Varulven af Frederick Marryat

Frederick Marryat
Malet af John Simpson

Før middag var Krantz og Philip gået om bord og havde sat sejl i pirogue’en. De havde ikke svært ved at holde deres kurs. Om dagen var øerne deres kompas, om natten de klare stjerner. Ganske vist fulgte de ikke den direkte vej, men en mere sikker kurs gennem smult vand, og derfor kom de længere mod nord end mod vest. Mange gange blev de jaget af malajernes prawer, som farvandet vrimlede med, men deres sikkerhed lå i den lille pirogues fart. Jagten blev som regel opgivet, så snart sørøverne så, hvor lille båden var, og forstod at der ikke var noget bytte at hente.

En morgen da de sejlede mellem øerne, og der var mindre vind end sædvanligt, bemærkede Philip: “Krantz, du sagde, at der var begivenheder i dit liv, som kan bekræfte den mystiske oplevelse, jeg betroede dig. Vil du ikke fortælle mig, hvad du hentydede til?”

“Jo, gerne,” svarede Krantz. “Jeg har ofte tænkt på at gøre det, men snart var der det ene i vejen og snart det andet. Nu er der en passende lejlighed. Du må være forberedt på at høre en mærkelig historie. Måske fuldt ud så mærkelig som din egen. – Jeg går ud fra, at du har hørt om Harzen?”

“Jeg har aldrig været der, så vidt jeg husker,” svarede Philip, “men jeg har læst om de bjerge i en eller anden bog og om de mærkelige ting, der skete der.”

“Ja, det er en vild egn,” sagde Krantz, “og der fortælles mange mærkelige historier derfra. Men hvor mærkelige de end er, har jeg grund til at tro på dem.”

Min fader var ikke født i Harzen og boede der heller ikke oprindelig, han var livegen hos en ungarsk adelsmand, der ejede store godser i Transsylvanien, men skønt han var livegen, var han på ingen måde fattig eller uvidende. Han var rig, og hans intelligens og dygtighed var så stor, at hans herre havde gjort ham til sin forvalter. Men den, der er født som livegen, må forblive livegen, selv om han bliver velstående, og således også med min fader.

Han havde været gift i fem år, og i sit ægteskab havde han tre børn — min ældste broder Cæsar, mig (Hermann) og min søster, som hed Marcella. Min moder var en meget smuk kvinde, men uheldigvis mere smuk end dydig. Godsejeren så hende og beundrede hende. Min fader blev sendt bort i et eller andet ærinde, og mens han var borte, blev min moder smigret af denne adelsmands opmærksomhed, vundet af hans ihærdighed og gav efter for hans ønsker.

Men så kom min fader hjem ganske uventet og opdagede det hele. Beviset for min mors skyld var fældende: min far overraskede hende sammen med hendes forfører! Han blev revet med af sine følelser og myrdede både sin hustru og hendes forfører.

Da han vidste, at han som livegen var sikker på døden, hvis han blev fanget, samlede han hurtigt de penge, han kunne få fat i, og da det var midt om vinteren, spændte han hestene for slæden, tog sine børn med sig, rejste hjemmefra om natten og var langt borte, før den sørgelige begivenhed rygtedes. Uden mulighed for at gemme sig i sit eget land (hvor myndighederne kunne få fat på ham), fortsatte han sin flugt uden ophør, indtil han forsvandt i Harzens vildsomme og øde bjerge.

Alt det, jeg her har fortalt dig, fik jeg naturligvis først at vide langt senere. Mine tidligste erindringer knytter sig til en rå, men bekvem hytte, hvor jeg boede sammen med min fader, min broder og søster. Det var på grænsen til en af de store skove, der dækker den nordlige del af Tyskland. Uden om hytten var der et par tønder land, som min far dyrkede om sommeren, der var lige nok til vort forbrug, selv om høsten var højst usikker. Om vinteren var vi meget indendørs, for når fader gik på jagt, var vi alene, og ulvene strejfede om alle vegne.

Min fader havde købt hytten og jorden af en af de gamle skovmænd. Hytten lå tre kilometer fra de nærmeste naboer. Jeg kan huske landskabet endnu. De høje fyrretræer på bjerget over os, og skoven der strakte sig langt bort nedenunder os. Vi kunne se de øverste grene og trætoppe fra hytten, og under os sænkede bjerget sig brat ned mod dalen. Om sommeren var udsigten meget smuk. Men i den lange, strenge vinter kunne man næppe tænke sig noget mere trist.

Som sagt gik min fader på jagt om vinteren. Hver dag forlod han os, og ofte låste han døren, så vi ikke kunne komme ud af hytten. Der var ingen til at hjælpe ham med at tage sig af os. Det var heller ikke let at finde en pige, der ville bo på et så ensomt sted, men selvom fader kunne have fundet en, ville han ikke have antaget hende, da han havde fået den største afsky for alle kvinder. Den forskel, der var i hans opførsel mod os, hans to drenge, og min stakkels søster Marcella, viste det tydeligt. Af frygt for, at der skulle ske os noget, ville fader ikke give os brænde, når han gik hjemmefra. Vi var derfor nødt til at krybe ned under bjørneskindene for at holde varmen, indtil han kom hjem om aftenen, hvor vi så kunne glæde os over det flammende bål.

Det vil måske forekomme dig mærkeligt, at min fader valgte dette liv, men sagen var den, at han ikke kunne holde sig i ro. Enten det nu skyldtes anger over de mord, han havde begået, eller sorg over forandringen i hans liv eller begge dele i forening, så var han aldrig lykkelig, når han ikke havde travlt med et eller andet. Men børn, som er så meget overladt til sig selv, bliver mere eftertænksomme end andre børn i deres alder. Sådan var det også med os. De korte, kolde vinterdage sad vi stille og længtes efter de lykkelige dage, når sneen smeltede, knopperne sprang ud, fuglene begyndte at at synge, og vi igen ville blive sat i frihed.

Dette mærkelige, vilde liv førte vi, indtil min broder Cæsar var ni, jeg syv og min søster fem år gammel. Så indtraf de mærkværdige hændelser, som jeg nu skal berette om.

En iskold vinteraften kom min fader hjem noget senere, end han plejede. Han havde ikke haft heldet med sig og var gennemkold og i dårligt humør. Han havde taget brænde med ind, og vi hjalp alle villigt med at puste til gløderne for at få bålet til at brænde. Men pludselig greb han stakkels lille Marcella i armen og kastede hende til side. Barnet faldt og slog munden og blødte stærkt. Min broder løb hen for at hjælpe hende op. Da hun var vant til at blive mishandlet og var bange for vores fader, turde hun ikke græde, men så ynkeligt hen på ham. Han trak sin stol hen til ildstedet, mumlede noget nedsættende om kvinder og tog sig af ilden, som min broder og jeg havde forladt, da min søster blev så brutalt behandlet. Snart flammede ilden i et muntert bål, men vi samledes ikke om det, som vi plejede. Marcella, der stadig blødte, trak sig tilbage i en krog, og min broder og jeg satte os ved siden af hende, mens fader sad dyster og ensom ved ilden.

Sådan havde vi siddet henved en halv time, da vi hørte en ulv hyle tæt under hyttens vindue. Fader sprang op og greb sin bøsse. Hylet lød igen. Han undersøgte fængkrudtet og skyndte sig så ud af hytten, idet han lukkede døren efter sig. Vi ventede og lyttede spændt, for vi håbede, at han ville komme tilbage i bedre humør, hvis det lykkedes ham at nedlægge ulven. Skønt han var hård mod os alle, og særlig mod min lille søster, elskede vi ham alligevel og holdt meget af at se ham munter og lykkelig, for hvad andet havde vi at glæde os over? Jeg kan her tilføje, at der aldrig har været tre børn, der holdt mere af hinanden. Vi sloges og skændtes ikke indbyrdes som andre børn, og hvis det var den mindste uenighed mellem min storebror og mig, kom lille Marcella løbende hen til os, kyssede os og fik os til at slutte fred. Marcella var et yndigt, elskeligt barn. Jeg kan endnu huske hendes smukke træk. Ak, stakkels lille Marcella!”

“Så er hun død?” spurgte Philip.

“Død! Ja, og hvilken død fik hun ikke! — Men lad mig ikke foregribe begivenhedernes gang, Philip. Lad mig fortælle min historie.”

“Vi ventede i nogen tid, men vi hørte intet skud. Så sagde min storebror: “Fader er fulgt efter ulven, og det varer længe, før han kommer tilbage. Marcella, lad os vaske blodet af din mund, og så går vi hen og varmer os ved ilden.” Det gjorde vi, og vi blev siddende næsten til midnat. Jo længere tid der gik, desto mere spekulerede vi på, hvorfor fader ikke kom hjem. Vi tænkte ikke på, at han var i fare, men syntes at han havde jaget ulven meget længe. Til sidst gik Cæsar hen til døren for at kigge ud efter ham. “Pas på,” sagde Marcella. “Ulvene er ude nu, og vi kan ikke slå dem ihjel.”

