Skæve Janet af Robert Louis Stevenson

Robert Louis Stevenson
Af A. G. Dew-Smith – Robert Louis Stevenson, No restrictions, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=6887532

Pastor Murdoch Soulis havde længe været præst i det lyngklædte hedesogn Balweary i Dule-dalen. Han var en alvorligt udseende og gråbleg gammel mand, der spredte rædsel hos sine tilhørere, og han boede i de sidste år af sit liv i den lille, ensomt beliggende præstegård inde under The Hanging Shaw uden selskab af familie, tjenestefolk eller andre mennesker. Som en modsætning til hans hårde ansigtstræk var blikket forvildet, angst og usikkert, og når han under fortrolige samtaler dvælede ved den forstokkedes fremtid, syntes det, som om hans blik borede sig igennem tidens storm og ind i evighedens rædsler. Mange unge mennesker, der kom for at forberede sig til Den Hellige Nadvers højtid, blev hårdt ramt af hans tale. Han havde en prædiken over Peter: “Djævelen er en brølende løve!” hver søndag efter den 17. august, hvor han plejede at overgå sig selv både med tekstens rystende indhold og den frygtindgydende opførsel, han viste på prædikestolen. Børnene blev skræmt halvt bevidstløse, og de ældre så endnu mere profetiske ud end sædvanligt.

Som selve præstegården lå der ved Dule-floden i en tæt lille stump skov med The Shaw hængende ud over sig til den ene side, og kolde, høje hedebakker ragende op mod himlen til den anden, var der allerede i hr. Soulis’ tidlige år som præst, selv hos folk, der ellers regnede sig for fornuftige mennesker, opstået en angst for at passere forbi præstegården i tusmørke. Selv i landsbykroens ølstue sad gode mænd og rystede på hovederne ved tanken om at gå forbi det uhyggelige sted på et sent tidspunkt af dagen.

For at være helt nøjagtig var der især ét sted, der blev betragtet med ærefrygt. Præstegården lå mellem landevejen og Dule-floden med en gavl ud mod hver. Bagsiden vendte mod Balweary Kirkeby, der lå ca. en halv mil borte; foran var der en nøgen have, indhegnet af en tjørnehæk på stykket mellem floden og vejen. Huset var i to etager med to store værelser i hver. Hoveddøren vendte ikke lige ud til haven, men til en sti eller passage over en slags dæmning, der løb langs vejen på den ene side og på den anden var lukket af de høje piletræer og hyldebuske, der voksede langs flodbredden. Det var dette lille stykke sti, der blandt de unge landsbyfolk i Balweary havde så dårligt et ry.

Præsten selv spadserede der tit efter mørkets frembrud. Sommetider stønnede han højt i sine tavse anråbelser. Men når han ikke var hjemme, og præstegårdens dør var låst, vovede de mere dristige skoledrenge med bankende hjerter at lege røvere og soldater på det sagnomspundne sted.

Denne atmosfære af rædsel, der omgav en rettroende Guds mand med pletfri karakter, var til almindelig forbavselse og undren hos de få fremmede, der af tilfældet eller forretninger blev ført til det ukendte, afsidesliggende stykke land. Men selv blandt sognets egen befolkning var mange uvidende om de begivenheder, der havde fundet sted i hr. Soulis’s første embedsår; og af dem, der vidste besked, var nogle tavse og andre tilbageholdende angående netop dét emne. Kun en sjælden gang kunne en af de ældre efter det tredje glas øl få så meget mod, at han turde fortælle hvad grunden til præstens mærkelige udseende og ensomme liv var.

For 50 år siden da hr. Soulis kom til Balweary, var han endnu ganske ung – en flot fyr, sagde folk – fyldt med boglig lærdom og en glimrende prædikant. De unge var imponerede over hans evner og talegaver; mens gamle, bekymrede og alvorlige mænd og kvinder blev hidset op til at bede for den unge mand, som de anså for en selvbedrager, samt for sognet som nu så ud til at skulle blive så dårligt betjent. Men dårlige ting er ligesom gode – de kommer begge dele stykkevis, en smule ad gangen; og der var selv dengang, folk der sagde, at Vorherre havde ladet professorerne sejle deres egen sø, og at unge mænd der studerede hos dem, havde gjort bedre i at blive siddende i tørvemosen ligesom deres forfædre under forfølgelserne, med en bibel under armen og en trang til at bede bønner i deres hjerter.

Der var imidlertid ingen tvivl om, at hr. Soulis havde været mere end længe nok på universitetet. Han bekymrede sig om mange ting. Han havde en bunke bøger med sig – flere end man nogen sinde før havde set i den præstegård. Det var et grueligt slæb for flyttefolkene, og de var lige ved at blive kvalt i The Devils Hag mellem her og Kilmackerlie. Det var bøger om Vorherre og religion naturligvis. Det sagde de i hvert fald, men alvorligere folk var af den mening, at der ikke var brug for så mange ord, når alle Guds ord kunne være på en side. Så plejede han oven i købet at sidde hele dagen og den halve nat – og det var ikke sømmeligt – og skrive. Først var de bange for, at han arbejdede med sine prædikener, og siden viste det sig, at han skrev på en bog, hvilket sandelig ikke passede sig for en mand i hans alder og med hans ringe erfaring.

I hvert fald trængte han til at få en gammel, anstændig kone, der kunne holde hus for ham og passe på hans penge. Han fik anbefalet en gammel kone – Janet M’Clour kaldte de hende – og derefter blev det overladt til ham selv at bestemme sig. Der var mange, der frarådede ham det, for Janet var ilde anset af de bedste folk i Balweary. Længe før den her omtalte begivenhed fik hun en ‘bette’ med en dragon. Hun havde ikke været til alters i måske 30 år; og nogle børn havde set hende gå og mumle med sig selv oppe på Key’s Loan i skumringen, hvilket var et upassende tidspunkt og sted for en gudfrygtig kvinde. Da folk fortalte ham, at Janet var fortrolig med djævelen, mente han, det var overtro; og da de fremlagde Bibelen for ham og historien om Endors heks, påstod han, at de dage var forbi og djævelen heldigvis overvundet. For det var herremanden selv, der først fortalte præsten om Janet, og i de dage ville hr. Soulis gøre meget for at stille herremanden tilpas.

Da det rygtedes i kirkebyen, at Janet M’Clour skulle være tjenestepige i præstegården, blev folk temmelig vrede på hende og også på ham. Nogle gode koner gik til hendes dør og fortalte hende, hvad der blev sagt om hende lige fra soldatens barn til John Tamsons to køer. Janet var ikke meget talende af sig, og folk lod hende i almindelighed gå sine egne veje, ligesom hun lod dem gå deres. Men når hun endelig tog fat, havde hun en stemme, der kunne gøre en møller døv. Og da konerne blev ved, tog hun fat. Der var ikke den gamle historie i Balweary, som hun ikke fik en eller anden hængt op på den dag. De kunne ikke sige noget, uden at hun gav dobbelt igen; så til sidst greb de gode koner fat i hende, rev tøjet af hende og slæbte hende gennem landsbyen til Dule-floden for at se om hun var en heks eller ikke, om hun flød ovenpå eller druknede.

