Den tyske students eventyr af Washington Irving

Washington Irving
By Copy daguerreotype by Mathew Brady, reverse of original by John Plumbe.

En uvejrsnat i den stormfulde tid under den franske revolution gik en ung tysker sent om aftenen tilbage til sit logi gennem den gamle del af Paris. Lynene glimtede, og høje tordenbrag rungede gennem de høje, smalle gader.

Denne unge tysker hed Gottfried Wolfgang og var en ung mand af god familie. Han havde studeret nogen tid i Göttingen, men var i sin ungdoms iver blevet tiltrukket af gale og overdrevne doktriner, der så ofte har forvirret tyske studenter. Hans afsondrede liv, hans glubende flid og hans studiers særlige art øvede deres indvirkning på både legeme og sjæl, så hans helbred svigtede og han udviklede en sygelig fantasi. Han havde kastet sig ud i luftige spekulationer om åndevæsener til han, ligesom Swedenborg, havde sin egen idealverden omkring sig. Han fik en forestilling om, at en ond påvirkning hang over ham, at en ond ånd eller dæmon, forsøgte at lokke ham i en fælde og sikre hans fortabelse. Denne tanke påvirkede ham så voldsomt, at hans melankolske temperament ændrede sig til en ren besættelse. Han blev mat og fortvivlet. Da hans venner opdagede, hvordan de sjælelige kvaler tærede på ham, besluttede de, at den bedste kur var en luftforandring. Han blev derfor sendt til Paris for at fuldføre sine studier i denne bys glans og munterhed.

Wolfgang ankom til Paris, netop som revolutionen brød ud. Til at begynde med blev han grebet af det folkelige oprør, og han blev indfanget af tidens politiske og filosofiske teorier. Men de blodige scener, der fulgte, rystede hans følsomme natur, og fik ham til at væmmes ved samfundet og verden, så han blev mere indesluttet end nogen sinde. Han lukkede sig inde sin ensomme lejlighed i studenter-kvarteret, hvor han fortsatte med sine yndlingsspekulationer i timevis. Undertiden tilbragte han timer i træk på de store biblioteker i Paris, disse katakomber for afdøde forfattere, og rodede rundt i deres forråd af støvede og forældede værker for at finde føde for sin usunde appetit. Han var på en vis måde en litterær ådselæder, der nærede sig ved dét, han fandt i den rådnende litteraturs lighus.

Selv om Wolfgang var indesluttet og eremit-agtig, havde han et glødende temperament, som dog kun gav sig udslag i hans fantasi. Han var for genert og uvidende om verden til at gøre tilnærmelser til det andet køn, men han var en lidenskabelig beundrer af kvindelig skønhed, og på sit ensomme kammer fortabte han sig ofte i drømme om skikkelser og ansigter, han havde set. Og hans fantasi udmalede billeder af yndighed, der langt overgik virkeligheden.

En nat førte denne eksalterede tilstand til en drøm, der fik en forbløffende virkning på ham. I drømmen så han et kvindeansigt af overjordisk skønhed, og så stærkt et indtryk gjorde drømmen, at han genså ansigtet i drømme såvel som vågen gang på gang. Det plagede hans tanker ved dag, hans søvn om natten; kort sagt blev han lidenskabeligt indtaget i denne skygge af en drøm. Dette varede så længe, at det blev til en af de fikse ideer, der plager melankolske menneskers sind og undertiden fejlagtigt tolkes som vanvid.

Sådan var Gottfried Wolfgang, og således var hans situation. Han var på vej hjem en stormfuld nat gennem nogle af de gamle og dystre gyder i Paris, mens de vældige tordenbrag rungede mellem de høje huse i de smalle gader. Da kom han til Place de Greve, den plads, hvor de offentlige henrettelser finder sted. Lynene flimrede om spirene på det ældgamle Hôtel de Ville og sendte flakkende skær over den åbne plads forude. Idet Wolfgang krydsede pladsen, veg han tilbage i rædsel, da han pludselig fandt sig selv tæt på guillotinen. Det var i den værste rædselsperiode, da dette dødens frygtelige redskab altid stod rede og skafottet flød uafladelig af de tapre og retskafnes blod. Guillotinen havde selvsamme dag været i brug til en henrettelse, og nu stod den uhyggeligt opstillet i en tavs og sovende by og ventede på nye ofre.

Wolfgangs hjerte blev tungt i hans bryst, og han vendte sig gysende bort fra det frygtelige instrument. Da så han en skygge, der krøb sammen for foden af den trappe, der førte op til skafottet. En række flammende lynglimt viste den tydeligere. Det var en kvindeskikkelse, klædt i sort. Hun sad på et af de nederste trin og lænede sig frem med ansigtet skjult i skødet, og hendes lange uordentlige lokker hang ned til jorden, dryppende af den regn, der piskede ned. Wolfgang stoppede op. Der var noget ærefrygtindgydende over dette ensomme sorgens monument.

Kvinden så ud til at komme fra de bedre lag. Wolfgang vidste, at tiderne var omskiftelige, og at mangt et smukt hoved, der engang havde hvilet på dunpuder, nu sad på en omvandrende hjemløs. Måske var dette en stakkels sørgende, som den frygtelige økse havde bragt til fortvivlelse, og som sad her med knust hjerte på denne udkant af tilværelsen, hvorfra alt hvad der var hende kært var sendt over i evigheden.

