I skovens dybe stille ro af H. H. Munro

H. H. Munro
By E.O. Hoppé – LIFE images, PD-US, https://en.wikipedia.org/w/index.php?curid=44422416

Sylvia Seltoun spiste sin morgenmad i dagligstuen på Yessney med en behagelig følelse af at have vundet en endelig sejr – omtrent som en nidkær Ironside må have følt det morgenen efter slaget ved Worcester. Hun var ikke stridbar af natur, men tilhørte den mere heldige gruppe kombattanter, som alene er stridbare på grund af forholdene. Skæbnen havde villet, at hendes tilværelse blev optaget af en lang række småkampe – som oftest med chancerne en anelse i hendes disfavør — og det var som regel lige akkurat lykkedes hende at vinde dem. Og nu følte hun, at hun havde sejret i den hårdeste og så afgjort mest betydningsfulde af sine kampe. At have giftet sig med Mortimer Seltoun – ‘Døde Mortimer’ som hans mest intime fjender kaldte ham til trods for hans families kolde fjendtlighed og til trods for hans uforstilte ligegyldighed over for kvinder var en absolut bedrift, og den havde krævet både beslutsomhed og en hel del behændighed. Og i går havde hun så gjort sejren fuldkommen ved at rive sin mand bort fra London og dens diverse oaser og ‘plante’ ham — for at bruge hendes egen terminologi i denne afsides, skovomkransede bondegård , der var hans landsted. »Du får aldrig Mortimer til at tage af sted,« havde hans mor sagt, »men hvis han først er kommet derud, bliver han der. Yessney udøver næsten den samme fortryllelse på ham som London. Man kan forstå, hvorfor han føler sig bundet til London, men Yessney –« og den rige enke havde trukket på skuldrene.

Der var en dyster, næsten vild barskhed ved Yessney, som bymennesker havde svært ved at forlige sig med, og Sylvia var ikke vant til at se andre træer end dem, det løvrige Kensington’ havde at byde på. Hun betragtede landet som et udmærket og sundt sted omend i stand til at forskaffe en visse bryderier, hvis man gjorde for meget væsen ud af det. Hendes mistillid til bylivet var af ny dato, affødt af ægteskabet med Mortimer, og hun havde med tilfredshed set, hvordan ‘Jermyn Street-udtrykket’, som hun kaldte det, gradvis var forsvundet fra hans øjne, efterhånden som Yessneys skove og
hedestrækninger tonede frem. Hendes viljestyrke og strategi havde sejret. Mortimer ville blive.

Uden for dagligstuevinduet sås en trekantet, græsklædt skråning, som med lidt god vilje kunne kaldes en græsplæne, og hinsides dennes lave hæk af forsømte fuchsiabuske faldt en stejlere skråning med lyng og bregner ned mod dybe dale, der var bevokset med tuja og egetræer. I denne åbne, vilde barskhed syntes en hemmelighedsfuld livsglæde at være kædet sammen med rædselen for det usete. Sylvia smilede selvtilfreds, mens hun med et vurderende blik kiggede ud på landskabet, men så var det pludselig, som om en gysen for gennem hende.

»Her er meget vildt,« sagde hun til Mortimer, der var kommet ind til hende. »Man kunne næsten fristes til at tro, at Pan-dyrkelsen aldrig helt var afgået ved døden på et sted som dette.«

»Pan-dyrkelsen er aldrig afgået ved døden,« sagde Mortimer. »Andre og nyere guder har fra tid til anden skubbet hans tilbedere til side, men han er selve naturens gud, hvem alle til sidst må vende tilbage til. Han er blevet kaldt samtlige guders fader, men de fleste af hans børn har været dødfødte.«

Syvia var religiøs på en oprigtig omend forvirret måde, og hun brød sig ikke om at høre sin tro blive omtalt som blot en slags efterslæt, men det var i det mindste nyt og lovende at høre Døde Mortimer tale med en sådan energi og overbevisning om et emne overhovedet.

»Du tror da ikke for alvor på Pan, vel?« spurgte hun forbløffet.

»Jeg har været en tåbe i mange henseender; « sagde Mortimer roligt, »men jeg er ikke så tåbelig, at jeg ikke tror på Pan, når jeg er her ude. Og hvis du er klog, fornægter du ham ikke alt for skrydende, mens du befinder dig i hans land.”

Det var først en uge senere – da Sylvia var blevet træt af at spadsere rundt i skovene omkring Yessney – at hun foretog en inspektionsrunde i selve gården. En bondegård havde altid for hendes indre øje stået som et sceneri med munter travlhed, kværne og tærskemaskiner og smilende malkepiger samt heste, der – omgivet af hele flokke af ænder – stod i vand til knæene og drak af en dam.

