Genfærds-diligencen af Amelia B. Edwards

Amelia B. Edwards
By unbekannt – entweder der Verlag oder eine Zeitung – aus dem Buch von Amelia B Edwards “PHARAOHS, FELLAHS AND EXPLORERS”, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=11423945

De begivenheder, som jeg nu vil fortælle Dem, er absolut sande. Det er noget, der er hændt mig, og jeg husker det så tydeligt, som var det sket i går. Og dog er der gået 20 år siden den nat. I de 20 år har jeg kun fortalt historien til ét menneske. Jeg fortæller den nu med en modvilje, jeg har svært ved at overvinde. Det eneste, jeg beder om, er, at De vil lade være med at pådutte mig Deres meninger. Jeg ønsker ikke noget bortforklaret. Jeg har ikke lyst til at indlade mig på nogen diskussion. Jeg ved meget nøje, hvad jeg selv mener om dette emne, og da jeg har mine egne sansers vidnesbyrd at stole på, foretrækker jeg at holde mig til det.

Altså! Det skete for netop 20 år siden, et par dage før rypejagten holdt op. Jeg havde været på jagt hele dagen, men havde knap nok fået noget i tasken. Vinden var stik øst. Det var i december, og det var på en trist vidstrakt hede helt oppe i den nordligste del af England. Og jeg var gået vild. Det var ikke et rart sted at gå vild. De første snefnug fra en snestorm, der var i anmarch, dansede hen over lyngen, og den blygrå himmel blev mørkere og mørkere. Jeg skyggede med hånden over øjnene og stirrede ængstelig ud i skumringen, hvor den dyblilla hede gik over i en lav bjergkæde 15-20 kilometer borte. Ikke den mindste anelse af røg, ikke en smule dyrket jord, ikke så meget som et gærde eller en fåresti mødte blikket i nogen retning. Der var ikke andet at gøre end at gå videre og prøve at finde et eller andet undervejs. Jeg tog geværet på nakken igen og gik træt videre. Jeg havde været på benene siden daggry, og jeg havde ikke spist noget siden morgenmaden.

Imidlertid begyndte sneen af falde uhyggelig tæt, og vinden lagde sig. Så blev det endnu koldere, og mørket sænkede sig hurtigt. Mine udsigter formørkedes samtidig med himlen, og jeg blev tung om hjertet, da jeg tænkte på min unge hustru, der allerede sad og så efter mig ved vinduet i vores lille værelse på kroen, og jeg tænkte på al den lidelse og uvished, der ventede hende den lange nat igennem. Vi havde været gift i 4 måneder, og efter at have tilbragt efteråret i det skotske højland boede vi nu i en lille, afsides landsby i udkanten af en af de store engelske heder. Vi var meget forelskede i hinanden og meget lykkelige. I morges, da vi skiltes, havde hun bedt mig komme hjem, før det blev mørkt, og det havde jeg lovet. Hvad ville jeg ikke have givet for at have holdt mit løfte! Hvor træt jeg end var, følte jeg, at jeg endnu kunne nå at komme hjem før midnat, hvis jeg bare fik et godt måltid, en times hvil og en god fører.

Og hele tiden faldt sneen, og mørket blev tættere. Nu og da standsede jeg og råbte, men mine råb syntes kun at gøre stilheden dybere. Der kom en sær følelse af ubehag over mig, og jeg begyndte at huske historier om vandringsmænd, der var blevet ved at gå og gå i snevejret, indtil de helt udmattede ikke ønskede andet end at lægge sig ned og sove ind i døden. Ville det være muligt, spurgte jeg mig selv, at fortsætte med at gå hele den lange, mørke nat? Ville det tidspunkt komme, hvor mine kræfter svigtede og min vilje slappedes? Hvis det skete, måtte også jeg sove dødens søvn. Døden! Det gøs i mig. Hvor ville det være hårdt at dø nu, da livet lå så lyst foran mig! Hvor ville det være hårdt for min hustru, hvis elskende hjerte – men det kunne jeg ikke holde ud at tænke på! For at skyde tanken til side, begyndte jeg at råbe igen, højere og længere end før. Jeg lyttede anspændt. Blev mit råb besvaret, eller bildte jeg mig blot ind, at jeg hørte et råb langt borte? Jeg kaldte igen, og igen fulgte ekkoet. Så dukkede der pludselig et flakkende lysskær frem af mørket, det blinkede, forsvandt, nærmede sig og blev stærkere.

Jeg løb hen imod det, så hurtigt jeg kunne, og stod til min store glæde pludselig ansigt til ansigt med en gammel mand, som gik og svingede med en lygte. “Gudskelov!” udbrød jeg uvilkårligt. Han glippede med øjnene og rynkede panden. Så løftede han lygten og så på mit ansigt. “For hvad?” brummede han gnavent. “Jo – for Dem. Jeg begyndte at blive bange for, at jeg skulle gå vild i sneen.”
“Nå,ja, folk går vild her en gang imellem, og hvorfor skulle De ikke også, hvis det er Herrens vilje?”
“Hvis det er Herrens vilje, at De og jeg går vild sammen, min ven, så må vi finde os i det,” svarede jeg, “men jeg agter ikke at gå vild uden Dem. Hvor langt er jeg nu fra Dwolding?”
“Mindst 30 kilometer.”
“Og fra den nærmeste landsby?”
“Den nærmeste landsby er Wyke, og det er 20 kilometer i den anden retning.”
“Hvor bor De da?”
“Derude,” sagde han og gjorde et kast med lygten.
“De er vel på hjemvejen?”
“Det er jeg måske.”
“Så går jeg med Dem.”

Den gamle mand rystede på hovedet og gnubbede eftertænksomt næsen med håndtaget på lygten. “Det nytter ikke noget,” brummede han. “Han slipper Dem ikke ind, det gør han ikke.”
“Det skal vi nok ordne,” sagde jeg muntert. “Hvem er han?”
“Herren.”
“Hvem er herren?”
“Det kan jo være Dem lige meget,” lød det uhøflige svar.
“Nå, ja, gå nu i forvejen, så skal jeg nok få herren til at give mig husly og aftensmad i aften.”
“Ja, De kan jo prøve!” mumlede min tvære fører. Han rystede stadig på hovedet, mens han humpede af sted som en trold gennem den faldende sne.

En stor bygning dukkede pludselig frem af mørket, og en vældig hund for ud og gøede rasende. “Er det her huset?” spurgte jeg.
“Ja, det er huset. Læg dig, Bey!” Han famlede i lommen efter en nøgle. Jeg gik tæt hen bag ham, fast besluttet på ikke at miste nogen chance for at komme ind, og i den lille lyscirkel fra lygten så jeg, at døren var tæt beslået med svære jernsøm som en fængselsdør. Et øjeblik efter havde han drejet nøglen om, og jeg trængte forbi ham ind i huset.

Da jeg først var kommet indenfor, så jeg mig nysgerrigt om. Jeg befandt mig i en kæmpemæssig bjælkehal, der åbenbart tjente mange formål. I den ene ende lå der store korndynger, der nåede op til loftet ligesom i en lade. I den anden ende var der stabler af melsække, landbrugsredskaber, tønder og alt muligt ragelse. Ned fra bjælkerne hang der rækker af skinker, flæskesider og bundter af tørrede urter til vinterbrug. Midt på gulvet stod der en mægtig indretning, klodset dækket med en snavset presenning. Da jeg løftede et hjørne af presenningen, så jeg til min forbavselse et meget stort teleskop, monteret på en bevægelig platform med fire små hjul. Røret var lavet af malet træ, holdt sammen af grove metalbånd. Spejlet var, så vidt jeg kunne se i det svage lys, mindst femten tommer i diameter. Mens jeg stod og undersøgte instrumentet og spekulerede på, om det mon var en autodidaktisk optikers værk, ringede en klokke højt.

“Det er Dem,” sagde min fører med et ondskabsfuldt grin. “Hans værelse er derovre.” Han pegede mod en lav, sort dør i den modsatte side af hallen. Jeg gik derover, bankede temmelig hårdt på døren og trådte ind uden at vente på nogen opfordring. En høj, hvidhåret gammel mand rejste sig fra et bord, der var dækket med bøger og papirer, og så strengt på mig.

“Hvem er De?” sagde han. “Hvordan er De kommet her? Hvad ønsker De?”
“James Murray, sagfører. Til fods over heden. Mad, drikke og søvn.”
Hans buskede bryn rynkedes ildevarslende. “Mit hus er ikke noget hotel,” sagde han hovmodigt. “Jacob, hvor vover du at lukke denne fremmede ind?”
“Jeg lukkede ham ikke ind,” brummede den gamle, “han fulgte mig over heden og trængte sig ind foran mig. Jeg kan ikke hamle op med en, der er seks fod og to tommer.”
“Og må jeg spørge Dem, min herre, med hvilken ret trænger De ind i mit hus?”
“Med den ret med hvilken jeg ville have klynget mig til Deres båd, hvis jeg var ved at drukne. Med selvopholdelsesdriftens ret.”
“Selvopholdelsesdriften?”
“Der ligger allerede en tomme sne på jorden nu,” svarede jeg kort, “og før daggry ville der være nok til at dække mit lig.”

Han gik hen til vinduet, trak et tungt, sort gardin til side og så ud. “De har ret,” sagde han. “Hvis De vil, kan De blive til i morgen. Jacob, servér aftensmaden.” Han gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ned, tog selv plads og fordybede sig atter i den læsning, jeg havde afbrudt.

Jeg satte mit gevær i hjørnet, trak en stol hen til ilden og så mig om i ro og mag. Værelset var mindre end hallen, og dets indhold ikke så blandet, men det rummede alligevel en hel del, der kunne vække min nysgerrighed. Der var intet tæppe på gulvet. De hvidkalkede vægge var hist og her overkradset med mærkelige diagrammer, og andre steder var de dækket med hylder fulde af fysiske instrumenter, hvis formål jeg ikke altid kendte. På den ene side af kaminen stod der en reol, fyldt med store, lasede bøger, på den anden side et lille orgel, fantastisk dekoreret med malede udskæringer, som forestillede middelalderlige djævle og engle. Gennem lågen til et skab, der stod halvt åbent i den anden ende af stuen, kunne jeg se en lang række geologiske prøver, medicinske præparater, kolber, destillations-apparater og krukker med kemikalier. På hylden ved siden af mig stod der, foruden en mængde andet, også en model af solsystemet, et lille galvanisk batteri og et mikroskop. Hver eneste stol var fuldt belæsset. I hver eneste krog lå der dynger af bøger. Selv på gulvet flød det med kort, afstøbninger, papirer, diagrammer og et lærd roderi af alt muligt.

Jeg så mig om med en forbavselse, der steg for hver ny ting, jeg fik øje på. Et så mærkeligt værelse havde jeg aldrig set. Endnu mærkeligere var det dog at finde et sådant værelse i en ensom gård ude på de vilde, mennesketomme heder! Atter og atter så jeg fra min vært til hans omgivelser og fra omgivelserne tilbage til min vært og spekulerede på, hvem og hvad han kunne være.

Mens jeg sad og betragtede ham, gik døren op, og Jacob bragte aftensmaden ind. Hans herre lukkede bogen, rejste sig og bad mig tage plads ved bordet med større høflighed end han før havde vist. Der blev sat skinke og æg, et brød og en flaske fremragende sherry for mig.

“Jeg har kun tarvelig bondekost at byde Dem,” sagde min vært. “Jeg håber, at Deres appetit vil få Dem til at glemme manglerne ved vort spisekammer.” Jeg var allerede gået i gang med maden og påstod med en sulten jægers begejstring, at jeg aldrig havde smagt noget så vidunderligt.

Han bukkede stift, satte sig og begyndte på sin egen aftensmad, som ganske enkelt bestod af en kande mælk og en tallerken grød. Vi spiste i tavshed, og da vi var færdige, tog Jacob bakken ud. Så trak jeg min stol hen til kaminen igen. Til min forbavselse gjorde min vært det samme. Han vendte sig brat imod mig og sagde: “Min herre, jeg har levet her strengt afsondret fra verden i 23 år. I den tid har jeg ikke haft én gæst om året, og jeg har ikke læst en eneste avis. De er den første fremmede, der kommer over min tærskel i de sidste 4 år. Vil De gøre mig den tjeneste at give mig lidt oplysning om den verden, jeg så længe har været borte fra?”

“Vær så venlig at udspørge mig,” svarede jeg. “Jeg står ganske til Deres disposition.” Han bukkede let til tak og lænede sig frem. Med albuerne på knæene og med hagen støttet i hænderne sad han og stirrede stift ind i ilden. Så begyndte han at udspørge mig.

Hans spørgsmål drejede sig mest om videnskabelige forhold, han var næsten helt ukendt med videnskabens sidste fremskridt og den måde, hvorpå de anvendtes i det daglige. Da jeg ikke selv var videnskabsmand, svarede jeg så godt, som min ringe viden tillod mig, men hvervet var alt andet end let, og jeg blev meget lettet, da han holdt op med at spørge og gik over til at diskutere og begyndte at fremsætte sine egne slutninger om det, jeg havde prøvet at forklare ham. Han talte og jeg lyttede fortryllet. Han talte, til han næsten glemte min tilstedeværelse, tror jeg, og blot sad og tænkte højt. Jeg har aldrig hørt noget lignende, hverken før eller senere. Han var fuldt fortrolig med alle de filosofiske systemer, analyserede sindrigt, generaliserede dristigt, og hans tanker strømmede uhindret frem. Han sad stadig i den samme gnavne stilling med øjnene fæstet på ilden og vandrede fra emne til emne, fra spekulation til spekulation som en inspireret drømmer. Han gik fra praktisk videnskab til filosofi, fra elektricitet i ledningsnet til elektricitet i nerver, fra Watts til Mesmer, fra Mesmer til Reichenbach, fra Reichenbach til Swedenborg, Spinoza, Condillac, Descartes, Berkeley, AristoteIes, Platon og Østens magere og mystikere. Alt sammen overgange, der måske kunne være forvirrende, fordi de spændte så vidt, men som fra hans læber lød så lette og harmoniske som overgange i musik. Efter nogen tids forIøb – jeg husker ikke mere, hvad forbindelsen var, kom han ind på de områder, som endog ligger hinsides den spekulative filosofis grænser. Han talte om sjælen og dens stræben, om ånden og dens magt, om synskhed, om spådom, om de fænomener, som under navn af spøgelser, genfærd og overnaturlige væsner er blevet benægtet af skeptikere og bekræftet af lettroende gennem alle tider.

“Verden,” sagde han, “bliver for hver time, der går, mere og mere skeptisk med hensyn til alt det, der ligger uden for dens eget snævre område. Vore videnskabsmænd støtter denne skæbnesvangre tendens. Alt, hvad der ikke lader sig bekræfte ved eksperimenter, stempler de som opspind. Alt, hvad der ikke kan bevises i et laboratorium eller en dissektionsstue forkaster de som forkert. Hvilken overtro har de kæmpet så længe og så stædigt imod som troen på genfærd? Og hvilken overtro har beholdt sit faste greb i menneskers sind længere? Vis mig en kendsgerning indenfor fysik, historie, arkæologi, der er støttet af så mange og så forskellige vidnesbyrd. Dette fænomen, der er bekræftet af alle racer, af alle tidsaldre og under alle himmelstrøg af oldtidens mest nøgterne lærde, af den mest primitive vilde i nutiden, af kristne, hedninger, panteister og materialister, behandles som en ammestuefortælling af vort århundredes videnskabsmænd. Indicie-beviser er for dem blot en fjer i vægtskålen. Hvor værdifuld sammenligningen af årsag og virkning end er i videnskaben, så skubbes den her til side som værdiløs og upålidelig. Vidners udsagn regnes ikke for noget, lige meget hvor pålidelige vidnerne ellers er. Den, som blot tøver, før han udtaler sin dom, fordømmes som en nar. Den, der tror, er en drømmer eller en tåbe.”

Han havde talt med bitterhed i stemmen og sank hen i tavshed et par minutter. Lidt efter hævede han hovedet fra hænderne og tilføjede i en anden tone: “Jeg standsede ved dette problem, undersøgte det og skammede mig ikke over at fremsætte mine overbevisninger for verden. Jeg blev brændemærket som en synsk, latterliggjort af mine samtidige og med hån jaget bort fra den gren af videnskaben, i hvilken jeg havde arbejdet med ære i alle de bedste år af mit liv. Alt dette skete for 23 år siden. Fra den tid har jeg levet, som De ser, jeg lever nu, og verden har glemt mig, som jeg har glemt verden. Der har De min historie.”

“Den er meget sørgelig,” mumlede jeg, for jeg vidste næppe, hvad jeg skulle svare.
“Den er meget almindelig,” svarede han. “Jeg har kun lidt for sandheden, som så mange bedre og klogere mænd har lidt før mig.” Han rejste sig, som om han ville afslutte samtalen og gik hen til vinduet. “Det sner ikke mere,” bemærkede han, da han lod gardinet falde og gik tilbage til kaminen.
“Sner det ikke mere!” udbrød jeg og rejste mig ivrigt. “Åh, hvis det bare var muligt – men det er håbløst. Selv om jeg kunne finde vej over heden, kunne jeg ikke gå 30 kilometer i aften.”
“Gå 30 kilometer i aften!” udbrød min vært. “Hvad tænker De på?”
“Jeg tænker på min kone,” svarede jeg utålmodigt. “På min unge kone, der ikke ved, jeg er gået vild og som i dette øjeblik er næsten ude af sig selv af ængstelse.”
“Hvor er hun?”
“I Dwolding, 30 kilometer borte.”
“I Dwolding,” gentog han tankefuldt. “Ja, det er rigtigt, afstanden er 30 kilometer. Men – er De så ivrig for at spare de 6-8 timer?”
“Så ivrig er jeg, at jeg i dette øjeblik ville give 10 pund for en fører og en hest.”
“Deres ønske kan opfyldes for mindre end det,” sagde han smilende. “Aftendiligencen nordfra, som skifter heste i Dwolding passerer et vejkryds, der kun ligger 6 kilometer herfra, og den skal være der om ca. fem kvarter. Hvis Jacob går med Dem over heden og viser Dem den gamle postvej, tror De så, De selv kunne finde vej til det sted, hvor den støder ud til den nye vej?”
“Let – gerne!”

Han smilede igen, ringede og gav den gamle tjener besked, så tog han en flaske whisky og et glas frem fra det skab, hvor han gemte sine kemikalier. “Sneen ligger dybt,” sagde han, “og det er tungt at gå over heden i aften. Et glas whisky før De tager af sted?” Jeg ville have sagt nej, men han nødede mig, og jeg drak det. Det brændte mig i halsen som ild og tog næsten vejret fra mig. “Det er stærkt,” sagde han, “men det vil hjælpe Dem med at holde kulden ude. Og nu har De ikke et øjeblik at spilde. God nat!”

Jeg takkede ham for hans gæstfrihed og ville have trykket hans hånd, men han havde vendt sig bort, før jeg havde talt færdig. Et øjeblik efter gik jeg gennem hallen, Jacob lukkede yderdøren bag mig, og vi var ude på den åbne, hvide hede.

Det var bitterlig koldt, selv om vinden havde lagt sig. Ikke en lyd forstyrrede nattens stilhed, undtagen sneens knirken under vore fødder. Jacob, der ikke var særlig tilfreds med sit hverv, traskede foran mig i tvær tavshed med sin lygte i hånden. Jeg fulgte efter ham med geværet over skulderen, lige så lidt oplagt til samtale som han. Mine tanker kredsede om min sælsomme vært. Hans stemme lød endnu i mine øren. Hans veltalenhed holdt min fantasi fanget. Den dag i dag husker jeg med forbavselse, hvordan min stærkt stimulerede hjerne fuldstændig ordret huskede hele sætninger og stumper af sætninger, et væld af strålende billeder og brudstykker af glimrende ræsonnementer.

Mens jeg således tænkte over det, jeg havde hørt og prøvede at komme i tanker om et led hist og her, fulgte jeg i hælene på min fører uden at ænse noget. Efter nogen tids forløb standsede han pludselig og sagde: “Der går Deres vej. Sørg for, at De har stengærdet til højre for Dem, så kan De ikke tage fejl af vejen.”
“Så er det altså den gamle postvej?”
“Ja, det er den gamle postvej.”
“Og hvor langt er der så til korsvejen?”
“Lidt over 4 kilometer.”

Jeg trak min pung frem, og han blev mere meddelsom. “Vejen er såmænd god nok til fodgængere,” sagde han, “men den var for stejl og for snæver til trafikken nordpå. De skal passe på, der hvor gærdet er gået i stykker tæt ved vejviseren. Det er ikke blevet gjort i stand siden ulykken.”
“Hvilken ulykke?”
“Aftendiligencen styrtede ned i dalen nedenunder – mindst 10 meter – lige på det værste sted af vejen på hele egnen.”
“Forfærdeligt! Var der mange, der blev dræbt?”
“Dem alle sammen. De fandt 4 døde, og de sidste 2 døde næste morgen.”
“Hvor længe er det siden, det skete?”
“Det er lige 9 år.”
“I nærheden af vejviseren, siger De? Jeg skal huske det. God nat.”
“God nat, og mange tak.”

Jacob stak pengene i lommen, gjorde en bevægelse i retning af hatten og gik hjem ad den vej, han var kommet. Jeg så efter skæret fra hans lygte til det forsvandt, så vendte jeg mig og fortsatte min vej alene. Der var ikke længere den mindste vanskelighed ved det, for selv om det var meget mørkt, sås stengærdet tydeligt nok mod det svage skær fra sneen. Hvor var der stille nu, da jeg ikke havde andet end mine egne skridt at lytte efter! Hvor stille og ensomt! Jeg fik en mærkelig, ubehagelig følelse af ensomhed. Jeg gik hurtigere. Jeg nynnede en stump af en melodi. Jeg lagde vældige summer sammen i hovedet og beregnede rente og rentes rente af dem. Jeg gjorde kort sagt mit bedste for at glemme de forbløffende betragtninger, jeg lige havde lyttet til, og det lykkedes mig til en vis grad.