Han nærmede sig og henvendte sig til hende med medfølende ord. Hun løftede hovedet og så på ham med et vildt blik. Forbløffet så han i lynenes klare skær netop det ansigt, der havde hjemsøgt ham i drømme. Det var blegt og fortvivlet, men stadigt blændende smukt. Skælvende af voldsomme og modstridende følelser talte Wolfgang atter til hende. Han sagde noget om at være ude på et sådant tidspunkt af natten og om et sådant uvejrs rasen og tilbød at følge hende til hendes venner. Hun pegede på guillotinen med en gestus af gru, der sagde alt.

“Jeg har ingen venner på jorden!” sagde hun.
“Men De har et hjem,” sagde Wolfgang.
“Ja – i graven!”

Studentens hjerte smeltede ved disse ord. “Hvis jeg som er en fremmed må driste mig til at fremsætte et tilbud uden fare for at blive misforstået,” sagde han “vil jeg tilbyde min ydmyge bolig som tilflugtssted; og mig selv som en hengiven ven. Jeg er selv venneløs i Paris og en fremmed i landet; men hvis mit liv kan være Dem til nytte, står det til Deres tjeneste og vil blive ofret, før De udsættes for skade eller vanære.”

Der var en oprigtig iver over den unge mands fremtræden, og også hans udenlandske accent talte ham til gunst; den viste at han ikke var en forstokket pariser. Den hjemløse fremmede lod sig overbevise af studentens sande begejstring, og gav sig stiltiende ind under hans beskyttelse.

Han støttede hendes vaklende skridt over Pont Neuf og gennem gader raseret af folkemassen. Uvejret havde lagt sig, og tordenen buldrede i det fjerne. Hele Paris var stille; denne vældige vulkan af menneskelige lidenskaber slumrede ind for en stund for at samle ny styrke til næste dags udbrud. Studenten førte den, han havde taget i sin varetægt, gennem de ældgamle gader i Pays Latin og forbi Sorbonnes mørke mure til det store, lurvede hotel, han boede i. Her stirrede den gamle portnerske, der lukkede dem ind, overrasket på det usædvanlige syn af den melankolske Wolfgang med en kvindelig ledsagerske.

Da de kom ind i studentens lejlighed, rødmede han for første gang. Lejligheden var spartansk og skødesløst indrettet med kun et enkelt værelse. En gammeldags salon med en mængde udskåret træværk og besynderligt møbleret med resterne af fordums stråleglans, for det var et af disse hoteller, der engang havde tilhørt adelen. Værelset var oversået med bøger og papirer, og alt hvad man ellers finder hos en student, og hans seng stod uredt i en alkove i den ene ende.

Da lysene blev bragt ind, og Wolfgang fik bedre mulighed for at betragte den fremmede, blev han endnu mere beruset af hendes skønhed. Hendes ansigt var blegt, men blændende skønt og fremhævet af et ravnsort hår, der hang i lange lokker. Hendes øjne var store og strålende, med et ganske særligt udtryk der næsten var vildt. For så vidt som den sorte kjole tillod hendes skikkelse at ses, var den fuldendt symmetrisk. Hele hendes udseende var særdeles iøjnefaldende, selv om hun var klædt på enkleste vis. Det eneste, hun bar, som nærmede sig et smykke, var et bredt sort bånd om halsen med et diamanthæfte.

Studenten blev nu ganske forvirret, da han overvejede, hvor han skulle gøre af det hjælpeløse væsen, der således var overladt til hans beskyttelse. Han tænkte på at overlade sit værelse til hende og selv søge logi andetsteds. Dog var han så fortryllet af hendes ynde, og hans tanker og sanser lammet af en sådan forhekselse, at han ikke kunne løsrive sig fra hende.

Også hendes væremåde var særegen og uforklarlig. Hun talte ikke mere om guillotinen, og hendes sorg havde lagt sig. Studenten havde med sin opmærksomhed vundet først hendes tillid og så tilsyneladende hendes hjerte. Det var åbenlyst, at hun ligesom han var en eksalteret natur, og de eksalterede forstår hurtigt hinanden.

Beruset af øjeblikket tilstod Wolfgang sin lidenskab for hende. Han fortalte hende historien om den mystiske drøm, og hvordan hun havde vundet hans hjerte, før han overhovedet havde set hende. Hans beretning havde en ejendommelig indvirkning på hende, og hun indrømmede, at hun havde fattet en godhed for ham, der var lige så uforklarlig.

Det var en tid med vanvittige teorier og vanvittige gerninger. Gamle fordomme og trossætninger blev skubbet til side; alt stod under ‘Fornuftens gudindes’ herredømme. Den gamle tids værdier var i opbrud, og man var begyndt at betragte ægteskabet med dets former og ceremonier som overflødige bånd for sjæle af ære. ‘Socialpagter’ var på mode, og Wolfgang var for meget af en teoretiker til ikke at lade sig smitte af tidens liberale doktriner.

“Hvorfor skulle vi skilles?” spurgte han. “Vore hjerter er forenede og for fornuftens og ærens øje er vi ét. Hvad behov er der for lurvede ceremonier for at binde to ædle sjæle sammen?”

Kvinden lyttede i stor sindsbevægelse; hun havde også godhed for de nye tiders opbrud med de gamle skikke.