Da hun gik omkring mellem Yessneys strenge, grå bygninger, var hendes første indtryk en knugende stilhed og forladthed, som om hun tilfældigt var kommet til en ødegård, der i lange tider havde været overladt til ugler og spindelvæv; så fik hun en fornemmelse af at blive iagttaget i det skjulte med årvågen fjendtlighed. Der var tale om den samme usete skygge, som syntes at lure i de skovbevoksede dale og i krattene. Bag tunge døre og tilskoddede vinduer hørtes urolig stampen af hove og raslen af tøjrkæder samt nu og da et dæmpet brøl fra et dyr i bås. Fra en fjern krog iagttog en tjavset hund hende med årvågne, fjendtlige øjne; da hun nærmede sig, smuttede den ind i sit hus og listede lige så lydløst ud igen, da hun var gået forbi. Nogle få høns, der gik og søgte føde omkring en høstak, forsvandt under en låge, da de så hende komme. Sylvia følte, at hvis hun var stødt på et væsen i dette vildnis af lader og stalde, ville vedkommende være svævet bort som et spøgelse lige for øjnene af hende. Til sidst, da hun hurtigt drejede om et hjørne, stødte hun på et levende væsen, der ikke stak af ved synet af hende. Udstrakt i en mudderpøl lå en kæmpestor so, hvis størrelse overgik enhver bykvindes vildeste forestillinger om svinekød, og den var årvågen og rede til, om nødvendigt, at modsætte sig denne uønskede indtrængen på sine enemærker. Denne gang var det Sylvias tur til at foretage et stilfærdigt tilbagetog. Mens hun forsigtigt trippede forbi høstakke, kostalde og lange, nøgne mure, fór hun pludselig sammen ved at høre en mærkelig lyd — ekkoet af en drengs latter, perlende og nærmest uanstændig. Jan, den eneste dreng, som var på gården – en lyshåret bondeknægt med et magert, indtørret ansigt – arbejdede fuldt synlig i en kartoffelmark halvvejs oppe på den nærmeste bakkeskråning, og da hun siden spurgte Mortimer, kunne han ikke forestille sig nogen anden ophavsmand til den drillende lystighed, der i så høj grad havde overrumplet Sylvia på tilbagevejen. Mindet om dette usporlige ekko blev føjet til hendes andre indtryk af dette hemmelighedsfulde og dystre ‘noget’, der hvilede over Yessney.

For øvrigt så hun ikke meget til Mortimer; gården og skovene og ørredbækkene lod til at opsluge ham fra morgen til aften. Engang, da hun begav sig af sted i den retning, hun havde set ham vælge om morgenen, kom hun til en lysning i en lille hasellund, der var lukket yderligere inde af høje takstræer og i hvis midte var anbragt en stensokkel, på hvilken der stod en lille bronze statue af en ung Pan. Det var et smukt stykke kunsthåndværk, men hendes opmærksomhed var hovedsagelig koncentreret om en nylig afskåret klase vindruer, der som en offergave var lagt ved statuens fod. Vindruer var en sjælden delikatesse på gården, og hun fjernede vredt klasen fra soklen. Foragt og vrede var fremherskende i hendes tanker, da hun langsomt slentrede hjemad, men disse følelser afløstes af noget nær angst, da hun over kanten af et tæt krat pludselig fik øje på et drengeansigt, brunlødet og smukt, der stirrede på hende med et ubeskrivelig ondskabsfuldt udtryk i øjnene. Det var en øde sti – alle stierne omkring Yessney var for den sags skyld øde – og hun styrtede af sted uden at give sig tid til at tage denne pludselige åbenbaring i nærmere øjesyn. Det var først, da hun nåede hjem til hovedbygningen, hun opdagede, at hun under flugten havde tabt vindrueklasen.

»Jeg så en dreng ude i skoven i dag,« sagde hun til Mortimer samme aften. »Han var brun og ganske køn, men så ud til at være en rigtig lille slyngel. Det har formodentlig været en sigøjnerdreng. «

»En rimelig teori,« sagde Mortimer. »Der er bare ingen sigøjnere her på egnen for øjeblikket.«

»Jamen, hvem kan han så have været?« spurgte Sylvia, og da Mortimer ikke lod til at have nogen teori herom, fortsatte hun selv med en beretning om sit fund af den formodede offergave.

»Du har sikkert haft en finger med i spillet,« bemærkede hun. »Det er en harmløs tossetreg, men folk ville anse dig for at være frygtelig dum, hvis de vidste det.«

»Pillede du ved noget?« spurgte Mortimer.

»Jeg — jeg smed druerne væk. Det hele forekom mig så tåbeligt,« sagde Sylvia og spejdede efter eventuelle tegn på vrede i Mortimers ubevægelige ansigt.

»Jeg tror ikke, det var klogt gjort af dig,« sagde han eftertænksomt. »Jeg har hørt sige, at skovguderne er temmelig grusomme mod enhver, der krænker dem.«

»Måske grusomme mod dem, der tror på dem, men det gør jeg ikke, at du ved det,« svarede Sylvia.

»Ikke desto mindre ville jeg undgå skovene og frugthaverne, hvis jeg var dig,« sagde Mortimer med sin rolige, lidenskabsløse stemme, »og jeg ville også gå i en stor bue uden om alle dyr med horn her på Yessney.«

Det var naturligvis noget vrøvl alt sammen, men på dette afsides, skovomkransede sted syntes selv vrøvl at kunne avle en vis form for uro.

»Mortimer,« sagde Sylvia pludselig, »jeg synes, vi snart skal tage tilbage til byen igen.«

Hendes sejr havde alligevel ikke været så fuldkommen, som hun troede; den havde ført hende ud på terræn, som hun nu var ivrig efter at komme bort fra igen.

»Jeg tror ikke, du nogen sinde vil tage tilbage til byen,« sagde Mortimer. Det var, som om han omskrev sin mors forudsigelse om ham selv.

Sylvia bemærkede med utilfredshed og en vis selvforagt, at hun instinktivt undgik de store skove, da hun den følgende eftermiddag tog ud på sin spadseretur. Med hensyn til hornkvæg havde Mortimers advarsel ikke været nødvendig, for hun havde altid været skeptisk over for disse dyrs neutralitet; i fantasien så hun helt bort fra de skikkeligste malkekøers køn og forvandlede dem til farlige tyre, der når som helst kunne finde på ‘at se rødt’. Vædderen, der gik og græssede i den smalle indhegning bag frugthaven, havde hun — efter mange forsigtige tilnærmelser – bedømt til at være fredsommelig, men i dag besluttede hun at afstå fra at sætte dens fredsommelighed på prøve, for det ellers så satte dyr vandrede rundt i sin indhegning og viste alle tegn på uro. En dæmpet, ujævn fløjten, der syntes at stamme fra en tynd rørfløjte, hørtes inde fra dybet af en lund i nærheden, og der var tilsyneladende en slags underfundig forbindelse mellem vædderens rastløse traven omkring og den vilde musik inde fra skoven. Sylvia forandrede retning og begyndte at stige op ad de lyngklædte skrænter, der som runde skuldre strakte sig højt oppe over Yessney. Hun var kommet uden for hørevidde af de fløjtende toner, men tværs over de skovbevoksede dale førte vinden nu en anden slags musik med sig: et kobbel jagthundes ivrige halsen og gøen. Yessney lå lige i udkanten af grevskaberne Devon og Somerset, og det skete undertiden, at hjorte, der blev gjort jagt på, kom her forbi. Snart efter så Sylvia en skikkelse runde den ene bakketop efter den anden og forsvinde ud af syne igen i dalene, og hun blev helt anspændt af den ivrige medfølelse, man får for et hvilket som helst jaget væsen, i hvis fangst man ikke selv er direkte impliceret. Langt om længe brød dyret frem fra bregnerne og egekrattet og stod gispende ude i det fri, en stor, kraftig kronhjort med et pragtfuldt gevir. Dens logiske kurs ville være at trænge ned til Undercombes brune mudderpøle og derfra fortsætte videre til alle hjortes foretrukne tilflugtssted — havet. Til Sylvias overraskelse gjorde den imidlertid front mod de høje skrænter og kom målbevidst luntende hen over den åbne hedestrækning.

»Det bliver frygteligt,« tænkte hun. »Hundene vil rive ham omkuld lige for øjnene af mig.« Men hundenes gøen syntes midlertidigt at være stilnet af, og i stedet hørte hun nu atter den vilde fløjten, der lød, som om den kom snart fra den ene og snart fra den anden side; det var, som om den ville anspore den udmattede hjort til en sidste kraftanstrengelse. Sylvia stod et godt stykke fra stien, næsten skjult i et tæt krat af blåbærbuske, og iagttog dyret, hvis flanker var mørke af sved og hvis stride hårvækst på bringen tog sig helt lys ud i sammenligning. Fløjtetonerne skingrede nu lige omkring hende, som om de kom fra selve det krat, hun stod i, og i samme øjeblik svingede den store kronhjort omkring og satte kurs direkte ned mod hende. Øjeblikkelig forvandledes hendes medlidenhed med det jagede dyr til vild rædsel over den fare, hun selv svævede i; den filtrede lyng spottede hendes stavrende forsøg på at flygte, og hun kastede et fortvivlet blik ned i dalen for at se, om hundene ikke skulle være på vej. Takkerne på hjortens kæmpestore gevir var kun nogle få meter fra hende, og i et lynglimt mindedes hun Mortimers advarsel om, at hun skulle tage sig i agt for alle dyr med horn. Så opdagede hun pludselig til sin glæde, at hun ikke var alene; en menneskelig skikkelse stod nogle ganske få skridt fra hende inde mellem blåbærbuskene.

»Jag dyret væk!« skreg hun. Men skikkelsen gjorde ikke mine til at ville gribe ind.

Geviret stødte lige mod hendes bryst, og det jagede dyrs syrlige lugt ramte hendes næsebor, men hendes øjne fyldtes med skræk over noget andet end selve døden. Og i hendes øren genlød en drengs latter, perlende og skadefro.

(Originaltitel: The Music on the Hill)

Trykt i: The Chronicles of Clovis, 1911

Kort om H. H. Munro

Født: den 18. december 1870
Død: den 14. november 1916
Skrev også under pseudonymet Saki

Læs mere på Gyseren.dk