Imidlertid syntes natteluften at blive koldere og koldere, og skønt jeg gik rask til, var det umuligt at holde varmen. Mine fødder var som is. Mine hænder blev helt følelsesløse, og jeg holdt rent mekanisk fast på geværet. Jeg åndede også tungt, som om jeg var ved at klatre op ad de højeste tinder på et eller andet mægtigt bjerg og ikke blot gik hen ad en almindelig landevej i Nordengland. Jeg blev til sidst så forpustet, at jeg måtte standse et par minutter og læne mig mod stengærdet. Da jeg gjorde det, kom jeg til at se hen ad vejen, og til min lettelse så jeg i det fjerne en lille lysprik, der lignede en lygte, som nærmede sig. Først mente jeg, at det var Jacob, der var gået tilbage efter mig, men netop som jeg tænkte dette, så jeg et lys til, der tydeligt nok var parallelt med det første. Det nærmede sig også med samme fart. Jeg behøvede ikke spekulere længe for at regne ud, at det var lygterne på en privat vogn, skønt det forekom mig mærkeligt, at en privat vogn kørte ad en vej, der ikke længere var i brug, og om hvilken det oven i købet sagdes, at den var farlig.

Der kunne dog ikke være nogen tvivl om det, for lygterne blev stærkere for hvert øjeblik, og jeg bildte mig allerede ind, at jeg kunne se vognens mørke omrids mellem dem. Den nærmede sig meget hurtigt og fuldstændig lydløst, da sneen lå næsten en fod dyb under hjulene.

Og nu blev selve køretøjet synligt mellem lygterne. Det så mærkelig højt ud. En pludselig mistanke dukkede op i mit sind. Var det muligt, at jeg i mørket var kommet forbi korsvejen uden at se vejviseren, og var det måske den diligence, jeg skulle møde? Jeg behøvede ikke spekulere længe over det, for nu kom den frem fra et sving på vejen med kusk og post, en passager ovenpå og fire dampende skimler, alle omgivet af et svagt lysskær, gennem hvilke lygterne strålede som et par blændende meteorer.

Jeg sprang frem, vinkede med hatten og råbte. Postvognen kom hen mod mig i fuld fart og kørte forbi. Et øjeblik frygtede jeg, at jeg hverken var blevet set eller hørt, men det var kun et øjeblik. Kusken standsede. Posten, der var indhyllet i halstørklæder og frakke helt op til øjnene, sad åbenbart og sov, for han besvarede ikke mit råb og gjorde ikke det mindste forsøg på at stige ned. Passageren, der sad udenpå, drejede end ikke hovedet.

Jeg åbnede selv døren og så ind. Der sad kun 3 rejsende indenfor, så jeg gik ind, lukkede døren, satte mig i et ledigt hjørne og lykønskede mig til mit held. Luften i diligencen forekom mig at være koldere end luften udenfor, hvis det var muligt, og den var gennemtrængt af en mærkelig fugtig og ubehagelig lugt. Jeg så på mine medpassagerer. Det var alle mænd, og de var alle tavse. Det lod ikke til, at de sov, men de sad tilbagelænet i hver sit hjørne af vognen, somom de var optaget af deres egne tanker. Jeg prøvede at indlede en samtale.

“Hvor er det dog koldt i nat,” sagde jeg henvendt til min genbo. Han hævede hovedet og så på mig men svarede ikke. “Det lader til,” fortsatte jeg, “at vinteren er begyndt for alvor.”

Skønt det hjørne, han sad i, var så svagt oplyst, at jeg ikke rigtig kunne se hans træk, så jeg dog, at hans øjne var rettet lige mod mig. Alligevel svarede han ikke et ord. På ethvert andet tidspunkt ville jeg være blevet ærgerlig og rimeligvis have givet udtryk for det, men i øjeblikket følte jeg mig for ilde tilpas til at gøre noget ved det. Natteluftens isnende kulde var trængt ind i kroppen på mig, og den mærkelige lugt inde i vognen havde givet mig en uudholdelig kvalme. Jeg rystede fra hoved til fod, og idet jeg vendte mig imod min nabo på venstre side, spurgte jeg, om han havde noget imod, at jeg åbnede et vindue. Han hverken talte eller rørte sig. Jeg gentog spørgsmålet højere, men med samme resultat. Så mistede jeg tålmodigheden og trak vinduet ned. Da jeg gjorde det, brast læderremmen i hånden på mig, og jeg lagde mærke til, at glasset var fuldstændig jordslået, så meget, at det måtte have siddet der i årevis. Da min opmærksomhed således var henledt på vognens tilstand, undersøgte jeg den nøjere, og ved de udvendige lygters flakkende skær så jeg, at den var overordentlig medtaget. Ikke blot var den ikke repareret, men den var lige ved at falde fra hinanden. Vinduesrammerne gik i stykker ved den blotte berøring. Læderbetrækket var skimlet og rådnede bogstavelig talt bort fra træværket. Gulvet var lige ved at gå i stykker under mine fødder. Hele vognen var fuldstændig ødelagt af fugt og var åbenbart blevet hentet frem fra et eller andet udhus, hvor den havde stået og smuldret i mange år, for at gøre endnu en dags arbejde på landevejen.

Jeg vendte mig mod den tredje passager, som jeg endnu ikke havde tiltalt, og vovede en bemærkning. “Denne vogn er i en meget dårlig tilstand,” sagde jeg. “Den rigtige diligence er vel til reparation?” Han drejede langsomt hovedet og så mig ind i øjnene uden at sige et ord. Jeg vil aldrig glemme det blik, så længe jeg lever. Det gjorde mig kold om hjertet og kan gøre det endnu, når jeg tænker på det. Hans øjne glødede med en feberagtig, unaturlig glans. Hans ansigt var gustent som et ligs. Hans blodløse læber var trukket tilbage som i dødsangst og viste de skinnende tænder.

Mine ord døde bort på mine læber, og der kom en rædsel – en frygtelig rædsel – over mig. Mine øjne havde nu vænnet sig til mørket i vognen, og jeg kunne se nogenlunde tydeligt. Jeg vendte mig mod manden overfor mig. Han sad også og så på mig med samme forfærdende bleghed i ansigtet og med det samme stenhårde glimt i øjnene. Jeg tørrede mig over panden. Jeg vendte mig mod passageren ved siden af mig og så – åh, Himmel, hvordan skal jeg beskrive, hvad jeg så? Jeg så, – at ingen af dem var levende, at han ikke var et levende menneske som jeg selv! Der var et svagt lysskær over deres frygtelige ansigter – forrådnelsens skær – og over deres hår, der drev af gravens fugt, over deres jordslåede tøj, der var ved at falde af dem, og over deres hænder, der var som hænder på lig, der har været længe begravet. Kun deres øjne, deres frygtelige øjne, levede, og de var alle vendt truende imod mig!

Et skrig af rædsel, et vildt, uforståeligt skrig om hjælp og nåde brød frem fra mine læber, da jeg kastede mig mod døren og forgæves prøvede at åbne den. I et eneste øjeblik, der var kort og klart, som når et landskab ses i et lynglimt, så jeg månen skinne gennem en forreven sky – den uhyggelige vejviser, der stod med løftet finger ved vejkanten – det knuste stengærde – hestene, der var ved at falde – det mørke dyb nedenfor. Så gyngede vognen som et skib i storm. Så kom der et vældigt brag – en følelse af knusende smerte – mørke …

Det forekom mig, at der var gået flere år, da jeg en morgen vågnede efter en dyb søvn og fandt min kone ved siden af sengen. Jeg vil forbigå den scene, der fulgte, og ganske kort fortælle Dem den historie, hun fortalte mig med taknemmelige tårer. Jeg var faldet ned i kløften, tæt ved det sted, hvor den gamle vej møder ud til den ny, og var kun blevet frelst fra en sikker død ved at falde i en dyb snedrive, der var føget sammen ved foden af klippen nedenfor, I denne snedrive blev jeg opdaget ved daggry af et par fårehyrder, som bar mig til det nærmeste ly og hentede en læge til mig. Lægen fandt mig i vildelse, med brækket arm og kompliceret kraniebrud. Brevene i min tegnebog viste mit navn og adresse, min kone blev tilkaldt for at pleje mig, og takket være min ungdom og stærke konstitution kom jeg mig til sidst. Jeg behøver næppe at sige, at det sted, hvor jeg faldt, netop var samme sted, som den frygtelige ulykke havde ramt diligencen nordfra 9 år i forvejen.

Jeg fortalte aldrig min kone om den frygtelige oplevelse, jeg lige har berettet for Dem. Jeg fortalte lægen, der tilså mig, om den, men han behandlede hele eventyret som slet og ret en feberfantasi. Vi diskuterede spørgsmålet gang på gang, indtil vi opdagede at vi ikke mere kunne afvinde det interesse, så lod vi emnet falde. Lad andre mene, hvad de vil – jeg ved, at for 20 år siden var jeg den femte passager i genfærds-diligencen.

Trykt i All the Year Round, Christmas, 1864
Originaltitel: The Phantom Coach

Kort om Amelia B. Edwards

Født den 7. juni 1831
Død den 15. april 1892

Læs mere på Wikipedia

På landevejen af Richard Middleton

Richard Middleton
By anon – http://callumjames.blogspot.com/2013/04/richard-middleton-too-late-decadent.html, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=30447682

Solen var langsomt kommet op bag de faste, hvide bakkedrag og strålede nu på en glitrende verden af sne. Det havde frosset hårdt om natten, og fuglene, der hoppede omkring på de sølvhvide veje, efterlod ingen spor i sneen. Her og der brød hækkenes sorte rækker ensformigheden i al denne hvidhed, der dækkede jorden, og ovenover skiftede himlen fra orange til dybblå og fra dybblå til en tone så blegblå, at den snarere fremkaldte forestillingen om en tynd papirskærm end om et uendeligt rum. Hen over de flade marker kom der et koldt vindpust, som blæste de fine snefnug ned fra træerne, men som næppe bevægede de sorte hegn med de hvide kalotter. Efterhånden som solen gled højere op på himlen, blandede dens varme stråler sig med de kolde vindpust.

Det var måske denne mærkelige skiften mellem varme og kulde, der forstyrrede vagabonden i hans drømme, for han kæmpede et øjeblik med sneen, der dækkede ham – som en mand, der er blevet viklet ind i sit sengetøj – og satte sig så op med stirrende øjne. “Du gode Gud! Jeg troede, jeg lå i en seng,” sagde han til sig selv, mens han så ud over det øde landskab, “og så har jeg ligget her.” Han strakte sine lemmer, rejste sig op og rystede sneen af sig. Som han stod der i den skarpe vind, kom han til at ryste af kulde, og nu vidste han, at hans seng havde været varm.

“Jeg må vist være lykkelig over, at jeg i det hele taget er vågnet. Eller ulykkelig — der er ikke meget at vågne til.” Han så sig tilbage. Bakkerne lyste mod himlen som Alperne på et postkort. “Så skal man altså til det igen,” brummede han. “Gud ved, hvad jeg bestilte i går. Gik, til jeg var træt, og alligevel er jeg ikke nået længere end tyve kilometer fra Brighton. Gid Fanden havde den sne, gid Fanden havde Brighton, gik Fanden havde det hele!” Solen gled højere og højere op på himlen, og han begyndte tålmodigt at traske ud ad landevejen — bort fra de lysende bakker.

“Var det godt eller trist, at det kun var søvnen, der tog mig, godt eller trist, godt eller trist?” Tankerne formede sig af sig selv som et rytmisk akkompagnement til den dumpe lyd af hans fodtrin, og han prøvede egentlig ikke at finde noget svar på sit spørgsmål. Det var godt bare at gå.

Da han havde gået en fem-seks kilometer, indhentede han en dreng, der stod og tændte sig en cigaret. Han havde ingen overfrakke på, og spinkel og skrøbelig var han at se til. “Er du på farten, Mester?” spurgte drengen hæst, da han gik forbi.

“Det kan siges,” sagde vagabonden.

“Så følges jeg med dig et stykke, hvis du ikke går for hurtigt. Det er lidt ensomt at gå på landevejen på denne tid af døgnet.” Vagabonden nikkede, og drengen travede af sted ved siden af ham.

“Jeg er atten år,” sagde han pludselig. “Du troede vist, at jeg var yngre.”
“Jeg ville have gættet på femten.”
“Så havde du gættet forkert. Jeg blev atten i august, og jeg har gået på landevejen i seks år. Jeg løb hjemmefra fem gange, da jeg var lille, og politiet hentede mig hjem hver gang. De var ellers flinke nok, panserne. Nu har jeg ikke noget hjem at løbe væk fra.”
“Det har jeg heller ikke,” sagde vagabonden roligt.
“Du har vist kendt bedre dage, hva’?” sagde drengen og snappede forpustet efter vejret. “Det er værre for dig end for mig.”

Vagabonden så på den lille, spinkle skikkelse, der småløb ved siden af ham, og sagtnede sine skridt. “Jeg har ikke været på den så længe, som du har,” indrømmede han.
“Nej, det kan jeg se på den måde, du går på. Du er ikke blevet træt endnu. Du håber måske stadig på noget, når du kommer til vejs ende?”

Det varede lidt, inden vagabonden svarede. “Jeg ved såmænd ikke,” sagde han tøvende. “Jeg håber altid på noget.”
“Du bli’r nok klogere,” sagde drengen. “Der er varmere i London, men det er vanskeligere at få noget at spise. Der er såmænd ikke meget ved at komme derind.”
“Der er dog altid en chance for at møde nogen, der vil forstå …”
“Folk på landet er bedre,” afbrød drengen. “Sidste nat fik jeg lov at sove i en kostald sammen med køerne, og i morges gav manden på gården mig te og et stykke brød, fordi jeg var så lille. Men i London kan man få lov at sove under broerne om natten, og resten af døgnet jager panserne rundt med en.”

“Jeg segnede om i vejgrøften sidste nat og faldt i søvn på stedet,” sagde vagabonden. “Det var et under, at jeg ikke døde.”

Drengen så skarpt på ham. “Hvordan kan du vide, at du ikke er død?” sagde han.

“Jeg forstår ikke, hvad du mener,” sagde vagabonden efter en pause.

“Jeg skal sige dig,« sagde drengen hæst, “folk som os kan ikke slippe ud af trædemøllen, selv om vi ville. Vi er altid sultne og tørstige og hundetrætte og på farten hele tiden. Men hvis nogen tilbyder mig arbejde og et hyggeligt hjem, bliver jeg helt syg. Ser jeg stærk ud? Jeg ved godt, jeg er lille af min alder, men jeg har strejfet om på den her facon i seks år, og tror du ikke, jeg er død? Jeg druknede ved Margate, og senere blev jeg slået ihjel af en sigøjner. Han hamrede hjernen ind på mig med sin stok, og jeg er to gange frosset ihjel ligesom dig sidste nat, og jeg er blevet kørt ned af en bil her på landevejen, og nu traver jeg her igen, på vej til London, men jeg bliver der ikke. Jeg må ud på landevejen igen. Død! Vi kan ikke slippe herfra, siger jeg, selv om vi ville.”

Han blev afbrudt af et hosteanfald, og vagabonden ventede, til han var kommet til hægterne igen.

“Du må vist hellere få min frakke på,” sagde han. “Det er en slem hoste, du har.”
“Gå ad Helvede til!” sagde drengen hidsigt og dampede på sin cigaret. “Jeg har det godt nok. Jeg var ved at fortælle dig om landevejen. Du har ikke vænnet dig til den endnu, men det kommer nok. Vi er allesammen døde, alle os der går på landevejen, og vi er trætte allesammen, og alligevel kan vi ikke undvære den. Det er den duft om sommeren — nyslået hø og landevejsstøv på de varme dage; og det er det våde græs i grøftekanten en tidlig morgen. Jeg ved ikke, jeg …” Han faldt pludselig forover, og vagabonden greb ham i sine arme.

“Jeg er syg,” hviskede drengen, “syg.”

Vagabonden så sig om, men der var ingen mennesker at se og ingen huse. Mens han stod der midt på vejen med drengen i sine arme og uden at vide, hvad han skulle gøre, dukkede der pludselig en bil op et stykke borte. Den kom langsomt nærmere og bremsede op ud for dem.

“Hvad er der i vejen?” spurgte bilisten roligt. “Jeg er læge.” Han så skarpt på drengen og lyttede til hans
besværede åndedrag. “Lungebetændelse,” sagde han. “Jeg kører ham til hospitalet. Vil De med?”

Vagabonden tænkte på Arbejdsanstalten og rystede på hovedet. “Jeg vil hellere gå,” sagde han.

Drengen åbnede øjnene lidt, da de løftede ham ind i bilen. “Vi ses igen uden for Reigate,” hviskede han til vagabonden. “Vent bare!” Og bilen forsvandt ud ad den hvide landevej.

Hele formiddagen traskede vagabonden ud ad vejen gennem sneen, der var begyndt at tø; men ved middagstid tiggede han noget brød hos en husmand og krøb ind i en lade for at spise det. Der var varmt derinde, og han faldt i søvn i høet, da han havde spist. Det var mørkt, da han vågnede og igen gav sig til at traske ud ad den opblødte landevej.

Tre kilometer uden for Reigate dukkede en skikkelse, en lille, spinkel skikkelse, ud af mørket og kom hen imod ham.

“Er du på farten, Mester?” spurgte en hæs stemme. “Så følges jeg med dig et stykke, hvis du ikke går for hurtigt. Det er lidt ensomt at gå på landevejen på denne tid af døgnet.”

“Jamen, lungebetændelsen!” udbrød vagabonden forfærdet.

“Jeg døde på hospitalet i morges,” sagde drengen.

Trykt i: The Ghost Ship & Other Stories, 1912
Originaltitel: On the Brighton Road

Kort om Richard Barham Middleton

Født den 28. oktober 1882
Død den 1. december 1911

Læs mere på Wikipedia

Overkøjen af Francis Marion Crawford

F. Marion CrawfordI

En eller anden bad om cigarerne. Vi havde siddet og snakket længe, og samtalen var så småt ved at ebbe ud. Tobaksrøgen var begyndt at hænge i de tykke gardiner, og det var allerede ganske åbenbart, at med mindre en eller anden gjorde noget, som kunne peppe vores døsige ånder op, ville sammenkomsten snart nå sin naturlige afslutning, og vi, gæsterne, ville ilsomt søge hjem i seng. Ingen havde sagt noget særligt bemærkelsesværdigt; måske var der ingen, der havde noget særligt bemærkelsesværdigt at sige. Jones havde informeret os om samtlige enkeltheder vedrørende hans seneste jagtoplevelser i Yorkshire. Mr. Tompkins fra Boston havde skænket os en endeløs forklaring på de arbejdsprincipper, takket være hvis behørige og omhyggelige overholdelse, Atchinson-, Topeka- og Santa Fe- jernbanen ikke blot udvidede sit domæne, men også i årevis havde formået at lulle passagerne ind i troen på, at førnævnte selskab virkelig var i stand til at transportere menneskeliv uden at tilintetgøre dem.

Det er unødvendigt at gå yderligere i detaljer. Vi havde siddet til bords i flere timer; vi kedede os, vi var trætte, og ingen gjorde mine til at rejse sig.

En eller anden bad om cigarer. Instinktivt så vi alle hen på ham. Brisbane var en mand på femogtredive år og udmærkede sig ved de kvalifikationer, som hovedsageligt vækker mænds opmærksomhed. Han var en stærk mand. Hans skikkelses ydre dimensioner frembød intet usædvanligt for den almindelige beskuer, om end hans format var over gennemsnittet. Han var over 180 centimeter høj og forholdsvis bredskuldret. Han virkede ikke svær men på den anden side bestemt heller spinkel. Hans smalle hoved blev båret af en kraftig, senet hals; hans brede, muskuløse hænder syntes at besidde en besynderlig evne til at knække valnødder uden den normale bistand af en nøddeknækker. Og når man så ham fra siden, kunne man ikke lade være med at bemærke hans ærmers ekstraordinære bredde og hans brystkasses usædvanlige volumen. Han var en af de mænd, om hvem man almindeligvis siger, at deres ydre bedrager; det vil sige, at skønt han så overordentligt stærk ud, så var han i virkeligheden meget stærkere, end han så ud til. Om hans udseende i øvrigt behøver jeg ikke at sige meget. Hans hoved er lille, hans hår er tyndt, hans øjne er blå, hans næse er stor, han har et lille overskæg og en kraftig, firkantet hage. Alle og enhver kender Brisbane, og da han bad om en cigar, så alle på ham.

”Det er en højst egenartet ting,” sagde Brisbane.

Alle holdt op med at tale. Brisbanes røst var ikke høj og lydelig, men den besad en ejendommelig evne til at trænge ind i almindelig konversation og skære igennem den som en kniv. Alle lyttede. Brisbane, som konstaterede, at han havde tiltrukket sig almen opmærksomhed, tændte sin cigar med største sindsro.

”Det er en højst egenartet ting,” gentog han, ”dette her med spøgelser. Folk spørger altid, om nogen har set et spøgelse. Det har jeg.”

”Pladder! De? Hold op, Brisbane. En mand med Deres intelligens!”

Et kor af vantro udbrud hilste Brisbanes sælsomme erklæring. Alle bad om cigarer, og Stubbs, butleren, dukkede pludselig op fra et ukendt intets dybder med en ny flaske tør champagne. Situationen var reddet; Brisbane ville fortælle en historie.