Min bror åbnede forsigtigt døren nogle få tommer og kikkede ud, men fader var ikke at se, så efter nogen tids forløb og kom Cæsar igen hen til os ved ilden. Her sad vi og maverne knurrede, for vi havde ikke nået at få aftensmad. “Når fader kommer hjem fra denne jagt,” sagde Marcella, “vil han være glad for at få noget aftensmad, lad os lave mad til ham og til os selv.” Cæsar klatrede op på en stol og hentede noget kød ned, og vi skar så meget af, som vi plejede og begyndte at gøre det i stand, ganske som vi var vant til under faders opsyn. Vi havde meget travlt med at sætte det frem på tallerkener og gøre alt rede, da vi hørte lyden af et horn. Vi lyttede — der lød støj udenfor, og et øjeblik efter kom fader ind med en ung kvinde og en høj, mørk mand, der var klædt som jæger.

Mange år senere fik jeg at vide, hvad der var sket, mens fader var borte. Da han havde forladt hytten, så han en stor, hvid ulv omtrent 30 meter fra sig. Så snart dyret så ham, trak det sig knurrende bort. Fader fulgte efter. Dyret løb ikke bort, men holdt sig på sikker afstand. Fader ville ikke skyde, før han var helt sikker på at ramme, og således fortsatte de i nogen tid. Nu og da løb ulven fra fader, så standsede den og snerrede trodsigt ad ham, og når han så nærmede sig, løb den hurtigt bort.

Min fader var ivrig efter at skyde dyret, for den hvide ulv er meget sjælden, så han fortsatte derfor jagten i flere timer, hele tiden op ad bjerget. Nu må du vide, Philip, at der er særlige steder i de bjerge, hvor man mener — og med rette, det vil min historie vise — at onde magter holder til. Jægerne kender godt stederne og undgår dem altid. Jeg ved ikke, om fader ikke troede på disse fortællinger eller i jagtens iver havde glemt dem, givet er det, at den hvide ulv lokkede ham hen til en lysning i granskoven, som tidligere var blevet udpeget for fader som et farligt sted, og her begyndte den at sagtne farten. Fader nærmede sig, kom tæt ind på den, lagde bøssen til skulderen og skulle lige til at skyde, da ulven pludselig forsvandt. Han mente, at han måtte være blevet blændet af sneen på jorden og sænkede bøssen for at se efter dyret. Hvordan den kunne være smuttet over lysningen, uden at han havde set det, gik over hans forstand.

ÆrgerIig over uheldet med jagten skulle han lige til at gå hjem, da han hørte et jagthorn i det fjerne. Han blev så forbavset over denne lyd — på dette tidspunkt — ude i den vilde skov, at han glemte sin skuffelse og stod som naglet til jorden. Et øjeblik efter hørte han hornet igen, ikke så langt borte. Fader stod stille og lyttede, og så hørte han det tredje gang. Denne gang genkendte han signalet som betød, at nogen var faret vild i skoven. Et par minutter senere så han en rytter med en kvinde bag sig på hesten ride ind over lysningen og komme hen imod ham. Nu kom fader til at tænke på alle de mærkelige historier om overnaturlige væsner, som skulle holde til i disse bjerge, men da de to fremmede kom nærmere, talte rytteren til ham, og det overbeviste ham om, at de var almindelige dødelige som han selv. “Mein herr, I er sent ude, men det er et held for os. Vi har redet langt, og vi er i livsfare, for vi bliver forfulgt. Bjergene her har gjort det muligt for os at undslippe vore forfølgere, men hvis vi ikke finder husly og mad, må vi omkomme af sult og kulde i natten. Min datter, der sidder bag mig, er mere død end levende — kan I hjælpe os i vor nød?”

“Min hytte er et stykke vej herfra,” svarede fader, ” I er velkomne, men jeg har ikke stort andet at byde jer end husly. Må jeg spørge, hvorfra I kommer?” “Ja, mein herr, det er ingen hemmelighed nu. Vi er flygtet fra Transsylvanien, hvor min datters ære og mit liv var i fare.” Denne oplysning var nok til at gøre min far interesseret. Han huskede sin egen flugt, han huskede, hvordan hans hustru havde mistet sin ære, og den tragedie, der var fulgt derpå. Han tilbød dem straks hjerteligt al den hjælp, han kunne yde. “Så er der ingen tid at spilde,” sagde rytteren,”min datter er stiv af kulde, og kan ikke udholde det barske vejr ret meget Iængere.”

Fader bød dem følge ham, og på vejen tilbage til hytten fortalte han om, hvordan han var blevet lokket bort af den store, hvide ulv. “Dyret kom forbi os, netop da vi kom ud af skoven,” sagde kvinden med sølvklar stemme. “Jeg var lige ved at skyde den,” sagde jægeren. “Men siden den har gjort os så god en tjeneste, er jeg glad for, at jeg Iod den slippe.”

De gik hurtigt til, og efter omtrent halvanden times forløb nåede de hytten og trådte ind, som jeg har fortalt. “Vi kommer åbenbart i rette tid,” bemærkede den mørke jæger, da han kunne lugte det stegte kød. Han gik hen til ilden og så på min bror, min søster og mig. “I har unge kokke, mein herr.”

“Det glæder mig, at vi ikke behøver at vente,” sagde fader. “Kom, frøken, og sæt jer ved ilden, I trænger til varme efter Eders kolde ridetur.” Herefter gik han ud for at tage sig af jægerens hest.

Kvinden må jeg give en nærmere beskrivelse af. Hun var ung, omkring tyve år, klædt i en rejsedragt med brede skindkanter og på hovedet havde hun en hue af hvid hermelin. Hendes træk var meget smukke, og hendes hår var gult, blankt og skinnende. Hendes mund var temmelig stor, men hun havde de mest strålende tænder, jeg nogensinde har set. Dogr var noget ved hendes klare øjne, der gjorde os børn bange. De var så rastløse, så flakkende, og gav os en følelse af en skjult grusomhed. Da hun vinkede til os, at vi skulle komme hen til hende, nærmede vi os med skræk og skælven. Men hun var smuk og talte venligt til min bror og mig og klappede os på hovedet. Men Marcella ville ikke komme i nærheden af hende. Hun sneg sig bort og gemte sig i sengen og ville ikke vente på aftensmaden, som hun havde Iængtes så meget efter en halv time før.

Da fader kom tilbage, blev maden sat på bordet. Efter måltidet bad fader den unge dame Iægge sig i sengen, så ville han sidde ved ilden sammen med jægeren. Efter nogen tøven fra hendes side blev man enige om dette arrangement, og min bror og jeg krøb ned i den anden seng til Marcella, for vi sov altid sammen. Men vi kunne ikke sove. Det hele var så usædvanligt, ikke blot at se fremmede mennesker, men også ved at have dem boende hos os. Vi var helt forvirrede. Stakkels lille Marcella Iå stille, men jeg kunne mærke, at hun Iå og rystede hele natten, og en gang imellem troede jeg, at hun holdt en hulken tilbage.

Imens havde fader taget vin frem — noget, han sjældent gjorde — og han og den fremmede jæger sad og snakkede og drak ved ilden. Vi lå helt stille i mørket og lyttede nysgerrigt til deres samtale. Det viste sig, at den fremmede jægers historie mindede meget om faders. Også han var livegen under et fornemt hus, hvor hans herre krævede at få udleveret hans smukke datter. I stedet gav jægeren sin herre et par tommer af sin jagtkniv, og så stak han og datteren af. “Vi er landsmænd og brødre i ulykken,” sagde fader og trykkede den fremmedes hånd. “Jaså! Er I også fra dette land? Hvad er Eders navn?” spurgte jægeren, og da fader svarede Krantz, udbrød den fremmede “Hvad! Krantz fra … ? Jeg har hørt Eders historie, I behøver ikke forny Eders sorg ved at fortælle den igen. Jeg er meget glad for at træffe Eder, værdige frænde, for jeg er Eders halvfætter, Wilfred fra Barnsdorf!” Og så rejste han sig og omfavnede fader. De fyldte deres drikkehorn til randen og skålede med hinanden på tysk maner. Samtalen blev så fortsat meget sagte, alt, hvad vi kunne forstå, var, at vor nye slægtning og hans datter ville slå sig ned i vor hytte, i det mindste i nogen tid. Omtrent en time efter lænede de sig begge tilbage i stolen og faldt i søvn.

“Marcella, hørte du det?” hviskede min bror ganske sagte. “Ja,” svarede Marcella også hviskende, “jeg hørte det hele. Åh, jeg kan ikke holde ud at se på den kvinde — jeg er så bange.” Min bror svarede ikke, og kort efter sov vi alle tre.

Da vi vågnede næste morgen, var jægerens datter stået op. Jeg syntes, hun så endnu smukkere ud end aftenen før. Hun kom hen til Marcella og klappede hende, men barnet brast i gråd og hulkede som om hendes lille hjerte skulle briste. Men for ikke at spilde din tid med en lang historie, jægeren og hans datter blev indlogeret i hytten. Han og fader gik daglig ud på jagt og Iod os blive hjemme med Christina. Hun gjorde alt det huslige arbejde, og lidt efter lidt forsvandt selv Marcellas modvilje mod hende. Men fader forandrede sig meget. Han lod til at have overvundet sin afsky for kvindekønnet og var meget opmærksom mod Christina. Han sad ofte oppe og talte sagte med hende, når vi andre var gået i seng.

