Bjergtagen II af M. A. Goldschmidt

Meir Aron Goldschmidt
By unknown for the image – Danske Stormænd fra de seneste aarhundreder af L F La Cour og Knud Fabricius, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2155140

Bjergtagen
II

Enhver skov ser ud, som om den skjuler en hemmelighed, og den der går alene ind i skovens inderste, kan føle at hemmeligheden er tæt ved ham og omkring ham, uden at han dog ved, hvad den er.

Der siges, at det skal være farligt at se det hemmelige; men der fortælles også, at ridderens søn på borgen, som lå i nærheden af, hvor Aunsbjerg nu ligger, fik det at se.

Dengang var skoven meget større end nu. Nærved borgen var den udhugget, med gange, og lignede en lund; mellem ask, elle og røn hævede sig i afstand fra hinanden de hvide bøgestammer og syntes med deres alvorlige, stille fred at tilkendegive, at de havde vænnet sig til menneskene, som færdedes imellem dem. Men så kom en å, og ovre på den anden side stod skoven med sine mørke, svulmende kroner, med dybt nedhængende grene og med buskads, der nåede vandet, i stor, sær tavshed, levende sit eget liv, så at den forekom riddersønnen, der legede ene ved åbredden, snart som en gammel, vred kæmpe fra fortiden, snart, når den nedgående sol kastede sit farvede lys gennem enkelte åbninger, som et forunderligt land, hvor andre børn legede.

Engang ville han derover og lavede sig en flåde af gamle brædder; men netop som han ville vove sig ud på sit skrøbelige fartøj, kom hans moder til og forbød ham strengt alle sådanne forsøg og tog brædderne fra ham. – “Der er trolde derovre!” sagde hun for at afskrække ham, og det skræmte ham også. Men efter nogen tids forløb var hendes ord, når han lyttede til stilheden og så farverne, kun en bekræftelse på, at der virkelig var nogen derovre, og det kunne ikke være troldfolk; thi hvorledes kunne det da se så dejligt ud? Men alligevel, trods den store magt, hvormed det drog ham, søgte han ikke igen at komme derover, og det var mindre moderens forbud, der virkede, end en følelse, han ikke selv forstod: kærlighed til selve længselen.

Han voksede op, og hans fader tog ham med sig og overgav ham til en anden borgherre, for at han sammen med jævnbyrdige skulle lære ridderlig idræt og hofsæder, og i al den tid var skoven i hans erindring som hyllet i et slør eller i tåge; men så snart han skulle hjemad, mindedes han den igen tydelig, først med et smil, som over en barndomsdrøm, men så med stigende længsel, som om barndomsdrømmen var sand.

Så indtraf det en forårsmorgen, da han efter et uvejr kom ned til åen, at han så et væltet træ på den anden bred. Det var revet op med rode og lå ligesom et menneske, der havde lidt stor overlast og efter at være blevet dræbt var kastet på hovedet ud i åen. Han blev ganske beklemt ved at se den vildskab, som de hemmelighedsfulde, tavse træer om natten havde udøvet imod hinanden, indtil han opdagede, at det fældede træ lidt efter lidt gled nedad, og at grenene kom nærmere over til ham, så der dannedes en bro. Så blev det mere end en bro: en besynderlig venlig indbydelse; de derovre havde ofret en af deres egen slægt for at lade ham komme til dem.

Han gik over broen og ind i skoven, og med følelsen af at være hemmelighedsfuldt ventet kunne han ikke forstå, hvorfor de store, mørke egetræer blev tavse, når han nærmede sig dem. Det begyndte at forekomme ham, at han måske alligevel ikke var velkommen, som om de kun for hans skyld tog skikkelse af træer og faldt hen i en stilhed, der voksede og voksede, så at han kunne høre sit eget åndedræt og følte sig så ene, at han syntes at ikke blot han men også hele verden var ved at forsvinde.

