nye stedmor ikke viste os nogen venlighed mere. Når min far var borte, slog hun os ofte, især lille Marcella, og hendes øjne skød ild, når hun så begærligt på det lyse, smukke barn.

En nat vækkede min søster mig og min bror. “Hvad er der i vejen?” spurgte Cæsar. “Hun er gået ud,” hviskede Marcella. “Gået ud!” “Ja, hun gik ud ad døren i nattøj,” svarede barnet. “Jeg så hende stå ud af sengen, se på far for at se, om han sov, og så gik hun ud ad døren.” Det var os uforståeligt, hvad der kunne få hende til at stå ud af sengen og gå upåklædt ud i den bitre vinterkulde og den dybe sne. Vi Iå vågne, og omtrent en time efter hørte vi en ulv knurre under vinduet. “Der er en ulv,” sagde Cæsar. “Hun bliver revet i stykker.”

Men et par minutter kom vor stedmor tilbage. Hun var i nattøj, som Marcella havde sagt. Christina lagde klinken lydIøst på døren, gik hen til en spand vand, vaskede ansigt og hænder og smuttede så ned i sengen, hvor fader sov. Vi skælvede alle tre — vi vidste ikke hvorfor, men vi besluttede at holde vagt næste nat. Det gjorde vi. Og ikke blot den følgende nat, men mange andre nætter, altid på omtrent samme tid, stod vor stedmor op fra sin seng og forlod hytten. Når hun var gået, hørte vi altid en ulv knurre under vinduet, og når hun kom tilbage, så vi hende altid vaske sig, før hun gik i seng igen. Vi lagde mærke til, at hun sjældent var med til måltiderne, og når hun var det, så det ud, som om hun spiste med modvilje. Men når kødet blev taget ned for at blive lavet til til middag, puttede hun ofte et stykke råt kød i munden.

Min bror Cæsar var en modig dreng. Han ville ikke sige noget til min far, før vi vidste noget mere. Han besluttede at følge efter Christina og finde ud af, hvad hun foretog sig om natten. Marcella og jeg prøvede at tale ham fra det, men forgæves. Den samme aften gik han i seng med tøjet på, og så snart vor stedmor havde forladt hytten, sprang han op, tog faders bøsse ned fra væggen og fulgte efter hende. Du kan tænke dig, hvor anspændte Marcella og jeg var, mens han var borte. Efter et par minutters forløb hørte vi knaldet fra en bøsse. Det vækkede ikke min far, og vi lå og skælvede af skræk. Et øjeblik efter så vi vor stedmor komme ind i hytten — med blodigt tøj. Jeg lagde hånden over Marcellas mund for at forhindre hende i at skrige, skønt jeg også selv var meget bange. Vor stedmor nærmede sig fars seng for at se, om han stadig sov, så gik hun hen til ildstedet og fik ilden til at flamme op.

“Hvem er det?” spurgte fader, som vågnede. “Bliv kun liggende, min ven,” svarede Christina, “det er bare mig. Jeg har tændt op for at varme lidt vand. Jeg har det ikke så godt.” Fader vendte sig om i sengen og faldt straks i søvn igen. Men vi holdt øje med vor stedmor. Hun skiftede tøj og kastede de klædningsstykker, hun havde haft på, ind i ilden. Så så vi, at blodet flød fra hendes højre ben, det så ud, som om det var et skudsår. Hun forbandt det, klædte sig på og blev siddende ved ilden til daggry. Stakkels lille Marcella — hendes hjerte hamrede i brystet på hende, mens hun lå der, trykket op ad mig, mit bankede også stærkt. Hvor var Cæsar? Hvor havde vor stedmor fået det sår fra, hvis det ikke var fra hans bøsse?

Til sidst stod min far op, så talte jeg for første gang og sagde: “Fader, hvor er Cæsar?” “Din bror?” udbrød han, “ja, hvor er han?” “Nådige himmel,” udbrød vor stedmor, “da jeg Iå halvvågen i nat, hørte jeg nogen tage klinken af døren. Og hvad er der blevet af din bøsse, kære mand?” Min far kastede blikket op over kaminen og så, at hans bøsse ikke var der. Et øjeblik så han forvirret ud. Så greb han en bred økse og gik ud af hytten uden at sige et ord.