Kællingen hvinede, så vi kunne høre hende ved The Hanging Shaw, og hun sloges som 10. Der var mangen en god kone, der var mærket af hendes slag næste dag og længe efter; og midt under det hedeste slagsmål, hvem skulle så (for sine synders skyld) dukke op, andre end den nye præst.

“Kvinder,” sagde han (og han havde en vældig stemme), “jeg befaler jer i Guds navn at lade hende gå.” Janet styrtede hen til ham – hun var nærmest vanvittig af angst – og klamrede sig til ham og bønfaldt ham om, for Jesu Kristi skyld, at frelse hende fra kvinderne; mens de for deres del fortalte ham alt, hvad man vidste om hende og måske lidt mere.

“Kvinde,” siger han så til Janet, “er dette sandt?”
“Som Gud selv ser mig,” siger hun, “som Gud selv skabte mig, så er ikke et ord sandt. Bortset fra barnet,” siger hun, “har jeg alle mine dage været en sømmelig og sædelig kvinde.”
“Vil du,” siger hr. Soulis, “i Guds navn, og foran mig, hans uværdige præst, afsværge djævelen, og alle hans gerninger?”

Nå, men så skete der det, at da han bad hende om det, så kom der en stønnen fra hende, der forskrækkede alle dem, der så til, og så hørte de hende hakke tænder af angst. Men der var ikke noget at stille op, der var kun de to muligheder; og Janet løftede den ene hånd og afsvor djævelen lige for ansigterne af dem alle.

“Og nu,” siger hr. Soulis så til de gode koner, “se så at komme hjem alle sammen og bed Gud tilgive jer.” Så bød han Janet sin arm, skønt hun ikke havde ret meget mere på end sin særk, og tog hende med gennem landsbyen hen til hendes egen dør, som om hun var en dame; og hendes råben op og latter var en hel skandale at høre på.

Der var mange alvorlige folk, der den aften bad deres bønner længere, end de plejede; men da morgenen kom, faldt der en angst over hele Balweary. Børnene gemte sig, og selv mandfolkene stod og kikkede fra deres døre. Der kom Janet ned gennem landsbyen – hun selv eller hendes udtrykte billede, det kunne ingen sige – med halsen bøjet og hovedet til den ene side, ligesom én der er blevet hængt, og et grin i ansigtet som et ikke-nedskåret lig. Lidt efter lidt blev de vant til det og spurgte til hende for at få at vide, hvad der var galt; men fra den dag af kunne hun ikke tale som en kristen kvinde, men savlede og hakkede tænder, og fra den dag af kom Guds navn aldrig mere over hendes læber. Somme tider forsøgte hun at sige det, men kunne ikke. De, der vidste bedst, sagde mindst; men de kaldte aldrig det væsen ved Janet M’Clours navn; for den gamle Janet var, mente de, i det sorteste helvede den dag. Kun præsten var hverken til at hugge eller stikke i, han prædikede kun om folks grusomhed, der havde givet hende et slag. Han skældte ud på de børn, der plagede hende; og han bragte hende samme nat op til præstegården og beholdt hende hos sig der under The Hanging Shaw

Nå, men tiden gik, og de mere dovne folk begyndte at tage hele den sorte affære mere let. Man tænkte godt om præsten; som stadig var optaget af sine skriverier, så folk så hans lys nede ved Dule-floden efter midnat. Han lod til at være tilfreds med sig selv og rank som i begyndelsen, skønt enhver kunne se, at han tæredes hen. Hvad angår Janet, så kom og gik hun. Hvis hun ikke havde sagt ret meget før, kunne hun af gode grunde sige endnu mindre nu. Hun plagede ikke nogen med noget, men hun var et spøgelsesagtigt væsen at se til, og ingen misundte Balweary præstegård hende.

Henimod slutningen af juli måned blev det et helt forhekset vejr, som der aldrig før var set mage til i den del af landet. Det var tungt og hedt og ufølsomt. Dyrene kunne ikke kravle op ad The Black Hill. Børnene var for trætte til at lege, og alligevel var der en del blæst. Pludselige hede vindstød, der buldrede i dalene, og korte regnskyl der ikke læskede nogen eller noget. Først troede vi bare, at det ville blive tordenvejr næste morgen; men morgenerne kom og gik, og det var stadig det samme ækle vejr, lige ubehageligt for både mennesker og dyr.

Af alle, der havde det ondt, var der ingen, der led som pastor Soulis. Han kunne hverken sove eller spise, sagde han til menighedens ældste; og når han ikke sad og skrev på sin besværlige bog, travede han omkring i bakkerne som en besat, selv når et menneske langt hellere burde søge ly i et hus.

Ovenover The Hanging Shaw, i læ af The Black Hill, er der et stykke aflukket grund med en jernport. De siger, at det i gamle dage var Balwearys kirkegård og indviet af papisterne, før det velsignede lys skinnede på kongedømmet. Det var i hvert fald et meget yndet opholdssted for hr. Soulis. Han plejede at sidde der og tænke over sine prædikener, og det er virkelig et beskyttet sted.

Nå, men da han en dag kom gående hen over det fjernest liggende stykke af The Black Hill, så han først to, og derefter fire, og derefter syv ravne flyve rundt om og over den gamle kirkegård. De fløj lavt og tungt og skreg til hinanden, mens de fløj; og det var klart for hr. Soulis, at et eller andet havde revet dem ud af deres vanlige færden. Han var ikke let at forskrække og gik lige hen til kirkegårdsmuren, og hvad fandt han der andet end en mand, eller noget der så ud som en mand, der sad indenfor på en grav. Han var stor og kraftig af skikkelse og så sort som helvede, og hans øjne var sære at se på. Hr. Soulis havde hørt tale om sorte mænd mange gange; men der var noget underligt ved denne sorte mand, der skræmte ham. Varm, som han var, følte han alligevel en slags kold gysen langs rygraden, men han talte alligevel: “Min ven, er De fremmed her på stedet?”

Den sorte svarede ikke et ord. Han rejste sig op og begyndte at hinke hen imod muren længst væk, men han så hele tiden på præsten; og præsten stod og gengældte hans blik; lige til den sorte mand et minut efter satte over muren og styrtede afsted for at komme i læ af træerne. Hr. Soulis vidste ikke rigtig hvorfor, men løb efter ham. Men han var vældig træt efter sin spadseretur og det varme, ubehagelige vejr; og skønt han løb, hvad han kunne, fik han blot et glimt af manden mellem birketræerne, før han nåede ned til foden af bakken. Der så han ham endnu en gang høj og knoglet skridte ud og hoppe og springe over Dule-floden og hen til præstegården.

Hr. Soulis var ikke begejstret over, at det gruelige væsen satte kursen mod Balweary præstegård, og han løb endnu hurtigere, fik våde fødder over åen, og op ad stien, men der var ingen djævel af en sort mand at se. Han gik ud på vejen, men der var ingen. Han stirrede ud over hele haven, men nej, der var ingen sort mand. Til sidst – og en smule bange var det ganske naturligt at han var – løftede han krogen og gik ind i præstegården; og der stod Janet M’Clour foran ham med sin skæve hals og var noget så glad for at se ham. Og han følte igen den samme kulde og dødsens gru.