”Jeg er gammel sømand,” sagde Brisbane, ”i hvert fald som passager. Og da jeg ofte må krydse Atlanten, har jeg mine yndlingsbåde. Jeg har en vane med at vente på bestemte skibe, når jeg er nødt til at krydse den andedam. Måske er det en fordom, men jeg er nu aldrig blevet snydt for en god, behagelig overfart undtagen én gang i mit liv. Jeg husker det udmærket. Det var i juni, og ‘Kamtsjatka’ var en af mine yndlingsbåde. Jeg siger var, for det er den aldeles afgjort ikke mere. Jeg kan ikke forestille mig noget som helst, der skulle kunne lokke mig til at tage endnu en rejse med det skib. Det er usandsynligt velformet agter, dets stævn er høj nok til at holde det tørt, og de fleste af underkøjerne er af dobbeltstørrelse. Det har en masse gode egenskaber, men jeg skal aldrig sejle med det mere. Undskyld dette sidespring. Jeg kom om bord. Jeg fik fat i en steward, hvis røde næse og endnu rødere bakkenbarter var mig lige velkendte.

‘Ethundredeogfem, underkøjen,’ sagde jeg i en forretningsmæssig tone.

Stewarden tog min kuffert, min overfrakke og mit rejsetæppe. Jeg skal aldrig glemme hans ansigtsudtryk. Ikke at han blev bleg, men han fik et ansigtsudtryk, så jeg troede, at han enten skulle til at udgyde tårer, til at nyse eller til at tabe min kuffert. Da sidstnævnte indeholdt to flasker ganske særligt udsøgt, fin, gammel sherry, som min gamle ven Snigginson van Pickyns havde foræret mig til rejsen, blev jeg yderst nervøs. Men stewarden gjorde ingen af delene.

‘Fanden ta’ mig,’ sagde han sagte og gik i forvejen.

Jeg formodede, at stewarden, som altså nu førte mig nedenunder, havde fået lidt rigelig whisky, men jeg sagde ikke noget, fulgte bare efter ham. Ethundredeogfem lå om bagbord, vel agterude. Der var ikke noget særligt bemærkelsesværdigt ved kahytten. Underkøjen var, som de fleste af underkøjerne på ‘Kamtsjatka’, dobbeltbredde. Der var masser af plads. Der var det sædvanlige servante-arrangement. Der var den sædvanlige tandstang af brunt træ, hvori det er lettere at anbringe en overdimensioneret paraply end en almindelig tandbørste. På den lidet indbydende madras lå, omhyggeligt sammenfoldet, disse tæpper, som en stor, moderne humorist så træffende har sammenlignet med kolde klattekager. Spørgsmålet om, hvad man gjorde, når man skulle bruge et håndklæde, var fuldstændigt overladt til passagerens fantasi. Glaskaraflerne var fyldt med et gennemsigtigt fluidum, som havde et svagt brunligt anstrøg, og hvorfra en mindre svag men ikke mere behagelig odør nåede ens næsebor som en fjern, kvalmende mindelse om et olietilsølet maskineri. Tristfarvede forhæng var halvvejs trukket for overkøjen. Det disede juni-dagslys kastede et sløvt lys ind over det trøstekløse lille sceneri. Huhh!  Hvor jeg hadede den kahyt!

Stewarden deponerede mit grej og så på mig, som om han kun havde tanke for at komme ud — sandsynligvis for at opsøge flere passagerer og flere drikkepenge. Det er altid en god idé at bringe sig i yndest hos disse tjenende ånder fra starten, og følgelig gav jeg ham nogle mønter lige på stedet.

‘Jeg skal forsøge at gøre det så behageligt for Dem, som jeg kan,’ bemærkede han, idet han stak pengene i lommen. Ikke desto mindre var der en skeptisk klang i hans røst, som undrede mig. Måske havde han sat sine drikkepenge-takster i vejret, så han ikke var tilfreds med det, han havde fået. Alt taget i betragtning var jeg dog mest tilbøjelig til at antage, at han, som han sikkert selv ville udtrykke det, ‘trængte til lige en lille én endnu’. Men jeg tog fejl; jeg gjorde manden uret.

II

Intet særligt nævneværdigt hændte i dagens løb. Vi lagde fra kaj præcist, og det var såre behageligt at være vel undervejs, for vejret var hedt og lummert, og damperens bevægelser fremkaldte en forfriskende luftning.

Alle og enhver ved, hvordan den første dag til vands former sig. Folk trasker frem og tilbage på dækkene og kigger på hinanden og træffer nu og da bekendte, som de ikke vidste var ombord. Der hersker den sædvanlige uvished om, hvorvidt maden vil vise sig at være god, dårlig eller intetsigende, indtil de første to måltider har gjort det af med enhver mulighed for tvivl. Der er den sædvanlige uvished med hensyn til vejret, indtil skibet er et godt stykke hinsides Fire Island. Bordene er tæt besat til at begynde med og så pludselig tyndt besat. Folk med blege åsyn springer op fra deres stole og styrter over hals og hoved mod døren, og enhver gammel sejler ånder mere frit, efterhånden som hans søsyge naboer haster bort fra hans side og efterlader ham mere albuerum og ubegrænset rådighed over sennepen.

Den ene tur over Atlanten ligner meget den anden, og vi, som må tage turen tit, tager den ikke, fordi den har nyhedens interesse. Hvaler og isbjerge er visselig interessante objekter, men når alt kommer til alt, er den ene hval ikke stort forskellig fra den anden, og man ser sjældent et isbjerg på nært hold. For flertallet af os er dagens frydefuldeste stund om bord på en oceandamper det øjeblik, da vi har taget vores sidste tur på dækket, røget aftenens sidste cigar og, efter at det således er lykkedes at gøre os selv trætte, føler os berettiget til at tørne ind med en ren samvittighed. Denne første aften på rejsen følte jeg mig ganske særligt dvask, så jeg gik til køjs i  ethundredefem tidligere, end jeg plejer at gøre. Da jeg kom ned i kahytten, blev jeg klar over, at jeg skulle dele kahyt med en anden. En kuffert, som lignede min egen en hel del, lå i det modsatte hjørne, og i overkøjen lå et nydeligt sammenlagt rejsetæppe samt en stok og en paraply. Jeg havde håbet at få kahytten for mig så jeg ærgrede mig noget, men jeg var naturligvis nysgerrig efter at vide, hvem min værelseskammerat var, så jeg besluttede at vente med at sove, til jeg havde set ham.

Jeg havde ikke ligget ret længe, før han kom ind. Han var, så vidt jeg kunne se, en meget høj mand, meget tynd og meget bleg med sandfarvet hår og bakkenbarter og næsten grå øjne. Der var, forekom det mig, et skær af noget tvivlsomt eller mystisk over ham; han var en type, man godt kunne vente at møde i Wall Street, men man ville ikke være i stand til med sikkerhed at sige, hvad han havde at gøre der. Han var ligesom lovlig velklædt — det virkede lidt mærkeligt. Der er altid en tre-fire af den slags på en oceandamper. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke brød mig om at stifte nærmere bekendtskab med ham, og jeg lagde mig til at sove besluttet på at lægge mærke til hans vaner, gå jeg kunne undgå ham i videst muligt omfang; hvis han havde for vane at stå tidligt op, ville jeg stå sent op; hvis han gik sent til køjs, ville jeg gå tidligt til køjs. Jeg brød mig ikke om at lære ham at kende. Hvis man først kommer i med den slags folk, så hænger de altid efter én. Stakkels fyr! Jeg havde ikke behøvet at ulejlige mig med at tage alle disse beslutninger vedrørende ham, for jeg så ham aldrig siden denne første aften i et hundrede og fem.

Jeg sov trygt, da jeg pludselig blev vækket ved et kraftigt spektakel. Efter lyden at dømme måtte min værelseskammerat være sprunget fra overkøjen ned på dørken i ét spring. Nu hørte jeg ham mase med slåen og håndtaget på kahytsdøren, som gik op næsten med det samme, og så hørte jeg hans fødder klapre, mens han i fuld fart løb hen ad kahytsgangen og lod døren blive stående åben efter sig. Skibet rullede lidt, så jeg ventede faktisk at høre ham snuble eller falde, men han styrtede af sted, som om han løb for livet. Døren svingede på sine hængsler i takt med skibets bevægelser, og lyden irriterede mig. Jeg stod op, gik hen og lukkede den og famlede mig tilbage til min køje i mørket. Jeg faldt atter i søvn, men jeg har ingen anelse om, hvor længe jeg sov.

Da jeg vågnede, var det stadig helt mørkt, men jeg havde en ubehagelig fornemmelse af kulde, og det forekom mig, at luften var så underlig klam. De kender den ejendommelige lugt, der kan være i en kahyt, som har været spulet af havvand. Jeg pakkede mig selv ind, så godt jeg kunne og døsede atter hen, mens jeg udformede den klage, jeg ville indgive næste dag. Jeg kunne høre min værelseskammerat vende og dreje sig i overkøjen. Han var velsagtens kommet tilbage, mens jeg havde sovet. På et vist tidspunkt hørte jeg ham stønne, og jeg gik ud fra, at han var ved at blive søsyg. Det er særligt ubehageligt, når man selv har underkøjen. Ikke desto mindre faldt jeg atter i søvn og sov til tidligt på morgenen.

Skibet rullede kraftigt nu, meget mere end aftenen før, og det grå lys, som kom ind gennem koøjet, skiftede hvert øjeblik, alt eftersom skibssiden vendte ruden i koøjet ned mod vandet eller op mod himlen. Det var meget koldt — ubegribeligt koldt i betragtning af, at vi dog var i juni måned. Jeg drejede hovedet og så hen på koøjet og opdagede til min forbavselse, at det ikke blot var lukket op men også drejet helt tilbage og gjort fast til væggen. Jeg stod op og lukkede det. Da jeg vendte mig om, kastede jeg et blik op mod overkøjen. Forhængene var trukket tæt for; min rejsefælle havde åbenbart frosset lige så meget som jeg. Det faldt mig ind, at jeg faktisk havde sovet tilstrækkeligt. Der var ubehageligt i kahytten, om end jeg, mærkeligt nok, ikke kunne mærke noget til den klamme fugtighed, som havde generet mig om natten. Min værelseskammerat sov stadig — en glimrende lejlighed til at undgå ham, så jeg skyndte mig at klæde mig på og gik op på dækket. Vejret var lummert og skyet, og der lå en olieagtig dunst over vandet. Klokken var syv, da jeg kom ud på dækket — jeg havde ikke forestillet mig, at den var nær så meget. Så traf jeg skibslægen, som var ude at nyde morgenluften. Han var en ung mand fra det vestlige Irland — en vældig kraftkarl med sort hår og blå øjne: han havde allerede en tendens til at blive svær men virkede ellers som en frisk og hyggelig fyr, ganske tiltalende.

‘Dejlig morgen,’ bemærkede jeg for at sige noget.

‘Nja-ah,’ sagde han og betragtede mig med umiskendelig interesse, ‘det er en dejlig morgen, og det er ikke en dejlig morgen. Jeg gir nu ikke meget for den.’

‘Tjah, næh, det kan der måske være noget om,’ sagde jeg.

‘Det er, hvad jeg vil kalde lummert vejr?’ svarede doktoren.

‘I nat var det nu meget koldt — det syntes jeg i hvert fald,’ bemærkede jeg. ‘Men selvfølgelig, da jeg vågnede og så mig om, opdagede jeg, at koøjet stod på vid gab. Det havde jeg ikke lagt mærke til, da jeg gik til køjs. Og hele kahytten var så underligt fugtig, klam.’

‘Klam!’ udbrød han. ‘På hvilket dæk ligger Deres kahyt?’

‘Ethundredeogfem.’ Til min forbløffelse gav det et mærkbart sæt i doktoren, og han begyndte at stirre på mig.

‘Hvad er der i vejen?’ spurgte jeg.

‘Åh ingenting,’ svarede han; ‘det er bare det, at alle har klaget over den kahyt på de sidste tre overfarter.’

‘Ja, jeg har så sandelig også tænkt mig at klage,’ sagde jeg. ‘Den er ikke blevet luftet ordentligt ud. Det er noget svineri!’

‘Jeg tror ikke, der er noget at gøre ved det,’ svarede lægen. ‘Jeg tror, det er noget … nå ja, det er ikke mit job at skræmme passagererne.’

‘De behøver ikke at være bange for at skræmme mig,’ replicerede jeg. ‘Jeg kan tage så megen klam luft, det skal være. Hvis jeg skulle få en virkelig skrap forkølelse, så kommer jeg op til Dem.’

Jeg bød doktoren en cigar, som han modtog og undersøgte meget kritisk. “Det er ikke så meget den klamme luft,’ bemærkede han. ‘Men De skal såmænd nok få det rart. Deler De kahytten?’

‘Ja, en skør fyr, om galopperer ud midt om natten og lader døren stå på vid gab.’

Atter så doktoren så underligt på mig. Så tændte han cigaren og fik et alvorligt udtryk i ansigtet. ‘Kom han tilbage?’ spurgte han pludselig.

‘Ja. Jeg sov ganske vist, men jeg vågnede og hørte ham rumstere. Så kom jeg til at fryse, og så faldt jeg i søvn igen. I morges så jeg, at koøjet stod åbent.’

‘Nu skal jeg sige Dem noget,’ sagde doktoren roligt, ‘jeg ynder ikke dette her skib. Jeg er revnende ligeglad med dets renommé. Nu skal jeg sige Dem, hvad jeg vil gøre. Jeg har en stor, rummelig kahyt heroppe. Jeg vil dele den med Dem, skønt jeg ikke aner , hvem De er.’

Jeg blev højst overrasket over dette forslag. Jeg kunne ikke begribe, hvorfor han pludselig udviste en sådan interesse for mit velfærd. Men det var en besynderlig måde, han talte om skibet på.

‘Det er vældigt pænt af Dem, doktor,’ svarede jeg, ‘men oprigtigt talt, jeg er da sikker på, at kahytten sagtens kan luftes ud eller blive gjort ren eller sådan noget. Hvad har De imod skibet?’

‘Vi er ikke overtroiske i vores profession, min herre,’ sagde lægen, ‘men det har folk det nu med at blive, når de færdes på søen. Jeg ønsker ikke at bilde Dem noget ind, og jeg ønsker ikke at skræmme Dem, men hvis De vil lytte til mit råd, så flytter De op til mig. Jeg ville hellere se Dem ryge over bord,’ tilføjede han, ‘end at vide, at De eller nogen anden skulle sove i ethundredeogfem.’

‘Vorherre bevares! Hvorfor?’ spurgte jeg.

‘Af den simple grund, at på de sidste tre overfarter er de folk, som havde fået den kahyt, røget over bord,’ svarede han dystert.

Det var en chokerende og yderst ubehagelig oplysning, må jeg indrømme. Jeg kiggede skarpt på doktoren for at se, om han gjorde grin med mig, men han virkede fuldstændig alvorlig. Jeg takkede ham for hans tilbud men tilføjede, at jeg agtede at blive undtagelsen til reglen om, at enhver, der sov i den bestemte kahyt, røg over bord. Han sagde ikke meget men vedblev at se meget alvorlig ud og bemærkede, før vi skiltes, at jeg formodentlig nok alligevel ville ændre mit syn på hans forslag. Da tiden var inde, gik vi til morgenbordet, hvor kun et uanseeligt antal passagerer var mødt frem. Jeg lagde mærke til, at et par af skibsofficererne, der spiste ved samme bord som jeg, så alvorligt på mig. Efter morgenmåltidet gik jeg ned i min kahyt for at hente en bog. Forhængene foran overkøjen var stadig trukket tæt til. Der hørtes ikke en lyd deroppe fra. Min kahytskammerat sov velsagtens endnu.

Da jeg kom ud, traf jeg den steward, som havde mig i sin flok. Han hviskede til mig, at kaptajnen gerne ville tale med mig, og strøg så af sted hen ad kahytsgangen, som om han var meget ivrig efter af undgå eventuelle spørgsmål. Jeg gik op til kaptajnens kahyt, hvor han sad og ventede på mig.

‘Sir,’ sagde han, ‘jeg vil gerne have lov til at bede Dem gøre mig en tjeneste.’

Jeg svarede, at det skulle være mig en glæde, om jeg kunne hjælpe ham med noget som helst.

‘Deres kahytkammerat er forsvundet,’ sagde han så. ‘Det vides, at han gik til køjs tidligt i aftes. Lagde De mærke til noget usædvanligt i hans optræden?’

Sådan som spørgsmålet kom, som en nøjagtig bekræftelse på den frygt, lægen havde givet udtryk for kun en halv time før, bevirkede det, at det gippede i mig. ‘De vil ikke fortælle mig, at han er faldet over bord?’ spurgte jeg.

‘Det er jeg bange for, at han er,’ svarede kaptajnen.

‘Det er minsandten det mest besynderlige,’ begyndte jeg.

‘Hvorfor?’ spurgte han.

‘Så er han den fjerde?’ udbrød jeg. Som svar på et nyt spørgsmål fra kaptajnen forklarede jeg, uden at nævne skibslægen, at jeg havde hørt historien om ethundredeogfem. Han lod til at blive meget misfornøjet over at høre, at jeg kendte den. Så fortalte jeg ham, hvad der var sket om natten.

‘Det, De siger,’ svarede han, ‘stemmer så at sige nøjagtigt med, hvad jeg fik fortalt af dem, der delte kahyt med de to af de tre andre. De sprang ud af køjen og fo’r henad kahytsgangen. Udkiggen så de to af dem ryge over bord; vi standsede og satte både ud, men vi fandt dem aldrig. Ingen har imidlertid hørt eller set ham, der forsvandt i nat — hvis han virkelig er forsvundet. Stewarden, som måske er en overtroisk fyr, og som derfor havde ventet, at der ville ske noget, gik ned for at se efter ham i morges og fandt hans køje tom, men hans tøj og hans øvrige grej var der stadig. Stewarden er den eneste mand om bord, der kendte ham af udseende, og han har ledt efter ham overalt. Han er forsvundet! Og nu, sir, vil jeg gerne bede Dem ikke at omtale sagen for nogen som helst af de øvrige passagerer. Jeg vil nødig have, at skibet skal få et dårligt ry, og intet klæber til en oceandamper som historier om selvmord. De kan vælge hvilken af officerskahytterne, De vil, min egen indbefattet, for resten af rejsen, Er det et fair tilbud?’

‘Særdeles fair; svarede jeg, ‘og jeg er Dem meget taknemmelig. Men eftersom jeg er alene og har kahytten for mig selv, vil jeg nu alligevel helst ikke flytte. Hvis stewarden vil fjerne den stakkels mands ting, så vil jeg foretrække at blive, hvor jeg er. Jeg skal ikke nævne et ord om sagen til nogen, og jeg kan love Dem, at jeg ikke vil følge min værelseskammerats eksempel.’

Kaptajnen prøvede på at få mig fra det, men jeg foretrak at have en kahyt for mig selv fremfor at skulle være sovekammerat med en af officererne. Jeg ved ikke, om jeg handlede tåbeligt, men hvis jeg havde fulgt hans råd, ville jeg ikke have haft mere at fortælle. Tilbage ville der have været det ubehaegelige sammentræf af flere selvmord blandt personer, som havde sovet i den samme kahyt, men det ville også have været det hele.

Det blev imidlertid på ingen måde enden på historien. Jeg besluttede stadigt, at jeg ikke ville lade mig gå på af den slags skrøner, og gik endog så vidt som til at diskutere spørgsmålet med kaptajnen. Der var noget galt med den kahyt, sagde jeg. Den var modbydeligt klam. Koøjet var ikke blevet lukket i aftes. Min værelseskammerat havde måske været syg, da han kom om bord, og han kunne have gået i vildelse, efter at han havde lagt sig. Måske holdt han sig nu skjult et eller andet sted på skibet, og måske fandt man ham før eller senere. Kahytten burde luftes ud, og koøjets lukkemekanisme burde gås efter. Hvis kaptajnen ville tillade mig at gå nu, så skulle jeg straks se til, at det jeg anså for påkrævet, blev gjort omgående.

‘Selvfølgelig har De ret til at blive, hvor De er, hvis De absolut vil,’ svarede han temmelig irriteret, ‘men jeg ville nu ønske, at De ville rykke ud og lade mig låse det hul af, og så færdig med det.’

Jeg så lidt anderledes på sagen og forlod kaptajnen efter at have lovet at holde tæt med min kahytskammerats forsvinden. Sidstnævnte havde ingen bekendte om bord, så ingen savnede ham i dagens løb. Hen under aften traf jeg doktoren, og han spurgte mig, om jeg havde ombestemt mig. Jeg svarede, at det havde jeg ikke.

‘Så gør De det inden længe,’ sagde han med alvorligt eftertryk.

III

Vi spillede whist om aftenen, og jeg gik sent til køjs. Jeg kan godt indrømme nu, at jeg fik en ubehagelig fornemmelse, da jeg kom ind i min kahyt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den høje mand, jeg havde set den foregående aften, og som nu var død, druknet, og lå og skvulpede i de lange dønninger en to-trehundrede sømil agterude. Hans ansigt tegnede sig meget tydeligt for mig, mens jeg klædte mig af, og jeg gik så vidt som til at trække forhængene for overkøjen fra — som for ligesom at overbevise mig om, at han virkelig var væk. Jeg låsete også  kahytsdøren omhyggeligt og slog slåen for. Så opdagede jeg pludselig, at koøjet atter var åbnet, slået helt tilbage og gjort fast til væggen. Dét var mere, end jeg kunne tage. Jeg jog i min morgenkåbe og gik ud for at finde Robert, min steward på denne tur. Jeg var godt gal, husker jeg, og da jeg fandt ham, halede jeg ham forbitret med ned til døren til ethundredeogfem og skubbede ham ind i kahytten, hen til koøjet.