Gæsterne havde været tre uger i hytten, da der blev holdt en rådslagning en aften, efter at vi børn var blevet sendt i seng. Fader var blevet så glad for Christina, at han ønskede at ægte hende. “I må tage mit barn, mein herr Krantz, og få min velsignelse med hende, ” sagde jægeren, “men så vil jeg forlade jer og finde husly et andet sted — ligemeget hvor.” Fader forstod ikke hvorfor, men gik med til det. Så fortsatte jægeren “Der er ingen præst her i denne vilde egn. Der er heller ingen lov til at binde og tvinge. Og alligevel må der finde en slags ceremoni sted mellem jer for at tilfredsstille en fader. Vil I gå ind på at ægte hende på min måde? Så kan jeg gifte jer her på stedet?” “Det vil jeg,” svarede fader. “Så tag hendes hånd, og sværg så ved alle ånder i Harzen…” “Nej, hvorfor ikke ved himlen?” afbrød min far. “Fordi det ikke passer mig,” svarede Wilfred. “Hvis jeg foretrækker denne ed, der ikke er så stærk, frem for en anden, så kan I da ikke have noget imod det?” “Nå, lad det så blive sådan. I kan få Jeres vilje. Men vil I have mig til at sværge ved noget, jeg ikke tror på?” sagde fader. “Det gør dog mange, som foregiver at være kristne,” svarede Wilfred. “Vil I giftes med min datter, eller skal jeg tage hende med mig igen?” “Gå videre,” sagde fader utålmodigt. “Jeg sværger ved alle ånder i Harzen, al deres magt til godt og ondt, at jeg tager. Christina til ægte. At jeg altid vil elske hende og beskytte hende. At jeg aldrig skal Iøfte hånden mod hende for at gøre hende fortræd. Og hvis jeg svigter denne ed, så lad alle åndernes hævn ramme mig og mine børn. Lad dem blive dræbt af grib, ulv eller andre af skovens dyr. Lad kødet blive revet fra deres lemmer og lad deres ben bleges i ødemarken. Alt dette sværger jeg.” Fader tøvede, da han gentog de sidste ord. Men lille Marcella kunne ikke beherske sig, og da min far gentog den sidste sætning, brast hun i gråd. Denne pludselige afbrydelse syntes at virke pinligt på dem alle, især på fader. Han talte barskt til barnet, som beherskede sin hulken og gemte hovedet under sengeklæderne.

Sådan var min fars andet ægteskab. Næste morgen red jægeren Wilfred bort. Min far sov igen i sin egen seng, der var i samme værelse som vor, og alting fortsatte omtrent på samme måde som før brylluppet, bortset fra, at vor nye stedmor ikke viste os nogen venlighed mere. Når min far var borte, slog hun os ofte, især lille Marcella, og hendes øjne skød ild, når hun så begærligt på det lyse, smukke barn.

En nat vækkede min søster mig og min bror. “Hvad er der i vejen?” spurgte Cæsar. “Hun er gået ud,” hviskede Marcella. “Gået ud!” “Ja, hun gik ud ad døren i nattøj,” svarede barnet. “Jeg så hende stå ud af sengen, se på far for at se, om han sov, og så gik hun ud ad døren.” Det var os uforståeligt, hvad der kunne få hende til at stå ud af sengen og gå upåklædt ud i den bitre vinterkulde og den dybe sne. Vi Iå vågne, og omtrent en time efter hørte vi en ulv knurre under vinduet. “Der er en ulv,” sagde Cæsar. “Hun bliver revet i stykker.”

Men et par minutter kom vor stedmor tilbage. Hun var i nattøj, som Marcella havde sagt. Christina lagde klinken lydIøst på døren, gik hen til en spand vand, vaskede ansigt og hænder og smuttede så ned i sengen, hvor fader sov. Vi skælvede alle tre — vi vidste ikke hvorfor, men vi besluttede at holde vagt næste nat. Det gjorde vi. Og ikke blot den følgende nat, men mange andre nætter, altid på omtrent samme tid, stod vor stedmor op fra sin seng og forlod hytten. Når hun var gået, hørte vi altid en ulv knurre under vinduet, og når hun kom tilbage, så vi hende altid vaske sig, før hun gik i seng igen. Vi lagde mærke til, at hun sjældent var med til måltiderne, og når hun var det, så det ud, som om hun spiste med modvilje. Men når kødet blev taget ned for at blive lavet til til middag, puttede hun ofte et stykke råt kød i munden.

Min bror Cæsar var en modig dreng. Han ville ikke sige noget til min far, før vi vidste noget mere. Han besluttede at følge efter Christina og finde ud af, hvad hun foretog sig om natten. Marcella og jeg prøvede at tale ham fra det, men forgæves. Den samme aften gik han i seng med tøjet på, og så snart vor stedmor havde forladt hytten, sprang han op, tog faders bøsse ned fra væggen og fulgte efter hende. Du kan tænke dig, hvor anspændte Marcella og jeg var, mens han var borte. Efter et par minutters forløb hørte vi knaldet fra en bøsse. Det vækkede ikke min far, og vi lå og skælvede af skræk. Et øjeblik efter så vi vor stedmor komme ind i hytten — med blodigt tøj. Jeg lagde hånden over Marcellas mund for at forhindre hende i at skrige, skønt jeg også selv var meget bange. Vor stedmor nærmede sig fars seng for at se, om han stadig sov, så gik hun hen til ildstedet og fik ilden til at flamme op.

“Hvem er det?” spurgte fader, som vågnede. “Bliv kun liggende, min ven,” svarede Christina, “det er bare mig. Jeg har tændt op for at varme lidt vand. Jeg har det ikke så godt.” Fader vendte sig om i sengen og faldt straks i søvn igen. Men vi holdt øje med vor stedmor. Hun skiftede tøj og kastede de klædningsstykker, hun havde haft på, ind i ilden. Så så vi, at blodet flød fra hendes højre ben, det så ud, som om det var et skudsår. Hun forbandt det, klædte sig på og blev siddende ved ilden til daggry. Stakkels lille Marcella — hendes hjerte hamrede i brystet på hende, mens hun lå der, trykket op ad mig, mit bankede også stærkt. Hvor var Cæsar? Hvor havde vor stedmor fået det sår fra, hvis det ikke var fra hans bøsse?

Til sidst stod min far op, så talte jeg for første gang og sagde: “Fader, hvor er Cæsar?” “Din bror?” udbrød han, “ja, hvor er han?” “Nådige himmel,” udbrød vor stedmor, “da jeg Iå halvvågen i nat, hørte jeg nogen tage klinken af døren. Og hvad er der blevet af din bøsse, kære mand?” Min far kastede blikket op over kaminen og så, at hans bøsse ikke var der. Et øjeblik så han forvirret ud. Så greb han en bred økse og gik ud af hytten uden at sige et ord.

Han blev ikke borte længe. Et par minutter efter kom han ind igen med min stakkels brors sønderrevne legeme i armene. Han lagde det ned og dækkede ansigtet til. Min stedmor rejste sig og så på liget, mens Marcella og jeg kastede os ned ved siden af Cæsars krop og græd bittert. “Gå i seng, børn,” sagde hun skarpt. “Min kære mand, din dreng må have taget bøssen ned for at skyde en ulv, men dyret har været for stærkt for ham. Stakkels dreng! Han har bødet dyrt for sin dristighed.” Min far svarede ikke. Jeg ville have talt, fortalt det hele, men Marcella, som forstod min hensigt, holdt mig i armen og så så bedende på mig, at jeg Iod være. Min far blev derfor ikke revet ud af sin vildfarelse. Marcella og jeg vidste, at vor stedmor på en eller anden måde havde noget at gøre med min brors død, selv om vi ikke kunne forstå på hvilken måde. Den samme dag gik far ud og gravede en grav. Da han havde lagt liget i den, dyngede han sten ovenpå graven, så ulvene ikke skulle grave den op igen. Denne ulykke rystede min far dybt. I flere dage gik han ikke på jagt, selvom han en gang imellem forbandede ulvene og lovede hævn. Men mens han sørgede, fortsatte min stedmors nattevandringer med samme regelmæssighed som før.

Til sidst tog min far sin bøsse ned for at drage til skovs. Han vendte dog hurtigt tilbage og syntes meget ophidset. “Vil du tro det, Christina, ulvene — forbandet være de allesammen — har gravet min drengs grav op, og der er ikke andet tilbage af ham end knoglerne.” “Det er da ikke sandt,” sagde min stedmor. Marcella så på mig, og i hendes kloge øjne så jeg alt, hvad hun ville have sagt. “Der er en ulv, der knurrer uden for vort vindue hver nat, fader,” sagde jeg. “Hvorfor har du ikke fortalt mig det før, dreng? Væk mig næste gang, du hører den,” sagde fader. Jeg så min stedmor vende sig bort, hendes øjne skød lyn, og hun skar tænder. Fader gik ud igen og dækkede de rester af min stakkels bror, som ulvene havde skånet, med endnu større sten. Det var tragediens første akt.

