Skæve Janet af Robert Louis Stevenson

Robert Louis Stevenson
Af A. G. Dew-Smith – Robert Louis Stevenson, No restrictions, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=6887532

Pastor Murdoch Soulis havde længe været præst i det lyngklædte hedesogn Balweary i Dule-dalen. Han var en alvorligt udseende og gråbleg gammel mand, der spredte rædsel hos sine tilhørere, og han boede i de sidste år af sit liv i den lille, ensomt beliggende præstegård inde under The Hanging Shaw uden selskab af familie, tjenestefolk eller andre mennesker. Som en modsætning til hans hårde ansigtstræk var blikket forvildet, angst og usikkert, og når han under fortrolige samtaler dvælede ved den forstokkedes fremtid, syntes det, som om hans blik borede sig igennem tidens storm og ind i evighedens rædsler. Mange unge mennesker, der kom for at forberede sig til Den Hellige Nadvers højtid, blev hårdt ramt af hans tale. Han havde en prædiken over Peter: “Djævelen er en brølende løve!” hver søndag efter den 17. august, hvor han plejede at overgå sig selv både med tekstens rystende indhold og den frygtindgydende opførsel, han viste på prædikestolen. Børnene blev skræmt halvt bevidstløse, og de ældre så endnu mere profetiske ud end sædvanligt.

Som selve præstegården lå der ved Dule-floden i en tæt lille stump skov med The Shaw hængende ud over sig til den ene side, og kolde, høje hedebakker ragende op mod himlen til den anden, var der allerede i hr. Soulis’ tidlige år som præst, selv hos folk, der ellers regnede sig for fornuftige mennesker, opstået en angst for at passere forbi præstegården i tusmørke. Selv i landsbykroens ølstue sad gode mænd og rystede på hovederne ved tanken om at gå forbi det uhyggelige sted på et sent tidspunkt af dagen.

For at være helt nøjagtig var der især ét sted, der blev betragtet med ærefrygt. Præstegården lå mellem landevejen og Dule-floden med en gavl ud mod hver. Bagsiden vendte mod Balweary Kirkeby, der lå ca. en halv mil borte; foran var der en nøgen have, indhegnet af en tjørnehæk på stykket mellem floden og vejen. Huset var i to etager med to store værelser i hver. Hoveddøren vendte ikke lige ud til haven, men til en sti eller passage over en slags dæmning, der løb langs vejen på den ene side og på den anden var lukket af de høje piletræer og hyldebuske, der voksede langs flodbredden. Det var dette lille stykke sti, der blandt de unge landsbyfolk i Balweary havde så dårligt et ry.

Præsten selv spadserede der tit efter mørkets frembrud. Sommetider stønnede han højt i sine tavse anråbelser. Men når han ikke var hjemme, og præstegårdens dør var låst, vovede de mere dristige skoledrenge med bankende hjerter at lege røvere og soldater på det sagnomspundne sted.

Denne atmosfære af rædsel, der omgav en rettroende Guds mand med pletfri karakter, var til almindelig forbavselse og undren hos de få fremmede, der af tilfældet eller forretninger blev ført til det ukendte, afsidesliggende stykke land. Men selv blandt sognets egen befolkning var mange uvidende om de begivenheder, der havde fundet sted i hr. Soulis’s første embedsår; og af dem, der vidste besked, var nogle tavse og andre tilbageholdende angående netop dét emne. Kun en sjælden gang kunne en af de ældre efter det tredje glas øl få så meget mod, at han turde fortælle hvad grunden til præstens mærkelige udseende og ensomme liv var.

For 50 år siden da hr. Soulis kom til Balweary, var han endnu ganske ung – en flot fyr, sagde folk – fyldt med boglig lærdom og en glimrende prædikant. De unge var imponerede over hans evner og talegaver; mens gamle, bekymrede og alvorlige mænd og kvinder blev hidset op til at bede for den unge mand, som de anså for en selvbedrager, samt for sognet som nu så ud til at skulle blive så dårligt betjent. Men dårlige ting er ligesom gode – de kommer begge dele stykkevis, en smule ad gangen; og der var selv dengang, folk der sagde, at Vorherre havde ladet professorerne sejle deres egen sø, og at unge mænd der studerede hos dem, havde gjort bedre i at blive siddende i tørvemosen ligesom deres forfædre under forfølgelserne, med en bibel under armen og en trang til at bede bønner i deres hjerter.