“Janet,” siger han så, “har du set en sort mand?”
“En sort mand?” gentager hun. “Bevare os vel! Du er ikke rigtig klog, præst. Der er ingen sort mand i Balweary.” Men hun talte ikke rent, forstår De; men vrinskede som en pony med bidslet i munden.
“Nå,” siger han, “Janet, hvis der ikke findes nogen sort mand, så har jeg talt med Fornægteren.” Og han satte sig ligesom én, der har feber, og tænderne klaprede i hans mund.
“Fy,” siger hun, “du skulle skamme dig, præst,” og så gav hun ham en dråbe brændevin, som hun altid havde hos sig.

Derefter gik hr. Soulis ind i sit studerekammer til alle sine bøger. Det er et langt, lavt, mørkt kammer. Gennemtrængende koldt om vinteren og ikke engang særlig tørt selv midt på sommeren, for præstegården ligger lige ved åen. Her satte han sig og tænkte på alt, hvad der var sket, siden han kom til Balweary, og på sit hjem og på den tid, da han var barn og løb og legede i bakkerne. Men den sorte mand løb hele tiden inde i hans hoved som en strofe af en sang. Jo mere han tænkte, desto mere tænkte han på den sorte mand. Han forsøgte at bede, men ordene ville ikke komme til ham; og han forsøgte at skrive på sin bog, men han kunne ikke få noget ud af det. Til tider troede han, at den sorte mand tog ham i armen, og sveden stod ham ud af panden så kold som kildevand, og så kom han igen til sig selv som et kristent Guds barn og var ligeglad.

Til sidst gik han hen til vinduet og stod og stirrede på Dule-floden. Træerne er usædvanlig tykke, og vandet glider dybt og mørkt forbi nedenfor præstegården; og der stod Janet og vaskede tøj med skørterne kiltet op. Hun stod med ryggen til præsten, og han for sin part vidste næppe, hvad han stod og så på. Så vendte hun sig og viste ham sit ansigt. Hr. Soulis følte den samme kolde gru som to gange før den dag, og det slog ned i ham, hvad folk sagde. At Janet var død for længe siden, og at dette var et genfærd iklædt hendes kød og blod. Han trak sig en smule tilbage og holdt godt øje med hende. Hun trampede rundt på tøjet, mens hun nynnede for sig selv. Sommetider sang hun højere, men der fandtes ikke den mand, født af en kvinde, der kunne sige, hvilke ord hun sang. Sommetider så hun skråt nedad, men der var ikke noget at se på for hende der. Der gik en gysen gennem hans kød og ben, og det var en advarsel fra himlen. Men hr. Soulis anklagede bare sig selv, at han tænkte så ilde om en stakkels, gammel kone, der ikke havde en ven, bortset fra ham selv. Så bad han en bøn for sig selv og for hende og drak lidt koldt vand og gik op til sin ensomme seng i skumringen.

Natten til den 17. august, 1712 blev en nat, man aldrig har glemt i Balweary. Det havde, som jeg før har fortalt, været varmt, men den nat blev det varmere end nogen sinde. Solen gik ned mellem mærkeligt udseende skyer, og det blev så mørkt som i en brønd. Ikke en bevægelse, ikke et vindpust mærkede man, og selv gamle folk smed tæpperne af sig i sengen og lå og gispede efter vejret. Med alt, hvad hr. Soulis havde at spekulere på, var det temmelig usandsynlig, at han fik ret megen søvn. Han lå og kastede sig frem og tilbage. Den gode, kolde seng, han lagde sig i, brændte ham lige ind til marven; sommetider sov han lidt, sommetider lå han vågen; sommetider hørte han timeslagene i natten, og sommetider en køter, der stod og hylede ude på heden, som om nogen var død; sommetider syntes han, han hørte genfærd tale ind i øret på ham, og sommetider så han ildsluer inde i værelset. Han måtte brække sig, troede han; og brække sig gjorde han.

Langt om længe blev hans sind klart. Han satte sig op i sin skjorte på sengekanten og begyndte endnu en gang at tænke på den sorte mand og Janet. Pludselig kom det til ham som en regnskylle, at der var en forbindelse mellem de to, og at en af dem eller begge to var genfærd. I samme øjeblik lød der inde i Janets værelse, der lå ved siden af hans, en trampen af fødder, som om nogle mænd kæmpede, og så et højt bang; og så stormede vinden rundt om husets fire hjørner, og der blev igen så stille som i graven.

Hr. Soulis var hverken bange for mand eller djævel. Han fik fat i sit fyrtøj og tændte et lys og tog tre skridt hen imod Janets dør. Den var lukket, og han skubbede den op og kikkede tappert derind. Det var et stort værelse, lige så stort som præstens eget, og fyldt med store, gamle solide møbler, for han havde ikke andet. Der stod en seng med fire stolper og gamle vævede tæpper; og et smukt skab af egetræ, der var fuldt af præstens religiøse bøger, stillet derop for at være af vejen; og lidt af Janets tøj lå og flød på gulvet. Men Janet kunne hr. Soulis ikke se, og der var heller ikke noget tegn på kamp. Ind gik han (og der er få, der ville have fulgt ham) og så sig omkring, og lyttede. Men der var intet at høre, hverken inde i selve præstegården eller i Balweary sogn, og intet andet at se end skyggerne, der drejede omkring lyset.

Pludselig var præstens hjerte lige ved at sprænges og stod så helt stille! En kold vind blæste gennem hårene på hans hoved. Hvilket frygteligt syn for den stakkels mands øjne! Der hang Janet ned fra et søm på siden af egetræsskabet; hovedet lå stadigvæk ned mod hendes skulder, øjnene bulede ud, og tungen hang ud af munden, mens fødderne befandt sig to fod over gulvet. “Gud tilgive os alle!” tænkte hr. Soulis. “Stakkels Janet er død.” Han gik et skridt nærmere hen til liget, og så stod hans hjerte næsten stille igen. For som ved trolddom hang hun fra et enkelt søm og i en enkelt ulden tråd til at stoppe strømper med.

Det er frygteligt at være alene om natten med sådanne mørkets gerninger; men hr. Soulis var stærk i Herren. Han vendte sig og gik ud af værelset og lukkede døren bag sig; gik trin for trin ned ad trappen, så tung som bly, og stillede lyset nedenfor trappen. Han kunne ikke bede, han kunne ikke tænke, den kolde sved løb af ham og han kunne ikke høre andet end sit eget hjertes dunk-dunk-dunk. Han stod der en time, eller måske to. Han var rystet i sit inderste. Så hørte han pludselig en bevægelse ovenpå, som skridt der gik frem og tilbage i det værelse, hvor liget hang. Døren blev åbnet, skønt han vidste, at han havde lukket den; der lød skridt oppe på trappeafsatsen, og det forekom ham, at liget så ud over gelænderet og ned på ham dér, hvor han stod.