Det blev forår. Sneen smeltede, og vi fik lov til at forlade hytten. Men aldrig et eneste øjeblik forlod jeg min lille søster, som jeg nu følte mig endnu stærkere knyttet til end før min brors død. Jeg var også bange for at lade hende være alene med min stedmor, som lod til at føle en særlig glæde ved at mishandle barnet.

Min far havde travlt med sit lille stykke jord, og jeg kunne hjælpe ham lidt. Marcella plejede at sidde hos os, når vi arbejdede, så min stedmor var alene hjemme i hytten. Efterhånden som vi nærmede os sommeren, blev min stedmors natlige udflugter sjældnere og sjældnere, og vi hørte aldrig mere nogen ulv knurre under vinduet, efter at jeg havde fortalt min far om det.

En dag, da fader og jeg var i marken og Marcella sad hos os, kom min stedmor ud til os. Hun ville gå ind i skoven og finde nogle urter, som min far gerne ville have, så Marcella måtte gå tilbage til hytten og passe på maden. Marcella gik, og min stedmor forsvandt snart i skoven i den anden retning, så fader og jeg var så at sige mellem hende og Marcella. Omtrent en time efter blev vi opskræmt af skrig fra hytten — det var tydeligvis Marcella, der skreg.

“Marcella har brændt sig,” råbte jeg og kastede min spade. Far kastede også sin spade fra sig og vi løb begge to hen til hytten. Før vi nåede den, for en hvid ulv ud af døren. Fader havde intet våben, så han styrtede ind i hytten og der lå stakkels Marcella døende. Hendes legeme var frygtelig tilredt og blodet, der strømmede fra hendes sår, havde dannet en stor pøl på gulvet. Faders første tanke havde været at gribe bøssen og forfølge dyret, men det frygtelige syn holdt ham tilbage. Han knælede ved sit døende barn og brast i gråd. Marcella kunne kun se kærligt på os et øjeblik, så lukkedes hendes øjne i døden.

Fader og jeg stod stadig bøjet over min søsters lig, da min stedmor kom ind. Hun gav udtryk for stor deltagelse ved det frygtelige syn, men det lod ikke til, at hun veg tilbage for synet af blod, som de fleste kvinder gør. “Stakkels barn,” sagde hun, “det må have været den store hvide ulv, der lige løb forbi mig og gjorde mig så bange. Lille Marcella er død, kære husbond.” Jeg troede aldrig at fader var blevet sig selv igen efter denne anden grufulde tragedie. Han sørgede dybt ved liget af sin lille datter, og i flere dage ville han ikke begrave det, selv om min stedmor ofte sagde til ham, at han burde gøre det. Til sidst gav han efter og gravede en grav tæt ved siden af min brors. Han gjorde alt, for at ulvene ikke skulle krænke liget. Også jeg var ulykkelig, når jeg lå alene i den seng, hvor jeg før havde ligget sammen med min bror og søster. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at min stedmor havde noget at gøre med deres død, selv om jeg ikke kunne forklare hvordan. Jeg var ikke længere bange for hende, men mit hjerte var fuldt af had og hævnlyst.

Natten efter min søsters begravelse, jeg lå vågen, og da så jeg min stedmor stå op og gå ud af hytten. Jeg ventede nogen tid, så klædte jeg mig på og så ud ad døren, som jeg åbnede på klem. Månen skinnede klart, og jeg kunne se det sted, hvor mine to søskende var blevet begravet. Hvor stor var min rædsel ikke, da jeg så min stedmor travlt beskæftiget med at rydde stenene væk fra Marcellas grav! Hun var iført sit hvide nattøj og månen skinnede klart på hende. Hun gravede med hænderne og kastede stenene om bag sig med et vildt dyrs styrke. Det varede nogen tid, før jeg kunne tage mig sammen og bestemme, hvad jeg skulle gøre. Jeg måtte vække fader! “Klæd dig på og få fat i din bøsse!” råbte jeg. “Hvad, er ulvene på færde?” udbrød han. Han sprang ud af sengen, trak hurtigt noget tøj på, og i sit hastværk lagde han ikke mærke til, at Christina ikke var i sengen. Så løb han ud, og jeg fulgte ham.

Tænk dig hans rædsel, da han så — ikke en ulv, men sin hustru i nattøj ligge på alle fire ved min søsters lig i færd med at flå store lunser kød af og æde dem begærligt som en ulv. Hun havde for travlt til at lægge mærke til, at vi nærmede os. Min far tabte sin bøsse, hårene rejste sig på hovedet af ham, og han blev bleg som et lig. Han åndede tungt, og så stod han en tid uden at trække vejret. Jeg tog bøssen op og stak den i hånden på ham. Pludselig så det ud, som om vreden fordoblede hans kræfter. Han lagde bøssen til kinden og skød, og med et højt skrig segnede det uhyggelige væsen, som han havde taget sig så kærligt af. “Gud i himlen!” udbrød min far og sank til jorden, da han havde affyret bøssen. Jeg sad ved hans side, og det varede nogen tid, før han kom til sig selv. “Hvor er jeg?” sagde han, “hvad er der sket? Åh, ja nu husker jeg det. Himlen tilgive mig!” Han rejste sig og gik hen til graven. Men til vor store forbavselse og rædsel fandt vi ikke min stedmors lig, som vi ventede, i stedet lå der en stor, hvid hunulv. “Den hvide ulv!” udbrød min far, “den hvide ulv, der lokkede mig ind i skoven — nu forstår jeg det hele — Harzens onde ånder!” I nogen tid stod fader tavs i dybe tanker. Så løftede han min søsters lig, Iagde det ned i graven igen, og dækkede den som før. Han sparkede til det døde dyrs hoved og rasede som en afsindig. Så gik han tilbage til hytten, Iukkede døren og kastede sig på sengen. Jeg gjorde det samme, for jeg var helt ude af mig selv af forfærdelse og forbløffelse.

Tidligt om morgenen blev vi vækket af en stærk banken på døren, og jægeren Wilfred kom farende ind. “Min datter, mein herr — min datter, hvor er min datter?” råbte han rasende. “Hvor sådan en djævel rettelig skal være, håber jeg,” svarede fader, som rejste sig og viste en vrede, der var lige så stærk som den fremmedes. “I helvede! Forlad hytten straks, eller det kan gå dig værre!” Men jægeren lod sig ikke kyse. “Ha, hvad tror du vel, du evner mod en af Harzens mægtige ånder? Du stakkels dødelige, som absolut ville gifte dig med en varulv! Husk din ed — din højtidelige ed — at du aldrig ville Iøfte din hånd imod hende for at gøre hende fortræd. Du har svigtet dit løfte, og skal møde åndernes hævn. Dine børn skal omkomme ved gribben, ulven, og deres ben skal bleges i ødemarken. Ha-ha!” Fader var ude af sig selv af raseri. Han greb en økse og hævede den over Wilfreds hoved for at hugge til. Øksen faldt — men den gik tværs gennem jægeren, og fader mistede ligevægten og faldt tungt om på gulvet.

“Dødelige!” sagde jægeren og skrævede over faders faldne krop,” vi har kun magt over dem, der har begået mord. Du har begået et dobbeltmord. Du vil nu lide den straf, der nævntes i dit ægteskabsløfte. To af dine børn er døde, det tredje vil følge efter — det er så sikkert som noget, for din ed blev hørt. Gå bort — det ville være en velgerning mod dig at dræbe dig — din straf skal være, at du lever!” Med disse ord forsvandt ånden. Fader rejste sig fra gulvet, omfavnede mig kærligt og knælede i bøn. Næste morgen forlod vi hytten for stedse, og vandrede til Holland. Men vi havde ikke været mange dage i Amsterdam, før han fik hjernebetændelse og døde i vanvid. Jeg kom på et børnehjem og blev senere sendt til søs som skibsdreng. Nu kender du hele min historie. Spørgsmålet er, om jeg også skal bøde for faders ed. Selv er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg kommer til det på en eller anden måde.”

På den 22. dag fik de Sumatras høje sydkyst i sigte. Da der ikke var andre skibe at se, besluttede de at holde deres kurs gennem strædet og løbe ind til Pulo Penang, som de ventede at nå på 7-8 dage. Da Philip og Krantz så længe havde været udsat for solen, var de nu så brune, at de let kunne tages for indfødte. De havde siddet ved roret de lange dage i brændende sol, de havde sovet i båden i natteduggen, men deres helbred havde ikke taget skade. Siden Krantz havde betroet Philip sin familiehistorie, havde han dog været tavs og melankolsk . Hans sædvanlige gode humør var borte, og Philip havde flere gange spurgt ham om grunden.