Der var imidlertid ingen tvivl om, at hr. Soulis havde været mere end længe nok på universitetet. Han bekymrede sig om mange ting. Han havde en bunke bøger med sig – flere end man nogen sinde før havde set i den præstegård. Det var et grueligt slæb for flyttefolkene, og de var lige ved at blive kvalt i The Devils Hag mellem her og Kilmackerlie. Det var bøger om Vorherre og religion naturligvis. Det sagde de i hvert fald, men alvorligere folk var af den mening, at der ikke var brug for så mange ord, når alle Guds ord kunne være på en side. Så plejede han oven i købet at sidde hele dagen og den halve nat – og det var ikke sømmeligt – og skrive. Først var de bange for, at han arbejdede med sine prædikener, og siden viste det sig, at han skrev på en bog, hvilket sandelig ikke passede sig for en mand i hans alder og med hans ringe erfaring.

I hvert fald trængte han til at få en gammel, anstændig kone, der kunne holde hus for ham og passe på hans penge. Han fik anbefalet en gammel kone – Janet M’Clour kaldte de hende – og derefter blev det overladt til ham selv at bestemme sig. Der var mange, der frarådede ham det, for Janet var ilde anset af de bedste folk i Balweary. Længe før den her omtalte begivenhed fik hun en ‘bette’ med en dragon. Hun havde ikke været til alters i måske 30 år; og nogle børn havde set hende gå og mumle med sig selv oppe på Key’s Loan i skumringen, hvilket var et upassende tidspunkt og sted for en gudfrygtig kvinde. Da folk fortalte ham, at Janet var fortrolig med djævelen, mente han, det var overtro; og da de fremlagde Bibelen for ham og historien om Endors heks, påstod han, at de dage var forbi og djævelen heldigvis overvundet. For det var herremanden selv, der først fortalte præsten om Janet, og i de dage ville hr. Soulis gøre meget for at stille herremanden tilpas.

Da det rygtedes i kirkebyen, at Janet M’Clour skulle være tjenestepige i præstegården, blev folk temmelig vrede på hende og også på ham. Nogle gode koner gik til hendes dør og fortalte hende, hvad der blev sagt om hende lige fra soldatens barn til John Tamsons to køer. Janet var ikke meget talende af sig, og folk lod hende i almindelighed gå sine egne veje, ligesom hun lod dem gå deres. Men når hun endelig tog fat, havde hun en stemme, der kunne gøre en møller døv. Og da konerne blev ved, tog hun fat. Der var ikke den gamle historie i Balweary, som hun ikke fik en eller anden hængt op på den dag. De kunne ikke sige noget, uden at hun gav dobbelt igen; så til sidst greb de gode koner fat i hende, rev tøjet af hende og slæbte hende gennem landsbyen til Dule-floden for at se om hun var en heks eller ikke, om hun flød ovenpå eller druknede.

Kællingen hvinede, så vi kunne høre hende ved The Hanging Shaw, og hun sloges som 10. Der var mangen en god kone, der var mærket af hendes slag næste dag og længe efter; og midt under det hedeste slagsmål, hvem skulle så (for sine synders skyld) dukke op, andre end den nye præst.

“Kvinder,” sagde han (og han havde en vældig stemme), “jeg befaler jer i Guds navn at lade hende gå.” Janet styrtede hen til ham – hun var nærmest vanvittig af angst – og klamrede sig til ham og bønfaldt ham om, for Jesu Kristi skyld, at frelse hende fra kvinderne; mens de for deres del fortalte ham alt, hvad man vidste om hende og måske lidt mere.

“Kvinde,” siger han så til Janet, “er dette sandt?”
“Som Gud selv ser mig,” siger hun, “som Gud selv skabte mig, så er ikke et ord sandt. Bortset fra barnet,” siger hun, “har jeg alle mine dage været en sømmelig og sædelig kvinde.”
“Vil du,” siger hr. Soulis, “i Guds navn, og foran mig, hans uværdige præst, afsværge djævelen, og alle hans gerninger?”