‘Hvad i helvede er meningen, De slyngel, at lade det koøje stå åbent hver aften? Er De ikke klar over, at det simpelt hen er forbudt? Ved De ikke, at hvis skibet krænger, og vandet begynder at fosse ind, så vil ikke ti mand kunne lukke det? Jeg skal indberette Dem til kaptajnen, De sjuskehoved, for at have bragt skibet i fare!’

Jeg optrådte overordentligt groft. Manden skælvede og blev bleg men skyndte sig så at lukke den runde glasplade i den svære messingfatning. ‘Hvorfor siger De ikke noget?’ spurgte jeg opbragt.

‘Hvis jeg må have lov at sige det, sir,’ stammede Robert, ‘så er der altså ingen her om bord, som ka’ holde den lem lukket om natten. De ka’ sel’ prøve det, sir. Jeg er altså færdig med at være om bord i dette her fartøj, sir; jeg skal altså ikke nyde mer’. Men hvis at jeg var Dem, sir, så skred jeg altså hernede fra lige med det samme og flyttede op til skibslægen eller sådan noget, ja jeg gjorde. Hvis De vil se her, sir — vil De nu mene, at det er lukket forsvarligt eller ej? De ka’ selv prøve, sir. De ka’ altså ikke rokke det en tomme.’

Jeg prøvede at ruske i koøjet og konstaterede, at det sluttede hermetisk tæt.

‘Nå, sir,’ fortsatte Robert triumferende, ‘jeg vil holde mit renommé som førsteklasses steward på, at om en halv time, så står det altså på vid gab igen, sir. Og ikke bare det — så er det lukket helt tilbage og kroget fast på væggen, sir. Det er det djævelske ved sagen, sir, kroget fast på væggen! Det ka’ det jo ikke gøre af sig selv.’

Jeg kiggede indgående på den store håndskrue og den svære hulmøtrik, som løb på den. ‘Hvis jeg opdager, at det står åbent i nat, Robert, så giver jeg Dem fem pund. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Så kan De godt gå.’

‘En femmer, sagde De, sir. Det er altså pænt af Dem, sir. Mange tak, sir. Godnat, sir. Og sov godt og drøm behageligt.’ Robert strøg ud ad døren, tydeligvis henrykt over at slippe væk. Jeg tænkte selvfølgelig, at han havde prøvet på at dække over sin forsømmelighed med en fjoget historie, som åbenbart skulle skræmme mig. Jeg troede ikke et ord af, hvad han havde sagt.

Jeg gik i seng, og fem minutter efter at jeg havde pakket mig godt ned, slukkede Robert det lys, som skinnede ind gennem glasruden ved siden af døren. Jeg lå ganske stille i mørket og prøvede på at falde i søvn, men jeg blev hurtigt klar over, at det var mig umuligt. Der havde været en vis tilfredsstillelse i at skælde stewarden ud, og denne adspredelse havde gjort det af med den ubehagelige fornemmelse, jeg havde fået til at begynde med, da jeg kom til at tænke på den druknede mand, som havde delt kahyt med mig. Jeg var ikke længere søvnig. Jeg lå vågen et godt stykke tid og kiggede nu og da hen på koøjet, som jeg lige kunne se derfra, hvor jeg lå, og som i mørket lignede en svagt selvlysende suppetallerken, ophængt på en sort baggrund. Jeg antager, jeg må have ligget sådan en times tid eller så, og så vidt jeg husker det, var jeg lige ved at sove ind, da jeg pludselig blev lysvågen, dels fordi der stod en råkold træk ind i kahytten, og dels fordi jeg klart og tydeligt mærkede dråber af havvand sprøjte lige ind i synet på mig. Jeg sprang ud af køjen, og da jeg ikke i mørket havde tænkt på skibets bevægelser, blev jeg omgående med voldsomt kraft slynget over på den ottoman, som stod lige neden under koøjet. Jeg blev imidlertid straks klar over situationen og kom op på knæene. Koøjet stod atter på vid gab og var fæstnet til væggen!

Og dette her er ubestridelige kendsgerninger. Jeg var lysvågen, da jeg sprang ud af køjen, og hvis jeg ikke havde været, ville jeg aldeles afgjort være blevet det ved den lufttur, jeg fik over på ottomanen. Ydermere slog jeg både albuer og knæ ganske eftertrykkeligt. Der var store skrammer på dem næste morgen, som gjorde enhver tvivl om, hvad der var hændt, umulig. Koøjet stod åbent og var slået helt tilbage og fastgjort til væggen — det virkede så ufatteligt, at jeg tydeligt husker, hvordan jeg blev mere forbløffet end skræmt, da jeg konstaterede det. Jeg slog det omgående i igen og skruede hulmøtrikken til så stramt, jeg overhovedet kunne. Der var meget mørkt i kahytten. Jeg tænkte mig om og kom til det resultat, at koøjet måtte være blevet åbnet, inden der var gået en time, efter at Robert havde lukket det i mit påsyn, og jeg beluttede så at holde øje med det for at se, om det ville blive åbnet igen. Disse messingfatninger er meget svære og langtfra lette at bevæge; jeg kunne umuligt tro, at håndskruen var blevet rystet løs af skibsskruens rystelser. Jeg stod og kiggede ud gennem det tykke glas på de skiftevis hvide og grå sprøjt af havvand, om fossede forbi langs skibssiden. Jeg må have stået der sådan noget som et kvarters tid.

Pludselig, som jeg stod dér, hørte jeg ganske tydeligt noget bevæge sig i en af køjerne bag mig, og en brøkdel af et sekund efter, netop idet jeg rent instinktivt vendte mig om for at se hvad det var — selv om jeg naturligvis ikke kunne se noget i mørket — hørte jeg en ganske svag stønnen. Jeg satte i et spring tværs gennem kahytten og flåede forhængene foran overkøjen til side for at se, om der var nogen. Der var nogen.

Jeg husker, at da jeg stak hænderne ind i køjen, føltes det, som om jeg jog dem ind i luften i en klam kælder, og inde fra køjen kom et formeligt vindstød, som stank grufuldt af råddent havvand. Jeg fik fat i noget, der føltes en menneskearm, men som var olieglat og vådt og iskoldt. Og i næste nu, idet jeg begyndte at hale i det, sprang bæstet pludselig med voldsom kraft ud i hovedet på mig — en klam, dyndagtig masse, forekom det mig, tung og våd og alligevel i besiddelse af en helt overnaturlig styrke. Jeg vaklede baglæns tværs gennem kahytten og samtidigt gik kahytsdøren op, og djævelskabet fo’r ud.

Jeg havde ikke haft tid at blive rædselsslagen, og så snart jeg fik hold på mig selv, sprang jeg ud gennem døren og satte efter bæstet så hurtigt, jeg orkede, men det var for sent. En halv snes meter foran mig kunne jeg se — og det er jeg sikker på, at jeg så — en mørk skygge, som jog af sted hen gennem den smalle kahytsgang, så hurtigt som en galophest, der i nattemørket farer hen gennem en dårligt oplyst gade. I næste nu var den imidlertid forsvundet, og jeg stod og klamrede mig til det blankpudsede gelænder, som løb langs kahytsgangen til det hvor den drejede om til trappen op til dækket. Mit hår strittede lige op i luften, og den kolde sved løb mig ned ad ansigtet. Jeg skammer mig ikke det mindste over at sige det: Jeg var skrækslagen.

Alligevel kunne jeg ikke for alvor tro mine sanser, så jeg tog mig sammen. Det var skrupforrykt, tænkte jeg. Jeg havde nok ikke haft så godt af det sidste stykke med gammelost. Det hele måtte have været en slags mareridt. Jeg famlede mig tilbage til kahytten og tvang mig selv til at gå ind i den. Hele hulen stank af råddent havvand, ligesom det havde været tilfældet, da jeg vågnede natten før. Jeg måtte opbyde al min sjælsstyrke for at gå ind og rode i mit tøj efter en æske tændstikker. Da jeg fik tændt en lille rejse-læselygte, som jeg altid har med mig, når jeg er på farten, opdagede jeg, at koøjet igen stod åbent. En slags snigende rædsel begyndte at overmande mig. Jeg havde aldrig følt noget lignende før, og jeg håber heller aldrig at komme til det igen. Men jeg tog da lygten og lyste op i overkøjen med den. Jeg ventede at finde den gennemsivet af havvand.

Deri tog jeg imidlertid fejl. Klart nok havde der ligget nogen i køjen, og den stank også, som jeg havde ventet det, men sengetøjet var knastørt. Jeg tænkte, at Robert rimeligvis ikke havde haft mod til at rede køjen efter det, der var sket den foregående nat — at det hele havde været en led drøm. Jeg trak forhængene så langt tilbage som muligt og undersøgte køjen grundigt. Den var absolut tør over det hele. Men koøjet stod atter åbent. I en blanding af skræk og sløv fortumlethed lukkede jeg det og skruede det til. For en sikkerheds skyld stak jeg min svære stok gennem hullet i møtrikken og vred den om af alle kræfter, til det tykke metal begyndte at give efter under trykket. Så hægtede jeg min læselygte fast i det røde fløjl for hovedenden af ottomanen og satte mig for at prøve på at komme til mig selv igen. Jeg sad der hele natten, ude af stand til bare at drømme om at få lidt søvn i øjnene — dårligt nok i stand til overhovedet at tænke. Men koøjet forblev lukket, og jeg kunne ikke forestille mig, at det atter skulle kunne åbnes uden anvendelse af ganske overordentligt voldsom kraft.

Omsider gryede dagen, og jeg klædte mig langsomt på, mens jeg tænkte på alt det, der var sket i nattens løb. Det var en herlig dag, og jeg gik op på dækket, glad over at komme ud i den dejlige, rene morgensol og lugte brisen fra det blå hav — så helt anderledes end den halvrådne stank nede i min kahyt. Rent instinktivt styrede jeg agterud, i retning mod lægens kahyt. Han stod i døren med piben i munden og nød morgenluften ganske som den dag.

‘Godmorgen,’ sagde han roligt, men samtidigt betragtede han mig med umiskendelig nysgerrighed.

‘Doktor, De havde fuldstændig ret,’ sagde jeg. ‘Der er noget galt med den kahyt.’

‘Jeg tænkte nok, De ville komme på andre tanker,’ svarede han temmelig triumferende. ‘Så De havde en ubehagelig nat? Skal jeg brygge Dem en opstrammer? Jeg har en fortræffelig opskrift.’

‘Nej tak,’ udbrød jeg. ‘Men jeg vil gerne have lov at fortælle Dem, hvad der skete.’ Og så forsøgte jeg så klart som muligt at berette nøjagtigt, hvad der var hændt, og undlod ikke at erkende, at jeg var blevet så hundeangst, som jeg aldrig havde været det nogen sinde før i hele mit liv. Jeg uddybede ganske særligt fænomenet med koøjet, for her var der da en regulær kendsgerning, som jeg kunne garantere for, om så også resten havde været en illusion. Jeg havde lukket det to gange i nattens løb, og anden gang havde jeg direkte bøjet messinget, da jeg vred i det med min stok. Jeg tror nok, jeg understregede dette temmelig eftertrykkeligt.

‘Det virker, som om De venter, at jeg skal betvivle Deres beretning,’ sagde doktoren, idet han smilede lidt over min detaljerede omtale af koøjet. ‘Jeg tvivler ikke på en tøddel af den. Jeg gentager min indbydelse til Dem. Kom herop med Deres grej og overtag halvdelen af min kahyt.’

‘Kom De hellere og overtag halvdelen af min, bare én nat,’ sagde jeg. ‘Hjælp mig med at komme til bunds i dette her.’

‘De kommer til bunds i noget helt andet, hvis De prøver på det, De foreslår,’ svarede doktoren.

‘I hvad?’ spurgte jeg.

‘Til bunds i havet. Jeg for mit vedkommende skal ikke være på dette her skib længere. Her er alt andet end hyggeligt.’

‘Så vil De altså ikke hjælpe mig med at finde ud …?’

‘Nix, min herre,’ afbrød doktoren mig. ‘Mit job er at sørge for, at jeg selv er ved mine fulde fem — ikke at rumstere med spøgelser og den slags ting.’

‘Tror De virkelig, at det er et spøgelse?’ spurgte jeg temmelig hånligt. Men endnu mens jeg spurgte, mindedes jeg tydeligt den grufulde fornemmelse af at stå over for noget overnaturligt, som havde grebet mig i nattens løb. Skibslægen svarede mig i en uventet skarp tone.

‘Kan De komme med nogen som helst fornuftig forklaring på hele historien?’ spurgte han. ‘Nej. Det kan De ikke. Godt. De siger, at De vil finde en forklaring på den. Jeg siger, at det vil aldrig lykkes Dem, sir. Simpelthen fordi der ikke er nogen forklaring.’

‘Jamen, min gode mand,’ protesterede jeg, ‘vil De, som dog er akademiker, fortælle mig, at den slags ting ikke kan forklares?’

‘Ja, jeg vil,’ svarede han brysk, ‘og hvis de kunne det, så ville jeg ikke bryde mig om at være indblandet i forklaringen.’

Jeg følte ingen trang til at tilbringe endnu en nat alene i kahytten, og på den anden side var jeg indædt opsat på at komme til bunds i mysteriet. Jeg tror ikke, der er mange, som ville have sovet alene dernede efter to sådanne nætter, men jeg besluttede at prøve det, hvis jeg blot kunne få en til at dele vagten med mig. Doktoren var tydeligvis ikke indstillet på at være med til noget sådant. Han påpegede, at han var skibets læge, og at han havde pligt til altid at være i beredskab, hvis der skulle ske noget. Han kunne derfor ikke tillade sig at risikere at få nerverne i uorden. Måske havde han fuldkommen ret, men jeg er nu tilbøjelig til at tro, at hans afvisning ikke var uden sammenhæng med angst. På min forespørgsel meddelte han mig, at der efter hans skøn næppe fandtes et eneste menneske om bord, som ville gå med til at prøve det, jeg havde for, og da vi havde sludret lidt mere sammen, forlod jeg ham. Lidt senere traf jeg kaptajnen og fortalte så ham min historie. Jeg sagde, at hvis ingen ville tilbringe natten i kahytten sammen med mig, så ville jeg bede om tilladelse til at have lyset tændt hele natten, og så ville jeg vove forsøget ene mand.

‘Nu skal jeg sige Dem noget,’ sagde han. ‘Jeg vil selv dele natten med Dem, og så skal vi se, hvad der sker. Det er min mening, at vi må kunne finde ud af det i fællesskab. Det kunne da godt tænkes, at vi har en blind pasager om bord, som forsøger at redde sig en behagelig overfart ved at skræmme passagererne. Det kunne vel endelig også tænkes, at der er noget galt med selve køjen eller hele kahytten.’

Jeg foreslog så, at vi skulle tilkalde skibstømreren og bede ham gå hele kahytten grundigt igennem, og for øvrigt var jeg ovenud henrykt over kaptajnens tilbud om at dele nattevagten med mig. Han var straks med på mit forslag, og sendte bud efter tømreren og gav ham besked på at gøre alt, hvad jeg forlangte. Vi gik nedenunder. Vi halede alt sengetøjet ud af overkøjen og undersøgte den grundigt for at se, om der skulle være noget i vejen med den, eller om måske et af panelerne på indersiden af den var en slags hemmelig lem, som kunne skubbes til side. Så gik vi løs på resten af kahytten, undersøgte samtlige planker i dørken, bankede på dækket, skilte hele underkøjen ad — kort sagt: da vi var færdige, var der ikke en kvadrat-centimeter i hele kahytten, som ikke var blevet undersøgt minutiøst. Alt viste sig at være i fuldkomne orden, og vi sørgede for at bringe alt i samme stand igen. Da vi var lige ved at være færdige, kom Robert og kiggede ind ad døren.

‘Nå, sir — har De fundet noget, sir?’ spurgte han med et gyseligt grin.

‘De havde ret, hvad koøjet angår, Robert,’ svarede jeg og gav ham den lovede femmer.

Tømreren gjorde sig færdig uden at sige noget. Han kunne sit kram. Men da der ikke var mere at lave, rettede han sig op, vendte sig mod mig og sagde: ‘Jeg er jo bare en ganske almindelig håndværker, sir, men jeg mener nu altså, at det ville være bedst, om De tog Deres grej og lod mig smække nogle fire-tommers skruer i den dør dér. Der er aldrig kommet noget godt ud af denne her kahyt, og det er altså alt, hvad der at sige om den sag. Fire mennesker har mistet livet her, hvis jeg husker rigtigt, og det på fire ture. Drop det hellere, sir — drop det hellere!’

‘Jeg vil nu prøve det en nat endnu,’ sagde jeg.

‘Drop det hellere, sir, drop det hellere! Det er en rigtig led affære,’ gentog tømreren, idet han stoppede sit værktøj i sin taske og forlod kahytten.

Men jeg havde på ny fået blod på tanden ved tanken om, at kaptajnen ville gøre mig selskab, så jeg besluttede, at intet skulle afholde mig fra at køre dette forunderlige løb til ende. Jeg undlod at spise gammelost om aftenen, ligesom jeg afstod fra at deltage i den sædvanlige aften-whist. Jeg ville være helt sikker på mine nerver, og min forfængelighed gjorde mig opsat på at vise mig over for kaptajnen.

IV

Kaptajnen var et af disse prægtige, seje og hyggelige mennesker, hvis blanding af mod, ukuelighed og evne til at bevare roen i kritiske situationer ganske naturligt fører dem op i høje stillinger, hvor det gælder om at have folk, man kan stole på. Han var ikke en mand, der hoppede på den første den bedste skrøne, og alene det faktum, at han var villig til at gå sammen med mig om undersøgelsen, var i sig selv bevis på, at han mente, der var noget, som for alvor var galt fat. Til en vis grad stod jo også både hans eget og skibets renommé på spil. Det er en alt andet end ligegyldig sag, når pasagerer forsvinder om bord, og det vidste han så godt som nogen.

Ved titiden om aftenen, da jeg sad og røg en sidste cigar, kom han hen til mig og trak mig væk fra den del af dækket, hvor en hel del af passagererne travede en aftentur og nød det lune mørke.

‘Det er en alvorlig sag, dette her, Mr. Brisbane,’ sagde han. ‘Vi må være forberedt på ét af to — enten at få en lang næse eller at komme ud for en skrap oplevelse. De forstår nok, jeg kan ikke tillade mig at le ad affæren, og jeg kommer til at bede Dem til sin tid underskrive min rapport om, hvad der eventuelt måtte ske. Hvis der ikke sker noget i nat, så prøver vi igen i morgen nat og natten efter og så videre. Er De med?’

Vi gik så nedenunder og ind i kahytten. Lige idet vi gik ind, fik jeg øje på stewarden, Robert, som stod lidt længere henne i kahytsgangen og iagttog os med sit sædvanlige dumme grin, som om han var sikker på, at der nu ville ske noget rædselsfuldt. Kaptajnen lukkede døren efter os og slog slåen for.

‘Hvad mener De om, at vi stiller Deres kuffert hen foran døren?’ foreslog han. ‘En af os kan sidde på den. Så kan ingen i hvert fald slippe ud den vej. Er koøjet skruet ordentligt til?’

Jeg konstaterede, at det sad, som jeg havde efterladt det om morgenen. For den sags skyld ville så ganske givet heller ingen have kunnet åbne det uden at bruge en drivstang, sådan som jeg havde gjort det med min stok. Jeg trak forhængene for overkøjen til side, så jeg kunne se ind i den. På kaptajnens forslag tændte jeg min læselygte og anbragte den sådan, at den oplyste overkøjen. Han selv insisterede på at sidde på kufferten, så han kunne sværge på, at han havde siddet og spærret døren.

Så bad han mig undersøge kahytten grundigt, hvilket hurtigt var gjort, eftersom undersøgelsen kun bestod i at kigge ind under underkøjen og ind under ottomanen ved koøjet. Der var helt tomt begge steder.

‘Det vil være umuligt for noget menneskeligt væsen at komme ind,’ sagde jeg, ‘og lige så umuligt for noget menneskeligt væsen at åbne koøjet.’

‘Udmærket,’ sagde kaptajnen roligt. ‘Hvis vi ser noget, må det altså enten være noget, vi bilder os ind, eller noget overnaturligt.’

Jeg satte mig på kanten af underkøjen.

‘Første gang, det skete,’ sagde kaptajnen, idet han lagde benene over kors og lænede sig tilbage mod kahytsdøren, ‘var i marts. Passageren, som havde kahytten, og som sov i overkøjen, viste sig at have været sindssyg — i hvert fald var han kendt for at være temmelig skør, og han var rejst af sted uden sine venners eller pårørendes vidende. Han fo’r ud midt om natten og sprang over bord, inden vagthavende officer kunne nå at standse ham. Vi lagde bi og satte en båd ud. Det var en stille nat, lige før vi fik hårdt vejr, men vi kunne ikke finde ham. Naturligvis blev hans selvmord bagefter tilskrevet hans mentale tilstand.’

‘Jeg formoder, det er noget, der sker forholdsvis tit?’ bemærkede jeg temmelig åndsfraværende.

‘Ikke tit — nej, det kan man ikke sige,’ svarede kaptajnen. ‘Jeg selv har aldrig været ude for det før, men selvfølgelig har jeg nu og da hørt, at det er sket på andre skibe. Nå, men som jeg sagde, dette her skete i marts. Allerede på vores næste overfart … Hvad ser De på?’ spurgte han og afbrød pludselig sin beretning.

Jeg tror ikke, jeg svarede ham. Mit blik var naglet til koøjet. Det forekom mig, at messing-hulmøtrikken begyndte at dreje sig ganske langsomt på bolten — men så langsomt, at jeg alligevel ikke kunne være sikker på, at den bevægede sig. Jeg stirrede stift på den, mærkede mig dens position og prøvede på at blive klar over, om den virkelig drejede sig. Da kaptajnen så, hvad det var, jeg stirrede på, gjorde han ligeså.