Han blev ikke borte længe. Et par minutter efter kom han ind igen med min stakkels brors sønderrevne legeme i armene. Han lagde det ned og dækkede ansigtet til. Min stedmor rejste sig og så på liget, mens Marcella og jeg kastede os ned ved siden af Cæsars krop og græd bittert. “Gå i seng, børn,” sagde hun skarpt. “Min kære mand, din dreng må have taget bøssen ned for at skyde en ulv, men dyret har været for stærkt for ham. Stakkels dreng! Han har bødet dyrt for sin dristighed.” Min far svarede ikke. Jeg ville have talt, fortalt det hele, men Marcella, som forstod min hensigt, holdt mig i armen og så så bedende på mig, at jeg Iod være. Min far blev derfor ikke revet ud af sin vildfarelse. Marcella og jeg vidste, at vor stedmor på en eller anden måde havde noget at gøre med min brors død, selv om vi ikke kunne forstå på hvilken måde. Den samme dag gik far ud og gravede en grav. Da han havde lagt liget i den, dyngede han sten ovenpå graven, så ulvene ikke skulle grave den op igen. Denne ulykke rystede min far dybt. I flere dage gik han ikke på jagt, selvom han en gang imellem forbandede ulvene og lovede hævn. Men mens han sørgede, fortsatte min stedmors nattevandringer med samme regelmæssighed som før.

Til sidst tog min far sin bøsse ned for at drage til skovs. Han vendte dog hurtigt tilbage og syntes meget ophidset. “Vil du tro det, Christina, ulvene — forbandet være de allesammen — har gravet min drengs grav op, og der er ikke andet tilbage af ham end knoglerne.” “Det er da ikke sandt,” sagde min stedmor. Marcella så på mig, og i hendes kloge øjne så jeg alt, hvad hun ville have sagt. “Der er en ulv, der knurrer uden for vort vindue hver nat, fader,” sagde jeg. “Hvorfor har du ikke fortalt mig det før, dreng? Væk mig næste gang, du hører den,” sagde fader. Jeg så min stedmor vende sig bort, hendes øjne skød lyn, og hun skar tænder. Fader gik ud igen og dækkede de rester af min stakkels bror, som ulvene havde skånet, med endnu større sten. Det var tragediens første akt.

Det blev forår. Sneen smeltede, og vi fik lov til at forlade hytten. Men aldrig et eneste øjeblik forlod jeg min lille søster, som jeg nu følte mig endnu stærkere knyttet til end før min brors død. Jeg var også bange for at lade hende være alene med min stedmor, som lod til at føle en særlig glæde ved at mishandle barnet.

Min far havde travlt med sit lille stykke jord, og jeg kunne hjælpe ham lidt. Marcella plejede at sidde hos os, når vi arbejdede, så min stedmor var alene hjemme i hytten. Efterhånden som vi nærmede os sommeren, blev min stedmors natlige udflugter sjældnere og sjældnere, og vi hørte aldrig mere nogen ulv knurre under vinduet, efter at jeg havde fortalt min far om det.

En dag, da fader og jeg var i marken og Marcella sad hos os, kom min stedmor ud til os. Hun ville gå ind i skoven og finde nogle urter, som min far gerne ville have, så Marcella måtte gå tilbage til hytten og passe på maden. Marcella gik, og min stedmor forsvandt snart i skoven i den anden retning, så fader og jeg var så at sige mellem hende og Marcella. Omtrent en time efter blev vi opskræmt af skrig fra hytten — det var tydeligvis Marcella, der skreg.

“Marcella har brændt sig,” råbte jeg og kastede min spade. Far kastede også sin spade fra sig og vi løb begge to hen til hytten. Før vi nåede den, for en hvid ulv ud af døren. Fader havde intet våben, så han styrtede ind i hytten og der lå stakkels Marcella døende. Hendes legeme var frygtelig tilredt og blodet, der strømmede fra hendes sår, havde dannet en stor pøl på gulvet. Faders første tanke havde været at gribe bøssen og forfølge dyret, men det frygtelige syn holdt ham tilbage. Han knælede ved sit døende barn og brast i gråd. Marcella kunne kun se kærligt på os et øjeblik, så lukkedes hendes øjne i døden.