Nå, men så skete der det, at da han bad hende om det, så kom der en stønnen fra hende, der forskrækkede alle dem, der så til, og så hørte de hende hakke tænder af angst. Men der var ikke noget at stille op, der var kun de to muligheder; og Janet løftede den ene hånd og afsvor djævelen lige for ansigterne af dem alle.

“Og nu,” siger hr. Soulis så til de gode koner, “se så at komme hjem alle sammen og bed Gud tilgive jer.” Så bød han Janet sin arm, skønt hun ikke havde ret meget mere på end sin særk, og tog hende med gennem landsbyen hen til hendes egen dør, som om hun var en dame; og hendes råben op og latter var en hel skandale at høre på.

Der var mange alvorlige folk, der den aften bad deres bønner længere, end de plejede; men da morgenen kom, faldt der en angst over hele Balweary. Børnene gemte sig, og selv mandfolkene stod og kikkede fra deres døre. Der kom Janet ned gennem landsbyen – hun selv eller hendes udtrykte billede, det kunne ingen sige – med halsen bøjet og hovedet til den ene side, ligesom én der er blevet hængt, og et grin i ansigtet som et ikke-nedskåret lig. Lidt efter lidt blev de vant til det og spurgte til hende for at få at vide, hvad der var galt; men fra den dag af kunne hun ikke tale som en kristen kvinde, men savlede og hakkede tænder, og fra den dag af kom Guds navn aldrig mere over hendes læber. Somme tider forsøgte hun at sige det, men kunne ikke. De, der vidste bedst, sagde mindst; men de kaldte aldrig det væsen ved Janet M’Clours navn; for den gamle Janet var, mente de, i det sorteste helvede den dag. Kun præsten var hverken til at hugge eller stikke i, han prædikede kun om folks grusomhed, der havde givet hende et slag. Han skældte ud på de børn, der plagede hende; og han bragte hende samme nat op til præstegården og beholdt hende hos sig der under The Hanging Shaw

Nå, men tiden gik, og de mere dovne folk begyndte at tage hele den sorte affære mere let. Man tænkte godt om præsten; som stadig var optaget af sine skriverier, så folk så hans lys nede ved Dule-floden efter midnat. Han lod til at være tilfreds med sig selv og rank som i begyndelsen, skønt enhver kunne se, at han tæredes hen. Hvad angår Janet, så kom og gik hun. Hvis hun ikke havde sagt ret meget før, kunne hun af gode grunde sige endnu mindre nu. Hun plagede ikke nogen med noget, men hun var et spøgelsesagtigt væsen at se til, og ingen misundte Balweary præstegård hende.

Henimod slutningen af juli måned blev det et helt forhekset vejr, som der aldrig før var set mage til i den del af landet. Det var tungt og hedt og ufølsomt. Dyrene kunne ikke kravle op ad The Black Hill. Børnene var for trætte til at lege, og alligevel var der en del blæst. Pludselige hede vindstød, der buldrede i dalene, og korte regnskyl der ikke læskede nogen eller noget. Først troede vi bare, at det ville blive tordenvejr næste morgen; men morgenerne kom og gik, og det var stadig det samme ækle vejr, lige ubehageligt for både mennesker og dyr.

Af alle, der havde det ondt, var der ingen, der led som pastor Soulis. Han kunne hverken sove eller spise, sagde han til menighedens ældste; og når han ikke sad og skrev på sin besværlige bog, travede han omkring i bakkerne som en besat, selv når et menneske langt hellere burde søge ly i et hus.

Ovenover The Hanging Shaw, i læ af The Black Hill, er der et stykke aflukket grund med en jernport. De siger, at det i gamle dage var Balwearys kirkegård og indviet af papisterne, før det velsignede lys skinnede på kongedømmet. Det var i hvert fald et meget yndet opholdssted for hr. Soulis. Han plejede at sidde der og tænke over sine prædikener, og det er virkelig et beskyttet sted.