‘Den bevæger sig!’ udbrød han i en tone, som gjorde det klart, at han ikke nærede ringeste tvivl. ‘Næh, det gør den alligevel ikke; tilføjede han så efter sådan noget som et minuts forløb.

‘Hvis det var noget, der skyldtes rystelserne fra skibsskruen,’ sagde jeg, ‘så burde den være gået op i dagens løb, men da jeg undersøgte den nu til aften, var den trukket lige så tæt til, som da jeg forlod den i morges.’ Jeg rejste mig og gik hen og prøvede møtrikken. Den var så afgjort blevet løsnet, for jeg kunne uden besvær dreje den med mine hænder.

‘Det besynderlige er,’ sagde kaptajnen, ‘at den anden mand, som forsvandt, menes at være kommet ud netop gennem det koøje. Det var en skrækkelig historie. Det var midt om natten, og himmel og hav stod i ét, og så blev der slået alarm: et af koøjerne stod åbent, og søen væltede ind. Jeg fo’r herned og fandt alting sejlende, vandet fossede ind, hver gang skibet krængede. Nå, vi fik da lukket, men vandet havde anrettet en hel del skade. Lige siden da stinker kahytten fra tid til anden af salt brakvand. Vi formodede, at passageren havde maset sig ud gennem koøjet om end guderne må vide, hvordan han havde båret sig ad med det. Stewarden blev ved med at fortælle mig, at han ikke kunne holde noget lukket hernede. På ære — jeg kan lugte det nu! Kan De ikke?’ spurgte han, idet han snusede mistænksomt.

‘Jo — ganske tydeligt,’ sagde jeg, og det gøs i mig, efterhånden som den velkendte stank af råddent havvand blev stærkere og stærkere. ‘Men se nu her: for at kunne lugte sådan, må kahytten da være gennemvåd,’ fortsatte jeg, ‘og jeg forsikrer Dem, at da skibstømreren og jeg gik den igennem i morges, var der knastørt overalt. Det er da fuldstændig fantas… Hov!’

Min læselygte, som jeg havde anbragt oppe i overkøjen, gik pludselig ud. Der kom stadig en hel del lys fra glasruden ved døren. Skibet rullede voldsomt, og forhængene for overkøjen svingede langt ud i kahytten og tilbage igen, Jeg rejste mig hurtigt fra kanten af min køje, og samtidigt sprang kaptajnen op med et forbløffet udråb. Jeg havde vendt ryggen til ham i den hensigt at tage læselygten ned for at undersøge den, da jeg hørte hans udbrud og i næste nu hans råb om hjælp. Jeg satte i et spring hen til ham. Han kæmpede af alle kræfter med håndskruen i koøjet. Det så ud, som om den drejede sig på trods af alle hans anstrengelser. Jeg greb min stok, et tykt egespir, som jeg næsten altid gik med, jog den gennem ringen og lagde mig over den med al min vægt. Men det solide træ knækkede pludselig, og jeg tumlede om på ottomanen. Da jeg atter kom på benene, stod koøjet på vid gab, og kaptajnen nærmest hang op ad kahytsdøren, dødbleg i ansigtet.

‘Der er noget i den køje!’ skreg han med en mærkelig røst, og det så ud, som om hans øjne var ved at springe ud af hovedet på ham. ‘Hold på døren, mens jeg ser efter — det skal ikke få lov at slippe fra os, hvad det så end er!’

Men i stedet for at overtage hans plads, sprang jeg op på kanten af underkøjen og greb fat i noget, som lå i overkøjen. Det var noget uvirkeligt, spøgelsesagtigt, grufuldt ud over enhver beskrivelse, og det bevægede sig i mit greb. Det føltes nærmest som liget af en mand, der var druknet for længe siden, men alligevel bevægede det sig, og det syntes at have ti mænds styrke. Jeg klamrede mig til det — dette slimede, dyndagtige, lede væsen. De døde, hvide øjne syntes at stirre på mig ud fra halvmørket; den rådne stank af salt brakvand hang ved det, og dets glinsende hår lå i slatne, våde krøller ned over dets døde fjæs. Jeg sloges med den døde tingest. Den kastede sig ud imod mig, tvang mig baglæns og var lige ved at brække mine arme. Den slog sine lig-arme om halsen på mig, dette levende kadaver, og overmandede mig så jeg til sidst udstødte et højt skrig, faldt bagover og gav slip på bæstet.

Idet jeg faldt, sprang det lede væsen tværs over mig og syntes at kaste sig ind over kaptajnen. Da jeg sidst så ham stå op, var hans ansigt kridhvidt og hans læbet sammenknebne. Det forekom mig, at han langede et voldsomt slag ud efter den døde skabning, og så styrtede han også om — faldt forover, lige på næsen, med et uartikuleret rædselsskrig.

Tingesten ligesom pustede et øjeblik, syntes at stå bøjet over skikkelsen på dørken, og jeg kunne have skreget højt igen af ren og skær rædsel, men jeg havde ikke stemme tilbage i livet. Bæstet forsvandt pludselig, og så vidt jeg kunne opfatte det med mine fortumlede sanser, forsvandt det ud gennem koøjet; hvordan det så var muligt i betragtning af åbningens ringe størrelse, er mere end menneskelig forstand kan fatte. Jeg blev liggende et godt stykke tid på dørken, mens kaptajnen lå ved siden af mig. Til sidst kom jeg dog til mig selv, men så snart jeg rørte på mig, blev jeg klar over, at min arm var brækket — albuebenet, nede ved håndleddet.

På en eller anden måde kom jeg på benene, og med min raske hånd prøvede jeg på at få kaptajnen halet op. Han stønnede og rørte på sig og kom omsider til sig selv. Han var ikke kommet noget alvorligt til, men han havde tydeligvis fået en hård behandling.

Nå ja, vil De høre mere? Der er ikke mere, Dette er enden på min historie. Skibstømreren fik sit ønske opfyldt om at få lov til at bolte kahytsdøren eftertrykkeligt til, og hvis De nogen sinde rejser med ‘Kamtsjatka’ og beder om at få kahyt nummer ethundredeogfem, så vil De få at vide, at den allerede er optaget — ja — den er optaget — af det døde gespenst.

Jeg logerede i skibslægens kahyt resten af turen. Han behandlede min brækkede arm og rådede mig til ikke mere at ‘mænge mig med spøgelser og den slags ting’. Kaptajnen var meget fåmælt på resten af overfarten og har aldrig siden ført det skib, skønt det stadig sejler. Jeg skal heller aldrig om bord i det mere. Det var en højst ubehagelig oplevelse, og jeg blev skræmt, til jeg var dødsensangst, hvilket er noget, jeg ikke synes om. Det var historien om, hvordan jeg så et spøgelse — hvis det altså var et spøgelse. Det var i hvert fald noget, der var afgået ved døden.”

Trykt i: The Broken Shaft: Unwin’s Annual for 1886, ed. Sir Henry Norman, 1885.
Originaltitel: The Upper Berth

Kort om F. Marion Crawford

Født: den 2. august 1854
Død: den 9. april 1909

Læs mere på Wikipedia

Mr. Tallent går igen af Mary Webb

Mary Webb
By Unknown – http://www.library.unt.edu/rarebooks/finding-aids/the-mary-webb-collection/the-mary-webb-collection/, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=5639171

Jeg mødte Mr. Tallent første gang i eftersommeren 1906 på en lille ensom kro højt oppe i bjergene. For de indfødte i disse egne adskiller regnvejrsdage sig ikke meget fra andre dage, eftersom hver dag er optaget af arbejde, enten det er smukt vejr eller regnvejr. Men for turisterne er regnvejrsdage kedelige. Jeg havde kedet mig i næsten en uge og tænkte stærkt på at vende tilbage til London, da Mr. Tallent dukkede op. Og fordi jeg ikke kunne placere Mr. Tallent eller definere ham til min tilfredshed, vakte han min nysgerrighed, for en sagfører skulle gerne kunne bedømme folk i løbet af et par minutter.

Jeg så ikke Mr. Tallent ankomme, og jeg lagde heller ikke mærke til ham, da han trådte ind i stuen. Jeg kikkede op, og så stod han der, i den lille varme skænkestue, hvor ilden flammede i kaminen. Han stod og læste i et manuskript og bevægede samtidig læberne let. Han så på en gang distingveret og ubetydelig ud. Han var meget mager og over 180 cm høj. Hans hår og øjne var af ubestemmelig farve, hans tøj fortalte ikke noget, hans hænder så slappe ud og hans fødder vendte en smule opefter. Det mest bemærkelsesværdige ved ham var et udtryk af passiv og ubøjelig stædighed.

Jeg hilste på ham og spurgte, om han havde en avis, da han så ud til at komme fra civilisationen.

“Nej,” svarede han stilfærdigt, “nej, jeg har kun dette manuskript.”

Nu er jeg i reglen lige så bange for et manuskript som en hare for en hund. Eftersom jeg engang har været kritiker, er jeg altid udsat for at modtage pakker med manuskripter, som jeg skal udtale mig om. Jeg kunne altså have skånet mig selv og en halv snes andre mennesker for noget, som skulle vise sig at blive en frygtelig, en grufuld mare. Men dagen havde været så kedelig, og da jeg allerede havde pløjet mig gennem ‘Landmandens Almanak’ og ‘Zions klagesange’, havde jeg ikke andet at læse. Altså spurgte jeg “Er det Deres eget?”

“Ja, det er det,” svarede Mr. Tallent beskedent.
“Må jeg have lov?” spurgte jeg, vel vidende at han kun ønskede, at jeg skulle læse det.
“Hvor er det venligt af Dem!” udbrød han. “De er en fremmed, og De kender intet til mine håb og ønsker, og dog er De villig til at påtage Dem et så byrdefuldt hverv.”
“Det er ikke noget at tale om,” svarede jeg med en nervøs latter.
“Jeg tror nok,” mumlede han, idet han trådte nærmere og så at sige tog mig i besiddelse, da hans høje skikkelse ragede op over mig, “jeg tror nok, det er bedst, hvis jeg læser det op for Dem. Jeg har ord for at være en temmelig god oplæser.”

Jeg sagde, at det ville glæde mig, idet jeg samtidig trøstede mig med, at vi i hvert fald skulle spise til aften senest kl. 21. Jeg vidste på forhånd, at jeg ikke ville synes om hans oplæsning.

Han stillede sig foran kaminhylden.

“Dette,” sagde han, “skal være min scene.” Så begyndte han at læse.

Jeg ville ønske, at jeg kunne beskrive Dem denne langsomme, udtryksløse stemme, der blev ved og ved. Det var en stemme, som jeg dengang, ikke kunne finde nogen sammenligning til. Nu ved jeg, at den lød som en kedelig foredragsstemme i højtaleren. I begyndelsen lyttede man og opfattede endog ordenes betydning. Jeg opfattede de første seks kapitler, som var dræbende kedsommelige. Jeg fik fat i hele sceneriet, personerne, de udramatiske begivenheder, og jeg regnede med, at der efterhånden måtte ske noget. Jeg troede, at personerne ville udfolde sig, gøre frygtelige ting eller udføre store og ædle gerninger. Men de foretog sig intet.

Der skete ingenting! Bogen var triviel, formløs, ikke engang så levedygtig at den kunne begynde. Den var kun et forvredet udtryk for en negativ personlighed med et utal af banale, lånte forslidte idéer. Han sagde altid, hvad man ventede, at han ville sige. Man vidste nøjagtig, hvad alle hans personer ville gøre. Man ventede på de uundgåelige pinligheder som på det stadigt tilbagevendende jag af smerte, når man har tandpine. Jeg troede, at han ville holde op, når der var gået et stykke tid, for det plejer selv de mest anmassende personer at gøre, idet de undskylder sig og samtidig tydeligt nok forventer, at man skal sige “Fortsæt endeligt!”

Det var ikke nødvendigt i dette tilfælde. Det var simpelthen umuligt. Den langsomme, monotone stemme fortsatte uden en eneste pause med en grammofons ulidelige utrættelighed. Jeg sad og længtes efter, at han skulle hviske eller råbe – bare et eller andet, der kunne bryde denne kedsomhed. Jeg prøvede at tænke på andre ting, men dertil læste han for tydeligt. Jeg kunne ikke holde ud at høre på ham mere, men jeg kunne heller ikke blive fri. Jeg har aldrig oplevet en aften som den. Og som om skæbnen ville det, kaldte pigen os ikke til bords, før klokken nærmede sig 22! Timerne sneglede sig af sted.

Til sidst sagde jeg “Kunne vi ikke holde en lille pause, bare et par minutter?”
“Hvorfor?” spurgte han.
“Så kunne vi … så kunne vi drøfte Deres manuskript,” mumlede jeg udmattet.
“Da ikke nu på det mest spændende sted,” svarede han. “Kan De ikke se, at jeg har bygget min handling sådan op, at den når sit dramatiske højdepunkt netop nu? Alle personerne venter spændt på tragediens kulmination.”

Han fortsatte sin oplæsning. Jeg fortsatte med at vente på tragediens kulmination. Men der var ingen tragedie. Jeg havde en bragende hovedpine. Stemmen strømmede ustoppeligt – ud over mig, ud over stuen, ud over hele verden. Jeg følte det, som om den ville skylle mig ind i evigheden. Jeg opdagede, at jeg sad og tænkte “Hvis hun ikke snart kommer med aftensmaden, slår jeg ham ihjel!”

Jeg tænkte det på samme instinktive måde, som man tænker på at slå en ørentvist eller en myg ihjel. Jeg søgte tilflugt i tankerne om, hvordan jeg skulle gøre det. Det opslugte mig helt. Det satte mig i stand til at frigøre mig fuldstændigt for meningen i det, han læste op. Jeg overvejede alle de muligheder, der stod mig åbne: Kvælning, brødkniven på bufféten, hængning. Jeg svælgede i dem. Jeg begyndte næsten at føle mig lykkelig, da oplæsningen pludselig standsede.

“Nu kommer hun med aftensmaden,” sagde han. “Så kan vi drøfte manuskriptet. Bagefter skal jeg læse det færdigt.”

Det gjorde han. Og bagefter fortalte han mig alt om sit testamente. Han sagde, at han ville efterlade alle sine penge til en posthum udgivelse af sit manuskript. Han sagde også, at han gerne ville have mig til at sætte testamentet op for sig og i øvrigt være værge for manuskriptet.

Jeg svarede, at jeg ikke havde tid. Han svarede, at jeg kunne sætte testamentet op i morgen.

“Jeg skal rejse i morgen,” indskød jeg ærgerligt.
“De kan ikke komme af sted før om eftermiddagen,” sagde han triumferende. “I mellemtiden kan de sætte testamentet op. Og så behøver De ikke at gøre mere. De kan betale en kritiker for at læse manuskripterne. De kan betale en forlægger for at offentliggøre dem. Og derigennem bliver jeg husket.”

Han tilføjede, at hvis jeg stadig var i tvivl om deres litterære værdi, ville han læse et andet for mig.

Jeg gav efter. Ville enhver anden ikke have gjort det samme i mit sted? Jeg satte testamentet op, og efterlod en adresse, hvortil han kunne sende sit materiale, og forlod kroen.

“Gud ske lov!” sukkede jeg lettet, da en drejning af vejen skjulte ham for mine øjne. Han stod på dørtrinnet og læste noget, han kaldte et hyrdedigt, for en stor, kraftig hestehandler, som havde forlangt en morgenbitter. Jeg måtte smile ved tanken om, at han sikkert fik adskillige flere, end han havde bestilt.

Derefter glemte jeg Mr. Tallent. Jeg hørte intet til ham i nogle år. Jeg kikkede af og til bogkatalogerne igennem for at se, om der var nogen, der havde befriet mig for mit hverv med at udgive Mr. Tallent. Men det var der ikke.

Først ca. 10 år senere, da jeg lå på hospitalet, hjemsendt fra fronten som såret, mødte jeg Mr. Tallent igen. Jeg var rekonvalescent og sad i solen sammen med nogle andre gutter, da døren stille gik op og Mr. Tallent listede ind. Han læste for os i to timer. Han huskede mig og havde ikke så lidt at meddele os om sammentræf. Da han var gået, sagde jeg til sygeplejersken: “Hvis De lukker den fyr ind igen, mens jeg er her, slår jeg ham ihjel!”

Hun lo hjerteligt, men kammeraterne var alle sammen enige med mig, og han kom i hvert fald aldrig mere. Ikke længe efter så jeg hans dødsannonce i avisen.

“Stakkels fyr,” tænkte jeg, “det har han for sin oplæsning. Der er åbenbart en eller anden, der har tabt tålmodigheden. Nå, nu kommer han i hvert fald aldrig til at læse for mig mere.”

Så kom jeg i tanke om manuskripterne, og det slog mig, at hvis han havde holdt sit ord, var mine trængsler først lige begyndt. Det var kun alt for sandt.

Først kom det obligatoriske brev fra en sagfører i den by, hvor han havde boet. Dernæst fik jeg besøg af den omtalte sagførers fuldmægtige, som medbragte en stor blikkasse.

“Den afdødes slægtninge er meget fortørnede,” sagde han, “der er ikke efterladt noget til dem. De siger, at manuskripterne er værdiløse, og at de efterlevende har krav på …”

Jeg spurgte, hvordan de kunne vide, at manuskripterne var værdiløse?
“Mr. Tallent har fra tid til anden læst dem højt.”
Det lykkedes mig at skjule et smil.

“Og de forlanger at dele ligeligt med – æh – manuskripterne. De truer med at anlægge sag og de har skaffet sig en responsa angående det tilrådelige i at forlange det materiale undersøgt, der er i Deres besiddelse.”

Jeg kiggede på kassen. Der var en atmosfære af Joanna Southcott omkring den. Jeg spurgte, om den var fuld?

“Fuldstændig! Maskinskrevne manuskripter. Det er nydeligt gjort.” Han tog nøglen frem, en kopi af testamentet og et forseglet brev.

Jeg tog kassen med mig hjem den samme aften. Styrket ved en middag, en god cigar og et glas portvin betragtede jeg den nærmere. Der er en egen skæbnesvanger atmosfære omkring sådan en kasse. Hvad enten den rummer ulykke eller velsignelse, øver den altid sin fortryllelse over mennesker. En tryllekunstners kuffert, et juvelskrin, en alabastkrukke med kostelig nardussalve, en kiste med brudelinned, en stensarkofag – hvilken sælsom mystik hviler der ikke over dem alle! Så da jeg lukkede Mr. Tallents kasse op, følte jeg det, som om jeg åbnede for en ånd. Og det gjorde jeg i virkeligheden også. Jeg havde allerede læst testamentet og brevet igennem og set, at formuen var temmelig stor. Brevet gentog blot, hvad Mr. Tallent havde fortalt mig. Jeg kiggede i nogle af manuskripterne. Øjeblikkeligt var det, som om Mr. Tallent selv var til stede og fyldte værelset med sin stemme. Jeg stirrede hen mod stuens mørke kroge og ventede næsten at se ham dukke frem derhenne. Efterhånden som jeg løb flere manuskripter igennem, blev jeg klar over, at det, Mr. Tallent havde valgt at læse for mig, var det bedste. Jeg ringede til Johnson og bad ham komme hen til mig. Han er et af den slags mennesker, som aldrig tjener penge. Han er freelance journalist, men har bevaret sin samvittighed, hvilket er uheldigt for ham. Jeg vidste, han ville blive glad for jobbet.

Han kom omgående. Han så henrykt på manuskripterne. For i sit hjerte er han kritiker, og det er hans store håb engang at støde på et mesterværk og bringe det for dagens lys.

“Du må hellere tage en halv snes stykker ad gangen og gå dem igennem,” sagde jeg. “Så kan du afgive din kendelse, når du er færdig.”
“Kommer det til at afhænge af mig, om det bliver udgivet!
Hvilke der bliver udgivet,” sagde jeg. “Nogle skal i hvert fald ud – ifølge testamentet.”
“Men hvis jeg nu finder dem værdiløse allesammen, ville de stakkels fyre så ikke få mere ud af pengene? Det er forbandet ubehageligt ikke at have penge.”
“Jeg skal se nærmere på det. Jeg er ikke sikker på, det er lovligt. Hvad med bedømmelsen f.eks.?”
“Den skal jeg nok tage mig af,” sagde Johnson temmeligt overlegen. “Og hvis jeg finder et mesterværk …”
“Hvis du finder et mesterværk, gamle dreng,” sagde jeg, “betaler jeg dig 100 pund.”

Han spurgte, om jeg havde tænkt på en forlægger. Jeg sagde, at jeg havde bestemt mig for Jukes, eftersom selv den mest umulige bog ikke kunne gøre hans ry værre end det var, og fordi pengene måske kunne redde hans kredit.

“Er det nu også fair overfor stakkels Mr. Tallent?” spurgte han. Tallent havde allerede fået tag i ham.
“Hvis du skulle komme til at ønske,” sagde jeg til afsked, “at du aldrig havde fået noget med det at gøre, må du huske, at han i det mindste aldrig har læst højt for dig, og det skal du være taknemmelig for.”

Der skete intet i en uge. Så begyndte der at komme breve fra Mr. Tallents slægtninge. Det var en frugtbar familie. De var allesammen fattige, meget vrede og inderligt uinteresserede i litteratur. De skrev ud fra alle mulige synspunkter, i alle mulige stilarter. Brevene lignede imidlertid allesammen hinanden i to ting – den fuldkomne mangel på litterær kvalitet og juridisk præsision.

Det tog en time dagligt at læse og besvare disse breve. Hvis jeg gav dem det mindste håb, følte jeg det straks, som om Mr. Tallent kredsede om mig, tavs og ængstelig og såret. Hvis jeg ikke gav dem noget håb, fik jeg omgående brev fra en eller anden sagfører. Jeg var åbenbart den eneste, der følte lidenskaben i Mr. Tallents ærrighed og drømme. Jeg blev bekendtgjort med, at sagførerfirmaer overalt i England ville anlægge sag. Der blev ødslet penge ud på at berøve Mr. Tallent hans udødelighed, men det viste sig senere, at Mr. Tallent kunne tage vare på sig selv.