“Du har hverken hjem eller familie,” fortsatte han. “Lad mig være alt for dig, eller rettere, lad os være alt for hinanden. Hvis form er nødvendig, skal formen overholdes – her er min hånd. Jeg forpligter mig til dig for evigt.”
“For evigt?” sagde den fremmede højtideligt.
“For evigt!” gentog Wolfgang.
Den fremmede greb hans fremrakte hånd. “Så er jeg din,” mumlede hun og sank ind mod hans bryst.

Den næste morgen forlod studenten sin brud, mens hun endnu sov, og drog ud for at søge en mere rummelig bolig, der passede til hans ændrede situation. Da han vendte tilbage, fandt han hende liggende med hovedet hængende ud over sengen og en arm strakt hen over det. Han talte til hende, men fik intet svar, så han gik hen for at vække hende af den kejtede stilling. Da han tog hendes hånd, var den kold – der var ingen puls – hendes ansigt var ligblegt. Hun var død!

Vild af rædsel alarmerede han huset. En forvirret scene fulgte. Politiet blev tilkaldt, men da gendarmeren kom ind i værelset, for han tilbage ved synet af liget.

“Du godeste Gud!” råbte han. “Hvordan er denne kvinde kommet her?”
“Ved De da noget om hende?” spurgte Wolfgang ivrigt.
“Om jeg gør?” udbrød politimanden. “Hun blev henrettet i guillotinen i går!”

Han trådte frem og løsnede det sorte bånd om ligets hals – og hovedet trillede ned på gulvet. Ved synet af dette blev studenten grebet af et anfald af vanvid. “Den djævel! Den djævel har fået mig i eje!” skreg han. “Jeg er fortabt for evig!”

De prøvede at bringe ham til ro, men forgæves. Han var besat af den frygtelige tro, at en ond ånd havde genoplivet liget for at lokke ham i en fælde. Han blev vanvittig og døde i et galehus.

Trykt i Tales of a Traveller, 1824
Originaltitel: The Adventure of the German Student

Kort om Washington Irving

Født: 3. april 1783
Død: 28. november 1859

Læs mere om Washington Irving

Spøgelsessekretæren af Henning Berger

Henning Berger
Av Okänd – http://libris.kb.se/bib/471560, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=17940168

Hos den, der i en længere periode af sit liv regelmæssigt rejser til udlandet tre-fire gange om året, udvikles der til sidst en slags automatisk omtanke vedrørende alt, hvad der har forbindelse med rejsen. Den fungerer helt planmæssig, men trætter ikke og bruger kun en brøkdel af den tid, der tidligere spildtes i samme anledning. — Som følge deraf modtager man
også med et resigneret smil de hverv, hvormed familie og venner beærer den bortrejsende — afskyelige, frække og idiotiske ‘kommissioner’, som selv velopdragne mennesker ikke skåner en voyageur for. Og — hvad mærkeligere er — man efterkommer eller opfylder dem virkelig !

Jeg har fået overdraget at skulle købe smykker, porcelæn, vin, delikatesser, kakler, korsetter og silkeunderkjoler (og, burde jeg måske tilføje, fotografier, ‘lekture’ og visse andre artikler til mine gifte venner), men møbler var der endnu ingen, der havde besværet mig med. Det faldt i min gamle forretningsven Abels lod at forbavse mig en smule på det punkt.

Jeg har altid respekteret Abels dygtighed og duelighed som forretningsmand og hans nedarvede arbejdsenergi. Men hans til det utroligt grænsende nærighed, hans smålighed hans totale mangel på gavmildhed, endog som vært, har altid forekommet mig højst usympatisk og har også fjernet både mig selv og andre fra ham. Man turde ikke engang tage imod hans halvårlige middagsinvitation af frygt for at få maven ødelagt af den billige og eddikesure vin, der serveredes til det sparsomme måltid. — Nej, det træk hos ham har jeg aldrig sat pris på! Men det vil hans kone og børn velsagtens gøre, når han engang er død …

Nuvel, da jeg forrige vinter havde den ulykke at opholde mig en hel måned i Paris (ulykken hentyder til årstiden: i ingen anden by i hele verden fryser man så meget i januar som i Paris), fik jeg et langt brev fra Abel. Når jeg siger langt, mener jeg på grund af skriften, som er mikroskopisk lille — at bruge mere end et halvt ark papir til et brev kunne aldrig falde Abel ind. I distraktion havde han også glemt at frankere med mere end et ti-øres frimærke, således at jeg blev nødt til at indløse hans brev!

Jeg stavede mig igennem Abels epistel ved hjælp af en lup. Guderne måtte vide, hvad der havde inspireret den gamle gnier — han ønskede, at jeg i Paris og for hans regning skulle købe en sekretær! En rigtig antik fransk empiresecretaire af gammel mahogny med ‘søjler’ , bronzebeslag, marmorplade og dobbelte chiffonnieredøre. Han nævnte oven i købet firmaet, hvor jeg skulle købe den: Durand i rue Bonaparte. Firmaet skulle sende den, vel emballeret og forsikret, direkte til ham “at betales i uskadt stand ved toldeftersynet” (men for Guds skyld pr. skib, ikke med tog, og til laveste akkordpris!) ; endvidere burde der gives garanti for, at møblet var autentisk og ikke nogen efterligning. “Alt dette,” skrev gamle Abel, “besværer jeg dig med i mine børns navn (jeg troede, han var begyndt at gå i barndom!) og påminder dig om, at ligesom Mischnah og Gemara tilsammen udgør Talmud, således udgør også du og jeg, i kraft af denne tjeneste, en enhed, der betyder mere end tolv foliobind — hvoraf dog du, kære broder, er den største del eller Gemara.”