Nå, men da han en dag kom gående hen over det fjernest liggende stykke af The Black Hill, så han først to, og derefter fire, og derefter syv ravne flyve rundt om og over den gamle kirkegård. De fløj lavt og tungt og skreg til hinanden, mens de fløj; og det var klart for hr. Soulis, at et eller andet havde revet dem ud af deres vanlige færden. Han var ikke let at forskrække og gik lige hen til kirkegårdsmuren, og hvad fandt han der andet end en mand, eller noget der så ud som en mand, der sad indenfor på en grav. Han var stor og kraftig af skikkelse og så sort som helvede, og hans øjne var sære at se på. Hr. Soulis havde hørt tale om sorte mænd mange gange; men der var noget underligt ved denne sorte mand, der skræmte ham. Varm, som han var, følte han alligevel en slags kold gysen langs rygraden, men han talte alligevel: “Min ven, er De fremmed her på stedet?”

Den sorte svarede ikke et ord. Han rejste sig op og begyndte at hinke hen imod muren længst væk, men han så hele tiden på præsten; og præsten stod og gengældte hans blik; lige til den sorte mand et minut efter satte over muren og styrtede afsted for at komme i læ af træerne. Hr. Soulis vidste ikke rigtig hvorfor, men løb efter ham. Men han var vældig træt efter sin spadseretur og det varme, ubehagelige vejr; og skønt han løb, hvad han kunne, fik han blot et glimt af manden mellem birketræerne, før han nåede ned til foden af bakken. Der så han ham endnu en gang høj og knoglet skridte ud og hoppe og springe over Dule-floden og hen til præstegården.

Hr. Soulis var ikke begejstret over, at det gruelige væsen satte kursen mod Balweary præstegård, og han løb endnu hurtigere, fik våde fødder over åen, og op ad stien, men der var ingen djævel af en sort mand at se. Han gik ud på vejen, men der var ingen. Han stirrede ud over hele haven, men nej, der var ingen sort mand. Til sidst – og en smule bange var det ganske naturligt at han var – løftede han krogen og gik ind i præstegården; og der stod Janet M’Clour foran ham med sin skæve hals og var noget så glad for at se ham. Og han følte igen den samme kulde og dødsens gru.

“Janet,” siger han så, “har du set en sort mand?”
“En sort mand?” gentager hun. “Bevare os vel! Du er ikke rigtig klog, præst. Der er ingen sort mand i Balweary.” Men hun talte ikke rent, forstår De; men vrinskede som en pony med bidslet i munden.
“Nå,” siger han, “Janet, hvis der ikke findes nogen sort mand, så har jeg talt med Fornægteren.” Og han satte sig ligesom én, der har feber, og tænderne klaprede i hans mund.
“Fy,” siger hun, “du skulle skamme dig, præst,” og så gav hun ham en dråbe brændevin, som hun altid havde hos sig.

Derefter gik hr. Soulis ind i sit studerekammer til alle sine bøger. Det er et langt, lavt, mørkt kammer. Gennemtrængende koldt om vinteren og ikke engang særlig tørt selv midt på sommeren, for præstegården ligger lige ved åen. Her satte han sig og tænkte på alt, hvad der var sket, siden han kom til Balweary, og på sit hjem og på den tid, da han var barn og løb og legede i bakkerne. Men den sorte mand løb hele tiden inde i hans hoved som en strofe af en sang. Jo mere han tænkte, desto mere tænkte han på den sorte mand. Han forsøgte at bede, men ordene ville ikke komme til ham; og han forsøgte at skrive på sin bog, men han kunne ikke få noget ud af det. Til tider troede han, at den sorte mand tog ham i armen, og sveden stod ham ud af panden så kold som kildevand, og så kom han igen til sig selv som et kristent Guds barn og var ligeglad.