Da de kom ind i strædet, begyndte Philip at tale om alt det, de skulle gøre, når de kom til Goa, men Krantz svarede alvorligt: “I nogen tid har jeg haft en forudfølelse af, at jeg aldrig kommer til at se den by.” Philip prøvede at slå det hen, men Krantz insisterede. “Jeg har prøvet at gøre mig fri for den følelse, men jeg kan ikke. Der er en advarende stemme inden i mig, der siger mig, at jeg ikke skal være sammen med dig længe endnu. Philip, vil du gøre mig en tjeneste? Jeg har noget guld på mig, det kan måske komme dig til nytte. Vil du love mig at tage det og gemme det sammen med dit eget?” “Sikke noget snak, Krantz.” “Det er ikke noget snak. Har du ikke selv fået dine advarsler? Hvorfor skulle jeg så ikke få mine? Du ved, at jeg ikke er særlig bange af mig og at jeg heller ikke frygter døden, men den forudfølelse, jeg talte om, bliver stærkere i mig for hver time, der går.” “Det er en syg hjernes indbildning, Krantz. Hvorfor skulle du, som er så ung og rask og stærk, ikke leve dit liv i fred, og blive gammel? Du er nok raskere i morgen.” “Måske,” sagde Krantz med et svagt smil, “men du må alligevel give efter for mit indfald og tage guldet. Hvis jeg tager fejl og vi ankommer i god behold, så kan du jo altid lade mig få det tilbage.” Og så skiftede han emne: “Men du glemmer, at vi næsten ikke har mere vand, vi må se efter en bæk inde på kysten og få en ny forsyning.”

Da denne samtale fandt sted, lå de i den østlige side af strædet, cirka 60 kilometer inde. Landet inde bag kysten var klippefuldt og bjergrigt, men det sænkede sig langsomt ned mod lavere land med skov og jungle, der strakte sig helt ned til stranden. Landet så helt ubeboet ud. De styrede langs kysten og efter to timers sejlads så de en frisk kilde, der styrtede ned ad klipperne som et vandfald og snoede sig gennem junglen, til den nåede havet. De løb tæt ind til kildens munding, sænkede sejlet og roede pirogue’en op mod strømmen, indtil de var kommet så langt, at de var helt sikre på, at vandet var fersk. Krukkerne blev hurtigt fyldt, og de skulle til at tænke på at komme af sted igen, da stedets skønhed, det friske, kølige vand og deres stive lemmer lokkede dem til at tage et bad — en luksus, som de, der ikke har været i en lignende situation, næppe påskønner. De trak deres tøj af og sprang ud i vandet, hvor de blev længe.

Krantz var den første, der gik op. Han klagede over, at han frøs, og gik hen til bredden, hvor deres tøj lå. Philip nærmede sig også bredden for at følge ham. “Og nu er der jo en udmærket lejlighed til at give dig pengene, Philip,” sagde Krantz. “Jeg vil åbne mit bælte og hælde dem ud, så kan du putte dem i dit eget, før du tager det på.” Philip stod i vandet, der nåede ham til omtrent midt på livet. “Ja, ja Krantz,” sagde han, “siden du absolut vil have det, så kan vi jo godt gøre det. Jeg synes, det er fuldstændig latterligt — men du kan jo godt få din vilje.” Philip kom op af vandet og satte sig ned ved siden af Krantz, der allerede var ved at ryste guldstykkerne ud af sit bælte. Til sidst sagde Krantz: “Nu tror jeg, du har fået dem allesammen? Nu er jeg rolig.” “Jeg kan ikke tænke mig, hvilken fare du er udsat for, som jeg ikke også er udsat for,” svarede Philip, “men …”

Han havde næppe udtalt disse ord, før der lød et vældigt brøl — et sus som et stærkt vindstød gennem luften — et slag, som væltede ham — et højt skrig — og en kamp. Philip rejste sig og så Krantz’s nøgne legeme blive ført af sted gennem junglen af en mægtig tiger. Han stirrede med opspilede øjne, men på et par sekunder var dyret og Krantz forsvundet. “Gud i himlen, jeg ville ønske, du havde forskånet mig for dette!” udbrød Philip og kastede sig fortvivlet ned. “Åh, Krantz, min ven — min bror — din forudfølelse var kun alt for rigtig! Nådige Gud. Hav medlidenhed — men Din vilje ske!” Og Philip brast i en strøm af tårer. I mere end en time sad han på det samme sted uden at ænse de farer, der omgav ham. Til sidst, da han var faldet lidt til ro, rejste han sig, klædte sig på og satte sig så ned igen med øjnene fæstet på Krantz’s tøj og guldet, der stadig lå i sandet.

“Han ville give mig det guld. Han forudsagde sin egen skæbne. Ja, det var hans skæbne, og nu er den blevet opfyldt. Hans ben vil bleges i ødemarken, og jægeren og hans ulvedatter er hævnet.”

Trykt i The New Monthly Magazine, 1839 som en del af The Phantom Ship
Originaltitel: The White Wolf of the Hartz Mountains

Kort om Frederick Marryat

Født den 10. juli 1792
Død den 9. august 1848

Læs mere på Wikipedia

I skovens dybe stille ro af H. H. Munro

H. H. Munro
By E.O. Hoppé – LIFE images, PD-US, https://en.wikipedia.org/w/index.php?curid=44422416

Sylvia Seltoun spiste sin morgenmad i dagligstuen på Yessney med en behagelig følelse af at have vundet en endelig sejr – omtrent som en nidkær Ironside må have følt det morgenen efter slaget ved Worcester. Hun var ikke stridbar af natur, men tilhørte den mere heldige gruppe kombattanter, som alene er stridbare på grund af forholdene. Skæbnen havde villet, at hendes tilværelse blev optaget af en lang række småkampe – som oftest med chancerne en anelse i hendes disfavør — og det var som regel lige akkurat lykkedes hende at vinde dem. Og nu følte hun, at hun havde sejret i den hårdeste og så afgjort mest betydningsfulde af sine kampe. At have giftet sig med Mortimer Seltoun – ‘Døde Mortimer’ som hans mest intime fjender kaldte ham til trods for hans families kolde fjendtlighed og til trods for hans uforstilte ligegyldighed over for kvinder var en absolut bedrift, og den havde krævet både beslutsomhed og en hel del behændighed. Og i går havde hun så gjort sejren fuldkommen ved at rive sin mand bort fra London og dens diverse oaser og ‘plante’ ham — for at bruge hendes egen terminologi i denne afsides, skovomkransede bondegård , der var hans landsted. »Du får aldrig Mortimer til at tage af sted,« havde hans mor sagt, »men hvis han først er kommet derud, bliver han der. Yessney udøver næsten den samme fortryllelse på ham som London. Man kan forstå, hvorfor han føler sig bundet til London, men Yessney –« og den rige enke havde trukket på skuldrene.

Der var en dyster, næsten vild barskhed ved Yessney, som bymennesker havde svært ved at forlige sig med, og Sylvia var ikke vant til at se andre træer end dem, det løvrige Kensington’ havde at byde på. Hun betragtede landet som et udmærket og sundt sted omend i stand til at forskaffe en visse bryderier, hvis man gjorde for meget væsen ud af det. Hendes mistillid til bylivet var af ny dato, affødt af ægteskabet med Mortimer, og hun havde med tilfredshed set, hvordan ‘Jermyn Street-udtrykket’, som hun kaldte det, gradvis var forsvundet fra hans øjne, efterhånden som Yessneys skove og
hedestrækninger tonede frem. Hendes viljestyrke og strategi havde sejret. Mortimer ville blive.

Uden for dagligstuevinduet sås en trekantet, græsklædt skråning, som med lidt god vilje kunne kaldes en græsplæne, og hinsides dennes lave hæk af forsømte fuchsiabuske faldt en stejlere skråning med lyng og bregner ned mod dybe dale, der var bevokset med tuja og egetræer. I denne åbne, vilde barskhed syntes en hemmelighedsfuld livsglæde at være kædet sammen med rædselen for det usete. Sylvia smilede selvtilfreds, mens hun med et vurderende blik kiggede ud på landskabet, men så var det pludselig, som om en gysen for gennem hende.

»Her er meget vildt,« sagde hun til Mortimer, der var kommet ind til hende. »Man kunne næsten fristes til at tro, at Pan-dyrkelsen aldrig helt var afgået ved døden på et sted som dette.«

»Pan-dyrkelsen er aldrig afgået ved døden,« sagde Mortimer. »Andre og nyere guder har fra tid til anden skubbet hans tilbedere til side, men han er selve naturens gud, hvem alle til sidst må vende tilbage til. Han er blevet kaldt samtlige guders fader, men de fleste af hans børn har været dødfødte.«

Syvia var religiøs på en oprigtig omend forvirret måde, og hun brød sig ikke om at høre sin tro blive omtalt som blot en slags efterslæt, men det var i det mindste nyt og lovende at høre Døde Mortimer tale med en sådan energi og overbevisning om et emne overhovedet.

»Du tror da ikke for alvor på Pan, vel?« spurgte hun forbløffet.

»Jeg har været en tåbe i mange henseender; « sagde Mortimer roligt, »men jeg er ikke så tåbelig, at jeg ikke tror på Pan, når jeg er her ude. Og hvis du er klog, fornægter du ham ikke alt for skrydende, mens du befinder dig i hans land.”

Det var først en uge senere – da Sylvia var blevet træt af at spadsere rundt i skovene omkring Yessney – at hun foretog en inspektionsrunde i selve gården. En bondegård havde altid for hendes indre øje stået som et sceneri med munter travlhed, kværne og tærskemaskiner og smilende malkepiger samt heste, der – omgivet af hele flokke af ænder – stod i vand til knæene og drak af en dam.