Han tog lyset igen (for han kunne ikke klare sig uden det) og gik så sagte, han overhovedet kunne ud af præstegården og hen til den anden ende af dæmningen. Det var stadig bælgmørkt. Da han stillede lyset ned på jorden, brændte flammen roligt og klart som inde i værelset. Intet andet bevægede sig end Dule-floden, der rislede og raslede ned gennem dalen – bortset fra ujævne fodtrin, der kom besværligt gående ned ad trappen inde i præstegården. Hr. Soulis kendte de fodtrin alt for godt! Det var Janets fodtrin, og for hvert skridt, der kom en lille smule nærmere, trængte kulden dybere ind i ham. Han befalede sin sjæl Gud i vold, og udbrød: “Oh, Gud. Giv mig styrke i denne nat til at kæmpe mod de onde magter.”

På dette tidspunkt var fodtrinene ved at komme ud gennem døråbningen. Han kunne høre en hånd glide langs væggen, som om det gruelige væsen følte sig frem. Piletræerne svajede for vinden og filtrede sig ind i hinanden. Så lød et langt, dybt suk lød hen over bakkerne, og lyset blev blæst ud. Dér stod Skæve Janets lig med hovedet som altid på skulderen, og det samme grin i ansigtet – levende, ville man have sagt – død, som hr. Soulis vel vidste – på dørtrinnet til præstegården.

Det er forunderligt, at et menneskes sjæl sådan skulle blive boret ind i det forgængelige legeme; men præsten så det, og hans hjerte brast ikke. Hun blev ikke stående der længe; hun begyndte igen at bevæge sig og kom langsomt hen imod hr. Soulis under piletræerne. Alt liv i hans krop, al hans åndsstyrke glødede ud af hans øjne. Det så ud, som om hun ville til at tale, men manglede ord og gjorde et tegn med venstre hånd. Der kom et lille vindpust, omtrent som en kats spinden. Ud gik lyset, piletræerne skreg, som var de mennesker, og hr. Soulis følte, at det gjaldt liv eller død.

“Heks, troldkvinde, djævel!” skreg han. “Jeg befaler dig, ved Guds magt, forsvind – hvis du er død, så til din grav – hvis du er forbandet, så til helvede.” Og i samme øjeblik ramte Herrens hånd fra himlen det rædselsfulde væsen der, hvor det stod. Det gamle, døde, vanhelligede lig af heksekællingen, der så længe var holdt borte fra graven og jaget omkring af djævle, flammede op som en svovlpøl og faldt som aske på jorden. Så bragede en voldsom torden løs, det ene skrald højere end det andet, og oven i det øsende regn. Hr. Soulis slap ud gennem hækken og løb, alt hvad remmer og tøj kunne holde ned til landsbyen.

Samme morgen så John Christie den sorte mand gå forbi The Muckle Cairn, da klokken var omtrent seks. Lidt før otte passerede han poststationen i Knockdow, og ikke længe efter så Sandy M’Lellan ham skynde sig ned ad bakkerne fra Kilmackerlie. Der er ikke meget tvivl om, at det var ham, der opholdt sig så længe i Janets krop. Men nu var han endelig borte, og siden den gang har djævelen aldrig mere hjemsøgt os i Balweary.

Men det var en underlig tilskikkelse for pastoren. I lang, lang tid lå han til sengs i febervildelse, og fra det tidspunkt og indtil nu var han den mand, man kender i dag.

Trykt i Cornhill Magazine, oktober 1881
Originaltitel: Thrawn Janet

Kort om Robert Louis Stevenson

Født den 13. november 1850
Død den 3. december 1894

Læs mere på Gyseren.dk

Den hængte af Edward Frederick Benson

Edward F. Benson
By from Harper’s Weekly – The New York Public Library, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=23861754

Jeg havde fortalt fader Denys Hanbury om en meget mærkelig seance, som jeg havde overværet nogle dage i forvejen. Mediet havde nævnt en hel række ting, der ikke var kendt af andre end mig og en af mine venner, som nylig var død og som, efter hvad mediet sagde, var til stede og talte til mig igennem hende. Naturligvis var en sådan oplysning – set fra et strengt videnskabeligt synspunkt, der bør være det eneste gældende, når talen er om sådanne fænomener – ikke noget bevis for, at hun stod i forbindelse med min vens ånd, for alt det hun sagde kendte jeg i forvejen, og det kunne måske ved en eller anden telepatisk proces være blevet meddelt mediet fra min hjerne og ikke gennem den dødes medvirken. Hun talte ganske vist ikke med sin sædvanlige stemme, men med en stemme, der lignede hans meget. Imidlertid kendte jeg jo også hans stemme, den var i min erindring såvel som de ting, hun havde sagt. Alt dette måtte derfor, som jeg bemærkede til fader Denys, udelukkes som positivt bevis for, at der var kommet meddelelser fra den anden side af graven.

“En telepatisk forklaring kunne nok tænkes,” sagde jeg, “og vi må acceptere enhver forklaring, der dækker kendsgerningerne, før vi slutter, at den døde påny er kommet i forbindelse med den materielle verden.”

Der var varmt i stuen, men jeg så, at han gyste let, og idet han trak sin stol lidt nærmere hen til ilden, holdt han sine hænder hen foran flammerne. De var værd at lægge mærke til, de hænder. De var smukke og udtryksfulde og de lignede Albrecht Dürers bedende hænder, flammerne skinnede igennem dem som rosenrødt alabaster. Han rystede på hovedet. “Det er noget meget farligt at prøve på at komme i forbindelse med de døde,” sagde han. “Når man tilsyneladende kommer i berøring med dem, risikerer man i stedet at komme i forbindelse med frygtelige og farlige magter. Studer bare telepati, for det er en af de sindets gåder, som vi har lov til at udforske ligesom enhver anden af naturens vidunderlige hemmeligheder. Men jeg afbrød Dem. De sagde, at der skete noget mere. Fortæl mig om det.”

Nu kendte jeg fader Denys’s mening om disse ting og beklagede den. Han mener, som hans kirke byder ham, at det er umuligt at etablere en forbindelse med de dødes ånder. Når det alligevel af og til hænder, hvad det jo vitterligt gør, så er man i virkeligheden i forbindelse med en slags dramatisk dæmon, der optræder som den dødes ånd. Denne opfattelse har altid forekommet mig uhyrlig, uden grundlag som den er, og der er, så vidt jeg kan se, ikke noget i den kristne lære, som berettiger et sådant synspunkt.

“Ja! Nu kommer det mærkelige,” sagde jeg. “For mediet, der stadig talte med min vens stemme, fortalte mig noget, som jeg øjeblikkelig anså for usandt. Det kunne altså ikke være blevet overført ad telepatisk vej fra mig. Da seancen var forbi, slog jeg op i min vens dagbog, som var blevet overladt mig efter hans død og som netop var blevet sendt til mig af hans eksekutorer og stadig lå uåbnet. Der fandt jeg en optegnelse, som viste, at det, mediet havde sagt, var fuldstændig korrekt. En vis begivenhed – som jeg ikke behøver at komme nærmere ind på – havde fundet sted nøjagtigt som hun havde meddelt, skønt jeg ville have svoret på det modsatte. Mediet kan altså ikke have det fra mig, og der er, så vidt jeg kan se, ikke andre kilder, hun kunne have det fra – undtagen min ven. Hvad siger De til det?”