Til sidst gik han hen til vinduet og stod og stirrede på Dule-floden. Træerne er usædvanlig tykke, og vandet glider dybt og mørkt forbi nedenfor præstegården; og der stod Janet og vaskede tøj med skørterne kiltet op. Hun stod med ryggen til præsten, og han for sin part vidste næppe, hvad han stod og så på. Så vendte hun sig og viste ham sit ansigt. Hr. Soulis følte den samme kolde gru som to gange før den dag, og det slog ned i ham, hvad folk sagde. At Janet var død for længe siden, og at dette var et genfærd iklædt hendes kød og blod. Han trak sig en smule tilbage og holdt godt øje med hende. Hun trampede rundt på tøjet, mens hun nynnede for sig selv. Sommetider sang hun højere, men der fandtes ikke den mand, født af en kvinde, der kunne sige, hvilke ord hun sang. Sommetider så hun skråt nedad, men der var ikke noget at se på for hende der. Der gik en gysen gennem hans kød og ben, og det var en advarsel fra himlen. Men hr. Soulis anklagede bare sig selv, at han tænkte så ilde om en stakkels, gammel kone, der ikke havde en ven, bortset fra ham selv. Så bad han en bøn for sig selv og for hende og drak lidt koldt vand og gik op til sin ensomme seng i skumringen.

Natten til den 17. august, 1712 blev en nat, man aldrig har glemt i Balweary. Det havde, som jeg før har fortalt, været varmt, men den nat blev det varmere end nogen sinde. Solen gik ned mellem mærkeligt udseende skyer, og det blev så mørkt som i en brønd. Ikke en bevægelse, ikke et vindpust mærkede man, og selv gamle folk smed tæpperne af sig i sengen og lå og gispede efter vejret. Med alt, hvad hr. Soulis havde at spekulere på, var det temmelig usandsynlig, at han fik ret megen søvn. Han lå og kastede sig frem og tilbage. Den gode, kolde seng, han lagde sig i, brændte ham lige ind til marven; sommetider sov han lidt, sommetider lå han vågen; sommetider hørte han timeslagene i natten, og sommetider en køter, der stod og hylede ude på heden, som om nogen var død; sommetider syntes han, han hørte genfærd tale ind i øret på ham, og sommetider så han ildsluer inde i værelset. Han måtte brække sig, troede han; og brække sig gjorde han.

Langt om længe blev hans sind klart. Han satte sig op i sin skjorte på sengekanten og begyndte endnu en gang at tænke på den sorte mand og Janet. Pludselig kom det til ham som en regnskylle, at der var en forbindelse mellem de to, og at en af dem eller begge to var genfærd. I samme øjeblik lød der inde i Janets værelse, der lå ved siden af hans, en trampen af fødder, som om nogle mænd kæmpede, og så et højt bang; og så stormede vinden rundt om husets fire hjørner, og der blev igen så stille som i graven.

Hr. Soulis var hverken bange for mand eller djævel. Han fik fat i sit fyrtøj og tændte et lys og tog tre skridt hen imod Janets dør. Den var lukket, og han skubbede den op og kikkede tappert derind. Det var et stort værelse, lige så stort som præstens eget, og fyldt med store, gamle solide møbler, for han havde ikke andet. Der stod en seng med fire stolper og gamle vævede tæpper; og et smukt skab af egetræ, der var fuldt af præstens religiøse bøger, stillet derop for at være af vejen; og lidt af Janets tøj lå og flød på gulvet. Men Janet kunne hr. Soulis ikke se, og der var heller ikke noget tegn på kamp. Ind gik han (og der er få, der ville have fulgt ham) og så sig omkring, og lyttede. Men der var intet at høre, hverken inde i selve præstegården eller i Balweary sogn, og intet andet at se end skyggerne, der drejede omkring lyset.

Pludselig var præstens hjerte lige ved at sprænges og stod så helt stille! En kold vind blæste gennem hårene på hans hoved. Hvilket frygteligt syn for den stakkels mands øjne! Der hang Janet ned fra et søm på siden af egetræsskabet; hovedet lå stadigvæk ned mod hendes skulder, øjnene bulede ud, og tungen hang ud af munden, mens fødderne befandt sig to fod over gulvet. “Gud tilgive os alle!” tænkte hr. Soulis. “Stakkels Janet er død.” Han gik et skridt nærmere hen til liget, og så stod hans hjerte næsten stille igen. For som ved trolddom hang hun fra et enkelt søm og i en enkelt ulden tråd til at stoppe strømper med.