Da hun gik omkring mellem Yessneys strenge, grå bygninger, var hendes første indtryk en knugende stilhed og forladthed, som om hun tilfældigt var kommet til en ødegård, der i lange tider havde været overladt til ugler og spindelvæv; så fik hun en fornemmelse af at blive iagttaget i det skjulte med årvågen fjendtlighed. Der var tale om den samme usete skygge, som syntes at lure i de skovbevoksede dale og i krattene. Bag tunge døre og tilskoddede vinduer hørtes urolig stampen af hove og raslen af tøjrkæder samt nu og da et dæmpet brøl fra et dyr i bås. Fra en fjern krog iagttog en tjavset hund hende med årvågne, fjendtlige øjne; da hun nærmede sig, smuttede den ind i sit hus og listede lige så lydløst ud igen, da hun var gået forbi. Nogle få høns, der gik og søgte føde omkring en høstak, forsvandt under en låge, da de så hende komme. Sylvia følte, at hvis hun var stødt på et væsen i dette vildnis af lader og stalde, ville vedkommende være svævet bort som et spøgelse lige for øjnene af hende. Til sidst, da hun hurtigt drejede om et hjørne, stødte hun på et levende væsen, der ikke stak af ved synet af hende. Udstrakt i en mudderpøl lå en kæmpestor so, hvis størrelse overgik enhver bykvindes vildeste forestillinger om svinekød, og den var årvågen og rede til, om nødvendigt, at modsætte sig denne uønskede indtrængen på sine enemærker. Denne gang var det Sylvias tur til at foretage et stilfærdigt tilbagetog. Mens hun forsigtigt trippede forbi høstakke, kostalde og lange, nøgne mure, fór hun pludselig sammen ved at høre en mærkelig lyd — ekkoet af en drengs latter, perlende og nærmest uanstændig. Jan, den eneste dreng, som var på gården – en lyshåret bondeknægt med et magert, indtørret ansigt – arbejdede fuldt synlig i en kartoffelmark halvvejs oppe på den nærmeste bakkeskråning, og da hun siden spurgte Mortimer, kunne han ikke forestille sig nogen anden ophavsmand til den drillende lystighed, der i så høj grad havde overrumplet Sylvia på tilbagevejen. Mindet om dette usporlige ekko blev føjet til hendes andre indtryk af dette hemmelighedsfulde og dystre ‘noget’, der hvilede over Yessney.

For øvrigt så hun ikke meget til Mortimer; gården og skovene og ørredbækkene lod til at opsluge ham fra morgen til aften. Engang, da hun begav sig af sted i den retning, hun havde set ham vælge om morgenen, kom hun til en lysning i en lille hasellund, der var lukket yderligere inde af høje takstræer og i hvis midte var anbragt en stensokkel, på hvilken der stod en lille bronze statue af en ung Pan. Det var et smukt stykke kunsthåndværk, men hendes opmærksomhed var hovedsagelig koncentreret om en nylig afskåret klase vindruer, der som en offergave var lagt ved statuens fod. Vindruer var en sjælden delikatesse på gården, og hun fjernede vredt klasen fra soklen. Foragt og vrede var fremherskende i hendes tanker, da hun langsomt slentrede hjemad, men disse følelser afløstes af noget nær angst, da hun over kanten af et tæt krat pludselig fik øje på et drengeansigt, brunlødet og smukt, der stirrede på hende med et ubeskrivelig ondskabsfuldt udtryk i øjnene. Det var en øde sti – alle stierne omkring Yessney var for den sags skyld øde – og hun styrtede af sted uden at give sig tid til at tage denne pludselige åbenbaring i nærmere øjesyn. Det var først, da hun nåede hjem til hovedbygningen, hun opdagede, at hun under flugten havde tabt vindrueklasen.

»Jeg så en dreng ude i skoven i dag,« sagde hun til Mortimer samme aften. »Han var brun og ganske køn, men så ud til at være en rigtig lille slyngel. Det har formodentlig været en sigøjnerdreng. «

»En rimelig teori,« sagde Mortimer. »Der er bare ingen sigøjnere her på egnen for øjeblikket.«

»Jamen, hvem kan han så have været?« spurgte Sylvia, og da Mortimer ikke lod til at have nogen teori herom, fortsatte hun selv med en beretning om sit fund af den formodede offergave.

»Du har sikkert haft en finger med i spillet,« bemærkede hun. »Det er en harmløs tossetreg, men folk ville anse dig for at være frygtelig dum, hvis de vidste det.«

»Pillede du ved noget?« spurgte Mortimer.

»Jeg — jeg smed druerne væk. Det hele forekom mig så tåbeligt,« sagde Sylvia og spejdede efter eventuelle tegn på vrede i Mortimers ubevægelige ansigt.

»Jeg tror ikke, det var klogt gjort af dig,« sagde han eftertænksomt. »Jeg har hørt sige, at skovguderne er temmelig grusomme mod enhver, der krænker dem.«

»Måske grusomme mod dem, der tror på dem, men det gør jeg ikke, at du ved det,« svarede Sylvia.

»Ikke desto mindre ville jeg undgå skovene og frugthaverne, hvis jeg var dig,« sagde Mortimer med sin rolige, lidenskabsløse stemme, »og jeg ville også gå i en stor bue uden om alle dyr med horn her på Yessney.«

Det var naturligvis noget vrøvl alt sammen, men på dette afsides, skovomkransede sted syntes selv vrøvl at kunne avle en vis form for uro.

»Mortimer,« sagde Sylvia pludselig, »jeg synes, vi snart skal tage tilbage til byen igen.«

Hendes sejr havde alligevel ikke været så fuldkommen, som hun troede; den havde ført hende ud på terræn, som hun nu var ivrig efter at komme bort fra igen.

»Jeg tror ikke, du nogen sinde vil tage tilbage til byen,« sagde Mortimer. Det var, som om han omskrev sin mors forudsigelse om ham selv.

Sylvia bemærkede med utilfredshed og en vis selvforagt, at hun instinktivt undgik de store skove, da hun den følgende eftermiddag tog ud på sin spadseretur. Med hensyn til hornkvæg havde Mortimers advarsel ikke været nødvendig, for hun havde altid været skeptisk over for disse dyrs neutralitet; i fantasien så hun helt bort fra de skikkeligste malkekøers køn og forvandlede dem til farlige tyre, der når som helst kunne finde på ‘at se rødt’. Vædderen, der gik og græssede i den smalle indhegning bag frugthaven, havde hun — efter mange forsigtige tilnærmelser – bedømt til at være fredsommelig, men i dag besluttede hun at afstå fra at sætte dens fredsommelighed på prøve, for det ellers så satte dyr vandrede rundt i sin indhegning og viste alle tegn på uro. En dæmpet, ujævn fløjten, der syntes at stamme fra en tynd rørfløjte, hørtes inde fra dybet af en lund i nærheden, og der var tilsyneladende en slags underfundig forbindelse mellem vædderens rastløse traven omkring og den vilde musik inde fra skoven. Sylvia forandrede retning og begyndte at stige op ad de lyngklædte skrænter, der som runde skuldre strakte sig højt oppe over Yessney. Hun var kommet uden for hørevidde af de fløjtende toner, men tværs over de skovbevoksede dale førte vinden nu en anden slags musik med sig: et kobbel jagthundes ivrige halsen og gøen. Yessney lå lige i udkanten af grevskaberne Devon og Somerset, og det skete undertiden, at hjorte, der blev gjort jagt på, kom her forbi. Snart efter så Sylvia en skikkelse runde den ene bakketop efter den anden og forsvinde ud af syne igen i dalene, og hun blev helt anspændt af den ivrige medfølelse, man får for et hvilket som helst jaget væsen, i hvis fangst man ikke selv er direkte impliceret. Langt om længe brød dyret frem fra bregnerne og egekrattet og stod gispende ude i det fri, en stor, kraftig kronhjort med et pragtfuldt gevir. Dens logiske kurs ville være at trænge ned til Undercombes brune mudderpøle og derfra fortsætte videre til alle hjortes foretrukne tilflugtssted — havet. Til Sylvias overraskelse gjorde den imidlertid front mod de høje skrænter og kom målbevidst luntende hen over den åbne hedestrækning.

»Det bliver frygteligt,« tænkte hun. »Hundene vil rive ham omkuld lige for øjnene af mig.« Men hundenes gøen syntes midlertidigt at være stilnet af, og i stedet hørte hun nu atter den vilde fløjten, der lød, som om den kom snart fra den ene og snart fra den anden side; det var, som om den ville anspore den udmattede hjort til en sidste kraftanstrengelse. Sylvia stod et godt stykke fra stien, næsten skjult i et tæt krat af blåbærbuske, og iagttog dyret, hvis flanker var mørke af sved og hvis stride hårvækst på bringen tog sig helt lys ud i sammenligning. Fløjtetonerne skingrede nu lige omkring hende, som om de kom fra selve det krat, hun stod i, og i samme øjeblik svingede den store kronhjort omkring og satte kurs direkte ned mod hende. Øjeblikkelig forvandledes hendes medlidenhed med det jagede dyr til vild rædsel over den fare, hun selv svævede i; den filtrede lyng spottede hendes stavrende forsøg på at flygte, og hun kastede et fortvivlet blik ned i dalen for at se, om hundene ikke skulle være på vej. Takkerne på hjortens kæmpestore gevir var kun nogle få meter fra hende, og i et lynglimt mindedes hun Mortimers advarsel om, at hun skulle tage sig i agt for alle dyr med horn. Så opdagede hun pludselig til sin glæde, at hun ikke var alene; en menneskelig skikkelse stod nogle ganske få skridt fra hende inde mellem blåbærbuskene.