Da Johnson kom efter mere af kassens indhold, sagde han, at der ikke var noget tegn på noget mesterværk endnu, og at manuskripterne var så dårlige, som de overhovedet kunne være.

“En rørende fyr, denne Tallent,” sagde han.
“Lad ham for Guds skyld ikke få krammet på dig, kære ven,” bønfaldt jeg ham. “Du må ikke give tabt. Han vil hjemsøge dig, som han hjemsøger mig, med sin utålelige lidenskab. Jeg tænker på ham og hans kasse ustandselig, akkurat som man tænker på et forsvar, der gælder liv og død. Når jeg sidder hjemme i min egen stue, kan jeg høre ham læse. Når jeg er lige ved at falde i søvn, drømmer jeg, at han svæver over mig som en uhyre flagermus. Hvis det lykkes mig at glemme ham et lille øjeblik, kommer der straks et brev fra en af hans elendige slægtninge og kalder mig tilbage til virkeligheden. Tag dig i agt for Mr. Tallent!”

Det er sikkert overflødigt at fortælle Dem, at han ikke fulgte mit råd. Da han var færdig med kassen, var han lige så underkuet af Mr. Tallent som jeg. Skønt han var bittert skuffet over, at der ikke var noget mesterværk, var han dog stadig loyal mod forfatteren, omend han følte sig pinlig berørt af de medlidenhedsvækkende breve, slægtningene nu var begyndt at sende ind til alle bladene.

“Jeg drømte,” sagde han en dag til mig (Johnson siger altid ‘drømte’ for han er kritiker og anser det for det fineste udtryk), “jeg drømte, at stakkels Mr. Tallent viste sig for mig i de sene nattetimer og indgående fortalte mig, hvordan enhver af hans ting kom til ham. Han sagde, de kom ligesom Kubla Khan.”
“Det må have taget hele natten,” sagde jeg.
“Det gjorde det også,” svarede han. “Og det har fået mig til at føle lede ved et mesterværk.”

Jeg spurgte ham, om han agtede at komme til generalforsamlingen.

“Generalforsamlingen?”
“Ja. Sagerne har udviklet sig sådan, at vi har været nødt til at indkalde til en generalforsamling. Der kommer ca. 100 mennesker. Jeg må invitere dem på middag bagefter. Jeg kan ikke så godt skrive det på den afdødes regning.”
“Gud fri mig vel! Det bliver dyrt.”
“Det gør det. Men forhåbentlig bliver vi enige om et og andet. Det skulle glæde mig.”

“Du ser ikke rask ud, gamle dreng,” sagde han. “Du er vist temmelig udkørt.”
“De er jeg,” sagde jeg. “Tallent plager mig ustandselig. Kommer du så?”
“Gerne. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.”
“Sandheden, hele sandheden …”
“Men det er så trist at tænke på, at den stakkels fyr har ofret sit liv på de fordømte … og så at de aldrig skal se dagens lys.”
“Det var værre hvis de skulle. Meget værre.”

“Det er en forbistret situation, min gamle ven!”
“Hvis jeg havde kunnet forudse, hvor forbistret,” sagde jeg, “havde jeg kvalt fyren deroppe i bjergene. Jeg har måtte ansætte to kontorister udelukkende til at tage sig af korrespondancen. Jeg har aldrig ro. Hele natten drømmer jeg om Mr. Tallent. Og nu hører jeg, at en af hans tuberkuløse slægtninge er død af skuffelse, fordi han ikke fik nogen af pengene, og hans kone har skrevet til mig, et vildt brev med trusler om at anklage mig for mord. Naturligvis er det noget sludder, men det viser, hvor hysteriske de allesammen er. Jeg føler mig temmelig ødelagt.”

“Du ville føle dig endnu mere ødelagt, hvis du havde læst den kassefuld.”
Det indrømmede jeg.

Vi havde et stormende møde. Det var ganske øjensynligt, at de mennesker virkelig trængte til pengene. Det var den slags kæmpende, forfordelte mennesker, som altid trænger til dem. Der var børn, som ventede på en chance i livet, gamle mennesker, som ventede på at blive skånet for døden en lille stund endnu, midaldrende, som ventede på at komme i gang med en eller anden forretning eller købe hyggelige små huse. Og udenfor det hele Mr. Tallent, som i sin immatrielle tilværelse formente dem de livets goder, han ikke selv behøvede mere.

Mens jeg sad og tænkte dette, så jeg tydeligt Mr. Tallent gå forbi vinduet til det lokale, jeg havde lejet til anledningen. Jeg rejste mig, jeg pegede, jeg råbte til dem om at følge efter ham. Manden selv i egen person.

Johnson kom hen til mig. “Tag den med ro, gamle dreng,” sagde han. “Du er overanstrengt.”
“Men jeg så ham virkelig,” sagde jeg. “Manden i egen person. Årsagen til hele miseren. Hvis jeg bare kunne få fat i ham!”

En af Tallents mange svogre, en læge, bemærkede at disse hallucinationer var meget almindelige, og at jeg øjensynligt ikke var særligt kvalificeret til at have ansvaret for pengene. Det gav mig et lille håb, indtil det fjols til Johnson begyndte at modsige ham og køre frem med tåbeligheder om min karriere. Han blev afbrudt af en gammel ryste-tante, der råbte:

“Kirken! Kirken!  Lad os spørge kirken! Der står noget i biblen om det, jeg kan bare ikke huske det i øjeblikket. Er der ikke nogen, der har en bibel?”
En gejstlig nevø tog et lommetestamente frem, og det opklaredes, at det hun havde ment var ‘Tag ti talenter’.

“Hvis jeg bare kunne tage én, frue,” sagde jeg, “det ville være nok.”
“Det står der også noget om,” svarede hun triumferende.
“Hør her! … Hvis nogen har én talent … Åh, der står alt i biblen.”

“Lad os komme til sagen,” bemærkede en af de tretten sagførere. “Om det står i bibelen eller ikke, om Mr. Tallent gik forbi vinduet eller ikke, det vedkommer alt sammen ikke det lovlige eller ulovlige i det, vi foreslår. Kendsgerninger er kendsgerninger. Den afdøde er død. De har pengene. Vi vil gerne have dem.”
“Jeg ville inderligt ønske, at De havde fået dem,” sagde jeg, “og at Mr. Tallent hjemsøgte Dem i stedet for mig.”

Mødet varede fire timer. Der blev fremsat de vildeste idéer. Et par sportsgale fætre til den afdøde foreslog at afgøre sagen ved en fodboldkamp – repræsentanter for de vordende arvinger på det ene hold og repræsentanter for manuskriptet på det andet. Det var dem umuligt at forstå, at denne fremgangsmåde ikke kunne få nogen indflydelse på det juridiske synspunkt. Johnson blev spurgt om sin mening. Han mente, at fra en kritikers synspunkt var manuskripterne det rene bavl. De så venligt på ham allesammen. Men just som han solede sig i denne atmosfære af velvilje og prøvede på at glemme Mr. Tallent, rykkede en kolosssal dame af Boadicea-typen ind på ham og tårnede sig over ham på en særdeles truende måde.

“Jeg har ikke læst de bøger, og jeg agter heller ikke at gøre det,” sagde hun, “men jeg ønsker at påtale ordet bavl, og jeg betragter det som en injurie. Jeg skal sige Dem, min gode mand, det er mig, der har bragt Mr. Tallent til verden!”

Jeg så på hende med ærefrygt og undren. Havde hun bragt det vidunder til verden! Men hvad så … hvem havde hun overbevist? … Jeg tog et tag i mig selv. Og netop som jeg afbrød mine betragtninger over Boadicea, så jeg Mr. Tallent gå forbi vinduet igen.

Jeg fór hen og prøvede at skubbe vinduet op. Men bygningen var beregnet til møder og ikke til mennesker. Vinduet lod sig ikke åbne. Jeg greb ilddrageren for at smadre glasset. Jeg har formodentlig set temmelig vanvittig ud, og eftersom alle de andre havde været alt for optaget af deres forretninger til at kikke ud af vinduet, var der ingen, der ville tro på, at jeg havde set noget.

“De må hellere gå hen på det nærmeste apotek og få noget bromid,” sagde lægen til Johnson. “Han er overanstrengt.”
Johnson, som var taknemmelig for at undslippe Boadicea, forsvandt allegro allegrissimo.

Omsider var mødet imidlertid forbi. Der blev vedtaget en resolution gående ud på, at vi skulle prøve at ordne tingene uden om domstolene. Vi skulle bøje os for seks fremtrædende jurister, fortrinsvis dommeres, kendelse. Vi skulle også underkaste os en fremragende kritikers bedømmelse af den historie, som Johnson anså for bedst egnet. I overensstemmelse med disse afgørelser skulle vi så dele pengene, eller lade tingene være som de var.

Jeg var meget modløs, da jeg gik hjem. Alle disse udtalelser og bedømmelser ville betyde endnu mere arbejde, endnu flere udgifter. Der var åbenbart ingen ende på det.

“Pokker stå i manden,” mumlede jeg, da jeg drejede om hjørnet til den gade, hvor jeg bor. Og der, lige på den anden side af gaden, gik manden selv. Jeg kunne næsten have grædt. Hvad havde jeg gjort, at guderne således skulle lege med mig?

Jeg skyndte mig efter ham, men han gik hurtigt, og et øjeblik efter drejede han ned ad en sidegade. Da jeg kom hen til hjørnet, var gaden tom. Siden gik der næppe en dag, uden at jeg så Mr. Tallent. Det gjorde mig frygtelig nervøs og urolig, og angsten for at blive vanvittig begyndte at slide på mig. Imidlertid fortsatte forhandlingerne. Det blev endelig bestemt, at halvdelen af pengene skulle deles mellem slægtningene. Nu troede jeg, der ville blive fred. Og det var der også i nogen tid – sådan da.

Men kun en måned efter denne dato hørte jeg fra en af sagførerne, at det var sket noget mærkeligt og foruroligende – to af arvingerne blev i den grad hjemsøgt af Mr. Tallent, at de var ved at miste forstanden. Jeg skrev og spurgte, under hvilken form spøgeriet fandt sted.

Han skrev tilbage, at de ustandseligt hørte Mr. Tallent læse højt af sine værker. Hvor end de var i huset, hørte de ham stadig. Jeg tænkte på, om han mon snart ville begynde at læse for mig. Hidtil havde han kun vist sig for mig. Hvis han nu begyndte at læse …

Få måneder efter hørte jeg, at de slægtninge, som det spøgte hos, var kommet på en sindssygeanstalt. Mens de var der, hørte de ingenting. Men nogen tid efter, da de var blevet udskrevet som raske, hørte de oplæsningen igen og måtte indlægges påny. På samme måde gik det efterhånden også de andre, men kun én eller to ad gangen.

I løbet af vinteren, to år efter hans død, begyndte det hos mig.

Jeg gik øjeblikkeligt til en nervespecialist, som konstaterede et akut nervesammenbrud og anbefalede mig at tage på et ‘hjem’. Men det afslog jeg. Jeg ville kæmpe med Mr. Tallent til den bitre ende. Seks af arvingerne lå nu på ‘hvilehjem’, og de penge, de havde haft, var brugt.

Jeg overvejede tingene. Han skulle øjensynlig manes i jorden. Men hvordan, hvornår og hvor skulle jeg finde ham? Jeg rådspurgte en spiritist, en præst og en kvinde, som havde en finere intuition end nogen anden, jeg kender. På grundlag af deres råd lagde jeg mine planer. Men det var Lesbia, der reddede mig.

“Få en mand, der løber godt, til at følges med Dem,” sagde hun. “I samme øjeblik Han viser sig, skal De lade Deres ledsager fare ned ad en sidegade og afskære ham vejen.”
“Men hvordan kan det …?”
“Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har min egen mening.” Hun sendte mig et klogt, lille smil.

Jeg gjorde, som hun havde rådet mig til, men min tålmodighed var nær sluppet op, inden jeg så Mr. Tallent igen. Oplæsningen fortsatte, men kun om aftenen når jeg var alene og om natten. Jeg inviterede gæster aften efter aften. Men når jeg var alene begyndte det.

Johnson foreslog, at jeg skulle gifte mig.

“Hvad mener De?” sagde jeg. “Skulle jeg tilbyde en kvinde et nervevrag, et hjem hvor vi aldrig kan føle os sikre, og måske et endeligt på et sindssygehospital?”
“Jeg ved i hvert fald én, som ville tage imod tilbuddet med kyshånd.”
“Vær nu ikke dum,” sagde jeg. Jeg var ikke oplagt til spøg. Det eneste, der interesserede mig, var at få sagen opklaret.

Tre år efter Mr. Tallents død så vi ham en aften på gaden. Min ledsager og jeg var gået tidligere ud, end vi plejede. Pludselig så vi ham haste ned gennem en lang gade, hvorfra der ikke førte nogen sidevej. Ved et skæbenens tilfælde kørte der netop en tom taxi forbi os. Vi råbte den an og steg ind. Vi standsede lige foran Mr. Tallents genfærd, sprang ud og kastede os over ham.

“Du gode Gud!” råbte jeg. “Han er massiv!”
Han var fuldkommen massiv og ikke så lidt forskrækket.

Vi satte ham ind i taxien og kørte ham hjem til mig.
“Og nu, Mr. Tallent!” sagde jeg, “nu skal De stå til regnskab for, hvad De har gjort.”
Han så forskræmt på mig, men hans blik var drømmende.

“Hvorfor er De ikke død?” var mit næste spørgsmål.
Han så ud, som om han følte sig såret. “Jeg har aldrig været død,” svarede han blidt.
“Det stod i aviserne!”
“Jeg satte det selv i. Jeg var i Amerika dengang. Det var meget let.”

“Og denne ustandselige forfølgelse af mig og den ondskabsfulde jagt på Deres ulykkelige slægtninge, som endte på sindssygeanstalten?” Jeg var ved at arbejde mig op i et sandt raseri. “Ved De, hvor mange af dem der er der nu?”
“Ja, det ved jeg. Meget interessant.”
“Interessant!”

“Ja, for sagens skyld,” sagde han. “De var måske ikke klar over, at jeg var passioneret psykoanalytiker, og at jeg ikke tog mine egne romaner højtideligt. De var faktisk kun et led i et eksperiment.”
“I himlens navn, hvilket eksperiment?”

“Hvilke, må De hellere sige,” sagde han, “for der var i virkeligheden mange eksperimenter.”
“Men hvad til, De fordømte gamle slyngel?” råbte jeg.
“Til min magnum opus,” sagde han beskedent.
“Og hvad er så Deres elendige magnum opus for noget, De gamle ondskabsfulde djævel?”

“Det vil blive berømt over hele verden,” sagde han tilfreds. “Alt dette har givet mig usædvanlig gunstige arbejdsvilkår. Det var så let at komme ind i husene hos mine slægtninge og eksperimentere med dem. Men det var beklageligt, at jeg ikke kun følge dem på sindssygeanstalten.”
Det bekymrede ham øjensynlig langt mere end den ulykke, han havde forvoldt.

“Så det var altså Dem, der læste hver gang?”
“Det var det.”
“Og det var Dem, der gik forbi vinduet, den dag vi diskuterede Deres testamente?”
“Ja. En overordentlig fornøjelig forestilling!”

“Og nu, gamle slyngel, før jeg afgør, hvad jeg skal gøre ved Dem, hvad er så dette magnum opus?

“Det er en afhandling,” sagde han med det tilfredse udtryk, der gjorde mig så rasende. “En afhandling, der vil overskygge alle tidligere værker på det felt, og dens titel er: En omfattende undersøgelse – med talrige eksperimenter – af den menneskelige tålmodigheds magt.”

Trykt i: The Ghost Book: Sixteen New Stories of the Uncanny, 1926
Originaltitel: Mr. Tallent’s Ghost

Kort om Mary Webb

Født: den 25. marts 1881
Død: den 8. oktober 1927

Læs mere på The Mary Webb Society

Øjnene af Edith Wharton

Edith Newbold Wharton
By Unknown – Beinecke Rare Book & Manuscript Library, Yale University [1], Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=10720587
I

Efter en udmærket middag hos vor gamle ven Culwin var vi blevet sat i spøgelsesstemning af Fred Murchards beretning — en beretning om en mærkelig selvoplevet hjemsøgelse.

Set gennem røgen fra vore cigarer og i det døsige skær fra kaminilden var Culwins bibliotek med dets egetræspaneler og mørke bogbind en god baggrund for overnaturlige historier, og da førstehånds oplevelser med spøgelser efter Murchards indledning var af den eneste slags, vi ville acceptere, begyndte vi at gennemgå selskabet og forlange et bidrag fra hver af de tilstedeværende. Vi var otte, og det lykkedes de syv — med større eller mindre held — at opfylde de stillede betingelser. Det forbavsede os alle at opdage, at vi kunne byde på et sådant udvalg af overnaturlige oplevelser, for ingen af med undtagelse af Murchard selv og unge Phil Frenham — hvis historie var den svageste af dem alle — havde for vane at sende vore sjæle på vandring i den usynlige verden. Stort set havde vi altså al mulig grund til at være stolte af vore syv bidrag, og ingen af ville have drømt om at vente et ottende fra vor vært.

Vor gamle ven, mr. Andrew Culwin, havde siddet tilbagelænet i sin lænestol og lyttet og misset med øjnene gennem røgskyerne som en velvillig, tolerant og klog gammel afgud. Han var en mand, ingen ville mistænke for at have overnaturlige kontakter, men på den anden side havde han fantasi nok til — uden misundelse — at nyde sine gæsters interessante oplevelser. Af alder og opdragelse var han hårdnakket positivist, og hans tænkemåde stammede fra dengang, kampen stod mellem det fysiske og det metafysiske. Men han var og havde altid først og fremmest været tilskuer, en humoristisk, objektiv iagttager af tilværelsens imponerende, forvirrede skuespil; engang imellem lettede han sig dog fra sit sæde for at tage kortvarig del i lystighederne bag kulisserne, men han havde aldrig — så vidt man vidste — vist ringeste ønske om at springe op på scenen og give et nummer.

Blandt hans jævnaldrende var der bevaret en ubestemt tradition om, at han i en fjern fortid under mere romantiske himmelstrøg var blevet såret i en duel; men dette frasagn svarede ikke bedre til det, vi yngre mænd kendte til hans karakter, end min moders påstand om, at han engang havde været “en charmerende lille mand med kønne øjne” svarede til, hvad man nu kunne genfinde i hans udseende.

“Han kan aldrig have lignet andet end et bundt pinde,” havde Murchard engang sagt om ham. “Eller måske snarere en selvlysende brændeknude” — og i denne beskrivelse genkendte vi med henrykkelse hans lille tætte krop, det røde glimt i øjnene i et ansigt, der lignede spættet bark. Han havde altid haft god tid og besiddet en ro, som han havde plejet og beskyttet i stedet for at ødsle bort på tomme, ligegyldige foretagender. Hans omhyggeligt værnede timer var blevet anvendt til højnelse af en i forvejen god forstand og til dyrkelse af nogle få skønsomt udvalgte interesser, og ingen af de forstyrrelser, der er almindelige i den menneskelige tilværelse, syntes at have formørket hans himmel. Men hans lidenskabsløse syn på universet havde ikke givet ham en højere mening om dette kostbare eksperiment, og hans studium af menneskene havde tilsyneladende resulteret i den opfattelse, at alle mænd var overflødige og kvinder kun nødvendige, fordi nogen jo skulle lave maden. Om vigtigheden af dette punkt var hans meninger bestemte, og gastronomi var den eneste videnskab han respekterede som et dogme. Det må indrømmes, at hans små middage var et stærkt argument til fordel for dette synspunkt, og desuden var de en af grundene — skønt ikke den vigtigste — til hans venners troskab.

Åndeligt udviste han en gæstfrihed, der var mindre umiddelbart besnærende, men ikke mindre stimulerende. Hans sind var som et forum, en åben mødeplads for vekslende ideer, noget kølig og fuld af træk, men lys, rummelig og ordentlig — en slags akademisk lund, hvor alle bladene er faldet af. I dette privilegerede område var vi godt en halv snes stykker, som jævnligt strakte vore muskler og udvidede vore lunger, og som for at bevare en tradition, som vi følte var svindende, blev der nu og da indført et par novicer i kredsen.

Unge Phil Frenham var den sidste og mest interessante af disse rekrutter og tillige et godt eksempel på Murchards noget morbide påstand om, at vor gamle ven “ku’ li’ dem friske”. Det var ganske vist en kendsgerning, at Culwin, trods sin tørhed, specielt havde smag for de lyriske egenskaber hos ungdommen. Da han var en alt for fin livsnyder til at knibe de sjæleblomster af, som han samlede til sin have, havde hans venskab ikke nogen ødelæggende virkning; tværtimod tvang han de unge tanker til stærkere blomstring. Og i Phil Frenham havde han et godt forsøgsobjekt. Knægten var virkelig intelligent, hans sunde natur lå som den rene skærv under den fine glasur. Culwin havde fisket ham væk fra familiesløvhedens tåge og trukket ham op på olympens højder; den oplevelse havde ikke skadet ham det fjerneste. Ja, den dygtighed, hvormed det var lykkedes for Culwin at stimulere hans nysgerrighed og interesse uden at kvæle ærefrygten, forekom mig at være tilstrækkeligt svar på Murchards skrækindjagende metafor. Der var intet hektisk ved Frenhams udfoldelse, og hans gamle ven havde ikke berørt de ukrænkelige dumheder med så meget som en fingerspids. Man kunne ikke ønske noget bedre bevis derpå end den kendsgerning, at Frenham stadig ærede dem hos Culwin.