Fader og jeg stod stadig bøjet over min søsters lig, da min stedmor kom ind. Hun gav udtryk for stor deltagelse ved det frygtelige syn, men det lod ikke til, at hun veg tilbage for synet af blod, som de fleste kvinder gør. “Stakkels barn,” sagde hun, “det må have været den store hvide ulv, der lige løb forbi mig og gjorde mig så bange. Lille Marcella er død, kære husbond.” Jeg troede aldrig at fader var blevet sig selv igen efter denne anden grufulde tragedie. Han sørgede dybt ved liget af sin lille datter, og i flere dage ville han ikke begrave det, selv om min stedmor ofte sagde til ham, at han burde gøre det. Til sidst gav han efter og gravede en grav tæt ved siden af min brors. Han gjorde alt, for at ulvene ikke skulle krænke liget. Også jeg var ulykkelig, når jeg lå alene i den seng, hvor jeg før havde ligget sammen med min bror og søster. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at min stedmor havde noget at gøre med deres død, selv om jeg ikke kunne forklare hvordan. Jeg var ikke længere bange for hende, men mit hjerte var fuldt af had og hævnlyst.

Natten efter min søsters begravelse, jeg lå vågen, og da så jeg min stedmor stå op og gå ud af hytten. Jeg ventede nogen tid, så klædte jeg mig på og så ud ad døren, som jeg åbnede på klem. Månen skinnede klart, og jeg kunne se det sted, hvor mine to søskende var blevet begravet. Hvor stor var min rædsel ikke, da jeg så min stedmor travlt beskæftiget med at rydde stenene væk fra Marcellas grav! Hun var iført sit hvide nattøj og månen skinnede klart på hende. Hun gravede med hænderne og kastede stenene om bag sig med et vildt dyrs styrke. Det varede nogen tid, før jeg kunne tage mig sammen og bestemme, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte vække fader! “Klæd dig på og få fat i din bøsse!” råbte jeg. “Hvad, er ulvene på færde?” udbrød han. Han sprang ud af sengen, trak hurtigt noget tøj på, og i sit hastværk lagde han ikke mærke til, at Christina ikke var i sengen. Så løb han ud, og jeg fulgte ham.

Tænk dig hans rædsel, da han så — ikke en ulv, men sin hustru i nattøj ligge på alle fire ved min søsters lig i færd med at flå store lunser kød af og æde dem begærligt som en ulv. Hun havde for travlt til at lægge mærke til, at vi nærmede os. Min far tabte sin bøsse, hårene rejste sig på hovedet af ham, og han blev bleg som et lig. Han åndede tungt, og så stod han en tid uden at trække vejret. Jeg tog bøssen op og stak den i hånden på ham. Pludselig så det ud, som om vreden fordoblede hans kræfter. Han lagde bøssen til kinden og skød, og med et højt skrig segnede det uhyggelige væsen, som han havde taget sig så kærligt af. “Gud i himlen!” udbrød min far og sank til jorden, da han havde affyret bøssen. Jeg sad ved hans side, og det varede nogen tid, før han kom til sig selv. “Hvor er jeg?” sagde han, “hvad er der sket? Åh, ja nu husker jeg det. Himlen tilgive mig!” Han rejste sig og gik hen til graven. Men til vor store forbavselse og rædsel fandt vi ikke min stedmors lig, som vi ventede, i stedet lå der en stor, hvid hunulv. “Den hvide ulv!” udbrød min far, “den hvide ulv, der lokkede mig ind i skoven — nu forstår jeg det hele — Harzens onde ånder!” I nogen tid stod fader tavs i dybe tanker. Så løftede han min søsters lig, Iagde det ned i graven igen, og dækkede den som før. Han sparkede til det døde dyrs hoved og rasede som en afsindig. Så gik han tilbage til hytten, Iukkede døren og kastede sig på sengen. Jeg gjorde det samme, for jeg var helt ude af mig selv af forfærdelse og forbløffelse.