»Jag dyret væk!« skreg hun. Men skikkelsen gjorde ikke mine til at ville gribe ind.

Geviret stødte lige mod hendes bryst, og det jagede dyrs syrlige lugt ramte hendes næsebor, men hendes øjne fyldtes med skræk over noget andet end selve døden. Og i hendes øren genlød en drengs latter, perlende og skadefro.

(Originaltitel: The Music on the Hill)

Trykt i: The Chronicles of Clovis, 1911

Kort om H. H. Munro

Født: den 18. december 1870
Død: den 14. november 1916
Skrev også under pseudonymet Saki

Læs mere på Gyseren.dk

Bjergtagen II af M. A. Goldschmidt

Meir Aron Goldschmidt
By unknown for the image – Danske Stormænd fra de seneste aarhundreder af L F La Cour og Knud Fabricius, Public Domain, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=2155140

Bjergtagen
II

Enhver skov ser ud, som om den skjuler en hemmelighed, og den der går alene ind i skovens inderste, kan føle at hemmeligheden er tæt ved ham og omkring ham, uden at han dog ved, hvad den er.

Der siges, at det skal være farligt at se det hemmelige; men der fortælles også, at ridderens søn på borgen, som lå i nærheden af, hvor Aunsbjerg nu ligger, fik det at se.

Dengang var skoven meget større end nu. Nærved borgen var den udhugget, med gange, og lignede en lund; mellem ask, elle og røn hævede sig i afstand fra hinanden de hvide bøgestammer og syntes med deres alvorlige, stille fred at tilkendegive, at de havde vænnet sig til menneskene, som færdedes imellem dem. Men så kom en å, og ovre på den anden side stod skoven med sine mørke, svulmende kroner, med dybt nedhængende grene og med buskads, der nåede vandet, i stor, sær tavshed, levende sit eget liv, så at den forekom riddersønnen, der legede ene ved åbredden, snart som en gammel, vred kæmpe fra fortiden, snart, når den nedgående sol kastede sit farvede lys gennem enkelte åbninger, som et forunderligt land, hvor andre børn legede.

Engang ville han derover og lavede sig en flåde af gamle brædder; men netop som han ville vove sig ud på sit skrøbelige fartøj, kom hans moder til og forbød ham strengt alle sådanne forsøg og tog brædderne fra ham. – “Der er trolde derovre!” sagde hun for at afskrække ham, og det skræmte ham også. Men efter nogen tids forløb var hendes ord, når han lyttede til stilheden og så farverne, kun en bekræftelse på, at der virkelig var nogen derovre, og det kunne ikke være troldfolk; thi hvorledes kunne det da se så dejligt ud? Men alligevel, trods den store magt, hvormed det drog ham, søgte han ikke igen at komme derover, og det var mindre moderens forbud, der virkede, end en følelse, han ikke selv forstod: kærlighed til selve længselen.

Han voksede op, og hans fader tog ham med sig og overgav ham til en anden borgherre, for at han sammen med jævnbyrdige skulle lære ridderlig idræt og hofsæder, og i al den tid var skoven i hans erindring som hyllet i et slør eller i tåge; men så snart han skulle hjemad, mindedes han den igen tydelig, først med et smil, som over en barndomsdrøm, men så med stigende længsel, som om barndomsdrømmen var sand.

Så indtraf det en forårsmorgen, da han efter et uvejr kom ned til åen, at han så et væltet træ på den anden bred. Det var revet op med rode og lå ligesom et menneske, der havde lidt stor overlast og efter at være blevet dræbt var kastet på hovedet ud i åen. Han blev ganske beklemt ved at se den vildskab, som de hemmelighedsfulde, tavse træer om natten havde udøvet imod hinanden, indtil han opdagede, at det fældede træ lidt efter lidt gled nedad, og at grenene kom nærmere over til ham, så der dannedes en bro. Så blev det mere end en bro: en besynderlig venlig indbydelse; de derovre havde ofret en af deres egen slægt for at lade ham komme til dem.

Han gik over broen og ind i skoven, og med følelsen af at være hemmelighedsfuldt ventet kunne han ikke forstå, hvorfor de store, mørke egetræer blev tavse, når han nærmede sig dem. Det begyndte at forekomme ham, at han måske alligevel ikke var velkommen, som om de kun for hans skyld tog skikkelse af træer og faldt hen i en stilhed, der voksede og voksede, så at han kunne høre sit eget åndedræt og følte sig så ene, at han syntes at ikke blot han men også hele verden var ved at forsvinde.

Så raslede det i nogen afstand, og det var, som om der for et venligt smil gennem stilheden, og noget hvidt gled hen mellem træerne, og da han fulgte retningen, kom han til et sted, der lignede mange andre åbne pletter i en skov, men dog var underfuldt forskellig fra dem alle. Det var en rund, grøn plads, omgivet af høje, ranke, hvide bøge, hvis kroner nåede sammen og dannede en kuppel, og gennem kuppelen faldt sollyset ned på stammerne og på grønsværet i utallige tindrende pletter. Det forunderlige var ikke blot stammernes hvidhed og grønsværets friskhed og solpletternes glans, men især, at hele synet var så hjemligt, det syntes ikke muligt, at her kunne være ensomt; det var, som om alt med sagte åndedræt ventede på nogen. Men der var stille igen, det flagrende hvide var forsvundet. Forventningen om dem, der skulle komme, steg i hans sind med en sådan magt, at han følte at han måtte dø, hvis han blev skuffet, og pludselig rakte et træ sine blade ned over ham og berørte hans øjne, så at de atter kunne se, og han så, at det hvide, der var gledet hen foran ham, var en pige, der stod i afstand mellem træerne, og alt, hvad der lyste, levede, det var blide øjne, der så på ham.

Han var så betaget af forundring og glæde, at han hverken kunne røre sig eller tale; men alle de små, lysende væsner nærmede sig ham i kreds, og den unge pige kom også nærmere og så på ham. Så snart han rørte på sig, veg det hele tilbage. “Du må ikke røre os”, sagde de små, “hvis ikke du vil blive hos os, og du kan ikke blive hos os, medmindre du i år og dag ikke har noget stærkere ønske.” Så forsvandt de alle for hans blik, og til sidst gled den unge pige som noget svindende hvidt tilbage i skoven.

Atter en dag kom han over og så synet, og atter talte de lyse væsner til ham i et sprog, der ikke var ord, men hvoraf han dog forstod meningen. De sagde: “Alle de, der har følt stor længsel og er forblevet den tro, må komme og bo hos os i vort gennemsigtige slot, der kan svæve for den sagteste vind. Der er altid lunt i skoven, hvor slottet står, selv om vinteren, og græsset visner ikke, og vi flytter aldrig, undtagen når en er os utro med sin længsel. Så falmer græsset, og vi må skjule os et andet sted.”

Og atter en dag sagde de til ham: “Et menneskes troskab er os endnu mere end solen; thi troskaben lyser både ved dag og ved nat. Hvis én blot et øjeblik har glemt os, men husker os igen med troskab, så tænder han igen solen for os og bringer os tilbage til det sted, hvor vi har leget.”

Hjemme på borgen sagde han intet om, hvad der var hændt ham; men, som det altid går dem, der er opslugt af en stor, men hemmelighedsfuld lykke, fik han udseende af at være nedslået og bedrøvet, og mens han kun længtes efter et eneste selskab, efter de lysende småvæsners ord eller sang og den tavse unge piges øjne, forsøgte hans slægtninge at muntre ham op, ved at råde ham til at ride til Karup og den hellige kilde sammesteds – thi dette sted, som nu ligger så fattigt i lyngheden, var dengang et navnkundigt møde- og valfartsted.

Han gav modvilligt efter for deres råd og opmuntringer. Men da han red ud i det åbne land, der lyste i soldagens glans, kom han for første gang til hel, glad bevidsthed om den store, underfulde gunst, der var vist ham. Det var for ham, som om han førte hele underet med sig, og at det udvidede sig. Himlen selv syntes ham kuppelen, der hvælvede sig om den indviede plads; jorden forekom ham at ånde og løfte sig med sagte længsel, og alle steder var der et skjult liv, øjne, der så på ham og fulgte med, agtpågivende og kærlige, sikre på, at han kun drog ud for at vende tilbage.