“Der er en side af ham, som I slet ikke ser. Jeg tror på den historie med duellen!” erklærede han; og det var selve kernen i denne tro, at den kunne tilskynde ham — netop som vort lille selskab var ved at spredes — til at vende sig mod vor vært med den spøgende bemærkning: “Og nu må De fortælle os om Deres spøgelse!”

Yderdøren havde lukket sig efter Murchard og de andre; kun Frenham og jeg var tilbage; og den trofaste tjener, som sørgede for Culwins fornødenheder, havde hentet en ny forsyning sodavand og var lakonisk blevet beordret i seng.

Culwins lyst til selskabelighed blomstrede om natten, og vi vidste, at han ventede, at kredsens faste kerne skulle samle sig om ham efter midnat. Men Frenhams anmodning lod til at forurolige ham på næsten komisk vis; han rejste sig fra sin stol, hvor han netop havde anbragt sig igen efter at have sagt farvel ude i hall’ en.

Mit spøgelse? Tror du, jeg er dum nok til at bekoste et selv, når der er så mange henrivende udgaver i mine venners husholdning? — Tag en cigar til,” sluttede han og vendte sig leende om mod mig.

Frenham lo også, lænede sin høje, slanke krop mod kaminhylden og så på sin lille, tætte, hidsige ven.

“Åh,” sagde han, “De ville aldrig være tilfreds med at dele, hvis De mødte et, De virkelig kunne lide.”

Culwin havde ladet sig falde tilbage i lænestolen, hans hoved begravedes i hulningen i det slidte læder, og hans små øjne glimtede over en nytændt cigar.

“Kunne lide — lide? Du milde himmel!” brummede han.

“Aha, De har altså et!” Frenham var over ham omgående og tilkastede samtidig mig et sejrrigt blik; men Culwin krøb sammen om en gnom blandt sine puder og skjulte sig i en beskyttende røgsky.

“Hvad nytter det at benægte det? De har set alt, så selvfølgelig har De også set et spøgelse!” fastholdt hans unge ven, idet han talte uforfærdet ind i røgskyen. “Eller hvis De ikke har set et, så er det kun, fordi De har set to!”

Udfordringens form syntes at være for meget for vor vært. Han stak hovedet frem af røgskyen med en mærkelig skildpaddeagtig bevægelse, som var karakteristisk for ham, og blinkede bifaldende til Frenham.

“Ja netop,” slyngede han imod os med en kort, skarp latter. “Det er kun, fordi jeg har set to!”

Ordene var så uventede, at de faldt til jorden og udløste en dyb tavshed, mens vi stirrede på hinanden over Culwins hoved, og Culwin stirrede på sine spøgelser. Omsider smed Frenham sig — stadig uden at sige et ord — i en stol på den anden side af kaminen og bøjede sig frem med sit forventningsfulde, lyttende smil …

II

“Naturligvis er det ikke ligefrem udstillingsspøgelser — en samler ville ikke regne dem for noget … lad mig ikke opvække falske forhåbninger … deres eneste fortjeneste er deres antal — det usædvanlige faktum, at de er to. Men på den anden side må jeg indrømme, at jeg sikkert når som helst kunne mane dem bort begge to ved at bede min læge om en recept eller min øjenlæge om et par briller. Jeg har bare aldrig kunnet bestemme mig til, om det skulle være lægen eller øjenlægen — om jeg led af syns- eller maveforstyrrelser — og derfor har jeg ladet dem leve deres interessante dobbelttilværelse, skønt de til tider gør min tilværelse overordentlig ubehagelig …

Ja — ubehagelig; og som I ved, hader jeg ubehageligheder! Men det var en del af min dumme stolthed, at jeg, dengang det begyndte, ikke ville indrømme, at jeg kunne foruroliges af noget så ubetydeligt som to …

Jeg havde dengang heller ikke nogen grund til at tro, at jeg var syg. Jeg kedede mig simpelthen — kedede mig skrækkeligt. Men det var en del af min kedsomhed — husker jeg tydeligt — at jeg følte mig så ualmindelig rask og veloplagt, og at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle få afløb for mit overskud af energi. Jeg var kommet tilbage fra en lang rejse til Mexico og Sydamerika — og havde slået mig ned for vinteren i nærheden af New York hos en gammel tante, som havde kendt Washington Irving og korresponderet med N. P. Willis. Hun boede ikke langt fra Irvington, i en gammel, fugtig, uhyggelig villa, omgivet af rødgraner. Den lignede på en prik en af de gamle mindebrocher, man i sin tid lavede af hår. Tantes personlige udseende svarede til dette billede, og hendes eget hår — hvoraf der kun var lidt tilbage — kunne have været brugt til fremstilling af brochen.

Jeg havde tilbragt et meget spændende og ophidsende år og var i betydelig restance både med penge og følelser, så teoretisk så det ud til, at min tantes blide gæstfrihed ville være lige velgørende for mine nerver som for min pengepung. Men det pokkers ved det var, at så snart jeg følte mig tryg og sikker, begyndte min energi at vågne; og hvordan skulle jeg få afløb for den inde i en mindebroche? Jeg nærede på det tidspunkt den illusion, at vedvarende intellektuel anstrengelse kunne opbruge al en mands aktivitet; og jeg bestemte mig til at skrive en stor bog — jeg har glemt om hvad. Min tante, som var imponeret af min plan, overlod mig sit bibliotek, der var fyldt med klassikere, indbundet i sort lærred, og billeder af falmede berømtheder; og jeg satte mig ved skrivebordet for at vinde mig en plads iblandt dem. For at lette mit arbejde lånte hun mig en kusine til at renskrive mit manuskript.

Kusinen var en sød pige, og jeg havde den idé, at en sød pige netop var, hvad jeg behøvede for at få genoprettet min tro på den menneskelige natur — og først og fremmest på mig selv. Hun var hverken smuk eller intelligent — stakkels Alice Nowell! — men det interesserede mig at se en kvinde, der var så tilfreds med at være uinteressant, og jeg ønskede at finde ud af hemmeligheden bag hendes tilfredshed. Jeg gik nok lidt overilet til værks og forkludrede det — åh, men kun for en kort tid! Der er ikke noget tåbeligt i at fortælle jer det, for den arme pige havde aldrig set andre end sine kusiner …

Nå, jeg var selvfølgelig ked af, hvad jeg havde gjort, og spekulerede som en gal på, hvordan jeg skulle gøre det godt igen. Hun boede i huset ligesom os andre, og en aften — efter at min tante var gået i seng — kom hun ned i biblioteket for at hente en bog, hun havde forlagt, akkurat som en af de naive heltinder på hylderne bag ved os. Hun var rødnæset og forfjamsket, og jeg kom pludselig til at tænke på, at hendes hår, der nu var tykt og ganske kønt, ville blive nøjagtigt som min tantes, når hun blev ældre. Jeg blev glad over, at jeg havde bemærket dette, for det gjorde det lettere for mig at beslutte mig til at gøre, hvad der var ret, og da jeg havde fundet den bog, hun ikke havde forlagt, fortalte jeg hende, at jeg endnu samme uge skulle rejse til Europa.

Europa lå forfærdelig langt borte dengang, og Alice forstod straks, hvad jeg mente. Hun tog det slet ikke, som jeg havde ventet — det ville have været lettere, hvis det havde været tilfældet. Hun knugede bogen ind til sig og vendte sig om et øjeblik for at skrue lampen på skrivebordet op — den havde en mat glaskuppel med vinløv og glasdråber langs kanten, kan jeg huske. Så kom hun hen til mig, rakte hånden frem og sagde “Farvel”. Og idet hun sagde det, så hun direkte på mig, og så kyssede hun mig. Jeg har aldrig følt noget så friskt, undseligt og tappert som det kys. Det var værre end en hvilken som helst bebrejdelse, og det gjorde mig skamfuld over, at jeg fortjente bebrejdelser fra hende. Jeg sagde til mig selv: “Jeg vil gifte mig med hende, og når tante dør, vil hun testamentere mig huset her, og så kan jeg sidde her ved skrivebordet og skrive videre på min bog; og Alice vil sidde derovre med sit håndarbejde og se på mig, som hun gør nu. Og livet vil fortsætte på den måde i masser af år.” Den udsigt skræmte mig lidt, men på det tidspunkt skræmte den mig dog ikke så meget som muligheden for at gøre hende ondt; ti minutter efter havde hun min signetring på fingeren og mit løfte om, at når jeg rejste til udlandet, skulle hun følge med.

I undrer jer sikkert over, at jeg udbreder mig sådan om denne begivenhed. Grunden er, at det netop den aften, da dette fandt sted, var første gang, jeg så det føromtalte mærkelige syn. Dengang troede jeg fuldt og fast på en naturlig forbindelse mellem årsag og virkning, og derfor prøvede jeg naturligvis på at finde et forbindelsesled mellem det, der lige var sket i min tantes bibliotek, og det, der skulle ske nogle få timer senere samme aften; derfor bliver de to begivenheder ved med at høre sammen i min erindring.

Jeg gik op i seng med temmelig tungt hjerte, for jeg var tynget af vægten af den første gode gerning, jeg bevidst havde gjort, og ung som jeg var, kunne jeg dog ikke undgå at se min stillings alvor. Man må ikke ud fra dette forestille sig, at jeg indtil da kun havde været en ødelægger. Jeg havde været en ganske almindelig, uskadelig ung mand, der fulgte sine tilbøjeligheder og nægtede at samarbejde med forsynet. Nu havde jeg pludselig påtaget mig at ophjælpe den moralske tilstand i verden, og jeg følte mig omtrent som den tillidsfulde tilskuer, som har overrakt tryllekunstneren sit guldur og ikke ved, i hvilken tilstand han får det tilbage, når nummeret er forbi … Men en lunende fornemmelse af selvretfærdighed dæmpede dog min ængstelse, og mens jeg klædte mig af, beroligede jeg mig selv med, at når jeg havde vænnet mig til at være god, så ville det sandsynligvis ikke gøre mig så nervøs, som det gjorde i begyndelsen. Da jeg var nået så vidt, at jeg var kommet i seng og havde pustet lyset ud, følte jeg, at jeg nu var ved at vænne mig til det, og at det egentlig ikke var meget anderledes end at synke ned i en af min tantes allerblødeste madresser.

Jeg lukkede øjnene under disse tanker, og da jeg åbnede dem igen, måtte det være langt senere, for der var blevet koldt i værelset, og der var absolut stille. Jeg blev vækket af den underlige følelse, vi alle kender — følelsen af, at der var noget i værelset, som ikke havde været der, da jeg lagde mig til at sove. Jeg satte mig over ende og anspændte øjnene i mørket. Der var bælgmørkt i værelset, og til at begynde med kunne jeg ingenting se; men gradvis blev en ubestemt, svag flimren ved fodenden af sengen til to øjne, der stirrede på mig. Jeg kunne ikke skelne trækkene, som hørte til øjnene, men øjnene selv blev mere og mere tydelige; de udstrålede selv lys.

Følelsen af således at blive nedstirret var langtfra behagelig, Og I vil sikkert mene, at min første impuls var at springe ud af sengen og kaste mig over den usynlige skikkelse, der hørte til øjnene. Men det var ikke tilfældet — jeg følte simpelthen trang til at ligge stille … jeg kan ikke sige, om dette skyldtes en øjeblikkelig fornemmelse af fremtoningens overnaturlige karakter — at jeg, hvis jeg sprang, ville kaste mig over intet — eller om det var selve øjnenes lammende virkning. Det var de uhyggeligste øjne, jeg nogen sinde har set! En mands øjne — men hvilken mand! Min første tanke var, at han måtte være frygtelig gammel. Øjeæblerne var indsunkne, og de tykke, rødrandede låg hang ned over dem som rullegardiner, hvis træksnor er gået i stykker. Det ene låg hang lidt længere ned end det andet, hvilket gav indtryk af en lumsk skulen; og mellem disse kødfolder med de korte vipper sad øjnene selv, små glasagtige skiver med en agatlignende kant; de lignede strandsten i armene på en søstjerne.

Men øjnenes alder var ikke det mest ubehagelige ved dem. Det, der gjorde mig helt syg, var deres udtryk af ondskabsfuld vished. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det faktum, at de så ud til at tilhøre en mand, som i tidens løb havde gjort en masse ondt, men altid havde holdt sig lige inden for faregrænsen. Det var ikke en krysters øjne — de tilhørte en, der var alt for klog til at løbe en risiko; jeg væmmedes ved deres udtryk af lav listighed. Men selv det var ikke det værste; mens vi vedblev at mønstre hinanden, så jeg i dem et anstrøg af spot, og jeg følte, at jeg var genstand for denne spot.

Herover blev jeg gebet af et raseri, som fik mig på benene med et sæt og fik mig til at styrte mig direkte mod den usynlige skikkelse. Men naturligvis var der ikke nogen skikkelse, og min knytnæve ramte den tomme luft. Skamfuld og kold famlede jeg efter en tændstik og tændte lyset. Værelset så ud som sædvanligt — det havde jeg på forhånd været klar over, at det ville gøre; jeg kravlede i seng igen og pustede lyset ud.

Så snart der atter var blevet mørkt i værelset, kom øjnene til syne igen, men nu forsøgte jeg at forklare deres tilstedeværelse på videnskabeligt grundlag. Først tænkte jeg, at illusionen kunne være forårsaget af de sidste gløder, der ulmede i kaminen; men kaminen var på den anden side af min seng og placeret således, at ilden ikke kunne genspejles i toiletspejlet, der var det eneste spejl i værelset. Så slog det mig, at jeg måske kunne være blevet narret af glødernes spejling i noget poleret træ eller metal, og selv om jeg ikke kunne opdage nogen genstand af den art i synslinjen, stod jeg atter op, famlede mig frem til kaminen og dækkede af gløderne til. Men så snart jeg var kommet tilbage i min seng, var øjnene på deres plads ved fodenden.

De var altså en hallucination; det var tydeligt. Men det faktum, at de ikke skyldtes nogen ydre form for bedrageri, gjorde dem ikke en smule mere behagelige. For hvis de var fremstået af min underbevidsthed, hvad pokker var der så i vejen med den? Jeg havde studeret mysteriet vedrørende sygeligt patologiske tilstande grundigt nok til at kunne forestille mig de forhold, der kunne gøre en videbegærlig hjerne modtagelig for en sådan natlig advarsel; men jeg kunne ikke få det til at passe ind i mit nuværende tilfælde. Jeg havde aldrig følt mig mere normal, hverken psykisk eller fysisk, og det eneste usædvanlige i min situation — det, at jeg havde sikret en ung piges lykke — skulle ikke være af en sådan beskaffenhed, at det kunne få urene ånder til at samles om min hovedpude. Men dér var øjnene, og de så stadig på mig …

Jeg lukkede mine egne og forsøgte at fremkalde billedet af Alice Nowells. Hendes øjne var ikke bemærkelsesværdige, men de var rene og sunde som frisk vand, og hvis hun havde haft mere fantasi — eller længere vipper — kunne udtrykket i dem have været interessant. Som det var, havde de ikke megen virkning, og efter få øjeblikkes forløb opdagede jeg, at de på mystisk vis var blevet til øjnene ved fodenden af sengen. Det gjorde mig mere ophidset at føle deres stirren gennem mine lukkede låg end at se dem, derfor åbnede jeg atter mine øjne og så lige ind i det forhadte blik.

Således gik hele natten. Jeg kan ikke sige, hvordan den nat var, eller hvor længe den varede. Har I nogen sinde ligget i jeres seng, lysvågen, og prøvet på at holde øjnene lukket, vel vidende at hvis I lukkede dem op, ville I se noget, I frygtede og afskyede? Det lyder let, men er forbandet svært. De øjne hang dér frit i luften og trak i mig. Jeg havde vertige de l’abiss, og de røde øjenlåg var randen af min afgrund … Jeg har haft mine nervøse stunder; stunder hvor jeg følte farens kolde pust i min nakke; men aldrig denne form for pres. Det var ikke, at øjnene var frygtindgydende; de rummede ikke mørkets magters majestæt. Men de havde — hvordan skal jeg udtrykke det — en fysisk virkning, der svarede til en ubehagelig lugt; deres blik efterlod et slimet spor som efter en snegl. Og jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvad de havde med mig at gøre — og jeg stirrede og stirrede og prøvede på at finde ud af det …

Jeg ved ikke, hvilken virkning de gjorde forsøg på at fremkalde, men den virkning, de fremkaldte, fik mig til tidligt næste morgen at pakke min kuffert og stikke af til byen. Jeg efterlod et brev til min tante, hvori jeg forklarede, at jeg var blevet syg og var taget ind for at tale med min læge; faktisk følte jeg mig ualmindelig sløj — det var, som om natten havde tappet mig for alt blod. Men da jeg nåede ind til byen, gik jeg ikke til nogen læge. Jeg opsøgte en ven, smed mig på en seng i hans lejlighed og sov i ti vidunderlige timer. Da jeg vågnede, var det midt om natten, og jeg blev kold ved tanken om, hvad der muligvis ventede mig. Jeg satte mig rystende over ende og stirrede ind i mørket; men der var intet brud på dets ensartede overflade, og da jeg så, at øjnene ikke var der, faldt jeg i søvn igen og sov længe.

Jeg havde ikke efterladt nogen besked til Alice, da jeg flygtede, eftersom jeg havde i sinde at tage tilbage næste morgen. Men næste morgen var jeg alt for udmattet til at røre mig. Som dagen gik, blev min udmattelse værre i stedet for at tage af som en normal træthed efter en søvnløs nat; øjnenes virkning lod til at være stigende, og tanken om at se dem igen blev uudholdelig. I to dage kæmpede jeg med min gru; den tredje aften tog jeg mig sammen og besluttede at rejse tilbage næste morgen. Jeg følte mig en hel del bedre tilpas, så snart jeg havde bestemt mig, for jeg vidste, at min bratte forsvinden og det mærkelige i, at jeg ikke skrev, måtte være meget foruroligende for stakkels Alice. Jeg gik i seng med let hjerte og faldt i søvn med det samme; men midt om natten vågnede jeg, og dér var øjnene …

Jeg kunne simpelthen ikke udholde dem, og i stedet for at tage tilbage til min tante stoppede jeg lidt tøj i en kuffert og sprang om bord i den første damper, der sejlede til England. Jeg var så dødtræt, da jeg kom ombord, at jeg straks krøb i køjen, og jeg sov under det meste af overfarten; jeg kan ikke sige jer, hvor velsignet det var at vågne af en lang, drømmeløs søvn og kigge ud i mørket uden ængstelse, i forvisning om at jeg ikke skulle se de øjne …

Jeg blev i udlandet et år, og så blev jeg der ét til; og i al den tid så jeg ikke så meget som et glimt af øjnene. Det var grund nok til at forlænge mit ophold, om det så havde været på en øde ø. En anden grund var, at jeg på rejsen over havet havde indset umuligheden af at gifte mig med Alice Nowell. At jeg havde været så længe om at opdage det, ærgrede mig, og fik mig til at ønske at undgå forklaringer. Den lykke, det var, på én gang at slippe for øjnene og disse andre besværligheder, gav min frihed ekstra krydderi; og jo længere jeg smagte den, desto bedre kunne jeg lide smagen.

Øjnene havde brændt et sådant hul i min bevidsthed, at jeg i lang tid blev ved med at spekulere over genfærdets natur og undre mig over, om det nogen sinde ville vise sig igen. Men som tiden gik, glemte jeg min skræk og beholdt kun et billede af fremtoningen. Efterhånden svandt også det bort.

Det andet år fandt mig bosat i Rom, hvor jeg planlagde at skrive en anden stor bog — et grundigt værk om etruskisk indflydelse på italiensk kunst. I hvert fald fandt jeg et påskud til at leje en solrig lejlighed på Piazza di Spagna og snuse rundt i Forum Romanum, og dér kom en indtagende ung mand en dag hen til mig. Som han stod dér i det varme sollys, slank, glat og rank som en hyacint, kunne han være steget ned fra et ødelagt alter — et af dem for Antonius for eksempel; men i stedet var han kommet fra New York med et brev fra — så utroligt det end lyder — Alice Nowell. Brevet — det første jeg havde modtaget fra hende efter bruddet mellem os — var kun et par linjer til introduktion af hendes unge slægtning, Gilbert Noyes, samt en anmodning om at vise ham venlighed. Det lod til, at den stakkels fyr ‘havde talent’ og ‘ønskede at skrive’, og at en stædig og hård familie forlangte, at hans skriverier skulle tage form af dobbelt kolonner. Alice havde grebet ind og skaffet ham seks måneders frist, som han skulle tilbringe i udlandet med et særdeles magert tilskud, hvilket han selv skulle forøge ved hjælp af sin pen og derved bevise sine evner som skribent. Det, der først slog mig, var prøvens ejendommelige betingelser; de var næsten lige så afgørende som en middelalderlig ‘prøvelse’. Dernæst blev jeg rørt over, at hun havde sendt ham til mig. Jeg havde altid ønsket at gøre hende en tjeneste, at retfærdiggøre mig — egentlig mere i mine egne øjne end i hendes — og her tilbød der sig en glimrende lejlighed.