Denne sidste mening overbeviste mig om, at den gode Abel ‘war fertig’. Lige så sikker som jeg er på, at jeg aldrig har viet to aftener om ugen til studiet af Talmud (det gør selv den spanske finansminister ikke længere — gamle Amschel Rotschild var sandsynligvis det sidste store forbillede), lige så sikker var jeg på, at Abel ikke havde det fjerneste kendskab til hebræisk eller rabbinsk kaldæisk — for slet ikke at tale om latin, græsk og persisk. Hvis jeg ikke havde kendt Abels håndskrift særdeles godt — og frem for alt hans underskrift — ville jeg sikkert have troet, at det hele drejede sig om en dårlig antisemitisk spøg.

Men allerede dagen efter kom der et telegram, denne gang fra den unge konsul L. Det lød som følger:

“Opfyld om muligt svigerfars ønske ifølge brev. Vi takker dig alle.”

Telegrammet var som sagt afsendt af svigersønnen. Og nu kendte jeg atter den gamle Abel — et underfrankeret brev kunne han sende mig, men et telegram ! Det var der i så fald en anden, der måtte betale. — Jeg er sikker på, at Abel i hele sit liv ikke har sendt et eneste telegram, medmindre det har været i besvarelse af en andens telegram med svar betalt!

Men mærkeligt var det hele unægteligt, og der måtte ligge vægtige årsager til grund for denne excentricitet. — Det er sandt, jeg har glemt at sige, at brevet sluttede med en slags forklaring, der skulle forestille at være smigrende: jeg var jo blandt mine venner kendt for at være »fransk« og skulle derfor nok kunne klare tingene med den lokale befolkning. — Det var nu en lille hentydning til min mission dengang: det desværre mislykkede mineaktieforetagende med franske penge.

Jeg kunne kun le og havde ikke andet at gøre end at opsøge monsieur Durand.

Det var forbistret koldt den morgen, da jeg begav mig over til den venstre Seinebred. Der var naturligvis ikke antydning af sne i luften, men alt var gråt — og så denne pariserkulde, der går gennem pels og tøj, hud og kød og som sætter sig i selve rygmarven. Kajerne lignede snavsede isbarrierer, og bogsælgerne havde lukket deres sorte kasser. I de små vinstuer brændte gassen bag frostdækkede ruder.

Af og til lo jeg stadig for mig selv af Abels frække Talmud-lignelser. — Hvad var der gået af ham? Hvorfor denne iver efter at erhverve et ægte møbel — han, der aldrig havde tænkt sig et hjem med andet end det gyseligste valnøddetræsbras fra firserne? Og dertil støbejernsudsmykkede lamper og lysestager. Samt tapeter i brunt og gult med et mønster af roser i kvadrater, trekanter og ‘stjerner’!

Med et blik på papa Voltaire, der så ud til at fryse på sin piedestal, drejede jeg om ad rue Bonaparte. Her ligger den ene butik efter den anden med alskens antikviteter. Helgenbilleder og skønne rokokokvinden vellystigt formede senge, urner af metal og fade af porcelæn. Statuer i gips og bronze, nipsgenstande af enhver tænkelig art, kakler, krystalglas, klude og gammelt jern. Silkebrokade og sækkelærred — i en lugt af støv, snus, fugt og mug. Jeg ledte længe efter Durand og fandt ham til sidst næsten helt oppe ved St. Germain des prés, inde i en gård og i et lokale, der var halvt kælder og halvt stueetage.

Jeg fremførte mit ærinde, og det viste sig, at monsieur Durand udelukkende var specialist i sekretærer.

“Og konsolspejle,” tilføjede han tøvende.

Han var en venlig og munter lille mand med hvidt hår og røde kinder, et lille fipskæg á la Napoléon Ill (tonet en anelse mørkt) og med skildpaddeindfattede lorgnetter, hvis brede silkebånd bugtede sig hen over en hvid pikévest. — Og på frakkeopslaget ikke — Hélas! — det røde, men det lilla bånd.

“Oui, monsieur,” pludrede han, “vi har alt inden for det område. Og de mest facile priser! 800 — 900 — 1.400 — (han pegede på en lang række skabe) — 2.100 — og, monsieur, en lækkebisken! — 3.000 — og dette her — 8.500 francs!”

“For Guds skyld hold op — Jeg er kommet her, fordi De blev mig anbefalet som billig …”
“Ce n’est pas cher!”
Højst tusind francs!”
“Oh, monsieur!”
“Helt bestemt.”
“Nå, godt— se så her!”

Monsieur Durand snurrede omkring og pegede på en smuk mahognitingest, noget smal, men med to mørkegrå marmorplade og smukke bronzebeslag. Han slog klappen ned og fremhævede, at der indvendig fandtes yderligere et par miniaturesøjler med beslag — i alt var der tolv bronzebeslag. Det var et helt igennem udmærket og smukt møbel, og prisen var 1000 — han ville sige 985 francs!

Jeg var inderst inde overrasket, thi sekretæren virkede faktisk smukkere end de langt dyrere kammerater. Uden at vise tegn på godkendelse fortsatte jeg med at kaste ligegyldige blikke på den lange række af sekretærer.