Da han kom til Karup, var der et stort optog, som, anført af præster i messehagel, af hvide og sorte munke og af kordrenge, der svang røgelsekar, drog rundt om den indhegnede kilde og derfra op i den store kirke på højen, som var indviet til Guds Moder, og han fulgte optoget, omend med nogen frygt; thi de ord, hans moder nogle år tilbage havde sagt ham: “Der er trolde derovre!” var endnu ikke ganske ude af hans sind, og selvom han ikke ville opgive skoven, følte han en sagte, sælsom ængstelighed for, at hans rigdom ikke var af den art, der kunne bæres med ind i en kirke, og at han skulle blive fristet til en anden og stærkere længsel.

Og der var også et øjeblik, idet sangen brød frem og fyldte kirkens hvælvinger, og idet en sky af virak bølgede hen over ham, da det var, som om noget tog fat i ham og ville rive ham med til et sted, langt fjernere end skoven, langt højere end dens kuppel, endnu mere frydefuld, skønt smertefuldt til døden; men straks efter, da billedet af Vor Frue blev båret tæt forbi ham og hendes skønne øjnes blik syntes at falde på ham, mindede de ham om hende i skoven og var dog ikke så skønne som hendes, og igen lidt efter, da de troendes menighed sank på knæ for det allerhelligste, mindede de mange hvide kvindelige hovedtøjer ham om solpletterne på grønsværet, og hvad disse skjulte, og med åndedrættet så tungt, som om han var i landflygtighed og aldrig kunne komme tilbage, gik han ud og red hjemad, og da han atter fuldt inddrak den frie luft, syntes det ham i hans sindsbevægelse, at han takkede Gud, fordi han ikke var blevet grebet af en anden og stærkere længsel.

Han red hjemad langs Åresvad Å, og da han kom til det sted vest for åen, hvor et lavt bjergland skyder ud i grene og danner små, grønne dale, så han i den synkende sols lys noget hvidt, hvidtlysende pletter, bevæge sig i den nærmeste dal, og han troede et øjeblik med pludselig lyksalighed, at det var dem fra skoven, der var kommet ud for at møde ham. Men så snart han red nærmere, skiftede synet, og han så, at det var mennesker, folk, der enten skulle til eller kom fra valfartstedet og havde slået lejr her; det hvide var legende børn, og imellem dem stod en ung pige, og hun som alle de andre så i dette øjeblik opmærksomt på riddersønnen, der kom ridende. Endnu mere end øjnene på den hellige jomfrues billede syntes den unge piges øjne at ligne hendes i skoven, ja, måden, hvorpå hun så, opmærksomt, ubevægelig og på afstand, syntes ham så ganske at være hendes, at han var fristet til at springe ned og knæle for hende og holde hende fast. Men i dette øjeblik slog den tanke ham, at det hele kun var et syn, hvormed man stillede ham på prøve for at se, om han var trofast med sin længsel, og efter at have hilst god aften og guds fred tog han øjnene til sig og red modvilligt videre.

Da han igen gik over til skoven, var han sikker på, at når han nåede det dejlige sted, ville noget nyt underfuldt ske, han ville blive belønnet for sin troskab og finde hende fra dalen derovre. Og så snart han genså grønsværen under kuppelen, viste det dejlige syn sig også på ny for ham, men svagere eller mattere, og da han utålmodig sprang frem og greb efter det, forsvandt det hastigere end nogensinde før, og det syntes ham da med uovervindelig magt, at det alt sammen havde skyndt sig hid fra dalen ved Åresvad Å og nu drillende drog tilbage dertil.

Så steg han til hest og red tilbage til dalen. Men der var imidlertid kommet andre vejfarende til, som havde slået lejr, og ingen kunne sige ham, hvor familien med den skønne unge pige var draget hen. Men efter de utydelige vink, han fik, drog han afsted og søgte, og endelig traf han dem igen.

Han hilste høvisk den unge pige og sagde til hende, at siden han havde set hende, havde han ikke haft ro for længsel; hun mindede ham om nogen, han altid havde søgt, og han bad hende sige, om det var rigtigt, og om hun følte det samme, så ville han blive lykkelig alle sine dage.

Hun så på ham med et hurtigt blik og svarede derpå med nedslagne øjne: “Ak, hvorfor sagde I ikke det, første gang vi sås!”

Forundret og forskrækket, skønt over noget, han ikke ret forstod, vendte han om. Han så, at han havde taget fejl, at den rette dog var i den store, hemmelighedsfulde, friske skov, og så snart han kom hjem til borgen, gik han igen derover. Men hele tiden lød ordene på ny for ham: “Hvorfor sagde I det ikke, første gang vi sås?” Hvad var der i de ord? Havde hendes nærmeste givet hende væk? Eller havde i mellemtiden hendes blik dvælet med forkærlighed på en anden? Eller hvad var sket?

Næsten uden at give agt på skoven havde han nået pladsen mellem de hvide bøge. Nu stod stedet der igen, lige skønt, lige ventende, som et hus på sit herskab, men på et herskab, der ikke kom. Det var den samme stilhed; men han lyttede til den med en anden angst, han kunne ikke få sit eget hjerte til at banke og kalde med samme magt som første gang. Så stillede han sig hen under et af træerne, i håb om, at dets grene skulle sænke sig og åbne hans øjne; men træet stod tavst og rørte sig ikke.

Mere og mere tung følte han stilheden og forladtheden, og den tanke slog ham, at han nu var ganske ude af verden, at han ikke var i stand til at vogte på, hvad der skete andet steds, at al den lyksalighed, han skulle vente på et år, var borte, at den skjulte begivenhed, som havde bragt hende til at sige: “Ak, hvorfor sagde I det ikke første gang!” fik mere og mere magt, og han skyndte sig af sted for at frelse hende som fra en virkelig fare.

Atter mødtes han med hende, og han spurgte hende om meningen af de ord, hun sidst havde sagt. Da svarede hun med et smil, der forårsagede ham et underligt behag og en utydelig smerte: “Det skulle jeg vistnok ikke have sagt.”
Men da hun på sådan måde gjorde ordene til intet, syntes de ham netop at være meget, og i stedet for at lade dem forsvinde ville han have deres hele mening og betydning. Men han forstod ikke at spørge, og hver gang han ville samle sig til et spørgsmål, kom der noget dobbelt over ham: Angst for det besynderlig dejlige, men dulgte, som havde været i hendes smil, og længsel efter at kaste sig for hendes fødder uden at spørge. Han vaklede sådan mellem dette dobbelte, at det ligesom var en tredie, ham ubekendt magt inden i ham, der rev ham løs og førte ham hjemad, tilbage til skoven, med den beslutning, nu fuldt og uden forbehold at søge den skjulte lykke.

Men noget gjorde ondt indeni ham, og da han igen gik over den sælsomme bro, var han sådan til mode, at han ønskede han kunne bede til de store, alvorsfulde træer om hjælp eller trøst, og da han så ret så på dem med al sit sinds uro, syntes de ham at sige: “Os finder du altid uforandrede; vi har intet dulgt smil, vi skjuler ingen hemmelighed. ……… Men var det sandt? Bar ikke skoven på noget hemmelighedsfuldt ligeså vel som den unge piges smil, og bar han ikke selv på en hemmelighed, når han stod overfor hende? …….. Det faldt ham pludselig ind, at ordet: “Hvorfor sagde I det ikke før?” også kunne indeholde en bebrejdelse mod ham, at hun kunne have haft en anelse eller endog viden om, at han før hende havde set denne i skoven, og i den pludselige sorg og angst for, muligvis at skulle have mistet hende på den måde, blandede sig et ønske om, at han aldrig havde set synet i skoven.

I næste øjeblik var han ved stedet, men kendte det knap igen. Det var det samme sted, samme græs, samme kreds af bøgetræer; men alligevel var den forskel forsvundet, som havde adskilt stedet fra andre åbne, runde pletter i en skov, og skønt det var ham umuligt at finde nogen enkelt ting, der ikke var i den gamle orden, fornemmede han dog, at der var ligeså meget borte som af et menneske, der havde udåndet.

“Så er alt forbi her!” sagde han med en blanding af smerte og glæde og vendte om for at ride til hende. Men netop som han nærmede sig, steg angsten for hint dulgte op, og på samme tid rejste sig i hans sjæl en fortvivlet sorg over at for bestandig have tabt det skønne og store syn og at skulle have jaget de elskelige væsner i landflygtighed. Det syntes ham den højeste pligt, med ny længsel og troskab at vende om og kalde dem tilbage, og så vendte han om, i én stærk heftig higen – indtil hans erindring med et for tilbage til hende, genså hendes billede og hendes smil med et sådan stigende vemod, at det forekom ham, som om den lyksalighed, han nu vendte ryggen til, måtte forbarme sig over ham og møde ham undervejs til skoven og sige ham, at hun og skoven var et.

Men hun mødte ham ikke, og på skovens rand kunne han ikke længere udholde skuffelsen og længselen og red tilbage igen – for påny, da han nærmede sig hende, at mindes skoven og dens under – så red han atter tilbage – og igen – og igen – og sådan rider han endnu.

Trykt i: Smaa Fortællinger, 1868

Kort om M. A. Goldschmidt

Født: den 26. oktober 1819
Død: den 15. august 1887

Læs mere på Arkiv for Dansk Litteratur