Han rystede på hovedet. “Det ændrer på ingen måde min opfattelse,” sagde han. “Den oplysning kom fra et eller andet ulegemligt væsen, forudsat at den ikke kom fra Deres egen tankeverden. Men den kom ikke fra Deres vens ånd. Den kom fra en ond og frygtelig magt.”

“Hvorfor nu antage det?” spurgte jeg. “Det er da meget enklere at sige, at den døde under visse omstændigheder kan komme i forbindelse med os. Hvorfor blande djævelen ind i det?”

Han så på uret. “Det er ikke så sent endnu,” sagde han. “Hvis De har lyst til at høre på mig en halv times tid, skal jeg forsøge at forklare Dem hvorfor.”

Resten af min historie er, hvad fader Denys fortalte mig, og hvad der skete umiddelbart efter.

“Selv om De ikke er katolik,” sagde han, “tænker jeg, at De er enig med mig, hvad angår helligheden og ukrænkeligheden af skriftemålet, som spiller en meget stor rolle inden for vor kirke. En sjæl, der er tynget af sin synd, kommer til sin skriftefader i bevidstheden om, at han taler med én, som har magt til at skænke eller nægte tilgivelse, men som aldrig af nogen tænkelig grund vil hentyde til eller tale om det, der er blevet fortalt ham. Hvis der var den ringeste risiko for, at andre skulle få noget at vide om den angrendes skriftemål, når han da ikke selv bestemte sig til at gentage det for at sone sin brøde, ville ingen overhovedet komme for at skrifte. Kirken ville miste sin stærkeste magt over menneskers sjæle, og mennesker selv ville miste den trøst, det er at vide, at deres synder bliver tilgivet dem. Naturligvis kan præsten nægte syndsforladelsen, hvis han ikke er overbevist om, at han har at gøre med en virkelig angrende. Og før han giver syndsforladelsen, kan han kræve, at den angrende, så vidt det er ham muligt, gør det onde godt igen. Hvis han har profiteret af sin uærlighed, må han erstatte det. Hvilken forbrydelse han end har begået, må han bevise, at hans anger er ægte. Men jeg tror, De er enig med mig i, at en præst ikke i noget tilfælde, hvad end resultatet af hans tavshed må blive, kan gentage, hvad der er blevet fortalt ham. Ved at gøre det forhindrer han måske en eller anden oprørende uret, men det er umuligt for ham at gøre det. Skriftemålets tavshedsløfte er ukrænkelig, og lader sig ikke på nogen tænkelig måde diskutere.”

“Det vil i visse tilfælde kunne få de frygteligste konsekvenser,” sagde jeg. “Men jeg giver Dem ret.”

“Det har tidligere haft de frygteligste konsekvenser,” sagde han “men det angår ikke princippet. Og nu skal jeg fortælle Dem om et skriftemål, som jeg engang blev betroet.”

“Hvor kan De det?” sagde jeg. “Det er da umuligt?”

“Af visse grunde, som jeg senere skal komme tilbage til,” sagde han, “påhviler der mig ikke mere nogen tavshedspligt. Men det er ikke det væsentlige i min historie. Det er at advare Dem mod at prøve at etablere forbindelse med de døde. Tegn og varsler, stemmer og genfærd synes at komme til os fra dem, men hvem sender dem? De skal få at se, hvad jeg mener.”

Jeg satte mig til rette for at lytte.

“De husker sikkert kun utydeligt, hvis De overhovedet husker det, et mord, der blev begået for et år siden, da en mand ved navn Gerald Selfe mødte døden. Der var ikke nogen spændende mystik ved det, ikke noget romantisk tilbehør, og det vakte ingen opsigt.

Selfe var en mand med udsvævende vaner, men han indtog en betydningsfuld stilling i samfundet og det ville have været katastrofalt for ham, hvis hans private uregelmæssigheder var kommet for dagen. Han havde i nogen tid før sin død modtaget pengeafpresningsbreve, der omhandlede hans forhold til en gift kvinde, og han havde meget fornuftigt overgivet sagen til politiet. De havde forfulgt visse spor, og dagen før Selfes død havde en af embedsmændene i kriminalpolitiet skrevet til ham, at alting tydede på, at det var hans egen tjener, der var den skyldige.

Tjeneren var en ung mand ved navn Alfred Wadham. Han var først for nylig trådt i tjeneste hos Selfe og hans fortid var temmelig blakket. Politiet havde lagt en fælde for ham og angav nu detaljerne i planen, idet det foreslog, at Selfe selv skulle bringe den til udførelse, hvilket han havde held til allerede en time efter. Denne oplysning samt den detaljerede instruktion blev sendt i et brev, som efter Selfes død blev fundet i en af hans skrivebordsskuffer, der bar tydelige mærker af at være blevet brudt op. Kun Wadham og hans herre sov i lejligheden, og hver morgen kom der en kone, som lavede morgenmad og gjorde rent. Selfe spiste frokost og middag i sin klub eller i restauranten i stueetagen, og her spiste han den pågældende aften.

Da konen kom den næste morgen, stod døren til lejligheden på vid gab, og Selfe lå død på gulvet i dagligstuen med halsen skåret over. Wadham var forsvundet, men der var vand i hans toiletspand, og det var farvet af blod. Han blev fanget to dage senere og omgående taget i forhør. Han havde haft en fornemmelse af, fortalte han, at han var gået i en fælde, og mens Mr. Selfe spiste til middag, havde han gennemrodet hans skrivebord og fundet brevet fra politiet, der bekræftede hans mistanke. Han foretrak derfor at stikke af, og han forlod lejligheden den samme aften, før hans herre kom tilbage fra middagen. I vidneskranken blev han naturligvis underkastet et indgående krydsforhør og modsagde sig selv på adskillige punkter. Endelig var der jo det fældende indicium på hans værelse, og motivet til forbrydelsen var tydeligt nok. Efter lange overvejelser erklærede nævningene ham for skyldig, og han blev dømt til døden. Han appellerede omgående, men hans appel blev ikke taget til følge.

Wadham var katolik, og eftersom det er mit hverv at tilse de katolske fanger i det fængsel, hvor han sad som dødsdømt, talte jeg ofte med ham og bønfaldt ham om for hans saligheds skyld at tilstå sin brøde. Men skønt han var ivrig efter at tilstå sine andre misgerninger – af hvilke nogle unddrager sig omtale, så frygtelige var de – fastholdt han dog sin uskyld med hensyn til mordet. Intet kunne rokke ham, og skønt han, så vidt jeg kunne dømme for alvor angrede sine andre misgerninger, svor han over for mig, at det, han havde fortalt i retten – til trods for de selvmodsigelser, han havde viklet sig ind i – i alt det væsentlige var sandt, og hvis han blev hængt, ville det være justitsmord.