Jeg tror, man i almindelighed kan gå ud fra, at præ-destinerede genier som regel ikke dukker op foran én i forårssolskinnet på Forum lig en af antikkens forjagede guder. Stakkels Gilbert var i hvert fald ikke forudbestemt til at være geni. Men han var smuk — og charmerende som kammerat. Det var først, da han begyndte at snakke litteratur, at jeg tabte modet. Jeg kendte alle symptomerne så godt — de ting, han havde ‘i sig’, og de ydre ting, der kolliderede med dem! Dér kommer den virkelige prøve. Det var altid — punktligt og uundgåeligt, ubønhørligt som en naturlov — det var altid det forkerte, han hæftede sig ved. Jeg fandt efterhånden en vis spænding ved på forhånd at gisne om, hvilken forkert ting han ville kaste sig over, og jeg blev forbavsende dygtig til den leg …

Det værste ved det var, at hans bommerter ikke var af den mest iøjnefaldende art. Damer, der traf ham under udflugter, syntes, at han var intellektuel, og selv ved middage gik han for at være begavet. Jeg, der havde ham under mikroskopet, bildte mig nu og da ind, at han muligvis kunne udvikle et eller andet spinkelt talent — noget, som han kunne gøre brug af og være tilfreds med. Og var det i grunden ikke det, der angik mig? Han var så charmerende — han vedblev at være charmerende — at han påkaldte sig al min medlidenhed til støtte for dette argument; de første måneder troede jeg virkelig, at der var en chance for ham …

Disse måneder var interessante og fornøjelige. Noyes var konstant sammen med mig, og jo mere jeg så til ham, desto bedre kunne jeg lide ham. Hans dumhed var af en indtagende naturlighed – den var faktisk lige så smuk som hans øjenvipper. Han var så munter, så hengiven og så glad under samværet med mig, at det at fortælle ham sandheden ville have været omtrent lige så behageligt som at skære halsen over på et uskyldigt dyr. I begyndelsen undrede jeg mig over, hvordan dette smukke hoved var blevet fyldt med den afskyelige vrangforestilling, at det rummede en hjerne. Så begyndte jeg at forstå, at det simpelthen var en beskyttelsesforanstaltning — en instinktiv list for at slippe fra familie og kontorstol. Ikke at Gilbert, den kære dreng, ikke troede på sig selv! Der var ikke antydning af hykleri i ham. Han var overbevist om, at hans ‘kald’ var uimodståeligt, mens det for mig var den eneste formildende omstændighed, at det ikke var det, og at lidt penge, lidt fritid, lidt fornøjelser ville have gjort ham til en harmløs lediggænger. Men uheldigvis var der intet håb om penge, og med kontorstolen som alternativ foran sig kunne han udsætte sit forsøg inden for litteraturen. Det, han frembragte, var elendigt, og jeg ved nu, at jeg var klar over det lige fra starten. Men det absurde ved at afgøre en mands hele fremtid på grundlag af hans første forsøg syntes at retfærdiggøre mig i at tilbageholde min dom — og måske endog opmuntre ham lidt med den begrundelse, at den menneskelige plante som regel trænger til varme for at kunne blomstre.

I hvert fald fortsatte jeg ud fra det princip og gik endda så vidt, at jeg opnåede, at hans prøvetid blev forlænget. Da jeg forlod Rom, tog han med mig, og vi dasede en vidunderlig sommer på Capri og i Venedig. Jeg sagde til mig selv: “Hvis han har noget i sig, må det komme frem nu” — og det gjorde det. Aldrig har han været så henrykt og så fortryllende. Der var øjeblikke under vor pilgrimsfærd, hvor skønhed — født af den svageste mumlen — syntes at strømme over i hans ansigt, men kun for at vælde frem i en kaskade af det blegeste blæk …

Nå, den tid kom, da der måtte drejes om for hanen; jeg vidste, at ingen anden hånd end min kunne gøre det. Vi var atter i Rom, og han boede nu hos mig, da jeg ikke brød mig om, at han skulle være alene i sit pensionat, når han stod over for at skulle give afkald på sine ambitioner. Jeg havde selvfølgelig ikke stolet udelukkende på min egen bedømmelse, da jeg bestemte mig til at råde ham til at droppe litteraturen. Jeg havde sendt hans skriverier til diverse forlæggere og kritikere, og de havde alle som én sendt dem tilbage med samme isnende mangel på kommentarer. Der var faktisk intet at sige …

Jeg tilstår, at jeg aldrig har følt mig så gemen som den dag, da jeg besluttede at sige sandheden til Gilbert. Det var meget godt at sige til mig selv, at det var min pligt at slå den arme knægts håb i stumper og stykker — men hvor mange demonstrationer af unødig grusomhed er ikke blevet retfærdiggjort med den undskyldning? Jeg er altid veget tilbage for at blande mig i forsynets virksomhed, og når jeg absolut skal gøre det, foretrækker jeg så afgjort, at det ikke sker i nogen ødelæggende hensigt. Og i sidste instans, tilkom det så mig — selv efter et års prøvetid — at afgøre, hvorvidt stakkels Gilbert havde det i sig eller ej?

Jo mere jeg betragtede den rolle, jeg havde besluttet at spille, desto mindre syntes jeg om den, og jeg syntes endnu mindre om den, når Gilbert sad over for mig, med hovedet lænet tilbage i lampelyset — akkurat som Phil sidder nu Jeg havde gennemlæst hans sidste manuskript, og han vidste det og vidste, at hans fremtid afhang af min dom — det var vi stiltiende blevet enige om. Manuskriptet lå imellem os på mit bord — en roman, oven i købet hans første roman! — og han lagde sin hånd på det og så op på mig med hele sit liv i blikket.

Jeg rejste mig, rømmede mig og forsøgte at holde blikket borte fra hans ansigt og fæstne det på manuskriptet.

“Faktum er, kære Gilbert” begyndte jeg. Jeg så ham blive bleg, men han sprang straks op og kom hen til mig.

“Åh, tag det dog ikke så tungt, kære ven! Så slemt er det da heller ikke for mig!” Han havde lagt hænderne på mine skuldre, og han smilede ned til mig fra sin fulde højde med en slags dødsmærket munterhed, der var som en kniv i mit hjerte.

Han var alt for smuk og tapper til, at jeg kunne fastholde det sludder om min pligt. Og pludselig slog det mig, hvordan jeg ville såre andre, når jeg sårede ham; først mig selv — for at sende ham hjem var ensbetydende med at miste ham; men mere specielt stakkels Alice Nowell, hvem jeg så gerne ville have vist min gode vilje og mit ønske om at gøre hende en tjeneste. Det var som at svigte hende dobbelt, hvis jeg svigtede Gilbert …

Men min intuition var som et af de lynglimt, der oplyser hele horisonten, og i samme øjeblik var jeg klar over, hvad jeg eventuelt kunne risikere, hvis jeg ikke sagde sandheden. Jeg sagde til mig selv: “Så har jeg ham for livstid” — og jeg har endnu aldrig truffet nogen, hverken mand eller kvinde, som jeg ønskede at beholde på sådanne betingelser. Dette anfald af egoisme fik mig til at bestemme mig. Jeg skammede mig, og for at slippe for det sprang jeg til og landede lige i Gilberts arme.

“Bogen er god nok, og du tager helt fejl!” råbte jeg til ham; han omfavnede mig, og jeg lo og rystede i hans greb, og et øjeblik følte jeg den selvtilfredshed, der siges at følge i de retfærdiges fodspor. Pokker tage det hele, men det har nu sin charme at gøre andre mennesker glade …

Gilbert ville selvfølgelig straks fejre sin frigørelse på imponerende vis; men jeg sendte ham af sted alene, for at han kunne få afløb for sine følelser, og så gik jeg i seng for at sove mig fra mine. Mens jeg klædte mig af, begyndte jeg at spekulere på, hvordan eftersmagen ville blive — så mange af de bedste og ædleste holder ikke! Men jeg var dog ikke bekymret, og jeg havde i sinde at tømme bægeret til bunds, selv om også smagen skulle blive en smule flov.

Jeg lå, længe efter at jeg var gået i seng, og smilede ved tanken om hans øjne — hans lyksalige øjne … Så faldt jeg i søvn, og da jeg vågnede, var der isnende koldt i værelset; jeg satte mig over ende med et sæt — og dér var de andre øjne

Det var tre år siden, jeg havde set dem, men jeg havde tænkt på dem så ofte, at jeg troede, de aldrig skulle tage mig uforvarende mere. Nu, da jeg så deres røde, ondskabsfulde blik rettet mod mig, blev jeg klar over, at jeg aldrig havde regnet med at få dem at se igen, og at jeg var så forsvarsløs som nogen sinde over for dem … Som tidligere var det den helt vanvittige irrelevans, der gjorde deres komme så forfærdelig. Hvad pokker ville de mig, siden de dukkede op på dette tidspunkt. Jeg havde levet mere eller mindre sorgløst i de år, jeg ikke havde set dem, men mine værste indiskretioner var dog ikke slemme nok til at berettige deres forbandede gennemborende stirren; dette specielle øjeblik var jeg virkelig forsvarsløs, og jeg kan ikke sige, hvor meget det forhøjede rædslen …

Men det er ikke nok at sige, at de var lige så slemme som før; de var værre. Nøjagtig så meget værre, som jeg havde lært af livet i mellemtiden; netop så meget værre, som min større erfaring kunne gøre dem ved at lægge underforståede meninger i deres blik. Jeg så nu, hvad jeg ikke før havde set: at det var øjne, der gradvis var blevet hæslige, der havde opbygget lavhed som et koralrev, stump for stump, af en række nedrigheder, der var samlet sammen gennem travle år. Ja — det gik op for mig, at det, der gjorde dem så modbydelige og skræmmende, var, at de var blevet det så langsomt …

Der hang de i mørket; de opsvulmede låg var sænket over små vandede øjeæbler, der rullede løst rundt i øjenhulerne, de posede folder lavede mørke skygger nedenunder — og mens deres stirren fulgte mine bevægelser, fik jeg en fornemmelse af deres stiltiende medskyldighed, af en dyb, skjult forståelse mellem os, som var endnu værre end det første chok ved at se dem. Ikke at jeg forstod dem; men det, at de gjorde det klart for mig, at jeg en dag ville forstå … Ja, det var det værste ved dem, så ganske afgjort; og det var den følelse, der
blev stærkere for hver gang, de kom tilbage …

For de fik den forbandede vane at komme igen. De mindede mig om vampyrer med smag for ungt kød; de syntes at gotte sig over smagen af en god samvittighed. Hver eneste nat i en måned kom de for at kræve en mundfuld af min; efter at jeg havde gjort Gilbert lykkelig, ville de simpelthen ikke slippe deres tag i mig. Dette sammentræf fik mig næsten til at hade ham, den arme fyr, skønt jeg følte mig overbevist om, at det var tilfældigt. Jeg  spekulerede en del over det, men kunne ikke finde nogen antydning af forklaring undtagen i forbindelse med Alice Nowell. Men dengang havde øjnene sluppet mig i samme øjeblik, jeg svigtede hende, så de kunne næppe være udsendinge fra en krænket kvinde, hvis man da ellers kunne forestille sig, at den stakkels Alice ville være i stand til at få den slags ånder til at hævne sig. Det fik mig til at tænke, og jeg begyndte at spekulere på, om de ville slippe mig, hvis jeg opgav Gilbert. Fristelsen var lumsk, og jeg måtte gøre mig hård for at stå imod; men den kære dreng var virkelig for charmerende til at blive ofret til slige dæmoner. Og derfor fandt jeg faktisk aldrig ud af, hvad de egentlig ville …”

III

Ilden i kaminen sank sammen og blusede op igen i et glimt, der klart oplyste fortællerens knudrede ansigt under de gråsorte skægstubbe. Trykket ind mod hulningen i stoleryggen stod det et øjeblik skarpt tegnet som en gemme af gullig, rødåret sten med prikker af emalje som øjne, så sank ilden atter sammen, og billedet blev igen en utydelig rembrandtsk radering.

Phil Frenham sad i en lav stol på den anden side af kaminen. Hans ene hånd hvilede på bordet bagved, den anden støttede hans tilbagekastede hoved, og hans øjne var rettet mod vennens ansigt; han havde ikke rørt sig, siden beretningen begyndte, og han fastholdt sin tavse ubevægelighed, efter at Culwin var hørt op med at tale. Det blev mig, som med en svag følelse af skuffelse over den bratte slutning på historien spurgte: “Men hvor længe blev De ved med at se dem?”

Culwin sad så sammensunket i sin stol, at han lignede en dynge af sit eget tøj; nu rørte han lidt på sig, som om han blev forbavset over mit spørgsmål. Han lod til at have glemt, hvad han havde fortalt os.

“Hvor længe? Åh, så godt som hele den vinter. Det var djævelsk. Jeg vænnede mig aldrig til dem. Jeg blev rigtig syg.”

Frenham skiftede stilling, og idet han gjorde det, ramte hans albue et lille spejl i bronzeramme, der stod på bordet bag ham. Han vendte sig om og flyttede det en anelse; så genindtog han sin tidligere stilling, med det mørke hoved støttet mod håndfladen og med blikket anspændt rettet mod Culwins ansigt. Noget i hans tavse blik forvirrede mig, og som for at aflede opmærksomheden fra det stillede jeg et andet spørgsmål.

“Og De prøvede aldrig på at ofre Noyes?”

“Nej, nej. Det behøvede jeg faktisk ikke. Han gjorde det for mig, den stakkels knægt!”

“Gjorde det for Dem? Hvordan mener De?”

“Han udmattede mig — han udmattede alle. Han fortsatte med at udøse sit jammerlige vrøvl og gjorde forsøg på at sælge det overalt, indtil han til sidst blev en sand skræk for alle. Jeg forsøgte at vænne ham af med at skrive — åh, så blidt, så blidt naturligvis — ved at invitere ham sammen med behagelige mennesker og derved give ham chancen for at udfolde sig, så han kunne blive klar over, hvad han virkelig havde at give. Jeg havde forudset denne løsning lige fra begyndelsen — havde følt mig sikker på, at når den første brændende skrivetrang var kølnet, ville han falde til som en charmerende snylter, en slags Cherubino, der altid kan få en plads ved bordet og et skjul bag damernes skørter. Jeg kunne se ham indtage sin plads som ‘digteren’ — den ikke skrivende digter. Man kender typen fra enhver salon. Det koster ikke meget at leve på den måde — jeg havde regnet det hele ud og følte mig sikker på, at han med lidt hjælp kunne holde den gående i nogle år; og i mellemtiden ville han sikkert finde sig en kone. Jeg så ham i tankerne gift med en enke, ikke helt ung, med en dygtig kokkepige og et velordnet hjem. Jeg havde i virkeligheden fundet enken … I mellemtiden gjorde jeg alt for at lette overgangen — lånte ham penge for at lette hans samvittighed, præsenterede ham for smukke kvinder for at få ham til at glemme sine løfter. Men intet kunne omvende ham; han havde kun én idé i sit smukke, stædige hoved. Han ville have laurbærkransen og ikke rosen, og han blev ved med at gentage Gautiers grundsætning og hamrede og filede på sin kraftesløse prosa, til han fik den bredt ud over, guderne må vide hvor mange hundrede sider. Nu og da sendte han en portion til en forlægger, men selvfølgelig kom den altid tilbage.

I begyndelsen gjorde det ikke noget — han mente, han var ‘misforstået’. Han opfattede sig selv som et geni, og hver gang et opus kom retur, skrev han et nyt til at holde det med selskab. Så fulgte en reaktion, fuld af fortvivlelse, og han beskyldte mig for at have ført ham bag lyset og alverdens andre ting. Det blev jeg vred over, og jeg sagde, at han havde ført sig selv bag lyset. Han var kommet til mig, fast besluttet på at skrive, og jeg havde gjort mit bedste for at hjælpe ham. Det var omfanget af min forbrydelse, og jeg havde gjort det for hans slægtnings skyld, ikke for hans.

Det lod til at gøre indtryk, for han svarede ikke lige med det samme. Så sagde han: ‘Min tid er gået, og mine penge er brugt op. Hvad synes du, jeg skal gøre?’

‘Jeg synes, du skal lade være med at være et fjols,’ sagde jeg.

‘Hvad mener du med at være et fjols?’ spurgte han.

Jeg tog et brev, der lå på mit skrivebord, og rakte det frem mod ham.

‘Jeg mener at afslå dette tilbud fra mrs. Ellinger om at blive hendes sekretær med en løn på fem tusind dollars. Der kan muligvis gemme sig andet bag det tilbud.

Han gjorde en voldsom håndbevægelse, der slog brevet ud af hånden på mig. ‘Åh, jeg ved så udmærket, hvad der gemmer sig bag det tilbud!’ sagde han og rødmede helt op til hårrødderne.

‘Og hvad er svaret, siden du ved det?’ spurgte jeg.

Han svarede ikke straks, men vendte sig langsomt om mod døren. Dér standsede han med foden på tærskelen og sagde næsten med en hvisken: ‘Du mener altså virkelig, at mit arbejde ikke dur?’

Jeg var træt og irriteret, og jeg brast i latter. Jeg vil ikke forsvare min latter — det var tarveligt gjort. Men jeg må sige til min undskyldning, at knægten var en tåbe, og at jeg havde gjort mit bedste for ham — det havde jeg virkelig.

Han forlod værelset og lukkede stille døren efter sig. Samme eftermiddag rejste jeg til Frascati, hvor jeg havde lovet at tilbringe søndagen sammen med nogle venner. Jeg var glad for at slippe for Gilbert, og til og med opdagede jeg samme nat, at jeg også var sluppet fri for øjnene. Jeg faldt i den samme dvalelignende søvn, som havde overmandet mig, da de første gang holdt op med at hjemsøge mig; og da jeg vågnede næste morgen i mit fredelige værelse oven over stenegene, følte jeg den fuldstændige udmattelse og dybe lettelse, der altid fulgte efter en sådan søvn. Jeg tilbragte to velsignet fredelige nætter i Frascati, og da jeg kom tilbage til Rom, opdagede jeg, at Gilbert var væk … Åh nej, der var ikke sket noget tragisk — så vidt kom det dog ikke. Han havde simpelthen pakket sine manuskripter og var taget af sted til Amerika — til sin familie og sin kontorstol i Wall Street. Han efterlod et meget nydeligt brev, hvori han fortalte mig om sin beslutning, og opførte sig i det hele taget ved den lejlighed så lidt tåbeligt, som det er muligt for en tåbe at gøre det …”

IV

Culwin tav igen, og Frenham sad stadig urørlig, mens det slørede omrids af hans unge hoved aftegnedes i spejlet bag ham.

“Og hvad blev der af Noyes bagefter?” spurgte jeg til sidst, stadig plaget af en følelse af noget ufuldstændigt, fordi der manglede en forbindende tråd mellem beretningens parallelle linjer.

Culwin trak på skuldrene. “Åh, der blev ikke noget af ham — for han blev ikke til noget. Det var ganske udelukket. Han vegeterede på et kontor, tror jeg, og endte vist med at blive ansat ved et konsulat og indgik et trist og kedsommeligt ægteskab i Kina. Jeg så ham engang i Hong Kong, det var mange år senere. Han var fed og ubarberet. Der blev sagt, at han drak. Han genkendte mig ikke.”

“Og øjnene?” spurgte jeg efter endnu en pause, som Frenhams stadige tavshed gjorde trykkende.

Culwin strøg sig om hagen og blinkede spekulativt til mig gennem halvmørket. “Jeg har ikke set dem siden min sidste samtale med Gilbert. Læg to og to sammen, hvis du kan. Jeg har ikke selv været i stand til at finde bindeleddet.”

Han rejste sig med hænderne i lommen og gik stift hen til det bord, hvor de forfriskende og opstrammende drikke var anbragt.

“l må være ved at dø af tørst efter at have hørt på den tørre historie. Sørg for dig selv, kære ven. Her, Phil —” han vendte sig om mod kaminen.

Frenham svarede ikke på værtens gæstfri tilbud. Han sad stadig i den lave stol uden at røre sig, men idet Culwin gik hen imod ham, mødtes deres øjne i et langt blik, hvorefter den unge mand brat vendte sig om, smed sig ind over det lille bord og skjulte ansigtet i armene.

Culwin standsede op ved denne uventede bevægelse, og rødmen steg op i hans ansigt.

“Phil — hvad pokker? Har øjnene skræmt dig? Min kære dreng — min kære ven — Jeg har aldrig før modtaget en sådan anerkendelse af mine litterære evner, nej aldrig!”

Han brast i en kluklatter ved tanken, stod stille på kamintæppet, og kiggede, stadig med hænderne i lommen, på den unge mands bøjede hoved. Men da Frenham stadig ikke svarede, gik han et skridt eller to nærmere.

“Op med humøret, kære Phil! Det er år siden, jeg har set dem — åbenbart har jeg ikke i den senere tid gjort noget, der var slemt nok til at kalde dem frem fra kaos. Med mindre min nylige fremmanelse af dem har fået dig til at se dem; det ville være det værste, de endnu har gjort!”

Hans spøgende opfordring døde hen i en usikker latter; han gik endnu nærmere, bøjede sig ned over Frenham og lagde sin gigtkrogede hånd på den unge mands skulder.

“Phil, min kære dreng, hør nu — hvad er der i vejen? Hvorfor svarer du ikke? Har du måske set øjnene?”

Frenhams ansigt var fremdeles skjult; jeg stod bag Culwin og så, at han langsomt trak sig tilbage fra vennen, som om dennes ejendommelige reaktion virkede som en afvisning. Idet han bevægede sig, faldt lyset fra lampen på bordet direkte på hans røde ansigt, og jeg fik øje på dets billede i spejlet bag Frenhams hoved.

Culwin så også selv spejlbilledet. Han standsede med ansigtet ud for spejlet, som om han ikke genkendte trækkene derinde som sine egne. Men mens han stirrede, ændredes hans udtryk gradvist, og i lang tid stirrede han og billedet i spejlet på hinanden med et blik af langsomt voksende had. Så slap Culwin Frenhams skulder og trådte et skridt tilbage …

Frenham holdt stadig ansigtet skjult og rørte sig ikke.

Trykt i: Tales of Men and Ghosts, 1910
Originaltitel: The Eyes

Kort om Edith Wharton

Født: den 24. januar 1862
Død: den 11. august 1937

Læs mere på Wikipedia