Det er frygteligt at være alene om natten med sådanne mørkets gerninger; men hr. Soulis var stærk i Herren. Han vendte sig og gik ud af værelset og lukkede døren bag sig; gik trin for trin ned ad trappen, så tung som bly, og stillede lyset nedenfor trappen. Han kunne ikke bede, han kunne ikke tænke, den kolde sved løb af ham og han kunne ikke høre andet end sit eget hjertes dunk-dunk-dunk. Han stod der en time, eller måske to. Han var rystet i sit inderste. Så hørte han pludselig en bevægelse ovenpå, som skridt der gik frem og tilbage i det værelse, hvor liget hang. Døren blev åbnet, skønt han vidste, at han havde lukket den; der lød skridt oppe på trappeafsatsen, og det forekom ham, at liget så ud over gelænderet og ned på ham dér, hvor han stod.

Han tog lyset igen (for han kunne ikke klare sig uden det) og gik så sagte, han overhovedet kunne ud af præstegården og hen til den anden ende af dæmningen. Det var stadig bælgmørkt. Da han stillede lyset ned på jorden, brændte flammen roligt og klart som inde i værelset. Intet andet bevægede sig end Dule-floden, der rislede og raslede ned gennem dalen – bortset fra ujævne fodtrin, der kom besværligt gående ned ad trappen inde i præstegården. Hr. Soulis kendte de fodtrin alt for godt! Det var Janets fodtrin, og for hvert skridt, der kom en lille smule nærmere, trængte kulden dybere ind i ham. Han befalede sin sjæl Gud i vold, og udbrød: “Oh, Gud. Giv mig styrke i denne nat til at kæmpe mod de onde magter.”

På dette tidspunkt var fodtrinene ved at komme ud gennem døråbningen. Han kunne høre en hånd glide langs væggen, som om det gruelige væsen følte sig frem. Piletræerne svajede for vinden og filtrede sig ind i hinanden. Så lød et langt, dybt suk lød hen over bakkerne, og lyset blev blæst ud. Dér stod Skæve Janets lig med hovedet som altid på skulderen, og det samme grin i ansigtet – levende, ville man have sagt – død, som hr. Soulis vel vidste – på dørtrinnet til præstegården.

Det er forunderligt, at et menneskes sjæl sådan skulle blive boret ind i det forgængelige legeme; men præsten så det, og hans hjerte brast ikke. Hun blev ikke stående der længe; hun begyndte igen at bevæge sig og kom langsomt hen imod hr. Soulis under piletræerne. Alt liv i hans krop, al hans åndsstyrke glødede ud af hans øjne. Det så ud, som om hun ville til at tale, men manglede ord og gjorde et tegn med venstre hånd. Der kom et lille vindpust, omtrent som en kats spinden. Ud gik lyset, piletræerne skreg, som var de mennesker, og hr. Soulis følte, at det gjaldt liv eller død.

“Heks, troldkvinde, djævel!” skreg han. “Jeg befaler dig, ved Guds magt, forsvind – hvis du er død, så til din grav – hvis du er forbandet, så til helvede.” Og i samme øjeblik ramte Herrens hånd fra himlen det rædselsfulde væsen der, hvor det stod. Det gamle, døde, vanhelligede lig af heksekællingen, der så længe var holdt borte fra graven og jaget omkring af djævle, flammede op som en svovlpøl og faldt som aske på jorden. Så bragede en voldsom torden løs, det ene skrald højere end det andet, og oven i det øsende regn. Hr. Soulis slap ud gennem hækken og løb, alt hvad remmer og tøj kunne holde ned til landsbyen.

Samme morgen så John Christie den sorte mand gå forbi The Muckle Cairn, da klokken var omtrent seks. Lidt før otte passerede han poststationen i Knockdow, og ikke længe efter så Sandy M’Lellan ham skynde sig ned ad bakkerne fra Kilmackerlie. Der er ikke meget tvivl om, at det var ham, der opholdt sig så længe i Janets krop. Men nu var han endelig borte, og siden den gang har djævelen aldrig mere hjemsøgt os i Balweary.

Men det var en underlig tilskikkelse for pastoren. I lang, lang tid lå han til sengs i febervildelse, og fra det tidspunkt og indtil nu var han den mand, man kender i dag.

Trykt i Cornhill Magazine, oktober 1881
Originaltitel: Thrawn Janet

Kort om Robert Louis Stevenson

Født den 13. november 1850
Død den 3. december 1894

Læs mere på Gyseren.dk