Lige til den sidste eftermiddag, han levede, da jeg sad hos ham i to timer og prøvede at overtale ham, hævdede han sin uskyld. Hvorfor skulle han gøre det, med mindre han virkelig var uskyldig, når han ellers var så ivrig for at skrifte sine andre synder? Jo mere jeg grundede over det, des mere uforklarligt fandt jeg det, og den eftermiddag begyndte jeg at tvivle på, at han var den skyldige. Det var en frygtelig tanke, for han havde levet i synd og brøde, og i morgen skulle han dø.

Jeg skulle være i fængslet igen den næste morgen før klokken seks, og jeg havde endnu ikke besluttet, om jeg skulle give ham sakramentet. Hvis han gik i døden som morder men nægtede at skrifte, havde jeg ingen ret til at give ham det. Men det var lige så forfærdeligt at nægte ham det, hvis han var uskyldig.

På vejen ud talte jeg med en af fangevogterne, og det, han sagde, nærede min tvivl. “Hvad mener De om Wadham?” spurgte jeg. Han gik lidt til side for at lade en mand, som nikkede til ham, komme forbi. På en eller anden måde vidste jeg, at det var bøddelen. “Jeg holder ikke af at tænke på det,” sagde han. “Jeg ved godt, at han blev erklæret for skyldig, og at hans appel blev afvist, men hvis De spørger mig, om jeg tror, at han er morder, så – nej, det tror jeg altså ikke.”

Jeg tilbragte aftenen alene. Da klokken var henved ti, skulle jeg netop til at gå i seng, da jeg fik besked om, at en mand ved navn Horace Kennion var nedenunder og gerne ville tale med mig. Han var katolik og havde engang været min ven, men visse ting var kommet til min kundskab, som gjorde det umuligt for mig at have mere med ham at gøre, og det havde jeg fortalt ham.

Han var ond – åh, misforstå mig ikke, vi gør allesammen onde ting til stadighed. Vort liv er en kæde af misgerninger, men han er den eneste, jeg nogensinde har mødt, der synes at elske ondskaben for dens egen skyld. Jeg gav besked om, at jeg ikke ville tale med ham, men han svarede tilbage, at hans ærinde var meget vigtigt, og så kom han op. Han ville gerne skrifte, sagde han, ikke i morgen, men nu, og hans skriftefader var bortrejst.

Som præst kunne jeg ikke afvise denne henvendelse. Og han skriftede for mig, at han havde dræbt Gerald Selfe. Et øjeblik troede jeg, at det var en grov spøg, men han svor på, at han talte sandt, og stadig under skriftemålets tavshedsløfte gav han mig en beskrivelse. Han havde spist middag sammen med Selfe den pågældende aften og bagefter var de gået op i hans lejlighed for at spille piquet. Selfe fortalte ham med et grin, at han var i færd med at få sin tjener i spjældet for pengeafpresning.

“I dag er han nok så kry,” havde Selfe sagt. “I morgen ved denne tid er han sikkert lidt bleg om næsen.” Han ringede på ham for at give ham besked om at sætte spillebordet frem, men så at det allerede stod parat, og han glemte, at hans ringen ikke blev besvaret.

Selfe og Kennion spillede højt, og de havde drukket en hel del begge to. Selfe tabte det ene spil efter det andet og beskyldte til sidst Kennion for at snyde. Så skændtes de drabeligt, indtil de gik løs på hinanden og Kennion i kampens hede tog en kniv, der lå på bordet, og stak den i halsen på Selfe. Kniven gik igennem halsåren og den store pulsåre, og i løbet af få minutter forblødte han. Så kom Kennion i tanker om den ubesvarede ringen og listede på tåspidserne hen til Wadhams værelse. Det var tomt, og de andre værelser i lejligheden var også tomme. Hvis der havde været nogen, ville han have sagt, at Selfe havde inviteret ham op, og at han havde fundet ham død. Men dette her var endnu bedre. Kennion havde kun nogle få blodpletter på sig, som han vaskede af i Wadhams værelse, hvorefter han hældte vandet i toiletspanden. Så forlod han lejligheden, idet han lod døren stå åben. Alt dette fortalte han mig i lige så få sætninger, som jeg nu har fortalt Dem det, og så så han på mig med et smilende ansigt.

“Og hvad skal jeg nu gøre, ærværdige fader?” spurgte han muntert. “Åh, Gud ske lov, at du har skriftet!” sagde jeg. “Vi kan endnu nå at redde en uskyldig mand. Du må melde dig til politiet med det samme.” Men allerede mens jeg talte, fyldtes jeg med bange anelser.

Han rejste sig smilende. “Det var en pudsig bemærkning!” sagde han. “Men det kunne aldrig falde mig ind.”

Jeg sprang op. “Så går jeg selv.”

Det lo han hånligt af. “Det tror jeg bestemt ikke,” sagde han. “Hvad med skriftemålets tavshedsløfte? Jeg bilder mig ind at krænke det, er så omtrent den alvorligste synd, en præst kan begå. Jeg skammer mig virkelig over dig, min kære Denys. Slemme dreng! Men det var måske kun din spøg, du mente det sikkert ikke.”

“Jeg mener det,” sagde jeg. “Du skal få at se, at jeg mener det.” Men jeg vidste godt, at jeg ikke mente det. “Alt er tilladt, når det gælder at frelse en uskyldig mand fra døden.”

Han lo igen. “Undskyld mig, men du ved jo meget godt, at det ikke passer,” sagde han. “I følge vor tro er der én ting, der er langt værre end døden, og det er sjælens fordømmelse. Du agter ikke at fordømme din. Jeg løb ingen risiko, da jeg skriftede for dig.”

“Men det er mord, hvis du ikke frelser denne mand,” sagde jeg.

“Ganske vist, men jeg har allerede ét mord på samvittigheden,” sagde han. “Man vænner sig hurtigt til det, og når man først er blevet vant til det, gør et mord fra eller til ikke så meget. Stakkels unge Wadham! Det er i morgen, ikke sandt? Nå, han får kun, hvad han har godt af. Pengeafpresning er noget modbydeligt noget.”

Jeg gik hen til telefonen og tog røret af.

“Det er virkelig meget interessant, dette her,” sagde han. “Walton Street er den nærmeste politistation. Du behøver ikke at forlange noget nummer, bare du siger: – Walton Street politistation. Men det kan du ikke gøre. Du kan ikke sige: – Jeg har en mand hos mig i øjeblikket, Horace Kennion, som har skriftet for mig, at han har myrdet Selfe. Så hvorfor bluffe! Hvis du virkelig gjorde det, ville jeg bare sige, at det ikke passede. Hvad gælder dit ord som præst, når du har brudt det hellige tavshedsløfte! Dit ord imod mit — latterligt!”

“Kennion,” sagde jeg, “for Guds kærligheds skyld og for den evige pines skyld, som selv du må frygte, meld dig selv! Hvad betyder det, om du eller jeg lever nogle år mere eller mindre, hvis vi går ind i evigheden med vore synders forladelse? Dag og nat vil jeg bede for dig.”

“Det er pænt af dig,” sagde han. “Men jeg tvivler ikke på, at du vil give Wadham syndsforladelse nu. Og hvad betyder det så, om han går ind i evigheden allerede klokken otte i morgen tidlig?”