Tidligt om morgenen blev vi vækket af en stærk banken på døren, og jægeren Wilfred kom farende ind. “Min datter, mein herr — min datter, hvor er min datter?” råbte han rasende. “Hvor sådan en djævel rettelig skal være, håber jeg,” svarede fader, som rejste sig og viste en vrede, der var lige så stærk som den fremmedes. “I helvede! Forlad hytten straks, eller det kan gå dig værre!” Men jægeren lod sig ikke kyse. “Ha, hvad tror du vel, du evner mod en af Harzens mægtige ånder? Du stakkels dødelige, som absolut ville gifte dig med en varulv! Husk din ed — din højtidelige ed — at du aldrig ville Iøfte din hånd imod hende for at gøre hende fortræd. Du har svigtet dit løfte, og skal møde åndernes hævn. Dine børn skal omkomme ved gribben, ulven, og deres ben skal bleges i ødemarken. Ha-ha!” Fader var ude af sig selv af raseri. Han greb en økse og hævede den over Wilfreds hoved for at hugge til. Øksen faldt — men den gik tværs gennem jægeren, og fader mistede ligevægten og faldt tungt om på gulvet.

“Dødelige!” sagde jægeren og skrævede over faders faldne krop,” vi har kun magt over dem, der har begået mord. Du har begået et dobbeltmord. Du vil nu lide den straf, der nævntes i dit ægteskabsløfte. To af dine børn er døde, det tredje vil følge efter — det er så sikkert som noget, for din ed blev hørt. Gå bort — det ville være en velgerning mod dig at dræbe dig — din straf skal være, at du lever!” Med disse ord forsvandt ånden. Fader rejste sig fra gulvet, omfavnede mig kærligt og knælede i bøn. Næste morgen forlod vi hytten for stedse, og vandrede til Holland. Men vi havde ikke været mange dage i Amsterdam, før han fik hjernebetændelse og døde i vanvid. Jeg kom på et børnehjem og blev senere sendt til søs som skibsdreng. Nu kender du hele min historie. Spørgsmålet er, om jeg også skal bøde for faders ed. Selv er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg kommer til det på en eller anden måde.”

På den 22. dag fik de Sumatras høje sydkyst i sigte. Da der ikke var andre skibe at se, besluttede de at holde deres kurs gennem strædet og løbe ind til Pulo Penang, som de ventede at nå på 7-8 dage. Da Philip og Krantz så længe havde været udsat for solen, var de nu så brune, at de let kunne tages for indfødte. De havde siddet ved roret de lange dage i brændende sol, de havde sovet i båden i natteduggen, men deres helbred havde ikke taget skade. Siden Krantz havde betroet Philip sin familiehistorie, havde han dog været tavs og melankolsk . Hans sædvanlige gode humør var borte, og Philip havde flere gange spurgt ham om grunden.

Da de kom ind i strædet, begyndte Philip at tale om alt det, de skulle gøre, når de kom til Goa, men Krantz svarede alvorligt: “I nogen tid har jeg haft en forudfølelse af, at jeg aldrig kommer til at se den by.” Philip prøvede at slå det hen, men Krantz insisterede. “Jeg har prøvet at gøre mig fri for den følelse, men jeg kan ikke. Der er en advarende stemme inden i mig, der siger mig, at jeg ikke skal være sammen med dig længe endnu. Philip, vil du gøre mig en tjeneste? Jeg har noget guld på mig, det kan måske komme dig til nytte. Vil du love mig at tage det og gemme det sammen med dit eget?” “Sikke noget snak, Krantz.” “Det er ikke noget snak. Har du ikke selv fået dine advarsler? Hvorfor skulle jeg så ikke få mine? Du ved, at jeg ikke er særlig bange af mig og at jeg heller ikke frygter døden, men den forudfølelse, jeg talte om, bliver stærkere i mig for hver time, der går.” “Det er en syg hjernes indbildning, Krantz. Hvorfor skulle du, som er så ung og rask og stærk, ikke leve dit liv i fred, og blive gammel? Du er nok raskere i morgen.” “Måske,” sagde Krantz med et svagt smil, “men du må alligevel give efter for mit indfald og tage guldet. Hvis jeg tager fejl og vi ankommer i god behold, så kan du jo altid lade mig få det tilbage.” Og så skiftede han emne: “Men du glemmer, at vi næsten ikke har mere vand, vi må se efter en bæk inde på kysten og få en ny forsyning.”

Da denne samtale fandt sted, lå de i den østlige side af strædet, cirka 60 kilometer inde. Landet inde bag kysten var klippefuldt og bjergrigt, men det sænkede sig langsomt ned mod lavere land med skov og jungle, der strakte sig helt ned til stranden. Landet så helt ubeboet ud. De styrede langs kysten og efter to timers sejlads så de en frisk kilde, der styrtede ned ad klipperne som et vandfald og snoede sig gennem junglen, til den nåede havet. De løb tæt ind til kildens munding, sænkede sejlet og roede pirogue’en op mod strømmen, indtil de var kommet så langt, at de var helt sikre på, at vandet var fersk. Krukkerne blev hurtigt fyldt, og de skulle til at tænke på at komme af sted igen, da stedets skønhed, det friske, kølige vand og deres stive lemmer lokkede dem til at tage et bad — en luksus, som de, der ikke har været i en lignende situation, næppe påskønner. De trak deres tøj af og sprang ud i vandet, hvor de blev længe.

Krantz var den første, der gik op. Han klagede over, at han frøs, og gik hen til bredden, hvor deres tøj lå. Philip nærmede sig også bredden for at følge ham. “Og nu er der jo en udmærket lejlighed til at give dig pengene, Philip,” sagde Krantz. “Jeg vil åbne mit bælte og hælde dem ud, så kan du putte dem i dit eget, før du tager det på.” Philip stod i vandet, der nåede ham til omtrent midt på livet. “Ja, ja Krantz,” sagde han, “siden du absolut vil have det, så kan vi jo godt gøre det. Jeg synes, det er fuldstændig latterligt — men du kan jo godt få din vilje.” Philip kom op af vandet og satte sig ned ved siden af Krantz, der allerede var ved at ryste guldstykkerne ud af sit bælte. Til sidst sagde Krantz: “Nu tror jeg, du har fået dem allesammen? Nu er jeg rolig.” “Jeg kan ikke tænke mig, hvilken fare du er udsat for, som jeg ikke også er udsat for,” svarede Philip, “men …”

Han havde næppe udtalt disse ord, før der lød et vældigt brøl — et sus som et stærkt vindstød gennem luften — et slag, som væltede ham — et højt skrig — og en kamp. Philip rejste sig og så Krantz’s nøgne legeme blive ført af sted gennem junglen af en mægtig tiger. Han stirrede med opspilede øjne, men på et par sekunder var dyret og Krantz forsvundet. “Gud i himlen, jeg ville ønske, du havde forskånet mig for dette!” udbrød Philip og kastede sig fortvivlet ned. “Åh, Krantz, min ven — min bror — din forudfølelse var kun alt for rigtig! Nådige Gud. Hav medlidenhed — men Din vilje ske!” Og Philip brast i en strøm af tårer. I mere end en time sad han på det samme sted uden at ænse de farer, der omgav ham. Til sidst, da han var faldet lidt til ro, rejste han sig, klædte sig på og satte sig så ned igen med øjnene fæstet på Krantz’s tøj og guldet, der stadig lå i sandet.

“Han ville give mig det guld. Han forudsagde sin egen skæbne. Ja, det var hans skæbne, og nu er den blevet opfyldt. Hans ben vil bleges i ødemarken, og jægeren og hans ulvedatter er hævnet.”

Trykt i The New Monthly Magazine, 1839 som en del af The Phantom Ship
Originaltitel: The White Wolf of the Hartz Mountains

Kort om Frederick Marryat

Født den 10. juli 1792
Død den 9. august 1848

Læs mere på Wikipedia