Så raslede det i nogen afstand, og det var, som om der for et venligt smil gennem stilheden, og noget hvidt gled hen mellem træerne, og da han fulgte retningen, kom han til et sted, der lignede mange andre åbne pletter i en skov, men dog var underfuldt forskellig fra dem alle. Det var en rund, grøn plads, omgivet af høje, ranke, hvide bøge, hvis kroner nåede sammen og dannede en kuppel, og gennem kuppelen faldt sollyset ned på stammerne og på grønsværet i utallige tindrende pletter. Det forunderlige var ikke blot stammernes hvidhed og grønsværets friskhed og solpletternes glans, men især, at hele synet var så hjemligt, det syntes ikke muligt, at her kunne være ensomt; det var, som om alt med sagte åndedræt ventede på nogen. Men der var stille igen, det flagrende hvide var forsvundet. Forventningen om dem, der skulle komme, steg i hans sind med en sådan magt, at han følte at han måtte dø, hvis han blev skuffet, og pludselig rakte et træ sine blade ned over ham og berørte hans øjne, så at de atter kunne se, og han så, at det hvide, der var gledet hen foran ham, var en pige, der stod i afstand mellem træerne, og alt, hvad der lyste, levede, det var blide øjne, der så på ham.

Han var så betaget af forundring og glæde, at han hverken kunne røre sig eller tale; men alle de små, lysende væsner nærmede sig ham i kreds, og den unge pige kom også nærmere og så på ham. Så snart han rørte på sig, veg det hele tilbage. “Du må ikke røre os”, sagde de små, “hvis ikke du vil blive hos os, og du kan ikke blive hos os, medmindre du i år og dag ikke har noget stærkere ønske.” Så forsvandt de alle for hans blik, og til sidst gled den unge pige som noget svindende hvidt tilbage i skoven.

Atter en dag kom han over og så synet, og atter talte de lyse væsner til ham i et sprog, der ikke var ord, men hvoraf han dog forstod meningen. De sagde: “Alle de, der har følt stor længsel og er forblevet den tro, må komme og bo hos os i vort gennemsigtige slot, der kan svæve for den sagteste vind. Der er altid lunt i skoven, hvor slottet står, selv om vinteren, og græsset visner ikke, og vi flytter aldrig, undtagen når en er os utro med sin længsel. Så falmer græsset, og vi må skjule os et andet sted.”

Og atter en dag sagde de til ham: “Et menneskes troskab er os endnu mere end solen; thi troskaben lyser både ved dag og ved nat. Hvis én blot et øjeblik har glemt os, men husker os igen med troskab, så tænder han igen solen for os og bringer os tilbage til det sted, hvor vi har leget.”

Hjemme på borgen sagde han intet om, hvad der var hændt ham; men, som det altid går dem, der er opslugt af en stor, men hemmelighedsfuld lykke, fik han udseende af at være nedslået og bedrøvet, og mens han kun længtes efter et eneste selskab, efter de lysende småvæsners ord eller sang og den tavse unge piges øjne, forsøgte hans slægtninge at muntre ham op, ved at råde ham til at ride til Karup og den hellige kilde sammesteds – thi dette sted, som nu ligger så fattigt i lyngheden, var dengang et navnkundigt møde- og valfartsted.

Han gav modvilligt efter for deres råd og opmuntringer. Men da han red ud i det åbne land, der lyste i soldagens glans, kom han for første gang til hel, glad bevidsthed om den store, underfulde gunst, der var vist ham. Det var for ham, som om han førte hele underet med sig, og at det udvidede sig. Himlen selv syntes ham kuppelen, der hvælvede sig om den indviede plads; jorden forekom ham at ånde og løfte sig med sagte længsel, og alle steder var der et skjult liv, øjne, der så på ham og fulgte med, agtpågivende og kærlige, sikre på, at han kun drog ud for at vende tilbage.

Da han kom til Karup, var der et stort optog, som, anført af præster i messehagel, af hvide og sorte munke og af kordrenge, der svang røgelsekar, drog rundt om den indhegnede kilde og derfra op i den store kirke på højen, som var indviet til Guds Moder, og han fulgte optoget, omend med nogen frygt; thi de ord, hans moder nogle år tilbage havde sagt ham: “Der er trolde derovre!” var endnu ikke ganske ude af hans sind, og selvom han ikke ville opgive skoven, følte han en sagte, sælsom ængstelighed for, at hans rigdom ikke var af den art, der kunne bæres med ind i en kirke, og at han skulle blive fristet til en anden og stærkere længsel.