“Hvorfor skriftede du så for mig,” spurgte jeg, “hvis du ikke havde i sinde at frelse ham og sone din brøde?”

“Det skal jeg såmænd gerne fortælle dig,” sagde han. “For ikke så længe siden var du temmelig modbydelig imod mig. Du sagde til mig, at ingen ordentlige mennesker ville omgås mig. Så slog det mig pludselig i dag, at det ville være morsomt at se dig i en rigtig knibe. Jeg har lidt sadistiske tilbøjeligheder, skal jeg sige dig, og jeg har moret mig dejligt i dag. Du er rigtig i klemme nu. Du ville hellere underkaste dig en hvilken som helst fysisk lidelse end denne sjælelige tortur. Det er vidunderligt, jeg – elsker det! Du skal have tak, kære Denys.”

Han rejste sig. “Jeg lod min taxa vente dernede,” sagde han. “Du får sikkert travlt i nat. Kan jeg hjælpe dig med noget?”

Der er visse sjælelige lidelser og nydelser, som ikke kan beskrives med ord, og jeg kan kun fortælle Dem, at jeg ikke kender noget helvede af skrupler, der kan sammenlignes med det helvede, som jeg befandt mig i. For selv igennem de bistreste skrupler kan vi se, at lidelsen er en nødvendig og gavnlig erfaring: kun gennem den kan vi renses for synd. Men denne kval var uden mål og uden mening.

Og så begyndte min hjerne langsomt at arbejde, og jeg gav mig til at spekulere på, om jeg ikke kunne gøre noget alligevel. Fra mit vindue så jeg, at lyset brændte i klokketårnet på Westminster. Underhuset havde altså møde endnu, og jeg kunne sikkert tillade mig at henvende mig til indenrigsministeren og fortælle ham, at jeg igennem et skriftemål havde erfaret, at Wadham var uskyldig. Han ville spørge mig om alle enkeltheder, og jeg kunne fortælle ham – og så forstod jeg, at jeg ikke kunne fortælle ham noget. Jeg kunne ikke sige, at morderen var gået med Selfe op i hans lejlighed, for derved kunne man måske finde ud af, at Kennison havde spist middag sammen med Selfe.

Men før jeg foretog mig noget, måtte jeg have råd og vejledning, og jeg gik hen til kardinalen, der havde sit hjem ved siden af kirken. Han var gået til ro, for det var over midnat, men da han erfarede, hvor presserende mit ærinde var, kom han ned og talte med mig. Jeg fortalte ham, hvad der var sket, uden at røbe det væsentligste, og hans svar var det, jeg havde ventet. Ganske vist kunne jeg måske nok tale med indenrigsministeren og fortælle ham om skriftemålet, men jeg måtte ikke med det mindste ord eller den ringeste antydning røbe noget, som kunne lede til en identificering. Personlig havde han ikke megen tiltro til, at henrettelsen kunne udsættes på grundlag af de oplysninger, jeg kunne give.

“Og hvad du end må lide, min søn,” sagde han, “vær sikker på, at du ikke lider, fordi du har handlet forkert, men fordi du har handlet rigtigt. Du fristes til at frelse en uskyldig mand, men det er djævelen, der frister dig, og hvad du end må tåle, fordi du ikke giver efter, så vid, at også dét er djævelens værk.”

Jeg opsøgte indenrigsministeren i parlamentet, men han erklærede, at han var ude af stand til at gøre noget, med mindre jeg fortalte ham det hele, hvilket han godt forstod, jeg ikke kunne.

“Han blev erklæret skyldig af nævningene og hans appel blev afvist,” sagde han. “Uden beviser kan jeg intet stille op.” Han sad og grundede et øjeblik, så sprang han op. “Du gode Gud, det er forfærdeligt!” sagde han. “Jeg tror Dem – det behøver jeg vist næppe at fortælle Dem – når De siger, at De har hørt dette skriftemål, men det beviser ikke, at det er sandt. Kan De ikke få fat i manden igen? Kan De ikke skræmme ham? Hvis De bare kan gøre et eller andet, som på nogen måde berettiger mig til at handle, lige til det øjeblik, da faldlemmen går, skal jeg udstede en benådning med det samme. Her er mit telefonnummer, ring mig op her eller i mit hjem når som helst.”

Jeg gik hen i fængslet før klokken seks om morgenen. Jeg fortalte Wadham, at jeg troede på hans uskyld, og jeg gav ham syndsforladelse. Han modtog den hellige nadver sammen med mig og gik uden at blinke i døden.”

Fader Denys tav.

“Jeg har været længe om at komme til det punkt i min fortælling,” sagde han,”som angår den seance, De talte om. Men De må kende alle disse ting for at forstå det, som jeg nu skal fortælle Dem. Jeg sagde, at disse budskaber og meddelelser fra de døde ikke kom fra de døde selv, men fra en ond og frygtelig magt, der agerer dem. De spurgte, ‘hvorfor blande djævelen ind i det?’ Det skal jeg sige Dem.

Da det var forbi, da faldlemmen kun var et gabende hul og rebet knagede og svingede, gik jeg hjem. Det var en mørk vintermorgen og til trods for den tragiske scene, jeg lige havde overværet, følte jeg mig rolig og fredfyldt. Jeg tænkte slet ikke på Kennion, kun på drengen – han var ikke stort andet – der måtte lide døden for en andens skyld. Jeg følte, han havde sonet sin egen brøde ved denne martyrdød. Og jeg var opfyldt af ydmyg taknemmelighed, fordi jeg havde fået styrke til at handle rigtigt. Havde Kennion nu ved min indgriben været i politiets hænder og Wadham i live, ville jeg have været brændemærket af den frygteligste forbrydelse en præst kan begå.

Jeg havde været oppe hele natten, og da jeg havde holdt min andagt, lagde jeg mig på min sofa for at få en smule søvn. Jeg drømte, at jeg sad i cellen hos Wadham og at han vidste, at jeg havde beviser for hans uskyld. Det var nogle få minutter, før han skulle dø, og udenfor på den flisebelagte gang lød der trin, som nærmede sig. Han hørte dem og rejste sig og pegede på mig. “De lader en uskyldig dø, selv om De kunne frelse ham,” sagde han, “det kan De ikke gøre, Fader Denys! Fader Denys!” skreg han, og skriget kvaltes i et gisp, da døren åbnede sig.

Jeg vågnede og vidste, at det var lyden af mit eget navn, der havde vækket mig, skriget lød endnu i mine ører, og jeg vidste, hvis stemme det var. Men jeg var ganske alene i mit stille tomme værelse, hvor daggryets blege lys nu nåede ind. Jeg havde kun sovet i få minutter, så jeg, men nu var enhver tanke om søvn blevet jaget på flugt, for et eller andet sted i nærheden af mig, usynlig, men frygtelig nærværende, stod den mand, jeg havde ladet gå til grunde. Og han kaldte på mig.