Men monsieur Durand fulgte mig med høflig beklagelse. Det var tydeligt, at han ville have den bestemte sekretær solgt. — “Gud bevares — her findes dem, der er endnu bedre — 1.500 francs — 2.000 francs — ja, og den store dér (har tilhørt Marie-Antoinette, monsieur!) til 18.000 francs — c’est n’est pas trop!”

Og så kom vi tilbage til med de tolv beslag. Efter en halv times elskværdig tingen aftalte vi en pris på 975 francs. — Det var virkelig billigt, og jeg angrede så småt at have presset prisen for den gamle Abels skyld. — Men — jeg kan ikke handle på anden måde, når jeg ved, at sælgeren trods alt får dobbelt indkøbsprofit !

“C’est bon marché !” forsikrede den smilende monsieur Durand mig.

Her troede jeg så, at mine besværligheder var endt. Jeg havde skrevet et brev på fjorten sider til Abel (for at glæde ham skrev jeg kun på én side af arket og kun nogle få ord på hver side! ). Jeg havde fået møblet forsikret og sendt til Rouen, hvorfra det var muligt at få det med skib. Jeg havde fået en ‘attest’ (som jeg selv havde dikteret!) fra monsieur Durand på, at sekretæren oprindelig havde tilhørt markise Ninon de Belville — hofdame hos Joséphine — samt at prisen egentlig havde været sat til 1875 francs, men at dårlige konjunkturer o. s.v.

Tilfreds og fornøjet frøs jeg videre i mine kolde værelser i rue St. Augustin, arbejdede på det umulige minekonsortiums vegne og varmede mig ind imellem efter velkendt parisisk recept, idet jeg dog inderst inde alligevel længtes hjem efter dobbel tvinduer og kakkelovnsvarme. Det eneste, jeg ventede på, var en lille papirlap fra Abel med et par ord til tak og en eventuel oplysning om, hvad sekretæren skulle bruges til. — Det sidste fik jeg også at vide, men af svogeren, som skrev på den gamles vegne. Kabinetskabet var en gave i anledning af den ældste datter, Rebeckas, lysning. Hun havde selv ønsket sig dette møbel, som var det eneste, der manglede i et ellers perfekt stuearrangement, som ægtemanden (bankdirektør H.) medførte. — Og gamle Abel havde intet andet valg. — Han havde forlængst opgivet tanken om at få Rebecka bortgift, og hændelsen havde — ifølge familiens mening — forekommet Abel at være på højde med et af miraklerne fra det gamle testamente. Han havde lagt sig efter at bruge højst mærkværdige ord og vendinger, der var hentet fra gamle religionsbøger. Nu takkede man mig for al min ulejlighed .

Jeg lo, når jeg tænkte på Abels dobbelte ængstelse: at sekretæren ikke kunne skaffes og derved måske give anledning til hævelse af forlovelsen, og dels at møblet skulle blive meget dyrt — — — Nu kunne han være rolig igen.

Forestil Dem derfor min forbløffelse, da jeg en eftermiddag kom hjem fra en konference i selveste Crédit Lyonnais for at klæde mig om og i mit arbejdsværelse fandt den sekretær, jeg havde købt hos monsieur Durand!

“Hvad i alverdens riger og lande — — — ?! Qu’est-ce que c’est que ca?”
Jo, det var min.
“Jamen, den skulle jo være afsendt til Rouen?”
Med mange armbevægelser og skuldertrækninger forklarede min værtinde, at det havde den vist også været, men den var kommet tilbage igen — revenu en chemin de fer.
“Pourquoi, pourquoi, i alle helgeners navn?”
Madame rystede på hovedet og viftede med sine små buttede og hvide hænder. “Je ne sais pas.”

Jeg havde ikke tid til at løbe over til monsieur Durand, men lod møblet blive stående til den følgende dag.

Da jeg temmelig sent på natten kom hjem efter en dum karnevalsfest ovre i Moulin de la Galette, havde jeg glemt sekretæren og blev derfor helt forbløffet over at finde den opstillet mellem vinduerne i den forreste stue. Min værtinde havde åbenbart pakket den ud og smidt emballagen væk, for at jeg skulle have det hyggeligt. Det gamle møbel stod dér og så ud, som om det ikke var blevet flyttet et halvt århundrede. I det øverste nøglehul — d.v.s. i chiffonniéreklappen — sad møblets eneste nøgle, en temmelig stor og smuk tingest. På marmorpladen havde madame pyntet op med to gyselige porcelænsvaser og et pendul, der ikke svingede.

Jeg klædte mig af, gik i seng og pustede lyset ud.

Hvor længe jeg sov, ved jeg ikke. Men jeg vågnede med et sæt. Det var den gamle, sædvanlige følelse, som alle kender: Man har en fornemmelse af at falde — et svimlende fald — og så, bums, rammer man jorden — og vågner! Man ligger og ryster og synes stadig, man kan mærke, hvor man faldt og slog sig. Hjertet hamrer i livet på én, og det suser for éns øren.

Jeg vågnede altså, som om jeg havde fået et pludseligt stød. Jeg blev liggende vågen nogle sekunder, så lukkede jeg øjnene igen for at blunde videre.

Da opfangede mine øren en lyd, som straks skærpede alle sanser. Det var fodtrin, og de hørtes tydeligt i nattens fuldkomne stilhed. Nu var de uden for min dør. — Ja — og nu var der nogen, der tog i dørhåndtaget, og døren — den til entreen — gik op.