Og der var også et øjeblik, idet sangen brød frem og fyldte kirkens hvælvinger, og idet en sky af virak bølgede hen over ham, da det var, som om noget tog fat i ham og ville rive ham med til et sted, langt fjernere end skoven, langt højere end dens kuppel, endnu mere frydefuld, skønt smertefuldt til døden; men straks efter, da billedet af Vor Frue blev båret tæt forbi ham og hendes skønne øjnes blik syntes at falde på ham, mindede de ham om hende i skoven og var dog ikke så skønne som hendes, og igen lidt efter, da de troendes menighed sank på knæ for det allerhelligste, mindede de mange hvide kvindelige hovedtøjer ham om solpletterne på grønsværet, og hvad disse skjulte, og med åndedrættet så tungt, som om han var i landflygtighed og aldrig kunne komme tilbage, gik han ud og red hjemad, og da han atter fuldt inddrak den frie luft, syntes det ham i hans sindsbevægelse, at han takkede Gud, fordi han ikke var blevet grebet af en anden og stærkere længsel.

Han red hjemad langs Åresvad Å, og da han kom til det sted vest for åen, hvor et lavt bjergland skyder ud i grene og danner små, grønne dale, så han i den synkende sols lys noget hvidt, hvidtlysende pletter, bevæge sig i den nærmeste dal, og han troede et øjeblik med pludselig lyksalighed, at det var dem fra skoven, der var kommet ud for at møde ham. Men så snart han red nærmere, skiftede synet, og han så, at det var mennesker, folk, der enten skulle til eller kom fra valfartstedet og havde slået lejr her; det hvide var legende børn, og imellem dem stod en ung pige, og hun som alle de andre så i dette øjeblik opmærksomt på riddersønnen, der kom ridende. Endnu mere end øjnene på den hellige jomfrues billede syntes den unge piges øjne at ligne hendes i skoven, ja, måden, hvorpå hun så, opmærksomt, ubevægelig og på afstand, syntes ham så ganske at være hendes, at han var fristet til at springe ned og knæle for hende og holde hende fast. Men i dette øjeblik slog den tanke ham, at det hele kun var et syn, hvormed man stillede ham på prøve for at se, om han var trofast med sin længsel, og efter at have hilst god aften og guds fred tog han øjnene til sig og red modvilligt videre.

Da han igen gik over til skoven, var han sikker på, at når han nåede det dejlige sted, ville noget nyt underfuldt ske, han ville blive belønnet for sin troskab og finde hende fra dalen derovre. Og så snart han genså grønsværen under kuppelen, viste det dejlige syn sig også på ny for ham, men svagere eller mattere, og da han utålmodig sprang frem og greb efter det, forsvandt det hastigere end nogensinde før, og det syntes ham da med uovervindelig magt, at det alt sammen havde skyndt sig hid fra dalen ved Åresvad Å og nu drillende drog tilbage dertil.

Så steg han til hest og red tilbage til dalen. Men der var imidlertid kommet andre vejfarende til, som havde slået lejr, og ingen kunne sige ham, hvor familien med den skønne unge pige var draget hen. Men efter de utydelige vink, han fik, drog han afsted og søgte, og endelig traf han dem igen.

Han hilste høvisk den unge pige og sagde til hende, at siden han havde set hende, havde han ikke haft ro for længsel; hun mindede ham om nogen, han altid havde søgt, og han bad hende sige, om det var rigtigt, og om hun følte det samme, så ville han blive lykkelig alle sine dage.

Hun så på ham med et hurtigt blik og svarede derpå med nedslagne øjne: “Ak, hvorfor sagde I ikke det, første gang vi sås!”

Forundret og forskrækket, skønt over noget, han ikke ret forstod, vendte han om. Han så, at han havde taget fejl, at den rette dog var i den store, hemmelighedsfulde, friske skov, og så snart han kom hjem til borgen, gik han igen derover. Men hele tiden lød ordene på ny for ham: “Hvorfor sagde I det ikke, første gang vi sås?” Hvad var der i de ord? Havde hendes nærmeste givet hende væk? Eller havde i mellemtiden hendes blik dvælet med forkærlighed på en anden? Eller hvad var sket?

Næsten uden at give agt på skoven havde han nået pladsen mellem de hvide bøge. Nu stod stedet der igen, lige skønt, lige ventende, som et hus på sit herskab, men på et herskab, der ikke kom. Det var den samme stilhed; men han lyttede til den med en anden angst, han kunne ikke få sit eget hjerte til at banke og kalde med samme magt som første gang. Så stillede han sig hen under et af træerne, i håb om, at dets grene skulle sænke sig og åbne hans øjne; men træet stod tavst og rørte sig ikke.