Lidt efter overbeviste jeg mig selv om, at jeg kun havde hørt hans stemme i drømme, hvilket var naturligt nok under de omstændigheder, og der gik nogle dage i fred og ro. Så en dag da jeg spadserede ad en solfyldt, befærdet gade, følte jeg en tydelig og frygtelig forandring i, hvad jeg vil kalde den psykiske atmosfære, der omgiver os alle, og jeg fyldtes med angst og onde forestilfinger. Og der kom Wadham gående imod mig på fortovet, munter og smilende. Han så på mig, og hans ansigt blev en maske af had. “Vi mødes forhåbentlig tit, fader Denys,” sagde han, da han gik forbi. En anden dag gik jeg hjem i skumringen, og da jeg trådte ind i mit værelse, hørte jeg pludselig lyden af et reb, der knagede og strammedes, og i vinduet hang hans legeme med dødshætten over hovedet og svingede i solnedgangen. Og undertiden når jeg sad med mine bøger, gik døren sagte op, og så vidste jeg, han var der.

Genfærdet eller dets symbol viste sig ikke ofte, ellers var min modstandskraft måske være vågnet, for jeg vidste, at det var djævelens værk. Men det viste sig med lange mellemrum, når jeg ikke var på vagt og troede, at jeg havde besejret det, og så følte jeg undertiden min tro vakle. Men forud for dets komme havde jeg altid denne følelse af, at onde magter omgav mig, og så sent som sidste søndag …”

Han brød af og skjulte ansigtet i sine hænder, som ville han værge sig mod et frygteligt syn.

“Jeg havde prædiket,” begyndte han påny, “og kirken var fuld. Jeg er mig ikke bevidst, at jeg tænkte på andet end at fremme den hellige sag, jeg talte for. Det var en morgengudstjeneste, og solen strømmede ind gennem de malede ruder og lyset brødes i brogede farver. Men midt under min prædiken formørkedes himlen af en vældig sky og samtidig kom denne frygtelige følelse af, at et uvejr nærmede sig. Det blev så mørkt, da jeg nærmede mig slutningen af min prædiken, at lyset i kirken måtte tændes. Der var en lampe på prædikestolen, hvor jeg havde anbragt mine papirer, og da den blev tændt, skinnede den lige ned på kirkestolen nedenunder. Og dér sad Wadham – det purpurrøde ansigt med de fremstående øjne vendte op imod mig, og rundt om halsen lå det kvælende reb. Min stemme svigtede mig et øjeblik, og jeg greb fat i pulten, da han stirrede på mig og jeg på ham. En rædsel, der var mørk som de fortabtes evige nat, lukkede sig om mig, for jeg havde ladet ham gå uskyldig i døden, og min straf var retfærdig.

Men som en stjerne, der strålede gennem en rift i dette sjælens uvejr, kom atter den lysende overbevisning, at jeg som præst ikke kunne have handlet anderledes. Og med den kom den sikre forvisning, at denne åbenbaring ikke kom fra Gud, men var djævelens værk og måtte bekæmpes og trodses, således som vi med foragt bekæmper en lumsk og indsmigrende fristelse. Det kunne derfor ikke være Wadhams ånd, jeg stirrede på, men djævelens blændværk. Så jeg tog øjnene fra ham og så igen på mine papirer og fortsatte med min prædiken, for det alene var mit kald.

Pausen havde forekommet mig at vare en evighed – jeg følte det, som om den lå udenfor tiden, men jeg erfarede bagefter, at man næppe havde mærket den. Og af mit eget hjerte lærte jeg, at det var ikke nogen straf, jeg led, men at det var min tro, der havde svigtet.”

Pludselig brød han af. Der kom et mærkeligt udtryk i hans øjne, da han fæstnede dem på døren, de lyste – ikke af frygt, men af vild, ubøjelig modstand.

“Nu kommer det,” sagde han til mig, “og hvis De ser eller hører noget, så vis Deres foragt, for det er det onde.” Døren gik langsomt op og blev lukket igen, og skønt intet synligt kom ind, følte jeg dog, at der nu var et væsen i værelset foruden fader Denys og mig. Det virkede på mig lige som en frygtelig lugt af forrådnelse virker på én fysisk. Jeg blev syg om hjertet ved det. Så bemærkede jeg, skønt jeg stadig intet kunne se, at værelset, der havde været varmt og hyggeligt med en flammende kulild i kaminen, blev koldt og at en underlig formørkelse slørede lyset. Tæt ved mig på bordet stod en elektrisk lampe, dens skygge flakkede i den iskolde træk, og dens lysende tråd var ikke længere hvidglødende, men rød og mat som gløderne i kaminen.

Fader Denys sad ret op i sin stol med øjnene rettet mod noget, som var usynligt for mig. Hans læber bevægede sig mumlende, og hans hænder knugede om krusefikset. Og nu så jeg det, som jeg vidste, han også så. Et ansigt trådte frem af mørket foran ham. Et ansigt, der var opsvulmet og purpurrødt og med tungen hængende ud af munden, og som den hang der, svingede den frem og tilbage. Det blev tydeligere og tydeligere, som det hang der i rebet, der nu også blev synligt for mig, og skønt det var et genfærd af en forekom det ikke dødt, men mærkeligt levende, og den ånd, der på en så forfærdelig måde gav det liv, var ikke et menneskes, men en djævels.

Pludselig rejste fader Denys sig, og hans ansigt var ikke en tomme fra den hængtes. Han løftede sine hænder med det hellige tegn. “Vig bort til din pine,” råbte han, “indtil den barmhjertige Gud udfrir dig og skænker dig dødens evige ro.”

Der lød en jamren i luften, et vindstød fik væggene i stuen til at skælve, og så vendte lyset og varmen atter tilbage, og vi var igen alene. Fader Denys’s ansigt var hærget og mærket af den kamp, han havde udstået, men det udstrålede et lys, som jeg aldrig har set hos noget menneske før.

“Det er forbi,” sagde han. “Jeg så det svinde og visne for den almægtiges magt, og Deres øjne fortæller mig, at De også så det. Nu ved De, at det, der viste sig i menneskeform, var det onde.”

Vi talte lidt sammen endnu, så rejste han sig for at gå. “Åh, det er sandt!” sagde han, “De ville gerne vide, hvordan jeg kunne betro Dem, hvad der var blevet fortalt mig under et skriftemål. Horace Kennion døde i morges for egen hånd. Han havde overladt sin sagfører en pakke, der skulle åbnes efter hans død, med instruktioner om at indholdet skulle offentliggøres i aviserne. Jeg så det i en aftenavis, og det var en detaljeret beskrivelse af, hvordan han dræbte Gerald Selfe. Han ønskede, at så mange som muligt skulle vide det.

“Men hvorfor dog det?” spurgte jeg.

Fader Denys tøvede. “Han var vel stolt af sin ondskab,” sagde han. “Han elskede den, som jeg har fortalt Dem, for dens egen skyld, og han ønskede, at alle skulle kende den, så snart han selv var vel af vejen.”

Trykt i Britannia, december 1928
Originaltitel: The Hanging of Alfred Wadham

Kort om Edward F. Benson

Født den 24. juli 1867
Død den 29. februar 1940

Læs mere på Wikipedia