Jeg skal love for, at jeg blev lysvågen. I et nu satte jeg mig over ende og famlede efter tændstikkerne. Jeg strøg en og tændte lyset.

“Hvem er det? Hvem er det?” råbte jeg bydende.

Intet svar.

Jeg stod beslutsomt op, tændte lampen, som i mit soveværelse havde sin plads på kaminhylden, tog lyset i hånden og
gik ud i forstuen. Jo, ganske rigtigt, daren til entreen var sprunget op, men der var ikke en levende sjæl at se nogen steder.

Jeg lyste ud i entreen, men den var tom, og der var tyst og stille overalt. Overtøjet hang urørt på knagerne, og jeg hørte uret tikke inde fra dagligstuen.

“Dumheder,” mumlede jeg. »Det er følgen af at drikke champagne …”

Jeg låste døren forsvarligt med nøgle indvendig fra og kravlede i seng igen — det var for koldt til at anstille nærmere undersøgelser efter indbildte lyde. Rystende af kulde krøb jeg sammen under det dejlige duntæppe og pustede for anden gang lyset på natbordet ud. — Så opdagede jeg, at jeg havde glemt at slukke lampen foran kaminspejlet.

Pokkers også! Man skulle aldrig bo andre steder end dér, hvor der var elektrisk lys.

Med denne tanke forsøgte jeg at ryste sengevarmens magelighed af mig og stå op. Men det ene minut gik efter det andet — ja, De ved sikkert selv, hvordan det er, ikke sandt? — uden at jeg fik samlet mig sammen til at overvinde den forræderiske ladhed. — Så hørte jeg atter fodtrinene, men denne gang i forstuen.

Jeg lyttede: jo, det var ganske tydeligt, at en eller anden gik omkring derude. Jeg hørte ham standse og derpå bevæge sig tøvende. Så genoptog han vandringen, der syntes at foregå langs med stuens fire vægge. Nu og da snublede han over et eller andet, et bordben og lignende, og til sidst hørte jeg ganske tydeligt en stol blive flyttet.

Hvordan skal jeg beskrive den følelse, der greb mig? Det var ikke almindelig rædsel og heller ikke overtroisk frygt; det var den lammende forbløffelse over noget uforklarligt. Et minut spekulerede jeg på, om nogen kunne have gemt sig i værelset — men der fandtes ingen skjulesteder. Der var ganske vist et garderobeskab, men det var blevet indrettet til linnedskab med hylder fra gulv til loft, og intet menneske kunne skjule sig dér. Klædeskabet var inde i soveværelset — og var forøvrigt fyldt til bristepunktet med tøj. Den eneste mulighed var under skrivebordet, men den forekom mig faktisk usandsynlig. Nej — det, der gjorde et uhyggeligt indtryk på mig, var den omstændighed, at vedkommende, som spadserede omkring derude, — ikke gjorde sig mindste umage for at skjule det — og det til trods for, at døren stod åben til soveværelset, hvor en stor lampe lyste i stærkt spejlrefleks.

Jeg begyndte at mærke en kriblende fornemmelse i hovedbunden, og jeg fik gåsehud på arme og ben.

Hvad var det?

Men så blev jeg herre over min fantasi, der truede med at gå på farlige afveje. Fra vinduet kunne jeg se gadelygterne skinne på Avenue de l’Opera i verdens hovedstad i det tyvende århundrede. — Hvad nu?

Jeg sparkede det varme tæppe af, tændte roligt lyset, stod op, satte lyset på kaminhylden og tog i stedet den tunge lampe med den matslebne kuppel — og gik ind i arbejdsværelset.

Jeg blev stående lige inden for døren og løftede lampen.

Der var intet usædvanligt at se.

Jeg gik rundt i værelset og lyste i hver eneste krog. Nej, der var end ikke en kat at se. — Og døren ud til entreen var stadig låst.

Mens jeg stod dér og spekulerede, hørte jeg en lyd, der fik blodet til at fryse til is i mine årer. En eller anden rørte ved tingene på mit skrivebord i fuld belysning og ikke to meter fra mig selv.

Jeg samlede alt mit mod og sprang hen til bordet, og med den frie hånd slog jeg et hårdt slag på trækpapiret, så det gav genlyd i soveværelset og entreen.

Da hørte jeg hastige skridt og lyden af en stol, der blev skubbet til side.

Derpå stilhed.

Jeg mærkede sveden bryde frem på pande, hals og hænder. Hvad ville der nu ske?

Der skete noget, som jeg endnu den dag i dag har svært ved at fortælle, og som det stadig kræver al min sjælsstyrke at tro på og ikke sige: du var syg dengang!

Der skete det — — —

Men nej, jeg vil hellere fortsætte beretningen i sammenhæng.

Fodtrinene hørtes igen, men denne gang i retning mod sekretæren. Og dernæst så jeg klappen blive åbnet og sænket ned — læg vel mærke til dette: ikke falde pludseligt, som om nogen havde sluppet sit tag i den — nej, sænket ned, som om en hånd havde støttet den. Derpå blev den øverste chiffonnièreskuffe trukket ud — først langsomt et stykke og så hurtigt det sidste stykke; den vippede et øjeblik på kanten — så faldt den på gulvet med et brag.

Så mærkede jeg, at min venstre arm begyndte at sove, og jeg nåede knap nok at sætte lampen fra mig på skrivebordet — jeg kunne høre, hvordan glas og kuppel klirrede mod hinanden. Straks efter mærkede jeg noget iskoldt gribe mig om skulderen og skubbe mig til side; så lød der skridt ude i forstuen — i entreen — ude på trappen …

Jeg er ikke moralsk fej — det beviser min karriere. Jeg mangler ikke fysisk mod — det ved alle, som kender mig. Men nu sortnede det for mine øjne, og jeg var nær ved at besvime. Jeg vaklede ind til min seng, og uden at tænke på lys, lampe eller ringeklokke puttede jeg mig ned under tæppet og lukkede øjnene som et barn. — Jeg tror, jeg ventede at dø eller blive vanvittig.

Jeg blev vækket af en tung, drømmeløs ved at rengøringskonen udbrød: “Min Gud, hvor monsieur S. dog ser ud!”

Jeg mumlede: “Hvordan ser jeg ud?”

Hun tog mit barberspejl fra toiletbordet og rakte mig det. Da hun rørte ved min hånd, udbrød hun: “Vous avez la fiévre.”

I det forstørrende spejlglas så jeg et ansigt, som jeg havde svært ved at genkende. Man benytter udtrykket: ‘Han var blevet ti år ældre’ — og det passede i mit tilfælde. Mine læber var blodløse, huden var grå, og øjnene var omgivet af sorte monokelrande. — Det var ikke udelukkende Moulin de la Galettes champagne, som havde maskeret mig.

“Sekretæren,” sagde jeg, “sekretæren …”

Da brast rengøringskonen i latter. “Oh, monsieur — jeg har sat skuffen på plads, bunden var revnet. — Monsieur har nok moret sig i går, hvad?”

“Durand,” tænkte jeg. “Til Durand! Om jeg så bagefter skal på hospitalet!”

Og jeg stod op og tog bad.

Da jeg kom op til rue Bonaparte (takket være en taxi), følte jeg mig atter i nogenlunde god form. Bilens rystelser havde virket som nervemassage. Ved synet af den lille smilende forretningsmand var jeg selv tilbøjelig til at le ad nattens spøgeri og anse det for at være et udslag af dårlig fordøjelse. — Som Dickens lader gamle Scrooge sige til sin kompagnons spøgelse i en af julefortællingerne: “Du er ikke andet end et stykke ost, jeg spiste til middag!”

Men monsieur Durands mine ændrede stemningen! Allerede ved de første ord om sekretæren udbrød han ubehersket:

Har De set noget?
“Nej, men hørt noget — du gode Gud! Min kære Durand, hvad er det dog for en helvedsmaskine, De har solgt mig?”
“Vær alvorlig, monsieur! Fortæl mig sandheden.”

Jeg fortalte, hvad jeg ovenfor har gengivet. Da jeg var færdig, tørrede den lille franskmand sit ansigt med et batistlommetørklæde, hvorved lidt skægfarve blev aflejret på næsetippen, og sagde:

“Så sandt jeg lever og er en god katolik, monsieur le consul, troede jeg, at jeg var den eneste, som havde oplevet just dette! Der er sket en misforståelse i speditionen i Rouen, og møblet blev sendt tilbage — jeg har modtaget en forklaring fra rederiet i dag. Men ellers — hvis jeg havde troet, at De skulle bruge sekretæren her i byen, ville jeg have fortalt Dem det hele … Men jeg tænkte, at sørejsen og det fremmede land ville jage alt det uforklarlige bort. Nu skal De høre — asseyez vous, monsieur, s’il vous plait.”

Og nu hørte jeg en historie, der til punkt og prikke lignede min egen — blot var den en anelse værre. Det var sket den første nat, da monsieur Durand havde fået møblet hjem fra auktionen og gik og ryddede op i lagerlokalet. Men dengang var alle skufferne hevet ud, og han havde oven i købet fået en ordentlig ørefigen, da han stod i vejen. — Siden da havde han aldrig opholdt sig alene i spøgelsessekretærens nærhed efter mørkets frembrud.

“Forlanger De, at jeg skal tage den tilbage?” spurgte han ængsteligt.

Det virkede ærligt. — Jeg brast i latter, for jeg var pludselig kommet til at tænke på, hvordan gamle Abel ville té sig under en natlig seance.

“Nej , nej — det er der slet ikke tale om.”

Monsieur Durand åndede lettet op. Så fik jeg pludselig en idé. “Har De aldrig undersøgt sekretæren nærmere?”

“Nej. Jeg har godt nok tænkt på det, men jeg har ikke villet gøre det alene. Guderne må vide, hvad man kunne blive udsat for! Og jeg har heller ikke kunnet få mig selv til at omtale historien — De forstår, man ville ganske givet tro, at jeg var lidt — hm, hm…”

“Naturellement! Men nu er vi to. Jeg har en bil holdende udenfor — kom med! Vi kører hjem og ser faren i øjnene.”

Monsieur Durand tøvede, men nysgerrigheden sejrede. Endelig var det jo også midt på dagen. Ja, alt tager sig anderledes ud i dagslys. — Som Heine siger det:

“Doch kommt die Morgensonne,
zerfliesst’ wie eitel Schaum.”

Da vi stod i mit arbejdsværelse — der nu var gjort pænt og ordentligt i stand — og hørte den liflige buldren fra Paris’ hjerte, virkede det smukke gamle møbel ene og alene attråværdigt. Jeg åbnede klappen og trak den øverste skuffe ud.

Der var intet at se — kun en smule støv i krogene. Vi tog alle skufferne ud, vi bankede, vendte og drejede alt, lyste med lys, trykkede på knapper og beslag, men forgæves. Vi var ikke i stand til at finde mindste spor af et hemmeligt rum.

Monusieur Durand var naturligvis ekspert på det område, og han rystede på hovedet. “Ingen dobbelte bunde. Alt er massivt. Hist og her er klangen ganske vist tyndere, men det skyldes den påsatte finér.”

“Hvad med marmorpladen?” foreslog jeg.

“Ak nej, aldrig. Den er forresten løs — er kun fastgjort med kiler. — Nej – ” Her afbrød han sig selv. “Hvad er det?” udbrød han.

Det gav uvilkårligt et lille sæt i mig. Den venstre miniaturesøjle havde drejet sig en halv omgang, hvorved en lille sort åbning var kommet til syne.

“Vent lidt,” sagde han. “Forsigtig!”

Han løsnede varsomt det øverste lille bronzeornament, og derved faldt mahognikolonnen bort. Vi så en sprække, der lige akkurat var bred nok til, at man kunne få en flad hånd ind.

“Lys,” sagde jeg.

Flammen blafrede ind i et tomt rum, på bunden af hvilket der lå en håndfuld gult støv. Jeg tog forsigtigt det askelignende pulver ud og lagde det på et ark brevpapir. Monsieur Durand stirrede på det gennem sine skildpaddeindfattede lorgnetter.

“Gud ved, hvad det har været,” sagde han, “tyndt papir eller rosenblade.”

Jeg snusede til det. — Det lugtede ikke af noget som helst. I dette øjeblik rev tjenestepigen døren op.

“Et telegram,” råbte hun.

Men i samme sekund fløj pulveret fra spøgelsesekretærens hemmelige rum vidt omkring, spredtes og blev usynligt. — Vinduet i soveværelset stod åbent for at lufte ud derinde, og en kraftig gennemtræk havde spredt resterne af en  hemmelighed for alle vinde.

Vi så på hinanden.

“Jeg lader straks sekretæren afhente,” sagde monsieur Durand, som om han havde læst mine tanker. — “Og,” tilføjede han, “jeg skal omgående sørge for at få den sendt til Rouen igen!”

Således blev det. Og jeg sov roligt alle de følgende nætter.

Et par dage før jeg skulle rejse, fik jeg et brev fra gamle Abel. Det var skrevet på et helt ark og var korrekt frankeret.

“Tak, kære gamle ven,” skrev Abel, “for alt det besvær, du har haft for min skyld! Min datter, som nu til min store sorg skal forlade barndomshjemmet, hvis sol hun har været, for at begive sig ud i livets alvor, sender dig sine varme velsignelser! Den smukke sekretær, som jeg havde håbet at kunne beholde i mit snart så ensomme hjem (jeg havde besluttet at gøre den til arbejdspult om aftenerne), har jeg dog nu bestemt mig for at give Rebecka som særskilt bryllupsgave. Jeg tror, hun ønsker sig den. Og selv må jeg gamle og ensomme mand vel så nøjes med som før at bruge det gamle skrivebord af valnøddetræ.

Kære Josef Simonsen, mens vi taler om sekretæren, er der en ting, jeg gerne vil sige dig. Tro ikke, at jeg vil gøre mig skyldig i utaknemmelighedens svære synd! Men jeg fandt prisen lige lovlig dyr! Jeg har hørt sige, at man i Frankrig kan finde et sådant møbel til 300 eller 400 francs. Dog skal vi ikke tale mere om den ting. Når det gælder om at gøre min elskede Rebecka og min højt agtede svigersøn lykkelige, er intet offer for stolt. — Du ved, at Talmud lærer os at lempe os efter omstændighederne!

Hermed vil jeg også meddele dig, at Rebeckas bryllup er fastsat til den 17. i næste måned — til hvilket tidspunkt du forhåbentlig er hjemme igen. Sekretærens pris vil vi som sagt ikke tale mere om. Men fra rederiet har jeg modtaget en ekstra regning på 12.50 kr. for særlig transport ved omladning. — Hvad skal det betyde? Har jeg måske forlangt særlig transport? Nej. Derfor agter jeg heller ikke at betale den regning. Det må hr. Durand gøre. Jeg betaler ikke. — Sig til hr. Durand, at jeg altid vil anbefale hans etablissement.

Jeg hilser dig hjertelig og i største fred!
Din
L. M. Abel.”

Hvad skal jeg tilføje? Måske at det nygifte par aldrig har beklaget sig over spøgelsesmøblet, men tværtimod sætter stor pris på det. Og at jeg klogeligt sørgede for ikke at være hjemme den 17.

Jeg nøjedes med i stedet at sende gamle Abel et telegram. Men for så vidt muligt at holde mig til hans egen stil tænkte jeg først på at indflette nogle vise ord fra Talmud i lykønskningen. Så slog det mig imidlertid, at jeg kunne ramme ham i hjertet på en endnu bedre måde. — Foruden adressen telegraferede jeg kun et eneste ord.

Og det var

“Mazel tov.”

Trykt i: Spöksekretären och andra noveller, 1919
Originaltitel: Spöksekretären

Kort om Henning Berger

Født: den 22. april 1872
Død: den 30. marts 1924

Læs mere på Wikipedia