Mere og mere tung følte han stilheden og forladtheden, og den tanke slog ham, at han nu var ganske ude af verden, at han ikke var i stand til at vogte på, hvad der skete andet steds, at al den lyksalighed, han skulle vente på et år, var borte, at den skjulte begivenhed, som havde bragt hende til at sige: “Ak, hvorfor sagde I det ikke første gang!” fik mere og mere magt, og han skyndte sig af sted for at frelse hende som fra en virkelig fare.

Atter mødtes han med hende, og han spurgte hende om meningen af de ord, hun sidst havde sagt. Da svarede hun med et smil, der forårsagede ham et underligt behag og en utydelig smerte: “Det skulle jeg vistnok ikke have sagt.”
Men da hun på sådan måde gjorde ordene til intet, syntes de ham netop at være meget, og i stedet for at lade dem forsvinde ville han have deres hele mening og betydning. Men han forstod ikke at spørge, og hver gang han ville samle sig til et spørgsmål, kom der noget dobbelt over ham: Angst for det besynderlig dejlige, men dulgte, som havde været i hendes smil, og længsel efter at kaste sig for hendes fødder uden at spørge. Han vaklede sådan mellem dette dobbelte, at det ligesom var en tredie, ham ubekendt magt inden i ham, der rev ham løs og førte ham hjemad, tilbage til skoven, med den beslutning, nu fuldt og uden forbehold at søge den skjulte lykke.

Men noget gjorde ondt indeni ham, og da han igen gik over den sælsomme bro, var han sådan til mode, at han ønskede han kunne bede til de store, alvorsfulde træer om hjælp eller trøst, og da han så ret så på dem med al sit sinds uro, syntes de ham at sige: “Os finder du altid uforandrede; vi har intet dulgt smil, vi skjuler ingen hemmelighed. ……… Men var det sandt? Bar ikke skoven på noget hemmelighedsfuldt ligeså vel som den unge piges smil, og bar han ikke selv på en hemmelighed, når han stod overfor hende? …….. Det faldt ham pludselig ind, at ordet: “Hvorfor sagde I det ikke før?” også kunne indeholde en bebrejdelse mod ham, at hun kunne have haft en anelse eller endog viden om, at han før hende havde set denne i skoven, og i den pludselige sorg og angst for, muligvis at skulle have mistet hende på den måde, blandede sig et ønske om, at han aldrig havde set synet i skoven.

I næste øjeblik var han ved stedet, men kendte det knap igen. Det var det samme sted, samme græs, samme kreds af bøgetræer; men alligevel var den forskel forsvundet, som havde adskilt stedet fra andre åbne, runde pletter i en skov, og skønt det var ham umuligt at finde nogen enkelt ting, der ikke var i den gamle orden, fornemmede han dog, at der var ligeså meget borte som af et menneske, der havde udåndet.

“Så er alt forbi her!” sagde han med en blanding af smerte og glæde og vendte om for at ride til hende. Men netop som han nærmede sig, steg angsten for hint dulgte op, og på samme tid rejste sig i hans sjæl en fortvivlet sorg over at for bestandig have tabt det skønne og store syn og at skulle have jaget de elskelige væsner i landflygtighed. Det syntes ham den højeste pligt, med ny længsel og troskab at vende om og kalde dem tilbage, og så vendte han om, i én stærk heftig higen – indtil hans erindring med et for tilbage til hende, genså hendes billede og hendes smil med et sådan stigende vemod, at det forekom ham, som om den lyksalighed, han nu vendte ryggen til, måtte forbarme sig over ham og møde ham undervejs til skoven og sige ham, at hun og skoven var et.

Men hun mødte ham ikke, og på skovens rand kunne han ikke længere udholde skuffelsen og længselen og red tilbage igen – for påny, da han nærmede sig hende, at mindes skoven og dens under – så red han atter tilbage – og igen – og igen – og sådan rider han endnu.

Trykt i: Smaa Fortællinger, 1868

Kort om M. A. Goldschmidt

Født: den 26. oktober 1819
Død: den 15. august 1887

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur